Hvordan eksperimenterende arkæologer løser gamle mysterier. Del 2 af 2.

Hvordan eksperimenterende arkæologer løser gamle mysterier. Del 2 af 2.  

Kapitel 4: Romerriget – 100 f.Kr.

Lad os springe frem i tiden igen til det antikke romerske imperium omkring år 180. Du bor uden for byen i Avila, og du skal gå ind ad en romersk vej. Du skal ind i byen, og du skal have ordnet dit hår. Du har et stort bal den aften, og du vil imponere nogle mennesker. Efter at have siddet der i et par timer med at få ordnet dit hår, bliver du lidt sulten. Du går rundt om hjørnet, du undgår alt snavset på gaden, og du går hen til en lille bod på fortovet og bestiller et måltid.

En af hovedingredienserne i den romerske vej, og på nogle måder en af ​​hemmelighederne ved romersk arkitektur, er den fantastiske beton, de lavede. Beton er ikke rigtig sexet materiale, men den måde, romerne lavede beton på, har gjort det muligt for mange af deres bygninger, broer og veje at stå den dag i dag. Arkæologer, når de kiggede på romersk beton, troede altid, at de havde lavet en lille fejl, da de lavede det. At en af ​​de store ingredienser i beton er et stof kaldet brændt kalk. Man blander det med vand, og det hjælper med at danne en lim, der binder betonen sammen. Når arkæologer kiggede på romersk beton, fandt de store ufordøjede klumper af brændt kalk deri. De troede, det var en fejltagelse.

Man kan forestille sig et brød i moderne tid. Hvis man inde i brødet fandt en klump råt mel deri, ville man tænke: "Okay, bageren blandede ikke melet så godt, som de burde." Arkæologer havde den samme tanke med den romerske beton. De troede, de havde lavet en fejltagelse. Men det viser sig, at det ikke var en fejltagelse, og faktisk var et nøgletræk ved romersk beton. Moderne beton er ret god, ret stærk, men den er tilbøjelig til at revne. Når en revne først starter, udvider revnerne sig meget hurtigt.

Men med romersk beton genskabte et par arkæologer på MIT noget af det, og de fandt noget meget interessant med denne beton. Med normal beton fryser det, når vand kommer ind, det udvider det og kan revne det fra hinanden. Med romersk beton, når vand kom ind, fandt det disse ufordøjede klumper af brændt kalk og reagerede med dem og skabte faktisk et stof, der fyldte rummet. Det var i bund og grund selvreparerende beton. På grund af denne egenskab ved deres beton styrkedes det det over tid og tillod det faktisk at stå meget længere end moderne beton gør.

En af mine yndlingspersoner at tale med til bogen var Janet Stevens fra Baltimore. Stevens er frisør, har ingen formel uddannelse i arkæologi. Hun var på et museum, og noget fascinerede hende. Hun så flere buster af romerske matroner der, og som frisør bemærkede hun deres fantastiske hår. Hun var især interesseret i bagsiden af ​​deres hår, fordi det som frisør normalt er den del, hun ser på. Hun så, at disse buster havde disse fantastiske frisurer, disse bjerge af krøller, disse spiraler omkring deres hår. Hun tænkte: "Wow, jeg vil gerne prøve at genskabe disse frisurer."

Så hun gik hjem, hun havde et par modeldukker med hår på, som hun bruger til at øve sig med. Selvom hun var en professionel stylist, kunne hun ikke genskabe disse frisurer, selv med alle de moderne værktøjer, hun havde til rådighed. Hun blev nysgerrig og tænkte: "Nå, hvordan lavede de egentlig dette hår?" Så hun gik til den arkæologiske litteratur og den klassiske litteratur og begyndte at slå artikler op om romersk skønhed og romersk hårstyling. Hun indså hurtigt, at de mennesker, der skrev disse artikler, ikke anede, hvad de talte om. Bare den måde, de ville beskrive hår på, hårets fysik, hvordan man bevæger det, hvordan man sætter det op, hvordan man former det, de vidste ikke, hvad de talte om. Hun besluttede: "Nå, hvis nogen skal løse dette mysterium, er det mig."

En hindring for at løse dette mysterium var, at hun slet ikke kunne læse latin. Faktisk havde hun dumpet latin, da hun tog det i skolen. Men hun var motiveret denne gang. Hun begyndte kedsommeligt at skrive sider med latinsk tekst ind i Google Translate linje for linje for at prøve at finde ud af, om hun kunne finde et spor til, hvordan de lavede dette hår. Et par år senere, inde i dette projekt, skrev hun endnu en linje ind i Google Translate, og tiøren faldt. Hun læste en linje om den nål, som skrædderen og frisøren brugte. Hun indså: "Aha! De skulpturerede ikke dette hår og satte det op med hårnåle eller noget lignende. De syede faktisk folks hår på plads med nål og tråd." Derefter gik hun hjem, prøvede det med nål og tråd og var pludselig i stand til at genskabe en hvilken som helst af de frisurer, hun ønskede. Denne frisør fra Baltimore, som ikke havde nogen erfaring med arkæologi, var faktisk i stand til at udgive en artikel, der revolutionerede feltet. Hun er nu en af ​​verdens førende eksperter i romersk skønhed og romersk hårstyling. 

Romersk mad har altid haft et meget dårligt ry, primært på grund af én ingrediens, som romerne brugte i næsten alle de retter, en sauce kaldet garum. I lang tid blev garum oversat til rådden fiskesauce, som om de havde taget en fisk, ladet den nedbrydes og derefter presset putrasaften ud og bare hældt det ud over hele deres mad. Som du kan forestille dig, syntes folk, at det måtte have været ulækkert. Det lyder forfærdeligt. Hvorfor ville du spise denne mad overhældt med rådden fiskesauce? Og den holdning varede indtil moderne tid, hvor et par mennesker, der rent faktisk arbejdede som kokke, læste om processen med at lave den, og de sagde: "Vent et øjeblik. Dette er ikke rådden fiskesauce. Det er bare gæring. Det var alt, hvad de gjorde. De gærede den under kontrollerede omstændigheder, og brød faktisk fiskens muskler ned og producerede en sauce på den måde."

En tilsvarende ingrediens i moderne tid er thailandsk fiskesauce. Folk bruger det hele tiden under madlavning, måske endda drysser de lidt på maden. Det er en meget almindelig ingrediens. Når folk først indser dette, indser de, at det faktisk var en meget alsidig ret, som man kunne bruge i mange måltider. Den har en dejlig umami-smag, så den velsmagende smag, man får med protein, har også en masse salt i sig. Man kan tilføje et strejf for at pifte retten op.

Romerne elskede den så meget, denne garum-fiskesauce, at de faktisk også brugte den i desserter. Stort set alle retter, man kan forestille sig, hældte de fiskesaucen over. Jeg ved ikke, om vi alle ville have den i vores desserter nu om dage, men jeg har spist nogle måltider med denne garum-fiskesauce. Jeg kan fortælle dig, at den giver et ret dejligt pift til mange retter.

Kapitel 5: Vikingerne – 900 f.Kr.

