Elbiler og påkørsel af fodgængere

Olivia Murray

Murphy’s Lov, eller at når noget kan gå galt vil det gå galt, lyder helt sikkert som det er i spil med alt der vedrører den "grønne" agenda. Tror du du har set omfanget af skaden? Nuvel, tænk om igen, fordi ting synes altid at gå fra slemt til endnu værre.

Ifølge et nyt studium fra United Kingdom viser det sig, at førere af elektriske/hybrid- biler har dobbelt så høj risiko for at påkøre en fodgænger end førere bag rattet på biler med forbrændingsmotor - overordnet set. Men når det gælder byområder er elbiler “tre gange så farlige,” som konventionelle køretøjer. Her er så undersøgelsens resultater: :

I løbet af årene 2013-17 var skadestilfældene per 100 millioner miles 5.16 for elektriske biler og 2.40 for køretøjer med forbrændingsmotorer ... hvilket viser, at risikoen for kollisioner var dobbelt så stor ... med eldrevne køretøjer. 

Man fandt ingen beviser for at eldrevne køretøjer var farligere i landlige områder ...men kraftig bevis på at de var tre gange så farlige end konventionelle køretøjer i byområder. ...

Man kan naturligvis spekulere over at grunde til at eldrevne køretøjer åbenbart er mere farlige i byområder skyldes der er flere af dem i byerne - upraktiske, dyre, biler der giver en forloren status er typisk for en venstreorienteret byhipster køber, - ikke en som mennesker på landet typisk vælger. 

En anden grund er at landlige områder, og husk på at denne undersøgelse analyserer data fra Storbritannien, derfor er det vel flade sletter med bakkedrag, og ikke ‘oversvømmet’ af fodgængere og sammenstød mellem bil og mennesker sker selvfølgelig i langt færre tilfælde end i de “hektiske bymiljøer.” 

Men dog giver ‘ånden¨i undersøgelsen en god mening: 

Planer om at udfase køretøjer drevet af fossile energikilder, og erstatte dem med elektriske og hybrid-elektriske køretøjer repræsenterer et historisk skridt for at reducere luftforurening og gøre noget ved klimaudfordringen. 

Uden bevis, og i modsætning til de mange beviser på at venstrefløjens “klimaudfordrings” narrative ikke er sand, begynder forskerne med en falsk præmis. 

Det er et bedrag. Og vi kan se, at hvis man indbefatter data fra “landet” bringes raten af kollisioner overordnet set ned, fra tre gange så sandsynligt til to gange;  

I Storbritannien i løbet af årene 2013-17 var fodgængere to gange mere udsat for at blive ramt af en elektrisk eller hybrid-elektrisk bil end af en benzin eller dieseldreven bil; i byområder var risikoen højere.

(Jeg nævner dette for at påpege, at der er en helt åbenbar dagsorden, og der kan være andre manipulerede ting i spil der formindsker farerisiko-raterne som er udgivet af forskerne som officielle tal.)

Samtidig har forskerne en hypotese om at de mere stille motorer kunne være årsag til at eldrevne biler rammer flere mennesker end konventionelle køretøjer, så jeg må undre mig over om ikke der er andre faktorer i spil:

Først og fremmest er acceleration i et eldrevet køretøj langt hurtigere end i en gennemsnitlig konventionel bil, hvilket naturligvis er helt åbenbar at have i tanke - Teslas for eksempel kan “dominere” en Lamborghini i accelerations konkurrencer.

For det andet og dette fra et synspunkt hos en anden leder i American Thinker, og tilsyneladende begrundet i et studium for lidt over ti år siden om at eldrevne køretøjer er mere farlige ... grundet førernes moralske overherredømmeholdninger. De redder jo verden, derfor gælder vejreglerne ikke for dem som for de almindelige ‘bønder.’ Nuvel, samtidig med hverken jeg eller den anden skribent var i stand til at opspore studiet, så giver det dog mening ud fra det vi ved om elitæres opførsel og pseudo-dyden hos klimaforandrings krigerne bag rattet i eldrevne biler.  

