Norge var ikke uden skyld under Holocaust

Joseph Puder

Ligesom Vichy-regeringen i Frankrig under Anden Verdenskrig, ledet af marskal Philippe Pétain, havde Norge et nazistøttet regime ledet af Vidkun Quisling, som vedtog love, der fratog jøder deres ejendom. Quislings Nasjonal Samling (N.S.) var Norges nazistparti og gjorde antisemitisme til en del af sin politiske platform i 1930'erne. Ligesom det franske retshåndhævelsesapparat samlede nordmændene deres jødiske borgere og udleverede dem til de tyske nazister, som sendte dem til dødslejrene i Polen.

Norge blev rendt over og erobret af Nazityskland i 1940. Omkring 15.000 nordmænd meldte sig frivilligt til nazisternes tjeneste, hvoraf omkring 6.000 sluttede sig til Tysklands SS. En specifik enhed, den Norske Legion, bestod af omkring 1.900 mænd, der tjente i Waffen-SS. Disse nazistøtter, der primært tjente i bagvedliggende sikkerhedsroller før opløsningen i 1943, bidrog til SS' samlede udenlandske kontingent under Anden Verdenskrig. En større gruppe af kollaboratører (omkring 45.000) sluttede sig til Quislings fascistiske nazistparti, Nasjonal Samling.

Nogle elementer af den norske modstandsbevægelse hjalp jøder med at flygte til det neutrale Sverige. Men i modsætning til den danske konge Christian X, der symbolsk bar et armbind med en Davidsstjerne som en gestus af identifikation med sit lands jøder, udsendte Haakon ikke en specifik offentlig opfordring til at redde jøder under 2. verdenskrig.

Ifølge det amerikanske Holocaust Memorial Museum boede der cirka 1.800 jøder i Norge, da Nazityskland besatte landet i 1940. Nogle tal anslår antallet af jøder i 1942 til 2.173. Fra november 1942 blev norske jøder deporteret, hovedsageligt til Auschwitz, hvor de blev myrdet. I alt 742 deporterede, sammen med yderligere 23, der blev henrettet ved udenretslige henrettelser, bragte antallet af myrdede jøder op på 765, hvilket repræsenterer mellem 35% og 45% af Norges jøder.

Man skulle tro, at dagens Norge, med en knap så fremragende behandling af jøder under 2. verdenskrig, ville være langt mere følsomt over for det eneste demokrati i Mellemøsten - nemlig den jødiske stat Israel. Israel og Norge deler ikke kun demokratiske normer, men mange af de samme friheder, omend under forskellige og, i Israels tilfælde, vanskelige omstændigheder. 

Omgivet af islamiske fanatiske terrorgrupper som Hamas mod vest, Hizbollah mod nord og Den Islamiske Republik Iran mod nordøst, skal Israel beskytte friheder, samtidig med at det kæmper for sin overlevelse. I modsætning til Norge og sine nordiske naboer er Israel omgivet af samfund med morderisk religiøs intolerance, der søger at udrydde jøderne i Israel og, om muligt, jøder over hele verden.

Hamas udførte den værste massakre på jøder siden Holocaust den 7. oktober 2023. Den norske regering har nægtet at udpege den palæstinensisk-ledede Hamas som en terrororganisation, på trods af at Den Europæiske Union og USA har gjort det. Faktisk ser Norge Hamas som en legitim politisk aktør og overvejer at opretholde forbindelserne med Hamas som en del af sin langvarige rolle i fredsforhandlingerne i Mellemøsten. Oslo, Norges hovedstad, var stedet for de hemmelige forhandlinger i 1993 mellem Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO), ledet af Yasser Arafat, og Israel. Hamas afviser dog sådanne forhandlinger med Israel og lover at gentage mange flere forhandlinger den 7. oktober.

Norge kaldte den efterfølgende israelske militære reaktion på Hamas' uprovokerede indtrængen i Israel og den koldblodige massakre på 1.200 for det meste uskyldige israelske civile for "uforholdsmæssig" og en overtrædelse af international lov. Tilsyneladende kan nordmændene, der ikke har kendt til indtrængen i deres suverænitet og krig siden Anden Verdenskrig, ikke forstå betydningen af ​​selvforsvar. Israels handlinger var lige så berettigede som de allieredes bombning af Nazityskland under 2. verdenskrig og det amerikanske svar på al-Qaeda i Afghanistan efter terrorangrebene på Amerika den 11. september, der dræbte næsten 3.000 amerikanere.

