Hvis du bor i det nordvestlige Stillehav, vænner du dig til regn. I Oakville, Washington, en lille tømmerby med omkring 700 indbyggere, falder nedbøren cirka 275 dage om året. Så da politibetjent David Lacey var på patrulje den 7. august 1994 og bemærkede dråber, der ramte hans forrude, tænkte han ikke meget over det. Han tændte for vinduesviskerne og fortsatte med at køre.
Men vinduesviskerne viskede ikke. Regnen - det var ikke vand. Det var klistret.
Lacey begyndte straks at undersøge mysteriet. Han holdt ind til en tankstation, tog handsker på (sikkerhed først!) og rørte ved det. Det var klistret, gennemskinneligt og tyktflydende - ikke noget, der typisk falder ned fra himlen. Som Mental Floss rapporterede, var hver klat omkring halvt så stor som et riskorn, men - tydeligvis - ikke noget, man bør spise.
Folk begyndte alligevel at blive syge. Lacey selv blev træt og kvalme. En beboer ved navn Beverly Roberts tog noget af smudset med hjem for at se nærmere på det, og inden for en dag blev hun ramt af svimmelhed, der var alvorlig nok til at kræve lægehjælp. En anden beboer fra Oakvilla, Dotty Hearn, blev indlagt på hospitalet med svimmelhed og kvalme. En anden, Maurice Gobeil, fortalte Unsolved Mysteries: "Jeg blev syg, min kone blev syg, min datter - alle, der boede her, blev syge." Ifølge Roberts "blev alle i hele byen syge af influenza" - inklusive kæledyr.
Myndighederne indsamlede prøver af smudset og sendte dem til laboratorier til analyse. Resultaterne forværrede kun mysteriet. Som KUOW rapporterede, "blev prøverne til sidst sendt til Washington State Departments of Ecology and Health til testning, men myndighederne kom frem til modstridende resultater: Ecology sagde, at klumperne var uorganiske. DOH sagde, at de var organiske." En reporter sendte ifølge KUOW noget smuds til et privat laboratorium til en anden analyse; laboratoriet fastslog, at stoffet var polyacrylamid, som bruges "til at forhindre jorderosion; som flokkuleringsmiddel til vandbehandling; olierensning; endda til at stabilisere kosmetik." Med andre ord, mystikken fortsatte.
Mange teorier dukkede op. Da et laboratorium fandt enzymer, der ofte findes i den menneskelige fordøjelseskanal, konkluderede nogle, at klatterne var koncentreret affald fra et flytoilet. Men Federal Aviation Administration afviste denne teori og bemærkede, at sådant affald er farvet blåt. En anden teori antydede, at klatterne var dele af vandmænd – militæret havde udført bombeøvelser over Stillehavet på det tidspunkt, og Oakvilles politichef modtog et tip, der antydede, at detonation af en stime vandmænd kunne have sendt deres rester ud i atmosfæren – absurd, måske, men det er faldende ‘goo’ også.
Dagens bonusfakta: Mens FAA afviste teorien om flytoilettet i forbindelse med Oakville-klatterne, fordi sådant affald er farvet blå, er "blå is", der falder fra fly, et meget reelt fænomen. Som Los Angeles Times rapporterede, kan spildevand lække gennem beskadigede drænpropper ud på ydersiden af fly, fryse i stor højde og derefter bryde løs under nedstigningen - og styrte ned til Jorden med hastigheder på nær 160 km/t. I 1989 bragede en sådan klump gennem en californisk mands tag og gennemblødte hans loft og nye madras med det, som Times beskrev som "en skarp blanding af råt spildevand og toiletrens." (Grovt.)
Spiser du bøf? Du dræber planeten! Det siger klimaaktivister.
Tåbelige medier er enige: Vox advarer om, at oksekød er det "værste, vi spiser, når det kommer til global opvarmning."
World Economic Forum, som siger, at det er "forpligtet til at forbedre verdens tilstand", har udgivet en video, der promoverer en fremtid, hvor "du ikke vil eje noget, og du vil være lykkelig. Du vil spise meget mindre kød."
Hvordan truer kød klimaet?
Køer udleder metan - en drivhusgas.
"Ko-luft i maven," siger Repræsentant Alexandria Ocasio-Cortez (D-N.Y.) på MSNBC, "det er faktisk et problem."
Som sædvanlig tager hun fejl. Det er ikke luft i maven, der producerer mest metan - det er bøvsen fra den anden ende.
