Goderne ved umage venskaber

 Goderne ved umage venskaber

Jonny Thomson

Jeg arbejdede engang sammen med en mand ved navn Dave.

Dave var en gammeldags Cockney-fyr. Han strøg håret tilbage som Elvis og havde stemmen som en mand, der kunne lide at ryge.

Da jeg først flyttede ind på et kontor med Dave, var det fantastisk. Når man vokser op uden telefon i East End i London med en lokal pub to døre længere nede, lærer man at spinde en historie. Og Dave kunne forvandle en gammeldags to-minutters anekdote til et timelangt drama værdigt til NPR.

Men det, jeg nød inden for underholdning, betalte jeg for i form af service. Fordi Dave også var en gammeldags Cockney Luddite.

"Jonny, makker," sagde han, "kan du fortælle mig, hvordan jeg logger ind på dette nye intranet?"

Jeg kendte alle Daves adgangskoder.

"JT! JT! Hvorfor kan jeg ikke bare gøre det på denne måde i stedet?"

Jeg var til Daves begravelse sidst på året, men - hvis jeg skal være ærlig - havde vi mistet kontakten længe før det. Nogle venskaber afhænger af tid og sted. Men jeg savner ham. Jeg savner den måde, han bandede alt for højt på i høfligt selskab, hvordan han altid var klar til en fredagsdrink, og hvordan hans adgangskoder var hans børnebørns navne. Men jeg savner også at kende Daves. Jeg savner at have venner - rigtige venner - som ikke var på samme alder og i samme livsfase som mig.

Denne uge ser vi på venskaber på tværs af generationer.

Den manglende vertikale tråd

I 1960'erne argumenterede den britiske filosof og polyhistoriker Michael Polanyi for, at der findes to slags viden: tavs og eksplicit. Eksplicit viden er alt det, man kan tale om, skrive om og forklare. Jeg kan fortælle dig om vandets kredsløb, du kan fortælle mig, hvordan man laver røræg, og Dave kunne fortælle mig om sin opvækst i Hackney. Tavs viden er det, man ved, men ikke kan forklare. Hvorfor hader du jazz? Hvordan kan man se, om nogen ser lusket ud? Kan du fortælle mig, hvordan man cykler?

I denne uges Mini Philosophy-interview talte jeg med gerontologen Dr. Kerry Burnight om hendes nye bog Joyful. Under vores samtale talte vi om, hvor vigtigt det er for ældre mennesker at have yngre venner og omvendt. Ældre generationer drager fordel af ungdommens entusiasme og "ikke-kommer-til-at-dø-snart"-vitalitet, og de yngre generationer drager fordel af ældre menneskers visdom.

Men hvad betyder det egentlig? Det kan være både nedladende og klichéagtigt at sige: "Den ældre generation har så meget at lære os." Det er en kliché, fordi alle siger det. Og det er nedladende, fordi "så meget at lære os" ofte betyder, at en eller anden idiot nikker aggressivt og laver "hmm"-lyde, mens bedstefar fortæller os alle en historie, vi alle har hørt før. Det er ikke, hvad Burnight mener, og det er ikke, hvad det betyder at undervise.

Den visdom, man får fra relationer på tværs af generationer, er ikke eksplicit viden. Med den største respekt, medmindre min ven er en nyligt pensioneret professor fra et topuniversitet, kunne Wikipedia eller endda AI sandsynligvis lære mig emnet bedre. Det, man lærer af ældre generationer, er det, de gamle grækere kaldte phronesis – eller praktisk visdom.

Phronesis er, ligesom enhver anden færdighed eller evne, noget, man bliver bedre til, jo mere man bruger den. Og selvom man kan teoretisere sig frem til en vis grad af praktisk visdom, kan man stort set ikke springe den svære del over. Man skal have været i en eller to vanskelige situationer for at vide, hvordan man kommer ud af dem. Man skal kende forskellige slags mennesker for at vide, hvordan man håndterer den næste. Man skal kende modgang, lidelse og tab for at vide, hvordan og hvorfor man skal fortsætte.

Det fantastiske ved phronesis – og hvorfor det ofte ses som en stiltiende form for viden – er, at det fundamentalt er adaptivt. Phronesis vil ændre sig i den kontekst, man giver den. Det taler til personen i rummet og reagerer på de utallige faktorer, der gør denne situation lige nu vanskelig.