Norge er i dag, sammen med Republikken Irland og Spanien, en af ​​de mest anti-israelske stater i Europa. I maj 2024, midt i krigen i Gaza, annoncerede Norge sin beslutning om at anerkende en palæstinensisk stat, et skridt, der havde til formål at støtte en tostatsløsning, men som i bund og grund belønnede massemordere og terrorisme. Anerkendelsen er en stiltiende godkendelse af Hamas' mål om at ødelægge den jødiske stat. Og selvom Den Palæstinensiske Myndighed (PA) bruger mere taktiske diplomatiske træk, er dens endelige mål det samme: likvideringen af ​​den jødiske stat.

Den norske regerings handlinger bidrog til at legitimere de omfangsrige pro-palæstinensiske demonstrationer, der fandt sted i byer som Oslo og Bergen, hvor nogle deltagere udtrykte antizionistiske og antisemitiske følelser, herunder at råbe slagord og vise symboler, der i vid udstrækning blev set som støttende til Hamas eller fjendtlige over for Israel.

Derudover har Norge, mens mange vestlige nationer har suspenderet finansieringen af ​​UNRWA, insisteret på at fortsætte sin økonomiske støtte – på trods af afsløringer af UNWRA's medvirken til Hamas og afsløringer fra FN om, at nogle af dens medarbejdere deltog i massakrerne den 7. oktober.

For at hælde benzin på bålet af norsk ufølsomhed frarådede det norske udenrigsministerium Norges Kong Harald V at sende officielle kondolencer til Israel og ofrene for terrorangrebene efter 7. oktober med henvisning til "konfliktens politiske karakter", en beslutning, der forårsagede kontrovers og blev betragtet af det norske jødiske samfund som et andet "forræderi", hvoraf det første fandt sted under Holocaust.

Uanset om det er formildelse af islamiske grupper eller direkte antisemitisme, er den norske regerings opførsel skammelig. Ledelsen appellerer til terror, samtidig med at den udviser fjendtlighed over for et meddemokrati, som den skylder en moralsk gæld til i lyset af sin Holocaust-relaterede historie.

Image via Picryl.

https://www.americanthinker.com/blog/2025/12/norway_wasn_t_innocent_during_the_holocaust.html

Psykologisk krigsførelse: Islams værste fjende

Psykologisk krigsførelse: Islams værste fjende                 

William A. Levinson

                                                 

                                                                                  

Det morderiske angreb mod Charlie Hebdo (og så skrækkeligt mange andre) er så langt fra at kunne være et godt eksempel på islamisk vold mod karikaturtegnere, for det er desværre så langt fra det eneste eksempel.

Disse angreb afslører imidlertid hvad “militant islam” frygter mest: Psykologisk krigsførelse der vil få Charlie Hebdos ‘kære’ billeder af Muhammad, inklusive et, hvor Muhammad er offer for islamisk vold, til at ligne Chihuahuas i sammenligning med Rottweilere, der var grundstammen i Romerrigets krigshunde. 

Oberst Paul Linebarger, en af verdens fremmeste autoriteter i Psykologisk Krigsførelse, skrev om propaganda: “Succesen, skønt ikke til at beregne, kan være overvældende - og fiaskoen, skønt ikke til at beregne kan være dødelig,” Dette er præcis derfor islamisterne frygter det. 

Islamisterne har længe kunnet ‘nyde’ at de har kunnet fremholde den mest hadfyldte ubegribelige propaganda og vold mod jøder, kristne, hinduer og den ‘forkerte’ slags muslimer. Som fastslået af Sir Arthur Harris (BomberHarris) “gik nazisterne ind i krigen med den noget barnlige opfattelse, at de skulle bombe alle andre, og ingen ville bombe dem. I Rotterdam, London, Warszawa og hundreder af andre steder omsatte de deres naive teori til handling. De såede vind og nu kommer de til at høste storm.” 

Det er denne artikels formål at igangsætte en storm der vil gøre islamisterne til verdens pariaer, og muligvis i en sådan grad, at verdens civiliserede nationer vil deportere deres tilhængere og støtter som værende uønskede.  

En kort gennemgang af PsyWar og dennes afgørende effektivitet gennem århundrederne burde oplyse læseren om, hvordan den kan benyttes mod islamister over hele verden.

