12 punkter hvor vi ikke må være forstående over for Islam

12 punkter hvor vi ikke må være forstående over for Islam

Paul Pauker.

Den liberale holdning til islamisk terrorisme, som ikke udfordres af medierne og nærmest er accepteret af ikke kun den politiske venstrefløj, men også af nogle på højrefløjen, hviler på følgende argumenter:

1. Islam (som den praktiseres af det store flertal af muslimer) er en fredelig religion 

Dette er en logisk fejlslutning, som  ser bort fra fakta. Hvis det nu skulle være korrekt, er denne konklusion fuldstændig irrelevant, fordi den ikke magter at pege på de aktuelle udfordringer. Ydermere, af argumentations hensyn, selv hvis 99% af verdens anslået 1.8 milliarder muslimer er imod terrorhandlinger i Islams navn så ville der stadig være cirka 18 millioner muslimer der støtter terrorisme. Og i virkeligheden er tallet langt højere, undersøgelser har gentagne gange vist af mellem 10% til 40%  muslimer fra forskellige nationer i Europa, Asien, Mellemøsten og Afrika faktisk støtter terrorisme. I the United States, sagde, næsten 10% af muslimer, at selvmordsbomber mod civile “ofte” eller “undertiden” er på sin plads.

2. Islamiske terrorister omfortolker Koranen.

Dette er beviseligt ikke korrekt. Koranen ikke kun instruerer muslimer i at gå i Jihad og bekæmpe vantro indtil Islam er dominerende, men lover også et evigt paradis til muslimer der slår ihjel, og bliver slået ihjel i denne kamp. Derfor var det, da Koranen kom i det 7. århundrede, at muslimer førte “hellig krig” mod vantro for at sprede islam - med vold - over Mellemøsten, Nordafrika og det sydlige Europa. Kort sagt fører muslimer (og i særlig grad de islamiske terrorister) hellig krig mod the United States og andre nationer ved at følge Koranen i dens bogstavtro fortolkning - som muslimerne i det 7. århundrede.  (For kampe mod vantro se Koran 2:216; 4:76; 9:5.  For Islamisk overherredømme se Koran 8:39; 9:29; 61:9.  For evigt paradis se Koran 9:111.  For hellig krig se Sahih Muslim 19:4294; Sahih al-Bukhari 53:392.)

3. Ligesom Koranen indeholder Bibelen også voldelige passager.

Dette er en falsk analogi. Det er Koranen (især Allah, Islams gud) der instruerer muslimer om at bekæmpe vantro indtil Islam er alt dominerende. Instrukserne er blevet anvendt tilbage i tiden, i nutiden og for muslimer længere fremme i tiden. Bibelen indeholder bare ikke nogen sammenlignelige instrukser til nutidens eller fremtidens kristne. Koranens - til alle tider - instrukser til muslimer er fundamentalt anderledes fra Bibelens beskrivelse af begivenheder hvor mennesker (Israelitter) i tilbage i tiden, og med Guds accept og ledelse var engageret i vold, eller hvor Gud (som dom over mennesker) påfører eller truer med vold.  

4. Ligesom muslimer, har kristne også beskæftiget sig med vold.

Dette er endnu en falsk påstand. Igen er det muslimer der begår voldshandlinger i Islams navn som fortolkning af passager i Koranen (instrukser fra Allah) ifølge både deres bogstavelige og oprindelige betydning. Som kontrast har kristne der har begået voldshandlinger i Kristendommens navn  gjort dette uden at tage hensyn til Kristi ord, både bogstavelige som oprindelige. De første muslimer der benyttede vold spredte Islam ved at angribe ikke-muslimer, hvorimod de første kristne udholdt voldshandlinger, herunder at blive kastet for vilde dyr af ikke-kristne romere.

5. Ligesom den islamiske verden har Vesten også skabt terrorister herunder the United States, der har hjemlige terrorister (både venstrefløjs- som højrefløjs terrorister.)

Dette er vildledning, et særligt argument som liberale introducerer for at aflede opmærksomheden fra de faktiske problemer. Blandt andet er hjemlige terrorister per definition kun en trussel for folket i deres hjemland, hvorimod islamiske terrorister udgør en trussel mod folk i mange nationer. Derfor kræver hjemlig terrorisme i en nation ikke et modsvar af andre nationer, hvorimod islamisk terrorisme kræver et modsvar af mange nationer. Læg dertil, som et resultat af den årti lange tilstrømning af muslimske immigranter og flygtninge til ikke-muslimske nationer at islamiske terrorister i stadig større grad så også er hjemlige terrorister i ikke muslimske nationer. Alligevel støtter liberal politik, der går ud på at fortsætte med at acceptere immigranter og flygtninge fra muslimske nationer, hvilket forhindrer the United States og Vesten i store træk i på effektiv vis at gøre noget ved den islamiske trussel.

6. En grundlæggende årsag til terrorismen er de muslimske nationers fiasko med at give deres ungdom alternativer til islamiske grupper som al-Queda ig ISIS. 

Denne formodning er ubegrundet. Præmissen er, at visse faktorer i muslimske nationer, som fattigdom, uretfærdighed og ustabilitet, er grundårsagerne til islamisk terrorisme. Imidlertid er der andre regioner i verden hvor ikke-muslimer lever under samme forhold og som ikke har søgt til denne form for terrorisme. Ultimativt er det Koranen, samlingen af hadiths og islamisk historie der er hovedårsagen til at muslimer fører hellig krig mod vantro - også i dag - i den endeløse kamp for at gøre Islam suveræn.

