Nu er det æg der regnes i

Stephen Helgesen

James Carville's frase som benyttedes i 1992 præsidentkampagnen for Clinton, "It's the economy, stupid" var muligvis helt korrekt på den tid, men de senere år med eksploderende forbrugerpriser har frembragt et behov for en ny målestok over hvordan økonomien klarer sig. 

Velkommen til den nye standard, der nu er blevet erstattet af den tilsyneladende allestedsværende gallon af blyfri benzin. Gå videre til friske landæg - den nye foretrukne måde at indikere, hvor godt eller elendigt vi klarer os som nation!

Medmindre du har været strandet på en øde ø eller klatret i bjergnene uden Internet, kan du ikke have undgået at lægge mærke til at almindelige hønseæg har skubbet prisen på en gallon benzin og prisen for et pund oksekød ud over kanten i konkurrencen om hvad der ligger øverst på økonomiens ‘smertebarometer.

Supermarkedet har overtaget benzinstationens placering med, hvor vi bruger hovedparten af vor disponible indkomst, især hvis man er en større familie. 

Siden COVID ramte er vores forsyningskæder og produktionsfaciliteter blevet forstyrret. Amerikanerne har erfaret en stadig større ængstelse på fødevarerelaterede områder. Prisstigninger er blevet vor eksistens plage, og har på markant vis ændret vore indkøbsvaner,

Nu er turen til supermarkedet planlagt med en D-dags præcision. Vi sammenligner tilbudsaviserne og forbereder os med præcise indkøbslister der indeholder færre og færre impulskøb og snacks varer. Vi klipper rabatkuponer, hvis vi stadig har abonnement på en avis, eller vi holder øje med vores mobiltelefon for oplysninger om prisnedsættelser på vores favorit fødevareprodukter.

Vi har nedjusteret vores forventninger til maden og visse luksus varer er placeret nederst på listen på indkøbssedlen. Poser med kartoffelchips koster nu op til 6 dollars, for ikke at nævne morgenmads kornprodukter, der er pakket med mindre indhold en før, for den samme eller endog højere pris.  

Vi er også gået væk fra mærkevarer til fordel for “husets” eget mærke for at spare nogle penge, idet vi håber på at smagen og kvaliteten ikke er ofre for vor ‘spinke-spare’ indkøb.

Endog vegetarianere betaler en højere pris for deres dyd markering. Grønsager og frugter suger mere og mere ud af vore punge og tvinger familier til at se bort fra frisk, organisk sund mad. Og turene til Fast Food forretningerne gør at vi nu må hoste op med flere af vore hårdt tjente penge for at gøre Hans Højhed - Burger King - tilfreds eller forsøge at formilde vore børn der ikke deler vores sparsommelighed.

Og, efter alle de år med sammenligninger af benzinpriser og prisen på hamburgers har vi nu æg med i konkurrencen. 

De fleste har altid betragtet æg som dagligvare, noget nødvendigt, men ikke en vare vi skulle være meget bekymret om når der er en lejlighedsvis stigning i foderet til fjerkræ. Vi vidste altid, at vi kunne regne med at æg ville være der for os, som gode venner, der altid er der når vi havde brug for dem. Selv under vedholdende udbrud af fugleinfluenza vidste vi, at æg ville komme tilbage og priserne igen ville falde når alt faldt til ro. Der var noget magisk ved æg. Vi accepterede deres kolesterol og proteinindhold som del af ‘aftalen’ der beriger vores brød, vores desserter og vores morgenmåltid hos Waffle eller Pancake House.

Nu om stunder er æg på hylderne i de bedre supermarkeder nærmest en luksusvare og ligger nu i toppen af priserne på fødevarepyramiden. Komikere fortæller jokes om æg- Økonomerne studerer om man kan forudsige landets økonomiske fremtid ved æg, og journalister skriver artikler om de eksorbitante priser og kaster skylden for disse på den nuværende administration fordi man mener den ikke tager “æggekrigen” alvorligt.

Bemærk hvordan jeg har undladt at benytte ordspil med æg i denne artikel. Det er ikke fordi jeg ikke har været fristet, det er blot det at æg nu er blevet det nye tredje økonomiske spor, og jeg ønsker ikke at blive grunden til at være en som ægproducenterne angriber for at tale dårligt om deres produkter. Og da enhver god artikel skal have noget god statistik for at være læseværdig eller en man husker følger her nogle få tal

Ifølge Statista, blev der i 2023 produceret over 9 milliarder æg i USA. Det svarer til over 280 æg for hver mand, kvinde og barn i USA (kilde: the Washington Post). Kina forbliver i toppen af ægproducerende lande. (kilde: The American Egg Board). 

