Bernie Planck
Det mest sandsynlige svar hvis du spørger en konservativ, “Hvem var den største amerikanske præsident" vil med stor overvægt være “Ronald Reagan,” der døde for ti år siden.
Unge mennesker der ikke husker eller ved, hvad dette land stod overfor i 1979 vil måske være forbløffet over svaret. Hvad gør en præsident ‘stor’? I dagens United States mener alt for mange amerikanere at en stor præsident er den der giver dem fleste gratis goder.
Hvis man benytter det absurde kriterium så er Barack Obama uden for al diskussion den største amerikanske præsident. I dagens USA mener alt for mange amerikanere at en stor præsident er en der tror at forhandling og forsoning er langt det bedste overfor vore fjender.
I 1979 lå vor økonomi i ruiner, vor nationale prestige i smadder og vore fjender lo af vort land og var sikker på at vor svage præsident, Jimmy Carter, intet ville gøre selvom de tog vort ambassadepersonale som gidsler. Det holdt ved indtil Ronald Reagan, en mand med mandsmod, overtog embedet og så løslod Iran gidslerne.
Det er måden, hvorpå Reagan gik i gang med disse kriser der har gjort ham til en af vore største præsidenter. Nu er vor økonomi igen i ruiner, vor nationale prestige er i smadder og vore fjender ler af vort land og er overbevist om at vor svage præsident, Barack Obama, intet vil gøre selvom de invaderer et andet land.
Hvor har vi dog brug for en mand som Ronald Reagan igen.
Følgende artikel skrevet søndag den 6. juni 2004 kunne man finde på et nu nedlagt URL
http://www.peaktalk.com/archives/000584.php som jeg vil gengive som hyldest til en mand, der i modsætning til den værste amerikanske præsident, troede på at regering ikke er løsningen på problemet, men regering er selve problemet.
Photo Credit: politifake.org
FARVEL MIN VEN
I går gik præsident Ronald Reagan bort. I de kommende uger vil vi alle tale om hans eftermæle, og den indflydelse han havde på vore liv. Den indflydelse han havde på mit liv er ikke muligt at gøre op.
I begyndelsen
Da Ronald Reagan blev præsident for United States var jeg teenager, havde hørt om ham, men han sagde mig ikke rigtig noget, udover han var en gammel fyr med en Hollywood baggrund. I løbet af nogle år efter Reagan havde indtaget embedet indledte jeg min livsrejse, forlod det fædrene hjem for at gå på universitet og opdage verden. Min verden var en Vestens verden der var i recession, overbeskattet, overreguleret, ikke konkurrencedygtigt og med mange sociale dårligdomme der på det tidspunkt ikke syntes at kunne løses, da en venstre-centrum politisk korrekthedsatmosfære havde svækket en ægte debat.
På samme tidspunkt demonstrerede mange mennesker i Europa på gaderne mod at der placeredes amerikanske krydsermissiler på europæisk jord som en modsvar på Sovjets missiloprustning. Mange af mine verden sluttede sig til disse protester, idet de ikke ønskede at se det fornuftige i “fred gennem styrke” filosofien der kom fra Washington. Det var i de dage at jeg mentalt rejste fra Europa og indså de dybere værdier der lå bag “Gå derud og vind et slag for the Gipper,” og “Den skinnende by på en bakke” sætninger der i Europa forekom at være latterlige.
Dog repræsenterede de og appellerede til ægte menneskelige følelser, grænseoverskridende og inspirerede mange rundt om i verden, ikke mindst mig selv. Derfor var min rejse fyldt med optimisme, et stærkt behov for at gøre noget, og en ægte tro på individets evne til at skabe sin egen skæbne, og den faldt sammen med en periode, hvor der i Det Hvide Hus var en inspirerende, visionær, klog og charmerende mand der meget effektivt kommunikerede de samme værdier til resten af verden. Den mands embedsperiode strakte sig fra da jeg forlod hjemmet, gik på college; tog eksamen og min videre livsbane. Ronald Reagen hjalp mig til at skabe min egen skæbne.
Visionen
Ideologien der lå bag Regans politiske fremtoning var simpel, men var gået tabt i de år, hvor den accepterede visdom var at det var regeringen der gjorde samfundets fungeren mulig. Og for mange i efterkrigsårene syntes det da også som om, og det på begge sider af Atlanten, at en aktiv regering der beskattede og omfordelte fungerede.
Men sent i 1970’erne var det imidlertid blevet åbenbart at det ville nedbryde dynamiske samfund og at en tilbagevenden til et afreguleret, et lavskats miljø, hvor individets økonomiske frihed skulle have første prioritet over kollektive arrangementer ville være det bedste metode til at sætte liv i en syg økonomi. At en frimarkeds-økonomi havde sine svagheder var Reagan udmærket klar over, men som han så smukt udtrykte det, ‘menneskeheden har ikke fundet på noget bedre til nu.’
Læren om individuel frihed gennemsyrede også Reagans udenrigspolitik og den medførte den holdning, at med en fast ideologisk indsats vis-a-vis Sovjetunionen det ville være den eneste metode at klare den modstander. Forsoning var ikke et ord i Reagans ordbog. Det viste sig at Reagan havde ret, og med den indstilling afsluttede han ikke kun Den Kolde Krig, han gav en ny generation en manual til at håndtere internationale konflikter. Den nuværende krig mod terror kan i stor udstrækning knyttes til Reagans syn på verden.
