Pariserkommunen 1871 - hvad har den betydet for socialismen

 Pariserkommunen 18. marts 1871 hvad har den betydet?

Mitchell Abidor

Den 18. marts 1871 fik tropper fra den nye Franske Tredje Republik ordre til at bemægtige sig de 250 kanoner der var stationeret rundt om i Paris. Frankrig havde netop tabt i krigen mod Preussen som den tidligere kejser Napoleon III havde fremprovokeret. Paris havde gennemgået en frygtelig belejring der varede fra september 1870 til januar 1871, og hvor indbyggerne var blevet tvunget til at spise alt endog salami fremstillet af rottekød. Da belejringen endelig blev hævet var pariserne tvunget til at underkaste sig ydmygheden ved de preussiske tropper der marcherede gennem byen og måtte betale en enorm erstatning til sejrherrerne.

Da budskabet om planen for at bemægtige sig kanonerne i arbejderkvarteret Montmartre kom, kanoner som arbejderne selv havde betalt, fik det oprøret til at ulme. Sent om eftermiddagen havde folkemængden slået to generaler, der førte tropperne der skulle fjerne artilleriet, ihjel og i løbet af timer indtog folkemængden Hotel de Ville og lod byen komme under ledelse af Nationalgardens Centralkomite. Kun den, og ikke den regulært indsatte regering, der var flygtet til Versaille med dens leder  Adolphe Thiers, kunne forsvare byen og republikken.

Gnisten der satte gang i revolutionen gjorde den blev noget helt særligt blandt de andre arbejderopstande. Som Antoine Brunel, medlem af Nationalgarden og Commune’s valgte rådgiver skrev år senere. “Oprøret i 1871 bliver stadig misforstået. Den blev fremprovokeret ved en patriotisme og en beslutning om at forhindre den monarkiske regeringsform i at overtage landet.”

Kun i Frankrig kunne en revolutionær magtovertagelse iværksættes ved kærlighed til Fædrelandet, (Patrie) det fædreland der blev forsvaret af revolutionshæren i 1793. Det siges at generaler genudkæmper de sidste krige. Med Pariserkommunen gælder det at generaler genudkæmpede den største af alle Frankrigs Revolutioner, den der begyndte med overtagelsen af Bastillen den 14. juli 1789.

Den 26. marts blev afholdt valg til Rådet for den nyligt erklærede Pariserkommune, verdens første arbejderklasse regering. Den eksisterende stat blev fjernet og en helt ny socialt og demokratisk orden sat i stedet. Fjenden var ikke længere Bismarcks tropper, men den borgerlige republiks. Den Sande Republik, stavet med stort “R” var inspireret af heltene i Den Franske Revolution.

Commune holdt ud i blot 72 dage da de sidste af dens forsvarere blev slagtet den 28 maj mens de kæmpede blandt gravene på Père Lachaise kirkegården. At den holdt så kort tid gav mere glans over den, den blev historiens største ‘sådan kunne det have været.’

Efter Commune’s fald blev den af enorm betydning for socialisterne. For nogle den første socialistiske stat. For andre - anarkismen i funktion. For Friedrich Engels, da han skrev sit efterskrift til Marx’s The Civil War in France, var den “proletariatets diktatur” som han og Marx i Den Første Internationale havde opfordret til. Pariserkommunen var i virkeligheden ikke blot den første revolution af sin art, men på mange måder den sidste, og ikke mindst et produkt og samtidig låst af Frankrigs særlige konditioner og historie.

De metoder Kommunen indførte, en slags regering, der som så meget andet ved dens grundlæggere, stammede helt tilbage fra Den Franske Revolution og som havde givet ekko gennem årtierne, inspirerede bevægelser rundt om i verden og spillede en hovedrolle i venstrefløjens vækst.

Men hvis Engels har ret og Pariserkommunen var selve det fysiske udtryk for Proletariatets Diktatur, så bedrog mange, der senere forsøgte med de samme ideer i sidste ende dette.

Valg til Kommunens råd fandt sted en uge efter man havde forsøgt at inddrage kanonerne. Valg blev udført i hvert arrondissement i Paris, selvom de som blev valgt til Commune’s råd fra borgerskabets kvarterer ikke indtog deres pladser i rådet. Resultatet blev at man havde tre fraktioner og bekræftede den holdning som Robespierre stod for, og sejrherrerne i valget var således neo-Jacobinere.

Denne hægen om fortiden gjaldt også den næststørste gruppe af de valgte Communards, de som fulgte den ‘evige’ konspirator Louis-Auguste Blanqui. Som Gaston DaCosta, en af lederfigurerne hos Blanquist’erne skrev i sine memoirer om perioden, “Blanquisterne kunne ikke være andet på det tidspunkt: Jakobinske revolutionære der rejste sig for at forsvare den truede republik.”

Blanquist’erne med deres konspirations grupper, og ønsker om at styrte regeringen, og troskab mod en leder var forløbere for Lenins Boschevikker. Men i marts 1871 var de Bolsjevikker uden en Lenin, for deres leder var fængslet for sin andel i en opstand i januar måned samme år.

Da Kommunen tog gidsler i et forsøg på at dæmme op for massakrerne på Communards ved tropperne fra Versailles (kendt som Versailles - eller Ruraux) tilbød de at frigive alle deres gidsler mod at Blanqui blev sat fri. Adolphe Thiers nægtede at gå ind på den udveksling.

Den tredje gruppe i Commune var medlemmerne af Karl Marxs Første Internationale. Når man tænker på den senere historie, den rolle og de positioner følgerne af Internationale besad, og kom til at udgøre, var det på overfladen, et ikke forventet resultat.

