USS Cyclops - det mystiske ikke opklarede skibsforlis

 

USS Cyclops - det mystiske ikke opklarede forlis 

Hannah Hirzel

The USS Cyclops blev bygget i Philadelphia; hun var 540 fod lang og 65 fod bred. Skibet var en Proteus-klasse kuldamper og kunne bære 12500 tons kul og skyde en fart på 15 knob med de to skruer. Da the United States erklærede krig mod Tyskland og dets allierede i april 1917 kom støtteskibe som Cyclops under Navys kommando. Den administrative forandring berørte besætningerne på disse støtteskibe. I stedet for at være under ledelse af civile var officererne nu medlemmer af the Naval Reserve Force.

The Cyclops' sidste mission var at transportere 9960 tons kul fra hjemhavnen Norfolk, Virginia til Rio de Janeiro, Brasilien og bringe 11000 tons manganerts tilbage. Hun sejlede ud den 9. januar 1918 og ankom til Rio den 28. januar, hvor hun blev to uger for losning og ladning. Den 15. februar drog 309 sjæle afsted til Bahia, Brasilien, det eneste planlagte stop før Baltimore, Maryland. To dage senere kl. 1800 den 22. februar sejlede hun ud mod Maryland og forventede at ankomme den 13. marts. Den sidst kendte lokation for the Cyclops var et ikke planlagt stop ved Barbados den 3. marts, med 1800 sømil tilbage af den 4844 sømil lange rejse.

Efter det planlagte stop på Barbados så man aldrig besætning og passagerer igen. Årsagen er stadig et mysterium. Selv mere end 100 år senere er skæbnen for disse sjæle ukendt..

Uden hensyn til beviser er mennesker altid villige til at spekulere. 51 år efter ulykken, fortalte en officer Conrad A. Nervig, om sine erfaringer på the Cyclops. Nervig skrev en artikel for the U.S. Naval Institute Proceedings i 1969 om det problematiske skib og hendes lige så foruroligende besætning. Han beskrev kommandøren George W. Worley, som en ‘barsk’ ekcentrisk sømand af den gamle skole,  gående med stok, men kun besiddende meget få andre kulturelle egenskaber. Han var en meget ligegyldig sømand og en ringe overdreven forsigtig navigatør. Som værende ubehagelig og fåmælt var han ikke afholdt af sine officerer og andre mænd.” Nervig fortæller om en hændelse hvor en af maskinerne skulle startes mens en sømand var i nærheden. Kraften fra skruen kastede vand i den lille båd sømanden befandt sig i og væltede ham over bord og han druknede. Nerwig gav kaptajnen skylden for tragedien, der gav et “gennemført demoraliseret og dårligt organiseret” mandskab på grund af hans “irrationelle metoder som kommandør.”

Anchored in the Hudson River, off New York City, on 3 October 1911.

(Naval History and Heritage Command)

Det største mysterium the Cyclops' forsvinden er årsagen. Selv en elendig kommandør og et mandskab med lav moral kan sædvanligvis gennemføre en standard rejse på roligt hav, men nok fik fartøjet til at gå ned. Nervig har en teori om at the Cyclops brækkede over på midten og hurtigt sank. Han mener manganen kunne være lastet kun i de midterste stuverum, og således forstærke fartøjets medfødte svaghed. Denne forkerte lastning var muligvis fordi den eneste officer med erfaring var blevet arresteret og forvist til sit lukaf på grund af en "triviel uoverensstemmelse” med kaptajnen. Nervig forklarede derpå, hvordan bevægelserne til havs kunne brække skibet i to dele, og hurtigt fylde lastrummet med vand da skibet gik vertikalt ned. Han troede at dette skete meget hurtigt og at man ikke nåede af få redningsbådene i vandet. Nervigs teori er en af mange om tragedien. 

