Er inkompetente mennesker farligere end AI?

Julio Rivera

Den voldsomme fremkomst af kunstig intelligens AI burde have markeret en ny grænse for innovation, produktivitet og sikkerhed. I stedet er det begyndelsen til mere at ligne et åbningstræk til en advarende fortælling om high-tech. Mens AI tordner frem i stadig mere forfinede udgaver er det ikke introduktionen til Utopia. Der åbnes samtidig for en flodbølge af en ny slags trussel - en der benytter data, efterligning og digital vildledning for at udnytte vores ældste og mest troværdige sårbarhed: Os selv. 

En frisk rapport afslører, hvordan AI nu ligger i midten af et teknologisk kapløb i cyberspace. Avanceret falsk teknologi har nået et punkt, hvor kriminelle kan fremstille falske, men fotorealistiske videobeskeder af virksomhedsledere der står for finansielle transaktioner. I et tilfælde var en AI genereret video der ‘lignende’ en formand for en virksomhed tilstrækkeligt overbevisende til at autorisere en overførsel til en værdi af  20 millioner britiske pund. Det er ikke  science fiction -- det er lige nu og her.

Endnu mere bekymrende er øgningen i antallet af angreb, hvor stemmekloning benyttes. Et simpelt telefonopkald - et der lyder præcist som din chef, din ægtefælle, eller en kollega - kan være nok til at snyde de dygtigste, mest vagtsomme mennesker. Når ‘angriberen’ lyder præcist som en du har tillid til, er kampen halvt vundet før den er i gang.  

Men her stopper det ikke. AI-genereret phishing har revolutioneret svindleres metoder. (en metode, hvor hackere og cyberkriminelle udnytter psykologisk manipulation for at få personer til at afsløre følsomme oplysninger eller udføre handlinger, der kan give adgang til it-systemer og netværk)

Borte er de typiske e mails fra tvivlsomme prinser fra udlandet. I deres sted er personaliserede, godt udarbejdede meddelelser udført af professionelle, som kan lyde som et ekko af den tone og skrivestil som de du kommunikerer oftest benytter. Dette er ikke amatør snydemetoder - det er præcisionsrettede fælder ved intelligente maskiner.  

Trods alt det forfinede ved de moderne trusler fra AI er den mest almindelige faktor bag succesfulde cyberangreb stadig ødelæggende lavteknologi. Menneskelige fejl fortsætter med at være cybersikkerhedens Achilleshæl. NinjaOne’s resultaterne understreger pointen med brutal klarhed; over 95% af bristerne er resultatet af brugerens fejltagelser.

Disse fejl styrer farvepaletten - der klikkes på mistænkelige links der hævder du har modtaget penge, henvisning til social medie konti og legitimationsoplysninger over usikre platforme, kritiske system opdateringer ignoreres, eller fejlkonfigurationer i skyen. Den mest almindelige tråd er mangel på opmærksomhed, være for sikker på sig selv eller den rene og så den skære uvidenhed. 

Og selvom AI gør angreb sværere at gennemskue, er det vores sløsethed med at tage cybersikkerhed alvorligt, der gør at sårbarheder bliver til katastrofer.

På det institutionelle plan, hos myndighederne, er situationen ikke meget bedre. Krisen med mangel på kvalificerede medarbejdere i cybersikkerhed der begyndte under Biden administrationen er blot blevet forværret, til det som kendere, insidere, nu kalder  “DOGE Era.” Ressourcer der skulle benyttes til at bekæmpe cybertrusler er nu blevet papirtynde, der mangler talenter og der er ikke mange af dem, og teams i den offentlige sektor bliver ofte ‘udkonkurreret’ af det hurtigt udviklende trusselsbillede.

Dette drejer sig ikke om at kaste skylden på et særligt parti eller administration. Det drejer sig om at anerkende udfordringen. om, at den digitale verden bevæger sig langt hurtigere end regeringens evne til at tilpasse sig. Bureaukrati har altid betydet langsommelighed, og cybersikkerhed kræver lethed, tilpasning, at man er fremsynet, og kontant årvågen. Det lægger forsvars byrden direkte på skuldrene af den private branche og enkeltindivider.