Lad os begynde med Den Protestantiske Reformation, hvor begge parter benyttede den netop opfundne trykpresse til at distribuere propaganda, som vist i Figur 1.

Disse billeder kan forekomme meget overdrevne for den moderne læser, men hos Propaganda Mennesket (det publikum som propagandaen er rettet imod) der levede i det 16. århundredes ægte terrorregime af fordømmelse, gik de rent ind.

Figure 1. Protestantisk og Katolsk PsyWar, Tidligt  1500

Evangelisten Jack Chick, der åbenbart ikke vidste at 30 års Krigen sluttede for mere end 360 år siden benytter samme metode i dag.  Chick's biografi er afslørende:

En dag fortalte Bob Hammond, missionær og radiomand for The Voice of China and Asia, Jack at rigtig mange kinesere var gået over til kommunismen gennem massedistribution af tegnede små bøger. Jack følte at Gud førte ham til at benytte samme teknik for at vinde folkemængderne for Herren Jesus Kristus.

Genvejen er at billeder er de mest virkningsfulde i kommunikation. Menneskets hjerne er designet på at bruge billeder frem for ord, og det kan endog være helt instinktivt for os at acceptere ethvert billede som værende sandt. Dette var helt sikkert tilfældet indtil vore forfædre lærte at tegne billeder. Billeder kan også fascinere os og holde vores opmærksomhed i nogle sekunder, i modsætning til ord, som Propaganda Mennesket kan miste interessen for.

Psykologisk krigsførelse omfatter derfor - planlagt og videnskabelig brug af billeder - for at få Propaganda Menneskets støtte. Formålet med sådanne billeder er ikke, som en tegning fra Charlie Hebdo eller Doonesbury at underholde. Deres formål er at vinde krige, og helst før første skud affyres. Den islamiske fjende er rædselsslagen over billeder, og med rette, ligesom det var tilfældet med den berygtede Boss Tweed of Tammany Hall.

"De forbaskede billeder!"

"Lad os få stoppet de forbaskede billeder. Jeg er ligeglad med hvor meget aviserne skriver om dem - mine vælgere kan ikke læse - men for pokker da de kan betragte billeder.” således sagde William Marcy Tweed, der kom i fængsel for korruption. Tweed’s mest frygtede fjende var karikaturtegneren Thomas Nast, skaberen af the Republican Elephant, det Demokratiske Partis Æsel, den så velkendte og småfede Julemand, og flere berygtede anti-katolske og anti-irske karikaturer.Figur 2 viser en af Nasts’ mange tegninger som Tweed var imod,

Figur 2. "Hvem stjal folkets penge?”

Mens Nast’s propaganda var med til at få Tweed til at falde, så har ondsindet propaganda slået langt flere mennesker ihjel end a-våben. Karikaturtegneren Grant Hamilton dæmoniserede for eksempel spanierne gennem trykpressen. Internettet er selvfølgelig en enorm magtbastion for billeder der kan spredes viralt, og vi bør benytte det på denne måde. 

Uærlig propaganda er ikke gavnligt for børn

Den Spansk-Amerikanske Krig efterlod flere end 70000 døde soldater, og var i det store og hele et resultat af propaganda fra the Yellow Press.  Figur 3 viser forgængere til Grant Hamiltons mere ondsindede “Den Spanske Brutale Bølle.”

Figur 3. "Fred på Cuba under spansk styre er værre end helvede.”

Hamilton tegnede faktisk ikke ‘søde’ billeder af spanierne som Charlie Hebdo tegnede relativt ‘uskyldige’ tegninger af islamister og Muhammad. Det åbenbare formål af nedenstående "The Spanish Brute" (Figur 4) var at opildne, oppiske til had mod en fjende man var i krig mod.

Figur 4. Den spanske bølle

The Spanish Brute fik en tysk pendant (Figur 5) under 1. Verdenskrig, og det kunne ikke overraske om kunstneren brugte Hamiltons kreation som model.  "Kultur" på den langarmede abes blodige kølle er det tyske ord for ‘kultur.’Aben skildres som en seksuel plage for en hjælpeløs kvinde. Kvinder har altid været med i krigspropagandaen som symbol, og med baggrund i islamisternes officielle holdning til kvinders rettigheder er de da også ‘udmærkede’ mål for det. 

Figur 5. "Udslet denne gale bølle"

"Udslette denne sindssyge bølle" var igen, ulig Charlie Hebdo eller Jyllands-Postens Muhammad karikaturer ikke med den hensigt på nogen måde at latterliggøre eller lave sjov med dets mål. Dets formål var at skildre Tyskland som en dekadent fjende af civilisationen.