Når vi vokser op, ser vi ofte vores forældre som rollemodeller. Ikke nødvendigvis i moralsk forstand - vores forældre kan gøre alle mulige vilde og umoralske ting - men i den forstand, at de er modeller for, hvordan vi bør interagere med verden. Forældre definerer, hvad der er normalt. Men så, i en vis alder, bliver vores forældre flyttet fra centrum af scenen til et sted i kulissen. De går fra at putte dig i seng hver aften til at købe dig sokker til jul. Resten af ​​vores liv er det meste af vores daglige eksistens omgivet af mennesker, der er de samme som dig. Og alt er det samme. I mine 20'ere talte vi alle om forhold, arbejde og sladder fra unge voksne. I mine tidlige 30'ere handlede det hele om bryllupper, huse og biler. Nu om dage handler det om pensioner, karrierer og rygsmerter. Vi går alle igennem de samme problemer, og vi fumler og gætter alle vores vej frem.

Da jeg delte værelse med Dave, absorberede jeg hans fonetiske viden som en filosofisk svamp. Jeg tog aldrig noter eller bemærkede, hvad der skete, men det hele forsvandt et sted. Jeg hørte, hvordan han indledte en samtale med chefen – venlig, sjov, men bestemt. Jeg så, hvordan han bevægede sine hænder i de helt rigtige øjeblikke, mens han fortalte en historie. Jeg lyttede til hans latter. Hans varme, høje, smittende latter.

Dave var et forbillede for livet med alle sine mange års tavs viden, og jeg absorberede det hele gennem tavs læring. Jeg voksede, når jeg var sammen med Dave, på en måde, som jeg aldrig gjorde omkring mine jævnaldrende. Det er forkert at kalde Dave "avunkulær" eller "en faderfigur" - han var en ven, og det er vigtigt, at vi værdsætter den kategori.

Nu om dage er alle mine venner inden for det samme tiårsvindue som mig. Jeg arbejder hjemmefra, og jeg skriver. Jeg bor sammen med min familie. Af og til interviewer jeg en fastansat professor eller en aldrende forfatter - men de er ikke mine venner. Vi har sat samfundet op til at køre i horisontale strimler: barndom, studentertid, ung voksenalder, middelalder, pensionering. Hver division gør sit bedste for at håndtere verden, som den kan, men er tvunget til at genopfinde sine løsninger igen og igen. Vi har mistet den vertikale tråd - de gamle sidder sammen med de unge, ikke for at fortælle historier eller undervise i en eksplicit teori, men blot for at leve sammen med dem. Og ved at gøre det har vi mistet en af ​​de ældste og mest kraftfulde former for at vokse op.

De skræmmende måder hvorpå de sociale medier ændrer teenageres hjerner.

 

De skræmmende måder hvorpå de sociale medier ændrer teenageres hjerner.

Mit navn er Clare Morell. Jeg er fellow ved Ethics and Public Policy Center, og min nye bog er The Tech Exit, en praktisk guide til at befri børn og teenagere fra smartphones.

Kapring af vores børns hjerner

Sociale medier er den perfekte opskrift på, hvordan børn bliver afhængige af deres smartphones, fordi de kaprer en normal del af den menneskelige udvikling. Bogstaveligt talt arbejder tusindvis af ‘ingeniører’ for sociale medievirksomheder. Deres job er at gøre sociale medier så vanedannende som muligt, fordi profitmodellen er at profitere på brugernes tid, opmærksomhed og data. Brugeren er profitten.

Smartphones skader vores børn

Barndommen har ændret sig med smartphones og sociale medier, fordi børn nu, i stedet for at lege udenfor, cykle og tilbringe tid med deres familie, ofte scroller på deres værelser alene med en skærm. Det, der appellerede til sociale medier, var, at vi kan være mere forbundet med mennesker end nogensinde før, men alligevel tilbringer de ikke tid med deres venner personligt. Mængden af ​​tid brugt personligt er faldet, og billedet af barndommen i dag er en stille skolebus, en stille skolegang. Børn griner ikke og laver ikke vittigheder og vækker ligesom hinanden i skolebussen. I stedet er deres hoveder bøjet over en telefon, scroller lydløst, og selv mens de er sammen, taler de ikke med hinanden. Dette er bare et billede af, hvordan barndommen ser ud.

