Den store krig - 1. Verdenskrig - var den store fejl. Del 2. Læs første del her: https://synopsis-olsen.blogspot.com/2026/02/den-store-krig-1-verdenskrig-var-den.html
Wilsons utilgivelige fejl var at inddrage USA i Første Verdenskrig uden nogen gyldig grund til at sikre hjemlandets sikkerhed, hvilket er det eneste gyldige grundlag for udenrigspolitik i en fredelig republik. Den europæiske krig udgjorde ikke den minste trussel mod sikkerheden for borgerne i Lincoln, Nebraska, Worcester, Massachusetts, eller Sacramento, Californien.
I den henseende var Wilsons påståede forsvar af "havenes frihed" og neutrales rettigheder en tom shibbolet; hans opfordring til at gøre verden sikker for demokratiet en absurd drøm.
Faktisk var hans tyndt tilslørede grund til at kaste USA ned i Første Verdenskrigs gryde ingen af ovenstående. I stedet søgte han en stor plads ved fredskonferencebordet - så han kunne genskabe verden som svar på Guds kald.
Men dette var en verden, som han var åbenlyst uvidende om; en opgave, som han temperamentsfuldt var uegnet til; og en ren og skær ‘mutations konstruktion’ baseret på 14 punkter, der var så abstrakt blottede for substans, at de kunne udgøre mental Play-Doh.(modellervoks)
Eller, som hans alter ego og sykofant, oberst Edward House, udtrykte det: Intervention positionerede Wilson til at spille –
"Den ædleste rolle, der nogensinde er kommet til menneskesønnen."
Amerika kastede sig således ud i Europas blodbad og aflagde for altid sin århundredelange republikanske tradition for antimilitarisme og ikke-intervention i den gamle verdens stridigheder. John Quincy Adams' visdom blev smadret i ét hug.
Det siger sig selv, at der absolut intet ædelt kom ud af Wilsons intervention. Det førte til en fred mellem hævngerrige sejrherrer, triumferende nationalister og grådige imperialister – når krigen ellers ville være endt i en forfalden fred mellem gensidigt udmattede bankerot mænd og miskrediterede krigspartier på begge sider.
Ved således at ændre historiens gang førte Wilsons krig Europa til bankerot og undertrykte det 20. århundredes totalitarisme i Rusland og Tyskland. Det vil sige, det var et udtryk for Hitlers og Stalins rene historiske afvigelser – hvoraf ingen ville være blevet til noget uden Wilsons hensynsløse intervention i april 1917.
De nuværende Washington-hegemoner (politiske ledere) kæmper derfor ikke den evige kamp mellem menneskehedens bedre engle mod det totalitære mørke, der altid er spirende i nationernes geopolitiske samkvem. Tværtimod var Hitler og Stalin rene historiske tilfældigheder, hvis onde mellemspil ikke kan spores tilbage til menneskehedens kollektive DNA, men til den forfængelige tåbe, der løj for den amerikanske offentlighed ved valget i 1916 om at holde nationen ude af krig og straks kastede den ned i den gryde, der gjorde Hitler og Stalin mulige.
Desuden førte Wilsons intervention i Første Verdenskrig og de beklagelige eftervirkninger i Versailles til sidst til den store depression, velfærdsstaten og keynesiansk økonomi, til Anden Verdenskrig, til Holocaust, til Den Kolde Krig, til den permanente krigsstat og nutidens ondsindede militærindustrielle kompleks.
Den skabte også Nixons ødelæggelse af sunde penge i 1971, Reagans manglende evne til at tæmme Big Government og Greenspans destruktive kult af monetær centralplanlægning.
Således fulgte også Bush-familiens interventions- og besættelseskrige, deres fatale slag mod de fejlslagne stater i islams lande, som tåbeligt blev skabt af de imperialistiske korttegnere i Versailles, og de deraf følgende endeløse bølger af tilbageslag og terrorisme, der ramte verden 70 år senere.
Og ikke mindst af de onder, der er opstået i Wilsons krig, er det moderne skurkagtige regime med centralbankpengetrykning og Greenspan-Bernanke-Yellen-Powell-pesten af bobleøkonomi, som aldrig holder op med at overøse den 1% med de monumentale uventede gevinster fra centralbankbaseret spekulation.
Så lad os kort gennemgå byggestenene i denne beklagelige omvej i historien. Intet af det var uundgåeligt eller uundgåeligt. Og alle påstandene om at stoppe endnu en Hitler eller Stalin, som har holdt den i live, er falske ind i kernen.