Manden
Men Reagan var langt mere end blot hans vision. Der var personen, manden Ronald, og det er ofte blevet sagt, at han var noget fjern og reserveret, og det til et punkt hvor hans relationer til sine børn var hæmmet. De vennesæle Busher kom aldrig i et godt forhold med det som kunne forekomme at være en reserveret mand, en påstand som hans kritikere ofte benyttede for at påvise at det er umuligt at skrive en troværdig biografi om Reagan. Ifølge dem var der ingen måde, hvorpå man kunne komme tæt på ham og forstå ham til fulde. Virkeligheden var at de fleste af Reagans følelsesmæssige og indre-menneskelige behov blev opfyldt af blot en person, Nancy. Ronald og Nancy var legemliggørelsen af et næsten perfekt forhold der omfatter kærlighed, venskab og et meget stærkt professionelt partnerskab.
Lige så mærkeligt det kan lyde så havde de ikke brug for andre. Men det betyder ikke at Reagan var reserveret og kølig, han var blot sværere at ‘læse’ for de som befandt sig udenfor den verden han var i, da han ikke fulgte de sociale standarder som mange forventer.
Reagan: A life in Letters åbenbarer at han var en yderst rar og kærlig mand. Bekymret, engageret, nærmest ydmyg. Hvis du kombinerer det med hans indtagende humor, blinket i øjet og hans særlige måde at bevæge sig på så kan man kun komme til den konklusion at han var utrolig hjertelig og elskelig. En rar mand, en god mand, men det var ikke alle villige til at se.
Hemmeligheden
Men en stor vision og en god mand giver ikke automatisk en af de største præsidenter. Der er mere og lad mig fortælle dig, at Ronald Reagan inspirerede mig til at gøre noget andet: Købe et TV. Netop da jeg var ankommet til Hong Kong sommeren 1992, dækkede aviserne Republikanernes konvent og Ronald Reagan havde tilsyneladende indtaget scene med storm og en gammeldags tale. Jeg var skuffet over jeg ikke havde hørt den, men jeg spildte ikke tiden og ville sikre mig det ikke skete igen, og købte et nyt TV. Det var imidlertid for sent til at se en genudsendelse af the Gippers tale. Jeg klippede artiklen Reagans Secret ud af Asian Wall Street og har beholdt den til i dag i mine papirer for at indfange mandens væsen. Reagans hemmelighed var hans evne til at definere den politiske debat med tale der behandlede dagens problemer, men også med henvisning til morgendagens potentiale. Det er derfor mænd som Carter og Mondale faldt helt igennem overfor Reagan. Hos Reagan handlede det om frihed, åndelighed, innovation og foretagsomhed. Han var en mester i at forklare disse følelser, og ved at indbyde alle til at dele hans optimisme. Artiklen konkluderer:
“Optimismen, hviler, til enhver tid i næsten alle vælgere. Vi tvivler på der er en politiker der mere mesterligt udforskede potentialet i denne menneskelige egenskab bedre end Ronald Reagan.”
Det var netop essensen, hemmeligheden om du vil ved hans præsidentskab. Han var en stor mand med en betvingende vision og han var i stand til at overbevise os om, at vi også er store og at kan få opfyldt vore drømme. Meget få politikere har den evne og her finder vi Reagans storhed.
Afslutningen
Ingen vil kunne betvivle at de blomstrende 1990’ere derfor var et direkte resultat af Reagan årene, og dermed den tid vi oplever nu hvor det synes som, om vi er langt bedre rustet til at klare økonomiske besværligheder og væbnet kamp. Meget at hvad Bush i dag lægger frem som sin vision kommer direkte fra Reagans tekstbog, skønt der er visse nuancer. Reagan anså regering som værende i det store og hele et problem, hvorimod Bush ikke er bange for at benytte regering som et redskab for social forandring, noget der ville være i konflikt med Reagans indstilling til personlig frihed og råderet.
Det er vel umuligt at begribe hvad der er foregået i Reagans sind da han langsomt måtte overgive sig til Alzheimers. Det var en barsk og smertefuld måde at afslutte et fænomenalt liv. Vi kan ikke bedømme om han var i stand til at fastholde den optimisme der så effektivt virkede appellerende på andre. Mange har citeret fra hans brev til det amerikanske folk, og der er adskillige citater der i fremtiden vil blive stående. Min favorit farvel udtalelse fra Ronald Reagan stammer imidlertid fra hans sidste tale før han forlod det ovale værelse i 1989. I den opsummerede han det han havde opnået i sin embedsførelse, men han giver samtidig stor kredit til de der var ansvarlige for det hårde arbejde der gjorde det muligt: Det amerikanske folk, og ved at gøre det kaldte han det som det var for Ronald Reagan: “Mine venner!”:
Vi har gjort vor del. Og mens jeg går ud i byens gader et sidste ord til de mænd og kvinder der var med i Reagan revolutionen, de mænd og kvinder over hele Amerika der i 8 år udførte det arbejde der bragte Amerika tilbage på fode. Mine venner: Vi gjorde det. Vi var her ikke blot. Vi gjorde en forskel. Vi gjorde byen stærkere, vi gjorde byen friere, og vi overlod hende i gode hænder. Alt i alt, ikke dårligt, slet ikke dårligt.
Det er nu op til alle os der elskede Ronald Reagan, i Amerika og andre steder, at leve op til den arv. Vi ved muligvis, hvordan vi kan opnå velstand, men vi burde også indse at værktøjerne til at kæmpe krigen mod terror er blevet givet os af den mand, hvis tvingende nødvendighed om at drage ud og vinde et slag for ham i sidste ende indeholder det budskab om at vi faktisk vinder det for os selv.
Vi må ikke og kan ikke svigte en mand der satte frihed og menneskelig ånd i centrum for sin politiske platform. For mig vil han altid være en stor inspiration mens min rejse fortsætter.
Farvel min ven!
Posted by Pieter Dorsman at 12:50 PM
Ingen kommentarer:
Send en kommentar