Om komplikationer ved kønsskifte kirurgi

 

Om at forstå kønsskifte kirurgi

Man sværger “der sker ingen skade” - det modsatte er ofte tilfældet.

Hal Scherz 

Banen er blevet kridtet op mellem dem, som fremmer en agenda med kønsskifte og de som er i opposition, især når det gælder børn. Pubertets blokkere, og kønshormoner har uundgåelige bivirkninger, trods “eksperter” der hævder noget andet. Dette omfatter the American Academy of Pediatrics, der har stillet sig på wokeisms side og ikke længere repræsenterer børns bedste interesser som man ellers har sværget at ville beskytte. Kirurgiske indgreb for disse individer er ofte en del af et kønsskifte, dog er der skrevet meget lidt om dette, fordi meget få mennesker forstår hvor kompliceret det er.

At fjerne en kvindes bryster er det mindst komplicerede ved kønsskifte kirurgi, og selv det kan resultere i alvorlige komplikationer. De mere tungtvejende problemer er associeret med den genitale rekonstruktion. Dette er fagområdet for urologer, og når børn er patienter er det med pædiatriske urologer. Da jeg var under oplæring som pædiatrisk urolog i 1980’erne udgjorde børn der blev født med det som kaldtes “tvetydige genitaler" en lægelig nødsituation. Forældre forventede at kende deres babys køn, således blev der foretaget en test så hurtigt som muligt og et køn blev fastslået, ofte baseret på hvor rekonstruerbare genitalerne var, og så en pædiatrisk vurdering hos urologen vedrørende den fremtidige seksuelle funktion og frugtbarhed. Mange børn med alvorlige abnormiteter - de fleste drenge - blev betegnet som piger, fordi det at rekonstruere kvindelige genitalia var langt mere gennemførligt end det modsatte. 

Tidligt i 1990’erne begyndte der at komme data om at kønsskifte var knyttet til væsentlige psykologiske udfordringer, således begyndte man at praktisere et særligt moratorium (forsinkelsesplan) Til trods for at kønsskifte sjældent udføres er de kirurgiske indgreb procedurer som de pædiatriske urologer udfører ud fra andre lægeligt betingede forudsætninger. Ingen andre læger er så vidende og bekendte med disse kirurgiske indgreb eller de medfølgende komplikationer. Omfanget af komplikationerne med indgrebene er i direkte sammenhæng med kirurgens ekspertise.

En meningsfuld samtale om kønsskifte kirurgi kræver en forståelse af hvad der er på spil, hvad det omfatter. Når en dreng laves om til en pige kræver det fjernelse af testiklerne, pungen deles for at lave skamlæber, af den amputerede penis benyttes penishovedet som klitoris, urinrøret skæres tilbage og der konstrueres en vagina - enten ved brug af et segment af den store tarm, eller få væv til at udgøre det indre ad denne.  Komplikationerne ved denne kirurgi er ekstremt store. Når forældre rådgives om denne type af kirurgi forklarer vi ofte, at der kan komme tre eller flere kirurgiske indgreb for at opnå et tilfredsstillende resultat. Komplikationer som arvæv i “vagina” eller sår kan føre til mere kirurgi. 

At lave en pige om til en dreng er yderligere komplekst. En penis skal konstrueres, hvilket gøres ved at benytte lapper af væv fra lårene eller den nedre del af maveskindet. Et urinrør skal ‘bygges’ således at patienten kan lade vandet gennem penis. Dette kræver igen at der benyttes væv fra munden til at lave et urinrør. En penis der kan fungere seksuelt omfatter at en protese sættes i den nyskabte penis. Skamlæber omformes til at udgøre pungen og der implanteres kunstige testikler. Komplikationerne ved disse kirurgiske indgreb er endnu mere almindelige og komplicerede end når en dreng gøres til en pige. Protesen, især i penis, giver problemer med infektion eller sammenfald (ekstrudering) hvorved protesen bevæger sig ud af position og må fjernes og derpå omdannes senere hen. 

Voksne der vælger at få foretaget disse kirurgiske indgreb kan meget vel fortryde det, men er fri til at tage deres egne beslutninger. Imidlertid mangler børn viden, overblikket til at tage sådanne beslutninger og voksne der er ansvarlige for disse børn kæmper ofte med lignende valg. Forældre bliver ofte vildledt af aktivister, der presser på for disse kirurgiske indgreb, fordi de har fået dårlige informationer eller kun meget lidt forklaring om de risici der er involveret.

Læger der fremmer disse kirurgiske indgreb er endnu mere skyldige, fordi de har afgivet ed om “ikke at gøre skade” når det faktisk ofte er det der sker. Disse kirurgiske indgreb er misbrug af børn og burde standses ligesom den pædiatriske urologi sammenslutning mente var rigtigt at gøre for næsten 30 år siden.

https://www.frontpagemag.com/understanding-transgender-surgery/

To trins metoden til at huske absolut alt og ingenting

 

To trins metoden til at huske absolut alt og ingenting

Stephen Johnson

Du sidder ved et kortbord, og en dealer lægger ti kort med billedsiden opad. Han lægger dem tilbage i bunken. Kan du huske, hvilke kort du så? Hvad med i rækkefølge?