Hvilken katastrofe som man ikke tør nævne. 

Netop i dag har jeg skrevet et essay om en brand i et lager for  litiumbatterier i området af Otay Mesa i Californien—det har brændt i ni dage, og fortsætter og der bruges millioner af liter vand og der udspys giftig (dødelig) udledninger i luften.  

Eldrevne køretøjer frigiver 1,850x mere partikelforurening end køretøjer med forbrændingsmotorer, i store træk på grund af den ekstra vægt, og der større slid på bremser og dæk. (og asfalt)

I endnu en rapport frigivet i går fra Brian Sussman på WND, erfarede vi at eldrevne køretøjer “besidder potentialet til at strække elkraftværker til bristepunktet.” Jamen det er jo aldeles storartet. 

Den samlede minedrift for at udvinde de sjældne mineraler der kræves til at give kræfter til eldrevne køretøjer er afhængig af menneskelig slaveri, meget af det udført at børn, og efterlader ødelagte landområder

Men de skadelige effekter af den “grønne omstilling” bliver ved med at blive voldsommere, fordi vi nu ved at hvis vi går som fodgængere i byen er vores chancer for at blive pløjet ned af en bil i dramatisk øgning ved at køretøjet er en eldreven en af slagsen. 

Image generated by AI.

https://www.americanthinker.com/blog/2024/05/new_study_pedestrians_three_times_as_likely_to_be_hit_by_an_ev_driver_than_a_regular_driver.html

 

Skilsmisseretten og krigen mod mænd

Mark Keenan

I hele Vesten står mænd med en krise kun få tør nævne. Fædre bliver frataget samværet med deres børn. Mænd flås økonomisk af skilsmisseretter. Maskulinitet bliver udhulet af en kultur hvis hensigt er at omskrive kønsbevidsthed. Under overfalden af et almindeligt liv, føres en ikke artikuleret krig - ikke mod kriminalitet, eller fattigdom, men mod mænd.

Jeg besluttede sådan set ikke at skrive en bog om denne krig. Dog, som så mange andre erfarede jeg den barske virkelighed. Det er ikke kun filmstjerner som Mel Gibson eller Johnny Depp der hives gennem år med anklager og offentlig ydmygelse. Det er millioner af almindelige mænd der står med de samme uretfærdigheder - i tavshed. 

Depps udfordring - årevis med falske beskyldninger, mediernes medløben, og juridisk krig - åbenbarede, hvor hurtigt en mand kan dømmes som formodet skyldig. Hvis en velstående berømt skuespiller knap kan rense sit navn, hvilken chance har en almindelig mand i en retssal der allerede er forudindtaget, og hvis han ingen ressourcer har til at forsvare sig? 

Min egen fortælling fulgte et velkendt mønster. Jeg var en forelsket mand. Hun var smuk, charmerende og meget tiltrækkende. For de som så til udefra lignede vi det perfekte par. Men bag de lukkede døre begyndte jeg at se manipulation og kontrol.

Affektionen blev en handelsmetode - tid, energi og penge flyder altid en vej. Da jeg afsluttede forholdet, blev jeg mødt med beskyldninger og finansielt pres, der kom som lyn fra en klar himmel. Systemet synes at gøre det muligt. Det var min opvågning - det øjeblik jeg indså at de moderne forhold og institutioner var i sync mod mænd.  Det var smertefuldt og ydmygende, men den afslørede en sandhed alt for mange mænd kun finder - når det er for sent. 

Den sandhed - den strukturelle dagsorden mod mænd - blev grundlaget for min bog, The War on Men: How the New Gender Politics Is Undermining Western Civilization. Den er ikke skrevet med bitterhed, men i klarsyn, den udstiller hvordan systemer der engang skulle beskytte familier og retfærdighed er blevet fordrejet til udnyttende værktøjer..

