Trumps seks punkts plan for at gøre America Great Again

Stephen Helgesen

Nå det drejer sig om the U.S. og handlen med udlandet, skal vi først se på hvad det betyder at sætte Amerika først.

Selvom det kan lyde ekskluderende for nogle i det internationale samfund, er det blot en udløber af en langvarig og ofte, ikke omtalt tro på, at den eneste måde at gøre, holde Amerika stærk og uafhængig er at beskytte landet fra det internationale globale markeds luner.
Donald Trump er både globalist og nationalist, selvom det måske ikke ser sådan ud når man ser på Amerika hvor jeg er - i Europa.  

Trump mener at den eneste måde at sikre Amerikas uafhængighed er at styrke sin egen fremstillingssektor ved at producere flere produkter hjemme, fremstillet af amerikanske arbejdere på amerikanske fabrikker, og ved at bruge amerikanske råmaterialer og teknologi. 

Han forstår også hvor vigtig servicesektoren er for landets evne til at konkurrere på det globale marked og med at præstere på hjemmemarkedet, og han er ikke villig til at overdrage nogen enkelt industri til noget enkelt land eller handelsregime som f.eks. EU. 

Trump er udmærket klar over hvor vital energisektoren er for enhver anden industri og er besluttet på at bruge Amerikas fossile energikilder til at give Amerika en yderst vigtig konkurrencefordel og øge U.S, verdensmarkedsandelen for produkter fremstillet ved lavere omkostninger for arbejde i U.S. og ved lavere arbejds- og energi priser. Han er ikke en modstander af forskning i alternativ energi, men er realist, når det drejer sig om at investere i den ud fra et regerings perspektiv.

Hvis private virksomheder ønsker at gå i gang, udmærket. Det er deres forretningsmodel, men forvent ikke kæmpe skattefordel eller initiativer så ‘vægtskålen’ tipper deres vej.

Således for at opnå en tidlig succes i handel er han villig til at bruge Amerikas olie- og gasproduktion hurtigt for at sikre landets konkurrencefordel.

Derpå tror jeg, er han klar til at gå i kast med den monumentale opgave med at få genopbygget vort energinet, og opmuntre den private industri til at investere i også af føje alternative energi kategorier til indsatsen..

For at opnå sine oprindelige kortsigtede mål, var det nødvendigt for ham at give globalister og europæerne en ‘rusketur, et “wake up call” om at samtidig med at Amerika er en holdspiller, er det også en solo spiller på den internationale business arena. 

America First, selvom det ikke er et nyt koncept, er et som Trump tror vil give ham de tidlige økonomiske gevinster ved at gøre flere ting samtidigt.

For det første: Hans vigtige advarsel til EU om at tiden med dens protektionisme er talte. Amerika ønsker bedre adgang til de europæiske markeder og mere afbalanceret spillerum for mange produkter der fortsætter med at være underlagt ekstremt høje afgifter. 

The U.S. ønsker også en mere fleksibelt EU Common Agricultural Policy (CAP) der vil give U.S. landbrugsprodukter bedre adgang til de europæiske markeder.

Under et revideret EU handelssystem ville Europa ikke være i stand til at skjule sig bag ‘klima og/eller bæredygtigheds’ figenbladet som barriere for amerikanske produkter på de europæiske markeder. 

Ikke længere ville de være i stand til kunstigt at undertrykke efterspørgsel på amerikanske køretøjer ved at have 10% afgift på U.S. biler, når afgiften i U.S. kun er 2,5%.

Ikke længere ville de være i stand til at forhindre globale virksomheder, som f.eks. Amazon, i at konkurrere på de europæiske markeder ved at kræve at virksomhedens medarbejdere skal være i fagforening..

Mange i the U.S. mener at arbejdere har ret til at arbejde uden at være tvunget til at være med i en fagforening og at de rettigheder bør beskyttes i Europa af alle de amerikanske virksomheder der har base der.

For det andet: Trump har til hensigt at bringe amerikanske investeringer i udlandet tilbage. Skønt han udmærket er klar over, at det amerikanske ‘fodaftryk’ i EU blegner i sammenligning med det i Kina, er han ikke villig til at gøre helt op med Kina, lige fra starten.

Bag kulisserne opmuntrer han imidlertid mange U.S. virksomheder til at "come home to the U.S.A." fra Kina, når deres kontrakter skal fornyes. Han ved at Kina er den helt store spiller med U.S. fremstillingsinvesteringer, især når det drejer sig om kortsigtet specialiseret fremstilling.

Europa er blot en prøveballon for det som kommer senere.

For det tredje. Trump er aktivt engageret i at gøre den amerikanske regering Great igen ved at få fjernet spild, snyd og misbrug  U,S. ministerier og bureauer. 

DOGE er et vigtigt værktøj og Elon Musk er den perfekte person til opgaven, fordi han kan skiftes ud når arbejdet er overstået.

Hele hans raison d' être er at gøre sig overflødig, og når han har fuldendt indsatsen vil Trump sandsynligvis give ham the Presidential Medal of Freedom for hans anstrengelser.

Indrømmes skal at der er hele ministerier og bureauer der også er ideologiske mål - såsom USAID og the Department of Education som Trump og mange amerikanere mener har overlevet sig selv som brugbare værktøjer og har tiltaget sig en rolle de ikke burde have. 

The Department of Education som et eksempel. Det blev oprettet som et underordnet departement af daværende præsident Jimmy Carter.

Siden 1980 er antallet af beskæftigede fordoblet til over 4000 og dets budget er røget gennem loftet fra oprettelsen dengang på $14 milliarder til nu over $268 milliarder.

Alle disse midler til trods bliver de studerende karakterer (test scores) ved med at falde.

Trump mener at af alle U.S. ministerierne er denne et, der helt kan fjernes og ansvaret føres tilbage til staterne. 

For det fjerde: Ved at gøre europæiske produkter dyrere i the U.S. forventes det at de amerikanske forbrugere vil købe flere amerikanske varer og dermed få nedsat vor handels ubalance.

Imidlertid er det sandsynligt at forbrugerne vil købe flere kinesiske varer og dermed forværre vor handels ubalance over for Kina.Trump er villig til at gribe chancen på kort sigt for at få handels koncessioner fra Europa, samtidig med han fortsætter med at opmuntre amerikanske virksomheder til at reducere deres investering. 

Der er efter min mening endnu en human faktor der spiller ind i Trumps afgiftskrig mod Europa.Under hans første præsidentskab blev Trump hele tiden ydmyget og latterliggjort af de europæiske ledere og deres borgere. Hans erindring om denne latterliggørelse har tændt han mishag til den eksklusive klub der aldrig ønskede ham og gjorde det helt klart at han ikke var velkommen. Læg dertil hans faste overbevisning om at selve eksistensgrundlaget for EU er at skabe en fælles handelsblok mod U.S. og det er let at forstå hvorfor han  ikke tøver med at lave om på den favorisering.

For det femte: Trump har til hensigt at opnå en afbalancering af amerikansk forretningsverden og populærkultur, med et mål om at øge effektiviteten og produktiviteten, og samtidig sikre retfærdighed og lighed på arbejdspladsen. Ved at eliminere DEI og CRT og standse quota-baseret ansættelsespraksis og universitets tilladelser, regner han med at kunne bringe gode lederegenskaber tilbage, hele fundamentet for amerikansk forretningsverden som han føler i sidste ende vil føre til bedre bundlinje, højere profit, og større tilfredshed på jobmarkedet. Amerikanerne ønsker lige muligheder ikke ulige fordele som selve fundamentet for deres kultur, og Trump har til hensigt at omforme det amerikanske arbejdsplads.

For det sjette: Trump ønsker at bruge nedskæringerne i regeringens ministerier og departementer og besparelser ved DOGE, sænke energipriserne der er opnået gennem nye boringer og produktionen af fossile energikilder og at få bragt fremstillings jobs og investeringer tilbage til Amerika, for at danne grundlag for nedsættelse af de offentlige skatter her i hans første år i embedet. Ved at gøre dette mener han han vil sikre sit parti en sejr i midtvejs valget så han kan indfri sine løfter om “Make America Great Again.” Selvom det er ganske let at fremføre vil det blive vanskeligt at implementere ....som det altid er tilfældet med gode ideer, når tiden er inde

Stephen Helgesen is a retired career U.S. diplomat specializing in international trade who lived and worked in 30 countries for 25 years during the Reagan, G.H.W. Bush, Clinton, and G.W. Bush Administrations. He is the author of fourteen books, seven on American politics, and has written over 1,500 articles on politics, economics and social trends. He now lives in Denmark and is a frequent political commentator on Danish media. He can be reached at: stephenhelgesen@gmail.com.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/04/trump_s_six_point_plan_for_making_america_great_again.html

 

Storbritannien forbyder adgang for fransk filosof der fremførte teorien om “den store udskiftning” 

 Eric Utter

Den britiske regering under ledelse af det radikale globalistiske Labour Party og den venstreorienterede premierminister Keir Starmer har nægtet adgang til landet for den 78 årige franske filosof og forfatter Renaud Camus idet man vurderer hans 'kontroversielle' synspunkter om masseindvandring som en trussel for “den offentlige orden.”