I 2002 fik Dominic O’Brien en Guinness verdensrekord for at recitere en sekvens på 2.808 kort (eller 54 sæt kort) efter kun at have set hvert kort én gang og kun begået et par fejl i processen. Det lyder nok som en umulig kognitiv bedrift, hvis du er den slags person, der har svært ved at huske, hvor dine bilnøgler er. Men for verdensmestre i hukommelse som O’Brien er det rutine. Disse såkaldte hukommelsesatleter kan huske et forbløffende stort antal ting: Rajveer Meena reciterede korrekt 70.000 cifre af pi. Ryu Song I var i stand til at huske 4.620 tilfældige tal på en time. Og Katie Kermode huskede 224 ukendte navne og ansigter på 15 minutter.

Hvad er hemmeligheden?

"Overraskende nok," bemærker et studie offentliggjort i Neuron, "synes sådanne hukommelsesevner ikke at være forbundet med ekstraordinær hjerneanatomi eller generel kognitiv overlegenhed."

I stedet for kun at stole på medfødte evner forbedrer hukommelsesatleter deres hukommelsesevne gennem mnemoniske strategier. Sådanne teknikker omfatter brugen af ​​akronymer (som ROYGBIV, for at huske regnbuens farver), chunking (som at opdele et 10-cifret telefonnummer i tre dele) og at forbinde information med visuelle billeder.

Den mest almindeligt anvendte teknik blandt hukommelsesatleter er loci-metoden. Det er en mnemonisk strategi, hvor man danner et mentalt billede af den information, man vil huske, og derefter forbinder billedet med en specifik placering på et "mentalt kort" - en visualisering af et velkendt rumligt miljø, som f.eks. dit barndomshjem, gaden ved dit kontor eller gangene i dit lokale supermarked.

Teknikken - også kaldet hukommelsespaladsmetoden - udnytter det faktum, at hjernen husker billeder lettere end ord, et fænomen kendt som billedoverlegenhedseffekten. Og ligesom mange intellektuelle traditioner stammer den fra de gamle grækere.

Loci-metoden

Simonides af Keos var ikke kun en polyhistoriker, digter og musiker i det antikke Grækenland, men også en kandidat til historiens heldigste middagsgæst. I "De Oratore" fortæller den romerske forfatter Cicero historien om, hvordan Simonides engang deltog i en banket i det 5. århundrede f.Kr., da han blev bedt om at forlade festen og kort mødes med to mænd udenfor. Kort efter han trådte ud, kollapsede bygningens tag og dræbte alle deltagerne, og deres lig blev lemlæstede til ukendelighed.

Men Simonides fandt ud af, at han var i stand til at identificere de døde ved at tænke over, hvor hver person sad ved banketten. Han indså, at rumlig placering kan være et stærkt hukommelseshjælpemiddel. Det var sådan, Simonides opfandt loci-metoden, ifølge gamle kilder.

Grækerne og romerne var særligt interesserede i specialiserede hukommelsesteknikker – ikke så de kunne tælle kort eller vinde hukommelsesmesterskaber, men så talere kunne huske lange taler udenad uden at fejle. (I ikke ubetydelig grad er historien om hukommelsesmetoder retorikkens historie.)

I *The Art of Memory* bemærker den britiske historiker Frances A. Yates, at en af ​​de vigtigste tekster om oldtidens hukommelsesteknikker er *Ad Herennium*, skrevet af en retoriklærer, hvis navn er ukendt. Læreren skitserede, hvordan de gamle grækere og romere konceptualiserede hukommelse, og skrev, at ethvert menneske er født med to typer: naturlig og kunstig. Naturlig er den type, vi hver især har fra fødslen, hvilket gør det muligt for os at danne og genkalde minder uden bevidst anstrengelse. Kunstig hukommelse styrkes derimod gennem øvelse. I loci-metoden involverer denne træningsproces to elementer: steder og billeder.

Sådan bygger du et hukommelsespalads

Det første skridt er at visualisere et velkendt rumligt miljø - et "hukommelsespalads", der ikke kun omfatter ét sted, men snarere en ordnet rækkefølge af steder (eller loci), så du kan starte fra et hvilket som helst bestemt locus i serien og ubesværet bevæge dig fremad eller tilbage. Derren Brown - en engelsk illusionist, der bruger loci-metoden i magiske tricks, f.eks. ved at huske rækkefølgen af ​​kort i et sæt - forklarede, hvordan man bygger et hukommelsespalads i et interview med Big Think i 2020.

"Det kunne være din gade; det kunne være gåturen fra metrostationen til dit hus," sagde Brown. "Alt, hvad du behøver langs det område, er et par referencepunkter, som du kan huske uden at skulle tænke over det."

Referencepunkterne i dit rumlige miljø kunne være en postkasse, en kiosk, et ejendommeligt træ - "bare ting, du er meget bekendt med," sagde Brown. Så kommer billederne. Uanset hvilken liste over oplysninger du prøver at huske, skal du vælge den første ting og danne dig et levende billede af den i dit sind.