Disse telefoner har virkelig fladet barndommen og formålet med barndommen ud, fordi den besked, som teknologien i sig selv sender til børn er, at livet er til konstant underholdning og fornøjelse. Derfor ser vi børn, der sidder foroverbøjet over disse enheder og bruger deres tid på at scrolle væk i stedet for at interagere med hinanden personligt. Mennesker er sociale væsner. Vi er skabt til relationer med andre mennesker. Derfor ser vi denne epidemi af ensomhed, angst og depression blandt børn i dag, fordi de går glip af de virkelige interaktioner og de virkelige oplevelser, der giver en følelse af tilfredshed og opfyldelse.

Social belønningskabelse

Sociale medier er den perfekte opskrift på, hvordan børn bliver afhængige af deres smartphones, fordi de kaprer en normal del af den menneskelige udvikling. I alderen mellem 10 og 12 år bliver vores hjerner mere forberedte på det, vi kalder sociale belønninger, hvilket er en naturlig del af udviklingen. Det hjælper faktisk børn med at begynde at vende sig udad fra deres nærmeste familieenhed for virkelig at værdsætte anerkendelse og feedback fra deres jævnaldrende og andre mennesker. Det skal hjælpe os med at danne relationer med venner, med vores fællesskaber.

Dopamin underskud

Det, der sker, er, at det første dopaminudbrud giver nydelse, men umiddelbart efter går din hjerne ind i et dopaminunderskud. Det styrter faktisk ned under din baseline af nydelse. Det motiverer dig til at gøre det igen. I stedet for at afbryde forbindelsen og løfte blikket mod den virkelige verden, jagter de bare konstant efter det næste dopaminkick, der suges ind i deres ‘enheder’.

Børn jagter derefter likes og følgere på sociale medier, fordi de vil have det næste dopaminkick eller den næste video. Når de så forlader offlineverdenen, går de ind i denne dopaminunderskudstilstand.

Desensibilisering

Det, der sker, er, det som afhængighedsforskere kalder desensibilisering, hvor hjernen vænner sig til dette høje niveau af dopamin, og for at opretholde homeostase går den ind i en dopaminunderskudstilstand. Børn oplever så ikke glæde i den virkelige verden. Livets naturlige belønninger føles ikke behagelige for dem. I stedet higer de efter at gå online igen for at få det næste dopaminskud. Det vil aldrig være nok. Dopamin giver ikke varig tilfredsstillelse. Det producerer bare trang.

Forskere studerer virkningerne af sociale medier på hjerner under udvikling. En undersøgelse fra University of North Carolina i 2023 målte 6. og 7. klasses elever, der ofte tjekkede sociale medier, og fulgte så deres hjerneudvikling over tid. De fandt ud af, at disse børns hjerner blev overfølsomme i belønningsvejene for de typer belønninger, som sociale medier leverer. Dette gjorde dem mere og mere følsomme og mere tilbøjelige til at fortsætte med at søge disse belønninger sammenlignet med børn, der ikke regelmæssigt tjekkede sociale medier. Efter dette højdepunkt af sociale belønninger vendte deres hjerner tilbage til et normalt niveau.

Dette ændrer børns hjerner. Denne følsomme udviklingsperiode, hvor vi bliver mere programmerede for sociale belønninger, bliver kapret af sociale mediefunktioner. Som følge heraf oplever de mindre glæde ved de belønninger i det virkelige liv, som vi er skabt til at opleve glæde ved.

Et barns hjerne på sociale medier

Bogstaveligt talt er tusindvis af ingeniører for sociale medievirksomheder ansat for at gøre sociale medier så vanedannende som muligt, fordi profitmodellen er at tjene på brugernes tid, opmærksomhed og data. Brugeren er profitten. Jo mere tid, opmærksomhed og data vi bruger på deres platforme, jo flere penge tjener de, fordi de sælger det til annoncører. Det, jeg forsøger at forklare i bogen, er, at sociale medier i sagens natur er vanedannende. Alle funktionerne er beregnet til at give os en trang til mere.

Ting som variable belønninger fungerer som en spilleautomat, hvor du ikke er sikker på, om du vinder hver gang du spiller, og den usikkerhed gør det ekstremt vanedannende. Det samme gælder for sociale medier. Du er ikke sikker på, om du får et nyt like eller en ny følger, når du går tilbage på platformen. De designer disse funktioner bevidst. De har knyttet målinger til vores relationer, så onlineverdenen handler om, hvor mange likes dit opslag får, eller hvor mange følgere du har.

