Kan man holde af kunsteren og hade hans politik? Pete Seeger mindeord

Er det muligt at elske kunstneren, men hade hans politik?

Rick Moran

           

Den kommunistiske aktivist og trobadour Pete Seeger er død. Hvor højrefløjen dog har udøst en masse gift, og venstrefløjen en masse hæder og helgenkåring over ham. Det er ganske forudsigeligt, med nogle få undtagelser også fuldstændigt banalt.            

At gøre Seeger’s død til endnu et kultursammenstød forekommer på sæt og vis trættende, ligesom to gamle boksere der kommer ud af deres ringhjørner til den 12. omgang. Forslåede, blodige, det eneste de har tilbage er deres instinkt om at ødelægge hinanden. Uanset hvilken kunstart, de kunne besidde, så er denne forsvundet lang tid før klokken ringede til sidste omgang.

Skal vi virkelig reducere alt i Amerika til et højre versus venstre Harmagedon? Man kunne længes efter en mere nuanceret, mindre automatipilotagtig analyse af mennesker som Peter Seeger. Faktisk har der aldrig været nogen som Pete Seeger, og fremtidige historikere vil udviske de fleste af de kedelige. giftige angreb mod hans minde -- ligesom de enøjede hyldestsange der hvidvasker hans hadfyldte politik -- og se på h e l e hans liv og så derpå give en bedømmelse af hvad han har bidraget med til det amerikanske samfund.

Hvad helt præcist var så de bidrag? Konservative bliver skingre når de taler om “social retfærdighed,” fordi, ærlig talt, det er et emne der ikke falder godt i tråd med vor stærke sider. Det lader formode at ikke alt i Amerika altid har været perfekt eller nødvendigvist “godt,” hvilket er imod vor undertiden noget eventyrfyldte fortælling om amerikansk historie.

               

Men Seeger og hans kommunist allierede betragtede “social retfærdighed” som en metode til at få indflydelse på ledelsen af Amerika. Det som i sandhed bør bemærkes er at trods alle deres anstrengelser i den henseende, ja så mislykkedes det. Deres kampagner for at opnå borgerrettigheder, miljølovgivning og få afsluttet Vietnam Krigen lykkedes til en vis grad. Men kommunistpartiet kan knap findes i Amerika i dag, fordi gennemsnitsborgeren har forkastet det i de sidste 8 årtier.

Det er rigtigt. og sådan set meget passende at Seeger’s kommunistiske fortid er en del af mindeordene om ham. Men skal det være på bekostning af hans helhjertede beslutning om at redde den amerikanske folk-tradition fra udryddelse? Den mand brugte mere end 70 år på at rejse landet rundt, finde sange, sømandsviser, arbejdersange, sange om katastrofer, sange om kærlighed, sange om krig og fred, sange om uretfærdigheder, og sange der blot var morsomme. Tusinder af sange. der var del at Appalachernes sangtraditioner, i Mississippi Deltaet, Det Gamle Vesten, minesamfundene i bjergene - fra hav til hav knoklede Seeger, til tider i nærmest dyb stilhed, men med stor kærlighed for at bevare denne værdifulde Americana arv.

The Smithsonian kunne ikke have gjort det lige så godt. Vi kan så se tilbage, med rædsel, på noget af hans aktivisme, irettesætte ham for hans støtte til Stalin og Mao (at sige han støttede Hitler, fordi han gik ind for Nazi-Sovjet Pagten er at gå alt for langt). Men hvis vi undersøger hans militiante indstilling i forhold til konteksten i tiderne, da dukker et helt andet billede op.

Seeger og hans hobo rejsekammerat Woody Guthrie ((læs denne på synopsis: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2012/12/protestsanger-helt-uden-appel-woody.html sang ved arbejderdemonstrationer i 1930’erne. Dette var en tid, hvor fabrikkerne stadig ansat slyngler og undertiden samarbejdede med det lokale politi for fysisk at angribe de strejkende og fagforeningelderne. “Which side are you on, boys? Which side are you on?” sang de. Udmærker spørgsmål til os i dag. Hvilken siden ville du have stillet dig på?

