Er kvinder selv ansvarlige for deres tanker og handlinger, når de bringer sig selv i risikofyldte situationer?

 Er kvinder selv ansvarlige for deres tanker og handlinger, når de bringer sig selv i risikofyldte situationer?

Whitson G. Waldo, III

Et par aktuelle begivenheder har vundet indpas i vores fælles samfundsbevidsthed og rejser spørgsmålet om, hvorvidt de er skelsættende eller blot forbigående. Den første begivenhed er sagen om Lindsay Clancy, der endte uden domfældelse (mistrial). Den anden er eskapaderne omkring "Cornell 7 plus én".

Yderpunkterne i sagen om Lindsay Clancy spænder fra en ny juridisk teori om, at fødselsdepression kan udløse en midlertidig morderisk psykose, til den generelle opfattelse, at kvinder ikke kan styre sig selv under hormonelle svingninger og derfor ikke kan holdes ansvarlige for deres tanker eller handlinger.

Kevin Reddington er Lindsay Clancys afskyelige forsvarsadvokat. Ligesom alt for mange af sine forgængere har han udtænkt en ny juridisk teori, der undergraver retsprincipperne ved at udhule deres klare betydning. Hans teori går ud på, at en kvinde ikke kan holdes strafferetligt ansvarlig for sine tanker og handlinger, fordi hun er en kvinde under indflydelse af sine hormoner. Af hensyn til den forfatningsmæssige republik og retsstaten må man håbe, at der her er tale om en forbigående juridisk anomali. I betragtning af hvor grufulde hendes forbrydelser var, ville det måske have ligget tættere på sandheden, hvis han havde argumenteret med, at hun ikke kunne holdes ansvarlig, fordi "djævelen fik hende til at gøre det" (med en undskyldning og en hilsen til Flip Wilson).

Lindsay Clancys handlinger modsiger hendes advokats juridiske teori. Hun tilstod at have myrdet sine tre uskyldige, små børn. Mordene var planlagt i detaljer. Hun sendte sin mand afsted i et hastesærinde, så hun kunne få den tid, hun skulle bruge til at udføre dem. Hun kvalte hvert af sine børn ét efter ét, hvilket tog adskillige minutter pr. barn.

Det mest sandsynlige juridiske udfald nu er tvangsindlæggelse på en psykiatrisk institution. Psykiaterne vil ikke finde noget galt, og efter en alt for kort periode vil Lindsay Clancy blive løsladt til samfundet igen. Hun vil ikke være blevet tvangssteriliseret, så vi risikerer at opleve en fortsættelse om få år.

Spørgsmålets mest vidtrækkende aspekt handler om, hvorvidt kvinder er ligeværdige med mænd. Har kvinder handlekraft? Er kvinder ved deres fulde fem, rationelle og fornuftige? Er kvinder ansvarlige for deres tanker og handlinger? Påtager kvinder sig ansvaret for konsekvenserne af dårlige (og endda forfærdelige) beslutninger, de træffer?

Skal vi genoverveje, om kvinder bør ses, men ikke høres? Bør det 19. forfatningstillæg (19th Amendment) ophæves, så kvinder mister stemmeretten? Kan man stole på, at kvinder bevarer fatningen under hormonelle svingninger? Er kvinder styret af fornuft eller blot af følelser?

Yderpunkterne i den umoralske "Cornell 7 plus én"-orgie-sag spænder fra den kritiske teori om, at kvinder altid er ofre for mænd (og at de kan skifte mening tusind gange, men altid har ret), til forestillingen om, at kvinder aldrig kan give et gyldigt samtykke, fordi de forbeholder sig retten til at trække det tilbage med tilbagevirkende kraft.

Graphic: X Post

Letitia James er den politiske intrigemager, der blev udpeget af New Yorks tyranniske guvernør, Kathy Hochul, til at forfølge "Cornell 7"-gruppen. Om ikke andet, så vil selve processen være straffen. I en nylig debat om posten som delstatens justitsminister (Attorney General) udtalte Letitia James: "Man behøver ikke at sætte sig ind i fakta og lovgivningen. Man skal blot studere, hvad de gør."

Identiteten på kvinden i "Cornell 7"-sagen – kendt som "Jane Doe" – er endnu ikke blevet offentliggjort (doxxet). Alternative medier respekterer hendes privatliv i for høj grad. De etablerede medier – eller "Lügenpresse" – er naturligvis betagede af den kritiske teoris påstand om, at undertrykkelse og hegemonisk magt udøves af mænd mod en hjælpeløs kvinde. At hendes vidneudsagn under ed har ændret sig adskillige gange, spiller ingen rolle. Der er stadig intet nyt om, hvorvidt Jane Doe vil blive tiltalt for at hindre rettens gang eller for at afgive falsk forklaring.

Medlemmerne af "Cornell 7" er blevet hængt ud offentligt (doxxet). Til anklagemyndighedens – og især den mediemæssige "retssag", som de etablerede medier vil føre – uheldigcvis støder den kritiske teori her sammen med virkeligheden omkring undertrykkerne. En af mændene er sort. Er han således selv en slags offer for det hvide overherredømmes hegemoni? Måske blev han slæbt med til orgiet og tvunget til at deltage. Ikke desto mindre bærer alle mændene på den utilgivelige synd at være mandlige undertrykkere. Det må være nok.

Jane Doe drak sig beruset i sit kvindelige broderskab (sorority), tog derefter på bar i flere timer og besluttede sig så for at besøge et broderskabshus, der tilfældigvis var fyldt med mænd, som var villige til at imødekomme en liderlig ung kvinde. Efter at have bragt sig selv i en sindstilstand, der stemte overens med hendes feministiske teori om, at sex udelukkende handler om nydelse, og at kvinder kan dyrke sex på samme måde som mænd, bevægede hun sig ind på en vej, hun senere fortrød.

I modsætning til sin oprindelige forklaring til myndighederne trak hun senere sin historie helt tilbage og hævder nu, at hun blev voldtaget. Det viser sig, at hun ikke handlede af egen fri vilje. Hun var tydeligvis ikke ansvarlig for nogen af ​​sine handlinger. Hun nægter at tage konsekvenserne af det, hun bevidst gjorde. Nu sætter vi igen princippet på prøve om, at en kvinde kan ændre sin forklaring, og at denne ændring skal tages for gode varer. Det må tiden vise, om spørgsmålet vil blive rejst i et juridisk forum. Løj hun i første omgang over for myndighederne, eller lyver hun nu?

Er kvinder intellektuelt og moralsk set lige så stærke som mænd? Er de ansvarlige for deres tanker og handlinger, selv når de bringer sig selv i risikable situationer? Mener kvinder det, de siger? Betyder det overhovedet noget, hvad en kvinde siger? Skal kvinder ledsages af enten en mand eller en gruppe af andre kvinder? Bør ugifte kvinder være under opsyn af en bror eller far, når de færdes offentligt? Er vi nået dertil – som islamofascisterne går ind for – at kvinder skal puttes i kartoffelsække og kun kunne kigge ud på verden gennem en hætte med en smal sprække? Naturligvis for deres egen sikkerheds skyld.

Forældre ved, at de skal tage ansvar for deres små børn. Man kan ikke forvente, at børn træffer gode beslutninger. Hvis børn kan slippe af sted med det, vil de ikke påtage sig ansvaret for deres handlinger. Skal kvinder behandles som børn (tja, forhåbentlig ikke som Lindsay Clancys børn)? Eller bør kvinder mødes med respekt og tages alvorligt i forhold til, hvad de siger og gør? Har kvinder handlefrihed eller ej? Det er for tidligt at sige, om disse to hændelser er bagateller eller alvorlige sager.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/10/mountains-or-molehills/

Ikke skyldig på grund af alkoholisme

 Ikke skyldig på grund af alkoholisme

Lad os se, hvordan den holder i retten....

Noel S. Williams 

I hvert fald uden for det vanvittige Massachusetts er det sjældent, at en tiltalt med succes påberåber sig utilregnelighed på grund af sindssyge, men det er stadig muligt. Hvad er i princippet forskellen på det og så det, at en person kendes ikke-strafansvarlig for en ulovlig handling, fordi vedkommende var påvirket af alkohol?

Hæng på et øjeblik...

Der er stærke beviser for, at en person kan være disponeret for alkoholafhængighed (AUD), hvis der er en historik med misbrug i familien. Det er let at fordømme en sådan moralsk svaghed, men vi kender alle ellers ordentlige mennesker, der er bukket under for invaliderende alkoholafhængighed med forfærdelige konsekvenser til følge. Desværre "valgte" de de forkerte forældre.

Alkohol er djævelens drik. Det kan virkelig ødelægge både den mentale funktion og kroppens fysiologiske balance. Den menneskelige hjerne søger ligevægt, så den indledende eufori, som alkohol fremkalder, fører uundgåeligt til kemiske modreaktioner (der delvist viser sig som tømmermænd) for at kompensere for den oprindelige rus.

Gentagen påvirkning kan føre til langvarig depression. I nogle alvorlige tilfælde er det ikke helt ved siden af ​​at beskrive adfærden hos en person under kronisk påvirkning som "sindssyg".

Forleden så jeg et par afsnit af virkelighedsprogrammet *Cops*. Politifolkene er i det store og hele virkelig beundringsværdige i deres omgang med offentligheden. Ikke desto mindre blev jeg overrasket over, hvor hårdt loven behandler alkoholikere, der er havnet i uføre. Uanset lovovertrædelsen bliver de kørt væk i håndjern. Ofte er det helt på sin plads – både af hensyn til deres egen sikkerhed og offentlighedens sikkerhed. De fleste forbrydelser kræver kun generelt forsæt (at man vælger at begå en ulovlig handling uden fuldt ud at tage højde for eller forstå de specifikke konsekvenser), og beruselse ophæver ikke dette.

Ved forbrydelser, der kræver specifikt fortsæt (som f.eks. overlagt drab), er der mulighed for at påberåbe sig nedsat tilregnelighed – for eksempel at gerningsmanden var for beruset til at kunne lægge en konkret plan. Dette begreb kaldes *mens rea* (skyldigt sind), hvilket kan opsummeres således: "Handlingen er ikke strafbar, medmindre sindet er skyldigt." Det frikender ikke personen fuldstændigt, men kan føre til en mildere sigtelse.

Forsvar baseret på nedsat tilregnelighed som følge af alkoholisme eller frivillig rus har en usædvanlig lav succesrate.

En medfølende konservativ kan spørge sig selv: I betragtning af den høje forekomst af arvelig alkoholisme – hvor stor en del af beruselsen er egentlig "frivillig"? Vi har ganske vist en fri vilje, når det gælder vores bevidste tanker, men indre dæmoner frister dem, der er disponerede (arveligt eller genetisk) for "djævelens drik". Op mod 60 procent af patienterne får tilbagefald inden for det første år af behandlingen for alkoholafhængighed. Vi bør være varsomme med at fordømme dem alle som værende uden moral eller evne til at handle frit.

Følgende forekommer rimeligt – forudsat at fornuften råder i det venstreorienterede Massachusetts: En person, der bilder sig ind at høre en enkelt, pludselig mandestemme beordre en grusom handling, derefter metodisk og beregnende planlægger at dræbe tre af sine egne børn, så brutalt udfører handlingen inden for et kort tidsrum og til sidst spørger efter advokater, har udvist netop den grad af forsæt, som en person med alkoholafhængighed overhovedet er i stand til at præstere.

Hvorfor juridisk set behandle den ene anderledes end den anden? Det bedste er at sende dem begge i fængsel i lang tid.

Image via Pixnio.

Related Topics: Lindsay Clancy

https://www.americanthinker.com/blog/2026/08/not-guilty-by-reason-of-alcoholism/

Neurobiologien bag det at læse bøger

 Neurobiologien bag det at læse bøger.

 Anne-Laure Le Cunff

Det er en følelse, jeg elsker næsten mere end noget andet: følelsen af ​​at synke ned i en god bog, mens verden omkring mig forsvinder. Min vejrtrækning bliver langsommere, mine skuldre falder ned, og den mentale snak i baghovedet forstummer.

Det, der sker i de øjeblikke, går langt dybere end underholdning eller uddannelse, og vi synes at fornemme dette instinktivt. Læsning er afslappende, og mange mennesker gør det som en modvægt til vores overstimulerede tid.

Men hvad sker der præcist, når vi læser? Hvad foregår der under overfladen, der gør det at læse en bog så genoprettende?

Svaret ligger i, hvordan læsning ændrer vores neurokemi i realtid. Læsning handler ikke kun om at afkode ord på en side. Det er en kompleks neurokemisk proces, der påvirker alt fra vores puls til vores hormonniveauer.

Læsningens neurobiologi

Læsning bruger nogle af de ældste kredsløb i den menneskelige hjerne. I det meste af vores evolutionære historie var vi læsere - bare ikke af bøger. Vi læser dyrespor i mudder, stormmønstre i skyer, faresignaler i bladenes raslen. Vores forfædre, der kunne afkode disse naturlige mønstre, overlevede; dem, der ikke kunne, gjorde det ofte ikke.

Dette ældgamle mønstergenkendelsessystem er det, vi bruger, hver gang vi åbner en bog. Siden skriftsproget først opstod for omkring 5.000 år siden – evolutionært set nyere – har vores hjerner ikke haft tid til at udvikle dedikerede læsekredsløb. I stedet har vi genbrugt de neurale netværk, der engang holdt vores forfædre i live i naturen. Neuroforsker Stanislas Dehaene kalder dette "neuronal genbrugshypotesen".

Når du læser, genkender din hjernes visuelle system bogstavformer og omdanner dem til ord. Sprognetværk knytter disse ord til betydninger gemt i hukommelsen. Opmærksomhedssystemer holder dig fokuseret på den narrative tråd, mens hukommelsessystemer integrerer ny information med eksisterende viden. Flere hjerneområder arbejder sammen i koordineret aktivitet.

Denne proces flytter hele dit nervesystem til en anden tilstand. I modsætning til den fragmenterede opmærksomhed, som digitale medier kræver, kræver læsning vedvarende fokus på en enkelt informationsstrøm.

Din hjerne bearbejder fiktive oplevelser som lavrisikoøvelser til det virkelige liv.

Denne fokuserede opmærksomhed flytter aktivt dit autonome nervesystem fra den sympatiske "kæmp-eller-flugt"-tilstand til den parasympatiske "hvile-og-fordøj"-tilstand. Når dette sker, oplever du målbare fysiologiske ændringer: din puls sænkes, din vejrtrækning bliver dybere og mere regelmæssig, og din muskelspænding falder.

Når vi læser fiktion, sker der noget endnu mere specifikt. Hjernebilleddannelse viser, at læsning om oplevelser aktiverer mange af de samme neurale områder, som når man rent faktisk har disse oplevelser. Mød en beskrivelse af at løbe gennem en skov, og din motoriske cortex aktiveres, som om du bevæger dig. Læs om en karakters følelsesmæssige smerte, og hjerneområder involveret i empati og følelsesmæssig bearbejdning reagerer, som om de er vidner til virkelige begivenheder.

Denne simulering giver anledning til "legemliggjort læsning", hvor historier giver øvelse til virkelige scenarier. Din hjerne bearbejder fiktive oplevelser som lavrisikoøvelser til det virkelige liv og bygger nervebaner, der kan aktiveres, når lignende situationer opstår uden for siden.

5 måder at gøre læsning mere genoprettende på

Hvis du gerne vil gå ud over blot at tage en hvilken som helst bog op når som helst (selvom det er en god start), kan du bevidst forbedre læsningens beroligende virkninger ved at anvende simple strategier.

Læs en blanding af indhold. Mens faglitteratur involverer analytiske hjernenetværk, giver fiktion dig mulighed for helt at frigøre dig fra aktiv problemløsning, og den fantasi, det kræver, giver den mest komplette pause fra stress og bekymring.

Time din læsning strategisk. Selvom du kan nyde fordelene ved at læse når som helst, kan strategisk timing forstærke dem. For eksempel forbereder læsning før sengetid din hjerne til søvn ved at reducere stresshormoner og aktivere det parasympatiske nervesystem. Når du læser, skal du sørge for at give dig selv nok tid til at blive absorberet - du ønsker ikke at haste gennem sider.

Skab læseritualer. At etablere en regelmæssig læserutine - det samme sted, det samme tidspunkt på dagen, måske den samme før-læsningsrutine - og få det til at føles som en særlig godbid vil hjælpe med at sikre, at du bliver ved med at give plads til læsning og konsekvent får adgang til dens fordele.

Match din læsning med din mentale tilstand. Hvis du føler dig ængstelig, kan kompleks litterær fiktion føles overvældende. Start med noget lettere. Efterhånden som dit nervesystem falder til ro, kan du bevæge dig mod mere udfordrende materiale, der engagerer forskellige hjernenetværk på nye måder.

Følg din nysgerrighed. De stressreducerende fordele ved læsning afhænger af fuld absorption snarere end tvungen opmærksomhed. Hvis du ikke forbinder dig med en bog, så læg den fra dig og tag noget op, du er oprigtigt nysgerrig omkring.

Læsning repræsenterer et af vores mest sofistikerede, men alligevel tilgængelige værktøjer til regulering af nervesystemet. I en tid med konstant stimulering og fragmenteret opmærksomhed tilbyder bøger noget utroligt værdifuldt: en aktivitet, der samtidig stimulerer din hjerne og beroliger din krop.

Så næste gang du sætter dig til ro med en god bog, skal du vide, at du gør noget, din hjerne har udviklet sig til at gøre exceptionelt godt – og giver dit nervesystem præcis det, det har brug for for at nulstille og genoplade.

Du er en gris, og jeg er Sokrates

 Du er en gris, og jeg er Sokrates

Jonny Thompson

Den britiske filosof John Stuart Mill argumenterede engang for, at der findes "højere" og "lavere" former for nydelse i livet. Højere nydelse er de ting, som en person med klasse og smag nyder: Caravaggio, kaviar og cigarer. Lavere nydelse er dem, som dyret nyder: fest, kamp og utugt. Hvordan ved jeg, om en nydelse er højere eller lavere? Jeg er nødt til at konsultere en "kompetent dommer", som vil fortælle mig det.

Det kræver ikke en filosof at påpege snobberiet i Mills sondring. Ideen om, at en person fra bestemte samfundsfløje har "mere" eller "bedre" nydelse end nogen anden, er ret usmagelig. Det bliver værre, når Mill skriver: "Det er bedre at være et utilfreds menneske end en tilfreds gris; bedre at være Sokrates utilfreds end en tilfreds tåbe." Den nedladende billedsprog af en "tåbe" eller en "gris", der er tilfreds med sine "lavere" nydelse, er svær at acceptere.

With caption Jonny (R) satisfied with a country stroll 

Jeg har skrevet om, hvor ofte jeg plejede at lyve om min smag. Jeg lod som om, jeg læste bestemte litterære romaner, drak bestemte slags drinks og lyttede til bestemte typer musik. "Min weekend? Åh ja, jeg læste lige David Foster Wallace med en rødvin og lyttede til Händel." I virkeligheden ville det være David Gemmell med en generisk lagerøl i stilhed. Himmelsk.

Det kan være, at nogle mennesker dømmer mig for det, hvilket egentlig er pointen med dette nyhedsbrev. Hvem får lov til at bedømme, hvad en god eller dårlig fornøjelse er? Hvem kan sige, hvad der er "spild af tid", og hvad der er "godt brugt tid?" Da Mill introducerede sine kompetente dommere, sagde han, at de måtte være dem, der havde oplevet en række af livets mange glæder: vin og øl, Wallace og Gemmell, spil og filosofering. Så, efter al den livserfaring, kan de fortælle andre, hvad der rent faktisk giver dem glæde.

Der er to problemer med dette. Det første er spektakulært indlysende: Vi er alle forskellige. Vi har forskellige smagsløg, kroppe og hjerner. Vi oplever verden og nydelse forskelligt. For det andet er det utroligt vanskeligt at udtrække "ren nydelse" fra "mimetisk nydelse". Mimetisk (efterlignende) nydelse relaterer sig til René Girards idé om mimetiske begær, (efterligne andre menneskers begær) hvor han siger, at vi på en måde arver eller låner "hvad jeg vil have" fra andre mennesker. Hvis alle vil have den farve bil, så vil jeg det også. Hvis alle bor i den slags hus, så vil jeg det også. Hvis alle bliver gift og får børn, kan jeg lige så godt. Det samme gælder nydelse. Vi bliver lært, hvad der er, og hvad der ikke er en "god" form for nydelse. Vi bruger vores tid ikke nødvendigvis, som vi vil, men som vi tror, ​​folk vil have, at vi vil have det.

Da vi voksede op, spillede min far og jeg meget World of Warcraft. Jeg var en udmattet elverjæger med et sejt eksotisk ridedyr, og min far spillede som en ildmager, der let kunne dræbes.  Det var det sjove, vi havde. Da jeg sidst så ham, foreslog jeg (lidt i spøg), at vi skulle spille igen.

"Åh," svarede han, "det ville være så godt! Men så burde jeg virkelig øve mig på min guitar og spille golf."

Som I kan se, er min far pensioneret. Få job betaler én for at fumle rundt om en bluesguitar og slå en lille bold rundt i en park. Men pointen er, at min far ofte stresser over, hvor sjovt det er at have det. Selv hvis det ville være utrolig sjovt at spille World of Warcraft, føles det som "spildt tid", fordi det er det, de "kompetente dommeres" dømmende stemmer fortæller os.

Så hvad synes du? Tror du, vi kan danne os en objektiv forklaring på "spild af tid"? Eller er det et spørgsmål, vi hver især skal besvare på egen hånd?

Den pornografiske tragedie på et universitet

 Den pornografiske tragedie på et universitet

Det er på tide, at verden forfærdes over en ny, opsigtsvækkende og makaber sag.

Patricia McCarthy

Indtil for omkring en uge siden havde de fleste amerikanere ikke hørt om "Cornell 7". "Hændelsen" var velkendt på universitetet for to år siden, men den blev ikke til en national besættelse på linje med "Lindsay Clancy"-sagen ... før nu.

Hvorfor nu? Kvinden i sagen – her kaldet Jane Doe – tilbragte en nat præget af udskejelser sammen med syv medlemmer af et broderskab. Ifølge hendes egen forklaring var der på ingen måde tale om en "gruppevoldtægt", men derimod en nat fyldt med sex – en oplevelse, der for de fleste af os måske ville minde om en pornofilm, men som for den unge kvinde, der deltog, ikke blot var frivillig, men også nydelsesfuld. Hun sendte netop denne besked til en af ​​mændene dagen efter. Men dage eller måske uger senere – efter at have fortalt sin bofælle alt om aftenens begivenheder – begyndte bofællen at mene, at hun måske var blevet voldtaget. Hun anmeldte derefter hændelserne fra den nat til universitetets sikkerhedstjeneste og ledelsen på Cornell, og senere også til det lokale politi og anklagemyndigheden.

På grund af detaljerne i lovgivningen i staten New York – og fordi kvinden havde drukket og frivilligt indtaget stoffet ketamin – kunne der ikke rejses tiltale mod de syv mænd.

Nu har anklageren, Jane Doe, ændret sin forklaring af den forfærdelige nat til at handle om en gruppevoldtægt. Hun forlod Cornell; en eller to af drengene blev bortvist, mens de øvrige blev suspenderet eller fik til opgave at skrive et essay! Men nu ser hun en mulighed for et økonomisk forlig, og derfor har hun anlagt et civilt søgsmål mod disse unge mænd, der ikke var mere moralsk fordærvede, end hun selv var. Men fordærvede var de – i det mindste de af dem, der deltog i de værste aspekter af denne vulgære nat præget af stofmisbrug og nedværdigende adfærd. Ikke alle deltog i de seksuelle udskejelser. Men alle syv er blevet udpeget som voldtægtsforbrydere, selvom den 20-årige kvinde i virkeligheden frivilligt deltog i perversiteterne.

Man må undre sig over, hvilke værdier hver af de otte involverede personer har fået med hjemmefra. Ikke én af dem – heller ikke den unge kvinde – syntes at vide, at deres opførsel den aften på ingen måde var moralsk eller acceptabel; tværtimod var den dybt fordærvet. Mændene behandlede hende som et stykke kød, og hun føjede sig villigt, som om hun ikke anså sig selv for at være andet end netop et stykke kød. Hvor og af hvem har disse unge mennesker lært at være så grusomme og uden respekt for hverken sig selv eller andre?

Vi ved alle, at venstrefløjen er indædt modstander af det, som vi af en vis alder betragter som traditionelle værdier – såsom kernefamilien, altså ægteskab, børn og børnebørn. De fleste universitetsundervisere betragter familien som den mest destruktive institution på planeten! Tænk engang. De prædiker uophørligt foragt for familien og for ethvert princip, der anses for at være konservativt. De omfavner helt naturligt socialisme og kommunisme, fordi de anser sig selv for at være intellektuelt overlegne i forhold til stort set alle andre.

