Al-Andalus -  den stædige myte om tolerance

 Lars Møller

Frem for “harmoni” blev perioden med muslimsk styre på den Iberiske Halvø (711-1482) karakteriseret af hæmmende relationer mellem kristne, muslimer og jøder. 

Skønt de muslimske erobrere af “al-Andalus”, som de kaldte territoriet, tillod de oprindelige kristne af fortsætte med deres egen tro blev denne indstilling naturligvis  ‘ophøjet’ af marxistiske universiteter i Vestens universiteter - men faktisk blev  ‘tolerancen’ kraftigt hæmmet af sociale, lovmæssige og politiske regulativer.

Efter den muslimske erobring fik fat i 711, stod de visigotiske kristne over for valget mellen at konvertere til Islam og forblive i kirken, men denne mulighed kostede at de som almindelige borgere i kalifatet mistede rettigheder. Hvvis de ikke var villige til at forlade deres forfædres tro blev de underlagt “dhimmi” (proto-apartheid) systemet

Status for dhimmi’, “beskyttet som undersåt.” medførte offentlig ydmygelse. Dhimmi regulativerne skabte et klima af “systematisk og strukturel" diskrimination der pressde kristne til at konvertere til Islam for at opnå socio-økonomisk lettelse.

Kun få perioder i europæisk historie har inspireret til så forskellige fortolkninger som al-Andalus - århundreder med muslimsk styre i Iberien, fra tidligt det 8. århundrede til Granadas fald i 1492. Emnet er ideologisk udfordret i vores tid da store dele af Vesteuropa er under grundig forvandling under presset fra masser af indvandrere fra Mellemøsten, Asien og Nordafrika. For nogle repræsenterer al-Andalus en “gylden tid” med tolerance, multikulturel harmoni og intellektuel fremgang.” For andre var det et tid med uophørlig undertrykkelse, kulturel dominans og mængder af forfølgelse af krisnte (ikke muslimer). .

Som med de fleste historiske perioder ligger sandheden ikke nødvendigvis ved det ekstreme. Med dette forbehold svigter  vi imidlertid retfærdigheden gennem relativistiske narrativer om  (a) trivialisere forfølgensen af ikke muslimer og sadismen under muslimsk styre, (b) benægter, uden at reagere de ideologiske motiver bag de forbrydelser(c) ignorerer bryden hos de kristne ofre - alt sammen af hensyn til “fred i vor tid.”

Sandheden skal uden tvivl findes i et komplekst sammenspil af såvel barbarisme, undertrykkelse og opblomstring i lærdom. Således skal en kritisk undersøgelse af al-Andalus overveje de tyranniske mekanismer hos et religiøst styre sammen med de kulturelle og kunstneriske frembringelser, der har givet et varigt bidrag i europæisk civilisation.

From Wikimedia Commons: The sigh of the Moor (Benito Soriano Murillo, 1856)

I Vesten, takket være marxistisk indoktrinering på uddannelsesinstitutioner, kultiverer vi “tolerance” til et punkt hvor vi ødelægger os selv. Imidlertid holder vi af at forestille os at vores mest indædte fjender faktisk er tolerante og vil det gode. Det er en verden med et  “universalistisk bedrag" om at vi alle deler de samme værdier - inderst inde. Idet vi omfavner en ægte “anti-aggressiv” holdning foretrækker vi at lægge skylden for intolerance på os selv, frem for at finde fejl hos fjenden der så åbenlyst truer os. Denne fejlfyldte fundamnetalt set kujonagtige tankegang er det som giver næring til Europas fortsættnde selvmord i Vestens civilisation. 

Forestillingen om “convivencia” — fredelig sameksistens mellem muslimer, kristne og jøder - er central for det romantiserede glansbillede af al-Andalus. Fortalerne betoner at under muslismk styre, især Umayyad Kalifatet i Córdoba (10. århundrede), så man på den iberiske halvø en opblomstring hidtil ikke set i videnskab, filosofi, litteratur, og arkitektur. Byer som Córdoba, Sevilla, og Granada blev berømte cosm centre for læring, hvor muslimske, jødiske og kristne lærde oversatte gamle tekster, debatterede teologi og filosofi, og avanceret matematik, astronomi og lægekunst. 

