Færdig med at være den glade giver - USA og Europa

 

Færdig med at være den glade giver

Siden 2. Verdenskrig har Vesteuropa betragtet amerikansk beskyttelse som en selvfølge, og glemt ansvaret for den fælles sikkerhed

Lars Møller 

22

Vesteuropas sikkerhedsarkitektur efter 2. verdenskrig har længe hvilet på en fundamental asymmetri: USA udgjorde rygraden i både konventionel militær tilstedeværelse og en udvidet nuklear afskrækkelse, hvilket gjorde det muligt for europæiske allierede at prioritere social velfærd, økonomisk integration og den såkaldte "fredsdividende" efter den kolde krigs afslutning. Denne ordning, der er forankret i NATO, muliggjorde betydelige reduktioner i europæiske forsvarsudgifter i løbet af 1990'erne og 2000'erne, efterhånden som den opfattede russiske trussel aftog efter Sovjetunionens sammenbrud.

Imidlertid har akkumulerede krigsbegivenheder - Ruslands invasion af Georgien i august 2008, besættelsen af ​​Krim i februar 2014 og fuldskala invasionen af Ukraine i februar 2022 - afsløret skrøbeligheden ved ​​"fred og sikkerhed". I januar 2026, midt under den anden Trump-administration, står Vesteuropa over for en barsk virkelighed: den transatlantiske sikkerhedsgaranti fremstår i stigende grad betinget, transaktionel og usikker og skubber kontinentet mod et opgør med sin egen strategiske autonomi - eller mangel på samme.

From Wikimedia Commons: Allegory of War (Jan Brueghel the Younger, ca. 1640)

I årtier høstede Vesteuropa fordelene ved, at amerikanske skatteydere finansierede en robust fremskudt tilstedeværelse og den atomparaply, der afskrækkede sovjetisk – og senere russisk – aggression. Efter 1991 skar europæiske NATO-medlemmer ned på militærbudgetterne og omdirigerede ressourcer til ekspansive velfærdsstater. Selv ikke den russisk-georgiske krig, der demonstrerede Moskvas villighed til at bruge magt uanset vestlig opinion, fremkaldte nogen koordineret europæisk reaktion. Forsvarsudgifterne forblev lave, og de fleste europæiske NATO-medlemmer nåede ikke engang det beskedne mål på 2 % af BNP, før eksterne chok tvang forandring.

Den russisk-ukrainske krig markerede et vendepunkt. Alligevel forblev de europæiske reaktioner forskellige og tøvende. Mens Polen og de baltiske stater hurtigt øgede beredskabet, ydede vesteuropæiske regeringer hjælp, der på forskellige måder blev karakteriseret som upassende, utilstrækkelig eller forsinket. Tilsvarende tøvede Biden-administrationen, på trods af højlydt støtte til Kiev, med visse avancerede våbensystemer, hvilket afspejlede indenrigspolitiske begrænsninger og frygt for eskalering. I mellemtiden kæmpede Ukraine i realiteten ikke kun for sin egen overlevelse, men fungerede også som en buffer for resten af ​​Europa – landet absorberede russisk militært pres, mens den europæiske støtte haltede bagefter retorikken.

Sikkerhedskonferencen i München i februar 2025 krystalliserede et paradigmeskift. Amerikanske embedsmænd satte åbent spørgsmålstegn ved langvarige allianceforpligtelser, udelukkede NATO-medlemskab for Ukraine og præciserede amerikanske prioriteter i forhold til strategisk konkurrence med Kina. I takt med at Washington forfulgte bilaterale engagementer med Moskva og udelukkede allierede fra forhandlinger på højt niveau om Ukraines fremtid, afslørede diskussionerne europæiske bekymringer om marginalisering. Lukkede møder centrerede sig i stigende grad om Europas behov for at "afrisikobekæmpe" den påståede amerikanske uforudsigelighed.

Liberale eliter på begge sider af Atlanten skyndte sig at fordømme en amerikansk "tilbagetrækning" fra principperne om solidaritet og multilateralisme, der havde forankret sikkerheden efter krigen, hvilket accelererede Europas tab af strategisk modstandsdygtighed.

For yderligere at forværre tingene ændrede den amerikanske politik over for bistand til Ukraine sig markant. Direkte donationer ophørte stort set og blev erstattet af forretningsaftaler, der forpligtede europæerne til at betale regningen. Mens den samlede våbenstrøm til Kyiv ikke kollapsede med det samme – takket være forudgående tilladelser og europæisk finansierede køb fra amerikanske aktier – symboliserede nulstillingen af ​​samarbejdet et skridt fra idealistisk alliancesolidaritet, sponsoreret af amerikanske skatteydere, til transaktionalisme. Europæiske NATO-medlemmer, der allerede har øget deres forsvarsudgifter betydeligt siden 2022 (med samlede EU-udgifter, der er steget fra omkring 218 milliarder euro i 2021 til over 340 milliarder euro i 2024-2025), står nu over for pres for at finansiere både deres egen genoprustning og fortsatte ukrainske støtte.