Lad os springe frem til 900-tallet e.Kr., hvor vikingerne gik amok, plyndrede og ødelagde landsbyer langs hele kysten. Forestil dig, at du var en beboer i en af ​​disse landsbyer, hvor de angreb personer, du kender og elsker. De knækkede deres kranium med en stor økse og efterlod dem liggende og blødende på jorden. Nu er det dit job at redde dem. Du skal udføre en operation på dem og derefter forhindre, at såret bliver inficeret.

Det lyder overraskende at sige, men en af ​​de første operationer, som mennesker nogensinde udførte, var en type neurokirurgi kaldet trepanation. Forestil dig, at nogen bliver ramt i hovedet, og der kommer frakturer, og der er knoglestykker, der presser mod hjernen. Det er en meget farlig situation. Det kan give hjerneskade, og man kan endda dø af det, når tryk og blod ophobes under kraniet. De ville fjerne de knækkede knoglestykker. Det ville tillade blod at sive ud og forhindre det i at presse ned på hjernen og skade hjernen.

Til bogen fik jeg faktisk selv prøvet en trepanation. Jeg brugte et stenværktøj til det, det er et stykke flint med nogle savtakker på. Det var som et savtakket stykke stenværktøj. Jeg prøvede det på et hjortekranie. Jeg skar i bund og grund et trekantet hul i kraniet og løftede derefter det stykke kranium af. At skære dette lille stykke, det er omtrent på tykkelse med en flaskehætte eller deromkring, tog mig omkring 90 minutter at lave.

Dette var nogle af de værste 90 minutter, jeg havde med at lave bogen. Det var en forfærdelig, forfærdelig opgave

Stenværktøjet fungerede faktisk ret godt i starten. Jeg var overrasket over, hvor godt det var til at skære gennem kraniet i mange tilfælde, fordi en ulempe ved stenværktøjer, selvom de er meget skarpe, er, at de sløves meget hurtigt. De sliber små stykker ned og begynder at skalle af. Til sidst står man tilbage med et ret sløvt værktøj, som man bare sliber løs på. Efter det første snit var færdigt, tog det mig meget lang tid. Det var en meget stor kamp.

Den anden ting, jeg ikke havde forventet, var, at jeg var udendørs, mens jeg lavede det, en meget varm dag, og fluer begyndte at komme. Der var fluer overalt. De var i mit hår, kravlede i min skjorte, kravlede op i mine shorts, bed mig og sværmede over hele såret, mens jeg jagede dem væk. Jeg begyndte også at svede, og der kom blod og kropsvæsker ud af dette hjortekranie, som jeg arbejdede på. Det endte med at være en gigantisk frustration for mig. Men på en måde var det faktisk en god ting, fordi en del af oplevelsen med eksperimentel arkæologi er at vise dig nogle af frustrationerne og vise dig de ting, som folk må have udholdt i oldtiden.

Én ting, du måske undrer dig over med trepanationer, er, ja, døde folk ikke hele tiden? Jeg mener, du har et stort åbent sår på dit hoved. Du har fluer, der kravler i det. De vil forårsage infektioner. Svaret er, at folk overlevede meget oftere, end du måske tror. Vi har masser af eksempler på kranier med huller i dem, hvor man kan se ny knoglevækst omkring kraniets kant, hvilket beviser, at personen må have overlevet denne trepanation. Især i vikingetiden havde de måder at bekæmpe infektioner på.

Én måde blev opdaget i det, der blev kaldt en iglebog. Igler bruges faktisk til at tappe blod af folk. I denne iglebog fandt et par moderne forskere, en historiker og en mikrobiolog, nogle opskrifter, som de mente kunne være plausible, der kunne kontrollere infektioner. De besluttede at teste en. Opskriften i iglebogen krævede et par ingredienser. Løg, hvidløg, vin og det, der blev kaldt oksegalde, altså galde fra en kolever. Man skulle blande dette sammen i en kobberskål og derefter lade det stå i omkring en uge eller deromkring og derefter bruge det på en infektion. Bogen hævdede, at det var fantastisk mod infektioner. Det ville virkelig, virkelig bekæmpe infektioner. Men de ville se, om det var sandt, fordi bogen havde nogle andre usædvanlige opskrifter i sig, som ikke lød særlig plausible for dem.

Efter at have lavet denne blanding, testede mikrobiologen den i sit laboratorium. Hun valgte med vilje to ret vanskelige bakteriestammer. Den ene var var gonoré. I moderne tid har begge disse bakterier vist stor resistens over for lægemidler. De hersker voldsomt hos nogle mennesker. Det er meget svært at kontrollere disse infektioner. Men det viste sig, at denne blanding af løg, hvidløg, vin og oksegalde gjorde et rigtig godt stykke arbejde med at dræbe disse lægemiddelresistente bakterier. Hun var overrasket over, hvor gode de var.

Faktisk prøvede hun dem i en anden, endnu hårdere test, og de bestod også denne test. Nogle gange, når bakterier kommer ind i dig, danner de det, der kaldes en biofilm. Bakterier låser i bund og grund deres arme sammen og udskiller et slim, der blokerer lægemidler fra at komme igennem. Det er en beskyttende barriere, som de producerer inde i levende væsener. Disse biofilm er faktisk en stor grund til, at mange lægemidler, der viser lovende resultater i reagensglas, mislykkes, når de afprøves i levende væsener. Men når de afprøver denne ældgamle blanding på biofilm, brød den lige igennem og dræbte bakterierne alligevel. Hun var meget, meget begejstret for dette, fordi biofilm er meget vanskelige at overvinde. De udvikler faktisk denne gamle opskrift som et moderne lægemiddel og går videre til forsøg på mennesker med det mål at hjælpe os med at bekæmpe nogle af disse lægemiddelresistente moderne stammer.

En god lektie ved dette eksempel er, at viden ikke altid er lineær. Jeg tror, ​​vi har en idé om, at vi konstant akkumulerer viden, som vi vidste mere, end folk gjorde for 10 år siden, mere end 20 år siden, mere end et par århundreder siden, og bestemt mere, end folk vidste for tusinder af år siden. Men det er ikke altid tilfældet. Nogle gange falder viden gennem sprækkerne. Denne blanding var et rigtig godt eksempel på det, på noget, en læge i 900-tallet straks ville have vendt sig mod, men som folk i dag ikke ville have vidst, medmindre de så tilbage. Vi burde nok give folk i oldtiden mere anerkendelse for den reelle viden, de havde.

En fantastisk ting ved eksperimentel arkæologi er, at det kan genoplive folks kærlighed til fortiden. Hvis du går på et museum og begynder at læse udstillingerne og se på genstandene, er det en rigtig dejlig oplevelse. Men den viden har en ret kort halveringstid. Den vil sandsynligvis ikke gøre et dybt indtryk på dig, og den viden vil sandsynligvis sive væk ret hurtigt. Forestil dig at gå på et museum og få et stykke romersk brød eller en slurk vikingeøl. Forestil dig at prøve gammelt lædertøj eller få et hvirvlende spyd mod en mastodontdukke. Det ville virkelig give oplevelsen et nyt liv og bringe den til et helt nyt niveau i dit sind. Så mange mennesker kalder feltet ikke bare eksperimentel arkæologi, men oplevelsesmæssig arkæologi eller endda levende arkæologi, fordi det virkelig vækker fortiden til live på en ny måde.

