Gør Arktisk stor igen!

Barry Scott Zellen

For lidt over 5 år siden i august 2019, forslog præsident Trump, ganske ‘spontant’ at købe Grønland fra lille Danmark. Det førte til tumult rundt om i verden da medlemmer af de nationale sikkerheder og diplomatiet skulle tage stilling til den uforventede udsigt til en udvidelse af et amerikansk territorium, hvilket ville være det første siden 1867 (USA købte Alaska af Rusland) 

Trumps forslag vedrørende Grønland blev hurtigt og bastant afvist af både danskerne og grønlænderne, der så svarer. “Vi er klar til at gøre forretning, men ikke et salg.” 

De fleste følte på samme måde om William H. Seward’s tidligere vision for Amerika globale udvidelse - både i troperne og i polarregionern - der dengang, som med Trump blev forkastet i brede kredse som værende “tåbelig” men nu universelt anerkendes som værende strategisk forudseende. 

Med det triumferende valgresultat og mandat Trump opnåede og at han snart er tilbage på posten, kan Amerika og verden endnu engang blive vidne til hans ortodokse vision for Arktisk. 

Progressive kritikere (venstreorienterede) fremstillede uretfærdigt Trumps vision i 2019 om at udvide Amerika til at inkludere Grønland - som Amerika har forsvaret siden 2. Verdenskrig da Danmark blev besat af Nazityskland - som en neo-imperialistisk landovertagelse mod et forsvarsløst oprindeligt folk.

Men grønlænderne, der samtidig med de afvisteTrumps første ‘ouverture’ om at købe øen, bød dog den fornyede amerikanske interesse velkommen, hvilket førte til en amerikansk investering på $12.1 million det efterfølgende år, og genåbningen af et amerikansk konsulat i Nuuk for første gang siden 1953.

Grønne aktivister har længe haft Trump som målskive for hans dedikation om at gøre Amerika energiuafhængig og forpligte sig til at udvikle og bruge sine egne hjemlige energiressourcer (“drill, baby, drill!”) - alle naturens forudsætninger til en uafhængig stat bliver alt for ofte tværet ud af Amerikas selvsamme “grønne kolonisatorer” hvis hensigt er at holde Alaskas enorme reservoirer af naturressoucer frosset ned i al evighed. 

Men grønlænderne håber på næsten det samme, man ‘kurtiserer’ energi- og mineindustrier for at få hjælp til at udvikle landets egne enorme reservoirer af ubenyttet energi, uanset om det er under iskappen der trækker sig tilbage eller under de stadig mere åbne kyststrækninger. 

Det de aldrig har forstået, eller nægter at anerkende var, at Trumps strategiske interesse i Grønland afspejlede hans anerkendelse af den alvorlige klimaforandring der er på vej, mest tydeligt i Arktisk.

De var modstandere af Trumps pragmatiske tilgang og foretrækker i stedet at holde Grønland koloniseret, at landets ressourcer ikke udvikles, og at dets befolkning fastholdes i fattigdom og afhængige af subsidier udefra. 

Grønlænderne ønsker i stedet at blive en selvstændig nation og i sikkerhed, og at få bragt ressourcer på markedet for at sikre deres egen velstand. Donald Trump ønsker det samme for Amerika, og tror at ved at blive en amerikansk stat har både Grønlands og Amerikas fælles interesse. Det burde ikke være en overraskelse at ved hans udnævnelse af en ambassadør til Danmark forleden rejste præsident Trump igen sine ambitioner for Grønland: “Med formålet at sikre National Security and Freedom i hele verden, føler, the United States of America at ejerskab og kontrol med Grønland er en absolut nødvendighed-” Dette signalerer en intensivering af Trumps interesse i Grønland og hans vision for et mere forenet Nordamerikansk Arktisk.

Når det sammenlignes med hans tidligere udtalelser hvor han ‘er efter’ Canadas premierminister som “Guvernør Justin Trudeau for the Great State of Canada,” kan vi spore tegn på flere ambitiøse, udvidede - og måske for canadierne ildevarslende - Amerikansk Arktisk handling.