DaCosta beskrev disse mænd som “intet andet end drømmere” der mangler “et defineret socialistisk program,” hvilket måtte synes at være en besynderlig karakteristisk for de der var med i Marx’s Internationale. Men få medlemmer af Internationalen i Paris var Marxister, og Engels beskrev dem som tilhængere af Pierre Proudhon. Nogle var ja, men karakteristikken er ikke præcis. Den franske afdeling inkluderede de mest overbeviste republikanere, de som var mest dedikerede til en republik, der var fri og retfærdig, det de kaldte “La sociale.”

“Kommunister,” i.e., Marxister var der ikke mange af blandt de franske medlemmer af Internationale, og anarkismen spillede ingen rolle i Commune, faktisk eksisterede bevægelsen endnu ikke i Frankrig. Følgere af Internationale, der blev en minoritet, var kun de medlemmer af Commune der beundrede Den Franske Revolution, men ikke var tryllebundet af den.

MERE LIBERTÉ, EGALITÉ, OG FRATERNITÉ

Blandt Communards var det medlemmer af Internationale der var de ihærdigste forsvarere af det bredest mulige demokrati i Paris. Jules Vallès, deres største skribent forsvarede endog at den konservative avis Le Figaro kunne udgives mens byen var under angreb af tropperne fra Versailles. De gik endnu længere. I de sidste uger af Commune, gik de to største fraktioner med deres Jakobinske og Sans Culotte rødder, endnu længere i deres ekstreme holdninger og foreslog oprettelsen af en Komite for Offentlig Sikkerhed med udvidede beføjelser, og med henrettelse af gidsler som Communard havde taget som modsvar på Versailles tropperne drab på de som kæmpede for Commune.

 

Minoritets gruppen meddelte derpå, at den ikke længere ville overvære møder i Commune rådet og at deres medlemmer ville trække sig tilbage til deres arrondissementer for at deltage i kampen sammen med deres vælgere. Selvom de fortrød og igen indtog deres plads i rådet, er det ikke desto mindre vigtigt at huske, at det var medlemmerne af Internationale der var om ikke følgere af Marx og Engels så dog de med de tætteste bånd til dem og deres bevægelse, der midt i en blodig revolution nægtede at benytte diktatoriske metoder.

Med etableringen af en ‘stat’ ved og for den arbejdende klasse er Communes hævd på storhed de bemærkelsesværdige tiltag den vedtog. Huslejebetalinger blev udskudt, det samme med gældsforpligtelser i en periode på 3 år, uden pålagte renter. Ting som befandt sig i regeringens pantelånerkontorer blev frigivet til deres ejere. Adskillelse af Kirke og Stat blev indført, og regeringen skulle ikke længere betale for kirkelige handlinger og alle religiøse symboler, emblemer blev fjernet fra skolernes klasseværelser. Den stående hær blev ophævet erstattet af National Garden, med officerer valgt af dens medlemmer. Guillotine blev brændt offentligt. Alle valgte medlemmer af rådet i Commune blev kaldt tilbage, deres vederlag sat til det samme som en arbejders. Fabrikker der blev lukket ned af dets ejere under opstanden blev til kooperative foretagender og under arbejderkontrol. Det blev forbudt for bagere at arbejde om natten. Vendome Column, symbolet på Napoleons militære hæder, blev revet ned. Ødelæggelsen af den organiseret af Gustave Courbet.

Commune åbnede også vejen for kvindens emancipation ved at give dem lov til en større rolle i politik, mere end de nogensinde havde haft mulighed for. Navnet Louise Michel, der stod i spidsen for en frivilligheds komite og organiserede en ambulancetjeneste er den bedst kendt af de kvindelige Communards, men der var andre der bør have opmærksomhed.

Den vigtigste organisation var Unionen af Kvinder for Forsvaret af Paris og Omsorg for de Sårede, støttet af den russiske indvandrer Elisabeth Dmitrieff, der også kæmpede på barrikaderne i Communes sidste dage og senere flygtede til Schweiz. Kvinder fik dog ikke stemmeret og ret til at sidde med i Commune, men de spillede en nøglerolle på barrikaderne og var med i kampen lige fra begyndelsen. Communards satte så velkendt ild til mange af de mest berømte og vigtige bygninger i Paris, brandstifterne blev til hærgende grupper af revolutionære kvinder kendt som Les Petroleuses. Nogle historikere betvivler eksistensen af disse vandaler, men legende eller fakta, det gjorde at kvinderne i Paris Commune blev en frygtet modstander i opstanden.

Mange af tiltagene vedtaget af Commune var dødfødte fra begyndelsen, tiden og selve de ‘fromme’ tanker var urealiserbare med tanke på omstændighederne og tiden.

Jean Grave, en af den franske anarkisme store fortalere sent i det 19. og tidligt det 20. århundrede sagde 25 år senere, at de fleste af de vedtagne ting ikke blev implementeret, “fordi de som de var tiltænkt, indså at Commune godt kunne lovgive, men kun besad lidt handlekraft for at håndhæve dem.” Betydning havde de dog alligevel, i hans klassiske roman om Det Andet Imperium og Commune L’Insurgé, citerede Jules Vallès en Communard for at sige at det var vigtigt at vise “hvad vi stræber efter, ønsker, (selvom) vi ikke kan gøre det vi ønsker.”

Tiltagene, tankerne var ikke blot frugten af spontane indfald, udbrud, hos folket, men af parlamentarisk handling. Commune var ikke en anarkistisk skabning, eller en generalforsamling i en Occupy ånd; det var ikke folket der var engageret i et direkte demokrati. Valget af officerer til Nationalgarden, der måske kunne anses som en et bevis på dets anarkistiske grundlag, gik nemlig forud for Commune.

Da det nyligt valgte råd i Commune fjernede den gamle stat, erstattedes denne med et antal departementer, kaldet kommissioner, alle under ledelse af en  délégué (delegeret). Trods sin Robespierre tendenser, havde Commune ikke et permanent overhoved, møderne blev i stedet ledet af siddende officerer i en turnusordning.

