Hvad kommer der til at ske med det hvide Sydafrika?

K.M. Breakey

Sydafrika har været i nyhederne på det seneste, måske lige så meget som i 1994. Det var året de fordrev racedæmoner og omfavnede demokratiet. Slutningen på Apartheid og begyndelsen på Utopia med mange racer. 

Et glorværdigt øjeblik, ikke sandt? Og så Nej.

Trist nok.

Det mente jeg ikke dengang og det mener jeg ikke nu. Jeg vidste ikke så meget i 1994, men jeg havde instinkter, og hver af dem flammede rødt. De stakkels hvide ville blive slagtet og jaget bort. Det er åbenbart. Rhodesia var skræmmebilledet og et varsel.  Propagandaen var så intens, at jeg kortvarigt jeg knap kunne mønstre optimisme. 

Måske Sydafrika ville være anderledes. Efter et år med Mandela som præsident, hændte nærmest et mirakel, da the Springboks slog de formidable All Blacks (New Zealand) i verdensmesterskabet i Rugby, noget helt ubegribeligt.

Da Nelson Mandela overdrog den grønne trøje for at præsentere trofæet til afrikaneren Francois Pienaar, var stemningen ekstatisk. Det var et forløsende øjeblik til at forene nationen. Helkt sikkert var det et profetiske tegn på en lys fremtid for the Rainbow Nation.

Det var helt sikkert en pragtfuld sejr, men så heller ikke mere. Uanset tyngden, tiden, stedet, fremkaldte det følelser, dog ingen garantier for fremtiden. Og i sidste ende - Mandela var blot et menneske. Jo, han overlevede fangenskab som terrorist og var nu politiker. Jo, han viste værdighed og ydmyghed (da han havde vundet valget). Sådan set var han ikke så meget anderledes end nogen anden tosidet afrikansk diktator. 

Jeg var ikke den eneste, hvis instinkter blinkede rødt i 1994. Hvide begyndte straks at strømme ud af Sydafrika, en udvandring der blev kendt som Chicken Run.  Hallo er I bange for at blive tortureret og slagtet?

Estimaterne varierer, men cirka en million hvide har trukket stikket. Jeg kender selv nogle, ingen af dem har fortrudt, udover de savner de familiemedlemmer der blev tilbage. Flere ville rejse hvis de kunne, men regeringen om omstændighederne gør det umuligt for de fleste.

Husk Afrikaners er en anden ‘art.’ Seje mænd, gjort hårdføre af landet og krig. Stædige. Beslutsomme. Og i en pagt med Gud ved de at landet er deres. De var der først og gjorde hævd på landet - her tæller buskmænd ikke - og de vil kæmpe til døden for at beholde det. De er i sandhed et bemærkelsesværdigt folk.

Men er beslutsomhed nok i et land der er inde i en frastødende nedtur siden det sorte styre tog over? Hvert år bliver det værre og værre for Sydafrikas hvide. Hvert åt strammes løkken. Nogle betegner Black Economic Empowerment (BEE) verdens mest ekstreme omfordelingsprogram - et værktøj til at gøre hvide arbejdsløse og forhindre dem i at starte virksomheder, plus et fodertrug for sorte bureaukrater.

Opfordringer fra den sorte styrende klasse til vold og overtagelse af land er godt dokumenteret. EFF’s Julius Malema synger “Shoot the Boer” til propfyldte arenaer, og de tilstedeværende sorte går i kugleskør selvsving. Kort fortalte - et større politisk parti der aktivt fremmer folkedrab.  

Og det fungerer. De som er tapre nok til at se på bemærker rædslerne. Forkastelige handlinger. Ældre bliver bundet og tortureret i timevis. Unge piger voldtaget og nedværdiges. Forældrene tvunget til at se på. Hadfyldte anti-hvide budskaber skrevet med blod. Ækle handlinger.

Dette er ikke kriminalitet, som de så gerne vil have dig til at tro. Det er statssanktioneret terror. Racemotiveret. Hvis det ikke er bogstaveligt folkedrab, er det forløberen. Ikke kun tolereres det, men man hylder det. 

Så er vi fremme ved ankomsten af 59 flygtninge til Amerika. Nævnte jeg de er hvide? Den monumentale hændelse satte spot på en grundlæggende venstreorienteret fejlagtig doktrin, hvor der kun er fokus på had til ikke hvide. White Man Bad er deres kerneprincip.

