Meteorologiens fanger

 

Meteorologiens fanger

At lyve om vejrhistorik for politisk vinding er ikke noget nyt.  

Mark C. Ros

At lyve om vejrhistorik for politisk vinding er ikke noget nyt. En ambitiøs ingeniør ved navn William Mulholland udtænkte en falsk tørke tilbage i 1890'erne for at presse på for vedtagelsen af ​​en obligation til at finansiere opførelsen af ​​Los Angeles-akvædukten. Det var først i slutningen af ​​1970'erne, at bedrageriet blev opdaget, da en kandidatstuderende i geografi ved UC Berkeley ved navn Scott Stine brugte træringsanalyse til at opklare sandheden.

I mellemtiden tillod udviklingen af ​​vandressourcen Los Angeles at overgå San Francisco som Californiens førende by. San Franciscos vandambitioner blev forsinket af en 'fejlplaceret' skotte ved navn John Muir, der grundlagde Sierra Club for at forhindre opførelsen af ​​O'Shaughnessy-dæmningen ved Tuolumne-floden. Selvom dæmningen til sidst blev bygget, var skaden allerede sket. Alt dette er beskrevet i Water and Power af William H. Kahrl, som også var den uofficielle dekan for californiske hydrologer.

Spol frem til vores nuværende situation. I stedet for at en bestemt person skaber et fupnummer for at fremme et specifikt punkt på dagsordenen, forsøger en hel politisk bevægelse at dominere mange aspekter af privatlivet, især med hensyn til energiforbrug. Mulholland slap afsted med sit kneb, fordi de fleste vælgere i Los Angeles på det tidspunkt var flyttet dertil, efter at hans falske tørke skulle have fundet sted. Dagens bedragere udnytter tilbagegangen i uddannelse - især når det kommer til geologisk videnskab og kritisk tænkning. Der er naturligvis også andre lokkemidler i spil - især den menneskelige tendens til at falde for dommedagsprofetier.

For at udfylde nogle af hullerne i den offentlige bevidsthed er der let tilgængelig viden om jordvidenskab. En onlinesøgning på navnet "Fahrenheit" viser, at termometre kun har eksisteret i omkring 300 år. Jorden er meget ældre end det. Og alligevel sættes der stadig "rekorder" for omgivende høje temperaturer - målt med termometre. Kontekst udelades, og det er ikke ved et tilfælde. De medskyldige medier har også sneget sig forbi, er ikke opmærksomme. Udtrykket "varmekuppel" bruges nu til at beskrive en stigning i temperaturer. Det korrekte meteorologiske udtryk er "højtrykskuppel", da omgivelsestemperaturen i vid udstrækning er et resultat af atmosfærisk tryk. Når luft komprimeres, varmes den op. Det modsatte er, at sænkning af trykket forårsager reduceret temperatur. Dette er grundlaget for mekanisk køling.

Her i Bay Area havde vi en usædvanlig varm periode i slutningen af ​​sidste marts. Meget af Sierra-snedækket smeltede, hvilket fik nogle skisportssteder til at lukke tidligt. Tidligere var der ofte en tidlig hedebølge i begyndelsen af ​​april, hvilket ikke var sket de sidste par år. Nu skete det, men et par uger tidligere, og de chokparate blev  for alvor grebne. Overraskelse, overraskelse - kulden og regnen kom tilbage - og skiløbet er også genoptaget. Forklaring: Vejret er kaotisk ... men på en måde inden for grænserne.

Alle slags meteorologiske kræfter er i konflikt med hinanden, og resultaterne kan være både overraskende og kedelige. Det var Benjamin Franklin, der først opdagede, at vejret bevægede sig. Først hvervede han en gruppe korrespondenter langs Atlanterhavskysten og fik dem til at synkronisere deres kronometre. Derefter førte de log over, hvornår storme ramte deres placeringer. Resultat: Vejret bevægede sig med omkring 24 kilometer i timen. Hvilket stadig er tilfældet.

Introduktionen af ​​B-29 det højtflyvende, langtrækkende bombefly under 2. verdenskrig førte til opdagelsen af ​​det, der blev kendt som jetstrømmen. Dette var et stort gennembrud i at finde ud af vejrets dynamik. Nu om dage refererer meteorologer ofte til udsving i jetstrømmen for at forklare deres forudsigelser. Alligevel er der stadig en del mystik, når det gælder om at finde ud af, hvordan vejret opstår, når vi allerede ved hvorfor. Åbenlyse eksempler på denne uoverensstemmelse er istiderne. Rigelige geologiske og palæontologiske beviser bekræfter, at de er sket, men årsagen er fortsat spekulation.