 

Tiltag blev foreslået, diskuteret og den parlamentariske orden blev ihærdigt fulgt. Som enhver anden fransk regering, havde man en Journal Officiel, der rapporterede om debatterne i Commune. Tro mod traditionerne i fransk demokrati bar de valgte embedsmænd endog en slags embedsmandsuniform, der erstattede republikkens blå, hvide og røde klædning med en mere enkel rød en af slagsen. Der er noget imponerende, det gør indtryk, noget betagende ‘Don Quijotes’ over en forsamling af håndværkere, arbejdere og konservative modstandere af et imperium tiden var løbet fra, og som opretter en lovgivende forsamling der frit diskuterede politiske udfordringer lige til det sidste.

Commune blev besejret, og i løbet af den sidste uge af dens eksistens, Den Blodige Uge blev 20000 arbejdere dræbt af Versailles tropperne. Tusinder flere drog i eksil, blev fængslet eller deporteret til straffekolonierne. Den franske arbejderklasse bevægelse blev halshugget og dens momentum forsinket i årevis indtil en generel amnesti blev givet i 1879. 

At Commune ville kunne sejre var sådan set umulig. Udbrydere fra de etablerede Commune andre steder i Frankrig under opstanden i Paris blev hurtigt elimineret. Faktisk havde Paris løsrevet sig fra Frankrig. Hvis Communard drømte om en føderation af Communes (fra hvilket de kaldte sig fédérés), så havde de ingen at samarbejde med i en føderation.

Blanqui, den største personlighed på venstrefløjen, kunne være blevet en stor leder som alle kunne forene sig om, men hans historie med fiaskoen i hans mange revolutionære forsøg får næppe nogen til at tro at han ville kunne have fået forandret tingene og ført Communes styrker frem mod sejr.

Under alle omstændigheder var han, som nævnt, i fængsel under Commune. Victor Jaclard, officer i Nationalgarden skrev senere at Blanqui måske ville have været den nødvendige “afgørende” faktor, hvis forholdene havde været anderledes, og Blanqui havde kunnet kæmpe.”Han ville have været som så mange andre en impotent magt lammet af omstændigheder. Låst inde i Paris, blev Commune begravet før den var død.”

Uanset omstændighederne, selv med en hær så stærkt motiveret som Commune’s Nationalgarde så ville denne være stillet med en umulig opgave i at besejre hæren fra Versailles. Nationalgarden var i bund og grund en ‘folkehær,’ hvilket passer fint til den romantiske drøm om en revolutionshær, men virkeligheden var at det at folket i en by skulle kunne klare et helt lands styrker i dette tilfælde,deres eget lands - et monumentalt og håbløs foretagende dømt til at mislykkes. ”

Commune’s strategi skiftede mellem at sende sine væbnede styrker ud for at møde Republikkens hær uden for byens mure eller vente indenfor murene og således tydeliggøre at de var ofre. Forfejlede udfald tvang Commune til at forblive defensivt indstillet, og deres generaler skiftedes til at kommandere i forvirrende hastighed, og blev erstattet når de havde lidt nederlag i et slag, og meget ofte blev de anklaget for forræderi.

Fjender af Commune inde i Paris siges at have tilladt at de første tropper fra Versailles kom ind i byen. Forsvaret var elendigt organiseret, med Communards krigere der hovedsageligt koncentrerede sig i store træk om slag og barrikader i deres individuelle arrondissementer eller gader. Ingen større generel plan blev skabt, og resultatet var en sauve qui peut. (redde sig hvem der kan) holdning. 

Barrikader under Paris Commune, nær Place de la Concorde, 1871 AUGUSTE HIPPOLYTE COLLARD/PUBLIC DOMAIN

Det glemmes ofte at selvom Communards havde slået militæret fra Versailles, så var preusserne dog stadig på fransk jord. Et gennembrud af Versailles linjer eller et nederlag til Thiers hær ville have ført til at preusserne var kommet tilbage og helt sikkert knust Commune. 

Jean-Baptiste Clément, medlem af Commune og Internationale og forfatter til en af de mest berømte franske sange  “Le Temps des cerises,” sagde senere at “Paris kunne have overvundet Versailles, men at tro at det ville have medført den sociale revolutions triumf, ville være naivt, for preusserne var ikke langt borte og vi var omringet af provinserne.”

https://www.youtube.com/watch?v=gfUs0y4Cdng

I 1897 udgav det litterære magasin La Revue Blanche, der blandt sine bidragydere havde mange af Frankrigs største tænkere, et symposium om Commune skildrende de bidragydere der var med i bevægelsen.

Nogle veteraner betragtede nu Commune med stor betænkelighed. Jean-Louis Pindy, der blev anarkist og boede i Schweiz efter faldet af Commune, og som havde beordret at Hotel de Ville blev sat i brand, følte at Commune ikke havde været barsk nok i sine metoder: “Jeg mener vi opførte os som børn der forsøger at efterligne voksne hvis navne og ry vi underlagde os, og ikke som mænd med styrke ...som vi skulle have gjort når vi stod ansigt til ansigt med den evige fjende.”

Simon Dereure, skomager og medlem af Minoritets fraktionen af Internationale, følte at Commune “bekymrede sig alt for meget om detaljer og det ville have været at foretrække at gå i disse efter den militære sejr.”

Jean Grave, var på linje med Dereure, ved at sige at Commune “var for parlamentarisk, altfor finansiel, militært og administrativ fikseret, og ikke revolutionær nok” Således hånede han forestillingen om at Communards var revolutionære. “De troede de var det, men kun i ord og i parader. Så lidt revolutionære var de, at selvom de gik ind for stemmeret til pariserne fortsatte de med at betragte sig som ubudne gæster i magtens korridorer.”

Alphonse Humbert, redaktør af en af de mest yderliggående aviser i Commune afviste åbent og ærligt hele affæren. “Jeg anser Commune som et heroisk foretagende, og ikke meget andet, for jeg mener ikke den markerede en dato i socialismens historie.”

Mange af veteranerne var stadig vrede og trods den kendsgerning at Commune havde brug for midler til at betale vagterne i Nationalgarden, og de som byggede barrikaderne så viste disse veteraner alt for megen  respekt for loven og ville ikke røre ved de penge som var i Bank of France. Jean Allemane, senere leder af en fraktion af Den Franske Socialisme, beklagede sig over at “i stedet for at sludre og tale burde man have ramt bourgeoisiet på det mest ømme sted: Sikkerheden!”

 

Ikke alle så så dyster på opstanden. For Louise Michel, satte Commune et lysende eksempel i de kampe der forestod: “Enhver revolution vil nu være social og ikke politisk; dette var det sidste åndedrag, Commune’s ultimative forhåbning i dens vilde storslåede ægteskab med døden.”  

Communard Edouard Vaillant, der senere skulle blive en grundlægger af Socialist Partiet, betonede Commune’s internationale mål: “Hvis socialismen ikke blev født med Commune, så er det dog fra Commune at segmentet med den internationale revolution stammer, som ikke længere ønsker at kæmpe i en by for blot at se den omringet og knust, men i stedet ønsker at proletariatet i hvert eneste land angriber den nationale og internationale reaktion og gør en ende på det kapitalistiske regime.”

At Commune led nederlag har kun givet den ære. Den forholdsvis lille håndfuld gidsler der blev henrettet i dens sidste dage, herunder ærkebiskoppen af Paris, blegnede i forhold til de massedrab der blev udført af sejrherren. Communards havde “stormet Himlen” og det mislykkedes. Commune’s ry forblev relativt uplettet. Det samme kan ikke siges om mange af de som den inspirerede.

Vaillant and Michel fik ret: Commune skulle komme til at tjene som inspiration for næsten enhver bevægelse rundt om på kloden der som mål havde at erstatte kapitalismen med en mere retfærdig orden. Fra socialister til kommunister til anarkister til fritænkere og endog Frimurere - de fandt alle inspiration i denne korte periode af fransk historie.

Men dagene i 1871 gik direkte ind i en historisk vision der endte med en endelig voldelig kataklysme der skulle bringe den gamle orden i knæ og erstatte det med en verden renset for fortidens råddenskab, det som franskmændene kaldte - Le Grand Soir.  Og dog fejlede næsten alle efterfølgerne, efterlignere af Commune og de få det lykkedes at fremstå som vindere svigtede, bedrog det som Commune stod for under kampen for at vinde. Commune var første skridt i venstrefløjens fremkomst, men trods alle forhåbninger og forventninger blev dens fremståen begyndelsen til dens fald.

Fiaskoerne blev mange. Tysklands Spartakister  i 1919, revolutionen i Ungarn samme år, Shanghai Commune fra 1927 var delvist inspireret af Paris Commune - de endte alle i blodbade. Det revolutionære Barcelona i 1936, og Frankrig i maj, juni 1968, man søgte begge steder en anderledes mere human måde at organisere samfundet på som mindede om de håb der blev næret i 1871 i Paris. Deres barrikader, bannere og slogans var spækket med ånden fra Commune, og dog blev også de kuet.

Eksemplet med Commune blev højlydt proklameret i Sovjetunionen og Folkerepublikken Kina. Lenin skulle have danset af glæde i sneen den dag Bolschevik staten havde eksisteret længere end Commune. Selvsamme Lenin skulle i The State and Revolution skrive, at “det er stadig nødvendigt at undertrykke bourgeoisiet og knuse dens modstand. Dette var især nødvendigt for Commune og en af grundene til at dens nederlag var at man ikke gjorde det med tilstrækkelig beslutsomhed.” Den “beslutsomhed” han havde i tanke var symboliseret i en Stat der var det modsat af Commune lige til denne Stat kom i problemer der førte til døden ved at man gjorde knuste al opposition og udviklede et politisk apparat der ikke holdt sig tilbage med af fængsle og slå sine fjender ihjel. 

Den Russiske Revolutions overlevede ikke i 72 dage, men i 75 år - et helt menneskeliv. I den proces valgte man at overleve ved at tage alle nødvendige midler i brug. Gik til diktatur, slå millioner af egne borgere ihjel lade resten underkaste sig socialismens åg. Den vej der gav løfter om en retning for menneskeheden blev i stedet en blind vej. 

Kina gik det ikke meget bedre. I 1927 var der et Pariserkommune lignende forsøg i Shanghai der mislykkedes. Men 17 år efter at være kommet til magten skabte Mao i skyggen af Commune Den Store Proletariatets Kultur Revolution. Det gjorde han i et forsøg på at udjævne Commune’s ødelæggelse af de eksisterende bureaukrati og som resulterede i millionvis af døde, at Kinas økonomi blev smadret, hungersnød og endog kannibalisme.

Kulturrevolutionens vanvittige tiltag førte til en afsky for socialismen i Kina der førte direkte til den brutale kapitalisme der har erstattet den Maoistiske stat.

https://www.tabletmag.com/sections/history/articles/anniversary-paris-commune-mitchell-abidor

Mitchell Abidor is a writer and translator who has published over a dozen books on French radical history.

Åbenbarer videnskaben den absolutte sandhed om virkeligheden?

 

• 
  

Åbenbarer videnskaben den absolutte sandhed om virkeligheden?

 

Ethan Siegel

Indledning: 

• For at en hypotese, idé eller endda en kendsgerning eller lov kan blive en videnskabelig sandhed, skal den bestå en enorm mængde beviser og en række grundige tests for at nå dertil. Men det, vi kalder en "videnskabelig sandhed", er meget forskelligt fra vores almindelige idé om sandt vs. falsk eller rigtigt vs. forkert. Selvom videnskaben altid søger sandheden, kan ingen af ​​dens konklusioner nogensinde betragtes som absolutte. Ikke desto mindre er den, på trods af denne begrænsning, den bedste guide til virkeligheden, vi har.

