lørdag den 18. januar 2020

Tesla skal bygges i Kina. Amerikanske skatteydere betaler

Tesla skal bygges i Kina. Elon Musk jubler og danser

Teslas chef Elon Musk slog for nylig fast ved en event i Shanghai, Kina, at den elektriske bilproducent har planer om at designe deres næste køretøj i Kina til det globale marked, en ide Musk kaldte “super cool.” Musk tiltrak sig også opmærksomhed ved at udføre en bizar dans.
CNBC rapporterer at under eventen i Shanghis fastslog Teslas Elon Musk at man snart ville åbne et design og udviklingscenter i Kina, hvor man ville producere og designe et køretøj til det globale marked. Han slog også fast at Tesla snart vil arbejde på et produktionsprogram til den stærkt kritiserede Model Y på fabrikken i Shanghai.
Det ser ud til at Musk bliver mere og mere afslappet i sit forhold til Kina på en tid da mange amerikanske virksomheder flytter deres virksomheder ud af Kina bort fra det kommunistiske land.
Musk’s virksomheder har modtaget milliarder af dollars fra amerikanske skatteydere, herunder mindst $4.9 milliarder til Tesla og solcelle underafdelingen.
The State of New York har afskrevet $900 millioner af den 1 milliard man investerede i at få Teslas Solcelleafdeling til Buffalo, og som ikke har medført den økonomiske aktivitet staten havde håbet på.
Musk kom med budskabet da han leverede den første Model 3 fra fabrikken i Shanghai til salg. Musk sagde til publikum: “Vi har til hensigt at fortsætte med en betragtelig investering og øge investeringen i Kina.” ....”Det er noget der vil være super cool ...så derfor gør vi det ...at forsøge at skabe et Kina design og udviklingscenter for faktisk at designe en bil fra Kina til hele verdens brug. Jeg mener det er meget spændende,” føjede han til.
Så gik Musk på scenen for at udføre en ‘dans’ for publikum, som Bloomberg korrespondenten Selina Wang spekulerede på mon ikke var del af en “charmeoffensiv,” rettet med embedsmænd fra Kinas kommunistiske regering:
Embedded video
Analytikere mener at Kina er et vigtigt marked for Tesla da virksomheden står over for en række udfordringer såsom sløvt salg og øget konkurrence fra større bilproducenter. Det lykkedes dog Tesla at få et overskud i tredje kvartal 2019, aktionerne nåede i sidste uge et toppunkt på $454.
Lucas Nolan is a reporter for Breitbart News covering issues of free speech and online censorship. Follow him on Twitter @LucasNolan or email him at lnolan@breitbart.com

