Overtagelsesstrategiens tålmodighed hos islam

 

Overtagelsesstrategiens tålmodighed

Lars Møller

Det tyvende århundrede lærte den revolutionære venstrefløj en bitter lektie: frontalangreb på magten mislykkes, når staten befaler loyalitet og ildkraft. Formentlig var årsagen til, at Vladimir Lenins bolsjevikker sejrede i 1917, at den russiske stat allerede var kollapset; andre steder, såsom Ungarn og Tyskland i henholdsvis 1919 og 1923, blev oprøret knust. Fra dette nederlag opstod en mere subtil doktrin - "entrisme".

I stedet for at "storme paladset med det samme", så at sige, blev revolutionære rådet til tålmodigt at infiltrere enhver institution, der formede den offentlige mening og udøvede autoritet: fagforeninger, universiteter, embedsværk, medier, retsvæsen, politi, hær. Så snart de kontrollerede de "kommanderende højder inden for kultur og administration", ville magten falde i deres hænder uden et eneste skud. Kommunistpartiets leder Antonio Gramsci, Italien, forfinede teorien; studenteraktivisten Rudi Dutschke, Tyskland, populariserede sloganet "den lange march gennem institutionerne"; Frankfurterskolen og dens epigoner (En epigon er en efterfølger, især inden for kunst, litteratur eller videnskab, som i mangel af originalitet efterligner eller viderefører en stor forgængers stil eller idéer, ofte uden at tilføje noget nyt) udførte den med akademisk stringens.

Hvad få bemærkede på det tidspunkt, var, at en anden revolutionær bevægelse, langt ældre og mere tålmodig, havde studeret den samme håndbog og forbedret den. Det Muslimske Broderskab, grundlagt i 1928 af Hassan al-Banna, antog eksplicit en strategi med gradvis, institutionel penetration i samfund, hvor muslimer stadig var minoriteter. Alligevel kan dets mest berømte teoretiker, Sayyid Qutb, have drømt om jihadistisk avantgardisme.

Praktiske manualer – frem for alt Yusuf al-Qaradawis skrifter fra 1990'erne om fiqh al-aqalliyyat (retspraksis for muslimske minoriteter) og det interne memorandum fra 1982 "Projektet" (inddrevet af schweiziske myndigheder i 2001) – skitserer en lærebogsstrategi for Vesten: (a) opbyg parallelle samfund; (b) infiltrer lokale myndigheder, uddannelsesråd, politi og retsvæsen; (c) brug demokratiske rettigheder – religionsfrihed, antidiskriminationslovgivning, lovgivning om hadefuld tale – som både skjold og sværd; (d) udnytte demografien: højere fertilitet plus kontinuerlig indvandring er lig med uoprettelig vælgervægt inden for to generationer; og (e) præsentere enhver vestlig indrømmelse som blot "anerkendelse af mangfoldighed", indtil det punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage, er nået.

From Wikimedia Commons: Mehmet II conquering Constantinople (Fausto Zonaro, 1903)

Forskellen mellem trotskistisk og ikhwan-entrisme (broderskabet af de som adlyder gud) ligger primært i tempoet og viljen til at bruge vold som et hjælpeværktøj snarere end et primært redskab. Kommunisterne havde brug for årtier, fordi de var nødt til at omvende fjendtlige befolkninger; derimod kan Broderskabet stole på, at allerede eksisterende trosfæller ankommer i stort antal, lovligt eller på anden måde.

Vesteuropa er det laboratorium, hvor denne strategi er længst fremme. Tallene er ikke længere hypotetiske. I Bruxelles er allerede en tredjedel af befolkningen muslimer; i Malmø, Rotterdam, Birmingham, Marseille og Molenbeek nærmer eller overstiger tallet en fjerdedel og stiger hurtigt. Den indfødte europæiske fertilitet forbliver katastrofalt under erstatningsniveauet (1,3-1,6 i de fleste lande); den muslimske fertilitet, selvom den er faldende fra tidligere topniveauer, ligger stadig mellem 2,5 og 3,5, suppleret af kontinuerlig kædemigration og asylstrømme. Pew Research Centers prognoser fra 2017 – der antog (a) nul yderligere migration efter midten af ​​2016, (b) mellemstor og (c) høj indvandring – forudså, at muslimer ville nå henholdsvis 7,4, 11,2 og 14,0 % af Europas befolkning inden 2050. Siden 2016 er der ankommet flere millioner. Mellem- og højscenarierne er nu den grundlæggende virkelighed.

Den institutionelle erobring er længere fremme, end de fleste kommentatorer tør indrømme. I Storbritannien rangerede folketællingen i 2021 islam som det næststørste religiøse tilhørsforhold; i byer som Leicester, Blackburn og Bradford udgør muslimer allerede lokale flertal eller næsten flertal. Labour Partys valgkredsafdelinger i disse byer er nu overvældende muslimske; parlamentsmedlemmer udvælges i overensstemmelse hermed. Sadiq Khan er blot det mest synlige symbol.

I Rotterdam holder partiet Denk, der eksplicit er etnisk-sekterisk, magtbalancen. I Frankrig har forstadsområder som Paris, Lyon og Marseille frembragt en generation af borgmestre, suppleanter og regionale byrådsmedlemmer, hvis primære loyalitet ikke er over for republikken, men over for en forestillet ummah. Det franske indenrigsministeriums egen (lækkede) rapport fra 2023 indrømmede, at politiet i nogle zoner ikke længere udøver suverænitet uden at forhandle med lokale imamer eller "samfundsledere".

Uddannelsesniveauet er faldet hurtigst. I England afslørede "Trojan Horse"-skandalen i 2014 islamisternes målrettede forsøg på at overtage skolerne. I dag håndhæver statsskoler med et flertal af muslimske elever rutinemæssigt kønsadskillelse i Birmingham, Oldham og Tower Hamlets, fjerner ikke-halal mad, aflyser musik og drama og underviser i, at homoseksualitet er en alvorlig synd – alt imens de forbliver på den offentlige lønningsliste. Universitetscampusser, der engang var højborg for sekulær venstrefløj, overvåger nu "islamofobi" med en iver, der får gammeldags blasfemilovgivning til at se liberal ud. De samme akademikere, der brugte årtier på at dekonstruere "vestlig hegemoni", fordømmer nu kritik af sharia som "racistisk hadefuld tale".

Politiet, den ultimative garant for statens monopol på vold, bliver udhulet indefra. I Sverige er antallet af "sårbare områder" (den officielle eufemisme) nu over tres; politiet indrømmer, at de ikke kan komme ind uden pansrede køretøjer og forhandlere. I Storbritannien afslørede voldtægtsbandeskandaler ikke kun fejhed, men også aktivt samarbejde fra betjente, der var bange for at blive stemplet som "islamofobiske". Rotherham-rapporten dokumenterede, at 1.400 overvejende hvide arbejderklassepiger blev voldtaget og handlet med over seksten år, mens myndighederne kiggede væk. Mønsteret har gentaget sig i Telford, Rochdale, Oxford, Newcastle. Ofrene var altid døtre af den indfødte arbejderklasse - de samme mennesker, hvis bedsteforældre stemte på Labour i 1945 for at opbygge den velfærdsstat, der nu bliver nedbrudt for øjnene af dem.

Og her når vi frem til det dybeste forræderi. Europas herskende elite efter krigen – socialdemokratisk i nord, kristendemokratisk i syd – præsiderede over den største vedvarende magt- og territoriumsoverdragelse uden en eneste bemyndigende folkeafstemning. De åbnede grænser, undertrykte debat, kriminaliserede uenighed ("hadefuld tale") og finansierede de samme organisationer – moskeer, "kulturcentre", NGO'er – der koordinerede den demografiske transformation. Da de indfødte arbejderklassesamfund endelig reagerede – gennem stemmeurnerne (AfD, Nationalsamlingen, Sverigedemokraterna) eller på gaden – var elitens beskyldninger enstemmige: "højreekstremistiske bøller", "racister", "islamofober". De samme politikere, der belærer om "inklusion", har stille og roligt flyttet deres egne børn til privatskoler og grønne forstæder, hvor fordelene ved mangfoldighed stadig er teoretiske.

Slutspillet er ikke længere spekulativt. Libanon var engang et land med et kristent flertal og en kosmopolitisk hovedstad, der stolt blev kaldt "Mellemøstens Paris". Mellem 1932 og 1975 voksede den muslimske befolkning fra 40% til et flertal på grund af højere fødselsrater og indvandring. Resultatet var borgerkrig, reduktionen af ​​kristne til et chikaneret mindretal og transformationen af ​​Beirut til et iransk satrapi. Europa går den samme vej, bare med bedre manerer og dårligere selvbevidsthed.

Borgerkrigslignende scenarier dukker allerede op. I Frankrig efterfølges ethvert større islamisk terrorangreb nu af optøjer i forlystelsesgaderne, hvor lokale Maghreb-ungdom går på gaden for at fejre dødsfaldene. Optøjerne i 2023 efter politiets nedskydning af Nahel Merzouk så 6.000 biler brændt ned og 1.000 bygninger beskadiget på en enkelt uge. Hæren blev sat i standby. I Storbritannien afslørede optøjerne i 2024 efter børnemordene i Southport to parallelle samfund, der ikke længere deler selv minimal tillid. Hvide arbejderklasser, forladt af alle institutioner, gik på gaden; muslimske "forsvarsligaer" mobiliserede sig samtidig. Politiet arresterede førstnævnte med entusiasme, og sidstnævnte slet ikke.

Dette er det "civilisatoriske slutspil", som de arabiske erobrere i det syvende århundrede altid havde til hensigt som deres anden akt. Den første bølge nåede Tours i 732 og Konstantinopels porte i 718. Den blev stoppet af henholdsvis frankisk stål og græsk ild. Den anden bølge, syv århundreder senere, indtog Konstantinopel i 1453. Wien ville være faldet i 1683, hvis det ikke havde været for Jan Sobieski. Den tredje bølge er uafhængig af janitsharer. Tilpasset vestlig dekadence opretholdes den af ​​velfærdssystemer, menneskerettighedslovgivning og den selvmordstruende skyldfølelse hos en postkristen elite, der finder sin egen civilisation uværdig til forsvar.

Når kristne er blevet mindretal i de lande, der blev evangeliseret af deres forfædre – Belgien i 2040, Sverige i 2050, Frankrig i 2060 med den nuværende tendens – vil de store katedraler stå som museer eller blive omdannet (som Hagia Sophia). Arbejdsfolket, der byggede Europa med deres hænder, vil være blevet reduceret til dhimmi-status i alt, beskattet og reguleret af borgmestre, ministre og dommere, der skylder troskab til et transnationalt kalifat, der endelig lykkedes, hvor erobrende hære mislykkedes.

Tragedien er, at intet af dette var uundgåeligt. Det krævede kun den aktive medvirken fra en arrogant elite, der forvekslede åbenhed med overgivelse og tolerance med civilisatorisk selvmord. Historien er langt fra slut, og den vil ikke frikende dem.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/12/the_patient_strategy_of_entryism.html

Debatter om den måde, vi debatterer på

 Debatter om den måde, vi debatterer på

Den dovne brug af studier og statistikker slører god debat.

Stephen Helgesen

Hvis vi i Amerika ikke var nok splittede langs ideologiske linjer, er der en anden opdeling, der bliver mere og mere tydelig for mig, når jeg betragter mit land på afstand her i de dybfrosne vintermåneder i Skandinavien.

Jeg taler her om to ting, der har et parasitisk forhold til hinanden.

Grundlæggende set er min påstand, at det i dagens verden er information (hvoraf meget er AI-genereret) sammen med anden- og tredjehåndsinformation snarere end visdom, der producerer "eksperter", og at vordende eksperter i høj grad er afhængige af studier, analyser og meningsmålinger for at validere deres status som eksperter.

Dette gøres ad nauseam i paneldiskussionsprogrammer, hvor deltagerne møder op bevæbnet til at kæmpe mod deres debat- eller diskussionspartnere med analyser og studier snarere end med påstande eller argumenter, som de er parate til at bruge til at forsvare deres synspunkter.

pixabay

Det er dovne og amatøragtige debattører, der bruger information, der ikke er endegyldigt bevismæssigt og det er uærligt af dem at hævde, at formodet information bør betragtes som en etableret kendsgerning.

Jeg ser paneldeltagere hver dag i programmer på CNN (den eneste amerikanske kabelkanal, vi kan få her), der taler med stor overbevisning om deres emne og citerer den ene eller den anden undersøgelse, som om det, kombineret med deres selvsikre fremførelse, burde være nok til at sætte troværdighedsniveauet på den højde, de har forudbestemt for resten af ​​os.

Og selvom det kan appellere til seere, der ikke har nogen mening, eller som ikke har gidet at undersøge et emne, er det helt forkert for dem af os, der ved, at i informationens verden er analyser, studier og meningsmålinger som statistik i hænderne på en dygtig økonom.

De kan bruges til at bygge et slot i himlen ud af et faldefærdigt skur. Alt, hvad der skal til, er at suspendere virkeligheden eller nysgerrighed for at få tallene til at se ud, som om de er mejslet i sten. De, der vælger debat på den måde, beder resten af ​​os om at ignorere den anden side af debatmønten, som er den grundlæggende argumentside – den side, hvor et forslag kan fremsættes, der er baseret på tidligere erfaringer og fakta, og som tillader, at menneskelig natur og sund fornuft tilføjes sammen med "x"-faktoren, der repræsenterer sandsynligheder.

At udelukkende stole på andres data for at bevise sin pointe er misbrug.

To ord, der altid bør være med små bogstaver og i anførselstegn, er: "studier viser".

Hver gang jeg hører nogen begynde deres argument eller afslutte det med "undersøgelser viser", ved jeg, at det, jeg er ved at høre eller har hørt, var endimensionelt og sandsynligvis samlet i hast. Det får mig også til at mistænke debattørens kvalifikationer som "ekspert".

Dette bringer mig til mit nuværende bopælsland, Danmark, et sted hvor jeg har boet fire gange i alt fjorten år over en periode på halvtreds år. Da jeg først kom hertil i 1974, var danskerne ret velinformerede om USA, men mindre informerede om amerikanere generelt, selvom mange danskere havde besøgt USA i årtier siden slutningen af ​​krigen (2. verdenskrig). Ingen kunne bebrejde dem for deres "amerikanske bevidsthed" på det tidspunkt, mindst af alt mig.

Siden jeg kom tilbage efter tyve års fravær, har jeg opdaget, at danskerne har gjort store fremskridt med at hæve deres amerikanske IQ. Hundredtusindvis af ord skrives eller tales dagligt om Amerika eller amerikanere, men mest om Amerikas præsident, Donald Trump.

Tænketanke, universitetsstudier og politiske kommentatorer er overalt i dette lille europæiske land, og de får deres stemmer hørt, ofte, mange uden at blive holdt tilbage. Amerikanske kritikere får mest opmærksomhed, fordi de hovedsageligt er afhængige af anekdotiske data, og de appellerer til danskernes følelser, som på nuværende tidspunkt er i en tilstand af stor angst og vrede. Vreden er rettet mod USA's holdning til Grønland og mod præsidentens og vicepræsidentens respektløse kommentarer om Danmarks "manglende" evne til at være en god allieret med USA og danskernes militære støtte til USA i krigen mod terror.

Selvom der er nogle seriøse debatter om amerikansk politik og forholdet mellem USA og Danmark på dansk tv, er der sjældent møder, hvor rigtige amerikanere er til stede som paneldeltagere. Ganske vist er der lejligheder, hvor nogle danskere med pro-amerikanske holdninger taler, men når de gør det, henviser de ikke til nogen undersøgelser eller analyser, men taler om historisk præcedens. De baserer deres teorier på en kombination af historie og personlige meninger. Dette kan være både forfriskende og frustrerende. Det er forfriskende, fordi i det mindste enkeltpersoner tør sige, hvad de mener (i stedet for hvad andre i en undersøgelse mener), men frustrerende for dem af os, der ønsker, at de skal forankre deres meninger og generaliseringer i noget mere håndgribeligt. Mange debattører her er i virkeligheden klagere og er irriterede over den måde, USA håndterer det langvarige forhold mellem vores to lande på.

Det andet problem med debatter om USA er, at mange af de danske debattører ikke har en tilstrækkelig lang historie eller et personligt forhold til USA. Mange har kun boet i USA i et par år eller på et udlandsophold, en udstationering eller fra universitetsstudier, mens andre kun har besøgt USA et par gange. Heldigvis har de, der har boet og arbejdet i USA i mange år og er vendt tilbage til Danmark, et mere intimt og jordnært kendskab til vores land og dets befolkning. Og nogle gange, for at give deres påstande ekstra vægt, støtter de sig til undersøgelser og meningsmålinger, men de peger altid tilbage på deres egne erfaringer for at retfærdiggøre deres kommentarer.

Dette er de modige "debatkrigere", der forstår værdien af ​​at debattere, men endnu vigtigere, kæmper for høflighed og en tilbagevenden til en tid, hvor det at dyrke og beskytte relationer var ansvaret for to parter, der indså den iboende værdi af deres forhold.

Debatten vil fortsætte, men forhåbentlig vil debattørerne indse, at debat for undersøgelse aldrig vil give nogen af ​​dem ægte ekspertstatus.

Stephen Helgesen er en pensioneret amerikansk diplomat med speciale i international handel. Han har boet og arbejdet i 30 lande i løbet af 25 år under Reagan-, G.H.W. Bush-, Clinton- og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger, heraf syv om amerikansk politik, og har skrevet mere end 1.500 artikler om politik, økonomi og sociale tendenser. Han bor nu i Danmark og er en hyppig politisk kommentator i danske medier. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com.

https://www.americanthinker.com/blog/2026/02/debating_the_way_we_debate.html

 

Ud af den tynde luft: Hvordan Twelve lukker CO2 cirklen ved at skabe produkter ud af emissionerne. 

Vigtige punkter.

• Forvandle emissioner til produkter: Twelve transformerer  CO₂, vand og bæredygtig energi til brændstof, plastic, og hverdagsvarer, og erstatter fossile midler uden fald i kvaliteten. 

• Et gennembrud for flyvning: Twelve’s e-brændstof skærer emissioner ned med op til 90%, og tilbyder et målbart, alternativ med stor virkning til de traditionelle og bio-baserede brændstoffer.

• Et dristigt skridt mod cirkularitet (genbrug): Ved at lukke CO2 hullet, er Twelfe pionerer for en ny industriel model der reducerer emissioner og gør noget ved CO2..

Med base i Berkley, Californien er Twelve en virksomhed med en storslået ide: Hvad hvis, i stedet for at skabe ting fra fossile kilder, vi kunne skabe identiske produkter ud af luft og vand, og dermed i betragtelig grad reducere emissionerne? Med så mange produkter der kommer fra fossile kilder er det væsentligt at finde frem til en fremtid med 0 udledninger. en ide der kunne sætte turbo på kampen mod klimaforandring. For at finde ud af, hvordan Twelve får det der lyder som et besnærende fupnummer til at være en realitet, samtalede vi med medstifter og bestyrelsesformand Nicolas Flanders, - der netop har talt ved 2024 edition of our LO Generations Summit – for at finde ud af hvordan hans virksomhed er pionerer for teknologi der lukker Co2 cirklen.

Se interviewet med Nicholas Flanders fra Twelve: https://www.lombardodier.com/insights/2025/february/out-of-thin-air-how-twelve-is-closing-the-carbon-loop-by-turning-emissions-into-products.html    Hvad inspirerede dig og dine medstiftere til at skabe Twelve?     Jeg voksede op på landet i New York State, og  der udviklede jeg kærlighed til naturen. Det kombineret med min interesse for videnskabsfiktion og industri, førte mig til at finde storskala løsninger for industrien for at håndtere klimakrisen. Mine medstiftere og jeg startede Twelve i 2016, med visionen om at skabe det vi kalder et selskab til at transformere Co2. Vi ønskede at hjælpe med at løse klimaforandring ved at skabe produkter der er emissions forbrugende, og dog væsentlige for den globale økonomi, og på en meget mere miljømæssig måde. Twelve’s bæredygtige flybrændstof giver 90% færre emissioner end konventionel jetbrændstof. Twelve’s teknologi giver løfte om noget helt magisk. Hvordan virker det?    Hos Twelve, forvandler vi CO2 fra luften til produkter der for tiden laves ved fossile energikilder - alt fra jet brændstof til byggesten af plastic - selv det som er i dine løbesko. Vi begynder med CO2 og vand, og splitter dem ved at benytte bæredygtig grøn energi, og derpå sætte elementerne sammen igen for at skabe nye produkter der molekylært er identiske med de vi får fra olien i dag.   At lave de samme produkter af CO₂ og vand (frem for af fossile kilder) har store miljømæssige fordele. For eksempel afleder Twelves bæredygtige jet brændstof 90% færre emissioner end konventionel jet brændstof. Hvad er det der gør jeres løsning anderledes end CO2 lagring?      Hos Twelve, arbejder vi på at bryde CO2 cirklen. Dette skifte er en del af, hvad vi kalder CO2 forvandling, gående fra det oliebaserede til det atmosfæriske. Ulig den traditionelle model med at udvinde, bruge og fjerne CO2 skaber dette virkelig en cirkulær økonomi. Med andre ord er CO2- transformation ikke en CO2 kompensation - det er en erstatning. Den reducerer direkte emissioner i en virksomheds forsyningskæde ved at erstatte fossile energikilder med CO2 afledte. Vi ønsker af få en stor indvirkning på klimaet ved at gøre noget ved de industrier der har så¨svært ved at gøre noget ved deres Co2 afledninger. Hvad gør Twelves e-fuel bedre end plantebaseret bæredygtige flybrændstoffer? Vores e-fuel giver betragtelige CO2 emissions reduktioner med op til 90% eller mere i forhold til Jet A fly brændstof, mere end man får med bio baseret brændstof. Det opnår vi med hundrede til tusinde dele af vandet, en tiendedel til en hundrededel af jorden og et praktisk talt ubegrænset råstof materiale. Dette i kontrast til biobrændstof der kræver enorme mængder spildolie eller land til at dyrke afgrøder. Helt sikkert, støtter vi brugen af alle former for SAF, herunder biobrændstoffer , alt sammen noget vi har brug for til at håndtere klimakrisen. Men vi tror at e-fuels har det største potentiale til at indfri og møde efterspørgslen. En stor kreds af forbrugere .... er spændte på vores produkter, fordi de giver en stor miljømæssig forbedring fremfor de fossile alternativer, uden svækkelser i kvaliteten.  Hvad med andre forbrugerprodukter?  Hos Twelve, arbejder man på at skabe en verden baseret på brug af CO2 i luften. Det betyder at tage de produkter der lige for tiden er lavet af olie, f.eks. vaskemidler, løbesko, træningstøj og elektronikprodukter og lave dem ud af CO2, og vand i stedet. Et bredt udsnit af forbrugere, fra større sektoren i transportbranchen som f.eks. fly, og maritime industrier såvel om sektorer som møbler, beklædning og elektronik, er spændte på vores produkter, fordi de giver en meget stor miljømæssig forbedring frem for de alternative fossile løsninger, uden at kvaliteten forringes. Dette er “Drop-in” produkter: Drop-in-brændstoffer i eksisterende flymotorer og drop-in-kemiske råstof materialer, der integreres problemfrit i nutidens forsyningskæder til bilreservedele, til beklædning og meget mere. Hvor konkurrencedygtig er jeres prissætning?  Dette er ny teknologi og industri. Så fra tidligt i udviklingsfasen vil vores produkter have en skaleringspræmie. Men længere henne opskalerer vi og når behovet hos de industrier der har været her i hundred år, altså med produkter lavet af CO2, vand og bæredygtig energi der har potentialet til at være omkostnings konkurrencedygtige i forhold til de som fremstilles af fossile energikilder. Vi er spændt på at være partnere med pionervirksomheder og varemærker der har forpligtet sig til at være med os på denne rejse. Ren energi er vital for at maksimere emissions reduktioner som Twelve kan levere. Hvordan mener du sektoren udvikler sig?  Alt er elektrificeret og kravet om grøn elektricitet er eksploderende i faktisk talt alle sektorer, fra AI til e-fuels og elektriske køretøjer Det betyder et behov for en massiv vækst i bæredygtig energi og i andre næste generations CO2 fri elektriske kilder. Vi vil se en voldsom investering i forsyningsnettet; ikke kun i bæredygtig vind og sol, men også nye kilder af CO2 fri energi, såsom små modulære atomreaktorer. For nuværende er dette behov i vækst og har udøvet et opadgående pres på priser, der berører enhver sektor, der er afhængig af grøn elektricitet. Imidlertid er dette dog en forsyningskrise på kort sigt. På længere sigt vil det stigende behov for ren energi føre til enorme kapitalinvesteringer, og i sidste ende en reduktion i industriens omkostninger. Hvordan har investeringsappetitten været for jeres virksomhedsmodel? Vores model er baseret på mangeårige aftage aftaler for produkter skabt fra CO2. Når først afkastet er sikret, opnår vi finansiering til projekter. Vi har allerede tiltrukket top Silicon Valley tech investorer og er nu blevet til en kapitalvækst platform. For nylig lukkede vi en Series C runde, og projekt partnerskab på 400 millioner dollars med TPG Rise Climate. Fonden vil sikre at vi er i stand til at bygge og operere AirPlant™ for at fremstille og levere vores produkter. For nylig har vi også sikret  det første bygningslån til en e-fuel facilitet i the US, i partnerskab med en større långiver i solenergibranchen. Hvor forventer du at Twelve vil indfange størstedelen af sin CO2 når I skalerer op`? I dag fanger vi CO2 fra punktkilder, med fokus på biogenetisk emisssioner fra industrier som papirmasse og papir, etanol og biogas, på længere sigt har vi planer om at udvinde vores CO2 gennem direkte luftindsamling (DAC) selvom det lige for tiden er dyrere end punktindsamling.  I løbet af det næste årti forventer vi at se flere Twelve projekter drevet ved DAC, og vi forestiller os at bygge dusinvis af Air Plants i hele USA, og med tiden internationalt. Vores mål er at gøre produkter som brændstof og kemiske råmaterialer i storskala anvendelige og som imødekommer klimaforandring med løsninger der har reel markedsværdi.  Er i optimister med at klare klimakrisen?   Jeg tror menneskeheden vil håndtere klimakrisen, men nu for tiden går det for langsomt til at undgå skaderne. Før eller senere, vil innovation gøre det muligt for os at overvinde vores kollektive slendrian - selvom det sandsynligvis vil ske senere end vi alle håber. https://www.lombardodier.com/insights/2025/february/out-of-thin-air-how-twelve-is-closing-the-carbon-loop-by-turning-emissions-into-products.html

Politiske lederes misbrug af børn

 Cesar Chavez' børnevoldtægter

Venstrefløjen forblev tavs om fagforeningslederens forbrydelser mod piger.

Daniel Greenfield

Cesar Chavez' fødselsdag er en helligdag i seks stater, der er over et dusin gader, der bærer hans navn alene i Californien, og langt flere skoler over hele landet er opkaldt efter en børnevolddtægtsforbryder.

Og nu kan nogle af disse gader blive omdøbt, og Chavez-statuer kan blive fjernet.

Marcher bliver aflyst, begivenheder bliver sat på sidelinjen, og organisationer tilknyttet Chavez står over for et opgør over historierne om hans overgreb: især mod børn.

Cesar Chavez er bestemt ikke den første borgerrettighedsforkæmper, der også er voldtægtsforbryder. Vi har vidst i syv år nu, at Martin Luther King ikke kun havde adskillige 'affærer', frivillige eller uvillige, men også blev fanget på bånd, mens han heppede på en voldtægt af en af ​​sine venner. Mere information kommer ud næste år, når FBI's samlede bibliotek af MLK-materiale endelig vil blive frigivet.

Harvey Milk havde lokket mindreårige drenge til at stikke af, komme og bo hos ham og udføre seksuelle opgaver for ham. Malcolm X var kommet ud af Nation of Islam og havde fordømt Elijah Muhammeds harem af teenagesekretærer, som han opportunistisk voldtog og gjorde gravid. Det førte i sidste ende til hans mord. Den nyligt afdøde Jesse Jackson var blevet beskyldt for seksuel chikane.

Men beskyldningerne mod Chavez, der ofte fremholdes som MLK's latino-modpart, er langt værre.

En længere artikel i New York Times beskriver, hvordan Chavez seksuelt misbruger piger helt ned til tolv år og voldtager medlemmer af bevægelsen, herunder Dolores Huerta: medstifter af United Farm Workers og en nøglefigur i californisk liberal politik.

Fagforeningslederen syntes at have en præference for at manipulere tolvårige piger til at forgude ham, få dem alene med sig og derefter overskride deres grænser, før han voldtog dem.

En pige, som Chavez begyndte at manipulere, da hun kun var tolv, husker, "da hr. Chavez kørte op med en af ​​sine bodyguards", tog hende med til et motel og voldtog hende. "Hun var jomfru og husker, at det gjorde ondt, og hun blødte. Men hun husker også den pistol, hr. Chavez havde placeret på natbordet ved siden af ​​sengen." Det er manden, skolerne er opkaldt efter.

Hvor mange i bevægelsen vidste, hvad der foregik? Hvor mange bemærkede ikke, som New York Times skrev, at han "var en hyppig tilstedeværelse i døtrenes liv hos sine loyale organisatorer og frivillige. De huskede, at han deltog i deres familiearrangementer, tog dem med på turné, bad dem om at arbejde på hans kontor efter skole og udvekslede breve, gaver og fotografier". Hvor mange vidste det og sagde ingenting for bevægelsens skyld?

En præst, der havde arbejdet med Chavez' United Farm Workers, fortalte San Antonio Express, at to kvinder tidligere var trådt frem. "De unge kvinder udtalte sig. Og det førte aldrig nogen vegne." Hvem i medierne talte de med? Og hvem i medierne dækkede over det?

Hvor mange på venstrefløjen havde kendt til beskyldningerne for nylig, men valgte alligevel ikke at sige noget?

Matt Garcia, forfatteren til den mest kontroversielle Chavez-biografi, "From the Jaws of Victory", fortalte avisen, at han havde set beskyldninger på en lukket chat og tilsyneladende ikke havde gjort noget ved dem. "Jeg er blevet bedt om at tie stille, og jeg vil efterkomme disse ønsker."

Hvor mange andre har forholdt sig tavse i stedet for at rapportere om Chavez' forbrydelser?

Selvom beskyldningerne om voldtægt af børn er nye, kommer de bestemt ikke som en komplet overraskelse.

Demokrater i Californien og i hele det sydvestlige USA havde opbygget en personlighedskult omkring Chavez, men historier havde floreret om hans forvandling af det, der havde været en arbejderbevægelse, til hans egen kult, hvor radikaleren og hans familie, der ledede organisationen, blev "profeter" med ansvar for en kommune, der ydede den aldrende aktivist ubetinget lydighed. Især fra kvinderne.

Chavez havde adopteret de senere dages praksisser fra Indiens Gandhi, der havde sovet nøgen med unge piger for at demonstrere sit mesterskab i spiritualitet. Chavez havde forklaret, hvordan Gandhi havde "sultet sin krop ... og derefter kontrolleret sexlysten." Ved dette syntes Chavez at have haft mindre succes. United Farm Workers faldt fra hinanden, men Chavez nød tilbedelsen af ​​en lille kult.

En af de unge piger, som Chavez begyndte at pleje, da hun kun var tretten, beskrev, hvordan han brugte "alternative helbredelsesterapier" til at finde "trykpunkter" på hendes krop. "Det var da jeg var på yogamåtten, han prøvede at have sex," huskede hun.

Chavez' voldtægter af børn er ikke kun misbrug begået af én mand, men de fortæller den større historie (en ofte fortalt af David Horowitz) om, hvordan venstreorienterede bevægelser i den tid udartede til groteske misbrug. Det er ikke tilfældigt, at så mange store borgerrettighedsledere havde begået så mange af de samme forbrydelser, eller at så mange af dem var i Kennedy-sammenhæng med seksuelle misbrug.

Mønsteret med personkulter, der udvikler sig til egentlige kulter, radikale protester, der bruges som dække for seksuelle overgreb, og derefter, hvis bevægelsen overlevede, udvikler sig til egentlig terrorisme, er et mønster i den amerikanske 'modkultur', men også i tidligere og nuværende venstreorienterede bevægelser verden over. Chavez' misbrug af små piger er særligt groft, men ikke så meget anderledes.

'Camelot'-myten hævdede, at dydige liberale bevægelser var blevet bragt til fald af 'højreorienteret vold' og 'hemmelig regeringssabotage', når de, som David Horowitz gjorde meget for at vise, faktisk blev ødelagt af deres egen radikalisme, ukontrolleret korruption og misbrug.

Nixon, J. Edgar Hoover og CIA var ikke årsagerne til, at Cesar Chavez voldtog små piger, MLK ikke kunne holde bukserne på, og modkulturen blev til en morderisk kult, der aktivt trivedes på mord og voldtægt, men opretholdelsen af ​​denne myte er grunden til, at vi først endelig lærer om deres forbrydelser længe efter, at de fleste af de involverede er døde, og mytens nytte er forbi.

Vil afsløringen af ​​Chavez' voldtægter af børn endelig sætte en stopper for hans personkult? Der er tegn på, at Chavez, i modsætning til MLK, der stadig er en del af pantheonet af progressive helgener, måske er færdig.

Men Cesar Estrada Chavez havde overlevet sin nytteværdi for venstrefløjen, selv mens han var i live. Venstrefløjen havde ønsket, at han skulle opbygge en moderne professionel fagforening fyldt med advokater og organisatorer. Chavez valgte at drive en personlighedskult bygget efter den velkendte model fra mexicansk feudalisme, hvor han og hans familie styrede alt, og intet blev gjort professionelt.

Advokaterne og organisatorerne gik videre og byggede en professionel arbejderbevægelse, mens Chavez forsøgte at få unge piger fanget ved at lade som om, han var den nutidige Gandhi gennem helgenagtige optrædener, som det liberale publikum blev trætte af, efterhånden som modkulturen tilbød mere chokerende nyheder.

Venstrefløjen har for længst indført åbne grænser som sin styrende trosbekendelse, mens Cesar Chavez modsatte sig illegale udenlandske arbejdere som konkurrence, der tillod frugtvirksomheder at underbetale arbejdere.

New York Times har simpelthen fremskyndet processen med at droppe Chavez og erstatte ham med en mere nyttig rollemodel. Voldtægter af børn er ikke problemet, for hvis de havde været problemet, ville de kvinder, der var trådt frem gennem årene, være blevet lyttet til hele tiden.

Chavez' virkelige forbrydelse over for medierne er ikke, at han voldtog børn, men at han modsatte sig illegale indvandrere.

https://www.frontpagemag.com/the-child-rapes-of-cesar-chavez/