I selskab med Israels helte
Jeg har haft det store privilegium at følges med Generalmajor (pensioneret) Avigdo Kahalani til en artilleribataljon, i krigszonen. General Kahalani er en af Israels største krigshelte, veteran fra Seks Dages Krigen, Yom Kippur Krigen og den Første Libanon Krig. Det er ingen overdrivelse at hævde at var det ikke for Avigdor Kahalanis indsatser og mændene under hans kommando, så ville syrerne, der allerede havde indtaget det meste af Golan Højderne, have været i stand til at gå langt ind i det nordlige Israel, og krigens udfald, om ikke hele Staten Israels skæbne ville være i alvorlig fare.
I stedet var Kahalani og de som var under hans kommando værktøjet, ikke kun i generobringen af Golan Højderne, men de drog langt ind på syrisk territorium, indtil de bogstaveligt talt var i artilleri rækkevidde fra Damaskus. Det var en indsats der på det nærmeste er uhørt i moderne krigsførelse, hvor et land der kom sig af et ødelæggende Pearl Harbor lignende angreb, blev konfronteret med en total ny taktik af en veltrænet, yderst veludstyret modstander, men som tilpassede sig den nye virkelighed, gik til modangreb og i løbet af sølle to en halv uge så befandt sig ved den angribende modstanders hovedstad.
Udtrykt ganske enkelt. General Kahalani og andre som han reddede Israel. Ved afslutningen af hans karriere i militæret gik General Kahalani ind i politik, blev valgt til Israels Parlament, og som minister var han med i nogle af den israelske regering mest betydningsfulde debatter og beslutninger. Efter han trak sig fra politik blev Kahalani formand for AWIS - sammenslutningen for Israels soldaters velfærd.
Det var i den egenskab han drog ud for at mødes med soldater i tjeneste og under ild, i kampzonen. For de unge soldater var det en mulighed for at møde en levende legende, en legende for Israel som Patton og MacArthur for USA. Jeg troede han ville give dem en peptalk, skønt de faktisk ikke har brug for en sådan.
Jeg har været hos Israel Defense Forces i 40 år, og jeg har aldrig set moralen højere, og aldrig set landet mere forenet bag sine soldater. Forleden dag var jeg på restaurant lige før grænsen til Gaza. Det var nærmest sidste sted man kunne spise godt før grænsen til ingenmandsland. Jeg var skrupsulten og havde bestilt et stort måltid, idet jeg vidste det muligvis ville være den eneste mulighed for at få mad den dag. Da jeg gik hen for at betale sagde servitricen at den allerede var ordnet.
“Er der nogen der har givet mig maden?” spurgte jeg, idet jeg ønskede at takke min velgører.
“Nej,” sagde hun, “Nogen har betalt for hver eneste soldat i lokalet,” Der var cirka 50 der spiste. “Det sker hver eneste dag nu,” sagde hun og smilte.
Jeg har oplevet at helt fremmede har indbudt mig i deres hjem, givet mig en badekåbe mens de vaskede min uniform, givet mig mad, og bogstavelig talt tilbudt mig deres senge at sove i og deres badeværelse til mit velbefindende. Forbløffende ... i sandhed forbløffende.
Derfor havde tropperne ikke brug for en pep talk.
Det Kahalani sagde til dem syntes jeg har fremragende ekstraordinært.
Han talte stille. Så lavmælt at de unge soldater lænede sig fremover for at fange hvert eneste ord, og da han talte med en overbevisning der kom direkte fra hjertet gik de helt ind i hjerterne hos alle der lyttede til ham.
“Vi lærte Jer aldrig at hade,” sagde han. “Ikke denne hær, ikke Israel Defense Forces. Vi lærte Jer aldrig at hade. Der er hære i verden der gør det. Og jeg ved ikke, måske fungerer det til en vis grad, måske kan man blive en mere ihærdig kriger ved at hade fjenden. Men vi lærte Jer aldrig det. Og jeg skal sige hvorfor. Hvis vi lærer dig at hade, så kan det ikke laves om. Du vil komme tilbage fra krigen og det vil ikke være “fjenden” det vil være din svoger, eller din nabo eller din tidligere ven. Når du engang har lært mennesker at hade, så finder de nogen de kan hade. Derfor lærte vi aldrig Jer det.”
Nu pludselig talte han, ikke som en general, men som en kærlig far ville tale til sine elskede sønner og døtre.
