Eliten i EU får kamp til stregen fra Østeuropa og Italien

Eliten i EU får kamp til stregen fra Østeuropa

Hristo Guentchev, Marin Guentchev

Tidligt 1943 måtte  Bulgariens regering efter pres fra Nazi Tyskland gå med til at, i al hemmelighed, at deportere landets cirka 48000 jøder til Nazi dødslejrene.

Efter voldsom modstand fra Den Bulgarske Ortodokse Kirke og samfundets som et hele, blev deportationen imidlertid sat i bero. Bulgarerne har i århundreder været tvunget til islamisering og etnisk udrensning ved Det Osmanniske Imperium og kunne derfor helt intuitivt sætte sig ind i den håbløse situation dere medborgere stod overfor og de gjorde derfor modstand. Nazi embedsmændene så helt anderledes på det. For at forklare fiaskoen ved deres anti-jødiske politik argumenterede,Obergruppenführer Adolf Beckerle med at “det bulgarske folk ,,,mangler den ideologiske oplysning som vi (i Tyskland) besidder.”

Nu gentager historien sig. Liberal-venstreorienterede forestillinger dominerer EU politik, men de flest kande i Østeuropa synes at være noget forbeholdne overfor dem. 

Den generelle opfattelse i Bruxelles er at østeuropæerne mangler ‘den ideologiske oplysning’’ ved de progressive ideer. Er det så hovedkraften bag Østeuropas konservatisme, er de så tilbagestående? Eller er der en fælles erfaring i denne gruppe af nationer der forklarer deres modstand mod de liberale-venstresnoede ideer?

Østeuropa deler en fælles historie ved etableringen af kommunistiske regimer efter 2. Verdenskrig. Man troede at den ‘progressive ideologi’ på dramatisk vis ville forbedre samfundet. Kommunismen havde en kæmpefejl. Folkene godtog den ikke. Derfor måtte den “oplyste” elite gribe magten ved at igangsætte en konflikt mellem de forskellige sociale grupperinger og kommunismen kunne indføres under tvang, begyndenden med militant ateisme, glorificering af Marx’ ideer, give magt til minoriteter, fødselsplanlægning, gå ind og styre børnenes uddannelse, og så indførelsen af ‘politisk korrekthed.’

Det er dermed ikke overraskende at mange østeuropæere ser paralleler mellem den liberal-venstreorienterede agenda og det kommunistiske system som de har levet under i så mange år. Ved at tale positivt om Karl Marx’ eftermæle i en offentlig tale den 5. maj i år har EU’ præsident Jean-Claude Juncker blot bekræftet østeuropæernes værste mistanker: Kommunismen er på vej tilbage og nutiden elite i EU har intet imod at være associeret med den.

EU bureaukraterne synes ikke at forstå hvorfor østeuropæerne afviser genkomsten af et marxistisk verdenssyn. Dumhed og “tvungen oplysning” ved at udskifte demokratisk valgte regeringer ved at udsætte dem for pres synes at være Bruxelles nuværende strategi for at overvinde “social tilbageståenhed” i Østeuropa.

Ydre indblanding der som mål har at påtvinge liberale-venstreorienterede værdier har imidlertid, i samarbejde med kommunismen, fået endnu mere magt. Resultatet er at samfund i Østeuropa i højere og højere grad står sammen mod det de anser som en trussel mod deres nyfundne friheder, bedst demonstreret ved Viktor Orbans jordskredssejr i parlamentsvalget i Ungarn i 2018.

Ledelsen i Rusland forstår så udmærket, hvordan samfundene i Østeuropa er skruet sammen, og benytter denne viden med stor succes til at udvide sin indflydelse blandt konservative europæere. En sejr til russisk ideologi i mindst nogle lande i Østeuropa kunne få langtrækkende konsekvenser, da det ville kunne lamme NATO og EU ved at benytte “divide et impera” taktikken.. Som eksempel kan bruges Konstantin Malofeev, en russisk milliardær med tætte bånd til Kreml, der er ved at oprette et netværk af kristn og patriotiske organisationer med det formål at fremme Rusland som det eneste konservative autoritet på den nordlige halvkugle.

Præsident Trump, der indser at lande i Østeuropa er under pres fra såvel Bruxelles (økonomisk og socialt) som Moskva (militært og ideologisk) har taget to vigtige beslutninger om 1) at styrke NATO ved at insistere på at alle medlemslande forøger deres militærbudget og dermed sikrer at NATO kan opfylde sin forpligtelse til at beskytte sine medlemslande og 2) offentligt være imod den liberal-venstreorienterede dagsorden, og dermed taget et skridt mod et vigtig stategisk mål med at hæmme at borgerlige vælgere og beslutningtagere i Europa der hælder mod Rusland.

