tirsdag den 15. oktober 2019

Den Kolde Krigs Greta Thunberg

Den Kolde Krigs Greta Thunberg

Det kan synes som om at de store medier nu er fortørnede, fordi Greta Thunberg, barnegudinden og Planetens Frelser er blevet ‘snydt’ for hendes retmæssige Nobel pris af en eller anden usurpator  som blot arbejdede for fred mellem to nationer, der i årevis har været på krigsfod med hinanden.
Det er i sandhed nærmest skræmmende som mennesker falder for disse børne Messiaser. Charles Mackay, forfatter til den klassiske undersøgelse i det 19. århundrede  Extraordinary Popular Delusions and the Madness of Crowds, ville have kunnet finde en guldmine af materiale i dette.
Det er ganske besynderligt her i Thunberg sagaen at navnet Samantha Smith ikke er dukket op. (Undtagen  her). Smith var endnu en barnefrelser, der i sin mission var ude på at få afsluttet Den Kolde Krig. Sagaen om hende burde være en fortælling til advarsel for enhver der er fristet til at give for meget kredit, opmærksomhed overhovedet - til en barn der vil forsone og frelse verden. 
I 1982, sendte Samantha Smith, dengang 10 år gammel et brev til Yuri Andropov, dengang Overbossen i Sovjetunionen. Det lyder i uddrag således:
Jeg har været bekymret over at Rusland og the United States kunne komme i en krig med atomvåben. Vil du stemme for en krig eller ikke? Hvis du ikke vil det vil du så være så venlig at fortælle hvordan du vil hjælpe med til at ikke at have en krig. Dette spørgsmål behøver du ikke besvare, men jeg ville holde meget af det hvis du gjorde.
Tidligt 1980’erne var perioden, hvor Ronald Reagan bestræbte sig på at underminere det aggressive og genstridige USSR. Det var en periode med spændinger, med masser af propagandakampagner rettet mod U.S. af Sovjet, en “kernevåbenfri” fredsbevægelse der faktisk var orkestreret af KGB. Et voldsomt pres mod nye U.S. oprustningsprogrammer såsom Pershing IRBM, krydsermissiler, og B-1 bombemaskinen, og konstante medieangreb mod Reagan og U.S. politik. Midt i alt dette søgte USSR deperat efter metoder til at inddæmme et U.S. i fremgang, og greb ethvert propagandaværktøj når disse dukkede op.
Andropov,  tidligere KGB mand der havde haft overopsyn med massakren på 30000 i Ungarn i 1956 svarede på Smiths brev efter en kort ventetid. Hjerteligst inviterede han den unge Smith til Sovjetunionen. Med en verdensomspændende mediedækning, mest rettet på at stille Reagan i et dårligt lys, da den støttede Smith, barnet der besøgte USSR, en Potemkin standard turne var indledt. 
Da hun kom tilbage skrev hun en bog om sine oplevelser, der blev hilst med “et lille barn leder os” - de samme ord der har omgivet Thunberg. Så indledte hun en karriere som skuespiller. (Kynikere mener at det hele tiden havde været meningen). I 1984 var hun vært for en børneudgave for Disney med titlen Samantha Smith Goes to Washington... Campaign '84, en direkte politisk reference. Så fik hun en rolle som datter af en aldrende filmbedårer Robert Wagner i en serie med titlen “Lime Street.”
Den 25. august vendte hun hjem til Maine fra filmarbejde med sin far. Hendes fly styrtede ned under landing, og alle ombord omkom. Sovjet mente straks det var sabotage skønt en undersøgelse afslørede en pilotfejl. Ronald Reagan sendte et medfølende brev til hendes mor.
Man lavede en TV film om hendes liv. Sovjetunionen udstedte et frimærke og rejste et monument. Hun huskes i sin hjemstat Maine, men helt klart ikke mange andre steder.
Samantha Smith blev benyttet i et upassende spil for et barn, og hun døde på grund af det. Den simple kendsgerning er at børn ikke er egnede til at stå i spidsen for korstog. Det er ikke stedet for dem. Den eneste rolle de kan spille er symbolsk, som levende skakbrikker for nogen andres dagsorden. Farerne, i dette tilfælde, var livstruende. Læg venligst mærke til de følgere af Greta Thunberg.
Enhver der tvivler på ovenstående kan blot se lidt nærmere på Børnekorstogene i 1212 (læs denne artikel på synopsis) de er med i Mackays bog. Selv Samantha Smith gik det bedre end dem. 

