Svovl og ild - modsat den stille overtalelse

Svovl og ild - modsat den stille overtalelse

Patrice Lewis

OK, nu skal der indrømmes. En af min yndlingsaversioner er når mennesker forsøger at få mig til at konvertere til deres særlige udgave af Kristendommen. Hos mig fungerer det ikke. Det har det aldrig gjort. Det eneste en sådan handling får mig til er at slå hælene hårdt ned i jorden og være imod, uanset hvad den ‘forkyndende’ siger eller, hvor meget jeg kunne være enig i synspunkterne.

Jeg formoder at min holdning stammer fra min tid på college, da tilfældige mennesker jeg ikke kendte henvendte sig til mig, både på campus og udenfor, med en Bibel viftende foran mit ansigt og krævede at få at vide OM JEG HAVDE TAGET IMOD JESUS KRISTUS SOM MIN PERSONLIGE FRELSER, og på samme tid viftede de med den gode bog over mit hoved som om de truede med at banke den ned på hovedet.

Se det får dig uden tvivl til at indvie dig til en Gud, lige på stedet, ikke sandt?

For individer der overhovedet ikke er religiøse da får denne ‘teknik’ den stik modsatte effekt. Jeg er ganske sikker på at dette ikke er hvad Jesus havde i tanke for hvordan hans ord skulle spredes, fordi denne metode er helt uden for skiven.

Denne udfordring mødte jeg for nylig da en kvinde der ved jeg er kristen ikke desto mindre følte et behov for at få mig trængt op i et hjørne og så få mig konverteret - lige med det samme. Min aversion kom helt op til overfladen, og jeg fortalte hende at jeg allerede havde accepteret Jesus.

Jeg erkender at emnet er dobbeltsidig, fordi gennem Bibelen får vi at vide at vi skal evangelisere. Jeg formoder at det er metoden med evangelisering der irriterer mig. Jeg har helt ærligt intet ønske om at trænge nogen op i et hjørne. Hvad skal en kristen så gøre?

Jeg diskuterede dette med en gudfrygtig nabo for et par måneder siden og hun gav et sundt og fornuftigt råd. “Det du skal gøre, er lægge “din lige gren lige ved siden af deres krumme.” 

Da jeg bad hende forklare sagde hun at mennesker der har problemfyldte liv eller mangler en religiøs base har “krumme grene.” Deres liv kan være problemfyldt og kompliceret gennem mange ægteskaber, afhængigheder eller dårlige valg. De mangler helt sikker den fred som en tro på Gud giver.

Så når mennesker med “krumme grene” kommer for at besøge hende, så evangeliserer hun aldrig for dem i ord. Det hun gør er ganske enkelt at vise “den lige gren” med hendes familieliv ved siden af deres, slut. Hendes lysende stilfærdige eksempel og det fredfyldte lykkelige familie hun har skabt med ægtemand og børn får den besøgende til at forstumme. Den “lige gren” bliver set igen og igen - og den huskes af de som besøgte hende.  

Dermed ikke sagt hun ikke vil samtale om Gud. Men hun tager blot føringen. Hun presser ikke på. Hvis mennesker vælger ikke at gå så langt, så er det OK. Hun vil være der for dem næste gang de ønsker at høre lidt mere.

Det er ikke en proces som giver resultat her og nu, men den er virkelig effektiv. Denne kvinde er en jeg virkelig beundrer og forsøger at leve op til. Hmmm...for hun har fremvist sin “lige gren” for mig. Den teknik er altså ikke dårlig.

WND klummeskribenten Vox Day har en bog med titlen "The Irrational Atheist" hvor han argumenterer mod ateismen uden at benytte et eneste citat fra Bibelen. Det som gjorde størst indtryk var Days ræsonnementer mod at bruge Bibelen som støtte for hans holdning. For ateister er det at citere fra Bibelen som at tale græsk til dem. De forstår det ikke, de tror ikke på det, og derfor nytter det Nada at benytte den i en diskussion.

Jeg mener det er en brillant logik.

Mennesker der ikke er religiøse kan ikke “høre” hvad Bibelen fortæller dem. Jeg tror de først skal have et behov for at “se.” Hvis de kan lide det de “ser” - nemlig dit eksempel - så bliver de for at høre og læse Ordet når de er klar. Gentagelse: Når de er klar. Ikke når du er klar.