Da jeg tog klimatologitimer, fik vi at vide, at kontinenternes vestkyster typisk har mildere vejr end østkysterne. For eksempel: San Francisco og Washington, D.C., ligger stort set på samme breddegrad, selvom San Francisco næsten aldrig oplever sne eller frostgrader – ikke i Washington D.C. Min teori om jordens rotationsvektor handler om netop Jordens rotationsvektor. Når man ser ned på Nordpolen, ser man Jorden rotere mod uret. Således er kontinenternes østsider de forreste kanter, når de rammer forskellige situationer.

Og apropos den gamle Jord, er en objektiv kendsgerning, at på grund af dens elliptiske bane er Jordens nordlige halvkugle tættere på solen om vinteren og længere væk om sommeren. Dette tjener til at moderere ekstremerne i de to årstider i nogen grad. Selvom det modsatte er tilfældet for den sydlige halvkugle, modereres forholdene der af det større forhold mellem hav og landmasse dernede.

Som Michael Crichton viste i State of Fear, udnyttes alvorlige vejrbegivenheder fortsat af klimaforandringsaktivister. Alligevel viser de historiske optegnelser og andre beviser, såsom træringe og iskerner, ikke meget, om noget, om retningen for en farlig tendens. Og i betragtning af de enorme udgifter og den tvivlsomme effektivitet af de midler, som Climatistas fremfører, foreslår jeg, at deres motto er: "Vi er måske ikke i stand til at redde planeten - men vi kan i det mindste forringe livskvaliteten."

Image: Pixabay

https://www.americanthinker.com/articles/2026/04/prisoners_of_meteorology.html

Er der brug for glyphosfat?

Er der brug for glyphosat?

Joel Salatin 

Præsident Donald Trumps bekendtgørelse af 18. februar, der påberåber sig Defense Production Act fra 1950 for at sikre amerikansk glyphosatproduktion og -tilgængelighed, er hverken nødvendig eller nyttig. HHS-minister og grundlægger af Make America Healthy Again (MAHA), Robert F. Kennedy, Jr.'s støtte til bekendtgørelsen har skabt uro i den sundhedsinteresserede gruppe.

Den 22. februar afholdt Kennedy en triage-forklaring (Triage er en systematisk sortering og prioritering af patienter på skadestuer og i akutmodtagelser for at sikre, at de mest kritisk syge får behandling først.) til sin base med denne udtalelse:

"Desværre er vores landbrugssystem stærkt afhængigt af disse kemikalier." Han fortsatte med at skrive, at "hvis disse input forsvandt natten over, ville afgrødeudbyttet falde, fødevarepriserne ville stige, og Amerika ville opleve et massivt tab af landbrug, der overgik det, vi ser i dag. Konsekvenserne ville være katastrofale."

Kennedy beskrev derefter de mange alternativer til ukrudtsbekæmpelse, der er under udvikling. Alle vi landmænd i det ikke-kemiske samfund bruger allerede mange af disse innovative alternativer: lasere, AI-drevne vådservietter, dampdyser, dækafgrødepresning og jordbalancering. De kornproducenter, jeg bruger til vores kyllinge- og svinefoder, bruger ikke glyphosat eller genetisk modificerede organismer (GMO'er). Vi betaler en lille præmie, men disse landmænd har et stort udbytte og går bestemt ikke konkurs som mange mere konventionelle virksomheder.

Dette opgør har været længe under udvikling. Den 14. april 2025 rapporterede Patrick Thomas fra The Wall Street Journal, at "Bayer sagde, at de kunne stoppe med at producere verdens mest populære ukrudtsmiddel, medmindre de får retsbeskyttelse mod retssager, der beskylder herbicidet for at forårsage kræft." Bayer og venner forsøgte at indføre ansvarsbeskyttelse i en bevillingslov tidligere på året, men forsøget mislykkedes.

Med tusindvis af retssager, hvoraf mange er vundet, og retssager stadig planlagt til retsmøder, og deres milliardstore krigskasse til at bekæmpe dem og/eller forlige dem, der påvirker overskuddet, er Bayer, producenten af ​​det populære Roundup-mærke, desperat efter at slippe af med dette ansvar. Det meste af tiden sker ting som denne bekendtgørelse efter langvarig strid og overvejelser bag kulisserne, og jeg formoder, at det er tilfældet nu.

Med risiko for at irritere mine MAHA-venner, tager jeg anstød af hele denne beskidte affære, fordi glyphosat er en dødelig gift, der ikke er nødvendig, og bestemt ikke bringer amerikansk sikkerhed i fare. Dets anvendelse er primært på genetisk modificeret majs og sojabønner. Men tænk på, at næsten halvdelen af ​​Amerikas majsproduktion går til ethanolbrændstof; det har intet at gøre med mad.

