Spis din is. De 2.500 år gamle hemmeligheder til et godt helbred (som slet ikke er hemmeligheder)

 

De 2.500 år gamle hemmeligheder til et godt helbred (som slet ikke er hemmeligheder)

Sundhedspolitisk ekspert Ezekiel Emanuel siger, at du ikke behøver at være besat for at leve et sundt liv. Wellness kan, og bør, være noget, du nyder.

Steven Ross Pomeroy

"Husk livets første regel: Vi skal alle dø." En dyster tanke isoleret set, men i sammenhæng med Ezekiel Emanuels nye bog, “Spis din is: Seks enkle regler for et langt og sundt liv”, giver udsagnet en følelse af befrielse.

Emanuel har arbejdet for at forbedre amerikanernes sundhed i årtier. Som bioetiker, sundhedspolitisk ekspert, onkolog og chokoladefabrikant – ja, virkelig – hjalp han med at skrive Affordable Care Act (ACA) og skabe USDA's MyPlate, som erstattede madpyramiden.

Han gengav denne fatalistiske første regel i sin bog for at minde læserne om, at vi alle er dømt til glemsel. Så lad os ikke ensidigt stræbe efter at undgå døden, men i stedet blot gøre vores bedste for at leve livet så godt som muligt.

"Velvære bør være i baggrunden: en ubevidst del af din livsstil, ikke en besættelse," skriver han.

I "Spis din is" beskriver Emanuel seks grundlæggende velvære adfærd, der kan integreres i ens liv med relativt lille indsats:

Undgå 1. selvdestruktive risici,

2. vær social,

3.  hold dig mentalt skarp,

4.  spis sundt,

5. motioner regelmæssigt og

6. få hvile.

Hvis du gør disse enkle ting, tyder forskningen på, at du har en god chance for at leve et langt og sundt liv. Og sammen er de mere effektive end noget dyrt kosttilskud, restriktiv diæt eller glamourøs wellnessbehandling.

Big Think talte med Emanuel forud for udgivelsen af ​​hans bog. Under vores samtale afslørede han, hvorfor social kontakt er det vigtigste aspekt af sundhed, og hvorfor Benjamin Franklin er et wellness-ikon. Tro mod bogens titel argumenterede han også for at spise sin is. (Det følgende interview er blevet redigeret for længde og klarhed.)

Big Think: Du skriver, at de fleste wellness-råd formår at være både for komplicerede og for simple. Hvad mener du med det?

Emanuel: Hvis du tager en af ​​wellness-bøgerne og nogle af bøgerne om mad op, har de masser af detaljer i sig, hvoraf de fleste er fuldstændig irrelevante for at holde sig sund. Den seneste, der fanger mig, er ultraforarbejdede fødevarer. Folk siger: "Nå, der er nogle gode ultraforarbejdede fødevarer." Ja, jeg kunne bruge tid på at gennemgå alle de ultraforarbejdede fødevarer og spørge, om hver enkelt er i kategorien "god" eller "dårlig", men det er allerede alt for kompliceret.

Den forenklede del af de fleste wellness-råd er, at de primært fokuserer på de fysiske elementer af wellness: at spise godt, motionere og sove. Alle er vigtige, misforstå mig ikke, men de er ikke de vigtigste. De udelader de kognitive sociale dele - såsom at interagere med andre mennesker og have gode, dybe relationer.

Big Think: En af mine yndlingsteorier er, at mange wellness-bøger bliver komplicerede, fordi de forsøger at lyde videnskabelige for at overbevise læserne om, at deres ideer er vigtige og gyldige.

Emanuel: Jeg vil sige, at et andet aspekt af det er, at mange af disse influencere skal gøre noget hver dag eller uge. De skal bringe noget nyt ind for at gøre det kompliceret, så nogen vil komme og lytte til dig.

Faktum er, at når det kommer til velvære, er alt 2.500 år gammelt eller mere. Aristoteles vidste om venskab og sociale relationer. Hippokrates vidste om kost og motion. De vidste begge om søvn. Der er ikke så meget nyt her.

Det, der adskiller min bog, er, at jeg ikke prøver at sælge dig noget. Der er ingen klinik, hvor du kan betale et ublu beløb, intet kosttilskud, ingen særlig træningsklasse. Jeg vil afmystificere velvære og også minde folk om, at man ikke behøver at være besat for at leve et sundt liv. Man behøver ikke at undvære sig selv. Velvære skal være noget sjovt.

Big Think: Hvorfor er det, at familie, venner og social interaktion tilsammen udgør det vigtigste element i velvære, levetid og lykke?

Emanuel: Hvorfor er det, at mennesker har overlevet og er kommet til at dominere Jorden? Vi er ikke de stærkeste. Vi er ikke de hurtigste. Vi er dog en art, der kan bringe sine medlemmer sammen for at opnå det, som hver enkelt af os som individer ikke kan. Kommunikation og samarbejde er store dele af hjernen. Vi får store boosts af vigtige hormoner og neurotransmittere ved at forbinde os med mennesker. [Det er] afgørende for hjernen og dermed afgørende for velvære.

Det længste studie af menneskelig lykke og sundhed er Harvard Adult Development Study. Det startede i 1930'erne og 40'erne, [og] forskerne fulgte forsøgspersoner i 85 år. Det viser sig, at den vigtigste indikator for at leve længe med få helbredsproblemer var gode sociale relationer.

Big Think: Selvom du lovpriser sociale forbindelser som en søjle for velvære, kritiserer du sociale medier hårdt og kalder det "anti-velvære" i din bog. Hvorfor?

Emanuel: Sociale medier er i dag stærkt forbundet med angst, depression og en hel række problemer.

Jeg skrev sidste sommer om at forbyde telefoner og computere fra mit klasseværelse. Jeg har nu gjort det to semestre i træk, og de studerende er langt mere fokuserede. Flere studerende er kommet hen til mig og sagt, at dette var det bedste [fag], de har taget. Jeg tror, ​​det har kun lidt at gøre med mig, da jeg ikke rigtig har skiftet fag i 15 år. Det har mere at gøre med, at de er til stede i klassen.

De er ikke på deres enheder, hvor de shopper, sender e-mails eller ser nyheder og Facebook. Data viser, at når børn tager en ferie fra elektronik, har de det meget bedre. De er mindre ængstelige.

Big Think: Lad os gå videre til et af hovedpunkterne i din bog: Hvad er de otte store "små træk", vi bør undgå?

Emanuel: Det første er rygning og vaping. Rygning er forbundet med utallige helbredsproblemer. Man ser alle mulige kræftformer forbundet med rygning. Vaping er, så vidt vi kan se, mindre giftigt end rygning, men det er ingen gratis frokost. Vi har også gjort det i mindre end to årtier, så vi kender ikke de langsigtede virkninger.

Alkohol er et andet stort problem. Vi ved, at alkohol er dårligt på mange måder. Det forårsager leversygdom [og er] forbundet med mindst syv kræftformer. Vi ved også, at man kan miste koordination og reaktionstid. Anbefalingerne er generelt enten nul eller et halvt glas om dagen.

Nu er jeg realist her; 60 til 65 % af amerikanske voksne drikker. Vi når ikke til nul. En drink hver anden dag eller en drink til festligheder, det er, hvad du bør gøre.

For det tredje springer mange mennesker solcreme over, og der er to virkelig forfærdelige ting ved sollys. Den mindst dårlige er alle de rynker og de tidlige problemer med aldring i huden. Den anden er melanom, som er en dødelig hudkræft.

Relateret til det er solarier. En af de ting, jeg arbejdede hårdt på, da jeg hjalp med at skrive ACA, var at få en afgift på solarier. Der er ingen positive ting ved dem. De ælder din hud. De øger dine chancer for kræft. Vi burde ikke gøre det.

For det femte springer man vacciner over. Vacciner er ofre for deres egen succes. [I dag] undrer folk sig: "Hvorfor er vi bekymrede for mæslinger? Hvorfor er vi bekymrede for fåresyge? Hvorfor er vi bekymrede for skoldkopper?" Vi er bekymrede, fordi det var alvorlige problemer, da vi ikke havde vacciner. Folk blev indlagt på hospitalet og døde. Spring ikke dine vacciner over; overvældende beviser siger, at de er sikrere end at få sygdommene, inklusive COVID-vaccinerne.

Faldskærmsudspring ses populært som farligt, men ekstremsporten er blevet betydeligt sikrere i de seneste årtier. Faktisk, når det kommer til at leve lange og sunde liv, tager mange af os dagligt mere farlige og selvdestruktive risici, såsom at ryge, eje våben eller drikke for meget. (Kilde: Joggie Botma / Adobe Stock)

At springe anbefalet kræftscreening over er den sjette. Uanset om det er for livmoderhalskræft, brystkræft, tyktarmskræft eller lungekræft, er det et problem.

At eje en pistol er endnu et skørt træk. Vi har alle et naturligt instinkt til at beskytte os selv og dem, vi elsker. En del af problemet er, at mange våben i Amerika opbevares ladte og ulåste, hvilket er en dårlig kombination. Våben er den hyppigste dødsårsag blandt børn og unge. Bare det at have en pistol i nærheden betyder, at du er dobbelt så tilbøjelig til at dø af en som din nabo, der ikke har en pistol. Hvis du er jæger og er meget forsigtig, er det fint. Men for selvbeskyttelse er det ikke en god idé.

Den sidste er at bestige Mount Everest. Dødeligheden for alle klatrere, inklusive eksperterne, er omkring 1 ud af 100. Hvis du er over 59, er den 1 ud af 25. Hvem tager de chancer til gengæld for at banke sig for brystet? Det giver ingen mening. Hvis du vil lave noget spændende, så tag et faldskærmsudspring.

[Redaktørens bemærkning: Ifølge United States Parachute Association var dødelighedsindekset 0,27 dødsfald pr. 100.000 faldskærmsudspring i 2023, flere størrelsesordener sikrere end en bestigning af Everest.]

Big Think: Du skriver, at opsving i wellness-obsessioner synes at opstå, når der er en kollektiv følelse af, at verden er kommet ud af kontrol. I lyset af dette, tror du så, at for de fleste mennesker handler det at stræbe efter wellness mere om deres mentale sundhed end deres fysiske sundhed?

Emanuel: Det er en påstand om autonomi og selvbestemmelse over de ting, vi kan kontrollere. Historisk set var der for 150 år siden et stort opsving i velfærden, der faldt sammen med den anden industrielle revolution. Folk oversvømmede byerne. Mange mennesker emigrerede til USA og andre lande. Det svarede til perioder med nationalisme med masser af fremmedhad. Der var også en enorm indkomstulighed.

I dag har vi næsten en identisk situation. Vi har AI-revolutionen. Vi har omfattende immigrationsproblemer sammen med fremmedhad. Vi har indkomstulighed. Mange mennesker bekymrer sig om, at deres liv er ved at løbe løbsk, så de fokuserer på ting, de kan kontrollere. Velvære synes at være en af ​​dem.

