Washington er i krig - først mod Nixon nu Trump

 Washington er i krig - først mod Nixon nu Trump

 NEWT GINGRICH

I 1972 fik præsident Nixon 60.7 % af stemmerne (med 18 millioner plus) og vandt i hver stat undtagen Massachusetts og District of Columbia. Han havde tidligere været fire år i Repræsentanternes Hus, to år i Senatet, otte år som vicepræsident, og fire år som præsident. I løbet af få uger efter hans valgsejr, det klare valg af det amerikanske folk, kom han under belejring af domstole, nyhedsmedierne, bureaukratiet, venstreorienterede aktivister og Kongressen. 

44 år senere, 2016, dukker en nybegynder i politik op, en outsider. Donald Trump besejrede 16 andre Republikanske nominerede og vandt nomineringen (herunder guvernører og senatorer med betragtelig national popularitet),

Han kom hurtigt under angreb fra den samme venstreorienterede Washington koalition, der benyttede løgne og fabrikerede konspirationer for at smæde ham og få ham ned med nakken. 

Trods alle disse angreb vandt Trump med et snævert flertal. Som præsident stod han over for vedholdende undersøgelser, beskyldninger og forsøg på rigsretssager. Som nu tidligere præsident og frontløber for den Republikanske nominering er han stadig underlagt de endeløse domstolsangreb fra Democrats i New York og Georgia - og fra en helt ude af kontrol forbundsanklager der forsøger at dømme ham i Florida og Washington D.C. (læs mere fra Newt Gingrich Trump Should Learn From Watergate)

På et punkt er Nixons og Trumps historier ganske forskelllige - den gamle erfarne pro og den nye outsider. Nixon havde arbejdet med forbundsbureaukratiet hele sin lange karriere. Trump havde fokus på forretningslivet og gik til Washington med så at sige ingen erfaring i at lede store regeringssystemer. 

Men begge havde en fælles erfaring. De søgte at forandre Washington, og Washington reagerede, svarede igen ved at forsøge at ødelægge dem. . 

Deep Bureaucrat Resistance i Washington

Jeffrey Tucker’s frase “forankret administrativ stats hegemoni” skildrer dybden af modstanden der er indbygget i en massiv, enorm regering med millioner af ansatte og billioner af dollars at bruge løs af. Den ‘forankrede administrative stat’ er omgivet af symbiotiske lobbyister  og særinteresser. Til yderligere at ‘forankre’ den gamle tilstand og  omfanget er Husets og Senatets medlemmer (og endnu mere deres ansatte) allierede med og under indflydelse af bureaukratierne og lobbyisterne.  

Endelig er hele denne ‘forankrede’ selvopretholdende koalition støttet af og beskyttet af de venstreorienterede medier, der fodres med den information der lækkes fra bureaukratierne. 

Hvor meget om Watergate opdagede Bob Woodward og Carl Bernstein og hvor meget kom fra, blev fodret af regeringsagenturer? Husk “deep throat” viste sig at være nummer tre mand i FBI, der var blevet overset til topjobbet.

Den oplagte, naturlige tendens hos større bureaukratier er at forsvare sig og undgå at blive skåret i, hvilket er betegnende for vor tid. Venstrefløjen er kommet til at betragte regering som det primære værktøj til at kontrollere og tvinge det amerikanske folk. I tilgift til denne egeninteresse hos bureaukratierne, er den en ideologisk glød for at eliminere enhver alvorlig trussel om forandring. . 

Trump kandidaturet i 2016 var en garanti for at Venstrefløjen blev glødende i sin modstand -  frygt hos nøglebureaukratierne. Når man tager Trumps platform og personlighed i betragtning, kan det ikke undre at nogle i FBI anså hans potentielle sejr som et mareridt der personligt truede dem. 

De vidste de havde gjort ulovlige ting, og at Trump sandsynligvis ville udstille dem. Obama administrationen havde omformet efterretningssamfundet til en del af Venstrefløjen og garanterede, at Trump ville komme til at stå over for konstant modstand fra elementer i regeringen (og Udenrigsministeriets liberalisme) under hans kampagne og præsidentskab. Der en parallel mellem Nixon og truslen fra det etablerede. 

