Den virkelige grund til, at nogle mennesker forekommer sympatiske med det samme

 Den virkelige grund til, at nogle mennesker forekommer sympatiske med det samme

Små signaler af varme kan dramatisk ændre, hvordan folk reagerer på dig.

af Francesca Tighinean

Jeg var til et netværksarrangement for et par år siden, hvor jeg lavede den slags smalltalk, der får dig til at sætte spørgsmålstegn ved hele din personlighed. Alles øjne fór rundt i rummet. Samtalerne gik i stå efter 30 sekunder, og energien i rummet var rastløs, performativ og en smule desperat. Med andre ord var det et helt normalt netværksarrangement.

Det, der ramte mig, var paradokset: Hver eneste person i det rum ville gerne have kontakt, men ingen formåede det. Man skulle tro, at hvis begge personer ville det samme, ville det være den nemme del at nå dertil. Det var det tydeligvis ikke.

Efter cirka en halv time vendte en kvinde, der stod i nærheden, sig mod mig med et helt afslappet smil og sagde: "Disse arrangementer er altid så akavede, ikke sandt?"

Jeg følte mine skuldre falde ned med det samme. Vi begyndte at tale og kunne ikke stoppe. Andre mennesker gled nærmere. Ved aftenens slutning var der en fuld cirkel af mennesker, der trak sig omkring hende, og som lyste op, når de talte til hende, og fulgte hende, mens hun bevægede sig rundt i rummet.

Hun havde ikke været den mest imponerende person der, eller den sjoveste, eller den mest selvsikre. Og alligevel var hun uden tvivl den mest magnetiske person i rummet. Så hvad havde hun egentlig gjort?

Svaret viser sig at være enklere og mere kontraintuitivt end jeg havde forventet – og det har intet at gøre med selvtillid, karisma eller noget, man er født med. Det starter længe før, man træder ind i rummet.

Profetien du ikke vidste du lavede

Hver eneste sociale interaktion du har, er stille og roligt formet af en forudsigelse du ikke vidste du lavede. Før du har sagt et ord, har dit nervesystem allerede besluttet, hvordan interaktionen skal forløbe, om personen foran dig vil kunne lide dig eller ej.

Dette sæt af forventninger er rodfæstet i din historie: enhver interaktion, hvor du blev afvist eller accepteret, budt velkommen eller udelukket. Din første barndomsforelskelse, hvor du sagde nej. Jobsamtalen, hvor du kunne føle dig selv miste dem halvvejs igennem. Disse oplevelser former din identitet og får dig til at tænke: "Jeg er den slags person, folk ikke har det varmt med" eller "Jeg er den slags person, der nemt forbinder mig." Og den identitet bliver til forventning.

Forskning foretaget af Danu Anthony Stinson og kolleger kalder dette "acceptprofetien" - det psykologiske fænomen, hvor din forventning om at blive accepteret eller afvist subtilt former din adfærd, hvilket igen påvirker, om andre rent faktisk accepterer eller afviser dig.

Forestil dig dette: Alex går ind i en social begivenhed med en overbevisning opbygget over år - at folk ikke rigtig kan lide ham. Det er en overbevisning, der er præget af en håndfuld virkelige oplevelser: kollegaen, der aldrig inkluderer ham i frokostplaner; gruppechatten, hvor han altid føler sig lidt i periferien. Så i aften prøver han ikke at være en byrde. Han lytter mere end han taler, giver korte høflige svar, fordi han ikke vil tage for meget af nogens tid, og tjekker sin telefon, når samtalen holder pause. I sit sind er han hensynsfuld. I virkeligheden beskytter han sig selv mod en afvisning, han allerede har besluttet ville komme.

Folk opfatter hans usynlige vægge. Hans korte svar føles fjerne, og hans tøven fremstår som uinteresseret. Efter et par minutter går folk videre til samtaler, der føles lettere. Og Alex tænker: "Se? Ingen kan lide mig. Jeg vidste det." Hvad han ikke er klar over, er, at han sandsynligvis skabte netop det resultat, han frygtede.

