Sikkerhedskulten eksploderer

THOMAS BUCKLEY 

Vi er i 1970’erne. Plastic poser fra renseriet lå og lurede bag sofaen og ventede kun på en lejlighed til at slå til mod det uheldige barn der havde tabt en Lego klods. Ubevogtede 20 liters spande stod provokerende på gulvet i midten af kælderen og håbede at kunne lokke deres næste drukneoffer til. Udslidte køleskabe ‘prydede’ baghaven og ventede blot på at et tilfældigt 8 årigt barn skulle kravle derind. GI Joes og Barbies med hjælp af deres små ejere, var i fare overalt. 

Vi er i 2020’erne. Skoler forbyder peanutsmør og marmelademadder fordi måske har et barn allergi. Forældre får besøg af lokalområdets beskyttelsestjenester fordi de har ladet deres barn lege uden opsyn i parken. Legejungler er nu en ‘art’der er i fare for udslettelse. Og børn i 3. klasse bliver undervist i ikke at indlade sig på ikke nogen form for afstandtagen til nogen, eller noget der ikke ligner dem. 

Det pudsige er, at de ting der nævnes i den første paragraf (udover det med GIJoe) faktisk ikke fandt sted i stor skala. Det sørgelige er at det gør det med ting der nævnes i den anden paragraf. 

Indrømmet - der var børn - må man formode - det lykkedes tilfældigt at kravle ind i gamle køleskabe, derfor de offentlige service meddelelser på TV (en ægte løsning i 70’erne) og man bad offentligheden om i det mindste at fjerne håndtagene på hvidevarer før det kom på lossepladsen.

Indrømmet - igen må man formode - er det lykkedes for et barn på en eller anden vis at komme i ‘kamp’ med en plasticrenseripose. Og med problemet med spandene, den er altså svær at fatte, men det må være sket mindst een gang for nu skal der ifølge love stå på at man kan drukne i dem - krydret med et grafisk fremstilling af et spædbarn - i spandene. 

Om det var forårsaget af Darwin børns mislykkedes eventyr så har det altid spirende lovgivningsområde om mulige skader på det personlige plan her en grobund for sensationshungrende medier, menneskehedens manglende forståelse for statistikker eller en kombination af dem. Samfundet har helt tydeligt skiftet drastisk fra en relativ laissez-faire holdning overfor harmløse farer til en - ikke blot en risikoaversion eller risiko reduktionsmodel - kodificeret eliminering af risici. 

Der var engang en fornemmelse af, at svære sager skaber dårlige love; nu ser det ud til at det koncept at enhver sag skal medføre øjeblikkelige love er i front.

Processen begyndte med at nogle faktisk ganske almindelige holdninger, smide giftigt affald i ørred bække, se det var måske ikke så god en ide. Det at ryge kan slå dig ihjel, lad være med at spise bly etc. Men det var ‘lette’ ting og organisationer og kræfter bag implementeringen begyndte snart at erkende, at hvis mennesker blev mere sensible, i store træk, over samfundets behov for deres velbefindende, samfundets ekspertise og services - den vejledende hånd - så ville de organisationers og kræfters indflydelse per definition falde.  

Se for eksempel på March of Dimes. Oprindeligt indledt som en bestræbelse på at finde en vaccine mod polio og hjælpe de som allerede var ramt af sygdommen. I begyndelsen af 1960’erne stod organisationen overfor en udfordring. Vaccinerne havde næsten udryddet sygdommen, nu var valget: Erklære sejr og derpå lukke ‘butikken’ eller fortsætte og ikke spilde de fondsmidler og de organisatoriske evner og den sociopolitiske kapital man havde opbygget i løbet af 20 år. Man valgte det sidste og fortsætter til i dag som en meget respekteret gruppe, og er førende i initiativer for at bekæmpe adskillige sygdomme relateret til barndommen. 

Altså ikke kun polio.

