lørdag den 28. marts 2026

Eksplosion i brug af antidepressionsmidler til teenagepiger - et symptom på hvad?

 

Eksplosion i brug af antidepressionsmidler til teenagepiger

Roger McFillin   

Lad mig stille et spørgsmål?

Hvad er chancerne for at en tredjedel af amerikanske unge mennesker pludselig udvikler en lidelse der kræver lægemidler som på æske har en advarsel om risiko for selvmord? Hvilken mystisk plage hærger gennem mellemskoler og gymnasier og som kræver, at 8.3 millioner unge kommer på medicin der helt bogstaveligt mere end fordobler en risiko for de slår sig selv ihjel?


Og nu bliver det helt skørt. Denne såkaldte mentale lidelse og epidemi rammer på forunderlig vis KUN teenagepiger, mens den på mirakuløs vis sparer drengene? 


Jeg ved helt præcist det var da jeg indså at vi havde mistet vores kollektive fornuft. Det var i 2020-2021, da jeg betragtede en parade af teenagepiger der gik gennem et center. Hver uge flere af dem. Hver af dem havde en SSRI recept (SSRI (Selektiv Serotonin Genoptagelseshæmmer) er en gruppe af antidepressiv medicin, der anvendes til behandling af moderat til svær depression og forskellige angstlidelser, da den øger mængden af signalstoffet serotonin i hjernen) som var det et hædersmærke, bevis på at deres lidelser var ægte, at det ikke var en de fandt på. Lægemidlet var blevet deres gyldighed. Uden den, var de blot dramatiske teenagere Med recepten havde de en lovlig lægelig helbredstilstand.

De havde fået at vide at de havde brug for disse stoffer. Måske ikke få gavn af dem. Ikke kun prøve dem. De havde BRUG for dem. Ligesom diabetes og insulin. Og de troede på det.

Jeg producerede min podcast, begyndte at råbe op på Twitter om hvad jeg var vidne til. Svaret? Jeg var anti-videnskab. Jeg var farlig. Jeg var tosset fordi jeg formodede at det måske, kun måske, at det at medicinere en hel generation af teenagepiger ikke var normalt.

Men jeg var ikke tosset. En frisk undersøgelse i Pediatrics har netop bevist at alt jeg advarede om var korrekt. Mellem 2020 og 2022, røg receptudskrevne midler til antipepressionsmidler til piger i aledere 12.17 år i vejret med 130%.

På to år - 130%!.

Samtidig FALDT antallet af recepter til drenge i samme aldersgruppe med 7.1%

Samme pandemi. Samme nedlukninger og isolation. Men på en eller anden vis var denne depressionsplage, der kræver farlige psykiatriskemidler, kun en der ramte piger? Var drenge immune?

Forskernes forklaring åbenbarer hele fupnummeret: “Kulturelle normer socialiserer ofte piger mod at give udtryk for internaliserende opførsels mønstre, hvorimod drenge udviser mere eksternaliserende mønstre.”

Harvard forskere analyserede data fra 4 millioner børn og fandt at teenagepiger erfarede et spring på 22% i besøg på skadestuer med speciale i “mentale sunhedsudfordringer” under pandemien. Drengene? Ingen øgning. Forskernes løsning? “Forbedringer i såvel de indkommende som de udkommende patienters mentale sundhedsomsorg.”  

Oversættelse: Vi har brug for flere metoder til at diagnosticere og give disse piger lægemidler. Piger taler om deres følelser. Gæt på hvem der får psykiatriske midler? 

Jeg var jeg med ved et FDA panel om SSRIs under graviditet og sagde det som burde være soleklart. Måske er kvinder ikke mentalt syge. Måske føler de blot ting mere intenst end mænd. Måske er det en gave - ikke en sygdom. Måske medicinerer vi dem i en rate, der er dobbelt så stor som hos mænd, ikke fordi de er brudt sammen, men fordi de faktisk kan beskrive deres følelser.

