I rummet går man også i strejke

I rummet går man også i strejke

I maj 1973 sendte United States deres første rumstation, Skylab, i kredsløb. I løbet af de cirka næste syv måneder drog flere tremandsbesætninger til stationen og udførte dusinvis af eksperimenter om mikrotyngdekraft. Når man ser tilbage må Skylab siges at være en succes, man indsamlede data og information der  hjalp med til at fremme udforskningen af rummet, men også om andre videnskabelige emner og i medicinens verden.

Og på sin egen pudsige måde havde det også indflydelse på relationerne mellem arbejdsgiver-arbejdstager.

Den tredje bemandede tur til Skylab, med navnet Skylab 4 Missionen (den ubemandede tur blev betragtet som Skyblab1) varede længere tid end de øvrige, nemlig hele 84 dage.

 

Det kan se ud til at være rigeligt med tid til at få lavet det der nu skal laves, men de tre astronauter, Gerald P. Carr, Edward G. Gibson, og William R. Pogue, havde fået en mængde opgaver og arbejde. Fra da de kom til Skylab, i november 1973, kunne det se ud til de allerede var bagefter arbejdsskemaet. Retrospektivt gav The Los Angeles Times, et glimt af problemet:

De var klar over, før de drog afsted, at turen ville være anstrengende - 84 dage med en 16 timers arbejdsdag uden pauser, fem minutters intervaller mellem observationer af solen og Kometen Kohoutek, medicinske prøver, foto af Jorden under dem og fire rumvandringer.

Andre astronauter i Ground Team, herunder kommandører fra de tidligere to Skylab missioner nævnte for NASA at planerne var ufornuftige, uladsiggørlige. Ingen af de 3 astronauter på Skylab 4 Mission havde været i rummet før, men NASA havde ikke beregnet nogen tid for dem at blive akklimatiseret til forholdene deroppe. De var ganske enkelt overbelastede. Astronaut Pogue begyndte næsten med det samme af lide af voldsom, hæmmende kvalme.

Til en vis grad var det oppiskede program en nødvendighed - dette skulle nemlig være den sidste mission til Skylab, og altså sidste chance for at indsamle data. På en måde var Skylab 4 blevet et offer for Skylab 3 succeserne. Forgængeren fik afsluttet deres opgaver i løbet af dens 59 dage i kredsløb. Men dette mandskab kunne ikke klare det belastende arbejdsprogram.  

Mandskabet kom bagefter programmet, og da deres helbred samtidig kunne være bedre blev deres klager til Mission Control stadig mere inderlige. På daglig basis udtrykte de deres kollektive utilfredshed med arbejdsbyrden, og det at alt skulle være på klokkeslæt. Men tilbage på Jorden var NASA ledelse tilsyneladende upåvirkede af klagerne. Programmet var programmet og Skylab holdet havde bare at følge det.

Derfor, den 28. december 1978 forsøgte astronauterne på rumstationen med noget nyt. De gik i strejke. Som the New York Times berettede, fortalte Carr (kommandøren) "holdet nede på Jorden at han og hans hold holdt en fridag, og den indledte de ved at slukke for radioen” i cirka 90 minutter. Carr fortale the Times at holdet “så ud af vinduet, tog brusebad, og alt sådant” alt imens hans ‘arbejdsgivere’ på Jorden nok var glødende af raseri og måske endog var ved at gå i panik.

Da holdet så kom online igen erfarede det at holdet dernede var langt mere modtagelige for deres behov og krav -- per the LA Times, "gik Houston med til at holdet skulle have hvilepauser og måltidspauser og erstatte de stramme minut for minut programmer med det som holdet selv anså som mulige at gennemføre.” Og siden dengang har programmerne for bemandede missioner i rummet givet tid til hvile, afslapning.

Bonus fakta: Nummeringen af Skylab Missioner synes en smule mærkelig. Der var ingen besætning med på Skylab 1 Missionen. Hvis det forvirrer dig  - så erdet helt i orden - NASA var også konfus. Da administrationen lagde planer for Skylab 2 og Skylab 3, brugte man også Romertal - og begik en fejl. Skylab 2's mærke kan ses her, og lyder "Skylab I," mens Skylab 3's mærke her, lyder "Skylab II." Og selvom NASA gik bort fra romertallene for Skylab 4, lykkedes det alligevel at få skabt forvriring også her.

