En neuroforsker forbereder sig på døden

 

En neuroforsker forbereder sig på døden

David Linden kaster lys over biologien bag fænomener, som medicinen længe har kæmpet med at forklare, fra voodoo-død og knust hjertesyndrom til placeboeffekten, og hvorfor sorg viser sig i obduktionsresultater. 

Nedenstående er kapitel 5 i en lang artikel. 

Da jeg fik diagnosen, (cancer) blev jeg ekstremt vred. Som 59-årig følte jeg mig ikke klar til at dø. Jeg følte, at jeg havde meget at lave, jeg har mennesker, der er afhængige af mig, jeg har en vidunderlig kone, fantastiske børn. Jeg vil ikke forlade mig selv eller dem, og jeg var hvidglødende vred på universet. Men samtidig følte jeg en meget dyb taknemmelighed. Jeg har været heldig i livet, jeg har haft et vidunderligt liv, jeg har fantastiske mennesker omkring mig, jeg har været i stand til at have et job, der har givet mig mulighed for ikke at have en chef og til at følge min egen nysgerrighed og bruge mit sind på måder, som de fleste mennesker ikke forstår. 

Og det, der var bemærkelsesværdigt som neuroforsker, er, at vi har en tendens til at tænke på mentale tilstande som værende ensartede: forbereder du dig på at kæmpe, eller vil du hvile dig? Men det er muligt at besætte to meget forskellige mentale tilstande på samme tid. Så jeg kunne samtidig være ekstremt vred og ekstremt taknemmelig. Og det var noget, jeg ikke var klar over, før min kræft lærte mig det.

En anden ting er, at det virkelig bekræftede for mig, at vores hjerner og vores sind ikke er bygget til at give os sandheden, til at give os den dybeste viden om noget som helst. Vi er ikke bygget til at kende de absolutte værdier af ting. Alt er subjektivt – alt, hvad vi opfatter, er underlagt vores følelsesmæssige tilstand og vores forventninger. 

Da jeg fik diagnosen, tænkte jeg: "Hvis jeg kunne få fem år mere at leve i, ville det være vidunderligt? Jeg kunne tilbringe tid med min familie, jeg kunne rejse, jeg kunne arbejde i mit laboratorium, jeg kunne lade mine praktikanter afslutte deres eksperimenter naturligt og ikke få deres karrierer ødelagt, så ville der ske så mange gode ting." At få fem år mere ville være fantastisk, når jeg så på en diagnose på seks til atten måneder.

Men hvis nogen lige var kommet hen til mig før canceren og havde sagt: "Jamen, du skal dø om fem år", ville jeg have sagt: "Hvad mener du? Jeg er kun 59. Jeg burde få mere end fem år. Hvad fanden taler du om?" Så noget så fundamentalt som fem år mere af livet, som vi anser for at have en meget grundlæggende værdi, gør det ikke. I én sammenhæng virker det som en umulig gave. I en anden sammenhæng virker det som at blive kosmisk snydt. Men jeg tror, ​​at den erkendelse, jeg havde, som var den mest dybe for mig, som neuroforsker, der kæmper med en terminal diagnose, var det faktum, at uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg virkelig ikke, og stadig den dag i dag, kan jeg ikke engagere mig i tanken om min egen død – om en verden, hvor jeg ikke længere er i den.

Nu kan jeg gøre praktiske ting. Jeg kan sørge for, at min vilje er i orden, jeg kan sætte prikker på jeg'erne og krydse T'erne, men det er ikke det, jeg taler om. Jeg taler om virkelig kognitivt og følelsesmæssigt engagerende emner, og at tænke på en verden, hvor jeg ikke længere er en del af den.

Jeg indså, at mit sind virkelig svævede hen over overfladen af ​​denne idé, så jeg ikke var i stand til at engagere mig dybt i den sag, jeg synes, den virkelig fortjente. Dette var sandsynligvis ikke bare min egen personlige fejl, det afslørede noget fundamentalt om, hvordan det er at have et menneskeligt sind.

Jeg har arbejdet inden for neurovidenskab i lang tid, over 40 år nu, og der har været en fundamental ændring i, hvordan vi tænker på hjernen. Vi plejede at tro, at hjernen fundamentalt var reaktiv, at vi ventede på, at noget, information skulle komme ind til vores sanser, og så ville vi bearbejde det og derefter reagere på det, og det, vi nu ved, er, at når vi bevæger os udad, når vores hjerne er i dvale, når vi ikke engagerer os i omverdenen, at hjernen ikke bare bevæger sig udad, at vi aktivt forsøger at forudsige fremtiden. 

