Den glemte olympiske helt i skydning

 

Den olympiske helt medierne gaber af

Thomas Lifson

Kim Rhode skrev historie ved De Olympiske Lege fredag. Hun blev den første atlet nogensinde der har vundet medaljer ved seks Lege i træk. På fire kontinenter.

Man skulle tro der ville være Hosannas over det hele over denne kvindelige pioner. Men jeg har aldrig hørt om hende indtil Jim Hoft på Gateway Pundit gjorde mig opmærksom på hende.

Således beskrives Ms Rhode på NBC’s dækning af legene:

        Således skete det.

En US skytte, Kim Rhode, blev den første kvinde der har vundet medaljer ved De Olympiske Lege ved seks Lege i træk. Men hun kom ikke på mediernes overskrifter. Hun er nemlig pro Second Amendment. (retten til at bære skydevåben - synopsis kommentar)

Det er hun i sandhed:

US Olympisk guldmedalje skytte Kim Rhode går ind i debatten om skydevåben og forsvarede Second Amendment forud for Legene i Brasilien.

"Vi burde have ret til at eje og bære våben for at beskytte os selv og vore familier.” Skeetskytten sagde dette i et interview onsdag med Time Magazine i Rio de Janeiro. "The Second Amendment blev indført, ikke kun for at vi kan skeetskyde og gå på jagt. Den blev også indført for at vi kunne forsvare First Amendment, ytringsfriheden, og forsvare os mod vor regering.”

Af en eller anden grund hylder den aldrende ledelse hos feministerne ikke denne beretning om udholdende og kvindelig triumf.

Rhode kæmpede med tårerne da hun reflekterede over de fire år der er gået siden hun vandt guld i London. Hun har været gennem en vanskelig graviditet fulgt af en galdeblære operation m

Cuba er ved at bryde sammen økonomisk

U.S.-Cuba relationer bliver mere og mere interessante

Silvio Canto, Jr.

Udenrigsministeret meddelte at personale på U.S. Ambassaden i Havana ville forlade Cuba som modsvar på de seneste akustiske overgreb. Dette var forudsigeligt og viser at sikkerheden for U.S. diplomater sættes i første række. Imidlertid var det andet skridt der blev taget - et rejseforbud - få en direkte påvirkning af Cubas økonomi.

Dette fra CNN:    

The US State Department trækker alle familierne af de ansatte og ikke betydningsfuldt personale ud af Cuba, efter en række mystiske angreb mod U.S. diplomater.

Adskillige US embedsmænd fortæller CNN at 21 US diplomater og familiemedlemmer er blevet syge efter åbenbare akustiske overgreb. Den amerikanske ambassade vil fortsætte arbejdet med cirka 60% reduktion af personalet..

Embedsmændene sagde US øjeblikkeligt vil holde inde med at udstede visas i Cuba på grund af reduktionen i personalet og beslutningen beskrives ikke som en gengældelse. Embedsmænd siger der stadig vil være rådgivende embedsmænd på ambassaden der vil være i stand til at assistere US borgere på Cuba.

The State Department  udstedte også en rejseadvarsel og opfordrede amerikanere til ikke at rejse til Cuba, fordi de kunne udsætte sig for angreb lig de overgreb der har været mod diplomater, da nogle af overgrebene har fundet sted på hoteller hvor amerikanere bor, sagde en ledende embedsmand til journalister.

I løbet af de seneste år er the U.S. State Department kommet med rejseadvarsler til Mexico og det har helt tydeligt skadet feriestedernes økonomi.

Cuba står nu overfor to store problemer:

1) Orkanen Irma smadrede mange af feriestederne der benyttes for at få europæere og amerikansk turister til øen, og,

2) En reduktion i antallet af US rejsende til øen vil betyde færre dollars, og det på et tidspunkt hvor Castro regimet kan bruge hver eneste dollar de kan få fingre i.   

Ifølge nyhedsreportager, var U.S. turismen over en U.S.$ 1 milliard i 2016. Det er ganske tydeligt at disse dollars har hjulpet Castro regimet til at klare den svigtende støtte fra Venezuela og fiaskoen med at skabe nye veje til hård valuta. En rejseadvarsel gør at disse dollars kommer i risiko-zonen.

Hvordan kommer Cuba til at klare Cuba og en US rejseadvarsel? Måske slet ikke. Jeg er sikker på at Raul Castro ikke kan vente på pensionering så han kan efterlade dette rod o kaos til næste fyr der ikke hedder Castro.

P.S. You can listen to my show (Canto Talk) and follow me on Twitter.

http://www.americanthinker.com/blog/2017/09/9_29_2017_18_28.html#ixzz4u93TBR9S

Cuba løbet tør for penge - igen

                

Silvio Canto, Jr.

                                                                                   

Det er den samme gamle traver som the Four Tops sang -”It’s the same old song.”

