Demokraternes uløselige problem med maskulinitet

 

Demokraternes uløselige problem med maskulinitet

Så længe Demokraterne satser på diversitet, lighed, inklusion og marxisme, vil mænd af alle racer vende dem ryggen.

Steve McCann

For nylig præsenterede The Atlantic Det Demokratiske Partis nye valgstrategi for 2026 og 2028. Artiklen "Partiet har en ny kampagnestrategi: Maskulinitet" redegør grundigt for, hvad partiet nu definerer som "maskulinitet", og hvordan det – efter fiaskoen ved valget i 2024 – forsøger at vende fire årtiers hetz mod hvide mænd ved at fokusere på såkaldt maskuline egenskaber. Med andre ord er der tale om en dårligt gennemtænkt strategi, der er født af desperation, og som er dømt til at mislykkes.

I 2024 vandt Donald Trump en overvældende andel af de hvide mænds stemmer i 42 delstater (han fik 80 % af de hvide mænds stemmer i to delstater, 70-76 % i syv delstater, 60-69 % i 20 delstater og 51-59 % i 13 delstater). Disse markante tal tvang Demokraterne til at indse, at de er nødt til at vinde en større andel af de hvide mænds stemmer ved fremtidige valg, især fordi sorte mandlige arbejdere også i stigende grad vender partiet ryggen.

Hvad der er tilbage af det stivnede demokratiske partietablissement, forsøger nu at balancere på en knivsæg: Man vil appellere til hvide mandlige vælgere og samtidig tækkes den temperamentsfulde fløj, der kæmper for social retfærdighed, samt dem, der identificerer sig som "Democratic Socialists of America" ​​(DSA); disse to grupperinger er nu i praksis allierede og udgør de dominerende kræfter i partiet. Hvordan vil de gribe det an? En anden artikel i The Atlantic beskrev to teorier om, hvordan man kan vinde mændene tilbage:

Jeg har opdaget, at to teorier om, hvordan man vinder mænd tilbage, bobler op. Den ene er at forbedre partiets kulturelle appel til mænd ved at omfavne maskulinitet snarere end at skælde den ud. Den anden er at fokusere på mere traditionelle budskaber om økonomien ud fra den antagelse, at hvis demokraterne opbygger en dagsorden for arbejderklassen i Amerika, vil mændene følge efter.

Der er dog flere problemer med disse to tilgange. For det første vil DSA bestemme det demokratiske partis budskaber og dagsorden, når det kommer til økonomi. DSA's erklærede formål er at forvandle USA til det fuldendte socialistiske "paradis", samtidig med at "den kapitalistiske stats fængselskræfter" elimineres, hvilket nødvendiggør nedlæggelse af det amerikanske senat, afskaffelse af finansieringen af ​​krigsministeriet, amnesti til alle illegale immigranter og erstatning af præsidenten og højesteret med en udøvende og dømmende magt valgt af og underordnet Kongressen.

Der er ikke plads til kompromis med det, der er tilbage af det demokratiske etablissement, for at fremme nogen form for "traditionel" budskab om økonomien, som nødvendigvis ville skulle indeholde referencer til fri virksomhed, selvforsyning og amerikansk eksceptionalisme, alle grundlæggende principper for arbejderklassen i Amerika og det store flertal af amerikanske mænd. (En nylig meningsmåling viste, at 65 % af mændene er ekstremt eller meget stolte af at være amerikanere, sammenlignet med 45 % af kvinderne.)

For det andet vil det være fløjen for social retfærdighed i Det Demokratiske Parti, der i sidste ende definerer "acceptabel" maskulinitet. Hele denne bevægelse er så gennemsyret af fire årtiers hetz mod hvide mænd og kamp mod det såkaldte "patriarkat", at den er ude af stand til at indgå kompromiser med resterne af partiets etablerede ledelse; det ville nemlig i bund og grund kræve et opgør med DEI-principperne (diversitet, lighed og inklusion) som led i en strategi for at vinde en betydelig andel af de mandlige vælgere.

En nylig e-mail, jeg modtog fra et selvudnævnt medlem af DSA (Democratic Socialists of America), understreger den sammensmeltning af social retfærdighed og socialisme, der i øjeblikket præger Det Demokratiske Parti.

