Hvad ville Robert Louis Stevenson mene om farerne ved Ozempic?

 

Hvad ville Robert Louis Stevenson mene om Ozempic?

Ann Bauer

Jeg har holdt af mange misbrugere i mit liv.

Jeg har været ophidset, forarmet og rædselsslagen over ​​dem. Men også underholdt, opvarmet, henrykt, opløftet ... Det sådan det er med misbrugere. De rummer et væld af drama og ekstremer. De er karismatiske, indtil de er frastødende, glade, indtil de er selvmordstruede. Alt er i levende, farlige farver. Det er en del af oplevelsen, og grunden til, at de lægger så stor vægt på forsigtige, asketiske mennesker som mig.

Nogle af mine misbrugere er væk. Min nærmeste ven og medforfatter til "Damn Good Food", Mitch Omer, døde som 61-årig. Andre har fundet Gud og vendt deres liv om (de er nu spændende og dramatiske troende mennesker). Jeg elsker mennesker, der er afhængige af alkohol, stoffer, gambling og mad. Mange surfer mellem de fire.

For nylig har en anden kategori af mennesker dannet sig: dem, der injicerer sig selv med GLP-1'er, mest for at tabe sig, men også for at kontrollere andre impulser. Det er tydeligvis fantastisk for den håndfuld, hvis liv og helbred blev ødelagt af fedme. Men for de andre? Jeg er tvivlsom.

Ozempic og dens fætre (Mounjaro, Wegovy, Zepbound m.fl.) ændrer hjernens nydelsescentre og gør alt, hvad folk higer efter – mad, sex, rygning, alkohol, shopping, gambling, kokain – mindre tiltalende. Det adresserer ikke de underliggende problemer med afhængighed, såsom depression eller uærlighed. Det eliminerer bare den del af personen, der nyder og svælger, den farverige, glædesfyldte side.

Det er en version af stoffet i Robert Louis Stevensons *Dr. Jekyll og Mr. Hyde*, som lægen opfandt for at splitte sig selv op og skabe en respektabel mand bundet af reservation og et separat morderisk, fornøjelsessøgende monster.

Fra Dr. Jekylls egen beretning:

“Således skete det, at jeg skjulte mine fornøjelser; og da jeg nåede år med refleksion og begyndte at se mig omkring og gøre status over mine fremskridt og min position i verden, stod jeg allerede overbevist om et intenst dobbeltspil i livet. 

Mange mennesker ville endda have fremhævet sådanne uregelmæssigheder, som jeg var skyldig i; men ud fra de høje synspunkter, jeg havde stillet mig, betragtede og skjulte jeg dem med en næsten sygelig følelse af skam. Det var således snarere den krævende natur af mine forhåbninger end nogen særlig fornedrelse i mine fejl, der gjorde mig til det, jeg var, og med en endnu dybere grøft end hos de fleste mennesker, adskilte i mig de områder af godt og ondt, der deler og forværrer menneskets dobbelte natur. I dette tilfælde blev jeg drevet til dybt og inderligt at reflektere over den hårde livslov, som ligger til grund for religion og er en af ​​de mest rigelige kilder til nød.

Selvom jeg var så dybsindig en dobbeltgænger, var jeg på ingen måde en hykler; begge sider af mig var i døden oprigtige; jeg var ikke mere mig selv, da jeg lagde tøjlerne til side og sank i skam, end da jeg i dagens øjne arbejdede på at fremme viden eller lindre sorg og lidelse. Og det tilfældigvis var, at retningen af ​​mine videnskabelige studier, som helt og holdent førte mod det mystiske og det transcendentale, reagerede og kastede et stærkt lys over denne bevidsthed om den evige krig mellem mine lemmer. 

Med hver dag, og fra begge sider af min intelligens, den moralske og den intellektuelle, kom jeg således støt tættere på den sandhed, ved hvis delvise opdagelse jeg er blevet dømt til et så frygteligt skibbrud: at mennesket ikke i sandhed er én, men i sandhed to.”

Selvfølgelig vil lægens ønske være at splitte sit hedonistiske jeg af med ødelæggende konsekvenser. Lærdommen fra Jekyll og Hyde er, at det er unaturligt at afkoble moral fra begær. Det forstyrrer den naturlige orden. Mit spørgsmål til RLS, om han stadig er her for at svare: Udgør GLP-1'er lignende katastrofale risici?

Jeg tror, ​​de kan. En af grundene er min onkel Joe.

Joe var en stille, forsigtig religiøs mand. Han og hans kone, Darla, havde desperat ønsket sig børn, men det skete bare aldrig. De opdrættede boxerhunde, som de behandlede som babyer. Joe arbejdede som fotograf i det nordlige Minneapolis i dette lille, studie fra 1930'erne, der lugtede af rosenparfume og støv.

Engang i slutningen af ​​1970'erne begyndte Joe at ryste ukontrollerbart. Forfærdeligt for en fotograf. Han fik diagnosen Parkinsons og tog en kæmpe dosis Levodopa, som oversvømmede hans hjerne med dopamin. Dette fik rystelserne under kontrol. Han og Darla var enormt taknemmelige. De havde brug for Joes indkomst, og nu kunne han gå tilbage på arbejde.

