Slaveri som ingen tør nævne

 

Slaveri man ikke tør nævne

 Lars Møller

Om det er naivitet eller uvidenhed, her glemmer vi apati, så associerer det moderne menneske begrebet “slaveri” med enten Romerriget og gladiatorkampe eller ledelsen af plantager i Sydstaterne. 

For ældre generationer fik den moralske uddannelse dramatisk støtte i TV serien “Roots, Rødder” fra 1977. Lige for tiden er det kun få der personligt har oplevet adskillelsen af racer i den offentlige transport og på offentlige bænke - en skammelig reminiscens af slaveri og racediskrimination. 

I skolen fik vi at vide at slaveri er ondt. Som skrevet i the U.S. Declaration of Independence (1776), “alle mennesker er skabt lige”. Naturligvis burde ingen eje et andet menneske på samme måde som han ejer en hest eller en ko. Det er grundlæggende uforeneligt med en kristen holdning. At bedømme menneskelig værdighed efter hudfarve er umoralsk og spadedumt. Så langt, så godt. 

From Wikipedia Commons: The Old Plantation (John Rose, ca. 1785–1795)

I konteksten med en post-Sovjet Marxtisk genopstandelse der på dramatisk blev forstærket ved George Floyd affære, der ophøjede en vaneforbryder til at være martyr, er “hvide” vesterlændinge blevet presset til udvise anger og bod i de seneste årtier. Som var de personligt ansvarlige for beslslutninger taget af de med magten for århundreder siden, forventes de at tolerere “gengældelses diskrimination” der præsenteres som “positiv aktion” og betale erstatninger for synder begået i fortiden. 

Hvis de stiller sig op og protesterer mod de revisionistiske absurditeter, risikerer de at blive anklaget for “privilegie blindhed”, etc. (Marxistiske teoretikere har traditionelt talt om undertrykkende “strukturer” i hvilke kun de med ideologisk indsigt har fuld forståelse for.)

Som med anden bestialsk, grusom og uværdig behandling af vores medmenneske har slaveri i sine forskellige udgaver været fremherskende lige så langt tilbage som vores annaler strækker sig. Selv i dag, er gammeldags slaveri udbredt i visse dele af verden. I tal, har der imidlertid aldrig været flere slaver i verden end i det 20. århundrede - længe efter ophævelsen af slaveriet i the U.S. i det 19. århundrede efter Civil War. 

Ingen der er velforvaret ville forhåne moderne tiders italienere med anklager om at have udnyttet nabofolkene, som f.eks. franskmændene som slaver. Imidlertid er der ingen af de der har så travlt med at anklage Vesten for “nedarvet (kollektiv) skyld” i forbindelse med det 18. århundredes slavehandel, der gør sig den ulejlighed at se på den nuværende situation i Afrika, hvor slaver handles som for 300 år siden. 

I vores tid, da “The 1619 Project” blev indledt, vidste amerikanske skolebørn praktisk talt intet om ofrene for kommunismen. For dem er Che Guevara selve symbolet for en “cool” oprører, hvis ikoniske silhuet de elsker at bære på T-shirts i kontrast til en koldblodig morder i rækken af  “revolutionære” psykopater. Og få fra de højere uddannelser kan knap gøre rede for de ækle forbrydelser ved Nazismen. Ved indoktirneringen af nyhedsmedier og sociale medier har de vanskeligt ved at anerkende jøderne som “ofre” for folkedrab, fremfor “eksekutionister” på grund af den længe pågående konflikt med muslimer i Mellemøsten. 

Hvorfor denne besættelse med, ikke slaveriet hos “islamiske krigsherrer" eller "Koncentrationslejrene hos nazisterne” eller “Gulag Bolsjeviks”, men med den transatlantiske slavehandel i det 18. århundrede som hørte op for mere end 150 år siden?

Som man kunne forvente er de vedholdende anklager mod Vesten ikke fabrikeret af hvem som helst. De stammer fra Vestens svorne fjender. Direkte sagt er disse anti-Vesten kræfter de åndelige arvinger fra såvel Marxistiske massemordere og storskala slaveholdere. Glem påstandene om kampen for "social retfærdighed.” Det er altsammen følelsesmæssig manipulation fra Marxisterne. Ideologiske zombier der marcherer frem og tilbage på vores gader, og deres virkelige mål er at bringe Vesten i knæ. De kritiserer, ikke for at forbedre, men for at ødelægge. Bemærkelsesværdigt er det, at de som sådan intet har imod slaveri, de er nemlig enige om behovet for at inddæmme og neutralisere “revolutionære kræfter,” men alt skal være mod Vesten. 

Fortidens slaveri som et “moral anklageskrift” er blot endnu et propagandaværktøj i en politisk strategi. Kidnappet af Marxister, er “den undertryktes sag” lige så hyklerisk som endnu en ingrediens med “et totalitaristisk narrativ” siden begyndelsen af det 20. århundrede. 

Helt åbenbart negligeret, fordi det udgør et ideologisk tabu, så vi i det tyvende århundrede fremkomsten af de mest magtfulde slave imperier verden nogensinde har kendt. Sovjet Rusland, Nazi Tyskland og Kommunist Kina. 

Totalitarianismen viste sig at være uløsligt forbundet med, ikke kun “tilfældige retssager og henrettelser” men også med “systematiseret slaveri” - udnyttelsen af mænd som “kvæg” der kan opslides, ‘fortæres’ med vilje. Opsummeret; den menneskelige perversion når de største højder under totalitarisme.

Fra det øjeblik Lenin tog magten over Kreml indledtes altomfattende massakrer og slaveriet begyndte. ‘Gulag Øhavet’ blev det “iskolde inferno” for moderniteten, og begravelsesstedet for millioner af slaver, politiske fanger frataget deres menneskelighed. 

