Er A.I. dysterhed og dommedag?

Arthur Schaper

“Artificial Intelligence udfører snart arbejdet for mange. Vil menneskelig kreativitet blomstre eller fejle?”

“Artificial Intelligence vil skabe ubrugelige slaver. Vi skal standse disse overgreb før de begynder!” 

“A.I. vil skabe robotter! Vi er fordømte!” 

Jeg har hørt forskellige variationer af ovennævnte bekymringer om de stadig flere robotter, om væksten i kunstig intelligens, og de større bekymringer om moralske og etiske dilemmaer menneskeheden står over for når teknologisk innovation går frem - og derpå får fart på. 

Dysterheden omkring A.I er forståelig men ikke korrekt. 

Teknologisk innovation har altid være en vinderproces. Gamle jobs falder ud, men nye jobs kommer til. Nogle karrierer kan forsvinde, men nye muligheder kommer til. 

Uanset hvor sofistikeret kunstig intelligens kan være kan det ikke erstatte den menneskelige intelligens, visdom og opfindsomhed. A.I. kan forfine særlige evner for de som ønsker atopnå eller fastholde særlige felter af deres kunnen, men håndværkere vil aldrig forsvinde. 

Med særlig tak til den canadiske kommentator J.J. McCullough kan nævnes at A.I. gør det lettere at lave skabeloner og ideer, men kvaliteten af selve billederne, objekterne og ideerne der skabes er kun på overfladen, En maskine kan inspirere ikke efterligne den menneskelig ånd. Uanset de historier, de digte eller andre former for kunst der kan komme ud fra et ChatGPT vil stilen og substansen ikke være tilstrækkelig eller overgå den menneskelige ‘ånd.’ Ydermere kan Groks eller Meta AIs programmer afspejle de indre spændinger i menneskets søgen efter sted og mening i hans verden,herunder de scener han beskriver.  Selvom A.I kan generere billeder eller formulere ideer til billeder, kan den ikke skabe eller styrke kontrasterne, skyggerne og variationerne derforvandler det almindelige til noget ekstraordinært.

Selvfølgelig er der et stadig stø’rre antal kunstnere og intellektuelle der er voldsomt imod A.I. De tror at at alle kreative arbejder fortjener vurdering og ros baseret på hvor stor en indsats der ligger bag skabelsen. Her er der en fundamental fejl for de venstreorienteredes 'markedsplads'. Værdi afgøres ikke af arbejdsindsatsen, men af forbrugerens interesse. Intet værk, intet godt, ingen service har værdi i sig selv, men snarere er dets værdi med baggrund i det der skabes. Her har du så Den Østrigske Økonomis subjektive værditeori. 

Animatorer frygter at A.I. vil overflødiggøre deres jobs. A.I. kunne gøre det lettere at producere film, men fundamentale karakterer og skabeloner hos individuelle aktører, processioner og ideer vil komme fra mennesker. Den forbløffende skønhed i Walt Disney’s Snow White er stadig en rivel til Dream Works computerskabte animationer.- 

I stedet for at begrænse eller gøre det umuligt for kunstnere vil A.I. i den store offentlighed indgyde værdsættelse af kvalitet, og kunstnerne vil stræbe efter at afspejle det. Offentligheden vil få større værdsættelse af avant garde og det abstrakte. Det er en vinderposition for kunstnere.

Vi kan ikke forudsige hvor bredt og bydende menneskets opfindsomhed vil være i fremtiden. A.I har givet os en metode til at være mere kreative og hurtigere, men den kan ikke forudsige eller skabe den fremtid vi kunne tænke os og heller ikke behovet for den store offentlighed.

Mennesket med dets søgen efter kompetence, anerkendelse og mening med tilværelsen vil ikke forsvinde, men vores liv vil forbedres i søgen efter svar.