De nedsmeltede. De gik ‘nøgne’ ud og fremførte anti-hvid had så alle kan se det. 59 mennesker - et lille antal. Men at indrømme at der eksisterer hvide der må flygte er at indrømme ...næsten alt. Endog visse kristne kirker giver udtryk for moralsk opposition mod at lade Afrikaners bosætte sig hos os. Jamen da dog, hvor er råddenskaben gennemført. Fjenden er overalt.

Dette bringer os til Cyril Ramaphosa’s besøg i Det Hvide Hus, angiveligt for at diskutere handel og investering - med andre ord , bede om penge. 

Trump havde andre planer. Han tog den afrikanske diktator i skole på live TV, som kun Trump kan. “Skru ned for charmen,” sagde han da Ramaphosa fniste som en nervøs skoledreng. Det var storslået. Kun Trump har de cojones der skal til for at holde en anden verdensleders fødder til ilden på så ekstraordinær en facon.  

I processen, samtalen, blev folkedrab på hvide anerkendt. Det var skinbarlig blasfemi for de venstreorienterede medier. De hvide sydafrikaneres må ikke påpeges i høfligt selskab. Helt sikkert ikke i pressen. Forudsigeligt gik denne i overdrive, på aggressiv vis søgtes dækning - afledninger, benægtelser, fordrejninger. 

Vi fik at vide der ikke er noget folkedrab. Undskyld, ikke nok overgreb. Ikke nok drab. De dyrkede sproglige finurligheder. De gik i detaljer med terminologien. Overskrifter gentog deres hovedpunkter:  Grundløse påstande. Ubeviste påstande. Falske påstande..

Den ydmygede sydafrikanske regering var rasende. Men de befinder sig på et underligt sted når det drejer sig om hvide. Det er åbenbart, at den foragter de hvide, men uden dem har den ingen skattebase. De har intet land. Det er blevet bevist, igen og igen, at uden hvide forfalder infrastrukturen og fødevareforsyningerne fordufter. Uden hvide er Sydafrikas nedtur som et tredje verdens land på vej helt og aldeles. 

Gud ske tak og lov for at Trump har kastet spotlyset på de forkvaklede forhold i Sydafrika, selvom der intet nyt er i det. Jeg dækkede det grundigt i 2019 i min episke fortælling Never, Never and Never Again — titlen er lånt fra Mandelas nu lattervækkende udtalelse i hans indsættelsestale: “Never, never and never again shall it be that this beautiful land will again experience the oppression of one by another.”

(Aldrig, aldrig, aldrig igen skal dette smukke land igen opleve at den ene undertrykker den anden) 

Jovist, mine instinkter i 1994 var korrekte. Rhodesia endnu engang. Har der nogensinde været tvivl om det? Der har aldrig været en Rainbow Nation.  Det var et eventyr. Uhåndgribelig egalitarisme eksisterer kun i en slags sæbeboble. Racemæssig realisme styrer i fængsler, jungler og lande som Sydafrika.

Hvad kommer der til at ske for hvide sydafrikanere? spørges der med morbid nysgerrighed. Hvornår slukkes lyset endeligt? Når sult, kaos og vold er ikke til at stoppe? Hvad så?

Jeg ser for mig to veje. 1. Et fælles hjemland - eller 2. Bare se at komme væk og ud. Begge er det noget rod, men begge har et smuthul. Med mulighed 1, Orania skabelonen - en stat for Afrikaners - der vil stortrives. Med option 2 - Trump har åbnet døren 

Uanset hvilken, beder jeg for Sydafrikas hvide. Jeg beder også for at striden de udkæmper ikke er et forvarsel om vor egen skæbne i årene der kommer. 

K.M. Breakey is the author of Britain on the Brink and seven other novels.  He can be reached at km @ kmbreakey.com.

Image: South African Tourism via Flickr, CC BY 2.0.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/05/what_will_become_of_the_white_south_african.html

 

Læren når et regime falder  Ceaușescu - Rumænien

Stuart Creque

Juledag 1989, holdt rumænerne en ‘ceremoni’ man havde ventet på alt for længe og mere glædelig end julen havde været i årtier. Folket afholdt en spontan retssag mod præsident Nicolae Ceaușescu og hans hustru Elena, og fandt dem skyldige i forbrydelser, med dødstraf til følge, mod Rumæniens folk og de blev dømt til døden. Der var ingen mangel på frivillige til henrettelsespelotonen og de som var heldig at blive valgt ventede ikke på ordren til at skyde, og fyldte Ceaușescu’ernes lig med mere end 100 kugler.