Det vil sige, når man først forstår den fuldstændige perfiditet og meningsløshed i Wilsons styrt ind i Første Verdenskrig i april 1917 - så forsvinder alle de mytiske retfærdiggørelser fra det 20. århundrede for den store hegemon ved Potomac - Lenin, Hitler, München, Stalin, jerntæppet, verdenskommunisme på march - med hast. Til sidst var og er der ingen grund til at søge monstre at ødelægge, fordi Amerikas hjemlandssikkerhed aldrig har været alvorligt truet.
Lad os derfor uddybe den kontrafaktiske historie, som denne påstand hviler på.
For det første, hvis Første Verdenskrig var sluttet uden amerikansk intervention i foråret 1917 ved en gensidig tilbagetrækning fra de fuldstændig fastlåste skyttegrave på Vestfronten, som det var bestemt, ville der ikke have været nogen katastrofal sommeroffensiv fra Kerenskij-regeringen eller et efterfølgende massivt mytteri i Petrograd, der muliggjorde Lenins tilfældige magterobring i november. Det vil sige, at det 20. århundrede ikke ville have været belemret med det, der metastaserede til det stalinistiske mareridt, eller plaget af en sovjetisk stat, der forgiftede nationernes fred i 75 år. Selv mens Damokles' atomsværd hang over planeten.
Ligeledes ville der ikke have været nogen vederstyggelighed kendt som Versailles-fredstraktaten; ingen "stikker i ryggen"-legender på grund af Weimar-regeringens tvungne underskrivelse af "krigsskyld"-klausulen; ingen fortsættelse af Englands brutale blokade efter våbenstilstanden, der udleverede Tysklands kvinder og børn til sult og død og efterlod en demobiliseret hær på 3 millioner mand fattig, bitter og modtagelig for et permanent politisk hævntogt.
Så ville der heller ikke have været nogen accept af Tysklands opdeling og spredningen af dets dele og stykker til Polen, Tjekkoslovakiet, Danmark, Frankrig, Østrig og Italien - med den deraf følgende revanchistiske agitation, der nærede nazisterne med patriotisk offentlig støtte i fædrelandets bagdel.
Ej heller ville den franske besættelse af Ruhr-området og krigserstatningskrisen, der førte til ødelæggelsen af den tyske middelklasse under hyperinflationen i 1923, være blevet til noget; og endelig ville historiebøgerne aldrig have nedskrevet Hitlers magtovertagelse i 1933 og alt det onde, der flød deraf.
Kort sagt, på den omtrentlige 111. årsdag for Sarajevo er verden blevet vendt på hovedet.
Først og fremmest ødelagde Første Verdenskrig og derefter især "sejrherrernes fred", der blev muliggjort af Woodrow Wilsons intervention, den klassiske liberale internationale økonomiske orden i slutningen af det 19. århundrede. Ærlige penge, relativt fri handel, stigende internationale kapitalstrømme og hurtigt voksende global økonomisk integration havde alle blomstret i løbet af de 40 år mellem 1870 og 1914.
Den gyldne tidsalder havde bragt stigende levestandarder, stabile priser, massive kapitalinvesteringer, produktive teknologiske fremskridt og fredelige relationer mellem de store nationer – en tilstand, der aldrig er blevet matchet, hverken før eller siden.
Nu, på grund af Wilsons stinkende arv, har vi det modsatte: En verden med krigsstaten, velfærdsstaten, centralbankens almagt og en knusende byrde af privat og offentlig gæld. Det vil sige et gennemgribende statsregime, der fundamentalt er fjendtligt indstillet over for kapitalistisk velstand, frihedsbaseret økonomisk liv og opblomstringen af privat frihed og forfatningsmæssige beskyttelser mod statens ubarmhjertige indgreb.
Kort sagt har Wilson meget at stå til ansvar for. Så lad os forsøge at opsummere egen "krigsskyld" i de otte hovedpropositioner nedenfor. Sammen forklarer de den fejlagtige oprindelse af det evige Hitler-Stalin-syndrom, og hvorfor Washington-hegemonen, der fejlagtigt er opstået for at bestride det, er den ultimative barriere for fred på jorden i år 2025.
Forslag nr. 1: Den Første Verdenskrig handlede ikke om noget, der var værd at dø for, og omhandlede intet genkendeligt princip om menneskelig forbedring. Der var mange sorte hatte, men ingen hvide.