Afgørende er det, at dette ikke er en karakterbrist. Det er nervesystemet, der gør præcis det, det udviklede sig til at gøre. Den samme alarm, der gik i gang, da Alex bemærkede, at han ikke var inkluderet i frokostplanerne på arbejdet, går nu i gang i et rum fyldt med fremmede. Hans hjerne forsøger at beskytte ham mod en afvisning, der sandsynligvis ikke kommer – den presser ham til at trække sig tilbage på måder, der gør det sværere at skabe forbindelse. Når han først erkender dette, kan noget ændre sig.

På den anden side af rummet får Alex øje på Mary, der ubesværet tiltrækker folk. Fra hvor Alex står, ligner hun en, der simpelthen er født magnetisk.

Men Mary kom ind med en helt anden historie. Hun voksede op i en livlig husstand, hvor forbindelsen kom let. Sidste måned stod folk i kø for at tale med hende efter en konference. Med tiden skabte disse oplevelser en anden overbevisning: at folk generelt nyder hendes selskab. Så hun går ind nysgerrig snarere end forsigtig. Hun holder øjenkontakt lidt længere, stiller spørgsmål og forbliver til stede for at se svarene, deler noget reelt uden at beregne, om det er imponerende nok. Hun er varm. Folk reagerer præcis, som de altid har gjort, hvilket forstærker den overbevisning, hun ankom med.

Når du træder ind i en social situation, bærer du næsten altid på en stille forudsigelse: Vil disse mennesker kunne lide mig? Hvis svaret hælder mod ja, åbner din adfærd sig. Hvis den hælder mod nej, trækker den sig sammen. Og disse små ændringer i adfærd bestemmer ofte hele resultatet af interaktionen.

Varmens overdimensionerede kraft

Det, der adskiller Mary, og den magnetisk sympatiske fra alle andre og fra Alex, er ikke status, godt udseende eller vid. Ifølge Stinsons forskning var den stærkeste indikator for, om fremmede ville acceptere nogen, interpersonel varme.

I undersøgelsen optog deltagerne en kort video, hvor de præsenterede sig selv for en ny social gruppe, og uafhængige observatører så videoerne, før de besluttede, hvor meget de ville blive venner med hver person. Deltagere, der virkede engagerede, lydhøre og komfortable i interaktionen, holdt øjenkontakt og virkede åbne snarere end hæmmede, var langt mere tilbøjelige til at blive vellidt.

Dette stemmer overens med årtiers forskning i, hvordan vi bedømmer hinanden. Ifølge Susan Fiskes stereotypeindholdsmodel vurderer vi mennesker langs to dimensioner inden for få sekunder efter at have mødt dem: varme og kompetence. Og selvom begge dele betyder noget, kommer varme først. Af evolutionære årsager spørger hjernen: "Kan jeg stole på denne person?", før den nogensinde kommer til "Kan jeg respektere denne person?". Du kan være den mest dygtige person i rummet, men hvis folk ikke opfatter dig som varm, vil de simpelthen ikke have lyst til at være i nærheden af ​​dig.

Sådan bliver du varmere i dit sociale liv

1. Vær den imødekommende

I et interview jeg lavede med psykolog Dr. Julie Smith, sagde hun: "Vent ikke på at blive budt velkommen. Vær den imødekommende."

Alle ved en social begivenhed venter på at føle sig inkluderet, accepteret og velkommen. De står alle der med deres usynlige vægge oppe og håber, at nogen vil tage det første skridt. Magnetiske mennesker venter ikke på det. De er leverandøren af ​​det. Og ved at fokusere på at få andre til at føle sig velkomne, bliver de den mest velkomne person i rummet.

At flytte dit fokus fra, hvordan du fremstår, til personen foran dig, får dig ud af dit eget hoved og ind i en ægte forbindelse.

2. Del en lille sårbarhed

I den anden del af Stinsons undersøgelse testede forskerne deres hypotese om, at socialt angste mennesker faktisk ikke mangler varme - de undertrykker den i sociale situationer med høj indsats som en måde at beskytte sig selv mod afvisning. Den selvbeskyttende tilbagetrækning føles tryg, men den kommer med en pris: For alle andre i rummet opfattes det som kulde.

Men hvad nu hvis den tilbagetrækning kunne afbrydes? Før deltagerne blev parret, gav forskerne dem en håndskrevet besked, angiveligt fra deres partner, hvor der stod: "...når jeg møder en ny person (som nu!), begynder jeg at bekymre mig om, hvorvidt den anden person kan lide mig..."