"Du skal lave et bizart billede af den ting," sagde Brown og brugte eksemplet med at forsøge at indstille en mental påmindelse om at tage et jakkesæt til renseriet om morgenen. "[Forestil dig] et jakkesæt, der er så rent, at det er ligesom skinnende, lys hvidt; at du næsten ikke kan se på det." Derefter "hæfter" du mentalt billedet af det lyse hvide jakkesæt til den første placering i dit hukommelsespalads - f.eks. en postkasse langs en velkendt gade. Og du gentager denne proces med at parre bizarre mentale billeder med specifikke steder i dit hukommelsespalads for hver information, du vil huske.

"Så længe du har gjort disse billeder så bizarre og latterlige, som jeg får dem til at lyde, hvilket er det vigtige, er alt, hvad du gør den næste dag, at du bare mentalt går ned ad den rute igen og tænker: 'Hvorfor er der et hvidt jakkesæt på - åh ja, jeg er nødt til at tage mit jakkesæt til [renseriet].'"

Loci-metoden er nyttig til hverdagsopgaver, som at huske en simpel to-do-liste. Den kan også udvides til at huske lange lister med information; det er bare et spørgsmål om at udvide dit mentale kort. For eksempel sagde Brown, at han ofte visualiserer en lang rute gennem London for at huske op til hundredvis af ting. For at tælle kort sagde Brown, at han visualiserer et vidtstrakt florentinsk hus.

"Når jeg spiller kort, besøger jeg kortrummet på øverste etage," sagde Brown i en video på sin YouTube-kanal. "I det har jeg en samling af 52 genstande, hver med en huskeregel til et spillekort. Uret, der er indstillet på syv i en kuppel, repræsenterer for eksempel ruder syv."

For at tælle kort i blackjack med fire kortspil sagde Brown, at han mentalt sætter tre klistermærker på hver genstand. Når kortene gives i spillet, bevæger han sig mentalt til den tilsvarende genstand og fjerner et klistermærke. Hvis et kort dukker op fire gange, fjerner han genstanden helt. Når han skal bestemme, hvilke kort der er tilbage i bunken, scanner han mentalt sine 52 genstande og laver en opgørelse. "Så ved jeg, hvornår jeg skal spille for høje indsatser."

En overraskende opnåelig færdighed

Det lyder kompliceret, men det kan være lettere at udvikle denne evne, end du tror. I det førnævnte Neuron-studie brugte forskere fMRI til at sammenligne hjerneaktiviteten og hukommelsespræstationen hos hukommelsesatleter i verdensklasse med "naive kontrolpersoner" (læs: almindelige mennesker med gennemsnitlige hukommelsesevner).

Resultaterne afslørede klare forskelle mellem hukommelsesatleter og ikke-atleter med hensyn til, hvordan områder af hjernen kommunikerer med hinanden. Hukommelsesatleter udviste et "overlegent hukommelsesforbindelsesprofilnetværk" mellem hjerneområder som standardtilstandsnetværket, visuelle netværk og den mediale temporallap.

Men mere overraskende var det, hvordan nogle af de "gennemsnitlige" deltagere var i stand til at forbedre deres hukommelse gennem loci-metoden. På tværs af en række ordmemoreringstests over seks uger klarede ikke-atleter, der var begyndt at praktisere loci-metoden, sig signifikant bedre end to kontrolgrupper, der ikke gjorde det.

Og fMRI-resultaterne viste, at efterhånden som denne gruppes præstationer forbedredes, lignede de måder, hvorpå forskellige hjerneområder kommunikerede og arbejdede med hinanden – en proces kendt som funktionel konnektivitet – i stigende grad hjerneaktivitetsmønstrene hos hukommelsesatleter. Forskerne skrev, at mnemoniske teknikker "reorganiserer hjernens funktionelle netværksorganisation for at muliggøre bedre hukommelsespræstationer."

Så hvorfor er især loci-metoden så effektiv? En hypotese er, at metoden styrker hukommelsen ved at udnytte et par af hjernens naturligt udviklede færdigheder: visuospatial hukommelse og navigation. Med andre ord fungerer den som en kognitiv "genvej" til at huske ting, fordi den tager information ud af det abstrakte rige og ind i en levende billedverden.

Den menneskelige hjerne er godt rustet til at navigere i dette rige. I millioner af år har primaters overlevelse været afhængig af evnen til at genkende og huske rumlige detaljer i et rigt, tredimensionelt miljø, hvad enten det var placeringen af ​​sikre tilflugtssteder, ansigterne på folk i stammen eller de bedste steder at finde mad. Så når du prøver at huske tusindvis af cifre i pi-numret, eller blot navnene på folk til en middagsselskab, gør du klogt i at udnytte hjernens ældgamle evne til rumlig og visuel hukommelse.

Rydder drømme op i dit liv eller skaber de kaos?

 

Rydder drømme op i dit liv eller skaber de kaos?

Rachel Barr

Hver nat, uden protest eller panik, ophører vi med at eksistere som oplevelsens subjekter. Det ene øjeblik er vi her, sanser og reagerer. Det næste er vi væk. Dette fænomen er så velkendt, at de færreste af os stopper op for at sætte spørgsmålstegn ved det, men hvis man vil forstå bevidstheden, er der intet bedre sted at lede end at sove og drømme.

