Vor tids Churchill

En nutidens Churchill

Frank Gaffney, Jr.

Amerikanerne plejer at hylde deres æresborgere, herunder Sir Winston Churchill. Dette syn deles åbenbart ikke af Barack Obama, der som en af sine første officielle handlinger, højst mod sædvanen, returnerede, til den britiske ambassade, en buste af den store leder i krigstid, Churchilll. En buste som George W. Bush havde modtaget af Tony Blair kort efter 11.09.01.

De fleste af os, ser imidlertid med beundring og respekt tilbage på "Winnie's" inspirerende, utrættelige og ultimativt succesfyldte lederskab af Storbritannien gennem 2. Verdenskrig. Interessant nok er det kun få der kan huske, hvor foragtet Churchill var i omtrent de to årtier der gik forud for disse frygtelige begivenheder.

Faktisk var hans vurdering af de voksende farer Storbritannien og den Frie Verden stod over ikke alene højst uvelkomne blandt briterne, der ikke ønskede mere død og ødelæggelse efter de rædselsvækkende blodsudgydelser i den såkaldte "Krig der skulle afslutte al krig." Han blev foragtet og behandlet som en politisk paria, fordi han igen og igen henvendte sig til Parlamentet og advarede om at endnu en konfrontation var nært forestående. Hans fjender forhånede ham, han levede i det store og hele i selvpåført internt eksil; og han venner i offentligheden var få.

Dog var Churchills rolle med at holde frihdens flamme brændende i disse "år i landflygtighed" uden tvivl lige så vigtig som hans hengivne tjeneste for Konge og fædreland. Han udfordrede det britiske efterretningsvæsens vurderinger af det nazistiske oprustningsprogram, og slog hele tiden på at Hendes Majestæts Regering skulle begynde at rette op på sin smertelige underinvestering i militært udstyr.

Churchill påtog sig personligt, trods sin upopularitet, at rejse landet rundt og uddanne briterne, ofte i mindre gupper, om de voksende farer i Europa og rundt om i verden som deres ledere nægtede at se i øjnene - eller endog diskutere. Ved at gøre dette hjalp han med til at forberede landet på de svære tider der lå foran og de ofre der ville kræves for at imødegå dem.

Sidst, men ikke mindst, tog den tidligere First Lord of the Admiralty initiativet til at hjælp et lille hold af britiske videnskabsfolk og ingeniører med at udvikle en hemmelig teknologi - radar - som de ville gøre brugbar i rette tid for at frelse deres land fra de værste af Hitlers luftangreb. Uden dette gennembrud, ville det håbløst underforsynede Royal Air Force aldrig have kunnet været noget problem for det tyske Luftwaffe.

I dag har vi også en Churchill i vor midte. Ligesom den oprindelige "Sidste Løve," bliver han forhånet og bagtalt af sine kritikere. Hans udtalelser om den nuværende, og de voksende trusler og hans tidligere tjeneste for sit land bliver nedgjort af det nationale lederskab, idet de endog forsøger at "diskretidtere ham" (som senator Carl Levin udtrykte det søndag) som en belastning for sit parti (som adskillige politiske observatører og klog'åger' insisterer på.)

Vor Churchill's navn er Dick Cheney.

Kvaliteterne i Churhillsk grad hos vor tidligere vicepræsident kom meget synligt til udtryk sidste onsdag da han modtog Center for Security Policy’s Keeper of the Flame prisen. Trods sin karakteristiske bløde takketale gav hr. Cheney en glødende tilrettevisning af Obama administrationens sikkerhedspolitik.

De fleste hos medierne og de politiske kommentatorer har fokuseret på Cheneys karakteristisk af Hr. Obamas mangesidede tilgang til Afghanistan som "uigennemskuelig" og til Obamas fiasko med at implementere den strategi som præsidenten selv meddelte for syv måneder siden (grundlagt på, som det jo hænder, analyser overdraget af Bush-Cheney holdet). Hr. Cheney's kritik var imidlertid langt mere vidtrækkende.

Han kaldte "opgivelsen af missilforsvaret i Østeuropa.... en strategisk fejltagelse og et brud på fornuften" og "et alvorligt slag mod de forhåbninger og forventninger som millioner af europæere har." Han observerede at "Virkningen ved at have to NATO allierede der går ud af hver sin planke, ikke alene vil kunne føles i Europa. Vore venner over hele verden betragter det og undrer sig over om Amerika nu også vil lade dem i stikken."

Cheney advarede om, "Enhver der har tilbragt megen tid i den del af verden ved, hvad Vladimir Putin har gang i. De som forsøger at forsone sig med ham ved at overlade indflydelse og tilpasse sig hans ønsker, vil kun få problemer som tak." Han sagde Obama administrationen have "bevæget sig i blinde i sin tilgang til Irans autoritære regime" og "forpassede en lejlighed til at slutte sig til Irans demokrater, hvis offentlige protester repræsenter den største udfordring for Den Islamiske Republik siden dets oprettelse i 1979."

Dick Cheney var allermest Churchillsk i sit forsvar af de som tjener deres land i disse farefulde tider: "At kalde et udvidet afhøringsprogram for tortur, er ikke kun af nedgøre programmets lovlige bevæggrunde og sikkerhedsforanstaltninger. Sådanne anklager er en bagvaskelse overfor hengivne professionelle der handlede i ære og gavnligt i vort lands navn og for vort lands sag....Uanset hvad vi har tabt i denne konflikt så har USA aldrig tabt sine moralske grundlærer - og det gælder især vore væbnede styrker og efterretningspersonalet. De har handlet korrekt, de har gjort landet mere sikkert og en masse amerikanere er i live i dag på grund af dem."

Winston Churchill anså sin manglede evne til at forhindre blodbadet i 2. Verdenskrig som en personlig fiasko. Sandheden dengang - som nu - er at ansvaret i sidste ende hviler ikke på vagtmanden der blæser til alarm, men på de som ikke retter sig efter hans advarsler. Vi har ikke råd til at gøre den fejltagelse igen ved at ignorere den formidbale indsigt og de sunde gode råd der formidler af vor Churchill.

FamilySecurityMatters.org Contributor Frank J. Gaffney Jr. is president of the Center for Security Policy and a columnist forThe Washington Times.

Kyros Den Stores dag

Ære til Kyros Den Store på hans dag

Amil Imani

Den 29. oktober er blevet udnævnt til Kyros Den Stores Internationale dag, en enestående konge af Persien og pioner for fremmelse af menneskerettighederne.

At mindes Kyros Den Store er synonymt med at ære de glorværdige iranere fra fortiden og deres iranske livsform. Passende mindesmærker til iranerne og alle frihedselskende mennesker i verden om denne retfærdige konges styre står i området Pasargad.

Den Internationale Komite til Frelse af Arkæologiske Steder i Pasargad har en dybfølt taknemmelighed hos forskellige mennesker i Det Store Iran for dets arbejde for at redde disse fantastiske symboler på Irans stolte fortid, hvilket kunne tjene som vartegn for alle mennesker i deres søgen efter frihed og værdighed. Se også denne artikel på Synopsis om præsteskabet forsøg på at smadre mindesmærker.

Den yderst vanskelige opgave der varetages af Committee to Save the Archaeological Sites of Pasargad er desto mere vanskeligt med det nuværende islamiske regimes hensynsløse forsøg på at udslette alt og alle aftryk af Irans stolte og rosværdige arv før Islam. For disse barbariske islamister kan ethvert ideal eller symbol der repræsenteres ved menneskehedens ikke islamiske oplysning kun benyttes som antændingsgnist for deres hykleri.

