Kinas AI byer holder øje med alt

Wendi Strauch Mahoney

Udtrykket “smart city” er ikke tilstrækkeligt til helt at begribe det integrerede data system der findes i the Pudong New Area i  Shanghai.  De kinesiske myndigheder kalder det “city brain,” et centralt kontrolleret A.I. center som overvåger og styrer byen og dens beboere. Her får vi et noget foruroligende indblik i fremtiden i et bystyre, bygget over et ikke hidtil set helt ubegribeligt niveau af overvågning og kontrol. Siden 2017 har dette system knyttet hundreder af regeringsdatabaser sammen med titusinder af sensorer, der på effektiv vis har fokus på hvert område i byen og forvandler det til et enkelt, real-time data objekt.

Embedsmænd forsvarer overvågningen på grund af dens håndgribelige belønninger; renere beboelseskvarterer, hurtige udrykninger, trafikken glider lettere, og bedre beskyttelse for isolerede ældre. De goder kan være med til at forklare hvorfor så mange borgere accepterer systemet. Men omkostningerne er ikke lige så gennemskuelige. Den normaliserer det, man er helt tæt på, er synlig konstant, den stadige udvidelse af straffe for den måde man opfører sig på, og en infrastruktur der også benyttes til politisk og social kontrol..

Hvad er Pudong’s city brain?

China Daily, statens avis, beskriver denne hub som en online management platform der forbinder “341 separate regeringssystmer” — herunder offentlig sikkerhed, administration af byen, og miljøbeskyttelse. Til at ‘føde’ systemet er der cirka 40,000 netforbundne sensorer der overvåger konditionerne i real time. Disse omfatter kameraer, trafiksensorer, miljøsensorer, og forskellige  Internet-of-Things udstyr monteret på bygninger og infrastruktur. Alene i første fase forbrugte, ‘fortærede’ systemet 11.8 petabytes med data om byen. (En petabyte (PB) er en enhed for digital datalagring, der svarer til én billiard bytes eller 1.000 terabytes Det er en enorm mængde data, der bruges til at beskrive kapaciteten af store systemer som datacentre, sky-lagring og dataanalyse. For at illustrere størrelsen kan en petabyte rumme omkring 250 millioner sange eller cirka 500 milliarder sider tekst.) 

Ledelsen af byen er opdelt i cirka 60 “scenarier” — optimering af busruter, klager over støj, kontrol med oversvømmelser, bygningspladser, sanitet og meget mere. Hvert scenarie har sine egne indikatorer, alarmer og automatiske reaktions mønstre. Resultatet er en data platform hvis formål er at betragte og koordinere alle distrikter samtidig og give et grynet billede af dagliglivet i Pudong.

Hvad overvåger the urban brain?

Et af de første områder var at overvåge lastbiler på byggepladser og andre fragtkøretøjer. Pudong installerede overvågningsfølere der er åben 24/7 langs hovedveje så hvis en lastvogn bryder reglerne for kørsel, udleder for store mængder støv, eller kører ind i et område med restriktioner giver systemet automatisk signal om hændelsen og der gives besked til politiet og virksomheden der ejer køretøjet.  China Daily fortæller at monitorerne har reduceret de daglige “uregelmæssigheder” fra lastvogne fra 30 om dagen til blot en eller to. Lokale embedsmænd mener ændringen i opførselsmønstre skyldes den konstante overvågning og de automatiserede alarmer

Den samme platform får også live feed fra trafikkameraer og andre sensorer til at styre signaler, og omdirigere de offentlige busser i real time. Modellen er bygget over Alibaba’s “City Brain” trafikprojekter i andre kinesiske byer, som benytter kunstig intelligens til at analysere live kameraerne og GPS data og optimere trafikken så den glider lettere. Alibaba kan koordinere smarte parkeringsløsninger, overvåge vejforhold, og tænde og slukke “intelligente trafiksignaler så de svarer til vejret og trafikken,” og også styre små kraftværker til at opbevare energi.

