fredag den 20. november 2026

Hvordan legepladser genopfandt barndommen

 

Hvordan legepladser genopfandt barndommen

Den moderne legeplads var mere end et sted at lege – den var en skabelon til en ny form for opvækst.

Selvom de er fiktive, eksemplificerer Tom Sawyer og Huckleberry Finn en tabt sandhed om amerikanske børn frem til 1880'erne: Barndommen var vild.


Ligesom millioner af deres virkelige samtidige strejfede hovedpersonerne i Mark Twains komiske mesterværker uden opsyn gennem by og land, på jagt efter sjov og eventyr, ofte i problemer og fare. Så kom den progressive æra og en af ​​det moderne Amerikas definerende opfindelser: legepladsen.

Legepladser hjalp med at forvandle barndommen fra deltagelse i det offentlige liv til forberedelse til voksenlivet. Fra nu af ville barndommen blive overvåget og desinficeret, zoneinddelt i et udpeget område og begrænset til en sandkasse. Ikke mere piratleg på Mississippi - på godt og ondt.

Slutningen på den vilde barndom

Selvom ikke alle børn udforskede huler, strejfede rundt på kirkegårde om natten eller forfalskede deres egen død som Tom og Huck, var den gennemsnitlige amerikanske barndom i deres æra stort set uden opsyn, selv i de store byer.

Bybørn legede på gader og gyder, udsat for farerne ved hestetrafik, tung industri og rovdyragtige voksne. På den positive side oplevede de dog, hvad  psykologer senere ville kalde "ustruktureret fri leg" - den slags leg, hvor de opfandt deres egne regler og hierarkier og afprøvede grænserne for en verden, der ikke var forudbestemt til dem. Det var kaotisk, larmende og - for de børn, der nåede voksenalderen stort set uskadt - rigtig lærerigt.


Men det varede ikke ved. Hen mod slutningen af ​​det 19. århundrede blev Amerika transformeret af hurtig industrialisering, udbredt urbanisering og masseindvandring – alt sammen konspirerede for at skabe et proletariat af fattige, tæt sammenkrøbne masser i bymidten. Efterhånden som momentummet for social reform tog fart i løbet af 1880'erne, gik vildtlevende barndom fra at være en situation, der skulle tolereres, til at være et socialt onde, der skulle løses.

A group of children wearing coats and hats play in a circle on a dirt street, echoing the lively spirit of playgrounds, with a horse-drawn cart and buildings in the background.

En flok drenge leger på en gade i New York City i 1909. Kilde: G.G. Bain via Library of Congress Prints and Photographs Division; farvelægning: Ruland Kolen

Et af de første forsøg på at gøre dette var inspireret af Friedrich Fröbel, den tyske uddannelsesinnovator, der gav os børnehaven. Fröbel havde opdaget sandets tilpasningsevne som legemateriale og havde bygget en sandkasse til sin "børnehave". I 1885 importerede Boston-lægen Marie Zakrzewska konceptet for at skabe Boston Sand Gardens.

Det blev en øjeblikkelig succes. På dage med højsæsonen fyldte op til 400 børn gården. Denne originale legeplads blev bredt efterlignet, og i 1899 var der 21 sandhaver over hele byen.

Arrangørerne af sandhaver mente, at overvåget udendørsaktivitet var godt for både børn og samfundet som helhed: Det fik børn ud af usunde, uventilerede lejligheder og indpodede vanerne med civiliseret samarbejde i dem, hvilket bidrog til at reducere ungdomskriminalitet. Kort sagt holdt det dem beskæftiget og ude af problemer. Fra starten var sandhaven lige så meget et socialt som et rekreativt eksperiment – ​​ikke kun for børn, men designet til at skabe en bestemt slags barn.

A large group of children, some in uniform, gather in and around a wooden enclosure on the playground outside a brick building for a formal group photo.

Mere sand, tak. Bostons ungdom fylder en af ​​de tidligste sandhaver i byen. Kilde: HUBHistory; farvelægning: Ruland Kolen

Da leg blev produktiv

Boston førte også an i det næste skridt i Amerikas legepladsrevolution og fungerede som hjemsted for dens første gratis offentlige udendørs gymnastiksal: Charlesbank Gymnasium. Det åbnede i 1889 ved Charles River-bredden og var designet til børn, der var ældre end dem, der brugte sandhaverne. Det havde banefaciliteter, fast sportsudstyr og en separat sektion for kvinder og børn.