The World Atlas siger at vor venskabelige McDonald's hamburger kæde køber 2 milliarder æg om året fra forskellige stdeder. Men før du konkluderer at alle de æg er langt af amerikanske høns så tænk om igen. Importen til USA for en værdi af næsten 80 millioner dollars er fra Canada, Storbritannien, Kina, Tyrkiet og Belgien. Amerikas største og verdens største ægproducent er Cal-Maine Foods, bosiddende i Jackson, Mississippi.

Verdens største ægproducent er Nederlandene, der klukker ind med $1 milliard i eksport, eller næsten 20% af eksporten af æg på kloden.  (Og du troede måske af hollænderne kun dyrkede tulipaner i det tæt befolkede lille land, hvoraf meget er inddæmmet fra havet.) 

Endelig rapporterede  U.S. Inflation Calculator at, “I marts var gennemsnitsprisen for et dusin klasse A æg $6.227, dermed en øgning på 5.6% fra prisen i februar $5.897, viste data fra 10. april 2025 af U.S. Labor Department’s Bureau of Labor Statistics. Over en længerede periode og svarende til BLS’ månedlige prisdata øgedes prisen på et dusin æg.til $3.17 i 2024 fra $2.80 i 2023, en stigning på 13.2%"

Uanset hvilken måde du ser på tallene eller statistikkerne, så elsker amerikanerne deres æg og vil sandsynligvis fortsætte med at betale prisen for at bevare status med proteintilførsel. 

Og det er virkelig en masse æggeblomme. Jeg formoder af forbrugernes personlige relation med deres æg i USA, vil gøre dem bevidst om at gå tilbage til de lave benzinpriser som midlet til at se på landets økonomi, idet æg jo er uforanderlige og i sanhed mægtigere end det brændstof der bringer dem på vores middagsborde. Trods alt er det ‘ægkonomi,’ min kære Watson.

 
Stephen Helgesen is a retired career U.S. diplomat specializing in international trade who lived and worked in 30 countries for 25 years during the Reagan, G.H.W. Bush, Clinton, and G.W. Bush Administrations. He is the author of fourteen books, seven on American politics, and has written over 1,500 articles on politics, economics and social trends. He now lives in Denmark and is a frequent political commentator on Danish media. He can be reached at: stephenhelgesen@gmail.com.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/05/it_s_the_eggs_stupid.html

 

Definition af ‘Arbejderklasse’ 

Warren Beatty

Jeg er netop blevet færdig med Matt Vespa’s fremragende Townhall artikel om hvordan Rob Flaherty, Kamala Harris’ digital director vidste at noget ikke var helt korrekt i hendes kampagne. Vespa benytter en frase der er blevet en talemåde primært hos venstreorienterrede klogeåger (også nogle få bporgerlige): “Arbejderklassen.” 

Vespa (der er borgerlig) skriver, “De fleste udtalelser hos the Democratic Party er ikke om arbejderklassen.” Mener Vespa så at de fleste af budskaberne hos the Republican Party er om arbejderklassen? Er brugen af udtrykket gunstigt eller ugunstigt? 

I mandagens udgave af The View af alle steder), fastslog medvært Alyssa Farah Griffin, der er tidligere Trump pressesekretær at ”The Republican party er nu partiet for arbejderklassen.” Er det gunstigt eller ikke gunstigt? 

Og ifølge en artikel i the WSJ, har Trump transformeret Republican party til partiet for Arbejderklassen.”  The Journal artiklen lader formode at skiftet har vigtige konsekvenser for den politiske agenda i begge partier. Igen, er det gunstigt eller ugunstigt?  

Nu da frasen “arbejderklassen” er blevet så populær på det seneste, så lad os se nærmere på det. 

“Arbejderklasse,” ifølge Investopedia, “er et socioøkonomisk udtryk der benyttes til at beskrive personer i en social klasse, der opnår deres livsudkomme ved håndens arbejde, modsat kapital (investeringer, ejendomsbesiddelser, anden forretning mv.) og eller gennem arv. Værd at bemærke er, at cirka 22% af respondenterne i en meningsundersøgelse definerede “arbejderklasse” som “det at arbejde og det er det.”  

“Arbejderklasse” og “dem med blåt arbejdstøj” (“blue collar,”) sektionen af arbejdsstyrken der udfører manuelt arbejde benyttes ofte som synonymer.

Karl Marx, en af Tysklands bedste filosoffer og darling hos venstrefløjen definerede arbejderklaassen (eller proletariatet) som individer der sælger deres arbejde for løn, og som ikke “ejer produktionsmidler” (de nødvendige maskiner, land, processer til at producere varer der er brug for at samfundet kan fungere.) Hans social, politiske og økonomiske teori var baseret på arbejderklassens kampe under Den Industrielle Revolution i Europa.

Marx kaldte de som var ledere - cheferne, ejerne og fabriksejerne -  bourgeoisiet.  Ifølge Marx udfører arbejderklassen arbejdet og bourgeoisiet får fortjenesten af dette arbejde. Fra sit system besluttede Marx, at det er arbejderne der er de udnyttede mens bourgeoisiet får mere magt og velstand. 

På lignende vis havde afdøde Senator Edward Kennedy gennem hele sit politiske virke, et eneste fokus: Forbedre livet for arbejderklassen. Det var for Kennedy ægte politik.  Jeps, det er samme Kennedy der kørte af vejen på Chappaquiddick Island og lykkedes at redde sig selv, men ikke skolelærerinden fra arbejderklassen Mary Jo Kopechne.

Imidlertid overså Karl Marx (og Ted Kennedy) ganske belejligt (med vilje?) den kendsgerning at også det at være risikovillig med produktionsmidler (kapital) omfatter at arbejde. 

Faktisk lader et studium udgivet i Current Biology, at hjernen bliver langsommere i sin aktivitet for at håndtere opbygningen af potentielt giftige neurotransmittere i frontallappen. Hjernefunktionen fører til fysisk udmattelse. Mentalt arbejde er mere trættende end fysisk arbejde. Mental udmattelse kan være værre end fysisk udmattelse fordi der er mange måder hvorpå mental udmattelse kan gøre skade på dig (såsom en fejlbedømmelse) hvoraf nogle er permanente.

Image via Pxhere.

https://www.americanthinker.com/blog/2024/12/what_exactly_is_the_working_class.html

 

Hvorfor er der så sjældent terroristangreb i Kina?

Mark Lewis

Du har vel lagt mærke til at masse terroristangreb næsten aldrig forekommer i Kina? Har du tænkt over hvorfor?

Jeg ved der er mange grunde, og emnet kan let gøres for simpelt. Måske hovedårsagen til at de muslimske terrorister plejer at slå til i Amerika er, at vort land har været en forsvarer af Israel i de sidste 75+ år. Det har ændret sig noget under Biden, men ikke nok til at blødgøre barbarerne med deres  indstilling fra det 7. århundrede. Kina har ikke udvist støtte til Israel og har således ikke gjort den muslimske verden så vred som de er overfor Amerika.  

Dog er der andre grunde til hvorfor disse terrorangreb aldrig rammer Kina. Kina har en immigrationspolitik der er under stram kontrol, så tossede muslimer der flyver ind i bygninger eller kører biler ind i menneskemængder ofte slet ikke kommer ind i landet. Men lad mig foreslå nogle få andre årsager til, hvorfor Kina ikke har et problem med terrorister.

1.   Kina døjer ikke med DEI (diversitet, lighed og inklusion) tåbeligheden. Hallo FBI, har I set hvad de der pro-liv kristentroende bedstemødre netop har gjort i New Orleans?  

FBI er blevet et fristed den venstreorienterede DEI sag, og det er uden for al tvivl grunden til at New Orleans blev ramt på så tragisk vis.  The New Orleans Police Chief i New Orleans var instruktør for “Bias and Diversity.”  Byens FBI afdeling har afholdt en “Diversity Recruitment Event,” og på dens “X” konto postet følgende budskab: “hos  #FBI, ved vi at diversitet gør os stærke. Under #PrideMonth, hylder the FBI vore #LGBTQIA+ kollegers bidrag til vort land og til vor mission. Lær mere om Bureauets diversitet -inklusionsinitiativer...” og et website kan benyttes. Posteringen havde en stor farverig “PRIDE” plakat med. Når man er mere interesseret i at fremme venstrefløjens “sociale retfærdighed” end i at redde liv, burde man ikke være overrasket over at banditter kører biler ind i menneskemængder og slår uskyldige ihjel. .