Bill Gates foreslog, at verden burde genetisk modificere køer til "ikke at være så meget en kilde til metanudledning."
Kendisser mener det.
Ellen DeGeneres fortæller seerne: "Vær pæne. Intet kød."
Arnold Schwarzenegger blev veganer og siger nu: "Mindre kød, mindre varme! ... Husdyr ... skaber mere forurening end al transport tilsammen."
Er det sandt?
Sandsynligvis ikke.
I vores nyeste video tjekker Stossel TV Fellow Linnea Lueken fakta.
Hun interviewer Sailesh Rao fra Climate Healers, en gruppe, der promoverer global veganisme og afskaffelsen af alt animalsk landbrug. Det betyder intet læder til sko, ingen uld eller kashmir, ingen æg eller mælk.
Rao hævder, at animalsk landbrug har "forårsaget mere end halvdelen af den opvarmning, vi oplever i dag."
"Det er bare vrøvl," siger Gregory Wrightstone, direktør for CO2 Coalition.
"Metans livscyklus er kun 11 år. Al metan, der udledes i dag, vil være væk inden året (2037)."
Lueken afviser: "FN siger, at metan er 80 gange kraftigere end kuldioxid."
"Det er 30 gange, ikke 80," svarer Wrightstone, "og CO2-indholdet i atmosfæren er 300 gange så meget som metan. Det betyder, at metans opvarmningspotentiale faktisk er 10 % af CO2's."
Han erkendte, at metan øger opvarmningen, men han siger, at det ikke er en trussel.
"Vi vil se en opvarmning på 0,05 grader Celsius i de næste 50 år fra metan," siger Wrightstone. "Det er et ekstremt lille tal, som man ikke engang kan måle."
"Du er bare en videnskabsfornægter," svarer Lueken.
"Det er ikke kun forkert, det er ret fornærmende over for mig og mine andre forskere," siger Wrightstone. "Det, vi gør, er at forsøge at bringe den videnskabelige metode ind i klimadebatten."
Jeg antog, at videnskab er det, klimaforskere gør, men Wrightstone siger, at rimelig forskning sjældent bliver offentliggjort.
"Mange af eksperterne, især på universiteterne, får kun finansiering, hvis de følger virksomhedens retningslinjer."”
"Virksomhedens linje" siger, at klimaforandringer er en forfærdelig krise, så klimaforskere har brug for flere penge.
Klimaaktivisterne promoverer imiteret kød som Beyond Meat og Impossible burgere.
"Veggieburgere," siger Rao. "Burgere lavet af svampe. Planeten er altafgørende!"
Men imiteret kød har aldrig oversteget en markedsandel på 2%, og på det seneste er salget faldet.
"Tror I virkelig, at amerikanerne vil opgive deres hamburgere?" spørger Lueken.
"Det er svært at sælge," indrømmer Rao, "men naturen kan ikke diskuteres."
Aktivister i FN og World Economic Forum promoverer endnu mere tvivlsomme alternativer, såsom "insektbaserede proteiner". WEF oplister "5 grunde til, at det at spise insekter kan reducere klimaforandringer."
Klar til at spise insekter?
Heldigvis har samtalen om klima ændret sig. Fortællingen om dysterhed og dysterhed er blevet svækket.
"Der er ingen klimakrise," siger Wrightstone. "Jordens økosystemer trives og trives. Menneskeheden drager fordel. Vi bør fejre det, ikke dæmonisere det."
Og vi bør holde op med at bruge skatteydernes penge på at subsidiere skøre planer fra klimahysteri-promotorer som Al Gore og hans rige venner.
Samfundsforskere har en tendens til at smadre historien, og så genskabe den så den ligner de politiske dagsordener der kan sluges af masserne.
Resultaterne af deres bestræbelser kan ses aldeles udmærket i det som foregår lige nu. Historien om Confederate bliver helt bogstaveligt knust, ligesom monumenterne af Robert E. Lee og andre Confederate helte bliver vandaliseret af spadedumme mennesker, der intet kender til legenden om, hvordan Abraham Lincoln og hans tapre Union Army knuste Jefferson Davis og Robert E. Lee’s Southern horder under dække af at ville befri de slaveholdte sorte.
At denne legende på ingen måde er sand betyder absolut intet for de der ønsker at forblive ignoranter. Hvis du ikke tror mig, at Lincoln ikke førte sin krig for at befri Sydens slaver, så vil du måske tro hans brev? I et brev til Horace Greely august 1862.
