mandag den 16. november 2026
Hvorfor vore forfædre borede huller i hinandens kranier -trepanering gennem tiderne
søndag den 15. november 2026
Hvorfor leg bringer glæde og gør hjernen levende - også i alderdommen
Hvorfor leg bringer os glæde
Siden oldtidens Grækenland har tænkere kæmpet med mysteriet om, hvorfor mennesker og andre dyr leger. Overlevelse er svært, så hvorfor spilde energi? Gennem årene har teorierne spændt fra Platons simple billede af leg som færdighedsøvelse til stadigt mere esoteriske ideer om overskydende energi, freudiansk katarsis og rudimentære "primitive instinkter".
Nu om dage ser udviklingspsykologer mest leg som en måde at indsamle information om verden og vores plads i den. Men der mangler noget i dette billede, ifølge Marc Malmdorf Andersen, en kognitiv forsker ved Aarhus Universitet. "Ja, det handler om at lære om verden," siger han. "Alle er enige om, at leg er rigtig godt til det. Men ingen beskæftiger sig rigtig med det sjove aspekt. Hvorfor er det så givende?"
I 2023 udgav Andersen og tre kolleger, hvad de kaldte en "kognitiv teori om leg", der søgte at forklare leg inden for rammerne af den nyeste og mest populære teori om alt inden for hjernevidenskab: prædiktiv bearbejdning.
Leg ansporer børn til at lære om sig selv og verden, men det har også vigtige implikationer for voksne.
Ifølge denne ramme er mennesker skabt til at reducere usikkerhed, mens vi stræber efter at perfektionere vores forudsigelser af verden omkring os – men når vi leger, vælger vi paradoksalt nok bevidst at øge usikkerheden for at opleve glæden ved at reducere den. Andersens teori forklarer, hvordan leg ansporer børn til at lære om sig selv og verden, men det har også vigtige implikationer for voksne: Vores sans for leg viser sig at være afgørende ikke kun for at have det sjovt, men også for at holde vores aldrende hjerner sunde og afdække nye ideer på måder, der ikke kan outsources til en algoritme.
Den nye hjerneteori
Nøgleideen i prædiktiv bearbejdning er, at i stedet for at forsøge at finde mening i den store mængde information, der leveres af dine sanser, laver din hjerne sit bedste gæt om, hvad der sker omkring dig, og bruger derefter alle disse sensoriske data til at kontrollere sine forudsigelser. Når du går ind i køkkenet om morgenen, forventer du at se et køleskab i hjørnet; din hjerne bemærker kun de indkommende visuelle data, hvis køleskabet mangler.
Dette viser sig at være en meget effektiv måde for en hjerne at fungere på. Det forklarer også forskellige særheder i vores opfattelser, da det betyder, at synet er, som neuroforskeren Anil Seth udtrykte det, "kontrolleret hallucination". I 1860'erne påberåbte den tyske polyhistoriker Hermann von Helmholtz ideen om en prædiktiv hjerne for at forklare visse typer optiske illusioner. For nylig har dette perspektiv forklaret, hvorfor nogle mennesker så det virale billede af "The Dress" fra 2015 som guld og hvidt, mens andre så det som blåt og sort: Folk, der bruger mere tid i kunstigt lys, har andre forudsigelser om billedets baggrundsbelysning end dem, der bruger mere tid i naturligt lys. Hvad vi ser, afhænger af, hvad vi forventer at se.
I 2005 begyndte neuroforskeren Karl Friston fra University College London at udgive en række artikler, der foreslog, at det grundlæggende imperativ for en prædiktiv hjerne er at minimere forudsigelsesfejl. Hvis dine sanser fortæller dig, at en forudsigelse ("det er varmt nok til at spise udenfor") er forkert, opdaterer du enten din forudsigelse ("det er ikke varmt nok til at spise udenfor") eller gør noget for at få din forudsigelse til at gå i opfyldelse (tag en sweater på). Dette tilsyneladende simple princip viser sig at være overraskende kraftfuldt, og i løbet af de sidste to årtier har det givet anledning til en radikalt ny matematisk opfattelse af, hvordan hjernen fungerer. Men det har en fejl.