Hvis det eneste disse ikke kirkebesøgende mennesker oplever er at du trænger dem op i et hjørne og snakker som et vandfald samtidig med du kræver deres øjeblikkelige troskab til Jesus, så er sandsynligheden for at de drejer rundt på hælen og flygter rimelig stor.  

St. Francis of Assisi, cirka år 1200 sagde det så fint: “Prædik evangeliet til alle tider, og når det er nødvendigt da brug ord.”

Jeg husker også Ezra Doolittle i “My Fair Lady” der synger “Ord, ord, ord, jeg er så træt af ord....hvis du er forelsket så vis mig det.”

Mennesker bliver yderst sjældent ‘konverteret’ til din tro eller holdning hvis du banker dem i hovedet med ord - undertiden bogstaveligt. Du skal vise dem i stedet.

Jeg mener Evangeliet bedst kan spredes gennem handlinger, som barmhjertighed, anstændighed og eksemplet gennem et liv hvor man går med Gud. Du ved - du viser “din lige gren.”  Eksempel fremfor formaning.

Tænk på de mennesker der har haft mest positiv indflydelse på dit liv. Hvorfor havde de det? Trængte de dig op i et hjørne og påtvang dig deres holdning? Eller viste de et nydeligt eksempel som du så ønskede af efterligne?

Ingen bryder sig om at blive presset og ‘pressede’ omvendelser holder sjældent. Benyt ikke din “lige gren” til at slå mennesker på siden af hovedet at trænge dem op i hjørnet.

Det forekommer mig at de mest effektive ‘evangelister’ er de som viser de gennemførte forandringer i deres liv som deres tro har medført. Jeg har hørt fra mennesker der er gået fra ‘helvedes dybder’ til fuldstændig fred når de først har fundet Gud. Det er svært at forestille sig en mere “lige gren” end det. Når den “lige gren” blidt lægges ved siden at nogens “krumm gren” kan virkningen være god.

Dermed ikke sagt at alle de ‘forkyndende’ på gader og veje mangler takt og ikke er i stand til at kontrollere deres ‘mundvand.’ Der er masser der forstår, at der er belejlige tidspunkter og passende teknikker til at sprede Evangeliet.

Men at trænge mig op i et hjørne, det fungerer bare ikke. I stedet så lad ‘dit lys’ skinne for mig og mennesker ... og du kender resten. Kan findes i Mattæus 5:16. “Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de kan se jeres gode gerninger og prise jeres Fader som er i Himlene.”

Kan vi få skammen tilbage?

PATRICE LEWIS  

Af de mange dramaer der har præget de nationale konventer i de seneste måneder er der især en der har fanget min opmærksomhed: Da NARAL Pro-Choice Amerika præsidenten Ilyse Hogue gik på podiet og fortalte om dengang hun aborterede sit første barn, fordi det var for ubelejligt at være mor.

Forstå venligst, at hun ikke fortalte historien med sorg eller bekymring. Hun var stolt over sin abort.

“Jeg er Texaner i fjerde generation,” indledte hun, og gik videre med at forklare, hvor “seje” kvinder i Texas er. “For at få succes i livet er det vi har brug værktøjerne - tilliden og chancen for at planlægge vor vej. Jeg var heldig nok til at have disse ting da jeg fandt ud af, at jeg var gravid for nogle år siden. Jeg ønskede en famile, men det var ikke det rigtige tidspunkt, og jeg tog den beslutning der var bedst for mig - at få en abort og få en medfølende behandling på en klinik i mit nærområde.”

På dette tidspunkt kunne man høre klapsalver og hyldest fra publikum.

“Nu her år senere, er min mand og jeg forældre til to vidunderlige børn.”

(Sidebemærkning: Hendes to levende børn er “vidunderlige” Hvad var så det døde barn? Hakketkød?)

Så fortsætter hun med at fastslå at abort kan være medfølende og forståelig da (hulk) de fleste kvinder der har fået abort bare ønsker at kunne tage sig af de børn de allerede har (det var dog ikke Ms. Hogues undskyldning, ikke sandt?)

Lad mig slå fast at jeg ikke fordømmer en kvinde for at få en abort. Uanset hvilke grunde hun måtte have er det en byrde hun skal nære resten af livet, og jeg skal ikke dømme hende

Men der er nogle syge, forskruede individer der ligefrem fejrer det at myrde deres fostre. De føler det har brug for at “råbe” ders handlinger ud til verden, udtrykke glæde over at deres eget kød og blod blev fjernet og soglt til forskningslaboratorier et organ ad gangen. Disse kvinder føler at det at ‘skamme’ sig, ikke alene er unødvendigt, men direkte usundt. Råb op om din Abort! Vær dog stolt!