Hverken Sovjet Rusland eller kommunist Kina er i fare for at blive anklaget for slaveriets synder, fordi de ikke var involveret i eksporten af slaver fra Afrikas kyster. Besynderligt er det at arabiske muslimer og osmanniske muslimer også går udenom søgelyset selvom de kunne være ansvarlige for langt større slavehandel f.eks. trans-Sahara, Krim og Barbarer, større end den europæiske og amerikanske handel tilsammen. 

Den berygtede “Generalplan Ost”, en Nazi vision med rødder i det nationalistiske  “Drang nach Osten”, var en sygelig manifestation af ideologisk bedrag og ondskab. Den forestillede sig germansk kolonisering af Østeuropa og Rusland frem til Ural bjergkæden, med baggrund i racemæssig overlegenhed og en naturret til “Lebensraum” på bekostning af andre folkeslag. Man forberedte sig på et “folkedrab” en industrialiseret plan fra “Wehrbauer” bosættelser, herunder slavehold, forvisning og udslettelse af både jøder som slaviske folk.

Straks efter Molotov-Ribbentrop Pagten blev brudt udviste nazisterne et uhæmmet misbrug af russerne som man anså som “Untermenschen” uden krav på værdighed, vildledt af racistiske dogmer om Arianismen. I modsætning var bolsjevikkerne bogstavelig talt forberedt på at slaveholde og massakrere enhver uden hensyn til etnicitet. Den individuelle borgers troskab over for partiet betød mindre end den lunefulde indstilling, der gennemsyrede organisationen fra top til bund. Da de store udrensninger indledtes, kunne ingen føle sig sikre i længere tid. Ved antikristne, totalitære ideologiers, siden hen Bolsjevikkernes og Nazisternes hærgen har russerne lidt i det tyvende århundrede som få andre i verden. 

Sandheden er, at i årtier - både før og efter Nazismens fald - opererede bolsjevikkerne med et slavesystem hvor “terror” var  hovedvåbnet. Siden da har Maoisterne fulgt trop. I moralske termer er der ingen forskel på bolsjevikker, maoister og nazister - medmindre “racismen” som et ideologisk præcist motiv bliver gjort til den ultimative målesnor for ondskab. 

I fodtrinene af De Unge Tyrkere, der udslettede armeniere, grækere og assyrere under dække af 1. Verdenskrig benyttede Stalin 2. Verdenskrig som forløber for deportationer af folkeslag, f.eks. Krim tatarer - der resulterede i millioner af døde. Der var ingen grænser for hans sociale foretagsomhed. En hævngerrig tyran og iskold dræber -han var lige så meget revolutionær som nogen anden. 

Maoisterne er gået videre af samme vej og på samme måde i Tibet og Xinjiang hvor der lige for tiden er hundredtusinder, der holdes som tvangsarbejdere, slaver , i såkaldt "uddannelseslejre." .

I totalitære stater tilhører den enkeltes liv andre end vedkommende selv. Ligesom afrikanerne på plantagerne før Civil War er han frataget retten til selv at bestemme. Uanset hvilken retorik af ”officiel propaganda” forbliver han statens ejendom. Uden restriktioner er han en rigtig slave. Alle udover selve tyrannen er i virkeligheden slaver. 

Hvis slaven gør krav på sin frihed, bliver han straffet. Og hvis han forsøger at flygte fra slaveriet, sender slaveejeren hunde og våben efter ham. I sidste instans er hans valg et mellem underkastelse eller døden. Det var også essensen i skildringen af Kunta Kinte i “Roots”.

Konklusion; der er ideologiske grunde til at politiske aktivister har Vesten som mål samtidig med de vender det blinde øje til forbrydelser begået i meget større skala af deres politiske allierede i Sovjet Rusland og kommunist Kina - for ikke at nævne kalifaternes muslimer. I bund og grund benyttes alt brugbart i krigen mod Vestens civilisation. Den anti-demokratiske fjende er opportunistisk. 

Din hudfarve, køn, alder betyder intet, hvis du er et “ordentligt”menneske,”men tankerne og følelserne der leder dine handlinger blandt dine medmennesker betyder alt. Så enkelt er det. 

“På trods af deres varme tale om velfærd til masserne afklæder kommunismens metoder mennesket for dets værdighed og værd, og efterlader det som et afpersonliggjort tandhjul i statens altid kværnende hjul.” 

“In spite of its glowing talk about the welfare of the masses, Communism’s methods and philosophy strip man of his dignity and worth, leaving him as little more than a depersonalized cog in the ever-turning wheel of the state.” — Martin Luther King, Jr.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/06/slavery_unreckoned.html

Jesse Jacksons triste liv som indædt racist

 Jesse Jacksons triste liv

Amerika har kæmpet ihærdigt for at rette op på sine fejl og forbedre tingene for hver generation. For Jesse Jackson blev intet dog nogensinde løst.

Frank Friday 

Når jeg tænker på den afdøde Jesse Jackson, husker jeg min bror Andys møde med ham tilbage ved præsidentvalget i 1984. Ingen kunne slå Reagan, og Jacksons valgkamp var blot et forfængelighedsprojekt for en af ​​landets største  opmærksomhedssøgende personer.

Jackson skulle booke 30 værelser på et Sheraton-hotel i forstæderne, som min bror drev i Louisville, før primærvalget i Kentucky. Det var året hvor der spildes millioner af dollars i præsienvslgkampagner. John Glenns kampagne skylder den dag i dag rekordstore beløb til kreditorer over hele landet. Naturligvis var hotellets ejer og Sheraton-virksomheden ikke ivrige efter at forlænge Jacksons trængende kampagnekredit.

