Ret til at diskriminere - fordele

Retten til at diskriminere

Bruce Walker

Venstrefløjen har skabt en makaber myte der går direkte imod menneskehedens erfaring. Venstefløjen har overtalt de godtroende masser i Amerika, herunder sørgeligt nok, de fleste borgerlige om at “diskrimination” ved enkeltindivider og virksomheder er forkert og krænker Forfatningen.

Det er præcist det modsatte der er sandt. Al seriøs viden og alle ærlige moralbedømmelser omfatter diskrimination. Når individer og virksomheder ikke har frihed til at diskriminere så bliver magten til at bestemme hvad der er sandt og falskt, godt og dårligt alene Statens ejendom eller ret - eller den endnu mere skræmmende skabning - det kunstigt skabte Frankenstein monster - “samfundet.”  

Frem for diverse meninger og handlinger der kan ytres frit, hvilket er det som sker når staten og samfundet nægtes magten til at påtvinge et synspunkt og proppe det ned i halsen på private borgere og virksomheder, så sker der det at al debat, alle forskelle, og al individualitet knuses med baggrund i det de som står for staten eller manipulerer med samfundet bedømmer for ‘helligt’ eller ‘ukrænkeligt.’

 

Tænk på de “kendsgerninger” som da the Colorado Civil Rights Commission stemte imod den kristne bager der nægtede at lave en bryllupskage til et ægtepar af samme køn. De tykhalsede hyklere og dumrianer i den kommission fastslog som historiske “kendsgerninger” at religion - der altid betyder Kristendommen for venstrefløjsere - blev benyttet til at retfærdiggøre Holocaust og slaveri.

Faktisk er det sådan at enhver med et åbent sind og blot en beskeden viden om moderne historie ved - at Holocaust var den direkte konsekvens af afkristningen af Tyskland. Det blev i store træk også accepteret af jøder i Vesten og den “racisme” som Nazi hadet mod jøder voksede frem af blev forkastet af kristne så at sige gennem hele historien. I Tyskland var Kristendommen i praksis død i 1914 og blev dermed den mest frugtbare ‘jord’ for racismens onde forskrifter, hvilket er derfor Nazismen fandt fodfæste i Tyskland. 

Udover det så var de eneste der modstod Nazi anti-semitismen og Holocaust Europas kristne - en kendsgerning som mange jødiske forfattere skrev om dengang, såsom Rabbi Stephen Wise, der skrev i 1934- “Jeg takker Gud, at Amerika og England, først og fremmest, og også i andre lande høres de kristnes stemmer i protest mod de utålelige ugerninger ved Hitlerismen mod det jødiske folk.” Rabbi Morris Lazaron skrev i 1938:.

Aldrig før i historien har organiseret Protestantisme over hele verden gået så meget i aktion i forsvar for jøden og for at beskytte jøden. Flere katolske ledere end nogensinde før har ytret deres meninger i fordømmelse af den racebetingede besættelse som diktatorer har benyttet for at inddæmme jøden ....Ingen mere glorværdig side er blevet skrevet i kristen historie end den der skrives i Tyskland i dag. Kristendommen kan meget vel være den anstødssten som det tyske diktatur vil ødelægge sig selv med.

Overrabbiner for Rom, rabbi for den ældste synagoge i verden konverterede til Kristendommen efter 2. Verdenskrig, fordi han var så berørt af de modige og resolutte handlinger af kristne i Europa for at redde jøder fra Holocaust, ofte med ikke kun deres eget liv som pris med også deres familiers.

Endnu mere bizar er tilsviningen af Kristendommen med forsvar for slaveriet. Dette relaterer udelukkende til sorte der anses som “Hams børn” et argument ingen kristne udover de i Syden accepterede, og de fleste oprigtige kristne i Syden forkastede.

Slaveriet havde eksisteret overalt i verden og blev bakket op at enhver religion - undtagen Kristendommen, skønt jødedommen gav beskyttelse for jøder som andre trosretninger ikke gjorde. Korstoget for at få afsluttet slaveriet var et udelúkkende kristent ærinde, og det gjaldt alle dele af Kristendommen. Selv den mest naive venstreorienterede må på et eller andet tidspunkt have hørt Battle Hymn of the Republic, sangen Union soldaterne sang og døde for i slag. 