Hvad med sojabønner? Halvdelen af ​​dem eksporteres og bruges ikke engang i Amerika. Omkring 40 procent af glyphosat produceres af Bayer i USA, Belgien og Argentina, som alle er venligtsindede lande. Hvis vi eliminerede halvdelen af ​​majsen og halvdelen af ​​sojabønnerne, fordi de ikke er nødvendige til mad, ville vi kun have brug for halvdelen af ​​glyphosatet, som næsten udelukkende produceres enten indenlandsk eller i venligtsindede lande.

Det er at give fordelen af ​​tvivlen til det iboende behov for glyphosat, hvilket er et tvivlsomt argument. Det er som at kræve særlige indrømmelser for kokain, fordi nogle misbrugere har et iboende behov for kokain. Selvom de måske er afhængige, er det i bedste fald tvivlsomt og i værste fald fejlagtigt at argumentere for, at finansiering og næring til deres fortsatte afhængighed er nødvendig for deres overlevelse.

Det virkelige brud på den nationale sikkerhed er, at vi har tusindvis af landmænd, der producerer unødvendig majs og sojabønner, og en føderal regering, der er fast besluttet på at holde dem i gang.

Planteædere har ikke brug for korn; de er ikke skabt til at spise korn, ligesom børn ikke er skabt til at spise slikbarer. Hvis vi dropper eksporten og brændstoffet, er Amerikas behov for majs og sojabønner kun 30 procent af den nuværende produktion, hvilket nemt kan dækkes af den glyphosat, der produceres indenlandsk og i venligtsindede nationer. Pointen er, at der ikke er nogen skræmmekampagne, og at intet af matematikken giver mening.

Der foregår noget andet her, og det har intet at gøre med nationalt forsvar. Det har at gøre med at tilbyde et beskyttelsesskjold til det uden tvivl mest ekstreme landbrugskemikalie på planeten. Det er også en økonomisk uventet gevinst for Bayer.

De katastrofale forudsigelser i dette scenarie har intet grundlag i virkeligheden. For det første har Kina ikke truet med at tilbageholde glyphosat fra verdensmarkedet. For det andet er en øjeblikkelig afbrydelse fra nogen producent ikke nært forestående – bortset fra at Bayer angiver, at de kunne ophøre med at bruge herbicidet på grund af retssager. Men det har intet at gøre med Kina. For det tredje tilbød hverken RFK Jr. eller præsident Trump en acceptabel tidsplan for udfasning.

Med andre ord, hvis det virkelige mål er en udfasning, hvilket RFK Jr.s lange X-opslag indikerer, hvorfor så ikke tilbyde en tidslinje, der ville være acceptabel? Et år? To år? Hvad med tre? Men hverken præsident Trump eller RFK Jr. nævner en gang et tidspunkt, hvor glyphosat ikke ville blive brugt, hvilket rejser spørgsmålet om, hvorvidt den virkelige dagsorden er en evig opmuntring til at bruge dette forfærdelige kemikalie på amerikansk mad.

https://brownstone.org/articles/who-needs-glyphosate/

 

Undertøjet og dårlig sædkvalitet - en sammenhæng?

Andrea Widburg

Forleden, gav jeg udtryk for at Pillen (præventionspillen) måske ikke kun kan gøre kvinder mærkelige, men den kan også på det lange stræk forklare, hvorfor mænds sædkvalitet er for nedadgående. 

I dag har jeg så en ny teori om hvorfor mænds sædkvalitet er dårlig og hvorfor kvinder undertiden kæmper for at blive gravide.  Samtidig med vi har haft fokus på mænds tætsiddende undertøj som et af problemerne bag deres svage sædkvalitet fordi de overopheder mænds testikler, ‘koger’ spermen, så kan polyester der findes i næsten alles undertøj også være et problem.

I en æra før “bedre liv gennem kemi” blev en ting var det undertøj der blev benyttet løstsiddende, og naturligvis lavet af naturens fibre, såsom bomuld, uld, hør eller silke. Når det er sagt begyndte kemiske produkter at blive blandet i de stoffer, det indledtes så tidligt som anden halvdel af det 18. århundrede, da arsenik blev brugt til at skabe en forbløffende, meget populær og utrolig giftig grøn farve. Alice in Wonderland’s Mad Hatter blev også et offer for kviksølvet som hattemagerne benyttede til filthatte lavet af pels fra dyr. 

Image made using AI.

Imidlertid var det i slutningen af det 19. århundrede at kemien og beklædningsbranchen virkelig fik fart på. Det første kunstige beklædningsklæde var rayon, som Hilaire de Chardonnet udviklede i 1880s ved en kemisk behandling af træmasse. Mens træ er et naturligt produkt er processen med at gøre det til en tråd helt bestemt unaturlig. 

Det næste spring for kemiske fibre var nylon, som Wallace Carothers, der arbejdede hos DuPont, opfandt i 1935. Denne fiber fandtes overalt i årene efter 2. Verdenskrig.  Selv i 1960/70’erne. Jeg erindrer at alt var nylon, ikke kun strømper. Nylon var helt og aldeles kunstig, for det blev fremstillet af petrokemikalier. 

Under og efter 2. Verdenskrig eksploderede brugen af kunstige fibre i fremstillingen af klædestoffer. Akryl og polyester blev opfundet i 1941. I 1957 blev det figurskabende Spandex eller Elastane markedsført som Lycra. I 1960’erne begyndte Polypropylene fibre af blive brugt i alt, fra tæpper til sportstøj. Disse klædestoffer forvandlede sig senere til 1980’ernes mikrofibre. Alle disse fibre er derivater af olie, petroleum. 

Disse klædestoffer er alle vegne og rimelige i pris. Nu til dags betaler man ekstra for kun naturens produkter, derfor bærer de fleste mennesker en eller anden form for oliebaseret produkt mod deres hud, herunder undertøjet. At finde undertøj (især til kvinder) uden Spandex eller polyester, der giver stoffet elasticitet der gør at undertøjet passer bedre og gør det ‘lækkert’ at have på er vanskeligt og dyrt.  

I den samme post-krigstid efter 2. Verdenskrig er den amerikanske fødselsrate under hastig nedtur. Der er masser af grunde: overflod, der altid hænger sammen med mindre familier; nem fødselskontrol, prævention og abort; klimaforandrings tilhængernes fjendskab mod børn; mænds ringere sædcelle antal; sterilitet fra kønssygdomme; og kvinders ringere frugtbarhed er vel med til at forklare problemet.  

I dag var der en X bruger der fremførte en lang tråd der måske kan forklare mænds dårlige sædtal, og kvinders stadig dårligere frugtbarhed: Olie baseret polyester undertøj kan påvirke deres hormoner. 

Jeg er taknemmelig for de oliebaserede produkter i vores liv. De giver os lov til at rejse, giver os mere mad, både i mængde og varietet, kan kontrollere vores miljø, give bedre bygninger, computernes goder .... alt i vores liv er under påvirkning af vor evne til at udnytte olie. Når det er sagt, burde vi måske holde helt op med at være iført noget så tæt på de dele af os der giver os børn.  

https://www.americanthinker.com/blog/2025/09/is_underwear_a_culprit_in_the_west_s_declining_birthrates.html

Nedsmeltningen i Sydafrika

Sydafrikas nedsmeltning

Forræderiet mod lov og retfærdighed i en polykrise af politisk korruption, institutionelt sammenbrud og racistisk mobilisering

Lars Møller

I starten af ​​2026 præsenterer Sydafrika sig som et skoleeksempel på en svigtende stat. I et kaotisk brud med civilisationen spiralerer den ubønhørligt nedad gennem synergistiske fejl i regeringsførelse, infrastruktur og social samhørighed. Det, der engang blev udråbt som "regnbuenationen", er udviklet til et billede på systemisk råddenskab, hvor løftet om forsoning, kompetence og velstand efter apartheid ligger knust under vægten af ​​African National Congress (ANC)'s misregime.

Årtier efter Sandheds- og Forsoningskommissionens sidste møde synes de ædle intentioner i vid udstrækning at være glemt. Desuden bliver de aktivt afvist af en politisk elite, der bruger marxistiske slagord som våben for at maskere åbenlys rovdyrsopførsel. ANC har skabt et samfund, der bløder fra hver pore: ren og skær vildskab, der florerer i røveri og seksuelle overgreb, det bogstavelige mørke ved et energikollaps, smuldrende veje og offentlige faciliteter og en korrosiv nepotisme, der sætter loyalitet over fortjeneste.

Landsdækkende hadekampagner mod det hvide mindretal fremhæver den fremskredne tilstand af moralsk og institutionelt forfald, hvor eksplicitte opfordringer til folkedrab giver genlyd ved politiske demonstrationer – skuespil så ekstreme, at de provokerede en pinlig konfrontation i Det Ovale Kontor mellem præsident Donald Trump og den sydafrikanske præsident Matamela Cyril Ramaphosa i maj 2025.

De sammenflettede kriser, langt fra tilfældige, er uden tvivl den forudsigelige høst af en "misundelsespolitik" forklædt som egalitarisme, en politik der kræver "berigelse uden arbejde", samtidig med at den undergraver selve fundamentet for en civiliseret orden.

From Wikimedia Commons: A View of the Table Mountain and Cape Town, at the Cape of Good Hope (William Hodges, 1787) 

Sydafrikas materielle forfald er synligt overalt, et monument over årtiers forsømmelse, korruption og inkompetence. En infrastruktur af vestlig standard, der engang var kontinentets misundelse, ligger nu i ruiner. Jernbanenetværk, havne og vandsystemer – uundværlige for en moderne økonomi – er svundet ind under kommunal insolvens og en afvisning af at prioritere vedligeholdelse. Lokale myndigheder er blevet sorte huller af dysfunktion, hvor allokerede midler forsvinder til beskyttelsesnetværk i stedet for reparationer.

Næsten halvdelen af ​​landets vand går tabt på grund af lækager, tyveri og målerfejl, hvilket forvandler knaphed til katastrofe. Transnet, det statsejede jernbane- og havnemonopol, opererer med brøkdele af sin kapacitet i 2018 og begrænser eksport, produktion og den logistik, der engang opretholdt væksten. Offentlige faciliteter – hospitaler, skoler, biblioteker – smuldrer, mens renovering bliver et fjernt minde. Tilsmudsede veje og vandaliserede bygninger indikerer den fortsatte udvidelse af slumkvarterer. Opløsningen af ​​det moderne samfund markerer det logiske endepunkt for en regerende klasse, der behandler statslige aktiver som personlige len. Når den grundlæggende servicelevering kollapser, falder samfundet tilbage til en præmoderne skrøbelighed, hvor borgerne må improvisere deres overlevelse midt i resterne af forladte løfter.

Energisektorens kroniske fiasko er symbolsk for den infrastrukturelle implosion. Eskom, det statslige forsyningsselskab, forbliver et synonym for dårlig forvaltning. Årevis med udskudt vedligeholdelse af en aldrende kulflåde, forværret af direkte tyveri, har efterladt elnettet i uvished. Krisen er blot gået fra produktion til distribution: Kommuner skylder Eskom over 110 milliarder rand, hvilket udløser trusler om strømafbrydelser selv i større byer. Stigende privatisering i det skjulte - husholdninger og virksomheder tyr til dieselgeneratorer og solpaneler - afspejler statens abdikation. Elektricitet, der engang blev taget for givet, er blevet en luksus sikret gennem privat opfindsomhed. Den upålidelige strømforsyning, der forveksles med et teknisk problem, skyldes i sidste ende politiseret forvaltning. Når strømmen flimrer ud, fabrikker står stille, hospitaler mister livsstøtte, og gaderne synker ned i mørke - forhold, der avler den samme lovløshed, der nu opsluger nationen.

Det materielle forfald forværres af spredningen af ​​primitiv barbari, en vild genopblussen, der forbinder røveri, seksuelle overgreb og bandepredation med et bredere sammenbrud af den sociale orden. Sydafrika kan prale af nogle af verdens højeste kriminalitetsrater, med kidnapninger, der stiger med 6,8% og kontanttransportrøverier, der eksploderer med 27,6% i tredje kvartal af 2025/26. I byområderne Western Cape og Gauteng udfylder bander det tomrum, der er efterladt af en legitim økonomi i frit fald, idet de afpresser virksomheder og terroriserer lokalsamfund gennem afpresningskampagner, der efterligner feudal krigsherredømme.

Røverierne er ikke opportunistiske, men skamløse og eskalerer ofte til umotiveret brutalitet; seksuelle overgreb spreder sig midt i et retssystem, der er lammet af DNA-efterslæb og retsmedicinsk sammenbrud, hvilket resulterer i domfældelsesrater, der håner retsstatsprincippet.

Landbrugsangreb, der involverer tortur og mord på hvide jordejere, eksemplificerer vildskaben - brutale ritualer, som kritikere forbinder med opildnende retorik. Den vaklende statslige reaktion, kombineret med lave retsforfølgelsesrater, signalerer til gerningsmændene, at vold betaler sig. Høje kriminalitetsrater tilskrives delvist industriel outsourcing fra Sydafrika (deindustrialisering): frustration baseret på 43% udvidet arbejdsløshed og ungdomsarbejdsløshed på over 60% undergraver aversionen mod organiseret kriminalitet. Ulighed, med en af ​​verdens højeste Gini-koefficienter, ulmer i raseri - men ANC's reaktion, i stedet for selvransagelse og reform, er afledning gennem racemæssig klage.

I kernen af ​​denne post-apartheid-råddenskab ligger ødelæggende korruption, institutionaliseret gennem ANC-nepotisme, der sætter familie, venner og kadrer højere end kompetence. Zondo-kommissionens udtømmende dokumentation af "statsovertagelse" afslørede protektionsnetværk, der fortsætter med at suge offentlige ressourcer ustraffet. "Kadreudrulning" - ANC's eufemisme for at installere politisk pålidelige loyalister - har udhulet teknisk ekspertise på tværs af institutioner, hvilket efterlader ingeniørstillinger ledige og lederstillinger besat af sykofanter. Indkøbssvindel oppuster infrastrukturomkostningerne med anslået 20 %, da udbud ikke tildeles på baggrund af merit, men på baggrund af forbindelser.

Favorisering af familier og fraktioner er normen: Kontrakter tilfalder ANC-insidere, deres slægtninge og allierede, mens kvalificerede udenforstående sættes på sidelinjen. I stedet for inkarneret socialisme er dette system indbegrebet af "vennekapitalisme", hvor staten bliver et redskab for privat akkumulering. Konsekvensen er et udhulet bureaukrati, der ikke engang er i stand til at levere basale tjenester, hvilket viderefører den fattigdom, det hævder at bekæmpe. Nepotisme i denne skala er ikke afvigelse, men styrende filosofi, der undergraver tillid og kompetence, indtil selve regeringen fejler.

Splittende magtspil kommer til udtryk i hadefulde kampagner mod det hvide mindretal. Springende, ophidsede skarer af aktivister kræver udryddelse af boerne under banneret af historisk oprejsning. Julius Malema og Economic Freedom Fighters (EFF) har gentagne gange råbt "Dræb boeren, dræb landmanden", et slogan, som domstole har afvist som "politisk retorik", men som i kontekst opildner til terror. Landbrugsangreb - præget af ekstrem vold - fortsætter som en sikkerhedskrise, drevet af retorik, der fremstiller hvide sydafrikanere som evige fjender. Selvom det ikke er officiel ANC-politik, trives en sådan opildning i et politisk økosystem, der tolererer det, polariserer samfundet langs racemæssige linjer og undergraver den multiraciale sammenhæng.

Det hvide mindretal, der engang var centralt for økonomisk vitalitet, står nu over for orkestreret fjendtlighed: ekspropriationstrusler, retorisk dehumanisering og vold, der håner forfatningsmæssige beskyttelser. Langt fra retfærdighed er dette gengældelse som politik, der avler frygt og emigration, som yderligere sulter økonomien for færdigheder. 

Den internationale ydmygelse af denne virkelighed blev blotlagt under mødet i Det Ovale Kontor i maj 2025 mellem præsident Trump og Ramaphosa. Det, der begyndte som et diplomatisk møde, udviklede sig til et baghold: Trump dæmpede lyset og viste videoer af Malema, der førte an i folkemængder med "Dræb Boeren"-råb og konfronterede Ramaphosa med beviser på landbrugsmord, jordbeslaglæggelser og påstået folkedrab mod hvide. Ramaphosa, synligt utilpas, bevarede fatningen og insisterede på, at en sådan retorik kun repræsenterede et "lille mindretalsparti" og benægtede regeringens medvirken.

Alligevel afslørede skuespillet - der blev sendt globalt - ANC's undvigelse. Trumps skarpe spørgsmål og videomontage forvandlede Det Ovale Kontor til et ansvarlighedsteater og efterlod Ramaphosa i forsvar af det uforsvarlige. Denne pinlige episode var ikke blot en bommert; den krystalliserede regimets moralske konkurs. Ramaphosas klage efter mødet over en "uinformeret" Trump understregede kun kløften mellem retorik og virkelighed. 

Et kynisk kneb lånt fra Zimbabwes ZANU-PF-parti er rutinemæssigt at påberåbe sig marxismen for at legitimere de misundeliges krav om berigelse uden arbejde. Sætninger som "økonomisk frihed", "radikal transformation" og "ekspropriation uden kompensation" bruges som ideologisk dække for, hvad der i sandhed er en plyndringspolitik. ANC og dets EFF-allierede fremstiller omfordeling ikke som en meritbaseret ophøjelse, men som en berettigelse født af historisk fortvivlelse – krav om, at offentlige aktiver, jord og muligheder gribes til fordel for loyalister (analogt med de såkaldte "krigsveteraner" i Zimbabwe), der bidrager med lidt ud over politisk loyalitet.

Sorte økonomiske styrker og ansættelser hvor partimedlemmer tilgodeses bliver mekanismer for ufortjent rigdom, hvor kompetencer ofres på race aritmetikkens alter. Dette er marxisme frataget dens produktive prætentioner: ikke "proletariatets diktatur", men "de forbundnes diktatur", hvor misundelse forklæder sig som lighed. Det, der skabes langs denne vej, er økonomisk stagnation, idet kvalificerede minoriteter flygter, og investeringer fordamper. Langt fra at befri masserne forankrer sådanne slogans en ny elite, mens den bredere befolkning sygner hen i arbejdsløshed og elendighed.

I modsætning til Zimbabwes pludselige implosion har Sydafrikas urbane kompleksitet forsinket det endelige kollaps – men udviklingen afspejler det: politisk primitivisme, der fører til undertrykkelse og fattigdom. Den frivillige magtoverdragelse efter ap

artheid var en lovende begyndelse. Imidlertid har successive præsidenter, som en indrømmelse til ANC's revolutionære kadrer, i varierende grad opildnet til magtsplittelse. Morderisk racisme mod ikke-sorte borgere, strømafbrydelser, gadegangsterisme, nepotisme – alt sammen vidner om en revolution, der fortærede dens egne idealer.