Zohran Mamdani fra New York er et perfekt eksempel. Han nærer en udtalt foragt for enhver, der elsker Amerika, som det blev grundlagt. Han er på afskyelig vis åbenlyst antisemitisk. Han afskyr de velhavende indbyggere i New York, der betaler størstedelen af ​​skatten, og ønsker at straffe dem; han mangler fuldstændig blik for, hvad der vil ske med byen, når de rejser. Man kan roligt gå ud fra, at forældrene til de otte unge mennesker – der nu er kommet i søgelyset på Cornell – selv er opdraget af tilhængere af Obama og folk som Mamdani; forældre, der har undladt at lære deres børn de mest grundlæggende principper for menneskelig anstændighed.

Den distriktsanklager i New York, der for to år siden valgte ikke at rejse tiltale mod mændene, har nu fået frataget sagen om det nye civile søgsmål ved en administrativ beslutning truffet af New Yorks ynkelige guvernør, Kathy Hochul. Hun har udpeget den ekstremt partiske Letitia James til at efterforske sagen og rejse tiltale mod de syv mænd. James har allerede på Facebook givet udtryk for sin uforbeholdne støtte til den unge kvinde. Kort sagt er de unge mænd færdige – lige så sikkert, som ofrene for forfølgelserne efter begivenhederne den 6. januar 2021 var det. Kampagnen for at dæmonisere dem vil være nådesløs, med det formål at ødelægge dem og deres fremtid.

Letitia James hører selv hjemme i fængsel for en række forbrydelser – herunder løgnagtige oplysninger i forbindelse med boliglån og hendes besatte forfølgelse af Trump og hans familie uden beviser. Hun er beruset af den magt, hun besidder som New Yorks statsadvokat (Attorney General). Hun er en racist med holdninger imod hvide, der vil gå efter og tilintetgøre disse mænd med en intensitet, der kan sammenlignes med "titusind soles glødende hede". De kommer sandsynligvis til at betale en høj pris resten af ​​livet for den nat præget af tøjlesløs udskejelse. Dette vil blive en udgave af Duke Lacrosse-skandalen på steroider; men hvor de unge mænd dengang var fuldstændig uskyldige, udviste disse syv mænd en liderlig adfærd på bekostning af en villig, selvhadende 20-årig kvinde.

Man fristes til at ønske ulykke over dem alle. Det er meget sandsynligt, at denne kvindes civile søgsmål vil ødelægge livet for alle involverede – mændene, kvinden og deres familier. Alene sagsomkostningerne vil ruinere dem alle.

Dette burde markere afslutningen for guvernør Hochul, der sandsynligvis har blandet sig, fordi hun tror, ​​det vil gavne hendes genvalg, mens det i virkeligheden burde sætte punktum for hendes ynkelige embedsperiode. Det burde også være slutningen for Letitia James, for hun vil gå så vidt i sin iver, at det grænser til ondskab. Sådan er hun.

Uanset hvad fremtiden bringer, vil denne sag overtage pladsen efter den nationale besættelse af Lindsay Clancy-retssagen, hvor nævningene afslørede et chokerende svigt i den tidligere fælles forståelse af forskellen på ret og uret. Sagen vil skabe røre på de sociale medier og afsløre de mange dybt forstyrrede mennesker, der lever deres liv dér uden nogen som helst forståelse for fakta eller sandhed.

Midt i al virakken og kontroverserne vil de otte involverede personer og deres familier blive glemt. Uanset om det er fortjent eller ej, vil det blive et blodbad.

Image via Pxhere.

https://www.americanthinker.com/blog/2026/10/the-pornographic-tragedy-of-the-cornell-7/

Jeg har fornylig lært at fejle - med succes

 

Jeg har for nylig lært at fejle

Jonny Thompson

Eller rettere sagt, jeg har lært at indrømme fiasko. Der er sandsynligvis et par grunde til, at det har taget så lang tid. For det første er britisk kultur berømt for at være hånlig. Vi er en tør og sarkastisk flok. For det andet har min familie altid været en smule konkurrenceminded. Dette manifesterede sig primært i at råbe over brætspil, men det var der i, hvem der kunne tale højest, hvem der kunne være sjovest, hvem der kunne holde rummet længst.

Sæt disse ting sammen, og du får en ung mand, der hader at indrømme fiasko. Hvad nu hvis jeg bliver hånet af mine venner? Hvad nu hvis det betyder, at min bror vinder spillet? Hvad nu hvis hele min selvfølelse fordamper i et enkelt "Ja, undskyld, jeg tog fejl"?

Gennem årene er jeg blevet en smule klogere og meget stærkere. Jeg bekymrer mig langt mindre om andres meninger, end jeg engang gjorde. Og derfor er jeg en fiaskotilhænger. Jeg indrømmer nederlag, hvis du fremfører et bedre argument. Jeg vender mig gerne om, hvis jeg går i den forkerte retning.

Det viser sig, at det ikke blot er ret nemt at indrømme fiasko, men det gør faktisk tingene bedre.
Der er lidt af et paradoks i dette: Jo mere villig du er til at acceptere fiasko, jo større er sandsynligheden for, at du får succes. Og det er noget, der falder langt mere naturligt i den amerikanske tankegang.

