Hvorfor kursivskrift er så fantastisk gavnlig at lære

Kursivskrift - hvorfor hades det i skolerne?

Bruce Deitrick Price

Moderne uddannere er noget forbeholdne over for kursivskrift. Faktisk er mange af dem så meget imod, og det i en grad at man straks burde få mistanke om de har ‘gang i noget.’

Her er en uddannelsesjournalist med en holdning: "Kursivskrift er en anakronisme. At bruge tid på den i klasseværelset er at sammenligne med at undervise i brug af en regnestok, det kan være interessant set ud fra et historisk perspektiv og giver muligvis nogle fordele, men det er så gennemført upraktisk i dagens verden i den moderne forbundne verden.”

En professor i uddannelse argumenterer: "Kursivskrift skal få lov til at dø. Faktisk er det allerede døende, trods det der er blevet undervist i den i årtier.” (Ak ja, her forveksler professoren årtier med århundreder.)

Når man læser sådanne svulstige angreb mod kursivskrift kunne man formode at sagen var afgjort. Det gamle ‘fjols’ er død, så fjern det dog fra livredningen. Man ser sjældent oprigtig hyldest til kursiv. Selv mennesker der er sentimentalt indstillede til støtte for kursiv kan ikke rigtig komme på grunde til at være det.

Jeg lancerer nu en større sandhed: Hele uddannelsesetablissementet er altid en pålidelig guide til hvad der er godt. Hvis vore socialistiske professorer tordner mod X, så ved du at X er det rene guld uddannelsesmæssigt. Her følger så 8 gode grunde til, hvorfor kursivskrift er noget der bør værdsættes og kæmpe for bevares i undervisningen:

1) LÆR AT LÆSE HURTIGERE.  Et stort gode ved at lære kursivskrift er at det sætter gang i læsehastigheden. Blot denne ene fordel ville være en kæmpefordel. Kursiv gør helt klart det lettere for et barn at skelne bogstavernes form, og hvordan ordene staves.  Don Potter, guru indenfor fonetik fastslår: “Ethvert forsøg på at uddanne amerikanske børn der overser den direkte udvikling af en flydende håndskrift dømmes til at fejle. De små afbrydelser når der benyttes blokbogstaver sammen med de typiske fonetiske programmer er LANGT fra optimalt.”

2) HØJERE IK: Det at kunne læse har i sig selv kæmpefordele. Man bliver klogere. Nogle forskere har teorier om at forbindelserne i hjernen forstærkes når man bliver bedre til at læse. K-12 er fyldt med elendige metoder, der lader børn være dårlige læsere i årevis. Deres IK stiger ikke, deres akademiske evner forbedres ikke. I modsætning hertil accelerer kursiv læseevnen, hvilket så igen accelererer alt det andet.

3) PRÆCISION: Kursiv kræver at de unge elever gør noget helt præcist. Ikke sjusket, ikke ufuldstændigt, ikke blot efter egen ide. Kursiv er: Dette er et m, skriv det præcist som det står. Øv dig til du kan gøre det korrekt. At skrive smukt er den perfekte vej til præcision.   

Præcision - det omhyggelige - er en meget gunstig egenskab for unge mennesker at opøve. Derpå vil de lære at læse hurtigere, tænke hurtigere, og det vil påvirke alt andet de foretager sig. Når du staver et ord, skal det staves på en bestemt måde.

Meget af det der sker i offentlige skoler nu til dags er en blankocheck til at sjuske, Børnene kan bare gøre som de synes. Det er ikke uddannelse. Det er “akademisk misbrug af børn.”

4) FINE MOTORISKE EVNER: Endog de som ikke ellers er begejstrede for fonetik anerkender at kursiv giver fine motoriske evner. Blot det at holde om en blyant kan være noget vanskeligt for små børn. Vi ved fra erfaring at små  unger er i stand til extraordinære smukke arbejder. Hvis børn arbejder i familiens kontekst kan dette arbejde være meget gavnligt. De lærer, hvordan man skaber noget kompliceret, og så er en masse praktisk regning påkrævet.

