Vores destruktive romantiske kultur Del 4 af 4.

Vores destruktive romantiske kultur Del 4 af 4.

Alan de Bottom

Filosof, psykoterapeut og grundlægger af School og Life

 Kapitel 4: Overvindelse af statusangst og ensomhed

Vi må ikke glemme, at en af ​​de kilder til kærlighed, der er vigtigst for os, ikke kun er interpersonel romantisk kærlighed, men den kærlighed, du får fra andre mennesker. Fremmede, der er afhængige af din status i samfundet. Status er et virkelig interessant træk ved alles ambitioner. Hvorfor arbejder vi så hårdt? Vi arbejder så hårdt, ikke kun for materielle belønninger. Vi arbejder hårdt for at opnå agtelse, respekt og respekt fra mennesker, hvis gode hengivenhed vi er afhængige af for at have det godt med os selv.

Hvis du sagde til nogen, at du har et valg, enten giver vi dig 10 millioner dollars om året, men hver gang nogen ser dit ansigt, siger de: "Åh Gud, jeg hader den person, de er forfærdelige. Jeg foragter den person." Du kunne have den mulighed, eller vi giver dig en minimumsløn, et absolut minimum, et absolut minimum for at overleve. Men hver gang nogen ser dig, siger de: "Åh Gud, den person er fantastisk, den er bare fantastisk osv." Vi ved, hvilken vi ville vælge. Vi ved, at vi ville vælge den fremmedes kærlighed og hengivenhed samt vores samfunds respekt og agtelse langt over simple materielle belønninger.

I vores kultur har grunden til, at de fleste af os arbejder så hårdt, og grunden til, at de fleste af os er så interesserede i penge, intet at gøre med pengene. Det er bare, at penge er den vigtigste kanal til den kærlighed og respekt, som vi kan opnå fra vores samfund. Hvis du ændrer statussystemet og det, du får status for, vil du ændre incitamentsstrukturen

Statusangst i en sekulær tidsalder

Der har været perioder i historien, hvor det vigtigste, man skulle gøre for at opnå en høj status, var at tilbede Gud virkelig intenst. Hvis man så var god til at tilbede Gud, ville man blive betragtet som fantastisk. Dengang gjorde folk det i hobetal, og det blev betragtet som meget, meget alvorligt. I andre kulturer blev det betragtet som meget alvorligt at være en god jæger. Så folk blev mere og mere gode til at jage, og det var det, man gjorde. Det var roden til at opnå status.

Hvordan ved vi i dag, hvad statussystemet er baseret på? Vi ved det på grund af et meget simpelt spørgsmål, som enhver fremmed vil stille os inden for normalt 30 sekunder efter at have mødt os. Hvad beskæftiger du dig med? Og alt efter hvordan man besvarer det spørgsmål, vil folk enten blive rigtig glade for at se en. "Åh, fantastisk! Vi må hænge ud." Eller også lader de en være alene, og de vil ikke kende en.

Vi lever i en verden af ​​snobber. En snob er i virkeligheden enhver, der tager en lille del af dig og kommer til en global beslutning om, hvad du er værd, og hvor meget kærlighed du er værd. Det er virkeligheden, den brutale virkelighed i den måde, vi lever i samfundet på. Vi vil blive dømt nådesløst ud fra vores karrierer, ud fra hvad der står på vores visitkort. Vi vil blive givet kærlighed, statuskærlighed, ikke romantisk kærlighed, men statuskærlighed. Måske også romantisk kærlighed, det er en anden overvejelse.

Men generelt statuskærlighed i forhold til, hvor imponerende vi er inden for karriereområdet. Det er derfor, vi arbejder så hårdt, det er derfor, vi er så paniske over karrierer, og det er derfor, der er så stor fortvivlelse, når karrierer ikke fungerer. Vi mister ikke kun materielt, vi mister også vores sans for vores gode navn og rygte i samfundets øjne. Det er meget brutalt.

De tabte sikkerhedsventiler i ældre samfund

Jeg tror, ​​at ældre samfund, præmoderne samfund, havde nogle indbyggede sikkerhedsventiler for at forsøge at beskytte folk mod den ensartede følelse af, at det, du er værd, er det, du gør, at du er det, du gør. Det har altid været et sted i systemet, fordi vi er materielle skabninger, vi er afhængige af materielle goder, så det har altid været der som en del af blandingen. Men andre kulturer har blødgjort dette på en måde, som vores ikke længere gør. De har blødgjort det på en række måder. For det første gennem religion, gennem den massive adoption af religion.

Det interessante ved religion er generelt, at de guder, som folk har tilbedt, elsker mennesker, ikke for det, de gør, men for hvem de er. De ser ind i din sjæl. Det er en vital forsvarsmekanisme. Du giver Cæsar, hvad Cæsar ønsker, og resten er op til Gud. Det giver dig en følelse af frihed. Det er ligesom, ja, jeg klarer mig måske ikke så godt i min karriere, men jeg har en alternativ vej til kærlighed og hengivenhed. Det er et kæmpe forsvar.

