Historien lærer os at vi skal handle mens der er tid. Vil vi lære?

 

Historien lærer os at vi skal handle mens der er tid - tager vi ved lære? 

Lars Møller

Med over tretten millioner beboere er (Konstantinopel) Istanbul langt den største by i Europa. For en besøgende præsenterer den gamle bydel sig som en forvirrende labyrint af snævre gader, ‘halshuggede’ byhuse, og snævre pladser med vejrbidte monumenter. Nu til dags er det imidlertid kun få vesterlændinge, der er bekendt med stedets tragiske historie. 

Da vi i alt for lang tid har benægtet vores kristne oprindelse og konstant bliver indoktrineret af revolutionære aktivister til at hade vores oprindelse, vores arv er historien i store træk blevet fornægtet. Svigtende videnskabelig tradition og integritet, spiller vi med på den offerkrænkende opdeling af Vestens skyld og ikke Vestlig uskyld. Prisen for akademisk kujoneri i Vesten, kompliceret af dårlig uddannelse og almindelig uvidenhed kan meget vel vise sig at være for høj. 

Konstantinopel havde ført et turbulent liv. Grundlagt i 324 på stedet med en eksisterende by, Byzans, hvis historie ifølge Herodot daterer sig tilbage til 667 BC, blev den erklæret hovedstad i Det Romerske Imperium i 330. Efter germanske stammer havde løbet Det Vestromerske Imperium over ende i 376-476 flygtede de invaderende selv fra hunnerne, og byen genvandt sin position som det administrative og kulturelle center for Det Østromerske Imperium indtil den Osmanniske sejr i 1453. I over tusind år måtte arvingen til den Hellenske-Romerske civilisation erfare vekslende perioder af velstand og modgang. 

Image: Siege of Constantinople (Philippe de Mazerolles, ca. 1460)

Det som forseglende Det Romerske Imperiums skæbne var det som kan kaldes “civilisationsmæssig udmattelse” og en manglende evne til at inddæmme de invaderende krigeriske stammer. Frem for en videnskabelig og artistisk uopmærksomhed var kollapset af Vest Rom Imperiet grundet en ubeslutsom (delt, inkompetent) central regering, med udpræget dekadence og faldende fødselsrater. En lignende nedtur markerede det Øst Romerske Imperium der kom under stadig større pres fra Seljuk tyrkerne (osmannerne( og bulgarerne. I det lange løb kunne hverken Vest Rom eller Øst Rom modstå de invaderende masser med de respektive hedenske og islamiske trossystemer.

Et trist efterspil var skabelsen af Det Latinske Imperium Konstantinopel. Lederne af Det Fjerde Korstog, en indsats oprindeligt med det formål at generobre Jerusalem fra muslimerne, vendte sig mod deres kristne brødre, der var frustrerede over de forfejlede intriger, og forræderisk besluttede de at forlade byen. I 1204 erstattedes det Ortodokse med en katolsk kejser, der opdelte provinsen i vasalstater for at belønne konspiratorerne. Efter en lang periode med nedtur, blev Byzans Imperiet genoprettet i 1261.

At kristne kunne være så ubetænksomme at bekrige hinanden fremfor at slutte sig sammen og konfrontere den eksterne fjende fra øst var som en genopførelse af den rædselsvækkende rivalisering i de græske bystater, i skyggen af det ekspanderende Achæmenediske Rige. Der er således også paralleller til nyere historie. 

Hvis vi lader det Dante lignende blodbad i 1. Verdenskrig ligge, et monument over kristen selvmorderisk indstilling, har Europas magter spillet hasard med civilisationen igen og igen. Frem for at tillade at Det Russiske Imperium kunne ekspandere på bekostning af Det Osmanniske Imperium og indtage Konstantinopel valgte både briterne og franskmændene at gå ind i Krimkrigen på osmannernes side - af hensyn til “magtbalancen” i Europa. Og i disse år fører Rusland krig mod kristne “udbrudsprovinser” (e.g. Georgien, Ukraine), som de opfattes som, samtidig med man søger venskabelige forhold med muslimske stærke mænd fra regionen. Det er som om det kristne selvmordsorgie aldrig vil slutte. Vi fortsætter med at tage kortsigtede beslutninger, som om vi ikke kan se forskel på ven og fjende.

