Begyndelsen til enden for hvide i Sydafrika

Katie Hopkins

“Det har været en barsk måned” siger Jess.

Ordene kommer fra en høj, muskuløs kæmpe af en mand med flere ar og skrammer end de fleste, og så må tingene godt nok se dystre ud i Sydafrika.

Og det er værre end nogen af os forestiller os. 84 angreb på farmere siden nedlukningen begyndte. 12 hvide farmere slagtet på deres jord. Billeder efter et af angrebene cirkulerer på Telegram og sendt til mig - alt for voldsomt, brutalt til at skulle deles. Kun uhyrer kunne gøre det mod de ældre i deres eget hjem.

Mange af os fejrede 4. juli. Der var tre mord  den weekend, et af dem så ubegribeligt råt, at selv de som er hærdet af nyhederne om tortur  af farmere ved de sorte bander måtte knytte hænderne så hårdt at knoerne bliver hvide.

 

Når ‘massive’ mænd som Jess har det sådan, så skal vi altså stoppe op og lytte. Typer som han var den første jeg ville løbe hen til, hvis jeg havde brug for beskyttelse, stærk, udholdende, svær at ryste. Disse stærke sydafrikanere er del af landet, de har landet i deres blod ligesom solskinnet, og vandet der får træer og afgrøder til at vokse på deres jord.

Når jeg hører disse frygtelige nyheder får jeg et ønske om at gribe min rejsetaske - sidde klar med mit pas og opladere - tage støvlerne på og rejse. Jeg er nærmest desperat efter at komme tilbage til deres land, træde ind i kampen og hjælpe de myrdede så de får en stemme. Nu deler jeg så deres billeder med dig i et fortvivlet forsøg på at gengive dem som individer, i stedet for lig i bunker.

Dette er Wynand Breedt. Han var en meget elsket Afrikaans sanger.

Han faldt i baghold og blev skudt uden for sin farm fredag. Intet blev stjålet, intet motiv for angrebet udover hans hudfarve. Han blev 46.

Denne smilende gentleman er Julian Stobbs. Han var brite, en Royal Navy mand og veteran fra Falklandskrigen. En bande sorte plyndrede hans hjem mens han sov sammen med sin partner den 3. juli. De stjal alt i huset og flygtede, kun for at vende tilbage for at skyde ham. Julian blev 59.

I Kwa-Zuklu Natal, blev Zakiyya Ahmedjan Ismail brutalt myrdet i sit hjem. Hun var gravid i fjerde måned og mor til to. Tre bevæbnede mænd brød ind gennem køkkendøren og krævede penge. Faren forsøgte at beskytte sin familie, men blev slået i gulvet. De kvalte hans datter på 8 år, og sparkede den 4 årige. Angriberne trak den gravide mor ind i badeværelse og skar halsen over på hende. Hun blev 26 år.

Hadet til “andre” i Sydafrika betyder at også indiske familier er et mål.

Ian Cameron er chef for Afriforum’s Community Safety team, konstant på færde i sit køretøj, hans fysiske tilstedeværelse giver ro, mellem de som søger volden og de hvide farmere der bare forsvarer deres land og ejendom. Vi tilbragte tid sammen da jeg var i Sydafrika for at lave min dokumentar Plaasmoorde, the Killing Fields.

Han er endnu en af de stærke mænd der i årevis har bevæget sig i blod til anklerne fra dette slagteri, men han kan fornemme en forandring undervejs - en følelse af at tingene får langt mere fart på, og udslettelsen er hurtigere end tidligere. Ian sendte mig hans tweet i håbet om jeg kunne dele information, i den rene desperation over at i sandhed fornemme at ingen lytter, ingen ser hvad der sker med de hvide i Sydafrika, nu nede på 4% af befolkningen og nær udslettelse. Det er næsten helt ubegribeligt at ingen synes at bekymre sig.

Selv føjelige medier er blevet tvunget til at komme med offentlige udtalelser om slagteriet. Chris Pappas, landbrugstalsmand for Democratic Alliance i KZN, kunne ikke ignorere mordets brutalitet af den gravide mor, og siger han bønfalder Cyril Ramaphosa om at “bryde hans tavshed” om mord på landet, og få dem klassificeret som “hadforbrydelser.”

