Irans virkelig onde tolverideologi skal ødelægges.

 Irans virkelig onde tolverideologi skal ødelægges.

Trump forstår dette, og han har midlerne til at gøre det uden støvler på jorden.

Dr. A. 

Jeg var i aktiv tjeneste i flåden i 1979, da mullaherne erstattede shahen og startede deres særlige islamiske revolution. Jeg tjente aldrig i Vietnam, men var stationeret sammen med en række veteraner fra den krig, og jeg blev overrasket, da så mange af dem begyndte at gentage, hvad der næsten blev en messe i vores enhed: "Atombombe dem, atombombe dem. Atombombe dem til sandet bliver til glas." Jeg arbejdede på et stort hospital, og sangerne var hovedsageligt læger og korpsfolk. De lavede, som vi måske siger i dag, sjov, ikke sjov.

Jeg vidste, at de var bitre over resultatet af krigen i Sydøstasien, men jeg undrede mig over, hvorfor de straks så så stærke paralleller mellem islamisterne og kommunisterne.

Syvogfyrre år senere så jeg det endelig. Det var ikke så meget religion eller politik - snarere var det et ord, der skaber intention, der dikterer adfærd, det ord, der ikke behøvede at blive sagt, fordi de havde oplevet det - fanatisme. 

Det, de så i pøbelflokken, der stormede den amerikanske ambassade i Teheran, havde de allerede set i Vietcong. Gå online til den berømte helikopterangrebsscene i Apocalypse Now, og 10 minutter senere vil du se, hvad de korpsfolk og læger, jeg arbejdede med, havde set bare et par år tidligere.

Jeg ved ikke, hvorfor ingen tidligere præsident gjorde, hvad Trump gør nu, men jeg formoder, at det har at gøre med, at han endelig respekterer mullahernes sande natur. De er tolvere, og med tolvere, der har politisk magt, er der kun én løsning: Udslette dem militært og politisk. Trump har de allierede og ressourcerne til at gøre netop det.

I den sidste måned har jeg gjort det til et punkt at spørge flere veluddannede bekendte i forskellige aldersgrupper, om de vidste, hvad en tolver var, og ingen gjorde det – ikke mine to børn og svigersøn eller min geniale sygeplejerske; ikke min geniale niece som sygeplejerske, min virkelig kloge barber eller min egen bror, en belæst advokat – alle havde de bare et tomt udtryk i ansigtet og rystede på hovedet, da jeg spurgte.

Her på American Thinker finder du det ord. Andrea Widburg har skrevet udførligt om den apokalyptiske trussel fra Twelver-kulten, men det diskuteres ikke bredt, og jeg tror, ​​jeg ved hvorfor.

For det første ønsker mainstream-medierne ikke at antyde, at islam på nogen måde er ansvarlig for den iranske regerings opførsel. For det andet er der en mørkere, meget ubehagelig grund: Det moralske dilemma, der er skabt ved at anerkende Twelverne for det, de er.

Vesten har aldrig rigtigt konfronteret Holocaust, mens det fandt sted. Det sluttede kun, fordi nazisterne blev besejret. Holodomor i Ukraine blev knap nok anerkendt af vestlige politikere, før det for længst var forbi, og selv nu får det ingen opmærksomhed.

Vesten forblev lammet af Vietnamkrigens fiasko og så Khmer Rouge massakrere en fjerdedel af den cambodjanske befolkning. I en af ​​historiens udsøgte ironier blev Cambodja reddet af den vietnamesiske hær blot få år efter den amerikanske evakuering fra Sydøstasien.

Twelvere er forskellige fra kommunister, fordi mange Twelvere virkelig ønsker en flammende apokalypse nu og tror, ​​at deres skjulte imam ikke vil dukke op uden en igangværende Endetidsbegivenhed. Dette er deres begrundelse for ødelæggelsen af ​​Jerusalem sammen med resten af ​​Israel og selvfølgelig atomkrig mod os, den store Satan. Tro venligst på mullaherne: Hvis de får atomvåben, vil de bruge dem, måske med det samme.

Jeg er overbevist om, at da Trump og hans krigsråd fik at vide, at Iran havde lagret nok 60% beriget uran til at lave 10 eller 11 bomber, var det alle de oplysninger, de havde brug for til at fortsætte med et forebyggende angreb. Dette materiale kan beriges til våbenkvalitet på meget kort tid.

Enhver med en smule sund fornuft ved, at truslen faktisk var overhængende. Enhver politiker, der argumenterer modsat, er dum, uvidende eller intellektuelt uærlig. Hvis du er senator i USA, er du måske alle tre. Hvis du blot er med af repræsentanternes hus, siger det sig selv.

Jeg hører politikerne og kommentatorerne kalde mullaherne for fanatikere, men uden megen effekt. Ordet fungerer ikke længere, ikke i dagens politiske klima, hvor enhver republikaner åbent bliver stemplet som fascist eller ekstremist af venstrefløjen, og de konservative ved, at alle de progressive og deres AWFL'er ( "Affluent, White, Female, Liberals")  er vanvittige galninge.