Ægteskabskontrakten. En fælde i forklædning

Med masser af håb går de fleste mænd ind i ægteskabet - idet de tror at deres ed, løfte om troskab og kærlighed gælder. I virkeligheden går de ind på en juridisk kontrakt, hvor staten er den suveræne partner. En ægteskabslicens er ikke en pagt mellem mand, kvinde og Gud; det er en tredjeparts forretningsmodel kontrolleret af staten. Når den først er underskrevet, kræver staten myndighed over ‘unionens’ ejendom og selv børnene. 

Juridisk set er ægteskabets børn “frugten” af denne kontrakt - hvilket er derfor børns beskyttende tjenester så let kan omfatte dem. Grundlaget stammer fra Romersk borgerret, der giver staten den endelige jurisdiktion. Manden, der troede han opbyggede en familie er, i sandhed underskriver af, at han opgiver sin autonomi. 

Ægteskabet er den eneste større livsbeslutning, som mænd får at vide, de ikke skal analysere. Vi planlægger karrierer, investeringer og omhyggeligt finansierer vi det - men når det drejer sig om ægteskabet får mænd at vide “stol på kærligheden.” Dog er der ingen anden beslutning der medfører større finansielle og følelsesmæssige risici. Et dårligt ægteskab kan koste manden alt - hans opsparing, hans børn og hans sindsro. 

Skilmisseretten: Hvor mænd mister alt

D

Det er i skilsmisseretten at ubalancen bliver så synlig at den ikke kan benægtes. Under moderne “ufejlbarlige” skilsmisselove kan en kvinde gå ud af forholdet af hvilken som helst grund, og en mand efterlades bønfaldende om fairness. Dommere har en meget bred og omfattende magt til at træffe beslutninger ud fra egne meninger - og de favoriserer meget sjældent fædre.

Resultaterne er ødelæggende:

• Mænd mister rutinemæssigt det halve af deres indkomst til ægtefællen og støtte til børnene. 

• Fædre reduceres til besøgende i deres børns liv.

• Endog stedbørn kan blive deres finansielle byrde.

Staten tjener på denne ordning. Alimentationsbidrag medfører milliarder i bøder, mens samfundsændrere stille og roligt hylder et system der svækker mænd og giver magt til bureaukratier. Myndighederne jamrer over at ægteskaber ikke indgås i større tal og det samme med fødselsrater, men spørg dog hvorfor mænd trækker sig. Svaret er simpelt: ingen fornuftig mand går frivilligt ind i et spil der er sat op mod ham.

Den feministiske fælde og samfundsændring

Hvordan er vi kommet dertil? Roden ligger i en helt bevidst samfundsændring. I løbet af det sidste århundrede er ægteskabspagten blev erstattet af en statskontrakt, og feminismen har givet den moralsk dække. Hver bølge af “reform” har udvidet regeringens magt.

• Ingen fejl skilsmisse har fjernet ansvaret.

• Forældremyndighedslove favoriserer som udgangspunkt mødre.

• Støtte formularer har garanteret livslange betalinger fra mænd.

Dette var ikke reform - det var omvæltning. Feminismen og statens udvidende indflydelse gik frem hånd i hånd, svækkende mænd og familier, samtidig med at magten blev centraliseret. Stærke mænd der kan klare sig selv er vanskeligt at kontrollere, det er afhængige nedbrudte mænd ikke. 

Afdøde filmskaber Aaron Russo hævdede at elitære fik lov til at understøtte feministbevægelser for at skabe mere skat og underminere kernefamilier - sikre at børn vokser op under statens indflydelse. Uanset om man er enig eller ej, er mønstret ganske klart; mænd svækkes, familier brydes op, og børn formes af institutioner frem for forældrene. 

Den menneskelige omkostning

Bag politikken er virkelige liv. Beretningerne gentages overalt: 

• En far må sove i sin bil samtidig med han betaler for to husholdninger.

• En mand forbydes at se sine børn i månedsvis ved falske anklager.

• Sønner vokser op uden fædre, bliver lært at maskulinitet er en defekt.

