Gratis frokost? Er det nu også rigtigt?

En meget høj pris for en gratis frokost

Burt Prelutsky
Jeg voksende op i et hjem af russiske jødiske emigranter så man skulle tro, at jeg var helt overbevist om, at selvfølgelig hører Franklin Delaney Roosevelt til på Mount Rushmore. Men alle disse mange år senere, er jeg kommet til den konklusion, at de fleste af Amerikas besværligheder kan spores tilbage til hans præsidentskab, og at den vigtigste grund til at han ikke befinder sig på Mount Rushmore sammen med Lincoln, Jefferson, Washington og Teddy Roosevelt er, at hans hoved allerede var af sten.

Skønt FDR alt for ofte fejlagtigt bliver krediteret for at at have bragt Den Store Depression til en ende, som Amity Shlaes gør rede for i hendes bog "The Forgotten Man," så viser det sig, at hans politik som bedst kan beskrives som socialistisk og mod privat initiativ i virkeligheden forlængede Amerikas elendighed.

Den blotte kendsgerning at såvel han selv, som hans rådgivere mente at det var fuldstændig fornuftigt at forhøjede skatterne i løbet af 30'erne er med til at bevise, at deres hovedmotiv ikke var at hjælpe landet ud af det økonomiske morads, men tværtimod at benytte lejligheden til at forøge forbundsregeringens magtmuligheder.

 

Når man gør resultaterne af hans 12 års virke i Det Hvide Hus op, fremkommer et sammensurium af bureaukrati med udspring i Washington og en økonomi, som absolut uden sammenligning, gjorde forbundsregeringen til den største arbejdsgiver i USA. Når man sammenkobler det med hans personlige sympati for Josef Stalin, hans administration, som han lod være fyldt med idioter af samme mening, da får man et perfekt blueprint for en katastrofe. For som Thomas Jefferson udtalte, "Den regering som er stor nok til at give dig alt, er også stor nok til at tage alt du har."

 

Det burde ikke være en overraskelse at vi nu har adskillige millioner amerikanere, for ikke at nævne adskillige millioner illegale indvandrere, som har den formening at forbundsregeringen burde garantere for deres prioritetslån, at skolerne skal være venstreorienterede indoktrineringscentraler med en dagsorden rettet mod religion og de traditionelle værdier, og for den gode ordens skyld, samtidig også betaler deres sundhedsforsikring. 

 

Jeg er ikke overbevist om, at de mener at regeringen på magisk vis betaler for alle de goder ud af dens egen ikke-eksisterende lomme eller om de forstår, at al denne gavmildhed kun kan være mulig ved at opkræve den fra andre gennem skatter og afgifter. Men højst sandsynlig er det ligegyldigt for dem, for som en meget kynisk observerede, når du røver fra Peter for at betale til Poul, så forvent ikke at Poul vil protestere for kraftigt.

Her fornylig blev jeg takket være Michael Medved oplyst om, at forbundsregeringen forbruger over 8 milliarder dollars om året på at forsyne over 30 millioner skolebørn med "gratis" frokost og andre to og halv milliard på "gratis" morgenmad. Det jeg som en bekymret borger meget gerne vil vide er, hvorfor de tvinger forældrene til at være ansvarlige for aftensmaden?

OK jeg indrømmer det kun er i spøg. Men hvor lang tid mon det vil tage før de venstreorienterede forlanger at få at vide, hvorfor regeringen fraskriver sig deres åbenbare ansvar bare fordi solen er gået ned? Og hvor lang tid vil der gå før FDR's efterfølgere i Washington lancerer deres egen udgave af New Deal, som kunne kaldes Tre Solide Måltider. Det jeg virkelig godt kunne lide at vide er: hvorfor har myndighederne ikke fjernet disse millioner af børn fra deres hjem? Jeg mener, hvis forældrene ikke har råd til at give deres børn et par æg eller en banan og en skålfuld havregryn om morgenen eller et æble og en sandwich til frokost, hvilke andre fornødenheder har de så heller ikke råd til at give børnene? En seng? Et tæppe? Sko? Tandbørste? Et halvautomatisk skydevåben?

Helt ærligt, hvis jeg forsøgte at blive Demokratisk præsident, så ville jeg ikke være en bangebuks som Hillary Clinton eller Barack Obama. Hvorfor dog stoppe med den omfattende sundhedsreform? Jeg ville love gratis bil-, brand- og livsforsikring. Jeg ville give 4 ugers betalt ferie til hver eneste arbejder i Amerika og otte uger for enhver ikke arbejder. Hvorfor ikke? Jo, for de har jo langt mere tid at slå ihjel og desuden en større tilskyndelse til at komme til stemmeboksene på valgdagen. Oven i det hele, da vil jeg love 5000 dollars til enhver der stemte på mig, en livslang forsyning af Viagra og gratis lottokuponer oveni. 

Hallo, forstår I, jeg er jo Demokrat! Jeg har råd til at være gavmild. Det er ikke mine penge alligevel. Det er dine. 

 

http://www.exilestreet.com/Columns/Prelutsky/20080331PrelutskyLunch.html

At vælge at være dum

---

At vælge at være dum

---

Patrice Lewis

Fordi jeg kan lide at leve så ukompliceret som muligt er jeg meget optaget af det simple liv. Jeg læser alt jeg kan om emnet, men er blevet frustreret over, at alle bøger om emnet på markedet - og det hver eneste en - er fyldt med fejl om, hvad jeg opfatter som ægte simpelt liv. Disse bøger anbefaler alle det samme med variationer: for at leve simpelt, da skal du være grøn, miljøbevidst, du skal være venstreorienteret, du skal tilbede Gaia (moder Jord) du skal dyrke yoga og meditation, du skal spise organisk vegetar føde, du skal skærpe din samvittighed, du skal anerkende at du har et "indre univers"... og masser af andre lignende ting. Det meste af det er latterligt, overdrevent og ærlig talt også noget dumt.

Som en praktisk indstillet borgerlig liberal mor, hjemmegående-økonomisk bevidst-selvlært-mælkedrikkende-kristen-, boende på landet, har jeg fået nok og besluttede at skrive en bog selv. Sådan!

Under skrivearbejdet erkendte jeg, at det simple liv kan krystalliseres, destilleres, fortættes og reduceres til blot tre ord. Tre betydningsfulde, lette- at huske-ord. Fat blot blyant og papir! OK. Her kommer de:

Træf fornuftige beslutninger.

Det er det hele. Næsten alt andet i livet - det gode, det dårlige, og det grusomme - kan føres hen til de valg du foretager. Lad os se på nogle eksempler. Hvis du vælger at ignorere de røde advarselslamper, gifter dig med en som drikker alt for meget og hundser med dig, får børn med en taber, skilmisse, sover rundt omkring og får børn udenfor ægteskab, gifter dig igen med nogen der har flere børn, får endnu et barn, bliver skilt....ja, så skal du ikke blive overrasket over, at dit liv er blevet meget, meget kompliceret.

Vi kender en læge, der bruger megen fritid hver uge på en gratis lægeklinik. Ti procent af patienterne han behandler er mennesker som midlertidigt er slået ud på grund af at være blevet arbejdsløs, medicinudgifter og andre besværligheder. Men 90 procent har et slidsomt, besværligt liv på grund af deres egne dumme valg, som f.eks. stofmisbrug, overdreven alkoholindtagelse, usikkert sexliv, dårlige personlige vaner eller en voldelig livsstil.

For et par år siden mistede en ven af mig sin mand, der led af en ondartet hjernesvulst. Hun ville ikke vælge at vedblive med at være enke som forholdsvis ung med to børn under 10 år. Men her er en løsning: Hendes sorg blev formildet af den kendsgerning, at hun valgte en god mand som fader til sine børn. Hun valgte, at behandle sin mand med kærlighed, respekt og troskab under deres ægteskab. Nu fortryder hun intet, for hun behandlede ham godt og kan dele vidunderlige minder om ham med sine børn. Se, hvor simpelt det er.

Jeg kendte en ung kvinde (24), der brændende ønskede sig en baby. Ikke en ægtemand, forstår du, men en baby. Hun havde planlagt det hele omhyggeligt. Hun udvalgte sig en flot fyr til at gøre hende gravid. Hun valgte en kvalitetsbørnehave. Hun valgte gode navne. Hun valgte en beskeden lejlighed som hun havde råd til med sin løn som sekretær. Valg. Valg. Valg.

Hendes datter blev født i 1994. Nu er hun 14 år, et krævende, vrantent, rygende ....overnattende rundt omkring barn, i desperat søgen efter en faderfigur. Hendes mor, er ved at gå ud af sit gode skind af stress og ubetalte regninger. Hun har ingen sygesikring, ingen opsparing, og bor stadig i den samme beskedne lejlighed. Alt sammen fordi hun valgte ikke at ville have en fader i sit barns liv. Hvor dumt er det ikke?

Min mor havde den absolut forfærdeligste barndom du kan forestille dig - yderste fattigdom, en brutal fordrukken fader, der også voldtog et par af hendes søskende, en ligeglad mor, hun sultede som barn.....ja, alle de historier er hårrejsende. Min mor valgte, at forlade miljøet, fik en sygeplejerskeuddannelse af egne midler, og blev med tiden professionel. Det var en god start.

Så begyndte hun at komme sammen med en læge. Hun var håbløst forelsket i ham, siger hun. Men denne læge -ligesom min bedstefader- var alkoholiker. En aften efter et stævnemøde ledsagede lægen min mor tilbage til hendes lejlighed, kastede op i køkkenvasken og faldt sanseløs om på sofaen.

Da min mor gjorde rent efter svineriet tænkte hun, "Hvis jeg gifter mig med denne mand, så skal jeg gøre rent efter hans opkast resten af mit liv." Derfor bad hun ham om, at aldrig komme igen.

To måneder senere mødte hun den mand, der skulle blive min fader. De blev gift året efter. Mine forældre holder stadig sammen efter 50 år. Kan du se hvorfor? Min moder havde den fremsynethed at kunne skue på hele livsforløbet og valgte velovervejet ikke at gifte sig med en mand som hendes fader. I stedet valgte hun omhyggeligt den der skulle.

Der er mennesker der fortæller os, hvor heldige jeg og min mand er. De har delvis ret - vi er sunde og raske, og det takker vi Gud for. Men som oftest har de ikke ret. Vi er nemlig ikke heldige....vi har foretaget (sædvanligvis) velvovervejede valg, og derpå har vi arbejdet målrettet på, at disse valg skulle lykkes.