Kristne er blevet udstødt fra Levanten, Mesopotamien og Nordafrika. I Kaukasus, lider armenierne, og georgierne for at få suverænitet i deres respektive lande, de er som en sandwich mellem muslimske nationer i øst og vest. Ildevarslende er det at  forventningerne ikke er meget lysere i Vesteuropa, hvor stagnerende befolkninger - i en ondsindet spiral af materiel overbærenhed, åndelig ‘fattigdom’ (herunder historisk manglende klarhed) og masochistisk selvtvivl - ydmyger sig foran en fjende med en overherredømmeindstilling, Islam, der har ført krig mod dem siden det syttende århundrede. Ikke desto mindre, med de uimodståelige masse migrationer har man tilladt at den ekspanderer uhindret midt i deres samfund.

Så sent som efter 2. Verdenskrig udgjorde kristne flertallet i Konstantinopel. Og efter 2. Verdenskrig var det kristne flertal i Libanon intakt. I mellemtiden er krigen mod kristne eskaleret. Det mest virksomme våben i den krig er i sidste ende demografisk. I den henseende har intet ændret sig siden tidernes begyndelse. Takket være statsstyrede massakrer, besværligheder i samfundet og tvangsflytninger, er de kristne flertal blevet til minoriteter. Omvendt er de nye majoriteter vokset eksponentielt, grundet højere fødselsrater og man overtager hele byer og lande.  

Andelen af kristne i Tyrkiet faldt fra 20–25% i 1914 til cirka 2% i 1927 — og i dag er det faldet til så lavt som 0.2–0.4% Imidlertid er de islamiske nationalister ikke færdige med ‘arbejdet.’ På denne baggrund fandt den såkaldte “Istanbul progrom” sted i 1955. De overlagte overgreb og orkestreret af det herskende parti (og et antal sikkerhedsbureauer) var rettet mod græske borgere i Konstantinopel. Som det også er sædvane i politistater, som Iran, når der er brug for at give “regerings repression” ved “gadeuorden” bliver væbnede banditter fra provinsen bragt ind.. Mennesker, man identificerede som grækere, men også armeniere og jøder, blev overfaldet, og ejendom tilhørende kristne blev plyndret og brændt ned. 

Ligesom Nazi myndighederne på Kristallnacht i 1938, var det tyrkiske politi med i denne pogrom, det forblev passiv under pøbelovergrebene indtil der kom en deklaration om undtagelsestilstand. Derpå intervenerede hæren fulgt af ni lange timer med iscenesat anarki. Ud af de anslået 65000 indbyggere af græsk herkomst der levede i Konstantinopel i 1955, er der blot sølle 2500 tilbage i dag. 

I store træk er tyrkiske nationalister sluppet godt afsted med deres forbrydelser siden 1955. Det er næppe uden god grund at man må formode at de er blevet opmuntret, tilskyndet af de ting der fandt sted, fra begyndelsen af århundredet. I tråd med denne formodning, og åbenbart uden at tage hensyn til international lov og retfærdighed, invaderede de Cypern i 1974.  

Idet man stoler blindt på, at amerikanerne kommer og redder dem, som de gjorde i 1 Verdenskrig og 2. Verdenskrig, er vesteuropæerne blevet blødsødne og eftergivende. 

De siges at tro på “den bløde magt.” Imidlertid er det en fiasko i lyset af uforsonlige fjender, der ønsker at bedrage og dominere andre. Siden 1979 har europæerne benyttet "kritisk dialog” med Teherans mullaher - uden succes. I årevis har europæerne forsøgt at føje sig russerne for at opnå en fredelig sameksistens ved at øge handlen med Rusland - uden succes. 

Med et påtrængende krav om militær mobilisering, og masseproduktion af krigsmateriel er beslutningstagerne i Bruxelles paralyserede over bekymringer om velfærdsgoderne og klimaforandring -- Der kræves styrke og sund dømmekraft for at være en god leder. Og nationer har brug for gode ledere for at overleve. Historien lærer os noget om hændelser og tendenser der udfordrer viljen og evnen hos en nation for at overleve. 

Det blev til selvhad ved marxister og islamister og vi afskyr vor plads i historien. Det er nøgternt at se på kristnes åg i deres oprindelseslande efter islamisk erorbring. De som vildleder os med fortællinger om “hvide kristnes” imperialisme skjuler den kendsgerning at Kristendommen gik forud for islam i den gamle verden. Krigere fra Rshidun Kalifatet på den arabiske halvø fik  først kristne til at flygte langs Middelhavet. Fra Guinea bugten til Bengalen er der pågående forfølgelse af kristne med overgreb, plyndring og vandalisme. 

