Ja! sigeren skader sig selv

 

Ja! sigeren skader sig selv

Jonny Thompson

For et par måneder siden lancerede Meta en funktion, der gør det muligt for alle dine følgere at se, hvad du har "synes godt om". Hvis du kun har nære venner i dit netværk, er det ikke rigtig et problem. Jeg nyder at se min far som en video af et bluesband, der jammer til en tom pub.

Kald mig selvbevidst, om du vil, men jeg er bekymret for, hvad Mini-filosoffer ville tænke, hvis de kunne se de vidtrækkende og ejendommelige ting, jeg ser i min fritid. Det er unødvendigt at sige, at det ikke kun er filosofi og bøger. Vi har alle hobbyer. Men jeg brød min regel i sidste uge, fordi jeg så en tråd, der virkelig ramte plet:

Ja! Jeg husker præcis den følelse. Jeg husker, at jeg var hjemme hos Moe’s for en overnatning, da jeg var dreng, og tænkte præcis denne tanke. "Hvorfor er jeg her? Jeg hader hvert minut af dette." Problemet er, at der har været cirka 20 års forsinkelse mellem den tanke og at man har gjort noget ved det.

Jeg har altid været en, der behager folk. Det er vi alle i et vist omfang – det er bare, at nogle er mere eller mindre patologiske omkring det end andre. Jeg bruger en fjollet mængde kræfter på at sikre, at folk kan lide mig. Jeg udnyttede mig selv, jeg skjulte mine meninger, jeg fortalte direkte løgne. I de første to år af mit job som lærer lyttede jeg kun til fodboldpodcasts for at lade som om, jeg kunne lide fodbold over for visse kolleger.

Nu om dage har jeg opgivet alt det. Jeg har stadig et obsessivt behov for at blive vellidt – livet er et igangværende arbejde – men jeg er bedre til at forpligte mig til en mindre gruppe mennesker. Jeg er ærlig oftere. Jeg siger "nej" oftere.

Og derfor ser vi i denne uge på kraften i "nej" via den sejeste filosof, siden Diogenes Kynikeren, der bad Alexander den Store om at komme ud af sit sollys.

Vær en ja-person. Sig "ja" til livet. Gå udenfor i dine løstsiddende bukser, vend håndfladerne op mod universet og råb: "Jeg byder dig velkommen!"

I lang tid var boghandlens selvudviklingshjørne fyldt med ja-bøger: The Power of Yes af Abbie Headon, Year of Yes af Shonda Rhimes og Yes Man af Danny Wallace. Der er en ret fornuftig filosofi, der ligger til grund for meget af dette: Verden er fuld af muligheder, og vi kan kun udnytte dem, hvis vi er modtagelige for dem. Vær opmærksom, ellers går du glip af øjeblikket.

Men i sit essay "The Rebel" fra 1951 argumenterer Albert Camus for noget andet - at vi kun kan definere vores liv ved at sige "nej". At sætte grænser og acceptere begrænsninger er vigtigt for at etablere, hvem vi er. Og i en verden, der kræver, at vi altid besvarer e-mails, altid behager andre, og hvor vi kan se, hvad andre mennesker kan lide på sociale medier, kan det at sætte grænser være en radikal handling.

Oprør vil næsten altid indebære at sige "nej". En rebel er en person, der stirrer ned på en autoritet og nægter at gøre, som de får besked på. De siger: "Dette er min grænse, og jeg vil ikke blive flyttet." Og inden for disse grænser, inden for disse grænser, finder vi vores identitet.

Billede af Albert Camus hvor Jonny Thompson er sat ind

Hvis jeg for evigt skulle sige "ja" til ting, ville jeg blive reduceret til en livløs ting - en mannequin, der bliver trukket rundt af den, der holder trådene. Ja, far. Ja, hr. Ja, chef. Ja, skat.

Men hvis jeg skal definere mig selv som en person med mine egne ønsker, værdier og interesser, bliver jeg i sidste ende nødt til at sætte dem op mod andre mennesker. At forpligte sig til det, man ønsker, indebærer næsten altid at afvise en eller noget andet.

"Vil du have en drink mere, Jonny?" "Nej, jeg tror, ​​jeg tager hjem."

"Kan du gøre det i weekenden, Jonny? "Nej, jeg er sammen med familien i weekenderne."

Jeg defineres af de grænser, jeg bevogter. Og derfor, ifølge Camus – og jeg er helt enig med ham – er vi alle på et tidspunkt nødt til at sætte os ned og beslutte, hvad disse grænser er. For når vi siger "nej", brænder vi én mulighed af og forpligter os til en bestemt version af os selv. At sige "nej" til en anden kan ofte betyde at sige "ja" til sig selv.

Selvfølgelig, som altid: balance og nuancer. Et liv består af forpligtelser, pligter, ansvar, løfter og det nødvendige onde ved at gøre noget, man ikke ønsker at gøre, for at beskytte et forhold. Men hvis vi går for langt og siger "ja" til alt, mister vi os selv, og vi vil næsten helt sikkert brænde ud til sidst. Hvis man giver for meget af sig selv væk, er der intet tilbage at give.

Nogle gange behøver vi ikke at hilse solen og byde universet velkommen. Nogle gange har vi brug for at lukke døren, trække gardinerne for og sige: "Øv det, jeg gør i stedet, hvad jeg vil." Hvis vi tror på Camus, er det, hvad det vil sige at være et menneske.

 

Om de 72 jomfruer i Islam

Richard C. Crandall

De fleste i Vesten ved ikke særlig meget om Islam, og det de måske ved er ofte ikke korrekt. Men hvad med de 72 jomfruer?

Er det ægte? Tror muslimske mænd at efter døden vil de blive belønnet med 72 jomfruer? Spørgsmålet bør drøftes, fordi man har antydet at det var en forkert oversættelse, og at mændene vil få rosiner - ikke jomfruer. Og måske af misundelse, hævder nogen at jomfruerne er gamle, grimme, og i konstant PMS. Hvad er så sandheden om de 72 jomfruer?

Muslimer tror, at efter de dør vil de få adgang til paradis, hvor vejret aldrig er for varmt eller for koldt. I paradis er der en overflod af al slags mad, floder af vand, mælk, vin og honning. Der er et marked hvor mænd kan vælge og blive til en smuk mand, hvorefter de vil forblive mellem 30-35 år gamle. I paradis er der ingen affald, såsom urin, imidlertid tror nogen at affald udskilles som sved, der har en behagelig moskus lignende odeur. I paradis hviler mænd sig på juvelsmykkede divaner, med ansigtet mod hinanden, og hver af dem betjenes af tusinder af udødelige drenge.

Jomfruerne (Hur, Houris, og Houri) er særlige skabninger for mænd i paradis. De har lys hud og smukke øjne og uden hår, undtagen øjenbryn og hovedhår. De har runde pæreformede bryster, der ikke hænger. Hver mand vil have mellem 72 til 100 jomfruer som hustruer. Mænd har sex 100 gange om dagen, de bliver aldrig udmattede, og sex bliver ikke kedeligt eller rutine. Efter sex, bliver ikke-jomfruerne igen jomfruer. Jomfruerne begærer kun deres ægtemænd og er aldrig irriterende eller utaknemmelige. Og når ægtemanden kommer tilbage efter et ærinde fortæller jomfruerne ham, at han er endnu smukkere og ærværdig end før han rejste. 

Selvom versene om paradis og jomfruerne menes at være åbenbaret tidligt i Muhammads profeti, havde de kun lidt virkning med at tiltrække følgere. Efter 12 år med forkyndelse, da han forlod Mecca til fordel for Medina i 622, havde Muhammad mellem 80 til 200 følgere. I Medina var forholdene i begyndelsen så elendige, at det var usikkert, om Islam kunne overleve.

Derpå, i tide, åbenbarede Muhammad nye vers fra Koranen der angav en vej til hans følgere for at opnå paradis mens de stadig var i live. Disse vers gav muslimer tilladelse til at plyndre, myrde, voldtage, røve og slaveholde ikke muslimer. Således, frem for at vente på døden kunne muslimske mænd straks belønne sig selv med plyndring og kvinder. Som bonus for plyndring og voldtægter gav den islamiske gud dem et fripas til paradis efter døden. At love muslimske mænd kvinder og rov viste sig at være en effektiv rekrutterings taktik, for da Muhammad otte år senere forlod Medina var det med en hær af 10000 banditter og voldtægtsudøvere og Mecca kunne erobres. 

Vejen til paradis ændrede sig i løbet af Muhammads liv. I begyndelsen havde han brug for store flokke af moralsk fordærvede voldelige mænd, til at plyndre, voldtage og tvinge ikke-muslimer til at underkaste sig Islam, og jihad var den enerste vej. Faktisk var jihad en pligt, og de som døde uden at have deltaget mødte den islamiske gud som religiøst set ufuldkomne eller som hyklere.

Derpå, med en aldrig ophørende forsyning af mænd der var oplagte til rov og kvinder begyndte Muhammad at give sine følgere alternative veje til pardis. For eksempel, når en følger, der var blind spurgte om han skulle til helvede fordi han ikke kunne være med i jihad åbenbarede Muhammad hurtigt at den blinde og den lammede var undtaget fra jihad. Andre der ikke kunne drage på jihad spekulerede på hvad der ville ske med dem, og igen var der undtagelser, såsom at sørge for en jihadists familie, når denne var borte.  Så ønskede kvinder at vide om de skulle på jihad; Muhammad sagde kvinders jihad var at tage på pilgrimsrejse til Mekka. Muhammads følgere fortsatte med at spørge om visse forhold gav dem adgang til paradis og listen bliver længere for de som døde af pest, diarre, kolera eller lungebetændelse kom med på listen. Denne liste udvidedes igen til de som druknede, og de som blev brændt eller mast til døde. Snart omfattede listen de som døde ved fødsler, eller døde i sengen, “ved enhver form for dødsfald.”  Da en kvinde spurgte om det at have tre børn der døde gav adgang til paradis sagde Muhammad det vlle det. Da en kvinde spurgte om to døde børn gav adgang svarede han igen - at det ville det. Så blev han spurgt om et dødt barn var nok, igen var svaret ja. Listen inkluderede endog de, som blev søsyge og kastede op. Endelig sagde Muhammad at alle muslimer kommer til paradis medmindre de fravælger det. 