Men i løbet af det næste halve årti ændrede min onkel sig. Han blev listig og utroværdig. Omkring det tidspunkt, hvor Darla opdagede, at hun havde kræft, opdagede hun også, at hendes mand næsten havde ruineret dem. Denne ordentlige mand havde udviklet en rabiat spillevane – kort, heste, sport – og han var en forfærdelig spiller. Jeg var bare et barn, men jeg husker, at min far talte om, hvor dum en stodder Joe var, hvordan han løj for sin kone og brugte de penge, hun havde brug for til hendes behandlinger.

Darla døde et par år senere, og Joe fortsatte med at spille. Han solgte sin forretning og brugte pengene på ture til Las Vegas. På dette tidspunkt gav Levodopa aftagende effekt, og hans Parkinson-rysten var tilbage. Joes læger blev ved med at øge dosis, i den tro, at de gjorde det ustraffet. Men stoffet fik ham kun til at intensivere sit spil. Og sit forbrug. Og sit drikkeri. Og Gud ved hvad ellers.

Kort efter Joes død, uden penge, begyndte nyhederne at sive ud om, at Levodopa fik tidligere ligefremme mennesker til at gøre alle mulige ting, der ikke var typiske for dem. De besøgte prostituerede og købte fint tøj, sniffede, og placerede væddemål. Joe var en del af den første bølge af Parkinsons-patienter, der blev behandlet med dette nye 'mirakel'-stof og gik af sporet. Han døde alene efter at have lånt penge fra alle, han kendte, og brændt alle de broer, han havde brugt et helt liv på at bygge. 

Hvad har dette at gøre med Robert Louis Stevensons historie om kemisk medicin? Ikke meget – direkte. I Jekyll og Hyde sætter hovedpersonen sig for at skabe en drik, der vil befri ham fra hans rodløse, profane og udsvævende jeg (og omvendt). I min onkels tilfælde forsøgte kemikerne blot at kontrollere symptomerne på hans sygdom, og det havde den forfærdelige, utilsigtede konsekvens at forvandle en engang forfinet mand til – dybest set – Mr. Hyde.

Men Joes historie handler om, hvad der sker, når man roder med hjernekemikalier og forsøge at udløse eller dæmpe bestemte adfærdsmønstre. Han var ikke en misbruger, de forsøgte at kontrollere. Faktisk var han den slags ordentlige person, der pudsede sine sko og satte dem frem hver aften. Levodopa GJORDE folk som min onkel Joe til misbrugere. Samtidig. Og forskere anbefalede det i årevis.

GLP-1-lægemidler centrerer sig omkring det samme hjernekemikalie: Dopamin. I stedet for at hæve patienternes niveauer, som neurologer gjorde med Parkinsons patienter, 'modulerer' Ozempic og resten (hvilket simpelthen betyder at justere) dopaminniveauer og undertrykker dem [typisk] til et punkt, hvor den nydelsessøgende trang efter mad, alkohol, nikotin og så videre er svage nok til, at folk kan overvinde dem.

Free Press bragte for nylig en artikel om en lidet omtalt efterfølgende effekt af GLP-1'er: apati. “They Went on Ozempic—and Gave Up on Life” af Evan Gardner beretter om folk, der tabte sig på injektionsvæsken, sammen med deres libido, ambitioner og ønske om at deltage i verden. En kvinde havde endelig sin drømmekæreste, takket være (i hendes tanker) sin slanke nye krop, men intet ønske om at have sex.

Dette er det modsatte af, hvad der skete med Parkinsons-patienter i 70'erne, 80'erne og 90'erne. Faren er, at lægerne er uvidende om (eller ignorerer), hvad der sker, fordi GLP-1'er er nemme, folk vil have dem, og de har den ønskede effekt.

Men hvad nu hvis summen af ​​at blive apatisk ikke bare er dovenskab eller lav sexlyst? Hvad nu hvis det fører til noget mere uhyggeligt, såsom mangel på empati, behovet for stadig mere forstyrrende eller voldelig underholdning, fejl i højrisikojobs med høj indsats, mangel på forældrekærlighed til et barn ... Listen over potentielle onder fortsætter og fortsætter.

Jeg præsenterede denne teori for en ven, der arbejder i ædru-miljøet, for et 12-trinsprogram, og han fortalte mig, at der er nogle professionelle, der arbejder med bedring, som ikke vil acceptere folk, der er på GLP-1'er, i deres programmer. "Mange af os tror, ​​det er en afhængighed, hvis man er afhængig af et stof, der fjerner behovet for spirituelt arbejde," sagde han.

Robert Louis Stevenson advarede om netop dette tilbage i 1886. Hans historie handler om et lægemiddel lavet af fosfor og salt og "en flygtig æter", der tillod misbrugeren, slyngelen og den kriminelle, at skille sig ud og vandre frit.

I dag har vi et lægemiddel lavet af "saltformer af en glukagonlignende peptid-1 (GLP-1) receptoragonist", der promoveres af læger, tv-kampagner og sportshelte og berømtheder over hele landet, og som giver folk mulighed for at lukke munden på misbrugeren indeni – selvet, der engang "lagde tøjlerne til side og var kastet ud i skam" – proppe dem i et krybekælder, smække døren i og fange dem der.