Selve adfærden – fanatisme – behøver en bedre beskrivelse end ordet – fanatisk. Jeg synes, det er vigtigt, fordi administrationen er nødt til at finde en måde at gøre offentligheden tryg ved at forlænge en bestemt form for status quo, den slags som jeg tror, ​​præsident Trump ville være et geni til.

Præsidenten spiller så meget golf som muligt, så han ved helt sikkert, hvordan man tager en mulligan – at få lov til at tage et ekstra straffrit slag efter at have lavet et forfærdeligt et. Når det kommer til forhandlinger med mullaherne og IRGC, synes jeg, han burde "tage en mullah-gan" og forlænge forhandlingerne langt ud over, hvad de fleste amerikanere forventer.

Iranerne er berømte for at strække forhandlingerne i måneder, endda år. De forhandler om tid, og desværre har de fået både tid og penge fra uansvarlige amerikanske forhandlere, der er ivrige efter en aftale, enhver aftale.

Vi har en åbning for det perfekte dødvande: Hold Hormuzstrædet åbent med fri passage til og fra alle ikke-iranske havne, samtidig med at den nuværende blokade af Iran i Den Persiske Golf og Omanbugten opretholdes. Fortsæt med at forhandle en permanent våbenhvile med Iran, men insister på, at den amerikanske blokade skal fortsætte, indtil Iran skriftligt accepterer hvert eneste amerikanske krav.

Jeg tror, ​​at vores præsident kan udarbejde en detaljeret liste, der kan diskuteres uendeligt, ét krav ad gangen. Han kan få den til at vare i måneder, hvis han vil, men jeg tror ikke, han bliver nødt til det.

Uden olieindtægter og uden udenlandske banker at bruge, vil Iran være konkurs om få uger. Men fortsæt presset, for præsident Trump ønsker virkelig at tage al magt væk fra Twelver-bevægelsen, selvom han ikke siger det. Han ved, at det er den eneste måde at løse problemet på, ikke kun for os, men også for vores børnebørn og deres børnebørn.

Hvordan får vi den gennemsnitlige amerikanske borger til at føle sig tryg ved denne strategi? Det ville være vidunderligt, hvis vi kunne overbevise dem om, at Iran faktisk er verdens store Satan lige nu, lige så slem som nazisterne var i Anden Verdenskrig.

Tolvere er forskellige fra nazister på mindst én måde: I modsætning til nazisterne, der ønskede at dominere byttet, tror tolverne, at deres egen død bringer sejr og transporterer dem til Paradis, hvor de kan genoptage voldtagelsen af ​​de jomfruer, de endnu ikke havde henrettet. Allah bestemte, at jomfruer ikke kan henrettes, så de bliver rutinemæssigt og ofte gentagne gange voldtaget før deres henrettelse.

Ja, du læste rigtigt. Dette er en praksis, der har fundet sted i Iran i årtier. Bare gå til Google og spørg dens AI-assistent om detaljerne, og du vil få side efter side efter side med dokumentation. Mullahernes gud er både hævngerrig og krævende. Dens love skal overholdes.

Er der en måde at få disse sandheder ind i den amerikanske offentligheds sind generelt? Findes der kloge mennesker, der vil lave skræmmende videoer og dystre memes til de TikTok- og Instagram-afhængige i denne nation? Jeg håber det. Har vi viljen til at gøre det og fortsætte? Vi er virkelig bedre end dem, og deres ideologi fortjener at blive udslettet.Image created using AI.

DrA is a mostly retired physician who has practiced rheumatology for more than 50 years. 

https://www.americanthinker.com/articles/2026/04/iran_s_truly_evil_twelver_ideology_must_be_destroyed.html#google_vignette

Psykologisk krigsførelse: Islams værste fjende

Psykologisk krigsførelse: Islams værste fjende                 

William A. Levinson

                                                 

                                                                                  

Det morderiske angreb mod Charlie Hebdo (og så skrækkeligt mange andre) er så langt fra at kunne være et godt eksempel på islamisk vold mod karikaturtegnere, for det er desværre så langt fra det eneste eksempel.

Disse angreb afslører imidlertid hvad “militant islam” frygter mest: Psykologisk krigsførelse der vil få Charlie Hebdos ‘kære’ billeder af Muhammad, inklusive et, hvor Muhammad er offer for islamisk vold, til at ligne Chihuahuas i sammenligning med Rottweilere, der var grundstammen i Romerrigets krigshunde. 

Oberst Paul Linebarger, en af verdens fremmeste autoriteter i Psykologisk Krigsførelse, skrev om propaganda: “Succesen, skønt ikke til at beregne, kan være overvældende - og fiaskoen, skønt ikke til at beregne kan være dødelig,” Dette er præcis derfor islamisterne frygter det. 

