Religion er ikke fjenden

 Religion er ikke fjenden
           
Philip F. Lawler
       
En bemærkelsesværdig agnostiker, Marcello Pera, forklarer.
        

Du er blevet oplært i den tomme floskel, at man ikke kan bedømme en bog ud fra dens forside. Men sandheden er, at det kan man sædvanligvis. Ved denne bog forekom det let som ingenting- Man læser titlen “Hvorfor vi Burde Kalde os Kristne.” Du ser at forordet er skrevet af Pave Benedict XVI.  Allerede nu mener du at kunne gætte, hvad der vil stå på bogens sider. Og ud tager helt og aldeles fejl.

Forfatteren, Marcello Pera, er ikke evangelist eller teolog, men en erfaren politiker: Tidligere præsident for det italienske senat. Han er ikke en hengiven katolik, men en agnostiker, en sekularist. Tidligere professor i filosofi, og efter sin politiske karriere studerede han Karl Popper, og forsvarer den europæiske liberalismes traditioner, der historisk set har være i modsætning den offentlige holdning i Den Katolske Kirke.

 

Ikke desto mindre har Pera gjort fælles sag med Paven, fordi han er overbevist om at Europa ikke kan overleve som et frit og demokratisk samfund uden at anerkende sine kulturelle rødder i Kristendommen. Europas historie er helt og aldeles spundet ind i Katolicesmens historie, argumenterer han, og at elske Europa betyder at man beundrer den katolske tro. Kirken er ikke uden fejl, indrømmer han:

‘Men når alt kommer til alt, hvordan kan vi da undgå at erkende, at uden Den Katolske Kirke, da ville Europa være forsvundet ikke blot en gang, men utallige gange, og Vesten ville have mistet sin civilisation...Hvordan kan vi lade være med at erkend at når andre institutioner, partier, bevægelser, eller systemer - politiske, filosofiske, juridiske, økonomiske - tager fejl, så ophører de blot med at få tilhængere eller de forsvinder, men når kirken fejler, da er det de selvsamme fejl der ophøjer budskabet, ordenes ikke forbundne værdi, og den åndelige virkelighed som den vidner om?’

Under den lange debat om udformingen af en forfatning for EU, opfordrede Vatikanet - under først Johannes Paul II, og derpå Benedict XVI - lederne af Europa til at anerkende den kristne arv, som altafgørende for kontinentet. Dette var nødvendigt, argumenterede Paverne, ikke for Kirkens skyld, men for den historiske nøjagtigheds skyld. Da dokumentet med forfatningen endelige blev fremlagt, med kun en sløret omtale af religion, protesterede Vatikanet over det bedrag der blev begået: Europas nuværende lederskab havde forkastet Europas historie fra tilbage i tiden.

Pave Johannes Paul II, i særdeleshed, forklarede at behovet for at henvise til Europas kristne fædrenearv kunne retfærdiggøres udfra rent verdslige beviser. Det var den Kristne intellektuelle tradition der indgød Europa respekt for menneskerettighederne og for at loven skulle herske; det var den kristne tradition der gav stødet til oprettelsen af universiteterne, og inspirerede Europas kunstnere i århundreder. Europas nationer har meget lidt tilfælles, faktisk kun at de deler Kristendommens lære.

 

Hvorfor vi bør kalde os Kristne: De religiøse rødder i frie samfund

af Marcello Pera

(Encounter Books, 224 pages, $23.95)

På grund af deres adskilte interesser og deres etablerede tendens til at skændes indbyrdes, insisterede Pave Johannes Paul på, at Europas nationer ikke kunne skabe en stabil Union, medmindre den var grundlagt på nogle fundamentale principper. Kristen moraltradition udgør et sådan stabilt fundament, påpegede han; det gør økonomiske interesser ikke. Den afdøde Pave advarede om at en Europæisk Union der udelukkende var baseret på intet andet bærende end skiftende økonomiske interesser snart ville falde fra hinanden. Mindre end et årti senere, kan hans forudsigelse allerede vise sig sand.

Marcello Pero kommer med et lignende argument for at værdsætte den kristne tradition. Enhver der værdsætter en offentlig debat burde bemærke, hvordan den udviklede Europa under Kirkens beskyttelse, siger han. Videnskaben blomstrede i Kristendommen og selv Oplysningstiden må anerkendes som en reaktion af Kristen tankegang. Pera finder det indiskutabelt at “kollisionen mellem Kristendommen og liberalismen, mellem Kirken og moderniteten gav et frugtbart udbytte for begge sider.”