.

 "As He died to make men holy, let us live to make men free.  Our God is marching on."

Kristen modstand mod slaveriet gjaldt ikke kun i lande i Kristendommen men i resten af verden, hvor end kristen magt eller indflydelse var til stede, for at befri slaver i Islam eller i buddhismen eller de amerikanske indianerstammer eller de afrikanske stammer der havde flere slaver end Kristendommen nogensinde har ejet. 

Hvis det at påtvinge folk en accept og opfattelse af sandhed og moral gennem rå politisk magt var rigtigt, så burde staten og samfundet tvinge verden til at acceptere det kristne eller jødisk-kristne værdisystem. Det er noget som hverken kristne som jøder har forsøgt.

Når individer og virksomheder ikke kan diskriminere, så vil sund fornuft og markedet svække dumme og onde holdninger og styrke gode og kloge holdninger, som vil kunne ske uden love, dommere og tåber som medlemmerne af the Colorado Civil Rights Commission.  

Dette betyder så ikke at alle ikke nederdrægtigheder mellem mennesker kureres på magisk vis, men selv den mest sløve padde i venstreflokken må acceptere at statens pisk sjældent gør sociale problemer mere spiselige. Vi kan ikke skabe Himlen på Jorden, og når staten forsøger sig med det så bliver det i stedet til Helvede på Jorden. 

Individuel diskrimination hæmmer den største ondskab i vor tid: Totalitarismen!

Frihedens hjerte, der stadig burde være ‘hjertet’ i alle anstændige regeringer er retten til at diskriminere ifølge det hvert enkelt individ og sjæl mener er bedst. Det er på rette tid for konservative at holde op med at opføre sig som får og forsvare deres ret, og i stedet kækt proklamere at det er individet, ikke staten, der har den moralske eneret til at diskriminere.

https://www.americanthinker.com/articles/2018/06/the_right_to_discriminate.html#ixzz5IZSRdcGI 

Vinterkrigen - Sovjet/Finland. Hvem hjalp russerne?

Den glemte baggrund for Vinterkigen - Finland -Sovjet       

Bruce Walker           

   

Den 30 november markeredes 75 års dagen for den mest misforståede, men samtidig mest instruktive konflikt i det 20. århundrende. “Vinterkrigen” mellem Rusland og Finland.

Der er intet “ideologisk spektrum” og alle disse nederdrægtige hadfyldte ideologier der dukkede op i århundredet - fascismen, bolschevismen, nazismen og maoismen - eller hvad man nu kalder alle de obskøne forklædninger som mænd med et dæmonisk magtbegær skjuler sig bag.

Orwell havde virkelig afsløret dette da han skrev om disse “ækle små ismer,” og enhver der har læst 1984 ser, hvordan fraværet af et ægte sammenhængende værdisystem ikke kun er muligt, men uundgåeligt i totalitarismen. Ideologien i Oceana for eksempel var “Ingsoc” eller engelsk socialisme, men det udtryk har knap nogen ægte mening.  

Det var også Orwell der formulerede det vigtige princip om totalitarismen: “Den som kontroller fortiden, kontrollerer fremtiden. Den som kontrollerer nutiden, kontrollerer fortiden.” Således ophørte Eastasi, der tidligere havde været allieret med Oceania, på en dag med at være allieret, men blev fjenden af Oceania ... og den politisk korrekte historie blev omskrevet således at Eastasia altid havde været fjende af Oceania. Vinterkrigen viser denne praksis i virkeligheden.