Islamisterne har længe kunnet ‘nyde’ at de har kunnet fremholde den mest hadfyldte ubegribelige propaganda og vold mod jøder, kristne, hinduer og den ‘forkerte’ slags muslimer. Som fastslået af Sir Arthur Harris (BomberHarris) “gik nazisterne ind i krigen med den noget barnlige opfattelse, at de skulle bombe alle andre, og ingen ville bombe dem. I Rotterdam, London, Warszawa og hundreder af andre steder omsatte de deres naive teori til handling. De såede vind og nu kommer de til at høste storm.” 

Det er denne artikels formål at igangsætte en storm der vil gøre islamisterne til verdens pariaer, og muligvis i en sådan grad, at verdens civiliserede nationer vil deportere deres tilhængere og støtter som værende uønskede.  

En kort gennemgang af PsyWar og dennes afgørende effektivitet gennem århundrederne burde oplyse læseren om, hvordan den kan benyttes mod islamister over hele verden.

Lad os begynde med Den Protestantiske Reformation, hvor begge parter benyttede den netop opfundne trykpresse til at distribuere propaganda, som vist i Figur 1.

Disse billeder kan forekomme meget overdrevne for den moderne læser, men hos Propaganda Mennesket (det publikum som propagandaen er rettet imod) der levede i det 16. århundredes ægte terrorregime af fordømmelse, gik de rent ind.

Figure 1. Protestantisk og Katolsk PsyWar, Tidligt  1500

Evangelisten Jack Chick, der åbenbart ikke vidste at 30 års Krigen sluttede for mere end 360 år siden benytter samme metode i dag.  Chick's biografi er afslørende:

En dag fortalte Bob Hammond, missionær og radiomand for The Voice of China and Asia, Jack at rigtig mange kinesere var gået over til kommunismen gennem massedistribution af tegnede små bøger. Jack følte at Gud førte ham til at benytte samme teknik for at vinde folkemængderne for Herren Jesus Kristus.

Genvejen er at billeder er de mest virkningsfulde i kommunikation. Menneskets hjerne er designet på at bruge billeder frem for ord, og det kan endog være helt instinktivt for os at acceptere ethvert billede som værende sandt. Dette var helt sikkert tilfældet indtil vore forfædre lærte at tegne billeder. Billeder kan også fascinere os og holde vores opmærksomhed i nogle sekunder, i modsætning til ord, som Propaganda Mennesket kan miste interessen for.

Psykologisk krigsførelse omfatter derfor - planlagt og videnskabelig brug af billeder - for at få Propaganda Menneskets støtte. Formålet med sådanne billeder er ikke, som en tegning fra Charlie Hebdo eller Doonesbury at underholde. Deres formål er at vinde krige, og helst før første skud affyres. Den islamiske fjende er rædselsslagen over billeder, og med rette, ligesom det var tilfældet med den berygtede Boss Tweed of Tammany Hall.

"De forbaskede billeder!"

"Lad os få stoppet de forbaskede billeder. Jeg er ligeglad med hvor meget aviserne skriver om dem - mine vælgere kan ikke læse - men for pokker da de kan betragte billeder.” således sagde William Marcy Tweed, der kom i fængsel for korruption. Tweed’s mest frygtede fjende var karikaturtegneren Thomas Nast, skaberen af the Republican Elephant, det Demokratiske Partis Æsel, den så velkendte og småfede Julemand, og flere berygtede anti-katolske og anti-irske karikaturer.Figur 2 viser en af Nasts’ mange tegninger som Tweed var imod,

Figur 2. "Hvem stjal folkets penge?”

Mens Nast’s propaganda var med til at få Tweed til at falde, så har ondsindet propaganda slået langt flere mennesker ihjel end a-våben. Karikaturtegneren Grant Hamilton dæmoniserede for eksempel spanierne gennem trykpressen. Internettet er selvfølgelig en enorm magtbastion for billeder der kan spredes viralt, og vi bør benytte det på denne måde. 

Uærlig propaganda er ikke gavnligt for børn

Den Spansk-Amerikanske Krig efterlod flere end 70000 døde soldater, og var i det store og hele et resultat af propaganda fra the Yellow Press.  Figur 3 viser forgængere til Grant Hamiltons mere ondsindede “Den Spanske Brutale Bølle.”

Figur 3. "Fred på Cuba under spansk styre er værre end helvede.”

Hamilton tegnede faktisk ikke ‘søde’ billeder af spanierne som Charlie Hebdo tegnede relativt ‘uskyldige’ tegninger af islamister og Muhammad. Det åbenbare formål af nedenstående "The Spanish Brute" (Figur 4) var at opildne, oppiske til had mod en fjende man var i krig mod.