Cybersikkerhed er nu ikke længere det eneste domæne for IT afdelinger. Enhver ansat er nu et potentielt angrebsmål. Hver enhed der er forbundet til internettet, er en potentiel adgangsport. Hvert tilfældigt klik eller app download  kunne være den dominobrik der vælter en hel organisations forsvarsværker. 

Hvad er så løsningen? For det første skal vi ændre kulturen, indstillingen. Organisationer skal behandle cybersikkerhed som en hovedsøjle i deres operationer, ikke som en eftertanke. Cyber analfabetisme skal bekæmpes som en del af ansættelsesproceduren, regelmæssigt gennemses og styrkes gennem trænings simulationer der efterligner angreb, som de ses i den virkelige verden. 

For det andet har vi brug for at investere i værktøjer der holder trit med truslerne. Det omfatter AI drevne forsvars platforme der kan detektere unormale forhold, holde øje med mistænkelig trafik, og automatisk svare på tidlige tegn på kompromis, svagheder. Disse værktøjer er ikke billige, men omkostningen ved ikke at gøre noget er eksponentielt højere.

For det tredje - det er på tide med bedre lederskab - privat som offentligt - at man påtager sig det fulde ansvar. Dette er ikke en udfordring om at være delegeret, bestyrelsesformand, rektorer, hospital administratorer - alle skal forstå trusselsbilledet og prioritere cyber modstandsdygtighed. Vores digitale infrastrukturs sundhed afhænger af, at en veloplyst ledelse på alvorlig vis investerer i beskyttelse..

Og endelig har vi brug for personlig ansvarlighed. Alle skal gå ind for en bedre digital ‘hygiejne.’ Det betyder - brug stærke unikke password. Gør det muligt at få multi autenticitetsbekræftelse. Vær opdateret med software. Lær hvordan man spotter phishing forsøg. Og JO, tænk dig om to gange før du klikker på noget. 

AI er ikke som sådan ‘ond.’ Det er et værktøj - et der kan benyttes til forsvar ligesom det kan benyttes til bedrag. Men lige nu bruger de ondsindede det mere effektivt end vi er. De opfinder ikke nye tiltag, de kapitaliserer blot på den menneskelige dovenskab og manglen på regulativt  opsyn. 

Maskinerne kommer ikke imod os med laserstråler, og som dræberdroner. De kommer gennem emails, telefonopkald, og log in portaler. Den eneste måde de kan få held med deres forehavende, er hvis vi giver dem lov. Hvis vi ikke vågner, uddanner os selv og styrker vort forsvar, kan vi måske se at tiden med AI ikke er afslutning på civilisationen med et brag - men med et enkelt klik..

Apokalypsen vil ikke være per automatik. Den vil være med menneskelig assistance. 

Julio Rivera is a business and political strategist, cybersecurity researcher, founder of ItFunk.Org, and a political commentator and columnist. His writing, which is focused on cybersecurity and politics, is regularly published by many of the largest news organizations in th world.

Imahe: PickPik

https://www.americanthinker.com/articles/2025/05/are_incompetent_humans_more_dangerous_than_ai.html

 

Elbiler og påkørsel af fodgængere

Olivia Murray

Murphy’s Lov, eller at når noget kan gå galt vil det gå galt, lyder helt sikkert som det er i spil med alt der vedrører den "grønne" agenda. Tror du du har set omfanget af skaden? Nuvel, tænk om igen, fordi ting synes altid at gå fra slemt til endnu værre.

Ifølge et nyt studium fra United Kingdom viser det sig, at førere af elektriske/hybrid- biler har dobbelt så høj risiko for at påkøre en fodgænger end førere bag rattet på biler med forbrændingsmotor - overordnet set. Men når det gælder byområder er elbiler “tre gange så farlige,” som konventionelle køretøjer. Her er så undersøgelsens resultater: :

I løbet af årene 2013-17 var skadestilfældene per 100 millioner miles 5.16 for elektriske biler og 2.40 for køretøjer med forbrændingsmotorer ... hvilket viser, at risikoen for kollisioner var dobbelt så stor ... med eldrevne køretøjer. 