Men hvor får børn i dag en chance for at udøve noget præcist, endog i blot 10 minutter? Få børn bygger modeller i dag. Videospil kræver de samme handlinger igen og igen. Kursiv kræver både fysisk og mentalt adræthed.

5) KALLIGRAFI.  Dette ord der stammer fra græsk betyder smuk skrift. At lære kursiv introducerer barnet til bogstavernes verden, til forskellige skrifttyper og grafisk design. Børn kan sammenligne kursivskrift med de skrifttyper de ser i avisen. De kan designe deres eget navn på forskellige måder - som et logo. Mange produkter har skriftlogoer: Vor tids studerende kan ofte ikke læse disse smukke navne.

6) HISTORIE.  Når børn kan læse kursiv kan de læse Declaration of Independence og mange andre historiske dokumenter. De kan læse breve fra ældre slægtninge.

7) INDIVIDUELLE SIGNATURER Kursiv åbner op for personligt særpræg. En persons underskrift er næsten lige så unik som fingeraftryk. Nu til dags lærer børn at skrive deres navn, det er ikke særlig forskelligt, og giver muligvis en masse anledning til spørgsmål i det juridiske system. Muligvis holder vore kollektivistisk indstillede undervisere af den ide, at alle mennesker ser ens ud og har næsten samme underskrift. Den verden vil være dødkedelig.

8) TAGE NOTER.  Det at skrive i hånden er hurtigere end tryk. Det var netop hovedårsagen til at man udviklede håndskrift. Hvis de studerende ønsker at tage noter i klasseværelse, må kursiv være det oplagte valg.

Den førnævnte uddannelsesjournalist påpegede skingert: “Jeg ryster ved tanken om den tid jeg brugte på at lære kursiv: 15 minutter i skolen hver dag.”

Tænk lidt over det. Hvad opnås der i en typisk offentlig skole på en hel dag? Næsten ingenting at dømme ud fra læsefærdigheden og andre prøver. Men vi formodes at tro at “næsten alting” reduceret til 15 minutter er et stort problem.

Lad os se det hele på hovedet. Det tager altså cirka 15 minutter om dagen at lære kursiv. Det er da en ‘god handel’ det er muligt for ethvert barn i Amerika. Sølle 15 minutter om dagen vil resultere i højere IK, hurtigere og bedre læsefærdighed, en større værdsættelse af skrifttyper, man bliver hurtigere til at tage noter, den underskrift man har er ens egen, bedre koordination i fingrene og så lige evnen til at finde ud af hvad Thomas Jefferson er berømt for.

Quod erat demonstrandum (Hvilket skulle bevises) Mønstret jeg ser er at vor uddannelsesystem har tendens til at gå ind for metoder der ikke fungerer. Hvis du er optaget af “den bevidste fordummelse af Amerika” så er kursiv din naturlige fjende.

Muligvis er den ægte grund til at eksperter fordømmer kursiv at det faktisk fungerer.

Bruce Deitrick Price explains theories and methods on his education sites Improve-Education.org.  For info on his four new novels, see his literary site Lit4u.com.

http://www.americanthinker.com/articles/2016/12/why_the_education_establishment_hates_cursive.html#ixzz4TeUV0sJm

Tyrkiet hjælper Maduro - guld flyttes

Skjuler vore ‘venner’ tyrkerne Venezuelas guld for Maduro?

Monica Showalter

Hvad er det der sker i Tyrkiet?

Jo, vi kan forvente at lande som Rusland og Iran vil støtte Venezuelas helvedes regime sammen med Latin socialistiske møgsteder som Cuba, Bolivia og Nicaragua. Men Bloomberg fortæller at U.S. NATO allieret Tyrkiet synes at gå helt ind med at hjælpe Nicolas Maduro for at få nationens guld ud af landet til Maduros luksus pensionisttilværelse. Billedet fremstår af en diktator der er ved at slukke lyset på sin vej ud.

