Klimakulten svigter og ødelægger Europa

Thomas Kolbe

Vejen er allerede lagt klar; i de kommende år vil EU og medlemsstaterne få både virksomhederne og forbrugerne til at betale endnu mere for CO2 udledninger. Bestyrelsesformand for BASF Markus Kamieth advarer om det enormt destruktive ved denne politik. 

Sandheden går på listefødder - det vidste Friedrich Nietzsche allerede. Og tilsyneladende bruges samme taktik om den europæiske klimapolitik; langsomt men uundgåeligt dukker virkeligheden om de sande omkostninger ved den grønne omstilling og dens indflydelse på Tysklands industrielle grundlag op.

Den 29. oktober stod BASF’s CEO Markus Kamieth foran pressen ved den kvartårlige præsentation af resultaterne. Det han meddelte var endnu et iskoldt brusebad for enhver, der stadig håber på et nyt økonomisk mirakel..

Svage resultater i et stabilt miljø

Verdens største kemiske virksomhed rapporterede om en 3% nedgang i indtjening i tredje kvartal 2025 sammenlignet med sidste år, samtidig faldt EBITDA med 5%. BASF er under massivt pres og har allerede skåret 1400 jobs væk for at imødegå de øgede omkostningers pres.

BASFs tal skal ses på baggrund af en langsom bedre økonomisk cirkel globalt set. U.S. økonomien der vokser med næsten 4% betyder øget efterspørgsel. Økonomierne i Kina og Indien fortsætter med at vokse dynamisk især i sektorer der er vigtige for den kemiske industri. 

Samtidig med at den globale økonomi øger momentum - fortsætter BASF - som så meget andet i Tysklands kemiske sektor og bredere industribrancher at miste fodfæste.

Virksomhedens hovedkvarter i Ludwigshafen er hårdest ramt. De 33000 ansattes fremtid er usikker.

Kritik af klimakursen

Kamieth var overraskende direkte under præsentationen. I tilgift med at kritisere EUs handelspolitik og de stigende energiomkostninger i Tyskland, åbnede han et sjældent diskuteret sår: EUs klimapoitik.  

Kamieth talte ikke søde ord ved at kalde handelssystemet i EU om udledninger for hvad det er: Et angreb på Europas industrielle grundlag.  

For BASF alene er den nuværende klimakurs i CO2 handel uforandret, med årlige ekstra omkostninger på cirka 1 milliard Euros og som stiger fra 2027 og fremover, når undtagelser er fjernet - omkostninger udelukkende lagt på Europas industri, mens resten af verden ikke behøver være med. 

Kamieth borede i det åbne sår. EU industrien er finansielt trykt i bund af en ideologiseret CO2 politik. Af industrialisering er - selvom der ikke tales om det eller det underbetones - resultatet af Bruxelles politik og deres nationale kontrollanter, hvis eneste svar eller snarere modsvar på deres selvpåførte katastrofe er endnu flere subsidier.

Sjælden kritik

Kritik af denne planlagte klimakatastrofe for industrien er sjælden. Des mere bemærkelsesværdigt er ordene fra BASF bestyrelsesformanden - blot to uger efter den skarpe kritik fra  Evonik bestyrelsesformand Christian Kullmann. Begge sender deres advarsler direkte til samme adresse: Europæisk enegang i klimapolitik. 

Kullmann opfordrede også til en omfattende reform for handel med CO2 emissioner -- eller helt sløjfe systemet. Åbenlyst kaldte han det “økonomisk galskab.” 

Begge bestyrelsesformænd forstår den globale konkurrence. Og de ved: Ingen vil følge Bruxelles linje.

.Klimakluben bliver mere og mere isoleret

Den globale klimaklub bliver i stadig større grad isoleret. Ved COP30 i Brasilien, bekræftes at U.S. forlod Paris Aftalen og at selv førende industrinationer ikke længere følger Europas skub for CO2 dominans.

Denne udvikling slår skår i troen på en enkelt CO2 dreven klimaforandring - et signal den europæiske klimapolitik ikke kan skjule.

Både COP30 og de stadig hyppigere EU klimatopmøder afslører, hvor langt myndighederne vil gå for at hindre at disse udfordringer med tvivl slår rod i offentlighedens bevidsthed..

For meget er i spil: Den gigantiske CO2 skattemaskine, der i de kommende år er designet til at overføre enorme midler til primært Bruxelles centrale EU apparat. 