7. Endnu en grundlæggende årsag til terrorismen er brugen af militær magt ved Vestens nationer i Mellemøsten og Nordafrika. 

Dette er et klassisk eksempel på en “halv sandhed.” Der kan ikke være tvivl om at der har været, og stadig er, muslimer der er motiveret af Vestens handlinger, men dette er en sekundær ikke en hovedårsag til islamisk terrorisme, hvilket igen udgør en afgørende forskel. Vesten kan ikke med succes bruge militær magt for at lave om på et folk der i over tusind år har været mod forandring, men Vesten kan med succes, i målrettede aktioner, benytte magt når det er med til at forhindre fremtidige terrorangreb.  Ikke desto mindre mangler der konsensus hos den politiske venstre- som højrefløj om, hvornår militær styrke er nødvendig. Nogle er for, andre imod - tænk Syrien. Og uanset om brugen af militær styrke er begrænset til udvalgte mål vil det stadig provokere muslimer. Enhver mulig handling og såmænd også ikke handling af Vesten har konsekvenser og der kommer masser af kritik, men ingen løsningsforslag.

8. Endnu en årsag til terrorisme er den fiasko Vestens nationer i Europa er med hensyn til at give sociale og økonomiske muligheder for muslimske immigranter, flygtninge og deres efterkommere. 

Dette er den pure spekulation. Kendsgerninger viser noget helt andet. I Europa har store blokke af muslimer, koncentreret i byer valgt at isolere sig ved af nægte at antage de europæiske nationers kultur og i stedet klamrer de sig til islamisk kultur. I sidste ende er hovedproblemet at mange traditioner og principper i Islam er uforenelige med Vestens civilisation. 

9. Truslen fra terrorisme øges når Vestens nationer indfører politik rettet mod muslimer.

Dette er en afslørende formodning. Præmissen er, at bestemt politik (såsom overvågning af aktiviteterne i moskeer, den skærpede screening af muslimer i lufthavne, eller et indrejseforbud for muslimer fra muslimske nationer) opildner eller vil opildne såkaldte “moderate” muslimer til at slutte sig til islamiske grupper som al-Queda og ISIS. Men hvad er det for en type menneske (moderat eller ikke) der kan blive opildnet af sådan politik og så på brutal vis angribe medmennesker? Svaret ifølge det liberale ræsonnement er en person der allerede er disponeret for brug af vold, nemlig en moderat muslim.

10. Modstand mod islam er baseret på frygt og had. Individerne der er imod indvandring fra muslimske nationer eller som er imod at tage imod flygtning er islamofober.

Dette er en åbenlys løgn der også udgør et personligt angreb. Ligesom modstand mod kommunisme og fascisme er modstand mod Islam med baggrund i viden, ikke frygt eller had. Islam er et trossystem med principper der krænker enkeltindividers rettigheder. Modstand mod troen og handlinger hos et individ eller en gruppe er ikke en fobi, den er helt legitim.

11. Vi kan ikke tillade at terroristerne splitter os.

Dette er et følelsesladet argument. Hvis det skal tages bogstaveligt skulle man formode: “Vi kan ikke tillade terrorister at få offentligheden til at vågne og blive klar over hverken faren eller det urimelige i multikulturalismen.” I bund og grund er det liberale ønske for folk, at alle fra forskellige kulturer og religioner i verden skal leve sammen uanset om deres livssyn og tro er uforenelige med det land de befinder sig i lige nu. Og hvis resultatet er et blodbad - jamen så må det være sådan. Nedslagtning af civile, herunder børn af muslimske indvandrere, flygtninge eller efterkommere er den pris som liberale er villige til at betale. Et offer på multikulturalismens alter troskyldigt ydet efter ideologiske koncepter som ideologi, diversitet, åbenhed og tolerance.

12. Terroristerne vil aldrig vinde. Vore værdier og vor levevis vil sejre.

Dette er ren retorik. Ofte når det benyttes af politikerne betyder “vore værdier” først og fremmest - den liberale værdi med multikulturalisme, og vor “levevis” betyder en liberal måde at leve på i et multikulturelt samfund. Faktisk er den levevis vi har nydt i Vesten siden slutningen af 2. Verdenskrig allerede blevet nedbrudt i sektioner (kontroversielt beskrevet som "no-go zones") i utallige byer i Sverige, Tyskland, Nederlandene, Belgien, Frankrig, the United Kingdom og andre europæiske nationer samtidig med at politikerne har haft travlt med at lulle befolkningerne ind i en passiv accept af denne nedtur ved at sige ting som terrorismen vil være "del af vor dagligdag" og "vi skal lære at leve med terrorismen." Og i the United States, har forbundsregeringens politik i de sidste 70 år om især immigration og flygtninge sat den amerikanske levevis på samme nedadgående kurs.

Paul Pauker is the author of Morality and Law in America. He also runs a site dedicated to advancing the unalienable rights to life, liberty, and property.

http://www.americanthinker.com/articles/2017/06/islamic_carnage_and_12_kinds_of_liberal_complicity.html#ixzz4jIcnc9gh 

k

Færdig med at være den glade giver - USA og Europa

 

Færdig med at være den glade giver

Siden 2. Verdenskrig har Vesteuropa betragtet amerikansk beskyttelse som en selvfølge, og glemt ansvaret for den fælles sikkerhed

Lars Møller 

22

Vesteuropas sikkerhedsarkitektur efter 2. verdenskrig har længe hvilet på en fundamental asymmetri: USA udgjorde rygraden i både konventionel militær tilstedeværelse og en udvidet nuklear afskrækkelse, hvilket gjorde det muligt for europæiske allierede at prioritere social velfærd, økonomisk integration og den såkaldte "fredsdividende" efter den kolde krigs afslutning. Denne ordning, der er forankret i NATO, muliggjorde betydelige reduktioner i europæiske forsvarsudgifter i løbet af 1990'erne og 2000'erne, efterhånden som den opfattede russiske trussel aftog efter Sovjetunionens sammenbrud.

Imidlertid har akkumulerede krigsbegivenheder - Ruslands invasion af Georgien i august 2008, besættelsen af ​​Krim i februar 2014 og fuldskala invasionen af Ukraine i februar 2022 - afsløret skrøbeligheden ved ​​"fred og sikkerhed". I januar 2026, midt under den anden Trump-administration, står Vesteuropa over for en barsk virkelighed: den transatlantiske sikkerhedsgaranti fremstår i stigende grad betinget, transaktionel og usikker og skubber kontinentet mod et opgør med sin egen strategiske autonomi - eller mangel på samme.

From Wikimedia Commons: Allegory of War (Jan Brueghel the Younger, ca. 1640)

I årtier høstede Vesteuropa fordelene ved, at amerikanske skatteydere finansierede en robust fremskudt tilstedeværelse og den atomparaply, der afskrækkede sovjetisk – og senere russisk – aggression. Efter 1991 skar europæiske NATO-medlemmer ned på militærbudgetterne og omdirigerede ressourcer til ekspansive velfærdsstater. Selv ikke den russisk-georgiske krig, der demonstrerede Moskvas villighed til at bruge magt uanset vestlig opinion, fremkaldte nogen koordineret europæisk reaktion. Forsvarsudgifterne forblev lave, og de fleste europæiske NATO-medlemmer nåede ikke engang det beskedne mål på 2 % af BNP, før eksterne chok tvang forandring.

Den russisk-ukrainske krig markerede et vendepunkt. Alligevel forblev de europæiske reaktioner forskellige og tøvende. Mens Polen og de baltiske stater hurtigt øgede beredskabet, ydede vesteuropæiske regeringer hjælp, der på forskellige måder blev karakteriseret som upassende, utilstrækkelig eller forsinket. Tilsvarende tøvede Biden-administrationen, på trods af højlydt støtte til Kiev, med visse avancerede våbensystemer, hvilket afspejlede indenrigspolitiske begrænsninger og frygt for eskalering. I mellemtiden kæmpede Ukraine i realiteten ikke kun for sin egen overlevelse, men fungerede også som en buffer for resten af ​​Europa – landet absorberede russisk militært pres, mens den europæiske støtte haltede bagefter retorikken.

Sikkerhedskonferencen i München i februar 2025 krystalliserede et paradigmeskift. Amerikanske embedsmænd satte åbent spørgsmålstegn ved langvarige allianceforpligtelser, udelukkede NATO-medlemskab for Ukraine og præciserede amerikanske prioriteter i forhold til strategisk konkurrence med Kina. I takt med at Washington forfulgte bilaterale engagementer med Moskva og udelukkede allierede fra forhandlinger på højt niveau om Ukraines fremtid, afslørede diskussionerne europæiske bekymringer om marginalisering. Lukkede møder centrerede sig i stigende grad om Europas behov for at "afrisikobekæmpe" den påståede amerikanske uforudsigelighed.

Liberale eliter på begge sider af Atlanten skyndte sig at fordømme en amerikansk "tilbagetrækning" fra principperne om solidaritet og multilateralisme, der havde forankret sikkerheden efter krigen, hvilket accelererede Europas tab af strategisk modstandsdygtighed.

For yderligere at forværre tingene ændrede den amerikanske politik over for bistand til Ukraine sig markant. Direkte donationer ophørte stort set og blev erstattet af forretningsaftaler, der forpligtede europæerne til at betale regningen. Mens den samlede våbenstrøm til Kyiv ikke kollapsede med det samme – takket være forudgående tilladelser og europæisk finansierede køb fra amerikanske aktier – symboliserede nulstillingen af ​​samarbejdet et skridt fra idealistisk alliancesolidaritet, sponsoreret af amerikanske skatteydere, til transaktionalisme. Europæiske NATO-medlemmer, der allerede har øget deres forsvarsudgifter betydeligt siden 2022 (med samlede EU-udgifter, der er steget fra omkring 218 milliarder euro i 2021 til over 340 milliarder euro i 2024-2025), står nu over for pres for at finansiere både deres egen genoprustning og fortsatte ukrainske støtte.

Begivenhederne har skabt dyb usikkerhed i hele Europa, især i frontlinjestaterne. Er USA stadig utvetydigt forpligtet til Artikel 5 i tilfælde af et angreb på disse NATO-medlemmer? NATO-topmødet i Haag i 2025 forsøgte at imødegå dette ved at blive enige om et nyt mål for forsvarsudgifter på 5 % af BNP inden 2035 (med 3,5 % til militære kernekapaciteter), formuleret som en "jernstensfyldt" bekræftelse af kollektivt forsvar. Alligevel signalerer selve behovet for en så stejl stigning - drevet af amerikanske krav - tvivl om Washingtons pålidelighed. Polen (allerede nærmer sig 4,7-5 %) og Baltikum accelererer indsatsen, men den bredere europæiske forpligtelse er fortsat ujævn.

