Sure rønnebær og ‘grimme’ venstreorienterede kvinder

Andrea Widburg

En sulten ræv kunne ikke finde noget at spise. Tæt ved en gård fik den øje på nogle modne rønnebær, som hang ud over et hegn. Tænderne løb straks i vand. Den stillede sig op på bagbenene og strakte sig så langt den kunne. Men den kunne alligevel ikke få fat i dem. Da den ikke kunne nå bærrene, forsøgte den at hoppe op i luften. Men rønnebærrene hang desværre så højt oppe, at den heller ikke ved at hoppe kunne nå dem. ”Åh pyt med det! - de er nok alligevel sure!”.....— Phaedrus (1st century AD).

“Ræven og rønnebærrene” er et af de ældste fabler i Vestens kultur. Når vi ikke kan få fat i noget nedtoner vi ofte genstanden for vort begær for at lindre følelsen af det uopnåelige. Fablen minder mig om Democrat kvinder, fordi så mange af dem har ‘omfavnet’ en bevidst uskønhed, grimhed og had til familie. Det er sandsynligt, at det har de gjort, fordi deres liv er en verden, hvor ægtemænd og familie synes umulig at opnå. Sure, grimme rønnebær er så deres eneste mulighed. 

Mange af dagens venstreorienterede unge kvinder ‘omfavner’ grimhed. Der er beviser på dette alle vegne. Se blot på disse før og efter billeder af unge kvinder, de alle var friske og dejlige før de blev venstreorienterede, og derpå på chokerende vis grimme. Intet synes at symbolisere det mere end næseringe, der får enhver kvinde til at ligne et stykke kvæg. 

Image created using AI.

Der er også hysteriet om Sydney Sweeney. Engang ville unge kvinder have sagt, “Hvor ville jeg ønske jeg kunne se ud som hende.” Nu er det slående, at en hoben unge kvinder, mange af dem ikke kønne, gør sig selv endnu mindre attraktive ved at være vrede og med påklædninger der afspejler deres holdninger i protest mod Sweeneys udseende som bevis på at American Eagle (oprettet af og ledet af jøder) er et Nazi virksomhed. Se f.eks. her, her, her, og her.) Læg venligst mærke til at disse kvinder ikke genetisk er uattraktive. Det har de valgt ikke at være.

Og så er der selvfølgelig socialisterne, som har planer om at overtage New York City. Zohran Mamdani er det kønne ansigt udadtil. De arbejdsomme bier i the Democratic Socialists of America er det grimme billede i baggrunden. Disse triste, ikke attraktive mennesker viser også venstreorienterede kvinders vedholdende had til mænd og børn. 

Hvorfor ser det ud til Democrat kvinder så bevidst vælger grimhed og med ihærdighed argumenterer mod nogensinde af få en familie? Delvist, naturligvis, er det, fordi at i de cirkler de bevæger sig, er grimhed og had til familien moderne. 

Imidlertid mener jeg, der også er et element af “sure rønnebær” her: Fordi de ved de ikke kan få en mand, så tager de ejerskab på den virkelighed ved at signalere de ikke ønsker en mand. Med andre ord, det er ikke fordi “hun er grim, og derfor ønsker mænd hende ikke.” Det er et tilfælde af, “der er ingen mand til mig, så jeg viser, at jeg er ligeglad ved at gøre mig grim og afsige mig familie og børn.”

Dog hvis jeg har ret, hvorfor er der ingen mænd? Trods alt, er lighed mellem kønnene faktisk meget tæt på at være opfyldt i Amerika med sådan cirka 50-50 .

Svaret på spørgsmålet ligger i den kultur som venstreorienterede har skabt og hvori disse kvinder lever.

Venstrehældende kvinder bliver undervist i at mænd er yderst ‘giftige’ og at  babies bogstaveligt talt ødlægger jorden; ergo, så er de ting ikke ønskelige. De får også at vide at kvinder, ligesom mænd, kan have morskab med sex uden en følelsesmæssig kontekst. Med læg indoktrineringen til siden, kvinder er stadig biologiske skabninger. Uanset hvad de bliver fortalt, undervist i, længes mange stadig efter den følelsesmæssige tilknytning til en ægtemand og børn, ligesom ræven ønskede sig rønnebærrene..