Hele perioden med Nazi/Sovjet Ikke Angrebspagten blev omhyggeligt omskrevet - efter den tyske invasion af Rusland i 1941. Næsten med det samme opdagede kommunist operatører rundt om i verden at Stalin havde “spillet dobbeltspil og ventet” og sådan set altid havde været klar over hvad Hitler havde af planer. Dette er helt forkert. Som Solzhenitsyn så bekendt bemærkede så stolede Stalin kun på en mand i hele sit liv, og den mand var Hitler. Ikke-Angrebspagen var faktisk en grundfæstet alliance mellem Nazismen og kommunismen der som formål have at ekskludere fascismen

Alt dette beskriver jeg grundigt i mit nye tobindsværk, Sinisterism: Secular Religion of the Lie, der udelukkende henviser til bøger der blev udgivet mens historien faktisk udviklede sig.

Under Vinterkrigen angreb italienske fascistiske Sortskjorter Sovjet ambassaden og kastede sten gennem vinduerne. Grev Ciano, Mussolinis svoger, og den fascistiske udenrigsminister forkastede angrebet på Finland som det værste eksempel på stormagts aggression i moderne historie. Hundreder af fascistiske piloter meldte sig som frivillige for at kæmpe for Finland, og Italien leverede sine mest moderne kampfly til finnerne så de kunne bekæmpe Sovjet. Mussolini trak Italiens ambassadør hjem fra Moskva og afsluttede det som havde været en langvarig romance mellem fascister og bolsjevikker (som  hovedmål rettet mod nazisterne), og Il Duce skrev et vredt brev til Hitler om Sovjets angreb på Finland, som Hitler ikke nedværdigede sig til at svare på i nogle måneder.   

Hvad var så Nazi reaktionen på Sovjets invasion af Finland? De fleste historikere bemærker blot at Finland var del af Sovjets interessesfære i ikke angrebs aftalen, så derfor kunne Tyskland ikke være åbenlyst imod Rusland,  

Faktisk støttede Tyskland ihærdigt Sovjets angreb på Finland. Tyske medier gengav ganske enkelt, som egne, Sovjets fortællinger om Vinterkrigen. Nazisterne blokerede afskibningen af våben til Finland, truede Sverige (og også Danmark) med krig, dersom Sverige tillod transit af våben fra Vesten og blokerede hære fra enhver anden nation der forsøgte at hjælpe finnerne.

Nazisterne gav asyl til flygtende Sovjet diplomatier i den tyske ambassade. Da Den Røde Hær blev låst fast i en håbløs kamp langs Mannerheim linjen, gav nazisterne Stalin, ikke kun fly til brug for den frontlinje (der tidligere var blevet bygget med tysk assistance), men leverede også militærrådgivere der viste, hvordan Sovjet kunne gennembryde Mannerheim Linjen.

 

Mannerheimlinjen strækker sig fra Den Finske Bugt til Ladoga

Og ikke kun det alene, den tyske hær hjalp til og med en omorganisering af Den Røde Hær, der omfattede

1 Fuldstændig eliminering af systemet med militære kommissærer.

2 Genindførelse af rangorden i hæren og flåden.

3 Streng overholdelse af hilse regler og andre former for militær disciplin.

4 Dannelse af eliteenheder.

Denne nære alliance med kommunister og nazister mod resten af verden spredte sig over hele Skandinavien. Den eneste nation der anerkendte Sovjets besættelse af De Baltiske Stater var Nazi Tyskland, og den eneste nation der anerkendte Nazi besættelsen af Danmark og Norge var kommunist Rusland.  

Den Røde Flåde banede med isbrydere en vej for tyske plyndringer mod britiske skibe i Nordatlanten. Den tyske flåde leverede særlige flådefartøjer som Kreml kunne benytte.  

Som på så mange andre områder der førte direkte op til den dag Operation Barbarossa begyndte arbejdede kommunister og nazister - “Communazis” - som patriotiske amerikanere med rette kaldte dem, sammen mod frihed og de jødisk-kristne værdier i Vesten. Hitler og Stalin faldt i totterne på hinanden - som ledere af onde bander så ofte gøre - fordi de hver især i deres formørkede sjæle mente det kun drejede sig om magt. Det er den glemte historie bag ‘Vinterkrigen.’

http://www.americanthinker.com/articles/2014/11/the_hidden_history_of_the_winter_war.html#ixzz3KYfrmJNV

Pseudo-grøn venstreorienteret miljøideologi

Pseudo-Grøn venstreorienteret ideologi

Bruce Walker

Venstrefløjen kan synes af bekymre sig om miljøet. Det lyder nærmest som om Bernie Sanders vil benytte denne falske interesse i at beskytte miljøet som et vigtigt emne i en 2020 præsidentkampagne. Faktisk er det venstrefløjen, både den økonomiske del og den sociale del, der er den primære årsag til miljøproblemerne. 

