Anti-semitisme gennem civilisationens historien

 Lars Møller

I kølvandet på 2. verdenskrig antog kulturelle optimister, at antisemitisme – det ældgamle had til jøder – var blevet permanent miskrediteret. Rædslerne i nazisternes koncentrationslejre burde have vaccineret den moderne samvittighed mod denne ældste fordom.

Alligevel fortsætter antisemitismen næsten et århundrede senere, og i nogle kredse trives den – manifesterer sig både på højre- og venstrefløjen. Et nyligt interview mellem mediepersonligheden Tucker Carlson og den hvide nationalist Nick Fuentes illustrerer, hvordan dette had muterer inden for højrefløjen. Venstrefløjen tager dog føringen; de har for længst slået sig sammen med den arabiske pøbel, dæmoniseret Israel og omformet jøder til symboler på parasitisme. For at forstå denne konvergens må man huske både Hitler- og Stalin-pogromerne – de to totalitarismer, der forvandlede antisemitisme til et politisk instrument og en ideologi for udslettelse.

I oktober 2025 var Tucker Carlson vært for Nick Fuentes til et langt, ukritisk interview. Udvekslingen var bemærkelsesværdig, mindre for hvad der blev sagt end for, hvad der ikke blev sagt. Fuentes gentog velkendte klichéer om "jødisk kontrol", "zionistiske neokonservative" og den påståede sammensmeltning af jødisk med amerikansk udenrigspolitik. Carlson ydede ikke megen modstand og lod samtalen udvikle sig som en sympatisk udforskning snarere end et krydsforhør. Det, der måske havde afsløret fordomme, normaliserede den i stedet.

Episoden mødte fordømmelse fra hele det politiske spektrum. Den konservative kommentator Victor Davis Hanson advarede om, at ukritisk afsløring var lig med medvirken. Han var engang forsvarer af Carlsons kulturelle kommentarer og argumenterede for, at værten havde givet en "ufiltreret platform" til en holocaustbenægter og jødefornægter og dermed forrådt et centralt konservativt princip efter krigen: en moralsk brandmur mod antisemitisme. For historikeren blev det smagløst, og repræsenterede påviseligt civilisationsmæssig regression - et tilbagefald til den moralske tåge, som konservatismen engang havde hjulpet med at redde Vesten fra.

From Wikimedia Commons: The Pogrom in Strasbourg on the 14th February, 1349 (Émile Schweitzer, 1894)

Kontroversen mindede om William F. Buckley Jr., grundlægger af National Review, der insisterede på, at konservatismen skulle trække klare linjer mellem uenighed og had. I 1959 ekskluderede han det konspiratoriske John Birch Society, fordi dets paranoia afspejlede antisemitisk logik. Kontrasten mellem Buckleys strenghed og Carlsons overbærenhed markerer afstanden mellem en konservatisme, der disciplinerer ekstremisme, og en, der overgiver sig til den.

Historisk set har højreorienteret antisemitisme hvilet på myten om jødisk konspiration – fantasien om, at jøder i hemmelighed kontrollerer finans, medier og regering. Moderne versioner kræver ikke længere hagekors eller racemæssig pseudovidenskab; de overlever gennem eufemisme. "Globalister", "neokonservative" og "zionistiske eliter" er omdøbte betegnere for den samme idé. Fuentes-Carlson-udvekslingen var farlig, fordi den normaliserede dette kodede sprog. Når en figur med Carlsons rækkevidde behandler sådanne ideer uden at gendrive dem, er effekten ikke afsløring, men godkendelse. Samtalemediet indebærer legitimitet; tavshed indebærer samtykke. Grænsen mellem kritik og medvirken kollapser.

Denne proces afspejler den "bløde" antisemitisme, der inficerede europæisk konservatisme i mellemkrigsårene, hvor eliter blot hævdede at rejse "rimelige spørgsmål" om jødisk indflydelse. Sådan retorik gødede jorden, hvorfra folkedrabspolitik senere voksede. Lærdommen fra denne nedstigning er, at skridtet fra insinuation til vold er kortere, end det ser ud til.

Alligevel er det anakronistisk at fokusere primært på højrefløjen. Venstrefløjen er en anti-vestlig allieret med islamismen og udmærker sig ved antisemitisme – en antisemitisme, der taler retfærdighedens sprog, samtidig med at den genopliver en gammel fordom. Marx sammenblandede i "Om det jødiske spørgsmål" jødedom med pengedyrkelse og sidestillede frigørelse fra kapitalismen med frigørelse fra den "jødiske ånd". Denne sammensmeltning hjemsøgte socialistiske bevægelser over hele Europa. Stalin, der offentligt modsatte sig racisme, genoplivede troen i sin kampagne mod "rodløse kosmopoliter," kode for jødiske intellektuelle. "Lægernes komplot" i 1952 – en påstået sammensværgelse af jødiske læger om at forgifte sovjetiske ledere – var en statsstøttet pogrom i sin vorden, næret af paranoia og misundelse.

Venstreorienteret antisemitisme forklæder sig som "antizionisme". Faktuel kritik af krigspolitikker skygger for en delegitimering af Israels territoriale integritet. Det obsessive fokus på den jødiske stat, benægtelsen af ​​dens ret til selvforsvar og omformningen af ​​jøder som "koloniale undertrykkere" forvandler politisk kritik til en moralsk anklage. På vestlige universiteter bliver jødiske studerende udstødt, ikke for deres meninger, men for deres identitet. Denne nye antisemitisme påkalder sig ikke længere teologi eller race; den taler med ordforrådet "afkolonisering". Alligevel forbliver logikken: Jøden, der engang blev beskyldt for illoyalitet over for kristenheden, bliver nu beskyldt for at forråde "universel retfærdighed".

Både højreorienteret og venstreorienteret antisemitisme næres af vrede og forenkling. Til højre symboliserer jøder globalistiske eliter, der underminerer suveræniteten; til venstre repræsenterer de kapitalistisk eller kolonial magt. I begge tilfælde bliver jøder abstraktioner, som samfund projicerer angst på. Den historiske hukommelse forvrænges: Holocaust minimeres, Gulags forfølgelse af jødiske "kosmopoliter" glemmes.

Det tyvende århundrede tilbyder to paradigmer for, hvad der sker, når antisemitisme smelter sammen med statsmagt. Det første er Hitlers Tyskland, hvor myten om jødisk dominans retfærdiggjorde udryddelse. Mellem 1941 og 1945 blev seks millioner jøder systematisk myrdet – ikke spontane udbrud, men koordinerede udtryk for folkedrabsideologi, antisemitismens apotheose: udslettelsen af ​​jøden som menneske.

Det andet, mindre husket, er Stalins Sovjetunionen. Selvom Stalin fordømte nazismen, delte han med Hitler en utilitaristisk foragt for jødisk liv. I slutningen af ​​1940'erne og begyndelsen af ​​1950'erne blev jøder beskyldt for at have dannet en "zionistisk-imperialistisk" sammensværgelse. Jiddisch-forfattere blev henrettet, teatre lukket, tusinder fængslet. Den planlagte deportation af sovjetiske jøder til Sibirien – kun modarbejdet af Stalins død – ville have ført til endnu en katastrofal pogrom. Hvis Hitlers antisemitisme var racemæssig og udslettende, var Stalins ideologisk og bureaukratisk; begge dehumaniserede jøder som den Anden indeni.

Lærdommen fra disse to tyrannier er, at antisemitisme ikke tilhører nogen enkelt ideologi. Det er en "tilbagevendende patologi i moderniteten" - et middel for samfund til at eksternalisere modsætninger og placere metafysisk skyld. Uanset om den er indhyllet i "racerenhed" eller "social retfærdighed", er dens funktion konstant: at forenkle kompleksiteten ved at opfinde et skyldigt folk.

I dagens klima eroderer den historiske hukommelse. Holocaustbenægtelse, der engang var begrænset til neonazistiske ydergrupper, cirkulerer nu online som "revisionisme". Nogle højreorienterede kommentatorer, herunder Carlsons gæster (f.eks. Darryl Cooper), har antydet, at Hitlers tidlige krige var "defensive", eller at Holocausts omfang er overdrevet - en fortælling, der søger at relativisere nazistiske forbrydelser og rehabilitere ultranationalisme. Samtidig trivialiserer dele af venstrefløjen sovjetisk antisemitisme eller romantiserer stalinistisk "antifascisme". I begge tilfælde tjener hukommelsestab politisk bekvemmelighed.

Hansons advarsel handler derfor ikke om manerer, men om moralsk overlevelse. Amerikansk konservatisme hentede engang styrke fra sin klarhed om ondskab: den modsatte sig både totalitarisme, nazistisk og sovjetisk, som begge dehumaniserede jøden. At glemme den symmetri er at risikere at gentage den. Når offentlige personer ophører med at udfordre løgne – hvad enten det drejer sig om Holocaust eller Israel – undergraver de selve fundamentet for den borgerlige fornuft.

Sammenligningen med Buckleys "Firing Line" er lærerig. Buckley mente, at ideer skulle konfronteres, ikke forkæles. Han inviterede marxister, ateister og radikale med i sit program, men mødte dem med intellektuel stringens. Debat var for ham moralsk hygiejne. Carlsons møde med Fuentes eksemplificerede det modsatte: performativ neutralitet – foregivelsen af, at blot det at stille spørgsmål fritager ansvar. Neutralitet over for had er dog ikke objektivitet; det er abdikation.

I en tid, hvor mediepersonligheder har et større publikum end traditionelle institutioner, bliver granskning mere, ikke mindre, presserende. At være vært for en antisemit uden modsigelser er at hvidvaske hans budskab gennem platformens troværdighed. Ytringsfrihed er ikke frihed fra moralsk dømmekraft. Offentlig diskurs afhænger af at skelne mellem debat og formidling, engagement og godkendelse.

At bekæmpe antisemitisme, uanset om det er højre- eller venstreorienteret, er en opgave af civilisationsmæssig rækkevidde – og upartisk. Det kræver et moralsk sprog, der overskrider fraktioner. Både konservative og progressive traditioner indeholder ressourcer til dette: forpligtelsen til "menneskelig værdighed", der er forankret i henholdsvis jødisk-kristen etik, og idealet om "universel lighed". I sidste ende skal konservative konfrontere den konspirationisme, der krænker både intellekt og anstændighed; progressive skal afvise den moralske omvending, der fremstiller jøder som "undertrykkere" og Israel som "apartheid inkarneret."

At huske Holocaust og de stalinistiske udrensninger er en første forsvarslinje – at tage parti for sandhed og retfærdighed mod kynisme. De millioner, der tragisk omkom i arbejdslejrene, er ikke abstraktioner; de måler, hvad der sker, når onde løgne om jøder bliver til doktrin. Deres spøgelser anklager ikke kun haderne, men også de tavse.

Antisemitisme består, fordi den tilpasser sig. Den skifter kostume – fra kors til hammer, fra hagekors til slogan – men dens melodi forbliver. Den trives, hvor kritisk tænkning svigter, og moralsk mod trækker sig tilbage. Carlson-Fuentes-kontroversen advarer om, at selv i demokratier kan den gamle gift vende tilbage, sødet af ironi og algoritme. At modstå den kræver hukommelse, årvågenhed og den integritet, der engang blev eksemplificeret af Buckley og, på hans måde, Victor Davis Hanson.

Den moralske prøve på den moderne civilisation er, hvordan den forholder sig til jøderne. Som tegn på regression er højre og venstre successivt for retten. Resultatet vil afhænge af, om de, der ved bedre, vil tale – ikke med hysteri, men med historiens rolige autoritet. Så længe navnene Auschwitz og Vorkuta huskes, kan Vesten ikke påberåbe sig uvidenhed. Hvad den ikke kan påberåbe sig, må den svare på.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/11/anti_semitism_barbaric_anachronism_yet_menace_to_modern_civilization.html

Kan nutidens ungdomsvold spores tilbage til en pille?

 Kan nutidens ungdomsvold spores tilbage til en pille?En revolution, der forandrede den amerikanske familie, kan meget vel have bidraget til svækkelsen af ​​forældrenes disciplin og stigningen i ungdomsvold.

James Zumwalt 

Utroligt nok var det en by i Californien, der indførte forbuddet. I 1956 forbød myndighederne i Santa Cruz rock ’n’ roll-musik ved offentlige arrangementer, da de frygtede, at den kunne fordærve de unge. Musikgenren var lige ved at slå igennem, da embedsmændene hævdede, at den var ”skadelig for både vores ungdoms og vores samfunds sundhed og moral.”

Senere, i 1980’erne, fulgte kritik af obskøne sangtekster i rock ’n’ roll-musik, som man ligeledes mente havde en negativ indflydelse på de unge. Organisationen Parents Music Resource Center – en gruppe medstiftet af Tipper Gore, hustru til den daværende demokratiske senator Al Gore – tog initiativ til at kræve advarselsmærkater på album med sådanne tekster. Musikere som Frank Zappa protesterede mod hendes tiltag og vidnede i Kongressen for at modsætte sig de foreslåede foranstaltninger.

Det siger sig selv, at sådanne sangtekster kun er blevet værre siden da. Hvorvidt de over tid har bidraget til at skade vores ungdom, må eksperter vurdere. Der bør dog ikke herske tvivl om, at unge sind er blevet påvirket af, at man har bevæget sig væk fra sociale normer og god opførsel, hvilket har udløst en omfattende forandring gennem årtierne.

USA har således været vidne til en markant og gradvis udvikling fra babyboom-generationen (1946–1964) – som myndighederne i Santa Cruz oprindeligt rettede deres kritik mod – til de unge i Generation X (1965–1980), Millennials (1981–1996), Generation Z (1997–2012), Generation Alpha (2013–2024) og Generation Beta (2025–2039).

Denne udvikling er i de senere år blevet særligt tydelig i form af voldelige handlinger begået af unge. Mellem 2016 og 2022 steg drabstallene i denne aldersgruppe med 65 %. Desuden nåede antallet af dødsfald som følge af skydevåben blandt børn og unge et højdepunkt på 1.674 i 2022. De seneste to årtier har budt på en stigning på 60 % i antallet af selvmord blandt unge. Ifølge Centers for Disease Control and Prevention er ungdomsvold i USA blevet "et alvorligt folkesundhedsproblem".

Ungdomsvold defineres som "unge i alderen 10-24 års bevidste brug af fysisk magt eller magtudøvelse til at true eller skade andre". Forskellige faktorer har bidraget til dette problem. Lettere adgang til skydevåben har spillet en rolle. Selvom skydevåben indgår i mange tilfælde af ungdomsvold, er de imidlertid ikke en årsag, men snarere et redskab, som unge kan benytte til at udøve den vold, de søger at begå. Det er ikke nødvendigt for personer, der er fast besluttede på at udøve vold, at være i besiddelse af et skydevåben, da de vil benytte ethvert tilgængeligt redskab til at udføre handlingen.

Sådan forholdt det sig med Karmelo Anthony, der dengang var 17 år; han knivstak og dræbte Austin Metcalf, ligeledes 17 år, under et sammenstød ved et atletikstævne på en skole. Det er svært at forstå, hvorfor Anthony ville bevæbne sig, før han tog til et sportsarrangement på skolen, medmindre han opsøgte ballade og ikke ville vente på, at den fandt ham. Hans voldelige handling resulterede i en fængselsstraf på 35 år.

Den formodede drabsmand bag angrebet på den politiske aktivist Charlie Kirk – der blev dræbt, mens han holdt tale på Utah Valley University i september 2025 – passer også ind i profilen for ungdomsvold. Tyler James Robinson, der dengang var 22 år, er blevet tiltalt for drabet.

Selvom det ser ud til, at Robinson lovligt havde anskaffet sig det våben, der angiveligt blev brugt ved skyderiet, bliver forældre, der bærer en del af ansvaret for deres børns adgang til våben brugt i voldshandlinger, nu stillet til regnskab. Dette er blevet tydeliggjort ved nylige domfældelser i Georgia og Michigan, hvor skoleskyderier fandt sted, efter at gerningsmændene havde skaffet sig adgang til skydevåben i deres hjem.

Der er fire årsager til ungdomsvold – hvoraf den sidste uden tvivl vil møde kritik, selvom jeg vil hævde, at den ofte overses som en underliggende årsag.

Den første årsag er mangel på ansvarligt forældreskab. Mange børn får i dag lov til at ignorere grundlæggende normer for opførsel. Men forældre er de vigtigste personer i deres børns liv og må lære dem respekt for andre, især ældre mennesker og autoritetsfigurer.

Det var godt at se en video af en 19-årig pige, der efter at være flygtet fra politiet i bil – og efterfølgende blevet anholdt – fik en skideballe af sin far, som hun havde ringet til, fordi hun ikke havde udvist respekt og samarbejdsvilje. Hun var dog alt for gammel til stadig at skulle lære dette.

En anden årsag er en indholdsløs undervisning, hvor eleverne hverken lærer om væsentlige emner eller om nødvendigheden af ​​disciplin. Der findes ingen anden forklaring på, at 84 % af demokraterne i generation Z ser positivt på socialisme. Hvad angår præstationer, følger skolerne en politik, der sikrer, at alle elever består, uanset deres indsats.

I dag er matematikforståelsen hos elever i det sidste skoleår på det laveste niveau, der nogensinde er målt. Eleverne lærer, at de kan komme videre, selvom de ikke gør en stor indsats. Der er ingen forståelse for et princip, de får brug for i livet – nemlig at intet kommer af ingenting.

Selve samfundet er en anden årsag. Hvad er der blevet af de bekymringer, som embedsmænd i Santa Cruz gav udtryk for i 1956, og som politiske aktivister som Tipper Gore rejste i 1980'erne, vedrørende negativ påvirkning af vores børn? Samfundets styringsmekanismer er stortest forsvundet, hvilket giver unge frie tøjler til at skeje ud uden større hensyn til konsekvenserne af deres handlinger – især når de er helt uden opsyn. Gruppepres hører også ind under denne kategori.

Dette blev illustreret sent sidste år af otte teenagere i alderen 14 og 15 år, der var rejst fra Pennsylvania til Florida for at deltage i en footballturnering. Langt hjemmefra – og i stedet for at samarbejde om at forberede sig til kampen – gik de angiveligt sammen om at stjæle varer til en værdi af over 2.000 dollars fra en butik i kæden Dick’s Sporting Goods.

De blev anholdt og sigtet for butikstyveri af en alvorlig grad samt for sammensværgelse om at begå butikstyveri, hvilket betød, at de gik glip af deres turneringskamp. I stedet for at bruge anholdelserne som en lærestreg om ærlighed, bad deres træner uansvarligt nok politiet om at frafalde sigtelserne mod spillerne; han forsøgte dermed at lade dem slippe uden konsekvenser frem for at lære dem om ansvarlighed.

Påpegningen af ​​en fjerde årsag kan måske støde nogle læsere, men den kan ikke ignoreres. Den begyndende forandring i den amerikanske ungdoms udvikling – og den vold, de nu har taget til sig – tog sandsynligvis sin begyndelse i starten af ​​1960'erne. Det var samtidig med, at der skete et skift i den typiske familiestruktur.

Faderen havde længe været familiens eneforsørger, mens moderen stod for den primære opsyn og opdragelse af børnene. Men i 1960'erne skete der en ændring, hvor moderen også kom ud på arbejdsmarkedet. Dette førte til, at forældrenes opsyn med børnene blev gradvist mindre.

En væsentlig årsag til denne ændring i familiestrukturen (uden at jeg dermed ønsker at lyde sexistisk) var lanceringen af ​​p-pillen i 1960. Selvom p-pillen gav mødre mulighed for at opnå større uafhængighed, hjalp den også familier med at dække økonomiske behov og opnå en levestandard, der – korrigeret for inflation – ligger 50 % højere end for halvtreds år siden. Men denne uafhængighed havde en pris i form af problemer med børns opførsel og disciplin.

Desværre har nyere generationer vist, at nogle forældre ikke har indset prisen ved at undlade at bibringe deres børn visse adfærdsmæssige normer. Hvad angår de værste af disse børn – dem, der begår vold – forstår de ikke, at sådanne handlinger altid har konsekvenser, ikke blot for ofrene, men også for dem selv.

Selvom det efter nutidens standarder kan virke stødende, var myndighederne i Santa Cruz måske inde på noget rigtigt, da de i første omgang forsøgte at fokusere på og håndtere en samfundsmæssig konsekvens.

Image created using AI.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/10/can-today-s-youth-violence-be-traced-to-a-pill/

 

Årsagen til vi har ritualer om døden

Rev. John F. Naugle  På et tidspunkt i vores liv har vi vores første oplevelse med "komfortvognen".

Komfortvognen, for dem der er så heldige ikke at vide det endnu, er den vogn med snacks og drikkevarer, der bliver leveret til værelset hos en person, der er aktivt døende på et hospital eller plejehjem, så venner og familie har mindre grund til at træde væk, mens de venter på deres elskedes bortgang.

Jeg vil altid huske min første oplevelse med komfortvognen, da den ankom på dagen for min mors død. Efter at have tilbragt to dage på intensivafdelingen efter den mislykkede intervention efter hendes slagtilfælde, blev jeg gentagne gange spurgt, om jeg skulle begynde hospicepleje. Da jeg endelig så tegn på aktiv død, gav jeg tilladelse til, at respiratoren blev fjernet. Straks dukkede komfortvognen op for os for at lette de næste tre timer, hvor hun ville dø. Altid tilbøjelig til sort humor, jokede jeg med, at det var en belønning for at fjerne respiratoren.

Der er et andet minde, jeg har om en plejevogn, der rammer mig med langt større sorg. Jeg var blevet indkaldt til et af vores lokale plejehjem for en kvinde, der var døende. Sygeplejersken havde ringet og indikeret, at familien havde anmodet om de sidste sakramenter. Da jeg ankom, var den døende kvinde bevidstløs, alene i sit mørke værelse. Plejevognen stod uden for hendes værelse, fuldstændig uberørt.

Foruroliget over dette besøgte jeg sygeplejerskerne, efter at have afsluttet de ritualer, jeg var blevet indkaldt til, for at finde ud af, hvad der var sket. Det, hun fortalte mig, knuste mit hjerte; familiemedlemmerne var kun på besøg i et par minutter, og på vej ud bad de sygeplejersken om at ringe til præsten, fordi det var det, hun ville have. De havde ingen intentioner om at vende tilbage.

Min første reaktion på begivenhederne i 2020 var, at vi havde kollapset civilisationen, men denne historie fra før 2020 antyder, at vi allerede var godt på vej. Sand civilisation respekterer den virkelighed, at vi alle vil dø, og forpligter os til at ledsage den døende med visse ritualer, både religiøse og ikke-religiøse. Det gradvise tab af disse ritualer med det tilsyneladende motiv at undgå at tænke på døden både banede vejen for Covid-hysteriet og blev accelereret af det.

En kort historie om begravelsespraksis

Jeg er gentagne gange blevet slået, ikke kun af, hvor radikalt begravelsespraksis har ændret sig i katolske kredse i løbet af det sidste århundrede, men også af tabet af kollektiv hukommelse, der forhindrer folk i overhovedet at indse det.

Min mor fortalte mig gentagne gange om, hvordan min oldemor, efter hun var død og før sin begravelse, blev lagt frem til beskuelse ikke i et begravelsesforretning, men snarere i tre dage i det, der på det tidspunkt var stuen i vores hjem.

Jeg var også klar over, at forventningen for mine bedsteforældres generation var, at begravelser ville finde sted i et bedemandsforretning (som på det tidspunkt stort set var ombyggede store huse) i henhold til følgende tredages program: kl. 19-21, kl. 14-16 og kl. 19-21, og kl. 14-16 og kl. 19-21.

I min barndom var næsten alle begravelsesplaner blevet forkortet til et todages program: kl. 19-21 efterfulgt af kl. 14-16 og kl. 19-21. Jeg har mange minder om, at min mor slæbte mig med i en offentlig bus til disse begravelser. Ofte blev vi i hele to timer. Ved en af ​​disse var jeg ret populær, fordi jeg tilfældigvis havde en Walkman-radio, og jeg kunne fortælle familien om forløbet af en Steelers-slutspilskamp, ​​som de gik glip af på grund af denne forpligtelse.

Da jeg blev ordineret til præst i 2009, fulgte nogle begravelser todagesprogrammet, men disse tidspunkter kl. 19-21 var blevet til kl. 18-20. Andre havde dog kun én dag med offentlig visning kl. 14-16 og 18-20.

Nedlukningerne i 2020 accelererede et fald, der allerede var til stede i 2019. I stigende grad blev begravelser forudgået af slet ingen offentlig visning eller måske kun en time eller deromkring før ceremonien.

 

I stigende grad valgte familier også ikke at tage liget med i kirke til messe og anmodede i stedet om en kort begravelsesceremoni i bedemandshuset. Endnu mere trist var det, at nogle blev direkte kremeret uden nogen ceremoni overhovedet. Man begyndte også at udelade at ledsage liget til kirkegården.

Det, der var en tre-dages sorgperiode før begravelsen, synes at være faretruende tæt på at forsvinde fuldstændigt, hvilket jeg argumenterer for gør os mindre menneskelige og mindre civiliserede.

Ved fremvisningen af ​​min mor kunne jeg ikke tro, hvor mange mennesker, jeg enten aldrig havde mødt eller kun havde mødt, da jeg var for ung til at huske hende, der dukkede op for at vise deres respekt, simpelthen fordi de havde læst hendes navn i nekrologerne og var bevæget af pligt og kærlighed til at være der.

Det er, hvad civiliserede mennesker gør. Civiliserede mennesker er trygge ved død og døende. Ritualerne omkring død og døende er obligatoriske for dem, hvilket betyder, at død og døende altid er for øjnene af dem. Tabet af disse ritualer betyder, at det bliver stadig lettere for folk at skubbe døden ud af deres sind, og jeg vil gerne mene, at disse ændringer var med til at bane vejen for hysteriet i 2020; folk oplevede en overdreven rædsel ved at blive tvunget til at overveje, at de kunne dø.

Memento Mori ("Husk at dø") som et tegn på civilisation

På et tidspunkt, efter at det at sidde på en bar og spise et måltid normalt blev lovligt igen i Pennsylvania, sad jeg tilfældigvis ved siden af ​​en herre, der slet ikke havde sympati for mine klager over, at vi var blevet forhindret i at leve vores liv uden nogen grund overhovedet.

Jeg forsøgte at gennemgå aldersfordelingen for Covid-19-dødelighed med ham, og det faktum, at langt de fleste dødsfald, der var blevet tilskrevet denne formodede pest, ikke kunne betragtes som særligt tragiske, da de havde levet et helt antal år. Han rasede over dette og sagde, at enhver død er tragisk. Jeg spurgte ham retorisk, om han mente, at en 80-årigs død var lige så tragisk som en teenagers død. Til mit chok svarede han bekræftende.

Det var på dette tidspunkt, jeg indså, hvad der foregik i denne mand psykologisk og åndeligt. Han var et årti eller to ældre end mig, men han følte sig stadig dybt utilpas ved at overveje sin egen dødelighed. Døden var stadig noget, der skulle undgås fuldstændigt, og at tro noget andet ville være at indrømme, at hans egen død var tættere på ham end størstedelen af ​​det liv, han havde levet indtil dette punkt.

Han lærte aldrig den lektie, som civilisationens ritualer skulle lære ham, og jeg vil garantere, at dette var en direkte konsekvens af, at han brugte radikalt mindre tid omkring døende og døde end nogen af ​​sine forfædre.

Om få dage vil mange kristne fejre askeonsdag, og vi vil høre ordene "Meménto, homo, quia pulvis es, et in púlverem revertéris" ("Husk, menneske, at du er støv, og til støv skal du vende tilbage.").

At huske døden er ikke valgfrit. At nægte at huske døden er det, der åbner sindet for at undslippe transhumanismen, hvor nedlukninger og påbud blot var symptomer.

Lad os huske at dø.

https://brownstone.org/articles/the-reason-for-death-rituals/

Lider du af angst? Ikke altid et onde

 

Hvad angst egentlig prøver at fortælle dig

Anne-Laure Le Cunff

De fleste mennesker ville, hvis de fik en knap, der permanent kunne slukke for deres angst, trykke på den uden tøven. Angst er påtrængende og trættende og den uønskede gæst i følelsesverdenen.

Men evolutionen bevarer sjældent meningsløse træk i evigheder - og i modsætning til tilstande, der rammer en lille del af mennesker, er mild angst næsten universel. Så før du rækker ud efter den knap, er det værd at spørge dig selv, hvad du egentlig ville slukke for.

Angst er ikke en moderne fejl. Det er en af ​​de ældste adfærdsmæssige reaktioner i dyreriget, der går forud for sprog, kultur og endda neocortex. Du kan se den som det ældste alarmsystem i hjernen.

I sin kerne er angst et trusselsdetekteringssystem: hjernens måde at modellere mulig fremtidig fare og skubbe kroppen til at gøre noget ved den.

Når du oplever angst, markerer amygdala en potentiel trussel og udløser en kaskade af fysiologiske reaktioner. Hypothalamus signalerer til binyrerne om at frigive kortisol og adrenalin. Din puls stiger. Din opmærksomhed snævres ind. Dine muskler spændes.

Derefter går den præfrontale cortex, der er ansvarlig for planlægning og beslutningstagning, i højt gear for at evaluere truslen og afveje dine muligheder.

Det er en fintunet forberedelsesmekanisme, en der hjalp med at holde vores forfædre i live længe nok til at give livet videre til os.

Alligevel giver angstens dårlige ry mening – det at være angst føles ubehageligt. Ingen nyder den spændte fornemmelse i brystet før en hård samtale, de hastende tanker midt om natten eller den nervøse flagren, før man trykker på "send" på en e-mail.

Men ubehaget er pointen. Hvis det var behageligt, ville angst ikke ændre din adfærd. Det virker, fordi det er ubehageligt. Og når det er proportionalt med situationen, giver det mindst tre fordele, der er værd at bevare.

Credit: Charles Robert Knight / Public Domain / Wikimedia Commons / Big Think 

1. Angst hjælper dig med at opdage fare

Mange udfordrende situationer håndteres bedst, når vi forudser dem, før de sker: en kommende eksamen, en medicinsk risiko, et flossende forhold. Angst er resultatet af, at hjernen kører simuleringer af, hvad der kan gå galt, og derefter skærper din opmærksomhed, så du bemærker de tidlige advarselstegn.

På den måde kan et moderat niveau af angst endda forbedre kognitiv præstation. Yerkes-Dodsons lov, en af ​​de ældste fund inden for psykologi, viser, at årvågenhed og opgaveudførelse topper ved mellemliggende stressniveauer - ikke for afslappet, ikke for overvældet. At opleve en vis angst før en jobsamtale eller en vanskelig samtale hjælper din hjerne dig med at holde dig skarp og forberede dig.

2. Angst peger på det, du holder af

Angst peger ofte direkte på noget, en person værdsætter, såsom sundhed, sikkerhed, tilhørsforhold, kompetence, omdømme eller familie. Det fungerer som et signal, der siger: "Dette betyder noget, lad os tage det alvorligt."

Jeg føler stadig en lille puls af angst, hver gang jeg trykker på udgiv i et nyhedsbrev eller går op på en scene for at holde et foredrag. Jeg har lært ikke at fortolke det som et problem, der skal løses. Det betyder, at jeg er interesseret i at gøre det godt.

Den dag, hvor angsten forsvinder helt, ved jeg, at noget har ændret sig, og at arbejdet ikke længere betyder noget for mig på samme måde. Angst kan i denne forstand fungere som et kompas ved at afsløre, hvad der rent faktisk betyder noget for dig, nogle gange mere ærligt end din bevidste ræsonnement gør.

3. Angst advarer dig, når noget skal ændres

Angst kan tjene som et tidligt varslingssystem – et signal om, at dine nuværende forpligtelser kan være for krævende, for risikable eller ikke stemmer overens med dine behov.

Vedvarende angst for din økonomi kan afspejle et faktisk uholdbart forbrugsmønster. En forælders tilbagevendende angst for deres arbejds- og rejseplan kan fortælle dem, at de går glip af mere, end de er trygge ved. Søndag aften-frygten, der vender tilbage hver eneste uge, handler sjældent om mandagens to-do-liste – den handler normalt om selve jobbet.

Da jeg drev en startup, blev jeg ved med at føle mig angst for mit medstifterforhold, overforberedte mig til møder og øvede vanskelige samtaler i mit hoved. I et stykke tid behandlede jeg det som min egen usikkerhed som førstegangsstifter. Til sidst indså jeg, at angsten pegede på en reel uoverensstemmelse.

Nu, når jeg føler vedvarende angst i et forretningsforhold, behandler jeg det som et signal om, at noget skal ændres.

Angst er mest nyttig, når den er specifik (knyttet til en reel, identificerbar situation), proportionel (ubehagelig nok til at bemærke, men ikke overvældende) og handlingsrettet (fører til forberedelse og afvikling, når situationen løser sig, eller ny information kommer frem).

Når angst er vag, uforholdsmæssig eller lammende, er det en anden historie, der ofte kan drage fordel af professionel støtte. 

Det centrale spørgsmål er derfor ikke "Hvordan eliminerer jeg angst?" Det er: "Peger denne angst på et reelt problem?" I stedet for at forsøge at undertrykke signalet, undersøger du det. Denne omformulering omdanner angst til nysgerrighed. Og denne nysgerrighed har til gengæld en tendens til at føre et nyttigt sted hen: mod forståelse, forberedelse og lejlighedsvis ægte selvopdagelse. Derfor ønsker du sandsynligvis ikke at trykke på den knap alligevel.

Vestlige regeringer bringer vestlige borgere i fare

 Vestlige regeringer bringer vestlige borgere i fare

Vesten er i krig med udenlandske invasioner, og vestlige regeringer er i krig med imaginære 'klimaforandringer'.’

J.B. Shurk12

Den globale lederklasse af bureaukrater, bankfolk, politikere, virksomhedsledere og NGO'er er forpligtet til at opildne til kaos og vold i vestlige nationer.

I kampens navn mod den imaginære "klimaforandrings"-nisse forbyder de billige energiformer og skubber os mod et CO2-sporingssystem, der retfærdiggør stadigt mere påtrængende former for masseovervågning. I kampens navn mod eksotiske pandemier retfærdiggør de massenedlukninger, digitale centralbankvalutaer og "vaccine"-pas. Ved at hævde, at menneskeskabte "klimaforandringer" forårsager nye pandemier, og ved at bebrejde vestlige industrialiserede samfund for at forårsage "klimaforandringer", insisterer den globale lederklasse på, at vestlige nationer skal acceptere "klimaflygtninge" som en del af deres rullende soning for tidligere industrielle "synder".

Det er alt sammen ekskrementfyldt propaganda forklædt som "videnskab" og "dyd". Endnu værre er det, at alle disse latterlige løgne repræsenterer et vedvarende angreb på vestlige folk. Overvej, hvor ondsindede disse globalister virkelig er: De har brugt mindst det sidste halve århundrede på at skræmme børn til at tro, at moderne industri er ved at dræbe planeten.

Vi er blevet oversvømmet med så meget massehysteri om "global opvarmning/afkøling/klimaforandringer/ekstremt vejr" i så lang tid, at vi ikke længere erkender, hvor absolut onde disse miljøfascistiske, vanvittige propagandister er.

Hvis en fremmed kom til vores hjem, stak af med vores børn og brugte de næste 15 år på at hjernevaske dem til at tro, at verden var ved at gå under, ville vi være forfærdede. Vi ville kalde kidnapperne "børnemishandlere" og "monstre". Vi ville gøre alt, hvad vi kunne, for at helbrede vores problemramte børns sind. Alligevel bliver små børn i folkeskoleklasser i Canada, Australien, Storbritannien, USA og i hele Den Europæiske Union indoktrineret til at tro på løgnen om, at innovation, produktivitet, materiel rigdom og industri er giftstoffer, der vil dræbe dem alle. Det er vanvittigt. Og det er endnu mere vanvittigt, at vi lader det ske.

"Klimaforandrings"-svindelen er big business. Klimakapitalisme fungerer bedst, når autoritære regeringer pålægger alle at købe vindmøller, solpaneler, energieffektive dit, netto-nul-modulerede dat. Når politikere og bureaukrater gør det uoverkommeligt dyrt for små virksomheder at producere noget, opnår big business et statsreguleret monopol over hele industrisektorer. Disse virksomhedsmonopoler giver en del af byttet tilbage til politikerne, regulatorerne og NGO'erne, og alle de pengeskabende konspiratorer forbliver rige og glade.

Hvem taber? Det frie marked taber. Når kun store virksomheder har råd til at lave ting, ligner innovation i Europa den i Afrika. Almindelige borgere taber, fordi de effektivt er blokeret fra at bruge deres hjernekraft og muskelkraft til at bygge og sælge nye ting, der genererer indkomst, kapital og social mobilitet. Samfundet taber, fordi idémarkedet bliver til et centralt styret kartel drevet af et par multinationale investeringshuse.

Hvem vinder? Den globale lederklasse vinder. Alle disse centrale ledere, der er forpligtet til at opspore og spore hver eneste bevægelse og tanke fra os, er afhængige af et globalt system, der forvandler kulstofbaserede mennesker, der udånder kulstofbundne molekyler med hvert åndedrag, til regnskabsenheder, der skal styres, programmeres og kontrolleres som en del af globalismens uudtalte sociale kontrakt, der pålægges borgerne for at leve som "privilegium".

Kommunister, fascister og diverse beskidte autoritærer i verden har forenet sig under bannerne af "netto-nul"-initiativer og "redning af planeten"-opfordringer, fordi "redning af planeten" giver dem en undskyldning for at overvåge, straffe og endda eliminere dig.

Hvor "egoistisk" må en person være for at tro, at hans ønsker og behov er vigtigere end at "redde planeten" fra ødelæggelse? Totalitarisme trives på eventyr, der lærer os værdien af ​​at arbejde for "det fælles bedste", og hvert eneste af disse eventyr er i sagens natur morderiske. For "kollektivets skyld" tror "green new deal"-fanatikerne, at nogle mennesker skal dø! Det vil ikke være dem, der melder sig frivilligt til at hoppe ned i vulkanen eller blive ofret i mayatemplet. De vil vælge "Ikke-troende" for den kommende "netto-nul" blodsudgydelse.

Og den blodudgydelse er allerede begyndt! Hvordan i alverden kunne en fornuftig person retfærdiggøre at flytte millioner af mænd i militæralderen fra tredjeverdens helvedeshuller til avancerede vestlige nationer? Der er intet ved massemigration, der giver mening, hvis målet er at gøre værtslandene stærkere. De mennesker, der bliver sat af i USA og Europa, har ingen færdigheder eller uddannelse. De taler ikke engelsk, fransk, svensk, dansk, polsk, italiensk, spansk eller tysk. De har ingen interesse i at lære disse sprog. De har ingen interesse i assimilation. De foretrækker at overtage historiske landsbyer, overvælde skolerne, forvandle kristne kirker til moskeer, forvandle butikker i bymidten til udenlandske enklaver og sortbørscentre, voldtage de lokale og dræne det skatteyderfinansierede sociale sikkerhedsnet. Ligesom parasitter lever af svækkede værter, indtil de i sidste ende dræber dem, fortærer invaderende hære af udenlandske statsborgere svækkede vestlige nationer, indtil de uddeler deres endelige dødsstød.

Intet af dette er selvfølgelig "politisk korrekt" at sige højt. Vores globale lederklasse har brugt de sidste tredive år på at indprente os det meningsløse omkvæd: "Mangfoldighed er vores styrke!". "Multikulturalisme" - den samtidige eksistens af mange forskellige kulturer - formodes at være overlegen i forhold til én enkelt kultur. Hvordan giver det mening? Er det lettere for en general at kommandere tropper, hvis alle soldaterne taler forskellige sprog? Er der mindre chance for mytteri på et flådeskib, hvis alle sømænd følger forskellige skikke? Tjener et religiøst tempel et formål, hvis alle menighedsmedlemmer beder til forskellige guder? Selvfølgelig ikke. Uden fælles kulturelle bånd arbejder mennesker sjældent godt sammen.

Hvorfor skulle vestlige nationer så forvandles til mekkaer for multikulturalisme? Hvorfor i alverden skulle en rationel person fejre forvandlingen af ​​europæiske og amerikanske byer til "no-go-zoner", hvor stammer af forskellige folkeslag kæmper mod hinanden om magt og position? Hvorfor kræver vestlige politiske partier masseamnesti for millioner af udlændinge? Hvordan giver noget af dette mening, medmindre hensigten er at ødelægge individuelle vestlige nationer?

Og hvis vestlige nationer er under angreb, virker det så ikke rimeligt, at vestlige borgere forbereder sig på at forsvare sig selv? Vicepræsident Vance mener, at vesterlændinge burde gøre netop det. Efter at en mand fra en fremmed kultur brutalt myrdede den britiske universitetsstuderende Henry Nowak, fordømte Vance myndighedernes kalkulerede valg om at ofre en indfødt søn på den tvungne "mangfoldighed"s alter.

Henry Nowak døde på samme måde, som en civilisation dør: forladt, håndjernet af myndigheder, der hverken stolede på eller bekymrede sig om ham, og anklaget for hadforbrydelser, han ikke begik. Hans mord er lige så tragisk, som det er rasende. Han burde stadig være i live i dag, og det ville han være, hvis de sidste par generationer af europæiske eliter havde stået fast imod selvhadets politik og masseinvasionen af ​​migranter, hvoraf mange foragter Vesten og de mennesker, der elsker den. Henry var langt fra den første, der så unødvendigt mistede sit liv, og jeg frygter, at han ikke bliver den sidste. Hver gang et liv som hans går tabt, er den rette reaktion - den eneste reaktion - retfærdig vrede.

I den uge, der er gået, siden Nowaks morder blev dømt, står fire afghanske migranter over for retsforfølgelse i Bristol for at have voldtaget en syttenårig pige. Der var et massestikkeri i Manchester, og en sudanesisk statsborger forsøgte at halshugge en irer i Belfast. Hævder den britiske regering stadig, at "mangfoldighed er vores styrke"? Selvfølgelig gør den det. I stedet for at bebrejde udenlandske statsborgere for at have myrdet britiske borgere, bebrejder det britiske etablissement britiske borgere for at have bemærket, at deres nation er under angreb. Vesten er i krig med udenlandske invasioner, og vestlige regeringer er i krig med imaginære "klimaforandringer". Nye vestlige ledere skal tage over, før der ikke er noget Vesten tilbage.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/06/western_governments_endanger_western_citizens.html