Transkønnede, 'kønsidentitet' og hedensk mytologi

Transkønnet tendensen: En tilbagevenden til hedensk mytologi

Fay Voshell

En stor profet stillede engang spørgsmålet, “Hvis en Neger kunde skifte sin Hud, en Panter sine Striber, saa kunde og I gøre godt, I Mestre i ondt!“(Jeremias 13:23) Senere stillede Jesus spørgsmålet:  “Og hvem af eder kan ved at bekymre sig lægge een Alen til sin Vækst?”

Profetens spørgsmål skulle få tilhøreren til at tænke over virkeligheden og menneskets manglende evne til at lave om på realiteterne gennem ønsketænkning. At erklære sig selv ‘en anden’ end den man er skabt som er et overgreb mod den fysiske og menneskelige realitet - en øvelse i magisk tænkning der i bund og grund er i konflikt med virkeligheden i den skabte orden, herunder den realitet, at mennesket blev skabt som mand og kvinde.

En artikel i Daily Beast indeholder en komplet ordbog over køns muligheder. Ordlisten består lige for tiden af 51 forskellige køn, blandt dem en mulighed for at være “køns flydende,” det vil sige have evne til at gå fra det ene køn til det andet efter som individet nu finder det belejligt. Ideen går ud på at skønt man biologisk kan være født med mandlige eller kvindelige kønsdele, så er køn et valg, ikke noget der er fastlåst. I stedet skal køn bestemmes af, hvordan individet har med med sig selv. 

Ifølge den nyeste kønsbøjende teologi, så er vi åbenbart alle i stand til, blot ved ønsketænkning at transformere os fra mand til kvinde og vice versa. Det er en smule som i Lewis Carrol’s Alice i Eventyrland: “Jeg vidste hvem jeg var her til morgen, men jeg er blevet en anden nogle gange siden da.”

Citatet fra Alice i Eventyrland opsummerer satirisk køns teologien der promoveres af den stadig mere radikale venstrefløj. Jovist er “kønsidentitet” teologi, da den berører den nedarvede menneskelige identitet, og plads i universet og menneskets opfattelse af Gud.

Kendsgerningen er, at Venstrefløjens kamp mod de krystalklare forskelle mellem kønnene ikke handler om borgerrettigheder. Det handler om lighed. Kampen svarer til en religiøs krig mellem det jødisk/kristne menneskesyn og det hedenske menneskesyn.

Troen på at magisk transformation af den materielle virkelighed, herunder den materielle virkelighed hos mennesket, kan opnås gennem magisk tankevirksomhed om guder og gudinder er karakteristisk for det hedenske verdenssyn, en verden Vesten har forladt for flere århundreder siden, men nu er ved at vende tilbage i hastigt tempo. At tro på den materielle verden, herunder mennesket som væsen, der skal kunne formes, støbes om ved en øjeblikkelig transformation hører mere til hos de gamle grækere og romeres mytologi, end til Vestens opfattelse af virkeligheden som den defineres af den jødisk/kristne tradition og ikke mindst moderne videnskab. Venstrefløjens tro på menneskets evne til at opnå metamorfose gennem viljen har mere tilfælles med Ovid’s Metamorphosis end med Milton’s Paradise Lost.

 

Hedenskabet tror på metamorfose ved en viljesakt, menneskelig eller guddommelig. Transformation fra en form til en anden er et gennemgående tema i græsk mytologi. Guderne kunne blive hvadsomhelst eller hvemsomhelst de ønskede, ofte fordi de ønskede at have sex med mennesker der ikke var klar over de var ved at blive voldtaget af en gud, der havde valgt at være forklædt som et dyr. Zeus blev en tyr for at forføre Europa. Da hun først var blevet ‘indfanget’ valgte Zeus at blive i menneskelig form og voldtog hende.

Guderne kunne også transformere mennesker til blomster og træer. Ovid skrev at Apollo forvandlede nymfen Daphne, som han ville have sex med, til et laurbærtræ. Hyacinth led en lignende skæbne. Han blev forvandlet til en blomst af guden Apollo der forelskede sig i den unges skønhed. Den fortryllende Leda blev forført af Zeus, der antog form af en svane.

Kort fortalt er hedensk mytologi karakteriseret ved en ekstrem forvandlingsmulighed fra den materielle virkelighed, herunder forvandlingen af mennesker og dyr. Det er anti-kristent og anti-videnskabeligt. Det hedenske synspunkt er den nuværende mytologi hos Venstrefløjen og er slutresultatet af den seksuelle revolution der påbegyndtes i 60’erne og nu kulminerer i ‘ophævelsen’ af mand og kvinde. Den helt store forskel er at dagens guder og gudinder er menneskelige væsener der påtager sig evnen til at metamorfosere sig til hvilken form (køn) de vælger. Mantraet “Du kan være det du ønsker at være” er udvidet til at omfatte det at forvandle sig fra mand eller kvinde ved at påkalde sig det guddommelige autonome selvet. Denne selvbevidsthed er ligeså gældende som den viljeskraft guderne i den græske og romerske mytologi besad.

Læg dertil den gnosticistiske religionsopfattelse, der var samtidig med den græsk/romersk mytologi. Gnosticismen erklærede, at den materielle virkelighed har mindre værdi end den spirituelle virkelighed, og at mennesker er fanget i en lavere form. Således kan en person der siger vedkommende  ved en fejl er ‘fanget’ i en mands krop, og ønsker at blive kvinde se sig selv komme på en højere og mere ren åndelig virkelighed. Enhver kan, om ønsket, ryste sit dødelige kønshylster af sig, og blive som guder.