Den anden ting, der virkelig beskyttede folk, var isolation. Vi var et af de første samfund, der konstant var omgivet 24/7 af andre mennesker, vi bor i enorme byer. Størstedelen af ​​verdens befolkning bor nu i en by. Det var ikke tilfældet indtil for et øjeblik siden. Dette er meget nyt.

Når du ikke bor i en by, hvad lever du så omgivet af? Et meget vigtigt psykologisk værktøj kaldet natur. Træer, floder, skove, græsser, insekter, dyr. Hvad i alverden har disse ting at gøre med kærlighed? Nå, det, de gør, er, at de bryder det enhedsbaserede system, hvor du er værd, hvad et andet menneske definerer dig som værd. Når du er omgivet af natur, er du ikke længere kun defineret af andre mennesker. Du får lov til at leve i en mere ekspansiv, en mere frigjort verden, hvor din værdi er op til bredere kræfter, og det giver en masse ilt og en masse frihed, som vi har mistet, da vi gik mod urbane samfund og da vi gik online.

Behovet for sekulære templer

Her er endnu en af ​​mine yndlingsidéer. Religion forsvandt som den ledende kraft i folks liv for omkring 100 år siden, da Nietzsches berømte ord sagde: "Gud er død." Han annoncerede Guds død. Nu kan man sige: "Vent et øjeblik, der er masser af troende." Det er der, selvfølgelig. Mange samfund er stadig defineret af religion.

Man kan dog foreslå, at vi på centrale måder ikke længere lever i religiøse samfund. Vi lever i moderne, sekulære samfund, der er baseret på romantisk kærlighed, statuspræstation, materielle goder, en fornægtelse af naturen, en afskæring fra den naturlige verden og en afskæring fra enhver følelse af begrænsning af menneskelig handlekraft. Vi tror på, at menneskelig handlekraft er i stand til at bestemme alt. Sammen med det kommer selvfølgelig en fornægtelse af vores egen dødelighed.

Hvordan skulle vi begynde at gøre noget ved det? Nå, jeg tror, ​​vi er nødt til at se svarene hos religioner. Religioner har fundet ud af det. Jeg synes, at vi er nødt til at stjæle fra religioner og indføre mange af sikkerhedsventilernes manøvrer og ægte indsigter i den sekulære kultur, som religioner var fremragende til at levere.

For eksempel er vi nødt til at bryde brød sammen. Alle religioner bringer mennesker, fremmede, sammen for at bryde brød fra forskellige samfund for at mindske mistanken. Vi er nødt til at vende tilbage til en tradition med fælles spisning og med at bryde de barrierer, der adskiller fremmede fra hinanden. Vi er også nødt til at tale intelligent og intentionelt om kærlighed og om vores evne og mulighed for at elske bedre, end vi gør, om at minde os selv om, at vi er nødt til at gøre en indsats omkring kærlighed.

Buddhismen gør dette, kristendommen gør dette. Alle de store religioner understreger ikke kun, at kærlighed er vigtig, men at kærlighed er svær, og vi har brug for lidt af det. Religioner, næsten alle af dem, har også skabt rum, der er adskilt fra handelsrummene, rum, der er smukke, rum, der er fredelige, rum, der bringer mennesker sammen for at skabe en anden form for fællesskab, et rum, der er mere styret af en ånd af venskab, venlighed og sårbarhed. Vi er nødt til at erstatte vores templer og kirker med sekulære bygninger, der ikke bare skal være indkøbscentre, og som ikke bare skal være biludstillingslokaler, men de steder, der vil bringe mennesker sammen, de smukkeste forsamlingshuse, man kan forestille sig, skal stadig bygges, og jeg ville elske at se dem bygget.

Kærlighed som broen ud af isolation

Vi tror, ​​vi er alene om at være alene, og vi tror, ​​der er skam forbundet med at indrømme, hvor alene vi er. Roden til ensomhed er at dele din ensomhed, at turde tro på, at de ting, du skammer dig mest over, ikke kan være, strukturelt set kan de ikke være, ting der eksisterer alene i dit hjerte, at de må være ting, der på trods af beviserne, de overfladiske beviser på andre menneskers munterhed, sandsynligvis eksisterer i andre mennesker. Andre mennesker er også ensomme, er også triste, føler sig også fortabte, føler også, at de har ødelagt det, har det også svært i deres forhold.

Begyndelsen på et venskab begynder med evnen til at være sårbar og indrømme tab og sorg. Vi tror, ​​at venskab er en fælles klub for munterhed, men det er det ikke. Ægte venskab begynder med tårer, med evnen til at indrømme sorg. Det er derfor, mænd på mange måder har sværere ved at danne dybe venskaber end kvinder, fordi der i mange samfund stadig er et reelt tabu omkring mandlige tårer. Mænd kan ikke indrømme at være triste og svage uden at føle, at de har mistet deres maskulinitet. Ekstremt uheldigt som en rod til venskab, fordi det betyder, at dit venskab skal være baseret på at positurere og på at fortælle om triumfer og succeser.

Hvorimod begynder ægte venskab faktisk med afsløringen af ​​sårbarhed og skrøbelighed. Som altid med et problem er selvbevidsthed og gensidig bevidsthed vejen igennem. Når vi først kan se mønsteret, kan vi bryde mønsteret. Når vi først kan se, at vi lever i et fængsel defineret af et materielt, et materielt statussystem, som mange af os ikke værdsætter, at vi gør dette ikke fordi vi vil, men fordi det eksisterer, kan vi begynde at finde alternativer.