Endnu en frygt over den hurtige mekanisering og fremgangen for A.I. var at der ville blive udbredt arbejdsløshed og at regeringer og mennesker ville skulle investere i andre indkomstmuligheder.

Industrier, brancher der stod for udstyr og pleje til heste, fik en voldsom nedtur med automobilets ankomst. Dyre elskere og ride/hesteinteresserede ejer stadig heste, nyder samværet med dem. Branchen for ridning var begrænset, men den blev mere specialiseret. 

Men specialiserede karrierer/brancher beskæftiger færre mennesker. Hvad trøst er der i det? Overvej det øjeblik da bankerne skiftede til automater i 1970’erne.

Der var udbredt frygt for de automatiserede tællemaskiner. Det modsatte skete. Bankerne skiftede deres service til mere kunde relaterede ydelser. Med de øgede opsparinger har de finansielle sektorer åbnet for flere brancher og de endte med at flere mennesker blev ansat. Frie virksomheder giver kreativ ‘ødelæggelse’ men der følger altid derefter en kreativ spredning!

Tilmed er det temmelig arrogant for fagforeningsledere og venstreorienterede klogeåger at hævde “der vil ikke være jobs tilbage.” Menneskets ønsker og behov ændrer sig konstant. Steve Jobs skabte den bærbare telefon med internetforbindelse før nogen havde tænkt på det - og derfor ikke havde det i tanke. Da opfindelsen først var der, ville alle have en telefon. Innovationer skaber ofte behovet, på grund af den anvendelighed den giver forbrugeren.

Lige nu kommer der lister med jobs somt A.I. ikke kan erstatte.. Mennesker vil altid få nye beskæftigelsesmuligheder. 

Hvis A.I blev så sofistikeret at alle jobs blev overflødige så ville det betyde at A.I. kan dække alle menneskelige behov. og således eliminere bekymringer om sult og økonomi..

Vi har klaret dysterheden. Men hvad med dommen? Er vi på randen til T-800 og T-1000 (/fra Terminator filmene) der fører krig mod menneskeracen?  Hasta la vista, baby!

Vil vi opleve “Jeg Robot” blive virkelighed. En video af kinesiske ingeniører der afværger en robot prototyp der begyndte vildt at fægte med arme og ben - på voldelig — har givet anledning til bekymring. En anden artikel beskrev, hvordan et A.I. program slettede al software i en virksomhed, og dermed ødelagde produktiviteten og virksomheden konkurrencefordel. 

A. I. der kan genkende sig selv åbner op for alvorlige bekymringer. Vil det angribe os? Vil det føre krig mod os? Vi burde ikke være naive og ignorere den mulighed. Er det etiske at behandle mekaniske indretninger der tjener som vore tjenere med nogen for for foragt? Hvornår diskuterer vi robotter rettigheder og det ansvar mennesker har i forbindelse med disse kreationer (skabninger)? 

I stedet for at fokusere på tab af jobs ved A.I. burde drøftelserne fokusere på de etiske udfordringer, og vi skal grundigt overveje svarene. Ingen ønsker at møde den skæbne som Dave fik i filmen 2001: A Space Odyssey eller Epsilons i Brave New World.

Arthur Christopher Schaper is a blogger, writer, and commentator on topics both timeless and timely; political, cultural, and eternal.  A lifelong Southern California resident, Arthur currently lives in Torrance.  Follow his blogs at The State of the Union and As He Is, So Are We Ministries. 

Image: Marco Verch Professional Photographer and Speaker via Flickr, CC BY 2.0.

Hvorfor hugger araberne hænder af? Historiens kilder fortæller

 

Hvorfor hugger araberne hænder af? 

 Sha'i ben-Tekoa

Hvorfor hugger araberne hænder af? Det korte svar er at de lider af en kronisk tyveriplage, en vedholdende social ‘sygdom’ i deres kultur. At hugge hænder af er en bestræbelse på at begrænse tyverier og den opførsel. Ikke kun er der ingen bevidsthed i kulturen for at dæmpe lysten til at sjæle, men der er endda beundring for tyve der slipper af sted med deres forbrydelser. Den beundring stammer fra Islams rødder. 