Da man søger at blive en “zero-waste city,” bruger Shanghai the urban brain til at strømline affaldshåndteringen. Kunstig intelligens monitorerer skraldevognene og deres last. Kameraer og udstyr til at måle vægt kan finde ud af om  vådt og tørt affald er blandet forkert.  Systemet registrerer tid, sted, nummerplade og tager fotos og så sendes en “advarsel” til renholdningsmyndighederne.  I blot første halvdel af det seneste år opfangede Shanghais affaldsplatform cirka 900 ‘uheldige hændelser,’ hvoraf mange var sager i Pudong.

Pudong har også en dedikeret A.I. innovations hub, Zhangjiang Science and Technology City, hvor myndighederne eksperimenterer med affaldsbeholdere som automatisk genkender og sorterer affald ved brug af computer’syn.’ Beboere der ikke sorterer korrekt kan få bøder på op til 200 yuan, med data og foto beviser der er tilgået de lokale lovhåndhævere. Wall Street Journal fortæller at overtrædere kan miste deres sociale kreditpoint, det kan berører deres job og låneansøgninger, og at nogle lejlighedskomplekser opsætter lister over ‘syndere’ i lobbyen. 

The city brain monitorerer også ulovlige tagstrukturer, restauranter der benytter gammel olie (“gutter oil”), og ikke registrerede gas installationer. Sensorer placeret på biler og følsomme metandetektorer scanner bygninger og registrerer automatisk unormale forhold til den centrale platform (hjerne.). 

Droner benyttes til at se på ulovlige konstruktioner på høje bygninger. Systemet sender droner op udstyret med kameraer og A.I. genkendelse således at når the urban brain opdager en ulovlig struktur eller en krænkelse kan den sende en drone op for at samle beviser og sende disse direkte til en arbejdsgruppe der reagerer i løbet af femten minutter.  Myndighederne benytter også i stadig højere grad droner til at overvåge borgerne. 

Overvåge de ældre

Adskillige samfund i Shanghai, herunder Pudong, har installeret smarte vandmålere og andre “livlinje” sensorer i seniorers hjem. Hvis vandmåleren viser at der ingen forbrug er i en periode, igangsætter systemet en besked til myndighederne om at se efter om alt er i orden. Ekstra smarte monitorer anvendes; røgsensorer, gas sensorer, og “livssignal processorer” som giver data tilbage til subcentre og i nødstilfælde til en hovedcentral. Selvom alle disse monitorer kan redde liv, betyder det også at Staten konstant overvåger og optegner de sårbare borgeres daglige rutiner.

The urban brain overvåger også i almindelighed mennesker. Når en borger smider affald, kører en varebil, renoverer et tag, eller ikke bruger vand i en given periode registreres hans opførsel, og evalueres. Med tiden opbygges et mere grynet billede af vaner, rutiner og “afvigelser.” Data kan katgoriseres som “anonyme” eller som “service forbedring,” men kombinationen af sensorer knyttet til adresser, nummerplader, og forbrug af el gør det let for myndighederne at forbinde mønstre til enkeltindivider og familier.

Kinas nationale social credit framework er ikke nødvendigvis et enkelt fælles socialt pointsystem der kan tildele straffe. Det er mere et præcist system med mange, separate sortlister, og lokale pointsystemer. Staten ‘former’ opførslen gennem lov og gennem straffe og tilskyndelser som algoritmer står for. Det er et system med tvang baseret på frygt for at blive opdaget. Data fra Pudong’s city brain føder, flyder ind i disse lokale administrations optegnelser. Beboerne og virksomhederne kan få bøder, blive offentligt udskammet eller stå foran bureaukratiske forhindringer. I visse tilfælde får de der har ‘syndet’ flere gange det svært med at få tilladelser eller kontrakter, selvom der sådan set ikke er nogen formel anklage om forbrydelse. 