søndag den 13. oktober 2019

Kina nu ude af amerikansk containerhavn

Kina ude af amerikansk havn

Her følger et stille resultat fra Trump administrationen dog med stor betydning, og som nu bemærkes af Judicial Watch:
Ved en langtidsaftale underskrevet af Obama administrationen fik en virksomhed fra Kinas Kommunistparti kontrol over den næst mest travle container havn i the United States. I en ellers ikke omtalt sejr for Trump administrationen, er kommunisterne nu ude, efter en langtrukken national sikkerhedsgennemgang tvang en enhed af det Kina baserede COSCO Shipping Holdings Co. (Orient Overseas Container Line—OOCL) til at sælge den gode container terminal virksomhed, der behandler de største import fragter til U.S.
Det hele begyndte med en 40-årig container terminal lejeaftale mellem the Port of Long Beach i det sydlige Californien og Hong Kong. Obama administrationen underksrev med stilthed aftlaen i 2012 der giver Kina kontrol over Amerikas næststørste containerhavn i nærheden af nærliggende  Port of Los Angeles. Et af Trump administrationens første tiltag var at få kommunisterne ud af Port of Long Beach. Efter en vurdering af den nationale sikkerhed og forbunds intervention blev Long Beach terminalen, der behandler millioner af containere om året så endelig solgt til en australsk virksomhed ved navn Macquarie Infrastructure Partners. Det eliminerer endeligt Kinas årtier lange kontrakt med Obama administrationen.
‘Vagthundegruppen’ (Judicial Watch) siger det ikke, men nyhederne dukkede op i maj måned og blev på glimrende vis fortalt af skribent hos American Thinker, Chriss Street.
Her er uddrag af den gode artikel, der nok fik opmærksomhed den gang og er værd at læse eller genlæse for at få  et mere detaljeret perspektiv:
Trump Administrationens Department of Homeland Security har tvunget det statsejede Kina selskab Coco til at sælge the Port of Long Beach - årsagen bekymringer over sikkerheden.
Kinas Cosco Shipping Holdings, der købte dets 75% ejede Hong-Kong baserede Orient Overseas International (OOCL), blev tvunget til at sælge deres ejer del af Port of Long Beach Container Terminal til Macquarie Infrastructure Partners for $1.78 milliarder.
Obama administrationen fandt det helt fint at OOCL underskrev en 40-årig lejeaftale med the City of Long Beach i 2012 for kontrol over Amerikas næststørste, og mest automatiserede container havn.  The sweetheart deal var del af the "Middle Harbor Redevelopment Program" til at finansiere en udvidelse på $1.5-milliarder frem til 2020.
Men en af de første ting som Trump Administrationens Department of Homeland Security i marts 2017 gik i færd med var at nedsætte en "Komite for udenlandske investeringer i the U.S," der skulle se på den nationale sikkerhed ved at Cosco købte sig ind i en tidligere U.S. Navy havn og anlæg.
Kina styrer seks af verdens mest travle containerhavne. Den kinesiske regering har også betalt for konstruktionen og anlæg af 43 havne i 35 lande under Kinas "One Belt and One Road" (OBOR) initiativ der blev iværksat for fem år siden ved Kinas Transportministerium.
Som del af bestræbelserne for at opnå dominans har Kina beordret sine statsejede virksomheder til udelukkende at købe fra og servicere andre kinesisk statsejede virksomheder. Resultatet er at China International Marine Containers Group er blevet verdens største producent af skibscontainere og  Shanghai Zhenhua Heavy Industries er kommet op på 70% af det internationale marked for havnekraner og eksporterer nu til 300 havne i 100 lande. 
Ved Macquarie overdragelsesaftalen vil Orient Overseas International kunne lægge fortjenesten på $1.29 milliard i lommen og stadig kontrollere skibs- og jernbanedelen i containerområdet i de næste tyve år.
Jeg var ikke medredaktør på artiklen, og opdagede ikke historien før den kom, men nu kan jeg ikke modstå at nævne den, og at jeg faktisk var der på Port of Long Beach ved overdragelsen i 2012, på det tidspunkt som journalist for Investor’s Business Daily, og på første hånd oplevede jeg overdragelsen.
Her er så nogle personlige billeder fra 2012 så man kan få en fornemmesle af begivenheden.
Image credit: All photos by Monica Showalter.

fredag den 11. oktober 2019

Politisk magt og for tidlig aldring

Fører politisk magt til for tidlig aldring?