Omkostningen er synlig i statistikker; den mandlige selvmordsrate er tre gange større end kvinder, mænd udgør flertallet af hjemløse, og utallige flere lever i fortvivlelse. Disse mænd er ikke fiaskoer. De er ‘de sårede’ ved et system der behandler dem som kunne de undværes.

Hvorfor Krigen mod mænd  har betydning

Min bog drejer sig ikke om forurettelse, den handler om overlevelse. Den er et kort for mænd til at navigere i en verden der straffer maskulinitet, men dog er afhængig af den, I bogen vil læserne finde:

• Skilsmissemaksime: hvordan domstole profiterer ved at ødelægge fædre.

• Feministfælden: hvordan staten benytter ægteskabet til at kontrollere mænd.

• Den tavse epidemi: beretninger fra almindelige mænd -bedraget gennem en dagsorden.

• Vejen frem: værktøjer til at få magt og fred tilbage.

Dette drejer sig ikke om at hade kvinder. Det drejer sig om at forkaste illusionen - den illusion at systemet er retfærdigt, at ægteskabet er sikkert, at mænd er privilegerede. Sabdheden er, at maskulin styrke - lederskab, disciplin, mod - er grundlaget for selve civilisationen. Når det udskammes, og undertrykkes, går samfund i opløsning. 

Vejen mod fred: Årvågenhed, styrke, frihed

Hvad kan mænd så gøre?

1. Vågne. Forstå at ægteskab i dag er en borgerlig kontrakt, ikke en hellig pagt. Gå kun ind i det med åbne øjne, eller lad være.

2. Gør formålet klart: Maskulinitet er ikke giftig - den er vital. Styrken til at opbygge, beskytte og lede er det som opretholder nationer.

3. Vær hørbar. Krigen mod mænd trives i tavshed. At dele din historie kan ændre et system bygget op om skam og isolation.

4. Vælg friheden. En mand der kræver sin uafhængighed tilbage - finansielt, følelsesmæssigt, åndeligt - kan ikke kontrolleres. .

Kampen for mænds værdighed er ikke en kamp, der skal kæmpes på gaderne, men i hjerter, hjem og domstole. Hvor mænd der står fast, der nægter at acceptere at have anden klasses status, de bidrager til at genopbygge en civilisation der har glemt sit grundlag. 

Mark Gerard Keenan is the author of The War on Men: How the New Gender Politics Is Undermining Western Civilization and Climate CO2 Hoax. A former UN technical expert, he writes on culture, law, science, and the ideological forces reshaping the West. His published books are listed on Amazon.

Image: Mark Gerard Keenan

https://www.americanthinker.com/articles/2025/10/how_divorce_courts_and_social_engineering_wage_war_on_men.html

Om at frigøre inuit - Grønland

 Om at frigøre inuit -Grønland

Ved at udnytte Grønlands vej til uafhængighed fra Danmark og derefter tættere integrere Grønland og Nunavut under Amerikas forsvars- og økonomiske paraply, kan inuitterne endelig opnå en sammenhængende og suveræn arktisk stat, en historisk førstegangsoplevelse.

Barry Scott Zellen

Den 21. juni markerer ikke kun sommersolhverv, men i Canada er det også National Indigenous People Day, en dag, der fejrer modstandsdygtigheden hos Arktis' oprindelige indbyggere.

Alligevel virker fejring uden suverænitet på mange måder forhastet og ufuldstændig. Sand selvbestemmelse for inuit kræver stadig en dybtgående politisk transformation.

Faktisk går vejen til en stærk, levedygtig og forenet inuitstat gennem Nuuk, Iqaluit og Washington. Ved at udnytte Grønlands vej til uafhængighed fra Danmark og forhandle med præsident Trump, og derefter tættere integrere Grønland og Nunavut under Amerikas forsvars- og økonomiske paraply, kan inuit endelig opnå en sammenhængende og suveræn arktisk stat, en historisk førstegangsoplevelse.

Det nuværende geopolitiske kort fragmenterer inuitnationen på tværs af kunstige koloniale grænser. Grønland opererer under dansk selvstyre, mens Nunavut forbliver et territorium inden for den canadiske konføderation. Begge står over for en fælles sårbarhed: enorm geografisk skala, små befolkninger og intensiveret pres fra arktiske og "nærarktiske" naboer Rusland og Kina (ligesom det skete 80 år tidligere fra Tyskland og Japan).

Hverken Nuuk eller Iqaluit (ca 7000 indbyggere) besidder den økonomiske eller militære styrke til at sikre toppen af ​​verden alene. En dristig diplomatisk omlægning er nødvendig for at bygge bro over denne kløft. Denne omlægning ville ikke være helt uden fortilfælde, men snarere en historisk genoprettelse.

Under Anden Verdenskrig trådte USA til som de facto beskytter af begge regioner. Efter den nazistiske besættelse af Danmark i 1940 etablerede Washington et beskyttelsesmandat over Grønland for at sikre landets strategiske kryolitminer og kritiske arktiske vejrstationer. Samtidig byggede det amerikanske luftvåben en massiv og vital flyveplads ved Frobisher Bay - nu det moderne Iqaluit - for at transportere fly til den europæiske front. Denne fælles historie om kontinentalt forsvar under krigstid lagde det tidlige strukturelle og geopolitiske grundlag for et samlet nordamerikansk Arktis.

Grønland har nøglen til at låse op for denne fremtid. Efterhånden som Grønland nærmer sig fuld uafhængighed fra Danmark, står det over for et voksende finansielt og sikkerhedsmæssigt vakuum. Danmarks årlige tilskud kan ikke let erstattes, og et uafhængigt Grønland kan ikke forsvare sin massive kystlinje og enorme eksklusive økonomiske zone. Det er her, strategisk pragmatisme møder historiske muligheder. 

Præsident Trump har så velkendt set Grønland gennem en linse af enorm strategisk og økonomisk værdi. I stedet for at modsætte sig denne interesse, bør den grønlandske ledelse læne sig op ad den.

I stedet for at vende sig mod Københavns velkendte favn, bør Nuuk udnytte sine igangværende (omend splittede) diskussioner med Washington til at vende manuskriptet om og direkte forhandle en aftale om fri associering med præsident Trump. En sådan vending af rollerne er sket før, og det er et særkende ved Trumps statskunst: Bare spørg Taliban, som til sidst lærte, at min fjendes fjende er min nye bedste ven.

Inden for rammerne af en COFA-aftale kan Grønland opnå fuld suverænitet og en plads i FN, samtidig med at USA får eksklusive og evige militære baserettigheder og et mandat over landets eksterne forsvar (beføjelser, som Amerika i vid udstrækning allerede har gennem sin bilaterale forsvarsaftale med Danmark, sin lederrolle i NATO og sin dominans i NORAD).

Dette ville løse Grønlands sikkerhedsdilemma og tilføre massive amerikanske infrastrukturinvesteringer til landets indenlandske økonomi og erstatte dansk finansiel afhængighed med et amerikansk strategisk partnerskab. Med et sikkert, amerikansk-beskyttet, uafhængigt Grønland etableret kan den anden fase af inuitternes forening begynde: med landets suveræne udvidelse og integration af Nunavut

Nunavuts nuværende status i Canada begrænser landets økonomiske autonomi og binder landets sikkerhed til Ottawas kronisk underfinansierede, omend nyligt bekræftede, arktiske forsvarsindsats. For at bryde fri af sin stagnation kunne Nunavut udøve sin ret til selvbestemmelse, løsrive sig fra Canada og fusionere med et nyligt uafhængigt Grønland for at danne en samlet større inuitstat.