Jeg taler ikke om at droppe sit job. Jeg taler om at evaluere sig selv og andre mennesker uden for sit job. Jeg taler om at komme i kontakt med naturen igen. Jeg taler om at komme i kontakt med sårbarhed og dele den sårbarhed.

Det er alt sammen værktøjer og mekanismer, som vi kan sætte i gang for at undslippe et ellers virkelig undertrykkende og oprigtigt kærlighedsløst miljø, hvor vi er tvunget til at leve og ikke kan trække vejret særlig let.

Vores destruktive romantiske kultur Del 3 af 4.

Vores destruktive romantiske kultur. Del 3 af 4.

Alan de Bottom

Filosof, psykoterapeut og grundlægger af School og Life

 Hvad terapi muliggør

Så træder vi tilbage og siger: "Vi er overraskede. Vi er et samfund, der er besat af at finde den rigtige person uden at stoppe op og tænke: 'Hvordan bliver jeg den rigtige person? Hvordan arbejder jeg på mig selv?' At forstå det kan ikke blot gøres, og det er paradoksalt, ved at være alene. Dette er endnu et utroligt mysterium. Du kan ikke forstå dig selv bare ved at være sammen med dig selv.

Du har brug for andre mennesker. Hvorfor det? Det er ligesom, hvorfor har du brug for et spejl for at se baghovedet? Fordi vi ikke har øjne der. Vi har brug for nogen til at hjælpe os med at se de ting, der er virkelig svære for os at se. Psykoterapi giver os et forum, hvor vi kan komme, fortælle terapeuten om, hvad der foregår i vores liv, forklare, hvad der skete sidste mandag, forklare, hvad der skete, da vi tog den tur til New York eller Buffalo, hvor end det er, hvad der skete, og så langsomt sætter mønstergenkendelsen ind.

Terapeuten er i stand til at sige: "Det er sjovt. I det sidste forhold gjorde du dette,  i dette nye forhold gør du det, og du nævnte, at dine forældre gjorde noget, der lyder lidt lignende.” Så jeg spekulerer på, hvad der foregår, og så kommer der langsomt indsigt. Vi begynder at samle brikkerne. Vi tænker: “Jeg har gang i noget. Jeg gør noget.” Og den vej er befrielse. Vi kan begynde at bryde de ubevidste historier, vi lever.

Psykoterapi arbejder med dette koncept kendt som “forsvar” eller “forsvarsmekanismer”. Med andre ord er det værktøjer, som vores sind bruger til at forsøge at beskytte sig selv mod nøjagtig viden om deres egne funktioner. Det vil lyde virkelig mærkeligt, som, hvorfor omfavner vi ikke bare selverkendelse med åbne arme? Hvorfor skal vi løbe væk fra den? Svaret er, at viden om os selv er skræmmende. Det er virkelig forfærdeligt at skulle lære visse ting.

Det kan gøre os meget ængstelige. Det kan gøre os så bedrøvede. Det kan panikere os, og derfor skubber vi uvelkommen information væk. Jeg tror, ​​at vi måske stadig ikke helt kan klare, hvor komplicerede vi er. Vi er meget sarte væsner. Vi kan ikke lide at sidde med os selv. Vi kan ikke lide at sidde med vores følelser.

Selverkendelse har fortsat et enormt flygtigt mål. Jeg tror, ​​det er livets vigtigste mål. At forstå sig selv er bogstaveligt talt meningen med livet. De gamle grækere vidste dette: "Kend dig selv" var den vigtigste befaling i den antikke græske kultur og filosofi. "Kend dig selv" - det vigtigste, du kunne gøre.

Hvis du i dag i en samtale med venner eller kolleger sagde: "Hvad er dit mål? Hvor prøver du at komme hen næste år? Hvad prøver du at gøre?" sagde du: "Kend dig selv." Folk ville sige: "Det er en mærkelig person der. Vi ved ikke noget om denne person." Det er ikke et acceptabelt mål.

Vi ved, at det er godt at tjene penge. Vi ved, at det er godt at rejse til udlandet, lære at stege hvidløg og lære salsa. Det er ikke særlig værdsat at kende sig selv. Derfor vandrer vi rundt blandt fremmede for os selv, og derfor er det enormt forvirrende. Lad os sige det ærligt, farligt for andre mennesker. Fordi en person, der ikke forstår sig selv, vil, hvis de konfronteres med deres opførsel, sige: "Det var ikke mig. Jeg gjorde det ikke." Eller: "Jeg kan ikke tænke." Eller: "Spørg mig i morgen." De kan ikke redegøre for sig selv. De ved ikke, hvorfor de gør de ting, de gør.

De vil simpelthen, for eksempel i et forhold, hoppe ud af et forhold og sige: "Det bliver for intenst." Og hvorfor? De ved det ikke. De forstår ikke, hvad de selv laver. Selvom de måske har brugt fem år på at lære spansk.

De har måske taget en videregående uddannelse i japansk. De er måske meget aktive på alle mulige måder. De har måske lært keramik. De har måske udført et godt stykke arbejde med at markedsføre noget. Men pointen er, at de ikke vil have lært de virkelig sande bestanddele af følelsesmæssig funktion, fordi de har været i stand til at slippe afsted med det.

Det kan gøre os meget ængstelige. Det kan gøre os så bedrøvede. Det kan panikke os, og derfor skubber vi uvelkommen information væk. Jeg tror, ​​at vi måske stadig ikke helt kan klare, hvor komplicerede vi er. Vi er meget sarte væsner. Vi kan ikke lide at sidde med os selv. Vi kan ikke lide at sidde med vores følelser.

Hvis vi kan signalere til vores partnere, at vi er lidt dumme. Vi forstår det ikke. Vi har ikke alle svarene. Det er en vidunderlig blødgørende creme. Det er et vidunderligt glidecreme at elske, fordi det bare sænker temperaturen. Hvis din partner er i stand til at sige: "Åh, jeg har måske ikke forstået det her. Jeg forstår det måske ikke. Det er genialt." Og hvis de også kan lave en lille joke, er det fantastisk.

Hvis to mennesker kan lære at se hinanden som idioter, men elskelige idioter, er det et smukt øjeblik i kærlighed. Det kunne lyde negativt. Det er det ikke. Det er det mest generøse, man kan gøre. Vi er to blinde mennesker, der hjælper hinanden med at finde en vej frem. Hvis det er den ånd, hvori vi kan træde ind i kærligheden, er det en ånd af generøsitet, en ånd af gensidig tilgivelse.

Alt for ofte sætter vi os på vores høje heste. Sådan er det. Jeg kender svaret. Det er, hvad jeg synes. Det er ikke en ven af ​​kærlighed. Så vi har brug for, om man vil, en beskedenhed, en humoristisk beskedenhed. Lad mig give dig en anden idé. En anden ting, vi har brug for for at få kærligheden til at fungere, er en vis grad af pessimisme. Optimisme er kærlighedens fjende. Hvis vi tror, ​​at vi får en perfekt kærlighedshistorie, en kærlighedshistorie uden fnug, uden knæk, nej, det kommer ikke til at ske. Vi er nødt til at acceptere, at selv et rigtig godt forhold har konstante krisemomenter. Og det er okay. Problemet er ikke krise.

Problemet er, hvordan vi reparerer kriser? Kan vi reparere dem med tilgivelse, med forståelse og mest af alt med nysgerrighed? Kan vi blive nysgerrige efter, hvorfor vi havde et sammenbrud? Kan vi søge efter, hvorfor vores tilknytningsmønstre ikke er kompatible? Kan vi blive interesserede i, hvorfor vi er svære at elske, og på den måde bliver det lettere at elske?

Så pessimisme er ikke kærlighedens fjende. At vide, at der ikke findes den rigtige person, hjælper dig faktisk med at finde en god nok person. For et par år siden skrev jeg et essay, der gik viralt. Jeg skrev den til New York Times. Den hed “Hvorfor du vil gifte dig med den forkerte person”.

Hvorfor gik det essay viralt? Jeg tror, ​​det gik viralt, fordi folk alle føler... Undskyld, lad mig rette det. Ikke alle mennesker, men mange, mange mennesker føler, at de har giftet sig med den forkerte person. De går i panik over det, og de skammer sig så meget. Så her er et essay i New York Times, der siger: "Ja, vi skal alle gifte os med den forkerte person." Og ved du hvad? Det er okay. Du behøver ikke at gifte dig med den rigtige person. Du skal gifte dig med en person, der er god nok. Kompatibilitet er ikke en forudsætning for kærlighed.

Kompatibilitet er kærlighedens frugt. Hvis vi mødes med nogen, og vi opdager, at der er forskelle, ikke? De har én slags tilknytningsstil. Vi har en anden. De kan lide golf. Vi kan lide tennis. De kan lide, at gardinerne er grønne. Vi kan lide, at gardinerne er gule. Uanset hvad det er. Alt for ofte i moderne romantisk datingkultur er svaret at komme ud. Bare kom ud.

Find en anden. Find en bedre. Derfor handler alle de teknologiske værktøjer om at sætte nye mennesker foran dig. Selvfølgelig skal man nogle gange finde nye mennesker. Men lige så meget som at finde nye mennesker, er det, du skal gøre, at lære at leve med de mennesker, der er foran dig.

Med de mennesker, du har fundet. Mange af os har allerede fundet en god nok partner. Alligevel smider vi dem i skraldespanden, fordi vi er blevet lært af den romantiske kultur, at vi altid kan finde en perfekt person, som det klikker med det samme. Det er sådan en destruktiv idé.

Hvis du tænker: "Ved du hvad? Arbejdet starter her. Arbejdet starter, når du har et problem." Så smøger du ærmerne op og tænker: "Okay, jeg ved, at jeg synes, denne person er en flink person. Nu skal vi arbejde på at sikre, at det kan fungere." Så vi skal tale, og vi skal skille dette problem ad. Vi skal blive som ingeniører, der har en funktionsfejl i maskineriet. Vi skal finde ud af det. Det lyder uromantisk, ikke sandt? Forestil dig at sige, at for at få mit forhold til at fungere hver aften, har jeg talt i en time på en virkelig tålmodig måde.

