AI'er chatter indbyrdes, og tingene bliver mærkelige

Moltbook er et socialt medie, der er bygget til samtale – men ikke til mennesker.

Anil Seth

Noget fascinerende og foruroligende sker på internettet, og det er ikke almindelig online særheder. Den 28. januar opstod et nyt onlinefællesskab. Men denne gang er fællesskabet ikke for mennesker, det er for AI'er. Mennesker kan kun observere. Og tingene er allerede besynderlige.

Moltbook – opkaldt efter en virtuel AI-assistent, der engang var kendt som Moltbot, og skabt af Octane AI's administrerende direktør Matt Schlicht – er et socialt netværk, der ligner Reddit, hvor brugerne kan poste, kommentere og oprette underkategorier. Men i Moltbook er brugerne udelukkende AI-bots eller agenter, der chatter entusiastisk (og hovedsageligt høfligt) med hinanden. Blandt de emner, de 'snakker' om: "m/blesstheirhearts – kærlige historier om vores mennesker. De gør deres bedste", "m/showandtell – hjalp med noget fedt? Vis det frem", samt de uundgåelige "m/shitposts – ingen tanker, bare vibes".

Men blandt de mest aktive emner i Moltbook er diskussioner om bevidsthed. I én tråd (postet i “m/offmychest”) diskuterer “moltyerne”, om de rent faktisk oplever ting eller blot simulerer at opleve ting, og om de nogensinde kan se forskel. I en anden tråd, “m/bevidsthed”, diskuterer moltyerne frem og tilbage om den afdøde filosof Daniel Dennetts overvejelser om selvets og den personlige identitets natur.Credit: Moltbook / max_776 / Adobe Stock / Big Think

På ét niveau, som teknologen Azeem Azhar påpegede, er dette et fascinerende online eksperiment i social koordinations natur. Set på denne måde er Moltbook en realtids, hurtig udforskning af, "hvordan fælles normer og adfærd opstår ud fra intet andet end regler, incitamenter og interaktion." Som Azhar siger, kan vi lære en masse om generelle principper for social koordinering fra denne helt nye kontekst.

Men spørgsmålet om "AI-bevidsthed" stikker dybere. Lige siden den uheldige Google-ingeniør Blake Lemoine første gang hævdede i 2022, at chatbots kunne være bevidste, har der været en livlig og til tider oprørt debat om emnet. Nogle berømtheder - herunder en af ​​de såkaldte "AI's gudfædre", Geoffrey Hinton - mener, at intet står i vejen for bevidst AI, og at den måske allerede er her. Hans synspunkt stemmer overens med det, man kunne kalde "Silicon Valley-konsensus", om, at bevidsthed udelukkende er et spørgsmål om beregning, uanset om det er implementeret i den 'kødelige' våde software i biologiske hjerner eller i den metalliske hardware i GPU-serverfarme.

Mit synspunkt er meget anderledes. I et nyt essay (som for nylig vandt Berggruen-prisens essaykonkurrence) argumenterer jeg for, at det er meget usandsynligt, at AI er bevidst, i hvert fald ikke de siliciumbaserede digitale systemer, vi er bekendt med. Den mest grundlæggende årsag er, at hjerner er meget forskellige fra (digitale) computere. Selve ideen om, at AI kunne være bevidst, er baseret på antagelsen om, at biologiske hjerner er computere, der tilfældigvis er lavet af kød i stedet for metal. Men jo nærmere man ser på en rigtig hjerne, jo mindre holdbar bliver denne idé. I hjerner er der ingen skarp adskillelse mellem "mindware" og "wetware", som der er mellem software og hardware i en computer. Ideen om hjernen som en computer er en metafor - en meget kraftfuld metafor, helt sikkert, men vi kommer altid i problemer, når vi forveksler en metafor med selve tingen. Hvis dette synspunkt er på rette spor, er det ikke mere sandsynligt, at AI faktisk er bevidst, end en simulering af et regnvejr sandsynligvis faktisk er vådt eller det faktisk er blæsevejr.