Visheden om at mænd er onde og værdiløse betyder, at unge kvinder er utilnærmelige, ubehagelige, når det drejer sig om relationer med dem. Da de anser sig selv for overlegne behandler de mænd med foragt og mangel på respekt. De kræver der vises dem ærefrygt og giver tilbage med ....ingenting.

Unge mænd fravælger i stadig større antal dating. På grund af den hook-up (Hook-up-culture er en ’datingkultur’, der accepterer og tilskynder afslappede og uformelle seksuelle møder eller one-night-stands. Derudover er der som oftest ikke nødvendigvis følelsesmæssig intimitet eller forpligtelse inkluderet).kultur feministerne har skabt kan mænd få sex uden ansvaret ved et forhold, ved ægteskab og ved børn. Og ulig kvinder kræver de ikke en følelsesmæssig forbindelse som del af sex. Mange unge mænd i dag, og det gælder ikke kun de triste “incels” (Incel betegner en gruppe mænd, der lever i ufrivilligt cølibat. Begrebet bruges om ekstreme online subkulturer, hvis omdrejningspunkt er et voldsomt had til kvinder og minoriteter.) der ikke engang kan være med i hook-ups er ganske tilfredse med tilfældig sex, pot og videospil.

Ydermere opmuntrer vores kultur ikke mænd til at blive modne og voksne. I film og TV shows der er populære hos venstrefløjen, udfører superhelte mændenes opgaver, mens faktiske mænd spilles af skuespillere med babyansigter og hvis karakterer er svage og har brug for en pige som chef (ikke en kærlig der hjælper,  men bare chef) som kan støtte dem. Normale mennesker, holder stadig af John Wick og Top Gun filmene. Imidlertid, uanset hvad de siger, så ønsker kvinders krybdyrhjerner, de som stadig ønsker sig børn, også en mand, ikke en knægt som deres børns far og som deres hjælper.

Sammen med foragten for mænd, flytter venstreorienterede kvinder i stadig større antal ind i verdener med ubalance mellem kønnene. Colleges og universiteter har overvældende flertal af kvinder. Køns uddannelses kløften begrænser kvinders romantiske valg.

Ydermere er det af betydning at 18% mænd der går på college identificerede sig som “ikke heteroseksuelle” i 2021, og da der allerede er et mindre antal mænd på campus betyder det at mange der går der ikke bryder sig om kvinder. Det er velbegrundet at tro, at den samme ubalance holder ved, når disse mennesker går ud til arbejdspladser. 

Med andre ord, når det gælder venstreorienterede kvinder, der befinder sig i et selvskabt mentalt fængsel (mænd er ‘giftige’ og børn ødelægger jorden), den uundgåelige konsekvens af den holdning (mænd ønsker kun at bruge kvinder til sex) og de stadig mere feminiserede miljøer, hvor de lever og bor så vil Democrat kvinder vide at de aldrig vil blive gift eller få børn. Når vi er så vidt er det ‘sure rønnebær’ hele vejen rundt, så hvorfor ikke gøre sig selv ‘sur’ og grim og fælde rønnebærtræet? 

https://www.americanthinker.com/blog/2025/08/sour_grapes_and_ugly_leftist_women.html

Europa foregiver at eje Grønland

 

Europa foregiver at eje Grønland

Amerikanerne forsvarer allerede Grønland. At lade som om, at det på en eller anden måde tilhører Kongeriget Danmark, er smålig narcissisme.

J.B. Shurk82

Det mest afskyelige ved europæisk konstrueret "globalisme" er dens foregivelse. Den foregiver, at menneskeskabte "klimaforandringer" vil dræbe alle, medmindre vi tillader bureaukratiske, usammenhængende personer at regulere al økonomisk udveksling. Den foregiver, at Rusland er ved at erobre hele Europa, selvom hele Europa har hånet Rusland som en tredjeverdens papirtiger i de sidste tredive år. 