“Vi er chokerede og føler voldsom afsky over mordet i Weenen, KZN - især grundet tabet af et ufødt barn. Der er nu to grundlæggende ting sydafrikanerne kan tage stilling til: Hvorfor er præsidenten tavs om disse hændelser? Og hvorfor bliver mord på landet ikke klassificeret som hadforbrydelser?”

Selvfølgelig er det blot tomme ord.

Politikerne kender allerede svaret på præsidentens tavshed. At indføre Land Expropriation loven uden kompensation har været ANCs plan. Cyril Ramoposa har skabt en kultur, hvor alt er tilladt, lovligt når det gælder overgreb, angreb, på hvide. Det brutale hold— the Economic Freedom Fighters —  findes der som hyæner der gnaver løs på de hvides ankler, sultne efter endnu mere kød. Deres pøbel iført røde baretter der skriger "Kill the Boer, kill the whites" er et kampråb for deres støtter for hvem drab på hvide er en godkendt og ganske profitabel sport.

Apartheid forsvandt aldrig. Den har blot ændret farve. 

Det store spørgsmål jeg ser bliver spurgt af mennesker som dig er, “Hvorfor bliver de hvide farmere dog der? Hvorfor rejser de ikke bare?” Og det var også mit spørgsmål før jeg besøgte disse farme, og sad med mændene og kvinderne og så ud over deres jord.

Svaret på spørgsmålet er lige foran dig. Svaret ER jorden.

Mange så deres bedsteforældre forvandle det barske vildnis til frugtbar agerjord, hvor de de med dygtighed fik bananer, macadamiaer og avocadoer til at gro. Selv på de landbrug hvor der virkelig knokles arbejder mange hvide farmere sammen med de samme familier af sorte arbejdere som deres bedsteforældre ansatte for to generationer tidligere.

Jorden er det eneste de har. Mange er meget, meget fattige, ingen opsparing, ingen værdier som de ville kunne begynde et nyt liv med. Alt de ejer og tjener er lige foran dem, dybt nede i mulden som de skulle forlade sammen med deres hjerteblod.

Og hvor skulle de drage hen? De voksende slumkvarterer er fyldt med skadedyr og fluer - ikke kun reserveret fattige sorte; 30000 hvide lever i disse desperate steder uden vand, elektricitet eller håb.

Australien havde debatter om at give dem amnesti indtil de liberale erklærede det forslag racistisk. Resten af verden afviser disse mord som en yderste højrefløjs konspiration eller myte.

Uden midler til at rejse, eller et sted at drage hen, hvad skal de så gøre? Mange forbereder sig på slutkampen, og taler med beslutsomhed om “sidste skanse.” De fleste sover med et ladt våben under puden, kæmpe til døden om det gælder. De vil ikke dø uden at have kæmpet.

Det er grunden til religion er så stærk her, hvorfor kors stadig kan ses på bygninger og bakker, fordi når der ikke er andet der giver mening, og åbenbart ingen der er villig til at forsvare de hvide sydafrikanere - så er Gud tilbage....Gud og jorden.

Jeg sad med et offer for et angreb på en farmer, Bernard på hans veranda, vi så ud over jorden og han nægter at rejse. Han siger:

“Jeg vil dø med mine støvler på af kærlighed til mit land. Jeg stoler på Gud.”

Det er ikke nederlag der får dem til at tale således, men den skinbarlige modstandsvilje. De vil være udholdende til det sidste. Det de beklager er den hastighed, hvormed enden nærmer sig. * * *

Photo credit: Plaasmoorde

https://cms.frontpagemag.com/fpm/2020/07/beginning-end-whites-south-africa-katie-hopkins

Hvorfor 21 kanonskud ved ceremonier?

Hvorfor 21 kanonskud ved ceremonier?

Når præsidenten for the United States er vært for en udenlandsk gæst bliver denne hilst med en kanonsalut på 21 skud.

Den samme ceremoni hænder ved statsbegravelser (her en video fra George H.W. Bush's begravelse) og ved andre vigtige øjeblikke af national betydning. Og traditionen er ikke kun begrænset til USA. Næsten to dusin lande har lignende traditioner, hvor man affyrer skud i luften til ære for deres egen eller en besøgende leder.

Når man tænker lidt over det, så giver skud affyret i luften ingen rigtig mening - men naturligvis bedre end at skyde den besøgende. Ved begravelser noget helt andet - naturligvis. Hvorfor gør vi alt dette? Og hvorfor 21 gange?

