Du kan kun mestre én ting, ifølge Epiktet

 

Du kan kun mestre én ting, ifølge Epiktet -kamp mod demens

Den stoiske filosof argumenterede for, at det meste af livet er uden for vores kontrol.

Masssimo Pigliucci      Når vi siger, at vi har "mestret" noget, mener vi typisk, at vi er blevet meget dygtige eller dygtigere til det – vi har en dyb forståelse af emnet eller aktiviteten og evnen til at udføre det uden besvær. At mestre betyder også at opnå fuldstændig kontrol over noget, såsom følelser eller situationer – men kan vi nogensinde virkelig mestre noget i den forstand?

Ifølge den stoiske filosof Epiktet fra det 2. århundrede kontrollerer vi faktisk meget lidt, men det lidt er afgørende, da det definerer, hvem vi er, inderst inde. I begyndelsen af ​​Enchiridion, en manual til et godt liv udarbejdet af Epiktetes' strålende elev Arrian fra Nikomedia, siger filosoffen:

"Nogle ting er op til os, og nogle er ikke. Det er op til os at vurdere, tilbøjeligheder, begær, aversion – kort sagt, hvad der end er vores egen skyld. Det er ikke op til os at bestemme vores kroppe, ejendele, omdømme, offentlige embeder – kort sagt, hvad der ikke er vores egen skyld."

Han fortsætter derefter med at fortælle os, at et godt liv er et, hvor vi fokuserer på de ting, der er op til os selv, samtidig med at vi stræber efter at udvikle en holdning af accept og sindsro over for de ting, der ikke er op til os.

Hvis dette lyder bekendt, kan det skyldes, at Epiktets manual blev brugt som kilde til spirituelle øvelser af kristne munke gennem hele middelalderen, og i begyndelsen af ​​1930'erne gentog den amerikanske teolog Reinhold Niebuhr filosoffens ideer om kontrol i sin "Sindsrobøn", som ofte reciteres i begyndelsen af ​​møder for Anonyme Alkoholikere og andre 12-trinsorganisationer: "Gud, giv mig sindsroen til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, modet til at ændre de ting, jeg kan, og visdommen til at kende forskel."

Epiktet siger, at kun én ting i virkeligheden er op til os: Vores bevidste, vurderinger.

• Lad os gå tilbage til den indledende del af Enchiridion og udpakke den lidt for virkelig at forstå Epiktet' mening. Han fortæller os tydeligt, at kun fire ting er "op til os": dømmekraft, tilbøjelighed, begær og aversion. Standard engelske oversættelser er dog lidt misvisende, så vi er nødt til at se på de originale græske ord:

• "Dom" er oversat fra hypolepsis, som betyder at gribe eller tage op. Det refererer til den slags bevidste vurderinger, vi når frem til efter omhyggelig overvejelse af den aktuelle sag.

• "Tilbøjelighed" er fra horme, som betyder den intention, vi har om at handle på en bestemt måde.

• "Begær" er fra orexis, som angiver noget, der afspejler vores værdier, og som vi derfor ønsker.

• "Aversion" er fra ekklisis, som er det stik modsatte af orexis - det er noget, der ikke stemmer overens med vores værdier, og som vi ønsker at undgå.

På en måde siger Epiktet, at kun én ting i sandhed er op til os: vores bevidste, bevidste vurderinger. Hvis man tænker over det, er vores intentioner om at handle eller ej resultatet af vores indledende vurderinger af ting, og vores værdier og underværdier er også former for vurderinger. Ikke underligt, at Epiktet mener, at evnen til at dømme, vores prohairesis, (moralsk valg, det frie valg) er det mest værdifulde, vi har, det, der virkelig definerer os som mennesker

Moderne kognitive forskere kalder denne evne for "eksekutiv funktion". Den består af kognitive processer på højt niveau, der fungerer som hjernens flyvekontrolsystem, hvilket giver individer mulighed for at planlægge, løse problemer, håndtere komplekse opgaver og kontrollere deres adfærd og følelser. Eksekutive funktioner er typisk opdelt i tre sammenkoblede komponenter:

Evnen til at modstå impulser og stoppe eller tilsidesætte en dominerende eller automatisk reaktion til fordel for en mere passende.