:
Mit altoverskyggende mål i denne kamp er at redde the Union, og den går ikke ud på at redde eller fjerne slaveriet. Hvis jeg kunne redde the Union uden at befri nogen slave ville jeg gøre det, og hvis jeg kunne redde the Union ved at befri alle slaver ville jeg gøre det; og hvis jeg kunne redde den ved at sætte nogle fri og lade andre være tilbage ville jeg også gøre det.
Hans primære motivation for invasionen af Syden var at Unionen skulle bevares. Det burde stå krystalklart som ovennævnte citat viser. Og det blev endda skrevet et godt stykke tid efter.
Lincoln troede lidenskabeligt på at hans retfærdige indsats for at bevare the Union, og ikke ophævelse af slaveriet, var grundlag nok for den konflikt vi nu kalder Civil War. Fra hans indsættelsestale i 1861:
I Jeres hænder mine misfornøjede landsmænd, og ikke i mine, er det nuværende problem med Civil War. Regeringen vil ikke gøre Jer bekymret. I har ingen konflikt udover selv at være aggressor. I har ingen ed registreret i himlen om at ødelægge regeringen samtidig med jeg har den allermest hellige for at bevare, beskytte og forsvare den.
Stater i Syden havde revet sig løs og skabt en ny regering. Den lignede særdeles meget den regering de havde løsrevet sig fra, men de mente denne nye regering bedre passede til dem. Confederate staterne skrev faktisk en forfatningsmæssig tilladelse til at holde slaver. Men dette var så absolut ikke noget der var ufornuftigt når man ser på tiderne og ud fra den beslutningsmæssige kontekst (selvom det forekommer at være noget frygteligt set med nutidens øjne), især når man betænker at slaveriet var en forfatningsret i United States på løsrivelsestidspunktet, som det så tydeligt ses af Dreed Scott sagen i 1857.
Lincoln’s skifte med hensyn til princippet om løsrivelse er endnu et punkt der gør hans legendariske status noget blakket, hvis blot de historiske kendsgerninger var mere kendt. Om revolutionen i Texas i 1836 sagde Lincoln i 1848 - hvilket ganske givet var en henvisning til 1776:
Ethvert folk, hvilket som helst sted, der har lysten og magten skal have ret til at stå op imod, og frigøre sig fra den eksisterende regering og skabe sig en ny der passer dem bedre. Dette er den allermest værdifulde - og mest hellige ret - en ret vi håber og tror på vil gøre verden fri. Denne ret skal heller ikke begrænses til områder hvor hele folket i en eksisterende regering kan vælge at udnytte den. Enhver del af sådant folk der kan, må gøre revolution og skabe deres egen, i så meget territorium de bebor.
Og alligevel da tiden kom for Abraham Lincoln at spille rollen som King George III gjorde han det med voldsom ihærdighed. Da hans egne landsmænd søgte at genindføre retten til selvbestemmelse så Lincoln intet andet alternativ end at bevare the Union med magt. King George analogien er ganske passende, især ved at slaveriet på De Britiske Øer var forbudt på tidspunktet for the American Revolution.
Havde de engelske hære besejret kolonierne, ville de amerikanske oprørere, Washington, Jefferson m. fl. så blive husket som, i en genskreven historie, racistiske forrædere, det som the Confederates nu beskrives som?
Ganske interessant spørgsmål at fundere over.
Jo, Lincoln gik ind for ophævelse af slaveriet. Og det er da rosværdigt at huske på. Men var Den Store Frigører også for lighed mellem racerne, som så mange er tilbøjelig til at mene i dag? Denne
udtalelse fra the Lincoln-Douglas debatten i 1858, er måske svar på spørgsmålet:
“Jeg vil derpå sige, at jeg ikke er tilhænger af at indføre, på nogen måde, den sociale og politiske lighed hos den hvide og den sorte race - det er jeg ikke, og har heller aldrig været tilhænger af at negre kan være vælgere eller domsmænd, heller ikke at gøre dem kvalificeret til at besidde embeder, heller ikke til at de kan få lov at gifte sig med hvide; og jeg vil i tilgift til dette sige at der er en fysisk forskel mellem den hvide og den sorte race, som jeg tror for evigt forbyder de to racer at bo sammen på betingelser af social og politisk lighed. Og ligeså meget som de ikke kan bo, selvom de er sammen, skal der være en ordning med overordnet og underordnet. og jeg er, ligesom enhver anden mand, tilhænger af at besidde den øverste position som er overdraget den hvide race.”