NBC News fik nærmest en hjerneblødning. De fremførte i en artikel der postulerer at jeg sagde dette “uden beviser,” og omhyggeligt fik de redigeret den del bort, hvor jeg diskuterede, hvordan vi udsætter fostre for kemikalier der påvirker hjernen negativt. De kunne ikke klare at lade mennesker høre, at vi udfører et ukontrolleret eksperiment på gravide og deres babyer. Hvorfor? Fordi hele deres ‘forretningsmodel’afhænger af reklameindtægter i massevis af dollars fra lægemiddelvirksomheder. 

Dette er det samme system der drugger gravide kvinder i hidtil usete høje antal. Det samme system der lader piger på 15 år begynde at tage disse midler der gør dem afhængige, og gennem graviditeten udsætter deres fostre for kemikalier der går gennem placenta og ændrer fostrets hjerneudvikling. Det samme system jeg udfordrede ved det FDA panel, der sendte NBCs farmaceutiske overherrer i gang med skadekontrol. 

Vi betragter den farmakologiske kolonisering af kvinders sind, fra ungdommen til moderskabet. Og våbenet de benytter? Kvinders egne følelsesmæssige intelligens. Deres evne til at artikulere hvad de føler. 

En af hver tredje teenager. På antidepressions midler! 

Og når nogen, som jeg, påpeger dette vanvid, er det mig der er tosset. Ikke det system der drugger millioner af teenagepiger. 

Mig.

For at stille spørgsmål.

At være kvinde er en mental lidelse

Ved du hvordan de stiller depressionsdiagnose for at retfærdiggøre, at der skal bruges kraftige og tankeændrende midler? De stiller spørgsmål. Såre enkelt. Ingen blodprøve. Ingen hjernescanning. Blot en konversation, og hvis du siger de forkerte ting til den forkerte person, stort tillykke - du har “en lidelse.” 

Hvad sker der med teenagepiger der gør dem så ‘velegnede’ til denne forkerte praksis? 

I puberteten sker der i pigers hjerner en massiv omorganisering. Forreste hjernelap, der står for følelsesmæssig regulering og social tænkning, udvikler sig anderledes hos piger end hos drenge. Svingninger med østrogen og progesteroner berører ikke kun, hvordan vedkommende har det; på aktiv vis skabes nye neurale veje der forstærker de følelsesmæssige processer, den social bevidsthed, og interpersonlig kommunikation. Dette er ikke tilfældig kaos. Det er et vigtigt udviklingselement. 

Disse hormonelle udsving som psykiatrien kalder “ustabilitet i humøret?” forbedrer den kvindelige hjerne på de komplekse følelsesmæssig og sociale opgaver der har sikret at kvinder har klaret sig i årtusinder. Evnen til at detektere mangfoldige følelsesmæssige tilstande samtidig, at læse mikro-udtryk, at detektere forfinede ændringer i barnets opførsel, før de kliniske symptomer dukker op, dette er ikke ‘ulykker.’ Det er evolutionære adaptioner der kræver år at udvikle, med den mest intense periode netop i puberteten. 

Under puberteten viser områder, der er ansvarlige for følelsesmæssig behandling empati, og social tænkning forøget konnektivitet og aktivitet. Teenagepigen der føler alt så intenst oplever en uorden. Hun oplever det som sker i den normale ungdoms neurale udvikling. Hendes hjerne er bogstavelig talt ved at opbygge arkitekturen for en sofistikeret følelsesmæssig intelligens der ikke findes på samme plan hos mænd.

Men en 15 årig piger der oplever disse udviklings opsving for første gang har ikke grundlaget for at forstå hvad der sker. Hendes hjerne gennemgår en signifikant organisering siden barndommen. Neural ‘beskæring,’ myelinisering, og hormonernes påvirkning skaber nye muligheder for følelsesmæssig dybde og sociale forstëlser. Naturligvis føles det overvældende. Naturligvis er det intenst. 

Og hvad gør vi? Vi ser på denne normale udviklingsproces og siger, “Du er bipolar. Du er deprimeret. Her er der et stof der vil stabilisere dit humør.” Vi behandler ikke dårligdom. På kemisk vis forstyrrer vi den vigtigste periode med følelsesmæssig modning.