Til sidst gjorde de det dog, og Jacksons folk var der i en uge; bestilte roomservice uden tøven; og sprang derefter afsted uden at betale nogen regninger. En lille pris – hvad hotellet frygtede, var Jacksons talent for at ryste det amerikanske erhvervsliv for penge og tjenester ved at råbe "racisme" på et øjeblik ... hvilket han ville have gjort, hvis nogen havde klaget.

Jacksons karriere på dette område begyndte med at lede Operation Breadbasket i Chicago for Martin Luther King – et jobformidlingsprojekt, som Jackson i bund og grund forvandlede til et svindelnummer: Giv bidrag til mine organisationer og giv tjenester til mine venner og familie, ellers ville I blive mødt af en massiv boykot. Ikke overraskende hyrede Jackson en ung Al Sharpton til at lede Brooklyn-afdelingen af ​​Operation Breadbasket og lære "forretningen" at kende.

Dr. Kings krop var ikke kold, da Jackson og Ralph Abernathy (Kings stedfortræder) begyndte at kæmpe om kontrollen over SCLC. Jackson var sammen med King i Memphis og bliver ofte beskyldt for at løbe til hotellets balkon for at gribe Kings lig for at smøre blod på sin skjorte og befæste sin status som Kings virkelige efterfølger.

Et par år senere tvang Abernathy Jackson ud af SCLC under en sky af økonomisk uregelmæssighed, men det gav kun Jackson mere mod, og oprettede Rainbow Coalition/PUSH. Han startede nationale boykotter af følsomme forbrugerproduktvirksomheder – især Coca-Cola og Anheuser-Busch. "Bud er en dude," rimede Jackson, før ølgiganten til sidst gav efter og endda overdrog Chicago-franchisen til hans yngste søn.

Jacksons misbrug af forskellige nonprofitorganisationers midler var legendarisk. Han blev taget i 2001 i at betale en kvinde, han havde et barn med, ved hjælp af PUSH-penge. I sidste ende blev han aldrig retsforfulgt. Men hans søn, det tidligere kongresmedlem Jesse Jr., fik sammen med sin kone en alvorlig fængselsstraf for at stjæle kampagnemidler.

Som politisk aktivist i 1970'erne var Jackson faktisk en slags moderat person. Han talte i 1978 til Republikanernes Nationale Kongres (RNC) og støttede fuldt ud Right to Life-bevægelsen. Men i takt med at Demokraterne bevægede sig til venstre, gjorde han det også, med abort og LGBT-rettigheder. Han blev endda venner med diktatorer som Hugo Chávez og Yasser Arafat. Dette førte til hans berygtede Hymietown-bemærkninger. (nedladende bemærkninger om jøder) 

Måske værst af alt var hans jaloux reaktion på Barack Obamas meget reelle politiske succes, hvor han tog den samme moderate vej, som Jackson havde forladt. Jackson gik ind i den berømte hændelse i 2012 efter Obamas  tale om behovet for, at sorte fædre tog ansvar. Jackson undskyldte for vulgariteten, men Obama forstod budskabet. Han nævnte aldrig fædre og familier igen og holdt sig til typisk racepolitik, og Amerika gik baglæns. Den post-raciale fremtid, vi så frem til, og som senator Obama havde lovet, blev viklet ind i præsident Obamas racebaserede undskyldninger.

I en vis grad minder Jackson mig om forfatteren James Baldwin, idet hans karriere inden for borgerrettigheder havde meget lidt at gøre med faktiske racemæssige klager og i stedet udsprang af hans personlige dæmoner. Baldwin voksede op i New York City, hvor sorte børn gik i gode offentlige skoler, og børn med talent blev anerkendt og opmuntret. Baldwins problem var hans modbydelige, voldelige stedfar (hans biologiske far giftede sig aldrig med hans teenagemor), en vred racist og selvlært prædikant, der konstant slog ham. Som ung var han overvældet af homoseksuelle lyster og fortabte sig i New Yorks narko- og mandlige prostitutionsmiljø. Men da han først boede i Greenwich Village og derefter Paris, fandt han hvide venner, der opmuntrede hans skriveinteresser og derefter fik ham udgivet.

Hans berømte debat med William F. Buckley i 1965 er et forbløffende raserianfald over århundreders problemer, men den har ingen kontekst. Enhver, der var opmærksom i den tid, ville have bemærket tredive år med den ene vigtige sejr efter den anden for borgerrettigheder og racemæssig lighed, der afsluttede enhver juridisk form for diskrimination. Buckley spurgte: Så hvad er det egentlig, du vil have os til at gøre? Eller er dette bare en øvelse i racemæssig narcissisme? Baldwin kunne kun stirre med et blik.

Ligesom Baldwin voksede Jesse Jackson op ydmyget, hans teenagemor var gravid med manden, der boede ved siden af. Hun giftede sig til sidst med en anden mand, der arbejdede på posthuset. Jackson blev drillet med dette af sine skolekammerater i Greenville, South Carolina, hvilket efterlod ham arret og bitter. Når man hørte ham sige "Jeg er... nogen", var det en genlyd af hans egne personlige usikkerheder.

Jackson, født i 1941, trådte ind i en verden af ​​muligheder, der åbnede sig for amerikanske sorte, selv i Sydstaterne. Jackson klarede sig godt i gymnasiet og dyrkede sport, men afslog en kontrakt i en minor league for at acceptere et fodboldstipendium til Illinois. South Carolina var langsom til at afskaffe kønsadskillelse, men investerede allerede før Brown i sorte og landlige skoler. 1950'erne og 60'erne var en boomtid for uddannelse og beskæftigelse, både for sorte og hvide.

