Vil du bo på en øde ø? Besøg St. Kilda

Fergus McIntosh

I 1877, observerede  George Seton, besøgende på den lille skotske øgruppe St. Kilda at mændene på øen havde et usædvanligt fysisk karaktertræk. “Storetåen på klippeklatrerne har et stort mellemrum i forhold til de øvrige tæer, hvilket skyldes at ofte hviler hele vægten på den del af foden når de klatrer.” Disse mænd med tæer der kan gribe var beboere på den mest afsidesliggende bosætning på De Britiske Øer 40 miles uden i Nordatlanten, hvor søfugle der udgør hovedbestanddelen af deres føde findes overalt på de tårnhøje klinter og klipper.

A nordisk mallemuk flyver nær Boreray, en ubeboet øsved St.Kilda øgruppen. Foto: Philip Mugridge / Alamy

Hundred år efter Seton skrev en anden besøgende at “selv i dag vil en båd der tager ud for at komme til St. Kilda ikke på nogen måde være sikker på at nå sin destination.” 

Disse var de noget bekymrende ord jeg husker da jeg stod, klædt i oilskins tøj og en redningsvest på molen i Uig, på Isle of Skye, klokken 7.00 en morgen i august. Selvom luften var kølig, vinden rimelig rolig, himlen lettere overskyet, forsikrede kaptajnen på vor lille båd os om havets dønninger kunne gøre rejsen til øerne meget ubehagelig, og at vejret kunne blive dårligere hvert øjeblik det skulle være.

Vi dagsbesøgende var heldige. Vejret ændrede sig ikke, men blev bedre, og havet var helt roligt. Det som engang var en besværlig dagsrejse i en åben robåd var nu en spændende hurtigtur mod Storbritanniens højeste klipper i havet og de største kolonier med havfugle, og til et UNESCO World Heritage Site, hvor vi med glæde kunne undersøge ruinerne af en landsby der havde været bosted for op til to hundrede mennesker.  

Den klare sol skinnede på de grønne bakker, der var oversået med violer og tormentil (blodrod), og havet var mørkegråt. Klinterne og skråningerne gør det umuligt at komme i land, kun ved bugten hvor landsbyen befinder sig er det muligt. Således blev vi mindet om at øerne ofte er afskåret ved storme - i ugevis, eller endog måneder af og til. 

Hirta—den “store” ø på to en halv kvadratmil - har været beboet i tusinder af år, mens Soay og Boreray (sidstnævnte fire miles borte) var reserveret til fårehold. Øboerne dyrkede kun lidt landbrug og fiskede ikke meget, men foretrak at opretholde livet på havfugle. 

De udviklede ekstraordinære evner til at klatre på klipper, afsøgte tusindfod høje afgrunde med reb lavet af kohuder for at ‘høste,’ indsamle mallemuk fra klinterne på Hirta, lunder fra Dun - en dinosaur lignende ø der var knækket af Hirta nogle århundreder siden - og suler fra to store klippeformationer i havet. 

Da der boede flest på øerne bestod den årlige høst af titusinder af fugle og æg. som en rejsende fra det 16. århundrede Martin Martin fandt at være af “en astringerende og vindblæst kvalitet.”  St. Kildanerne, som det fortælles mente at de smagte bedst efter de havde været dækket til med aske af mos og lagret i adskillige måneder inden i de græstørvdækkede stenhytter kaldet cleits.

Deres usædvanlige økonomiske og politiske system passede til deres diæt. Man talte kun gælisk, og havde et minimum af kontakt med deres feudale herrer på Skye. En rådsforsamling, parlament, udelukkende af voksne mænd mødtes hver morgen og de vigtigste ejendele - den jord der kunne dyrkes, de få klatrereb, den ene båd - var fælles ejendom, og hver familie kunne bruge det og var ansvarlig for deres andel i forhold til deres behov.  

Martin betragtede dem som “ det lykkeligste folk på denne beboede halvkugle....blottet for den griskhed og det slaveri hos resten af menneskeheden.” 

En. St. Kildaner jager søfugle på klinterne af Hirta, den 26. maj 1923. Foto: Trinity Mirror / Mirrorpix / Alamy

Andre besøgende fra hovedlandet fandt at St. Kildanernes livsstil var barsk og tilbagestående og de ville ‘civilisere’ dem. Missionærer kom tidligt det 18. århundrede, og ville give uddannelse, men også sygdomme og med tiden et tyranni med striks overholdelse af Sabbaten så strengt at øboerne blev forbudt at tale, snakke, på søndage.