Fortæl mig ikke, at en Hyde-lignende skabning ikke kommer ud til sidst. Der vil være konsekvenser.

"Forbered dig på et frygteligt skibbrud," forestiller jeg mig, at Stevenson ville sige.

https://brownstone.org/articles/what-would-robert-louis-stevenson-say-about-ozempic/

Højere uddannelser kan knægte friheden

 

Om højere uddannelser der knægter friheden - Schumpeter

JEFFREY A. TUCKER

En bog der giver så meget tilbage og har gjort det i årtier med dens fine indsigter er Joseph Schumpeter’s Capitalism, Socialism, and Democracy (1943). Det er ikke en systematisk afhandling. Det er mere en række observationer om de enorme problemer, der plagede den tid og vores. Mange er begrundet ved økonomi. Nogle af historien. Nogle af sociologi og kultur.  

Schumpeter’s synspunkter er mildt sagt eklektiske. Han er en del af den gamle-skole en bourgeois orden  - uddannet i fin de siecle i Wien - men dystert overbevist om at civilisationen er dømt til at blive udskiftet af en amalgamisk form for socialisme/fascisme.

Dette er et interessant synspunkt, ikke fordi kapitalismen i sig selv fejler, men snarere fordi den giver grobunden, sæden til sin egen ødelæggelse. Kapitalismen skaber så megen velstand at det er alt for let at se bort fra dens institutionelle/kulturelle grundlag der gør det hele muligt.

Lad os nu fokusere på et fascinerende synspunkt vedrørende højere uddannelse, blot lidt af en større sammenhæng. Han så, helt korrekt at Vesten var på vej mod at føre endnu flere mennesker ind i den akademiske fold med klasser og grader, væk fra manuelt arbejde og håndværksfærdigheder og mod intellektuelle gøremål. Med det mener han ikke blot det at blive akademiker, men mennesker der arbejder ud fra og med et ideologisk, filosofisk apparatur - en klasse af informationsarbejdere - der befinder sig endnu længere borte fra faktisk og praktisk produktivitet.

Han taler med andre ord om fremkomsten af den klasse der har eksamener og som ville befolke ethvert område, heraf journalistik og medier, hvor arbejderne i den virkelige verden erfarer konsekvenserne af de ideer den klasse fremmer. Den ville udgøre en klasse for sig selv, med unik kulturel magt, og en fælles interesse i at konstruere sociale og politiske systemer der gavner dem selv på andres bekostning. 

Lad os se hvad han siger. Og husk vi er i 1943. 

Et af de vigtigste kendetegn ved de endelige stadier af kapitalistisk civilisation er den energiske udvidelse af  uddannelsesapparatet og især faciliteter til højere uddannelser. Denne udvikling var og er ligeså uundgåeligt som udviklingen af den største storskala industrielle enhed, men ulig sidstnævnte har den været og bliver fostret af den offentlige mening og offentlig autoritet for at gå langt længere end den ville have gjort ved egen drivkraft. 

Uanset hvad vi mener om dette fra andre holdninger og uanset den faktiske årsag, er der adskillige konsekvenser, der lægger til størrelsen og indstillingen til den intellektuelle gruppe. 

For det første, desuagtet at højere uddannelser således øger antallet af services i professionel, quasi-professionel og i sidste ende ‘hvide kitler’ rækkerne, udover punktet bestemt af omkostningsafkastet, kan det skabe en særlig vigtig udfordring med arbejdsløshed i forskellige brancher.  

Med andre ord lader han formode at subsidieringen af højere uddannelser i sig selv ville skabe langt flere eksamensbesiddende intellektuelle end samfundet faktisk har brug for eller markedet kræver. Således vil disse mennesker altid stå overfor en usikker jobsituation, eller i det mindste tro de befinder sig i en sådan fordi deres kompetencer har et begrænset marked. 

For det andet, sammen med eller i stedet for en sådan arbejdsløsheds skaber det utilfredsstillende konditioner i ansættelser - ansættelser i substandard arbejde eller løn under de bedre betalte der beskæftiger sig med manuelt arbejde. 

Det er en interessant observation og den gælder stadig i dag. En lastvognschauffør tjener langt mere end en nyuddannet professor og journalist. En elektriker eller ingeniør betales mere end enhver i fag indenfor humaniora. Selv topskribenter og medie influencere tjener mindre end finansielle analytikere og bogholdere, områder hvor træning og kompetencer, eksamener, opnås uden for den akademiske verden. 