I stedet var det en ungåelig katastrofe, der udsprang af en kakofoni af politisk inkompetence, fejhed, grådighed og narrestreger.
Så man kan bebrejde den bombastiske og fremfusende Kaiser Wilhelm for at have banet vejen med sin tåbelige afskedigelse af Bismarck i 1890, manglende fornyelse af den russiske genforsikringsaftale kort efter og sin quixotiske opbygning af den tyske flåde efter århundredeskiftet, hvorved han skabte frygt i London for, at dens dominans over havene ville blive kompromitteret.
Ligeledes kan man bebrejde franskmændene for at have tvangsindgået en krigsaftale, der kunne udløses af intriger fra et dekadent hof i Skt. Petersborg, hvor zaren stadig gjorde krav på guddommelige rettigheder, og zarinden regerede bag kulisserne efter Rasputins hæslige råd.
På samme måde kan man anklage den tvetydige tyske kansler, Theobald von Bethmann Hollweg, for at lade østrigerne tro, at kejseren godkendte deres krigserklæring mod Serbien; og irettesætte Winston Churchill og Londons "krigsparti" for ikke at anerkende, at Schlieffen-planens invasion gennem Belgien ikke var nogen trussel mod England, men et uundgåeligt tysk forsvar mod en tofrontskrig på kontinentet.
Tværtimod handlede det britiske krigsparti, anført af folk som Winston Churchill og general Herbert Kitchener, udelukkende om imperiets ære, ikke demokratiets retfærdiggørelse; Frankrigs primære krigsmål var det revanchistiske forsøg på at generobre Alsace-Lorraine – primært et tysktalende område i 600 år, indtil det blev erobret af Ludvig XIV, kun for at gå tabt tilbage til tyskerne efter Frankrigs ydmygelse i den fransk-preussiske krig i 1870.
Under alle omstændigheder stod det tyske autokrati allerede på sit sidste ben, hvilket varsledes af indførelsen af universel socialforsikring og valget af et socialistisk-liberalt flertal i Rigsdagen på tærsklen til krigen.
Ligeledes ville henholdsvis den østrig-ungarske, balkanske og osmanniske gullasch af nationaliteter være brudt ud i uendelige regionale konflikter, uanset hvem der vandt Første Verdenskrig.
Kort sagt, intet af princip eller højere moral var på spil i resultatet.
Årsagerne til, at dette er sandt, er ikke svære at gætte. Efter at Schlieffenplanens offensiv mislykkedes den 11. september 1914 ved Marne-floden i Frankrig, blev den tyske hær fanget i en blodig, konkursramt landkrig på to fronter, der sikrede dens ubønhørlige undergang. Ligeledes blev den store tyske Højsøflåde efter Jyllandsslaget i maj 1916 opslugt i sine hjemmehavne – en inert (uvirksom) flåde af stål, der ikke udgjorde nogen trussel mod den amerikanske kyst 6.400 kilometer væk.
Hvad angår resten af centralmagterne, havde det osmanniske og habsburgske imperium allerede en aftale med historiens skraldespand. Behøver vi ikke engang at bekymre os om det fjerde medlem af centralmagterne – det vil sige Kongeriget Bulgarien?
Forslag nr. 3: Wilsons påskud for krig mod Tyskland – ubådskrig og Zimmermann-telegrammet – er ikke halvt så gode som de fremstilles af historikere fra Warfare State.
Hvad angår den såkaldte frihed til søs og neutrale skibsfartsrettigheder, er historien åbenlyst enkel. I november 1914 erklærede England Nordsøen for en "krigszone"; truede neutral skibsfart med dødbringende søminer; erklærede, at alt, der kunne være til nytte for den tyske hær – direkte eller indirekte – skulle være smuglergods, der ville blive beslaglagt eller ødelagt; og annoncerede, at den resulterende blokade af tyske havne var designet til at sulte Berlin til underkastelse.
Et par måneder senere svarede Tyskland igen og annoncerede sin ubådskrigspolitik, der var designet til at dæmme op for strømmen af fødevarer, råvarer og våben til England. Det var en landmagts desperate modgift mod Englands knusende blokade fra søen.