Historien om, hvordan diktatorparret mødte deres ende har vigtige lærepunkter for de som spekulerer over skæbnen for nutidens iranske islamiske revolutions regering. Hvad var årsagen til Ceaușescu regimets kollaps og hvordan overvandt folket diktaturets magt?  

I 1989 var Sovjets indflydelse i total opløsning. Østtysklands fok rev Berlin Muren ned, polakkerne afviste kommunist regeringen, og lederen af Sovjetunionen Mikhail Gorbachev, trak sig fra Brezhnev Doktrinen, der havde hævdet at Sovjetunonen havde ret til at bruge militær magt for at holde landene i Warszawa Pagten kommunistiske. I stedet  mente han, “Enhver indblanding i hjemlige forhold og ethvert forsøg på at begrænse staternes suverænitet - venner, allierede eller andre - kan ikke tillades.” Dette blev kendt som Sinatra Doktrinen, fordi så kunne Østblokken ledes på “min måde.”

En ting der satte opstanden i gang var katastrofen i 1986 Chernobyl atomkrafvæket. Udover den økonomiske omkostning ved afværgeforanstaltninger og forureningen, anslået til US $18 milliarder i 1986 dollars, punkterede hændelsen også Sovjetunionens facade med teknologisk overlegenhed. Dette slag mod Sovjet prestigen blev forstærket med tilbagetrækningen, som følge af nederlag i Afghanistan, det hele bekræftede at Sovjet militær doktrinen var varm luft.

Mens Gorbachev forsøgte at reformere Sovjet systemer med perestroika (økonomisk liberalisering) og glasnost (åbenhed) med håbet om en blød landing for kommunismen havde Ceaușescu ikke sådanne følelser. Siden 1970’erne havde han hensynsløst brugt sit hemmelige politi Securitate, for at undertrykke alt der antydede ‘afvigelse.’

En af Securitates hovedopgaver var at "pacificere" Rumæniens etniske minoriteter. De vestlige provinser i Rumænien er hjemsted for en stor befolkning af etniske ungarere   der var havnet på den forkerte side af de nye grænser efter 2. Verdenskrig. Ceaușescu regimet betragtede dem og andre etniske minoriteter som potentielle kilder til opposition mod hans styre og således en trussel mod staten. 

Ceaușescu’s brug af Securitate til at undertrykke og terrorisere hans befolkning var nødvendig på grund af hans økonomiske politik, der var rædselsvækkende selv efter standarder i Østeuropas kommunisme. Landets BNP var en tiendedel af Vesttysklands og lavere end Rusland og endog Bulgariens. Fremfor at investere i sit folks bedre velstand stræbte Ceaușescu efter bizarre ‘forfængeligheds’ projekter såsom at barbere masser af Bukarests historie bort for at bygge en enorm regeringsbygning, opføre præsidentpaladser, og konstruere et olieraffinaderi kompleks der aldrig blev færdigt. Raffinaderiet blev finansieret med udenlandske lån, og da disse skulle tilbagebetales før raffinaderiet kunne skabe indkomst indførte Ceaușescu et strengt besparelsesprogram for at kunne betale lån tilbage.

Østblokkens lande blev hærget af uro og krav om at de undertrykkende regimer skulle væk dog valgte de fleste af deres ledere, eller blev tvunget til det, at holde kontrol med deres militær og sikkerhedsstyrker. Imidlertid i december 1989 da  protester brød ud i  Timișoara, provinshovedstaden i en vestlig provins i Rumænien, viste Ceaușescu ingen tilbageholdenhed. Den 17. december skød de rumænske sikkerhedsstyrker mod demonstranterne. Ceaușescu må have troet at fordi området havde flertal af ungarere ville denne brutalitet vise sig populær i resten af landet.

Overbevist til fulde om den handlings succes organiserede, Ceaușescu et stor offenligt møde i Bukarest den 21. december. Folkemængden der mødte op holdt pligtskyldig plakater med tilkendegivelse af støtte og med billeder af ham og hustruen -- det var indtil nogle i folkemængden begyndte at buuhe og fornærme præsidenten. Trods hans ordre til, senere en bønfaldelse om ar være rolige, blev råberiet mere voldsomt og druknede diktatorens ord, der snart efter måtte søge skjul i hovedkvarteret for kommunistpartiets centralkomite.

Næste dag rejste hele landet sig i protest, og da Ceaușescu igen forsøgte at tale til folkemængden der havde samlet sig udenfor Partiets hovedkvarter, hilste den ham ved at kaste sten og storme bygningen. Ceaușescus undslap til en helikopter på taget og flygtede fra Bukarest. 