Kulturchok og erkendelsen af ​​hans begrænsninger fik dog Jackson til at droppe ud af Illinois. Han sagde senere, at træneren var racist og ikke ville lade ham spille quarterback, men Illinois havde haft sorte quarterbacks før. Den virkelige årsag var alle de overlegne unge talenter, inklusive Dick Butkus, der til sidst vandt en Rose Bowl. Jackson kunne aldrig indrømme, at Mike Taliaferro, en succesfuld NFL-spiller, var en langt bedre quarterback. Jackson spillede football på North Carolina A&T, fik stipendier til Chicago Union Theological Seminary og fandt derefter sit livskald i raceboykotbranchen.

Igennem de 60 år med Jacksons racemæssige planer, bedrag,og andre undvigelser blev han næsten universelt accepteret og tolereret af medierne og de fleste politikere, altid følsom over for selv den mindste antydning af at blive kaldt racist. Ud over de millioner af dollars, som han og hans kolleger fra racebranchen, som Al Sharpton, kostede Amerika, er skaden på vores nationale psyke langt værre.

Derfor er selv den næste generation af sorte politikere, som Marylands Wes Moore, nødt til at udtænke røverhistorier om Ku Klux Klan, der stak som hans oldefar stk af fra, når virkeligheden er, ligesom mange sorte sydstatsborgere i hans tid, at han var en uddannet person, der levede et produktivt og begivenhedsløst liv.

Amerika er et land, der har kæmpet hårdt for at rette op på sine fejl og gøre tingene bedre for hver generation, fordi vi fundamentalt set har ret. For Jesse Jackson blev intet dog nogensinde løst eller forbedret, fordi det ville betyde enden på pengene og begyndelsen på ansvaret for ens eget liv.

Frank Friday is an attorney in Louisville, Ky.

Image: Jesse Jackson.  Credit: LBJ Library via Flickr, public domain.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/02/the_sad_life_of_jesse_jackson.html

Slaveriet stortrives i dag

Don Boys

Multikulturalister, når de løber tør for overbevisende argumenter, bruger slaveriet af sorte som en kølle til at banke hvide til underkastelse. Efter at have fået kølletæv af akademikere, af medierne og andre har mange hvide kapituleret over for de progressives skyldprædikener, der har været årsag til masser af tårer på grund af deres forbandelser af det at være hvid, og de hævdede privilegier der skulle følge med.

I bund og grund er en sådan uretfærdig, usand og uheldig form for “missionerings” aktivitet ved progressive nedværdigende for sorte og forvrænger den historiske tragedie udøvet af hvide slaveholdere, degenerede sorte høvdinge, og desperate bosættere i Amerika og andre steder i verden. Slaveri af sorte er en skandale, en grim plet på Amerika, og vi skal aldrig tillade at det misforstås, bliver talt ned eller afbødet, imidlertid er det med fanatikerne i medierne kun lidet sandsynligt at der kommer en afbalanceret fortælling. 

Ærlige hvide er villige til at sige, “OK, jeg er flov over at hvide mennesker var indblandet i en sådan obskøn praksis, men der er ingen levende amerikansk slave i dag, ej heller slaveholdere, der eksisterer heller ingen slaveskibskaptajner. Så kan vi lige få skruet lidt for hyleriet? “Men de hylende, som alle fanatikere, der kun har et budskab, nægter at tale om det. Som en bulldog, med et saftigt kødfuldt ben - de kan ikke slippe det.

De nidkære i medierne nægter at tale om de ganske få farmere i Syden der ejede slaver og de få skibskaptajner der transporterede slaver, og de få høvdinge der solgte deres egne som slaver. De insisterer på den kollektive skyld, kræver at alle hvide er sønderknust af skam, og at de ikke kan se nogen anstændig person i øjnene at de skal føle sig som afskum på jorden - fordi de er hvide. 

Beklager, men jeg har ikke nogen skyld i slaveriet. Og derfor vil jeg ikke betale noget som helst i erstatning på grund af sorte der er fuldtidsofre og  hyler op i selvmedlidenhed.

Da deres uærlige, vanærende og utaknemmelige plan ikke vil fungere foreslår jeg disse godhedsprædikanter (modsat de som bare gør noget godt) at bruge deres kræfter på noget andet. De burde udføre noget meningsfuldt frem for at prædike et tomt budskab, vel for økonomisk gevinst og personlig indflydelse.

Hvis de fanatiske virkelig bekymrer sig om slaveri, så kan de jo gøre noget ved det åbenlyse slaveri i Mali, hvor mindst 200.000 mennesker lever som trælle. I marts 2002 rapporterede fransk TF1 om, hvordan 15,000 børn blev bortført fra Mali og solgt som slaver for at arbejde i bomuldsplantager i Elfenbenskysten. 

Det ville være et godt sted at begynde, men hvem bekymrer sig om Mali? Ikke mange nyheder derfra. En langt større udfordring ville være Indien, hvor man anslår at der er 40 millioner mennesker, herunder 15 millioner børn, der arbejder under slavelignende forhold som trællearbejdere. 

Med stort mod afslørede Serge Trifkovic slaveriet ved muslimske arabere i Mauritanien og Sudan i hans  The Sword of the Prophet: A Politically-Incorrect Guide to Islam.  "Modsat myten om at Islam er en religion fri for racemæssige fordomme, så har slaveriet i den muslimske verden været, og vedbliver at være brutalt og racistisk i sin karakter. Hvis man vil finde ægte, udbredt, åbenlys, rå, anti-sort racisme og slaveri i dag behøver man blot rejse til to Islamiske Republikker i Afrika: Mauritanien og Sudan. Sorte har været holdt som slaver i en sådan skala at udtrykket ‘sort’ er blevet synonymt med slave.” 