Denne udvidede inuitstat ville logisk set finde sikkerhed under en COFA forhandlet af Grønland, og når Ottawa først accepterede Nunavuts løsrivelse, kunne alle parter i mindelighed forblive en del af det gentænkte NORAD. For Washington er det logisk og effektivt at udvide Amerikas grønlandske forsvarsparaply til Nunavut. Det vil skabe en sammenhængende, sikker nordamerikansk arktisk buffer, der strømliner det kontinentale forsvar under en enkelt, samlet kommandostruktur.

For inuitterne vil det genforene familier, økosystemer og ressourcer, der har været adskilt i generationer af vestlig kolonial kartografi. Nunavut kunne tilbyde Grønland sin distinkte, flerniveau-styringsmodel, knyttet til sin tre årtier lange afgjorte traktat om oprindelige jordkrav med sit kvart århundredes territoriale selvstyre, der behændigt balancerer tradition og modernitet. Dette ville være transformerende.

Kritikere vil måske argumentere for, at det at bytte canadisk eller dansk tilsyn ud med et amerikansk protektorat blot er at bytte én herre med en anden. Men dette misforstår moderne protektoraters natur, såsom Palau og Marshalløerne. Under en COFA ville en inuitstat bevare fuldstændig national suverænitet, kulturel autonomi og kontrol over sine naturressourcer, samtidig med at den udnytter sine nye økonomiske og uddannelsesmæssige forbindelser til Amerika. USA ville håndtere den økonomiske og logistiske byrde ved forsvaret og give inuitterne frihed til at regere deres hjemland.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/06/liberating_the_inuit.html#google_vignette

 

Den mærkelige, og til tider voldelige oprindelse af amerikanske nyheder

Dengang da redaktører duellerede med pistoler ved daggry, og nyhederne gik viralt for småpenge.

Kevin Dickinson

Tidligt i min karriere fik jeg et job på en lokal avis. Det var en avis i en lille by med én redaktør og tre journalister, og jeg tog kun stillingen, fordi jeg var lige færdig med universitetet, og den betalte 25 cent mere i timen end mit job på take-and-bake-pizzeriaet. Når jeg ser tilbage, er jeg ikke nostalgisk over det knusende slid eller de mærkelige personlige skældsord, avisens læsere kunne slynge ud over en simpel stavefejl. Men hvis du fangede mig i et sentimentalt humør, ville jeg indrømme, at oplevelsen indgød en påskønnelse af god journalistik og en kærlighed til det trykte ord i mig.

Så på nogle måder føltes det at læse Empire of Ink som at spore mine professionelle rødder.

Alex Wrights dejlige historie fortæller om udviklingen af ​​den amerikanske avis, fra dens koloniale oprindelse til begyndelsen af ​​det 20. århundrede. I løbet af denne periode på cirka et kvart århundrede var landets nyhedslandskab langt fra nutidens middelklassefag. Vores permutation – med dens standarder, pressekort og strukturerede prosa – blev organiseret af virksomheder og magnater, der forvandlede landets legion af uafhængige aviser til en model for "skaleret kapitalistisk industri". Medie-McDonaldisering, dybest set.

Før det var nyheder i USA mere et "kunsthåndværksmæssigt litterært produkt" – omend et produkt skabt af charlataner og pistolbærende ildsjæle lige så ofte som af dygtige håndværkere.

Disse figurer, "slynglerne og radikalerne" i bogens undertitel, forankrer Empire of Ink. Wright åbner hvert kapitel med historien om en person, der påvirkede, eller var påvirket af, de teknologiske skift og kulturelle forandringer, der diskuteres. Flere af historiens yndlingsgæstestjerner optræder: Benjamin Franklin og Horace Greeley, for blot at nævne to. Mark Twain opnår topstatus for sine hyppige optrædener, opbygning af en karriere, opnåelse af sit ry og spild af en formue i sin livslange hengivenhed til trykkeripressen.