Evnen til at holde og manipulere flere informationer i sindet over en kort periode for at fuldføre en opgave.

Evnen til at skifte opmærksomhed og justere adfærd eller tænkning til skiftende krav, regler eller prioriteter.

Eksekutiv funktion er primært forbundet med frontallapperne, specifikt den præfrontale cortex (PFC), et område beliggende helt foran i hjernen lige bag panden. Det er den sidste hjerneregion, der modnes fuldt ud (ofte ikke før tidlig voksenalder) og er betydeligt større hos mennesker end hos andre primater.

Epiktet kendte selvfølgelig ikke alle disse videnskabelige detaljer, men han havde den rigtige generelle idé: Eksekutiv funktion / prohairesis er det, der gør os til dem, vi er. Den forfærdelige sygdom frontotemporal demens (FTD) er et bevis på dette. Det beskadiger og krymper gradvist nervecellerne i hjernens frontallapper, og fordi disse områder er ansvarlige for personlighed, adfærd og sprog, bliver mennesker, der er ramt af FTD, til andre individer, en kendsgerning, der er smerteligt foruroligende for deres venner og familie.

Stoikerne var klar over, at vores prohairesis (oversættes ofte som "moralsk vilje", "frit valg" eller "valg evne") kan blive uopretteligt beskadiget i alderdommen, hvilket er grunden til, at Seneca den Yngre skrev, at han hellere ville "overskære kablet" (hvilket betyder at begå selvmord) før han mistede forstanden (Brev 58.32-36).

Vi kontrollerer langt mindre, end vi tror, ​​men vi kontrollerer den ene ting, der betyder mest.

Men hvad med de ting, som Epiktet siger, ikke er op til os? Listen er overraskende, fordi den omfatter vores helbred, ejendele, omdømme, karriere og mange andre ting, som vi normalt tror, ​​vi i det mindste delvist kan mestre, da vi kan påvirke dem i en vis grad.

Ja, men hvordan opstår denne indflydelse? Gennem vores vurderinger, selvfølgelig. Tag sundhed som et eksempel. Ja, vi kan tage os af det ved at spise en nærende kost, træne regelmæssigt og regelmæssigt tjekke hos lægen. Men al sådan adfærd er beslutninger om at handle, der er et resultat af vores vurderinger af, hvad der er eller ikke er befordrende for sundheden – vurderinger, der forudsætter, at vi værdsætter et godt helbred i første omgang.

Den stoiske indsigt er derfor både ydmygende og styrkende. Vi kontrollerer langt mindre, end vi tror – ikke engang vores egne kroppe er fuldt ud inden for vores kontrol – men vi kontrollerer den ene ting, der betyder mest: hvordan vi tænker på og reagerer på alt, hvad der sker med os. Det er, hvad Epiktet mener med mestring. Det handler ikke om at dominere ydre omstændigheder, men om at dyrke vores evne til sund dømmekraft.

Ved at gøre det former vi vores intentioner, vores værdier og i sidste ende vores karakter. Alt andet kan vi kun påvirke, aldrig fuldt ud kontrollere. Visdom ligger ikke i at beklage denne begrænsning, men i at erkende, hvor vores sande magt ligger: i det lille rum mellem stimulus og respons, hvor vores prohairesis (oversættes ofte som "moralsk vilje", "frit valg" eller "valg evne") - vores eksekutive funktion, vores essentielle selv - træffer sine valg. Forsøg at mestre det, og selvom du måske ikke har kontrol over dine omstændigheder, vil du have mestret noget langt vigtigere: dig selv.

Massimo Pigliucci

 https://bigthink.com/thinking/mastery-epictetus/f

 

Gjorde Friedrich Nietzsche’s egen filosofi ham vanvittig?

Den store filosof tilbragte den sidste del af sit smertefulde liv i vegetativ tilstand. Var det sygdom, der førte ham dertil, eller var det hans egen filosofi?

Tim Brinkhof

I efteråret 1888 gik den tyske filosof Friedrich Nietzsche til sit gæstehus i den italienske by Torino, da han følte sine mundvige vride sig opad, som om de blev trukket i. "Mit ansigt lavede konstante grimasser for at forsøge at kontrollere min ekstreme nydelse," skrev han senere i et brev til en ven, inklusive, i 10 minutter, en tåreagtig grimasse."

Uheldigvis for Nietzsche, der dengang var 44 år gammel, viste disse ukontrollerbare latterudbrud begyndelsen på noget alvorligt. I løbet af den følgende uge bemærkede andre medlemmer af gæstehuset, at filosoffen opholdt sig på sit værelse i dagevis. Da de kiggede indenfor, fandt de forfatteren af ​​Således talte Zarathustra nøgen, spillende på klaver og dansende som en besat mand.

Nietzsches hurtigt forværrede mentale tilstand nåede et bogstaveligt bristepunkt, da han i januar 1889 så en hest blive pisket på byens torv. Han råbte usammenhængende, løb hen til gerningsstedet og slyngede armene om dyret, før han kollapsede. Senere på ugen besøgte Franz Overbeck en Nietzsche, der var i bedring, og fandt sin nærmeste ven i en vrangforestilling, som "han aldrig kom ud af igen".

Overbeck bemærkede, at Nietzsche var "helt klar over, hvem jeg og andre mennesker var [endnu] i mørke om sig selv (...) Nogle gange, i en hvisken, producerede han sætninger med vidunderlig klarhed. Men han udtalte også forfærdelige ting om sig selv som efterfølger af den nu døde Gud, hele forestillingen konstant punkteret på klaveret."

I dag er Nietzsches mentale sammenbrud, som førte til hans delvise lammelse og – i sidste ende – tidlige død, lige så berømt som hans filosofi. Ligesom folk undrer sig over, hvad der fik maleren Vincent van Gogh til at skære sit øre af, undrer folk sig også over, hvorfor Nietzsche mistede sin fornuft. Var det resultatet af en fysiologisk sygdom, eller kunne der være en forklaring gemt et sted i hans berømte tekster?

Friedrich Nietzsches lægelige historie

Det er muligt, at Friedrich Nietzsches sammenbrud var forårsaget af en underliggende sygdom – men hvilken slags? De første læger, der undersøgte den syge filosof, diagnosticerede ham med en syfilisinfektion, som kan føre til lammelse og endda demens. Efterfølgende undersøgelser foreslog, at Nietzsche muligvis led af en tumor på den højre synsnerve i hjernen, hvilket ville have forårsaget lignende problemer.

Selvom den præcise biologiske årsag til Nietzsches sammenbrud ikke kan fastslås, er det værd at bemærke, at filosoffen havde en historie med både fysisk og psykisk sygdom. Lige siden han var barn, led Nietzsche af kvalmende migræne. I en alder af 26 fik han også dysenteri, som han behandlede med kloralhydrat – et kraftigt beroligende middel, der forårsager hallucinationer, kramper og hjerteproblemer.

Nietzsche had suffered from various illnesses and ailments since he was a child. (Credit: Gustav Schultze / Wikipedia)

Gennem årene satte Nietzsches kroniske smerter sine spor på hans velbefindende. "Hver anden eller tredje måned tilbringer jeg omkring seksogtredive timer i sengen," skrev han engang i et brev, "i sand pine (...) Det er en sådan belastning at komme igennem dagen, at der om aftenen ikke er nogen glæde tilbage i livet, og jeg er virkelig overrasket over, hvor svært det er at leve. Det synes ikke at være det værd, al denne pine."