Noget nyttigt og lærerigt hos Kyros Den Store er hans pionerarbejde for fremme af menneskerettighederne. Ved at benytte sit embedes magt effektivt, erklærede han et universelt charter for menneskerettigheder til alle mennesker. Kongens edikt for lige rettigheder tjente til af fremme de sociale og kulturelle foranstaltninger hos de forskellige folkeslag over hele hans enrome imperium. Skønt etnisk perser, betragtede denne godgørende konge sig selv som en fortaler for alle nationaliteter i hans kongedømme. Særinteresser og etnocentrisme var fremmed for denne visionære konge.

Som illustration af de velmenende handlinger og gerninger der blev gennemført af denne store historiske fremsynede mand er hans bemærkelsesværdige handling i 539 f.v.t. Efter at have erobret babylon udfriede Kong Kyros jøderne fra fangenskabet og gav dem lov til at vende hjem til Det Forjættede Land for at bygge deres tempel.

For denne venlige handling er Kyros Den Store udødeliggjort i Bibelen i adskillige passager og kaldes "Herrens Salvede." Gennem den nedskrevne historie har jøderne betragtet iranerne som deres venner og beskyttere mod undertrykkerne såsom grækerne og Romerne.

Kyros Den Store vises der stor ærbødighed på grund af hans store tolerance og retfærdige behandling af de besejrede nationer i hans enorme rige. Han er belvet hyldet op til idag af størstedelen af menneskeheden for at have nedskrevet de fundamentale menneskerettighder på sin Cylinder som en standard for hans tid og for alle tider.

På samme måde som Kyros Den Store betragtede alle mennesker som værende af samme familie, er menneskehedens familie idag enige om at ære denne forkæmper for menneskerettigheder. Det enorme plateau der udgør Irans hjerteland er blevet befolket af de forskelligste folk fra alle steder på Planeten. Alligevel, i respekt for Kyros' høje principper fandt disse mennesker en enhed i deres forskellighed. De var forblevet loyale overfor deres egen enestående arv og havde forbundet den med succes til en højere loyalitet. Det nuværende Iran er et levende vidnesbyrd om dette bemærkelsesværdige sammenhold hvor etniske persere, tyrkere, kurdere, baluchiere, arabere og mange andre lever som et folk: En efterlignelsværdig skabelon for hele verden af efterligne.

I omtrent 1400 år har islamismens sygdomsfrembringende virus gennemtrængt hele vor nations opbygning og identitet. Millioner og generationer hos vort folk har betalt meget dyrt, ofte med deres liv, på grund af denne påførte infektion. Alligevel har millioner og generationer kæmpet tappert for at genvinde deres identitet og værdier der gør os stolte over at være efterkommere af Kyros.

Som iranere er det yderst gavnligt på nuværende tidspunkt at tænke over vore forhold og forny vor beslutning om at gøre alt i vor magt for at frelse Iran fra den kvælende sump, som er islamismen. Vi skal vende vor nation tilbage til dets rette plads i historien som en vogter af den civiliserede verden, hvor retfærdighed og frihed hersker for hele menneskeheden.

En Maoist i Det Hvide Hus

Mao i Det Hvide Hus

Roger Kimball

Jeremiah Wright, William Ayers, Van Jones. Hvornår mon det holder op, dette galleri med Obamas radikale venner? Disse mennesker er ikke liberale. De er ikke progressive. De er radikal der hader Amerika og på mange måder har været talsmænd for eller endog anvendt vold i deres bestræbelser på at ødelægge landet.

Takket været Glenn Beck, har den amerikanske offentlighed fået kendskab til endnu et radikalt medlem af Obamas inderkreds: Anita Dunn. Den Interne Direktør for Det Hvide Hus' Kommunikation, tidligere hovedrådgiver ved Obamas politiske kampagne og hustru til Obamas personlige advokat, Robert Bauer.

I en tale foran et gymnasiepublikum i juni måned, talte Dunn lidenskabeligt om hendes to yndlings politiske filosoffer, "de to mennesker jeg vender mig til hyppigst" for at få svar på vigtige spørgsmål som, "hvordan man skal gribe ting an, som de aldrig er blevet forsøgt før." Hvem er så disse to forbilleder? Den ene var Moder Teresa. Dunn havde nu ikke meget at sige om hende. Det meste af hendes entusiasme blev udøst over hendes yndlingskilde til politisk visdom: Mao Tse Tung.

Mao Tse-Tung. Det er altså det perverse uhyre, der meget lig sit afskyelige personlige liv, foranstaltede massemord på anslået 50 - til over 100 millioner mennesker. Tallene varierer så bredt, fordi mord i en så vanvittig høj grad er vanskelig af anslå, især i et land så tilbagestående som Kina var under Mao's lange styre. Men der er kun lidt tvivl om, at Mao har forretten til at være den største massemorder i historien.

Jo, det er netop denne mand som en af Obamas nærmeste rådgivere anbefaler til et publikum og det med varme og entusiasme. I 1947, fortæller hun sit publikum, havde Chiang Kai-Shek alle fordelene: Han havde hæren, luftvåbnet og alligevel vandt Mao sejren, ved at fortælle mennesker, ifølge Anita Dunn, "Du kan kæmpe din krig, og jeg vil kæmpe min." Tror du ikke på det? Så lyt:

NB: Anita Dunn er ikke blot en Obama tilhænger. Hun er en del af hans inder kreds, en af hans toprådgivere, sammen med David Axelrod, Rahm Emmanuel og Robert Gibbs. Hvad betyder det at nogen i den stilling positivt fremhæver en af de største og uhyggeligste uhyrer som verden nogensinde har set?

Anita Dunn kalder Mao for en "politisk filosof." En ægte filosof, den nu aføde store Leszek Kolakowski, forstod, at Maos virkelige 'fortjeneste' var at være "en af de største om ikke den alllerstørste manipulator af masserne i det 2o. århundrede." Hans voldelige bonderevolution var fyldt med marxistiske slogans, men i sin grundsubstans var den mindre marxistisk i sin afskyvækkende anarkistiske og anti-intellektuelle tryanniske form.

"Den underforståede beundring hos mennesker i Vesten af den kinesiske kommunisme," bemærker Koslakowski i afslutning af sin kæmpeværk Main Currents of Marxism, "er svært af begribe." Bare han dog stadig var blandt os for at vejlede Anita Dunn.

I 1960- og 70'erne var der på mange amerikanske og andre universiteter i Vesten tilholdssteder for priviligier og uansvarlighed, der gav husly til nogle forførte skabninger der erklærede sig selv for Maoister og som var meget glade for at fremføre deres patetiske absurde holdninger ved "Den Lille Røde."

Disse skabninger er den sørgelige manifestation for vor egen kulturelle revolution. Nogle af dem var selvødelæggende, i bogstaveligste forstand. Andre voksede op, helt eller delvist, og blev opsuget af et velstående og tilgivende samfund. Kun nu er det helt klart, at nogle af de mest radikale og hårdnakkede har opretholdt tilværelsen længe nok i de ydre magtkorridorer og derpå pludselig blevet indført i de hellige kamre, Det Hvide Hus og i andre embeder hos USA regeringen. Det er et tilfældighed til det lattervækkende hvis ikke den var så afskyelig og i sandhed frygtindgydende.