På samme tid gjorde den fremadskridende teknologi langsomt at øens traditionelle eksport af fjer til madrasser og sengetøj, og lampeolie, alt sammen baseret på havfugle, blev overflødig og uden fortjeneste. 

Befolkningstallet blev ramt af udvandring og et højt børnedødelighedstal på 80% . Da Selon besøgte øen bragte dampskibe regelmæssigt Victorianske besøgende med sig - de skulle se de ‘vilde.’ 

En beretning fra 1900 beskriver, hvordan turisterne behandlede øboerne “som var de vilde dyr i en Zoo. De kastede bolscher til dem, og drillede dem åbenlyst.” 

Endelig i 1930 var der færre end 40 St. Kildanere tilbage på øen, og de var helt afhængige af turismen. Den sommer efter at have anmodet den britiske regering om at blive evakueret til hovedlandet gik de frivilligt i eksil, og spredtes over den vestlige del af Skotland. Den sidste overlevende fra øen døde sidste forår (2016) 93 år gsammel. 

I dag er de eneste indbyggere - en håndfuld militær entreprenører og ansatte hos the National Trust for Scotland, der ejer øerne og repræsenteres af en ranger - i sæsonen. St. Kilda er igen tilholdssted for fuglene, nu næsten en million. Lundekolonien er så stor, at på afstand ligner det sne. 

Vivi Bolin, den nuværende ranger og erfaren biolog beskrev sit ophold på Hilta, som “den hellige gral.” Hun er overbevist om at øboerne trivedes i deres isolation, levede i en virkelig god balance med deres miljø. “På trods af, at St.Kildanernes liv var ekstremt hård,” sagde hun, “havde de en sund diæt,” og en “generøs vært.” 

Hvorfor lod de sig så evakuere? Bolin fortalte mig, at med “denne kombination af sygdom og kendskab til der var en anden måde at leve på blev tiltrækningen udefra for stor - man ønskede at komme væk.” Hun sammenlignede øboerne med folk i Amazonas der lever isoleret, der trods regler ønskede at beskytte deres livsstil, og stadig har regelmæssige sammenstød om de udenfor.  I September, blev ti medlemmer af en ikke kontaktbar stamme dræbt af guldminearbejdere i Brasilien. 

De som bor på hovedlandet vidste altid at St. Kiulda var der, og at beskrive dets indbyggere som ukontaktbare er en overdrivelse -så hvorfor, sammen med andre ‘forladte steder’ og tabte eller truede kulturer giver det anledning til sådan intens fascination? 

Måske skyldes det at sådanne steder i vores globaliserede, urbaniserede, kapitalistiske tidsalder. minder os om at der er alternative måder at relatere til verden og menneskene omkring os. De frister vores forestilling om utopia.

 

I 1930, efter evakueringen ansøgte adskillige hundreder om at bosætte sig på St. Kilda. Den blev dem nægtet. Drømmen om at flygte holder dog ved. Som Bolin sagde om øerne, “vi kan næsten forestille os at vi har et samfund.” 

Fergus McIntosh is the head research editor at The New Yorker and runs the magazine’s fact-checking department.

https://www.newyorker.com/tech/annals-of-technology/a-trip-to-st-kilda-scotlands-lost-utopia-in-the-sea

Hvorfor organismer er mere end blot ‘maskiner’ Er alt forudbestemt?

 Hvorfor organismer er mere end blot ‘maskiner’ 

For 60 år siden udforskede en mindre kendt filosof, hvordan videnskaben forstår livet. Hans perspektiv finder ny relevans i den kunstige intelligens tidsalder. 

Af Adam Frank

Vi lever i en tidsalder med maksimal AI-hype: En superintelligens, der overgår menneskeheden, vil dukke op når som helst, ifølge de mest åndløse afkroge af tech-verdenen.

Der er grundlæggende tekniske grunde til at være skeptisk over for denne påstand, men ud over det lurer et langt dybere spørgsmål ved grænsen mellem videnskab og filosofi: Hvad gør liv anderledes end ikke-liv? Hvorfor er en klippe inert og følelsesløs, mens selv den enkleste celle manifesterer åben aktivitet i den ubarmhjertige stræben efter at holde sig i live? Da de eneste systemer, der utvivlsomt udviser intelligens, er levende, så mangler vi sandsynligvis noget essentielt ved intelligens, hvis vi ikke kan forstå livet.

