Vestlige regeringer bringer vestlige borgere i fare

 Vestlige regeringer bringer vestlige borgere i fare

Vesten er i krig med udenlandske invasioner, og vestlige regeringer er i krig med imaginære 'klimaforandringer'.’

J.B. Shurk12

Den globale lederklasse af bureaukrater, bankfolk, politikere, virksomhedsledere og NGO'er er forpligtet til at opildne til kaos og vold i vestlige nationer.

I kampens navn mod den imaginære "klimaforandrings"-nisse forbyder de billige energiformer og skubber os mod et CO2-sporingssystem, der retfærdiggør stadigt mere påtrængende former for masseovervågning. I kampens navn mod eksotiske pandemier retfærdiggør de massenedlukninger, digitale centralbankvalutaer og "vaccine"-pas. Ved at hævde, at menneskeskabte "klimaforandringer" forårsager nye pandemier, og ved at bebrejde vestlige industrialiserede samfund for at forårsage "klimaforandringer", insisterer den globale lederklasse på, at vestlige nationer skal acceptere "klimaflygtninge" som en del af deres rullende soning for tidligere industrielle "synder".

Det er alt sammen ekskrementfyldt propaganda forklædt som "videnskab" og "dyd". Endnu værre er det, at alle disse latterlige løgne repræsenterer et vedvarende angreb på vestlige folk. Overvej, hvor ondsindede disse globalister virkelig er: De har brugt mindst det sidste halve århundrede på at skræmme børn til at tro, at moderne industri er ved at dræbe planeten.

Vi er blevet oversvømmet med så meget massehysteri om "global opvarmning/afkøling/klimaforandringer/ekstremt vejr" i så lang tid, at vi ikke længere erkender, hvor absolut onde disse miljøfascistiske, vanvittige propagandister er.

Hvis en fremmed kom til vores hjem, stak af med vores børn og brugte de næste 15 år på at hjernevaske dem til at tro, at verden var ved at gå under, ville vi være forfærdede. Vi ville kalde kidnapperne "børnemishandlere" og "monstre". Vi ville gøre alt, hvad vi kunne, for at helbrede vores problemramte børns sind. Alligevel bliver små børn i folkeskoleklasser i Canada, Australien, Storbritannien, USA og i hele Den Europæiske Union indoktrineret til at tro på løgnen om, at innovation, produktivitet, materiel rigdom og industri er giftstoffer, der vil dræbe dem alle. Det er vanvittigt. Og det er endnu mere vanvittigt, at vi lader det ske.

"Klimaforandrings"-svindelen er big business. Klimakapitalisme fungerer bedst, når autoritære regeringer pålægger alle at købe vindmøller, solpaneler, energieffektive dit, netto-nul-modulerede dat. Når politikere og bureaukrater gør det uoverkommeligt dyrt for små virksomheder at producere noget, opnår big business et statsreguleret monopol over hele industrisektorer. Disse virksomhedsmonopoler giver en del af byttet tilbage til politikerne, regulatorerne og NGO'erne, og alle de pengeskabende konspiratorer forbliver rige og glade.

Hvem taber? Det frie marked taber. Når kun store virksomheder har råd til at lave ting, ligner innovation i Europa den i Afrika. Almindelige borgere taber, fordi de effektivt er blokeret fra at bruge deres hjernekraft og muskelkraft til at bygge og sælge nye ting, der genererer indkomst, kapital og social mobilitet. Samfundet taber, fordi idémarkedet bliver til et centralt styret kartel drevet af et par multinationale investeringshuse.

Hvem vinder? Den globale lederklasse vinder. Alle disse centrale ledere, der er forpligtet til at opspore og spore hver eneste bevægelse og tanke fra os, er afhængige af et globalt system, der forvandler kulstofbaserede mennesker, der udånder kulstofbundne molekyler med hvert åndedrag, til regnskabsenheder, der skal styres, programmeres og kontrolleres som en del af globalismens uudtalte sociale kontrakt, der pålægges borgerne for at leve som "privilegium".

Kommunister, fascister og diverse beskidte autoritærer i verden har forenet sig under bannerne af "netto-nul"-initiativer og "redning af planeten"-opfordringer, fordi "redning af planeten" giver dem en undskyldning for at overvåge, straffe og endda eliminere dig.

Hvor "egoistisk" må en person være for at tro, at hans ønsker og behov er vigtigere end at "redde planeten" fra ødelæggelse? Totalitarisme trives på eventyr, der lærer os værdien af ​​at arbejde for "det fælles bedste", og hvert eneste af disse eventyr er i sagens natur morderiske. For "kollektivets skyld" tror "green new deal"-fanatikerne, at nogle mennesker skal dø! Det vil ikke være dem, der melder sig frivilligt til at hoppe ned i vulkanen eller blive ofret i mayatemplet. De vil vælge "Ikke-troende" for den kommende "netto-nul" blodsudgydelse.

Og den blodudgydelse er allerede begyndt! Hvordan i alverden kunne en fornuftig person retfærdiggøre at flytte millioner af mænd i militæralderen fra tredjeverdens helvedeshuller til avancerede vestlige nationer? Der er intet ved massemigration, der giver mening, hvis målet er at gøre værtslandene stærkere. De mennesker, der bliver sat af i USA og Europa, har ingen færdigheder eller uddannelse. De taler ikke engelsk, fransk, svensk, dansk, polsk, italiensk, spansk eller tysk. De har ingen interesse i at lære disse sprog. De har ingen interesse i assimilation. De foretrækker at overtage historiske landsbyer, overvælde skolerne, forvandle kristne kirker til moskeer, forvandle butikker i bymidten til udenlandske enklaver og sortbørscentre, voldtage de lokale og dræne det skatteyderfinansierede sociale sikkerhedsnet. Ligesom parasitter lever af svækkede værter, indtil de i sidste ende dræber dem, fortærer invaderende hære af udenlandske statsborgere svækkede vestlige nationer, indtil de uddeler deres endelige dødsstød.

Intet af dette er selvfølgelig "politisk korrekt" at sige højt. Vores globale lederklasse har brugt de sidste tredive år på at indprente os det meningsløse omkvæd: "Mangfoldighed er vores styrke!". "Multikulturalisme" - den samtidige eksistens af mange forskellige kulturer - formodes at være overlegen i forhold til én enkelt kultur. Hvordan giver det mening? Er det lettere for en general at kommandere tropper, hvis alle soldaterne taler forskellige sprog? Er der mindre chance for mytteri på et flådeskib, hvis alle sømænd følger forskellige skikke? Tjener et religiøst tempel et formål, hvis alle menighedsmedlemmer beder til forskellige guder? Selvfølgelig ikke. Uden fælles kulturelle bånd arbejder mennesker sjældent godt sammen.

Hvorfor skulle vestlige nationer så forvandles til mekkaer for multikulturalisme? Hvorfor i alverden skulle en rationel person fejre forvandlingen af ​​europæiske og amerikanske byer til "no-go-zoner", hvor stammer af forskellige folkeslag kæmper mod hinanden om magt og position? Hvorfor kræver vestlige politiske partier masseamnesti for millioner af udlændinge? Hvordan giver noget af dette mening, medmindre hensigten er at ødelægge individuelle vestlige nationer?

Og hvis vestlige nationer er under angreb, virker det så ikke rimeligt, at vestlige borgere forbereder sig på at forsvare sig selv? Vicepræsident Vance mener, at vesterlændinge burde gøre netop det. Efter at en mand fra en fremmed kultur brutalt myrdede den britiske universitetsstuderende Henry Nowak, fordømte Vance myndighedernes kalkulerede valg om at ofre en indfødt søn på den tvungne "mangfoldighed"s alter.

Henry Nowak døde på samme måde, som en civilisation dør: forladt, håndjernet af myndigheder, der hverken stolede på eller bekymrede sig om ham, og anklaget for hadforbrydelser, han ikke begik. Hans mord er lige så tragisk, som det er rasende. Han burde stadig være i live i dag, og det ville han være, hvis de sidste par generationer af europæiske eliter havde stået fast imod selvhadets politik og masseinvasionen af ​​migranter, hvoraf mange foragter Vesten og de mennesker, der elsker den. Henry var langt fra den første, der så unødvendigt mistede sit liv, og jeg frygter, at han ikke bliver den sidste. Hver gang et liv som hans går tabt, er den rette reaktion - den eneste reaktion - retfærdig vrede.

I den uge, der er gået, siden Nowaks morder blev dømt, står fire afghanske migranter over for retsforfølgelse i Bristol for at have voldtaget en syttenårig pige. Der var et massestikkeri i Manchester, og en sudanesisk statsborger forsøgte at halshugge en irer i Belfast. Hævder den britiske regering stadig, at "mangfoldighed er vores styrke"? Selvfølgelig gør den det. I stedet for at bebrejde udenlandske statsborgere for at have myrdet britiske borgere, bebrejder det britiske etablissement britiske borgere for at have bemærket, at deres nation er under angreb. Vesten er i krig med udenlandske invasioner, og vestlige regeringer er i krig med imaginære "klimaforandringer". Nye vestlige ledere skal tage over, før der ikke er noget Vesten tilbage.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/06/western_governments_endanger_western_citizens.html

Er det drilleri, mobning eller fornærmelse?

 Er det drilleri eller fornærmelse?

Jonny Thompson 

Med et par måneders mellemrum sender mine børns skole os en e-mail om "stegning". Stegning, hvis du aldrig har set stand-up-stegning på Netflix eller Comedy Central, er, når man tager drillerier til en højintensiv og uophørlig ekstrem. Man overfalder én person med en byge af slam. Navne pakket ind i fornærmelser, serveret med et garnering af hån. I teorien er det meningen, at det skal være godmodig sjov. I praksis, især personligt og i skoler, er det ondskabsfuld grusomhed.

Skolemailen vil – med rette – sige, at vi ikke kan skabe en kultur af mobning og grusomhed. Jeg var lærer i meget lang tid, og jeg har altid erfaret, at for hvert barn, der kan grine stegningen af ​​eller komme over skaden ret hurtigt, er der fem, der vil internalisere disse ord og bære dem i lang tid.

Og alligevel kalder jeg mine venner navne. "Okay, knægt?" Jeg sender en besked til min forlover. Jeg laver en joke, hvis min bror snubler på et trin – "Havde du en god tur?" Klassisk. Jeg vil fortsætte, når alle mine venner begynder at tale om dengang James faldt i floden, mens han puntede (stage en fladbundet båd)  i Cambridge. Men jeg vil også byde misbruget velkommen. Jeg vil grine højt, når Sam poster et særligt forfærdeligt billede af mig i gruppechatten. Mine nærmeste venner på arbejdet har lavet en emoji af engang, jeg blev virkelig forskrækket foran kameraet. Jeg fniser hver gang, jeg ser det.

.

Så er jeg en hykler?

Der er blevet skrevet meget om forskellen mellem mobning og drilleri, og alle, der har arbejdet i eller omkring skoler eller HR, har læst deres del. Mobning er vedvarende. Mobning handler om magt. Mobning bryder grænser. Sandt nok, men jeg vil gerne argumentere for, at det definerende kendetegn ved en bølle vs. en drilleriagtig ven handler om kærlighed.

Ja, ja, rul med øjnene og swipe væk. Mini Philosophy er blevet helt blød. Du kom her for formel logik, syllogismer (en klassisk form for logisk argument og slutning) og etiske dilemmaer. Kærlighed? Lyder lidt hippieagtigt. Kunne lige så godt LARPe (Live-Action Role-Playing) som en elvepræst med en hjerteformet amulet og en glitterstav.

Men lad os gøre det mindre uklart. Jeg tror, ​​vi kan definere kærlighed som fundamental opmærksomhed for en anden. Immanuel Kant skrev engang, at "pligten til at elske sin næste kan udtrykkes som pligten til at gøre andres mål til mine egne." At elske er at ønske, at den anden person skal have succes. Det er at ønske, at de trives, er lykkelige og vinder i det løb, de ønsker at deltage i. Og vigtigst af alt, når man elsker nogen, bruger man dem ikke som et redskab eller et middel til at nå sine egne mål.

Forskellen mellem drilleri og mobning – et røvhul og en nær ven – er årsagen til den spøg. Fru Barge-In kastede fornærmelser ud omkring en sommerfest, fordi hun ville virke vittig og latterligt uforstående. "Sikke et løjeri!" siger vi alle i hendes fantasier den næste dag. Ved at kalde mig kedelig, filosofisk upopulær og mit outfit upassende, forsøgte hun at få opmærksomhed og hengivenhed fra alle andre. Hun nedgjorde andre for at føle sig stor.

Simone Weil argumenterede engang for, at når vi bevidst forsøger at såre andre mennesker, er det et tegn på, at vi mangler noget vigtigt i vores liv. Hun mente, at der var noget vampyragtigt ved en fornærmelse eller skade. Det tager fra den anden person, hvad vi selv mangler.

Nogle mennesker tror måske, at alle former for fornærmelser er en slags vampyrisme. Der findes ikke sådan noget som en offerløs joke. Jeg er ikke sikker. For mig - og for mange af mine landsmænd, i hvert fald - er det lidt frem og tilbage, hvordan vi knytter bånd. Det er sådan, vi har det sjovt. Nogle gange er det endda sådan, vi klarer det. At grine ad verden kan gøre det lettere at holde det ud.

Men i hvert tilfælde holder jeg af personen, og de holder af mig. Dette gælder selvfølgelig for venner og familie. Ofte skal man etablere en grad af fortrolighed, før man vover at komme med disse vittigheder. Som en god ven af ​​mig sagde: "Jeg ved af erfaring, at man skal kende en person mindst tredive minutter, før hun begynder at fornærme dig." Køb mig i det mindste en drink, før du latterliggør hele min raison d'être.

Men det gælder også for fremmede. Man behøver ikke at være Jesus fra Nazareth for at elske fremmede. Rigtig mange mennesker, jeg kender og respekterer, nærmer sig andre mennesker med en slags kantiansk "anderledes" – hvad angår kærlighed. Og fru Barge-In var ikke en af ​​disse mennesker.

Jeg tror, ​​at en verden uden drilleri eller fornærmelser ville være et mere trist, mørkere og mindre venligt sted. Faktisk, hvis jeg har ret i det, jeg har skrevet her, kan det endda være den sandeste test af karakter og et forhold. Hvis nogen gør grin med dig, og det føles sjovt og let – er de et godt menneske, og det er et godt forhold. Hvis en anden siger præcis det samme, og det føles skarpt og grusomt – er det vigtig information at have.

Drilleri er, hvordan vi ved, hvem vi virkelig elsker.

Er kvinder selv ansvarlige for deres tanker og handlinger, når de bringer sig selv i risikofyldte situationer?

 Er kvinder selv ansvarlige for deres tanker og handlinger, når de bringer sig selv i risikofyldte situationer?

Whitson G. Waldo, III

Et par aktuelle begivenheder har vundet indpas i vores fælles samfundsbevidsthed og rejser spørgsmålet om, hvorvidt de er skelsættende eller blot forbigående. Den første begivenhed er sagen om Lindsay Clancy, der endte uden domfældelse (mistrial). Den anden er eskapaderne omkring "Cornell 7 plus én".

Yderpunkterne i sagen om Lindsay Clancy spænder fra en ny juridisk teori om, at fødselsdepression kan udløse en midlertidig morderisk psykose, til den generelle opfattelse, at kvinder ikke kan styre sig selv under hormonelle svingninger og derfor ikke kan holdes ansvarlige for deres tanker eller handlinger.

Kevin Reddington er Lindsay Clancys afskyelige forsvarsadvokat. Ligesom alt for mange af sine forgængere har han udtænkt en ny juridisk teori, der undergraver retsprincipperne ved at udhule deres klare betydning. Hans teori går ud på, at en kvinde ikke kan holdes strafferetligt ansvarlig for sine tanker og handlinger, fordi hun er en kvinde under indflydelse af sine hormoner. Af hensyn til den forfatningsmæssige republik og retsstaten må man håbe, at der her er tale om en forbigående juridisk anomali. I betragtning af hvor grufulde hendes forbrydelser var, ville det måske have ligget tættere på sandheden, hvis han havde argumenteret med, at hun ikke kunne holdes ansvarlig, fordi "djævelen fik hende til at gøre det" (med en undskyldning og en hilsen til Flip Wilson).

Lindsay Clancys handlinger modsiger hendes advokats juridiske teori. Hun tilstod at have myrdet sine tre uskyldige, små børn. Mordene var planlagt i detaljer. Hun sendte sin mand afsted i et hastesærinde, så hun kunne få den tid, hun skulle bruge til at udføre dem. Hun kvalte hvert af sine børn ét efter ét, hvilket tog adskillige minutter pr. barn.

Det mest sandsynlige juridiske udfald nu er tvangsindlæggelse på en psykiatrisk institution. Psykiaterne vil ikke finde noget galt, og efter en alt for kort periode vil Lindsay Clancy blive løsladt til samfundet igen. Hun vil ikke være blevet tvangssteriliseret, så vi risikerer at opleve en fortsættelse om få år.

Spørgsmålets mest vidtrækkende aspekt handler om, hvorvidt kvinder er ligeværdige med mænd. Har kvinder handlekraft? Er kvinder ved deres fulde fem, rationelle og fornuftige? Er kvinder ansvarlige for deres tanker og handlinger? Påtager kvinder sig ansvaret for konsekvenserne af dårlige (og endda forfærdelige) beslutninger, de træffer?

Skal vi genoverveje, om kvinder bør ses, men ikke høres? Bør det 19. forfatningstillæg (19th Amendment) ophæves, så kvinder mister stemmeretten? Kan man stole på, at kvinder bevarer fatningen under hormonelle svingninger? Er kvinder styret af fornuft eller blot af følelser?

Yderpunkterne i den umoralske "Cornell 7 plus én"-orgie-sag spænder fra den kritiske teori om, at kvinder altid er ofre for mænd (og at de kan skifte mening tusind gange, men altid har ret), til forestillingen om, at kvinder aldrig kan give et gyldigt samtykke, fordi de forbeholder sig retten til at trække det tilbage med tilbagevirkende kraft.

Graphic: X Post

Letitia James er den politiske intrigemager, der blev udpeget af New Yorks tyranniske guvernør, Kathy Hochul, til at forfølge "Cornell 7"-gruppen. Om ikke andet, så vil selve processen være straffen. I en nylig debat om posten som delstatens justitsminister (Attorney General) udtalte Letitia James: "Man behøver ikke at sætte sig ind i fakta og lovgivningen. Man skal blot studere, hvad de gør."

Identiteten på kvinden i "Cornell 7"-sagen – kendt som "Jane Doe" – er endnu ikke blevet offentliggjort (doxxet). Alternative medier respekterer hendes privatliv i for høj grad. De etablerede medier – eller "Lügenpresse" – er naturligvis betagede af den kritiske teoris påstand om, at undertrykkelse og hegemonisk magt udøves af mænd mod en hjælpeløs kvinde. At hendes vidneudsagn under ed har ændret sig adskillige gange, spiller ingen rolle. Der er stadig intet nyt om, hvorvidt Jane Doe vil blive tiltalt for at hindre rettens gang eller for at afgive falsk forklaring.

Medlemmerne af "Cornell 7" er blevet hængt ud offentligt (doxxet). Til anklagemyndighedens – og især den mediemæssige "retssag", som de etablerede medier vil føre – uheldigcvis støder den kritiske teori her sammen med virkeligheden omkring undertrykkerne. En af mændene er sort. Er han således selv en slags offer for det hvide overherredømmes hegemoni? Måske blev han slæbt med til orgiet og tvunget til at deltage. Ikke desto mindre bærer alle mændene på den utilgivelige synd at være mandlige undertrykkere. Det må være nok.

Jane Doe drak sig beruset i sit kvindelige broderskab (sorority), tog derefter på bar i flere timer og besluttede sig så for at besøge et broderskabshus, der tilfældigvis var fyldt med mænd, som var villige til at imødekomme en liderlig ung kvinde. Efter at have bragt sig selv i en sindstilstand, der stemte overens med hendes feministiske teori om, at sex udelukkende handler om nydelse, og at kvinder kan dyrke sex på samme måde som mænd, bevægede hun sig ind på en vej, hun senere fortrød.

I modsætning til sin oprindelige forklaring til myndighederne trak hun senere sin historie helt tilbage og hævder nu, at hun blev voldtaget. Det viser sig, at hun ikke handlede af egen fri vilje. Hun var tydeligvis ikke ansvarlig for nogen af ​​sine handlinger. Hun nægter at tage konsekvenserne af det, hun bevidst gjorde. Nu sætter vi igen princippet på prøve om, at en kvinde kan ændre sin forklaring, og at denne ændring skal tages for gode varer. Det må tiden vise, om spørgsmålet vil blive rejst i et juridisk forum. Løj hun i første omgang over for myndighederne, eller lyver hun nu?

Er kvinder intellektuelt og moralsk set lige så stærke som mænd? Er de ansvarlige for deres tanker og handlinger, selv når de bringer sig selv i risikable situationer? Mener kvinder det, de siger? Betyder det overhovedet noget, hvad en kvinde siger? Skal kvinder ledsages af enten en mand eller en gruppe af andre kvinder? Bør ugifte kvinder være under opsyn af en bror eller far, når de færdes offentligt? Er vi nået dertil – som islamofascisterne går ind for – at kvinder skal puttes i kartoffelsække og kun kunne kigge ud på verden gennem en hætte med en smal sprække? Naturligvis for deres egen sikkerheds skyld.

Forældre ved, at de skal tage ansvar for deres små børn. Man kan ikke forvente, at børn træffer gode beslutninger. Hvis børn kan slippe af sted med det, vil de ikke påtage sig ansvaret for deres handlinger. Skal kvinder behandles som børn (tja, forhåbentlig ikke som Lindsay Clancys børn)? Eller bør kvinder mødes med respekt og tages alvorligt i forhold til, hvad de siger og gør? Har kvinder handlefrihed eller ej? Det er for tidligt at sige, om disse to hændelser er bagateller eller alvorlige sager.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/10/mountains-or-molehills/

Ikke skyldig på grund af alkoholisme

 Ikke skyldig på grund af alkoholisme

Lad os se, hvordan den holder i retten....

Noel S. Williams 

I hvert fald uden for det vanvittige Massachusetts er det sjældent, at en tiltalt med succes påberåber sig utilregnelighed på grund af sindssyge, men det er stadig muligt. Hvad er i princippet forskellen på det og så det, at en person kendes ikke-strafansvarlig for en ulovlig handling, fordi vedkommende var påvirket af alkohol?

Hæng på et øjeblik...

Der er stærke beviser for, at en person kan være disponeret for alkoholafhængighed (AUD), hvis der er en historik med misbrug i familien. Det er let at fordømme en sådan moralsk svaghed, men vi kender alle ellers ordentlige mennesker, der er bukket under for invaliderende alkoholafhængighed med forfærdelige konsekvenser til følge. Desværre "valgte" de de forkerte forældre.

Alkohol er djævelens drik. Det kan virkelig ødelægge både den mentale funktion og kroppens fysiologiske balance. Den menneskelige hjerne søger ligevægt, så den indledende eufori, som alkohol fremkalder, fører uundgåeligt til kemiske modreaktioner (der delvist viser sig som tømmermænd) for at kompensere for den oprindelige rus.

Gentagen påvirkning kan føre til langvarig depression. I nogle alvorlige tilfælde er det ikke helt ved siden af ​​at beskrive adfærden hos en person under kronisk påvirkning som "sindssyg".

Forleden så jeg et par afsnit af virkelighedsprogrammet *Cops*. Politifolkene er i det store og hele virkelig beundringsværdige i deres omgang med offentligheden. Ikke desto mindre blev jeg overrasket over, hvor hårdt loven behandler alkoholikere, der er havnet i uføre. Uanset lovovertrædelsen bliver de kørt væk i håndjern. Ofte er det helt på sin plads – både af hensyn til deres egen sikkerhed og offentlighedens sikkerhed. De fleste forbrydelser kræver kun generelt forsæt (at man vælger at begå en ulovlig handling uden fuldt ud at tage højde for eller forstå de specifikke konsekvenser), og beruselse ophæver ikke dette.

Ved forbrydelser, der kræver specifikt fortsæt (som f.eks. overlagt drab), er der mulighed for at påberåbe sig nedsat tilregnelighed – for eksempel at gerningsmanden var for beruset til at kunne lægge en konkret plan. Dette begreb kaldes *mens rea* (skyldigt sind), hvilket kan opsummeres således: "Handlingen er ikke strafbar, medmindre sindet er skyldigt." Det frikender ikke personen fuldstændigt, men kan føre til en mildere sigtelse.

Forsvar baseret på nedsat tilregnelighed som følge af alkoholisme eller frivillig rus har en usædvanlig lav succesrate.

En medfølende konservativ kan spørge sig selv: I betragtning af den høje forekomst af arvelig alkoholisme – hvor stor en del af beruselsen er egentlig "frivillig"? Vi har ganske vist en fri vilje, når det gælder vores bevidste tanker, men indre dæmoner frister dem, der er disponerede (arveligt eller genetisk) for "djævelens drik". Op mod 60 procent af patienterne får tilbagefald inden for det første år af behandlingen for alkoholafhængighed. Vi bør være varsomme med at fordømme dem alle som værende uden moral eller evne til at handle frit.

Følgende forekommer rimeligt – forudsat at fornuften råder i det venstreorienterede Massachusetts: En person, der bilder sig ind at høre en enkelt, pludselig mandestemme beordre en grusom handling, derefter metodisk og beregnende planlægger at dræbe tre af sine egne børn, så brutalt udfører handlingen inden for et kort tidsrum og til sidst spørger efter advokater, har udvist netop den grad af forsæt, som en person med alkoholafhængighed overhovedet er i stand til at præstere.

Hvorfor juridisk set behandle den ene anderledes end den anden? Det bedste er at sende dem begge i fængsel i lang tid.

Image via Pixnio.

Related Topics: Lindsay Clancy

https://www.americanthinker.com/blog/2026/08/not-guilty-by-reason-of-alcoholism/

Neurobiologien bag det at læse bøger

 Neurobiologien bag det at læse bøger.

 Anne-Laure Le Cunff

Det er en følelse, jeg elsker næsten mere end noget andet: følelsen af ​​at synke ned i en god bog, mens verden omkring mig forsvinder. Min vejrtrækning bliver langsommere, mine skuldre falder ned, og den mentale snak i baghovedet forstummer.

Det, der sker i de øjeblikke, går langt dybere end underholdning eller uddannelse, og vi synes at fornemme dette instinktivt. Læsning er afslappende, og mange mennesker gør det som en modvægt til vores overstimulerede tid.

Men hvad sker der præcist, når vi læser? Hvad foregår der under overfladen, der gør det at læse en bog så genoprettende?

Svaret ligger i, hvordan læsning ændrer vores neurokemi i realtid. Læsning handler ikke kun om at afkode ord på en side. Det er en kompleks neurokemisk proces, der påvirker alt fra vores puls til vores hormonniveauer.

Læsningens neurobiologi

Læsning bruger nogle af de ældste kredsløb i den menneskelige hjerne. I det meste af vores evolutionære historie var vi læsere - bare ikke af bøger. Vi læser dyrespor i mudder, stormmønstre i skyer, faresignaler i bladenes raslen. Vores forfædre, der kunne afkode disse naturlige mønstre, overlevede; dem, der ikke kunne, gjorde det ofte ikke.

Dette ældgamle mønstergenkendelsessystem er det, vi bruger, hver gang vi åbner en bog. Siden skriftsproget først opstod for omkring 5.000 år siden – evolutionært set nyere – har vores hjerner ikke haft tid til at udvikle dedikerede læsekredsløb. I stedet har vi genbrugt de neurale netværk, der engang holdt vores forfædre i live i naturen. Neuroforsker Stanislas Dehaene kalder dette "neuronal genbrugshypotesen".

Når du læser, genkender din hjernes visuelle system bogstavformer og omdanner dem til ord. Sprognetværk knytter disse ord til betydninger gemt i hukommelsen. Opmærksomhedssystemer holder dig fokuseret på den narrative tråd, mens hukommelsessystemer integrerer ny information med eksisterende viden. Flere hjerneområder arbejder sammen i koordineret aktivitet.

Denne proces flytter hele dit nervesystem til en anden tilstand. I modsætning til den fragmenterede opmærksomhed, som digitale medier kræver, kræver læsning vedvarende fokus på en enkelt informationsstrøm.

Din hjerne bearbejder fiktive oplevelser som lavrisikoøvelser til det virkelige liv.

Denne fokuserede opmærksomhed flytter aktivt dit autonome nervesystem fra den sympatiske "kæmp-eller-flugt"-tilstand til den parasympatiske "hvile-og-fordøj"-tilstand. Når dette sker, oplever du målbare fysiologiske ændringer: din puls sænkes, din vejrtrækning bliver dybere og mere regelmæssig, og din muskelspænding falder.

Når vi læser fiktion, sker der noget endnu mere specifikt. Hjernebilleddannelse viser, at læsning om oplevelser aktiverer mange af de samme neurale områder, som når man rent faktisk har disse oplevelser. Mød en beskrivelse af at løbe gennem en skov, og din motoriske cortex aktiveres, som om du bevæger dig. Læs om en karakters følelsesmæssige smerte, og hjerneområder involveret i empati og følelsesmæssig bearbejdning reagerer, som om de er vidner til virkelige begivenheder.

Denne simulering giver anledning til "legemliggjort læsning", hvor historier giver øvelse til virkelige scenarier. Din hjerne bearbejder fiktive oplevelser som lavrisikoøvelser til det virkelige liv og bygger nervebaner, der kan aktiveres, når lignende situationer opstår uden for siden.

5 måder at gøre læsning mere genoprettende på

Hvis du gerne vil gå ud over blot at tage en hvilken som helst bog op når som helst (selvom det er en god start), kan du bevidst forbedre læsningens beroligende virkninger ved at anvende simple strategier.

Læs en blanding af indhold. Mens faglitteratur involverer analytiske hjernenetværk, giver fiktion dig mulighed for helt at frigøre dig fra aktiv problemløsning, og den fantasi, det kræver, giver den mest komplette pause fra stress og bekymring.

Time din læsning strategisk. Selvom du kan nyde fordelene ved at læse når som helst, kan strategisk timing forstærke dem. For eksempel forbereder læsning før sengetid din hjerne til søvn ved at reducere stresshormoner og aktivere det parasympatiske nervesystem. Når du læser, skal du sørge for at give dig selv nok tid til at blive absorberet - du ønsker ikke at haste gennem sider.

Skab læseritualer. At etablere en regelmæssig læserutine - det samme sted, det samme tidspunkt på dagen, måske den samme før-læsningsrutine - og få det til at føles som en særlig godbid vil hjælpe med at sikre, at du bliver ved med at give plads til læsning og konsekvent får adgang til dens fordele.

Match din læsning med din mentale tilstand. Hvis du føler dig ængstelig, kan kompleks litterær fiktion føles overvældende. Start med noget lettere. Efterhånden som dit nervesystem falder til ro, kan du bevæge dig mod mere udfordrende materiale, der engagerer forskellige hjernenetværk på nye måder.

Følg din nysgerrighed. De stressreducerende fordele ved læsning afhænger af fuld absorption snarere end tvungen opmærksomhed. Hvis du ikke forbinder dig med en bog, så læg den fra dig og tag noget op, du er oprigtigt nysgerrig omkring.

Læsning repræsenterer et af vores mest sofistikerede, men alligevel tilgængelige værktøjer til regulering af nervesystemet. I en tid med konstant stimulering og fragmenteret opmærksomhed tilbyder bøger noget utroligt værdifuldt: en aktivitet, der samtidig stimulerer din hjerne og beroliger din krop.

Så næste gang du sætter dig til ro med en god bog, skal du vide, at du gør noget, din hjerne har udviklet sig til at gøre exceptionelt godt – og giver dit nervesystem præcis det, det har brug for for at nulstille og genoplade.