Min mand havde en temmelig rå og destruktiv opvækst. Han valgte, at melde sig til Marinen (Navy), for at komme på ret køl, derpå gik han på universitet og fuldførte sin uddannelse. Vi valgte, at gifte os med hinanden fordi vi, hver især kunne se, at den anden ville kunne blive en afbalanceret livsledsager og en god forælder. Vi valgte at behandle hinanden godt. Vi valgte, at opdrage vore børn med præcise moralnormer og med disciplin og kærlighed og latter. Vi valgte, at arbejde hjemmefra så vi altid kunne være sammen. Valg, valg, valg.

Mange af disse valg var absolut ikke nemme, men vi vidste, at det var de rigtige. Med undtagelsen af vores helbred - som man ikke har kontrol med, undtagen i den grad man passer på det - har vi opnået de fleste glæder og velsignelser fordi vi foretog nogle fornuftige valg.

De kan du også. Ja, det er rigtigt, man kan ikke gøre noget ved sygdom, ulykker eller naturkatastrofer (listen kunne fortsætte). Men der er så rigtig mange ting, som vi har kontrol over, der har indflydelse på, hvor simpelt eller indviklet vore liv skal være. Mange af disse valg berører, hvordan vi ser på og behandler de kriser, som vi ikke har kontrol over.

Det her er så sandelig ikke den højere videnskab, venner. Lad være med at være dum. Foretag gode valg.

Kilde: Patrice Lewis my life (anbefalelseværdig)

http://worldnetdaily.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=66393

Pirateri i islams navn

Da Forfatningens Fædre stod op imod islamisterne

Tilbage i 1784 måtte John Adams og Thomas Jefferson beslutte om de ville forlige sig med eller kæmpe imod de bevæbnede pirater fra Mellemøsten. Lyder det ikke som noget vi kender?

Michael Weiss

John McCain og Bararck Obama er involveret i en langvarig diskussion om, skal vi indlede samtaler med Amerikas fjender, eller om det er uforeneligt med Amerikas sikkerhed (ingen af dem ønsker at inddrage stakkels Hillary Clinton i denne diskussion)?

McCain er ganske ligefremt gået løs på Obama ved at benævne ham en 'fredstilpasser' for hans erklærede villighed til at sætte sig sammen med de Iranske ledere og tale om deres atomvåbenprogram og støtte til jihadisme i Irak - og det ligemeget om lederskabet består af Mahmoud Ahmadinejad eller Ali Khameini. Samtidig har Obama gentagne gange hæftet prædikatet på McCain, at denne er en slags Bush-extra militarist, altså elev af den diplomatiske skole 'skyd først og underskriv traktater bagefter.'

McCain har peget på Chamberlain og München, der altid er en dramatisk måde at afslutte en diskussion på, og Obama har, fo(over)rlegent, nedtonet den iranske trussel ved at sammenholde den med den Sovjettiske, og uden nogen form for ironi, antydet, at Kennedys samtaler med Khruschev i Wien, og Reagan's betydningsfulde minitopmøde med Gorbachev i Reykjavik er beviser på, at kontant beslutsomhed og diplomati ikke nødvendigvis behøver at udelukke hinanden. (En vittig redaktør i New York Times minder Obama om, at Camelot's flotteste resultat, ikke var 'sonderingen' i Wien med den russiske premierminister. En begivenhed, der grundlagde alle de psykologiske elementer, så at sige, for Berlin Muren og missilkrisen på Cuba.)

Kennedy 'appeaser' Khruschev i Wien. Resultat: Cubakrise, Berlinmur.

Mærkværdigvis, i deres forhippethed på at drille hinanden, har ingen af kandidaterne fundet et eksempel frem der har relation til det område af kloden der diskuteres. Mellemøsten, en kliche fundet på at Alfred Thayer Mahan, en af McCains forbilleder fra barndommen, er stedet, hvor såvel amerikansk krigsførelse som amerikansk diplomati begyndte i sidste halvdel af 18. tallet, da vor netop 'nyfødte' republik kom ud i sin første kamp, efter Revolutionen, mod de såkaldte Barbar stater i det Osmanniske Imperium. Kongedømmerne i Tripoli, Tunis og Algeriet (fremtidige hjem for Muammar Qaddafi, Yasser Arafat, og den Islamiske Frelsesfront) havde udgjort værtsstedet for og støttet Islamisk pirateri lige siden Middelalderen. Krumsabel udstyrede kaperskibe ville regelmæssigt afbryde strømmen af handelsvarer og almindelig trafik langs Norafrikas kyster, opbringe europæiske fartøjer og føre besætningerne i fangenskab. Cervantes skrev sit første teaterstykke i det 16. århundrede om de frygtede piratskibe og i det 18. århundrede havde de amerikanske kolonier en mindre flåde tilstede i Middelhavet beskyttet af den formidable Britiske Flåde. Men Kronen var tilbageholdende med at føre krig mod så ussel en modstander og foretrak at betale 'skat' til Barbar landene, ligesom en butikshandlende gør når han betaler beskyttelsespenge til mafiaen. Efter bruddet med England, og USA blev en selvstændig nation, da forandredes de geopolitiske forudsætninger, ligesom den amerikanske sindsro til at handle med piraterne.

I 1784 angreb piraterne, Betsy, en 300 tons tung brig der var sejlet fra Boston til Tenerife, omkring 100 sømil fra den Afrikanske kyst, og den nye nations borgere blev solgt som slaver på markedet i Marokko. Selvfølgelig var US ikke fri for sin egen moralske anløbenhed når det drejer sig om slaveri, men det ville være umuligt at fremme den industrielle udvikling, der med tiden ville gøre plantageøkonomien mindre vigtig,(og derved mindske behovet for slaver) hvis handelsskibe ikke kunne sikres fri færdsel i nærheden af tyrkiske havne. Andre fartøjer f.eks. Dauphin og Maria blev også opbragt, denne gang af Algieriet, og de tilfangetagne passagerers forfærdende oplevelser gav genlyd hjemme og medførte et vredesudbrud. James Leander Cathcart beskrev fangekælderen han blev smidt i, som "'totalt mørk...hvor slaverne sov i fire lag..mange næsten nøgne, og få med blot et gennmhullet tæppe til dække i de koldeste vinterperioder."

Som svar foreslog Thomas Jefferson, dengang minister for franske forhold, en multilateral tilgang på det han nu ville benævne "afskrækkelse." Han bad Spanien, Portugal, Napoli, Danmark, Sverige og Frankrig om at indgå i en koalition med Amerika for at formå kongedømmerne til at høre op med deres kriminelle angreb på liv, frihed og fremme af international handel. Som Michael Oren, i sin lærde historie Power, Faith and Fantasy: America in the Middle East: 1776 to Present henviser til, "Ved at stå op imod, snarere end at finde sig i Barbariet ville US beskytte sin økonomi og sendte et utvetydigt budskab til mulige fjendtlige magter." Jefferson mente det vill gøre indtryk på Europa, hvis Amerika, gjorde det som Europa havde undladt at gøre i århundreder, nemlig at slår hårdt ned på den vedvarende islamiske bølleopførsel. "Det vil give os respekt," sagde forfatteren til Uafhængighedserklæringen. "Og respekt er økonomiens sikkerhedsvagt."

Denne ærlige argumentation var startskuddet til de kolde beregninger af 'realisme' som ses her i nutiden, med den moralske indblanding der lå bag revolutionen: ikke alene ville Amerika beskytte sine borgere fra udplyndring og fremmed slaveri; det ville sikre at andre lande i 'Kristendommen' på lignende måde blev beskyttet.

Skønt Jefferson havde en stålsat allieret på Kontinentet, undertrykte Marqiuis de Lafayette, Frankrig, ideen om et NATO bestående af kanoner og haglgeværer. I en stadig afventen på midler, der aldrig kom fra Kongressen til konstruktionen af et krigsskib på 150 kanoner, trak vismanden af Monticello, sig fra yderligere diplomati med fjenden. I 1785, sendte han John Lamb, en forretningsmand fra Connecticut, med det formål, at sikre frigivelsen af gidslerne i Algeriet, tilbageholdt af Hassan Dey, en kongelig hersker. Lamb, på den mest vanærende måde, opnåede intet.

På samme tid, enedes John Adams, minister for England, at mødes med pashaen af Tripoli, 'Abd al-Rahman al-Ajar, i sin London residens for at diskutere en mulig fredsaftale. Adams beskriver sin modpart som en mand der så ud som "en pestsyg og krigsgal," en mistanke der snart blev bekræftet af pashaens krav om 30000 guineas for sin indrømmelse og yderligere 3000 guineas som en taknemmeligserkendtlighed til ham selv. Han gjorde også Adams den 'tjeneste' at anslå hvad det ville koste USA at indgå en lignende aftale med Tunis, Marokko og Algeriet - den totale pris for denne afpresning ville være rundt regnet 1 million dollars, eller en tiendedel af USA's årlige budget.

Adams var opbragt. "Det ville være mere passende at skrive (om hans møde med 'Abd al-Rahman) til et New York Teater," tordnede han. Han enedes med Jefferson om, at et militært svar var højst sandsynligt, men Adams betvivlede sit lands økonomiske formåen til at gennemføre det. Kortsigtet mente han, det var bedre at tilbyde "en gave på 200000 pund" fremfor en 'skat' på "en million årligt" i handels udbytte, som piraterne helt sikkert ville forhindre. Ikke længe efter sluttede Jefferson sig til ham i London for at forhindre en "universel og frygtelig krig" og forsøge at opnå en akkord med den genstridige udsending fra Tripoli. Begge gentlemen af Oplysningstiden, og fæller i Revolutionen, bekræftede Amerikas ønske om fred, respekten for alle nationer og foreslog en aftale om vedvarende venskab med regenten. 'Abd al-Rahman lyttede opmærksomt, men hans svar var et der ville chokere moderne ører mindre end det gjorde hos de to Founding Fathers:

"Det står skrevet ... i Koranen, at alle nationer der endnu ikke har anerkendt muslimernes overherredømme er syndere, at det var deres ret og pligt at erklære krig mod enhver de møder og at gøre dem til slaver de tager som fanger, og at enhver musselmand der skulle blive dræbt i slaget helt sikkert ville komme i Paradis."