Det er en af de mange forandringer der finder sted i vort land og er sket det sidste årti. Abort støtter forsøger ikke engang at skærme deres tendens til mord med talemåder som “valg” eller “reproduktive rettigheder.” Nu “råber de op” om det, gladeligt med en formanende pegefinger mod dig.

Disse kvinder føler endog “ikke skam.” De føler de “ikke burde føle skam.” “Problemet har længe været, at denne afvigelse ikke føles som noget tyngende negativt, sagde Kate Cockrill, lederen af organisationen Sea Change, der er imod abort. “Der har så længe været fokus på de juramæssige strategier, og ikke særlig megen opmærksomhed på ændringen i kulturen”

Kan du se det? Skam er ikke længere Politisk Korrekt. Vi har brug for en “kulturforandring” for at få skam til at ophøre med at være netop skammeligt.

Ting der plejede at være skammeligt glorificeres nu. Vælg noget der ville have været chokerende for 100 år siden og se så hvordan almindeligt og ordinært, endog glorværdigt, det nu fremstår. Fødsler uden for ægteskab? Abort? Rettighedsmentaliteten? Udviskning af kønsgrænserne? Offerstatus? Beskidt sprogbrug? Serieægteskab? Find selv flere, og vi glorificerer det.

De førende medier spiller med på dette, naturligvis, ved at gå efter mere og mere chokerende ting der kan pirre læserens (eller seerens) opmærksomhed. Læserne og seerne er ikke uden skyld i dette partnerskab; men da mennesker bliver ligesom lammede af chok, er det op til ‘de kloge’ at finde mere og mere depraverende ting for at få opmærksomhed. Det som var chokerende bliver “det nye normale” mens vort moralske centrum skifter plads.

Med andre ord nærer skam sig selv indtil intet er skamløst. Nu høster vi resultaterne.

Naturligvis er der intet nyt ved det. Når tro, selvbeherskelse, moralnormer og skam fordufter ud af vinduet - så er det begyndelsen til enden. Gennem historien er imperier og kongeriger faldet når det blev for råddent hos dem.

Amerika sætter nu “en ære i sin skam” (Filipperne 3:.19) og vor skæbne er ødelæggelse medmindre vi får vendt skuden.”De går deres undergang i møde. De lever for at tilfredsstille deres lyst, og sætter en ære idet de burde skamme sig, og er kun optaget af jordiske ting.”

Modsat den populære opfattelse er skam noget godt. Den er stærkt associeret med noget der ellers så tragisk mangler nu om stunder: Selvbeherskelse. I de fleste tilfælde, hvor abort er “nødvendig” der det et direkte resultat af mangel på selvbeherskelse. Uønskede graviditeter “hænder” mere end utilsigtede drab på politibetjente.

I dag lærer folk ikke længere at tænke, de lærer at føle. Føøølelser giver ikke sund, langtidsholdbar levevis og politik, fordi direkte og indirekte konsekvenser ikke er overvejet. Det kunne føøøles godt at betale 15 dollars i timen til ansatte i fast food restauranter, indtil virksomheden tvinges til at lukke fordi ingen vil købe burgere til 15 dollars stykket. Det kunne føøøøles så rart at skaffe sig af med et uønsket foster - indtil man rammes af depression, fortrydelse og brystcancer.

Som en person kommenterede, “Liberale elsker at nedbryde traditioner og sociale normer. Dette får dem til at føle sig magtfulde. De bliver mere og mere ekstreme for hvert skridt.”

Amerika mistede fornemmelsen for skam da vi tillod at Gud blev erstattet med regeringen. Årtier med liberal hjernevask af moralsk relativisme i skolerne, årtier med forhånelse af de bibelske principper der engang holdt vore lavere følelser i skak - disse har samlet fået revet os løs fra de principfaste surringer der holdt vort samfund anstændigt, civilt, respektfuldt og etisk.

Kløften mellem Amerikas venstre- og hørefløj bliver bredere og bredere, men ikke alt er tabt. Nedenunder denne skamløshedens overflade er der en tendens til at skamme sig over vor skamløshed. Det er som om mennesker længes efter - noget, Det er nærmest som om vi kun kan synke så dybt før vi erkender “nedrigheden” ikke er et mål at stræbe efter.