Mørkekammerproblemet
Jeg stødte første gang på det, der er blevet kendt som Dark Room-problemet, da jeg researchede en bog om videnskaben bag udforskning. Forskellige adfærdsmæssige og biologiske beviser tyder på, at mennesker er skabt til at opsøge det ukendte. Prædiktiv bearbejdning antyder derimod, at vi ønsker at minimere usikkerhed for at undgå forudsigelsesfejl. En måde at nå dette mål på ville være at låse sig selv inde i et skab og slukke lyset. Så ville det være let at forudsige, hvad der vil ske derefter: absolut ingenting. Denne logiske kæde modsiger ideen om mennesker som instinktive opdagelsesrejsende.
Men overlevelse handler ikke kun om at forudsige nutiden; det handler også om at forudse fremtiden. Løsningen på Dark Room-problemet udspringer af erkendelsen af, at vi ønsker at minimere både nuværende og fremtidige forudsigelsesfejl. For at gøre det skal vi lære så meget som muligt om den bredere verden for at forudse, hvad der kan ske derefter. Faktisk antyder Fristons ligninger, at vi fortrinsvis skal opsøge forudsigelsesfejl på kort sigt for at reducere forudsigelsesfejl på lang sigt. Vi skal med andre ord forlade skabet og udforske.
Den britiske filosof og kognitiv videnskabsmand Andy Clark kalder dette "hældningsjagt". Det, vi i virkeligheden søger, er ikke fraværet af forudsigelsesfejl, men glæden ved at surfe ned ad en hældning med aftagende forudsigelsesfejl. "Du jagter disse hældninger, fordi de forbedrer din evne til at forudsige systemet," siger Mark Miller, kognitionsfilosof ved University of Toronto og medforfatter til Andersens teori om leg.
At bygge vs. at jagte skråninger
For Andersen, Miller og deres medforfattere er leg et modstykke til at udforske: at bygge skråninger snarere end at jagte skråninger. I stedet for at lede efter usikre skråninger at surfe ned ad, vælger vi reglerne for vores spil for at skabe den usikkerhed, som vi derefter kan løse.
Vi leder efter den helt rigtige mængde usikkerhed. For lidt, og vi får ikke meget glæde af at reducere den. For meget, og vi er ikke i stand til at reducere den. Det er derfor, de fleste casinospil har odds, der svæver et sted nær 50%, og hvorfor de mest tilfredsstillende sportskonkurrencer er dem, hvis udfald forbliver i tvivl indtil de sidste sekunder.
Det betyder også, at det gode punkt er et bevægeligt mål, da det, der engang var ukendt, bliver velkendt. Det er derfor, vores musiksmag ændrer sig over tid, påpeger Andersen, og hvorfor små børn nyder at gå ned ad rutsjebaner på legepladsen - indtil de har været nede nok gange til at forløse deres nysgerrighed om, hvordan det føles, hvorefter de bliver mere interesserede i mysteriet om, hvordan det ville være at klatre op ad rutsjebanen.
Præcis hvordan dette kredsløb implementeres i hjernen er fortsat et emne for aktiv forskning og debat. En central observation fra en række eksperimenter foretaget af den tyske neuroforsker Wolfram Schultz i 1990'erne er, at dopaminsignalering i hjernen i nogle sammenhænge fungerer som en markør for forudsigelsesfejl. Vi får et dopaminhit ikke, når noget er godt, men når det er bedre end forventet. "Det, det dopaminerige system ser ud til at gøre, er at fortælle organismen, at denne strategi er bedre end den strategi, du har brugt indtil videre," siger Andersen.
Selvfølgelig indfanger dette billede af leg måske ikke alle nuancerne i, hvad ordet betyder for os. "Vi er meget mere komplekse væsener end usikkerhedsbaserede belønningsmaskiner," siger Elizabeth Bonawitz, leder af Harvard Universitys Computational Cognitive Development Lab. Et spædbarn, der leger tittebøe med sin mor, kan for eksempel primært være motiveret af social tilknytning snarere end at løse usikkerheden om, hvis ansigt der er bag hænderne.