 

Kina indfører forbud mod at spise for meget

Thomas Lifson

Kinas high-tech overvågningsstat vil holde øje med hvor meget folk spiser, ifølge oplægget til en lov der er blevet introduceret og sikker på at blive vedtaget som en formsag i Folkets Nationalforsamlings lovgivende råd skriver Frances Martel på Breitbart, Frances Martel er passende skeptisk over de gentagne officeille benægtelser af at fødevaremangel skulle have noget at gøre med statens indtrængen i landets borgere mest private ting.

Kinas kommunist gummistempel institution the National People's Congress (NPC), introducerede en lov tirsdag der ville give regeringen mandat til krig mod “fødevarespild” der omfatter og beordrer gæster ved bryllupper og andre offentlige begivenheder at spise mindre.

Loven kræver også regulering af online videoer der viser mennesker, især unge kvinder der grovæder - et stadig større tendens på Kinas sociale medier.

Statens nyhedsagentur Xinhua benærkede tirsdag at NPC loven om fødevarespild er på 32 sider og i detaljer regulerer, hvordan kineserne skal konsumere fødevarer. Af leverandører til større begivenheder kræves der benyttelse af ny teknologi for at overvåge gæsterne på tæt hold.  

"Leverandører af catering skal indføre metoder til at begrænse madspild, såsom bedre indkøb, opbevaring og tilberedningsprocedurer, og opsætte skilte der skal minde kunderne om ikke at bestille for meget mad,” beordrer lovens tekst ifølge Xinhua. "Men opfordrer leverandører af catering services til at benytte teknologier for at analysere forbrugernes behov for bedre indkøb af fødevarer, transport og opbevaring.”

Loven skal også regulere den individuelle indtagelse af mad.

"Individuer bør servere eller spise en passende portion mad ved bryllupper, begravelser, fester og andre begivenheder, og også i hverdagen, ifølge lovforslaget. Der kræves af nyhedsmedierne at de skal fremme opmærksomheden på at forhindre madspild, forbyde at producere, sende eller sprede programmer eller lydklip om grovæderi.”

Photo credit: Chinese Tasi.  CC BY-NC-ND 2.0 license.

Når man tager Kinas brug af overvågningskameraer, og ansigtsgenkendelse i betragtning, vil det at Staten således tvinger folket til at begrænse deres madforbrug ikke være vanskelig ar forudsige. Der skal holdes øje hver gang nogen sætter sig ned for at spise udenfor hjemmet (og med tiden måske også indendøre).

Kina har haft et dårligt år med mange ødelagte afgrøderør grundet oversvømmelser og sygdomme, men embedsmænd benægter ihærdigt at der er nogen fødevaremangel selvom de fører kampagne mod madspild og overspisning. Det at være afhængig af mad fra udlandet som under Mao giver ubehagelige minder, massehungersnød - som så ofte set i Kinas historie - som igen førte til massive opkøb af amerikansk korn, hvilket var en ydmygelse for landet.

For amerikanere kan det være svært at forstå den rolle mad og det at spise ude betyder for kineseren. Banketter er en iøjnefaldende måde til at demonstrere mistænkelig forbrug, og folk tænker og taler om mad meget mere end de fleste vesterlændinge. En almindelig hilsen når man mødes noget på gaden er “Har du spist?”

Martel præsenterer et antal eksempler på, hvordan embedsværket officielt benægter eksistensen af et problem, hvilket overbeviser mig om at der er et virkeligt problem.

Systemet med diktatur i Kina ser udefra stærkt ud, og appellerer til folk som Tom Friedman som værende effektivt og i stand til ‘store ting.’ Men det Friedman og mange i den amerikanske elite overser er graden af utilfredshed blandt de som ikke deler goderne ved industrialiseringen, og som samtidig betaler omkostningerne i form af trængsel, forurening og embedsmandsvælde med stor magt. Det voldsomme fokus på overvågning i Kina og statslig kontrol af borgerens opførsel demonstreret den indbyggede svaghed i et fra top til bund korrupt regeringssystem.

https://www.americanthinker.com/blog/2020/12/china_apparently_facing_food_shortages_introduces_bill_to_regulate_overeating_.html#ixzz6hcgKxJYo

 

Fiaskoen i Afghanistan, kunne være undgået om man lærte af historien

Chet Richards

Medmindre der sker et mirakel er Afghanistan tabt. Vore venner i landet står nu overfor at blive slagtet eller gå i slaveri på grund af vort svigt. Forkasteligt.

