Reddet af Julen
Forberedelserne er i fuld gang i United States og i Europas nationer for at fejre Julen, som først og fremmest en hyldest til materialismen. Disse i stadig større grad agnostiske og verdslige samfund vælger at ignorere Guds eksistens og har en foragt for moralske, etiske gode råd, som det er fastlagt af de jødisk-kristne læresætninger. De lægger mere og mere tillid til mennesket som en erstatning. Den ultimative konsekvens for et samfund der vælger denne vildfarelse og benægter Guds udstrakte hånd er manifesteret i beretningen om en lille dreng fra gaderne i en navnløs by i et ukendt land.
2. Verdenskrig var slut - et eller andet sted i Europa vandrede en ensom person, hvis klæder var i laser, rundt blandt ruindyngerne på gader i en engang travl by der nu lå i grus. De få stadig opretstående mure, deres vinduer og døre var borte, forekom som skeletter mod den blå himmel. Ingen kendte denne drengs alder, hans navn eller hvem der havde født ham. Efter at den kvinde han havde boet hos var død - måske en slægtning, eller måske ikke - var han overladt til sig selv.
Sammen med andre forladte børn blev dagtimerne brugt på en aldrig ophørende overlevelse - endnu en dag. Konstant ledte de efter mad, undertiden tiggede de af de lokale eller af de fremmedes soldater der var udstationeret i byen, og sommetider gennemrodede de affaldsspandene udenfor militærforlægningerne.
Om natten tjente den mindst ødelagte bygning, med noget der kunne ligne et tag, som ly for elementerne. Men ingen kunne undslippe den konstante stank af død og ødelæggelse der hang i luften.
På en dag med høj sol og som kunne se ud som dagen før, gik drengen sin sædvanlige morgenrunde da han hørte en kvindes desperate skrig. Han løb derhen og så en soldat der rev tøjet af en teenagepige. Instinktivt samlede han nogle af de murbrokker op der var overalt og kastede dem mod angriberen. Efter nogle få kast ramte han sit mål, manden slap pigen og hun kunne undslippe. Soldaten vendte sig med en pistol i hånden for at gå mod sin plageånd. Mens han hjulede bort hørte drengen et højt knald og følte en skarp smerte i siden. Han faldt forover da han blev ramt af kuglen, fik rejst sig og løb et stykke før han besvimede.
Da drengen vågnede befandt han sig på et militærhospital under behandling for et skudsår og for underernæring. For første gang kunne han huske, hvordan det var at sove i en seng og få mad tre gange om dagen. Efter at være kommet sig blev han sat på et tog og en lang rejse til et børnehjem nær Bremen, Tyskland.
Nogen tid derefter blev denne skrupforvirrede dreng bragt ned til havnen. Han stod lamslået og stirrede op på det enorme sorte skrog af et skib der skulle til United States. Alene gik han op af landgangsbroen, uden bagage, uden pas eller papirer -- blot en gul mærkat sat på hans overtøj.
Rejsen om vinteren på et stormpisket ocean var en skrækkelig oplevelsen og søsygen plagede næsten alle ombord. Endelig en kold og tåget morgen stod den lille dreng ved skibets ræling mens det langsomt sejlede ind i New York’s Upper Bay. Solen begyndte at bryde igennem tågen netop som skibet passerede Frihedsstatuen der bød velkommen, badet som den var i den opgående sols lys. Da han vendte blikket mod Manhattan Island i det fjerne blev denne nye indvandrer i Amerika som fortryllet af skyskraberne der glimtede i den tidlige morgensol, og han blev overvældet af en følelse forundring og uro.
Da drengen mødte de tysk-amerikanske plejeforældre der havde lovet at tage sig af ham vidste han ikke hvad fremtiden ville bringe i dette mærkelige land der havde et helt anderledes sprog end det han kunne - en blanding af tysk og polsk. Han begav sig ud på endnu en rejse, og endelig fik han et navn, han kom til at bo på en gård i en stille landsby i Maryland, og et liv der ikke var meget anderledes end det han kom fra.
Udsat for konstant prygl og aldrig ophørende arbejde løb drengen ofte bort for at finde et rolig sted i skovene ved markerne. Hans eneste venner var dyrene på gården og i skoven.
Han ville i ren desperation undertiden søge til de nærliggende gårde for at få noget at spise. Bekymret meldte naboen til politiet hvad der fandt sted på naboejendommen. Efter en efterforskning fjernede børneværnet drengen fra stedet der mishandlede ham.
Da han endnu engang var kommet sig fra underernæring blev drengen anbragt på et børnehjem for forældreløse. Han var som en udstødt, da han ikke kunne kommunikere med eller relatere til de andre. Uden han vidste det blev han overført til et børnehjem et eller andet sted i New York State, da han ikke kunne adopteres grundet manglen på papirer og da han ikke kunne sættes i forældrepleje måtte han endnu engang være “hjemløs.”
Ved Juletid kom der en rar mand i en sort klædning for at besøge drengen. Han var den lokale præst i det lokale katolske sogn. Præsten bragte ham hjem til frokost og derpå næste dag til et sted han aldrig havde været -- en kirke.
Det lille og hyggelige rum var pyntet til Jul. Det var det mest forbløffende syn drengen nogensinde havde set. Lysene, farverne, atmosfæren tiltalte ham - han havde aldrig oplevet noget lignende: Freden og roen. Det som fangede hans opmærksomhed var en gruppe figurer og et spotlys der skinnede på en nyfødt i en krybbe.