Uden at afvikle lederansættelser (hvor kun partimedlemmer tilgodeses) udrulning og genoprette fokus på fortjeneste vil Sydafrika bekræfte den bitre sandhed, at ideologi uden ansvarlighed avler barbari. Verden ser til, mens en nation, der kunne have været et fyrtårn, forsvinder i skumringen. Det ville kræve et brud med berigelsespolitikken uden arbejde for at generobre den moralske værdighed i hele samfundet, som den blev forestillet i 1994. Indtil da fortsætter den fejlende stat som et advarende monument over farerne ved uhæmmet fortrydelse. 

https://www.americanthinker.com/articles/2026/04/south_african_meltdown.html#google_vignette

 

Vesten forstår ikke, at Iran opererer religiøst, ikke pragmatisk

 Vesten forstår ikke, at Iran opererer religiøst, ikke pragmatisk

Vi ser på vores forhold til Iran fra et valg til et andet, hvorimod Iran ser sine krige som et globalt anliggende, der påvirker alt og følger en kosmisk tidsplan.

Allan J. Feifer

For nylig genså jeg den episke film Khartoum fra 1966 med Charlton Heston og Laurence Olivier. Khartoum dramatiserer kampen mellem den britiske general Charles Gordon og den sudanesiske religiøse leder Muhammad Ahmad (Mahdien) under belejringen af ​​Khartoum i 1880'erne. I filmen informerer Mahdien general Gordon om, at Allah har befalet ham at bede i alle større moskeer i verden og dræbe alle, der nægter at underkaste sig ham.

Uanset om det er helt korrekt eller ej, indfanger scenen en udfordring, som sekulære regeringer har stået over for gennem historien: at konfrontere bevægelser, der ikke ser politiske mål som interesser, der skal forhandles, men som guddommelige befalinger, der skal opfyldes. Hvor lidt har ændret sig.

Hvis Vesten ønsker at forstå Iran, skal den begynde med en simpel, men ubehagelig sandhed: Iran ser ikke sine stedfortrædere som separate enheder. Den ser dem som forlængelser af Iran selv – bevæbnede, finansierede, trænede og ideologisk fusioneret med Den Islamiske Republik. Angrib en stedfortræder, og i Irans øjne har du angrebet Iran og dermed dets guddommelige skæbne. Dette er ikke en metafor. Det er Irans grundlæggende doktrin.

Vestlige analytikere overser rutinemæssigt dette. De behandler Hizbollah, houthierne, Hamas og en hel konstellation af irakiske og syriske militser som uafhængige aktører med lokale dagsordener. Iran gør ikke. Iran ser sine cirka 20-30 stedfortræder- og partnermilitser som de instrumenter, hvorigennem den har til hensigt at forme – og i sidste ende dominere – den regionale orden.

Disse grupper opererer ikke kun i Mellemøsten, men også i Asien, Afrika, Europa og endda Nordamerika, hvor iranske aktører og stedfortrædende netværk har udført overvågnings- og attentatplaner i årtier. Vi har en tendens til at ignorere denne virkelighed, fordi den afspejler et niveau af dedikation og strategisk tålmodighed, som amerikanske politiske ledere ofte har manglet, hvilket skaber en enorm blind plet.

Tænk på Hizbollah. Dens centrale rolle i Irans strategi er ikke subtil. Hizbollah angriber Israel, Israel gengælder, og Iran bruger den resulterende krise til at opnå indrømmelser eller flytte diplomatisk pres.

Mange amerikanere forstår ikke, at Hizbollah-angreb har forstyrret livet for hundredtusindvis af israelere, der har boet i Nord i årevis. I mellemtiden er det libanesiske folk - hvoraf et flertal ikke ønsker, at Hizbollah skal udøve en sådan indflydelse i deres land - fanget.

Denne misforståelse af Irans proxysystem bløder direkte ind i debatten om den amerikanske-iranske aftalememorandum og det bredere spørgsmål om, hvordan man forhandler med Teheran. Megen kommentering om emnet er seriøs, men mangler et godt grundlag i iransk geopolitik og historie.

Den overser den strukturelle virkelighed: geopolitik og timing bestemmer, hvad der er muligt, og gode forhandlere begynder med at skelne mellem, hvad der er ideelt, og hvad der er opnåeligt. Hvis kløften mellem parterne er for stor i starten, kan ingen diplomatisk finesse bygge bro over den.

JCPOA overtrådte grundlæggende principper for sund forhandling, fordi Iran forstod, at USA ønskede en aftale mere, end Iran havde brug for. Denne ubalance formede resultatet fra begyndelsen.

