Ekkoet af Imperiet - hvorfor Rom faldt, og Vestens nedtur

 Ekkoer af Imperiet

Paralleller mellem Roms fald og det moderne Vestens truende kollaps.

Lars Møller

Vesteuropa, der traditionelt betragter sig selv som den kulturelle og institutionelle arvtager til den græsk-romerske oldtid, står over for bekymringer, der minder om den sene romerske erfaring.

Det Vestromerske Rige kollapsede ikke pludseligt eller af en enkelt grund; snarere gik det i opløsning gennem den kumulative interaktion mellem intern skrøbelighed og eksternt pres. På en sammenlignelig måde står det moderne Europa og dets kulturelle udvidelser over for demografisk ubalance, institutionel erosion, kulturel udmattelse og vedvarende migrationspres. Mens historisk analogi bør anvendes med forsigtighed, er parallellerne mellem senantikken og nutiden slående nok til at berettige en nærmere undersøgelse.

Historikere har diskuteret Roms fald i århundreder og tilskrevet det på forskellig vis til barbariske invasioner, økonomisk stagnation, overudvidelse, korruption, klimaudsving eller epidemiske sygdomme. Moderne forskning foretrækker "multi-" frem for "unikausalitet". Rom faldt således, fordi dets politiske, demografiske, økonomiske og kulturelle systemer snigende eroderede, hvilket mindskede modstandsdygtigheden over for eksterne chok.

I et civilisationsperspektiv fremstår det moderne Vesten sårbart langs fire analoge dimensioner: (a) storstilet migration, (b) demografisk tilbagegang blandt indfødte befolkninger, (c) kulturel dekadence eller udmattelse, og (d) erosion af kerneinstitutioner. Hvis disse tendenser fortsætter uhæmmet, kan den vestlige civilisations grundlæggende resultater - forfatningsmæssig styring, individuel frihed og retsstatsprincippet - lide uoprettelig skade.

Det Vestromerske Rige oplevede en "civil invasion", der afspejlede omfattende befolkningsbevægelser i migrationsperioden (ca. 300-600). Ikke så meget plyndringsfolk som fordrevne befolkningsgrupper, der søgte sikkerhed, jord og muligheder, krydsede migrerende stammer - vestgoter, østgoter, vandaler, frankere og saksere - den østlige grænse (Limes). Indtrængen fra hunner og andre nomadiske grupper destabiliserede grænseregionerne yderligere. Samtidig faldt de romerske legioners evne til at afvise migranter. Rhinen-krydsningen i 406 symboliserede sammenbruddet af den romerske grænsekontrol, der kulminerede i plyndringen af ​​Rom i 410 og afsættelsen af ​​Romulus Augustulus, den sidste kejser, i 476.

Vestgående migrationer var aldrig i sagens natur aggressive. Faktisk beundrede barbarer den romerske civilisation, fast besluttet på at nyde fordelene ved orden og velstand. Roms interne udfordringer - politisk ustabilitet, afhængighed af foederati (Foederati (latin, flertal af foederatus = "i forbund", afledt af foedus = "traktat/forbund” betegner i romersk historie ikke-romerske stammer eller folk, som indgik en formel traktat om alliance med det Romerske Imperium) og erosion af militær disciplin - betød imidlertid, at integrationen i stigende grad mislykkedes. Autonome magtstrukturer opstod som standard, romersk lov mistede autoritet, og den kejserlige samhørighed opløstes. Det, der viste sig at være fatalt, var ikke "mangfoldighed" som sådan, men statens manglende evne til at assimilere nyankomne i en fælles borgerlig og juridisk kultur, der definerede og videregav en samlende identitet.