Man fandt ingen beviser for at eldrevne køretøjer var farligere i landlige områder ...men kraftig bevis på at de var tre gange så farlige end konventionelle køretøjer i byområder. ...

Man kan naturligvis spekulere over at grunde til at eldrevne køretøjer åbenbart er mere farlige i byområder skyldes der er flere af dem i byerne - upraktiske, dyre, biler der giver en forloren status er typisk for en venstreorienteret byhipster køber, - ikke en som mennesker på landet typisk vælger. 

En anden grund er at landlige områder, og husk på at denne undersøgelse analyserer data fra Storbritannien, derfor er det vel flade sletter med bakkedrag, og ikke ‘oversvømmet’ af fodgængere og sammenstød mellem bil og mennesker sker selvfølgelig i langt færre tilfælde end i de “hektiske bymiljøer.” 

Men dog giver ‘ånden¨i undersøgelsen en god mening: 

Planer om at udfase køretøjer drevet af fossile energikilder, og erstatte dem med elektriske og hybrid-elektriske køretøjer repræsenterer et historisk skridt for at reducere luftforurening og gøre noget ved klimaudfordringen. 

Uden bevis, og i modsætning til de mange beviser på at venstrefløjens “klimaudfordrings” narrative ikke er sand, begynder forskerne med en falsk præmis. 

Det er et bedrag. Og vi kan se, at hvis man indbefatter data fra “landet” bringes raten af kollisioner overordnet set ned, fra tre gange så sandsynligt til to gange;  

I Storbritannien i løbet af årene 2013-17 var fodgængere to gange mere udsat for at blive ramt af en elektrisk eller hybrid-elektrisk bil end af en benzin eller dieseldreven bil; i byområder var risikoen højere.

(Jeg nævner dette for at påpege, at der er en helt åbenbar dagsorden, og der kan være andre manipulerede ting i spil der formindsker farerisiko-raterne som er udgivet af forskerne som officielle tal.)

Samtidig har forskerne en hypotese om at de mere stille motorer kunne være årsag til at eldrevne biler rammer flere mennesker end konventionelle køretøjer, så jeg må undre mig over om ikke der er andre faktorer i spil:

Først og fremmest er acceleration i et eldrevet køretøj langt hurtigere end i en gennemsnitlig konventionel bil, hvilket naturligvis er helt åbenbar at have i tanke - Teslas for eksempel kan “dominere” en Lamborghini i accelerations konkurrencer.

For det andet og dette fra et synspunkt hos en anden leder i American Thinker, og tilsyneladende begrundet i et studium for lidt over ti år siden om at eldrevne køretøjer er mere farlige ... grundet førernes moralske overherredømmeholdninger. De redder jo verden, derfor gælder vejreglerne ikke for dem som for de almindelige ‘bønder.’ Nuvel, samtidig med hverken jeg eller den anden skribent var i stand til at opspore studiet, så giver det dog mening ud fra det vi ved om elitæres opførsel og pseudo-dyden hos klimaforandrings krigerne bag rattet i eldrevne biler.  

Hvilken katastrofe som man ikke tør nævne. 

Netop i dag har jeg skrevet et essay om en brand i et lager for  litiumbatterier i området af Otay Mesa i Californien—det har brændt i ni dage, og fortsætter og der bruges millioner af liter vand og der udspys giftig (dødelig) udledninger i luften.  

Eldrevne køretøjer frigiver 1,850x mere partikelforurening end køretøjer med forbrændingsmotorer, i store træk på grund af den ekstra vægt, og der større slid på bremser og dæk. (og asfalt)

I endnu en rapport frigivet i går fra Brian Sussman på WND, erfarede vi at eldrevne køretøjer “besidder potentialet til at strække elkraftværker til bristepunktet.” Jamen det er jo aldeles storartet. 

Den samlede minedrift for at udvinde de sjældne mineraler der kræves til at give kræfter til eldrevne køretøjer er afhængig af menneskelig slaveri, meget af det udført at børn, og efterlader ødelagte landområder

Men de skadelige effekter af den “grønne omstilling” bliver ved med at blive voldsommere, fordi vi nu ved at hvis vi går som fodgængere i byen er vores chancer for at blive pløjet ned af en bil i dramatisk øgning ved at køretøjet er en eldreven en af slagsen. 

Image generated by AI.

https://www.americanthinker.com/blog/2024/05/new_study_pedestrians_three_times_as_likely_to_be_hit_by_an_ev_driver_than_a_regular_driver.html

 

Skilsmisseretten og krigen mod mænd

Mark Keenan

I hele Vesten står mænd med en krise kun få tør nævne. Fædre bliver frataget samværet med deres børn. Mænd flås økonomisk af skilsmisseretter. Maskulinitet bliver udhulet af en kultur hvis hensigt er at omskrive kønsbevidsthed. Under overfalden af et almindeligt liv, føres en ikke artikuleret krig - ikke mod kriminalitet, eller fattigdom, men mod mænd.

Jeg besluttede sådan set ikke at skrive en bog om denne krig. Dog, som så mange andre erfarede jeg den barske virkelighed. Det er ikke kun filmstjerner som Mel Gibson eller Johnny Depp der hives gennem år med anklager og offentlig ydmygelse. Det er millioner af almindelige mænd der står med de samme uretfærdigheder - i tavshed. 

Depps udfordring - årevis med falske beskyldninger, mediernes medløben, og juridisk krig - åbenbarede, hvor hurtigt en mand kan dømmes som formodet skyldig. Hvis en velstående berømt skuespiller knap kan rense sit navn, hvilken chance har en almindelig mand i en retssal der allerede er forudindtaget, og hvis han ingen ressourcer har til at forsvare sig? 

Min egen fortælling fulgte et velkendt mønster. Jeg var en forelsket mand. Hun var smuk, charmerende og meget tiltrækkende. For de som så til udefra lignede vi det perfekte par. Men bag de lukkede døre begyndte jeg at se manipulation og kontrol.

Affektionen blev en handelsmetode - tid, energi og penge flyder altid en vej. Da jeg afsluttede forholdet, blev jeg mødt med beskyldninger og finansielt pres, der kom som lyn fra en klar himmel. Systemet synes at gøre det muligt. Det var min opvågning - det øjeblik jeg indså at de moderne forhold og institutioner var i sync mod mænd.  Det var smertefuldt og ydmygende, men den afslørede en sandhed alt for mange mænd kun finder - når det er for sent. 

Den sandhed - den strukturelle dagsorden mod mænd - blev grundlaget for min bog, The War on Men: How the New Gender Politics Is Undermining Western Civilization. Den er ikke skrevet med bitterhed, men i klarsyn, den udstiller hvordan systemer der engang skulle beskytte familier og retfærdighed er blevet fordrejet til udnyttende værktøjer..

Ægteskabskontrakten. En fælde i forklædning

Med masser af håb går de fleste mænd ind i ægteskabet - idet de tror at deres ed, løfte om troskab og kærlighed gælder. I virkeligheden går de ind på en juridisk kontrakt, hvor staten er den suveræne partner. En ægteskabslicens er ikke en pagt mellem mand, kvinde og Gud; det er en tredjeparts forretningsmodel kontrolleret af staten. Når den først er underskrevet, kræver staten myndighed over ‘unionens’ ejendom og selv børnene. 

Juridisk set er ægteskabets børn “frugten” af denne kontrakt - hvilket er derfor børns beskyttende tjenester så let kan omfatte dem. Grundlaget stammer fra Romersk borgerret, der giver staten den endelige jurisdiktion. Manden, der troede han opbyggede en familie er, i sandhed underskriver af, at han opgiver sin autonomi. 

Ægteskabet er den eneste større livsbeslutning, som mænd får at vide, de ikke skal analysere. Vi planlægger karrierer, investeringer og omhyggeligt finansierer vi det - men når det drejer sig om ægteskabet får mænd at vide “stol på kærligheden.” Dog er der ingen anden beslutning der medfører større finansielle og følelsesmæssige risici. Et dårligt ægteskab kan koste manden alt - hans opsparing, hans børn og hans sindsro. 

