Hvordan smartphones distraherer os Del 1 af to.
Enhver form for online interaktivt spil eller tablet, selv uddannelsesmæssige spil med belønningskomponenter, kan fremkalde en kamp-eller-flugt-reaktion i nervesystemet. Telefoner er også forstyrrende blot ved deres eksistens. Undersøgelser har vist, at selve tilstedeværelsen af en smartphone er distraherende for vores hjerner, og vi er nødt til at udvise selvkontrol for ikke konstant at tjekke vores enhed. Vi ved, at når vi har den på os, kan der være noget på telefonen, en notifikation, et nyt like, en ny følger eller en ny sms. Selve telefonens tilstedeværelse, selvom du ikke bruger den, er i sagens natur distraherende og reducerer den kognitive kapacitet og opmærksomhed på den aktuelle opgave.
Det, Dr. Dunckley finder, er, at det kumulativt, over tid, forværrer og forværrer deres symptomer på grund af virkningerne på nervesystemet. Dette gør det svært for en forælder at forestille sig at håndtere barnet uden en skærm. At fjerne skærmene og udføre en afgiftning hjælper barnets nervesystem med at genbalancere sig, og kemikalierne i hjernen genbalanceres. Det reducerer deres symptomer.
Technoreference
Der findes en ny forskningsgruppe kaldet Technoference, som undersøger teknologiens indvirkning på forældre-barn-forholdet. Resultaterne er ikke gode. Forældres brug af mobile enheder eller sociale medier fører til dårligere adfærdsmæssig funktion, dårligere følelsesmæssig regulering og reduceret opmærksomhedsspændvidde hos deres børn. Virkningerne af en forælders brug påvirker deres barns adfærd og følelser. Børn udviser værre eksternaliserende adfærd, såsom raserianfald og opmærksomhedssøgning, når deres forældre er klistret til deres egne enheder.
Det hæmmer også deres sproglige udvikling og deres følelsesmæssige regulering. Børn får støtte fra deres forældre. Vores opmærksomhed og interaktion med vores børn fungerer som støtte til at udvikle en ny færdighed. Vores interaktion hjælper dem med at udvikle nye færdigheder. Uden denne støtte, når vi vender os mod vores enheder, udvikler børn ikke disse færdigheder.
Det er ikke kun børns brug af teknologi, der hæmmer eller forringer deres udvikling, men også vores brug af teknologi. En undersøgelse viste, at forældres brug af sociale medier øgede sandsynligheden for depression hos teenagere. En teenager havde fire gange større sandsynlighed for at være deprimeret, hvis deres forælder var en stor bruger af sociale medier. Det er ikke svært at forestille sig hvorfor, for hvis en forælder bruger den tid på sociale medier og ikke giver deres barn den virkelige relation og opmærksomhed, kan det føre til, at et barn føler sig deprimeret og ikke føler sig lige så værdsat.
Hver gang vi hiver vores telefon frem, når et barn forsøger at tale med os eller interagere med os, kommunikerer vi gennem vores handlinger, at telefonen er vigtigere end den virkelige relation foran os. Det er af stor betydning at vi som forældre, er nødt til at tænker over vores egen teknologibrug på grund af disse negative indvirkninger på vores børn, og fordi vi modellerer for dem, hvordan vi ville ønske, at de brugte teknologi som voksne. At spørge os selv: "Bruger jeg min telefon på den måde, jeg ville ønske, at mit barn brugte sin telefon som voksen?" kan være overbevisende. At spørge os selv: "Er jeg mere opmærksom på min telefon end på mit barn?" kan være overbevisende.
Enhver forælder ville sige: "Selvfølgelig værdsætter jeg forholdet til mit barn mere end min telefon," men stemmer vores adfærd overens med det? Som forældre er vi nødt til kritisk at undersøge vores egen brug af skærme, især når vi er sammen med vores børn.
Sådan befrier du dit barn fra farerne ved smartphones.
IHvis smartphones og sociale medier er skadelige for børn, og hvis skærmtidsbegrænsninger og forældrekontrol ikke er tilstrækkelige løsninger til at beskytte dem mod disse skader, hvad skal forældre så gøre? Er der en anden måde? Min bog, The Tech Exit, forklarer, at der er en anden mulig måde, hvorpå vi kan fravælge smartphones og sociale medier helt for vores børn i både barndommen og teenageårene. På den anden side af at forlade disse teknologier er det liv, vi ønsker for vores børn. Jeg vil forklare, hvordan forældre kan gøre dette.
Jeg gennemgår de fem vigtigste forpligtelser til Tech Exit-livsstilen med akronymet FEAST. Jeg ville have forældre til at vide, at dette er en positiv vision.
