Hvorfor regeringer foretrækker cigaretindkomst frem for sikrere, sundere alternativer

Roger Bate   

I december 2024 gjorde Kongressen noget usædvanligt: ​​den fremsatte et lovforslag, der åbent anerkender skadereduktion ved tobak. POUCH Act fra 2024, sponsoreret af Repræsentant Jack Bergman (R-MI) og medsponsoreret af Repræsentant Don Davis (D-NC), har til formål at forhindre stater og byer i at forbyde eller begrænse FDA-godkendte produkter med lavere risiko, herunder moderne nikotinposer og vapingprodukter.(f.eks. e-cigaret) 

Det er et beskedent lovforslag, men et der endelig bevæger den føderale politik i en fornuftig retning. Den grundlæggende præmis er ligetil: Hvis FDA (svarende til Sundhedsstyrelsen) har fastslået, at et produkt er egnet til beskyttelse af folkesundheden, bør stater ikke have lov til at forbyde det af politiske, finanspolitiske eller ideologiske årsager. Dette burde ikke være en radikal idé, men i kaoset af amerikansk nikotinregulering tæller det næsten som revolutionært.

Lovforslaget afslører dog også en dybere sandhed om, hvorfor USA kæmper så hårdt med skadereduktion. Det afslører de kræfter, der holder rygere bundet til cigaretter, det beskytter regeringens indtægtsstrømme og eliminerer effektivt mindre innovatorer, der ikke kan overleve den regulatoriske udfordring.

For at forstå, hvorfor skadesreduktion bliver ved med at gå i stå, må man starte med en simpel realitet: delstatsregeringer tjener flere penge på cigaretter end nogen andre.

Den virkelige vinder ved rygning: Statskassen

Folkesundhedsaktivister giver ofte "Big Tobacco" skylden, men den største økonomiske vinder ved rygning i USA er staten selv. For hver 100 dollar, der bruges på cigaretter, får statskassen typisk mellem 60 og 90 dollars gennem punktafgifter, moms og betalinger fra Master Settlement Agreement. Staterne har opbygget enorme, stabile indtægtsstrømme på rygernes ryg.

Når en ryger skifter til nikotinposer, mister staten ikke blot nogle indtægter - den mister de fleste af dem med det samme. Et skift fra brændbare stoffer til poser kan reducere statens indtægter fra omkring 60-90 dollars pr. 100 dollar til så lidt som fem eller ti dollars. Ikke underligt, at statsregeringer modsætter sig skadesreduktion. Poser er gode for folkesundheden, men dårlige for budgettet.

Det er her, Upton Sinclairs observation bliver ny relevant: "Det er svært at få en mand til at forstå noget, når hans løn afhænger af, at han ikke forstår det." Statskasserne ønsker ikke at internalisere logikken bag skadesreduktion, fordi det ville betyde at konfrontere de finanspolitiske konsekvenser af deres afhængighed af cigaretindtægter.

Hvorfor POUCH-loven er vigtig – og hvorfor den ikke lever op til forventningerne

POUCH-loven begrænser obstruktion på statsniveau ved at instruere regeringer i at respektere FDA's videnskabelige bestemmelser. Hvis FDA godkender en nikotinpose eller vape som passende til beskyttelse af folkesundheden, bør den ikke forbydes af stater, der foretrækker indtægterne fra cigaretter. Dette genopretter et grundlæggende princip om lovgivningsmæssig sammenhæng.

Alligevel adresserer lovforslaget ikke den mere fundamentale fejl på føderalt niveau: den fejlagtige klassificering af nikotinposer under Center for Tobacco Products. Nikotinposer indeholder ingen tobaksblade, producerer ingen røg, involverer ingen forbrænding og har en toksikologisk profil, der er tættere på nikotinudskiftningsterapier. At behandle dem som cigaretter er videnskabeligt forkert og administrativt skadeligt.

FDA's ansøgningsproces før markedsføring af tobak, designet til en anden æra, kræver millioner af dollars i data, toksikologi, modellering og befolkningsanalyse. Store cigaretfirmaer har råd til disse indsendelser. Mindre og mellemstore innovatorer har ikke. Mange har tilbragt år i regulatorisk limbo, ikke fordi deres produkter er usikre, men fordi det agentur, der gennemgår dem, strukturelt set ikke er i stand til at se det større billede. Regulatorer forsinker, anmoder om flere undersøgelser og undlader at skelne mellem højrisiko- og lavrisikoprodukter.

I dette miljø kan kun de største etablerede aktører overleve længe nok til at modtage FDA-godkendelser. Små virksomheder lukker. Deres produkter forsvinder ikke på grund af sikkerhedsfejl, men fordi reguleringssystemet er bygget på en måde, der privilegerer de velhavende. Ironien er indlysende: jo mere FDA insisterer på at behandle sikrere produkter som cigaretter, jo mere garanterer det, at cigaretkompagnier vil forblive de dominerende aktører på nikotinmarkedet.

Et nødvendigt næste skridt: Fjern nikotinposer fuldstændigt fra FDA-CTP

Hvis Kongressen ønsker at støtte skift til voksenbrug, skal den i sidste ende reformere selve den lovgivningsmæssige struktur. Nikotinposer bør ikke overvåges af Center for Tobacco Products. De bør være underlagt et forholdsmæssigt, lovgivningsmæssigt rammeværk – aldersbegrænsninger, produktionsstandarder, oplysninger, test af forurenende stoffer – men ikke et system designet til brændbare stoffer.

At behandle poser som cigaretter garanterer to resultater: langsommere adoption af skadesreducerende foranstaltninger og konsolidering af markedet til et par multinationale tobaksvirksomheder. At behandle poser som moderne forbrugerprodukter støtter innovation, konkurrence og skift.

Det større billede: POUCH-loven åbner en dør, som Kongressen skal gennemgå.

POUCH-loven er et skridt i den rigtige retning. Den forsøger at genskabe en vis sammenhæng i nikotinreguleringen ved at sikre, at stater ikke kan tilsidesætte FDA's folkesundhedsafgørelser. Den fremtvinger gennemsigtighed omkring FDA's enorme pukkel af ansøgninger. Og den signalerer en lille, men vigtig tværpolitisk anerkendelse af, at skadesreduktion er vigtig.

Men hvis Kongressen virkelig ønsker at reducere rygning, skal den adressere systemet som helhed: de finanspolitiske incitamenter, der opfordrer stater til at fortsætte med at ryge, den fejlagtige klassificering, der fanger lav risiko produkter i en upassende regulatorisk kategori, og de proceduremæssige forsinkelser, der stille og roligt eliminerer små innovatorer, mens de kun beskytter de virksomheder, der er velhavende nok til at overleve bureaukratiet.

POUCH-loven er en begyndelse, ikke et slutpunkt. Hvis lovgivere mener det alvorligt med at forbedre folkesundheden, skal de modstå Sinclair-fældens tiltrækningskraft og udforme en nikotinpolitik, der belønner skift snarere end at straffe det.

https://brownstone.org/articles/why-governments-prefer-cigarette-revenue-over-safer-alternatives/

Atomvinter og global opvarmning - hvad er sandt og falskt

Kan du huske Atom Vinter skrækscenariet?

S. Fred Singer

Frygt for en katastrofebringende Atomvinter fik tag i medierne og det politiske system, nærmest som frygten for global opvarmnings klimaændringen gør i dag.

Hvis du er under 50 har du sandsynligvis aldrig hørt om Atomvinter. Og selvom du måske er ældre kan du nok ikke rigtig huske hvad det drejede sig om. Populære problemer har det med at dukke op, nå et højdepunkt og så stille og roligt falme. Global opvarmnings klimaforandringen kan vise sig som endnu et eksempel på dette. I år 2100 vil folk nok undre sig over hvad det dog var for noget. Paris Aftalen - hvad gik den ud på?  Kyoto Traktaten vil også være glemt.  

Og nu til de som ikke husker det her følger så en kort opsummering om Atomvinter fra Wikipedia:

Atomvinter er den særdeles alvorlige og vedvarende globale afkølingseffekt, man har hypoteser om vil indtræffe efter de altomfattende brandstorme der er en følge af en kernevåbenkrig. Hypotesen er med baggrund i den kendsgerning at sådanne brandstorme kan inficere atmosfæren, hvor de så kan blokere for sollyset, så dette ikke når ned til Jorden. Man formoder at denne afkøling vil føre til at afgrøder går tabt og efterfølgende hungersnød. I computermodeller af Atomvinter scenarier benytter forskerne erfaringer fra Hiroshima - brandstormen i 2. Verdenskrig som eksempel, hvor sod kan være kommet ud i stratosfæren, desuden har man benyttet observationer om naturlige ukontrollerbare ildebrande der har strakt sig over store områder.
 

Atomvinter kom frem på den akademiske platform i december 1983 med publikationen af hypotesen i det anerkendte tidsskrift Science. Den blev fulgt op at en undersøgelse af Paul Ehrlich og flere, der antydede at den kunne være årsag til at mennesket blev udslettet på Planeten. 

MCANW stands for Medical Campaign Against Nuclear Weapons.  Photo via Wellcome Images.

De 5 skribenter bag the Nuclear Winter hypotesen blev kaldt TTAPS idet man benyttede forbogstaverne i deres familienavne (T står for Owen Toon, og P for Jim Pollak, begge ph.d’ under Carl Sagan ved Cornell University) Carl Sagan selv var hovedmanden, og drivkraften bag publikationen.

Faktisk havde Sagan ‘forført’ the Science tidsskriftet ved at antyde hypotesen i Parade magasinet som hævdede at have 50 millioner læsere. Tidligere havde Sagan orienteret offentligheden gennem sit embede, og på andre måder, således at alle var præparerede på reaktionen, der var overvældende. .

Mange af nutidens læsere husker måske ikke Carl Sagan. Han var en strålende astrofysiker, men også meget politisk. Forestil dig Al Gore, men med en fremragende videnskabsbaggrund.

Sagan stod bag, og var forfatter, til en TV-serie ved navn Cosmos der populariserede astrofysik og så meget andet, herunder kosmologi, historien om Universet. Han gik endog ind for den mulige eksistens af intelligens i Universet og påbegyndte et projekt kaldet SETI (Search for Extraterrestrial Intelligence). SETI søger stadig i dag og har ikke fundet nogen beviser til nu. Sagan blev et ikon for mange i U.S. og udlandet kendte hans navn og ansigt.

Carl Sagan havde endnu en lidenskab - at redde menneskeheden fra en stor kernevåbenkrig, meget rosværdigt. Havde ihærdigt og offentligt argumenteret for en “fastfrysning” i produktionen af flere kernevåben. Præsident Ronald Reagan overhalede ham og forhandlede en kernevåben nedrustningsaftale i stand med USSR. 

Samtidig var der meget postyr om Atomvinter. Studie efter studie forsøgte at overbevise og udvide hypotesen under ledelse af the Defense Department (DOD), der tog hypotesen alvorligt og brugte millioner af dollars på forskellige rapporter der ret så ukritisk accepterede en Atomvinter 

The National Research Council (NRC) of the National Academy of Sciences udgav en rapport der gav mange flere detaljer. Det gjorde at kritikerne af hypotesen kunne finde fejl - som mange gjorde. 

Navne som Russell Seitz, Dick Wilson (begge fra Cambridge, Mass.), Steve Schneider (Palo Alto, Calif.), og Bob Ehrlich (Fairfax, Va.) (ingen relation til Paul Ehrlich) husker jeg. Hypotesen var i bund og grund “politisk i forklædning som videnskab.”

Hele TTAPS opridsningen var udformet for at skildre de ønskede dystre konsekvenser. Det krævede at røgsløret skulle have den rette tæthed og dække hele Jorden og holde ved i månedsvis.

Oliebrandene i Kuwait i 1991 gav en masse rør, men røgen regnede bort på få dage.

Jeg havde en mini debat med Sagan på TV-programmet Nightline og udgav en mere kritisk analyse af hele hypotesen i tidsskriftet Meteorology & Atmospheric Physics.  Jeg ved ikke om Carl nogensinde så min artikel. Men jeg erfarede en masse ved analysen der blev brugbar i senere forskning om global opvarmning. For eksempel, medførte de oprindelige atomsprængninger vanddamp i stratosfæren, der så bliver til cirrus skyer. Det fører faktisk til en kraftig begyndende opvarmning og en “atom sommer.”