Det fremvoksende geopolitiske billede fremkalder en tilbagevenden til "indflydelsessfærer"-logikken, der minder om stormagtspolitik i det 19. århundrede snarere end den "regelbaserede internationale orden" efter 1945. Rusland gør nidkært krav på traditionel dominans og er tilbageholdende med at acceptere et uafhængigt, vestligt orienteret Ukraine – mindre af oprigtig bekymring over NATO's krigeriske holdning end af irredentisme, (Irredentisme er enhver politisk bevægelse, der kræver overførsel af et andet lands territorium til det land, hvor den irredentistiske bevægelse har hjemme, f.eks. Sønderjylland 1920) idet det betragter Ukraine som en uadskillelig del af sin civilisationssfære.

USA, der påberåber sig en genoplivet Monroe-doktrinens logik, hævder forrang på den vestlige halvkugle og har gentagne gange udtrykt interesse i at erhverve Grønland med henvisning til arktiske strategiske imperativer, sjældne jordarters mineraler og afskrækkelse mod Rusland og Kina. Udtalelser fra Trump-administrationen i 2025-2026, herunder trusler om, at "alle muligheder" forbliver åbne og påstande om, at USA vil handle, "uanset om de kan lide det eller ej", har genoplivet historiske forslag, samtidig med at de har alarmeret allierede.

Kina betragter Taiwan som en oprørsk provins, hvor genforeningen fremstilles som en "intern affære", der er immun over for ekstern indblanding. Disse parallelle påstande antyder en de facto opdeling af kloden mellem supermagter: Rusland har magten over sine "nære udland", USA over Amerika og strategiske forposter som Grønland, og Kina over Taiwan.

International lov, traktater som Budapest-memorandummet (der garanterer Ukraines sikkerhed til gengæld for atomafrustning) og normer mod territorial erobring (landgrab) fremstår i stigende grad som levn, underordnet rå magtdynamik. Ifølge teorien om "offensiv realisme", som udbredt af John Mearsheimer, der forudsætter et "anarkisk system" i internationale relationer, giver magt ret; besiddelse - bakket op af militær overlegenhed - trumfer juridiske krav. Ikke desto mindre har det alvorlige konsekvenser at opgive den regelbaserede internationale orden. I sin kerne eroderer et sådant skift den forudsigelighed og stabilitet, der har understøttet global fred og velstand siden 1945, hvilket har ført til en genopblussen af ​​ukontrolleret aggression, territoriale tvister og våbenkapløb.

Mindre lande bliver brikker i stormagtsrivaliseringer, hvor deres suverænitet rutinemæssigt krænkes uden at blive henvist til institutioner som FN eller internationale domstole. Økonomisk forstyrrer det global handel og investeringer, da lande prioriterer militarisering frem for samarbejde, hvilket potentielt kan udløse recessioner, nedbrud i forsyningskæder og hamstring af ressourcer. Humanitære kriser mangedobles, med øgede flygtningestrømme, hungersnød og grusomheder, der ikke straffes, hvilket fremmer en cyklus af ustabilitet, der spreder sig på tværs af grænser. I sidste ende normaliserer denne opgivelse et "nulsums-verdensbillede", hvor alliancer brister, atomspredning accelererer, og risikoen for katastrofale krige eskalerer og truer selve strukturen i det internationale samfund.

Hvis vi ser bort fra neorealistisk kynisme, fremhæver historien en meningsfuld sondring mellem krigsførelse i henhold til henholdsvis autokratiske og demokratiske principper (f.eks. moralen i at overholde Genèvekonventionerne). I traditionen fra det nationalistiske (pan-islamistiske) Tyrkiet, Nazityskland og det bolsjevikiske Rusland begår ikke-demokratiske samfund krigsforbrydelser som bevidst statspolitik – systematisk, ideologisk drevet og beskyttet af absolut kontrol over medier, retsvæsen og samfund. Disse handlinger, herunder vilkårlige bombninger, tortur eller etnisk udrensning, står ikke over for nogen intern ansvarlighed; uenighed knuses, og propaganda omformulerer grusomheder til nødvendigheder for national overlevelse eller ære.

I modsætning hertil opererer demokratiske samfund, selvom de ikke er hinsides krænkelser – såsom USA's og Israels kampe i henholdsvis Irak og Gaza – inden for rammerne af gennemsigtighed, retsstatsprincipper og offentlig kontrol. Hændelser undersøges gennem uafhængige domstole, kongresundersøgelser eller afsløringer ved den frie presse, hvilket fører til potentielle reformer, undskyldninger eller ledelsesskift via valg. Den vigtigste forskel ligger i mekanismerne for selvkorrektion: demokratier, omend ufuldkomne, tillader debat, protest og ansvarlighed, der kan afbøde eller forhindre gentagelse, hvorimod autokratier institutionaliserer straffrihed, hvilket gør gentagne lovovertrædelser mere sandsynlige og forankrede.

NSS 2025 stiller Vesteuropa over for eksistentielle udfordringer. Kontinentet, der længe har været vant til at outsource hård sikkerhed, skal nu konfrontere omkostningerne ved autonomi: massive, vedvarende forsvarsinvesteringer (som potentielt kræver samfundsmæssige afvejninger fra velfærdsprioriteter), dybere koordinering på EU-niveau og endda nukleare debatter (f.eks. franske eller delte europæiske kapaciteter). Manglende tilpasning risikerer sårbarhed – ikke kun over for russisk tvang, men også over for amerikansk opgivelse eller tvang. Intern splittelse og ubeslutsomhed siden 2022, kombineret med afhængighed af amerikansk velvilje, har efterladt Europa udsat.