Den jødiske filosof Maimonides, født i Córdoba, citeres ofte som et symbol på et åbensindet intellektuelt samfund. Jødiske hoffolk som Hasdai ibn Shaprut arbejdede som læger og diplomater i kalifatet. Selvom de var andenklasses borgere, klarede kristne sig selv, tilpassede sig sædvaner fra de arabiske erobrere samtidig med de fastholdt den kristne tro - de blev kendt som “Mozarabs”.

Denne vision om et tolerant og oplyst al-Andalus har tjent moderne ideologiske sager, som da det blev stillet i modsætning til den hævngerrige vold ved Reconquista og Den Spanske Inkvisition der fulgte. 

I det 20. århundrede har lærde som María Rosa Menocal, Sterling Professor of Humanities at Yale University, præsenteret al-Andalus som en model for multikulturelt harmoni som rationalismens tabte paradis og tolerance i et eller intolerant Europa i Middelalderen. 

Dog er denne fremstilling i alvorlig grad ufuldstændig og manipuleret. Mens der var perioder med relativ tolerance levede ikke-muslimer under dhimmitude - en lov der lod dem praktisere deres tro, men brændemærkede dem som anden klasses borgere. Under islamisk lov krævedes, af dhimmier at de skulle betale “jizya” skat (selektivt pålagt ikke-muslimer) og de kunne ikke søge høje politiske embeder, bygge nye kirker eller åbenlyst fremvise krinst symboler, kunne ikke vidne mod muslimer, have våben eller søge proselytter. 

Til tider var herre-slave arrangementet pragmatisk og stabilt. For at kunne overleve antog kristne de betingelser der var dem pålagt af deres herrer det bedste  de nu kunne. Imidlertid blev ikke-muslimske samfund udsat for tilfældig forfølgelse, tvungen konversion og brutalitet. De såkaldte “Martyer fra Córdoba” i det 19. århundrede - 48 kristne der blev henrettet for offenligt at frasige sig Islam - afslører at religiøst frafald under muslimsk styre kunne føre til døden. Voldelige episoder var så langt fra unormalt, et teokratisk system der satte Islam over alt andet og yndertrykte andre trosretninger krævede det

På lignende vis med Granada Massakren af 1066, hvor tusinder af jøder bev slået ihjel af en muslimsk pøbel, hvilket i voldsom grad er i kontrast til fortællingen om harmoni. I det 12. århundrede kom Almohad Dynastiet til magten i Nordafrika og udvidede sin kontrol til al-Andalus, og indført en streng fundamentalistisk tolkning af Islam. Under Almohad blev såvel jøder som kristne beordret til at konvertere, eller flygte eller dø - omstændigheder der tvang Maimonides og hans familie i eksil. Mange kristne flygtede mod nord i håbet om at kunne bosætte sig i de bjergrige kristne kongedømmer eller blot praktisere deres tro i hemmelighed for at undgå forfølgelse. 

Gennem denne periode blev den omfattende ødelæggelse eller konvertering af kirker til moskeer et symbol på og en praktisk udgave af undertrykkelsen og den begrænsede kristen tilbedelse offentligt og synligt. Forfølgelsen varierede i alvorlighed, afhængig af herskeren og perioden, men den afspejlede konsekvent de  usikre forhold for krisnte under muslimsk styre. 

Til trods for uretfærdigheder overfor ikke-muslimer er al-Andalus kendt for at have frembragt udsøgte arkitektoniske bygningsværker, herunder haver, Cordobas Store Moske, Alhambra Paladset i Granada og Giralda i Sevilla alle er de testamenter for en sofistikeret æstetisk følsomhed og avanceret ingeniørmæssig formåen. Disse bygninger med deres indviklede arabesker, muqarna lofter og geometriske mosaikker, afspejler en fusion af islamiske, kristne og iberiske udtryksformer.

Med hensyn til akademiske frembringelser spillede de andalusiske filosoffer som Averroes (Ibn Rushd) en hovedrolle i bevarelsen og kommenteringen af Aristoteles arbejder, der senere skulle få indflydelse på krisnte skolastikere i Europa. Muslimske polymatikere som Al-Zahrawi fremmede kirurgiske teknikker, mens astronomer som Al-Zarqali (Arzachel) forbedrede modeller over himlen der senere gav viden til europæisk videnskab

Disse præstationer fremstod i et hierarkisk samfund, der selvom det var undertrykkende tillod tilstrækkeligt med plads til kulturel foretagsomhed og at intellektuelle spørgsmål kunne trives. Denne modsætning - kulturel blomstring midt i religiøs underkastelse - definerer i al væsentlighed det andalusiske eftermæle. 

Ekkoer af det 8. århundredes islamiske erobring af det visigotiske Iberien kan undertiden stadig høres. I moderne tid har al-Andalus fået en symbolsk vigtighed ud over sine historiske grænser. For nogle islamistiske eller pan-Islam bevægelser repræsenterer det et “mistet” islamisk land som man politisk eller åndeligt skal gøre krav på. Salafist-jihadis grupper som ISIS har fremmanet erindringen om al-Andalus i deres propaganda portrættering som “stjålet muslimsk territorium.". 

Som modsætning er liberale intellektuelle i Vesten blevet bange for at kritisere alle andre end dem selv. Det er den relativt sikre indstilling og al-Andslus er blevet idelaliseret som værende en modvægt til religiøs intolerance og man benytter det til at kritisere både moderne “islamofobi” og “Vestens chauvinisme". Begge holdninger tenderer imidlertid til at omforme historien, projektere moderne politiske agendaer i en meget kompleks og modsætningsfyldt fortid. 

Al-Andalus var så langt fra en “utopi om harmoni blandt religioner” det var mere en “dystopi af religiøst tyranni.” For at være fair, historiske tilfældigheder og heldige omstændigheder gav såvel videnskab og den kunstneriske stræben lejlighed til at skinne trods autokratiet, indstillingen med religiøs overherredømme og voldelige excesser. At anerkende denne dobbelttydighed er væsentlig for fuldt ud at forstå fortiden og modstå for simple historiske narrativer i nutiden. 

Frem for nostalgi eller klage, burde den vedholdende fascination af al-Andalus give anledning til kritisk refleksion om muligheder og begrænsninger i sameksistens i diverse samfund, både middelalderlige og moderne.

Vesterlændinge skal så endelig beslutte sig for frihed eller slaveri. 

https://www.americanthinker.com/articles/2025/10/al_andalus_the_stubborn_myth_of_tolerance.html

I Sverige, et spørgsmål om forbrydelse og straf

 I Sverige, et spørgsmål om forbrydelse og straf

Det bliver Dostojevskijsk i Sverige, hvor kriminaliteten er ude af kontrol.

Peter Kujala 

Sverige, hvor jeg befinder mig, oplever en hidtil uset kriminalitetsbølge efter sin migrantbølge, og der er megen selvransagelse her omkring kriminalitet og straf, herunder at sikre retfærdighed for ofrene.

Motivet for straf har varieret gennem historien; hævn, konsekvens, beskyttelse for samfundet, retfærdighed for offeret og i Sveriges moderne tid, rehabilitering med terapi og pleje af gerningsmanden.

Men i dag myrder 13-årige i Sverige nu andre, og offentligheden er forarget. I stedet for blot terapi planlægges fængselsstraffe til gerningsmændene, og længere fængselsstraffe generelt for alvorlige forbrydelser uanset alder.

Dette kritiseres af venstrefløjen som en tilbagevenden til hævnretfærdigheden fra gamle dage, noget der ikke er konstruktivt for individet og samfundet. Oppositionen vil gerne prioritere rehabilitering, terapi, støtte og milde straffe, ofte med en betinget dom.

 

Sideløbende med de nævnte kritiserede tiltag fortsætter samfundet med kriminalitetsforebyggende indsatser, noget som både venstreorienterede og højreorienterede politikere har kæmpet med i årtier uden held.

Nu er kriminalitet blevet stadig mere udbredt i Sverige, og langt mere voldelig og truende for samfundet. Kriminelle opererer overalt og tjener hundredvis af millioner! Sverige nævnes ofte som en advarsel eller et skrækeksempel i andre lande, men udviklingen er næppe unik for Sverige. Den har gået i samme retning i mange europæiske lande og langt længere ude.