I 1939, et år bedømt af filmglade som Hollywoods største år nogensinde blev filmen, Tyven fra Bagdad, berømt for den havde flotte special effects og en historie fra Tusind og en nat, hvis hovedperson er en fremmelig lille gadetyv, der blev spillet af den indiske skuespiller Sabu. Folklorister er bekendt med sådanne folkelige fortællinger i mange kulturer, om slynglen, fupmageren.

Men ikke mindre værdiladet på arabisk er despoten der stjæler det folks velstand han dominerer. Sædvanligvis, når hans folk har fået nok af hans overgreb og misbrug og gør oprør, som vi så det med Bashar al-Aassad i Syrien der flygtede fra Damaskus, tager han alt rovet som han har plyndret med sig. I 2011 med Det Arabiske Forår fortælles det at Tunis’ præsident Zine El Abidine Ben Ali flygtede fra landet med lastvogne fulde af guld. Og efter Israel slog Hamas lederen Isma’il Haniyeh ihjel sidste år, erfarede vi at han var milliardær.

Image by Grok.

For tusinder af år siden læste De Vise i det jødiske folk ind i deres Tora, at endog før sin fødsel skulle Abrahams førstefødte søn Ismael som han avlede med sin hamitiske slavinde, blive et “vildæsel som menneske.” Som sekstenårig udstødte Abraham, med hans hustru Saras fremskyndelse Ismael fordi Sara havde betragtet at når hendes aldrende mand var borte ville Ismael være i stand til at myrde hendes søn Isak, stjæle al Abrahams velstand, materielt som åndeligt. I De Vises Midrashic litteratur er Ismaels karakter beskrevet som værende en tyvs.   

I det 11. århundrede i Frankrig kommenterede Rashi den største af bibelfortolkere om Ismaels bortvisning, og om den kendsgerning at han ikke fulgtes med sin mor tilbage til hendes fædreland Egypten. Han foretrak at leve som en lovløs, og drog ud i Paran Ørkenen med bue og pile og blev en bevæbnet røver. 

På Rashis tid, det var under Korstogene, var det almindelig viden at Mellemøsten var hærget af nomadiske bander af arabere der plyndrede, levede af uskyldige rejsende der gik gennem deres ørkener, samtidig med de sloges med andre stammer.

Væbnede røverier var en livsform for araberner for tusinder af år siden. Gertrude Bell, den engelske amatør ekspert om Arabien, der tegnede grænserne for den moderne stat Irak, skrev om disse plyndringstogter, som hun holdt af at betragte som en tilskuer til en tenniskamp. 

I det 6. århundrede blev Ismaels efterkommer Muhammed født. Nogle lærde tror at Muhammed var så intelligent at han kunne se forskellen mellem hans afgudsdyrkende, analfabetiske stammefrænder og jøderne, der tilbad een usynlig Gud og som levede efter de skrevne love i en bog. Derfor forsøgte han at lære og forstå Jødedommen.

Hypotesen er sådan set velbegrundet når man tager i betragtning af der er så meget jødisk materiale - både fra Toraen og Talmud - plagieret på Koranens sider. Nogle lærde mener han indgik en yeshiva (En yeshiva (plural: yeshivot eller yeshivos) er en jødisk uddannelsesinstitution, der primært fokuserer på studiet af rabbinisk litteratur, især Talmud og halacha (jødisk lov), men også Torah og jødisk filosofi. Disse institutioner har eksisteret i tusinder af år og spiller en central rolle i jødedommen. ) i Mekka, men hans personlighed var så problematisk at rabbierne bortviste ham som Abraham bortviste Ismael.