Skilmisseretten: Hvor mænd mister alt

D

Det er i skilsmisseretten at ubalancen bliver så synlig at den ikke kan benægtes. Under moderne “ufejlbarlige” skilsmisselove kan en kvinde gå ud af forholdet af hvilken som helst grund, og en mand efterlades bønfaldende om fairness. Dommere har en meget bred og omfattende magt til at træffe beslutninger ud fra egne meninger - og de favoriserer meget sjældent fædre.

Resultaterne er ødelæggende:

• Mænd mister rutinemæssigt det halve af deres indkomst til ægtefællen og støtte til børnene. 

• Fædre reduceres til besøgende i deres børns liv.

• Endog stedbørn kan blive deres finansielle byrde.

Staten tjener på denne ordning. Alimentationsbidrag medfører milliarder i bøder, mens samfundsændrere stille og roligt hylder et system der svækker mænd og giver magt til bureaukratier. Myndighederne jamrer over at ægteskaber ikke indgås i større tal og det samme med fødselsrater, men spørg dog hvorfor mænd trækker sig. Svaret er simpelt: ingen fornuftig mand går frivilligt ind i et spil der er sat op mod ham.

Den feministiske fælde og samfundsændring

Hvordan er vi kommet dertil? Roden ligger i en helt bevidst samfundsændring. I løbet af det sidste århundrede er ægteskabspagten blev erstattet af en statskontrakt, og feminismen har givet den moralsk dække. Hver bølge af “reform” har udvidet regeringens magt.

• Ingen fejl skilsmisse har fjernet ansvaret.

• Forældremyndighedslove favoriserer som udgangspunkt mødre.

• Støtte formularer har garanteret livslange betalinger fra mænd.

Dette var ikke reform - det var omvæltning. Feminismen og statens udvidende indflydelse gik frem hånd i hånd, svækkende mænd og familier, samtidig med at magten blev centraliseret. Stærke mænd der kan klare sig selv er vanskeligt at kontrollere, det er afhængige nedbrudte mænd ikke. 

Afdøde filmskaber Aaron Russo hævdede at elitære fik lov til at understøtte feministbevægelser for at skabe mere skat og underminere kernefamilier - sikre at børn vokser op under statens indflydelse. Uanset om man er enig eller ej, er mønstret ganske klart; mænd svækkes, familier brydes op, og børn formes af institutioner frem for forældrene. 

Den menneskelige omkostning

Bag politikken er virkelige liv. Beretningerne gentages overalt: 

• En far må sove i sin bil samtidig med han betaler for to husholdninger.

• En mand forbydes at se sine børn i månedsvis ved falske anklager.

• Sønner vokser op uden fædre, bliver lært at maskulinitet er en defekt.

Omkostningen er synlig i statistikker; den mandlige selvmordsrate er tre gange større end kvinder, mænd udgør flertallet af hjemløse, og utallige flere lever i fortvivlelse. Disse mænd er ikke fiaskoer. De er ‘de sårede’ ved et system der behandler dem som kunne de undværes.

Hvorfor Krigen mod mænd  har betydning

Min bog drejer sig ikke om forurettelse, den handler om overlevelse. Den er et kort for mænd til at navigere i en verden der straffer maskulinitet, men dog er afhængig af den, I bogen vil læserne finde:

• Skilsmissemaksime: hvordan domstole profiterer ved at ødelægge fædre.

• Feministfælden: hvordan staten benytter ægteskabet til at kontrollere mænd.

• Den tavse epidemi: beretninger fra almindelige mænd -bedraget gennem en dagsorden.

• Vejen frem: værktøjer til at få magt og fred tilbage.

Dette drejer sig ikke om at hade kvinder. Det drejer sig om at forkaste illusionen - den illusion at systemet er retfærdigt, at ægteskabet er sikkert, at mænd er privilegerede. Sabdheden er, at maskulin styrke - lederskab, disciplin, mod - er grundlaget for selve civilisationen. Når det udskammes, og undertrykkes, går samfund i opløsning. 