Filosoffen Bernard Suits definerede det at spille spil som "et frivilligt forsøg på at overvinde unødvendige forhindringer." For at nå målstregen på et maratonløb kan man normalt bare gå et par blokke fra startlinjen eller måske tage en metro, men vi vælger at acceptere de vilkårlige begrænsninger, som banekortet pålægger. Vi pålægger os selv disse forhindringer for at sikre, at resultatet forbliver i tvivl. Nogle gange fejler vi, hvilket betyder, at når vi lykkes, er resultatet bedre, end vi forventede. Andersens teori forklarer, hvorfor dette føles godt - og det er en mere betydningsfuld indsigt, end det først ser ud til.
Hvad er leg godt for?
Det faktum, at leg føles godt, er, tænker man måske, en tilstrækkelig grund i sig selv til at hengive sig til det. Suits argumenterede berømt for, at det at spille spil er vores højeste kald, da det i en hypotetisk utopi, hvor alle vores materielle behov er opfyldt, er alt, hvad vi ville gøre.
Men glæden ved leg har også en nyttig funktion: Den fortæller os, hvornår vi reducerer usikkerhed – det vil sige lærer om verden – mere effektivt end forventet. Faktisk er det det mest følsomme instrument, vi har til at fortælle os, om vi vælger en frugtbar vej eller ej. "Alt andet lige er organismen den eneste, der har adgang til sin egen viden," siger Andersen. "Så sjov burde være det bedste signal for, hvornår en organisme enten lærer eller håndterer det, verden kaster efter den, meget effektivt."
Selv babyer er i stand til at udnytte dette instinkt. Et eksperiment fra 2012 ledet af Celeste Kidd, dengang ved University of Rochester, viste 7- og 8-måneders spædbørn en række former og brugte bliksporing til at måle deres interesse. Når sekvensen var for forudsigelig, kiggede spædbørnene væk. Når den var for tilfældig, kiggede de også væk. Men når der var et mellemliggende niveau af forudsigelighed, der antydede et eller andet mærkbart mønster, som de måske kunne finde ud af, var de fanget.
Mange af de eksisterende teorier om leg fokuserer på børn: ideen om, for eksempel, at en killing, der hopper på et nøgle garn, træner de færdigheder, som en voksen kat senere vil bruge til at jage. Andersens idé om leg som at bygge skråninger passer til dette billede af barndommen som en periode med reduktion af usikkerhed i stor skala. Faktisk bruger vi mindre tid på at lege, når vi vokser op, og det er ikke uventet. "Fra vores models perspektiv sker det, fordi voksne har sværere ved at blive overrasket - fordi vi ved mere," siger Andersen.
Leg er også for voksne
Vi holder ikke helt op med at bygge skråninger, når vi bliver voksne – eller i det mindste burde vi ikke. For det første er der nye beviser for, at det at forblive legende hjælper med at holde din hjerne sund, når du bliver ældre. Den usikkerhed, der er forbundet med leg, kræver fokus, fleksibilitet og tilpasning, hvilket igen engagerer en region i hjernen kaldet locus coeruleus, som er forbundet med kognitiv sundhed hos ældre voksne. Et randomiseret forsøg viste, at det at begynde på hobbyer som quiltning og fotografering var forbundet med langsommere kognitiv tilbagegang.
Det faktum, at det er sværere at overraske sig selv, når man allerede ved meget, gør det endnu vigtigere og mere givende at finde nye overraskelser – nye forudsigelsesfejl. Hvordan ellers kan du tænke nye tanker? De algoritmer, der styrer dine sociale mediefeeds, ved, hvordan de skal pirre dig, give dig følelsen af, at du surfer ned ad en skråning med faldende forudsigelsesfejl. Men de har ikke adgang til de interne signaler, der fortæller dig, hvornår du med succes lærer om verden. "Vi læser bøger og spiller skuespil og laver musik og dyrker kunst og har hobbyer og vandrer og udforsker verden," siger Bonawitz. "Det er den slags leg, som voksne dyrker, og jeg synes, det er en virkelig vigtig del af at være glad og sund, og også bare tænke."
Det er selvfølgelig ikke let at finde tid til at lege mere midt i voksenlivets pres og begrænsninger. "Voksne ville lege mere, hvis de kunne," siger Andersen. Det strider også mod vores instinkter. Spørg folk, om de kan lide usikkerhed, og de vil benægte det. De vil minimere eller eliminere den for enhver pris. Men vi er ikke gode dommere over, hvad vi finder virkelig tilfredsstillende. Hvis Andersen og hans kolleger har ret i den prædiktive processing-teori om leg, er det ikke fraværet af usikkerhed, vi elsker, men processen med at reducere den: rejsen, ikke destinationen. Og det indebærer at søge mere, snarere end mindre, usikkerhed og omfavne unødvendige forhindringer.
Med andre ord, at spille spillet.
Alex Hutchinson is a science journalist based in Toronto, with a big-picture focus on human performance and particular interests in fitness, endurance sports, and the outdoors.fredag den 13. november 2026
Politisk krig om og mod børn: Et systematisk angreb på uskyld, familie og USA's fremtid
Politisk krig om og mod børn: Et systematisk angreb på uskyld, familie og USA's fremtid
Fra det øjeblik et barn bliver undfanget, har Demokraterne og deres venstreorienterede allierede erklæret frit slag.
Fra det øjeblik et barn bliver undfanget, har Demokraterne og deres venstreorienterede allierede erklæret frit slag. De aborterer ufødte børn i hundredtusindvis. De seksualiserer småbørn i børnehaver. De skjuler hemmelige "kønsskift" for forældre, mens de presser pubertetsblokkere, hormoner til kønsmodificering og irreversible indgreb på forvirrede mindreårige. De oversvømmer landet med uledsagede migrantbørn, der efterfølgende bliver ofre for menneskehandel med henblik på tvangsarbejde og seksuel udnyttelse. De indpoder racehad via *Critical Race Theory* i alle fag, herunder matematik. Og når forældre vover at gøre indsigelse, stemples de som indenlandske terrorister, og FBI sendes efter dem.
Dette er ikke en overdrivelse. Det er dokumenterede fakta. Robby Starbucks dokumentarfilm *The War on Children* blotlægger det hele: Whistleblowere, overlevere af medicinsk lemlæstelse i barndommen, ofre for menneskehandel, erhvervsledere og skikkelser som senator Rand Paul, Riley Gaines og skaberen af "Libs of TikTok" afslører den koordinerede kampagne for at overtage kontrollen med den næste generations sind og kroppe. Elon Musk kaldte den "værd at se, især for forældre". Donald Trump Jr. udtalte, at alle forældre bør se den. Filmen blev i første omgang udelukket fra platforme, fordi den begik den "forbrydelse" at fortælle sandheden; Amazon genindførte den senere i stilhed, i takt med at den kulturelle strømning skiftede.
Min omfattende dokumentation på Substack sætter tingene i det rette perspektiv: Fra livmoderen til voksenlivet er venstrefløjens krig altomfattende, ond og eksistentiel.
Abort først: Ligtællingen starter i livmoderen
Demokraterne behandler ufødte som engangsbrug. Selv efter Dobbs øger de blå stater sene aborter og beskytter udbydere. De presser på for adgang til abort for mindreårige uden forældrenes varsel. Det samme parti, der belærer om "kropslig autonomi", nægter det til de mest sårbare mennesker. Ligtællingen er ikke abstrakt - det er den første front i en krig, der fortsætter efter fødslen.
Image generated by ChatGPT.
Seksualisering og grooming i klasseværelset
Husker du løftet fra 1980'erne? Homoseksuelle lærere ville aldrig bringe deres livsstil ind i klasseværelset. Det løfte fordampede. I dag forsvarer demokraterne eksplicitte materialer i folkeskoler: grafiske skildringer af seksuelle handlinger, dragqueens, der diskuterer analsex med præteenagere, og biblioteksbøger, der normaliserer pædofili. Obama-æraens læseplaner introducerede seksuelt indhold til femårige. Lærere driver hemmelige LGBTQ-prideklubber. Pride-flag og "inkluderende" bøger optræder i første klasses klasseværelser. National Education Association promoverer giftig propaganda, mens eleverne ikke kan læse på klasseniveau.
Libs of TikTok har ubarmhjertigt dokumenteret lærere, der praler med disse praksisser på sociale medier – indhold, som mainstream-medierne ignorerer eller hylder. Når forældre konfronterer skolebestyrelser, bliver de hånet, gjort tavse eller undersøgt. Californiske love fratager forældre ret til at vide om sociale overgange. Nogle skoledistrikter nægter fravalg af LGBTQ-undervisning. Målet er klart: at desensibilisere børn, fremmedgøre dem fra deres forældres værdier og skabe en generation, der er klar til radikal ideologi.