torsdag den 16. januar 2020

Kære vildledte unge - verden får det faktisk bedre og bedre

Til vildledte unge demonstrerende - verden får det faktisk bedre og bedre
H. Sterling Burnett
Modsat formodningerne som de radikale demonstrerende fra the Extinction Rebellion bevægelsen hævder, “Det er fastslået at vi står over for en hidtil ikke set global nødsituation... en situation om liv eller død - som vi selv har skabt,” eller misinformationerne fremført af unge som Greta Thunberg, der mener vor industrielle civilisation har “frarøvet” hende en fremtid, så har det 21. århundrede på så at sige alle felter været det bedste i nedskreven historie. 
Den engelske videnskabsjournalist Matt Ridley, Ph.D., skriver i the London Spectator, at andet årti af det 21. århundrede var det bedste nogensinde når det gælder menneskets leveforhold, trods den hævdede katastrofale opvarmning.  
Billedresultat for a better world
Ridley peger på, at da han blev født i 1958, levede 60% af verdens befolkning i fattigdom, og i andet årti af det 21. århundrede var dette tal faldet til under 10% for første gang. Ridley bemærker også, “Den globale ulighed er styrtdykket da Afrika og Asien oplever hurtigere vækst end Europa og Nordamerika. Børnedødeligheden er faldet til rekordlav niveau, hungernød er på det nærmeste udslettet, malaria, polio og hjertesygdomme er alle for nedadgående.” 
Dette er alle rigtig gode nyheder - nyheder der naturligvis burde offentliggøres skulle man mene.
“Vi bliver mere bæredygtige, ikke mindre på den måde vi bruger planeten,” fortsætter Ridley og forklarer at vi fortsættende bruger færre materialer og ressourcer til at producere de varer og services vi forbruger.
Historisk set er der ingen korrelation mellem mængden af CO2 i atmosfæren og Jordens temperatur, men forskning viser konsistent den direkte forbindelse mellem et lands velstand og at folk får det bedre.
Mennesker i velstående samfund er generelt sundere, får færre børn der dør ved fødslen eller i de tidlige barneår, og har færre økonomiske problemer, køns- og sociale uligheder. Deres befolkninger bliver også bedre uddannet og er bedre i stand til at tilpasse sig og klare naturkatastrofer end mennesker i fattigere samfund.
Og selve hjørnestenen i den øgede velstand og nedgang i elendigheden rundt om på kloden i løbet af det 20. og 21. århundrede har været udviklingen af og brugen af fossile energikilder.
Fossile energikilder er grundlaget for det moderne landbrug. De gør at traktorer og landbrugsmaskiner kan køre og pløje, plante og høste, og levere til markedet. De tjener Fossile energikilder er basis for kemiske pesticider og for gødning således at der kan høstes endnu mere på mindre land. Og de giver kraft til køleanlæg og tørlagre, således at afgrøderne sikkert kan opbevares i længere tid uden de går til.
Fossile energikilder har også været grundsten i moderne medicin, der har reduceret barnedødeligheden og øget livslængden. Nutidens sundhedspleje er afhængig af sterile plastre fremstillet af fossile energikilder, herunder IV dryp poser og slanger, maskineri i lægebranchen, elektroniske løsning og sprøjter.
Hospitaler, ambulancer, oprerationsstuer, skadestuer og klinikker er åbne 24/7, og kan ikke fungere uden kul, naturgas og olie. Køleenheder til medicin CT scannere, MRI scannere, röntgen, laserskalpeller ventilatorer, kuvøser og lys kræver pålidelig elektricitet, som de fossile energikilder giver langt mere økonomisk fornuftigt end de alternative kilder.
Undersøgelser viser også at antallet af mennesker der dør som resultat af ekstremt vejr er faldet som aldrig før i det sidste århundrede, samtidig med at brug af fossile energikilder er øget og klimaet kun moderat er blevet varmere. 
44% af verdens befolkning levede i stor fattigdom i 1981. Andelen af mennesker i ekstrem fattigdom er faldet til under 10% i 2015.
I tilgift, ifølge FN, er antallet af mennesker ved lider under vedvarende hungersnød faldet med to milliarder siden 1990. Ydermere viser forskning at der nu er 17% flere fødevarer til hver person end for 30 år siden - alt sammen under perioden med den formodede farlige klimaforandring grundet menneskers CO2 emissioner.
Billedresultat for human ingenuity and a better world
Frem for at lære ungdommen at verden er dødsdømt om 10, 12, 20 år - vælg selv - du kan nemlig selv vælge din udløbsdato hos klimaalarmisterne i den seneste tid - skulle vi sætte Alex Epstein’s fakta-fyldte bog The Moral Case for Fossil Fuels på skolernes læseliste. Epstein skriver knivskarpt:
Klimaet er ikke længere hovedårsagen til dødsfald, delvist takket være fossile energikilder....Ikke kun ignorerer vi hovedbilledet ved at gøre kampen mod klimafaren vor kulturs fixpunkt, vi “kæmper mod” klimaforandring ved at være imod det virkemiddel der har gjort vor tid så langt, langt mindre farligt.
Den så populære klimadiskussion behandler emnet baglæns. Det ser på mennesket som en ødelæggende kraft for klimaets levedygtighed, mennesket gør klimaet farligt, fordi mennesket bruger fossile energikilder. Kendsgerningen, og sandheden er præcis det modsatte. Vi gør ikke et sikkert klima farligt, vi tager et farligt klima og gør det sikkert.
Hvis blot flere ville gå til klimaudfordringen med åbent sind, og ærligt undersøge de rigelige beviser, der viser at verden bliver bedre, så kunne vi måske have færre demonstrationer og mere fremskridt mod de virkelig vigtige mål som af afslutte hunger, bekæmpe sygdomme og øge frihederne. 
H. Sterling Burnett, Ph.D. (hburnett@heartland.org) is a senior fellow on energy and the environment at The Heartland Institute, a nonpartisan, nonprofit research center headquartered in Arlington Heights, Illinois.