Hvordan eksperimenterende arkæologer løser gamle mysterier. Del 1 af 2.

Sam Kean undersøger, hvordan ‘uærlige’ arkæologer genskaber lyde, smage, lugte og skikke fra den gamle fortid.

Historien føles fjern, indtil du træder tilbage og indser, at den blev levet gennem alle sanserne: smagen af ​​maden, berøringen af ​​værktøjerne og duften af ​​livet omkring dig.

I dette interview vækker den bedst sælgende videnskabsforfatter Sam Kean fortiden til live igen ved at genopbygge den. Ved at genskabe gamle fødevarer, værktøjer og hverdagspraksisser afdækker han de små sensoriske detaljer, der formede, hvordan folk overlevede og eksperimenterede. Disse ydmyge prøvelser, drevet af nysgerrighed og nødvendighed, lagde grunden til alt, der fulgte, fra tidlige opfindelser til atombomben.

Kean minder os om, at vores fremskridt ikke er en lige linje. Det er rodet, menneskeligt og ofte drevet af frygt lige så meget som af indsigt. Se, hvordan vores ældste instinkter stadig giver genlyd i vores mest kraftfulde teknologier.

Sam Kean

Del 1. Om at bringe oldtidshistorien til live

Hvis du tænker på Indiana Jones, er traditionel arkæologi ikke det. Det er ting begravet i jorden, som du skal grave op, sætte i kontekst og så forsøge at stykke fortiden sammen. At børste små potteskår og knoglestykker af med tandbørster. Dag efter dag, time efter time. Traditionel arkæologi er meget god til at forstå, hvordan fortiden så ud. Så de kan fortælle dig, at der var en mur her, der var en bygning herovre. Du får en god generel fornemmelse af landskabet og sandsynligvis den vifte af materialer, som en oldtidscivilisation brugte.

Men det, jeg manglede, var alle de andre sanser. Hvordan lød fortiden? Hvordan smagte den? Hvordan lugtede den? Så du kan forestille dig, hvor begejstret jeg var, da jeg opdagede eksperimentel arkæologi. Eksperimentelle arkæologer laver og gør ting. De forsøger at genskabe fortiden på alle mulige forskellige måder. Hvad enten det drejer sig om at lave gamle opskrifter og madvarer, stenredskaber, gammel medicin, bygge skibe og tage ud på havet. Alle mulige ting, der involverer at genoplive fortiden.

Hvis du har dyb viden om, hvordan man gør noget, eller hvordan man laver noget, vil du stille andre, bedre spørgsmål om det og have et bedre øje for, hvad du skal kigge efter, de forskellige ting, folk måske har brugt, den slags ting. En anden ting, eksperimentel arkæologi kan gøre, er at hjælpe os med at løse nogle af fortidens store mysterier. Hvordan byggede de egentlig pyramiderne i Egypten? Hvordan rejste de de gigantiske statuer på Påskeøen? Mennesker? Hvordan jagtedes oldtidens store vilde dyr, håndterede store våben og den slags ting? Eksperimentel arkæologi kan hjælpe os med at besvare disse spørgsmål.

Til denne bog deltog jeg i en autentisk romersk banket og spiste mærkelige fødevarer af alle slags, alt fra larver til hvalrosser. Jeg tilbragte en dag i Utah med en fyr, der byggede en 9 meter lang katapult, og vi tilbragte en eftermiddag med at kaste disse gigantiske stenblokke rundt i floden. Jeg fik lov til at give og få min allerførste tatovering. Jeg fik lov til at affyre en middelalderkanon. Jeg fik lov til at prøve kræfter med oldgammel neurokirurgi og alle mulige andre projekter.

Én ting, jeg virkelig godt kan lide ved eksperimentel arkæologi, er den brede vifte af mennesker, der er involveret i at gøre det. I nogle tilfælde har du hardcore laboratorienørder, der er i et laboratorium og indsamler data, ligesom en traditionel videnskabsmand ville gøre. I andre tilfælde har du arkæologer, der forelskede sig i en gammel civilisation, og de ønskede at forbinde sig med den på et dybere niveau. De regnede med, at der ikke var nogen anden måde at gøre det på end at gå ud og forsøge at genskabe visse aspekter af fortiden. Du har også oprindelige samfund, som i mange tilfælde har holdt disse traditioner i live i tusinder og atter tusinder af år. Ofte er det dem, der rent faktisk underviser arkæologer i dette materiale. Det er virkelig en tovejsgade med disse grupper, hvor det er dem, der formidler deres viden til de lærde og akademikere.

Så kan man gå helt til disse sure overlevelseseksperter, der bor ude i skoven, men de har lært tricks eller tricks, der er blevet givet videre til dem, og de har en masse viden, nogle tilfælde implicit viden, som man bare ikke får fra almindelig arkæologi. I nogle tilfælde har de faktisk omskrevet det, vi ved om arkæologi, fordi de har brugt deres egen viden på stedet og vist eksperterne, hvor de tog fejl.

Kapitel 2: Afrika – for 72.000 år siden

Forestil dig selv i Afrika for 75.000 år siden. Du er lidt nomadisk, du rejser sandsynligvis rundt fra sted til sted, måske tilbringer du et par uger med at sove i en hule. Men huler har hårde jordgulve, som ikke er særlig behagelige, så du bliver nødt til at lave en seng af en slags. Din hovedaktivitet vil sandsynligvis også være at samle mad og vand, så du ville have en feltflaske af en slags til at bære vand rundt i, sandsynligvis lavet af et strudseæg. For at gøre dig klar til at finde mad den dag, bliver du nødt til at lave dine egne værktøjer og gå på jagt.

Så lad os starte med væddemålene. Det første, du ville gøre, er at sprede en masse affald rundt i hulen og sætte ild til det. Det ville brænde, det ville rense hulen ud, men også vigtigst af alt, efterlade et dejligt blødt lag aske. Det vil i bund og grund være din madras. Så skal du gå ud og samle nogle planter, især aromatiske blade. Du skal lægge dem som et øverste lagen oven på det lag aske. Det bliver ret behageligt, fordi aske er dejlig blødt, ligesom at sove på stranden. Folk har faktisk genskabt disse senge og har sovet i dem natten over, og de sagde, at de faktisk var ret behagelige.

Det havde også en anden fordel, idet asken holdt flåter væk. Insekter var et stort problem for folk for tusinder af år siden. De havde ikke insektmiddel, de havde ingen måder at holde dem væk på. Et pænt askelag på jorden forhindrede flåter i at grave sig ned og låse sig fast i dine ben. Jeg underviste en kvinde, som faktisk samlede en masse flåter, satte dem i midten af ​​en flot ring af ask og betragtede, hvad de gjorde. Flåterne forsøgte at grave sig igennem asken. De fleste af dem kom ikke ud, de døde undervejs. Dem, der kom igennem asken, havde munddele, der blev så fastklæbede, at de ikke kunne bide nogen bagefter. Asken gav også en måde at forhindre flåter i at bide i dine ben. Så det øverste lag af bladene var normalt aromatiske blade, der holdt myg væk. Udover at give komfort, holdt denne seng også parasitter væk, der kan irritere dig og sprede sygdomme.

Så når du står op om morgenen, er du sandsynligvis tørstig. Hvis du er i denne hule, skal du række ud efter din vandbeholder, som vil være en strudseægflaske. Strudseæg er normalt ret store, og de er normalt ret tykke og tætte. Det, de ville gøre, var, at de tog et stenredskab og savede toppen af ​​strudseægget op, normalt lavede de en lille firkant eller noget lignende. De hældte æggenes indre ud og rensede det derefter med nogle aromatiske urter, vaskede det, og så havde du en fin lille flaske. Til bogen købte jeg faktisk et strudseæg online og prøvede disse trin selv. Jeg fik lov til at stege strudseægget i en stor gammel stegepande. Dele af det var lækre. Blommen havde denne utroligt fyldige karamelagtige æggesmag. Det var lækkert. Jeg elsker den del. Hviderne var mindre gode, lidt flydende, skummende, ikke min favorit, men du ved, de var ikke forfærdelige. Efter jeg havde skåret toppen af ​​strudseægget op med stenredskabet, vaskede jeg det og brugte det til at holde vand. Det rummede omkring seks kopper vand, og en virkelig cool ting ved strudseæg er, at de er en smule porøse. Ikke så meget at vandet vil sive ud af det, men mikroskopisk set er der bittesmå porer i strudseægget, der lader vand slippe ud. Fordampning køler det ned, så det holder vandet koldere end den omgivende temperatur. Et strudseæg er faktisk en selvkølende feltflaske.

Så efter du har fået din lækre drink vand, skal du sandsynligvis begynde på en af ​​dagens hovedaktiviteter, som er at lave stenredskaber. Til dette skal du sandsynligvis bruge flint, en meget hård sten, der brister meget rent.

Dette er et eksempel på en sten, som du måske kan prøve at lave et værktøj af. Du skal holde den i dit skød. Så tager du en anden sten kaldet en hammersten, og du skal ‘tabe’ den på stenen i dit skød. Forestil dig, at min knytnæve her er hammerstenen. Normalt er de kartoffelformede, store og aflange og meget glatte på ydersiden.

Du ville tage hammerstenen og lade den falde ned på selve kanten af ​​stenen. Du ville ikke smadre den ned, du ved, bare hamre på den. Det er mere et kontrolleret fald, bare at ramme kanten af ​​den. Du tager den i dit skød, du ville lade den falde ned, og så ville et stykke falde af. Du kan se, hvor fin og ren denne kant er. Den vil ikke knuses som en krukke eller noget i den stil. Du vil få en fin kant her, og du kan bruge dette stykke og forfine det mere, du ved, måske slibe det, lave et lidt mindre værktøj.

Med et skaft af træ og ved brug af fibrene og senerne fra et dødt dyr som du vikler om træskaftet. Derpå dryppe det i indsamlet harpisk, så det virker som en lim, og binder sten og træskaft til hinanden.Så har man et brugbart fint lille jagtredskab,

Et eftertragtet materiale i oldtiden var obsidian. Det er en sort vulkansk sten. Hvis man slår ordentligt på den, kan man få ekstremt skarpe flager fra den. Flager, der faktisk er skarpere end moderne stålskalp. De er ekstremt, ekstremt skarpe. De er farlige. Jeg skar mig faktisk med obsidian på et tidspunkt ved et uheld. Jeg var overrasket over, at jeg ikke bemærkede, hvor dybt snittet gik. Det var lige over min arm. I modsætning til et papirklip gjorde det slet ikke ondt, fordi kanten var så skarp. Men det begyndte straks at bløde overalt. Jeg var overrasket over, hvor hurtigt det gik. Jeg var nødt til at pakke det ind ret hurtigt. Du kan forestille dig, at hvis det var for 75.000 år siden, og du havde skåret dig sådan, kunne det blive ret farligt ret hurtigt. De havde ikke antibiotika. Der var intet hospital at løbe til.

Kapitel 3: Egypten – 2.000 f.Kr.

Lad os nu springe frem i tiden til det gamle Egypten i 2000-tallet f.Kr. Du står op om morgenen og har lyst til noget mad. Du skal nok have noget brød og noget øl. Så skal du gå videre med din dag. Det var den æra, hvor de byggede pyramiderne. Du ville faktisk få lov til at se dem, mens de blev bygget. Du kunne også gå hen og tale med en, der lavede rigtige mumier. Det var en meget stor industri i Egypten på det tidspunkt, og oddsene er gode. Du ville kende en, der arbejdede på den slags ting.

En sand fornøjelse ved bogen var chancen for at genskabe tabte opskrifter og spise mad, som folk ville have spist for tusinder af år siden. Især i Egypten fandt jeg maden absolut lækker. Brød var virkelig den vigtigste mad, som egypterne spiste. Det er basisfødevarer. Jeg mødte en, der faktisk genskabte et egyptisk brød i sin baghave. Han var lidt fanatisk omkring det. Han tog over til Egypten. Han dyrkede den gær, som de ville have brugt dengang. Han fandt nogle arvestykker til at lave dette brød. Han fik endda den rigtige type træ, som de ville have brugt i Egypten, til bålstedet i hans baghave. Så fik han nogle venner til at lave en konisk form, ligesom de ville have gjort i det gamle Egypten. Han bagte dette brød i sin baghave og lod mig prøve noget af det. Jeg må sige, at dette var det bedste brød, jeg nogensinde har spist i mit liv. Det var så lækkert.

Opskriften var dog meget simpel. Det var bare emmer, det korn, de brugte til mel. Emmer, koriander, salt, gær, og det var det. Smagen var lækker, perfekt afbalanceret, med en dejlig spændstig skorpe på ydersiden. Brødet, jeg spiste, var to dage gammelt, og vi havde varmet det op i firmaets mikrobølgeovn. Hvis jeg havde fået dette brød frisk fra jorden, ville det have været helt lækkert. Det ville have trukket modige gæster til sig i enhver bistro i New York eller Paris, det er jeg overbevist om.

Den anden lækkerbisken fra det gamle Egypten var at få lov til at lave øl i egyptisk stil. De brugte emmer som hovedkornsort med lidt byg blandet i. Det smagte lidt anderledes end den moderne øl, tror vi, ​​fordi de ikke brugte humle i øllet. Humle giver øllet en bitter smag. Uden humlen smagte det faktisk meget mere som en sur øl, end man måske får i dag. Hvilket giver meget mening, hvis man tænker over det. De var derude i solen og slæbte blokke rundt, mens solen bagte ned på dem. Man vil have noget lidt surt, det slukker tørsten. Disse var meget tættere på en kombucha end på det, vi opfatter som øl.

En overraskende kendsgerning om det gamle Egypten er, at vi ikke aner, hvordan de byggede deres mest ikoniske strukturer, pyramiderne. Der er en masse information tilgængelig om det gamle Egypten og deres skrifter og hieroglyfferne og billederne på væggene, men de nævnte ikke rigtig, hvordan de byggede deres pyramider. Det har været et stort mysterium i tusinder af år på nuværende tidspunkt. Eksperimentel arkæologi har ikke løst dette mysterium, men den kan gøre meget for at afkræfte visse teorier om, hvordan pyramiderne blev bygget. En vigtig ting, som de har afkræftet, er, at ramper sandsynligvis ikke var så nyttige til at bygge pyramiderne.