Samtidig kan vi også i Trumps fornyede interesse i vort nordlige nabolag se spor af en ny mulighed for en mere robust sammenkædning af amerikanske, canadiske og grønlandske strategiske interesser sammen med en fælles erkendelse at de strategiske implikationer med den Arktiske klimaforandring -- selvsamme grund til Trumps fornyede interesse i dette ofte oversete hjørne af vor verden. 

Dette kunne være en åbning af vor fælles udvikling af regionens ressourcer og en fælles styrkelse af regionens sikkerhed - noget der interesserer os alle.

Grønland har nu chancen for at genoverveje Trumps tilbud om at blive en del af den amerikanske forfatningsmæssige familie. Denne gang kunne Nuuk kræve et sæde ved bordet som man opfordrer til i deres første udkast til strategi for Arktisk, “Grønland i verden. Intet uden os” der blev ytret tidligere. Det har Trump aldrig været imod. Hvordan vil drøftelser med Grønland om dets fremtidige forfatningsmæssige status udspille sig? Måske kan samtalen med Trump begynde med hans vision for den amerikanske territoriale overdragelse, og udvikle sig derfra til støtte for Grønlands egen vision om suveræn uafhængighed i partnerskab med Amerika og konkludere i, mens Trumps relation med Grønland vokser, til hans egen mere omfattende og robuste amerikanske støtte til Grønland i dets forhåbninger om selvstændighed.

Denne drøftelse er lige ved at begynde, og vi har endnu fire år til at se hvordan den udvikler sig (og så mange som 12 år, hvis vicepræsident J. D. Vance fortsætter Trumps vision for Amerikas ekspansion i Arktisk).

Måske vil vi med tiden være vidner til den suveræne oprettelse af Nordamerikas første og eneste ægte oprindelige stat, og et ægte sammenfald af oprindelige folks- og stats interesser på verdens top, mens demokrati erstatter kolonialisme - og giver et robust og holdbart  grundlag for et ægte Nord, stærkt og frit. 

Barry Scott Zellen, PhD is author, most recently, of Arctic Exceptionalism: Cooperation in a Contested World (Lynne Rienner Books, 2024). He is a Research Scholar in the Department of Geography at UConn and Senior Fellow (Arctic Security) at the Anchorage-based Institute of the North.

IMage: AT via Magic Studio

https://www.americanthinker.com/articles/2024/12/making_the_arctic_great_again.html

 

Gør Grønland Great Again?

Stephen Helgesen

Det var sommeren 2019 og præsident Trump skulle på et statsbesøg til det lille nordiske land - Danmark.

Begge parter var ved at gøre sig klar til bilaterale samtaler, men det var før præsident Trump ‘løslod’ en af sine berygtede spontane prøveballoner.

Trump sagde, at han havde en samtale med den danske statsminister, hvor han fastslår at the U.S. kunne være interesseret i at købe øen Grønland. Han sagde at konceptet blev omtalt og han ville ville være interesseret i et køb ud fra strategiske hensyn.

Det syntes den danske statsminister ikke var nogen god ide. Mette Frederiksen, statsministeren, er blevet beskrevet som at være en smule for selvbevidst fra tid til anden. 

Hun skulle som det fortælles have sagt til præsidenten i en nyhedsudsendelse “Grønland er ikke til salg. Det er ikke dansk. Grønland tilhører Grønland. Jeg håber virkelig at de ikke er seriøst ment.” 

Derpå afsluttede hun sine bemærkninger med et sidste ord. Hun kaldte Trumps forslag “absurd.” Og alle der kender Trump ved at han ikke modtager offentlig kritik af den type særlig gunstigt, især ikke når ord som absurd benytte. Trump aflyste straks besøget og kaldte statsministerens bemærkning for “næsvis.” 

 
Alle gik i kødet på Trump. Det omfattede de danske medier, de amerikanske medier, den tidligere ambassadør til Danmark, og andre der var ovenud kritiske overfor hans beslutning. Men skønt der ikke var kommet en meningsundersøgelse i Danmark, synes det klart at den danske statsminister “havde trampet i spinatbedet."  Det danske udenrigsministerium blev hurtigt sat i gang med en opblødning, ligesom det gjaldt spindoktorer i den danske regering, hvilket førte til en opfølgende mere ‘blid’ udtalelse af statsministeren der sagde hun ikke ønsker at gå ind en “strid” om ord” med præsidenten. 