Adolf Hitler var desværre den tysker der lærte mest af Tysklands utilstrækkeligheder med hensyn til propaganda i 1. Verdenskrig, da han meget klart i Mein Kampf sagde “Det var den gennemførte fiasko i hele det tyske system af information - en fiasko der stod krystalklart for enhver soldat - der tilskyndede mig til at overveje udfordringen ved propaganda på en omfattende facon.” 

Dette er for resten Israels problem i dag. Hvis Israel benyttede propaganda ligeså effektivt ville dets fjender aldrig være i stand til at skildre Israel som menneskerettighedskrænker og selv samtidig slippe afsted med terroristisk vold og overgreb mod selv deres egne borgere. Først her for nylig er Israel gået så vidt som at skildre  palæstinensiske terrorister der skjuler sig bag civile, på skoler og hospitaler. 

Figur 6 sammenligner tysk propaganda, hvis eneste formål var at latterliggøre Tysklands fjender med Triple Ententen. Sidstnævnte skildrede Tyskland som et uhyre der var i stand til at slagte kvinder og børn, og denne var tilstrækkelig effektiv til at trække USA med i krigen.

Figur 6. Tysk versus Triple Entente Propaganda

Figur 6, fortsat.

Karikaturen hvor Deutscher Michel (den afslappede fyr med pibe og kasket) accepterer krigserklæringerne var også, som jeg husker det latterliggjort i Erich Maria Remarques ‘Intet nyt fra Vestfronten.’ De tyske soldater der faktisk måtte kæmpe mod russerne, franskmændene og briterne lignede ikke, modsat tegningen, tumper. I 2. Verdenskrig måtte alle krigsførende imidlertid lære at det er nødvendigt at dehumanisere fremfor latterliggøre fjende. Den samme lektion må praktiseres i den psykologiske krig mod “militant islam.” 

2. Verdenskrig: Dæmonisering af fjenden

Figure 7 viser en U.S. plakat fra regeringen, hvor en japansk soldat med noget overdrevne asiatiske ansigtstræk rammer en amerikansk fange med riffelkolben. Igen - ulig de ‘søde’ og relativt uskyldige Muhammadtegninger der opildnede til så megen islamisk vold var formålet med denne plakat ikke at underholde. Formålet var at opildne til glødende had. I konteksten af Pearl Harbor angrebet og Batan Dødsmarchen var den yderst succesfyldt.

Figure 7. Anti-Japansk Plakat, 2.- Verdenskrig

Endnu et nøglepunkt er imidlertid mere vigtig. Med ganske få undtagelser var Nazisterne og japanerne kloge nok til ikke at sende ‘selfies’ når de kastede mennesker i gaskamre, halshuggede krigsfanger eller brugte kinesiske fanger til bajonetøvelser. ISIS er på den anden side så betænksom at de sendte os materiale som vist i figur 8, for at få sat gang i vort mest glødende had mod dem. Vi har lagt yderligere billeder af Aksemagternes overgreb for at gøre situationen meget tydelig.

Figur 8. Hvem har brug for tegninger når vi har ISIS?

PsyWar er angreb ikke forsvar

PsyWar er, som kavaleriet et offensivt våben. General Patton skrev om det, “Sablen er udelukkende et angrebsvåben og benyttes sammen med andre offensive våben, hesten ....der oplæres ikke i direkte afværgning, fordi ved afværgning er fjenden allerede uden for rækkevidde. Den sikreste afværgning er en hæmmet modstander.” Propaganda skal på lignende vis benyttes til at miskreditere fjenden for at forsvare sig mod hans angreb.

Som eksempel, er det en fejl at Israels og dets støtter protesterer, uanset hvor berettiget det er over at Rachel Corrie fra the International Solidarity Movement's blev dræbt ved et uheld. Vi skal i stedet cirkulere ISM’s egne udtalelser om at hun var langt mere nyttig for deres sag som død end som levende. Så længe vi overbeviser ‘Propagandamennesket’ om at ISM bevidst og med vilje og hensynsløst satte kvindens liv i fare for internationalt at kunne benytte det og derpå pralede med det, så kan ISM intet sige mod det vi forsvarer.

.