tirsdag den 14. januar 2020

Trump er hunden der river forhænget for bedraget ned

Trump er Toto der river forhænget ned

Hvis du husker Troldmanden fra Oz vil du også huske at Toto, Dorothys hund var den der trak tæppet fra, og afslørede at troldmanden bare varr en lille fyr der sad og betjente et lydorgel og masser af lys gimmicks for at narre folk til at tro han var mere magtfuld end han egentlig var. På samme måde afslører præsident Trump med drabet af Oassem Soleimani og alt det der er sket sidenhen, den fire årtier lange tilgang, behandlingen af Irans terrorisme og af Israel ved det udenrigspolitiske etablissement - ved vore præsident fra Jimmy Carter til nu og Kongressen - det hele var baseret på myter.
Billedresultat for wizard of oz
I de sidste 40 år har to narrativer været vejledende for amerikansk politik i Mellemøsten. De blev begge opfundet af Carter administrationen. Den ene vedrører Iran. Den anden vedrører Israel.
Begge narrative forkaster virkeligheden som basis for beslutninger i udenrigspoltik til fordel for at stikke sig blår i øjnene. I løbet af de sidste to måneder har præsident Trump forkastet og afvist dem begge. Hans modstandere er apoplektisk.
Hun indleder sin gennemgang med dengang U.S. ambassaden i Teheran blev overtaget af Iran i 1979 med 52 amerikanere som gidsler i 444 dage.
Hvis præsident Jimmy Carter havde indset at “de studerende” ikke var studerende, men soldater for Irans diktator Ayatollah Khomeini, så ville U.S. være tvunget til at kæmpe imod. Og Carter og hans rådgivere ønskede ikke det.
Så fremfor at indrømme sandheden, accepterede Carter den absurde fiktion spundet af regimet, at Khomeini var en uskyldig tilskuer, der, selvom han forsøgte, ikke kunne få en flok “studerende” i det centrale Teheran til at frigive gidslerne.
For at gøre Iran tilfreds, lod man Khomeini slippe af sted med det.
Khomeini og hans “Død over Amerika” råbende tilhængere forstod budskabet. De forstod, at Washington gav dem grønt lys til at angribe Amerika på moderate og, som Smith udtrykker det i “benægtende sandsynlige” doser. I det næste 40 år, har Iran holdt fast i sin aggression mod Amerika. Og fra Ronald Reagan til Barack Obama, har hver præsident siden Carter accepteret og været tro mod Carters beslutning om ikke at gøre Iran ansvarlig for agressionshandlinger og krig som det udførte mod Amerika gennem stedfortrædere.
Trump’s beslutning om at fjerne Soleimani sammen med Muhandis gjorde op med Carter administrationens narrativ.
Billedresultat for toto oz dog
Trump handler som Toto og afslører en elendig politik
Ved at fjerne Soleimani gjorde Trump det krystalklart at den blankocheck til aggression som de forrige seks præsidenter har givet Teheran nu er annulleret. Fra nu af vil regimet blive gjort ansvarlig for sine handlinger. Fra nu af vil US politikken mod Iran være med baggrund i virkeligheden og ikke eskapisme.
Den anden falske narrativ der har udgjort basen for US Mellemøst politik siden Carter er, at Israel og den såkaldt “besættelse” er ansvarlig for fraværet af fred i Mellemøsten.
Ligesom Reagan der vendte det blinde øje til Irans ansvar for terrorangrebene, som dets stedfortrædere udførte mod the United States - herunder bombningen af US Ambassaden i Beirut i april 1983, og bombningen af Marines forlægningerne i Beirut i november 1983 - og dermed i bund og grund accepterede Carters anti-Israel narrative der gav Israel skylden for den manglende fred i Mellemøsten.
Clinton administrationerne og Bush administrationerne fulgte samme mønster som den bedrageriske Carter politik der gav Israel hele skylden for problemerne i regionen.
Obama, gik naturligvis fuldt ind for det.
Den kendsgerning at Carter narrativet var selvindlysende latterlig og destabiliserende gjorde intet indtryk på disse administrationer. PLO’s aggression og nægtelse af enten at undsige terrorismen eller acceptere Israels ret til at eksistere blev fejet til side som irrelevant og uvelkommen information. Israel's dybfølte indrømmelser for fred blev lagt i skuffen, latterliggjort og glemt. Med Pompeo’s ord, “Det er vigtigt vi siger sandheden når kendsgerningerne viser hvad den er. Og det er det vi har gjort.” 
Glick forklarer, hvorfor det at Trump ikke følger ‘de falske fortællinger’ således har foruroliget udenrigsetablissementet - “en utilgivelig transgression” med hendes ord. Han forkastede og erstattede deres “kollektive visdom” med virkelighedsbaseret politik, der faktisk kunne, ulig deres, fungere. Eftermælet efter dem er en askedynge. “Alle deres protester, alle deres indviklede analyser og deres titler som tidligere embedsmænd vil miste deres glans og markedsværdi.” 
Jeg opfordrer dig til at læse hele artiklen. Den er detaljerig og meget overbevisende.
Min online ven “The Infamous Ignatz” er enig med mig i at Click har ramt sømmet lige på hovedet, herunder hendes forklaring om den gift der er rettet mod præsidenten og hans følgere:
