Hvorfor leg bringer os glæde
Siden oldtidens Grækenland har tænkere kæmpet med mysteriet om, hvorfor mennesker og andre dyr leger. Overlevelse er svært, så hvorfor spilde energi? Gennem årene har teorierne spændt fra Platons simple billede af leg som færdighedsøvelse til stadigt mere esoteriske ideer om overskydende energi, freudiansk katarsis og rudimentære "primitive instinkter".
Nu om dage ser udviklingspsykologer mest leg som en måde at indsamle information om verden og vores plads i den. Men der mangler noget i dette billede, ifølge Marc Malmdorf Andersen, en kognitiv forsker ved Aarhus Universitet. "Ja, det handler om at lære om verden," siger han. "Alle er enige om, at leg er rigtig godt til det. Men ingen beskæftiger sig rigtig med det sjove aspekt. Hvorfor er det så givende?"
I 2023 udgav Andersen og tre kolleger, hvad de kaldte en "kognitiv teori om leg", der søgte at forklare leg inden for rammerne af den nyeste og mest populære teori om alt inden for hjernevidenskab: prædiktiv bearbejdning.
Leg ansporer børn til at lære om sig selv og verden, men det har også vigtige implikationer for voksne.
Ifølge denne ramme er mennesker skabt til at reducere usikkerhed, mens vi stræber efter at perfektionere vores forudsigelser af verden omkring os – men når vi leger, vælger vi paradoksalt nok bevidst at øge usikkerheden for at opleve glæden ved at reducere den. Andersens teori forklarer, hvordan leg ansporer børn til at lære om sig selv og verden, men det har også vigtige implikationer for voksne: Vores sans for leg viser sig at være afgørende ikke kun for at have det sjovt, men også for at holde vores aldrende hjerner sunde og afdække nye ideer på måder, der ikke kan outsources til en algoritme.
Den nye hjerneteori
Nøgleideen i prædiktiv bearbejdning er, at i stedet for at forsøge at finde mening i den store mængde information, der leveres af dine sanser, laver din hjerne sit bedste gæt om, hvad der sker omkring dig, og bruger derefter alle disse sensoriske data til at kontrollere sine forudsigelser. Når du går ind i køkkenet om morgenen, forventer du at se et køleskab i hjørnet; din hjerne bemærker kun de indkommende visuelle data, hvis køleskabet mangler.
Dette viser sig at være en meget effektiv måde for en hjerne at fungere på. Det forklarer også forskellige særheder i vores opfattelser, da det betyder, at synet er, som neuroforskeren Anil Seth udtrykte det, "kontrolleret hallucination". I 1860'erne påberåbte den tyske polyhistoriker Hermann von Helmholtz ideen om en prædiktiv hjerne for at forklare visse typer optiske illusioner. For nylig har dette perspektiv forklaret, hvorfor nogle mennesker så det virale billede af "The Dress" fra 2015 som guld og hvidt, mens andre så det som blåt og sort: Folk, der bruger mere tid i kunstigt lys, har andre forudsigelser om billedets baggrundsbelysning end dem, der bruger mere tid i naturligt lys. Hvad vi ser, afhænger af, hvad vi forventer at se.
I 2005 begyndte neuroforskeren Karl Friston fra University College London at udgive en række artikler, der foreslog, at det grundlæggende imperativ for en prædiktiv hjerne er at minimere forudsigelsesfejl. Hvis dine sanser fortæller dig, at en forudsigelse ("det er varmt nok til at spise udenfor") er forkert, opdaterer du enten din forudsigelse ("det er ikke varmt nok til at spise udenfor") eller gør noget for at få din forudsigelse til at gå i opfyldelse (tag en sweater på). Dette tilsyneladende simple princip viser sig at være overraskende kraftfuldt, og i løbet af de sidste to årtier har det givet anledning til en radikalt ny matematisk opfattelse af, hvordan hjernen fungerer. Men det har en fejl.
Mørkekammerproblemet
Jeg stødte første gang på det, der er blevet kendt som Dark Room-problemet, da jeg researchede en bog om videnskaben bag udforskning. Forskellige adfærdsmæssige og biologiske beviser tyder på, at mennesker er skabt til at opsøge det ukendte. Prædiktiv bearbejdning antyder derimod, at vi ønsker at minimere usikkerhed for at undgå forudsigelsesfejl. En måde at nå dette mål på ville være at låse sig selv inde i et skab og slukke lyset. Så ville det være let at forudsige, hvad der vil ske derefter: absolut ingenting. Denne logiske kæde modsiger ideen om mennesker som instinktive opdagelsesrejsende.
