Hertugdømmet Sealands kamp for selvstændighed

Hertugdømmet Sea Land Under 2. Verdenskrig var Den Engelske Kanal og Nordsøen forståeligt nok vigtige for passager. Disse farvande der adskilte England fra Europa benyttede the United Kingdom  som en naturlig barriere, og byggede søforter til tropper og kanoner. Et af disse søforter Rough Towers, blev bygget på en sandbanke (ved navn Rough Sands) cirka 12 kilometer fra kysten. Fortet bestod af to hule rør, tårne forbundet med et dæk. Rough Towers husede mellem 150 til 300 mand gennem hele krigen og forblev i brug til 1956. Roughs Tower var et af mange søforter, men to faktorer gjorde det unikt. Den første - de andre søforter blev revet ned efter at British Navy ikke havde brug for dem længere. For det andet Rough Towers befinder sig i internationalt farvand. Disse faktorer skulle vise sig altafgørende. Mere end 10 år efter det sidste gang var i brug af militæret kom Roughs Towers til værdighed igen. Sent i 1967 besatte Major Paddy Roy Bates, der sendte pirat radio, fortet med den hensigt at sende radio derfra. Han stoppede ikke med det. Idet han indså han befandt sig i internationalt farvand gjorde Bates Rough Towers til - i det mindste efter hans mening - en suveræn nation, The Principality of Sealand, og han indsatte sig selv med titlen Prince Roy of Sealand. De næste fire år brugte Bates på at beskytte sin uafhængighed. Arbejdere gik ind på Sealands’ territoriale vande for at reparere en navigationsbøje. Bates søn, Michael mente det var en aggressiv handling ( Sealand’s website slår fast at “enheder fra Navy krænkede de territoriale vande som man hævdede var Roy of Sealand”).  Michael affyrede varselsskud mod arbejderne der uretmæssigt var kommet dertil, de flygtede. Da Michael dengang var britisk borger blev han anklaget ved en British domstol der afgjorde, at den ikke havde jurisdiktion over hændelsen fordi den var indtruffet uden for Storbritanniens territoriale grænse. Sealand bruger denne afgørelse som Bevis A i argumentation for at andre nationer har anerkendt deres suverænitet. Faktisk stolede Storbritannien selv på beslutningen for at slippe udenom at være ansvarlig for Sealands handlinger. I 1978 angreb en gruppe hollændere, hyret af tyskeren Alexander Achenbach, øen/platformen og tog Michael Bates som gidsel.  Roy Bates, med hjælp af hans lejesvende var i stand til at generobre Rough Towers, men nægtede at løslade Achenbach,  Tyskland, Østrig og Nederlandene anmodede den britiske regering om hjælp, men UK nægtede, idet man henviste til beslutningen fra 1968. Achenbach blev med tiden løsladt ifølge Sealands officielle historie for ikke at “skade Sealands gode ry.” Siden da? Ja,  Sealand eksisterer stadig, under Bates familiens styre, skønt i januar 2007, søgte de at sælge landet. (Man vil muligvis ikke acceptere Sealands egne mønter) Eller i det mindste lade hele historien om til en film.

Bonus fakta: I 1941, forsøgte en lille gruppe mennesker fra Californien og Oregon at skille sig ud fra deres stater og dannede the State of Jefferson, befindende sig i the Pacific Northwest. Deres secessions bestræbelser sluttede pludselig da, ved året slutning Japans styrker angreb the United States ved Pearl Harbor, og mange af secessionisterne gik med i krigen.

Slaven der spionerede som forræder

I sommeren 1781 ledte general George Washington the American Continental Army på en march mod Virginia. Den 29. september kom amerikanerne - med fransk støtte - i kamp med den britiske hær i det som nu er kendt som Battle of Yorktown. Til sidst fik amerikanerne succes og den 19. oktober 1781 overgav briterne sig. General Charles Cornwallis, den øverstkommanderende for de britiske styrker ved Yorktown, underskrev kapitalutionsbetingelserne, og krigen var sådan set slut -- måske til stor overraskelse for ham selv. Amerikanerne synes at besidde information der gav dem en fordel - de var nemlig i stand til at vide, hvor de britiske tropper bevægede sig hen - og det med en besynderlig præcished. Det er fordi de besad ekstra viden. Der var en spion der var i stand til at opnå den britiske ledelses tillid - en person som briterne aldrig ville mistænke da de mente han var en bortløben slave. Hans navn - James Armistead.