På samme tid, når en dreng ikke kan håndtere sine følelser og slår ind i en mur, kommer i slagsmål, kaster rundt med sin spillekonsol, og stormer ud af huset med døre der smækker. “Drenge er drenge’ siger alle så. Eller måske, netop derfor lader man formode at det er ADHD. 

Med lad os værdsætte det absurde i situationen. En knægts kamp. Burde normaliseres. En pige beskriver sine følelser til den forkerte person på det forkerte tidspunkt? SSRI medicin udskrives. 

Tro mig, ingen har travlt med at få den knægt til en børnelæge for at få en psykisk nødevaluering. Ingen ringer desperat til terapeuter for at kræve en første aftale - lige nu og her. Hans vrede er ikke et symptom - det er testosteron. Hans voldsomme, voldelige udfald er ikke en krise, det er en fase. Han vokser fra det, siger de. Drenge bliver langsommere modne. Giv ham tid. Lad os få ‘sluppet damp ud.’ Den samme opførsel hos piger ville blive kaldt “følelsesmæssig dysregulering” og straks udskrives medicin. 

Lærere håndterer det også anderledes. En dreng der opfører sig uordentligt får bortvisning, udelukkelse. En pige der græder i baderummet får en rådgiver med vejledning og en opfordringer til “at tale med nogen.” Drengens udadgående usikkerhed anses som værende et problem med disciplin. Pigens mere personlige usikkerhed anses som en mental krise der berører hendes helbred. 

Selv når drenge ender i terapi, så se hvad der sker. De sidder der, praktisk talt tavse, trækker på skulderen og kommer med enstavelses ord. Efter tre sessioner af “jeg ved det ikke,” og “det er helt fint,” giver alle op. “Han er ikke klar til terapi,” siger de. Ingen diagnose. Ingen medicinering. Blot et kollektivt skuldertræk - drenge går ikke op i følelser.

Pigen kommer ind med en journal fuld af detaljerede observationer af følelsesmæssig karakter. Hun får i løbet af en time en diagnose. 

En pige taler om hendes følelser. Hun journaliserer. Hun er i proces. Hun dukker op til terapien klar til at dykke ned i enhver nuance af hendes smerte. Og denne følelsesmæssige beskrivelse, denne, udviklende evne til at kortlægge hendes indre ‘terræn’ bliver så hendes psykiatriske ‘dødsdom.’ 

Den præcis samme livsoplevelse, den samme stressfaktor. Men drengen der kun mumler, grynter “Jeg har været meget ked af det, siden mine forældre blev skilt,” får diagnosen Major Depressive Disorder og får udskrevet midler med selvmordsadvarsler.

Fra det øjeblik hun kunne tale, lærte vi hende at det at tale om følelser er sundt. Vi hyldede hendes følelsesmæssige ytringer. Vi forberedte hende  perfekt til at gå ind på en psykiaters kontor og give det præcise ‘vidnesbyrd’ der skal bruges til hendes egen dom. 

Øgning på 130% for piger mens det for drenge er faldet? Det er bevis på at psykiatriske diagnoser er fordrejede klædt ud som videnskab. Rigtige sygdomme diskriminerer ikke med baggrund i følelsespræget sprogbrug. Men det går åbenbart under ‘uregelmæssigheder.’ 

Her følger så den beskidte hemmelighed. Man kan ikke få FDA godkendelse for et middel til at “behandle” svære tider i livet, De forventede følelsesmæssige udfordringer som mennesker skal navigere i. Den fysiske som følelsesmæssige turbulens i ungdomslivet. De tilstande er til gengæld ikke nogen der kan skrives regninger ud for. Du skal skabe sygdommen for at sælge kuren.

Den kendsgerning at drenge undgår at blive diagnosticeret, er ikke bevis på at piger er mere syge. Det er bevis på at hele dette system er bygget op om at følelsesmæssig opførsel til profitabel patologi. Og piger er tilfældigvis bedre til at give det vidnesbyrd der er brug for til deres egen psykiatriske dom. 