Følgelig herskede der en tilstand af total krigsførelse i de nordeuropæiske farvande, hvilket betød, at neutrales traditionelle "rettigheder" var irrelevante og faktisk blev ignoreret af begge sider. Ved at bevæbne handelsskibe og opbevare ammunition på passagerskibe var England hyklerisk og fuldstændig letsindig omkring den deraf følgende dødelige fare for uskyldige civile – som eksemplificeret ved de 4,3 millioner riffelpatroner og hundredvis af tons anden ammunition, der blev transporteret i skroget på Lusitania.
Ligeledes var den tyske venden sig til såkaldt "ubegrænset ubådskrigsførelse" i februar 1917 brutal og dumt, men det kom som svar på massivt indenrigspolitisk pres under det, der var kendt som "roevinteren" i Tyskland. På det tidspunkt sultede landet på grund af den engelske blokade – bogstaveligt talt.
Før han trådte tilbage af princip i juni 1915, havde minister William Jennings Bryan ret. Hvis han havde været mindre diplomatisk, ville han have sagt, at amerikanske drenge aldrig burde korsfæstes på korset i et Cunard-skibs statslukaf, så et par tusinde velhavende plutokrater kunne udøve en angivelig "ret" til at svælge i luksus, mens de bevidst sejlede ind i farens vej.
Hvad angår Zimmermann-telegrammet, blev det aldrig leveret til Mexico. I stedet var det blevet sendt fra Berlin som et internt diplomatisk meddelelse til den tyske ambassadør i Washington, der havde arbejdet ihærdigt for at holde sit land ude af krig med USA. Men den britiske efterretningstjeneste havde opsnappet det og siddet på det i mere end en måned, mens de ventede på et belejligt tidspunkt til at opildne Amerika til krigshysteri.
Tilfældigvis var denne såkaldte bombe blot en intern overvejelse i udenrigsministeriet om en mulig plan om at henvende sig til den mexicanske præsident angående en alliance i tilfælde af, at USA først erklærede Tyskland krig.
Så det såkaldte Zimmermann-telegram var hverken overraskende eller en legitim casus belli. Desuden blev der aggressivt praktiseret betinget alliancedannelse af begge sider.
For eksempel, bestak ententen ikke Italien ind i krigen med løfter om store dele af Østrig? Sluttede de uheldige rumænere sig ikke endelig til ententen, da de blev lovet Transsylvanien? Forhandlede grækerne ikke uendeligt om de tyrkiske territorier, de skulle tildeles for at slutte sig til de allierede? Bestak Laurentius af Arabien ikke sharifen af Mekka med løftet om store arabiske lande, der skulle udvindes fra osmannerne?
Hvorfor skulle Tyskland så - hvis det blev angrebet af USA - ikke love Texas' tilbagevenden?
Forslag nr. 4: Europa havde forventet en kort krig og fik faktisk en, da Schlieffenplanens offensiv gik i stå 48 kilometer uden for Paris ved Marne-floden i midten af september 1914. Inden for tre måneder havde Vestfronten dannet sig og koaguleret til blod og mudder - en uhyggelig 640 kilometer lang korridor af meningsløst blodbad, ubeskriveligt slagtning og uophørlig militær dumhed, der strakte sig fra Flanderns kyst over Belgien og Nordfrankrig til den schweiziske grænse.
De næste fire år var vidne til en bølgende linje af skyttegrave, pigtrådsforviklinger, tunneler, artilleristillinger og granathærget, brændt jord, der sjældent bevægede sig mere end et par kilometer i begge retninger, og som i sidste ende krævede mere end 4 millioner tab på de allieredes side og 3,5 millioner på tysk side.
Hvis der var nogen tvivl om, at Wilsons katastrofale intervention forvandlede en udmattelseskrig, dødvande og i sidste ende gensidig udmattelse til en pyrrhussejr for de allierede, blev det mindet i fire begivenheder i løbet af 1916 - som alle fandt sted før Wilsons unødvendige intervention.
I den første satsede tyskerne alt på en massiv offensiv designet til at overløbe Verduns fæstninger - de historiske forsvarsmure på Frankrigs nordøstlige grænse, der havde stået siden romertiden, og som var blevet massivt forstærket efter Frankrigs nederlag i den fransk-preussiske krig i 1870.
Men på trods af mobiliseringen af 100 divisioner, den største artilleribombardement kampagne nogensinde registreret indtil da, og gentagne infanteri offensiver fra februar til november 1916, der resulterede i op mod 400.000 tyske tab, mislykkedes Verdun-offensiven.