Magt korrumperer og absolut magt korrumperer fuldstændig. Det er almindelig viden eller i det mindste tror man, at magt fremmer ældningsprocessen.
Mænd der opnår politiske magt tidligt i livet bliver ‘midaldrende’ i løbet af et år eller to, uanset hvor ungdommelige de kan synes at have været da de stod udenfor politik. Dør de så tidligere end de ellers ville?
For at besvare spørgsmålet er det nødvendigt at finde en gruppe som man kan sammenligne med på et nogenlunde ens grundlag. Nogle forskere har fået den kloge ide at sammenligne alderen for død hos politiske ledere (præsidenter eller regeringschefer) med alderen hos deres modstandere der aldrig opnåede at komme ‘til fadet’ gennem valg. Resultaterne er omtalt i en udgave af the British Medical Journal.
Tidligere forskning har fundet at US præsidenter har samme livslængde som befolkningen som et hele, men dette kunne skyldes at enten har magtstillingen ingen betydning på deres livslængde eller det skyldes at præsidenter synes at komme fra en undergruppe der har en relativ høj livslængde.
 Billedresultat for premature aging at politicians
Forskerne (amerikanere) så på dødsalderen hos succesrige og ikke succesrige valgte kandidater i 17 lande. De formodede at modkandidaterne, succesrige eller mangel på succes, kom fra samme samfundslag og derfor ville have den samme livslængde. uanset om de fik succes eller ikke.
De tidsmæssigt længste optegnelser gælder Storbritannien, fra 1722 og fremefter, skønt United States havde data fra de fleste valg. Dødsalderen for 279 succesrige kandidater blev sammenlignet med dødsalderen for 261 modkandidater der aldrig kom ‘til fadet.’ Helt klart måtte forskerne udelade de lande, hvor døden ofte var en konsekvens af ikke at vinde et valg.
Forskerne kom frem til, at de som havde succes og kunne træde ind i et højt embede havde en reduceret livslængde. De levede, i gennemsnit 2,7 år færre, end deres modstandere der ikke fik succes. Selvfølgelig skal man ikke begå den elementære fejl at formode at et statistisk sammenfald også angiver en årsag; men det er ikke desto mindre fristende at sige at magt ikke kun korrumperer, den slår ihjel. Det er ikke nødvendigt at føje til at absolut magt slår absolut ihjel.  
Forfatterne indrømmer at der er begrænsninger i deres undersøgelse. For det første, naturligvis, undersøgte de optegnelser hos blot få lande. Japan, for eksempel blev udelukket. Men det var også muligt at succesrige kandidater, fast besluttet på at vinde, ignorerede problemer med helbredet før et valg, hvilket så ville få de mindre succesrige kandidater til at trække sig. Det som altså bliver målt i undersøgelsen er viljen til at ville magten, ikke påvirkningerne af helbredet ved magten. 
På den anden side kan den ‘berusende’ virkning af magten på helbredet muligvis være undervurderet i dette studium. Trods alt må selv kandidater der ikke opnår succes have brugt masser af energi i den politiske proces, næsten ligeså meget, eller måske mere, end de kandidater der fik succes.
Ydermere opbygger en partileder i et parti der ikke fik succes sig en stor magt i sin egen sfære. Hvis politisk magt havde en ‘berusende’ effekt på helbredet, ville man med rette kunne forvente at selv kandidater der ikke kom ‘til fadet’ ville have en kortere livslængde sammenlignet med mennesker der ikke søger magten. Hvis dette var tilfældet ville politisk magt være endnu værre for helbredet hos de der når den, lader denne forskning formode.
Hvis nu forholdet mellem magt og en kortere livslængde hænger sammen, hvad kunne så forklare dette? Forfatterne nævner kun en generel aldringsproces. En tanke fra underbevidstheden dukker op: Ledere synes af være genstand for langt større mediebevågenhed end gennemsnittet. Når man læser om den lægelige opmærksomhed som der gives til monarker, såsom Filip II af Spanien, Charles II af England, og Ludvig 14. af Frankrig for slet ikke at tale om den der kom George Washington til del, så er det sådan set ganske udmærket at være uden så megen magt. Naturligvis er forholdene så til gengæld blevet ændret fuldstændig siden dengang.  
 Theodore Dalrymple