For 60 år siden gav en indflydelsesrig, men lidet kendt filosof ved navn Hans Jonas et kraftfuldt, kreativt og radikalt svar på dette spørgsmål om, hvad der gør liv anderledes end ikke-liv. I årtierne siden har kraften og rækkevidden af ​​hans perspektiv vundet indpas. I dag er Jonas for en voksende gruppe af forskere – inden for områder lige fra neurovidenskab til fysik i komplekse systemer – blevet en skarp stemme, der med kraft argumenterer for, at organismer er mere end blot maskiner, og at sind er mere end blot computere.

En livsfilosofi

Jonas blev født i Tyskland i 1903. Til sin ph.d. studerede han fænomenologi, en dengang ny tilgang til filosofi, der forsøger at studere bevidst oplevelse indefra. Hans ph.d.-vejleder var Martin Heidegger, en af ​​de mest berømte filosoffer i sin tid.

Da nazisterne kom til magten, støttede Heidegger i starten partiet. Jonas flygtede dog fra Tyskland og lovede at vende tilbage som en del af en sejrrig, befriende styrke. Han opfyldte dette løfte via en særlig brigade af jødiske soldater, der kæmpede i den britiske hær. I efterkrigsårene, da andre filosoffer forsøgte offentligt at rehabilitere Heidegger (som uden tvivl var en strålende filosof), ville Jonas ikke have nogen del i det og skrev i stedet en skarp afvisning af sin tidligere mentor. Han mistede dog aldrig sin interesse for fænomenologi eller for oplevelsens forrang som nøglen til at forstå livet.

På Jonas' tid, ligesom i dag, antog de fleste videnskabsmænd og filosoffer et "reduktionistisk" perspektiv på levende systemer. Organismer er i denne opfattelse blot atomer i bevægelse. Der er intet særligt ved livet, og erfaring er blot et epifænomen – en illusion eller et biprodukt. Reduktionismens centrale påstand er, at livet ikke er andet end en kompliceret molekylær maskine: robotter lavet af protoplasma, væv og knogler programmeret af evolutionen. Biologi, ligesom alt andet, bør i sidste ende reduceres til fysik.

Reduktionisme er imidlertid ikke et videnskabeligt resultat. Det er ikke "hvad videnskaben siger". Det er en filosofi. Det er et sæt metafysiske argumenter om, hvad der eksisterer i verden.

Jonas, som dygtig filosof, vidste, at der var andre måder at flå den kat på, og i 1966 udgav han *The Phenomenon of Life: Towards a Philosophical Biology*. I bogen fremlagde han en række stærke argumenter for, hvorfor livet er mere end blot kompliceret fysik. For en teoretisk fysiker som mig er det i bogens tredje kapitel - "Er Gud en matematiker? Betydningen af ​​stofskifte" - at Jonas virkelig går efter reduktionismens strube.

Kunne den perfekte Gud af perfekt fysik "se" liv?

Der er en berømt historie om den store fysiker Pierre-Simon Laplace, der præsenterede sin teori om planetbevægelser for Napoleon. Ved hjælp af Newtons kraftfulde mekanik kunne Laplace forudsige planeternes bevægelse langt ind i fremtiden. Napoleon spurgte Laplace noget i retning af: "Men hvor er Gud i din teori?" Laplace svarede berømt: "Jeg havde ikke brug for den hypotese."

Hvad Laplace mente var, at hvis man kendte den nøjagtige position og momentum for hver partikel i universet, ville Newtons love i princippet lade en forudsige med sikkerhed alt, hvad der vil ske. Selvfølgelig kunne kun et supervæsen (eller en guddommelig computer) kende positionen og momentummet for hver partikel i universet og beregne deres baner langt ind i fremtiden. Det er den slags Gud, Jonas jagter, når han tager fat på den laplaceske drøm om at reducere liv til "intet andet end" atomer i kapitel 3 (eller det, der kaldes "Det tredje essay") i sin bog.

Forestil dig, siger Jonas, at en sådan Gud går sin gang med at følge partikler, mens de farer afsted mod hinanden som en uendelig sprøjt af mikrokugler, der strækker sig gennem det uendelige rum. Denne Gud ville se til, mens samlinger af atomer kom sammen og dannede forbindelser i et stykke tid, før de opløstes igen, når deres bevægelser førte dem væk. Nogle af disse forbindelser kunne være klipper. Nogle kunne være stjerner. Og nogle kunne være levende organismer.