For det tredje skaber det en særlig situation af bekymrende arbejdssøgning. Manden der har gået på gymnasium eller universitet bliver let ikke beskæftigelsesanvendelig i beskæftigelser med manuelt arbejde. Hans fiasko med det kan skyldes enten en naturlig evne - der passer så fint til at bestå akademiske tests - eller en ikke tilstrækkelig oplæring, og begge tilfælde vil helt sikkert forekomme oftere når stadig større mængder føres ind i de højere uddannelser og da den nødvendige mængde af oplæring øges uanset antallet af hvor mange lærere og lærde naturen vælger at komme med. Resultaterne ved at negligere dette og at handle ud fra teorien,  at skoler, gymnasier og universiteter blot er et spørgsmål om midler/penge er alt for tydelig til at holde fast ved. Sager hvor der blandt et dusin ansøgere til et job, de er alle formelt kvalificerede til , og så er der ikke en af dem der kan opfylde jobbet tilfredsstillende, er kendt for alle, der har med ansættelser af gøre for den der selv er kvalificeret til at bedømme. 

Alle de som er arbejdsløse, eller utilfredse med deres arbejde kommer til beskæftigelser, hvor standarderne, kravene er mindre krævende eller hvor evner eller andre egenskaber tæller. De føjer sig til de intellektuelle hvis antal øges, så at sige, uforholdsmæssigt meget. De befinder sig i en gennemført utilfredsstillende sindstilstand. 

Utilfredshed avler vrede.  Og ofte manifesterer denne sig til den sociale kritik som vi har set før, hvilket så er den intellektuelle betragters typiske holdning mod mennesker, klasser og institutioner og det særligt i en rationalistisk og utilitaristisk civilisation.  Således har vi her et antal, en godt defineret gruppe, og en gruppeinteresse der skaber en gruppeholdning der med stor sandsynlighed vil være fjendtlig over for den kapitalistiske orden. I sig selv en rationalisering i psykologisk forstand - ifølge hvilken den intellektuelles oprigtige indignation over kapitalismens mangler ganske enkelt repræsenterer den logiske påvirkning af uhyrlige kendsgerninger og som sådan set ikke er bedre end teorien om at elskendes følelser blot er den logiske interferens af den elskedes dyder.  Ydermere gælder vor teori også de kendsgerninger at denne fjendtlighed søges i stedet for at blive mindre, med hver gevinst i den kapitalistiske evolution. 

Naturligvis er den intellektuelle gruppes fjendtlige holdninger en ting  - gående fra moralsk afstand til den kapitalistiske orden - og den generelle fjendtlige atmosfære som dermed omklamrer den kapitalistiske maskine en anden  Sidstnævnte er det virkelige betydelige fænomen, og den er ikke blot produktet af den forrige, men flyder delvist fra uafhængige kilder, nogle af dem har være nævnt før. Den intellektuelle gruppe får materiale at arbejde med. 

Vi må erkende at dette er i sandhed indsigtsfuldt, især når man tager i betragtning det er skrevet i 1943. Det år blev kun cirka 15% af befolkningen indskrevet på gymnasium, samlet i USA 1,1, million. I dag går 66% af befolkningen ud af gymnasium, eller 20,4 millioner i aldersgruppen. Det er en gigantisk forandring fra dengang til nu. 

Derfor uanset hvad Schumpeter observerede om de der gik ud af gymnasium - manglen på ægte evner, jobusikkerheden, modviljen mod ægte produktivitet, lysten til at jonglere med den offentlige tankegang uden konsekvens - i dag er den langt, langt værre. 

De sidste mange år har vi set skabelsen af det absolutte hegemoni hos en herskende klasse der har absolut Nul erfaring i den ægte verdens kommercielle aktiviteter. De vifter med deres eksamensdiplomer og CV’er, de føler de har ret til at diktere, dirigere alle, og i en stadig strøm bombarderer de det frie markeds kommercielle aktivitet så det tilpasser deres egne forestillinger om sociale og kulturelle forhold og prioriteter, uanset hvad folket eller økonomien i virkeligheden kræver.  

Bevægelsen hen mod enhver form for “great reset” prioriteter er et udmærket eksempel. DIE på uddannelsessteder, ESG i virksomheds verdenen, HR i styringen af alt, EV i transportsektoren, helt umulige burgere der skal ligne kød, vind og sol som energikilder og du kan blive ved. Det hele er produkterne af præcis de kræfter Schumpeter beskriver. 

Tiltagene er ved, for og af de intellektuelle født i universitetsmiljøerne, implementeret og påtvunget af mennesker med en begrænset kendskab til markedet, og således forsøger de at rearrangere verden for bedre at sikre sig deres plads i den. Dette er ekspertklassen som Schumpeter forudså ville afvikle den frihed vi kender.  

Helt sikkert var de mennesker der styrede tiden under de katastrofale COVID nedlukninger ikke de der blev ramt og da slet ikke de arbejdere der leverede fødevarer eller de små forretningsdrivende osv. Nej, de var teoretikere og bureaukrater der uden konsekvens kunne fejle og stadig er i skjul i dag eller blot lægger skylden på en eller anden i kæmpebureaukratiet. Deres planer nu for tiden er at holde lav profil, og håbe alle glemmer indtil de igen kan dukke op og ‘håndtere’ næste krise. 

Således ser vi at Schumpeter var aldeles korrekt. Øgningen i massen af højere uddannelser gav ikke en sektor i samfundet der er klogere og mere ansvarsbevidst, men det modsatte. Schumpeter så den udvikling for 80 år siden, men man kan næsten kalde ham en profet.  