Det drejer sig om at han ikke falder for deres idiotiske fantasiverden med politiske selvbedrag. Han tager jakken på og går sin egen vej på legepladsen og ikke deres. Og deres valg er enten at trampe fornærmet i jorden, mens han går forbi dem, eller være med i spillet og blive slået, fordi der ikke længere spilles på deres hjemmebane. Diss hundreder af år med uundgåelig tiggeri er pludselig truet, og det lige før det skulle lykkes for dem, og truet af dette mærkeligt talende kryb, med det mærkelig hår som de kun kunne lide fordi han var stinkende rig.
Og det de virkelig var rædselsslagne over, hvad nu hvis man skulle indse at Trump kan gøre det ingen andre kan? Jo, Trump er brillant med det han gør, og jo han kan ikke erstattes. Men vi misforstår grundigt det der sker hvis vi mener hans succes ikke kan fortsætte efter han har forladt scenen.
Den faktiske udfordring som venstrefløjen ser mere tydeligt end højrefløjen er at Trumps komplekse idiosynkratier og stil dækker over en simpel sandhed; erklære venstrefløjens shibboleths (sort snak) så meget forkvaklet maskerade som alfestøv og deres mystik og mere vigtigt deres politiske fordel fordufter! Trump viser at Republikanerne har VALGT at spille på the Dems skøve bane i 100 år og altid har måttet gå linen ud for at opnå blot en smule. Naturligvis er det sket så længe af de fleste GOPs (republikanere) som forkælede børn nægter at gøre det rigtige og handle som voksne.Men forhænget er flået til side og kommer nok ikke op igen - derfor den megen hylen.
Trump er ikke Mussolini eller Hitler. Han er heller ikke Abe Lincoln eller Daniel der står for dom. Donald Trump er Toto.
Præsidentens handlinger i den seneste tid er også et slag i ansigtet til disse udenrigspolitiske klogeåger der falskeligt hævder præsident mangler enhver strategi for Mellemøsten. (Det mener de fordi han ikke lader sig overtale af deres tåbeligheder). Conrad Black forklarede, hvor forkert de har fat med at fremme den påstand. Han beskriver i detaljer de tiltag præsidenten har taget til nu og bemærker at blandt de nye ‘tegn’ på tavlen er at vi nu er netto eksportør af energi, et vigtigt skridt i at vi kan tillade os at forsvare vore interesser i den region uden konstant at være ‘brandmænd’ klar til at intervenere. Han konkluderer:
Iran kan hyle og skrige og true alt det de vil, men selv dets forkvaklede teokrati må nu erkende at den ‘gratis frokost’ med forsoning i Washington er forbi. Det burde være tydeligt for enhver at the United States ikke kunne gribe ind med 400 specialtropper mellem den tyrkiske hær og PKK militsen.
Egypten og Saudi Arabien kan tydeliggøre at palæstinenserne kan få en autonom stat, hvis de gør op med deres vold, og accepterer Israels ret til at eksistere som en jødisk stat, lange grænserne fra 2001 Taba samtalerne med en snæver Vestbredden og et mere omfattende Gaza Stribe for palæstinenserne og en korridor mellem dem.
Syrien og Irak burde i sidste instans omformes til en løs konfederation af i store træk autonome zoner, herunder Kurdistan. Den indre stabilitet og integritet fra udefrakommende til dette arrangement kunne sponseres af Tyrkiet, Rusland, the United States, Egypten, Saudi Arabien og et respektabelt regime i Iran når et sådant dukker op.
I store træk er det den retning administrationen går, og det er en følsom vej. Democrats vil tabe stort ved at holde fast ved Obamas grønne lys til Iran om at få lov til at have atomvåben seks år fra nu, med Obamas $150 milliarder bonus til at fremme terrorisme og slå amerikanere ihjel. Det var en frygtelig aftale og ingen burde savne den.
Præsidenten har beordret ved Executive Order yderligere økonomiske sanktioner mod Iran, der allerede vånder sig under indførelsen af de tidligere sanktioner og den voldsomme uro interne i befolkningen der er vrede over at deres penge bruges til at fremme jihad aktioner i hele regionen.
Nu har Iran så indrømmet at man skød et ukrainsk passagerfly ned. Hvorfor kan jeg ikke sig med sikkerhed, dog synes mangel på kompetence ikke være en sandsynlig årsag. Det kunne være en bestræbelse på at afholde mullaherne fra at bøje sig for U.S. presset for at indgå fred. Hvorfor de indrømmede deres skyld - der var så rigelige beviser på at det var dem der stod bag. Og som Tom Maguire bemærker:
Jeg er forundret over, at Iran's erkender sit ansvar for nedskydningen af passagerflyet. De har åbenbart forsøgt at fremprovokere en udenrigspolitisk krise for at aflede opmærksomheden fra de hjemlige uroligheder, besværligheder.
I Iran, truede en debat om, hvor meget skyld regering har for at ødelægge den  nationale solidaritet der fulgte med landets konflikt med the United States. Mange iranere sagde at deres vrede over den manglende ansvarlighed på højeste niveau i regeringen hurtigt er vendt tilbage.
Imidlertid var de i fastlåst. Et andet mål for Iran er at præsenteres sig for det internationale samfund som den mere troværdig og ansvarlige forhandler vis a vis Trump. At skyde et passagerfly ned hjælper ikke, men det at lade som om man ingen skyld har er endnu værre.
Der er så sandelig ingen mangel på rådne æbler i bunden af den trillebør præsidenten netop har væltet.