Endnu et spekulativt lag er føjet til fordi fartøjet angiveligt gik ned i Bermuda Trekanten. Richard Winer så nærmere på the Cyclops forsvinden til sin dokumentar fra 1973 The Devil's Triangle. Han angav et forfjlet mytteri og antydede at der var problemer med skibet og støtter dermed Nervigs formodninger. Andre teorier går ud på at manganlasten eksploderede, at skibet blev grebet af en gigantisk blæksprutte der trak det ned. Andre teorier spekulerer på om skibet blev sænket af en tysk U-båd, men optegnelser efter krigen nævner at der ingen U-båd var i området på det tidspunkt.  

 En teori hævdede at kun en maskine fungerede på grund af et cylindernedbrud. Dette ville gøre at skibet mere oplagt til andre maskinmæssige fejl. Der var også rapporter om skader på skroget og utætte rør der ikke blev gjort noget ved i rette tid af kaptajnen. Nogle af disse teorier er mere oplagte end andre, men den ægte årsag forbliver ukendt.

Verden kan muligvis aldrig få opklaret sandheden. Var skibets bestemt til en tragedie på grund af elendig ledelse eller var hun endnu et mystisk offer for the Devils Triangle (Bermudatrekanten?

https://www.usni.org/magazines/naval-history-magazine/2021/october/uss-cyclops-deadliest-unsolved-mystery-navy

 

Eerie kanalen et mesterværk der formede Amerika

 Sloan Oliver

I år bliver Erie Canal 200 år. Den er et symbol på amerikansk opfindsomhed og styrke. 

Tidligt det 19. århundrede led USA under en næsten ikke eksisterende transport infrastruktur. De feje der fandtes var ufremkommelige når det var regnvejr, akslerne på vognene sank ned i mudderet. Når vejene var tørre, var de fulde af huller - ujævne. At flytte varer med vogne var meget omkostningstungt, fordi den vægt der kunne være på en vogn var begrænset.. Således blev floder og vandveje de mest økonomiske veje til transport af varer og materialer. Byer og industri blomstrede ved floderne, søerne og havet. 

Et problem med vandveje var, at de ikke altid flyder derhen, hvor der var brug for dem. For eksempel var det meget dyrt for en landmand i den centrale del af New York at flytte sit korn  til markedet, et vognlæs af gangen. Eller tænk på the Great Lakes, en enorm vandvej, dog kun forbundet med hinanden. En kanal ville være den perfekte løsning for at åbne the Great Lakes til de større markedet. t

Første gang der blev foreslået en kanal til at forbinde the Great Lakes og den stadig større befolkningsmasse med Hudson River gennem det centrale New York blev foreslået i 1780’erne. 

Imidlertid var det først i 1808 der blev udført en faktisk undersøgelse. Præsident Thomas Jefferson kaldte den foreslåede kanal for “ganske tæt på galskab” og nægtede at give midler fra forbundsregeringen. Det betød, at New York selv skulle finansiere udførelsen. Når kanalens bane skulle besluttes kunne man forvente at lodsejerne ville være imod at der blev taget land fra dem. Det var ikke tilfældet, da lodsejerne med glæde solgte eller gav jord for at få en lukrativ handelsvej gennem deres byer og områders ‘baghave.’ 

Midt i al kontroversen bemyndigede New York’s Legislature konstruktionen der indledtes den 4. juli 1817. Mange mente, at kanalen var en absurditet, og kalder den “Clinton’s Folly” og “DeWitt’s Big Ditch” efter Guvernør DeWitt Clinton, manden der var den drivende kraft bag projektet. Endog før den var færdig havde kanalen fået langtrækkende effekt. Da Illinois ansøgte om at blive en stat (1818) var deres sydlige grænse lige syd for Lake Michigan. Da man jo vidste kanalen blev bygget anmodede Illinois delegere i kongressen om at få statens grænser strakt yderligere 97 kilometer mod nord, så der kunne blive plads til en havneby ved søen (Chicago var ikke grundlagt dengang=. Mens gravearbejdet gik fremad, blev forskellige sektioner åbnet. Hele kanalen åbnede den 26. oktober 1825.. 

Tænk over omfanget at kanalens omfang især tidligt i det 19. århundrede, Dens 585 kilometer længde er større end Georgias 540 kilometer Interstate 76.

Intet var mekaniseret - ingen skovle drevet af damp, og inten tog til at transportere det opgravede materiale. (Amerikas første jernbane kom først i 1828).

Hele kanalen blev gravet med håndkraft. Akvædukter blev bygget for at gå over elve, floder og brede dale. Oveni var der 83 stensluser, 27 meter lange, 4,5 meter brede En ækvadukt var 290 meter lang for at krydse en 240 meter bred flod. Tilmed var der 83 stensluser, 27 meter lange og 4,5 meter brede, der løftede og sænkede prammene de 175 meter i højdeforskel mellem Buffalo til Albany. .Mens gravearbejdet gik videre blev jorden brugt til at fylde kløfter og mindre dale, skabende en kanal der var 7 meter bred og 1,5 meter dyb med trækbaner på begge sider

Meget af arbejdet blev udført af irske indvandrere og tyske murere. På den tid var der næsten ingen ingeniører eller eksperter i infrastruktur i landet. De lærte, mens de gik frem. For eksempel, James Geddes and Benjamin Wright, der havde lagt kanalens vej, var dommere hvis eneste ekspertise var at klare uenigheder om grænser.. 

For at holde omkostningerne nede, undgik føringen af kanalen (hvis muligt) sumpe og stenrige bakkedrag. Det første problem man stod med var at finde arbejdere. Landet var ved at udvise sig mod vest, og mennesker ønskede deres egen jord. Således var der ikke tilstrækkeligt med mænd til det arbejde der skulle udføres. Det første år blev kun gravet ti miles. Imidlertid løste den stadig større indvandring problemet. Endnu et problem var at rydde jorden og gøre den plan. Det meste af kanalens vej gik gennem skove, der skulle ryddes. Træerne var enorme, ligeså stubbene. Det hele måtte ryddes, jorden gøres plan, klipper sprænges når det var nødvendigt, en udgravning på 585 kilometer, og dertil de nødvendige stenmure og sluser og akvædukter. 

En sidste udfordring var den 21 meter høje Niagara Escarpment, den samme klippe der skaber Niagara Falls. Da hver sluse kun løftede/sænkede prammene 5 meter måtte der bygges en ‘trappe’ af sluser ved klippe fremspringet Når man overvejer omfanget af projektet er det forbløffende at det kun tog otte år at bygge. Europæerne var forbløffede over den blev bygget så hurtigt. 

The Erie Canal var det første storskala infrastrukturprojekt i U.S. historien. Den første båd der rejste hele dens længde var the Seneca Chief, med nu senator  DeWitt Clinton ombord. Næsten øjeblikkeligt fik kanalen på dramatisk vis virkning for hele landet. Midtvesten havde en direkte vandvejs forbindelse til havnen i New York, som var uvurderlig for byer som Detroit, Cleveland, Toledo og med tiden Chicago. Kanalen lod også New York City (og nord for kommercielt konkurrere med Mississippi River systemet, og New Orleans (og syden) som den større havne indgang for den stadig større handel med stater inde i landet.

 

Det er vanskeligt fuldt ud at forstå den enorme økonomiske indvirkning kanalen havde på handel. En tønde korn fra Midtvesten kunne afskibes fra yderområderne ved Lak Michigan og hele vejen til Buffalo, omladet til en pram og halet til Albany omladet igen for rejsen ned af Hudson River til New York City. 

Omkostningen med transporten af landbrugsprodukter og andre fremstillede varer faldt med over 90%. Landbrugsprodukter fra Midtvesten og tømmer flød mod øst, fremstillede varer mod vest. NYC blev nationens primære havneby, porten til de indre nordlige markeder, landets kommercielle centrum og finansielle hovedstad. Kanalen hjalp New York til at blive  “Empire State,” førende i “befolkningstal, industri og økonomisk vækst.” 