På dette afgørende tidspunkt, da Securitate benyttede dødbringende vold for at genindføre orden, besluttede hæren at stille sig på folkets side og kæmpede imod politiet og Securitate. Dagene med kampe kostede 1000 rumænere livet.

Juledag kom Ceaușescus i forvaring. Ved dagens slutning -  var de døde.. Efter mere end to årtier med blodig undertrykkelse af et tilsyneladende urørligt diktatur  var Rumæniens folk frit. En af deres første beslutninger var ophævelsen af dødsstraffen, motiveret af et ønske om at undgå dødelig repressalier under rekonstruktionen til en civil regering.  

Lad os nu se på den nuværende situation som Den Islamiske Revolutions regering i Iran står overfor. Irans folk har erfaret over fire årtier med undertrykkelse ved et regime der har været alt for villige til at benytte gennempryglinger, tortur og henrettelser helt bevids. Regimets indsats for at få en kernevåbenprogram har smadret landets økonomi, og fattiggjort befolkningen. Alle komponenter i projektet - erstatningshærene ved Hamas, Hezballah og Houthierne, militser i Irak og Syrien, marionet diktaturet ved Bashar al Assad og programmer med ballistiske missiler og forsøg på at få atombomber udgør billioner af dollars i investeringer - det hele ligger nu i ruiner. Etniske minoriteter i de fjerne provinser i landet forbliver fortørnede og hævngerrige over undertrykkelsen ved sikkerhedsstyrkerne og ser nu at disse styrker er svagere end de kunne forestille sig. Ydermere udgør minoriteterne i antal langt flere end perserne, der kun udgør cirka 40% af befolkningen. 

Forvent ikke at truslen mod regimet vil komme fra Teherans gader. Regimets magt er koncentreret der, og mange er afhængige af regimet.

Hold i stedet øje med opstande blandt Azerierne, og Kurderne i nordvest, araberne i syd, og Baloch i øst. Når de viser at deres frygt for regimet ikke længere opvejer deres ønske om frihed, selvom regimet på brutal vis håndterer deres protester så kan deres villighed for at gøre modstand inspirere flertallet blandt Perserne. 

Hvis det kommer til at ske, kan Irans folk arbejde som een for at styrte det undertrykkende middelalderlignende teokrati og kræve deres lands ret til at være et demokratisk og pluralistisk samfund, åben for udveksling af varer og ideer med resten af verden.  

Image: National Archives

Related Topics: Iran, Romania

https://www.americanthinker.com/articles/2025/06/consider_ceausescu.html

 

46 års økonomisk krigsførelse: Irans angreb på verdensøkonomien

Joseph Ford Cotto

Siden 1979, har regimet i Iran ikke kun ført ideologisk eller militære kampagner - det har udført en vedholdende, kalkuleret krig mod Amerikas økonomiske velbefindende. 

Fra olieprischok der fodrede tegnebogen så terror kunne støttes der igen drænene forsvarsbudgetterne, har Den Islamiske Republik gentagne gange ramt grundlaget for Amerikas velstand. Og nu, da Israel konfronterer iranernes hjælpere på slagmarken er det mere end et udenrigspolitisk problem - det er en sag om national selvforsvar.

Dette drejer sig ikke om abstrakt diplomati. Det drejer sig om omkostninger i den virkelige verden som amerikanerne har betalt for Teherans aggression - det ene årti efter det andet. Hver gang du fylder benzin på, og jamrer over inflationen øges, hver gang arbejdspladser forsvinder fra energisektoren, er der en stor chance for at mullaherne i Teherans  fingeraftryk kan ses.

I 1979, nedskar den irnaske revolution nationens olieforsyning med næsten halvdelen - faldende fra 6 millioner tønder om dagen i 1974 til 3,2 millioner i 1980. Dette ene skifte sendte de globale oliepriser i vejret, og kostede amerikanske familier ekstra 35 milliarder dollars om året i energipriser. Gidselskrisen samme år  hæmmede den årlige handel med 12 milliarder dollars, forstyrrede landbruget og fremstillingsvirksomheder der eksporterer - markederne for amerikanske landmænd kollapsede og mindre virksomheder måtte lukke nærmest i løbet af natten. 

Da olieprisen eksploderede fra $13 til $34 per tønde ramtes BNP med 70 milliarder dollars. Arbejdspladser gik tabt, olieledninger måtte bygges i kilometervis, og inflationen flåede i husholdningsbudgetterne. Alt dette stammede fra Irans ideologiske kaos.