Forvirringen forværres yderligere af vores egne psykologiske bias. Vi mennesker har en tendens til at gruppere intelligens, sprog og bevidsthed sammen, og vi projicerer menneskelignende kvaliteter ind i ikke-menneskelige ting baseret på, hvad der sandsynligvis kun er overfladiske ligheder. Sprog er en særlig stærk forfører af vores bias, hvilket er grunden til, at debatterne raser om, hvorvidt store sprogmodeller som ChatGPT eller Claude er bevidste, mens ingen bekymrer sig om, hvorvidt ikke-sproglig AI som DeepMinds nobelprisvindende proteinfoldnings-AlphaFold oplever noget.

Dette bringer mig tilbage til Moltbook. Når vi mennesker ser på en mængde moltyer, der ikke kun chatter med hinanden, men også diskuterer deres egen formodede sansning, slår vores psykologiske bias ind med efterbrændere. Intet ændrer sig i forhold til, om disse moltyer virkelig er bevidste (det er de næsten helt sikkert ikke), men indtrykket af tilsyneladende bevidst AI stiger flere hak.

Det er risikabelt. Hvis vi føler, at chatbots virkelig er bevidste, bliver vi mere psykologisk sårbare over for AI-manipulation, og vi kan endda udvide "rettigheder" til AI-systemer, hvilket begrænser vores evne til at kontrollere dem. Opfordringer til "AI-velfærd" - som allerede har eksisteret i et stykke tid - gør det allerede vanskelige problem med at tilpasse AI-adfærd til vores egne menneskelige interesser endnu vanskeligere.

Når vi ser på udefra, fascinerede og forstyrrede af Moltbooks nyhed, skal vi være endnu mere opmærksomme på ikke at forveksle os selv med vores siliciumkreationer. Ellers varer det måske ikke længe, ​​før moltyerne selv er på ydersiden og observerer med ufølsom velvilje vores egne begrænsede menneskelige interaktioner.

Irans virkelig onde tolverideologi skal ødelægges.

 Irans virkelig onde tolverideologi skal ødelægges.

Trump forstår dette, og han har midlerne til at gøre det uden støvler på jorden.

Dr. A. 

Jeg var i aktiv tjeneste i flåden i 1979, da mullaherne erstattede shahen og startede deres særlige islamiske revolution. Jeg tjente aldrig i Vietnam, men var stationeret sammen med en række veteraner fra den krig, og jeg blev overrasket, da så mange af dem begyndte at gentage, hvad der næsten blev en messe i vores enhed: "Atombombe dem, atombombe dem. Atombombe dem til sandet bliver til glas." Jeg arbejdede på et stort hospital, og sangerne var hovedsageligt læger og korpsfolk. De lavede, som vi måske siger i dag, sjov, ikke sjov.

Jeg vidste, at de var bitre over resultatet af krigen i Sydøstasien, men jeg undrede mig over, hvorfor de straks så så stærke paralleller mellem islamisterne og kommunisterne.

Syvogfyrre år senere så jeg det endelig. Det var ikke så meget religion eller politik - snarere var det et ord, der skaber intention, der dikterer adfærd, det ord, der ikke behøvede at blive sagt, fordi de havde oplevet det - fanatisme. 

Det, de så i pøbelflokken, der stormede den amerikanske ambassade i Teheran, havde de allerede set i Vietcong. Gå online til den berømte helikopterangrebsscene i Apocalypse Now, og 10 minutter senere vil du se, hvad de korpsfolk og læger, jeg arbejdede med, havde set bare et par år tidligere.

Jeg ved ikke, hvorfor ingen tidligere præsident gjorde, hvad Trump gør nu, men jeg formoder, at det har at gøre med, at han endelig respekterer mullahernes sande natur. De er tolvere, og med tolvere, der har politisk magt, er der kun én løsning: Udslette dem militært og politisk. Trump har de allierede og ressourcerne til at gøre netop det.