Men overlevelse handler ikke kun om at forudsige nutiden; det handler også om at forudse fremtiden. Løsningen på Dark Room-problemet udspringer af erkendelsen af, at vi ønsker at minimere både nuværende og fremtidige forudsigelsesfejl. For at gøre det skal vi lære så meget som muligt om den bredere verden for at forudse, hvad der kan ske derefter. Faktisk antyder Fristons ligninger, at vi fortrinsvis skal opsøge forudsigelsesfejl på kort sigt for at reducere forudsigelsesfejl på lang sigt. Vi skal med andre ord forlade skabet og udforske.
Den britiske filosof og kognitiv videnskabsmand Andy Clark kalder dette "hældningsjagt". Det, vi i virkeligheden søger, er ikke fraværet af forudsigelsesfejl, men glæden ved at surfe ned ad en hældning med aftagende forudsigelsesfejl. "Du jagter disse hældninger, fordi de forbedrer din evne til at forudsige systemet," siger Mark Miller, kognitionsfilosof ved University of Toronto og medforfatter til Andersens teori om leg.
At bygge vs. at jagte skråninger
For Andersen, Miller og deres medforfattere er leg et modstykke til at udforske: at bygge skråninger snarere end at jagte skråninger. I stedet for at lede efter usikre skråninger at surfe ned ad, vælger vi reglerne for vores spil for at skabe den usikkerhed, som vi derefter kan løse.
Vi leder efter den helt rigtige mængde usikkerhed. For lidt, og vi får ikke meget glæde af at reducere den. For meget, og vi er ikke i stand til at reducere den. Det er derfor, de fleste casinospil har odds, der svæver et sted nær 50%, og hvorfor de mest tilfredsstillende sportskonkurrencer er dem, hvis udfald forbliver i tvivl indtil de sidste sekunder.
Det betyder også, at det gode punkt er et bevægeligt mål, da det, der engang var ukendt, bliver velkendt. Det er derfor, vores musiksmag ændrer sig over tid, påpeger Andersen, og hvorfor små børn nyder at gå ned ad rutsjebaner på legepladsen - indtil de har været nede nok gange til at forløse deres nysgerrighed om, hvordan det føles, hvorefter de bliver mere interesserede i mysteriet om, hvordan det ville være at klatre op ad rutsjebanen.
Præcis hvordan dette kredsløb implementeres i hjernen er fortsat et emne for aktiv forskning og debat. En central observation fra en række eksperimenter foretaget af den tyske neuroforsker Wolfram Schultz i 1990'erne er, at dopaminsignalering i hjernen i nogle sammenhænge fungerer som en markør for forudsigelsesfejl. Vi får et dopaminhit ikke, når noget er godt, men når det er bedre end forventet. "Det, det dopaminerige system ser ud til at gøre, er at fortælle organismen, at denne strategi er bedre end den strategi, du har brugt indtil videre," siger Andersen.
Selvfølgelig indfanger dette billede af leg måske ikke alle nuancerne i, hvad ordet betyder for os. "Vi er meget mere komplekse væsener end usikkerhedsbaserede belønningsmaskiner," siger Elizabeth Bonawitz, leder af Harvard Universitys Computational Cognitive Development Lab. Et spædbarn, der leger tittebøe med sin mor, kan for eksempel primært være motiveret af social tilknytning snarere end at løse usikkerheden om, hvis ansigt der er bag hænderne.
Filosoffen Bernard Suits definerede det at spille spil som "et frivilligt forsøg på at overvinde unødvendige forhindringer." For at nå målstregen på et maratonløb kan man normalt bare gå et par blokke fra startlinjen eller måske tage en metro, men vi vælger at acceptere de vilkårlige begrænsninger, som banekortet pålægger. Vi pålægger os selv disse forhindringer for at sikre, at resultatet forbliver i tvivl. Nogle gange fejler vi, hvilket betyder, at når vi lykkes, er resultatet bedre, end vi forventede. Andersens teori forklarer, hvorfor dette føles godt - og det er en mere betydningsfuld indsigt, end det først ser ud til.
Hvad er leg godt for?
Det faktum, at leg føles godt, er, tænker man måske, en tilstrækkelig grund i sig selv til at hengive sig til det. Suits argumenterede berømt for, at det at spille spil er vores højeste kald, da det i en hypotetisk utopi, hvor alle vores materielle behov er opfyldt, er alt, hvad vi ville gøre.