Der er ikke noget koncept med “data minimization” eller samtykke i Kinas dataprojekter overfor offentligheden. Borgerne kan ikke vælge at sige fra over for smart målerne, gade kameraerne eller de flyvende droner. De aner sjældent hvad de specifikke data der er indsamlet går ud på, hvor længe de opbevares, eller hvem der præcist har adgang til dem. Usikkerheden alene giver ændringer i opførslen og opmuntrer til selvcensur. 

Enorme centraliserede datalagre kan misbruges til at ramme borgere eller virksomheder. En embedsmand på lavere plan med adgang kunne ramme en borger og sælge data med et korruption som mål eller en politisk fordel. Rivaliserende politiske fraktioner kan slå ned på tilladelser og private møder eller selektivt lække karriere skadende information. Offentlig debat om disse risici findes ikke i Kina, og uafhængigt opsyn er minimal.  

Pudong er ikke den enste algoritme by

En endnu mere avanceret udgave af Pudong er Xiong’an New Area, 500 miles fra Beijing — en $500-milliarder A.I. by med cirka 5 millioner beboere. Algoritmer styrer enheder gennem et enormt netværk. Undergrunds motorveje der skjuler forsynings lastvogne, mens  der flyttes varer til distributionspunkter under boligblokke med brug af selvkørende køretøjer. Beboerne lever i omhyggeligt designede samfund, der når hinanden på 15 minutter, omringet af grøn infrastruktur og the Millennium Forest Project, fem gange større end Manhattan. 

Nationer i Vesten udruller også “intelligent” overvågning, men disse systemer er mindre centraliserede, mindre synlige, og mere private. Dersom et land i Vesten indsamlede så megen data, ville det sandsynligvis føre til at medierne undersøgte forholdene, der ville komme retssager eller politiske høringer. 

Åben kritik af stats overvågning i Kina er risikofyldt. Pressen er kontrolleret, det civile samfund tæt styret, og domstolene er ikke uafhængige af staten. Offentlig diskussion af overgreb er sjældent, kun få stiller spørgsmål om dem, og de meste kritik betegnes som hindring for stabilitet eller det er hjælp til udenlandske fjender. Hvis interne høringer eksisterer, så opererer de stadig under den samme magtstruktur der selv opbyggede systemet. 

Image via Pxhere.

https://www.americanthinker.com/blog/2025/11/china_s_ai_cities_are_watching.html

 

Skrivning er ikke bare udtryk for tanker – det er skabelsen af ​​dem

 Kevin Dickinson

"Hvis du vil være forfatter, skal du gøre to ting frem for alt: læse meget og skrive meget. Der er ingen vej uden om disse to ting, som jeg er klar over, ingen genvej. […] Du skal læse bredt og konstant forfine (og omdefinere) dit eget arbejde, mens du gør. […] Hvis du ikke har tid til at læse, har du ikke tid (eller værktøjerne) til at skrive. Så simpelt er det."

For mig er dette det absolut bedste råd, der tilbydes i Stephen Kings On Writing (2000). At finde tid til at læse og at læse bredt er nødvendigt ikke kun for skønlitterære forfattere, men for alle, der ønsker at udtrykke deres ideer skriftligt.

Det er så fundamentalt for håndværket, at det ikke er svært at finde andre forfattere, der tilbyder det samme råd. William Faulkner gav det nok sin mest berømte og citerbare form: "Læs, læs, læs alt - skrald, klassikere, gode og dårlige, og se, hvordan de gør det. Ligesom en tømrer, der arbejder som lærling og studerer mesteren. Læs!" Men min yndlingsgengivelse kommer fra Terry Pratchett: "Læs med tankegangen hos en tømrer, der kigger på træer."

For disse forfattere handler læsning ikke kun om at udvide sit ordforråd, mestre sætningsstruktur eller lære at få en sammenligning til at skinne. De fremfører en mere grundlæggende sag: Læsning forsyner forfattere med råmaterialer til at tænke på papiret. Sammen danner læsning og skrivning en enkelt kognitiv løkke, og det er kun ved at engagere os i begge, at vi kan omdanne de vage forestillinger, der hopper rundt i vores sind, til originale ideer på papiret.