lørdag den 11. januar 2020

Kinas geniale men modbydelige strategi

Kinas geniale, men nederdrægtige strategi
Kinas kommunistiske regering har ikke kun een strategi for at opnå økonomisk dominans, men adskillige. De er alle fremragende - dog forræderiske.
På handelsområdet er Kina altid fleksibel når man svarer kritikere om landets asymmetriske merkantilisme gennem 30 år.
I de indledende stadier af Vestliggørelsen var Kina udelukket fra kritik over krænkelser af copyrettigheder og patenter, over lavprispolitik og industrispionage.
Eliten i Vesten formodede at disse uretmæssige handlinger blot var for at få fart i Kinas vej til liberalismen. Som man kunne forvente så blev Kina mere og mere progressiv jo rigere man blev. Enorme handelsunderskud eller offentlige midler afsat til militæret var åbenbart en lille pris at betale for goderne i en udviklende milliardhandel.
Efter et stykke tid, blev de stadig mere bekymrende enorme handelsunderskud og Kinas snyderi blot kontekstutaliseret som “vores fejl.”

The Tom Friedman skolen for journalistik forhånede vor klodsede republikanske regering for at mangle kinesernes autoritære effektivitet der kunne sanktionere de nye utopiske planer om højhastighedstog og energiforsyning ved solpanel farme.

