Albaniens triumf over Hoxhas tyranni
I år organiserede et populært US rejsebureau en noget usædvanlig tur om at vandre i de albanske alper, der lokalt er kendt ved det forbudte navn: De Forbandede Bjerge. Disse kalkstens bjerge rejser sig stejlt fra det lavere liggende land, og udsigten fra bjergtoppene er spektakulært. Det synes ikke passende at denne skønhed på nogen måde kan være forbandet. Men ordet beskriver fint Albaniens lidelser. Den kommunistiske diktator Enver Hoxha der styrede landet med jernhånd fra 1943-1984.
Terror Styret smadrede den intellektuelle klasse, demoraliserede en befolkning der levede på randen af hungersnød, og reducerede Albanien til verdens tredje fattigste land. Alligevel nedtoner kendte akademiske kilder Hoxha’s voldsomme overgreb og hylder ham for at forvandle landet fra et feudalt rige til en industriel økonomi og forbedre anafabetismen og den lægelige omsorg. Hvordan er det muligt at disse store ‘indsatser’ blev til nul økonomisk vækst, og at landet blev til et åbent fængsel der er blevet sammenlignet med Nordkorea?
Da jeg i sidste måned var i Albanien, interviewede jeg vor gruppes buschauffør og guide, Reshat, der levede 32 år under Albaniens kommunistiske styre. Anerkendte han at Hoxhas ‘sprudlende’ metoder kunne retfærdiggøres for at bringe fremskridt til et underudviklet land? Var hans erfaringer i overensstemmelse med Blendi Fevziu’s svidende biografi,, Enver Hoxha: The Iron Fist of Albania, eller mere justeret med en Guardian boganmeldelse fra 2016 der lod formode at Fevziu’s had til kommunismen og Hoxha gennemsyrede hans kommentar?
Ifølge Fevziu, blev folk draget til Hoxhas karismatiske personlighed og attraktive fysiske fremtoning. Han var en middelmådig student med en ringe arbejdsmoral, der foretrak selskaber og at diskutere politik. Efter Italiens invasion i 1939 og den tyske besættelse i 1941, sluttede Hoxha sig Det Albanske Arbejderparti ved dets oprettelse. Jugoslaviske embedsmænd fra det kommunistiske parti anerkendte hans hensynsløshed og organisatoriske evner og var medvirkende til fremgang i hans karriere, der resulterede i at han blev Førstesekretær for partiet som 34 årig.
Hoxha var ikke kendt for sin tapperhed eller erfaring på slagmarken, men prioriterede eliminationen af hans politiske fjender mens partisaner og andre kommunisttilknyttede grupper kæmpede og døde i kampen mod Nazi okkupationen. Da de tyske styrker forlod landet i 1944, var han klar til at udfylde magttomrummet og begynde massehenrettelse af rivaler.
Straffen for de “forkastede klasser" der omfattede købmænd, intellektuelle, diverse professioner og jordejere var at de blev pålagt overdrevne skatter der var umulige at betale, og forbrydelser gav lange fængselsstraffe med hårdt arbejde. Alle biler og personlig ejendom blev eksproprieret og overført til staten. I begyndelsen blev eksproprieret jord omfordelt til bønder, men i løbet af et år blev det kollektiviseret og overført til regeringen efter det sovjetiske kolkhoz system.
På tidspunktet for Hoxhas magtovertaglese havde Albaniens historie været præget af undertrykkelse. Osmannerne erobrede landet i 1478 og herskede i over fire århundreder, indtil uafhængigheden blev givet i 1912 efter Balkan Krigene. En indflydelsesrig politiker erklærede sig som Kong Zog i 1928 og herskede indtil 1939 da Italien invaderede og derpå overlod kontrollen til Nazisterne i 1941. Alle disse omstændigheder gav grobund for et land med 1,1 million indbyggere der levede i et område på størrelse af Maryland og til et sammensurium af fæster/herremænd kontrolleret af velstående Beys der dominerede en uuddannet, analfabetisk bondeklasse.
Hoxha, en hengiven Stalinist etablerede en hemmelig politienhed Sigurimi bestående af 200000 operatører, hvis mission var at sikre regimets beståen og sikkerhed. Et system med overvågning og fordømmelse muliggjort af et omfattende netværk af informanter der skabte personligrettede filer om hver voksen i Folkerepublikken Albanien. Tvangsarbejde fandt sted under frastødende forhold i fjerntliggende lokationer lig det som kunne ses i Sovjets Gulag. Sigurimi holdt kontrol med 39 fængsler, hvor man i visse tilfælde indsatte 20 fanger i celler på sølle 10 kvadratmeter.
Kollektiv straf blev benyttet for at knække modstand mod partiet. Retfærdig domshandling var ikke eksisterende, og anonyme anklager var normen. Enhver, mistænkt for modstand mod partiet kunne forvente en særlig dom, straf med henrettelse eller med eksil til et Gulag i op til 30 år. Ofrets familiemedlemmer blev forflyttet og sendt i permanent eksil i Albaniens malariaplagde marskområder. Livskvaliteten var under eksistensminimum, uden udsigt til at det ville blive bedre eller for uddannelse. I sin bog Me Stalinin, beskrev Hoxha Stalin med grandiose termer, “Stalin var ingen tyran, han var ikke despot. Han var en principfast, retfærdig, beskeden og venlig mand, hvis opmærksomhed var rettet mod folket, kadrer og associerede.”
Efter Stalins død, blev Hoxha desillusioneret over Khrushchev’s USSR, og i 1961, da man desperat havde brug for finansiel støtte oprettede man relationer med Maos kommunist Kina. Albanien indførte sin eget version af Sino-Kultur Revolutionen, der yderligere forstærkede landets isolerede tilstand og Hoxhas xenofobiske paranoia. Han så en fjendtlig verden hvis formål var at erobre det lille Balkan kongedømme med militære midler. Konstruktionen af 750000 bunkers luftforsvarsstillinger og militære befæstninger er håndgribelige symboler på hans selvbedrag.
I 1968 modtog Hoxha foruroligende nyheder fra den franske ambassadør om at en nonne, Moder Teresa, etnisk albaner, krævede at besøge sin skrøbelige 80 årige mor der boede i Albanien og følge hende til Rom for lægelig behandling. Moder Teresas anmodning fik international opmærksomhed og støtte fra Charles de Gaulle, Jackie Kennedy, og Paven. Hoxha’s sikkerhedstjenester gav råd imod ansøgningen ved at sige at nonnen var en farlig sikkerhedstrussel for republikken. Anmodningen blev afvist og selvom Moder Teresa fortsatte sine bestræbelser erfarede hun om sin mors død i Albanien i 1972.
Hoxha, hvis far var imam, undertrykte religion og i 1976 erklærede landets forfatning Albanien som en ateistisk stad - som et eneste land i verden. I 1971 blev præsten Dom Kurti henrettet for at have døbt en baby i et privat hjem, hvilket gav årsag til universel international fordømmelse. Tusinder af præster og imamer blev anholdt og fik lange fængselsstraffe. Albaniens Kultur Revolution indskrev unge fanatikere for at forfølge dervisher fra Bektashi sekten ved at lade dem udsætte for offentlige ydmygelser. Over 2000 moskeer, katolske og ortodokse kirker og Bektashi tekkes (forsamlingssteder) blev vandaliseret eller ødelagt.
Fra begyndelsen af Hoxhas styre som partileder blev kun hans udpegne efterfølger Hysnu Kapo sparet for henrettelse, fængsel eller ‘selvmord.’ Kapo havde heldet af dø af bugspytkirtelkræft på en klinik i Paris i 1979, men Hoxhas tilsyneladende andet valg som arving; Mehmet Shehu, en yderst loyal discipel og hård høg, led den typiske skæbne for diktatorens finurlige måde at reagere på. I 1981 informerede Shehus favoritsøn sin far om, at han var blevet forelsket i en attraktiv ung volleyballchampion, hvis far var universitetsprofessor og medlem af en anti-kommunist familie. Uden at konsultere Hoxha gav Shehu lov til ægteskabet. Den indeskretion gjorde Hoxha rasende og i løbet af en måned blev Shehu nedgraderet og begik selvmord fremfor at møde en eksekutionspeloton.
I de senere stadier af Hoxhas styre gik landet længere ud i isolation og elendighed. Alle udenlandske radio og TV signaler blev jammet, og landets grænser omsluttet af pigtråd og elektriske hegn. Vagter fik ordre til at skyde de som forsøgte at undslippe. De som ikke blev skudt blev idømt fra 10 års fængsel til livstidsfængsel. Kun 6000 lykkedes det at komme ud af Albanien under årene med Hoxha.
Bønder levede af det som svarer til 15 dollars om måneden, maden var sølle, der gav en familie på fire lov til at få et kilo kød om måneden. På landet var underernæring og dermed tilknyttede sygdomme helt almindeligt og udbredt. Hvedemel med en smule salt, sukker forhindrede hungersnød. Privat ejendom og individuelt initiativ var forbudt, og partiets embedsmænd nægtede bønderne retten til at eje dyr og kvæg. I 1982 blev det at eje høns forbudt.
I 1984 indgik Albanien der i svær grad manglede penge, trods offentlige arbejdsprojekter og undervisningsprogrammer hvor kun materiale som regeringen havde bedømt egnet, et økonomisk partnerskab med Vesttyskland alene med det formål at få hjælp fra udlandet. Franz Josef Strauss, premierminister i Bayern havde fået lov til at rejse gennem Albanien på sin vej til Grækenland. Hans søn observerede, “Vi nåede Tirana...byen lå i total mørke. Der var ingen biler...Ved en udstilling af albansk teknologi så vi en Enver Hoxha traktor. En ven der arbejdede hos Mercedes-Benz sagde at den type plejede vi at lave i 1920’erne...” Albansk teknologi var stivnet i over 60 år.