Denne lille indrømmelse af social sårbarhed var nok til at mindske den opfattede risiko ved interaktionen, og deltagerne, der læste beskeden, blev mindre ængstelige og mærkbart mere varme. De endte med at blive lige så meget vellidt som de mest selvsikre personer i rummet.

Dette stemmer overens med en skelsættende metaanalyse af Collins og Miller, som fandt tre mønstre, der opererer på samme tid: folk, der afslører mere, har en tendens til at blive mere vellidt; vi afslører mere til folk, vi allerede kan lide; og, måske mest interessant, begynder vi faktisk at kunne lide nogen mere, simpelthen fordi vi har afsløret det til dem.

Før vi åbner op, venter de fleste af os på, at den anden person får kontakten til at føles tryg. Men forskningen tyder på, at det fungerer omvendt – det er din åbning, der får det til at føles trygt for dem.

Så næste gang du taler med en ny person, så prøv at sige noget i retning af: "Jeg føler mig altid lidt akavet ved begivenheder som denne." Disse små afsløringer menneskeliggør dig, og de giver den anden person også lov til at sænke paraderne. Nogen skal gå først, så det kan lige så godt være dig.

3. Forvent at blive vellidt

Din forventning om afvisning er din største hindring. Når du går ind i et rum og antager, at du ikke vil blive vellidt, eller at du ikke er god nok, begynder du at opføre dig på måder, der gør det sandt.

Den mest praktiske måde at afbryde cyklussen på er at erstatte frygten med en mere præcis læsning af virkeligheden. De fleste mennesker i et hvilket som helst rum leder ikke efter nogen at afvise; de ​​håber på at få kontakt.

Det hjælper også at huske, at de fleste af os dramatisk overvurderer, hvor hårdt vi bliver dømt. Psykologer kalder dette spotlight-effekten – tendensen til at tro, at vi bliver langt mere bemærket og gransket, end vi rent faktisk er. I virkeligheden er alle i rummet for travlt optaget af at bekymre sig om sig selv.

4. Vis varme signaler

Varme er ikke en personlighedstype, men et sæt adfærdsmønstre, der kan læres.

I praksis ligner det at skabe øjenkontakt i stedet for at scanne rummet. At læne sig ind i stedet for at holde en høflig afstand. At svare på, hvad nogen rent faktisk sagde, i stedet for at vente på sin tur til at tale. At stille et opfølgende spørgsmål. At grine, når noget er oprigtigt sjovt. At dele noget ægte, når øjeblikket kræver det.

Et nyttigt trick er at tænke over, hvordan du er omkring en person, du er helt tryg ved: en nær ven, en søskende, en du har kendt i årevis. Forestil dig den lethed, det kropssprog, den måde at tale på uden at overvåge dig selv. Prøv derefter at bringe lidt af det ind i det rum, du er ved at gå ind i.

Når man ser tilbage på netværksoplevelsen, gjorde kvinden, der ændrede energien i rummet, ikke noget ekstraordinært. Hun gjorde simpelthen, hvad de fleste af os er for nervøse til at gøre: hun smed rustningen først. Forbindelsen starter i det øjeblik, nogen beslutter sig for at holde op med at beskytte sig selv og gøre det sikkert for andre at gøre det samme.

Så husk inden din næste sociale situation, at de fleste mennesker i det rum ikke er der for at dømme dig. De håber, at nogen vil gøre det nemt. Vær den person. Forvent forbindelse, slap af i kroppen og lav det første varme træk – et oprigtigt spørgsmål, en ærlig observation, selv en simpel indrømmelse af, at du føler dig lidt akavet.

Nogen skal først sænke muren. ‘Magnetiske’ mennesker er simpelthen dem, der beslutter, at den person er dem.

Ekkoet af Imperiet - hvorfor Rom faldt, og Vestens nedtur

 Ekkoer af Imperiet

Paralleller mellem Roms fald og det moderne Vestens truende kollaps.

Lars Møller

Vesteuropa, der traditionelt betragter sig selv som den kulturelle og institutionelle arvtager til den græsk-romerske oldtid, står over for bekymringer, der minder om den sene romerske erfaring.