Og hvordan står vi så i dag? En hel generation overvejer modellen. Er det virkelig en så stor en gevinst at udspy millioner, ikke få ægte erhvervserfaring, blive belastet af 20 årige studiegæld, og ende i et enormt bureaukrati af stakkels sjæle der intet andet laver end at knægte friheden og det gode liv for alle andre? Måske er der en anden vej. 

Hvad er det lige præcis mennesker får ved at vælge højere uddannelser, gå på universitetet? Se på ansættelseskravene i de fleste professioner i dag? De professioner har alle deres egne systemer for uddannelse og med tests. Dette gælder bogføring, skattesager, ingeniørarbejde, projekt management, jura og lægeuddannelser (heldigvis) og aktuarer, kontraktudarbejdelse, logik i genealogi, informations teknologi og computer hjælp og så meget andet. 

Hvert område har en professionel organisation. Hver professionelle organisation har et legitimationskrav. Hvert legitimationskrav har en eksamen. Hver eksamen har en bog. Og hver bog omfattende metoder til at lære materialet for at gøre de studerende i stand til bedst at bestride et job. Og disse systemer drejer sig ikke om ideologi eller socialisering. De drejer sig om ægte evner som du har brug for i et ægte marked. 

Med andre ord - markedet gør i sig selv gymnasium overflødigt. 

Indsatsen for at alle og enhver skal have en højere uddannelse har vist sig at være et massivt spild af såvel finansielle som menneskelige kræfter, energi, og som Schumpeter forudså har den intet godt gjort for friheden. Den har givet gæld, fortørnelse, og en ubalance i de menneskelige ressourcer således at mennesker med ægte magt er de samme mennesker der mindst sandsynligt besidder de nødvendige egenskaber, evner til at gøre livet bedre. Faktisk gør de livet værre.  

Schumpeter’s profetiske forudsigelse var særdeles præcis. Og det er i sandhed en tragediue. 

---

Published under a Creative Commons Attribution 4.0 International License
For reprints, please set the canonical link back to the original Brownstone Institute Article and Author.

https://brownstone.org/articles/schumpeter-on-how-higher-education-wrecks-freedom/

København: »Vi har et problem« Muslimsk indvandring

 København: »Vi har et problem«

Et politisk samlet Danmark har ikke længere et problem; et politisk splittet USA er nødt til at erkende, at det i høj grad har et.

James Zumwalt

Hollywood brugte et forkert citeret udsagn fra den afbrudte månefærd i 1975 – "Houston, vi har et problem" – som grundlag for filmen *Apollo 13*, og dermed blev citatet foreviget; filmen viste, hvordan NASA med succes brugte samarbejde til at løse et problem, der kunne have ødelagt missionen. Det er en tilgang, som danske politikere har taget til sig for at håndtere deres eget problem.

I 2018 fik danske beslutningstagere en "aha-oplevelse", da de blev opmærksomme på et alvorligt problem. I *Apollo 13* arbejdede astronauterne og NASA sammen som et hold fra begyndelsen; det tog imidlertid nogle år, før danskerne kunne overføre denne dynamik til det politiske plan for at løse det problem, der truede med at ødelægge deres egen mission.

Problemet, Danmark stod over for, blev først erkendt, efter at landets ledere havde analyseret, hvad data om indvandring fortalte dem. En podcast af dr. Steve Turley belyser på fremragende vis både Danmarks problem og løsningen herpå.

Danmark åbnede sine grænser, men opdagede senere, at muslimske indvandrere udnyttede denne åbne dør. I 2018 viste data, at muslimer – der udgjorde 14 % af landets befolkning – stod bag over 30 % af den voldelige kriminalitet. Det var også bemærkelsesværdigt, at domfældelsesprocenten for danske statsborgere kun lå på 12 pr. 1.000, mens den for somaliere alene var 114 pr. 1.000.

Derudover kostede ikke-vestlige indvandrere og deres børn den danske stat 4,2 milliarder dollars om året. Det var chokerende at se, at dansk ikke længere var det primære sprog, der blev talt i gadebilledet; muslimske miljøer håndhævede sociale normer i overensstemmelse med sharia; kvinder, der forlod hjemmet uden slør, blev chikaneret; unge mænd, der satte spørgsmålstegn ved den islamiske tro, blev truet; muslimske skolebørn fortalte deres ikke-muslimske klassekammerater, at deres land, kultur og civilisation var underlegen, osv.

Turley forklarer, at "der ikke var tale om parallelsamfund i betydningen harmløs kulturel mangfoldighed", men om "enklaver, der opererede under en anden juridisk og moralsk ramme end den danske grundlov." Den muslimske indvandring skabte "en stat i staten." Antagelsen om, at muslimske indvandrere ville blive assimileret, ligesom andre indvandrere i Danmark var blevet det, holdt ikke stik.

Det, danskerne på dette tidspunkt gjorde for at forhindre sammenbruddet af deres egen kultur og identitet, faldt ikke i god jord hos Den Europæiske Union (EU). København erkendte imidlertid, at landets overlevelse afhang af, at der blev grebet ind på passende vis. Selvom Danmarks reaktion utvivlsomt ville komme i konflikt med vores egen grundlov, forsøgte København at bekæmpe ild med ild ved at kvæle den muslimske "ild" for ilt i videst muligt omfang.