Derfra stiller Jonas et simpelt spørgsmål: Kunne denne Laplace-gud genkende de levende associationer fra de døde? Kunne denne perfekte Gud af perfekt fysik "se" liv?

For at formulere spørgsmålet bemærker Jonas, at liv ikke blot er det stof, det er sammensat af. I stedet er enhver organisme, hvad fysikere kalder et "åbent termodynamisk system". De atomer, du er lavet af i dag, er ikke de atomer, du vil være lavet af om et år. Energi og stof strømmer konstant gennem hver celle. Det betyder, at levende systemer ikke er stabile samlinger af atomer som en klippe. I stedet er de stabile mønstre, der varer ved gennem tiden.

En anden måde at sige dette på er, at liv ikke handler om specifikke stykker stof - det handler om en bestemt form for organisation, hvorigennem stof og energi passerer. Denne vægtning af "organisation" bliver et centralt punkt i Jonas' argument. Laplace-guden kan kun se atomers tilstande - deres positioner og hastigheder - i hvert øjeblik. Dens evne til at se fremtiden er begrænset til blot at se fremtidige atomtilstande (dvs. fremtidige positioner og hastigheder). For Jonas kunne ingen øjeblikkelig tilstand i en krop indeholde hemmeligheden om at være levende, uanset hvor detaljeret denne tilstand blev beskrevet.

Jonas spørger, om den laplaceske Gud, der kun kendte de øjeblikkelige skyer af atomare associationer, kunne skelne mellem en levende krop med sin erfaring og et nyligt afdødt lig, der ikke havde nogen.

Hvad kendetegner en organisme?

Den skarpe kraft i denne indsigt bliver skarpere, når Jonas begynder at udpakke den unikke form for organisation, som organismer repræsenterer.

Det var den store filosof Immanuel Kant, der først formulerede ideen om, at levende systemer er selvorganiserede. Det klassiske eksempel på dette er cellemembranen, som er nødvendig for, at cellen kan fungere, men også er et produkt af cellens funktion. Denne selvreference mellem hønen og ægget er, hvad Jonas mener med at fremhæve ordet "stofskifte" i kapiteltitlen. For ham er stofskifte ikke blot en række biokemiske reaktioner. Det er den løbende selvrefererende selvorganisering, der skal fortsætte, hvis en organisme skal opretholde sig selv (dvs. holde sig i live). For ham drejer forskellene mellem liv og død sig ikke om bestemte materielle komponenter. I stedet ligger de i den løbende udførelse af en bestemt form for aktivitet: stofskiftets selvorganisering.

For Jonas repræsenterer stofskifte en dybtgående ny dimension af mulighed, der opstår i universet, når liv dannes - en dimension, som den laplaceske Gud ville være blind for. Således, selvom denne Gud ville vide alt om atomer og deres bevægelser, kunne den ikke vide, hvad der skete i de levende systemer. Som Jonas berømt skrev: "Livet kan kun kendes gennem livet."

Livet har altid et formål.

Hvad opstår specifikt i denne nye dimension, der er muliggjort af stofskiftet? Jonas formulerer en række "træk", der gør livet unikt sammenlignet med andre objekter eller systemer i universet.

De første og vigtigste træk er indre og individualitet. Selv de enkleste celler eksisterer som individer, der lever inden for en grænse, der adskiller indre (selvet) fra miljøet (verden). Det er her, man kan se Jonas' interesse for oplevelse som et filosofisk spørgsmål. For ham har alt liv, selv de enkleste bakterier, en grad af sansning: følelsen af ​​at være i live. Cellens individualitet er en proces, som den aktivt skal opretholde for sig selv gennem sine egne handlinger - handlinger, der kun er mulige, fordi den aktivt opretholder sin selvorganisering. På en måde er den selvrefererende løkke af disse handlinger oplevelse. Hvordan kunne den laplaceske Gud se den indre og den oplevelse, der opstod med cellen?

En essens af det, der adskiller livet, er det, Jonas kalder "nødvendig frihed". Enhver organisme skal aktivt opretholde sig selv mod den kontinuerlige trussel om sin egen opløsning. Grænsen, der definerer indre og individualitet, er den frihed, der opstod, da livet blev dannet. Ved at blive et individ er livsformen fri eller adskilt fra omgivelserne på en måde, der er umulig for en klippe. Jonas' medvægt på behov er imidlertid organismens uendelige og vedvarende afhængighed af verden for de materialer, der kræves til stofskiftet. På grund af dette behov er livet i sagens natur usikkert.