The Wall Street–investorversionen af denne fortolkning så kun, fedladne, forkælede amerikanere der blot fik, hvad de har fortjent mens mere flittige og fattige kinesiske arbejde simpelthen udkonkurrerede og masseproducerede os i knæ.
Med sådanne prædikener af barsk ‘kærlighed’ skulle de stadig mere ‘rustne’ Michigan og Pennsylvania  (Rust Belt stater) befolkninger føle sig som syndere og enten efterligne Kina eller - dø. Kina var helt med på den udlægning, naturligvis.
Så kom der en tredje fase af kontekstutaliseringen af kineserne - en med Vestens arrogance, der forvekslede Kina efterlignelsespolitik med formodet beundring. Vi skulle da ikke bekymre os om Kina, de elsker jo at købe vore meget dyre huse, besøge Stanford og rejse til Disneyland. Kort fortalt, de elsker at være som os.
Vi glemmer sådan set, at nationer der kopierer Vesten ikke gør det af empati eller veneration. Oftest vælger de og udvælger det de vil købe, stjæle eller kopiere - helt i deres egeninteresse. De ser ofte, trods alt, overlegen videnskab i Vesten komme frem, på grund af Vestens frihed, og derfor tænker de den videnskab kan forbedres når den kan formes efter et autoritært styre.
Trump har været et sandhedsvidne, som man ikke har oplevet før. Som en der sætter gang i den, en der har skreget om kinesisk handelspolitik har han gjort det acceptabelt selv for liberale at vende om og nu pege på Kinas menneskerettighedskrænkelser og religiøs forfølgelse af minoriteter. Så længe de nye kritikere i Vesten bare ikke nævner ordet “Trump” føler de sig berettiget til at nævne for Kina det som de hidtil har undertrykt. 
Husk det var Trump, der udfordrede ‘evangeliet’ om at selv asymmetriske frimarkeds udvekslinger var en national fordel. Selv det mest oplagte, frække kinesiske snyderi skulle angiveligt gavne amerikanerne, der “lejede” gratis produkter fra de stræbsomme lavtlønnede kinesere. Billige importerede forbrugsvarer blev labbet i sig af den amerikanske middelklasse og fattige, og tillod dem at få ting deres ellers stagnerende lønninger ikke tillod. 
Vi fik at vide at de kinesiske stats subsidier i det lange løb ville ruinere Kina, længe før de havde ruineret os. Og det nederdrægtige kinesiske kommercielle snyderi ville tvinge amerikanerne til at handle anderledes, på kreativ vis ødelægge og genopbygge deres virksomheder og i sidste ende ville de blive mere konkurrencedygtige og strømlinede.
Kinas præsident Xi Jinping på parade før han går ombord på en destroyer  før en flådeopvisning ved hyldesten af 70 årsdagen for Kinas flåde. Den 23. april 2019 i Qingdao.        (Xinhua via Reuters)