Vi taler ofte om at søge efter sandhed i verden og finder os selv i konflikt med mennesker, der søger den anderledes end vi gør. Men på mange måder er den menneskelige videnskabelige bestræbelse den ultimative stræben efter sandhed: sandheden om vores virkelighed, som den deles af hver og en af ​​os. Ved at stille den naturlige verden og universet spørgsmål om sig selv, søger vi at få en forståelse af:

+hvordan universet er,

+hvad reglerne er, der styrer det,

+og hvordan tingene blev, som de er i dag.

Videnskab er hverken en samling af fakta eller blot en proces, men snarere kombinationen af ​​begge dele. Videnskab er på én gang den fulde pakke af viden, som vi får ved at observere, måle og udføre eksperimenter, der tester universet, såvel som den proces, hvorigennem vi udfører disse undersøgelser og forfiner vores konklusioner baseret på et stadigt stigende datasæt.

Det kan være let at se, hvordan vi får viden fra denne bestræbelse, men det er mindre klart, hvordan denne viden fører til en tilnærmelse af "sandheden" om vores virkelighed. Hvordan når forskere frem til ideen om en videnskabelig sandhed? Når vi når dertil, hvor tæt beslægtede er disse videnskabelige sandheder så med vores forestillinger om "absolut sandhed"? Og mere eksplicit, hvad er grundlaget for, at vi videnskabeligt afgør, om noget er sandt eller usandt? Hvorpå vi videnskabeligt afgør, om noget er sandt eller usandt?

Når vi taler videnskabeligt, er begrebet "sandhed" noget helt andet end den måde, vi bruger det i vores daglige tale og erfaring. Her er, hvordan man forstår den videnskabelige anvendelse af ordet sandhed, herunder hvad det betyder og ikke betyder for vores virkelighed.

En af de store gåder i 1500-tallet var, hvordan planeter bevægede sig på en tilsyneladende retrograd måde. Dette kunne enten forklares gennem Ptolemaios' geocentriske model (venstre) eller Kopernikus' heliocentriske model (højre). At få detaljerne korrekte med vilkårlig præcision var dog noget, ingen af ​​dem kunne. Begge modeller har ringe forudsigelseskraft; de kunne ikke detaljere orbitale egenskaber for en hypotetisk yderligere planet på samme måde som en mere konkret fysisk teori, som Newtons eller Einsteins tyngdekraft, senere ville gøre.

Lad os overveje følgende udsagn: "Jorden er rund."

Hvis du ikke er videnskabsmand (forudsat selvfølgelig, at du heller ikke er fladjords-tilhænger), tænker du måske, at dette udsagn er uangribelig. Du tænker måske på "Jordens rundhed" som et udsagn, der er fuldstændig videnskabeligt sandt. Under de fleste omstændigheder bør disse instinkter betragtes som korrekte. Faktisk er det at sige, at "Jorden er rund", både en gyldig videnskabelig konklusion og også en etableret videnskabelig kendsgerning, især hvis det, du gør, er at kontrastere en rund Jord med en flad Jord.

Der er dog altid en ekstra nuance og forbehold i spil, især hvis du er villig til at se på problemet med større sans for detaljer end det simple "rund vs. flad" spørgsmål. Hvis du skulle måle Jordens diameter på tværs af vores ækvator, ville du få en bestemt værdi: 7926 miles (eller 12.756 km). Hvis du derefter målte diameteren i en anden retning, fra nordpolen til sydpolen, ville du få en lidt anden værdi: 7901 miles (12.714 km). Disse forskelle er små, på omkring 0,3%, men de er meget reelle. Jorden er ikke en perfekt kugle, men har snarere en næsten sfærisk form, der buler ud ved ækvator og er komprimeret ved polerne: det, der er kendt som en oblat sfæroide.

Jordens diameter ved ækvator er 12.756 km, mens den ved polerne kun er 12.714 km. Du er 21 kilometer tættere på Jordens centrum ved Nordpolen end du er ved ækvator. Denne forskel skyldes i høj grad Jordens rotation om sin akse og viser sig som en vigtig effekt i Jordens tyngdefelt, der varierer med breddegraden.

For en videnskabsmand illustrerer eksemplet med en rund Jord ekstremt godt de forbehold, der er forbundet med et udtryk som "videnskabelig sandhed". Når forskere bruger et udtryk som "videnskabelig sandhed", taler de ikke om sandhed i absolut forstand, men snarere om hvorvidt dette forsøg på en sandhed er en bedre tilnærmelse af vores virkelighed end noget andet alternativ, vi er nået frem til indtil videre. Jo, det er mere sandt, at Jorden er en kugle, end at Jorden enten er en skive eller en cirkel; i den forstand er Jorden rund.

Men det er ikke en absolut sandhed, at Jorden er en perfekt rund kugle, hvor alle punkter på overfladen er lige langt fra Jordens sande centrum. Det er mere korrekt at kalde Jorden en oblat sfæroide i modsætning til en kugle, for eksempel, da den form giver en mere præcis beskrivelse af Jordens form. Og hvis vi skal være så stringente som muligt, må vi erkende, at det at kalde Jorden en oblat sfæroide heller ikke nødvendigvis er den absolutte sandhed.

Der er overfladetræk på Jorden, der viser betydelige afvigelser fra en glat form, som enten en kugle eller en oblat sfæroide. Der er:

+bjergkæder,

+floder,

+dale,

+plateauer,

+dybe oceaner,

+skyttegrave,

´+højderygge,

+vulkaner,

og mange andre træk, der afviger fra "glatheden" på Jordens overflade. Der er steder, hvor landet strækker sig mere end 29.000 fod (næsten 9.000 meter) over havets overflade, og steder, hvor du ikke rører Jordens overflade, før du er 36.000 fod (11.000 meter) under havets overflade.