I 1974 spurgte filosoffen Thomas Nagel: "Hvordan er det at være en flagermus?" Dette spørgsmål blev en milepæl i bevidsthedsfilosofien, netop fordi den definerede bevidsthed ud fra dens mest essentielle egenskab: Hvordan det er at være. Hvis erfaring er til stede, er bevidstheden det også.

Problemet er, at denne formulering er svær at fatte og endnu sværere at operationalisere. Det er én ting at sige, at erfaring ligger i hjertet af bevidstheden, men det er noget helt andet rent faktisk at studere den. Flagermus besvarer trods alt ikke spørgeskemaer.

Bevidsthed modstår ekstern analyse, fordi dens natur er indre. Vi ved måske ikke, hvordan det er at være en flagermus, men hver nat støder vi på det mere grundlæggende spørgsmål: Hvordan er det at være noget som helst?

Mens vi er vågne, formes den bevidste oplevelse af sansninger og handlinger. Strømme af sensorisk input strømmer ind, motorisk output strømmer ud, og denne løbende udveksling med omgivelserne forankrer vores subjektive oplevelse. Men når vi falder i søvn, opløses og omorganiserer denne arkitektur sig selv.

Adriandra Karuniawan 

Søvnstadierne er opdelt i to brede områder: ikke-REM-søvn og REM-søvn. Neuroforskere kan spore disse tilstande og deres distinkte neurale signaturer ved hjælp af et elektroencefalogram (EEG), som registrerer den kollektive elektriske aktivitet af kortikale neuroner. I dybere stadier af ikke-REM-søvn falder disse neuroner ind i en langsom, rytmisk svingning af aktivitet, der er afbrudt af perioder med stilhed. At være inde i en af ​​disse langsomme bølger er subjektivt set at være ingen steder overhovedet. Studier, der bruger EEG med høj densitet, har vist, at når posteriore kortikale regioner domineres af langsom bølgeaktivitet, er bevidst oplevelse typisk fraværende.

Vi falder ind i ikke-REM-søvn, vel vidende hvordan det er at være - og så ingenting. En total udslettelse af at være-somhed.

Udadtil ligner REM-søvn hvile. Hjernestammens motoriske kommandocentre hæmmer aktivt musklerne, hvilket midlertidigt lammer dem, og responsiviteten på den ydre verden falder væk. Men inde i hjernen flammer lysene. Hurtig, desynkroniseret affyring dukker op igen i den posteriore cortex, med aktivitetsniveauer i sensoriske og følelsesmæssige kredsløb, der matcher – og i nogle områder overstiger – dem, der ses i løbet af dagen. Vores øjne er lukkede, og alligevel viser den visuelle cortex lignende aktiveringsmønstre, som den gør, når man bearbejder en virkelig scene.

Det, der dukker op, er drømme – internt genererede bevidsthedsepisoder, konstrueret i et perceptuelt vakuum. Den anden manglende komponent er metakognition – bevidstheden om bevidsthed – og en følelse af handlekraft.

I REM-perioden er vi bevidste uden spørgsmål. Fuldt fordybede, men uden evnen til at se os selv udefra øjeblikket. De fleste drømmere ved ikke, at de drømmer; de eksisterer simpelthen i oplevelsen. At drømme er at være til uden at vide, at man er til.

Lucid dreømme er et modeksempel. I sjældne tilfælde får sovende indsigt i uvirkeligheden af ​​deres drømme indefra selve drømmen. I søvnlaboratorier træner forskere drømmere til at signalere luciditet gennem bevidste øjenbevægelser, som kan tidsstemples ved hjælp af elektrookulografi (EOG). 

Brugbare MRI- og EEG-data viser, at skiftet til luciditet falder sammen med en delvis reaktivering af den dorsolaterale præfrontale cortex, den anterior cingulate cortex og precuneus - regioner, der understøtter metakognition, som typisk er offline under REM-søvn. Når en drøm bliver lucid, er det ikke oplevelsen, der ændrer sig, men rammen omkring den. Lysene var tændt hele tiden, og nu ved du det.

Almindelige drømme er måske den klareste formulering af, hvordan det er at være. I stedet for at definere subjektivitet udefra giver REM-søvn os mulighed for at kortlægge dens tab og tilbagevenden indefra og afsløre dens struktur gennem dens adskillelse. Drømmeri bliver en levet generalisering af Nagels udfordring: Bevidsthed er ikke noget, vi udfører, og heller ikke en adfærd, vi udsender. Det er en tilstand af selvopretholdende indre aktivitet, defineret af den følte kvalitet af oplevelsen.

Hvad er der tilbage, når vores bevidste oplevelse er frataget hukommelse, handlekraft og selvreflektion? Hvordan er det at være en skabning uden dem? Vi ved det måske aldrig præcist, men vi kan træde uden for vores dominerende perspektiv for at forstå, hvordan det er at være nogen - eller noget - i den mest grundlæggende forstand. I søvn er vi så tæt på Nagels uopnåelige flagermusagtighed, som vi sandsynligvis nogensinde vil komme.

This article is part of our Consciousness Special Issue. Read the whole collection here.

Hvorfor din hjerne har brug for hverdagsritualer

 

Hvorfor din hjerne har brug for hverdagsritualer

Ritualer tjener psykologiske funktioner, der går langt ud over blot vane eller tradition.

