Generation Snowflake: hvordan vi har opdraget børn til at at være ængstelige skravl
Endnu en uge, endnu en strøm af halvdumme forbudsforslag og ‘sikre steder’ fra læreanstalter af en ny type af hyper-sensitive censurfikserede unge. Ved Oxford University bliver jurastuderende nu officielt gjort opmærksom på når indholdet i en lektion kunne gøre dem foruroligede. På Cambridge var der opfordringer til at en middag ved årsafslutningen med et Afrika-tema skulle aflyses, hvis nu den var årsag til at en eller anden, et eller andet sted, skulle føle sig krænket. Det synes at være gennemført parodisk. “Hvad der der dog galt med disse tyndhudede små kejsere?” græder vi. Men samtidig med vi kan rømme os kraftigt over, og snerre ad Generation Snowflakes udfald, skal vi lige tænke over, at vi selv skabte den.
Først og fremmest er det vigtigt at bemærke at de unge mennesker der råber ‘krænket’ sådan set ikke er kommet ‘til skade’ - denne generationsskrøbelighed er et reelt fænomen.
Jeg har holdt taler på adskillige skoler og universiteter i de seneste år og jeg har lagt mærke til stadig flere fortørnede reaktioner fra mit unge publikum over for så at sige ethvert argument, jeg fremsætter som de ikke bryder sig om. De er virkelig foruroligede over ideer og holdninger der er modsat deres syn på verden. Selv når man holder en tale om ytringsfrihed kan det føre til vantro og mishag. Men hvorfor tager de alt så personligt? Det korte svar er: Fordi vi har socialiseret dem til det.
Hvorfor er vi overraskede over at teenagere kræver sikre steder? Historisk set, kunne de som er ved at blive voksne være nogle der tager risici, søger eventyr, men i dag opfostrer vi børn til at opfatte verden som en frygteligt skræmmende sted.
NGO’ ers velgørenhedsorganisationer fremmer i særlig grad panik stemning, og argumenterer for at det vi plejede at kalde ‘hvalpefed’ er ‘fedme i barndommen’ og det vil føre til for tidligt død, mens de sukkerholdige drikke de unge elsker at nedsvælge er ‘ungernes crack kokain.’ Vokset op på en diæt af katastrofe overdrivende kost - ja så kan det ikke forundre at børn vokser op - bange for deres egen skygge.
I dag går forældre til latterlige metoder for at eliminere alle risici i deres børns liv. Uundgåeligt vil dette indsnævre deres horisont og lære dem at være mindre ‘vovede.’ Sundheds- og sikkerhedsmanien betyder, at den unge nægtes de modstandsopbyggende friheder som tidligere generationer nød gavn af, såsom at lege i det fri, klatre i træer, og gå alene til skole.
Moderne overbeskyttelse betyder at eleverne er blevet forhindret i at være med i aktiviteter såsom springe buk, stikbold mv. Tre ud af ti skoler har forbudt legen British Bulldog (Tag-Fat-Leg) på legepladsen. I sidste uge foreslog en rektor i Dundee at farven på skoleuniformen skulle ændres da den røde farve ‘ifølge forskning indikerer at det kan forøge risikoen for hjerterytmen og åndedrættet.’ I marts måned var der tiltag til at forbyde tacklinger i rugby kampe i skolen på grund af faren ved denne ‘sportsgren med kollisioner.”
Endnu mere skadeligt er børne-beskyttelsesbranchen, der aktivt opmuntrer børn til at se potentielt misbrug overalt. At beskytte er blevet en topprioritet i enhver organisation der arbejder med børn, og det i en udstrækning at forældre forbydes at tage fotos af deres egne børn i svømmehallen og ikke får lov at komme ind i mange parker ‘undtagen i selskab med et barn.’
I 2010 syntes Indenrigsminister Theresa May at erkende at det var gået for vidt og lovede at ‘skrue tilbage’ de skrækkelige efterforskninger i eventuelle lovovertrædelser. Ikke meget er sket siden. Så hvorfor undrer vi os så over at nutidens studerende ser misbrug i så mange af deres interaktioner, når de er blevet opfostret med at se enhver fremmed de møder som en eventuel trussel?
Anti-mobnings industrien er også vokset eksponentielt i de sidste 20 år. Hvis ordet “mobbe” får dig til at tænke på børn der får spark i hovederne og deres lommepenge røvet, eller de er underlagt systematisk råhed, så tænk om igen. Selverklærede ‘antimobningseksperter’ har udvidet definitionerne på mobning til at omfatte ‘drillerier og det at kalde hinanden øgenavne’ at ‘der bliver smidt rundt med dine ting,’ at der er sladder om dig,’ ‘ytringer af seksuel karakter,’ ‘homofobiske antydninger,’ ‘grafitti,’ ‘ufølsomme vittigheder,’ ‘obskøne gestus,’ og ‘udstødelse af vennegrupper,’
Anti-mobningspolitik er obligatorisk i skoler, og børn underlægges en endeløs strøm af anti-mobningsmøder, aktiviteter, bøger, dramaer og historier fra kendte der har været ‘ofre.’ Denne propaganda opmuntrer igen børnene til så at efterforske alle deres egne interaktioner gennem mobningsprismet og patologiserer helt normale barnagtige ‘synder’ og indbyrdes spændinger.
