Jihad og kriminalitet
Det er officielt: Islamisk jihad og generisk kriminalitet er tæt knyttet til hinanden.
Linjerne mellem terrorisme og kriminalitet er ved at blive udvisket da et stadig større antal af tidligere kriminelle slutter sig til Islamisk Stat ....Næsten 60% af jihadisterne fra Europa som forskerne har undersøgt har været fængslet tidligere....Når de først er rekrutteret af ISIS bliver disse personer let ledt til at begå vold for en anden årsag. ....Velkomsten hos ISIS tilbyder kriminelle en formodet chance for “frelse” uden en nødvendig ændring i væremåde..
Men myndighederne nægter at se nogen direkte forbindelse mellem Islam og kriminalitet. Som lederen af studiet forklarede, er kriminelle “de perfekte” fordi “Islamisk Stat ikke stiller nogen intellektuelle krav. Man beder ikke om at studere religion. Man gør det til et computerspil.” Med andre ord er kriminelle de ideelle rekrutter, fordi de ikke ved, -- eller heller ikke har ønske om at lære -- ting om “ægte Islam.”
Eller som John Brennan vurderede om ISIS medlemmer da han var chef for CIA, “de er kriminelle. De fleste, -- mange -- af dem er psykopatiske banditter, mordere der benytter en religions koncept og maskerade og forklæder sig i den religiøse konstruktion.”
Igen ser vi her hvordan uvidenhed om historien -- bevidst eller på anden vis -- underminerer sikkerheden i Vesten. Kendsgerningen er at lige fra begyndelsen hos Islam, og fortsættende gennem århundrederne har det altovervejende flertal af muslimer deltaget i jihad uden nogen “intellektuel sofistikation”, har ikke “studeret religionen” og har generelt set opført som som “psykopatiske bøller, mordere.” Det er fordi Islams “religiøse opbygning” altid har været beregnet på at lokke og mobilisere sådanne mænd.
Alt dette er åbenbaret i Islams profet Muhammads liv og ‘karriere.’ Efter mere end et årti med fredelig forkyndelse i Mekka havde han fået blot cirka 100 følgere, de fleste slægtninge. Så indledte han plyndringer og hærgen af alle der forkastede hans Islam -- og fik enorm succes med det - og antallet af tilhængere voksede eksponentielt.
Dengang som nu var de som drog på jihad aldrig forpligtet til at have oprigtige og fromme intentioner. Det er fordi - og trods al Vestens relativisme og forestillinger - Allah er ikke Gud, han er ikke interesseret i jihadistens “hjertetilstand,” men snarere i hans værd. Det kolde forretningsmæssige sprogbrug i Koranen viser det tydeligt. Enhver der indlader sig på jihad giver et “smukt lån til Allah,” den sidstnævnte garanterer at betale tilbage “mangefold,” altid i overensstemmelse med jihadistens gerninger og anstrengelser.(Koran 2:245, 4:95).
Eller som Koranen 9:11 så kortfatter erklærer: “Allah har købt af de troende deres liv og verdens gods, og har som betaling lovet dem Paradiset: De skal kæmpe på Allahs måde, og skal dræbe og blive dræbt....Glæd dig derpå i den handel du har indgået, for det er den ypperste triumf.”
Kort sagt, enhver muslim kan slutte sig til og høste belønningerne i jihad - herunder at plyndre, voldtage og slaveholde ikke muslimer -- så længe deres “bestræbelser” (bogstaveligt, jihad) anses som på en eller anden vis at give magt til og gavne Islam. At kæmpe for Islam - med risiko for at dø - var og er beviset på fromhed, det eneste der er brug for. Faktisk har det at kæmpe større betydning end fromhed: mange dispensationer, herunder ikke at overholde de obligatoriske bønner og faster gives til de som deltager i jihad. Osmanniske sultaner fik faktisk forbud mod at drage på pilgrim til Mekka - der ellers er en individuel pligt for alle muslimer - ganske enkelt fordi det kunne sætte den årlige jihad i farezonen.
Tænk her på Ottoman sultan Mehmet II. Han var en berygtet pædofil, homoseksuel og drukkenbolt. Han havde også en sadistisk side og perfektionerede ‘kunsten’ at pælfæste. Desuagtet det æres han af muslimer rundt om i verden - faktisk ‘tilbedes’ han i Tyrkiet - fordi han var en succesrig jihadist og erobrer af Konstantinopel.
På lignende vis havde elitære i Mekkas stammer, Khalid bin al-Walid og Abu Sufyan, i årevis forhånet, mishandlet og i sidste ende smidt Muhammad ud af Mekkea. Da han vendte tilbage ti år senere som erobrer var de blandt de første til at proklamere shahada, komme ind i Islams fold, og blive blandt Muhammads nærmeste følgesvende. Ikke meget havde ændret sig.
Khalid (bedre kendt som “Allahs Sværd”) fortsatte med alle former for overgreb der bekymrede endog medmuslimer - såsom at slagte en muslimsk mand på en falsk anklage om at han var frafalden, han kogte hans hoved, og voldtog hans hustru. Når det drejer sig om Abu Sufyan, opfordrede han araberne til “jihad på Allahs måde” i det kristne Syrien, således med hans egne ord de kunne “indtage deres land og byer og tage kvinder og børn som slaver.”
Uanset deres meritter så er både Khalid og Sufyan hædret og æret i islamisk historiografi fordi, som Osmannniske sultan Mehmet II de var helt opslugt af jihad der - selvom den “plyndrede” til egen gavn - også hjalp med at gøre Islam udbredt.
Således var Muhammads genistreg. I den arabiske stammekultur på hans tid var medlemmerne af den store stamme man tilhørte ukrænkelige, ligeså meget som ikke medlemmer var nogen man kunne krænke. Muhammad anvendte denne ide og tilførte den et ‘fromt’ rationale. Herefter ville der kun være to “stammer” i verden: umma -- der består af alle muslimer, hvis blod er forundt kun muslimer -- og de “vantro” der eksisterer blot for at blive plyndret, holdt som slaver eller blive slået ihjel uden strafansvar for at forkaste Allah.
Dette forklarer også hvorfor andre stammefolk - Tyrkerne og Tatarerne - også konverterede til og fandt Islam kompatibel med deres levevis. “Hvis det at tage liv og hærge de vantros land var de midler hvormed Islams mål om udbredelse kunne tjene, så blev de nye konvertitters traditionelle nydelser nu med stor begejstring begavet med et fromt rationale,” skriver en historiker om tyrkernes omvendelse til Islam. På lignende vis “havde Tartarerne adopteret Islam, fordi det var den nemme religion, da Kristendommen var den svære,” observerede en europæer fra det 14. århundrede. Hvorimod Islam passede så fint med stammekulturen og levevisen, Kristendommen udfordrede den.
Thomas Aquinas (d. 1274) opsummerende det hele således: “Han (Muhammad) forførte folket med løfter om kødelige glæder som kødets begær opmuntrer os til ... og han gav fri adgang for den kødelige nydelse. I alt dette, som ikke er uventet, blev han adlydt af kødelige mænd.”
Der er ikke ændret meget i dag. At karakterisere moderne tiders jihadister som “kriminelle,” “psykopatiske bøller” og “mordere” -- som om “ægte” jihadister nogensinde var mere ædle - et i bedste fald overflødigt, i værste fald vildledende og farligt.
For many more examples of criminal jihadists throughout history, see Ibrahim’s Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar