Teknologi frigjorte familier -anden del

 Teknologifri familier 2. del

Claire Morell

Jeg havde hypotesen om, at en smartphonefri barndom er nødvendig, men jeg kunne ikke finde en bog, der sagde det, og jeg kunne ikke finde en bog, der viste forældre, hvordan man gør det. Derfor satte jeg mig for at skrive denne bog, "The Tech Exit", for at forklare, hvorfor en smartphonefri barndom er nødvendig. Mere end noget andet ville jeg vise forældre, at det var muligt, at andre familier havde gjort dette med succes, og at deres familier blomstrede, og at deres børn trivedes.

Det fik mig til at lave snesevis af interviews med disse familier, og jeg hørte om hundredvis flere, for at finde ud af, hvordan de havde gjort dette. Jeg ville lære, hvordan de navigerede i teenageårenes udfordringer og håndterede presset med succes mod en smartphone. Jeg kunne tilbyde disse praktiske trin og formidle råd til andre familier og forældre.

Den konklusion, jeg kom til, da jeg skrev denne bog, var, at det ikke kun er muligt at eksistere uden afhængighed af teknologi, men at det fundamentalt set er positivt. Disse familier, der sagde nej til teknologi, sagde ja til så meget mere i livet, til virkelige oplevelser og virkelige relationer for deres børn. Disse valg satte deres børn i stand til at blomstre og få succes, både i barndommen og som voksne. Efter at have interviewet disse familier blev jeg overbevist om, at dette er det bedst mulige, vi kunne gøre for vores børn.

Smartphone og mental sundhedskvalitet

En undersøgelse viste, at jo yngre barnet får sin første smartphone, desto dårligere er den mentale sundhed som ung voksen. Børn, der fik en smartphone yngre, mellem otte og ti år, kæmpede med flere mentale sundhedsudfordringer som unge voksne mellem 18 og 25. Den største mentale sundhedsudfordring, som faldt mest med alderen med smartphonen, var selvmordstanker. Jo ældre et barn var før det  fik en smartphone, desto mindre sandsynligt var det, at de ville kæmpe med selvmordstanker som unge voksne. Der er en sammenhæng mellem, hvornår et barn får en smartphone, og hvordan det sætter dem i stand til at trives selv i deres unge voksenalder, især med hensyn til mental sundhed.

Jeg forsøger at forklare dette sikkerhedskoncept, at børn gøres mindre sikre ved at give dem en smartphone med alle disse portaler til internettet, hvor rovdyr kan nå dem inde i dit hjem. På grund af de udfordringer, vi nævnte for deres mentale sundhed og udvikling, er disse større trusler mod vores børns sikkerhed og velbefindende. Der er andre måder, hvorpå forældre kan holde kontakten med deres børn uden at give dem en supercomputer i lommen 24/7. Jeg taler om de alternative telefonmuligheder, der er tilgængelige nu.

Dumphones

Jeg anbefaler ofte forældre at give deres barn en ‘dum’ telefon i stedet for en smartphone. En dum telefon betyder blot en telefon, der kan ringe eller sende sms'er, og som fungerer, som en telefon oprindeligt var ment til at fungere. Der findes telefoner som Gabb-telefonen, Bark-telefonen og Wisephone, der giver et barn mulighed for at ringe eller sende sms'er. Nogle af dem har værktøjer som GPS, når et barn begynder at køre bil, og man vil sikre sig, at de er i sikkerhed.

Uden internettet, sociale medier og vanedannende spil undgår disse telefoner at gøre telefonen til en vanedannende enhed i stedet for et egentligt kommunikationsværktøj. Disse alternative telefoner giver forældre mulighed for at være i kontakt med deres barn for at holde dem sikre, uden at give dem en farlig portal til internettet, der vil gøre dem mindre sikre. Jeg vil også tilføje, at mange af disse familier sagde, at de udskød alderen for den første mobiltelefon så længe som muligt, fordi de indså, at deres børn kunne låne en telefon i skolen. De kunne låne en vens forældres telefon for at komme i kontakt med dem.

De forsøgte at udskyde alderen, hvor deres barn skulle have en personlig enhed på sig hele tiden, fordi selv en dum telefon stadig kan være fristende for et barn at tjekke konstant. Da de valgte en mobiltelefon, fordi et barn havde mere bevægelsesfrihed, mens de kørte bil, valgte de igen disse alternativer uden smartphones. Disse tillod dem stadig at holde deres barn sikkert uden at introducere alle disse andre farer.

Sociale medier og social isolation

En far forklarede mig: "Ærligt talt hjalp vores beslutninger om ikke at give vores børn teknologi vores børn med at finde deres rigtige venner hurtigere. Hvis en ven ikke ville kontakte dem, fordi de ikke var på Snapchat, er det ikke en god ven." Den anden ting er, at det krævede mere intention fra forældrenes side at hjælpe børn med at opbygge et socialt liv. Børn har brug for venner. Det så ud til i mange af disse familier, at de hjalp deres børn med at tilbringe tid med venner i det virkelige liv. En mor sagde: "De havde en god ven, der boede 15 minutter væk fra vores hus, men det var et vigtigt venskab for mit barn. De var heller ikke på en smartphone. Jeg brugte tiden på at køre mit barn til deres hus, så de kunne få tid sammen."

Det er vigtigt at erkende, at det kræver mere bevidsthed fra forældrenes side at sige nej til teknologi for at hjælpe et barn med at opbygge et socialt liv. Det vil være gavnligt for børn at have disse venskaber i det virkelige liv. Ironien er: "Okay, jeg vil ikke have, at mit barn bliver holdt udenfor. Jeg giver dem en smartphone." De er måske mere forbundet med deres jævnaldrende gennem smartphonen, men dybden af ​​venskabet er ekstremt overfladisk. Disse børn er ensomme online, fordi de ikke får oxytocin gennem en skærm.

Oxytocin er et hormon, der binder os til mennesker i det virkelige liv. Det frigives gennem øjenkontakt og fysisk berøring og danner dybe bånd af tillid og venskab. Disse børn, der ikke er på sociale medier, bruger tid sammen med deres venner i det virkelige liv og danner dybe venskaber, meget dybere og bedre venskaber end de børn, der alle er forbundet online. Det sidste, jeg vil sige, er, at disse forældre sagde: "Bare det at finde en eller to andre familier, der fravalgte smartphones og sociale medier med dem, hjalp virkelig med at give deres børn andre venner, der heller ikke var på enhederne." Ikke alle behøvede at dele deres teknologiske begrænsninger i deres barns klasse eller på deres hold, men at finde en eller to andre forældre, der også var villige til at fravælge dem, gjorde en kæmpe forskel. Deres barn havde et par venner, der heller ikke var på appsene, og forældrene følte, at de havde allierede i skyttegravene, der traf disse beslutninger sammen med dem.

Som svar til forældre, der ikke ønsker, at deres børn skal være bagud i denne teknologiske tidsalder, vil jeg sige, at smartphonen og sociale medier ikke er lig med computerfærdigheder. De lærer ikke børn, hvordan man bruger internettet eller computeren som et værktøj. De lærer børn, hvordan man scroller og hopper mellem indhold og suger børn ind i et fordybende, vanedannende miljø. Disse familier, jeg talte med, gav ikke deres børn smartphones og sociale medier, men tillod dem adgang til en computer i hjemmet. De tillod dem adgang til at bruge internettet som et værktøj. De brugte det offentligt og målrettet.

I nogle af disse familier var et barn virkelig interesseret i datalogi. Han læste en masse datalogibøger, fik lov til at bruge familiens hjemmecomputer, lærte sig selv at kode og fik derefter et kodestipendium til college i Ohio, fordi han havde opbygget disse faktiske tekniske færdigheder. Han er meget forberedt nu til markedet og college med disse computerfærdigheder, og han har aldrig haft en smartphone og på sociale medier. Nogle gange blander vi sammen, at et barn har brug for en smartphone eller sociale medier for at være forberedt på at håndtere disse teknologier, men vi kan lære dem, hvordan de bruger teknologierne som et værktøj. Med smartphones og sociale medier er brugeren værktøjet. Vi bliver brugt af produktet. Vi lærer ikke, hvordan vi manipulerer disse ting på en produktiv måde.

En universitetsprofessor forklarede mig, at de studerende, der kommer ind i hendes klasse, ved, hvordan man bruger smartphones, men de ved ikke, hvordan man bruger Microsoft Excel eller Google Scholar. De er ikke forberedte på at bruge computeren og internettet på måder, der ville hjælpe dem med at være forberedte på at håndtere universitetstimer eller komme ind på arbejdsmarkedet. 

Den vanedannelse, der sker for et barn, og hjernens udvikling mellem nul og 18 år, og  ikke at vokse op med disse teknologier giver en sund hjerneudvikling, der giver den præfrontale cortex mulighed for at udvikle sig fuldt ud, have følelsesmæssig regulering og selvkontrol. Jeg interviewede voksne børn, der ikke havde haft smartphones og sociale medier, men som så fik adgang til en smartphone på universitetet. Jeg spurgte dem, om der var en fristelse til at overforbruge disse teknologier, eller om de ikke var forberedte på at håndtere dem godt.

De sagde nej, ligesom jeg ikke er lige så afhængig af min telefon som mine jævnaldrende. At etablere de år fra nul til 18 uden disse teknologier tillod dem at udvikle vaner, der lagde grundlaget for deres hjerneudvikling. De kunne vælge at bruge dem modent og anvende dem klogt som voksne, fordi de ikke havde den afhængighedsskabende tvangsadfærd og de vaner, der var opbygget fra barndommen.

Autisme og ADHD og elektronisk skærmsyndrom

Dr. Victoria Dunckley har i sin praksis erfaringer med at hun behandler patienter, der kæmper med autisme og ADHD. Det, hun opdagede hos de børn og teenagere, der kom til hendes praksis, var, at de ofte ikke havde disse underliggende tilstande af autisme eller ADHD, men deres kroppe udviste disse symptomer. Deres nervesystem gik i kamp-eller-flugt-tilstand. Hun opfandt udtrykket elektronisk skærmsyndrom, fordi disse symptomer blev induceret, forværret eller efterlignet af deres brug af interaktive skærme.

Ved at fjerne interaktive skærme i 30 dage fik hun alle sine patienter til at foretage en 30-dages digital detox før nogen anden behandling. For mange af hendes patienter eliminerede fjernelsen af ​​skærmene symptomerne fuldstændigt. De symptomer, de udviste, dårlig fokus, manglende opmærksomhed, humørirritabilitet, impulsivitet, humørsvingninger og raserianfald, blev induceret af skærmbrugen. Hun forklarer, at det sætter et barns nervesystem, et nervesystem under udvikling, konstant i en kamp-eller-flugt-reaktion. Der er ingen fysisk udløb for adrenalin og kortisol at blive frigivet.

Skærmen stimulerer amygdalaen i hjernen, som overtager hjernen og den præfrontale cortex, og fører til dysregulering af et barns nervesystem. Dr. Dunckley fandt ud af, at elektronisk skærmsyndrom kan fremkaldes ved regelmæssig brug af skærme. Tidsbegrænset brug på daglig basis kan stadig fremkalde disse symptomer. Det behøver ikke at være overforbrug eller overdreven skærmtid. Hun fandt ud af, at dette er tilfældet for enhver app med en belønningskomponent.

Teknologi frigjorte familier - fordelen Del 1 af 2

 

Hvordan smartphones distraherer os Del 1 af to.

Claire Morell

Enhver form for online interaktivt spil eller tablet, selv uddannelsesmæssige spil med belønningskomponenter, kan fremkalde en kamp-eller-flugt-reaktion i nervesystemet. Telefoner er også forstyrrende blot ved deres eksistens. Undersøgelser har vist, at selve tilstedeværelsen af ​​en smartphone er distraherende for vores hjerner, og vi er nødt til at udvise selvkontrol for ikke konstant at tjekke vores enhed. Vi ved, at når vi har den på os, kan der være noget på telefonen, en notifikation, et nyt like, en ny følger eller en ny sms. Selve telefonens tilstedeværelse, selvom du ikke bruger den, er i sagens natur distraherende og reducerer den kognitive kapacitet og opmærksomhed på den aktuelle opgave.

Ved at fjerne interaktive skærme kunne nervesystemerne genkalibreres til et normalt niveau. Det var i stand til at håndtere stress, og symptomerne forsvandt. For patienter, der havde en af ​​disse underliggende lidelser, halverede afgiftningen alene, uden nogen anden behandling, deres symptomer. Der er et paradoks med skærme, især for børn med autisme eller ADHD. På grund af de adfærdsmæssige vanskeligheder, som forældre står over for med børn, der kæmper med disse lidelser, er det fristende at give et barn en skærm, fordi det i starten beroliger dem og hjælper dem med at regulere deres følelser.
Det, Dr. Dunckley finder, er, at det kumulativt, over tid, forværrer og forværrer deres symptomer på grund af virkningerne på nervesystemet. Dette gør det svært for en forælder at forestille sig at håndtere barnet uden en skærm. At fjerne skærmene og udføre en afgiftning hjælper barnets nervesystem med at genbalancere sig, og kemikalierne i hjernen genbalanceres. Det reducerer deres symptomer.

Technoreference

Der findes en ny forskningsgruppe kaldet Technoference, som undersøger teknologiens indvirkning på forældre-barn-forholdet. Resultaterne er ikke gode. Forældres brug af mobile enheder eller sociale medier fører til dårligere adfærdsmæssig funktion, dårligere følelsesmæssig regulering og reduceret opmærksomhedsspændvidde hos deres børn. Virkningerne af en forælders brug påvirker deres barns adfærd og følelser. Børn udviser værre eksternaliserende adfærd, såsom raserianfald og opmærksomhedssøgning, når deres forældre er klistret til deres egne enheder.