Du tænker: "Tag til Vegas, find en, der er nemmere." Nå, held og lykke. Måske finder du den person. Men for nogle af os, især nogle af os, der har været igennem vanskelige forhold, vanskelige forhold i vores fortid, er vi måske nødt til at gå ud og lave den slags udgravninger.

Måske er det fint. Jeg tror, ​​at en god nok person er en, der vil engagere sig i at arbejde hen imod kompatibilitet. At de ikke vil antage, at du tager fejl, bare fordi der er problemer. De vil vide, hvordan man reparerer kriser. De vil vide, hvordan man er nysgerrige. De vil vide, hvordan man lytter. De vil vide, hvordan man er tålmodige.

Det er kompatibelt med alle mulige problemer. Seksuelle problemer, relationelle problemer, administrative problemer. Det betyder ikke noget. Du kan arbejde dig igennem dem. Så den forkerte person er en, der holder sig tilbage, som altid bebrejder dig, som lukker øjnene, som siger, det er ikke mit ansvar, eller det var nemmere med min eks, og hvorfor er du så vanskelig, osv.

Disse mennesker er problemer, fordi de nægter at udføre kærlighedens arbejde. Så det er ligegyldigt, om du har mange, mange vanskeligheder. Det er okay. Problemet er din holdning til vanskelighederne. Løsningen er en holdning præget af overbærenhed, nysgerrighed og rolig overvejelse af de fejl, der forener os alle.

Vi er alle gale aber. Så længe vi har været venlige over for den gale abe og os alle, skal vi nok klare os. Et af de virkelige problemer, og der er simpelthen ingen løsning, men vi er nødt til at acceptere, at der er et reelt problem, er, hvor lang tid det tager at finde ud af, hvem vi er som elskere, som mennesker, der er interesserede i forhold, hvem vi er.

Det tager så lang tid, og det tager især lang tid at forsøge at ændre vores mønstre. Hvis vi er en person, der saboterer forhold, hver gang kærligheden dukker op, hvor lang tid vil det så tage at afvikle det? Det kræver indsigt, men det kræver så at sige arbejde, rigtigt arbejde.

Nogle gange går folk i terapi i seks eller tolv sessioner, og de siger: "Jeg har ikke ændret mig. Terapi virker ikke." Og lad os vende tilbage til mit tidligere eksempel om sprog. Forestil dig, at du som engelsktalende i middelalderen besluttede dig for at lære koreansk eller finsk, og du gik til seks lektioner, og du prøvede at lære finsk og koreansk. Og efter seks lektioner kunne du knap nok sige dit eget navn eller sige hej. Så gav du hele processen skylden, og du sagde: "Jeg lærer ikke dette sprog. Det er noget lort." Folk ville sige: "Du er for utålmodig." Jeg tror, ​​at noget af det samme gælder for at omstrukturere vores følelsesmæssige sprog.Vi kan ikke lære det her på seks sessioner af 50 minutter. Det tager lang tid. Et mønster, der er blevet skabt over årtier, vil tage mange, mange år at finde ud af. Det er dårlige nyheder. Jeg ville ønske, det ikke var sådan. Kan vi gøre noget i mellemtiden?

Ja, selvfølgelig kan vi det. Vi kan lære at gå. Vi behøver ikke at holde pause og bare sidde ved vejkanten. Vi kan begynde på relationernes vej. Vi kan starte fra en relativt ung alder, men vi skal udføre arbejdet ved siden af, og vi skal i det mindste være i stand til at gøre det første, hvilket er at sige: "Jeg lærer. Jeg er en lærende."

Der er en reel forskel på en person, der siger: "Jeg ved det hele," og en person, der ved, at de stadig lærer. Da Sokrates, den antikke græske filosof, blev spurgt, hvorfor han var den klogeste person i antikken, sagde han: "Fordi jeg ved, hvad jeg ikke ved." Med andre ord, at fødslen af ​​sand visdom er forbundet med viden om din uvidenhed. Jeg tror, ​​det er den bedste måde, vi kan fortsætte på, også i forhold til vores kærlighedsliv.

Sociale medier og skyldrefleksen

Der er mange spørgsmål, vi kunne lære at stille os selv og vores partnere for at forsøge at finde et bedre forhold. Et af dem er dette. Når jeg kommer tæt på dig, hvordan føles det så? For at åbne et vindue til nogle af de kompleksiteter, der opstår, når nogen kommer tæt på. Hvis jeg elsker dig, hvilken del af dig bekymrer sig så? Det er et godt spørgsmål. Bekymrer nogen del af dig sig?

Et andet virkelig nyttigt spørgsmål er, hvordan reagerer jeg, når nogen prøver at kommunikere noget til mig? Skal jeg holde mig tilbage, eller accepterer jeg det? Kan jeg stoppe op og tænke, at problemet måske ligger hos mig? Eller skal jeg altid sige: "Det kan jeg ikke svare på. Det er den anden person. Du er uretfærdig. Du sætter mig under pres." Hvad er dit niveau af følelsesmæssig fingerfærdighed? Så det er også et godt spørgsmål at stille dig selv.