Det moderne Europa oplever demografisk forandring gennem vedvarende masseindvandring, især fra regioner, hvis oprindelige befolkninger - kristne og jøder - er blevet forfulgt og undertrykt af muslimer siden det syvende århundrede. Fra midten af ​​2020'erne udgjorde sidstnævnte cirka 6% af Europas befolkning, med prognoser, der varierer meget afhængigt af migration og fertilitetstendenser. Som en afspejling af dybt forankret dogmatisme i den diasporiske ummah har sikkerhedstjenesterne dokumenteret uforholdsmæssig stor involvering af immigranter i terroraktivitet. Disse realiteter lægger pres på efterretningstjenesten, politiarbejdet og den sociale samhørighed, analogt - men ikke identisk - med det eksterne pres, som Rom oplevede, da dets grænser gav efter.

Demografisk tilbagegang udgjorde en kritisk intern udfordring i det sene Rom. Fra den sene republik og fremefter faldt elitens fertilitetsrater kraftigt. Augustus forsøgte at vende denne tendens gennem Lex Iulia (18 f.Kr.) og Lex Papia Poppaea (9 e.Kr.), som incitamenterede ægteskab og fødsel. På trods af disse foranstaltninger begrænsede økonomiske byrder, urbanisering, arvepraksis og skiftende sociale normer succesen. Tilbagevendende epidemier – især Antoninpesten (165-180) – accelererede befolkningsreduktionen og bidrog til mangel på arbejdskraft og militær sårbarhed.

Moderne vestlige samfund står over for sammenlignelige demografiske udfordringer. Fertilitetsraterne i Europa og Nordamerika er fortsat langt under erstatningsniveauet. Forskere identificerer flere årsager: sekularisering, forsinket familiedannelse, økonomisk usikkerhed og prioritering af individuel autonomi frem for kollektiv kontinuitet. Immigrantbefolkninger udviser normalt højere fertilitet og omformer gradvist demografiske profiler.

Douglas Murrays argument i The Strange Death of Europe (2017) centrerer sig om denne demografiske asymmetri, et truende kollaps, der både forudsætter og forværrer et tab af kulturel selvtillid. I stedet for at holde indvandring alene ansvarlig for tilbagegangen, understreger han, hvad han ser som elitens modvilje mod at formulere eller forsvare vestlige kulturelle normer, forværret af historisk skyld. Mens kritikere bebrejder ham for "selektive beviser", er hans centrale påstand - at demografisk tilbagegang blandt indfødte befolkninger svækker samfundets kontinuitet - bredt understøttet i demografisk litteratur. Vigtigt er det, at han nægter at hævde demografisk "erstatning" som en uundgåelig biologisk proces og identificerer en politisk og kulturel fiasko i integration og tillid.

.

Roms egen demografiske svaghed tvang Rom til afhængighed af barbariske rekrutter og bosættere, hvilket ændrede sammensætningen og loyaliteten af ​​​​dets institutioner. Befolkningsreduktion blev således ikke kun et numerisk problem, men også et strukturelt et, der underminerede modstandsdygtighed og kontinuitet.

I *The History of the Decline and Fall of the Roman Empire* (1776-1788) tilskrev Edward Gibbon berømt Roms fald delvist til moralsk tilbagegang, selvom moderne historikere fortolker "dekadence" mindre som hedonisme end som institutionel selvtilfredshed. Ligesom romerske eliter hengav sig til luksus, lå det dybere problem i faldende samfundsengagement, økonomisk rigiditet og afhængighed af tvangsbureaukrati. Borgerne var frigjort fra offentligt ansvar og tilfredse med statens levering af underholdning og næring.

I det moderne Vesten manifesterer kulturel dekadence sig mindre gennem overflod end gennem relativisme og institutionel selvtillid. Universiteterne, der engang var vogtere af intellektuel tradition, prioriterer ideologisk konformitet frem for videnskabelig stringens.

Kritikere argumenterer for, at identitetsbaserede rammer fortrænger universalistisk undersøgelse og undergraver fælles akademiske fundamenter. I forbindelse med overordnede tendenser hævder kommentatorer som Eric Zemmour, at multikulturalisme underminerer social samhørighed - en påstand med historisk præcedens i Roms gradvise kulturelle fragmentering.