Det første år med åben trafik overgik alle forventninger. Kanalen fik så stor succes, at i løbet af det første årti blev den udvidet til 13 meter i bredden og 2,5 meter dyb for at håndtere de større krav. Trafikken fortsatte med at øges og nåede nyt højdepunkt med 33000 handelsskibe i 1855.

På det tidspunkt var jernbanerne imidlertid blevet langt bedre og udviklet og var yderst konkurrencedygtige i forhold til trafikken med pramme. Gradvist gik trafikken ned, blev mindre rentabel, en trend der forstærkedes da landets highway infrastruktur voksede i det 20, århundrede, 

Åbningen af the St. Lawrence Seaway (1959) var sidste søm i kanalens kiste. . 

I dag benyttes kanalen i overvejende grad til person- og turistoplevelser, alt fra kajakker, kanoer og større luksusyachts sejler der. Det er en af de få stumper af det 19. århundrede Amerikas industri der stadig er i brug. Det er 200 år siden, at the Erie Canal åbnede og for evigt ændrede Amerika.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/10/how_the_erie_canal_shaped_america.html

Overtagelsesstrategiens tålmodighed hos islam

 

Overtagelsesstrategiens tålmodighed

Lars Møller

Det tyvende århundrede lærte den revolutionære venstrefløj en bitter lektie: frontalangreb på magten mislykkes, når staten befaler loyalitet og ildkraft. Formentlig var årsagen til, at Vladimir Lenins bolsjevikker sejrede i 1917, at den russiske stat allerede var kollapset; andre steder, såsom Ungarn og Tyskland i henholdsvis 1919 og 1923, blev oprøret knust. Fra dette nederlag opstod en mere subtil doktrin - "entrisme".

I stedet for at "storme paladset med det samme", så at sige, blev revolutionære rådet til tålmodigt at infiltrere enhver institution, der formede den offentlige mening og udøvede autoritet: fagforeninger, universiteter, embedsværk, medier, retsvæsen, politi, hær. Så snart de kontrollerede de "kommanderende højder inden for kultur og administration", ville magten falde i deres hænder uden et eneste skud. Kommunistpartiets leder Antonio Gramsci, Italien, forfinede teorien; studenteraktivisten Rudi Dutschke, Tyskland, populariserede sloganet "den lange march gennem institutionerne"; Frankfurterskolen og dens epigoner (En epigon er en efterfølger, især inden for kunst, litteratur eller videnskab, som i mangel af originalitet efterligner eller viderefører en stor forgængers stil eller idéer, ofte uden at tilføje noget nyt) udførte den med akademisk stringens.

Hvad få bemærkede på det tidspunkt, var, at en anden revolutionær bevægelse, langt ældre og mere tålmodig, havde studeret den samme håndbog og forbedret den. Det Muslimske Broderskab, grundlagt i 1928 af Hassan al-Banna, antog eksplicit en strategi med gradvis, institutionel penetration i samfund, hvor muslimer stadig var minoriteter. Alligevel kan dets mest berømte teoretiker, Sayyid Qutb, have drømt om jihadistisk avantgardisme.

Praktiske manualer – frem for alt Yusuf al-Qaradawis skrifter fra 1990'erne om fiqh al-aqalliyyat (retspraksis for muslimske minoriteter) og det interne memorandum fra 1982 "Projektet" (inddrevet af schweiziske myndigheder i 2001) – skitserer en lærebogsstrategi for Vesten: (a) opbyg parallelle samfund; (b) infiltrer lokale myndigheder, uddannelsesråd, politi og retsvæsen; (c) brug demokratiske rettigheder – religionsfrihed, antidiskriminationslovgivning, lovgivning om hadefuld tale – som både skjold og sværd; (d) udnytte demografien: højere fertilitet plus kontinuerlig indvandring er lig med uoprettelig vælgervægt inden for to generationer; og (e) præsentere enhver vestlig indrømmelse som blot "anerkendelse af mangfoldighed", indtil det punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage, er nået.

From Wikimedia Commons: Mehmet II conquering Constantinople (Fausto Zonaro, 1903)

Forskellen mellem trotskistisk og ikhwan-entrisme (broderskabet af de som adlyder gud) ligger primært i tempoet og viljen til at bruge vold som et hjælpeværktøj snarere end et primært redskab. Kommunisterne havde brug for årtier, fordi de var nødt til at omvende fjendtlige befolkninger; derimod kan Broderskabet stole på, at allerede eksisterende trosfæller ankommer i stort antal, lovligt eller på anden måde.

Vesteuropa er det laboratorium, hvor denne strategi er længst fremme. Tallene er ikke længere hypotetiske. I Bruxelles er allerede en tredjedel af befolkningen muslimer; i Malmø, Rotterdam, Birmingham, Marseille og Molenbeek nærmer eller overstiger tallet en fjerdedel og stiger hurtigt. Den indfødte europæiske fertilitet forbliver katastrofalt under erstatningsniveauet (1,3-1,6 i de fleste lande); den muslimske fertilitet, selvom den er faldende fra tidligere topniveauer, ligger stadig mellem 2,5 og 3,5, suppleret af kontinuerlig kædemigration og asylstrømme. Pew Research Centers prognoser fra 2017 – der antog (a) nul yderligere migration efter midten af ​​2016, (b) mellemstor og (c) høj indvandring – forudså, at muslimer ville nå henholdsvis 7,4, 11,2 og 14,0 % af Europas befolkning inden 2050. Siden 2016 er der ankommet flere millioner. Mellem- og højscenarierne er nu den grundlæggende virkelighed.

Den institutionelle erobring er længere fremme, end de fleste kommentatorer tør indrømme. I Storbritannien rangerede folketællingen i 2021 islam som det næststørste religiøse tilhørsforhold; i byer som Leicester, Blackburn og Bradford udgør muslimer allerede lokale flertal eller næsten flertal. Labour Partys valgkredsafdelinger i disse byer er nu overvældende muslimske; parlamentsmedlemmer udvælges i overensstemmelse hermed. Sadiq Khan er blot det mest synlige symbol.

I Rotterdam holder partiet Denk, der eksplicit er etnisk-sekterisk, magtbalancen. I Frankrig har forstadsområder som Paris, Lyon og Marseille frembragt en generation af borgmestre, suppleanter og regionale byrådsmedlemmer, hvis primære loyalitet ikke er over for republikken, men over for en forestillet ummah. Det franske indenrigsministeriums egen (lækkede) rapport fra 2023 indrømmede, at politiet i nogle zoner ikke længere udøver suverænitet uden at forhandle med lokale imamer eller "samfundsledere".

Uddannelsesniveauet er faldet hurtigst. I England afslørede "Trojan Horse"-skandalen i 2014 islamisternes målrettede forsøg på at overtage skolerne. I dag håndhæver statsskoler med et flertal af muslimske elever rutinemæssigt kønsadskillelse i Birmingham, Oldham og Tower Hamlets, fjerner ikke-halal mad, aflyser musik og drama og underviser i, at homoseksualitet er en alvorlig synd – alt imens de forbliver på den offentlige lønningsliste. Universitetscampusser, der engang var højborg for sekulær venstrefløj, overvåger nu "islamofobi" med en iver, der får gammeldags blasfemilovgivning til at se liberal ud. De samme akademikere, der brugte årtier på at dekonstruere "vestlig hegemoni", fordømmer nu kritik af sharia som "racistisk hadefuld tale".