Det hæmmer også deres sproglige udvikling og deres følelsesmæssige regulering. Børn får støtte fra deres forældre. Vores opmærksomhed og interaktion med vores børn fungerer som støtte til at udvikle en ny færdighed. Vores interaktion hjælper dem med at udvikle nye færdigheder. Uden denne støtte, når vi vender os mod vores enheder, udvikler børn ikke disse færdigheder.

Det er ikke kun børns brug af teknologi, der hæmmer eller forringer deres udvikling, men også vores brug af teknologi. En undersøgelse viste, at forældres brug af sociale medier øgede sandsynligheden for depression hos teenagere. En teenager havde fire gange større sandsynlighed for at være deprimeret, hvis deres forælder var en stor bruger af sociale medier. Det er ikke svært at forestille sig hvorfor, for hvis en forælder bruger den tid på sociale medier og ikke giver deres barn den virkelige relation og opmærksomhed, kan det føre til, at et barn føler sig deprimeret og ikke føler sig lige så værdsat.

Hver gang vi hiver vores telefon frem, når et barn forsøger at tale med os eller interagere med os, kommunikerer vi gennem vores handlinger, at telefonen er vigtigere end den virkelige relation foran os. Det er af stor betydning at vi som  forældre, er nødt til at tænker over vores egen teknologibrug på grund af disse negative indvirkninger på vores børn, og fordi vi modellerer for dem, hvordan vi ville ønske, at de brugte teknologi som voksne. At spørge os selv: "Bruger jeg min telefon på den måde, jeg ville ønske, at mit barn brugte sin telefon som voksen?" kan være overbevisende. At spørge os selv: "Er jeg mere opmærksom på min telefon end på mit barn?" kan være overbevisende.

Enhver forælder ville sige: "Selvfølgelig værdsætter jeg forholdet til mit barn mere end min telefon," men stemmer vores adfærd overens med det? Som forældre er vi nødt til kritisk at undersøge vores egen brug af skærme, især når vi er sammen med vores børn.

Sådan befrier du dit barn fra farerne ved smartphones.

IHvis smartphones og sociale medier er skadelige for børn, og hvis skærmtidsbegrænsninger og forældrekontrol ikke er tilstrækkelige løsninger til at beskytte dem mod disse skader, hvad skal forældre så gøre? Er der en anden måde? Min bog, The Tech Exit, forklarer, at der er en anden mulig måde, hvorpå vi kan fravælge smartphones og sociale medier helt for vores børn i både barndommen og teenageårene. På den anden side af at forlade disse teknologier er det liv, vi ønsker for vores børn. Jeg vil forklare, hvordan forældre kan gøre dette.

Jeg gennemgår de fem vigtigste forpligtelser til Tech Exit-livsstilen med akronymet FEAST. Jeg ville have forældre til at vide, at dette er en positiv vision. 

Hvad skal man fokusere på efter at have forladt tech

Hvis vi faster fra teknologi, hvad fryder vi os så over i stedet? Lad mig give dig de fem principper, der udgør akronymet FEAST.

F: Find andre familier. Vi kan ikke gøre dette alene. Vi er nødt til at række ud til vores lokalsamfund, til andre forældre i vores nabolag og skoler, for at invitere dem til at fravælge disse skærme sammen med os.

E: Vi uddanner, forklarer og eksemplificerer. Vi ønsker, at vores børn skal forstå grundene til, at vi siger nej til disse skærme. Vi ønsker at arbejde for at få deres opbakning, så de kan forstå vores rationale og være forberedte på, hvordan de skal navigere i disse teknologier som voksne. Det gør vi også ved selv som forældre at eksemplificere en sund brug af teknologi.

A: Adopter alternativer. Der findes bedre telefonmuligheder end smartphonen. Vi kan give vores børn dumme telefoner, der giver dem mulighed for at ringe og sms'e uden at introducere portaler til internettet, sociale medieplatforme eller onlinespil, der er beregnet til at gøre et barn afhængig.

S: Vi etablerer regler for digital ansvarlighed og familieskærme. Sådan bruger vi teknologi klogt i hjemmet. Hvordan kan børn bruge computere, eller hvordan kan en familie nyde fjernsyn sammen? Vi ønsker at gennemtænke vores familieskærmregler, hvordan vi bruger disse teknologier målrettet og bevidst på en måde, der bringer familien sammen i stedet for at splitte os på vores egne enheder. Vi ønsker at have digital ansvarlighed i hjemmet mellem forælder og barn for at holde vores børn sikre.

