Hvad er Staten og hvem kontrollerer den?

Jeffrey A. Tucker   

Hvad er Staten, hvorfra stammer den, og hvem kontrollerer den? Man kunne måske formode at disse spørgsmål har åbenbare svar. I virkeligheden er svaret uhåndgribeligt, kan ikke let identificeres, selv af de som er del af systemet. 

Det fandt Trump ud af under sin første periode. Han formodede ganske naturligt at præsidenten stod i spidsen, i det mindste angående den udøvende magt. Han fandt dog ud af at noget andet da agenturer der arbejde tæt med medier underminerede ham konstant. Efter fire år i dvale, kom han tilbage med en ægte beslutning om at være præsident. 

Det er lettere sagt end gjort. Ansatte i ministerier klager ofte privat om at de står op imod umedgørelige bureaukratier med hele den institutionelle viden. De føler sig ofte som mannequindukker. Trump er den usædvanlige præsident der endog har forsøgt at være lederen. De fleste er bare glade for vederlaget der følger med stillingen og den ros der følger med. 

Under alle omstændigheder så vil enhver der når toppen i et statsapparat opdage at det er noget anderledes end det der skrives i lærebøger. 

Platon forestillede sig Staten som organisk for selve livet, afspejlende strukturen i menneskets sjæl. Politikken var opdelt mellem herskerne (filosoffer-konger) og de producerende (arbejderne). Staten eksisterer for at nå frem til retfærdighed, hvor hver klasse udøver sin bestemte rolle for at opnå harmoni.

Aristoteles tilbød et  mere realistisk synspunkt. Selvom Staten er organisk, er den ikke med sjæl. Den har definerede funktioner for at fremme alles velbefindende gennem love og uddannelse, balancerende de forskellige klassers interesser. Aristoteles gik ind for en blandet regering for at hindre tyranni og fremme stabilitet.

.

Fremad mod Oplysningstiden udvikledes teorier om staten sig ved fremkomsten af teknologien og økonomierne. Thomas Hobbes så Staten som væsentlig for at standse borgerkrige mellem fraktioner. Uden den, ville livet være ensomt, ækelt, brutalt og kort. Jovist, skrev han midt under den Engelske Borgerkrig.

John Locke i sin Second Treatise on Government anså også Staten som væsentligt, men ekstrem begrænset. Dens opgave var at beskytte ejendom og grundlæggende rettigheder. Den kunne også blive styrtet under tyranniets konditioner. Udfordringen var for ham personlig som offer for krig, revolution og censur.

Locke var forfatteren bag skabelonen for det som senere blev the Declaration of Independence. Her finder vi det synspunkt at Staten er et “nødvendige onde,” et perspektiv der i store træk blev accepteret af US Founding Fathers. 

Snart efter blev Hegel synspunkt fostret med traditionen fra Platon.  G.W.F. Hegel værdsatte staten som Gud der gik på jorden, en samlende styrke af fælles grundlag for at bøje historien mod den uundgåelige sejr for de rette. Dette synspunkt blev samlet op af højrefløjen (nationalsocialismen) og af venstrefløjen (international socialisme) for at indgyde andre opfattelser af staten med et skær af uundgåelighed, 

Al denne snak om statens organiske og væsentlige karakter ramte en mere radikal tankegang som værende håbløst naiv. Franz Oppenheimer skrev at staten er en uorganisk invaderende magt, en erobrende magt, og altid uvelkommen, en institution stående udenfor selve samfundet. 

Dette synspunkt blev fremmet af Albert Jay Nock og senere af Murray Rothbard, der begge anså Staten som arvemæssigt udnyttende. Løsningen var enkel: afskaf den en gang for alle, men ikke som Marx forestillede sig. Resultatet af fravær af staten ville ikke være Utopia, men noget nærmere det som Locke forestillede sig: et velfungerende og fredeligt samfund organiseret på ejerskab og frivilligt samarbejde.