Den anden begivenhed var dens spejlbillede - den massive britiske og franske offensiv kendt som det andet slag ved Somme, der begyndte med lige så destruktive artilleribarrager den 1. juli 1916 og derefter i tre måneder sendte bølger af infanteri ind i gabene på tyske maskingeværer og artilleri. Også den endte i et kolossalt fiasko, men først efter mere end 600.000 engelske og franske tab, herunder en kvart million døde.
Mellem disse blodbade blev dødvandet forstærket af det førnævnte flådeopgør ved Jylland, der kostede briterne langt flere sunkne skibe og druknede sømænd end tyskerne, men som også fik tyskerne til at trække deres overfladeflåde tilbage til bagbord og aldrig igen udfordre den britiske flåde i kamp på åbent vand.
Endelig, ved udgangen af 1916, fik de tyske generaler, der havde ødelagt de russiske hære i øst med kun en lille niendedel af den tyske hær - generalerne Paul von Hindenburg og Erich Ludendorff - kommandoen over Vestfronten. Kort efter ændrede de radikalt Tysklands krigsstrategi ved at erkende, at den voksende allierede overlegenhed i mandskab på grund af den britiske hjemlandsindkaldelse i 1916 og mobilisering af styrker fra hele imperiet gjorde et tysk offensivt gennembrud nærmest umuligt.
Så de beordrede en strategisk omvæltning, hvilket resulterede i Hindenburg-linjen. Sidstnævnte var et militært vidunder baseret på en skakbrætsrække af hærdede maskingeværskytter og manøvrestyrker snarere end masseinfanteri på frontlinjerne og en indviklet labyrint af højt konstruerede tunneler, dybe jordbeskyttelsesrum, jernbaneforbindelser, tungt artilleri og fleksible reserver i baglandet. Den blev også forstærket af overførslen af Tysklands østlige hære til Vestfronten - hvilket gav den 200 divisioner og 4 millioner mand på Hindenburg-linjen.
Dette udelukkede absolut og fuldstændigt ethvert håb om Entente-sejr. I 1917 var der ikke nok arbejdsdygtige mænd tilbage i Frankrig og England til at overvinde Hindenburg-linjen, som igen var designet til at bløde Entente-hærene blege, anført af slagtere som den britiske general Douglas Haig og den franske general Joseph Joffre, indtil deres regeringer bad om fred.
Med den russiske hærs opløsning i øst og dødvandet fastfrosset på ubestemt tid i vest i begyndelsen af 1917 var det således kun et spørgsmål om måneder, før mytterier blandt de franske linjer, demoralisering i London, massesult og afsavn i Tyskland og konkurs overalt ville have ført til en fred præget af gensidig udmattelse og et europæisk politisk oprør mod krigsmagerne.
Wilsons intervention omformede således ikke verden. Men den ændrede radikalt konturerne af det 20. århundredes historie. Og, som man siger, ikke på en god måde.
Forslag nr. 5: Wilsons episke fejl førte ikke kun til Ententens sejr og Versailles' vederstyggelighed og alle dens eftervirkninger, men også til transformationen af Federal Reserve fra en passiv "bank-bank" til en interventionistisk centralbank, der nåede Wall Street, krigsfinansiering og makroøkonomisk styring til sin spids.
Dette var også et afgørende historisk vendepunkt, fordi Carter Glass' loven fra 1913 ikke gav de nye reservebanker bemyndigelse til overhovedet at eje statsobligationer. I stedet bemyndigede den dem kun til passivt at diskontere gode kommercielle kreditter og tilgodehavender, der blev bragt til diskonteringsvinduerne hos de 12 regionale reservebanker af lokale kommercielle banker, for kontanter; og den omfattede ingen interventioner på Wall Streets gældsmarkeder eller nogen form for reduktion overhovedet med hensyn til BNP-vækst, job, inflation, boligforhold eller alle de andre moderne monetære centralplanlægningsmål.
Faktisk var Carter Glass' "bank-bank" ligeglad med, om BNP-vækstraten var positiv 4%, negativ 4% eller noget derimellem; dens beskedne opgave var at kanalisere likviditet ind i banksystemet som reaktion på ebbe og flod i handel og produktion på Main Street.
Job, vækst og velstand skulle forblive det uplanlagte resultat af millioner af producenter, forbrugere, investorer, opsparere, iværksættere og spekulanter, der opererede på det frie marked, ikke statens anliggender.