T: Vi bytter skærmene ud med virkelige ansvarsområder og sysler. Når vi begrænser børns friheder i den virtuelle verden, ønsker vi at give dem mere frihed i den virkelige verden. Virkelige aktiviteter, relationer og ansvarsområder hjælper dem med at udvikle sig mod voksenlivet, ikke skærme, der hæmmer dem i at udvikle sig mod voksenlivet.

Få dine børns medvirken

Det er vigtigt, for at leve denne livsstil i vores familier, at vi, mens vi begrænser smartphones og sociale medier, arbejder på at få vores børn til at acceptere og lytte til dem, hvis de har rimelige ønsker. Alle de familier, jeg talte med, sagde, at de ønskede, at deres børn skulle forstå årsagerne og uddanne sig selv om skaderne. Mange af disse børn kunne, da de indså, hvad deres forældre forsøgte at beskytte dem imod, forstå hvorfor, selvom de ikke elskede det på det tidspunkt. De erkendte, at disse restriktioner kom fra et sted med kærlighed og beskyttelse. Som voksne siger disse børn, at de er taknemmelige for, at deres forældre traf disse beslutninger.

En vigtig del af dette er ikke at starte med topstyrede restriktioner ud af ingenting, men at starte med en samtale. Prøv at forklare, hvad du er kommet til at observere og forstå om skaderne ved disse teknologier, og hvad du ønsker at beskytte dit barn imod. Gør noget sammen, hvor I hjælper med at uddanne jeres børn om disse skader og begrundelsen bag disse beslutninger. Mange familier fortalte, at de læste en artikel og talte om skaderne ved smartphones sammen. De forsøgte at have en samtale og stillede spørgsmål til deres barn.

Bemærker du disse effekter blandt dine jævnaldrende? Bemærker du, hvordan dine jævnaldrende eller du interagerer med din telefon? Hvad bemærker du? Hvad synes du om det? Prøv at engagere børnene i en samtale om dette i forbindelse med et forhold, hvor du går disse trin med dit barn igennem. Kom sammen med dem og forklar, hvad du prøver at føre dem ind i. Det, du ønsker for dem, er et liv med virkelige relationer og venskaber og forbindelse og trivsel.

Jeg erkender, at presset mod at bruge skærme kun vil stige. Deres jævnaldrende har endnu ikke smartphones. Derfor satte jeg mig for at interviewe familier med teenagere, der nu har teenagere, og som med succes har sendt teenagere på universitetet, for at finde ud af, hvordan de navigerede i dette pres, da deres børns venner pludselig begyndte at få smartphones eller bruge sociale medieapps. Jeg ville også forstå, hvordan de navigerede, da deres børn skulle bruge internettet mere til skoleopgaver. Det er det, der hjalp mig med at konkretisere denne ramme. Det handler ikke kun om at tage de skridt, jeg kan nu, med mine små børn, ikke at tillade interaktiv skærmtid, at holde passiv skærmtid på fjernsynet til en sjælden foreteelse, vi bruger sammen, og at opgive min egen smartphone.

Det handler også om, hvordan man navigerer, når børn har brug for mere adgang eller har mere adgang til teknologi, og når deres jævnaldrende har mere adgang til disse enheder. Det sidste, jeg vil sige, er, at selv i en ung alder forsøger vi at forklare og uddanne vores børn om internettet. Det er aldrig for tidligt at forklare sine børn de farer, de kan støde på online. Jeg erkender, at der kun er så meget, jeg kan gøre der står i min magt.

Med vores børn bruger vi en bog, der hedder "Gode billeder, dårlige billeder, Jr.", hvor vi taler om, hvordan de kan se dårlige billeder online, eller hvordan nogen kan vise dem et dårligt billede, og hvordan de skal reagere på det. Jeg vil gerne have, at mine børn har værktøjer til at vide, hvordan de skal navigere i det. Fra at have læst den bog ved de, at hvis de ser noget, vender de sig væk, løber og fortæller mig det, og vi forsøger at åbne den samtale fra en ung alder. Jeg vil gerne have, at mine børn skal kunne komme til mig og tale om det. Jeg så med disse teenagefamilier, at disse konstante samtaler og åbne kommunikationskanaler betød, at forælderen var den ressource, et barn kunne gå til, hvis de stødte på noget, der gjorde dem utilpas online, eller hvis en ven viste dem noget.

Hvad er en rimelig alder for at få en smartphone?

Det er aldrig for tidligt at starte disse samtaler, selv ikke for unge forældre. De vil gradvist blive dybere og forklaret mere fuldstændigt, efterhånden som børnene vokser ind i teenageårene. Når jeg bliver spurgt, hvad en rimelig alder for en smartphone er, synes jeg, det er et kompliceret spørgsmål. Det, jeg har set i disse familier, er, at de har afvist præmissen om uundgåelighed, ideen om, at et barn på et tidspunkt skal få en. Familier trækker disse grænser forskelligt. Mange sagde, at det ikke handlede så meget om alder mere om tegn på modenhed og om deres barn kunne håndtere det godt.