Derfor har vi en overbevist beundrer af Mao i et topembede i Det Hvide Hus. Hvor mon det ender? Ja, hvor mon?

http://pajamasmedia.com/rogerkimball/2009/10/16/a-maoist-in-the-white-house/

Sandheden om sorte og politik

Sandheden om sorte og politik

Walter E. Williams

Præsident Barack Obama vandt med hele 96% af de sortes stemmer. Det er der ikke så meget nyhed ved eftersom de sorte typisk giver deres stemme til en Demokratisk kandidat. De sorte er sandsynligvis den mest loyale politiske gruppe i landet, og det er næsten givet, som amen i kirken, i det mindste blandt borgerrettigheds organisationer og blandt sorte og hvide venstreorienterede, at den eneste måde sorte kan komme igang med socioøkonomiske fremskridt er gennem racepoltik og særlige regeringsprogrammer. Imidlertid kan en sådan holdning forkastes gennem erfaringsmæssige vidnesbyrd.

I 1940 da de sorte var politisk impotente, var deres fattigdomsrate 87%. I 1960, før de sorte fik megen politisk magt, faldt den til 47%. I det tidsrum, gennem forskellige handelsmæssige oplæringer, blev de sortes indkomst mere end fordoblet i forhold til de hvide. Før 1960 var der ingen anti-fattigdomsprogrammer eller hjælpeprogrammer der kan forklare en økonomisk fremgang der har vist sig i nogen andet 20 års periode, skønt der var forsøg fra Truman og Eisenhower administrationerne på at angribe nogle af de værste former for racediskrimination. En betydelig andel af sortes fremskridt skete ved at de flyttede fra Sydens landdistrikter til de store byer i Nord. Mellem 1960 og 1980 faldt sort fattigdom med rundt regnet 17% og fortsatte med at falde til dagens 24%. Nedgangen i de sortes fattigdom mellem 1960-1980 kan måske have været en fortsættelse af en tendens der begyndte meget tidligere, og som ikke kan knyttes til Borrgerretighedslovene fra 1964, eller til præsident Johnson's Krig Mod Fattigdom eller Richard Nixons videreførelse af denne.

De fleste af de større problemer, som de sorte står overfor kan ikke klares gennem politiske løsninger og anti-fattgdomsprogrammer indført af regeringen. Lad os se på nogle. I 1940 blev 86% af sorte børn født i ægteskabet, og kriminalitetsraten blandt sorte var cirka 15%. I dag bliver kun 35% af sorte børn født i ægteskabet, og kriminalitetsraten svæver oppe omkring 70%. Dagens totale nedbrud i den sorte familie er hidtil uset i historien. Den begyndte i 1960'erne med Krigen Mod Fattigdom, og med de vanvittige ideer om velfærdsstaten.

I midten af 1960'erne slog Daniel Moynihan alarm vedrørende nedbruddet af den sorte familie i sin bog "Negerfamilien: En National sag der skal behandles." På den tid var de sortes kriminalitetsrate 26%. Moynihan sagde, "(A) hovedårsagen til nedbrudet i det sorte samfund er nedbrudet af den sorte familie." Han tilføjede, "den stadige udvidelse af velfærdsprogrammer kan tages som målestok for den stadige nedbrydning af negerens familestruktur i den seneste generation i USA." Moynihans observationer blev hilst med anklager om racisme og fordomsfuldhed. Forresten er velfærdsstaten en ligeværdig familieødelægger. Dagens kriminalitetsrate blandt hvide, på næsten 30%, er højere end den var hos de sorte i 1960'erne da Moynihan slog alarm. I Sverige, Velfærdsstatens Moder er kriminalititsraten 54%.

Der er sorte i høje embeder, og de dominerer den politiske arena i Philadelphia, Detroit, Baltimore, Washington D.C., New Orleans og andre byer. Alligevel er det de samme byer som har nationens mest elendige skoler, de højeste kriminalitetsrater, den svageste familiestruktur og andre former for social dødsspiral. Jeg hævder ikke, at sorte der er i besiddelse af politisk magt er årsagen til disse problemer. Det jeg hævder er, at løsningen på de fleste af større problemer som sorte står overfor ikke skal finde på de politiske arenaer og ved at vælge flere sorte til højere embeder. Faktiske har politikerne en tendens til at være forbeholdne over løsninger på problemer som mange sorte står i, såsom valg af skole som et middel til at styrke uddannelserne, elimineringen af undertrykkende restriktioner for forskellige erhverv, og støtte til job-ødelæggende arbejdslovgivning såsom minimumsløn.

Konklusionen er, at der kun er meget få vidnesbyrd om, og det fra hvilket som helst sted på jorden, at politiske magt er en nødvendighed for økonomisk magt.

Walter E. Williams

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=106592

Skræmmekampagne i omdrejninger

Få så gang i skræmmekampagnen!

Henry Lamb

København bliver snart efterfølgeren for Kyoto og derved et synonym for FN's plan om at få kontrol over klimaforandringen. Det 15. møde vil finde sted i København den 7-18 december. Indtil dette møde er overstået så forvent at høre et voksende antal klimarelaterede rædselsberetninger, præsenteret af et bredt udvalg af såkaldt miljøaktivister og det i en så stigende grad ad decibelforurening at den raske bliver drevet til vanvid.

UNFCC (Conference of the Parties to the U.N. Framework Convention on Climate Change) var en traktat, hvorigennem USA indvilligede i frivilligt at reducere CO2 udledningerne i 1992. Ved det allerførste møde i COP i 1995 besluttede de delegerede at føje en "Protokol" til traktaten der skulle fastsætte specifikke nedsættelsesmål for udledninger, fastlagt af FN, og som skulle være juridisk bindende for 34 udviklede lande. US Senatet vedtog en resolution der instruerede Clinton administrationen om ikke at være med i denne Protokol, medmindre den omfattede alle nationer, eller hvis den skulle have en negativ indflydelse på USA's økonomi.

Ved det tredje COP møde i 1997, Tokyo, Japan, fulgte US delegationen Senatets instruks og nægtede at efterkomme betingelserne som FN havde fastlagt på USA's vegne, netop fordi de udviklingslandene nægtede at acceptere nogen reduktion i deres CO2 udledninger. Uoverensstemmelsen strakte sig langt ind i anden uge af mødet.

Så trådte Prins Albert Gore frem på scenen. I et privat møde i sin hotelsuite forhandlede Gore en aftale der helt og aldeles ignorede Senatets beslutning og gik ind på at acceptere en juridisk bindende udledningskvote der svarer til 7% under 1990 niveauet inden 2012, og samtidig indvilge i at indføre absolut ingen krav til udviklingslandene.

Senatet var ved at koge over i raseri da Clinton gik med til at godkende Kyoto Protokollen.

En af de to virkelig gode ting George W. Bush gjorde var at fuldstændig at trække os bort fra Kyoto Protokollen (Den anden var at trække os ud af Den Internationale Kriminalaret.)

FN, Hollywood, miljøorganisationerne og de fleste Demokrater skædte ud, skabte sig, bandede og latterliggjorde "W" for hans kavalleri - enerådende - cowboy manerer. Kyoto Protokollen blev effektueret uden USA's deltagelse.

Københavnermødet formodes at skulle være en opfølger på Kyoto Protokollen, der vil løbe ud i 2012. Den nye aftale formodes at skulle fastsætte de nye udledningsstandarder og mål, og vil være endnu mere byrdefulde end Kyoto målene. De samme argumenter vil præge, og plage forhandlingerne der fører frem til mødet i København, som det også var tilfældet med forhandlingerne i Kyoto. Udvikingslandene ønsker absolut ikke nogen slags reduktion påført dem, samtidig med de vil insistere på at de udviklede lande, især USA, skal tvinges til drastiske reduktioner i CO2 udledningerne.