Resultatet? I en Koran er der fyldt med personer og fortællinger, med betydelige ændringer. Når muslimer bliver bedt om at forklare uoverensstemmelser i de forskellige versioner af den samme episode, siger de at jødernes stjal beretningerne fra Islam og ændrede dem. Og når de konfronteres med den kendsgerning at den bibelske kanon blev afsluttet tusind år før Muhammad blev født, kommer de med en eventyrlig fortælling, forklaring der passer smukt til at være med i Tusind og en Nat. 

I det syvende århundrede da araberne invaderede det bibelske Lovede Land forseglede de erobringen ved at gå ind på jødernes Tempelbjerget. Der byggede de et “krigsmindesmærke” i stil med Titus’ triumfbue i Rom over kejserens sejr over jøderne. Klippehelligdommen står der stadig placeret på selve stedet for jødernes Første Tempel, der stod der i 410 år, og Det Andet Tempel der stod i 418 år. Klippehelligdommen symboliserer Islams erobring, ikke kun over jøderne, men over selve Jødedommen, med deres bedrageriske version hvor man triumferer over det originale. 

Islamisk lov kræver også at Troende Af Den Eneste Sande Tro besøger Mecca og går rundt om stedet hvor Ibrahim (en forkert udtale af det bibelske Abraham) bandt sin søm Isma’il (ændring af det bibelske Isak) or at ofre ham. Den version konkretiserer implicit den grundlæggende islamiske tro at jøderne stjal denne historie og ændrede den, erstattende Ishmael med Isak. Ydermere argumenterer de for at denne verdensberømte religiøse hændelse ikke fandt sted i Jerusalem som de lyvende jøder hævder, men i Mecca.  

I 1963 gik en Oscar for bedste film til David Leans filmiske (om ikke historiske) mesterværk Lawrence of Arabia. I en farverig scene fik Lawrence endelig de ubelæste stammearabere, til at angribe et tyrkisk tog, som de fik afsporet fuldstændig. Så plyndrede de det, hver af dem fandt en genstand vedkommende kunne lide og gik fra stedet med den.  

Lawrence er chokeret. Han opfordrer dem til at komme tilbage til endnu en operation. Han mente han havde rekrutteret dem for frihedens ædle sag og frihed for tyrkerne, men forstod nu at de kun angreb for rovets skyld.

Endelig så er den seneste gentagelse af den arabiske forkærlighed for tyveri deres 20. århundrede opfindelse af det verbale hologram “palæstinenserne.” De benytter dette stjålne ord (der altid blev brugt om de jøder der blev tilbage i Israel efter Judæas fald til Rom) for at hævde at de er det oldgamle, autentiske, oprindelige folk fra Palæstina som blev fordrevet af de tyvagtige jøder. Dette nonsens er hvad har sat sig fast i de forførte hjerner hos uvidende jøde-hadende tåber nu om stunder i deres pøbel mængder der råber.“Free, Free Palestine!”

Således er Islam, en religion der ‘låner’ og prædiker, at de troende har ret til at herske over alle verdens mennesker og ødelægge deres religioner. 

Islam er en erobrings kultur, drevet af en appetit for at sjæle det som tilhører andre, noget der sker under dække af et guddommeligt påbud. 

Således, da de har et problem med tyveri giver det mening at det er det eneste samfund i verden hvor hænder hugges af ved tyverier - en straf ved et lovsystem der passer til Stenalder mennesker. 

ASha’i ben-Tekoa’s PHANTOM NATION: Inventing the “Palestinians” as the Obstacle to Peace is available at Amazon.com in hard cover or a Kindle ebook. His podcasts can be heard on www.phantom-nation.com.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/04/why_do_arabs_chop_off_hands.html

Bliv beriget og berig - tal med fremmede

 

Bliv beriget og berig - tal med fremmede

Jonny Thompson

Som regel, hvis jeg går på restaurant, prøver jeg at bestille noget, jeg ikke selv kan lave. Hvis jeg går på café, prøver jeg at bestille en kaffe, jeg aldrig ville lave derhjemme. Så jeg satte mig på en café med en flat white, en pad og The Book of Birds af Jackie Morris og Robert Macfarlane. Jeg tog noter forud for et interview med Rob (kommer snart) og besluttede mig for at smutte hen på en café for at få lidt ro.