Du kan forestille dig en stor rampe til toppen af ​​pyramiden, der skubber en blok op, måske på en tømmervalse eller lignende. Men i eksperimenter er det mislykkedes fuldstændigt. Uanset hvor pæne tømmervalser ser ud på papiret, fungerer de ikke godt i den virkelige verden. De er ikke ensartede, de glider overalt. Det er en pine at få tømmervalserne bagpå til at køre dem rundt til forsiden, når du holder en fem tons tung blok og prøver at skubbe den op ad en bakke. Det er virkelig besværligt at gøre det. Der er endda store problemer med selve ideen om at bruge en rampe.

Hvis du ser på en pyramide, så lav en pyramide i skalastørrelse og begynd derefter at stable materiale op foran den. Du indser ret hurtigt, at disse ramper skal være utroligt lange. Måske endda en kilometer eller halvanden kilometer lange for at komme helt til toppen af ​​pyramiden. De skal også være utroligt brede, fordi det materiale, du bruger sand til, ikke kan danne en pæn stejl væg. Når du bygger denne rampe, bliver du sandsynligvis nødt til at bruge lige så meget eller mere materiale, som du putter i selve pyramiden. De bruger sandsynligvis en eller anden form for teknologi til at hejse eller trække dem op i stedet for bare at skubbe dem op ad en rampe.

Mumier er et af de mest ikoniske aspekter af det gamle Egypten. Men vi ved faktisk ikke mange detaljer om, hvordan de lavede mumier, fordi de ikke registrerede mange af disse oplysninger. Enten forsøgte de at holde det hemmeligt, eller også blev det bare givet videre fra person til person, og ingen gad skrive det ned. Så selvom vi har mange mumier fra oldtiden, kendte vi ikke mange af detaljerne. Eksperimentel arkæologi viste sig at være en rigtig god måde at undersøge mumificeringsprocessen på.

Nu har mange forskere set på dyremumier. Mange mennesker er ikke klar over det, men egypterne mumificerede meget mere end bare mennesker. Faktisk mumificerede de millioner og atter millioner af dyr. Der er kirkegårde i Egypten med 4 millioner hunde eller 7 millioner fugle. De skabte virkelig disse dyremumier i industriel skala. Så ved at lave disse mumier i moderne tid kan forskere lære meget om den samlede proces.

Der har været et par ‘uærlige’ arkæologer, der besluttede at lave en menneskelig mumie i egyptisk stil i moderne tid. Det var et ret kontroversielt projekt. Det fandt sted i 1990'erne i Baltimore med to personer. Den ene var anatom og den anden var egyptolog. Selvom de fik en del modstand fra andre arkæologer, sagde bioetikere, at dette var et meget vigtigt problem, og at de ville gå videre og besvare nogle af disse mysterier. Så nogen havde doneret deres krop til videnskaben, og de besluttede at bruge den til at lave denne mumie.

Den person, jeg talte med til bogen, Bob Breyer, tog faktisk til Egypten, og han gravede det mineral ud, som de skulle bruge som tørremiddel i kroppen. Så han var meget engageret i autenticitet her. Han fik også lavet en række stenværktøjer, nogle af en obsidian eller andre sten, nogle af kobber, og de brugte det faktisk på kroppen til at åbne den. De var nødt til at åbne et lille hul for at få organerne ud, for at tørre dem ud. Da de så havde fået organerne ud, skulle de vaske det indre hulrum og derefter bruge det mineral, han havde fundet i Egypten, til at tørre kroppen ud. Mineralet var en blanding af bagepulver og salt, et mineral kaldet natron.

Man kan faktisk lave noget derhjemme, hvis man vil. Jeg gjorde det derhjemme med en fisk og mumificerede faktisk en fisk. Det var meget, meget nemt at gøre. Vi tænker traditionelt på en fisk som et af de mest lugtende dyr, der findes. Men jeg tog denne fisk med hjem, satte den aldrig i køleskabet. Jeg lagde den bare i et ildfast fad, hældte denne blanding af bagepulver og salt over den, og en uge eller to senere havde jeg en perfekt fiskemumie. Så pakkede jeg den ind i linned, ligesom de gjorde med de egyptiske mumier, og den står stadig på min køkkenbord i dag.

Ved at lave et menneskemumie lærte de meget om processen og løste nogle af mysterierne. Et var, hvor meget natron man overhovedet skulle bruge til at gøre dette. De endte med at finde flere hundrede pund af dette. Et andet mysterium var, hvor lang tid det tager? Det endte med at tage dem omkring 70 dage eller deromkring at lave en menneskelig mumie. De var nødt til at skifte natronen et par gange, men alt i alt er det omtrent så lang tid, det tog.

Et af de store mysterier, de ville løse, var, når vi finder en egyptisk mumie i dag, hvor man kan se den meget forvitrede hud. Den har normalt skiftet farve, er blevet lidt mørkere, håret er meget tykt, og huden er trukket tilbage i ansigtet. De ville vide, om det var mumificeringsprocessen, der havde gjort det, eller det faktum, at de havde siddet i et tørt miljø i Egypten i tusinder af år. Selv efter fire eller fem uger med den menneskelige mumie i moderne tid, indså de, at det var mumificeringsprocessen, der gjorde dette. Den person, jeg talte med, revnede skorpen op, kiggede på mumien, og han gispede og sagde: "Åh Gud, det ligner præcis Ramses den Store fra Egypten." Han var lamslået over, at de på bare et par uger havde genskabt en mumie i egyptisk stil. DEL 2 FØLGER.

Den Store Feminisering og konsekvenserne

 Den Store Feminisering og konsekvenserne

Helen Andrews

I 2019, læste jeg en artikel om Larry Summers og Harvard der ændrede måden jeg så på verden. Forfatteren, der skriver under pseudonymet “J. Stone,” argumenterede for, at den dag Larry Summers trak sig som præsident for Harvard University markerede et vendepunkt i vores kultur. Hele “woke” æraen kunne blive ekstrapoleret fra det øjeblik, og ud fra detaljerne om, hvordan Summers blev afskediget og mest af alt, hvem der stod for fyringen: Kvinder.

Jeg var godt bekendt med de grundlæggende kendsgerninger i Summers tilfældet. Den 14. januar 2005, ved en konference om “Diversifying the Science and Engineering Workforce,” gav Larry Summers en ikke officiel  tale. I talen sagde han at kvindelig underrepræsentation i de tunge videnskaber delvist skyldtes “anderledes tilgængeligheds evne i den høje ende” ligesom ‘smags’ forskelle mellem mænd og kvinder “ikke kan tilskrives socialisering.” Nogle kvindelige professorer der overværede talen følte sig krænket og sendte hans bemærkninger til en journalist, i trods mod reglen om ikke at henvise til en ikke officiel tale. Den følgende skandale førte til en mistillidsafstemning hos Harvard fakultetet og så endelig Summers ophør.  