Jeg behandlede muslimsk slaveri i min bog ISLAM: America’s Trojan Horse! og skriver “Muhammad tillod også ... at en stammehøvding blev torteret for at finde hans skjulte skat. Han accepterede slaveriet som en naturlov.” Jeg udfordrede muslimske ledere til at ledsage mig til Sudans Ambassade i Washington “ for at kræve at Sudan holder op med slaveri og at man fængsler alle der beskæftiger sig med slaveri - købere og sælgere.” Jeg fik intet svar.

Måske et land ikke er udfordring nok, men så lad dem se lidt på slaveri i verden.The Topical Research Digest: Human Rights and Contemporary Slavery rapporterer om 27 millioner slaver i verden. Imidlertid afslører nogle menneskerettighedsorganisationer at antallet er så højt som 200 millioner.”

Tidligere, nuværende og potentielt slaveri er et problem der skal undersøges, efterforskes åbent og uden fordomme, men med fasthed og vedholdenhed.

Dr. Don Boys is a former member of the Indiana House of Representatives who ran a large Christian school in Indianapolis and wrote columns for USA Today for eight years. Boys authored 18 books, the most recent Muslim Invasion: The Fuse is Burning!  eBook is available here with the printed edition (and other titles) at www.cstnews.com. Follow him on Facebook at Don  Boys, Ph.D ; and visit his blog.  Send request to DBoysphd@aol.com for a free subscription to his  articles, and click here to support  his work with a donation.

https://www.americanthinker.com/articles/2019/10/slavery_is_alive_and_well.html

Hold inde med at undskylde for du er hvid

 Hold inde med at undskylde for du er hvid

Steve McCann

I en tale ved Turning Point USA-topmødet i Phoenix, Arizona, i december 2025 erklærede vicepræsident J.D. Vance: "I USA behøver man ikke længere at undskylde for at være hvid."

Der var et overvældende og øjeblikkeligt sammenbrud på venstrefløjen, fyldt med de sædvanlige modbydelige skældsord og beskyldninger om "hvidt overherredømme", mens overskrifter på internettet bragede: "JD Vance går fuldt ud hvid nationalist ved TPUSA-arrangement", og NPR erklærede: "Vance nægter at sætte en rød linje over fordærv ved Turning Point USAs konvent."

Image created using AI.

I dette ekkokammer antog beskyldningerne om åbenlys racisme lavine proportioner. New York Times-klummeskribent Jamelle Bouie proklamerede: "Vicepræsidenten er en klanmedlem." Den uafhængige journalist Jennifer Schulze argumenterede: "Jeg tror ikke, at mainstream-medierne overhovedet kan rapportere om, hvor modbydelig og farlig denne JD Vance-prædiken er. Nogle vil fortie ekstremismen; andre vil nævne begge sider af den. Så folk er nødt til at se selve videoen for selv at se/høre den hvide nationalistiske gift, der sprøjter ud fra dette monster." Typisk for den hysteriske reaktion på det venstreorienterede sociale medie Bluesky er fra den bredt fulgte bruger PhillipUSA, der skrev: "JD Vance er en selvudråbt f**king racist."

På et mere personligt grundlag modtog jeg en e-mail fra en tidligere universitetsprofessor angående Vances tale og optræden ved TPUSA. Hendes budskab var, at medmindre jeg og andre, der støtter Trump, fordømmer Vance, er vi medskyldige i at forsvare hvidt overherredømme, og yderligere at den hvide race bør undskylde for århundreders racisme og undertrykkelse. Mit svar er som følger:

Jeg er medlem af den kaukasiske race og af europæisk arv, jeg er naturaliseret statsborger i USA, og jeg er kristen. Jeg er ekstraordinært stolt af at være alt det ovenstående og nyder de overvældende livsændrende præstationer, som USA har opnået. Desuden, selvom jeg vidste, hvem mine forfædre var, har jeg ikke den mindste anelse skyld, og jeg er heller ikke interesseret i, hvad de har eller ikke har gjort gennem århundrederne.

Desuden er jeg stolt af at være medlem af den race, der skabte den vestlige civilisation. En civilisation, der afsluttede 12.000 års global slaveri, indledte og fremmede universelle menneskerettigheder, indførte kvinders ligestilling, skabte parlamentarisk demokrati, hævede levestandarden dramatisk for alle racer verden over og anerkendte, at da visse rettigheder kom fra Gud og ikke mennesker, kan de ikke ophæves.

Efter at have deltaget i marchen mod Washington den 28. august 1963 og lyttet til Martin Luther Kings udødelige ord, har jeg dømt andre ikke "...efter deres hudfarve, men efter indholdet af deres karakter." Derfor har jeg ikke tænkt mig at vende mig om og tillade autokratiske demagoger og deres tåbelige akolytter, (medhjælpere) såsom dig selv, at bruge fiktiv "systemisk racisme" og "hvid nationalisme" til at nedgøre og intimidere den store del af befolkningen for at opnå det endelige mål om at omdanne denne storslåede nation til et etparti socialistisk oligarki.

Det er længe siden, at Amerikas hvide befolkning holder op med at krybe sammen i skyggerne og leve i frygt for at blive falsk og absurd stemplet. Det begynder med at forstå oprindelsen af ​​denne anti-hvide bevægelse og dens endelige mål.

Indtil for 55 år siden havde amerikanske marxister ikke været i stand til at gøre nogen seriøse fremskridt i retning af at omdanne USA til et etpartis "socialistisk paradis" ved at bruge de standardklasse kamps taktikker, der havde haft succes i andre nationer. Disse taktikker fungerede i disse nationer, fordi der var et element af sandhed i de underliggende påstande om udbredt ulighed, der stammede fra rigide klassestrukturer og monolitiske regeringer.