Det Vestromerske Rige kollapsede ikke pludseligt eller af en enkelt grund; snarere gik det i opløsning gennem den kumulative interaktion mellem intern skrøbelighed og eksternt pres. På en sammenlignelig måde står det moderne Europa og dets kulturelle udvidelser over for demografisk ubalance, institutionel erosion, kulturel udmattelse og vedvarende migrationspres. Mens historisk analogi bør anvendes med forsigtighed, er parallellerne mellem senantikken og nutiden slående nok til at berettige en nærmere undersøgelse.

Historikere har diskuteret Roms fald i århundreder og tilskrevet det på forskellig vis til barbariske invasioner, økonomisk stagnation, overudvidelse, korruption, klimaudsving eller epidemiske sygdomme. Moderne forskning foretrækker "multi-" frem for "unikausalitet". Rom faldt således, fordi dets politiske, demografiske, økonomiske og kulturelle systemer snigende eroderede, hvilket mindskede modstandsdygtigheden over for eksterne chok.

I et civilisationsperspektiv fremstår det moderne Vesten sårbart langs fire analoge dimensioner: (a) storstilet migration, (b) demografisk tilbagegang blandt indfødte befolkninger, (c) kulturel dekadence eller udmattelse, og (d) erosion af kerneinstitutioner. Hvis disse tendenser fortsætter uhæmmet, kan den vestlige civilisations grundlæggende resultater - forfatningsmæssig styring, individuel frihed og retsstatsprincippet - lide uoprettelig skade.

Det Vestromerske Rige oplevede en "civil invasion", der afspejlede omfattende befolkningsbevægelser i migrationsperioden (ca. 300-600). Ikke så meget plyndringsfolk som fordrevne befolkningsgrupper, der søgte sikkerhed, jord og muligheder, krydsede migrerende stammer - vestgoter, østgoter, vandaler, frankere og saksere - den østlige grænse (Limes). Indtrængen fra hunner og andre nomadiske grupper destabiliserede grænseregionerne yderligere. Samtidig faldt de romerske legioners evne til at afvise migranter. Rhinen-krydsningen i 406 symboliserede sammenbruddet af den romerske grænsekontrol, der kulminerede i plyndringen af ​​Rom i 410 og afsættelsen af ​​Romulus Augustulus, den sidste kejser, i 476.

Vestgående migrationer var aldrig i sagens natur aggressive. Faktisk beundrede barbarer den romerske civilisation, fast besluttet på at nyde fordelene ved orden og velstand. Roms interne udfordringer - politisk ustabilitet, afhængighed af foederati (Foederati (latin, flertal af foederatus = "i forbund", afledt af foedus = "traktat/forbund” betegner i romersk historie ikke-romerske stammer eller folk, som indgik en formel traktat om alliance med det Romerske Imperium) og erosion af militær disciplin - betød imidlertid, at integrationen i stigende grad mislykkedes. Autonome magtstrukturer opstod som standard, romersk lov mistede autoritet, og den kejserlige samhørighed opløstes. Det, der viste sig at være fatalt, var ikke "mangfoldighed" som sådan, men statens manglende evne til at assimilere nyankomne i en fælles borgerlig og juridisk kultur, der definerede og videregav en samlende identitet.

Det moderne Europa oplever demografisk forandring gennem vedvarende masseindvandring, især fra regioner, hvis oprindelige befolkninger - kristne og jøder - er blevet forfulgt og undertrykt af muslimer siden det syvende århundrede. Fra midten af ​​2020'erne udgjorde sidstnævnte cirka 6% af Europas befolkning, med prognoser, der varierer meget afhængigt af migration og fertilitetstendenser. Som en afspejling af dybt forankret dogmatisme i den diasporiske ummah har sikkerhedstjenesterne dokumenteret uforholdsmæssig stor involvering af immigranter i terroraktivitet. Disse realiteter lægger pres på efterretningstjenesten, politiarbejdet og den sociale samhørighed, analogt - men ikke identisk - med det eksterne pres, som Rom oplevede, da dets grænser gav efter.