Disse er lovende skridt, imidlertid er der mere der skal gøres. Først og fremmest skal de frie demokratiske lande styrke deres alliance ved at holde fokus på udfordringer der forener dem (det vil sige - anti-terrorisme, forsvar, videnskab og frihandel) frem for at fremme politiske dagsordener der er årsag til intern splittelse og dermed giver potentielle modstandere endnu mere politisk ammunition.

Marin Guentchev received his M.D. and Ph.D. from the University of Vienna, Austria. Currently he is founder and owner of Trinity Medical Center in Sofia, Bulgaria and is Junior Professor (Privatdozent) for neurosurgery at the University of Heidelberg, Germany.

https://spectator.org/trumps-quiet-victory-in-europe/?utm_source=American+Spectator+Emails&utm_campaign=3439ff1434-EMAIL_CAMPAIGN_2018_05_23&utm_medium=email&utm_term=0_797a38d487-3439ff1434-104278805

Affald blev til en turistattraktion

Hvordan affald fra en generation blev en turistattraktion

Fort Bragg, California, befinder sig i den nordlige del af staten ved Stillehavskysten.

Som det kans ses via byens Wikipedia side, har byen nogle fantastiske udsigtspunkter over Stillehavet. Det er derfor ikke overraskende at der er pæn turistbranche der.

Før 1850’erne var Fort Bragg og områderne omkring hjemsted for Pomo, en stamme af indfødte amerikanere. I 1856 lavede den amerikanske regering et reservat og et år senere byggede regeringen Fort Bragg for at have kontrol over reservatet. I 1866 fandtes reservatet ikke længere, den militære udpost blev forladt og Fort Bragg og områderne omkring blev så åbnet for bosættelse af amerikanere der søgte mod Vest.

Byen blev et knudepunkt for en spirende tømmerindustri. Savværker var spredt ud over landskabet og ved mundingen af Noyo River,(på billedet) var der en travl tømmerhavn. I 1891 blev de mange små savværker samlet i et stort selskab ved navn Union Lumber Company og Fort Bragg blev således hovedsædet.

I løbet af de næste 20 år gjorde den øgede beskæftigelse af Fort Braggs befolkningstal tredobledes - fra cirka 900 i 1890 til næsten 2500 i 1910.

Disse mange ekstra mennesker gav mere affald - der skulle deponeres. Det blev et problem for borgerne kunne ikke smide det på selskabets jord, og det var selskabet der ejede det meste.

Løsningen blev stranden - der var (og er) et kystområde, lige bag en klippe der dengang ejedes af Union Lumber - som så åbnede det for offentligheden - men den var svær at komme frem til. Hvad gjorde man da? Jo man smed affaldet udover klippekanten. Ifølge Los Angeles Times, “benyttede så at sige hele Fort Bragg stranden som losseplads, det blev til tusinder tons af skidt og møg, glas, porcelæn (og senere) tændrør og motorblokke der rustede der på kanten af Stillehavet.“

Denne praksis fortsatte i årtier, stranden fik endog øgenavnet “The Dumps.” Man forsøgte at reducere mængden ved at sætte ild til det.

I 1967 var byen blevet klogere og skabte en kommunal losseplads. Noget af det farlige affald blev fjernet fra stranden. Men ellers blev The Dumps efterladt som den nu var og så måtte naturen klare resten. Det skete og resultatet er dette:

Sådan ser stranden ud i dag juli 2015. Hvad mon der er sket. Her er så et nærbillede af ‘sandet.’

Jovist det er glas. “Havglas.” Men navnet et misvisende. Affaldet på stranden som man havde ladet lige i årtier var blevet slidt ned af havets bølger - og glasset var blevet til små stykker i forskellig form og tykkelse og gennemsigtige. Og der er mængder af det - nok til at dække stranden.

“The Dumps” kendes nu som “Glass Beach,” og er blevet en turistattraktion og lokal stolthed. Der er endda et havglas museum, og for få år siden var der endog en årlig havglas festival.