Jeg vil gerne argumentere for, at vi har en fundamental systemisk fejl i retssystemet med dets fokus på flere kram, aktiviteter, støtte og terapi, samarbejde hist og her, og masser af programmer med pæne ord uden effekt, nogensinde.

Det er, som om der er et mærkeligt behov for at frikende gerningsmanden, da folk inderst inde formodes at være gode. Bestræbelsen er at erklære kriminelle for det samme som uskyldige, uden skyld, på trods af folks åbenlyse egoisme og ondskab.

 

Prioriteten ved retfærdigheden skal være beskyttelse af samfundet såvel som retfærdighed for de uskyldige, så gerningsmanden ikke straks fortsætter med at begå forbrydelser og skader andre. Forbrydelse må ikke betale sig. Forestil dig, at din datter bliver gruppevoldtægt, og din søn bliver myrdet i sit forsøg på at forsvare sin søster. Hvordan ville du ræsonnere, hvis gerningsmændene blev løsladt efter tre års fængsel? Det burde være 30 år, ikke tre års fængsel!

Gennem håndgribelig straf får gerningsmanden mulighed for at træffe fornuftige fremtidige beslutninger. Hvis der er en stærk konsekvens for hans forbrydelse, kan han gøre dette.

Dostojevskij beskrev i sin berømte roman "Forbrydelse og straf", hvordan morderen Raskolnikov led i angst over sin forbrydelse. Skyldfølelser drev ham til at tilstå sit mord og tage sin straf i Sibirien. Der kunne han vælge kærlighedens og troens vej med tilgivelse.

 

Hvad nu hvis vejen tilbage er vejen frem? Og så tænker jeg på de ti buds tilbagevenden og kristendommens moral. Det er dette, der i høj grad har formet de vestlige samfund, deres demokrati, love og opfattelser af rigtigt og forkert. I moderne tid er dette blevet skubbet til side i sekularisering og liberal normløshed.

Hvad nu hvis nutidens "Raskolnikovs" blev undervist i Bibelens ti bud, blev indoktrineret med kristen moral, som alle i fortiden blev, og deres samvittighed blev vækket? Omvendelse og omvendelse kunne finde sted dér i fængslet.

Historisk set er kriminelle og samfund, der er blevet "kristnet", blevet meget mindre kriminelle, med betydeligt og permanent bedre resultater end nutidens kriminalitetsforebyggelse. Det er en truende lektie for det kriminalitetsplagede Sverige nu.

https://www.americanthinker.com/blog/2026/02/in_sweden_a_question_of_crime_and_punishment.html

Hvad vi glemmer om Trump

 Hvad vi glemmer om Trump

Midt i turbulensen om Amerikas 47. præsident glemmer verden, hvad manden har udrettet

Stephen Helgesen 

Midt i al den cykloniske turbulens, der udgår fra Amerikas 47. præsident, glemmer verden, hvad manden har udrettet.

Dette er ikke en slags mærkelig Julius Cæsar-øjeblik for mig. Jeg er ikke kommet for at begrave ham (billedligt talt) eller for den sags skyld rose ham for alt, ligesom nogle af hans inkarnerede støtter. Ja, jeg stemte på ham tre gange, men jeg gjorde det i høj grad, fordi jeg ikke med god samvittighed kunne stemme på en person (Hillary Clinton), der kaldte mig og mine ligesindede "forkastelige", og jeg kunne heller ikke trække i håndtaget for en ineffektiv, livslang, uduelig politiker (Joe Biden), eller en person, der erklærede sin kærlighed til Venn-diagrammer og gule skolebusser (Kamala Harris).

Selvom det burde præcisere mine grunde til at stemme på Donald Trump, er jeg klar over, at det ikke vil beskytte mig mod kritik fra venstrefløjen som en "villig medsammensvoren" med præsidenten i alt, hvad han siger eller gør. Dette er en af ​​Demokraternes store taktikker i dag, i deres forsøg på at stemple alle konservative som "fascister i vente" og bruge falsk tvetydighed til deres fordel op til midtvejsvalget om blot ni måneder.