Skam kan være noget socialt betinget, men selvbeherskelse kommer indefra individet. Det er absolut ikke “sjovt” (hvilket måske er derfor det så sjældent vises) men det er glorværdigt, moralsk godt og gavnligt for samfundet som et hele. Selvbeherskelse opnås når mennesker indser den mangler og at denne mangel forårsager alt for megen - nuvel skam..

Ifølge Bibelen var den første gave - skammens gave. Men som med alle gaver er det op til modtageren af acceptere den eller forkaste den. Alt for mange mennesker har bestemt for at forkaste denne gave - og forkaste en gave fra Gud er aldrig en god ide.

Lad os slå et slag for skammen. Den er nødvendig for at holde os på inde på den selvbeherskelse vor nation har brug for til at gå den rigtige vej - ikke ad mørkets vej.

Media wishing to interview Patrice Lewis, please contact media@wnd.com.

http://www.wnd.com/2016/07/can-we-bring-back-shame/#1ZdRvbpLfMIu3RY2.99

Hvor meget teknologi bliver for meget?

Hvor meget teknologi er alt for meget?

Patrice Lewis

Tænk lidt over følgende lille historie.

Min bror, pensioneret ingeniør, har en ven, Tom, der også er pensioneret ingeniør. Tom og min bror har en besynderlig og nørdet interesse i blæk og gammeldags fyldepenne, og de skriver jævnligt håndskrevne breve til slægtninge.

For nylig skrev Tom følgende e-mail til min bror:

“For et stykke tid siden var jeg i et meget stort elektronikvarehus for at finde den nyeste og mest kraftfulde PC model. En ung mand kom hen til mig og tilbød at hjælpe mig. Jeg forklarede at jeg ikke have fulgt med i rigtig lang tid, og havde brug for vejledning. Han var velplejet, talte godt og gav virkelig en professionel kundebetjening.

“Idet han forklarede om de nyeste og mest kraftfulde modeller man kunne få, bad jeg om en brochure over den model han beskrev. Hans svar var at modellen han anbefalede ikke var kommet til varehuset endnu og derfor havde han ingen brochure over den. Jeg bad ham om et modelnummer således at jeg selv kunne finde den online. Han begyndte med at skrive modelnummeret på et stykke papir og standsede så pludseligt.

Jeg troede han ikke lige kunne huske nummeret, men til min overraskelse vendte han sig mod mig og spurgte. ‘Hvordan skriver man bogstavet K?’

Jeg troede han prøvede at være morsom, det var ikke tilfældet. Jeg bad om hans kuglepen og skrev så bogstavet K. Mens jeg skrev forklarede han at han sjældent skriver noget, og hvis der skal skrives gør han det altid på sit keyboard.

Så langt er vi altså kommet - tilbage - Tom.”

Det er så let at håne denne uddannede intelligente unge mand der ikke længere kunne huske hvordan man skriver et K. Men er det så usædvanligt? Åbenbart ikke. Artikler skrives (på computere, ikke på papir) på “character amnesia” på grund af mangel på øvelse i den oldgamle kunst at kunne skrive. Gennemsnitspersonen har ikke skrevet noget i hånden i seks uger, og en ud af tre har ikke skrevet “ordentligt” i mere end tre måneder.

Jeg er en begejstret Luddit (maskinstormer) skønt jeg også selv er glad for teknologiske lettelser. Jeg plejede engang at have et ret så tydeligt mærke på min ringfinger, hvor en blyant eller pen plejede at ligge. Slut med det.  

Nogle mennesker har nærmest et kærligheds forhold til teknologi. Jeg har et had-kærlighedsforhold, mest tilbøjeligt til det hadbetingede.

Det forekommer mig at teknologien nu har forladt effektivitetens ‘rige’ og er på vej ind i et ‘gysende’ territorium. Man kan købe køleskabe der er forbundet med internettet. Næsten alle nye køretøjer er udstyret med GPS. wi-fi, OnStar, kameraer hist og pist, og andre teknologiske sporingsenheder. Din datters Barbie dukke har indbygget mikrofoner for at optage samtaler så Barbie kan “interagere” med dit barn. (Nogle har døbt dette Rat Fink Barbie.)