Vejen mod fred: Årvågenhed, styrke, frihed

Hvad kan mænd så gøre?

1. Vågne. Forstå at ægteskab i dag er en borgerlig kontrakt, ikke en hellig pagt. Gå kun ind i det med åbne øjne, eller lad være.

2. Gør formålet klart: Maskulinitet er ikke giftig - den er vital. Styrken til at opbygge, beskytte og lede er det som opretholder nationer.

3. Vær hørbar. Krigen mod mænd trives i tavshed. At dele din historie kan ændre et system bygget op om skam og isolation.

4. Vælg friheden. En mand der kræver sin uafhængighed tilbage - finansielt, følelsesmæssigt, åndeligt - kan ikke kontrolleres. .

Kampen for mænds værdighed er ikke en kamp, der skal kæmpes på gaderne, men i hjerter, hjem og domstole. Hvor mænd der står fast, der nægter at acceptere at have anden klasses status, de bidrager til at genopbygge en civilisation der har glemt sit grundlag. 

Mark Gerard Keenan is the author of The War on Men: How the New Gender Politics Is Undermining Western Civilization and Climate CO2 Hoax. A former UN technical expert, he writes on culture, law, science, and the ideological forces reshaping the West. His published books are listed on Amazon.

Image: Mark Gerard Keenan

https://www.americanthinker.com/articles/2025/10/how_divorce_courts_and_social_engineering_wage_war_on_men.html

Om at frigøre inuit - Grønland

 Om at frigøre inuit -Grønland

Ved at udnytte Grønlands vej til uafhængighed fra Danmark og derefter tættere integrere Grønland og Nunavut under Amerikas forsvars- og økonomiske paraply, kan inuitterne endelig opnå en sammenhængende og suveræn arktisk stat, en historisk førstegangsoplevelse.

Barry Scott Zellen

Den 21. juni markerer ikke kun sommersolhverv, men i Canada er det også National Indigenous People Day, en dag, der fejrer modstandsdygtigheden hos Arktis' oprindelige indbyggere.

Alligevel virker fejring uden suverænitet på mange måder forhastet og ufuldstændig. Sand selvbestemmelse for inuit kræver stadig en dybtgående politisk transformation.

Faktisk går vejen til en stærk, levedygtig og forenet inuitstat gennem Nuuk, Iqaluit og Washington. Ved at udnytte Grønlands vej til uafhængighed fra Danmark og forhandle med præsident Trump, og derefter tættere integrere Grønland og Nunavut under Amerikas forsvars- og økonomiske paraply, kan inuit endelig opnå en sammenhængende og suveræn arktisk stat, en historisk førstegangsoplevelse.

Det nuværende geopolitiske kort fragmenterer inuitnationen på tværs af kunstige koloniale grænser. Grønland opererer under dansk selvstyre, mens Nunavut forbliver et territorium inden for den canadiske konføderation. Begge står over for en fælles sårbarhed: enorm geografisk skala, små befolkninger og intensiveret pres fra arktiske og "nærarktiske" naboer Rusland og Kina (ligesom det skete 80 år tidligere fra Tyskland og Japan).

Hverken Nuuk eller Iqaluit (ca 7000 indbyggere) besidder den økonomiske eller militære styrke til at sikre toppen af ​​verden alene. En dristig diplomatisk omlægning er nødvendig for at bygge bro over denne kløft. Denne omlægning ville ikke være helt uden fortilfælde, men snarere en historisk genoprettelse.

Under Anden Verdenskrig trådte USA til som de facto beskytter af begge regioner. Efter den nazistiske besættelse af Danmark i 1940 etablerede Washington et beskyttelsesmandat over Grønland for at sikre landets strategiske kryolitminer og kritiske arktiske vejrstationer. Samtidig byggede det amerikanske luftvåben en massiv og vital flyveplads ved Frobisher Bay - nu det moderne Iqaluit - for at transportere fly til den europæiske front. Denne fælles historie om kontinentalt forsvar under krigstid lagde det tidlige strukturelle og geopolitiske grundlag for et samlet nordamerikansk Arktis.