Skønt perioden med at betale 'skat' og medgifter (eller 'smøregaver' i form af dyre specialiteter og andet legetøj) til de islamiske pirater fortsatte da var 'Abd al-Rahman' s ord gysende nok til at efterlade Adams og Jefferson i sikker forvisning om deres modstanders blodtørstige og selvretfærdige messianske natur. "Om en engel havde sendt os på denne opgave," klagede Jefferson, "da ville vi dog intet kunne have udrettet" for at formilde sådanne mænd. Han kaldte dem "havets ulve" og en "redefuld af røvere i lovgivningsmæssig henseende." Situationen fortsatte med yderligere kapringer af piraterne af amerikanske fartøjer og fængslingen og salget af fartøjernes besætninger og passagerer, hvilket var tilstrækkeligt for Jefferson til at se bort fra sit forbehold overfor føderalismen og besluttede en vej med en stærk centralregering der ville være i stand til at bygge og opretholde en stærk flåde. Adams, viste det sig, var mere bekymret for den amerikanske oppinion, der ikke ville gå ind i en krig eller acceptere de svære konsekvenser heraf. Men Forsamlingen i Philadelphia der foretog udkastet til vor nationale pagt i 1787 blev fremskyndet, og dets virvar af meninger blev afstemt og forenet på grund af Barbarspørgsmålet.

Som historikeren Thomas Bailey skrev, "på en direkte måde blev den brutale hersker (Dey) over Algeriet en af Forfatningens Founding Fathers."

Amerika søgte stadig en fredelig løsning. Betsy's frigivelse var blevet forhandlet, omend nedværdigende, og som følge af Amerikas første diplomatiske handling, fulgte Fredstraktaten, 'Venskab og Skibssignaler', underskrevet i Marokko i 1786. Ikke så snart blev skibet frigivet og dets fanger løsladt før det blev opbragt igen af Tunesien og omdøbt Mashuda.

Washington måtte erkende, at det terrorbrugte 20% af sit årlige overskud på at betale afpresningspenge til den løst sammensatte konføderation af terroristerne på havet. Under Jefferson som præsident, blev den første æra med amerikansk militær overmagt indledt med mænd som William Banbridge, William Eaton, og skvadronøren af Byron'ske dimensioner Stephen Decatur, der blev folkehelte. Deres eftermæle blev med begejstring genkaldt af General Patton da han landede, 150 år senere, på Marokkos og Algeriets kyster, denne gang for at besejre en anden barbarisk og imperialistisk plage - Nazisterne.

Stephen Decatur, slaget ved Tripoli 1804.

Hvis vi skal lære noget af alt dette, da er det at indlede samtaler ikke det geopolitisk mest rentable, og kan være uhensigtsmæssigt på en måde man ikke kan forestille sig muligt.

Ingen øverstkommanderende behøver at være blind for sin fjendes arrogance og uforsonlighed, især ikke når det drejer sig om en fra islam. (Og Jefferson og Adams skulle endda ikke forlige sig med en fjende der ville benytte sig af det ultimative ødelæggelsesvåben.)

Santayana fik det forkert i halsen, det er faktisk sådan: Selv de der husker historien er dømt til at gentage den.

Det gælder i dobbelt henseende Amerikas engagement i Mellemøsten.

http://pajamasmedia.com/blog/when-the-founding-fathers-faced-islamists/

Ubekvem udfordring for Al Gore m.fl.

Den tjekkiske præsidents 'ubekvemme' udfordring' til Al Gore

Christopher Adamo

Efter at have forladt de officielle pligter har Al Gore opnået en enorm anseelse indenfor visse kredse på denne verdens scene ved at slå sig op på en standard venstreorienteret formel. Med 'sagen' "Jorden i Balance" producerede han den spillefilmslange "En Ubekvem Sandhed" som er stopfyldt med fantastiske profetier om dommedag for Planeten medmindre Amerika omgående går ned på Tredje Verdens niveau i elendighed.

Som det smagløse og udokumenterede stykke propagandaarbejde Gore's film er ville den aldrig have fået en sådan genlyd udenfor nogle få æggehoved filmoriginalers grænser, hvis ikke det lige var for den samlede bestræbelse af faktisk enhver venstreorienteret og socialistisk interessegruppe der findes. Til støtte for ham erklærede de i samlet flok, at "En Ubekvem Sandhed" på en gang var en videnskabelig afhandling på linje med Einsteins relativitetsteori, indpakket i et filmisk mesterværk der overskygger Ben Hur.

På den sædvanlige venstreorienterede måde at føre sig frem på, blev en lavine af anerkendelse og priser skænket til Gore og hans film, fra Freds Nobelprisen i 2007, til en Oscar for "bedste dokumentarfilm" til overstrømmende ros fra alle 'førende' filmkritikere i Hollywood. Filmen, sammen med alle hans bestræbelser på at anstifte en 'Global Opvarmningspanik', er siden blevet, meget forudsigeligt, fremholdt som den universelle sandhed, en dom fældet, ikke på grund af bevisets stilling, men på den ødsle velvillighed hos ligesindede venstreorienterede ideologer der er villige til at acceptere og videreformidle hans hysteriske påstande.

Ikke overraskende blev enhver der stillede sig tvivlende overfor Gore's aparte påstande kaldt "kættere." Den venstreorienterede dagsorden, om det er i forbindelse med katastrofer på jorden, eller de sidste bestræbelser på at konfiskere og omfordele borgernes private værdier, kan ikke tåle en ærlig grundig undersøgelse. Således vil ethvert krav om videnskabelige vidnesbyrd og beviser til støtte for Gore's skøre påfund resultere i en øjeblikkelig anklage for at være "en benægter af den globale opvarmning", et åbenbart forsøg på at sætte lighedstegn mellem den fornuftige skeptiker og de anti-semitter, der påstår at Nazi-holocausten aldrig fandt sted.

Sørgeligt at alt for mange på den politiske scene, der har skullet genkende "den globale opvarmings" alarm som det gennemskuelige magtspil det er i stedet vælger at søge at være på den sikre side ved at acceptere præmissen for den omfattende, af mennesket, afstedkomne ødelæggelse af klimaet. Andre, der hele tiden hører advarsler om den truende katastrofe, kan faktisk være under indflydelse af den skingre tone og intensiteten og således være tilbøjelige til at tro på dem.

I alle tilfælde er der påbegyndt en veritabel ideologisk 'stampede', hvilket truer med at forårsage nedskæringer i amerikansk industri og handel og derved også levestandarden for alle amerikanere. Den uhyrlige pris på benzin og den forestående 'udryddelse' af glødelampen er blot de første forløbere for den moderne civilisations tilbagegang, hvis situationen vedbliver med at være uimodsagt, med de meget værre tiltag der så vil følge.

Det ser dog ikke helt kulsort ud endnu. Et stadig voksende antal at tapre mennesker har nu rejst sig for a udfordre gyldigheden af Gore's påstande på trods af, at de vil blive hånet og tugtet af alle medierne og velsagtens hos alle de førende uddannelseslæreanstalter. Blandt de mest kendte af disse udfordrere er Tjekkiets præsident Vaclav Klaus.

I modsætning til de forkælede elitærer blandt Vestens akademikere, eller deres Hollywood og D.C. håndlangere har Klaus udholdt og oplevet årtier med forarmelse i det Sovjet dominerede Tjekkoslovakiet. Således har han erfaret, i første række, besværlighederne og lidelserne under jerntæppets knugende greb med uindskrænket regeringsmyndighed, der ikke viste noget hensyn til den almindelige borger, men betragtede denne blot som en 'ressource' der skulle udnyttes til fremme at Statens interesser.

I løbet af denne periode erfarede han på egen krop hvorledes de mest basale frihedsrettigheder og levevilkår hos folket blev undertrykt, mens de i nøglepositioner i regeringen kunne nyde masser af goder. På mange måder var det han erfarede ligeså sørgeligt som hykleriet man ser hos "klima forandrings" bevægelsens ledere mens de regelmæssigt flyver jorden rundt i deres privat jetfly og samtidig prædiker for en mindre krævende livsstil blandt de lavere klasser.

Idet han genkender den nuværende situations truende onde cirkel og ser hvorledes venstreorienterede udnytter den, har Klaus åbent udfordret Gore til at indgå i en åben debat over hele emnet "klimaforandring." Da han ved at hans "grønne religions" læresætninger ikke ville kunne klare en sådan undersøgelse, er det en udfordring Gore ikke har råd til at imødekomme.

Som titlen på Klaus's bog (Den Blå Planet i Grønne Lænker) understreger, er spørgsmålet ikke et der drejer sig om klimaet, men om truslerne mod frihedsrettighederne og gennemsnitsborgerens velbefindende. Skøn teorierne om "global opvarmning" blot er åbenbar udokumenteret spekulation, med tidspanoramer der hele tiden ændres da ophobningen i atmosfæren aldrig ser ud til at holde trit med de alvorlige forudsigelser, har indgrebet overfor de basale rettigheder og friheder virkelig fulgt skemaet.

Med uangribelig kundskab har Klaus på ærligste måde givet karakter til den moralske arrogance som den globale opvarming har gjort sig til talsmand for, idet han igen sammenligner det med kommunismens ødelæggelser som han så smerteligt var øjenvidne til. Ved et National Press Club møde i sidste uge sammenlignede han de to dystre ideologier, og advarede på alvorligste vis at "Ligesom deres forgængere vil de helt sikkert være overbevist om, at de har ret til af ofre mennesket og menneskets frihed for at deres ideer skal kunne realiseres. Før i tiden var det i det marxistiske proletariats navn. Nu er det i Planetens navn."

I det omfang de førende medier og den venstreorienterede politiske maskine bemærker præsident Klaus og hans indsats vil det uomtvisteligt kun være for at tale ondt om ham og nedgøre ham. Alligevel, som en der forstår konsekvenserne ved at tillade et uhyre at denne slags at vokse op uhindret, fortsætter han sin kamp, ufortrødent sikker på sin kundskab om, hvad der venter Vestens civilisation, hvis den "globale opvarmnings" apostle nogen sinde får den magt de stræber efter.

http://www.familysecuritymatters.org/publications/id.240/pub_detail.asp

Venstrefløjen og deres idoler

Venstreorienterede og deres falske Guder

Burt Prelutsky

Der er markante forskelle på venstreorienterede og borgerlige, og det er derfor jeg aldrig vil fatte, hvad folk som Barack Obama dog taler om når han taler om større sammenhold. Jeg har en fornemmelse af, at denne 'surrogatsøn' af Jeremiah Wright heller ikke selv ved det.