Anti-mobnings kampagner forsikrer den unge om at ‘ytring’ ikke kan laves om og er lig med fysisk vold og kan være årsag til langvarig psykologisk skade. Vi burde lære vore børn, hvordan man overvinder og overlever hverdagens ‘forhindringer. Dog erklærer Sarah Brennan, chef for en velgørenhedsorganisation der kaldes YoungMinds, at hvis sådan ‘ødelæggende og livsforandrende mobning ikke behandles, så kan det føre til årevis med smerte og lidelse, der fortsætter langt ind i voksenalderen.’
Sådanne sensationsprægede meddelelser om de traumatiske konsekvenser af mobning kan, tværtimod, og mod hensigten, opmuntre unge til at overreagere på hændelser og udvikle en akut ængstelse om hvad der blot er ord, hvor skrækkelige de end kan være. ‘Unge begår selvmord, ikke fordi de angribes af voldelige bander, men fordi de ikke kan klare at blive krænket, fornærmet’ siger den amerikanske psykolog Israel Kalman.
Skolerne, efter vejledning af eksperter i mobning, opmuntrer således børn til at være foruroligede; de har erstattet det oprindelige ‘sticks and stones’ (may break my bones, but word can never hurt me) slogan med ‘men ord kan arre mig for evigt’ eller værre endnu ‘ord kan slå mig ihjel.’
Når de der går i skole bliver fornærmet, krænket vil de så tænke, ‘betyder ikke en pind, det er jo kun ord’? Niks, de tænker. ‘Åh nej, jeg bliver krænket! Ord kan slå mig ihjel!’
Vi burde således næppe være overraskede over at studerende der er vokset op med sådanne doktriner betragter en statue af Cecil Rhodes som et udtryk for vold mod dem. Heller ikke at de hyler op over at ytringer fra så at sige enhver, fra Germaine Greer til Peter Tatchell er årsag til faktisk skade på dem. Når de så kommer på universitetet er vore overbeskyttede unge så ‘fyldt op’ med emotionel ængstelse at de er elendigt udrustede til at klare de grundlæggende udfordringer i voksenlivet.
Den sørgelige kendsgerning er, at vi sådan set opmuntrer en hel generation til at opfatte sig selv som mentalt udfordret. The Higher Education Funding Council for England har vurderet, at antallet af studerende der erklærer, at de lider af et mentalt problem er øget med 132% i løbet af fire år. Jeg betvivler ikke oprigtigheden hos disse studerende der rapporterer om alvorlige symptomer på depression. Det som i sandhed virker bekymrende er: De er faktisk overstressede og ikke i stand til at klare det.
Endog eksamener - som man kunne mene er væsentlige i en studerendes liv - bliver ofte betegnet som at ‘opbygge alt for megen pres’ på den unge., Natasha Devon, indtil for nylig Undervisningsministeriets ekspert i mental sundhed kritiserede prøver i skolerne ved at sige det ‘er ikke nogen tilfældighed’ at ængstelse er‘ den kraftigst voksende sygdom hos unge under 21.’
Det er da en gåde når det drejer sig om Generation Snowflake, hvordan den tilsyneladende hypersensitivitet ofte kombineres med en næsten krigerisk rettighedsfornemmelse. ‘Gør noget ved vort problem, vore sårede følelser, ellers....,’ synes de at skrige. Men igen kan denne holdning føres tilbage til, hvordan vi har opdraget dem. Gennem deres skolegang bliver børn sat i centrum, mens den selvhævdende bevægelse hærger teorier om uddannelse og praksis.
Regeringen har muligvis behandlet Ms. Devon for barsk da hun muligvis gik for vidt i sine argumenter mod tests, men den burde have vidst hvad de anskaffede sig da de hyrede medstifteren af en mental sundheds velgørenhedsorganisation ved navn ‘Self-Esteem Team’. Selv-Værds drivende sentimentale talemåder opmuntrer til en narcissistisk, selvorienteret ‘mig, mig, mig’ generation (‘Love the skin you’re in’, ‘Ego-boosting tips om at genbekræfte sig, ‘selvværd’ ‘skrive ti mest forbløffende ting ned om dig selv hver morgen,’ ‘bliv din egen bedste ven’) Og Selvværds kulturen opmuntrer voksne til at gå på listefødder om børns følelser og føje sig deres meninger, fordi vi jo ellers skader deres velbefindende.
National Association of School Psychologists med base i USA udgav en meget citeret artikel om, hvordan forældre og skoler kan sætte skub i selvværdet hos børn: “Voksne skal omhyggeligt lytte til børnene uden at afbryde, og burde ikke fortælle børnene hvordan de skal føle.” Samtidig fortæller organisationen Family Lives forældre om ‘ikke at sætte etiket på, kritisere eller lægge skyld på dit barn, da dette ville give dem et negativt budskab der ....kan have en skadelig virkning på deres følelsesmæssige velbefindende senere i livet.’
Det er så sagens humle. Der er intet mysterium i absurditeterne ved de studerende ved Stepford. Vi burde heller ikke undre os over deres pludselige fremkomst. Vi - det voksne samfund - beskytter børn fra kritik og suspenderer vor kritiske dømmekraft for at massere deres selvværd.
Vi skræmmer dem ved at ‘katastrofegøre’ en endeløs liste af frygtscenarier. Vi gør dem hyperopmærksomme på potentielle misbrugssituationer fra voksne og deres lærere, pædagoger. Vi tilskynder dem til at opfatte krænkende ord som fysisk vold. Og vi har kort sagt, skabt vor egen overængstelige, letkrænkede, censurbefængte, tyndhudede Frankenstein uhyre. Vi skabte Generation Snowflake.
Claire Fox is the director of the Institute of Ideas, and author of I Find That Offensive!
Opslag