“Vi lærte Jer aldrig det. I ved hvorfor I er her. Det er ikke for at hade nogen. Det er for at forsvare vort folk, Jeres hjem og Jeres familier. Hver af Jer må føle det som om hele folkets skæbne ligger på Jeres skuldre. Hver af Jer holder skæbnen i egne hænder. Det drejer sig ikke om at hade. Og nu har I arvet den tradition fra min generation, og I vil være de som skal fortsætte den. Men den som arver får et ansvar. Jeg ved I ikke vil skuffe mig.”
Det var pep talken fra Israels Patton, under en barsk, grusom, nederdrægtig krig der er blevet os påtvunget af en lige så grusom og nederdrægtig modstander - Hamas.
Konklusionen var: Had ikke. Gør det der skal til for at forsvare hjemmene, familierne og folket. Men had ikke.
Til det palæstinensiske folk i Gaza: Vi hader Jer ikke. Vi ønsker Jer intet ondt. Vi ønsker at leve i fred sammen med Jer. Når i kommer frem fra, hvor I nu har været i stand til at søge tilflugt, så spørg Jer selv om, hvorfor Hamas aldrig har bygget sikre steder til Jeres beskyttelse. De er trods alt dygtige til at grave tunneler. De har gravet disse ind under vore grænser med intentionen at dræbe som mange af vore civile borgere som muligt; vore kvinder og børn, samlet i landsbyens spisesale. Ikke soldater, ikke krigere, men vore kvinder og børn og ældre.
Derfor er de gode til at lave tunneler.
Hvorfor har de ikke bygget sikre steder til Jer?
Se nu på Jeres bosteder der er smadret, fordi de var hjemsted og udgangspunkter for de tunneller, ikke ved siden af Jeres hjem, men i Jeres hjem!
De lavede Jeres hjem og bosteder om til rakataffyringssteder og våbenlagre.
Ikke ved en fejl, men for at gøre Jer sårbare, for faktisk at garantere at I ville komme til skade uanset hvor mange advarsler Israel har givet for angreb. Spørg Hamas der bad Jer ignorere de advarsler og sagde det var Jeres pligt at blive i Jeres hjem som de havde lavet om til militære mål.
Spørg Jer selv, hvorfor Hamas ikke gik ind på det egyptiske forslag om en våbenhvile der ville have forhindret landinvasionen og alle den efterfølgende død og ødelæggelse.
Det var ikke en skummel Zionistisk plan.
Det var et egyptisk forslag, støttet af Den Arabiske Liga og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas. Og Israel accepterede straks forslaget og uden betingelser.
Det var Hamas der forkastede forslaget ved at indlede et massivt raketangreb, fulgt op af fire separate angreb gennem tunneler med det formål ikke at slå til mod vore soldater, men vore kvinder og børn, der skulle myrdes, lemlæstes og tages som gidsler, trukket gennem de tunneler ind i Gaza således at Khaled Mashal kunne erklære en guddommelig sejr fra et 5 stjernet hotel i Qatar, men I må spise Gazas støv.
Se på Jeres boligområder.
Hvordan påvirker Hamas’ Hellige Krig Jer?
Er Jeres liv blevet bedre.
Har Jeres børn en bedre fremtid foran sig?
Har de nogen anden fremtid end lidelsernes?
Hamas og deres slæng har forsøgt at drive os ud i havet i nu over 100 år.
Hvordan har det haft indflydelse på Jer?
Se på det liv I lever og så se på vores.
Trods det at vore byer ikke har oplevet en eneste dag med fred, er de smukke, vore kvinder uimodståelige, vore mænd smukke, vore børn vore øjesten, vor industri blomstrer, vor iderigdom er misundt af verden. Vor lykkefølelse, skønt vi er konstante ofre for terrorangreb og krig, er blandt de fremtrædende hos noget folk i verden.
Vi lever længere, her er flere universitetsuddannede, flere computere, flere videnskabelige tidsskrifter, flere kunstnere, musikere, videnskabsforskere og entreprenører per indbygger end næsten ethvert andet sted på kloden. Vore køer producerer mere mælk end andres kvæg. Vort landbrug eksisterer nærmest udelukkende ved genbrug af vand og intet land på kloden gør mere end Israel med at afsalte vand. Tørke der kan ødelægge ethvert andet land påvirker os ikke. Og vi har trods alt Hamas og deres slæng med planer om at ødelægge os.
I er gået i krig mod os 3 gange i de sidste fem år.
Det er Jer der har begyndt krigen og vi har bedt Jer om, før hver eneste, ikke at affyre flere raketter mod os.