Man kender ikke meget til Armistead's liv som ung - han var jo slave og en sådan behøver man ikke at nedtegne noget om, hverken om hans fødsel eller opvækst. Med vi ved, at i 1781 sluttede Armistead sig - med sin herres tilladelse sig til, som Wikipedia fortæller -- til the Revolutionary Army. Armistead tjente under Marquis de Lafayette, der tildelte Armistead en vanskelig opgave - han skulle infiltrere Benedict Arnolds følge, den tidligere amerikanske general der der blev forræder og sluttede sig til briterne. Som TIME kunne fortælle, fik Armistead succes med forehavendet. “Han indledte sit arbejde ved at lade som om han var en bortløben slave, og kom ind i Arnolds lejr som en pålidelig guide, og derpå sendte han det han erfarede tilbage til Layfayette.” Arnold blev aldrig klogere.   Armistead viste sig så troværdig - eller i det mindste harmløs - at Arnold lånte ham ud til General Cornwallis. Armistead opnåede hurtigt Cornwallis tillid og dermed havde spionen adgang til den britiske hærs hemmeligheder. Ifølge  the Army's website, "på grund af hans race blev James ofte behandlet som ‘ikke eksisterende’ af de hvide officerer, og helt åbent blev der drøftet deres militære planer mens han var tilstede, han var jo uden betydning.” Det eneste Armistead skulle gøre var at overdrage sin viden til de amerikanske styrker. Det var Cornwallis der gav ham den mulighed - han anede jo intet om forholdet og han bad Armistead spionere mod Lafayette. Som TIME yderligere forklarede “ved også at blive brugt som britisk spion  “Ved også at være britisk spion (og han gav dem forkerte oplysninger) var Armistead i stand til at bevæge sig frit mellem parterne.” Og selvom det var forbundet med risiko fik den amerikanske militære ledelse viden om Cornwallis bestræbelser på at centralisere sine styrker i Yorktown og man kunne tage sine forholdsregler. Den amerikanske sejr over briterne gav dog ikke Armistead friheden, i det mindste ikke lige med det samme. Den nye nations love gjaldt frisættelse af slaver der havde tjent i i Revolution Army som soldater, men Armisteads indsatser som spion gjaldt ikke. Cirka et år senere skrev Lafayette dog et brev (se  her) hvor han anmodede om at slaven der var dobbeltagent blev en fri mand. I 1784 blev anmodningen imødekommet, takket være Lafayette. Bonus fakta: Lafayette fremstilles og hyldes som en amerikansk helt, men teknisk set var hans heltegerning i konflikt med fransk liv. Da briterne erfarede at franskmændene overvejede at støtte de oprørske amerikanere i deres kamp for uafhængighed, truede Storbritannien Frankrig med krig. Derfor forbød Frankrig Lafayette og andre at slutte sig til amerikanerne - i det mindste officielt. Lafayette endte med at slutte sig til amerikanerne alligevel og i 1779 vendte han hjem. Da han ankom til Paris satte Kong Louis XVI ham i husarrest i 8 dage for at have brudt dekretet udstedt i 1771. Som Wikipedia bemærker, var det kun for at kong Louis kunne redde ansigt, da Lafayette eller blev anset som en helt i Frankrig - også af kongen.

De sidste Civil War pensioner

De sidste Civil War pensioner

The American Civil War var et lavpunkt for nationen, hvor enkeltstaternes loyalitet blev sat på prøve, samfund splittet, og i mange tilfælde endog familier.

Der er tilfælde med individuelle soldater der ikke rigtig kunne beslutte sig til hvilken side i krigen der skulle kæmpes for.

For eksempel Menig Moses Triplett. Født 4. februar 1846. Han meldte sig til the Confederacy - i men i 1862 var han blot 16 år og vidste ikke bedre. Da de to parter stod overfor hinanden ved Gettysburg, deserterede Triplett og sluttede til the Union, og tjente i North Carolinas beredne infanteri fra oktober 1864 til krigen sluttede følgende forår.

Den del af Tripletts historie er ikke særlig usædvanlig,. Men det som derefter skete er. Og derfor udbetaler the United States Treasury stadig cirka 73 dollars som man ellers ikke skulle tro muligt.

Hvordan det? Jo, i år 2017 betaler regeringen stadig Tripletts krigspension. 

