Bevidsthed kan være mere end hjernens output – det kan også være et input

Ny forskning på feltet antyder, at udbrud af neuralt kaos kan være fingeraftryk af et bevidst sind på arbejde.

 Conor Feehly

Fra et videnskabeligt perspektiv er det at studere bevidsthed lidt ligesom at forsøge at beskrive singulariteten inde i et sort hul fra vinduet på et rumfartøj i dets gravitationsbane. Vi kan se, hvordan det sorte hul vrider og forvrænger rummet omkring det: Overophedet støv og gas spiralerer indad; stråling og mærkelige gravitationsbølger udstråler udad.

Men fra dette udefrakommende perspektiv er det umuligt at observere singulariteten inde i det sorte hul. Begivenhedshorisonten blokerer alle forsøg. På samme måde kan vi som udefrakommende observatører ikke direkte få adgang til andre væseners bevidste oplevelser. Når vi fokuserer vores tredjepersons videnskabelige værktøjer på de steder, vi mistænker, at vores mentale liv befinder sig - nemlig vores hjerner (og kroppe mere generelt) - er alt, hvad vi ser, den fysiske virkeligheds substans: elektrisk aktivitet, neurokemikalier og kropsvæv. Ingen følelser, ingen emotioner, ingen kærlighed. Vores eget indre kosmos af intentioner, overbevisninger og drømme kan kun kendes af os selv.

Moderne videnskab har en tendens til at se bevidsthed som opstået fra neural aktivitet, ligesom spøgelsesagtig software fremmanet gennem hjernens materielle hardware. En radikal ny teori antyder noget andet: Hjernen genererer ikke kun bevidsthed; snarere kan bevidstheden i sig selv påvirke hjernens fysiske dynamik – og den efterlader fysiske spor, når den gør det.

Det sværeste problem i videnskaben

Indholdet af vores mentale liv og den fysiske struktur af den virkelighed, vi er omgivet af, synes at tilhøre to forskellige domæner. Siden René Descartes først formulerede sind-krop-problemet i det 17. århundrede, har vestlig tænkning været hjemsøgt af spørgsmålet om, hvordan disse to tilsyneladende uforenelige aspekter af virkeligheden interagerer. Denne uoverensstemmelse har ført til, at filosoffer og videnskabsmænd har kollapset en af ​​disse verdener i den anden og hævdet, at enten "sind" eller "stof" er mere fundamentalt.

For nylig har filosoffer som Joseph Levine og David Chalmers omformuleret denne kløft mellem fysik og følelse som det "forklarende hul" eller det "svære problem". I det mindste på overfladen synes der at være en kategorisk forskel mellem beskrivelser af materialet og beskrivelser af sindet.

Trods denne kløft har moderne neurovidenskab gjort betydelige fremskridt med at kortlægge de neurale korrelater (Et korrelat er en ting, et begreb eller en grammatisk enhed, der svarer nøje til, forudsætter eller står i et gensidigt afhængighedsforhold til et andet) af bevidsthed (NCC) – identificere mønstre og hjerneområder, der pålideligt sporer specifikke bevidsthedstilstande. Men korrelation er, som vi ved, ikke en forklaring. Kortlægning af hjerneaktivitet, der er forbundet med bevidst oplevelse, fortæller os hverken, hvorfor oplevelsen eksisterer i første omgang, eller om den spiller nogen årsagssammenhæng i den fysiske verden.

Moderne teorier om bevidsthed forsøger generelt at bygge bro over denne kløft ved at sidestille bevidsthed med en målbar, fysisk egenskab ved hjernen. Men dette skridt kommer med en konceptuel pris. Det erstatter subtilt subjektivitet med et kvantitativt mål for neural aktivitet. Bevidsthed bliver analog med et tal, en struktur eller et mønster – et abstrakt substantiv – og dens definerende træk, førstepersonsfølelsen, glider gennem vores forklarende sprækker.

Hvis vi tager de spor, naturen har efterladt os, alvorligt, sådan som Descartes og andre har hentydet til, og vi tager bevidsthedens fysiske irreducerbarhed alvorligt, uden at afvise den som en slags illusion, epifænomen eller projektion, hvor efterlader det os så, hvis vi ønsker at give en videnskabelig redegørelse for bevidsthed?

Credit: Chaikom / Kusandra / Adobe Stock / Big Think

Informationsmæssig entropi

En lovende banebrydende grænse kommer fra undersøgelsen af ​​informationsmæssig entropi i hjernen. Informationsmæssig entropi, der først blev defineret af Claude Shannon i 1948, giver en matematisk måde at måle usikkerheden eller uforudsigeligheden af ​​information. Shannon-entropi, der oprindeligt blev udviklet til at forbedre telekommunikation, er siden blevet anvendt på neurale signaler, hvor den giver et mål for variationen af ​​neural aktivitet på tværs af skalaer, fra enkelte neuroner og helt op til hjernenetværk.