Men det holder ikke længe. Populariteten af Glass Beach har givet nye problemer Som CNN fortalte i 2006, “nysgerrige besøgende og skoleklasser på udflugt leder i ‘ruset’ og fylder spande, lommer og poser med de farverige fund,” - det vil sige at turisterne tager glas med hjem. Resultatet er at Glass Beach langsomt tømmes for glas, og der kommer ikke mere nyt affald som erstatning. Tilbage i 196o’erne ønskede Fort Bra at borgerne holdt inde med at smide glas på stranden. I dag har MacKerricher State Park — der nu ejer stranden - sat skilte op og advarer de besøgende mod at tage glas med sig hjem.

Bonus fakta: “Glass Beach” er et meget beskrivende navn. “Safety Beach” i Victoria, Australien er ikke helt det samme, men man arbejder på at rette det gamle navn til noget der passer. Stranden befinder sig på en ø i havnen, og plejede at hedde “Sharky Beach” fordi hajerne for år tilbage befandt sig i det nære kystområde, angiveligt på grund af duften fra de lokale kvægfarme. Det er altså ikke et særlig turistvenligt navn, så derfor har de lokale embedsmænd omdøbt stranden til Safety Beach for at forsikre om, at der ikke er nogen risiko for hajangreb. Og det er såmænd sandt nok. Hajangreb er meget sjældne - i Victoria staten registrerer man et uprovokeret angreb om året. Og i de sidste 40 år intet med dødeligt udfald.

De fire feltpræster - hvad nu hvis den ene var imam

De fire feltpræster - hvad nu hvis den ene var en imam?

LT. COLONEL JAMES G. ZUMWALT, USMC (RET)

Den 3. februar 1942 om natten blev skibet Dorchester, i konvoj fra Newfoundland til Grønland ramt af en tysk ubådstorpedo under vandlinjen. Ombord var 902 personer herunder fire feltpræster fra forskellige trosretninger, knyttet sammen af et fælles bånd  Lt. George Fox (Methodist), Lt. Alexander Goode (Jødisk rabbiner), Lt. John Washington (Romersk katolsk præst) og Lt. Clark Poling (Dutch Reformed præst)

Dorchester begyndte hurtigt at synke. Panik opstod da mændene desperat ledte efter redningsveste og redningsbåde.

Men det lykkedes for de fire feltpræster i mørket at komme op på åbent dæk og få åbnet skabene med redningsveste og de begyndte at dele dem ud. Da der ikke var nok veste tog de fire feltpræster deres egne af og gav dem til andre. Samtidig forsøgte de at organisere redningsindsatsen midt i kaos, og trøstede de nødstedte, plejede deres sår og viste de desorienterede frem til redningsbådene midt i mørket.

Petty Officer John Mahoney, en overlevende,  fortalte at den iskolde vind fejede hen over dækket og han ville lede efter nogle handsker i kahytten. Rabbi Goode standsede ham og gav ham sine egne handsker, idet han hævdede han havde to par. Først senere erfarede Mahoney at Goode aldrig havde haft til hensigt at forlade skibet.  

Det sidste man så til de fire feltpræster var at de “stod med armene om hinanden på det skrånende dæk. Deres stemmer istemmende bønner og de sang salmer.” 

Sølle 225 af de 902 ombord overlevede.

Faderen til Chaplain Poling fortalte senere, at lige før Poling gik ombord bad han faderen om at bede for ham. “Ikke for at jeg skal komme sikkert tilbage, det ville ikke være rigtigt. Bed dog for at jeg kommer til at gøre min pligt..aldrig være en kujon ... og har nok styrke, mod og forståelse for menneskene .. Bed blot for at jeg skal gøre fyldest.”

Ved hans handlinger den nat er det er helt tydeligt at Polings bønner blev besvaret. Og skønt alle fire feltpræster udviste “åbenbar medmenneskelighed og resolut mod trods faren for at miste livet . udover det som pligten byder,” - den  standard der er forudsætningen for at modtage the Medal of Honor - blev de dog nægtet denne, fordi handlingerne ikke omfattede “heltedåd under ild.”

 

En god advokat ville muligvis kunne påvise at det at være ombord på et synkende skib der er ramt af fjendtlig ild i sandhed opfylder den standard. Imidlertid var Kongressen så berørt af disse mænds tapperhed, og trods det tog næsten to årtier blev “The Four Chaplains Medal” givet af præsident John F. Kennedy den 18. januar 1961. John F. Kennedy gav dem til familiemedlemmer.

