FN's rolle i Gaza konflikten er betændt

Gaza fortsat: Hvofor vi skal se på FN?

               

Roger L. Simon

                                           

Tirsdag var der forlydender om at nu er en tredje UNRWA skole i Gaza hjemsted for raketter til Hamas. (Hvordan det kan ske at missilerne aldrig er blevet bemærket før er uklart - måske blev de stablet nedenunder viskelædrene og papiret og papirclipsene eller skjult under elevernes spritpenne) Fra Jerusalem Post:

               

Christopher Gunness, talsmand for the United Nations Relief and Works Agency, satte ikke navn på, hvem der er ansvarlig for at der befandt sig våben på skolen, men kritiserede hurtigt, hvem det end er der har begået fejlen.

“Vi fordømmer gruppen eller grupperne der har sat civiles liv i fare ved at placere disse sprængstoffer i vor skole. Dette er endnu en ildevarslende krænkelse af neutraliteten vi arbejder ud fra,” sagde Gunness i en udtalelse.

“Vi beder alle krigsførende parter om at respektere FN ejendoms ukrænkelighed.” Gunness tilføjede at en FN ammunitionsekspert er blevet bedt om at fjerne våbnene, men ikke kunne komme frem til stedet på grund af kampene.

Breitbart.com rapporterer yderligere:

I denne uge er der fundet UNRWA forsyninger og byggematerialer i Hamas’ tunnelernes infrastruktur, tunneler der er blevet brugt til at smugle våben og udføre angreb mod Israel.

Hvordan er det lige kommet der? Flere uartige teenagere der benytter lejligheden når læreren vender ryggen til? Eller var det langt mere bevidst? Det kan ikke undre at Algemeiner spørger

Kæmper FN bureauerne for menneskerettigheder eller som støtte for terrorister?

Avisen nævner:

Der er intet nyt i dette og det synes kun at overraske UNRWA. Organisationen har en lang og veldokumenteret historie om forbindelser til terrorister, noget UNRWA’s tidligere kommissær Peter Hansen åbenlyst indrømmede i 2004 over for Canadian Broadcasting Corporation ved at fastslå: “Jeg er sikker på at der er Hamas medlemmer på UNRWA’s lønnningsliste ...og det anser jeg ikke som en forbrydelse.”

Måske ikke hr. Hansen, men nogle af os har det helt anderledes med en psykopatisk terrororganisation på FN lønningslisten - en liste der forresten er finansieret med hele 25% af den amerikanske offentlighed. Jovist har ISIS grund til at klage. Hvorfor betaler vi ikke også for dem?

Er de nemlig ikke også ligeså modbydelige som Hamas? Under byggearbejdet på tunnellerne kan Hamas have ‘myrdet’ hundreder af deres børn, men har ikke også ISIS bevist sig rigtig gode til at skære hovederne af enhver shiamuslim de kunne finde?

Under alle omstændigheder hersker galskaben og vi ligger snart alle i rendestenen.

Ikke desto mindre - på et eller andet tidspunkt vil denne krig slutte og verden ville skulle regne ud hvad der skal ske med det som er tilbage af Gaza. De sædvanlige moralske hyklere, terrorist sympatisører og ‘store’ humanitært indstillede som Nancy Pelosi, der synes at mene at Hamas er Levantens afdeling af Frelsens Hær, samtidig med hun forveksler Qatar med Danmark, vil ønske at få FN igang igen med at betale for sin konventionelle “fredsbevarende rolle.”

Denne organisation - hvis rigtige navn burde være Fraternal Order for the Global Promotion of Anti-Semitism (FOGPAS) — ville det være bedre at blive - i det mindste fra et poetisk retfærdigheds synspunkt - målet for en israelsk drone.

Men da det ikke sker, så bør de holdes så langt borte fra den “fredsbevarende rolle” hvor som helst i verden gennem det vi har erfaret i fortiden. Spørgsmålet er hvordan.  