På Charlesbank træder den moderne legeplads i genkendeligt fokus: dedikerede zoner til forskellige aktiviteter, apparater, der strukturerede aktiviteten i foruddefinerede bevægelser, og opsyn af uddannet personale. Dette var langt fra Tom og Hucks frie eventyr. Dette var motion, og det var godt for dig.

Children and adults gather at one of the lively playgrounds by the river, enjoying swings, seesaws, and a large climbing structure on a clear day.

Kilde: The Esplanade Association; farvelægning: Ruland Kolen

Charlesbank Gymnasium åbnede i 1889 i Boston og havde mange af de funktioner, der senere ville blive standard på amerikanske legepladser.

Legepladsbevægelsen spredte sig hurtigt til andre større amerikanske byer. I 1894 åbnede Jane Addams Chicagos første offentlige legeplads ved siden af ​​Hull House, det bosættelseshus, hun havde grundlagt i Near West Side fem år tidligere. Dette afslørede den sociale logik, der drev bevægelsen. Hull House-legepladsen betjente et travlt immigrantkvarter med italienere, grækere, russere, jøder og polakker. Målet var at tilbyde et alternativ til bandeliv, småkriminalitet, saloonkultur og andre moralske farer ved en ustruktureret bybarndom.

Som sådan var Hull House-legepladsen og andre lignende udtryk for den overbevisning, at miljøet former karakter, og at fattigdom ikke var en moralsk fejl, men et produkt af omstændigheder, der kunne redesignes. Legepladsen var med andre ord progressivisme gjort rumlig: Man kunne tegne den på et kort, bemande den og måle dens resultater. Disse resultater var ideelt set, at nabolagets børn blev forvandlet til ansvarlige borgere.

En af de største fortalere for legepladser på dette tidspunkt var den danskfødte fotograf og journalist Jacob Riis. Hans bog How the Other Half Lives (1890) illustrerede de chokerende detaljer ved livet i New Yorks bymæssige slumkvarterer, og hans billeder af børn, der leger i gyder, blandt luftskakter og brandtrapper, var et centralt argument for etableringen af ​​Seward Park, den første kommunale legeplads i USA.

A police officer directs a large crowd of men, women, and children at an outdoor city event, with playgrounds, tents, and buildings visible in the background.

Åbningsdag i Seward Park. Kilde: Jacob A. Riis: Seward Park på åbningsdagen (1903) via Museum of the City of New York; farvelægning: Ruland Kolen

New York City åbnede Seward Park i 1903 under pres fra Outdoor Recreation League for at gøre noget ved overbelægningen på Lower East Side. På åbningsdagen fyldte mere end 2.000 børn hver en centimeter af tilgængelig plads, klædt til lejligheden med deres fineste kasketter og tørklæder.

Seward Park omfattede en løbebane, en børnehave og en pavillon med et offentligt badehus. Legepladsen var ikke bare et sted at lege. Det var en velfærds- og uddannelsesinstitution, der fremmede hygiejne (mange af de børn, der legede der, ville ikke have bad derhjemme i lejlighederne) og lærte børn færdigheder som at dyrke grøntsager.

Hvis Riis' billeder gav den sociale begrundelse for legepladsbevægelsen, gav G. Stanley Halls tilpasning af rekapitulationsteorien - ideen om, at et individuelt dyrs embryologiske udvikling afspejler deres arts evolutionære udvikling - den et filosofisk fundament.

Hall, den første præsident for American Psychological Association, teoretiserede, at et barns udvikling til voksenalderen er en komprimeret gengivelse af den menneskelige evolutions historie. I Halls tankegang havde et legende barn ikke bare det sjovt - de udførte hele artens udvikling. Med mere uddybende ord var leg "fylogenetisk nødvendig". At nægte børn denne mulighed skabte mere end blot sociale problemer; det var en udviklingskatastrofe.

Leg inden for linjerne

De sociale, filosofiske, uddannelsesmæssige og designmæssige tråde i legepladsbevægelsen kom sammen i 1906 med grundlæggelsen af ​​Playground Association of America (PAA).

"Byens gader er utilfredsstillende legepladser for børn på grund af faren, fordi de fleste gode lege er imod loven, fordi de er for varme om sommeren, og fordi de i overfyldte dele af byen er for tilbøjelige til at være kriminelle skoler," sagde Theodore Roosevelt, PAA's første ærespræsident, ved dannelsen.

PAA lobbyerede kommuner over hele landet for at få dem til at bygge offentlige legepladser. Den standardiserede også det ordforråd, der ville definere den amerikanske legeplads i store dele af det 20. århundrede: gynger, vipper, sandkasser og rutsjebaner – de fire S'er. 