Tilbage dengang Maduro spiste en kæmpebøf i Istanbul og blev foreviget på en venzuelansk instagram postering her følger så hvad der faktisk foregår, som Bloomberg kunne fortælle: :

To måneder efter at Venezuelas præsident Nicolas Maduro havde besøgt Recep Tayyip Erdogan i Ankara, blev et mystisk selskab ved navn Sardes oprettet.

Selskabet indledte med noget af et brag i januar 2018, da det importerede cirka for 41 millioner dollars guld fra Venezuela, den første transaktion mellem de to lande i meget, meget lang tid - 50 år. Næste måned blev det fordoblet, Sardes importerede for næsten 100 millioner dollars til Tyrkiet.

I november måned da præsident Trump udstedte en executive order for sanktioner mod venezuelansk guld - efter at have sendt en embedsmand for at advare Tyrkiet mod handlen havde Sardes fået overført for $900 millioner af det værdifulde metal ud af Venezuela. Ikke dårligt for en virksomhed med blot $1 million i kapital,ifølge optegnelser i Istanbul.
  

Tyrkiet er kendt for at hjælpe diktaturer der er i knibe, såsom Iran for at undslippe sanktioner og det gør man ved brug af landets finansielle system. Iran benytter guld transaktioner for at undgå Vestens sanktioner og fortsætte sin virksomhed og diktatur. Derfor må man konkludere at Maduro sandsynligvis bruger guld transaktionerne i Tyrkiet for at undgå U.S. sanktioner.

Nu er der så en masse snak om at Maduro og hans slyngel i narkohandel venner vil flygte ud af landet og ikke overraskende er Tyrkiet på tale.

Ifølge en særlig Bloomberg rapport:

Tyrkiets præsident Recep Tayip Erdogan kontaktede Maduro i sidste måned for at forsikre ham om sin støtte, og kaldte ham “min broder.” Tyrkiet er bestemmelsesstedet for tonsvis af guld fra Venezuela og Tyrkiet har tilbudt at tage imod Maduro, dog som sidste udvej, ifølge en person der har kendskab til samtalerne. Enhver beslutning skal tages udelukkende af Erdogan, og lige nu er prioriteten at støtte ham sagde en tyrkisk embedsmand.

Det vi kan betragte er direkte tyveri, forsøg på at undgå sanktioner og potentielle planer om et eksil ved denne besynderlige række transkationer med guld sammen med tyrkerne.

Konklusion: Tyrkiets tossede præsident Recep Tayyip Erdoğan, der har gjort sig til landets stærke mand risikerer at sætte Tyrkiets interesser i Vesten på spil for at hjælpe Maduro. 

Hvad er det for en allieret af have? Hvorfor i alverden er Tyrkiet med i NATO? Og hvorfor advarer U.S. ikke Tyrkiet om kommende sanktioner der skal være lige så barske som de der er mod Iran og Venezuela, hvis der ikke sker en ændring? Det og at smide denne fup allierede ud af NATO burde være passende konsekvenser.

https://www.americanthinker.com/blog/2019/02/our_friends_the_turks_hiding_venezuelas_gold_for_maduro.html#ixzz5fESIBs8S 

Den moderne mani med tilbedelse af grøn energi

Den moderne mani med tilbedelse af grøn energi

Viv Forbes

Tænk tilbage på hysteriet i Holland om Tulipanen i 1636, på til the British South Sea Bubble i 1720, hyper inflationen i Weimar Republikken i 1923, og i Zimbabwe i 2008, Y2K skrækscenariet, kollaps og eksplosion på aktiemarkeder, og de rædselsfulde perioder med morderisk galskab hos bolsjevikkerne i Rusland, Rødgardisterne i Kina og Pol Pot i Cambodia.

I dag oplever vi en moderne udgave af galskaben mindre dramatisk, men des mere skadelig og som berører hele Vestens verden.

Det er fobien om CO2, der nu får skylden for enhver ellers naturlig katastrofe, og en tilbedelse af alt “grønt.”

“Grøn energi” er et relikvie fra en svunden æra, hvor de fleste levede og arbejde ude på landet og benyttede sig af dyr som trækdyr, af vindmøller, af sejlskibe, af solens varme og af biomasse. At støtte, påtvinge og fremme dens brug i det moderne urbaniserede samfund er et fupnummer som enhver lusket sælger tilbage i tiden ville misunde.