Fra en dybde på over 7.000 meter i Marianergraven arbejder undervandsfartøjet 'Jiaolong' på at fotografere levende planter og dyr langs havbunden i det vestlige Stillehav. Marianergraven er den dybeste levende fisk i verden og strækker sig helt ned til dybder på 8145 meter. Marianergraven indeholder den dybeste del af verdenshavene.

Eksemplet med at undersøge Jordens sande form og forfine vores modeller af den, så de bedre matcher den form, vi måler med større og større præcision, giver os et indblik i, hvordan forskere tænker om "sandheden" i virkeligheden. Desuden fremhæver det et par vigtige måder, hvor videnskabelig tænkning adskiller sig fra, hvordan vi tænker i daglig tale. Dette kan opsummeres i tre udsagn, som alle kan være ukendte for en ikke-videnskabsmand.

1. Begrebet "absolut sandhed" er ikke noget, vi bekymrer os om eller endda forsøger at bevise på en videnskabelig måde. Der er ingen absolutte sandheder i videnskaben; der er kun omtrentlige sandheder, og "godheden" af en sandhed afhænger af, hvor godt den stemmer overens med eksperiment, observation og det, vi måler.

2. Om vi ​​med rette kan betragte en udtalelse, teori eller ramme som sand (eller ej), afhænger af kvantitative faktorer og målte mængder af "hvor meget" i modsætning til kvalitative faktorer, såsom om et fænomen eksisterer eller ej. Jo mere nøje du undersøger eller måler de resultater, der tester dine kvantitative forudsigelser, jo mere robust kan din idé etableres (eller afkræftes) som en videnskabelig sandhed.

3. Og måske mest dybtgående er det, at enhver videnskabelig teori kun har et begrænset gyldighedsområde, som den er etableret over. Inden for dette område kan teorien ikke skelnes fra sand, uden for dette område er teorien ikke længere nødvendigvis sand, og den kan endda være kendt for ikke at være gyldig uden for det.

4. Dette repræsenterer en enorm forskel fra, hvordan vi almindeligvis tænker om fakta vs. fiktion, sandhed vs. løgn eller endda rigtigt vs. forkert.

Ifølge legenden blev det første eksperiment, der viste, at alle objekter faldt med samme hastighed, uanset masse, udført af Galileo Galilei på toppen af ​​Det Skæve Tårn i Pisa. To objekter, der falder i et tyngdefelt, vil, i fravær af (eller bortset fra) luftmodstand, accelerere ned til jorden med samme hastighed og tilbagelægge en afstand, der er proportional med den tid, den er i frit fald, i anden potens. Kuglen "adskiller" sig heller ikke fra tårnet, hvilket nogle (fejlagtigt) forventede ville have været tilfældet, hvis Jorden roterer.

Hvis du for eksempel taber en bold på Jorden, kan du stille det kvantitative, videnskabelige spørgsmål om, hvordan dens bevægelse vil opføre sig. Ligesom alt andet på Jordens overflade kan vi være sikre på, at bolden, når den først er tabt (eller i frit fald), vil accelerere nedad med 9,8 m/s² (32 ft/s²). Dette er et godt svar set fra en videnskabsmands perspektiv, fordi det er så nyttigt, når vi er på Jordens overflade og har at gøre med de små accelerationer og lave hastigheder, vi er vant til at opleve. Videnskabeligt set er denne beskrivelse af en tabt bolds bevægelse en god tilnærmelse til sandheden om, hvad der observeres.

Inden for videnskaben kan man dog begynde at se dybere, og en mere omfattende overvejelse af problemet vil føre til, at man opdager, hvor (og hvordan) denne tilnærmelse ikke længere er sand. Hvis man udfører dette eksperiment ved havniveau, på forskellige breddegrader, vil man opdage, at accelerationen ved Jordens overflade faktisk varierer afhængigt af, hvor man befinder sig: fra 9,79 m/s² ved ækvator til 9,83 m/s² ved polerne. Hvis man rejser til højtliggende områder, vil man opdage, at accelerationen langsomt begynder at falde, mens accelerationen øges på dybere dybder. Og hvis man helt forlader Jordens tyngdekraft, vil man opdage, at denne regel slet ikke er universel, men snarere erstattes af en mere generel regel: loven om universel tyngdekraft.

Denne plakat illustrerer Apollo-missionens baner, muliggjort af Månens tætte nærhed til os. Newtons universelle gravitationslov er, på trods af at den er blevet erstattet af Einsteins generelle relativitetsteori, stadig så god til at være omtrent sand på de fleste solsystemskalaer, at den indkapsler al den fysik, vi har brug for for at rejse fra Jorden til Månen, kredse om den, lande på dens overflade (hvis vi ønsker det) og vende tilbage. Isaac Newton gjorde faktisk det meste af køreturen.

Hvad angår videnskabelige love, er denne endnu mere generelt sand. Newtons universelle gravitationslov kan forklare alle succeserne med "den runde Jord", som modellerer Jordens acceleration som en konstant, men den kan også gøre meget mere. Den kan beskrive kredsløbsbevægelsen af ​​måner, planeter, asteroider og kometer i solsystemet, samt give succesfulde forudsigelser for, hvor meget du ville veje på nogen af ​​de planeter, måner eller dværgplaneter, der er til stede. Den samme lov beskriver også, hvordan stjernerne bevæger sig rundt inde i galakser, og giver os endda mulighed for at forudsige, hvordan man sender en raket for at nå, kredse om og endda lande mennesker på Månen, hvilket giver ekstraordinært nøjagtige baner.