Begivenhederne har skabt dyb usikkerhed i hele Europa, især i frontlinjestaterne. Er USA stadig utvetydigt forpligtet til Artikel 5 i tilfælde af et angreb på disse NATO-medlemmer? NATO-topmødet i Haag i 2025 forsøgte at imødegå dette ved at blive enige om et nyt mål for forsvarsudgifter på 5 % af BNP inden 2035 (med 3,5 % til militære kernekapaciteter), formuleret som en "jernstensfyldt" bekræftelse af kollektivt forsvar. Alligevel signalerer selve behovet for en så stejl stigning - drevet af amerikanske krav - tvivl om Washingtons pålidelighed. Polen (allerede nærmer sig 4,7-5 %) og Baltikum accelererer indsatsen, men den bredere europæiske forpligtelse er fortsat ujævn.

Det fremvoksende geopolitiske billede fremkalder en tilbagevenden til "indflydelsessfærer"-logikken, der minder om stormagtspolitik i det 19. århundrede snarere end den "regelbaserede internationale orden" efter 1945. Rusland gør nidkært krav på traditionel dominans og er tilbageholdende med at acceptere et uafhængigt, vestligt orienteret Ukraine – mindre af oprigtig bekymring over NATO's krigeriske holdning end af irredentisme, (Irredentisme er enhver politisk bevægelse, der kræver overførsel af et andet lands territorium til det land, hvor den irredentistiske bevægelse har hjemme, f.eks. Sønderjylland 1920) idet det betragter Ukraine som en uadskillelig del af sin civilisationssfære.

USA, der påberåber sig en genoplivet Monroe-doktrinens logik, hævder forrang på den vestlige halvkugle og har gentagne gange udtrykt interesse i at erhverve Grønland med henvisning til arktiske strategiske imperativer, sjældne jordarters mineraler og afskrækkelse mod Rusland og Kina. Udtalelser fra Trump-administrationen i 2025-2026, herunder trusler om, at "alle muligheder" forbliver åbne og påstande om, at USA vil handle, "uanset om de kan lide det eller ej", har genoplivet historiske forslag, samtidig med at de har alarmeret allierede.

Kina betragter Taiwan som en oprørsk provins, hvor genforeningen fremstilles som en "intern affære", der er immun over for ekstern indblanding. Disse parallelle påstande antyder en de facto opdeling af kloden mellem supermagter: Rusland har magten over sine "nære udland", USA over Amerika og strategiske forposter som Grønland, og Kina over Taiwan.

International lov, traktater som Budapest-memorandummet (der garanterer Ukraines sikkerhed til gengæld for atomafrustning) og normer mod territorial erobring (landgrab) fremstår i stigende grad som levn, underordnet rå magtdynamik. Ifølge teorien om "offensiv realisme", som udbredt af John Mearsheimer, der forudsætter et "anarkisk system" i internationale relationer, giver magt ret; besiddelse - bakket op af militær overlegenhed - trumfer juridiske krav. Ikke desto mindre har det alvorlige konsekvenser at opgive den regelbaserede internationale orden. I sin kerne eroderer et sådant skift den forudsigelighed og stabilitet, der har understøttet global fred og velstand siden 1945, hvilket har ført til en genopblussen af ​​ukontrolleret aggression, territoriale tvister og våbenkapløb.

Mindre lande bliver brikker i stormagtsrivaliseringer, hvor deres suverænitet rutinemæssigt krænkes uden at blive henvist til institutioner som FN eller internationale domstole. Økonomisk forstyrrer det global handel og investeringer, da lande prioriterer militarisering frem for samarbejde, hvilket potentielt kan udløse recessioner, nedbrud i forsyningskæder og hamstring af ressourcer. Humanitære kriser mangedobles, med øgede flygtningestrømme, hungersnød og grusomheder, der ikke straffes, hvilket fremmer en cyklus af ustabilitet, der spreder sig på tværs af grænser. I sidste ende normaliserer denne opgivelse et "nulsums-verdensbillede", hvor alliancer brister, atomspredning accelererer, og risikoen for katastrofale krige eskalerer og truer selve strukturen i det internationale samfund.

Hvis vi ser bort fra neorealistisk kynisme, fremhæver historien en meningsfuld sondring mellem krigsførelse i henhold til henholdsvis autokratiske og demokratiske principper (f.eks. moralen i at overholde Genèvekonventionerne). I traditionen fra det nationalistiske (pan-islamistiske) Tyrkiet, Nazityskland og det bolsjevikiske Rusland begår ikke-demokratiske samfund krigsforbrydelser som bevidst statspolitik – systematisk, ideologisk drevet og beskyttet af absolut kontrol over medier, retsvæsen og samfund. Disse handlinger, herunder vilkårlige bombninger, tortur eller etnisk udrensning, står ikke over for nogen intern ansvarlighed; uenighed knuses, og propaganda omformulerer grusomheder til nødvendigheder for national overlevelse eller ære.