Kina har ikke et sådant DEI problem. Og det er ikke fordi der ikke er “diversitet” i landet. Kina praler ofte af landets næsten 60 forskellige etniske grupper. Ikke alle kinesere er således ens, så langtfra. Disse mennesker, der betragter sig som “kinesere” og borgere i Kina er stolte over deres herkomst. Men de ved også hvem  Uyghurerne er, og er snusfornuftige nok til ikke at slå en hund i ansigtet for at se om den vil bide. Kina vil ikke have noget at gøre med DEI tåbelighed. Sådan tåbelighed er naturligvis, en af grundene til at Bidens Justitsminister var så ineffektiv over for terrorist angreb. Selvom man aldrig kan få 100% beskyttelse med terror, så ville helt sikkert en mere klog tilgang til ægte forbrydere, end pro-liv bedstemødre muligvis gøre Amerika et sikrere sted..

2.  En anden grund til at Kina sjældent har terrorist angreb er den at terroristerne ved at Kina ikke tolererer terrorisme. Kan du sige “Uyghurs”?  Terrorister i Kina kan. I 2014 angreb og dræbte en gruppe Uyghurer adskillige dusin kinesere (og det er ikke eneste Uyghur angreb i Kina). Siden dengang har hele Uyghur befolkningen lidt. Jeg synes den kinesiske regerings politik overfor Uyghurerne er forkastelig, og overdreven, men Kommunistpartiet svarer på sådanne angreb uden tøven og uden forbehold.  Kineserne vil ikke finde sig i sådanne terrorhandlinger. Hvis du begår terror i Kina, vil du og en masse af dine venner komme til at ‘betale’ med drastiske konsekvenser. Amerika burde ikke være - og skulle ikke være - så brutal i sit modsvar til forbrydelser som Kina har været også mod uskyldige mennesker, men igen enhver terrorist i Kina ved at deres handlinger vil få rædselsvækkende følger for udøveren. Har terroristerne i Amerika denne frygt? Frygter de Biden, FBI og Justitsministeriet? Jamen hvorfor skulle de dog det?  

Kina har få terrorhandlinger fordi Kommunistpartiet ikke tolererer dem. Og alle, især terroristerne, ved at de “forsvinder for evigt", for det er Kinas politik over for sådanne hændelser.

3.   Kina er en totalitær stat uden frihed. Kommunistpartiet har været ved magten siden 1949. Det er den største massemords institution i menneskets historie og har slået flere mennesker ihjel på 75 år end noget andet land i historien. Man slår stadig mange ihjel, både i Kina og andre steder, og resultatet er, at deres egen befolkning holdes i særdeles stramme tøjler.  Stikker du hovedet frem i Kina, er det sandsynligt, at du mister det. Folket i Kina ved det. 

Der er risici forbundet med at have frihed. Som Walter Williams plejede at illustrere det, så kunne vi helt gøre op med dødsfald i forbindelse med biler ved at sætte maximum hastighedsgrænsen ned til 10 kilometer i timen. Men det ønsker vi ikke at gøre. Fartgrænserne er meget højere end det, hvilket giver risiko for tusinder af trafikuheld med døden til følge hvert år. Frihed betyder, at der indgås en handel: Risici versus sikkerhed. Mennesker i totalitære stater har måske mere sikkerhed (udover fra regeringen) men helt sikkert færre risici end frihed tillader. Ligesom ikke at måtte eje et våben. 

Frihed kræver også en moral som totalitarismen ikke har brug for. Som jeg har påpeget adskillige gange i mine artikler skal et frit folk, for at fastholde sin frihed, praktisere selvkontrol, skal praktisere en dydig moral, skal respektere liv og andres ejendom. “Vor Constitution blev skabt til et moralsk og religiøst folk. Det er fuldstændig tilstrækkeligt for nogen andres regering” (John Adams).  Begrænset regering - det vil sige frihed kræver et højt moralsk sindelag. Det havde Amerika engang, men venstrefløjen har ødelagt det. Muslimer tror ikke på jøde-Kristendommens moral og det gør Kina heller ikke. Ej heller den amerikanske venstrefløj. Hvis vi ønsker at standse terrorist angreb i Amerika skal vi have et kinesisk lignende totalitært system eller en befolkning med høj moral. Og en følsom immigrationspolitik. Nu for tiden har Amerika ingen af delene. Derfor det der skete i New Orleans. 

Som Thomas Jefferson sagde, den regering du vælger er den regering du fortjener. Amerikanerne holder fremtiden for deres egen frihed i deres egne hænder.

https://www.frontpagemag.com/why-do-terrorists-rarely-hit-china/

Rumænien og MA(R)GA revolutionen

 

Rumænien og MAGA (R) revolution 

Thom Nickels     Jeg er netop vendt hjem fra en 8 dages rejse til Rumænien, begyndende i Bukarest. Turen var planlagt i december 2024, cirka på det tidspunkt Rumæniens Forfatnings Domstol annullerede resultatet af præsidentvalget hvor den konservative Călin Georgescu vandt med de fleste stemmer i første runde. 