Med March of Dimes tilfældet, gjorde de utvivlsomt det rigtige og med et rigtigt formål, og de fortsatte med at tjene i en vital funktion. Men at fastslå, at der ikke var nogen, skal vi sige, personlige motivationer involveret i den beslutning er på kanten af troværdighed.  

Dette mønster, om det er godt og med smukke intentioner eller ej - var og bliver gentaget igen og igen når mindre grupper og færre mennesker aktivt søger, leder efter noget - et eller andet - der teoretisk kunne blive misbrugt og blot i mindste grad kan bedømmes som ikke ønskeligt (alt kan der stilles spørgsmål ved - det eneste man skal gøre er at stille spørgsmålet) for at indfange os og redde os fra os selv.  

Om det er af oprigtig bekymring eller noget andet nederdrægtigt motiv - magt, profit, social købslåen - bliver den ubønhørlige march som vi oplever i dag mod vi indpakkes i ‘bobleplast,’ som blev introduceret af en professionel omsorgsfuld klasse noget der går lige fra klasseværelset til dagligstuen til bestyrelseslokalet. 

De nederdrægtige motiver synes at være kommet til offentlighedens kendskab da de der gerne ville kontrollere hele samfundet i ‘sikkerhedens’ navn kækt fremholder deres anmodninger, ønsker under rubrikken af “better safe than sorry” (bedre sikker end ked af det) - og det er os der kan gøre dig meget ‘ked af det’ meget hurtigt.” 

Vi så denne proces udfolde sig i realtid med pandemien og tiltagene. Fra “vi har to uger til at standse spredningen” til fuldt vaccinerede mennesker der blev udskammet/bedt om at iføre sig to masker et år senere til de  latterlige påstande “Vi gjorde det bedste vi kunne” som vi ser i dag. Denne fortsatte påvirkning er et perfekt eksempel på en version af kulturel magt -“funktions gevinst” lig med et eksperimentel forskningsprincip der implementeres, ikke i et laboratorium, men på samfundet som et hele. 

Censurbevægelsen er også del af forsøget på overbeskytte verden. Afvigende tanker, holdninger bedømmes som helt bogstaveligt og figurativt farlige. Derfor skal de hindres af hensyn til den offentlige sikkerhed. Dette er ikke kun en udfordring i medierne, men også en personlig da det at være tavs altid er sikrere end at sige noget, og da slet ikke risikere at krænke den altid krænkningsvillige.

Sproget skal også gøres mere sikker, da eufemismer der engang kun blev benyttet ud i det absurde er blevet standardtale. Hvis du ikke kan sige noget usikkert, så kan du ende med slet ikke at tænke usikkert. 

Og så er der naturligvis barnets ultimative sikkerhed. Sørget for, plejet og kontrolleret, det ultimative udtryk for sikkerhedskulten er kravet til voksne om at de også skal behandles som børn.  

Man indgår en handel: Afhængighed for sikkerhed - lige knap nok til at klare sig, mere end nok underholdning til at fordrive tiden, og en ny pille til enhver formodet dårligdom, alt sammen i bytte for at du er rolig og medgørlig. 

Du vil være sikker og i sikkerhed, men aldrig fuldstændig sikker, fordi det ville jo fjerne truslen om, at det nemme (men tomme) liv du nyder på et øjeblik kan forsvinde.

Hele processen ‘sælges’ i fremskridtets navn. 

Men denne udgave - eller bastardisering af - fremskridt er faktisk uetisk for et frit samfunds princippet. Ved at tilbede sikkerhedens alter, nedværdiger vi os, forsinker og benægter de myriader af muligheder for menneskelig fremgang der er genetisk lagt i - konceptet - Risiko. 

Det kan meget vel være langt ude at hævde at forslaget om at børn bør advares mod at spise bly uundgåeligt ville føre til at vi får børn der spørger andre hvad deres foretrukne fornavne er for at undgå blot den mindste mulighed for at være fornærmende, men denne form for gradvis stramning kan ikke let kontrolleres når den først er indledt. 

Dette er så glidebanen hvor en Advarselstrekant ikke er i syne. 

https://brownstone.org/articles/the-cult-of-safety-explodes/

4 klassikere, der grundlæggende blev skrevet som propaganda

 

4 klassikere, der grundlæggende blev skrevet som propaganda

Den højeste prioritet var at fastholde dagsordenen.

Scotty Hendricks

Forfattere skriver romaner af mange grunde. Anthony Burgess, kendt fra A Clockwork Orange, blev engang beskrevet som en mand, der "altid var på en pengejagt-ekspedition". Ernest Vincent Wright skrev Gadsby, en roman, der undgår at bruge bogstavet E, som en selvpålagt udfordring. Joan Didion bearbejdede sin sorg efter sin mands pludselige død i sine erindringer The Year of Magical Thinking.

Bøgerne på denne liste blev dybest set skrevet som propaganda. Deres forfattere udtænkte dem for at fremme en bestemt ideologi eller partilinje i håb om, at læserne ville blive overtalt til at tage sagen op. Vi vil dykke ned i, hvorfor de blev skrevet, hvilken ideologi de promoverede, og hvor effektive de var til at nå deres mål.

Før det skal vi bemærke, at vi ikke bruger udtrykket propaganda i en moralsk eller kunstnerisk forstand. Vi bruger det i stedet til at beskrive værker, der lægger stor vægt på at påvirke læserne gennem symbolik og følelsesmæssige appeller. Om de er narrative mesterværker eller rent lort, om de er i overensstemmelse med virkeligheden eller forvrænger den til ukendelighed, og om vi er enige eller uenige, er ikke pointen. For disse forfattere var den højeste prioritet at fastholde dagsordenen, samtidig med at den offentlige mening ændredes.

Onkel Toms hytte af Harriet Beecher Stowe (1852)

Credit: Bantam Classics

Ethvert sind, der er i stand til en ægte sorg, er i stand til godt.

Den lille bog, der startede en stor krig, udforsker slaveriets rædsler i det 19. århundredes USA. Romanen centrerer sig om en gruppe slaver, der oprindeligt befinder sig på en plantage i Kentucky, mens de forsøger at overleve de elendige forhold, de befinder sig i. Nogle forsøger at flygte til de nordlige frie stater, mens andre sælges længere og længere nede ad floden. Nogle dør tappert, nogle overlever, men ingen slipper uskadt.

På mange måder er Onkel Toms Hytte lige så meget modpropaganda, som den er propaganda. Sydstaterne før borgerkrigen og slaveri-apologeter gjorde store anstrengelser for at skildre slaveri som en godartet, ja endda velgørende, institution - en institution, der var indstiftet af Gud, og som i sidste ende var gavnlig for de slaver. Stowes roman knuste denne illusion for mange amerikanere. Historien trak på beretninger skrevet af tidligere slaver, men i stedet for en direkte genfortælling øgede Stowe den følelsesmæssige appel til prædikenlignende niveauer - hun hævdede engang, at hun havde et "kald til at prædike på papir." Hun tilførte også romanen religiøs symbolik. Den navngivne Onkel Tom er for eksempel en Kristus-lignende figur, der lider meget trods sin enorme venlighed og urokkelige tro.

Stowe skrev romanen som et direkte svar på Fugitive Slave Act fra 1850, som krævede, at embedsmænd arresterede folk, der var mistænkt for at flygte fra slaveri, og straffede enhver, der blev fundet i at hjælpe dem. Bogen blev oprindeligt udgivet som en føljeton i en anti-slaveri avis, men blev en af ​​de mest læste i det 19. århundredes Amerika. Faktisk viste den sig så effektiv til at illustrere slaveriets modbydelige virkelighed, at der blev produceret modpropaganda i form af anti-Tom romaner og skuespil. Disse forsøgte at efterligne Stowes historiefortælling, men forvrængede budskabet i retning af en pro-slaveri dagsorden.

