onsdag den 18. november 2026

5 litterære klassikere, der kæmper med nihilismens tomhed

 

5 litterære klassikere, der kæmper med nihilismens tomhed


Fra mystiske landsbyer til absurdisme ved galgen udforsker disse bøger oprindelsen, konsekvenserne af og mulige reaktioner på nihilismen.

Scotty Hendricks

Har du nogensinde spekuleret på, hvordan livet overhovedet kan være meningsfuldt i denne absurde og tilsyneladende vilkårlige verden? Hvis ja, er du ikke alene. Spørgsmålet om, hvorvidt livet har et formål, er blevet debatteret siden mindst det antikke Grækenland, og nogle af de største hjerner inden for filosofi og litteratur har kæmpet med det og dets implikationer.

På den ene side af denne debat står nihilismen, en gruppe filosofier, der fokuserer på at afvise de grundlæggende ideer i andre filosofier. Dens mest berømte manifestation er eksistentiel nihilisme, som hævder, at livet er meningsløst og mangler iboende værdi.

Denne særlige form for nihilisme vil være vores fokus her, men det er værd at bemærke, at der findes andre. For eksempel afviser moralsk nihilisme ideen om, at handlinger kan være objektivt rigtige eller forkerte, en holdning som filosoffen J.L. Mackie argumenterede for i 1977. I mellemtiden hævder epistemisk nihilisme, at viden er umulig. Platon hævdede, at den præ-sokratiske tænker Protagoras havde dette synspunkt.

At udforske nihilisme kan være foruroligende. Det kræver ofte, at vi står over for muligheden for, at det, vi holder kært, hviler på intet håndgribeligt. En række klassiske tekster formår dog at gøre det på en måde, der både griber fat i problemets alvor og filosofiske dybde, samtidig med at den forbliver tilgængelig.

Disse fem bøger udforsker eksistentiel nihilisme, både praktisk og filosofisk, og hvor en person, der konfronterer den, kan føre hen.

Således talte Zarathustra: En bog for alle og ingen af ​​Friedrich Nietzsche (1883-85)



Credit: Penguin Classics De møder en syg, en gammel mand eller et lig – og straks siger de: "Livet er modbevist!" Men de bliver kun modbevist, og deres øje, som kun ser ét aspekt af eksistensen.

Hvis du kun kender ét af Nietzsches værker, er det sandsynligvis dette. Nietzsche selv betragtede det som sit magnum opus, og selvom det teknisk set er en roman, tjener det tynde plot ikke meget mere end at være et rammeværk, hvorigennem forfatteren kan prædike om sin ofte provokerende filosofi.

"Så talte Zarathustra" følger den titulære filosof, mens han kæmper med en række filosofiske spørgsmål. Selvom han deler navn med en historisk profet, fremfører Nietzsches karakter diametralt modsatte synspunkter end hans gamle navnebror. Han overvejer i stedet den brede vifte af problemer, der opstår efter "Guds død" og sammenbruddet af traditionelle værdisystemer. Blandt disse er problemet med nihilisme og opfattelsen af, at livet er elendigt og meningsløst.

Det er en holdning, som Nietzsche nægtede at give slip på uimodsagt, selvom han må indrømme, at der ikke findes nogen objektiv virkelighed at basere sandheden på. Som Zarathustra siger, hvis den mening og de værdier, Gud gav, er døde og borte, må ny mening og nye værdier komme et sted fra. Hvorfor ikke fra os? I en meningsløs verden må man skabe mening.


En af Zarathustras løsninger er at skabe værdi uden reference til miskrediterede metafysiske systemer, noget som Übermensch ville være i stand til på et senere tidspunkt. (Ja, romanen er også det oprindelige hjemsted for Nietzsches berømte koncept.) Zarathustra indrømmer dog fuldt ud, at dette er vanskeligt og måske aldrig bliver til virkelighed.

Andre punkter, Nietzsche udforsker, er, hvordan man forstår fakta i en verden uden et objektivt synspunkt, teorien om "evig gentagelse" og hans afvisning af dem, der afviser selve livet.

Teksten, der delvist er skrevet som en optakt til den allegoriske roman og den bugtende stil hos mange mystikere eller religiøse figurer (inklusive den oprindelige Zarathustra), er vanskelig at forstå og åben for en bred vifte af fortolkninger. Flere af disse fortolkninger har vist sig kontroversielle fra starten, og debatter om, hvorvidt Nietzsches filosofi var uhyrlig, var i gang, før nazisterne fik fat i den. På grund af dette har romanens modtagelse fortsat svinget.

Nietzsches to næste bøger, "Hinsides Godt og Ondt" og "Om Moralens Genealogi" var begge forsøg på at udtrykke lignende ideer i en mere analytisk stil.