Sanders der var på bryllupsrejse i Sovjetunionen overså åbenbart den forfærdelige ødelæggelse af naturen i Sovjettiden, der var langt mere dramatisk for miljøet end under zarerne. Faktisk er marxismen i hvert land har man har forsøgt sig været en miljømæssig rædselsberetning. 

Hvad så med det frie økonomiske markeds system og statsstyrede økonomiske systemer? Kan regeringen gennemtvinge renere luft og vand, flere grønne steder, omsorg for dyrene og de andre “grønne” udfordringer? Tvang er næsten altid den værst tænkelige metode til at opnå ønskede mål, og det gælder også med miljøspørgsmål.

 

Frie markeder er bedre end statsstyre på alle områder, og ikke blot i de snævre definitioner af økonomiske valg - det betyder at virksomheder og enkeltindivider konkurrerer med hinanden om at blive “grønnere.” Hvis det lyder mærkeligt så tænk på en købmandsforretning og hvor mange varer der hyldes som gode for miljøet. Når først folk er velstående har de overskud til at vise andre værdier opmærksomhed, og miljøbevidstheden er ‘smart’, populær og oprigtig.

Statsstyre er ligeglad med de udfordringer og værdier som man hævder at beskytte. Faktisk har ‘statsstyrets folk’ en indbygget interesse i at de problemer de lader som om de behandler fortsætter. I tilfældet med Marxismen - den største skamplet på miljøet som mennesket nogen sinde har påført - er naturen noget der skal underlægges mennesket.

Jeg beskriver rædslen ved den økonomiske venstreorienterede ideologi for den ægte miljøbevidshed i min bog  Pseudo-Green Leftism and True Green Conservatism.  Bogen fortæller, hvordan to stærke og konservative forretningsmænd, Walt Disney og Henry Ford, de som ellers er blevet udnævnt som fjender af miljøet faktisk har været miljøets mest lidenskabelige forkæmpere.

Men frimarkeds konservatismen udgør blot det halve af konservatismen. Social konservatisme overses konsekvent i debatten om den bedste holdning til grønne udfordringer. Venstrefløjen har i modsætning hertil knyttet social venstreorienterethed til de grønne udfordringer. Tænk på et af de ældst ‘grønne partier’ Die Grüne i Tyskland. Partiets  platform omfatter emner der intet har med miljøet at gøre.

At forsvare homoseksualitet kan eller kan ikke være god offentlig politik - dog har det intet med miljøet af gøre. Offentlige skoler og læreanstalter, som Die Grüne i Tyskland virkelig går ind for, falder igennem når de sammenlignes med hjemmeundervisning og vor afhængighed af colleges. Grønne partier over hele kloden er gennemsyret af støtte til offentlig sundhedshjælp, statsfinansieret radio og TV, at få afsluttet “indkomst ulighed,” ophævelse af studielån og så videre osv. Se blot på den platform vor egen nations grønne parti bygger på se hvor mange “grønne” prioriteter der er diffuse, intet har med miljøet at gøre. 

Venstreorienterede erkender en nominel bekymring for udfordringer de ikke kærer sig om. Magt er altid, motivationen hos venstrefløjen i alt den foretager sig. Det værste mareridt ved den pseudo-grønne venstreorienterede ideologi er den aktuelle og naturlige løsning på miljøproblemer. Skarerne skulle så udføre virkeligt arbejde og de dele af den private sektor der fremstiller varer og tilbyder services - det folk ønsker.