I modsætning hertil opererer demokratiske samfund, selvom de ikke er hinsides krænkelser – såsom USA's og Israels kampe i henholdsvis Irak og Gaza – inden for rammerne af gennemsigtighed, retsstatsprincipper og offentlig kontrol. Hændelser undersøges gennem uafhængige domstole, kongresundersøgelser eller afsløringer ved den frie presse, hvilket fører til potentielle reformer, undskyldninger eller ledelsesskift via valg. Den vigtigste forskel ligger i mekanismerne for selvkorrektion: demokratier, omend ufuldkomne, tillader debat, protest og ansvarlighed, der kan afbøde eller forhindre gentagelse, hvorimod autokratier institutionaliserer straffrihed, hvilket gør gentagne lovovertrædelser mere sandsynlige og forankrede.

NSS 2025 stiller Vesteuropa over for eksistentielle udfordringer. Kontinentet, der længe har været vant til at outsource hård sikkerhed, skal nu konfrontere omkostningerne ved autonomi: massive, vedvarende forsvarsinvesteringer (som potentielt kræver samfundsmæssige afvejninger fra velfærdsprioriteter), dybere koordinering på EU-niveau og endda nukleare debatter (f.eks. franske eller delte europæiske kapaciteter). Manglende tilpasning risikerer sårbarhed – ikke kun over for russisk tvang, men også over for amerikansk opgivelse eller tvang. Intern splittelse og ubeslutsomhed siden 2022, kombineret med afhængighed af amerikansk velvilje, har efterladt Europa udsat.

Det transatlantiske forhold efter 2025 markerer afslutningen på en æra, hvor Vesteuropa kunne nyde godt af "sikkerhed på kredit". Den amerikanske atomparaply og konventionelle forpligtelse, der engang blev taget for givet, synes nu at være til forhandling. Rusland respekterer amerikansk magt langt mere end fragmenteret europæisk beslutsomhed, hvilket understreger ubalancen.

Efterhånden som indflydelsessfærer genopstår, og international lov eroderer, må Europa se virkeligheden i øjnene: investere politisk og økonomisk i troværdig selvstændighed eller risikere at blive en omstridt periferi i en multipolar verden domineret af supermagter, der kun respekterer styrke. "Fredsdividenden" er forbi; prisen for sikkerhed skal nu betales fuldt ud - af europæerne selv.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/01/exit_uncle_sucker.html

Farvel til Berlin som vi kendte byen

 

‘Farvel til Berlin’

 Lars Møller

I byhistoriens annaler er der få byer, der legemliggør det tragiske samspil mellem æstetisk aspiration, ideologisk fanatisme og moralsk forfald så fuldt ud som Berlin. Hyldet som det pulserende hjerte af europæisk kosmopolisme i 1920'erne - en metropol, hvor kunstnere, intellektuelle og bohemer samledes i en symfoni af eksperimenter - venter den nu på historiens gang, tydeligvis brudt. Dens bane gennem det tyvende århundrede kan læses som en dyster elegi over tabt storhed. Magien er væk. Ekkoet af mellemkrigstidens Berlin, som Christopher Isherwood (forfatter til romanen Goodbye to Berlin fra 1939) formidlede så elegant, er for længst forstummet.

Berlins akkumulerede ødelæggelse under nazismen, de allieredes bombardementer og sovjetisk kommunisme har udryddet de fysiske refleksioner af en rig jødisk-kristen arv og banet vejen for en æra med historisk hukommelsestab og kulturel opløsning. Langt fra en føniks, der rejser sig fra aske, står det moderne Berlin som en hul efterligning, et lappetæppe af arkitektoniske facader - eller "scene backdrops" som i tilfældet med Berlinerpalæet – der maskerer dyb sorg.

Man kan argumentere for, at Berlins "genopbygning" repræsenterer benægtelsen af ​​et uopretteligt tab, forstærket af en nihilistisk nutid, der afbryder båndene til slægter og inviterer til kulturel erobring. Ligesom folk i 1930'erne lever moderne berlinere i en tid præget af ideologisk konfrontation, intimideret af voldelige revolutionære, der samarbejder om at nedbryde civilisationens støttende institutioner og chikanere jøderne

.