Georgescu’s sejr skabte panik blandt statuquo liberale politikere og var årsag til at den liberale domstol hævder at Rusland, på en eller anden vis havde indflydelse på valgresultatet. Påstanden om russisk indblanding er aldrig blevet bevist, ligesom det aldrig blev bevist - og senere viste sig som falsk - da Hilary Clinton fremførte den samme påstand og 2016 valget i USA. 

Retsvæsenet, sådan kan det se ud er en fjende af ægte demokrati i Rumænien.

Rumæniens politiske historie er et studium i underkastelse. Landet faldt under Osmannernes suverænitet i 1541, og i 1871 blev landet fi for osmannernes styre: Efter tyrkerne var fordrevet fra landet af det Hapsburgske Østrige Imperium, var der en østrigsk indsats for at få konverteret ortodokse kristne til katolicismen. 

Ortodokse klostre og kirker blev konfiskeret og brugt som hestestalde. To ærede ortodokse kirker, Voronet Klostret, grundlagt og opført af Stefan den Store i 1488 og Cozia Kloster kirken bygget i 1388 af Mircea den Ældre, bedstefar til Vald Dracula, blev opholdssteder for forskellige dyr i landbruget. 

Rumænien var i Nazi styrets greb under 2. Verdenskrig, men gjorde op med det i 1944 da Rumæniens konge Michael i en alder af 22 år med succes tvang Hitlers marionet diktator Ion Antonescue bort og dermed reddede tusinder af jøder fra udslettelse. Antonescue havde tidligere fået frie hænder af Hitler til at løse “jøde spørgsmålet” og dette resulterede i at mindst 420000 jøder blev myrdet under krigens første år. 

Ironisk er det at Antonescue’s Nazi regime blev efterfulgt af et endnu barskere kommunistisk regime. 

Gheorghe Gheorghieu-Dej, leder af Rumæniens Kommunistparti blev landets første kommunistiske leder. Han var ‘på’ til 1965 og blev efterfulgt at Nicolae Ceaușescu, en diktator der holdt ved til 1989, da kommunismen begyndte at falde over hele Østeruopa. (henrettelsen ved skydning af  Ceausescu og hustruen Elena markerede officielt afslutningen af det kommunistiske styre) 

Min rumænske tour guide - en Trump støtter der fortalte mig at han håbede af hans land følger Amerikas ledelse og vælger en Trump lignende nationalist den 4. og den 8. maj 2025 ved det nationale valg - udbredte sig om de nuværende forhold i landet da vi rejste gennem dette. 

Da vi på et tidspunkt var 60 kilometer fra grænsen til Ukraine sagde han at selvom de fleste rumænere ikke bryder sig om Rusland, har de endnú større foragt for Ukraine, Han kaldte landet brutalt og ufølsomt. 

“Hvis jeg kørte os over grænsen til Ukraine, ville vi ikke holde længe. Vi ville være kommet til at ‘forsvinde,’” sagde han. 

Heldigvis var en tur til Ukraine ikke med i planen. Da vi havde passeret en bil med ukrainske nummerplader bemærkede han hvordan ukrainerne gerne forsøger at undslippe deres lands elendighed ved at tage på bilture til Rumæniens smukke Karpaterbjerge. 

“Deres land er så trist og gråt, at de har brug for den rumænske skønhed,” nævnte han.

Vi kørte til Timisoara (hvor revolutionen i 1989 indledtes) via Olt River Gorge, og besøgte så Cozia Klosteret, derpå ud til Cluj Napoca og senere til Gura Humor, og kørte forbi nedlagte fabrikker bygget i kommunisttiden..

Disse anlæg afspejler grimheden og forladtheden ved kommunismen. De står der som mørke monolitter i et ellers smukt terræn. Nogle af disse forladte fabrikker er tyve etager høje, med besynderlige små vinduer - de ligner fængsler. Selv i Bukarest, engang kendt som Østeuropas Paris, kan man se mange storskala kommunistiske bygninger, nogle af dem er meget forfaldne.

Selv hvis jeg ikke kendte til den kommunistiske ideologi og hvordan den fungerer står rigeligheden af det tiloversblevne kommunistiske arkitektur over hele Rumænien som et testamente over, hvorfor et land aldrig skulle blive kommunistisk. 

