Hvorfor er akademikere - og andre -så nedladende?

Christopher Chantrill

Vi ved alle at vores universiteter er de allersidste steder at gå til hvis man ønsker en fri og åbenhjertig diskussion om ideer. Udelukkende godkendte progressive ideer er tilladt, og det skal du bare ikke glemme. 

Faktisk ikke noget nyt. Jeg læser 1491: New Revelations of the Americas before Columbus, og forfatteren Charles C. Mann beskriver krigene til ‘døden’ udkæmpet af akademikerne i løbet af årtier om de forskellige migrationsteorier i Americas, og det helt store, vigtige spørgsmål om, hvornår det moderne menneske først ankom hertil. Der er Clovis teorien:

"Clovis First" teorien går ud på at Clovis folket, som er identificeret ved deres tydelige stenværktøjer, fundet nær Clovis, New Mexico, var de første mennesker til at kolonisere America, og de ankom for cirka 13500 år siden via Bering Strædet.

Akademikerne diskuterede om Americas var befolket af mennesker før Den Sidste Istid da havets niveau faldt tilstrækkeligt til at mennesker var i stand til at krydse Bering Strædet.

Akademikerne kan have forskellige opfattelser, men de er forenede om at snerre af bestræbelserne fra amatører der graver omhyggeligt i jorden på deres farme og baghaver uden at besidde treenigheden af formelle kvalifikationer - diverse ydelser fra regeringen og godkendte analyse metoder.

Det er mærkeligt at fundere over hvordan mennesker kæmper til døden over ideer. Jeg føler en nødvendighed for at kæmpe til døden ved grænsen mod de som ville fjerne os og voldtage vore kvinder. Men hvorfor synes religioner alle enige om nødvendigheden af at eliminere frafaldne? Er frafald et spørgsmål om liv-død? Det gælder i allerhøjeste grad vores moderne religioner - som kommunismen, Og hvorfor insisterer akademikere på at alle professorerne på en universitetsafdeling skal falde i hak om den samme ideologi om logik og fornuft, og forhåner de professorer fra et andet universitet der erkender deres tilknytning til en anden ideologi om logik og fornuft?

Her er Matt Johnson, en hengiven regime støtte ved Quillette og han skriver om “Trump og nødvendigheden ved demokratisk kamp.” Demokratisk kamp er OK, når det er Martin Luther King, der “kræver lige rettigheder og værdigheden under lov,”men når “en gruppe kræver særlige privilegier på baggrund af race, religion eller nogle andre eksklusive stamme karaktertræk.” Du ved nok hvem han taler om:

Dette er et centralt kendetegn ved Donald Trumps MAGA bevægelse, der eksplicit går ind for ophøjelse af nogle borgere og marginalisering af andre. 

Hvis jeg nu var college professor og en godkendt bevillingsmodtager af the Grant Industrial Complex, ville jeg blive oprørt over selve ideen om en MAGA bevægelse; hvem tror de der yderste højrefløjs racister de er! Men ser Matt faktisk ikke at i løbet af de sidste 60 år har der været en non stop bevægelse hos venstreorienterede om at opfordre til “at nogle borgere ophøjes” - regime godkendte undertrykte mennesker -- “og marginalisering af andre” -- regime identificerede hvide undertrykkere? Nej, det gør han ikke.

Lad os gå ind for en teori for at forklare politik, religion og det akademiske i En Smuk Teori.

Selvom Nazi juristen Carl Schmitt skelner mellem det politiske og det moralske ved at skrive at det politiske handler om venner versus fjender, og det moralske drejer sig om godt versus ondt, mener jeg at det er tydeligt at politik i verden og religion sædvanligvis har været flettet ind i hinanden gennem tiderne. Lad os se det i øjnene: venner er gode og fjender er onde. Politiske ledere hævder altid at de har Guds støtte eller guder i deres eksistentielle kamp mod fjender. Og religiøse ledere anvender ofte vold for at beskytte deres kirkemedlemmer mod de frafaldnes ondskab og det evige problem med hekse. 

Hvor passer vore akademiske venner ind i dette heksebryg? Det er faktisk ganske enkelt. Universiteterne plejede gennem tiden at være oprettet for at uddanne præster, og at holde frafaldne ude. Derpå, med fremkomsten af den uddannede klasse, besluttede alle gode mennesker at de politiske ledere havde brug for en uddannelse i moderne filosofi og med tiden i økonomi. Derpå, i Napoleons Krigene, besluttede prøjserne, efter at de i to hundrede år var blevet pryglet af franskmændene at det tyske folk havde brug for forsknings universiteter for at gøre Tyskland stærk.

Således har akademiet været politisk nært knyttet til politik og til religion siden oldtiden. Det har adopteret kulturen ved politik og bruger al deres tid på at bekæmpe ideologiske fjender, og også religions kulturen, og konstant banket i buskene for at finde de onde frafaldne og MAGA hekse frem. Det kan ikke forestille sig noget bedre at foretage sig. 

Nuvel jeg tror at intet er ubetinget. Jeg tror ifølge Kant, at vi ikke kan kende tingene i sig selv (tingenes tilstand som de er, uafhængig af repræsentation og observation)  Men her er der en besynderlighed. Kristendommen har en Treenighed. Den første A-bombe blev afprøvet ved Trinity Site. Og kvante mekaniks holdning til kvarker handler om triplet. (et af tre stykker af samme slags) Hvad foregår der her? Er det Universets hemmelighed? De sagde til os det var 42.

Christopher Chantrill @chrischantrill blogs at The Commoner Manifesto and runs the go-to site on US government finances, usgovernmentspending.com. Also get his American Manifesto and his Road to the Middle Class.

Image: AT via Magic Studio

https://www.americanthinker.com/articles/2025/08/why_are_academics_and_others_so_nasty.html

Nutidens martyrer på lerfødder - den 'uskyldige' Pretti

 

Nutidens martyrer på lerfødder

Ikke alle martyrer er hvad de umiddelbart ser ud som.

Andrea Widburg

Enhver sag har sine martyrer. For to tusind år siden stod kristne martyrer modigt over for grusomme dødsfald for den hedenske romerske stats hånd i stedet for at give afkald på deres tro. I midten af ​​det 16. århundrede skrev John Foxe Martyrernes Bog, hvor han i grusomme detaljer beskrev, hvordan de protestantiske troende døde under Maria 1.s regeringstid. Den var en kæmpe bestseller.

Under 2. verdenskrig stod folk som Dietrich Bonhoeffer, Hannah Senesh, Sophie Scholl og andre i White Rose-samfundet over for fængsling, brutal tortur og død for nazisternes hånd. I hvert tilfælde levede de et retskaffent liv og handlede modigt i frihedens sag, vel vidende at smerte og død ville være deres sandsynlige ende.

Den marxistiske sag i Amerika har også sine martyrer: Trayvon Martin, Michael Brown, George Floyd, Renee Good og nu Alex Pretti. I hvert tilfælde døde de "i modstand mod racisme" eller i kamp mod "politibrutalitet". I hvert tilfælde blev de hyldet som uskyldige, modige eksempler på retskaffenhed, der blev tvunget til dødbringende konfrontationer.

Trayvon Martin og Michael Brown var således teenagedrenge, elskede i lokalsamfundet. Det eneste, der manglede, var videoer af dem, der hjalp gamle damer over gaden. George Floyd var en elsket far, som også kunne være blevet videofilmet, mens de hjalp de gamle damer. Renee Good var en forstadsmor. Og selvfølgelig var Alex Pretti sygeplejerske, for Guds skyld!

Disse martyrer adskiller sig dog fra de gamle martyrer. I hvert tilfælde afslørede lidt research, at disse ærede døde ikke var helgener efter klassiske standarder. Trayvon Martin var en wannabe gangster, der ledte efter ingredienser til en ulovlig narkococktail, og som gentagne gange havde smadret George Zimmermans hoved ned i fortovet, da sidstnævnte fangede ham i at trolle i nabolaget, før Zimmerman dræbte ham.

Michael Brown var en kæmpe, en stærk butikstyv, der angreb en politibetjent og forsøgte at stjæle hans pistol, før betjenten skød ham.

George Floyd var en karrierekriminel, der havde afsonet en tid i fængsel, blev stoppet af politiet for at bruge falske pengesedler og havde et system fyldt med ulovlige stoffer, da han døde.