From Wikimedia Commons: Rear view of the Houses at Schloßfreiheit (Eduard Gaertner, 1855)

At forstå dybden af ​​Berlins tragedie kræver indsigt i dens prælapsariske (før ‘syndefaldet)’ pragt. I 1920'erne, under Weimarrepublikken, var Berlin Europas uovertrufne kulturelle hovedstad, en hvirvelvind af kreativitet, der overgik både Paris og Wien. Kabareter vibrerede af jazz og satire, teatre havde premiere på Brechts revolutionære dramaer, og Bauhaus-bevægelsen omdefinerede modernismen inden for arkitektur og design. Denne æra, ofte romantiseret som "de gyldne tyvere", fremmede en kosmopolitisk etos, hvor jødiske akademikere, der senere skulle forfølges, blandede sig med avantgardekunstnere, og byens gader summede af intellektuel gæring. Alligevel var denne vitalitet skrøbelig, rodfæstet i et usikkert demokrati, der maskerede underliggende sociale sprækker.

Nazisternes fremmarch i 1933 varslede Berlins hævngerrige ødelæggelse. Adolf Hitlers regime, med sin ondskabsfulde antisemitisme og kejserlige vrangforestillinger, målrettede byens kosmopolitiske sjæl som en bandlyst for arisk renhed. Som en magtdemonstration satte nazisterne ild til Rigsdagen i 1933, synagoger blev jævnet med jorden under Krystalnatten i 1938, og jødiske kulturinstitutioner blev opløst. Berlins bymiljø, engang et tapet af eklektiske stilarter fra neoklassicisme til art nouveau, begyndte at forvrænge sig under nazisternes æstetik. Megalomaniske projekter som Albert Speers Germania forestillede sig en monolitisk hovedstad i Tusindårsriget. Dette var dog kun forspil til ødelæggelse.

Som uregerlige krigsherrer invaderede nazisterne den sofistikerede, jødisk-kristne metropol Berlin, rensede ud i dens fritænkere og banede vejen for krigstidsapokalypsen. Uanset om nazismen fortolkes som en socialistisk-revolutionær afvigelse eller den logiske kulmination af nationalistisk-autoritære impulser, plettede den for altid byens slægt og gjorde enhver tilbagevenden til uskyld umulig.

2. verdenskrig sendte et helvede løs over Berlin og forvandlede byen fra et kulturelt fyrtårn til en murbrokker fyldt kirkegård. De allieredes bombardementer, der for alvor begyndte i 1940, reducerede store dele af byen til ulmende ruiner. I 1945 lå over 70 % af Berlins bygninger i stykker, med ikoniske vartegn som Brandenburger Tor arret af artilleri. De menneskelige omkostninger var svimlende: hundredtusindvis omkom, deres liv udslukt i den totale krigs inferno. I modsætning til "tilstødende skader" lignede bombardementet en bevidst udslettelse, som om sejrherrerne søgte at uddrive nazisternes spøgelse gennem ild.

Oprydningen efter krigen begyndte midt i asken, men sejren skabte nye splittelser. Potsdam-konferencen i 1945 delte Berlin i fire sektorer - amerikansk, britisk, fransk og sovjetisk - hvilket afspejlede det bredere skisma fra den kolde krig. I den sovjetiske zone fortrængte kommunister nazisterne og indsatte Den Tyske Demokratiske Republik i 1949. I stedet for befrielse signalerede det kommunistiske regime, at ét tyranni blev erstattet af et andet. Stalinistiske marionetter som Walter Ulbricht indførte en marxistisk-leninistisk ortodoksi, nationaliserede industrier og undertrykte uenighed.

Berlins politiske splittelse kulminerede i opførelsen af ​​Muren i 1961, som kommunistiske propagandister kynisk kaldte den "antifascistiske beskyttelsesmur". I virkeligheden fungerede denne betonbarriere, befæstet med vagttårne, pigtråd og minefelter, som et fængselsanlæg, der fangede østtyskere inde i det sovjetiske imperium som evige statsfanger. Over 140 personer døde i forsøget på at flygte, og deres blod plettede Muren som et vidnesbyrd om kommunistisk barbari.

Muren, som adskilte frihed fra totalitarisme, velstand og dynamik fra fattigdom og stagnation, havde stor symbolsk værdi indtil 1989, hvor den blev genstand for kultdyrkelse. Faktisk fuldendte efterkrigstiden dog en tragedie: Hvor Hitler ødelagde kosmopolitismen, begravede kommunisterne dens rester i ideologisk beton. Murens fald i 1989, udløst af Gorbatjovs perestrojka og masseprotester, afsluttede tilsyneladende den dvælende skygge af 2. verdenskrig i den sovjetiske sfære. Alligevel var denne "endelige afslutning" pyrrhusformation; Genforeningens eufori maskerede dybden af ​​det, der var gået uigenkaldeligt tabt.