Men Wilsons krig øgede statsgælden fra omkring 1 milliard dollars eller 11 dollars pr. indbygger – et niveau, der var blevet opretholdt siden slaget ved Gettysburg – til 27 milliarder dollars, inklusive op mod 10 milliarder dollars, der blev genudlånt til de allierede for at gøre det muligt for dem at fortsætte krigen. Men der er ikke engang en lille chance for, at dette massive udbrud af føderal låntagning kunne være blevet finansieret af indenlandske opsparinger på det private marked.
Så Feds charter blev ændret på grund af krigens presserende behov for at tillade den at eje statsgæld og at diskontere lån til private borgere sikret af statsobligationer. Med tiden blev de berømte og massive Liberty Bond-kampagner til et glorificeret Ponzi-spil. Patriotiske amerikanere lånte penge fra deres banker, købte krigsobligationer og pantsatte derefter deres krigsobligationer som sikkerhed.
Til gengæld lånte bankerne penge fra Fed og genpantsatte deres kunders sikkerhed. Endelig skabte centralbankerne de milliarder, de lånte til kommercielle banker, ud af den blå luft og kvalte dermed udbud og efterspørgsel. I stedet satte de renten på vilkårligt lave niveauer i krigens varighed.
Så da Wilson var færdig med at redde verden, havde Amerika en interventionistisk centralbank, der var oplært i kunsten at fastholde renten og den voldsomme udvidelse af fiatkredit, der ikke var forankret i de reelle handelsbreve; og dens spirende krigs- og velfærdsstater havde et agentur for monetarisering af den offentlige gæld, der kunne tillade massive offentlige udgifter uden ulemperne ved høje skatter på befolkningen eller fortrængning af erhvervsinvesteringer af de høje renter, der ellers var nødvendige for at balancere udbud og efterspørgsel i obligationsgruberne.
Forslag nr. 6: Ved at forlænge krigen og massivt øge niveauet af gæld og pengetrykning på alle sider forhindrede Wilsons tåbelighed en ordentlig genoptagelse af den klassiske guldstandard efter krigen ved pariteterne før krigen.
Denne fiasko med "genoptagelsen" banede til gengæld vejen for sammenbruddet af den monetære orden og verdenshandelen i 1931 - et brud, der forvandlede en standard økonomisk udrensning efter krigen til den store depression og et årti med protektionisme, valutamanipulation efter at være tigger, og i sidste ende genoprustning og statslig dirigisme.
I bund og grund havde de engelske og franske regeringer rejst milliarder fra deres borgere på det højtidelige løfte om, at det ville blive tilbagebetalt ved guldpariteterne før krigen. Det vil sige, at de massive udledninger af krigsobligationer skulle være penge, der var gode i guld ved afslutningen af fjendtlighederne.
Men de kæmpende regeringer havde trykt for meget fiatvaluta (fiatvaluta er en national valuta som f.eks. danske kroner, euro eller dollars, der ikke er bakket op af en fysisk vare som guld, men hvis værdi stammer fra regeringens dekret (latin for 'lad det være') og befolkningens tillid til, at den fungerer som betalingsmiddel, fordi staten garanterer for den. Den reguleres af centralbanker og er det dominerende betalingsmiddel i verden i dag)og inflation under krigen, og gennem indenlandsk ensretning, høj beskatning og uudgrundelig ødelæggelse af det økonomiske liv i Nordfrankrig havde de drastisk forringet deres private økonomier.
Derfor gik England under Churchills tåbelige ledelse tilbage til guld ved den gamle paritet i 1925, men havde ingen politisk vilje eller kapacitet til at reducere de oppustede lønninger, omkostninger og priser under krigstid på en tilsvarende måde eller til at leve med den nedskæringspolitik og de faldende levestandarder, som en ærlig afvikling af landets krigsgæld krævede.
Samtidig endte Frankrig med at forråde sine krigstidslångivere og gik tilbage til francen to år senere på et drastisk devalueret niveau. Dette resulterede i en stigning i velstand, og en ophobning af pund sterling-krav, der i sidste ende ville sprænge Londons pengemarked og den pundbaserede "guldudvekslingsstandard", som Bank of England og det britiske finansministerium havde solgt som en fattigmands vej tilbage til guldstandarden.