Under krigen - Iran-Irak der varede fra 1980 til 1988 forstyrrede Irans angreb på oleitankskibe i Den Persiske Gulf og gav et fald i den globale skibstrafik på 20%. U.S. import omkostningerne røg i vejret med $20 milliarder årligt, og ramte arbejderfamilierne hårdt.

For at holde strømmen af olie intakt, iværksattes af U.S. Operation Earnest Will, hvor der brugtes $500 millioner på at forsvare skibsruter. Det var skatteyderpenge der blev taget fra skoler og infrastruktur for at dæmme op for Teherans rod. 

Værre endnu, førte Irans støtte til Hezbollah til bombningen i 1983 i Beirut der slog 241 U.S. Marines ihjel. Som modsvar, hældte Washington $1.2 milliarder i sikkerheden i Mellemøsten. Det var ikke udenrigspolitisk hjælp - det var en forsvarsregning påtvunget af Teherans terrorisme. 

I 1990’erne gav Irans kernevåben ambitioner anledning til U.S. sanktioner. Amerikanske virksomheder mistede årligt $1.5 milliard i blokerede energikontrakter, jobs der tilhørte dygtige amerikanske arbejdere forsvandt. Og selvom sanktionerne gjorde ondt omgik Iran dem. I 1996 smuglede regimet olie ind på de globale markeder, og fik kunstigt priserne til at falde. Den manøvre kostede de amerikanske forbrugere $10 milliarder i energipriserne og smadrede uafhængige olieproducenter. 

Terroren stoppede heller ikke. Bombningen af  Khobar Towers i Saudi Arabia slog 19 amerikanere ihjel. I dets kølvand brugte the U.S. $800 millioner i opgraderinger af sikkerheden - det hele for at stå op imod iransstøttede trusler.

Fra 2011 til 2015, rettedes barskere sanktioner for at standse Irans kernevåbenprogram og man skar ned på landets olieeksport med 1,5 million tønder om dage. Men det betød at de globale priser steg med 10% og kostede amerikanske forbrugere årligt $25 milliarder i højere energiregninger. Regimets modstand medførte en kraftig prisstigning for gennemsnitsfamilien. 

Alligevel blev Iran ved med at snyde. I 2018 omgik Iran sanktioner med at sælge olie til Kina og andre nationer, og kostede U.S. økonomien $15 milliarder i tabte handelsmuligheder. Dette var ikke teoretisk - det var virkelige penge som amerikanske arbejdere og eksportører tabte. Så kom droneangrebene i 2019 mod Saudi Arabiens oliefaciliteter igangsat af Teheran. Oliepriserne steg med 15%, og drænede ekstra $18 milliarder fra amerikanske bilejers pengepunge. Teheran ramte ikke kun et raffinaderi - Teheran ramt enhver families budget. 

I 2023,eksporterede Iran 1.3 millioner tønder olie om dage trods sanktioner. Den pris manipulation medvirkede til et tab på $10 milliarder hos U.S. olieproducenter- jobs i Texas, North Dakota led under det og samtidig kunne Iran overføre midler til deres terrorist medhjælpere.

Nu affyrer Iran droner og missiler direkte mod Israel. De affyringer er ikke kun tilfældige - de er en fortsættelse af den samme hensynsløse fjendskab der har kostet U.S. økonomisk i mere end 46 år.

Den amerikanske offentlighed fortjener at forstå, hvad der er på spil. Dette drjer sig ikke om at være pro-Israel - det er om at modstå et regime der har brugt generationer på at dræne amerikanske ressoucer, angribe U.S. allierede og underminere vor økonomi. Teherans hænder har været dybt i lommerne på hver amerikaner der har betalt for meget ved bensin pumperne eller set arbejdspladser forsvinde i energisektoren.

Tiden med blødsøden diplomati er forbi. Årtier med økonomisk sabotage, proxy terror og at sanktioner omgås har bevist een ting: Iran’s regime er ikke indstillet på forsoning. Men udnytter uden skam enhver åbning. At stå sammen med Israel i dette øjeblik er ikke kun et strategisk træk - det er en moralsk og økonomisk nødvendighed. For i sidste instans er det ikke kun Israels kamp, det er også Amerikas. 