Målgruppen er de mest sårbare

Det er altid de samme piger der bliver fanget i det psykiatriske edderkoppespind. De følsomme. De som føler alt som noget dybt, der absorberer andres smerte, der faktisk har intens omsorg for lidelsen i verden.

Dette er ikke symptomer på en sygdom. Dette er karakteristikken på fremtidige healere, kunstnere, samfundsopbyggere. Men som 14 årig, når disse kapaciteter først kommer frem under pubertetens kaos, er de overvældende. Hun har ikke sprog for, hvorfor hun fornemmer alles følelser. Hun forstår ikke at denne sensitivitet er en evolutionær fordel, ikke en defekt. 

Når hun således søger hjælp til at forstå disse intense følelser, klapper fælden. Fødselskontrol som 14 årig for “smertelige episoder.” SSRIs som 15 årig når fødselskontrol er årsag til depression. Adderall som 16 årig når SSRI er årsag til at hjernen tåger til. Humørstabiliserende midler som 17 årig. Psykofarmaka som 18 årig. Det som begynder som en recept bliver til fem. Hendes følsomhed har været næret og vil være en styrke. Nu er den blevet kemisk undertrykt til lammelse. 

Og må Gud hjælpe hende, hvis hun også er blevet traumatiseret.

Når en pige er udsat for et seksuelt overgreb (en ud af fire før de fylder 18) svarer hendes krop præcis som den bør. Hyper årvågenhed gør hende opmærksom på fare. Vrede er hendes magt til at forsøge at komme sig.  Frakobling beskytter hende mod den ubærlige smerte. Disse ting er perfekt fungerende overlevelsesstrategier.

Men psykiatrien fortolker disse symptomer ifølge deres DSM (en guide til diagnosticering af psykiske lidelser). De diagnosticerer hendes hyper årvågenhed som “ængstelses lidelse.” Hendes vrede bliver “bipolær.” Hendes frakobling får etiketten “borderline personlighed.”  Nu kan de udskrive psykofarmaka for at undertrykke vreden, der ellers ville kunne give næring til helbredelse. Benzodiazepiner udskrives for at forhindre de naturlige mestringsmekanismer i at udvikle sig..

År efter sidder de ikke behandlede tramuaer - + 5 diagnoser og et evigt skiftende medicinerings regime fast. Hun er blevet overbevist om at hun er “mentalt syg” når hun faktisk er såret. Hun får at vide at hendes hjerne er i stykker, når den faktisk fungerer perfekt for at beskytte hende. 

Den sensitive pige søger forståelse og den traumatiserede pige søger heling og de ender begge det samme sted: kemisk lobomiseret (kirurgisk/hjerneindgreb) diagnoser med forskellige lidelser og overbevist om at de helt naturlige livsoplevelser og traumer er symptomer på sygdom. 

Vi behandler ikke dårligdom. Vi ødelægger de selvsamme piger, der har den følelsesmæssige dybde til at helbrede sig selv og andre. De som føler mest intenst er de som vi medicinerer mest aggressivt. 

Angrebet på selve livet

Evolutionen arbejdede perfekt i millioner af år. Så pludselig, lige da vi begyndte at tildele psykiatriske midler til alle, blev hver tredje teenagepige mentalt syg? Hvad er chancerne for at det at være en ung kvinde blev en sygdom lige præcis i det øjeblik da nogen regnede ud hvordan man kan sælge kuren? 

Zero. Odds er zero.

En kvinde i sync med sin følelsesmæssige sandhed ved når der lyves for hende. Hun kan fornemme bedraget i sin krop. Hun fornemmer faren før den kommer i aktion. Hun kan genkende ‘rovdyret’ der ville skade hendes børn. Hun opbygger netværk af tillid og fælles hjælp, som ikke kræver intervention fra regeringen. Hun skaber samfund der opererer uden for systemernes kontrol. 

Dette er feminin energi. Ikke et eller andet mystisk koncept, men den rå kraft med intuitiv kundskab der har vejledt menneskeheden til overlevelse i årtusinder. Evnen til at føle sandhed frem for blot at tænke den. At vide uden at have det fortalt. At føle det som ikke kan måles. 