Selvom det afghanske samfund, efter vore standarder er korrupt fra top til bund, så er det deres kultur, ikke vores.  

I Afghanistan ville vi vinde militært trods større militærstrategiske fejl. Vi skulle blot holde ud længe nok til at samfundet selv ville blive forvandlet til noget verden kunne leve med. Den katastrofe vi ser nu er helt og aldeles på grund af vore fejl. 

Vor politiske lederskab kan meget vel være uddannet på de fineste skoler. Imidlertid er den helt klart ikke ‘uddannet’ ordentligt til at lede vor nation. Fordi de fleste venstreorienterede har en modvilje mod militærhistorien læren de ikke historien som den bør læres. De lærer mest om geografien, om politik, om personligheder og hvad der kan gå galt. Det er meget uheldigt, fordi historien drejer sig næsten udelukkende om krig. Venstreorienterede fokuserer næsten kun på de sjældne perioder med fred, Det er ikke brugbart i udenrigspolitik.

Ved militærhistorien kan man udenrigspolitisk drage lære af en af de væsentligste hændelser tilbage i tiden:  Uden tro, tillid på til sin øverstbefalende kan en hær ikke overleve. Dette er sandt selv når hæren vinder.

Hære går i opløsning når den øverstbefalende bliver dræbt eller flygter. Det er efter slaget at de fleste af de besejrede soldater slås ned, ikke under selve slaget. Denne lektion burde være et centralt lære punkt i en interventionistisk udenrigspolitik og med til at fastholde en politisk støtte i det amerikanske folk. Trist er det, at denne vigtige forståelse, lære, så at sige er ukendt i de politiske magt korridorer.  

Militærhistorien lærer os at et slag tabes på en af tre måder: Modstanden er overvældende stærk; modpartens kommandør er et militært geni; den tabende kommandør bliver dræbt eller flygter i panik fra slagmarken. Det er den sidste situation vi står med i Afghanistan, for vi har været den ægte kommandør der og vi er så flygtet fra slagmarken. Resultat: Afghanistan er tabt og slagteriet kan begynde.

Dette mønster er blevet gentaget uendelig mange gang gennem tidsaldrene. To historiske hændelser er især lærerige:  Actium og Hastings.

Ved Actium, var den samlede flåde ved Antonius og Cleopatra langt, langt større end Octavian og Agrippas flåde både i antal og størrelse og ved skibenes slagkraft. Antonius stod klar til en overvældende sejr.

Antonius’ slagplan var at Cleopatra sikkert skulle sejle væk ved slagets begyndelse. Uheldigvis, ser det ud til at Antonius ikke fik informeret sine kaptajner om dette. Resultatet blev, at Cleopatra sejlede væk og Antonius’ flåde troede at også Antonius flygtede. Det gjorde han ikke. Han var stadig den aktive øverstbefalende. Det betød dog intet. Kampånden, iveren i hans flåde forduftede og Antonius’ skibe flygtede. Kun et sværd og en hugorm blev tilbage til Antonius og Cleopatra.

Slaget ved Hastings er interessant, fordi begge kommandører døde og begge hære gik i opløsning. Det viste sig at den ene kommandør, Vilhelm Erobreren kun midlertidigt var ude af spillet.

Harold Godwinson udgjorde den engelske bastion der befandt sig på et højdedrag - en i alle henseender uindtagelig stilling. Hans hær bestod af infanteri og bueskytter. Vilhelms hær var delvis infanteri, bueskytter og kavalleri. Vilhelms kavalleri var ikke brugbart under disse omstændigheder fordi hestene ikke kunne angribe op mod en bevogtet mur. 

Vilhelms fodfolk blev afvist at englænderne og opløsningstendenser viste sig. Harolds folk brød gennem rækkerne og jagtede Vilhelms flygtende soldater. Vilhelms kavalleri angreb under stor forvirring og Vilhelm fik sin hest dræbt, og der gik rygter om hans forsvinden. Hans hær faldt fra hinanden og flygtede da den hørte rygter om dette. Vilhelm fik fat i en ny hest, fjernede sin hjelm og viste sit ansigt og opmuntrede sine tropper. Men Harold holdt dog stadig sin gunstige position og var ved at vinde slaget. Slaget blev kun afgjort ved at Harold blev ramt i øjet af en pil og døde. Nu uden leder, gik hans hær i opløsning. Resultatet er at vi nu taler et noget anderledes engelsk end det Harold talte.