Cancel

Der var spekulationer over om, hvorvidt kvinder fik lov at komme ind paradis på grund af to fortløbende vers i Koranen. Det første siger at mændene i paradis er gift med jomfruer med “store dejlige øjne.” Det andet siger, at i paradis følges mænd af deres “troende afkom" uden at nævne deres troende hustruer. Fraværet af kvinder i paradis bliver delvist forklaret med at det er fordi de er overrepræsenteret i helvede, da de er mindre intelligente end mænd  og de bander en del. De er også irriterende og utaknemmelige over for deres ægtemænd, og en hustru ikke kan komme i paradis hvis hendes ægtemand er utilfreds med hende. Selv hvis jordiske hustruer blev givet adgang til paradis, ser det ikke ud til de bliver forenet med deres ægtemænd. Jomfruerne fortæller dem, at deres ægtemænd kun er gæster hos dem, og efter døden ville deres ægtemand slutte sig til sine ikke irriterende, taknemmelige jomfruer i paradis. 

En ekstra udfordring relateret til det at komme i paradis er ideen om forudbestemmelse. Muhammad sagde at fra fødsel til død er muslimers liv forudbestemt, herunder hvem der skal i helvede og hvem der går til paradis. Dette var årsag til nogle problemer når muslimer, herunder en af Muhammads døtre og hendes ægtemand holdt inde med at bede og komme i moskeen. Da Muhammad konfronterede dem hævdede de at deres væremåde var forudbestemt og uden for deres kontrol, og derfor ikke deres fejl. De sagde også at det ingen betydning har hvad de gør eller ikke gør fordi deres skæbne allerede var bestemt. Muhammad kom så hurtigt på ideen om “Bedste Gerninger,” omfattende handlinger som viser tro på den islamiske gud såsom bøn, komme i moskeen og gå på jihad. Muhammad fortalte sine følger at de som kommer i paradis fandt at det var let at gøre ‘Bedste Gerninger’ og at udføre disse gerninger var et tegn på de var forudbestem til paradis.

Således er svaret på spørgsmålet at muslimer tror, at mændene i paradis får 72 hustruer. Hustruerne er jomfruer, smukke, promiskuøse, og taknemmelige og respektfulde over for deres ægtemænd. 

De fleste læsere her på American Thinker finder nok ikke det muslimske koncept med et liv efter dette tiltalende, og afviser det som en fantasi hos unge, umodne, småfede, socialt mærkelige, bumsefyldte mænd. Problemet er at muslimer tror på de 72 jomfruer og at for at få adgang til paradis har de en forpligtelse og ret til at plyndre, voldtage uden at få en straf.  

Vestens lande der har tilladt muslimer har set en epidemi af voldtægter på indfødte kvinder ved muslimske mænd. At tillade muslimer i landet er ikke en fremvisning af diversitet, det er en fremvisning af stupiditet. 

The author taught at the university level for 50 years, during which he observed the once proud discipline of sociology transform into a cesspool of liberal lies, indoctrination, and propaganda.  Consequently, he is now in a recovery program for sociologists, which, unlike programs with a defined number of steps, is a never-ending walk of shame.  Fortunately, the program includes wine.  In addition to several articles, the author has written books on gerontology, running, Inuit art, and Islam.  He is currently completing a book titled Islam: The Evil Among Us.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/09/about_the_72_virgins.html

Ødelæggelsens arkitekter - gadens vold

 Ødelæggelsens arkitekterr

Socialismens ungdommelige utålmodighed, foragt for institutioner og den moralske forvridning, der ligger i den fornyende vold

Lars Møller 

Den socialistiske forestillingsverden har længe næret en sær forkærlighed for vold. Den er i høj grad præget af forfængelighed; den fremstiller sig selv som et moralsk påtrængende krav, men ved nærmere eftersyn viser den sig at være en blanding af ungdommelig utålmodighed, generationsbestemt hovmod og en grundlæggende manglende forståelse for, hvor skrøbelige både individet og de kulturelle institutioner er – de institutioner, der er selve forudsætningen for en civiliseret tilværelse.

Denne forkærlighed er bestemt ikke blot et tilfældigt retorisk overskud; den er snarere et strukturelt træk ved en bestemt tankegang, der betragter brud som fornyelse og ødelæggelse som renselse. At dette fænomen bliver ved med at dukke op gennem den ene bølge af radikal teori efter den anden, vidner ikke så meget om en fremskridtsvenlig indsigt, men snarere om en tilbagevendende moralsk patologi.

Mønsteret viser sig allerede i begyndelsen af ​​det tyvende århundrede hos Georges Sorel. I *Refleksioner over vold* (1908) skelnede Sorel mellem den borgerlige stats »magtanvendelse« (*force*) og proletariatets »vold« (*violence*), idet han ophøjede sidstnævnte til en skabende, rensende energi. For ham fungerede generalstrejken snarere som en myte end som et politisk program: en mobiliserende fiktion, der kunne genindsætte heroiske dyder i et dekadent samfund.

From Wikimedia Commons: On the barricades on the Rue Soufflot, Paris, 25 June 1848 (Horace Vernet, 1848–1849)

Det, Sorel tilbød, var snarere en æstetisering end en egentlig analyse. Volden blev midlet til at opløse korruption og fungerede som fødselshjælper for autenticitet. Det efterfølgende århundredes historiske erfaringer – med borgerkrige, udrensninger og systematisk likvidering af samfundsklasser – viser, hvor let en sådan mytisk ophøjelse kan legitimere konkret barbari. Sorels skelnen mellem magtanvendelse og vold viste sig i praksis at give volden frie tøjler.