Hvad skal man fokusere på efter at have forladt tech
Hvis vi faster fra teknologi, hvad fryder vi os så over i stedet? Lad mig give dig de fem principper, der udgør akronymet FEAST.
F: Find andre familier. Vi kan ikke gøre dette alene. Vi er nødt til at række ud til vores lokalsamfund, til andre forældre i vores nabolag og skoler, for at invitere dem til at fravælge disse skærme sammen med os.
E: Vi uddanner, forklarer og eksemplificerer. Vi ønsker, at vores børn skal forstå grundene til, at vi siger nej til disse skærme. Vi ønsker at arbejde for at få deres opbakning, så de kan forstå vores rationale og være forberedte på, hvordan de skal navigere i disse teknologier som voksne. Det gør vi også ved selv som forældre at eksemplificere en sund brug af teknologi.
A: Adopter alternativer. Der findes bedre telefonmuligheder end smartphonen. Vi kan give vores børn dumme telefoner, der giver dem mulighed for at ringe og sms'e uden at introducere portaler til internettet, sociale medieplatforme eller onlinespil, der er beregnet til at gøre et barn afhængig.
S: Vi etablerer regler for digital ansvarlighed og familieskærme. Sådan bruger vi teknologi klogt i hjemmet. Hvordan kan børn bruge computere, eller hvordan kan en familie nyde fjernsyn sammen? Vi ønsker at gennemtænke vores familieskærmregler, hvordan vi bruger disse teknologier målrettet og bevidst på en måde, der bringer familien sammen i stedet for at splitte os på vores egne enheder. Vi ønsker at have digital ansvarlighed i hjemmet mellem forælder og barn for at holde vores børn sikre.
T: Vi bytter skærmene ud med virkelige ansvarsområder og sysler. Når vi begrænser børns friheder i den virtuelle verden, ønsker vi at give dem mere frihed i den virkelige verden. Virkelige aktiviteter, relationer og ansvarsområder hjælper dem med at udvikle sig mod voksenlivet, ikke skærme, der hæmmer dem i at udvikle sig mod voksenlivet.
Få dine børns medvirken
Det er vigtigt, for at leve denne livsstil i vores familier, at vi, mens vi begrænser smartphones og sociale medier, arbejder på at få vores børn til at acceptere og lytte til dem, hvis de har rimelige ønsker. Alle de familier, jeg talte med, sagde, at de ønskede, at deres børn skulle forstå årsagerne og uddanne sig selv om skaderne. Mange af disse børn kunne, da de indså, hvad deres forældre forsøgte at beskytte dem imod, forstå hvorfor, selvom de ikke elskede det på det tidspunkt. De erkendte, at disse restriktioner kom fra et sted med kærlighed og beskyttelse. Som voksne siger disse børn, at de er taknemmelige for, at deres forældre traf disse beslutninger.
En vigtig del af dette er ikke at starte med topstyrede restriktioner ud af ingenting, men at starte med en samtale. Prøv at forklare, hvad du er kommet til at observere og forstå om skaderne ved disse teknologier, og hvad du ønsker at beskytte dit barn imod. Gør noget sammen, hvor I hjælper med at uddanne jeres børn om disse skader og begrundelsen bag disse beslutninger. Mange familier fortalte, at de læste en artikel og talte om skaderne ved smartphones sammen. De forsøgte at have en samtale og stillede spørgsmål til deres barn.
Bemærker du disse effekter blandt dine jævnaldrende? Bemærker du, hvordan dine jævnaldrende eller du interagerer med din telefon? Hvad bemærker du? Hvad synes du om det? Prøv at engagere børnene i en samtale om dette i forbindelse med et forhold, hvor du går disse trin med dit barn igennem. Kom sammen med dem og forklar, hvad du prøver at føre dem ind i. Det, du ønsker for dem, er et liv med virkelige relationer og venskaber og forbindelse og trivsel.
Jeg erkender, at presset mod at bruge skærme kun vil stige. Deres jævnaldrende har endnu ikke smartphones. Derfor satte jeg mig for at interviewe familier med teenagere, der nu har teenagere, og som med succes har sendt teenagere på universitetet, for at finde ud af, hvordan de navigerede i dette pres, da deres børns venner pludselig begyndte at få smartphones eller bruge sociale medieapps. Jeg ville også forstå, hvordan de navigerede, da deres børn skulle bruge internettet mere til skoleopgaver. Det er det, der hjalp mig med at konkretisere denne ramme. Det handler ikke kun om at tage de skridt, jeg kan nu, med mine små børn, ikke at tillade interaktiv skærmtid, at holde passiv skærmtid på fjernsynet til en sjælden foreteelse, vi bruger sammen, og at opgive min egen smartphone.