Fra Sankt Augustins tid har det Kristne Europa forstået de separate roller mellem Kirke og Stat, ‘Guds By’ og ‘Menneskets By.’ Skønt der var grænsekrænkelser i massevis gennem århundrederne, da enedes politiske som religiøse ledere dog om, når disse krænkelser var forligt og normaliteten genoprettet, om visse fundamentale pointer: At religiøs frihed burde opretholdes at Kirken ikke skulle være et redskab for et regime; at enkeltindivider burde behandles med værdighed, uanset overbevisning.

Disse tre grundlæggende principper, bemærker Pera, er diametral mod instinkterne hos såvel autoritære regeringer, som religiøse fundamentaliser. De er garantierne for Europas demokratier.

Uheldigvis, skriver Pera, er sekularismen i eftertidens Oplysnings Europa - sekularismen hos Locke og Kant, der søgte at bevare regeringsinstitutionerne fra at blive udnyttet af gejstlige - blevet erstattet, i vor tid, af en mere militant udgave der anser selve religion som en fjende. Europæiske intellektuelle er flygtet fra den kristne tradition, og hævder de frygter fundamentalismen - når det er selve den kristne tradition, der netop giver dem deres bedste forsvar mod netop fundamentalismen.

 

Ydermere, samtidig med de europæiske ledere har opbygget unyttige forsvarssystemer mod den ikke eksisterende trussel af kristen fundamentalisme, da har de blotlagt deres samfund for den yderst virkelige trussel af islamisk fundamentalisme. Ved at have besluttet at alle religiøse overbevisninger er farlige, har Europas elitære ingen metode ti at imødegå indflydelsen af en tro der er fremmed for europæiske traditioner og fjendtlig overfor europæiske interesser.

Pera beklager: "Den bitre sandhed er at Vesten er bange for Islam, fordi man er bange for religion, og først og fremmest for sin egen religion.”

Der er en gammel godt prøvet regel i politik: “Man kan ikke slå nogen med ingenting.” Hvis man ikke har en kandidat i kapløbet, taber man, uanset din modstanders svaghed. I Europa i dag, gør den islamiske kultur stadig flere indhug, fordi europæiske kultur er for svag, eller for medløbende til at kunne yde nogen modstand. “Hvis Europa ikke er en smeltedigel, da er det blot en beholder.” ræsonnerer Pera, “dette skyldes at man ikke har tilstrækkelig energi til at nedsmelte og antænde sit indhold.” (læsere i USA, den nuværende smeltedigel, burde lægge mærke til dette. Når ‘sirenen’ signalerer “diversitet” og gør os døve overfor enhver henvisning og appel til en fælles arv, da er kaos lige rundt om hjørnet.)

En blodfattig sekularisme kan ikke modstå militant islams anslag, fortæller Pera sine læsere. Medmindre Europa kan søge sig næring gennem sine kristne rødder, den civilisation der engang kendtes som Kristendommen, da overlever den ikke disse år med dysterhed.

En eftertanke: Marcello Pera underviser nu i politisk filosofi ved Pontifical Lateran University: Et stolt ‘barn’ af Oplysningen ved Vatikanets mest prestigefyldte akademiske institution. Hans tilstedeværelser der - og hans loyalitet over for Europas liberale tradition, der er så anderledes fra sin udmagrede amerikanske fætter -- er et bevis på bredden og dybden i Europas intellektuelle traditioner, selvom hans bog advarer om deres undergang. 

     
   
Philip F. Lawler is the editor of Catholic World News (cwnews.com) and the author of The Faithful Departed: The Collapse of Boston's Catholic Culture (Encounter).

Afbrænding af Hellige Bøger

U.S. Militæret brændte bibler i 2009

Ben Shapiro
               

Mens muslimerne er i oprør i Afghanistan, og myrder soldater over hændelsen med Koraner blev brændt - Koraner der var blevet benyttet af terorrister for at sende budskaber til islamister - viser det sig at U.S. militæret rent rutinemæssigt har brændt bibler i Afghanistan for at være mere hensyntagende overfor muslimer.