Vejr betinget “grøn energi” passer visse steder, men den er ikke stabil og elektricitetsforsyningen bringes i fare. Den ødelægger industrien og arbejdspladser og skader forbrugerne samtidig med den ‘forurener’ landskabet og sådan set ikke har nogen nævneværdig effekt på klodens temperatur.

Manier har det med at ende i noget værre skidt. De elektricitets afhængige forbrugere vil måske med tiden gøre oprør, og vil gå bort fra den moderne ‘grønne mani.’

Men som Churchill engang sagde:

"Hvor meget større er omkostningen ikke for hver dags forsinkelse?” 

https://www.americanthinker.com/blog/2019/02/the_modern_mania_of_green_energy_worship.html#ixzz5eV0zyWQK 

Irland, Nordirland og grænsen til England

Irland og grænsen

Michael Curtis

Irland har været et center for uro siden den engelske konge Henry II i 1171, gik ind i landet, enten for at hindre en rival, Strongbow, fra at få kontrol over områderne, eller for at overvinde det yderst forkastelige mord på Thomas Becket, Ærkebiskop over Canterbury den 29. december 1170, udført af fire af hans riddere. Han erklærede Irland som del af sit imperium og Henry II ændrede således kursen for irsk historie, da de bosiddende normanner i området svor troskab til den britiske krone.

Næsten 1000 år senere er grænserne til Irland stadig et ømtåleligt politisk problem og har domineret debatten i de seneste år om Brexit. De økonomiske og politiske relationer mellem Republikken Irland (ROI) og Nordirland, som en del af UK, har været hovedemnet i forhandlingsprocessen for UK og EU om Brexit. Således er grænseproblemet ikke kun bilateralt, det er også et EU problem.

Problemet kompliceres af den kendsgerning, at Brexit fremmaner historiske memoirer og giver såvel politiske og økonomiske komplikationer. Efter Henry II, mistede indbyggerne landområder til de nyankomne fra England, der udformede og lavede lovene. Det helt store problem opstod med Henry VIII og hans beslutning om at forlade Den Katolske Kirke, og lade landet adoptere Protestantismen, der for mange irere var noget de var voldsomt imod, og at de ville fastholde deres eget sprog - gælisk.

Oliver Cromwell invaderede Irland for at genetablere kontrollen over Irland, og massakrerede 2000 irere i Slaget ved Drogheda i september 1649, mens Ulster, en protestantisk bastion forblev loyal mod England, og stadig er det. For mange irere er Cromwell den helt store skurk. I århundrederne efter opstod mange problemer. Under den store hungersnød 1845-1849 mistede Irland næsten 1,5 millioner mennesker. År 1900 havde man blot det halve af indbyggertaller i 1830.

Den 1. januar 1801 forenede the Act of Union de to landområder der førhen var knyttet sammen ved en personlig union, og det blev til et enkelt kongedømme the United Kingdom.

The Chief Secretary, ministeren for styret i Irland, udførte sine opgaver på vegne af London. Imidlertid fortsatte kampen for irsk frigørelse, især i begyndelsen af det 19. århundrede. Efter den forfejlede Easter Rising mod det britiske styre i april 1916, indledtes en guerrilla krig mellem IRA og Storbritannien i 1919-21. Den sluttede i maj 1921, med opdelingen af landet, og dermed afsluttede det britiske styre i det meste af Irland.

Den Frie Irske Stat blev oprettet som en selvstyrende Dominion i december 1922, mens Nordirland, NL, forblev i UK. Endelig den 18. april 1949 blev Republikken Irland skabt som en uafhængig republik, under ledelse af en præsident. 

Imidlertid fortsatte stridighederne mellem IRA og regeringen i Ulster, en 30 års borgerkrig, herunder the Bloody Sunday den 30. januar 1972, hvor 28 ubevæbnede civile blev dræbt af britiske tropper under en protestmarch i Derry (Londonderry). Stridighederne holdt ved helt til den 19. april 1998, Good Friday, hvor fredsprocessen indledtes. Good Friday havde til hensigt at skabe en infrastruktur med samarbejde mellem nord og syd, mellem den irske regering, og den nylig oprettede struktur for deling af magten the Irish Assembly i Nordirland.