Nu ser det ud til at håndledstatoveringer hindrer det nye Apple urs funktion. Årsagen? Uret kan ikke finde brugerens hjerterytme gennem tatoveringen og aner således ikke at du har det på, og derved forhindres uret i at kunne brug Apple Pay, modtage notifikationer, registrere og bruge visse apps. Sig mig engang kan det ur egentlig sige hvad klokken er eller det også passé?

Hvis det ikke er tilstrækkeligt til at få dig dig at gyse, så er der åbenbart et nyt sengedækken under udvikling kaldet “Luna” der vil slukke lyset for dig når du er faldet i søvn, og have kaffen klar når nu vågner. Tilmed kan det skelne mellem ægte søvn og fupsøvn (som demonstreret i et showroom). Og hvis det ikke er ‘slemt’ nok, “Så bliver data lagret på det intelligente sengetæppe, og sendes til Luna for analyse.” Analyse af hvad? Og hvorfor vil disse mennesker dog ønske disse data?

Folkens, hvor meget teknologi er for meget? Er det virkelig nødvendigt at køleskabet er udstyret med en internetskærm, eller et ur der ikke kan fungere medmindre det kan mærke dit hjerte? Eller et analyserende sengetæppe der kan lave kaffe? Hvad ender det dog med?

I Pixar film fra 2008, “WALL-E,” Er  jorden fyldt med affald og forladt, med befolkningen evakueret i rumskibe. Ifølge Wikipedia, “Er efterkommerne fra rumskibenes oprindelige passagerer blevet grotesk fede efter århundreder med mikrotyngdekraft påvirkning og ved at man har stolet på rumskibets automatiserede systemer til at dække alle deres behov.” Disse flommefede mennesker flyver rundt i flyvende stole. Hvis de skulle falde ud, er de hjælpeløse som skildpadder på ryggen.

Når man ikke længere har brug for at skrive bogstavet K, når man kan tjekke sit køleskab for de seneste nyheder eller vejrudsigten, eller når man forventer at ens sengetøj laver kaffen, så er vi altså hastigt på vej mod WALL-E’s verden.

Vi er ved at blive et hich-tech klasseløst samfund, hvor børn er ved at få ‘det hvide snit’ af deres håndholdte dimser, og de har mistet evnen til at udvikle ægte venskaber med andre ved begrænsningen af de 140 karakterer en besked helst ikke skal overskride.

“Tabte vi en krig?” spørger Stuart Jeffries i the Guardian. “Jovist gjorde vi det, men vi lagde ikke mærke til det: De selvsamme ting som vi byggede for at tjene os, vore teknologiske husassistenter, har gjort os til trælle....Sådanne sociale smukke gestus (som at åbne en dør for nogen) bliver anset som tudsegammeldags i denne skrækkelige nye verden, hvor vi scanner varer i tavshed sammen med en robot med en stemme fuldstændig blottet for menneskelig varme og vi kommunikerer sådan set ikke længere med nogen af vor egen art.”

Det er ikke kun de sociale høflighedsgestus der forsvinder. Hele den samlede menneskelige visdom om, hvordan man overlever uden teknologi forsvinder i alarmerende hast. Mennesker er blevet til punkter i WALL-E’s verden, ude af stand til at tænke eller gøre noget for sig selv. Afhængigheden af teknologi er skræmmende. Hvis vi mister teknologien (nedbrud i el-forsyningen?) anslås det at 90% af Amerikanerne ville dø.

Da fjernsynet kom i 1950’erne forudså skeptikerne en lignende dyster fremtid. Deres bekymringer blev afvist og Amerika fik ‘det hvide snit’ af billedrøret. Det markerede kursændringen mellem forestillingsevne og analyse. Nu behøvede folk ikke længere tænke og analysere selv. I stedet fik de at vide, hvad de skulle tænke og hvilke konklusioner de skulle drage.

Fjernsynet lærte, hvordan man kunne spytte på soldater der vendte hjem fra Vietnam. Det lærte os at mænd var dumme, kvinder undertrykte, ægteskabet ikke nødvendigt, børn er klogere end deres forældre, og Gud er død.

Nu er TV - første trin på den teknologiske stige - passé. I dag har vi en myriade at teknologiske vidundere der tænker for os - alt man kan forestille man kan have med sig.

Det kunne se ud til at vore børns fremtid er ildevarslende. Det er ikke fremskridt - det er tilbagegang.

Nu må du undskylde mig. Jeg skal ud og malke koen. Her er der ikke brug for teknologi. Det kalder jeg fremskridt.