A large city park with curved walking paths, inviting playgrounds, and a central pavilion hosts crowds of people on a clear day. Surrounding buildings rise in the background.

Fugleperspektiv over Seward Park omkring 1905. Kilde: Wurts Bros. via Museum of the City of New York; farvelægning: Ruland Kolen

For PAA var der et seriøst formål med deres promovering af børns leg. I sin bog, "Dagens legeplads er morgendagens republik," udtalte Lee Hamner, en PAA-forkæmper, til National Conference of Charities and Correction i 1910: "Hvis I ønsker en nation af stærke, effektive mænd og kvinder om 20 år, en nation hvor der skal være retfærdighed og ligebehandling, så arbejd på det i dag med drengene og pigerne på legepladsen."

Om udbredelsen af ​​legepladser i hele Amerika fuldt ud har genereret de moralske fordele, som Hamner profeterede om, kan diskuteres. Mere sikre er dens virkninger på barndommen i Amerika.

Boston Sand Gardens og alle efterfølgende offentlige legepladser i hele Amerika afgrænsede geografisk og begrænsede barndommens fysisk udforskende oplevelse. Inden for deres grænser: en sikker, produktiv, overvåget barndom. Uden for deres grænser: fare, voksenlivet og den ustyrede by.

Children play various games in playgrounds with dirt surfaces, surrounded by multi-story brick buildings; some adults supervise in the background.

Piger leger i Seward Park i 1908. Kilde: Ephemeral New York; farvelægning: Ruland Kolen

Etableringen af ​​legepladsen var en kartografisk handling, der opfandt en zone specifikt til børns leg. Det var et dybtgående kulturskifte, der genopfandt barndommen som en livsfase, der krævede beskyttelse og opsyn i et dedikeret rum.

Det var uhørt før den progressive æra, hvor børn navigerede i voksenområder, arbejdede på fabrikker og var til stede i det offentlige livs fulde roderi. Konsekvenserne er mere end blot rumlige. Som nævnt af Hamner er zoneinddeling af barndommen en uddannelsesmæssig handling. Barnet er en borger under uddannelse.

Man kan forestille sig, at Tom og Huck ville hoppe over hegnet på et splitsekund.

Strange Maps #1293

Har du et mærkeligt kort? Fortæl mig det på strangemaps@gmail.com.

Følg Strange Maps på X og Facebook.

https://bigthink.com/strange-maps/how-playgrounds-reinvented-childhood/



onsdag den 18. november 2026

5 litterære klassikere, der kæmper med nihilismens tomhed

 

5 litterære klassikere, der kæmper med nihilismens tomhed


Fra mystiske landsbyer til absurdisme ved galgen udforsker disse bøger oprindelsen, konsekvenserne af og mulige reaktioner på nihilismen.

Scotty Hendricks

Har du nogensinde spekuleret på, hvordan livet overhovedet kan være meningsfuldt i denne absurde og tilsyneladende vilkårlige verden? Hvis ja, er du ikke alene. Spørgsmålet om, hvorvidt livet har et formål, er blevet debatteret siden mindst det antikke Grækenland, og nogle af de største hjerner inden for filosofi og litteratur har kæmpet med det og dets implikationer.

På den ene side af denne debat står nihilismen, en gruppe filosofier, der fokuserer på at afvise de grundlæggende ideer i andre filosofier. Dens mest berømte manifestation er eksistentiel nihilisme, som hævder, at livet er meningsløst og mangler iboende værdi.

Denne særlige form for nihilisme vil være vores fokus her, men det er værd at bemærke, at der findes andre. For eksempel afviser moralsk nihilisme ideen om, at handlinger kan være objektivt rigtige eller forkerte, en holdning som filosoffen J.L. Mackie argumenterede for i 1977. I mellemtiden hævder epistemisk nihilisme, at viden er umulig. Platon hævdede, at den præ-sokratiske tænker Protagoras havde dette synspunkt.

At udforske nihilisme kan være foruroligende. Det kræver ofte, at vi står over for muligheden for, at det, vi holder kært, hviler på intet håndgribeligt. En række klassiske tekster formår dog at gøre det på en måde, der både griber fat i problemets alvor og filosofiske dybde, samtidig med at den forbliver tilgængelig.

Disse fem bøger udforsker eksistentiel nihilisme, både praktisk og filosofisk, og hvor en person, der konfronterer den, kan føre hen.

Således talte Zarathustra: En bog for alle og ingen af ​​Friedrich Nietzsche (1883-85)


Credit: Penguin Classics De møder en syg, en gammel mand eller et lig – og straks siger de: "Livet er modbevist!" Men de bliver kun modbevist, og deres øje, som kun ser ét aspekt af eksistensen.