Et gennemført velinformeret historisk perspektiv om Staten tilbydes af Bertrand de Jouvenel. Efter hans overvejelse er Staten organiseret ud af selve samfundets firmament da naturlige elitære opnår offentlighedens tillid i sager, hvor uoverensstemmelser skal afgøre. De elitære konstituerer sig som dommere og kulturelle figurer, der gradvist opnår en monopollignende kontrol over lovlig brug af tvang i samfundet. Dette synspunkt blev bakket op af Erik von Kuehnelt-Leddihn, Hans-Hermann Hoppe, og i vor tid af, Auron MacIntyre. Hver har en gren af de særheder de diskuterer, men alle er enige om at Staten er et produkt af de elitære på godt og ondt. 

Der er rigtig meget litteratur om dette emne, naturligvis. Hver ideologi tilbyder en teori om, hvad Staten er og hvad den burde være. Et synspunkt der kommer tættest på min bedste intuition om, hvordan Staten i det sidste århundrede arbejder kommer fra Gabriel Kolko i hans historie om den Progressive Æra. 

Efter ham er det ikke blot hvilken som helst elitær der fører statens politik, men især de elitære foretagsomme. Når man tager den moderne histories industrielle elitære fandt han, at de dominerende industrier var i hvert hjørne, i hjertet af ethvert område. The Safe Food and Drug Act fra 1906 blev udformet af industrien der søgte partnerskab med magten for at dulme konkurrencen på markedet. The Federal Reserve er et kartel af banker. The Commerce Department er også et produkt af industriel organisering ligesom the Department of Labor er. 

Alle disse institutioner legemliggør hvad James Burnham kaldte  ledelses revolutionen. Denne findes hos industrielle elitære der praler af deres videnskabelige dygtighed og organiserings kapacitet, som de anser som overlegen i forhold til kaosset i naturlige samfund og markeder. Giv ekspertstyret magt og ressourcer og den vil gøre det meget bedre end mennesker ved at bringe rationalitet til det økonomiske liv og organiseringen socialt/kulturelt. Andre der skriver i denne tradition er C. Wright Mills, Philip H. Burch, G. William Domhoff, og Carroll Quigley. 

Fra denne litteratur opnår vi et billede af den Stat vi har arvet i vores tid. Faktisk har ingen nulevende person kendt til noget andet. Alle slogans om demokrati og frihed til side, Staten som vi kender den består af et aspirerende kartel af dominerende industrielle interesser i hver eneste sektor, som er engageret i de igangværende konspirationer mod et frit og konkurrencedygtigt marked. Normalt tænker vi ikke om Staten således, men dette synes at være den mest realistiske opfattelse af, hvad Staten faktisk er og gør.  

Overvej FDA. (Food and Drug Administration), dens drivende kraft er industri, der betaler halvdelen af regningen og andele til intellektuelle rettighedshavere, med selve industrien og dens søster og forældre agenturer som NIH, CDC, og HHS. Farma har langt den største indflydelse i håndteringen af disse agenturer, hvilket er derfor Robert F. Kennedy Jr. er en svoren fjende af farma, og således har enorme vanskeligheder i håndteringen af den og omdirigering deres prioriteter. Dette burde ikke være chokerende da dette er selve dens oprindelse: Søge industriel legitimitet ved lov og The Federal Reserve. 

Det samme drama berører alle forsøg på reform af the Federal Reserve (banker), Department of Agriculture (stor landbrug), Housing and Urban Development (bolig udviklere), the Department of Education (lærer fagforeninger), the Department of Transportation (transport og auto), og the Department of Defense/War (ammunitions fremstillere). Uanset hvor man ser i dagens Washington finder man en hånd fra de kæmpestore industrielle spillere. Sådan er det de fleste steder i verden. 