De sang den samme sang i 1950’erne før Martin Luther King Jr., før Rosa Parks, før firhedsmarcherne og før Bull Connor og hans hunde. Den musikalske forkæmper for borgerrettighederne, Pete Seeger, og derefter folksangere som Joan Baez og Peter, Paul & Mary, spillede en stor rolle i forandringen af kulturen.

Historien har vist de havde ret, og uanset hvad du kunne mene om Præsident Barack Obama, så er vi på mindre end en menneskealder gået fra at benægte de sorte ret til at sidde i stormagasinets cafeteria, til at en sort præsident sidder i Det Ovala Værelse. For de som har en vis alder, forekommer denne transformation nærmest magisk og på en måde ubegribelig.

Havde Seeger ikke en pointe med at synge om og agitere for miljølovgivning på et tidspunkt da Hudson River var så forurenet at den stank fremfor at flyde? Seeger skabte en miljøorganisation for at redde floden før Rachel Carson’s Silent Spring. Tog han fejl?

Sagen er, at Seeger oftest stod på den rigtige side, uanset om han var en hedensk kommunist eller ej. Det er absolut nødvendigt at kritisere ham hvor en kritik af rimelig. Men før skal du separere Seeger’s musik fra hans sociale aktivisme - en aktivisme der helt sikkert i hans yngre år gik i den helt rigtige retning.

På det seneste er hans anto-kapitalisme, anti-erhvervslivs tordning blevet noget trættende. Og han antog hvert eneste forvrøvlede argument om diversitet og multikulturen. Måske var dette uundgåeligt når man ser på hans svindende indflydelse på venstrefløjen og som han forsøgte at bevare relevant.

Howard Husock’s har gjort sig nogle tanker om oprindelserne til Seeger’s aktivisme: 

Den forandring Pete Seeger indledte med “Where Have All the Flowers Gone?” kan ses som kulminationen på en proces der blev igangsat årtier tidligere, i 1935, da Communist Party meddelte sin strategi om en “folkefront” for at pakke denne ind, så den passede meget ‘kønnere’ med de amerikanske traditioner.

“Kommunismen er det 20. århundredes amerikanisme,” proklamerede Earl Bowder, generalsekretær for American Communist Party. Eller som skribenten V. J. Jerome udtrykte det med titlen til en tale til Partiet konvent i 1951, “Lad os benytte Kulturens Våben.” Det var Pete Seeger’s geni (han var med i partiet fra 1942) der skulle indse at sangene der ikke var copyright på og de forskellige musikstile i landdistrikterne i Syden, både hos hvide som sorte, kunne anvendes til redskaber i politik.

Er det sådan vi burde se på Seegers indsatser for at gøre folk music populært og for alle? Som del af en master kommunistisk plan? Er der slet ikke plads til Seegers passion for musikken, og lige så vigtigt, for de mennesker som musikken handler om?

Folkemusik traditionen er i bund og grund en musikalsk social historie om Amerika. Den er til tider ikke særlig køn. Det var livet i Amerika for sorte, kvinder, hispanics, irere slaver, eller næsten enhver anden nyankommen heller ikke. Lyt til de almindelige menneskers ‘stemmer’ i Page Smith’s vidunderlige People’s History of the United States i 8. bind.

Jovist, de taler om brutal undertrykkelse, men også om hele tiden at have et håb og visheden om at de kan forbedre deres liv. Dette er et Amerika som konservative kan gå ind for - trods en masse vorter- Og Seeger gav gennem sin musik stemme til mange af de uden stemme og skammede de ud som vitterligt bør udskammes.

Hans var med sit liv yderst konsekvent. Men hvad siger det om os når vi bedømmer det liv udelukkende på den kendsgerning at vi nærmest voldeligt er uenig med hans politik?

Hvis en menneske har mange forskellige facetter, lag, skal vi så, når tiden kommer til at dømme ham, fjerne facaden lag efter lag og bedømme ham med hele hans forundrende kompleksitet og modsætning? Eller går vi ud af det ene spor og erklærer ham en fiasko på grund af hans politiske tro?

Når det drejer sig om Seeger, så kan du elske kunstneren, men afsky hans politik. Rick Moran

http://pjmedia.com/blog/is-it-possible-to-love-the-artist-but-hate-his-politics/?singlepage=true