At skrive til andres melodi?

Det mærkelige her er måske, at disse forfattere følte behov for at råde andre forfattere til at læse i første omgang. Måske er det bare de kredse, jeg er en del af, men jeg hører ikke filmskabere råde andre filmskabere til at se film eller malere minde deres medkunstnere om at besøge et galleri en gang imellem.

På en eller anden måde er forholdet mellem læsning og skrivning blevet, om ikke ukendt, så i det mindste undervurderet, og jeg vil vædde på, at årsagen stammer fra flere misforståelser i den gængse forestillingsevne.

For det første ses læsning og skrivning ofte som to forskellige aktiviteter – den ene passiv, den anden aktiv. Vi ser læsning (eller lytning) som blot en modtagende handling, mens skrivning (eller tale) er en givende handling. Det skrevne ord fungerer som en slags mental modem, der flytter kommunikation fra et hoved til et andet.

Den dag det regnede med 'afføring'?

 

Den dag det regnede med afføring Hvis du bor i det nordvestlige Stillehav, vænner du dig til regn. I Oakville, Washington, en lille tømmerby med omkring 700 indbyggere, falder nedbøren cirka 275 dage om året. Så da politibetjent David Lacey var på patrulje den 7. august 1994 og bemærkede dråber, der ramte hans forrude, tænkte han ikke meget over det. Han tændte for vinduesviskerne og fortsatte med at køre. Men vinduesviskerne viskede ikke. Regnen - det var ikke vand. Det var klistret. Lacey begyndte straks at undersøge mysteriet. Han holdt ind til en tankstation, tog handsker på (sikkerhed først!) og rørte ved det. Det var klistret, gennemskinneligt og tyktflydende - ikke noget, der typisk falder ned fra himlen. Som Mental Floss rapporterede, var hver klat omkring halvt så stor som et riskorn, men - tydeligvis - ikke noget, man bør spise. Folk begyndte alligevel at blive syge. Lacey selv blev træt og kvalme. En beboer ved navn Beverly Roberts tog noget af smudset med hjem for at se nærmere på det, og inden for en dag blev hun ramt af svimmelhed, der var alvorlig nok til at kræve lægehjælp. En anden beboer fra Oakvilla, Dotty Hearn, blev indlagt på hospitalet med svimmelhed og kvalme. En anden, Maurice Gobeil, fortalte Unsolved Mysteries: "Jeg blev syg, min kone blev syg, min datter - alle, der boede her, blev syge." Ifølge Roberts "blev alle i hele byen syge af influenza" - inklusive kæledyr. Myndighederne indsamlede prøver af smudset og sendte dem til laboratorier til analyse. Resultaterne forværrede kun mysteriet. Som KUOW rapporterede, "blev prøverne til sidst sendt til Washington State Departments of Ecology and Health til testning, men myndighederne kom frem til modstridende resultater: Ecology sagde, at klumperne var uorganiske. DOH sagde, at de var organiske." En reporter sendte ifølge KUOW noget smuds til et privat laboratorium til en anden analyse; laboratoriet fastslog, at stoffet var polyacrylamid, som bruges "til at forhindre jorderosion; som flokkuleringsmiddel til vandbehandling; olierensning; endda til at stabilisere kosmetik." Med andre ord, mystikken fortsatte.

Mange teorier dukkede op. Da et laboratorium fandt enzymer, der ofte findes i den menneskelige fordøjelseskanal, konkluderede nogle, at klatterne var koncentreret affald fra et flytoilet. Men Federal Aviation Administration afviste denne teori og bemærkede, at sådant affald er farvet blåt. En anden teori antydede, at klatterne var dele af vandmænd – militæret havde udført bombeøvelser over Stillehavet på det tidspunkt, og Oakvilles politichef modtog et tip, der antydede, at detonation af en stime vandmænd kunne have sendt deres rester ud i atmosfæren – absurd, måske, men det er faldende ‘goo’ også.