Min landsby er for lille selv til en café, så jeg måtte køre et kort stykke til The Smithy, et par kilometer længere oppe på kortet. Bortset fra en smilende barista var stedet lykkeligt tomt - perfekt til lidt dybdegående læsning.

Jeg arbejdede mig gennem bogen, og efter et stykke tid kom en dame ind. Hun bestilte en te og satte sig ved bordet til højre for mig. Hun var i starten af ​​70'erne, vil jeg tro, og havde smukke blå øjne.

Da jeg lukkede Fuglebogen for at færdiggøre mine noter, lænede hun sig frem, pegede på omslaget og sagde:

"Er du fuglekigger?"

"Slet ikke," sagde jeg. "Jeg skal bare læse dette inden et interview."

"Nå ja. Fordi min søn er fuglekigger, ved du?" sagde hun.

I øjeblikke som dette kan jeg høre en mønt snurre i mit hoved. Plat: Giv et høfligt, men kort svar. Du har arbejde at gøre. Krone: Smil, læn dig tilbage, og stil et opfølgende spørgsmål.

Det lander næsten altid på krone

Jeg talte med den dame i lang tid. Jeg fortalte hende om mit liv, mit job og mit forhold til fuglekiggeri. Vi talte om hendes tre drenge og hendes datter, der døde af kræft som 9-årig. Det er en stor ting at fortælle en fremmed ved nabobordet.

Jeg tror ikke, hun var typen, der fortalte nogen om sit liv. Hun virkede ikke til at være en patologisk overdeler. Der var bare en magi over det øjeblik. Der var det, romerne kaldte "genius loci", hvor en stemning skyllede ind i The Smithy (cafeen)  klokken 9:21 i starten af ​​april og fortærede os begge.

Hun er kun "damen" for mig. Jeg er nok "den flinke mand med briller". Vi udvekslede aldrig information og kom aldrig med detaljer. Jeg talte om "min kone" og "mine kolleger". Hun talte om "mine sønner" og "min datter". Vi var to fremmede, der byttede vores liv uden nogen definerende betydning overhovedet.

Og derfor ser vi i denne uge på skønheden ved at tale med fremmede.

Jonny

Jonny (L) trying his luck at birding, Bushes (R) Devoid of birds. 

Jeg vil ikke være i stand til at bære ham for evigt

På japansk er der en sætning – ichigo ichie – der betyder "ét møde, én mulighed". Det er et udtryk, der forklarer, hvordan jeg havde det i cafeen. Jeg erkendte, at mødet – det øjeblik, den præcise konfiguration af stemning, lys og tone – aldrig vil ske igen. Ikke sådan.

Ichigo ichie stammer fra den japanske teceremoni, hvor enhver sammenkomst behandles som en begivenhed, der sker én gang i livet. Uanset lighederne er hver enkelt enestående og forgængelig.

Zenmesteren Dōgen fra det 13. århundrede argumenterede engang for, at forgængelighed ikke er noget at frygte eller modstå – det er den betingelse, der gør ethvert øjeblik dyrebart overhovedet. Hvis kirsebærblomsterne varede evigt, ville ingen rejse for at se dem.

Jeg har selvfølgelig skrevet om dette før. Jeg har skrevet om de japanske ideer om wabi-sabi eller mono no aware. Jeg har skrevet artikler om saudade og nostalgi. Jeg modtog endda nogle ret fornærmende beskeder for at turde  bruge et russisk ord – toska – på mine platforme. Jeg ved en masse om filosofien om forgængelighed og hvor gribende forgængelighed kan føles. Men der er forskel på, hvad vi rationelt ved, og hvad vi lever.