En artikel Arutz Sheva beklager sig over væksten af anti-semitisme på amerikanske campuses. Den bedste tilgang er ikke at forsøge at forsvare sig mod anti-semitismen, men at fremme ubehag og had mod dens udøvere. En simpel genfortælling af den militante islamiske verdens ord mod bøsser og kvinder for eksempel, burde give forkastelse af palæstinenserne og deres sympatisører. Når studenter fra Students for Justice in Palestine, en muslimsk studenter forening, eller en lignede gruppe organiserer en anti-Israel hadfest, så kan vi på vor siden forebygge ved at være “kvinders fortalere for sikkerhed” ved at beskrive hvordan militant Islam betragter kvinder som kvæg, og at enhver ikke tilsløret kvinde er lovligt mål for voldtægt. Cirkuler billeder af iranere der hænger homoseksuelle, og læg dertil en overskrift som “Slå en bøsse ihjel for Allah,” og så måske endnu et billede fra en gay pride parade i Tel Aviv for at gøre det krystalklart for LGBT samfundet, hvem der er deres fjender og hvem der er deres allierede.

Giv de som hader det de ønsker

Ethvert samfund har imidlertid en underklasse som har behov for at lægge skylden for dens utilstrækkelighed over på andre. Lad os derfor følge rådet fra the Mob Museum i Las Vegas: “Giv folket det de ønsker.” Udstil den militante islamist som en sandsynlig voldtægtsmand af blonde og blåøjede kvinder i Nordeuropa, olivenhuds kvinder i Sydeuropa, sorte i afrikanske/amerikanske samfund, og så videre. Afbild en gryntende islamist der på ondsindet vis generer en kvinde af Propagandamenneskets etnicitet med en overskrift “Hej Vantro! Og hvad vil du gøre ved det?” Billeder af den karakter med Nazister og japanere i stedet for islamistiske skurke var med til at sælge mange eventyrtidsskrifter i millionvis i 1950’erne og op i 1970’erne, og forståeligt nok. Lad det så blive bakket om med ordene af mullahen der sagde kvinder der ikke er iført burka er “utildækket kød,” som enhver kan tage.

Billeder fra Den Internationale Jøde, hvor rotter i flokke forvandles til jøder, kan der plukkes fra og genbruges for at skabe scener, hvor rotter forveksles med gåsegangsmarcherende nazister og bralrende islamister.  "Hvor end rotter dukker op bringer de ruin ved at ødelægge menneskehedens fødevarer og lagre. De er snu, kujonagtige og barske, og plejer at samles i kæmpemæssige flokke.” Det er vigtigt af pointen fattes ved at bruge scener hvor Nazister og Islamister proklamerer at de er Herrefolket eller religionen (Dar al Islam) der skal dominere verden. Lad en Hitler skifte med en tale af en mullah eller imam der proklamerer at Islam vil herske over verden.

For at udtrykke det mere direkte, husk at Adolf Hitler og Joseph Goebbels overbeviste den tyske underklasse at den skulle hade, fredelige, loyalt og flittige jødiske medborgere. Mon ikke den samme metode til at oppiske lignende had mod militant “islamister,” der forsøger at skabe Sharia styrede enklaver  samtidig med de truer med vold det omgivende samfund, vil virke?

"Jeg skærer ikke tænder af dem Herr, men jeg skærer tænder."

Det er bagvaskelse falskeligt at anklage et individ for, f.eks. at modtage bestikkelse, at indføre, at indføre “anti-had love” hvis formål det er at få gjort kritikere af “militant islam” tavse. Vi anklager ikke noget specifikt individ for korruption, men siger i stedet, “Nogle af dem må være på islamisterne lønningsliste, da der ellers ikke er nogen anden fornuftig forklaring på de love der straffer sandfærdig tale. Jeg vil helt sikkert ikke pege på nogen uden noget bevis, men det må da være sikkert, at der er nogen der har taget imod penge fra islamisterne for at svigte deres lande og samfund.” Således tæppebombes enhver europæisk lovgiver og jurist bag kodeks for hvordan man må tale samtidig med man ikke bagvasker nogen.

Billeder og videoer er det mest effektive i Psykologisk Krigsførelse, men også vittigheder fungerer.

Essensen i alt dette er imidlertide at den opførsel ISIS, Hamas, al-Queda, Boko Haram og Iran, sammen med de stadig mere anti-semitiske vold i Europa, sammen med voldtægtsepidemier i hele den jødisk-kristne verden, alle er med til at bevise hvad det er vi er oppe imod i det 21. århundredes pendant til Nazismen.