Kujonerne, der faktisk tror de får endnu en chance fra oven hver gang de falder er med den indstilling - idioter. Konstantinopel var en funklende hovedstad i et imperium der stod over tusind år. Imidlertid lod det sig forlede ved ideologisk overherredømmeindstilling og ubegrænset brutalitet. Filosofiske-videnskabelige ideer og teknologisk overlegenhed kan give fordele på kort sigt. I sidste ende er det imidlertid de som viser tro på skæbnen og finder løsninger der fremstår sejrrige.  

Tragedien med Konstantinopel burde være en påmindelse til alle der tilhører det kristne samfund om at stå op imod defaitisme, komme til fornuft og redde civilisationen mens der endnu er tid. Ellers kan vi blive udslettet..

https://www.americanthinker.com/articles/2025/04/acting_on_the_lessons_of_history.html

 

Hvad med det menneskelige i AI tidsalderen?

 S.R. Piccoli

Sommeren formodes, i det mindste i teorien, at være årets bedste tid, til at reflektere over sig selv, og de store spørgsmål i vor tid. Måske det varme vejr gør, at det er mere egnet til tænkning end til handling, eller måske er det den enkle kendsgerning, at mange mennesker er på ferie og endelig har tid til at tænke over tingene. Uanset hvad, at tale om kunstig intelligens (AI) nu om stunder er i praksis ikke til at komme udenom. 

For hver intelligent og indsigtsfuld ting vi læser eller hører om dette enorme og komplekse emne er der utallige tåbelige eller banale udtalelser der multiplicerer sig som the Gremlins i filmen fra 1984. En roman som Klara and the Sun (2021) af Kazuo Ishiguro, med dens humanistiske tilgang til AI er et eksempel på førstnævnte, de konstante over simplificeringer der oversvømmer både de gamle som nye medier, et perfekt eksempel på sidstnævnte.

En ting er sikker. At tale om A.I. handler i sidste ende om at der tales om mennesker. Fordi ingen teknologi, selv ikke den mest avancerede, er intet andet end kodelinjer eller algoritmer. Det ender altid med at være en refleksion af vores ønsker, de ting vi frygter, vores begrænsninger og vores håb. Det er ingen overraskelse at i denne tid, hvor AI hurtigt gennemsyrer hver del at vores liv, at vi er vidner til spænding og uro, med rod i de oldgamle spørgsmål som filosoffer og digtere har stillet i årtusinder: Hvem er vi? Hvad kan vi blive? Hvad er vores skæbne?

Således at se tilbage på de store tænkere og skribenter fra historien føles ikke blot interessant, med nødvendigt.

Nietzsche, for eksempel ville smile af noget af den frygt der er ved AI. Han brugte sit liv på at opfordre menneskeheden til at udfylde sit sande potentiale - “Bliv hvem du er!” sagde han - og han ville sandsynligvis mene. at hvis der kræves AI for at befri os fra kedsommelige opgaver, rutinearbejde, bogholderi eller endeløse emails, så er der intet forkert i det. Det kunne endog være en slags Dionysisk befrielse: “Lad maskinerne klare papirarbejde så vi kan danse, skabe noget, eller se solen gå ned."

Ralph Waldo Emerson, den store stemme for amerikanske transcendentalisme - en tænker Nietzsche i sandhed beundrede - ville sandsynligvis være enig. Han skrev, “Det som ligger bag os og det som ligger foran os er småting sammenlignet med det som ligger i os.” Emersons tro på individets magt, og på menneskelig fremskridt ville ikke være rystet af udfordringerne ved AI. Han ville muligvis have anset det som et værktøj til at forstærke menneskets potentiale - så længe vi bliver tro mod vor indre stemme. Brugt klogt, kunne AI blive en allieret i vor rejse mod selvbestemmelse og ikke en tyran. 

Dog kan vi ikke ignorere risiciene for overdreven begejstring eller arrogance. Teknologi, som Platon udmærket vidste, er en skøn sirene. Men den kan også bedrage os. Den får os til at tro alt er muligt for os - endog genskabe selve bevidstheden. Og dog er det morsomt at tænke over at Platon, al sin storslåethed til trods, aldrig kunne have forestillet sig Chat GPT, manipulerende videoer eller algoritmer der kan skrive digte eller kærlighedsbreve.  Dog svæver hans spørgsmål stadig i luften over idealernes rige: Hvad er mennesket? Og hvad vil vi blive når maskinen taler vores sprog? 