For dem, og for alle der vil lytte, har Trumps tilhængere, MAGAt'er (som de siger) eller dem, der stemte på præsidenten, nu automatisk medvirken i enhver handling, han foretager sig, hvad enten det drejer sig om at tilkalde Nationalgarden, bombe narkobåde i Caribien eller hjælpe med at opretholde lov og orden i Mellemøsten ved at genoprette Irans atomprogram.

Før jeg kommer til pointen om, hvad vi glemmer ved Donald Trump, lad mig bare minde alle om, at USA har været på vej mod et nationalt nervesammenbrud i et årti eller mere, og dette nervesammenbrud vil, hvis der ikke gøres noget større snart, føre til en uforsonlig skilsmisse, hvis årsag vil være "uforsonlige uenigheder".

Men tag ikke mit ord for det; se på stort set enhver offentlig meningsmåling og læs stort set enhver analyse af amerikanernes følelser omkring deres regering, deres kultur og alle andre aspekter af deres liv. Amerikanere er frygtsomme, vrede, bitre, kamplystne og har mistet deres evne til at være objektive omkring en lang række emner, og når objektiviteten forsvinder, vil den gruppe, der stod for den, uundgåeligt migrere til et af de to politiske partier, der repræsenterer enten konservative eller liberale synspunkter. Spørgsmålet er, om der er nok af dem til at gøre en forskel, og hvilket parti de vil tilslutte sig?

Da Donald Trump tiltrådte for anden gang, vidste han, at han måtte skynde sig at skabe forandring. Så i stedet for at spilde sin tid på at føre et håbløst korstog for at forene amerikanerne, besluttede han at gøre "sin" andel af vælgerne stærkere.

Hans metode var hurtigt at rive den forbinding af, der dækkede det betændte sår efter fire års Joe Bidens præsidentskab.

Dette trodsede den gængse opfattelse af, at en ny præsident skulle søge at bringe amerikanere sammen til "landets bedste".

Trumps vision om Amerika omfattede ikke et ligeværdigt partnerskab med oppositionen, fordi han vidste, at hans base aldrig ville acceptere det, og han troede heller ikke personligt, at Amerika var stærkere, når de liberale havde lige stor magt over hans bestræbelser på at føre Amerika tilbage til dets grundlæggende værdier.

I dette tilfælde var han langt mere ærlig end sine forgængere, hvis "respekt for præsidentskabet" omfattede at formilde deres modstandere.

Hvad glemmer vi så ved det nye Donald Trump-præsidentskab? Først og fremmest har vi glemt, hvordan gammeldags retorik næsten altid førte os ingen vegne som land. Trods al Barack Obamas sølvtungede tale kom Amerika ikke et skridt tættere på genforening, og dette gælder i dobbelt for racemæssig enhed. Obamas præsidentskab var som de "tabte drenges" præsidentskab i J.M. Barries bog "Peter og Wendy".

Obama var Peter Pan, og drengene var alle de sande troende på hr. Obama, der boede sammen med ham i deres indbildte Neverland. Barries fortabte drenge var eventyrlystne, legesyge og til tider drilske og ville blive sendt tilbage til de barnevogne, de kom fra, hvis nogen gjorde krav på dem - men det gjorde ingen nogensinde.

Donald Trump er hverken Peter Pan eller Rottefængeren eller Johnny Appleseed, selvom han har plantet sine frø i os alle.

Vi kan ikke undslippe ham, og vi kan ikke undgå at høre om ham. Han er i vores vågne timer og i vores underbevidsthed. Han er også ansvarlig for en massiv stigning i interessen for USA, om ikke andet for at se den seneste episode af "Trump-dagbøgerne" udfolde sig i realtid på sociale medier, de traditionelle medier, ved vandkøleren, middagsbordet og stort set alle steder, hvor mennesker samles. Dermed har han indfriet sin ambition om at skabe en brandarv, der vil blive talt om længe efter, at han har forladt Det Hvide Hus og faktisk hele Jordens overflade.