Genopbygningen af ​​Berlin efter 1989 havde til formål at sy dens sår sammen, og omdanne den tidligere dødsstribe til en levende kerne. Projekter som ombygningen af ​​Potsdamer Platz med dens skinnende skyskrabere af arkitekter som Renzo Piano symboliserede "kapitalistisk triumf". Rigsdagens glaskuppel, designet af Norman Foster, fremkaldte "gennemsigtighed og demokrati". Berlin, en hovedstad med adskillige byggepladser, præsenterer den æstetiske konflikt mellem gammelt og nyt, hvor rester af preussisk storhed sameksisterer med brutalistiske bunkere og postmoderne drengestreger. Denne sammensmeltning fremmer tilsyneladende en følelse af frihed - gadekunst i Kreuzberg, techno-raves i forladte bunkere - men det er en frihed gennemsyret af sorg.

De ødelagte liv er uberegnelige: Holocaustofre, bombeangreb, flygtninge fra Muren – alt hjemsøger Berlin som spøgelsesagtige anklager. Ligeledes er den tabte skønhed i det byggede miljø beklagelig; den svundne elegance af udsmykkede facader og boulevarder har givet efter for funktionalistisk sterilitet. Det er tydeligt, at Weimarrepublikkens Berlin aldrig vil blive genoprettet. Forklaringen er dels omfanget af fysisk ødelæggelse og dels et åndeligt brud. Nutidens indbyggere, opvokset i en æra med "sekularisme, nihilisme og antivestlighed", udviser ringe loyalitet over for slægtslinjen. Postmoderne uddannelser prioriterer dekonstruktion frem for arv og fremmer en generationsafbrydelse. I dette tomrum fordamper Berlins historiske ånd og erstattes af flygtig forbrugerisme og digital distraktion.

Som fortolket af kulturpessimister indbyder nihilismen til en mere snigende transformation: Tysklands og Vesteuropas ubønhørlige dødsmarch mod ideologisk underkastelse. Demografiske ændringer, drevet af lave fødselsrater blandt indfødte og masseindvandring fra lande med muslimsk flertal, varsler et samfundsmæssigt kollaps. Siden Gastarbeiter-programmet i 1960'erne (og fremskyndet af Angela Merkels flygtningepolitik fra 2015) er millioner ankommet, hvilket har ændret byernes demografi. I Berlin-kvarterer som Neukölln spreder arabisk skiltning sig, og sharia-påvirkede normer udfordrer sekulære traditioner. Langt ud over harmonisk multikulturalisme, som kritikere som Thilo Sarrazin argumenterer for, er dette en "demografisk erobring", der undergraver det jødisk-kristne fundament.

Berlins rekonstruerede facade skjuler denne erosion. Byens "frihed" bliver ironisk: midt i mindesmærker for nazistiske og kommunistiske grusomheder vinder importerede ideologier frem og taler for religiøs absolutisme og antisemitisme. Æresdrab, no-go-zoner og islamistisk radikalisering - tydeligt i hændelser som julemarkedsangrebet i 2016 - signalerer en spirende storm. Vesteuropas aldrende befolkning kombineret med migranternes højere fertilitet varsler "civilisatorisk udslettelse", ikke gennem militær erobring, men islamistisk entryisme. Ved midten af ​​århundredet tyder prognoser på, at muslimer kan udgøre 20-30% af Tysklands befolkning og dermed vælte den kulturelle balance. Berlin, engang et bolværk for oplysningstiden, risikerer at blive en forpost i en global ummah, hvis historie er fortyndet til irrelevans.

Denne transformation fremmes af elitens selvtilfredshed, der indbildsk betragter arv som ubetydelig. Nihilisme avler overgivelse; uden loyalitet over for afstamning mister samfundene deres sjæle. Berlin er et eksempel på dette: dens tilfældige blanding af gammelt og nyt er ikke fornyelse, men requiem, et forspil til glemsel.

Berlins odyssé fra kulturelt højdepunkt til bombet ruin, delt fængsel og rekonstrueret simulacrum understreger en pessimistisk sandhed: ødelæggelse er uoprettelig, genopbygning illusorisk. Nazismen initierede ødelæggelsen, krigen forstærkede den, kommunismen fuldbyrdede den, og nutidens nihilisme besegler den. Byens sorgfyldte frihed - bedre karakteriseret som "løsrivelse" - maskerer en forudanelse om dystopisk arbejde før kalifatets fødsel. Desværre er dette ikke en alarmistisk fantasi, men en underbygget bane, rodfæstet i historiske mønstre af ideologisk overgreb og kulturelt selvmord.

Berlin lærer os, at civilisationer, når de først er splittede, sjældent heler; de forvandles til skygger af tidligere jeg, der venter på den næste formørkelse. I dette lys er byens historie en historie om melankolsk resignation – en advarende lektie for et Vesten, der vakler på randen af ​​krisen.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/12/goodbye_to_berlin.html

General Pattons fremsynethed kunne have sparet millioner af liv

Pattons fremsynethed

Robert Orlando 

Nu her næsten 70 år efter U.S. General George S. Pattons noget for tidlige død er der stadig stor forundring og mistænksomhed over omstændighederne om dette formidabel militærgenis bortgang.