Lad det være tydeligt: AI er i sig selv ikke noget der skal skræmme. Det som er skræmmende er menneskeheden. Shakespeare forstod det udmærket. I Hamlet, skrev han, “What piece of work is man!”  Jo fantastisk og ædelt... men også forræderisk, smålig og brutal. Inderst inde ved vi alle at det virkelige uhyre  ikke er inden i maskinerne.... det er inde i folk. Nietzsche ville kalde det vores vilje til magt. Eller måske er det ganske enkelt vores oppustede ego, som hos den romerske kejser Tiberius, som Montaigne forhånede for at være mere bekymret for sit eftermæle end om at leve et godt liv blandt sine samtidige. Jovist, fantastisk, og ædelt...men også forræderisk, småligt og brutalt. 

Også Dante vidste dette. Han kortlagde en hel rejse gennem Helvede, Skærsilden og Paradiset for at vise at mennesker mister sig selv - og finder sig selv igen. Hvis i dag vi forsvinder blandt dimser og duppeditter, er det måske ganske enkelt den samme gamle selva oscura, hvor den rette vej er let at miste. Hvem ved, om en algoritme nogensinde ville kunne være vores Virgil og føre os ud? Måske - i det mindste når det drejer sig om at give anvisninger på vejen hjem på Google Maps.

Naturligvis skal vi være årvågne. Faren er at vi bliver så vant til komfort at vi begynder at uddelegere ikke kun vores opgaver, men også vores tænkning, vores kritiske ånd, og vores historie erindring - at vi begynder at betragte maskinen som et orakel der ikke kan fejle.

Det er ved sådanne lejligheder at vi hører Montaignes lettere melankolske påmindelse til os, “Jeg underviser ikke, jeg fortæller en historie.” Nuvel AI fortæller også historier. Problemet er, at den ikke nødvendigvis fortæller sandheden. Og der er en kæmpe afgrund, en der mindre tilhører teknologiens rige og mere tilhører domænet med menneskelig dømmekraft. 

Vi burde ikke give efter for ideen om en AI igangsat apokalypse. Men vi bør så absolut være bekymret over en apokalypse af menneskets ånd - om mennesker der standser med at stille spørgsmål. Her er den virkelige fare. 

Den største risiko er at holde inde med at stille spørgsmål om hvem vi er, hvorfor vi lever og hvad vi sådan set ønsker. Og hvis der er en lektion som klassikerne - fra Platon til Shakespeare, fra Dante til Montaigne - lærer os, er det at det at tvivle er liv. At der ingen sandhed er uden modsætning. Og at somme tider, som Sofokles sagde, “det ikke at vide noget er det sødeste liv.” 

Måske vil AI tvinge os til at redefinere hvad det vil sig at være menneskelig. Måske vil AI gøre os klogere. Eller gøre os dovnere. Eller begge på en gang. Men jeg ville holde af at tro at vi vil lære at benytte det som et spejl hvori vi kan se os selv mere klart, meget ligesom Montaigne i sit tårn omgivet af hans tusinder af bøger og de græske og latinske maximer (sætning der kort udtrykker en leveregel eller et grundlæggende princip) skåret ind i bjælkerne. 

Og her, måske vil vi endelig indse, at hvis fremtiden skræmmer os, er det ikke på grund af AI. Det er os selv. På grund af vores arrogance. Eller vores dovenskab.

Det bør betones, at menneskeheden aldrig har været nærmere på at blive ægte mester - af sig selv. Vi skal huske, at maskiner kan imitere mange ting -- men ikke de hurtige hjerteslag i et menneske ved synet af en solnedgang, eller mysteriet i en sjæl der spekulerer på hvorfor den eksisterer. 

Samuel Robert Piccoli is a blogger and the author of several books, among them Being Conservative from A to Z (2014) and Blessed Are the Free in Spirit (2021).  He lives in the Venice area.

Image via Unsplash.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/07/rethinking_humanity_in_the_age_of_ai.html

Fentanyl krisen på tilbagetog

 FENTANYL KRISEN PÅ TILBAGETOG

Fentanyl krisen, engang en ødelæggende svøbe der kræver 100000 liv om året er ved at blive knust under Præsident Donald J. Trump's dristige lederskab.

Kampagnen nu her i hans anden periode som præsident giver historiske sejre, og dødsfald som følge af misbrug af fentanyl/opioider er 33% færre og der konfiskeres fentanyl for milliarder.

Gennem  Executive Order 14157, underskrevet januar 2025, udpegede Trump mexicanske karteller som udenlandske terrorist organisationer, og indefrøs for  $500 millioner i værdier og fik sat skub i grænsekontrol og forbud med 50%.  