Et særligt tydeligt symptom på denne kulturelle udmattelse er den udbredte ikonoklasme rettet mod symboler på vestlig arv fra yngre generationer. Efter Black Lives Matter-protesterne i 2020 væltede eller ødelagde aktivister – typisk universitetsstuderende og vilkårlige bøller, lige så ideologisk kompromisløse som historisk uvidende – statuer af personer som Christopher Columbus i Boston og Minneapolis, Edward Colston (en slavehandler) i Bristol og endda grundlæggere som George Washington og Thomas Jefferson, hvis arv inkluderer slaveri på trods af deres roller i at etablere friheder. I Portland blev statuer af Abraham Lincoln og Theodore Roosevelt revet ned midt i beskyldninger om racisme mod indfødte amerikanere.

Lignende handlinger var rettet mod monumenter fra kolonitiden i Europa, herunder Kong Leopold II's i Belgien. Fortalere ser disse handlinger som "opgørelse" over historiske uretfærdigheder og fjerner glorificering af undertrykkelse fra det offentlige rum. Alligevel ser kritikere, herunder Murray, dem som manifestationer af dyb selvhad: en afvisning af Vestens komplekse arv, hvor uperfekte personer fremmede oplysningsværdier, retsstatsprincipper og de individuelle rettigheder, der understøtter moderne frihed.

Denne vending mod ens egne civilisationssymboler afspejler Roms sene apati over for sine stolte traditioner. Ved at benægte stolthed over forfædre, der, trods fejl, skabte en arv af frihed og innovation, risikerer unge vesterlændinge at miste deres fødselsret til en tryg fremtid. Masochistiske gesti sletter ikke historien, men signalerer en tragisk modvilje mod at forsvare eller videregive den, hvilket efterlader samfund sårbare over for invasion - ligesom Roms tab af kulturel selvsikkerhed viste sig fatalt under ydre pres.

Kulturel udmattelse undergraver viljen til at forsvare nedarvede normer. Efterhånden som Roms borgere i stigende grad undgik militærtjeneste, udviser nutidens vestlige samfund faldende samfundsdeltagelse og tillid. Denne erosion ødelægger ikke samfundene øjeblikkeligt, men gør dem sårbare over for disciplinerede ideologiske bevægelser, uanset om de er islamistiske eller marxistiske.

Institutionel tilbagegang beseglede i sidste ende Roms skæbne. Krisen i det tredje århundrede afslørede systemisk skrøbelighed: hurtig imperial udskiftning, finanspolitisk kollaps og militært mytteri. Diocletians reformer forsinkede kollapset, men forankrede bureaukrati og autoritarisme. Den permanente deling af imperiet i 395 svækkede Vesten uopretteligt. I det femte århundrede knuste beskatningen landbrugsproduktiviteten, handlen faldt kraftigt, og loven trak sig tilbage.

Paralleller i det moderne Vesten inkluderer faldende tillid til demokratiske institutioner, polarisering og magtovergreb. Sekularisering har efterladt et moralsk vakuum, hvor kristendommens sociale indflydelse er kraftigt aftagende i hele Europa. Mens profan regeringsførelse ikke altid er destabiliserende, komplicerer tabet af fælles metafysiske antagelser den sociale samhørighed. I America Alone (2006) understreger Mark Steyns advarsler om civilisationsnedgang – forudsigeligt kritiseret for "alarmisme" – risikoen for institutionel fragmentering og kulturel splittelse.

Roms fald indledte århundreders økonomisk regression og kulturel sammentrækning i Vesteuropa. Selvom historien aldrig gentager sig mekanisk, rimer den måske. Det moderne Vesten er fanget i en identitetskrise. Fornyelse er fortsat mulig, som demonstreret af Byzans' eksempel, men kun gennem bevidst bekræftelse af demografisk vitalitet, institutionel integritet, kulturel tillid og moralsk formål. Roms lektie er ikke, at nedgang er uundgåelig, men at forsømmelse sikrer den.