 

Sandt at sige så er Camus synspunkter det eneste der kunne redde Storbritannien, der helt bogstaveligt er ved at blive overtaget af en massiv bølge af muslimsk indvandring. 

Regeringen frygter og foragter Camus fordi han er ophavsmanden til udtrykket “Den Store Udskiftning” for at beskrive den holdning af masseimmigration fører til en demografisk udskiftning af indfødte britiske borgere, og af europæere -- og amerikanere og canadiere med europæisk herkomst.

Camus var planlagt at skulle tale ved et ‘nationalist’ møde senere denne måned, men den optræden er blevet annulleret af at U.K. Home Office, der har nægtet ham indrejsetilladelse med begrundelsen af Camus’ tilstedeværelse “ikke kan betragtes som opløftende for offentligheden?” Det er Keir Starmer i en nøddeskal eller Sadiq Khan’s.

Og Theresa May’erne. Og Boris Johnson’erne. And Liz Truss’erne. Og du forstår meningen, 

Camus er den seneste i en lang række af mennesker som U.K har forbudt adgang - eller overvejer at forbyde adgang - fra at komme ind i landet.

Den liste omfatter Donald Trump, Michael Savage, L. Ron Hubbard, Martha Stewart, Lenny Bruce, Mike Tyson, Dog the Bounty Hunter, og hvis jeg husker korrekt Rush Limbaugh. Hvis U.K. fortsætter i samme spor, så vil enhver der ligger til højre for V. I. Lenin, snart blive nægtet adgang. 

Naturligvis med mindre de er illegale muslimer eller endnu bedre, begge dele, i hvilket tilfælde de vil blive budt velkommen med åbne arme - og muligvis spredte ben at dømme efter de store antal hyper-woke kvinder der bor i kongeriget. 

Jeg har sammenfattet en kort liste over mennesker, som hvis de var i live i dag ville være forbudt indrejse til U.K. grundet deres formodede højrefløjs ekstremisme, ikke have tilstrækkelig wokeness eller deres holden fast i kristne principper. Nogle af dem har du måske hørt om. Min korte liste.

*Platon
*Socrates
*Cicero
*Shakespeare
*John Locke
*Adam Smith
*Benjamin Disraeli
*Winston Churchill
*Bernard ‘Viscount’ Montgomery
*Harry Truman
*Milton Friedman
*JFK
*Pope John Paul II
*Margaret Thatcher
*Ronald Reagan
*Elon Musk
*Joe Rogan
*Eric Cartman
*P’nut the Squirrel

 

Image: Renaud Camus, via Wikipedia // CC BY-SA 2.0

https://www.americanthinker.com/blog/2025/04/britain_bans_french_philosopher_who_conceptualized_the_great_replacement_theory_from_entering_country.html

 

Charleston, South Carolina, hvilken historie og by

Andrea Widburg

Mit hjem var meget Europa orienteret, hvilket ikke kan være en overraskelse da mine forældre var europæere. Rejser i min barndom kom aldrig længere end til det vestlige USA, fordi vi ikke havde råd til andet end lange bilture, på camping, og Motel6. Da jeg blev ældre, og havde flere rejsepenge, var ønsket hos os altid Europa, centret for Vestens civilisation. 

Nu ønsker jeg ikke at bruge mine penge på at komme til Europa, der jo ikke ‘elsker’ mig, hverken som jøde eller amerikaner. Hvor er det godt at Amerika har sin egen rige Vesten orienteret civilisation, og det oplevede jeg bogstaveligt noget af i går..

Jeg bor lige for tiden lidt udenfor Charleston, South Carolina, en af Amerikas mest historisk prægede byer, hvis man holder af historien i det 18. og 19. århundrede. 

Charleston mødte Vestens civilisation i 1670, da Charles II overdrog provinsen Carolina til otte af hans mest trofaste støtter, de som havde hjulpet ham til at indtage tronen igen. Straks derefter kom englændere der allerede boede på Bermuda og Barbados dertil som bosættere, medbringende slavetraditionen fra de øer.