Politiet, den ultimative garant for statens monopol på vold, bliver udhulet indefra. I Sverige er antallet af "sårbare områder" (den officielle eufemisme) nu over tres; politiet indrømmer, at de ikke kan komme ind uden pansrede køretøjer og forhandlere. I Storbritannien afslørede voldtægtsbandeskandaler ikke kun fejhed, men også aktivt samarbejde fra betjente, der var bange for at blive stemplet som "islamofobiske". Rotherham-rapporten dokumenterede, at 1.400 overvejende hvide arbejderklassepiger blev voldtaget og handlet med over seksten år, mens myndighederne kiggede væk. Mønsteret har gentaget sig i Telford, Rochdale, Oxford, Newcastle. Ofrene var altid døtre af den indfødte arbejderklasse - de samme mennesker, hvis bedsteforældre stemte på Labour i 1945 for at opbygge den velfærdsstat, der nu bliver nedbrudt for øjnene af dem.

Og her når vi frem til det dybeste forræderi. Europas herskende elite efter krigen – socialdemokratisk i nord, kristendemokratisk i syd – præsiderede over den største vedvarende magt- og territoriumsoverdragelse uden en eneste bemyndigende folkeafstemning. De åbnede grænser, undertrykte debat, kriminaliserede uenighed ("hadefuld tale") og finansierede de samme organisationer – moskeer, "kulturcentre", NGO'er – der koordinerede den demografiske transformation. Da de indfødte arbejderklassesamfund endelig reagerede – gennem stemmeurnerne (AfD, Nationalsamlingen, Sverigedemokraterna) eller på gaden – var elitens beskyldninger enstemmige: "højreekstremistiske bøller", "racister", "islamofober". De samme politikere, der belærer om "inklusion", har stille og roligt flyttet deres egne børn til privatskoler og grønne forstæder, hvor fordelene ved mangfoldighed stadig er teoretiske.

Slutspillet er ikke længere spekulativt. Libanon var engang et land med et kristent flertal og en kosmopolitisk hovedstad, der stolt blev kaldt "Mellemøstens Paris". Mellem 1932 og 1975 voksede den muslimske befolkning fra 40% til et flertal på grund af højere fødselsrater og indvandring. Resultatet var borgerkrig, reduktionen af ​​kristne til et chikaneret mindretal og transformationen af ​​Beirut til et iransk satrapi. Europa går den samme vej, bare med bedre manerer og dårligere selvbevidsthed.

Borgerkrigslignende scenarier dukker allerede op. I Frankrig efterfølges ethvert større islamisk terrorangreb nu af optøjer i forlystelsesgaderne, hvor lokale Maghreb-ungdom går på gaden for at fejre dødsfaldene. Optøjerne i 2023 efter politiets nedskydning af Nahel Merzouk så 6.000 biler brændt ned og 1.000 bygninger beskadiget på en enkelt uge. Hæren blev sat i standby. I Storbritannien afslørede optøjerne i 2024 efter børnemordene i Southport to parallelle samfund, der ikke længere deler selv minimal tillid. Hvide arbejderklasser, forladt af alle institutioner, gik på gaden; muslimske "forsvarsligaer" mobiliserede sig samtidig. Politiet arresterede førstnævnte med entusiasme, og sidstnævnte slet ikke.

Dette er det "civilisatoriske slutspil", som de arabiske erobrere i det syvende århundrede altid havde til hensigt som deres anden akt. Den første bølge nåede Tours i 732 og Konstantinopels porte i 718. Den blev stoppet af henholdsvis frankisk stål og græsk ild. Den anden bølge, syv århundreder senere, indtog Konstantinopel i 1453. Wien ville være faldet i 1683, hvis det ikke havde været for Jan Sobieski. Den tredje bølge er uafhængig af janitsharer. Tilpasset vestlig dekadence opretholdes den af ​​velfærdssystemer, menneskerettighedslovgivning og den selvmordstruende skyldfølelse hos en postkristen elite, der finder sin egen civilisation uværdig til forsvar.