Indtil videre er mysteriet stadig uløst, og på nuværende tidspunkt sandsynligvis uløseligt. Der er ingen prøver tilbage at teste, og medmindre mere goo falder fra himlen, har himlen holdt sin hemmelighed. (Det er så sket i 2025 - læs denne https://www.kuow.org/stories/return-of-the-blobs-sw-washington-revisited-by-decades-old-gooey-mystery) Dagens bonusfakta: Mens FAA afviste teorien om flytoilettet i forbindelse med Oakville-klatterne, fordi sådant affald er farvet blå, er "blå is", der falder fra fly, et meget reelt fænomen. Som Los Angeles Times rapporterede, kan spildevand lække gennem beskadigede drænpropper ud på ydersiden af ​​fly, fryse i stor højde og derefter bryde løs under nedstigningen - og styrte ned til Jorden med hastigheder på nær 160 km/t. I 1989 bragede en sådan klump gennem en californisk mands tag og gennemblødte hans loft og nye madras med det, som Times beskrev som "en skarp blanding af råt spildevand og toiletrens." (Grovt.)

Det onde oksekød slår ihjel

 

Det onde oksekød

Slår planeten ihjel!

John Stossel 

Spiser du bøf? Du dræber planeten! Det siger klimaaktivister.

Tåbelige medier er enige: Vox advarer om, at oksekød er det "værste, vi spiser, når det kommer til global opvarmning."

World Economic Forum, som siger, at det er "forpligtet til at forbedre verdens tilstand", har udgivet en video, der promoverer en fremtid, hvor "du ikke vil eje noget, og du vil være lykkelig. Du vil spise meget mindre kød."

Hvordan truer kød klimaet?

Køer udleder metan - en drivhusgas.

"Ko-luft i maven," siger Repræsentant Alexandria Ocasio-Cortez (D-N.Y.) på MSNBC, "det er faktisk et problem."

Som sædvanlig tager hun fejl. Det er ikke luft i maven, der producerer mest metan - det er bøvsen fra den anden ende.

Bill Gates foreslog, at verden burde genetisk modificere køer til "ikke at være så meget en kilde til metanudledning."

Kendisser mener det.

Ellen DeGeneres fortæller seerne: "Vær pæne. Intet kød."

Arnold Schwarzenegger blev veganer og siger nu: "Mindre kød, mindre varme! ... Husdyr ... skaber mere forurening end al transport tilsammen."

Er det sandt?

Sandsynligvis ikke.

I vores nyeste video tjekker Stossel TV Fellow Linnea Lueken fakta.

Hun interviewer Sailesh Rao fra Climate Healers, en gruppe, der promoverer global veganisme og afskaffelsen af ​​alt animalsk landbrug. Det betyder intet læder til sko, ingen uld eller kashmir, ingen æg eller mælk.

Rao hævder, at animalsk landbrug har "forårsaget mere end halvdelen af ​​den opvarmning, vi oplever i dag."

"Det er bare vrøvl," siger Gregory Wrightstone, direktør for CO2 Coalition.

"Metans livscyklus er kun 11 år. Al metan, der udledes i dag, vil være væk inden året (2037)."

Lueken afviser: "FN siger, at metan er 80 gange kraftigere end kuldioxid."

"Det er 30 gange, ikke 80," svarer Wrightstone, "og CO2-indholdet i atmosfæren er 300 gange så meget som metan. Det betyder, at metans opvarmningspotentiale faktisk er 10 % af CO2's."

Han erkendte, at metan øger opvarmningen, men han siger, at det ikke er en trussel.

"Vi vil se en opvarmning på 0,05 grader Celsius i de næste 50 år fra metan," siger Wrightstone. "Det er et ekstremt lille tal, som man ikke engang kan måle."

"Du er bare en videnskabsfornægter," svarer Lueken.

"Det er ikke kun forkert, det er ret fornærmende over for mig og mine andre forskere," siger Wrightstone. "Det, vi gør, er at forsøge at bringe den videnskabelige metode ind i klimadebatten."