Learn how to achieve a simple lifestyle without “going green” or joining a monastery. Read Patrice Lewis’ helpful book, “The Simplicity Primer: 365 Ideas for Making Life more Livable”

Media wishing to interview Patrice Lewis, please contact media@wnd.com.

Patrice Lewis is a freelance writer whose latest book is "The Simplicity Primer: 365 Ideas for Making Life more Livable." She is co-founder (with her husband) of a home woodcraft business. The Lewises live on 20 acres in north Idaho with their two homeschooled children, assorted livestock, and a shop that overflows into the house with depressing regularity. Visit her blog at www.rural-revolution.com.

http://www.wnd.com/2015/05/how-much-technology-is-too-much/#Gazi7CVFclB68HsX.99

Kaos nødvendig for en regerings eksistens

Uden kaos ingen fremtid for en regering

Patrice Lewis                                                                              

Jeg husker en sætning i Arthur C. Clark’s “2001: A Space Odyssey” den lyder: “Utopias aviser .... ville være skrækkeligt kedelige.”

Meningen med den bemærkning er, at i en perfekt verden, så ville der ikke være nogen nyheder. Lad os erkende det - nyhedsindustrien trives, fordi der altid er kriser at fortælle om.

På samme måde ‘trives’ regeringer ved kaos. Hvis der ikke er tilstrækkelig med ting der sker ifølge naturen, ja så må regeringen skabe dem, bare for at holde sig beskæftiget. For nogle uger siden så jeg en kommentar, “Uden kaos, har regeringen ingen fremtid.” Dette senere omformuleret til, “Uden kaos, selv om denne er skabt bevidst, har regering ingen fremtid.”

Dette er virkelig sandt.

Det er lidt ligesom computerteknologier. Min mand og jeg har en lille privat teori om at da computerteknikerne skal retfærdiggøre deres stilling i en virksomhed, så må de hele tiden skabe “nye og forbedrede” computerprogrammer der kun forvirrer, gør mere indviklet og slører det som måske førhen havde været et simpelt softwareprogram som mennesker uden den store tekniske viden problemløst kunne benytte.

Min hensigt er ikke at være efter computerteknikerne (udover at være irriteret når Blogger ved at “forbedre” sin service blot gør den dårligere), da denne tendens er vidt udbredt nærmest epidemisk for næsten enhver innovativ beskæftigelse. Folk skal jo retfærdiggøre deres løncheck; og hvad det gør er at skabe “nye og forbedrede (formularer) der ofte er mere komplicerede, mindre funktionelle og brugervenlige end førhen.

Med regering er det det samme. Den skal “forbedre” livet for borgerne ved at skabe løsninger, hvor der ingen problemer har været; eller værre endnu, skabe problemer for at retfærdiggøre deres ‘løsninger.’

Forskellen på computerteknologien og regering er imidlertid - Tvang. Hvis jeg ikke bryder mig om et program som en virksomhed har lavet så kan jeg lade være med at købe det. Men det er kun regeringen der tvinger mig, gennem straffeforanstaltninger, til at acceptere de ‘løsninger’ de har på deres problemer.

Thomas Jefferson sagde, “Den amerikanske regerings politik er at lade sine borgere være frie, hverken begrænse dem eller hjælpe dem i deres søgen efter lykken.” Dette var, den originale vision for Amerika: Et land med begrænset regeringsindblanding. BEGRÆNSET. Er det klart? BEGRÆNSET.

Men politikerne kan bare ikke være tilfredse med at bevare regeringen indenfor de snævre parametre som vore Forfatnings Fædre udstak. De ønsker altid at “forbedre” det. De kan ikke tillade at det frie marked er frit; de skal bare blande sig og lave om på det, eller give særaftaler til store virksomheder, eller på anden vis lave postyr. De kan bare ikke tillade at staterne eller det frie marked eller almindelige borgere selv tager sig af deres sundhed, deres våbenlove, deres skoler eller på andre vigtige områder; de skal gøre dem til et forbundsspørgsmål og medfølgende streng bureaukratisk kontrol.

“Hvert regeringsprogram har i sig selv sæden til fremtidige programmer der er ‘nødvendige for at rydde op i det rod det første program skaber,” skriver nu afdøde Harry Browne i sin fremragende bog, “Why Government Doesn’t Work.” “Uanset hvor meget elendighed man har skabt, så dukker regeringen altid med iført kavalleriuniform - og kommer ridende for at redde os fra problemer den selv har skabt.” 