Renee Good var en kvinde, der havde mistet forældremyndigheden over to af sine tre børn (og mødre mister normalt ikke forældremyndigheden), før hun til sidst boede hos en anden kvinde. Hun var en engageret anti-ICE-aktivist. Hendes død indtraf, da hun brugte sin bil til at blokere ICE-aktiviteter og derefter, i stedet for at adlyde en ICE-agents ordre om at komme ud af bilen, trådte speederen ned og ramte agenten, som skød på hende.

Og så er der Alex Pretti. Han var, fik vi at vide, sygeplejerske, for Guds skyld! (Har jeg nævnt det før?) Han var til stede ved denne særlige ICE-protest som en lovligt bevæbnet god samaritaner og forsøgte at redde uskyldige kriminelle fra at blive anholdt af onde ICE-agenter. Han døde kun, fordi hans barnlige godhed fik ham til at hjælpe en kvinde, som ICE-agenter brutalt tævede. Dette er indholdet af gode martyriumsfortællinger.

... Bortset fra at det ikke er helt sandt. I stedet lader han til at have været en problematisk mand, der blev besat af at modsætte sig ICE. Hans far udtalte derfor: "Vi havde denne diskussion med ham for to uger siden eller deromkring, du ved, at man skal protestere, men ikke engagere sig, dybest set ikke gøre noget dumt."

Kunne det være, at hans forældre vidste, at Pretti havde en tilbøjelighed til at gøre dumme ting? Tja, sandsynligvis.

Det viser sig, at en uge efter den samtale med hans far og en uge før hans sidste sammenstød med ICE, var Pretti i en fysisk episode med ICE-agenter, hvilket resulterede i et brækket ribben:

Bemærk venligst, at CNN ikke kun sagde, at Pretti brækkede sine ribben under en tidligere protest, hvilket kunne have betydet alt fra et slagsmål til at glide på Minneapolis' isglatte gader. I stedet er dette eksplicit - "et fysisk møde med føderale agenter":

CNN erfarer, at Alex Pretti havde et fysisk møde med føderale agenter omkring en uge før han blev skudt og dræbt af politiet.

Kilder fortæller CNN, at Preti brækkede et ribben, da en gruppe føderale betjente tacklede ham, mens han protesterede.

Rapporten siger naturligvis også, at Pretti endnu engang hjalp en uskyldig person, da ICE-agenterne tilfældigt og brutalt angreb ham. Vi ved dog allerede fra videoen, der blev taget lige før han blev skudt, at Pretti faktisk blandede sig i agenternes forsøg på at undertrykke voldelige demonstranter.

Havde Pretti været mindre lidenskabelig, ville han måske have vidst, som Chris Rock advarede om for næsten to årtier siden, at hvis man ikke vil blive såret af politiet, kan man følge et par enkle regler: bland dig ikke i dem, når de udfører deres pligter, vær høflig over for dem, og følg deres ordrer (sprogadvarsel):

Tilsyneladende var Prettis motto ikke Chris Rocks "Sådan undgår du at få din røv sparket af politiet"; det var Olivia Newton-Johns "Lad os blive fysiske". Dette var en mand, der ledte efter problemer, og han fandt dem.

https://www.youtube.com/watch?v=uj0mtxXEGE8

Og selvfølgelig er der pistolen. Pretti bragte seriøs ildkraft og ekstra ammunition til protesten:

Og mens venstreorienterede pludselig er blevet fanatikere af det andet tillæg til forfatningen, der forsikrer os om, at Pretti bar sin pistol lovligt (hvilket antyder, at de har omfavnet det faktum, at lovlige våbenejere sjældent begår våbenforbrydelser), viser det sig, at Pretti ikke opførte sig helt så lovligt, som han burde have været. Derfor fortalte administrationen medierne, at Pretti kom til protesten uden hverken ID eller sin Minnesota-tilladelse til at bære våben.

Manglende bevismateriale er en forseelse, ikke en alvorlig forbrydelse. Fraværet af al ID tyder dog på, at Pretti forlod huset med den plan ikke at følge reglerne. Og som ordsproget siger, spil dumme spil, vind dumme præmier.