For at forstå, hvorfor Iran opfører sig på denne måde, skal man forstå, hvad Iran mener at være. Iran er ikke blot en stat. Det er et revolutionært teokrati, og den identitet er ikke en retorisk talemåde. Det er regimets raison d'être.

Den Islamiske Republiks forfatning indeholder Ayatollah Khomeinis doktrin om velayat-e faqih – juristens vogterskab – som hævder, at islamiske gejstlige skal regere staten, så Guds lov kan implementeres. Dette er ikke blot et nationalt princip. Revolutionen blev udtænkt som en universel revolution, der havde til formål at sprede sig ud over Irans grænser og udfordre politiske systemer, som regimet anser for at være illegitime, hvilket inkluderer mange andre muslimske lande.

Dette er ikke et hemmeligt, intra-iransk koncept. Irans ledere har sagt alt dette gentagne gange. Revolutionen, insisterer de på, er ikke blot iransk; den er global i sin ambition. Den har til formål at vække de undertrykte, vælte ikke-islamiske regeringer og eksportere Den Islamiske Republiks model, hvor det er muligt.

Den øverste leder er ikke blot en politisk figur, men fortolkeren af ​​Guds vilje. IRGC er ikke blot en militær styrke, men det instrument, der har til opgave at beskytte og eksportere revolutionen. Støtte til stedfortrædere er ikke udformet som en strategi, men som lydighed mod Gud – en religiøs pligt til at forsvare de undertrykte og føre jihad mod uretfærdighed.

Når dette verdensbillede forstås, bliver Irans adfærd langt mere forudsigelig. Regimet går konsekvent over gevind, fordi det tror på tre ting med absolut overbevisning:

· Allah er på deres side.

· Amerika er svagt, utålmodigt og uvilligt til at lide tab.

· Det iranske folk er instrumenter for guddommelig vilje, og deres lidelse er acceptabel – endda nødvendig – i revolutionens tjeneste.

Irans verdenssyn er ikke unikt i historien; andre regimer har fusioneret guddommelig hensigt med national skæbne. Det kejserlige Japans anvendelse af Bushido under krigstid er et eksempel.

Når regeringer bliver overbeviste om, at historie, skæbne eller Gud er på deres side, kan de absorbere smerteniveauer, der ville bryde mere konventionelle regimer. Derfor mislykkes sanktioner, indenlandske uroligheder og militært pres ofte med at producere de resultater, som vestlige politikere forventer. Regimet har gentagne gange vist, at det er villig til at ofre titusindvis af sine egne borgere i stedet for at afvige fra det, det ser som sin revolutionære mission.

Denne ideologiske rigiditet former enhver forhandling. Obama-administrationen brugte mere end to år på at sikre JCPOA, og Iran vil sandsynligvis bruge den samme strategi nu: udsætte, sætte den amerikanske politiske kalender i stå og vente. Iran har ingen sammenlignelig kalender. Det behøver ikke at formilde vælgerne. Det mener, at tiden er på dets side, fordi Gud er det. Alt, hvad den skal gøre, er at overleve den nuværende amerikanske administration, uanset dens holdning. USA er derimod ofte utålmodig – ivrig efter en afslutning, ivrig efter deeskalering, ivrig efter en "løsning", som Iran måske blot ser som en midlertidig løsning, der kan "accepteres", så længe det er hensigtsmæssigt.

Det er denne asymmetri, der definerer forholdet mellem USA og Iran. Det er ikke blot et spørgsmål om taktik, men om verdenssyn. Hvis vi ikke forstår det iranske teokratis etos, misfortolker vi alt, hvad vi ser. Vi forhandler fra en svag position på trods af overvældende styrke. Vi tillader Iran at diktere vilkårene for engagementet, fordi vi misforstår modstanderens natur. Dette er ikke en påstand om vores præsident; det, offentligheden ser og hører, er ikke nødvendigvis det, der sker bag lukkede døre.

Irans stedfortrædere er ikke forhandlingschips. De er den mekanisme, hvorigennem Den Islamiske Republik fremmer det, den mener er Allahs vilje. Indtil vestlige politikere fuldt ud forstår dette, risikerer enhver forhandling at gå tabt, før den begynder. Iran vil fortsætte med at vente, manøvrere og overleve os, ikke fordi det er stærkere, men fordi det er mere tålmodigt, mere hensynsløst og mere ideologisk engageret.

Dette er dyrets natur.

Gud velsigne Amerika!

Image created using AI.

Author, Businessman, Thinker, and Strategist. Read more about Allan, his background, and his ideas to create a better tomorrow at 1plus1equals2.com.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/06/the-west-fails-to-understand-that-iran-operates-religiously-not-pragmatically/