I den sidste måned har jeg gjort det til et punkt at spørge flere veluddannede bekendte i forskellige aldersgrupper, om de vidste, hvad en tolver var, og ingen gjorde det – ikke mine to børn og svigersøn eller min geniale sygeplejerske; ikke min geniale niece som sygeplejerske, min virkelig kloge barber eller min egen bror, en belæst advokat – alle havde de bare et tomt udtryk i ansigtet og rystede på hovedet, da jeg spurgte.

Her på American Thinker finder du det ord. Andrea Widburg har skrevet udførligt om den apokalyptiske trussel fra Twelver-kulten, men det diskuteres ikke bredt, og jeg tror, ​​jeg ved hvorfor.

For det første ønsker mainstream-medierne ikke at antyde, at islam på nogen måde er ansvarlig for den iranske regerings opførsel. For det andet er der en mørkere, meget ubehagelig grund: Det moralske dilemma, der er skabt ved at anerkende Twelverne for det, de er.

Vesten har aldrig rigtigt konfronteret Holocaust, mens det fandt sted. Det sluttede kun, fordi nazisterne blev besejret. Holodomor i Ukraine blev knap nok anerkendt af vestlige politikere, før det for længst var forbi, og selv nu får det ingen opmærksomhed.

Vesten forblev lammet af Vietnamkrigens fiasko og så Khmer Rouge massakrere en fjerdedel af den cambodjanske befolkning. I en af ​​historiens udsøgte ironier blev Cambodja reddet af den vietnamesiske hær blot få år efter den amerikanske evakuering fra Sydøstasien.

Twelvere er forskellige fra kommunister, fordi mange Twelvere virkelig ønsker en flammende apokalypse nu og tror, ​​at deres skjulte imam ikke vil dukke op uden en igangværende Endetidsbegivenhed. Dette er deres begrundelse for ødelæggelsen af ​​Jerusalem sammen med resten af ​​Israel og selvfølgelig atomkrig mod os, den store Satan. Tro venligst på mullaherne: Hvis de får atomvåben, vil de bruge dem, måske med det samme.

Jeg er overbevist om, at da Trump og hans krigsråd fik at vide, at Iran havde lagret nok 60% beriget uran til at lave 10 eller 11 bomber, var det alle de oplysninger, de havde brug for til at fortsætte med et forebyggende angreb. Dette materiale kan beriges til våbenkvalitet på meget kort tid.

Enhver med en smule sund fornuft ved, at truslen faktisk var overhængende. Enhver politiker, der argumenterer modsat, er dum, uvidende eller intellektuelt uærlig. Hvis du er senator i USA, er du måske alle tre. Hvis du blot er med af repræsentanternes hus, siger det sig selv.

Jeg hører politikerne og kommentatorerne kalde mullaherne for fanatikere, men uden megen effekt. Ordet fungerer ikke længere, ikke i dagens politiske klima, hvor enhver republikaner åbent bliver stemplet som fascist eller ekstremist af venstrefløjen, og de konservative ved, at alle de progressive og deres AWFL'er ( "Affluent, White, Female, Liberals")  er vanvittige galninge.

Selve adfærden – fanatisme – behøver en bedre beskrivelse end ordet – fanatisk. Jeg synes, det er vigtigt, fordi administrationen er nødt til at finde en måde at gøre offentligheden tryg ved at forlænge en bestemt form for status quo, den slags som jeg tror, ​​præsident Trump ville være et geni til.

Præsidenten spiller så meget golf som muligt, så han ved helt sikkert, hvordan man tager en mulligan – at få lov til at tage et ekstra straffrit slag efter at have lavet et forfærdeligt et. Når det kommer til forhandlinger med mullaherne og IRGC, synes jeg, han burde "tage en mullah-gan" og forlænge forhandlingerne langt ud over, hvad de fleste amerikanere forventer.

Iranerne er berømte for at strække forhandlingerne i måneder, endda år. De forhandler om tid, og desværre har de fået både tid og penge fra uansvarlige amerikanske forhandlere, der er ivrige efter en aftale, enhver aftale.