I det kaos der fandt sted før Dorchester endelig sank var de fire præster en kilde til inspiration for alle. Der var ingen diskussion blandt præsterne om deres motivation ved deres tro, men uden tøven udviste de næstekærlighed. De delte et fælles bånd for at redde de liv de kunne, og hjælpe med at lindre de som var døende, opmuntrende soldaterne til at tro mens de var på vej fra et liv til et andet. .

De personlige ofre disse fire præster gav er virkelig noget der er værd at reflektere over i en tid hvor vi er vidner til voldshandlinger knyttet til en religion - Islam - der i over 1400 år har efterladt sig et blodspor fra millioner af liv. Ingen religion er uden en historie om vold, dog eksisterer der en kæmpeforskel mellem det der omtales i andre religioners lære og doktriner og så Islam. For de førstnævnte er vold noget historisk betinget noget der hører fortiden til - for Islam er det imidlertid noget der opfordres til. Med andre ord, skal muslimer benytte vold, og det hele tiden, for at gøre Islam til den global religion hvor alle skal underkaste sig den.

Således er der i Islams primære lærebøger - Koranen og hadiths - en fortalen for at dens følgere er overlegne. Som følge heraf afviser flertallet at muslimske lande at alle menneskers liv har lige stor værdi, den status gælder kun for muslimer. Islam er også fortaler for at lede efter og slå jøder ihjel, her fornylig gentaget af adskillige imamers prædikener i moskeer i USA. .

På samme tid opmuntrer imamer i muslimske lande deres følgere til at udføre selvmordsbombninger mod ikke muslimer for at behage Allah. Ulig de fire feltpræster der talte om at elske medmennesket og viste det ved at ofre deres egne liv. Imamer opfordrer, men gør ikke noget selv, når det gælder om at udføre selvmordsaktioner. 

Ved at uddele redningsveste den februar nat, og i et desperat forsøg på at redde yderligere fire liv, give deres egne veste bort viste de ægtheden i deres tro. Vestene blev givet til den næste mand i rækken uanset dennes religiøse overbevisning. En overlevende beskrev deres handling som “det smukkeste jeg nogensinde har set eller håber at se på denne side af himlen.”

Dersom en  imam havde været ombord på Dorchester den nat er det tvivlsomt om han ville have overladt sin redningsvest for at redde et medmenneskes liv. Men hvis han havde gjort det ville han helt sikkert have ledt på hele skibet efter den ene person han anså som værdig til redningsvesten - altså en anden muslim

I Amerikas historie har ni feltpræster modtaget .Medall of Honor. Man må formode at deres tro har givet dem en modets rustning, givet dem kraft til at se de voldsomme udfordringer på slagmarkerne i øjnene og yde tjeneste for døde og døende. Når man læser citater om deres udtalelser kan man næsten høre ordene., "Skal jeg end vandre gennem dødsskyggens dal, har jeg dog intet at frygte, for du går ved min side, din kæp og din stav beskytter mig.” Salme 23:4.

De personlige gerninger hos de som prædiker religion er langt mere vægtige end blot at fremføre ord. Forhåbentlig vil det at tænke nærmere over fire feltpræsters uselviskhed og de islamiske imamers selviskhed få os til at overveje over i hvilke af Guds riger vi vil tilbrlnge evigheden,

Lt. Colonel James G. Zumwalt, USMC (Ret.), is a retired Marine infantry officer who served in the Vietnam war, the U.S. invasion of Panama and the first Gulf war. He is the author of "Bare Feet, Iron Will--Stories from the Other Side of Vietnam's Battlefields," "Living the Juche Lie: North Korea's Kim Dynasty" and "Doomsday: Iran--The Clock is Ticking." He frequently writes on foreign policy and defense issues.

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/the-4-chaplains-what-if-1-had-been-muslim?f=must_reads#ixzz56Rnl8Y9p 

Et fordummende skuespil - kongelige bryllupper

Et fordummende kongeligt skuespil

Rick Moran

Manden der er nummer seks som konge af England er blevet gift, og Amerika er gået fra snøvsen.

Hvad betydning har det at være nummer seks i tronfølgen til et embede der ene og alene er afhængig at hvem din far er? Ja, det betyder at fem medlemmer at din familie først skal dø før du kommer til ‘fadet.’ Jo, det ‘fad’ er ganske lækkert. Hvem kunne ikke tænke sig at bo i et tusind år gammelt slot (ærgerligt det er i Skotland) eller have dusinvis af tjenende ånder til at passe og pleje dig og opfylde alle dine ønsker og behov?