Disse taktikker virkede ikke i Amerika, da dette er den første nation i menneskehedens annaler, der har elimineret rigide klassestrukturer, anerkendt individets rettigheder, dramatisk spredt regeringsmagten og kæmpet for kapitalismen. Ydermere er det også den første nation, der har skabt en skriftlig permanent forfatning med bestemmelser, der skal korrigere samfundsmæssige uligheder, et dokument, der blev brugt til at etablere kvinders stemmeret i 1920 og eliminere de sidste rester af institutionel racisme i 1960'erne. Det er den eneste nation i historien, der var villig til at lide den overvældende død og ødelæggelse af en borgerkrig for permanent at afslutte slaveriet. Og det er det eneste land i menneskehedens annaler, der er skabt som en multietnisk nation.

Takket være succesen med borgerrettighedsbevægelsen i 1960'erne blev amerikanske marxister tvunget til – og gjorde det – at ændre taktik. De begyndte at fremme den falske præmis om, at borgerrettighedsbevægelsen understregede den virkelighed, at USA var og vil fortsætte med at være en ondsindet nation på grund af "systemisk racisme" og "hvide privilegier".

Ifølge deres agitprop har den europæiske gren af ​​den kaukasiske race (eller mere hånligt "hvide") siden historiens begyndelse været de primære fortalere for og modtagere af slaveri og undertrykkelse i hele verden. Således er medlemmerne af denne skurkagtige race, der har bosat sig i dette land i løbet af de sidste 400 år, ansvarlige for at påtvinge uendelig racisme og ulighed på det amerikanske kontinent.

Derfor skal den nuværende hvide amerikanske befolkning åbent bekende sin kollektive skyld og søge tilgivelse. Derudover, og i lyset af denne dæmoniske arv, bør enhver amerikaner af enhver race være ydmyget over at være borger i et så modbydeligt og uforsonligt land.

Ikke tilfældigt har denne samme klike erklæret, at der er en vej til national forløsning og en mekanisme til for altid at slette pletten af ​​"hvidt overherredømme" og "systemisk racisme". Det er op til de amerikanske marxister (næsten udelukkende befolket af selvforherligende medlemmer af den hvide befolkning) at overtage magtens tøjler for evigt og omdanne nationen til et etpartis sekulært socialistisk paradis. Deres permanente opstigning til toppen af ​​den regerende pyramide ville være den eneste måde, hvorpå uoplyste medlemmer af den hvide befolkning, som ikke er en del af den herskende venstrefløj, kunne blive tildelt syndsforladelse.

Hvis den såkaldte "hvid overherredømme" har været udbredt i hele nationen siden dens grundlæggelse, hvad forklarer så den historiske beslutsomhed hos Amerikas overvældende dominerende hvide kristne befolkning om at rette op på uretfærdigheder og leve efter principperne i Uafhængighedserklæringen med dens jødisk-kristne grundlag, en tankegang, der strækker sig tilbage til nationens grundlæggelse og bevægelserne for afskaffelse af det jødisk-kristne grundlag i det 19. århundrede?

Denne beslutsomhed kulminerede i en ødelæggende og brutal borgerkrig. En krig, hvor næsten 400.000 hvide unionsoldater (svarende til over 6 millioner i dag) døde for at afskaffe slaveri. Ydermere var det i årtierne de dominerende hvide kristne borgere, der var katalysatoren for at skabe forandring og sikre alle amerikaneres rettigheder.

I 1960 identificerede næsten 89 % af den amerikanske befolkning sig som hvide. Uden de hvide borgeres inddragelse ville borgerrettighedsbevægelsen ikke have haft succes. Elimineringen af ​​alle resterende spor af institutionaliseret racisme ville ikke være opnået uden samtykke fra størstedelen af ​​den hvide befolkning.

Dette er ikke en racistisk nation. Trods de amerikanske marxister og deres uendelige bitterhed, og på trods af at de er i stand til at udnytte nogle godtroende borgere, ved langt de fleste amerikanere instinktivt det.

Så sent som i 2008, og før den racekritiske Barack Obama og hans marxistiske medrejsendes opstigning, var kun 18% af amerikanerne stærkt bekymrede eller bekymrede over raceforholdenes tilstand i landet, da næsten 70% mente, at forholdet mellem hvide og sorte var meget eller nogenlunde godt.

JD Vance har ret: Stop med at undskylde for at være hvide. Alle amerikanere burde være stolte af at være medlem af den race eller etniske gruppe, de måtte tilhøre, og af at være borger i USA. De burde ikke narres til at føle sig skyldige over, hvad deres forfædre gjorde eller ikke gjorde, især i betragtning af at stort set alle mennesker på planeten i dag har forfædre, der var slaver, og som også var involveret i erobringen af ​​andre folk, stammer eller nationer.

Tiden er inde til, at Amerikas hvide befolkning kompromisløst fortæller dem iblandt dem, der ondsindet opildner til skyldfølelse og fremmer omvendt diskrimination, at de skal skubbe den væk.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/12/stop_apologizing_for_being_white.html

10 misforståelser om Sydstaterne

10 misforståelser om Sydstaterne                                                                                                  

Dixie er den mest misforståede region i Amerika.

                                        

Chris Queen

                        

Jeg mener det ikke er for langt ude at påstå af Syden er den mest misforståede region i USA. Overalt hvor jeg kommer (endog selv her i Syden) løber jeg ind i misforståelser om dette område. Jeg er stolt over vores region som jeg kalder mit hjem, og vil ønske at alle kunne kende Syden som jeg har oplevet det hele mit liv. Derfor er jeg glad for at få en chance for at være med til at opklare, og rette nogle af de stereotypier og generaliseringer der hersker. Her er så 10 områder som alle ikke har forstået korrekt om Syden.        