Kina, var besynderligt nok helt enige, igen, ladende som om at de så bort fra vigtigheden af handelsunderskud så længe de var sikre på at det var amerikanerne, ikke kineserne der led under det.
Kina har formet sin neokolonialistiske agenda efter såvel Det Britiske Imperium i det 19. århundrede (uden Vestens ‘faderlige’ byrde om at sprede civilisationen) og Japans ekspansion i Stillehavsregionen om Det Større Øst Asien i 1930- og 1940’erne (denne historie kunne forklare, hvorfor Japan alt for godt kan gennemskue hvad Kina har gang i.)
Som briterne gjorde med deres kulstationer, der var spredt over hele kloden og forsynede de britiske krigsskibe og handelsskibe i det 19. århundrede opkøber Kina lejeaftaler med dusinvis af havne på strategiske steder fra Piræus, Grækenland til Afrikas Horn.
I teorien kunne Kina med tiden presse disse landes havne til at nægte adgang for det som de anser som fjendtlige eller kommercielle rivaler. Eller i krisetider kunne de forsyne formodede handelsskibe med alle slags våben - som den armerede tyske handelsflåde var forsynet med i 1. Verdenskrig. De strategiske fordele ved at lade sådanne havne facilitere Kinas militær og kommercielle skibe kan give kuldegysninger.
At disse massive investeringer i havne og infrastruktur kunne synes at være dårlige finansielle aftaler gør deres tilstedeværelse endnu mere forbavsende og strategisk betænkeligt.
Beijing er ikke sikker på at Kina nogensinde vil få, i det mindste på den korte bane, afkast i milliardklassen af deres investeringer i terminaler og transitruter ind og ud af udenlandske havnefaciliteter. Kina anses som en mere eller mindre global kommerciel fredløs, og ville kunne få det svært med at få deres investeringsgæld indløst, hvis det skulle gå galt. Hvad ville Kina gøre for at tvinge en debitor - bruge militæret? Appellere til multilaterale handels- og bankinstitutioner hvis regelsæt man almindeligvis har ignoreret uden at blive straffet?
Kina har ingen større alliancer eller pagter der kunne tillade Kina at presse nationer til at opfylde deres gældsforpligtelse. Hvad får Kina ud af deres 50 milliarder dollars store investering i et Venezuela der er ved at kollapse? Hvis Grækenlands manglende betaling for multimilliard investeringen i Piræus svigter, vil Kina så benytte EU eller NATO til at tvinge Grækenland.
Som japanerne i 1930’erne og russerne i 1960-70’erne, men ikke som briterne i 1870’erne, er kineserne ikke særlig gode imperialister. At kende til deres koloniale agenda er at have mistro til dem - med tanke på de autoritære og ofte racistiske holdninger hos den kinesiske regering.
I militær henseende er Kinas flådestrategi nærmest en afspejling af ideerne hos nazisternes Karl Dönitz, geniet bag Hitler U-bådsflåde, og som argumenterede, med grader af succes, for at det var idiotisk at gentage Det Kejserlige Tysklands tidligere forfejlede og afsindigt dyre forsøg på at leve op til slagskibene i den overlegne British Navy, ton for ton, når tyske u-både langt billigere og langt mere effektivt kunne binde Royal Navys formåen, og dermed nægte deres skibe at transportere varer over Atlanten.
Truslen fra Kina, er ikke, at landet i den nærmeste fremtid vil komme til at matche Amerikas 11 hangarskibe, men at det på en effektiv cost-benefit facon vil kunne anvende mindre og mange flere ubåde, fregatter og kystbatterier til at skabe storme af sofistiskerede anti-skib og anti-luft missiler der kunne sikre at nøglepositioner i Det Sydkinesiske Ocean blev til ‘ingen adgang’ zoner for den amerikanske flådes multimilliard dollar flagskibe. 
Langt mere underfundig er Kinas indsats med at sende hundredtusinder af studerende til Vesten og især the United States. Igen i teorien er det en brillant strategi. Ligesom Japan gjorde sent i det 19. og tidligt 20. århundrede, efter Meiji Reformationen, hvor 250000 studerende kom til Storbritannien, Frankrig og Tyskland for at suge til sig alt - fra hærens organisation til flådeingeniørkunst. Kina har tilegnet sig for billioner af dollars i sofistikeret teknologi fra Vesten gennem industrispionage, teknologi der langt overgår Kinas formåen på samme områder.
Arrogante vesterlændinge formoder at de kinesiske investorer, ejere af amerikanske ejendomme og legioner af studerende med tiden vil blive overvældet og ‘besejret’ af amerikansk popkultur. frisindet, velstanden og friheden, og at de således vil forberede Kina på en afgørende forandring.
Mere sandsynligt er det at de som har været udsendt fra Kina vil vende tilbage som de japanske indbyggere, attacheer og studerende i the United States, om det er en fremtidig admiral Isoroku Yamamoto eller udenrigsminister Yōsuke Matsuoka. De sammenlignede  deres erfaringer om Vestens rigelighed med også dekadencen, og resultatet var at de var fast besluttede på at forene Vesten ingeniørekspertise med den overlegne asiatiske disciplin, nationalisme og patriotisme for at gøre the United States til et NUL som en stormagt i Stillehavet.
Kina er ikke Rusland. Landet adskiller sig på måder vi ikke rigtig anerkender - f.eks. landets enorme befolkningsantal, langt større økonomi og fremvoksende militær. Kina spiller på fremragende vis på den kendsgerning at landets borgere i det fremmede nu er en del af det amerikanske “other.” Som andre marginaliserede folk, får de sympati fra amerikanere med asiatisk baggrund, for de kan nævne tidligere tilfælde af “racisme” “den gule fare” - og det gør man hver gang kinesiske studerende tages i industrispionage eller protesterer mod kinesiske dissidenter.