Der er øjeblikke i livet, hvor jeg føler skønheden ved ichigo ichie. I min ungdom rejste jeg meget, ofte alene. Men når jeg rejste alene, var jeg sjældent alene længe. Jeg klamrede mig til en gruppe eller gik sammen med en anden – lejlighedsvis romantisk, men langt oftere låst fast i det unikke venskab, man får, når to mennesker venter på den samme bus. (Lost in Translation er en fantastisk film.)

Der er et beslægtet fænomen kendt som "forebyggende sorg". Forebyggende sorg er, når man føler sig ked af det fremtidige tab af noget, man har nu. Jeg plejede at få forebyggende sorg om søndagen. Weekenden var ved at forsvinde; mandagen var lige om hjørnet. Nu om dage, som forælder til små børn, oplever jeg det langt oftere, og det skærer langt dybere. Det lyder måske mærkeligt for nogle læsere, men jeg forstår det godt, når min yngste stirrer mig ind i øjnene, mens han tisser på sin potte. Det vil han ikke gøre for evigt. Jeg forstår det godt, hver gang jeg bærer min ældste – han bliver tung. Det bliver sværere. Jeg vil ikke være i stand til at bære ham for evigt.

Det er fjollet at lade fremtidig smerte ødelægge nutidens glæde, men det er mere fjollet at forsøge at benægte følelser. Det bedste jeg kan gøre er at omformulere det, der foregår. Jeg kan forsøge at nyde det unikke ved nuet og lade det fremtidige tab bidrage til den nuværende glæde.

For mig lander ichigo ichie i høj grad med patos, men det er også en udfordring. Det beder mig om at erkende, hvor unikt hvert eneste øjeblik i livet virkelig er. Jeg er den eneste person, der vil opleve det, jeg har nu. Universet har givet mig og kun mig dette øjeblik. Og det er det mest specielle, universet kan give.

 

Katastrofen blev forudsagt

Lars Møller

Myten om Lakoon er tragisk. Forgæves forsøgte han at advare sine landsmænd i Troja mod at åbne byens porte for den kolossale træhest som de græske invasionsstyrker havde efterladt. Imidlertid blev han blindet af guderne, der derpå fik ham slået ihjel af gigantiske søslanger.

Image: Public domain.

Maleriet er af J.F. Willumsen hvor han åbenbart, ganske ubeskedent, betragter sig som Laokoon (synopsis kommentar) 

Således er det ikke fordi det ikke er blevet forudsagt. En kendsgerning er det at det har været emnet i utallige essays, taler og romaner. Vi kan ikke sige vi ikke ved det. 

Retrospektivt må talen “Rivers of Blood” af det britiske parlamentsmedlem Enoch Powell, den 20. april 1968, en moderne Laokoon, være en milepæl. Talen markerede et historisk brud med den høflige tilbageholdende, udelukkende observerende holdning til storskala immigrationen. Sagen er at Powell - og andre med troskab til Vestens civilisation - havde en forudanelse om faren. De så tydeligt at en katastrofe var ved at folde sig ud. Medmindre drastiske metoder blev taget for at hindre den var chancen for at den ville udfolde sig i nær fremtid og berøre livet hos deres egne børn og børnebørn overhængende. 

Dengang, da der stadig var tid til at sige fra over for det som udspillede sig, blev advarslerne i store træk ignoreret. De blev latterliggjort, trivialiseret og forhånet. Da så Vesten efterfølgende blev oversvømmet af migranter fra Afrika, Mellemøsten, og andre steder intensiveredes de politiske følelsesbaserede, manipulerende elementer fra den traditionelle “klassekamp.” 