Problemet for Obama er: Han har næsten helt sikkert, lovet verden at USA ville slutte sig til den internationale klimaforandrings traktat - uden hensyn til omkostningerne. Tilsyneladende mente han at hans løfte, og hans teleprompter, ville være tilstrækkeligt til at overtale de udviklede lande til at være med i selskabet. Det er indtil nu ikke sket. Hans glansnummer er hans "cap and trade" (handel med CO2) lov som han ønsker underskrevet før mødet i København. Hvis han får sin lov igennem kan han fortælle verden at USA allerede har gjort sin del og at han ikke vil underskrive Københavneraftalen medmindre alle alnde også gør det. Hvis loven ikke vedtages skal han udvikle en ny strategi.

Bemærk venligst fraværet af en enhver diskussion om rigtigheden af klimaforandringsvidenskaben, eller en kontrol med den. Klimaforandring har intet at gøre forhandlingerne ved mødet eller med traktaterne. Det har aldrig været tilfældet. Klimaforandring er blot en undskyldning for at konstruere et monstrøst international bureaukrati for Conference of the Parties to the U.N. Framework Convention on Climate Change.

Henry Lamb

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=113150

Et undervisningssystem der bare ikke duer!

Et undervisningseksperiment der ikke virker

David Paulin

Hvordan motiverer man elever der ikke gider følge med i skolerne, skoler der plages af en afgrundsdyb elendig undervisningsscore og masser af elever der dropper ud af skolen? Så kan man nu følge de venstreorienterede der bare vil bruge flere penge på problemet - fordi de ikke orker at forstå, eller ikke vil indrømme, hvorfor så mange hispanics og sorte ikke gider følge med.

For ti måneder siden i Austin, Texas, gik det op for de venstreorienterede lærekræfter, da de kom tilbage til virkeligheden efter at have forsøgt sig med et program i Obama stil målrettet hispanics og sorte fra underklassen. Programmet gik ind for, at man skulle betale 6 dollars pr. time til den elev, der havde problemer med at følge med for hver ekstra oplæringstime efter skoletid.

Det kan ikke komme som en overraskelse at dette kontant-betaling-for undervisnings-blev forkastet af den håndfuld konservative der bor i Austin, en bastion for ultra venstreorienterede. Du kan læse en skeptisk artikel om programmet her.

Hvordan gik det så med dette velmente uddannelseseksperiment? Her fornylig udgav Austin skolevæesen en detaljeret rapport om programmet der tilbød matematik undervisning på det meget problemfyldte East Memorial High School. Som de skeptiske konservative havde påpeget fra begyndelsen, så var betaling alene ikke nok til at løse et socialt problem.

Hermed siges ikke, at programmet ikke var til gavn for nogle elever: Det gjorde det faktisk. Det levede dog ikke op til forventningerne - da kun en håndfuld af eleverne valgte at deltage - dermed understregedes et argument fra de borgerlige: Kulturelle problemer og problemer med opførsel er de rigtige årsager til at så mange sorte og hispanics elever er så elendige til boglige fag. I Texs er deres 'drop ud' rate tre gange så høj som for hvide og asiater, og det afspejler jo tendensen på landsplan.

Alligevel beskylder de venstreorienterede konsekvent denne tilstand på dårlige sociale forhold - diskrimination, racismen og fattigdom. Dette skulle også forklare de mange babyer født udenfor ægteskab og de disciplinære problemer på visse skoler i Austin hvor de fleste elever er hispanics og sorte fra lavindkomstfamilier.

Masser af børnene havde problemer med matematik, selvfølgelig. Og mange middelklasse forældre er alt for bekendt med den byrde der følger med at arrange dyre ekstratimer og kontrollen med at deres børn lærer lektier og kommer på sommerskole. Hvis de ikke gør dette så er det ensbetydende med at deres børn har langt mindre chance for at komme ind på et bare nogenlunde godt universitet.

Som en følge heraf skulle man tro, at elever og forældre der på Eastside High School ville stå i lange køer for at slutte sig til dette - "kontant betaling" for ekstratimer. Det lykkedes ikke engang for lærerne at udfylde de 20 pladser der var sat af.

Apatetiske elever

Overvej nogle af de forhindringer der hurtigt fremkom i dette læringsprogram der skulle give eneundervisning i basis algebra. Lektionerne der skulle afholdes 3 gange ugentligt havde lærere fra lokalsamfundets skole, der tjente 12 dollars i timen.

Idet man henviste til de "udfordringer" de 'nødlidende' elever havde, rapporterede skoledistriktet at lærerne "personligt havde inviteret og givet oplysning om programmet til 75 elever, svarende til 83% af alle mulige ansøgere." Dog fik de kun et chokerende lavt tilbagemeldingssvar der kan afsløre apati - blot 16 elever skrev sig ind i processen. Der gik ikke lang tid så droppede 7 af dem ud.

Da programmet afsluttedes havde kun ni elever fuldført.

Ved evalueringen af de frustrationer der var forbundet med igangsættelsen af "kontanter for læring" bemærkede rapporten.

"Elleve elever fuldførte programmets indledende proces; alligevel kom ingen af disse elever til undervisningen eller deltog eller blot delvis deltog i mere end en eller to lektioner."

Heldigvis var det private fonde der økonomisk gav mulighed for programmet om foråret. Tab: 18569 dollars.

Hvorfor meldte så få elever sig? Nogle af dem sagde at de have "forpligtelser efter skoletid." Andre igen var ikke kvalificerede på grund af pjækkeri eller andre disciplinære problemer der fremkom før programmet begyndte. Andre igen, der først havde vist interesse i programmet, meldte sig alligevel ikke på grund af "motivation."

Som noget interessant kan fortælles at skoledistriktets rapport ikke nævnte race eller etnicitet hos de ni elever der gennemførte hele programmet.

Indtil fornylig var Eastside High School kendt som Johnston High School. Men efter fem år i træk hvor man ikke kunne leve op til statens standard for, hvor mange der droppede ud, og også de akademiske standarder (som lovbestemt i George Bush's 'Intet Barns skal lades tilbage Lov') blev Johnston lukket af staten. Det nye navn Eastside Memorial var en del af omorganiseringen ,hvorved man forsøgte at give et skub til det akademiske. Det kan nævnes af 50% af skolens elever (80% hispanics og 18% sorte) blev overført til andre skoler.

Konservative tvivlede imidlertid på at dette ville kunne vende skolens lave indlæringsevne -- ikke med halvdelen af de samme elever fra Jonhston som nu gik på Eastside. Mange kritiserede skoledistriktets politik med at flytte de umotiverede elever til bedre skoler, og kaldte det en kynisk bestræbelse for at afholde skolerne fra fiasko ved at sprede undermotiverede sorte og hispanics blandt skoler med flere hvide og asiater.

"Kontanter for indlæring" havde ingen interesse for de fleste elever og forældre, og det bør ikke overraske nogen. Austins skoledistrikt har allerede givet gratis undervisning til elever der er svage takket været Georges Bush førnævnte lov. Alligevel var det kun en håndfuld - mindre end 2% - af de elever der havde mulighed for det der greb denne fordel og mulighed der koster 1000 dollars pr. elev.

For tyve år siden var flertallet af Johnston skolens elever hvide. Da Johnston blev lukket, var den i overvældende grad hispanics og sådan havde det været i mange år. Skolens 1000 elever har en fraværsrate på 83%. Drop ud raten er 20,3% for sorte; 16% for hispanics; og 3,7% for skolen hvide elever. Kun 68% af Johnstons elever gik til eksamen og bestod.