Hvad så med os dødelige der accepterer virkeligheden ved deres gudgivne køn? Hvad med det helt store flertal af os mennesker der ikke blot accepterer virkeligheden med mænd og kvinder, men faktisk er glade for de præcise forskelle mellem kønnene som en velsignelse fra den Almægtige?

Det viser sig så at det er os  Venstrefløjen betragter som hykleriske, hadfyldte mennesker. Skønt vi er i overensstemmelse med den videnskabelige forskning om at mennesket er opdelt i mand og kvinde, skønt vi mener at “køn” sådan set ikke kan ændres, skønt vi er i overensstemmelse med den kundskab enhver civilisation i fortid og nutid er bygget om, så anser Venstrefløjen os som hykleriske, bedrageriske og elskere af myter.  

Vi er børn der ikke kan se at Kejseren faktisk har tøj på, ikke nøgen, at han er en android, slet ikke en mand.

Som med alle de mytiske bedrag og fantasier som Venstrefløjen omfavner, så skal der magt til for at den fornuftsbetonede befolkning, der tror på den materielle virkelighed, skal bøje sig under den gennemført forvrøvlede myte. Politiske fantasier om virkeligheden fører altid til tyranni. 

Den modvillige person der bemærker at Kejseren ikke har tøj på, eller at en mand der hævder at være kvinde i damers omklædningsrum udstiller sig selv knuses som en hykler. Hvor vover nogen at stille spørgsmål til kunstig virkelighed fra Venstrefløjens guder og gudinder? Du må da kunne indse at det ikke er en rigtig mand. Det er da en kvinde. Du kære læser er jo skør, det er ikke guderne. Du er ikke længere et fornuftsvæsen værdig til at være medlem af Planeten - Tilpasning. Ydermere vil dine pizzeriaer blive lukket dersom hvis du ikke føjer dig Venstrefløjens guder. På den lange bane skal i hadfyldte mennesker der ikke vil fatte gudernes mangfoldige fantasier - bare ødelægges fuldstændig, fordi I jo ikke er enige med Venstrefløjens religion.

Det er Jer der er problemet som Carroll bemærker fordi I “ikke tror på så mange som seks umuligheder før morgenmaden.”

Opsummering: Vi religiøse fornuftsbetonede typer der tror på jødisk og kristen teologi, at den faktisk matcher med virkeligheden - “som mand og kvinde skabte han dem” - er de som er skyldige i magisk tankegang, ikke de progressive. Det er disse bitre religionsklyngere der helt sikkert er tossede, ikke Venstrefløjen. Det er de som tror der blev skabt to køn, og at ægteskabet er mellem en mand og kvinde, der er skrupskøre. Det er os der er ude af takt med virkeligheden. Vi burde være lige så “logiske” som Venstrefløjen. Vi burde være som Alice i Eventyrland der sagde:

“Hvis jeg havde min egen verden ville alt være det rene sludder. Intet ville være hvad det så ud til, fordi alt ville være hvad det ikke er. Og omvendt. Det det ville være er det så ikke. Forstår du?”

“Omvendt - fortsatte Tweedledee, “hvis det var således, kunne det være, og hvis det var således, ville det være, dog som det ikke er. Det er logik.”

Det ultimative resultat af den seksuelle revolution er antagelsen af Djævelens løgn til Adam og Eva da han opmuntrede dem til at spise af den forbudte frugt og således forgifte sig selv med synd mod Virkelighedens Gud. »Men Gud ved, at i samme øjeblik I spiser den frugt, bliver jeres øjne åbnet for ting, I ikke før har set, og I bliver som Gud med evne til at skelne mellem godt og ondt.«“

Der kan knap være et mere bevidst forsøg på at skille os fra den Gud der skabte os end dette forsøg på at lave om på eller udslette det at vi er skabt som mand og kvinde. Hævden at vi gennem et dekret kan lave om på Guds billede som mand og kvinde er i sandhed galskab. Vi er ikke guder, selvom vi hævder at være det.

Som teologen Paul Tillich skrev - er vi på vej mod afgudsdyrkelse, herunder selvdyrkelsen - som pastor David McGee og andre kalder den uhellige treenighed bestående af Mig - Mig selv, og Jeg. Tillich skriver at mennesker har tendens til at tilbede alt andet end Gud, idet vi tænker vi kan “selv skabe tilstedeværelsen af den hellige Ånd.”

Eller udtrykt på anden vis, det moderne koncept går ud på, at vi kan gøre os guddommelige selvom vi er dødelige, mand og kvinde, der virkelig har brug for den guddommelige forordning at kunne angre. I det ligger den sande frihed til at være mand og kvinde som Gud ønsker vi skal være. Deri ligger frihed og et sundt sind. Det ligger ikke i den tossede forestilling om at vor identitet som mand og kvinde er porøs som en svamp, og kan formes af guders og gudinders vilje.

Venstrefløjen vil sandsynligvis ikke holde inde med at ræsonnere som børn, der tror på myter og eventyr, medmindre venstrefløjen får mere hold på virkeligheden og afviser mytologien der nu tryllebinder den såkaldte “borgerrettigheds” bevægelse. .

Som. C.S. Lewis bemærkede så kan selv “Et barn kan kun give sig hen til sin fantasi dersom han har en stabilitetens klippe at vende tilbage til.” Hvis virkelighedens klippe som mand og kvinde ødelægges, således også friheden for mennesket. Der er intet håb om frihed når magisk tankegang fremstår som logik, og den naturlige orden forhånes til fordel for myter.