Social konservatisme - traditionelle kernefamilier, der blot kræver et hjem, måske hjemmeundervisning, der i det store og hele kan gøre en ende på den enorme menneskeskabte sump af offentlig uddannelse; produktivt arbejde frem for venstreorienteret bureaukrati, der inficerer regeringen og uddannelserne og medfører enorme omfordelinger; jægere og fiskere der holder dyrebestanden i dens naturlige niveau, og den generelle af industrialisering af livet - ikke kun udgør en kur for miljøproblemerne, men også en kur til et organisk livssystem (det er konservatismen, ikke venstrefløjen der i sandhed er “organisk”) hvilket igen gør åbenlys bekymring over miljøet overflødig.

Det mennesker, der faktisk bekymrer sig om naturen, burde ønske sig er lige præcis den form for “organisk” tilgang til naturen, hvor individer, familier, samfund og virksomheder agerer for miljøet, sådan set uden at tænke over det, men på måder der bevarer og beskytter miljøet.  .

Konservative - frimarkeds - udgaven og de social konservative - burde kræve at stå først om et problem der oprindeligt var noget kun konservative bekymrede sig om: Miljøet. 

Dette ville kunne være en vindersag for konservative - trække stemmer fra de forførte der tror på venstrefløjens fortælling om miljøet, og det ville tvinge venstrefløjen til at tage stilling til deres grumme u-grønne holdninger i de velstående demokratier. 

https://www.americanthinker.com/articles/2018/12/pseudogreen_leftism.html#ixzz5ZAtAkp8T 

Gode grunde til at forlade FN hurtigst muligt

Forlad FN

Bruce Walker

FN er en kæmpefiasko der aldrig har fungeret og aldrig vil komme til det. Hele ideen om FN blev fundet på under 2. Verdenskrig da udtrykket “Forenede Nationer” faktisk betød en alliance mellem krigsførende nationer mod andre nationer.

Lige fra begyndelsen er den kendsgerning af “FN” også omfattede Sovjetunionen, der havde konspireret med Nazityskland for at indlede 2. Verdenskrig og som kastede sig ud i aggressiv krig og folkedrab, som Nazityskland - det var en vanvittig joke.

Vor Sovjet “allierede” lod os slås med Japan indtil slutningen af krigen, og man besatte og slaveholdt de selvsamme nationer i Østeuropa som Storbritannien og Frankrig var gået i krig mod Tyskland for at beskytte.

Organisationens struktur blev del af den fred der fulgte efter 2. Verdenskrig, med alle de makabre kendetegn ved en ujævn fred. De permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet var, og er, De Fem Store - Amerika, Storbritannien, Frankrig, Kina og Rusland. Kina var Det Frie Kina, nu er det kommunist Kina. Rusland var Sovjetunionen, men i dag har Rusland kun den halve størrelse af Sovjetunionen.

Japan og Tyskland var ikke permanente medlemmer at Sikkerhedsrådet selvom, i en rimelig fornuftdreven verden, så burde disse nationer, den tredje og den fjerde største økonomi i verden og begge fredelige demokratier være permanente medlemmer. Dog er eftermælet af 2. Verdenskrig stadig i kraft da disse to nationer var fjender af “Forenede Nationer.” Indien der fik uafhængighed efter FN blev skabt burde være permanent medlem af Sikkerhedsårdet, men er det ikke.

FN blev hovedsageligt oprettet for at fastholde fred, men det er aldrig lykkedes, heller ikke at forhindre folkedrab der i den grad slog den civiliserede verden med rædsel da 2. Verdenskrig sluttede.

Årsagerne er ganske tydelige. De fleste af de “nationer” der repræsenteret i FN er intet andet end brutale banditstyrer, der undertrykker deres folk ligesom Kurderne og Tibetanerne er blevet det, og som rutinemæssigt knægter de mest grundlæggende menneskerettigheder over de som de hersker over.

FN udgør en facade for disse slynger og giver dem et skær af legitimitet og de belærer endog andre nationer om, hvordan man burde opføre sig. De to seneste eksempler på denne perversitet er påmindelser om de onde der fortæller at de gode at de er slemme. .