Good og Pretti adskiller sig fra andre demokratiske martyrer ved, at ingen af ​​dem havde en historie som bandemedlem eller forbryder. De var dog hardcore aktivister, der omfavnede konfrontation. Ligesom andre demokratiske martyrer var begge involveret i åbenlyst kriminel aktivitet, da de døde: De blandede sig i regeringens retshåndhævende agenter i udførelsen af ​​deres pligter, nægtede at adlyde lovlige ordrer og enten forsøgte at dræbe eller, i kampens hede, tilsyneladende forsøgte at dræbe disse betjente.

Den eneste måde at ophøje dem til martyrstatus er selvfølgelig at fortsætte den venstreorienterede påstand om, at Amerika er et fatalt racistisk, moralsk korrupt helvede (som hele den tredje verden ønsker at immigrere til), drevet af Gestapo-lignende tropper, der vover at håndhæve langvarig føderal lov.

https://www.americanthinker.com/blog/2026/01/alex_pretti_another_democrat_martyr_with_feet_of_clay.html

Grønland og 'dræbernettets' taktiske betydning

 

Grønland og 'dræbernettets' taktiske betydning

Hvorfor Arktis er vigtig for kamp med lysets hastighed.

Ed Timperlake

Efter det tyvende århundredes standarder fremstår Grønland strategisk marginalt, en fjerntliggende landmasse med minimal befolkning, sparsom infrastruktur og ingen indfødt militær kapacitet. Alligevel er Grønland fremstået som et kritisk knudepunkt i det 21. århundredes strategiske konkurrence, ikke på grund af konventionel territorial-  eller ressourceværdi, men fordi moderne krigsførelse i stigende grad drejer sig om informationshastighed, netværksrobusthed og integration på tværs af flere domæner.

I *A Maritime Kill Web Force in the Making* (2022) formulerede Robbin Laird og jeg en ramme for at forstå denne transformation gennem konceptet om kill webs (cyberangreb). I modsætning til traditionelle lineære kill chains lægger kill webs vægt på distribueret registrering, delt situationsbevidsthed og accelererede beslutningscyklusser på tværs af operationelle domæner. Gennem denne linse repræsenterer Grønland langt mere end en perifer arktisk forpost. Det udgør et kritisk højdepunkt i det nye informationscentrerede kampområde.

Fra platforme til netværk

Militær magt blev traditionelt målt ud fra platforme, såsom skibe, fly, pansrede formationer og fremadrettede styrkestrukturer. Denne model vakler mod hypersoniske våben, rumbaseret målretning, cyberoperationer og præcisionsangrebskapaciteter, der får responstidslinjer til at kollapse.

Den afgørende faktor er nu ikke den enkelte platform, men netværket, der forbinder platforme, sensorer og beslutningstagere. Traditionelle kill chains – detekt, beslut, handling – viser sig dog at være for langsomme og sårbare. De er afhængige af centraliserede kommandoarkitekturer og sekventielle beslutningsprocesser, som modstandere kan udnytte eller forstyrre.

‘Dræbernet’ fungerer forskelligt. De er distribuerede og adaptive. Enhver sensor kan give signal til enhver skytte. Information flyder lateralt og vertikalt. Beslutningsmyndighed stammer fra fælles bevidsthed snarere end et stift hierarki. Den side, der behandler og handler på information hurtigere, opnår en afgørende fordel, ofte før kinetisk engagement.

Det er det, jeg mener med "at kæmpe med lysets hastighed". Det er ikke eksotiske våben, men information og beslutningshastighed i omstridte miljøer.

Arktisk geometri og strategisk virkelighed

Grønlands fornyede relevans begynder med geografi, men strækker sig langt ud over den. Arktis fungerer ikke længere som en strategisk periferi. Det repræsenterer den korteste rute mellem stormagter, især for interkontinentale ballistiske missiler, hypersoniske svævefartøjer og langtrækkende angrebsplatforme. I takt med at konkurrencen mellem stormagter intensiveres, har Arktis forvandlet sig fra et marginalt område til en primær tilgangsvej.

Grønland forankrer kløften mellem Grønland, Island og Storbritannien, en kritisk korridor for overvågning af maritim og luftbevægelse mellem Eurasien og Nordamerika. Under den kolde krig centrerede denne kløft sig om anti-ubådskrig. I det 21. århundrede strækker dens betydning sig over luft-, rum-, cyber- og missilforsvarsområder.