Som med de fleste traditioner gav det engang mening. Og i dette tilfælde forud for vi fik skydevåben.

Ifølge Arlington National Cemetery's website, "kan traditionen med at salutere spores til praksis i Middelalderen, hvor man placeredes sig i en ubevæbnet position og derfor i den eller de personers varetægt - de der skulle æres.” I dag er diplomati som regel med et fredeligt formål, selv blandt nationer der ikke er hinanden særlig venlig stemt, her kan man dog finde metoder til at lederne kan mødes uden blod bliver udgydt. Sådan har det ikke altid været.

For at garantere fredelige hensigter nedlagde krigerne deres sværd før de nærmere sig en fremmed dignitar. Dette pragmatiske ritual er kommet ind i fiktionens verden. I Ringenes Herre, da Aragorn, Gandalf, Gimli, og Legolas aflægger besøg hos den Sauraman kontrollerede kong Theoden af Rohan, insisterer Rohirrim vagterne at kvartetten overdrager deres våben før de får foretræde. Det giver god mening - hvis man faktisk er på en diplomatisk mission så er afvæbning et tegn på god vilje.

Det fungerer aldeles udmærket når det er sværd, økser og lanser der er i spil, men ikke så godt med kanoner - især ikke de som er på krigsskibe. Et skib kan ikke sådan kaste kanonerne over bord hver gang det kommer til en havn, hvor man måske ikke er særlig velkommen. Derfor en anden løsning: Affyre kanonkugler i vandet.

 

Dette havde samme virkning som at nedlægge sit sværd, som the U.S. Army for Military History forklarer, tog det et stykke tid at genlade kanonen, “så at tømme dem en gang gjorde dem ikke brugbare.” Og vel mest på grund af af overtro og at tallet syv var et lykketal, medbragte mange skibe syv kanoner. Skibe på diplomatisk mission ville derfor afgive en salut på 7 skud. Så skal vi blot gange med 3.

3 kommer fra at man fra kysten svarede på salutten på 7 skud. Skibene medbragte ikke en masse krudt for hvis dette blev vådt var det ubrugeligt. På den anden side havde forsvarsværker på kystlinjen ofte en masse krudt. Et skud ville ikke være nok til at vise god hensigt, der måtte der saluteres flere gange. The Army's website fortsætter: “Kystbatterier, med en større mængde krudt, var i stand til at affyre tre kanoner for hvert skud fra et skib, således var kystbatterierne salutering på 21 skud. At det var 3 gange så mange var muligvis på grund af dette tals mystiske betydning i mange gamle civilisationer.”

I dag har vi stadig traditionen dog affyres der i dag kun løse skud.

Bonus fakta: Når det drejer sig om skibe og overtro så er det at have 7 kanoner om bord næppe det mærkeligste. Her er en udfordrer til den titel!

Fiskere har typisk ikke bananer på deres ture. I 2010 spurgte ESPN således en fiske champion (jo en sådan findes) Greg Hackney om han følger nogen overtro , han svarede, “Jeg fisker ikke, hvis der er en banan om bord” fordi han havde hørt det ikke “var så godt.” Et noget lunkent svar. I 2011 interviewede LA Times en fiskeskipper i Florida. Han sagde, “jeg sørger for der ikke er bananer om bord, heller ikke Banana Boat solcreme produkter, ejheller Banana Republic bluser og endelig Starburst jordbær-banan slik, og vigtigst alle varer med  Fruit of the Loom etiketter." Han var altså ekstrem forsigtig. For Fruit of the Loom's logoet har ingen bananer med.

Psykoterapi: Moder til kamp mod social uretfærdighed

Bruce W. Davidson

For nylig er det blevet ret så åbenbart at psykoterapiens verden ofte er parat og villig til at skabe nye mentale sygdomme og forkaste de som tidligere har været oppe i tjenesten for at tjene progressiv ideologi. Efter kønsideologierne fik sat etiket på “mandlig giftighed,” har the American Psychological Association stillet sig på deres side med tilsvarende patologi, stigmatiserende en mængde typisk mandlig opførsel.