Dr. Joseph Ford Cotto hosts and produces News Sight, speaking the data-driven truth about economic and political issues that impact you. During the 2024 presidential election, he created the Five-Point Forecast, which correctly predicted Trump's national victory and the outcome in all swing states. The author of numerous nonfiction books, Cotto holds a doctorate in business administration and is a Lean Six Sigma Certified Black Belt. During 2014, HLM King Kigeli V of Rwanda bestowed a hereditary knighthood upon him. It was followed by a barony the next year.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/06/46_years_of_economic_war_iran_s_assault_on_america.html

FN Generalsekretær - Klap nu i om Iran

 

António Guterres, FN, klap nu i

Civis Americanus

Generalsekretæren for FN, António Guterres, fremførte denne ‘støj’ på X: 

Bombningen ved USA af Iransfaciliteter til kernekraft markerer en farlig udvikling i regionen der ikke kan klare endnu en cyklus med ødelæggelse. Som jeg netop har sagt til Sikkerhedsrådet skal vi straks handle og med beslutsomhed standse kamphandlingerne og vende tilbage til seriøse forhandlinger om Irans atom program. For at undgå en periode med gengældelse efter gengældelse skal diplomatiet sejre. Civile skal beskyttes. Sikker maritim navigation skal garanteres.

Lad os lige få tingene sat på plads Mr. Guterres. Skønt følgende er sket på din vagt,

• Du var tavs da Iran hængte ti unge kvinder fordi de tilhørte Baha'i troen.

• Du var tavs da Iran hængte LGBT personer.

• Du var tavs da Iran torturerede kvinder i Evin fængslet.

• Du var tavs mens Irans Hezbollah hjælpere torturerede og myrdere U.S. Navy dykker Robert Stethem.

• Du var tavs da Irans Hezbollah hjælpere myrdede 241 U.S. service soldater, sammen med franske soldater i Beirut.

Følgende skete under din vagt.

• Du var tavs da Mahsa Amini døde i forvaring hos Irans “Moral Politi” efter de anholdt hende for “upassende hijab.”

• Du var tavs da ayatollaherne sendte våben til Vladimir Putin for at myrde civile i Ukraine.

• Du var tavs da Iran sendte materiel som støtte til Hamas for at facilitere mord, voldtægt og lemlæstelse af israelske civile den 7. oktober 2023.

• Du var tavs da Iran sendte materiel som støtte til Houthi pirater for at hjælpe dem med at terrorisere international skibstransport nær Afrikas Horn, helt modsat det du netop har sagt om “sikker maritim navigation.” 

• Du var tavs da Iran blev udnævnt som formand for et hmenneskerettigheds råd i Geneve.

• Du var tavs da Iran blev udnævnt til en FN kommission om kvinders rettigheder som Iran senere blev forvist fra.

• Du var tavs da Irans sikkerheds agenturer voldtog og myrdede kvinder, herunder piger så unge som 12 år. I civiliserede lande som USA får de som voldtager børn årelange fængselsstraffe fulgt at livlang registrering som sexkrænkere. I skod organisationer (det ord Trump benytter) som FN bliver de udpeget til komiteer om kvinders rettigheder og menneskerettigheder.

Hvorfor har FN giver Iran fripas for Irans regerings overlagte brud af freden, materiel støtte til Hamas, Hezbollah og Houthi pirater, og omfattende krænkelser af menneskerettigheder indenfor egne grænser?

Lad læserne selv drage konklusionen.

I mellemtiden Mr. Guterres, du forblev tavs dengang så kan du også være tavs nu. Vær så venlig at lukke ædespalten. Hverken the United States eller Israel har bedt om din mening, og den er heller ikke ønsket her, som du heller ikke er det. 

Med hensyn til demonstrationerne "hands off Iran" der nu er i følgeskab med "Free Palestine," forventer jeg de tørrer ud og forsvinder i vinden som tørt hundefoder, som detektiv Harry Callahan i filmen Sudden Impact nævnte, når engang strømmen af iranske oliepenge, nogle muligvis som krænkelse af the Foreign Agent Registration Act, stopper når ayatollaherne falder. 

Det samme gælder de korrupte elementer i FN, der er på ayatollaherness' lønningsliste, og moderatorer på de sociale medier, der arbejder smed  ekstra jobs for ayatollaher i deres arbejdsgiveres tid.   

Civis Americanus is the pen name of a contributor who remembers the lessons of history, and wants to ensure that our country never needs to learn those lessons again the hard way. He or she is remaining anonymous due to being subjected to "cancel culture" for denouncing Black Lives Matter's incitement of civil disorder.

https://www.americanthinker.com/blog/2025/06/antonio_guterres_sit_down_and_shut_up.html