For eksempel, hvis jeg støtter den øgede indsats i Irak og du kræver, at tropperne skal hjem på næste tirsdag, hvordan kan der så opnås et kompromis? At lade tropperne komme halvvejs hjem? Skal vi sige til De Kanariske Øer?

Hvis du går ind for ægteskab hos samme køn og jeg tilfældigvis mener det er dog det dummeste, hvad er så vores fælles udgangspunkt? Helt at opgive ideen? Hvis jeg tror, at hårdere straffe er vejen frem og du ikke gør, hvad skal så udgøre mellemvejen? Kun at henrette dømte mordere, hvis efternavne begynder med enten A eller M?

En af de mest ubehagelige aspekter ved venstreorienterede er den tendens de har til at stille politikere de støtter op på en piedestal. Helt ærligt, jeg har aldrig forstået dette fænomen. Hvordan kan det være, at så mange mennesker pludseligt bliver til 'forgabte teenagere' når de endelig har bestemt sig for at stemme på en person?

Jeg siger ikke hermed, at jeg ikke kan lide nogle politikere mere end andre. Jeg holder af dem, der stemmer sådan som jeg mener er bedst, de andre har jeg mindre sympati med. Når du virkelig overvejer det, da er de fleste politikere, på begge sider af fløjene, dog særdeles gennemsnitlige menneskelige væsener. Hvad har de egentlig udrettet, alt taget i betragtning? Det er trods alt mennesker, der har viet hele deres liv til at overbevise andre om det vidunderlige i, at give vores hårdtjente penge til dem så de kan beholde deres karriere, der hovedsageligt består i at forbruge og fordele borgernes skattepenge. Alt for ofte, for at holde tabloidpressen beskæftiget, bliver disse drønnerter grebet i at modtage 'bestikkelse, i at være misbrugere af euforiserende stoffer og i at være involveret i sexskandaler. Med andre ord opfører de sig som de popstjerne de gerne vil være, det selvom de ikke kan synge, tumle rundt på en scene eller spille på et instrument.

Politikere i modsætning til politibetjente, brandmænd og medlemmer i militæret bliver ikke bedt om, at udføre noget farligt, heroisk eller noget i mindste grad selvopofrende. I stedet bygger de 'katedraler' for dine skattepenge, rejser rundt på det offentliges regning, modtager sundhedsbehandling som kun millionærer har råd til, og får oveni del i pensionsordninger, som ingen arbejder på gulvet, vil kunne forestille sig muligt.

Hvis de allernådigst sætter deres navn på bøger, der oftest er skrevet af en 'ghostwriter', da køber millioner af Jer dem, og hvis de formår at holde en tale, også skrevet af en 'ghostwriter' da falder alle i svime, og de prises som store oratorikere.

Jeg væmmes når jeg ser damer stirre på Hillary Clnton med forklarelsens lys i øjnene, eller på de horder af genfødte venstreorienterede der forsamles for at beundre Barack Obama forvandle vand til 'hvin'. Da er jeg taknemmelig for, at jeg ikke kender nogen af dem.

Det er ikke fordi jeg er borgerlig, at jeg ikke har nævnt John McCain. For det første har Republikanere ingen forventninger til ham. Mange af dem vil stemme på ham til november af den eneste grund; nemlig at deres blod fryser til is ved den blotte tanke om, det være sig den ene eller den anden Demokrat, skal være den næste præsident. For det andet, så har borgerlige en tendens til at være realistiske, og noget nær den eneste politiker der virkelig har begejstret dem er Ronald Reagan, og han døde i 2004.

Jeg tror ikke det er en tilfældighed, at venstreorienterede er meget mere barnlige end borgerlige vælgere når det drejer sig om, at skabe 'afguder' af poltikerne. Som psykiateren Lyle H. Rossiter Jr. påpeger i sin nye bog, "The Liberal Mind: The Psychological Causes of Political Madness," venstreorienterede er ligsom forkælede ødelagte børn. De gør oprør mod det ansvar der påhviler voksne og kræver at en 'faderlig regering' imødekommer deres behov fra vugge til grav."

I over 35 år har Dr. Rossiter diagnosticeret og behandlet mere end 1500 patienter og undersøgt næsten 3000 civile og kriminelle sager som anerkendt retspsykiater. Angående den form for liberalisme der er kendetegnende for Obama, Clinton og deres overbeviste tilbedere fastslår han: "En socialvidenskabsmand, der forstår menneskets natur. vil ikke se bort fra vigtigheden af det frie valg, i at indgå i frivilligt samarbejde og moralsk integritet som venstreorienterede gør. En politisk leder, der forstår den menneskelige natur, vil ikke ignorere forskellighederne i evner, målrettethed, personlig ambition og arbejdsetik, og så alligevel forsøge at påtvinge økonomisk og social lighed for befolkningen som de venstreorienterede gør. Og en lovgiver, der forstår den menneskelige natur, vil ikke skabe et miljø og regelstyre der overregulerer og overbeskatter nationens borgere, korrumperer deres karakter og reducerer dem til Statens tjenere, som venstreorienterede gerne vil."

Dr. Rossiter fortsætter med at sige, at "de venstreorienteredes dagsorden og mål får energi af svaghed og følelsen af utilstrækkelighed hos vælgerne ved at skabe og forstærke opfattelsen af at de er ofre; ved at tilfredsstille de barnagtige krav på anerkendelse, nydelse og statslig støtte; ved at forøge misundelsesfølelsen; ved at afvise individets ret til selvstændighed og ved at underkaste ham regeringens vilje."

Tag den, Hillary og Barack! Tag den Ted Kennedy og Nancy Pelosi! Tag den Harry Reid og Charles Schumer, Chris Matthews og Barbara Boxer! Tag den, Jesse Jackson og Al Sharpton. Keith Olbermann og John Murtha!

Som opsummering skriver dr. Rossiter: "Når den moderne venstrefløj hyler op om indbildte ofre, udspyr vrede mod indbildte skurke og forsøger med alle midler at lade andre styre deres liv fremfor at styre sit eget, da bliver venstrefløjens neurose smertelig tydelig."

Med risikoen for at begrave Jer alle i psykologisk jargon, da er det tilstrækkeligt at sige, at den gode doktor er enig i min diagnose.

VENSTREORIENTEREDE HAR KUK I KYSEN.

http://www.exilestreet.com/Columns/Prelutsky/20080505PrelutskyIdols.html

Ytringsfrihed? Hvorfor dog det?

Ytringsfrihed? Hvorfor dog det?

---

Wally Moran

Se også artikelen: Stalinistiske Canada

Jeg vågnede her til morgen og undrede mig over, hvor længe mon det vil vare før Amerika modtager sin første ansøgning om asyl fra Canada. Inden du nu tror jeg skriver dette mens jeg stadig sover, så overvej lige de sidste nyeste nyheder.

Canada's nationale nyhedsmagasin, Macleans, har netop været under behandling af en Human Rights Commision, en retssag i British Columbia anklaget for tilskyndelse til had. Hvad var det Macleans egentlig havde gjordt? Jo, de havde bragt uddrag af Mark Steyn's "America alone." Det var det hele; det var så lidt der skulle til.

2 sagsøgere, hvoraf den ene ikke engang dukkede op til retssagen, havde forsøgt at prøve sagen i forskellige HRC afdelinger før de endelig fandt en i British Columbia, der var villige til at tage sagen.

Klagen var baseret på en 5 siders artikel, der afviste Steyn's udtalelser, plus forsidebilledet. Det skyldes, at forsidebilledet på udgaven, hvor uddrag fra Steyn's bog var gengivet havde et foto af to muslimske kvinder med slør og blev således bedømt som være diskriminerende af sagsøgerne.

Hvem mon ville lægge sag an mod Maclean's for dette billede?

Hele retssagen var: En parodi, en joke, en farce, en skændsel, humbug - du kan selv vælge - så rædselsfuldt var det. Under retssagen kunne Macleans advokater konstatere at.

1) At fortælle sandheden ikke gavner forsvaret. 2) Retfærdige uddybelser ikke gavner forsvaret, og 3) At det vi troede var de grundlæggende Ytringsfriheder under Canadas lov, fuldstændig og helt og aldeles er underlagt en gruppe af, ikke-valgte, udisciplinerede og ukvalificerede råd af 'skinjurister.'

Når man tager i betragtning, at BCHRC har en 100% skyldig domsrate for disse 'tankeforbrydelser' da kan det forventes at Macleans vil tabe denne høring og blive tvunget til at appellere til Candas's Højesteret, hvor loven følges.

Macleans uovertrufne klummeskribent Andrew Coyne skrev direkte fra sagsbehandlingen. Du kan selv læse om, hvor skræmmende det var på magasinets website. Som en positiv notits var journalister fra såvel venstre- som højrefløjen rystede og enige om emnet. Men vent! Før du nu tænker for dig selv, "det er blot en undtagelse," her følger der så mere!

I denne uge inddrog Manitoba's Børneforsorg forældremyndigheden til to børn på 7 og 2 år. Det ældste barn kom, hævdes det, i skole med hagekors og hvid herredømme logoer på kroppen. I følge forsorgen blev de to børn pågrebet på grund af "bekymringer over om forældrenes opførsel kunne bringe børnenes følelsesvelfærd i fare....og at børnene kunne komme i fare grundet forældrenes opførsel og forbindelser..." Yahoo.ca, hvorfra jeg første bemærkede mig denne hændelse, fastslår:

"En 7 år gammel pige og en dreng på 2 blev fornylig fjernet af forsorgen fra et hjem i det sydlige Winnipeg efter at pigen kom i skole med "had-relaterede tegninger på kroppen", sagde politibetjent Blair Good i mandags. Good ville ikke bekræfte en nyhedsmeddelelse, der citerede unanvgivne kilder for at sige, hun var iført et hagekors og hvid herredømme slogans."

En myndighedsrepræsentant, Nadine Delisle, koordinator for hjem/samfund kommunikation hos Family Services and Housing, fastslog, at de har lov til at undersøge og eventuelt gribe ind i sager, hvor "religiøse og politiske handlemåder...hvis disse handlemåder kan vise sig at være til fare for barnet."

Børnene er nu for tiden i myndighedernes varetægt og afventer en nærmere undersøgelse af sagen.

Den eneste gode nyhed er, at kommentarerne på Yahoo var 99,9 procent mod sagens behandling, så det ser ud som om, at gennemsnitscanadieren har "forstået" det. Men vent. Ja, vi har meget mere til dig.