 
Som CNN rapporterede tilbage i 2009:

Militærpersonale har kasseret og til sidst brændt konfiskerede bibler der var blevet trykt på de to mest almindelige afghanske sprog af bekymring for de ville kunne blive benyttet til at få afghanere til at konvertere, sagde en Forsvarsministeriel talsmand tirsdag. Biblerne var blevet sendt af en kirke i USA og blev konfiskeret for cirka et år siden på Bagram Air Base i Afghanistan, fordi militærets regler forbyder tropper, uanset religion, at forsøge at få proselytter, mens de er udstationeret der, sagde Oberstløjtnant Mark Wright.

Hvordan kan det da være at USA brænder bibler for at tilpasse sig muslimer i Afghanistan, men når man brænder Koraner, da skal vi åbenbart mene vi er ufølsomme tåber? Kæmper vi ikke for religions- og ytringsfrihed i Afghanistan? Tilsyneladende ikke! Det eneste vi kæmper for er at få indført Sharia Lov på vor egen helt særlige måde ifølge Obama administrationen.

 
Ben Shapiro

http://bigpeace.com/bshapiro/2012/02/27/u-s-military-burned-bibles-at-bagram-in-2009/

Rockefeller og Romney - en sammenligning

Nelson Rockefeller's Lære til Mitt Romney

Chris DeSanctis

Tidligere U.S. Senator Rick Santorum, uden de store midler og uden en stor organisation har vundet præsidentprimærvalg og caucuses på grund af Mitt Romney’s Rockefeller problem.

Med sit bud for Det Hvide Hus står Romney overfor anklager der ligner de som Nelson Rockefeller, 49. Guvernør over New York, stod overfor under hans primærvalgkamp som præsident i 1964 mod U.S. senator fra Arizona Barry Goldwater.

Rockefeller var en liberal Republikaner hvis synspunkter i det store og hele lå nærmere Det Demokratiske Parti. På hans tid havde de konservative deres base i Midtvesten og blev flere i Vest og Syd, mens den moderate/liberale fløj af GOP havde basen i Nordøst og dominerede partiet. Sidstnævnte fløj fik øgenavnet 'også.jeg.Republikanismen,' fordi de førte sig frem med at sammenligne sig med Det Demokratiske Parti (synonymt med dagens Republican in Name Only (RINO)).

For at stille op mod John F. Kennedy som præsident (det blev dog Lyndon Johnson) skulle Rockefeller først vinde primærvalget. Idet han mente hans liberale Republikanske organisations støtte var sikker, forsøgte Rockefeller at gøre kur til den stadig stærkere konservative fløj af partiet. Til det formål udviklede han et udmærket venskab med Goldwater, der ledte den konservative fløj, og var Rockefellers hovedmodstander.

Tingenes tilstand ændrede sig imidlertid, og Rockefeller holdt inde med at gøre kur til de konservative af to årsager: Den liberale del af GOP blev foruroliget over hans taktik med at gøre kur til højrefløjen, og konservative kunne ikke helt og aldeles støtte en liberal New England Republikaner.

Da det lykkedes Nixon af forene partiets to fraktioner i 1960 da mislykkedes det for Rockefeller her fire år senere. I stedet for at søge om konservativ støtte i GOP, besluttede Rockefeller sig for at angribe de konservative ret så ondsindet. I sin biografi om Goldwater skriver forfatteren Lee Edwards, “Rockefeller anklagede de konservative og insisterede på at ægte Republikanere måtte redde partiet og nationen....”

Denne taktik gav bagslag. Selvom primærvalgene sluttede med dødt løb, vandt Goldwater 51% mod Rockefeller 49%. Den konservative fløj i GOP havde chokeret den liberale.

 

I sin bog fra 1965, The Agony of the GOP, fastslog Robert D. Novak:

“Den virkelige svaghed ved Rockefellers felttog ....var mangelen på begejstring og glæde. Rockefeller var langt foran, men ikke særlig mange Republikanere var så glade for det -- selvom de heller ikke var udpræget kede af det. Sandheden er at Rockefeller ikke formåede at skabe ægte entusiasme....Han magtede ikke at få nye konvertitter....Rockefeller var i front med hensyn til at eliminere andre, fremfor det var hans medfødte politiske styrke der gjorde udslager.”