Dette skal ikke opfattes som en bredside mod Lincolsn eftermæle. I mine studier har jeg fundet mange fine kvaliteter hos manden herunder, som jeg nævnte, hans modstand mod slaveriet og hans vokale advarsler mod farerne ved aktivisme med loven i hånden, blandt så mange andre. Han var en fremragende skribent og oratoriker, og hans forsvar af et folks ret til selvbestemmelse er særdeles velargumenterende, og man kan kun helhjertet være enig.
Indrømme må jeg dog, at disse fine kvaliteter ofte overskygges at visse kendsgerninger som beskrevet, men mit formål er ikke at håne ham. Det er blot det at med tanke på Lincolns eftermæle som en multi-race pluralist som han er blevet kendt som gør det mig dårligt at en mand som Robert E. Lee dog kunne betragtes så helt og aldeles anderledes.
Abraham Lincoln talte om det uopnåelige potentiale ved sorte til at leve blandt amerikanere som ligemænd, så følger hvad hvad Robert E. Lee havde at sige om emnet, i et brev til hans hustru i 1856:
I denne oplyste tidsalder er der få, mener jeg, der ville anerkende at slaveriet som institution er moralsk og politisk ondskab i ethvett land (og) og det nytter ikke noget at udbrede sig om dets fejl og mangler…
De sorte klarer sig umådeligt meget bedre her end i Afrika; moralsk, socialt og fysisk og og det samtidig med ve ser at vi er på vej til den endelige ophævelse af menneskeligt slaveri, og vil skal tilbyde den hjælp og vore bønner og alle retfærdige virkemidler i vor magt ....emancipation vil snarere blive resultatet af den milde og blødgørende indflydelse ved Kristendommen end fra stormene og konflikterne vil voldsom kontrovers.
Lee, i modsætning til Den Store Frigører mente at en multi-race og autonom kultur ikke kun var mulig, men ønskværdig. Et samfund hvor sorte og hvide kunne leve sammen uden konflikter i en kultur bundet op på værdier.
Og samtidig med at Shermans march ‘mod havet var en af de mest brutale militære kampagner ført af en amerikansk hær, gjorde Lee, det stik modsatte. Lee forbød enhver for for gengæld mod Nordens invasion af Pennsylvania i 1863 - “uhæmmet skade på privat ejendom” under kampagnen var forbudt, og han beordrede sine soldater til at betale for de forsyninger de modtog, krævede at deres tidligere landsmænd i the North.
Lee ejede aldrig selv slaver. Efter hans svigerfar døde arvede han slaver som han med tiden satte fri. På det tidspunkt, 1863, hvor the Emancipation Proclamation blev fremført (der som undtagelse havde slaveholdere fra grænsestater som Missouri og Kentucky, noget besynderligt for et moralbaseret edikt) havde Lee sat alle sine arvede slaver fri.
Her er så en beretning der altid har slået mig, fortalt her af Richard Poe på FrontPage Magazine i 2001:
Efter krigen fortsatte Lee med at sætte et eksempel med at behandle de befriede sorte som ligemænd.
Ved en gudstjeneste i St. Paul’s Episcopal Church i Richmond, rejste en sort mand sig for at modtage nadveren.
Et vidne fortalte, hvordan de tilstedeværende sognebørn “blev siddende på bænkene i dybeste tavshed og uden at røre sig,” mens præsten så “pinlig berørt ud.”
Det var Robert E. Lee der brød isen. Han gik op mod alteret og knælede ned sammen med den sorte mand for at modtage nadveren. Derpå rejste andre sig og fulgte hans eksempel..
Mænd med en sådan storsindethed er sjældne i historie. De dukker op en gang på 100 år.
Det er på tide at lade portrætterne af Lee komme til ære og værdighed, og det uanset hvor de er blevet taget ned, det er på tide at lade Marse Roberts igen komme i skolebøgerne, og ære ham som den store Amerikaner han i sandhed var.
Aldrig igen bør vi forkaste vor arv så meget uden hensyn og med så lidt omtanke.
Hvem - Lee eller Lincoln besidder den højeste moral i moderne kontekst? Jeg vil indrømme at det er en sag der burde være åben for en ærlig diskussion blandt fornuftsbetonede mennesker, baseret på historiens substans.