Men den livsstil er altså afhængig af at folk mener du fortjener en sådan velstand og sådanne privilegier fordi du tilfældigvis er så heldig at være ophav af en tåbe med store ører, hvis mor nu for tiden kaldes “Queen.”

Jeg synes det er noget frustrerende at borgere i vor republik er så forhippet på hvad der sker i en familie der mener at ‘blodlinjen’ er yderst vigtig. Endog nogle i Hollywood forekommer ikke at være imponerede.

Men midt i den pågående mediehype, er det så noget folk faktisk går op i?

Selv i Hollywood har reaktionen været blandet.

"Jeg er fuldstændig ligeglad” fremfører den engelske Iron Man stjerne Paul Bettany, samtidig med at den canadiske sanger/sangskriver Shawn Mendes hævder han “helt sikkert skal se” festivitasen ved brylluppet.

Emma Thompson, må imidlertid været blevet fanget med det forkerte ben ud af sengen. .

"Stop det, stop det bare, OK?" Siger hun til en fåret journalist. “”Hold inde med alt det der snak om det royale bryllup.”

Min TV-Guide har dusinvis af henvisning til kanaler der har brylluppet på programmet - live-tv. Det er ikke blot en medieblødning der er sket, det er direkte kulturel drukning. Vi går til bunds i et ocean af royale trivilaiteter (åh de smukke kjoler) royale intriger (hvorfor er brudens far ikke med? og royale petitesser (se blot på den royale hestevogn).

Jeg spekulerer over hvor mange feminister der vil give efter for skyld over fryden ved at tune ind på og huske med stor velbehag dengang de selv var små piger og drømte om at vokse op som en prinsesse. Offentligt skal og må de forhåne brylluppet på grund af dets ritualiserede konfirmation af patriakatet. Men mere end en feminist flæber, er jeg sikker på, huskende sin barndom.

Jeg ved det udmærket. Det er en kendthedsbegivenhed. Amerikanerne er faktisk ret så ligeglade med det arvefølgemæssige og vil følge med i og stirre intenst med som ved et bryllup i Hollywood. Dog har prins Harry langt mindre krav på kendthed end en tomhjernet gås fra de riges klasse. I det mindste fører disse gæs en på en måde interessant -vildt liv. Prins Harry er farveløs, lugtløs og så almindelig at det gør helt ondt. 

Jeg må bare gentage det som er allermest frustrerende ved Amerikas fascination af dette bryllup som er at vi udkæmpede en blodig revolution for at vi dermed kunne være ligeglade med dette skuespil. Forestil dig hvad en af disse forpinte sjæle ved Valley Forge kunne tænke, hvis han fik et glimt af denne fremtid. Jeg vover at hævde at han hellere ville pakke sammen og dø end at fortsætte kampen.

The Weekly Standard har et svar på det:

For det første siger offentlighedens fascination over udenlandske, - især briternes - royale langt mere om os selv og om menneskets natur end om prins Harry og hans bedstemor Queen  Elizabeth II og hendes stadig større flok af afkom. Siden midt det 19. århundrede har den britiske kongefamilie helt bevidst dyrket sit image af at være en familie, og ikke blot en tilfældig samling af onkler med parykker, kvindfolk med adelstitler og udenlandsk fødte der hævder at gøre krav på en tusind år gammel trone. Dette har ikke alene ført til at Windsor har siddet sikkert i ‘sadlen’ som symboler på staten, mens diskuterende politikere har haft regeringsledelsen, den har også skabt en evig folkelig interesse i glæderne og sorgerne, i personerne og deres levevis i den royale klan. 

Det burde betones at deres navn ikke er “Windsor.” Deres “familie” navn er faktisk Saxe-Coburg og Gotha, som den kongelige familie fandt yderst ubelejlig under 1. Verdenskrig og derfor ændrede. Trods alt var Kejser Wilhelm barnebarn af Queen Victoria.

Jo, vi udkæmpede en revolution for at få uafhængighed af Storbritannien, men vor virkelige kamp var med Parlamentet ikke den siddende monark. Faktisk havde mange af Founding Fathers et håb om at King George III ville have sympati med deres besværligheder og de anmodede ham om at gribe ind overfor Parlamentet på deres vegne.

Når alle statuer af King George blev revet ned og smeltet om til geværkugler betyder det så ikke at kolonisterne var vrede på kongen? Ikke som sådan i det mindste ikke før the Declaration. Men så begik Kongen den fejl at indgå kontrakt med tusinder af Hessiske lejesoldater der skulle kæmpe på briternes side i Revolutionskrigen. De var med rette kendt for deres brutalitet og vildskab. Enhver rest af sympati hos amerikanerne for kongen gik fløjten.  