Dette sammen med afgifter på Kina, Mexico og Canada gør at de udenlandske leverandører presses,  mens the HALT Fentanyl Act (underskrevet 16. juli 2025) permanent klassificerer fentanyl som et  Schedule I stof, og producenter og handlende står til minimum 10 års fængsel. Da dødsfald som følge af overdosis nu er under 9000 årligt, vinder Amerika - men kampen er ikke forbi.

Trumps langsigtede strategi - sikkerhed ved grænsen, internationalt pres, lov skal håndhæves og behandles - er et resultatmæssigt mesterstykke. 

The 2025 National Drug Control Strategy driver denne succes fremad, med avancerede grænse scannere, sanktioner mod kinesiske mellemleds leverandører og udvidet adgang til naloxlone (Naloxon blokerer meget effektivt opioidreceptorer i nervesystemet i løbet af kort tid, og en person, som har en overdosis på heroin eller andre opiater, vil vågne i løbet af få minutter) redder liv hver dag. Tiltag ved grænsen mod nord alene stoppede fentanyl der ville kunne slå 15 millioner ihjel, mens “En Pille kan slå dig ihjel” kampagnen underviser de unge. Dette er ikke blot politik - det er en livline, der giver håb til vores samfund. 

https://actforamerica.substack.com/

 

Hvorfor kalder de os ‘nazister’? 

Earick Ward

Resulterede de konstante fornærmelser som venstrefløjen fremfører til at Charlie Kirk blev dræbt? 

Næsten helt sikkert. Ordene "hey, fascist! CATCH!" var skrevet på et patronhylster.

Riffelskytten havde formodentligt diskuteret med sin familie om at han hadede Charlie Kirk, og han skrev et brev til sin trans/”furry” kæreste,;

“Jeg har fået nok af hans (Kirks) had. Noget had kan ikke forhandles bort.”

Meget af dette er blevet dækket andre steder, og jeg vil ikke også gøre det her udover at nævne de to mest nederdrægtige personer i Congress der besluttede at de ville føre faklen “Jeg hader Charlie Kirk” videre: AOC (Alexandre Ocasio-Cortez) og Ilhan Omar.

AOC benyttede en talemulighed efter hendes “Nej” stemme om en resolution der ærer Charlie Kirk, til at dømme Charlie som en “uuddannet hykler.” 

Ved at skabe en “stråmand” om Charlies udfordringer med borgerrettigheds lovgivning proklamerede hun:

“Vi burde være tydelige om hvem Vharlie Kirk var, en mand der troede at the Civil Rights Act der gav sorte amerikanere ret til at stemme var en fejl.”

AOC, ikke den skarpeste kniv i skuffen, kunne og burde have udført en bedre undersøgelse før hun åbnede munden med masser af uld i denne. da dette overhovedet ikke er hvad the Civil Rights Act gjorde, og slet ikke i nærheden af Charlies argumentation om de efterfølgende svigt som resultat af the Act, da hans argumentation vedrørte DEI (Diversitet, Lighed, Inklusion) og affirmative action (positiv særbehandling).

Hun gik videre med at slå fast: 

“Hans retorik, hans overbevisninger var ignorante, uuddannede og søgte af fratage millioner af amerikanere retten til at stemme.” 

For ikke at stå tilbage gik Omar videre med adskillige skældsord proklamerende Charlige Kirk som et “forkasteligt menneske.”

 

Det jeg synes er forkasteligt er politikere og venstreorienterede som AOC, Omar, Rashida Tlaib, Jimmy Kimmel, Chuck Schumer, Hakeem Jeffries, Eric Swalwell, og andre der angriber en mand, der ikke længere kan forsvare sig. Charlie Kirk ville med iver have indgået i debat med hver eneste af disse individer

Udover stråmands argumentet, hvorfor forfalder venstrefløjen og deres medie medløbere stil fornærmelser som - Nazi, Hitler, fascist, racist, sexist, homofob, transfobisk, autoritær- og helt til kvalmegrænsen?

Ganske enkelt: De kan ikke argumentere i debatter til støtte for nogen af deres politiske holdninger. 

De amerikanske folk støtter i overvejende grad den snusfornuftige politik som føres af præsidenten, hans ministre, og som Charlie Kirk så ihærdigt argumenterede for - økonomsik mulighed i et frit marked, sikkerhed og ro for dem selv og deres elskede, gode skoler, en tilbageholdende forbundsregering, et system der belønner flid og indsats, og frihed til at tilbede som man ønsker. 

Den nuværende gentagelse hos the Democrat party støtter intet af ovennævnte. De har ingen tydelige, positive politiske opskrifter at tilbyde det amerikanske folk, således må de nødvendigvis være imod og splitte. Fornærmelser bliver deres lagervare og handelsvare.

Vi har fejlet ved at give dem, og deres medløbende medier lov, til at fortsætte og ikke ikke udfordre dem på ideernes kampplads. 

Har du en bedre løsning, ide om grænsen - fortæl os om den. Hvorfor er en vidt-åben, ikke reguleret grænse god for Amerika?  

Har du en bedre ide for at yde os sikkerhed og ro - fortæl os om, hvordan det skal udføres? 

Du har en bedre plan, udover at uddele gratis goder til dine vælgere, for at forbedre den økonomiske mulighed for det amerikanske folk - lad os høre det.

Du mener du kan løse udfordringerne med Rusland/Ukraine eller Israel/Palæstina - lad os høre om det..

Democrats kan ikke åbent debattere nogen af de forslag (og andre med). Deres løsninger, ideer er fyldt med fejl, katastrofale. De hviler på krænkende propaganda og nu også vold. 

https://www.americanthinker.com/blog/2025/09/why_they_call_us_nazis.html

Hvad vil det sige at være fascist?

 

Hvad er en fascist?

 Michael Lynch

Hvad er en fascist? Spørg ikke nogen af de studerende på højere uddannelser, der kaster om sig med det ord.

De husker næppe Benito Mussolini, der indledte en politisk bevægelse i Italien, og som gav os citatet, der kan tjene til at karakterisere hans hensigt: “Alt inden i Staten, intet udenfor Staten, intet imod Staten.”

Alle der forsøger at beskrive fascismen inkluderer også nationalismen - snarere ultra-nationalismen, At kombinere disse to elementer for at beskrive enhver politisk bevægelse i 2025 United States er idiotisk. 

Jovist, kan man sige at “America First” lyder som nationalisme; men ultra-nationalisme ville begynde med erobring af Canada og det er ikke på nogens dagsorden (udover islamisternes). Og man kan sige at der er et politisk parti i Amerika der begærer at Staten kontrollerer så at sige alt. Men det politiske parti er stærkt imod ideen om “America First.” Faktisk foragter dets mere dedikerede følgere Amerikas historie og de fleste af dets folk. Således har “fascist” i den historiske virkelighed ingen relation til at kunne bruges om dagens Amerika. 

Men det har også en anden betydning, helt bevidst skabt af Stalin. I den fortolkning er “fascist” enhver der er imod kommunismen. Stalin ville imidlertid aldrig have været modstander af Mussolinis ide om Staten. Faktisk var det også Stalins, som Ludvig XIV, mente at han var Staten - og det i langt højere grad end Ludvig nogensinde drømte om. Men i dag i Amerika er “fascist” oftest brugt for at nedværdige de som er imod udvidelse af Statens magt. 

Stalin var lederen i det som engang blev kaldt “international socialisme.” Der gik et stykke tid for den ikke socialistiske opførsel hos arbejderklassen at bundfælde sig, og i tyverne begyndte ideen om “socialisme i hvert land” at blive accepteret af den kommunistiske ledelse (dog fortsatte deres internationale program om underkastelse.)  

Men i tyverne var det for sent at give Sovjet Kommunist Partiet et nyt navn f.eks. til . Det National Socialistiske Party, fordi nogle tyskere havde adopteret brugen af titlen i 1920. . Igen, i dag i Amerika, har et parti det meste af nationalismen, og det andet det meste af socialismen. I det moderne Amerika har disse udtryk således ingen rigtig historisk mening. Med deres brug nu for tiden er de nok det bedste eksempel på hvad der kunne blive kaldt “hadtale.” 

Når en amerikaner kalder andre for “fascister” eller “Nazi” betyder det “Jeg hader dig, og ønsker at andre også skal hade dig.” Faktisk, hvis nogen husker det (som ingen under 50 helt sikkert ikke kan) henviser “fascist” og “Nazi” til de som amerikanerne hadede fra 1940-1945, med eftervirkningerne i måske ti år. Det amerikanere tænkte på var de ægte Mussolini fascister, og Hitler nazister. Ægte nationalister og samtidig socialister. 

