Mit socialistiske helvede: 20 års forfald i Venezuela
MATIAS DELACROIX/AFP/Getty Images
CARACAS – Venezuela, mit fædreland har det hele. Smukke bjergtagende landskaber, en overflod at ressourcer, unikke naturens undere som Angel Falls eller Catatumbo Lightning.
Hvor er jeg trist over at kunne konstatere at det er så sandt, så sandt det hele er et produkt af 20 års socialisme.
En hjemløs leder efter noget at spise taget 10. april 2019 i Caracas, Venezuela. (Eva Marie Uzcategui/Getty Images)
Jeg var lige knap 11 år gammel da Hugo Chávez kom til i 1999. Da hans “Bolivarske Revolution” indledte med at ændre på forfatningen og ændre vore love, var jeg et indadvendt barn der netop var flyttet til landets hovedstad fascineret af videospil, tegneserier og Power Rangers og med en noget overdreven fantasi.
Denne evindelige revolution havde indført en status quo i landet der ofte tvinger dig til at miste dine personlige forhåbninger og se bort fra din fremtid, dine håb og drømme; den ændrer dig på mange måder indtil du ikke længere er borger - du er en sølle overlever.
Her i dag står jeg, mere eller mindre som det samme indadvendte barn - med 20 års stadig større vanskeligheder på mine skuldre; en mindre udgave af hvad jeg kunne have været, klyngende mig til de erindringer om at alt var mere enkelt og alt gav mening. 
Dette er en personlig beretning om hvad mit liv har udviklet sig til efter 20 år med “Den Bolivianske Revolution” - 20 år der udgøre totredje dele af mit liv.
Jeg har stået i så mange køer efter brød at jeg ikke har regnskab på det. Jeg har været optaget af at tuskhandle for mad og medicin. Jeg har brugt gammelt medicin, fordi det var bedre end ingen medicin. Jeg har tilpasset mig og levet med besværlighederne der følger med at leve i det socialistiske Venezuela. Jeg har passet på min lillebror der ikke kan klare sig selv på grund af hans mentale kondition. Det har ikke været let da vi er to socialt udfordrede søskende, men vi bliver ved uanset hvad.
Socialismen har langsomt eroderet selve det grundlæggende i ethvert aspekt af det at leve, fra ytringsfrihed, til økonomsiek friheder, vor adgang til sunhedspleje og de personlige dokumenter til vandforsyning. Hver af disse strukturelle konkurser, fraværet af sundhedshjælp vor valutas værdiløshed, den systematiske korruption i militæret og regeringen og udbredt censur - har berørt mig personligt.
Socialismen er på mode i the United States lige for tiden, hvilket må betyde at min beretning er relevant langt uden for Venezuelas grænser. I løbet af denne serie håber jeg at kunne informere amerikanske læsere om realiteterne - og overlevelsen - i et socialistisk land. Jeg håber at ved at læse mine fortælling vil amerikanere være advaret nok til at disse beretninger bliver fjerne historier, frem for selvoplevede erfaringer.
Personlighedskulten
People walk by a graffiti with an image of late President Hugo Chavez in Caracas on May 11, 2018. (LUIS ROBAYO/AFP/Getty Images)
Enhver revolution og socialistisk/kommunistisk regime har brug for store ledere, martyrer og frontkæmpere. Venezuela er ingen undtagelse.
Cirka 2007 blev Hugo Chavez ikke længere omtalt af hans parti som bare “Præsident Chavez - niks, han blev nu kaldt “Kommandør-Præsident” en forfinet forandring der var med stor ideologisk vægt.
Kendsgerningen at dette fornemme halv-tempel ligger på toppen af et bjerg omgivet af faldefærdige huse er den perfekte ‘essens’ af socialismen.
Det forventes man drager på pilgrimsrejse til hans hellige revolutionære skrin, hvis man forventes at deltage i socialismens glans og hæder. Hver dag affyres en salve på timen for hans “såning” eller “siembra” på spansk (hos socialismen dør lederne ikke de “plantes i jorden.”) Cuba gjorde for nylig det samme med Fidel Castro).
En soldat affyrer en kanon under en ceremoni for afdøde præsident Hugo Chavez ved Cuartel de la Montana forlægningerne i Caracas den 5. marts 2016. (FEDERICO PARRA/AFP/Getty Images)
Sydamerikanere har altid været et religiøst folk. Hovedparten katolikker og det har lederne helt sikkert forstået at udnytte. På højdepunktet af sin magtperiode følte Hugo Chavez sig mægtigere end Gud, og gik så langt at han hævdede han ikke længere troede på en gud. Efter hans cancerdiagnose, begyndte han åbenlyst at bede Kristus om ikke at tage ham lige nu.