Triplett levede længe efter krigen - han døde i 1938 som 92 årig - og han levede længere end sin første hustru, Mary, der døde i 1920’erne. Parret fik aldrig børn og når man tager i betragtning at Triplett var oppe i 70’erne kunne det se ud til at han ikke skulle få nogen. Men i 1924, da han var midt 80’erne giftede han sig med en kvinde ved navn Elida Hall, der ifølge the Wall Street Journal var “knap 50 år yngre,” og var “mentalt handicappet, fortalte de mennesker der kendte hende.”

Triplett og fru Hall fik fem børn, de tre døde som spæde. De to overlevende var Irene, født i 1930, og Everette født i 1934. Elida døde i 1967. Everette i 1996. Tilbage var Irene, der ifølge 38 U.S.C. 1533, havde ret til hendes fars krigspension. Efter den regel skulle Irene Triplett modtage $73.13 hver måned resten af hendes liv - og det selvom Civil War sluttede for mere end 150 år siden. 

Jo, det beløb bliver udbetalt og U.S. News and World Report bekræftede i 2017, at ifølge Department of Veterans Affairs, er Triplett stadig i live. Talsmanden fra VA forklarede også at de vil betale så længe hun er hos os, uanset hvor længe med begrundelsen: “VA har en forpligtelse til at tage sig at vor nations veteraner uanset hvor længe. Det er en ære at tjene, og tage sig af de som tjente vort land.” Måske noget af en overdrivelse; $73.13 om måneden er ikke meget, men hun får ikke mere. Reglen kræver ikke at beløbet justeres af inflationshensyn.

Bonus fakta: Irenes mor var ikke den sidste overlevende enke efter en Civil War veteran. Den hæder gik til en kvinde ved navn Gertrude Janeway (født Grubb) født juli 1909, mere ens 50 år efter Civil War. Hun giftede sig med John Janeway, en Union kavalleriofficer i 1927 - hun var 18 år han 81. Fra det tidspunkt og resten af hendes dag modtog Gertrude $70 hver måned. Hun døde i 2003 i en alder af 93.

Amerikas næste Civil War - værre end den første?

Amerikas næste Civil War værre end den første? 

H. W. CROCKER III

Det kan vi være helt sikker på. 

I sommeren 1862 blot nogle få uger før slaget ved Sharpsburg (eller Antietam)  den blodigste dag i amerikansk krigshistorie - overværede Union kaptajn George Armstrong Custer brylluppet som forlover af Confederate kaptajn John “Gimlet” Lea ved Bassett Hall, i Williamsburg, Virginia.

Union officeren var iført blåt, Confederate officeren i gråt, og da Custer nu var Custer brugte han de næste to uger på at flirte med skønheden fra Syden, kusine til bruden og sang endog sammen med hende “Dixie.”

På et tidspunkt sagde hun til ham, “Du burde slutte dig til vor hær.”

“Hvad ville du give mig hvis jeg trak mig fra Northern Army og sluttede mig til Syden?”

“Det mener du ikke seriøst?”

Det var han naturligvis ikke. Custer mente at han var bundet til the Union ved den ed han havde svoret på West Point, og det uanset hvilken affektion han havde for Sydens officerer og deres ladies.

En sådan galant opførsel forekommer at være utænkelig i dag, da medlemmer af Trump administrationen jages ud af restauranter og teatre, og Confederate officerer som Lea, hvis de i det hele tages huskes, anses som forløbere for de tyske nationalsocialister, og Sydens engang så berømte og respekterede øverstbefalende, som Robert E. Lee, Stonewall Jackson og Jeb Stuart får deres statuer fjernet, væltet fra offentlige pladser, deres navn stryges fra lærebøger og der bliver spyttet på deres memoirer og de vanæres.

Forskellen mellem dagens Amerika og det Amerika som forekommer at være fra i går, er at vi engang havde en fælles kultur. Så nyligt som 1990 kunne Ken Burns lave en Civil War dokumentarserie for PBS, og lade historikeren Shelby Fox med stor elegance uddybe Confederate general Nathan Bedford Forrests eminente egenskaber som officer - noget der nu om stunder ville gøre at de begge (Burns og Fox) ville blive rullet i fjer og tjære, og forment adgang til Twitter.

Jo, der er store forskelle mellem North og South 150 år senere. The South havde slaver, fri handel, var liberale konservative kristne, var landbrugere, aristokratiske som oldtidens Sparta, hvor the North var kommercielle, industrielle, protektionistiske, transcendentalister (forkyndende et socialistisk evangelium som oldtidens Athenere.) Men de havde langt mere til fælles end det der skilte dem - begyndende med den kendsgerning som Lincoln observerede, “De læser begge den samme Bibel og beder til den samme Gud.”