På en krigshærget 2 spors vejbane i Mannheim, Tyskland blev Pattons bil (en Cadillac) ramt den 21. december 1945 af en to tons Army lastvogn blot seks måneder efter fjendtlighederne i 2. Verdenskrig i Europa var ophørt.

Ulykken betød at Patton knap og nap overlevede på et hospital i Heidelberg og det under en vigtig periode da de Allierede forsøgte dulme krigens skader for at fastholde fred i Tyskland. Der gik 3 uger før Patton endelig tabte sin sidste kamp, og efterkrigstidens Tysklands skæbne blev forseglet i adskillige årtier. (Læs denne artikel på synopsis om omstændighederme bag hans død - i al beskedenhed - super spændende)

Patton var blevet sat bag et skrivebord med overopsyn af hærens optegnelser i Bayern, på det tidspunkt han døde. Han havde været en meget ligefrem kritiker af Stalin og gik lydhørt ind for at befri Berlin og det tyske folk fra den visse kommunistiske aggression - hvilket havde medført hans pludselige fjernelse fra kamppladsen. I kølvandet på krigen søgte Vestmagterne at sætte den stålsatte Patton og hans provokerende holdninger ud på et sidespor.

På den anden side foragtede Patton det politisk motiverede cirkus og mediemedløberne der udførte deres beskidte arbejde. Han vedblev med at tale mod russerne som et amerikansk vidne til deres brutalitet under og efter krigen.

Stalin ‘fortærede’ Østeuropa bemærkede Patton:

“Jeg har ikke noget særligt ønske om at forstå dem udover at sikre mig hvor meget bly og jern der skal til at slå dem ihjel..... russerne har ingen respekt for menneskelivet og de er alle skiderikker, barbarer og kroniske drukkenbolte.” 

I de første dage af maj 1945 mens de Allierede kvaste Nazi krigsmaskinen stod Patton med sin massive 3rd Army ved udkanten af Prag nærmest ansigt til ansigt med Den Røde Hær. Han bønfaldt General Eisenhower om grønt lys til at rykke frem og erobre byen for de Allierede, hvilket også ville have betydet en inddæmning af russerne. .

Den britiske premierminister Churchill mente også at det træk var livsvigtigt og gavnligt for et efterkrigstids Europa og fastholdt ønsket, dog forgæves. Eisenhower nægtede at imødekomme Pattons anmodning, og russerne indtog derpå regionen, som kom til at betale dyrt for det i årene fremover. 

Tidligere på året i februar måned ved konferencen på Jalta strakte præsident Roosevelt, med Churchill ved sin side, hånden ud til venskab med “Onkel Joe” Stalin og underskrev den Faustiske pagt. Ved at gøre det blev millioner af menneskers skæbne forseglet - reduceret til massehungersnød, hævntogter og gulags. På den tid forstod Patton denne begivenheds tragedie og skrev:

“Vi lovede europæerne frihed. Det vil være langt mere alvorligt end uværdigt ikke at sørge for de får den. Dette kunne betyde krig mod russerne, men hvad så?”

Berlin blev også givet til Stalin som et stykke rødt kød for at dulme diktatorens appetit efter dræbte tyskere. For nogle, herunder Patton var dette en unødvendig og altødelæggende indrømmelse. Sent april 1945 hævdede Patton at han kunne indtage Berlin på blot “to dage,” en vurdering der deltes af øverstkommanderende for 9. Army, general William H. Simpson. Som det var tilfældet med byen Prag blev Pattons anmodning om at sikre Berlin nægtet. Trist er det at Patton efter han endelig kom til den ødelagte by kunne skrive til sin hustru den 21. juli 1945, “i den første uge efter de tog den (Berlin) blev alle kvinder der flygtede skudt og de som ikke gjorde blev voldtaget. Jeg kunne i stedet have indtaget den (fremfor Sovjet) om jeg havde fået lov.”  

Den konventionelle holdning er at Eisenhowers valg om ikke at erobre hovedstæderne i Øst var en sund beslutning eller at han var bundet af Jalta aftalerne skønt han oprindeligt havde planlagt at indtage Berlin og Prag. Mange ville argumentere for at i foråret 1945 var U.S. dødtrætte af krig og dets militær ikke var i stand til at udkæmpe en 3. Verdenskrig.

Amerikanerne havde også brug for russerne i kampen i Stillehavet, skønt russerne aldrig opfyldte deres løfte. Dog runger “hvad nu hvis” historiens ekko i Pattons ord: “Den amerikanske hær som den nu er kunne slå russerne med stor lethed, fordi, selvom russerne har et godt infanteri, mangler de artilleri, luftstøtte, tanks og viden om at benytte disse midler kombineret, hvorimod vi magter alle tre dele.” 