Hjernen er en forudsigelsesmaskine, og den prøver specifikt ikke bare at forudsige fremtiden, den prøver at forudsige den nærmeste fremtid. Den prøver at forudsige de næste par minutter, de næste par timer, måske de næste par dage. Vil den sten, der flyver gennem luften, ramme mig i hovedet, er denne person, der går imod mig, en ven eller en fjende, er det sandsynligt, at jeg bliver sulten i løbet af de næste par timer, og hvordan jeg skal planlægge min dag – det er alt sammen forudsigelser, der sker i min hjerne, mens den er i sin såkaldte standardtilstand.

Det faktum, at hjernen konstant forsøger at forudsige fremtiden, forudsætter, at der vil være en fremtid. Det forudsætter, at du ikke er død og borte, så jeg tror, ​​at denne grundlæggende beregning, denne grundlæggende fremtidsforudsigelsesberegning, ikke kun er det, der forhindrer mig, og måske er det ikke min situation, i virkelig at engagere mig i vores egen dødelighed og forestille os en verden uden os i den, men jeg vil spekulere i, at det er det, der har gjort det muligt for historier om efterlivet at være så vigtige i næsten, ikke alle, men næsten alle verdens religioner.

Næsten alle verdens religioner har historien om et efterliv eller reinkarnation eller sammensmeltning af det guddommelige eller en slags konstruktion, hvor ens bevidsthed fortsætter, efter vi dør. Jeg tror, ​​at dette på nogle måder er en fejl. Det er en fejl – det er en bivirkning af kredsløbet i vores hjerne, der forudsiger den nærmeste fremtid, og som tillader os at forestille os, at bevidstheden fortsætter efter døden.

Personligt er jeg ikke en troende – jeg tror, ​​at når man dør, så dør man, og ens bevidsthed fortsætter ikke – men jeg har stor sympati for disse tværkulturelle religiøse og spirituelle ideer om, at bevidstheden består. Og jeg tror, ​​at der i sidste ende er en neurologisk og en biologisk forklaring på, hvorfor disse historier er til stede over hele verden.

Nogle mennesker siger: "Sætter du mere pris på de små ting?", som f.eks. værdsætter du farven i solnedgangen og smagen af ​​din te om morgenen, og til en vis grad gør jeg det nok. Men i virkeligheden er jeg taknemmelig for den tid, jeg har tilbage, for de allerstørste ting, som livet har givet mig. Min fantastiske kone, som jeg elsker dybt, mine vidunderlige børn og de gode venner og kolleger, jeg har, som har været så støttende. Det er det, jeg er taknemmelig for. Det er det, jeg prøver at huske hver dag i den tid, jeg har tilbage. 

Undringen og privilegiet ved at være et følende væsen på denne planet og være i stand til at have et sind og være nysgerrig og bevæge sig gennem verden på denne måde, det er et mirakel, og jeg er evigt taknemmelig.

https://substack.com/@bigthinkmedia

Generobringen af ​​det menneskelige hjem gennem traditionel arkitektur

 Generobringen af ​​det menneskelige hjem

Roger Scrutons forsvar af skønhed og hjem mod det modernistiske angreb.

Lars Møller

Siden Første Verdenskrigs blodbad har europæere og amerikanere ført en ubarmhjertig kampagne mod deres egen civilisation. En selvhad har sivet ind i alle hjørner af kulturen og forkastet de jødisk-kristne rødder, der engang gav Vesten sin karakteristiske form: personens værdighed, stedets hellighed, længslen efter transcendens. Denne udslettelse har været særligt brutal inden for arkitekturen.

Modernismen, den æstetiske gren af ​​en revolutionær og totalitær impuls, satte sig oprindeligt for at udslette fem tusind års byggetradition. Den erstattede det klassiske udtryk – gader, der inviterede til samtale, facader, der hviskede kontinuitet, tage, der beskyttede erindringer – med maskiner af glas og stål, der skriger foragt for selve ideen om hjem. Imidlertid var revolutionære avantgardister – selvudråbte "befriere" – utålmodige efter at skabe en ny menneskehed uden særlige bånd og nedbryde det velkendte og elskede. Fjernelse af fortidens monumenter i vores byer blev for dem et spørgsmål om sociokulturel udrensning – og et ideologisk imperativ.

Ind i dette ødemark trådte Sir Roger Scruton (1944-2020), filosoffen der lærte os, at skønhed ikke er en luksus, men en nødvendighed for sjælen. I værker som The Aesthetics of Architecture (1979) og Beauty (2009), og senere som formand for den britiske regerings Building Better, Building Beautiful Commission, insisterede han på, at det byggede miljø aldrig er neutralt. Det enten nærer oikofili - kærligheden til hjemmet - eller avler fremmedgørelse.