Under alle omstændigheder tilgav Sagan mig aldrig for at stille spørgsmål ved hans hypotese. I 1996 modtog jeg et kritisk brev fra Carl - lige før han døde - han var blot 62 år. Jeg spekulerer over om han ville have reageret anderledes om han havde læst min artikel. Jeg havde gjort opmærksom på at han brugte videnskab forkert og med et politisk formål. Hvil i Fred, gamle ven”  

S. Fred Singer is professor emeritus at the University of Virginia and a founding director and now chairman emeritus of the Science & Environmental Policy Project.  In 2014, after 25 years, he stepped down as president of SEPP.  His specialty is atmospheric and space physics.  An expert in remote sensing and satellites, he served as the founding director of the U.S. Weather Satellite Service, now part of NOAA.  More recently, he served as vice chair of the U.S. National Advisory Committee on Oceans & Atmosphere.  He is an elected fellow of several scientific societies, including APS, AGU, AAAS, AIAA, Sigma Xi, and Tau Beta Pi, and a senior fellow of the Heartland Institute and the Independent Institute.  He co-authored the N.Y. Times bestseller Unstoppable Global Warming: Every 1,500 Years.  In 2007, he founded and has chaired the NIPCC (Nongovernmental International Panel on Climate Change), which has released several scientific reports (see NIPCCreport.org).  For recent writings, see http://www.americanthinker.com/s_fred_singer and also Google Scholar.

https://www.americanthinker.com/articles/2018/06/remember_nuclear_winter.html#ixzz5JhdhkqjN 

 

Århundredets virkelige krig: Kunstig intelligens

Joaquim Couto   

Der var engang, hvor debatter om determinisme og fri vilje hørte hjemme i filosofiske afdelinger og samtaler på kollegieværelser sent om aftenen. De var underholdende netop fordi de virkede harmløse. Uanset svaret gik livet videre. Domstole dømte, læger afgjorde, lærere underviste, og politikere blev stadig – i det mindste nominelt – holdt ansvarlige for deres handlinger. Den æra er forbi.

Kunstig intelligens har forvandlet det, der engang syntes at være et abstrakt filosofisk spørgsmål, til et konkret spørgsmål om styring, magt og ansvarlighed. Determinisme er ikke længere blot en teori om, hvordan universet fungerer. Det er ved at blive et funktionsprincip for moderne institutioner. Og det ændrer alt.

AI-systemer er deterministiske af konstruktion. De fungerer gennem statistisk inferens, optimering og sandsynlighed. Selv når deres output overrasker os, forbliver de bundet af matematiske begrænsninger. Intet i disse systemer ligner dømmekraft, fortolkning eller forståelse i menneskelig forstand.

AI overvejer ikke.

Den reflekterer ikke.

Den bærer ikke ansvar for resultater.

Alligevel behandles dens output i stigende grad ikke som værktøjer, men som beslutninger. Dette er vores tids stille revolution.

Appellen er åbenlys. Institutioner har altid kæmpet med menneskelig variation. Mennesker er inkonsekvente, følelsesladede, langsomme og til tider ulydige. Bureaukratier foretrækker forudsigelighed, og algoritmer lover præcis det: standardiserede beslutninger i stor skala, immune over for træthed og uenighed.

Inden for sundhedsvæsenet lover algoritmer mere effektiv triage. (sortering) Inden for finans, bedre risikovurdering. Inden for uddannelse, objektiv evaluering. Inden for offentlig politik, "evidensbaseret" styring. Inden for indholdsmoderering, neutralitet. Hvem kunne indvende noget mod systemer, der hævder at fjerne bias og optimere resultater? Men under dette løfte ligger en fundamental forvirring.

Forudsigelse er ikke dømmekraft.

Optimering er ikke visdom.

Konsistens er ikke legitimitet.

Menneskelig beslutningstagning har aldrig været udelukkende beregningsbaseret. Den er fortolkende af natur. Mennesker afvejer kontekst, mening, konsekvens og moralsk intuition. De trækker på hukommelse, erfaring og en følelse – uanset hvor ufuldkommen – af ansvar for det, der følger. Det er præcis, hvad institutioner finder ubelejligt.

Menneskelig dømmekraft introducerer friktion. Den kræver forklaring. Den udsætter beslutningstagerne for at blive pålagt skyld. Deterministiske systemer tilbyder derimod noget langt mere attraktivt: beslutninger uden beslutningstagere.

Når en algoritme afviser et lån, markerer en borger, nedprioriterer en patient eller undertrykker tale, synes ingen at være ansvarlige. Systemet gjorde det. Dataene talte. Modellen besluttede.

Determinisme bliver et bureaukratisk alibi.

Teknologi har altid formet institutioner, men indtil for nylig udvidede den primært menneskelig handlekraft. Lommeregnere hjalp med ræsonnement. Regneark afklarede afvejninger. Selv tidlig software gav mennesker synligt kontrol. AI ændrer dette forhold.

Systemer designet til at forudsige er nu positioneret til at træffe beslutninger. Sandsynligheder hærder til politikker. Risikoscorer bliver til domme. Anbefalinger bliver stille og roligt til mandater. Når disse systemer først er integreret, er de vanskelige at udfordre. Hvem argumenterer trods alt med "videnskaben"?

Det er derfor, den gamle filosofiske debat er blevet presserende.

Klassisk determinisme var en påstand om kausalitet: givet nok information kunne fremtiden forudsiges. I dag er determinisme ved at blive en styringsfilosofi. Hvis resultater kan forudsiges godt nok, spørger institutioner, hvorfor så overhovedet tillade skøn. 

Ikke-determinisme bliver ofte karikeret som kaos. Men korrekt forstået er det hverken tilfældighed eller irrationalitet. Det er det rum, hvor fortolkning finder sted, hvor værdier afvejes, og hvor ansvaret tillægges en person snarere end en proces.

Fjern dette rum, og beslutningstagningen bliver ikke mere rationel. Den bliver uansvarlig.

Den virkelige fare ved AI er ikke løbsk intelligens eller ‘følende’ maskiner. Det er den langsomme erosion af menneskeligt ansvar under effektivitetens banner.

Den definerende konflikt i det 21. århundrede vil ikke være mellem mennesker og maskiner. Den vil være mellem to visioner om intelligens: deterministisk optimering versus meningsdannelse under usikkerhed.

Den ene er skalerbar.

Den anden er ansvarlig.

Kunstig intelligens tvinger os til at bestemme, hvilken en der styrer vores liv.

https://brownstone.org/articles/the-real-war-of-the-century-artificial-intelligence/

Mexicos økonomi i slow motion

 Langsom vækst syd for grænsen -Mexico

De økonomiske nyheder fra Mexico er et problem for Mexico.

Silvio Canto

En mexicansk ven sagde for nylig noget i retning af: "Hvorfor sender vi olie til Cuba, når vi har vores økonomiske problemer?" Min vens ord gav mere mening i dag efter at have læst denne økonomiske opdatering:

Mexicos økonomi skrumpede med 0,6 % i første kvartal i forhold til den foregående tremånedersperiode, viste data fra det nationale statistikbureau INEGI fredag, sammenlignet med et fald på 0,8 %, som økonomer forventede i en Reuters-måling.

Latinamerikas næststørste økonomi trak sig tilbage efter en revideret vækst på 0,7 % i fjerde kvartal af 2025.

"Svagheden var bredt funderet på tværs af de store sektorer, hvilket forstærkede synspunktet om, at afmatningen afspejler en aftagende indenlandsk momentum snarere end et isoleret chok," sagde Andres Abadia, cheføkonom for Latinamerika hos Pantheon Macroeconomics.

Primære aktiviteter, som omfatter landbrug, fiskeri og minedrift, registrerede det stejleste fald med et fald på 1,7 % ifølge INEGI's data.

Den sekundære sektor, som omfatter fremstilling og byggeri, og tertiære aktiviteter, som dækker serviceydelser, faldt med henholdsvis 1 % og 0,4 %.

Image created using AI.

Årligt set voksede økonomien med 0,2 % sammenlignet med året før, lidt over den vækst på 0,1 %, som økonomer forventede.

Det ligner en økonomisk afmatning syd for grænsen. Og en anden ven, der lige er kommet tilbage fra en forretningsrejse til Mexico, fortalte mig, at benzinpriserne også var meget høje.

Læg dertil informationen om, at pengeoverførsler er faldende. Som du måske ved, er penge, der går herfra til der, ikke kun kontantoverførsler. Det omsættes til mad på bordet og evnen til at betale for mange af livets essentielle ting. Her er rapporten

Overførsler til Mexico fra udlandet faldt med 4,6 % i 2025 til i alt 61,8 milliarder amerikanske dollars, hvilket er det største fald siden 2009, rapporterede Bank of Mexico (Banxico) tirsdag.

Overførsler bidrog med 3,4 % af Mexicos BNP i 2025, ifølge en analyse foretaget af Banco BASEs direktør for økonomisk analyse, Gabriela Siller.

3,4 % af BNP er et stort tal, og det repræsenterer en langt større andel af mange familiebudgetter, især i landets landdistrikter. Overførslerne har udviklet sig til et tveægget sværd. På den ene side støtter det familier. På den anden side gør det dem afhængige af deres familier heroppe.

Sidst, men ikke mindst, er frihandelsaftalen mellem USA, Canada og Mexico snart til revision. Læg dertil sikkerhedsproblemerne, og Kinas brug af aftalen til at komme ind på de amerikanske og canadiske markeder.

Hold øje med, om Mexico vokser under forventningerne.

P.S. Check out my blog for posts, podcasts, and videos.

https://www.americanthinker.com/blog/2026/05/growing_slowly_south_of_the_border.html

 

En Uafhængighedserklæring for Alberta

Bruce Pardy   

Alberta er faktisk ikke mit ‘sted.’ Jeg er fra Ontario. Hvem er jeg at skulle udforme en uafhængighedserklæring for Alberta? Svaret er, jeg er canadier, og mit kompromitterede, selvtilfredse land har brug for en rystetur. Og måske er jeg i ånden fra Alberta. Hvis Alberta og andre dele af Canada besluttede sig for at løsrive sig, er der så noget at sige til det? De kunne blive et uafhængigt land eller slutte sig til the United States. Jeg hævder ikke jeg repræsenterer følelserne i Alberta, men hvis jeg var fra Alberta så ville jeg sige således.

Alberta Declaration of Independence

We the People of Alberta beslutter at forlade Canada føderationen af provinser. Vil vil være et uafhængigt land eller slutte os til the United States of America.

Når et folk foreslår at opløse de politiske bånd der har været med et andet folk, burde de fremføre de ting der ‘tvinger dem til separationen.

Alberta blev en provins for 120 år siden. Det var muligvis uundgåelgt da canadiske interesser allerede kontrollerede territoriet. Men for folket i Alberta, har det vist sig som en fejl. 

I 1775, længe før her var et Alberta skrev George Washington til Canadas indbyggere. Han inviterede dem til at forkaste den britiske konges styre og gå med amerikanerne i deres kamp, krav om at være frie. 

“Kom nu, mine Brødre, foren jer med os i en uopløselig Union, lad os gå sammen mod det samme Mål. Vi har taget Våben i brug i Forsvaret for vor Frihed, vor ejendom, vore hustruer og vore børn, vi er besluttede på at beskytte dem eller dø. Vi ser fremad med glæde til den dag, om ikke så lang tid, (håber vi) når indbyggerne i Amerika skal have en fælles overbevisning, og den fulde glæde ved velsignelserne af en fri regering.”

Canadierne afviste ham. De ønskede at være Kronens undersåttere. Frihed er Amerikas grundlæggende ide. Canadas er behørig respekt for myndighed.

Canadierne er stadig undersåtter. Deres monark er nu en ‘kransekagefigur’ men The Crown er stadig den Suveræne. Under Westminster regeringssystemet var det kun en lille gruppe personer der styrede både den lovgivende og den dømmende magt. De udpegede dommere og senatorer til Parlamentet fra overklassen. Jovist, selv i 2025 er vore senatorer ikke valgt, men udpegede. Ved magten kan vor premierminister meget vel være som en konge. Canada fastholder feudalismens grundprincip. The Crown ejer territoriet, dens menneskene og deres ejendom er underlagt den ‘godgørende’ hånd.. 

Canada’s mantra er ikke “Life, liberty, and the pursuit of happiness,”men “Peace, order, and good government.” De offentlige myndigheder fortæller dig hvad du skal gøre. 

I 2025, har en anden amerikansk præsident åbnet døren igen. I ånden er Alberta gået ind af den for længe siden. Vi har friheden i vort blod. Vi mener også at disse sandheder er åbenbare, at alle individer er skabt som lige. At vi har ukrænkelige rettigheder til liv, frihed og søgen efter lykken. At regeringer eksisterer for at sikre disse rettigheder. At de får deres magt fra de lededes samtykke. 

Ingen tvivl om at Amerika har sine udfordringer. Men med tiden har man klaret storme både inde- som udefra. Amerikas konstitutionelle arkitektur har stærke knogler. Vi respekterer adskillelsen af magten og balancerne. Vi beundrer den robuste Bill of Rights. Vi tror på princippet, der i for lang tid ikke bruges i Canada, om lige beskyttelse for loven. 

Vi ønsker at bo i en republik, hvor folket hersker.

Canada er ikke et sådant land. Vi har tøvende konkluderet, at landet ikke har nogen realistisk udsigt til at blive det. I stedet befinder vi os som medlemmer af et belærende, korrumperet, manipuleret samfund. Skjulte interesser og ‘hellige køer’ gør meningsfulde reformer umulige. Canada er et land i tilbagegang, mere interesseret i at omfordele velstand end at skabe den, mere opsat på at administrere end at bygge, og mere tilbøjelig til at være svag end at kæmpe.

Folket har solgt deres frihed for tilstedeværelsen af sikkerhed, og konkurrencen for solidaritet med de som mener de er ofre. Den kultur straffer risiko og belønner konformiteten. De elitære samarbejder med fremmede magter og globale institutioner. De ofrer folkets interesser for at plyndre det land og det der er tilbage af dets velstand. For den privilegerede klasse af “offentlige tjenere,” er Canada blevet et svindelforetagende. 

I the Canadian Federation, er Alberta yngste søn, den som tjener pengene der holder familien oven vande. Alligevel skubber hans utaknemmelige søskende ham stadig rundt ved spisebordet. Den canadiske regering obstruerer for Albertas vigtigste industrier. Den underminerer Albertas konstitutionelle jurisdiktion. Den beskatter velstanden hos Albertas befolkning og sender den til andre dele af landet. 

Et politisk- og selskabs aristokrati fra Ontario og Quebec kontrollerer staten i Canada. De er Laurentianere, (befindende sig ved St.Lawrence floden) et centralt canadisk etablissement med base i de store byer i the St. Lawrence River området, herunder Montreal, Ottawa, og Toronto. De afviser vores forsøg på at reformere the Canadian Federation. De nægter at vi får et valgt senat med lige repræsentation fra hver provins. De tøver med at ændre det canadiske “ligheds” system. De giver ikke lov til noget tiltag for at dæmpe deres indflydelse eller forstyrre den Laurentianske konsensus. Rester af den Gamle Verden modstår den Nye.  

Vi har været stolte og loyale canadiere. Vort land har ikke givet tilbage. Vi er et hårdført folk: Flittige, selvforsørgende, masser af ressourcer og initiativer. Vi søger ikke godgørenhed, men kun friheden til at klare os selv. Canadiere fra hele landet der deler vore følelser kan måske ønske at flytte til Alberta, og slutte sig til vores rejse. Vi byder dem velkommen- De, som os, hører ikke hjemme i den trældom som Canada er blevet. 

Vi forkaster den canadiske ærbødighed for autoritet. Vi nægter at være undersåttere længere. Når hvilken som helst slags regering bliver ødelæggende for friheden siger the American Declaration of Independence, er det folkets ret at ændre og fjerne den. Eller at gå fra hinanden.

Det er på tide at gøre det nu. 

Republished from the author’s Substack

https://brownstone.org/articles/a-declaration-of-independence-for-albert