Endelig så kan Vesten ikke gå samme vej som Indien uden at ende med et køns kastesystem bestående at mangfoldige køn. Indiens Højesteret har skabt et officielt tredje køn for eunukker og transkønnede og siger, “Det er ethvert menneskes ret at vælge deres køn.” Der er absolut intet til hinder for at det nye køns kastesystem, der skal gives særlige rettigheder i regeringen og universiteter, ikke også kan udvides til at omfatte 51 eller flere privilegerede kaster baseret på selverklæret kønsidentitet. Alle de nye kaster kunne skabes ud af det rene ingenting, med så mange køns kaster som der nu er etniciteter - alle med en hævd på rettigheder.

Som artiklen fastslår, “Indiens transkønnede omfatter de som føler de var født med det forkerte køn, mænd født med deformerede kønsorganer og kvindagtige drenge der afvises af deres familier og sendes bort for at leve i eunuk kolonier.”

Selvom man kun kan have medfølelse med de som forulempes af deres medmennesker og de som er født med deforme kønsorganer så skal man lægge mærke til den kategori der fremhæves “de som føler de er født med det forkerte køn,.”

På den lange bane så er den legendariske evne til at kunne transformere sig selv med til at give muligheder der er grænseløse som med beretningerne fra græsk mytologi, men det kan meget vel føre til et nyt kastesystem der ligner det som var så afskyet af kolonisatorerne og de kristne missionærer, der forkastede reinkarnation til fordel for soning af menneskeheden gennem Kristus.  

At opdele samfundet i varianter af køn er at invitere til den totale opløsning af Vestens samfund, fordi med sådanne kategorier er det nærmest uden begrænsning, kun fantasien, kan sætte grænser, og ikke den skabte ordens virkelighed. 

Vesten bør vende tilbage til og forsvare med ildhu det kristne synspunkt, at den materielle verden, herunder mennesket, er formet af Gud, at den skabte orden, mand mand og kvinde kan der ikke lave som på, uden en ekstrem åndelig og samfundsmæssig deformation.

En ting er at man ønsker at være som Gud.

Noget helt andet er at man ønsker at være Gud

Fay Voshell holds a M.Div. from Princeton Seminary, where she received a prize for excellence in systematic theology. Her articles have appeared in American Thinker, National Review, PJMedia, RealClearReligion and many other online publications. She may be reached at fvoshell@yahoo.com

fhttp://www.americanthinker.com/articles/2015/04/transgenderism_a_return_to_pagan_mythology.html#ixzz3XAKNahhO 

Skat på mursten, tapet, hvordan undgår man dem?

Skat på mursten for at føre krig Det er meget dyrt at føre krig. Det er dog ikke hovedårsagen til at undgå krigsførelse - død og ødelæggelse er vigtigere, helt sikkert - men det er stadig meget dyrt. Soldaterne skal der sørges for, våben skal indkøbes, transport er altafgørende, og så videre, og så videre. Og mens mange regeringer i dag har godt understøttet militær og kan klare økonomien ved en krig, så har det ikke altid været tilfældet. For eksempel, for at betale for 1898 Den Spansk Amerikanske krig måtte United States lægge skat på brugen af en ny teknologi - Telefonen. Og hvor der er nye skatter dukker der smuthuller op. Det er derfor denne mur i den engelske landsby Measham ser så besynderlig ud.

På højre side er der mindre mursten, de udgør den ældste del af muren. Mod venstre er stenene noget større. Men det er ikke en doven murers skyld. Det er en effekt af Den Amerikanske Revolution. I 1775, brød krig ud i the Americas. Kolonisterne ønskede at være fri for briternes styre. Parlamentet og Kronen var ikke tilfreds med det. Så man indsatte flåden, soldater og våben. At udkæmpe en krig et ocean borte er ikke billigt, så Parlamentet søgte metoder til at øge skatterne. og i dette tilfælde, hvor man pålagde en skat på mursten  var det teglværkerne der stod for opkrævningen, hvilket vel var ganske naturligt. Men der opstod et problem. Skatten var ikke udregnet efter vægt på murstenen. Den var udregnet per styk.   Da der ikke var krav om sten af en bestemt størrelse - udover det praktiske, og fysiske for mureren - så blev nogle teglværker meget kreative. Mest kendt var Joseph Wilkes der påbegyndte en ny type mursten kaldet "Wilkes' Gobs" (eller undertiden, "Wilkes' Jumbs") -- dobbelt så store mursten som hidtil, og som derfor beskatningsmæssigt var halvt så dyre som den gamle størrelse.  Man så bort fra det æstetiske, mange håndværkere gik ind for den noget billigere, men større sten. Ubndertiden så det tosset ud -- her er endnu et groft eksempel -- men helt klart blev der sparet en del penge. Og fidusen fortsatte meget længere end man skulle tro. Først i 1801 indført Parlamentet en bestemt størrelse på mursten, men nu var størrelsen på markedet og blev der. I 1859 blev loven endelig ophævet - men da havde Den Amerikanske Revolution været forbi for over 50 år siden.   Bonus fakta: Hvis en britisk indbygger ønskede tapet på tidspunktet for skat på mursten, så havde også tapet en særskat. I 1712, indførte Kronen en brugsskat på “mønstret, trykt eller malet tapet,” som der fortælles på Wikipedia. Det var en skat på luksus og beregnet på at ramme de velstående, men de velstående fandt på en anden måede at omgå skatte. I stedet for at købe færdig tapet, købte de almindeligt tapet og ansatte kunstnere til at male, tegne på det opsatte tapet.