Jeg antog, at videnskab er det, klimaforskere gør, men Wrightstone siger, at rimelig forskning sjældent bliver offentliggjort.

"Mange af eksperterne, især på universiteterne, får kun finansiering, hvis de følger virksomhedens retningslinjer."”

"Virksomhedens linje" siger, at klimaforandringer er en forfærdelig krise, så klimaforskere har brug for flere penge.

Klimaaktivisterne promoverer imiteret kød som Beyond Meat og Impossible burgere.

"Veggieburgere," siger Rao. "Burgere lavet af svampe. Planeten er altafgørende!"

Men imiteret kød har aldrig oversteget en markedsandel på 2%, og på det seneste er salget faldet.

"Tror I virkelig, at amerikanerne vil opgive deres hamburgere?" spørger Lueken.

"Det er svært at sælge," indrømmer Rao, "men naturen kan ikke diskuteres."

Aktivister i FN og World Economic Forum promoverer endnu mere tvivlsomme alternativer, såsom "insektbaserede proteiner". WEF oplister "5 grunde til, at det at spise insekter kan reducere klimaforandringer."

Klar til at spise insekter?

Heldigvis har samtalen om klima ændret sig. Fortællingen om dysterhed og dysterhed er blevet svækket.

"Der er ingen klimakrise," siger Wrightstone. "Jordens økosystemer trives og trives. Menneskeheden drager fordel. Vi bør fejre det, ikke dæmonisere det."

Og vi bør holde op med at bruge skatteydernes penge på at subsidiere skøre planer fra klimahysteri-promotorer som Al Gore og hans rige venner.

https://www.frontpagemag.com/evil-meat/

Lincoln versus Lee: Hvordan historien fordrejes for at fastholde legenderne

Lincoln vs. Lee: Hvordan historien fordrejes for at fastholde legenderne

William Sullivan

Samfundsforskere har en tendens til at smadre historien, og så genskabe den så den ligner de politiske dagsordener der kan sluges af masserne. 

Resultaterne af deres bestræbelser kan ses aldeles udmærket i det som foregår lige nu. Historien om Confederate bliver helt bogstaveligt knust, ligesom monumenterne af Robert E. Lee og andre Confederate helte bliver vandaliseret af spadedumme mennesker, der intet kender til legenden om, hvordan Abraham Lincoln og hans tapre Union Army knuste Jefferson Davis og Robert E. Lee’s Southern horder under dække af at ville befri de slaveholdte sorte.

At denne legende på ingen måde er sand betyder absolut intet for de der ønsker at forblive ignoranter. Hvis du ikke tror mig, at Lincoln ikke førte sin krig for at befri Sydens slaver, så vil du måske tro hans brev? I et brev til Horace Greely august 1862.

:

Mit altoverskyggende mål i denne kamp er at redde the Union, og den går ikke ud på at redde eller fjerne slaveriet. Hvis jeg kunne redde the Union uden at befri nogen slave ville jeg gøre det, og hvis jeg kunne redde the Union ved at befri alle slaver ville jeg gøre det; og hvis jeg kunne redde den ved at sætte nogle fri og lade andre være tilbage ville jeg også gøre det. 

Hans primære motivation for invasionen af Syden var at Unionen skulle bevares. Det burde stå krystalklart som ovennævnte citat viser. Og det blev endda skrevet et godt stykke tid efter.

Lincoln troede lidenskabeligt på at hans retfærdige indsats for at bevare the Union, og ikke ophævelse af slaveriet, var grundlag nok for den konflikt vi nu kalder Civil War. Fra hans indsættelsestale i 1861: 

I Jeres hænder mine misfornøjede landsmænd, og ikke i mine, er det nuværende problem med Civil War. Regeringen vil ikke gøre Jer bekymret. I har ingen konflikt udover selv at være aggressor. I har ingen ed registreret i himlen om at ødelægge regeringen samtidig med jeg har den allermest hellige for at bevare, beskytte og forsvare den.