I det enorme område af Asien, der strækker sig fra Suez til Sakhalin er der kun meget få nationer man kan betragte som frie ifølge Freedom House. Japan rangerer højest med 96 på en skala fra 0 til 100. Taiwan følger efter Japan med 89, og Israel med 80 lige efter Japan, Sydkorea, Taiwan og Mongoliet og langt højere end nogle af landets naboer.   

Taiwan er end ikke medlem af FN trods det man har en kæmpeøkonomi i Asien og er et frit demokrati. Det skyldes at Taiwan formelt anses som værende en del af Kina. Israel er medlem af FN, men behandles som en udstødt og rutinemæssigt fordømmes Israel fordi landet handler for at overleve og for sin sikkerhed.

Hvis alle i Asien havde regeringer som på Taiwan og Israel ville der ikke være brug for FN, fordi borgerkrige og andre konflikter ville høre op, og både frihed og velstand ville være i dramatisk fremgang i området.

Dog betragtes disse to mønsternationer som pariaer i FN, mens Freedom House spydigt bemærker at i de sidste 30 år,er friheden blandt nationerne i FN er faldet drastisk.

Det Amerika burde gøre er at opfordre til at oprette en ny organisation, og invitere enhver nation der er fri, demokratisk og fredelig. Det ville omfatte cirka 50 nationer - næsten hele Europa, det meste af Sydamerika, det meste af landene i Stillehavet, Indien, Israel og syv nationer i Afrika. .

Denne nye organisation burde ikke lade som om de har ægte myndighed og handle gennem sanktioner eller krig, men burde snarere være et offentligt forum for lederne af disse frie nationer til at fastslå overfor verden deres intentioner og opnå en større forståelse om de udfordringer verden står med.    

Hvad så med FN? Amerika burde ikke give penge, ikke give det kontorer i New York og efterlade den der hvor den hører til - Historiens Skraldespand.

http://www.americanthinker.com/articles/2016/12/leave_the_un.html#ixzz4UDE0w2rd

Når politiske tabere mener de har vundet

At tabe er ikke at vinde i politik

Bruce Walker

Demokraterne bliver ved med at tabe. De to nederlag i Georgias House valget (som Demokraterne forventede at vinde) og i South Carolina House valget (som Republikanerne forventede at vinde, men næsten tabte) skal lægges til Demokraternes nederlag i Montana og Kansas tidligere på året.

Selvom Republikanerne måske kun har en smule at tilbyde frustrerede og mistroiske amerikanere, så har Demokraterne slet intet. Deres lederskab, hvis man kan kalde det det, er fastlåst med rige hvide plutokrater der har opnået deres rigdom i “offentlighedens tjeneste”i politik og dennes rige muldjord.

Vælgerne i traditionelle Republikanske områder, som de fire nævnte eksempler kan meget vel være noget frustrerede, men de forstår at nederlag til en Republikansk kandidat i et traditionelt Republikansk område ville blive anset som en forkastelse af præsident Trump. Derfor går de hen for at stemme og de stemmer for det parti Trump har valgt som sit.

Det besynderlige er at Demokraterne hvis lyst til magt aldrig har været større, helt bogstaveligt er ude af stand til at tilbyde noget udover nederdrægtig feminisme, hyleri om racisme udslidte socialistiske millionærer som multimillionæren Hillary, job smadrende miljøekstremisme, patetiske klager over “religiøs ekstremisme” der sådan set betyder fredelige og næstekærlige kristen og aldrig, aldrig ondsindede muslimer, og andre forfejlede og hadfyldte politikker.

Disse Demokrater er enige med Hillary om at en fjerdedel af nationen den fjerdedel naturligvis som udfører det ægte arbejde - er “ynkværdige” og enige med Pelosi om at desperate folk uden arbejde kan “skrive bøger” og deslignende.

Situationen for Demokraterne er ved at blive værre - meget værre. Bernie Sanders, tåben der synes at hade kristendommen, der foragter Israel der opfordrer til kristendommens død, og hans besynderlige proselytter, når de ikke forsøger at myrde Republikanere fra Huset, er ved at overtage Det Demokratiske Parits statsorganisationer en efter en.