To ting kan man sige om Cuba: Ingen penge og kan ikke betale sin gæld. 

Dette er sådan set ikke nogen nyhed om et socialistiske paradis, hvor fårekyllinger gik helt amok over for U.S. diplomater (her henvises til de ultrahøje lyde den amerikanske ambassade blev udsat for -synopsis-kommentar)

Cuba har indført nye importrestriktioner på de statsdrevne virksomheder (derfor så at sige alle) og beordret dem til at afholde sig fra nationalbank kreditter for køb svarende til $100,000, da den kommunistisk ledede Ø kæmper med mangel på kontanter og en enorm gæld som følge af handelsunderskud.

Nationalbank resolutionen nummer 19, 2018, fastslår at målet er at sikre at virksomhederne har ressourcer til at kunne betale deres udenlandske obligationer og forhindre at “gælden til udlandet øges.”

Cuba's regering regulerer ofte kravene til import der benytter kredit og udenlandsk valuta.

En bankmand fra Vesten med indgående kendskab til Cuba sagde at målet ville føre til et fald i importen og hæmme forsyninger til ø-staten

Hovedproblemet er, som vi sagde da præsident Obama åbnede U.S. ambassaden i Havana, at Cuba ikke har nogen ‘ægte’ økonomi.

Det begyndte allerede i de første dage med Castro regimet: Fra Missilkrisen til Sovjetunionens kollaps var Cuba understøttet af den kommunistiske blok. Cuba betalte så for denne støtte ved at sende tropper til Centralamerika og Afrika.

Jeg erindrer en fransk bankmand i Mexico City der fortalte mig ved en frokost, at USSR ambassaden i London helt bogstaveligt ville dække de overtræk som den cubanske regering stod for. Svært at begribe, men sandt!

Midt 1990’erne lånte Cuba milliarder af europæiske lande for at forsøge at dæmme op for U.S. embargoen. Cuba kunne ikke, og har ikke betalt, tilbage. 

I tiden med ydede Hugo Chavez, Venezuelas stærke mand, billig energi og anden støtte til Cuba.

Venezuela er i dag fallit, bankerne har nedskrevet deres gæld, og de fleste lande sælger til Cuba på kontant basis.

Løsningen på alle disse problemer er en regimeændring - føre Cuba frem til frihandels økonomi.

Desværre må det cubanske folk helt bogstaveligt  først få begravet hele Castro slænget før det sker.

PS: You can listen to my show (Canto Talk) and follow me on Twitter.

 https://www.americanthinker.com/blog/2018/03/cuba_out_of_cash_again.html#ixzz59KnXGZ4J

Når vejanlæg plejes for godt!

Man mente det så godt

I 1925, kom en avis ved navn St. Louis Star-Times med en besynderlig opfordring. De havde sikret sig et relativt stort landområde cirka 30 kilometer sydvest for St. Louis ved bredden af Meramac floden. Avisen solgte derpå lodder i størrelsen fra 6 til 30 meter for 67,50 dollars - idagens penge cirka 900 dollars. Landstykket var ikke det eneste der fulgte med pengene, som køber fik man også ret til et seksmåneders abonnement på Star Times.

Om reklameindsatsen var en succes kommer an på, hvordan man opfatter det. Landet blev med tiden til en lille by, med cirka 2000 indbyggere, som et sommerudflugtsted for St.. Louis’ elite, men straks efter 2. Verdenskrig gik det galt grundet de svære tider, og området blev til en by for de med små indkomster. Star Times gik nedenom og hjem i 1951, men byen holdt ud.

Indtil 1985 - da byen blev evakueret, fordi vejene i bogstavelig forstand var giftige.

Times Beach, Missouri, nedturen begyndte i 1970’erne. Da byen var relativ fattig manglede den midler til at asfaltere vejene. De støvede, beskidte veje var årsag til støvstorme, hvor vinden hvirvlede snavset op til en plage for alle. På den tid var standardløsningen på et sådant irriterende problem at sprøjte vejene med olie; olien ville få skidtet til at klumpe sammen, og således gøre det svært for vinden at få det til at hvirvle op. Denne løsning forekommer for det moderne øre at være skrækkelig, men dog ikke katastrofal. Undtagelsen var Times Beach.

Hvorfor? Fordi Russell Bliss, den person man hyrede til at sprøjte vejene med olie købte sin olie fra en virksomhed hvor det var billigt - muligvis fordi de betragtede det som giftigt affald.

Under Vietnam Krigen anvendte U.S. Militæret Agent Orange, et ukrudtsmiddel der officielt blev benyttet til at rydde skove, få løvet til at falde, og dermed gøre det landskab som Viet Cong guerillaerne benyttede synligt. Men Agent orange indeholdt en særlig giftig udgave af dioxin, og det er skyld i sandsynligvis alvorlige lidelser, fødselsdefekter, og endog døden for titusinder (om ikke langt flere) vietnamesere

Stedet Bliss fik sin olie fra? Han var ikke klar over det var fra en af de fabrikker der fremstillede Agent Orange. Det spildprodukt han benyttede på Times Beachs veje indeholdte store mængder dioxin.