En forudsætning var normalisering af relationerne mellem de protestantiske og katolske samfund i Nordirland, og mellem Storbritannien og Republic of Ireland. Normaliseringen ville medføre åbning af grænsen der tidligere var blevet bemandet med britiske soldater. Da begge land stadig er i EU er resultatet at der ingen kontrol er af varer eller mennesker mellem Nordirland og ROI.

Den åbne grænse er det mest følsomme symbol på fredsprocessen sammen med at det er symbolet på på økonomisk samarbejde. Alle politiske aspekter i Brexit forhandlingerne er enige om, at der ikke bør være en ‘hård’ grænse, kontrol med mennesker, varer eller infrastruktur der deler Nordirland fra RoI, uanset hvad resultatet af de afsluttende forhandlinger. Således er det at holde grænsen åben og overholde Good Friday Agreement yderst vigtig. 

Resultatet er, at Brexit forhandlerne anbefaler det såkaldte “back-stop” et politisk indgreb, en status quo for at holde grænsen så åben som mulig mellem Nordirland og ROI, og det selvom ingen gennemgribende handelsaftale kan opnås mellem UK og EU. Nordirland er den eneste del af UK der har en fysisk landegrænse med et andet EU land - nemlig Irland. Ved et backstop ville hele UK, ifølge premierminister Theresa May kunne ind i et frihandelsområde med EU, ingen afgifter på handel med varer mellem UK og EU, skønt Nordirland ville skulle følge de andre regler i enkeltmarkedet.

Der er to problemer knyttet til dette. Det ene er at May ikke gerne ser en permanent toldaftale af frygt for at det hindrer britisk frihandel med andre lande. Det andet er at hendes forslag to gange er blevet stemt ned i the House of Commons, den 15. januar med 432-202, og den 14. februar 2019 med 303-258.  I sidste afstemning stemte 5 fra the Conservative mod hende og 67 andre afstod fra at stemme.

EU’s væsentligste kendetegn er det frie marked og toldunionen, der tillader at mennesker. varer og tjenesteydelser kan flyde frit mellem EU medlemmerne. Grundproblemet er at hvis Storbritannien forlader EU vil det sandsynligvis føre til forsinkelser og kontrol i denne politik. Virkeligheden ville være at ROI og Nordirland ville have forskellige toldssatser og reguleringssystemer, og britiske varer ville blive kontrolleret ved grænsen. The backstop, den sidste udvej, har til formål at hindre omfattende grænsekontrol mellem ROI og Nordirland. For Storbritannien står det problem at man kan gøre op med backstop arrangementet dersom EU er enig.

Det såvel et økonomisk som et politisk problem. Frygten er at barrierer mellem Nordirland og Sydirland kunne genoplive de gamle fjendtligheder, alle de problemer i den 30 årige konflikt over Nordirlands status som del af the UK. Militærkontrollen med den 500 kilometer lange grænse blev kun ophævet med the Good Friday Agreement, der muliggjorde mere samarbejde og fri bevægelighed mellem de to lande.

Irsk og britisk politik er med i ligningen. I 10 år har the Democratic Unionist Party (DUP) og Sinn Fein arbejdet sammen i Nordirland i en koalition. Denne magtdeling i Nordirland afsluttedes den 9. januar 2017, på grund af uoverensstemmelser mellem de større partier over emnet - grøn energi. Det førte til valget den 8. juni 2017, der resulterede i et splittet parlament. The Conservative vandt 42,4% af de afgivne stemmer og fik således 318 sæder, ikke et flertal, the Labour Party fik 40.0% af stemmerne og 262 sæder. Af de irkse partiker fik DUP 10 og Sinn Fein 7.

UK regeringen er derfor afhængig af DUP for at få et flertal i the House of Commons, som man så ikke har fået to gange.