Essayet argumenterede for, at det ikke kun var kvinder der havde fraskrevet sig Harvard præsidenten; det var, at de på enhver tænkelig feminin måde tog afstand fra ham. De fremførte følelsesprægede appeller frem for logiske argumenter. “Da han begyndte at tale om medfødte forskelle i evner mellem mænd og kvinder, kunne jeg knap få vejret, fordi denne form gør jeg bliver fysisk syg.” sagde Nancy Hopkins, biolog ved MIT. Summer fremsatte en udtalelse hvori han klargjorde sine bemærkninger, og så endnu en og derpå en tredje, med en undskyldning der blev mere og mere vedholdende. Eksperter slog følge i at erklære,  at alt Summers havde sagt om kønsforskelle, var indenfor det videnskabelige. Disse fornuftige appeller havde ingen effekt på pøblens hysteri.

Afskedigelsen var feminin, argumenterede essayet, fordi alle afskedigelser er feminine. Cancel kultur er blot det som kvinder gør når der er nok af dem i en given organisation eller branche. Det er tesen om Den Store Feminisering som samme forfatter uddybede grundigt i   bogen

Når du tænker på “wokeness” er det ganske enkelt et epifænomen af demografisk feminisering. 

Den forklarende styrke bag denne simple tese var utrolig. Den lukkede op for hemmelighederne i den æra vi lever i. Wokeness er ikke en ny ideologi, en udvækst af Marxismen, eller et resultat af post-Obama desillusionering. Det er ganske simpelt kvindelige opførselsmønstre anvendt på institutioner, hvor kvinder indtil for nylig var få i antal. Hvordan så jeg ikke det før? 

Måske fordi, som de fleste mennesker, tænker som jeg på feminisering som noget der er sket før i tiden, før jeg blev født. Når vi tænker på kvinder i den juridiske verden, for eksempel, tænker vi på den første kvinde der kom på juraskole, (1869) den første kvinde der førte en sag for Højesteret (1880) eller den første kvinde der blev Højesteretsdommer (1981). 

Et meget vigtigere vendepunkt er da juraskolerne fik flertal af kvinder, der skete i 2016. eller da advokatvirksomheder fik flertal af kvinder, hvilket skete i 2023. Da Sandra Day O’Connor blev udpeget til Højesteret, var kun 5% af dommerne kvinder. I dag er der 33% kvindelige dommere i Amerika og 63% af dommerne er udpeget af Joe Biden. 

Den samme tendens kan ses i mange professioner. Kvinder i 1960’erne og 70’erne var pionerer. Øget kvindelig repræsentation gennem 80- og 90’erne og lighed mellem køn skete endelig, i det mindste i de yngre kohorter, i 2010’2020’erne. I 1974 var der kun 10% kvindelige journalister på New York Times - i 2018 var kvinder i flertal og i dag er andelen på 55%. på The New York Times. 

Lægefakulteter fik flertal af kvinder i 2019. Kvinder var i flertal hos den college uddannede arbejdsstyrke i hele landet i 2019. Kvinder fik flertal blandt college instruktører i 2023. Kvinder er endnu ikke i flertal blandt virksomhedsledere, men det bliver de snart, nu er de 46%. Så timingen passer. Wokeness dukkede op i samme tidsperiode som mange vigtige institutioner tippede demografisk set fra mandligt flertal til kvindeligt.

Også substansen passer. Alt man tænker på om wokeness omfatter det at prioritere det feminine fremfor det maskuline; empati over rationalitet, sikkerhed over risiko, sammenhæng over konkurrence. Andre skribenter der har givet deres egne versioner af tesen om Den Store Feminisering, som Noah Carl eller Bo Winegard og Cory Clark, der har set på feminiseringens  påvirkninger af akademiet tilbyder undersøgelses data der viser kønsforskelle i politiske værdier, holdninger. En undersøgelse fandt f.eks. at 71% af mænd sagde at det at beskytte ytringsfrihed var vigtigere end at fastholde et sammenhængende samfund

De mest relevante forskelle drejer sig ikke om enkeltindivider men om grupper. Efter min erfaring er individer unikke, og du møder hver dag  ‘afvigere’ der  ikke godtager stereotyper, men grupper af mænd og kvinder fremviser konsistente forskelle. Det giver mening, hvis man ser på det statistisk. En tilfældig kvinde kunne være højere end en tilfældig mand, men en gruppe på ti tilfældige kvinder vil højst usandsynlig ikke have en gennemsnitshøjde der er højere end i gruppen med ti mænd. Jo større en gruppe af mennesker, des mere sandsynligt er det den kan ramme de statistiske gennemsnit.

Kvindegruppe dynamik favoriserer konsensus og samarbejde. Mænd kører rundt med hinanden, men kvinder kan kun foreslå og overtale. Enhver kritik eller negativ fornemmelse, følelse, hvis den absolut skal komme til udtryk skal bare ‘begraves’ i en hoben komplimenter. Resultatet af en diskussion er mindre vigtig end den kendsgerning at der var en diskussion og alle deltog i den. Den vigtigste kønsforskel i  gruppedynamik er holdningen til konflikt. Kort sagt, mænd fører konflikten helt åbenlyst, mens kvinder skjult underminerer eller udstøder deres fjender

I sit resignationsbrev fra The New York Times, beskrev Baari Weiss, hvordan kolleger omtalte hende i interne Stack budskaber som en racist, en Nazist, og en hykler og - dette er den meste feminine del - “kolleger der forekom at være venlige over for mig blev hånet af de som de arbejdede sammen med.” Weiss bad engang en kollega på the Times redaktion om at bringe hende en  kop kaffe. Denne journalist, en biracial kvinde der ofte skrev om race, nægtede. Dette var en fiasko overfor professionalismens grund standarder. Det var også meget feminint. 

Mænd tenderer til at være bedre til at dele op i kategorier end kvinder, og wokeness var på mange felter en fiasko samfundsmæssigt på det felt. Traditionelt kunne en enkelt læge have meninger om dagens politiske udfordringer, men han ville betragte det som sin professionelle pligt at holde de meninger ude af undersøgelseslokalet. Nu da lægeverden er blevet mere feminiseret er læger iført små pins og halssnore der giver udtryk for synspunkter om kontroversielle emner gående fra bøssers rettigheder til Gaza. De bruger deres professions troværdighed til at bære politiske slagord, som da læger sagde Black Lives Matters kunne fortsætte trods Covid begrænsningerne og nedlukningerne, fordi racismen var en offentlig sundheds nødsituation. En bog der hjalp mig til at sammenfatte stykkerne var Warriors and Worriers: The Survival of the Sexes af professor i psykologi Joyce Benenson.

Hun har en terori om at mænd udviklede grupper der er optimeret til at beskytte deres afkom- Disse vaner, formet i forhistoriens tåger forklarer hvorfor eksperimenter i et moderne psykologilaboratorium, i et studium som Berenson citerer fra, observerede at en gruppe af mænd der fik en opgave vil "arbejde på taletid, være højlydt uenige," og derpå “muntert fremlægge en løsning til den der stod for eksperimentet.” En gruppe kvinde med den samme opgave vil “høfligt spørge ind til hinandens personlige baggrund og relationer .... akkompagneret af megen øjenkontakt, smil og ‘gåen på tur.” og kun have “en smule opmærksomhed på opgaven som den der stod for eksperimentet præsenterede.”  