Psykologisk krigsførelse er den mest humane metode til at få lukket al ondskaben ned før det ender i endnu en Verdenskrig. Las os komme igang.

William A. Levinson is the author of several books on business management including content on organizational psychology, as well as manufacturing productivity and quality.

                                

 http://www.americanthinker.com/articles/2015/04/psywar_militant_islams_worst_enemy.html#ixzz3WWz3U1Zl

Lad jøderne udslette sig selv - Hitlers plan

Hitlers hemmelige våben: At få jøderne til at udslette sig selv

Shmuley Boteach

Nu om stunder har det været følelsesmæssigt udfordrende. I de sidste par uger, som forberedelse til et planlagt anti-folkedrabscenter, har jeg rejst med min familie på en uddannelsesmæssig rejse gennem dødsfelterne i Tyskland og Østeuropa. Det var meningen jeg skulle fordybe mig intenst i Holocausts dystre aspekter for bedre at forstå ‘folkedrab’, dens psykologi og årsagerne til den. Udover det er der erindringen, de mistede martyrer i mit folk vi aldrig nogensinde må glemme.

Vi begyndte i Berlin, hvor vi besøgte Wannsee bygningen, hvor Nazilederne sammen over kaviar og cigarer gik i detaljer for at finde Endlösung, og derpå i værk med udslettelsen af de europæiske jøder.

Derpå drog til til Prag, hvor vi så de sørgelige rester af et fordums stort jødisk samfund smadret af Reinhard Heidrich da han var Reich protektor i Bôhmen. Vi fortsatte så til Polen, hvor vi besøgte Auschwitz, Treblinka, og Majdanek, hvor 43000 jøder blev slået ihjel på det som blev Holocausts ‘største’ dag, den 15. november 1944.

Vi besøgte Bialystok, hvor vi så skelettet af byens engang så legendarisk synagoge, hvor 2000 jøder blev brændt levende. Vi besøgte Tykocin, hvor landsbyens jøder ejede en 400 år gammel synagoge, de blev tvunget ind i skovene og slagtet. Vi besøgte Warszawas ghettoer, og i Lodz og Krakow, byer der stadig emmer af sjælene af de mange døde derfra.

Derfra drog vi til Kosice, hvorfra min hustrus familie stammer, og det sidste sted hendes onkel blev set før også han blev myrdet af nazisterne på et ukendt sted i Polen. Vi rejste til Østrig, hvor vi i Linz så Hitlers barndomshjem, hans forældres begravelsessted, og ikke langt derfra Mauthausen koncentrationslejren.

Jeg vidste denne rejse ikke ville blive nem, men jeg kunne aldrig have forestillet mig hvor bevægende og knugende den ville blive. Den ægte fornemmelse af håbløshed der hænger i luften over disse steder kan kun føles, hvis man er der.

Holocaust forbliver en forbrydelse der ikke kan begribes, en tragedie der er lige så fyldt med mystik som den er rædselsvækkende. Jeg har læst dusinvis af bøger om emnet, her for nylig Lawrence Rees fremragende værk, The Holocaust. Samlet viser disse studier med kort, tal, metoder og virkemidler nazisternes slagterier. Men det som jeg ikke har formået at begribe, efter jeg nu har læst så meget om det, var en dybdegående forståelse af, hvordan nazisterne troede de faktisk kunne lykkes med at slagte en hel nation på et kontinent - samtidig med de førte krig mod så at sige hele verden. Hvordan kunne de dog fostre en mordplan så omfattende at det er mod al logik? Hvordan kunne de tro at de de endog havde midlerne til at gennemføre det?

Skønt det har været plagsomt i ekstrem grad, mener jeg, at denne rejse har givet mig et spor. Nazisterne, som jeg har forstået, ville udslette den jødiske nation ved altid at være klar over den mulighed, at nogle kunne overleve. Jøderne skulle forledes til at tro, at hvis de blot samarbejdede, ville deres børn få lov at leve. De kunne ikke tro at Hitler kunne være så fyldt med had at han ville udslette en hel nation der kunne benyttes til tvangsarbejde i krigstid. Et had i den ekstreme grad og så gennemført selvødelæggende har man ikke set før i historien. Kognitiv disharmoni spillede yderligere en rolle, og jøderne kunne bare ikke acceptere at nazisterne havde til hensigt fuldstændig at udslette dem. 