Det handler også om, hvordan man navigerer, når børn har brug for mere adgang eller har mere adgang til teknologi, og når deres jævnaldrende har mere adgang til disse enheder. Det sidste, jeg vil sige, er, at selv i en ung alder forsøger vi at forklare og uddanne vores børn om internettet. Det er aldrig for tidligt at forklare sine børn de farer, de kan støde på online. Jeg erkender, at der kun er så meget, jeg kan gøre der står i min magt.
Med vores børn bruger vi en bog, der hedder "Gode billeder, dårlige billeder, Jr.", hvor vi taler om, hvordan de kan se dårlige billeder online, eller hvordan nogen kan vise dem et dårligt billede, og hvordan de skal reagere på det. Jeg vil gerne have, at mine børn har værktøjer til at vide, hvordan de skal navigere i det. Fra at have læst den bog ved de, at hvis de ser noget, vender de sig væk, løber og fortæller mig det, og vi forsøger at åbne den samtale fra en ung alder. Jeg vil gerne have, at mine børn skal kunne komme til mig og tale om det. Jeg så med disse teenagefamilier, at disse konstante samtaler og åbne kommunikationskanaler betød, at forælderen var den ressource, et barn kunne gå til, hvis de stødte på noget, der gjorde dem utilpas online, eller hvis en ven viste dem noget.
Hvad er en rimelig alder for at få en smartphone?
Det er aldrig for tidligt at starte disse samtaler, selv ikke for unge forældre. De vil gradvist blive dybere og forklaret mere fuldstændigt, efterhånden som børnene vokser ind i teenageårene. Når jeg bliver spurgt, hvad en rimelig alder for en smartphone er, synes jeg, det er et kompliceret spørgsmål. Det, jeg har set i disse familier, er, at de har afvist præmissen om uundgåelighed, ideen om, at et barn på et tidspunkt skal få en. Familier trækker disse grænser forskelligt. Mange sagde, at det ikke handlede så meget om alder mere om tegn på modenhed og om deres barn kunne håndtere det godt.
At kende sit barn er vigtigst. I eksemplet med familien, der gav deres 17-årige en smartphone, fordi de mente, det var en passende alder, observerede de hurtigt tvangsmæssig adfærd og indså, at det ikke var den rigtige beslutning for ham. Forældre bør ikke være bange for at sige: "Vi lavede en fejl," hvis de ser vanedannende eller tvangsmæssig adfærd. At observere sit eget barn er det ledende princip. Hvis disse tegn er der, kan det være klogt at fortryde beslutningen og vente længere.
Familier har trukket grænser forskellige steder. Nogle valgte gymnasiets sidste år for gradvist at introducere mere ansvar før universitetet. Andre ventede til universitetet. Nogle motiverede deres børn til at blive ved med at bruge en dum telefon gennem universitetet ved at betale for telefonabonnementet og lade deres barn vælge en smartphone senere som voksen med egne penge. Disse forældre følte stadig, at de havde en vejledende rolle, selv gennem universitetsårene.
En del af udfordringen med skærmteknologier er, at skaderne ikke kun er individuelle. De ændrer gruppens sociale dynamik. Selv hvis et barn ikke er på appsene, kan et par jævnaldrende, der bruger smartphones eller sociale medier, ændre, hvordan relationer fungerer, og få børn til at føle sig udenfor, ensomme, angste eller deprimerede. Nogle forældre modarbejder ved at skabe modpres, tale med naboer og skabe fristeder, hvor børn kan komme hjem og lege uden telefoner. Disse rum giver børn lindring fra den konstante belastning af skærme.
I en forstad uden for Washington, D.C., begyndte to mødre med at tale med hinanden om den slags barndom, de ønskede for deres børn. De blev enige om, at de ikke ønskede telefoner, og at deres børn skulle cykle sammen. Denne aftale skabte en positiv vision, der spredte sig. Andre børn begyndte at komme udenfor for at lege. Ikke alle familier delte de samme teknologiske restriktioner, men de delte den samme vision om barndom. Nabolaget blev et sted, hvor børn legede udenfor, arbejdede sig igennem konflikter, cyklede og kastede bolde sammen.
Den slags miljø tiltrækker flere børn. Der er styrke i antal, når forældre taler med naboer eller et par familier i skolen for at skabe en positiv social dynamik. Det er muligt at skabe et nabolag, der føles som 1970'erne, uden telefoner i syne og børn, der griner og leger udenfor sammen. Den energi bliver en modgift mod skærme.