Fra et kill-web-perspektiv ligger Grønlands værdi i at muliggøre tidlig detektion og sensorfusion. Sensorer på høje breddegrader giver tidligere advarsel om missilaffyringer og forbedret sporing af luftbårne og rumbaserede trusler. Integreret i distribuerede netværk komprimerer disse sensorer beslutningstidslinjer for kommandører på tværs af NATO- og amerikanske kommandoer.

Misseladvarsling, rumfart og beslutningshastighed

Grønland bidrager allerede til missilvarsling og rumovervågningsmissioner. I kill-web-arkitektur er disse kapaciteter ikke isolerede systemer, men grundlæggende noder (knudepunkter i netværk) i bredere netværk med flere domæner.

Data indsamlet i Arktis kan give signal til interceptorer tusindvis af kilometer væk. Rumdomænebevidsthed informerer beslutninger om luft- og missilforsvar i realtid. Flåde- og luftstyrkers positionering er baseret på delt situationsbevidsthed snarere end forsinket rapportering.

Denne integration komprimerer observer-orienter-beslut-handle-løkken. I avancerede konflikter mod ligestillede konkurrenter bestemmer minutter eller sekunder resultaterne. Grønlands placering sikrer, at allierede styrker undgår reaktive forsinkelser mod trusler, der opstår over polen.

Distribuerede noder, ikke centraliserede mål

Et centralt tema i vores arbejde adresserer sårbarheden ved centralisering. Store, enkeltstående knudepunkter kan vise sig effektive i fredstid, men bliver til ulemper i kamp. Dræbende netværk stræber efter modstandsdygtighed gennem distribution og redundans.

Grønland er et eksempel på denne logik. Sparsom infrastruktur fremmer hærdede, missionsfokuserede systemer frem for vidtstrakte installationer. Den fungerer optimalt ikke som et kommandocenter, men som en robust netværksknude, der bidrager til operationer uden at skabe enkeltstående fejlpunkter.

Denne tilgang stemmer overens med moderne konfliktrealiteter, hvor modstandere bekæmper kommunikation, forsøger cyberforstyrrelser og angriber infrastruktur. Distribueret arkitektur gør det muligt for netværk at omdirigere data, omfordele funktioner og opretholde operationer under angreb.

Strategisk konkurrence i Arktis

Fornyet opmærksomhed på Grønland afspejler bredere strategisk konkurrence. Rusland har udvidet sin arktiske militære tilstedeværelse, genåbnet installationer fra sovjettiden, øget ubådsoperationer og udstationeret avancerede missilsystemer, der udnytter de nordlige tilgange. Kina har erklæret sig selv som en "næsten-arktisk stat", investeret i polarforskning og satellitsystemer og lagt vægt på informationskrig og netværksforstyrrelser i sin militære doktrin.

I dette miljø fokuserer arktisk kontrol mindre på territorial besættelse end på informationsdominans. Hvem observerer først? Hvem forstår først? Hvem beslutter først? Dræbernet er designet til at besvare disse spørgsmål til fordel for de allierede styrker.

Infrastruktur, cyber og modstandsdygtighed

Kill-web-tænkning indrammer infrastruktur ikke som et offensivt udnyttelsesmål, men som en kapacitet, der kræver forsvar, hærdning og hurtig genopbygning. Vi lægger konsekvent vægt på modstandsdygtighed frem for skrøbelighed.

Grønlands rolle er ikke at muliggøre offensiv netværksforstyrrelse, men at sikre, at allierede systemer fungerer under stress. Dette kræver kommunikationsredundans, cybersikre arkitekturer og integrerede militær-kommercielle kapaciteter, hvor det er relevant.

Målet er vedvarende bevidsthed og beslutningsevne i omstridte miljøer.

Konklusion: Informationsalderens høje terræn

I tidligere tider stammede Grønlands værdi fra landingsbaner og radarstationer. I dag manifesterer dens værdi sig i latenstid, konnektivitet og beslutningshastighed. Gennem kill-web-rammeværket fremstår Grønland som et kritisk højland, ikke ved at være vært for store styrker, men ved at sætte styrker andre steder i stand til at handle hurtigere med større selvtillid.