Jeg er blevet latterliggjort af læserne for at foreslå en undersøgelse gennem kongressen. Enhver er allerede klar over hvor betændt FN er, siger de. Problemet med de læsere er at de tager fejl. Kun få ved det. Mange amerikanere er endog slet ikke klar hvem vicepræsidenten er. (OK, måske viser det godt dømmekraft). Men de fleste mennesker bryder sig ikke om at der laves numre med dem, og FN laver numre med os alle - moralsk og finansielt. Hvis det blev offentligt kendt - og man kan kun forestille hvilke yderligere forræderi der kunne blive afdækket med en seriøs undersøgelse af Gaza - og der ville kunne komme et forargelsens skrig. Men så igen, måske ikke. Men hvad ellers skal vi gøre? Blot sidde tilbagelænet og lade FN samarbejde endnu engang med en terrororganisation?

Det er vel derfor disse raketter “pludseligt” blev opdaget af frygt for at Israel vil finde dem først og dermed sætte FN i et pinligt skær.

http://pjmedia.com/rogerlsimon/2014/07/29/gaza-continued-what-do-we-do-about-the-un/

Hillary Clinton - en nyttig idiot for Hamas

Hvad skulle Hamas gøre uden Hillary Clinton til at gøre rede for deres handlinger?

 

Carol Brown

               

Jorge Ramos fra Fusion TV  interviewede Hillary Clinton. I samtalen om krigen mellem Hamas og Israels lykkedes det Clinton at fremføre et halvt dusin forkastelige ting i løbet af blot sølle 2 minutter.

Da hun blev stillet det nu velkendte og vildledende spørgsmål om Israel havde svaret igen på Hamas på en uforholdsmæssig voldsom vis, benyttede Clinton lejligheden til at ‘prale’ med, hvordan hun havde forhandlet en våbenhvile, “der holdt til i denne måned. Og derpå besluttede Hamas, der har ryggen mod muren, at affyre raketter ind i Israel.”

Lige et øjeblik. Kan vi ikke nøjes med “proportionaliteten”? Israel ( og Vesten) er i kamp for livet. Fjenden er Islam. Modstanderne er terroristerne. Alt andet end at udslette dem så hurtigt og effektivt som muligt ville være galskab.

Men tilbage til interviewet.

Hillary indrømmede at Hamas’ taktik med at maksimere de civile tab påvirkede hende:

Jeg og alle andre har set de frygtelige billeder på TV håber der kan komme en våbenhvile og forsøg på at afslutte drabene og forhindre den ubegribelige lidelse vi kan se ske.

For det andet - hvad betyder det der med at Hamas har ryggen mod muren”? Hvad i alverden er det hun forsøger at sige? Ved at formode at Hamas var i en slags uholdbar situation og derfor bare måtte begynde at affyre raketter er jo latterligt, og legimiterer en terrororganisation og deres handlinger.

Men hun var først ved at varme op.

Clinton fastslog en holdning (nuvel en tvivlsom) ved at benytte en ufuldstændig sætning - noget venstrefløjen er så glad for at benytte: “Israel sagde det bare måtte standse raketterne, og så opdagede de alle disse tunneler.”

Lige et øjeblik.

Israel opdagede tunnelerne, siger hun. Hmmm. Det er interessant. Ville det ikke være vigtigt for publikum at gøre rede for hvad formålet med de tunneler er? Er det oldgamle tunneler? Et netværk af undergrundslinjer under udarbejdelse? Et uløst geologisk mysterium?

Forklar venligst fru Clinton noget mere om de tunneler vi fandt. Fortæl dog, hvordan den cement Israel har givet til bygning af hospitaler og skoler i Gaza faktisk blev benyttet til at opbygge et indviklet tunnelsystem der skulle benyttes til terrorangreb mod Israel. Fortæl dog publikum, hvordan våben var oplagret i tunnelerne. Og ikke kun våben, men også IDF uniformer, bedøvende stoffer, og håndjern. Fortæl de som lytter, hvordan disse tunneler løber dybt ind i Israel således at terrorister kan infiltrere for at bortføre og dræbe israelere. Hjælp lytterne, seerne, til at forestille sig en israelsk familie der vågner en morgen og opdager den er omringet af bevæbnede terrorister der er kommet ind gennem terrortunneler med planer om at bortføre, lemlæste og myrde familien. Benyt denne lejlighed til at belære publikum om hvordan Hamas benytter børn fra Gaza som slavearbejdere for at bygge tunnelerne. Og hvordan hundreder af de børn døde under arbejdet.