Jernbeklædt medie tæppe

Situationen ligner den om kernekraft. Bag et jerntæppe over medierne spundet af det politiske-medie kompleks om denne energikilde, forbliver det tyske folk i uvidenhed om at kernekraft er ved at få et globalt comeback - med næsten dobbelt kapacitet i løbet af tre årtier. 

Tavsheden i klimapolitik har været med en høj pris - gennem klima omfordelingsmaskineriet, der i stadig større grad lammer store dele af økonomien..

Det årlige omfang af handel med CO2, anslås til blive tredoblet til cirka 100 miliarder euros i de kommende år, plus CO” skatter og andre klimaafgifter der allesammen rammer forbrugerne..

For eksempel, overvej at flyafgifterne bogstavelig talt vil udslette Tyskland fra kortet som en rejselokation.

Enorme økonomiske tab

Den faktiske kapital fejlallokering påtvunget ved klimapolitik og lovgiverne gør det vanskeligt at sætte præcise tal på. Vi har at gøre med en stribe skatter, subsidier, fiskale fordele, skjult støtte og prisgarantier. 

Alligevel er det realistisk at vurdere det til at cirka 4--5% af BNP brændes af udenfor markedsmekanismen. 

Med udvidelsen af handelssystemet og den massive øgning i klima subsidier vil Tyskland miste €150--200 milliarder i produktionskapital om året. Det er derfor ingen overdrivelse at kalde Bruxelles klimapolitik en maskine der giver fattigdom - en der på systematisk vis dræner Europas industrielle base i den globale konkurrence

Vi er vidner til en øget centralisering af politisk magt i Bruxelles -- retfærdiggjort af det moralske imperativ med kuldioxid - en hel civilisation bøjer sig for klimakulten. 

Image: Pixabay

https://www.americanthinker.com/articles/2025/11/the_climate_cult_fails_europe.html

 

AI og robotter kan gøre kvinder lykkeligere

Noel S. Williams

I store træk er kvinder mindre lykkelige, end de plejede at være. Der er stadig flere beviser på, at de også er mindre lykkelige end mænd: Se her, her, og her. Det kunne se ud til, at deres mindre tilfredse tilstand er sammenfaldende med deres ambitioner. Og, bliver det meget værre - eller måske vil det blive meget bedre?

AI-relateret produktivitet giver løfte om, på drastisk vis, at reducere behovet for rutinearbejde. Kvinde-relaterede jobs er i særlig grad modtagelige for at blive erstattet af AI agenter og robotter. Der er allerede teknologiske forbedringer indført i jobs som kvinder hælder mod, såsom kundeservice og administrations rutiner, for eksempel. 

AI image provided by Noel S. Williams.

Som kontrast er håndværkerjobs og konstruktionsjobs, der ofte besættes af mænd, på en eller anden vis mindre modtagelige for automatisering, især de som har med en fysisk indsats, opgaver at gøre, såsom lægge kabler til internet, designe datacentre for at facilitere og fremme AI, installere rør til ledninger og generel bygningskonstruktion dog med intellektuelt arbejde som f.eks. ingeniører.

Da nu, måske, kvinderelaterede jobs uden for hjemmet er færre i en AI domineret arbejdsstyrke, kan kvinder måske se sig selv benytte deres naturgivne talenter hjemme. Det, til trods for den falske feministiske propaganda, er det ultimativt mest vigtige arbejde af alle. Det kan være den lim der holder civil samfundet sammen.  

Og hvorfor så det?: For at en republik, bygget over en forfatning, kan trives, er der brug for velinformerede voksne med et mål for at fortsætte den oplyste regeringsledelse. Som Benjamin Franklin antydede i sit svar på et spørgsmål fra Elizabeth Willing Powel, kræver det masser af arbejde at fastholde en robust republik. Hvis ikke vil uvidenhed, og pøbelstyre (noget vores Founding Fathers afskyede) fordømme os til at være en anarkistisk stat. (se blot på de Democrat styrede byer). Således har vi brug for ikke kun flere amerikanske babyer, vi har også brug for flere dedikerede forældre til at opfostre, opdrage respektfulde børn forpligtet til Amerikas arv, som Jordens håb. 

Fup feminister kan skrige alt det de orker, som i denne bizarre scene (de fleste er skøre kvinder, skønt der er nogle få mænd der ligner piger). Ikke desto mindre har naturen ikke kun bestemt, at det kun er kvinder der kan få babyer, men den altomfattende virkelighed er, at kvinder har den nedarvede evne til at være mere omsorgsfulde. Og det er i de roller, som er nærmere knyttet til naturens imperativer, hvorfra tilfredshed flyder. Ved at ønske mindre (ifølge fup feminist standard) vil de få mere. Heldigvis for dem (og de af os der helst vil undgå skingre skrig) vil AI og robotter gøre mere.