Når kristne er blevet mindretal i de lande, der blev evangeliseret af deres forfædre – Belgien i 2040, Sverige i 2050, Frankrig i 2060 med den nuværende tendens – vil de store katedraler stå som museer eller blive omdannet (som Hagia Sophia). Arbejdsfolket, der byggede Europa med deres hænder, vil være blevet reduceret til dhimmi-status i alt, beskattet og reguleret af borgmestre, ministre og dommere, der skylder troskab til et transnationalt kalifat, der endelig lykkedes, hvor erobrende hære mislykkedes.

Tragedien er, at intet af dette var uundgåeligt. Det krævede kun den aktive medvirken fra en arrogant elite, der forvekslede åbenhed med overgivelse og tolerance med civilisatorisk selvmord. Historien er langt fra slut, og den vil ikke frikende dem.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/12/the_patient_strategy_of_entryism.html

Debatter om den måde, vi debatterer på

 Debatter om den måde, vi debatterer på

Den dovne brug af studier og statistikker slører god debat.

Stephen Helgesen

Hvis vi i Amerika ikke var nok splittede langs ideologiske linjer, er der en anden opdeling, der bliver mere og mere tydelig for mig, når jeg betragter mit land på afstand her i de dybfrosne vintermåneder i Skandinavien.

Jeg taler her om to ting, der har et parasitisk forhold til hinanden.

Grundlæggende set er min påstand, at det i dagens verden er information (hvoraf meget er AI-genereret) sammen med anden- og tredjehåndsinformation snarere end visdom, der producerer "eksperter", og at vordende eksperter i høj grad er afhængige af studier, analyser og meningsmålinger for at validere deres status som eksperter.

Dette gøres ad nauseam i paneldiskussionsprogrammer, hvor deltagerne møder op bevæbnet til at kæmpe mod deres debat- eller diskussionspartnere med analyser og studier snarere end med påstande eller argumenter, som de er parate til at bruge til at forsvare deres synspunkter.

pixabay

Det er dovne og amatøragtige debattører, der bruger information, der ikke er endegyldigt bevismæssigt og det er uærligt af dem at hævde, at formodet information bør betragtes som en etableret kendsgerning.

Jeg ser paneldeltagere hver dag i programmer på CNN (den eneste amerikanske kabelkanal, vi kan få her), der taler med stor overbevisning om deres emne og citerer den ene eller den anden undersøgelse, som om det, kombineret med deres selvsikre fremførelse, burde være nok til at sætte troværdighedsniveauet på den højde, de har forudbestemt for resten af ​​os.

Og selvom det kan appellere til seere, der ikke har nogen mening, eller som ikke har gidet at undersøge et emne, er det helt forkert for dem af os, der ved, at i informationens verden er analyser, studier og meningsmålinger som statistik i hænderne på en dygtig økonom.

De kan bruges til at bygge et slot i himlen ud af et faldefærdigt skur. Alt, hvad der skal til, er at suspendere virkeligheden eller nysgerrighed for at få tallene til at se ud, som om de er mejslet i sten. De, der vælger debat på den måde, beder resten af ​​os om at ignorere den anden side af debatmønten, som er den grundlæggende argumentside – den side, hvor et forslag kan fremsættes, der er baseret på tidligere erfaringer og fakta, og som tillader, at menneskelig natur og sund fornuft tilføjes sammen med "x"-faktoren, der repræsenterer sandsynligheder.

At udelukkende stole på andres data for at bevise sin pointe er misbrug.

To ord, der altid bør være med små bogstaver og i anførselstegn, er: "studier viser".

Hver gang jeg hører nogen begynde deres argument eller afslutte det med "undersøgelser viser", ved jeg, at det, jeg er ved at høre eller har hørt, var endimensionelt og sandsynligvis samlet i hast. Det får mig også til at mistænke debattørens kvalifikationer som "ekspert".