I løbet af de sidste 150 år har Onkel Toms Hytte fået en del kritik for, hvordan den skildrer sorte mennesker – titelfigurens navn er blevet noget af en nedladende bemærkning, og mange af karaktererne er stereotype efter nutidens standarder. James Baldwin (selv sort) mente, at det var en "meget dårlig roman", en der for meget var afhængig af "selvretfærdig, dydig sentimentalitet" fra Stowe, som han kaldte mindre en romanforfatter end en "lidenskabelig pamfletteskribent". Ikke desto mindre lever dens arv som en del af abolitionistbevægelsen i det 19. århundrede ved.

The Jungle by Upton Sinclair (1906)

Credit: Doubleday, Page & Company.

Chicago bliver vores

Junglen er historien om Jurgis Rudkus, en litauisk immigrant til USA, der arbejder på Chicagos kvæggårde. Han og hans familie kom til Amerika med drømme om et bedre liv, kun for at støde på alle de uheld, der kunne ramme en arbejderklassefamilie i Chicago i det tidlige 20. århundrede.

Hans situation forbedres først, efter han møder medlemmer af Socialistpartiet, som tilbyder ham støtte og en følelse af handlekraft. Romanen slutter med et møde, hvor deltagerne jubler over den kommende socialistiske kontrol over byen.

For at skrive Junglen tilbragte Sinclair, en reporter der påtog sig beskidt arbejde, med at arbejde på kvæggårde og slagterier for at indsamle information om de forhold, han fandt der. Bogen, der i første omgang blev afvist, fordi den var for chokerende til at udgive, blev til sidst serieudgivet i Appeal to Reason, en socialistisk avis. De første indbundne eksemplarer havde endda Socialistpartiets logo.

Romanen var ikke helt så effektiv, som Sinclair måske havde håbet. Den fik nogle positive anmeldelser og massivt salg. Jack London, en socialistkollega, kaldte den endda for "Onkel Toms hytte for lønslaveri". Men mens Sinclair ønskede, at folk skulle fokusere på arbejdernes situation, var de fleste læsere – inklusive præsident Theodore Roosevelt – mere optaget af skildringerne af de beskidte slagterier. Offentligheden blev rasende over urenheder i fødevareforsyningen – selvom Sinclairs skildring af menneskekød, der ved et uheld blev lavet til pølser, aldrig blev bekræftet.

Sinclair funderede over, at han "sigtede mod offentlighedens hjerte, og ved et uheld ramte jeg det i maven." Som en engageret demokratisk socialist gik han ind for at afskaffe kapitalismen og lønarbejdersystemet til fordel for et mere kooperativt system. Hans skildringer af livet for Chicagos proletariat er designet til at få læseren til at føle, ikke bare vide, at nogle arbejderes liv var elendige under kapitalismen ved århundredeskiftet.

Senere i livet stillede han op som guvernør i Californien på den socialistiske End Poverty In California (EPIC) platform. I betragtning af den radikale karakter af hans platform og nationaliseringen af ​​virksomheder, der var hårdt ramt af depressionen, som derefter ville blive givet til de arbejdsløse arbejdere for at fungere som kooperativer, viste hans opnåelse af 37% af stemmerne sig at være en respektabel præstation.

Månen er skjult af John Steinbeck (1942)

Credit: Penguin Classics

“Ikke lidt appetit eller smerte, ingen ligegyldighed eller ondskab i ham undslap hende; ingen tanke eller drøm eller længsel i ham nåede hende nogensinde. Og alligevel havde hun flere gange i sit liv set stjernerne.”

Skrevet specifikt for at opmuntre modstandsbevægelser under 2. verdenskrig, fortæller The Moon Is Down historien om besættelsen af ​​en nordeuropæisk by af en unavngiven hær i krig med både Storbritannien og Rusland. Gæt endelig hvem det kunne være.

Historien følger borgerne i en unavngiven kystby under besættelse. Oberst Lanser, lederen af ​​de invaderende styrker, etablerer fascistisk kontrol over byen, hvilket folk finder mere og mere uudholdeligt med tiden. Efter henrettelsen af ​​en af ​​deres egne bliver byens borgere opildnet til modstand. De saboterer maskineriet og jernbanelinjerne, som den invaderende hær er afhængig af. Til sidst begynder de allierede styrker at nedkaste forsyninger, inklusive sprængstoffer, til frihedskæmperne. Men efterhånden som invasionsstyrkernes frygt vokser, vokser deres undertrykkende taktikker også.

Af alle bøgerne på denne liste er The Moon Is Down den mest åbenlyse propaganda. Symbolikken er mindre et abstrakt blink til en dybere mening og mere et indsigtsfuldt skub. På et tidspunkt etablerer de fascistiske styrker bogstaveligt talt deres operationsbase i hjemmet hos byens demokratisk valgte borgmester. Mange af personerne holder taler om demokrati, frihed og den uovervindelige menneskelige ånd – begreber, der naturligvis ville have en enorm følelsesmæssig appel under Anden Verdenskrig.

Af den grund blev Steinbecks bog smuglet ind i det nazikontrollerede Europa for at blive distribueret blandt besatte folk i håb om at opildne en fortsat modstand. Selvom det er svært at sige, om bogen tjente dette formål effektivt, indbragte den Steinbeck Kong Haakon VII's Frihedskors for enestående indsats for Norge under krigstid.

Atlas Shrugged (Og verden skælvede) af Ayn Rand (1957)

Credit: Dutton

Hvem er John Galt? Dette er John Galt der taler.

Atlas Shrugged er Ayn Rands magnum opus. Den massive roman har mere end 1.000 sider – over en halv million ord – hvilket betyder, at denne oversigt nødvendigvis vil være overfladisk.

I et nær fremtidigt, semi-dystopisk USA er virksomheder reguleret til døde, samfundet bliver mindre funktionelt, og de succesfulde forfølges af de uproduktive masser. På denne baggrund er innovative forretningsmænd og videnskabsmænd begyndt at forsvinde. En dristig industrimand, Dagny Taggart, søger ikke kun at overleve i en verden, der både er afhængig af og forarger hende, men også at lære, hvad der bliver af nogle af hendes forsvindende medarbejdere.

Hun støder til sidst på andre, der deler hendes kapitalistiske verdenssyn i en stadig mere socialistisk verden, og der følger en masse diskussioner om fordelene ved frie markeder og at handle ud fra "rationel egeninteresse".

Atlas Shrugged er en uforbeholden propaganda for Rands objektivistiske verdenssyn. Mens Rand illustrerede sine ideer inden for flere grene af filosofien, har hendes politiske og etiske holdninger – især hendes kærlighed til kapitalisme og etisk egoisme – en tendens til at tiltrække sig mest opmærksomhed. Romanen viser tydeligt, hvad hun tror, ​​der sker, når folk ikke er i stand til at forfølge deres egeninteresse, og hendes syn på ufrie samfunds skæbne.

Bogen indeholder endda en 40-siders monolog om fordelene ved Rands verdenssyn, som karakteren John Galt giver sin fulde støtte til. Afsnittet gør kun få forsøg på at skjule sin status som en forfatterfilibuster. Rand selv var åben om, hvordan teksten skulle "vise, hvor desperat verden har brug for drivkræfter, og hvor ondskabsfuldt den behandler dem."

Handlingen grænser lejlighedsvis til det absurde for at gøre dette. For eksempel må de forsvindende industrialister have forvaltet alle aspekter af deres virksomhedsimperier selv, i betragtning af hvor dårligt deres virksomheder klarede sig uden dem – eller også var de dårlige til at uddelegere med elendige resultater for at ansætte kompetente ledere.