Efter at have skældt mig huden fuld på grund af en klumme, jeg for nylig skrev om DSA's overtagelse af Det Demokratiske Parti, hævdede afsenderen, at hvide mænd var ansvarlige for alt ondt i verden. Vedkommende mente, at hvis blot denne gruppe af grådige, racistiske "folkemorderiske galninge" blev elimineret, ville USA – takket være den demokratiske socialismes magi – blive et mere "retfærdigt, kærligt og imødekommende" sted for alle mennesker.

Der var vedhæftet to links til denne tirade. Det første førte til en artikel med titlen "Hvide mænd skal stoppes: Menneskehedens fremtid afhænger af det". Det var en trættende og usandsynlig fremstilling af, hvordan amerikanske hvide mænd (der udgør mindre end 1,5 % af verdensbefolkningen) gennem de seneste fem århundreder har skabt enorme lidelser verden over uden at bidrage med noget positivt til menneskeheden.

Det andet link, "DSA-programmet: Arbejdere fortjener mere", var en barnagtig, 19 sider lang gentagelse af socialismens og marxismens vidunderlige egenskaber – forudsat at de udvalgte DSA-medlemmer sad ved roret.

Min umiddelbare tanke efter at have læst alt dette vrøvl var, at Det Demokratiske Parti har passeret "point of no return" i sin antiamerikanisme og sin fjendtlighed over for mænd. Der er tale om en intolerance, der gennem tre årtier har fremmedgjort det store flertal af hvide mænd; de har gentagne gange fået at vide, at de – udelukkende på grund af deres køn og hudfarve – stort set alle er undertrykte seksualforbrydere, indavlede racister, kvindehadere og fremmedhadere samt folkemorderiske galninge, latente hvide nationalister og grådige, moralsk fordærvede individer.

Som følge af denne knusende skyldfølelse forventes det, at hvide amerikanske mænd frivilligt træder til side for millioner af ukontrollerede, ufaglærte og analfabetiske immigranter fra de tredjeverdenslande, de angiveligt har udnyttet. Desuden bør hvide mænd forsøge at dæmpe denne skyldfølelse ved at krybe for DEI-ideologiens alter og føjeligt lade sig opsluge af endnu en udgave af undertrykkende socialisme eller marxisme.

Hvad ville der ske, hvis Det Demokratiske Parti fik held med at påtvinge nationen denne dagsorden, og alle hvide mænd ved lov blev underlagt DEI-systemets ufravigelige regler? Hvilken slags land ville amerikanerne så leve i?

I 2022 identificerede 71 % af befolkningen sig som hvide (herunder mere end 60 % af de personer af latinamerikansk herkomst, der selv betegner sig som hvide). Hvide mænd udgør 35 % af den samlede befolkning. Ifølge det amerikanske arbejdsministerium (U.S. Bureau of Labor Statistics) er hvide mænd overrepræsenterede i forhold til deres befolkningsandel i mere end 60 % af alle større erhvervskategorier, men de udgør en særligt stor andel inden for følgende områder:

• 85 % af piloter og flymaskinister

• 84 % af medarbejdere inden for skovbrug, fiskeri, olie- og gasboring samt raffinaderidrift

• 78 % af tømrere, VVS-installatører, elektrikere og murere

• 78 % af mekanikere, montører og serviceteknikere

• 77 % af landmænd og kvægavlere

• 76 % af byggeledere og formænd

• 76 % af serviceteknikere og mekanikere til personbiler, busser, lastbiler og tunge køretøjer

• 74 % af politifolk, brandmænd og sikkerhedspersonale

• 73 % af ingeniører inden for luftfart, elektroteknik og maskinteknik

Et spørgsmål til de hjernevaskede "social justice warriors" og medlemmer af DSA: Hvordan skulle amerikanerne skaffe mad og tøj, rejse, holde varmen om vinteren og køle af om sommeren, bygge veje og boliger, vedligeholde infrastrukturen samt sikre og forsvare nationen, hvis DEI blev håndhævet strengt, og arbejdsstyrken inden for alle erhverv blev begrænset til 35 % hvide mænd? Og hvem skulle finansiere de umættelige krav om indtægter til deres socialistiske "paradis"?

Opskriften på, hvordan Det Demokratiske Parti kan vinde flertallet af hvide mandlige vælgere, er ganske enkel. De fraktioner inden for Det Demokratiske Parti, der står for social retfærdighed og DSA-ideologi, må i både ord og handling opgive deres tilslutning til DEI og den umodne forestilling om, at de kan indføre socialisme eller marxisme med succes, når alle før dem har fejlet.

Da det aldrig kommer til at ske, vil det åbenlyse knæfald – hvor man blot lægger læbepris til ”maskulinitet”, som var det et kostume, man kunne skifte efter forgodtbefindende – kun føre til, at man yderligere fremmedgør ikke blot hvide amerikanske mænd, men alle amerikanske mænd.

Image created using AI.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/07/the-democrat-party-s-intractable-masculinity-problem/

Kaffe, nikotin og indstillingen til acceptabel afhængighed

Kaffe, nikotin og indstillingen til acceptabel afhængighed

Roger Bate    

Hver morgen udfører hundredvis af millioner af mennesker et socialt godkendt ritual. De stiller sig i kø til kaffe. De joker med, at de ikke kan fungere uden koffein. De anerkender åbent en afhængighed og fejrer det endda. Ingen kalder denne afhængighed degenerativ. Den fremstilles som produktivitet, smag, velvære – nogle gange endda dyd.

Forestil dig nu den samme professionelle, der diskret bruger en nikotinpose før et møde. Reaktionen er meget anderledes. Dette behandles som en last, noget vagt skamfuldt, forbundet med svaghed, dårlig dømmekraft eller folkesundhedsrisiko.

Fra et videnskabeligt perspektiv giver denne sondring ikke meget mening.

Koffein og nikotin er begge milde psykoaktive stimulanser. Begge er planteafledte alkaloider. Begge øger årvågenhed og koncentration. Begge producerer afhængighed. Ingen af ​​dem er kræftfremkaldende. Ingen af ​​dem forårsager de sygdomme, der historisk set er forbundet med rygning. Alligevel er den ene blevet verdens mest acceptable afhængighed, mens den anden forbliver moralsk forurenet, selv i dens sikreste, ikke-brændbare former.

Denne divergens har næsten intet at gøre med biologi. Den har alt at gøre med historie, klasse, markedsføring og den moderne folkesundheds manglende evne til at skelne molekyler fra mekanismer.

.

To stimulanser, én misforståelse

Nikotin virker på nikotinacetylkolinreceptorer og efterligner en neurotransmitter, som hjernen allerede bruger til at regulere opmærksomhed og indlæring. Ved lave doser forbedrer det fokus og humør. Ved højere doser forårsager det kvalme og svimmelhed – selvbegrænsende effekter, der modvirker overdreven indtagelse. Nikotin er ikke kræftfremkaldende og forårsager ikke lungesygdomme.

Koffein virker anderledes og blokerer adenosinreceptorer, der signalerer træthed. Resultatet er vågenhed og årvågenhed. Ligesom nikotin påvirker koffein indirekte dopamin, hvilket er grunden til, at folk er afhængige af det dagligt. Ligesom nikotin producerer det tolerance og abstinenser. Hovedpine, træthed og irritabilitet er rutine blandt regelmæssige brugere, der springer deres morgendosis over.

Farmakologisk er disse stoffer ligeværdige.

Den største forskel i sundhedsresultater kommer ikke fra selve molekylerne, men fra hvordan de er blevet leveret.

Forbrænding var dræberen

Rygning dræber, fordi afbrænding af organisk materiale producerer tusindvis af giftige forbindelser - tjære, kulilte, polycykliske aromatiske kulbrinter og andre kræftfremkaldende stoffer. Nikotin findes i cigaretrøg, men det er ikke det, der forårsager kræft eller emfysem. Forbrænding er det.

Når nikotin leveres uden forbrænding - gennem plastre, tyggegummi, snus, poser eller vaping - falder den giftige byrde dramatisk. Dette er et af de mest robuste fund i moderne tobaksforskning.

Og alligevel behandles nikotin fortsat, som om det var kilden til rygningens skade.

Denne forvirring har formet årtiers politik.

Hvordan nikotin mistede sit ry

I århundreder var nikotin ikke stigmatiseret. Indfødte kulturer over hele Amerika brugte tobak i religiøse, medicinske og diplomatiske ritualer. I det tidlige moderne Europa ordinerede læger det. Piber, cigarer og snus blev forbundet med kontemplation og fritid.

Sammenbruddet kom med industrialiseringen.

Cigarettrullemaskinen i slutningen af ​​det 19. århundrede forvandlede nikotin til et massemarkedsprodukt optimeret til hurtig lungetilførsel. Afhængigheden intensiveredes, eksponeringen mangedobledes, og forbrændingsskader akkumulerede sig usynligt i årtier. Da epidemiologien endelig forbandt rygning med lungekræft og hjertesygdomme i midten af ​​det 20. århundrede, var modreaktionen uundgåelig.

Men skylden blev placeret groft. Nikotin - den navngivne psykoaktive komponent - blev symbolet på skaden, selvom skaden kom fra røg.

Da denne association først havde dannet sig, hærdede den til dogme.

Hvordan koffein undslap

Koffein fulgte en helt anden kulturel vej. Kaffe og te kom ind i det globale liv gennem respektable institutioner. Caféer i det osmanniske rige og Europa blev centre for handel og debat. Te blev vævet ind i hjemlige ritualer, imperium og fornemmelse.

Afgørende var det, at koffein aldrig var bundet til et dødeligt leveringssystem. Ingen inhalerede brændende kaffeblade. Der var ingen forsinket epidemi, der ventede på at blive opdaget.

Efterhånden som den industrielle kapitalisme ekspanderede, blev koffein et produktivitetsværktøj. Kaffepauser blev institutionaliseret. Te nærede fabriksplaner og kontorrutiner. I det 20. århundrede blev koffein slet ikke længere set som et stof, men som en nødvendighed i det moderne liv.

Dens ulemper – afhængighed, søvnforstyrrelser, angst – blev normaliseret eller der blev joket med dem. I de seneste årtier fuldendte branding transformationen. Kaffe blev livsstil. Stimulansen forsvandt bag æstetik og identitet.

Klasseskillet i afhængighed

Forskellen mellem koffein og nikotin er ikke kun historisk. Den er social.

Koffeinbrug er offentligt, æstetisk og professionelt kodet. At bære en kaffekop signalerer travlhed, produktivitet og tilhørsforhold til middelklassen. Nikotinbrug – selv i rene, lavrisikoformer – er diskret. Det er ikke æstetisk. Det er forbundet med mestring snarere end ambition.

Afhængigheder, der foretrækkes af eliter, omdøbes til vaner eller wellness-værktøjer. Afhængigheder forbundet med stress, manuelt arbejde eller marginale befolkningsgrupper fremstilles som moralske fejl. Derfor er koffein nydelse, og nikotin er degeneration, selv når de fysiologiske virkninger er ens.

Hvor folkesundheden gik galt

Folkesundhedsbudskaber er afhængige af forenkling. "Rygning dræber" var effektivt og sandt. Men med tiden blev forenklingen hårdere og mere forvrænget.

"Rygning dræber" blev til "Nikotin er vanedannende", som gled over i "Nikotin er skadeligt" og til sidst til påstande om, at der ikke er "et sikkert niveau". Dosis, levering og sammenlignende risiko forsvandt fra samtalen.

Institutioner kæmper nu for at vende kursen. At indrømme, at nikotin ikke er den primære skadelige faktor, ville kræve en anerkendelse af årtiers vildledende kommunikation. Det ville kræve en skelnen mellem brug hos voksne og brug hos unge. Det ville kræve nuancer.

Bureaukratier er dårlige til at nuancere. Så nikotin forbliver fastfrosset i sit værste historiske øjeblik: cigarettens tidsalder.

Hvorfor dette er vigtigt

Dette er ikke en akademisk debat. Millioner af rygere kunne dramatisk reducere deres sundhedsrisici ved at skifte til nikotinprodukter uden forbrænding. Lande, der har tilladt dette - især Sverige - har set et fald i rygerater og tobaksrelateret dødelighed. Lande, der stigmatiserer eller forbyder disse alternativer, bevarer cigaretdominansen.

Samtidig fortsætter koffeinforbruget med at stige, også blandt unge, med begrænset moralsk panik. Energidrikke markedsføres aggressivt. Søvnforstyrrelser og angst behandles som livsstilsproblemer, ikke folkesundhedskriser.

Asymmetrien er afslørende.

Kaffe som modelafhængighed

Koffein fik kulturel succes, fordi det var forbundet med magt. Det understøttede arbejde, gav ikke modstand. Det passede til kontorlivet. Det kunne blive stemplet som raffinement. Det udfordrede aldrig institutionel autoritet.

Nikotin, især når det blev brugt af arbejderklassen, blev forbundet med stresslindring, nonkonformitet og manglende overholdelse af regler. Denne symbolik fortsatte længe efter, at røgen kunne fjernes.

Afhængighed bedømmes ikke ud fra kemi. De bedømmes ud fra, hvem der bruger dem, og om de passer til de fremherskende moralske fortællinger.

Kaffe bestod testen. Nikotin gjorde ikke.

Kernefejlen

Den centrale fejl er at forveksle et molekyle med en metode. Nikotin forårsagede ikke rygeepidemien. Forbrænding gjorde. Når denne sondring er genoprettet, ser meget af den moderne tobakspolitik usammenhængende ud. Lav risiko adfærd behandles som moralske trusler, mens højrisikoadfærd tolereres, fordi den er kulturelt forankret.

Dette er ikke videnskab. Det er politik forklædt som sundhed.

En sidste tanke

Hvis vi anvendte de standarder, der anvendes mod nikotin, på koffein, ville kaffe blive reguleret som et stof der skal kontrolleres. Hvis vi anvendte de standarder, der anvendes for koffein, på nikotin, ville poser og vaping blive behandlet som valg for voksne der bør gå ubemærket hen.

Den rationelle tilgang er indlysende: vurder stoffer baseret på dosis, levering og faktisk skade. Stop med at moralisere kemi. Stop med at lade som om, at alle afhængigheder er lige. Nikotin er ikke harmløst. Det er koffein heller ikke. Men begge er langt sikrere end de historier, der fortælles om dem.

Dette essay ridser kun i overfladen. Den mærkelige moralske historie om nikotin, koffein og acceptabel afhængighed afslører et meget større problem: moderne institutioner har glemt, hvordan man ræsonnerer om risiko. 

https://brownstone.org/articles/coffee-nicotine-and-the-politics-of-acceptable-addiction/

Hvordan eksperimenterende arkæologer løser gamle mysterier. Del 2 af 2.

Hvordan eksperimenterende arkæologer løser gamle mysterier. Del 2 af 2.  

Kapitel 4: Romerriget – 100 f.Kr.

Lad os springe frem i tiden igen til det antikke romerske imperium omkring år 180. Du bor uden for byen i Avila, og du skal gå ind ad en romersk vej. Du skal ind i byen, og du skal have ordnet dit hår. Du har et stort bal den aften, og du vil imponere nogle mennesker. Efter at have siddet der i et par timer med at få ordnet dit hår, bliver du lidt sulten. Du går rundt om hjørnet, du undgår alt snavset på gaden, og du går hen til en lille bod på fortovet og bestiller et måltid.

En af hovedingredienserne i den romerske vej, og på nogle måder en af ​​hemmelighederne ved romersk arkitektur, er den fantastiske beton, de lavede. Beton er ikke rigtig sexet materiale, men den måde, romerne lavede beton på, har gjort det muligt for mange af deres bygninger, broer og veje at stå den dag i dag. Arkæologer, når de kiggede på romersk beton, troede altid, at de havde lavet en lille fejl, da de lavede det. At en af ​​de store ingredienser i beton er et stof kaldet brændt kalk. Man blander det med vand, og det hjælper med at danne en lim, der binder betonen sammen. Når arkæologer kiggede på romersk beton, fandt de store ufordøjede klumper af brændt kalk deri. De troede, det var en fejltagelse.

Man kan forestille sig et brød i moderne tid. Hvis man inde i brødet fandt en klump råt mel deri, ville man tænke: "Okay, bageren blandede ikke melet så godt, som de burde." Arkæologer havde den samme tanke med den romerske beton. De troede, de havde lavet en fejltagelse. Men det viser sig, at det ikke var en fejltagelse, og faktisk var et nøgletræk ved romersk beton. Moderne beton er ret god, ret stærk, men den er tilbøjelig til at revne. Når en revne først starter, udvider revnerne sig meget hurtigt.

Men med romersk beton genskabte et par arkæologer på MIT noget af det, og de fandt noget meget interessant med denne beton. Med normal beton fryser det, når vand kommer ind, det udvider det og kan revne det fra hinanden. Med romersk beton, når vand kom ind, fandt det disse ufordøjede klumper af brændt kalk og reagerede med dem og skabte faktisk et stof, der fyldte rummet. Det var i bund og grund selvreparerende beton. På grund af denne egenskab ved deres beton styrkedes det det over tid og tillod det faktisk at stå meget længere end moderne beton gør.

En af mine yndlingspersoner at tale med til bogen var Janet Stevens fra Baltimore. Stevens er frisør, har ingen formel uddannelse i arkæologi. Hun var på et museum, og noget fascinerede hende. Hun så flere buster af romerske matroner der, og som frisør bemærkede hun deres fantastiske hår. Hun var især interesseret i bagsiden af ​​deres hår, fordi det som frisør normalt er den del, hun ser på. Hun så, at disse buster havde disse fantastiske frisurer, disse bjerge af krøller, disse spiraler omkring deres hår. Hun tænkte: "Wow, jeg vil gerne prøve at genskabe disse frisurer."

Så hun gik hjem, hun havde et par modeldukker med hår på, som hun bruger til at øve sig med. Selvom hun var en professionel stylist, kunne hun ikke genskabe disse frisurer, selv med alle de moderne værktøjer, hun havde til rådighed. Hun blev nysgerrig og tænkte: "Nå, hvordan lavede de egentlig dette hår?" Så hun gik til den arkæologiske litteratur og den klassiske litteratur og begyndte at slå artikler op om romersk skønhed og romersk hårstyling. Hun indså hurtigt, at de mennesker, der skrev disse artikler, ikke anede, hvad de talte om. Bare den måde, de ville beskrive hår på, hårets fysik, hvordan man bevæger det, hvordan man sætter det op, hvordan man former det, de vidste ikke, hvad de talte om. Hun besluttede: "Nå, hvis nogen skal løse dette mysterium, er det mig."

En hindring for at løse dette mysterium var, at hun slet ikke kunne læse latin. Faktisk havde hun dumpet latin, da hun tog det i skolen. Men hun var motiveret denne gang. Hun begyndte kedsommeligt at skrive sider med latinsk tekst ind i Google Translate linje for linje for at prøve at finde ud af, om hun kunne finde et spor til, hvordan de lavede dette hår. Et par år senere, inde i dette projekt, skrev hun endnu en linje ind i Google Translate, og tiøren faldt. Hun læste en linje om den nål, som skrædderen og frisøren brugte. Hun indså: "Aha! De skulpturerede ikke dette hår og satte det op med hårnåle eller noget lignende. De syede faktisk folks hår på plads med nål og tråd." Derefter gik hun hjem, prøvede det med nål og tråd og var pludselig i stand til at genskabe en hvilken som helst af de frisurer, hun ønskede. Denne frisør fra Baltimore, som ikke havde nogen erfaring med arkæologi, var faktisk i stand til at udgive en artikel, der revolutionerede feltet. Hun er nu en af ​​verdens førende eksperter i romersk skønhed og romersk hårstyling. 

Romersk mad har altid haft et meget dårligt ry, primært på grund af én ingrediens, som romerne brugte i næsten alle de retter, en sauce kaldet garum. I lang tid blev garum oversat til rådden fiskesauce, som om de havde taget en fisk, ladet den nedbrydes og derefter presset putrasaften ud og bare hældt det ud over hele deres mad. Som du kan forestille dig, syntes folk, at det måtte have været ulækkert. Det lyder forfærdeligt. Hvorfor ville du spise denne mad overhældt med rådden fiskesauce? Og den holdning varede indtil moderne tid, hvor et par mennesker, der rent faktisk arbejdede som kokke, læste om processen med at lave den, og de sagde: "Vent et øjeblik. Dette er ikke rådden fiskesauce. Det er bare gæring. Det var alt, hvad de gjorde. De gærede den under kontrollerede omstændigheder, og brød faktisk fiskens muskler ned og producerede en sauce på den måde."