Nylige sager understreger virkeligheden. En gymnasielærer i Illinois blev arresteret for grooming og for at sende nøgenbilleder til en elev. Psykologer bemærker stigende seksuel misbrug blandt undervisere, hvor skoler bliver farezoner.
Medicinsk lemlæstelse af mindreårige
Dette er den mest groteske front. Børn i Oregon modtager kønskrydsende hormoner i en rate, der er tre gange højere end landsgennemsnittet. Staten indførte WPATH-standarder, udvidede Medicaid-dækningen uden aldersgrænser i praksis og vedtog skjoldlove, der tillader 15-årige at samtykke uden forældre. Diagnoserater for kønsdysfori stiger voldsomt, hvor ideologi undervises tidligst.
Vanderbilt og andre klinikker udførte mastektomier og kemiske kastrationer på mindreårige. Detransitionister beskriver tabte organer og livslang fortrydelse. Staten Washington har tilladt livsændrende operationer uden forældres samtykke. Biden beskyldte modstandere for at være "tæt på syndige". Lærerforeninger og demokratiske embedsmænd forsvarer "kun bekræftelse" og behandler skepsis som intolerance. Cass-gennemgangen i Storbritannien og Europa afslørede manglen på beviser; amerikanske demokrater fordoblede indsatsen.
CRT: Undervisning i racehad
CRT er ikke historie. Det er en ramme, der fremstiller Amerika som uopretteligt racistisk, hvide som undertrykkere og minoriteter som permanente ofre. Det inficerer matematik, litteratur og historie. Demokraterne benægter, at der bliver undervist i, mens de indlejrer dets koncepter overalt. Målet er splittelse: ustabile, vrede børn er lettere at mobilisere som politiske værktøjer. Demokraterne har længe stolet på racefrygt – fra Ku Klux Klan, de grundlagde, gennem Jim Crow, til nutidens mediefortælling om, at republikanerne er de virkelige racister. Bevægelser som BLEXIT og WalkAway skræmmer dem.
Skjuler sandheden for forældre og bevæbner regeringen
Skoler skjuler sociale og medicinske overgange, aborter og eksplicitte læseplaner. Forældre, der ikke bekræfter, risikerer at blive stemplet som uegnede med trussel om statslig indgriben. Bidens justitsministerium og FBI målrettede forældre ved skolebestyrelsesmøder som potentielle indenlandske terrorister – Gestapo-taktikker mod dem, der afviser Hitlerjugend-lignende indoktrinering. Overtrædelser af Title IX i distrikter i Virginia tillod biologiske mænd at komme ind i pigernes toiletter og omklædningsrum, hvilket resulterede i overfald og chikane; Trumps undervisningsministerium gennemtvinger ansvarlighed.
Åbne grænser og udnyttelse af børn
Rekordantal af uledsagede udenlandske børn krydsede grænsen under Biden-Harris. Mange blev frigivet til ukorrekt godkendte sponsorer - nogle der betalte smuglere eller svigagtigt hævdede slægtskab. Resultatet: menneskehandel, seksuelt misbrug, sponsorer i besiddelse af materiale med seksuelt misbrug af børn, og piger der er blevet gravide ved deres "sponsorer". DHS har under den nye administration afsløret udbredt udnyttelse, som det tidligere regime muliggjorde gennem slap screening.
Groomernes Parti
Min ledsagende artikel på Substack er direkte: Demokraterne er partiet for groomere og muliggørere af pædofili. Eksplicitte biblioteksbøger, retorik om "mindreårige tiltrukket personer" i aktivistkredse, reducerede straffe for visse seksuelle handlinger med mindreårige i Californien, forbrydelser med lav profil for seksuelle overgreb mod børn og institutionelt forsvar af det uforsvarlige danner et mønster. Lærerforeninger, progressive medier og demokratiske politikere prioriterer ideologi over børnebeskyttelse.
Forældre kæmper imod
Moms for Liberty, fortalere for skolevalg, guvernører som Ron DeSantis, der forbød kemisk og kirurgisk lemlæstelse af mindreårige, og almindelige borgere, der vælger forældrevenlige skolebestyrelser, vinder. Hjemmeundervisning og klassisk uddannelse er i fremgang. Dokumentarfilm og afsløringer fra Liberals of TikTok har tvunget sagen ud i det åbne.