Alle disse funktioner er ekstremt vanedannende for de sociale belønningssystemer, som vores hjerner er skabt til. Vi oplever et udbrud af nydelse, når vi får anerkendelse fra vores jævnaldrende eller social feedback, og det bliver nu overvåget på sociale medier. Dette er ikke et spørgsmål om viljestyrke. Disse platforme er designet til at kapre sårbarheder i den menneskelige hjerne, der har udviklet sig til sociale belønninger, som forstærkes på sociale medier.

Især for børns hjerner er den del, der er ansvarlig for impulskontrol, selvkontrol og følelsesmæssig regulering, den præfrontale cortex. Den er ikke fuldt udviklet før omkring 25-årsalderen. Det gør det meget vanskeligt for et barn at selvregulere sin brug, og de vil altid have mere. En forsker forklarede, at et barns hjerne på sociale medier er som ren gas uden bremser, fordi lysten til mere er der, men selvreguleringen er endnu ikke udviklet. Faktisk hæmmer brugen af ​​sociale medier i sig selv denne udvikling.

Neurovidenskabelig forskning viser, at børn, som bruger meget tid foran interaktive skærme, har mere følsomme belønningsbaner i hjernen, men også en underudviklet præfrontal cortex. Forbindelserne mellem cortex og belønningscentret, den del der hjælper os med at bremse, er svagere. Der er færre neurale forbindelser mellem disse dele af hjernen hos personer, der bruger skærme eller sociale medier i stor skala. Brug af sociale medier forstyrrer aktivt hjernens evne til at udvikle selvkontrol og regulering.

Forestil dig, hvis der var et stof, som børn tog hele tiden, der producerede disse effekter, og afkoblede dem fra deres familier, fik dem til konstant at hige efter det og sendte dem ind i en hyperaktiv tilstand, når de var på det. Enhver forælder ville sige, at det ikke er nogen måde, deres barn ville tage det stof på. Alligevel er smartphones og sociale medieplatforme blevet socialt acceptable på trods af års beviser, der viser negative virkninger på børn og teenagere. Spørgsmålet er tilbage, hvorfor har vi ikke været i stand til at vågne op til denne epidemi?

En del af udfordringen er, at disse teknologier faktisk tjener en funktion. Forældre føler, at deres barn kan holde kontakten med dem på en smartphone, og det er blevet den primære måde, børn socialiserer på. Individuelle forældre synes, det er ekstremt vanskeligt at fravælge, fordi det er sådan, børn kommunikerer i dag. Selv når forældre foreslår en simpel telefon med sms'er, får de at vide, at børnene sender beskeder og socialiserer via sociale medieplatforme. Løftet om forbindelse har gjort det vanskeligt at adskille disse værktøjer fra deres skadelige virkninger.

Som sociale væsener er det svært for os at modstå gruppepres. Når vi ser alle andre give smartphones til deres børn, selvom vi føler os utrygge ved det, antager vi, at det må være acceptabelt. Forældre bekymrer sig om at være dem, der fravælger og udelukker deres barn fra sociale sammenhænge. Udfordringen med smartphones og sociale medier er, at deres virkninger ikke kun er individuelle, men opererer på gruppeniveau. Det gør dem særligt vanskelige for individuelle forældre at modstå.

Næsten alle forældre, jeg har talt med, giver lignende grunde til, hvorfor de gav deres barn en smartphone. De ønsker at holde kontakten for sikkerheds skyld, de ønsker ikke, at deres barn skal blive udeladt, fordi alle andre børn har en, og de ønsker, at deres barn skal have venner. En anden almindelig grund er, at de ønsker, at børn skal være forberedte på den digitale tidsalder, at de ved, hvordan man navigerer i teknologi og udvikler teknologiske færdigheder. Dette er legitime grunde.

Det er den centrale udfordring. Det kan være svært at træde tilbage og spørge, hvad disse telefoner rent faktisk gør ved vores børn, og om omkostningerne er mere værd at fordelene. Forældre har svært ved at spørge, om der er en bedre måde eller en alternativ tilgang. Det er det, min bog forsøger at tilbyde forældre.