Vi har en åbning for det perfekte dødvande: Hold Hormuzstrædet åbent med fri passage til og fra alle ikke-iranske havne, samtidig med at den nuværende blokade af Iran i Den Persiske Golf og Omanbugten opretholdes. Fortsæt med at forhandle en permanent våbenhvile med Iran, men insister på, at den amerikanske blokade skal fortsætte, indtil Iran skriftligt accepterer hvert eneste amerikanske krav.

Jeg tror, ​​at vores præsident kan udarbejde en detaljeret liste, der kan diskuteres uendeligt, ét krav ad gangen. Han kan få den til at vare i måneder, hvis han vil, men jeg tror ikke, han bliver nødt til det.

Uden olieindtægter og uden udenlandske banker at bruge, vil Iran være konkurs om få uger. Men fortsæt presset, for præsident Trump ønsker virkelig at tage al magt væk fra Twelver-bevægelsen, selvom han ikke siger det. Han ved, at det er den eneste måde at løse problemet på, ikke kun for os, men også for vores børnebørn og deres børnebørn.

Hvordan får vi den gennemsnitlige amerikanske borger til at føle sig tryg ved denne strategi? Det ville være vidunderligt, hvis vi kunne overbevise dem om, at Iran faktisk er verdens store Satan lige nu, lige så slem som nazisterne var i Anden Verdenskrig.

Tolvere er forskellige fra nazister på mindst én måde: I modsætning til nazisterne, der ønskede at dominere byttet, tror tolverne, at deres egen død bringer sejr og transporterer dem til Paradis, hvor de kan genoptage voldtagelsen af ​​de jomfruer, de endnu ikke havde henrettet. Allah bestemte, at jomfruer ikke kan henrettes, så de bliver rutinemæssigt og ofte gentagne gange voldtaget før deres henrettelse.

Ja, du læste rigtigt. Dette er en praksis, der har fundet sted i Iran i årtier. Bare gå til Google og spørg dens AI-assistent om detaljerne, og du vil få side efter side efter side med dokumentation. Mullahernes gud er både hævngerrig og krævende. Dens love skal overholdes.

Er der en måde at få disse sandheder ind i den amerikanske offentligheds sind generelt? Findes der kloge mennesker, der vil lave skræmmende videoer og dystre memes til de TikTok- og Instagram-afhængige i denne nation? Jeg håber det. Har vi viljen til at gøre det og fortsætte? Vi er virkelig bedre end dem, og deres ideologi fortjener at blive udslettet.Image created using AI.

DrA is a mostly retired physician who has practiced rheumatology for more than 50 years. 

https://www.americanthinker.com/articles/2026/04/iran_s_truly_evil_twelver_ideology_must_be_destroyed.html#google_vignette

Du kan kun mestre én ting, ifølge Epiktet

 

Du kan kun mestre én ting, ifølge Epiktet -kamp mod demens

Den stoiske filosof argumenterede for, at det meste af livet er uden for vores kontrol.

Masssimo Pigliucci      Når vi siger, at vi har "mestret" noget, mener vi typisk, at vi er blevet meget dygtige eller dygtigere til det – vi har en dyb forståelse af emnet eller aktiviteten og evnen til at udføre det uden besvær. At mestre betyder også at opnå fuldstændig kontrol over noget, såsom følelser eller situationer – men kan vi nogensinde virkelig mestre noget i den forstand?

Ifølge den stoiske filosof Epiktet fra det 2. århundrede kontrollerer vi faktisk meget lidt, men det lidt er afgørende, da det definerer, hvem vi er, inderst inde. I begyndelsen af ​​Enchiridion, en manual til et godt liv udarbejdet af Epiktetes' strålende elev Arrian fra Nikomedia, siger filosoffen:

"Nogle ting er op til os, og nogle er ikke. Det er op til os at vurdere, tilbøjeligheder, begær, aversion – kort sagt, hvad der end er vores egen skyld. Det er ikke op til os at bestemme vores kroppe, ejendele, omdømme, offentlige embeder – kort sagt, hvad der ikke er vores egen skyld."