onsdag den 9. oktober 2019

Kinas spioner på universiteter

Kinas spioner på U.S. universiteter

I en kommentar fra maj måned i år med titlen: “United States, undervurder ikke Kinas evne til at gøre gengæld,” havde Wu Yuehe, en journalist ved the People’s Daily, dette at sige:
“Vi råder the U.S. til ikke at undervurdere den kinesiske sides evne til at beskytte sine udviklingsrettigheder og interesser. Så sig ikke, vi ikke advarede Jer!”
Nogle uger senere mistede to kinesiske professorer ved Emory University deres arbejde. Li Xiaojiang og Li Shishua, der udførte forskning i genetik, kunne ikke redegøre for de midler de modtog fra nogle diffuse institutioner i Kina,
To spørgsmål:
[1] Hvorfor var to videnskabsforskere ansat af et amerikansk universitet, og samtidig modtog  de ydelser fra Kina?
[2] Hvorfor var de to så tøvende med at afsløre, hvem der gav dem ydelser?
Svaret på begge spørgsmål er lige så enkle, som de er bekymrende. FBI direktør Christopher Wray fortalte her fornylig senatorer, at Kina er i færd med en samlet indsats for at stjæle sig vej til økonomisk dominans. Mens jeg skriver dette er der mere end 1000 undersøgelser undervejs vedrørende tyveri af intellektuel ejendom. Hver eneste af disse efterforskninger fører tilbage til Kina.
Kineserne har været beskæftiget med denne form for nederdrægtig aktivitet i årevis og amerikanske institutioner synes at være deres foretrukne mål. I august 2015 sendte en elektroingeniør i Chicago en mail med titlen “Midtern test questions” til en kinesisk embedsmand. To år senere blev mailen gennemgået af FBI i  Southern District of Ohio. Agenterne mistænkte at den studerende var plantet, en efterretningsofficer, der blev sendt til USA af en eneste grund: At indhøste teknisk information og dele den med myndighederne i Kina.
Efterforskerne var altså opmærksomme, men gjorde ikke mere ved det. I 2018 blev mailens ophavsmand dog anholdt i Chicago for angiveligt at operere i USA som en illegal agent for Folkerepublikken Kina.
Denne anholdelse burde være sket langt tid før. I 2013 ankom Ji til USA på et F1 Visa, med det formål at studere elektro ingeniørvirksomhed ved  the Illinois Institute of Technology i Chicago. I 2016, ifølge Justitsministeriets rapport: “Meldte Ji sig til the U.S. Army Reserves som en E4 specialist under the Military Accessions Vital to the National Interest (MAVNI) programmet, der autoriserer U.S. væbnede styrker at rekruttere visse lovlige udlændinge hvis evner anses som vitale for nationens interesse.”
Interessant er det, som rapporten dokumenterer, så benægtede Ji i sin ansøgning om deltagelse i MAVNI programmet, at have haft kontakt med en udenlandsk regering inden for de sidste syv år,hvilket vi nu ved er en direkte løgn.
Kina indsamler værdifulde forskningsresultater fra U.S. universiteter ved at benytte ikke konventionelle indsamlere, herunder professorer, videnskabsforskere og studerende. Ifølge en frisk artikel af Spectator’s Cole Carnick, the National Institutes of Health, er det et regeringskontor der står bag midler til offentlig sundhedsforskning ved U.S. universiteter.
Artiklen beskrev, at den kinesiske regering har udviklet systematiske programmer for at skaffe sig indflydelse og kapitalisere på U.S. udført forskning, og med kinesiske elever der udveksler vigtig forskning med Kinas efterretningsvæsen.