Frem for at bevare deres ulykkelige tilstand ved at kæmpe i fysisk udfordrende jobs burde de ikke være angste for de teknologisk betingede mulighed. Robotter vil blive oplært i madlavning, rengøring og vasketøj og folde tøjet. Plus hvis de går ned, så er husmoderen klar til at tage over.

Skrige klubber som kvinder uforholdsmæssigt voldsomt flokkes om for at få, (eller ikke få) midlertidig lettelse for deres stress, og sandsynligvis kommer de tilbage næste uge for endnu en gang skrigeri. måske har de en frustreret ægtemand med i snor bliver ikke nødvendige. 

Imidlertid, hvis de teknologiske fremskridt giver dem lov til at trives i hjemlige omgivelser (frem for at stræbe efter konstant at bevise for sig selv at de kan klare sig i uforenelige jobs, der kræver nødvendige fysiske krav) kan de måske så endelig få knækket deres ulykkelige vibrationer der påføres dem gennem fup feminisme.

Se blot på denne glade husmor der læser for sin datter mens en robotstøvsuger knokler. Ingen brug for at skrige, da hun opfylder det vigtigste arbejde af alle. Flere avancerede ting er på vej; faktisk er der potentiale for at robotter automatiserer husholdningsopgaver som støvsugning, gulvvask, og vinduespolering. Det burde være en hjælp til mere dedikeret hjemmeskoling. 

https://www.americanthinker.com/blog/2025/11/ai_and_robots_may_make_women_happier.html

Miste min religion - et tungt kors at bære

 

Miste min religion

Nogle gange gør det at bære et tungt kors det svært at være troende – eller medlem af kirken.

M. Walter

Da min bror døde, var min første reaktion: "Hvad skal vi gøre med hans tøj?" Jeg var tolv år gammel og sad sammen med min mor på fløjls-sofaen i det værelse, man kun går ind i, når der kommer gæster. Hun havde sat mig ned, da jeg vågnede den morgen, for at fortælle mig, at min nittenårige bror var død natten over af de skader, han havde pådraget sig i en en-bilulykke ugen før. "Gud tog Nathaniel,"* sagde hun. 

Det, jeg følte overvældende, da jeg hørte nyheden, var ... lettelse. Jeg var glad for, at han var død. Jeg kunne ikke fortælle det til min mor eller far. Jeg kunne ikke fortælle det til nogen. Men jeg var enormt lettet. Hvorfor? Fordi min bror havde misbrugt mig seksuelt i årevis. Jeg har levende minder om at blive slæbt op ad trappen – han trak mig i armene, mens mine hæle ramte hver trappe – til sit værelse de lørdag aftener, hvor mine forældre insisterede på, at han skulle passe mig, når de gik ud med venner. Jeg har blokeret en god del af det, men jeg har glimt af erindringer, og de er forfærdelige, det er alt, hvad jeg vil sige her, om formålet med denne artikel.

Hans død, ja hans liv, påvirkede mit forhold til Gud alvorligt, og det, der skete med mig på min vej til helbredelse, har permanent ødelagt mit forhold til den katolske kirke.

I mit tolvårige sind skulle man elske Gud, ellers hvorfor gide at prøve så hårdt på at være god? Og hvordan kunne jeg elske en Gud, der havde bragt så meget smerte til min familie? Dette logiske fængsel skyldtes uden tvivl min (højtfungerende) autisme, som du sikkert ved, kommer med rigid tænkning. (Det er svært for os at bryde ud af logiske fængsler. Eller i det mindste det, der virker logisk for os.) Og Gud havde såret mine forældre, som jeg elskede.

Senere, efter at have udviklet noget af den selvtillid, der følger med modenhed, sammen med dens ledsagende selvbevidsthed, konkluderede jeg, at jeg ikke kunne elske en Gud, der ville lade mig blive såret, som min bror havde såret mig i så mange år. Desuden kunne jeg ikke elske en Gud, der ville efterlade en ung pige med en så dårlig samvittighed over at føle sig så lettet over, at hendes plageånd var død. Det hele var ét stort virvar af kærlighed, skyld og skam. Så meget skam.