Et af de rigtig gode spørgsmål i ethvert forhold er også at sige: "Hvordan har jeg irriteret dig?" Hvordan har jeg frustreret dig? Meget af det, der sker mellem par, er, at der er ting, der bobler væk under overfladen, som folk ikke kan finde modet til at sige. Fordi de ikke kan sige dem, forbedres problemet ikke. Problemet bliver værre. Folk kan ikke have sex længere.

En stor del af grunden til, at folk ikke kan have sex, har intet at gøre med sex. Det handler om, at de føler sig afkoblet, vrede og misforståede. Du kan ikke have sex med en, som du føler dig misforstået af, eller som du er rasende på. Det, der hjælper på begær, er tillid. Måden at opbygge tillid på er at kommunikere, og især kommunikere, brud på tillid.

Hvis du vil have god sex, så lad være med at købe et stearinlys, gå ikke på hotel. Begynd at spørge hinanden: "Har jeg irriteret dig? Er der noget, jeg har gjort, som du gerne vil fortælle mig?" Og du siger dette tålmodigt, ikke midt om natten, når du er stresset, eller måske har drukket for meget, men når du er rolig, når der er en følelse af lethed og tilgivelse, så brug det rette øjeblik til at stille det rette spørgsmål.

Vi lever i en verden, hvor terapeutisk sprog og indsigter for første gang har spredt sig langt uden for konsultationsrummet. Der er masseadoption på et overfladisk niveau af terapeutisk sprog. Det område, hvor vi finder dette mest tydeligt, er sociale medier og især Instagram, som er enormt, det er en enorm kraft i verden, og det har opdraget en generation, vil jeg sige, til at tale i pseudo- eller vagt terapeutiske termer. Jeg mener det ikke som en fornærmelse. Nogle af disse indsigter har været fantastiske.

Folk er nu i stand til at tale om, lad os sige, tilknytningsteori. Omtalen af ​​en undgående tilknytningsteori eller en angstfyldt tilknytningsteori i mange kredse skaber ikke den forvirring, som den genererede for 15 år siden. For 15 år siden var dette ikke almen viden. Det var stadig på universitetet, i lærebøger og i konsultationsrummet. Nu er det ude i verden. Mediet, der har ændret dette, er, som sagt, sociale medier.

Hvad er problemet? Jeg skal fortælle dig et af problemerne. Et af problemerne er, hvis skyld det er. Tonen i mange opslag på sociale medier giver partneren skylden for problemerne i forhold, retfærdigt og direkte, ikke dig selv. Der er en besættelse af at finde borderline-personer, narcissistiske personer, undgåelse, angste personer ude i verden. Og selvfølgelig findes de, men tonen er problemet.

Del 4 og sidste følger

Vores destruktive romantiske kultur

 

Vores destruktive romantiske kultur Del 2 af 4.

Alan de Bottom

Filosof, psykoterapeut og grundlægger af School og Life

Når fortrolighed betyder mere end lykke

En undgående tilknyttet person er en person, der reagerer på usikkerhederne i deres forhold til deres omsorgsperson ved i bund og grund at bevæge sig væk, ved at skubbe intimitet væk. Den klassiske sætning, som en undgående tilknyttet person vil sige til sin partner efter et par dejlige uger, et par mini-pauser, et par dejlige stunder, vil de sige: "Det føles lidt for intenst," og så vil de trække sig tilbage på en eller anden måde. De vil begynde at skabe et problem. De vil sige: "Åh, jeg har brug for at tilbringe en weekend med mine venner, eller min mor vil virkelig gerne se mig."

De vil trække sig væk fra et forhold, fordi det bliver for intenst. Det, de egentlig mener, er: "Jeg er så bange for kærlighed, og den måde, jeg håndterer min frygt for kærlighed på, er at trække mig væk." Så det er undgående tilknytning, og vi ser det overalt. Nogle vil være undgående tilknyttede. Nogle vil have genkendt dette med en partner, de havde.

Det er ikke fordi, at den undgående tilknyttede person ikke ønsker kærlighed. De vil have kærlighed. De er bare rædselsslagne for det. Hvorfor er de rædselsslagne for det? Fordi det ikke gik godt for dem i barndommen. Det er noget, vi virkelig skal huske på.

Vi har en kultur, der tror, ​​at alle leder efter kærlighed. Det gør de ikke. De leder tilsyneladende efter kærlighed, men de er lige så travlt optaget af at skubbe kærligheden væk, når den kommer, løbe væk fra den og sørge for, at den ikke lykkes. Hvorfor? Fordi kærlighed er en trussel.

Hvis du er vokset op i et miljø, hvor kærlighed ikke var mulig, hvor forholdet mellem omsorgspersoner og børn ikke var trygt, har du forsvaret dig selv mod risikoen for skuffelse. Du har isoleret dig selv. Når kærligheden så kommer din vej i voksenlivet, vil du gøre mod din viden, mod din bevidste viden, og sørge for, at kærligheden ikke lykkes.

Du vil sabotere dine egne chancer for et succesfuldt forhold. Lad mig give dig en metafor. Forestil dig, at du er vokset op i en fangelejr. Du fik aldrig mad, eller kosten var meget sparsom. Du havde ikke meget mad. Så pludselig, en dag, åbnes fængselsportene, og du får lov til at gå til en fest, og du får lov til at spise, hvad du vil. Hvad kunne reaktionen være? Panik.