At kende sit barn er vigtigst. I eksemplet med familien, der gav deres 17-årige en smartphone, fordi de mente, det var en passende alder, observerede de hurtigt tvangsmæssig adfærd og indså, at det ikke var den rigtige beslutning for ham. Forældre bør ikke være bange for at sige: "Vi lavede en fejl," hvis de ser vanedannende eller tvangsmæssig adfærd. At observere sit eget barn er det ledende princip. Hvis disse tegn er der, kan det være klogt at fortryde beslutningen og vente længere.

Familier har trukket grænser forskellige steder. Nogle valgte gymnasiets sidste år for gradvist at introducere mere ansvar før universitetet. Andre ventede til universitetet. Nogle motiverede deres børn til at blive ved med at bruge en dum telefon gennem universitetet ved at betale for telefonabonnementet og lade deres barn vælge en smartphone senere som voksen med egne penge. Disse forældre følte stadig, at de havde en vejledende rolle, selv gennem universitetsårene.

En del af udfordringen med skærmteknologier er, at skaderne ikke kun er individuelle. De ændrer gruppens sociale dynamik. Selv hvis et barn ikke er på appsene, kan et par jævnaldrende, der bruger smartphones eller sociale medier, ændre, hvordan relationer fungerer, og få børn til at føle sig udenfor, ensomme, angste eller deprimerede. Nogle forældre modarbejder ved at skabe modpres, tale med naboer og skabe fristeder, hvor børn kan komme hjem og lege uden telefoner. Disse rum giver børn lindring fra den konstante belastning af skærme.

I en forstad uden for Washington, D.C., begyndte to mødre med at tale med hinanden om den slags barndom, de ønskede for deres børn. De blev enige om, at de ikke ønskede telefoner, og at deres børn skulle cykle sammen. Denne aftale skabte en positiv vision, der spredte sig. Andre børn begyndte at komme udenfor for at lege. Ikke alle familier delte de samme teknologiske restriktioner, men de delte den samme vision om barndom. Nabolaget blev et sted, hvor børn legede udenfor, arbejdede sig igennem konflikter, cyklede og kastede bolde sammen.

Den slags miljø tiltrækker flere børn. Der er styrke i antal, når forældre taler med naboer eller et par familier i skolen for at skabe en positiv social dynamik. Det er muligt at skabe et nabolag, der føles som 1970'erne, uden telefoner i syne og børn, der griner og leger udenfor sammen. Den energi bliver en modgift mod skærme.

Familier, der har droppet teknologi, har fortalt mig, at deres forhold er meget tættere. Ved middagsbordet har de rigtige samtaler i stedet for at blive distraheret af telefoner. Folk bliver ikke mentalt trukket væk af, hvad der sker på en enhed. At fjerne teknologien styrkede deres familiebånd. En mor sagde, at hun troede, at det ville reducere antallet af konflikter, der opstod med barnet, men i stedet medførte det snesevis af flere konflikter hver dag om tidsbegrænsninger og håndhævelse. At fjerne smartphonen reducerede spændinger og styrkede forholdet.

Disse familier fylder deres tid med familieture, havespil, puslespil, brætspil eller med at se en film sammen. Mange forældre med smartphones siger, at de ikke engang kan se en familiefilm uden at børnene tjekker deres enheder. Uden telefoner bliver underholdning en fælles oplevelse igen. Forældre siger, at de nyder tiden sammen mere, og børn genopdager glæden ved virkelige oplevelser, der engang føltes kedelige.

Undervisere fortalte mig, at de kan se forskel på elever, der har smartphones, og dem, der ikke har. Børn uden smartphones får øjenkontakt, deltager i samtaler og er relationelle. Børn med smartphones kæmper ofte med øjenkontakt, føler sig ængstelige og finder interaktion i det virkelige liv vanskelig. Kontrasten er skarp. Fjernelse af skærme ændrer, hvordan børn relaterer til andre.

Denne livsstil er ikke let, og den kan være mere udfordrende afhængigt af omstændighederne. Enlige forældre, arbejdende forældre eller familier, hvis børn har haft smartphones i lang tid, kan finde det sværere. Alligevel tog mange forældre, der står over for disse udfordringer, disse skridt og er taknemmelige for, at de gjorde det. Der vil være modstandspunkter, og nogle vil være sværere at overvinde end andre. Det er stadig en af ​​de bedste ting, forældre kan gøre for deres børn.

