Et kig på det Nye Europa fra Prag
Sådan ville det kunne have været
Tirsdag den 20. februar Det første gang vi er i Prag, og udover et par besøg i Berlin er det K’s første rejse i et land der engang tilhørte Warszawapagten. I. dag besøgte vi museer og andre kultur attraktioner, vi gik gik og gik og gik - fik en god fornemmelse af byen, menneskene.
Efter adskilliger timers vandring i de snævre gader og brostensbelagte pladser, domineret af kirker kom vi tilbage til vort hotel. Efter at have nydt et par gin og tonic lagde jeg mærke til at K havde tårer i øjnene. Jeg betragtede ham spørgende. Han kunne knap få ordene frem.
“Jeg er så vred på mit lands regering,” eksploderede han. Det land er Norge.
K. forklarede. Vi havde netop brugt en del tid i Prag og han havde passeret - guderne må vide - tusinder af mennesker. Ikke en eneste gang havde vi set en hijab. Ej heller en niqab eller bruka.
“I denne store by, ikke en eneste.” Og i den lille by vi bor i - i Norge - langt ude i landet - skal man blot de ud af vinduet i et minut og så har man set en.”
Islamiseringen af Vesteuropa har været et emne vi meget ofte taler om - og det i næsten tyve år. Vi har givet udtryk for vrede, frustration, håbløshed, kynisme. Dog har jeg aldrig set ham få tårevædede øjne.
Vi har boet i Oslo nu i 12 år. I løbet af de år er den muslimske befolkningsandel vokset støt. Og også procentdelen af muslimske kvinder med hovedtørklæder. I løbet af de første år i Oslo så vi ikke en eneste niqab, altså den der dækker alt undtagen øjnene, ej heller en burka der også dækker øjnene. Gradvist er det blevet et almindeligt syn.
For 7 år siden flyttede vi til den lille by hvor vi nu bor. Den er også blevet gennemsyret af hijab - og af og til niqab.
I 2002, blev jeg kaldt alarmist. Hvis du havde spurgt mig dengang om jeg 16 år senere ville kunne gå blot nogle få boligblokke på gaden i en fjerntliggende norsk by som vores uden at se en hijab ville jeg havde sagt - den forvandling vil aldrig ske.
Hvor tog jeg dog grundigt fejl.
I årenes løb har vi rejst meget i Vesteuropa til andre steder hvor den samme islamiseringsproces foregår. Efter en stund forekommer det næsten helt naturligt - skæggede mænd i djellaba, kvinder med hijab, de allestedsværende barnevogne og klapvog og en hoben børn. selv de små kan være iført hijab.
Men nu er vi i Prag og for K er den blotte mangel på islamisk tilstedeværelse næsten en åbenbaring. Han er blevet virkelig opmærksom på hvad der sker med hans land, men nu i Prag, er det i sandhed gået op for ham hvilken rædsel det er - en mavepuster.
Lørdag den 24. februar Stadig ingen hijab at se..
Her til morgen gik jeg endnu en lang tur, og kom forbi familier som jeg kunne se var på vej hjem fra Shul. Der er adskillige synagoger i kvarteret. En lille jødisk dreng løber glad på fortovet, hans far ‘jagter’ ham og svinger ham op i sine arme. Han ser mig og smiler. Der er ingen tegn på den frygt der i stadig større grad får jøder i byer i Vesteuropa til at holde lav profil, ikke gå med yarmulkes, flytte til USA eller Israel. Her er jøder i sikkerhed.
Her på vores hotelværelse gennemser jeg nogle norske nyhedssider på min laptop. På document.no, læser jeg at Oslos politchef, Janne Stømner, benægter enhver forbindelse mellem kriminalitetsraten der er voldsom i den østlige del af Oslo og så indvandrerne. (IJeg undersøgte dette forhold for nylig i City Journal.) Hun hævder at de som overtræder lovene er “vore egne teenagers.”
Hos resett.no, er der et indlæg om en pris til året vigtigste kommentator om sociale forhold. Vinderen - en 20 årig hijab klædt somalisk immigrant Sumaya Jirde Ali. Det er anden gang på et år hun bliver hyldet. (sidste måned vandt hun en pris for “civic courage.”) Ved accept af prisen nævnte Ali Sylvi Listhaug, det norske Stortingets eneste fornuftens stemme om immigration. Her er hvad Ali sagde “Fuck dig Sylvi Listhaug.”
Ifølge Resett, jublede publikum, bestående af Oslos kulturelite begejstret.
(Denne udtalelse af Ali er ikke usædvanlig. Hun har tweetet “ “F**k diplomatisk debat. F**k politiet.”)
Endelig har rights.no en artikel af Hege Storhaug om somaliere der har fået lov at bosætte sig i Norge fordi de vist kommer fra en forfejlet stat - men som dog sender deres børn i skoler i samme “forfejlede stat” for at beskytte dem Vestens mod værdier. Dette udbredte fænomen blev diskuteret på TV forleden. Fremskridtspartiets Jon Helgheim, der som Storhaug bemærkede, havde intet kritisk af sige om det.
“Vi fik at vide at hvis vi stemte på Fremskridstpartiet,” sagde K ved hotellets bar, så “ville tingene blive anderledes. Men intet er forandret!” Han har ret.
I årevis lovede Fremskridtspartiet at hvis man stemte det til magten, så ville Norge blive reddet fra en sindssyg indvandringspolitik. Nuvel, partiet er nu en del af regeringen. Lederen Siv Jensen, er Finansminister. Listhaug er medlem af partiet og hun er barsk i sin tale. Men hvilket nødvendige skridt har hendes parti taget for at føre Norge bort fra landets styrtløb mod ødelæggelse? Ingen.
Norge har indflydelse i EU. Norge pumper milliarder ind i den rotterede. Tjekkiet er netto modtager af EU midler. Ikke desto mindre, sammen med Ungarn og Polen står man tappert op mod EU presset - man vil ikke være med til at Vesteuropa ødelægger sig selv. I dette land med 10.5 millioner mennesker er der blot 3500 muslimer. I Prag er det derfor muligt for jeg og K at erfare en kraftig påmindelse om hvad byer som Oslo, for ikke så lang tid siden var, og hvad man kunne vende tilbage til om ikke for de uansvarlige tåber der regerer.
Mandag den 26. februar. Vi vender hjem. Det samlede antal kvinder med hijab vi har set i Prag i løbet af ugen 0. Antal minutter i Norge efter vor hjemkomst før vi så en med hijab 0.
Hun betjente bagageudleveringen i Oslo Airport.
Bruce Bawer is the author of “While Europe Slept,” “Surrender,” and "The Victims' Revolution." His novel "The Alhambra" has just been published.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar