Civil Wars betydning for amerikanernes selvforståelse

Tolkning af the Civil War

                        

G. Tracy Mehan, III 

                

150 år med blodets blæk.

                

Mens vi nærmer os årsdagen for afslutningen på Civil War, kan man i den grad forundres over den strøm af såvel doktorafhandlinger og grader samt andre skriverier som denne episode giver anledning til, og dermed genfortælles. Der gås i detaljer og historien gennemarbejdes om nationens blodigste og mest konsekventfyldte krig, der præsenterede de grundlæggende problemer som ikke blev løst i Den Amerikanske Revolution.                                          

Man kunne sige at i 150 år har det været blod udtrykt i blæk.

James M. McPherson, rektor for  American Civil War​ historikere skriver i sin bibliografiske note til sit Pulitzer vindende historiske værk Battle Cry Of Freedom: The Civil War Era (1988), ‘At han observerede at han blot indsamlede “den enorme mængde litteratur om Civil War æraen, der løber op i mere end 50000 forskellige bøger og pamfletter alene om krigsårene -- for ikke at nævne de enorme mængder artikler, doktorudredninger og samlinger af manuskripter og breve.”

“Faktisk siges der at være flere værker på engelsk om Abraham Lincoln end nogen anden person - udover Jesus fra Nazareth​ og William Shakespeare​," skrev McPherson, hvis ubesværede flydende prosa er blevet angivet som et af de få mesterværker i  The Oxford History of the United States, en serie der oprindeligt blev redigeret af C. Vann Woodward, der selv var en hædret person på området.

Meget betegnende har Washington Post haft et par af farvefotografierne på forsiden af deres Metro Sektion (“Et symbol på Lincolns tårnlignende arv,” 15. december 2011) af den tre etagers høje, 34 fod installation der bestod af tusinder af bøger om Lincoln. Den består af brandsikrede aluminiums kopier. Denne udstilling er en del af det renoverede Ford Theatre’s nye center for uddannelse og lederskab, overfor den gade hvor Lincoln blev myrdet i 1865.

Jeg vil vove at påstå at litteraturen er øget med halvdelen siden McPherson udgav sit magnum opus.

Så er der de utallige romaner, film og dokumentarskildringer, blandt dem Michael Shaaras historiske roman fra 1974 Killer Angels, der dramatiserer Slaget ved Gettysburg, og som vandt Pulitzer Prisen, og den magisteragtige (jo, jeg overbenytter ordet) Ken Burns​ produktion, The Civil War. Den fængslede 40 millioner seere i løbet af fem på hinanden efterfølgende aftener, og dermed blev den mest populære dokumentarfilm nogensinde.

Nævnes skal også de hårdføre Civil War reenactors der med store udgifter i tid og penge søger at indfri deres besættelse af historisk korrekthed og autenticitet over hele det amerikanske landskab når vejret tillader det. Jeg erindrer at have set et beåndet engagement ved Galena, Illinois, en af Grants utallige residensbyer, og fandt oplevelsen yderst gribende, hvis man blot har den mindste indlevningsevne.  

Amerikanerne synes at have en umættelig appetit for alt der er skrevet om den blodigste episode i vor historie, hvor flere end 600000 amerikanere døde på begge sider af konflikten om Unionen, stats rettighederne og slaveriet. Den sidste del af forrige sætning har i sig selv genereret sin egen litteraturgruppe om den sande mening af konflikten. Mange eksperter har argumenteret for at at meningen med konflikten eller missionen ændrede sig med tiden mens blodet flød og tabstallene steg astronomisk. Andre holder fast i at staternes rettigheder enten var et dække for det virkelige emne, slaveejernes rettigheder, eller så indblandet med det at de i al væsentlighed var det samme.

I 2006 skrev Harry S. Stout, Yale professor i amerikansk religiøs historie, en “moralhistorie” om Civil War, Upon the Altar of the Nation, hvor han benyttede de traditionelle principper i doktrinen om en retfærdig krig til at kritisere den voldsomme konflikt, og mindre det retfærdige i sagens kerne (jus ad bellum) end for dens udførelse (jus in bello). Stout betragtede krigen gennem diskriminationens og proportionalitetens briller, mellem kombattanter og ikke-kombattanter, og fandt den mere var i slægt med samlet set noget umoralsk, i dens udførelse frem for dens sag.

McPherson skrev en meget kritisk, det vil sige negativ anmeldelse ("Was It a Just War?" New York Review of Books, 23. marts 23, 2006) af Stouts bog og fandt adskillige dusin faktuelle fejl i den militære genfortælling. Dog indrømmede han at selvom bogen “var fejlfyldt,” og “tankeprovokerende fejlfyldt” så “stiller den mange af de rigtige spørgsmål.” selvom den ikke nødvendigvis gav “de rigtige svar”

Problemerne, moralske som forfatningsmæssige, der var impliceret i det 19. århundredes Amerikas behandling af slaveriet, krig og oprør er om ikke andet afgørende, og er med til at disse tæt sammenvævede emner er uimodståeligt tiltrækkende årti efter årti.

At holde trit med kaskaden af bøger er udmattende. Jeg er beskæftiget med at pløje mig igennem mængder af læsning om Civil War og kan knap holde styr på al den nye lærdom der synes at medføre en endeløs strøm af ny information, data, analyser, for ikke at nævne nyere, mere omfattende emner der går fra diplomati, økonomi og endog sygdomme. Bare litteraturen om beregning af det faktisk antal tropper på en given slagmark, efter faktorer som sygdom og desertering er imponerende. Med tiden vil jeg gå kold og opgive at læse noget der blot har det mindste med krigen at gøre, på grund af både følelsesmæssig som intellektuel udmattelse.

Vi er kommet meget langt bort fra de elegante, dog meget militærtilknyttede fortællinger af Shelby Foote, og Bruce Catton den tidligere pro-Syden sympatisør og så senere lettere pro-Nord hældende forfatter og forsker. Ifølge McPherson har de begge trukket på James Ford Rhodes lærde værk, som blev skrevet i syv bind fra 1892 - 1906, og hos Allan Nevins og hans otte binds værk, der blev nedfældet mellem 1947 og 1971.

Shelby Foote og Bruce Catton

James Ford Rhodes og Allan Nevins bog.

        

Jeg har længe spekuleret på om Civil War og dens tætte tilknytning til slaveriet, Lincoln og udvidelsen af nationen mod Vest faktisk udfylder den rolle som klassikerne og den gamle historie spillede for lad os sige det 19, århundredes englændere, ved at give lektioner og modeller for menneskelig lidelse, heltemod, kujoneri og patos. Der er så mange, mange historiske personer og episoder, hvorfra amerikanerne kan trække på, i det mindste nogen visdom, når det drejer sig om menneskehedens evne til dårskab, tragedie, offervilje og udholdenhed.

Som født i St. Louis, Missouri, har jeg længe næret en langvarig fascination af de mange og forskelligartede slag og konflikter, så langt borte fra de helt store slag, i f.eks. Virginia. De var ofte brutale og meget personligt prægede når man tænker på udbredelsen af guerillakrigsførelsen i Vesten og den kendsgerning at den tyske minoritet i St. Louis konspirerede med Nathaniel Lyon for at holde en ellers væsentlig Confederate state ude af konføderationen.

Lincoln havde kun vundet to counties i hele staten i valget i 1860, byen St. Louis og Gasconade County begge centre for tysk kultur og social aktivisme. Lincoln blev støttet af “Wide Awakes” klubber der ikke prægede staten, men snart begyndte at organisere en form for ikke kontrolleret militærstyrke, holdt øvelser i hemmelige ølhaller, fabrikker og idrætshaller. 

Wide Awake Fakkel demonstration 1860

Beretningen er vældig godt fortalt af Adam Goodheart i april 2011 udgaven af American Scholar ("Civil War in St. Louis"). Han beskriver det vi i dag måske ville kalde indsatsstyrker, mere end modoprørsstyrker. Tyskerne tjente Lyon på samme måde som Nordalliancen assisterede U.S. Special Forces og CIA i Afghanistan krigens første dage. De kaldte deres enhed Lyons Fahnenwacht, “Lyons Fanebærer.”

Denne gang var det tysk-amerikanere mod skotter-irere og andre “indfødte” amerikanere der var helt på Confederacy og secessionisternes side. På denne måde blev den siddende regering i Missouri fordrevet. Ved at holde fast i St. Louis og med tiden Vicksburg fik Confederacy fodfæste i Mississippi River Valley.

Vedrørende de mere grumme episoder i guerillakrigsførelsen i Missouri da ledte

William Clarke Quantrill​, en fremragende taktiker og leder af Quantrills Raiders, angrebet mod Lawrence, Kansas, der resulterede i nedslagtningen af cirka 250 mænd og teenagedrenge, de fleste ubevæbnede og uden at gøre modstand, og derpå afbrændning af byen. For mere om denne temmelig bizarre beretning og om resten af hans liv, herunder at han konverterede til katolicismen, og hvad der skete med hans efterladenskaber så læs The Devil Knows How to Ride: The True Story of William Clarke Quantrill and His Confederate Raiders (1976) af Edward E. Leslie.

(Filmen Ride With the Devil skildrer episoder i disse partisaner kamp. (synopsis-oplysning))

https://www.youtube.com/watch?v=F8Vwm6dBQI8

Jeg dukker sporadisk op i bogen. Mens jeg ledede Missouri Department of Natural Resources for daværende guvernør John Ashcroft, stod jeg som chef for statsparker og de historiske steder, blandt dem Confederate Cemetery at Higginsville, Missouri.

The Missouri Division of the Sons of Confederate Veterans ønskede at flytte Quantrill's efterladenskaber der lå i en kasse i et stats arkæologisk laboratorium i Kansas til Higginsville for en ordentlig begravelse. Imidlertid mente holdet hos DNR at den gamle partisan skulle begraves i sin hjemby Dover, Ohio. Som Leslie genfortæller beretningen svarede Sons of Confederate Veterans med diverse bureaukratiske indvendinger, “Mehan gav sin godkendelse.” Faktisk var det en helt lovlig debat om, hvordan man løste sagen. Ville det at begrave Quantrill ved et officielt Confederate sted besmudse deres ære? Det mente de ikke.

Quantrills grav på Higginsville Confederate kirkegården

Men Civil Wars rædsel sluttede ikke fredeligt, men snarere foranledigede et langvarigt oprør i Vest. Jay Winiks bog April 1865: The Month That Saved America (2001) forklarer hvor ømfindtligt og usikkert tingenes tilstand var, hvis det ikke havde været for villigheden hos Robert E. Lee, U.S. Grant, Joseph E. Johnston og selv den brændende kriger, Nathan Bedford Forrest​, for endeligt at få afsluttet bodsudgydelserne og vende sig mod fredelige formål og en helbredelse af landet.

Lee's berømte General Orders Number 9 fastslog, "… Jeg er besluttet på at undgå de nytteløse ofre af de som tidligere indsatser har gjort så elskede af deres landsmænd.”

https://www.youtube.com/watch?v=RgiJFE9FVCk

Joshua L. Chamberlain, "den kæmpende professor fra Bowdoin College i Maine, der vandt medal of Honor for sin tapperhed ved Gettysburg’s Little Round top,” var i spidsen for overgivelsen ved Appomattox. Hans beskrivelse af den formelle overgivelse er lige så bevægende en passage som man kan finde i de amerikanske breves historie. Wilnik beskriver scenen:

Uden at have planlagt det og uden nogen officiel tilladelse gav Chamberlain pludselig ordre til at Union soldaterne skulle “præsentere våben” som et tegn på deres dybeste udtryk for militær respekt. En fanfare tonede øjeblikkeligt ud. Langs hele vejen hævede Union soldaterne deres rifler til skulderen i en æreshilsen.

"Ved lyden af den maskin-lignende lyd af våben der præsenteres,” huskede Chamberlain,  "General Gordon​ [en af Lee’s mest hårdføre krigere, såret fire gangen, og kommandør over Stonewall Jackson​'s gamle enheder] begyndte....drejede sin hest så den vendte sig mod mig, berørte den blidt med sporen således at dyret stejlede let, og mens han drejede hest og rytter i en bevægelse, svingede hestens hoved nedad med et yndefuld buk, og General Gordon tabte sit sværd i hilsenen.” Mens han gjorde det gav veteranerne i blåt en soldaterhilsen til de “besejrede helte,” -- et “tegn på respekt fra amerikaner til amerikaner.”

Gordon, til gengæld beordrede sin mænd til at svare -- “æren, bevar æren,” sagde Chamberlain.

“For vor del ikke en lyd mere fra trompeten, ingen trommehvirvel; ikke et jubelråb, heller ikke ord, heller ikke hvisken eller selvhæder, heller ingen bevægelse ... men snarere en forbløffende stilhed, og en holden vejret, som var det døden der gik forbi.”

Pave Johannes den Store skrev i sin sidste bog yderst bevægende om det organiske bånd mellem hukommelse og identitet. I de mange bøger der er skrevet om den voldsomme omvæltning som var Civil War, kan amerikanerne måske afdække deres identitet, som, skønt fragmenteret af forskellige sociale og kulturelle fejlspor, er grundet i en historie der er værd at kende til og forstå.

                                 

                  

G. Tracy Mehan, III served at the U.S. Environmental Protection Agency in the administrations of both Presidents Bush. He is a consultant in Arlington, Virginia, and an adjunct pro

http://spectator.org/archives/2011/12/29/reading-the-civil-war/1

 

Empati det usle våben i argumentation

Josh Stylman  

I morges offentliggjorde New York Times et essay af en immunolog, der ikke blev vaccineret som barn, som fandt videnskaben, fik sine vaccinationer og nu ønsker at hjælpe andre forældre med at se lyset. Det har det karakteristiske NYT-skær, er velskrevet og følelsesmæssigt fængslende. Og alligevel, hvis du har fulgt med i mediemaskineriet, kan du se, at denne artikel blot er følelsesmæssig afpresning. Den er sofistikeret og taler moderkærlighedens sprog. Det faktum, at den er klædt i en laboratoriekittel, er det, der afslører det.

Essayets argument er simpelt: forfatterens mor vaccinerede hende ikke af kærlighed. Forfatteren vaccinerer nu sine egne børn af kærlighed. Den eneste forskel er information og følelsesmæssig støtte. Historiens morale? Forældre, der ikke vaccinerer, er ikke dårlige mennesker – de er bare ikke blevet ledt til den rigtige konklusion endnu.

Enhver, der ikke har sovet i løbet af de sidste par år, kan genkende spillet.

---

I 2021 stod New Yorks guvernør Kathy Hochul foran en ‘menighed’ og fortalte dem, at de vaccinerede var "de kloge", at de, der nægtede, "ikke lyttede til Gud", og at de troende skulle gå ud som "apostle" og omvende de ikke-troende. Det var billigt, groft og skammeligt på så mange måder.

Og så var der Bill de Blasio. Midt i byens vaccinekampagne gik borgmesteren i New York frem for kameraet, mens han dinglede med en tallerken burger og pommes frites, og stønnede "Mmm, vaccination", som om han filmede en McDonalds-reklame.

Jeg har aldrig skammet mig mere over at være newyorker end at se de to repræsentere min hjemby i den periode.

Times-essayet er præcis den samme prædiken for en anden menighed. Tre pitches for præcis det samme produkt. De Blasio dinglede med pommes frites til folk, der ikke havde råd til at sige nej. Hochul spillede på sjælen. Times sigter direkte mod laptop-klassen. Tilgangen kan se anderledes ud, men afsløringen er indlysende: der er kun ét korrekt svar, og institutionerne besidder det. Dette er alt sammen blot taktikker for at få de uafklarede til at konvertere.

---

Interessant nok nævner Times-artiklen aldrig, at USA har den mest aggressive børnevaccinationsplan i den udviklede verden. Den nævner aldrig, at Kongressen i 1986 vedtog en lov, der beskyttede vaccineproducenter mod traditionelt ansvar – vi fik at vide, at det ikke var fordi produkterne var farlige, men snarere fordi producenterne truede med at forlade markedet uden beskyttelse mod retssager. Måske mest sigende er det, at den aldrig stiller det åbenlyse spørgsmål baseret på sund fornuft: Hvorfor besluttede Kongressen, at den eneste måde at holde vaccinerne i gang på var at fjerne det juridiske ansvar, der gælder for stort set alle andre produkter, du putter i din krop? Og hvad har denne afvejning kostet i offentlighedens tillid?

Den nævner aldrig Vaccine Injury Compensation Program, som har udbetalt over 4 milliarder dollars til familier gennem årtierne – en føderal domstol, der eksisterer med det ene formål at anerkende, at disse skader er reelle. Man skulle tro, at det ville gøre samtaler om risiko helt rimelige. Tilsyneladende ikke. I stedet får man stemplet som farlig, hvis man overhovedet rejser emnet.

Den nævner aldrig arbejdet udført af forskere som Toby Rogers eller organisationer som Children’s Health Defense, der har brugt år på at grave i de faktiske data om bivirkninger, afvise den accepterede risiko-fordel-beregning og kræve, at producenter og regulatorer viser deres arbejde. For hvad det er værd, er det ikke pointen at være enig i alt, hvad de udgiver. Disse mennesker eksisterer ikke i nogen mainstream-diskussion om vacciner. De bliver ikke debatteret. De bliver ikke afvist. Bare fraværende. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg kalde det et makværk, ikke blot en forglemmelse.

Jeg vil argumentere for, at fravær er mere til at undergrave offentlighedens tillid end noget, disse forskere nogensinde har offentliggjort. Når forældre leder efter svar og finder en hel verden af ​​data, som New York Times foregiver ikke eksisterer, kan de konkludere, at Times håndterer sine læsere, ikke informerer dem.

Man behøver ikke at være modstander af en eneste vaccine for at finde det bekymrende. Det er nok, at man mener, at forældre fortjener en ærlig offentlig samtale.

Forfatteren til essayet beskriver, hvordan hendes egen mors børnelæge afviste hendes spørgsmål og hastede sig igennem konsultationen. Hun kalder det et svigt fra systemets side. Det, jeg fandt mest interessant – og indlysende – er, at hendes essay gør præcis det samme, blot fra den modsatte synsvinkel. Hun springer let og elegant hen over alle de svære spørgsmål for at lande på det svar, der allerede lå fast, før hun begyndte at skrive. Er det en forglemmelse eller blot en løgn ved udeladelse? Folk, der studerer propaganda, ved, at sidstnævnte kan være uhyggeligt effektivt.

Det ved jeg af erfaring. Da min kone og jeg fik børn, tryglede en af ​​mine bedste venner os om ikke at vaccinere dem. Jeg vidste, at han ikke var typen, der fandt på ting eller havde andre motiver end at finde sandheden. Jeg tænkte: Hvor slemt kunne det egentlig være, når det er standarden, som de fleste forældre accepterer? Det var vel kun tosser som min ven, der valgte den vej, ikke sandt? Inderst inde vidste jeg måske nok, at han havde ret – og var klogere end mig – men jeg var intellektuelt doven. Jeg orkede ikke arbejdet med at dykke ned i historikken eller kedelige videnskabelige artikler, eller at forstå, hvordan maskineriet egentlig fungerede. I stedet valgte vi en middelvej. Vi troede, vi var smarte ved at sprede de påkrævede vacciner ud over længere tid. Set i bakspejlet var det en måde at springe over, hvor gærdet var lavest. Vi indgik et kompromis med et system, vi ikke helt stolede på, men som vi ikke orkede at tage et opgør med.

Hvis jeg skulle gøre det hele om, skulle man slå mig ihjel, før man satte en nål i mit barn. Ikke fordi jeg påstår at vide med sikkerhed, at mine børn ville tage skade. Men fordi jeg har set nok til at stille spørgsmålstegn ved hele systemet – ansvarsfraskrivelserne, stemplet som "vaccinemodstander", de undertrykte samtaler og institutionernes afvisning af at forholde sig til noget som helst, der udfordrer det fastlagte narrativ. Når først man har set, hvordan det hele hænger sammen, kan man ikke glemme det igen. Hvordan skulle jeg kunne vaccinere mine børn med en tillid, jeg ikke længere besidder?

Men denne tirade handler ikke om videnskab. Det er en meget længere og mere nuanceret diskussion. Det handler om ulempen.

Spillet er lige så simpelt, som det er temmelig djævelsk: Indram debatten, så kun én konklusion er mulig, og demonstrer derefter en vis åbenhed over for, hvordan folk når frem til den konklusion. Vær empatisk omkring rejsen. Vær medfølende omkring kampen. Tillad aldrig nogensinde, at destinationen bliver sat spørgsmålstegn ved.

Essayisten udviser empati til tøvende forældre, men det er helt tydeligt en konverteringsteknik. Hun udviser den ikke til de forældre, hvis børn fik anfald efter deres vaccinationer. Eller til de familier, der så deres børn gå i tilbagegang og i årevis fik at vide, at det var et tilfælde. Eller til enhver, der kiggede på beviserne og kom frem til det "forkerte" svar. Hendes medfølelse har en retning, og den peger mod at bøje knæ for det socialt acceptable svar. Alt andet ville være uhøfligt og fjollet.

Jeg ville beundre elegancen i det, hvis det ikke var så forbandet uhyggeligt. Den udnytter, hvad jeg opfatter som en af ​​vores arts bedste egenskaber (empati), ved at udnytte nogle af vores åbenlyse blinde vinkler (frygt, konformitet). Den tilegner sig forståelsens og venlighedens sprog for at lukke ned for den samtale, den foregiver at åbne. Den siger: "Jeg ser dig, jeg hører dig ... hold nu kæft og gør, hvad du får besked på."

Og det er ikke unikt for vacciner. Stil spørgsmål til Fed, og du forstår ikke økonomi. Stil spørgsmål til valgprocessen, og du er en trussel mod demokratiet. Stil spørgsmål til krigen, og du støtter ikke tropperne. Rammen synes altid at have den samme klang: anerkend bekymringen, valider følelsen, og led derefter publikum til den konklusion, der faktisk aldrig var i tvivl. Det eneste, der ændrer sig, er emnet.

Enhver forælder med sund fornuft kan gennemskue dette, hvis de stopper længe nok op til at stille et par grundlæggende spørgsmål. Hvorfor har et sikkert produkt brug for juridisk immunitet? Hvorfor er de mest informerede forældre de mest tøvende? Hvorfor følger enhver mainstream-samtale om dette emne præcis det samme manuskript – anerkender bekymringer, omdirigerer til overholdelse af regler, aldrig beskæftiger sig med substansen? Og hvorfor holdes de forskere og fortalere, der gør det hårdeste arbejde med dette emne, uden for synsfeltet for acceptabel diskurs?

NYT-essayet slutter med linjen: "Min grund var den samme som min mors: Jeg elsker dem dybt."

Det er en smuk sætning, der demonstrerer en tankevækkende litterær teknik. Hvis jeg var en af ​​de "konspirationsteoretikere", jeg har læst så meget om, ville jeg også mene, at det er et bur. Implikationen er, at kærlighed kun går én retning – mod nålen – og hvis du valgte anderledes, ja, så vidste du bare ikke bedre.

Kærlighed er ikke det, der splittede os; det gjorde vores institutioner. Og forældre blev ikke pludselig anti-videnskab. De blev anti-arrogance og anti-gaslighting.

Hvis de, der fører tilsyn med de organisationer, der skal informere og beskytte os – lægepraksiserne, universiteterne og ja, NYT – vil have vores tillid tilbage, er jeg ret sikker på, at de må bytte deres sikkerhed ud med en vis ydmyghed. Jeg er kynisk over for, at vi nogensinde når dertil, hovedsageligt fordi det ville kræve, at man åbner en samtale, som hele systemet er designet til at forhindre – og at man udgiver essays i New York Times, der ikke ender med, at alle er enige om at smøge ærmerne op.

https://brownstone.org/articles/the-empathy-weapon/

Optur for Richard Nixon

 Optur for Richard Nixon

Unge konservative tilslutter sig ikke Nixons ideologi – de stiller spørgsmålstegn ved de institutioner, der begravede ham.

Francis P. Sempa

Daniel McCarthy, redaktør for *Modern Age*, bemærker i *The Spectator* fænomenet, hvor unge republikanere ser op til Richard Nixon som et politisk ikon. Scott Greer skriver i *The American Conservative*, at "en ny generation af konservative ... ser [Nixon] som den ideelle republikanske leder." *The Wall Street Journal* undrer sig over begejstringen for Nixon blandt unge konservative og kalder fænomenet "Nixonmaxxing". Vicepræsident JD Vance hyldede det, han kaldte en Nixon-renæssance, under en nylig tale på Nixon-biblioteket i Yorba Linda. Efter et halvt århundredes dæmonisering fra mediernes og de liberale kræfters side er Nixon tilbage.

Præsident Richard Nixon med redigerede udskrifter af samtaler fra Nixons båndoptagelser i Det Hvide Hus under udsendelsen af ​​hans tale til nationen i 1974 (National Archives & Records Administration/Wikimedia Commons)

Der er tale om endnu et comeback for den stærkt udskældte 37. præsident. Hans første politiske comeback fandt sted, da han – efter politiske nederlag i 1960 og 1962 – vandt præsidentposten i 1968 og fire år senere blev genvalgt med en jordskredssejr, der omfattede 49 delstater. Hans andet politiske comeback var hans fremkomst som en respekteret statsmand, efter at han var trådt tilbage som præsident i kølvandet på Watergate-skandalen. Nixon opnåede dette ved at skrive en række bøger om udenrigspolitik efter sin tid som præsident, herunder *The Real War*, *Real Peace*, *Leaders*, *No More Vietnams*, *1999: Victory Without War*, *Seize the Moment* og *Beyond Peace*. Historien om dette andet comeback fortælles i Kasey Pipes’ bog *After the Fall*.

Hvad ligger der bag dette tredje comeback for Nixon? En del af æren må utvivlsomt tilskrives Geoff Shepard, der har brugt de sidste to årtier på at afsløre myterne om Watergate i sine bøger *The Nixon Conspiracy: Watergate and the Plot to Remove the President* og *The Real Watergate Scandal* samt i podcasts, interviews og dokumentarfilmen med titlen "How the Deep State Took Down Richard Nixon". 

Det er næppe gået unge republikanere næsen forbi, at "den dybe stat" og de etablerede medier – som de med rette nærer mistillid til – i bund og grund benyttede sig af den samme drejebog, da de fældede Nixons præsidentskab, som da de forsøgte at fælde Trumps præsidentskaber. Vicepræsident Vance fremhævede netop dette punkt på Nixon-biblioteket: "Hvis man ser på historien om, hvordan den dybe stat fældede Richard Nixon, så adskiller den sig ikke væsentligt fra det, som de samme grupper af mennesker og de samme institutioner forsøgte at gøre mod Donald Trump." 

En anden faktor er sandsynligvis unge republikaneres beundring for Nixons udenrigspolitiske bedrifter – lige fra afslutningen på den upopulære krig i Vietnam og fremme af byrdefordeling blandt vores allierede ("Nixon-doktrinen") til brugen af ​​dygtigt diplomati for at stabilisere Mellemøsten i kølvandet på Yom Kippur-krigen samt den geniale manøvre med at balancere mellem Sovjetunionen og Kina, hvilket banede vejen for, at Ronald Reagan kunne afslutte Den Kolde Krig. Selv Nixons mange kritikere anerkender hans udenrigspolitiske realisme. 

Daniel McCarthy, Scott Greer og andre konservative har påpeget, at Nixons indenrigspolitik ikke var særlig konservativ. Unge republikanere og konservative ville sandsynligvis foretrække Reagans indenrigspolitik frem for Nixons. Tiltrækningen ved Nixon er ikke ideologisk; den kan bedre forklares som beundring for – og forsvar af – "min fjendes fjende". Unge konservative nærer stor mistillid til de grupper, der fældede Nixon, og som stadig udskælder ham som en af ​​vores værste præsidenter. Deres holdning er en reaktion på det had til Nixon, der findes på venstrefløjen – et had, der har eksisteret, lige siden Nixon afslørede Alger Hiss som kommunist og spion for Sovjetunionen. De unge konservative er nået til den konklusion, at Watergate – som den store britiske historiker Paul Johnson bemærkede – var et "medie-kup" med det formål at omstøde valgresultatet fra 1972.

Man kan håbe, at nogle af disse unge konservative en dag bliver historikere, universitetsundervisere og journalister, så Richard Nixon kan indtage sin retmæssige plads i historien som en stor præsident.

https://spectator.org/nixonmaxxing-from-watergate-to-gen-z-white-pill/

Islam, kristendommen og historiske kendsgerninger - noget er helt galt

Ny bog: Historien modbeviser Islams lære

TYLER O'NEIL

En amerikansk muslim der undersøgte de historiske beviser for Islam og Kristendommen opdagede en forbavsende sandhed: Beviserne er “helt og aldeles usammenlignelige,”når det drejer sig om Islam, samtidig med de støtter de tre største argumenter for Kristendommen.

"Det var ikke blot at historien i k k e støtter de traditionelle beretninger om Islam, men snarere at historien viste sig at være helt uforenelig med Islams oprindelse,” skriver Nabeel Qureshi forfatter til bogen No God But One: Allah or Jesus? A Former Muslim Investigates the Evidence for Islam & Christianity. Bogen udgivet for nogle måneder siden giver en grundig efterforskning i de markante forskelle mellem de to trosretninger og dykker ned i de historiske beviser (eller mangel derpå) for hver trosretning.

Qureshi undersøger fem basis påstande, hver af dem fremført af hver deres part. Han stiller spørgsmålet, hvorvidt der er tilstrækkeligt med bevis på at “en objektiv observatør” skulle konkludere til fordel for Kristendommen eller Islam.

Argumenterne for Kristendommen er, at Jesus døde på korset, at hans disciple troede han opstod fra de døde, og at han hævdede at være Gud. Argumenterne for Islam er at Muhammad er Allahs profet, og at Koranen er inspireret af Allah.

Da Koranen er “hvorfor” den islamiske tro er til vil jeg indlede her, og gå til Muhammad. Derpå vil jeg se nærmere på Qureshis argumenter for Kristendommen.

1. Er Koranen Guds ord?

Koranen er langt mere vigtig for muslimer end Bibelen er for kristne - så meget at det at brænde Koraner giver stor vrede og endog vold, mens der ingen optøjer er når Bibelen bliver brændt. Qureshi fremlægger fem almindelige argumenter for inspirationen i Koranen: Dens litterære kvalitet, dens opfyldte profetier, den mirakuløse videnskab der afsløres i teksten, de matematiske undere, og den perfekte bevarelse af bogen gennem århundrederne.

De fleste af de argumenter hviler på en subjektiv fortolkning (fordrejning) af teksten i Koranen. Mange af de såkaldte profetier citeres ude af kontekst, og en meget klar profeti var ganske forudsigelig og fandt hurtigt sted. De mirakuløse undere i teksten har vist sig at være falske, forkerte. Endelig for at argumentere for de matematiske undere i teksten så har muslimer forkastet reglerne for arabisk grammatik og udeladt hele vers fra Koranen.

Dermed drages Koranens hævdede litterære kvalitet i tvivl. Qureshi citerer den lærde Gerd Puin, en ekspert i det arabiske i Koranen: “Hver femte sætning eller deromkring giver bare ingen mening.” Ved enhver lejlighed, dersom en udfordrer ville anfægte tekstens litterære kvalitet ville muslimer lave teksten om for at beskytte den mod misbrug. Til sidst så er denne påstand om litterær kvalitet subjektiv - den vil ikke overbevise nogen der ikke allerede tror på det.

Endelig er Koranens historie fyldt med bedrag. Qureshi fortæller beretningen af Kalif Uthman (herskede 644-655a.a.), der kune huske alle Koranens manuskripter, brændte dem alle og udgav helt officielt standardiserede kopier. Beretninger om muslimer der ikke hoppede på det findes i dag.

Endvidere, da Koranen - der oprindeligt blev mundtligt fortalt - først blev skrevet ned gik nogle kapitler nærmest tabt, og store recitorer af Koranen såsom Ubay og Abdullah Ibn Masud (der af Muhammad blev kaldt en af de fire bedste lærere i Koranen), var ikke enig med den endelige nedskrevne tekst. Nogle i den muslimske verden har stadig Koraner med angivelse af læseforskellene mellem de bedst kendte versioner, udgivet i 1924 i Cairo.

2. Er Muhammad Guds profet?

Shahada, eller den islamiske trosbekendelse er en af de fem søjler i Islam, og den erklærer “Der er ingen anden Gud end Allah og Muhammad er hans budbringer.” Qureshi oplister tre hovedargumenter for at Muhammad er profet, hans ekscellente liv og karakter, Bibelens profetier om ham og den videnskabelige mirakuløse viden.

Som fastslået tidligere er den videnskabelige viden meget problematisk. En ærlig sektion i Koranen som muslimer argumenterer for er unik, forud for sin tid, omhandler, embryologi - hvordan en baby udvikler sig i kvinden. Dog er betingelserne i versene langt fra videnskabelige, og viden om det går langt før Muhammad. Aristoteles i On the Generation of Animals er mere videnskabelig og detaljeret og var der 1000 år før Islam. Også den græske videnskabsmand Galen viser en lignende nuanceret beskrivelse langt mere klar end Muhammads.

Profetierne i Bibelen som muslimer hævder taler om Muhammad handler meget tydeligt om Jesus og Den Hellige Ånd når de studeres i kontekst. I 5. Mosebog lover Gud at opløfte “en profet af deres brødre,”som muslimer fortolker som betydende fra “stammen af broder Isak, det vil sige Ismael.” Men teksten der er tale om henviser helt klart til israelitterne, og ordet oversat med “brødre” betyder “landsmænd.” Faktisk tales der i en sektion lige før helt eksplicit om forskelle mellem udlændinge og israelitter. Dette vers lover en jødisk profet ikke en ismaelitisk.

På lignende vis peger muslimer på Johannes 16:12-14 hvor Jesus nævner han har mange ting at sige til disciplene, men at de ikke kan bære det lige nu. Han vil derfor sende “Sandhedens Ånd” til dem. Ordet for sandhedens ånd er parakletos, som muslimer hævder er hvad Muhammad betyder på arabisk. Problemet med dette burde være soleklart for enhver kristen - Den Hellige Ånd er ikke Muhammad, men den tredje person i Treenigheden. Det gør konteksten meget klart..

Endelig - og vigtigst - er fortællingerne om Muhammads liv lang tid efter han levede, historisk upålidelige, men det indtryk de giver er ikke et af en moralsk ren grundlægger. Qureshi benytter blot beretninger fra en af de mest pålidelige tekster, Sahih Muslim, for at demonstrere dette. Da Muhammad erfarer sin stilling som profet, bliver han selvmorderisk, noget ingen profet i Det Gamle Testamente gjorde ved at stå overfor en engel.

Mest slående er dog at Muhammad gik ind for krigsførelse ved at sige at “det at kæmpe bogstaveligt er det bedste i verden.” Han førte an i slag mod ubevæbnede byer, han tillod at kvinder og børn blev slået ihjel og han fuldbyrdede sit ægteskab med sin ni-årige brud Aisha, hvor han selv var 52. Han tillod at hans mænd havde sex med kvindelige slaver, han erklærede at kvinder var mænd mentalt underlegne og han sagde at kvinder udgør flertallet at indbyggerne i helvede fordi de ikke viser deres ægtemænd taknemmelighed. Det er altså ikke et moralens eksempel for Qureshi.

3. Døde Jesus på korset?

Muslimer hævder at Jesus var en profet og at han ikke døde på korset. Qureshi præsenterer to argumenter for denne holdning: Den teistiske ekstase teori, og erstatnings teorien. Koranen fastslår: “De slog ham ikke ihjel, de korsfæstede ham ej heller, men det skulle se sådan ud for dem.” (Surah 4.157) Nogle muslimer argumenterer for at Jesus blev sat på korset, ikke døde der - han blev på mirakuløs vis holdt i live af Allah. Andre hævder at en anden person, mest sandsynlig Simon af Kyrene skulle ligne Jesus og døde i hans sted. Problemerne med disse teorier er, at de er mangesidede. Ateistiske og agnostiske lærde konkluderer at Jesus virkelig døde på korset, og Qureshi citerer tre af dem. John Dominic Crossan skrev, “At han blev korsfæstet er så sandt som noget historisk nogensinde kan være.” Jesu død ved korsfæstelse rapporteres af kristne i evangelierne og epistlerne, af en romersk historiker, Tacitus, og en jødisk historiker, Josefus.

Ydermere var stigmaet med korsfæstelse ikke noget kristne ville have valgt for at få skeptiske romere til at konvertere. Ikke kun er denne dødsmetode bogstaveligt yderst grusom (det tager timer at dø), ingen havde nogensinde overlevet den, og den var også grundlæggende nedværdigende. Qureshi bemærker de gamle romerske grafitti der håner en kristen kendt som Alexamenos ved at vise ham tilbede en korsfæstet mand med et æselhoved.

“Ingen har nogensinde overlevet en gennemført romersk korsfæstelse, og havde Jesus gjort det ville han have været et meget mere appellerende budskab for den tidlige kirke der kunne proklamere end snublestenen af en korsfæstet Frelser var” konkluderer Qureshi.

4. Stod Jesu op fra de døde?

På lignende vis argumenterer Qureshi for at Jesu genopstandelse er den bedste forklaring på tre vigtige historiske kendsgerninger: Jesus døde ved korsfæstelse, Jesu følgere troede inderligt på den opstandne Jesus havde vist sig for dem, og at mennesker der ikke var Jesu tilhængere virkelig troede at den opstandne Jesus havde vist sig for dem.

Disse kendsgerninger er ganske ligefremme Korsfæstelsen er godt dokumenterer og Det Nye Testamente omfatter beretninger om at disciplene troede at Jesus viste sig for dem og opmuntrer en efterforsker til at spørge de overlevende vidner. Beretningen om Jesu bror, Jakob, styrker dette bevis ved at mennesker der ellers ikke fulgte Kristus på daværende tidspunkt senere troede på hans opstandelse og var villige til at dø for deres overbevisning.

Beretningen om apostlen Paulus, der gik fra at slå kristne ihjel til at lede dem, og som opgav en stilling med stor myndighed som elev af Gamaliel - til sidst gav sit liv - for at føre en spirende forfulgt bevægelse er også et stærkt bevis på Paulus’ oprigtige tro på opstandelsen. Muslimer hævder at Paulus opfandt doktrinen om Jesu opstandele og hans guddommelighed, men Apostlenes Gerninger viser at han underlagde sig de andre disciples undervisning.

Hvert eneste argument for at benægte opstandelsen svigter. Personlige hallucinationer forekommer, men aldrig for 500 mennesker på samme tid. Hvis disciplene havde stjålet Jesu lig fra graven ville de ikke have givet deres, liv, gået i døden for deres tro på ham. Den eneste teori der bedst passer kendsgerningerne er Opstandelsen.

5. Hævdede Jesus virkelig at være Gud?

Jesu guddommeligheder - et central afgørende punkt mellem Islam og Kristendommen. Muslimer anklager kristne for at være polyteister, i at tilbede mere end en Gud. De hævder at den ægte Jesus ikke identificerede sig selv med Gud, men det skyldtes en senere kristen korruption. En af Islams grundlæggende troslærer er tawhid, at der kun er een Gud. Hvis Jesus var en ægte profet (som muslimer er med på) kan han ikke have påstået at være Gud inkarneret.

Dette argument kan ikke holde til en nærmere forskning. Ikke alene argumenterer alle fire evangelier for at Jesus Kristus er legemliggjort. Alle fire evangelier nævner det og ikke mindst i en hymne i Fillipperbrevet 2:5-11 kaldet Carmen Christi — erklæres: “han, som havde Guds skikkelse. regnede det ikke for et rov at være lige med Gud,”

Disse vers henviser ganske klart til passager i Det Gamle Testamente om Yahweh Esajas 45:22-23), men der benyttes også et ikke Paulinsk sprogbrug og grammatisk struktur der end ikke findes nogen steder i græsk sprog. Lærde konkluderede at hymnen blev komponeret ved slutningen af 30. A.D., blot få år efter Jesu genopstandelse og opstigning. Qureshi konkluderer at “det er umuligt at argumentere for at Jesu guddommelighed var et senere påfund.”

Muslimer argumenterer med at Jesus aldrig erklærede direkte at han var Gud, og meget tydeligt betonede af Faderen er større end han. Men dette argument overser den helt klare kontekst i Jesu ord i Det Nye Testamente. I højdepunktet i Markus Evangeliet bliver Jesus udspurgt af Sanhedrinet og han erklærer åbenlyst; “Jeg er, og I vil se Menneskesønnen sidde ved magtens højre hånd og komme med Himlens skyer.” Markus 14:62

Denne erklæring er en klar henvisning til Daniel 7:13-14 og Salme 110:1, og hver af disse sektioner gør det klart at “Menneskesønnen” vil få myndighed, ære og suveræn magt der alene skyldes Gud. Sanhedrinet besluttede at dødsdomme Jesus for disse ord, fordi han netop hævdede at være Gud.

Qureshi's bog går i mange detaljer med disse argumenter, sammen med mange, mange flere og jeg kan ikke anbefale den varmt nok. Hans forståelse af Islam er indsigtsfuld og oplysende og bogen oplyser og uddyber hans værdsættelse af Kristendommen så meget mere. Der er nogle fine kristne sandheder der åbenbares ham fordi han enang var muslim, og kristne der læser denne bog vil ikke blot få solide argumenter for deres tro, de vil også forstå begge religioner langt bedre.

https://pjmedia.com/faith/2016/08/30/new-book-history-is-entirely-incompatible-with-islam/?singlepage=true