Hvordan jøder hjalp med at redde USA

Hvordan jøder hjalp med til at redde United States

BILL FEDERER 

1492, fandt der tre større begivenheder sted i Spanien.

Monarkerne Ferdinand og Isabella fik fordrevet de sidste muslimer og dermed befriet Spanien for 700 års besættelse. Derpå sendte de Columbus afsted for at finde søvejen til Indien og Kina, da muslimerne i Øst havde afskåret ruterne over land. Derpå tvang de de Sefardiske jøder til at flygte.

Nogle jøder drog til det Osmanniske Imperium, nogle tog til Portugal, og lidt senere drog nogle til Nederlandene, som var det religiøse centrum for tolerance i Europa. Jøderne slog sig ned i Hollands største by Amsterdam, der i det 16. århundrede blev den mest velstående by i verden. Fra 1575 og frem var Hollands universitet i Leiden centrum for studium af hebraisk, aramæisk og syrisk, med en jødisk rabbi som professor.

Pilgrimmene boede i Leiden før de drog ud på havet for at sejle til Massachusetts, og de identificerede sig med den gamle hebraiske republik. I 1657 tillod Oliver Cromwell at jøderne kunne komme tilbage til England, og gjorde dermed op med det forbud der var indført af Edward 1 i 1290. I New England havde Puritanerne og Congretionalisterne lært hebraisk på Harvard og Yale. Præsidenten for Yale Ezra kaldte landet “Amerikansk Israel.”

Sammen med de hollandske købmænd sejlede mange jøder rundt i verden, herunder til Sydamerika og slog sig ned i byen Recife. (Brasilien) Her i Recife byggede jøderne den første synagoge i Americas, Kahal Zur Israel Synagogen.

 

Da Spanien og Portugal angreb Recife flygtede jøderne igen. 23 jøder sejlede til Port Royal, Jamaica, og videre på det franske skib Sainte Catherine og de ankom til den hollandske koloni Nieuw Amsterdam i 1654 og blev dermed de første jøder i Nordamerika.

Hollands Guvernør Peter Stuyvesant forsøgte at fordrive dem, men de fik dog lov at blive, da  Dutch West India Company i Holland betragtede Spanien og Portugal som deres hovedfjender, og ikke jøderne eller andre dissenter.

Holland lå i global konflikt med Spanien og Portugal over besiddelser i Indonesien, Indien, Afrika og Sydamerika, og derfor ønskede de hurtigt at befolke den nye koloni New Netherlands så denne kunne forsvare sig og tjene penge.

I 1663, oprettede the Dutch West India Company officielt den Hollandsk Reformerte tro, men gav Peter Stuyvesant besked om at være tålmodig overfor Kvækerne og “andre sekterikere”: “Immigration skal opmuntres i en sådan grad at landet kan eksistere, du kan derfor lukke dine øjne, i det mindste ikke tvinge, vedrørende menneskers samvittigheder, men tillade enhver at have sin egen tro, så længe han opfører sig stille og roligt og efter loven, ikke giver anledning til krænkelser over for sine naboer og ikke er imod regeringen.”

Jøderne i Nieuw Amsterdam fik ikke lov til at udøve gudsdyrkelse udenfor deres hjem eller være med i byens milits. Da briterne fik kontrollen over New Amsterdam i 1654 omdøbte de byen til New York og gav jøderne mere frihed. I 1730 købte New Yorks jøder jord og byggede den lille “Mill Street Synagogue,” den første jødiske kirkebygning i Nordamerika.

Under koloniperiode voksede Amerikas befolkning til cirka 3 millioner med en jødisk befolkning på cirka 2000 i syv sefardiske menigheder:

• Shearith Israel, New York City, oprettet 1655
• Yeshuat Israel, Newport, Rhode Island, oprettet 1658
• Mickve Israel, Savannah, Georgia, oprettet 1733
• Mikveh Israel, Philadelphia, oprettet 1740
• Shaarai Shomayim, Lancaster, Pennsylvania, oprettet 1747
• Kahal Kadosh Beth Elohim, Charleston, South Carolina, oprettet 1749
• Kahal Kadosh Beth Shalom, Richmond, Virginia, oprettet 1789

Fra det 3. århundrede og frem resulterede læren fra Rabbi Samuel af Nehardea i Babylonien til at “landets lov er loven” at jøderne afholdt sig fra at forsøge at lave om på deres politiske situation.

“The Return of the Volunteer from the Wars of Liberation to His Family Still Living in Accordance with Old Customs”

by Moritz Daniel Oppenheim 1800-1882

The American Revolutionary War var første gang siden de var blevet fordrevet fra Jerusalem at jøder kæmpede sammen med kristne naboer som ligemænd i deres kamp for frihed. Jødiske købmænd, som Aaron Lopez fra Newport og Isaac Moses fra Philadelphia, sejlede deres skibe forbi de britiske blokader for at komme med forsyninger af tøj, våben og krudt og mad til de nødlidende Revolutionary soldiers. Nogle købmænd mistede alt.

Anslået 160 jøder kæmpede i the Continental American Army under the Revolutionary War, som Løjtnant. Solomon Bush og Francis Salvador fra South Carolina, den første jødiske statslovgiver, der blev slået ihjel i et slag i Revolutionary War; Mordecai Sheftall fra Savannah var vicekommissærgeneral for amerikanske tropper 1778; Abigail Minis leverede forsyninger til amerikanske soldater i 1779; og Reuben Etting fra Baltimore kæmpede og blev udnævnt som U.S. Marshall for Maryland af Jefferson, 1801. George Washington’s jødiske læge, Dr. Philip Moses Russell, led sammen med ham ved Valley Forge.

Præsident Calvin Coolidge opsummerede den 3. maj 1925: “Haym Solomon, polsk jødisk finansmand fra Revolutionen. Født i Polen, taget til fange af briterne i New York, og da han undslap påbegyndte forretninger i Philadelphia. Han forhandlede for Robert Morris alle de lån der blev rejst i Frankrig og Holland, satte sin personlige tro og store formue i spil og personligt skaffede han store summer fra mænd som James Madison, Thomas Jefferson, Baron Steuben, General St. Clair og mange andre patriotiske ledere der bevidnede, at uden hans hjælp kunne de ikke have fortsat deres sag og kamp.” 

I 1975, ærede et U.S. frimærke Haym Solomon, med underteksten: “Finansiel helt- forretningsmand og børsmægler Haym Solomon var ansvarlig for at skaffe de fleste midler til at finansiere the American Revolution og reddede senere den nye nation fra kollaps”

George Washington sendte breve til den jødiske menighed i Newport, Rhode Island, og i Savannah, Georgia, og slog fast: “Må den samme mirakelskabende Guddom, der for så lang tid siden udfriede hebræerne fra deres egyptiske undertrykkere og førte dem til et forjættet land, hvis omsorg senere har været medvirkende til at skabe disse United States som en uafhængig nation, stadig vande dem med Himlens dug.”

Ashkenaziske jøder var der kun få af i Amerika indtil en forfølgelse i Bayern i 1830’erne resulterede i at mange tusinder udvandrede. Præsident Martin van Beuren sendte et brev til de muslimske Osmanniske Tyrkere og krævede, at de holdt inde med at slå jøder i Syrien ihjel, “på vegne af en undertrykt og forfulgt race, blandt hvis slægt man kan finde de mest værdsatte og patriotiske amerikanske borgere.” 

David Yulee, “Faderen til Florida Railroads,” var den første jøde der blev valgt til U.S. Senate i 1845. Han fik følgeskab i 1853 af Senator Judah P. Benjamin fra Louisiana. Guvernør David Emanuel fra Georgia var den første jødiske guvernør i en US stat. I 1818, var Solomon Jacobs borgmester for Richmond, Virginia. I 1832, var Pittsburgh’s syvende borgmester Samuel Pettigrew, den første fuldtids jødiske borgmester i Amerika.

Uriah P. Levy var den første jødiske kommandør i U.S. Navy, kæmpede i Krigen 1812, og førte kommandoen over en enhed i Middelhavet. Han var ansvarlig for at gøre op med piskning i flåden. Et kapel i Annapolis og en destroyer fra 2. Verdenskrig blev opkaldt efter ham. Da Jeffersons Monticello hjem var i forfald købte Levy det i 1836, renoverede det og åbnede det for offentligheden. Han stod for statuen af Jefferson der er i the U.S. Capitol rotunda.

Samuel Mayer Isaacs, redaktør og udgiver af Jewish Messenger, skrev om the United States, Dec. 28, 1860: “Denne Republik var den første til at anerkende vor hævd om absolut lighed, med mænd af enhver anden religiøs overbevisning. Her kan vi sidde under vort eget figentræ og ingen gør os angste.”

I 1862, kunne the London Jewish Chronicle fortælle: “Vi har nogle få ord om jøderne i United States som et hele....The Constitution har givet de perfekte konditioner for religiøs frihed, jøderne var frie i Amerika....De ....har på relativ kort tid opnået velstand og trives her i en grad der ikke kan ses i Europa.”

Omkring tiden med the Civil War, var befolkningstallet i United States cirka 31 millioner, herunder 15.000 jøder. Anslået 7000 jøder kæmpede for the Union og 3000 for the Confederacy. 600 jøder døde under kampene. 

Jødiske Union Generaler var: Leopold Blumenberg; Frederick Knefler; Edward S. Salomon; og Frederick C. Salomon.

Jødiske Confederate officerer i uddrag: Judah P. Benjamin, Krigsminister; Oberst Abraham Charles Myers, kvartermestergeneral; og Dr. David Camden DeLeon, overkirurg, Dr. Simon Baruch tjente i General Robert E. Lees personlige stab.

Major Raphael J. Moses officer fra Georgia, og påbegyndte efter krigen Georgias ferskeneventyr. Hvor den første katolske feltpræst i U.S. Army blev udnævnt under krigen Mexico-Amerika, blev den første jødiske feltpræst udnævnt af Abraham Lincoln under Civil War, Rev. Jacob Frankel fra Philadelphia’s Congregation Rodeph Shalom.

Den 1. marts 1881, blev Zar Alexander II af Rusland myrdet og en pogrom begyndte mod jøderne og førte til at over 2 millioner flygtede til Amerika. I 1916 var befolkningstallet i Unted States 100 millioner heraf 3 millioner af jødisk herkomst. 

Under 1 Verdenskrig skrev præsident Woodrow Wilson:: “I lande der er med i krigen er der 9 millioner jøder, flertallet af dem mangler mad, ly og klæder; uddrevet af deres hjem uden varsel....hvilket har forårsaget hunger, sygdom og ubegribelig lidelse....Folket i U.S. har med sorg erfaret om dette frygtelige åg....Jeg proklamerer den 27. januar 1916 en dag for at komme med midler til hjælp for det ramte jødiske folk gennem the American Red Cross.”

Brought to you by AmericanMinute.com.

Bill Federer

http://www.wnd.com/2016/01/how-jews-helped-save-the-united-states/#CsLZDP2LoLh8HfOp.99

 

Skovbrande i Europa hvad skyldes de - klimakrisen eller mennesker?

Man ignorerer årsagerne – herunder historikken med muslimer, der påsætter brande i Israel.

Hugh Fitzgerald

I Frankrig og Spanien har skovbrande allerede bredt sig over enorme områder i begge lande; de ​​har forårsaget skader for milliarder af dollars og nødvendiggjort evakuering af 350.000 mennesker (pr. 29. juli), og der er ingen tegn på, at brandene er ved at blive bragt under kontrol. Franske myndigheder har nu oplyst, at de mener, at mennesker har forårsaget 90 procent af disse "skovbrande". Mere om denne konklusion kan findes her: "Skovbrande: Hvilke straffe risikerer forsætlige brandstiftere?" (oversat fra "Incendies : que risquent ceux qui les allument volontairement ?" af Madeleine Meteyer, Le Figaro, 14. juli 2026):

ANALYSE – Siden 6. juli er 184 personer blevet tilbageholdt for at have påsat brande – hvad enten det skete med vilje eller ved et uheld – i løbet af året. Lovgivningen på området blev skærpet i 2004.

Der raser i øjeblikket voldsomme brande; over 115.000 hektar skov er brændt af i løbet af de seneste seks måneder, huse er blevet ødelagt, og brandfolkene er udmattede. Bag store dele af denne ødelæggelse står konkrete personer, der er ansvarlige for handlingerne – hvoraf en del (30 % ifølge det franske skovobservatorium) handlede af ond vilje. Ifølge indenrigsministeriet skyldes ni ud af ti brande menneskelig aktivitet. Tirsdag den 28. juli oplyste Laurent Nunez, at 184 personer var blevet tilbageholdt for sådanne handlinger siden sommerens begyndelse. Disse mistænkte brandstiftere udgør en blanding af kriminelle og personer, der har handlet uagtsomt.

Hvilke straffe risikerer de? De juridiske rammer er blevet skærpet siden 2004. Den 9. marts samme år blev der vedtaget en lov i kølvandet på hedebølgen i sommeren 2003 – hvor der udbrød over 2.000 brande, 60.000 hektar skov gik tabt, og ti mennesker omkom – der skærpede straffene ved at lægge større vægt på faren for mennesker og miljø. Vores straffelov skelner mellem brande forårsaget af…

Sommervarmen har udtørret vegetationen, så den er mere udsat for at blive hærget af skovbrande, men det er mennesker, der starter brandene – eller rettere 90 % af dem.

Tidligere er skovbrande i både Grækenland og på de spanske Kanariske Øer blevet tilskrevet påsatte brande. Og nu fastholder de franske myndigheder, at 90 % af skovbrandene i Frankrig er påsat af mennesker. Spørgsmålet er: Hvem er de personer, der påsætter disse brande?

Vi har et spor i Israel, hvor både palæstinensere i Judæa og Samaria samt israelske arabere i årevis er blevet retsforfulgt og dømt for at påsætte brande – hvilket de israelske domstole har vurderet skete af "nationalistiske årsager", altså ud fra et ønske hos de arabiske brandstiftere om at skade den jødiske stat.

Her er et eksempel på, hvad israelerne afdækkede under den bølge af naturbrande, der skyllede hen over landet i 2016:

To israelske arabere, der blev anholdt mistænkt for bevidst at have påsat kratbrande, har tilstået forbrydelserne; det oplyste politiet angiveligt til ministrene på det ugentlige regeringsmøde i søndags. 

De mistænkte kom angiveligt fra de israelsk-arabiske byer Umm al-Fahm og Deir Hanna i det nordlige Israel, rapporterede det hebraisksprogede nyhedsmedie Ynet. Rapporten specificerede ikke, hvilke brande de to havde indrømmet at have påsat, og kom heller ikke med detaljer om de mistænkte..

Mindst 35 personer er blevet anholdt siden torsdag mistænkt for at have påsat brande eller opfordret andre til at gøre det. Mere end 15 af dem var palæstinensere, der blev anholdt af det israelske militær (IDF) og sikkerhedstjenesten Shin Bet, oplyste en talsmand for hæren. Mindst 10 af de tilbageholdte er israelske arabere, ifølge rapporter i hebraiske medier. Politiet fremlagde ikke en detaljeret opgørelse over, hvor mange der blev tilbageholdt for henholdsvis opfordring til brandstiftelse og selve brandstiftelsen.

Politichef Roni Alsheich udtalte søndag, at der tidligere har været lignende påsatte brande, og at disse bør betragtes som terrorhandlinger, rapporterede Army Radio.

"Hvis branden var påsat med vilje, er der helt klart tale om terror," sagde Alsheich under et besøg i bosættelsen Halamish på Vestbredden, hvor en brand ødelagde 18 huse natten til lørdag. "Det er i øvrigt ikke noget nyt; der har tidligere været tilfælde af påsatte brande. Sammenfaldet af en længere periode med tørvejr, antallet af hændelser og vejrforholdene har ført til disse resultater, men der er ikke tale om noget nyt, og lignende hændelser har fundet sted før."

Derudover har både Al-Qaeda og ISIS i årevis opfordret muslimer til at begå det, de kalder "skov-jihad", og har med jævne mellemrum offentliggjort erklæringer eller grafikker på nettet, der opfordrer enkeltpersoner til at påsætte skovbrande i vestlige lande. Du kan læse mere om denne opfordring her.

På Reddit har muslimer kommenteret skovbrandene i Frankrig. Her er to af disse kommentarer:

Må Allah ﷻ brænde det land, der tilhører dem, som hårdnakket håner Sendebudet ﷺ og undertrykker muslimerne. Må de derefter blive oprejst og brændt også i det hinsidige liv.

Som muslim er jeg glad for at blive betragtet som en psykopat af særlinge som dig, trådstarter. Det er et vantro land [Frankrig], der undertrykker muslimer og åbenlyst håner vores religion. Må de brænde både i denne verden og i det hinsidige, selvom jeg håber, at de uskyldige, der kommer i klemme, bliver skånet. Amin.

Vil de franske og spanske regeringer offentliggøre denne historik med muslimer, der påsætter brande i Israel? Vil de offentliggøre eventuelle beviser, de måtte have, på skovbrande påsat i deres lande af muslimer, der er fast besluttede på at skade de vantro? Jeg anser det for langt mere sandsynligt, at de vil skjule sådanne beviser for ikke at bidrage til "islamofobi" og krav om at stoppe muslimsk migration.

https://www.frontpagemag.com/humans-have-set-90-of-those-wildfires-in-europe/

 

Bevidsthed kan være mere end hjernens output – det kan også være et input

Ny forskning på feltet antyder, at udbrud af neuralt kaos kan være fingeraftryk af et bevidst sind på arbejde.

 Conor Feehly

Fra et videnskabeligt perspektiv er det at studere bevidsthed lidt ligesom at forsøge at beskrive singulariteten inde i et sort hul fra vinduet på et rumfartøj i dets gravitationsbane. Vi kan se, hvordan det sorte hul vrider og forvrænger rummet omkring det: Overophedet støv og gas spiralerer indad; stråling og mærkelige gravitationsbølger udstråler udad.

Men fra dette udefrakommende perspektiv er det umuligt at observere singulariteten inde i det sorte hul. Begivenhedshorisonten blokerer alle forsøg. På samme måde kan vi som udefrakommende observatører ikke direkte få adgang til andre væseners bevidste oplevelser. Når vi fokuserer vores tredjepersons videnskabelige værktøjer på de steder, vi mistænker, at vores mentale liv befinder sig - nemlig vores hjerner (og kroppe mere generelt) - er alt, hvad vi ser, den fysiske virkeligheds substans: elektrisk aktivitet, neurokemikalier og kropsvæv. Ingen følelser, ingen emotioner, ingen kærlighed. Vores eget indre kosmos af intentioner, overbevisninger og drømme kan kun kendes af os selv.

Moderne videnskab har en tendens til at se bevidsthed som opstået fra neural aktivitet, ligesom spøgelsesagtig software fremmanet gennem hjernens materielle hardware. En radikal ny teori antyder noget andet: Hjernen genererer ikke kun bevidsthed; snarere kan bevidstheden i sig selv påvirke hjernens fysiske dynamik – og den efterlader fysiske spor, når den gør det.

Det sværeste problem i videnskaben

Indholdet af vores mentale liv og den fysiske struktur af den virkelighed, vi er omgivet af, synes at tilhøre to forskellige domæner. Siden René Descartes først formulerede sind-krop-problemet i det 17. århundrede, har vestlig tænkning været hjemsøgt af spørgsmålet om, hvordan disse to tilsyneladende uforenelige aspekter af virkeligheden interagerer. Denne uoverensstemmelse har ført til, at filosoffer og videnskabsmænd har kollapset en af ​​disse verdener i den anden og hævdet, at enten "sind" eller "stof" er mere fundamentalt.

For nylig har filosoffer som Joseph Levine og David Chalmers omformuleret denne kløft mellem fysik og følelse som det "forklarende hul" eller det "svære problem". I det mindste på overfladen synes der at være en kategorisk forskel mellem beskrivelser af materialet og beskrivelser af sindet.

Trods denne kløft har moderne neurovidenskab gjort betydelige fremskridt med at kortlægge de neurale korrelater (Et korrelat er en ting, et begreb eller en grammatisk enhed, der svarer nøje til, forudsætter eller står i et gensidigt afhængighedsforhold til et andet) af bevidsthed (NCC) – identificere mønstre og hjerneområder, der pålideligt sporer specifikke bevidsthedstilstande. Men korrelation er, som vi ved, ikke en forklaring. Kortlægning af hjerneaktivitet, der er forbundet med bevidst oplevelse, fortæller os hverken, hvorfor oplevelsen eksisterer i første omgang, eller om den spiller nogen årsagssammenhæng i den fysiske verden.

Moderne teorier om bevidsthed forsøger generelt at bygge bro over denne kløft ved at sidestille bevidsthed med en målbar, fysisk egenskab ved hjernen. Men dette skridt kommer med en konceptuel pris. Det erstatter subtilt subjektivitet med et kvantitativt mål for neural aktivitet. Bevidsthed bliver analog med et tal, en struktur eller et mønster – et abstrakt substantiv – og dens definerende træk, førstepersonsfølelsen, glider gennem vores forklarende sprækker.

Hvis vi tager de spor, naturen har efterladt os, alvorligt, sådan som Descartes og andre har hentydet til, og vi tager bevidsthedens fysiske irreducerbarhed alvorligt, uden at afvise den som en slags illusion, epifænomen eller projektion, hvor efterlader det os så, hvis vi ønsker at give en videnskabelig redegørelse for bevidsthed?

Credit: Chaikom / Kusandra / Adobe Stock / Big Think

Informationsmæssig entropi

En lovende banebrydende grænse kommer fra undersøgelsen af ​​informationsmæssig entropi i hjernen. Informationsmæssig entropi, der først blev defineret af Claude Shannon i 1948, giver en matematisk måde at måle usikkerheden eller uforudsigeligheden af ​​information. Shannon-entropi, der oprindeligt blev udviklet til at forbedre telekommunikation, er siden blevet anvendt på neurale signaler, hvor den giver et mål for variationen af ​​neural aktivitet på tværs af skalaer, fra enkelte neuroner og helt op til hjernenetværk.

Forhøjede niveauer af neural entropi - på hel hjerneniveau - kan betragtes som et uforudset tropisk tordenvejr, der ruller gennem hjernen, hvilket indikerer en rigere, mere kaotisk og uforudsigelig tilstand af neural aktivitet. I modsætning hertil har hjernen lavere entropi, når "prognosen" er mere stabil og forudsigelig. Shannon-entropi giver neuroforskere en måde at måle hjernens informationsturbulens over tid.

Det er ikke nyt at anvende informationsteoretiske mål som entropi på studiet af bevidsthed. I 1990'erne brugte neuroforskerne Giulio Tononi og Gerald Edelman Shannon-entropi som en del af fundamentet for deres Integrated Information Theory (IIT) om bevidsthed, som argumenterer for, at bevidsthed er analog med integrationen og kompleksiteten af ​​neurale signaler.

For nylig fremsatte Robin Carhart-Harris, en neuroforsker ved Imperial College London, den entropiske hjernehypotese (EBH), der viste, at ændrede bevidsthedstilstande - fra dyb anæstesi til drømme til psykedeliske oplevelser - kan kortlægges til varierende niveauer af neural entropi. Psykedeliske tilstande er for eksempel forbundet med høj entropi, mens dyb anæstesi er præget af usædvanligt lav entropi.

En ny ramme anlægger imidlertid et andet perspektiv: at punkterede pigge af neural entropi muligvis ikke blot afspejler bevidsthedsniveauer, men faktisk kan være tegn på, at bevidsthed udøver årsagsmæssig indflydelse på hjernen.

Denne idé er kendt som Irruption Theory, udviklet af Tom Froese, en kognitiv forsker ved Okinawa Institute of Science and Technology. Med udgangspunkt i en række moderne neurovidenskabelige studier påpeger Froese, at når vi udøver en bevidst indsats - for eksempel når vi forsøger at skelne et træk ved vores miljø, løse et presserende problem eller fremkalde kreativitet - viser hjernen målbare udbrud af entropi, der ikke kan forklares fuldstændigt af fysiske, deterministiske neurale mekanismer alene.

"Kognitiv indsats, motorisk indsats, indsats af alle slags er forbundet med øget entropiproduktion i hjernen," siger Froese. "Og derfor er det allerede standardpraksis på en måde at bruge både termodynamiske målinger og informationsteoretiske målinger af entropi som signaturer af mentalt arbejde."

I stedet for blot at se denne stigning i neural entropi som følge af øget varme på grund af hjernens metabolisme, eller som et resultat af ikke at indfange alle de fysiske variabler, der er i spil i hjernen, fortolker Irruption Theory disse udbrud af entropi som "fodspor" fra det bevidste sind, der virker på den fysiske krop. Vi er måske ikke i stand til direkte at se det bevidste sind røre den fysiske hjerne med vores videnskabelige værktøjer, men vi kan se de informative krusninger af dets indflydelse, som gravitationsbølger, der udgår fra et sort hul.

"Froeses Irruption Theory er en ny, innovativ bevidsthedsteori, der tager fænomenologi alvorligt inden for 'en robust videnskabelig naturalisme'," siger Robert Lawrence Kuhn, skaber og vært for showet Closer To Truth, og skaber/kurator af hjemmesiden Landscape of Consciousness, som katalogiserer og kategoriserer bevidsthedsteorier.

"Irruptionsteorien (af lat. irruptio, af irrumpere bryde ind i, trænge ind på, ir- deri + rumpere brække, bryde) rekrutterer de nyeste teorier om hjernens entropi, resonanser og stokastiske fluktuationer inden for et bredt aktivt verdensbillede af kropsliggjort sind og hjerne-krop-verden-sammenkoblinger."

I modsætning til Tononis IIT, som sidestiller bevidsthed med et systems integration og kompleksitet, eller Carhart-Harris' EBH, som korrelerer bevidsthed med forskellige niveauer af entropi, antyder Irruptionsteorien, at bevidstheden i sig selv introducerer variabilitet i kognitive systemer og skubber hjernen ind i nye tilstande, som ellers ikke ville være blevet nået. I denne ramme er neural entropi ikke et direkte mål for selve bevidstheden, men en målbar indikator for dens årsagsmæssige indflydelse.

"De [øgede mål for neural entropi] fremstår kun sådan, fordi vi ikke gennem det materielle medium kan observere de værdier, der er i spil," tilføjer Froese. "En anden måde at se på det er, at der er et skjult aspekt, noget, der ikke er tilgængeligt inden for de begrænsninger, vi kan måle."

Fordi vi ikke kan tilgå eller måle bevidsthed på samme måde, som vi gør med andre fysiske variabler, fremstår dens årsagsmæssige indflydelse på vores krops fysiske substrater som udbrud af uforudsigelighed (ud fra en ren tredjepersons måleforståelse). Og fordi denne spontanitet falder sammen med øjeblikke, hvor vi engagerer vores sind til at påvirke verden, giver den en åbning til at forstå, hvorfor vi udviklede os til at være bevidste i første omgang.

Ideen om, at bevidsthed har årsagsmæssig indflydelse på vores krop, udfordrer synspunktet - som har været dominerende siden Francis Cricks "Astonishing Hypothesis" - om, at bevidst oplevelse blot er en projektion af den støjende brummen af ​​hjerneaktivitet.

I stedet positionerer Irruptionsteorien bevidsthed som en aktiv drivkraft for adfærd med potentielle evolutionære fordele. Bevidsthed kan have udviklet sig ikke blot som et passivt biprodukt af kognitive tilstande, men som en afgørende mekanisme til at tilføre fleksibilitet, nyhed og tilpasningsevne til biologiske systemer under usikre forhold.

Hvordan det i virkeligheden er at have med Iran at gøre

 Hvordan det i virkeligheden er at have med Iran at gøre

Vi har været igennem den samme dans i årtier.

Chris J. Krisinger

Lige siden den iranske revolution i 1979, der styrtede den USA-støttede shah og indledte Den Islamiske Republiks æra, har Iran udgjort en vanskelig og ofte frustrerende udenrigspolitisk udfordring for USA. Skiftende amerikanske regeringer – både demokratiske og republikanske – har betragtet Iran, og mere specifikt landets radikale, militante islamistiske ledelse, som en trussel mod USA og dets interesser.

På trods af dette langvarige fjendtlige forhold – der ofte har været præget af voldelige, undergravende og terroristiske hændelser samt nu en konflikt om, hvorvidt Iran vil komme i besiddelse af atomvåben – har både republikanske og demokratiske regeringer gennem årene i god tro rakt hånden ud til Iran med konkrete handlinger og diplomati i håbet om at genoprette og normalisere forbindelserne.

Der findes fortilfælde i forholdet mellem USA og Iran for såkaldt "katastrofediplomati", hvor tanken er, at ydelse af humanitær hjælp under katastrofer kan fungere som katalysator for samarbejde, konfliktløsning og internationale relationer. I juni 1990 landede et privat amerikansk nødhjælpsfly i Iran efter jordskælvet ved Manjil-Rudbar i den nordlige del af landet, og det samme skete igen i juni 2002 under et andet jordskælv i det nordvestlige Iran. Da amerikansk hjælp nåede frem ad omveje i begyndelsen af ​​juli 2002, udtalte præsident George Bush offentligt: ​​"Menneskelig lidelse kender ingen politiske grænser."

Tidligere, i 1991, slog tusindvis af kurdiske flygtninge, der var flygtet fra Saddam Husseins Irak efter Golfkrigen, lejr langs grænsen mellem Iran og Irak. Denne masseudvandring førte til en omfattende militær-humanitær operation med navnet PROVIDE COMFORT; den omfattede en transportflyvning foretaget af det amerikanske luftvåben, hvilket var den første officielle statslige mission til Iran, siden gidslerne fra ambassaden blev frigivet i januar 1981. Den 27. april 1991 landede dette militære transportfly i Iran med over 15 tons tæpper til kurdiske flygtninge. Iagttagere af Iran mente, at denne humanitære flyvning kunne virke som en katalysator for en optøning i forholdet, men Irans ledere udtrykte ingen taknemmelighed over for nødhjælpsforsyningerne og afviste yderligere tilbud om hjælp.

Senere fulgte yderligere tiltag fra præsident George W. Bushs administration for at skabe bedre forbindelser til Iran, herunder udvisning af en særlig amerikansk form for imødekommenhed for at bringe de to nationer tættere sammen. I løbet af Bushs to embedsperioder mødtes diplomater i al ubemærkethed i Paris og Genève. Der blev etableret udvekslingsprogrammer og "sportsdiplomati", og europæiske mæglere indgik i dialogen. Den amerikanske ambassadør i Irak mødtes med en iransk delegation i Bagdad, samtidig med at USA støttede Den Europæiske Unions forsøg på at forhandle med Iran om landets dengang spirende atomprogram.

Men måske var intet amerikansk initiativ mere oprigtigt i sit ønske om tilnærmelse end det, der blev iværksat dagen efter jul i 2003. Mens mange amerikanere sandsynligvis husker tsunamien i Sydasien i 2004, ramte et kraftigt jordskælv med en styrke på 6,7 præcis et år tidligere – den 26. december 2003 – området nær den historiske iranske by Bam i det sydøstlige Iran. Uarmerede bygninger af lersten styrtede sammen og dræbte tusindvis af mennesker, mens de sov. Med næsten 30.000 dræbte, yderligere 30.000 sårede, 75.000 mennesker uden adgang til livsfornødenheder og ødelæggelse af næsten 90 procent af byen var jordskælvet i Bam årets værste naturkatastrofe på verdensplan.

På trods af de anstrengte relationer, der havde eksisteret siden 1979, tøvede USA ikke med at tilbyde Iran humanitær hjælp. Da præsident Bush blev orienteret om katastrofen, udtrykte han sin medfølelse og erklærede, at USA "stod klar til at hjælpe det iranske folk". Dagen efter jul i 2003 arbejdede embedsmænd fra Bush-administrationen på at hjælpe katastrofens ofre; først indledte de en kortvarig kontakt til Iran via Schweiz, hvis diplomater havde varetaget amerikanske interesser i Iran siden gidselkrisen. Senere samme dag tog USA skridt til at henvende sig direkte til den iranske regering, så alvorlig var situationen i Bam. 

Viceudenrigsminister Richard Armitage kontaktede Irans repræsentant i USA, Mohammad Zarif, som tog imod det amerikanske tilbud om hjælp.

I en kort periode fra den 27. til den 29. december 2003 gennemførte USA i alt 11 militære transportflyvninger, hvorved der blev fløjet omkring 338.000 pund (ca. 153.000 kg) humanitær hjælp – til en samlet værdi af cirka 10,5 millioner dollars – fra Kuwait til Kerman-luftbasen, der ligger 120 miles (ca. 190 km) fra Bam. Besætningsmedlemmer fra det amerikanske luftvåben arbejdede side om side med iranske civile og militærfolk om manuelt at losse hvert amerikansk fly, der ankom med hjælp til befolkningen i Bam.

USA udstedte desuden en generel dispensation, der tillod næsten et dusin ikke-statslige organisationer at yde humanitær hjælp. Hjælpen omfattede vand, medicinske forsyninger, fødevarer og specialiserede eftersøgnings- og redningshold samt udsendelse af et amerikansk katastrofeindsatshold på 81 personer, herunder specialister fra USAID og FEMA.

Da opgaven var løst, udvekslede man håndtryk, tog billeder og sagde farvel. Desværre blev der ikke gennemført yderligere flyvninger med hjælp til jordskælvsofrene efter den 29. december, og den iranske regering afviste yderligere bistand. Den 22. februar 2005 ramte endnu et jordskælv det sydlige Iran og kostede over 600 mennesker livet. Igen tilbød USA hjælp, hvilket Iran afviste.

Teherans konsekvente reaktion på USA's humanitære indsats var, at hjælpen ikke havde "politisk karakter". Episoden med jordskælvet i Bam syntes aldrig at fremme de diplomatiske forbindelser mellem de to nationer. Iran forventede eller ønskede heller ikke politiske forandringer som følge af katastrofen. Irans FN-ambassadør, Javad Zarif, udtalte: "Vi anerkender betydningen af ​​den humanitære gestus... USA har erklæret, at dette sker af humanitære årsager, og sådan har vi også opfattet det." Irans præsident, Mohammad Khatami, gav udtryk for lignende synspunkter: "Humanitære spørgsmål bør ikke sammenblandes med dybe og kroniske politiske problemer. Hvis vi ser en ændring i både tonen og adfærden hos den amerikanske regering, vil der opstå en ny situation i vores indbyrdes forhold." Den Islamiske Republik afviste desuden blankt et tilbud fra Det Hvide Hus om at sende en delegation på højt niveau i kølvandet på hjælpeindsatsen i Bam.

USA har tidligere forsøgt at række hånden ud til Iran med oprigtige gestus af god vilje i håb om at sætte gang i en genopretning og normalisering af forholdet. Iran har ikke gengældt dette med tilsvarende handlinger eller selv taget initiativ til at genoprette og normalisere forbindelserne.

Selvom disse amerikanske humanitære tiltag på ingen måde dækker hele spektret af det iransk-amerikanske forhold efter 1979 – med dets mange hændelser – vidner de om Irans uforsonlighed, når det gælder reelle forsøg på at skabe bedre forbindelser til gavn for begge nationer, regionen eller det internationale samfund.

På trods af mulighederne for amerikansk kontakt til Iran gennem årene – blandt andet via såkaldt "katastrofediplomati" – har intet af dette ført til bedre forbindelser eller banet vejen for en løsning på de store problemer, som selv Irans regionale naboer har med landets skadelige aktiviteter. I stedet står de to nationer fortsat stejlt over for hinanden i spørgsmålet om Irans ambitioner om atomvåben og er nu involveret i fjendtligheder.

I dag støder Trump-administrationens forsøg på at forhandle med Irans ledelse på de samme frustrerende realiteter, der kendetegner samspillet med Den Islamiske Republik Iran. De gange, hvor præsidenten hidtil har valgt at sætte amerikanske angreb på pause for at give diplomatiet mere tid, har Iran – ganske forudsigeligt – reageret med forhaling og tågesnak, uden nogen intention eller indsats for at løse de vedvarende uoverensstemmelser.

Måske må præsidenten og den amerikanske offentlighed acceptere, at ethvert forsøg i god tro på at forhandle sig frem til en afslutning på fjendtlighederne og de iranske atomambitioner – baseret på tidligere erfaringer – vil blive mødt med indgroet iransk uforsonlighed og direkte modstand.

Colonel Chris J. Krisinger, USAF (ret.) graduated from the United States Air Force Academy and served in policy advisory positions at the Pentagon and twice at the Department of State.  He is a distinguished graduate of the Naval War College and was also a National Defense fellow at Harvard University.  To continue the discussion: cjkrisinger@gmail.com.

Image: Chickenonline via Pixabay, Pixabay License.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/08/what-it-s-really-like-to-deal-with-iran/

Lyt altid til en troldmand

 Lyt altid til en troldmand

Medmindre de er førsteårselever med en skæv tryllestav.

Jonny Thomson

Min far og jeg boede i et højt hus. På anden sals repos var der et lille bibliotek fyldt med alle de science fiction- og fantasybøger, min far nogensinde havde læst. Og sådan frådsede en ung Jonny Thomson sig i en kost af sværd, trolddom og eventyr.

Jeg brugte timevis på at beslutte, hvad jeg skulle læse. Jeg arbejdede mig rundt om de ødelagte bogrygge og støvede toppe og læste bagsidetekst efter bagsidetekst, før jeg endelig fandt en ny verden at udforske. På anden repos mødte jeg Conan Barbaren, Fitz Snigmorderen og Troldmanden fra Earthsea. Nogle dage tilbragte jeg mere tid i Midgård eller Westeros end i mit eget hus. Som det sker med bøger, er de fleste plots og karakterer nu fladet ud til en klat. De er der et sted, men formløse og vage. Det sker stadig, at jeg af og til starter en bog, kun for at min hjerne afbryder mig efter 50 sider.

"Du har helt sikkert læst den før." Nogle gange er det et problem. Andre gange genlæser jeg den alligevel.

Én ting, jeg har lært af årtiers læsning af fantasybøger, er, at man altid skal lytte til en troldmand. Jeg mener ikke de spirende, grønansigtede førsteårselever på Hogwarts. Ingen ønsker at høre råd fra en novice, der kaster gnister ud med stammende besværgelser. Jeg mener den slags troldmand med alder, erfaring, stor kraft og sandsynligvis et langt, flagrende skæg. Troldmænd siger de bedste ting.