En tilsvarende ingrediens i moderne tid er thailandsk fiskesauce. Folk bruger det hele tiden under madlavning, måske endda drysser de lidt på maden. Det er en meget almindelig ingrediens. Når folk først indser dette, indser de, at det faktisk var en meget alsidig ret, som man kunne bruge i mange måltider. Den har en dejlig umami-smag, så den velsmagende smag, man får med protein, har også en masse salt i sig. Man kan tilføje et strejf for at pifte retten op.

Romerne elskede den så meget, denne garum-fiskesauce, at de faktisk også brugte den i desserter. Stort set alle retter, man kan forestille sig, hældte de fiskesaucen over. Jeg ved ikke, om vi alle ville have den i vores desserter nu om dage, men jeg har spist nogle måltider med denne garum-fiskesauce. Jeg kan fortælle dig, at den giver et ret dejligt pift til mange retter.

Kapitel 5: Vikingerne – 900 f.Kr.

Lad os springe frem til 900-tallet e.Kr., hvor vikingerne gik amok, plyndrede og ødelagde landsbyer langs hele kysten. Forestil dig, at du var en beboer i en af ​​disse landsbyer, hvor de angreb personer, du kender og elsker. De knækkede deres kranium med en stor økse og efterlod dem liggende og blødende på jorden. Nu er det dit job at redde dem. Du skal udføre en operation på dem og derefter forhindre, at såret bliver inficeret.

Det lyder overraskende at sige, men en af ​​de første operationer, som mennesker nogensinde udførte, var en type neurokirurgi kaldet trepanation. Forestil dig, at nogen bliver ramt i hovedet, og der kommer frakturer, og der er knoglestykker, der presser mod hjernen. Det er en meget farlig situation. Det kan give hjerneskade, og man kan endda dø af det, når tryk og blod ophobes under kraniet. De ville fjerne de knækkede knoglestykker. Det ville tillade blod at sive ud og forhindre det i at presse ned på hjernen og skade hjernen.

Til bogen fik jeg faktisk selv prøvet en trepanation. Jeg brugte et stenværktøj til det, det er et stykke flint med nogle savtakker på. Det var som et savtakket stykke stenværktøj. Jeg prøvede det på et hjortekranie. Jeg skar i bund og grund et trekantet hul i kraniet og løftede derefter det stykke kranium af. At skære dette lille stykke, det er omtrent på tykkelse med en flaskehætte eller deromkring, tog mig omkring 90 minutter at lave.

Dette var nogle af de værste 90 minutter, jeg havde med at lave bogen. Det var en forfærdelig, forfærdelig opgave

Stenværktøjet fungerede faktisk ret godt i starten. Jeg var overrasket over, hvor godt det var til at skære gennem kraniet i mange tilfælde, fordi en ulempe ved stenværktøjer, selvom de er meget skarpe, er, at de sløves meget hurtigt. De sliber små stykker ned og begynder at skalle af. Til sidst står man tilbage med et ret sløvt værktøj, som man bare sliber løs på. Efter det første snit var færdigt, tog det mig meget lang tid. Det var en meget stor kamp.

Den anden ting, jeg ikke havde forventet, var, at jeg var udendørs, mens jeg lavede det, en meget varm dag, og fluer begyndte at komme. Der var fluer overalt. De var i mit hår, kravlede i min skjorte, kravlede op i mine shorts, bed mig og sværmede over hele såret, mens jeg jagede dem væk. Jeg begyndte også at svede, og der kom blod og kropsvæsker ud af dette hjortekranie, som jeg arbejdede på. Det endte med at være en gigantisk frustration for mig. Men på en måde var det faktisk en god ting, fordi en del af oplevelsen med eksperimentel arkæologi er at vise dig nogle af frustrationerne og vise dig de ting, som folk må have udholdt i oldtiden.

Én ting, du måske undrer dig over med trepanationer, er, ja, døde folk ikke hele tiden? Jeg mener, du har et stort åbent sår på dit hoved. Du har fluer, der kravler i det. De vil forårsage infektioner. Svaret er, at folk overlevede meget oftere, end du måske tror. Vi har masser af eksempler på kranier med huller i dem, hvor man kan se ny knoglevækst omkring kraniets kant, hvilket beviser, at personen må have overlevet denne trepanation. Især i vikingetiden havde de måder at bekæmpe infektioner på.