Den Fremmede af Albert Camus (1942)



Credit: Vintage

Og jeg følte mig også klar til at opleve det hele igen. Som om den blinde vrede havde vasket mig ren, befriet mig for håb; for første gang, i den nat levende med tegn og stjerner, åbnede jeg mig for verdens blide ligegyldighed.


Et andet potentielt svar på nihilismen ligger i absurdismen, en tankegang tæt forbundet med den eksistentialistiske medrejsende Camus. Filosoffen foreslår, at man, når man konfronterer verdens meningsløshed, bør gøre oprør imod den. I stedet for at skabe mening bør man overveje dens fravær og råbe "Og hvad så?" Og dette råb er inspirationen til Den Fremmede.

Novellen følger en fransk kolonist i Algeriet ved navn Meursault, en mand, der er ekstremt ligeglad med virkeligheden. Fortællingen begynder med, at han bemærker, at hans mor døde i går eller "måske dagen før". Han finder ikke meget at nyde i livet og fremstår lige så sløv, da han beskriver verden omkring sig i ensartede beige toner. Han dræber ved et uheld en algerisk mand af grunde, han er usikker på, og bliver til sidst dømt til døden for det.

Det er først kort før sin død, at han fuldt ud forstår, at livet kan være meningsløst og overordentlig værdifuldt. Den ligegyldighed, der karakteriserede ham gennem hele romanen, bliver endelig rystet – selvom den er en smule forsinket. Mens de fleste mennesker ville finde deres forestående død en total nedtur, gør Meursault oprør og omfavner livet, som en god absurdist bør. Det kan virke paradoksalt at omfavne livet, fordi det snart vil slutte, men for Camus er det pointen.

Optegnelser fra et kælderdyr af ​​Fjodor Dostojevskij (1864)



Credit: Wordsworth Editions Ltd

At være yderst bevidst er en sygdom, en reel, ærlig sygdom.

Mange store filosofier – og seriøse kritikker af disse filosofier – kan findes i romaner, og vores næste indlæg er af enhver eksistentialists russiske yndlings forfatter. Gennem sin karriere udforskede Dostojevskij en række af de filosofier, der opstod i Rusland i det 19. århundrede, især dem med et intellektuelt grundlag, der bekymrede ham.

I modsætning til sine filosofiske fans var Dostojevskij en konservativ, hyperreligiøs og nationalistisk tænker. Han betragtede den irrationalitet, der lå latent i alle mennesker, som en aktiv hindring for at opbygge en utopi, og Noter fra Undergrunden fokuserer på, hvad han så som en sådan irrationalitet: nihilisme.

I bogen tilbyder en unavngiven, tilbagetrukket hovedperson – ofte blot kaldet "Undergrundsmanden" – en række filosofiske overvejelser om samfundet og den menneskelige tilstand, før han giver en biografisk beretning om, hvordan han kom til sin nuværende tilstand. Som en "hyperbevidst" person er han uhyggeligt indsigtsfuld omkring modernitet og menneskelighed, men ude af stand til at forbinde sig med andre.

Undergrundsmanden er en slags karikatur af en nihilist. Trods sin åbenlyse intelligens er han ulykkelig, uudholdelig og selvsaboterende, fordi Dostojevskij mente, at dette var det naturlige endepunkt for denne tankegang. Dette punkt overses ofte sammen med det faktum, at Undergrundsmanden er en upålidelig fortæller om sit eget liv. Han tager ikke altid fejl, men Dostojevskij advarer om, at hans endelige konklusion og generelle holdning er noget, vi alle bør være på vagt over for.

Labyrinten af Franz Kafka (1926)



Credit: Schocken

K. var ofte i fare for at betragte sin situation som håbefuld.

Hvis der er én forfatter, der kan få en læser til at føle, at livet er et meningsløst tomrum, er det Kafka. Hans sidste roman, Labyrinten, udforsker temaer, der ligner dem i hans andre værker, samtidig med at den tilbyder et særpræget blik på nihilismen. Den har også en mørk, surrealistisk kant, der ikke er så fremtrædende i hans andre værker.

Teksten begynder med "K", en landinspektør, der svarer på en indkaldelse til en fjern landsby. Landsbyen styres af et usynligt bureaukrati, der er placeret i et nærliggende slot, hvis dekreter og aktiviteter borgerne roser som både fejlfrie og mystiske.

K. bliver informeret om, at han ved en fejl blev indkaldt til den mærkelige landsby, og forsøger at trænge ind i bureaukratiet for at tale med den person, der underskrev hans indkaldelse. Trods de store vanskeligheder og muligheden for at forlade når som helst, fortsætter K med at forsøge at finde mening i sin indkaldelse.