Kongen er død, Længe Leve Kongen. Hvad har det med os at gøre og Afghanistan? Jeg mener at den aktuelle rolle for Amerika i Afghanistan var kongen eller kommandørens rolle. Folket er vant til at tænke på en konge som en enkeltperson. Det er ikke altid tilfældet. En institution kan tjene i den rolle lige så godt som en enkeltperson.

Vi har gjort det førhen. Tænk Tyskland og Japan. Tænk Sydkorea. Tænk Sydvietnam.

Ved slutningen af 2. Verdenskrig var Tyskland og Japan reduceret til ruin hobe og kaos ved deres egen barbariske ideologier. Nazismen i Tyskland, og Militarismen i Japan.

Ved begyndelsen af krigen var Sydkorea stadig ødelagt af den brutale japanske besættelse. Selvom det var en gammel civilisation var Korea pre-moderne.

Sådan var situation da the United States greb ind og sådan set blev kongen for de nationer. Genopbygning af landet og befolkningen måtte foregå i forskellige tempi og det tog adskillige generationer. Vi holdt ud og er der stadig - måske ikke længere som ‘konge,’ men måske mere som en beundret bedstefar og vi beskytter stadig.

Viet Nam var anderledes. Vi havde vundet på slagmarken - også ved fredsforhandlingsbordet. Viet Cong var blevet udslettet - den eksisterede ikke længere - og Nordvietnams hær var blevet decimeret og kunne ikke komme sig lige med det samme. Så forlod vi vort ansvar og flygtede fra skuepladsen. Så kollapsede den stat vi holdt i live straks, og brutal blodsudgydelse fulgte da den besejrede blev til besejreren. Vi burde Skamme Os. Skamme os over vore politikere der gjorde det muligt. 

Læren er entydig: Hvis vi skal slås i tilbagestående samfund skal vi forpligte os til at blive i det antal generationer det nu vil vare for at ændre det samfund til en stabil, fredelig, moderne nation. Uden denne krystalklare længerevarende forpligtelse, der skal fuldt ud accepteres af den amerikanske offentlighed vil vi med garanti tabe - dog først efter en enorm omkostning i døde og penge. Jo, jeg ved det lyder som “Hvid Mands Byrde.” Og det er præcis hvad det er - og den er nødvendig. Jeg vil ændre udtrykket til “Civilisationens Byrde.”

Eller vi kunne finde en anden løsning for at undgå katastrofen. Vi kan se på historiens lære. For sikkert at forlade Afghanistan før landet var fuldt ‘civiliseret’ skulle vi have brug for nogen, eller noget, til at erstatte os der er ligeså stærk som os, og muligvis desværre en fuldstændig hensynsløs. Regionen er opbygget at stammer, en krigsherre er det der er brug for til at tage over. Han skulle være den type der som indstilling har “knus hans fjender, og lyt til deres kvinders jamren” for at benytte John Milius’ uforglemmelige frase.

Gud forbyde det! Vi er for frisindede og godhjertede til den løsning. I Afghanistan undertrykte vi aktivt en sådan udvikling selvom der var egnede kandidater til stede. I stedet påtvang vi et konstitutionelt demokrati i et land der absolut ingen kulturel base eller tradition har for et sådant system.

Det er ikke op til os at afgøre hvilken styreform en nation vælger. Lad det være demokrati, ladet det være monarki eller noget helt andet, vor interesse i resultatet er klaret hvis det samfund ikke er en trussel mod os og vore venner. Endnu bedre for vor samvittighed, kan vi så håbe på at det samfund er rimeligt humant - men det er deres valg ikke vores.

I mange, mange år fremover vil Skammen ved vor fiasko klæbe til os. Tillid til Amerika kan være trådt under fode i generationer. Vi kan nu med rimelighed forvente at katastrofen i Afghanistan vil igangsætte en lavine af flere udenrigspolitiske katastrofer. Vort lederskab har alvorligt såret the the United States på den internationale arena.

Lad os lære at denne triste historie. Lad os kun forpligte os i større hændelser hvis den amerikanske offentlighed er villig til at holde ud med forpligtelsen i lang, lang tid.