For The Republic of Ireland, såvel som Nordirland ville det være et stort tab med en ‘hård’ grænse. På samme tid høster man gavn af bankvirksomheder med base i London, herunder Bank of America, Morgan Stanley og Barclays og af forsikringsvirksomheder der ønsker at bevare adgang til EU markederne. ROI vil også have gavn af farmaceutiske- som advokatvirksomheder der flytter deres domicil til Dublin.

Dilemmeat i Brexit forhandlingerne fortsætter, især da premierminister May ikke har den fulde støtte fra hendes eget parti. EU kan være mindre opsat på at indgå i kompromisaftaler i lyset af Mays mangel på kontrol over hendes parti.

Et større problem er den planlagte ‘afsked’ med EU, den 29. marts, der kan blive forsinket på grund af vanskelighederne med at blive enige om fremtidig handel og økonomiske relationer. Man skal have fået et løsning på hvad “backstop” skal gå ud på, eller finde et passende alternativ for at hindre der opstår en ‘hård’ grænse.

https://www.americanthinker.com/articles/2019/02/ireland_and_the_border.html#ixzz5fm9Oy2QX 

Historien forklarer hvorfor Østeuropa er imod islam

Historien forklarer hvorfor Østeuropa er mod islam

Raymond Ibrahim  

Hvorfor har adskillige Østeuropæiske nationer været så stålfast imod muslimske immigranter? Her fornylig da Polens Dominik Tarczynski blev spurgt, hvor mange “fltygtninge” Polen har taget imod - da svarede han direkte "Zero."

Da den britiske interviewer, hvis nation har modtaget millioner af muslimske immigranter indvendte, “Og det er du stolt af?” svarede Tarczynski: “Vi vil ikke modtage en eneste muslim, fordi dette er hvad vi lovede (vælgerne)....dette er derfor vor regering blev valgt, dette er derfor Polen er så sikker, dette er derfor vi ikke har haft et eneste terrorangreb.” 

Når man tænker over at "tusinder af Katolikker dannede en menneskekæde langs grænsen til Polen” sent sidste år “for at bede om fred og mod islamiseringen af Europa” er det ganske tydeligt at den polske regering handler på folkets vegne.

Hvad skyldes så denne stålfaste anti-islamiske indstilling? Svaret findes i historien. Ulig de fleste vesteuropæiske nationer, der takket været deres geografiske beliggenhed, i århundreder har været uden for rækkevidde af Islam - og således glemt alt om det - er østeuropæerne særdeles godt bekendt med Islam. 

Faktisk er begivenheden der for nylig blev markeret med til at kaste lys over den nuværende situation. Den 14. juli 1683 kom den største islamiske hær der nogensinde har invaderet Europa - hvilket siger ikke så lidt når man overvejer de tusinder af invasioner der var gået forud siden det 8. århundrede - og omringede Wien, hjertet i Det Hellige Romerske Imperium - og skæbnen lå nu i Islams hænder. 

Cirka 200000 muslimske soldater, under ledelse af Osmannerne - den stat i næsten 14 århundreders islamisk historie der var mest dedikeret på, og grundlagde principperne for jihad - invaderede under det samme rationale som såkaldte “radikale” grupper som Islamisk Stat arbejder og citerer for at retfærddiggøre deres jihad med “vantro.” Eller for at citere lederen af den muslimske ekspedition Storvisiren Kara Mustafa, fordi Wien blev opfattet som hovedet af den vantro slange, den skulle ydmyges således at “alle kristne ville adlyde osmannerne.”

Det var ikke tomt praleri. Kilder beskriver Mustafa som “fanatisk anti-kristen.” Efter at have erobret en polsk by i 1674 beordrede han at alle de kristne fanger skulle flås levende og deres huder sendes som trofæer til Osmanner sultan Muhammad IV.

Et sådant had, begrundet i en overherredømme indstilling, var standarden under den imponerende ceremoni der lagde op til jihad belejringen af Wien. Derpå ville sultanen “idet han ønsker (Mustafa) skal kæmpe til det yderste for den muhamedanske tro” for at citere en samtidig europæer, “lægge Profetens banner... i hans hænder (Sultanens) for udslettelsen af de vantro og for at musselmændene skal blive langt flere.”  