Dette kan ikke styres. Det kan ikke reguleres. Den kan ikke kontrolleres. 

Medmindre man overbeviser hende om hendes mentale lidelse.

Denne menneskefjendske agenda tjener specifikke interesser: institutioner der kræver lydige befolkninger, der ikke stiller spørgsmål til nogen. Systemer der profiterer når kvinder bytter deres indre viden til eksportmeninger. Magt strukturer kan ikke overleve samfund af kvinder der stoler på deres instinkter fremfor officielle fortællinger. 

En kvinde der afkobles fra hendes følelsesmæssige intelligens er en kvinde der konstant har brug for ekstern validering. Hun har brug for eksperter til at fortælle hende hvad der er ægte. Hun har brug for myndigheder til at fortolke hendes egne erfaringer. Hun har brug for medicin til klare det som hun engang mestrede helt naturligt. 

Hun bliver den perfekte borger: afhængig, tvivlende, og sløv.

Se på mønstret: Begynd at medicinere piger når de er på toppen af frugtbarheden. Overbevis dem om at deres følelser er en sygdom og præcist i det øjeblik hvor de udvikler kapaciteter til dybfølt samvær og reproduktion Hold dem medicineret i de år hvor de kan få børn. Hvis de så får børn er disse udsat for psykiatriske midler i livmoderen, de fødes neurologisk ændret, mindre i stand til at mobilisere de bånd der skaber modstand mod myndighed. 

Samtidig har vi fået gjort selve reproduktionen til en kampplads. Vi støtter ikke kun de reproduktive valg; vi får at vide vi skal “hylde” det at slutte et liv som myndiggørelse. Ikke retten til at vælge, men selve handlingen som en frigørelse. Vi har gjort at selve livsdannelsen ligner undertrykkelse og det at afslutte et liv som frihed.

Vi har delt mænd og kvinder op i krigende lejre. Mænd er væmmelige, giftige rovdyr. Kvinder er hysteriske ofre. Traditionelt partnerskab er patriarkalsk undertrykkelse. Kernefamilien er et fængsel. Ethvert naturligt bånd der kunne skabe børn og opfostre dem uden for statens indflydelse er blevet kaldt problematisk. 

Og ved alt dette bedøver vi med lægemidler piger der føler for meget. De hvis følelser er for intense. De som kunne vokse op til kvinder der stoler på deres intuition frem for ekspertens mening, som vælger at følge deres instinkter frem for institutionel autoritet, som opbygger samfund fyldt med omsorg og som ikke har brug for regeringens eller virksomheders håndtering. 

Forøgelsen på de 130% i brug af psykiatriske midler til teenagepiger er ikke et lægeligt fænomen. Det er social omforandring. De er ikke behandling af lidelse. Det er neutralisere den præcise population der altid har været bevarer af følelsesmæssig visdom, samfundsforbindende bånd og selve livet

En generation af kvinder på SSRI kan ikke føle når de bliver udnyttet. Kan ikke fornemme når deres børn er i farezonen. Kan ikke nå frem til den retfærdige vrede der giver energi til revolution. Kan ikke opbygge de følelsesmæssige bånd der skaber uregerlige samfund.

Enhver dosis af SSRI, er en stemme for en verden, hvor menneskelig intuition erstattes af ekspertmening, hvor følelsesmæssig kundskab erstattes af farmaceutisk håndtering, hvor det guddommelige feminine erstattes af kemisk lammelse. 

Følelser er ikke kun følelser. De er energi. De er fra vores direkte linje til guddommelig intelligens, kanalen, hvorigennem Gud taler til os. Den mavefornemmelse der er dit liv? Det er guddommelig kommunikation. Det er Guds kraft der strømmer gennem dig. Den intuitive viden der virker ulogisk. Det er din forbindelse til noget så meget større end dig selv. 

Og så medicinerer man det til tavshed. 

Dette er ikke sundhedsomsorg. Det er et koordineret angreb på menneskets natur.