Arkitektur er for Scruton kunsten at bosætte sig. Den skal skaleres til den menneskelige krop, være forankret på et bestemt sted og generøs nok til at byde generationer, der endnu ikke er født, velkommen. Når den ikke opfylder disse pligter, ser den ikke blot grim ud; den sårer psyken, klipper tråden af ​​kollektiv hukommelse over og forvandler borgere til flygtige i deres egne byer. 

Kernen i Scrutons filosofi ligger overbevisningen om, at skønhed og menneskelig skala er uadskillelige. En bygning bør ikke dominere eller intimidere; den bør invitere. Gader skal være "fælles rum", hvor folk opholder sig, børn leger, og naboer genkender hinanden. Traditionel folkelig arkitektur - viden, der stille og roligt er gået fra mester til lærling gennem århundreder - legemliggør denne visdom. Den respekterer proportioner, bruger lokale materialer, der modstår vejret med ynde, og indrammer udsigter, der forbinder beboeren med landskabet og historien.

From Wikimedia Commons: Carlisle Market Place in front of the Old Town Hall (Herbert Lees, between 1870 and 1880)  

Ifølge Scruton skaber det idiom, som tidligere generationer har betroet os, en "varig beboelse". Det fortæller beboeren: Du hører hjemme her. Fascineret af dette forholds natur skildrede Scruton en dyb, præpolitisk tilknytning til det sted, der har formet os. Uden den driver vi gennem livet som psykologiske landflygtige. Skønhed, argumenterede han, er ikke subjektiv dekoration, men en objektiv kvalitet, der forsoner os med eksistensen. Den trøster, ophøjer og binder os til hinanden. Et grimt miljø producerer derimod det modsatte: fremmedgørelse, frustration, utilfredshed.

Modernismen erklærede krig mod netop denne arv. I et opgør med alt, hvad der var gået forud, hævede den sig over en neutral stil. Fra avantgardisternes side var der aldrig nogen prætention om respekt eller lighed. Modernismen var således en revolutionær ideologi i beton. Le Corbusier og Ludwig Mies van der Rohe har fastholdt deres position som den modernistiske bevægelses berygtede marshaller – arkitekter, hvis geni blev stillet til rådighed for foragten for mennesket og dets evige behov for skønhed, tilhørsforhold og et sted at føle sig hjemme.

Le Corbusiers berygtede talemåde – "et hus er en maskine at bo i" – reducerede boligen til et funktionelt apparat. Hans vision om strålende byer bestod af identiske højhuse med udsigt over travle motorveje og gangbroer. Menneskelivet skulle rekonstrueres ovenfra, frataget ornamenter, gade og hukommelse. Modernistisk arkitektur var tilsyneladende beregnet til andre mennesker end dem, der havde brug for et sted at høre til, som følte og drømte uafhængigt.

Konsekvensen af ​​den modernistiske tilgang, legemliggjort social engineering, var ikke befrielse, men dyb psykologisk forstøvning. Familier blev stablet som last; børn mistede gaden som deres legeplads; de ældre blev strandet i tårne, der ikke tilbød et naboblik eller en velkendt gesims at hvile øjet i. Scruton så i Corbusiers planer en utopisk fristelse: ønsket om at slette fortiden så fuldstændigt, at en ny, rodløs menneskehed kunne skabes i dens sted.

Mies van der Rohes "less is more" skabte et endnu mere snigende tomrum. Den internationale stil, som han var med til at pionere, løsrev arkitekturen fra ethvert specifikt sted eller kultur. Glaskasser, stålgitre og facadevægge spredte sig fra Chicago til Shanghai og skabte det, Scruton kaldte "ingensteds"-arkitektur - ansigtsløse blokke, der kunne stå hvor som helst og derfor ikke hørte hjemme noget sted. Disse strukturer forkastede gaden, torvet, den menneskelige målestok. De forvandlede byen til en tilfældig samling af fremmede objekter, der blev kastet ned fra himlen.

I modsætning til klassiske bygninger, der voksede op af jorden og ‘konverserede’ med deres naboer i et fælles visuelt sprog, hævdede Mies' tårne ​​deres autonomi som privilegerede ubudne gæster. Det moralske og æstetiske brud var fuldstændigt. Af nødvendighed snarere end af begær gik folk ind i tårnene og arbejdede i dem, men de boede ikke i dem; de passerede gennem dem som gennem lufthavne eller hospitaler – flygtige, udskiftelige, desorienterede.