Forfattere elsker Trump for at give dem en skurk eller i det mindste en modstander at skrive om. Og de hader ham for hans politik, men han er deres katteurt. Udgivere, tv-stationsejere og netværksledere elsker ham også, da de tjener penge på hans skøre daglige udtalelser eller handlinger ved at instruere producenterne af deres programmer i at gå fuldt ud i gang med at rapportere og debattere, hvad han har gjort eller sagt.

Demokraterne både elsker og hader ham, fordi han er den "gave, der bliver ved med at give", som gør det muligt for dem at rejse enorme summer penge for at styrke deres modstand mod ham. Meningsmålingsinstitutter og analytikere, tænketanke og universitetsprofessorer elsker ham, fordi han giver dem et levende eksempel på uortodoks lederskab, et lederskab, som de kan bruge i "lærbare øjeblikke".

Udenlandske ledere elsker ham (og hader ham samtidig), fordi hans eksempel kan blive bagtalt og brugt til at sætte det på deres respektive "højrefløje" og give dem en undskyldning for at kritisere USA, hvilket nu er næsten daglig kost i mange europæiske lande – de samme lande, må jeg tilføje, der adopterer nogle af Trumps politikker, især med hensyn til indvandring.

I lande som Danmark (hvor jeg bor) er der en modreaktion mod Donald Trump, som har ført til en afvisning af amerikanske produkter og tjenester samt turisme til USA. Dette har gavnet europæiske fødevareproducenter og -fabrikanter, da danskerne siger "Amerika, nej tak".

Danskerne burde egentlig sige "Tak, Donald Trump, for at øge salget af europæisk producerede varer", men det gør de selvfølgelig ikke.

I tilfældet med Grønland burde man nok spørge grønlænderne, om Donald Trump ikke har været god for deres sag, og om de ikke har fået betydeligt mere opmærksomhed fra deres territoriums beskytter i København. Jeg er klar over, at det at takke Donald Trump for noget som helst er det absolut sidste, enhver demokrat, progressiv eller venstreorienteret tænker på, men alt, hvad jeg beder dem om, er at være ærlige, når det kommer til at se på, hvor meget Donald Trump har forbedret deres bundlinje, og hvor mange flere "følgere" de har på deres sociale mediekonti eller "likes" på deres podcasts, og hvor meget Trump Derangement Syndrome har gjort for at motivere folk til at forlade deres lænestole og "bare sige nej" til passivitet.

Hvis ingen andre vil takke dig, hr. Trump, vil jeg helt sikkert gøre det.

Stephen Helgesen is a retired American diplomat specializing in international trade. He has lived and worked in 30 countries over the course of 25 years under the Reagan, G.H.W. Bush, Clinton, and G.W. Bush administrations. He is the author of fourteen books, seven of them on American politics, and has written more than 1,500 articles on politics, economics, and social trends. He now lives in Denmark and is a frequent political commentator in Danish media. He can be reached at: stephenhelgesen@gmail.com.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/02/what_we_are_forgetting_about_trump.htm

Skønheden i klassisk arkitektur og troens genfødsel

 

Skønheden og troens genfødsel

Lars Møller

I Middelalderen, som rotter i en nedbrændt lade, søgte vejfarende ly i de store ruiner i Det Romerske Imperium. På sådanne steder, som Forum Romanum og Palatinerhøjen flokkedes hyrder med deres hjorde. Selvom de var travlt optaget af at overleve i en anarkistisk verden, må de lejlighedsvis have betragtet de forfaldne, overbevoksede templer af marmor og spekuleret på hvilke guder der engang vandrede om på jorden og skabte sådanne pragtfulde steder. 

Med hensyn til skinbarlig følelsesbetonet erfaring var de naturligvis ikke værre stillet end lærde med historisk eller filosofisk viden. De klassiske idealer om arkitektonisk skønhed, med baggrund i organiske motiver, symmetri og balancerede proportioner, har - ligesom den anatomiske (og naturlige) skønhed ved selve menneskekroppen - altid været noget enhver kunne anerkende og værdsætte. 

Med tiden brød vestens folk ud af mørket og genopdagede den græsk-romerske verden. Som man plejer at sige det blev antikkens æstetiske idealer “genfødt” i det fjorden århundredes Italien. Ændringen var især bemærkelsesværdig i arkitektur og skulpturer, billedhuggerkunsten. 