Krigen blev sådan set udkæmpet over et enkelt jurabetinget emne: Om staterne, der frit havde ratificeret the Constitution til at skabe en Union frit kunne forlade Union som de følte ikke længere varetog deres interesser.

Man bliver nødt til at sammenligne the Confederate Constitution med the United States Constitution for at se at førstnævnte har en slående lighed med sidstnævnte. Og så langt fra at være et nationalsocialistisk charter lægger, the Confederate Constitution endog flere begrænsninger på den føderale magt, og begrænser præsidentperioden til een periode på seks år. 

The Confederacys store segl er et billede af George Washington, og mange af hans slægtninge tjente the Confederacy, herunder løjtnant James B. Washington, klassekammerat på West Point med Custer (de to fik taget et berømt billede sammen - Washington var krigsfange - få uger før Leas bryllup).

Både North og South havde stor veneration for the Founders. De delte samme sprog, samme religion og i det store og hele samme æt. Først og fremmest deltes det som Jeff Sessions her for nylig blev forhånet for at kalde en “Anglo-American arv” af frihed under lov, strækkende sig fra Middelalderens England - endog før Magna Carta - til vor egen Bill of Rights.

I dag er vor splittelse imidlertid så dyb og fundamental at amerikanerne end ikke kan blive enige om hvad ægteskab er, eller hvad en mand eller en kvinde er (hvilket må sige at være forbandet fundamentalt). De bindegale, selvretfærdige hos Venstrefløjen (og jo, er jeg bange for man må pege fingre af en selv), hvor det at være uenig er hykleri der skal forbydes ved lov, eller i hvert fald fordømmes og forfølges som forræderi er en opslugende destruktiv ild der ikke med lethed kan kvæles, og ikke kan klares med en bølge af køligt vand i form af rationelle argumenter.

Hvad kan vi så gøre ved det? Vi kan begynde at forsøge at stoppe Venstrefløjens krig mod Amerikas fortid, der forgifter udspringet for vor nationale identitet. Hvis William McKinley, en Union officer der blev præsident kunne godkende et Confederate mindesmærke på Arlington Cemetery, så kan vi, efter min mening, i det mindste være lige så forstående for vor egen historie.

Lad os huske at Præsident Dwight D. Eisenhower, der beordrede indsættelse af 101st Airborne Division for hjælpe til at skabe ro på Arkansas’ offentlige skoler i racespørgsmålet havde et portræt af Robert E. Lee i sit kontor i Det Hvide Hus og beundrede ham som en helt (som tilfældigvis også George C. Marshall, hvis anti-fascistiske bona fides er langt mere grundfæstede end Antifa’s, bedømmer jeg).

Vi kunne også forsøge at løfte stemningen en smule. Jeg har tilegnet Custer denne indstilling og formål i en række romaner, hvor det forudsættes at han har overlevet the Battle of Little Big Horn og blevet en revolvermand i Vesten for at gøre godt, og rider under pseudonymet  Marshal Armstrong. Der er noget ægte historie knyttet til disse bøger, men pointen er at genoprette et rationelt, om end nostalgisk perspektiv på vor fortid ved at fremhæve latter og humor. Amerikas historie er et glorværdigt eventyr - ikke et grumt katalog over utilgivelige synder.  Syndere-ifølge-en-vred-progressiv-gud der prædiker til os i en uendelighed, og konstant gentages til det kedsommelige i pressen, Hollywood og læreanstalter - er nutidens hysteriske heksebrændere med vildskab i øjnene - er selve det syrebad der opløser vor kultur og vor nation.

Hvis Amerika skal samles igen vil det kun kunne ske gennem genoprettelsen af det Abraham Lincoln kaldte vore erindringers mystiske akkorder, en fælles kultur der stammer fra en fælles og sympatisk forståelse for vor fortid - den form for delt forståelse der kan bringe en Union og en Confederate officer sammen ved et bryllup, og tidligere Union General George Armstrong Custer, alias Marshal Armstrong som redningsmand.

Historian and novelist H. W. Crocker III’s most recent book, Armstrong, publishes August 14 and is available for pre-order at Amazon and all good book shops.   

https://spectator.org/americas-next-civil-war-will-be-worse-than-our-last/

Trump, handel og hundrede år med fred

Fritz Pettyjohn

Det amerikanske folk er i de sidste 28 år blevet vurderet som narhoveder. Siden kommunismen fald i 1989 tillod vi os at blive udnyttet - militært, økonomisk. Det arbejdende folk i dette land har betalt en særdeles høj pris for denne tåbelighed.