Mr. Browne påpeger fire årsager til at regering altid bliver større:

• Fiaskoen ved hvert regeringsprogram fører til krav om nye programmer;
• Alle ønsker særlige privilegier - han ser jo andre får dem;
• “Embedsmænd” begiver sig i kast med ethvert problem for at skabe sig mere betydning og magt; og
• “Diktator Syndromet,” som er den tro at al lidelse eller skade kan elimineres ved regeringsprogrammer, og som kun kan fungere under diktatoriske beføjelser. (Du tror mig ikke? Så se på hvad der sker hvis du har et “vådområde” på din ejendom).

En af Washingtons største ønsker er at redde os fra os selv. Vi har ikke længere lov til at lide under konsekvenserne af vore egne handlinger. I stedet skal regeringen støtte programmer eller indføre lovgivning for at redde os fra enhver dumhed, tvinge ‘os alle’ til at acceptere løsningerne for de få.

Regering kan ikke trives uden tvang. Men da mennesker der er under tvang ikke bryder sig om at føje sig, da medfører regeringstvang misundelse, had, vrede og andre dårligdomme, der yderligere splitter os og lader en gruppe være imod en anden. Det er ikke noget problem. Regering har en “løsning” også for det.

Denne cyklus er i evig gentagelse. Og regeringsprogrammer (og medfølgende skatter) er aldrig og bliver aldrig fjernet igen. Aldrig. Flere programmer skaber mere kaos, der forårsager flere programmer og regeringen vokser vokser og vokser.

Kan du se det? Uden kaos har regering ingen fremtid. Og lad mig være krystalklar: Dette gælder både Demokraterne og Republikanerne og alt ind imellem. Det er absolut endemisk i den politiske maskine.

Det hele begyndte fordi mennesker ikke kunne acceptere Thomas Jefferson ord: “Den amerikanske regerings politik er at lade sine borgere være frie, hverken begrænse dem eller hjælpe dem i deres søgen efter lykken.”

Dette sindsyge ‘ude-af-kontrol’ system som vi nu er befængt med begyndte da folk på tåbelig vis mente det var regeringens opgave at hjælpe de som ikke kunne finde ud af at hjælpe sig selv.

“Da først den dør blev åbnet,” bemærkede Jarry Browne, “da først det blev bestemt at regeringen skulle hjælpe nogle mennesker på bekostning af andre, var det ikke muligt at stoppe det.”

Og nu falder himlen ned over Amerika. Men Lille Kylling, læg venligst mærke til det,  arbejdede ikke på at himlen skulle falde. Det er regeringen der gør det, ved begejstret at drage fordel af enhver tragedie for at redde os fra os selv, med det endelige mål at afmontere Bill of Rights og således opnå den total kontrol.

En eller anden har skrevet en præcis og angstfremkaldende vision om, hvor vort land er på vej hen: Vedtag våbenkontrol. Nationaliser våben og ammunitonsfabriaknter. Indfør undtagelsestilstand.Konfiskerer våben ved at gå fra hus til hus. Udslet modstand. underfundigt 

 

Lyder dette som det Amerika du ønsker? Er det det Amerika vore forfædre forestillede sig? For, tag ikke fejl, det er der vi er på vej hen.

Lige nu er vor regering stadig bange for ‘We the People’ (da vi jo er bevæbnet) og skaber så megen kaos den kan for at få os splittet i i fraktioner (del og hersk).  Hvis regeringen lykkes med at afvæbne Amerika så vil den ikke længe have grund til at frygte os.

Jeg vil slutte med endnu et citat af Thomas Jefferson, der besad den forbløffende evne at se 250 år ud i fremtiden: “Når regeringer frygter folket, så er der frihed. Når folket frygter regeringen er der tyranni.”

Ønsker du virkelig tyranni.

Patrice Lewis is a freelance writer whose latest book is "The Simplicity Primer: 365 Ideas for Making Life more Livable." She is co-founder (with her husband) of a home woodcraft business. The Lewises live on 20 acres in north Idaho with their two homeschooled children, assorted livestock, and a shop that overflows into the house with depressing regularity. Visit her blog at www.rural-revolution.com.

                   

http://www.wnd.com/2013/03/without-chaos-government-has-no-future/#kJsJL5wd7HmJrqir.99