Andrea Palladio (1508–80) hyldes som en af de største arkitekter i Renæssancen. Med hans stringente traditionsbevidste krav om monumental konstruktion og god brug af dekorative elementer, men også i stor grad som fornyer med en sjælden sans for arkitektonisk storslåethed og harmoni, er det vanskeligt at overvurdere hans vigtighed for den arkitektoniske udtryksform i Vesten.

Han var selv inspireret af Vitruv(ius) (ca. 80/70–15 B.C.), og hans praktiske indflydelse varede ved i adskillige århundreder. Det var ikke før modernismens gennembrud efter 2. Verdenskrig, at han endelig blev omtalt i historiebøgerne. Hans yderst indflydelsesrige udredning, “De fire bøger om arkitektur", har i lang tid været ekskluderet som en tvungen del af curriculum ved arkitektskoler i Vesten.

Hans velynder og personlige ven, den venetianske humanist Gian Giorgio Trissino, som han var meget fascineret af, viste først Palladio rundt i Rom på en studierejse i 1541. I tilgift til adskillige returrejser til Rom i de følgende år udførte han studier på steder som Hadrians Villa i Tivoli. Trissino havde oprindeligt hyret ham til at bygge sin villa, men endte med at blive hans mentor i udforskningen af romersk arkitektur og mytologi.

Nogle bygninger var gået tabt, men for de som virkelig ærer ideen - og Vestens  historiske fortid - og tør gribe noget spontant og fængslende smuk, der indkapsler alt vi plejede at være og tror på, er der adskillige villaer (e.g. Villa Rotonda), paladser og kirker at besøge i Veneto.

Heldigvis fortsætter skønhed med at eksistere og inspirere trods den udbredte “grimhedens fetichisme,” som det ses i opera og ballet, eller er udødeliggjort i oliemaleri og i skulpturer. 

Måske er det for langt ude at hævde at efter afslutningen på 2. Verdenskrig er vi kommet tilbage til Middelalderen - vi griber om mørket. Idet vi har forladt æstetikkens idealer fra antikken og jødisk-kristen religiøsitet er det i stigende grad tydeligt at vi befinder os i en forkrøblende “identitets krise.” 

Denne krise er dog ikke et universelt fænomen. Ideerne der styrer individer er skabt i store træk af den kultur, hvori disse befinder sig, hører til, og er således ikke det samme fra den ene del af verden til en anden. Hverken muslimerne i Mellemøsten og Afrika eller ateisterne i kommunistiske lande i det fjerne Østen, sådan ser det ud, lider under den selvdestruktive stil i Vesten grundet Vestens enorme skyldkomplekser. 

Et magt tomrum i menneskelige samfund, det være sig i en fjerntliggende landsby eller i verdenssamfundet får lov til at holde ud længe. Hvis det fremherskende synspunkt i Vesten bliver, at der ikke rigtig er noget der er værd at kæmpe for vil vi møde vore fjender - og være prisgivet. Vi kan se ned på ikke vestlige kulturer som værende både teknologisk og socialt tilbagestående. Imidlertid, hvis fremmede har tro på sig selv og vilje til at kæmpe, som overbeviste troende med en forventning om den endelige triumf, ville de kunne overraske os på kamppladsen i Vestens samfund

Som det er tilfældet nu er den demografiske balance mellem kristne og muslimer ved at tippe til muslimernes fordel i de seneste år. På snedig vis ændres oldgamle byer - kommer på andres hænder. Hvis vi allerede er besluttet på at nedlægge vore våben og lade barbarerne okkupere vore hjem vil dødskramperne være kortvarige.

En tilbagevendende relation i selve identitetskriser er ganske åbenbar: 

Arkitektonisk klassicisme symboliserer Vestens civilisation.

Det er ukrænkeligt. Det skal gennemtrænges af en uafrystelig tillid til skønhed, ytringsfrihed og styre ved lov. De som angriber Palladios tradition er typisk optaget af at støbe planer og ødelægge kærligheden til den karakterfyldte kultur som vores samfund hviler på. Hvis ikke støttet af “socialistiske internationalisme” var de oprindelige prominente fjender af traditionen (f.eks. Le Corbusier) excentrikere med autistiske dispositioner og med en fuldstændig fremmedgørelse fra menneskelig medfølelse.