The New York Times rapporterede i august 2019, at : “I Danmark, et lille land, med magtfulde naboer, er forpligtelsen til internationale alliancer en grundlæggende politik, og høflige afmålte politiske debatter er normen. Mette Frederiksen plejer af afspejle den ortodoksi, men hun har lejlighedsvis demonstreret en skarp tunge - efter danske standarder - og skepsis overfor the United States udviste hun tidligt i sin karriere da hun sammenligner amerikansk politik om kvinders reproduktive rettigheder med Saudiarabiens.” 

Musen der brølede havde gjort katten urolig og fik brug for at finde skjul i form af et par velplacerede offentlige udtalelser designet på at afvise enhver kritik af statsministerens vurderingsevne og måske hendes instinkt for at ‘skyde fra hoften’ i sin omtale af lederen af den frie verden med et trigger ord som ‘absurd.’ 

Til hendes gunst, og muligvis på opfordring af hendes udenrigsminister trak hun ikke sine ord tilbage. 

Der er mange måder, hvorpå man på diplomatisk vis kan behandle et emne af denne natur, men vi lever ikke i en hypotetisk verden. Ledere som Trump og den danske statsminister er ikke kommet til hvor de er ved at være flinke. På dansk er ordet “absurd” en pæn måde at sige, “skørt” og selvom Trumps forslag om at købe Grønland kunne lyde absurd (for dem), så var det ikke nogen tjeneste for dem selv og forholdet til Trump at sige således offentligt. 

Nu til kendsgerningerne...

Ifølge the Nordic Council of Ministers, "Er Grønland del af Kongeriget Danmark, men har udpræget og bredt selvstyre, der blev udvidet i 2009. Imidlertid omfatter dette ikke udenrigspolitik, og sikkerhedspolitik eller valutapolitik. Det har egen regering i Kongeriget Danmark."

Øens befolkningstal er cirka 60000 og er seks gange større end Tyskland. Danmark støtter Grønland med et bloktilskud der for tiden årligt svarer til $600 millioner.

Selvom Grønland teknisk set ejes af Danmark, har det været selvstyrende siden 1979.

Siden 2009, kan Grønland faktisk erklære sig selvstændig, hvis grønlænderne ønsker det, men en folkeafstemning skal der til før en sådan handling kan finde sted. .

En frisk meningsundersøgelse indikerer, at så mange som to tredjedele af grønlænderne støtter at være en selvstændig stat. 

Skulle der komme en folkeafstemning om total selvstændighed bliver det grønlændernes valg, så vil de være frie til at acceptere præsident Trumps (eller et andet lands ) tilbud.
Historien om hvordan dette skete er instruktiv. 

Ved afslutningen af første del af Napoleonskrigene i Europa i 1814 gav Kiel Traktaten fuld suverænitet over Grønland til Danmark. Øen var et territorium og ikke selvstændig, men under direkte kontrol af den danske regering. A

Denne kontrol varede ved til 1953, da Danmark omformulerede sin Forfatning og Grønland blev inkorporeret under dansk styre. I 1979 fik landet det som blev kaldt 'hjemmestyre', men danskerne fortsatte med at være leder af de udenrigspolitiske relationer, forsvaret og valutasager og lovsystemet. 

I 1941, underskrev Roosevelt administrationen en aftale med danskerne om at bygge landingsbaner og operationsbaser på øen som strategiske bolværker mod den nazistiske okkupation af Europa på dette tidspunkt var Danmark under tyske besættelse, men regeringen blev repræsenteret af en selvstændig "frit Danmark” ambassade der var i stand til at forhandle og underskrive aftalen for danskerne. Denne aftale er i dag stadig gældende.  

Grønland er en strategisk central lokation. Ethvert land der har en havn der kunne få en genvej til transport af varer til the U.S. fra Asien og operere fra en strategisk militærbase. Såvel Rusland som Kina er meget interesserede i at få en sådan ulighed. For en geopolitisk tidslinje se venligst her Clingendael Report from June 2020.