Tiltagene omfattede et forbud mod burka og niqab samt indførelse af økonomiske sanktioner, hvor bødebeløbet steg ved gentagne overtrædelser. På trods af EU's anklager om islamofobi ville Danmark ikke give sig. Man indførte såkaldte "ghettolove", der udpegede specifikke boligområder til at være underlagt særlige juridiske regler i et forsøg på at dæmme op for kriminalitet. Kriminelle handlinger begået i disse områder medførte dobbelt straf sammenlignet med tilsvarende forbrydelser begået andre steder.

Danmark iværksatte også tiltag for at undervise børn i disse udpegede ghettoområder i det vestlige samfunds værdier. Det blev gjort obligatorisk for dem at gå i offentlige daginstitutioner i mindst 25 timer om ugen. Her lærte de om danske værdier, juletraditioner, demokratiske normer, ligestilling mellem kønnene osv. Forældre, der nægtede at efterleve dette, mistede deres sociale ydelser.

Det kom ikke som nogen overraskelse, at EU-Domstolen kendte ovenstående tiltag diskriminerende – men ikke engang det afskrækkede Danmark. Der skete imidlertid noget meget overraskende efterfølgende i Danmark: Kampagnen mod muslimske indvandrere, der oprindeligt blev drevet frem af højrefløjen, fik nyt lederskab, da landets venstreorienterede regering valgte at tage den til sig. Faktisk udvidede venstrefløjen kampagnen og indførte sanktioner mod enhver – uanset om der var tale om akademikere, imamer eller religiøse forkyndere – hvis religiøse forkyndelse overskred grænsen ved at understøtte politisk håndhævelse af en fremmed ideologi.

Vedtagelsen af ​​en indvandringspolitik, der oprindeligt blev fremført af den danske højrefløj, har haft en uventet effekt på den nationale politik. Venstrefløjen har nu vundet tre valg i træk. Samtidig vakler højrefløjspartiet, der engang kunne mønstre en tilslutning på 21 %, nu omkring 4,4 %. Da lederne af det venstreorienterede parti – der tidligere havde gået ind for åbne grænser – indså sagens rette sammenhæng, belønnede vælgerne dem for dette skifte. Et vigtigt aspekt af venstrefløjens kursændring har været erkendelsen af, at opretholdelsen af ​​en velfærdsstat for danske borgere afhænger af, at man ikke overbelaster den med muslimer.

Effekten af ​​indvandringspolitikken i Danmark har været markant. Mens antallet af asylansøgninger toppede med 21.000 i 2016, faldt det til under 1.000 i 2025. Som Turley enkelt formulerer det: "For venstrefløjen gælder det, at Danmark enten kan have åbne grænser eller en velfærdsstat, men... ikke begge dele."

Tyskland overvejer muligvis at indføre den danske model. Landet blev ramt af en migrationsbølge i 2015, og ligesom i Danmark giver en gennemgang af kriminalitetsstatistikkerne et afslørende billede. I 2025 udgjorde udlændinge 53 % af alle mistænkte i sager om gruppevoldtægt, selvom de kun udgjorde omkring 14 % af befolkningen. De dominerende grupper blandt de kriminelle var syrere, afghanere, irakere og tyrkere. Kriminaliteten blandt syrere i Tyskland eksploderede og blev 30-doblet i perioden 2013–2025; ligeledes chokerende var den næsten 70-dobbelte stigning i antallet af kvindelige ofre under 18 år i denne gruppe. Et sigende faktum er også, at 72 % af alle mistænkte i sager om gruppevoldtægt var kendt af politiet, før de begik den pågældende forbrydelse.

Gruppevoldtægter var et sjældent fænomen i Tyskland, før landet åbnede sine grænser; nu forekommer sådanne voldtægter i gennemsnit mindst to gange om dagen. Samtidig har 80 % af alle ofre for kriminalitet begået af udlændinge været tyske statsborgere – hvoraf størstedelen har været kvinder og børn.

Medmindre Europa som helhed begynder at erkende alvoren i problemet med muslimsk indvandring og griber konstruktivt ind, kan det vise sig, at Københavns tiltag ironisk nok kun har udskudt det uundgåelige for danskerne. En fortsat, endeløs strøm af indvandrere til Europa betyder, at de kommende årtier vil bringe en spredning af de problemer, Danmark stod over for, til resten af ​​kontinentet; dermed vil Danmark blive omgivet af muslimske indvandrere, der søger at nedbryde de grænsemure, København har opført.

Danmark indså, at passivitet og åbne grænser i sidste ende ville føre til landets sammenbrud – en skæbne, der var uundgåelig på grund af en muslimsk indvandrergruppe, der nægtede at lade sig integrere. Heldigvis vågnede den danske venstrefløj op og skred til handling for at stoppe den ukontrollerede indvandring, idet man prioriterede landet højere end politik.

Det er tvivlsomt, om USA rent forfatningsmæssigt ville kunne benytte den danske model til at håndtere sin egen situation. Men et afgørende første skridt er, at den amerikanske venstrefløj – uanset politiske hensyn – anerkender og tager ved lære af danskernes opvågnen.