Hvis du kun kender ét af Nietzsches værker, er det sandsynligvis dette. Nietzsche selv betragtede det som sit magnum opus, og selvom det teknisk set er en roman, tjener det tynde plot ikke meget mere end at være et rammeværk, hvorigennem forfatteren kan prædike om sin ofte provokerende filosofi.

"Så talte Zarathustra" følger den titulære filosof, mens han kæmper med en række filosofiske spørgsmål. Selvom han deler navn med en historisk profet, fremfører Nietzsches karakter diametralt modsatte synspunkter end hans gamle navnebror. Han overvejer i stedet den brede vifte af problemer, der opstår efter "Guds død" og sammenbruddet af traditionelle værdisystemer. Blandt disse er problemet med nihilisme og opfattelsen af, at livet er elendigt og meningsløst.

Det er en holdning, som Nietzsche nægtede at give slip på uimodsagt, selvom han må indrømme, at der ikke findes nogen objektiv virkelighed at basere sandheden på. Som Zarathustra siger, hvis den mening og de værdier, Gud gav, er døde og borte, må ny mening og nye værdier komme et sted fra. Hvorfor ikke fra os? I en meningsløs verden må man skabe mening.


En af Zarathustras løsninger er at skabe værdi uden reference til miskrediterede metafysiske systemer, noget som Übermensch ville være i stand til på et senere tidspunkt. (Ja, romanen er også det oprindelige hjemsted for Nietzsches berømte koncept.) Zarathustra indrømmer dog fuldt ud, at dette er vanskeligt og måske aldrig bliver til virkelighed.
Andre punkter, Nietzsche udforsker, er, hvordan man forstår fakta i en verden uden et objektivt synspunkt, teorien om "evig gentagelse" og hans afvisning af dem, der afviser selve livet.
Teksten, der delvist er skrevet som en optakt til den allegoriske roman og den bugtende stil hos mange mystikere eller religiøse figurer (inklusive den oprindelige Zarathustra), er vanskelig at forstå og åben for en bred vifte af fortolkninger. Flere af disse fortolkninger har vist sig kontroversielle fra starten, og debatter om, hvorvidt Nietzsches filosofi var uhyrlig, var i gang, før nazisterne fik fat i den. På grund af dette har romanens modtagelse fortsat svinget.
Nietzsches to næste bøger, "Hinsides Godt og Ondt" og "Om Moralens Genealogi" var begge forsøg på at udtrykke lignende ideer i en mere analytisk stil.
Den Fremmede af Albert Camus (1942)