Figur 4. Den spanske bølle

The Spanish Brute fik en tysk pendant (Figur 5) under 1. Verdenskrig, og det kunne ikke overraske om kunstneren brugte Hamiltons kreation som model.  "Kultur" på den langarmede abes blodige kølle er det tyske ord for ‘kultur.’Aben skildres som en seksuel plage for en hjælpeløs kvinde. Kvinder har altid været med i krigspropagandaen som symbol, og med baggrund i islamisternes officielle holdning til kvinders rettigheder er de da også ‘udmærkede’ mål for det. 

Figur 5. "Udslet denne gale bølle"

"Udslette denne sindssyge bølle" var igen, ulig Charlie Hebdo eller Jyllands-Postens Muhammad karikaturer ikke med den hensigt på nogen måde at latterliggøre eller lave sjov med dets mål. Dets formål var at skildre Tyskland som en dekadent fjende af civilisationen.

Adolf Hitler var desværre den tysker der lærte mest af Tysklands utilstrækkeligheder med hensyn til propaganda i 1. Verdenskrig, da han meget klart i Mein Kampf sagde “Det var den gennemførte fiasko i hele det tyske system af information - en fiasko der stod krystalklart for enhver soldat - der tilskyndede mig til at overveje udfordringen ved propaganda på en omfattende facon.” 

Dette er for resten Israels problem i dag. Hvis Israel benyttede propaganda ligeså effektivt ville dets fjender aldrig være i stand til at skildre Israel som menneskerettighedskrænker og selv samtidig slippe afsted med terroristisk vold og overgreb mod selv deres egne borgere. Først her for nylig er Israel gået så vidt som at skildre  palæstinensiske terrorister der skjuler sig bag civile, på skoler og hospitaler. 

Figur 6 sammenligner tysk propaganda, hvis eneste formål var at latterliggøre Tysklands fjender med Triple Ententen. Sidstnævnte skildrede Tyskland som et uhyre der var i stand til at slagte kvinder og børn, og denne var tilstrækkelig effektiv til at trække USA med i krigen.

Figur 6. Tysk versus Triple Entente Propaganda

Figur 6, fortsat.

Karikaturen hvor Deutscher Michel (den afslappede fyr med pibe og kasket) accepterer krigserklæringerne var også, som jeg husker det latterliggjort i Erich Maria Remarques ‘Intet nyt fra Vestfronten.’ De tyske soldater der faktisk måtte kæmpe mod russerne, franskmændene og briterne lignede ikke, modsat tegningen, tumper. I 2. Verdenskrig måtte alle krigsførende imidlertid lære at det er nødvendigt at dehumanisere fremfor latterliggøre fjende. Den samme lektion må praktiseres i den psykologiske krig mod “militant islam.” 

2. Verdenskrig: Dæmonisering af fjenden

Figure 7 viser en U.S. plakat fra regeringen, hvor en japansk soldat med noget overdrevne asiatiske ansigtstræk rammer en amerikansk fange med riffelkolben. Igen - ulig de ‘søde’ og relativt uskyldige Muhammadtegninger der opildnede til så megen islamisk vold var formålet med denne plakat ikke at underholde. Formålet var at opildne til glødende had. I konteksten af Pearl Harbor angrebet og Batan Dødsmarchen var den yderst succesfyldt.

Figure 7. Anti-Japansk Plakat, 2.- Verdenskrig

Endnu et nøglepunkt er imidlertid mere vigtig. Med ganske få undtagelser var Nazisterne og japanerne kloge nok til ikke at sende ‘selfies’ når de kastede mennesker i gaskamre, halshuggede krigsfanger eller brugte kinesiske fanger til bajonetøvelser. ISIS er på den anden side så betænksom at de sendte os materiale som vist i figur 8, for at få sat gang i vort mest glødende had mod dem. Vi har lagt yderligere billeder af Aksemagternes overgreb for at gøre situationen meget tydelig.

Figur 8. Hvem har brug for tegninger når vi har ISIS?

PsyWar er angreb ikke forsvar

PsyWar er, som kavaleriet et offensivt våben. General Patton skrev om det, “Sablen er udelukkende et angrebsvåben og benyttes sammen med andre offensive våben, hesten ....der oplæres ikke i direkte afværgning, fordi ved afværgning er fjenden allerede uden for rækkevidde. Den sikreste afværgning er en hæmmet modstander.” Propaganda skal på lignende vis benyttes til at miskreditere fjenden for at forsvare sig mod hans angreb.

Som eksempel, er det en fejl at Israels og dets støtter protesterer, uanset hvor berettiget det er over at Rachel Corrie fra the International Solidarity Movement's blev dræbt ved et uheld. Vi skal i stedet cirkulere ISM’s egne udtalelser om at hun var langt mere nyttig for deres sag som død end som levende. Så længe vi overbeviser ‘Propagandamennesket’ om at ISM bevidst og med vilje og hensynsløst satte kvindens liv i fare for internationalt at kunne benytte det og derpå pralede med det, så kan ISM intet sige mod det vi forsvarer.