Sådan slipper du for teknologi og giver dine børn et bedre liv

Jeg vil gerne vise jer, at der er en bedre måde, hvorpå I kan forlade disse teknologier og give jeres barn en sund og blomstrende barndom, og at på den anden side ved at forlade teknologien ligger det liv, I virkelig ønsker for jeres barn. Jeg har brugt de sidste mange år på at arbejde inden for teknologipolitik og forsøgt at hjælpe med at vedtage bedre love for at beskytte vores børn online. I mit politiske arbejde talte jeg ofte til et publikum af forældre, og de henvendte sig bagefter til mig og sagde: "Alle de love, I foreslår, lyder fantastiske, men jeg er i frontlinjen. Jeg kan ikke vente på, at Kongressen vedtager disse love, eller at min stat vedtager denne type lovforslag. Hvad kan jeg gøre? Ud fra jeres research, hvad vil I anbefale, at jeg gør?"

Min research havde overbevist mig om, at skaderne var så store, at jeg ikke ville give smartphones og sociale medier til mine egne børn. Jeg delte det med dem, men jeg erkendte også, at mine børn er unge, alle under fem år, og disse forældre delte det meget reelle pres, de stod over for i teenageårene, og ledte efter ressourcer til, hvordan de skulle håndtere dette. Jeg begyndte at spørge, om der fandtes en ressource derude, der forklarede ikke bare, hvordan man kan vælge ikke at give smartphones og sociale medier til sine børn, men også hvordan man gør det med succes. Jeg begyndte at gennemsøge næsten alle bøger om teknologi og forældreskab, jeg kunne finde, og jeg fandt dem alle dybt utilfredsstillende.

De beskrev præcist skadevirkningerne ud fra det, jeg havde set i min egen research, men de løsninger, de tilbød forældrene var langt fra niveauet af skadevirkningerne. De foreslog ting som at sætte tidsgrænser, indføre forældrekontrol og tale med sine børn om farerne. Alt det lyder som: "Okay, det kunne være nyttigt." 

Hvorfor skærmtidsgrænser fejler

Min forskning viste mig, at skærmtidsgrænser ikke kunne måle sig med det vanedannende design af disse teknologier. Udfordringen med skærmtidsgrænser er, at tidsgrænsen på enheden ikke afspejler et barns mentale eller følelsesmæssige tid i appen. Børn bærer den virtuelle verden med sig længe efter, at de forlader den, og undrer sig konstant: "Hvem har liket mit opslag? Hvilke nye følgere har jeg fået?" De undrer sig også: "Hvad sker der? Hvad siger mine venner til hinanden på sociale medier, mens jeg ikke er der?"

Designet af disse teknologier skaber en konstant trang. Børn føler udbrud af nydelse, mens de er på appen, selv i de 30 minutter, og så snart de forlader den, higer de efter at gå tilbage. I deres hjerne, og fysiologisk, fremkalder det en trang, der påvirker deres adfærd, humør, holdning og følelser resten af ​​dagen, selv når de ikke er på appen. Tidsgrænser kan ikke måle sig med det vanedannende design og den tvangsmæssige adfærd, disse apps fremkalder hos et barn. Jeg brugte så meget af min tid på at studere, hvordan forældrekontrol ikke kunne beskytte børn mod farligt indhold eller ‘rovdyr’ online. Alle smuthullerne, vanskelighederne med at holde indstillingerne på plads og fejlene.

Jeg indså, at vi havde brug for en ressource, der kunne vise forældre, at man ikke behøver at give sine børn smartphones og sociale medier. En barndom uden smartphones er mulig. Jeg ville bevise, at det var muligt.

https://docs.google.com/document/d/1B1IAx7_9znJNU0jD29cTiMMQOrd7TUwJwJzrqnE34rQ/edit?tab=t.0

Andel del af artiklen følger.

 

Var Benjamin - Jakobs søn - varulv?

Stuart Halper

Længe før den jødiske tegneserieforfatter Stan Lee gav Bruce Banner evne til at forvandle sig til den hærgende Hulk, ejede en ældgammel israelit lignende ukontrollerbare evner. Det er i det mindste hvad nogle bibel kommentatorer for århundreder siden har vurderet..

Da 1. Mosebog (Genesis) var nær ved at blive færdig samlede patriarken Jakob sine sønner og udgød velsignelser for fremtiden over dem. Nogle af Jakobs påkaldelser er ganske ligetil. Juda skal fremstå som leder af familien og får at vide “Juda, dig skal dine brødre prise, din hånd griber dine fjender i nakken, dine brødre vil hylde dig.” Asher? “Ashers føde er kraftig og god, han byder kongelige retter.”