Snart efter homoseksualitet og transkønnethed var blevet moderne, mistede disse væremåder pludselig deres APA betegnelse som mentale sygdomme. I stedet fandt modstandere af bøsseægteskab og transkønnethed sig karakteriseret som havende mentale defekter, fobier. Intet af dette burde overraske nogen, da den venstreorienterede dagsorden i psykologien længe har været udmærket dokumenteret.

The Woke bevægelsen er i store træk en udløber af denne uhellige alliance af psykoterapi og det at være venstreorienteret. Det er ingen overdrivelse at sige at faderen til Wokedom er marxismen og dens moder er psykoterapien. Bidraget ved psykoterapien har i store træk været at facilitere skabelsen af Ofre, og skurke til den venstreorienterede narrativ om undertrykte og undertrykkere.

Psykoterapi fungerer nu ofte som et værktøj, og leverer negative bedømmelser mod de synspunkter venstreorienterede ikke godkender. I et typisk eksempel på denne rolle kan nævnes at sidste år fordømte en psykiater ved Yale University den nuværende præsident via Newsweek og advarede om den snarlige udslettelse af menneskeracen.

Psykoterapiens fortalere har i lang tid samarbejdet med venstreorienterede. En prominent psykolog og et medlem af the The Frankfurt School, Erich Fromm (1900 -- 1980), sammenkædede ganske klart  Freudiansk psykologi og Marxismen. Han troede af Freudianismen og Marxismen var ægte videnskab, skønt filosoffen Karl Popper mere præcist beskrev begge som pseudovidenskaber der ikke er empirisk bevist eller modbevist.

Ydermere beskyldte Fromm kapitalismen for at skabe autoritære personligheder. Også trækkende på ideerne af Freud og Marx, sekunderede kollega fra Frankfurt School, Theodor Adorno og hans samarbejdspartnere, Fromms synspunkter i  The Authoritarian Personality, der rapporterer om et forskningstudium der udelukkende havde fokus på truslen fra fascismen. Bogen synes at male et billede af mange konservative, traditionelt indstillede personer som værende potentielle despoter. Denne analyse er i direkte modstrid med den åbenbare kendsgerning at de fleste morderiske despoter i det sidste århundrede - Hitler, Stalin, Mao Zedong - alle var socialister.

I de senere år har den hædrede, humanistiske psykolog Abraham Maslow udvist en decideret venstreorienteret orientering. I hendes bog om historien og problemerne med humanistisk psykologi bemærker psykologen Joyce Milton at Maslows liste over selvbevidste (selvaktualiserede) rollemodeller “hælder tungt mod venstrefløjen i det politiske spektrum” og omfatter få religiøse personer. Maslow hyldede Democratic præsidentkandidat Adlai Stevenson som nok værende en selvbevidst person, men forkastede Dwight Eisenhower. Milton observerer småsurt, “Således rangerer en politiker uden succes der holdt taler om en verdensregering over en United States præsident der i sin rolle som general blot organiserede besejringen af Adolf Hitler.”  

Gentagne gange har konservative politikere lidt under psykologer og psykiateres fjendtlige fordomme og bedømmelser, samtidig med at den bizarre opførsel hos deres modstandere har fået langt mindre opmærksomhed.

I 1964 blev den Republikanske præsidentkandidat Barry Goldwater bedømt som værende mentalt uegnet af over 1000 psykiatere, hvilket senere førte til the “Goldwater rule” der forbød psykiatere at diagnosticere en person de aldrig havde mødt. 

Ikke desto mindre er Donald Trump blevet generet, plaget af lignende psykiatrisk misbrug. Fremfor en ‘tosset konservativ præsident har vi muligvis mere at frygte ved det psykiateren Thomas Szasz kalder den  The Therapeutic State, overvået af psykiatere og psykologer med udøvende magt over opførsel og trosretning hos borgerne.

I overensstemmelse med venstreorienteredes besættelse af at udpege ‘ofre’ har psykoterapien i stor udstrækning udvidet området, hvor man kan hævde man er et ‘offer.’ Nu kan næsten alle, hævde at være et ‘offer’ blot ved at fremhæve sårede følelser. I manges øjne nu om stunder så kan blot det at høre et udsagn der går imod ens mening kvalificere en til at være et offer. I hendes bog Manufacturing Victims: What the Psychology Industry Is Doing to People, omtaler psykologen Tana Dineen at skønt mange ægte ofre har valgt at stille sig frem har psykoterapi industrien aggressivt opmuntret mennesker til at gøre dette og så har man profiteret ved dem.