ifølge en Wall Street Journal 
rapport havde kinesiske hackere fokus på maritim teknologi på adskillige universiteter, herunder the University of Hawaii, the University of Washington, Penn State, og endog MIT.
Forståeligt nok har FBI embedsmænd rådgivet universiteter over hele landet, og bedt dem vurdere igangværende forskning der omfatter kinesere og som kunne have tilknytning til militæret i Kina.
Udover at infiltrere videnskabelig forskning forsøger kineserne aktivt at få indflydelse på debatter på campus om Kina gennem studenter organisationer. Som en rapport fra 2018 ved Hoover institution bemærkede, modtager  the Chinese Students and Scholars Association (CSSA), den officielle organisation for kinesiske studerende i udlandet og lærere registreret på de fleste colleges, universiteter og institutioner uden for Kina, direktiver fra den kinesiske regering og udvikler stadig tættere relationer med Kinas konsulater.
Dybt bekymrende er det, og som rapporten bemærker, at når begivenheder på campus har fokus på Tibet, Taiwan, Hong Kong eller Uighurerne, kontakter repræsentanter for CSSA det pågældende universitet for at få lagt låg på enhver debat der kunne kritisere Kina. 
For to år siden sendte the University of California San Diego en invitation til Dalai Lama. Ikke overraskende modtog universitetet hurtigt anmodninger fra CSSA og Kinas konsulat i Los Angeles, om at sløjfe invitationen.Tak, for at universitetet nægtede at følge opfordringen. Kinesiske embedsmænd, som var helt ligeglade, forbød så fremtidige støttemidler til kinesiske studerende ved UCSD.
Som Jeanine Frost engang skrev,
“Der er kun en metode til at bekæmpe det, og det der med Gentleman bekæmpelse fører ingen steder hen - udover død, og det hurtigt. Benyt ethvert beskidt trick, ethvert lavt slag, spark når de ligger ned, og måske kan du så være den der går derfra.”
Kinesiske embedsmænd, der helt klart er fans af Frosts forslag er forberedt på en beskidt kamp. De er forberedt på at lyve, stjæle og snyde - og det gør de allerede.
Det er Kina, ikke Rusland der er den eksistentielle trussel for the United States.
Hvis ikke Amerika erkender denne kendsgerning kan det blive en katastrofe.
John Glynn is a professor of psychology at American University of Bahrain. Follow him on Twitter: @John_A_Glynn.

tirsdag den 8. oktober 2019

Klimaforsker på topniveau kalder 'global opvarmningskrise' for sludder

Klimaforsker på topniveau kalder 'global opvarmningskrise' for sludder

En særdeles kvalificeret og erfaren klimaforsker med uangribelige akkreditiver har forkastet det uvidenskabelige grundlag for dommedagsscenariet over en formodet klimakrise.

Hans arbejde er endnu ikke blevet taget op i vort land, men det skal nok komme. Han skriver på det australske site
 Quadrant. Tony Thomas introducerer den engelsktalende verden for Dr. Motoaka Nakamuras sandheder. (hat tip: Andrew Bolt, John McMahon).
Der findes en oceanograf og meteorolog på topniveau der er klar til at råbe “Sludder!” om den “globale opvarmningskrise” der synes så åbenbar for de som laver modeller over klimaet, men ikke i den virkelige verden. Han er lige så kvalificeret, måske bedre, end de modelskabere han kritiserer - de hvis forudanelser om År 2100, med en øgning på 4 grader celsisu har fået verden til at bruge $US1.5 milliard om året for at bekæmpe CO2 udledninger. 
Det drejer som om Dr. Mototaka Nakamura. I juni måned udgav han en lille på på Japansk om “den sørgelige tilstand i klimavidenskaben. Titlen på bogen er “En klimavidenskabsforskers indrømmelser.” Den globale opvarmnings hypotese er en ikke bevist hypotese, og det standpunkt er han yderst kvalificeret til at indtage. Fra 1990 til 2014 arbejdede han med dynamikkerne bag skyerne og de kræfter der blander atmosfæren og oceaners strømme på mindre såvel som planetarisk skala. Hans grunduddannelser er fra MIT (han er doktor i meteorologisk videnskab), og fra  Georgia Institute of Technology, fra Goddard Space Flight Centre, fra Jet Propulsion Laboratory, Duke and Hawaii Universities og the Japan Agency for Marine-Earth Science and Technology. Han har udgivet over 20 forskningsartikler om klimaet og havstrømme.
Billedresultat for Mototaka Nakamura
Nutidens enorme opbud af “global opvarmningsvidenskab” er som en pyramide vendt på hovedet, bygget på arbejdet af nogle få snese af alvorstunge modeller over klimaet. Her hævdes at de demonstrerer menneskeforårsaget CO2 udledninger som værende årsagen til den seneste globale opvarmning og forudsiger denne opvarmning fremover. Enhver ortodoks klimaforsker antager sådanne resultater ved modellernes sorte boks som noget fastslået.
Dr. Nakamura har netop gjort sit arbejde tilgængeligt for den engelsktalende verden:
I juni måned var det ikke udkommet på engelsk og kun brudstykker var oversat og kom i cirkulation. Men Dr Nakamura kunne sidste uge tilbyde via en  gratis Kindle version sin version på engelsk. Det er ikke en oversættelse, men et friskt essay der henviser til hans originale konklusioner:
Den kritik han fremfører er omfattende.  
Data integritet
(AT har netop udgivet historien om at Canada's Environment Agency har kasseret præcise historiske data og erstattet sine modeller med hvad de data burde have været, f.eks.)
Nu er Nakamura på banen igen og anklager yderligere de ortodokse videnskabsforskere for “data forfalskning” ved at de justerer tidligere temperaturdata for at lade som om at der en helt klar opvarmning. “Den globale overflade betyder at temperaturforandrings data ikke længere har nogen videnskabelig værdi, og kun er et propagandaværktøj over for offentligheden,” skriver han.
Klimamodellerne er nytteløse værktøjer for akademiske studier, siger han. Imidlertid “er modellerne blot blevet nytteløse, ikke brugbare arbejder eller det der er værre (i den forstand at de kan føre til konklusioner der er groft vildledende) når de benyttes til at forudsige klimaet.” Grunden:
Disse modeller mangler helt og aldeles nogle kritiske og vigtige klimaprocesser og tilbagemeldinger, og fremholder andre kritiserbare klimaprocesser og tilbagemeldinger på en groft forvrænget måde og i en udstrækning der gøre disse modeler ikke brugbare for nogen meningsfuld forudsigelse om klimaet.
Jeg benyttede selv klima simuleringsmodeller i videnskabelige undersøgelser, ikke for at komme med forudsigelser, og erfarede dermed om deres udfordringer og begrænsning i den proces.
Ignorere ikke-CO2 klima begrænsninger
Forudsigelser om klimaet er ganske enkelt umuligt da fremtidige forandringer i solens energiudladninger ikke kan kendes. Med hensyn til påvirkningerne ved menneskeforårsaget CO2, kan disse ikke bedømmes “med den viden og teknologi vi lige for tiden besidder.” 
Andre simplificeringer af modeller omfatter:
# At man helt overser større og mindre dynamikker i oceanerne.
# En komplet mangel på meningsfyldte repræsentationer af aerosol der skaber skyerne.
# Mangel på forståelse af årsagerne til reflektioner fra is. “Uden en rimelig præcis angivelse er det umuligt at komme med meningsfyldte forudsigelser af klimavariationer i mellem- og højtbefindende breddegrader i atmosfæren og således for hele planeten."
# Manglende evne til at håndtere vanddamp elementer.
# Arbitrære “justeringer” af vigtige parametre som ikke forstås fuldt ud.
Billedresultat for Mototaka Nakamura
Om CO2 forandringer siger han.
Jeg ønsker at påpege en simpel kendsgerning, at det er umuligt præcist at forudsige  retning eller tendens i et system om forandring, hvor det værktøj der skal bruges til forudsigelsen enten mangler eller groft forvrænger vigtige ikke-lineære tilbagemeldinger,  som vi oplever det med det aktuelle nuværende system..... 
… Det ægte eller realistiske simulations klimasystem er langt mere komplekst end et absurd simpelt simulationssystem med de værktøjer vi har benyttet til forudsigelser om klimaet til dato, og det vil være uoverstigeligt vanskeligt for de naive klima forskere der har Nul eller meget begrænset forståelse for dynamikkerne i geofysiske bevægelser. Jeg forstår noget om dynamikkerne bag geofysiske bevægelser, dog tilstrækkeligt til at indse at atmosfærens dynamikker og havenes dynamikker er så absolut yderst vigtige facetter af klimasystemet, hvis man nogensinde skal kunne håbe på at komme med en forudsigelse om variation i klimasystemer.
Solens energiudladning bliver ganske absurd opfattet som “en mængde der aldrig ændrer sig.” Han siger "Der er blot adskillige årtier siden vi fik evnen til præcist at måle den solenergi vi modtager. Blot i disse adskillige årtier, er den varieret med en til to watt per kvadratmeter. Er det  fornuftigt at formode at den ikke vil variere mere end det i de næste hundred år eller længere til brug for forudsigelser? Jeg mener Nej.”
Der er meget, meget mere. Læs det hele.
Men hvem vil du tro på, en yderst kvalificeret japansk videnskabsforsker eller en svensk teenager med visse mentale udfordringer?

søndag den 6. oktober 2019

Broen der skræmmer livet af brugerne

Broen der skræmmer livet af brugerne


Billedet er af the Chesapeake Bay Bridge -- eller i det mindste en del af den.

Broen går over Chesapeake Bay i Maryland (deraf navnet) og er  4.3 miles (næsten 7 km) lang. Når man er midtvejs er det svært at se land. Broen er også meget smal - den vestgående bane er 11,6 meter bred, men det er den rene luksus sammenlignet med den østgående der er 8,5 meter. Der er ingen vige muligheder i tilfælde af uheld, og man frygter derfor trafikuheld.

Højeste punkt er 55 meter over vandet. I dårligt vejr kan sigtbarheden falde til NUL, som det ses her. Det kan derfor ikke overraske at Travel and Leisure tidsskriftet anser broen for at være en af verdens mest skræmmende broer.
For nogle er tanken om at måtte skulle køre over Bay Bridge angstfremkaldende. For andre er det en mulighed for at tjene penge på den frygt.
Steven Eskew er en sådan person. Han er ejer af en virksomhed ved navn "Kent Island Express" der, per virksomhedens website, tilbyder en "Chesapeake Bay Bridge Drive-Over Service."
Hvis man ringer til dem en time i forvejen - så tidligt som 7.00 og senest 20.00 syv dage om ugen - vil en af Eskews chauffører møde dig ved broen. Derfra vil chaufføren stige ind i din bil og køre dig - og din bil - over på den anden side. For den betænkelige motorfører er det præcis den samme rejse dog minus de bro-angstfremkaldende-panikanfald. En Kent Island Express ven samler chaufføren op over på den anden side, medmindre en anden kunde venter på en tur i modsat retning.
Servicen der plejede at koste 25 dollar per tur og steg til 30 dollars her for nylig tager cirka 10 minutter - dog kan der ved megen trafik gå op til en time. Der er dog ingen ekstra betaling for forsinkelse.
Som USA Today bemærker, er det ikke eneste eksempel derude - de lokale myndigheder i New York, Michigan og Delaware/Jersey tilbyder lignende services over the Tappan Zee, Mackinac, og Delaware Memorial Bridges, Men Kent Island Express er den eneste private kørselsbrotjeneste i United State.
Som regel fungerer det - men ikke altid. Eskew fortalte NPR, at mens de fleste af kunderne mener deres ængstelse lettes noget ved at have en chauffør på, gælder det ikke alle - nogle kunder er stadig rædselsslagne. “Vi har nogle kunder der sætter sig på bagsædet i deres bil - på gulvet. Vi har nogle der trækker et tæppe eller en jakke over hovedet.” Imidlertid er der ingen der er kravlet om i bagagerummet, selvom de har bedt om det - for det er ikke tilladt.
Bonus fakta: I 2005, for at betale for vandbehandlingsanlæg for the Chesapeake Bay,indførte Maryland en afgift på 30 dollars (siden det dobbelte) fra enhver bruger af et “fast afledningssystem.” Hvad er så det?  Ifølge the Washington Post, er det jura for et “hus der bruger en septiktank.” Afgiften der i folkemunde kaldes the Maryland "flush skat," pålægges ejendomskskattebilletten for beboere i Maryland hvis toiletter ikke er forbundet med det kommunale system.