Han fortsætter derefter med at fortælle os, at et godt liv er et, hvor vi fokuserer på de ting, der er op til os selv, samtidig med at vi stræber efter at udvikle en holdning af accept og sindsro over for de ting, der ikke er op til os.

Hvis dette lyder bekendt, kan det skyldes, at Epiktets manual blev brugt som kilde til spirituelle øvelser af kristne munke gennem hele middelalderen, og i begyndelsen af ​​1930'erne gentog den amerikanske teolog Reinhold Niebuhr filosoffens ideer om kontrol i sin "Sindsrobøn", som ofte reciteres i begyndelsen af ​​møder for Anonyme Alkoholikere og andre 12-trinsorganisationer: "Gud, giv mig sindsroen til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, modet til at ændre de ting, jeg kan, og visdommen til at kende forskel."

Epiktet siger, at kun én ting i virkeligheden er op til os: Vores bevidste, vurderinger.

• Lad os gå tilbage til den indledende del af Enchiridion og udpakke den lidt for virkelig at forstå Epiktet' mening. Han fortæller os tydeligt, at kun fire ting er "op til os": dømmekraft, tilbøjelighed, begær og aversion. Standard engelske oversættelser er dog lidt misvisende, så vi er nødt til at se på de originale græske ord:

• "Dom" er oversat fra hypolepsis, som betyder at gribe eller tage op. Det refererer til den slags bevidste vurderinger, vi når frem til efter omhyggelig overvejelse af den aktuelle sag.

• "Tilbøjelighed" er fra horme, som betyder den intention, vi har om at handle på en bestemt måde.

• "Begær" er fra orexis, som angiver noget, der afspejler vores værdier, og som vi derfor ønsker.

• "Aversion" er fra ekklisis, som er det stik modsatte af orexis - det er noget, der ikke stemmer overens med vores værdier, og som vi ønsker at undgå.

På en måde siger Epiktet, at kun én ting i sandhed er op til os: vores bevidste, bevidste vurderinger. Hvis man tænker over det, er vores intentioner om at handle eller ej resultatet af vores indledende vurderinger af ting, og vores værdier og underværdier er også former for vurderinger. Ikke underligt, at Epiktet mener, at evnen til at dømme, vores prohairesis, (moralsk valg, det frie valg) er det mest værdifulde, vi har, det, der virkelig definerer os som mennesker

Moderne kognitive forskere kalder denne evne for "eksekutiv funktion". Den består af kognitive processer på højt niveau, der fungerer som hjernens flyvekontrolsystem, hvilket giver individer mulighed for at planlægge, løse problemer, håndtere komplekse opgaver og kontrollere deres adfærd og følelser. Eksekutive funktioner er typisk opdelt i tre sammenkoblede komponenter:

Evnen til at modstå impulser og stoppe eller tilsidesætte en dominerende eller automatisk reaktion til fordel for en mere passende.

Evnen til at holde og manipulere flere informationer i sindet over en kort periode for at fuldføre en opgave.

Evnen til at skifte opmærksomhed og justere adfærd eller tænkning til skiftende krav, regler eller prioriteter.

Eksekutiv funktion er primært forbundet med frontallapperne, specifikt den præfrontale cortex (PFC), et område beliggende helt foran i hjernen lige bag panden. Det er den sidste hjerneregion, der modnes fuldt ud (ofte ikke før tidlig voksenalder) og er betydeligt større hos mennesker end hos andre primater.

Epiktet kendte selvfølgelig ikke alle disse videnskabelige detaljer, men han havde den rigtige generelle idé: Eksekutiv funktion / prohairesis er det, der gør os til dem, vi er. Den forfærdelige sygdom frontotemporal demens (FTD) er et bevis på dette. Det beskadiger og krymper gradvist nervecellerne i hjernens frontallapper, og fordi disse områder er ansvarlige for personlighed, adfærd og sprog, bliver mennesker, der er ramt af FTD, til andre individer, en kendsgerning, der er smerteligt foruroligende for deres venner og familie.