Jeg erkender jeg tilhører en minoritet og at mine holdninger for de fleste kan forekomme en anelse overdrevne. Men vor fascination af det kongelige bryllup og de royale som et hele er et symptom på en råddenskab der gnaver i vor republik.

At tillægge denne begivenhed en vigtighed langt ud over hvad er berettiger fører os langt, langt væk fra vore grundlæggende principper der inkluderer den forestilling at det absolut ingen betydning har hvem din far eller familier er. Du skal bedømmes ud fra dine egne gerninger og leve livet ved egen kraft. 

https://www.americanthinker.com/blog/2018/05/a_royally_useless_spectacle.html#ixzz5G1KFzpwb 

Forhud fra små drenge benyttes i forskning

Således benyttes forhud fra små drenge i forskning

SIERRA BLACK

Man kan mene så meget om omskærelse (og jeg ved alle har rigtig, rigtig meget at sige om det emne), men har du nogensinde undret dig over, hvad der sker med forhuden fra de omskårne drenge - efter den er blevet ‘klippet’ skåret bort.?

Som mor til to piger har jeg aldrig måttet tage en beslutning vedrørende omskærelse. Det er sådan set udmærket da jeg tvivler på at min jødiske bedstemor ville have godtaget min beslutning - om jeg havde taget en.

Jeg havde hellerr aldrig spekuleret over hvad ‘skæbnen’ så blev for disse små fragmenter.af afskåren hud.

Det viser sig at disse forhuder der opstår ved omskærelse ‘lever’ et langt og fascinerende ‘liv’ efter de har forladt deres retmæssige ejere.

De benyttes til alt - fra kosmetik til videnskabelige studier.

 

IThe Stir’s Christie Haskell er virkelig gået i dybden med den stort set skjulte branche omhandlende forhuder fra drengebørn.  Forhuden fra et spædbarn har nogle helt særegne celle egenskaber, lig dem man finder i stamceller. Deres anvendelighed, alsidighed betyder at de kan benyttes til at udvikle hudceller.  

Det er årsagen til at de ikke blot kasseres som det sker med andet der bliver tilovers efter en fødsel. Hospitaler sælger dem til virksomheder og institutioner der anvender dem til forskellige formål. Virksomheder kan betale tusinder af dollars for en enkelt forhud. 

Her følger så nogle af de lidt mere pudsige anvendelsesformål:

• Kosmetik: Forhud benyttes til at fremstille sofistikerede hudcremer. Disse hudprodukter indeholder fibroblast celler der vokser på forhuden og udvindes af den. En forhud kan benyttes i årtier som base for fremstilling af fine ansigtscremer som de SkinMedica produkter som Oprah benytter.
• Heling af hud: En babys forhud kan udover anvendelsen til hudprodukter anvendes som heling til ofre for brandsår. Fordi cellerne er yderst fleksible er sandsynligheden for at de frastødes ikke så stor. Nu for tiden kan denne teknologi være med til at redde liv ved at udgøre en ægte hud der kan dække for et åbent sår mens et brandsår heler. Forskere på Harvard og Tufts arbejder på avancerede erstatninger for hud gennem brug af forhuder. .
• Kosmetiske forsøg: Alle de kosmetikprodukter du køber som ikke har været testet på dyr - nogle af dem er testet ved brug af forhuder. De giver bedre resultater, da det jo er menneskehud. Således spares mange forsøgs gnaveres liv.

Følelserne, meningerne om dette emne er til intens debat. Så intens at “inaktivister” for nylig generede en kvinde, hvis baby døde efter en omskærelse.

Det er åbenbart at der der nogle etiske problemer med omskærelse. Nogle forældre betragter det som en religiøs betinget pligt, nogle anser det som lemlæstelse. De fleste synes at indtage en neutral holdning, og tager de beslutninger de mener er bedst for deres børn.

Hvis du virkelig mener at omskærelse er forkert, så kan brugen, til gode formål, af forhuderne efter ‘operationen’ synes at være en pengemaskine for hospitalerne og medicinbranchen. På den anden side udføres der god medicinsk forskning med dem. Når nu en omskærelse har fundet sted er det måske ikke så ringe at forhuden benyttes til noget positivt.