fredag den 4. oktober 2019

Hvorfor Pave Frans ikke besøger Argentina

Hvorfor Pave Frans ikke har besøgt sit hjemland Argentina
Sidste lørdag landede jeg i det kølige Buenos Aires. Jeg er sikker på det blot er et tilfælde, men min ankomst faldt dog sammen med at pesoen styrtdykkede i værdi. Man kommer langt med en dollar. For 40 dollars kan man bosætte sig på et firestjernet hotel, for 4 dollars en lækker bøf. Tegn på at Argentinas økonomi har det rigtig elendigt ses overalt, fra de ynkelige bydele lige udenfor Buenos Aires til hjemløse der sover på møgbeskidte madrasser i bymidten. Argentinerne elsker de ‘rå’ dollars, og tilbyder virkelig gode ting for kontanter i dollars.
De kan se ud til at Peronistas er på vej til sejr. Brasilien rykker mod højre. Argentina mod venstre som var det nærmest en afhængighed af landets socialistiske traditioner.
Hovedformålet med mit besøg til Buenos Aires var at lære mere om landets ikke så populære søn Jorge Bergoglio, der stadig ikke har besøgt Argentina siden han blev Pave Frans. I løbet af de få dage jeg var der spurgte jeg enhver katolik jeg mødte og bad vedkommende forklare den uoverensstemmelse, og jeg fik meget oprigtige, direkte, ja brutale svar.
“Vi ved alle han er en skiderik,” sagde en tidligere anklager til mig. “Vi skammer os over ham. Han repræsenterer vore værste sider.” 
Hans ven supplerede med at katolikker faktisk anser Frans for at “være en falsk, en indbildt Pave,” for ikke at nævne, føjede han til, “en dårligt opdraget, udannet nar.” 
Den tidligere anklager havde virkelig foragt for Frans. “Han aner ingenting - ikke om moral, ikke om teologi, ikke om historien. Intet. Kun magten interesserer ham.” 
Beskrivelsen af Pave Frans som en magtgal ideolog er meget udbredt, fandt jeg. Jeg talte længe med Antonio Caponnetto, der er argentinsk advokat med adskillige bøger om Pave Frans. “På seminariet kaldte hans klassekammerater ham for Machiavelli,” bemærkede han.
Billedresultat for pope francis and evita peron
Caponnetto giver to grunde til at Pave har undgået at besøge sit hjemland. Den ene at mindst halvdelen af landet hader ham, og to at Frans ikke bryder sig de formodede borgerlige i det “konservative” pro-kapitalistiske Macri regime. Sidstnævnte er ganske absurd da Macri næppe kan kaldes konservativ, som også konservative argentinere er de første til at sige.
Onsdag morgen mødtes jeg med Santiago Estrada, Argentinas tidligere ambassadør til Den Hellige. Han har været tæt på Bergoglio i årtier, men indrømmer at Bergoglio “hader forretningsmænd.” Han bryder sig ikke om Macri, ikke fordi Macri skulle være en konservatismens søjle, men mere fordi Macri ikke er lige så meget imod “forretning” som han selv. Estrada var ikke meget for at kritisere sin ven, men han indrømmede at Pavens behandling af de biskopper der har misbrugt børn er “uforklarlig.”
Pavens forgængere besøgte deres hjemlande. Selv den forsigtige Pave Benedikt XVI talte med sine tyske kritikere og kom hjem.
Er det virkelig muligt at Pave Frans kan boycotte Argentina resten af hans tid som Pave?
Muligvis ikke. For det første siger engagerede katolikker, hvis de hårdnakkede venstreorienterede kommer tilbage til magten “så kommer han.” Estrada mener han “helt sikkert vil komme næste år” hvis Macri taber, men han vil kalde det et “pastoralt besøg.”
“Frans har arbejdet bag scenen for at hjælpe Macris modstander, fortalte en politisk kommentator mig. “Han ønsker at Macri taber.”
Borgerlige frygter udsigten til en Peronista sejr. En der har en politisk blog sag, “Jeg vil forlade landet. For os vil det ikke være et sikkert sted.”
Billedresultat for pope francis and evita peron
Jeg fik en lille forsmag på det torsdag da jeg gik forbi et kontor for en af Argentinas venstrefløjspartier. Der gik kun et øjeblik efter jeg havde taget mit kamera frem for at tage nogle billeder og et par Peronista wannabees slynger sprintede ud af kontoret og udspurgte mig. “Hvad har du gang i?” Jeg ignorerede deres ytringer, mens et andet medlem af partiet forsøgte at dysse dem ned, med en dygtig gang smiger og sludder.
En konservativ der i frustration rullede med øjnene fortalte mig at Peronismen i Frans verden er så stærk at nogle ‘proselytter’ hos Paven taler om at helgenkåre Evita.
Related Posts with Thumbnails