The U.S. interessen i Grønland er ikke kun geopolitisk  men også økonomisk og forsvars relateret. 

Øen har enorme reserver at naturens ressourcer som jern bly, zink, jordmineraler, uran og olie. 

The U.S. har allerede en radarstation som del af det ballistiske missil luftforsvar med tidlig advarsel. Basen ved Thule benyttes også af the U.S. Air Force Space Command og the North American Aerospace Defense Command.

Fra sammeClingendael Report:

I 2008, stemte grønlænderne for en lov om selvstyre. Denne lov gav de grønlandske myndigheder øget selvstyre herunder muligheden for at forhandle og afslutte internationale aftaler med udenlandske stater og internationale organisationer, der kun beskæftiger sig med Grønland og udelukkende drejer sig om ansvarsområder som Grønland har overtaget. Emner der direkte vedrører forsvar og sikkerhedspolitik er ikke indbefattet i selvstyreloven. Ikke desto mindre giver loven Grønland plads til af indgå aftaler med udenlandske stater herunder også Kina. 

Nationer køber fra tid til anden hinanden, så hvorfor ikke også Grønland? Store landområder i vort land blev købt af udenlandske magter. I 1803 var der Louisiana, købt af Frankrig. I 1819 var der the Florida Treaty med Spanien, og i 1867 købte USA Alaska af Rusland. Vi har endog købt De Dansk Vestindiske Øer af (nu US Virgin Islands) af Danmark i 1917 for hele $25 millioner (svarende til Kr. 1.071.204.188,5 synopsis kommentar)

For en liste over købte territorier se Wikipedia's list.

Konklusionen er at Grønland er vigtig og ikke som en del af et Matador spil. Hvis Trump virkelig er interesseret i det, som kunne være den største ejendomshandel i hans levetid forventer jeg han vil stræbe efter det på samme måde som han har tilgået mange andre ejendomshandler ved at betone aspekterne ved de fælles goder af en sådan handel. 

I tilfældet Grønland ville øen få stor gavn af at have en venlig ejer af landet med magt og midler til at gøre "Make Greenland Great," samtidig med at the  U.S. ville sikre en meget kritisk geopolitisk region af verden mod enten russernes eller kinesernes hegemoniske bestræbelser. Nu da Trump igen er præsident kunne sagen dukke op igen. 

Stephen Helgesen is a retired career U.S. diplomat who lived and worked in 30 countries for 25 years during the Reagan, G.H.W. Bush, Clinton, and G.W. Bush Administrations. He is the author of fourteen books, seven of which are on American politics and has written over 1,400 articles on politics, economics and social trends. He can be reached at: stephenhelgesen@gmail.com

Image: Pexels / Pexels License

Making Greenland Great Again? - American Thinker

 

80 år med FN er rigeligt

Jonathan Braun

The United Nations har længe været et fixpunkt for New York City, med hovedkvarteret på Manhattan’s East Side. FN blev grundlagt på noble principper og tanker - at fremme fred, sikkerhed og samarbejde . men den fysiske tilstedeværelse i the U.S. har medført en betragtelig omkostning for skatteyderne, for New York’erne og vore nationale prioriteter.

Når vi nu nærmer os 80 års dagen for aftalen om et Hovedkvarter for FN i 1947, der skabte det juridiske grundlag for at give FN privilegier og immuniteter der var nødvendige for arbejdet i hovedkvarteret i New Tork, og samtidig sikrede adgang til visse forpligtelser efter U.S. lov, er det på tide at rejse et fundamentalt spørgsmål: Er det at være vært for FN i Amerika stadig noget der er i det amerikanske folks interesse? 

Det stadig mere oplagte svar; Nej.

The United States betaler langt mere end sin rimelige andel i FN’s opgaver og handlinger   forbløffende 22% af budgettet og 25% af omkostningerne ved fredsbevarende operationer. Den amerikanske skatteyder betaler regningen samtidig med at mange af medlemmerne bidrager med langt, langt mindre.

Samtidig handler FN ofte mod amerikanske interesser. FNs fora er blevet platforme for nationer der regelmæssigt kritiserer og er mod Amerika. Vi bruger milliarder af dollars på værtsskabet og betaler for institutioner der alt for ofte underminerer de selvsamme principper vi står for. 