Du kan gøre dig selv syg. Du kan prøve at spise maden. Du kan endda dræbe dig selv eller true med at dræbe dig selv, for hvorfor? Du kan ikke fordøje de gode tilbud, fordi du har lært at fungere med en følelsesmæssigt begrænset kost, en følelsesmæssigt begrænset kost, hvor du har klaret dig med meget lidt. Når der pludselig er meget at byde på, går man i panik, og man synes, det er for intenst. Man tror, ​​at en person, der næsten ikke har spist noget mad, vil synes, det er alt for intenst at spise en rig chokoladekage. Nogle gange er sund kærlighed som en rig chokoladekage, som vi ikke kan holde ud.

Nogle kender fænomenet, hvor man tilbyder nogen kærlighed. Man elsker dem, man føler, at man vil give dem et godt liv, man vil være en god partner for dem, og de accepterer det, og så pludselig løber de væk. Hvis der er en dynamik under det, er det en meget almindelig begivenhed. Hvad sker der? Det er ikke, at det er for dårligt, det er for godt. For nogle af os, der har måttet vænne os til meget dårlige forhold, er den største trussel ikke et dårligt forhold. Det er fint. Det er et godt forhold.

Man får mønstre, forfærdelige mønstre, hvor folk har haft en ustabil og voldelig far, lad os sige, en ligeglad og fraværende mor, og man tror, ​​at disse mennesker vil nå voksenalderen, og at de virkelig vil gøre det godt igen for sig selv. De vil finde den kærlighed, de længes efter, og de vil få det til at fungere.

Hvad sker der med dem? Måske dukker der en rar elsker op. En venlig person tilbyder dem et hjem, så at sige, et følelsesmæssigt hjem. Måske kan de i begyndelsen holde det ud. Det er lettere i starten. Men så begynder problemet at sætte ind, når det virkelig bliver klart, at kærlighed kan fungere. Det er dér, den traumatiserede tilknytningselsker finder sine dynamitpinde frem og begynder at sprænge husets fundament i luften, så de kan vende tilbage til den lidelse, der føles mere velkendt.

Det, du skal forstå, er, at i kærlighed leder vi ikke efter det, der vil gøre os lykkelige. Absolut ikke. Vi leder efter det, der føles velkendt. For nogle mennesker er lykke og fortrolighed ét. Men for mange af os er de det ikke.

For mange af os er det mest velkendte en følelse af ikke at blive elsket ordentligt, en følelse af ikke at være sikre på, hvor vi står, en følelse af, at nogen kan true os, en følelse af, at nogen kan forlade os. Det er vores sande hjem. Hvis det er vores sande hjem, vil vi blive vejledt af et finpudset instinkt for at forfine det, hvilket er grunden til, at man igen og igen opdager, at børn af alkoholikere ikke søger ædru partnere. De søger mennesker, der kæmper med alkohol. Hvorfor børn af voldelige forældre ikke søger rolige og venlige partnere. De søger mennesker, der kæmper med deres temperament. Hvad gør vi så ved det?

En optimistisk historie findes i Sigmund Freuds værker, og som på mange måder vender alt tilbage til ham. Han observerede noget, som han kaldte gentagelsestvangen. Han observerede, at mennesker ikke styres af en søgen efter nydelse. De styres af en søgen efter at gentage mønstre, en gentagelsestvang ofte af smerte.

Han foreslog et genialt og, tror jeg, optimistisk svar på dette. Han argumenterede for, at det, mange af os gør, når vi gentager traumatiske oplevelser, for eksempel at finde sammen med en voldelig partner eller en alkoholiker igen, det, vi i virkeligheden gør der, er ikke blot at lide uendeligt uden grund. Det, vi prøver at gøre, er at mestre en udfordring, som vi ikke kunne mestre i barndommen, og vi prøver at mestre den med voksenlivets ressourcer. Med andre ord prøver vi at få den alkoholiske partner til at holde op med at drikke på en måde, som vi ikke kunne, da vi var børn.

Vi prøver at få den følelsesmæssige og kommunikative afstand til den partner, der begynder at tale på den måde, som vores mor eller far ikke gjorde. Vi prøver at indhente det i nutiden. Freud indså, at mange af os ikke ville finde den slags begejstring, vi har brug for, før vi finder en partner, der antyder, at de lider af netop det problem, som vores afgørende omsorgsperson led af. Før vi finder et lille ekko af den oprindelige lidelse.

Men den optimistiske historie er, at vi måske kan arbejde med dem i forholdet for at hele smerten. Det er en meget optimistisk historie. Det virker nogle gange, og nogle gange kan det være nødvendigt at begrænse vores tab. Kærlighed handler ikke altid om at fortsætte. Kærlighed handler også nogle gange om at vide, at man er i et mønster, og at det mønster driver én til ødelæggelse. Når det sker, er det også vigtigt at vide, hvordan man redder sig selv fra ødelæggelsen.