Big Think: Benjamin Franklin er en tilbagevendende karakter i din bog. Hvorfor?

Emanuel: For femten år siden startede jeg på Penn. Enhver administrator, når de holder en tale, smider uundgåeligt en af ​​Franklins aforismer ind. Og jeg tænkte: "Det her er lidt banalt." Så jeg læste en biografi om Franklin, og han er den mest geniale person nogensinde født i Nord- eller Sydamerika - måske i verden. Hans eneste rivaler er folk som Leonardo da Vinci og Albert Einstein. Jeg endte med at undervise i et kursus om ham, fordi han var så fantastisk.

Jeg tror, ​​han gennemtænkte, hvordan man lever et godt liv. Han opfandt pensionering for arbejderklassen. Han tjente nok som trykker til, at han kunne gå på pension som 42-årig, og han sagde: "Jeg vil leve et liv i afslapning."

Med det mente han ikke at tage til Jersey Shore. Det betød, at han ikke behøvede at bekymre sig om forretning og at tjene penge. Han kunne fokusere på at gøre godt, og for ham var det at gøre godt videnskab og sociale forbedringsaktiviteter. Han grundlagde University of Pennsylvania. Han grundlagde Pennsylvania Hospital. Han oprettede et forsikringsselskab. Næsten alle hans opfindelser fandt sted efter han gik på pension.

Han indså, at det ikke er godt for sjælen ikke at bidrage til samfundet. Man skal være nyttig. Man skal forsøge at gøre verden til et bedre sted. Det er også nøglen til velvære, og [Franklin] levede et langt liv. På et tidspunkt, hvor den gennemsnitlige dødsalder var under fyrre, levede han til han blev 84, fuldt mentalt kompetent hele vejen til det sidste.

Big Think: I din bog nævner du, at en af ​​de værste ting, man kan gøre for sit helbred, er at gå på pension. Kan du forklare, hvad du mener med det?

Emanuel: Der findes mange undersøgelser, og de viser næsten ensartet, at pensionering ikke er godt for kognitiv funktion. Der er mange hypoteser. En af dem er, at man mister en tidsplan. [En anden er, at] man mister sociale relationer, fordi mange af dem dannes på arbejdet.

En af de mest interessante undersøgelser kom fra RAND. Den så på forskellige landes pensionsalder og den kognitive funktion hos folk, der gik på pension. Det viser sig, at det at gå på pension i 50'erne er meget dårligt for kognitiv funktion. I USA og Schweiz har vi en tendens til at gå på pension senere og har det faktisk bedre.

Vi planlægger alt for ofte ikke pensionering og antager, at det at ligge og slappe af er nøglen. Vi ender med at lave passive ting, som at se tv, snarere end aktive ting, som at være frivillig på biblioteker, skoler eller fødevarebanker. Hvis du skal på pension, skal du planlægge for det og sørge for, at du forbliver aktiv og bidrager.

Big Think: Hvad er de tre største kostændringer, man kan foretage sig, når man får mest ud af det?

Emanuel: En af dem er at undgå sukkerholdige drikkevarer. En dåse sodavand på 350 ml har 140 kalorier, nul næringsstoffer og 10 teskefulde sukker. Den gode nyhed er, at sodavandsforbruget er faldet i USA. Vi er nu nede på omkring én om dagen pr. person i gennemsnit, og det fortsætter med at falde.

Den anden er at undgå indpakkede salte og søde snacks. Kalorieforbruget er steget markant i løbet af de sidste 30 år, [til omkring] 500 kalorier om dagen. Det er omkring en fjerdedel af det anbefalede kalorieforbrug for kvinder og en femtedel for mænd. Det er alt for meget.

Den tredje er at tilføje fermenterede fødevarer til din kost. For det første er det gode probiotika. Uanset om det er yoghurt, kimchi, miso eller oste, er fermenterede fødevarer gode for din tarm. Nogle af dem, som kimchi, har også et højt fiberindhold.

Big Think: Indtagelse af mejeriprodukter er gået af mode hos wellness-influencers og endda mange ernæringsforskere, men du er stadig fan. Fremfør din argumentation.

Emanuel: Den største indvending mod mejeriprodukter er mættet fedt, men det mættede fedt i mejeriprodukter er ikke det samme som i rødt eller forarbejdet kød. Vi ved, at mejeriprodukter er forbundet med en lavere risiko for diabetes. Mejeriprodukter har meget protein og gode bakterier. Hvis man ser på undersøgelser af de fødevarer, der er forbundet med vægttab, er yoghurt øverst på disse lister. Mejeriprodukter beskytter også mod nogle kræftformer og fremmer andre. Det beskytter mod kolorektal kræft; dem, det fremmer, har en tendens til at være sjældnere.

 

Anti-semitisme gennem civilisationens historien

 Lars Møller

I kølvandet på 2. verdenskrig antog kulturelle optimister, at antisemitisme – det ældgamle had til jøder – var blevet permanent miskrediteret. Rædslerne i nazisternes koncentrationslejre burde have vaccineret den moderne samvittighed mod denne ældste fordom.

Alligevel fortsætter antisemitismen næsten et århundrede senere, og i nogle kredse trives den – manifesterer sig både på højre- og venstrefløjen. Et nyligt interview mellem mediepersonligheden Tucker Carlson og den hvide nationalist Nick Fuentes illustrerer, hvordan dette had muterer inden for højrefløjen. Venstrefløjen tager dog føringen; de har for længst slået sig sammen med den arabiske pøbel, dæmoniseret Israel og omformet jøder til symboler på parasitisme. For at forstå denne konvergens må man huske både Hitler- og Stalin-pogromerne – de to totalitarismer, der forvandlede antisemitisme til et politisk instrument og en ideologi for udslettelse.