Men selv Newtons lov har sine grænser for, hvor godt den kan tilnærme sig sandheden om vores virkelighed. Når du:

+bevæger dig tæt på lysets hastighed,

+eller kommer meget tæt på en ekstremt stor masse,

+eller vil vide, hvad der sker på kosmisk skala (som i tilfældet med det ekspanderende univers),

kan Newton og hans lov om universel tyngdekraft ikke hjælpe dig. Til det formål er du nødt til at overgå Newton, hvis du vil have et svar, der stemmer overens med det, vi observerer og måler. I begyndelsen af ​​det 20. århundrede var det netop overvejelser som denne, der førte menneskeheden til at bevæge sig videre end Newton og i stedet omfavne Einsteins generelle relativitetsteori

En illustration af gravitationslinser viser, hvordan baggrundsgalakser – eller enhver lysbane – forvrænges af tilstedeværelsen af ​​en mellemliggende masse, men den viser også, hvordan selve rummet bøjes og forvrænges af tilstedeværelsen af ​​forgrundsmassen. Når flere baggrundsobjekter er justeret med den samme forgrundslinse, kan flere sæt af flere billeder ses af en korrekt justeret observatør, eller endda en "Einstein-ring" i tilfælde af perfekt justering. Hvis en forbigående begivenhed, som en supernova, indtræffer i baggrundsgalaksen, vil den forekomme med tidsforsinkelser i de forskellige billeder.

For at finde baner for partikler, der bevæger sig tæt på lysets hastighed, eller for at opnå meget præcise forudsigelser for Merkurs bane (solsystemets nærmeste og hurtigste planet), eller for at forklare den gravitationelle bøjning af stjernelys fra Solen (under en formørkelse) eller fra en stor massesamling (som i tilfældet med gravitationslinser ovenfor), giver Einsteins teori forudsigelser, der matcher det, vi observerer og måler, hvorimod Newtons ældre lov om universel gravitation fejler. Faktisk er hver observations- eller eksperimentel test, vi har udført på den generelle relativitetsteori, fra gravitationsbølger til selve rummets billedtræk, bestået med bravour.

Dette viser tydeligt, at Einsteins generelle relativitetsteori har mere forklarende kraft og er en bedre tilnærmelse af virkeligheden end alle de forsøg på at beskrive gravitation, der kom før den. Men betyder det, at Einsteins generelle relativitetsteori skal tages som "den videnskabelige sandhed"?

Når man anvender det på disse specifikke scenarier, er det absolut sandt i den forstand, at uanset hvor vi har været i stand til at teste det, har disse tests været i overensstemmelse med den generelle relativitetsteoris forudsigelser. Der er dog scenarier og omstændigheder, vi kan overveje, som alle endnu ikke er tilstrækkeligt testet, og hvor vi fuldt ud forventer, at den generelle relativitetsteori ikke vil give kvantitativt nøjagtige forudsigelser.

Selv to sorte huller, der smelter sammen og er en af ​​de stærkeste kilder til gravitationssignaler i universet, efterlader ikke en observerbar signatur, der kan undersøge kvantegravitation. For at opnå det, bliver vi nødt til at lave eksperimenter, der enten undersøger relativitetsteoriens stærke feltregime, dvs. nær singulariteten, eller som udnytter smarte laboratorieopstillinger, der kan undersøge grænserne for klassisk generel relativitetsteori.

Der er mange spørgsmål, vi kan stille om virkeligheden, som kræver, at vi forstår, hvad der sker, hvor tyngdekraften er vigtig, eller hvor rumtidens krumning er ekstremt stærk: lige præcis der, hvor man gerne vil sætte Einsteins teori på den kritiske prøve. Men når de afstandsskalaer, man tænker på, også er meget små, er det ikke kun Einstein (og klassisk generel relativitet), der bør komme i spil; man forventer også, at kvanteeffekter er vigtige. Under disse forhold burde generel relativitetsteori alene ikke være i stand til at forklare hele spektret af, hvad vi forventer vil ske. Nogle spørgsmål, der kræver viden om tyngdekraften ud over Einsteins teori, omfatter følgende:

+Hvad sker der med en elektrons tyngdefelt, når den passerer gennem en dobbeltspalte?

+Hvad sker der med informationen fra de partikler, der kollapser og danner et sort hul, hvis det sorte huls endelige tilstand er at henfalde til termisk stråling?

+Og hvordan opfører et tyngdefelt/en tyngdekraft sig ved og omkring en singularitet?

Einsteins teori vil ikke bare give forkerte svar; den vil slet ikke have nogen fornuftige svar at tilbyde. I disse regimer ved vi, at vi har brug for en mere avanceret teori, såsom en gyldig kvantegravitationsteori, til at fortælle os, hvad der vil ske under disse omstændigheder.

På overfladen af ​​det sorte hul kan der være bits (eller kvantebits, dvs. qubits) af information, proportionalt med begivenhedshorisontens overfladeareal. Når det sorte hul henfalder, henfalder det til en tilstand af termisk stråling. Efterhånden som stof og stråling falder ind i det sorte hul, vokser overfladearealet, hvilket gør det muligt at indkode denne information med succes. Når det sorte hul henfalder, vil entropien ikke falde, men snarere forblive konstant, da Hawking-stråling er en entropibevarende (adiabatisk) proces. Hvordan eller om denne information er indkodet i den udgående stråling er endnu ikke fastslå

Vores forståelse af gravitation er ikke fuldstændig; vi har ikke nået en forståelse, der er forenelig med begreber som "absolut sandhed" eller et fuldt ud nøjagtigt, omfattende og komplet billede af virkeligheden. Ja, masser på Jordens overflade accelererer nedad med 9,8 m/s², men det forklarer ikke alt. Hvis vi stiller de rigtige spørgsmål eller udfører de rigtige observationer eller eksperimenter, kan vi finde ud af, hvor og hvordan denne beskrivelse af virkeligheden ikke længere er en god tilnærmelse af sandheden, og identificere, hvor den bryder sammen.