.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/02/echoes_of_empire.html

 

Globale conquistadorer er klar til at kolonisere os

J.B. Shurk

Det er forundrende at huske på, midt i så mange teknologiske og sociale forandringer i dette århundrede, at der er et par hundrede oldgamle stammer på Jorden, der har fastholdt deres unikke kulturer ved at isolere sig fra resten af verden.

De kender intet til præsident Trump, de europæiske krige, til McDonald’s, eller K-pop. De skændes ikke over digitale ID’s, over rationering af Co2, over de personlige forholdsord, over afgifter, over Kinas tyveri af intellektuelle rettigheder eller om Ukraines grænser. Så vidt vi kan bedømme fungerer deres samfund som de har gjort i århundreder om ikke årtusinder.

I langt størsteparten af de sidste fem hundrede år, bekymrede opdagelsesrejsende og bosættere sig ikke særlig meget om at bevare de oprindelige kulturer, som de kom i kontakt med. Tværtimod følte de fleste at de havde en moralsk pligt til at sprede deres egne værdier om civilisation rundt om i verden.  

Det var først da vi havde ‘assimileret’ næsten enhver ‘glemt’ stamme på planeten, at vi begyndte at stille spørgsmål og være tilbageholdende. I de sidste 40 år, har den fremherskende holdning været ikke at påtvinge “moderniteten” på isolerede folk, for ved det risikerer vi at slette særlige kulturer, og slette værdifulde dele af vor delte historie som mennesker  

Der er næppe behov for at nævne, at ingen i dag er fortaler for, at multikulturalismen bør have forrang over disse oldgamle stammers selvbestemmelse. Faktisk går nationer meget langt for at respektere de ‘skjulte folks’ suverænitet. Af og til sker det at en udefra bliver slået ihjel fordi vedkommende er kommet for tæt på en af disse grupper, men der bliver ikke indledt nogen straffeaktion som modsvar.

Myndighederne i Brasilien, Bolivia, Indien og Indonesien bruger sådanne hændelser som kraftige advarsler for at holde vildledte besøgende væk.  

I årtier har fortalere for globalismen formået at ‘slide’ vore nationale grænser ned til en hullet si, forhånet de moralske principper hos visse religioner og afvist samfundenes bekymringer, der helst vil holde fast i deres egne traditionelle værdier.  

Mange af de samme internationale institutioner der beskytter stammerne i Amazonas mod kontakt udefra, er direkte fjendtlige over for de særlige kulturer der binder borgere sammen i nationalstater. EU påtvinger sine værdier på ungarerne, polakkerne og indfødte italienere. I mange dele af Vesten går anklagere mod kristne der arbejder for at redde ufødte fra abort procedurer.

Når Democrats kontrollerer forbundsregeringen planter de enorme antal udenlandske immigranter i små byer over hele USA. 

Regerings agenturer forsøger ikke at forstå de lokales indvendinger, og de spørger helt sikkert ikke om lov fra de lokale borgere før de vender op og ned på deres dagligliv. “Udefra kommende” der anser sig som kloge og alvidende marginaliserer enhver, der står i vejen for dem.  

Så kan man undre sig over om hvorvidt en af Klaus Schwab’s ‘royale’ efterfølgere i the World Economic Forum’s stadig større teknokratiske dynasti om et par århundreder fra nu vil erklære at nogle små stammer i Kansas, Missouri eller Tennessee bør beskyttes fra indflydelse udefra for på anden vis at redde kundskaben hos Platon, Augustin, Aquinas, Shakespeare, Locke, eller Jefferson. 

Måske vil forfølgelse og drab på kristne fortsætte rundt om i verden indtil en eller anden fremtidig ‘god’ globalist overbeviser aristokratiet i FN om, at en lille stamme af Kristi følgere burde have “tilladelse” til at praktisere deres “eksotiske” tro.