Efterhånden som krigsførelse udvikler sig mod multidomæne-, informationscentreret konkurrence, er steder, der muliggør kamp i lysets hastighed, vigtigst. Grønland er blandt dem.

I det 21. århundrede er Arktis ikke længere kortets kant. Det udgør en central arena i kampen om beslutningsdominans, og Grønland indtager dets strategiske hjerte.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/01/greenland_and_the_high_ground_of_the_kill_web.html

Grønland og ‘Art of the Deal’ Trumps taktik

 

Grønland og ‘Art of the Deal’

James Zumwalt 

Det var 1867, og journalister var nådesløse i deres kritik af den amerikanske udenrigsminister William Seward – udnævnt til stillingen i 1861 af præsident Abraham Lincoln og tjente under præsident Andrew Johnson indtil 1869.

Det var det år, at Seward forhandlede købet fra Rusland af det, som mange amerikanere så som en enorm ødemark – Alaska. Det blev købt for 7,2 millioner dollars – svarende til 0,02 dollars pr. acre. Kritikere gav købet forskellige navne som "Sewards dårskab", "Sewards isboks" og "Isbjørnehaven".

Sewards kritikere hånede det, de mente var absurditeten i at købe Alaska, som blev opfattet som havende ringe værdi. Rusland var ivrig efter at sælge det, da Alaska var blevet en økonomisk byrde. Ikke alene var der store omkostninger og logistiske vanskeligheder forbundet med at forsyne territoriet, men Rusland kæmpede på det tidspunkt med den enorme gæld, det havde pådraget sig fra den katastrofale Krimkrig (1853-1856).

Over halvandet århundrede senere ved vi, at købet af Alaska ikke var nogen dårskab. Ikke alene viste territoriet sig at være rigt på olie, guld og andre ressourcer, men det fratog også Sovjetunionen de vigtigste ressourcer, hvorfra det alvorligt kunne have truet USA under Den Kolde Krig.

Præsident Donald Trump skabte oprindeligt overskrifter ved i 2019 at annoncere sin intention om at købe Grønland, og i år fremsatte han mere alvorlige krav. Hans kritikere håner ham i dag på samme måde, som de gjorde med Seward.

I dag er Grønland stadig en del af Kongeriget Danmark. Danmark og Norge var engang forenet og koloniserede Grønland i 1700-tallet. Da denne union sluttede i 1814, blev Grønland en dansk koloni. Selvom Trump har antydet, at der ikke findes skriftlige dokumenter, der understreger dette, anerkendte USA i 1916 dansk suverænitet over det.

Under Anden Verdenskrig, efter at Nazityskland havde besat Danmark, invaderede USA øen, etablerede militærbaser og opretholdt en tilstedeværelse lige siden. En forsvarsaftale mellem USA og Danmark fra 1951 gav USA en betydelig rolle i Grønlands forsvar, hvor øen formelt blev integreret i Danmark i 1953 for at afslutte dens koloniale status. I 1979 gav Danmark Grønland selvstyre, selvom førstnævnte fortsat er ansvarlig for sidstnævntes forsvars- og udenrigspolitik.

Men hvad er Trumps begrundelse for at erhverve Grønland nu? Mens Amerika i 1867 ikke anerkendte Alaskas strategiske betydning, burde Grønlands strategiske betydning være indlysende i dag.

Som Trump forklarer, er Grønlands køb afgørende for Amerikas fremtidige nationale sikkerhedsinteresser. Alene landets strategiske geografiske position, der kontrollerer adgangen til Arktis, er af værdi, især i en tid, hvor Arktis oplever en nedsmeltning. Det er en sådan afsmeltning, der har tiltrukket sig både Ruslands og Kinas opmærksomhed, da de forsøger at sprede deres vinger i regionen for at udnytte dens ressourcer. Rusland har nu seks militærbaser, ti radarstationer, fjorten flyvepladser og seksten dybvandshavne

Ligesom Alaska har vist sig at være rig på sjældne jordarter (REE), vil de nyligt eksponerede arktiske områder utvivlsomt også vise sig at være det. Dette er en særlig vigtig national sikkerhedsinteresse på et tidspunkt, hvor den nuværende førende eksportør af REE - Kina - begrænser verdens adgang til disse mineraler, som er absolut afgørende for udviklingen af ​​amerikansk teknologi og våben.