Men Wrights talent ligger i hans evne til at afdække historierne om denne histories mindre værdsatte, men ikke mindre bemærkelsesværdige aktører. Der er John B. Russwurm og pastor Samuel Cornish, grundlæggerne af den første sortejede og redigerede amerikanske avis, som blev en "galvaniserende kraft i den tidlige antislaveribevægelse". Benjamin Day, den skruppelløse grundlægger af The Sun, som beviste, at falske nyheder kunne være big business med det berygtede "månesvindelnummer", hvor avisen rapporterede om opdagelsen af ​​frodige skove, mærkelig fauna og "1,2 meter høje 'menneske-flagermus'", der befolkede månens overflade. Og George P. Joslyn, som viste, at reklamekroner kunne støtte aviser økonomisk, da han begyndte at finde kure mod falske nyheder på deres sider - såsom Dr. Samuel Collins' Great Indian Pain-Killing Remedy, en vidunder medicin for tidernes morgen.

Så er der de duellerende redaktører fra midten af ​​det 19. århundrede. Ubundet af nutidens "regler for litterær sømmelighed" gjorde de det til en vane at rette deres forgiftede penne mod offentlige personer og rivaliserende journalister, hvor de ondskabsfuldt bagvaskede deres ofre og angreb deres troværdighed i samfundets øjne, som en enmands-Twitter-pøbel. For at forsvare deres ære udfordrede de fornærmede til gengæld redaktøren til en pistolduel ved daggry eller brasede bare ind i redaktionen for at tæve dem. (En skik, som jeg med glæde kan sige, var for længst uddød, da jeg tog mit skrivebord i redaktionen.)

I en sigende anekdote "The Vicksburg Sentinel havde ikke færre end otte redaktører" mellem 1837 og 1860, hvoraf fem led voldelige afslutninger. Avisens grundlægger, Dr. James Hagan, antændte denne tradition med sit talent for frisindet bagvaskelse - hvor han udvekslede gentlemanlige fornærmelser som "non hund", "fej slyngel" og "uvidende tåbe.". Hagan, der selv var let at fornærme, var ikke tilbageholdende med at tage handsken op, og hans grovkornethed ramte ham til sidst: Han blev skudt på klos hold.

Letantændelige redaktører udøvede ofte to af deres forfatningsmæssige friheder på én gang: retten til ytringsfrihed og retten til at bære våben," siger Wright.

Beundringsværdige eller uforbederlige, disse skikkelser er sjældent de primære drivkræfter selv, men de døre, hvorigennem Wright træder ind i afgørende øjeblikke i denne historie – øjeblikke ansporet af de utallige teknologiske fremskridt og sociale forandringer i det 19. århundrede.

Tingene åbner sig i slutningen af ​​det 18. århundrede, hvor redaktører og deres unge lærlinge, kendt nedværdigende som "trykkerens djævle", stadig sled over håndpresse og satte typerne møjsommeligt i hånden. Deres primære forretningsområde var at trykke og distribuere proklamationer fra den ‘verste ledese, selvom frygtløse redaktører også prøvede at dyrke folkelig mad for at holde kassen fuld: sladder, poesi, opskrifter, spøgelseshistorier, true crime, gåder, filosofiske essays og endda lejlighedsvise nyheder.

Efter revolutionen skabte udviklinger som landsdækkende postomdeling, føderale tilskud og lempede ophavsretslove et "enormt, decentraliseret informationsnetværk", der gjorde det muligt for aviser at cirkulere bredt blandt offentligheden. Det krævende arbejde holdt imidlertid operationerne små, så redaktører spillede rollen som indholdskuratorer lige så meget som skabere. De lånte populære historier og essays flittigt fra andre aviser, remixede dem eller klippede dem bare ud med en saks for at gengive dem i stor skala.

Dette gjorde i bund og grund nyhedsredaktører til deres tids influencere, en sammenligning, Wright ikke undgik at bemærke:

"Set gennem et moderne perspektiv forudsætter dette enorme analoge udvekslingsnetværk mange af de funktioner, vi nu forbinder med digitale medier: viralitet, reposting, moderering og algoritmisk remixing. I den endeløse strøm af memes, virale videoer og reposted indhold, der udgør vores moderne sociale feeds, kan vi se fjerne efterfølgere til præcis den slags indhold, der plejede at cirkulere bredt via udvekslingsnetværkene [...]."