Familier, der har droppet teknologi, har fortalt mig, at deres forhold er meget tættere. Ved middagsbordet har de rigtige samtaler i stedet for at blive distraheret af telefoner. Folk bliver ikke mentalt trukket væk af, hvad der sker på en enhed. At fjerne teknologien styrkede deres familiebånd. En mor sagde, at hun troede, at det ville reducere antallet af konflikter, der opstod med barnet, men i stedet medførte det snesevis af flere konflikter hver dag om tidsbegrænsninger og håndhævelse. At fjerne smartphonen reducerede spændinger og styrkede forholdet.
Disse familier fylder deres tid med familieture, havespil, puslespil, brætspil eller med at se en film sammen. Mange forældre med smartphones siger, at de ikke engang kan se en familiefilm uden at børnene tjekker deres enheder. Uden telefoner bliver underholdning en fælles oplevelse igen. Forældre siger, at de nyder tiden sammen mere, og børn genopdager glæden ved virkelige oplevelser, der engang føltes kedelige.
Undervisere fortalte mig, at de kan se forskel på elever, der har smartphones, og dem, der ikke har. Børn uden smartphones får øjenkontakt, deltager i samtaler og er relationelle. Børn med smartphones kæmper ofte med øjenkontakt, føler sig ængstelige og finder interaktion i det virkelige liv vanskelig. Kontrasten er skarp. Fjernelse af skærme ændrer, hvordan børn relaterer til andre.
Denne livsstil er ikke let, og den kan være mere udfordrende afhængigt af omstændighederne. Enlige forældre, arbejdende forældre eller familier, hvis børn har haft smartphones i lang tid, kan finde det sværere. Alligevel tog mange forældre, der står over for disse udfordringer, disse skridt og er taknemmelige for, at de gjorde det. Der vil være modstandspunkter, og nogle vil være sværere at overvinde end andre. Det er stadig en af de bedste ting, forældre kan gøre for deres børn.
Forældre kan starte i det små. En ugelang digital detox er et godt udgangspunkt, hvis 30 dage føles overvældende. Nogle familier prøvede flere kortere detoxkure, før de forpligtede sig til en længere. Selv en telefonfri time, et måltid eller en gåtur uden telefon hjælper børn med at opleve, hvordan livet føles uden telefon. Skoler kan også spille en rolle, og forældre kan argumentere for telefonfri skoledage. Mange skoler er ivrige efter at afprøve disse politikker, når forældrene støtter dem.
Det er vigtigt at finde støtte fra lokalsamfundet. At tale med venner, naboer eller andre forældre kan gøre dette lettere. SFO-programmer eller fritidsaktiviteter, der er telefonfri, kan også hjælpe. Der findes udfordringer, men de kan overvindes. At tage små skridt, starte samtaler og gå ved siden af dit barn gør dette muligt. På den anden side ved at droppe teknologi er der et blomstrende liv, og det kan gøres et skridt ad gangen.
Oprettelse af politikker for at beskytte vores børn
Mange af de negative effekter og dynamikker fra smartphones og sociale medier i dag er ikke mulige for individuelle forældre at håndtere fuldt ud på egen hånd. De kræver kollektive løsninger som samfund. Skoler kan være en nyttig kraft for forandring og hjælpe forældre med at modstå skadevirkningerne fra smartphones og sociale medier ved at beskytte elevernes lærings- og sociale miljø mod påvirkningen af disse teknologier. Skolerne er i frontlinjen som et niveau af kollektive løsninger, der kan hjælpe forældre.
På et bredere niveau kan politiske ændringer være nyttige til at levere kollektive løsninger i lovgivningen for at støtte forældre, både på statsligt og føderalt niveau. Der har været et pres for at få skærme ind i skolerne som en løsning på uddannelsesmæssig ulighed og for at hjælpe børn med at avancere i uddannelse. Det har ikke vist sig at være en succes i dataene. I den seneste nationale undersøgelse af akademikere i USA er resultaterne for læsning, matematik og naturvidenskab på deres laveste niveau siden 1970'erne. Trods presset for skærme i skolerne har det ikke resulteret i bedre akademiske forbedringer.
Faldet i læseresultater
Folk kan godt lide at pege på COVID-pandemien som årsagen til disse lave scorer, men faldet går længere tilbage end det. COVID og skærmbaseret læring accelererede disse tendenser, men helt tilbage i 2012 begyndte vi at se læseresultaterne falde til under, hvor de havde været i de sidste par årtier. Nu vender de tilbage til de laveste niveauer, vi har set siden 1970'erne. Anden forskning viser, at adgang til teknologi, herunder én bærbar computer pr. barn, ikke forbedrede uddannelsesresultaterne eller præstationerne væsentligt. Det førte ikke til en stigning.
Anden del af artiklen følger.
Opslag