                                

10. Hvide fra Syden er stadig ikke kommet over The Civil War.

Den der forestilling om at vi i Syden stadig ikke er kommet os over at have tabt Civil War. Det er en fascinerende historisk æra, og en meget stor del af vor arv (om man kan lide det eller ej), men vi sidder altså ikke på verandaen med vores sure æbler og jamrer over, at vi ikke vandt.

Jo, vi holder rigtig meget af Robert E. Lee og Stonewall Jackson typerne - men kendsgerningen er, at der er en meget stor del romantik knyttet til disse galante og belevne personer - uanset slaveriets vederstyggelighed. Og jo, man kan stadig se folk der svinger med Stars & Bars fra tid til anden hernede, sammen med argumenter om “arv ikke had,” men de bliver færre og færre.

Selvom vi aldrig vil glemme Civil War - og Reconstruction - så er vi i Syden kommet videre. Syden har i sandhed rejst sig, er moderne. Syden er langt mere interesseret i at forbedre nutiden og skabe en bedre fremtid for vor elskede region.

9. Syden er stadig mest landbrug (og aner intet om teknologi).

Nogle der ikke kommer fra Syden synes at mene, at efter Civil War befriede vi slaverne og er ikke siden kommet videre teknologisk. Jeg aner ikke, hvorfor folk betragter Syden som en teknologisk baggård, men åbenbart holder den holdning ved.

Det er sandt at vi har områder der mangler moderne bekvemmeligheder, men det meste af Syden er kommet udover den agrare æra. Der er enorme handelscentre og innovation i de store byer, som Miami og Atlanta. North Carolina og Texas har kæmpemæssige teknologiske sektorer, og rumfartsindustrien har godt fodfæste i Dixie. Underholdningsbranchen har også gjort Syden til deres hjem. Vi er helt klart langt, langt mere end tilbagestående landsbyer.

8. Tidsfordriv i Syden er platheder a la Redneck (bondeknold).

Endnu en udbredt misforståelse om Syden er, at mennesker dernede kun beskæftiger sig med ‘redneck’ tidsfordriv - som jagt, NASCAR og mærkelige foreteelser som jagt på murmeldyr og udryddelse af kudzu. Selvom der er en vis sandhed i det, så er det absolut ikke det eneste vi bruger vor fritid på.

Masser af mænd, kvinder og børn over hele Syden går på jagt og fisker når der er mulighed for det, men i dag er jægere og fiskere langt mere ansvarsbevidste end blot det at slå dyr ihjel for morskabens skyld. Udover det er fiskeri og jagt blot et par af de mange måder man kan være udendørs på og nyde Guds natur - folk i Syden elsker at sejle på tømmerflåde, vandreture og lejrture.

Jovist har vi mange lidt pudsige festivaler dedikeret til det vilde dyreliv, men for hver

Deer Festival eller Rattlesnake Roundup, er der en  AthFest ( musik og kunst festival der overtager byen Athens, Georgia, hvert forår), og en Twilight Criterium - et cykelløb gennem byens gader.  Over hele Syden kan man finde kunstbegivenheder, historiske rundture, musikfestivaler, og tonsvis af andre kulturrelaterede fester som absolut ikke har med redneck betegnelsen af gøre. Vi er langt mere end blot NASCAR fans - glem ikke at Syden er stedet , hvor  college football regerer suverænt.

Folk i Syden elsker at være udendørs, og vi elsker enhver anledning til at komme sammen i vore samfund - der er intet redneck over noget af det.

7. Folk i Syden spiser kun fed, usund mad.

Sydens cuisine har haft et elendigt ry i rigtig lang tid. Man har altid ment at det drejede sig om en masse klumper der svømmer rundt i fedt, og fedtede kyllinger. Selvom maden i Syden ikke altid har været den mest sunde og vor fedmerate er høj, ja så er den rate ikke meget anderledes end hos vore naboer i Nord. Vores mad har gennemgået nogle forandringer i årenes løb.

Superkokke som Nathalie Dupree og Alton Brown har udviklet elegante Sydens opskrifter i mange år. Byer som Atlanta, New Orleans og Birmingham er helt fremme i skoene med toprestauranter. Selv Butter Queen’en, Paula Deen, har brugt tid på at udvikle sundere mere moderne omskrivninger af Sydens klassiske cuisine. Det samme har hendes sønner Jamie og Bobby Deen. Selvom vi ikke altid har spist det sundeste indenfor fødevarer så er vort cuisine langt fra ensformigt, og er langt mere sofistikeret end de der kommer udefra ellers mener.

6. Florida er sådan set ikke del af Syden.

Dette er en opfattelse vi fra Syden hele tiden også helt forkert. Vi har alle en tendens til at mene at Florida er en stor Yankee enklave, mest på grund af alle pensionisterne på byernes strande, sammen med en stadig større befolkning på grund af turismen og rumfartsindustrien. Jovist er det vanskeligt at finde en god Sydstatsaccent i de større byer som Orlando og Miami, i de mindre byer, og ude på landet er der en langt mere udpræget følelse af en sydstat.  

I landdistrikterne i Florida har man sin store del af charmerende småbyer og familielandbrug. Nogle af de mindre turistattraktioner har virkelig nogle udprægede Sydstats stereotyper - led blot efter den lokale alligatorbryder når du er på besøg.

Jeg er stolt over at hævde at Florida tilhører Syden - nuvel undtagen Gainesville.

5. Folk i Syden har ingen forsonlig kultur.

For mange mennesker der ikke kommer fra Syden begynder Sydens kultur med Green Acres og slutter med Honey Boo-Boo. Hvis man ser på Sydens kultur med brillerne af den laveste kvalitet af sitcoms og variete shows ja så passer opfattelsen af folk fra Syden som værende spadedumme. Min tante der flyttede til Seattle fra Atlanta da hun var midt i tyverne fortæller historien om en nabo, der var først i 80’erne, der var overrasket over at høre vi har museer i Georgia.