Kulturens fiasko

De skræmmende drop ud rater for de unge hispanics på Johnston, og andre skoler i Austin er interessant ud fra den betragning at mange hispanics elever enten er børn af eller børnebørn, eller oldebørn af mexikanske immigranter der kom til Texas i løbet af de seneste årtier.

De fleste af disse immigranter, lovlige, som ulovlige, droppede ud af skolen. Ifølge visse eksperter vedrørende immigration holder denne drop ud tendens ved til fjerde generation. Håbet om at ludfattige maxikanske immigranter med tiden skulle kunne absorberes og antage amerikanske middelklasse værdier er ikke indtruffet i samme grad som hos europæiske immigranter der hurtigt antager eller allerede er absorberet i samfundet.

Austins venstreorienterede politiske klasse har ikke destomindre betragtet "diversitet" og "multikulturalismen" som hovedhjørnestene i dyderne som skulle have gjort deres åbne by til at bedre sted at leve, bedre end for nogle årtier siden. Dengang udgjorde de bleglyserøde hvide "anglosaksere" flertallet i Austin og den største minoritet bestod af mexikansk-amerikanere, hvis rødder havde været i Texas i mange generationer.

Da Austins venstreorienterede indførte dette "kontanter for indlærings" program forsvarede de det med at det ville tiltrække fattige hispanics og sorte elver der angiveligt arbejdede efter skoletid som en hjælp til deres familier. De mente at disse fattige, men flittige unge, ville holde op med at arbejde og snuppe den chance der var ved at tjene 6 dollars i timen, og samtidig forbedre deres matematikkundskaber.

Konservative påpegede imidlertid, at kun få af eleverne levede i direkte fattigdom. Mange forældre satte eleverne af ved skolen i nydelige SUV'er og Pick-Ups med flotte alufælge. Mange af børnene var iført designertøj og havde mobiltlefoner eller I-Pods. Som en køretur rundt i byen vil bekræfte, da kan man se grupper af hispanics og sorte unge der venter på skolebusserne og som sjældent har skolebøgerne med.

Hvad mente de ni elever der fuldførte programmet så om det? Ifølge skoledistriktets rapport som, "meddelte de at de gerne ville deltage i et andet indlæringsprogram hvis de fik penge for det. Imidlertid var det blot 61,6% af besvarelserne der oplyste, at de ville deltage i et læringsprogram selvom de ikke fik penge for det."

Derfor er "fattigdomsargumentet" som benyttes om visse dele af Austin, Staten Texas's hovedstad, yderst ringe som forklaring for fiaskoen med indlæring og elevernes ligegyldighed. De venstreorienterede vil måske forkaste den holdning, at det har noget med kultur og værdier at gøre. Men hvordan vil du ellers forklare det der finder sted i de faldefærdige skoler i udviklingslande som Indien og Kina? Der er de klarøjene elever ivrige efter at suge lærdom til sig. Ingen betaler dem for at møde op og være engagerede.

Millioner af immigrater i det 19. og det 20. århundrede sikrede sig at deres børn fik en uddannelse, og de håbede at de ville komme på universitetet. Og som mange asiater og indiske immigranter idag gør, har nogle europæiske immigranter skilt sig ud som yderst motiverede: Europæiske jøder har boet i lavindkomst kvartererne i New York, men det er lykkedes dem at skaffe penge nok til selv at have bøger hjemme. De har opnået velstand trods den antisemitisme der forhindrede mange af dem i at komme på amerikanske topuniversiteter.

Mangel cubanere fra middelklassen, der flygtede fra Castros kommunisme skiller sig også ud i Amerika. Miamis glimtende række af skyskrabere - den såkaldte hovedstad i Latin Amerika - er et monument over den succes cubanske forretningsmænd og professionelle der flygtede til Florida har opnået.

Mange immigranter fra Caribien og Afrika klarer sig også godt, og dermed afvises den venstreorienterede kritik at de burde klare sig lige så dårligt som afro-amerikanerne og hispanics.

Man forsøger at hævde at programmet "kontanter for indlæring" var positivt i en historie i Austin American-Statesman, der erklærede: "Eastside programmet er lovende."

Selv denne poltisk korrekte avis kan ikke ignorere den kendsgerning at så få elever har givet udtryk for en interesse i programmet. Manden bag "kontanter for indæring" tidligere borgmester i Austin, Bruce Todd sagde til avisen:

"Det var første gang man forsøgte, og alle ved at hvis noget i skolen ikke er sejt nok, så bliver det vanskeligt."

Yderst interessant udtalelse -- programmet var "ikke sejt nok." Alligevel blev Todd ved med : "Vi har lært en masse og jeg forventer at vil i næste semester får meget bedre deltagelse."

Takket været den eksploderende hispanics fødselsrate og den ulovlige immigration fra Mexico er Texas nu blandt adskillige stater hvor "hvide anglosaksere" er en minoritet, idet den udgør under 50% af befolkningen. Den stærkt stigende hispanic befolkning falder påfaldende sammen med de stærkt stigende drop ud rater i gennem årene.

Vedrørende disse rater bemærkede Teax Education Agency:

"I 2007-08, var drop ud raten for klasserne 9-12 for afro-amerikanske elever mere end tre gange så høj som for hvide elever, og raten for hispanics elever var næsten tre gange så høj."

Kontoret gav som forklaring:

""En vifte af komplekse, nært forbundne faktorer bidrager til drop ud raten. Familiemæssige og personlige baggrund, akdemisk historie og skolens karakteristika kan alle influere på elevens beslutning om at blive i skolen."

Det var en diplomatisk måde at sige det på - ordene der benyttedes havde nok til formål, at undgå at sætte statens etniske og racemæssige lobbier i beredskab.

Sidste år modtog elleve af Austins offentlige skoler statens laveste vurdering på grund af ringe akademisk præstation. Trods Eastsides nye navn og andre forandringer, er elevernes indsat stadig ringe som det også er tilfælde på adskillige andre skoler.

Hvad kan gøres? Udover "kontanter for indlæring" har Austin fornylig ansat en ny skoledirektør med den kvalifikation som de venstreorienterede lærere synes er attraktiv. Hun er nemlig sort. (Sådan beskriver Meria Carstarpehn nemlig sig selv, selvom hun ser hvid ud.)

Byen Austins besættelse af at ansætte en skoledirektør der først og fremmest var hispanic eller sort har vakt vrede hos det privat firma byen bad om at finde en egnet: Direktøren har anklaget embedsmændende for at føre "racepolitik."

Uanset hvad, så kan Carstarphen - som Austins første sorte og kvindelige skoledirektør - nu stå overfor de vanskelige problemer som Austins skyldige hvide venstreorienterede ikke tør se i øjnene. Og hvis sorte og hispanic elever bliver ved med at falde igennem, så er det en kendsgerning at hvis det sker under Carstarphens embede da kan Austins ventreorienterede politiske klasse komme ud af klemmen.

Carstarphen, 39, tjener $275,000 om året, og hvis hun forbedrer forholdene i Austins plagede skoler vil hun modtage en bonus på op til 25000 dollars.

Interessant nok, så fastslår Texas' Uafhængigheds Erklæring fra 1836 at den eneste grund til de tætte bånd til Mexico var at det mislykkedes at "oprette et offentligt system med uddannelse, selvom der er næsten ubegrænsede midler til stede."

I dag benyttes næsten ubegrænsede ressourcer og det er ikke nok til at omgøre den kulturfiasko der er vedvarende blandt lavindkomst hispanics og sorte elever. For at hun kan få de 25000 dollars i bonus, ja da har skoledirektøren Carstarphen rigtig meget arbejde foran sig.