Credit: Vintage


Credit: Wordsworth Editions Ltd


Credit: Schocken
Og jeg følte mig også klar til at opleve det hele igen. Som om den blinde vrede havde vasket mig ren, befriet mig for håb; for første gang, i den nat levende med tegn og stjerner, åbnede jeg mig for verdens blide ligegyldighed.
Et andet potentielt svar på nihilismen ligger i absurdismen, en tankegang tæt forbundet med den eksistentialistiske medrejsende Camus. Filosoffen foreslår, at man, når man konfronterer verdens meningsløshed, bør gøre oprør imod den. I stedet for at skabe mening bør man overveje dens fravær og råbe "Og hvad så?" Og dette råb er inspirationen til Den Fremmede.
Novellen følger en fransk kolonist i Algeriet ved navn Meursault, en mand, der er ekstremt ligeglad med virkeligheden. Fortællingen begynder med, at han bemærker, at hans mor døde i går eller "måske dagen før". Han finder ikke meget at nyde i livet og fremstår lige så sløv, da han beskriver verden omkring sig i ensartede beige toner. Han dræber ved et uheld en algerisk mand af grunde, han er usikker på, og bliver til sidst dømt til døden for det.
Det er først kort før sin død, at han fuldt ud forstår, at livet kan være meningsløst og overordentlig værdifuldt. Den ligegyldighed, der karakteriserede ham gennem hele romanen, bliver endelig rystet – selvom den er en smule forsinket. Mens de fleste mennesker ville finde deres forestående død en total nedtur, gør Meursault oprør og omfavner livet, som en god absurdist bør. Det kan virke paradoksalt at omfavne livet, fordi det snart vil slutte, men for Camus er det pointen.
Optegnelser fra et kælderdyr af ​​Fjodor Dostojevskij (1864)
At være yderst bevidst er en sygdom, en reel, ærlig sygdom.
Mange store filosofier – og seriøse kritikker af disse filosofier – kan findes i romaner, og vores næste indlæg er af enhver eksistentialists russiske yndlings forfatter. Gennem sin karriere udforskede Dostojevskij en række af de filosofier, der opstod i Rusland i det 19. århundrede, især dem med et intellektuelt grundlag, der bekymrede ham.
I modsætning til sine filosofiske fans var Dostojevskij en konservativ, hyperreligiøs og nationalistisk tænker. Han betragtede den irrationalitet, der lå latent i alle mennesker, som en aktiv hindring for at opbygge en utopi, og Noter fra Undergrunden fokuserer på, hvad han så som en sådan irrationalitet: nihilisme.
I bogen tilbyder en unavngiven, tilbagetrukket hovedperson – ofte blot kaldet "Undergrundsmanden" – en række filosofiske overvejelser om samfundet og den menneskelige tilstand, før han giver en biografisk beretning om, hvordan han kom til sin nuværende tilstand. Som en "hyperbevidst" person er han uhyggeligt indsigtsfuld omkring modernitet og menneskelighed, men ude af stand til at forbinde sig med andre.
Undergrundsmanden er en slags karikatur af en nihilist. Trods sin åbenlyse intelligens er han ulykkelig, uudholdelig og selvsaboterende, fordi Dostojevskij mente, at dette var det naturlige endepunkt for denne tankegang. Dette punkt overses ofte sammen med det faktum, at Undergrundsmanden er en upålidelig fortæller om sit eget liv. Han tager ikke altid fejl, men Dostojevskij advarer om, at hans endelige konklusion og generelle holdning er noget, vi alle bør være på vagt over for.
Labyrinten af Franz Kafka (1926)
K. var ofte i fare for at betragte sin situation som håbefuld.
Hvis der er én forfatter, der kan få en læser til at føle, at livet er et meningsløst tomrum, er det Kafka. Hans sidste roman, Labyrinten, udforsker temaer, der ligner dem i hans andre værker, samtidig med at den tilbyder et særpræget blik på nihilismen. Den har også en mørk, surrealistisk kant, der ikke er så fremtrædende i hans andre værker.
Teksten begynder med "K", en landinspektør, der svarer på en indkaldelse til en fjern landsby. Landsbyen styres af et usynligt bureaukrati, der er placeret i et nærliggende slot, hvis dekreter og aktiviteter borgerne roser som både fejlfrie og mystiske.
K. bliver informeret om, at han ved en fejl blev indkaldt til den mærkelige landsby, og forsøger at trænge ind i bureaukratiet for at tale med den person, der underskrev hans indkaldelse. Trods de store vanskeligheder og muligheden for at forlade når som helst, fortsætter K med at forsøge at finde mening i sin indkaldelse.
Selvom fortolkningerne af bogen varierer, kan den læses som en bred analyse af nihilismen. K bliver ved et uheld kastet ind i en mærkelig verden, der styres af ukendelige kræfter. Han kæmper derefter mod meningsløse dekreter og handlinger, der straks rationaliseres af andre, og forbliver overbevist om, at alt vil være det værd, hvis han bare kan finde årsagen til, at han er der.
Ligesom de fleste af Kafkas skrifter blev Labyrinten udgivet efter hans død og imod hans ønsker. Kafka var angiveligt usikker på, hvad han skulle stille op med historien, og færdiggjorde den aldrig, hvilket efterlod de problemer, han rejser undervejs, uløste. Romanen slutter berømt – og måske passende – midt i en sætning.
Intet nyt fra Vestfronten af ​​Erich Maria Remarque (1929)


Credit: Vintage

Vi var atten år gamle og var begyndt at elske livet og verden; og vi var nødt til at skyde den i stykker. Den første granat, den første eksplosion, brast i vores hjerter. Vi er afskåret fra aktivitet, fra stræben, fra fremskridt. Vi tror ikke længere på den slags ting, vi tror på krigen.

Vores sidste bog går i en anden retning. Det er ikke en filosofisk roman eller en forfatterfilibuster af en proto-eksistentialist. Intet nyt fra Vestfronten er et mesterværk af Remarque, en veteran fra Første Verdenskrig, der forvandlede sine oplevelser til den essentielle krigshistorie. Mens vores tidligere bøger måske spørger, hvor nihilismen kommer fra, eller hvad man skal stille op med den filosofisk, kaster bogen læserne ned i krigens nihilistiske rædsler og en verden, der har sendt sin ungdom afsted for at dø.

