Historien lærer os at vi skal handle mens der er tid - tager vi ved lære?
Med over tretten millioner beboere er (Konstantinopel) Istanbul langt den største by i Europa. For en besøgende præsenterer den gamle bydel sig som en forvirrende labyrint af snævre gader, ‘halshuggede’ byhuse, og snævre pladser med vejrbidte monumenter. Nu til dags er det imidlertid kun få vesterlændinge, der er bekendt med stedets tragiske historie.
Da vi i alt for lang tid har benægtet vores kristne oprindelse og konstant bliver indoktrineret af revolutionære aktivister til at hade vores oprindelse, vores arv er historien i store træk blevet fornægtet. Svigtende videnskabelig tradition og integritet, spiller vi med på den offerkrænkende opdeling af Vestens skyld og ikke Vestlig uskyld. Prisen for akademisk kujoneri i Vesten, kompliceret af dårlig uddannelse og almindelig uvidenhed kan meget vel vise sig at være for høj.
Konstantinopel havde ført et turbulent liv. Grundlagt i 324 på stedet med en eksisterende by, Byzans, hvis historie ifølge Herodot daterer sig tilbage til 667 BC, blev den erklæret hovedstad i Det Romerske Imperium i 330. Efter germanske stammer havde løbet Det Vestromerske Imperium over ende i 376-476 flygtede de invaderende selv fra hunnerne, og byen genvandt sin position som det administrative og kulturelle center for Det Østromerske Imperium indtil den Osmanniske sejr i 1453. I over tusind år måtte arvingen til den Hellenske-Romerske civilisation erfare vekslende perioder af velstand og modgang.
Image: Siege of Constantinople (Philippe de Mazerolles, ca. 1460)
Det som forseglende Det Romerske Imperiums skæbne var det som kan kaldes “civilisationsmæssig udmattelse” og en manglende evne til at inddæmme de invaderende krigeriske stammer. Frem for en videnskabelig og artistisk uopmærksomhed var kollapset af Vest Rom Imperiet grundet en ubeslutsom (delt, inkompetent) central regering, med udpræget dekadence og faldende fødselsrater. En lignende nedtur markerede det Øst Romerske Imperium der kom under stadig større pres fra Seljuk tyrkerne (osmannerne( og bulgarerne. I det lange løb kunne hverken Vest Rom eller Øst Rom modstå de invaderende masser med de respektive hedenske og islamiske trossystemer.
Et trist efterspil var skabelsen af Det Latinske Imperium Konstantinopel. Lederne af Det Fjerde Korstog, en indsats oprindeligt med det formål at generobre Jerusalem fra muslimerne, vendte sig mod deres kristne brødre, der var frustrerede over de forfejlede intriger, og forræderisk besluttede de at forlade byen. I 1204 erstattedes det Ortodokse med en katolsk kejser, der opdelte provinsen i vasalstater for at belønne konspiratorerne. Efter en lang periode med nedtur, blev Byzans Imperiet genoprettet i 1261.
At kristne kunne være så ubetænksomme at bekrige hinanden fremfor at slutte sig sammen og konfrontere den eksterne fjende fra øst var som en genopførelse af den rædselsvækkende rivalisering i de græske bystater, i skyggen af det ekspanderende Achæmenediske Rige. Der er således også paralleller til nyere historie.
Hvis vi lader det Dante lignende blodbad i 1. Verdenskrig ligge, et monument over kristen selvmorderisk indstilling, har Europas magter spillet hasard med civilisationen igen og igen. Frem for at tillade at Det Russiske Imperium kunne ekspandere på bekostning af Det Osmanniske Imperium og indtage Konstantinopel valgte både briterne og franskmændene at gå ind i Krimkrigen på osmannernes side - af hensyn til “magtbalancen” i Europa. Og i disse år fører Rusland krig mod kristne “udbrudsprovinser” (e.g. Georgien, Ukraine), som de opfattes som, samtidig med man søger venskabelige forhold med muslimske stærke mænd fra regionen. Det er som om det kristne selvmordsorgie aldrig vil slutte. Vi fortsætter med at tage kortsigtede beslutninger, som om vi ikke kan se forskel på ven og fjende.
Kristne er blevet udstødt fra Levanten, Mesopotamien og Nordafrika. I Kaukasus, lider armenierne, og georgierne for at få suverænitet i deres respektive lande, de er som en sandwich mellem muslimske nationer i øst og vest. Ildevarslende er det at forventningerne ikke er meget lysere i Vesteuropa, hvor stagnerende befolkninger - i en ondsindet spiral af materiel overbærenhed, åndelig ‘fattigdom’ (herunder historisk manglende klarhed) og masochistisk selvtvivl - ydmyger sig foran en fjende med en overherredømmeindstilling, Islam, der har ført krig mod dem siden det syttende århundrede. Ikke desto mindre, med de uimodståelige masse migrationer har man tilladt at den ekspanderer uhindret midt i deres samfund.
