Midnatstimens hviskende stemme
Jonny Thompson
En samtale foregår mellem to eller flere personer. Så du ville blive tilgivet for at fortælle mig, at "en samtale med dig selv" er et nonsensudtryk. Du kan ikke spille tennis med dig selv, vippe med dig selv eller have sex med dig selv. Du kan ikke have en samtale med dig selv.
Godt sagt, godt sagt. Hvis vi skal gå videre med denne nonsenssnak, bliver jeg nødt til at argumentere for, at vi hver især består af mindst to dele. Vi har "personaer". Og heldigvis for mig synes jeg, at dette er en ret forsvarlig holdning.
På det mest psykoanalytiske niveau kan mange mennesker lide den jungianske idé om et "skyggeselv" - eller et mørkere, undertrykt aspekt af os selv, der har brug for opmærksomhed og lys. Ja, alle vores tabuer, feticher og påtrængende tanker lever i skyggeselvet, men det samme gør de ting, vi siger om mennesker, efter de har forladt rummet, eller den kærlighed, vi aldrig tror, vi fortjener.
I denne opfattelse betyder en vanskelig samtale med sig selv psykoterapi. Det betyder at rette en lacansk (refererer til den franske analytiker Jacques Lacans psykoanalytiske teorier, der genfortolkede Freud ved at argumentere for, at det ubevidste er struktureret som et sprog. Den understreger, at menneskelig identitet dannes gennem de <<imaginære, symbolske og reelle>>> registre, hvor begær er konstant utilfredsstillede) kniv mod sin psyke, og skære alle disse beskyttende facader væk og finde den begravede, underernærede indre skygge eller barn eller hvad som helst, der har brug for opmærksomhed.
Men jeg vil argumentere for, at en endnu bedre vision af alt dette kommer fra Søren Kierkegaard, når han taler om "midnatstimen". I sit værk Enten/Eller skriver Kierkegaard: "Ved du ikke, at der kommer en midnatstime, hvor alle skal smide masken? Tror du, at livet altid lader sig spøge med? Tror du, du kan snige dig væk lidt før midnat for at undslippe dette?"
Et halvt århundrede før Freud påpegede Kierkegaard, at der indeni hver enkelt af os er en stemme. Man kunne kalde det en mavefornemmelse, intuition, samvittighed eller "midnatstimen". Eksistentialisterne kunne kalde det dit "autentiske jeg", og de religiøse kunne kalde det din "sjæl". Uanset hvilket navn du bruger, er pointen, at denne stemme altid er der, altid hviskende, altid tiggende. Den ved det. Den ved, at du løj, da du sagde: "Jeg prøvede mit bedste." Den ved, at det ikke er sandt, at du ikke havde noget valg. Denne stemme fortæller dig, at du er afhængig af din telefon, sukker eller fitnesscentret. Den fortæller dig, at du er ulykkelig i dette forhold, på dette job og med dette liv.
Der er nogle former for smerte, der aldrig vil forsvinde. Du ignorerer de lette, lejlighedsvise smerter, men de bliver mindre lette og mindre lejlighedsvise hver dag. Med tiden bliver smerten så knusende til stede, at du er nødt til at håndtere den. Ligeledes vil stemmen ikke forsvinde. Kierkegaard argumenterer for, at hvis man ignorerer midnatstimen for længe, er der først en slags piskende, projicerende "vanvid", der behandler verden dårligt. Derefter er der en fuldstændig udslettelse af dig selv. Det "ender med, at din natur opløses i en mængde." For nogle er dette en slags død. Den, du er, dør, og din krop skubbes fremad af samfundets "ulykkelige dæmoniske" forventninger, og den forstyrrer ikke nogen andre. For andre bryder dette vanvid ud i en krise, et sammenbrud og en farlig nedadgående spiral.
Alt dette giver mening. Det er meget poetisk. Men hvad betyder alt dette?
Det betyder, at du skal tage den stemme alvorligt. Se midnatstimen som en slags sjælens smerte, og som med al smerte, prøver den at fortælle dig noget vigtigt. Som Kierkegaard udtrykte det: "Sandelig, du skal ikke spøge med det, der ikke kun er alvorligt, men også skræmmende." Sæt dig ned og tal med dig selv. Dæmp al den moderne verdens larm – ingen telefon, intet selskab, ingen distraktion – og lyt til din stemme. Dette behøver ikke at være et prætentiøst billede af meditation. Du behøver ikke at trække et sæde hen ved siden af en ild i et gammelt hus. Dette kunne være i brusebadet, i sengen, sent om aftenen eller ved busstoppestedet, mens du venter beruset på den sidste tur hjem. Fordi den stemme kan dukke op når som helst, og vi kan enten vælge at lytte eller vælge at gemme den væk. Filosofiens råd er at gå hen imod den vanskelige samtale med dig selv.
Opslag