Den foregiver, at masseinvasionen af ​​udlændinge fra Afrika, Mellemøsten og Asien er fuldstændig naturlig, umulig at forhindre, og at accept og tolerance er den "humanitære" ting at gøre. 

Den foregiver, at dens indfødte borgere er "racister", fordi de ønsker at bevare deres egne kulturer i deres egne lande. Selv mens den byder islamisk civilisations erobring velkommen over hele kontinentet, foregiver europæisk "globalisme", at dens forvrængede, misforvaltede og misregnede civilisation forbliver det centrale og altafgørende udtryk for oplyst fremskridt i verden.

For udenforstående, der ikke er gennemsyret af en følelse af europæisk berettigelse eller tynget af Europas politiske vrangforestillinger, er Europa et rod. Det er i øjeblikket ved at omdanne sig selv til et selvhadende, islamocentrisk, parasitisk, pluralistisk, historisk analfabet sump af kulturel meningsløshed.

Europas film og tv-serier forvrænger regelmæssigt historien ved at fjerne indfødte europæere fra gamle fortællinger. Europas selvmord vil være fuldendt, når alle skuespillere er ikke-hvide, og hver historie forstærker fortællingen om, at muslimer bosatte sig i alle landene fra Nordsøen til Middelhavet. Disse multikulturelle historiske revisioner er absurde. Men når indfødte briter påpeger, at der ikke var nogen afrikanske keltere under Cæsars invasion eller pakistanske herrer ved middelalderens kongelige hoffer, sender det dis-Forenede Kongerige sociale mediers "tankepoliti" ud for at chikanere og juridisk true enhver, der ikke er villig til at foregive, at historien er stødende og derfor skal omskrives.

I sager om personligt forsvar gør Europa intet andet end at lade som om. Den store, onde franske præsident Emmanuel Macron, den alvorligt skræmmende britiske premierminister Keir Starmer og den tyske forbundskansler Friedrich Merz samlede for nylig Europas "koalition af de villige" i Paris for at gå sammen med den tidligere præsident Zelenskyj og stirre ned på Ruslands præsident Putin med al den glødende beslutsomhed, som mænd i jakkesæt til ti tusind dollars kan bære. 

Selvom den europæiske elite håner os amerikanere som en flok uvidende, fede cowboys, gjorde topmødet i Paris, hvad det kunne, for at overbringe til verden, at Europas mest seriøse lovgivere havde dannet en dødbringende flok, der ikke ville give efter, før hver eneste russer var blevet jaget ud af Den Europæiske Unions voksende plantage.

Men bortset fra de europæiske lederes kærlighed til blufærdighedskrænkelse og deres forkærlighed for at stikke næserne så højt op i himlen, at resten af ​​verden ikke ser andet end næsehår, hvordan skal de så bakke op om alle deres anti-russiske trusler? Det kan de ikke. Deres militær er bare våde nudler, og det ved enhver europæisk general.

Det er det amerikanske militær, der tillader europæiske herrer at danse på scenen med det påfund, at de besidder rudimentære rygrader. Det er amerikanske tropper og deres cowboy-måder, der tillader europæiske eliter at lade som om, at deres naturlige tilstand er andet end overgivelse på sengen. Hvis man fjerner amerikansk militærmagt fra et døende NATO, kunne en gruppe gode gamle texanere overtage det meste af Frankrig, før mini-musen Macron skiftede til sine højhælede loafers.

Så hvorfor bekendtgør den danske statsminister verden, at en amerikansk overtagelse af Grønland vil markere enden på NATO? Det er som at bekendtgøre til en ukendt brandstifter, at hvis han ikke holder op med at sætte brande, vil I opløse brandvæsenet. Hvad tænker den danske statsminister på her? Hun har én robåd fyldt med tre fyre bevæbnet med moralsk indignerede ord og et signalpistol, der bevogter verdens største ø. 