Her for nylig ved en forelæsning forsøgte Kiron Sinner, leder af politisk planlægning ved U.S. State Department at påpege nogle af paradokserne ved den totalitære indstilling i den kinesiske trussel, men hun blev derpå helt uretfærdigt dæmoniseret for en ordveksling da hun benyttede det politisk ukorrekte “kaukasier” for at understrege aspekterne ved den kinesiske udfordring. (“Således har vi i Kina en økonomisk konkurrent, vi har en ideologisk konkurrent, en der virkelig søger at nå globalt helt ud som mange af os ikke forventede for nogle årtier siden, og jeg mener det er slående at det er første gang at vi har en stormagts konkurrent der ikke er “kaukasisk.”)
Hvis man ser bort fra den kendsgerning at Det Kejserlige Japan var en asiatisk stormagt og konkurrent under optakten til 2. Verdenskrig var Skinners generelle antydning ikke desto mindre valide: Kina - ikke Rusland - kan langt lettere fremstå som et historisk offer for vestlig undertrykkelse som en asiatisk nation. Og det kan langt lettere både genere og tiltrække dynamiske asiatiske lande. Dets budskab, som Det Imperiale Japans tidlige narrativ er, at de europæiske magter og især USA er dødtrætte, slidte og i stadig større grad impotente i Asien og Stillehavsregionen, og hverken kan eller vil udfordre den uafvendelige kinesiske opstigning til hypersupermagt status. 
Skinner’s antydning er, at central for Kinas regering opfattelse af egen troværdighed er både landets racemæssige og dets kulturelle chauvinisme - en ikke omtalt realitet der ikke så let værdsættes da vor egen diplomatiske elite ofte, hverken er kulturel eller politisk bevidst og kan overdrive truslen fra Europa og Rusland, og dermed optræder nedladende eller på grund af politisk korrekthed ignorerer den langt alvorligere udfordring fra Kina.
Ruslands indtog på Krim var slemt, men i det mindste skal man overveje de kulturelle bånd og de historiske kendsgerninger mellem de to nationer, og den delte blodige historie da man modstod fremmede og deres erobringsforsøg ved f.eks. de ikoniske sejre ved Sevastopol.
Som kontrast så tænk over at Kina ganske enkelt stjal de langt vigtigere strategiske Spratley Øer, ignorerede naboernes hævd, skabte militærbaser der, og kan meget snart lovligt regulere trafikken i Det Sydkinesiske Hav - og slet ikke oplever nogen reel modstand af den slags Putin står midt i.
Vi ser også effekterne af den mangesidede kinesiske finansielle, kulturelle og politiske indflydelse i populær kulturen. Hollywood er dødsensangst for på negativ vis at portrættere kinesere, eller især den kinesiske regering. Hollywood er angste for at miste det kinesiske marked og deres penge, og er nu begyndt, ganske delikat, at portrættere formodede “hvide” i negativt lys.
Sæt det op mod de grafiske portrætter af russerne, der altid bliver fremstillet som skurke på film. De udstilles som onde oligarker, kartelbander, lejemordere eller die-hard Sovjet-fossiler - til kvalmegrænsen - optræder på skærmen med skaldede hoveder, ækle tatoveringer, ofte klistret til med Zaristiske og Ortodokse runer, og talende med en bark guttural accent. 
Det kan ikke undre. Producenterne i Hollywood er ikke bange for at fornærme Vladimir Putin, eller få hundrede russiske studerende i det sydlige Californien, eller den hjemlige politisk korrekte Twitter lynch pøbel.
I vor super overfladiske identitets besatte kultur, hvem vil kunne tale mod at russere forhånes og at de fremstilles som idioter over en kam? Hollywood betragter russerne som de perfekte tåber, der svarer til andre skurke, Hillbillies fra Syden, og sydafrikanske hvide benhårde racister.
Ved nogen blandt de som kæmper så hårdt for social retfærdighed at antallet af de som er interneret i Kinas opdragelsesinstitutioner og afvigerlejre, fordi de ikke tænker ‘korrekt’ er religiøse eller tilhører en race minoritet udgør en enorm mængde der får Putins gulag til at ligne noget der er ved at gå i forrådnelse? 
Kina forstår til fulde Vestens tankegang om at pålægge sig selv skyld (og den findes) og bedre end vi selv gør. Kina formoder at landet faktisk ikke vil opleve konsekvenser for landets inhumane behandling af religiøse minoriteter og dissidenter, eller dets hensynsløshed i Afrika. 
Kina regner med at mange vil være enige i at de er ofre for Vestens racisme der åbenbart forhindrer liberale i Vesten i at værdsætte ægte asiatiske indsatser for at slutte sig til nationernes familie.
Den gamle myte om at vi ikke greb chancen med den formodede Lincoln lignende Ho Chi Minh, eller den Jefferson lignende Mao, har indtil Trump været med til at give det ‘meget snart vestengjorte Kina’ et frikort til alle former for menneskerettighedskrænkelser, og regionale aggressioner der hvis det var Putins Rusland (med deres langt større arsenal af kernevåben) medføre sanktioner og trusler. Kina går fri.  
Som konklusion. Kina mener helt sikkert man kender the U.S. alt for godt, og man er mestre i at indlede politiske, økonomiske, kulturelle og militære metoder til at gøre Amerikas fordele langt mindre. Måske har Kina ret.
Related Posts with Thumbnails