Fra disse tidlige dage udforsker Wright en række teknologier, der hjalp med at gøre trykte medier hurtigere, billigere og mere effektive, samtidig med at de udbredte aviser til et imponerende læsekyndigt publikum, der var ivrig efter mere. Disse omfatter opfindelsen af ​​papirmasse, dampdrevne presser og Fourdrinier-maskinen, sammen med supplerende teknologier som jernbaner og telegrafen.

"Disse udviklinger hjalp med at accelerere pressens transformation fra en blanding af de små byers partisan-aviser til en stadig mere nationaliseret presse, der kronikerede krigen i realtid (The Civil War) – og lagde grundlaget for de professionaliserede, industrialiserede massemedier i efterkrigstiden," skriver Wright, og den sidste halvdel af bogen følger denne udvikling.

Sikker og skrevet med sikker hånd er Empire of Ink præcis den publikumsfavorit, en pophistorie bør være. Det eneste uheld kommer i det sidste kapitel, hvor Wright ser på fremtiden for nyheder i søgemaskinernes, sociale mediernes og influencer-skabte indholds tidsalder. Her sætter han spørgsmålstegn ved, om nye medier ikke så meget erstatter "traditionelle" nyheder, som det er en slags hjemkomst:

"Vi er måske alligevel ikke vidne til afslutningen på nyhedsbranchen, men snarere en historisk tilbagevenden til fortiden: en overgang fra en centraliseret model fra industritiden domineret af kommercielle, profitorienterede udgivere og lønnede middelklassejournalister til en mere distribueret og rekombinant (dannet ved en ny sammensætning) medieøkologi - et ekko, uanset hvor forvrænget, af den kaotiske og pluralistiske pressekultur i det nittende århundrede."

Det er en provokerende idé, og Wright håndterer den med ydmyghed og advarer om, at det at sammenligne nutidens tendenser med deres historiske beslægtede tendenser, selvom det er "fristende", kan være unøjagtigt. Han er også klar over, at denne ændring har bragt journalistikkens økonomiske levedygtighed og dens rolle som den fjerde statsmagt i fare.

Desværre er Wrights opskrifter på at håndtere disse ændringer uklare. I stedet for "tåbeligt" at forsøge at redde traditionelle aviser, argumenterer han, er vi nødt til at "styrke adgangen til fælles information for at sikre det bredere mediemiljøs sundhed." Og det gør vi ved at skabe en ramme af delvist menneskelige, delvist kunstig intelligens-hybridredaktører, der vil forme "den offentlige sfære ud fra den uendelige rull af digitalt indhold."

Måske? Ligesom så mange pophistorie-kodekser, der trækker på lærdom fra fortiden, forsøger Empire of Ink at binde alt for mange spinkle ideer sammen på sine sidste sider, og jeg er ikke overbevist om, at vi er vidne til en tilbagevenden til en mere demokratisk pressekultur og ikke blot flytter den redaktionelle magt til en flok ‘teknoprenører’, der er uhæmmede af standarderne for nøjagtighed, selvkorrektion og (for det meste) upartisk rapportering.

Eller måske er det bare min sentimentalitet over for, at redaktionen blusser op igen. Som sagt er det et mindre ryk – et, der desværre er placeret lige til sidst – og jeg læser ikke historiebøger som Empire of Ink i jagten på løsninger på vores moderne problemer. Jeg læser dem for bedre at forstå nogle facetter af vores fælles fortid og måske for at finde en trøst i at vide, at vi ikke er alene om at stå over for sådanne udfordringer.

På det punkt er Wright og jeg enig: "Når vi træder ind i en stadig ukendt digital fremtid, kan vi finde en vis trøst i at vide, at vi ikke er den første generation, der kæmper med et så hurtigt skiftende ustabilt medielandskab."