Denne industrielle Stat har mindst tre lag. Det dybere lag består af efterretningsagenturer og deres velyndere og partnere i industrien. The NSA og CIA outsourcer til digitale virksomheder i den private sektor med klassificerede resultater. Der er (skygge) laget, hvor de regulerede industrier udfører ønskerne fra agenturer; det er derfor CVS fjernede lægemidler fra deres hylder til fordel for modificerede mRNA vacciner og derfor lægemiddelbranchen sprang med ombord i Covid svaret med voldsom entusiasme. Og det har et lag med agenturer der arrangerede alle overførslerne.  

Hvis dette er vores tids Stat, hvad så med fortiden? Holder modellen ved? Måske hvis vi taler om Kirken som en industri, kan vi se de samme kræfter der arbejdede i Middelalderen. Hvis vi tænker på det militære etablissement som industri får vi et andet indtryk af, hvad der gjorde at de gamle stater i Rom og Athen gik så fint.

Hvordan passer dette følelige og lettere dystre udsyn på begyndelsen og statens funktion på de ældre teorier? Platon og Hegels idealisme lægges i graven og bringer et element af Hobbes og Locke i spil og giver substans til Marx og Rothbard, og sætter kød på benene af teorierne fra Jouvel og Hoppe. 

Så vidt vi kan se, er det den mest præcise tilgængelige beskrivelse af virkeligheden ved den moderne statisme. Og dette understreger yderligere den enorme udfordring hos de nuværende ledere der påstår at ‘dræne sumpen,’ eliminere særinteressers indflydelse, eller på anden vis dæmme op for korruption. Problemet er at hele Statsapparatet faktisk er ‘sumpen.’ Særinteresser indflydelse er en del af det. Korruption er integreret i statens operationer. 

Intet af dette betyder at det ikke er værd at forsøge at reformere. Men det er meget vigtigt at forstå at intet i Statens ‘maskineri’ er sat op til at være brugbar for reformatorer og for demokratisk pres. Al momentum peger i den modsatte retning. Det vi allerede har set med Trump 2.0, selv med de begrænsede succeser, er det unormale. Der kræves et mirakel for at skabe flere ‘buler’ men det kan hænde. 

Et af de viseste udtalelser i historien om politisk teoretisering kommer fra David Hume. Efter hans mening er den rolle den offentlige mening besidder livsvigtig i alle udøvelser af magt. Når det offentlige sindelag skifter, har Staten intet andet valg end at følge med. 

"Intet forekommer mere overraskende for dem, der betragter menneskelige anliggender med et filosofisk blik, end den lethed, hvormed de mange styres af de få; og den implicitte underkastelse, hvormed mennesker overgiver deres egne følelser og lidenskaber til deres herskers. Når vi spørger ind til, med hvilke midler denne tilstand gennemføres, vil vi opdage, at da Magten altid er på de styredes side, har herskerne intet andet at støtte sig til end meninger. Det er således kun på meninger, at regeringen er grundlagt; og denne maksime gælder for de mest despotiske og militære regeringer, såvel som for de mest frie og mest populære."

At ændre den offentlige mening - det er den væsentligste opgave. 

https://brownstone.org/articles/what-is-the-state-and-who-controls-it/

 

Kinas AI byer holder øje med alt

Wendi Strauch Mahoney

Udtrykket “smart city” er ikke tilstrækkeligt til helt at begribe det integrerede data system der findes i the Pudong New Area i  Shanghai.  De kinesiske myndigheder kalder det “city brain,” et centralt kontrolleret A.I. center som overvåger og styrer byen og dens beboere. Her får vi et noget foruroligende indblik i fremtiden i et bystyre, bygget over et ikke hidtil set helt ubegribeligt niveau af overvågning og kontrol. Siden 2017 har dette system knyttet hundreder af regeringsdatabaser sammen med titusinder af sensorer, der på effektiv vis har fokus på hvert område i byen og forvandler det til et enkelt, real-time data objekt.

Embedsmænd forsvarer overvågningen på grund af dens håndgribelige belønninger; renere beboelseskvarterer, hurtige udrykninger, trafikken glider lettere, og bedre beskyttelse for isolerede ældre. De goder kan være med til at forklare hvorfor så mange borgere accepterer systemet. Men omkostningerne er ikke lige så gennemskuelige. Den normaliserer det, man er helt tæt på, er synlig konstant, den stadige udvidelse af straffe for den måde man opfører sig på, og en infrastruktur der også benyttes til politisk og social kontrol..

Hvad er Pudong’s city brain?

China Daily, statens avis, beskriver denne hub som en online management platform der forbinder “341 separate regeringssystmer” — herunder offentlig sikkerhed, administration af byen, og miljøbeskyttelse. Til at ‘føde’ systemet er der cirka 40,000 netforbundne sensorer der overvåger konditionerne i real time. Disse omfatter kameraer, trafiksensorer, miljøsensorer, og forskellige  Internet-of-Things udstyr monteret på bygninger og infrastruktur. Alene i første fase forbrugte, ‘fortærede’ systemet 11.8 petabytes med data om byen. (En petabyte (PB) er en enhed for digital datalagring, der svarer til én billiard bytes eller 1.000 terabytes Det er en enorm mængde data, der bruges til at beskrive kapaciteten af store systemer som datacentre, sky-lagring og dataanalyse. For at illustrere størrelsen kan en petabyte rumme omkring 250 millioner sange eller cirka 500 milliarder sider tekst.) 

Ledelsen af byen er opdelt i cirka 60 “scenarier” — optimering af busruter, klager over støj, kontrol med oversvømmelser, bygningspladser, sanitet og meget mere. Hvert scenarie har sine egne indikatorer, alarmer og automatiske reaktions mønstre. Resultatet er en data platform hvis formål er at betragte og koordinere alle distrikter samtidig og give et grynet billede af dagliglivet i Pudong.

Hvad overvåger the urban brain?

Et af de første områder var at overvåge lastbiler på byggepladser og andre fragtkøretøjer. Pudong installerede overvågningsfølere der er åben 24/7 langs hovedveje så hvis en lastvogn bryder reglerne for kørsel, udleder for store mængder støv, eller kører ind i et område med restriktioner giver systemet automatisk signal om hændelsen og der gives besked til politiet og virksomheden der ejer køretøjet.  China Daily fortæller at monitorerne har reduceret de daglige “uregelmæssigheder” fra lastvogne fra 30 om dagen til blot en eller to. Lokale embedsmænd mener ændringen i opførselsmønstre skyldes den konstante overvågning og de automatiserede alarmer

Den samme platform får også live feed fra trafikkameraer og andre sensorer til at styre signaler, og omdirigere de offentlige busser i real time. Modellen er bygget over Alibaba’s “City Brain” trafikprojekter i andre kinesiske byer, som benytter kunstig intelligens til at analysere live kameraerne og GPS data og optimere trafikken så den glider lettere. Alibaba kan koordinere smarte parkeringsløsninger, overvåge vejforhold, og tænde og slukke “intelligente trafiksignaler så de svarer til vejret og trafikken,” og også styre små kraftværker til at opbevare energi.

Da man søger at blive en “zero-waste city,” bruger Shanghai the urban brain til at strømline affaldshåndteringen. Kunstig intelligens monitorerer skraldevognene og deres last. Kameraer og udstyr til at måle vægt kan finde ud af om  vådt og tørt affald er blandet forkert.  Systemet registrerer tid, sted, nummerplade og tager fotos og så sendes en “advarsel” til renholdningsmyndighederne.  I blot første halvdel af det seneste år opfangede Shanghais affaldsplatform cirka 900 ‘uheldige hændelser,’ hvoraf mange var sager i Pudong.

Pudong har også en dedikeret A.I. innovations hub, Zhangjiang Science and Technology City, hvor myndighederne eksperimenterer med affaldsbeholdere som automatisk genkender og sorterer affald ved brug af computer’syn.’ Beboere der ikke sorterer korrekt kan få bøder på op til 200 yuan, med data og foto beviser der er tilgået de lokale lovhåndhævere. Wall Street Journal fortæller at overtrædere kan miste deres sociale kreditpoint, det kan berører deres job og låneansøgninger, og at nogle lejlighedskomplekser opsætter lister over ‘syndere’ i lobbyen. 