En mere berømt udgave af samme logik findes i Jean-Paul Sartres forord fra 1961 til Frantz Fanons *Jordens fordømte*. Midt under konflikten i Algeriet erklærede Sartre, at kolonial vold skaber sin egen modvold, og at selve handlingen at dræbe undertrykkeren samtidig frigør den undertrykte. Formuleringen er både elegant og dødbringende: Den fysiske eliminering af ét menneske fremstilles som den samtidige skabelse af et andet.

Sartres senere karriere forstærkede blot dette mønster. Efter 1968 distancerede han sig fra det bureaukratiske franske kommunistparti og søgte selskab med yngre maoistiske militante; han fungerede som formel redaktør for den forbudte avis *La Cause du Peuple* og delte numre af den ud på gaderne i Paris. I december 1974 – næsten blind og allerede svækket – rejste han til Stammheim-fængslet for at møde Andreas Baader fra Røde Armé Fraktion (RAF).

Selvom Sartre privat fandt Baader arrogant og offentligt tog afstand fra gruppens metoder, blev han ved med at fremstille deres terrorisme som en reaktion på statslig brutalitet. Den intellektuelle holdning forblev konsekvent: Vold nedefra bliver forklaret, sat ind i en sammenhæng og dermed frikendt; vold oppefra bliver fordømt uden forbehold.

Denne villighed til at levere et teoretisk dække for politiske drab var ikke begrænset til Sartre. I en artikel i *Le Monde* fra 1977 forsvarede Jean Genet Røde Armé Fraktions handlinger som et nødvendigt svar på forbrugersamfundets ”brutalitet”. Michel Foucaults analyser af disciplinærmagt – om end mere nuancerede – bidrog med et supplerende begrebsapparat: Skolers, fængslers og klinikkers almindelige virke blev omdefineret til former for ”kapillær vold”, hvilket betød, at en åben konfrontation med politiet kunne tolkes som modstand mod et allerede altomfattende herredømmesystem.

Gennem alle disse argumenter går den samme intellektuelle manøvre igen. Institutionel orden omdefineres til latent vold; derfor får synlig vold mod denne orden status af modvold, selvforsvar eller endda moralsk hygiejne.

Den nutidige litterære scene byder på en sigende variation. I *Voldens historie* (2016) og andre tekster rekonstruerer Édouard Louis det brutale overfald, han blev udsat for juleaften 2012 – et væbnet røveri og et seksuelt overgreb, der nær var endt med drab. Louis insisterer på, at han skriver som en ”voldens forfatter”, og afviser den borgerlige litteraturs konventioner, der har til formål at pynte på virkeligheden. Hans projekt er eksplicit sociologisk: Vold på gaden er ikke tilfældig kriminalitet, men et synligt symptom på klasseudelukkelse, statslig ligegyldighed og den stille vold, der ligger i politiske beslutninger, som udhuler velfærden og sundhedsvæsenet.

Med udgangspunkt i Pierre Bourdieu behandler Louis de fattiges krop som det sted, hvor strukturelle kræfter bliver til kød og blod. Intentionen er diagnostisk snarere end fejrende. Alligevel deltager selve diagnostikken i den større tradition. Ved næsten udelukkende at lokalisere oprindelsen af fysisk aggression i systemisk afsavn risikerer analysen at omdanne gerningsmænd til sekundære ofre og dermed blødgøre den moralske vægt af deres handlinger. Gaden forbliver et teater af strukturelle kræfter; individuel handlekraft og ansvar forsvinder. Resultatet er mindre en afmystificering af vold end en sofistikeret flytning af dens årsager - en der fortsat behandler institutionel orden som den primære aggressor.

Konsekvenserne i den virkelige verden af denne intellektuelle tradition er ikke spekulative. Det tyvende århundrede leverede laboratorier af hidtil uset skala. Det sovjetiske Gulag-system, de kinesiske laogai- og Kulturrevolutionens genopdragelseskampagner og Khmer Rouges drabsmarker var ikke afvigelser produceret af unikt onde personligheder; de var operationaliseringen af teorier, der behandlede hele sociale klasser som hindringer for historisk fremskridt og derfor som legitime objekter for eliminering.

I hvert tilfælde ledsagede befrielsens og renselsens sprog den systematiske ødelæggelse af individer og af de mellemliggende institutioner – familier, kirker, uafhængige foreninger, juridiske traditioner – der alene beskytter personen mod rå magt. Antallet af lig måles i itusindvis af millioner. At behandle disse resultater som værende uafhængige af den foregående teoretiske romance med vold er en handling af bevidst historisk hukommelsestab.

Det, der forener disse episoder, er en karakteristisk triade af fejl. For det første ungdommelig utålmodighed: overbevisningen om, at eksisterende ordninger er så grundigt rådne, at gradvis reform er medvirken, og at kun brud kan rense. For det andet foragt for nedarvet erfaring: afvisningen af den langsomme, uperfekte, ofte uskønne ophobning af normer, procedurer og begrænsninger, som tidligere generationer konstruerede netop fordi de havde været vidne til alternativet. For det tredje uvidenhed om sårbarhed: manglende evne til at erkende, hvor tynd den membran er, der adskiller ordnet frihed fra rovdyr, og hvor let ødelæggelsen af uperfekte institutioner efterlader individet nøgent foran nye og mere effektive rovdyr.