Demografisk tilbagegang udgjorde en kritisk intern udfordring i det sene Rom. Fra den sene republik og fremefter faldt elitens fertilitetsrater kraftigt. Augustus forsøgte at vende denne tendens gennem Lex Iulia (18 f.Kr.) og Lex Papia Poppaea (9 e.Kr.), som incitamenterede ægteskab og fødsel. På trods af disse foranstaltninger begrænsede økonomiske byrder, urbanisering, arvepraksis og skiftende sociale normer succesen. Tilbagevendende epidemier – især Antoninpesten (165-180) – accelererede befolkningsreduktionen og bidrog til mangel på arbejdskraft og militær sårbarhed.

Moderne vestlige samfund står over for sammenlignelige demografiske udfordringer. Fertilitetsraterne i Europa og Nordamerika er fortsat langt under erstatningsniveauet. Forskere identificerer flere årsager: sekularisering, forsinket familiedannelse, økonomisk usikkerhed og prioritering af individuel autonomi frem for kollektiv kontinuitet. Immigrantbefolkninger udviser normalt højere fertilitet og omformer gradvist demografiske profiler.

Douglas Murrays argument i The Strange Death of Europe (2017) centrerer sig om denne demografiske asymmetri, et truende kollaps, der både forudsætter og forværrer et tab af kulturel selvtillid. I stedet for at holde indvandring alene ansvarlig for tilbagegangen, understreger han, hvad han ser som elitens modvilje mod at formulere eller forsvare vestlige kulturelle normer, forværret af historisk skyld. Mens kritikere bebrejder ham for "selektive beviser", er hans centrale påstand - at demografisk tilbagegang blandt indfødte befolkninger svækker samfundets kontinuitet - bredt understøttet i demografisk litteratur. Vigtigt er det, at han nægter at hævde demografisk "erstatning" som en uundgåelig biologisk proces og identificerer en politisk og kulturel fiasko i integration og tillid.

.

Roms egen demografiske svaghed tvang Rom til afhængighed af barbariske rekrutter og bosættere, hvilket ændrede sammensætningen og loyaliteten af ​​​​dets institutioner. Befolkningsreduktion blev således ikke kun et numerisk problem, men også et strukturelt et, der underminerede modstandsdygtighed og kontinuitet.

I *The History of the Decline and Fall of the Roman Empire* (1776-1788) tilskrev Edward Gibbon berømt Roms fald delvist til moralsk tilbagegang, selvom moderne historikere fortolker "dekadence" mindre som hedonisme end som institutionel selvtilfredshed. Ligesom romerske eliter hengav sig til luksus, lå det dybere problem i faldende samfundsengagement, økonomisk rigiditet og afhængighed af tvangsbureaukrati. Borgerne var frigjort fra offentligt ansvar og tilfredse med statens levering af underholdning og næring.

I det moderne Vesten manifesterer kulturel dekadence sig mindre gennem overflod end gennem relativisme og institutionel selvtillid. Universiteterne, der engang var vogtere af intellektuel tradition, prioriterer ideologisk konformitet frem for videnskabelig stringens.

Kritikere argumenterer for, at identitetsbaserede rammer fortrænger universalistisk undersøgelse og undergraver fælles akademiske fundamenter. I forbindelse med overordnede tendenser hævder kommentatorer som Eric Zemmour, at multikulturalisme underminerer social samhørighed - en påstand med historisk præcedens i Roms gradvise kulturelle fragmentering.

Et særligt tydeligt symptom på denne kulturelle udmattelse er den udbredte ikonoklasme rettet mod symboler på vestlig arv fra yngre generationer. Efter Black Lives Matter-protesterne i 2020 væltede eller ødelagde aktivister – typisk universitetsstuderende og vilkårlige bøller, lige så ideologisk kompromisløse som historisk uvidende – statuer af personer som Christopher Columbus i Boston og Minneapolis, Edward Colston (en slavehandler) i Bristol og endda grundlæggere som George Washington og Thomas Jefferson, hvis arv inkluderer slaveri på trods af deres roller i at etablere friheder. I Portland blev statuer af Abraham Lincoln og Theodore Roosevelt revet ned midt i beskyldninger om racisme mod indfødte amerikanere.