Hvis hun sender amerikanske tropper og militært udstyr tilbage til den vestlige halvkugle, så erobrer den samme russiske hær, der har brugt de sidste fire år på at tæmme Ukraines østlige territorier, måske virkelig hele Europa. Jeg mener, hvordan planlægger Danmarks statsminister Mette Frederiksen at forsvare sin nordiske halvø og de omkringliggende øer mod Putins slaviske horde? Med rynkede øjenbryn, juridisk bindende traktater og strenge ord?

Sandheden er, at Grønland knap nok tilhører nogen. Det er tre gange så stort som verdens næststørste ø og har næsten tredive procent af Australiens landareal. Alligevel har Grønland kun 56.000 indbyggere – hvilket gør det til det tyndest befolkede land i verden. Selvom kongerigerne Norge og Danmark har gjort krav på Grønland i tusind år, er halvfems procent af befolkningen i dag inuit. Danskere udgør derimod omkring syv procent. At kalde Grønland dansk er som at kalde Storbritannien Indien britisk. Det er et levn fra europæisk kolonialisme – selve den slags sludder, som de europæiske eliter hyklerisk fordømmer over for deres borgere som "racistiske", "imperialistiske" og "uforenelige" med det 21. århundrede. At statsminister Frederiksen hævder, at 50.000 inuitter skal forblive en del af det danske rige, lyder som sure druer fra en gammeldags magt, der føler en oppustet selvværd, vel vidende at Grønland repræsenterer 98 procent af dets samlede landmasse.

Enhver, der ser på et verdenskort med Nordpolen i centrum, kan forstå præsident Trumps strategiske tænkning. Arktis er morgendagens slagmark. Rusland og de nordiske lande omgiver den ene side af Arktis. På den vestlige halvkugle fuldender Alaska, Canada og Grønland cirklen. Canada - et socialistisk land, der stadig bøjer sig for Kong Charles III og har for mange økonomiske bånd til det kommunistiske Kina - er en upålidelig partner. Kun rød-hvide-og-blå amerikanere kan ordentligt forsvare den nordamerikanske side af Arktis. Desuden har det amerikanske militær investeret i Grønlands forsvar i det sidste århundrede.

Amerikanerne forsvarer allerede Grønland. At lade som om, at det på en eller anden måde tilhører Kongeriget Danmark, er smålig narcissisme. Desværre udmærker de europæiske eliter sig ikke til meget andet end smålig narcissisme. Så den danske statsminister Frederiksen vil surmule. 

Triumviratet af småbørn - Starmer, Macron og Merz - vil stampe med fødderne og true præsident Trump med al deres usynlige magt. Men ingen mængde europæisk prusten og pusten vil ændre præsidentens mening. Når han først beslutter, at der skal gøres noget for at forsvare Amerikas nationale sikkerhed, bliver det gjort til sin tid.

Uanset hvordan de sidste detaljer bliver skrevet, vil Nordamerikas Grønland igen tilhøre nordamerikanerne. Eller havde Europas gamle monarkier illusionen om, at Monroe-doktrinen (eller Don-roe-doktrinen) kun gjaldt for regioner i Syden?

https://www.americanthinker.com/articles/2026/01/europe_pretends_to_own_greenland.html

Hvorfor Amerika hævnede et overfald?

 

Da Amerika hævnede et overfald

Og hvorfor man nu binder Israels hænder?

Baruch Hashem 

I de tidlige morgentimer den 9. marts 1916 krydsede flere end 600 mænd under ledelse af Pancho Villa grænsen mellem Mexico og til Columbus, New Mexico. De nedbrændte huse og butikker, plyndrede forsyninger og dræbte 18 amerikanere - ti civile og otte soldater. Vreden kom øjeblikkeligt. Præsident Woodrow Wilson gav ordre til en fuldskala straffeekspedition ind i Mexico under Brig. Gen. John J. Pershing.