Den socialistiske fantasi behandler i sin romantiske form samfundet som en tekst, der kan omskrives efter behag; den undervurderer i hvilken grad enhver kompleks social orden er en udviklet snarere end designet artefakt, og derfor langt mere skrøbelig, end dens kritikere antager.

Den moralske perversion ligger i omvendingen af ansvar. Vold begået i fremtidens navn får en overbærenhed, der nægtes den nuværende ordens vold. De døde i Gulag, genopdragelseslejrene og de cambodjanske marker bliver historiske nødvendigheder eller beklagelige udskejelser; Ulemperne ved det liberale demokrati behandles som strukturelle forbrydelser, der kræver stadigt mere radikale løsninger. Denne asymmetri er ikke et produkt af overlegen moralsk indsigt. Det er et produkt af et teoretisk apparat, der systematisk har diskonteret omkostningerne ved sine egne foretrukne metoder, samtidig med at det forstærker synderne ved ethvert alternativ.

Tragisk nok viser mønsteret ingen tegn på udmattelse. Hver ny cyklus af gadeuroligheder i Frankrig eller andre steder genaktiverer det samme ordforråd: systemisk vold, legitim modvold, det rensende potentiale ved forstyrrelse. De intellektuelle, der leverer ordforrådet, betaler sjældent prisen i blod eller institutionelt sammenbrud. Den pris udvindes fra andre - normalt de samme befolkningsgrupper, i hvis navn romantikken føres.

En tradition, der gentagne gange undlader at lære af sine egne lig, er ikke progressiv. Den er fanget i en destruktiv ungdom, hvor den for evigt forveksler spændingen ved nedrivning med byggearbejde og for evigt bliver overrasket, når ruinerne viser sig ubeboelige.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/11/architects-of-destruction/

Demokraternes uløselige problem med maskulinitet

 

Demokraternes uløselige problem med maskulinitet

Så længe Demokraterne satser på diversitet, lighed, inklusion og marxisme, vil mænd af alle racer vende dem ryggen.

Steve McCann

For nylig præsenterede The Atlantic Det Demokratiske Partis nye valgstrategi for 2026 og 2028. Artiklen "Partiet har en ny kampagnestrategi: Maskulinitet" redegør grundigt for, hvad partiet nu definerer som "maskulinitet", og hvordan det – efter fiaskoen ved valget i 2024 – forsøger at vende fire årtiers hetz mod hvide mænd ved at fokusere på såkaldt maskuline egenskaber. Med andre ord er der tale om en dårligt gennemtænkt strategi, der er født af desperation, og som er dømt til at mislykkes.

I 2024 vandt Donald Trump en overvældende andel af de hvide mænds stemmer i 42 delstater (han fik 80 % af de hvide mænds stemmer i to delstater, 70-76 % i syv delstater, 60-69 % i 20 delstater og 51-59 % i 13 delstater). Disse markante tal tvang Demokraterne til at indse, at de er nødt til at vinde en større andel af de hvide mænds stemmer ved fremtidige valg, især fordi sorte mandlige arbejdere også i stigende grad vender partiet ryggen.

Hvad der er tilbage af det stivnede demokratiske partietablissement, forsøger nu at balancere på en knivsæg: Man vil appellere til hvide mandlige vælgere og samtidig tækkes den temperamentsfulde fløj, der kæmper for social retfærdighed, samt dem, der identificerer sig som "Democratic Socialists of America" ​​(DSA); disse to grupperinger er nu i praksis allierede og udgør de dominerende kræfter i partiet. Hvordan vil de gribe det an? En anden artikel i The Atlantic beskrev to teorier om, hvordan man kan vinde mændene tilbage:

Jeg har opdaget, at to teorier om, hvordan man vinder mænd tilbage, bobler op. Den ene er at forbedre partiets kulturelle appel til mænd ved at omfavne maskulinitet snarere end at skælde den ud. Den anden er at fokusere på mere traditionelle budskaber om økonomien ud fra den antagelse, at hvis demokraterne opbygger en dagsorden for arbejderklassen i Amerika, vil mændene følge efter.

Der er dog flere problemer med disse to tilgange. For det første vil DSA bestemme det demokratiske partis budskaber og dagsorden, når det kommer til økonomi. DSA's erklærede formål er at forvandle USA til det fuldendte socialistiske "paradis", samtidig med at "den kapitalistiske stats fængselskræfter" elimineres, hvilket nødvendiggør nedlæggelse af det amerikanske senat, afskaffelse af finansieringen af ​​krigsministeriet, amnesti til alle illegale immigranter og erstatning af præsidenten og højesteret med en udøvende og dømmende magt valgt af og underordnet Kongressen.

Der er ikke plads til kompromis med det, der er tilbage af det demokratiske etablissement, for at fremme nogen form for "traditionel" budskab om økonomien, som nødvendigvis ville skulle indeholde referencer til fri virksomhed, selvforsyning og amerikansk eksceptionalisme, alle grundlæggende principper for arbejderklassen i Amerika og det store flertal af amerikanske mænd. (En nylig meningsmåling viste, at 65 % af mændene er ekstremt eller meget stolte af at være amerikanere, sammenlignet med 45 % af kvinderne.)