Romanen har solgt godt gennem årtierne, men har generelt fået blandede anmeldelser. Selvom akademiske forfattere har undgået Rands arbejde til fordel for andre forfattere, har hendes ideer tjent som kernen i en tankegang. De tjente også som grundlag for videospillet Bioshock, selvom spillet er mindre begejstret for objektivisme end Rand er.

Oldgammel lægekunst kontra moderne Hvad Maimonides vidste

 

Den forsvundne lægekunst: Hvad Maimonides vidste, som vi glemte

Joseph Varon 

Moderne medicin fejler ikke på grund af manglende viden. Den fejler under vægten af ​​sin egen kompleksitet. Den nuværende æra er defineret af hidtil uset adgang til data, avancerede teknologier, et stadigt voksende netværk af subspecialer og en tæt arkitektur af protokoller og præstationsmålinger. 

Næsten alle aspekter af patientpleje kan nu måles, kvantificeres og standardiseres. Interventioner, der var utænkelige for blot årtier siden, er nu rutine. Men på trods af disse fremskridt er et grundlæggende element blevet udhulet. Denne udhuling er filosofisk.

Medicin har akkumuleret ekstraordinær kapacitet, men den har mistet klarheden i formålet. Den fungerer i stigende grad som et system, der er optimeret til processer, snarere end en profession, der er orienteret mod patienter. Sondringen er subtil, men afgørende. Uden en klar forståelse af dens formål risikerer medicin at blive en effektiv mekanisme, der leverer pleje uden at forstå den person, den tjener.

I det 12. århundrede praktiserede Maimonides (Rabbi Moses ben Maimon [1135-1204], kendt som Rambam), en af ​​historiens mest indflydelsesrige læge-filosoffer og hoflæge i Egypten, medicin i en tid uden moderne diagnostik, randomiserede forsøg eller institutionel overvågning. Uddannet inden for de intellektuelle traditioner inden for andalusisk og islamisk medicin og dybt påvirket af græsk filosofi, integrerede han empirisk observation med stringent ræsonnement og etisk ansvarlighed. Selvom han manglede moderne værktøjer, besad han noget langt vigtigere: klarhed. I “Regimen of Health” hævdede han, at lægens fornemste ansvar er at bevare sundheden snarere end blot at behandle sygdom¹. Dette princip står i skarp kontrast til det moderne system, som ofte prioriterer intervention frem for forebyggelse.

Lægen som intellektuel praktiker snarere end tekniker

Maimonides betragtede medicin som en intellektuel disciplin forankret i observation, ræsonnement og tilpasning. Hans kliniske skrifter understreger konsekvent individualiseret pleje styret af lægens vurdering snarere end streng overholdelse af generaliserede regler². I hans model var lægen ikke blot en tekniker, der fulgte foruddefinerede trin, men en tænker, der var dygtig til at navigere i usikkerhed.

Moderne medicin lægger i stigende grad vægt på compliance. Kliniske retningslinjer og protokoller, selvom de er værdifulde, er blevet udvidet i en sådan grad, at de ofte definerer praksis snarere end blot informerer den. Evidensbaseret medicin, oprindeligt opfattet som integrationen af ​​klinisk ekspertise med den bedste tilgængelige evidens, implementeres nu ofte som streng overholdelse af retningslinjer³.

Når overholdelse bruges som den primære målestok for kvalitet, opfattes afvigelse som risiko. Imidlertid matcher ingen patienter præcist de populationer, der er undersøgt i kliniske forsøg. Maimonides anerkendte dette implicit og behandlede individer snarere end statistiske abstraktioner. Denne sondring er ikke blot filosofisk; den har praktiske konsekvenser ved sengen. En læge, der er uddannet til at følge protokoller, kan levere teknisk korrekt pleje, men undlade at genkende, hvornår en patient falder uden for forventede mønstre.