Sådan kan man diplomatisk udtrykke det. Mere direkte, er FN blevet et pengesugende fristed for barbariske regimer og grupper der støtter terrorisme, fremmer antisemitisme og har som mål at ødelægge Israel. 

Læg dertil, at ved at være værtstedet for FN på Manhattan lægges en betragtelig bryde på New York City. Fra trafikkaos til sikkerhedsrisici, således er udfordringerne ved at være vært for en international organisation i denne størrelsesorden enorme. 

Sådan behøver det ikke være. Med præsident Trumps storsejr i valget har the United States en mulighed for at modernisere sin relation til FN, begyndende med en dristig men praktisk ide. The U.S. burde trække sig fra hver FN organisation, skære ned på den finansielle støtte til det som svarer til minimum medlemsbidraget om året og slutte the 1947 Headquarters Agreement -- med begrundelse af den nationale sikkerhed - for igen at kræve suverænitet over ejendom i New York City og lade FN hovedkvarteret flytte til Schweiz, Geneve, der allerede er hjemsted for mange internationale organisationer og som er velegnet som vært for FN. Landets neutralitet og infrastruktur gør at det er et ideelt sted..

Ved at trække sig fra enhver FN organisation og skære ned på FN bidraget til et minimum medlemskab kan the U.S. omdirigere milliarder af dollars til initiativer der direkte gavner amerikanerne. 

Forbundsregeringen kunne købe FN bygningen til en rimelig pris og give den til New York City og genudvikle området til boliger for middelklassen, forretninger, skoler og parker. (Måske kunne den New York dommer der værdisatte Mar-a-Lago til $18 millioner benyttes som valuar af FN komplekset.) 

Dette handler ikke om at sige fra overfor diplomati. Det drejer sig om at sikre at vor udenrigspolitik afspejler amerikanske interesser og værdier og samtidig giver New York City en spændende mulighed for at genudvikle et prima boligområde..

Forestil dig hvad New York City kunne gøre med 16 acres på Manhattan. Et middelindkomst beboelses projekt kunne afhjælpe byens boligkrise samtidig med der skabes jobs og der kommer liv i området. Indkøbsmuligheder og skoler ville bringe nyt liv til området og til gavn for de lokale familier og virksomheder. 

Det vil så absolut ikke være et tab for New York, tværtimod vil denne transformation være en betragtelig gevinst. Goderne ved den nye udvikling - et helt nyt og dynamisk beboelsesområde - ville langt overstige ethvert økonomisk tab som kunne være forårsaget af at FN Hovedkvarteret flyttes.

80 år er rigeligt. The United States har været den primære finansielle kilde og vært for FN alt for længe, ofte har vort folk betalt prisen. I 2027, kan vi tage dristige skridt og hævde vor suverænitet; modernisere det globale diplomati ved at flytte FN til et neutralt sted; reducere de amerikanske skatteyderes finansielle byrde; og forvandle New York City med et visionært genudviklings projekt. 

Nu er det tiden til at handle. Kongressen og præsident Trump - en af de største ejendomsudviklere i amerikansk historie - burde prioritere amerikanske interesser genvurdere og modernisere vor relation med FN.  

Jonathan Braun is a former professional journalist and a second-generation native New Yorker who has specialized in reporting on and writing about international politics and personalities. 

Image: Steve Cadman

https://www.americanthinker.com/blog/2024/11/eighty_years_is_enough.html

 

Carters eftermæle - han mistede overblikket

Andrea Widburg

Jimmy Carter, den 39. præsident for the United States, der opnåede en periode fra januar 1977 til januar 1981 er død i en alder af 100 år. Han var den første præsidentkandidat jeg ikke stemte på. Jeg vil altid være taknemmelig for at min stemme ikke hjalp ham til at vinde, for han var ikke en god præsident. Så meget af den uro, tumult der præger verden i dag begyndte med Carter som præsident.