Rockefeller, der jo fik støtte af de etablerede liberale, oplevede virkelig vanskelighed ved at skabe begejstring i begge fløje hos GOP.

Mitt Romney har Rockefellers problmer. Romney er også en tidligere New England Republikaner og Guvernør der går efter embedet som liberal. Som tidligere Bush taleskriver Michael Gerson forklarede,

“Romneys helt store politiske sårbarhed er alvorlig i sig selv. Da han stillede op som Guvernør i Massachusetts i 2002, var han en for-livet (abort), økonomisk centrist, og kulturelt liberal, forretningsorienteret Republikaner.”

I hvert fald til dato kan det se ud til at konservative i GOP nægter at støtte Romney på grund af hans Massachusetts fortid. Som Rockefeller forhindrer den ham i at forene partiet.

Samtidig er Rick Santorums opstigning en refleksion af mange ting, herunder god timing, udholdenhed og troværdighed. Imidlertid er Santorums år med at forblive tro overfor sine konservative overbevisninger om regeringen af meget stor betydning. Primærvalgsracet i 1964 der påbegyndte et større skifte i hvem der kontrollerede GOP fra også-jeg-Republikanere til konservative har sat scenen for dagens Rick Santorum. De konservative elsker ham. Siden 2008, har Romney’s problem altid været at finde ud af, hvordan han kunne få dem til også at elske ham.

Efter Goldwaters ekstraordinære nederlag i 1964 valget til Demokraten Lyndon Johnson, fastslog Tom Wicker fra New York Times, i en artikel efter valget, “Republikanerne kan kun vinde som et også-mig-parti” (Lee Edwards). I dag ved vi Wicker tog fejl. De vælgere der gik over  til Goldwater fløjen i det Republikanske Parti var der også, og for Ronald Reagan, i 1980 og 1984, og gav tilskyndelsen til at vinde Det Hvide Hus i 1994, og har været involveret i enhver kampagne siden da.  

Goldwaters fokus på lavere skatter, en mindre forbundsregering, et stærkt militær, støtte til individuelle rettigheder, og de konservative familieværdier, blandt andet, er nu mainstream i GOP.

Goldwaters bevægelse afsluttede dominansen fra 'også-jeg-Republikanismen' og med tiden fik den vendt GOP til et nationalt konservativt parti. Det er derfor at Rick Santorum, en traditionel konservative er i fremmarch, trods alle odds.

Chris DeSanctis is an adjunct professor in the Department of Government and Politics at Sacred Heart University in Fairfield, CT.  He can be reached at desanctisc@sacredheart.edu.

Read more: http://www.americanthinker.com/2012/02/nelson_rockefellers_lesson_for_mitt_romney.html#ixzz1n0fQfZLJ

Når regeringen erstatter Gud

Når regering erstatter Gud

---

Patrice Lewis

Amerikanerne plejede at brøle som løver for friheden; nu bræger vi som får for tryghed.

– Norman Vincent Peale (1898-1993)

Her forleden så jeg en af de der kofangerslogans som jeg håber var en joke. Der stod, "Hvem har brug for Gud? Vi har jo Kongressen."

Uanset om sloganet skulle være morsomt eller ej så er den sørgelige kendsgerning, at Amerika i det store og hele har erstattet Gud med regeringen. Eller i det mindste bevæger vi os roligt i den retning. Ser du, da vi så hen til Gud som den der dækker vore behov, da vidste vi at Han sandsynligvis ikke ville række os et brød på en sølvtallerken. Det vi kunne var at håbe vejret ville være godt så hveden kunne modnes; at mejetærskeren ikke ville bryde sammen under høsten; at lastbilen ikke brød ned under transporten til møllen; og at forsyningslinjen var i orden mens grovmelet blev bragt til foderstofforretningen så husmoren kunne købe det mel som brødet skulle bages af til hendes families måltider.

Med andre ord så stolede vi på Gud, vi arbejdede hårdt for at skaffe os det vi havde brug for. Men stoler vi på regeringen, kræver vi, at den giver os vort daglige brød. Gratis. Uanset om vi har arbejdet eller ej. Trods alt er det daglige brød jo en rettighed, ikke sandt?