Én måde blev opdaget i det, der blev kaldt en iglebog. Igler bruges faktisk til at tappe blod af folk. I denne iglebog fandt et par moderne forskere, en historiker og en mikrobiolog, nogle opskrifter, som de mente kunne være plausible, der kunne kontrollere infektioner. De besluttede at teste en. Opskriften i iglebogen krævede et par ingredienser. Løg, hvidløg, vin og det, der blev kaldt oksegalde, altså galde fra en kolever. Man skulle blande dette sammen i en kobberskål og derefter lade det stå i omkring en uge eller deromkring og derefter bruge det på en infektion. Bogen hævdede, at det var fantastisk mod infektioner. Det ville virkelig, virkelig bekæmpe infektioner. Men de ville se, om det var sandt, fordi bogen havde nogle andre usædvanlige opskrifter i sig, som ikke lød særlig plausible for dem.

Efter at have lavet denne blanding, testede mikrobiologen den i sit laboratorium. Hun valgte med vilje to ret vanskelige bakteriestammer. Den ene var var gonoré. I moderne tid har begge disse bakterier vist stor resistens over for lægemidler. De hersker voldsomt hos nogle mennesker. Det er meget svært at kontrollere disse infektioner. Men det viste sig, at denne blanding af løg, hvidløg, vin og oksegalde gjorde et rigtig godt stykke arbejde med at dræbe disse lægemiddelresistente bakterier. Hun var overrasket over, hvor gode de var.

Faktisk prøvede hun dem i en anden, endnu hårdere test, og de bestod også denne test. Nogle gange, når bakterier kommer ind i dig, danner de det, der kaldes en biofilm. Bakterier låser i bund og grund deres arme sammen og udskiller et slim, der blokerer lægemidler fra at komme igennem. Det er en beskyttende barriere, som de producerer inde i levende væsener. Disse biofilm er faktisk en stor grund til, at mange lægemidler, der viser lovende resultater i reagensglas, mislykkes, når de afprøves i levende væsener. Men når de afprøver denne ældgamle blanding på biofilm, brød den lige igennem og dræbte bakterierne alligevel. Hun var meget, meget begejstret for dette, fordi biofilm er meget vanskelige at overvinde. De udvikler faktisk denne gamle opskrift som et moderne lægemiddel og går videre til forsøg på mennesker med det mål at hjælpe os med at bekæmpe nogle af disse lægemiddelresistente moderne stammer.

En god lektie ved dette eksempel er, at viden ikke altid er lineær. Jeg tror, ​​vi har en idé om, at vi konstant akkumulerer viden, som vi vidste mere, end folk gjorde for 10 år siden, mere end 20 år siden, mere end et par århundreder siden, og bestemt mere, end folk vidste for tusinder af år siden. Men det er ikke altid tilfældet. Nogle gange falder viden gennem sprækkerne. Denne blanding var et rigtig godt eksempel på det, på noget, en læge i 900-tallet straks ville have vendt sig mod, men som folk i dag ikke ville have vidst, medmindre de så tilbage. Vi burde nok give folk i oldtiden mere anerkendelse for den reelle viden, de havde.

En fantastisk ting ved eksperimentel arkæologi er, at det kan genoplive folks kærlighed til fortiden. Hvis du går på et museum og begynder at læse udstillingerne og se på genstandene, er det en rigtig dejlig oplevelse. Men den viden har en ret kort halveringstid. Den vil sandsynligvis ikke gøre et dybt indtryk på dig, og den viden vil sandsynligvis sive væk ret hurtigt. Forestil dig at gå på et museum og få et stykke romersk brød eller en slurk vikingeøl. Forestil dig at prøve gammelt lædertøj eller få et hvirvlende spyd mod en mastodontdukke. Det ville virkelig give oplevelsen et nyt liv og bringe den til et helt nyt niveau i dit sind. Så mange mennesker kalder feltet ikke bare eksperimentel arkæologi, men oplevelsesmæssig arkæologi eller endda levende arkæologi, fordi det virkelig vækker fortiden til live på en ny måde.