Hvis du, Hillary, mangler tid, og ikke kan sige alt det, så sig i det mindste at Israel ikke kun finder de tunneler, men en hel labyrint af tunneler der trænger ind i Israel designet og bygget af terrorister for at bortføre og dræbe uskyldige israelere.

Så følger. Det velkendte refræn: “Israel har helt åbenbart ret til at forsvare sig selv, men.....”

Man ved det kommer. Det gør det altid. Dette “men...” Det ‘annullerer’ første del af udtalelsen hver eneste gang.

“Men,” hvad din patetiske kvinde? Ville du foretrække at Israel var svagt? Ville du hellere se at jøderne var forsvarsløse? Ville du have det bedre med flere jødiske tab?

Da hun fremturede med behovet for at “afslutte drabene” og den ubegribeliiiige” “lidelse vi ser ske,” syntes jeg det var besynderligt. Jeg har nemlig aldrig hørt Clinton tale om israelernes lidelse ved at se sig omringet af et stadig større Kalifat, der har til hensigt at udslette Israel og er besluttet på at gøre Hitlers værk færdig, det han påbegyndte. Jeg kan ikke erindre at Clinton nogensinde er fremkommet med empatiske udtalelser efter de hensynsløse mord på israelere, blot fordi de var jøder.

Nej, noget sådant falder ikke kvinden ind. Hun er langt mere sympatisk indstillet overfor vanvittige  beskyldninger om at Israel skulle benytte giftgas mod såkaldte palæstinenser og dermed forårsage forhøjede cancertilfælde blandt kvinder og børn. Uha, uha.

Tilbage til interviewet. Denne ynkelige undskyldning fra en højtstående gemte hun til sidst:

“Hamas placerer sine missiler, raketter i beboede områder. Det skyldes delvist at Gaza ikke er særlig stort, og er meget tæt befolket. Derfor placerer Hamas militær kommando- og kontrolstationer i de beboede områder.”

Hvad???. En gang til?? Gentag???

For det første benytter denne ‘skabning’ en direkte løgn, hvorfor Hamas placerer våben i beboede områder. Men endnu mere vanvittigt er det hun ikke stiller spørgsmål ved eller har et problem med at Hamas først og fremmest har netop disse våben.

Der er selvfølgelig ingen grund til at være overrasket over noget af dette. Det var jeg heller ikke. Men den kendsgerning at den stædige propaganda fra venstrefløjen, herunder Hillary Clinton, når ud til millioner af mennesker rundt om på jorden er til stadighed foruroligende, for at sige det mildt.

Den giver næring til, og legitimerer hadet mod jøder. Konsekvenserne er dystre.

http://americanthinker.com/blog/2014/07/what_would_hamas_do_without_hillary_clinton_to_rationalize_its_behavior.html

I selskab med Israels helte

I selskab med Israels helte

Dan Gordon

               

Jeg har haft det store privilegium at følges med Generalmajor (pensioneret) Avigdo Kahalani til en artilleribataljon, i krigszonen. General Kahalani er en af Israels største krigshelte, veteran fra Seks Dages Krigen, Yom Kippur Krigen og den Første Libanon Krig. Det er ingen overdrivelse at hævde at var det ikke for Avigdor Kahalanis indsatser og mændene under hans kommando, så ville syrerne, der allerede havde indtaget det meste af Golan Højderne, have været i stand til at gå langt ind i det nordlige Israel, og krigens udfald, om ikke hele Staten Israels skæbne ville være i alvorlig fare. 

 

I stedet var Kahalani og de som var under hans kommando værktøjet, ikke kun i generobringen af Golan Højderne, men de drog langt ind på syrisk territorium, indtil de bogstaveligt talt var i artilleri rækkevidde fra Damaskus. Det var en indsats der på det nærmeste er uhørt i moderne krigsførelse, hvor et land der kom sig af et ødelæggende Pearl Harbor lignende angreb, blev konfronteret med en total ny taktik af en veltrænet, yderst veludstyret modstander, men som tilpassede sig den nye virkelighed, gik til modangreb og i løbet af sølle to en halv uge så befandt sig ved den angribende modstanders hovedstad.