.

En artikel Arutz Sheva beklager sig over væksten af anti-semitisme på amerikanske campuses. Den bedste tilgang er ikke at forsøge at forsvare sig mod anti-semitismen, men at fremme ubehag og had mod dens udøvere. En simpel genfortælling af den militante islamiske verdens ord mod bøsser og kvinder for eksempel, burde give forkastelse af palæstinenserne og deres sympatisører. Når studenter fra Students for Justice in Palestine, en muslimsk studenter forening, eller en lignede gruppe organiserer en anti-Israel hadfest, så kan vi på vor siden forebygge ved at være “kvinders fortalere for sikkerhed” ved at beskrive hvordan militant Islam betragter kvinder som kvæg, og at enhver ikke tilsløret kvinde er lovligt mål for voldtægt. Cirkuler billeder af iranere der hænger homoseksuelle, og læg dertil en overskrift som “Slå en bøsse ihjel for Allah,” og så måske endnu et billede fra en gay pride parade i Tel Aviv for at gøre det krystalklart for LGBT samfundet, hvem der er deres fjender og hvem der er deres allierede.

Giv de som hader det de ønsker

Ethvert samfund har imidlertid en underklasse som har behov for at lægge skylden for dens utilstrækkelighed over på andre. Lad os derfor følge rådet fra the Mob Museum i Las Vegas: “Giv folket det de ønsker.” Udstil den militante islamist som en sandsynlig voldtægtsmand af blonde og blåøjede kvinder i Nordeuropa, olivenhuds kvinder i Sydeuropa, sorte i afrikanske/amerikanske samfund, og så videre. Afbild en gryntende islamist der på ondsindet vis generer en kvinde af Propagandamenneskets etnicitet med en overskrift “Hej Vantro! Og hvad vil du gøre ved det?” Billeder af den karakter med Nazister og japanere i stedet for islamistiske skurke var med til at sælge mange eventyrtidsskrifter i millionvis i 1950’erne og op i 1970’erne, og forståeligt nok. Lad det så blive bakket om med ordene af mullahen der sagde kvinder der ikke er iført burka er “utildækket kød,” som enhver kan tage.

Billeder fra Den Internationale Jøde, hvor rotter i flokke forvandles til jøder, kan der plukkes fra og genbruges for at skabe scener, hvor rotter forveksles med gåsegangsmarcherende nazister og bralrende islamister.  "Hvor end rotter dukker op bringer de ruin ved at ødelægge menneskehedens fødevarer og lagre. De er snu, kujonagtige og barske, og plejer at samles i kæmpemæssige flokke.” Det er vigtigt af pointen fattes ved at bruge scener hvor Nazister og Islamister proklamerer at de er Herrefolket eller religionen (Dar al Islam) der skal dominere verden. Lad en Hitler skifte med en tale af en mullah eller imam der proklamerer at Islam vil herske over verden.

For at udtrykke det mere direkte, husk at Adolf Hitler og Joseph Goebbels overbeviste den tyske underklasse at den skulle hade, fredelige, loyalt og flittige jødiske medborgere. Mon ikke den samme metode til at oppiske lignende had mod militant “islamister,” der forsøger at skabe Sharia styrede enklaver  samtidig med de truer med vold det omgivende samfund, vil virke?

"Jeg skærer ikke tænder af dem Herr, men jeg skærer tænder."

Det er bagvaskelse falskeligt at anklage et individ for, f.eks. at modtage bestikkelse, at indføre, at indføre “anti-had love” hvis formål det er at få gjort kritikere af “militant islam” tavse. Vi anklager ikke noget specifikt individ for korruption, men siger i stedet, “Nogle af dem må være på islamisterne lønningsliste, da der ellers ikke er nogen anden fornuftig forklaring på de love der straffer sandfærdig tale. Jeg vil helt sikkert ikke pege på nogen uden noget bevis, men det må da være sikkert, at der er nogen der har taget imod penge fra islamisterne for at svigte deres lande og samfund.” Således tæppebombes enhver europæisk lovgiver og jurist bag kodeks for hvordan man må tale samtidig med man ikke bagvasker nogen.

Billeder og videoer er det mest effektive i Psykologisk Krigsførelse, men også vittigheder fungerer.

Essensen i alt dette er imidlertide at den opførsel ISIS, Hamas, al-Queda, Boko Haram og Iran, sammen med de stadig mere anti-semitiske vold i Europa, sammen med voldtægtsepidemier i hele den jødisk-kristne verden, alle er med til at bevise hvad det er vi er oppe imod i det 21. århundredes pendant til Nazismen.

Psykologisk krigsførelse er den mest humane metode til at få lukket al ondskaben ned før det ender i endnu en Verdenskrig. Las os komme igang.

William A. Levinson is the author of several books on business management including content on organizational psychology, as well as manufacturing productivity and quality.