På lignende vis er den traditionelle Kristendom blev inficeret med denne mentalitet. Et væsentligt krav for Kristendommen har altid været, at man skal erkende man er synder med et personligt ansvar for personlig skyld i Guds øjne. Den holdning gør ægte personlig anger muligt og at synder kan tilgives. I kontrast hertil har nogle Southern Baptist institutioner og the American Bible Society fremmet en fortælling om lidelsen kaldet “traumatisk slavesyndrom,” der på sæt og vis berører efterkommere af mennesker der var slaver for 150 år siden. I denne fremstilling er vejen til ‘heling’ for de som lider, at andre mennesker skal angre og sone deres “oprindelige synd” med slaveriet.

Helt sikkert er der, og har været, psykologer og psykiatere der afviger fra sådan tankegang. Jordan Peterson, en klinisk psykolog er et udmærket eksempel. Imidlertid synes hans viden og indsigt at stamme fra hans forpligtelse til sund fornufts betonet rationalitet og objektiv sandhed frem for følelser og den nuværende psykologiske ortodoksi.

Peterson forstår krystalklart noget mange psykoterapeuter åbenbart ikke gør i dag: De værste udgaver af autoritarismen stammer sædvanligvis fra ideologier ikke fra personligheden. Idet han hævdede at helbrede os fra vor autoritarisme har psykologer som Erich From faktisk fremmet nederdrægtige udgaver af den.

Psykoterapien har ofte sluttet sig til venstrefløjen i fabrikation af politisk brugbare ofre og skurke.  Dette destruktive ‘ægteskab’ udgør definitivt en trussel mod alles sundhed og frihed.

Bruce W. Davidson is a professor at Hokusei Gakuen University in Sapporo, Japan and a contributor to the The Jonathan Edwards Encyclopedia.

https://www.americanthinker.com/articles/2019/10/psychotherapism_the_mother_of_wokedom.html#ixzz63LQO2Udq

Hvorfor man ikke kan komme op til faklen på Frihedsstatuen - en eksplosion i 1916