   

Sprøjtningen med olie foregik fra 1972 -1976 og i årene der fulgte bemærkede man det ikke. Men december 1982 udførte (Miljøministeriet) Environmental Protection Agency (EPA) en test af nogle støvprøver og man fandt at andelen af dioxin var 100 gange højere end det man anså som forsvarligt for mennesker. Straks derefter gjorde EPA nogen sjældent - man lukkede hele byen ned. Alle blev evakueret, og dermed ophørte Times Beach, Missouri med at eksistere.

Forbundsregeringen beordrede ikke blot folk til at flytte; man trådte til for at kompensere dem for deres ejendom og alt andet de måtte efterlade (her er en artikel om det i Australiens The Age; den internationale rækkevidde af historien understreger alvoren ved forureningen)

I 1985 var byen helt øde - selv kraftledningerne der gik gennem Times Beach blev afmonteret. Som fortalt af Associated Press blev byen til en moderne spøgelsesby. De som kører ind i området, efter at have passeret skiltet kan konstatere at, som byens sidste borgmester sagde, “man befinder sig midt i en science fiction film.”

I dag er stedet ‘kommet sig’ og man mener det er sikkert at være (skønt videnskaben ikke ved særlig meget om risici ved udsættelse for dioxin).

Hvis du har lyst kan du besøge stedet -- det er en statspark der mindes den nu nedlagte Route 66.

Fodboldhysteri førte til krig

 

Krig, terror og fodbold

1970 FIFA World Cup var ret så speciel. Det var første og eneste gang Israel kvalificerede sig. Det var også den eneste gang Argentina ikke kvalificerede sig. Og det, til dato, den eneste gang at kvalifikationsrunden udløste en krig.

Begyndende i 1968 oprettede 12 nationer fra the Confederation of North, Central America, and Caribbean Association Football (kendt som CONCACAF) en liga med 32 kampe for at afgøre, hvem der var kvalificeret til at deltage i World Cup. Organisatorerne inddelte landene i 4 grupper med 3 hold i hver gruppe, og med en hjemmekamp og udekamp mod de øvrige i gruppen. De 4 nationer der vandt deres række gik så videre. Honduras vinderen af gruppe 3 skulle så spille mod vinderen af Gruppe 4, El Salvador i semifinalen.

Dengang var Honduras og El Salvador slet ikke så ringe. I løbet af de sidste 50 år var mange salvadorianere flyttet til Honduras - måske så mange som 300000 - for at arbejde som lavtlønsarbejdere på landbrug i Honduras. Honduranerne var ikke tilfredse med dette, idet de mente folk fra El Salvador tog deres arbejde. El Salvadors regering beskyldte Honduras for at begå folkedrab, idet man hævdede at honduranerne diskriminerede salvadorianerne ved at tage deres land og udvise dem af Honduras. Spændingerne mellem de to nationer var intens, og fodbold blev så gnisten der antændte branden.

Kampene mellem Honduras/El Salvador var plaget af vold. Den 8. juni 1969 var det på Honduras’ hemmebane, og man vandt den første kamp 1-0, men fans fra de to nationer sloges på rækkerne. En uge senere mødtes de to igen, nu i El Salvador og værtslandet vandt 3-0, -- men igen var der masser af vold. Og fordi der sådan set ingen afgørelse var fundet skulle der spilles en afgørende kamp. Den 26. juni 1969 mødtes de to kamphaner så i Mexico City - og det vindende land skulle så gå videre til CONCACA finalen mod Haiti og det tabende hold måtte sidde over til World Cup i 1974. På selve kampdagen sløjfede El Salvador de diplomatiske forbindelser med Honduras. El Salvadors triumf var total da man efter ekstratid slog Honduras med 3-2.

Honduras var ikke tilfreds. De to nationer lukkede deres grænse, og ifølge About.com, "var der regelmæssigt kampe ved grænsen.” Dette fortsatte i ugevis indtil endelig den 14. juli det kogte helt over.

El Salvador's luftvåben indledte luftangreb mod Honduras som forberedelse på en invasion. Honduras svarede igen. I løbet af de næste få dage arbejdede Organization of American States på at genskabe fred og man fik udarbejdet en våbenhvile den 20. juli, dog først efter USA truede El Salvador med sanktioner, fordi man havde besat dele af Honduras. Men som the Telegraph fortalte, var dødstallet i det som senere blev kaldt “Fodboldkrigen” ret så stort “mellem 1000-2000 mennesker mistede livet og flere end 100000 blev flygtninge.”