Men hver eneste gang blev i stillet en ny guddommelig sejr i udsigt. Raketterne skulle være det ‘sværd’ der skulle besejre os.
Vi opfandt Iron Dome.
Tunnelerne skulle være Hamas ‘overraskelse’ det vil sige “åbne Helvedes porte til os.”
Vi er inde i de tunneller lige nu. Vi er ved at sprænge dem i stykker.
Og hvem har betalt den bitreste af priser?
Det har I.
Er det det værd? Får I noget ud af alt dette?
Her er et forslag! I har forsøgt Jer med krig 3 gange på 5 år. Forsøg noget nyt.
Forsøg med fred.
I behøver ikke engang kalde det fred.
Hold blot inde med forsøgene på at slå os ihjel og se så hvor godt Jeres liv og velbefindende vil udvikle sig.
Men hvad med ‘belejringen?’
Det såkaldte “belejring” der er intet andet end en sanktion, blev iværksat fordi i bliver ved med at forsøge at slå os ihjel!
Så hold inde.
I var kloge mennesker. I var flittige mennesker. Hold op med at forsøge at slå os ihjel, og så behøver I ikke være martyrer der går til Paradiset. I vil nemlig have Paradiset her på Jorden. I kan blive Mellemøstens Singapore. I har smukke strande der kan blive turisters mål. Jamen I befinder Jer ved ved Middelhavet! I er kreative og hårdtarbejdende og med mange talenter. Lad disse talenter benytte til at forbedre Jeres liv i stedet for at forsøge at gøre en ende på vores.
I vil blive Porten mellem Europa og Mellemøsten. Der står donorer i kø, og venter på at tilbyde Jer en Marshall Plan der vil gøre Jeres liv langt bedre. Planen som Khaled Mashal har til Jer fører derimod kun til døden.
I behøver ikke engang at elske os.
Faktisk kan I fortsætte med at hade os, hvis det på nogen måde kan giver Jer en tilfredsstillelse. De er vi ligeglade med. Gør hvad I vil med Jer selv. Hold blot op med at forsøge at slå os ihjel.
Når Hamas siger til Jer at I er med i Hellig Krig så bed dem læse Koranen. Suraen om Israels Børn: Sura 17:104, “Og vi sagde til Israels børn, bo trygt i det forjættede land, og når den sidste advarsel lyder, vil vi samle Jer sammen som en blandet flok.”
Det er os!!
Hvor mere sammensat kan vi blive? Vi er blevet samlet sammen, ikke blot ifølge vor profeti, men også ifølge Jeres!
Vi stammer fra alle hjørner af verden, fordi i over 2000 år har hver eneste jøde på jorden, der højtideligholder Påsken eller Yom Kippur, være sort eller hvid, brun eller enhver af regnbuens farver, der udgør vort folk, sagt “Næste år i Jerusalem.”
Læs derfor den del af Koranen når de beder dig spænde selvmordsbæltet på din søn eller datter. Og til alle de som støtter Jer, og de som giver Jer midler, for de som marcherer mod døden og ødelæggelse, hvis I virkelig bekymrer Jer om Gazas palæstinensere, som I hævder, så bed dem blot om at holde inde med deres forsøg på at slå os ihjel. Giv dem 10 år.
Vi står fast. I vil ikke kunne besejre os. I vil ikke kunne ødelægge os. I vil ikke kunne gøre så fortvivlede at vi forlader det land vi har længtes efter, arbejdet hårdt for, svedt og blødt for, i 2000 år. Vi vil ikke trække os fra Mellemøsten. Vi bor her, derfor. Vor religion blev ikke ‘født’ i Polen. Den er herfra. Vor sprog var ikke ‘født’ i Rusland, eller Amerika, eller Frankrig eller Etiopien eller Yemen eller Marokko. Vort sprog er herfra. Og jeg lover dig, vi vil ikke blive udslidte af krig. Det har vi nemlig ikke råd til.
Hold blot op med at forsøge at slå os ihjel.
Fordi vi hader ikke Jer. Vi oplærer ikke vore soldater og børn til at hade Jer. Ordene i vor nationalsag opsummerer det eneste vi ønsker:
Lihiot am chofshi bi artzeinu, Eretz Zion, Yerushalayim....” At være et frit folk. I vort land. Zion, Jerusalems land.” Netop som der siges i Koranen.
Dan Gordon is a captain in the IDF (res)
http://americanthinker.com/2014/07/in_the_company_of_heroes.html
Opslag