Stater i Syden havde revet sig løs og skabt en ny regering. Den lignede særdeles meget den regering de havde løsrevet sig fra, men de mente denne nye regering bedre passede til dem. Confederate staterne skrev faktisk en forfatningsmæssig tilladelse til at holde slaver. Men dette var så absolut ikke noget der var ufornuftigt når man ser på tiderne og ud fra den beslutningsmæssige kontekst (selvom det forekommer at være noget frygteligt set med nutidens øjne), især når man betænker at slaveriet var en forfatningsret i United States på løsrivelsestidspunktet, som det så tydeligt ses af Dreed Scott sagen i 1857.

Lincoln’s skifte med hensyn til princippet om løsrivelse er endnu et punkt der gør hans legendariske status noget blakket, hvis blot de historiske kendsgerninger var mere kendt. Om revolutionen i Texas i 1836 sagde Lincoln i 1848 - hvilket ganske givet var en henvisning til 1776:

Ethvert folk, hvilket som helst sted, der har lysten og magten skal have ret til at stå op imod, og frigøre sig fra den eksisterende regering og skabe sig en ny der passer dem bedre. Dette er den allermest værdifulde - og mest hellige ret - en ret vi håber og tror på vil gøre verden fri. Denne ret skal heller ikke begrænses til områder hvor hele folket i en eksisterende regering kan vælge at udnytte den. Enhver del af sådant folk der kan, må gøre revolution og skabe deres egen, i så meget territorium de bebor.

Og alligevel da tiden kom for Abraham Lincoln at spille rollen som King George III gjorde han det med voldsom ihærdighed.  Da hans egne landsmænd søgte at genindføre retten til selvbestemmelse så Lincoln intet andet alternativ end at bevare the Union med magt. King George analogien er ganske passende, især ved at slaveriet på De Britiske Øer var forbudt på tidspunktet for the American Revolution.  

Havde de engelske hære besejret kolonierne, ville de amerikanske oprørere, Washington, Jefferson m. fl. så  blive husket som, i en genskreven historie, racistiske forrædere, det som the Confederates nu beskrives som?

Ganske interessant spørgsmål at fundere over.

Jo, Lincoln gik ind for ophævelse af slaveriet. Og det er da rosværdigt at huske på. Men var Den Store Frigører også for lighed mellem racerne, som så mange er tilbøjelig til at mene i dag? Denne

udtalelse fra the Lincoln-Douglas debatten i 1858, er måske svar på spørgsmålet:

“Jeg vil derpå sige, at jeg ikke er tilhænger af at indføre, på nogen måde, den sociale og politiske lighed hos den hvide og den sorte race - det er jeg ikke, og har heller aldrig været tilhænger af at negre kan være vælgere eller domsmænd, heller ikke at gøre dem kvalificeret til at besidde embeder, heller ikke til at de kan få lov at gifte sig med hvide; og jeg vil i tilgift til dette sige at der er en fysisk forskel mellem den hvide og den sorte race, som jeg tror for evigt forbyder de to racer at bo sammen på betingelser af social og politisk lighed. Og ligeså meget som de ikke kan bo, selvom de er sammen, skal der være en ordning med overordnet og underordnet. og jeg er, ligesom enhver anden mand, tilhænger af at besidde den øverste position som er overdraget den hvide race.”

Dette skal ikke opfattes som en bredside mod Lincolsn eftermæle. I mine studier har jeg fundet mange fine kvaliteter hos manden herunder, som jeg nævnte, hans modstand mod slaveriet og hans vokale advarsler mod farerne ved aktivisme med loven i hånden, blandt så mange andre. Han var en fremragende skribent og oratoriker, og hans forsvar af et folks ret til selvbestemmelse er særdeles velargumenterende, og man kan kun helhjertet være enig. 

Indrømme må jeg dog, at disse fine kvaliteter ofte overskygges at visse kendsgerninger som beskrevet, men mit formål er ikke at håne ham. Det er blot det at med tanke på Lincolns eftermæle som en multi-race pluralist som han er blevet kendt som gør det mig dårligt at en mand som Robert E. Lee dog kunne betragtes så helt og aldeles anderledes.  