Alligevel viste det sig under denne "guldlette" anordning baseret på pund som reservevaluta, at Frankrig, Holland, Sverige og andre overskudslande akkumulerede enorme mængder af pund-gæld i stedet for at afvikle deres konti i guldbarrer. Det vil sige, at de i bund og grund havde ydet milliarder af usikrede lån til briterne. De gjorde dette på den britiske regerings "løfte" om, at det britiske pund ville forblive på 4,87 dollars pr. dollar, uanset hvad – ligesom det havde gjort i 200 år i fredstid.
Men britiske politikere svigtede deres løfter og deres centralbankkreditorer i september 1931 ved at suspendere tilbagebetalingen og lade pundet flyde, hvorved pariteten blev knust og den årti lange kamp for genoptagelsen af en ærlig guldstandard mislykkedes. En depressionsfuld nedgang i verdenshandelen, kapitalstrømme og kapitalistisk foretagsomhed fulgte uundgåeligt.
Proposition nr. 7: Ved natten over at forvandle Amerika til krigstidens Entente's kornmagasin, arsenal og bankmand var den amerikanske økonomi blevet forvrænget, oppustet og deformeret til en gigantisk, men ustabil og uholdbar global eksportør og kreditor.
I krigsårene steg den amerikanske eksport for eksempel med det firedobbelte, BNP steg fra 40 milliarder dollars til 90 milliarder dollars, og Washington akkumulerede den førnævnte gæld på 10 milliarder dollars fra England og Frankrig. Følgelig steg indkomster og jordpriser i landbrugsbæltet, mens stål, kemikalier, maskiner, ammunition og skibsbygning boomede som aldrig før. I væsentlig grad skete dette, fordi Onkel Sam i bund og grund leverede sælgerfinansiering til de konkursramte allierede i desperat behov for både militære og civile varer.
Under klassiske regler burde der have været en grim korrektion efter krigen – da verden vendte tilbage til ærlige penge og sund finans. Men det skete ikke, fordi den nyligt lancerede Fed drev et utroligt boom på Wall Street og et massivt marked for udenlandske junk bonds. I dagens økonomiske skala beløb det såkaldte udenlandske obligationsmarked sig til op mod 1,5 billioner dollars og holdt i realiteten krigsboomet i eksport og kapitaludgifter i gang helt frem til 1929. Følgelig var det store kollaps i 1929-1932 ikke en mystisk fiasko for kapitalismen; det var den forsinkede likvidation af Wilsons krigsboom.
Efter krakket faldt eksporten og kapitaludgifterne med 80 %, da det udenlandske junk bond-overløb sluttede i lyset af massive misligholdelser i udlandet; og det førte igen til en traumatisk likvidation af industrielle varelagre og et kollaps af kreditdrevne køb af forbrugsvarer som køleskabe og biler. Salget af sidstnævnte faldt for eksempel fra 5 millioner til 1,5 millioner biler om året efter 1929.
Forslag nr. 8: Kort sagt var den store depression en unik historisk begivenhed på grund af de enorme finansielle deformationer under Første Verdenskrig – deformationer, der blev drastisk overdrevet af dens forlængelse fra Wilsons intervention og den massive kreditudvidelse, som Fed og Bank of England udløste under og efter krigen.
Med andre ord var traumet i 1930'erne ikke et resultat af de iboende fejl eller påståede cykliske ustabiliteter i den frie markedskapitalisme; det var i stedet den forsinkede arv fra Første Verdenskrigs finansielle blodbad og de mislykkede bestræbelser i 1920'erne på at genoprette den liberale orden med sunde penge, åben handel og uhindrede penge- og kapitalstrømme.
Men dette traume blev fuldstændig misforstået og gav derfor anledning til den keynesianske økonomis forbandelse og satte politikerne i stand til at blande sig i stort set alle aspekter af det økonomiske liv, hvilket kulminerede i den statistiske og kammeratkapitalistiske dystopi, der er opstået i dette århundrede.
Og den værste af disse deraf følgende regeringsførelsesproblemer var naturligvis Hitler-Stalin-syndromet. Det er det omdrejningspunkt, som krigsførelsesstaten og Washington-hegemonen blev rejst på, og den er grundløs og ondsindet ind til benet.
I sidste ende er der stadig ingen fred på jorden, fordi Wilsons tåbelige intervention i april 1917 forvandlede Washington til verdens krigshovedstad; Amerika til en fejlslagen, gældsbegravet simulakrum af fri markedskapitalisme; og national styring til en statslig fornægtelse af forfatningsmæssig frihed og republikansk selvstyre.
Reprinted from the author’s private service
Opslag