Filosoffens manglende succes - han blev først berømt efter sin død - og mangel på social kontakt forårsagede ham også stress. "Det gør mig frygteligt ondt, at i disse femten år har ikke en eneste person 'opdaget' mig, har haft brug for mig, har elsket mig," står der i et brev. "Hvor sjældent en venlig stemme når mig!" tilføjer en anden. "Jeg er nu alene, absurd alene."

Alle disse tilstande, hvoraf Nietzsche nogle mente, han havde arvet fra sin syge far, overbeviste ham om, at han ville dø en tidlig, smertefuld død. Adskillige breve udtrykker en voksende frygt for en dag at blive sindssyg og fare vild i sit labyrintiske sind: "... til tider løber en forvarsel gennem mit hoved om, at jeg faktisk lever et meget farligt liv, da jeg er en af ​​de maskiner, der kan eksplodere."

Kreativitet, intelligens og psykisk sygdom

Selvom Nietzsche måske følte sig alene, var hans situation ikke helt unik. Van Gogh, Robert Schumann, Amadeus Mozart, Virginia Woolf, Ernest Hemingway, Edgar Allan Poe, Georgia O’Keefe og Jackson Pollock – historien har ikke frembragt mangel på yderst kreative individer, der udover deres kunstneriske og intellektuelle præstationer levede med alvorlige og til tider invaliderende psykiske problemer.

De tragiske skæbner, der har ramt så mange af disse "gale genier", som deres personlighedstype undertiden omtales i akademiske kredse, har ført til omfattende forskning i sammenhængen mellem kreativitet, intelligens og psykopatologi. Det er en sammenhæng, der, på trods af al den opmærksomhed, den har fået i de senere år, forbliver lige så uigennemskuelig som Nietzsches egen medicinske diagnose.

Nietzsche signed his final letters “Dionysus,” after the god at the heart of his philosophy. (Credit: Uffizi / Wikipedia)

En række undersøgelser har vist, at kreative mennesker har dobbelt så stor sandsynlighed for at lide af tilstande som depression og angst sammenlignet med den generelle befolkning. Samtidig varierer hyppigheden og intensiteten af ​​disse symptomer afhængigt af udløb eller disciplin, hvor digtere og forfattere viser sig at være mere tilbøjelige til at lide af lidelser end for eksempel videnskabsmænd.

Selvom kreativitet og psykiske lidelser meget vel kan være forbundet, er det forkert at antage - som så mange bøger og film gør - at sidstnævnte på en eller anden måde forstærker førstnævnte. Faktisk tyder både videnskabelig forskning og biografisk bevismateriale - inklusive Nietzsches tilfælde - på det modsatte: Sådanne lidelser, sammen med den alkoholisme, stofmisbrug og selvmordstanker, de ofte forårsager, sætter langsomt en persons produktivitet i stå.

Men selvom psykisk sygdom ikke nødvendigvis bidrager til kreativitet, kan kreative udløb bidrage til psykisk sygdom. Dette er i hvert fald, hvad Otto Binswanger, direktøren for det psykiatriske hospital, der kortvarigt indlagde Nietzsche, foreslog. I en samtale med filosoffens mor foreslog han, at den intellektuelle og følelsesmæssige energi, som Nietzsche kanaliserede ind i sit arbejde, overstimulerede hans nervesystem og effektivt ‘stegte’ hans hjerne.

Den nye Gud

Binswangers ‘hjernerystende’ hypotese fører til den mest interessante (og spekulative) del af denne diskussion om Nietzsches sammenbrud: muligheden for, at hans sindssyge ikke var en biologisk ulykke, men et logisk resultat af de filosofiske ideer, han havde brugt sit liv på at forfølge. Selvom svarene på dette spørgsmål på ingen måde er definitive (endsige verificerbare), er de bestemt tankevækkende.