Pershing ledte næsten 10000 mand hundreder af miles ind i Chihuahua. Kampagnen varede næsten et år, og en ung løjtnant ved navn George S. Patton var med og han stod i spidsen for en af de første motoriserede angreb i U.S. historien

Dusinvis af Villa løjtnanter blev dræbt eller fanget - mange henrettet af de mexicanske myndigheder. Villa undslap, men budskabet var ikke til at misforstå; et angreb på amerikansk jord ville blive besvaret med overvældende styrke. Der fulgte diplomatiske protester, men få belæringer om “proportionalitet.” Den moralske formodning var klar; en suveræn nation skal have frihed til at jagte sine angribere og afslutte den trussel, uanset hvad der følger med.

Hurtigt frem til 7. oktober 2023, da Hamas terrorister væltede over grænsen fra Gaza, og myrdede rundt regnet 1200 israelere på en dag. Angrebet var sadistisk udover over al begribelighed - familier blev brændt levende, kvinder voldtaget, børn fik hovederne skåret af, ældre mennesker lemlæstet. Hundreder af civile blev ført til Gaza som gidsler, sammen med ligene af de døde. Mange er der stadig i dag, deres fangenskab og ydmygelse bruges som psykologisk krigsførelse mod en hel nation. 

For at begribe omfanget så forestil dig at the United States led et tilsvarende tab: 40000 amerikanere dræbt en morgenstund - et nationalt traume tyve gange værre end 9/11. Og så alligevel, da USA i 1916 sendte en hærafdeling for at straffe Villa så har det moderne Israel, igen og igen fået at vide det skal styre sig. 

Fra første uge i Gaza krigen har Israel stået over for et aldrig ophørende kor af udenlandsk pres om “våbenhviler” og “humanitære pauser.” Hver gang Israels styrker har fremgang, er der opfordringet til at standse operationerne, tillade at Gaza igen får forsyninger og en venden tilbage til den status quo der skabte 7. oktober i første instans. Og ulig ethvert andet land i historien er Israel blevet tvunget til ikke kun at bekæmpe sine fjender, men at give dem forsyninger og fornødenheder. 

Hver dag krydser hundreder af lastvogne med madvarer, brændsel og medicin grænsen fra Israel in i Gaza - selvom Hamas affyrer raketter fra det samme territorium. Det er ikke blot det at disse forsyninger gavner de civile, der er fanget i krydsilden, men de holder også det selvsamme regime der udførte masskrerne i live. Det som gør det endnu værre er at befolkningen i overmål støtter Hamas. Meningsundersøgelser viser, at op til 90-95% af gazanerne støttede 7. oktober angrebet og hyldede det helt åbenlyst, og ønskede en gentagelse. Der er ikke nogen undskyldning i stil, ingen moralsk ære - kun stolthed og fornægtelse. 

Således er Israel tvunget til at give føde, give brændsel og andet til en befolkning der stadig glorificerer sine mordere og ville gentage deres forbrydelser allerede i morgen. Der er ingen fortilfælde i krigsannalerne om at en nation kræves at forsyne en fjendtlig befolkning, der både støtter og giver ly til de som slagter sit folk. 

Værre er det, Israel er blevet nægtet en af de ældste og meds grundæggende værktøjer ved krigsførelse: Sejr. 

Til alle tider kunne en belejret, der igangsatte en krig mod sine naboer forvente at dets energiforsyning, vand og andre forsyninger ville blive afskåret til overgivelse. Dog er Israel blevet tvunget til det modsatte - og genskabe, vand, elektricitet til Gaza og det til trods for at deres egne borgere sidder i mørke i grænsebyerne der er under raketangreb.

Det er ikke sådan at Hamas manglede midlerne til at sørge for sit eget folk. I årevis er der strømmet milliarder af dollars i materialer og hjælp fra udlandet til at bygge vandsystemer, kraftværker, eller hospitaler, men midlerne er brugt til at opbygge et underjordisk imperium af angrebstunneler, bunkers ogvåbendepoter. Gaza kunne have været Dubai: men valgte at være Dresden.

Kontrasten til Pershing’s ekspedition kunne ikke være skarpere. The United States, angrebet af nogle få hundrede plyndringsmænd i 1916, jagtede dem over grænsen uden at undskylde. Israel, efter at have lidt under den værste massakre på jøder siden Holocaust får at vide at man skal kæmpe med den ene hånd bag ryggen og med den anden fodre fjenden. 