Kulturkrigen mod Venstrefløjen

Præsident Nixon havde altid stået over for betragtelig fjendskab fra Venstrefløjen Herblock (Herbert Block), den berømte Washington karikaturtegner udførte mange af sine mest berømte karikaturtegninger hvor han latterliggjorde og nedværdigede Nixon.

Anti krigsbevægelsen havde stor fokus i sine bestræbelser mod Præsident Nixon og dengang National Sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger da disse afviste at overgive sig til nordvietnameserne og ikke ville trække sig ud af Vietnam. 

Med seniortaleskriver Pat Buchanan og vicepræsident Spiro Agnew der ledte an, førte Nixon administrationen en hensynsløs kulturkrig mod Venstrefløjen. Som Buchanans memoirer og bøger tydeliggør var dette en bevidst strategi for at trænge en kile ind mellem arbejdende amerikanere og George McGovern venstrefløjen. Det var den proces der førte til den massive sejr i 1972. 

Selv efter skaden med Watergate fortsatte denne strategi med at få moderate og konservative Democrats bort fra deres parti og mod Republicans. Ronald Reagan var den næste store ‘modtager’ af et massivt flertal.

Idet Venstrefløjen var i kulturkrig med en politiker de aldrig havde brudt sig om, udvikledes en antipati mod Nixon sig, ulig noget man hidtil ikke havde set. Venstrefløjen tålte præsident Dwight Eisenhower som en krigshelt. Han klarede, håndterede Franklin Delano Roosevelt-Harry Truman bureaukratierne og gjorde dem mere konservativt præget, men han forsøgte ikke fundamentalt at forandre dem. 

Nu havde Venstrefløjen en ægte modstand. Nixons planer om i bund og grund at forandre bureaukratiet gav Venstrefløjen medhold hos et bredt udbud af regerings- og interessegrupper der frygtede hans dristige planer om reformer. Watergate udslettede i bund og grund al erindring om hvor alvorligt præsident Nixon så på behovet for forandringer i Washington. 

Bureaukraterne undermineres

Den første Nixon administration havde været en centristisk konservativ administration. Den skabte the Environmental Protection Agency. (miljøbeskyttelsesagenturet). Man overvejede seriøst en familie indkomstplan der var et stort brud med konservatismen (og var blevet skitseret, affattet af Democrat i Det Hvide Hus Patrick Moynihan). Hans første periode overbeviste præsident Nixon om at strukturen i og processerne hos forbundsregeringen virkelig havde brug for en stor rystetur.

. 

Richard Nathan, i sin bog The Plot That Failed: Nixon and the Administrative Presidency, indleder således:

“Da jeg var ombord på et overfyldt fly i foråret 1973 overhørte jeg en konversation om Watergate. En kommentar var “Nixon, Haldeman, og Ehrlichman er lige ved at overtage regeringen.” 

I Watergates kølvand har vi haft tendens til at glemme de ambitiøse planer og den særdeles spændte atmosfære som Nixons anden periode indledtes med. 

Præsident Nixon beskrev sin indsats for at decentralisere regeringen så meget som muligt. Nathan bemærker:

“Fra forbundsbureaukratiernes side ... er de væsentlige implikationer ved the New Federalism tydelige. Ideen var at svække forbundsbureaukratiet....Spændingerne mellem Det Hvide Hus og bureaukratiet voksede hurtigt da Nixons indenrigspolitik blev formuleret og som en logisk udløber af New Federalisme blev præsident Nixons præsidentskab markeret ved animositet fra begge parter mellem Det Hvide Hus og indenrigsbureaukratiet.”.

Hastigheden hos og aggressivteten ved præsident Nixon jordskredssejr var forbløffende. 

Dagen efter at have vundet i 49 stater og over 60% af stemmerne, indkaldte den genvalgte øverstkommanderende til et kabinetsmøde. Som Nathan skrev:

“Efter at have takket sine medarbejdere for deres hjælp i kampagnen fortsatte Nixon med at redegøre for de dramatiske planer for personaleændringer i staben. Han krævede at alle politisk udpegede indgav deres afskedsansøgninger straks... Hver Kabinetsleder blev instrueret om at mødes med den principielt udpegede embedsmand i vedkommendes kontor og kræve resignationsbreve, hvoraf mange ville blive imødekommet. 

Spændingen ved konferencebordene i departementerne var voldsom dengang, da den normale kurs ville have været at se frem til en periode med fejring og afslapning. Kommentatorerne i Washington havde det som ‘fisk i vandet’....”

Rygter og læk var voldsom i denne periode. Usikkerheden som denne proces skabte bragte regeringsbeslutninger på pause. 

.

Nathan rapporterede, at i et interview med Jack Horner, sagde præsident Nixon:

“(Han) ville ‘fjerne’ og ‘skære ned’ på sociale programmer der efter hans mening afspejlede fiaskoerne stammende fra 1960’erne. Han talte specifikt om at skære ned i ansættelser i regeringen: “Jeg tror helt ærligt, at regeringen i Washington er for stor, og også alt for dyr...Vi kan gøre det bedre med færre mennesker.” 

Han referede til nogle agenturer som “for fede, for oppustede” og gjorde det klart, ifølge Horner, at han dermed mente hjemlige agenturer som HUD, HEW, og the Department of Transportation.

Nathan’s fortælling om den forsøgte Nixon Revolution i regeringen bekræftes til fulde af en bemærkelsesværdig bog af Frederic V. Malek, Washington’s Hidden Tragedy: the Failure to Make Government Work.

Malek var ledelsesgeniet som Nixon havde rekrutteret for at arbejde med Roy Ashe for at gennemtænke forbundsreformerne og hans bog er brugbar som værktøj i ledelseshåndtering i et gennemført politisk miljø. 

Malek beskriver kernen i Nixons hjemlige politik og strategi for regeringsførelse: 

Kort efter 1972 valget besluttede præsident Nixon at han ønskede et kabinet der afspejlede flertallet hos amerikanerne, der netop havde valgt ham. Efter hans mening omfattede det irske katolikker, amerikanere af italiensk æt, ærlige embedsmænd fra arbejderbevægelserne, veteraner og mennesker fra andre dele af amerikansk liv. 

Hans ambition var at afmontere Roosevelt’s Grand Coalition, og i hans anden periode ønskede han et kabinet der afspejlede elementer af den koalition han havde vundet over ved genvalget

Watergate skal ses i den kontekst med denne enorme, dristige og ekstraordinære magtfulde indsats for at genskabe den amerikanske regering og Roosevelt koalitionen der havde domineret Amerika i fire årtier.  

Når man forstår, indser, hvor stor en forandring Nixon ønskede - og Washingtons fjendskab mod ham - begynder Watergate at fremstå som en anderledes fortælling. Det var ikke blot fortællingen om et bøvlet politisk indbrud, det var et bemærkelsesværdigt modangreb fra et system, der stod for at miste magt. Alt hvad man kunne finde på, gøre for at svække eller underminere Nixon præsidentskabet var ‘lovligt’ fordi han var den helt store trussel. 

Parallellerne mellem 1972 og de kørende angreb mod præsident Trump er slående-. Begge mænd blev af Venstrefløjen opfattet som moralske trusler. Således bliver alt der iværksættes for at stoppe dem automatisk betragtet som ‘lovlige.’ 

I begge sager er parallellerne med institutionel uærlighed slående. I begge tilfælde overhørte etablissementet det amerikanske folk og smadrede en valgt præsident. The New York Times og  Washington Post var også vandbærere for etablissementet for at ødelægge Nixon og Trump.

Der er så meget at lære fra 1972 til 1974 der gælder os i dag. 

De to tidligere Democrat administrationer gjorde på lignende vis værre ting end Watergate. De mennesker der forsøgte at ødelægge præsident Nixon var selv indblandet i langt større lovbrud - og de vidste det. 

Men det er emnet i et andet essay.

https://spectator.org/for-jan-30-nixon-trump-and-washingtons-war-on-change-washington/

Ukraine, Realpolitik og Vestens fiaskoer

 

Ukraine, Realpolitik og Vestens fiasko

Ilana Mercer

Hvis Putin burde sidde på anklagebænken i Haags International Court of Justice, så burde Genghis Bush, Dick Cheney, Condi Rice og deres utallige medskyldige også. .

Amerika er indiskutabelt stadig den førende i at angribe suveræne nationer og slå deres børn ihjel. Ruslands udenrigspolitiske indblanding siden tidligt 1990’erne er ui sammenligning ubetydelige.

Ikke desto mindre bliver det altid vurderet, sådan set aldrig diskuteret, at forskellen mellem, lad os sige en Putin invasion og en amerikansk er at sidstnævnte sker ‘ved gode mennesker’ og med ædle formål.

Ak ja, de smadrede børns lemmer, nu er de voksne og har ikke fået nye lemmer, Irak er blevet grundigt ødelagt. Tag også i betragtning antallet af flygtninge, tvangsforflyttede internt eller i eksil, de forældreløse børn og den miljømæssige forurening - anslået blev 183,535 og 206,107 Irakere slået direkte ihjel på grund af den uprovokerede amerikanske invasion. På samme vis med Libyen som en forfejlet stat, med en spillevende handel med slaver. Hvem kan dog stå op imod og argumentere mod en sådan optegnelse at moralsk overlegenhed?

Endnu en betvivlelse af klogskaben er, at skulle udholde den trommehvirvel af idiotiske udgydelser om udenrigspolitik når vi stadig har Pat Buchanan iblandt os. Den vise og fremragende Pat har selv været vidne til, og beskrevet beretningerne der har skabt konflikten mellem Rusland og Ukraine. Har har grundigt gjort rede for forløbet til denne aggressionskrig og igen og igen, dog forgæves, rådgivet om, hvordan den kunne være undgået.

Vi blev advaret. At lade Rusland omringe af NATO medlemmer, nægte at forhandle i god tro og oprigtighed - så ville Putin gå i krig. Alligevel har holdningen på begge sider af Atlanten været afvisende, foragtende overfor Putins forståelige, gennem lang tid, bekymringer over sikkerheden. Således skriver Buchanan:

“Da Ruslands Vladimir Putiin krævede at the U.S. udelader Ukraine som et fremtidigt medlem af NATO alliancen, svarede the U.S.højtideligt. NATO har en ‘åben dør politik’ enhver nation kan ansøge om medlemskab og være med. Det ændrer vi ikke på.’” Helt sikkert har the United States været fastlåst til en altid større, altid inkluderende ‘åben d’r’ liberal vision om NATO medlemskab. Med hvilket formål? Cui bono?

Realpolitik

Utvivlsomt, kunne forhandlinger i god tro og oprigtighed med Putin have fået denne invasion til ikke at finde sted. I stedet er præsidenten for Den Russiske Føderation blevet nedværdiget og udelukket. Nu burde de ansvarlige  ledere der har begået de mange fejl tvinges til at ‘æde deres egne ord.’

Der er noget gennemført obskønt - råt chokerende som førstehåndsberetningerne ‘Chok og Ærefrygt’ der hjemsøgte Irak - når vi betragtede fordrivelsen af mennesker og ødelæggelsen af uskyldiges liv på live TV, uden rigtig at reagere. Og med det mener jeg ikke militært.

Ukraine’s præsident, Volodymyr Zelensky — der betragtes som “Byens Lys” blot fordi han ikke flygtede i panik fra det kaos og rod han selv havde kastet sit land ud i - til ‘denne røv med ører’ går en særlig pris for  at være dybt uansvarlig. Ikke at flygte fra en situation der i store træk er selvskabt det bliver man ikke helt af. Forundrende er det da også at amerikanerne har tilbudt Zelensky kujonens udvej, når de i stedet burde have tvunget ham til at sætte sig ned med sine fjender. 

Imidlertid ligger byrden hos the USA, den eneste såkaldte ansvarlige supermagt for roligt at forhandle med Putin på vegne af hans uskyldige, svage ofre. I stedet har verdens ledere betragtet lidelsrne på TV og beklaget de lidendes skæbne. Begge parter er ynkværdige og fiaskoer i at have ført os så langt ud. Ditto NATO og EU.

Dette er præcist det som præsident Joe Biden burde udskammes til at gøre  NU - tale med Putin, få indført en våbenhvile, så hurtigt som muligt, indgå en aftale for at skåne befolkningens liv og helbred da denne er under ledelse af imbecile.

Ukrainerne er utrættelige og snu lobbyists i Washington, langt snedigere end deres amerikanske modparter. I al væsentlighed havde Zelensky, overhoved for den korrupte amerikanske klientstat, Ukraine, tøjret sit lands skæøbne til Amerika, NATO og EU, konstant forsøgt at få bøjet disse tåbelige og hensynsløse enheder efter hans vilje. Alt for stor en klovn til at passe på sine landsmænds sikkerhed, nej hellere være populær i Vesten.

Jeg har siddet i Israels bombeyly i 1967 og 1973 krigene og husker stadig hvad godt gammeldags diplomati - — realpolitik — faktisk er. Diplomatiske værktøjer som omfattende samtaler, en våbenhvile, og en aftale mellem krigende parter har imidlertid været fraværende fra de to præsidenter Biden og Zelenskys repertoire.,

God gammeldags realpolitik er det som Zelensky burde have praktiseret sammen med sin mægtige nabo, og historiske brødre, russerne. 

Realpolitik, praktisk politik, kúnsten af ‘finde ud af noget, komme videre.’ trods alle forskellene i en virkelig verden, der i realiteten omfatter forskellene mellem mennesker og deres politiske systemer, der skal accepteres og håndteres.

Modsat de højtidelige proklamationer er det ikke en moralsk udenrigspolitik som Amerika praktiserer, men en moralistisk. Vær som os eller vi ødelægger jer! I stedet har Zelensky adopteret Amerikas moralistiske, ukloge, selvhævdende metoder. Der skulle en krig til for at få Zelensky mod forhandlingsbordet, han burde have været der lige fra begyndelsen.

I sidste ende, er det som fik Den Russiske Bjørn til at være ligeglad  vel de daglige skøre udsagn  “Rusland, Rusland” der monotont flyder fra Amerika.

Det antikverede energiforsyningssystem fejler. Rusland. Fugle falder ned fra himlen. Rusland. Amerikanerne afskyr hinanden. Rusland. Demokratiet er stadig en farce og fiasko. Rusland. Ynkelige vandt et valg, valgte en russisk. Rusland En ung og flyvsk russisk pige, Maria Butina, ankommer til landet fuld af tro på det amerikanske system. Hun flirter med U.S. lovgiverne, sover med nogen af dem. “En spion” skriger vi. Sæt hende i fængsel! Knæk den hensynsløse unge! Og det gjorde vi så..

Jeg mener at denne farlige, aldrig ophørende, og i mange henseender grundløse spærreild med mobning, og nedværdigelse har været med til at skubbe Putin ud over kanten. 

Igen, jeg voksede op i Israel i en tid da landet var som Rusland, ‘nederdrægtiggjort’ over hele verden. For FN var det et dagligt ritual, en morgenbøn at åbne enhver session med at stemme for en fordømmelse af Israels eksistens. Forskellen var at Israel havde the United States. En stabil støtte fra Amerika. Rusland er som Syd Afrika, mit fødeland var, en venneløs udstødt pariah. Som børn og unge følte vi kun foragt, had mod en sådan verden der blev ved med at mobilisere had mod os. Sydafrikanerne følte det samme. Jeg kan kun fornemme hvad russerne må føle når de hører enhver ignorant amerikansk TV kommentator tale uophørligt, tåbeligt, om deres land.

https://thenewamerican.com/uncle-sam-still-king-of-all-invaders-ukraine-realpolitik-the-wests-failure/

Hvad vandt vi med vore krige? Ud af Afghanistan

Hvad vandt vi med vore krige?                