Scruton kaldte dette fænomen for "grimhedens kult". Modernismen mislykkedes ikke blot med ikke at opnå skønhed; den afviste skønhed som "borgerlig sentimentalitet". I sin revolutionære iver behandlede den hver gesims, hvert gavl, hver indbydende udsmykning som en hindring for fremskridt. Tomheden og udbredelsen af ​​den modernistiske byplanlægning – isolerede tårne, enorme tomme pladser, funktionalistisk zoneinddeling – producerede præcis den sociale og psykologiske atomisering, som Scruton advarede imod. Borgerne blev fremmede for hinanden og for deres egen fortid.

Hvor traditionel arkitektur havde bevaret den kollektive hukommelse i sten og mursten, begik modernismen det, Scruton kaldte en "forbrydelse mod tiden", der tvang indbyggerne til at leve i et evigt, rodløst "nu". Ikke-kontekstuelle boliger placeret i historiske byer fungerede som en parasit, der fortærede det eksisterende bystof i stedet for at fuldende det. Det byggede miljø afspejlede ikke længere en civilisation, der værdsatte kontinuitet, fromhed over for forfædre og håb for efterkommere. Det afspejlede i stedet en civilisation, der var blevet skamfuld over sig selv.

Denne arkitektoniske totalitarisme afspejlede tidens politiske totalitarisme. Top-down, påtvunget fra tegnebrættet af visionære eliter, nægtede den internationale stil lokalsamfundene deres unikke identiteter. Lokale materialer, regionale traditioner, de subtile tilpasninger til klima og skik - alt dette blev fejet til side til fordel for en homogen, "ingen steder" æstetik.

Scruton så det modernistiske tårn- eller "stjernearkitektur"-skuespil som et "fremmed objekt" skubbet ind i byens hjerte, brutalt i sin afvisning af at tilpasse sig eller trøste. Det var ikke arkitektur som en forlængelse af menneskelivet; det var arkitektur som en handling af revolutionær forstyrrelse.

Alligevel bukkede Scruton aldrig under for melankoli. Som inspirationskilde for tilhængere af New Urbanism kæmpede han for den praktiske modgift: traditionelle gader, bygninger i menneskeskala, blandet brug, der genskaber byen som et mødested snarere end blot cirkulation. I sin sidste offentlige tjeneste, som formand for Building Better, Building Beautiful Commission, insisterede han på, at nye boliger skal være "populære" og "veldesignede". Skønhed, demonstrerede han, er ikke elitær; den er demokratisk. Når lokalsamfund tilbydes udviklingsprojekter, der respekterer menneskelige proportioner og lokal karakter, smelter modstanden væk. Folk genkender deres egen længsel efter hjem.

Kampen er langt fra slut. Den anti-vestlige ånd, der greb den akademiske verden, kunstverdenen og den politiske elite efter 1918, udgør fortsat en betydelig trussel mod vores byer.

Alligevel giver Scrutons arv håb. At bygge smukt igen er at generobre vores identitet som en civilisation, der engang vidste, hvordan man skaber et hjem for den menneskelige sjæl. Det er at bekræfte, at skønhed ikke er valgfrit, at skala betyder noget, at tilhørsforhold er en fødselsret. Det er at erklære, i mursten og sten og omhyggelig proportion, at vi ikke længere skammer os over, hvem vi er - at vi husker de jødisk-kristne rødder i vores kultur og har til hensigt at give dem videre, ikke som relikvier, men som levende gaver til fremtiden. 

Først når vores gader igen taler om velkomst, vores tage beskytter minder, og vores pladser inviterer til samvær, vil vi være begyndt at hele det sår, som modernismen påførte. Først da vil vi ophøre med at være landflygtige på de steder, vi kalder hjem. Roger Scruton viste os vejen. Det er på tide.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/05/reclaiming_the_human_home.html

Hvordan ser Helvede ud ifølge Hieronymus Bosch?

 

Hvordan ser Helvede ud ifølge Bosch? 

Er “Haven med jordiske glæder” af Hieronymus Bosch en fordømmelse af synd, eller en hyldest til hedonisme? Kunsthistorikere er stadig ikke sikre.

Tim Brinkhof

The Garden of Earthly Delights er et triptykon (tredelt) maleri skabt mellem 1490 og 1510 af den nederlandske maler Hieronymus Bosch. Du har muligvi set det før, måske online. Maleriets tre paneler er fyldt til randen med så absurde scenerier, at de er vanskelige at forklare.

 En detalj fra “The Garden of Earthly Delights” af Hieronymus Bosch. (Credit: Wikipedia / Museo del Prado)

Det drejer sig mest om nøgne personer. Nøgne personer der boltrer sig på frodige grønne enge, og kopulerer i kubistisk udseende springvande. Nøgne person der propper blomster op i hinandens rektum, samles neden for gigantiske jordbær, eller dukker op fra ligeså massive æg. Nøgne personer der bliver fortæret af en skabning med en ugles hoved og iført en gryde som hat.