Selvom fortolkningerne af bogen varierer, kan den læses som en bred analyse af nihilismen. K bliver ved et uheld kastet ind i en mærkelig verden, der styres af ukendelige kræfter. Han kæmper derefter mod meningsløse dekreter og handlinger, der straks rationaliseres af andre, og forbliver overbevist om, at alt vil være det værd, hvis han bare kan finde årsagen til, at han er der.

Ligesom de fleste af Kafkas skrifter blev Labyrinten udgivet efter hans død og imod hans ønsker. Kafka var angiveligt usikker på, hvad han skulle stille op med historien, og færdiggjorde den aldrig, hvilket efterlod de problemer, han rejser undervejs, uløste. Romanen slutter berømt – og måske passende – midt i en sætning.

Intet nyt fra Vestfronten af ​​Erich Maria Remarque (1929)



Credit: Vintage

Vi var atten år gamle og var begyndt at elske livet og verden; og vi var nødt til at skyde den i stykker. Den første granat, den første eksplosion, brast i vores hjerter. Vi er afskåret fra aktivitet, fra stræben, fra fremskridt. Vi tror ikke længere på den slags ting, vi tror på krigen.

Vores sidste bog går i en anden retning. Det er ikke en filosofisk roman eller en forfatterfilibuster af en proto-eksistentialist. Intet nyt fra Vestfronten er et mesterværk af Remarque, en veteran fra Første Verdenskrig, der forvandlede sine oplevelser til den essentielle krigshistorie. Mens vores tidligere bøger måske spørger, hvor nihilismen kommer fra, eller hvad man skal stille op med den filosofisk, kaster bogen læserne ned i krigens nihilistiske rædsler og en verden, der har sendt sin ungdom afsted for at dø.

Romanen følger Paul Bäumer, en gymnasieelev, der melder sig til den kejserlige tyske hær sammen med sine klassekammerater. Deres kollektive begejstring for eventyret bliver snart til traume og fortvivlelse, da navnløse slag udkæmpes om centimeter mudder fyldt med lig. De unge mænd, der engang fandt så meget mening og værdi i nationalisme og pligt, finder sig snart efterladt lidende i et meningsløst tomrum, der aldrig bliver fyldt. Værdi bliver fejet væk af maskingeværild og efterladt til at rådne i granathuller. Delinger af soldater falder døde om på dage, hvor hæren erklærer, at der ikke er sket noget interessant.

Flere af bøgerne på denne liste forsøger at tilbyde alternativer til nihilisme eller måder at finde mening på. Det gør denne ikke. Det kan den ikke. De medvirkende, hvoraf de fleste dør, indser hurtigt, at ikke alene var de værdier, de havde før krigen, umulige at holde fast i, når man ser på blodbadet, men at intet andet synes at holde stand heller.




mandag den 16. november 2026

Hvorfor vore forfædre borede huller i hinandens kranier -trepanering gennem tiderne

Hvorfor vore forfædre borede huller i hinandens kranier

Robin Wylie
For tusinder af år siden udførte man en form for kirurgi på mennesker kaldet “trepanering” der går ud på, at man borer huller i en persons kranium.
Det var over hele kloden man udførte trepanering, et barsk kirurgisk indgreb der omfatter at en levende persons kranium får et hul, ved enten at der bores, eller skrabes knoglelag af med et skarpt værktøj.  
Til dato har man fundet tusinder af kranier med tegn på at trepanering er blevet udført på arkæologiske steder over hele kloden.
Men trods det man åbenbart har ment det var vigtigt, er videnskaben stadig ikke enige om, hvorfor vore forfædre udførte trepanering.
Antropologiske beretninger fra det 20. århundredes trepaneringer i Afrika og Polynesien lader formode at trepanering blev udført for at lindre smerte - for eksempel den smerte der kan skyldes en svulst eller en neurologisk sygdom.
Tilbage i forhistorien kan trepanering have haft et lignende formål. Mange kranier med trepanering viser tegn på netop skader på kraniet eller neurologisk sygdomme, og ofte netop på det sted hvor trepaneringshullet blev udført.
Men at det blev brugt i lægelig henseende er ikke den eneste grund. Man har længe ment at oldtidens mennesker udførte trepanering af en helt anden grund. Rituelt.
A 14th-Century painting of trepanation (Credit: Sheila Terry/Science Photo Library)
Et maleri fra det 14. århundrede af trepanering af Guido da Vigevano (Credit: Sheila Terry/Science Photo Library)
Det første helt klare bevis på trepanering går langt tilbage, cirka 7000 år. Den blev udført på steder så forskellige som, Oldtidens Grækenland, Nord- og Sydamerika, Afrika, Polynesien og Det Fjerne Østen. Muligvis udvikledes teknikken uafhængigt af hinanden de forskellige lokationer.
Arkæologer har fremvist nogle af de bedste beviser på rituel trepanering nogensinde.
De fleste kulturer gik bort fra trepanering i Middelalderen, men man udførte stadig den praksis få isolerede steder i Afrika og Polynesien så sent som tidligt det 19. århundrede.
Lige siden de første videnskabelige undersøgelser om trepanering kom i det 19. prhundrede har de lærde ment at oldtidens mennesker undertiden udførte trepaneringen for at lade onde ånder slippe ud af kroppen eller som en del af et indvielsesritual.
Det er imidlertid vanskeligt at finde det altafgørende bevis. Det er nærmest umuligt fuldstændig at udelukke den mulighed at trepanering blev udført af lægelige hensyn, fordi visse hjernetilstande ikke efterlader sig spor på kranium.
På et afsides sted i Rusland, har russiske arkæologer imidlertid fundet nogle af de bedste beviser på rituel trepanering nogensinde.
Trepanned skull (Credit: The German Archaeological Institute (DAI), Julia Gresky)
Det trepanerede kranium af en 20-25 årig kvinde. Hullet heledes kun delvist. (Credit: The German Archaeological Institute (DAI), Julia Gresky)
Historien begynder i 1967. Arkæologer udgravede en forhistorisk begravelsesplads nær byen Rostov-ved-Don i den sydlige del af Rusland, når de nordlige områder ved Sortehavet.
Stedet havde knoglerester af 35 mennesker, fordelt på 20 separate grave. Baseret på den måde begravelsen havde fundet sted, vidste arkæologerne, at de kunne dateres til cirka år 5000 og år 3000 før Kristus, en periode kendt som den Kalkolitiske eller “kobberalderen.”
Færre end 1% af de trepaneringer man har kendskab til er udført på på toppen af kranium.
En af gravene indeholdt rester af fem voksne - to kvinder og tre mænd - sammen med et lille barn mellem et og to år gammelt, og en pige i teenagealderen.
At man finder skeletter i den samme forhistoriske grav er ikke særlig usædvanligt. Men det der var udført på deres kranier var: De to kvinder, to af mændene og teenagepigen havde alle fået udført en trepanering.
Deres kranier havde et enkelt hul, adskillige centimeter bredt og elliptisk i form, og med tegn på man havde skrabet langs kanterne. Kranium af den tredje mand havde et aftryk der også viste tegn på at være blevet udhulet, men ikke som et hul. Kun barnets kranium var uden synlige tegn.
Opgaven med at analysere indholdet af gravene var Elena Batieva, en antropolog der nu er ved Southern Federal University in Rostov-on-Don, Russia. Hun slog straks fast at hullerne var trepanering, og hun indså snart at disse trepaneringer var usædvanlige.
A German trepanning brace from the 18th Century (Credit: Science Photo Library)
Et tysk trepaneringsinstrument fra det 18. århundrede (Credit: Science Photo Library)
De var alle blevet udført på præcis samme område af kranium. Det som kaldes "obelion". Obelion findes på toppen af kranium og med den bageste del, der hvor en hestehale ville begynde.
At åbne kranium på dette sted ville være med stor risiko for forblødning og død.
Mindre end 1% af alle kendte trepaneringer kan ses på toppen af kranium. Ydermere vidste Batieva at sådanne trepaneringer ikke var særlig kendt i det gamle Rusland. På det tidspunkt var hun klar over at det blot var et andet tilfælde af en sådan top trepanering. Et kranium udgravet i 1947 på et arkæologisk sted ganske tæt på der hvor hun nu gravede.
At finde een top trepanering var bemærkelsesværdigt. Men Batieva havde nu fem, alle begravet i den samme grav. Dette havde man ikke forventet.
Der er en særdeles god grund til at ‘top’ trepanering ikke er almindelig. Den er meget farlig.
Headaches can be unbearably intense (Credit: Science Photo Library/Alamy)
Hovedpiner kan være særdeles smertefulde (Credit: Science Photo Library/Alamy)
Toppunktet på kranium befinder sig direkte over øvre sagittal sinus, hvor blodet fra hjernen samles før det flyder ind i hjernens udadgående årer. At åbne kraniet dette sted, ville kunne være årsag til voldsom blødning og død.
Således må man formode at indbyggerne i Bronzealderen i Rusland har haft en god grund til at udføre trepaneringerne. Dog viste ingen af kranierne tegn på at der har været sygdom før eller efter trepaneringen blev udført.
Blandt de 137 kranier man fandt havde ni af dem mistænkelige huller.
Med andre ord, det kunne se ud til at alle disse personer blev trepaneret mens de var sunde og raske. Var det så bevis på et ritual?
Det var en besnærende mulighed. Imidlertid måtte Batieva opgive sporet. Hun havde så mange flere skeletter at analysere fra det sydlige Rusland, og kunne ikke tillade at komme ud på et sidespor på grund af nogle få kranier, hvor gådefuldt det end kunne være.
Før hun gav op besluttede Batieva at søge i russiske endnu ikke offentliggjorte arkæologiske optegnelser, hvis der nu var flere besynderlige top trepaneringer som man havde opdaget men ikke yderligere rapporteret.
Overraskende var der to tilfælde. Kranier af to unge kvinder med ‘top’ trepaneringer var opdaget år tidligere. Det ene i 1980 og det andet i 1992. Hver af dem var blevet gravet op mindre end 50 kilometer fra Rostov-ved- Don, og de viste ikke tegn på at være blevet trepaneret af en lægelig grund.
Således havde Batieva otte usædvanlige kranier, alle klumpet sammen i en lille region i det sydlige Rusland, og alle sådan set nogenlunde på samme alderstrin. 10 år efter kom der mere lys.
A trepanned skeleton (Credit: Mihajlo Maricic/Alamy)
Et trepaneret skelet (Credit: Mihajlo Maricic/Alamy)
I 2011, analyserede et hold arkæologer 137 skeletter. De var for nylig blevet gravet ud af tre separate kobberalder begravelsespladser cirka 500 kilometer sydøst for Rostov-ved-Don, i Stavropol Krai regionen af Rusland, ganske tæt på grænsen til Georgien.
Arkæologerne var ikke der for at opdage trepaneringer. De var der for at lære mere om den generelle sundhedstilstand hos de forhistoriske indbyggere i regionen. Men blandt de 137 kranier var der ni med mistænkelige huller.
Det sydlige Rusland kan have været centret for rituelle trepaneringer.
De fem af dem var standard eksempler på trepanering. Hullerne var på forskellige steder af forsiden af kranium, og de viste alle tegn på, at personerne har haft et fysisk traume, og således formodes at trepaneringer var blevet udført for at behandle skaderne.
De andre fire vist ingen tegn på sygdom eller skade. Ydermere, var alle fire trepaneret præcist over top punktet på kraniet.
Helt tilfældigt havde en af undersøgerne – Julia Gresky, antropolog fra the German Archaeological Institute (DAI) – allerede læst Batievas papirer der beskriver usædvanlige trepaneringer fra Rostov-ved-Don regionen.
Nu er Gresky, Batieva og andre arkæologer gået sammen om at beskrive alle 12 ‘top’ trepaneringer fra det sydlige Rusland. Deres forskning blev udgivet april 2016 i the American Journal of Physical Anthropology.
Casts of trepanned Peruvian skulls (Credit: Photo Researchers Inc/Alamy)
Afstøbninger af trepanerede kranier fra Peru (Credit: Photo Researchers Inc/Alamy)
De 12 kranier ville have vakt opsigt uanset, hvor de var blevet fundet. Men den kendsgerning at de alle blev opdaget i et lille hjørne af Rusland antyder, at der er en sammenhæng. Hvis ikke, ville chancerne for at sådanne trepaneringer skulle vise sig udelukkende i det sydlige Rusland være ekstrem lav.
Gresky, Batieva og deres kolleger argumenterer for at selvom det er vanskeligt at bevise, så er sammenfaldet af disse usædvanlige trepaneringer i området med til at man må formode at det var et center for rituel trepanering.  
Nogle synes at have overlevet ‘behandlingen.’
Maria Mednikova fra Russian Academy of Sciences i Moskva er ekspert i russiske trepaneringer. Hun mener at trepaneringer på særligt udsatte og farlige områder af kranium kan være udført for at opnå “transformationer” af en eller anden slags. Hun formoder at ved at trepanere disse steder mente man at kunne opnå unikke evner og viden som almindelige medlemmer i samfundet ikke besad.
Vi kan kun spekulere over, hvorfor 12 af disse tilsyneladende ellers sunde mennesker blev trepaneret på denne særdeles farlige måde. Men ud fra hullerne kan vi få en viden om skæbnen af disse mennesker.
Et af de 12 tilfælde var en ung kvinde under 25 år, der var blevet begravet nær Rostov-ved Don. Ingen tegn på heling, og man må formode hun døde under trepaneringer eller kort tid efter.
Imidlertid kan det se ud til at de andre har overlevet. Deres kranier viste heling af knoglen rundt om kanterne af trepaneringshullerne - dog voksede de aldrig helt til.
Trepanned skull (Credit: The German Archaeological Institute (DAI), Julia Gresky)
Det trepanerede kranium af en mand mellem 30-35 år gammel, en af fem i massegraven. Hullet er helet. (Credit: The German Archaeological Institute (DAI), Julia Gresky)
Tre af de 12 kranier viste kun små tegn på heling, og man må formode at ‘patienten’ kun overlevede to til otte uger efter operationen. To af disse individer var kvinder i alderen 20-35 år. Den tredje var en ældre person mellem 50-70 år gammel hvis køn ikke kunne bestemmes.
De andre otte viste tegn på god heling. Baseret på hvad vi ved om knogleheling i dag, har disse individer nok overlevet i mindst fire år efter operationerne.
Det ser ud til at alle disse individer der blev trepaneret sådan set var fuldstændig raske.
De to mænd, to kvinder og en ung pige havde alle overlevet deres operationer i årevis. Pigen mener man var mellem 14-16 år gammel, og må have fået sin ‘behandling’ da hun var under 12 år, muligvis yngre.
Det er stadig muligt at disse 12 personer led at sygdomme eller hovedskader. I så fald kan trepaneringen have været til gavn for mindst otte af dem.
Men det er også muligt at Batieva og hendes kolleger har ret og at disse personer blev trepaneret rituelt. Hvis det er sandt kan vi kun gætte på hvad gavn de fik ud af det - eller troede de fik ud af det - resten af deres liv.

søndag den 15. november 2026

Hvorfor leg bringer glæde og gør hjernen levende - også i alderdommen

 

Hvorfor leg bringer os glæde

Ny forskning tyder på, at sjov, det at lege ikke er en distraktion fra læring – det er hjernens måde at belønne os for at navigere i usikkerhed, opdage mønstre og holde os mentalt i live.

Alex Hutchinson

Siden oldtidens Grækenland har tænkere kæmpet med mysteriet om, hvorfor mennesker og andre dyr leger. Overlevelse er svært, så hvorfor spilde energi? Gennem årene har teorierne spændt fra Platons simple billede af leg som færdighedsøvelse til stadigt mere esoteriske ideer om overskydende energi, freudiansk katarsis og rudimentære "primitive instinkter".

Nu om dage ser udviklingspsykologer mest leg som en måde at indsamle information om verden og vores plads i den. Men der mangler noget i dette billede, ifølge Marc Malmdorf Andersen, en kognitiv forsker ved Aarhus Universitet. "Ja, det handler om at lære om verden," siger han. "Alle er enige om, at leg er rigtig godt til det. Men ingen beskæftiger sig rigtig med det sjove aspekt. Hvorfor er det så givende?"

I 2023 udgav Andersen og tre kolleger, hvad de kaldte en "kognitiv teori om leg", der søgte at forklare leg inden for rammerne af den nyeste og mest populære teori om alt inden for hjernevidenskab: prædiktiv bearbejdning.

Leg ansporer børn til at lære om sig selv og verden, men det har også vigtige implikationer for voksne.

Ifølge denne ramme er mennesker skabt til at reducere usikkerhed, mens vi stræber efter at perfektionere vores forudsigelser af verden omkring os – men når vi leger, vælger vi paradoksalt nok bevidst at øge usikkerheden for at opleve glæden ved at reducere den. Andersens teori forklarer, hvordan leg ansporer børn til at lære om sig selv og verden, men det har også vigtige implikationer for voksne: Vores sans for leg viser sig at være afgørende ikke kun for at have det sjovt, men også for at holde vores aldrende hjerner sunde og afdække nye ideer på måder, der ikke kan outsources til en algoritme.

Den nye hjerneteori

Nøgleideen i prædiktiv bearbejdning er, at i stedet for at forsøge at finde mening i den store mængde information, der leveres af dine sanser, laver din hjerne sit bedste gæt om, hvad der sker omkring dig, og bruger derefter alle disse sensoriske data til at kontrollere sine forudsigelser. Når du går ind i køkkenet om morgenen, forventer du at se et køleskab i hjørnet; din hjerne bemærker kun de indkommende visuelle data, hvis køleskabet mangler.

Dette viser sig at være en meget effektiv måde for en hjerne at fungere på. Det forklarer også forskellige særheder i vores opfattelser, da det betyder, at synet er, som neuroforskeren Anil Seth udtrykte det, "kontrolleret hallucination". I 1860'erne påberåbte den tyske polyhistoriker Hermann von Helmholtz ideen om en prædiktiv hjerne for at forklare visse typer optiske illusioner. For nylig har dette perspektiv forklaret, hvorfor nogle mennesker så det virale billede af "The Dress" fra 2015 som guld og hvidt, mens andre så det som blåt og sort: Folk, der bruger mere tid i kunstigt lys, har andre forudsigelser om billedets baggrundsbelysning end dem, der bruger mere tid i naturligt lys. Hvad vi ser, afhænger af, hvad vi forventer at se.


I 2005 begyndte neuroforskeren Karl Friston fra University College London at udgive en række artikler, der foreslog, at det grundlæggende imperativ for en prædiktiv hjerne er at minimere forudsigelsesfejl. Hvis dine sanser fortæller dig, at en forudsigelse ("det er varmt nok til at spise udenfor") er forkert, opdaterer du enten din forudsigelse ("det er ikke varmt nok til at spise udenfor") eller gør noget for at få din forudsigelse til at gå i opfyldelse (tag en sweater på). Dette tilsyneladende simple princip viser sig at være overraskende kraftfuldt, og i løbet af de sidste to årtier har det givet anledning til en radikalt ny matematisk opfattelse af, hvordan hjernen fungerer. Men det har en fejl.


Mørkekammerproblemet

Jeg stødte første gang på det, der er blevet kendt som Dark Room-problemet, da jeg researchede en bog om videnskaben bag udforskning. Forskellige adfærdsmæssige og biologiske beviser tyder på, at mennesker er skabt til at opsøge det ukendte. Prædiktiv bearbejdning antyder derimod, at vi ønsker at minimere usikkerhed for at undgå forudsigelsesfejl. En måde at nå dette mål på ville være at låse sig selv inde i et skab og slukke lyset. Så ville det være let at forudsige, hvad der vil ske derefter: absolut ingenting. Denne logiske kæde modsiger ideen om mennesker som instinktive opdagelsesrejsende.

Men overlevelse handler ikke kun om at forudsige nutiden; det handler også om at forudse fremtiden. Løsningen på Dark Room-problemet udspringer af erkendelsen af, at vi ønsker at minimere både nuværende og fremtidige forudsigelsesfejl. For at gøre det skal vi lære så meget som muligt om den bredere verden for at forudse, hvad der kan ske derefter. Faktisk antyder Fristons ligninger, at vi fortrinsvis skal opsøge forudsigelsesfejl på kort sigt for at reducere forudsigelsesfejl på lang sigt. Vi skal med andre ord forlade skabet og udforske.

Den britiske filosof og kognitiv videnskabsmand Andy Clark kalder dette "hældningsjagt". Det, vi i virkeligheden søger, er ikke fraværet af forudsigelsesfejl, men glæden ved at surfe ned ad en hældning med aftagende forudsigelsesfejl. "Du jagter disse hældninger, fordi de forbedrer din evne til at forudsige systemet," siger Mark Miller, kognitionsfilosof ved University of Toronto og medforfatter til Andersens teori om leg.

At bygge vs. at jagte skråninger

For Andersen, Miller og deres medforfattere er leg et modstykke til at udforske: at bygge skråninger snarere end at jagte skråninger. I stedet for at lede efter usikre skråninger at surfe ned ad, vælger vi reglerne for vores spil for at skabe den usikkerhed, som vi derefter kan løse.

Vi leder efter den helt rigtige mængde usikkerhed. For lidt, og vi får ikke meget glæde af at reducere den. For meget, og vi er ikke i stand til at reducere den. Det er derfor, de fleste casinospil har odds, der svæver et sted nær 50%, og hvorfor de mest tilfredsstillende sportskonkurrencer er dem, hvis udfald forbliver i tvivl indtil de sidste sekunder.

Det betyder også, at det gode punkt er et bevægeligt mål, da det, der engang var ukendt, bliver velkendt. Det er derfor, vores musiksmag ændrer sig over tid, påpeger Andersen, og hvorfor små børn nyder at gå ned ad rutsjebaner på legepladsen - indtil de har været nede nok gange til at forløse deres nysgerrighed om, hvordan det føles, hvorefter de bliver mere interesserede i mysteriet om, hvordan det ville være at klatre op ad rutsjebanen.

Præcis hvordan dette kredsløb implementeres i hjernen er fortsat et emne for aktiv forskning og debat. En central observation fra en række eksperimenter foretaget af den tyske neuroforsker Wolfram Schultz i 1990'erne er, at dopaminsignalering i hjernen i nogle sammenhænge fungerer som en markør for forudsigelsesfejl. Vi får et dopaminhit ikke, når noget er godt, men når det er bedre end forventet. "Det, det dopaminerige system ser ud til at gøre, er at fortælle organismen, at denne strategi er bedre end den strategi, du har brugt indtil videre," siger Andersen.

Selvfølgelig indfanger dette billede af leg måske ikke alle nuancerne i, hvad ordet betyder for os. "Vi er meget mere komplekse væsener end usikkerhedsbaserede belønningsmaskiner," siger Elizabeth Bonawitz, leder af Harvard Universitys Computational Cognitive Development Lab. Et spædbarn, der leger tittebøe med sin mor, kan for eksempel primært være motiveret af social tilknytning snarere end at løse usikkerheden om, hvis ansigt der er bag hænderne.