Lige for tiden kan “fascist” benyttes til at referere til mennesker der støtter retten til at eje et våben (hvilket ingen fascist eller nazist støttede da de først havde den politiske magt). Det kan benyttes til at henvise til mennesker der er mod abort, eller sexundervisning i børnehaven, eller afgivning af stemmer gennem post (mail-in ballots), eller de som tror at”transseksuelle” er mentalt syge. 

Alle forstår at det er et udtryk for den talendes had, og vedkommendes ønske om at du skal dele det had. Og det er sandt at også politikerne benytter udtrykket, hvis deres magtposition virker truet. 

I vort land er det almindeligt anerkendt på venstrefløjen, at ytring kan være voldelig. Traditionelt er det blevet anerkendt ved lov, at hadtale kan opildne til vold. De seneste drab og drabsforsøg har vist, at udtrykkene “fascist” og “Nazi” i sig selv opildner til vold og måske burde betragtes som sådan.

En søgning på de sociale medier gør det muligt at detektere alle de som voldeligt har angrebet Charlie Kirk, eller Donald Trump og kaldt dem fascister eller nazister og så straffe dem for at opildne til vold. Ikke noget ekstremt - nogle få måneder i fængsel og konfiskation af deres ting vil være en lektion til dem.

Image: Bundesarchiv

https://www.americanthinker.com/blog/2025/09/what_is_a_fascist.html

Jihad og kriminalitet 

Raymond Ibrahim

Det er officielt: Islamisk jihad og generisk kriminalitet er tæt knyttet til hinanden.  

Ifølge et UK studium, forskning:

Linjerne mellem terrorisme og kriminalitet er ved at blive udvisket da et stadig større antal af tidligere kriminelle slutter sig til Islamisk Stat ....Næsten 60% af jihadisterne fra Europa som forskerne har undersøgt har været fængslet tidligere....Når de først er rekrutteret af ISIS bliver disse personer let ledt til at begå vold for en anden årsag. ....Velkomsten hos ISIS tilbyder kriminelle en formodet chance for “frelse” uden en nødvendig ændring i væremåde..

Men myndighederne nægter at se nogen direkte forbindelse mellem Islam og kriminalitet. Som lederen af studiet forklarede, er kriminelle “de perfekte” fordi “Islamisk Stat ikke stiller nogen intellektuelle krav. Man beder ikke om at studere religion. Man gør det til et computerspil.” Med andre ord er kriminelle de ideelle rekrutter, fordi de ikke ved, -- eller heller ikke har ønske om at lære -- ting om “ægte Islam.”  

Eller som John Brennan vurderede om ISIS medlemmer da han var chef for CIA, “de er kriminelle. De fleste, -- mange -- af dem er psykopatiske banditter, mordere der benytter en religions koncept og maskerade og forklæder sig i den religiøse konstruktion.”

Igen ser vi her hvordan uvidenhed om historien -- bevidst eller på anden vis -- underminerer sikkerheden i Vesten. Kendsgerningen er at lige fra begyndelsen hos Islam, og fortsættende gennem århundrederne har det altovervejende flertal af muslimer deltaget i jihad uden nogen “intellektuel sofistikation”, har ikke “studeret religionen” og har generelt set opført som som “psykopatiske bøller, mordere.” Det er fordi Islams “religiøse opbygning” altid har været beregnet på at lokke og mobilisere sådanne mænd. 

Alt dette er åbenbaret i Islams profet Muhammads liv og ‘karriere.’ Efter mere end et årti med fredelig forkyndelse i Mekka havde han fået blot cirka 100 følgere, de fleste slægtninge. Så indledte han plyndringer og hærgen af alle der forkastede hans Islam -- og fik enorm succes med det - og antallet af tilhængere voksede eksponentielt.

Dengang som nu var de som drog på jihad aldrig forpligtet til at have oprigtige og fromme intentioner. Det er fordi - og trods al Vestens relativisme og forestillinger - Allah er ikke Gud, han er ikke interesseret i jihadistens “hjertetilstand,” men snarere i hans værd. Det kolde forretningsmæssige sprogbrug i Koranen viser det tydeligt. Enhver der indlader sig på jihad giver et “smukt lån til Allah,” den sidstnævnte garanterer at betale tilbage “mangefold,” altid i overensstemmelse med jihadistens gerninger og anstrengelser.(Koran 2:245, 4:95).

Eller som Koranen 9:11 så kortfatter erklærer: “Allah har købt af de troende deres liv og verdens gods, og har som betaling lovet dem Paradiset: De skal kæmpe på Allahs måde, og skal dræbe og blive dræbt....Glæd dig derpå i den handel du har indgået, for det er den ypperste triumf.”