Moralsk bekymring for det civile liv er rigtigt og nødvendigt. Men moralsk lammelse der belønner aggression er ikke medfølelse - det er medvirken. Hver pause, hver konvoj af “humanitær hjælp” tillader Hamas at omgruppere, genbevæbne og dukke frem fra deres tunneller. Den samme verden der engang hyldede Amerikas beslutsomhed til at straffe grænsebrydere fordømmer nu Israel for at gøre det samme og gøre det mere retfærdigt og omsorgsfuldt. 

Pershing fangede aldrig Pancho Villa, men hans kampagne genoprettede freden i årevis ved sin afskrækkende effekt - grænsen var rolig. Hvis Israel forhindres i at afslutte sin mission vil afskrækkelsen kollapse og 7. oktober vil komme igen i nye former. Lektionen fra 1916 er ikke at krig er pnd og let - det er at ikke afsluttende krig altid vender retur.

For 100 år siden, forstod the United States den sandhed. Risiciene blev accepteret, skaderne, de sårede og den diplomatiske krise der følger med beslutsomt selvforsvar. I dag kritiserer man sin nærmeste allierede for at gøre det man selv instinktivt gjorde. Hvis Amerika ønsker at ære sit eget eftermæle, burde man huske at Pershings kampagne ind i Mexico ikke var en forbrydelse, men et udtryk for national sund fornuft. 

Israel fortjener at have den samme ret - retten som enhver fri nation skal have - at forsvare sig selv uden at skulle undskylde, af afslutte det som skal afsluttes, og at sikre at de som slagter deres eget folk aldrig får chancen til at gøre det igen.

https://www.frontpagemag.com/why-america-avenged-a-raid/

 

Burde Argentina forlade WHO?

Roger Bate 

Argentinas regering er blevet mere og mere skeptisk over for Verdenssundhedsorganisationen (WHO), hvilket afspejler en bredere genovervejelse af internationale sundhedsinstitutioner i kølvandet på Covid-19. Selvom Argentina ikke formelt har trukket sig ud, har landet udtrykt utilfredshed med WHO's præstationer, dets voksende afhængighed af donorfinansierede dagsordener og dets pres for udvidet traktatmyndighed.

Denne genvurdering falder sammen med den endnu mere betydningsfulde realitet, at USA har indledt sin udtræden af ​​WHO. Det er første gang, siden Sovjetunionen genindtrådte i WHO i 1950'erne, at en større bidragyder, i dette tilfælde dets mest indflydelsesrige medlem, er trådt tilbage.

USA's udtræden ændrer det strategiske miljø, som Argentina skal handle i. Washingtons beslutning var drevet af bekymringer om, at WHO håndterede pandemien forkert, fremmede ekstreme og skadelige restriktioner, tolererede dårlig videnskabelig praksis og tillod private filantropiske organisationer og fortalervirksomhed netværk at forme politikken. USA kan søge genindtræden, hvis fremtidige forhandlinger resulterer i meningsfulde reformer, og det kan genindtræde under en fremtidig administration, men i den nærmeste fremtid vil WHO operere uden sin hovedsponsor. Dette skift præsenterer Argentina for nye risici og nye muligheder.

Argentina kunne forlade organisationen med det samme, men at gøre det nu ville begrænse dens indflydelse. At forblive en betinget deltager tilbyder en mere effektiv vej. Betinget engagement betyder, at Argentina forbliver i WHO, samtidig med at landet gør det klart, at dets medlemskab afhænger af væsentlige ændringer i styring, gennemsigtighed og videnskabelig integritet. Denne tilgang bevarer adgangen til visse tekniske netværk,  unødvendig diplomatisk friktion undgås og giver Argentina mulighed for at tilpasse sin holdning til USA's i en periode med global institutionel omstrukturering. Lige så vigtigt er det, at den giver mulighed for udtræden, hvis WHO forbliver uresponsiv.