Det gav en vis mening tilbage under Den Kolde krig, da vi havde brug for en verdensomspændende alliance mod truslen fra Sovjetunionen. Men da USSR var fortid, nægtede vi at handle i egen interesse, vi var ubetænksomme med et ønske om at fremme globaliseringsprojektet. Globalisering var vejen til fred i verden ifølge filosofiske tænkere som the Bushes, the Clintons og Obama. Den amerikanske arbejders velfærd blev ofret på dette alter- denne højere sag. 

Valget af Donald Trump ændrede alt dette. Det globale projekt blev dømt ‘ude’ og America First ‘inde.’ Verden lagde hurtigt mærke til det.

Den første til at reagere var SydKorea. Landets spektakulære og tilsyneladende nærmes umulige transformation fra et tilbagestående land til et land i 1. klasse, økonomisk som magtmæssigt var muliggjort ved den frie handelspolitik som the United States stod bag, bakket op af the U.S. Navy's garanti om frihandel i verden. Sydkoreanerne er afhængige af Amerika og de ved det. De indgik hurtigt en handelsaftale med Trump, KORUS, der er blevet fuldt implementeret. Det bedste for Sydkorea er at vi i fremtiden sammen finder den gavnlig.

 

Næste i rækken var Mexico, endnu en økonomi afhængig af handel med Amerika, og med den politiske ledelse smerteligt klar over den kendsgerning. Efter hans valg midt 2018, lod den kommende præsident Andrés Manuel López-Obrador sin forgænger vide, at hvis en aftale kunne indgås med amerikanerne ville han underskrive den når han trådte til. Aftalen blev forhandlet og ratificeret for seks måneder siden. The USMCA er ikke en ‘lækkerbidsken’ for Mexico som NAFTA. Men den er fair, og det var den bedste aftale Mexico kunne få.

Canada under primadonna P.M. Justin Trudeau, troede sådan set at de kunne stå imod denne nye handelsoverenskomst. Men meget snart stod de overfor kendsgerningen, at de kan ikke fungere økonomisk uden for amerikansk indflydelse. Ikke længe efter mexicanere bøjede canadierne sig og underskrev også the USMCA.  De havde faktisk intet andet valg.

Japan's Premierminister Abe betragtede alt dette og kom til en logisk konklusion. Fire af hans lands største handelspartnere -  the U.S., SydKorea, Mexico, og Canada — var nu med i en amerkansk ledet handelsblok. Japans anden store handelspartner er Kina. Abe  havde intet andet valg. Han måtte se at få den bedste aftale muligt med amerikanerne, og den greb han i september. Han havde intet andet alternativ.

Med valget af Boris Johnson i the U.K. vil den tætte cirkel af Amerikas nærmeste allierede snart være fuldendt. Den kommende handelsaftale med the United States er Storbritanniens bedste, og eneste håb om bedre økonomiske tider. Overgangen vil blive smertefuld for nogle sektorer i britisk økonomi. De har et helt specielt forhold til os, og vi vil give dem de bedste betingelser vi kan, i overensstemmelse med vore egne interesser. De bringer ting med til bordet som ingen andre kan - såsom en flåde med to moderne hangarskibe.  

Føj Australien og New Zealand til, og alle de maritime regioner i verden kan befinde sig fint og trygt under den amerikanske paraply. Central- og Sydamerika er også inkluderet, som junior partnere. Indien er en venligsindet allieret sammen med det meste af Sydøst Asien. Hollænderne og danskerne vil slutte sig til i rette tid.

Alt dette efterlader Kina ude i kulden, sammen med Rusland. Men nu er kineserne ved at komme til fornuft. Rusland kan sådan set ikke hjælpe dem. De har brug for en ny fundamental forståelse med the United States. Den proces er nu officielt undervejs. Vore to lande er ved begyndelsen af en lang og besværlig vej. Som Lao-Tse said, en rejse på tusind miles begynder med det første skridt, og det skridt er nu taget.

Præsident Trump har haft succes i alle disse forhandlinger, fordi han forstår kunsten at forhandle. Han vinder, fordi han forstår at the United States er så fuldt den mest magfulde stat i verden, og under hans ledelse endnu mere dominerende. Han spiller sine kort klogt, han har den bedste ‘hånd’ og han er den første præsident siden Reagan der fuldt ud forstår at benytte sit lands styrke til hans eget lands og i sidste ende verdens fordel.