Stoikerne var klar over, at vores prohairesis (oversættes ofte som "moralsk vilje", "frit valg" eller "valg evne") kan blive uopretteligt beskadiget i alderdommen, hvilket er grunden til, at Seneca den Yngre skrev, at han hellere ville "overskære kablet" (hvilket betyder at begå selvmord) før han mistede forstanden (Brev 58.32-36).

Vi kontrollerer langt mindre, end vi tror, ​​men vi kontrollerer den ene ting, der betyder mest.

Men hvad med de ting, som Epiktet siger, ikke er op til os? Listen er overraskende, fordi den omfatter vores helbred, ejendele, omdømme, karriere og mange andre ting, som vi normalt tror, ​​vi i det mindste delvist kan mestre, da vi kan påvirke dem i en vis grad.

Ja, men hvordan opstår denne indflydelse? Gennem vores vurderinger, selvfølgelig. Tag sundhed som et eksempel. Ja, vi kan tage os af det ved at spise en nærende kost, træne regelmæssigt og regelmæssigt tjekke hos lægen. Men al sådan adfærd er beslutninger om at handle, der er et resultat af vores vurderinger af, hvad der er eller ikke er befordrende for sundheden – vurderinger, der forudsætter, at vi værdsætter et godt helbred i første omgang.

Den stoiske indsigt er derfor både ydmygende og styrkende. Vi kontrollerer langt mindre, end vi tror – ikke engang vores egne kroppe er fuldt ud inden for vores kontrol – men vi kontrollerer den ene ting, der betyder mest: hvordan vi tænker på og reagerer på alt, hvad der sker med os. Det er, hvad Epiktet mener med mestring. Det handler ikke om at dominere ydre omstændigheder, men om at dyrke vores evne til sund dømmekraft.

Ved at gøre det former vi vores intentioner, vores værdier og i sidste ende vores karakter. Alt andet kan vi kun påvirke, aldrig fuldt ud kontrollere. Visdom ligger ikke i at beklage denne begrænsning, men i at erkende, hvor vores sande magt ligger: i det lille rum mellem stimulus og respons, hvor vores prohairesis (oversættes ofte som "moralsk vilje", "frit valg" eller "valg evne") - vores eksekutive funktion, vores essentielle selv - træffer sine valg. Forsøg at mestre det, og selvom du måske ikke har kontrol over dine omstændigheder, vil du have mestret noget langt vigtigere: dig selv.

Massimo Pigliucci

 https://bigthink.com/thinking/mastery-epictetus/f

 

Gjorde Friedrich Nietzsche’s egen filosofi ham vanvittig?

Den store filosof tilbragte den sidste del af sit smertefulde liv i vegetativ tilstand. Var det sygdom, der førte ham dertil, eller var det hans egen filosofi?

Tim Brinkhof

I efteråret 1888 gik den tyske filosof Friedrich Nietzsche til sit gæstehus i den italienske by Torino, da han følte sine mundvige vride sig opad, som om de blev trukket i. "Mit ansigt lavede konstante grimasser for at forsøge at kontrollere min ekstreme nydelse," skrev han senere i et brev til en ven, inklusive, i 10 minutter, en tåreagtig grimasse."

Uheldigvis for Nietzsche, der dengang var 44 år gammel, viste disse ukontrollerbare latterudbrud begyndelsen på noget alvorligt. I løbet af den følgende uge bemærkede andre medlemmer af gæstehuset, at filosoffen opholdt sig på sit værelse i dagevis. Da de kiggede indenfor, fandt de forfatteren af ​​Således talte Zarathustra nøgen, spillende på klaver og dansende som en besat mand.

Nietzsches hurtigt forværrede mentale tilstand nåede et bogstaveligt bristepunkt, da han i januar 1889 så en hest blive pisket på byens torv. Han råbte usammenhængende, løb hen til gerningsstedet og slyngede armene om dyret, før han kollapsede. Senere på ugen besøgte Franz Overbeck en Nietzsche, der var i bedring, og fandt sin nærmeste ven i en vrangforestilling, som "han aldrig kom ud af igen".