Hvorfor man ikke kan komme op til faklen på Frihedsstatuen The Statue of Liberty har tårnet sig op over New York Harbor siden 28. oktober 1886. Skulpturens højeste punkt er en fakkel der holdes i Lady Libertys udstrakte højre arm. Fra jorden til faklen - og dette omfatter podiet er der 93 meter. Hvis man besøger Statuen i dag kan man gå op ad en trappe til toppen af piedestalen, derpå en meget smal snæver vindeltrappe der fører op til kronen, hvis man vil derop. Så kan man ikke komme længere, medmindre du bryder loven og er dum. Oprindeligt var det ikke sådan. Der var, er, også en meget snæver trappe der fører op til faklen, og når man har vredet sig gennem denne kommer man til et observatorium lige inden den 24 karat guldbelagte flamme. Men besøgende - ingen adgang. Årsagen? Der er en masse teorier, men den sande drejer sig om et ofte glemt angreb på Amerika - et der fandt sted for mere end 100 år siden. I de første to år af 1. Verdenskrig var the United States neutral, og holdt sig således ude af det præsident Woodrow Wilson så som et problem for Europa. Neutralitet betød dog ikke at the U.S. helt afskar sig fra Europa. Amerika blev ved med at handle med Europa - som altid. Men da briterne blokerede de tyske havne i 1915 blev det meget vanskeligt for de amerikanske købmænd at handle med deres tyske kunder - det er trods alt det en blokade går ud på. Købmænd, og især de der handler med ammunition blev ved at sælge deres varer, men fordi De Allierede ikke havde adgang til amerikanske havne og vice versa blev Amerika en de facto leverandør til Storbritannien og dets allierede. Tyskland svarede igen ved at lede efter andre smutveje for denne ensidige forsyningslinje. Og det viste sig at infrastrukturen i the United States havde nogle markante svage punkter. En af dem var den menneskeskabte ø i New York Harbor kaldet “Black Tom Island.” Black Tom var en klippe skibe alt for ofte bankede ind i sent i 1880’erne. For at hindre disse uheld skabte de lokale myndigheder en landopfyldning og området blev så til en 25 acre stor ø. Black Tom øen var et storartet sted at oplagre eksplosiver - forbundet til New Jersey kysten ved en lille jernbane men dog stadig anvendelig for fragtskibe. Og måske vigtigst så langt fra land, at hvis noget gik galt ville eksplosionerne fra den oplagrede ammunition sandsynligvis ikke skade særlig mange. Den 30. juli 1916 kl. 02.00 - gik det så galt. Tyske agenter udførte sabotage på Black Tom Island og sprængte ammunitionslagre. Wikipedia beskriver omfanget:: Fragmenter fra eksplosionen fløj langt omkring, nogle landede ved the Statue of Liberty og nogle i et klokketårn ved The Jersey Journal bygningen på Journal Square cirka et par kilometer borte - uret gik i stå kl. 2.12.  Eksplosionen svarede til et jordskælv på mellem 5.0 og 5,5 på Richter skalaen og man kunne mærke det så langt borte som Philadelphia. Vinduer smadredes helt op til 40 kilometer væk, herunder tusinder på Lower Manhattan. Nogle vinduer på Times Sqare smadredes. De farvede glas i St. Patrick’s Church blev ødelagt. Ydermuren på Jersey City’s Rådhus slog revner og the Brooklyn Bridge skælvede. Mennesker så langt væk som i Maryland blev vækket - de troede det var et jordskælv. Angrebet kostede fire menneskeliv og sårede hundreder, et relativt heldigt udfald når man ser på skadernes omfang. Skaderne på Frihedsgudinden løb op i mere end 2 millioner dollars - ganske beskedent. Men det beløb er kun for det som kunne repareres ikke alt kunne nemlig. Højre arm på Statuen blev ramt af trykbølgerne fra eksplosionen og det viste sig umuligt at udbedre dem. Resultatet er, at trappen til Frihedsgudindens højre arm - og op til faklen - blev bedømt for usikker til regelmæssig brug. Lige siden er adgangen til faklen blevet holdt lukket for offentligheden. Bonus fakta: Under reparationsarbejdet på Frihedsgudinden i 1982 opdagede arbejderne at den højre arm havde endnu et problem - den var placeret cirka 18 tommer fra, hvor den burde være. Det var ikke eneste problem - hovedet var placeret to fod fra centrum ifølge Edward Cohen, en rådgivende ingeniør (via the New York Times). Reparationsmandskabet var i stand til at klare disse problemer under en renovering der tog fire år. Trappen til faklen gjorde man ikke noget ved.

Polen og kommunismens første nederlag

 

Polen og kommunisternes første nederlag 

John Radzilowski 

Kommunismen havde fremgang i en tid med pandemi og krig. I 1918 fik V.I. Lenins Bolsjevik Parti kontrol over Rusland midt i en verden lammet af slagterierne i en verdenskrig og spredningen af en influenza der ikke lod sig stoppe. Med løfter om et utopia med lighed, viste det kommunistiske budskab sig som et forførelsesmiddel for mange i Europa og Amerika. I sommeren 1920 havde Lenin besejret sine mest indædte interne fjender, og han besluttede at det var på tide at indlede en fuld-skala invasion af Europa for at sprede kommunismen over hele kontinentet.

Sovjet kommunismen viste sig blot kun at være et utopisk “arbejder paradis.” Bolsjevikker udslettede på brutal vis deres politiske modstandere til højre og til venstre, og indledte en fire år lang borgerkrig der slog adskillige millioner ihjel I Rusland og nabolandene.

Zarens autokrati havde et reelt retmæssigt ry for grusomhed og i det foregående halve århundrede op til Revolutionen havde styret henrettet næsten 6000 personer og sendt titusinder i eksil i Sibirien.

Dog på fire år udførte Lenins kommunistregime mindst tredive så mange henrettelser, dødsdomme og læg dertil hundredtusinder af mord udført uden dom. Trods dette øgedes Vestens støtte til Sovjet da venstrefløjs grupperinger mobiliserede for at hjælpe bolsjevikkerne og efterligne deres succes hjemme. 

Tidligt 1920 var De Hvides hære i opløsning og Vestens beslutning om at modstå kommunismen falmede. Mod Vest tillod Tysklands nederlag og Østrig-Ungarns opløsning at nye uafhængige nationer oprettedes - Finland til Ungarn. Så længe De Hvides hære havde udgjort en trussel mod bolsjevikregimet havde Lenin været tilfreds med blot at lade disse lande være i fred.