Jeg er for nylig fyldt 60, og mine forældre er nu døde. Man skulle tro, at jeg nu måske har fundet vej tilbage til Gud, og det har jeg for det meste, bare ikke til nogen kirke. Jeg har en dyb, næsten instinktiv tro på et storslået design, på en enkelt, almægtig kraft for det gode, faderlige, som fødte universet og alle dets indbyggere. Det er alt sammen simpelthen for perfekt.

Den måde, alt dette hænger sammen på, er simpelthen for vidunderlig; der er så meget skønhed, så meget godt i verden, at jeg finder det utænkeligt, at der ikke var en guddommelig arkitekt.

Men den katolske kirke? Især nu, i betragtning af hvad vi nu ved om udbredt præstemisbrug? Hvordan skulle jeg overhovedet kunne vende tilbage? Det er ... ulogisk for mig.

Men det er kun én kirke. En kirke, enhver kirke, er en menneskeskabt konstruktion. Dette har efterladt mig på afdrift. Jeg veg tilbage ved "min vej eller landevej"-afpresningen om, at "den eneste vej til himlen er gennem Jesus". Jeg kan ikke lide den afpressende natur af det, og det holder mig ude af mange kirker. For hvad med hinduerne? Buddhisterne? Jeg kan bare ikke tro, at store dele af menneskeheden vil blive nægtet det evige livs herlighed, fordi deres vej til Gud, til vores Højeste Væsen, ikke var dette eller hint menneskeskabte "brand". Og du vil aldrig overbevise mig om, at kirker ikke præcis er det: brands.

Og hvis de alle bare er det, så vil du aldrig overbevise mig om at frygte for min evige sjæl, bare fordi en eller anden mand siger det. Du kan se boksen, det logiske fængsel jeg er i, i hvert fald den måde mit sind fungerer på, den måde jeg har konstrueret det her.

Men jeg misunder dem med tro og et åndeligt hjem til at udtrykke den. Hvis du har det, hvis du har en kirke, misunder jeg dig. Jeg har vandret i den åndelige vildmark, siden jeg var tolv, og jeg ville elske at komme "hjem". Jeg bliver bare ved med at ramme mursten med "vågnede" eller den "min vej eller motorvej"-afpresning, jeg nævnte, eller en anden menneskeskabt udsmykning af dette eller hint trossamfund, der er skadelig eller useriøs for mig.

Og selvom jeg vil læse de kommentarer, som denne artikel helt sikkert vil bringe ind, og værdsætte invitationerne til denne eller hin kirke, så vid venligst, at min tillidstank er ret lav på disse områder. Jeg ville bare have, at jer alle, med en aktiv tro og et åndeligt hjem, skulle vide, at jeg misunder jer. At ikke alle, der vandrer, er, som man siger, fortabte, i det mindste fuldstændigt. Måske er de ligesom mig; en troende uden et brand. Og måske er det min skæbne. Og hvis det er, beder jeg til, at jeg vil møde min Skaber med et fuldt og taknemmeligt hjerte og blive lykkelig i Hans nærvær en dag. Lige nu? Det er tilsyneladende for andre.

*Nathaniel var ikke hans rigtige navn.

**Angående præstemishandlingsskandalen: Jeg var et mindreårigt offer. Min mor havde anbefalet, at jeg skulle opsøge familiens præst, som havde været i vores hjem mange gange til søndagsmiddage, for at hjælpe mig med de "problemer", jeg havde med at sørge over min bror (ifølge min mor). Så jeg tog afsted.

Jeg havde faktisk tænkt, at jeg måske ville fortælle ham, hvad min afdøde bror gjorde ved mig. Men første gang jeg var der, krammede han mig så utroligt hårdt, at jeg ikke kunne slippe væk, da jeg trak mig tilbage. Dette skete bare et par gange mere, før jeg konkluderede, at det ikke bare var et uheld, og det var ved at blive skræmmende.

Man må elske ironien, ikke? Jeg tror, ​​jeg endelig ville betro mig til en præst om overgreb, og han er selv voldelig. Hans ansigt endte på forsiden af ​​min lokalavis som en af ​​de præster, der var involveret i skandalen på grund af hans langt mere seriøse interaktioner med andre, ikke mig.

Som en sidste bemærkning: Jeg har aldrig fortalt nogen om, hvad der skete med præsten, før ... lige nu. Ligesom jeg aldrig har fortalt nogen udover min mand og mine børn, hvad min bror gjorde mod mig, før ... lige nu. Det var på tide. Tiden var inde. Og jeg kunne ikke forestille mig en bedre gruppe mennesker at dele med end de tankefulde læsere af American Thinker.