Josef, den betroede i Faraos Egypten: ”Din fars velsignelser overgår de ældgamle bjerges velsignelser, de evige højes herlighed.”

Så er der Jakob ved Josefs lillebror, den yngste Benjamin. Jakob erklærer at ”Benjamin er en rovgrisk ulv. Om morgenen æder han rovet, om aftenen deler han byttet.”

For Rabbi Ephraim ben Shimshon, en af Tosafisterne, og blandt de anerkendte Talmud kommentatorer fra Middelalderen, synes denne udtalelse at afsløre Benjamins overnaturlige evner. Men som med Banners figur (Hulk) der så let aktiveres var de svære at holde under kontrol. Som Rabbi Ephraim skrev: “Benjamin var en ulv på rov. undertiden på jagt efter mennesker, så længe han var med sin far kunne han stole på lægehjælp, og dermed forvandlede han sig ikke til en ulv.” De glubende rovdyrlignende tilbøjeligheder kunne , med andre ord, styres - af og til.

Hvis man nu spekulerer over sandsynligheden af sådanne kræfter delte Rabbi Ephraim datidens videnskab: “Der er en type ulv, der kaldes loup-garou (varulv), hvilket er en person der forvandler sig til ulv.” skrev han. Hvis man skulle møde en sådan skabning så husk “løsningen for at klare denne ulv når den kommer ind i et hus, og en person skræmmes af den, da bør personen tage et brændende stykke træ og svinge med det, og han vil ikke blive skadet.”

Rabbi Ephraim føjede til, at det sandsynligvis var Benjamins vanskeligt kontrollerbare tilbøjelighed, der slog hans mor Rakel ihjel, da han kom ud af hendes skød. Bibelen fortæller os i beskrivelsen af Benjamins fødsel, "lige før Rakel udåndede – for det kostede hende livet – gav hun ham navnet Ben-Oni; (min smertes søn) men hans far kaldte ham Benjamin.”

Og hvorfra stammer så denne evne til at forvandle sig til en skabning der indgyder frygt? Ja, den store tyske lærde fra det 13. århundrede Eleazar af Worms mener “de mennesker der forvandler sig til ulve blev skabt som sådan fra den sjette skabelsesdag, og vender ikke tilbage til deres tidligere væren før de har fortæret blodet af en mand eller kvinde.” 

Som den lærde fra den tid David Shyovitz har  påpeget var denne opførsel af Benjamin og hans ‘kræfter’ ikke kun af videnskabelig interesse i Middelalderen. Den var også teologisk meget vigtig i jødiske-kristne argumenter. Trods alt, ligger der to fysiske transformationer bag selve kernen i Middelalderens kristen teologi, (Inkarnationen) legemliggørelsen, hvor Gud formodes at blive menneske, i skikkelse af Jesus og Eukaristien, (Nadveren, Det Sidste Aftensmåltid) hvor maden bliver til Gud. 

Derfor argumenterede den kristne tænker, walisisk fødte Giraldus Cambrensis: “Det kan ikke bestrides, men må troes med den mest sikre tro, at den guddommelige natur antog menneskelig natur til verdens frelse; mens vi i det foreliggende tilfælde, ved ikke mindre et mirakel, opdager, at den menneskelige natur på Guds befaling, for at udvise sin magt og retfærdige dom, antog en ulvs natur.”

Med andre ord, ligesom mennesker kan vise sig som en ulv, kan Jesus transformere sin fysiske fremtræden som en guddommelig. Varulv, argumenterede den kristne Giraldus støttende deres religions åndelige hovedpunkter. 

Man kan forestille sig at det at tro på Benjamin kunne forvandle sig til en varulv gav jøderne, ikke en kilde til frygt men en kilde til tro. Også vi, kunne jøder forsikre sig om, har i vor tradition nogen der både er menneske og mere end det. Dog ikke Jesus. I stedet - “pas på Benjamin,” kan man forestille sig ville være en advarsel til deres kristne korsfarere og naboer - hvis I bliver ved med at angribe os, vil vi, som Benjamin, bide igen. 

https://www.tabletmag.com/sections/belief/articles/hungry-wolf-benjamin-werewolf

 

Vil AI kunne styres - eller vil det styre os?