Kinas koncentrationslejre - folkedrab på vej?

Kina store interneringslejre

Cirka 1 million uighurer er forsvundet uden dom. Det kan blive værre

 RIAN THUM

Sidste sommer (2018) begyndte online links mellem Kinas vestlige Xinjiang region og resten af verden at gå i sort.

Uighurerne der udgør den største etniske gruppe i Xinjiang, begyndte af afskære venner og familiemedlemmer i udlandet fra deres kontakter på WeChat, den dominerende online platform i Kina. Mange bad deres familiemedlemmer om ikke at ringe til dem. Den uighur familie jeg talte med smuglede en sidste kommunikation ud gennem chatfunktionen, integreret i et videospil.

I 2009 havde regeringen lukket hele internettet ned i næsten et år, men dette var noget helt andet. Minoritetsgrupper som et hele afskar sig selv fra verden udenfor, man sletter den ene kontakt efter den anden.

Mens Uighurerne forsvinder fra samtaler over grænserne begyndte nye markante bygningskomplekser at poppe op over hele regionen. Store bygninger omringet af dobbelthegn og vagttårne, alle ganske tydelige fra satellitbilleder. Hundred tusinder af mænd og kvinder fra minoriteter, de fleste Uighurer, men også andre er forsvundet ind i disse lejre det sidste år, som regel uden at familien får noget at vide og uden anklage om kriminel aktivitet. Mens politiet har knoklet hårdt for at indsamle så mange Uighurer for at leve op til internerings kvota, er selv de mindste tegn på mangel på loyalitet overfor myndighederne et påskud for internering, såsom at holde op med at drikke, faste eller hilse på embedsmænd. Kontakt med verden udenfor er et af disse tegn på formodet upålidelighed.

 

Når man tager i betragtning hvor svært det er at kommunikere med udlændinge er det overraskende hvor meget os udenfor Kina har været i stand til at opdage masse-interneringsprogrammet for minoriteter i Xinjiang. Baseret delvist på læk gennem en usædvanlig frimodig politiembedsmand i Kashgar (nu er han fjernet) har eksperter anslået at cirka 5 til 10% af den voksne Uighur befolkning er blevet interneret uden at have været for en dommer. I en by fortalte politiet journalister fra Radio Free Asia, at man forventede at sende 40% af befolkningen, herunder næsten 100% mænd mellem 20 til 50 år til interneringssystemet. 

Over for den internationale verden har Kina som stat nægtet eksistensen af det som er blevet kendt som “genuddannelseslejre,” men lokale embedsmænd fortsætter med at bygge nye lejre og opfordrer åbenlyst online til bud på byggekontrakter, og giver detaljer om alt fra lejrenes størrelse  (op til  883,000 square feet) til materialevalg (“bombe-sikre overflader”) kræves. Nogle få internerede er blevet løsladt af en eller anden grund, og har fortalt deres historier om livet i lejrene til journalister, hvor de beskriver forholdene fra ikke komfortable til bogstavelig tortur.

Der er spørgsmål der svæver i luften, herunder det yderst vigtige, hvad internerings netværket er beregnet til at gøre og hvad ofrene kan forvente. Fortolkningerne spænder vidt. De lokale medier i Xinjiang præsenterer lejrene som rehabiliterings faciliteter af kort varighed.

Uighurer med familiemedlemmer og venner har været borte nu i over seks måneder og der er mere at frygte. Og tilstedeværelsen af en rekrutteringsnotits om 50 “stålsatte” vagter ved et krematorium udenfor Urumqi, den regionale hovedstad har givet mere næring til frygt for at den kinesiske regering er klar til folkedrab. 

Skønt intentionen bag valget af politik ikke vides helt, har det sidste år givet datalæk, online spor og øjenvidne rapporter der giver antydninger af de mål som beslutningshaverne i Beijing har. I lyset af den lange historie om modstand mod kinesisk styre i Xinjiang og de kinesiske forsøg på at eliminere den synes nogle motiver at være tydelige.

Siden Qing dynastiets erobring af regionen i 1759 har stater med oprindelse i Kina konfronteret vanskelighederne i disse regioner som man døbte Xinjiang - den “nye grænse” herunder oprør i 1864, 1933 og 1945 som førte til oprettelsen af kortvarige uafhængige stater.

Ved oprettelsen af Folkerepublikken Kina (PRC) i 1949 var kun 6% af befolkningen i  Xinjiang Han kinesere, og de kinesiske myndigheder betragtede de oprindelige indbyggere, især flertallet bestående af Uighur som etnisk gruppe, med mistænksomhed og foragt. I 1982 havde man gennem politiske tiltag øget andelen af etniske kinesere i Xinjiang til 40%, men myndighederne var hele tiden bekymret over den oprindelige befolknings modstand og så det som en trussel mod Kina territoriale forhåbninger, drømme. Selv efter to århundreder med et styre fra Kina har de oprindelige indbyggere i Xinjiang mere kulturelt tilfælles med Central Asien og Mellemøsten end med Kina, og modstand, både fredelig som voldelig var almindelig. 