The city brain monitorerer også ulovlige tagstrukturer, restauranter der benytter gammel olie (“gutter oil”), og ikke registrerede gas installationer. Sensorer placeret på biler og følsomme metandetektorer scanner bygninger og registrerer automatisk unormale forhold til den centrale platform (hjerne.). 

Droner benyttes til at se på ulovlige konstruktioner på høje bygninger. Systemet sender droner op udstyret med kameraer og A.I. genkendelse således at når the urban brain opdager en ulovlig struktur eller en krænkelse kan den sende en drone op for at samle beviser og sende disse direkte til en arbejdsgruppe der reagerer i løbet af femten minutter.  Myndighederne benytter også i stadig højere grad droner til at overvåge borgerne. 

Overvåge de ældre

Adskillige samfund i Shanghai, herunder Pudong, har installeret smarte vandmålere og andre “livlinje” sensorer i seniorers hjem. Hvis vandmåleren viser at der ingen forbrug er i en periode, igangsætter systemet en besked til myndighederne om at se efter om alt er i orden. Ekstra smarte monitorer anvendes; røgsensorer, gas sensorer, og “livssignal processorer” som giver data tilbage til subcentre og i nødstilfælde til en hovedcentral. Selvom alle disse monitorer kan redde liv, betyder det også at Staten konstant overvåger og optegner de sårbare borgeres daglige rutiner.

The urban brain overvåger også i almindelighed mennesker. Når en borger smider affald, kører en varebil, renoverer et tag, eller ikke bruger vand i en given periode registreres hans opførsel, og evalueres. Med tiden opbygges et mere grynet billede af vaner, rutiner og “afvigelser.” Data kan katgoriseres som “anonyme” eller som “service forbedring,” men kombinationen af sensorer knyttet til adresser, nummerplader, og forbrug af el gør det let for myndighederne at forbinde mønstre til enkeltindivider og familier.

Kinas nationale social credit framework er ikke nødvendigvis et enkelt fælles socialt pointsystem der kan tildele straffe. Det er mere et præcist system med mange, separate sortlister, og lokale pointsystemer. Staten ‘former’ opførslen gennem lov og gennem straffe og tilskyndelser som algoritmer står for. Det er et system med tvang baseret på frygt for at blive opdaget. Data fra Pudong’s city brain føder, flyder ind i disse lokale administrations optegnelser. Beboerne og virksomhederne kan få bøder, blive offentligt udskammet eller stå foran bureaukratiske forhindringer. I visse tilfælde får de der har ‘syndet’ flere gange det svært med at få tilladelser eller kontrakter, selvom der sådan set ikke er nogen formel anklage om forbrydelse. 

Der er ikke noget koncept med “data minimization” eller samtykke i Kinas dataprojekter overfor offentligheden. Borgerne kan ikke vælge at sige fra over for smart målerne, gade kameraerne eller de flyvende droner. De aner sjældent hvad de specifikke data der er indsamlet går ud på, hvor længe de opbevares, eller hvem der præcist har adgang til dem. Usikkerheden alene giver ændringer i opførslen og opmuntrer til selvcensur. 

Enorme centraliserede datalagre kan misbruges til at ramme borgere eller virksomheder. En embedsmand på lavere plan med adgang kunne ramme en borger og sælge data med et korruption som mål eller en politisk fordel. Rivaliserende politiske fraktioner kan slå ned på tilladelser og private møder eller selektivt lække karriere skadende information. Offentlig debat om disse risici findes ikke i Kina, og uafhængigt opsyn er minimal.  