Så her er tre eksempler på filosofiske perler fra kloge troldmænds mund. Ja, jeg er sikker på, at en "rigtig" filosof har sagt meget af dette. Men giv mig et øjeblik til at genopleve min vej gennem anden sals repos i min fars gamle hus.God fornøjelse JonnyJonny (til venstre) fortæller en morsom anekdote; Gandalf (til højre) har hørt den før. Han er 2000 år gammel.

De klogeste troldmænd jeg kender, Gandalf

Et af mine yndlingscitater om troldmænd – og undskyld for at være forudsigelig – kommer fra Tolkiens Ringens Broderskab. I Morias miner, hvor tingene ser orkisk dystre ud, tager Frodo sig et øjeblik til selvmedlidenhed. Han klager til Gandalf over, at han ville ønske, han var født i en anden tid. Han ville ønske, at denne hårde opgave var faldet på en anden. Og derfor siger Gandalf:

"Det gør jeg også, og det gør alle, der lever for at opleve sådanne tider. Men det er ikke op til dem at bestemme. Alt, hvad vi skal beslutte, er, hvad vi skal gøre med den tid, der er givet os."

Tolkien har en måde at udtrykke den menneskelige tilstand på, der er både smuk og tragisk. Ringenes Herre er fuld af frygt, sorg og triste slutninger. Og alligevel afslører Tolkien i denne linje noget bemærkelsesværdigt om den menneskelige ånd. Vi fortsætter. Vi kæmper videre. Vi rejser os fra jorden, og vi står ud af sengen hver dag.

Men den virkelige kraft i Gandalfs linje ligger i, hvor langt den forbinder os med andre mennesker. Fordi alle mennesker før og efter os vil udholde modgang og lidelse. Og alligevel må vi alle forsøge at skubbe tidevandet tilbage, uanset hvor håbløst det end kan være.

Og i den kamp mellem lys og mørke, godt og ondt, kærlighed og had, er vi bundet sammen med alle andre, låst fast i den gode kamp. Vi har et så lille tidsvindue på denne planet, og som Gandalf udtrykte det, er kendetegnene for storhed, hvordan vi bruger det.

Mesterhånd: Ligevægten

Da jeg første gang læste Ursula Le Guins Earthsea-serie, kunne jeg aldrig rigtig lide magisystemet. Det var for rodet. Det betød at lære de "gamle navne" og være kedeligt forsigtig med, hvordan man brugte magi. Jeg ville have overmægtige troldmænd, der kastede ildkugler. Jeg ville have kaglende troldmænd, der fangede heltene i sorte, tynde tråde. Jeg ville ikke have troldmænd, der sagde ting som: "Du må ikke ændre én ting, én sten, ét sandkorn, før du ved, hvad godt og ondt der vil følge af den handling. Verden er i balance, i ligevægt."

Magisystemet i Earthsea handler om balance. Hvis du tager lidt herfra, bliver du nødt til at give noget til gengæld. Hvis du drænede magi fra Jorden, ville Jorden dræne noget fra dig. Først nu begynder jeg at værdsætte visdommen i dette.

Hver gang vi vælger én vej, afviser vi en anden. At være én person betyder ikke at være en anden. For eksempel kom mine børn hjem fra skole i går og bad mig om at hoppe på vores trampolin med dem. Jeg havde arbejde at lave, så jeg sagde nej. Hver time jeg vælger at arbejde, er en time jeg ikke leger med mine børn. Grunden til at jeg ikke nu lever i en eller anden form for "tiden går"-fortrydelse over mistede muligheder, er på grund af Le Guins form for magi. Jeg kan ikke bruge hver time med mine børn. Jeg kan ikke bruge hver time på at arbejde. Jeg er nødt til at være bevidst om tingene. Jeg er nødt til at genkende hvornår, hvor og hvordan jeg bruger min tid. Jeg er nødt til at vide, hvor jeg giver min energi, og hvor jeg tager den energi fra. Jeg er nødt til at beskytte Ligevægten.

Alligevel ville jeg elske at kaste ildkugler.

Nightingale: Et klart nej

Floderne i London-serien er nok en af ​​de mere nicheprægede fantasyserier, der er opstået her. Faktisk ville pedanterne iblandt os måske endda sige, at det er "magisk realisme" og slet ikke fantasy. Efter min mening, hvis den har magi, monstre og missioner, er den lige så god en fantasy som noget andet, der sker i Faërie.

I serien er Nightingale læreren og den bedste troldmand, og han er gammeldags britisk. Han er vittig, noget følelsesmæssigt hæmmet og fejer katastrofe ind under komisk eufemisme.

"Prøv ikke at blive spist, Peter. Papirarbejdet er omfattende."

Men en af ​​de største replikker kommer i den første bog, hvor han fortæller sin protegé:

"Jeg har altid syntes, at et bestemt 'nej' ofte er den mest effektive besværgelse i ens repertoire." Det fantastiske ved Ben Aaronovitchs verden – en ting jeg altid har fundet problematisk i forskellen mellem mugglere og troldmænd i Harry Potter – er, at ni ud af ti gange er den moderne, virkelige og teknologiske løsning bedre end den magiske. Magi er cool og interessant, men Nightingale er en politimand, der bruger sin intelligens og erfaring mere end sin magiske vævning.

At sige nej og sætte grænser er en form for beskyttelse. Det er en helende besværgelse. Vi siger "nej", når verden er for meget, og vi har brug for at trække os lidt tilbage. Men som Nightingale ved, vil et "nej" ofte stoppe folk, fordi de vil have, at du har det okay. Andre accepterer næsten altid vores grænser mere, end vores instinkter om at behage andre mennesker ofte værdsætter.