Tidligere redaktør for Canada's Western Standard avis, Ezra Levant, skal møde frem for Alberta Human Rights Commission fordi han har offentliggjort de berygtede Allah karikaturtegninger. Og jeg driller ikke.

En ægteskabsbemyndigelsesembedmand fra Saskatchewan er blevet dømt af provinsens Human Rights Commission for at udøve diskrimination mod et par lesbiske, ved at nægte at gøre deres "ægteskab" lovligt. Han overvejer at appellere dommen.

En præst i Alberta, Boisson, er blevet dømt af provinsens HRC for at have kommet med bemærkninger mod homoseksualitet i et læserbrev til sin lokalavis og er blevet beordet til at betale 5000 dollars til klageren, som ikke engang er bøsse. Han er også blevet forment adgang, for 'livstid', mod at komme med yderligere kommentarer. Og for at føje spot til spe, da skal han også undskylde skriftligt. Hvad bliver det næste? Skal han så også skrive 500 gange på den nærmeste tavle, "jeg vil aldrig udtale mig ukorrekt"?

Se denne opdatering af historien.

Problemet her er, at homoseksuelle er en beskyttet minoritet i Canada og kommer ind under begrebet "hade-forbrydelse" - nogle ville mere korrekt sige "tanke-forbrydelses" - love. Da bøsser blev bragt ind under denne sektions beskyttende vinger, fastslog forslagsstillerne, at det ikke strider mod et menneskes religonsfrihed. Det har imidlertid vist sig i adskillige tilfælde her i Canada, at det ikke passer.

Faktisk så er en anden HRC undersøger, Dean Stacey på færde i endnu en sag og fastslår: "Ytringsfrihed er et amerikansk koncept, så jeg tillægger det ikke nogen værdi. Det er ikke min opgave at vurdere et amerikansk koncept."

Det er blevet tydeliggjort for mange canadiere at ytringsfriheden i Canada overhovedet ikke er "frit" - at den eksisterer på ufatteligt ukvalificerede voldgiftsmænds nåde: Børneforsorgsmedarbejdere, rådsmedlemmer, hos de forskellige HRC afdelinger i Canada og hos andre, hvis forvrængede venstrefløjsholdninger og politisk korrektheds værdier forsøger at knuse det som har gjort deres fattigfine berettigelse muligt.

På trods af at forbryderiske hadeforbrydelser ser ud til at udvide grænserne der sættes af Provinsens chefanklager og får godkendelse til at føre sager, da drager personer der føler sig krænkede af "tankeforbrydelser" disse frem for Menneskerettighedskommisionerne med jævne mellemrum. I alle disse tilfælde da beror høringen ikke på den normale lovgivning og bevisførelse, som i en kriminalretssag. Således kan den anklagede meget vel blive "dømt" uden at have fået den beskyttelse for loven, vi forventer i et demokratisk samfund.

Se, det er et imponerende Orwellisk skue i Canada.
Må Gud dog hjælpe os, eller må jeg heller ikke sige det mere?

http://worldnetdaily.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=66911

Er kvinder ofre i Vesten?

Feministernes humbug offerrolle

---

Dennis Prager
Hvis du vil forstå den negative indflydelse feminismen har på kvinder (og mænd), og derudover, den ødelæggende virkning på liberale undervisere, demokratisk politik og liberale nyheder i medierne om Afro-amerikanere, da følger her Katie Couric fra sidste uge på "CBS Evening News":

... "En nyt undersøgelse om teenagere og seksuel forulempelse giver alle forældre grund til at standse op.

"De fleste teenage piger fortæller, at de er blevet seksuelt forulempet .... I et studium offentliggjort i tidsskriftet Child Development har 90% af teenagepigerne sagt, at de er blevet forulempet mindst een gang."

Millioner af amerikanske forældre og deres døtre fik at vide, i et af de mest sete nyhedsprohrammer om aftenen, at ni ud af hver 10. amerikanske pige i alderen 12 - 18 bliver forulempet seksuelt.

Da man kan få den mistanke, at feminist- og den venstreorienterede - jeg-er-offer-ideologi - er i spil her, meget mere end en reel plage, besluttede jeg at undersøge rapporten der benyttedes af fru Couric.

Jeg fik fat i det førende dameblads website, Ms. Magazine, og fandt denne opsummering af rapporten:

"Et studium frigivet i denne måned rapporterer at 90% af piger mellem 12 - 18 siger de har oplevet seksuel forulempelse. Studiet afslørede at piger, der havde en god forståelse af, hvad feminisme er gennem medierne, deres forældre, eller lærere var mere tilbøjelige til at slå ned på seksuel forulempelse."

"Campbell Leaper, psykologiprofessor ved University of California, Santa Cruz, og en af forfatterne til rapporten sagde i en pressemeddelelse, 'Sexisme gennemtrænger og vedbliver med at præge opvoksende piger. De fleste piger har oplevet tre typer for sexisme - seksuel forulempelse, sexistiske kommentarer om deres akademiske evner, og sexistiske kommentarer om deres atletiske evner.'"

"Science Daily rapporterer at undersøgelsen viste, at Latino og Asiatiske amerikanske piger var mindre tilbøjelige til at rapportere om forulempelse, end de andre piger der deltog undersøgelsen.... De mest almindelige rapporterede former for seksuel forulempelse, var uønskede romantiske tilnærmelser, nedladende kønsbestemte kommentarer, drillerier om udseendet, og uønsket fysisk kontakt."

Dette bekræftede mine mistanker.

For det første, "Undersøgelsen viser, at piger der har en god forståelse af, hvad feminisme er ... var mere tilbøjelige til at genkende seksuel forulempelse."

Der er ingen tvivl om, at det er sandt. Piger der har været underlagt feministisk indoktrinering er utvivlsomt mere tilbøjelige til at tolke harmløs opførsel som forulempelse. Næsten hele den venstreorienterede Weltanschauung hævder, at alle andre grupper i Amerika end mandlige, heteroseksuelle, kristne, af den hvide race, er undertrykte. Kvinder undertrykkes af deres mænd. Sorte og latinoer undertrykkes af hvide. Bøsser undertrykkes af hetero. Ikke-kristne undertrykkes af kristne.

Kendsgerningen er naturligvis, at amerikanske kvinder har flere muligheder og mere lighed end alle andre kvinder i denne verden og også set i historiens lys. Ydermere, hvis begge køn er "undertrykte" i dag, er det langt mere sandsynligt, at det er mændene. Hvis kvinder blev slået ihjel, for ikke at sige myrdet i samme målestok som mænd; hvis blot 40% af de som opnår en højere uddannelse var kvinder; hvis piger holdt op på læreanstalterne i samme målestok som drengene gør, da ville der være et nationalt råb i fortvivlelse. Det er faktisk mændene, som er under angreb og lider. Men for feministerne, akademikerne og CBS News da er det kvinderne som stadig er undertrykte. Det er det der undervises på læreanstalterne af de feministorienterede lærere.

For det andet, "seksuel forulempelse" er så altomfattende at det nærmer sig det meningsløse: "sexistiske kommentarer om deres akademiske evner, sexistiske kommentarer om deres atletiske evner...uønsket romantiske tilnærmelser, ondskabsfulde kønsrettede kommentarer, drillerier om udseendet, og uønsket fysisk kontakt."

Hvis en piges brystholder bliver hevet i på en læreanstalt; hvis en pige får at vide at "nu skal du lære at kaste en bold som en dreng"; hvis en dreng forsøger at komme i kontakt med en pige, og det mislykkes - alt dette er åbenbart tilfælde af sexisme og forulempelse.

Dette medfører, at piger og kvinder ser sig selv som ofre, og ofte lige så tit en slags kastration af drengene. (Alligevel leder kvinder efter en mand de kan gifte sig med, og undrer sig over, hvor i al verden er alle de maskuline mænd henne?).

For det tredje, "Latino og asiatiske amerikanske piger rapporterer om færre seksuelle forulempelser end de andre piger, der deltog i undersøgelsen." Man kan fundere over, om det er grunden til det stigende antal amerikanske mænd leder efter en Latino eller asiatisk kvinde for at indgå ægteskab. Kvinder, der ikke har været under indflydelse af feminister værdsætter tilsyneladende mænd i højere grad.

I en endnu større målestok foretager skolerne og nyhedsmedierne det samme med afro-amerikanere - fortæller dem igen og igen at de er undertrykte. Virkningerne har været mere end ødelæggende. Tænk blot på de overdrevne entusiastiske modtagelser NAACP gav præsten Jeremiah Wright (Obama's præst gennem 20 år) og som medlemmerne af den sorte kirke Trinity United Church of Christ gav til Fader Michael Pleger da han talte om Amerika som værende "den største synd mod Gud" fordi det er så racistisk. Antallet af sorte der opfatter deres liv som undertrykt af hvide kan kun føre til afstandtagen fra det store amerikanske samfund, for ikke at nævne vreden og uviljen mod det.

Dette er to af de mest vedholdende gaver det moderne venstre har efterladt. Endnu engang hørte du det på "CBS Evening News."

http://worldnetdaily.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=66064

Rare overraskelser til Obama og andre kritikere

3 Kæmpeoverraskelser Obama kan imødese i Irak

---

Så kom den lovede artikel af den 'gamle' fighter Chuck Norris!

Chuck Norris

Senator John McCain spillede højt politisk spil i forrige uge med senator Barack Obama om krigen i Irak. Fordi den demokratiske aspirant som præsidentkandidat kun har været i Irak een gang indenfor de sidste 2 år, sagde McCain, at han havde "en alvorlig misforståelse" af den nuværende status over fremskridtene i krigen i Irak.

Obama slog tilbage og sagde at han ikke kan forstå hvordan McCain kunne være så naiv at han støtter en krig der er indledt på "forfejlede" strategier og forfejlet politik. McCain skød tilbage, "At sige at vi har fejlet i Irak og at vi ikke opnår successer passer slet ikke med de faktiske kendsgerninger, så vi må altså vise ham kendsgerningern." Derfor inviterede McCain Obama til at besøge Irak sammen med ham. Obama takkede nej, idet han sagde han var ved at planlægge sin egen rejse.