Forældre kan starte i det små. En ugelang digital detox er et godt udgangspunkt, hvis 30 dage føles overvældende. Nogle familier prøvede flere kortere detoxkure, før de forpligtede sig til en længere. Selv en telefonfri time, et måltid eller en gåtur uden telefon hjælper børn med at opleve, hvordan livet føles uden telefon. Skoler kan også spille en rolle, og forældre kan argumentere for telefonfri skoledage. Mange skoler er ivrige efter at afprøve disse politikker, når forældrene støtter dem.

Det er vigtigt at finde støtte fra lokalsamfundet. At tale med venner, naboer eller andre forældre kan gøre dette lettere. SFO-programmer eller fritidsaktiviteter, der er telefonfri, kan også hjælpe. Der findes udfordringer, men de kan overvindes. At tage små skridt, starte samtaler og gå ved siden af ​​dit barn gør dette muligt. På den anden side ved at droppe teknologi er der et blomstrende liv, og det kan gøres et skridt ad gangen.

Oprettelse af politikker for at beskytte vores børn

Mange af de negative effekter og dynamikker fra smartphones og sociale medier i dag er ikke mulige for individuelle forældre at håndtere fuldt ud på egen hånd. De kræver kollektive løsninger som samfund. Skoler kan være en nyttig kraft for forandring og hjælpe forældre med at modstå skadevirkningerne fra smartphones og sociale medier ved at beskytte elevernes lærings- og sociale miljø mod påvirkningen af ​​disse teknologier. Skolerne er i frontlinjen som et niveau af kollektive løsninger, der kan hjælpe forældre.

På et bredere niveau kan politiske ændringer være nyttige til at levere kollektive løsninger i lovgivningen for at støtte forældre, både på statsligt og føderalt niveau. Der har været et pres for at få skærme ind i skolerne som en løsning på uddannelsesmæssig ulighed og for at hjælpe børn med at avancere i uddannelse. Det har ikke vist sig at være en succes i dataene. I den seneste nationale undersøgelse af akademikere i USA er resultaterne for læsning, matematik og naturvidenskab på deres laveste niveau siden 1970'erne. Trods presset for skærme i skolerne har det ikke resulteret i bedre akademiske forbedringer.

Faldet i læseresultater

Folk kan godt lide at pege på COVID-pandemien som årsagen til disse lave scorer, men faldet går længere tilbage end det. COVID og skærmbaseret læring accelererede disse tendenser, men helt tilbage i 2012 begyndte vi at se læseresultaterne falde til under, hvor de havde været i de sidste par årtier. Nu vender de tilbage til de laveste niveauer, vi har set siden 1970'erne. Anden forskning viser, at adgang til teknologi, herunder én bærbar computer pr. barn, ikke forbedrede uddannelsesresultaterne eller præstationerne væsentligt. Det førte ikke til en stigning.

Anden del af artiklen følger.

 

"Amerika kan ikke gøre en skid imod os"

Irans regime plejede at prale med, at Amerika var hjælpeløst.

Daniel Greenfield

I juni 2025 fortalte Irans øverste leder, Ali Khamenei, sit regime i Ayatollah Khomeinis mausoleum, at Irans atomprogram ville fortsætte uanset præsident Trump. "Vores svar på det amerikanske vrøvl er klart: de kan ikke gøre en skid i denne sag."

Et par uger senere var Irans underjordiske atomprogram i ruiner, og et år senere har Khamenei, der hånede enhver amerikansk forhandlingsbestræbelse, sluttet sig til sine elskede atomvåben under jorden.

I begyndelsen af ​​februar afviste en toprådgiver for kommandanten for regimets Islamiske Revolutionsgarde opbygningen af ​​amerikanske styrker. "Selv hvis Amerika bringer 12 hangarskibe til regionen, kan det ikke gøre noget," pralede han. "Amerika er besejret og ude af stand til nogen aggression."

Hans kommandant er nu død sammen med Khamenei og elementer af regimets ledelse.

Den islamiske revolution, der overtog Iran, havde to slogans: "Død over Amerika" og "Amerika kan ikke gøre en skid imod os". Eller "Marg bar Amrika" og "Amrika hich ghalati namitavanad bokonad." Ayatollah Khomeini havde opfundet sidstnævnte slogan efter at have plyndret den amerikanske ambassade og taget dens folk som gidsler, mens Jimmy Carter ikke gjorde noget.

Khomeini havde overlistet alle, hans tidligere marxistiske allierede, franskmændene og Carter-administrationen, som var fuld af radikalere, der var ivrige efter at bytte shahen ud med islamistisk styre. Den islamiske teokrat havde forsikret Kennedy-administrationen og derefter Carter-administrationen om, at han ville være venligsindet over for Amerika, og at muslimer og kristne var naturlige allierede.