Måske skal Vestens civilisation først ødelægges før de kyniske globalister får en antropologisk interesse i deres utallige indsatser. Måske vil de eventyrsøgende opdagelsesrejsende om 150 år fra nu søge til udkantsområderne i de amerikanske “frizoner” hvor de indfødte, ifølge rygter, har en original ide, måske de vil skrive nye bøger og betvivle A.I generede læresætninger. Måske vil de ‘frie’ folk have en udmærket fornemmelse for at løfte deres våben og jagte de koloniserende globalister langt væk.

Sproget er noget forbistret noget. Det tillader os at kategorisere enhver detalje vi ser, og alligevel reducerer det vores observationers mangfoldighed til at være blot ord. Talemåder, fraser kan være smukke eller ækle. Sætninger kan få hjertet til at slå hurtigere eller vi bliver stakåndet. Sprogets dualitet - dets evne til at igangsætte store og frygtelige ting - gør det til både en velsignelse og en forbandelse.  

Globalismen er en verdslig religion, der specialiserer sig i at manipulere med sproget. Den forsøger ikke at forklare verden på sanddru vis, men snarere at konditionere folk til at tro hvad dets økumeniske præster mener de har behov for at tro. Det overtaler ikke, men erobrer. Det undertrykker. Og på grund af sin forkærlighed til magt, er det ikke sandhed, Det nyder sin manglende gennemskuelighed. 

Globalisterne har belært os om de modsatrettede trusler med “global opvarmning” og “global opvarmning” i 50 år - - aldrig har de ladet sig ydmyge af deres falske forudsigelser, men altid sikre på at nye regulativer og skatter er svaret. 

Globalisterne fortalte os af Sovjetunionens imperium var dårligt og at national selvbestemmelse var godt; nu fortæller de os, at EU imperiet er godt og at den nationale selvbestemmelse er dårlig.

Globalisterne argumenterede for, at 2. Verdenskrig var nødvendig for at bevare Vestens civilisation og forsvare Europa mod fremmede invaderende, nu argumenterer de for at europæerne burde erstattes med udefrakommende. 

Da vi indledte krige mod “terror” for årtier siden var alle vore fjender i udlandet; nu insisterer globalisterne på at hjemlige “terrroister” er den virkelige trussel,   

Globalisterne fortalte os, at USAs støtte til forkastelse af præsident Viktor Yanukovyeh i Ukraine i 2014 ikke var et voldeligt oprør mod en legitim valgt regering, men snarere en “Værdighedens Revolution.” De samme globalister fortalte os, at ubevæbnede amerikanere der protesterede mod valgsvindet ved  the U.S. Capitol den 6. januar 2021 var del at et “oprør” i forsøg på at “styrte” forbundsregeringen.  

Globalismen er ikke et sammenhængende syn på verden. Det er som modellervoks, der kan ændres hele tiden fra det ene årti til det næste - afhængig af hvor den største magt kan opnås, og hvor de fleste penge kan tjenes. Dets primære kvalitet er hykleriet. Det eneste princip det står for er bevarelsen og berigelsen af dens mest glødende forsvarere.

Globalismen er en religion med smarte ord. Den hævder at beskytte ytringsfriheden - så længe den tale er fri for “mis-,” “forkert-,” eller “disinformation.” 

Den hævder at beskytte den offentlige debat og politiske afvigere - så længe borgerne intet nævner som globalisterne bedømmer som “hadefuldt.” 

Den hævder at beskytte den frie tanke og religionsfriheden - så længe de tanker og bønner ikke er for “ekstreme.”  

Den hævder at beskytte kvinder - så længe desillusionerede mænd bærer læbestift og også betragtes som “kvinder.”

Den påstår den beskytter demokratiet - så længe “demokrati” forstås som de aktuelle EU, U.K. og U.S. bureaukratier gør som de ønsker uden spor af hensyn til vælgernes vilje, de vælgere de angiveligt “tjener.”  

Globalister er fremragende til at forsvare “friheden” fordi de ganske enkelt har omdefineret ordet til at betyde, “offentlighedens ret til at gøre lige præcis det regeringens agenter kræver.” 