Nu med en omrganiseret og sejrrig Rød Hær, hvis antal udgjorde over 5 millioner, vendte hans blik sig mod Vest. Hans hovedmål var Tyskland. Karl Marx’ fødeland var grundet revolter og uro i opløsning og havde en af Europas stærkeste kommunistiske bevægelser. Tyskland forekom at være ‘moden’ til høst og kunne let nås med hjælp af Den Røde Hær. I foråret 1920 udstedte Sovjet ordrer om en omfattende offensiv mod Vest. 

For at nå Centraleuropa skulle Den Røde Hær dog første gennem det nye uafhængige Polen, der fik sin selvstændighed i 1918 efter 123 år med fremmed underkastelse. Med landets økonomi og infrastruktur smadret af fire års krig og besættelse var Polen i rigtig dårlig tilstand og situationen blev endnu værre ved udbredt hunger og influenza- og tyfusepidemier.

Polens leder socialisten Józef Piłsudski, anså Rusland under Lenin som sit lands største trussel og forsøgte uden held at skabe en konføderation med De Baltiske Stater og Ukraine for stå op imod kommunismens udbredelse. Trods dette var polakkerne fast besluttet på at kæmpe mod en Sovjet invasion. 

Da Den Røde Hær begyndte at overføre styrker mod Vest for at gøre klar til sit indtog i Europa besluttede Pilsudski sig for et forebyggende angreb og sendte Den Polske Hær ind i Ukraine. Hans plan var at drive Den Røde Hær ud, og skabe et uafhængigt Ukraine under Symon Petliura der kunne være et bolværk mod De Røde der forlod Kiev tidligt maj. Men det lykkedes ikke polakkerne at udslette en tilstrækkelig stor del af Den Røde Hær der blot trak sig tilbage mod øst. Flertallet af ukrainerne, udmattede og terroriseret af årevis med krig viste sig at være lige så apatiske over for den polsk støttede Petliura regering som de havde været overfor De Røde eller De Hvide. Sovjet gjorde sagen til en propagandasejr, og hævdede at være ofre for polsk aggression.

I sommeren 1920 iværksatte Lenins sin offensiv med to enorme hærenheder. Gen. Mikhail Tukhachevsky, en brutal nihilist, men også Den Røde Hærs bedste general førte den Nordlige Front og gik fremad gennem Belarus. Den Sydlige Front under ledelse af Alexander Yegorov, brugte et korps på 16000 Rødkosakker som spydspids, disse blev ledet af Semyon Budyonny og hans politiske kommissær Josef Stalin.

 

Den polske hær, trods det den var i undertal og havde dårligt udstyr havde nogle fordele. Hæren var ofte langt bedre disciplineret, og havde et bedre luftvåben. Polske flyvere fik tilslutning af amerikanske firvillige, under ledelse af Cedric Fauntelroy og Merian Cooper. Samtidig havde polske kryptologer brudt Den Røde Hærs radiokoder.

Juli brød Tukhachevsky’s hær gennem de polske kæder og begyndte sin march mod Vest. I syd tvang Budyonny’s kosakker polakkerne tilbage. Ikke som krigsførelse i 1. Verdenskrig skulle krigen mellem Polen og Sovjet være en hurtig manøvre, hvor man ofte benytter kavalleri men også armerede tog, og små enheder af motoriserede køretøjer.

I begyndelsen af august 1920 nærmede hundredtusinder af Røde Hær soldater sig Warszawa mens kosakkerne sværmede rundt om byen Lwow. Fremgangen hos Sovjet var samtidig forbundet med voldtægter, mord og ødelæggelse. Kommunisterne slog jordejere, gejstlige, krigsfanger, forretningsfolk og enhver anden der var mistænkt for at være kapitalist ihjel. Byer og landsbyer blev systematisk smadret. Ifølge forfatteren  Adam Zamoyski “var kendetegnet for et besøg af soldater fra De Røde - lort - på møbler, på malerier, på senge, på tæpper i bøger, i skuffer på tallerkener.” 

Polen synes at være fortabt, og med et fald af hovedstaden var porten til Europa åben. I Vest, blokerede kommunist sympatisører for såvel militær- som humanitær hjælp til Polen, de stoppede tog, og nægtede at losse skibe. Franskmændene sendte en lille gruppe militærrådgivere der ikke kunne være til megen nytte. Hjemlig uro og udmattelse og kommunisternes agitation lammede de fleste ledere i Europa.