Grønland har nøglen til at låse op for denne fremtid. Efterhånden som Grønland nærmer sig fuld uafhængighed fra Danmark, står det over for et voksende finansielt og sikkerhedsmæssigt vakuum. Danmarks årlige tilskud kan ikke let erstattes, og et uafhængigt Grønland kan ikke forsvare sin massive kystlinje og enorme eksklusive økonomiske zone. Det er her, strategisk pragmatisme møder historiske muligheder. 

Præsident Trump har så velkendt set Grønland gennem en linse af enorm strategisk og økonomisk værdi. I stedet for at modsætte sig denne interesse, bør den grønlandske ledelse læne sig op ad den.

I stedet for at vende sig mod Københavns velkendte favn, bør Nuuk udnytte sine igangværende (omend splittede) diskussioner med Washington til at vende manuskriptet om og direkte forhandle en aftale om fri associering med præsident Trump. En sådan vending af rollerne er sket før, og det er et særkende ved Trumps statskunst: Bare spørg Taliban, som til sidst lærte, at min fjendes fjende er min nye bedste ven.

Inden for rammerne af en COFA-aftale kan Grønland opnå fuld suverænitet og en plads i FN, samtidig med at USA får eksklusive og evige militære baserettigheder og et mandat over landets eksterne forsvar (beføjelser, som Amerika i vid udstrækning allerede har gennem sin bilaterale forsvarsaftale med Danmark, sin lederrolle i NATO og sin dominans i NORAD).

Dette ville løse Grønlands sikkerhedsdilemma og tilføre massive amerikanske infrastrukturinvesteringer til landets indenlandske økonomi og erstatte dansk finansiel afhængighed med et amerikansk strategisk partnerskab. Med et sikkert, amerikansk-beskyttet, uafhængigt Grønland etableret kan den anden fase af inuitternes forening begynde: med landets suveræne udvidelse og integration af Nunavut

Nunavuts nuværende status i Canada begrænser landets økonomiske autonomi og binder landets sikkerhed til Ottawas kronisk underfinansierede, omend nyligt bekræftede, arktiske forsvarsindsats. For at bryde fri af sin stagnation kunne Nunavut udøve sin ret til selvbestemmelse, løsrive sig fra Canada og fusionere med et nyligt uafhængigt Grønland for at danne en samlet større inuitstat.

Denne udvidede inuitstat ville logisk set finde sikkerhed under en COFA forhandlet af Grønland, og når Ottawa først accepterede Nunavuts løsrivelse, kunne alle parter i mindelighed forblive en del af det gentænkte NORAD. For Washington er det logisk og effektivt at udvide Amerikas grønlandske forsvarsparaply til Nunavut. Det vil skabe en sammenhængende, sikker nordamerikansk arktisk buffer, der strømliner det kontinentale forsvar under en enkelt, samlet kommandostruktur.

For inuitterne vil det genforene familier, økosystemer og ressourcer, der har været adskilt i generationer af vestlig kolonial kartografi. Nunavut kunne tilbyde Grønland sin distinkte, flerniveau-styringsmodel, knyttet til sin tre årtier lange afgjorte traktat om oprindelige jordkrav med sit kvart århundredes territoriale selvstyre, der behændigt balancerer tradition og modernitet. Dette ville være transformerende.

Kritikere vil måske argumentere for, at det at bytte canadisk eller dansk tilsyn ud med et amerikansk protektorat blot er at bytte én herre med en anden. Men dette misforstår moderne protektoraters natur, såsom Palau og Marshalløerne. Under en COFA ville en inuitstat bevare fuldstændig national suverænitet, kulturel autonomi og kontrol over sine naturressourcer, samtidig med at den udnytter sine nye økonomiske og uddannelsesmæssige forbindelser til Amerika. USA ville håndtere den økonomiske og logistiske byrde ved forsvaret og give inuitterne frihed til at regere deres hjemland.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/06/liberating_the_inuit.html#google_vignette