På næsten hvert skridt på vejen blev jøderne tvunget til at samarbejde med de selvsamme planer der var skitseret til deres udslettelse. Jøderne, mente tyskerne, kunne give den arbejdskraft nazisterne manglede, hvis blot de kunne overtales til at tro at dersom de var med i programmet så ville de blive sat til produktivt arbejde.

Idet nazisterne var klar over at jøderne blot forsøgte at overleve ville nazisterne foregøgle dem ved enhver lejlighed den mulighede at det kunne de. Således skulle de jødiske samfund i Polen og Østeuropa tvinges til at adlyde nazi ordrerne om at samle sig i ghettoer, selvstyre deres afskærmede ghettoer og lade ders familier entre kvægvogne under trusler fra geværkolber og kugler. Nazisterne ville bringe disse jøder til deres død ved at udnytte deres mest grundlæggende ønske hos dem og for deres familier - overlevelse. 

Nazisterne tvang jøderne til at skabe deres egne selvstyrende råd, Judenrats, i ghettoerne. Da jeg besøgte Lodz ghettoen stod jeg på nøjagtig samme sted som Chain Rumkowski da han gav sin berømte “Giv mig dine børn” tale i september 1942. Som formand for Lodz Judenrat, havde Rumkowski besluttet at gøre ghettoen til en fabrik, idet han troede at hvis den var brugbar for nazisterne så kunne indbyggerne blive sparet. Imidlertid begyndte nazisterne at kræve kvoter af jøder der skulle deporteres til deres dødslejre - kvoter Rumkowski blev tvunget til at indfri. I september 1942 bønfaldt han mødrene i ghettoerne til at give deres børn,  som han forventede ville blive dræbt under alle omstændigheder da de blev anset som uproduktive.  Selvom mødrene nægtede indfangede Rumkowski og hans jødiske agenter 24000 jøder under 10 år og over 65 år, der var tvunget til døden for at udføre nazisternes arbejdsbetingelser. Selvmord i et ukendt antal blev en følge af hans tale.

Selvfølgelig var det hele et bedrag. Hele Lodz ghettoen ville blive likvideret i august 1944 og af de 223000 jøder der havde boet der var der kun 877 tilbage da Den Røde Hør ankom i januar 1945. Resten var sendt til døden i gaskamrene i Chelmno og Auschwitz. Rumkowski blev deporteret til Birkenau. Han kom imidlertid ikke i gaskamrene. Han var da han ankom blevet banket ihjel af sine medfanger, sådan skulle det være sket ifølge øjenvidneberetninger. 

I selve lejrene blev jøderne tvunget til at være i Sonderkommando grupper, hvor de jødiske indsatte blev sat til at fjerne de millioner af lig der lå i gaskamrene. De blev også truet med konstant eksekvering, dog blev de lokket med chancen for at overleve hvis de føjede sig naziprogrammet. Det var også en løgn. Nazisternes politik i deres dødslejre var hver tredje måned at gasse grupper af Sonderkommando. De nye Sonderkommando anede intet om at de første ofre de skulle bortskaffe ville være nogle der havde haft det samme arbejde før dem.

På det nye og enestående Jødiske Museum i Warszawa er der opsat en plakette. Dens budskab gjorde dybt indtryk på mig. På plaketten muret ind i væggen kan man læse nogle af de mest gribende ord jeg nogensinde har læst. Det var et ekstremt sjældent vidneudsagn fra en Sonderkommando, fundet skjult i Auschwitz, der beskrev ansigtsudtrykkene hos jøder mens de blev ført ind i gaskamrene. Her følger ordene:

Frygten gennemtrængte alle helt ind til marven .....de mennesker der blev låst inde...de rev håret ud af deres hoveder idet de indså at de havde været så naive at tillade sig at de blev ført  ind bag de låste døre. Deres stemmer steg til himlen og gav luft til deres ånd på den eneste måde de kunne; deres sidste store skrig af protest mod den største af alle uretfærdigheder mod de fuldstændig uskyldige.

Det han så var ikke kun en frygten og terrorens, men også en forbløffende erkendelse af nazisterne der tvang jøderne til at være med til deres egen død. Jøderne var blevet myrdet sammen med håbet om at nogle kunne overleve, at en skæbne så grusom som et gaskammer bare var en umulighed. Men det hele var et grotesk påfund. Tyskernes hensigt var den fuldstændige ødelæggelse af Europas jøder, selv i dag kan vi knap tro det.

