Den politisk grønne nazi vegetarisme

Mark Musser

Kamala Harris advarede for nylig om den store påvirkning produktion af kød har på planetens økologi, og at flere grøntsager i den amerikanske diæt ville lette presset på denne miljømæssige uheldige påvirkning.

Sådanne holdninger har rod i Green New Deal, hvis formål er drastisk at reducere antallet og produktionen af kvæg. Især kvæg bliver udpeget på grund af den metan de producerer og som er medvirkende til en betragtelig andel af drivhusgasser i dette land.

I 2019, var det Alexandria Ocasio-Cortez der opfordrede børn i Brooklyns skoler til at redde planeten ved at holde inde med at spise kød. Silicon Valley har planer for at erstatte ægte kød med kunstigt ‘kød’ gennem det de kalder molekylær celle planteteknologi. Selvom ingen, endnu, har krævet indgreb eller forlanger en vegetarisk diæt, så er det vel næppe nødvendig at fremhæve at priserne på kød ville ryge til himmels med sådanne planer.

  

Lignende diskussioner blev faktisk fremført af gårsdagens Nazister, hvor man ofte diskuterede vegetarisme med baggrund i bekymringer om bæredygtighed. I januar 1942, da fødevareforsyningen i Tyskland blev mere og mere ersatz takket være det vanvittige i Nazismen landbrugspolitik, der var baseret på en økonomi med udelukkende grøn lokal selvforsyning  beklagede Hitler: “Grønne enge dækker 37% af jorden i Tyskland. Derfor er det ikke mennesker der spiser græs det er menneskets kvæg.”

Hitler mente at Tyskland ville klare sig aldeles storartet og bedre med satsning på flere grønsagsmarker, og dermed inddrage de store landområder der brugtes til at give kvæg føde. Som sådan kunne vegetarismen, hvis den blev udført ordentligt spille en rolle i at dæmme op for den truende fødevarekrise.

Før krigen skrev den amerikanske forfatter Douglas Chandler, der i 1947 blev dømt for forræderi ved at give grobund for Nazi propaganda med stor begejstring om at Berlin var som en utrolig grøn have med vandløb, floder og træer sammen med grøn økonomisk bæredygtighed. I februar 1937 hyldede Chandler, skribent for National Geographic, det nye progressive National Socialistiske Berlin, som det var lykkedes at harmonisere videnskab og teknologi med naturen:

 

Se på uregelmæssigheden ved en bybefolkning på cirka 4.222.000, en by der kan prale med et af de mest perfekte transportsystemer i verden, med alle bekvemmeligheder knyttet til videnskaben  - og alligevel trods sine begrænsninger har følgende 20,000 køer (der giver en tredjedel af mælkeforsyningen) 30,000 grise, 10,000 geder, 700,000 kyllinger, 180,000 kaniner, 5,800 personer der holder bier, blot 3 ud af 4 bygninger jeg kunne finde der er op til 10 etager høje, 12 vindmøller der er i funktion og mere end 100,000 små haver, hvis høstudbytte giver ímponerende 46,000 tons kartofler, og tilsvarende mængder af andre grøntsager og korn. Sådanne ting ville forekomme fantastiske for beboerne på den snævre klippefyldte Manhattan. Disse små “Scherber Gartens” gør at byens arbejdere let kan få adgang til den jord tyskeren holder så meget af. Det giver legemlig styrke gennem arbejdet og minimerer udgiften til mad.

Da Wehrmacht marcherede april 1942 påpegede Hitler for Goebbels, hvordan dyr der levede af grønt havde større udholdenhed., “Når det drejer sig om dyr, hunden, der er kødæder, den kan ikke sammenlignes i styrke med hesten der er vegetarisk. På samme måde med løven der viser tegn på udmattelse efter at have løbet to eller tre kilometer, og kameler der kan marchere i seks eller syv dage før tungen begynder at hænge ud af munden” Hitler havde en lignende diskussion med Admiral for Kriegsmarine der var bekymret for at Nazi regimet ville kræve at marinerne skulle være vegetarer. Hitler forsikrede dog admiralen om, at han ikke havde sådanne intentioner, men nævnte dog, hvor stærke de japanske brydere var, fordi de indtog vegetariske diæter. Ved en lejlighed fortalte Hitler Goebbels, “De romerske soldater havde rædsel for kød.” og at deres daglige rationer primært bestod af frugt og korn der gav dem stærke, sunde tænder.

Hitler så også frem til den dag hvor hans schæferhund gennem evolutionen ville blive vegetar. Führeren var også stor fortaler for raw food.

 

“De som går ind for en vegetarisk diæt skal huske at det er i deres rå tilstand at de har deres største næringsmæssige værdi. Fluen får føde af friske blade, frøen sluger fluen, og storken æder frøen. Naturen lærer os at en rationel diæt burde være baseret på at spise tingene i deres råhed.” Hitler beklagede sig derpå, “Kogning ødelægger vitaminerne, der er den vigtigste bestanddel af vor føde.”

Nazi propaganda chefen Joseph Goebbels var også vegetar. Rudolf Hess var direkte fanatisk på det punkt. Ifølge den grønne Nazi arkitekt Albert Speer, der i 20 år var sammen med Hess i Spandau Fængslet, efter Nürnberg dommene, fortsatte Hr. Vegetarianer med at bekymre sig om virkningerne af dåsemad og helbredet i årene efter krigen.

Selvom der er en del debat og kontrovers om, hvor meget vegetar Der Führer var, bekræftede Nazi pressechefen Otto Dietrich i sine memoirer at Hitler var “gennemført vegetar, han spiste aldrig kød eller fisk. Han levede næsten udelukkende af grøntsager og visse kornprodukter.” Dog er der visse historiske beviser på, at Hitler af og til veg bort fra dette når lejligheden var påkrævet, især ved de statsmiddage han var inviteret til. Nazi historikeren  Ralph Waite skrev at Hitler’s vegetarianisme var filosofisk betinget baseret på hans dybe beundring for hans favorit operakomponist  Richard Wagner (1813-1883).

Ifølge Dr. Robert Proctor, prædikede Wagner en racistisk socialisme baseret på vegetarismen, der skulle udrense Tyskland for den korrupte indflydelse fra jøderne. Wagner var ekstrem anti-semitisk, noget han havde taget op fra Arthur Schopenhauer (1788-1860), der var der Fuhrer’s yndlingsfilosof. Schopenhauer var en af de første guruer i miljøetik og dyrerettigheder i den moderne udgave, og ihærdigt og glødende beskyldte han jøderne for at have en falsk forståelse for økologi lånt fra 1. Mosebogs første kapitler.

Dr. Proctor skrev at på et romantisk stævnemøde i 1920’erne var det Hitler der “hånede sin kvindelige ledsager for at have bestilt  Wienerschnitzel.” Overrumplet anede kvinden ikke hvad hun skulle svare, men Hitler krævede ikke hun trak bestillingen tilbage ved at sige. “Fortsæt og spis den, men jeg forstår ikke, hvorfor du ønsker den. Jeg troede ikke du ville fortære et lig....kødet af døde dyr. Kadavere!” Hitler gik så langt at han kaldte enhver form for suppe baseret på kød for “lig-te.”Proctor skrev yderligere at det ikke lykkedes Heinrich Himmler at ‘konvertere Waffen SS til ikke rygende vegetarer. Alligevel havde såvel Himmler som Hitler planer om at kræve at en vegetarisk diæt skulle krænges over den tyske befolkning efter krigen, hvilket altså omfattede drakoniske planer for kødindustrien. Hitler ræsonnerede “Forbruget af kød reduceres i det øjeblik markedet præsenterer et større udvalg af grøntsager.”

I hans monumentale Church Dogmatics, fremfører den schweiziske teolog Karl Barth, der blev smidt ud fra Bonn Universitetet af nazisterne, fordi han gik ind for religiøs frihed og mod det nye regime. “En asket med stor magt kan være et værktøj for meget større ondskab end selv den mest overbærende. Vi må ikke glemme at man kan være - ikke-ryger, afholdende og vegetar og alligevel hedde Adolf Hitler."

Mark Musser is a part-time missionary, author, and a farmer, depending on what time of day and year it is. His home is in Olympia, Washington, but he spends most of his time on the mission field in the former Soviet Union. He is currently a doctoral candidate at Corban University in Salem, Oregon, and is a contributing Writer for the Cornwall Alliance.  His book Nazi Ecology provides a sobering history lesson on the philosophical foundations of the early German green movement, which was absorbed by National Socialism in the 1930s and proved to be a powerful undercurrent during the Holocaust.

https://www.americanthinker.com/articles/2020/09/green_nazi_political_vegetarianism.html

I et frit samfund er humor nødvendigt

 I et frit samfund er humor nødvendigt

Så længe vi kan genkende ironi, så længe vi stadig kan smile har vi frihed. 

SHMUEL KLATZKIN

Fra operetten Pinafore:

 

Politisk set var jeg liberal -

højresindet - socialistisk - radikal.

Jeg stemte altid med den største flok

og de tanker, andre tænkte, var mig mer' end nok.

Da mine egne tanker var så små og få

så endte jeg med kors og bånd og stjerner på.

Her den engelske originaltekst:

I always voted at my party’s call

And I never thought of thinking for myself at all.

I thought so little, they rewarded me

By making me the Ruler of the Queen’s Navy!

Sangteksten er fra Gilbert and Sullivan’s H.M.S. Pinafore i dansk oversættelse. Selvom Dronning Victoria absolut ikke morede sig over teksten har den dog i godt over hundrede år bragt mange smil frem hos de fleste blandt publikum . 

Godt vi kunne smile i Amerika eller i Storbritannien. Godt beskyttet af vore forfatningers bolværk er de folkelige regeringer godt rodfæstet.  Det er helt absurd med regeringsledelse af mænd der ikke kan tænke selv men siger Ja til alt fra partiet. Ironien i teksten rammer plet.

i vor tidsalder, som i alle andre, er de som hungrer efter magten stadig uden humor. 

God humor værdsættes af frie, mennesker. Partimedlemmer, mænd som kvinder værdsætter i store træk denne indstilling. At slynge sarkasme mod partiets fjender er storartet, fordi det kan skade dem, men ikke den form for humor der får magtfulde til at se sig selv som andre ser dem. For partimanden eller kvinden er der kun eet sandt, korrekt synspunkt, og ingen andre er værd at bruge rosende ord om.

I sin beskrivelse af 2. Verdenskrig beskrev Chuchill Sovjet diplomaten Vyacheslav Molotov således:

“Jeg har aldrig set et menneske være så meget en perfektion af det moderne koncept - en robot.....Korrespondance med ham om omdiskuterede udfordringer var altid nytteløs, og hvis man gik helt til kanten, endte i løgne og fornærmelser....Kun en gang så det ud til der var en naturlig menneskelig reaktion.” 

For kommunisten var alt ved livet , selvfølgelig, iskold kalkulation. Idet man ikke troede på nogen  ‘åndelige’ værdier, kun tro på alt i historien kan koges ned til Partiets succes, uanset vejen dertil, ja så kan man ikke tillade ironi. Den ‘værdi’ der var brugbar i går skal forkastes i dag. Hvis Partiet er mod, så er sagen afgjort - ingen appelmulighed. 

Molotov fik sit embede fordi Stalin havde besluttet at indgå en aftale med Hitler og den tidligere udenrigsminister havde ikke kun været talerør for Stalins anti-Nazi linje, men var også jøde. Mens Europa stod på randen af et krigsudbrud, forsonede demokratierne sig med Stalins voldsomme og konstante modstand mod Tyskland. Freden var stadig en mulighed, fordi Hitler ikke kunne risikere en krig mod Rusland og demokratierne på samme tid. Så derpå i maj 1939, var den gamle minister fortid, Molotov trådte til, og en traktat med Hitler blev snart efter underskrevet, og Hitler fik nu grønt lys for at invadere Polen og indlede 2. Verdenskrig. 

David Low, The Evening Standard, 1939 (Wikimedia Commons)

I vor tidsalder som i alle andre før, forbliver de som hungrer efter magt altid uden humor. Selvmodsigelsen er som et halmstrå for de som udelukkende mener succes er lig med magt og som synes at principper er hæmmende, kun anvendelige til at binde andre, men aldrig dem selv. De bryder sig ikke om karikaturtegnere. David Low var en sådan, hvis arbejde ses foroven, og han var på Hitlers liste over personer der skulle henrettes når Hitler havde erobret England. Low var den der lo sidst. 

Korrupte amerikanske politikere afskyede også de som påpegede det ironiske i deres misgerninger. Boss Tweed, den i særlig grad korrupte politiker fra New York, var edderrasende på karikaturtegneren Thomas Nast, hvis skarpe pen påpegede det absurde i Tweets påstand om at han var uskyldig. 

Thomas Nast, Harper’s Weekly, 1871 (Wikimedia Commons)

Mennesker der udelukkende går efter magt gør sig selv til en karikatur. De accepterer kun den magt de selv sidder med, og stræber efter at inddæmme enhver der er i opposition til dem, selvom denne opposition forekommer at være med mening. 

I nyere tid knægtede Hillary Clinton lov, og slettede, ødelagde titusinder af emails, smadrede smartphones og laptops der formodentlig indeholdt beviser på at hun ikke ønskede at blive afsløret at hun så gennem fingre med russisk internet spionage. 

Som det nok kan erindres bad Donald Trump med god humor om hjælp fra Rusland for at få landet til at sende nogle af disse ødelagte emails tilbage. Som forudsigeligt gik den ironi langt hen over hovederne på de uden humor så man seriøst foreslog at denne morsomhed var samarbejde med Rusland. 

Så længe vi stadig kan genkende ironi, så længe vi stadig kan smile, har vi frihed.

Vi anerkender, at vi gør os selv til karikaturer når vi regner med vi er ufejlbarlige. Når vi anerkender at vi i bund og grund skal stå til ansvar, så ærer vi vore indgåede aftaler i bogstav og ånd.  

Med et smalt flertal i the House og et endnu smallere i the Senate forsøger de humorforladte wokedom ideologier  nu at fjerne enhver forhindring for at opnå deres endelige magt. 

Mennesker der er klogere og mere humane end de vil indse, at et styre ved et flertal kan være dødbringende mod frihed og menneskerettigheder - ligesom de værste monarkier eller diktaturer.

Der skal knokles uophørligt og med stor energi på at underminere ethvert forsøg på at knægte ytringsfriheden - det som har været kilden til Amerikas storhed. Disse mennesker er ligeglade med om at de ikke har et folkeligt mandat til at afmontere the Constitution og dens formål som de er udtrykt i traditionerne der har givet lighed blandt regeringens tredeling for at bevare folkets frihed.  

I en mere stramtandet tidsalder blev komikeren Lenny Bruce gjort tavs gennem lov. Med tiden afviste domstolene anklagerne mod ham og en guvernør benådede ham, det var for sent for Bruce der var død. Det kan se ud til vi er ved at vende tilbage til en tid, hvor vi kun må le, more os - eller skrive eller tale, eller tænke, - på godkendte måder.  

Der er principper i spil. Ingen af os kan føle os sikre når de magtbegærlige og de uden humor leder. Vi har nu mere end rigeligt af omvandrende karikaturer helt oppe på magtens tinder, ivrige efter at knægte moderne tiders ironi - den skal bare væk.
Så bliv endelig ved med at le -dog fortvivl ikke.

https://spectator.org/humor-politics/

Få nu sluttet krigen mod stoffer

Få nu sluttet Krigen Mod Stoffer

Zbigniew Mazurak

Trods forbundsmyndighedernes og staternes udgifter for milliarder af dollars om året, trods hårde fængselsdomme og hyppige forfatningstridige raids mod private hjem er Krigen Mod Stoffer en fiasko.

Siden denne nytteløs krig begyndte er antallet af stofmisbrugere i USA vokset frem for faldet, og forbruget af stoffer er øget sammen med narkokartellernes profitter. 

Amerikas sydlige grænse er blevet et meget farligt område som et resultat af Krigen, og Mexico er en stat i opløsning, fordi velhavende, svært bevæbnede narkokarteller har råd til at kæmpe i det land og bestikke (eller myrde) landets embedsmænd.  

Ud fra enhver uvildig målestok er Krigen Mod Stoffer en katastrofal fiasko. Det er på tide at få afsluttet dette vanvid - NU.  

Krigen begyndte i 1970 da præsident Nixon erklærede den, og Kongressen vedtog lovgivning der forbød stoffer (selv relativt harmløse som marihuana). Kongressen fik ikke engang ændret Forfatningen (som da den forbød alkoholiske drikke under Forbudstiden) man ignorerede blot de stramme grænser Forfatningen indeholder.

Siden da har forbunds- og statsmyndighederne arresteret og retsforfulgt alle de har kunnet fange, som har været i besiddelse af, har dyrket, brugt eller solgt stoffer. Det betyder intet lige til i dag at ingen er død af at have indtaget marihuana, mens tusinder af mennesker dør hvert år som resultat af alkoholmisbrug og rygning af tobak. Ydermere skader alkoholikerne og tobaksafhængige ikke kun sig selv, men alle i deres omgangskreds.

Selv i 1980’erne var der tydelige tegn på at den afstraffende politik var forfejlet. Ikke desto mindre fik politikerne i Washington ikke afsluttet Krigen - de forøgede indsatsen.

De ignorerede læren af Forbudstiden da forbudet mod alkohol fik destillerierne til at gå under jorden, og man altså ikke fik elimineret alkohol fra det private marked. Værre var det at alkohol blev monopoliseret af bander, herunder Mafiaen, og gjorde Al Capone til en meget rig mand. 

Disse bander terroriserede voksne på gaderne hver dag, og skyderier fra biler var almindeligt. Det samme dystre resultat kunne ses hvert eneste sted, hvor man har forsøgt sig med forbud mod alkohol (eller stoffer). Rusland under Gorbacov som eks. Al Capone var imod den 21. Amendment (der fik afsluttet Forbudet) fordi den åbnede op for en legalisering af alkohol, og således skabte den utallige lovlige, lovholdende konkurrenter til ham. Capone kom i fængsel i 1932, før Forbudstiden afsluttedes, men den endelige afslutning formindskede ganske så radikalt hans årlige Mafia indkomst.

Hvad er resultaterne af Krigen Mod Stoffer?

En million uskyldige amerikanere sidder nu i fængsel udelukkende, fordi de er blevet pågrebet i at opbevare, købe eller sælge stoffer. En million mennesker der ikke har skadet nogen andre. Amerikanske fængsler er overfyldte - derved.

Skatteyder dollars og de begrænsede ressourcer hos politiet spildes på at arrestere mennesker der muligvis har skadet sig selv, men ingen andre. Man burde hellere jagte virkelig farlige forbrydere. 

Amerikas grænse mod syd er farlig og de facto under narkokartellers styre, der er tilstede i hundreder af amerikanske byer, selv NYC, Chicago, Tacoma, og Anchorage.

Narkobander har store årlige indtægter, og de har råd til at købe dødbringende våben, bestikke embedsmænd og bygge palævillaer til deres ledere. Denne indkomst er ikke beskattet.

Samtidig bliver amerikanere der ønsker at købe stoffer til rekreationsbrug (eller måske lægehjælp) tvunget til at købe dem af disse bander frem for på apotekerne. Disse narkokarteller forsyner også forbryderorganisationer med våben, og kan udmærket sælge dem til terrorister. 

I løbet af de sidste tyve år har nogle få stater, som Californien, legaliseret medicinsk marihuana og kommet med forslag om at legalisere dyrkning til det formål. Regeringsembedsmænd og betjente der er opsatte på at beskytte deres oppustede bureaukrati og budgetter sammen med deres politiske særrettigheder har været imod disse initiativer.

Af og til er disse politiske tiltag blevet vedtaget af vælgerne, somme tider ikke. Når og hvor de dukker op til en afstemning har regeringsembedsmænd sagt, at de ville se bort fra resultatet (altså folkets dom) og alligevel holde sig til forbundsregeringens love om stoffer.

Det var tilfældet med 2010 Proposition #19 i Californien.  Statens borgere fremlagde et forslag om at legalisere marihuana (i det mindste til lægelige formål) til en folkeafstemning. På arrogant vis lovede politikerne i Washington at ignorere resultatet før sådanne afstemninger i det hele taget blev foretaget, og har sagt fra over for etablerede politikere ført an af George Schultz (en mand der ikke burde endog vove på at tale offentligt) og Arnold Schwarzenegger i Californien talte imod forslagene. De, som alle andre venstreorienterede, mener at regeringen bør bestemme.  Proposition #19 faldt. Heldigvis har Arizona vedtaget et lignende forslag, Proposition #203.

Hvad så om Krigen Mod Stoffer indstilles og stoffer bliver lovlige?

Antallet af fængslede i USA ville øjeblikkeligt falde betragteligt med en million og således fjerne det argument som verdens diktatorer bruger mod USA om at fængselsraten i USA er alt, alt for høj. 

Udgifterne til fængslerne ville ligeledes falde betragteligt.  Nu ville der være celler nok til de ægte farlige forbrydere, frem for til mennesker der muligvis skader sig selv, men ingen andre. 

De årlige udgifter hos forbundsmyndighederne ville kunne indskrænkes med mindst 44 milliarder dollars, og hvis handel med stoffer blev beskattet ville det årlige afkast til forbundsmyndigheder øges med 33 milliarder dollars. Staternes skattekister kunne på lignende vis blive fyldt og udgifterne falde. 

Narkobander ville miste deres indkomstkilde og ville blive hindret i at købe våben, bestikke embedsmænd med store penge, og i at myrde folk. De ville blive hindret i at terrorisere mennesker på gaderne, rejsende ved Amerikas grænser eller landet Mexico.

Politiets ressourcer kunne anvendes på bedre prioriteter (f.eks. bekæmpelse af farlige kriminelle) og domstolenes arbejdsbyrde ville blive betragteligt reduceret.

Virkeligt syge mennesker der har brug for marihuana (der er et udmærket lægemiddel) ville være i stand til at købe eller selv dyrke det på lovlig vis, efter lægernes forskrifter, og unge der ønsker at bruge det til rekreative formål kunne så også gøre det. De ville så ikke være ængstelige for over nidkære politibetjente og de straffe der gør disse anstændige mennesker til forbrydere.

Endelig, ville størrelsen, omfanget,  budgettet og indsatserne hos forbundsregeringen blive betragteligt nedsat. Det er også grunden til at politikerne og bureaukraterne er imod legalisering af stoffer. De ønsker ikke at opleve forbundsregeringen og dens indsatser reduceret. De er netop ‘afhængige’ at det, og en afhængighed af regeringen er langt farliger end afhængighed af stoffer. De er sådan set bedøvende ligeglade med om det amerikanske folk har en sund livsstil eller ikke (og det er sådan set heller ikke deres opgave). De ønsker blot at mikrostyre amerikanerne og deres levevis.

Det er på tide at få afsluttet Krigen Mod Stoffer. Det er ikke en konservativ politik, dens resultater er dystre og elendige, den er ekstrem omkostningstung, og den har gjort Amerikas narkoproblem værre, ikke bedre.

http://www.americanthinker.com/2011/03/end_the_war_on_drugs_now.html

 

Flere holdes som slaver i dag end nogensinde før

Mark J. Perry

I sin fremragende bog The Thomas Sowell Reader, som jeg kan anbefale på det kraftigste giver Thomas Sowell indsigtsfulde kommentarer om slaveri i kapitlet “Fordrejet Historie.” 

Den mest tragiske kendsgerning ud af mange om slaveriets historie er den mest forbløffende for en amerikaner i dag, at selvom slaveriet fandtes over hele verden og det i årtusinder, var slaveriet som institution ingen steder et kontroversielt problem før det 18. århundrede.

Mennesker af alle racer og hudfarver blev holdt som slaver - og holdt andre som slaver. Hvide mennesker blev stadig købt og solgt som slaver i Osmannerriget, og det i årtier efter at Amerikas sorte blev sat fri. 

Alle hadede ideen om at være holdt som slave, men kun få havde betænkeligheder ved at holde andre som slaver. Slaveriet var som sådan ikke en udfordring, heller ikke blandt intellektuelle, og langt mindre blandt politiske ledere. før det 18. århundrede. Kun i Vestens civilisation blev slaveriet et problem. 

Blandt de som vendte sig mod slaveriet i det 18. århundrede var George Washington, Thomas Jefferson, Patrick Henry og andre amerikanske ledere.

Man kan forske i det 18.århundrede eller Mellemøsten uden at opdage nogen sammenlignelig afvisning af slaveriet der. Men hvem er det der forhånes i dag og udsættes for kritik? Amerikanske ledere i det 18. århundrede. 

Af beslutte at slaveri er forkert var langt lettere end at gøre op med hvad der skulle gøres med de millioner af mennesker fra et andet kontinent, af en anden race, og uden historisk forudsætning for at bo som frie borgere i et samfund som det I United States, hvor de udgjorde 20% af befolkningen..

Ud fra privat korrespondance hos Washington, Jefferson og mange andre er det tydeligt at deres moralske forkastelse af slaveriet var uden forbehold, men den praktiske løsning på hvordan det skulle håndteres gjorde dem til dels handlingslammede. Således gik der mere end 50 år.

I 1862, ankom et slaveskib fra Afrika til Cuba - en krænkelse af forbuddet mod international slavehandel, og the U.S. Navy tilbageholdt det. Mandskabet blev fængslet og kaptajnen hængt i the United States - trods den kendsgerning at slaveriet stadig var lovligt på det tidspunkt i Afrika, Cuba og i the United States. Hvad kan vi udlede af det? At det at holde slaver blev betragtet som en vederstyggelighed. Men hvad skulle man gøre med de millioner af mennesker der allerede var slaver - det var ikke lige så oplagt. 

Spørgsmålet, udfordringen blev endelig afgjort ved en krig (620000 Civil War ofre). Et liv gik tabt for hver sjette frisat menneske (3,9 millioner) Måske var det eneste løsning. Men vi må ikke forestille os i dag at det var en let løsning- eller at de som skulle gøre op med dilemmaet i det 18. århundrede var nogen særlig slemme skurke, især ikke med tanke på at de fleste ledere og de fleste mennesker rundt om i verden ikke anså slaveriet som noget forkert.

I september 2003 udgaven af National Geographic var en artikel om de millioner der stadig holdes som slaver rundt om i verden netop nu. Men hvor er den moralske indignation over det? 

Ifølge artikelen i National Geographic med titlen“21st Century Slaves“:

Der er anslået 27 millioner mænd og kvinder og børn i verden der er slaver - deres bevægelsesfrihed er stærkt begrænset, de er tvunget til at arbejde, de kontrolleres gennem vold, eller behandles som var de en vare eller ejendom. 

Således er der flere slaver i dag end det antal der kom fra Afrika gennem de fire århundreder med transatlantisk slavehandel (anslået 11 millioner samlet, og cirka 450000, eller cirka 4% af det antal blev bragt til the United States)

Den moderne ‘handel’ med mennesker, ved ulovlige stoffer og menneskehandel (traficking) på globalt plan - og ødelæggelsen af masser af liv, er enorm

MP: God pointe, Dr. Sowell — hvor kan man se den moralske indignation ved denne interessante kendsgerning??

https://www.aei.org/carpe-diem/thomas-sowell-on-slavery-and-this-fact-there-are-more-slaves-today-than-were-seized-from-africa-in-four-centuries/

Garanti for utilfredshed og ulykke - Overbeskyttelse

 Overbeskyttelse en garanti for utilfredshed og ulykke

ITXU DÍAZ

Min far plejede at følge mig til stoppestedet hvor skolebussen holdt hver morgen. Jeg blev lidt ældre og en dag, efter morgenmaden, sagde min far, “Det er på tide du selv går.” Jeg blev lettere hysterisk for at se om jeg kunne få ham til at ændre mening, som om jeg tilhørte en historisk ignoreret minoritet, men min tale om social uretfærdighed påvirkede ham ikke. 

Min far havde travlt og kunne ikke mere følge mig. Nu skulle jeg være modig og tage de 20 skridt over gaden og stille mig sammen med de andre børn ved stoppestedet. 

Jeg gik ned af gaden vred og skræmt (som barn blev jeg ikke opfattet som Rambo i skolen). Jeg ønskede at det skulle gå hurtigt med de 20 skridt fra det ene fortov til det andet. Ideen var at gøre det uden at tænke, hurtigt, så jeg ikke fik tid til at være bange. Udmærket gennemtænkt, men elendigt udført. Jeg blev ramt af en bil.