Denne knivsæg, som alle organismer balancerer på – fra bakterier til mennesker – introducerer en anden dimension: formålstjenlighed. Livet har altid et formål. For bakterier er formålet simpelthen at holde sig i live. Efterhånden som organismer bliver mere komplekse, opstår der nye formål, såsom at opretholde status i sociale netværk eller i sidste ende at skabe mening gennem aktiviteter som kunst eller videnskab. Formål er iboende for organismer. Med livets fremkomst er der blevet introduceret noget "for hvis skyld" i universet, som den laplaceske Gud igen hverken kunne se eller forudsige.

Et nyt perspektiv på livet

I sin argumentation afviste Jonas både dualisme, som ser sind og materie som helt forskellige, og reduktionisme, som afviser liv som havende en særlig status over ren mekanik. For Jonas var der en verden af ​​materie, hvorfra liv opstod – men det, der opstod, var fundamentalt nyt og anderledes end det, der kom før. Mens videnskabsmænd og filosoffer fortsat diskuterer naturen af ​​en sådan emergentisme, er der ingen tvivl om, at Jonas' arbejde udløste en langsom, støt genovervejelse af livet ud over reduktionismen.

Et klart eksempel på dette er ideen om autopoiesis, et udtryk opfundet af de store chilenske biologiske teoretikere Umberto Maturana og Francisco Varela i slutningen af ​​1970'erne. Et system er autopoietisk, når det både er selvskabende og selvopretholdende. Maturanas og Varelas videre arbejde med autopoiesis i 1980'erne og 90'erne var et eksplicit videnskabeligt forsøg på at formulere den særlige natur af biologisk selvorganisering.

Et andet skridt i Jonas' retning kom med den teoretiske biolog Robert Rosen, som også i 1980'erne udviklede en matematisk forklaring af organismer som "metabolisme-reparationssystemer" eller "(M,R)-systemer". Rosen formulerede det centrale teoretiske koncept, at metabolisme, i Jonas' forstand, var kausalt lukket. Dette betød, at metaboliske systemer kunne ses som en særlig form for organisation, hvor netværk af processer lukker sig om sig selv. Brydes et hvilket som helst af leddene i netværket, falder organisationen - selvorganisationen - fra hinanden. Ud fra dette hævdede Rosen, at det var muligt at vise, at sådanne (M,R)-systemer ikke var Turing-beregnelige, hvilket betyder, at deres adfærd aldrig kunne indfanges fuldt ud i en computersimulering.

Selvom deres arbejde i starten ikke blev accepteret i den videnskabelige mainstream, var Maturana, Varela og Rosen videnskabelige pionerer. I løbet af de sidste par årtier er udtryk som "autopoiesis" begyndt at dukke op oftere i studiet af komplekse adaptive systemer, en moderne, tværfaglig tilgang til at forstå liv. Selvom reduktionistiske perspektiver stadig har en tendens til at dominere inden for videnskab, er der en voksende forståelse af, at dens værdi har udspillet sig, og at der er behov for nye tilgange til at tackle banebrydende problemer inden for livet, kognition og intelligens, uanset hvor de måtte findes. Dette gælder især i lyset af de hurtige fremskridt inden for AI. Påstande om superintelligens eller følende AI-agenters immanens (Immanens betegner det, der er iboende, forbliver inden for, eller er aktivt til stede i noget andet, ofte i modsætning til det transcendente).  løber hovedkulds ind i Jonas' indtrængende analyse af, hvad der gør livet - som de eneste systemer, der viser handlekraft, sansning og intelligens - anderledes.

Efterhånden som de nye ikke-reduktionistiske tilgange vinder frem og bærer frugt, vil de have en direkte effekt ikke kun på disse AI-debatter, men også på videnskaben som helhed. Gennem det hele vil det være Hans Jonas, den principfaste filosof af liv og erfaring, der vil stå som en sand pioner for den nye vision om liv og natur. På sin stille måde tog han de første modige skridt i retning af at gøre os opmærksomme på den nødvendigvis frie, radikalt nye dimension af kosmos, som hver enkelt af os repræsenterer.