Argumentet for denne strategi hviler på veldokumenterede fiaskoer. Under Covid-19 godkendte WHO restriktive foranstaltninger, der medførte alvorlige økonomiske, sundhedsmæssige og sociale omkostninger, især i lav- og mellemindkomstlande (LMIC'er). 

Organisationen modsatte sig at anerkende succesfulde alternative strategier, især i Sverige og Tanzania, og reviderede senere sine historiske retningslinjer på måder, der beskyttede institutionel autoritet i stedet for at muliggøre ærlig evaluering. Inden for tobakskontrol og andre områder er WHO i stigende grad blevet formet af donorprioriteter, der ikke afspejler suveræne nationers interesser.

De velmenende initiativer til at begrænse skadevirkningerne af rygning har ført til utilsigtede og perverse konsekvenser, som organisationen har været tilbageholdende med at anerkende. Den foreslåede udvidelse af de internationale sundhedsregler og pandemiaftalen – forhandlet med begrænset gennemsigtighed – ville give organisationen hidtil uset indflydelse på nationale nødberedskabsindsatser. Disse dynamikker underminerer tilliden og retfærdiggør Argentinas insisteren på reformer.

Betinget engagement giver Argentina mulighed for at bruge sit medlemskab til at kræve disse reformer. Landet kan presse på for gennemsigtighed i donorfinansiering, videnskabelig pluralisme i beslutningstagningen, strenge begrænsninger af WHO's autoritet under nødsituationer og prioriteret opmærksomhed og ressourcer til de mest dødelige infektionssygdomme i LMIC-landene.

Landet kan nægte at implementere WHO's anbefalinger, medmindre de gennemgår en uafhængig national gennemgang. Med USA nu uden for WHO bliver Argentina en af ​​de få reformorienterede stemmer, der stadig er ved bordet, hvilket giver landet en grad af indflydelse, det ikke ville have udefra. 

Hvis meningsfulde reformer ikke realiseres, kan Argentina stadig trække sig tilbage senere – og den tilbagetrækning ville have større vægt, fordi den fulgte efter en periode med principielt engagement.

Samtidig bør Argentina uddybe det bilaterale og regionale samarbejde, især med USA, som er i gang med at opbygge alternative sundhedspartnerskaber, der kan erstatte WHO's mekanismer. Disse kan yde stærkere teknisk støtte end WHO i øjeblikket tilbyder, herunder inden for overvågning, laboratoriekapacitet, overvågning af lægemiddelkvalitet og evidensbaseret skadesreduktion. En styrkelse af nationale videnskabelige organer og beredskabssystemer vil også sikre, at Argentina forbliver fuldt ud suveræn i sin beslutningstagning på folkesundhedsområdet.

Argentina behøver ikke i dag at beslutte, om de vil blive eller forlade WHO. De skal blot gøre organisationen opmærksomme på, at medlemskab ikke længere er ubetinget. Ved at engagere sig selektivt, tilpasse sig USA og bevare muligheden for udtræden positionerer Argentina sig til at påvirke fremtiden for global sundhedsstyring i stedet for at blive formet af den. Denne strategi beskytter både suverænitet og fleksibilitet i et hurtigt skiftende internationalt miljø.

https://brownstone.org/articles/should-argentina-leave-the-who/

 