Det Vestens globalister lærte af 2. Verdenskrig er ligetil: hvis du ønsker at ekspandere regeringers magt og reducere folket til lydige slaver, er det ikke unødvendigt og dyrt at føre krig. Det er meget billigere bare at sætte en anden etiket på ‘totalitarisme’ og kalde det “demokrati.” Med det rigtige ‘smarte’ ord og tilstrækkeligt med propagandister i pressen kan globalisterne snyde folket til at ønske, ja, kræve deres egen undertrykkelse. Som sagt - sproget- er en snedigt bæst!

Det er i den grad ironisk at de selvsamme “woke” globalister der elsker af forhåne imperialismen har så travlt med at gøre byer, stater og hele nationer til kolonier der adlyder. Globalistiske conquistadorer er her under dække af fred. De tilbyder papir valutaer i bytte for ægte guld. De lover militær beskyttelse så længe borgerne afleverer deres selvforsvarsvåben.

De opmuntrer lokalbefolkningerne til at tage deres nationalflag ned og erstatte dem med “gay pride,” eller NATO, Ukraine, eller “Black Lives Matter” flag. De sender “klimaforandrings” missionærer ud for at evangelisere for de som endnu ikke frygter “fossile energikilder.”  

Vore overlevende oprindelige venner lærte en vigtig lektion. når globalister ankommer - så smid deres glaskugler ud, brænd deres skibe, løb bort. Måske vi skulle følge deres eksempel..

Image via Pexels.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/04/globalist_conquistadors_are_here_to_colonize_us.html

 

Klimakulten svigter og ødelægger Europa

Thomas Kolbe

Vejen er allerede lagt klar; i de kommende år vil EU og medlemsstaterne få både virksomhederne og forbrugerne til at betale endnu mere for CO2 udledninger. Bestyrelsesformand for BASF Markus Kamieth advarer om det enormt destruktive ved denne politik. 

Sandheden går på listefødder - det vidste Friedrich Nietzsche allerede. Og tilsyneladende bruges samme taktik om den europæiske klimapolitik; langsomt men uundgåeligt dukker virkeligheden om de sande omkostninger ved den grønne omstilling og dens indflydelse på Tysklands industrielle grundlag op.

Den 29. oktober stod BASF’s CEO Markus Kamieth foran pressen ved den kvartårlige præsentation af resultaterne. Det han meddelte var endnu et iskoldt brusebad for enhver, der stadig håber på et nyt økonomisk mirakel..

Svage resultater i et stabilt miljø

Verdens største kemiske virksomhed rapporterede om en 3% nedgang i indtjening i tredje kvartal 2025 sammenlignet med sidste år, samtidig faldt EBITDA med 5%. BASF er under massivt pres og har allerede skåret 1400 jobs væk for at imødegå de øgede omkostningers pres.

BASFs tal skal ses på baggrund af en langsom bedre økonomisk cirkel globalt set. U.S. økonomien der vokser med næsten 4% betyder øget efterspørgsel. Økonomierne i Kina og Indien fortsætter med at vokse dynamisk især i sektorer der er vigtige for den kemiske industri. 

Samtidig med at den globale økonomi øger momentum - fortsætter BASF - som så meget andet i Tysklands kemiske sektor og bredere industribrancher at miste fodfæste.

Virksomhedens hovedkvarter i Ludwigshafen er hårdest ramt. De 33000 ansattes fremtid er usikker.

Kritik af klimakursen

Kamieth var overraskende direkte under præsentationen. I tilgift med at kritisere EUs handelspolitik og de stigende energiomkostninger i Tyskland, åbnede han et sjældent diskuteret sår: EUs klimapoitik.  

Kamieth talte ikke søde ord ved at kalde handelssystemet i EU om udledninger for hvad det er: Et angreb på Europas industrielle grundlag.  