Ydermere i retrospektivt syn synes Pattons holdning om at møde fjenden “nu og her, fremfor senere” ikke som væren en krigsliderligs besættelse, en person der ikke kunne klare fredstid, men det var snarere en påpasselig og klog strategi fra en erfaren taktiker, selvom det var en satsning. Stalins egne optegnelser beviser at han bad sine ledere om at “nedtone” Berlininvasionen idet han var klar over at det var Europas kronjuvel. På trods af al Eisenhowers dygtighed i krig og dømmekraft kunne han ikke se at russerne ville komme som Patton og Churchill gjorde opmækrsom på. De to anerkendte visdommen i at standse Stalin på hans fremmarch og måske give Østeuropa en chance for ægte befrielse.

Stalin havde lovet at befri Østeuropas hovedstæder - Berlin, Prag og Wien - ligesom det Østlige Polen og de Baltiske Stater. I hans offentlige radiotale tilbage fra november 1943 lovede han, “Den dag er ikke langt borte, hvor vi fuldstændig vil befri Ukraine og Hviderusland, Leningrad og Kilinin regionen fra fjenden; vi vil befri ....Krims, Litauens, Letlands, Estlands, Moldaviens og Karelens (Finlands) Republik.” I stedet beviser historien, at Stalin var ansvarlig for mord og sult til døde af cirka 40 millioner russere og ukrainere under hans terrorregime.

I lyset af Den Røde Hærs hærgen i det 20. århundrede med hidtil uset blodbad og ødelæggelse og uden tvivl den mørkeste periode i Vestens historie var Patton så ikke den ærlige kriger der sagde sandheden? Havde han ikke ret med russernes intentioner efter krigen? Ville ikke hans forsøg på at sætte sine fremtidige fjender på plads, og forhindre yderligere folkemord have været risikoen for endnu en kamp det værd, for at sikre hovedstæderne i øst? Nu kender vi svaret, men Patton vidste det allerede dengang. 

Ved krigens afslutning var Patton ‘besejret.’ Mens Eisenhower forberedte sig til den politiske platform kunne hvert lidt for forhastet ord eller følelsesmæssigt udfordrende ord ytret af hans største krigergeneral være med til at true og underminere Eisenhowers troværdighed og myndighed, og fremskridt i tiden efter krigen.

Pattons ligefremme og direkte holdninger koblet med hans manglende vilje til at straffe alle tyske borgere under af-nazificeringsperioden gjorde at Eisenhower satte generalen ud på et sidespor. Patton troede på den retfærdige sag for militæret og åbenbarede sine planer om at bekæmpe de som ødelagde dens moral og som satte Amerikas fremtid i fare ved ikke at være imod den stadig stærkere trussel fra Sovjet. Resultatet blev at han blev gjort tavs, Senere sagde han,

“når jeg afslutter dette job, hvilket vil være forbi i begyndelsen af året, vil jeg ikke sige op, ikke gå på pension, fordi hvis jeg går på pension så vil jeg stadig have en knebel i munden....” 

Man kan spekulere over hvilke hemmeligheder Patton kunne have afsløret  om ikke han fik en alt for tidlig død, med tanke på, at han aldrig løb tør for ord eller modet til at servere dem

Hans dagbøger er oversået med kritik af Eisenhower og General Omar Bradley, og til tider fandt han fejl ved den måde krigen blev ført på, og det han mente skete på bekostning af menige amerikanske soldater. Var disse overbevisninger nok til at være en trussel som gjorde  hans liv måtte ophøre for hans foresattes hånd? Er det muligt at russerne, trætte af hans anti-Sovjet retorik, kunne have benyttet NKVD til at udføre det ultimative beskidte stykke arbejde?

I lyset af de som var imod Patton - fjender og allierede - kan det så undre hvorfor nu her 70 år senere at så mange stiller spørgsmålstegn ved hans utidige død?

Selv i dag kan tavsheden høres

About Robert Orlando

For 20 years Robert Orlando has brought his cinematic vision to the screen, beginning with his mesmerizing 1988 film See Her Run, going on to represent New York University at the Tel Aviv Film Festival. His latest film, Silence Patton, is scheduled for 2015.

Sponsored From Around the Web

http://www.frontpagemag.com/2014/robert-orlando/the-foresight-of-patton/

 

Bliver Rap erstattet af musik?

 Mike McDaniel

Som en kulturel trend har Rap “musik” haft en imponerende udvikling. Den er vel på en måde nutidens rock, musikoprøret hos en tidligere generation - min. Jeg holdt af rock, især at spille den, en masse. Rolling Stone fortæller os nu at Rap vil kunne være forbi:

Graphic: X Post

Jeg så til da the Beatles kom til Amerika for første gang og så dem i deres debut på I Ed Sullivan Show. Jeg har altid været musikinteresseret fra tidlig ungdom og kunne høre et musikstykke og så finde melodien og akkorderne på klaveret, og senere på guitaren. Den guitar, og en første tenor stemme der udviklede sig tidligt, blev mine værktøjer, om ikke til berømmelse, så dog en smule berømthed. 