Meningen med krig er at afgøre uoverensstemmelser mellem to stammer, men det fungerer kun hvis freden genoprettes efter uoverensstemmelsen er afklaret. Derfor udviklede mænd metoder til forsoning med modstanderne og at lære at leve i fred med de folk som de dagen forinden bekæmpede. Kvinder, selv hos primatarter, er langsommere til at lade sig forsone end mænd. Det er fordi kvinders konflikter traditionelt set var interne i stammen om de knappe ressourcer, der skulle løses ikke ved åben konflikt, men ved skjult konkurrence med rivaler, uden nogen klar endestation.   

Alle disse observationer passede på min observation af wokeness, men snart skulle den glade følelse ved at opdage en ny teori med tiden give rum til en tomhedsfølelse. Hvis wokeness virkelig er resultatet af Den Store Feminisering, så var eruptionen af vanvid i 2020 blot en lille forsmag på, hvad fremtiden kan indebære. Forestil hvad der vil ske når de tilbageværende mænd med alderen svinder ind i disse samfundsskabende professioner og de yngre mere feminiserede generationer får den fulde kontrol.  

Truslen ved wokeness kan blive stor eller lille afhængig af industrien. Det er trist at engelsk departementerne alle nu er feminiserede, men de fleste menneskers dagligliv er ikke berørt af det. Andre felter betyder mere. Du kunne muligvis ikke blive journalist, men du lever i et land hvor det som skrives  i The New York Times bestemmer hvad der er accepteret offentligt som sandheden. Hvis the Times bliver et sted, hvor en gruppekonsensus kan undertrykke upopulære kendsgerninger (mere end det allerede er sket) noget der vedrører enhver borger. 

Det område der frygter mig mest er om lov, jura. Alle er vi afhængige af et fungerende juridisk system, og for at være skarp, vil lovstyret ikke overleve dersom professioner vedrørende jura får kvindeligt flertal. Lovstyret er ikke kun om at skrive love ned. Det betyder at følge dem selvom de får et resultat der rammer dit hjerteblod eller går modsat din mavefornemmelse om hvilket parti der er mest sympatisk.. 

Et feminiseret lovsystem kunne ligne Title IX domstole om seksuelt overgreb på college campuses og som blev oprettet i 2011 under præsident Obama. Disse processer blev styret af nedskrevne regler og således teknisk set kunne de siges at operere under lov. Men de manglede mange af de sikkerhedsforanstaltninger som vores lovsystem mener er ‘hellige,’ såsom retten til at møde din anklager, retten til at vide hvilken forbrydelse man er anklaget for, og det grundlæggende koncept med at skyld skal være afhængig af objektive omstændigheder som begge parter skal kende, ikke i hvordan den ene part føler om en handling set retrospektivt. Disse beskyttelses foranstaltninger blev der set bort fra, fordi de mennesker der skabte disse regler sympatiserede med de som anklagede, der for det meste var kvinder, og ikke med den anklagede, der mest var mænd. 

Disse to tilgange til lov stødte voldsomt sammen i Brett Kavanaughs godkendelses høringerne. Den maskuline position var, at hvis Christine Blasey Ford ikke kunne give konkrete beviser på at hun og Kavanaugh nogensinde havde været i samme værelse, så skulle hendes anklager om voldtægt ikke have lov til at ødelægge hans liv. Den feminine position var at hendes helt åbenbare følelsesmæssige opfattelse i sig selv var en slags bevis på troværdighed som Senats komiteen skal respektere..

Hvis jura professionen bliver med kvindeligt flertal forventer jeg at se etos fra Title IX tribunaler og Kavanaugh høringerne sprede sig. Dommere vil bøje regler til fordel for favoriserede grupper som det allerede sker i bekymrende udstrækning. Det var muligt at tro tilbage i 1970’erne af det at der kom kvinder i juraprofessionen blot ville få en mindre effekt. Denne tro er ikke længere bæredygtig. Forandringerne vil blive massive. 

Besynderligt nok er begge sider af det politiske spektrum enige om, hvad disse forandringer vil være. Den eneste uenighed er, om det vil være noget godt eller noget dårligt. Dahlia Lithwick indleder sin bog Lady Justice: Women, the Law, and the Battle to Save America med en scene fra Højesteret i 2016 under de mundtlige argumentationer over en abortlov i Texas. De tre kvindelige dommere, Ginsburg, Sotomayor, og Kagan, “ignorerede de formelle tidsgrænser, talte i overvældende grad over hovederne på deres mandlige kolleger.” Lithwick hyldede dette som en “eksplosion af indestængt pige magt” som “gav Amerika et glimt af hvad ægte kønslighed, eller nær lighed kunne komme til at betyde for kvinder i fremtiden i de amerikanske lov institutioner."

Lithwick hylder kvinder for deres ikke ærbødige holdning til lovformaliteter, der trods alt, stammede fra en æra med undertrykkelse og hvid overherredømme. “Det amerikanske lovsystem var grundlæggende en maskine bygget til at privilegere mænd med ejendom.” skriver Lithwick. “Men det er det eneste der gælder, og du arbejder med det du har.” De som betragter lov som et patriarkalsk relikvie kan man forvente vil true samme med alle midler. Hvis den etos bliver den fremherskende gennem vort juridiske system, så vil symbolerne se  ud som de altid har gjort, men der er sket en revolution.

Den Store Feminisering  så man i sandhed ikke komme, i dette omfang. Andre civilisationer har givet kvinder stemmeret, ydet dem ejendomsrettigheder, eller ladet dem arve f.eks. tronen. Ingen civilisation i menneskets historie har nogensinde eksperimenteret med at lade kvinder kontrollere så mange af vores største institutioner. Selvom kvinder ikke sidder på topposterne, sætter kvinder tonen i disse organisationer, så en mandlig bestyrelsesformand skal operere inden for grænserne, der er fastlagt af hans øvrige bestyrelse. Vi formoder at disse institutioner vil fortsætte med at fungere under disse fuldstændig nye omstændigheder. Men hvilke grunde er der til disse formodninger? 

Udfordringen er ikke, at kvinder er mindre talentfulde end mænd, eller at kvinders måder at interagere på er inferiøre i objektiv forstand. Udfordringen er, at den kvindelige tilgang til at handle ikke  er velegnet til at nå målsætningen i mange større institutioner. Man kan have et akademisk felt der i overvejende grad er med kvinder, men det vil blive (som med departementer med stort flertal af kvinder på nutidens universiteter allerede i dag)  orienteret mod andre mål, der åbner for debat mere end uhindret stræben efter sandhed. Og hvis dit akademiske felt ikke stræber efter sandhed, hvad er det så godt for? Hvis dine journalister ikke er ‘stikkende’ individer der ikke har noget imod at ‘fjendtliggøre’ andre, hvad er de så godt for? Hvis en virksomhed mister sin inspirerende ånd, og bliver feminiseret, med fokus kun på det interne bureaukrati, vil den så ikke stagnere? 

Hvis Den Store Feminisering udgør en trussel for civilisationen bliver spørgsmålet om der er noget vi kan gøre ved det. Svaret afhænger af, om du tænker over, hvorfor i første omgang det fandt sted. Der er mange der mener at Den Store Feminisering er et naturligt forekommende fænomen. Kvinder fik endelig chancen for at konkurrere med mænd, og det viste sig de bare var bedre. Det er derfor der er så mange kvinder i vore nyhedsmedier, og i ledelsen af vores politiske partier, og i ledelsen af vores virksomheder.