For det andet vil det være fløjen for social retfærdighed i Det Demokratiske Parti, der i sidste ende definerer "acceptabel" maskulinitet. Hele denne bevægelse er så gennemsyret af fire årtiers hetz mod hvide mænd og kamp mod det såkaldte "patriarkat", at den er ude af stand til at indgå kompromiser med resterne af partiets etablerede ledelse; det ville nemlig i bund og grund kræve et opgør med DEI-principperne (diversitet, lighed og inklusion) som led i en strategi for at vinde en betydelig andel af de mandlige vælgere.

En nylig e-mail, jeg modtog fra et selvudnævnt medlem af DSA (Democratic Socialists of America), understreger den sammensmeltning af social retfærdighed og socialisme, der i øjeblikket præger Det Demokratiske Parti.

Efter at have skældt mig huden fuld på grund af en klumme, jeg for nylig skrev om DSA's overtagelse af Det Demokratiske Parti, hævdede afsenderen, at hvide mænd var ansvarlige for alt ondt i verden. Vedkommende mente, at hvis blot denne gruppe af grådige, racistiske "folkemorderiske galninge" blev elimineret, ville USA – takket være den demokratiske socialismes magi – blive et mere "retfærdigt, kærligt og imødekommende" sted for alle mennesker.

Der var vedhæftet to links til denne tirade. Det første førte til en artikel med titlen "Hvide mænd skal stoppes: Menneskehedens fremtid afhænger af det". Det var en trættende og usandsynlig fremstilling af, hvordan amerikanske hvide mænd (der udgør mindre end 1,5 % af verdensbefolkningen) gennem de seneste fem århundreder har skabt enorme lidelser verden over uden at bidrage med noget positivt til menneskeheden.

Det andet link, "DSA-programmet: Arbejdere fortjener mere", var en barnagtig, 19 sider lang gentagelse af socialismens og marxismens vidunderlige egenskaber – forudsat at de udvalgte DSA-medlemmer sad ved roret.

Min umiddelbare tanke efter at have læst alt dette vrøvl var, at Det Demokratiske Parti har passeret "point of no return" i sin antiamerikanisme og sin fjendtlighed over for mænd. Der er tale om en intolerance, der gennem tre årtier har fremmedgjort det store flertal af hvide mænd; de har gentagne gange fået at vide, at de – udelukkende på grund af deres køn og hudfarve – stort set alle er undertrykte seksualforbrydere, indavlede racister, kvindehadere og fremmedhadere samt folkemorderiske galninge, latente hvide nationalister og grådige, moralsk fordærvede individer.

Som følge af denne knusende skyldfølelse forventes det, at hvide amerikanske mænd frivilligt træder til side for millioner af ukontrollerede, ufaglærte og analfabetiske immigranter fra de tredjeverdenslande, de angiveligt har udnyttet. Desuden bør hvide mænd forsøge at dæmpe denne skyldfølelse ved at krybe for DEI-ideologiens alter og føjeligt lade sig opsluge af endnu en udgave af undertrykkende socialisme eller marxisme.

Hvad ville der ske, hvis Det Demokratiske Parti fik held med at påtvinge nationen denne dagsorden, og alle hvide mænd ved lov blev underlagt DEI-systemets ufravigelige regler? Hvilken slags land ville amerikanerne så leve i?

I 2022 identificerede 71 % af befolkningen sig som hvide (herunder mere end 60 % af de personer af latinamerikansk herkomst, der selv betegner sig som hvide). Hvide mænd udgør 35 % af den samlede befolkning. Ifølge det amerikanske arbejdsministerium (U.S. Bureau of Labor Statistics) er hvide mænd overrepræsenterede i forhold til deres befolkningsandel i mere end 60 % af alle større erhvervskategorier, men de udgør en særligt stor andel inden for følgende områder:

• 85 % af piloter og flymaskinister

• 84 % af medarbejdere inden for skovbrug, fiskeri, olie- og gasboring samt raffinaderidrift

• 78 % af tømrere, VVS-installatører, elektrikere og murere

• 78 % af mekanikere, montører og serviceteknikere

• 77 % af landmænd og kvægavlere

• 76 % af byggeledere og formænd

• 76 % af serviceteknikere og mekanikere til personbiler, busser, lastbiler og tunge køretøjer

• 74 % af politifolk, brandmænd og sikkerhedspersonale

• 73 % af ingeniører inden for luftfart, elektroteknik og maskinteknik

Et spørgsmål til de hjernevaskede "social justice warriors" og medlemmer af DSA: Hvordan skulle amerikanerne skaffe mad og tøj, rejse, holde varmen om vinteren og køle af om sommeren, bygge veje og boliger, vedligeholde infrastrukturen samt sikre og forsvare nationen, hvis DEI blev håndhævet strengt, og arbejdsstyrken inden for alle erhverv blev begrænset til 35 % hvide mænd? Og hvem skulle finansiere de umættelige krav om indtægter til deres socialistiske "paradis"?

Opskriften på, hvordan Det Demokratiske Parti kan vinde flertallet af hvide mandlige vælgere, er ganske enkel. De fraktioner inden for Det Demokratiske Parti, der står for social retfærdighed og DSA-ideologi, må i både ord og handling opgive deres tilslutning til DEI og den umodne forestilling om, at de kan indføre socialisme eller marxisme med succes, når alle før dem har fejlet.