Pudong er ikke den enste algoritme by

En endnu mere avanceret udgave af Pudong er Xiong’an New Area, 500 miles fra Beijing — en $500-milliarder A.I. by med cirka 5 millioner beboere. Algoritmer styrer enheder gennem et enormt netværk. Undergrunds motorveje der skjuler forsynings lastvogne, mens  der flyttes varer til distributionspunkter under boligblokke med brug af selvkørende køretøjer. Beboerne lever i omhyggeligt designede samfund, der når hinanden på 15 minutter, omringet af grøn infrastruktur og the Millennium Forest Project, fem gange større end Manhattan. 

Nationer i Vesten udruller også “intelligent” overvågning, men disse systemer er mindre centraliserede, mindre synlige, og mere private. Dersom et land i Vesten indsamlede så megen data, ville det sandsynligvis føre til at medierne undersøgte forholdene, der ville komme retssager eller politiske høringer. 

Åben kritik af stats overvågning i Kina er risikofyldt. Pressen er kontrolleret, det civile samfund tæt styret, og domstolene er ikke uafhængige af staten. Offentlig diskussion af overgreb er sjældent, kun få stiller spørgsmål om dem, og de meste kritik betegnes som hindring for stabilitet eller det er hjælp til udenlandske fjender. Hvis interne høringer eksisterer, så opererer de stadig under den samme magtstruktur der selv opbyggede systemet. 

Image via Pxhere.

https://www.americanthinker.com/blog/2025/11/china_s_ai_cities_are_watching.html

 

Skrivning er ikke bare udtryk for tanker – det er skabelsen af ​​dem

 Kevin Dickinson

"Hvis du vil være forfatter, skal du gøre to ting frem for alt: læse meget og skrive meget. Der er ingen vej uden om disse to ting, som jeg er klar over, ingen genvej. […] Du skal læse bredt og konstant forfine (og omdefinere) dit eget arbejde, mens du gør. […] Hvis du ikke har tid til at læse, har du ikke tid (eller værktøjerne) til at skrive. Så simpelt er det."

For mig er dette det absolut bedste råd, der tilbydes i Stephen Kings On Writing (2000). At finde tid til at læse og at læse bredt er nødvendigt ikke kun for skønlitterære forfattere, men for alle, der ønsker at udtrykke deres ideer skriftligt.

Det er så fundamentalt for håndværket, at det ikke er svært at finde andre forfattere, der tilbyder det samme råd. William Faulkner gav det nok sin mest berømte og citerbare form: "Læs, læs, læs alt - skrald, klassikere, gode og dårlige, og se, hvordan de gør det. Ligesom en tømrer, der arbejder som lærling og studerer mesteren. Læs!" Men min yndlingsgengivelse kommer fra Terry Pratchett: "Læs med tankegangen hos en tømrer, der kigger på træer."

For disse forfattere handler læsning ikke kun om at udvide sit ordforråd, mestre sætningsstruktur eller lære at få en sammenligning til at skinne. De fremfører en mere grundlæggende sag: Læsning forsyner forfattere med råmaterialer til at tænke på papiret. Sammen danner læsning og skrivning en enkelt kognitiv løkke, og det er kun ved at engagere os i begge, at vi kan omdanne de vage forestillinger, der hopper rundt i vores sind, til originale ideer på papiret.

At skrive til andres melodi?

Det mærkelige her er måske, at disse forfattere følte behov for at råde andre forfattere til at læse i første omgang. Måske er det bare de kredse, jeg er en del af, men jeg hører ikke filmskabere råde andre filmskabere til at se film eller malere minde deres medkunstnere om at besøge et galleri en gang imellem.

På en eller anden måde er forholdet mellem læsning og skrivning blevet, om ikke ukendt, så i det mindste undervurderet, og jeg vil vædde på, at årsagen stammer fra flere misforståelser i den gængse forestillingsevne.

For det første ses læsning og skrivning ofte som to forskellige aktiviteter – den ene passiv, den anden aktiv. Vi ser læsning (eller lytning) som blot en modtagende handling, mens skrivning (eller tale) er en givende handling. Det skrevne ord fungerer som en slags mental modem, der flytter kommunikation fra et hoved til et andet.