Kinas Kommunistiske Party (CCP) har begrundet denne modstand med diverse fortolkninger i årenes løb. I 1990’erne blev det anset som værende i bund og grund etnisk-nationalistisk “separatisme” med baggrund i pan-tyrkisk ideologi. Efter 2001, da Folkerepublikken stillede sig på USAs side i den “globale krig mod terror” begyndte myndigheder langt oftere at nævne “terrorisme” som man hævdede var fostret af religiøs “ekstremisme” og med en omtale, hvor man kraftigt lånte islamofobiske argumenter i Vesten, Det de to udlægninger deler er en formodning om  at trossystemer og ideer er det som får folk til at gøre modstand, ikke restriktiv kulturel baseret politik, økonomi, eller folks underordnede status i samfundet og da helt sikkert ikke den uretfærdige behandling ved en okkuperende koloniserende stat.

Indtil for nylig omhandlede de officielle forklaringer på den stadige modstand og utilfredshed, at det var en håndfuld ‘rådne æbler’ der gik imod CCP styret. Myndighederne i Xinjiang kastede energi ind på at kontrollere de “onde kræfter” gennem sikkerhedsforanstaltninger. Denne tilgang nåede et højdepunkt ved optøjerne i 2009 der medførte mange døde. I juli det år protesterede Uighurer i Urumqi mod at arbejdere blev tævet til døde på en fabrik uden for Shenzen der beskæftigede Uighurer. Da politiet forsøgte at opløse en i begyndelsen fredelig demonstration gik det over til direkte oprør og Uighurer  myrdede næsten 200, de fleste Han kinesere.
De statlige myndigheder lagde skylden for dette på Uighurer i Europa og the United States. Folkehæren, en paramilitær sikkerhedsstyrke oversvømmede derpå regionen, opsatte kontrolposter og bevogtede steder i hele Xinjiang. Konvojer af olivengrønne tropper gik hele tiden på patrulje i byerne. Man bar bannere for at fremme “etnisk enhed” for at påvirke Uighurernes sind og hjerte. I de følgende år overdyngede myndighederne byerne med overvågningskameraer og indførte restriktioner på rejser for Uighurer fra landdistrikterne.  I de første år af 2000 så man en stadig mere stram statskontrol af Uighur bevægelsen, på religiøs praksis og udtryk, og resultatet af 2009 oprøret accelererede forvandlingen af Xinjiang regionen til en fuldblods racistisk politistat. 

Interneringslejr systemet afspejler et skifte i de officielle ideer om omfanget af de ideologiske trusler. Under Chen Quanguo, Xinjiang’s øverste embedsmand siden 2016, truer statens politik alle Uighurer som værende sandsynlige modstandere af Partiet, og dermed underforstået en anerkendelse af at rigtig mange Uighurer ikke er taknemmelige over for Kinas styre. Det er så ikke kun Uighurer der er utilfredse med Partiet men også Kazakhere og andre minoritetsgrupper.

Det er derfor ikke overraskende, at det oftest officielt nævnte argument for interneringslejrene er at rense folkets tanker, “eliminere ekstremismen” og indgyde kærlighed til Partiet. En meddelelse lækket  fornylig fra Xinjiangs Kommunist Partis Ungdomsliga, beregnet på at dulme den herskende frygt over genopdragelseslejrene, forklarede at disse lejre “behandler og renser for virus i deres hjerner.” Navnene der bruges for lejrene har stor variation, både for den samme lejr og den ved siden af, men de fleste indeholder f.eks. ordet “forvandling,” “koncentreret uddannelsens transformations center.”

Den håndfuld personer der er løsladt fra lejrene og kan fortælle deres historier beskriver en mangfoldighed af indoktrinerings teknikker der til formål har at indgyde kærlighed til Kinas Kommunist Parti og dets leder Xi Jinping.

“Lærerne” og vagter tvinger de indsatte til at råbe slogans, se videoer om hvordan man identificerer islamisk ekstremisme, studerer tekster af Konfutse, siger tak til Formand Xi Jinping før måltiderne, forhåner islam, skrive selvkritik, er nogle af de indoktrineringsprogrammer som Partiet står for, lige så gamle som selve Fokerepublikken, teknikker der gjorde at vi på engelsk fik ordet “brainwashing” en direkte oversættelse af det kinesiske xi nao. Disse teknikker ved Partiet er i kombination med det som præsenteres som moderne psykologiske læringsmetoder, da genopdragelsescentrene ansætter personale der har gennemgået psykologisk træning.

Indoktrineringen afspejler en ny betoning af nationalismen over hele Folkerepublikken. Statsmedierne fremhæver Partiet som Kinas Frelser, som de altid har gjort, men “Kina” er nu mere knyttet til kulturen hos den etniske majoritet - Han kineserne.

Fra det perspektiv bliver religioner der bedømmes som kommende udefra, for eksempel Kristendommen anset som trusler, og det gælder også den ellers formodede kinesiske religion Buddhismen, når den praktiseres af ikke Han, som hos Tibetanerne.

Ikke siden Mao Zedong har nogen leder udover Xi Jinping fremmet den forestilling at være selve legemliggørelsen og beskytteren af den kinesiske nation  I nogle lejre kræves det af de indsatte at de erstatter den almindelige islamiske velsignelse før måltider, bismillah, med tak til Xi Jinping.