Bran Castle, engang ejet af den kongelige rumænske familie og hyldet som familiens yndlingsted af Queen Marie, har fået stjålet alle møblerne af de stalinistiske reformister der ønskede at ødelægge alle spor af royalisme. Nogle få oprindelige møbler er det lykkedes at undslippe plyndringen, såsom Queen Maries morgenmadsbord og Kong Ferdinands seng, men det meste af det besøgende nu ser er kopier.

Slottet er også fylde med mærkelige Vald Dracula ting, såsom en Dracula dukke, placeret med hovedet nedad i en kiste, og omgivet af reklameplakater for at tiltrække turister. Forresten var Vlad Dracula aldrig på slottet. Under rejsen i landet erfarede jeg af min guide at de fleste rumænere fejrede Trumps valgsejr. Selvom Rumænien kom med i EU i 2997, stiller mange nu spørgsmål til den alliance. Nu for tiden, under ledelse af EU undergår landet et stor udbygning af vejnettet der er årsag til adskillige omveje ind og ud af Bukarest.

“Hvorfor skal vi have de nye motorveje?” spurgte min guide mens vi kørte gennem Olt River Gorge. “Vejene vi har er fine. De skal blot vedligeholdes. Al denne udbygning er ikke nødvendig.” Ved utallige lejligheder sad vi i trafikpropper med snesevis af lastvogne og uoverskuelige omveje der blev ved og ved. 

En endnu større udfordring for rumænerne i maj valget 2025 er indvandring.  

Da jeg kom gennem den rumænske told da jeg første gang kom til landet var jeg chokeret over at se ndet srore antal af migrantyper fra muslimske lande og Vestafrika. Jeg nævnte dette for min guide der støttede Calin Georgescu ved sidste valg, og fik at vide at indvandrere fra Berthelot Hotel Bukarest, hvor jeg boede viste han mig adskillige biler på P-pladsen med ukrainske nummerplader. 

Ved andre lejligheder hvor vi kørte på en af Bukarests gennemfarts veje pegede han på tyrkiske og mellemøstlige indvandrede er hang ud på gader i grupper på 5 og ti. “Hele dagen laver de ingenting.”

Gadebilledet med de mellemøstlige indvandrere fik mig til at spørge. Er Rumænien et spirende United Kingdom? 

The National Salvation Front (FSN) var det første post-kommunistiske politiske parti oprettet i Rumænien. I 1993 blev FSN delt i to partier, det største, Social Democratic Party (PSD), en venstreorienteret afspejling af Democrat party i the United States. Den nuværende rumænske premierminister Ion Marcel Ciolacu, har siden 2019 været leder af PSD, og som hans venstreorienterede kohorter i Social Liberal Humanist Party, sandsynligvis vil betegne er enhver der udfordrer EU og dets politik en “højrefløjs ekstremist.” 

De rumæsnke meningsundersøgelser har tidligere PSD Victor Ponta der er blevet konservativ og stiller op som uafhængig præsident, liggende som nummer to i første valgrunde efter den konservative nationalist George Simion, der betragtedes som favorit. 

Med to konservative i føring er det sandsynligt at Rumænien kan få deres egen Donald Trump. Der er planlagt et besøg af Donald Trump Jr. sent april forud for valget 04. maj.

Alligevel har Rumæniens højere retsinstanser haft travlt med at lægge hindringer i vejen for nationalistiske politikere som Diana Sosoaca fra dette års og sidste års annullerede præsidentvalg. Sosoaca kunne man kalde Rumæniens Marine Le Pen. Hendes kommentarer er særdeles direkte, hun sagde på et tidspunkt, “EU og NATO ødelægger alt de rører ved....Europa er korrupt fra toppen og ned.” 

“Serberne,” fortsatte Sosoaca, “er det tapreste folk i hele Europa. "De fleste serbere ønsker ikke at være en del af EU fordi de har set hvad der skete med Rumænien og i hvilken udstrækning Rumænien er blevet ødelagt.” 

Andre kandidater i 4 naj valget omfatter pro-EU borgmester for Bukarest Nicusor Dan, et medlem af det liberale USR parti og Elena Lasconi, en tidligere journalist og leder af  Save Romania Union Party.

Det amerikanske venstrefløjs Politico havde dette at sige om de rumænske valg: :

“Landet i Østeuropa med 19 millioner indbyggere grænser op til Ukraine og er en af NATOs vigtige østlige medlemmer, med adgang til Sortehavet. En sejr af en yderste højrefløjs kandidat i præsidentvalget truer med at bringe Bukarest mere i tråd med U.S. præsident Donald Trump  s MAGA bevægelse. samtidig med det skader EU planer om at fortsætte med at støtte Ukraine i dets forsvar mod den omfattende invasion fra Rusland.” 