Romanen følger Paul Bäumer, en gymnasieelev, der melder sig til den kejserlige tyske hær sammen med sine klassekammerater. Deres kollektive begejstring for eventyret bliver snart til traume og fortvivlelse, da navnløse slag udkæmpes om centimeter mudder fyldt med lig. De unge mænd, der engang fandt så meget mening og værdi i nationalisme og pligt, finder sig snart efterladt lidende i et meningsløst tomrum, der aldrig bliver fyldt. Værdi bliver fejet væk af maskingeværild og efterladt til at rådne i granathuller. Delinger af soldater falder døde om på dage, hvor hæren erklærer, at der ikke er sket noget interessant.

Flere af bøgerne på denne liste forsøger at tilbyde alternativer til nihilisme eller måder at finde mening på. Det gør denne ikke. Det kan den ikke. De medvirkende, hvoraf de fleste dør, indser hurtigt, at ikke alene var de værdier, de havde før krigen, umulige at holde fast i, når man ser på blodbadet, men at intet andet synes at holde stand heller.




mandag den 16. november 2026

Hvorfor vore forfædre borede huller i hinandens kranier -trepanering gennem tiderne

Hvorfor vore forfædre borede huller i hinandens kranier

Robin Wylie
For tusinder af år siden udførte man en form for kirurgi på mennesker kaldet “trepanering” der går ud på, at man borer huller i en persons kranium.
Det var over hele kloden man udførte trepanering, et barsk kirurgisk indgreb der omfatter at en levende persons kranium får et hul, ved enten at der bores, eller skrabes knoglelag af med et skarpt værktøj.  
Til dato har man fundet tusinder af kranier med tegn på at trepanering er blevet udført på arkæologiske steder over hele kloden.
Men trods det man åbenbart har ment det var vigtigt, er videnskaben stadig ikke enige om, hvorfor vore forfædre udførte trepanering.
Antropologiske beretninger fra det 20. århundredes trepaneringer i Afrika og Polynesien lader formode at trepanering blev udført for at lindre smerte - for eksempel den smerte der kan skyldes en svulst eller en neurologisk sygdom.
Tilbage i forhistorien kan trepanering have haft et lignende formål. Mange kranier med trepanering viser tegn på netop skader på kraniet eller neurologisk sygdomme, og ofte netop på det sted hvor trepaneringshullet blev udført.
Men at det blev brugt i lægelig henseende er ikke den eneste grund. Man har længe ment at oldtidens mennesker udførte trepanering af en helt anden grund. Rituelt.
A 14th-Century painting of trepanation (Credit: Sheila Terry/Science Photo Library)
Et maleri fra det 14. århundrede af trepanering af Guido da Vigevano (Credit: Sheila Terry/Science Photo Library)
Det første helt klare bevis på trepanering går langt tilbage, cirka 7000 år. Den blev udført på steder så forskellige som, Oldtidens Grækenland, Nord- og Sydamerika, Afrika, Polynesien og Det Fjerne Østen. Muligvis udvikledes teknikken uafhængigt af hinanden de forskellige lokationer.
Arkæologer har fremvist nogle af de bedste beviser på rituel trepanering nogensinde.
De fleste kulturer gik bort fra trepanering i Middelalderen, men man udførte stadig den praksis få isolerede steder i Afrika og Polynesien så sent som tidligt det 19. århundrede.
Lige siden de første videnskabelige undersøgelser om trepanering kom i det 19. prhundrede har de lærde ment at oldtidens mennesker undertiden udførte trepaneringen for at lade onde ånder slippe ud af kroppen eller som en del af et indvielsesritual.
Det er imidlertid vanskeligt at finde det altafgørende bevis. Det er nærmest umuligt fuldstændig at udelukke den mulighed at trepanering blev udført af lægelige hensyn, fordi visse hjernetilstande ikke efterlader sig spor på kranium.
På et afsides sted i Rusland, har russiske arkæologer imidlertid fundet nogle af de bedste beviser på rituel trepanering nogensinde.
Trepanned skull (Credit: The German Archaeological Institute (DAI), Julia Gresky)
Det trepanerede kranium af en 20-25 årig kvinde. Hullet heledes kun delvist. (Credit: The German Archaeological Institute (DAI), Julia Gresky)
Historien begynder i 1967. Arkæologer udgravede en forhistorisk begravelsesplads nær byen Rostov-ved-Don i den sydlige del af Rusland, når de nordlige områder ved Sortehavet.