Det kommer til at betyde at i 2020 og måske 2018 vil mange stats Demokratiske organisationer være under ledelse af folk der mener at Sovjetunionens fald var en tragedie, og det vort land virkelig har brug for er mere ateisme og mere socialisme og mere statsstyre.

Spørg Demokrater der kan huske 1972 hvad det betyder i nationale valg. De mest kugleskøre, radikale fantasifulde Demokrater overtog partiet det år, Disse uregerlige tosser forsinkede McGoverns dybfølte accepttale “Come Home, America!” fordi de i sidste øjeblik insisterede på at få Mickey Mouses navn med i nomineringen, (McGoverns vicepræsidentkandidat Eagelton) og i det store og hele fordi de opførte sig som var de indsatte til psykiatrisk behandling.

 

The AFL-CIO, nægtede at støtte den Demokratisk nominerede. Selv en præsident så upopulær som Richard Nixon kunne da vinde 49 stater. Havde Nixon haft mere fokus på at få valgt Reoublikanske senatorer end at pleje sit flertal som præsident da ville Demokraterne have tabt kontrollen over Senatet, og havde han fået tilført flere midler til kandidaterne til Huset da kunne Republikanerne måske have fået også Huset. Overmodet hos Nixon reddede Dekmokraterne.

Præsident Trump vil helt sikkert ikke gøre de samme fejl som Nixon i 1972, hvis Demokraterne præsenterer ham for muligheden. Hvis han leder Republikanerne til superflertal, så vil hans indflydelse på Republikanerne i Kongressen, hvor mange medlemmer sidder der på grund af ham, i den grad øges.

The Democratic Party, en junkie for sine egne surrealistiske ideologiske fantasier synes i den grad ude af stand til at ændre sig eller udvikle sig til et politisk parti der faktisk og måske kunne gøre noget godt for republikken - såsom at forsvare kulminearbejderne fra miljøekstremismen eller kræve at vi forsvarer kvinder der undertrykkes af Islam eller at give skolevalg for børn og forældre i de større byer.

Denne form for medfølelse og patriotisk intention ville timed have den gavnlige virkning at det tvang Republikanerne til at blive ansvarlige politikere i stedet for modtager af de goder som Demokraternes stupiditet og galskab har gjort muligt.  

Realiteten er at Demokraterne lige nu ikke synes i stand til at vinde, og de er begyndt at se det at tabe, som da Hillary tabte i 2016 præsidentvalget og Ossoffs nederlag tirsdag som en “sejr” eller endda som “en sejr der blev stjålet.”

Når man taber vinder man altså ikke, uanset hvor meget Demokraterne fantaserer. Det politiske parti der har valgt udelukkende at befinde sig i to snævre kystregioner og nogle få dysfunktionelle byer er ganske enkelt Tabernes Parti.

http://www.americanthinker.com/articles/2017/06/note_to_democrats_losing_is_not_winning.html#ixzz4l5ibUY7Q

100 årsdagen for en katastrofe. U.S. i 1. Verdenskrig

100 årsdagen for en katastrofe. USA træder ind i 1. Verdenskrig

Bruce Walker

Den 6. april 2017 er hundredårsdagen for en af de største katastrofer i amerikansk regeringshistorie.

Præsident Woodrow Wilson havde dagene forinden bedt Kongressen om at erklære krig mod Tyskland, og dermed virkelig træde ind i 1. Verdenskrig på De Allieredes side. Wilson gav ingen tvingende argumenter for at sende amerikanske mænd over på den anden side af havet og for at dø.

Det mest anerkendte rationale var at tyskerne havde indført “ubegrænset ubådskrig,” men det et mistænkeligt, da man benytter regler der sådan set er skrevet af briterne, der kontrollerede havenes overflade.

Tyskerne strakte sig langt for at mildne den amerikanske holdning, man havde endog annoncer i amerikanske aviser,  hvor man advarede skibsfarten og offentligheden mod faren ved at sejle i visse områder.