The Exchange Building, which was home to pirates and (imprisoned) patriots, and which played a role in Charleston’s civilized and effective Tea Party. Public domain image.

Selvom deres plantager spredtes vidt omkring var det Charleston, der ligger ved en stor naturhavn, og som tjente på handlen der blev hovedbyen. Byens Forfatning stammer fra ingen anden end John Locke.

Selvom Locke’s vision aldrig blev formelt ratificeret, havde den indflydelse på den voksende by. Selvom Charleston var et center for slavehandel (40% af alle slaver der kom til Amerika før slavehandlen sluttede kom gennem Charleston) så var byen kendt og værdsat for sin religiøse tolerance. 

Charleston blev kendt som “the Holy City” fordi den tillod alle protestanter og jøder åbent at praktisere deres tro, så længe de betalte skat til den officielle Church of England, et frihedsniveau der var ukendt i det meste af verden dengang. Kun katolicismen var forbudt, hvilket var delvist ud fra en politisk beslutning, idet England lå i såvel ‘varme’ som ‘kolde’ krige med det katoske Frankrig og Spanien i de første hundrede år med Charlestons eksistens.

Naturligvis var Charleston ikke kun udskibningssted for slaver. Før the Revolution var den verdens største region for ris- og indigo dyrkning, og efter the Revolution kom bomuld med på listen. 

Da det kom til at producere indigo kom motivationen til Eliza Lucas Pinckney, der alene drev sin fars plantager som blot 16 årig. Hun brugte to år på at regne ud hvordan man kunne få den smukke værdifulde blå farve ud af indigo planten, en hemmelighed franskmændene længe havde vogtet over. (Det handler om fermentering.) 

Med en frihandels indstilling og ånd forsøgte Pickney ikke at holde teknikken hemmelig da hun først havde regnet den ud. Hun indså at hun kun ville få gavn af den, hvis der var en robust handel med indigo fra Carolina kolonien. Derfor gjorde hun hemmeligheden tilgængelig for alle nytilkomne og hjalp dermed med at sætte gang i en stor økonomisk vækst. 

Da the American Revolution var i gang blev Charleston den rigeste by i de 13 kolonier og byen fastholdt sin økonomiske dominans under hele tiden med the Civil War. Denne velstand er synlig i arkitekturen fra Colonial tiden og det 19. århundrede, der krydrer Charlestons historiske bydel, og i de plantager der stadig er tilbage i regionen.  

Mange husker Charleston som stedet, hvor the Civil War indledtes da kadetter ved the Citadel skød på Fort Sumter. Charleston og South Carolina som et hele spillede en meget mere fyldig og rig rolle i amerikansk historie. 

I 1739, blev Elizabeth Ann Timothy den første kvindelige udgiver og parts forretningsindehaver i Amerika da hun overtog the South Carolina Gazette efter hendes mand død. Andelen hun overtog var en del af Benjamin Franklin’s virksomhed med trykte aviser. 

Det første slaveoprør i kolonierne (fik ikke succes) var 1740’ernes Stono Rebellion, i det som nu er South Carolina.

The College of Charleston, grundlagt i  1770 'stortrives stadig, og var det første ‘kommunale’ college i Amerika.

Den 28. juni 1776, før the Declaration of Independence var underskrevet, scorede Charlestonborgerne deres første større sejr i Uafhængighedskrigen, da de slog the British Navy ved the Battle of Sullivan’s Island.

Fire Charleston borgere var medunderskrivere af the Declaration of Independence.

Flere Revolutionary slag blev udkæmpet i Carolinas (North- South) end noget andet sted i de 13 kolonier. Det er kun fordi lærde på Harvard og Yale har skrevet historien at vi ikke hører om dem.

Det første succesrige angreb fra en u-båd kom fra Charleston i 1864. Man kan besøge the Hunley, som man fandt i 1990’erne på bunden af Charleston Harbor.

Efter the Civil War, var Joseph Hayne Rainey, den første sorte lovgiver i the House of Representatives (Republican, naturligvis), Joseph havde været slave i South Carolina, og fortsatte med at bo i Charleston efter krigen og tjente i Congress.

Julestjernen, kendt som en juleblomst har sin oprindelse i Amerika og navnet som vi kender den under skyldes Joel Roberts Poinsett, en Charleston borger, der var Amerikas første ambassadør til Mexico. 

Charleston dansen stammede fra ja Charleston og blev opkaldt efter byen.