Filosoffen Bernard Suits definerede det at spille spil som "et frivilligt forsøg på at overvinde unødvendige forhindringer." For at nå målstregen på et maratonløb kan man normalt bare gå et par blokke fra startlinjen eller måske tage en metro, men vi vælger at acceptere de vilkårlige begrænsninger, som banekortet pålægger. Vi pålægger os selv disse forhindringer for at sikre, at resultatet forbliver i tvivl. Nogle gange fejler vi, hvilket betyder, at når vi lykkes, er resultatet bedre, end vi forventede. Andersens teori forklarer, hvorfor dette føles godt - og det er en mere betydningsfuld indsigt, end det først ser ud til.

Hvad er leg godt for?

Det faktum, at leg føles godt, er, tænker man måske, en tilstrækkelig grund i sig selv til at hengive sig til det. Suits argumenterede berømt for, at det at spille spil er vores højeste kald, da det i en hypotetisk utopi, hvor alle vores materielle behov er opfyldt, er alt, hvad vi ville gøre.

Men glæden ved leg har også en nyttig funktion: Den fortæller os, hvornår vi reducerer usikkerhed – det vil sige lærer om verden – mere effektivt end forventet. Faktisk er det det mest følsomme instrument, vi har til at fortælle os, om vi vælger en frugtbar vej eller ej. "Alt andet lige er organismen den eneste, der har adgang til sin egen viden," siger Andersen. "Så sjov burde være det bedste signal for, hvornår en organisme enten lærer eller håndterer det, verden kaster efter den, meget effektivt."

Selv babyer er i stand til at udnytte dette instinkt. Et eksperiment fra 2012 ledet af Celeste Kidd, dengang ved University of Rochester, viste 7- og 8-måneders spædbørn en række former og brugte bliksporing til at måle deres interesse. Når sekvensen var for forudsigelig, kiggede spædbørnene væk. Når den var for tilfældig, kiggede de også væk. Men når der var et mellemliggende niveau af forudsigelighed, der antydede et eller andet mærkbart mønster, som de måske kunne finde ud af, var de fanget.

Mange af de eksisterende teorier om leg fokuserer på børn: ideen om, for eksempel, at en killing, der hopper på et nøgle garn, træner de færdigheder, som en voksen kat senere vil bruge til at jage. Andersens idé om leg som at bygge skråninger passer til dette billede af barndommen som en periode med reduktion af usikkerhed i stor skala. Faktisk bruger vi mindre tid på at lege, når vi vokser op, og det er ikke uventet. "Fra vores models perspektiv sker det, fordi voksne har sværere ved at blive overrasket - fordi vi ved mere," siger Andersen.

Leg er også for voksne

Vi holder ikke helt op med at bygge skråninger, når vi bliver voksne – eller i det mindste burde vi ikke. For det første er der nye beviser for, at det at forblive legende hjælper med at holde din hjerne sund, når du bliver ældre. Den usikkerhed, der er forbundet med leg, kræver fokus, fleksibilitet og tilpasning, hvilket igen engagerer en region i hjernen kaldet locus coeruleus, som er forbundet med kognitiv sundhed hos ældre voksne. Et randomiseret forsøg viste, at det at begynde på hobbyer som quiltning og fotografering var forbundet med langsommere kognitiv tilbagegang.

Det faktum, at det er sværere at overraske sig selv, når man allerede ved meget, gør det endnu vigtigere og mere givende at finde nye overraskelser – nye forudsigelsesfejl. Hvordan ellers kan du tænke nye tanker? De algoritmer, der styrer dine sociale mediefeeds, ved, hvordan de skal pirre dig, give dig følelsen af, at du surfer ned ad en skråning med faldende forudsigelsesfejl. Men de har ikke adgang til de interne signaler, der fortæller dig, hvornår du med succes lærer om verden. "Vi læser bøger og spiller skuespil og laver musik og dyrker kunst og har hobbyer og vandrer og udforsker verden," siger Bonawitz. "Det er den slags leg, som voksne dyrker, og jeg synes, det er en virkelig vigtig del af at være glad og sund, og også bare tænke."

Det er selvfølgelig ikke let at finde tid til at lege mere midt i voksenlivets pres og begrænsninger. "Voksne ville lege mere, hvis de kunne," siger Andersen. Det strider også mod vores instinkter. Spørg folk, om de kan lide usikkerhed, og de vil benægte det. De vil minimere eller eliminere den for enhver pris. Men vi er ikke gode dommere over, hvad vi finder virkelig tilfredsstillende. Hvis Andersen og hans kolleger har ret i den prædiktive processing-teori om leg, er det ikke fraværet af usikkerhed, vi elsker, men processen med at reducere den: rejsen, ikke destinationen. Og det indebærer at søge mere, snarere end mindre, usikkerhed og omfavne unødvendige forhindringer.


Med andre ord, at spille spillet.

Alex Hutchinson is a science journalist based in Toronto, with a big-picture focus on human performance and particular interests in fitness, endurance sports, and the outdoors.
Related Posts with Thumbnails