Hvorfor gletsjerne trak sig tilbage?

 

Hvorfor gletsjerne trak sig tilbage

Klimaforandringer er et naturligt træk ved vores planet. Dette er en uangribelig historisk kendsgerning.

John Perry 

40

National Park Service

Klimaforandringer er virkelige. De har været virkelige i millioner af år, længe før der var mennesker til at forårsage dem.

Forhistoriske klimaforandringer, der var langt mere dramatiske end noget forudsagt i dagens New York Times, fandt sted før den første forhistoriske lejrbålsrøg steg op i himlen. Enhver med 'sumpgas' IQ kan erfare dette ved at se på et kort over Nordamerika. Glem de langvarige "videnskabelige" diskussioner om kuldioxid, emissioner, ozon, isbjerge og alt det andet, som ikke-valgte bureaukrater bruger som undskyldninger for at kapre verdenshandelen. For at få bevis på, at klimaforandringer er fuldstændig uafhængige af din grillplads og benzindrevne trimmer, behøver du ikke lede længere end til søbredden i Chicago, Detroit, Milwaukee, Green Bay, Toronto, Rochester osv. osv.

Disse byer ligger ved bredden af ​​De Store Søer, de virkelig store søer midt i Nordamerika, som både liberale og konservative kan identificere. Millioner kan kigge ud af deres vinduer lige nu og se dem. De Store Søer eksisterer; ingen tvivl om det. Disse søer blev dannet af gletsjere, floder af is hundredvis af meter tykke, der kryber fremad over tusinder af år, skraber snavs og klipper ud foran sig og graver massive huller i overfladen. De 10.000 søer i Minnesota blev skabt på samme måde. Finger Lakes i New York, det samme. Lake District i England, ditto. Sammen med utallige andre rundt om i verden.

For at is kan være hundredvis af meter tyk, skal den være virkelig kold. Så alle disse steder var engang temperaturen som inde i din fryser i århundreder ad gangen. Men hvis du tager til Lakeshore Drive i Chicago i dag og kigger ud over vandet, vil du ikke se en gletsjer nogen steder. Det kan både klimaaktivister og skeptikere være enige om.

Hvad skete der? Som alle i ottende klasse ved (eller plejede at vide, før regeringen 'forbedrede' vores skoler), smeltede gletsjerne. Fordi det blev varmt. Og for tusinder af år siden trak isen sig tilbage og efterlod søerne. Nu har vi Sheboygan i stedet for isfloder.

Klimaforandringer er et naturligt træk ved vores planet. Dette er en uangribelig historisk kendsgerning. Planeten er blevet varmere og koldere af sig selv gennem århundreder uden hjælp fra biler, skorstene eller luft i maven. Kold nok til at danne isfloder hundredvis af meter tykke, derefter varm nok til, at de smelter, alt sammen uden et eneste kulkraftværk i sigte.

Vi må udfordre de falske argumenter, som politikere og ikke-valgte bureaukrater har brugt til at retfærdiggøre kapring af den moderne civilisation, omfordele rigdom og konsolidere deres magt i "redde" vores miljøs navn - argumenter baseret på information, der vides at være mangelfuld, ufuldstændig, forældet, korrumperet eller fuldstændig opdigtet. Den enkle kendsgerning er, at ingen af ​​os forårsager klimaforandringer, og ingen af ​​os kan stoppe dem.

I det tolvte århundrede grundlagde nordiske nybyggere landsbyen Hvalsey i Grønland. De dyrkede afgrøder og opdrættede dyr. De byggede indhegninger og en kirke, som man stadig kan besøge i dag. Men nu er det for koldt at bo der. Klimaet ændrede sig. Det var engang varmt, så blev det koldt.

Museer i England har store kaner på størrelse med en diligence, som folk rejste i under den elizabethanske tid. I den victorianske æra var det for varmt til at bruge dem. Klimaet ændrede sig. Det var engang koldt, så blev det varmt.

Klimaet ændrer sig hele tiden. Det har altid været sådan, og det vil det altid gøre. Videnskab er fint, men man behøver den ikke for at bevise pointen, når sund fornuft er nok. Regeringen har efterladt os i tvivl om vores egen erfaring og de historiske fakta. Desværre undersøger folk ikke fakta på egen hånd; de tror simpelthen på det, de får at vide. Fakta, der ikke stemmer overens med den alarmistiske fortælling, ignoreres eller nedtones, så de fleste mennesker aldrig ser dem.

Vi hører for eksempel, at isbjørne er truede. Men i de seneste par år har der været en overflod af isbjørne i Grønland. Bestanden er blevet stærkere, fordi de har fået flere fisk at spise, fordi der er flere fisk i havet på grund af højere iltindhold, fordi vandet er koldere, hvilket øger iltkoncentrationen. Heldigvis er der ingen aviser, som isbjørnene i Grønland kan læse, så de ved ikke, at de burde være bekymrede.

De mennesker, der ønsker at lukke ned for pålidelige elektricitetskilder til fordel for upålidelige, der bringer millioner af menneskers sundhed og sikkerhed i fare, og som ønsker at udskifte V8'eren i din SUV med en symaskine drevet af majs, er de samme mennesker, der lovede dig, at grænserne var sikre, og som fik dig til at få en COVID-vaccine for at gå ombord på et fly. Det er en anden måde, de kan styre dit liv på, fordi de ved bedst.

Men det gør de ikke. Så lad dem ikke lade som om, de gør.

John Perry is a prolific ghostwriter and collaborator, as well as the author of more than a dozen books. His latest book is The Detroiting of America: What Happened to the Motor City, Why Other Cities Followed, How Detroit is Coming Back (Fidelis, 2024). He has been to Hvalsey and puts ethanol-free premium in his V-12.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/01/why_the_glaciers_retreated.html

Mødre for Molok - feminismens nye mærkesag

 

Mødre for Molok

Velkommen til Clancys dødskult

Dawn Perlmutter

Når kvinder gør en mor, der har myrdet sine børn, til en progressiv mærkesag, afslører det den moderne feminismes totale moralske fallit. Sagen om Lindsay Clancy – en mor fra en forstad i Massachusetts, der kvalte sine tre små børn med sine egne træningselastikker – burde have vakt universel fordømmelse. I stedet affødte den en grotesk kult af fortalere for mental sundhed, forsvarere på sociale medier og selvudnævnte "true crime"-entusiaster, der straks sluttede op om at forvandle en barnemorder til en tragisk feministisk martyr.

Disse neurotiske, velhavende kvinder led tydeligvis af abstinenser fra deres protestaktiviteter; de savnede deres anti-Trump- og abortvenlige kvindemarcher og havde desperat brug for en ny sag, der kunne give deres tomme, overfladiske liv mening igen. Da de var løbet tør for gængse politiske klagesange at klæde sig ud til, nåede de et nyt lavpunkt: De kastede deres kærlighed på en mor, der havde myrdet sine egne børn.

I stedet for at støtte Lindsay Clancy med hjerteformede håndtegn, lyserøde sløjfer, badges og T-shirts med banale slogans, burde det sande symbol, disse forstyrrede kvinder bar ved deres demonstrationer, være selve mordvåbnet: træningselastikker. Det er deres egentlige ikon. At vikle lyserøde træningselastikker om halsen ville være det perfekte symbol på deres forskruede værdisæt – et værdisæt, der prioriterer personligt udseende, forfængelighed og mode højere end den uselviske kærlighed, der kræves for at opdrage børn.

Disse privilegerede, forkælede og dybt kedsomhedsramte kvinder er konstant på jagt efter deres næste dosis indbildt offerrolle. At bære det nyeste outfit til "virtue signaling" – altså for at udstille egen moralsk godhed – sammen med det rette protesttilbehør giver mening i deres triste, ynkelige liv. Hvad enten de maser sig ind i gigantiske skridtdragter, håndstrikker lyserøde "pussy hats", marcherer rundt i uhyggelige kapper inspireret af *The Handmaid’s Tale* eller iklæder sig lyserøde T-shirts, der erklærer solidaritet med en barnemorder, er deres protester først og fremmest et modefænomen. Deres loyalitet ligger aldrig hos sandheden, retfærdigheden eller de tre uskyldige børn, hvis liv blev slukket. Den ligger hos deres eget ynkelige behov for at høre til i en populær klike.

Berøvet deres sædvanlige weekenddemonstrationer, hvor de kan råbe ukvemsord og vifte med skilte om deres anatomi, erstattede disse forkælede kvinder politisk aktivisme med en sygelig fascination af børnedrab. Det viser sig, at når der ikke er nogen profilerede abortvenlige demonstrationer i kalenderen, er romantisering af spædbarnsdrab det næstbedste middel til at holde sammen på deres kliker af ondskabsfulde kvinder.

I sin kerne fungerer denne bevægelse som en regulær kult. En kult, der kredser om de ultimative, mørkeste tabuer – drab på egne børn og spædbarnsdrab. Disse kvinder slutter op om en mor, der dræbte sine egne børn, fordi de inderst inde nærer modvilje mod de byrder, der følger med moderskab, modenhed og selvopofrelse. I deres øjne er børn blot hindringer for et liv dedikeret til forfængelighed, endeløs fritid og politisk rollespil. De udgør i virkeligheden en moderne forstadskult for Molok, der omdefinerer koldblodigt drab til en hellig rituel ofring af børn – alt sammen for at formilde deres ubøjelige gud: personlig bekvemmelighed.

Ved at frikende en mor, der dræbte sine børn, projicerer de deres egne mørkeste underbevidste fantasier over på hende: ønsket om at slippe for alle forældreforpligtelser uden konsekvenser, at kaste voksenlivets ubønhørlige krav fra sig og forblive selvcentrerede teenagere for evigt.

Lindsay Clancy blev deres mørke heltinde, fordi hun gjorde det utænkelige; hun valgte moderskabets pligter fra på den mest voldelige måde, der findes. Ved at tilskrive hendes forbrydelser receptpligtig medicin, fødselsdepression og – naturligvis – "patriarkatet", frikender kulttilhængerne indirekte sig selv for deres egen modvilje mod moderskabet; de bruger hende som en stedfortræder til at retfærdiggøre deres egen modvilje mod at blive voksne og tage ansvar for deres liv.

Mens disse kvinder promoverer sig selv som fortalere for mental sundhed – hvilket ærlig talt er passende, eftersom de tydeligvis alle er psykisk syge – er de udstyret med hykleriets skyklapper. De lukker øjnene for virkelige kvinders lidelser verden over. De ignorerer kvindelig omskæring, tvungne barneægteskaber, menneskehandel og muslimske kvinder, der udsættes for æresdrab eller syreangreb. Virkelige ofre passer ikke ind i deres performative, progressive narrativ. I stedet foretrækker disse forkælede møgunger at romantisere en forstadskvinde, der besluttede, at det var for hårdt et arbejde at opdrage sine egne børn.

Der er tale om en regulær massepsykose. At gøre barnedrab til en progressiv mærkesag er ikke aktivisme; det er det ultimative forfald af menneskelig fornuft. Denne bevægelse er langt fra at være en saglig, evidensbaseret interessefællesskab; den er blot endnu en undskyldning for ulykkelige kvinder til at finde sammen om deres fælles foragt for virkeligheden. I en verden præget af sund fornuft ville en mor, der begår en så afskyelig forbrydelse, blive spærret inde på livstid, hvor de øvrige indsatte med glæde ville sørge for hendes "genopdragelse". Men i den moderne, liberale aktivismes omvendte og offerfikserede verden bliver ondskab undskyldt, ansvarlighed elimineret, og en barnedræbende forstadsmor får sin helt egen fanklub.

https://www.frontpagemag.com/mothers-for-moloch/

Forår for Sacsen-Anhalt?

 

Forår for Sachsen-Anhalt?

Valgresultatet chokerer kontinentet

Bruce Bawer 

Over hele Europa vinder partier, der står for sund fornuft og civilisationens redning – partier, der fortæller den barske sandhed om islams fremmarch og lover at gribe alvorligt ind over for den – gradvist frem i meningsmålingerne.

Ja, det langsomme tempo kan være frustrerende. Nogle af os har brugt år – årtier! – på at følge disse partiers skæbne. I de senere år har det været opmuntrende at se dem klare sig bedre og bedre. Men mange af os undrer os: Hvorfor skulle det tage så lang tid, før nordmændene sluttede op om Fremskrittspartiet (FrP), svenskerne tog Sverigedemokraterna (SD) til sig, eller franskmændene begyndte at støtte Rassemblement National (RN)?

En del af svaret er naturligvis, at disse partier ikke blot har måttet kæmpe mod uvidenhed og apati, men også mod en systematisk dæmonisering fra mediernes, det politiske etablissement og de akademiske kredses side. Vælgerne fik at vide, at støtte til disse partier var ensbetydende med at være umoderne, fremmedfjendsk, intolerant og islamofobisk. For almindelige borgere, hvis liv ikke drejer sig om politik, kan en sådan propaganda have stor indflydelse og være svær at modstå.

Alt dette gælder i særlig grad i Tyskland. Det er utroligt let at skræmme vælgerne væk fra partier, der stemples som højreorienterede, i et land, hvor selv folk, der er født et halvt århundrede efter Anden Verdenskrig, opdrages til at føle skyld over nazisterne – og til at tro, at blot den mindste tvivl om masseindvandring (selv fra de mest tilbagestående og voldelige nationer) bringer én faretruende tæt på at være Hitler selv.

Og alligevel er partiet Alternative für Deutschland (AfD) – der blev grundlagt i 2013 og er stærke modstandere af islamisk indvandring, EU og ideologien om global opvarmning – lykkedes med at trodse en ekstremt fjendtlig behandling i pressen og blive det næststørste parti i Forbundsdagen. Og i søndags nåede partiet en vigtig milepæl. Ved delstatsvalget i Sachsen-Anhalt fik det 43,8 procent af stemmerne – en stigning fra 23 procent i 2021 – hvilket bragte det tæt på et absolut flertal i delstatsparlamentet; der manglede blot tre mandater. Samtidig gik CDU (Den Kristelige Demokratiske Union), som kansler Friedrich Merz tilhører, tilbage fra 37,1 procent til 17,2 procent. Valgdeltagelsen var rekordhøj. Merz udtalte, at han var "chokeret".

Sachsen-Anhalt er en del af det tidligere Østtyskland, hvor AfD har opnået størst succes. Årsagen er klar: Ældre østtyskere husker livet under kommunismen. Mange yngre har oplevet eftervirkningerne. Derfor forstår de forskellen på frihed og tyranni. Og ligesom andre, der har levet under tyranni – og som har set nok til islam til at erkende, at det ikke er en almindelig religion, men en tyrannisk ideologi – ønsker de intet at gøre med det.

I Norge, hvor jeg bor, lød vurderingen på nyhedssitet Nettavisen, at der var tale om en sejr for Putin; NRK beskrev det som noget, der sendte "chokbølger gennem Europa", og som Tysklands "første højreekstreme sejr siden Anden Verdenskrig". I Storbritannien kaldte avisen The Telegraph resultatet "katastrofalt" for Merz og tilføjede, at "denne hidtil usete sejr efterlader Tyskland i krise". I USA skrev Jim Tankersley i New York Times, at AfD's sejr udfordrede den tyske politiske hovedstrømnings årtier lange praksis med at samarbejde om at holde "partier, de anser for ekstreme", ude af magten, og at den afspejlede "en grundlæggende uenighed blandt tyskere om, hvad der udgør en trussel mod demokratiet". AfD's "populistiske" tilhængere, forklarede Tankersley, "er blevet overbeviste om, at 'politik som sædvanlig' ikke længere kan løse deres presserende problemer". Roger Stöcker, en politolog, sagde til Tankersley, at AfD's sejr markerede "et historisk vendepunkt".

Nogle kommentatorer har bemærket, at AfD’s opbakning blandt homoseksuelle vælgere er større, end man skulle tro, givet partiets modstand mod ægteskab mellem personer af samme køn. Men denne opbakning kommer ikke bag på én, når man betænker, at de fleste homoseksuelle går mindre op i at være lovformeligt gift end i at være i live – og at i det mindste nogle af dem har indset, at hvis kun ét parti ser ud til at kunne forhindre Tysklands islamisering – hvilket for dem udgør en eksistentiel trussel – så er det bedre at stemme på dette parti end på et parti, hvis ledere elsker at vifte med regnbueflaget, samtidig med at de ved enhver given lejlighed føjer imamerne.

"Chokeret": Det var det ord, Merz brugte. Europa har brug for langt flere af den slags chok. Sachsen-Anhalt er desværre en lille delstat, der huser lidt over to millioner af Tysklands 83 millioner indbyggere. Lad os håbe, at Berlin, Hamborg og München snart slutter sig til flokken.

Og så er der denne nyhed: Den britiske regering meddelte mandag morgen – ifølge avisen The Telegraph – at den ikke ville samarbejde med AfD, selv hvis partiet ender med at sidde på magten i Sachsen-Anhalt. Tja, lad os bare sige, at det er på tide, at den britiske regering – og en hel del andre europæiske regeringer – søger mod udgangen. Storbritanniens regerende Labour-parti og de konservative (Tories), som de sidder overfor i det aldeles uduelige og magtesløse Underhus, har god grund til at frygte AfD’s fremgang: Den hænger uløseligt sammen med fremgangen for Reform UK og Restore Britain, som – hvis de kan undgå selvdestruktion eller gensidig udslettelse inden næste valg – faktisk kan ende med at afløse Labour og de konservative med en koalition, der er i stand til at redde Storbritannien fra afgrundens rand. På nuværende tidspunkt ligner sådanne forhåbninger desværre mere og mere rene ønskedrømme.

https://www.frontpagemag.com/springtime-for-saxony/

 

Er influenza truslen overdreven?

Tom Jefferson  

Jeg beder alle der er blevet tilbudt en influenzavaccination om alvorligt at overveje indholdet i denne artikel og om du bør modtage en vaccination.

Vi har tidligere udgivet artikler der præsenterer beviser på at influenza truslen er blevet pustet gevaldigt op. 

US myndigheder vidste der var et bedrag på vej, og de tilpassede sig for at forsvare hinanden og dække over hele planen. 

Her er første del at historien om, hvorfor jeg har været mistænksom og har kendt til det i de sidste 25 år. 

I midt 1990’erne da the Cochrane Collaboration blev oprettet begyndte nogle af os med i dens Acute Respiratory Infection Group at skrive anbefalinger for Cochrane om emnerne der interesserede os (Cochrane var dengang en en frivillig ‘græsrods’ organisation).

For mit vedkommende var det influenza, og andre emner forbundet med åndedrættet. Således skrev vi afhandlinger og udgav anbefalinger om virkningerne (effektiviteten og ulemperne) ved influenza vacciner (alle typer af inaktive og levende varianter) hos børn, voksne, astmatikere, de ældre og de som plejer de ældre. 

Vi så først kun på de tilfældige kontrollerede prøver og lagde derpå pres på for at få inkluderet observations data. Sidstnævnte blev hurtigt ‘pakket ned’ for vor egen skyld. Det er fordi observations data, i dette tilfælde, kunne fortælle dig det hele og det modsatte - det er sådan set ikke noget nyt. 

Jeg blev med tiden afskediget fra holdet med anbefalinger til astmatikere, men de andre fire blev kontinuerligt opdateret indtil vi indså at der ingen mening var i at fortsætte, og 3 af gennemgangene blev stabiliseret (ikke flere opdateringer). De tre stabiliserede gennemgange er: 

1. Demicheli V, Jefferson T, et al. Vaccines for preventing influenza in healthy adults. 2018

2. Jefferson T, Rivetti et al. Vaccines for preventing influenza in healthy children. 2018

3. Demicheli V, Jefferson T et al. Vaccines for preventing influenza in the elderly. 2018

4. Thomas RE, Jefferson T, et al. Influenza vaccination for healthcare workers who care for people aged 60 or older living in long-term care institutions. 

(Den fjerde er lige for tiden under opdatering)

Disse undersøgelser er der blevet citeret fra tusinder af gange og også læst endnu flere gange. De omfatter data fra 105 (ægte) placebo-kontrollerede forsøg omfattende over 100000 individer. 

Det er således baggrunden. Nu vil du spørge: Og hvad så? 

Det ‘så’ drejer sig om at de tilfældige (ægte) placebo kontrollerede forsøg giver dig en god ide om influenzatilfælde (i ældre forsøg, ved en øgning i varianter af antistoffer og, eller en virusrelateret positiv kultur) Når man samler data sammen, ser man ikke på et forsøg eller et sæt data, man ser på adskillige datarækker der er observeret og nedskrevet mens “vinterkrisesæsonen” er på sit højeste. 

I undersøgelsen af voksnes sundhed, fandt placebo op til 465 tilfælde af 18593 deltagende. Således, ud af mennesker med symptomer, var 97,5% ikke forårsaget af influenza. Ingen forsøg var i stand til at pege på dødsfald, og hospitalsindlæggelser var relativt sjældne. Forsøgene er med data gennem 50 år, vi har således alle højdepuntker, lavpunkter og de usikre og selv 2 influenza pandemier. 

Forsøg er studier, hvor forskerne kan kontrollere tingene, verificere og følge op på tilfældene. Placeboandelen er meget vigtig for en præcis skildring af hvad der sker. Der er ikke brug for modeller. Komplikationer var meget sjældne: vedrørende dødsfald fandt vi NUL - så sandelig ikke de tal der fremføres af CDC, (sundhedsmyndighederne) som selv ikke Anthony Fauci troede på. Det passer med de data vi viste her og her.

Meget alvorlige tilfælde med influenza er således sjældne, og masser af andre årsager giver de samme tegn, symptomerne skubbes ind under den ikke korrekte udtryk “flu” og indgreb over for befolkningen såsom inaktive vacciner har ikke en chance mod et relativt sjældent bevægeligt mål som influenza. Du kan således se, hvorfor min mor havde ret når hun plejede at sige til: “Kære Tommy, brug aldrig F-ordet.”  

I de næste posteringer vil TTE forklare, hvordan og hvorfor det at puste truslen op er så livsvigtig for at holde liv i uetiske råd som CDC og the UKHSA (Jeg nævner disse, men de er alle med) og analyserer vildledende udtalelser og politiske tiltag baseret på bedrageriske og overdrevne data.  

Denne artikel er skrevet af en gammel knark, der har arbejdet med emnet i over tre årtier, og håber at indholdet af artikler som denne vil være mit eftermæle.

https://brownstone.org/articles/is-the-influenza-threat-exaggerated/

Feminin tilbagegang

 Feminin tilbagegang

Det, der er sket med kvinder i løbet af min levetid, er næsten ufatteligt – og ikke til at sætte ord på.

Eric Utter

Kvinder havde en nærmest mystisk tiltrækningskraft på mig, da jeg gik gennem puberteten og ind i de unge voksenår. Feminine, bløde, kurvede, søde og omsorgsfulde – sådan så jeg det smukke køn. Jeg satte dem sandsynligvis op på en piedestal. Meget af dette skyldtes formentlig de eksempler, jeg havde i min egen familie.

Adskillige årtier senere har jeg mistet troen på kvinder – og på menneskeheden generelt.

Lad os være ærlige: I bedste fald har feminismen gjort forholdet mellem kønnene mere groft og banalt. I værste fald har den næsten ødelagt en lang række kvinder og alvorligt svækket fundamentet for vores samfund. I dag ser vi "Karens" overalt, "AWFULs" er allestedsnærværende, og der synes ingen ende at være på bitre, vrede, krævende og utilfredse kvinder. Mange af dem ligner (tilfældigvis?) slet ikke kvinder.

Kvinder er blevet solgt en løgn. Det er ikke underligt, at forekomsten af ​​depression, håbløshed og selvmord er steget gennem årene. Vi ser vanvittige "liberale" kvinder på gaden, der kaster med dildoer og angriber politifolk, som forsøger at fjerne kriminelle og voldtægtsforbrydere fra gaderne.

Og nu ser vi tusindvis af kvinder, klædt i lyserødt, der højlydt og indædt støtter en tredobbelt barnemorder. Hvis en kvinde, der kvæler alle tre af sine egne børn, bliver frikendt, vil det være en katastrofe for det samfund – og den nation – hvor den beslutning blev truffet. Hvis det overlagte drab på ét barn – for slet ikke at tale om alle ens børn – ikke engang berettiger til alvorlige strafferetlige konsekvenser, hvad gør så? Det logiske svar er naturligvis ingenting. Selv andre hærdede kriminelle i fængslet tolererer som bekendt ikke pædofile ... endsige barnemordere.

Men der vil opstå en forbrydelse, der er så afskyelig, at den i fremtiden vil blive straffet hårdt. Denne forbrydelse vil bestå i at turde sige fra – og tage kampen op – mod de vanvittige venstreorienterede, der ønsker at sprede kaos og ondskab over hele landet. Der er i øjeblikket meget få af den slags mennesker. (En person med netop dette mod er den enlige mand, der standhaftigt holdt fast i sin overbevisning over for de 11 andre nævninge i retssagen mod Lindsay Clancy.)

På den anden side iklædte New Yorks guvernør, Kathy Hochul, sig for nylig en hijab, da hun talte til muslimske mænd to uger før 25-årsdagen for terrorangrebet den 11. september; dette illustrerer mange kvinders bizarre og foruroligende trang til at underkaste sig hykleri – og ondskab – frem for sandhed og anstændighed.

Det gør mig ondt at sige det, men måske er det på tide, at vi for alvor spørger os selv, om vi virkelig ønsker en kvindelig præsident eller måske en regering bestående udelukkende af kvinder. Det ville ikke overraske mig at se en "progressiv" kvindelig præsident tale fra Det Ovale Kontor iført en lyserød hijab og ansigtsmaske.

Ville vi også se abort blive lovligt helt op til niårsalderen? Ville valgretsalderen blive sat ned til ni år? Og det samme med giftealderen?

Venstreorienterede – uanset køn – forsøger desperat at nedbryde "smeltediglen" og forvandle os til et samfund præget af stammetænkning. De ønsker at sætte kvinder op mod mænd, sorte mod hvide, rige mod fattige, homoseksuelle mod heteroseksuelle, psykisk syge mod psykisk raske osv. Alt dette er forkasteligt og yderst skadeligt, men når mænd og kvinder ikke længere ser sig selv som gudgivne modpoler, der supplerer hinanden, men derimod som fjender, der ligger i strid med hinanden, så er det samfund dødsdømt – uanset om det selv er klar over det eller ej.

Alle har hørt om "toksisk maskulinitet". Men det er manglen på maskulinitet – forstået på rette vis – der påvirker os negativt i dag. Og manglen på traditionel kvindelighed.

Image: Pixabay // Pixbay Content License

https://www.americanthinker.com/blog/2026/09/feminine-devolution/

 

Sikkerhedskulten eksploderer

THOMAS BUCKLEY 

Vi er i 1970’erne. Plastic poser fra renseriet lå og lurede bag sofaen og ventede kun på en lejlighed til at slå til mod det uheldige barn der havde tabt en Lego klods. Ubevogtede 20 liters spande stod provokerende på gulvet i midten af kælderen og håbede at kunne lokke deres næste drukneoffer til. Udslidte køleskabe ‘prydede’ baghaven og ventede blot på at et tilfældigt 8 årigt barn skulle kravle derind. GI Joes og Barbies med hjælp af deres små ejere, var i fare overalt. 

Vi er i 2020’erne. Skoler forbyder peanutsmør og marmelademadder fordi måske har et barn allergi. Forældre får besøg af lokalområdets beskyttelsestjenester fordi de har ladet deres barn lege uden opsyn i parken. Legejungler er nu en ‘art’der er i fare for udslettelse. Og børn i 3. klasse bliver undervist i ikke at indlade sig på ikke nogen form for afstandtagen til nogen, eller noget der ikke ligner dem. 

Det pudsige er, at de ting der nævnes i den første paragraf (udover det med GIJoe) faktisk ikke fandt sted i stor skala. Det sørgelige er at det gør det med ting der nævnes i den anden paragraf. 

Indrømmet - der var børn - må man formode - det lykkedes tilfældigt at kravle ind i gamle køleskabe, derfor de offentlige service meddelelser på TV (en ægte løsning i 70’erne) og man bad offentligheden om i det mindste at fjerne håndtagene på hvidevarer før det kom på lossepladsen.

Indrømmet - igen må man formode - er det lykkedes for et barn på en eller anden vis at komme i ‘kamp’ med en plasticrenseripose. Og med problemet med spandene, den er altså svær at fatte, men det må være sket mindst een gang for nu skal der ifølge love stå på at man kan drukne i dem - krydret med et grafisk fremstilling af et spædbarn - i spandene. 

Om det var forårsaget af Darwin børns mislykkedes eventyr så har det altid spirende lovgivningsområde om mulige skader på det personlige plan her en grobund for sensationshungrende medier, menneskehedens manglende forståelse for statistikker eller en kombination af dem. Samfundet har helt tydeligt skiftet drastisk fra en relativ laissez-faire holdning overfor harmløse farer til en - ikke blot en risikoaversion eller risiko reduktionsmodel - kodificeret eliminering af risici. 

Der var engang en fornemmelse af, at svære sager skaber dårlige love; nu ser det ud til at det koncept at enhver sag skal medføre øjeblikkelige love er i front.

Processen begyndte med at nogle faktisk ganske almindelige holdninger, smide giftigt affald i ørred bække, se det var måske ikke så god en ide. Det at ryge kan slå dig ihjel, lad være med at spise bly etc. Men det var ‘lette’ ting og organisationer og kræfter bag implementeringen begyndte snart at erkende, at hvis mennesker blev mere sensible, i store træk, over samfundets behov for deres velbefindende, samfundets ekspertise og services - den vejledende hånd - så ville de organisationers og kræfters indflydelse per definition falde.  

Se for eksempel på March of Dimes. Oprindeligt indledt som en bestræbelse på at finde en vaccine mod polio og hjælpe de som allerede var ramt af sygdommen. I begyndelsen af 1960’erne stod organisationen overfor en udfordring. Vaccinerne havde næsten udryddet sygdommen, nu var valget: Erklære sejr og derpå lukke ‘butikken’ eller fortsætte og ikke spilde de fondsmidler og de organisatoriske evner og den sociopolitiske kapital man havde opbygget i løbet af 20 år. Man valgte det sidste og fortsætter til i dag som en meget respekteret gruppe, og er førende i initiativer for at bekæmpe adskillige sygdomme relateret til barndommen. 

Altså ikke kun polio.

Med March of Dimes tilfældet, gjorde de utvivlsomt det rigtige og med et rigtigt formål, og de fortsatte med at tjene i en vital funktion. Men at fastslå, at der ikke var nogen, skal vi sige, personlige motivationer involveret i den beslutning er på kanten af troværdighed.  

Dette mønster, om det er godt og med smukke intentioner eller ej - var og bliver gentaget igen og igen når mindre grupper og færre mennesker aktivt søger, leder efter noget - et eller andet - der teoretisk kunne blive misbrugt og blot i mindste grad kan bedømmes som ikke ønskeligt (alt kan der stilles spørgsmål ved - det eneste man skal gøre er at stille spørgsmålet) for at indfange os og redde os fra os selv.  

Om det er af oprigtig bekymring eller noget andet nederdrægtigt motiv - magt, profit, social købslåen - bliver den ubønhørlige march som vi oplever i dag mod vi indpakkes i ‘bobleplast,’ som blev introduceret af en professionel omsorgsfuld klasse noget der går lige fra klasseværelset til dagligstuen til bestyrelseslokalet. 

De nederdrægtige motiver synes at være kommet til offentlighedens kendskab da de der gerne ville kontrollere hele samfundet i ‘sikkerhedens’ navn kækt fremholder deres anmodninger, ønsker under rubrikken af “better safe than sorry” (bedre sikker end ked af det) - og det er os der kan gøre dig meget ‘ked af det’ meget hurtigt.” 

Vi så denne proces udfolde sig i realtid med pandemien og tiltagene. Fra “vi har to uger til at standse spredningen” til fuldt vaccinerede mennesker der blev udskammet/bedt om at iføre sig to masker et år senere til de  latterlige påstande “Vi gjorde det bedste vi kunne” som vi ser i dag. Denne fortsatte påvirkning er et perfekt eksempel på en version af kulturel magt -“funktions gevinst” lig med et eksperimentel forskningsprincip der implementeres, ikke i et laboratorium, men på samfundet som et hele. 

Censurbevægelsen er også del af forsøget på overbeskytte verden. Afvigende tanker, holdninger bedømmes som helt bogstaveligt og figurativt farlige. Derfor skal de hindres af hensyn til den offentlige sikkerhed. Dette er ikke kun en udfordring i medierne, men også en personlig da det at være tavs altid er sikrere end at sige noget, og da slet ikke risikere at krænke den altid krænkningsvillige.

Sproget skal også gøres mere sikker, da eufemismer der engang kun blev benyttet ud i det absurde er blevet standardtale. Hvis du ikke kan sige noget usikkert, så kan du ende med slet ikke at tænke usikkert. 

Og så er der naturligvis barnets ultimative sikkerhed. Sørget for, plejet og kontrolleret, det ultimative udtryk for sikkerhedskulten er kravet til voksne om at de også skal behandles som børn.  

Man indgår en handel: Afhængighed for sikkerhed - lige knap nok til at klare sig, mere end nok underholdning til at fordrive tiden, og en ny pille til enhver formodet dårligdom, alt sammen i bytte for at du er rolig og medgørlig. 

Du vil være sikker og i sikkerhed, men aldrig fuldstændig sikker, fordi det ville jo fjerne truslen om, at det nemme (men tomme) liv du nyder på et øjeblik kan forsvinde.

Hele processen ‘sælges’ i fremskridtets navn. 

Men denne udgave - eller bastardisering af - fremskridt er faktisk uetisk for et frit samfunds princippet. Ved at tilbede sikkerhedens alter, nedværdiger vi os, forsinker og benægter de myriader af muligheder for menneskelig fremgang der er genetisk lagt i - konceptet - Risiko. 

Det kan meget vel være langt ude at hævde at forslaget om at børn bør advares mod at spise bly uundgåeligt ville føre til at vi får børn der spørger andre hvad deres foretrukne fornavne er for at undgå blot den mindste mulighed for at være fornærmende, men denne form for gradvis stramning kan ikke let kontrolleres når den først er indledt. 

Dette er så glidebanen hvor en Advarselstrekant ikke er i syne. 

https://brownstone.org/articles/the-cult-of-safety-explodes/