Det transatlantiske forhold efter 2025 markerer afslutningen på en æra, hvor Vesteuropa kunne nyde godt af "sikkerhed på kredit". Den amerikanske atomparaply og konventionelle forpligtelse, der engang blev taget for givet, synes nu at være til forhandling. Rusland respekterer amerikansk magt langt mere end fragmenteret europæisk beslutsomhed, hvilket understreger ubalancen.

Efterhånden som indflydelsessfærer genopstår, og international lov eroderer, må Europa se virkeligheden i øjnene: investere politisk og økonomisk i troværdig selvstændighed eller risikere at blive en omstridt periferi i en multipolar verden domineret af supermagter, der kun respekterer styrke. "Fredsdividenden" er forbi; prisen for sikkerhed skal nu betales fuldt ud - af europæerne selv.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/01/exit_uncle_sucker.html

Farvel til Berlin som vi kendte byen

 

‘Farvel til Berlin’

 Lars Møller

I byhistoriens annaler er der få byer, der legemliggør det tragiske samspil mellem æstetisk aspiration, ideologisk fanatisme og moralsk forfald så fuldt ud som Berlin. Hyldet som det pulserende hjerte af europæisk kosmopolisme i 1920'erne - en metropol, hvor kunstnere, intellektuelle og bohemer samledes i en symfoni af eksperimenter - venter den nu på historiens gang, tydeligvis brudt. Dens bane gennem det tyvende århundrede kan læses som en dyster elegi over tabt storhed. Magien er væk. Ekkoet af mellemkrigstidens Berlin, som Christopher Isherwood (forfatter til romanen Goodbye to Berlin fra 1939) formidlede så elegant, er for længst forstummet.

Berlins akkumulerede ødelæggelse under nazismen, de allieredes bombardementer og sovjetisk kommunisme har udryddet de fysiske refleksioner af en rig jødisk-kristen arv og banet vejen for en æra med historisk hukommelsestab og kulturel opløsning. Langt fra en føniks, der rejser sig fra aske, står det moderne Berlin som en hul efterligning, et lappetæppe af arkitektoniske facader - eller "scene backdrops" som i tilfældet med Berlinerpalæet – der maskerer dyb sorg.

Man kan argumentere for, at Berlins "genopbygning" repræsenterer benægtelsen af ​​et uopretteligt tab, forstærket af en nihilistisk nutid, der afbryder båndene til slægter og inviterer til kulturel erobring. Ligesom folk i 1930'erne lever moderne berlinere i en tid præget af ideologisk konfrontation, intimideret af voldelige revolutionære, der samarbejder om at nedbryde civilisationens støttende institutioner og chikanere jøderne

.

From Wikimedia Commons: Rear view of the Houses at Schloßfreiheit (Eduard Gaertner, 1855)

At forstå dybden af ​​Berlins tragedie kræver indsigt i dens prælapsariske (før ‘syndefaldet)’ pragt. I 1920'erne, under Weimarrepublikken, var Berlin Europas uovertrufne kulturelle hovedstad, en hvirvelvind af kreativitet, der overgik både Paris og Wien. Kabareter vibrerede af jazz og satire, teatre havde premiere på Brechts revolutionære dramaer, og Bauhaus-bevægelsen omdefinerede modernismen inden for arkitektur og design. Denne æra, ofte romantiseret som "de gyldne tyvere", fremmede en kosmopolitisk etos, hvor jødiske akademikere, der senere skulle forfølges, blandede sig med avantgardekunstnere, og byens gader summede af intellektuel gæring. Alligevel var denne vitalitet skrøbelig, rodfæstet i et usikkert demokrati, der maskerede underliggende sociale sprækker.

Nazisternes fremmarch i 1933 varslede Berlins hævngerrige ødelæggelse. Adolf Hitlers regime, med sin ondskabsfulde antisemitisme og kejserlige vrangforestillinger, målrettede byens kosmopolitiske sjæl som en bandlyst for arisk renhed. Som en magtdemonstration satte nazisterne ild til Rigsdagen i 1933, synagoger blev jævnet med jorden under Krystalnatten i 1938, og jødiske kulturinstitutioner blev opløst. Berlins bymiljø, engang et tapet af eklektiske stilarter fra neoklassicisme til art nouveau, begyndte at forvrænge sig under nazisternes æstetik. Megalomaniske projekter som Albert Speers Germania forestillede sig en monolitisk hovedstad i Tusindårsriget. Dette var dog kun forspil til ødelæggelse.

Som uregerlige krigsherrer invaderede nazisterne den sofistikerede, jødisk-kristne metropol Berlin, rensede ud i dens fritænkere og banede vejen for krigstidsapokalypsen. Uanset om nazismen fortolkes som en socialistisk-revolutionær afvigelse eller den logiske kulmination af nationalistisk-autoritære impulser, plettede den for altid byens slægt og gjorde enhver tilbagevenden til uskyld umulig.

2. verdenskrig sendte et helvede løs over Berlin og forvandlede byen fra et kulturelt fyrtårn til en murbrokker fyldt kirkegård. De allieredes bombardementer, der for alvor begyndte i 1940, reducerede store dele af byen til ulmende ruiner. I 1945 lå over 70 % af Berlins bygninger i stykker, med ikoniske vartegn som Brandenburger Tor arret af artilleri. De menneskelige omkostninger var svimlende: hundredtusindvis omkom, deres liv udslukt i den totale krigs inferno. I modsætning til "tilstødende skader" lignede bombardementet en bevidst udslettelse, som om sejrherrerne søgte at uddrive nazisternes spøgelse gennem ild.