Problemet er imidlertid at fornuftsbetonede mennesker er meget sjældne nu om stunder og historiens substans er alt for ofte blevet forvansket af en eliteklasse der er motiveret af politisk agenda.
Stefan Zweigs tragiske ende er helt i overensstemmelse med den skuffelse han følte ved Europas skæbne og traditionernes forfald i den civiliserede verden. Zweig var en berømt østrigsk-jødisk forfatter af noveller og biografier om historiske personer og med et stort internationalt publikum, læsere i mellemkrigsperioden.
Hans elegante prosa og psykologiske indsigt indfangede den stadig svagere verden i det Østrig-Ungarske Imperium, hvis særlige blanding af småborgerlighed og videnskabelig opfindsomhed han hyldede i barndommens erindringer. Da følelserne, igangsat ved nedturen i Vestens civilisation, udfordret indefra af barbarer, er Zweigs sortsyn og mismod der igen førte til eksil, lige så relevant i dag som de var for 85 år siden. Desværre.
I 1934 drog Zweig som andre intellektuelle og jøder før ham i eksil grundet nazismens stadig større magt. Han emigrerede først til England, derpå United States og endelig Brasilien. Selvom afstanden til rædslerne som følge af krigen var stor, kunne han ikke undgå at føle en voldsom melankoli og en følelse af et kulturelt og åndeligt tab. I begyndelsen havde han været vidne til den politisk-moralske ødelæggelse af Europa. Imidlertid, da han først var flygtet fra nazismen, vendte hans bestyrtelse sig til en sikker overbevisning om at gårsdagens verden var slut; han troede således ikke længere at fornuft, kunst eller menneskelighed kunne triumfere over barbarismen.
I 1942, da han boede i Petrópolis, Brasilien døde Zweig og hans anden hustru Charlotte Altmann ved selvmord, ved at indtage en overdosis barbiturater. I sit afskedsbrev udtrykker Zweig sin taknemmelighed over for Brasilien for den gæstfrihed de modtog, men føjede til:
Jeg tror det er bedst at konkludere i god tid, og stående oprejst i et liv, hvor intellektuelt arbejde betød den pureste glæde og den personlige frihed det højeste gode på Jorden.
Zweigs selvmord var meget, meget mere end en personlig tragedie - det var kendetegnende. Det afspejlede et bredere og følelsesmæssigt mismod som mange eksilerede europæiske kunstnere og tænkere følte mens de så deres verden falde fra hinanden. Hans død forbliver et uspiseligt testamente over det som sker når en civilisation bygget op om humanisme og fornuft, kollapser og går over til ekstremisme og vold. Dette er sandt selv i fraværet af åben krig på slagmarken.
I over hundrede år har Europa lidt af en identitetskrise. Siden det apokalyptiske blodbad i 2. Verdenskrig er Europa blevet grebet af en dyb melankoli - plaget af kollapset af overdragne sikkerheder og ude af stand til at tro på sit eget værd eller ret til at holde ud. Denne åndelige udmattelse, født af desillusionering med venstreorienterede idealer og svigt ved Oplysningstidens løfter, efterlod et tomrum der blev fyldt med totalitære ideologier. Mens revolutionære bevægelser kapitaliserede på denne utilfredshed, opførte Nasismen og Bolshevismen sig som rovdyr. Tiltrukket af svaghed blev det dystre refleksioner over et traumatiseret Europa, der havde mistet troen på sig selv, og søgte mening, om ikke selvfornægtelse i sado-masochistiske ekstremer.
From Wikimedia Commons: Der Graben in Wien gegen den Kohlmarkt (Franz Alt, 1885)
Med fornuft, fremskridt og de nedarvede værdier fra Vestens civilisation rystet i deres grundvold, blev der stillet spørgsmål ved de oldgamle symboler på tradition og kontinuitet, især de med rod i klassicismen fra oldtiden. Monumental arkitektur inspireret af templer, engang symbolet på orden, harmoni og præstation blev afløst af modernismen - endnu en bevægelse der med fuldt overlæg distancerede sig fra fortiden.
Vigtigst så gik paradigmeskiftet langt ud over æstetikken, og den blev eksistentiel. Alt der engang havde forankring i europæisk kultur - fra den græsk-romerske arv til dens kristne moralbaggrund - blev flået op med rode. Gårsdagens idealer blev mistænkt for at være medvirkende til civilisationens kollaps. Det som stod frem var en rastløs søgen efter meningen i en verden der blev afkoblet fra sine tidligere narrativer.