Uden for Kina er det vanskeligt at finde informerede observatører der mener at tvungen indoktrinering, begrænsninger på kultur, og restriktioner på religiøs praksis skulle fostre andet end vrede mod Partiet. I Xinjiang er tilliden til disse teknikker meget stor, der er i hvert fald ikke plads til at give udtryk for officielle bekymringer. Før 2016 havde embedsmænd plads til improvisationer når de forsøgte at gennemføre den centrale politik. I mange kommuner skabte de programmer der helt tydeligt havde til formål at gennemtvinge ideologisk transformation. Det mest besynderlige af disse var de tvungne line-dancing konkurrencer der spredte sig over regionen i 2014. Disse formodedes at flytte mennesker væk fra “ekstremistiske” udtryksformer i Islam der forbyder dans. Andre steder ‘hjalp’ man børn til at underskrive løfter om ikke at tro på Gud og arrangerede offentlige ceremonier med formålet at sværge troskab over for Kommunistpartiet. Selve indoktrineringsmaterialet kan fremme holdningen om “transformation” som i tilfældet med en lejr, hvor de internerede blev tvunget til lære Konfutse klassikere udenad, de grundlæggende tekster i en filosofi der fremhæver ritualet med at omforme individet.

Men interneringslejrene spiller endnu en vigtig rolle. De tillader politiet fysisk at fjerne hele klasser af personer fra samfundet, I mindst tre kommuner har politiet som det fortælles, af de internerede alle eller næsten alle er Uighurer født mellem 1980 og 2000, og man kalder dem en “utroværdig generation.”  Internerede Uighurer kan fysisk ikke deltage i den offentlige modstand mod Kommunistpartiet. Man fjerner også børn af Uighurer for at disse skal assimileres i den kinesiske kultur. En kommune i Kashgar området sendte alene 18 nye ‘forældreløse’ det sidste år, hvor de udelukkende blev undervist på kinesisk.  

Lejrene tjener også som en straffende trussel bag statens kulturelle og ideologiske forvandling af Uighur samfundet. Uden brug af juridiske anklager om lovbrud, kan myndighederne med lethed få ethvert medlem af en minoritetsgruppe til at forsvinde for selv den mindste ulydighed. I januar fortalte en instruktør for en genopdragelseslejr sine ‘studerende’ at de ville blive sendt til interneringslejre, hvis de ikke udenad kunne recitere troskabseden til Kommunistpartiet og den kinesiske nationalhymne på kinesisk i løbet af tre dage, ifølge Radio Free Asia.  Dagen før sidste frist hængte en mand i 40’erne sig da han havde svært ved at huske det hele.

Faren for at blive interneret bliver forstærket af de utroligt mange overvågningskameraer der sammen med bevæbnet politi og nabokomiteer (angivere) a la Stasi Østtyskland  med højteknologisk netforbundet overvågningsudstyr. Uighurer er underlagt tvungne besøg i deres hjem af “arbejdsteams” der består af partimedlemmer og andre “loyale” repræsentanter fra staten. Disse besøg kan vare fra en dag til flere dage, hvor man udspørger om meninger, tanker, vaner og man gennemsøger hjemmene for at finde forbudte ting.

Resultatet af disse interviews holdes normalt hemmeligt, men i et tilfælde pralede et hold  online om deres effektivitet; de sendte en femtedel af landsbyens indbyggere til internering og indoktrinering. Børn assisterer med overvågningen af private hjem og steder, og skoler opmuntrer dem til at fortælle om deres forældres religiøse vaner hjemme. 

Byer er overdænget med overvågningskameraer. Checkpoints ved markederne, togstationer og endog boghandler scanner ansigterne og tjekker dem med ID-kort med ansigtsgenkendelses software.

Der kræves af ejere af smartphones at de installerer regerings spyware om indholdet på deres enhed. Ifølge en rapport ved Human Rights Watch, bliver de enorme mængder data der genereres af disse elektroniske overvågningssystemer samlet og gennemgået med informationer fra ‘arbejdsholdenes’ hjemmebesøg og lagt på en “integreret fælles operations platform” der anvender data til at forudsige, hvilke individer der vil være illoyale. Politi kontrollerer ved checkpoints regelmæssigt telefoner for “illegalt” indhold. Forsøg på at komme udenom dette overvågningsnetværk er farligt. En politistation rapporterede at man internerede mennesker der ikke længere brugte deres smartphones.

Den så at sige totale udslettelse af privatliv og omfanget af den enorme internering synes at ændre Uighurernes væremåde. For ti år siden kom der forbud mod Uighur sproget i skolerne, populære bøger blev forbudt (ofte trykt af regeringsledede trykkerier) og forbud mod private bønner. De lokale lærere der ignorerede reglerne om brug af sproget, forbudte bøger kunne man forholdsvist let finde, og et ritual som Sufi dans var stadig almindeligt. I dag brænder Uighurerne deres egne bøger og forsøger at gætte hvad der vil gøre de som ‘besøger’ deres hjem betænkelige, af frygt for at de vil komme til at tilslutte sig de mange familiemedlemmer som de personligt har set forsvinde i de sidste 18 måneder.

Genopdragelseslejrene kaster også skygger udover Xinjiang og Kinas grænser. Sikkkerhedspersonnel i Xinjiang har kaldt Uighurer der arbejder i resten af Kina tilbage til deres hjembyer, og meget ofte forsvinder de. Politiet følger Uighur aktiviteter når de bor andre steder og kræver fotografisk bevis på deres tilstedeværelse på universiteter mv. Nogle får ordre til at vende hjem til sikker internering. Uighurerne føjer sig af frygt for deres familiers skæbne. Nogle har talt helt åbent om situationen og de rigtig mange slægtninge der forsvinder. Depression er udbredt blandt eksil Uighurer. Alle kendte tilfælde af Uighurer der er vendt hjem til Kina det sidste år er også beretninger om at de forsvinder. Over hele verden overvejer Uighurer med udløbne pas eller visa om de kan få asyl i det fremmede land, og dermed aldrig kommer til at se deres familier igen, eller om de skal risikere, med stor sandsynlighed, at blive interneret når de vender hjem til Xinjiang.