Ross Douthat beskrev denne tankerække i et  interview i år med  Jonathan Keeperman, a.k.a. “L0m3z,” en højrefløjs udgiver der hjalp med til at popularisere udtrykket “the longhouse” som metafor for feminiseringen. “Mænd beklager sig over at kvinder undertrykker dem. Er  the longhouse ikke blot en lang jeremiade over en fiasko med utilstrækkelig konkurrenceevne? ” spurgte Douthat. “Måske skulle man finde sig i det, og så faktisk konkurrere på det grundlag som vi har i det 21. århundredes Amerika?” 

Det er hvad feminister mener er sket, men de tager fejl. Feminiseringen er ikke blot et organisk resultat af, at kvinder udkonkurrerer mænd. Det er et kunstigt resultat ved målrettet manipulation (social engineering) for  samfundsforandring, og hvis vi fjerner tommelen på vægtskålen, vil det kollapse i løbet af en generation.

Den helt åbenbare tommel på vægtskålen er anti-diskriminations lovgivning. Det er ikke lovligt at ansætte for få kvinder i din virksomhed. Hvis kvinder er underrepræsenteret, især på det ledelsesmæssige plan, det er lig med en ventende retssag. Resultatet er at arbejdsgivere giver kvinder jobs og forfremmelser de ellers ikke ville have fået, blot for at tallene skal passe. 

For virksomhederne er det ‘fornuftigt’ at følge trop, fordi konsekvenserne ved ikke at gøre det kan være meget dystre. Texaco, Goldman Sachs, Novartis, og Coca-Cola er blandt de virksomheder der har måttet betale beløb med ni cifre i retssager, hvor der hævdes at være en dagsorden mod kvinder i ansættelsesforløb og forfremmelser. Ingen leder ønsker at være den person der koster virksomheden $200 millioner i en retssag om kønsdiskriminering.  

Anti-diskrimination lov kræver at hver arbejdsplads skal feminiseres. En skelsættende sag i 1991 fandt at pinup plakater på væggene i et skibsværft udgjorde et fjendtligt miljø for kvinder og at det princip blev blæst op til at omfatte mange former for mandlig opførsel. Dusinvis af Silicon Valley virksomheder er blevet ramt af retssager der påstår der findes en “frat boy culture” eller  “toxic bro culture,” og et advokatfirma der har specialiseret sig i disse sager  praler med afgørelser der går fra $450,000 til $8 millioner. 

Kvinder kan lægge sag an mod deres chefer for at styre en arbejdsplads der føles som en mandeklub. men mænd kan ikke anlægge sag når deres arbejdsplads føles som en Montessori børnehave. Naturligvis begår arbejdsgivere fejl når de vil gøre deres kontor ‘blødere.’ Hvis derfor kvinder trives bedre på en moderne arbejdsplads er det så virkelig, fordi de udkonkurrerer mænd? Eller skyldes det at betingelserne er blevet ændret til deres fordel? En masse kan udledes af den måde feminiseringen søger at blive øget med tiden. Når institutioner først når et 50-50 punkt er der en tendens til at det tipper over og bliver mere og mere feminint. Siden 2016 er juraskoler hvert år blevet en smule mere feminint præget. I 2024 var der 56% kvinder. Psykologien, engang et udpræget mandligt felt, er nu i overvældende grad feminint præget, med 75% af doktorer i psykologi nu er kvinder. Institutitioner synes at have nået vendepunktet og de bliver mere og mere feminiseret. 

Det ser ikke ud til kvinder udklasserer mænd. Det ser ud til kvinder kører rundt med mænd ved at indføre feminine normer på tidligere mandlige institutioner. Hvilken mand ønsker at arbejde på et felt, hvor de træk han besidder ikke er velkomne? Hvilken mand, der ejer selvrespekt og med en eksamen ville stræbe efter en karriere på det akademiske felt når hans jævnaldrende vil udstøde ham,  fordi han fremholder sine ikke godkendte meninger alt for direkte eller forfægter en kontroversiel opinion? 

I september, holdt jeg en tale ved  the National Conservatism konferencen sammensat af sætningerne i ovenstående tekst. Jeg var betænkelig ved at fremsætte tesen om Den Store Feminisering i et sådant offentligt forum. Det er stadig kontroversielt selv i konservative kredse, at sige at der er for mange kvinder på et givent felt, eller at kvinder i store antal kan transformere institutioner så man ikke kan genkende dem igen og de således holder inde med at fungere godt.

Jeg bestræbte mig på at fremholde mine argumenter på den mest neutrale måde. Til min overraskelse var reaktionen overvældende. I løbet af få uger har  videoen af talen fået over 100,000 der har set med på YouTube og er blevet en af de mest sete taler i historien fra konferencer fra the National Conservatis. 

Det er fint at folk er modtagelige for argumenterne, fordi vores ‘vindue’ til at gøre noget om Den Store Feminisering er ved at blive lukket. Der er tydelige indikatorer og mindre tydelige indikatorer på feminiseringen og vi er for tiden i en ‘mellemperiode’ hvor juraskoler har flest kvinder, men forbunds delen er stadig med mandligt flertal. Om få årtier  vile skiftet i køn have nået sin naturlige konklusion. Men nogle mennesker mener wokeness er forbi, slået af et skifte i holdning, men hvis wokeness er resultatet af en demografisk feminisering, vil den aldrig være forbi så længe demografien er uændret. 

Som værende kvinde, er jeg taknemmelig for de muligheder jeg har haft til at stræbe efter en karriere med at skrive og redigere. Heldigvis mener jeg ikke at en løsning på feminiseringen kræver, at vi smækker med dørene i kvindernes ansigt. Vi skal blot genindføre rimelige, retfærdige regler. Lige nu har vi et nominelt meritokratisk system, hvor det at kvinder taber er ‘ulovligt.’ Lad os gøre ansættelser meritokratisk i substansen og ikke kun af navn, og vi vil se, hvordan det arter sig. Lad os igen gøre det lovligt at have en maskulin kontor opbygning. Fjern HR ‘damens’ veto magt. Jeg tror mennesker vil være overrasket over at opdage hvor meget af vores nuværende feminisering kan føres tilbage til de instittutionelle forandringer i kølvandet på ting som af fremkomsten af HR, som skyldtes forandringer gennem lov og de forandringer kan igen ændres. 

Fordi, trods alt er jeg blot en kvinde. Jeg er også en person med en masse meninger der giver anledning til uenighed, en person der vil finde det vanskeligt at blomstre, hvis samfundet bliver mere konfliktfyldt og konsensus drevet. Jeg er mor til sønner, der aldrig vil nå deres fulde potentiale hvis de skal vokse op i en feminiseret verden. Jeg er - vi er alle - afhængige af institutioner som lovsystemet, videnskabelig forskning, og demokratisk politik udøvelse der støtter den amerikanske levevis, og vi vil alle lide hvis de ophører med at udføre de opgaver de blev designet til at gøre.

https://www.compactmag.com/article/the-great-feminization/