“Chavez’ øjne” og hans berygtede signatur er blevet halvreligiøse symboler. De tjener som en påmindelse om at den Øverste og Evige Kommandør ser alt. Hans signatur tjener et lignede formål, en påmindelse om, hvem der skal takkes for det gratis hus du nu bor i, men dog ikke ejer.
Chavez mur, Caracas, Venezuela (Ben Kew, Breitbart News)
Genudsendelser af Chávez’s gamle Alo Presidente ugentlige TV show sendes på Statens hovedkanel som var det et evangelium. Myndighederne elsker at hævde at man blot “bevarer Chavez’ eftermæle.” Som om det ikke var nok, kan man altid få ‘mærke’ Chavez’ signatur tatoveret på din hud.
Maduro er ikke blot “præsidenten.” Han er blevet formet til noget langt større og omtales ofte som Den Arbejdende Præsident, Sejrenes Formidler, og Søn af Chavez. Hvis alt dette lyder bizart - jamen velkommen til det socialistiske Venezuela.
Jo, det er ikke Nordkorea - men lige så afskyeligt efter min mening.
Den Bolivarske Revolution elsker at brække benene på dig og derpå kræve taknemmelighed, fordi man låner dig et par knækkede krykker.
Den har givet gratis boliger til den fattige, jovist, men disse mennesker ejer ikke lejlighederme. Deres “CLAP” boks subsidierede madvarprogrammer giver borgerne ganske små mængder af importerede varer, såsom gamle bønner, pasta, mælkepuler, olie eller tun - og de forventer at en familie kan få mad en hel måned på dette.
Programmet er korrupt, kvaliteten på varerne i disse madkasser er ynkeligt, og de eksporteres til det dobbelt af deres indkøbspris. Når tiden for et pro-regime demonstration kommer, så har du bare at være iført den der røde skjort og være med, medmindre du ikke ønsker at risikere at miste dit job i den offentlige sektor og brødkrummerne.
En støtte af den venesuelanske regeing med en plakat med afdøde Hugo Chavez udner en demonstration mod U.S. sanktioner i Caracas den 10. august 2019 (FEDERICO PARRA/AFP/Getty Images)
Dette er to, ud af mange, måder hvor regeringens “goder” benyttes til holde sine sympatisører i skak. En af de nyeste og farligste er deres “Fædrelands Kort” program, et system der sådan set er skabt med Kinas assistance, baseret på Kinas Social Credit System.
Når det er fuldt implementerer, dog langsomt fordi alt jo ikke fungerer, er slutresultatet det samme. Fuld kontrol over Venezuelas borgere for at tvinge dem til at underkaste sig diktaturet eller hensygne i elendighed som andenklasses borgere.
Databasen for Fædrelands Kortet indeholder ufatteligt mange informationer, fra navne, numre, adresser, arbejdsinformation, indkomst, familiemedlemmer, information om evt. køretøj og så videre.
Sociale ydelser og pengepræmier omfordeles nu gennem dette program. Hvis du eller nogen i din familie har brug for medicin så er målet for regeringen, at du kan få denne ved dette program. Nægter du kommer du bagest i køen og risikere helt at miste retten til medicinen.
Adgang til statsstøttet benzin gennem dette program har også været et mål. Vor benzin er så absurd billig at den kunne være gratis - paradoksalt nok, så vil du være død længe før du har skrabet nok penge sammen til en bil.
Slutresultatet er at glorificeringen af Chávez som den Øverste og Evige Kommandør af Revolutionen og skabelsen af betingelser, hvor folket er tvunget til at være afhængig af regeringens brødkrummer blot for at overleve har udelukkende tjent det formål at underkaste os som borgere, bombardere os med non stop propaganda og en ideologisk fortælling der udstiller dem som helte der frelser os fra den katastrofe de selv har skabt, at vi udkæmper en god kamp mod den store fjende: Det Amerikanske Imperium og Kapitalismen.
Naturligvis den Onde, Onde Kapitalisme som de så voldsomt bekæmper, eller hvad? Dog er den helt fantastisk for deres sønner og familiemedlemmer.
Et lydigt, sløvt og underkastet land, desperat efter at overleve og med stor længsel efter et bedre liv, nedtrykt og uden håb. Cuba har gjort det. Nordkorea har gjort det og uheldigvis har Maduros regime sat ekstra fart i bestræbelserne for at nå dette mål - Jeg ønsker ikke at dette skal være vor skæbne.
Christian K. Caruzo is a Venezuelan writer and documents life under socialism. You can follow him on Twitter here.
Opslag