 

Tylenol, autisme, ultralydsscanning: Mere opfølgning. Følg pengene

Joan Swirsky

I 2020, nævnte det Atlanta-baserede U.S. Centers for Disease Control and Prevention (CDC) at en ud af 36 børn (cirka 4% af drenge og 1% af piger) vurderes til at have autisme, vurderinger der var betragteligt højere end i alle de forrige år. 

Men blot fem år efter meddelte, ved en pressekonference der blev holdt nogle få uger siden, den 22. september. præsident Trump - med tilstedeværelsen af U.S. Health and Human Services (HHS) minister Robert F. Kennedy, Jr. og Center for Medicare & Medicaid Services (CMS) administrator Dr. Mehmet Oz — at the Department of Health and Human Services slog fast at autisme er steget med næsten 400% og nu berører 1 ud af 31 amerikanske børn. Og at denne alarmerende statistik var et resultat af at gravide kvinder tager Tylenol under deres svangerskab!

I løbet af et splitsekund var alle på banen fra et skeptisk Scientific American til den helhjertede støtte fra the Icahn School in the Mt. Sinai School of Medicine.

Her, forklarer Dr. Josh Redd på engelsk hvorfor Tylenol er så skadelig for gravide kvinder.

Udover fordelen og ulemperne dukkede der foruroligende kendsgerninger op, ikke mindst om at the FDA kendte til forbindelsem mellem Tylenol-autism for over ti et halvt år siden....men intet har gjort! Tal her om “følg pengene”!  

Faktisk var det sådant, at så tidligt som 2019, kom der en anbefaling ved en undersøgelse fra Food and Drug Administration (FDA) - igen uden nogen opfølgning - at indlægsedlerne burde revideres så gravide kvinder “blev gjort opmærksom på at være forsigtige ved jævnlig brug af  acetaminophen når midlet ikke er virkelig nødvendigt til smertelindring eller andre formål.” 

Der skulle gå nogle få år, men siden 2012 ifølge the BirthInjuryCenter.org , er der over 100 retssager over hele nationen mod producenter af acetaminophen hævdende, at der sker skader på grund af manglende advarsler til gravide at Tylenol og andre lignende versioner kan øge risikoen for at få et barn med autisme og/eller ADHD.

Fiaskoer skal omtales

Med det mener jeg, at dette potentielt livsforandrende forhold har udeladt - faktisk vildledt - ved ikke at inkludere den ganske åbenbare årsag til autismes ikke forudsete øgning i de sidste mange årtier. 

Forklaring: Tidligt 1970’erne arbejdede jeg om natten - fra kl. 23 - 7 skifte som sygeplejerske på et universitet tilknyttet et hospital nær mit hjem på Long Island. Det var en revolutionerede tid i obstetrik, da Lamaze metoden “forberedt barnefødsel” og brugen af sonogrammer for at visualisere fostre blev stadig mere populært. 

Faktisk blev ultralyd-teknologien først udviklet i Skotland i midten af 1950'erne af fødselslægen Ian Donald og ingeniør Tom Brown for at afsløre industrielle fejl i skibe. I slutningen af 1950’erne blev ultralyd rutinemæssigt benyttet på hospitaler i Glasgow, men det var ikke før 1970’erne at det blev benyttet på amerikanske hospitaler for at holde øje med fostret under udvikling, placenta og om fostervandet var normalt, og opdage unormale konditioner såsom fødselsdefekter og ektopiske graviditeter.

I slutningen af 1970’erne blev jeg en certificeret Lamaze underviser og brugte de næste 22 år på ugentligt at give klasser til par i mit hjem. På en meget realistisk måde havde jeg mit eget laboratorium, da jeg direkte lærte af mine klienter om den øgede eskalation af sonogram undersøgelser de havde mens årtierne gik. 

Tidligt i 1980’erne var det almindeligt for kun en eller to ud af ti i klassen at få et sonogram. På blot få år fik hver kvinde i mine klasser et sonogram. Og sent 80’erne og 90’erne fik hver kvinde ikke kun et sonogram, men ofte to, tre, fire eller fem - begyndende så tidligt som tre eller fire uger i svangerskabet og fortsatte så ofte helt til fødslen.