Da det aldrig kommer til at ske, vil det åbenlyse knæfald – hvor man blot lægger læbepris til ”maskulinitet”, som var det et kostume, man kunne skifte efter forgodtbefindende – kun føre til, at man yderligere fremmedgør ikke blot hvide amerikanske mænd, men alle amerikanske mænd.

Image created using AI.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/07/the-democrat-party-s-intractable-masculinity-problem/

Kaffe, nikotin og indstillingen til acceptabel afhængighed

Kaffe, nikotin og indstillingen til acceptabel afhængighed

Roger Bate    

Hver morgen udfører hundredvis af millioner af mennesker et socialt godkendt ritual. De stiller sig i kø til kaffe. De joker med, at de ikke kan fungere uden koffein. De anerkender åbent en afhængighed og fejrer det endda. Ingen kalder denne afhængighed degenerativ. Den fremstilles som produktivitet, smag, velvære – nogle gange endda dyd.

Forestil dig nu den samme professionelle, der diskret bruger en nikotinpose før et møde. Reaktionen er meget anderledes. Dette behandles som en last, noget vagt skamfuldt, forbundet med svaghed, dårlig dømmekraft eller folkesundhedsrisiko.

Fra et videnskabeligt perspektiv giver denne sondring ikke meget mening.

Koffein og nikotin er begge milde psykoaktive stimulanser. Begge er planteafledte alkaloider. Begge øger årvågenhed og koncentration. Begge producerer afhængighed. Ingen af ​​dem er kræftfremkaldende. Ingen af ​​dem forårsager de sygdomme, der historisk set er forbundet med rygning. Alligevel er den ene blevet verdens mest acceptable afhængighed, mens den anden forbliver moralsk forurenet, selv i dens sikreste, ikke-brændbare former.

Denne divergens har næsten intet at gøre med biologi. Den har alt at gøre med historie, klasse, markedsføring og den moderne folkesundheds manglende evne til at skelne molekyler fra mekanismer.

.

To stimulanser, én misforståelse

Nikotin virker på nikotinacetylkolinreceptorer og efterligner en neurotransmitter, som hjernen allerede bruger til at regulere opmærksomhed og indlæring. Ved lave doser forbedrer det fokus og humør. Ved højere doser forårsager det kvalme og svimmelhed – selvbegrænsende effekter, der modvirker overdreven indtagelse. Nikotin er ikke kræftfremkaldende og forårsager ikke lungesygdomme.

Koffein virker anderledes og blokerer adenosinreceptorer, der signalerer træthed. Resultatet er vågenhed og årvågenhed. Ligesom nikotin påvirker koffein indirekte dopamin, hvilket er grunden til, at folk er afhængige af det dagligt. Ligesom nikotin producerer det tolerance og abstinenser. Hovedpine, træthed og irritabilitet er rutine blandt regelmæssige brugere, der springer deres morgendosis over.

Farmakologisk er disse stoffer ligeværdige.

Den største forskel i sundhedsresultater kommer ikke fra selve molekylerne, men fra hvordan de er blevet leveret.

Forbrænding var dræberen

Rygning dræber, fordi afbrænding af organisk materiale producerer tusindvis af giftige forbindelser - tjære, kulilte, polycykliske aromatiske kulbrinter og andre kræftfremkaldende stoffer. Nikotin findes i cigaretrøg, men det er ikke det, der forårsager kræft eller emfysem. Forbrænding er det.

Når nikotin leveres uden forbrænding - gennem plastre, tyggegummi, snus, poser eller vaping - falder den giftige byrde dramatisk. Dette er et af de mest robuste fund i moderne tobaksforskning.

Og alligevel behandles nikotin fortsat, som om det var kilden til rygningens skade.

Denne forvirring har formet årtiers politik.

Hvordan nikotin mistede sit ry

I århundreder var nikotin ikke stigmatiseret. Indfødte kulturer over hele Amerika brugte tobak i religiøse, medicinske og diplomatiske ritualer. I det tidlige moderne Europa ordinerede læger det. Piber, cigarer og snus blev forbundet med kontemplation og fritid.

Sammenbruddet kom med industrialiseringen.

Cigarettrullemaskinen i slutningen af ​​det 19. århundrede forvandlede nikotin til et massemarkedsprodukt optimeret til hurtig lungetilførsel. Afhængigheden intensiveredes, eksponeringen mangedobledes, og forbrændingsskader akkumulerede sig usynligt i årtier. Da epidemiologien endelig forbandt rygning med lungekræft og hjertesygdomme i midten af ​​det 20. århundrede, var modreaktionen uundgåelig.

Men skylden blev placeret groft. Nikotin - den navngivne psykoaktive komponent - blev symbolet på skaden, selvom skaden kom fra røg.

Da denne association først havde dannet sig, hærdede den til dogme.

Hvordan koffein undslap

Koffein fulgte en helt anden kulturel vej. Kaffe og te kom ind i det globale liv gennem respektable institutioner. Caféer i det osmanniske rige og Europa blev centre for handel og debat. Te blev vævet ind i hjemlige ritualer, imperium og fornemmelse.