Udtrykt ganske enkelt. General Kahalani og andre som han reddede Israel. Ved afslutningen af hans karriere i militæret gik General Kahalani ind i politik, blev valgt til Israels Parlament, og som minister var han med i nogle af den israelske regering mest betydningsfulde debatter og beslutninger. Efter han trak sig fra politik blev Kahalani formand for AWIS - sammenslutningen for Israels soldaters velfærd.

Det var i den egenskab han drog ud for at mødes med soldater i tjeneste og under ild, i kampzonen. For de unge soldater var det en mulighed for at møde en levende legende, en legende for Israel som Patton og MacArthur for USA. Jeg troede han ville give dem en peptalk, skønt de faktisk ikke har brug for en sådan.

Jeg har været hos Israel Defense Forces i 40 år, og jeg har aldrig set moralen højere, og aldrig set landet mere forenet bag sine soldater. Forleden dag var jeg på restaurant lige før grænsen til Gaza. Det var nærmest sidste sted man kunne spise godt før grænsen til ingenmandsland. Jeg var skrupsulten og havde bestilt et stort måltid, idet jeg vidste det muligvis ville være den eneste mulighed for at få mad den dag. Da jeg gik hen for at betale sagde servitricen at den allerede var ordnet.

“Er der nogen der har givet mig maden?” spurgte jeg, idet jeg ønskede at takke min velgører.

“Nej,” sagde hun,  “Nogen har betalt for hver eneste soldat i lokalet,” Der var cirka 50 der spiste. “Det sker hver eneste dag nu,” sagde hun og smilte.

Jeg har oplevet at helt fremmede har indbudt mig i deres hjem, givet mig en badekåbe mens de vaskede min uniform, givet mig mad, og bogstavelig talt tilbudt mig deres senge at sove i og deres badeværelse til mit velbefindende. Forbløffende ... i sandhed forbløffende.

Derfor havde tropperne ikke brug for en pep talk.

Det Kahalani sagde til dem syntes jeg har fremragende ekstraordinært.

Han talte stille. Så lavmælt at de unge soldater lænede sig fremover for at fange hvert eneste ord, og da han talte med en overbevisning der kom direkte fra hjertet gik de helt ind i hjerterne hos alle der lyttede til ham.

“Vi lærte Jer aldrig at hade,” sagde han. “Ikke denne hær, ikke Israel Defense Forces. Vi lærte Jer aldrig at hade. Der er hære i verden der gør det. Og jeg ved ikke, måske fungerer det til en vis grad, måske kan man blive en mere ihærdig kriger ved at hade fjenden. Men vi lærte Jer aldrig det. Og jeg skal sige hvorfor. Hvis vi lærer dig at hade, så kan det ikke laves om. Du vil komme tilbage fra krigen og det vil ikke være “fjenden” det vil være din svoger, eller din nabo eller din tidligere ven. Når du engang har lært mennesker at hade, så finder de nogen de kan hade. Derfor lærte vi aldrig Jer det.”

Nu pludselig talte han, ikke som en general, men som en kærlig far ville tale til sine elskede sønner og døtre.

“Vi lærte Jer aldrig det. I ved hvorfor I er her. Det er ikke for at hade nogen. Det er for at forsvare vort folk, Jeres hjem og Jeres familier. Hver af Jer må føle det som om hele folkets skæbne ligger på Jeres skuldre. Hver af Jer holder skæbnen i egne hænder. Det drejer sig ikke om at hade. Og nu har I arvet den tradition fra min generation, og I vil være de som skal fortsætte den. Men den som arver får et ansvar. Jeg ved I ikke vil skuffe mig.”

Det var pep talken fra Israels Patton, under en barsk, grusom, nederdrægtig krig der er blevet os påtvunget af en lige så grusom og nederdrægtig modstander - Hamas.

Konklusionen var: Had ikke. Gør det der skal til for at forsvare hjemmene, familierne og folket. Men had ikke.