Lignende handlinger var rettet mod monumenter fra kolonitiden i Europa, herunder Kong Leopold II's i Belgien. Fortalere ser disse handlinger som "opgørelse" over historiske uretfærdigheder og fjerner glorificering af undertrykkelse fra det offentlige rum. Alligevel ser kritikere, herunder Murray, dem som manifestationer af dyb selvhad: en afvisning af Vestens komplekse arv, hvor uperfekte personer fremmede oplysningsværdier, retsstatsprincipper og de individuelle rettigheder, der understøtter moderne frihed.

Denne vending mod ens egne civilisationssymboler afspejler Roms sene apati over for sine stolte traditioner. Ved at benægte stolthed over forfædre, der, trods fejl, skabte en arv af frihed og innovation, risikerer unge vesterlændinge at miste deres fødselsret til en tryg fremtid. Masochistiske gesti sletter ikke historien, men signalerer en tragisk modvilje mod at forsvare eller videregive den, hvilket efterlader samfund sårbare over for invasion - ligesom Roms tab af kulturel selvsikkerhed viste sig fatalt under ydre pres.

Kulturel udmattelse undergraver viljen til at forsvare nedarvede normer. Efterhånden som Roms borgere i stigende grad undgik militærtjeneste, udviser nutidens vestlige samfund faldende samfundsdeltagelse og tillid. Denne erosion ødelægger ikke samfundene øjeblikkeligt, men gør dem sårbare over for disciplinerede ideologiske bevægelser, uanset om de er islamistiske eller marxistiske.

Institutionel tilbagegang beseglede i sidste ende Roms skæbne. Krisen i det tredje århundrede afslørede systemisk skrøbelighed: hurtig imperial udskiftning, finanspolitisk kollaps og militært mytteri. Diocletians reformer forsinkede kollapset, men forankrede bureaukrati og autoritarisme. Den permanente deling af imperiet i 395 svækkede Vesten uopretteligt. I det femte århundrede knuste beskatningen landbrugsproduktiviteten, handlen faldt kraftigt, og loven trak sig tilbage.

Paralleller i det moderne Vesten inkluderer faldende tillid til demokratiske institutioner, polarisering og magtovergreb. Sekularisering har efterladt et moralsk vakuum, hvor kristendommens sociale indflydelse er kraftigt aftagende i hele Europa. Mens profan regeringsførelse ikke altid er destabiliserende, komplicerer tabet af fælles metafysiske antagelser den sociale samhørighed. I America Alone (2006) understreger Mark Steyns advarsler om civilisationsnedgang – forudsigeligt kritiseret for "alarmisme" – risikoen for institutionel fragmentering og kulturel splittelse.

Roms fald indledte århundreders økonomisk regression og kulturel sammentrækning i Vesteuropa. Selvom historien aldrig gentager sig mekanisk, rimer den måske. Det moderne Vesten er fanget i en identitetskrise. Fornyelse er fortsat mulig, som demonstreret af Byzans' eksempel, men kun gennem bevidst bekræftelse af demografisk vitalitet, institutionel integritet, kulturel tillid og moralsk formål. Roms lektie er ikke, at nedgang er uundgåelig, men at forsømmelse sikrer den.

.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/02/echoes_of_empire.html

 

Globale conquistadorer er klar til at kolonisere os

J.B. Shurk

Det er forundrende at huske på, midt i så mange teknologiske og sociale forandringer i dette århundrede, at der er et par hundrede oldgamle stammer på Jorden, der har fastholdt deres unikke kulturer ved at isolere sig fra resten af verden.

De kender intet til præsident Trump, de europæiske krige, til McDonald’s, eller K-pop. De skændes ikke over digitale ID’s, over rationering af Co2, over de personlige forholdsord, over afgifter, over Kinas tyveri af intellektuelle rettigheder eller om Ukraines grænser. Så vidt vi kan bedømme fungerer deres samfund som de har gjort i århundreder om ikke årtusinder.

I langt størsteparten af de sidste fem hundrede år, bekymrede opdagelsesrejsende og bosættere sig ikke særlig meget om at bevare de oprindelige kulturer, som de kom i kontakt med. Tværtimod følte de fleste at de havde en moralsk pligt til at sprede deres egne værdier om civilisation rundt om i verden.  