I oktober 2025 var Tucker Carlson vært for Nick Fuentes til et langt, ukritisk interview. Udvekslingen var bemærkelsesværdig, mindre for hvad der blev sagt end for, hvad der ikke blev sagt. Fuentes gentog velkendte klichéer om "jødisk kontrol", "zionistiske neokonservative" og den påståede sammensmeltning af jødisk med amerikansk udenrigspolitik. Carlson ydede ikke megen modstand og lod samtalen udvikle sig som en sympatisk udforskning snarere end et krydsforhør. Det, der måske havde afsløret fordomme, normaliserede den i stedet.

Episoden mødte fordømmelse fra hele det politiske spektrum. Den konservative kommentator Victor Davis Hanson advarede om, at ukritisk afsløring var lig med medvirken. Han var engang forsvarer af Carlsons kulturelle kommentarer og argumenterede for, at værten havde givet en "ufiltreret platform" til en holocaustbenægter og jødefornægter og dermed forrådt et centralt konservativt princip efter krigen: en moralsk brandmur mod antisemitisme. For historikeren blev det smagløst, og repræsenterede påviseligt civilisationsmæssig regression - et tilbagefald til den moralske tåge, som konservatismen engang havde hjulpet med at redde Vesten fra.

From Wikimedia Commons: The Pogrom in Strasbourg on the 14th February, 1349 (Émile Schweitzer, 1894)

Kontroversen mindede om William F. Buckley Jr., grundlægger af National Review, der insisterede på, at konservatismen skulle trække klare linjer mellem uenighed og had. I 1959 ekskluderede han det konspiratoriske John Birch Society, fordi dets paranoia afspejlede antisemitisk logik. Kontrasten mellem Buckleys strenghed og Carlsons overbærenhed markerer afstanden mellem en konservatisme, der disciplinerer ekstremisme, og en, der overgiver sig til den.

Historisk set har højreorienteret antisemitisme hvilet på myten om jødisk konspiration – fantasien om, at jøder i hemmelighed kontrollerer finans, medier og regering. Moderne versioner kræver ikke længere hagekors eller racemæssig pseudovidenskab; de overlever gennem eufemisme. "Globalister", "neokonservative" og "zionistiske eliter" er omdøbte betegnere for den samme idé. Fuentes-Carlson-udvekslingen var farlig, fordi den normaliserede dette kodede sprog. Når en figur med Carlsons rækkevidde behandler sådanne ideer uden at gendrive dem, er effekten ikke afsløring, men godkendelse. Samtalemediet indebærer legitimitet; tavshed indebærer samtykke. Grænsen mellem kritik og medvirken kollapser.

Denne proces afspejler den "bløde" antisemitisme, der inficerede europæisk konservatisme i mellemkrigsårene, hvor eliter blot hævdede at rejse "rimelige spørgsmål" om jødisk indflydelse. Sådan retorik gødede jorden, hvorfra folkedrabspolitik senere voksede. Lærdommen fra denne nedstigning er, at skridtet fra insinuation til vold er kortere, end det ser ud til.

Alligevel er det anakronistisk at fokusere primært på højrefløjen. Venstrefløjen er en anti-vestlig allieret med islamismen og udmærker sig ved antisemitisme – en antisemitisme, der taler retfærdighedens sprog, samtidig med at den genopliver en gammel fordom. Marx sammenblandede i "Om det jødiske spørgsmål" jødedom med pengedyrkelse og sidestillede frigørelse fra kapitalismen med frigørelse fra den "jødiske ånd". Denne sammensmeltning hjemsøgte socialistiske bevægelser over hele Europa. Stalin, der offentligt modsatte sig racisme, genoplivede troen i sin kampagne mod "rodløse kosmopoliter," kode for jødiske intellektuelle. "Lægernes komplot" i 1952 – en påstået sammensværgelse af jødiske læger om at forgifte sovjetiske ledere – var en statsstøttet pogrom i sin vorden, næret af paranoia og misundelse.

Venstreorienteret antisemitisme forklæder sig som "antizionisme". Faktuel kritik af krigspolitikker skygger for en delegitimering af Israels territoriale integritet. Det obsessive fokus på den jødiske stat, benægtelsen af ​​dens ret til selvforsvar og omformningen af ​​jøder som "koloniale undertrykkere" forvandler politisk kritik til en moralsk anklage. På vestlige universiteter bliver jødiske studerende udstødt, ikke for deres meninger, men for deres identitet. Denne nye antisemitisme påkalder sig ikke længere teologi eller race; den taler med ordforrådet "afkolonisering". Alligevel forbliver logikken: Jøden, der engang blev beskyldt for illoyalitet over for kristenheden, bliver nu beskyldt for at forråde "universel retfærdighed".

Både højreorienteret og venstreorienteret antisemitisme næres af vrede og forenkling. Til højre symboliserer jøder globalistiske eliter, der underminerer suveræniteten; til venstre repræsenterer de kapitalistisk eller kolonial magt. I begge tilfælde bliver jøder abstraktioner, som samfund projicerer angst på. Den historiske hukommelse forvrænges: Holocaust minimeres, Gulags forfølgelse af jødiske "kosmopoliter" glemmes.

Det tyvende århundrede tilbyder to paradigmer for, hvad der sker, når antisemitisme smelter sammen med statsmagt. Det første er Hitlers Tyskland, hvor myten om jødisk dominans retfærdiggjorde udryddelse. Mellem 1941 og 1945 blev seks millioner jøder systematisk myrdet – ikke spontane udbrud, men koordinerede udtryk for folkedrabsideologi, antisemitismens apotheose: udslettelsen af ​​jøden som menneske.