Hvis det ikke kan være anderledes - hvis der kommer en krise som vi bare må reagere på - Træd til, ryd op i kaos, og ud igen - med det samme.

https://www.americanthinker.com/articles/2021/08/bidens_afghanistan_failure.html

Hvad vandt vi med vore krige? Ud af Afghanistan

Hvad vandt vi med vore krige?                

Patrick J. Buchanan       

       

“Han afsluttede en krig og holdt os ude af en anden” er den hyldest der tilegnes Præsident Eisenhower.

Ike afsluttede konflikten i Korea, nægtede at intervenere for franskmændene ved Dien Bien Phu i 1954, og frem for at støtte den britisk-franske-israelske invasion beordrede han dem alle ud af Egypten i 1956.

At få afsluttet Amerikas længste krig kan muligvis blive Barack Obamas eftermæle.

For selvom det at afslutte krige uden sejre, måske ikke giver historikerne anledning til akkolader som “stor” eller “næsten stor,” så er det undertiden en præsidents pligt, en præsident der har ‘arvet’ en krig nationen ikke længere ønsker at udkæmpe.

Det var Nixons lod, ligesom det var Ike’s og nu Obamas.

Og mens vi ser tilbage på vore interventioner i det 21. århundrede, hvor er så alle ‘frugterne’ af vore kampe, det meget blod og de mange døde?

Vi kender omkostningerne -- 8000 døde, 40000 sårede, 2 billioner dollars drænet af vor velstand. Men hvor er så alle ‘gevinsterne’?

Efter Moammar Gaddafi faldt i Libyen vendte alle lejesoldaterne han havde hyret tilbage til Mali. Franskmændene måtte gribe ind. I Benghazi, byen der indledte krigen mod Gaddafi, blev en U.S. Ambassadør og tre andre amerikanere myrdet af terrorister.

 

Libyen i dag er ved at falde fra hinanden.

Skønt Gaddafi var gennemført rædselsfuld, hvilken trussel udgjorde han så for os, efter han have opgivet sin plan og masseødelæggelsesvåben?

I Egypten hjalp vi med til at styrte præsident Hosni Mubarak og hyldede valget af Det Muslimske Broderskabs - Mohammad Morsi.

Et år senere, gav vi det grønne lys til at Morsi kunne væltes ved Mubaraks hær.

Terrorismen er tilbage i Egypten, Sinai er nu ingenmands land, og næsten hele Egypten hader os.

Shia regimet vi fik bragt til magten i Irak har i den grad undertrykt Sunnier således at Anbar provinsen nu er befængt med al-Queda. Fallujah og Ramadi er faldet. Præsident Nuri al-Maliki beder om U.S. våben for at genvinde Anbar og om U.S. personnel for at træne hans soldater. Ïkke som det gamle, dårlige Irak vender det nye Irak sig mod Teheran.

Afghanistans præsident Hamid Karzai har nægtet at underskrive en aftale der giver vore tropper beskyttelse hvis de bliver. Dette vil kunne betyde en fuldstændig tilbagetrækning af U,S, i 2014, og føre til at det Taliban vi fordrev i 2001 vender tilbage.

Terrorisme i hjertet af Kabul, med en restaurant der besøges af udenlandske embedsmænd blev ramt af en bilbombe fulgt op af maskingeværild mod de spisende, 21. dræbtes.

Amerikanerne har kæmpet tappert derovre i over 12 år. Men hvordan har vor nation med sin opbygning i Hindu Kush fået nogen gavn af det?  

Pakistan, med kernevåben, er blevet et hjejmsted for Taliban, måske nu det farligste land på jorden. Anti.amerikanske elementer i Khyber regionen har, på grund af vore droneangreb blokeret for en U.S troppe exodus mod havet.

Hvor holdbart er det vi har udrettet i Afghanistan?

Sidste sommer var Obama, prikket til af demokratiske korsfarere og Krigs Partiet, lige ved at iværksætte angreb mod Syrien da Amerika som et hele rejste sig og sagde nu er det nok.

Vi angreb ikke Syrien. Havde vi gjort det ville vi have kæmpet for et oprør domineret af al-Nusra Front og Den Islamiske Stat Irak og Syrien (ISIS). Deres mål? Løsrive Anbar fra Irak og føje det til de jihadist-besatte sektorer i Syrien i et nyt kalifat.