Stedet havde knoglerester af 35 mennesker, fordelt på 20 separate grave. Baseret på den måde begravelsen havde fundet sted, vidste arkæologerne, at de kunne dateres til cirka år 5000 og år 3000 før Kristus, en periode kendt som den Kalkolitiske eller “kobberalderen.”
Færre end 1% af de trepaneringer man har kendskab til er udført på på toppen af kranium.
En af gravene indeholdt rester af fem voksne - to kvinder og tre mænd - sammen med et lille barn mellem et og to år gammelt, og en pige i teenagealderen.
At man finder skeletter i den samme forhistoriske grav er ikke særlig usædvanligt. Men det der var udført på deres kranier var: De to kvinder, to af mændene og teenagepigen havde alle fået udført en trepanering.
Deres kranier havde et enkelt hul, adskillige centimeter bredt og elliptisk i form, og med tegn på man havde skrabet langs kanterne. Kranium af den tredje mand havde et aftryk der også viste tegn på at være blevet udhulet, men ikke som et hul. Kun barnets kranium var uden synlige tegn.
Opgaven med at analysere indholdet af gravene var Elena Batieva, en antropolog der nu er ved Southern Federal University in Rostov-on-Don, Russia. Hun slog straks fast at hullerne var trepanering, og hun indså snart at disse trepaneringer var usædvanlige.
A German trepanning brace from the 18th Century (Credit: Science Photo Library)
Et tysk trepaneringsinstrument fra det 18. århundrede (Credit: Science Photo Library)
De var alle blevet udført på præcis samme område af kranium. Det som kaldes "obelion". Obelion findes på toppen af kranium og med den bageste del, der hvor en hestehale ville begynde.
At åbne kranium på dette sted ville være med stor risiko for forblødning og død.
Mindre end 1% af alle kendte trepaneringer kan ses på toppen af kranium. Ydermere vidste Batieva at sådanne trepaneringer ikke var særlig kendt i det gamle Rusland. På det tidspunkt var hun klar over at det blot var et andet tilfælde af en sådan top trepanering. Et kranium udgravet i 1947 på et arkæologisk sted ganske tæt på der hvor hun nu gravede.
At finde een top trepanering var bemærkelsesværdigt. Men Batieva havde nu fem, alle begravet i den samme grav. Dette havde man ikke forventet.
Der er en særdeles god grund til at ‘top’ trepanering ikke er almindelig. Den er meget farlig.
Headaches can be unbearably intense (Credit: Science Photo Library/Alamy)
Hovedpiner kan være særdeles smertefulde (Credit: Science Photo Library/Alamy)
Toppunktet på kranium befinder sig direkte over øvre sagittal sinus, hvor blodet fra hjernen samles før det flyder ind i hjernens udadgående årer. At åbne kraniet dette sted, ville kunne være årsag til voldsom blødning og død.
Således må man formode at indbyggerne i Bronzealderen i Rusland har haft en god grund til at udføre trepaneringerne. Dog viste ingen af kranierne tegn på at der har været sygdom før eller efter trepaneringen blev udført.
Blandt de 137 kranier man fandt havde ni af dem mistænkelige huller.
Med andre ord, det kunne se ud til at alle disse personer blev trepaneret mens de var sunde og raske. Var det så bevis på et ritual?
Det var en besnærende mulighed. Imidlertid måtte Batieva opgive sporet. Hun havde så mange flere skeletter at analysere fra det sydlige Rusland, og kunne ikke tillade at komme ud på et sidespor på grund af nogle få kranier, hvor gådefuldt det end kunne være.
Før hun gav op besluttede Batieva at søge i russiske endnu ikke offentliggjorte arkæologiske optegnelser, hvis der nu var flere besynderlige top trepaneringer som man havde opdaget men ikke yderligere rapporteret.
Overraskende var der to tilfælde. Kranier af to unge kvinder med ‘top’ trepaneringer var opdaget år tidligere. Det ene i 1980 og det andet i 1992. Hver af dem var blevet gravet op mindre end 50 kilometer fra Rostov-ved- Don, og de viste ikke tegn på at være blevet trepaneret af en lægelig grund.
Således havde Batieva otte usædvanlige kranier, alle klumpet sammen i en lille region i det sydlige Rusland, og alle sådan set nogenlunde på samme alderstrin. 10 år efter kom der mere lys.
A trepanned skeleton (Credit: Mihajlo Maricic/Alamy)
Et trepaneret skelet (Credit: Mihajlo Maricic/Alamy)
I 2011, analyserede et hold arkæologer 137 skeletter. De var for nylig blevet gravet ud af tre separate kobberalder begravelsespladser cirka 500 kilometer sydøst for Rostov-ved-Don, i Stavropol Krai regionen af Rusland, ganske tæt på grænsen til Georgien.