Mark Keenan

Juli 2025, stemte the Senate med 99-1 for at fastholde statens myndighed over bestemmelser for AI  —men Washingtons skub for centraliseret kontrol er ikke standset der. Mens Congress debatterer AI love, og skoler stille og roligt afprøver  AI-skabt “følelsesmæssig overvågnings” værktøjer på de studerende, rejser et spørgsmål sig fremfor alle andre:

Vil borgerne stadig lede sig selv - eller vil de blive styret af algoritmer? 

AI bestemmelser er ikke kun lovgivning- det er den nyeste test af om menneskelig dømmekraft og statens suverænitet kan overleve automatisering. 

Dette er ikke kun teori. AI systemer skaber allerede det vi ser online, hvad der kan siges på større platforme, hvad vi kan købe - og i stadig større grad, hvordan vi tænker - ofte uden vi bemærker det. 

Skabelonen for teknokratisk kontrol er allerede på plads - omfattende, og ikke kun begrænset til, klima ortodoksi, gælds problematikker, og Central Bank Digital Currencies (CBDCs). Debatten om CBDCs har allerede skabt bekymringer om ‘programmerbare’ penge, og centraliseret kontrol. Men i dag er grænsen for regeringsledelse gået indad - i tanke- og bedømmelses sfæren. 

AI som  Administration

Faren er ikke at AI vil blive menneskelig - men at mennesker vil blive som maskiner. AI udfører allerede det arbejde der plejede at høre under menneskelig bedømmelse. Moderne AI moderations værktøjer gennempløjer nu enorme mængder af bruger genereret indhold i real time — og tillader platforme at sætte fokus på eller undertrykke posteringer næsten øjeblikkeligt efter indsendelse. Forsknings forespørgsler kan blive sat bagerst eller fjernet - ikke af menneskelige redaktører, men af automatiserede systemer. Dette er ikke innovation. Det er automatisering ude af kontrol. 

På større platforme reducerer “skyggemærkning” i smug synligheden af visse posteringer - sletter dem ikke, men sikrer at næsten ingen ser dem. Indholdet er stadig online, men er på effektiv vis fjernet fra offentlighedens opmærksomhed.  Google’s Jigsaw — et open-source moderations værktøj med den hensigt at hjælpe med at filtrere ekstreme ting på platforme eller ikke tilladt indhold - har afprøvet systemer der scanner indhold mens det skrives, og advarer brugerne om at det måske kunne krænke de “anbefalede retningslinjer.” Andre værktøjer helt automatisk nedgraderer eller advarer mod sådant indhold lige i det øjeblik det postes - og dermed forhindres det i at nå det normale publikum. Dette er er ikke redaktionsmæssig bedømmelse - det er automatiseret censur.

Allerede i funktion:

• Google’s AI søgning undertrykker afvigende indhold, herunder lægelig- og klimaforskning - en trend dokumenteret siden 2010 da krav om fjernelse af over 150000 indhold fandt sted.

• Regeringer benytter nu AI værktøjer til at ‘raffinere’ online censur.

• HR firmaer tester AI “følelses analyser” for at detektere en ansats anvendelighed. 

• Skoler har været fortalere for AI emotionel overvågning under COVID; nogle benytter nu ansigtsgenkendelse for at overvåge opførsel. .

• Central Bank Digital Currency forslag diskuterer “programerbare penge” — forbrugstilladelset påtvunget ved en kode. 

På første hånd er jeg vidne til denne undertrykkelse. Da jeg stillede AI sonderende spørgsmål om FN klima påstandene, nægtede den at nævne de videnskabsforskere og det arbejde de har udført om narrativet - ikke fordi deres forskning var underkendt, men fordi den faldt udenfor hvad systemet betegner som “videnskabelig konsensus.” Svaret var direkte; “Jeg kan ikke forsyne med indhold der betvivler den videnskabelige konsensus.” AI debatterer ikke - den sonderer, filtrerer. Det er ikke intelligent, det er administration. 

Og administration rejser altid det ældste politiske spørgsmål: 

Hvem definerer “konsensus” og hvem har gavn af at fremme den?

Den teknokratiske ambition

Magt skifter fra politik til programmering - og de store aktører er ikke hemmelige: 

The World Economic Forum har offentligt opfordret til global AI regeringsledelse og koordinering nationerne imellem. 

The UN har igangsat initiativer for at gøre AI regeringsledelse en del af den globale bæredygtigheds- og udviklingspolitik.