Fra 1948 til 1976 var "Pogo" en daglig tegneseriestribe, der blev bragt i mange aviser. Den var populær for sin sociale og politiske satire, hvilket kom til udtryk i en episode, hvor to figurer gjorde en iagttagelse, mens den båd, de befandt sig i, tog vand ind. Ude af stand til at indse, at de begge stod over for en fælles skæbne, sagde den ene til den anden, at "din ende" af båden var ved at synke.

Det ligger desværre i den menneskelige natur at ignorere et problem, der gradvist viser sig, eller at betragte det som en andens problem. Når det gælder spørgsmålet om åbne grænser og massiv indvandring, svigter det venstreorienterede USA ved at ignorere virkeligheden. Det var morsomt, da tegneseriefiguren Pogo ikke indså det; det er det ikke, når det venstreorienterede USA undlader at gøre det.

Et politisk samlet Danmark har ikke længere dette problem; et politisk splittet USA er nødt til at erkende, at det i høj grad har det.

Image generated by ChatGPT.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/07/copenhagen-we-have-a-problem/#google_vignette

The Thing - når ørnen lytter med som spion

 The Thing

I begyndelsen af ​​den kolde krig aflyttede Sovjetunionen den amerikanske ambassade med en af ​​de mest geniale anordninger, der nogensinde er blevet skabt.

Jacob Fraden

I begyndelsen af ​​den kolde krig aflyttede Sovjetunionen den amerikanske ambassade med en af ​​de mest geniale anordninger nogensinde.

I sommeren 1952 stod en attaché på den amerikanske ambassade i Moskva stille og roligt og stillede sin kortbølgeradio ind og ledte efter en udsendelse fra Washington. Da han langsomt drejede på knappen, kom en stemme pludselig frem fra støjen – en stemme, han kendte alt for godt. Den tilhørte hans overordnede, ambassadør George Kennan.

Først antog han, at det var en optagelse. Så frøs han til is. Det, han hørte, var slet ikke en udsendelse. Det var en live-samtale, der fandt sted i netop det øjeblik inde på ambassadørens kontor. Attachéen lyttede i vantro. Hvert ord var fuldstændig klart.

Uden tøven løb han ovenpå, skubbede sig forbi sekretæren, brasede ind på kontoret og pressede til alles forbløffelse en finger mod sine læber. Stilhed! Rummet frøs til is. Han vinkede indtrængende til ambassadøren, førte ham ind i ambassadegården og hviskede den utrolige nyhed i hans øre.

Kennan var lamslået. I praksis var væggene på hans kontor blevet gennemsigtige. Ambassadøren forlod straks lokalet. Møderne blev flyttet udendørs, og en presserende anmodning om assistance blev sendt til Washington.

Inden for få dage ankom et hold kontraspionagespecialister. De angreb kontoret som kirurger, der opererer på en patient, hvis liv afhang af resultatet. Væggene blev revet bare. Gulve blev revet op. Lofter blev demonteret. Hver en centimeter blev undersøgt. Intet. Alligevel fortsatte de mystiske transmissioner.

Efterforskerne inspicerede alle genstande i rummet – skrivebordet, telefoner, lamper, stole og endda blækhuset. Stadig ingenting. Endelig faldt deres opmærksomhed på en udsmykket træudskæring af USA's store segl, der hang over ambassadørens skrivebord. Plaketten var blevet overrakt syv år tidligere af børn fra den sovjetiske ungdomslejr Artek ved Sortehavet. Få havde mistanke om, at denne smukke gave skjulte et af de mest geniale spionageapparater, der nogensinde var skabt.

I årevis havde den sovjetiske efterretningstjeneste desperat søgt en måde at trænge ind i den amerikanske ambassades sikkerhed. Traditionelle metoder havde slået fejl. Attraktive unge kvinder fra Bolsjojballetten var blevet indsat for at charmere ambassadens marinesoldater. Forsøg på bestikkelse og afpresning gav ikke meget.

Teknisk overvågning udgjorde en endnu større udfordring. Datidens aflytningsenheder var store, skrøbelige og afhængige af batterier eller strøm. Hvordan kunne man gemme sådan en enhed inde på ambassadørens kontor i årevis uden at blive opdaget?

Problemet nåede til sidst Lavrentiy Beria, den frygtede chef for NKVD, det sovjetiske hemmelige politi. I sin søgen efter en løsning konsulterede han to af Sovjetunionens førende videnskabsmænd, Axel Berg og Abram Ioffe. De huskede en ekstraordinær opfinder, der dengang arbejdede i et hemmeligt fængselslaboratorium: Leon Theremin, skaberen af ​​verdens første elektroniske musikinstrument.

Theremin blev tilkaldt. Beria stillede en udfordring, der virkede umulig: "Kan man lave en mikrofon uden ledninger, uden batterier, uden synlig elektronik – en enhed, der kan fungere på ubestemt tid, overføre samtaler over lange afstande og forblive uopdagelig?"