Overbeck bemærkede, at Nietzsche var "helt klar over, hvem jeg og andre mennesker var [endnu] i mørke om sig selv (...) Nogle gange, i en hvisken, producerede han sætninger med vidunderlig klarhed. Men han udtalte også forfærdelige ting om sig selv som efterfølger af den nu døde Gud, hele forestillingen konstant punkteret på klaveret."

I dag er Nietzsches mentale sammenbrud, som førte til hans delvise lammelse og – i sidste ende – tidlige død, lige så berømt som hans filosofi. Ligesom folk undrer sig over, hvad der fik maleren Vincent van Gogh til at skære sit øre af, undrer folk sig også over, hvorfor Nietzsche mistede sin fornuft. Var det resultatet af en fysiologisk sygdom, eller kunne der være en forklaring gemt et sted i hans berømte tekster?

Friedrich Nietzsches lægelige historie

Det er muligt, at Friedrich Nietzsches sammenbrud var forårsaget af en underliggende sygdom – men hvilken slags? De første læger, der undersøgte den syge filosof, diagnosticerede ham med en syfilisinfektion, som kan føre til lammelse og endda demens. Efterfølgende undersøgelser foreslog, at Nietzsche muligvis led af en tumor på den højre synsnerve i hjernen, hvilket ville have forårsaget lignende problemer.

Selvom den præcise biologiske årsag til Nietzsches sammenbrud ikke kan fastslås, er det værd at bemærke, at filosoffen havde en historie med både fysisk og psykisk sygdom. Lige siden han var barn, led Nietzsche af kvalmende migræne. I en alder af 26 fik han også dysenteri, som han behandlede med kloralhydrat – et kraftigt beroligende middel, der forårsager hallucinationer, kramper og hjerteproblemer.

Nietzsche had suffered from various illnesses and ailments since he was a child. (Credit: Gustav Schultze / Wikipedia)

Gennem årene satte Nietzsches kroniske smerter sine spor på hans velbefindende. "Hver anden eller tredje måned tilbringer jeg omkring seksogtredive timer i sengen," skrev han engang i et brev, "i sand pine (...) Det er en sådan belastning at komme igennem dagen, at der om aftenen ikke er nogen glæde tilbage i livet, og jeg er virkelig overrasket over, hvor svært det er at leve. Det synes ikke at være det værd, al denne pine."

Filosoffens manglende succes - han blev først berømt efter sin død - og mangel på social kontakt forårsagede ham også stress. "Det gør mig frygteligt ondt, at i disse femten år har ikke en eneste person 'opdaget' mig, har haft brug for mig, har elsket mig," står der i et brev. "Hvor sjældent en venlig stemme når mig!" tilføjer en anden. "Jeg er nu alene, absurd alene."

Alle disse tilstande, hvoraf Nietzsche nogle mente, han havde arvet fra sin syge far, overbeviste ham om, at han ville dø en tidlig, smertefuld død. Adskillige breve udtrykker en voksende frygt for en dag at blive sindssyg og fare vild i sit labyrintiske sind: "... til tider løber en forvarsel gennem mit hoved om, at jeg faktisk lever et meget farligt liv, da jeg er en af ​​de maskiner, der kan eksplodere."

Kreativitet, intelligens og psykisk sygdom

Selvom Nietzsche måske følte sig alene, var hans situation ikke helt unik. Van Gogh, Robert Schumann, Amadeus Mozart, Virginia Woolf, Ernest Hemingway, Edgar Allan Poe, Georgia O’Keefe og Jackson Pollock – historien har ikke frembragt mangel på yderst kreative individer, der udover deres kunstneriske og intellektuelle præstationer levede med alvorlige og til tider invaliderende psykiske problemer.

De tragiske skæbner, der har ramt så mange af disse "gale genier", som deres personlighedstype undertiden omtales i akademiske kredse, har ført til omfattende forskning i sammenhængen mellem kreativitet, intelligens og psykopatologi. Det er en sammenhæng, der, på trods af al den opmærksomhed, den har fået i de senere år, forbliver lige så uigennemskuelig som Nietzsches egen medicinske diagnose.