The Federal Reserve selv har anerkendt at benytte AI værktøjer internt- og central banker, inkluderer de som koordineret af the BIS, evaluerer AI for finansiel-system håndtering - med udsigter til AI styret valuta og programerbare penge.

Disse er ikke blot teorier. Det er politiske forslag - skrevet ind i officielle dokumenter..

Den konstitutionelle udfordring

Debatten om AI er ikke længere kun om det tekniske - det er grundlæggende om det forfatningsmæssige. I the Republican Party, er der bekymring over at forbunds agenturer kan søge at overtage den myndighed som enkeltstaterne har. Nogle Republican lovgivere var imod et moratorium om statslige AI love, med argumenter for at Washington ikke burde afgøre, hvor meget hver stat skal regulere teknologi.

I juli 2025 stemte the Senate 99-1 for at indføre et ti årigt forbud på statsligt niveau om AI regulering. Den afstemning var ikke en forkastelse af AI love - det var en afvisning af ideen om at Washington kunne forbyde staterne at skrive deres egen Det var et forsvar for føderalismen. 

Presset for centralisering stoppede ikke. I november 2925 forsøgte House ledere at knytte en forrang for AI til  the National Defense Authorization Act — hævdende at AI er et spørgsmål om føderal sikkerhed. Nogle Republican ledere signalerede støtte, idet de udtrykte bekymring over “byrdefulde stats bestemmmelser.” 

Dette giver anledning til et spørgsmål der er ældre end selve teknologien. Hvem burde bestemme politik - Washingtons agenturer - eller staterne og folket som the Tenth Amendment bekræfter? Kampen om AI er hurtigt blevet til en prøvesag om statssuverænitet - og om regeringens automatisering går videre uden offentlighedens samtykke. .

Hvad AI ikke kan gøre

AI kan behandle data - men det er kun mennesker der kan fange meningen. AI kan beregne en solnedgang, men kan ikke opleve skønheden. Den kan opfange mønstre, men er ligeglad. 

Det teknokratiske tankesæt reducerer sindet til kredsløb og samvittighed til software. Men bedømmelse er ikke kalkulation - det er at udvise ansvarlighed. Og når den ansvarlighed uddelegeres til algoritmer, ophører frihed med at føles som rigtig, og begynder at føles som noget ubelejligt. Det er da vi begynder at høre den farligste frase af alle: “Lad koden bestemme.”

Tænkeevnen er i farezonen

Det som AI mest truer er den menneskelige tænkeevne der har opretholdt frie civilisationer - skelneevnen. AI tilbyder det bekvemmelige - men bekvemmelighed kan blive gå over til den stille kontrols samtykke..

Med skelneevne separeres sandhed fra illusion og samtykke fra tvang. Hvis borgerne ikke længere skaber deres egne tanker, vil den politiske frihed ikke forsvinde gennem magt - den vil forsvinde per automatik. 

Den ægte udfordring

AI har allerede indflydelse på hvordan vi taler, forsker, køber ind og endog tænker. Spørgsmålet er ikke længere hvad kan AI gøre? - men hvad holder vi inde med at gøre selv?

Teknologi kan behandle data - men kan ikke sætte dom over betydningen. Den kan forudsige opførsel - men kan ikke forstå formål. Det forbliver ansvaret hos det enkelte menneske - og det er grundlaget for et frit samfund. 

Hvad frihed kræver

Løsningen er ikke kun politisk - det handler om karakter. 

For at vedblive med at være frie skal vi: 

• Vælge opmærksomhed frem for tilvænning, afhængighed.

• Holde retten til at stille spørgsmål i live..

• Vogte virkeligheden mod en konstrueret illusion.

Frihed er afhængig af skelneevne. The Republic falder måske ikke - men er den i fare for at blive automatiseret?

Hvis vi overgiver vores dømmekraft til algoritmer kan vi måske beholde frihedens sprog- men ikke dets substans

En maskine kan behandle data - men kun en ‘sjæl’ kan forsvare friheden.

Mark Keenan is a former United Nations technical expert who writes on the intersection of science, finance, and public policy. He is the author of The Debt Machine, Climate CO₂ Hoax, The War on Men, and Staying Human in the Age of AI. He publishes at markgerardkeenan.substack.com and comments on X at @TheMarkGerard.

Image: Free image, Pixabay license.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/11/will_ai_be_governed_or_will_it_govern_us.html