Det ser uden tvivl ud til at Rumænien står på kanten af en MAGA revolution. 

https://www.frontpagemag.com/romania-and-the-maga-revolution/

 

Trumps seks punkts plan for at gøre America Great Again

Stephen Helgesen

Nå det drejer sig om the U.S. og handlen med udlandet, skal vi først se på hvad det betyder at sætte Amerika først.

Selvom det kan lyde ekskluderende for nogle i det internationale samfund, er det blot en udløber af en langvarig og ofte, ikke omtalt tro på, at den eneste måde at gøre, holde Amerika stærk og uafhængig er at beskytte landet fra det internationale globale markeds luner.
Donald Trump er både globalist og nationalist, selvom det måske ikke ser sådan ud når man ser på Amerika hvor jeg er - i Europa.  

Trump mener at den eneste måde at sikre Amerikas uafhængighed er at styrke sin egen fremstillingssektor ved at producere flere produkter hjemme, fremstillet af amerikanske arbejdere på amerikanske fabrikker, og ved at bruge amerikanske råmaterialer og teknologi. 

Han forstår også hvor vigtig servicesektoren er for landets evne til at konkurrere på det globale marked og med at præstere på hjemmemarkedet, og han er ikke villig til at overdrage nogen enkelt industri til noget enkelt land eller handelsregime som f.eks. EU. 

Trump er udmærket klar over hvor vital energisektoren er for enhver anden industri og er besluttet på at bruge Amerikas fossile energikilder til at give Amerika en yderst vigtig konkurrencefordel og øge U.S, verdensmarkedsandelen for produkter fremstillet ved lavere omkostninger for arbejde i U.S. og ved lavere arbejds- og energi priser. Han er ikke en modstander af forskning i alternativ energi, men er realist, når det drejer sig om at investere i den ud fra et regerings perspektiv.

Hvis private virksomheder ønsker at gå i gang, udmærket. Det er deres forretningsmodel, men forvent ikke kæmpe skattefordel eller initiativer så ‘vægtskålen’ tipper deres vej.

Således for at opnå en tidlig succes i handel er han villig til at bruge Amerikas olie- og gasproduktion hurtigt for at sikre landets konkurrencefordel.

Derpå tror jeg, er han klar til at gå i kast med den monumentale opgave med at få genopbygget vort energinet, og opmuntre den private industri til at investere i også af føje alternative energi kategorier til indsatsen..

For at opnå sine oprindelige kortsigtede mål, var det nødvendigt for ham at give globalister og europæerne en ‘rusketur, et “wake up call” om at samtidig med at Amerika er en holdspiller, er det også en solo spiller på den internationale business arena. 

America First, selvom det ikke er et nyt koncept, er et som Trump tror vil give ham de tidlige økonomiske gevinster ved at gøre flere ting samtidigt.

For det første: Hans vigtige advarsel til EU om at tiden med dens protektionisme er talte. Amerika ønsker bedre adgang til de europæiske markeder og mere afbalanceret spillerum for mange produkter der fortsætter med at være underlagt ekstremt høje afgifter. 

The U.S. ønsker også en mere fleksibelt EU Common Agricultural Policy (CAP) der vil give U.S. landbrugsprodukter bedre adgang til de europæiske markeder.

Under et revideret EU handelssystem ville Europa ikke være i stand til at skjule sig bag ‘klima og/eller bæredygtigheds’ figenbladet som barriere for amerikanske produkter på de europæiske markeder. 

Ikke længere ville de være i stand til kunstigt at undertrykke efterspørgsel på amerikanske køretøjer ved at have 10% afgift på U.S. biler, når afgiften i U.S. kun er 2,5%.

Ikke længere ville de være i stand til at forhindre globale virksomheder, som f.eks. Amazon, i at konkurrere på de europæiske markeder ved at kræve at virksomhedens medarbejdere skal være i fagforening..

Mange i the U.S. mener at arbejdere har ret til at arbejde uden at være tvunget til at være med i en fagforening og at de rettigheder bør beskyttes i Europa af alle de amerikanske virksomheder der har base der.

For det andet: Trump har til hensigt at bringe amerikanske investeringer i udlandet tilbage. Skønt han udmærket er klar over, at det amerikanske ‘fodaftryk’ i EU blegner i sammenligning med det i Kina, er han ikke villig til at gøre helt op med Kina, lige fra starten.