Alligevel fortsætter krigen i blå fæstninger. Venstrefløjen har brug for knækkede, seksualiserede, racemæssigt vrede, forældrefremmedgjorte unge for at opretholde sin magt. Biologisk virkelighed, forældremyndighed, barndomsuskyld og amerikansk exceptionalisme er hindringerne. Demokraterne fjerner hindringerne.
Dette er ikke medfølelse. Det er rovdyr klædt i regnbueflag og lighedsslogans. Gode amerikanere skal behandle det som den eksistentielle trussel, det er: stem enhver demokrat ud, der muliggør det, generobrer skolebestyrelser, kræve gennemsigtighed, afvis medikalisering af raske børn, sikre grænsen og genoprette den enkle sandhed, at voksne beskytter børn - de eksperimenterer ikke på dem, seksualiserer dem eller handler med dem til politiske formål.
Børnene kan ikke kæmpe denne krig. Voksne skal. Nationens fremtid afhænger af den.
torsdag den 12. november 2026
En neuroforsker forbereder sig på døden
En neuroforsker forbereder sig på døden
David Linden kaster lys over biologien bag fænomener, som medicinen længe har kæmpet med at forklare, fra voodoo-død og knust hjertesyndrom til placeboeffekten, og hvorfor sorg viser sig i obduktionsresultater.
Nedenstående er kapitel 5 i en lang artikel.
Da jeg fik diagnosen, (cancer) blev jeg ekstremt vred. Som 59-årig følte jeg mig ikke klar til at dø. Jeg følte, at jeg havde meget at lave, jeg har mennesker, der er afhængige af mig, jeg har en vidunderlig kone, fantastiske børn. Jeg vil ikke forlade mig selv eller dem, og jeg var hvidglødende vred på universet. Men samtidig følte jeg en meget dyb taknemmelighed. Jeg har været heldig i livet, jeg har haft et vidunderligt liv, jeg har fantastiske mennesker omkring mig, jeg har været i stand til at have et job, der har givet mig mulighed for ikke at have en chef og til at følge min egen nysgerrighed og bruge mit sind på måder, som de fleste mennesker ikke forstår.
Og det, der var bemærkelsesværdigt som neuroforsker, er, at vi har en tendens til at tænke på mentale tilstande som værende ensartede: forbereder du dig på at kæmpe, eller vil du hvile dig? Men det er muligt at besætte to meget forskellige mentale tilstande på samme tid. Så jeg kunne samtidig være ekstremt vred og ekstremt taknemmelig. Og det var noget, jeg ikke var klar over, før min kræft lærte mig det.
En anden ting er, at det virkelig bekræftede for mig, at vores hjerner og vores sind ikke er bygget til at give os sandheden, til at give os den dybeste viden om noget som helst. Vi er ikke bygget til at kende de absolutte værdier af ting. Alt er subjektivt – alt, hvad vi opfatter, er underlagt vores følelsesmæssige tilstand og vores forventninger.
Da jeg fik diagnosen, tænkte jeg: "Hvis jeg kunne få fem år mere at leve i, ville det være vidunderligt? Jeg kunne tilbringe tid med min familie, jeg kunne rejse, jeg kunne arbejde i mit laboratorium, jeg kunne lade mine praktikanter afslutte deres eksperimenter naturligt og ikke få deres karrierer ødelagt, så ville der ske så mange gode ting." At få fem år mere ville være fantastisk, når jeg så på en diagnose på seks til atten måneder.
Men hvis nogen lige var kommet hen til mig før canceren og havde sagt: "Jamen, du skal dø om fem år", ville jeg have sagt: "Hvad mener du? Jeg er kun 59. Jeg burde få mere end fem år. Hvad fanden taler du om?" Så noget så fundamentalt som fem år mere af livet, som vi anser for at have en meget grundlæggende værdi, gør det ikke. I én sammenhæng virker det som en umulig gave. I en anden sammenhæng virker det som at blive kosmisk snydt. Men jeg tror, at den erkendelse, jeg havde, som var den mest dybe for mig, som neuroforsker, der kæmper med en terminal diagnose, var det faktum, at uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg virkelig ikke, og stadig den dag i dag, kan jeg ikke engagere mig i tanken om min egen død – om en verden, hvor jeg ikke længere er i den.