Forhøjede niveauer af neural entropi - på hel hjerneniveau - kan betragtes som et uforudset tropisk tordenvejr, der ruller gennem hjernen, hvilket indikerer en rigere, mere kaotisk og uforudsigelig tilstand af neural aktivitet. I modsætning hertil har hjernen lavere entropi, når "prognosen" er mere stabil og forudsigelig. Shannon-entropi giver neuroforskere en måde at måle hjernens informationsturbulens over tid.

Det er ikke nyt at anvende informationsteoretiske mål som entropi på studiet af bevidsthed. I 1990'erne brugte neuroforskerne Giulio Tononi og Gerald Edelman Shannon-entropi som en del af fundamentet for deres Integrated Information Theory (IIT) om bevidsthed, som argumenterer for, at bevidsthed er analog med integrationen og kompleksiteten af ​​neurale signaler.

For nylig fremsatte Robin Carhart-Harris, en neuroforsker ved Imperial College London, den entropiske hjernehypotese (EBH), der viste, at ændrede bevidsthedstilstande - fra dyb anæstesi til drømme til psykedeliske oplevelser - kan kortlægges til varierende niveauer af neural entropi. Psykedeliske tilstande er for eksempel forbundet med høj entropi, mens dyb anæstesi er præget af usædvanligt lav entropi.

En ny ramme anlægger imidlertid et andet perspektiv: at punkterede pigge af neural entropi muligvis ikke blot afspejler bevidsthedsniveauer, men faktisk kan være tegn på, at bevidsthed udøver årsagsmæssig indflydelse på hjernen.

Denne idé er kendt som Irruption Theory, udviklet af Tom Froese, en kognitiv forsker ved Okinawa Institute of Science and Technology. Med udgangspunkt i en række moderne neurovidenskabelige studier påpeger Froese, at når vi udøver en bevidst indsats - for eksempel når vi forsøger at skelne et træk ved vores miljø, løse et presserende problem eller fremkalde kreativitet - viser hjernen målbare udbrud af entropi, der ikke kan forklares fuldstændigt af fysiske, deterministiske neurale mekanismer alene.

"Kognitiv indsats, motorisk indsats, indsats af alle slags er forbundet med øget entropiproduktion i hjernen," siger Froese. "Og derfor er det allerede standardpraksis på en måde at bruge både termodynamiske målinger og informationsteoretiske målinger af entropi som signaturer af mentalt arbejde."

I stedet for blot at se denne stigning i neural entropi som følge af øget varme på grund af hjernens metabolisme, eller som et resultat af ikke at indfange alle de fysiske variabler, der er i spil i hjernen, fortolker Irruption Theory disse udbrud af entropi som "fodspor" fra det bevidste sind, der virker på den fysiske krop. Vi er måske ikke i stand til direkte at se det bevidste sind røre den fysiske hjerne med vores videnskabelige værktøjer, men vi kan se de informative krusninger af dets indflydelse, som gravitationsbølger, der udgår fra et sort hul.

"Froeses Irruption Theory er en ny, innovativ bevidsthedsteori, der tager fænomenologi alvorligt inden for 'en robust videnskabelig naturalisme'," siger Robert Lawrence Kuhn, skaber og vært for showet Closer To Truth, og skaber/kurator af hjemmesiden Landscape of Consciousness, som katalogiserer og kategoriserer bevidsthedsteorier.

"Irruptionsteorien (af lat. irruptio, af irrumpere bryde ind i, trænge ind på, ir- deri + rumpere brække, bryde) rekrutterer de nyeste teorier om hjernens entropi, resonanser og stokastiske fluktuationer inden for et bredt aktivt verdensbillede af kropsliggjort sind og hjerne-krop-verden-sammenkoblinger."

I modsætning til Tononis IIT, som sidestiller bevidsthed med et systems integration og kompleksitet, eller Carhart-Harris' EBH, som korrelerer bevidsthed med forskellige niveauer af entropi, antyder Irruptionsteorien, at bevidstheden i sig selv introducerer variabilitet i kognitive systemer og skubber hjernen ind i nye tilstande, som ellers ikke ville være blevet nået. I denne ramme er neural entropi ikke et direkte mål for selve bevidstheden, men en målbar indikator for dens årsagsmæssige indflydelse.

"De [øgede mål for neural entropi] fremstår kun sådan, fordi vi ikke gennem det materielle medium kan observere de værdier, der er i spil," tilføjer Froese. "En anden måde at se på det er, at der er et skjult aspekt, noget, der ikke er tilgængeligt inden for de begrænsninger, vi kan måle."

Fordi vi ikke kan tilgå eller måle bevidsthed på samme måde, som vi gør med andre fysiske variabler, fremstår dens årsagsmæssige indflydelse på vores krops fysiske substrater som udbrud af uforudsigelighed (ud fra en ren tredjepersons måleforståelse). Og fordi denne spontanitet falder sammen med øjeblikke, hvor vi engagerer vores sind til at påvirke verden, giver den en åbning til at forstå, hvorfor vi udviklede os til at være bevidste i første omgang.