Jeg er forundret over hvor lidt kendt dette er. Jeg nævnte det for min mand i løbet af weekenden, og han blev chokeret over at erfare at de små drenges forhuder benyttes til medicinsk forskning og brug. Så måtte han dog konstatere at han arbejdede med dem hver dag i sit eget forskningslaboratoirum. Han havde dog aldrig tænkt nærmere over at disse “menneskeforhuder” sådan set stammer fra nyfødte drengebørn.

https://www.babble.com/mom/3-strange-uses-for-infant-foreskins/

Masser af olie - trods dystre forudsigelser

Masser af olie - trods dystre forudsigelser

David Deming

U.S. produktionen af råolie  er nu cirka 10 millioner tønder om dagen og matcher nu højdepunktet der nåedes i 1970.  The Energy Information Administration regner med at U.S. olieproduktionen i år vil være den højeste nogensinde. Lad os håbe det bliver sidste ord i teorierne om, hvor meget olie der er.

Som ung geologistuderende i 1981 blev jeg undervist i at olieproduktionen i U.S. ville følge en klokkeformet kurve. Den havde nået sit højdepunkt i 1970 og nu var den uundgåeligt på vej nedad. Logikken bag var at det var uundgåeligt. I tidsaldrenes løb har den geologiske proces genereret en vis mængde at uerstattelige olievæsker i jordens skorpe. Når først disse er væk, brugt så er det for altid. Den absolut nødvendige slutning var, at vi skal lave om på hele vor industrialiserede civilisation ved at gå over til bæredygtige energikilder. Jo længere vi tøver, des større chokeffekt ved nedgangen i energiforsyningerne når dette indtræffer.

.

Peak oil theorien fandt man på i 1965 ved den amerikanske geolog M. King Hubbert. Hubbert forudså, mente, at olieprdouktionen i U.S. ville nå sit højdepunkt mellem 1965-1970. Hubberts model blev åbenbart valideret tidligt i 1970’erne da produktionen vitterligt begyndte at gå ned. Teorien blev et ‘evangelium’ for en generation af geologer. Da oliepriserne så kollapsede til nær 10 dollars per tønde sent 1998, gav det nogle af os et pusterum. Men i sommeren 2008, da olieprisen  per tønde nåede op på 150 dollars blev Hubberts forudsigelser om mangel valideret. I 2010 proklamerede Nobel Pris vinderen Paul Krugman, at “peak oil øjeblikket er kommet.”

Hvad skete der? Teorien om Peak Oil var fra begyndelsen fejlbehæftet. Dog er det sandt at mængden af olie i Jordens skorpe er fast, men det er vanskeligt præcist at anslå mængden af den olie der økonomisk set kan udvindes. Produktionen er afhængig af teknologien, og det er umuligt rimeligt sikkert at forudsige fremtidige teknologier. I de sidste 10 år har ingeniører perfektioneret teknikker med horisontal boring og hydraulisk brydning.  Disse teknologier tillader os at producere olie direkte fra skiferlag, det mest almindelige stof i klipperne. Enorme ressourcer man engang mente ikke kunne udvindes er nu økonomisk levedygtige. For 30 år siden, var enhver tale om at producere olie af skifer anset som komplet latterligt.

I 1920’erne estimerede the U.S. Geological Survey at “verdens forsyning af brugbar benzin” ikke var større end 60 milliarder tønder.  Det var forkert. Verden har allerede produceret 1400 milliarder tønder olie. Over hele verden er der cirka 1,700 milliarder af olie i reserve – næsten en 60 årig forsyning ved nuværende produktionsrate. Og størrelsen af de endelige ressourcer er sandsynligvis større end 10 billioner tønder.

Peak Oil forudsigelserne og andre Malthus varsler om ressourcebegrænsning har i årtier gentagne gange været fyldt med fejl.  Men de folk der fremfører disse falske ulykkesvarsler om dommedag er farvet af ideologi. Bæredygtige energikilder som vind og sol portrætteres som moralsk overlegne.  Tendentiøse lovprisninger af bæredygtige energikilder ser helt og aldeles bort fra deres indbyggede begrænsninger. Disse fejl er politiske eller teknologiske. De stammer fra fysikkens og kemiens love og kan med stor sandsynlighed ikke overvindes i den nærmeste fremtid.

Olie og andre fossile brændsler vil fortsætte med at være vor primære energikilder helt frem til slutningen af dette århundrede fordi de har fire kæmpe fordele.

Sammenlignet med de blæredygtige er fossile energikilder ikke omkostningstunge, de er pålidelige, der er rigeligt af dem og de er koncentrerede. 