Afgørende var det, at koffein aldrig var bundet til et dødeligt leveringssystem. Ingen inhalerede brændende kaffeblade. Der var ingen forsinket epidemi, der ventede på at blive opdaget.

Efterhånden som den industrielle kapitalisme ekspanderede, blev koffein et produktivitetsværktøj. Kaffepauser blev institutionaliseret. Te nærede fabriksplaner og kontorrutiner. I det 20. århundrede blev koffein slet ikke længere set som et stof, men som en nødvendighed i det moderne liv.

Dens ulemper – afhængighed, søvnforstyrrelser, angst – blev normaliseret eller der blev joket med dem. I de seneste årtier fuldendte branding transformationen. Kaffe blev livsstil. Stimulansen forsvandt bag æstetik og identitet.

Klasseskillet i afhængighed

Forskellen mellem koffein og nikotin er ikke kun historisk. Den er social.

Koffeinbrug er offentligt, æstetisk og professionelt kodet. At bære en kaffekop signalerer travlhed, produktivitet og tilhørsforhold til middelklassen. Nikotinbrug – selv i rene, lavrisikoformer – er diskret. Det er ikke æstetisk. Det er forbundet med mestring snarere end ambition.

Afhængigheder, der foretrækkes af eliter, omdøbes til vaner eller wellness-værktøjer. Afhængigheder forbundet med stress, manuelt arbejde eller marginale befolkningsgrupper fremstilles som moralske fejl. Derfor er koffein nydelse, og nikotin er degeneration, selv når de fysiologiske virkninger er ens.

Hvor folkesundheden gik galt

Folkesundhedsbudskaber er afhængige af forenkling. "Rygning dræber" var effektivt og sandt. Men med tiden blev forenklingen hårdere og mere forvrænget.

"Rygning dræber" blev til "Nikotin er vanedannende", som gled over i "Nikotin er skadeligt" og til sidst til påstande om, at der ikke er "et sikkert niveau". Dosis, levering og sammenlignende risiko forsvandt fra samtalen.

Institutioner kæmper nu for at vende kursen. At indrømme, at nikotin ikke er den primære skadelige faktor, ville kræve en anerkendelse af årtiers vildledende kommunikation. Det ville kræve en skelnen mellem brug hos voksne og brug hos unge. Det ville kræve nuancer.

Bureaukratier er dårlige til at nuancere. Så nikotin forbliver fastfrosset i sit værste historiske øjeblik: cigarettens tidsalder.

Hvorfor dette er vigtigt

Dette er ikke en akademisk debat. Millioner af rygere kunne dramatisk reducere deres sundhedsrisici ved at skifte til nikotinprodukter uden forbrænding. Lande, der har tilladt dette - især Sverige - har set et fald i rygerater og tobaksrelateret dødelighed. Lande, der stigmatiserer eller forbyder disse alternativer, bevarer cigaretdominansen.

Samtidig fortsætter koffeinforbruget med at stige, også blandt unge, med begrænset moralsk panik. Energidrikke markedsføres aggressivt. Søvnforstyrrelser og angst behandles som livsstilsproblemer, ikke folkesundhedskriser.

Asymmetrien er afslørende.

Kaffe som modelafhængighed

Koffein fik kulturel succes, fordi det var forbundet med magt. Det understøttede arbejde, gav ikke modstand. Det passede til kontorlivet. Det kunne blive stemplet som raffinement. Det udfordrede aldrig institutionel autoritet.

Nikotin, især når det blev brugt af arbejderklassen, blev forbundet med stresslindring, nonkonformitet og manglende overholdelse af regler. Denne symbolik fortsatte længe efter, at røgen kunne fjernes.

Afhængighed bedømmes ikke ud fra kemi. De bedømmes ud fra, hvem der bruger dem, og om de passer til de fremherskende moralske fortællinger.

Kaffe bestod testen. Nikotin gjorde ikke.

Kernefejlen

Den centrale fejl er at forveksle et molekyle med en metode. Nikotin forårsagede ikke rygeepidemien. Forbrænding gjorde. Når denne sondring er genoprettet, ser meget af den moderne tobakspolitik usammenhængende ud. Lav risiko adfærd behandles som moralske trusler, mens højrisikoadfærd tolereres, fordi den er kulturelt forankret.

Dette er ikke videnskab. Det er politik forklædt som sundhed.

En sidste tanke

Hvis vi anvendte de standarder, der anvendes mod nikotin, på koffein, ville kaffe blive reguleret som et stof der skal kontrolleres. Hvis vi anvendte de standarder, der anvendes for koffein, på nikotin, ville poser og vaping blive behandlet som valg for voksne der bør gå ubemærket hen.

Den rationelle tilgang er indlysende: vurder stoffer baseret på dosis, levering og faktisk skade. Stop med at moralisere kemi. Stop med at lade som om, at alle afhængigheder er lige. Nikotin er ikke harmløst. Det er koffein heller ikke. Men begge er langt sikrere end de historier, der fortælles om dem.

Dette essay ridser kun i overfladen. Den mærkelige moralske historie om nikotin, koffein og acceptabel afhængighed afslører et meget større problem: moderne institutioner har glemt, hvordan man ræsonnerer om risiko. 

https://brownstone.org/articles/coffee-nicotine-and-the-politics-of-acceptable-addiction/