Det var først da vi havde ‘assimileret’ næsten enhver ‘glemt’ stamme på planeten, at vi begyndte at stille spørgsmål og være tilbageholdende. I de sidste 40 år, har den fremherskende holdning været ikke at påtvinge “moderniteten” på isolerede folk, for ved det risikerer vi at slette særlige kulturer, og slette værdifulde dele af vor delte historie som mennesker  

Der er næppe behov for at nævne, at ingen i dag er fortaler for, at multikulturalismen bør have forrang over disse oldgamle stammers selvbestemmelse. Faktisk går nationer meget langt for at respektere de ‘skjulte folks’ suverænitet. Af og til sker det at en udefra bliver slået ihjel fordi vedkommende er kommet for tæt på en af disse grupper, men der bliver ikke indledt nogen straffeaktion som modsvar.

Myndighederne i Brasilien, Bolivia, Indien og Indonesien bruger sådanne hændelser som kraftige advarsler for at holde vildledte besøgende væk.  

I årtier har fortalere for globalismen formået at ‘slide’ vore nationale grænser ned til en hullet si, forhånet de moralske principper hos visse religioner og afvist samfundenes bekymringer, der helst vil holde fast i deres egne traditionelle værdier.  

Mange af de samme internationale institutioner der beskytter stammerne i Amazonas mod kontakt udefra, er direkte fjendtlige over for de særlige kulturer der binder borgere sammen i nationalstater. EU påtvinger sine værdier på ungarerne, polakkerne og indfødte italienere. I mange dele af Vesten går anklagere mod kristne der arbejder for at redde ufødte fra abort procedurer.

Når Democrats kontrollerer forbundsregeringen planter de enorme antal udenlandske immigranter i små byer over hele USA. 

Regerings agenturer forsøger ikke at forstå de lokales indvendinger, og de spørger helt sikkert ikke om lov fra de lokale borgere før de vender op og ned på deres dagligliv. “Udefra kommende” der anser sig som kloge og alvidende marginaliserer enhver, der står i vejen for dem.  

Så kan man undre sig over om hvorvidt en af Klaus Schwab’s ‘royale’ efterfølgere i the World Economic Forum’s stadig større teknokratiske dynasti om et par århundreder fra nu vil erklære at nogle små stammer i Kansas, Missouri eller Tennessee bør beskyttes fra indflydelse udefra for på anden vis at redde kundskaben hos Platon, Augustin, Aquinas, Shakespeare, Locke, eller Jefferson. 

Måske vil forfølgelse og drab på kristne fortsætte rundt om i verden indtil en eller anden fremtidig ‘god’ globalist overbeviser aristokratiet i FN om, at en lille stamme af Kristi følgere burde have “tilladelse” til at praktisere deres “eksotiske” tro.

Måske skal Vestens civilisation først ødelægges før de kyniske globalister får en antropologisk interesse i deres utallige indsatser. Måske vil de eventyrsøgende opdagelsesrejsende om 150 år fra nu søge til udkantsområderne i de amerikanske “frizoner” hvor de indfødte, ifølge rygter, har en original ide, måske de vil skrive nye bøger og betvivle A.I generede læresætninger. Måske vil de ‘frie’ folk have en udmærket fornemmelse for at løfte deres våben og jagte de koloniserende globalister langt væk.

Sproget er noget forbistret noget. Det tillader os at kategorisere enhver detalje vi ser, og alligevel reducerer det vores observationers mangfoldighed til at være blot ord. Talemåder, fraser kan være smukke eller ækle. Sætninger kan få hjertet til at slå hurtigere eller vi bliver stakåndet. Sprogets dualitet - dets evne til at igangsætte store og frygtelige ting - gør det til både en velsignelse og en forbandelse.  

Globalismen er en verdslig religion, der specialiserer sig i at manipulere med sproget. Den forsøger ikke at forklare verden på sanddru vis, men snarere at konditionere folk til at tro hvad dets økumeniske præster mener de har behov for at tro. Det overtaler ikke, men erobrer. Det undertrykker. Og på grund af sin forkærlighed til magt, er det ikke sandhed, Det nyder sin manglende gennemskuelighed. 