Republished from the author’s Substack


https://brownstone.org/articles/antidepressants-increase-130-for-teen-girls-drop-7-for-boys/


onsdag den 25. marts 2026

Konsensus illusionen er farlig

 

Illusionen om konsensus er farlig
 Laura Kennedy

Det er foråret 1951. Mens Koreakrigen eskalerer, og verden engagerer sig i en skandaliseret debat om Julius og Ethel Rosenbergs nylige domfældelse for spionage, samles studerende på Swarthmore College i Pennsylvania i små grupper for at deltage i, hvad de tror er en synstest. De får vist tre linjer af tydeligvis forskellige længder og bliver spurgt, hvilken der matcher en mållinje. Uvidende om, at de deltager i et psykologisk eksperiment under ledelse af socialpsykologen Solomon Asch, indser forsøgspersonerne ikke, at alle andre i deres gruppe er blevet instrueret i at give det forkerte svar.

Opgaven er enkel - én linje matcher tydeligt målet, mens de to andre tydeligvis ikke gør. Men når alle i rummet siger noget andet, begynder de studerende at tvivle på, hvad de ser. Konformitetens kraft, som Asch havde designet testen til at måle, er så stor, at 75 % af deltagerne går med til en åbenlyst falsk konsensus mindst én gang. De tilsidesætter deres egen dømmekraft i lyset af gruppens sikkerhed.

Dette var en kompleks dynamik i 1951; i dag er den endnu mere kompleks. Aschs "flertal" er nu en kulturel kraft, hvis pres vi hele tiden møder online. Kendte årsager og ideologiske tendenser ændrer sig ofte hurtigere end vores evne til at få en dyb forståelse af de involverede problemstillinger, men alligevel er vi stimuleret til at tilpasse os den herskende opfattelse og signalere i overensstemmelse hermed. Som i Aschs eksperiment kan det "flertal", vi reagerer på, selvfølgelig være en illusion, der får os til at sidestille de højeste stemmer med højeste autoritet.

Vi arver vores ideer om moral, pligt og sandhed fra mennesker omkring os.


Asch observerede den enorme kraft af konsensus i aktion og lærte, at de fleste af os foretrækker at risikere at tage fejl frem for at modsætte os flertallet. Hans eksperiment rejste et spørgsmål uden moralske eller politiske indsatser. Når vi føler os presset til at hoppe med på en vogn, der bærer moralske indsatser, bliver vi motiveret til at tilpasse os andres moralske verdensbillede. Presset for at være enig fungerer ofte på denne stille, usynlige måde. Der er ingen åbenlys kraft eller trussel, blot den følte sårbarhed ved at skille sig ud. Ubehaget ved at spekulere på, om vi vil stå over for konsekvenser af at have det "forkerte" synspunkt, eller for blot at afstå fra at udbrede det "rigtige". Midt i alt dette er den tvivl, Aschs studerende også oplevede - hvor sandsynligt er det, at vi kan have ret, når flertallet insisterer på, at vi ikke har?


Dette urolige sted er, hvor filosoffen John Stuart Mill opfordrer os alle til at leve, hvis vi kan holde det ud. I sin bog On Liberty næsten et århundrede før Asch fortalte sine elever, at han afprøvede deres vision snarere end deres impuls til at konformere sig, advarede Mill om, at det victorianske samfund og fremtidige samfund ville dele en kraft i retning af konformitet, som han beskrev som "den herskende menings tyranni". Hans bekymring var ikke lovene, men de normer, vi lever efter, og de subtile, men kraftfulde måder, hvorpå samfund afskrækker os fra at afvige.


Selvom On Liberty ofte læses som et forsvar for ytringsfrihed, er det mere fundamentalt et forsvar for uafhængig tænkning. Vi arver vores ideer om moral, pligt og sandhed fra mennesker omkring os. Når vi vokser op, drages vi mod sociale grupper og miljøer, der afspejler vores synspunkter, og oplever implicit pres for at tilpasse os sociale konventioner. Dette har sine fordele - det forhindrer de fleste af os i at tage et videoopkald på en højttaler i biblioteket - men det begrænser os også. Mill var bekymret for, at vi i det victorianske Storbritannien, ligesom nu, er tilbøjelige til at internalisere den dominerende fortælling om, hvordan man bedst tænker og lever, indtil vores dømmekraft erstattes af imitation. Det var, hvad de studerende på Swarthmore College gjorde, da de fik vist to replikker, der ikke stemte overens, og insisterede på, at de gjorde det.