Gud velsigne jer alle.

M. Walter blogs at www.mwalterwriter.com

https://www.americanthinker.com/articles/2026/02/losing_my_religion.html

De mentale mønstre, der holder dig tilbage Og hvordan vi kan bryde ud af dem

 

De mentale mønstre, der holder dig tilbage

Og hvordan vi kan bryde ud af dem

Anne-Laure Le Cunff

De fleste af de beslutninger, der former et liv, føles slet ikke som beslutninger. De føles som forventninger om at følge en bestemt vej, formet af forældre, samfundet og jævnaldrende, og drevet af internaliserede mønstre kaldet "kognitive manuskripter". Disse manuskripter styrer stille og roligt vores karrierer, forhold og følelse af succes og skubber os mod det, vi tror, ​​vi skal gøre, i stedet for det, vi rent faktisk ønsker. Neuroforsker Anne-Laure Le Cunff forklarer, hvordan det at bemærke din brug af ordet "burde" kan afsløre manuskriptet i aktion, og hvordan et subtilt skift kan åbne op for helt nye muligheder.

Styrken ved kognitive scripts 

Kognitiv script er en automatiseret, indlært mental plan for, hvordan man handler i typiske sociale situationer, baseret på tidligere erfaringer, som en slags "huskeregel" for handlinger (f.eks. at gå på restaurant, møde en ny person, eller at spise ude). Disse scripts fungerer som mentale skabeloner, der guider vores adfærd og forventninger, sparer mental energi, men kan også begrænse os, hvis de ikke passer til den aktuelle situation.

Et kognitivt (‘skitse’) script er et internaliseret adfærdsmønster, der fortæller os, hvordan vi skal, eller i det mindste hvordan vi tror, ​​vi skal, handle i bestemte situationer. De kan være meget nyttige til rutineopgaver og beslutninger i hverdagen. Kognitive scripts blev først opdaget i en banebrydende undersøgelse fra 1979, hvor forskere fandt ud af, at folk følger meget lignende scripts (huskeregler’)  i lignende situationer, såsom at gå til lægen eller på restaurant. Og siden da har de fundet disse kognitive scripts i alle områder af dit liv.

Til rutinemæssige hverdagsbeslutninger er kognitive scripts (‘skitser’) faktisk meget praktiske og nyttige. For eksempel ved du, at når du skal til lægen, skal du vente i venteværelset, og så vil nogen råbe dit navn, og så skal du ind på lægens kontor. Det er her, du begynder at fortælle dem om problemet, ikke? Og du ved, i hvilken rækkefølge du skal udføre alle disse forskellige handlinger. Fantastisk, nyttigt, og det er ret godt, at du ikke behøver at tænke over det, hver gang du går til lægen.

Efterfølgerscriptet

Et af disse manuskripter er Sequel-manuskriptet. ("sequel manuskript" er et manuskript,  der fortsætter, følger op på, en eksisterende historie (bog, film, spil osv.) og bygger videre på de originale karakterer og verden, men fokuserer på at skabe en ny, selvstændig fortælling med egen konflikt og udvikling) Det er manuskriptet, hvor vi føler, at vi altid har opført os på en bestemt måde, så vi vil blive ved med at opføre os på samme måde. Vi føler, at fortællingen skal give mening.

Det er manuskriptet, der får folk til at vælge karrierer, der er i tråd med det, de har studeret på universitetet. Det er manuskriptet, der får folk til at blive ved med at date den samme slags mennesker, som de har datet før. Generelt er det manuskriptet, der får os til at gentage præcis den samme adfærd og mønstre, som vi har haft tidligere. Især i forhold er det meget interessant, at vi ønsker, at efterfølgeren skal forbinde sig til den tidligere oplevelse. Det kan betyde at date præcis den samme type person eller vælge den næste person som svar på den, vi datede før. De kan ligne det stik modsatte, men sandheden er, at vi stadig vælger denne person baseret på følelsen af ​​kontinuitet med den tidligere oplevelse.

Med Sequel-scriptet er det ret tydeligt, hvorfor det begrænser de muligheder, vi kan udforske i livet. Fordi vi føler, at uanset hvilken beslutning vi træffer næste gang, skal den give mening i forhold til de beslutninger, vi har truffet tidligere. Vi ignorerer mange flere uventede beslutninger, der kan være muligheder for vækst, udforskning og selvopdagelse.