"I vil se, at vi ikke er i nogen særlig fjendskab med amerikanerne," forsikrede Khomeini, som senere ville gøre 'Død over Amerika' til regimets slogan, Carters folk.

"Vi ville gøre Khomeini en bjørnetjeneste at betragte ham blot som et symbol på segregeret uddannelse og en modstander af kvinders rettigheder," argumenterede Philip Stoddard, lederen af ​​udenrigsministeriets efterretningsbureau, som var kommet fra det saudiarabisk-finansierede Middle East Institute.

I de næste fyrre år fortsatte Khomeini og hans efterfølger, Khamenei, med at dræbe amerikanere og myrdede mindst 869 amerikanske militærfolk i hele Mellemøsten, fra lastbilbomberne i Libanon til flykapringer og IED'er i hele den muslimske verden.

Og "Amerika kan ikke gøre en skid imod os" forblev et ubestridt slogan. Irans islamiske regime syntes at have Allah i ryggen, fordi de var i stand til brutalt at torturere og myrde amerikanere, lave videoer og optagelser af det og distribuere dem til verden.

Selvom vi ikke gjorde noget.

Obama-administrationens forhandlinger med Iran om at legitimere sit atomprogram blev mødt med det triumferende slogan "Amerika kan ikke gøre en skid imod os", der optrådte på billboards og bannere over hele Teheran og ved taler af Khamenei. Da Iran havde bortført og paraderet omkring amerikanske flådematroser, virkede sloganerne indiskutable.

I 2020 blev Qasem Soleimani, det onde geni bag Irans verdensomspændende terrornetværk, Den Islamiske Revolutionsgarde, så nedkæmpet nær Bagdad af en amerikansk drone. I regimets lovprisning erklærede det, at Soleimani "dybt havde troet, at Amerika ikke kan gøre noget imod os." Soleimanis afslutning var et bevis på, at hans dybtliggende overbevisning var værdiløs.

Amerikas passivitet var ikke et produkt af Allahs intervention, men af ​​moralsk svaghed.

Iran-lobbyen havde investeret dybt i Biden, helt tilbage til 2006, og så i ham en ny Carter. Iranske hackere greb ind for at hjælpe ham med at vinde i 2020. Da Biden var ved magten, iværksatte Iran en række store eskalationer, der var rettet mod Israel med angrebene den 7. oktober og international skibsfart med Houthi-pirateri ud af Yemen. Biden-administrationen modsatte sig i første omgang, men faldt derefter sammen, pressede Israel til at indgå en aftale med Hamas og nægtede derefter at gå i offensiven mod Houthierne på nogen konsekvent måde, hvilket førte til ydmygelse af den amerikanske flåde.

I 2025 var Trump tilbage, men sidste juni forsikrede ayatollahen stadig de troende om, at Amerika "ikke kan gøre en skid". Andre gejstlige gentog ham. I Bushehr, et vigtigt sted for Irans atomprogram, hævdede en gejstlig, at "USA ikke kan gøre en skid for at stoppe Irans atomfremskridt".

De luftangreb, der snart fulgte, beviste, at de tog fejl.

Amerika kan gøre en hel del. Det gjorde vi ikke. Og sådan fik vi en 'uendelig krig'. Jo mere Carter, Obama og Biden trak sig tilbage og forsøgte at lave en aftale, jo mere blev det islamiske regime overbevist om, at vi var impotente og usårlige. Iran var aldrig særlig hårdt berørt. Vores ledere var simpelthen svage og korrupte. Jo mere aggressivt Iran blev, jo mere trak de sig tilbage og ledte efter en udvej. Er det underligt, at Irans terror blev værre?

Præsident Trump har taget den modsatte tilgang og straffet Irans uforsonlighed i stedet for at belønne det og gjort grin med dets elskede slogan: "Amerika kan ikke gøre en skid imod os". Iran havde aldrig Allah på sin side. Det havde Carter, Obama og Biden.

Uden forsoningsmænd i Det Hvide Hus kan Amerika gøre en hel del, og de islamiske terrorister kan gøre meget lidt. Ayatollaherne og deres regime havde spillet på deres ikke-muslimske fjenders uforsigtighed og fejhed. I løbet af de sidste 6 år er deres væddemål begyndt at slå fejl. De er populære på Columbia, UCLA og Harvard, men hadede i deres egne byer, og præsident Trump har vist, hvor svage de er under deres grusomhed og teologiske pral.

De monstre, der engang kaprede, kidnappede, torturerede og myrdede amerikanere, er bange. De gemmer sig i deres egen hovedstad, fordi Amerika gør nogle forbandede ting ved dem.

https://www.frontpagemag.com/america-cant-do-a-damn-thing-against-us/