Amerikansk samarbejde, engagement med Kina er nøglen til et fredeligt 21. århundrede. Det er en svær pille at sluge for mange, men præsident Trump skaber en ny verdens orden, grundlagt på geopolitisk realitet og fælles gavnlig handel. Det vil være en verden med fred. 

Som Den Gode Bog siger - ‘velsignet er de som stifter fred.’

Fritz Pettyjohn lifted much of this analysis from Peter Zeihan, author of the uncannily predictive The Accidental Superpower (2014), and The Absent Superpower (2017).  Zeihan's latest, Disunited Nations, is slated for publication in March 2020.  He blogs at ReaganProject.com.

https://www.americanthinker.com/articles/2019/12/trump_trade_and_a_century_of_peace.html

Hvorfor disse salige smil på fotos idag?

Hvorfor disse smil på fotos? 

Hvis du stiller op for at få taget et billede af dig i et engelsk sproget område hører du sandsynligvis disse ord. "Say Cheese") Du finder dog meget, meget sjældent ost på portrætfotos Men det er ingen hemmelighed, at man forsøger at få dig til at sige disse ord. Vi vil nemlig meget gerne have store tandsmil og det lange E.... i ordet tvinger vor mund til virke smilende.

Det har vi ikke altid gjort - altså det med at sige “cheese.” Helt frem til 1950’erne var fotografernes kommando noget anderledes; "Sig - Prunes.”

Hvorfor? Fordi de ikke så gerne ville have du smilede.

Billedet (her en større version) stammer fra en artikel i 2015 med titlen “Et århundrede med portrætter: En visuel historisk opgørelse af American High School Yearbooks.” I artiklen ifølge TechXplore, fandt forskere fra University of California Berkeley and Brown frem til et “datasæt med 37,921 frontal ansigtsportrætter fra amerikanske high schools årbøger, og skabte dermed “gennemsnits billeder af årtiets studerende”

Og som du kan se er det moderne edikt “smil til fotografen” ikke ældre end 1960’erne, og så langt man kan gå tilbage er denne smile tendens ikke eksisterende.  

Var mennesker langt mere seriøse og alvorlige dengang? Måske, men det er muligvis ikke derfor at portrætter fra tidligt det 19. århundrede havde så alvorligt et udtryk. Det er mere sandsynligt at det var de tekniske begrænsninger der er årsagen til de manglende smil. 

Eller som artiklen opsummerer, “sent det 19. århundrede så betød det at skulle have taget et portrætfoto at man stadig fulgte traditionerne fra malede portrætter. Dette indebar at man så alvorlig ud, da et smil var svært at fastholde så lang tid det tog at male et portræt. Så i stedet for at få smil så forsøgte fotograferne for 100 år siden at få de fotograferede til at fremtræde højtideligt alvorlige. At sige ‘Prunes’ var en god løsning. Bare det at sige ordet og man havde opnået det man ville. 

The Washington Post fortæller at 'skyde’ i 1840’erne for den britiske portrætfotograf var løsningen at bede de deltagende sige “prunes” for at de skulle holde munden lukket, ifølge historikeren Robert Leggat.”

Den trend holdt ved mere end et århundrede - og så sent som 1958 er der avisartikler der fortæller om fotografer der benytter “prune” taktikken. Men i sidste ende var det altså “cheese” - og smil - der vandt.

Bonus fakta: Prunes, (svesker) som fødevarer er kendt for sine fordøjelsesforstærkende effekt, hvilket gør dem til et godt middel ved visse dårligdomme, en samtidig hæmmer markedsføringen af dem som en lækker snack. Da sidste århundrede nærmede sig sin afslutning fandt ‘blomme’ branchen ud af at deres salg var elendigt, og man mente det var denne fordøjelsesfremmende virkning der var årsagen. Løsningen? Et blomme konsortium bad the U.S. Food and Drug Administration om man måtte markedsføre produkterne under et andet navn: “Tørrede blommer.” The FDA gav lov, hvilket giver god mening for svesker er trods alt blot tørrede blommer.

Islamiske slavemarkeder blomstrer ved ny teknologi på nettet

Christian Larnet

Det er foregået i årevis. FN siger man bekæmper moderne slaveri og internationale embedsfolk må enten være korrupte eller inkompetente for der sker intet. BBC har fundet islamiske slavemarkeder på Instagram og ved andre applikationer.