Sådanne fuldstændig uvidende opfattelser af Sydens kultur (om det er bevidst eller ej) tager ikke hensyn til Sydens store bidrag til højkultur og popkultur. Litteraturen fra Syden spænder fra Flannery O’Connor til William Faulkner til Alice Walker til Pat Conroy til Lee Smith og omfatter skuespilskribenter som Tennessee Williams. Musik fra Syden strækker sig fra Elvis Presley til Al Green til Hank Williams til R.E.M til Atlanta Symfoniorkestret - for ikke at nævne en stortrivende film og TV-industri der har base i Syden. Sydens kultur er så meget mere end laveste fællesnævner og heldigvis arbejder mange af os hernede på virkelig at gøre det endnu bedre..

4. Folk fra Syden vil ikke have noget med fremmede at gøre.

Af en eller anden grund synes der at være den fremherskende tro at Sydens folk ikke bryder sig om, ja er fjendtlig indstillede, overfor udefrakommende. Jeg forestiller mig at denne delvise misforståelse muligvis stammer fra perioden under - Reconstruction - da nævenyttige lykkeriddere fra Norden var forhippede på at straffe Syden for slaveriets synder.

Den forslidte talemåde “Sydens gæstfrihed” anvendes ikke kun overfor vore naboer. Over hele Syden er vi blevet vant til turister og turismebranchen fra de højtprofilerede destinationer inde og ved de større byer til de mindre niche steder med små forretninger, historiske hjem i det gamle Syden. Mange områder i Syden forkæler også de store virksomheder fra hele verden.

Kom og besøg os her i Syden. Hvor vi dog gerne vil hilse på Jer alle!

https://www.youtube.com/watch?v=mOYZaiDZ7BM

3. Folk i Syden er intet andet end uvidende bonderøve.

Kan du huske den idotiske Eruto-tecnic hit sang og video “Cotton Eye Joe” af Rednex? Jeg gik på college da det stykke l... udkom, og jeg var frastødt af dette portræt af hillbillies i overalls og stråhat der spytter tobaksovs alle vegne. Jeg husker jeg tænkte. “Er det sådan de opfatter os?”

Trist nok er der en vis misforståelse af os fra Syden, især de som kommer fra landdistrikterne. Bill Maher omtalte 2012 primærvalgene i Alabama og Mississippi som “Tandløshedens tirsdag.”

Jovist har vi da vore egne hillbillies hernede - og det kan se ud til de alle har realityshows, men Syden er dog en vibrerende region proppet med professionelle, kunstnere, entreprenører og hipsters - hold da op hvor har vi mange hipsters. De som mener vi er nogle bonderøve aner ikke hvad de taler om.

https://www.youtube.com/watch?v=XPfOL4wUuMU

2. Vore accenter - Jo, det er rigtigt, i flertal - er alle ens.

Jeg kunne skrive virkelig meget om dette emne - som jeg faktisk allerede har gjort. Skylden for at Sydens accenter nedgøres kan vi lægges på dovne casting instruktører og dialekt coaches uden nogen som helst viden om emnet. Kendsgerningen er, at der er mere end en eller to accenter i Syden, og de er så forskellige som de mennesker der taler dem.

Interessant er det at mange sprogforskere argumenterer for at de accenter vi har i Syden kommer nærmest på de accenter vore forfædre havde i deres hjemlande - engelsk, keltisk og endda canadisk fransk, i tilfældet med Cajun accenterne - end nogen andre amerikanske accenter. Se blot videoen med professor og tidligere dialekt coach David Stern (Hollywood må have fyret ham fordi hans accent var for god), og lyt så til dette audio clip for at få en ide om oprindelsen til vore smukke accenter her i Syden.

Ja, og for at parafrasere afdøde store mand fra Syden Lewis Grizzard: “Gud taler ligesom os!”

1. Folk fra Syden er alle racister.

Vi folk i Syden har måttet rejse en lang svær vej når det drejer sig om racerelationer, og vi har måttet sone for en mængde synder ved racisme. Men sandheden er at de racistiske hændelser der forekommer i Syden nu om stunder er isolerede og sjældne.

På den måde er Syden blevet det ideal Founding Fathers havde når man talte om en ‘smeltegryde’ af folkeslag som Glen Browder skrev i 2012, “…folk i Syden lever i det store og hele deres tilværelse uden konstant at være optaget af hvid overherredømme.” Det citat siger rigtig meget om, hvor langt Syden er kommet siden raceadskillelsestiden som Højesteret slog ned på med Voting Rights Act of 1965 der straffede Syden allermest.

Misforstå mig ikke - racespørgsmålet er stadig et følsomt emne - over hele landet, men jeg er stolt  over at hævde at vi ikke er en tilbagestående region af racistiske bonderøve.                         

All Chris Queen wanted to be growing up was a game show host, a weather man, or James Bond. But his writing talent won out. By day, Chris is a somewhat mild-mannered church communications director, but by night, he keeps his finger on the pulse of pop culture and writes about it. In addition to his Disney obsession (as evidenced by his posts on this website), Chris's interests include college sports -- especially his beloved Georgia Bulldogs -- and a wide variety of music. A native of Marietta, GA, Chris moved with his family as a child to nearby Covington, GA, where he still makes his home. He is an active charter member of Eastridge Community Church and enjoys spending time with family and friends. In addition to his work at PJ Media, Chris spent nearly a year as a contributor to NewsReal Blog. He has also written for Celebrations Magazine and two newspapers in Metro Atlanta. Check out his website, www.chrisqueen.net.

http://pjmedia.com/lifestyle/2014/06/18/10-things-everybody-gets-wrong-about-the-south/?singlepage=true