I 1931, oprettede Charleston nationens første officielle “historiske distrikt.” En ny lokalplan betød, at man ikke længere kunne nedrive byens historiske strukturer og bygninger. På grund af dette har Charleston flere historiske bygninger end nogen anden by i Amerika. 

Så hvis du holder af historien, er Charleston stedet. Boston og Philadelphia, har længe hævdet at være ‘vuggen’ for Amerikas historiske byer, men på grund af den akademiske arv er de steder hurtigt blevet ødelagt, hvorimod Charleston faktisk er det helt rigtige sted. 

Hvis du har mulighed for det anbefaler jeg at du gør hvad vi gjorde forleden aften og er med til et måltid ved the Historic Table. (The website har stadig det gamle navn “Historic Charleston Supper Club.”) Mike Hebb er både historiker og kok, og han kombinerer de to passioner på en vidunderlig facon. Historisk præcise måltider i det historiske Fireproof Building, der er South Carolina Historical Society’s museum.

Sammen med en dejlig middag hvor der bruges historisk korrekte opskrifter (eller som de kendes i gamle dage “receipts”) fra Charleston området, tilbyder Mike vidunderlige fortællinger om maden og om Charleston by. Han er en uudtømmelig kilde til præcis, politisk ukorrekt viden og er en charmerende underholdende vært. Han er så imødekommende, at hvis du har børn der er cirka 12 år og derover og er intellektuelt nysgerrige vil de også nyde oplevelsen..

Derfor næste gang du tænker på en ferie, så brug ikke dine penge på et kontinent der ikke respekterer dig og det du står for (og hvis du er jødisk, hader dig). Kom i stedet til Charleston hvor du vil blive forbløffet over byens skønhed og lære forundrende ting om Amerikas historie. 

https://www.americanthinker.com/blog/2024/12/celebrating_america_s_history_in_charleston_south_carolina.html

Rotter i politik - bogstaveligt talt

 Rotter i politik - bogstavelig talt

I politik er det særdeles vanskeligt at komme til enighed, en fælles holdning. Nogle ting er dog undtaget - F.eks. synet på rotter. 

En lemfældig og elendig kontrol med rotter kan være en katastrofe. 

At bekæmpe rotter, få kontrol over bestanden har været en topprioritet i mange sammenhænge. I 1855, begyndte en byldepest plage at sprede sig hurtigt i Kina, Indien og Sydøstasien og krævede anslået 15 millioner menneskeliv i løbet af de kommende år. Årsagen til spredningen tog sin begyndelse sent det 18. århundrede og man vidste udmærket hvorfra: Gnavere. Som the CDC forklarer,  “Pestbakterien overføres ofte ved bid fra lopper der er inficerede. Under en sådan pestudbredelse dør mange af gnaverne, hvilket gør at de sultne lopper søger andre blodholdige kilder. Mennesker og dyr der besøger steder hvor gnaverne netop er døde på grund af pestbakterien er i risiko for at blive smittet ved loppebid.”

I 1882, fik Frankrig kontrol over det som kaldes Indokina, men som i dag består af Cambodia, Laos, dele af Kina og Vietnam. Frankrig havde førstehåndskendskab til farerne ved en pestplage; Den Sorte Død havde ramt landet mange gange i de tidligere århundreder. Sanitetsforhold blev derfor prioriteret, og de franske guvernører i Indokina indledte at få opbygget infrastruktur og sanitære forhold. Som podcast på Everything Everywhere forklarer.  “Området hvor de franske koloniadministratorer boede i Hanoi så ud som om det lå i Frankrig - minus klimaet. Nabokvartererne havde europæiske huse, brede europæiske boulevarder og europæiske bekvemmeligheder. Det eneste de manglede var vandskyllende toiletter. Sådanne toiletter ville have været en hjælp til bedre sanitære forhold og bringe moderne luksus til franskmændene i Hanoi. Således installerede man 14 kilometer moderne kloakledninger i den franske sektion af byen. Disse rør var alle tilsluttet de franske hjem og således fik de moderne vandskyllende toiletter. ”

At have et kloaksystem i byer er noget godt - og sådan er det overordnet set - men det gav et problem. Nu begyndte antallet af gnavere i Hanoi at eksplodere. Før kloakkerne blev lavet løb rotterne rundt på jordoverfladen og søgte efter føde. Det er ikke godt at have rotter løbende frit rundt, men i det mindste holdt de sig udenfor og ikke inde i husene, og vigtigst udenfor var rotterne bytte for rovdyr der holdt antallet i skak. Kloaksystemet skabte et fristed, et paradis for rotter - de havde her et sted de kunne boltre sig, uden den store risiko for at blive ædt, af f.eks. en kat, og de kunne bruge rørene til at komme uhindret ind i husene. Det var præcist det der skete. 