Kan vi bare ikke se at Bashar Assads værste fjender også er vore?

Syriens borgerkrig der har kostet over 100000 døde, med millioner på flugt og en million i eksil, er væltet frem mod Libanon, hvor Hezbollah støtter Assad og sunnierne støtter oprørerne.

De neokonservative siger at meget af dette kunne være afværget om vi havde efterladt en stærk deling U.S. tropper i Irak og støttet opstanden i Syrien før jihadisterne greb kontrollen.

De neokonservative gik ind for at angribe Assad sidste sommer, de er for alvorligere sanktioner mod Iran nu, og er for krig mod Iran, hvis landet ikke opgiver sit uran berigelsesprogram.

Men de neokonservative har mistet forbindelsen med folket. For de har taget fejl med så at sige alt.

De tog fejl med Saddams Masse Ødelæggelses Våben og en “pærelet” krig.

De tog fejl med, hvor velkomne vi ville være i Irak, og hvordan Bagdad ville blive et stortrivende demokrati og model for Mellemøsten.

De så ikke den Sunni-Shia krig som vor intervention ville igangsætte.

De tog fejl med, hvordan vore interesser bedst ville kunne plejes ved at angribe Libyen.

De så ikke den katastrofe der udvikler sig i Pakistan.

Mens vi ikke fulgte deres råd om at angribe Syrien, hvordan har vi så lidt under at lade Syriens sekteriske krig køre sit løb?

Fra Libyen til Libanon, Syrien til Yemen, Irak til Afghanistan, Maghreb og Mellemøsten det hele er i flammer. Hvad har vi tabt ved at komme ud af de krige Obama overtog? Hvordan ville det gavne os at komme ‘flyvende’ ind midt i ilden?

Som dermed stiller et vigtigt spørgsmål: Tog Obama fejl i at trække os ud af krige som George W. Bush kastede sit land ud i?

Hvordan mon historien vil svare på det?

Patrick J. Buchanan is the author of “Suicide of a Superpower: Will America Survive to 2025?”

http://www.humanevents.com/2014/01/21/what-did-our-wars-win/

Penge i fodbold - masser af penge. Var snørebåndet gået op?

 

Ubundne støvler giver kassen

Navnet Pelé behøver ingen introduktion. Edson Arantes do Nascimento -- det er hans fulde navn - betragtes som den største fodboldspiller nogensinde. I 92 kampe for Brasilien scorede han 7 mål - det er lige så mange som holdets to aktive medlemmer Neymar and Ronaldhino tilsammen. Han har vundet tre World Cup titler - han var med på Brasiliens hold der vandt i 1958, 1962 og 1970. Han scorede et mål i det 18. minut i World Cup finalen, hvor Brasilien vandt 4-1 over Italien.

Men det han gjorde lige før kampen gik i gang skulle have større betydning end det mål.

Hvis du nu ikke kan se den så er den 42 sekunder lang og viser det folk over hele verden så lige før startfløjtet. Pelé befinder sig i midtercirklen, venter på starten. Som du vil bemærke - ligesom kameramanden gjorde -  Pelé skal til at binde sine støvler. Kameraet zoomer ind på den bedste spiller i historien mens han knæler ned, og gør sig klar til en af de vigtigste kampe i karrieren.

Men Pelé havde ikke glemt at snøre sine støvler, ej heller ville han lige se om de var bundet. Han vidste at kameramanden ville fokusere på ham - og det gjorde Puma, den virksomhed der havde leveret støvlerne også. De ønskede brændende, at kameramanden holdt fokus på hans støvler.

I dag er det helt normalt at sportsudstyrsfabrikkerne indgår aftaler i sportsgrene, men det var først lige begyndt i 1960’erne. Både Puma og Adidas, de to førende støvlefabrikanter på den tid, begyndte at give penge til atleterne. Kampen om at få de mest kendte atleter til at benytte deres produkt var en stadig kamp, og med kun få regler.

Som Wall Street Journal fortalte, før 1964 Tokyo Olympics, “betalte Adidas U.S. sprinteren Bob Hayes for ikke at bruge Puma,” -- og holde det som en hemmelighed, indtil han stod på startblokken således at Puma intet kunne gøre. Ved 1968 Olympics i Mexico City, fik Adidas gjort regnestykket op ved at få Pumas udstyr tilbageholdt af toldmyndighederne. Det er blot to eksempler.