Eldrevne biler hvor langt er man kommet

Hybridbatterier: En ubekvem sandhed.

Mischa Popoff

Glem alt om værdifulde metaller som guld og sølv. Milliardæren Warren Buffet investerer i litium fordi der meget snart vil være brug for ubegrænsede mængder at dette metal til brug i elektriske- og hybrid bilbatterier.

Men hold lige hestene før du optager et tillægslån i dit hus for at investere. Overvej at hele grundlaget for eventyret kan falde. Jovist, værdien på lithium vil stige når regeringerne føjer sig efter de grønne aktivisters krav oml at "opmuntre" bilproducenter til at fremstille flere el- og hybridbiler. På et tidspunkt vil den øgede pris på lithium tvinge prisen på disse køretøjer så højt op, at den almindelige forbruger ikke har råd.

Mens priserne på andre teknologier, som hjemmecomputere og mobiltelefoner er faldet eftersom produktionen er vokset med raketfart, er el/hybrid alternativet dømt til at blive offer for sin egen succes - medmindre, selvfølgelig regeringen griber ind.

En livslængdepris på et hybridbatteri til en bil er lige for tiden det tredobbelte af en motor i en benzindreven bil, omkring 8000 dollars. Råmaterialet udgør 70% af denne omkostning. Med Klimakonferencen i København til december - hvor Nobelprismodtageren Barack Obama håber at kunne overbevise verden om at den skal frigøre sig for olien - vil prisen på amerikansk lithium være steget med 100% på 60 dage. Eksperterne forudser en 600%'s forøgelse inden udgangen af 2010.

Hvor meget vil du egentligt betale for at reducere CO2 udledningerne? Det tredobbelte? Det firdobbelte? Hvis eksperterne har ret så forsæt selv....

Der er masser af grunde til IKKE at købe en elektrisk eller hybrid bil: Den manglende præstationsevne, den kortere rækkevidde, og lastevne; i store træk alt det man behøver når man køber en bil. Jo, konstruktørerne vil isætte større batterier, men det vil kun medføre en nedgang i efterspørgslen efter el-hybrid biler ved den øgede efterspørgsel efter lithium.

For eksempel den højtydende 2010 GM Volt Hybird. Dets lithium batteri koster chokerende 21000 dollars. Lad mig understrege, det er kun for batteriet, og det i dagens priser på lithium.

Det ville hjælpe noget på det om det så kunne betale sig udregnet i kørt kilometer. Det kan det ikke. En hel forsamling af benzindrevne automobiler vil kunne gøre det bedre end hybriderne, og diesel vil hele tiden besejre hybrid i brændselseffektivitet. Alligevel er "Hybridtroen" fremherskende i Vesten.

Blot fordi man kombinerer en lille eksplosionmotor med en generator og en el-motor, det kan altså ikke kaldes innovativt. De desperate bilproducenter har døbt denne kombination af en ethundredeårig gammmel teknologi som "hybrid-el-teknologien." Det er det samme som at kalde dig selv en "hybrid vegetar" fordi du undertiden spiser grønsager.

Er el-biler og hybrid-elbiler tilmed levedygtige? Nu når vi omtaler emnet, hvad med vindmøller og solpaneler? Sørgeligt at sige, men videnskabsfolk siger det gælder altså ikke. Vil de så nogensinde være duelige? Her er det guruerne for det grønne marked kommer frem og forsikrer os, at vi er på rette vej!

Det er også her regeringen sandsynligvis til træde til, og som kun regeringer kan, forvandle reglerne for markedet. Oversat: Du vil en dag komme til at betale din store andel af din selvretfærdige nabos bil, uanset om du bryder dig om det eller ej, gennem en statsstøtte til lithium. Det er lige netop det de kloge investorer som Buffet regner med.

De grønne markedsfortalerne hævder, at det en dag vil være muligt for batteriteknologien at foretage en opladning på mindre end 20 minutter og at man kan rejse helt op til 700 kilometer på en enkelt opladning! Hvornår vil det mon ske? Vær nu ikke skeptisk! Vi er på rette vej og det er det der gælder. Indtil da, så klap i og betal dine skatter og afgifter!
Har du det bedre nu?

Kendsgerninger og videnskab er sat ud af spillet i denne debat. Det burde være grund nok til ikke at spilde offentlige midller på at udvikle hybrid-elbiler. Læg dertil den uomtvivstlige kendsgerning, at des flere batterier der fremstilles, des mere vil de astronomiske omkostninger blive, og så kan man undre sig over, hvad det var der fremelskede dette vanvid?

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Mischa Popoff is a freelance political writer with a bachelor’s degree in history. Contact him at mischap@telus.net.

Arabisk kvæler intellektualismen

Arabernes sprog kvæler den intellektuelle fremgang

Dr. Sami Alrabaa

Vi arabere lider ikke kun af en mangel på politisk og religiøs frihed og økonomisk stagnation, men vi lider også af stort problem med måden at tænke på og derved også benytte sproget, hvilken hæmmer en civiliseret forandring.

De arabiske lande har to niveauer i sproget: Lokalt arabisk, det vil sige nationalt og regionalt, som man benævner sproglige variationer (dialekter) modsat Standard Arabisk. Der er ægyptisk arabisk, syrisk arabisk, saudiarabisk arabisk, marokkansk arabisk og så videre. Disse dialekter er alle modersmål. De er imidlertid knyttet til det daglige sprog. Vi må ikke benytte dem når vi skriver, især i bøger, trykte medier, lærebøger i skolen og andre officielle dokumenter.

Standard Arabisk er det offcielle sprog i alle arabiske stater. Det er dog ikke vor modersmål; faktisk er der ingen der taler dette sprog som deres modersmål, vi lærer det i skolen som 6-7 årige. Det er vort andet sprog fremfor vort nationale og regionale arabisk, der faktisk er vort rigtige modersmål.

Da Standard Arabisk har været litteraturens sprog i de arabiske lande i mere end 1400 år, benyttet i poesi, og i oversættelsen af videnskabelige bøger til arabisk (især under den såkaldte gyldne tid), har der udviklet sig et kæmpe repertoire af ord. Talt arabisk (dialekter) er på den anden side blevet stigmatiseret, benyttes i daglig tale og derved blevet begrænset til dagens samtaler. Dets forråd af ord er fattigt.

Hvis du imidlertid spørger en araber, hvad hans sprog er, vil de meget vildledende sige, "Det er arabisk," og derved mene Standard Arabisk, hvilket altså ikke er sandt. Det talte arabisk er vort modersmål.

Begge varieteter/niveauer af arabisk har dog til dels samme ordbrug der meget ofte udtales helt forskelligt. De kan også være helt forskellige i grammatik og sætningsstruktur.

Mellemøstlige arabere i Syrien, Libanon, Irak, Saudiarabien, Ægypten, Irak og Palæstina benytter det talte arabisk. Når de mødes og taler sammen kan de let forstå hinanden trods forskellige lokale ord og variationer af udtalen.

Arabere fra Nordafrika taler næsten et helt andet talt arabisk. En syrer der taler med en marokkaner eller algerier, for eksempel, vil måske kunne forstå 5%.

Standard Arabisk er for alle arabere et lingua franca; det er som latin for spanierne, franskmændene eller italienerne hvis nationalsprog stammer fra og udvikledes fra latin. Da det Romerske Imperium herskede over Spanien, Frankrig, Italien og Portugal var latin uddannelsessproget og videnskabens sprog, men menneskene i disse lande, på grund af den udbredte analfebetisme, benyttede deres egne talte dialekter af latin, nøjagtig ligesom araberne gør med arabisk.