El Salvador slog så i sidste ende Haiti in CONCACAF finalen, og kom dermed med til World Cup. De præsterede dårligst af alle deltagerne, tabte deres tre kampe, lod 9 mål gå ind og scorede ingen selv.  

---

Bonus Fact: I 2012 havde Honduras verdens højeste mordrate - 90.4 per 100,000 personer.. (Venezuela, lå lige bagefter med 53.7 per 100,000.) Trods den kendsgerning af Honduras blot har 8 millioner indbyggere anslår BBC at der myrdes et menneske hvert 74. minut

Målmanden der blev på sin post

Målmanden der blev på sin post

Den 26. april 1947 slog den engelske fodboldklub Charlton Athletic F.C., Burnley F.C. med 1-0, og sikrede sig sin første og eneste FA Cup sejr.

Dette var højdepunktet i Charlton Athletic's historie - klubben grundlagt i 1905 eksisterer stadig, og er med i den engelske fodboldliga (League One). Men i æraen efter 2. Verdenskrig var Charlton Athletic på toppen - de lå helt i top i 1946 og blev mestre et år senere.

Målmanden for Charlton Athletic dengang var Sam Bartram, der efter hvad der berettes var en af de bedste spillere der har været iført Charlton Athletic trøje.

Målmanden debuterede med holdet i 1934, og endte med at spille 634 kampe, som er rekord, da han gik på pension i 1956. Og det er sandsynligt at han kunne have spillet endnu flere kampe for Charlton Athletic om det ikke havde været for 2. Verdenskrig, hvor man suspenderede ligaen i seks år. Nok om det, manden som undertiden omtales som den største målmand i landet (på hans tid) var manden i målet da sejren kom i hus i 1947.

Og han var også målmanden på en ikke så gloriøs dag i 1936. 1. juledag.

Den eftermiddag var Charlton Atheltic holdet i London og skulle møde Chelsea. Den stærkeste modstander den dag var dog vejret.

Bertram forklarer i sin selvbiograf (via ESPN): “Straks efter første fløjt begyndte tågen at blive tykkere og tykkere og det meget hurtigt, den bevægede sig forbi Vic Woodley i  Chelsea målet og kom nærmere og nærmere mig. Dommeren standsede spillet, og da synligheden blev bedre sattes kampen i gang igen.” Kampen fortsatte i cirka 60 minutter, trods de svære forhold. Og så blev kampen barrnemad for Bertram. Han fortæller:

"Jeg vandrede frem og tilbage langs mållinjen glad for at vide at Chelsea var presset tilbage på deres egen banehalvdel. Drengene må virkelig give pensionisterne smæk” tænkte jeg og smilede, samtidig med jeg trampede i jorden for at holde varmen. Men det var også klart at vi ikke fik bolden i nettet. Der var jo ingen spillere der kom tilbage til midterlinjen som man plejer efter en scoring. Tiden gik, og jeg gik flere gange frem til kanten af straffesparksfeltet og stirrede ud i mørket, der for hvert minut blev tættere og tættere. Jeg kunne ikke se en pind. Chelsea forsvaret var helt sikkert på hælene.

Der var gået 15 minutter uden nogen spiller havde været i syne. Og så kom der en - men han var iført en noget andet uniform. Det var en politibetjent. Tågen var så tyk at da der var gået 61 minutter havde dommeren annulleret resten af kampen - men Bertram havde ikke hørt fløjten.

Udgaven af Montreal Gazette 27.12. 1937 kom med en reportage fra London: "Han anede ikke at kampen var aflyst...og et eftersøgningshold var blevet sendt ud på banen for at få ham tilbage.” Bertram stod der, på en helt tom bane, og passede sit mål, indtil “hjælpen” kom.

Kampen endte 1-1, men Charlton Athletic garderoben fortsatte som man havde en grund til at feste. Igen ifølge Bertram: “Da jeg fik famlet mig vej til garderoben var resten af Charlton holdet allerede færdig med at bade og iført civilt tøj, og var nærmest sanseløse af grin.”

Til hans forsvar så lod han ikke et eneste mål gå ind i de ekstra 15 minutter han var på banen.

Bonus fakta: Hvis du nu skulle have set kampen der i 1947 ville du have lagt mærke til noget underligt. Cirka 30 minutter inde i kampen, gik bolden, der ellers kunne klare rigtig meget nemlig i stykker. Det burde ikke ske, og som the Associated Press genfortælling af kampen samstemmende sagde sker noget sådant “en ud af en million gange.”

Men så usædvanligt er det trods alt ikke. I FA Cup kampen i 1946 eksploderede bolden også, dog blot 15 sekunder før slutfløjtet. En mulig grund? Wikipedia (uden citat) mener problemerne skyldtes “den elendige kvalitet af læder til rådighed efter 2. Verdenskrig.”