Det andet, mindre husket, er Stalins Sovjetunionen. Selvom Stalin fordømte nazismen, delte han med Hitler en utilitaristisk foragt for jødisk liv. I slutningen af ​​1940'erne og begyndelsen af ​​1950'erne blev jøder beskyldt for at have dannet en "zionistisk-imperialistisk" sammensværgelse. Jiddisch-forfattere blev henrettet, teatre lukket, tusinder fængslet. Den planlagte deportation af sovjetiske jøder til Sibirien – kun modarbejdet af Stalins død – ville have ført til endnu en katastrofal pogrom. Hvis Hitlers antisemitisme var racemæssig og udslettende, var Stalins ideologisk og bureaukratisk; begge dehumaniserede jøder som den Anden indeni.

Lærdommen fra disse to tyrannier er, at antisemitisme ikke tilhører nogen enkelt ideologi. Det er en "tilbagevendende patologi i moderniteten" - et middel for samfund til at eksternalisere modsætninger og placere metafysisk skyld. Uanset om den er indhyllet i "racerenhed" eller "social retfærdighed", er dens funktion konstant: at forenkle kompleksiteten ved at opfinde et skyldigt folk.

I dagens klima eroderer den historiske hukommelse. Holocaustbenægtelse, der engang var begrænset til neonazistiske ydergrupper, cirkulerer nu online som "revisionisme". Nogle højreorienterede kommentatorer, herunder Carlsons gæster (f.eks. Darryl Cooper), har antydet, at Hitlers tidlige krige var "defensive", eller at Holocausts omfang er overdrevet - en fortælling, der søger at relativisere nazistiske forbrydelser og rehabilitere ultranationalisme. Samtidig trivialiserer dele af venstrefløjen sovjetisk antisemitisme eller romantiserer stalinistisk "antifascisme". I begge tilfælde tjener hukommelsestab politisk bekvemmelighed.

Hansons advarsel handler derfor ikke om manerer, men om moralsk overlevelse. Amerikansk konservatisme hentede engang styrke fra sin klarhed om ondskab: den modsatte sig både totalitarisme, nazistisk og sovjetisk, som begge dehumaniserede jøden. At glemme den symmetri er at risikere at gentage den. Når offentlige personer ophører med at udfordre løgne – hvad enten det drejer sig om Holocaust eller Israel – undergraver de selve fundamentet for den borgerlige fornuft.

Sammenligningen med Buckleys "Firing Line" er lærerig. Buckley mente, at ideer skulle konfronteres, ikke forkæles. Han inviterede marxister, ateister og radikale med i sit program, men mødte dem med intellektuel stringens. Debat var for ham moralsk hygiejne. Carlsons møde med Fuentes eksemplificerede det modsatte: performativ neutralitet – foregivelsen af, at blot det at stille spørgsmål fritager ansvar. Neutralitet over for had er dog ikke objektivitet; det er abdikation.

I en tid, hvor mediepersonligheder har et større publikum end traditionelle institutioner, bliver granskning mere, ikke mindre, presserende. At være vært for en antisemit uden modsigelser er at hvidvaske hans budskab gennem platformens troværdighed. Ytringsfrihed er ikke frihed fra moralsk dømmekraft. Offentlig diskurs afhænger af at skelne mellem debat og formidling, engagement og godkendelse.

At bekæmpe antisemitisme, uanset om det er højre- eller venstreorienteret, er en opgave af civilisationsmæssig rækkevidde – og upartisk. Det kræver et moralsk sprog, der overskrider fraktioner. Både konservative og progressive traditioner indeholder ressourcer til dette: forpligtelsen til "menneskelig værdighed", der er forankret i henholdsvis jødisk-kristen etik, og idealet om "universel lighed". I sidste ende skal konservative konfrontere den konspirationisme, der krænker både intellekt og anstændighed; progressive skal afvise den moralske omvending, der fremstiller jøder som "undertrykkere" og Israel som "apartheid inkarneret."

At huske Holocaust og de stalinistiske udrensninger er en første forsvarslinje – at tage parti for sandhed og retfærdighed mod kynisme. De millioner, der tragisk omkom i arbejdslejrene, er ikke abstraktioner; de måler, hvad der sker, når onde løgne om jøder bliver til doktrin. Deres spøgelser anklager ikke kun haderne, men også de tavse.

Antisemitisme består, fordi den tilpasser sig. Den skifter kostume – fra kors til hammer, fra hagekors til slogan – men dens melodi forbliver. Den trives, hvor kritisk tænkning svigter, og moralsk mod trækker sig tilbage. Carlson-Fuentes-kontroversen advarer om, at selv i demokratier kan den gamle gift vende tilbage, sødet af ironi og algoritme. At modstå den kræver hukommelse, årvågenhed og den integritet, der engang blev eksemplificeret af Buckley og, på hans måde, Victor Davis Hanson.

Den moralske prøve på den moderne civilisation er, hvordan den forholder sig til jøderne. Som tegn på regression er højre og venstre successivt for retten. Resultatet vil afhænge af, om de, der ved bedre, vil tale – ikke med hysteri, men med historiens rolige autoritet. Så længe navnene Auschwitz og Vorkuta huskes, kan Vesten ikke påberåbe sig uvidenhed. Hvad den ikke kan påberåbe sig, må den svare på.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/11/anti_semitism_barbaric_anachronism_yet_menace_to_modern_civilization.html

Kan nutidens ungdomsvold spores tilbage til en pille?