Patrick J. Buchanan       

       

“Han afsluttede en krig og holdt os ude af en anden” er den hyldest der tilegnes Præsident Eisenhower.

Ike afsluttede konflikten i Korea, nægtede at intervenere for franskmændene ved Dien Bien Phu i 1954, og frem for at støtte den britisk-franske-israelske invasion beordrede han dem alle ud af Egypten i 1956.

At få afsluttet Amerikas længste krig kan muligvis blive Barack Obamas eftermæle.

For selvom det at afslutte krige uden sejre, måske ikke giver historikerne anledning til akkolader som “stor” eller “næsten stor,” så er det undertiden en præsidents pligt, en præsident der har ‘arvet’ en krig nationen ikke længere ønsker at udkæmpe.

Det var Nixons lod, ligesom det var Ike’s og nu Obamas.

Og mens vi ser tilbage på vore interventioner i det 21. århundrede, hvor er så alle ‘frugterne’ af vore kampe, det meget blod og de mange døde?

Vi kender omkostningerne -- 8000 døde, 40000 sårede, 2 billioner dollars drænet af vor velstand. Men hvor er så alle ‘gevinsterne’?

Efter Moammar Gaddafi faldt i Libyen vendte alle lejesoldaterne han havde hyret tilbage til Mali. Franskmændene måtte gribe ind. I Benghazi, byen der indledte krigen mod Gaddafi, blev en U.S. Ambassadør og tre andre amerikanere myrdet af terrorister.

 

Libyen i dag er ved at falde fra hinanden.

Skønt Gaddafi var gennemført rædselsfuld, hvilken trussel udgjorde han så for os, efter han have opgivet sin plan og masseødelæggelsesvåben?

I Egypten hjalp vi med til at styrte præsident Hosni Mubarak og hyldede valget af Det Muslimske Broderskabs - Mohammad Morsi.

Et år senere, gav vi det grønne lys til at Morsi kunne væltes ved Mubaraks hær.

Terrorismen er tilbage i Egypten, Sinai er nu ingenmands land, og næsten hele Egypten hader os.

Shia regimet vi fik bragt til magten i Irak har i den grad undertrykt Sunnier således at Anbar provinsen nu er befængt med al-Queda. Fallujah og Ramadi er faldet. Præsident Nuri al-Maliki beder om U.S. våben for at genvinde Anbar og om U.S. personnel for at træne hans soldater. Ïkke som det gamle, dårlige Irak vender det nye Irak sig mod Teheran.

Afghanistans præsident Hamid Karzai har nægtet at underskrive en aftale der giver vore tropper beskyttelse hvis de bliver. Dette vil kunne betyde en fuldstændig tilbagetrækning af U,S, i 2014, og føre til at det Taliban vi fordrev i 2001 vender tilbage.

Terrorisme i hjertet af Kabul, med en restaurant der besøges af udenlandske embedsmænd blev ramt af en bilbombe fulgt op af maskingeværild mod de spisende, 21. dræbtes.

Amerikanerne har kæmpet tappert derovre i over 12 år. Men hvordan har vor nation med sin opbygning i Hindu Kush fået nogen gavn af det?  

Pakistan, med kernevåben, er blevet et hjejmsted for Taliban, måske nu det farligste land på jorden. Anti.amerikanske elementer i Khyber regionen har, på grund af vore droneangreb blokeret for en U.S troppe exodus mod havet.

Hvor holdbart er det vi har udrettet i Afghanistan?

Sidste sommer var Obama, prikket til af demokratiske korsfarere og Krigs Partiet, lige ved at iværksætte angreb mod Syrien da Amerika som et hele rejste sig og sagde nu er det nok.

Vi angreb ikke Syrien. Havde vi gjort det ville vi have kæmpet for et oprør domineret af al-Nusra Front og Den Islamiske Stat Irak og Syrien (ISIS). Deres mål? Løsrive Anbar fra Irak og føje det til de jihadist-besatte sektorer i Syrien i et nyt kalifat.