Idet Europa og Vestens civilisation som et hele, står over for en kompleks krise med identitet, sikkerhed og værdier, er vi ved en korsvej i det 21. århundrede. Således, ved at efterligne presset fra fascismen på demokratiske regeringer som det skete i 1930’erne hober udfordringerne sig op i den politiske agenda: a) Voldelig konflikt i Østeuropa, b) islamisk motiveret forfølgelse af og terror mod de tilbageværende kristne i Mellemøsten, c) stadig mere kinesisk imperialisme i Asien, d) islamisk masseindvandring der laver om på samfundene så de ikke kan genkendes i Vesteuropa, og e) en alarmerende nedtur for demokratiske institutioner sammen med stadig flere restriktioner på ytringsfriheden. Disse emner, selvom de er forskellige af natur, truer kollektivt den regelbaserede internationale verdensorden.
I hjertet af Europas aktuelle krise dukker der erindringer op om de mørkeste kapitler i historien. F.eks. Krigen Rusland-Ukraine. I tilgift til en kamp om territorier repræsenterer Ruslands invasion et overlagt angreb på principperne om national suverænitet og international lov som den orden der blev etableret efter 2. Verdenskrig så smerteligt blev bygget op. Krigen har udløst ufattelige lidelser, flyttet rundt på millioner, og bragt Europa ansigt til ansigt med de barske realiteter ved moderne krigsførelse på egen jord. Det går videre end en regional konflikt ved at enheden og modstandsviljen afprøves hos Vestens alliancer, som NATO og EU samtidig med at der også afdækkes sårbarheder i energiafhængigheden og forsvars villigheden.
På samme tid, lige udenfor Europas grænser, er der den fortsættende forfølgelse - og koldblodig udslettelse - af kristne minoriteter i Mellemøsten der udgør en moralsk og kulturel krise. Disse samfund, nogle af dem de ældste kristne tilstedeværelser i verden er ved at forsvinde under presset fra krig, religiøs ekstremisme og politisk ustabilitet. Ødelæggelsen af dem er ikke blot en humanitær tragedie, men er også et betydeligt tab af den pluralistiske arv i Vestens civilisation. Fiaskoen med at beskytte dem afspejler en stadig større manglende evne til at have opmærksomhed på traditionelle værdier med religiøs frihed og menneskerettigheder - og det lige uden for Europas grænser. Generel uvidenhed om Kristendommens udbredelse før de islamiske erobringer, moralsk relativisme og politisk hykleri og kujoneri udgør en forhindring for handling.
Læg til dette internationale kompleks fremkomsten af Kinas imperialisme i Asien. Kinas ekspansive ambitioner gennem militær oprustning, økonomisk tvang, og strategiske projekter såsom the Belt and Road Initiative signalerer en ny æra med geopolitisk konkurrence. Denne selvsikkerhed udfordrer den vestlige verdensorden og truer med et skifte i magtbalancen til fordel for autoritære modeller. Europa, der traditionelt set er mere økonomisk sammenknyttet end militært justeret som i Asien står nu over for den vanskelige opgave med at navigere i denne virkelighed uden at gå på kompromis med sine egne strategiske interesser og demokratiske idealer.
Vesteuropa skal håndtere de sociale og politiske udfordringer ved masseindvandringen. Indvandringsstrømmene, drevet af etniske konflikter, har forandret de demografiske mønstre og sat kapaciteten i de europæiske samfund på svær prøve med at integrere indvandrerne. Hidtil ikke oplevet polarisering der er resultatet af en islamisk overherredømme indstilling (herunder uforsonlig anti-Semitisme) og social segregation, med imamer der positivt opmuntrer til ikke at lade sig integrere og assimilere, hæmmer den sociale struktur, komplicerer regeringsledelsen og giver næring til nationalistiske og populistiske bevægelser der går ind for at forkaste liberale demokratiske normer.