For den skrøbelige dreng blev alle de ting han havde oplevet og gennemlevet nu nærmest glemt da han stod foran figurerne. Han stirrede på kvindens fromme ansigt, hun var klædt i en blå kjole og så kærligt på den nyfødte i en foderkrybbe. Var dette billedet af hans mor? En mor han aldrig havde kendt? Idet han stirrede i den nyfødtes øjne der lå i krybben følte han et nærvær, som om en usynlig hånd rørte ved hele hans eksistens. Med en tåre ned af kinden hviskede drengen: “Hilf mir!”
Tidspunktet, hvor drengen skulle tilbage til sit bosted og afvente sin skæbne var kommet. Ved kirkens dør vendte han sig, og så en sidste gang på Krybbespillet. Der forekom at være en strålekrans om figurerne, og han blev overvældet at håb og optimisme.
Ved Midnatsmessen fortalte præsten beretningen om en ung forældreløs der var bragt til United States, hans svære tid og ulykke mens han var i dette land, og hans mangel på identitetspapirer, hvilket gjorde det nærmest umuligt at han kunne adopteres. Han spurgte, da drengen aldrig havde oplevet en Jul om nogen talte tysk og kunne passe barnet nogle få dage i Juletiden, inden han skulle tilbage til et børnehjem.
Under indvielsen af Brødet og Vinen mens strofer af Ave Maria fyldte kirken følte en kvinde i menigheden en usynlig hånd på sin skulder og hun hørte en stemme der fortalte hende hun skulle adoptere drengen. Uden tøven vendte hun sig mod sin mand og sagde, “Vi må bare adoptere den dreng Monsignore taler om.” Forbløffet svarede han, at det kunne de ikke - de talte ikke hans sprog, de havde ikke råd til at opfostre et barn, og de kunne aldrig skuldre udgiften ved at ansøge om en adoption der i forvejen var umulig. Uvillig til at acceptere hans svar fastslog hun empatisk, “Gud har bedt mig om det. Vi må og skal adlyde.”
Efter Messen gik kvinden hen for at besøge præsten. Da deres øjne mødtes, og før hun sagde et ord meddelte han hende, “Du er kommet for at adoptere drengen.” Han betroede hende, at under Ave Maria hørte han også Guds budskab, og sammen ville de sikre sig at hans anmodning skulle indfries.
Adoptionsprocessen var lang og trak ud, og omfattede domstole og forbundsregeringen, men kvinden, hendes mand og præsten, der betalte advokaternes gebyrer holdt ved, og i rette tid blev alle forhindringer ryddet af vejen.
I mellemtiden boede knægten hos forskellige familier der havde tilbudt deres hjælp. Ved Påsketid det år, kom han til at bo hos sine fremtidige forældre. En fødselsattest blev udfærdiget, og i oktober var adoptionen endelig.
Til sidst fik knægten fra en krigshærget bys gader et sted i Centraleuropa, hvis odyssé havde bragt ham gennem så mange trængsler og besværligheder, et hjem og et land han kunne kalde sit eget.
I resten af sit liv skulle denne knægt føre en aldrig afsluttende kamp mod hans ungdoms dæmoner - og tabte oftere end han vandt. Ikke desto mindre vidste han, og stolede på den kendsgerning at Gud var der når livet er bedst - og værst.
I dag har mange i United States og Europa, i deres stræben efter et liv i relativ komfort, vendt ryggen til Gud. Denne bevidste benægtelse koblet med foragt for basisreglerne for menneskelig opførsel, som den er blevet indgydet af den jødisk-kristne lære, har medført en uhæmmet stræben efter personlig og psykisk tilfredsstillelse.
Et lands moralske fiber, og den religiøse base som United States og de europæiske nationer har udviklet bliver erstattet af en vildledende tro hos folket. Skønt menneskeheden har opnået fantastiske ting, så er menneskeracen blevet i uhyggelig grad mistænksom overfor selve sin grundnatur. De historiske konsekvenser af at afvise etableret moral og de etiske retningslinjer bliver et samfund der uundgåeligt er uden ydmyghed, ære, anstændighed og med mangel på respekt for menneskehedens eneståenhed, og også livets hellighed.
I løbet af de sidste 100 år i Europa har man accepteret fordærvet af menneskets mere værdige natur, og har dermed lidt under den næsten-totale ødelæggelse af kontinentet og mistet næsten 100 millioner menneskeliv i to Verdenskrige og ved fremkomsten af kommunismen.
Med vor nuværende kurs er United States på vej i en afgrund vi selv har skabt. Hvis ikke vi ændrer kurs, så vil en samfundsmæssig opstand helt sikkert finde sted, der kan afstedkomme ødelæggelse af vor kultur, og at vi underkaster os kræfter udefra, hvis eneste interesse er at gøre os alle til undersåtter af deres magt, og at vi skal føje os deres hensynsløse ideologi.
For at undgå den potentielle katastrofe der lurer i horisonten og tage bestik af den tumult der fører med ikke at ændre retning må det amerikanske folk anerkende, at gennem historien, da ligger nøglen til fred og velstand i et tæt forhold til Gud og i at stræbe efter at leve med god etableret moral og etiske retningslinjer.
I julen for mange år siden stod jeg foran i en lille katolsk kirke ved et Krybbespil uden at være klar over Guds eksistens. Mens jeg var allermest desperat rakte han hånden ud mod mig.
Mit livs erfaring bærer vidnesbyrd om ikke kun den ødelæggelse som jeg har oplevet ved menneskenaturens værste side, men at Gud er der for hver af os, individuelt og som et samfund - hvis vi vælger at acceptere hans hjælpende hånd.
Opslag