En af de ting der virkelig irriterer mig ved venstreorienteredes holdning er den endeløse liste af "rettigheder" som de stiller op ud af ingenting. De påstår vi har "ret" til føde, husly, medicinsk omsorg, uddannelse, beskæftigelse, abort mv. Men her følger forskellen mellem ægte rettigheder og falske rettigheder: Ægte rettigheder er ikke en omkostning for nogen andre.

Ægte rettigheder stammer fra Gud og de rettigheder giver os frihed og lighed til at stræbe efter at indfri vore behov uden regeringsindblanding og restriktioner (indenfor forfatningens forudsætninger). Falske rettigheder betyder, at vi retter et våben mod mennesker og tvinger dem til at give os mad, husly, medicinsk omsorg, uddannelse, beskæftigelse, abort mv. på deres bekostning.

Naturligvis betyder det ikke, at der ikke vil være ufornuftige mennesker der foretager sig ufornuftige ting. Der er altid nogen der skyder sig i foden (også rent bogstaveligt). I fortiden da borgerne kendte deres rettigheder var vort svar: "Nuvel, han var en idiot ved at skyde sig i foden. Måske lærte han noget af det." Nu siger vi, "Nuvel, han var en idiot da han skød sig i foden. Nu må vi hellere forbyde våben så ingen andre skyder sig i foden."

Med andre ord i en bestræbelse på at beskytte borgerne fra den tilfældige idiot, lovgiver vi for alle. Vi tillader følelser at blive til politik. Det elsker regeringen. Den ønsker at beskytte os. Den ønsker at give os "rettigheder" til føde, husly, medicinsk omsorg og uddannelse. Men tag ikke fejl, den eneste grund til at regeringen er en så begejstret forsyner af rettigheder er for at den kan blive din Herre.

Mens regering stiger i vigtighed går behovet for Gud tilbage. Vi søger ikke længere hen til Den Almægtige efter hjælp når vi søger at nå vore mål. I stedet vender vi os til Kongressen som vor forsørger for det vi ikke søger at opnå ved egen kræfter.

Amerikanerne er kommet til at tro, at alt skal være "retfærdigt" og at alle legepladser skal være sikre. Men selvfølgelig forsøger regeringen at påtvinge os retfærdighedssans, som resulterer i en gennemført uretfærdig omfordeling af vort arbejde, ressourcer og indkomst. ("Omfordeling af velstanden" er oppe i tiden.)

Og fordi vi har givet lov til, at dette 'emotionelle' er blevet til politik, er vi blevet en nation af ofre. Det er langt nemmere at hyle op om vore "rettigheder" og kræve at andre er ansvarlige for at vi får dækket de ting som vi jo "fortjener," end det er selv at arbejde for de ting. 

Når vi anmoder Gud om at give os et sted vi kan bo da forventer vi ikke en mægtig himmelsk hånd smider et hus ned lige foran os. I stedet knokler vi alt hvad vi kan på vore arbejder, sparer penge samme til en udbetaling, holder vor kreditværdighed i tip, og beder til at disse bestræbelser vil overbevise en bankassistent om at man godt kan låne os penge til at købe et hus.

Men når regering erstatter Gud, kræver vi husly som en "rettighed" der skal gives os uanset om vore egne bestræbelser for at eje det hus er minimale. Vi forventer og kræver øjeblikkelig indfrielse af rettigheden.

Med andre ord, når opnåelsen af lykken finder sted på bekostning af søgen efter lykken - når vi kræver at regeringen gør alt retfærdigt" - så har den regering erstattet Gud.

Hvad er der galt med det? Ville en venstreorienteret spørge. Hvorfor ikke lade regeringen sørge for vor mad, husly, medicinsk omsorg og uddannelse?

Tænk over dette citat fra Christine Smith: "Vi trives når vi arbejder for at opnå det vi ønsker, fremfor at det bliver givet os. Selve grundlaget som gjorde denne nation stærk er ved at blive ødelagt når familierne mister deres økonomiske uafhængighed, sender deres børn i mislykkede regeringsskoler, og betaler skatter til programmer der smadrer det personlige selvstyre og giver problemer over hele verden. Når mennesker lider søger de helt forkert til regeringen som var det løsningen på deres problemer."

John Rackliffe skriver: "Velfærdsprogrammer, Social Sikkerhed og andre regeringsrettigheder har forøget presset på middelklassen så den kan betale for programmerne til de fattige. Det som Gud og Grundlæggerne gjorde for at bringe mennesker sammen, har de progressive og en stadig større regering lavet om, og splittet mennesker fra hinanden ved en økonomisk kløft som bliver stadig større for hvert år der går."