Enhver, der bare er fjernt bekendt med Friedrich Nietzsche, ved, at lidelse spiller en vigtig rolle i hans forfatterskab, fordi det gjorde ham, som forskeren Viviana Faschi udtrykker det, "mere bevidst om sin egen eksistens." For Nietzsche gik smerte forud for personlig udvikling og selvrealisering. Det markerer også oprindelsen til et af hans mest berømte citater: "Hvad der ikke dræber mig, gør mig stærkere."The ailing philosopher in the care of his sister. (Credit: Tagesspiegel / Wikipedia)

Filosoffen uddyber denne ofte fejlciterede linje i sin bog Den muntre videnskab og skriver: "... hvad angår sygdom, er vi så ikke næsten fristet til at spørge, om vi kunne klare os uden den? (...) Kun stor smerte, den lange, langsomme smerte, der tager sin tid - hvorpå vi så at sige brændes med grønt træ - tvinger os filosoffer til at synke ned i vores yderste dybder og lægge al tillid til side."

Nietzsches rejse med introspektion og selvopdagelse - en farefuld vej, hvis man skal tro folk som Sigmund Freud og Carl Jung - blev ikke taget af nysgerrighed, men af ​​nødvendighed. Ved at stirre ind i afgrunden, der ligger inde i den menneskelige hjerne, håbede Nietzsche at opdage en slags abstrakt visdom - han omtalte den som "de vises sten" - der ville gøre hans kropslige angst tålelig.

Når han ved dette, begynder det førnævnte citat fra hans nære ven Overbeck allerede at give mere mening. Selv i sindssyge forblev Nietzsche "helt klar" over sine omgivelser og de mennesker, der interagerede med ham. I stedet var det ham selv – sit tidligere jeg – som han havde mistet synet af og var “i mørke omkring”.

This article was first published on Big Think, October of 2023.

Mennesker gør mange ting sammen. Om at være social og antisocial

 

Mennesker gør mange ting sammen. Om at være social og antisocial

Jonny Thompson

Det er ret ukontroversielt at påpege, at vi har en tendens til at hænge ud sammen med andre mennesker. Vi bor selvfølgelig i familier og kvarterer, men vi sidder også ved siden af ​​fremmede i biografen, venter i kø i supermarkedet og ser fodboldkampe sammen med tusindvis af ansigtsløse andre. Men hvorfor? Hvad motiverer os til at forlade vores stille isolation og samles?

Filosoffen Bernard de Mandeville argumenterer for, at den bedste og muligvis eneste grund til, at vi møder andre mennesker, er egoistiske formål. Vi samles omkring andre for "bekvemmelighed og sikkerhed", og så vi kan få det, vi ønsker. I sit mest berømte værk, Biernes fabel, beder Mandeville os om at forestille os en "knurrende bistade" af bier, der kun er velstående, fordi de alle er drevet af egoistiske laster. Når bierne pludselig gøres "ærlige" og dydige (fuldstændig selskabelige), kollapser bistadets økonomi, og fællesskabet ødelægges.

Selskabelighed er godt, fordi det hjælper os, men det er spild af tid, intellekt og alt ud over det.

Mandeville mente, at kun de med de "mest modbydelige og hadefulde egenskaber" nød selskab for selskabets egen skyld. Han mente, at svage, kedelige og fantasiløse mennesker kan lide at være sammen med andre, fordi de ikke kan tænke eller skabe sjov for sig selv. Manden med overlegen intellekt, formoder vi, er den, der nyder sit eget selskab alene og kun forlader huset for at handle eller få nødvendig hjælp. Ideelt set ville vi undgå selv det.

Mandeville mente, at mennesker ikke var mere "naturligt omgængelige", end en drue er "naturligt vin". Ja, vi kan presse, klemme og lemlæste druer til en flaske Merlot, og vi kan gøre det samme med mennesker i samfund. Men en drue er ikke vin. Et menneske bliver kun tvunget ind i samfundet af samfundet selv.