Du er en gris, og jeg er Sokrates

 Du er en gris, og jeg er Sokrates

Jonny Thompson

Den britiske filosof John Stuart Mill argumenterede engang for, at der findes "højere" og "lavere" former for nydelse i livet. Højere nydelse er de ting, som en person med klasse og smag nyder: Caravaggio, kaviar og cigarer. Lavere nydelse er dem, som dyret nyder: fest, kamp og utugt. Hvordan ved jeg, om en nydelse er højere eller lavere? Jeg er nødt til at konsultere en "kompetent dommer", som vil fortælle mig det.

Det kræver ikke en filosof at påpege snobberiet i Mills sondring. Ideen om, at en person fra bestemte samfundsfløje har "mere" eller "bedre" nydelse end nogen anden, er ret usmagelig. Det bliver værre, når Mill skriver: "Det er bedre at være et utilfreds menneske end en tilfreds gris; bedre at være Sokrates utilfreds end en tilfreds tåbe." Den nedladende billedsprog af en "tåbe" eller en "gris", der er tilfreds med sine "lavere" nydelse, er svær at acceptere.

With caption Jonny (R) satisfied with a country stroll 

Jeg har skrevet om, hvor ofte jeg plejede at lyve om min smag. Jeg lod som om, jeg læste bestemte litterære romaner, drak bestemte slags drinks og lyttede til bestemte typer musik. "Min weekend? Åh ja, jeg læste lige David Foster Wallace med en rødvin og lyttede til Händel." I virkeligheden ville det være David Gemmell med en generisk lagerøl i stilhed. Himmelsk.

Det kan være, at nogle mennesker dømmer mig for det, hvilket egentlig er pointen med dette nyhedsbrev. Hvem får lov til at bedømme, hvad en god eller dårlig fornøjelse er? Hvem kan sige, hvad der er "spild af tid", og hvad der er "godt brugt tid?" Da Mill introducerede sine kompetente dommere, sagde han, at de måtte være dem, der havde oplevet en række af livets mange glæder: vin og øl, Wallace og Gemmell, spil og filosofering. Så, efter al den livserfaring, kan de fortælle andre, hvad der rent faktisk giver dem glæde.

Der er to problemer med dette. Det første er spektakulært indlysende: Vi er alle forskellige. Vi har forskellige smagsløg, kroppe og hjerner. Vi oplever verden og nydelse forskelligt. For det andet er det utroligt vanskeligt at udtrække "ren nydelse" fra "mimetisk nydelse". Mimetisk (efterlignende) nydelse relaterer sig til René Girards idé om mimetiske begær, (efterligne andre menneskers begær) hvor han siger, at vi på en måde arver eller låner "hvad jeg vil have" fra andre mennesker. Hvis alle vil have den farve bil, så vil jeg det også. Hvis alle bor i den slags hus, så vil jeg det også. Hvis alle bliver gift og får børn, kan jeg lige så godt. Det samme gælder nydelse. Vi bliver lært, hvad der er, og hvad der ikke er en "god" form for nydelse. Vi bruger vores tid ikke nødvendigvis, som vi vil, men som vi tror, ​​folk vil have, at vi vil have det.

Da vi voksede op, spillede min far og jeg meget World of Warcraft. Jeg var en udmattet elverjæger med et sejt eksotisk ridedyr, og min far spillede som en ildmager, der let kunne dræbes.  Det var det sjove, vi havde. Da jeg sidst så ham, foreslog jeg (lidt i spøg), at vi skulle spille igen.

"Åh," svarede han, "det ville være så godt! Men så burde jeg virkelig øve mig på min guitar og spille golf."

Som I kan se, er min far pensioneret. Få job betaler én for at fumle rundt om en bluesguitar og slå en lille bold rundt i en park. Men pointen er, at min far ofte stresser over, hvor sjovt det er at have det. Selv hvis det ville være utrolig sjovt at spille World of Warcraft, føles det som "spildt tid", fordi det er det, de "kompetente dommeres" dømmende stemmer fortæller os.

Så hvad synes du? Tror du, vi kan danne os en objektiv forklaring på "spild af tid"? Eller er det et spørgsmål, vi hver især skal besvare på egen hånd?

Den pornografiske tragedie på et universitet

 Den pornografiske tragedie på et universitet

Det er på tide, at verden forfærdes over en ny, opsigtsvækkende og makaber sag.

Patricia McCarthy

Indtil for omkring en uge siden havde de fleste amerikanere ikke hørt om "Cornell 7". "Hændelsen" var velkendt på universitetet for to år siden, men den blev ikke til en national besættelse på linje med "Lindsay Clancy"-sagen ... før nu.

Hvorfor nu? Kvinden i sagen – her kaldet Jane Doe – tilbragte en nat præget af udskejelser sammen med syv medlemmer af et broderskab. Ifølge hendes egen forklaring var der på ingen måde tale om en "gruppevoldtægt", men derimod en nat fyldt med sex – en oplevelse, der for de fleste af os måske ville minde om en pornofilm, men som for den unge kvinde, der deltog, ikke blot var frivillig, men også nydelsesfuld. Hun sendte netop denne besked til en af ​​mændene dagen efter. Men dage eller måske uger senere – efter at have fortalt sin bofælle alt om aftenens begivenheder – begyndte bofællen at mene, at hun måske var blevet voldtaget. Hun anmeldte derefter hændelserne fra den nat til universitetets sikkerhedstjeneste og ledelsen på Cornell, og senere også til det lokale politi og anklagemyndigheden.

På grund af detaljerne i lovgivningen i staten New York – og fordi kvinden havde drukket og frivilligt indtaget stoffet ketamin – kunne der ikke rejses tiltale mod de syv mænd.

Nu har anklageren, Jane Doe, ændret sin forklaring af den forfærdelige nat til at handle om en gruppevoldtægt. Hun forlod Cornell; en eller to af drengene blev bortvist, mens de øvrige blev suspenderet eller fik til opgave at skrive et essay! Men nu ser hun en mulighed for et økonomisk forlig, og derfor har hun anlagt et civilt søgsmål mod disse unge mænd, der ikke var mere moralsk fordærvede, end hun selv var. Men fordærvede var de – i det mindste de af dem, der deltog i de værste aspekter af denne vulgære nat præget af stofmisbrug og nedværdigende adfærd. Ikke alle deltog i de seksuelle udskejelser. Men alle syv er blevet udpeget som voldtægtsforbrydere, selvom den 20-årige kvinde i virkeligheden frivilligt deltog i perversiteterne.

Man må undre sig over, hvilke værdier hver af de otte involverede personer har fået med hjemmefra. Ikke én af dem – heller ikke den unge kvinde – syntes at vide, at deres opførsel den aften på ingen måde var moralsk eller acceptabel; tværtimod var den dybt fordærvet. Mændene behandlede hende som et stykke kød, og hun føjede sig villigt, som om hun ikke anså sig selv for at være andet end netop et stykke kød. Hvor og af hvem har disse unge mennesker lært at være så grusomme og uden respekt for hverken sig selv eller andre?

Vi ved alle, at venstrefløjen er indædt modstander af det, som vi af en vis alder betragter som traditionelle værdier – såsom kernefamilien, altså ægteskab, børn og børnebørn. De fleste universitetsundervisere betragter familien som den mest destruktive institution på planeten! Tænk engang. De prædiker uophørligt foragt for familien og for ethvert princip, der anses for at være konservativt. De omfavner helt naturligt socialisme og kommunisme, fordi de anser sig selv for at være intellektuelt overlegne i forhold til stort set alle andre.

Zohran Mamdani fra New York er et perfekt eksempel. Han nærer en udtalt foragt for enhver, der elsker Amerika, som det blev grundlagt. Han er på afskyelig vis åbenlyst antisemitisk. Han afskyr de velhavende indbyggere i New York, der betaler størstedelen af ​​skatten, og ønsker at straffe dem; han mangler fuldstændig blik for, hvad der vil ske med byen, når de rejser. Man kan roligt gå ud fra, at forældrene til de otte unge mennesker – der nu er kommet i søgelyset på Cornell – selv er opdraget af tilhængere af Obama og folk som Mamdani; forældre, der har undladt at lære deres børn de mest grundlæggende principper for menneskelig anstændighed.

Den distriktsanklager i New York, der for to år siden valgte ikke at rejse tiltale mod mændene, har nu fået frataget sagen om det nye civile søgsmål ved en administrativ beslutning truffet af New Yorks ynkelige guvernør, Kathy Hochul. Hun har udpeget den ekstremt partiske Letitia James til at efterforske sagen og rejse tiltale mod de syv mænd. James har allerede på Facebook givet udtryk for sin uforbeholdne støtte til den unge kvinde. Kort sagt er de unge mænd færdige – lige så sikkert, som ofrene for forfølgelserne efter begivenhederne den 6. januar 2021 var det. Kampagnen for at dæmonisere dem vil være nådesløs, med det formål at ødelægge dem og deres fremtid.

Letitia James hører selv hjemme i fængsel for en række forbrydelser – herunder løgnagtige oplysninger i forbindelse med boliglån og hendes besatte forfølgelse af Trump og hans familie uden beviser. Hun er beruset af den magt, hun besidder som New Yorks statsadvokat (Attorney General). Hun er en racist med holdninger imod hvide, der vil gå efter og tilintetgøre disse mænd med en intensitet, der kan sammenlignes med "titusind soles glødende hede". De kommer sandsynligvis til at betale en høj pris resten af ​​livet for den nat præget af tøjlesløs udskejelse. Dette vil blive en udgave af Duke Lacrosse-skandalen på steroider; men hvor de unge mænd dengang var fuldstændig uskyldige, udviste disse syv mænd en liderlig adfærd på bekostning af en villig, selvhadende 20-årig kvinde.

Man fristes til at ønske ulykke over dem alle. Det er meget sandsynligt, at denne kvindes civile søgsmål vil ødelægge livet for alle involverede – mændene, kvinden og deres familier. Alene sagsomkostningerne vil ruinere dem alle.

Dette burde markere afslutningen for guvernør Hochul, der sandsynligvis har blandet sig, fordi hun tror, ​​det vil gavne hendes genvalg, mens det i virkeligheden burde sætte punktum for hendes ynkelige embedsperiode. Det burde også være slutningen for Letitia James, for hun vil gå så vidt i sin iver, at det grænser til ondskab. Sådan er hun.

Uanset hvad fremtiden bringer, vil denne sag overtage pladsen efter den nationale besættelse af Lindsay Clancy-retssagen, hvor nævningene afslørede et chokerende svigt i den tidligere fælles forståelse af forskellen på ret og uret. Sagen vil skabe røre på de sociale medier og afsløre de mange dybt forstyrrede mennesker, der lever deres liv dér uden nogen som helst forståelse for fakta eller sandhed.

Midt i al virakken og kontroverserne vil de otte involverede personer og deres familier blive glemt. Uanset om det er fortjent eller ej, vil det blive et blodbad.

Image via Pxhere.

https://www.americanthinker.com/blog/2026/10/the-pornographic-tragedy-of-the-cornell-7/