Mill var bekymret for, at når vi undgår friktionen ved nonkonformitet, har vi ingen måde at vide, om vores synspunkter er valgte eller passivt absorberet fra vores omgivelser. Vi kan, skrev han, "tænke [os selv] frie, men [vi] vælger det, der er sædvanligt, frem for [vores] tilbøjelighed, indtil det ikke falder [os] ind at have nogen tilbøjelighed undtagen det, der er sædvanligt." 


Aschs undersåtter var ikke specielt tåbelige eller kujonagtige. De var almindelige mennesker, der reagerede på pres ved at tilsidesætte deres handlefrihed.


Vi behøver ikke engang aktivt at være uenige for at blive fortolket som ikke-konforme.


Siden Aschs undersøgelse har psykologer kortlagt relaterede bias. Gennem den falske konsensus effekt overvurderer vi, i hvilken grad andre deler vores synspunkter. Dette er vores tendens til at tro, at "alle" tror på X, fordi personerne i vores umiddelbare gruppe sagde, at de tror på X. Pluralistisk uvidenhed beskriver en "kollektiv illusion", hvor en gruppe synes at have en konsensusopfattelse, selvom de fleste mennesker privat ikke har den opfattelse; de ​​går bare med på den, fordi de fejlagtigt tror, ​​at alle andre oprigtigt tror på den. Selv i lyset af ydre sikkerhed synes vi at opleve privat tvivl.


Mills test af et uafhængigt sind indebærer at tage ejerskab over den tvivl og give udtryk for den. Vi bør føle os opmuntrede, foreslår han, når vores venner ser skeptisk på os, eller WhatsApp-gruppechatten bliver stille, når vi høfligt er uenige. Friktion er ikke et bevis på, at vores synspunkter er rigtige, men det er et bevis på, at de bliver testet. Uden denne modstand kan vi ikke vide, om vores synspunkter virkelig er vores egne, fremkommet ved fornuftige, forsvarlige årsager. Villigheden til at udsætte os selv for dette ubehag – denne sårbarhed – fortæller Mill os, er en form for disciplin. For at forstå vores overbevisninger bør vi seriøst undersøge vores modstridende synspunkter.


Vi behøver ikke engang aktivt at være uenige for at blive fortolket som værende uenige. 


En af de mest omstridte former for nonkonformitet i vores tid er noget helt andet: slet ingen mening at have. Dette er ikke passiv uenighed, men den bevidste afvisning af at erklære en holdning til et hvilket som helst emne, der i øjeblikket dominerer den offentlige samtale, hvad enten det er en geopolitisk konflikt, en viral kontrovers eller de sorte Instagram-firkanter i 2020. Dette pres for at erklære, at vi er "på side" med det, der i øjeblikket optager nyheds cyklussen, fremkalder Aschs eksperiment.


Et implicit flertal behandler tavshed som medvirken, og resultatet er, at vi opfordres til at være enige, selv når vi er usikre, uinformerede eller bare udmattede af den konstante cyklus, hvor ét emne er det eneste moralske spørgsmål, der synes at betyde noget, før det går tabt, og "flertallet" går videre. I et miljø som dette kan det at vælge ikke at tale være lige så nonkonformistisk, og måske endda lige så vanskeligt, som åben uenighed.


Der er ingen tvivl om, at nogle af forsøgspersonerne i 

Asch-eksperimentet klukkede af latter på vej ud af døren, da knebet var blevet forklaret for dem. Andre var sandsynligvis foruroligede over, hvor let de gav efter for "den herskende menings tyranni". Dette ubehag, fortæller Mill os, er godt. Det er frøet til uafhængig tænkning


Related Posts with Thumbnails