En hemmelig efterforskning af BBC News Arabic afslørede at husassistenter købes og sælges illegalt online, og at markedet er i stor vækst, takket været nye teknologier.

Regn det blot ud: Det er hvide der bliver bedt om at “give erstatning” for slaveriet i det 18. århundrede mens man vender det blinde øje til slaveriet i det 21. århundrede.

Nogle af transaktionerne udføres på Instagram, ejet af  Facebook, beskeder fremmes via hashtags og algoritmer, og salg forhandles gennem private beskeder. 

Tusinder af kvinder købes og sælges som husassistenter eller til andet arbejde. 

Andre beskeder igen leveres ved godkendte applikationer og tilbydes af Google Play og Apple App Store, og på e-commerce platform websites.

"Det de har gang i er at promovere et online slavemarked," sagde Urmila Bhoola, UN Special Rapporteur om Contemporary Forms of Slavery.

"Hvis Google, Apple, Facebook eller andre virksomheder er værter for applikationer som disse, så skal de stå til regnskab.”

Efter at være blevet gjort opmærksom på dette har Facebook sagt man har forbudt et af de omtalte hashtags. Google og Apple sagde de arbejder med applikations udviklere for at hindre ulovlige aktiviteter.

Imidlertid har the BBC fundet at der stadig er mange relaterede lister der er aktive på Instagram og andre apps er også tilgængelige gennem Apple og Google.

Slavemarked

Ni ud af ti af Kuwaits husholdninger har en husarbejder - de kommer fra nogle af de fattigste regioner i verden. 

Idet man lod som om man var et par der netop var ankommet i Kuwait interviewede BBC Arab infiltrations teamet 57 applikationsbrugere og besøgte flere end et dusin mennesker der forsøgte at sælge dem husarbejdere gennem en populær applikation kaldet "4Sale".

Næsten alle sælgere gik ind for at konfiskere kvindernes pas, låse dem inde i huset, nægte dem at forlade huset og kun meget lidt adgang, eller slet ingen til en telefon.

"4Sale" applikationen gjorde det muligt at filtrere ved race, med forskellige prisgrupper man anbefaler ifølge kategorierne.

"Afrikansk arbejder, ren og smilende," nævner en af annoncerne.

En anden: "Nepaleser der tør bede om en fridag.”

Når undercover holdet talte med sælgerne hørte de ofte racistiske kommentarer. “Inderne er de mest beskidte,” sagde en af dem i beskrivelsen af en kvinde til salg.

Menneskerettigheds krænkelser? Medier er ikke interesseret. Man har jo besluttet at Islam er en kærlighedens religion.

 

BBC holdet blev opmuntret af brugerne af applikationen, der opførte sig som var de “ejere” af disse kvinder, og kunne nægte dem grundlæggende menneskerettigheder, såsom at give dem “en dag eller minut eller sekund” på en helligdag.

En mand, politibetjent, der forsøgte at komme af med sin slave sagde: “Tro mig, hun er meget sød, hun ler og har et smilende ansigt. Selv hvis du vækker hende kl. 5.00 om morgenen, beklager hun sig ikke.”

Han forklarede BBC holdet, hvordan husarbejdere blev benyttet som en handelsvare.

"Du finder en der vil købe en rabatkupon for 600 KD ($2,000) og sælge den for 1,000 KD ($3,300)," nævner han.

Han gav forslag til BBC holdet om, hvordan man skulle behandle hende: “Giv hende ikke passet. Du er hendes Godfather. Hvorfor give hende hendes pas?”

I et tilfælde blev BBC holdet tilbudt en 16 årig pige.

Fatou er offer for slavehandel og fra Guinea i Vestafrika og var husarbejder i Kuwait i seks måneder da BBC fandt hende. Kuwaits love angiver at husarbejdere skal være over 21 år.

Hendes arbejdsgivers salgsargument inkluderede den kendsgerning, at hun ikke havde givet Fatou en helligdag, at hendes pas og telefon var taget fra hende og at hun ikke fik lov til at forlade huset alene - hvilket er ulovligt i Kuwait.

Authorisation af slave sponsor

"Dette er det endegyldige eksempel på moderne slaveri” sagde Urmila Bhoola. "Her ser vi et barn solgt og byttet som var det et vare.”

De fleste steder i Gulfen bringes “husarbejderne” ind i landet ved “agenturer” og derpå registreres de officielt hos regeringen.