 Kan nutidens ungdomsvold spores tilbage til en pille?En revolution, der forandrede den amerikanske familie, kan meget vel have bidraget til svækkelsen af ​​forældrenes disciplin og stigningen i ungdomsvold.

James Zumwalt 

Utroligt nok var det en by i Californien, der indførte forbuddet. I 1956 forbød myndighederne i Santa Cruz rock ’n’ roll-musik ved offentlige arrangementer, da de frygtede, at den kunne fordærve de unge. Musikgenren var lige ved at slå igennem, da embedsmændene hævdede, at den var ”skadelig for både vores ungdoms og vores samfunds sundhed og moral.”

Senere, i 1980’erne, fulgte kritik af obskøne sangtekster i rock ’n’ roll-musik, som man ligeledes mente havde en negativ indflydelse på de unge. Organisationen Parents Music Resource Center – en gruppe medstiftet af Tipper Gore, hustru til den daværende demokratiske senator Al Gore – tog initiativ til at kræve advarselsmærkater på album med sådanne tekster. Musikere som Frank Zappa protesterede mod hendes tiltag og vidnede i Kongressen for at modsætte sig de foreslåede foranstaltninger.

Det siger sig selv, at sådanne sangtekster kun er blevet værre siden da. Hvorvidt de over tid har bidraget til at skade vores ungdom, må eksperter vurdere. Der bør dog ikke herske tvivl om, at unge sind er blevet påvirket af, at man har bevæget sig væk fra sociale normer og god opførsel, hvilket har udløst en omfattende forandring gennem årtierne.

USA har således været vidne til en markant og gradvis udvikling fra babyboom-generationen (1946–1964) – som myndighederne i Santa Cruz oprindeligt rettede deres kritik mod – til de unge i Generation X (1965–1980), Millennials (1981–1996), Generation Z (1997–2012), Generation Alpha (2013–2024) og Generation Beta (2025–2039).

Denne udvikling er i de senere år blevet særligt tydelig i form af voldelige handlinger begået af unge. Mellem 2016 og 2022 steg drabstallene i denne aldersgruppe med 65 %. Desuden nåede antallet af dødsfald som følge af skydevåben blandt børn og unge et højdepunkt på 1.674 i 2022. De seneste to årtier har budt på en stigning på 60 % i antallet af selvmord blandt unge. Ifølge Centers for Disease Control and Prevention er ungdomsvold i USA blevet "et alvorligt folkesundhedsproblem".

Ungdomsvold defineres som "unge i alderen 10-24 års bevidste brug af fysisk magt eller magtudøvelse til at true eller skade andre". Forskellige faktorer har bidraget til dette problem. Lettere adgang til skydevåben har spillet en rolle. Selvom skydevåben indgår i mange tilfælde af ungdomsvold, er de imidlertid ikke en årsag, men snarere et redskab, som unge kan benytte til at udøve den vold, de søger at begå. Det er ikke nødvendigt for personer, der er fast besluttede på at udøve vold, at være i besiddelse af et skydevåben, da de vil benytte ethvert tilgængeligt redskab til at udføre handlingen.

Sådan forholdt det sig med Karmelo Anthony, der dengang var 17 år; han knivstak og dræbte Austin Metcalf, ligeledes 17 år, under et sammenstød ved et atletikstævne på en skole. Det er svært at forstå, hvorfor Anthony ville bevæbne sig, før han tog til et sportsarrangement på skolen, medmindre han opsøgte ballade og ikke ville vente på, at den fandt ham. Hans voldelige handling resulterede i en fængselsstraf på 35 år.

Den formodede drabsmand bag angrebet på den politiske aktivist Charlie Kirk – der blev dræbt, mens han holdt tale på Utah Valley University i september 2025 – passer også ind i profilen for ungdomsvold. Tyler James Robinson, der dengang var 22 år, er blevet tiltalt for drabet.

Selvom det ser ud til, at Robinson lovligt havde anskaffet sig det våben, der angiveligt blev brugt ved skyderiet, bliver forældre, der bærer en del af ansvaret for deres børns adgang til våben brugt i voldshandlinger, nu stillet til regnskab. Dette er blevet tydeliggjort ved nylige domfældelser i Georgia og Michigan, hvor skoleskyderier fandt sted, efter at gerningsmændene havde skaffet sig adgang til skydevåben i deres hjem.

Der er fire årsager til ungdomsvold – hvoraf den sidste uden tvivl vil møde kritik, selvom jeg vil hævde, at den ofte overses som en underliggende årsag.

Den første årsag er mangel på ansvarligt forældreskab. Mange børn får i dag lov til at ignorere grundlæggende normer for opførsel. Men forældre er de vigtigste personer i deres børns liv og må lære dem respekt for andre, især ældre mennesker og autoritetsfigurer.

Det var godt at se en video af en 19-årig pige, der efter at være flygtet fra politiet i bil – og efterfølgende blevet anholdt – fik en skideballe af sin far, som hun havde ringet til, fordi hun ikke havde udvist respekt og samarbejdsvilje. Hun var dog alt for gammel til stadig at skulle lære dette.

En anden årsag er en indholdsløs undervisning, hvor eleverne hverken lærer om væsentlige emner eller om nødvendigheden af ​​disciplin. Der findes ingen anden forklaring på, at 84 % af demokraterne i generation Z ser positivt på socialisme. Hvad angår præstationer, følger skolerne en politik, der sikrer, at alle elever består, uanset deres indsats.