Da araberne fra Den Arabiske Halvø invaderede det der idag er de moderne arabiske lande indførte de arabisk som det offcielle sprog. Lokale sprog såsom aramaisk, faraonisk, kananæisk, og hebraisk blev forbudt. Da flertallet af menneskene i disse lande var analfabeter lærte de at tale en form for arabisk, det vil sige - talt arabisk, nøjagtig ligesom de caribiske indfødte der lærte engelsk; en slags 'brudt' engelsk der grammatisk og i dele af udtalelsen er anderledes end standard engelsk.

Standard Arabisk, det officielle sprog over hele den arabiske verden er gammeldags, med en gammeldags grammatik og analysemetode og læring.

Derfor er det yderst vanskeligt for arabiske studerende at lære dette sprog, og de kæmper med grammatikken og den strenge opbygning. Arabiske Sprogråd og det muslimske religiøse system har været voldsomt imod at tillade nogen form for reform af sproget. De har påstået at det er sproget i Den Hellige Koran, og derfor er det helligt.

Mens sprog som engelsk, fransk og tysk har gennemgået sproglige reformer har Standard Arabisk ikke. Mens alle disse andre sprog har fået indkorporeret moderne gloser og moderne opbygning da har Rådene for Standard Arabisk indtaget en puritansk 'kustode' rolle.

60% af araberne er stadig analfabeter eller halvlærde og de er således udelukket fra at læse og modtage uddannelse. Flertallet af araberne læser dårligt. De hader den pedantiske struktur i Standard Arabisk. Deres mangel på beherskelse af dette sprog tvinger dem til det. Det er ligesom latin for spanierne, hvis de tvinges til at benytte det.

Standard Arabisk er et kunstigt sprog. Vi arabere kan ikke identificere os med dette "sprog." Vi er ikke født med det.

Mennesker overalt på jorden, især vesterlændinge nyder at læse bøger for disse benytter et sprog som er deres. Det reflekterer deres modersmål, deres kultur og deres tankegang. Nogle bøger bliver bestsellers, men i den arabiske verden mangler vi dette helt naturlige fænomen.

I en kommentar til en artikel jeg postede på en arabisk hjemmeside fortæller Wafa Sultan om sin mor der ikke kan læse. En iransk ven talte Standard Arabisk til hendes mor, men hun forstod ikke et ord. Han var chokeret og spurgte, "Hvordan kan hun forstå nyhederne på TV og i radioen (som benytter standard arabisk)?" Wafa svarede, "Det gør hun heller ikke." Manden drog den konklusion at den stakkels kvinde ikke kun var indespærret i anafabetismens fængsel, hun var også helt udelukket fra omverdenen, hun anede ikke hvad der foregik.

At benytte sit modersmål er en grundlæggende menneskerettighed. FN Charteret understreger det. Mennesker har ret til at benytte deres modersmål, eller i det mindste et der ligger tæt på. Kurderne for eksempel har fået knægtet denne rettighed i årtier. Vi arabere har heller ikke denne rettighed. Vi er tvunget til at bruge et andet sprog.

Såvel de muslimske religiøse systemer og pan-araberne insisterer på at holde fast på Standard Arabisk som det officielle sprog af politiske og religiøse grunde.

De religiøse systemer vil kun benytte Standard Arabisk og dets sheiker lyder som belæste og vidende udi et sprog som flertallet at araberne ikke forstår. Derfor lyder de muslimske gejstlige som lærde, og sproget i Koranen lyder guddommeligt.

Pan-araberne påstår at Standard Arabisk er en forenende faktor hos de arabiske lande.

Sandheden er at de arabiske samfund kun har lidt tilfælles, udover tilbageståenhed og undertrykkelse. De er forskellige når det drejer sig om sprog og kultur. De var alle kolonier i Det Muslimske Imperium, underlagt Islam.

Undersøgelser i sprog har afsløret at sprog og tanke hører sammen. Når en araber ønsker, eller skal give sin mening til kende i en formel sætning, så tænker de på deres dialekt (det talte arabisk) og forsøger derpå at formulere deres tanker på en fremmed sprog (det andet sprog) det vil sige, Standard Arabisk. De stammer i det, deres sprog er dårligt. Det er ikke udstyret med konceptuelle udtryk for at forklare abstrakte forhold, og deres Standard Arabisk er ringe.

For eksempel, når en arabisk politiker som Amr Mousa, Formand for Den Arabiske Liga, skal give en udtalelse så taler han Standard Arabisk, som om han har fødselsveer. Han forsøger at tilpasse sine tanker, der er formet af det talte arabisk, i Standard Arabiske formler, som sjældent giver nogen mening. Man skal selv regne ud hvad han mener. Resultatet er tågede udtalelser. Langt oftest siger nogle arabiske politikere ting som de ikke mener, men de vil gerne lyde belæste.

Det er en af grundene til at araberne, i særlig grad politikere, er så forvirrede og svage. De aner ikke hvad de skal sige, og hvis de siger noget er de ikke i stand til at udtrykke sig forståeligt. De mangler beherskelse af moderne udtryksformer. Derfor benytter de undertrykkelse i deres regeringsform. De mangler fleksible, resourcefyldte, sofistikerede argumentationsteknikker. Da de ikke besidder et overbevisende sprog, holder de fast i voldelige undertrykkende metoder.

På et arabisk internet forum, er flertallet af bidragsyderne tilhængere af, at reformere sprogsituationen i den arabiske verden.

Blandt andre ting har jeg foreslået at sammensmelte såvel det talte arabisk med Standard Arabisk til et sprog. Alt imens tiden går ville dette nye sprog kunne indlæres af alle, og på et tidspunkt ville vi alle have en brugbart modersmål så vi kan tænke og give udtryk for vor mening med. Vi behøver så ikke at skifte mellem sproget vi tænker på og det andet som er fremmed for os. Kun da vil arabisk tænkning passe til virkelighedens verden. Så vil vi være i stand til at sige hvad vi virkelig tænker.

Et mennesker der benytter en ressourcefyldt udtryksmåde som sit modersmål tænker langt klarere. Det er netop det der savnes i de arabiske samfund.

Andre artikler af Sami Alrabaa ved klik

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Sami Alrabaa, an ex-Muslim, is a professor of Sociology and an Arab-Muslim culture specialist. He has taught at Kuwait University, King Saud University, and Michigan State University. He also writes for the Jerusalem Post.

Tab i Afghanistan og alt er tabt

Tab i Afghanistan, i Pakistan, i Iran, ja, tab det hele

James Lewis

Verdens gangsterregimer er i fremgang og de ved hvor vi bor. De ved alt om, hvordan man klemmer mere civiliserede nationer. Vor svaghed er kujoneri, og det gælder i stigende grad når det drejer sig om atomvåben. Det er derfor alle slynglerne forsøger at få netop atomvåben, og det så hurtigt de formår. De ved nemlig at det er det perfekte afpresningsvåben, og at de derved er usårlige overfor angreb.

Det er derfor præsident Obamas offentlige afvisning af General McChrystals råd vedrørende Afghanistan berører din personlige, og min personlige sikkerhed. General McChrystal ønsker flere tropper. Obama ønsker ikke at sende dem afsted, fordi han har brug for pengene til at fremme sin socialistiske magtovertagelse af Amerika. Han kan ikke begge ting samtidig. Se på Europa, hvor militæret udgøre en sørgelig del af det sociale velfærdsprogram. Al saft og kraft er suget ud gennem større og større programmer til hjælp til 'ofre.'