Kendsgerningen er, at John McCain har fuldstændig ret. Barack aner intet om, hvad der foregår i Irak. Og han skal snart æde sine egne ord, hvis og når han tager af sted. Jeg har været i Irak to gange for at besøge tropperne mod Obamas enlige besøg. Jeg kan personligt forsikre ham om at han vil få en brat opvågnen når han tager afsted. Der er tre større overraskelser han vil erfare efter min mening.

Barack Obama den fejlfri

Overraskelse nr. 1: Indsatsen fungerede faktisk

Da jeg tog til Irak første gang i november 2006 tog jeg afsted med de samme fejlagtige opfattelser som de fleste amerikanere havde på det tidspunkt: At det hele var noget rod i Irak, at landet var uden styre og at vore tropper stod overfor oprørernes slagterier på alle frontafsnit. Der er ingen tvivl om, at vore tropper stod overfor alvorlige forhindringer og alt for mange mødte døden, men det var ikke så negativt som det blev fremstillet af vore medier på den tid.

På min anden rejse til Irak i september 2007 havde jeg den ære igen at rejse med general Bob Magnus, generalløjtnant James Amos og oberst Pete Vercruysse, major Mike Olness og major Dan Shipley. Da vi ankom delte vi os i to hold med det formål at nå ud til flere af landets områder for at opmuntre tropperne. I en uge blev jeg tranporteret rundt i Al Anbar provinsen og nærliggende områder, fra Fallujah til den yderste vestlige grænse mellem Irak og Syrien og fra Al Qa'im til Ali al Salem i Kuwait. De fleste baser opholdt vi os i i adskillige timer og overnattede i nogle, talte og spiste med tropperne. Nogle havde adskillige tusinde tropper og andre, i mere afsidesliggende områder, blot et par hundrede. På de to rejser besøgte jeg 28 baser og hilste personligt på næsten 40000 soldater. Jeg kan ikke udtrykke den stolthed jeg føler over vore soldater. Det er en oplevelsen jeg vil mindes med glæde resten af livet.

Chuck Norris i godt selskab

Det som skilte sig meget tydeligt ud på min anden rejse til Irak var, hvorledes indsatsen virker. På trods af, at ikke et af de førende medier rapporterer om den positive effekt af indsatsen i sommeren 2007, da har jeg dog set det med egne øjne og har kunnet sammenligne fremskridtet mellem mine to besøg på mere end to dusin steder rundt om i landet (mange af disse var under voldsom beskydning året forinden).

Nu da vi nærmer os sommeren 2008 vil kun få benægte at indsatsen virkede. Her sidst i maj ser vi de laveste antal døde i krigens fem år. Obama vil kunne finde ud af sandheden i dette, hvis han besøger Irak og dersom han læser efterretningsraporterne, taler med de militære officerer. Når han vandrer frit og sikkert rundt på travle markedspladser vil han blive takket af irakiske civile for den amerikanske intervention og han vil kunne udveksle vittigheder med tropperne og irakiske officerer.

Overraskelse nr. 2: Krigen får ikke den korrekte omtale i nyhederne

Jeg er helt positivt overvældet af fremskridtene jeg så mellem mine to besøg i Irak. Så meget, at jeg midt på min anden rejse rundt i landet kontaktede pressekorpset fra Fallujah for at berette om to aspekter om krigen: "Indsatsen virker" og "moralen er høj - meget høj!"

Det var ikke populære nyheder der tilbage i august eller september 2007. Der var kun tre personer der fremkom med sådanne udtalelser nemlig John McCain, præsident Bush og general Petraeus. Kan du huske, hvorledes denne generals militærrapport til Kongressen blev mishandlet af medierne på det tidspunkt? "General "Betray-Us"? ("Bedrag-os")

Det sene aftencomedyshow latterliggjorde min korte rapport fra Irak da Jay Leno sagde til sit publikum: "Chuck Norris er ovre i Irak for at besøge tropperne. Idag sagde Chuck at troppeindsatsen virker. Bemærk lige, at det er den samme fyr, der sagde hele tiden at også hård motion virker. Så, jeg ved ikke rigtig." Jeg er selvfølgelig ikke generet af Leno's kommentarer fordi jeg ved han blot er morsom. (Vent blot til jeg møder ham ansigt til ansigt - nu driller jeg kun, Jay!). Uanset hvad medierne giver af oplysninger til amerikanerne så har jeg erfaret sandheden. Indsatsen virker og moralen var på vej op. De fører til nogle få vigtige spørgsmål fra min side.

Hvorfra får Obama sin oplysninger om krigen? Hvordan kan han med så stor sindsro konkludere, at krigen i Irak ingen mening har og er et resultat af en forfejlet strategi og politik? Og hvis han ikke har været i Irak efter 'indsatsen' begyndtes, hvordan kan han så åbent sige noget om kampzonerne?

Sandheden er at Obam får sine oplysninger om krigen fra de samme kilder som de fleste af os - fra medierne, fra Det hvide Hus' pressekorps, de såkaldte militæreksperter (som ofte befinder sig langt væk fra kampzonerne), forskellige populære blogs og websites, osv. Men får vi mon virkelig alle kendsgerningerne om krigen fra disse kilder?

Forestil dig hvad vore officerer og nogle få politiske ledere, der virkelig forstår alle detaljer i krigsførelsen, hvad de mon tænker om dem "udenfor", der fremfører deres kendskab til krigen! Har du nogensinde kendt til det, at nogen prøver at fortælle dig hvordan du har det, og du ved de intet fornemmer korrekt? Forventer vi, at vore militære ledere på ærligste vis vil fortælle mediernes repræsentanter alle sandheder omkring krigen så CNN kan sprede dem over hele kloden til terroristerne? Hvis vore militære ledere nu virkelig havde fundet 'Masseødelæggelsesvåben' eller vidste, hvor Osama Bin Laden faktisk skjulte sig er vi så så langtsomtopfattende så vi ikke kan regne ud, hvorfor de ikke kunne og ville fortælle det til offentligheden? Hvis det er sandt, at man kan give en bedømmelse af en bog ved kun at se på omslaget, tror vi så vi kan bedømme (fordømme) en krig på de seneste omtaler? Tror Obama Det?

Overaskelse nr. 3: Alt vort tjenestegørende personnel er gennemført ægte helte

Når man tager i betragtning, hvordan Obama har talt negativt om krigen, som vore tropper og deres familier dagligt yder ofre til, da kunne man tro, at han ville få en kølig modtagelse i Irak. Men disse ligevægtige mennesker har langt højere mål. Hvis Obama tager til Irak vil de give ham den respekt og ære han aldrig vil give dem. Som en mulig øverstkommanderende da fortjener de hans allerhøjste anerkendelse. Men hvordan kan han gå foran sammen med dem når han forkaster deres opgave, ikke har siddet sammen med deres officerer og generaler, og ønsker at forhandle med de muslimske terrorister?

Uanset grundene til at vi tog til Irak, så er vi der altså nu. Vi kan fra nu af og til til der er to torsdage i ugen kæmpe om det korrekte rent forfatningsmæssigt, men vore tropper er derovre. Og de kæmper for frihed og demokrati for mere end 12000000 Irakere som modigt gik til stemmeboksene for et par år siden for at stemme for en ny forfatning og regering. Jeg føler mig beæret over deres offer, taknemmelig for deres tilgang til opgaven og forbavset over deres mod. Jeg tror at selv Obama vil blive overrasket over deres styrke, hvis han blot åbner øjnene.

Vore tropper vil triumfere og verden vil med tiden se et stabilt Irak hvor menneskene er fri for tyranni. Og hvem kan vi alle takke for det en dag? Ikke Barack Obama. Men derimod alle de tapre tjenestegørende som kæmper med den patriotiske lidenskab som Thomas Paine, der førte revolutionsstyrkerne i 1776, beskrev i sin berømte "The Crisis," med disse ord:

Dette er en en prøvelsernes tid for menneskesjælen. Soldaten kun af ord og patrioten i medvind vil, i denne krise, afholde sig fra at tjene sit land, men derimod den der holder ud nu, fortjener kærligheden og taknemmeligheden fra mænd og kvinder. Tyranniet, ligesom Helvedet, overvindes ikke let; dog har vi denne fortrøstning i hjertet, at uanset, hvor hård kampen er, des mere ærværdig sejrens triumf. http://worldnetdaily.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=65915

Canada og PC-politiet

Stalinistiske Canada

James Lewis

Hvis du ønsker at se, hvorledes USA vil være under Barack Obama og med en endnu større majoritet i Kongressen for Demokraterne, så se på Canada.

Canadas største gave til nutidens skribenter ---Mark Steyn --- bliver forfulgt på grund af ytringsfriheden i sin hjemby. Klummeskribenten Steyn er blevet trukket frem foran noget, som kaldes "Canada Human Rights Tribunal", et sideordnet retssystem til de almindelige retsinstanser i Canada, uden at tage hensyn til de normale procedurer ved lignende retssager, at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist, en anerkendt og veldifineret retstilstand, og en beskyttelse af ytringsfrihed.

Fire muslimske jurastuderende har klaget over Steyn for, helt korrekt, at have citeret den norske berygtede Mullah Krekar, en kurdisk mujahedin som har drevet kispus med sine norske værter i årevis. Norge kan nemlig ikke deportere en bedragerisk asylansøger, hvis han risikerer dødsstraf i sit hjemland --uanset hvor mange uskyldige mennesker han har sprunget i småstykker der tilbage i Kurdistan. Det er ganske enkelt en invitation for andre morderiske mujahediner til at komme til Norge og nyde den gratis gæstfrihed i al evighed, og Mullah Krekar drager virkelig fuldt udbytte af dette.

Således sagde Mullah Krekar til en norsk avis:

"Vi er de der vil forandre jer ... Se blot på udviklingen i Europa, hvor antallet af muslimer øges som myg. Hver Vestlig kvinde i EU føder 1,4 barn i gennemsnit. Hver muslimsk kvinde i de samme lande føder 3,5 barn."

Steyn citerede, gentog, Krekar i Canada's McLean's Magazine og de er nu begge anklaget for at gengive det Krekar sagde, nemlig, "antallet af muslimer øges som myg." Således benytter muslimer 'det politiske korrekthedspoliti' til at anklage Mark Steyn for at gentage hvad en muslimsk agitator sagde. At fortælle sandheden er ingen forbrydelse. I Canada er det en grundlæggende menneskeret ikke at acceptere når ondsindede fjender taler dig imod. Her i denne sag er menneskerettigheden vendt på hovedet.