Til det palæstinensiske folk i Gaza: Vi hader Jer ikke. Vi ønsker Jer intet ondt. Vi ønsker at leve i fred sammen med Jer. Når i kommer frem fra, hvor I nu har været i stand til at søge tilflugt, så spørg Jer selv om, hvorfor Hamas aldrig har bygget sikre steder til Jeres beskyttelse. De er trods alt  dygtige til at grave tunneler. De har gravet disse ind under vore grænser med intentionen at dræbe som mange af vore civile borgere som muligt; vore kvinder og børn, samlet i landsbyens spisesale. Ikke soldater, ikke krigere, men vore kvinder og børn og ældre.

Derfor er de gode til at lave tunneler.

Hvorfor har de ikke bygget sikre steder til Jer?

Se nu på Jeres bosteder der er smadret, fordi de var hjemsted og udgangspunkter for de tunneller, ikke ved siden af Jeres hjem, men i Jeres hjem!

De lavede Jeres hjem og bosteder om til rakataffyringssteder og våbenlagre.

Ikke ved en fejl, men for at gøre Jer sårbare, for faktisk at garantere at I ville komme til skade uanset hvor mange advarsler Israel har givet for angreb. Spørg Hamas der bad Jer ignorere de advarsler og sagde det var Jeres pligt at blive i Jeres hjem som de havde lavet om til militære mål.

Spørg Jer selv, hvorfor Hamas ikke gik ind på det egyptiske forslag om en våbenhvile der ville have forhindret landinvasionen og alle den efterfølgende død og ødelæggelse.

Det var ikke en skummel Zionistisk plan.

Det var et egyptisk forslag, støttet af Den Arabiske Liga og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas. Og Israel accepterede straks forslaget og uden betingelser.

Det var Hamas der forkastede forslaget ved at indlede et massivt raketangreb, fulgt op af fire separate angreb gennem tunneler med det formål ikke at slå til mod vore soldater, men vore kvinder og børn, der skulle myrdes, lemlæstes og tages som gidsler, trukket gennem de tunneler ind i Gaza således at Khaled Mashal kunne erklære en guddommelig sejr fra et 5 stjernet hotel i Qatar, men I må spise Gazas støv.

Se på Jeres boligområder.

Hvordan påvirker Hamas’ Hellige Krig Jer?

Er Jeres liv blevet bedre.

Har Jeres børn en bedre fremtid foran sig?

Har de nogen anden fremtid end lidelsernes?

Hamas og deres slæng har forsøgt at drive os ud i havet i nu over 100 år.

Hvordan har det haft indflydelse på Jer?

Se på det liv I lever og så se på vores.

Trods det at vore byer ikke har oplevet en eneste dag med fred, er de smukke, vore kvinder uimodståelige, vore mænd smukke, vore børn vore øjesten, vor industri blomstrer, vor iderigdom er misundt af verden. Vor lykkefølelse, skønt vi er konstante ofre for terrorangreb og krig, er blandt de fremtrædende hos noget folk i verden.

Vi lever længere, her er flere universitetsuddannede, flere computere, flere videnskabelige tidsskrifter, flere kunstnere, musikere, videnskabsforskere og entreprenører per indbygger end næsten ethvert andet sted på kloden. Vore køer producerer mere mælk end andres kvæg. Vort landbrug eksisterer nærmest udelukkende ved genbrug af vand og intet land på kloden gør mere end Israel med at afsalte vand. Tørke der kan ødelægge ethvert andet land påvirker os ikke. Og vi har trods alt Hamas og deres slæng med planer om at ødelægge os.

I er gået i krig mod os 3 gange i de sidste fem år.

Det er Jer der har begyndt krigen og vi har bedt Jer om, før hver eneste, ikke at affyre flere raketter mod os.

Men hver eneste gang blev i stillet en ny guddommelig sejr i udsigt. Raketterne skulle være det ‘sværd’ der skulle besejre os.

Vi opfandt Iron Dome.

Tunnelerne skulle være Hamas ‘overraskelse’ det vil sige “åbne Helvedes porte til os.”

Vi er inde i de tunneller lige nu. Vi er ved at sprænge dem i stykker.

Og hvem har betalt den bitreste af priser?

Det har I.

Er det det værd? Får I noget ud af alt dette?

Her er et forslag! I har forsøgt Jer med krig 3 gange på 5 år. Forsøg noget nyt.

Forsøg med fred.

I behøver ikke engang kalde det fred.