Hoxha døde i 1984 og hans efterfølger Ramiz Alia styrede landet i endnu fem år indtil regimet faldt fra hinanden. I disse 46 år, var næsten 5500 mænd og kvinder blevet henrettet og 24000 idømt fængsel i op til 35 år, der ofte blev forlænget under fængselsopholdet. Interne eksilprogrammer blev brugt til forstærke de kollektive straffe og 70000 blev sendt til interneringslejre, hvor mange døde på grund af de barske forhold.
Reshat (chaufføren) levede i kommunist Albanien fra 1967 til faldet i 1989, en periode hvor Hoxhas paranoia nåede sit højdepunkt og en udmarvende fattigdom førte til håbløshed. Gennem tolk og vandregruppens førende guide, Mirjeta, fortalte han sine personlige erfaringer. Født i 1967 og de første 32 år under Hoxha og efterfølgeren Ramiz Alia.
Brutal magtanvendelse og intimidering oversvømmede en befolkning, der ikke var kommet sig fra de tre år med Nazi-besættelsen. De fleste albanere boede på landet og var afhængige af deres dyr. Hoxha indførte at en familie kun kunne eje en eller to køer, og i 1980’erne blev al privat ejendom ikke tilladt. Et omfattende netværk af spioner overvågede konstant borgerne for at sikre overensstemmelse med loven. Det at man ikke lovligt måtte eje dyr på landet var især til besvær for Rashats far og mor, der havde syv børn. De levede af en diæt af salt, brød og olivenolie, og hvis det ikke var på grund af hvedemelet ville familien have sultet.
Desperate mennesker er iderige og Rashat fortalte at får og grise blev skjult for at undgå at de blev opdaget. I et tilfælde skjulte hans svigermor et får i sit soveværelse. Myndighederne kom på rutine inspektion og kvinden nægtede at kende til, at man havde ulovligt dyrehold. Før politiet forlod boligen kom hendes barnebarn på tre år ind i rummet og bemærkede, “Bedstemor der er et får i dit soveværelse,” Politimanden morede sig over knægtens uskyld og hans bedstemor fik kun en formaning. Det var kendt at bønder brugte en liter raki, en 40% alkoholholdig vin og gav den til grisene før inspektørerne ankom for at grisene skulle være stille og ikke blive opdaget.
Lærere og andre med lidt højere uddannelser blev tvunget til at forlade deres jobs og arbejde med ringere arbejde - en politik implementeret i Maos Kina og i Cambodia under Pol Pot. De som aktivt stod op imod regimet blev fjernet og familiemedlemmerne blev derpå straffet. Børn af politiske forbrydere blev fjernet fra deres hjem og ført til afsidesliggende områder hvor livet var svært.
Befolkningen blev udsat for uophørlig propaganda fra vugge til grav. Landet var fuldstændig isoleret og folk fik at vide at Albanien var verdens bedste land. Andre lande var yderst jaloux og altid klar til at angribe og pågribe Albaniens skatte påstod regimet. At beskytte fædrelandet krævede evig opmærksomhed og villighed til at dø for Folkerepublikken og halvguden Hoxha.
Påtvungne regler gennemsyrede samfundet og gik ned i de allermindste detaljer - den personlige fremtoning, længden på bukser, forbud mod lommer, - listen var uden ende. Det var helt umuligt at følge og offentligheden blev informeret mundtligt. Straffen begyndte med verbal offentlig udskamning, fulgt op at skrevne notitser udstillet på offentlige steder. Krænkere blev udstødt fra samfundet. Stalins udtalelse, “Vis mig manden, og jeg vil vise dig forbryderen,” opsummerede det albanske retssystem.
Religion var strengt forbudt og blev sjældent praktiseret privat af frygt for gengældelse. I et land hvor 60% af folket var muslimer per tradition blev borgerne tvunget til at drikke raki, eller spise svinekød, eller bryde Ramadan for at udpege praktiserende muslimer der tilbad i hemmelighed. .
Kommunistiske ungdomsgrupper var til stede i alle skoler og når man var 18 år kunne man blive medlem af Kommunistpartiet. At melde sig ind var ikke tvungent, men et partimedlem fik langt bedre behandling - bedre jobs og mulighed for at deres børn kunne gå på foretrukne skoler. Trods goderne vurderer Reshat at kun 30% af de som var berettiget var medlem af kommunistpartiet selvom antallet af spioner og informanter gør dette tal svært at bekræfte.
Reshat og mange albanere som han er et vidne om modstandskraften i folket, der erfarede yderst mange svære tider men tilpassede sig med succes. Deres land er under udvikling og får energi gennem ytringsfriheden og lysten evnen til at leve livet fri for undertrykkelse. Albanerne er stærkt anti-kommunister og er fortørnet over den formodning, at Hoxhas udskejelser på ingen måde kan retfærdiggøres. Det er deres brændende ønske at verden bliver klar over de enorme ofre hos det albanske folk og vigtigheden af at stå op imod tyranniet trods omkostningen.
Published under a Creative Commons Attribution 4.0 International License
For reprints, please set the canonical link back to the original Brownstone Institute Article and Author.
https://brownstone.org/articles/albania-triumphs-over-hoxhas-tyranny/
Opslag