                                

 http://www.americanthinker.com/articles/2015/04/psywar_militant_islams_worst_enemy.html#ixzz3WWz3U1Zl

Hvorfor Amerika hævnede et overfald?

 

Da Amerika hævnede et overfald

Og hvorfor man nu binder Israels hænder?

Baruch Hashem 

I de tidlige morgentimer den 9. marts 1916 krydsede flere end 600 mænd under ledelse af Pancho Villa grænsen mellem Mexico og til Columbus, New Mexico. De nedbrændte huse og butikker, plyndrede forsyninger og dræbte 18 amerikanere - ti civile og otte soldater. Vreden kom øjeblikkeligt. Præsident Woodrow Wilson gav ordre til en fuldskala straffeekspedition ind i Mexico under Brig. Gen. John J. Pershing.

Pershing ledte næsten 10000 mand hundreder af miles ind i Chihuahua. Kampagnen varede næsten et år, og en ung løjtnant ved navn George S. Patton var med og han stod i spidsen for en af de første motoriserede angreb i U.S. historien

Dusinvis af Villa løjtnanter blev dræbt eller fanget - mange henrettet af de mexicanske myndigheder. Villa undslap, men budskabet var ikke til at misforstå; et angreb på amerikansk jord ville blive besvaret med overvældende styrke. Der fulgte diplomatiske protester, men få belæringer om “proportionalitet.” Den moralske formodning var klar; en suveræn nation skal have frihed til at jagte sine angribere og afslutte den trussel, uanset hvad der følger med.

Hurtigt frem til 7. oktober 2023, da Hamas terrorister væltede over grænsen fra Gaza, og myrdede rundt regnet 1200 israelere på en dag. Angrebet var sadistisk udover over al begribelighed - familier blev brændt levende, kvinder voldtaget, børn fik hovederne skåret af, ældre mennesker lemlæstet. Hundreder af civile blev ført til Gaza som gidsler, sammen med ligene af de døde. Mange er der stadig i dag, deres fangenskab og ydmygelse bruges som psykologisk krigsførelse mod en hel nation. 

For at begribe omfanget så forestil dig at the United States led et tilsvarende tab: 40000 amerikanere dræbt en morgenstund - et nationalt traume tyve gange værre end 9/11. Og så alligevel, da USA i 1916 sendte en hærafdeling for at straffe Villa så har det moderne Israel, igen og igen fået at vide det skal styre sig. 

Fra første uge i Gaza krigen har Israel stået over for et aldrig ophørende kor af udenlandsk pres om “våbenhviler” og “humanitære pauser.” Hver gang Israels styrker har fremgang, er der opfordringet til at standse operationerne, tillade at Gaza igen får forsyninger og en venden tilbage til den status quo der skabte 7. oktober i første instans. Og ulig ethvert andet land i historien er Israel blevet tvunget til ikke kun at bekæmpe sine fjender, men at give dem forsyninger og fornødenheder. 

Hver dag krydser hundreder af lastvogne med madvarer, brændsel og medicin grænsen fra Israel in i Gaza - selvom Hamas affyrer raketter fra det samme territorium. Det er ikke blot det at disse forsyninger gavner de civile, der er fanget i krydsilden, men de holder også det selvsamme regime der udførte masskrerne i live. Det som gør det endnu værre er at befolkningen i overmål støtter Hamas. Meningsundersøgelser viser, at op til 90-95% af gazanerne støttede 7. oktober angrebet og hyldede det helt åbenlyst, og ønskede en gentagelse. Der er ikke nogen undskyldning i stil, ingen moralsk ære - kun stolthed og fornægtelse. 

Således er Israel tvunget til at give føde, give brændsel og andet til en befolkning der stadig glorificerer sine mordere og ville gentage deres forbrydelser allerede i morgen. Der er ingen fortilfælde i krigsannalerne om at en nation kræves at forsyne en fjendtlig befolkning, der både støtter og giver ly til de som slagter sit folk. 

Værre er det, Israel er blevet nægtet en af de ældste og meds grundæggende værktøjer ved krigsførelse: Sejr. 

Til alle tider kunne en belejret, der igangsatte en krig mod sine naboer forvente at dets energiforsyning, vand og andre forsyninger ville blive afskåret til overgivelse. Dog er Israel blevet tvunget til det modsatte - og genskabe, vand, elektricitet til Gaza og det til trods for at deres egne borgere sidder i mørke i grænsebyerne der er under raketangreb.

Det er ikke sådan at Hamas manglede midlerne til at sørge for sit eget folk. I årevis er der strømmet milliarder af dollars i materialer og hjælp fra udlandet til at bygge vandsystemer, kraftværker, eller hospitaler, men midlerne er brugt til at opbygge et underjordisk imperium af angrebstunneler, bunkers ogvåbendepoter. Gaza kunne have været Dubai: men valgte at være Dresden.