 Anne-Laure Le Cunff

For et par år siden, under en særlig kaotisk periode på arbejdet, begyndte jeg at lave min morgenkaffe på præcis samme måde hver dag: samme krus, samme timing, de samme to minutters stilhed, mens den bryggede.

Det var ikke med vilje; jeg var bare for overvældet til at tænke over det. Men der skete noget interessant: De to minutter blev den roligste del af min dag. Selv når alt andet føltes ude af kontrol, havde jeg dette ene forudsigelige øjeblik, der på en eller anden måde gjorde resten overskueligt.

Jeg havde lige oplevet ritualernes kraft helt ved et tilfælde, og det var først, da jeg forlod teknologi for at studere neurovidenskab, at jeg forstod, hvorfor den simple kafferutine havde været så effektiv.

Ritualer er nogle af de mest kraftfulde teknologier, som menneskeheden har opfundet

De fleste mennesker tænker på ritualer som udførlige religiøse ceremonier eller gamle traditioner. Men dit liv er faktisk fyldt med dem.

At vente på, at alle bliver serveret, før man spiser, give gaver til fødselsdage og helligdage, sige "hej" og udveksle indskrevne høfligheder, klappe ved afslutningen af ​​en forestilling - alt dette er ritualer, der er vævet ind gennem vores dage.

Siden tidernes morgen har mennesker brugt ritualer til at anerkende hinanden, signalere tilhørsforhold, markere begyndelser og afslutninger og meget mere.

Faktisk mener jeg, at ritualer er nogle af de mest kraftfulde teknologier, menneskeheden har opfundet. Tænk på dem som gentagne, mønstre, ofte kulturelt overført "software", der tjener psykologiske funktioner, der går langt ud over blot vane eller tradition.

Psykologien og neurovidenskaben bag ritualer

Når mennesker står over for stress, fare eller store livsændringer, giver ritualer en følelse af stabilitet gennem strukturerede handlinger. At have noget konkret at gøre, når alt virker usikkert, reducerer angst og følelser af hjælpeløshed.

Denne følelse af handlekraft strækker sig til ritualernes bredere sociale funktion: Fælles rutiner gør samarbejdet lettere i stressede tider. Når et hold samles før en kamp, ​​signalerer handlingen medlemskab og engagement i gruppen.

Ritualer hjælper os også med at forstå livets mest udfordrende øjeblikke. De markerer overgange - såsom fødsel, pubertet, ægteskab og død - og hjælper os med at navigere i begivenheder, der føles overvældende. De støtter os også, når vi skaber en ny identitet gennem overgangsritualer. Derfor fejrer dimissionsceremonier ikke kun præstationer; de hjælper med at transformere en persons identitet fra "studerende" til "dimittend".

Endelig overfører ritualer kultur på tværs af generationer. Børn lærer taknemmelighed fra familiemiddagstraditioner, ikke fra foredrag om at være taknemmelig. Gentagne gange at gøre noget sammen fungerer bedre end bare at tale om det.

Ritualer er som en softwareopgradering til dit nervesystem. De påvirker din hjerne og krop på tre specifikke måder:

1. Ro. Ritualer hjælper med at dæmpe hjernens trusselsregistreringssystem, især amygdalaen. ( to mandelformede kerneområder dybt i tindingelappen, der fungerer som hjernens centrale "alarmcentral" og følelsesmæssige vagtpost.) Når dette system falder til ro, føler vi os mere jordnære. Dette er en af ​​grundene til, at det hjælper at gentage velkendte handlingssekvenser under kaotiske overgange.

2. Klarhed. Forudsigelige trin aktiverer dele af den præfrontale cortex, der er involveret i planlægning, hvilket reducerer den mentale belastning, da din hjerne ikke konstant behøver at beslutte, hvad der kommer derefter. Dette gør udfordrende opgaver mere håndterbare, især under stress.

3. Forbindelse. Når folk bevæger sig eller taler synkront, frigiver hjernen bindende kemikalier, såsom oxytocin og endogene opioider. Disse gør sociale interaktioner varmere og mere tillidsfulde. Derfor skaber delte ritualer en følelse af "os".

De fleste ritualer er arvet fra kulturen omkring os – vi adopterer simpelthen det, vi ser andre gøre. Men her er den del, jeg finder mest spændende: Du behøver ikke at kopiere og indsætte ritualer fra andre. Du kan bevidst designe ritualer, der tjener dine specifikke behov.

Sådan designer du dine egne ritualer

Det kræver kun lidt observation, eksperimentering og refleksion at skabe personlige ritualer, der tjener dine specifikke behov.

Start med observation. Læg mærke til de øjeblikke i din dag, hvor du føler dig splittet, stresset eller frakoblet. Disse overgangspunkter er perfekte muligheder for at designe et nyt ritual.

Eksperimentér derefter. Vælg et specifikt øjeblik i din dag, og prøv et simpelt ritual. Måske er det at lave din morgenkaffe på samme måde hver dag, arrangere dit skrivebord før arbejde eller tage tre dybe indåndinger før vigtige møder. Nøglen er at vælge noget, der er lille nok til at holde fast i, men alligevel meningsfuldt nok til at føles bevidst.