Man behøver ikke være en Don Draper-marketingsperson for at vide at Pelé's valg af støvler i 1970 World Cup på lignende vis skulle indlede en kamp om markedsandele, og det er vel kun sund fornuft at både Puma og Adidas ønskede ham i deres støvler.

For at undgå yderligere “skøre indfald” blev de to enige om det som senere blev kaldt  "Pelé Pagten," en uformel fælles aftale om ikke at benytte fodboldstjernen. Pagten blev snart brudt, da Puma umiddelbart før the Cup stille og roligt brød den. The LA Times forklarer:

Pelé kendte ikke til "Pelé Pagten," men det blev interessant da Puma sendte en repræsentant til Brasilien ved navn Hans Henningsen. Henningsen var journalist der stod på rigtig god fod med det brasilianske hold. Pelé og Henningsen var en del sammen og Pelé var tryg ved at Henningsen, der brugte tid på at få alle de andre på det brasilianske hold til at underskrive en kontrakt, ikke gjorde det samme over for ham. Så besluttede Henningsen at nu var det på tide, og han tog en dristig beslutning. Han udarbejdede en aftale Pelé uden Pumas godkendelse.

Puma endte med at godkende aftalen og betale $120,000 -- cirka i dag $735,000. Men selvfølgelig fortalte Puma ikke om aftalen - de ønskede ikke at Adidas fandt ud af det - derfor måtte de finde på en kreativ løsning så verden kunne se at superstjernen benyttede deres støvler.  Som del af aftalen skulle Pelé bede dommeren om lidt tid til at binde sine støvler lige før kick off, i håb om at kameraet ville fokusere på ham.  Nogle hævder at kameraholdet også blev betalt. Det fungerede fint og fik fans over hele verden - og en ihærdig fjende i en meget vred Adidas.

---

Bonus Fact: Fra 1967 til begyndelsen af 1970 var Nigeria i en blodig borgerkrig der krævede så mange som 3 millioner menneskeliv. Men i to dage, i 1967, var kampene indstillet. De to parter blev enige om en 48 timers våbenhvile fordi Pelé var i byen for at spille en opvisningskamp, og alle ønskede at kunne se den uden at skulle tænke på krigen.

Badmintons mere dystre side - stakkels gæs?

 Badmintons mere dystre side - stakkels gæs?

Badminton er en sport der for mange er et udendørs tidsfordriv om sommeren. Et net, nogle ketchere og en fjerbold og man er i gang. Som tennis, men fjerbolden (plasticbolden) flyver ikke som tennisbolden - den ‘svæver’ drejer rundt i luften.

Hvis du er en god badmintonspiller kan du smashe til bolden og få den til at flyve meget hurtigt. Og det er sådan det spillet går ud på - hurtigt så din modstander ikke kan nå den.

Det største problem ved have badminton er fjerboldene, Typisk af plastic og beskadiget bliver de let. De bliver bøjet eller får et knæk og så flyver de helt uforudsigeligt. Hvis man er konkurrence badmintonspiller er det meget, meget vigtigt at fjerbolden flyver korrekt.

Derfor er der masser af gæs rundt omkring med ‘nøgne’ venstre vinger. 

Der er virkelig mange, meget seriøse badmintonspillere. Sporten har været med ved De Olympiske Lege siden 1992, og de internationale forbund har regelsat sporten siden 1950’erne. (Poul-Erik Høyer vandt guld i 1996, og Victor Axelsen i 2021) 

I konkurrence badminton kan man ikke bruge de billigere plasticbolde. Man skal have ægte fjer fra en gås eller en and og det koster altså. Fjerene blive nøje udvalgt, og oftest kan kun bruges fjer fra gåsens venstre vinge.

Hvorfor? Aerodynamik. I 2013, forklarede Paisan Rangsikipho, tilknyttet til Seattle magasinet The Stranger, at “gåsen venstre vinge og dens højre vinge ikke har samme kurver. Man kan ikke se det med det blotte øje, men der er forskel i fjerenes form.” The Stranger fortsætter, “En fjerbold lavet af fjer fra venstre vinge vil dreje med uret. En bold af fjer fra højre vinge drejer anderledes - noget der sådan set til dels ødelægger spillet.” At blande fjer fra venstre og højre vinge er ikke rigtig muligt - det får fjerbolden til at krabbe rundt.