Jeg håbede, at det at spille guitar kunne hjælpe mig med de unge damer, men erfarede senere at det måske virkede tiltrækkende for dem var noget jeg manglede, nemlig  tilstrækkelig forståelse for kvinder til at holde fast på dem. Jeg har aldrig været en Bad Boy, hvilket heller ikke hjalp. 

Under alle omstændigheder lærte jeg musik gennem øret, og det var først da jeg var i 30’erne at jeg fik en eksamen i musik og der lærte, hvorfor det jeg havde hørt gennem øret blev så længe - Nå det er derfor det er en G7 akkord! Nå, det er der det er en Picardie tredjeakkord! Det hele faldt på plads, og jeg begyndte virkelig at værdsætte mestrenes værker - som George Fredrich Händel og hans Messias. Når jeg spillede det værk - jeg holdt op med at tælle efter 40 gange - så jeg et glimt af Guds hånd. 

Når jeg går i dybden med Rap - ser jeg den ikke. 

Ja, jeg har brugt det i undervisningen. Men primært som et eksempel på hvad musik sådan set er. Rap har musiske elementer, men ikke det hele, og musik er så meget andet end det. 

I undervisning af poesi, er rytme og rim fundamental og jeg brugte børnenes midlertidige besættelse af Rap og fik dem til at skrive en Rap “sang” - rudimentær poesi - og fremføre den til akkompagnement af en elektronisk trommemaskine. Vi skulle have en meningsfyldt samtale om, hvilken slags sprog, hvilke referencer der var acceptable og jeg gennemså deres tekster før fremførelsen, selvom nogle få unger forsøgte at slippe af sted med kreative omskrivelser.

Der har altid været et problem med Rap - glorificeringen af stoffer, had til kvinder, kriminalitet, vold, anti-hvid racisme, prostitution, had og mere i samme stil. Således så vi hvide  mellemklasse børn der efterlignede vredet og oprøret hos sorte kriminelle i de store byer. Rappere der lever “gangster” livet på de sociale medier og på gaderne og ofte dør unge og voldeligt, dog fortsatte Rap med at være populært, - voldsomme CD omslag - og berigede rapperne, der som så mange andre blev opslugt af øjeblikkets berømthed for blot at miste det hele.

Graphic: Arrangement of music in the public domain.

Jeg havde noget af en fordel. Mine elever, hovedsageligt hvide børn var faktisk ikke interesseret i at leve som en Bølle, de havde heller ikke muligheden, derfor smuglede jeg noget “klassisk” musik ind. Faktisk,musik, som de fleste ville benytte udtrykket “klassisk.”om. 

De blev overrasket over at finde ud af at de hørte hele William Tell Overturen, enten i TV shows, reklamer eller i film. Det var sandt med mange mesterværker som Mozarts Requiem Mass. Før jul lyttede vi til, og skrev om sektioner fra Messias, som vi gjorde når vi lyttede til musik. Vi hørte endog The Chipmunk Song (Christmas Don’t Be Late). De der syngende egern får en til at smile. 

Fredage spillede vi “Name That Tune” (Gæt melodien) for ekstra kredit. De lærte alt fra Huey Lewis and the News til klassiske stykker, herunder velkendte operaarier. Glade opmærksomme børn lærer bedre og hurtigere.  

Der var med Shakespeares ord  - metode i galskaben. 

De kom til at forstå forskellen mellem den rene underholdning og god kunst. I den forståelse klarede Rap sig elendigt. Selvom dens rytme, rim og vrede var underholdende ‘talte den’ i store træk kun til de værste sider af menneskets natur. Ikke som god kunst. Ikke som de komplekse i harmonier og melodier af høj kvalitet, jo også i popmusik. Pludselig lyder Rap som gentagelser, uinspireret og helt tomt. 

Som ‘den onde engelsklærer’ jeg er fungerede planen. 

Måske det er derfor der ikke er nogen rap på top 40 listen i 35 år. Det kan være en midlertidig abnormitet, men jeg vil meget gerne tro at vi er ved at gå ind i en gylden tidsalder.

Måske de unge har opdaget, at der er mere i livet end had, voldsomt forbrug og ødelæggende opførsel. Måske ser de endelig at de også kan bidrage med, og værdsætte det som er smukt, godt, opløftende og i den proces, udvikle sig til mere end de er, langt mere end Rap. 

Mike McDaniel is a USAF veteran, classically trained musician, Japanese and European fencer, life-long athlete, firearm instructor, retired police officer and high school and college English teacher. He is a published author and blogger. His home blog is Stately McDaniel Manor. 

https://www.americanthinker.com/blog/2025/11/is_rap_being_replaced_by_music.html