Jøderne var blevet tvunget til at følge alle ordrer fra nazisterne i det håb, at de fik lov at leve. De var blevet tvunget til at overgive deres hjem, opgive deres virksomheder, bosætte sig i ghettoens elendighed, arbejde under umenneskelige forhold som slaver, se deres venner og familier sulte til døde, gå ombord på kvægvogne til koncentrationslejre, se deres familie og venner blive nakkeskudt og blive udsat for opdelinger i hvem der kunne leve og hvem der skulle dø. De var blevet tvunget til at overgive sig helt og aldeles til Nazi programmet for folkemord samtidig med de fik at vide at deres børn måske stadig kunne bevare livet.

Men det hele var et kæmpebedrag. Nazisterne var ikke kun de største mordere til alle tider. De var også de største løgnere der nogensinde har levet. 

Lige så smerteligt det er at stå konfronteret med sådanne rædsler så mener jeg dog at dette tema giver os en livsvigtig lektion.

Hvis vi håber på at forhindre en genopståen af folkedrab i vor verden så skal vi bare lære af vore martrede, ofrende brødre, de heroiske jøder i Europa der gjorde alt i deres magt for at holde deres børn i live. Først og fremmest betyder det at vi skal kæmpe imod truende folkedrab - lang tid før slagteriet indledes. Når det drejer sig om ondskab skal vi være særdeles årvågne, hyperforsigtige og ikke have tolerance når det drejer sig om en risiko. For selv blot en brøkdel af naivitet over for onde menneskers planer - der ligger den største fare. Trods alt kan vi ikke forhindre det hvis man ikke kan forestille sig vil ske.

I Treblinka, så vi skiltene som tyskerne benyttede til at vise at lejren blot var et stop på vejen mod Øst, hvor jøderne skulle benyttes til produktivt arbejde. Selv her, hvor togene standsede ved jordens Helvede mente nazisterne stadig de kunne benytte jødernes livsvilje ved at overbevise dem om at de var på vej mod et produktivt liv.

Denne lære er især yderst vigtig for Staten Israel, en nation grundlagt på præmissen om at der endelig gives det jødiske folk en bastion med sikkerhed. Israel bliver konstant kritiseret for at reagere for hurtigt og uforholdsmæssigt kraftigt på de trusler om folkedrab landet står over for. Men i lyset af, hvad vi har været vidner til med Europas killing fields, dødsmarker er en sådan intolerance over for risici helt ret retfærdiggjort. 

Med Iran der opfordrer til endnu et Holocaust mod staten Israel - konstant truende som de gør med at ville udplanere israelske byer og fjerne Israel fra landkortet - da må Israel reagere på truslerne før disse kan realiseres.

Folkedrabs retorik i vor tid skal være noget der modstås helt og aldeles. Også i Rwanda opfordrede Hutuer til folkedrab mod Tutsierne som de kaldte “kakerlakker,” et godt stykke tid før de gik i færd med deres folkedrabs kampagne.  

Det samme gælder sådan set også Hamas og endog Det Palæstinensiske Selvstyre. Vi kan ikke opgive land til en palæstinensisk stat i håbet om demografisk overlevelse for ved at gøre det kunne vi befinde os i en krig på tre fronter - fra Gaza, Judæa og Samaria på Vestbredden, og Libanon der som mål har Israels udslettelse.

Israel har bare ikke råd til selv den mindste risiko ved at blive forført til at gå hen imod sin egen undergang med alle de løfter om fred fra de som åbenlyst taler om et nyt folkedrab på jøder. Freden vil kun komme når al retorik om folkedrab og hensigt er fuldstændig udrenset. 

Vi skal stå fast og være stærke og vise verden at vi har lært af rædslerne i vor historie. Denne gang vil vi bare ikke stole på andre til at beskytte vore liv eller forhindre vor død.

Rabbi Shmuley Boteach is the founder of The World Values Network and the author of 31 books. Follow him on Twitter @RabbiShmuley.

http://www.tabletmag.com/jewish-arts-and-culture/240671/shmuley-boteach-genocide?utm_source=tabletmagazinelist&utm_campaign=bcb9fc9e69-EMAIL_CAMPAIGN_2017_07_17&utm_medium=email&utm_term=0_c308bf8edb-bcb9fc9e69-206976981

Udgivet af Google Drev–Rapportér misbrug–Opdateres automatisk hvert 5. minut