Potentielle "arbejdsgivere" betaler gebyrer til agenturerne og bliver så “officiel sponsor” for husarbejderen.

I det såkaldte Kafala-system, kan en husarbejder ikke søge nyt job eller forlade landet uden tilladelse af hendes sponsor. 

I 2015 vedtog Kuwait love for at hjælpe husarbejderne. Men lovene var ikke populære hos alle.

Over hele den arabiske verden

Online slavemarked er ikke kun i Kuwait, men over hele den arabiske verden. .

For at beskytte ‘billedet’ af islam drukner medierne og de større internationale organisationer problemet ved at pege fingre af nogen lande i Asien, hvor man omtaler hvordan arbejderne dèr arbejder som “en slags moderne slaver.” Dette tillader dem at hjælpe den arabiske verden til at redde ansigt af grunde der er vanskelige at forstå, da venstrefløjen generelt set hævder at forsvare menneskerettigheder. 

I Saudiarabien viste undersøgelsen, at hundreder af kvinder blev solgt på “Haraj” endnu en populær applikation. Der var hundreder flere på Instagram der tilhører Facebook.

BBC holdet rejste til Guinea for at forsøge at få kontakt med Fatous familie, pigen de havde opdaget var til salg i Kuwait.

Hvert år er der hundreder af kvinder som bliver ofre for sort slavehandel fra Guinea til Gulfen.

Fatou blev fundet af myndighederne i Kuwait og bragt til et regerings modtagelses center for husarbejdere. To dage senere blev hun deporteret tilbage til Guinea, fordi hun var mindreårig. Hun fortalte BBC om hendes erfaring med at arbejde i tre hjem i løbet af de ni måneder hun var i Kuwait. “De råbte ad mig, og kaldte mig et dyr. Det sårer mig, det gjorde mig ked af det, men jeg kunne intet gøre ved det.”

Hun er tilbage i skole i Conakry, hvor BBC besøgte hende.

“Mit liv er bedre nu. Jeg er jo netop kommet tilbage fra slaveri.”

Da BBC spurgte Kuwaits regering erklærede man at “være i krig mod denne opførsel” og insisterede på at applikationerne ville blive “alvorligt efterforsket.”

Til dato er der ikke taget nogen betydende indgreb mod platformene. 

Der var ikke indledt juridiske processer mod de kvinder der forsøgte at sælge Fatou.

Siden BBC holdet kontaktede Silicon Valley applikationer og virksomheder om resultaterne af deres undersøgelse har “4Sale” fjernet "domestic workers" sektionen fra platformen.

Facebook sagde man havde forbudt det arabiske hashtag "خادمات للتنازل#" - der oversat betyder “Husassistenter.”

"Vi vil fortsætte med at arbejde sammen med myndighederne, ekspert organisationer for at forhindre denne opførsel på vore platforme,” føjede en Facebook talsmand til.

Applikationen i Saudiarabien “Haraj” er stadig aktiv.

Google sagde man var “alvorligt bekymret over disse beskyldninger.” “Vi bad BBC give ekstra oplysninger, detaljer så vi kunne udføre en dybdegående efterforskning,” føjede han til. “Vi vil sikre at udviklerne af applikationerne benytter de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger for at hindre individer i at udføre denne form for aktivitet på deres platforme.”

Apple har fastslået at det er “strengt forbudt” at fremme menneskehandel og udnyttelse af børn i applikationer på deres marked. “Applikationsudviklere er ansvarlige for at kontrollere bruger genereret indhold på deres platforme,” siger han. “Vi arbejder med udviklere for at tage hurtig, korrigerende handling når vi finder problemer, og i ekstreme tilfælde fjerner vi applikationen. Vi arbejder også med udviklere for at rapportere om enhver ulovlighed til de lokale myndigheder.”

Imidlertid fortsætter, Apple og Google med at distribuere “4Sale” og “Haraj” applikationerne med den begrundelse at deres hovedformål er at sælge lovlige varer og services.

“4Sale” kan meget vel have gjort noget ved problemet, men på nuværende tidspunkt er der hundreder af husarbejdere der stadig ‘tilbydes’ på “Haraj,” Instagram og andre applikationer som BBC har set.

PUBLISHED BY CHRISTIAN LARNET ON 2 NOVEMBER 2019

Reproduction authorized with the following mention: © Christian Larnet for Dreuz.info. Translated with the help of DeepL.

https://www.americanthinker.com/blog/2019/11/islamic_slave_markets_flourish_with_high_tech_help.html