Glem alt om Den Spanske Inkvisition. Det er jo 500 år siden. I dag kan Canadas 'stalinister' uden videre straffe folk når de siger, hvad de mener. Venstrefløjen genopdagede sine stalinistiske rødder i 1970'er da ungdomskulturen erobrede kulturverden. Det var på det tidspunkt Canadas latterlige "Human Rights Tribunal" blev skabt. I dag har 80% af amerikanske læreanstalter retningslinjer og ytringskodeks, der forbyder politisk ukorrekt tale. Stalins spøgelse vandrer igen her på jorden , og er forbavsende frisk og rørig.

Som Mark Steyn beretter er der ingen der nogensinde er blevet frifundet af Canadas Inkvisition i de sidste 30 år. Hvis du bliver anklaget, så bliver du også hængt. Sig noget kritisk om bøsser eller muslimer nord for grænsen (Canada) og du vil blive idømt bøder eller skal betale erstatning til dine anklagere for at gøre skade på deres sarte psyker. Skriv din kritik på en Blog, endog en der har sin base i USA, og ja, de kan komme efter dig i Canada.

Sødt, ikke sandt?

Vil du have Sharia lov i dit nærområde? Venstrefløjen har lagt grunden til det. Den er allieret med islamisterne i Europa, Canada og USA, blot ved at tilføje "Muslim" til alle offergrupper har de ret til at anklage de der er kritiske offentligt. I Storbritannien er der udstedt en arrestordre mod bloggeren Lionheart for at oplyse verden om islamisterne i hans nærområde.

Desværre er det ikke en engangsforeteelse. Stalinisternes pest er spredt over hele USA og Europa. Vore medier undertrykker hele tiden kritik af venstrefløjen. Endnu smider vi ikke folk i spjældet, men du kan miste dit job for at komme med det forkerte ord. Dit rygte kan blive ødelagt. Du kan blive mobbet og generet.

Canadas nationalhymne O Canada indeholder ordene

Fra nær og fjern, O Canada står vi vagt for dig Gud bevar vort land ærefuldt og frit!

Hold da op, hvor er det dog fortidigt!

http://www.americanthinker.com/2008/06/o_stalinoid_canada_1.html

Historiske myter kontra fakta.

Fremover vil, af og til, komme artikler om historiske forhold, der kan belyse, hvorledes politiske dagsordener drejer historiske kendsgerninger for at retfærdiggøre nutidige beslutninger. Nogle kan synes det er kedeligt, men når det skrives af Adrian Morgan er der bid såvel som faglig dokumentation.

Kong John, Sharia og England

Adrian Morgan

Rowan Williams, ærkebiskoppen af Canterbury, grublede fornylig over Sharia lov i England på BBC radio. Han gjorde sig til talsmand for, at det kun at have et lovsystem var en "fare." Hans betragtninger medførte vrede og en mængde artikler blev skrevet som angiveligt skulle "forklare" Sharia. Mange af disse artikler var nedladende og ukorrekte og forsøgte ligesom Williams at undgå at komme ind på den kendsgerning at f.eks. i ægteskab, da er muslimsk lov diskriminerende mod kvinder.

I en artikel fra Guardian beskriver Elizabeth Stewart ganske kort at i 1213 tilbød Kong John at blive Muslim og lade England underkaste Sharia. Stewart skrev: :"Men den Marokkanske hersker besluttede, at en konge som var villig til at forråde sin egen religion og undersåtter højst sandsynlig ikke ville være en god allieret og afviste hans forslag."

Dette skulle angiveligt have fundet sted i 1213, to år før den upopulære konge blev tvunget til at underskrive Magna Carta i Runnymede, 19. juni 1215.

Historien blev taget op igen af Graham Stewart i The Times en uge senere. Historien er bedre kendt i den Muslimske verden end i England. Selv i det 19. århundrede da studier af Englands middelalder periode var mere populær, end nogensinde siger historikere, at historien var meget lidt kendt.

Den Britiske Ambassade i Rabat, Marokko, fastslår på sit website: "Marokko og England har haft såvel handel- som politiske forbindelser igennem meget lang tid. Diplomatiske forbindelser kan dateres tilbage til, i hvert fald, 1213 AD, da Kong John af England udsendte repræsentanter for at få støtte af Mohammed El-Nasir, Marokko's fjerde Almohad hersker. Det ser ud til at Mohammed El-Nasir ikke lod sig imponere af hvad han hørte om den engelske konge, og bad repræsentanterne meddele at Kong John ikke var værdig til en alliance med ham."

Hvad er så baggrunden for denne fortælling og har den nogen substans? Den første gang en sådan delegation til Marokko nævnes er af historikeren Matthew Paris, en Benedektiner munk. Paris skrev en omfattende verdenshistorie i flere bind, en beretning som begyndte med Skabelsen og fortsatte til hans tid.

Paris trak mange detaljer frem om Kong John's liv og tid, således også underskrivelsen af Magna Carta hentet fra en anden munks skriverier, historikeren Roger af Wendover, prior af Belvoir klosteret som døde i 1236. Roger skrev en krønike med navnet "Flores Historarium" (Historiens Blomster), men ingen omtale af Kong John's mission til Marokko nævnes deri.

Kong John's Styre.

Kong John' styre var en ulykkelig periode. Han blev født i 1167, den yngste af Henry II's sønner. Ved Henry's død i 1189 efterlod han ingen landbesiddelser til John, det på trods af han var hans yndlingssøn. Dette førte til tilnavnet "John Landeløs" af hans adelsmænd, et tilnavn som blev hængende selv efter han blev konge i 1199, da han mistede adskillige landområder i Frankring under sit styre.

Historiske romantiske forestillinger har behandlet John's ældre broder Richard langt mere gunstigt. Richard I (Coeur de Lion, eller Løvehjerte) var en fremragende kriger, men på mange måder en elendig konge. Han var anti-semit og ville ikke have jøder ved sin kroning, hvilket medførte massakrer på jøder i London. Richard overlod land og ærestitler til John. Henry II havde indført en skat kaldet "Saladin tiende", for at dække udgifterne ved at sende tropper til generobringen af Jerusalem, som var faldet for Saladins hære i 1187. (Jerusalems fald er temaet for filmen Kingdom of Heaven).

Al den tid Richard regerede tilbragte han blot 6 måneder i England og det meste af den tid blev brugt til at inddrive skatter. Det Tredje Korstog begyndte rimeligt, men generobringen af Jerusalem, som var hovedformålet, mislykkedes. Da Richard vendte tilbage blev han taget til fange af Leopold, Greve af Østrig i 1192 og fængslet af Henrik IV, den Hellige Romerske Kejser. Han blev løsladt i 1194 efter at en løsesum var betalt. Efter befrielsen sloges Richard konstant med Kongen af Frankrig, Philip Augustus. Ærkebiskoppen af Canterbury, Hubert Walter, herskede som stedfortræder, Richard blev dræbt af en pil under angrebet på slottet Chaluz.

Richard Løvehjerte på sit dødsleje, iflg. legenden tilgav denne 'hellige' mand bueskytten.

John havde forgæves søgt at overtage herredømmet fra Richard i 1194 mens denne var fængslet, men blev efterfølgende benådet. Den voldsomme beskatning, som blev indført for at betale for Det Tredje Korstog førte til en galopperende inflation på det tidspunkt John blev konge. Richard's kamphandlinger med den franske konge førte til en opblusssen af konflikter blandt adelsmændene i den nordlige del af Frankrig som var en del af kongen af Angevin/Plantagenet's territorier. Hubert Walter støttede Johns vej til tronen og som rigets højeste embedsmand (Lord Chancellor) havde han kontrollen med England såvel administrativt som finansielt. Efter Walter's død 13. juli 1205 voksede John's problemer yderligere.

Hubert Walter's efterfølger som ærkebiskop af Canterbury kom til at udgøre et skel mellem de engelske biskopper og Kristi Kirkes munke, tilknyttet katedralen ved Canterbury. Munkene ønskede deres egen, Reginald, som ærkebiskop, og John og biskopperne ønskede John de Freay. Begge blev valgt af deres tilhængere, men Pave Innocent III erklærede begge valg for ugyldige og indsatte i stedet Stephen Langton. Den 17. juni 1207, salvede Innocent, Langton i Viterbo. John ville ikke lade Langton komme ind i landet og tog de munkes ejendom i besiddelse, som havde været imod ham.

I 1207 besluttede John at pålægge skat på kirken. I det nordlige England især, havde Cistercienser klostrene enorme landbesiddelser og benyttede overskuddene fra landbrug og minedrift til at forøge deres velstand. Geoffrey, Ærkebiskop af York, stod i spidsen for en kirkelig opstand mod John og måtte flygte fra landet.

24. marts 1208 udstedte Innocent en interdikt, hvilket betød af alle kirker blev lukket. Der blev ikke holdt nogen form for kirkelige tjenester undtagen dåb og velsignelser af døende. Det følgende år ekskommunikerede Innocent John. John svarede med angreb på kirkelederne og deres ejendom og Innocent afsatte ham officielt i 1212. For at sikre at det skete beordrede Innocent Philip Augustus, Frankrigs konge at sørge for at det skete, og således fortsatte krigen mellem England og Frankrig.

John's problemer med Angevin områderne i Frankrig var begyndt i 1202 da hans nevø Arthur blev myrdet. Befolkningen i Bretagne beskyldte John for ugerningen og foranstaltede et oprør. John lod sig involvere i adskillige krigshandlinger i det nordlige Frankrig, og udskrev skatter for at betale for disse håbløse foretagender. I 1206 mistede han kontrollen med Normandiet, Anjou, Maine og dele af Poitou.

Den 13. maj 1213, overgav John, England som lensgods til Paven og Pavedømmet. Det samme år vendte Stephen Langton endelig tilbage til England og overtog rollen som ærkebiskop af Canterbury. Efter kirken havde modtaget erstatning blev interdiktet ophævet 29. juni 1214.

Canterbury Cathedral

Den religiøse krise havde svækket John og i maj 1215 udbrød en borgerkrig med baronerne, som derpå indtog London. Langton, i ledtog med baronerne, tvang derpå John til at underskrive Magna Carta i juni det samme år. Innocent ekskommunikerede adelsmændene, suspenderede Langton og beordrede ham til at forblive udenfor England. Langton kom først tilbage til England i 1218 efter John's død.