Kan vi bare ikke se at Bashar Assads værste fjender også er vore?

Syriens borgerkrig der har kostet over 100000 døde, med millioner på flugt og en million i eksil, er væltet frem mod Libanon, hvor Hezbollah støtter Assad og sunnierne støtter oprørerne.

De neokonservative siger at meget af dette kunne være afværget om vi havde efterladt en stærk deling U.S. tropper i Irak og støttet opstanden i Syrien før jihadisterne greb kontrollen.

De neokonservative gik ind for at angribe Assad sidste sommer, de er for alvorligere sanktioner mod Iran nu, og er for krig mod Iran, hvis landet ikke opgiver sit uran berigelsesprogram.

Men de neokonservative har mistet forbindelsen med folket. For de har taget fejl med så at sige alt.

De tog fejl med Saddams Masse Ødelæggelses Våben og en “pærelet” krig.

De tog fejl med, hvor velkomne vi ville være i Irak, og hvordan Bagdad ville blive et stortrivende demokrati og model for Mellemøsten.

De så ikke den Sunni-Shia krig som vor intervention ville igangsætte.

De tog fejl med, hvordan vore interesser bedst ville kunne plejes ved at angribe Libyen.

De så ikke den katastrofe der udvikler sig i Pakistan.

Mens vi ikke fulgte deres råd om at angribe Syrien, hvordan har vi så lidt under at lade Syriens sekteriske krig køre sit løb?

Fra Libyen til Libanon, Syrien til Yemen, Irak til Afghanistan, Maghreb og Mellemøsten det hele er i flammer. Hvad har vi tabt ved at komme ud af de krige Obama overtog? Hvordan ville det gavne os at komme ‘flyvende’ ind midt i ilden?

Som dermed stiller et vigtigt spørgsmål: Tog Obama fejl i at trække os ud af krige som George W. Bush kastede sit land ud i?

Hvordan mon historien vil svare på det?

Patrick J. Buchanan is the author of “Suicide of a Superpower: Will America Survive to 2025?”

http://www.humanevents.com/2014/01/21/what-did-our-wars-win/

Afgifter gjorde America og andre nationer Great

Afgifter gjorde America Great

Patrick J. Buchanan 

Mens limousinen førte ham til Det Hvide Hus, kunne Larry Kudlow ikke have været tilfreds med overskriften i: "Kudlow modsiger Trump om afgifter."

Historien er: "National Economic Council Director Lawrence Kudlow anerkendte søndag at amerikanske forbrugere ender med at betale for administrationens afgifter på import fra Kina, og går imod præsident Trumps gentagne, ikke korrekte, påstand om at kineserne kommer til at betale.”

Som frihandels forkynder har Kudlow indrømmet på Fox News at forbrugerne betaler afgifterne på produkter der er fremstillet i udlandet som de køber i the U.S. Dog er det under nogen omstændigheder ikke hele fortællingen.

En afgift kan beskrives som en skat på salg eller forbrug som forbrugeren betaler, men afgifter er også en skatte- og reguleringsmulighed.

Hvis du ikke køber kinesiske varer og  i stedet køber varer fremstillet i andre nationer eller i USA, så betaler du ikke afgiften. 

Kina taber på salget. Det er derfor Beijing, der har et årligt handelsoverskud over for USA på mellem $350 til $400 milliarder, og som vi altså betaler, hyler allerhøjest. Dersom Donald Trump indfører en afgift på 25% på den $500 milliarder samlede kinesiske eksport til USA - se det vil forkrøble Kinas økonomi. Virksomheder, fabrikker der ønsker sikker adgang til U.S. markedet ville flygte i panik fra Riget i Midten.

Det var afgifter der gjorde America Great. Det var de skatter som vore første og største statsmænd havde tiltro til før globalister som Woodrow Wilson og FDR kom til.

Afgifter for at beskytte producenterne og sikre arbejdspladser var Det Republikanske Partis vej til magt og velstand i det 19.  og 20. århundrede, før fremkomsten af the Rockefeller Eastern venstreorienterede establishment og at man omfavnede det britisk fostrede kætteri med uhæmmet frihandel.