Når vi ser hen til Gud efter hjælp, så skal vi per definition regulere vore egne handlinger. Så bliver vi et selvdisciplineret folk. Men når vi er afhængige af regeringen for at regulere os, da overgiver vi vor evne til at passe os selv.

Så længe vi tillader regeringen at erstatte Gud vil vi aldrig genskabe den tidligere statur af vor nation. Vi vil blive, for at parafrasere Peale, 'får der bræger om sikkerhed fremfor løver der brøler efter frihed.' Vi vil fortsætte vor nedtur fra stolte amerikanere til hylende forkælede møgunger der kræver en endeløse række af rettigheder.

Hvis vi beder til Gud efter styrke i disse problemfyldte tider, så vil Han give os det. At bede regeringen er værre end nytteløst: Det er dødsensfarligt.

---

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=259749

Patrice Lewis is a freelance writer and the author of "The Home Craft Business: How to Make it Survive and Thrive." She is co-founder (with her husband) of a home woodcraft business. The Lewises live on 20 acres in north Idaho with their two homeschooled children, assorted livestock, and a shop that overflows into the house with depressing regularity. Visit her blog at www.rural-revolution.com.

Read more: When government replaces God http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=259749#ixzz1D6eD7YjV

Iran klar med kamikazeangreb

Teherans militær er i højeste beredskab med fly, speedbåde i Den Persiske Gulf     

Reza Kahlili

Samtidig med at man indledte samtaler med FN’s Atomvåben vagthund, fortsatte Iran med at forberede sig på krig over sit atomvåbenprogram. Man træner i kamikaze angreb i Den Persiske Gulf, både med fly og speedbåde, således rapporterer kilder fra de iranske væbnede styrker.
                                        

Tirsdag meddelte International Atomic Energy Agency at deres seneste forhandlinger med Iran var en fiasko. Blot dage før beordrede Irans øverste Leder Ali Khamenei Revolutionsgarden, sammen med hæren, til at være i højeste beredskab, klar med såvel konventionelle som ukoventionelle midler for at svare på enhver agression fra U.S. eller Israel over landets atomvåbenprogram, siger kilderne.

                        

De øverstkommanderende for Gardens missiler, har som forberedelse på et voldsomt modangreb kortlagt alle U.S. baser i regionen for at slå til mod dem med missiler med den hensigt at afbryde alle Amerikas luftadgange, da man mener de vil være hovedtilgangen fra ethvert angreb fra Amerika.

Gardens publikation Mashregh, in a warning to America, åbenbarede en detaljeret plan for angreb mod U.S. baser i regionen herunder de to luftbaser i Kuwait, Ali Al Salem og  Ahmed Al Jaber, og U.S. militærlejrene ved Buehring, Spearhead, Patriot og Arifjan. Målet er også U.S. baserne i Afghanistan, super U.S. basen Al Adid i Quatar, den anden super base Al Dhafra i De Forenede Arabiske Emirater og Thumrait Air Base i Oman.

Gardens planer omfatter affyringen af ballistiske missiler ved det snævre Hormuz Stræde fra dybt inde i Iran for at afbryde strømmen af olie og destabilisere verdensøkonomien.

Iran har de største og mest alsidige ballistiske missil arsenaler i regionen, nogle med en rækkevidde på over 3400 km, i stand til enten at medbære et ton konventionel sprængstof eller et atomvåben. Det islamiske regime arbejder for tiden sammen med Kina og Nordkorea om interkontinentale ballistiske missiler med en rækkevidde på over 10000 km, i stand til at nå Amerika.

Garden har også armeret hundredvis af speedbåde med sprængstoffer til selvmordsangreb mod U.S. Navy enheder og skibstrafikken i Gulfen. Kilder indenfor Garden afslører også at Garden har optrænet piloter til selvmordsangreb mod U.S. ejendom i Gulfen og dertil skal benyttes mindre fly proppet med eksplosiver.

Ifølge Sepahonline, kilden der står nær kilderne i Revolutionsgarden, bliver disse kamikazelignende flyangreb forberedt i det sydlige Iran. Garden har købt Lyoming flymotorer gennem en mellemhandler i Tyskland. Motorerne blev overført til Azerbaijan og derfra til Iran.