Kontrasten til Pershing’s ekspedition kunne ikke være skarpere. The United States, angrebet af nogle få hundrede plyndringsmænd i 1916, jagtede dem over grænsen uden at undskylde. Israel, efter at have lidt under den værste massakre på jøder siden Holocaust får at vide at man skal kæmpe med den ene hånd bag ryggen og med den anden fodre fjenden. 

Moralsk bekymring for det civile liv er rigtigt og nødvendigt. Men moralsk lammelse der belønner aggression er ikke medfølelse - det er medvirken. Hver pause, hver konvoj af “humanitær hjælp” tillader Hamas at omgruppere, genbevæbne og dukke frem fra deres tunneller. Den samme verden der engang hyldede Amerikas beslutsomhed til at straffe grænsebrydere fordømmer nu Israel for at gøre det samme og gøre det mere retfærdigt og omsorgsfuldt. 

Pershing fangede aldrig Pancho Villa, men hans kampagne genoprettede freden i årevis ved sin afskrækkende effekt - grænsen var rolig. Hvis Israel forhindres i at afslutte sin mission vil afskrækkelsen kollapse og 7. oktober vil komme igen i nye former. Lektionen fra 1916 er ikke at krig er pnd og let - det er at ikke afsluttende krig altid vender retur.

For 100 år siden, forstod the United States den sandhed. Risiciene blev accepteret, skaderne, de sårede og den diplomatiske krise der følger med beslutsomt selvforsvar. I dag kritiserer man sin nærmeste allierede for at gøre det man selv instinktivt gjorde. Hvis Amerika ønsker at ære sit eget eftermæle, burde man huske at Pershings kampagne ind i Mexico ikke var en forbrydelse, men et udtryk for national sund fornuft. 

Israel fortjener at have den samme ret - retten som enhver fri nation skal have - at forsvare sig selv uden at skulle undskylde, af afslutte det som skal afsluttes, og at sikre at de som slagter deres eget folk aldrig får chancen til at gøre det igen.

https://www.frontpagemag.com/why-america-avenged-a-raid/

Jihad og kriminalitet 

Raymond Ibrahim

Det er officielt: Islamisk jihad og generisk kriminalitet er tæt knyttet til hinanden.  

Ifølge et UK studium, forskning:

Linjerne mellem terrorisme og kriminalitet er ved at blive udvisket da et stadig større antal af tidligere kriminelle slutter sig til Islamisk Stat ....Næsten 60% af jihadisterne fra Europa som forskerne har undersøgt har været fængslet tidligere....Når de først er rekrutteret af ISIS bliver disse personer let ledt til at begå vold for en anden årsag. ....Velkomsten hos ISIS tilbyder kriminelle en formodet chance for “frelse” uden en nødvendig ændring i væremåde..

Men myndighederne nægter at se nogen direkte forbindelse mellem Islam og kriminalitet. Som lederen af studiet forklarede, er kriminelle “de perfekte” fordi “Islamisk Stat ikke stiller nogen intellektuelle krav. Man beder ikke om at studere religion. Man gør det til et computerspil.” Med andre ord er kriminelle de ideelle rekrutter, fordi de ikke ved, -- eller heller ikke har ønske om at lære -- ting om “ægte Islam.”  

Eller som John Brennan vurderede om ISIS medlemmer da han var chef for CIA, “de er kriminelle. De fleste, -- mange -- af dem er psykopatiske banditter, mordere der benytter en religions koncept og maskerade og forklæder sig i den religiøse konstruktion.”

Igen ser vi her hvordan uvidenhed om historien -- bevidst eller på anden vis -- underminerer sikkerheden i Vesten. Kendsgerningen er at lige fra begyndelsen hos Islam, og fortsættende gennem århundrederne har det altovervejende flertal af muslimer deltaget i jihad uden nogen “intellektuel sofistikation”, har ikke “studeret religionen” og har generelt set opført som som “psykopatiske bøller, mordere.” Det er fordi Islams “religiøse opbygning” altid har været beregnet på at lokke og mobilisere sådanne mænd. 

Alt dette er åbenbaret i Islams profet Muhammads liv og ‘karriere.’ Efter mere end et årti med fredelig forkyndelse i Mekka havde han fået blot cirka 100 følgere, de fleste slægtninge. Så indledte han plyndringer og hærgen af alle der forkastede hans Islam -- og fik enorm succes med det - og antallet af tilhængere voksede eksponentielt.

Dengang som nu var de som drog på jihad aldrig forpligtet til at have oprigtige og fromme intentioner. Det er fordi - og trods al Vestens relativisme og forestillinger - Allah er ikke Gud, han er ikke interesseret i jihadistens “hjertetilstand,” men snarere i hans værd. Det kolde forretningsmæssige sprogbrug i Koranen viser det tydeligt. Enhver der indlader sig på jihad giver et “smukt lån til Allah,” den sidstnævnte garanterer at betale tilbage “mangefold,” altid i overensstemmelse med jihadistens gerninger og anstrengelser.(Koran 2:245, 4:95).