Bogen der fik amerikanere hængt Som en generel regel i USA, hvis du vil købe en bog – en hvilken som helst bog – er du fri til at gøre det, uanset hvor stødende eller uanstændigt indholdet måtte være. Du kan få nogle mishagsytringer, hvis folk finder ud af det, og det kan skade dit omdømme, men det vil ikke føre til din anholdelse – så meget garanterer forfatningen  Men det var ikke altid tilfældet. Og mindst tre mennesker mistede livet på grund af det. I 1850'erne var spørgsmålet om slaveri ved at nå kogepunktet i USA. Nordstaterne, hvor slaveri var forbudt, ønskede at forbyde praksissen landsdækkende. Sydstaterne ønskede at bevare den korrupte institution. I sidste ende, efter valget af Abraham Lincoln til præsident, forsøgte mange sydstater - i forventning om slaveriets afslutning - at løsrive sig fra Unionen. Borgerkrigen begyndte kort efter. Men på trods af den klare kløft mellem Nord og Syd i spørgsmålet, ejede ikke mange hvide sydstatsborgere faktisk selv slaver. Kun omkring en fjerdedel af de hvide husstande ejede slaver. Det førte til en mærkelig økonomisk kløft blandt de hvide sydstatsborgere. Størstedelen af ​​befolkningen - især dem, der ikke ejede slaver - levede på magre budgetter, især sammenlignet med dem, der ejede mange slaver og boede på store plantager. Ydermere, fordi Sydstaterne havde en landbrugs drevet, slave drevet økonomi, gik de glip af mange af de industrialiserede gevinster, der blev set i Nordstaterne. Der var et klart argument for, at langt de fleste sydstatsborgere ville være bedre stillet økonomisk, hvis Sydstaterne droppede slaveriet og blev mere som det industrialiserede, frie Nord. I 1857 argumenterede en forfatter ved navn Hinton Rowan Helper for dette og skrev en bog med titlen "The Impending Crisis of the South". Hans mål var at overbevise ikke-slaveejende hvide i Sydstaterne om at presse på for abolitionisme, men ikke på grund af kærlighed til sorte eller af humanitære årsager. Ifølge Wikipedia "anvendte han statistikker fra folketællingen for at vise, at jordværdier, læsefærdighedsniveauer og produktionsrater var betydeligt lavere i Syden end i Norden. Han advarede om den ødelæggelse, som slaveri forårsagede gennem skovrydning." Og han gjorde det, samtidig med at han hævdede, at han selv var en hvid supremist og argumenterede for deportation af de sorte, der skulle frigives, til Afrika eller Latinamerika. Helper mente, at den eneste vej frem for det amerikanske Syden var at være fri for slaveri, men også fri for sorte mennesker, som han argumenterede for. Bogen blev meget populær, men nåede heller ikke Helpers målgruppe. Han skrev oprindeligt bogen i Baltimore, men kunne ikke få den udgivet der; som New York Times rapporterede, "påpegede trykkeren en lov i Maryland, vedtaget i 1831, der forbød trykning af alt, der 'havde en tendens til at vække utilfredshed eller opildne til oprør blandt farvede mennesker.'" Helper fandt til sidst et forlag i Nordamerika, og bogen blev en bestseller der. Men i hele Syden var den universelt forbudt. Trykning af "The Impending Crisis" var strengt forbudt, ligesom naturligvis salg af den. Ifølge bogen "Bookbanning in America" ​​blev boghandlere i Maryland og Virginia arresteret og idømt bøder for at distribuere bogen. Mindst ti personer i North Carolina - inklusive en præst - blev arresteret for at dele eksemplarer af bogen eller (i præstens tilfælde) tale om den fra prædikestolen. Og de slap let. Ifølge "Bookbanning" blev "tre mænd i Arkansas hængt for at have bogen i deres besiddelse." I dag kan du selvfølgelig læse bogen uden at udsætte dig selv for nogen sådan fare. Den er tilgængelig gratis her – selv i den stat, hvor mænd engang blev hængt for at besidde den. Dagens bonusfakta: Helpers bog fik også Kongressen til at lukke ned i over en måned. I 1859 samledes Repræsentanternes Hus igen, og de nordlige republikanere benyttede lejligheden til at skabe mere opmærksomhed omkring "Den forestående krise". Som Chicago Tribune delte i en samtidig rapport "har republikanerne forsøgt at give [bogen] cirkulation i de sidste to år og har fejlet", så republikanerne besluttede at bruge Repræsentanternes Hus som en måde at ændre det på og krævede, at "det eneste emne, der skulle diskuteres, ville være Helper og hans 'forestående krise'". Som følge heraf nægtede sydlige politikere ifølge denne artikel fra Journal of Southern History at acceptere enhver, der havde støttet Helper, som formand. Det tog Repræsentanternes Hus 44 dage - den næstlængste periode på daværende tidspunkt - at vælge en ny formand.