Mellemøsten og geografiens hævn
DR. LAINA FARHAT-HOLZMAN
Nutidens Mellemøsten begyndte som en øvelse i geografisk manipulation ved slutningen af 1. Verdenskrig, for snart 100 år siden. Vinderne i den dødbringende krig var briterne og franskmændene, der “befriede” den arabiske verden fra det tyrkisk osmanniske Imperiums favntag, det imperium der havde domineret dem lige til slutningen af 1. Verdenskrig.
Taberne var tre imperier der havde holdt ud længe. Østrig-Ungarn, Osmannerne, Rusland. Disse nederlag gav mulighed for en helt ny række nationalstater, et system som europæerne havde skabt århundreder forinden. Dette system har imidlertid aldrig fungeret godt i Mellemøsten på grund af to faktorer: Kulturen (religiøs og etnisk identitet) og geografien (grænser der splitter stammer, sekter, og en befolkningseksplosion). I dag lurer en tredje geografisk faktor over regionen: De stærkt begrænsede vandressourcer.
Vand. Nilen giver ikke længere vand nok til Egypten. I det øvre Etiopien er en dæmning, ved at blive færdigbygget, som truer Egyptens fremtidige vandforsyning. Oveni har Syrien og Irak længe været afhængige af floderne Tigris og Eufrat, som ganske langsomt bliver mindre vandrige. Yemen har nu så lidt vand at de må flytte deres hovedstad. Vandet bruges til at få deres ‘narko’ (khat) til at vokse. Saudiarabien har aldrig haft meget vand, og har forsøgt at dyrke deres egen hvede, ved at udnytte deres underjordiske brønde.
Iran, muslimsk, men ikke arabisk, står også overfor en katastrofal ørkengørelse af deres vandforsyning. De store søer er ved at tørre ud, de underjordiske brønde er ikke længere så forsynende, og klimaforandring har reduceret regnmængden og sneen i bjergene, der gav landet det vand der har brug for.
Der er politiske konsekvenser når mennesker lider under konstante, tilbagevendende svigt i elektriciteten, og en regeringsledelse så uduelig at man endog ikke tager sig af kloakering.
Demografien. Forudsætningen i hele det forrige århundrede var at regionens nyligt uafhængige stater oplevede en befolkningseksplosion. Sædvanligvis kan økonomer godt lide det, for det betyder der er rigeligt med billig ung arbejdskraft. Diktatorer kan lide det, fordi der så er masse af soldater. Når der imidlertid ikke er arbejde til de unge, så bliver de enten anarkistiske grupper eller soldater for islamo-fascistiske kults der hærger regionen. Det kan vi opleve nu over hele Mellemøsten.
Læs denne på synopsis: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2013/11/befolkningstal-er-overraskende.html
Men nu, til alles overraskelse, er regionens fødselstal hurtigt på vej nedad. Jeg har skrevet om det for nylig, men der er endnu mere i Daniel Pipes fremragende klumme #1310: "The Sick Middle East, January 23, 2014." Pipes bekræfter hvad jeg har hørt før: At Irans fødselsrate var 6,6 per kvinde i 1977, men i 2012 sølle 1,6. Ayatollaherne er i panik, men kan intet gøre. Jeg har set lignende tal for Tyrkiet og sammenfaldende tal for palæstinenserne. En mangel på unge mænd betyder nedgang i landets militærstyrke. (Rusland, Tyskland og Japan har lignende udsigter).
Kulturen. Den store lærde om Mellemøsten, Bernard Lewis, påpegede i sin seneste bog at fiaskoen i den muslimske verden med at trives er resultatet af elendig regeringsledelse (enten mafioso-lignende diktaturer eller islamistiske); undertrykkelse af kvinder og de virkeligt dårlige uddannelsessystemer, hvis de overhovedet eksisterer. De kan ikke blive moderne stater med den aktive forfølgelse baseret på religion, etnisk identitet, køn, hudfarve og et aktivt slavesystem.
Økonomi. Nu er olien, det som har ‘smurt’ regionens milliardærer, ved at være ved at tørre. Det er nærmest en naturlov at de lande hvis rigdomme kommer fra naturens ressourcer, ikke benytter disse midler til national udvikling. De bruger midlerne på våbensystemer de ikke kan betjene, nogle af dem er endog det samme som en dødsdom for dem, dersom de benytter dem som masseødelæggelsesvåben.
Flygtninge. Regeringernes fiasko har skabt de største antal flygtninge i verden siden afslutningen af 2. Verdenskrig, som har gjort det mest ‘populære’ segment af flygtningehorderne - palæstinenserne til det mindste i antal. Mennesker kan være såvel interne som eksterne flygtninge. Syriens vaklende nabostater der tager imod dem kan kollapse under denne byrde.
USA har ikke råd til at ignorere denne region. Vor intervention skal være klog nok til at stå op imod og forsvare os selv fra geografiens hævn.
FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Laina Farhat-Holzman is a historian, lecturer, and author of How Do You Know That? You may contact her at Lfarhat102@aol.com or www.globalthink.net.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar