Platon løste udfordringen med det Onde for 2300 år siden 

Frank J. Tipler

Enhver der ikke kender til filosofiens historie (idehistorien) er dømt til at gentage begåede fejl. Således med Udfordingen om Ondskab, der går ud på: “Hvis Gud eksisterer og er kun Godhed, hvorfor tillader han så at Ondskab eksisterer?” Nogle stiller altid spørgsmålet om Ondskabens eksistens, når en naturkatastrofe slår de uskyldige ihjel, som pigerne der druknede i oversvømmelsen i Texas. Udfordringen med Ondskab er åbenbart knyttet til forestillingen om Forsynet, den påstand at uanset hvad der sker er det Guds Vilje. Trump der vendte hovedet præcis i det rette øjeblik således at kuglen kun strejfede hans øre  betragter nogle som Forsynets indgriben.  Men hvis Gud kan få Trump til at vende sig, så ville han helt sikkert kunne have reddet de druknede piger i Texas. 

Hvad var Platons forklaring, løsning?                                                            

Gud, der er gennemført god skal tage alle muligheder i betragtning, alle mulige ‘verdener.’ I een verden, vores, drejede Trump hovedet, og pigerne i Texas døde. I en anden verden, døde Trump, og Texas pigerne levede.

Platon hævdede godhed krævede alle mulighederne skabes fordi godhed kræver maximum diversitet. For ni hundrede år siden udvidede, arbejdede den kristne teolog Peter Abelard videre på Platons forklaring ved at argumentere for at selve det at eksistere er et gode, Godhed. Således ønsker Gud, der er Godhed, at maksimere godhed, maksimere virkelighedens størrelse ved at benytte alle mulige verdener. Pigerne i Texas der døde i denne verden, havde stadigvæk otte år eksistens, og det er bedre end slet ikke eksistere. Ydermere vil de samme piger leve deres hele liv i en anden verden. 

Arthur Lovejoy, i sin bog The Great Chain of Being, baseret på forelæsninger han gav på Harvard for hundrede år siden, efter at have diskuteret Platons og Abelards forklaring, påpegede (p. 74) at St. Thomas Aquinas, der skrev for 800 år siden, og er den største romersk katolske teolog nogensinde, var enige med denne løsning på Udfordringen med Ondskab. 

Denne forklaring på Udfordringen med Ondskab blev præsenteret af fire af historiens  største tænkere for 2,300, 900, 800, og 100 år siden. Da alle, på et tidspunkt i livet, undrer sig over Udfordringen med Ondskab, er der ingen undskyldning for uddannede mennesker til ikke at være opmærksom på denne forklaring, uanset om man accepterer den eller ikke. 

Denne forklaring kræver eksistensen af andre universer, der har andre versioner af os. Findes de? Ifølge kvantemekaniken findes de. Kvante mekaniken formoder at alle forandringer skyldes lineære operatører der handler med bølgefunktioner, og eksistensen af andre universer skyldes denne linearitet, kombineret med formodningen om at kvantemekanik styrer vilkårlige komplekse molekylære systemer, herunder mennesker og ‘katte.’ Jo, forklaringen på Schrödinger’s Cat Paradox er, katten er i live i et univers og død i et andet. Det indså Schrödinger i 1952.

Foretag selv kalkulationen. Hvis du ikke kan, har jeg gjort det i min bog The Anthropic Cosmological Principle. Hvis du har svært ved at følge med i min kalkulation, må du acceptere Argumentet fra Eksperten (Authority).

Hvilken Authority? Jeg anbefaler David Deutsch, vinderen i 2023 af Breakthrough Prize for opfindelsen af kvantecomputeren, og som siger i sin bog The Beginning of Infinity (Chapter 11 and p. 310) kvante mekanik er nødvendigvis en “multiverse” teori. (Multiverset er en hypotese om, at der udover vores eget univers findes mange andre mulige universer. Disse universer kan adskille sig fra vores fysiske love, konstanter, tid, rum, og endda eksistensen af liv. Begrebet bruges både inden for videnskab og filosofi, og der findes forskellige teorier og fortolkninger af, hvordan et multivers kunne se ud og fungere).Enten findes der andre universer, eller kvantemekanik er objektivt falsk.

Konklusion: Uanset hvad din forklaring, løsning på Udfordringen med Onskab er, skal den henvise til de andre versioner af dig i multiverset. Deutsch viste i sin tidligere bog The Fabric of Reality, hvordan multiverset løser Den Frie Vilje Problemet. Man kan i sandhed sige, “Jeg kunne have valgt at tage til Boston, hvis jeg virkelig tog til Boston. Således kunne du i virkeligheden have Fri Vilje til at gå til New York frem for Boston, hvis blot i et univers du faktisk tog til New York, og i et andet univers du faktisk tog til Boston. Endnu engang, uanset din løsning, forklaring på Problemet med den Frie Vilje, skal den henvise til at du tager til Boston i et univers, og til New York i et andet. Alle ved at Udfordringen med Ondskab er knyttet til Problemet med den Frie Vilje. Se slutningen på filmen fra 1981 Time Bandits. Multiverset viser hvordan de to er knyttet til hinanden. 

Hvad med Forsynet, den anden del af Udfordringen med Ondskab? “Forsynet” er i bund og grund en påstand om determinisme, Skæbnen: Tilstanden af Multiverset er nu helt og aldeles bestemt af tilstanden af multiverset på et tidligere tidspunkt, der i sig selv fuldstændig er bestemt af tilstanden af multiverset på et endnu tidligere tidspunkt, og så videre, indtil fysikkens love siger det er umuligt at gå videre. Denne uendelige sekvens med determinerende øjeblikke definerer en ultimativ bestemmende enhed “En Første Årsag uden Årsag,” hvilket Aquinas hævder “alle kalder ‘Gud’.” 

Einstein elskede determinismen og siger så velkendt, “Gud spiller ikke terninger med universet.” I 2014 udgav jeg et matematisk bevis i det førende fagfællebedømte tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences der påviser at Einstein har ret: kvantemekanik er mere deterministisk end klassisk mekanik (Det er beskrivelsen af bevægelse og vekselvirkninger af legemer, og den er gældende ved små hastigheder i forhold til lysets hastighed og store energier, f.eks. bevægelser af planeter); at der eksisterer konvergerende uendelige sekvenser af determinerende øjeblikke. 

Deutsch, vist endnu engang i The Beginning of Infinity, og før det Schrödinger, hvorfor: kvante mekanik har intet at gøre med muligheder" fordi bølge funktion er et måling af universers densistet i multiverset, 

Hvis du forkaster denne løsning, forklaring på Udfordringen med Ondskab, går du mod Platon, Abelard, og Aquinas i filosofiens verden , og mod Einstein, Schrödinger, og Deutsch in fysikkens verden. Er du sikker på at du er klogere end de personer? 

Frank J. Tipler is Professor of Mathematical Physics at Tulane University. He is the author of The Anthropic Cosmological Principle (Oxford University Press [with John D. Barrow, FRS]), The Physics of Immortality (Doubleday), and The Physics of Christianity (Doubleday).

Image: Віщун

https://www.americanthinker.com/articles/2025/08/plato_solved_the_problem_of_evil_2_300_years_ago.html

Civil Wars betydning for amerikanernes selvforståelse

Tolkning af the Civil War

                        

G. Tracy Mehan, III 

                

150 år med blodets blæk.

                

Mens vi nærmer os årsdagen for afslutningen på Civil War, kan man i den grad forundres over den strøm af såvel doktorafhandlinger og grader samt andre skriverier som denne episode giver anledning til, og dermed genfortælles. Der gås i detaljer og historien gennemarbejdes om nationens blodigste og mest konsekventfyldte krig, der præsenterede de grundlæggende problemer som ikke blev løst i Den Amerikanske Revolution.                                          

Man kunne sige at i 150 år har det været blod udtrykt i blæk.

James M. McPherson, rektor for  American Civil War​ historikere skriver i sin bibliografiske note til sit Pulitzer vindende historiske værk Battle Cry Of Freedom: The Civil War Era (1988), ‘At han observerede at han blot indsamlede “den enorme mængde litteratur om Civil War æraen, der løber op i mere end 50000 forskellige bøger og pamfletter alene om krigsårene -- for ikke at nævne de enorme mængder artikler, doktorudredninger og samlinger af manuskripter og breve.”

“Faktisk siges der at være flere værker på engelsk om Abraham Lincoln end nogen anden person - udover Jesus fra Nazareth​ og William Shakespeare​," skrev McPherson, hvis ubesværede flydende prosa er blevet angivet som et af de få mesterværker i  The Oxford History of the United States, en serie der oprindeligt blev redigeret af C. Vann Woodward, der selv var en hædret person på området.

Meget betegnende har Washington Post haft et par af farvefotografierne på forsiden af deres Metro Sektion (“Et symbol på Lincolns tårnlignende arv,” 15. december 2011) af den tre etagers høje, 34 fod installation der bestod af tusinder af bøger om Lincoln. Den består af brandsikrede aluminiums kopier. Denne udstilling er en del af det renoverede Ford Theatre’s nye center for uddannelse og lederskab, overfor den gade hvor Lincoln blev myrdet i 1865.

Jeg vil vove at påstå at litteraturen er øget med halvdelen siden McPherson udgav sit magnum opus.

Så er der de utallige romaner, film og dokumentarskildringer, blandt dem Michael Shaaras historiske roman fra 1974 Killer Angels, der dramatiserer Slaget ved Gettysburg, og som vandt Pulitzer Prisen, og den magisteragtige (jo, jeg overbenytter ordet) Ken Burns​ produktion, The Civil War. Den fængslede 40 millioner seere i løbet af fem på hinanden efterfølgende aftener, og dermed blev den mest populære dokumentarfilm nogensinde.

Nævnes skal også de hårdføre Civil War reenactors der med store udgifter i tid og penge søger at indfri deres besættelse af historisk korrekthed og autenticitet over hele det amerikanske landskab når vejret tillader det. Jeg erindrer at have set et beåndet engagement ved Galena, Illinois, en af Grants utallige residensbyer, og fandt oplevelsen yderst gribende, hvis man blot har den mindste indlevningsevne.  

Amerikanerne synes at have en umættelig appetit for alt der er skrevet om den blodigste episode i vor historie, hvor flere end 600000 amerikanere døde på begge sider af konflikten om Unionen, stats rettighederne og slaveriet. Den sidste del af forrige sætning har i sig selv genereret sin egen litteraturgruppe om den sande mening af konflikten. Mange eksperter har argumenteret for at at meningen med konflikten eller missionen ændrede sig med tiden mens blodet flød og tabstallene steg astronomisk. Andre holder fast i at staternes rettigheder enten var et dække for det virkelige emne, slaveejernes rettigheder, eller så indblandet med det at de i al væsentlighed var det samme.

I 2006 skrev Harry S. Stout, Yale professor i amerikansk religiøs historie, en “moralhistorie” om Civil War, Upon the Altar of the Nation, hvor han benyttede de traditionelle principper i doktrinen om en retfærdig krig til at kritisere den voldsomme konflikt, og mindre det retfærdige i sagens kerne (jus ad bellum) end for dens udførelse (jus in bello). Stout betragtede krigen gennem diskriminationens og proportionalitetens briller, mellem kombattanter og ikke-kombattanter, og fandt den mere var i slægt med samlet set noget umoralsk, i dens udførelse frem for dens sag.

McPherson skrev en meget kritisk, det vil sige negativ anmeldelse ("Was It a Just War?" New York Review of Books, 23. marts 23, 2006) af Stouts bog og fandt adskillige dusin faktuelle fejl i den militære genfortælling. Dog indrømmede han at selvom bogen “var fejlfyldt,” og “tankeprovokerende fejlfyldt” så “stiller den mange af de rigtige spørgsmål.” selvom den ikke nødvendigvis gav “de rigtige svar”

Problemerne, moralske som forfatningsmæssige, der var impliceret i det 19. århundredes Amerikas behandling af slaveriet, krig og oprør er om ikke andet afgørende, og er med til at disse tæt sammenvævede emner er uimodståeligt tiltrækkende årti efter årti.

At holde trit med kaskaden af bøger er udmattende. Jeg er beskæftiget med at pløje mig igennem mængder af læsning om Civil War og kan knap holde styr på al den nye lærdom der synes at medføre en endeløs strøm af ny information, data, analyser, for ikke at nævne nyere, mere omfattende emner der går fra diplomati, økonomi og endog sygdomme. Bare litteraturen om beregning af det faktisk antal tropper på en given slagmark, efter faktorer som sygdom og desertering er imponerende. Med tiden vil jeg gå kold og opgive at læse noget der blot har det mindste med krigen at gøre, på grund af både følelsesmæssig som intellektuel udmattelse.

Vi er kommet meget langt bort fra de elegante, dog meget militærtilknyttede fortællinger af Shelby Foote, og Bruce Catton den tidligere pro-Syden sympatisør og så senere lettere pro-Nord hældende forfatter og forsker. Ifølge McPherson har de begge trukket på James Ford Rhodes lærde værk, som blev skrevet i syv bind fra 1892 - 1906, og hos Allan Nevins og hans otte binds værk, der blev nedfældet mellem 1947 og 1971.

Shelby Foote og Bruce Catton

James Ford Rhodes og Allan Nevins bog.

        

Jeg har længe spekuleret på om Civil War og dens tætte tilknytning til slaveriet, Lincoln og udvidelsen af nationen mod Vest faktisk udfylder den rolle som klassikerne og den gamle historie spillede for lad os sige det 19, århundredes englændere, ved at give lektioner og modeller for menneskelig lidelse, heltemod, kujoneri og patos. Der er så mange, mange historiske personer og episoder, hvorfra amerikanerne kan trække på, i det mindste nogen visdom, når det drejer sig om menneskehedens evne til dårskab, tragedie, offervilje og udholdenhed.

Som født i St. Louis, Missouri, har jeg længe næret en langvarig fascination af de mange og forskelligartede slag og konflikter, så langt borte fra de helt store slag, i f.eks. Virginia. De var ofte brutale og meget personligt prægede når man tænker på udbredelsen af guerillakrigsførelsen i Vesten og den kendsgerning at den tyske minoritet i St. Louis konspirerede med Nathaniel Lyon for at holde en ellers væsentlig Confederate state ude af konføderationen.

Lincoln havde kun vundet to counties i hele staten i valget i 1860, byen St. Louis og Gasconade County begge centre for tysk kultur og social aktivisme. Lincoln blev støttet af “Wide Awakes” klubber der ikke prægede staten, men snart begyndte at organisere en form for ikke kontrolleret militærstyrke, holdt øvelser i hemmelige ølhaller, fabrikker og idrætshaller. 

Wide Awake Fakkel demonstration 1860

Beretningen er vældig godt fortalt af Adam Goodheart i april 2011 udgaven af American Scholar ("Civil War in St. Louis"). Han beskriver det vi i dag måske ville kalde indsatsstyrker, mere end modoprørsstyrker. Tyskerne tjente Lyon på samme måde som Nordalliancen assisterede U.S. Special Forces og CIA i Afghanistan krigens første dage. De kaldte deres enhed Lyons Fahnenwacht, “Lyons Fanebærer.”

Denne gang var det tysk-amerikanere mod skotter-irere og andre “indfødte” amerikanere der var helt på Confederacy og secessionisternes side. På denne måde blev den siddende regering i Missouri fordrevet. Ved at holde fast i St. Louis og med tiden Vicksburg fik Confederacy fodfæste i Mississippi River Valley.

Vedrørende de mere grumme episoder i guerillakrigsførelsen i Missouri da ledte

William Clarke Quantrill​, en fremragende taktiker og leder af Quantrills Raiders, angrebet mod Lawrence, Kansas, der resulterede i nedslagtningen af cirka 250 mænd og teenagedrenge, de fleste ubevæbnede og uden at gøre modstand, og derpå afbrændning af byen. For mere om denne temmelig bizarre beretning og om resten af hans liv, herunder at han konverterede til katolicismen, og hvad der skete med hans efterladenskaber så læs The Devil Knows How to Ride: The True Story of William Clarke Quantrill and His Confederate Raiders (1976) af Edward E. Leslie.

(Filmen Ride With the Devil skildrer episoder i disse partisaner kamp. (synopsis-oplysning))

https://www.youtube.com/watch?v=F8Vwm6dBQI8

Jeg dukker sporadisk op i bogen. Mens jeg ledede Missouri Department of Natural Resources for daværende guvernør John Ashcroft, stod jeg som chef for statsparker og de historiske steder, blandt dem Confederate Cemetery at Higginsville, Missouri.

The Missouri Division of the Sons of Confederate Veterans ønskede at flytte Quantrill's efterladenskaber der lå i en kasse i et stats arkæologisk laboratorium i Kansas til Higginsville for en ordentlig begravelse. Imidlertid mente holdet hos DNR at den gamle partisan skulle begraves i sin hjemby Dover, Ohio. Som Leslie genfortæller beretningen svarede Sons of Confederate Veterans med diverse bureaukratiske indvendinger, “Mehan gav sin godkendelse.” Faktisk var det en helt lovlig debat om, hvordan man løste sagen. Ville det at begrave Quantrill ved et officielt Confederate sted besmudse deres ære? Det mente de ikke.

Quantrills grav på Higginsville Confederate kirkegården

Men Civil Wars rædsel sluttede ikke fredeligt, men snarere foranledigede et langvarigt oprør i Vest. Jay Winiks bog April 1865: The Month That Saved America (2001) forklarer hvor ømfindtligt og usikkert tingenes tilstand var, hvis det ikke havde været for villigheden hos Robert E. Lee, U.S. Grant, Joseph E. Johnston og selv den brændende kriger, Nathan Bedford Forrest​, for endeligt at få afsluttet bodsudgydelserne og vende sig mod fredelige formål og en helbredelse af landet.

Lee's berømte General Orders Number 9 fastslog, "… Jeg er besluttet på at undgå de nytteløse ofre af de som tidligere indsatser har gjort så elskede af deres landsmænd.”

https://www.youtube.com/watch?v=RgiJFE9FVCk

Joshua L. Chamberlain, "den kæmpende professor fra Bowdoin College i Maine, der vandt medal of Honor for sin tapperhed ved Gettysburg’s Little Round top,” var i spidsen for overgivelsen ved Appomattox. Hans beskrivelse af den formelle overgivelse er lige så bevægende en passage som man kan finde i de amerikanske breves historie. Wilnik beskriver scenen:

Uden at have planlagt det og uden nogen officiel tilladelse gav Chamberlain pludselig ordre til at Union soldaterne skulle “præsentere våben” som et tegn på deres dybeste udtryk for militær respekt. En fanfare tonede øjeblikkeligt ud. Langs hele vejen hævede Union soldaterne deres rifler til skulderen i en æreshilsen.

"Ved lyden af den maskin-lignende lyd af våben der præsenteres,” huskede Chamberlain,  "General Gordon​ [en af Lee’s mest hårdføre krigere, såret fire gangen, og kommandør over Stonewall Jackson​'s gamle enheder] begyndte....drejede sin hest så den vendte sig mod mig, berørte den blidt med sporen således at dyret stejlede let, og mens han drejede hest og rytter i en bevægelse, svingede hestens hoved nedad med et yndefuld buk, og General Gordon tabte sit sværd i hilsenen.” Mens han gjorde det gav veteranerne i blåt en soldaterhilsen til de “besejrede helte,” -- et “tegn på respekt fra amerikaner til amerikaner.”

Gordon, til gengæld beordrede sin mænd til at svare -- “æren, bevar æren,” sagde Chamberlain.

“For vor del ikke en lyd mere fra trompeten, ingen trommehvirvel; ikke et jubelråb, heller ikke ord, heller ikke hvisken eller selvhæder, heller ingen bevægelse ... men snarere en forbløffende stilhed, og en holden vejret, som var det døden der gik forbi.”

Pave Johannes den Store skrev i sin sidste bog yderst bevægende om det organiske bånd mellem hukommelse og identitet. I de mange bøger der er skrevet om den voldsomme omvæltning som var Civil War, kan amerikanerne måske afdække deres identitet, som, skønt fragmenteret af forskellige sociale og kulturelle fejlspor, er grundet i en historie der er værd at kende til og forstå.

                                 

                  

G. Tracy Mehan, III served at the U.S. Environmental Protection Agency in the administrations of both Presidents Bush. He is a consultant in Arlington, Virginia, and an adjunct pro

http://spectator.org/archives/2011/12/29/reading-the-civil-war/1

 

Empati det usle våben i argumentation

Josh Stylman  

I morges offentliggjorde New York Times et essay af en immunolog, der ikke blev vaccineret som barn, som fandt videnskaben, fik sine vaccinationer og nu ønsker at hjælpe andre forældre med at se lyset. Det har det karakteristiske NYT-skær, er velskrevet og følelsesmæssigt fængslende. Og alligevel, hvis du har fulgt med i mediemaskineriet, kan du se, at denne artikel blot er følelsesmæssig afpresning. Den er sofistikeret og taler moderkærlighedens sprog. Det faktum, at den er klædt i en laboratoriekittel, er det, der afslører det.

Essayets argument er simpelt: forfatterens mor vaccinerede hende ikke af kærlighed. Forfatteren vaccinerer nu sine egne børn af kærlighed. Den eneste forskel er information og følelsesmæssig støtte. Historiens morale? Forældre, der ikke vaccinerer, er ikke dårlige mennesker – de er bare ikke blevet ledt til den rigtige konklusion endnu.

Enhver, der ikke har sovet i løbet af de sidste par år, kan genkende spillet.

---

I 2021 stod New Yorks guvernør Kathy Hochul foran en ‘menighed’ og fortalte dem, at de vaccinerede var "de kloge", at de, der nægtede, "ikke lyttede til Gud", og at de troende skulle gå ud som "apostle" og omvende de ikke-troende. Det var billigt, groft og skammeligt på så mange måder.

Og så var der Bill de Blasio. Midt i byens vaccinekampagne gik borgmesteren i New York frem for kameraet, mens han dinglede med en tallerken burger og pommes frites, og stønnede "Mmm, vaccination", som om han filmede en McDonalds-reklame.

Jeg har aldrig skammet mig mere over at være newyorker end at se de to repræsentere min hjemby i den periode.

Times-essayet er præcis den samme prædiken for en anden menighed. Tre pitches for præcis det samme produkt. De Blasio dinglede med pommes frites til folk, der ikke havde råd til at sige nej. Hochul spillede på sjælen. Times sigter direkte mod laptop-klassen. Tilgangen kan se anderledes ud, men afsløringen er indlysende: der er kun ét korrekt svar, og institutionerne besidder det. Dette er alt sammen blot taktikker for at få de uafklarede til at konvertere.

---

Interessant nok nævner Times-artiklen aldrig, at USA har den mest aggressive børnevaccinationsplan i den udviklede verden. Den nævner aldrig, at Kongressen i 1986 vedtog en lov, der beskyttede vaccineproducenter mod traditionelt ansvar – vi fik at vide, at det ikke var fordi produkterne var farlige, men snarere fordi producenterne truede med at forlade markedet uden beskyttelse mod retssager. Måske mest sigende er det, at den aldrig stiller det åbenlyse spørgsmål baseret på sund fornuft: Hvorfor besluttede Kongressen, at den eneste måde at holde vaccinerne i gang på var at fjerne det juridiske ansvar, der gælder for stort set alle andre produkter, du putter i din krop? Og hvad har denne afvejning kostet i offentlighedens tillid?

Den nævner aldrig Vaccine Injury Compensation Program, som har udbetalt over 4 milliarder dollars til familier gennem årtierne – en føderal domstol, der eksisterer med det ene formål at anerkende, at disse skader er reelle. Man skulle tro, at det ville gøre samtaler om risiko helt rimelige. Tilsyneladende ikke. I stedet får man stemplet som farlig, hvis man overhovedet rejser emnet.

Den nævner aldrig arbejdet udført af forskere som Toby Rogers eller organisationer som Children’s Health Defense, der har brugt år på at grave i de faktiske data om bivirkninger, afvise den accepterede risiko-fordel-beregning og kræve, at producenter og regulatorer viser deres arbejde. For hvad det er værd, er det ikke pointen at være enig i alt, hvad de udgiver. Disse mennesker eksisterer ikke i nogen mainstream-diskussion om vacciner. De bliver ikke debatteret. De bliver ikke afvist. Bare fraværende. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg kalde det et makværk, ikke blot en forglemmelse.

Jeg vil argumentere for, at fravær er mere til at undergrave offentlighedens tillid end noget, disse forskere nogensinde har offentliggjort. Når forældre leder efter svar og finder en hel verden af ​​data, som New York Times foregiver ikke eksisterer, kan de konkludere, at Times håndterer sine læsere, ikke informerer dem.

Man behøver ikke at være modstander af en eneste vaccine for at finde det bekymrende. Det er nok, at man mener, at forældre fortjener en ærlig offentlig samtale.

Forfatteren til essayet beskriver, hvordan hendes egen mors børnelæge afviste hendes spørgsmål og hastede sig igennem konsultationen. Hun kalder det et svigt fra systemets side. Det, jeg fandt mest interessant – og indlysende – er, at hendes essay gør præcis det samme, blot fra den modsatte synsvinkel. Hun springer let og elegant hen over alle de svære spørgsmål for at lande på det svar, der allerede lå fast, før hun begyndte at skrive. Er det en forglemmelse eller blot en løgn ved udeladelse? Folk, der studerer propaganda, ved, at sidstnævnte kan være uhyggeligt effektivt.

Det ved jeg af erfaring. Da min kone og jeg fik børn, tryglede en af ​​mine bedste venner os om ikke at vaccinere dem. Jeg vidste, at han ikke var typen, der fandt på ting eller havde andre motiver end at finde sandheden. Jeg tænkte: Hvor slemt kunne det egentlig være, når det er standarden, som de fleste forældre accepterer? Det var vel kun tosser som min ven, der valgte den vej, ikke sandt? Inderst inde vidste jeg måske nok, at han havde ret – og var klogere end mig – men jeg var intellektuelt doven. Jeg orkede ikke arbejdet med at dykke ned i historikken eller kedelige videnskabelige artikler, eller at forstå, hvordan maskineriet egentlig fungerede. I stedet valgte vi en middelvej. Vi troede, vi var smarte ved at sprede de påkrævede vacciner ud over længere tid. Set i bakspejlet var det en måde at springe over, hvor gærdet var lavest. Vi indgik et kompromis med et system, vi ikke helt stolede på, men som vi ikke orkede at tage et opgør med.

Hvis jeg skulle gøre det hele om, skulle man slå mig ihjel, før man satte en nål i mit barn. Ikke fordi jeg påstår at vide med sikkerhed, at mine børn ville tage skade. Men fordi jeg har set nok til at stille spørgsmålstegn ved hele systemet – ansvarsfraskrivelserne, stemplet som "vaccinemodstander", de undertrykte samtaler og institutionernes afvisning af at forholde sig til noget som helst, der udfordrer det fastlagte narrativ. Når først man har set, hvordan det hele hænger sammen, kan man ikke glemme det igen. Hvordan skulle jeg kunne vaccinere mine børn med en tillid, jeg ikke længere besidder?

Men denne tirade handler ikke om videnskab. Det er en meget længere og mere nuanceret diskussion. Det handler om ulempen.

Spillet er lige så simpelt, som det er temmelig djævelsk: Indram debatten, så kun én konklusion er mulig, og demonstrer derefter en vis åbenhed over for, hvordan folk når frem til den konklusion. Vær empatisk omkring rejsen. Vær medfølende omkring kampen. Tillad aldrig nogensinde, at destinationen bliver sat spørgsmålstegn ved.

Essayisten udviser empati til tøvende forældre, men det er helt tydeligt en konverteringsteknik. Hun udviser den ikke til de forældre, hvis børn fik anfald efter deres vaccinationer. Eller til de familier, der så deres børn gå i tilbagegang og i årevis fik at vide, at det var et tilfælde. Eller til enhver, der kiggede på beviserne og kom frem til det "forkerte" svar. Hendes medfølelse har en retning, og den peger mod at bøje knæ for det socialt acceptable svar. Alt andet ville være uhøfligt og fjollet.

Jeg ville beundre elegancen i det, hvis det ikke var så forbandet uhyggeligt. Den udnytter, hvad jeg opfatter som en af ​​vores arts bedste egenskaber (empati), ved at udnytte nogle af vores åbenlyse blinde vinkler (frygt, konformitet). Den tilegner sig forståelsens og venlighedens sprog for at lukke ned for den samtale, den foregiver at åbne. Den siger: "Jeg ser dig, jeg hører dig ... hold nu kæft og gør, hvad du får besked på."

Og det er ikke unikt for vacciner. Stil spørgsmål til Fed, og du forstår ikke økonomi. Stil spørgsmål til valgprocessen, og du er en trussel mod demokratiet. Stil spørgsmål til krigen, og du støtter ikke tropperne. Rammen synes altid at have den samme klang: anerkend bekymringen, valider følelsen, og led derefter publikum til den konklusion, der faktisk aldrig var i tvivl. Det eneste, der ændrer sig, er emnet.

Enhver forælder med sund fornuft kan gennemskue dette, hvis de stopper længe nok op til at stille et par grundlæggende spørgsmål. Hvorfor har et sikkert produkt brug for juridisk immunitet? Hvorfor er de mest informerede forældre de mest tøvende? Hvorfor følger enhver mainstream-samtale om dette emne præcis det samme manuskript – anerkender bekymringer, omdirigerer til overholdelse af regler, aldrig beskæftiger sig med substansen? Og hvorfor holdes de forskere og fortalere, der gør det hårdeste arbejde med dette emne, uden for synsfeltet for acceptabel diskurs?

NYT-essayet slutter med linjen: "Min grund var den samme som min mors: Jeg elsker dem dybt."

Det er en smuk sætning, der demonstrerer en tankevækkende litterær teknik. Hvis jeg var en af ​​de "konspirationsteoretikere", jeg har læst så meget om, ville jeg også mene, at det er et bur. Implikationen er, at kærlighed kun går én retning – mod nålen – og hvis du valgte anderledes, ja, så vidste du bare ikke bedre.

Kærlighed er ikke det, der splittede os; det gjorde vores institutioner. Og forældre blev ikke pludselig anti-videnskab. De blev anti-arrogance og anti-gaslighting.

Hvis de, der fører tilsyn med de organisationer, der skal informere og beskytte os – lægepraksiserne, universiteterne og ja, NYT – vil have vores tillid tilbage, er jeg ret sikker på, at de må bytte deres sikkerhed ud med en vis ydmyghed. Jeg er kynisk over for, at vi nogensinde når dertil, hovedsageligt fordi det ville kræve, at man åbner en samtale, som hele systemet er designet til at forhindre – og at man udgiver essays i New York Times, der ikke ender med, at alle er enige om at smøge ærmerne op.

https://brownstone.org/articles/the-empathy-weapon/