Selvom Mandeville bestemt blev betragtet som en smule mærkelig, var han ikke en enspænder eller en eneboer. Han var en familiemenneske, politisk aktiv og en mand på farten. Og alligevel argumenterede han bestemt imod selskabelighed.

I sin bog fra 1920, "Beyond the Pleasure Principle", argumenterede Freud for, at der indeni hver enkelt af os, ved siden af ​​alle de lovlydige, søde smil og nik, er en skygge. Denne skygge - eller "dødsdriften" - ønsker, at tingene skal bryde sammen. Bedrageren ser på alle de pæne rækker og vil vælte dem. Skyggen ser et perfekt, glitrende spindelvæv og smadrer det med en pind. Dødsdriften ser på et lykkeligt, muntert par og siger: "Maeve, var det ham, du sagde havde en lille penis?"

Mange filosoffer har foreslået lignende ideer. Der er Janus-ansigtet (hoved med to ansigter der vender i hver sin retning især som symbol på at noget har flere sider, egenskaber el. lign.) i det gamle Rom, Schopenhauers "Pindsvinets dilemma" 

(Pindsvin søger varme i kulden ved at klumpe sig sammen, men deres pigge stikker hinanden, hvilket tvinger dem til at holde afstand for ikke at såre hinanden; de må derfor finde en middelvej mellem ensomhed og nærhed, en "høflig afstand", der minimerer smerten, men også begrænser den dybe, varme forbindelse. Dilemmaet illustrerer, hvordan vi søger intimitet, men skubber folk fra os med vores fejl, hvorfor Schopenhauer foreslog tilbagetrækning i ensomhed eller et liv med høflig distance)  og Nietzsches Dionysius vs Apollo (repræsenterer to fundamentale, modsatrettede kræfter i menneskelig erfaring og kunst: Apollonisk står for orden, logik, individuation, skønhed (sol, form, skulptur, drømme) og Dionysisk for kaos, ekstase, enhed, instinkt, lidenskab (vin, musik, rus, opløsning af grænser)

De fleste af disse tænkere argumenterer for, at der er en spænding i vores væsen mellem selskabelighed (lyst til at være sammen med andre) og anti-selskabelighed (lyst til at løbe ind i skoven og gemme sig i et hyggeligt sommerhus). Det er en forældet Barnum-udtalelse at sige: "Jeg vædder på, at du kan lide at være sammen med venner, men du kan også lide at være alene nogle gange." Kald mig så Mystic Meg, og giv mig en krystalkugle, hvis jeg har ret. Barnum (et psykologisk fænomen, hvor folk har en tendens til at acceptere vage og generelle personlighedsbeskrivelser som værende meget præcise for dem, selvom beskrivelserne i virkeligheden kunne gælde for næsten hvem som helst. Effekten forklarer, hvorfor horoskoper, spådomme og visse personlighedstests virker overbevisende, fordi de ofte bruger udsagn, der er positive, sympatiske og kunne passe på bredt publikum, hvilket udnytter vores hjerne til at finde personlig relevans.) 

Kant er så langt fra psykoanalyse, som en analytisk tysker fra det 18. århundrede kan være, men hans beretning om "social usocialighed" har slående ligheder med den freudianske flok - bare i større skala. Freud og Jung argumenterede for, at Bedrageren ikke er en besværlig dæmon at uddrive. I stedet er vi nødt til at sætte os ned med vores skygge og snakke tingene igennem. Slutte fred med facetterne af vores væsen. Dødsdriften har et formål, og vi er nødt til at finde ud af, hvad det er.

Ligeledes argumenterer Kant for, at den "usociale" person har en vigtig rolle at spille i samfundet. I sit essay "Idé til en universel historie med et kosmopolitisk formål" argumenterer Kant for, at selvom selskabelighed uden tvivl er en årsag til fred og sikkerhed, kvæler for meget fred og sikkerhed os.  Endnu vigtigere er det, at vi ikke får noget gjort.