The Garden of Earthly Delights af Hieronymus Bosch. (Credit: Wikipedia / Museo del Prado)

Trods sine klare farver og smilende subjekter slår The Garden of Earthly Delights os som et dybt foruroligende maleri. Den forestillingsverden uden mening og realistiske gengivne drømmescenarier ligner de værket den surrealistiske maler Salvador Dalí udførte eller de billeder skabt af Google’s DeepDream algoritme. 

Disse kvaliteter gjorde Boschs mesterværk til et der bare måtte ses tilbage dengang, og de forklarer dets vedholdende popularitet i vores egen tid. Men hvad betyder det alt sammen? 

Hieronymus Bosch’ mystiske liv

Noget af det lokkende ved The Garden of Earthly Delights stammer fra den kendsgerning at vi kun ved en smule om dets ophavsmand. Liv og karriere af Hieronymus Bosch har måttet stykkes sammen ud af en kollektion af 53 historiske dokumenter. Nogle blev skrevet af Bosch. Nogle få skrevet af andre og nævner ham kun tilfældigt. Det meste er blot regninger og skatteoptegnelser.

Bosch blev født i 1450 som Jheronimus van Aken. “Hieronymus Bosch” blev hans kunstnernavn. Hån lånte det fra sit fødested, det hollandske -Hertogenbosch, eller Den Bosch. Hans to brødre var kunstmalere. Det var hans far, bedstefar og oldefar også. 

En gravering af Hieronymus Bosch udført af den samtidige Dominicus Lampsonius. (Credit: Wikipedia / courtauld)

Et dokument fra 1481 viser, at Bosch blev gift med Aleid van de Meervenne, hvis velstand og status gav ham adgang til Den Bosch’s fineste sociale cirkler. Blandt disse var en quasi-religiøs organisation ved navn Den Hellige Ladys Broderskab, hvis medlemmer omfattede slægtninge til de større europæiske familier. Broderskabets formål var velgørenhed. Imidlertid afslører dokumenter at Bosch for det meste arrangerede overdådige middagsselskaber sammen med sine svorne 'brødre, hvor de spiste nederlandske delikatesser som f.eks. svanekød.  

Djævle balder og torskestykker

Fordi Bosch’s personlige tro var ukendt, blev hans malerier ofte tolket pålydende. I svigtet at at anerkende The Garden of Earthly Delights som en skildring af Edens Have (titlen blev brugt retrospektivt af kritikerne) misforstod samtidens tilskuere værkets religiøse billedsprog som meningsløs fantasi, en kategorisering som efterfølgende lærde hurtigt adopterede.

Købmanden fra Venedig Ludovico Guicciardini, beskrev i sin bog fra det 16. århundrede Description of the Low Countries, Bosch som “den mest ædle og beundringsværdige skaber af fantastiske og bizarre ting.” Den samtidige Giorgio Vasari kaldte Bosch’s malerier “lunefulde” som i den italienske tradition henviste til fantasibilleder frem for virkeligheden. Vasaris kommentar var positiv, men digteren  Francisco de Quevedo var mere kritisk da han skrev at Boschs oeuvre kunne reduceres til “djævle, balder og torskestykker.” 

Detalje fra The Garden of Earthly Delights. (Credit: Wikipedia / Museo del Prado)

Bosch synes at have fastholdt sit ry som en magiker fra Middelalderen. Hans optegnelser indeholder adskillige skitser af uhyrer. Disse ligner mere krusseduller end forberedelser til malerier. Bosch skabte dem, med andre ord, til egen morskab frem for at påpege noget. I hans skildring John on Patmos, forekommer en af Boschs’ monstre også at interagere med hans egen signatur, der viser en nærmest kærlig forbindelse mellem manden og hans Frankenstein lignende påfund.

Monsters i manuskripter fra Middelalderen

Kunsthistorikere har sammenlignet disse påfund med drollerier, et udtryk benyttet til beskrivelse af de mærkelige tegninger der pryder udsmykkede manuskripter i Europas Middelalder. Drollerier pryder side efter side. Nogle er trolige repræsentationer af verdens dyreliv og objekter. Andre er kimærer - kombinationer af elementer, der ikke hører sammen, som penisser på ben. 

Logikken bag, og betydningen af drollerier er fortsat med at være uvis for lærde om Middelalderen. Det eneste de ser ud til at have til fælles er deres placering i margenen på teksten. Dette lader formode at de tjener et udelukkende dekorativt formål, og at de ingen relation har med indholdet i manuskripterne. En 2014 artikel refererer til drollerier som  “en rumlig fastelavnsfest hvor alt er tilladt.” 

Eksempel på et drolleri fra the Book of Hours. (Credit: Wikipedia)

Som med Bosch var kunsten med drollerier ikke vellidt hos kritikere. Horace afviste dem fordi, ifølge ham og andre romerske skribenter skulle kunst formodes at imitere naturen. Da fantasi gjorde naturen til en karikatur burde den ikke tages seriøst. Horaces mening overlevede ind i Den Mørke Tid, hvor den opnåede en ny og tydelig religiøs betydning da gejstlige begyndte at frygte at folk blev mere interesseret i de illustrerede manuskripters margentegninger end de var i selve manuskripterne.

Afkodning af Haven med Jordiske Glæder

Efterfølgende generationer af kunsthistorikere anerkendte Boschs malerier for de sofistikerede og mangesidede visuelle ‘kommentarer’ som de muligvis har. Haven med jordiske glæder, er i særlig grad blevet 'genbesøgt' med alkymiens, astrologiens, og folklorens øjne, hvilket giver plads til et antal mulige forklaringer af de tilsyneladende bizarre, uden mening, scener. 

Som titlen angiver er det tredelte billede nu i vid udstrækning fortolket som en fordømmelse af lyst, begær. En sådan konklusion nåedes frem til gennem ikonografi, studiet af objekters symbolske betydninger, og hvordan den betydning skifter med tiden. For eksempel er den centrale del fyldt med objekter der i det 16. århundrede repræsenterede transitionen af jordisk skønhed og seksuel appetit, herunder tyre, og hule frugter. Uglen var imidlertid et symbol på heksekunst, men også benyttet på effektiv vis af Goya.

Nogle mener The Garden er en hyldest til seksualitet. (Credit: Wikipedia / Museo del Prado)

Der er også andre fortolkninger. Den berømte kunsthistoriker Ernst Gombrich argumenterede engang for at triptykonen repræsenterer “menneskehedens tilstand ved indledningen til Vandfloden” da mænd stadig søgte nydelse uden at tænke på i morgen.# Den mest radikale hypotese er kommet fra Wilhelm Franger, som tror The Garden of Earthly Delights ikke er en fordømmelse af lyst, men en hyldest til den. Bosch, skriver han kan have været ’bestilt’ eller inspireret af Adamitterne, en kristen sekt, der proklamerede at menneskeheden som Adam og Eva, ikke skulle skamme sig over deres menneskelighed.

This article was first published on Big Think in July 2022.

 

Problemet med kræftscreening hos raske voksne

Alan Cassels 

Du er en ellers sund person, og du vil gerne blive ved med at være det.

Men uanset hvor du vender dig hen, får du at vide, at din nuværende 'sundhedstilstand' er foreløbig; du kan være syg uden at vide det. Måske har du noget, der lurer indeni - muligvis et tidligt tegn på kræft - så burde du ikke gøre noget? Når alt kommer til alt, er det bedre at være på den sikre side end at fortryde det, ikke?

Overvej denne udtalelse fra Dr. David Sackett i The Arrogance of Preventive Medicine, CMAJ 20. august 2002:

Forebyggende medicin udviser alle 3 elementer af arrogance. For det første er den aggressivt selvsikker, forfølger symptomfri individer og fortæller dem, hvad de skal gøre for at vedblive at være sunde. For det andet er forebyggende medicin arrogant og overbevist om, at de interventioner, den støtter, i gennemsnit vil gøre mere gavn end skade for dem, der accepterer og overholder dem. Endelig er forebyggende medicin overbærende og angriber dem, der sætter spørgsmålstegn ved værdien af ​​dens anbefalinger.

Vi har hele industrier sat op for at opdage potentielt dødelige kræftformer i vores bryster, prostata, lunger, livmoderhals eller tyktarm, og din læge, altid hjælpsom og bekymret for din fremtid, foreslår, at du underkaster dig screening. Retningslinjer anbefaler det, influencere promoverer det, og "overlevende" prædiker om fordelene ved screening.

"Hellere det sikre end det ubehagelige" er ikke bare et aksiom, der styrer vores liv, det er ofte uimodståeligt. Når alt kommer til alt, er det kun en idiot, der ville undgå tidlig kræftscreening, især hvis sådan screening kunne redde deres liv, ikke?

Lad mig være den direkte nyhed: Kræftscreening hos ellers raske mennesker redder ikke liv. Vi er blevet solgt en masse varer af screeningsindustrier, der konsekvent overdriver fordelene og underdriver skaderne. De, der promoverer screening, erklærer dristigt, at krigen mod en specifik kræftform er vundet, selvom dataene ikke viser, at screenede patienter lever længere end uscreenede. Når man ser nærmere på beviserne fra etablerede screeningsprogrammer, der er hentet fra randomiserede forsøg og metaanalyser af tusindvis af raske mennesker, finder man, at screening af bryster, lunger, tyktarm, livmoderhals eller prostata er gode til at finde tidlige tegn på kræft, men at detektion ikke fører til lavere samlede dødsrater. (se tabellen nedenfor)

Lad mig være klar over, hvem jeg taler til: raske mennesker. Hvis du har symptomer, eller måske endda en familiehistorie, der tyder på, at du har en højere risiko for visse typer sygdomme, kan det give mening at bede om screening. Men jeg taler om ellers raske mennesker, der lever deres liv helt fint, men som får at vide, at de vil leve længere ved at underkaste sig en screeningstest (uanset organ).

Mammografi har vist sig at redde liv, ikke?

Lad os tage det kræftscreeningsprogram, der har den bedste og mest robuste evidens fra snesevis af randomiserede forsøg af høj kvalitet: mammografi. Den mest grundlæggende antagelse med mammografi er, at det vil finde små, behandlingsbare kræftformer i brysterne hos ellers raske, symptomfri kvinder og redde deres liv ved at forhindre disse tumorer i at vokse til større ondartede kræftformer, der kan dræbe dem. Dette er en meget tiltalende antagelse, der driver hele mammografiens maskineri.

De største screeningsforsøg viser dog gentagne gange, at eventuelle reduktioner i brystkræftdødsfald ikke modsvares af færre dødsfald samlet set.

En stor forsøgsanalyse viste, at den kumulative risiko for brystkræftdød til 60-årsalderen var 0,53 % med mammografi vs. 0,48 % uden, en absolut forskel på 0,05 procentpoint. Det betyder, at for hver 2.000 kvinder, der inviteres til screening over 10 år, vil én ikke dø af brystkræft. Der er dog ingen forskel i dødeligheden mellem screenede grupper og uscreenede grupper. Åh, og før vi glemmer at nævne det undervejs, betyder det også, at mindst 10 raske kvinder ud af disse 2.000 vil blive behandlet unødvendigt. Hvad sker der? Kommentatorer har foreslået to muligheder: Forsøgene var for små til at kunne påvise en samlet fordel. Eller også flytter screening blot skadevirkningerne til andre former for dødsfald på grund af komplikationer, andre kræftformer eller hjertedødsfald. Jeg mener, at hvis de ikke kan finde en samlet dødelighedsfordel i studier, der involverer titusindvis af kvinder i randomiserede screeningsforsøg af høj kvalitet, er der sandsynligvis ikke en. Konsekvenserne af dette er chokerende.

Screening finder tidlige tegn på sygdom, men det producerer også patienter. Falske positiver udløser kaskader af medicinsk travlhed og interventioner – ture til lægen og klinikker, gentagne billeddiagnostiske undersøgelser, biopsier, invasive procedurer, patologirapporter og diagnosen af ​​tilstande, der aldrig ville have skadet dig. Indvirkningen på en persons liv kan mildest talt være katastrofal, og alle tests, klinikbesøg, kemoterapi, operationer og medicin har alle en omkostning og skade for patienter og sundhedssystemer.

Hvert trin mangedobler omkostninger og komplikationer. Mange mennesker udholder måneder med uudholdelig angst efter en forskrækkelse, kun for senere at finde ud af, at de var raske.

Alligevel fortsætter mammografiscreeningsprogrammerne, og et forsvarligt konservativt skøn er, at kaskaden fra mammografi til behandling koster cirka 13-16 milliarder dollars i USA hvert år i direkte sundhedsudgifter. Den største del af dette er selve screeningstjenesterne, den efterfølgende diagnostiske undersøgelse (diagnostiske mammogrammer, ultralyd, biopsier), mens resten kommer fra screeningsundersøgelser plus behandlingerne (kirurgi + stråling). Læg dertil al medicinen og overvågningsbilleddannelsen, og vi taler om store penge.

Så er der den opfattelse, at enhver kvinde, der har været igennem et helvede med opdagede knuder, kommer ud på den anden side som en forkæmper for screening overalt. Selv hvis hun bare var endnu et offer for et ufuldkomment kræftopdagelsesforetagende. Og det er bare brystkræft. Når man kryber ned i beviserne for screening for prostatakræft, livmoderhalskræft, tyktarmskræft og lungekræft, ændrer historien sig så? Desværre gør den det ikke. Disse former for kræftscreening, der også sælges som "bedre at være på den sikre side end at beklage", kan finde tidlige tegn på kræft. Nogle liv "reddes" på grund af behandling af den kræft, de ledte efter, men alt i alt lever screenede patienter ikke længere end dem, der ikke screenes. Og sandsynligvis er deres livskvalitet faldet.

De enorme summer, der skal finansieres af kræftscreeningsindustrien, flyder ikke i et vakuum – de kommer fra begrænsede sundhedsbudgetter, klinikernes tid, hospitalskapacitet og offentlighedens tillid. Hver en krone, der bruges på rutinemæssig overvågning af de "endnu ikke syge", er en krone, der ikke bruges på mennesker, der er åbenlyst syge, og hvis resultater ville blive målbart forbedret med bedre adgang til diagnostik, behandlinger, palliativ pleje og social støtte.

Dr. David Sackett, der betragtes som faderen til moderne evidensbaseret medicin, kunne have talt om kræftscreening, da han rasede mod den arrogance, der findes i "forebyggende medicin", i dag. De kulturelle budskaber – lyserøde bånd, festlige fortællinger om at "opdage det tidligt" – og selvsikkerheden omkring at tage komplekse, risikable sundhedsforpligtelser og indramme dem som en borgerpligt. Mange, der gennemgår screening, gør det af frygt og forpligtelse snarere end informeret samtykke. De fleste mennesker har sikkert hørt historien om, at "en mammografi reddede min søsters liv" uden at vide, at ti andre søstre har fået deres liv vendt på hovedet unødvendigt. Når evidensgrundlaget er usikkert eller negativt for dødelighedsfordelen, synes fortsat massescreening at være et stærkt etisk brud: det binder raske mennesker til medicinsk overvågning, der skaber skade og afhængighed uden klar fordel.

Hvilke reformer ville jeg foreslå?

Jeg ville sætte en stopper for alle rutinemæssige befolkningsdækkende kræftscreeningsprogrammer og flytte ressourcer til steder, hvor de ville gøre en forskel. Jeg ville starte med at sætte skub i "fælles beslutningstagning" ved hjælp af pålidelig statistik, der klart beskriver sandsynligheden for fordele kontra skade for alle raske mennesker, der gennemgår screening. Indtil screening viser netto reddede liv og nettofordele for mennesker - ikke kun til bestemte dødsattester - bør det ikke være standardpraksis at tvinge folk til at blive screenet.

Jeg ville sørge for, at eventuelle besparelser går til rettidig diagnose og behandling af symptomatiske mennesker og forbedringer af de sociale sundhedsdeterminanter, som vi ved er ansvarlige for mange undgåelige og dødelige diagnoser, herunder kræft.

Jeg ville tvinge sundhedssystemer til at finansiere uafhængige til, at finansiere uafhængige, upartiske forsøg med fokus på, hvad vi mistænker for at være reelle årsager til kræft: fødevaretilsætningsstoffer, kemikalier, lægemidler og elektromagnetisk stråling, til at starte med. Jeg ville sørge for, at sundhedssystemer overalt finansierede forsøg med fokus på resultater af alle årsager, kvantificerede screeningens fordele og efterfølgende skader, herunder psykisk lidelse, procedurekomplikationer og økonomiske omkostninger.

Reform skal komme med to ting: ydmyghed og sympati. Vi har brug for ydmygheden til at acceptere, at enhver forebyggende behandling, selvom den potentielt er gavnlig, medfører ulemper.

Vi må være enige om, at det at være selvsikker, formode man har ret og dominerende ikke er en måde at sælge medicinsk screening på.

Men vi skal også have sympati for dem, der blev solgt en vare. Folk, der tror, ​​at evig medicinsk årvågenhed er lig med dyd, er ikke dumme, men de er blevet vildledt. Og dem, der nu lever under overvågningens sky, fortjener medfølelse, ikke bebrejdelse. Vi indrammede screening som forebyggelse; i stedet er det blevet en fabrik af medikalisering, angst og udgifter. Hvis medicinens moralske kompas skal bevares, skal vi lukke samlebåndet.

References

1. NLST (Aberle et al., N Engl J Med 2011); NELSON (de Koning et al., N Engl J Med 2020)

2. Multiple randomized FOBT trials; Cochrane/systematic reviews

3. UKFSST, NORCCAP, SCORE, pooled RCTs

4. NordICC randomized trial; modeling (MISCAN)

5. Major RCTs, USPSTF/CISNET modeling

6. Raffle, et al BMJ, 2003

7. ERSPC (Schröder et al., Lancet 2014 update); PLCO

https://brownstone.org/articles/the-trouble-with-cancer-screening-in-healthy-adults/