Så sent som efter 2. Verdenskrig udgjorde kristne flertallet i Konstantinopel. Og efter 2. Verdenskrig var det kristne flertal i Libanon intakt. I mellemtiden er krigen mod kristne eskaleret. Det mest virksomme våben i den krig er i sidste ende demografisk. I den henseende har intet ændret sig siden tidernes begyndelse. Takket være statsstyrede massakrer, besværligheder i samfundet og tvangsflytninger, er de kristne flertal blevet til minoriteter. Omvendt er de nye majoriteter vokset eksponentielt, grundet højere fødselsrater og man overtager hele byer og lande.
Andelen af kristne i Tyrkiet faldt fra 20–25% i 1914 til cirka 2% i 1927 — og i dag er det faldet til så lavt som 0.2–0.4% Imidlertid er de islamiske nationalister ikke færdige med ‘arbejdet.’ På denne baggrund fandt den såkaldte “Istanbul progrom” sted i 1955. De overlagte overgreb og orkestreret af det herskende parti (og et antal sikkerhedsbureauer) var rettet mod græske borgere i Konstantinopel. Som det også er sædvane i politistater, som Iran, når der er brug for at give “regerings repression” ved “gadeuorden” bliver væbnede banditter fra provinsen bragt ind.. Mennesker, man identificerede som grækere, men også armeniere og jøder, blev overfaldet, og ejendom tilhørende kristne blev plyndret og brændt ned.
Ligesom Nazi myndighederne på Kristallnacht i 1938, var det tyrkiske politi med i denne pogrom, det forblev passiv under pøbelovergrebene indtil der kom en deklaration om undtagelsestilstand. Derpå intervenerede hæren fulgt af ni lange timer med iscenesat anarki. Ud af de anslået 65000 indbyggere af græsk herkomst der levede i Konstantinopel i 1955, er der blot sølle 2500 tilbage i dag.
I store træk er tyrkiske nationalister sluppet godt afsted med deres forbrydelser siden 1955. Det er næppe uden god grund at man må formode at de er blevet opmuntret, tilskyndet af de ting der fandt sted, fra begyndelsen af århundredet. I tråd med denne formodning, og åbenbart uden at tage hensyn til international lov og retfærdighed, invaderede de Cypern i 1974.
Idet man stoler blindt på, at amerikanerne kommer og redder dem, som de gjorde i 1 Verdenskrig og 2. Verdenskrig, er vesteuropæerne blevet blødsødne og eftergivende.
De siges at tro på “den bløde magt.” Imidlertid er det en fiasko i lyset af uforsonlige fjender, der ønsker at bedrage og dominere andre. Siden 1979 har europæerne benyttet "kritisk dialog” med Teherans mullaher - uden succes. I årevis har europæerne forsøgt at føje sig russerne for at opnå en fredelig sameksistens ved at øge handlen med Rusland - uden succes.
Med et påtrængende krav om militær mobilisering, og masseproduktion af krigsmateriel er beslutningstagerne i Bruxelles paralyserede over bekymringer om velfærdsgoderne og klimaforandring -- Der kræves styrke og sund dømmekraft for at være en god leder. Og nationer har brug for gode ledere for at overleve. Historien lærer os noget om hændelser og tendenser der udfordrer viljen og evnen hos en nation for at overleve.
Det blev til selvhad ved marxister og islamister og vi afskyr vor plads i historien. Det er nøgternt at se på kristnes åg i deres oprindelseslande efter islamisk erorbring. De som vildleder os med fortællinger om “hvide kristnes” imperialisme skjuler den kendsgerning at Kristendommen gik forud for islam i den gamle verden. Krigere fra Rshidun Kalifatet på den arabiske halvø fik først kristne til at flygte langs Middelhavet. Fra Guinea bugten til Bengalen er der pågående forfølgelse af kristne med overgreb, plyndring og vandalisme.
Kujonerne, der faktisk tror de får endnu en chance fra oven hver gang de falder er med den indstilling - idioter. Konstantinopel var en funklende hovedstad i et imperium der stod over tusind år. Imidlertid lod det sig forlede ved ideologisk overherredømmeindstilling og ubegrænset brutalitet. Filosofiske-videnskabelige ideer og teknologisk overlegenhed kan give fordele på kort sigt. I sidste ende er det imidlertid de som viser tro på skæbnen og finder løsninger der fremstår sejrrige.
Tragedien med Konstantinopel burde være en påmindelse til alle der tilhører det kristne samfund om at stå op imod defaitisme, komme til fornuft og redde civilisationen mens der endnu er tid. Ellers kan vi blive udslettet..
https://www.americanthinker.com/articles/2025/04/acting_on_the_lessons_of_history.html