Det ville kræve et meget mærkeligt argument at hævde, at Amerika er en fiasko. Amerika fører verden an med hensyn til rigdom, magt og prestige. Trods et par geopolitiske tidevandsskift er det stadig den globale supermagt. Men Amerikas succes er bygget på fiasko. Så meget amerikansk innovation, dristighed og initiativrig iværksætteri er bygget på ideen om, at hvis du bliver slået ned, rejser du dig. Prøv, prøv, prøv igen. Et tilbageslag, et tab, en komplet, katastrofal katastrofe – de er alle sammen småfejl. Hvis du vil lære mere om dette, så overvej at få vores seneste trykte magasin: The Opt-Out Nation. Du kan reservere dit eksemplar, når det udsendes, ved at blive medlem af Big Think.

Denne uge ser vi på filosofien bag fiasko.

Omformuler, vær nysgerrig og ignorer Patrick

Det ville være idealistisk til det naive at antage, at al fiasko er god. Selvom fiasko er vigtig, og et liv uden fiasko er både umuligt og uønsket, bør vi ikke fetichisere fiasko.

Filosoffer og psykologer har en tendens til at skelne mellem to typer fiasko. Der er konstruktiv fiasko - hvor vi kan lære og vokse af et tilbageslag. Og så er der destruktiv fiasko, som skader en person. Det kan knuse deres selvværd, forstærke en følelse af tillært hjælpeløshed eller styre dem mod last. Oprindelseshistorierne for mange tegneserieskurke involverer, at de bliver udstødt, hånet eller på anden måde fejler i noget, der betød noget.

Hvis vi accepterer denne sondring, ser det ud til, at de vigtigste spørgsmål er: Hvilke faktorer gør en fiasko konstruktiv? Og hvordan kan vi konstruere disse faktorer?

Lad os besvare disse spørgsmål med hensyn til den lærende og miljøet.

Den lærende

Det er let at sige, at vi bør forsøge at fremme en åben holdning.

"Du skal ikke slå dig selv ihjel."

"Bliv ikke så defensiv."

Men holdninger er ikke en kontakt, man tænder og slukker for. Hvor åbne eller defensive vi er, afhænger både af vores personlighed og hvor meget vi investerer i opgaven.

For eksempel er nogle mennesker bare mere afslappede end andre. Den magiske kombination af natur og opvækst gør disse mennesker til forbilleder på "væksttankegangen". De trækker på skuldrene, smiler og går videre. De sover den sorgløses søvn. Men ingen af ​​os kan ændre vores genetik eller vores fortid. Vi kan ikke tvinge os selv til et andet udgangspunkt. Men vi vælger, hvordan vi skal fortsætte. Her er tre almindelige tips, du finder i litteraturen, som kan hjælpe:

For det første, indramningen. Der er en værdifuld forskel mellem "Jeg kan ikke gøre det her" og "Jeg kan ikke gøre det her endnu". For det andet, adskil gerningen fra den, der handler. "Det var et dårligt skud" handler om det enkelte øjeblik eller den enkelte handling, men "Jeg er elendig til det her" gør det til en del af dit talent. For det tredje, bliv nysgerrig. Når noget går galt, er "Det er mærkeligt, hvorfor skete det?" en langt mere nyttig refleks end "Hvordan vover du!".

Men en stor grund til, at nogle mennesker er mere defensive end andre, er, hvor meget af sig selv de investerer i en ting. Lad os sige, hypotetisk (og slet ikke relateret til noget, der skete for mig for nylig), at dit 6-årige barn vælter og ødelægger dit bonsaitræ. Hvis du kun havde købt den bonsai for to dage siden, ville du måske være sur, men du kunne nok godt have lagt det på skuldrene. Hvis du havde brugt fire år på at beskære og passe den smukke, frugtbærende søde blomme, ville du være rasende på den hensynsløse græstørv.

Så hvis vi skal være åbne om tingene, bør vi forstå, at vores værdi eller endda fremtidige lykke (normalt) ikke afhænger af denne ene fiasko. Dette gælder bestemt for bonsai og eksamensresultater, men det kan endda være tilfældet for en skilsmisse eller at miste et job. Vi er ikke de ting, vi gør, eller de roller, vi spiller.

Miljøet

Min erfaring er, at den største enkeltstående faktor, der afgør, om jeg lærer af et tilbageslag eller bliver ophidset og vred, er andre mennesker. En historie fra min egen universitetskarriere:

En ung, frisk Jonny med færre rynker og fyldigere hår sidder i et filosofiseminarlokale. Som universitetets politik er, læser han sit forsvar for en filosofisk position op - i dette tilfælde utilitarisme. Jeg synes, det går godt. Underviseren smiler og siger godt gået.

"Så, har du spørgsmål til Jonny?" siger hun.

Patrick går først. Der var altid noget ved Patrick, der irriterede mig, og jeg tror, ​​han vidste det. Hans spørgsmål virkede skarpt og havde til hensigt at såre. Dette var ikke en venlig mulighed for at vokse. Dette var ikke Platons ideelle dialektik. Dette var Patrick, der var en idiot.