Socialister uden troværdig sag i den “postmoderne” verden var henrykte over at kunne identificere sig med en ny underklasse af “undertrykte” der kunne erstatte tidligere tiders hvide arbejdere. Idet disse viste tegn på selvbevidst individualisme og var ved at blive samfundets middelklasse - blev de kaldt “utaknemmelige” - og viste tegn på at undsige sig deres selvudnævnte godgørere og vogtere. Ulærde proletarer fra Den Tredje Verden gav de sociale aktivister det perfekte materiale til at fremme falsk solidaritet, meningsfuld manipulation og voldelige sociale opstande.

I overensstemmelse hermed følte socialister sig stærkt tilskyndet til at revidere - ganske opportunistisk - “opdatere” deres narrativ, som modløse forældreløse efter Sovjetunionens kollaps, kastede de deres voldelige kadrer ind i kampen for Den Tredje Verden, krævende a) soning for kolonialismens uretfærdigheder og racisme b) åbne grænser, og c) relativistisk tolerance over for ikke Vestlige værdier (dvs. intolerante troslærer) som blev importeret af endeløse bølger af migranter.

Indtil nu er advarslerne mod ødelæggelsen af Vesten, og den relative succes der er opnået, på arrogant vis blevet afvist som politisk betingede overdrivelser fra konservative, om ikke direkte “højrefløjs radikale.” Med den selvretfærdige overbevisning hos et revolutionært tribunal, har eliten af progressive slået løs på offentlige tilkendegivelser af bekymring og anklaget disse for “hykleri”, “racisme” eller “xenofobi.” Resultatet er at vesterlændinge i lang tid har vendt ryggen til de uhyggelige hændelser for at slippe for latterliggørelse og forhånelse. 

Nu står vi i midten af det hele. I dystopiens dystre land. Vi er ankommet til fremtiden. Europa er i brand. Katastrofen er indtruffet præcist som forudsagt. De som engang latterliggjorde advarslerne og de mennesker som havde modet til at træde frem og advare deres landsmænd - nægter at påtage sig et ansvar, men holder fast ved deres forræderi, fortæller andre løgne om hvordan vi med åbne arme burde tage imod diversiteten, have tillid og tilvænne os realiteterne i en verden vi absolut ikke kan genkende. Vi opfordres til at være globale og højtideligt og alvorligt ofre vores velstand, og kultur for at tilpasse os alle de som kommer til vores grænser fra nært og fjernt. 

I forstæderne over hele Vesteuropa har krigeriske medlemmer af immigrant samfund taget kontrollen, om de patruljerer gaden som hensynsløse gangstere med kort lunte, om de generer civile og myndighedspersoner er hip som hap, eller højtideligt prædiker om deres religions hævd på suverænitet og foragt for “vantro” i deres moskeer. Fjenden er der allerede i vores midte. Dette er vor tids tragedie. Alligevel er halvdelen af os slet ikke villige til at indrømme det.

Som tydeliggjort ved arkæologiske studier befandt oldtidsbyen Troja sig på den sydlige bred af Hellespont, og blev gentagne gange ødelagt at invaderende og så genopbygget. I vor tid har fjenden der truer os med udslettelse aldrig slået lejr udenfor vore byers porte, og givet os tid til at forberede os på modstand. Tragisk har vi været uden omtanke og ladet fjenden komme indenfor for lang tid siden. Vi er blevet delvist udmanøvreret. Imidlertid har nogle også begået forræderi mod alle os andre. Under alle omstændigheder er vi delt op og sårbare for angreb udefra.

Dybt inde i Vesten er tusinder af Trojanske Heste fra vor fjende nu i position. Således er det ikke kun en enkelt hest som i Æneiden (et digt af romeren Virgil) men uendeligt mange ‘heste’ vel en hest for hver eneste by. I lang tid, er portrætter af de falske dyr blevet blindt tilbedt af post-kristne hedninge i Vesten på samme måde som israelitterne tilbad guldkalven mens de ventede på Moses. Hyklere langt inde i sindet, nægter de afskyelige tilbedere i vor tid også at udholde fraværet af Gud, som de selv har benægtet eksistensen af, men dog søger de selv konstant efter idoler (f.eks. Lenin, Stalin, Mao m. fl.) 