For BASF alene er den nuværende klimakurs i CO2 handel uforandret, med årlige ekstra omkostninger på cirka 1 milliard Euros og som stiger fra 2027 og fremover, når undtagelser er fjernet - omkostninger udelukkende lagt på Europas industri, mens resten af verden ikke behøver være med. 

Kamieth borede i det åbne sår. EU industrien er finansielt trykt i bund af en ideologiseret CO2 politik. Af industrialisering er - selvom der ikke tales om det eller det underbetones - resultatet af Bruxelles politik og deres nationale kontrollanter, hvis eneste svar eller snarere modsvar på deres selvpåførte katastrofe er endnu flere subsidier.

Sjælden kritik

Kritik af denne planlagte klimakatastrofe for industrien er sjælden. Des mere bemærkelsesværdigt er ordene fra BASF bestyrelsesformanden - blot to uger efter den skarpe kritik fra  Evonik bestyrelsesformand Christian Kullmann. Begge sender deres advarsler direkte til samme adresse: Europæisk enegang i klimapolitik. 

Kullmann opfordrede også til en omfattende reform for handel med CO2 emissioner -- eller helt sløjfe systemet. Åbenlyst kaldte han det “økonomisk galskab.” 

Begge bestyrelsesformænd forstår den globale konkurrence. Og de ved: Ingen vil følge Bruxelles linje.

.Klimakluben bliver mere og mere isoleret

Den globale klimaklub bliver i stadig større grad isoleret. Ved COP30 i Brasilien, bekræftes at U.S. forlod Paris Aftalen og at selv førende industrinationer ikke længere følger Europas skub for CO2 dominans.

Denne udvikling slår skår i troen på en enkelt CO2 dreven klimaforandring - et signal den europæiske klimapolitik ikke kan skjule.

Både COP30 og de stadig hyppigere EU klimatopmøder afslører, hvor langt myndighederne vil gå for at hindre at disse udfordringer med tvivl slår rod i offentlighedens bevidsthed..

For meget er i spil: Den gigantiske CO2 skattemaskine, der i de kommende år er designet til at overføre enorme midler til primært Bruxelles centrale EU apparat. 

Jernbeklædt medie tæppe

Situationen ligner den om kernekraft. Bag et jerntæppe over medierne spundet af det politiske-medie kompleks om denne energikilde, forbliver det tyske folk i uvidenhed om at kernekraft er ved at få et globalt comeback - med næsten dobbelt kapacitet i løbet af tre årtier. 

Tavsheden i klimapolitik har været med en høj pris - gennem klima omfordelingsmaskineriet, der i stadig større grad lammer store dele af økonomien..

Det årlige omfang af handel med CO2, anslås til blive tredoblet til cirka 100 miliarder euros i de kommende år, plus CO” skatter og andre klimaafgifter der allesammen rammer forbrugerne..

For eksempel, overvej at flyafgifterne bogstavelig talt vil udslette Tyskland fra kortet som en rejselokation.

Enorme økonomiske tab

Den faktiske kapital fejlallokering påtvunget ved klimapolitik og lovgiverne gør det vanskeligt at sætte præcise tal på. Vi har at gøre med en stribe skatter, subsidier, fiskale fordele, skjult støtte og prisgarantier. 

Alligevel er det realistisk at vurdere det til at cirka 4--5% af BNP brændes af udenfor markedsmekanismen. 

Med udvidelsen af handelssystemet og den massive øgning i klima subsidier vil Tyskland miste €150--200 milliarder i produktionskapital om året. Det er derfor ingen overdrivelse at kalde Bruxelles klimapolitik en maskine der giver fattigdom - en der på systematisk vis dræner Europas industrielle base i den globale konkurrence

Vi er vidner til en øget centralisering af politisk magt i Bruxelles -- retfærdiggjort af det moralske imperativ med kuldioxid - en hel civilisation bøjer sig for klimakulten. 

Image: Pixabay

https://www.americanthinker.com/articles/2025/11/the_climate_cult_fails_europe.html