Crowdpleaser-scriptet eller følg mængden huskereglen

Et andet kognitivt script, der styrer vores liv, er Crowdpleaser-scriptet. Det er scriptet, hvor vi træffer beslutninger baseret på, hvad der vil glæde folk omkring os mest. Ofte er det mennesker som vores forældre. Vi træffer måske beslutninger baseret på, hvad der vil få dem til at føle, at du er tryg og succesfuld. Men publikum for Crowdpleaser-scriptet kan også være dine venner, din partner, dine kolleger.

.

Og hvad du ikke er klar over, når du følger Crowdpleaser-scriptet, er, at du ikke træffer beslutninger baseret på, hvad du ønsker, og hvad der ville gøre dig glad, men baseret på, hvad der vil gøre andre omkring dig glade.

Det episke script ‘heltefortællingen’

Endelig er der det episke skrift, og dette er meget snigende, fordi det faktisk hyldes i vores samfund. Det er scriptet, der siger, at uanset hvad du gør, skal det være stort, det skal være meget ambitiøst, det skal have en effekt. Alt mindre end det er fiasko.

Det episke skrift er en ekstrem version af ideen om at følge sine drømme. Og på grund af det har det skabt en form for stigma omkring at have et lille, enkelt liv. Et liv, der fokuserer på bare at være glad i nuet, være til stede, være forbundet og udforske sin nysgerrighed. For hvis du ikke har disse ydre tegn på succes, hvis du ikke følger din store passion, lever du så virkelig et meningsfuldt liv? Dette er det angstfremkaldende spørgsmål, der skabes af det episke script.

Når man tænker over det, er dette en meget kortfattet definition af succes, hvor vi forsøger at lægge alle vores æg i den samme kurv. Vi vælger én ting, og vi siger: "Hvis jeg lykkes med dette, så har jeg succes i livet." Problemet med dette er, at hvis vi fejler med dette specifikke projekt, dette specifikke mål, føler vi, at vi har fejlet fuldstændigt i livet. Og det andet problem med at lægge alle vores æg i den samme kurv er, at kurven nogle gange bare bliver for tung, og vi taber det hele på én gang.

Vores moderne hyperforbundne onlineverden har desværre gjort det episke skrift meget, meget populært blandt folk. Vi er blevet overdrevent besatte af at finde vores formål. Omtaler i bøger af udtrykket "find dit formål" er steget med 700 % i løbet af de sidste to årtier.

Det subtile skift til at overvinde kognitive scripts

Vi ser alle succeshistorier fra folk, der har fundet deres passion, og som er meget lykkelige som følge af dette. Vi ser iværksættere, der fulgte deres passion og havde stor succes, men vi ser ikke alle de tusindvis af andre, der har prøvet præcis det samme og fejlet. Dette kaldes overlevelsesbias, og det er meget uheldigt for, hvordan vi i dag baserer alle vores beslutninger og endda vores selvværd på disse ufuldstændige oplysninger.

Når du har identificeret de kognitive manuskripter, der styrer dit liv, kan du faktisk bryde fri fra dem, og det starter virkelig med at se dem som historier, vi fortæller os selv, snarere end sandheder, som vi skal følge blindt. En rigtig god måde at gøre dette på er at stoppe et sekund, hver gang du hører dig selv sige: "Jeg burde gøre dette." Dette ord ‘burde’ er faktisk et rigtig godt signal om, at der måske er et kognitivt manuskript på spil et sted her. Og når du har identificeret de steder i dit liv og de situationer i dit liv, hvor du bruger det ord, ‘burde’, kan du derefter beslutte at erstatte det ord med et andet ord, - måske.

Hvad kunne jeg tænke mig at gøre i stedet for hvad ‘burde’ jeg gøre? Hvad kunne jeg tænke mig at udforske? Hvad kunne jeg tænke mig at eksperimentere med? Hvis du vil begynde at skrive dine egne manuskripter i livet, er der tre spørgsmål, du kan stille dig selv, når du designer dit næste eksperiment. Det første er, om jeg følger min fortid eller opdager min vej? Det andet er, om jeg følger mængden, eller om jeg opdager min stamme? Og endelig, om jeg følger min passion, eller om jeg opdager min nysgerrighed?

Disse tre spørgsmål tilsammen giver dig mulighed for at omfavne det grænseområde, vi alle befinder os i. At blive ‘venner’ med usikkerhed, at begynde at eksperimentere mere, og det vigtigste af alt, at håndtere de tre kraftfulde kognitive manuskripter, der ligger til grund for mange af vores beslutninger på et ubevidst niveau.