Nu kan jeg gøre praktiske ting. Jeg kan sørge for, at min vilje er i orden, jeg kan sætte prikker på jeg'erne og krydse T'erne, men det er ikke det, jeg taler om. Jeg taler om virkelig kognitivt og følelsesmæssigt engagerende emner, og at tænke på en verden, hvor jeg ikke længere er en del af den.
Jeg indså, at mit sind virkelig svævede hen over overfladen af denne idé, så jeg ikke var i stand til at engagere mig dybt i den sag, jeg synes, den virkelig fortjente. Dette var sandsynligvis ikke bare min egen personlige fejl, det afslørede noget fundamentalt om, hvordan det er at have et menneskeligt sind.
Jeg har arbejdet inden for neurovidenskab i lang tid, over 40 år nu, og der har været en fundamental ændring i, hvordan vi tænker på hjernen. Vi plejede at tro, at hjernen fundamentalt var reaktiv, at vi ventede på, at noget, information skulle komme ind til vores sanser, og så ville vi bearbejde det og derefter reagere på det, og det, vi nu ved, er, at når vi bevæger os udad, når vores hjerne er i dvale, når vi ikke engagerer os i omverdenen, at hjernen ikke bare bevæger sig udad, at vi aktivt forsøger at forudsige fremtiden.
Hjernen er en forudsigelsesmaskine, og den prøver specifikt ikke bare at forudsige fremtiden, den prøver at forudsige den nærmeste fremtid. Den prøver at forudsige de næste par minutter, de næste par timer, måske de næste par dage. Vil den sten, der flyver gennem luften, ramme mig i hovedet, er denne person, der går imod mig, en ven eller en fjende, er det sandsynligt, at jeg bliver sulten i løbet af de næste par timer, og hvordan jeg skal planlægge min dag – det er alt sammen forudsigelser, der sker i min hjerne, mens den er i sin såkaldte standardtilstand.
Det faktum, at hjernen konstant forsøger at forudsige fremtiden, forudsætter, at der vil være en fremtid. Det forudsætter, at du ikke er død og borte, så jeg tror, at denne grundlæggende beregning, denne grundlæggende fremtidsforudsigelsesberegning, ikke kun er det, der forhindrer mig, og måske er det ikke min situation, i virkelig at engagere mig i vores egen dødelighed og forestille os en verden uden os i den, men jeg vil spekulere i, at det er det, der har gjort det muligt for historier om efterlivet at være så vigtige i næsten, ikke alle, men næsten alle verdens religioner.
Næsten alle verdens religioner har historien om et efterliv eller reinkarnation eller sammensmeltning af det guddommelige eller en slags konstruktion, hvor ens bevidsthed fortsætter, efter vi dør. Jeg tror, at dette på nogle måder er en fejl. Det er en fejl – det er en bivirkning af kredsløbet i vores hjerne, der forudsiger den nærmeste fremtid, og som tillader os at forestille os, at bevidstheden fortsætter efter døden.
Personligt er jeg ikke en troende – jeg tror, at når man dør, så dør man, og ens bevidsthed fortsætter ikke – men jeg har stor sympati for disse tværkulturelle religiøse og spirituelle ideer om, at bevidstheden består. Og jeg tror, at der i sidste ende er en neurologisk og en biologisk forklaring på, hvorfor disse historier er til stede over hele verden.
Nogle mennesker siger: "Sætter du mere pris på de små ting?", som f.eks. værdsætter du farven i solnedgangen og smagen af din te om morgenen, og til en vis grad gør jeg det nok. Men i virkeligheden er jeg taknemmelig for den tid, jeg har tilbage, for de allerstørste ting, som livet har givet mig. Min fantastiske kone, som jeg elsker dybt, mine vidunderlige børn og de gode venner og kolleger, jeg har, som har været så støttende. Det er det, jeg er taknemmelig for. Det er det, jeg prøver at huske hver dag i den tid, jeg har tilbage.
Undringen og privilegiet ved at være et følende væsen på denne planet og være i stand til at have et sind og være nysgerrig og bevæge sig gennem verden på denne måde, det er et mirakel, og jeg er evigt taknemmelig.
https://substack.com/@bigthinkmedia