Ideen om, at bevidsthed har årsagsmæssig indflydelse på vores krop, udfordrer synspunktet - som har været dominerende siden Francis Cricks "Astonishing Hypothesis" - om, at bevidst oplevelse blot er en projektion af den støjende brummen af ​​hjerneaktivitet.

I stedet positionerer Irruptionsteorien bevidsthed som en aktiv drivkraft for adfærd med potentielle evolutionære fordele. Bevidsthed kan have udviklet sig ikke blot som et passivt biprodukt af kognitive tilstande, men som en afgørende mekanisme til at tilføre fleksibilitet, nyhed og tilpasningsevne til biologiske systemer under usikre forhold.

Hvordan det i virkeligheden er at have med Iran at gøre

 Hvordan det i virkeligheden er at have med Iran at gøre

Vi har været igennem den samme dans i årtier.

Chris J. Krisinger

Lige siden den iranske revolution i 1979, der styrtede den USA-støttede shah og indledte Den Islamiske Republiks æra, har Iran udgjort en vanskelig og ofte frustrerende udenrigspolitisk udfordring for USA. Skiftende amerikanske regeringer – både demokratiske og republikanske – har betragtet Iran, og mere specifikt landets radikale, militante islamistiske ledelse, som en trussel mod USA og dets interesser.

På trods af dette langvarige fjendtlige forhold – der ofte har været præget af voldelige, undergravende og terroristiske hændelser samt nu en konflikt om, hvorvidt Iran vil komme i besiddelse af atomvåben – har både republikanske og demokratiske regeringer gennem årene i god tro rakt hånden ud til Iran med konkrete handlinger og diplomati i håbet om at genoprette og normalisere forbindelserne.

Der findes fortilfælde i forholdet mellem USA og Iran for såkaldt "katastrofediplomati", hvor tanken er, at ydelse af humanitær hjælp under katastrofer kan fungere som katalysator for samarbejde, konfliktløsning og internationale relationer. I juni 1990 landede et privat amerikansk nødhjælpsfly i Iran efter jordskælvet ved Manjil-Rudbar i den nordlige del af landet, og det samme skete igen i juni 2002 under et andet jordskælv i det nordvestlige Iran. Da amerikansk hjælp nåede frem ad omveje i begyndelsen af ​​juli 2002, udtalte præsident George Bush offentligt: ​​"Menneskelig lidelse kender ingen politiske grænser."

Tidligere, i 1991, slog tusindvis af kurdiske flygtninge, der var flygtet fra Saddam Husseins Irak efter Golfkrigen, lejr langs grænsen mellem Iran og Irak. Denne masseudvandring førte til en omfattende militær-humanitær operation med navnet PROVIDE COMFORT; den omfattede en transportflyvning foretaget af det amerikanske luftvåben, hvilket var den første officielle statslige mission til Iran, siden gidslerne fra ambassaden blev frigivet i januar 1981. Den 27. april 1991 landede dette militære transportfly i Iran med over 15 tons tæpper til kurdiske flygtninge. Iagttagere af Iran mente, at denne humanitære flyvning kunne virke som en katalysator for en optøning i forholdet, men Irans ledere udtrykte ingen taknemmelighed over for nødhjælpsforsyningerne og afviste yderligere tilbud om hjælp.

Senere fulgte yderligere tiltag fra præsident George W. Bushs administration for at skabe bedre forbindelser til Iran, herunder udvisning af en særlig amerikansk form for imødekommenhed for at bringe de to nationer tættere sammen. I løbet af Bushs to embedsperioder mødtes diplomater i al ubemærkethed i Paris og Genève. Der blev etableret udvekslingsprogrammer og "sportsdiplomati", og europæiske mæglere indgik i dialogen. Den amerikanske ambassadør i Irak mødtes med en iransk delegation i Bagdad, samtidig med at USA støttede Den Europæiske Unions forsøg på at forhandle med Iran om landets dengang spirende atomprogram.

Men måske var intet amerikansk initiativ mere oprigtigt i sit ønske om tilnærmelse end det, der blev iværksat dagen efter jul i 2003. Mens mange amerikanere sandsynligvis husker tsunamien i Sydasien i 2004, ramte et kraftigt jordskælv med en styrke på 6,7 præcis et år tidligere – den 26. december 2003 – området nær den historiske iranske by Bam i det sydøstlige Iran. Uarmerede bygninger af lersten styrtede sammen og dræbte tusindvis af mennesker, mens de sov. Med næsten 30.000 dræbte, yderligere 30.000 sårede, 75.000 mennesker uden adgang til livsfornødenheder og ødelæggelse af næsten 90 procent af byen var jordskælvet i Bam årets værste naturkatastrofe på verdensplan.

På trods af de anstrengte relationer, der havde eksisteret siden 1979, tøvede USA ikke med at tilbyde Iran humanitær hjælp. Da præsident Bush blev orienteret om katastrofen, udtrykte han sin medfølelse og erklærede, at USA "stod klar til at hjælpe det iranske folk". Dagen efter jul i 2003 arbejdede embedsmænd fra Bush-administrationen på at hjælpe katastrofens ofre; først indledte de en kortvarig kontakt til Iran via Schweiz, hvis diplomater havde varetaget amerikanske interesser i Iran siden gidselkrisen. Senere samme dag tog USA skridt til at henvende sig direkte til den iranske regering, så alvorlig var situationen i Bam. 

Viceudenrigsminister Richard Armitage kontaktede Irans repræsentant i USA, Mohammad Zarif, som tog imod det amerikanske tilbud om hjælp.

I en kort periode fra den 27. til den 29. december 2003 gennemførte USA i alt 11 militære transportflyvninger, hvorved der blev fløjet omkring 338.000 pund (ca. 153.000 kg) humanitær hjælp – til en samlet værdi af cirka 10,5 millioner dollars – fra Kuwait til Kerman-luftbasen, der ligger 120 miles (ca. 190 km) fra Bam. Besætningsmedlemmer fra det amerikanske luftvåben arbejdede side om side med iranske civile og militærfolk om manuelt at losse hvert amerikansk fly, der ankom med hjælp til befolkningen i Bam.

USA udstedte desuden en generel dispensation, der tillod næsten et dusin ikke-statslige organisationer at yde humanitær hjælp. Hjælpen omfattede vand, medicinske forsyninger, fødevarer og specialiserede eftersøgnings- og redningshold samt udsendelse af et amerikansk katastrofeindsatshold på 81 personer, herunder specialister fra USAID og FEMA.

Da opgaven var løst, udvekslede man håndtryk, tog billeder og sagde farvel. Desværre blev der ikke gennemført yderligere flyvninger med hjælp til jordskælvsofrene efter den 29. december, og den iranske regering afviste yderligere bistand. Den 22. februar 2005 ramte endnu et jordskælv det sydlige Iran og kostede over 600 mennesker livet. Igen tilbød USA hjælp, hvilket Iran afviste.

Teherans konsekvente reaktion på USA's humanitære indsats var, at hjælpen ikke havde "politisk karakter". Episoden med jordskælvet i Bam syntes aldrig at fremme de diplomatiske forbindelser mellem de to nationer. Iran forventede eller ønskede heller ikke politiske forandringer som følge af katastrofen. Irans FN-ambassadør, Javad Zarif, udtalte: "Vi anerkender betydningen af ​​den humanitære gestus... USA har erklæret, at dette sker af humanitære årsager, og sådan har vi også opfattet det." Irans præsident, Mohammad Khatami, gav udtryk for lignende synspunkter: "Humanitære spørgsmål bør ikke sammenblandes med dybe og kroniske politiske problemer. Hvis vi ser en ændring i både tonen og adfærden hos den amerikanske regering, vil der opstå en ny situation i vores indbyrdes forhold." Den Islamiske Republik afviste desuden blankt et tilbud fra Det Hvide Hus om at sende en delegation på højt niveau i kølvandet på hjælpeindsatsen i Bam.

USA har tidligere forsøgt at række hånden ud til Iran med oprigtige gestus af god vilje i håb om at sætte gang i en genopretning og normalisering af forholdet. Iran har ikke gengældt dette med tilsvarende handlinger eller selv taget initiativ til at genoprette og normalisere forbindelserne.

Selvom disse amerikanske humanitære tiltag på ingen måde dækker hele spektret af det iransk-amerikanske forhold efter 1979 – med dets mange hændelser – vidner de om Irans uforsonlighed, når det gælder reelle forsøg på at skabe bedre forbindelser til gavn for begge nationer, regionen eller det internationale samfund.

På trods af mulighederne for amerikansk kontakt til Iran gennem årene – blandt andet via såkaldt "katastrofediplomati" – har intet af dette ført til bedre forbindelser eller banet vejen for en løsning på de store problemer, som selv Irans regionale naboer har med landets skadelige aktiviteter. I stedet står de to nationer fortsat stejlt over for hinanden i spørgsmålet om Irans ambitioner om atomvåben og er nu involveret i fjendtligheder.

I dag støder Trump-administrationens forsøg på at forhandle med Irans ledelse på de samme frustrerende realiteter, der kendetegner samspillet med Den Islamiske Republik Iran. De gange, hvor præsidenten hidtil har valgt at sætte amerikanske angreb på pause for at give diplomatiet mere tid, har Iran – ganske forudsigeligt – reageret med forhaling og tågesnak, uden nogen intention eller indsats for at løse de vedvarende uoverensstemmelser.

Måske må præsidenten og den amerikanske offentlighed acceptere, at ethvert forsøg i god tro på at forhandle sig frem til en afslutning på fjendtlighederne og de iranske atomambitioner – baseret på tidligere erfaringer – vil blive mødt med indgroet iransk uforsonlighed og direkte modstand.

Colonel Chris J. Krisinger, USAF (ret.) graduated from the United States Air Force Academy and served in policy advisory positions at the Pentagon and twice at the Department of State.  He is a distinguished graduate of the Naval War College and was also a National Defense fellow at Harvard University.  To continue the discussion: cjkrisinger@gmail.com.

Image: Chickenonline via Pixabay, Pixabay License.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/08/what-it-s-really-like-to-deal-with-iran/

Lyt altid til en troldmand

 Lyt altid til en troldmand

Medmindre de er førsteårselever med en skæv tryllestav.

Jonny Thomson

Min far og jeg boede i et højt hus. På anden sals repos var der et lille bibliotek fyldt med alle de science fiction- og fantasybøger, min far nogensinde havde læst. Og sådan frådsede en ung Jonny Thomson sig i en kost af sværd, trolddom og eventyr.

Jeg brugte timevis på at beslutte, hvad jeg skulle læse. Jeg arbejdede mig rundt om de ødelagte bogrygge og støvede toppe og læste bagsidetekst efter bagsidetekst, før jeg endelig fandt en ny verden at udforske. På anden repos mødte jeg Conan Barbaren, Fitz Snigmorderen og Troldmanden fra Earthsea. Nogle dage tilbragte jeg mere tid i Midgård eller Westeros end i mit eget hus. Som det sker med bøger, er de fleste plots og karakterer nu fladet ud til en klat. De er der et sted, men formløse og vage. Det sker stadig, at jeg af og til starter en bog, kun for at min hjerne afbryder mig efter 50 sider.

"Du har helt sikkert læst den før." Nogle gange er det et problem. Andre gange genlæser jeg den alligevel.

Én ting, jeg har lært af årtiers læsning af fantasybøger, er, at man altid skal lytte til en troldmand. Jeg mener ikke de spirende, grønansigtede førsteårselever på Hogwarts. Ingen ønsker at høre råd fra en novice, der kaster gnister ud med stammende besværgelser. Jeg mener den slags troldmand med alder, erfaring, stor kraft og sandsynligvis et langt, flagrende skæg. Troldmænd siger de bedste ting.

Så her er tre eksempler på filosofiske perler fra kloge troldmænds mund. Ja, jeg er sikker på, at en "rigtig" filosof har sagt meget af dette. Men giv mig et øjeblik til at genopleve min vej gennem anden sals repos i min fars gamle hus.God fornøjelse JonnyJonny (til venstre) fortæller en morsom anekdote; Gandalf (til højre) har hørt den før. Han er 2000 år gammel.

De klogeste troldmænd jeg kender, Gandalf

Et af mine yndlingscitater om troldmænd – og undskyld for at være forudsigelig – kommer fra Tolkiens Ringens Broderskab. I Morias miner, hvor tingene ser orkisk dystre ud, tager Frodo sig et øjeblik til selvmedlidenhed. Han klager til Gandalf over, at han ville ønske, han var født i en anden tid. Han ville ønske, at denne hårde opgave var faldet på en anden. Og derfor siger Gandalf:

"Det gør jeg også, og det gør alle, der lever for at opleve sådanne tider. Men det er ikke op til dem at bestemme. Alt, hvad vi skal beslutte, er, hvad vi skal gøre med den tid, der er givet os."

Tolkien har en måde at udtrykke den menneskelige tilstand på, der er både smuk og tragisk. Ringenes Herre er fuld af frygt, sorg og triste slutninger. Og alligevel afslører Tolkien i denne linje noget bemærkelsesværdigt om den menneskelige ånd. Vi fortsætter. Vi kæmper videre. Vi rejser os fra jorden, og vi står ud af sengen hver dag.

Men den virkelige kraft i Gandalfs linje ligger i, hvor langt den forbinder os med andre mennesker. Fordi alle mennesker før og efter os vil udholde modgang og lidelse. Og alligevel må vi alle forsøge at skubbe tidevandet tilbage, uanset hvor håbløst det end kan være.

Og i den kamp mellem lys og mørke, godt og ondt, kærlighed og had, er vi bundet sammen med alle andre, låst fast i den gode kamp. Vi har et så lille tidsvindue på denne planet, og som Gandalf udtrykte det, er kendetegnene for storhed, hvordan vi bruger det.

Mesterhånd: Ligevægten

Da jeg første gang læste Ursula Le Guins Earthsea-serie, kunne jeg aldrig rigtig lide magisystemet. Det var for rodet. Det betød at lære de "gamle navne" og være kedeligt forsigtig med, hvordan man brugte magi. Jeg ville have overmægtige troldmænd, der kastede ildkugler. Jeg ville have kaglende troldmænd, der fangede heltene i sorte, tynde tråde. Jeg ville ikke have troldmænd, der sagde ting som: "Du må ikke ændre én ting, én sten, ét sandkorn, før du ved, hvad godt og ondt der vil følge af den handling. Verden er i balance, i ligevægt."

Magisystemet i Earthsea handler om balance. Hvis du tager lidt herfra, bliver du nødt til at give noget til gengæld. Hvis du drænede magi fra Jorden, ville Jorden dræne noget fra dig. Først nu begynder jeg at værdsætte visdommen i dette.

Hver gang vi vælger én vej, afviser vi en anden. At være én person betyder ikke at være en anden. For eksempel kom mine børn hjem fra skole i går og bad mig om at hoppe på vores trampolin med dem. Jeg havde arbejde at lave, så jeg sagde nej. Hver time jeg vælger at arbejde, er en time jeg ikke leger med mine børn. Grunden til at jeg ikke nu lever i en eller anden form for "tiden går"-fortrydelse over mistede muligheder, er på grund af Le Guins form for magi. Jeg kan ikke bruge hver time med mine børn. Jeg kan ikke bruge hver time på at arbejde. Jeg er nødt til at være bevidst om tingene. Jeg er nødt til at genkende hvornår, hvor og hvordan jeg bruger min tid. Jeg er nødt til at vide, hvor jeg giver min energi, og hvor jeg tager den energi fra. Jeg er nødt til at beskytte Ligevægten.

Alligevel ville jeg elske at kaste ildkugler.

Nightingale: Et klart nej

Floderne i London-serien er nok en af ​​de mere nicheprægede fantasyserier, der er opstået her. Faktisk ville pedanterne iblandt os måske endda sige, at det er "magisk realisme" og slet ikke fantasy. Efter min mening, hvis den har magi, monstre og missioner, er den lige så god en fantasy som noget andet, der sker i Faërie.

I serien er Nightingale læreren og den bedste troldmand, og han er gammeldags britisk. Han er vittig, noget følelsesmæssigt hæmmet og fejer katastrofe ind under komisk eufemisme.

"Prøv ikke at blive spist, Peter. Papirarbejdet er omfattende."

Men en af ​​de største replikker kommer i den første bog, hvor han fortæller sin protegé:

"Jeg har altid syntes, at et bestemt 'nej' ofte er den mest effektive besværgelse i ens repertoire." Det fantastiske ved Ben Aaronovitchs verden – en ting jeg altid har fundet problematisk i forskellen mellem mugglere og troldmænd i Harry Potter – er, at ni ud af ti gange er den moderne, virkelige og teknologiske løsning bedre end den magiske. Magi er cool og interessant, men Nightingale er en politimand, der bruger sin intelligens og erfaring mere end sin magiske vævning.

At sige nej og sætte grænser er en form for beskyttelse. Det er en helende besværgelse. Vi siger "nej", når verden er for meget, og vi har brug for at trække os lidt tilbage. Men som Nightingale ved, vil et "nej" ofte stoppe folk, fordi de vil have, at du har det okay. Andre accepterer næsten altid vores grænser mere, end vores instinkter om at behage andre mennesker ofte værdsætter.

Alan Turing: Sandheden om et ikon

 

Alan Turing: Sandheden om et ikon

I betragtning af fakta er det umuligt at fremstille Alan Turing som en historisk figur, der kan beundres og efterlignes

J.R. Dunn

Vi ved alle, hvem Alan Turing er. I en stor udstilling under Pride Month, præsenteredes han som den homoseksuelle verdens yndlingsvidenskabelige geni. Han opfandt computeren og byggede den første. Han vandt 2. verdenskrig for de allierede ved at knække den tyske Enigma-kode og måtte kæmpe mod hele det britiske etablissement for at gøre det. Til sidst blev han kastreret af en utaknemmelig britisk regering for at være homoseksuel. Det var på film, så det må være sandt.

Der er en irriterende, men forståelig vane blandt minoriteter at fremsætte ekstravagante påstande om tidligere præstationer. Tag 332. jagergruppe, de legendariske Tuskegee-flyvere, der kæmpede i Italien under 2. verdenskrig (den samme krig, som Turing var travlt optaget af at vinde). 332., forsikres vi højtideligt om, mistede aldrig en eneste bombefly i alle sine missioner, der eskorterede bombeflyformationer.

Ingen af ​​Tuskegee-piloterne fremsatte nogensinde denne påstand. De fremsatte den aldrig, fordi den var absurd. De fløj mod Luftwaffe, et af de mest erfarne og dødbringende luftvåben i verden. Alle mistede fly mod dem, og 332. var ingen undtagelse. Den påstand blev fremsat efter krigen af ​​tredjeparter, der slet ikke vidste noget om de Røde Haler.

Problemet med den slags er, at det forringer historien og pletter omdømmet. Folk, der finder ud af, at nogle påstande er falske, begynder at tvivle på alt. Det gælder for 332. division, og det gælder også for Alan Turing.

For at starte med de mange påstande om Turing: "Bomben", regnemaskinen, der ofte omtales som en protocomputer, blev designet og bygget af et team ledet af den polske matematiker Marian Rejewski for at bryde den tyske Enigma-kode. Enigma var en krypteringsenhed, der brugte en kombination af rotorer og kredsløb til at kryptere tekster til virkelig astronomiske niveauer. Tyskerne troede, med en eller anden grund, at det ville kræve millioner af års beregninger at bryde en enkelt dags kodede beskeder. Det meste af Det Tredje Riges kryptering afhang af denne maskine. Tyskerne var overbeviste om, at Enigma var absolut uindtagelig.

Lige før krigens udbrud blev bomben (regnemaskinen) og relevant materiale sendt til Bletchley Park, hvor Government Code and Cypher School, Storbritanniens kodebrydningsenhed, lå.

Bletchley Park-herregården, der oprindeligt var en træningsskole for sabotører, blev kodebrydningscenteret i august 1939, kun to uger før krigsudbruddet. Med et personale på et par hundrede ansatte voksede det til næsten 9.000 ved krigens afslutning, som alle var dedikeret til at producere afgørende efterretningsaflytninger under kodenavnet "Ultra".

Turing, der allerede var rekrutteret, mødte op til tjeneste dagen efter krigens udbrud. I 1936 skrev Turing en artikel, "Om beregningsbare tal", hvori han fremlagde sin teori om databehandling. Turing forestillede sig et endeløst bånd, hvorpå et læse-/skrivehoved kunne indskrive symboler og derefter aflæse dem i henhold til et sæt matematiske procedurer, som vi i dag kalder "algoritmer". Med det uendelige "bånd" konverteret til elektronisk kredsløb blev artiklen grundlaget for computerteori og alt, hvad der fulgte.

Turing arbejdede ved Bletchleys Hut 8, hvor han opgraderede Rajewskis regnemaskine for at bryde tyske flådekoder, en afgørende indsats på grund af ubådstruslen. Polakkerne havde en vis succes med tyske koder, men tyskerne modificerede konstant Enigma-maskinerne. Til sidst kunne Hut 8 konsekvent dekryptere tyske beskeder, nogle gange inden for få timer. Denne indsats spillede en nøglerolle i at vinde Slaget om Atlanterhavet, den årelange kampagne mod den nazistiske ubådsflåde.

Det glemmes ofte, at Bletchley Park var en holdindsats. Den romantiske kliché om det ensomme geni, der kæmper mod etablissementets ligegyldighed, passer sjældent med fakta. Sandheden er, at Bletchley Park var fyldt med genier.

To af de vigtigste personer i dekrypteringsindsatsen var Dilwyn "Dilly" Knox, en klassisk forsker, der havde en parallel karriere som kodebryder, der begyndte i 1. verdenskrig. På Bletchley knækkede Knox den italienske Enigma-flådekode og senere Abwehr-koden (tysk efterretningstjeneste). Gordon Welchman var en matematiker, der specialiserede sig i trafikanalyse og sporede hvor, hvornår og hvor mange beskeder der blev sendt til bestemte stationer. Welchman arbejdede tæt sammen med Turing på ‘bomben’ og udviklede det "diagonale bræt", der øgede maskinens effektivitet. Han spillede en nøglerolle i at knække den tyske hærs og luftvåbnets koder.

Hverken Welchman eller Knox fik den anerkendelse, de fortjente, og mange af deres præstationer blev tilskrevet Turing. Det samme gælder Conel Hugh O’Donel Alexander, en skakmester (Bletchley rekrutterede mange skakeksperter), der arbejdede under Turing med flådekoder, før han overtog i 1942. Stuart Wilner-Barry, en anden skakmester, arbejdede i Hut 8 med stereotype mønstre i koder, kaldet "cribs". En tysk operatør indledte for eksempel hver besked med "Heil Hitler". Margaret Rock var Bletchleys ledende kryptolog, der blev betragtet som en af ​​de fem bedste i Storbritannien, og som gjorde afgørende gennembrud mod tyske og russiske koder. (Faktisk var 75% af personalet kvinder. Dilly Knox mente, at kvinder ville vise sig at være bedre til at knække koder. Optegnelserne tyder på, at han havde ret.)

Ligesom mange genier var Turing en excentrisk person i verdensklasse med særheder, der viste sig at være en prøvelse for både hans kolleger og den britiske efterretningstjeneste. Han havde en tendens til at fortolke situationer på sin egen unikke måde og havde kun ringe forbindelse til verden, som den faktisk eksisterede. Da Turing fik en gasmaske ved krigsudbruddet, begyndte han at bære den, mens han cyklede rundt på grunden, med de resultater, man kunne forvente. Senere, overbevist om, at tyskerne straks ville konfiskere hans penge i tilfælde af en invasion, omdannede han dem til sølv og gemte sølvet i skoven bag herregården. Han glemte derefter, hvor han havde begravet dem, og det krævede en minedetektor for at finde dem.

Hvad angår hans seksualitet, er dette ikke helt så klart, som mange gerne vil tro. Selvom der ikke er nogen tvivl om, at han var tiltrukket af mænd, og masser af dem, var Turing ikke "bøsse", hvilket ikke fik sin nuværende betydning af homoseksualitet krydset med New Left-politik før i 1970'erne.