Jeg voksede op i en Democrat familie, og vi ville så gerne holde af Carter. Ikke desto mindre, da hans periode sluttede var mine forældre særdeles forbeholdne over for ham, brød sig ikke om ham. Det gjorde de ret i, fordi nogle af hans beslutninger var skrækkelige og havde frygtelige konsekvenser for Amerika:

Han benådede de som ikke ville være soldater, der undlod at møde op til indkaldelsen, hvilket min far, veteran fra to krige, fandt var utilgiveligt.

Han forærede Panama Kanalen bort. Nu da Kine har fodfæste i Latinamerika er deres tilstedeværelse en trussel mod vor handel og nationale sikkerhed. 

Image: Jimmy Carter (public domain).

Han oprettede the Department of Education, (uddannelsesministeriet), som min far, selv lærer, med det samme, erkendte ville være en spændetrøje og katastrofe, der ikke ville løfte lærerne op, men medføre dårligere undervisning. Far havde ret. 

Han stod for inflation, stagflation, og energikrisen. Sidstnævnte blev en følge af hans politik, men selvom det ikke havde været sådan, så skete disse økonomiske kriser på hans vagt, og han sad i suppedasen.

Han var en ubehagelig, gnaven person, hvis blotte tilstedeværelse var uheldig for Amerika. Amerikanerne brød sig ikke om hans moraliseren fra Det Hvide Hus. Selve hans personlighed var definitionen af at føle sig utilpas.

Hans Hvide Hus var dybt præget af ineffektivitet. Den smule jeg husker tydeligst var den elendige translatør under en vigtig konference i Polen, der fik Carter til “begære” det polske folk og “hoppe af fra Amerika.

Sovjetunionen invaderede Afghanistan på Carters vagt, hvilket mine forældre mente var et tydeligt tegn på Carters svaghed. De havde nok ret. Sovjet ville ikke have gjort det med en stærkere person i Det Hvide Hus. På kort sigt blev krigen et hængedynd der hjalp med til at Sovjetunionen faldt sammen. På lang sigt, gav det fremgang for Taliban der har medført så meget død og ødelæggelse til Amerika. 

Han foranstaltede at Ayatollahs fik magt i Iran. Hans svaghed førte til angrebet på the U.S. Embassy og den svaghed han derpå udviste resulterede i en gidselkrise der varede 444 dag, og den katastrofale redningsmission. Vi har lige siden været plaget af Mullaher og de er ansvarlige for utallige dødsfald i Iran, og i verden, herunder døde amerikanere.

Carters svaghed over for Ayatollaherne igangsatte den islamiske ekstremisme. Alt det vi kan se i dag i den muslimske verden - Iran, Det Muslimske Broderskab, Taliban, Houthierne, Hezbollah, Hamas mv. modnedes alle under Carters vagt. Igen det hele var ikke hans fejl, men hans svaghed var en slags gødning.

Carter blev generelt anset for at være en "vendekåbe" (“waffler,”) en uden vision eller fasthed, Et familiemedlem der var ingeniør forklarede at Carters oplæring som ingeniør lod ham have fokus på detaljer, selvom hans personlighed var overbevist om at han havde overblik. Hver gang en detalje ændrede sige, så ændrede han sin politik for at tilpasse den. Det er uden tvivl meget fint for en ingeniør, men ikke en verdensleder.

På plussiden var Carter mægler ved the Camp David Accords mellem Israel og Egypten, der holdt ved i lang tid. Imidlertid sporede min far (en virkelig klog mand) Carters spirende antisemitisme, der kom i fuldt flor efter han forlod Det Hvide Hus. Selv Jonathan Greenblatt, den venstreorienterede leder af the ADL, kunne ikke tolerere Carters fjendskab over vor Israel, noget der kun kan skyldes jødehad.

Også efter han havde forladt Det Hvide Hus var der ikke en eneste korrupt leder han ikke mødtes med. Hvorfor? Aner det ikke. Men jeg bryder mig ikke om ham på grund af det.

I sidste ende levede Carter  personligt et pænt, ordentligt liv (han havde samme hustru i næsten 80 år, han gik i kirke etc.), men han overlod the United States og verden i en meget værre tilstand end da han trådte til. 

https://www.americanthinker.com/blog/2024/12/former_president_jimmy_carter_dead_at_100.html