Newtons love kan forklare tyngdeaccelerationen på Jordens overflade og mere, idet de tager højde for alle de observerede fænomener af objekter nær Jordens overflade samt mange andre, men den er heller ikke fuldstændig. Vi kan finde observationer og eksperimenter, der viser os, hvor Newton også er utilstrækkelig.

Selv det at erstatte Newtons love med Einsteins generelle relativitetsteori fører til den samme historie: Einsteins teori kan med succes forklare alt, hvad Newtons kan, plus yderligere fænomener. Nogle af disse fænomener var allerede kendte, da Einstein konstruerede sin teori; andre var endnu ikke blevet testet eller endda udtænkt. Vi kan dog være sikre på, at selv Einsteins største bedrift en dag vil blive overgået. Når det sker, forventer vi fuldt ud, at det vil ske på præcis samme måde: ved at undersøge et regime, hvor den generelle relativitetsteoris forudsigelser ikke stemmer overens med, hvad vi observerer og måler virkeligheden til at være.

Kvantegravitation forsøger at kombinere Einsteins generelle relativitetsteori med kvantemekanik. Kvantekorrektioner til klassisk gravitation visualiseres som løkkediagrammer, som det vist her i hvidt. Alternativt er det muligt, at gravitation altid er klassisk og kontinuerlig, og at kvantefeltteorien, ikke den generelle relativitetsteori, skal modificeres. En fundamental uforenelighed mellem kvantefysik og generel relativitetsteori har længe været anerkendt, men er endnu ikke blevet tilfredsstillende løst.

Videnskab handler ikke, på trods af manges påstande, om at finde universets absolutte sandhed. Uanset hvor meget vi gerne vil vide, hvad virkelighedens grundlæggende natur er, fra de mindste subatomare skalaer og derunder til de største kosmiske og videre, er dette ikke noget, videnskaben kan levere. Alle vores videnskabelige sandheder er altid kun foreløbige, og vi må erkende, at de blot repræsenterer vores bedste modeller for den nuværende tilnærmelse af vores observerede, fælles virkelighed.

Selv de mest succesfulde videnskabelige teorier, man kan forestille sig, vil i sagens natur have et begrænset gyldighedsområde, som de gælder over. Vi er dog frie til at teoretisere, hvad vi vil, og lade vores fantasi få frit løb, når det kommer til at udtænke potentielle scenarier for en videnskabelig revolution. Når alt kommer til alt, når en ny teori opfylder følgende tre kriterier:

+den opnår alle succeserne fra den fremherskende, præeksisterende teori,

+den lykkes, hvor den nuværende teori vides at fejle eller være utilstrækkelig,

+og den laver nye forudsigelser for hidtil umålte fænomener, der er forskellige fra den tidligere teori, som derefter ender med at bestå de kritiske observations- eller eksperimentelle tests,

den vil erstatte den nuværende som vores bedste tilnærmelse til en videnskabelig sandhed. Når alle tre af disse betingelser er opfyldt, er en videnskabelig revolution næsten uundgåelig.

Hele vores kosmiske historie er teoretisk velforstået, men vanskelig at skildre i et statisk, 2D-billede. Universets nuværende udvidelseshastighed og energisammensætning er relaterede, hvilket er grunden til, at de fleste moderne illustrationer af vores kosmiske historie har en rørlignende form: hvor de ofte (tvivlsomt) skildrer en indledende singularitet, en periode med inflation og derefter en langsommere udvidelse, der ændrer sig med tiden, mens vores univers udvikler sig. Intet enkelt diagram koder alle disse detaljer korrekt, inklusive det, der er vist her, som synes at opretholde en konstant "størrelse" for universet, hvilket er i modstrid med virkeligheden.

Alle vores nuværende "videnskabelige sandheder," fra standardmodellen for elementarpartikler til Big Bang til mørkt stof og mørk energi til kosmisk inflation og videre, er kun foreløbige. De hyldes som sandheder i dag, fordi de beskriver universet ekstremt præcist og fungerer selv i regimer, hvor alle tidligere rammer har fejlet. Alligevel har de alle begrænsninger for, hvor langt vi kan tage deres implikationer, før vi når et punkt, hvor deres forudsigelser ikke længere er fornuftige, eller ender med ikke længere at beskrive virkeligheden. Det, vi kunne kalde en "videnskabelig sandhed", er ikke en absolut sandhed, men snarere kun en omtrentlig, foreløbig sandhed, omend den bedste til at beskrive virkeligheden på nuværende tidspunkt.

Desuden findes der ikke et eksperiment, der nogensinde kan bevise, at en videnskabelig teori er sand; sådan fungerer videnskab ikke. Vi kan kun demonstrere, at en teoris gyldighedsområde enten kan udvides til at dække tidligere uafprøvet terræn, eller at den ikke formår at strække sig ind i det område, vi tester den i for nylig. En teoris manglende evne til at give forudsigelser, der matcher observationer, er faktisk den ultimative videnskabelige succes: en mulighed for at finde en endnu bedre videnskabelig sandhed, der kan tilnærme sig virkeligheden. Som den legendariske fysiker Enrico Fermi udtrykte det:

"Der er to mulige udfald: Hvis resultatet bekræfter hypotesen, har du foretaget en måling. Hvis resultatet er i modstrid med hypotesen, har du gjort en opdagelse."

Når vi opdager, at vores nuværende forståelse er utilstrækkelig til at forklare alt, hvad der findes derude, ja, så betyder det, at videnskaben tog fejl. Det er dog ikke en videnskabelig fiasko, det er at tage fejl på den bedst tænkelige måde: på en måde, der kun kan føre til en overlegen videnskabelig ramme og et bedre svar på det videnskabelige spørgsmål om sandhederne i vores fælles fysiske virkelighed.

Denne artikel blev første gang udgivet i august 2022. Den blev opdateret i december 2025.

https://bigthink.com/starts-with-a-bang/science-absolute-truth/?utm_source=substack&utm_medium=email&utm_campaign=swab