Tiden med olie er så langt fra at være i nedtur. Vi er dårligt nok begyndt at udvinde ellers ukonventionelle olieressourcer. Den vestlige del af U.S. indeholder alene mindst 2 billioner tønder i skiferformationerne. Med det nuværende årlige forbrug i U.S. på 7,2 milliarder tønder svarer det til 278 års forbrug. 

Med tiden vil verden gå over til Kernekraft energi fordi det er der energien er. Men der er ikke noget videnskabeligt belæg for at denne ændring vil finde sted i læserens generations levetid.

Politiske forsøg på at kontrollere energimarkederne af ideologiske årsager kan blot resultere i stærkt forhøjede energipriser og give fald i menneskets velstand.

David Deming is a geologist, professor of arts and sciences at the University of Oklahoma, and author of the series Science and Technology in World History.

Mysteriet bag et nys

Mysteriet bag et nys Vi nyser alle. Ofte kan vi ikke kontrollere det - “en halvautomatisk luftudtømning fra lungerne gennem næse og mund,” som Wikipedia så antiseptisk beskriver et nys. Af en eller anden grund fornemmer vor krop et behov for at udsynge sekret fra vor næsehuler. Men det ved du jo allerede - vi nyser alle. Men det er ikke os alle der siger atjuu. Nys har følgeskab af lyden -- “atjuu” på dansk, "hatschi" på tysk, "hakshon" på japansk; listen fortsætter. Ordet vi bruger for lyden er onomatopoetisk - det efterligner lyden som vi associerer med selve nyset. Engelsktalende mener at nyselydene lyder som "achoo," og derfor er  "achoo" det ord de benytter. Undtagen. Det er muligvis noget bagvendt. I virkeligheden er den lyd vi frembringer når vi nyser - en lyd vi ikke kan kontrollere, i bedste fald - minimalt. Men fordi vi tror et nys skal lyde som et "achoo," så er det den lyd vi finder på når vi nyser. Svært at følge med? Vi ser nærmere på det.. I 2013, skrev den delvist døve journalist Charlie Swinbourne en blogpost om nyselydene.. Det kan forekomme en anelse mærkeligt at en delvist døv journalist er interesseret i fænomenet, men det er der en grund til Han hører godt nok til at kunne skelne, med hans egne ord, “en tydelig forskel i den måde folk nyser.” Og hvad han bemærkede var, igen med hans egne ord, at “hørende synes at lave ah-choo lyden, men det gør døve ikke." Med andre ord opbygges “achoo” ikke ved selve nyseakten. Vor svarmåder på et nys er forresten kulturelt betinget. feks. “prosit” eller på engelsk “bless you” noget vi med tiden har tilegnet sproge per the BBC. Lyden af et nys er ikke medfødt der er altså noget vi tilegner os hen ad vejen. Popular Science forklarer: "Nys forårsager lyd som mennesket ikke kan kontrollere, men mennesker kan modificere lyden alt efter hvad man finder socialt passende.” Døve kan ikke høre lyden og får den heller ikke som en “kulturel vane.” Igen ifølge BBC “synes døve, især brugere af tegnsprog ikke at ordet achoo på engelsk skal føjes til tegnsproget, selvom det er så almindeligt og naturligt hos alle.” Eller som Swinbourne siger det: “når hørende fornemmer at et nys er på vej sender deres hjerne et advarselssignal lydende: ADVARSEL DU ER VED AT NYSE: HVIS OFFENTLIGT VÆR NU DISKRET.!’ Og på et splitsekund kommer så det der Ah-choo,” Når det er sagt kan vi muligvis ikke kontrollere hvordan vore nys lyder -- så føl dig ikke skidt tilpas hvis du har et besynderligt eller højltydt achooooooo.

Bonus fakta:  NOgle mennesker - cirka 25% af befolkningen - får en ubædnig trang til at nyse hvis de ser op mod f.eks. solen eller andet skarpt lyv. Officielt kaldes det "photic sneeze reflex " men kaldes ofte "Autosomal Dominant Compelling Helioopthalmic Outburst Syndrome." Valget af de ord, hvis du ser bort fra “Dominant” og opdeler "Helioopthalmic" i to, giver akronymet -- "ACHOO Syndrome."

<iframe width="560" height="315" src="https://www.youtube.com/embed/e69XZJ9DEj0" frameborder="0" allow="autoplay; encrypted-media" allowfullscreen></iframe>