Theremin lovede at prøve. Nogen tid senere vendte han tilbage med en løsning, der var så elegant, at den stadig forbløffer ingeniører i dag. Enheden, med kodenavnet Zlatoust ("Gyldne Mund"), var forbløffende enkel. Den bestod af en lille hul metalcylinder udstyret med en fin membran og en kort antenne, der stak ud fra siden. Ingen ledninger. Ingen batterier. Ingen konventionel elektronik. Den lignede en metalhaletudse.

Dens betjening var genialt smart. På den anden side af gaden fra ambassaden tømte den sovjetiske efterretningstjeneste i hemmelighed to lejligheder på øverste etage i en beboelsesejendom. For at undgå mistanke så lejlighederne ud til at være beboede. Vasketøj hang fra altanerne. Lysene lyste om aftenen. Musik strømmede lejlighedsvis fra åbne vinduer. Inde i lejligheden til venstre stod en kraftig mikrobølgesender rettet mod ambassaden gennem en skjult parabolantenne. I lejligheden til højre var en identisk parabolantenne forbundet til en ekstremt følsom modtager. Sammen dannede de en trekant: Sender → Mikrobølge → Modtager.

Senderen badede den skjulte enhed i mikrobølgeenergi. Mikrobølgens metalhulrum responderede med en præcis frekvens. Når folk talte i nærheden, fik lydbølger membranen til at vibrere. Disse små vibrationer ændrede hulrummets resonans og modulerede subtilt de mikrobølger, der reflekteredes tilbage gennem antennen mod modtagestationen. Modtageren opfangede disse svage ændringer, forstærkede dem og rekonstruerede samtalen med bemærkelsesværdig klarhed. Optagelserne blev straks sendt til Lubjanka-hovedkvarteret, hvor oversættere og efterretningsanalytikere ivrigt undersøgte hvert ord.

Systemet fungerede perfekt. Kun ét problem var tilbage: hvordan kunne mikrobølgen placeres inde i ambassadørens kontor? På et tidspunkt forsøgte den sovjetiske efterretningstjeneste endda at skabe en mulighed ved at arrangere en brand i ambassaden. Men da brandmændene ankom, nægtede ambassadøren at lade dem komme ind. "Lad det brænde," insisterede han angiveligt. "Ingen kommer indenfor." Operationen gik i stå.

Så udtænkte sovjetiske planlæggere et mesterværk af bedrag. I februar 1945 samledes Roosevelt, Churchill og Stalin på Krim til Jalta-konferencen. Den sovjetiske efterretningstjeneste besluttede, at begivenheden var den perfekte mulighed for at indsætte anordningen. Den 8. februar inviterede udenrigsminister Vjatjeslav Molotov de vestlige ledere til at besøge den berømte Artek-børnelejr, som fejrede sit tyveårsjubilæum. Børnene ønskede at udtrykke deres taknemmelighed til Amerika for Lend-Lease-hjælp under krigen.

Rejsen fra Jalta til lejren var kort, men efter krigens bombninger var den barsk, og præsident Roosevelts helbred var ved at svigte. Sovjetiske planlæggere mistænkte, at han ville sende en repræsentant i hans sted. De havde ret. Den amerikanske ambassadør Averell Harriman og den britiske ambassadør Sir Archibald Kerr rejste til Artek, ledsaget af Beria selv.

De besøgende fik en varm velkomst. Der var blomster, musik, dans og taler. Så kom ceremoniens klimaks. Børnene sang den amerikanske nationalsang på engelsk og overrakte ambassadør Harriman en storslået gave: et udsøgt udskåret Great Seal af USA's træ. Kunstværket var ekstraordinært. Det var lavet af buksbom, sequoia, sandeltræ, sort el og elfenbenspalme og var et mesterværk i træarbejde.

Harriman var dybt bevæget. Han lovede at hænge gaven op på sit kontor. Og det gjorde han.

Gemt under ørnens næb, hvor træet var blevet dygtigt udtyndet, havde sovjetiske håndværkere indlejret Theremins anordning. Håndværket var så fejlfrit, at intet detektionsudstyr fra den tid kunne opdage det. Kun en røntgenundersøgelse kunne have afsløret den, og ingen tænkte på at udføre en.

‘Kunstværket’ var monteret direkte over ambassadørens skrivebord. Der forblev den. I mere end syv år flød fortrolige diplomatiske samtaler lydløst fra ambassaden til sovjetiske hænder. Ambassadører kom og gik, men det smukke træsegl forblev præcis, hvor det var.

Amerikanerne opdagede til sidst apparatet, men var i starten forvirrede over dets funktion. De gav det blot øgenavnet: "The Thing". Selv efter at have forstået princippet, kæmpede vestlige ingeniører med at kopiere Theremins bedrift. Deres kopier kunne ikke matche originalens rækkevidde, følsomhed eller elegance.

I dag overlever denne bemærkelsesværdige artefakt fra spionage under den kolde krig som et af de mest geniale lytteapparater, der nogensinde er skabt. The Thing befinder sig nu på CIA-museet i Langley – et stille vidne til et af historiens største efterretningskup.

Background image of the old embassy building is from a photo by NVO.  CC BY-SA 3.0.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/06/the-thing/