Obama er tvunget til at indse allerede nu at chancen for en større krig i Gulfen allerede måske næste år er steget med 100%. Ahmadinejad vil bare have atomvåben og han har allerede tilstrækkeligt radioaktivt material til at fremstille en beskidt bombe, et lavteknologisk våben der kan sprede terror overalt i verden. Venstrefløjen lægger hele bevisbyrden på Amerika for at vi skal bevise at der er massødelæggelsesvåben, som aldrig kan helt bevises fordi CIA har meget svært ved at trænge ind i totalitære regimer. Man kan ikke bevise noget negativt. Aldrig. Derfor beder Venstrefløjen altid om det umulige. Det får dem til at lyde, åh så fornuftige, når det eneste de gør er at sabotere almindelig sund fornuft.

Saddam havde et kæmpelager med Yellowcake uran, det ved vi nu, og det eneste han skulle gøre for at lave et terrorvåben var at placere det i et fly og smadre det ind i Library Tower i LA. Man har ikke brug for en atomeksplosion for at sprede terror. Alt du har brug for en en masse radioaktivt materiale sammen med eksplosiver; almindelig kunstgødning kunne det være. Det radioaktive materialekunne være det cæsium der benyttes i dit hospitals røntgenudstyr. Saddam gjorde ikke dette fordi han frygtede vor uundgåelige gengældelse.

Hvis Israel angriber Teheran vil iranerne forsøge med gengældelse, enten ved et missilangreb eller ved lokale angreb gennem Hezbollah og Hamas. Om Israel ikke angriber Teheran, så vil iranerne alligevel forsøge at angribe Tel Aviv, fordi det er selve hovedstenen i deres ideologiske doktrin, som de ikke har ændret på i over 30 år. For Israel er det blot et spørgsmål om timing i en uundgåelig krig. Det bliver fordømt hvis de gør det, og det bliver også fordømt hvis det ikke gør det. Derfor virker det mere oplagt at Israel angriber først, og forventer at skulle forsvare sig mod øjeblikkelig iransk gengældelse. Det vil være langt bedre at gøre dette før iranerne virkelig får atomvåben.

Hvis Obama forventer at kunne holde sig ude af det slag, så ønsk ham held og lykke. Iranerne vil ligeså sandsynligt angribe de saudiske oliefelter (70 km borte), sheikdømmerne i Gulfen, US militæret i Irak, US Navy i Gulfen eller Israel. Israel er den bedst forsvarede stat i regionen. Israel har, i modsætning til de arabiske stater bevist at det kan gøre gengæld. Araberne skal stole på os, men hvis vi ikke kommer til undsætning og forsvarer dem med succes, da er saudierne klar til at importere atomvåben fra Pakistan. De har allerede betalt for dem ved at finansiere det pakistanske atomudviklingsprogram.

Derfor vil USA blive trukket ind i en krig i Østasien eller Gulfen. Der er ingen vej til at holde sig ude. Medmindre selvfølgelig vi ønsker at en krig skal sprede sig yderligere.

Ligeså snart slyngelstaterne får deres atombomber står vi på komplet ukendt territorium. Intet af den balance der herskede mellem US-Sovjet i de sidste 60 år har nogen garanti for at kunne fortsætte. Atombalancen vil nu have ikke kun have to sider, men det halve af et dusin. Teheran prædiker om selvmordskrig, det første regime siden Tojo's Japan for 60 år siden. Pakistan gør ikke, men hvis Pakistan overtages af Taliban, er der intet der er sikkert længere. Indien vil helt sikkert ikke have tiltro til de islamiske radikale med atomvåben, lige udenfor hoveddøren.

Derfor afhænger det hele af en helhjertet amerikansk indsats. Det er det McChrystal uden tvivl har fortalt Obama ved flere møder. Vi ved at generalen besluttede at gå til offentligheden med stor risiko for sin karriere. Det beviser at Obama modstår den helt åbenbare logik som virkeligheden fremviser. Han er så langt mest ukvalificerede præsident nogensinde til at være i embedet i en tid med stor alvorlig national fare. Han er ingen Washington, ingen Lincoln, ingen Truman, ingen JFK og slet ingen George W. Bush. Hvis han kan lære hurtigt vil han måske være i stand til at komme frem til et stade med mod og realisme. Hvis ikke, er verden tilbage til 1939 og Hitlers invasion af Polen.

Vil USA støtte Israel i et forebyggende angreb og krig? Hvis det er tilfældet, og hvis de forebyggende angreb lykkes, så kan vi holde slynglerne på plads. At smadre iranernes atomfaciliteter vil signalere til de andre bæster at atomvåben ikke er det ultimative es i kortspillet. som de tror.

Det er derfor Afghanistan og dets nabo Pakistan, Afpak, står i et historisk vadested for øjeblikket. Hvis vi taber i Afghanistan og Taliban vinder, og de kan slå sig sammen med deres brødre i Pakistan og få kontrol over atomvåben, vil vi opleve noget der ligner al-Queda, men nu med atomvåben. Det er det Cheney og Bush advarede os om. Indien kan ikke tolerere det, og har ikke råd til det, og de vil gribe til våben. Kina kan heller ikke blot se til.

Den samme logik kan bruges om Iran. Ahmadinejad har truet ikke kun Israel og USA, men Saudiarabien og Gulfstaterne. Saudierne har finansieret Pakistans atomprogram og kan importere det øjeblikkeligt, ligeså snart Teheran får deres.

Det er USA der holder fingeren i hullet i digen. Hvis denne finger trækkes ud, vil der blive en oversvømmelse.

Så taber vi, og det gør hele verden også medmindre vi ikke nedkæmper denne trussel. Hvis det lykkes os at forsvare verden i alliance med andre lande, da vil vi overleve og gangsterregimer vil blive holdt i skak.

Velkommen til Obamas valg.

Debatten i Det hvide Hus om Afghanistan er derfor kritisk. Det er derfor general McChrystal risikerer sin karriere ved at gå ud i offentligheden og det er derfor Det hvide Hus snerrer ad ham, som de gør. Men McChrystal blev udnævt for blot ti måneder siden som den bedste ekspert i Petraeus' antiindsats doktrin. Der er ikke ingen bedre militær leder af hans kaliber til denne konflikt. Hans villighed til at gå ud i offentligheden viser, hvilke værdier han står for.

Obama er nu så langt borte fra den verden han drømmer om: Tage den store afgørelse om liv-eller-død for civilisationen. Han har aldrig fremvist nogen forståelse for Amerikas strategiske våben og doktriner gennem de sidste 60 år. Jeg kan blot gætte på at han får intensiv vejledning nu af general Jones og forsvarsminister Robert Gates; måske endda af Hillary og Bill. Det ville alle med den mindste smule ansvarlighed gøre.

Hvis Obama tager den forkerte beslutning, så kan du godt begynde at grave et hul i din baghave. Den vil der være brug for på det lange sigt, for du får brug for et beskyttelsesrum i de kommende år.

Dette kunne være den ægte Obama Stimulus Plan.

Israel er tvunget og besluttet på at forsvare sig. Hvis USA ikke støtter et israelsk angreb på Teheran, ja de vil gøre det alligevel. USA vil da være fanget som en lus mellem to negle, sammen med Saudiarabien og alle de andre.

Der er intet alternativ til et succesrigt forebyggende anslag. Bush og Cheney forsøgte at påpege de barske kendsgerninger, men de fik lukket munden af vor fantasidrevne medier. Venstrefløjen valgte at lukke øjnene og ørerne for de åbenbare kandsgerninger.

Nu er det Obama som står i spidsen.

Vi venter blot på svaret. Det gør gangsterregimerne også.