Hold blot inde med forsøgene på at slå os ihjel og se så hvor godt Jeres liv og velbefindende vil udvikle sig.

Men hvad med ‘belejringen?’

Det såkaldte “belejring” der er intet andet end en sanktion, blev iværksat fordi i bliver ved med at forsøge at slå os ihjel!

Så hold inde.

I var kloge mennesker. I var flittige mennesker. Hold op med at forsøge at slå os ihjel, og så behøver I ikke være martyrer der går til Paradiset. I vil nemlig have Paradiset her på Jorden. I kan blive Mellemøstens Singapore. I har smukke strande der kan blive turisters mål. Jamen I befinder Jer ved  ved Middelhavet! I er kreative og hårdtarbejdende og med mange talenter. Lad disse talenter benytte til at forbedre Jeres liv i stedet for at forsøge at gøre en ende på vores.

I vil blive Porten mellem Europa og Mellemøsten. Der står donorer i kø, og venter på at tilbyde Jer en Marshall Plan der vil gøre Jeres liv langt bedre. Planen som Khaled Mashal har til Jer fører derimod kun til døden.

I behøver ikke engang at elske os.

Faktisk kan I fortsætte med at hade os, hvis det på nogen måde kan giver Jer en tilfredsstillelse. De er vi ligeglade med. Gør hvad I vil med Jer selv. Hold blot op med at forsøge at slå os ihjel.

Når Hamas siger til Jer at I er med i Hellig Krig så bed dem læse Koranen. Suraen om Israels Børn: Sura 17:104, “Og vi sagde til Israels børn, bo trygt i det forjættede land, og når den sidste advarsel lyder, vil vi samle Jer sammen som en blandet flok.”

Det er os!!

Hvor mere sammensat kan vi blive? Vi er blevet samlet sammen, ikke blot ifølge vor profeti, men også ifølge Jeres!

Vi stammer fra alle hjørner af verden, fordi i over 2000 år har hver eneste jøde på jorden, der højtideligholder Påsken eller Yom Kippur, være sort eller hvid, brun eller enhver af regnbuens farver, der udgør vort folk, sagt “Næste år i Jerusalem.”

Læs derfor den del af Koranen når de beder dig spænde selvmordsbæltet på din søn eller datter. Og til alle de som støtter Jer, og de som giver Jer midler, for de som marcherer mod døden og ødelæggelse, hvis I virkelig bekymrer Jer om Gazas palæstinensere, som I hævder, så bed dem blot om at holde inde med deres forsøg på at slå os ihjel. Giv dem 10 år.

Vi står fast. I vil ikke kunne besejre os. I vil ikke kunne ødelægge os. I vil ikke kunne gøre så fortvivlede at vi forlader det land vi har længtes efter, arbejdet hårdt for, svedt og blødt for, i 2000 år. Vi vil ikke trække os fra Mellemøsten. Vi bor her, derfor. Vor religion blev ikke ‘født’ i Polen. Den er herfra. Vor sprog var ikke ‘født’ i Rusland, eller Amerika, eller Frankrig eller Etiopien eller Yemen eller Marokko. Vort sprog er herfra. Og jeg lover dig, vi vil ikke blive udslidte af krig. Det har vi nemlig ikke råd til.

Hold blot op med at forsøge at slå os ihjel.

Fordi vi hader ikke Jer. Vi oplærer ikke vore soldater og børn til at hade Jer. Ordene i vor nationalsag opsummerer det eneste vi ønsker:

Lihiot am chofshi bi artzeinu, Eretz Zion, Yerushalayim....” At være et frit folk. I vort land. Zion, Jerusalems land.” Netop som der siges i Koranen.

Dan Gordon is a captain in the IDF (res)

http://americanthinker.com/2014/07/in_the_company_of_heroes.html

Muslimsk tak for god hospitalsbehandling

Hvordan muslimer tænker

Dr. Arieh Eldad

Jeg var med til at oprette “Israeli National Skin Bank”, der er den største i verden. The National Skin Bank opbevarer hud der kan benyttes såvel i hverdage som i krigstid eller katastrofesituationer.

Denne hudbank befinder sig på Hadassah Ein Kerem University hospitalet i Jerusalem, hvor jeg var chef for plastickirurgien.