Til sidst, reflekter og juster. Efter en uge eller to, spørg dig selv: Hjælper dette ritual faktisk? Føles det naturligt eller påtvunget? Lad som om, du er en videnskabsmand, og besvar disse spørgsmål ud fra et nysgerrigt synspunkt. Justér efter behov.

De mest effektive personlige ritualer er enkle nok til at huske, specifikke nok til at føles meningsfulde og fleksible nok til at tilpasse sig forskellige omstændigheder. Start i det små med ét dagligt ritual, og udvid derefter gradvist dit værktøjssæt.

Disse gentagne handlingsmønstre vil hjælpe dig med aktivt at programmere din hjerne til modstandsdygtighed, klarhed og forbindelse. Brug dem før eksamener, konkurrencer eller udfordrende samtaler. Bliv ved med at eksperimentere og tilpasse dem, efterhånden som du og dine omstændigheder ændrer sig.

Din hjerne er allerede programmeret til at reagere på ritualer – du skal bare give den de rigtige mønstre at følge.

Monty Python's 'Loretta': Dengang og i dag

 

Monty Python's 'Loretta': Dengang og i dag

C.H. Howard

I de senere år er der blevet sagt meget om den klassiske Monty Python-scene "Loretta" fra filmen Life of Brian fra 1979. For at genopfriske vores hukommelse planlægger People's Front of Judea (ikke at forveksle med Judean People's Front!) deres omstyrtelse af romersk tyranni. Mens Reg (spillet af John Cleese) modererer diskussionen, går Francis (Michael Palin) ind for enhver mands umistelige rettigheder, mens Stan (Eric Idle) konstant afbryder Francis' "enhver mand"-udtalelser med tilføjelsen af ​​"eller enhver kvinde", hvilket får Francis til til sidst at glemme, hvad han sagde i første omgang. Da Francis genvinder sine tanker og spørger Stan, hvorfor han "altid taler om kvinder", svarer Stan, at han gerne vil være en. Faktisk ønsker han fremover at blive kendt som Loretta (hvilket er "hans ret som mand"). Han erklærer yderligere, at han ønsker at få babyer ("Det er enhver mands ret at få babyer.") og da Reg modbeviser, at mænd ikke kan få babyer, opsummerer Stans svar ordvekslingen: "Undertryk mig ikke!"

https://www.youtube.com/watch?v=Dgp9MPLEAqA

Hvem kunne have vidst, at dette stykke ville genlyde med så stor forudseenhed 46 år senere? I dag insisterer den progressive venstrefløj på, at mænd faktisk kan få babyer. De hævder med sikkerhed, at køn ikke er knyttet til kønsindikatorer såsom reproduktionsorganer, i hvilket tilfælde biologiske kvinder, der identificerer sig som mænd, kan få babyer - og teoretisk set, hvis de vælger, ændre deres navn til Stan. Den allestedsnærværende "gravide mand"-emoji afspejler denne kulturelle opfattelse (selvom dette billede ifølge Emojipedia nogle gange bruges til at repræsentere en mand, der har spist for meget).

Det viser sig dog, at Brian ikke er Pythons eneste komiske profeti i dagens "alt-er-godt"-kursus i kønsstudier. I sæson to, afsnit af Pythons Flying Circus BBC-serie (1969), portrætterer Cleese Ken Clean-Air System, en bokser med masser af muskler og let hjerne, hvilket fremhæves i scenen, hvor hans træner (Palin) vækker ham hver morgen ved at drive en metalpind ind i Kens kranium og derefter fysisk skubber ham ud af døren og ind på hans morgenløbetur.

I denne sketch forbereder Ken sig på at kæmpe – du gættede rigtigt – mod en kvinde, og i ægte Python-stil opstår der munterhed. Fortælleren introducerer Kens kommende modstander, Petula Wilcox (spillet af den faste Python-spiller Connie Booth), som "pigen fra Birmingham, der var stenograf, før hun blev professionel." Til dette tilføjer Wilcox: "Jeg er en sydstatsspiller, og jeg tror, ​​det vil forvirre ham, især med hans hjerneproblemer."

Det viser sig, at Kens hjerneproblemer slet ikke er noget problem. I en boksescene i fastmotion lægger Ken gentagne gange og uhøjtideligt Wilcox ned på måtten 17 gange, hvor det 18. er knockout-slaget. Hele tiden fniser publikum ad det vanvittige i det hele, fordi en kvinde i bokseringen med en mand selvfølgelig slet ikke er nogen konkurrence.

https://www.youtube.com/watch?v=-ZYDDFnUjeM

Fortæl det dog til vores nuværende progressive venstreorienterede brødre (og søstre og/eller "cis"-tren osv.). I 2024 blev tre medlemmer af et californisk pigebasketballhold skadet af en mandlig Loretta, der spillede for et hold i Massachusetts. Det fornærmede hold afbrød faktisk kampen i pausen for at undgå yderligere skader. I 2023 mistede en kvindelig hockeyatlet tænder efter at have konkurreret mod en mandlig modstander, der overraskende nok ikke identificerede sig som en Loretta, men som fik lov til at deltage i henhold til Massachusetts' lov, fordi skolen ikke tilbød et mandligt hockeyhold. 