Fabrikanterne behøver dog ikke kun bruge fjer fra venstre vinge. Yondex - den førende i fabrikation af fjerbolde forklarer (pdf) at de bruger enten den ene eller den anden type fjer. “Fjerene til en fjerbold består af 16 fjer fra enten højre eller venstre vinge. (Man bemærker dog, at man “ikke bruger fjer fra både højre og venstre vinge til en fjerbold da dette påvirker den måde den flyver på.”

Men i 2016 fortalte Satoshi Yuza, en salgsleder hos Yondex  til the New York Times at det “kun er fjer fra venstre vinger på gæs der benyttes i turneringer.” (Fjerene fra højre vinge er andenklasss kvalitet)

Der er ingen rigtig god forklaring på, hvorfor fjer fra venstre vinge slår de andre, men det er nu den vedtagne konvention i konkurrence badminton.

Og nej, det betyder ikke at der går en masse fjerløse gæs rundt. Ifølge

Rangsikitpho, “forsøgte dyrerettigheds aktivister at få fjernet brugen af gåsefjer, men han forklarede dem at de sådan set var et biprodukt - gæssene skulle alligevel slagtes, eller plukkes til brug i dyner og jakker. Hvis fjerene på deres venstre vinger ikke blev brugt til fjerbolde ville de blive brugt til noget andet - eller kasseret.” 

Bonus fakta: Så der er sådan set intet ‘ondt’ i badminton og brug af fjer skjuler ikke en dyster (sinister) hemmelighed.

Ordet Sinister sproglige oprindelse kommer fra det latinske ord sinister der betyder “venstre” eller “ikke på venstre side.” Ifølge Etymology Online, "blev det latinske ord benyttet i den betydning at noget var ‘uheldigt, ufavorabelt’

Kultursammenstød i sport - Beachvolley for kvinder

Kultursammenstød: Egypten mod Tyskland i beach volley for kvinder

ROBERT SPENCER

Allah tillod at de skamløse næsten nøgne skøger vandt over de ærbare kvinder fra Islam 2-0. Der kan ikke være tvivl om at jøderne står bag.

“Kontrasten mellem de to kulturer blev bragt til skue ved De Olympiske Lege. Et rigtig godt foto der viser egyptiske og tyske volleyball spillere sætter fokus på forskellen på holdene,” af Julian Robinson,MailOnline, August 8, 2016:

Det er en meget hurtig sport der spilles i solen og er berømt for sine afslørende klæder - med en bikini ‘uniform’ for kvinder og knælange shorts for mænd.

Men disse billeder viser kontrasten mellem kulturer blandt nogle af de nationer der deltager i Rio, efter de egyptiske kvinders beach volleyball hold gik ind på den sandede arene iført lange ærmer og leggings.  

Udstyret, benyttet af Nada Meawad og Doaa Elghobashy, der også var iført hijab, stod i stærk kontrast til de tyske rivaler Laura Ludwig and Kira Walkenhorst der holdt sig til sportens traditionelle todelte udstyr ved kampen i aftes.

Skønt det international Volleyball Forbund ellers havde regler der regulerende størrelse af påklædningen blev disse regler lempet forud for 2012 Olympiske Lege i London, og man tillod lange ærmer og leggings.  

Forbundets talsmand Richard Baker sagde søndag aften at det træk blev taget for at åbne spillet op rent kulturelt.

I en vis grad har det fungeret. Baker sagde der nu var 169 lande med i the Continental Cup - kvalifikationsprocessen for 2016 Legene, sammenlignet med 143 lande i 2012 i London.

Ludwig og Walkenhorst fortsatte deres sejrsrække, og mod medaljer, ved at vinde over deres egyptiske modstandere.

Egypterne spillede i deres første internationale turnering udenfor Afrika, hvor de havde vundet en større titel i april måned.

Ludwig og Walkenhorst vandt 2-0 efter en kamp der tog næsten 40 minutter.

Bagefter sagde Elghobashy til journalister: “Jeg har brugt hijab i 20 år. Det afholder mig ikke fra at elske de ting jeg gør, og beach volley er en af dem.”

https://www.jihadwatch.org/2016/08/clash-of-civilizations-egypt-vs-germany-in-olympic-beach-volleyball