Flyene der forberedes til kamikazeangrebene er lette Cessnaer armeret med højeksplosiver. 60 af dem holdes klar ved Bandar Abbas luftbasen i Iran.

Garden har også overført anti-skibskrydsermissiler til Qeshm og Abu Musa øerne. Antiskibskrydsermissilerne dækker Khalij Fars (Den Persiske Gulf) med en rækkevidde på ca 300 km og armeret med 1,4 tons sprænghoveder, og Ghadr krydsermissilet med en lignende rækkevidde og udstyret med teknologi så radar kan afledes og som flyver i lav højde. 

 

De skulle være i stand til at sænke selv store krigsskibe, herunder hangarskibe, og kunne være udgøre den afgørende forskel i mødet med U.S. Navy tilstedeværelsen i Den Persiske Gulf.

Som rapporteret til CIA i midt 80’erne, er Abu Musa øen, der befinder sig i den østlige del af Den Persiske Gulf, og Qeshm øen ved Hormuz Strædets munding i langt tid blevet benyttet som forstærkede missil tilholdssteder som Garden kan benytte ved en konfrontation med Vesten. Garden kan fra de to øer med lethed afbryde strømmen af olie og angribe ethvert skib der forsøger at komme ud af  det snævre farvand.

En ting står helt og aldeles krystalklart trods anmodningen om forhandlinger med de iranske ledere og deres formodede kernevåbenprogram: De er klar til krig, fordi de er gennemført besluttede på at erhverve sig kernevåben.

Reza Kahlili is a pseudonym for a former CIA operative in Iran’s Revolutionary Guard and author of the award-winning book, “A Time to Betray.” He is a senior fellow with EMPact America, a member of the Task Force on National and Homeland Security, an advisory board member of the Foundation for Democracy in Iran and teaches at the U.S. Department of Defense’s Joint Counterintelligence Training Academy (JCITA).

http://www.wnd.com/2012/02/iran-prepares-for-kamikaze-attacks/

Red folket - afskaf den europæiske superstat!

Red folket - dræb den Europæiske superstat

Ilana Mercer

“En ærlig mand””  Ayn Rand i “Og Jorden Skælvede,” “er en der ved han han ikke kan forbruge alt det han producerer.” Hvor står grækerne i dette billede?

For anden gang siden 2010 har Eurozonens finansministre smidt Grækenland “en finansiel redningskrans,” denne gang sammen med 172 milliarder dollars. De europæiske banker har indvilliget i at nedskrive mere end 50% af de penge Grækenland skylder, næsten 100 milliarder dollars i gæld.

Alligevel forbliver Athen, som Washington, korrupt til benet. Man vedbliver med at forbruge mere end man skaber. Det græske arbejdsmarked er endnu ikke blevet liberaliseret. En høj minimumsløn hæmmer ansættelser. Og ifølge en BBC News beregning, er “vanen med at betale en ‘feriebonus’ der svarer til en eller to måneders ekstra løn,” stadig gældende. Man behøver vist ikke være et orakel fra Delfi for på gudommelig vis at forudsige næste trin i Grækenlands opløsning: En nedgradering af landets kreditstatus til under 0. 

“Sparsommelighed,” er imidlertid en eufemisme blandt politikere og deres medieflokdyr for “længerevarende nedskæringer og reform,” i den offentlige sektor. Implicit i deres kritik af “sparsommelighed er den påførte smerte på det græske statsapparat der uundgåeligt vil ødelægge det græske samfund.

Au Contraire. Stat og samfund burde aldrig være så stærkt indarbejdet i hinanden.

Forsøg at forklare for vor præsident at des større stat, des mindre det civile samfund. Mens han underholdt lederne af EU, i november sidste år, lovede præsident Obama at Amerika ville hjælpe sine europæiske sjælsfæller med at stå imod i Eurozone krisen. Han sagde følgende (nuvel en del af det):

“EU er vor største handelspartner. Vi har ikke råd til at lade det fejle. Vi sender megen af vore varer og tjenesteydelser til Europa. Vi deler deres værdier.”