Den græsk-romerske udtryksform er i al væsentlighed selve billedet på civilisationen. Denne udtryksform fik fodfæste i Amerika der skulle bygge sine byer fra bunden. Med et oplæg for Washington D.C. af Pierre Charles L’Enfant, var den fremherskende stil i bylandskabet tidligere Georgiansk, Palladiansk mv.

Image: City of Washington from Beyond the Navy Yard (George Cooke, 1833)

Det smart lydende udtryk “international stil” i arkitektur er faktisk noget af en fejl betegnelse. I virkeligheden refererer det til fraværet af en stil. Alvorligere end det, hvis det skal forstås i dens ægte historiske kontekst, for så benægter den båndene til Vestens æstetiske tradition og civilisation. Den signalerer et uforsonligt angreb på Vesten defineret ved de græsk-romerske idealer af skønhed i slægtskab med jødisk-kristen religiøsitet.

Den “internationale stil” er modernismens barn og således lig “et barn fra helvede.” Det udtrykker en indbygget “nihilistisk” drift efter at ødelægge alt der kunne minde os hvem vi faktisk er, og samtidig fremvise en “masochistisk” længsel efter overgivelse. Kort sagt, modernismen og det ‘onde’ barn repræsenterer et forkasteligt og ikke til at undskylde bedrag af Vesten. Direkte sagt, skal modernisterne betragtes om forrædere overfor vore nedarvede koncepter af æstetik og etik.

For de fleste mennesker betyder det noget, at have en følelse af at høre til et eller andet sted i verden. Mens vores byer der med stolthed og med stor omhyggelighed blev bygget af vore forfædre som testamenter over en historisk arv, bliver de med det nuværende overfladiske udtryk i vor civilisation vanhelliget og følelsen af fremmedgørelse vokser.

Med tabet af “loyalitet” til det ‘hjemlige’ falmer alt det som vore forfædre holdt af og beskyttede. På en sæt og vis sygelig måde, bliver alt og alle med tvang fransformeret til at være “internationalister” - eller mere præcist - Vi bliver hjemløse og derfor uden et hjem at elske og forsvare. Det er en følge af “multikulturalismen” der indgyder os at ingen har ret til at føle sig mere hjemme end nogen andre der tilfældigvis kommer forbi og beslutter at bosætte sig. Således har modernismen også været en åben dør med en invitation til selv nedværdigende relativisme i Vesten. 

Selv i et område, hvor livet på jorden kan udslettes på få timer af uforudsigelige tyranner bør vi stille os spørgsmålet: “Har vi til hensigt, som blasfemikerne i Middelalderen at overgive os til sensuelle lyster, uden tro på i morgen, eller er vi forberedte på at stå op imod tåbelighedens udfordringer og kæmpe for alt der er smukt og godt i verden som vi kender den?”

Uden diskussion kan man sige at Palladio forfinede de kulturelle trends på hans tid. Palladio var medvirkende til at redde os fra det kaotiske, livsbenægtende og flaggelante dystre mørke i Middelalderen og lade os få glæden fra livet i antikken tilbage. Truet af barbarerne der invaderer vores lande udefra, men endnu mere ved falske apostle der frister os til at give afkald på og fjerne ethvert spor af vor fortid er vi tilbage i Middelalderen.

Det hyrderne i Roms ruiner indså, mens de drev deres dyr frem og tilbage mellem de græsklædte bakker: Skønhed er enkelt. Ligesom fromhed. At længes efter de elskendes smil og at de rækker ud efter dig, eller at bede til Gud, kræver hverken pedantiske påmindelser fra andre eller studier udi metafysikken. 

De som stjæler skønheden fra os for at give os grimhed eller intetsigende ting i stedet, er de selvsamme der forsøger at sjæle vor tro fra os. Og vort håb.

I bedste fald er det tvivlsomt om vi kan regne med endnu en udfrielse fra mørket og en genfødsel af skønhed og tro. Imidlertid er de som både elsker og tror forpligtet til at bevare dem.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/04/rebirth_of_beauty_and_faith.html