The Tariff Act of 1789 blev indført med det erklærede formål, “opmuntre til og beskytte virksomheder.” Det var den anden lov vedtaget af den første Congress under ledelse af Speaker James Madison. Den blev udformet af Alexander Hamilton og godkendt af Præsident Washington.

Efter the War of 1812, indførte President Madison, støttet af Henry Clay og John Calhoun og ekspræsidenter Jefferson og Adams the Tariff of 1816 for at holde britiske tekstiler ude af konkurrencen så amerikanerne kunne bygge egne nye fabrikker og komme ind til den eksploderende U.S. marked. Det fungerede fint.

Afgifter finansierede Mr. Lincoln's War. The Tariff of 1890 bærer navnet af Ohio Congressman og fremtidige præsident William McKinley, der sagde at en udenlandsk producent “ikke har ret eller hævd på lighed med vore egne ...Han betaler ingen skatter. Han udfører ingen borgerlige pligter.” 

Det er økonomisk patriotisme at sætte America og amerikanerne i første række.

The Fordney-McCumber Tariff gav Presidents Warren Harding og Calvin Coolidge overskuddet til at iværksætte at Wilsons indkomstskatter kunne sættes ned, og dermed igangsætte det mest dynamiske af årtier - De Brølende Tyvere.

At the Smoot-Hawley Tariff var årsag til Depressionen i 1930’erne er en New Deal myte som amerikanske skolebørn er blevet indoktrineret med i årtier.

The Depression begyndte med kollaps af aktiemarkendet i 1929, NI måneder før Smoot-Hawley blev til lov. Den ægte Slyngel: The Federal Reserve, der svigtede med at understøtte den tredjedel af pengemængden der var blevet udslettet ved tusinder af bankkrak. 

Milton Friedman lærte os det.

En afgift er en skat, men formålet med den er ikke blot at skaffe midler, men at gøre en nation økonomisk uafhængig af andre, og få borgerne til at stole på hinanden frem for udenlandske foretagender. 

Princippet bag en afgift er den samme som benyttes af U.S. colleges og universiteter der opkræver højere betaling fra udenlandske studerende end deres amerikanske studerende.

Hvilken patriot ville overlade den økonomiske uafhængighed i sit land til den “usynlige Hånd” hos Adam Smith i et system skabt af intellektuelle, hvis troskab gælder en ideologi ikke et folk?

Hvilke ‘store’ nationer har frihandelens fortalere nogensinde opbygget?

Frihandel er en politik af falmende og fejlslagne kræfter der er udover deres storhedstid. I det halve århundrede der fulgte efter vedtagelse af the Corn Laws, beviste briterne det tåbelige i frihandel.

De indledte den anden halvdel af det 19. århundrede med en økonomi der var dobbelt så stor som USA’s og de sluttede med en økonomi det halve af vores og på samme niveau som Tysklands, der under Bismarck havde adopteret det der var kendt som Det Amerikanske System.

Af de nationer der er gået frem til økonomisk fortrinsstilling i de seneste århundreder - Det Britiske før 1850, the United States mellem 1789 - 1914, Japan efter 2. Verdenskrig, Kina i de seneste årtier - hvor mange af dem gjorde det gennem frihandel? INGEN. De praktiserede alle økonomisk nationalisme. 

Problemet for President Trump?

Når først en nation er afhængig af de billige varer, som netop er det narkotikum frihandelen giver, er det sjældent i stand til at gøre sig fri igen. Tabet af landets økonomisk uafhængighed følges op af tabet af politisk uafhængighed, tab af landets storhed, og i sidste ende tabet af den nationale identitet. 

Brexit var det britiske folks Råb om at komme fri af kvælergrebet, at man havde mistet sin uafhængighed og var desperat for at få den tilbage.

Patrick J. Buchanan is the author of "Nixon's White House Wars: The Battles That Made and Broke a President and Divided America Forever."

https://www.cnsnews.com/commentary/patrick-j-buchanan/tariffs-taxes-made-america-great