I 2022 pådrog en kvindelig volleyballspiller fra North Carolina sig livsændrende skader på grund af en netspids ( Net Spiek - boldspil)fra modstanderens Loretta. Intet under, at en privat kristen skole i Vermont valgte at opgive en slutspilskonkurrence i 2023 mod et hold med en mandlig atlet. Det er heller ikke underligt, at San Jose State er blevet boykottet af flere hold og nu er blevet fundet i strid med Title IX efter at have rekrutteret en Loretta og gjort kvindelige atleter, der "miskønsbestemte" ham, tavse.

For at citere en almindelig Python-replik er det hele bare lidt fjollet. Alligevel opsummerer "bare lidt fjollet" tankegangen hos moderne trans-venlig feminisme, akademia, demokrater osv., som alle insisterer på, at mantraet "transkvinder er kvinder" er en substantiel erklæring, ikke en spørgsmålstegnende bekræftelse af en ubegrundet præmis. Sådanne analyser forekommer dog sjældent hos campusaktivister med megafoner, og lyserødt hår. Heldigvis findes der modige kvindelige atleter, der er tvunget til at konfrontere deres fjollede kultur med deres ret til at konkurrere fair og undgå næsten sikre skader. Disse kvinder fortjener vores støtte på alle måder.

I scenen "Loretta" fra Life of Brian opnås en aftale, hvorved Folkefronten i Judæa, som en symbolsk kamp, ​​vil bekæmpe undertrykkerne for Stans ret til at få børn. Ikke overbevist karakteriserer Reg (Cleese) dette kompromis som "symbolsk for Stans kamp mod virkeligheden".

For 46 år siden, i Ken Clean-Air System-sketchen, varslede Booths Petula Wilcox denne moderne kamp mod virkeligheden, da hun komisk blev slået ned på måtten igen og igen. Mange unge kvindelige atleter står imidlertid over for den alt for virkelige og slet ikke sjove opgave at stå op imod vores livsefterlignende Python-verden på trods af truslerne, både eksistentielle og realiserede, mod biologiske kvinder. I typisk britisk komediestil er Pythons Ken indbegrebet af den klare fordel, som biologiske Kens har mod biologiske Petulas. Tilsyneladende gælder hendes kommentarer om Kens hjerneproblemer ligeligt (eller retfærdigt?) for moderne feminister. Forresten har Cleese selv for nylig udtalt, at en kommende teateropsætning af Life of Brian vil inkludere Loretta-scenen. Den pythoniske kamp for at bekræfte virkeligheden fortsætter.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/06/monty_python_s_loretta_then_and_now.html#google_vignette

 

Vil du bo på en øde ø? Besøg St. Kilda

Fergus McIntosh

I 1877, observerede  George Seton, besøgende på den lille skotske øgruppe St. Kilda at mændene på øen havde et usædvanligt fysisk karaktertræk. “Storetåen på klippeklatrerne har et stort mellemrum i forhold til de øvrige tæer, hvilket skyldes at ofte hviler hele vægten på den del af foden når de klatrer.” Disse mænd med tæer der kan gribe var beboere på den mest afsidesliggende bosætning på De Britiske Øer 40 miles uden i Nordatlanten, hvor søfugle der udgør hovedbestanddelen af deres føde findes overalt på de tårnhøje klinter og klipper.

A nordisk mallemuk flyver nær Boreray, en ubeboet øsved St.Kilda øgruppen. Foto: Philip Mugridge / Alamy

Hundred år efter Seton skrev en anden besøgende at “selv i dag vil en båd der tager ud for at komme til St. Kilda ikke på nogen måde være sikker på at nå sin destination.” 

Disse var de noget bekymrende ord jeg husker da jeg stod, klædt i oilskins tøj og en redningsvest på molen i Uig, på Isle of Skye, klokken 7.00 en morgen i august. Selvom luften var kølig, vinden rimelig rolig, himlen lettere overskyet, forsikrede kaptajnen på vor lille båd os om havets dønninger kunne gøre rejsen til øerne meget ubehagelig, og at vejret kunne blive dårligere hvert øjeblik det skulle være.

Vi dagsbesøgende var heldige. Vejret ændrede sig ikke, men blev bedre, og havet var helt roligt. Det som engang var en besværlig dagsrejse i en åben robåd var nu en spændende hurtigtur mod Storbritanniens højeste klipper i havet og de største kolonier med havfugle, og til et UNESCO World Heritage Site, hvor vi med glæde kunne undersøge ruinerne af en landsby der havde været bosted for op til to hundrede mennesker.  

Den klare sol skinnede på de grønne bakker, der var oversået med violer og tormentil (blodrod), og havet var mørkegråt. Klinterne og skråningerne gør det umuligt at komme i land, kun ved bugten hvor landsbyen befinder sig er det muligt. Således blev vi mindet om at øerne ofte er afskåret ved storme - i ugevis, eller endog måneder af og til. 

Hirta—den “store” ø på to en halv kvadratmil - har været beboet i tusinder af år, mens Soay og Boreray (sidstnævnte fire miles borte) var reserveret til fårehold. Øboerne dyrkede kun lidt landbrug og fiskede ikke meget, men foretrak at opretholde livet på havfugle. 

De udviklede ekstraordinære evner til at klatre på klipper, afsøgte tusindfod høje afgrunde med reb lavet af kohuder for at ‘høste,’ indsamle mallemuk fra klinterne på Hirta, lunder fra Dun - en dinosaur lignende ø der var knækket af Hirta nogle århundreder siden - og suler fra to store klippeformationer i havet. 

Da der boede flest på øerne bestod den årlige høst af titusinder af fugle og æg. som en rejsende fra det 16. århundrede Martin Martin fandt at være af “en astringerende og vindblæst kvalitet.”  St. Kildanerne, som det fortælles mente at de smagte bedst efter de havde været dækket til med aske af mos og lagret i adskillige måneder inden i de græstørvdækkede stenhytter kaldet cleits.

Deres usædvanlige økonomiske og politiske system passede til deres diæt. Man talte kun gælisk, og havde et minimum af kontakt med deres feudale herrer på Skye. En rådsforsamling, parlament, udelukkende af voksne mænd mødtes hver morgen og de vigtigste ejendele - den jord der kunne dyrkes, de få klatrereb, den ene båd - var fælles ejendom, og hver familie kunne bruge det og var ansvarlig for deres andel i forhold til deres behov.  

Martin betragtede dem som “ det lykkeligste folk på denne beboede halvkugle....blottet for den griskhed og det slaveri hos resten af menneskeheden.” 

En. St. Kildaner jager søfugle på klinterne af Hirta, den 26. maj 1923. Foto: Trinity Mirror / Mirrorpix / Alamy

Andre besøgende fra hovedlandet fandt at St. Kildanernes livsstil var barsk og tilbagestående og de ville ‘civilisere’ dem. Missionærer kom tidligt det 18. århundrede, og ville give uddannelse, men også sygdomme og med tiden et tyranni med striks overholdelse af Sabbaten så strengt at øboerne blev forbudt at tale, snakke, på søndage.

På samme tid gjorde den fremadskridende teknologi langsomt at øens traditionelle eksport af fjer til madrasser og sengetøj, og lampeolie, alt sammen baseret på havfugle, blev overflødig og uden fortjeneste. 

Befolkningstallet blev ramt af udvandring og et højt børnedødelighedstal på 80% . Da Selon besøgte øen bragte dampskibe regelmæssigt Victorianske besøgende med sig - de skulle se de ‘vilde.’ 

En beretning fra 1900 beskriver, hvordan turisterne behandlede øboerne “som var de vilde dyr i en Zoo. De kastede bolscher til dem, og drillede dem åbenlyst.” 

Endelig i 1930 var der færre end 40 St. Kildanere tilbage på øen, og de var helt afhængige af turismen. Den sommer efter at have anmodet den britiske regering om at blive evakueret til hovedlandet gik de frivilligt i eksil, og spredtes over den vestlige del af Skotland. Den sidste overlevende fra øen døde sidste forår (2016) 93 år gsammel. 

I dag er de eneste indbyggere - en håndfuld militær entreprenører og ansatte hos the National Trust for Scotland, der ejer øerne og repræsenteres af en ranger - i sæsonen. St. Kilda er igen tilholdssted for fuglene, nu næsten en million. Lundekolonien er så stor, at på afstand ligner det sne. 

Vivi Bolin, den nuværende ranger og erfaren biolog beskrev sit ophold på Hilta, som “den hellige gral.” Hun er overbevist om at øboerne trivedes i deres isolation, levede i en virkelig god balance med deres miljø. “På trods af, at St.Kildanernes liv var ekstremt hård,” sagde hun, “havde de en sund diæt,” og en “generøs vært.” 

Hvorfor lod de sig så evakuere? Bolin fortalte mig, at med “denne kombination af sygdom og kendskab til der var en anden måde at leve på blev tiltrækningen udefra for stor - man ønskede at komme væk.” Hun sammenlignede øboerne med folk i Amazonas der lever isoleret, der trods regler ønskede at beskytte deres livsstil, og stadig har regelmæssige sammenstød om de udenfor.  I September, blev ti medlemmer af en ikke kontaktbar stamme dræbt af guldminearbejdere i Brasilien. 

De som bor på hovedlandet vidste altid at St. Kiulda var der, og at beskrive dets indbyggere som ukontaktbare er en overdrivelse -så hvorfor, sammen med andre ‘forladte steder’ og tabte eller truede kulturer giver det anledning til sådan intens fascination? 

Måske skyldes det at sådanne steder i vores globaliserede, urbaniserede, kapitalistiske tidsalder. minder os om at der er alternative måder at relatere til verden og menneskene omkring os. De frister vores forestilling om utopia.

 

I 1930, efter evakueringen ansøgte adskillige hundreder om at bosætte sig på St. Kilda. Den blev dem nægtet. Drømmen om at flygte holder dog ved. Som Bolin sagde om øerne, “vi kan næsten forestille os at vi har et samfund.” 

Fergus McIntosh is the head research editor at The New Yorker and runs the magazine’s fact-checking department.

https://www.newyorker.com/tech/annals-of-technology/a-trip-to-st-kilda-scotlands-lost-utopia-in-the-sea