Globalisterne har belært os om de modsatrettede trusler med “global opvarmning” og “global opvarmning” i 50 år - - aldrig har de ladet sig ydmyge af deres falske forudsigelser, men altid sikre på at nye regulativer og skatter er svaret. 

Globalisterne fortalte os af Sovjetunionens imperium var dårligt og at national selvbestemmelse var godt; nu fortæller de os, at EU imperiet er godt og at den nationale selvbestemmelse er dårlig.

Globalisterne argumenterede for, at 2. Verdenskrig var nødvendig for at bevare Vestens civilisation og forsvare Europa mod fremmede invaderende, nu argumenterer de for at europæerne burde erstattes med udefrakommende. 

Da vi indledte krige mod “terror” for årtier siden var alle vore fjender i udlandet; nu insisterer globalisterne på at hjemlige “terrroister” er den virkelige trussel,   

Globalisterne fortalte os, at USAs støtte til forkastelse af præsident Viktor Yanukovyeh i Ukraine i 2014 ikke var et voldeligt oprør mod en legitim valgt regering, men snarere en “Værdighedens Revolution.” De samme globalister fortalte os, at ubevæbnede amerikanere der protesterede mod valgsvindet ved  the U.S. Capitol den 6. januar 2021 var del at et “oprør” i forsøg på at “styrte” forbundsregeringen.  

Globalismen er ikke et sammenhængende syn på verden. Det er som modellervoks, der kan ændres hele tiden fra det ene årti til det næste - afhængig af hvor den største magt kan opnås, og hvor de fleste penge kan tjenes. Dets primære kvalitet er hykleriet. Det eneste princip det står for er bevarelsen og berigelsen af dens mest glødende forsvarere.

Globalismen er en religion med smarte ord. Den hævder at beskytte ytringsfriheden - så længe den tale er fri for “mis-,” “forkert-,” eller “disinformation.” 

Den hævder at beskytte den offentlige debat og politiske afvigere - så længe borgerne intet nævner som globalisterne bedømmer som “hadefuldt.” 

Den hævder at beskytte den frie tanke og religionsfriheden - så længe de tanker og bønner ikke er for “ekstreme.”  

Den hævder at beskytte kvinder - så længe desillusionerede mænd bærer læbestift og også betragtes som “kvinder.”

Den påstår den beskytter demokratiet - så længe “demokrati” forstås som de aktuelle EU, U.K. og U.S. bureaukratier gør som de ønsker uden spor af hensyn til vælgernes vilje, de vælgere de angiveligt “tjener.”  

Globalister er fremragende til at forsvare “friheden” fordi de ganske enkelt har omdefineret ordet til at betyde, “offentlighedens ret til at gøre lige præcis det regeringens agenter kræver.” 

Det Vestens globalister lærte af 2. Verdenskrig er ligetil: hvis du ønsker at ekspandere regeringers magt og reducere folket til lydige slaver, er det ikke unødvendigt og dyrt at føre krig. Det er meget billigere bare at sætte en anden etiket på ‘totalitarisme’ og kalde det “demokrati.” Med det rigtige ‘smarte’ ord og tilstrækkeligt med propagandister i pressen kan globalisterne snyde folket til at ønske, ja, kræve deres egen undertrykkelse. Som sagt - sproget- er en snedigt bæst!

Det er i den grad ironisk at de selvsamme “woke” globalister der elsker af forhåne imperialismen har så travlt med at gøre byer, stater og hele nationer til kolonier der adlyder. Globalistiske conquistadorer er her under dække af fred. De tilbyder papir valutaer i bytte for ægte guld. De lover militær beskyttelse så længe borgerne afleverer deres selvforsvarsvåben.

De opmuntrer lokalbefolkningerne til at tage deres nationalflag ned og erstatte dem med “gay pride,” eller NATO, Ukraine, eller “Black Lives Matter” flag. De sender “klimaforandrings” missionærer ud for at evangelisere for de som endnu ikke frygter “fossile energikilder.”  

Vore overlevende oprindelige venner lærte en vigtig lektion. når globalister ankommer - så smid deres glaskugler ud, brænd deres skibe, løb bort. Måske vi skulle følge deres eksempel..

Image via Pexels.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/04/globalist_conquistadors_are_here_to_colonize_us.html