I bestræbelsen på at stoppe rotterne - og dermed stoppe spredningen af byldepesten de havde med sig - ansatte man officielle rottefængere. Men som Saigoneer forklarer, var det ikke særlig effektivt. Det var rædselsfuldt arbejde; rottefængerne skulle kravle neden under jorden i strømme af menneskers afføring for at fange sygdomsførende rotter. I løbet af den første uge blev tusindvis af rotter dræbt. Den 12. juni, ved toppen af kampagnen, slog rottefængerne 20114 gnavere ihjel. Gennem forskning fandt man imidlertid ud af at denne indsats ikke kunne følge med rotternes formeringsiver, da et enkelt par kan få 35-70 unger om året.” Der var simpelthen ikke nok rottefængere. Derfor besluttede myndighederne at ansætte alle ved at uddele dusører for at slå rotter ihjel. 

Det viste sig at være en dårlig ide. 

Hvis man slog en rotte ihjel, blev man betalt med en cent - et anstændigt beløb dengang for indsatsen. Embedsmænd ønskede ikke at folk skulle komme med døde rotter til deres kontorer, så derfor bad de om at kun halerne skulle være bevis for en succesrig indsats. Planen virkede aldeles udmærket da mennesker fra alle klasser og brancher begyndte at indlevere rottehaler i bunkevis. Men efter nogle få uger syntes antallet af rotter ikke at være påvirket af indsatserne. Så begyndte der at ske noget besynderligt, der kom beretninger om at mennesker så haleløse rotter flintre rundt i Hanoi. Nogle af de som indleverede rottehaler havde med vilje ladet nogle af rotterne overleve i håb om at de så ynglede og der kom flere rotter, og dermed mere profit for rottehalesamlerne,

Og de var ikke alene om dette rotte-venlige forretningstiltag (nuvel, hvis du ikke har noget imod at miste din hale.) Per Atlas Obscura, “Var der også rapporter om at nogle vietnamesere smuglede rotter ind til byen. Sundhedsinspektører ude på landet i omegnen af Hanoi opdagede deciderede rottefarme med hensigten at avle rotter.” Således førte regeringens plan om at få inddæmmet de mange rotter blot til der kom endnu flere. 

Undertiden kaldes denne mislykkede ‘fang en rotte operation’ Den Store Hanoi Rotte Massakre. Dusørsystemet forsvandt lige så hurtig som det kom til, og selvfølgelig voksede rottebestanden. Pestplagen holdt med tiden inde, men ikke før manges liv gik tabt.

Bonus fakta: I 1960’erne var de fattigere kvarterer i Washinton D.C. i ringe stand, og den lokale regering synes ikke at være interesseret i at gøre noget. En mand ved navn Julius Hobson hjalp med til at løse problemet ved at true med at lade rotter være alles problem. WETA forklarer:

Hobson fangede “rotter så store som kaniner” i Shaw og Northeast, og transporterede dem til Georgetown, med løfte om at slippe dem fri midt i det velstående distrikt, medmindre byrådet gjorde noget ved epidemien. Da han var, son en artikel i The Washingtonian udtrykte det “klar over at et DC problem sædvanligvis ikke er et problem før det er et ‘hvidt’ problem,” besluttede han at gennemføre projektet og dermed netop gøre det til et ‘hvidt’ problem.

Hver søndag placerede Hobson næsten et dusin rotter på taget af sin bil i “rotterallies” hvor han højlydt gentog sine trusler. Han hævdede at have en “rottefarm” et eller andet sted i byen hvor han og kolleger havde “hønsebure” fulde af rotter, og de svor at ville løslade dem medmindre regeringen implementerede programmer til rottebekæmpelse der også strakte sig til udover de rige og de hvides kvarterer. Ydermere havde Hobson været godt forberedt og fundet frem til at han ikke havde nogen forpligtelse ifølge loven til at holde rotterne når han havde fanget dem, således kunne han ikke blive retsforfulgt for at følge op på sine trusler. Da mange af byens embedsmænd (for ikke at nævne Kongresmedlemmer) boede i Georgetown blev byrådet naturligvis grebet af panik.

Der krævedes kun få trusler, og så virkede de. Efter nogle få uger eller måneder betalte byrådet for rottepatruljer i D.C områderne der virkelig havde brug for dem.