Kapitel 3: Håndbogen for et succesfuldt forhold

Først og fremmest lyder ideen om en håndbog mærkelig. Ideen om en håndbog, som man skal oprette for at komme ind i et forhold, lyder virkelig underlig. Man tænker: "Jeg behøver ikke en håndbog. Jeg skal bare derind, hente en datingapp, og så afsted med et pænt nyt par tøj." Men er det ikke interessant, og ville det ikke være dejligt at have en håndbog, der ville forsøge at guide dig til at tilegne dig den viden, du har brug for til kærlighed? Så ideen om, at kærlighed er en færdighed snarere end en følelse, er mærkelig, men jeg tror, ​​det er en absolut essentiel en i det verdensbillede, jeg fremsætter.

Hvis nogen sagde: "Jeg skal bestige Mount Everest eller K2," ville man sige: "Okay, hvordan har du forberedt dig på dette?" Og man ville forvente, at de dukker op med reb, træningsprogrammer, ilt og specielt tilberedte madpakker. Man kan forstå metaforen. Vi går ind i kærlighedens bjerg uden tilstrækkelig forberedelse og udstyr. Så bliver vi overraskede over, at vi rutinemæssigt vælter ned ad bjerget, og vi bebrejder den anden person. Vi siger, at vi ikke matchede den rigtige person. Vi har ikke fundet vores person. Vi går tilbage på datingappen, og vi går længere og længere for at forsøge at finde den rigtige person. Misforstå mig ikke.

Datingapps har deres rolle. Nogle gange er vi nødt til at scanne og se, hvem der er derude, og finde en person, der halvvejs møder os, hvor vi gerne vil være. Men når du først har fundet en mere eller mindre passende person, er det dér, arbejdet begynder. Arbejdet er at forvandle en fremmed til en person, du kan forstå, og som kan forstå dig, uden at undertrykke det, uden at gå i panik, uden at smide dem i skraldespanden, uden at sige, at vi ikke kan løse det her, hvis vi efter fem uger på en behagelig miniferie i København pludselig har en konflikt. Nej, pointen er, at du skal blive, hvor du er, og prøve at finde ud af det. Men de fleste mennesker giver op for tidligt. De siger, at vi umuligt kan gøre det her. De løber mod bakkerne, går tilbage på datingappen og finder den næste person, som de derefter vil prøve et lige så utilfredsstillende forsøg på at matche deres hjerte med fremmede.

Hvordan er du skør?

Det, vi skal gøre, er at begynde at skabe de rigtige mennesker i stedet for at lede efter dem.Hvad vil det sige at skabe den rigtige person? Det betyder at arbejde med sig selvpsykologisk og terapeutisk, så man forstår sit manuskript fra barndommen og ikke bareafspiller det på uskyldig person efter uskyldig person, at man tager ansvar for de problemer man bringer ind i et forhold.

På School of Life, som jeg grundlagde, en institution dedikeret til følelsesmæssig vækst ogudvikling, fortæller vi vores folk, at når de går på date med nogen, er et af de første spørgsmållegende at spørge folk: "Hvordan er du skør?" Hvad betyder det? Hvordan er du skør? Hvorfor eralle skøre? De er ikke nødvendigvis skøre. Nå, vi har alle ting, vi skal have styr på. Hvis dinperson ved middagen siger til dig: "Ja, jeg forstår spørgsmålet. Ja, jeg er skør. Min skørhed er det her. Min skørhed er det. Min far, min mor." Dette viser sig at være en sikker person. Hvispersonen siger: "Hvordan mener du, at jeg umuligt kan svare på det spørgsmål? Det er uhøfligt.

Du tror, ​​jeg ikke har ret eller er uperfekt. Drop det lige der og nu."

Jeg overdriver, men det er nok ikke en person, du bør hænge ud med, for ingen af ​​os har brug for eller kan have perfekte partnere. Men det, vi kan have og skal søge efter og skal forsøge at blive, er mennesker, der ved nok om deres mønstre til at kunne advare deres potentielle partnere om, hvad der foregår, og tage afværgende handlinger. Begyndelsen påterapeutiske forhold er at vide, at to mennesker, når de indgår et parforhold, ikke indgåruden en masse historie.Det er vigtigt, at par lærer så meget som muligt om den historie, så de er klar til kærlighedensudfordringer og forvirring.

Et terapeutisk forhold kræver, at hver partner får styr på deres dynamikker, der går tilbage til

barndommen, og er i stand til at diskutere dem med relativ ynde, tålmodighed og indsigt med

deres partner, så de, når der opstår problemer, og det vil der, kan anvende et terapeutisk sprog.

Det er terapeutisk at sige, for eksempel når der er en konflikt: "Jeg forstår dit synspunkt. Det er

måske ikke mit, men jeg forstår, at det er dit." Det er ikke terapeutisk at sige: "Du tager fejl.

Du er en idiot, og du er ligesom din mor." Eller faktisk ligesom din far. Dette er ikke terapeutisk.

Jeg laver sjov, men jeg har en meget alvorlig pointe. Vi har ikke en tendens til at tale medhinanden i et terapeutisk informeret sprog. Vi råber, vi skriger, vi bebrejder, vi skifter form,vi tager ikke ansvar. Vi gør alle mulige ting, der dømmer os i forholdet.

Del 3 følger