Men det er ikke alt. På et tidspunkt blev han taget i at have sex med en kvindelig medarbejder på et kontor i Bletchley. Hvor ofte dette skete, er ingens gisning. Men det rejser muligheden for, at Turing var lige så meget sexet som noget andet og henvendte sig til mænd i en periode, hvor kvinder var langt mere forsigtige med deres seksuelle affærer, end det er tilfældet i dag.

Der findes også mørkere muligheder. Mens han undersøgte en biografi om Stewart Graham Menzies, MI 6's legendariske "C", opdagede den britiske efterretningshistoriker Anthony Cave Brown, at en mand var blevet eftersøgt for at have misbrugt skoledrenge på biblioteker nær Bletchley Park. Beskrivelsen var et tegn på Alan Turing. Da det lokale politi undersøgte sagen, dukkede et par intetsigende, men imponerende mænd op og informerede dem om, at sagen blev overtaget af højere myndigheder, og at de skulle aflevere deres filer, tak. Det var det sidste nogen hørte om fantommisbrugeren.Kunne det have været Turing? På nuværende tidspunkt er det umuligt at sige. Men Cave Brown, ingen nar, havde bestemt mistanke om det.

Hvad angår Colossus, den første computer i den forstand, vi forstår udtrykket, var Turings rolle ikke så stor. Colossus blev designet af matematikeren Max Newman og telefoningeniøren Tommy Flowers. Den var naturligvis baseret på de principper, Turing havde udviklet, og han fungerede som rådgiver under dens konstruktion. Colossus-computerne blev taget i brug fra december 1943 og var målrettet den tyske overkommando og genererede kritiske dekrypteringer i krigens sidste år.

Efter krigen arbejdede Turing med computerdesign for den britiske regering. Han udgav også spekulationer om kunstig intelligens og foreslog Turing-testen som en metode til at fastslå, om en computer udviste intelligent adfærd.

Han fortsatte sine seksuelle eskapader. Der findes beviser for, at dette omfattede en voksende interesse for teenagedrenge.

Det var dette, kombineret med hans fuldstændige verdens fjernhed, der førte til hans fald. Mange af hans købmænd var råvarer – arbejderklassetyper, der var tilbøjelige til at være kriminelle. I 1951 forsynede en af ​​disse sig med værdigenstande i Turings lejlighed. En indigneret Turing, uvidende om mulige konsekvenser, gik til politiet. Han blev arresteret, stillet for retten, fundet skyldig i uanstændig opførsel og idømt, hvad der svarede til kemisk kastration (et socialingeniørprojekt fra Labour, der repræsenterede et forsøg på at kontrollere seksualiteten på samme måde som de gjorde med alt andet). Mindre end to år senere døde han af selvmord.

Der siges meget om, hvordan Turing blev forfulgt på trods af den rolle, han spillede under krigen. Men ingen vidste noget om det. Hele Bletchley Park-operationen – Enigma, Ultra, Colossus – var stadig tophemmelig. (Forbløffende nok, i betragtning af de tusindvis af involverede mennesker, forblev det sådan indtil 1970'erne, da F. W. Winterbotham udgav The Ultra Secret.) For retssystemet var Turing blot endnu en akademiker med mærkelig smag, der gik over grænsen til kriminalitet.

Men hvorfor undlod den britiske elite inden for efterretningstjeneste og regering at komme ham til undsætning? Det er muligt, at den gamle pædofili-beskyldning var vendt tilbage og bide ham. De embedsmænd, der havde beskyttet ham i 1943, var bestemt ikke glade for den rolle, de havde spillet. Et årti senere har de måske besluttet, at det var tid til at vaske hænderne for ham.

I betragtning af fakta er det umuligt at fremhæve Turing som en historisk figur, der skal beundres og efterlignes. Homoseksuel hagiografi omkring Turing er lige så uærlig – og måske endda lige så skadelig – som den fordømmende moralisme fra før Stonewall-æraen. Da Turing var bedst, var han en matematiker i verdensklasse og en videnskabelig pioner, hvis arbejde hjalp med at lægge planen for vores eget århundrede. I værste fald var han en forvirret, ubalanceret og tåbelig mand, hvis ukontrollerbare adfærd var en trussel mod både ham selv og de mennesker omkring ham, og det kan meget vel have spillet en rolle i hans egen ødelæggelse. 

Pædofili er alt for almindeligt blandt homoseksuelle idoler. Harvey Milk kunne lide sin unge – en teenagedreng begik selvmord efter at have været involveret med ham. Det samme gælder for pioneren inden for homoseksuelles rettigheder, Harry Hays. Denne tendens til børnemishandling er noget, som homoseksuelle bliver nødt til at acceptere. Turings historie viser, at de endnu ikke har gjort noget sådant.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/06/alan-turing-the-truth/