Denne interne fragmentation er sammensat af den betragtelige nedtur i de demokratiske institutioner og det stadig større pres på ytringsfriheden i mange lande i Vesten (f.eks. lovgivning om “islamofobi” i UK). Selve de idealer der engang definerede Vestens civilisation - åben debat, pluralisme, og respekt for individets rettigheder - er under trussel fra både ekstern autoritær indflydelse og internt socialt pres. Forøget politisk polarisering, stadig mere misinformation og inddæmning af den individuelle frihed under dække af at kæmpe mod “hadtale” afslører en bekymrende erosion af den demokratiske modstandskraft. Denne svækkelse af grundlæggende friheder underminerer samfundets evne til at konfrontere såvel de eksterne som interne trusler. (Et stærkt punkt som vicepræsident J.D. Vance fremførte under sikkerhedskonferencen i München den 14. februar 2025).
Som i 1930’erne synes det civile Europa svagt og tøvende overfor en “barbarisk konspiration” der har formålet at opnår herredømme gennem (selv)ødelæggelse. Krigen Rusland-Ukraine afslører skrøbeligheden ved fred og nødvendigheden at troværdig afskrækkelse. Den nyhedsmæssige ringe dækning af byrden som kristne i Mellemøsten bærer på betoner, at det haster med at beskytte fredelige troende fra etnisk udrensning. Kinesisk selvhævdelse kræver strategisk klarhed og enhed. Masseindvandring tester den sociale sammenhængskraft og den kulturelle tillid. Og erosionen af de demokratiske normer truer med at kvæste de selv samme principper, som har givet Vestens civilisation sin særegne karakter.
At møde disse udfordringer kræver en langvarig vinderstrategi - en der med fasthed forsvarer suverænitet og menneskelighed værdighed ‘ude’ og samtidig revitaliserer de demokratiske institutioner og den sociale sammenhængskraft ‘hjemme.’ Således med mindre den eksistentielle krise ikke konfronteres med beslutsomhed, empati og troskab over for kerneprincipper er Europa tabt, ude af stand til at bevare sin ‘arv’ og skabe en stabil, retfærdig fremtid i en stadig mere usikker verden.
"Efter at have lært vores grusomme lektie, ser vi deres overdrevne optimisme som banal i lyset af en katastrofe, der med et enkelt slag annullerede tusind års menneskelig indsats."
(Verden af i går.) — Stefan Zweig om optimismen i hans generation før krigen.
Trumps passivitet på Hormuzstrædet viser hans genialitet.
Vi kan gøre det – vores militær har planlagt det – men Trump har ikke handlet. Én mand tror, han ved hvorfor, og det viser Trump som et strategisk geni ulig noget andet.
Noget af det, der har været åbenlyst, givet det amerikanske og israelske militærs ekstraordinære dygtighed og udstyr, er, at de, hvis de ønsker det, kan sikre Hormuzstrædet ... men det har de ikke gjort. Venstrefløjen hævder, at det er fordi, det aldrig faldt Trump ind, at iranerne ville forsøge at bruge strædet som løftestang. Det er åbenlyst latterligt, medmindre man accepterer deres kernepræmis om, at Trump har en lav tocifret IQ. Så hvad giver mening?
En mand, James E. Thorne, ph.d. i økonomi og chefmarkedsstrateg hos Wellington Altus, en canadisk formueforvaltningsorganisation, mener at have svaret. Hans tweet har desværre et pompøst akademisk sprog med en smule venstreorienteret ordforråd (jeg hader akademisk og det hegelianske sprog, som marxismen tog til sig), men da jeg læste det igennem, var min reaktion den samme som Charlie Brown havde, da Lucy fik en indsigt:
Jep! Det er det. Trump er ikke dum. Han er skræmmende klog, og han afslører præcis, hvordan tingene er i den virkelige verden, ikke i verden, som europæere, briter og andre venstreorienterede ønsker, at den ville være.
Her er tweetet, som jeg har fulgt med min forenklede gengivelse af Thornes skarpsindige, men jargoniske (fagsprog, fagjargon) analyse.
Så hvad jeg tror, han siger:
Alle har vidst i 50 år, at Hormuzstrædet er omdrejningspunktet i en konflikt med Iran. Trump har dog ikke travlt med at håndtere det, fordi han bruger det til at tvinge Vesten til at se virkeligheden i øjnene.
Under den gamle teori antog verden, at USA ville garantere, at olien ville fortsætte med at flyde gennem strædet. Verden organiserede derfor sin infrastruktur omkring denne antagelse. Ingen satte spørgsmålstegn ved den og accepterede, at den var lige så fastlåst som solen, der står op i øst.