Nietzsche signed his final letters “Dionysus,” after the god at the heart of his philosophy. (Credit: Uffizi / Wikipedia)

En række undersøgelser har vist, at kreative mennesker har dobbelt så stor sandsynlighed for at lide af tilstande som depression og angst sammenlignet med den generelle befolkning. Samtidig varierer hyppigheden og intensiteten af ​​disse symptomer afhængigt af udløb eller disciplin, hvor digtere og forfattere viser sig at være mere tilbøjelige til at lide af lidelser end for eksempel videnskabsmænd.

Selvom kreativitet og psykiske lidelser meget vel kan være forbundet, er det forkert at antage - som så mange bøger og film gør - at sidstnævnte på en eller anden måde forstærker førstnævnte. Faktisk tyder både videnskabelig forskning og biografisk bevismateriale - inklusive Nietzsches tilfælde - på det modsatte: Sådanne lidelser, sammen med den alkoholisme, stofmisbrug og selvmordstanker, de ofte forårsager, sætter langsomt en persons produktivitet i stå.

Men selvom psykisk sygdom ikke nødvendigvis bidrager til kreativitet, kan kreative udløb bidrage til psykisk sygdom. Dette er i hvert fald, hvad Otto Binswanger, direktøren for det psykiatriske hospital, der kortvarigt indlagde Nietzsche, foreslog. I en samtale med filosoffens mor foreslog han, at den intellektuelle og følelsesmæssige energi, som Nietzsche kanaliserede ind i sit arbejde, overstimulerede hans nervesystem og effektivt ‘stegte’ hans hjerne.

Den nye Gud

Binswangers ‘hjernerystende’ hypotese fører til den mest interessante (og spekulative) del af denne diskussion om Nietzsches sammenbrud: muligheden for, at hans sindssyge ikke var en biologisk ulykke, men et logisk resultat af de filosofiske ideer, han havde brugt sit liv på at forfølge. Selvom svarene på dette spørgsmål på ingen måde er definitive (endsige verificerbare), er de bestemt tankevækkende.

Enhver, der bare er fjernt bekendt med Friedrich Nietzsche, ved, at lidelse spiller en vigtig rolle i hans forfatterskab, fordi det gjorde ham, som forskeren Viviana Faschi udtrykker det, "mere bevidst om sin egen eksistens." For Nietzsche gik smerte forud for personlig udvikling og selvrealisering. Det markerer også oprindelsen til et af hans mest berømte citater: "Hvad der ikke dræber mig, gør mig stærkere."The ailing philosopher in the care of his sister. (Credit: Tagesspiegel / Wikipedia)

Filosoffen uddyber denne ofte fejlciterede linje i sin bog Den muntre videnskab og skriver: "... hvad angår sygdom, er vi så ikke næsten fristet til at spørge, om vi kunne klare os uden den? (...) Kun stor smerte, den lange, langsomme smerte, der tager sin tid - hvorpå vi så at sige brændes med grønt træ - tvinger os filosoffer til at synke ned i vores yderste dybder og lægge al tillid til side."

Nietzsches rejse med introspektion og selvopdagelse - en farefuld vej, hvis man skal tro folk som Sigmund Freud og Carl Jung - blev ikke taget af nysgerrighed, men af ​​nødvendighed. Ved at stirre ind i afgrunden, der ligger inde i den menneskelige hjerne, håbede Nietzsche at opdage en slags abstrakt visdom - han omtalte den som "de vises sten" - der ville gøre hans kropslige angst tålelig.

Når han ved dette, begynder det førnævnte citat fra hans nære ven Overbeck allerede at give mere mening. Selv i sindssyge forblev Nietzsche "helt klar" over sine omgivelser og de mennesker, der interagerede med ham. I stedet var det ham selv – sit tidligere jeg – som han havde mistet synet af og var “i mørke omkring”.

This article was first published on Big Think, October of 2023.