Men glæden ved leg har også en nyttig funktion: Den fortæller os, hvornår vi reducerer usikkerhed – det vil sige lærer om verden – mere effektivt end forventet. Faktisk er det det mest følsomme instrument, vi har til at fortælle os, om vi vælger en frugtbar vej eller ej. "Alt andet lige er organismen den eneste, der har adgang til sin egen viden," siger Andersen. "Så sjov burde være det bedste signal for, hvornår en organisme enten lærer eller håndterer det, verden kaster efter den, meget effektivt."
Selv babyer er i stand til at udnytte dette instinkt. Et eksperiment fra 2012 ledet af Celeste Kidd, dengang ved University of Rochester, viste 7- og 8-måneders spædbørn en række former og brugte bliksporing til at måle deres interesse. Når sekvensen var for forudsigelig, kiggede spædbørnene væk. Når den var for tilfældig, kiggede de også væk. Men når der var et mellemliggende niveau af forudsigelighed, der antydede et eller andet mærkbart mønster, som de måske kunne finde ud af, var de fanget.
Mange af de eksisterende teorier om leg fokuserer på børn: ideen om, for eksempel, at en killing, der hopper på et nøgle garn, træner de færdigheder, som en voksen kat senere vil bruge til at jage. Andersens idé om leg som at bygge skråninger passer til dette billede af barndommen som en periode med reduktion af usikkerhed i stor skala. Faktisk bruger vi mindre tid på at lege, når vi vokser op, og det er ikke uventet. "Fra vores models perspektiv sker det, fordi voksne har sværere ved at blive overrasket - fordi vi ved mere," siger Andersen.
Leg er også for voksne
Vi holder ikke helt op med at bygge skråninger, når vi bliver voksne – eller i det mindste burde vi ikke. For det første er der nye beviser for, at det at forblive legende hjælper med at holde din hjerne sund, når du bliver ældre. Den usikkerhed, der er forbundet med leg, kræver fokus, fleksibilitet og tilpasning, hvilket igen engagerer en region i hjernen kaldet locus coeruleus, som er forbundet med kognitiv sundhed hos ældre voksne. Et randomiseret forsøg viste, at det at begynde på hobbyer som quiltning og fotografering var forbundet med langsommere kognitiv tilbagegang.
Det faktum, at det er sværere at overraske sig selv, når man allerede ved meget, gør det endnu vigtigere og mere givende at finde nye overraskelser – nye forudsigelsesfejl. Hvordan ellers kan du tænke nye tanker? De algoritmer, der styrer dine sociale mediefeeds, ved, hvordan de skal pirre dig, give dig følelsen af, at du surfer ned ad en skråning med faldende forudsigelsesfejl. Men de har ikke adgang til de interne signaler, der fortæller dig, hvornår du med succes lærer om verden. "Vi læser bøger og spiller skuespil og laver musik og dyrker kunst og har hobbyer og vandrer og udforsker verden," siger Bonawitz. "Det er den slags leg, som voksne dyrker, og jeg synes, det er en virkelig vigtig del af at være glad og sund, og også bare tænke."
Det er selvfølgelig ikke let at finde tid til at lege mere midt i voksenlivets pres og begrænsninger. "Voksne ville lege mere, hvis de kunne," siger Andersen. Det strider også mod vores instinkter. Spørg folk, om de kan lide usikkerhed, og de vil benægte det. De vil minimere eller eliminere den for enhver pris. Men vi er ikke gode dommere over, hvad vi finder virkelig tilfredsstillende. Hvis Andersen og hans kolleger har ret i den prædiktive processing-teori om leg, er det ikke fraværet af usikkerhed, vi elsker, men processen med at reducere den: rejsen, ikke destinationen. Og det indebærer at søge mere, snarere end mindre, usikkerhed og omfavne unødvendige forhindringer.
Med andre ord, at spille spillet.
Alex Hutchinson is a science journalist based in Toronto, with a big-picture focus on human performance and particular interests in fitness, endurance sports, and the outdoors.
Opslag
_-_Carlisle_Market_Place_in_front_of_the_Old_Town_Hall_-_1978.108.149_-_The_Tullie.jpg){kind=link}
_-_WGA2525.jpg){kind=link}
.png){kind=link}
_-_WGA2515.jpg){kind=link}