Derfor blev jeg bedt om at finde hud til en arabisk kvinde fra Gaza der var indlagt på Soroka Hospitalet i Beersheva, fordi hendes familie havde forbrændt hende med vilje. Sædvanligvis sker sådant arabiske familier når kvinden er mistænkt for at have været utro.

Vi gav hende al den nødvendige Homograft (hud/væv der passer til personen) der var brug for i hendes behandling. Hun blev behandlet med succes af min ven og kollega professor Lior Rosenberg og udskrevet for at vende tilbage til Gaza.

Hun fik tilbud om regelmæssig kontrolbesøg på ambulantklinikken i Beersheva.

En dag blev hun pågrebet ved en grænseovergang iført et selvmordsbælte. Hun ville sprænge sig selv i luften på ambulantklinikken på det hospital, der havde reddet hendes liv. Det ser ud til at hendes familie havde lovet at hvis hun gjorde det, ville den tilgive hende.

Dette er blot et eksempel på krigen mellem jøder og muslimer i landet Israel. Det er ikke en konflikt om territorium. Dette er en civilisationskonflikt, eller snarere en krig mellem civilisationen og barbarismen.

Bibi (Netanyahu) har forstået det. Obama har ikke.

Så mange som muligt skal komme til at forstå hvad radikal islam går ud på - og hvad der verden har i vente dersom den ikke standses.

Dr. Arieh Eldad is an M.D. at Hadassah Hospital in Israel.

http://www.frontpagemag.com/2014/dr-arieh-eldad/how-muslims-think/

Qatar og Hamas samarbejdet - et spil om magt

Hamas and Qatar’s spil og satsning

                                               

Gaza Krigen kunne ses som et forsøg af Qatar og Hamas på at genoprette deres betydning i regionen.

Jonathan Spyer

               

Kampen mellem Israel og Hamas skildres i de globale medier som en lokal konflikt,hvor der er en velorganiseret stat med en regulær hær på den ene side, og en lille islamist organisation på den anden.

Det billede er misvisende.

Hamas er ikke en isoleret og slet ikke en udelukkende uafhængig part. Hamas er snarere en medlem af en større regional alliance, der søger fordel af den nuværende situation.

Alliancen består af Det Muslimske Broderskab og dets kræfter i Mellemøsten. Qatar er hovedsponsor og betaler og indpisker for denne gruppe. Erdogans Tyrkiet er også knyttet til den.                

Krigen i Gaza kan bedst forstås som denne alliances krig mod Israel. Hvordan det? Lad os se nærmere på det.

Det Muslimske Broderskab/Qatar alliancen har på det seneste ikke klaret sig godt. Man var ellers ‘vinderen’ i det første år af “Det Arabiske Forår.”

Hjulpet af penge fra Qatar, og med en entusiastisk støtte af Qatars tamme al-Jazeera TV kanal, kom Det Muslimske Broderskab til magten i Egypten og Tunesien. Grupper med tilknytning til Broderskabet var stærkt repræsenteret, for en tid, også i oprøret i Syrien. Tyrkiet styret af AKP partiet med tilknytning til Broderskabet var en stærk støtte i denne proces. Ankara havde fået nære forbindelser til Morsi regeringen i Egypten. Tyrkiet tilbød også støtte til Broderskabets militser i Syrien.

Penge er der nok af i Qatar

Hamas valgte at satse på denne fremstormende magtblok bestående af Muslimsk Broderskab/Qatar. Tidligere havde man været nært knyttet til Iran, men bevægelsens ledelse trak sig fra Iran der er knyttet til Syrien og støttede oprøret mod Assad regimet. Strømmen af penge fra Iran tørrede langsomt ud (skønt den ikke er helt udtørret, og iranske våben har været, helt bevisligt, benyttet i Hamas’ angreb). Men penge fra Qatar, og vigtigst, støtten fra Morsi regimet i Cairo, erstattede så rigeligt de manglende midler fra Iran.

Meget har dog ændret sig. Hamas satsede forkert. Sidste år, 2013, var et skrækkeligt år for De Muslimske Brødre. Morsi blev styrtet i Egypten. Det Broderskabs tilknyttede parti Nahda trak sig i Tunesien. De syriske oprørere er ved at blive forstødt af Assad og hans allierede og er begyndt at kæmpe indbyrdes.