Abraham Lincoln talte om det uopnåelige potentiale ved sorte til at leve blandt amerikanere som ligemænd, så følger hvad hvad Robert E. Lee havde at sige om emnet, i et brev til hans hustru i 1856: 

I denne oplyste tidsalder er der få, mener jeg, der ville anerkende at slaveriet som institution er moralsk og politisk ondskab i ethvett land (og) og det nytter ikke noget at udbrede sig om dets fejl og mangler…

De sorte klarer sig umådeligt meget bedre her end i Afrika; moralsk, socialt og fysisk og og det samtidig med ve ser at vi er på vej til den endelige ophævelse af menneskeligt slaveri, og vil skal tilbyde den hjælp og vore bønner og alle retfærdige virkemidler i vor magt ....emancipation vil snarere blive resultatet af den milde og blødgørende indflydelse ved Kristendommen end fra stormene og konflikterne vil voldsom kontrovers.

Lee, i modsætning til Den Store Frigører mente at en multi-race og autonom kultur ikke kun var mulig, men ønskværdig. Et samfund hvor sorte og hvide kunne leve sammen uden konflikter i en kultur bundet op på værdier. 

Og samtidig med at Shermans march ‘mod havet var en af de mest brutale militære kampagner ført af en amerikansk hær, gjorde Lee, det stik modsatte. Lee forbød enhver for for gengæld mod Nordens invasion af Pennsylvania i 1863 - “uhæmmet skade på privat ejendom” under kampagnen var forbudt, og han beordrede sine soldater til at betale for de forsyninger de modtog, krævede at deres tidligere landsmænd i the North.

Lee ejede aldrig selv slaver. Efter hans svigerfar døde arvede han slaver som han med tiden satte fri. På det tidspunkt, 1863, hvor  the Emancipation Proclamation blev fremført (der som undtagelse havde slaveholdere fra grænsestater som Missouri og Kentucky, noget besynderligt for et moralbaseret edikt) havde Lee sat alle sine arvede slaver fri.

https://www.youtube.com/watch?v=NpVIOxBhUMk

Her er så en beretning der altid har slået mig, fortalt her af Richard Poe på FrontPage Magazine i 2001:

Efter krigen fortsatte Lee med at sætte et eksempel med at behandle de befriede sorte som ligemænd.

Ved en gudstjeneste i St. Paul’s Episcopal Church i Richmond, rejste en sort mand sig for at modtage nadveren.

Et vidne fortalte, hvordan de tilstedeværende sognebørn “blev siddende på bænkene i dybeste tavshed og uden at røre sig,” mens præsten så “pinlig berørt ud.”  

Det var  Robert E. Lee der brød isen. Han gik op mod alteret og knælede ned sammen med den sorte mand for at modtage nadveren. Derpå rejste andre sig og fulgte hans eksempel..

Mænd med en sådan storsindethed er sjældne i historie. De dukker op en gang på 100 år.

Det er på tide at lade portrætterne af Lee komme til ære og værdighed, og det uanset hvor de er blevet taget ned, det er på tide at lade Marse Roberts igen komme i skolebøgerne, og ære ham som den store Amerikaner han i sandhed var.

Aldrig igen bør vi forkaste vor arv så meget uden hensyn og med så lidt omtanke.

Hvem - Lee eller Lincoln besidder den højeste moral i moderne kontekst? Jeg vil indrømme at det er en sag der burde være åben for en ærlig diskussion blandt fornuftsbetonede mennesker, baseret på historiens substans.

Problemet er imidlertid at fornuftsbetonede mennesker er meget sjældne nu om stunder og historiens substans er alt for ofte blevet forvansket af en eliteklasse der er motiveret af politisk agenda.

William Sullivan blogs at Political Palaver and can be followed on Twitter

http://www.americanthinker.com/articles/2015/08/lincoln_vs_lee_how_history_is_distorted_to_preserve_legends_.html#ixzz3hYtmvbPB