Da den enorme muslimske hær nåede og omringede Wiens mure den 14. juli 1683 fulgte Mustafa protokollen. I 628 havde hans profet Muhammad sendt et ultimatum til Kejser Heraelius; aslam taslam, "underlæg dig islam og få fred.” Det nægtede Heraelius. Så blev der erklæret Jihad mod Kristendommen (som Koranen 9:29 foreskriver) og efter nogle årtier blev to tredje dele af den daværende kristne verden - herunder Spanien, hele Nordafrika, Egypten og Syrien- besat.

Nu over tusind år senere har det samme ultimatum om underkastelse til Islam eller døden nået til Europas hjerte. Skønt den øverstkommanderende for Wien ikke svarede på kravet viser, grafitti inde i byen - herunder “Mohammed gå hjem” at indfange stemningen.

Så brød krigen ud. Den næste dag brød Helvede ud ved at Mustafas styrker rettede angreb mod byens mure og det stod på i to måneder. De forpinte og langt færre borgere i Wien led under dysenteri, sult og mange sårede og døde - herunder kvinder og børn i Jihads navn.

Derpå den 12. september da byen var lige ved at knække under og muslimerne var ved at bryde igennem blev Wiens bønner besvaret. Som en anonym englænder forklarede:

Efter en belejring på 60 dage, akkompagneret af tusinder af vanskeligheder, sygdomme, mangel på forsyninger og stor udgydelse af blod, efter en million kanonskud og musketerild, bomber, granater og alle slags fyrværkeri der havde ændret den smukkeste og mest blomstrende by i verden, smadret og ruineret ...hørte Himlen bønnerne og de udgydte tårer fra det nedbrudte og sorgfulde folk.

Den intet mindre end formidable konge over Polen, Jan Sobieski, var endelig kommet til at stå som leder af 65000 svært bevæbnede polakker, østrigere og tyskere - alle var intenst opsatte på at hævne den belejrede by. Idet man argumenterede med at “det er ikke en by vi skal redde, men hele Kristendommen, hvor Wien er bolværket,” ledte Sobieski historiens største kavalleri an i et voldsomt angreb - mod de muslimske belejrede som de besejrede stort.

(See Sword and Scimitar for en detaljeret beskrivelse af dette skelsættende slag)

Selvom det var en storslået sejr var eftervirkningerne fyldt med blod. Før de flygtede slagtede muslimerne helt som sædvane og rituelt cirka 30000 kristne fanger som de havde samlet under deres march mod Wien, og voldtog først kvinderne. Da befrierne kom ind i byen mødtes de af bunker af lig, affald og murbrokker alle vegne.

Det er denne historie om islamisk aggression - begyndende i det 14. århundrede, da muslimer først havde fået fodfæste i det sydøstlige Europa, Thrakien, og til det 20. århundrede da osmannernes sultanat endelig kollapsede - der giver østeuropæerne deres holdninger til Islam. 

En polak, som et ekko af Sobieskis ord, sagde under sidste års menneske kæde demonstration "en religiøs krig mellem Kristendommen og Islam er endnu engang undervejs i Europa, - ligesom tilbage i tiden.” 

Hvor Vestens nationer nævner mangel på integration, økonomiske uligheder og krænkelser som bortforklaringen på tilstedeværelsen af vækst i terror, vold og voldtægter der følger med at leve sammen med store muslimske befolkninger ser østeuropæerne kun en fortsættelse af den fjendtlige indstilling.

Raymond Ibrahim, author of The Al Qaeda Reader, Crucified Again, and most recently Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West, is a Judith Rosen Friedman fellow at the Middle East Forum and a senior fellow at the Gatestone Institute.

Editor's note: A portion of this article was excerpted from the author's new book, Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West (foreword by Victor Davis Hanson).  All quotes are sourced there.

https://www.americanthinker.com/articles/2018/07/history_explains_eastern_european_hostility_to_islam.html#ixzz5LgCIP0A7