Oprydningen efter krigen begyndte midt i asken, men sejren skabte nye splittelser. Potsdam-konferencen i 1945 delte Berlin i fire sektorer - amerikansk, britisk, fransk og sovjetisk - hvilket afspejlede det bredere skisma fra den kolde krig. I den sovjetiske zone fortrængte kommunister nazisterne og indsatte Den Tyske Demokratiske Republik i 1949. I stedet for befrielse signalerede det kommunistiske regime, at ét tyranni blev erstattet af et andet. Stalinistiske marionetter som Walter Ulbricht indførte en marxistisk-leninistisk ortodoksi, nationaliserede industrier og undertrykte uenighed.

Berlins politiske splittelse kulminerede i opførelsen af ​​Muren i 1961, som kommunistiske propagandister kynisk kaldte den "antifascistiske beskyttelsesmur". I virkeligheden fungerede denne betonbarriere, befæstet med vagttårne, pigtråd og minefelter, som et fængselsanlæg, der fangede østtyskere inde i det sovjetiske imperium som evige statsfanger. Over 140 personer døde i forsøget på at flygte, og deres blod plettede Muren som et vidnesbyrd om kommunistisk barbari.

Muren, som adskilte frihed fra totalitarisme, velstand og dynamik fra fattigdom og stagnation, havde stor symbolsk værdi indtil 1989, hvor den blev genstand for kultdyrkelse. Faktisk fuldendte efterkrigstiden dog en tragedie: Hvor Hitler ødelagde kosmopolitismen, begravede kommunisterne dens rester i ideologisk beton. Murens fald i 1989, udløst af Gorbatjovs perestrojka og masseprotester, afsluttede tilsyneladende den dvælende skygge af 2. verdenskrig i den sovjetiske sfære. Alligevel var denne "endelige afslutning" pyrrhusformation; Genforeningens eufori maskerede dybden af ​​det, der var gået uigenkaldeligt tabt.

Genopbygningen af ​​Berlin efter 1989 havde til formål at sy dens sår sammen, og omdanne den tidligere dødsstribe til en levende kerne. Projekter som ombygningen af ​​Potsdamer Platz med dens skinnende skyskrabere af arkitekter som Renzo Piano symboliserede "kapitalistisk triumf". Rigsdagens glaskuppel, designet af Norman Foster, fremkaldte "gennemsigtighed og demokrati". Berlin, en hovedstad med adskillige byggepladser, præsenterer den æstetiske konflikt mellem gammelt og nyt, hvor rester af preussisk storhed sameksisterer med brutalistiske bunkere og postmoderne drengestreger. Denne sammensmeltning fremmer tilsyneladende en følelse af frihed - gadekunst i Kreuzberg, techno-raves i forladte bunkere - men det er en frihed gennemsyret af sorg.

De ødelagte liv er uberegnelige: Holocaustofre, bombeangreb, flygtninge fra Muren – alt hjemsøger Berlin som spøgelsesagtige anklager. Ligeledes er den tabte skønhed i det byggede miljø beklagelig; den svundne elegance af udsmykkede facader og boulevarder har givet efter for funktionalistisk sterilitet. Det er tydeligt, at Weimarrepublikkens Berlin aldrig vil blive genoprettet. Forklaringen er dels omfanget af fysisk ødelæggelse og dels et åndeligt brud. Nutidens indbyggere, opvokset i en æra med "sekularisme, nihilisme og antivestlighed", udviser ringe loyalitet over for slægtslinjen. Postmoderne uddannelser prioriterer dekonstruktion frem for arv og fremmer en generationsafbrydelse. I dette tomrum fordamper Berlins historiske ånd og erstattes af flygtig forbrugerisme og digital distraktion.

Som fortolket af kulturpessimister indbyder nihilismen til en mere snigende transformation: Tysklands og Vesteuropas ubønhørlige dødsmarch mod ideologisk underkastelse. Demografiske ændringer, drevet af lave fødselsrater blandt indfødte og masseindvandring fra lande med muslimsk flertal, varsler et samfundsmæssigt kollaps. Siden Gastarbeiter-programmet i 1960'erne (og fremskyndet af Angela Merkels flygtningepolitik fra 2015) er millioner ankommet, hvilket har ændret byernes demografi. I Berlin-kvarterer som Neukölln spreder arabisk skiltning sig, og sharia-påvirkede normer udfordrer sekulære traditioner. Langt ud over harmonisk multikulturalisme, som kritikere som Thilo Sarrazin argumenterer for, er dette en "demografisk erobring", der undergraver det jødisk-kristne fundament.

Berlins rekonstruerede facade skjuler denne erosion. Byens "frihed" bliver ironisk: midt i mindesmærker for nazistiske og kommunistiske grusomheder vinder importerede ideologier frem og taler for religiøs absolutisme og antisemitisme. Æresdrab, no-go-zoner og islamistisk radikalisering - tydeligt i hændelser som julemarkedsangrebet i 2016 - signalerer en spirende storm. Vesteuropas aldrende befolkning kombineret med migranternes højere fertilitet varsler "civilisatorisk udslettelse", ikke gennem militær erobring, men islamistisk entryisme. Ved midten af ​​århundredet tyder prognoser på, at muslimer kan udgøre 20-30% af Tysklands befolkning og dermed vælte den kulturelle balance. Berlin, engang et bolværk for oplysningstiden, risikerer at blive en forpost i en global ummah, hvis historie er fortyndet til irrelevans.