Det var faktisk i 90’erne at jeg lagde mærke til en skræmmende øgning i antallet af autisme og at det måske kunne knyttes til den betragtelige brug af ultralyds scanninger. I årenes løb har jeg fremført min teori til et antal mennesker, skrevet breve til avisredaktører - herunder the N.Y. Times, som jeg har skrevet for i over 20 år. men de nægter stadig at udgive mine tanker - også mailet min holdning til toppen på  the Fox News Network, men "besynderligt nok har den TV station besluttet ikke at fortælle om udfordringen. 

Jeg kontaktede autisme forskerne Dr. Marcel Just og Dr. Diane L. Williams, der på mail fortalte mig, at Dr. Pasko Rakic fra Yale faktisk var ved at udforske en forbindelse mellem ultralyd og autisme. 

Derpå i 2006 fandt jeg en artikel i Midwifery Today, “Spørgsmål om personlig ultralyd og den alarmerende øgning i autisme,” skribent- forsker.

“Den bratte øgning i autisme,” skrev Rodgers, “sker ikke kun i the U.S.: det er et globalt fænomen,” der “er fremkommet ...i meget forskellige miljøer og kulturer.”

Rodgers føjede imidlertid til, “hvad alle industrielle lande har til fælles er ....brugen af rutine foster ultralyd på gravide kvinder. I lande med nationaliseret sundhedsomsorg, er antallet af autismetilfælde  endnu større end i the U.S-. hvor der grundet forskelle i indkomst og sundhedsforsikring endnu er cirka 30% af gravide der ikke får en ultralydsscanning” 

Aha!  Kunne dette være grunden til at sorte og hispanics i Amerika stadig ‘halter’ bagud i udviklingen af autisme?

Delfiner, hvaler ...relevans? 

I sommeren 2012 blev der fundet så mange som 3000 døde delfiner i Peru. Forskere ved the Organization for the Conservation of Aquatic Animals (ORCA), en peruviansk marinebiologisk bevarings organisation. mente at massedøden var brug af dybdevands sonarer hos skibe i farvandet.. 

Endnu tidligere, i Juni 2008, fire dage efter en Navy helikopter brugte kontroversielt sonar udstyr under træningsøvelser ud for Cornwalls kyst i Storbritannien, døde 26 delfiner i en massestranding.

Disse hændelser - helt bogstaveligt tusinder flere der ligner - er relevante fordi mange tilfælde af massedød og strandinger af hvaler og delfiner kan have relation til de sonarbølger der udsendes fra Navy fartøjer. 

2009, i en artikel i Scientific American forklarede John Slocum at sonar (lydnavigation og afstandsbedømmelse) der først blev udviklet af the U.S. Navy for at opspore fjendtlige u-både, “genererer lydbølger på helt op til 235 decibel; verdens højst spillende rock band når toppen ved 130 dcb. Diss lydbølger kan ‘rejse’ hundreder af kilometer under vandet og kan opnå en intensitet på 140 decibel så lang som 500 kilometer fra deres udgangskilde.” 

Slocum skrev at en succesrig retssag mod the Navy anlagt af nonprofit Natural Resources Defense Council (NRDC) for at begrænse brugen af lavefrekvent sonar i vand der er rigt på marineliv fik medhold hos to lavere retsinstanser, men Højesteret “afgjorde at the Navy skulle have lov til at fortsætte brugen af forsøg af visse mellem-frekvens sonarer af hensyn til den nationale sikkerhed.”

To hurtige spørgsmål: Hvis sonar kan slå fuldt udviklede delfiner ihjel, hvilken effekt har det så ikke på hjerner under udvikling i  in utero embryoer, fostre?  Og hvorfor blev den massive brug af sonogrammer under graviditeten end ikke set på, overvejet, på et forskningsområde i vor regerings undersøgelse? 

Og så er der varmen!

Lige så bekymrende er at så langt tilbage som 1982 konkluderede the World Health Organization (WHO)’s undersøgelse, “Effekterne af ultralyd på biologiske systemer," de neurologiske, opførselsmønstre, udviklingrelaterede, immunologiske og hæmatologiske forandringer og reduceret vægt hos fostret kan resultere af at have været udsat for ultralyd.” To år senere, rapporterede the National Institutes of Health (NIH) at når der fremkom fødselsdefekter, var akustiske resultater af sonogrammer sædvanligvis højt nok til at give betragtelig varme. 

Alligevel godkendte FDA i 1993 en øgning på otte gange i det potentielle akustiske output ved ultralydsudstyret! Angiveligt var denne øgning for at forstærke visualiseringen af hjertet og mindre organer under mikrokirurgi. Det er helt tydeligt at helbred og velbefindende hos fostre under udvikling ikke var noget man tog i betragtning!