I dag er matematikforståelsen hos elever i det sidste skoleår på det laveste niveau, der nogensinde er målt. Eleverne lærer, at de kan komme videre, selvom de ikke gør en stor indsats. Der er ingen forståelse for et princip, de får brug for i livet – nemlig at intet kommer af ingenting.

Selve samfundet er en anden årsag. Hvad er der blevet af de bekymringer, som embedsmænd i Santa Cruz gav udtryk for i 1956, og som politiske aktivister som Tipper Gore rejste i 1980'erne, vedrørende negativ påvirkning af vores børn? Samfundets styringsmekanismer er stortest forsvundet, hvilket giver unge frie tøjler til at skeje ud uden større hensyn til konsekvenserne af deres handlinger – især når de er helt uden opsyn. Gruppepres hører også ind under denne kategori.

Dette blev illustreret sent sidste år af otte teenagere i alderen 14 og 15 år, der var rejst fra Pennsylvania til Florida for at deltage i en footballturnering. Langt hjemmefra – og i stedet for at samarbejde om at forberede sig til kampen – gik de angiveligt sammen om at stjæle varer til en værdi af over 2.000 dollars fra en butik i kæden Dick’s Sporting Goods.

De blev anholdt og sigtet for butikstyveri af en alvorlig grad samt for sammensværgelse om at begå butikstyveri, hvilket betød, at de gik glip af deres turneringskamp. I stedet for at bruge anholdelserne som en lærestreg om ærlighed, bad deres træner uansvarligt nok politiet om at frafalde sigtelserne mod spillerne; han forsøgte dermed at lade dem slippe uden konsekvenser frem for at lære dem om ansvarlighed.

Påpegningen af ​​en fjerde årsag kan måske støde nogle læsere, men den kan ikke ignoreres. Den begyndende forandring i den amerikanske ungdoms udvikling – og den vold, de nu har taget til sig – tog sandsynligvis sin begyndelse i starten af ​​1960'erne. Det var samtidig med, at der skete et skift i den typiske familiestruktur.

Faderen havde længe været familiens eneforsørger, mens moderen stod for den primære opsyn og opdragelse af børnene. Men i 1960'erne skete der en ændring, hvor moderen også kom ud på arbejdsmarkedet. Dette førte til, at forældrenes opsyn med børnene blev gradvist mindre.

En væsentlig årsag til denne ændring i familiestrukturen (uden at jeg dermed ønsker at lyde sexistisk) var lanceringen af ​​p-pillen i 1960. Selvom p-pillen gav mødre mulighed for at opnå større uafhængighed, hjalp den også familier med at dække økonomiske behov og opnå en levestandard, der – korrigeret for inflation – ligger 50 % højere end for halvtreds år siden. Men denne uafhængighed havde en pris i form af problemer med børns opførsel og disciplin.

Desværre har nyere generationer vist, at nogle forældre ikke har indset prisen ved at undlade at bibringe deres børn visse adfærdsmæssige normer. Hvad angår de værste af disse børn – dem, der begår vold – forstår de ikke, at sådanne handlinger altid har konsekvenser, ikke blot for ofrene, men også for dem selv.

Selvom det efter nutidens standarder kan virke stødende, var myndighederne i Santa Cruz måske inde på noget rigtigt, da de i første omgang forsøgte at fokusere på og håndtere en samfundsmæssig konsekvens.

Image created using AI.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/10/can-today-s-youth-violence-be-traced-to-a-pill/

 

Årsagen til vi har ritualer om døden

Rev. John F. Naugle  På et tidspunkt i vores liv har vi vores første oplevelse med "komfortvognen".

Komfortvognen, for dem der er så heldige ikke at vide det endnu, er den vogn med snacks og drikkevarer, der bliver leveret til værelset hos en person, der er aktivt døende på et hospital eller plejehjem, så venner og familie har mindre grund til at træde væk, mens de venter på deres elskedes bortgang.

Jeg vil altid huske min første oplevelse med komfortvognen, da den ankom på dagen for min mors død. Efter at have tilbragt to dage på intensivafdelingen efter den mislykkede intervention efter hendes slagtilfælde, blev jeg gentagne gange spurgt, om jeg skulle begynde hospicepleje. Da jeg endelig så tegn på aktiv død, gav jeg tilladelse til, at respiratoren blev fjernet. Straks dukkede komfortvognen op for os for at lette de næste tre timer, hvor hun ville dø. Altid tilbøjelig til sort humor, jokede jeg med, at det var en belønning for at fjerne respiratoren.

Der er et andet minde, jeg har om en plejevogn, der rammer mig med langt større sorg. Jeg var blevet indkaldt til et af vores lokale plejehjem for en kvinde, der var døende. Sygeplejersken havde ringet og indikeret, at familien havde anmodet om de sidste sakramenter. Da jeg ankom, var den døende kvinde bevidstløs, alene i sit mørke værelse. Plejevognen stod uden for hendes værelse, fuldstændig uberørt.

Foruroliget over dette besøgte jeg sygeplejerskerne, efter at have afsluttet de ritualer, jeg var blevet indkaldt til, for at finde ud af, hvad der var sket. Det, hun fortalte mig, knuste mit hjerte; familiemedlemmerne var kun på besøg i et par minutter, og på vej ud bad de sygeplejersken om at ringe til præsten, fordi det var det, hun ville have. De havde ingen intentioner om at vende tilbage.

Min første reaktion på begivenhederne i 2020 var, at vi havde kollapset civilisationen, men denne historie fra før 2020 antyder, at vi allerede var godt på vej. Sand civilisation respekterer den virkelighed, at vi alle vil dø, og forpligter os til at ledsage den døende med visse ritualer, både religiøse og ikke-religiøse. Det gradvise tab af disse ritualer med det tilsyneladende motiv at undgå at tænke på døden både banede vejen for Covid-hysteriet og blev accelereret af det.