Denne transformation fremmes af elitens selvtilfredshed, der indbildsk betragter arv som ubetydelig. Nihilisme avler overgivelse; uden loyalitet over for afstamning mister samfundene deres sjæle. Berlin er et eksempel på dette: dens tilfældige blanding af gammelt og nyt er ikke fornyelse, men requiem, et forspil til glemsel.

Berlins odyssé fra kulturelt højdepunkt til bombet ruin, delt fængsel og rekonstrueret simulacrum understreger en pessimistisk sandhed: ødelæggelse er uoprettelig, genopbygning illusorisk. Nazismen initierede ødelæggelsen, krigen forstærkede den, kommunismen fuldbyrdede den, og nutidens nihilisme besegler den. Byens sorgfyldte frihed - bedre karakteriseret som "løsrivelse" - maskerer en forudanelse om dystopisk arbejde før kalifatets fødsel. Desværre er dette ikke en alarmistisk fantasi, men en underbygget bane, rodfæstet i historiske mønstre af ideologisk overgreb og kulturelt selvmord.

Berlin lærer os, at civilisationer, når de først er splittede, sjældent heler; de forvandles til skygger af tidligere jeg, der venter på den næste formørkelse. I dette lys er byens historie en historie om melankolsk resignation – en advarende lektie for et Vesten, der vakler på randen af ​​krisen.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/12/goodbye_to_berlin.html

General Pattons fremsynethed kunne have sparet millioner af liv

Pattons fremsynethed

Robert Orlando 

Nu her næsten 70 år efter U.S. General George S. Pattons noget for tidlige død er der stadig stor forundring og mistænksomhed over omstændighederne om dette formidabel militærgenis bortgang.

På en krigshærget 2 spors vejbane i Mannheim, Tyskland blev Pattons bil (en Cadillac) ramt den 21. december 1945 af en to tons Army lastvogn blot seks måneder efter fjendtlighederne i 2. Verdenskrig i Europa var ophørt.

Ulykken betød at Patton knap og nap overlevede på et hospital i Heidelberg og det under en vigtig periode da de Allierede forsøgte dulme krigens skader for at fastholde fred i Tyskland. Der gik 3 uger før Patton endelig tabte sin sidste kamp, og efterkrigstidens Tysklands skæbne blev forseglet i adskillige årtier. (Læs denne artikel på synopsis om omstændighederme bag hans død - i al beskedenhed - super spændende)

Patton var blevet sat bag et skrivebord med overopsyn af hærens optegnelser i Bayern, på det tidspunkt han døde. Han havde været en meget ligefrem kritiker af Stalin og gik lydhørt ind for at befri Berlin og det tyske folk fra den visse kommunistiske aggression - hvilket havde medført hans pludselige fjernelse fra kamppladsen. I kølvandet på krigen søgte Vestmagterne at sætte den stålsatte Patton og hans provokerende holdninger ud på et sidespor.

På den anden side foragtede Patton det politisk motiverede cirkus og mediemedløberne der udførte deres beskidte arbejde. Han vedblev med at tale mod russerne som et amerikansk vidne til deres brutalitet under og efter krigen.

Stalin ‘fortærede’ Østeuropa bemærkede Patton:

“Jeg har ikke noget særligt ønske om at forstå dem udover at sikre mig hvor meget bly og jern der skal til at slå dem ihjel..... russerne har ingen respekt for menneskelivet og de er alle skiderikker, barbarer og kroniske drukkenbolte.” 

I de første dage af maj 1945 mens de Allierede kvaste Nazi krigsmaskinen stod Patton med sin massive 3rd Army ved udkanten af Prag nærmest ansigt til ansigt med Den Røde Hær. Han bønfaldt General Eisenhower om grønt lys til at rykke frem og erobre byen for de Allierede, hvilket også ville have betydet en inddæmning af russerne. .

Den britiske premierminister Churchill mente også at det træk var livsvigtigt og gavnligt for et efterkrigstids Europa og fastholdt ønsket, dog forgæves. Eisenhower nægtede at imødekomme Pattons anmodning, og russerne indtog derpå regionen, som kom til at betale dyrt for det i årene fremover. 

Tidligere på året i februar måned ved konferencen på Jalta strakte præsident Roosevelt, med Churchill ved sin side, hånden ud til venskab med “Onkel Joe” Stalin og underskrev den Faustiske pagt. Ved at gøre det blev millioner af menneskers skæbne forseglet - reduceret til massehungersnød, hævntogter og gulags. På den tid forstod Patton denne begivenheds tragedie og skrev:

“Vi lovede europæerne frihed. Det vil være langt mere alvorligt end uværdigt ikke at sørge for de får den. Dette kunne betyde krig mod russerne, men hvad så?”

Berlin blev også givet til Stalin som et stykke rødt kød for at dulme diktatorens appetit efter dræbte tyskere. For nogle, herunder Patton var dette en unødvendig og altødelæggende indrømmelse. Sent april 1945 hævdede Patton at han kunne indtage Berlin på blot “to dage,” en vurdering der deltes af øverstkommanderende for 9. Army, general William H. Simpson. Som det var tilfældet med byen Prag blev Pattons anmodning om at sikre Berlin nægtet. Trist er det at Patton efter han endelig kom til den ødelagte by kunne skrive til sin hustru den 21. juli 1945, “i den første uge efter de tog den (Berlin) blev alle kvinder der flygtede skudt og de som ikke gjorde blev voldtaget. Jeg kunne i stedet have indtaget den (fremfor Sovjet) om jeg havde fået lov.”  