Imidlertid er mysteriets dækken ved at blive løftet. De Trojanske Heste er ved at bryde  sammen. I ufattelige tilfælde vises deres sande natur. Skaden på Vesten er åbenbar overalt. Såvel gangstere som anti-Vesten protesterende af fremmed herkomst signalerer de “ejer” Vesten. Den sociale orden er i laser. Almindelige borgere bliver røvet, butikker plyndres og biler sættes i brand. Hvis det skulle forekomme at en eller anden protesterer mod den fordærvede overherredømme opførsel der udvises af de invaderende bliver vedkommende straks fordømt af de progressives “verdslige gejstlighed." 

Hvis ‘de trojanske heste’ oprindeligt blev bygget i forstæderne har de invaderende, der dukker op fra deres maver, allerede spredt sig til endnu større dele af samfundet. Resultatet er, at hverken kvinder eller mænd, der helt synligt tilhører Vestens civilisation, kan føle sig sikre nogen steder. Lige så snart de har bekendt sig til Kristendommen eller erklæret sig som ateister, før de invaderende kategoriserer dem som inferiøre og forsøger at dominere dem. 

I det offentlige rum, hvor vesterlændinge har elsket at opholde sig siden antikken, beskæftiget med samtaler, handel, eller blot nyde en gåtur med familien, det hærges nu af de invaderende. Freden og sikkerheden er borte. I stedet hersker en krigstilstand. Hverken politiet eller domstolene, der tidligere var søjlerne i et samfund med stor tillid til hinanden, er i stand til beskytte mod forulempelser ved tilfældige barbarer. Det er sandt, at civilisationen har svigtet med at opbygge et forsvar og dermed er på vej mod opløsning. 

Uanset hvor woke, hvor tolerant og hvor forførende i tale en person kan fremstå, i politiske diskussioner redder det dog ikke vedkommende, hvis han er trængt op i sit hjørne på det forkerte sted og tidspunkt. Som det er nu, er det at bære kristne eller jødiske symboler åbenlyst nærmest det samme som at udfordre skæbnen. Det er trist at sige, at de godt organiserede anti-semitiske optøjer, der fandt sted i Amsterdam for få uger siden, minder om de zaristiske pogromer i Zarens Rusland. Fjenden marcherer i vore gader.

Vort fædrene hjem i Vesten er blevet invaderet og koloniseret af udefrakommende fjender - Den Trojanske Hests invasionsstyrker. er utålmodige efter at få del i den ubegribeligt store velstand skabt af andre. De er ankommet efter invitation af de socialistiske afgudsdyrkere der hader Vesten og stræber efter at påføre skade, uanset omkostningen. Katastrofen er fuldstændig.

Vi burde i sandhed have lyttet til vor tids Laokoon, afdøde Enoch Powell, og fået brændt den Trojanske Hest i tide. Nu, er Vesten (Europa) imidlertid blevet indtaget. De som er tilbage kommer til at betale prisen for den snedige fjendes plan, og for det bedrag deres egne landsmænd har udsat dem for. 

I Æneiden, sprang græske soldater ud af træhesten om natten og åbnede byens porte for resten af den invaderende hær. På lignende vis er migrant invaderende i Vesten blevet så talrige nu, at de kan afpresse de siddende regeringer og få åbnet grænserne for endnu flere migranter. 

Indtil nu har Vesten konstant været i konflikt med sig selv, og beslutningen om det bevidste kollaps af civilisationen har været karakteriseret af ubeslutsomhed. Nu, synes selvmordet imidlertid til at være en realitet. For Europa ser der ikke ud til at være en udvej.

https://www.americanthinker.com/articles/2024/11/a_disaster_foretold.html