Kort sagt, enhver muslim kan slutte sig til og høste belønningerne i jihad - herunder at plyndre, voldtage og slaveholde ikke muslimer -- så længe deres “bestræbelser” (bogstaveligt, jihad) anses som på en eller anden vis at give magt til og gavne Islam. At kæmpe for Islam - med risiko for at dø - var og er beviset på fromhed, det eneste der er brug for. Faktisk har det at kæmpe større betydning end fromhed: mange dispensationer, herunder ikke at overholde de obligatoriske bønner og faster gives til de som deltager i jihad. Osmanniske sultaner fik faktisk forbud mod at drage på pilgrim til Mekka - der ellers er en individuel pligt for alle muslimer - ganske enkelt fordi det kunne sætte den årlige jihad i farezonen.

Tænk her på Ottoman sultan Mehmet II.  Han var en berygtet pædofil, homoseksuel og drukkenbolt. Han havde også en sadistisk side og perfektionerede ‘kunsten’ at pælfæste. Desuagtet det æres han af muslimer rundt om i verden - faktisk ‘tilbedes’ han i Tyrkiet - fordi han var en succesrig jihadist og erobrer af Konstantinopel.

På lignende vis havde elitære i Mekkas stammer, Khalid bin al-Walid og Abu Sufyan, i årevis forhånet, mishandlet og i sidste ende smidt Muhammad ud af Mekkea. Da han vendte tilbage ti år senere som erobrer var de blandt de første til at proklamere shahada, komme ind i Islams fold, og blive blandt Muhammads nærmeste følgesvende. Ikke meget havde ændret sig.

Khalid (bedre kendt som “Allahs Sværd”) fortsatte med alle former for overgreb der bekymrede endog medmuslimer - såsom at slagte en muslimsk mand på en falsk anklage om at han var frafalden, han kogte hans hoved, og voldtog hans hustru. Når det drejer sig om Abu Sufyan, opfordrede han araberne til “jihad på Allahs måde” i det kristne Syrien, således med hans egne ord de kunne “indtage deres land og byer og tage kvinder og børn som slaver.”

Uanset deres meritter så er både Khalid og Sufyan hædret og æret i islamisk historiografi fordi, som Osmannniske sultan Mehmet II de var helt opslugt af jihad der - selvom den “plyndrede” til egen gavn - også hjalp med at gøre Islam udbredt.

Således var Muhammads genistreg. I den arabiske stammekultur på hans tid var medlemmerne af den store stamme man tilhørte ukrænkelige, ligeså meget som ikke medlemmer var nogen man kunne krænke. Muhammad anvendte denne ide og tilførte den et ‘fromt’ rationale. Herefter ville der kun være to “stammer” i verden: umma -- der består af alle muslimer, hvis blod er forundt kun muslimer -- og de “vantro” der eksisterer blot for at blive plyndret, holdt som slaver eller blive slået ihjel uden strafansvar for at forkaste Allah. 

Dette forklarer også hvorfor andre stammefolk - Tyrkerne og Tatarerne - også konverterede til og fandt Islam kompatibel med deres levevis. “Hvis det at tage liv og hærge de vantros land var de midler hvormed Islams mål om udbredelse kunne tjene, så blev de nye konvertitters traditionelle nydelser nu med stor begejstring begavet med et fromt rationale,” skriver en historiker om tyrkernes omvendelse til Islam. På lignende vis “havde Tartarerne adopteret Islam, fordi det var den nemme religion, da Kristendommen var den svære,” observerede en europæer fra det 14. århundrede. Hvorimod Islam passede så fint med stammekulturen og levevisen, Kristendommen udfordrede den.

Thomas Aquinas (d. 1274) opsummerende det hele således: “Han (Muhammad) forførte folket med løfter om kødelige glæder som kødets begær opmuntrer os til ... og han gav fri adgang for den kødelige nydelse. I alt dette, som ikke er uventet, blev han adlydt af kødelige mænd.” 

Der er ikke ændret meget i dag. At karakterisere moderne tiders jihadister som “kriminelle,” “psykopatiske bøller” og “mordere” -- som om “ægte” jihadister nogensinde var mere ædle - et i bedste fald overflødigt, i værste fald vildledende og farligt.

For many more examples of criminal jihadists throughout history, see Ibrahim’s Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West

https://www.americanthinker.com/articles/2019/12/jihad_and_criminality_inseparable_bedfellows.html