Uden vore europæiske samarbejdspartnere er vi ikke i stand til at knuse Iran og Syrien. Eller bombe og regulere verden og dens folk til underkastelse. Hvis Eurozonen går i opløsning - ville det kunne være en forvarsel om det som vil overgå U.S. (OK sidste del er som var det talt af hans mund, for jeg tror jeg kender min præsident nu.)

Risici er for høje, siger du hr. Præsident? For hvem? Cui Bono? Hvem får goderne, Barack?

Stil dig selv det spørgsmål, hver gang en journalist/klogeåge/analytiker/politiker på hysterisk vis insisterer, uden helt at motivere, hvorfor EU og Eurozonen ikke kan overlades at dø en naturlig død.

At spørge hvad der vil hænde dersom kolossen kollapser, er at indbyde non sequiturs og omstændighedsargumenter fra obligationsholderne. I traditionen med “en udtalelse der ikke følger logikken fra det som gik forud,” opsummerede David Böcking fra Spiegel Online (en helt ukarakteristisk intelligent tysk avis; tyskerne er ubenægteligt ikke lette at gøre indtryk på) argumenterne mod et nedbrud af Eurozonen. Traktaterne, argumenterer Böcking, giver ikke lov til en nem opløsning. Disputer om jura kunne dukke op, hvis de stater der trækker sig ud virkelig var bundet ved deres gæld til en Bismarcklignende superstat, som tilfældet er med Grækenland. Fremfor alt, ville de forkælede EU teknokrater miste deres greb om verdensscenen.

Er du ikke overbevist ved disse juramæssige retfærdiggørelser for at opretholde en Union i rigor mortis?

Så overvej følgende økonomiske realiteter:

Amerikanere af kød og blod handler ikke med Barack eller med Bruxelles, hovedsædet for EU centralregeringen, men snarere med Belgiens folk, Hollands, Tysklands, Frankrigs og Grækenlands folk. Hvis de finansielle institutioner som europæerne og amerikanerne er blevet ført ind i som flokdyr af ‘Statisterne’ på begge sider af Atlanten, fejler , nuvel da, vil individuelle fabrikanter og og handlende være frie til at producere og handle uden at være underlagt disse voldsomme, kunstige, uorganiske strukturer.

Grækenlands fiasko er regeringspåført, ikke nødvendigvis af folket - en fiasko hos en regering der har fomøblet 160% af BNP. Indrømmet, ret så mange af de regerede, måske flertallet, har også fejlet, er blevet forført af statens forbudte frugt.

“Vi må ikke lade vore ledere bebyrde os med stigende gæld,” forvarslede Thomas Jefferson. “Vi skal foretage et valg mellem økonomi og frihed, eller ødselhed og underkastelse.” Ved at forkaste “økonomi og frihed” fik Grækenland “underkastelse.” Athen, demokratiets vugge, er også borte, splittet er det direkte demokrati ved at nægte at give lov til en folkeafstemning om, hvorvidt landet skulle forlade Eurozonen.

I fraværet af den mulighed er de nedbrudte Dionysius’er fanget. For eksempel sammenlignet med de produktive tyskere består den græske arbejdsstyrke af omkostningskrævende og meget lidt effektive arbejdere.

De kan bare ikke konkurrere.

Om de havde en moral, og et intellektuelt kompas - og fik lov til at bestemme deres skæbner - da ville Grækenlands folk vælge at forlade Eurozonen og EU.


Grækerne kunne da fastholde deres suverænitet. For det første ved at genindføre drakmen, deres gamle valuta. For det andet kunne de vælge at lade deres valuta flyde mod EU medlemsstaterne således, at det forøger incitamentet hos den græske arbejdsstyrke.

Endelig ville disse ‘vogtere’ af superstaten være i stand til at smide besætterne fra EU, IMF og ECB (Europæiske Centralbank) ud,  hvis embedsmænd er stationeret i Athen som en overopsynsenhed.
Ilana Mercer
Ilana Mercer is a classical liberal (libertarian) writer and a fellow at the "Jerusalem Institute for Market Studies." She is the author of "Into the Cannibal's Pot: Lessons For America From Post-Apartheid South Africa." "The titular tease," explains Ilana in the book, "is meant as a metaphor and is inspired by Ayn Rand's wise counsel against prostrating civilization to savagery." Ilana's website is IlanaMercer.com.. She blogs at www.barelyablog.com.

http://www.wnd.com/2012/02/save-the-people-kill-the-european-superstate/