Hvorfor er det helt fint, i orden, at standse et fragtskib med hvede sejlende fra det neutrale Amerika til det neutrale Holland med trussel om sænkning som jo netop var det Royal Navy gjorde under krigen? Begge parter benyttede enhver mulighed for at tvinge sig frem til fred. Blokader af neutrale nationer af briterne, overraskelsesangreb af tyskerne, giftgas, og flammekastere og andre rædsler blev benyttet af alle parter.

De seks store kombattanter, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Østrig-Ungarn og Rusland var ikke perfekte nationer, men ingen af nærmede sig blot det mindste af den ondskab som vi kom til at opleve i 2. Verdenskrig. De alle seks - herunder det kejserlige Tyskland og Zarens Rusland havde folkevalgt nationale forsamlinger med mange forskellige politiske partier der åbent kritiserede regimet.

Vigtigst - i april 1917 var alle seks nationer desperate efter at få fred og så skræmte af  mareridtet ved den moderne industrialiserede, nationaliserede krigsførelse, at der sådan set kun var brug for en våbenhvile for at sikre freden i de næste 100 år. I årene efter 1. Verdenskrig var der een ting franskmændene, tyskerne, briterne kunne enes om - intet kunne retfærdiggøre en ny krig. Selv i årene op til Hitler, mens tyskerne frydede sig over hans ublodige erobringer, så frygtede de en faktisk konflikt. .

Grunden til at Wilson bad Kongressen erklære krig kan man godt forstå. Wilson troede at regeringen er den helt rigtige kur mod de nationale problemer. The Federal Reserve System, den uberegnelige og supra-forfatningsmæssige opfindelse der plager os i dag var netop en af hans “kure” mod et problem der ikke eksisterede.  

Fuldstændig sejr for De Allierede ville skabe udsigten til at der kunne påtvinges betingelser og skabes et system med en internationalregering. Krigen tillod også Wilson at terrorisere borgere der udtrykte den mindste tvivl om det at gå i krig, eller viste den mindste sympati med Tyskland. Amerikanere blev arresteret uden kaution eller anden årsag og borgerlige rettigheder blev trådt under fode.,

Wilson bad Kongressen erklære krig den 2. april, men han kunne have være standset og verden reddet for megen elendighed,  hvis Kongressen den 6. april havde gjort det rigtige og stemt for ikke at erklære krig. Hvis Kongressen havde gjort det, så ville 1. Verdenskrig være sluttet i en forhandlet fred meget snart, og Amerika kunne have tilbudt sine gode tjenester (dog med finansiel hjælp til begge parter) og en varig og retfærdig fred være indgået. .

Hitler ville aldrig være kommet til magten, og Nazismen ville ikke have have fået tag i Tyskland. Lenin ville aldrig være i stand til at styrte Kerenskys Provisoriske regering, det ikke marxistiske, og ikke totalitære regime der erstattede Zaren. Der ville ikke være kommet 2. Verdenskrig. Ingen Holocaust, ingen Holodomor.

Kongressen fejlede ved ikke at undersøge Wilson, dog skulle i det mindste Senatet snart efter nok få hans fantasiboble om Folkeforbundet til at briste. Kongressen var med basis i Constitution og havde stor magt, meget større end de to andre grene, og magten til at erklære krig (eller ikke) var mest sikker blandt den største af disse magtforgreninger.

For 100 år siden da det virkelig gjaldt fejlede Kongressen og svigtede det amerikanske folk, svigtede nationen og måske vigtigst svigtede sit formål ifølge Constitution.

Kongressen har som formål at være staternes bolværk (Senatet) og folket (Repræsentanternes Hus) mod slyngelpræsidenter og den pest som internationalismen udgør, en sygdom Founding Fathers frygtede

Alt det poppede i historieprogramer her i april handler om at “Amerika gik ind i 1. Verdenskrig,” men den sande historie er at Kongressen agerede som en skødehund for en elendig præsident, noget den ikke burde have gjort.  

http://www.americanthinker.com/articles/2017/04/centennial_of_a_disaster.html#ixzz4dRtQQ0ML