Magna Carta underskrives

John døde som flygtning. Adelsmændene havde inviteret Prins Louis af Frankrig til at kæmpe for sig og tilbød ham Englands trone som betaling for sejren. John kæmpede sig vej omkring Englands østlige kyst ved tidevandsmudderbankerne ved Wash. Her den 12. oktober, 1216, sank hans vogntog med hans personlige skat ned i mudderet. Roger af Wendower skrev, at John's "skatte, værdifulde fartøjer og alle andre ting som han omgærdede med megen kærlighed" blev opslugt at de "Bundløse hvirvelstrømme." Det lykkedes kongen at komme til Swineshead i Lincolnshire, hvor han døde et par dage senere af feber.

The Wash tidevandsbanker

Matthew Paris's Beretning.

Den oprindelige beretning om John's udsendinge til Marokko, hvor han tilbyder at lade England underlægge sig Sharia lov, blev skrevet lang tid efter disse påståede begivenheder. Matthew Paris (1200-1259) var knap nok i puberteten da delegationen blev sendt til Marokko.

Hele teksten (på latin) kan downloades fra Stanford Universitetets Medieval an Modern Thought Digitization Project. Det kan ses i bind II af Chronica Majora, på siderne 559-564 .

En engelsk oversættelse fra 1924 begynder: "Hvordan kongen i fortvivlelse sender til Amir ul-Mummin"

Han sendte derfor i al hast hemmelige delegationer, nemlig Thomas af Herdington, Radulfus, søn af Nicholas Esquire, og Robert af London, en gejstlig, til Admiralius Murmelis, Kongen af Afrika, Marokko og Spanien, som mest er kendt som Miramumelinus (Amir ul-Mummin), og bekendtgjorde at han var helt og fuldt beredt til at overlade sig selv og sit kongedømme og forventede det samme af ham, og hvis det faldt i (den marokkanske konge) hans smag, at blive hans undersåt. Tillige ville han ikke alene afskrive sig sin kristne tro, som han anså som falsk, men også adlyde Muhammeds lov trofast.

Således overbragte den hemmelige delegation budskabet da de ankom til den omtalte prins's hof. De mødte først nogle få bevæbnede mænd med dragne sværd ved den første port som førte ind til de indre gemakker. Ved den anden indgang (gårdhaven) var der mere sværtbevæbnede soldater end de forrige og, må man formode, langt stærkere, mere modige og langt flere end ved den første indgang. Da de stille og roligt fik adgang af Amiren selv (for den mægtige konge kaldes admiralius) hilste udsendingene ærbødigt på vegne af deres konge, det vil sige England, og forklarede i detaljer grunden til deres besøg, idet de afleverede et brev fra kongen som blev oversat af en translatør som var blevet hidkaldt. Da dette var formidlet lukkede kongen den bog han havde studeret....

Historien beskrives i kort form i en bog fra 1842, The Church of Britain, From the Birth og Jesus, af Thomas Fullar, forstander ved Sarum. Han skrev:

Kong John der var i svære problemer sendte derfor en, i grunden afstumpet og ukristelig, delegation til Admiralius Mermelius, en Mohometansk Konge af Marokko, dengang meget magtfuld og i besiddelse af en stor del af Spanien; og tilbød ham på den betingelse, at dersom han ville give ham fuld støtte, at lade det engelske kongerige være en vasalstat under ham og at følge Mahomets love. Maureren, overmåde forundret over tilbudet, fortalte ambassadørerne, at han senere havde læst Paulus's epistler, som han godt kunne lide, undtagen den del hvor Paulus afskriver sin barnetro og den Jødiske bekendelse: af den årsag afslog han Kong John, som var blottet for såvel fromhed og høflighed, som ville elske sin frihed og frasige sig sin religion : en besynderlig holdning, hvis det er sandt.

Den Almohadiske konge Mohamed el-Nasir (Mohammed III) herskede fra 1199 til 1213, 1214 og hans efterfølger var Youssef II, som herskede til 1223. I juli 1212, året før udsendingene kom i audiens var Mohamed el-Nasir blevet besejret i den sydlige del af Spanien ved en alliance af kristne fyrster. Slaget blev benævnt som Slaget ved Las Navas de Tolosa af kristne og Slaget ved Al-uqab af muslimer. Det virker usandsynligt, at John skulle søge om beskyttelse hos en konge som var så militært svækket, især da John samtidig kunne se frem til Pavedømmets og Det Hellige Romerske Riges vrede.

Den marrokanske konge nævnes ikke særskilt af Matthew Paris. Hans titler er ikke personlige navne. "Admiralius Murmelius" betyder sandsynligvis Admiral eller Emir Mermelius (Konge af Afrika). Miramumelius kan være en sammantrækning af Emir el Muminin eller "forsvareren af de troende". Denne titel blev sædvanligvis knyttet til en Kalif, og i spanske historieberetninger, blev udtrykket "Mirmamolin" brugt til at beskrive de Almohadiske herskere, som også blev anset som Kaliffer. Det er tvivlsomt om Paris talte om Nasir's efterfølger Youssef, som var langt mindre magtfuld.

Roger af Wendover nævner Kongen af Marokko (an-Nasir) i sin bog 'Flowers of History' og fastslår i et tillæg (fra latin):

I de dage rådede kongen af Marokko over tredive og flere andre hære af hedninger, blandt hvilket det blev formodet at der var seks ti gange hundrede tusinde som kom stormende fra Afrika for at invadere Spanien, herske over landet Spanien, og senere andre provinser herfra, i tide vil det rygtes af Korsfarernes General vil føre krig mod dem, af hvilken Richard, konge af det mægtige England, hvis berømmelse er frygtet over hele Orienten og endog skræmmer mange fra Afrika, af hvem det nævnes, at han var blevet taget til fange og torteret og derpå indgik en tuskhandel, og som derpå forberedte sig på at vende tilbage for at gå i krig mod Kongen af Frankrig. Alle som derfor ikke udviser tro tvinges til at trække sig tilbage til deres eget land.

Trods den marokkanske konges tilstedeværelse nævner Roger af Wendover ikke Kong John's forsøge på at vinde dennes gunst. Graham Stewart skriver i The Times, at Paris var en sand "propagandist", hvis hensigt var at nedgøre kongens handling. På den anden side hævdede han, at have en pålidelig kilde for historien: Paris var munk ved St. Albans Abbey, hvor prioren var Robert af London, som det påståes var en af Kong John's marokkanske medsammensvorne.

Den eneste anden Middeladler forfatter som nævner delegationen til den marokkanske konge er Thomas Walsingham, en Benedektiner munk ved St. Albans, Hertfordshire. Han opholdt sig ved det samme Abbey, hvor Matthew Paris havde virket. Walsingham's beretning, en omarbejdet version af Paris's er med i bogen Gesta Abbatum Sancti Albani. (Optegnelser fra Abbey of St. Albans).

Kong John var ingen heldig konge, men hans ry er ikke blevet gjort bedre af historiskriverne. Paris gengiver beretninger i sin histore kaldet "Kong Johns modbydeligheder."

Selv kongens død af sygdom blev brugt som undskyldning for at sværte ham. I 1670 udgav William Prynne "Kong John's Historie." Idet han øjensynlig citerer en beretning af krønikeskriveren ved St. Albans (Matthew Paris), skriver han, at efter han havde mistet sine værdier ved Walsh tog John til Swineshead Abbey. Kongen sagde han ville sørge for at økonomien ville falde sammen så at et halfpenny brød ville komme til at koste tyve shillings.

En munk hørte dette og besluttede at give John "en sådan drik, at alle i England ville blive glade og muntre." Munken fandt en tudse , lavede hul i den med en brochepin og lod dens blod dryppe ned i et bæger, som derpå fyldtes med ale. Dette blev givet til John, og munken sagde: "Værsågod, for aldrig i hele dit liv vil du få så godt et bæger." De drak begge og begge blev syge og munken døde i klosterets sygeafdeling. John "beordrede et brokbind, men det var nyttesløst, for hans mave begyndte at svulme op og efter to dage døde han, på morgenen efter St. Lukis dag."

I den victorianske tid beskrev Thomas Fuller en anden beretning fra Matthew Paris omhandlende Kong John.

Peter af Wakefield i Yorkshire, en eremit, profeterede at John ville blive konge af England men ikke længere end til den næste Kristi Himmelfartsdag; efter denne højtidelige højtid, (på hvilken Kristus, siddende på sin trone, tog sit himmelske rige i besiddelse), denne modstander af Kristus skulle ikke længere nyde den engelske krone; og, som nogle fortæller, forudsagde han at ingen af Kong John's slægt skulle krones som konge i riget. Kongen benævnte denne profet "en idiotisk tåbe" hvilken beskrivelse var en modsætning, så kongen fortrød - og kaldte ham blot en idiot og straffede ham som en slyngel ved at fængsle ham i Corfe-Castle (Dorset). Profetens lænker gav vinger til hans profeti; og dersom kongen havde ignoreret den, måske ville have ladet forudsigelsen glide over i glemsel, da begyndte mænd nu at mistænke den for at være sand siden den havde gjort sig fortjent til en klog prins's mishag. Således blev den spredt over hele kongeriget...

Corfe Castle under angreb 1643

Matthew Paris kan have hørt om historien om delegationen til Marokko fra Robert af London, og have opfattet den som sand. Men uanset om han opfattede den som sand, da er der for mange omstændighedsbeviser som beviser at den var ren propaganda. John's krig med Kirken blev taget meget alvorligt af munke og gejstligheden, og han fortsatte med at blive straffet derfor i litteraturen i de følgende århundreder. De mytologiske historier om Robin Hood fremstiller ham som en forræder. Shakespeare tilføjer den populære myte aspektet af, at John var svag og rænkefuld i stykket "Kong Johns død" opført første gang i 1596.

Den marokkanske konge var ikke i stand til at tilbyde nogen beskyttelse i 1213, og skønt John var letsindig og desperat så var hans beslutning om at tilbyde England som lensgods til Pave Innocent III en rimelig god løsning på hans problemer. Adelsmændene bekymrede sig mere om deres egen overlevelse end kongens rygte. John er af historieskrivere portrætteret som en fjende af Kristendommen. Langt senere politiske historikere udstiller ham som en tyran, som nødtvungent måtte acceptere Magna Carta, et dokument som angiveligt ville føre til udformningen af en verdslig lov.

Beretningen om John der tilbyder at blive Muslim er farverig og underholdende. Den er imidlertid, med den største sandsynlig, ikke sand, en myte fremkommet gennem ond snak.

http://www.fsmarchives.org/article.php?id=1386727

# #