A Uighur woman walks by a closed Islamic school in the old town of Kashgar in China’s Xinjiang province on July 1, 2017. (Kevin Frayer/Getty Images)

Det tal som er mest fremherskende som estimat over antallet af internerede går - fra adskillige hundredtusinder til over 1 million - og blev beregnet af Adrian Zenz fra the European School of Culture and Theology baseret på læk der kom frem i januar og februar. I det halve år siden er Uighurer, Kazakhere og andre blevet ved med at forsvinde. Uighurer med familie i Xinjiang og akademikere der har været på besøg i de seneste måneder har kun sjældent fortalt om individuelle løsladelse, kun især af ældre personer med helbredsproblemer.

Embedsmænd i et distrikt i Kucha har fortalt journalister at ingen af de cirka 5000 til 6000 borgere der er blevet sendt til lejre i løbet af de sidste to år er blevet løsladt. Betegnende er det at staten er blevet ved med at investere i bygning af lejre. Som reaktion på den voksende globale opmærksomhed på problemet har Kina sløjfet alle eksisterende online bud på bygning af lejre, og kommer ikke med flere nye udbud. Selv da kan man formode, gennem offentlige udbud i marts og april, at nye lejre vil åbne senere i år eller tidligt næste år. 

Interneringssystemet er kædet sammen med det almindelige fængselssystem der har sin egen store vækst, udvidelse. Xinjiang stod sidste år for 13% af internerede i Kina trods det befolkningen kun udgør 1,5% af den samlede befolkning i Kina. 

Antaller af anholdelser er endnu større, står for 21% af anholdelser i hele Kina, ifølge en analyse af aktivistgruppen, Chinese Human Rights Defenders. For mange tilbageholdte er første stop en kanshousuo, et midlertidigt tilbageholdelsescenter.

Shawn Zhang, en kinesisk student i Canada har benyttet Google  satellit billeder til at dokumentere en “bygningseksplosion” af genopdragelsescentre og andre detentions faciliteter over hele Xinjiang Google imagery fra 22. april viser at et byggeri nær Khotan bliver udvidet med hele 150%.

En embedsmand i Karakash forklarede at genopdragelseslejrene også fungerer som forposter til det formelle fængselssystem. En anden officer fra en landsby nær Kashgar sagde der er beviser på at lejrene fører til almindelige fængsler. Bygningen af nye genopdragelseslejre lader formode at den plads der frigøres når internerede overføres til fængsler ikke er nok til at huse den fortsatte tilstrømning af internerede til tvungen indoktrinering.

Antallet opgivet i februar er måske faldet i månederne sidenhen, men de er ikke desto mindre betragtelige. I øverste ende af Zenz estimatet overstiger Xijiangs genopdragelseslejre det højeste antal af indsatte i Nazi KZ-lejrene. (714,211 i 1945, ifølge Nikolaus Wachsmann’s 2015 bog, KL: A History of the Nazi Concentration Camps), er adskillige gange større end antallet internerede japanere i United States under 2. Verdenskrig, og når cirka det halve af kapaciteten i Sovjets gulagsystem der kunne rumme cirka 2 millioner. Vi kommer måske til at se, hvilke af disse fortilfælde de enorme interneringskomplekser i Xinjiang i sidste ende mest vil ligne.

Fra satellitbilleder kan man tydeligt se byggestilen af genopdragelseslejrene og at der bygges flere, hvilket lader formode at den kinesiske stat har til hensigt at opretholde lejrsystemet i den nærmeste fremtid.

Et meget moderat synspunkt kunne være at man går bort fra lejrsystemet og at myndighederne på et tidspunkt vil reducere antallet af internerede og lade ‘hårdkogte’ indsatte være tilbage og lade alle andre internerede drage hjem. Hvis det er resultatet ville lejrene dog stadig fastholde Xinjiangs racistiske politistat og støtte Kommunistpartiets assimileringsprogram for kultur og ideologisk udrensning.

En sådan udvikling, dyster som den er, vil imidlertid vise sig at være for optimistisk. Historisk set har interneringssystemet ofte afveget fra deres oprindelige formål. En mangel på korrekt handlemåde, kombineret med store magtbeføjelser som interneringsprogrammer giver stater magten til at kontrollere skæbnen for minoriteter og gør at lejre som dem i Xinjiang let kan benyttes til nye formål.  

Krigshandlinger, voldsudøvelser af undertrykte minoriteter giver anledning til krænkende behandling af fanger, og ideologiske ændringer i toppen af bureaukratiet har alle potentialet, alene eller i kombination, til at lejrene kan benyttes til endnu mere dystre formål.

Lokale embedsmænd har allerede givet ytringer om umenneskelige holdninger til den rolle genopdragelseslejrene kan have, som “fjernelse af tumorer” og “som at sprøjte kemikalier på uønskede vækster for at slå disse ihjel.”

Skulle myndighederne finde at den tvungne indoktrinering har fejlet vil store dele af Xinjiangs minoriteter blive bedømt som uforsonlige. Og som det statkontrollerede Global Times hævder, som svar på den nylige fordømmelse i FN af Kinas racepolitik i Xinjiang, at “alle midler kan blive benyttet,” for at opnå “stabilitet” i Kina, ja så kan massemord og folkedrab ikke være noget man helt kan afvise som mulige. 