Bag kulisserne opmuntrer han imidlertid mange U.S. virksomheder til at "come home to the U.S.A." fra Kina, når deres kontrakter skal fornyes. Han ved at Kina er den helt store spiller med U.S. fremstillingsinvesteringer, især når det drejer sig om kortsigtet specialiseret fremstilling.

Europa er blot en prøveballon for det som kommer senere.

For det tredje. Trump er aktivt engageret i at gøre den amerikanske regering Great igen ved at få fjernet spild, snyd og misbrug  U,S. ministerier og bureauer. 

DOGE er et vigtigt værktøj og Elon Musk er den perfekte person til opgaven, fordi han kan skiftes ud når arbejdet er overstået.

Hele hans raison d' être er at gøre sig overflødig, og når han har fuldendt indsatsen vil Trump sandsynligvis give ham the Presidential Medal of Freedom for hans anstrengelser.

Indrømmes skal at der er hele ministerier og bureauer der også er ideologiske mål - såsom USAID og the Department of Education som Trump og mange amerikanere mener har overlevet sig selv som brugbare værktøjer og har tiltaget sig en rolle de ikke burde have. 

The Department of Education som et eksempel. Det blev oprettet som et underordnet departement af daværende præsident Jimmy Carter.

Siden 1980 er antallet af beskæftigede fordoblet til over 4000 og dets budget er røget gennem loftet fra oprettelsen dengang på $14 milliarder til nu over $268 milliarder.

Alle disse midler til trods bliver de studerende karakterer (test scores) ved med at falde.

Trump mener at af alle U.S. ministerierne er denne et, der helt kan fjernes og ansvaret føres tilbage til staterne. 

For det fjerde: Ved at gøre europæiske produkter dyrere i the U.S. forventes det at de amerikanske forbrugere vil købe flere amerikanske varer og dermed få nedsat vor handels ubalance.

Imidlertid er det sandsynligt at forbrugerne vil købe flere kinesiske varer og dermed forværre vor handels ubalance over for Kina.Trump er villig til at gribe chancen på kort sigt for at få handels koncessioner fra Europa, samtidig med han fortsætter med at opmuntre amerikanske virksomheder til at reducere deres investering. 

Der er efter min mening endnu en human faktor der spiller ind i Trumps afgiftskrig mod Europa.Under hans første præsidentskab blev Trump hele tiden ydmyget og latterliggjort af de europæiske ledere og deres borgere. Hans erindring om denne latterliggørelse har tændt han mishag til den eksklusive klub der aldrig ønskede ham og gjorde det helt klart at han ikke var velkommen. Læg dertil hans faste overbevisning om at selve eksistensgrundlaget for EU er at skabe en fælles handelsblok mod U.S. og det er let at forstå hvorfor han  ikke tøver med at lave om på den favorisering.

For det femte: Trump har til hensigt at opnå en afbalancering af amerikansk forretningsverden og populærkultur, med et mål om at øge effektiviteten og produktiviteten, og samtidig sikre retfærdighed og lighed på arbejdspladsen. Ved at eliminere DEI og CRT og standse quota-baseret ansættelsespraksis og universitets tilladelser, regner han med at kunne bringe gode lederegenskaber tilbage, hele fundamentet for amerikansk forretningsverden som han føler i sidste ende vil føre til bedre bundlinje, højere profit, og større tilfredshed på jobmarkedet. Amerikanerne ønsker lige muligheder ikke ulige fordele som selve fundamentet for deres kultur, og Trump har til hensigt at omforme det amerikanske arbejdsplads.

For det sjette: Trump ønsker at bruge nedskæringerne i regeringens ministerier og departementer og besparelser ved DOGE, sænke energipriserne der er opnået gennem nye boringer og produktionen af fossile energikilder og at få bragt fremstillings jobs og investeringer tilbage til Amerika, for at danne grundlag for nedsættelse af de offentlige skatter her i hans første år i embedet. Ved at gøre dette mener han han vil sikre sit parti en sejr i midtvejs valget så han kan indfri sine løfter om “Make America Great Again.” Selvom det er ganske let at fremføre vil det blive vanskeligt at implementere ....som det altid er tilfældet med gode ideer, når tiden er inde

Stephen Helgesen is a retired career U.S. diplomat specializing in international trade who lived and worked in 30 countries for 25 years during the Reagan, G.H.W. Bush, Clinton, and G.W. Bush Administrations. He is the author of fourteen books, seven on American politics, and has written over 1,500 articles on politics, economics and social trends. He now lives in Denmark and is a frequent political commentator on Danish media. He can be reached at: stephenhelgesen@gmail.com.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/04/trump_s_six_point_plan_for_making_america_great_again.html