Fyren der ramte mig var idiot. Jeg mener ikke kun et fjols der kører over et barn (jeg blev kastet et par meter, men var i stand til at springe til side i tide, og blev sådan set ikke fysisk skadet) og så beslutter han at rulle vinduet ned træde på speederen og råbe: “Næste gang får jeg dig, og så slår jeg dig.”

Naturligvis græd jeg, blev samlet op af en god Samaritaner og fulgt hjem, hvor jeg blev mødt af en bleg og samvittighedstynget far. Men det interessante i historien er ikke min far, heller ikke den hyæne der kørte mig ned og derpå skældte mig ud, heller ikke den kendsgerning at jeg skræmt til døden over hans skrigen som en orangutang tissede i bukserne. Det virkelig interessante er, at jeg på eet sekund opdagede at verden er barsk. Den dag blev jeg ‘voksen.’

 

Så den første gang jeg så på verden uden at holde min far i hånden opdagede jeg at der er dårlige mennesker, at der er idioter (og blinde) bilister, at det at skynde sig ikke altid er en god ide, at vi blot er på gennemrejse her på jorden, at ved en ulykke er det far der lider mest, at være i god tid til skolebussen er overvurderet, at en smuk dag i maj kan smadres om morgenen uden at have lyttet til nyhederne eller noget andet. De små lektioner vi nægter vores børn nu til dags. 

Man plejede at sige, at hvis du vil have et dumt barn, så er det eneste du skal gøre - at overbeskytte det. Det er stadig sandt. Dog selvom du forsøger at forberede dit barn på at det bør tackle sine egne problemer, så har du regeringen, politikerne, skolen og medierne der modarbejder dig for at overbeskytte dem. Vi placerer generationer af børn midt i verdens urskov, pakket inde i delikate glasbobler.  Lige så snart mor og far ikke længere står ved siden af kommer der nogen og knuser vore teenageres glasbobler, og de vil blive konfronteret med livet ligesom hvis du løslod et dyrebarn opfostret i fangenskab i naturen. Det gjorde jeg for år tilbage med en kylling i en skov, placerede den der i et blomsterbed, og nu vil jeg ikke ødelægge din dag, men kort fortalt den nåede ikke engang ‘over gaden’ for at nå bussen. 

Mange forældre, der pakker deres barn ind i bomuldsvat gør det udelukkende, fordi de ikke kan bære at se dem udvikle sig og møde livet. Med årene har jeg lært at min far var generøs, han ønskede jeg selv skulle krydse gaden og han tøjlede den slemme følelse en far får første gang det sker. Måske betalte han en høj pris da han så mig komme stortudende tilbage, med min trøje og bukser i stykker. Mit liv dog har altid været præget af drama og overdrivelse.  

Overbeskyttelse er selviskhed. Og det er en sygdom for vore børn. Disse er de selvsamme unger der lige så snart de er blevet ældre og når straks de har lært at kæde tre ord sammen så er det første de siger, “Hvad med mine rettigheder?” Venstrefløjen har arbejdet hårdt i årevis på, at når et barn forlader far og mor så er det regeringen der tager over og fører dem ind i en ny glasboble. 

Netop i dette øjeblik er der legioner af børn, der ikke er klar til at håndtere frustration, og dermed nærmest dømt til permanent umodenhed. Overbeskyttelse er trods alt en garanti for at være ulykkelig.

Jeg mener ikke alle forældre skal skubbe deres barn ud på gaden i håb om de bliver ramt af en bil for at lære en grum livslektion. Måske skulle vi begynde med at tale mere med børnene om ansvarlighed, frihed, selvbestemmelse og forpligtelser. Og i mellemtiden være klar til et flabet svar fra en 5-årig: “Gå af Helvede til med dine taler. Jeg spiller Minecraft og jeg har Forfatningen, naturlovene, love for unge, friske mor og far tidsskrifter og forbundsregeringen på min side.” Undertiden tænker jeg på, at uanset hvor gammel du er så bliver du kørt over af livet dagligt.

https://spectator.org/overprotection-is-a-guarantee-for-unhappiness/