Rian Thum is an Associate Professor of History at Loyola University New Orleans and an American Council of Learned Societies Fellow. He is the author of The Sacred Routes of Uyghur History (Harvard University Press, 2014). Twitter: @RianThum

https://foreignpolicy.com/2018/08/22/chinas-mass-internment-camps-have-no-clear-end-in-sight/

Om UFO'er i dag

Om UFOs i dag

NIC ROWAN

Da de studerende på Hillsdale College fik øje på et uidentificeret flyvende objekt der svævede over campus i marts 1966 vendte de nationale mediers opmærksomhed sig mod den lille skole i Michigan.

(Artikel: http://hillsdalecollegian.com/2015/03/ufo-in-1966-hillsdale-had-its-own-close-encounter/)

Kamerahold og journalister kom til byen og college - omringede det, ivrige efter at finde ud af om beboerne i det sydlige Michigan havde set noget himmellegeme. Det de fandt var bizart: Folk sendte nummeret Pi i morsekode mod himlen, en ældre herre spillede violin for at bringe “fantom piloterne” ned på jorden, og der var hele tiden rapporter om skinnende cirkler der for frem og tilbage over nattehimlen.  

Ikke længe efter blev the United States Air Force opmærksom, og sendte J. Allen Hynek en astrofysiker fra Northwestern University ud for at se nærmere på stedet. Efter at have interviewet studerende og lavet forsøg med jorden på Hillsdale konkluderede Hynek at det man have set ikke var andet end et synsbedrag forårsaget af “sumpgas.” Sagen afgjort.

Link til artikel: https://www.reviewjournal.com/news/nation-and-world/ex-navy-pilot-describes-encounter-with-ufo-says-it-was-real/

Men Hyneks forklaring overbeviste ikke særlig mange der hævdede at have set en UFO. I dagene efter hans rapport blev udgivet strømmede det ind med hundredvis af breve til kontorerne hos  House Minority Leader Gerald Ford, der dengang repræsenterede the Grand Rapids området. Ford var kendt som en der lyttede til sine vælgere, og derpå lade deres interesser blive fremført - selvom det ville kunne gøre ham upopulær i Washington D.C. eliten.

I en udsendelse sendt over hele landet krævede Ford offentlige høringer, og en Kongres efterforskning af UFOs i United States luftrum.

“Dette er hændelser som mange pålidelige borgere følte var nok til at retfærdiggøre en handling ved vor regering - og ikke den slags vægelsindet svar der blev givet af the Air Force, hvor de afviser det som ‘sumpgas.’” sagde han.

Talen gav genlyd og Ford blev kendt i løbet af natten. Breve med ros strømmede til hans kontor fra kultledere, konspiratorikere og mennesker der hævdede at være væsener fra rummet. Klummeskribenten Roscoe Drummond latterliggjorde ham som repræsentant for “Tre Martini før middag” staten. Wes Vivian hans Democratic kollega i Kongressen foreslog at Ford ikke gjorde mere ved emnet og lod forbundsregeringen klare sagen stille og roligt.

Men hjemme forblev støtten til Ford stærk, og han fortsatte med at lægge pres på Congress for at handle.

“Jeg har aldrig sagt at jeg tror på nogle af de rapporterede UFO betragtninger der skulle indikere besøg på jorden fra en anden planet. Udover tricks og naturlige fænomener, kan nogle af disse objekter meget vel være produkter af eksperimenteren i vort militær,” sagde han i en pressemeddelelse. “Hvis det er således, hvorfor indrømmer the Air Force det ikke, og således berolige det amerikanske folk?”  

Efter måneder med diskussioner over åbenhed gik the House Armed Services Committee mod Ford og uddelegerede opgaven med yderligere UFO undersøgelse til et hold af videnskabsforskere ved University of Colorado. Ford holdt fast ved, at høringer og en undersøgelse ville være mere “gavnlig” for offentligheden, men pressede ikke yderligere på.

I løbet af de næste årtier er spørgsmål om regeringens undersøgelser af UFO dukket op i Washington, men næsten altid under hensyn til militæret. Og selvom præsidenter har nævnt deres mulige tro på UFOs (mest kendt er Jimmy Carter og Bill Clinton) så har ingen valgt embedsmand siden Ford sat gang i en større kampagne for at få afgjort sagen en gang for alle.

Men det kan meget vel snart være tilfældet. UFOs kryber tilbage ind i Congress. Senator Mark Warner (Democrat-Virginia) fortalte i juni Politico at han og andre medlemmer af the Senate Intelligence Committee var blevet underrettet om emnet, efter en stribe Navy observationer mellem 2014 og 2017, der gjorde daværende Senator Harry Reid (Democrat-Nevada) opmærksom.

De er ikke de eneste. I de seneste få år er medlemmer af Kongressen “kommet ud af buskadset” for at lære mere om UFOs fortalte en tidligere efterretningsmand Politico.

Selv præsident Trump har udtalt sig. I et interview i juni måned med ABC’s George Stephanopoulos,afslørede Trump af embedsmænd i Pentagon var mødtes med ham om sagen.  

“Jeg havde et meget kort møde om det,” sagde Trump. “Men mennesker siger de ser UFO’s. Tror jeg på det? Ikke i nævneværdig grad.”  

Men for ikke at knuse håbet hos UFO entusiaster så udelod han ikke muligheden.

“Vi holder øje, og I vil være de første der får det at vide,” sagde han.

https://spectator.org/talking-ufos-with-trump-and-ford/