Trump beviser imidlertid, at denne antagelse er falsk. Han ønsker, at EU og Storbritannien skal forstå, hvordan verden er, når de hverken kan stole på USA eller sparke den rundt, når det kommer til deres energiforsyning. Og Trump har faktisk været ligefrem: I har brug for olien, så I tager jer af problemet.
Hvis Trump hurtigt afslutter Irans greb om Strædet, går vi tilbage til antagelsen fra de sidste 50 år: Amerika bruger blod og skatter på at holde olien flydende for utaknemmelige nationer, der ikke bidrager med noget til Amerikas velbefindende, og som nyder deres grønne holdning. (Jeg vil blot tilføje, at i betragtning af hvordan Storbritannien og EU har insisteret på, at deres mål er at nå "netto nul", skulle man tro, at de ville være taknemmelige for Trumps hjælp til at lukke Strædet.)
Ved at lægge denne form for maksimalt pres på EU og Storbritannien tvinger Trump dem en ny virkelighed. Således opsummerer Thorne det.
Præmien er et omstruktureret system, hvor USA effektivt arbitragerer og kontrollerer den globale oliestrøm. En verden, hvor en amerikansk-tilpasset produktion i Amerika plus en skønsmæssig evne til at sikre, eller ikke sikre, Hormuz placerer Washington i centrum af kulbrinte feltet.
Som sagt: "Det er det." Trump taler måske som en, der stikker halen mellem benene, undlader at handle, men hans nuværende handlinger viser, at nogen spiller 5-D skak, mens alle andre stadig fokuserer på Candy Land.
Inden for et år har han krympet den føderale regering til dens mindste størrelse siden 1966, revitaliseret vores militær, lukket vores grænse, tæmmet inflationen, øget jobvæksten, befriet vores land for millioner af illegale indvandrere, tæmmet Venezuela, reduceret Cuba til ingenting, fået Panamakanalen ud af kinesisk kontrol (hvilket med afslutningen på Venezuelas diktatur og Cubas tilsyneladende forestående kollaps fjerner Kina som aktør i denne region), og er tæt på at afslutte Irans 47 år lange rædselsregime, et styre udført der er med til at finansiere terrorisme og kontrollere verdens oliekran. Mænd med tocifrede IQ'er gør ikke alt det.
Jeg mener ikke, at Trump burde være på Mount Rushmore. Jeg mener, at Trump fortjener sit ansigt på et bjerg, der er dedikeret udelukkende til ham.
Hvert tiende år fik munkene i klostret lov til at bryde deres tavshedsløfte med to ord. Første gang muligheden var der sagde en munk, “elendig mad.” Der gik ti år, og han siger, “Sengen hård.” Ti år senere. Først ser han længe på prioren og siger “Jeg skrider.” “Det overrasker mig ikke” siger prioren. “Du har brokket dig lige siden du kom her."
Prøv denne søgemulighed, til emner her på bloggen. Stærkere end googles, og mere avanceret
Når du har benyttet en søgemaskine og er havnet her, finder du måske ikke umiddelbart noget om det emne du har søgt på.
Da der nu ligger over 4200 artikler skal du blot benytte bloggens søgefelt, måske specificere din søgning, prøve andre ord mv., og sandsynligheden for at du dirigeres til det emne der interesserer dig stiger væsentligt.
Læg i øvrigt også mærke til muligheden af at finde artikler der har relation til emnet. Under blogindlægget kan man se korte udsnit af artikler der dækker emnet. Det er dog ikke alle artikler der anføres, men hvad søgemaskinen finder.
Her vil komme oversættelser fra især engelsksprogede kommentatorer, som det forekommer mig, sjældent trykkes/sendes i danske medier. Henvisning til hovedkilden vil altid ske så læseren kan gøre sig bekendt med eventuelle links. Jeg vil tillade mig at lægge ekstra links ind for bedre information. Ligesom billeder som måske ikke findes i den originale artikel vil blive benyttet for en bedre læseoplevelse.
Denne service foregår på 'hobbyplan' og andre vil måske finde oversættelserne mangelfulde eller fejlbehæftede. Kan kun beklages. Forslag til forbedringer, præciseringer imødeses gerne, og med taknemmelighed. Indholdet i de oversatte artikler indhold kan ikke automatisk tages til indtægt for min personlige holdning. Kommentarer og debat, gerne modargumentation, imødeses med glæde og forventning.
Se denne:http://synopsis-olsen.blogspot.com/2011/12/tak-til-alle-besgende.html
Opslag