Dette bringer mig til mit nuværende bopælsland, Danmark, et sted hvor jeg har boet fire gange i alt fjorten år over en periode på halvtreds år. Da jeg først kom hertil i 1974, var danskerne ret velinformerede om USA, men mindre informerede om amerikanere generelt, selvom mange danskere havde besøgt USA i årtier siden slutningen af ​​krigen (2. verdenskrig). Ingen kunne bebrejde dem for deres "amerikanske bevidsthed" på det tidspunkt, mindst af alt mig.

Siden jeg kom tilbage efter tyve års fravær, har jeg opdaget, at danskerne har gjort store fremskridt med at hæve deres amerikanske IQ. Hundredtusindvis af ord skrives eller tales dagligt om Amerika eller amerikanere, men mest om Amerikas præsident, Donald Trump.

Tænketanke, universitetsstudier og politiske kommentatorer er overalt i dette lille europæiske land, og de får deres stemmer hørt, ofte, mange uden at blive holdt tilbage. Amerikanske kritikere får mest opmærksomhed, fordi de hovedsageligt er afhængige af anekdotiske data, og de appellerer til danskernes følelser, som på nuværende tidspunkt er i en tilstand af stor angst og vrede. Vreden er rettet mod USA's holdning til Grønland og mod præsidentens og vicepræsidentens respektløse kommentarer om Danmarks "manglende" evne til at være en god allieret med USA og danskernes militære støtte til USA i krigen mod terror.

Selvom der er nogle seriøse debatter om amerikansk politik og forholdet mellem USA og Danmark på dansk tv, er der sjældent møder, hvor rigtige amerikanere er til stede som paneldeltagere. Ganske vist er der lejligheder, hvor nogle danskere med pro-amerikanske holdninger taler, men når de gør det, henviser de ikke til nogen undersøgelser eller analyser, men taler om historisk præcedens. De baserer deres teorier på en kombination af historie og personlige meninger. Dette kan være både forfriskende og frustrerende. Det er forfriskende, fordi i det mindste enkeltpersoner tør sige, hvad de mener (i stedet for hvad andre i en undersøgelse mener), men frustrerende for dem af os, der ønsker, at de skal forankre deres meninger og generaliseringer i noget mere håndgribeligt. Mange debattører her er i virkeligheden klagere og er irriterede over den måde, USA håndterer det langvarige forhold mellem vores to lande på.

Det andet problem med debatter om USA er, at mange af de danske debattører ikke har en tilstrækkelig lang historie eller et personligt forhold til USA. Mange har kun boet i USA i et par år eller på et udlandsophold, en udstationering eller fra universitetsstudier, mens andre kun har besøgt USA et par gange. Heldigvis har de, der har boet og arbejdet i USA i mange år og er vendt tilbage til Danmark, et mere intimt og jordnært kendskab til vores land og dets befolkning. Og nogle gange, for at give deres påstande ekstra vægt, støtter de sig til undersøgelser og meningsmålinger, men de peger altid tilbage på deres egne erfaringer for at retfærdiggøre deres kommentarer.

Dette er de modige "debatkrigere", der forstår værdien af ​​at debattere, men endnu vigtigere, kæmper for høflighed og en tilbagevenden til en tid, hvor det at dyrke og beskytte relationer var ansvaret for to parter, der indså den iboende værdi af deres forhold.

Debatten vil fortsætte, men forhåbentlig vil debattørerne indse, at debat for undersøgelse aldrig vil give nogen af ​​dem ægte ekspertstatus.

Stephen Helgesen er en pensioneret amerikansk diplomat med speciale i international handel. Han har boet og arbejdet i 30 lande i løbet af 25 år under Reagan-, G.H.W. Bush-, Clinton- og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger, heraf syv om amerikansk politik, og har skrevet mere end 1.500 artikler om politik, økonomi og sociale tendenser. Han bor nu i Danmark og er en hyppig politisk kommentator i danske medier. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com.

https://www.americanthinker.com/blog/2026/02/debating_the_way_we_debate.html