Derudover kan Grønland spille en vigtig rolle i at give en udvidet nordøstlig bue til Golden Dome-missilforsvarssystemet, som Trump forestiller sig for fremtidens Amerika. Det er et system, der ligner det nuværende Iron Dome, som med succes har beskyttet Israel mod kortdistanceraketter og artilleriangreb - et system, der er udviklet i fællesskab af den jødiske stat med amerikansk bistand.

Amerikas nordligste militærbase – Pituffik Space Base – ligger i Grønland, hvor basen vil blive en del af Golden Dome. Den viser sig allerede at være afgørende for sit tidlige varslingssystem og sin rumovervågningskapacitet.

Trump er meget bekymret over, at Danmark og NATO ikke formår at beskytte Grønland tilstrækkeligt mod de stadigt stigende russiske og kinesiske trusler.

Der er et par måder, hvorpå Amerika kan få kontrol over verdens største ø. Selvom militær magt er en mulighed, ville det være meget skadeligt for Amerikas image såvel som for NATO-alliancen – en handling, som alle medlemslande ville protestere imod. Det er uden tvivl grunden til, at Trump for nylig nedtonede denne mulighed en smule.

Der findes præcedenser for amerikanske militæraktioner for at sikre semi-autonome stater, hvilket fremgår af, hvad vi gjorde i 1893 på Hawaii og i 1899 på Filippinerne. Men en foretrukken mulighed ville være at opnå fredelig erhvervelse eller kontrol.

Dette kunne omfatte først at indgå en aftale med Danmark og Grønland om at købe det, hvilket sandsynligvis ville være den nemmere del. I henhold til vores forfatning, som en traktat, ville købet dog derefter kræve godkendelse med et flertal i Senatet på 67 stemmer. Med et stærkt anti-Trump-element i Senatet, på trods af at amerikansk national sikkerhed står på spil, ville enhver demokrat i Senatet, måske med undtagelse af senator John Fetterman (D-Penn), sandsynligvis foretrække at gøre sidstnævnte.

Et andet alternativ er, at Grønland bliver et amerikansk territorium – ligesom Jomfruøerne – eller en frit associeret stat i kraft af en aftale med USA – som det er blevet gjort med Mikronesien, Marshalløerne og Palau. Selvom disse tre har fået betydelig økonomisk bistand, er USA ansvarlig for deres sikkerhed og forsvar. Dette gøres normalt ved hjælp af en traktat, som igen ville kræve et superflertal, men muligvis kunne gøres som en kongreshandling. Der findes præcedens for at fremme en traktat ved ikke at betegne den som en: Barack Obama gjorde det samme, da han vedtog den fælles omfattende handlingsplan med Iran som en gældende aftale.

Skulle Grønland blive inkorporeret i USA, ville det være den største territoriale udvidelse i vores historie, da det er dobbelt så stort som Alaska.

På grund af europæisk modstand mod et køb af Grønland truede Trump med at indføre en ny told på 10% med virkning fra 1. februar "på alle varer", der sendes til USA af de lande, der modsætter sig erhvervelsen, og den vil stige til 25% inden 1. juni, hvis der ikke indgås en aftale.

Det ser dog nu ud til, i kølvandet på en meddelelse, som Trump netop har fremsat, at erhvervelsen af ​​Grønland muligvis har været et kneb, hvormed præsidenten forsøgte at opnå sit egentlige mål, som kun han og hans nære medarbejdere kendte.

I forhandlingerne om "aftalens kunst" med sine europæiske modstandere rapporterer Trump, at han nu ikke vil implementere toldsatserne, da NATO har accepteret "rammen" for en ordning, der vil give sikkerhed til den arktiske region.

Det tog amerikanerne år at indse, at Sewards dårskab ikke var en dårskab. Det har taget os meget kortere tid at indse, at Trumps ønske om at erhverve Grønland sandsynligvis ikke blot var en dårskab, han pålagde vores europæiske allierede for at få dem til at acceptere, hvad der er i Amerikas - såvel som deres egen - interesse, dvs. at bringe vestlig sikkerhed til Arktis.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/01/greenland_and_the_art_of_the_deal.html