En kort historie om begravelsespraksis

Jeg er gentagne gange blevet slået, ikke kun af, hvor radikalt begravelsespraksis har ændret sig i katolske kredse i løbet af det sidste århundrede, men også af tabet af kollektiv hukommelse, der forhindrer folk i overhovedet at indse det.

Min mor fortalte mig gentagne gange om, hvordan min oldemor, efter hun var død og før sin begravelse, blev lagt frem til beskuelse ikke i et begravelsesforretning, men snarere i tre dage i det, der på det tidspunkt var stuen i vores hjem.

Jeg var også klar over, at forventningen for mine bedsteforældres generation var, at begravelser ville finde sted i et bedemandsforretning (som på det tidspunkt stort set var ombyggede store huse) i henhold til følgende tredages program: kl. 19-21, kl. 14-16 og kl. 19-21, og kl. 14-16 og kl. 19-21.

I min barndom var næsten alle begravelsesplaner blevet forkortet til et todages program: kl. 19-21 efterfulgt af kl. 14-16 og kl. 19-21. Jeg har mange minder om, at min mor slæbte mig med i en offentlig bus til disse begravelser. Ofte blev vi i hele to timer. Ved en af ​​disse var jeg ret populær, fordi jeg tilfældigvis havde en Walkman-radio, og jeg kunne fortælle familien om forløbet af en Steelers-slutspilskamp, ​​som de gik glip af på grund af denne forpligtelse.

Da jeg blev ordineret til præst i 2009, fulgte nogle begravelser todagesprogrammet, men disse tidspunkter kl. 19-21 var blevet til kl. 18-20. Andre havde dog kun én dag med offentlig visning kl. 14-16 og 18-20.

Nedlukningerne i 2020 accelererede et fald, der allerede var til stede i 2019. I stigende grad blev begravelser forudgået af slet ingen offentlig visning eller måske kun en time eller deromkring før ceremonien.

 

I stigende grad valgte familier også ikke at tage liget med i kirke til messe og anmodede i stedet om en kort begravelsesceremoni i bedemandshuset. Endnu mere trist var det, at nogle blev direkte kremeret uden nogen ceremoni overhovedet. Man begyndte også at udelade at ledsage liget til kirkegården.

Det, der var en tre-dages sorgperiode før begravelsen, synes at være faretruende tæt på at forsvinde fuldstændigt, hvilket jeg argumenterer for gør os mindre menneskelige og mindre civiliserede.

Ved fremvisningen af ​​min mor kunne jeg ikke tro, hvor mange mennesker, jeg enten aldrig havde mødt eller kun havde mødt, da jeg var for ung til at huske hende, der dukkede op for at vise deres respekt, simpelthen fordi de havde læst hendes navn i nekrologerne og var bevæget af pligt og kærlighed til at være der.

Det er, hvad civiliserede mennesker gør. Civiliserede mennesker er trygge ved død og døende. Ritualerne omkring død og døende er obligatoriske for dem, hvilket betyder, at død og døende altid er for øjnene af dem. Tabet af disse ritualer betyder, at det bliver stadig lettere for folk at skubbe døden ud af deres sind, og jeg vil gerne mene, at disse ændringer var med til at bane vejen for hysteriet i 2020; folk oplevede en overdreven rædsel ved at blive tvunget til at overveje, at de kunne dø.

Memento Mori ("Husk at dø") som et tegn på civilisation

På et tidspunkt, efter at det at sidde på en bar og spise et måltid normalt blev lovligt igen i Pennsylvania, sad jeg tilfældigvis ved siden af ​​en herre, der slet ikke havde sympati for mine klager over, at vi var blevet forhindret i at leve vores liv uden nogen grund overhovedet.

Jeg forsøgte at gennemgå aldersfordelingen for Covid-19-dødelighed med ham, og det faktum, at langt de fleste dødsfald, der var blevet tilskrevet denne formodede pest, ikke kunne betragtes som særligt tragiske, da de havde levet et helt antal år. Han rasede over dette og sagde, at enhver død er tragisk. Jeg spurgte ham retorisk, om han mente, at en 80-årigs død var lige så tragisk som en teenagers død. Til mit chok svarede han bekræftende.

Det var på dette tidspunkt, jeg indså, hvad der foregik i denne mand psykologisk og åndeligt. Han var et årti eller to ældre end mig, men han følte sig stadig dybt utilpas ved at overveje sin egen dødelighed. Døden var stadig noget, der skulle undgås fuldstændigt, og at tro noget andet ville være at indrømme, at hans egen død var tættere på ham end størstedelen af ​​det liv, han havde levet indtil dette punkt.

Han lærte aldrig den lektie, som civilisationens ritualer skulle lære ham, og jeg vil garantere, at dette var en direkte konsekvens af, at han brugte radikalt mindre tid omkring døende og døde end nogen af ​​sine forfædre.

Om få dage vil mange kristne fejre askeonsdag, og vi vil høre ordene "Meménto, homo, quia pulvis es, et in púlverem revertéris" ("Husk, menneske, at du er støv, og til støv skal du vende tilbage.").

At huske døden er ikke valgfrit. At nægte at huske døden er det, der åbner sindet for at undslippe transhumanismen, hvor nedlukninger og påbud blot var symptomer.

Lad os huske at dø.

https://brownstone.org/articles/the-reason-for-death-rituals/