Eller som Koranen 9:11 så kortfatter erklærer: “Allah har købt af de troende deres liv og verdens gods, og har som betaling lovet dem Paradiset: De skal kæmpe på Allahs måde, og skal dræbe og blive dræbt....Glæd dig derpå i den handel du har indgået, for det er den ypperste triumf.”

Kort sagt, enhver muslim kan slutte sig til og høste belønningerne i jihad - herunder at plyndre, voldtage og slaveholde ikke muslimer -- så længe deres “bestræbelser” (bogstaveligt, jihad) anses som på en eller anden vis at give magt til og gavne Islam. At kæmpe for Islam - med risiko for at dø - var og er beviset på fromhed, det eneste der er brug for. Faktisk har det at kæmpe større betydning end fromhed: mange dispensationer, herunder ikke at overholde de obligatoriske bønner og faster gives til de som deltager i jihad. Osmanniske sultaner fik faktisk forbud mod at drage på pilgrim til Mekka - der ellers er en individuel pligt for alle muslimer - ganske enkelt fordi det kunne sætte den årlige jihad i farezonen.

Tænk her på Ottoman sultan Mehmet II.  Han var en berygtet pædofil, homoseksuel og drukkenbolt. Han havde også en sadistisk side og perfektionerede ‘kunsten’ at pælfæste. Desuagtet det æres han af muslimer rundt om i verden - faktisk ‘tilbedes’ han i Tyrkiet - fordi han var en succesrig jihadist og erobrer af Konstantinopel.

På lignende vis havde elitære i Mekkas stammer, Khalid bin al-Walid og Abu Sufyan, i årevis forhånet, mishandlet og i sidste ende smidt Muhammad ud af Mekkea. Da han vendte tilbage ti år senere som erobrer var de blandt de første til at proklamere shahada, komme ind i Islams fold, og blive blandt Muhammads nærmeste følgesvende. Ikke meget havde ændret sig.

Khalid (bedre kendt som “Allahs Sværd”) fortsatte med alle former for overgreb der bekymrede endog medmuslimer - såsom at slagte en muslimsk mand på en falsk anklage om at han var frafalden, han kogte hans hoved, og voldtog hans hustru. Når det drejer sig om Abu Sufyan, opfordrede han araberne til “jihad på Allahs måde” i det kristne Syrien, således med hans egne ord de kunne “indtage deres land og byer og tage kvinder og børn som slaver.”

Uanset deres meritter så er både Khalid og Sufyan hædret og æret i islamisk historiografi fordi, som Osmannniske sultan Mehmet II de var helt opslugt af jihad der - selvom den “plyndrede” til egen gavn - også hjalp med at gøre Islam udbredt.

Således var Muhammads genistreg. I den arabiske stammekultur på hans tid var medlemmerne af den store stamme man tilhørte ukrænkelige, ligeså meget som ikke medlemmer var nogen man kunne krænke. Muhammad anvendte denne ide og tilførte den et ‘fromt’ rationale. Herefter ville der kun være to “stammer” i verden: umma -- der består af alle muslimer, hvis blod er forundt kun muslimer -- og de “vantro” der eksisterer blot for at blive plyndret, holdt som slaver eller blive slået ihjel uden strafansvar for at forkaste Allah. 

Dette forklarer også hvorfor andre stammefolk - Tyrkerne og Tatarerne - også konverterede til og fandt Islam kompatibel med deres levevis. “Hvis det at tage liv og hærge de vantros land var de midler hvormed Islams mål om udbredelse kunne tjene, så blev de nye konvertitters traditionelle nydelser nu med stor begejstring begavet med et fromt rationale,” skriver en historiker om tyrkernes omvendelse til Islam. På lignende vis “havde Tartarerne adopteret Islam, fordi det var den nemme religion, da Kristendommen var den svære,” observerede en europæer fra det 14. århundrede. Hvorimod Islam passede så fint med stammekulturen og levevisen, Kristendommen udfordrede den.

Thomas Aquinas (d. 1274) opsummerende det hele således: “Han (Muhammad) forførte folket med løfter om kødelige glæder som kødets begær opmuntrer os til ... og han gav fri adgang for den kødelige nydelse. I alt dette, som ikke er uventet, blev han adlydt af kødelige mænd.” 

Der er ikke ændret meget i dag. At karakterisere moderne tiders jihadister som “kriminelle,” “psykopatiske bøller” og “mordere” -- som om “ægte” jihadister nogensinde var mere ædle - et i bedste fald overflødigt, i værste fald vildledende og farligt.

For many more examples of criminal jihadists throughout history, see Ibrahim’s Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West

https://www.americanthinker.com/articles/2019/12/jihad_and_criminality_inseparable_bedfellows.html