For at vende tilbage til de æg og fostre, forklarede Rodgers at når “tranduceren med ultralyd er postioneret over den del af fostret, forsøger operatøren at visualisere, og fostret kan føle vibrationerne, varmen eller begge dele.””

Rodgers citerede derpå en advarsel som the Food and Drug Administration kom med tilbage i 2004: i “Selv ved lave niveauer (ultralyd) har laboratorie studier vist den kan have ....skurrende vibrationer” —en undersøgelse sammenlignede støjen med en metrotog der nærmer sig en station - “og en øgning i temperaturen.” 

Årsagen til autisme, skrev Rodgers, “har været hængt op på alt tre ‘følelsesmæssig fjerne’ mødre ....til vacciner, genetik, immunologiske forstyrrelser, miljøgifte og infektioner hos moderen. En langt enklere mulighed ...er den omfattende brug af ultralyd af fostre, der forårsager potentielle termiske skader.”

Forestil dig hvordan disse ‘angreb’ kan påvirke et fostrets hjerne under udvikling! 

Image via Freepik.

I kødet på barsk videnskab

I august 2006 meddelte, Pasko Rakic, M.D., formand for  Yale School of Medicine’s Department of Neurobiology, resultaterne af et lignende studium ,hvor drægtige mus blev udsat for ultralyd af forskellig varighed. Hjernerne på afkommet viste skader, der også kan ses i hjernen hos mennesker med autisme. 

Undersøgelsen betalt af the National Institute of Neurological Disorders and Stroke, omfattede også ultralyd i neuroudviklingsproblemer hos børn, såsom dyslexi, epilepsi, mentalt tilbageståenhed, og skizofreni, og vist at skader på hjerneceller øgedes ved længere udsætning for ultralyd.

Dr. Rakic’s studium sagde Rodgers, “er blot en ud af mange dyre eksperimenter og undersøgelser på mennesker, der er udført i årenes løb indikerer at prænatal ultralyd kan være skadelig for babyer.” 

Følg pengene

I The Daily Beast, Jennifer Margulis, forfatter til Business of Baby: What Doctors Don’t Tell You, What Corporations Try to Sell You, and How to Put Your Baby before Their Bottom Line, skrev at Dr. Rakic “konkluderede at al ikke medicinsk brug af ultralyd på gravide burde undgås.” 

I sin forskning sagde Margolis at hun opdagede at “der er stadig mere bevis på at overeksponering for lydbølger - eller måske udsættelse for lydbølger på et kritisk tidspunkt under fostrets udvikling - kan pålægges skylden for den astrnomiske stigning i neurologiske handicaps blandt Amerikas børn.”

Her har vi så ganske tydeligt en menneskelig tragedie - en virkelig menneskabt katastrofe - der foregår lige for øjnene af os.

Uanset hvad grunden så kan være  - følg pengene? - bjerget af beviser der peger på relationen mellem prænatal ultralydsscanninger og den eskalerende pandemi af autisme bliver systematisk ignoreret..

Kunne det have noget at gøre med de enorme investeringer læger og videnskabsforskere har brugt på ultralyds teknologien ifølge Jennifer Margolis, “lægger mere end 1 milliard dollars til prisen for omsorg for gravide kvinder i Amerika - hvert år”?

Kunne det have noget at gøre med det afkast der som en lavine vælter ned i ‘diagnose pengekisterne’ og til behandlingscentre og klasseværelser?

Kunne det have noget at gøre med moderne journalistiks næsten fuldstændige gåen bort fra ‘hårdkogt’ journalistik og fortællinger om livreddende tiltag? 

Som Caroline Rodgers sagde er der en elefant i rummet når det kommer til emnet autisme, og den elefant er den verdensomspændende blitzkrieg med ultralydsundersøgelser der har bombarderet babyer med hjerneændrende lydbølger der vil fortsætte med at påvirke hvert sekund af deres autistiske liv. 

Yoo-hoo, præsident Trump, RFK Jr., og Dr. Oz!  Det er på høje, og den er allerede forpasset, at give graviditets sonogrammer samme opmærksom og advarsler som I har givet om Tylenol

Joan Swirsky is a New York–based journalist and author.  Her website is www.joanswirsky.com and she can be reached at joanswirsky@gmail.com.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/10/tylenol_and_autism_more_to_the_story.html