Pointen er, at det ofte er andre mennesker, der bestemmer vores holdning til fiasko. Hvis vi omgiver os med mennesker, der støtter os, opmuntrer os og værdsætter os ubetinget, så betyder det ikke noget, om vi fejler. Hvis nogen er varme og venlige i den måde, de sætter spørgsmålstegn ved os på, føles det som terapi, ikke en liv-eller-død gladiatorkamp. Vi har brug for en forælder, en ven, en kollega eller en vejleder, der ønsker, at vi skal vinde. Vi har ikke brug for en Patrick.

Hvis vi vil fejle bedre, skal vi ændre det, vi kan, og acceptere det, vi ikke kan. Vi skal omformulere, være nysgerrige og huske, at vi ikke er fiaskoen. Vi skal omgive os med konstruktive mennesker og erkende, at fiasko ikke er enden. Så fejl. Fejl ofte, fejl fremad, fejl blandt venner. Lad aldrig en snublen stoppe dig fra at gå.

 

AI sletter rutineprægede funktionærjob

Peter St Onge

Ny undersøgelse forudsiger, at 86 % af arbejdsløsheden inden for AI vil være kvinder. Og ikke bare hvilke som helst kvinder: rige demokratiske kvinder.

Årsagen er, at den industrielle revolution tog job fra folk, der arbejder med deres hænder - rutinemæssigt fysisk arbejde. Men AI tager rutinemæssigt papirarbejde - folk, der videresender e-mails, planlægger møder og sidder i diversitetsudvalg.

I sidste uge udgav tænketanken Brookings en ny undersøgelse, der anslår, at 37 millioner amerikanske arbejdere er "meget udsatte" for AI-erstatning.

Brookings mener, at de fleste af dem let vil overgå til en anden rolle, fordi de har brede færdigheder, eller de er kloge.

For eksempel er software eller finans på skudlinjen for AI-erstatning. Men de vil tilpasse sig, efterhånden som automatisering skaber nye job, da det øger indkomsterne og uddyber produktionen - produkterne bliver bedre.

Men Brookings anslår, at der er omkring 6 millioner af dem, der ikke vil tilpasse sig, primært i kontor- og administrative roller.

Det interessante er fordelingen: Brookings anslår, at 86 % er kvinder. Og de arbejder i store organisationer med masser af rutinemæssigt papirarbejde – universiteter, hospitaler, store virksomheder, regeringen.

Inden for sundhedsvæsenet ser hundredtusindvis af arbejdere for eksempel aldrig en patient – ​​de ser papirarbejde.

Det er værre med føderale ansatte, som også for det meste er kvinder.

Ud fra det faktum, at intet blev værre, da DOGE fyrede 300.000 af dem, er mange ubrugelige. Forestil dig bare, hvor ubrugelige de vil være, når AI kan udføre deres arbejde gratis.

Mange af disse kvinder er måske har en høj uddannelse – og en høj indkomst. Hvilket de er ved at miste. Hvilket ikke vil gøre dem glade.

I et nyligt CNBC-interview udtalte Palantirs administrerende direktør, Alex Karp, det: "Hvis man vil forstyrre den økonomiske og politiske magt hos højtuddannede kvindelige vælgere, der stemmer demokratisk, samtidig med at man øger magten hos erhvervsuddannede mænd i arbejderklassen ... og man tror, ​​at det vil fungere politisk, er man på et sindssygehospital."

Så hvem er disse snart arbejdsløse Karen'er?

En undersøgelse foretaget af AI-virksomheden Anthropic – kendt fra Claude – mener, at AI i sidste ende kan erstatte over 90 % af opgaverne inden for administrativ, kontor- og mellemledelse. Og over 80% inden for kunst, medier og advokatfirmaer – lad ikke jeres børn tage til Hollywood. Eller blive advokater.

Det lyder voldsomt, men husk tilpasningen. Software er for eksempel automatiseret i 50 år – hulkortsautomater er for længst forsvundet. Under dotcom skulle hjemmesideudviklere være forældede når som helst, og 50 år senere er de her stadig. Fordi arbejdet blev mere kompliceret, selv da de grundlæggende ting automatiserede.

Så langt størstedelen af ​​de 80 til 90% vil omskole sig, herunder software, økonomi, marketing og ledere.

Problemerne er de kontorister og administratorer, sekretærer, salgsassistenter, kundeservice, lønafdelinger... HR. Gud hjælpe dig, hvis du er en diversitetskonsulent, der ikke ved, hvordan man vender en burger.

Jeg har argumenteret for, at AI vil være det modsatte af den industrielle revolution: I stedet for at erstatte rutinemæssige fysiske job, erstatter den rutinemæssige funktionærjob. Med robotter, der kommer årtier senere, har du brug for én AI til 8 milliarder mennesker, men du har brug for 5 robotter pr. McDonald's.

Dette skaber et generationslangt arbejderklasseboom, da automatisering i sig selv gør os rige, hvilket øger efterspørgslen – og lønnen – for arbejderklassejob. Men det vil absolut omfordele indkomst – og magt – fra højtlønnede, højtuddannede, overvejende kvindelige funktionærer til plebejerne.

Dette er skræmmende for Karen – hun tjener allerede mindre end blikkenslageren, hun ville komme til at tjene mindre end Uber-fyren.

https://brownstone.org/articles/ai-deletes-routine-white-collar-jobs/