Dog var ikke alt tabt. I Warszawa og over hele landet meldte titusinder af civile sig til deltagelse i kampen. Grupper af arbejdere og ortodokse jøder mobiliserede sig for at skabe en ring af forsvarslinjer rundt om byen. I syd generede, og hæmmede  polske og amerikanske flyvere i mission efter mission de fremadgående enheder i Den Røde Hær.

Amerikanerne blev fremhævet for deres mod. En polsk rapport slår fast: “De amerikanske flyvere, skønt udmattede kæmpede som galninge.” Sovjet fremhævede dem også ved at sætte en pris på deres hoveder og en dødsdom for deres officerer hvis de blev taget levende til fange.

 

Merian Cooper

Samtidig udarbejdede Pilsudski en dristig plan for at redde sit land. Mens De Røde gik frem mod Warszawa placerede han en styrke der skulle hæmme deres fremmarch mens han i al hemmelighed lod en angrebsenhed, med de bedste divisioner, gå mod byens sydlige del og møde den blottede flanke af Tukhachevsky’s hær.

Den 12. august indledte Den Røde Hær sit angreb. Tukhachevsky erklærede, “over lig af Det Hvide Polen ligger vejen til verdensrevolutionen!” Masser af bolsjevikker brød gennem den første linje i Warszawas forsvar. Enheder af frivillige, arbejdere, bønder, drengespejdere og kvinder sluttede sig til forsvaret. Præster ‘bevæbnet’ kun med kors førte an i modangrebene. Byen Radzymin, blot 20 kilometer fra Warszawa skiftede hænder fem gange i mand til mand kampe. I tre dage holdt forsvarslinjerne knap og nap stand, og ryddede godt op i Tukhachevsky’s mænd.

Den 16. august, hvor Den Røde Hær stod blot få kilometer fra Warszawa gav Pilsudski ordre til sin sydlige angrebsstyrke om at gå i aktion, og den ramte den svagt forsvarede venstre fløj hos Sovjet. Overraskelsen var fuldstændig. De polske styrker gik frem næsten 50 kilometer den første dag, og afskar bolsjevikkernes spydspidser. Det tog Tukhachevsky næsten to dage at indse, hvad der var sket da hans hær kollapsede. Nogle enheder overgav sig i hobetal, andre flygtede over grænsen til Preussen, andre igen blev til en panikslagen pøbel. Mod syd gik polakkerne til modangreb på Budyonny og Stalins Røde Kosakker og udslettede dem næsten. (Stalin skulle aldrig glemme dette tab til polakkerne og hans hævn var senere massedrab på hundredtusind polakker). 

I oktober var ethvert håb om en kommunistisk fremgang ind i Centraleuropa forduftet og Lenin gik med til en våbenhvile.

Under kamphandlingerne blev den amerikanske pilot Merian Cooper skudt ned og fanget af Rødkosakker. Trods den pris der var sat på hans hoved lykkedes det ham at skjule sin identitet og han overlevede en pøbelhenrettelse. Med to polske kammerater undslap han en krigsfangelejr og gik flere hundred kilometer gennem fjendeland til det frie Litauen. Belønnet med Polens højeste militære udmærkelse vendte Cooper tilbage til the United States, hvor han blev berømt en filminstruktør mest kendt for filmen King Kong. Han krigserfaringer gjorde ham til en af Hollywoods mest ihærdige anti-kommunister.

Resultatet af Slaget om Warszawa var, at det kommunistiske ‘“utopia” blev lukket inde i Rusland i næsten to årtier. Lederne blev mere og mere ekstreme, paranoide og voldelige. En kort usikker fredsperiode sænkede sig over Europa og holdt ved til Nazismen stod frem i Tyskland, og endnu engang skulle verden sættes i brand og tillade Sovjet at genoplive drømmene om en verdensrevolution.

Polens sejr for 100 år siden beviste at kommunismens fremmarch ikke er uundgåelig, og at med beslutsomhed og mod kan frie mennesker besejre den selvom det ser håbløst ud.  

The author is professor of history at the University of Alaska.

https://www.frontpagemag.com/fpm/2020/08/communisms-first-defeat-john-radzilowski/