Arkæologerne var ikke der for at opdage trepaneringer. De var der for at lære mere om den generelle sundhedstilstand hos de forhistoriske indbyggere i regionen. Men blandt de 137 kranier var der ni med mistænkelige huller.
Det sydlige Rusland kan have været centret for rituelle trepaneringer.
De fem af dem var standard eksempler på trepanering. Hullerne var på forskellige steder af forsiden af kranium, og de viste alle tegn på, at personerne har haft et fysisk traume, og således formodes at trepaneringer var blevet udført for at behandle skaderne.
De andre fire vist ingen tegn på sygdom eller skade. Ydermere, var alle fire trepaneret præcist over top punktet på kraniet.
Helt tilfældigt havde en af undersøgerne – Julia Gresky, antropolog fra the German Archaeological Institute (DAI) – allerede læst Batievas papirer der beskriver usædvanlige trepaneringer fra Rostov-ved-Don regionen.
Nu er Gresky, Batieva og andre arkæologer gået sammen om at beskrive alle 12 ‘top’ trepaneringer fra det sydlige Rusland. Deres forskning blev udgivet april 2016 i the American Journal of Physical Anthropology.
Casts of trepanned Peruvian skulls (Credit: Photo Researchers Inc/Alamy)
Afstøbninger af trepanerede kranier fra Peru (Credit: Photo Researchers Inc/Alamy)
De 12 kranier ville have vakt opsigt uanset, hvor de var blevet fundet. Men den kendsgerning at de alle blev opdaget i et lille hjørne af Rusland antyder, at der er en sammenhæng. Hvis ikke, ville chancerne for at sådanne trepaneringer skulle vise sig udelukkende i det sydlige Rusland være ekstrem lav.
Gresky, Batieva og deres kolleger argumenterer for at selvom det er vanskeligt at bevise, så er sammenfaldet af disse usædvanlige trepaneringer i området med til at man må formode at det var et center for rituel trepanering.  
Nogle synes at have overlevet ‘behandlingen.’
Maria Mednikova fra Russian Academy of Sciences i Moskva er ekspert i russiske trepaneringer. Hun mener at trepaneringer på særligt udsatte og farlige områder af kranium kan være udført for at opnå “transformationer” af en eller anden slags. Hun formoder at ved at trepanere disse steder mente man at kunne opnå unikke evner og viden som almindelige medlemmer i samfundet ikke besad.
Vi kan kun spekulere over, hvorfor 12 af disse tilsyneladende ellers sunde mennesker blev trepaneret på denne særdeles farlige måde. Men ud fra hullerne kan vi få en viden om skæbnen af disse mennesker.
Et af de 12 tilfælde var en ung kvinde under 25 år, der var blevet begravet nær Rostov-ved Don. Ingen tegn på heling, og man må formode hun døde under trepaneringer eller kort tid efter.
Imidlertid kan det se ud til at de andre har overlevet. Deres kranier viste heling af knoglen rundt om kanterne af trepaneringshullerne - dog voksede de aldrig helt til.
Trepanned skull (Credit: The German Archaeological Institute (DAI), Julia Gresky)
Det trepanerede kranium af en mand mellem 30-35 år gammel, en af fem i massegraven. Hullet er helet. (Credit: The German Archaeological Institute (DAI), Julia Gresky)
Tre af de 12 kranier viste kun små tegn på heling, og man må formode at ‘patienten’ kun overlevede to til otte uger efter operationen. To af disse individer var kvinder i alderen 20-35 år. Den tredje var en ældre person mellem 50-70 år gammel hvis køn ikke kunne bestemmes.
De andre otte viste tegn på god heling. Baseret på hvad vi ved om knogleheling i dag, har disse individer nok overlevet i mindst fire år efter operationerne.
Det ser ud til at alle disse individer der blev trepaneret sådan set var fuldstændig raske.
De to mænd, to kvinder og en ung pige havde alle overlevet deres operationer i årevis. Pigen mener man var mellem 14-16 år gammel, og må have fået sin ‘behandling’ da hun var under 12 år, muligvis yngre.
Det er stadig muligt at disse 12 personer led at sygdomme eller hovedskader. I så fald kan trepaneringen have været til gavn for mindst otte af dem.
Men det er også muligt at Batieva og hendes kolleger har ret og at disse personer blev trepaneret rituelt. Hvis det er sandt kan vi kun gætte på hvad gavn de fik ud af det - eller troede de fik ud af det - resten af deres liv.
Related Posts with Thumbnails