Statusrapport: Grønland, USA, Kina, og Danmark
Der var langt mere ved Trumps tilbud om at købe Grønland end den noget voldsomme bravado fra en ejendoms mogul. Grønland geostrategiske vigtighed anerkendes af alle de store magter, udover måske EU.
En geopolitisk tidslinje for Gørnland
1946 | United States tilbyder at købe Grønland
1950 | US opretter Thule Air Base
1972/1973 | Danmark kommer med i EF
1979 | Danmark giver hjemmestyre til Grønland
1985 | Grønland forlader EU
2004 | Danmark ratificerer United Nations Convention on the Law of the Sea (UNCLOS)
2008 | Grønlænderne stemmer for lov om Egen regering
2012 | Kinas minister for land og ressoucer besøger Grønland
2014 | Første memorandum om forståelse mellem Greenland Minerals and Energy (GME) og China Non-Ferrous Metal Industry’s Foreign Engineering and Construction Co. (NFC)
2014 | Danmark gør hævd på et areal på 895,000 km2 gående fra Grønland over Nordpolen til grænsen af the Russian Exclusive Economic Zone
2015 | Minister Qujaukitsog taler om lufthavn, havn, hydroelektrisk og mine infrastruktur udvikling med Sinohydro, China State Construction Engineering, China Harbour Engineering
2016 | Shenghe Resources køber 1/8 del af lageret hos Greenland Minerals and Energy der udvinder uranimum og sjældne jordmineraler ved Kuannersuisut (Kvanefjeld)
2016 | State Oceanic Administration underskriver en aftale med Grønlandst Ministerium om en forskningsstation.
2016 | Den danske regering standser det Hong Kong-baserede General Nice fra at overtage den nedlagte flådebase Grønnedal
2017 | Premierministeren besøger Kina
2017 | Ironbark udnævner NFC til at udvikle Citronen Fjord Zinc Mine, udnyttelsesrettigheder forbliver hos den australske virksomhed til 2046
2018 | Ceremoni for at fejre processen med at bygge en satellit station der kunne benyttes for Beidou navigations systemet, fortælles i Kina, men ikke kendt for myndighederne i Grønland
2018 | China Communications Construction Company byder ind på at bygge lufthavne i Grønland, der får den danske regering til at finansiere lufthavnene. 4.1
Hvordan Kina kom til Grønland
Trump’s forfejlede forsøg på at købe det autonome territorium Grønland var ikke første forsøg efter 2. Verdenskrig. I 1946 forsøgte præsident Truman også at købe fra Danmark. Blot fire år senere åbnede US Thule Air Base, for nuværende den nordligste base for US Armed Forces’ demonstrerende US interesse for området.
Da Grønland ikke var autonomt før 1979 sluttede man sig til EU som et land der følger Kongedømmet Danmarks tilslutning i 1973; blot seks år senere fik Grønland selvstyre. Efterfølgende, i 1982 stemte Grønland for at forlade EU, og gjorde det faktisk i 1985 og opnår status af en EU oversøisk land og territorium (OCT). Med samme motivationer som Island om ikke at gå med i EU forlod Grønland EEC efter uoverensstemmelser med den fælles fiskeri politik og for at opnå autonomi over grønlandske fiskeri ressourcer.
Ikke desto mindre forbliver Grønlands borgere EU borgere efter traktater og dansk national lov. Som kontrast til andre OCT’er, ydes EUs finansielle støtte til Grønland gennem budget, på basis af Greenland Decision.[62] Den Multiårlige finansielle oversigt 2014-2020 indikerer et beløb på €217.8 millioner der allokeres til Grønland som finansiel assistance.[63] Som sådan har Grønland ikke ret til budget støtte fra the European Development Fund (EDF). Man kan, imidlertid, ansøge om et EDF regionalt samarbejdsprogram for alle OCT’er der som mål har bæredygtig brug af naturens ressourcer, hvortil €16-18 millioner er tilgængelig.[64] Tilmed er Grønland med i de store EU programmer og de førnævnte lånemuligheder der gives af the European Investment Bank.
For the MFF 2021-2027, har EU Kommissionen foreslået et beløb på €500 millioner (nuværende priser) der kan allokeres til OCT’er, hvoraf €225 millioner (45%) allokeres til Grønland, og endnu €225 millioner til de andre OCT’er. Der er bevilget ekstra €15 millioner til regionale integrationsprojekter der er åben for alle OCT’er herunder Grønland (dette er et projekt lignende de €16-18 millioner til naturressourcer af den 11.EDF).[65] Dette betyder at EUs betaling til Grønland sandsynligvis ikke vil øges særlig meget og vil fortsætte med at være cirka €30 millioner om året. Sandsynligvis vil det ikke øges, da efter Brexit, de eneste EU medlemsstater med OCT’er er Danmark, Nederlandene (i Caribien) og Frankrig (især i Stillehavet). Kun sidstnævnte er ivrig efter at øge beløbet fra EU budgettet, mens de to øvrige er mindre krævende når det drejer sig om EU budgettet, som de ønsker at inddæmme.
Således selvom forskellige i EU indser den strategiske vigtighed med Grønland (og som sådan hele Arktisk), ligger der ikke mere betaling i kortene. Ikke desto mindre giver EU stadig mere end the USD 12 millioner om året, som US for nylig har tilbudt som støtte til Grønland, og som stadig betragtes som en indsats for at reducere Kinas indflydelse på øen.[66]
I 2008, stemte grønlænderne for en lov om selvstyre. Denne lov gav de grønlandske myndigheder øget selvstyre herunder muligheden for at forhandle og afslutte internationale aftaler med udenlandske stater og internationale organisationer, der kun beskæftiger sig med Grønland og udelukkende drejer sig om ansvarsområder som Grønland har overtaget. Emner der direkte vedrører forsvar og sikkerhedspolitik er ikke indbefattet i selvstyreloven. Ikke desto mindre giver loven Grønland plads til at indgå aftaler med udenlandske stater herunder også Kina.
Med baggrund i den strategiske arktiske dimension og de enorme reserver med naturens ressourcer er Grønland yderst attraktiv for fremmede magter, herunder Kina.
Kinas interesse for Grønland er af nyere dato - fra 2005 da daværende premierminister for Grønland, Hans Enoksen, besøgte Kina. I 2011 var Grønlands minister for industri og naturressourcer på det næste besøg i Kina, og blev budt velkommen af vicepremierministeren.[68] Kinas interesse i Grønlands naturressourcer er blevet bekræftet med besøget af Kinas daværende minister for Land og Ressourcer, Xu Shaoshi, i april 2012.[69] Disse besøg af repræsentanter fra både Kina og Grønland viser deres fælles interesse. Mens Kinas fokus er på polarforskning, naturressourcer og infrastrukturer, søger Grønland investorer for at udvikle sin økonomi, [70] og lige for tiden er Kina et af de vigtigste markeder for den grønlandske fiskeindustri.[71] Kina er blevet næstvigtigste eksport destination for Grønland, selvom man importerer meget lidt fra Kina.
Source: OEC, Greenland Country Profile, 2017.
I 2013, ophævede Grønland en lov, der forbød minedrift efter radioaktive materialer og sjældne jordelementer for at give varietet i økonomien.[72] Dette sker i kombination med erosionen af Grønlands iskappe der gør flere områder mulig for minedrift projekter, og dermed sikres øgede (økonomiske) muligheder. Som konsekvens har der siden 2013 været et større samarbejde mellem Kina og Grønland på naturressourcer området.
Det første tydelige signal var the Memorandum of Understanding (MoU) i 2014. Den ikke bindende MoU blev underskrevet mellem det australske selskab Greenland Minerals Energy (GME) og China Non-Ferrous Metal Industry’s Foreign Engineering and Construction Company (NFC). Under MoU, GME og NFC vil man skabe en ‘fuldt integreret global forsyningskæde for sjælden jordelementer’.[73]
Det mest synlige kinesiske forsøg i Grønland er Kvanjefjeld Project. Kinas Shenghe Resources købte 12,5% af GME’s aktier, der er af særlig interesse når man overvejer af GME kalkulerede med at der findes cirka 270,000 tons uranium i Kvanefjeld.[74] I august 2018, blev GME og Shenghe enige med en MoU, der gav Shenghe mulighed for at overtage føringen i udviklingen og markedsføringen af materialer udvundet fra Kvanefjeld. Sammen med Kvanefjeld udnævnte Ironbark, i 2017, NFC til at udvikle Citronen Fjord Zinc Mine projektet yderligere, sammen med retten til at udvinde resterne i minen sammen med Ironbark.
I 2019, blev der taget yderligere skridt til at indlede mine operationer da det blev meddelt at Shenghe ville indgå partnerskab med et andet kinesisk selskab, China National Nuclear Corporation, for at fremme proceduren for at adskille sjældne jord elementer fra uranium og thorium sedimenter ved Kvanefjeld .[75]
Det fremgår tydeligt at Kina betragter Grønlands mineraler af strategisk værdi, men det gælder også for EU. Institute for Strategic Studies i EU påpegede for nylig at udnyttelsen af sjældne jord bestanddele i Grønland ville reducere en betragtelig strategisk EU sårbarhed, da man nu er delvist afhængig af Kina i majoriteten af kritiske sjældne jord elementer der benyttes i EU’s forsvars industri.[76] Det ville polstre den teknologiske suverænitet, evnen til at digitalisere de europæiske væbnede styrker, hvis EU har direkte adgang til disse sjældne jordelementer. Dette ville sikre en sund implementering af EU Kommissionens 2020 industrielle strategi. Midt i Corona krisen blev opfordringer til at blive mindre afhængig af Kina stadig mere intense, og dette kan meget vel blive taget langt mere alvorligt i Bruxelles nu end for et år siden.
Sammen med naturens ressourcer har infrastruktur også været en af søjlerne bag Kinas tilstedeværelse i Grønland. Dette er blevet tydeligt i diverse samtaler mellem grønlandske myndigheder og potentielle kinesiske investorer, så tidligt som 2012. Ydermere under et besøg i Kina i 2015 fremlagde minister Qujaukitsoq Grønlands infrastrukturelle udviklingsplaner for lufthavne, og mineprojekter) for repræsentanter fra Sinohydro, China State Construction Engineering, og China Harbour Engineering, et tydeligt tegn på den fortsatte kinesiske interesse i Grønland.[77] Nu for tiden inviterer Grønland sammen med Island til de største kinesiske investeringer i forhold til BNP og alle andre arktiske lande.
Chinese Investment in Arctic Littoral Nations, 2012-2017
Source: Rosen, M.E. and Thuringer, C.B. 2017. Unconstrained Foreign Direct Investment: An Emerging Challenge to Arctic Security, Arlington, VA., CNA.
Kinesernes interesse i Grønlands infrastruktur bliver tydeligere, når man ser på forsøget af virksomheden med base i Hong Kong, General Nice på at overtage den nedlagte flådebase Grønnedal i 2016. Her ser vi, at når strategiske interesser kommer i spil træder Danmark i karakter.
Daværende statsminister, Rasmussen, forhindrede, som det hævdes, at General Nice kunne købe flådebasen og dermed blev danskernes bekymring over udsigterne til øget kinesisk interesse for Grønland bekræftet .[78] En lignende situation fandt sted i 2018 da den danske regering blev tilskyndet til at finansiere halvdelen af lufthavne i Grønland. Det var en reaktion på China Communications Construction Company’s bud på at bygge de respektive lufthavne. Dette var således endnu en indikation af at danskerne ikke er ivrige efter at lade kinesernes indflydelse i Grønland vokse for voldsomt.[79]
Endelig har Kina i bemærkelsesværdig grad investeret i oprettelsen af forsknings stationer i løbet af de seneste år. Beijing er overordnet set besluttet på at sikre sig en frontløber rolle i Arktisk, som passer tæt til deres hensigter.[80] Til dette formål søger Beijing at sikre at kinesiske virksomheder mest effektivt kan gribe de nye muligheder i Arktisk.[81]
Hovedfokus for de kinesiske aktiviteter i Arktisk har været centreret om at opbygge en solid kinesisk forsknings kapacitet, med et særligt fokus på klimaforandring. Samtidig er disse forsknings stationer meget vigtig for Kinas civil-militære ‘BeiDou-2’ satellit navigations system.[82] Som følge af disse ambitioner har Kina planer om at oprettet en forskningsstation på Grønland. Tilbage i 2016 havde State Oceanic Administration allerede underskrevet en aftale med det grønlandske ministerium om bygningen af en forskningsstation [83]
Resultatet blev at, det ‘tomrum’ der blev skabt da Grønland fik større autonomi fra Danmarks centrale myndigheder og efterfølgende forlod EEC med begejstring blev udfyldt af Kina. Selvom Danmark stadig er ansvarlig for udenrigspolitik og forsvar kan Grønland nu selv indgå internationale aftaler med udenlandske stater. Dette giver anledning til udfordringer for både Danmark og EU.
En konkurrencepræget tilstedeværelse? Et strategisk perspektiv på Kinas tilstedeværelse i Grønland
Udover en stadig større magtfuld konkurrence i Arktisk er Grønland blevet et betændt potentielt sår i relationerne mnellem Danmark og Kina og en kampzone i den geopolitiske rivalisering mellem Kina-Amerika.
Kinas investeringer har lagt et betragtelig pres på den politiske relation mellem Nuuk og København. Grønland er opsat på at ændre på sin økonomiske afhængighed af fiskeindustrien og den danske finansielle hjælp og ser i hovedtræk økonomiske muligheder dukke op ved øget samarbejde med Kina.[84] På samme tid er Danmark gået op imod Beijings tilstedeværelse på øen og mener det er en indtrængning i Grønlands suverænitet og tilmed en potentiel sikkerhedsrisiko der truer hele Kongedømmet Danmark. [85]
Danmarks regerings tilgang til at styre Grønland er afbalanceret ved de konkurrerende faktorer - sikkerhed og støtte til lokal medbestemmelse. På den anden side er København interesseret i at beholde Grønland som del af Kongedømmet grundet øens strategiske betydning i forholdet mellem Danmark og USA og den adgang til Arktisk øen er. På den anden side har man forpligtet sig til en politik, hvor Grønlands selvstyre bliver større, der med tiden vil føre til fuld selvstændighed.[86]
Et eksempel på dette dilemma er uenigheden om udvindelsen af uranium og sjældne jord bestanddele, som, der argumenteres, falder ind under den nationale sikkerhedspolitik i København og lokal ressourceudvinding i Nuuk.[87] Denne udfordring blev i sidste ende løst i 2016, hvor man tillod Kvanefjeld projektet at gå videre.[88]
Endnu et eksempel var mulighederne af kinesisk finansiel støtte til at bygge tre kommercielle lufthavne i Grønland, der dog hurtigt blev afvist af København efter Pentagon fremførte indvendinger.[89] Med de danske forsøg på at sikre visse økonomiske sektorer, forventes det at Kinas økonomiske tilstedeværelse på øen stadig vil være en betragtelig faktor i de igangværende diskussioner om fremtidig grønlandsk selvstændighed. [90] Grønlands plan om at åbne en diplomatisk repræsentation i Kina lader antyde en tættere tilknytning de to lande imellem, end Danmark og the US kunne ønske.[91]
Det er vigtigt at betone, at skulle Grønland åbne en repræsentation i KIna, som det er blevet nævnt, ville dets repræsentanter virke som danske diplomater. Ydermere, ville en sådan repræsentation være ansvarlig for diplomatisk kontakt med hele Østasien, og ikke kun Kina alene.[92] Ikke desto mindre forventes en intens debat stadig om denne sag, og det er derfor ikke sikkert, at en grønlandsk repræsentation i Kina kommer til at ligne den, der eksisterer mellem Grønland og EU i Bruxelles.
På den anden side af Atlanten har den strategiske betydning af Grønland været i fornyet fokus under Trump administrationen.[93] Fornylig erklærede US State Department at::
the United States forbliver forpligtet til at styrke vort allerede robuste engagement med Arktiske allierede og partnere. Vort stærke partnerskab med det danske og det grønlandske folk hjælper os til bedre at koordinere vore bestræbelser i denne strategisk vigtige region..[94]
For at forstærke den fysiske tilstedeværelse udover Thule Air Base, har the US allokeret en halv million dollars for at oprette et konsulat i Grønland.[95] Tilmed blev der meddelt om planer om et større strategisk samarbejde mellem the US og Danmark i december 2018, og også i april 2020.[96]
Indtil videre har, Sino-American konfrontationen om Grønland kun materialiseret sig om emner af direkte strategisk betydning for the US. Washington var imod de kinesiske investeringsplaner for lufthavne på Grønland, af frygt for at de kunne benyttes at Beijing til at få et militært fodfæste, hvorimod den kinesiske medvirken i mineindustri har fået mindre opmærksomhed. [97]
Sammenlignet med Kina og USA er, EU engagementet i Grønland som en dråbe i Det Arktiske Hav, trods det man betaler cirka €30 millioner per år. Arktisk øges i geopolitisk og geo-økonomisk betydning, hvor EU har været sløve med at genoverveje sin strategiske interesser. I en strategisk note udgivet i 2019, anerkendte European Political Strategy Centre behovet for at EU optimerer sit engagement med staterne i Arktisk og med andre investorer og forretningsindehavere. Til dette formål anbefales det at EU adopterer en mere strategisk, synlig og integreret holdning lig det kinesiske eksempel, og også med et ‘programkontor’ eller ‘åben kontrakt punkt’ i Grønland.[98] Selvom Grønland har haft et repræsentationskontor i Bruxelles siden 1992 har EU ingen officiel repræsentation der matcher US diplomatiet eller kinesernes kommercielle tilstedeværelse.[99] The Commissions Work Programme af 2020 omtaler ikke behovet for at opdatere EU’s politik i Arktisk. [100]
Opsummering: Den større tilgængelighed for mineraldepoter har ændret Grønland fra et geopolitisk mindre fokuspunkt til et geopolitisk brændpunkt. Kina økonomiske interesser i minesektoren og infrastrukturprojekter har lagt et alvorligt pres på relationerne mellem Danmark og Grønland, der kæmper for at blive enige om hvilken type udenlandsk investering der kommer under hvis jurisdiktion. På samme tid skal begge regeringer klare deres relationer til the US, som i stadig højere grad er forbeholden over for en kinesisk tilstedeværelse så nær på sine grænser.
Opslag