Således gik Hamas ind til 2014 i en sølle tilstand. Mens nogle elementer hos Hamas søgte at genopbygge forbindelsen til Iran, så var omfanget at støtte så ganske tydeligt slet ikke i nærheden af perioden før 2011.

Forholdene blev værre efter det nye regime i Egypten under General Abd al Fattah al-Sisi ødelagde systemet med tunneler der forsynede Gaza med forsyninger og lederne i Striben med en stor indkomstkilde. Så fulgte svigt i el-forsyningen og mangel på så at sige alt.

Således var Hamas lejren virkelig ude i tovene her midt 2014.

Beslutningen om at eskalere spændingerne over for Israel til en fuldskala konflikt stammer helt tydeligt fra denne situation. Hamas viste sig, helt uforståeligt, ikke at indgå på et egyptisk forslag der i bund og grund ville have været en venden tilbage til tidligere tiders tilstand.

I stedet forkastede bevægelsen forslaget og begyndte at indlede terrorangreb mod Israels civile befolkning begyndende den 8. juli, og ignorerede en FN midlertidig “humanitær våbenhvile,” og derpå udførte man et mislykket angreb fra en tunnel der omhyggeligt var gravet ind under israelsk territorium.

Disse handlinger måtte uundgåeligt medføre et israelsk modsvar i større skala. Det var helt sikkert Hamas der selv havde ‘indbudt’ til dette.

Til nu er bevægelsen og dets støtter sandsynligvis ganske godt tilfredse med resultaterne af deres anstrengelse. Qatar er endnu engang centrum for det regionale diplomati. FN Generalskeretør Ban KI-moon og PA Formand Mahmoud Abbas var i Qatar i sidste uge for at høre Hamas’ seneste krav for at indgå en våbenhvile. Emiren af Qatar, Sheik Tamim bin Hamas al-Thani tjener som “kommunikationskanal” over for det internationale samfund.

FN chefen valgte Qatars hovedstad som stedet, hvorfra han han fordømmer Israels “overgreb” handlinger i Gaza.

Hamas har, sådan kan det ses,  forbedret sin popularitet på den “palæstinensiske gade” efter de seneste støtteerklæringer, hvorved enhver der er beskæftiget med at slå israelere ihjel automatisk opnår både moralsk som politisk autoritet.

Dette kunne for eksempel tydeligt ses, i de hyldest fejringer der gik gennem de arabiske kvarterer i Jerusalem og på Vestbredde sidste søndag, da TV journalister begyndte at fremføre Hamas’ påstand om at de havde bortført en IDF soldat.

Det viste sig at IDF soldaten, Shaul Aaron, blot var et produkt af den livlige islamisttiske fantasi. Men dette forhindrede ikke hyldesten i de palæstinensiske områder langt borte fra Gaza. Det forhindrede heller ikke at Qatar propaganda kanalen al-Jazeera lynhurtigt formidlere påstanden og med stor troværdighed.

Hamas der i de seneste måneder forekom at være en slags ‘samarbejds’ gruppe, fordi man hindrede at andre grupper affyrede raketter, er nu igen i stand til at se ud som “modstandens” frontfigur. Qatar der forekom kørt ud på et sidespor af Egypten og Saudiarabien, og dermed reduceret til en stilling svarende til landets størrelse, er nu tilbage i centrum af det regionale diplomati.

Således er missionen fuldført - ganske behændigt. De døde palæstinensere og døde israelere, må man formode, anses, af Hamas lederne Mashaal og Haniyeh, der begge ejer palæer i Doha, og af den rige som Krøsus emir i Qatar, som acceptable i forhold til at de er vendt tilbage til deres forbedrede diplomatiske og strategiske stilling.

           

Jonathan Spyer is a senior research fellow at the Global Research in International Affairs (GLORIA) Center, and a fellow at the Middle East Forum. He is the author of The Transforming Fire: The Rise of the Israel-Islamist Conflict (Continuum, 2011).

http://pjmedia.com/blog/hamas-and-qatars-collateral-damage/?singlepage=true