Den konventionelle holdning er at Eisenhowers valg om ikke at erobre hovedstæderne i Øst var en sund beslutning eller at han var bundet af Jalta aftalerne skønt han oprindeligt havde planlagt at indtage Berlin og Prag. Mange ville argumentere for at i foråret 1945 var U.S. dødtrætte af krig og dets militær ikke var i stand til at udkæmpe en 3. Verdenskrig.

Amerikanerne havde også brug for russerne i kampen i Stillehavet, skønt russerne aldrig opfyldte deres løfte. Dog runger “hvad nu hvis” historiens ekko i Pattons ord: “Den amerikanske hær som den nu er kunne slå russerne med stor lethed, fordi, selvom russerne har et godt infanteri, mangler de artilleri, luftstøtte, tanks og viden om at benytte disse midler kombineret, hvorimod vi magter alle tre dele.” 

Ydermere i retrospektivt syn synes Pattons holdning om at møde fjenden “nu og her, fremfor senere” ikke som væren en krigsliderligs besættelse, en person der ikke kunne klare fredstid, men det var snarere en påpasselig og klog strategi fra en erfaren taktiker, selvom det var en satsning. Stalins egne optegnelser beviser at han bad sine ledere om at “nedtone” Berlininvasionen idet han var klar over at det var Europas kronjuvel. På trods af al Eisenhowers dygtighed i krig og dømmekraft kunne han ikke se at russerne ville komme som Patton og Churchill gjorde opmækrsom på. De to anerkendte visdommen i at standse Stalin på hans fremmarch og måske give Østeuropa en chance for ægte befrielse.

Stalin havde lovet at befri Østeuropas hovedstæder - Berlin, Prag og Wien - ligesom det Østlige Polen og de Baltiske Stater. I hans offentlige radiotale tilbage fra november 1943 lovede han, “Den dag er ikke langt borte, hvor vi fuldstændig vil befri Ukraine og Hviderusland, Leningrad og Kilinin regionen fra fjenden; vi vil befri ....Krims, Litauens, Letlands, Estlands, Moldaviens og Karelens (Finlands) Republik.” I stedet beviser historien, at Stalin var ansvarlig for mord og sult til døde af cirka 40 millioner russere og ukrainere under hans terrorregime.

I lyset af Den Røde Hærs hærgen i det 20. århundrede med hidtil uset blodbad og ødelæggelse og uden tvivl den mørkeste periode i Vestens historie var Patton så ikke den ærlige kriger der sagde sandheden? Havde han ikke ret med russernes intentioner efter krigen? Ville ikke hans forsøg på at sætte sine fremtidige fjender på plads, og forhindre yderligere folkemord have været risikoen for endnu en kamp det værd, for at sikre hovedstæderne i øst? Nu kender vi svaret, men Patton vidste det allerede dengang. 

Ved krigens afslutning var Patton ‘besejret.’ Mens Eisenhower forberedte sig til den politiske platform kunne hvert lidt for forhastet ord eller følelsesmæssigt udfordrende ord ytret af hans største krigergeneral være med til at true og underminere Eisenhowers troværdighed og myndighed, og fremskridt i tiden efter krigen.

Pattons ligefremme og direkte holdninger koblet med hans manglende vilje til at straffe alle tyske borgere under af-nazificeringsperioden gjorde at Eisenhower satte generalen ud på et sidespor. Patton troede på den retfærdige sag for militæret og åbenbarede sine planer om at bekæmpe de som ødelagde dens moral og som satte Amerikas fremtid i fare ved ikke at være imod den stadig stærkere trussel fra Sovjet. Resultatet blev at han blev gjort tavs, Senere sagde han,

“når jeg afslutter dette job, hvilket vil være forbi i begyndelsen af året, vil jeg ikke sige op, ikke gå på pension, fordi hvis jeg går på pension så vil jeg stadig have en knebel i munden....” 

Man kan spekulere over hvilke hemmeligheder Patton kunne have afsløret  om ikke han fik en alt for tidlig død, med tanke på, at han aldrig løb tør for ord eller modet til at servere dem

Hans dagbøger er oversået med kritik af Eisenhower og General Omar Bradley, og til tider fandt han fejl ved den måde krigen blev ført på, og det han mente skete på bekostning af menige amerikanske soldater. Var disse overbevisninger nok til at være en trussel som gjorde  hans liv måtte ophøre for hans foresattes hånd? Er det muligt at russerne, trætte af hans anti-Sovjet retorik, kunne have benyttet NKVD til at udføre det ultimative beskidte stykke arbejde?

I lyset af de som var imod Patton - fjender og allierede - kan det så undre hvorfor nu her 70 år senere at så mange stiller spørgsmålstegn ved hans utidige død?

Selv i dag kan tavsheden høres

About Robert Orlando

For 20 years Robert Orlando has brought his cinematic vision to the screen, beginning with his mesmerizing 1988 film See Her Run, going on to represent New York University at the Tel Aviv Film Festival. His latest film, Silence Patton, is scheduled for 2015.

Sponsored From Around the Web

http://www.frontpagemag.com/2014/robert-orlando/the-foresight-of-patton/