I modsætning hertil kan en læge, der er uddannet til at tænke, identificere nuancer, tilpasse sig i realtid og udfordre antagelser, når det er nødvendigt. Maimonides' model krævede intellektuelt engagement i ethvert patientmøde. Moderne systemer risikerer i deres bestræbelser på at standardisere pleje at reducere dette engagement. Resultatet er ikke nødvendigvis forkert medicin, men det er ofte ufuldstændig medicin.

Forebyggelse som kerneprincippet i lægehjælp

Maimonides placerede forebyggelse som det centrale princip inden for medicin. Hans anbefalinger vedrørende kost, motion, søvn og følelsesmæssig balance afspejler en systematisk forståelse af sundhedsvedligeholdelse som lægens primære ansvar¹. I hans ramme var sygdom ofte et resultat af en ubalance.

Moderne medicin anerkender betydningen af ​​forebyggelse, men incitamenterer strukturelt intervention. Behandling af kronisk sygdom er overvejende farmakologisk, mens opstrøms determinanter får forholdsvis mindre systematisk opmærksomhed. Denne dynamik afspejler systemiske incitamenter snarere end mangel på videnskabelig forståelse. Frieden har argumenteret for, at effektiv klinisk beslutningstagning skal strække sig ud over randomiserede forsøg for at inkorporere bredere determinanter for sundhed⁶. Maimonides' ramme forudså dette perspektiv århundreder tidligere.

Denne ubalance bliver især tydelig i behandlingen af ​​kronisk sygdom, hvor behandlingsveje er veldefinerede, men forebyggelsesstrategier forbliver inkonsekvent anvendt. Den moderne patient træder ofte ind i sundhedssystemet, efter at sygdommen allerede er fremskreden, hvor interventioner er mere komplekse, dyrere og mindre effektive. Maimonides' vægt på daglige vaner (dvs. ernæring, bevægelse og mådehold) afspejler en forståelse af, at sundhed konstrueres over tid snarere end genoprettes episodisk. Denne tidsmæssige dimension af medicin er ofte undervurderet i moderne plejemodeller.

Integrationen af ​​psykisk og fysisk sundhed

Maimonides anerkendte, at følelsesmæssig og fysisk sundhed er uadskillelige. Han beskrev indflydelsen af ​​psykologiske tilstande på kropsfunktion og understregede, at effektiv behandling skal adressere begge².

Desværre fragmenterer moderne sundhedspleje ofte denne enhed. Psykiatri, intern medicin og adfærdsmæssig sundhed fungerer typisk parallelt snarere end på en integreret måde. Følgelig er patienten opdelt på tværs af flere systemer. Epstein og Street har vist, at patientcentreret pleje kræver forståelse af den fulde kontekst af patientens oplevelse¹². Maimonides' tilgang har i sagens natur legemliggjort dette princip.

Fragmenteringen af ​​pleje ændrer også lægens opfattelse af ansvar. Når forskellige aspekter af patienten håndteres af separate systemer, bliver ansvarlighed diffus. Ingen enkelt kliniker er ansvarlig for at integrere helheden. Maimonides' tilgang undgik nødvendigvis denne fragmentering. Hans model krævede implicit, at lægen syntetiserede fysiske, følelsesmæssige og miljømæssige faktorer til en samlet forståelse af patienten. Dette integrerende ansvar er stadig vanskeligere at opretholde i moderne praksis.

Etisk praksis midt i systemisk pres

For Maimonides var medicin i sagens natur etisk. Lægens pligt var utvetydig: at handle i patientens bedste interesse. Moderne læger opererer inden for en ramme formet af administrativt, økonomisk og juridisk pres. Relman beskrev fremkomsten af ​​det "medicinsk-industrielle kompleks", hvor økonomiske kræfter påvirker levering af pleje¹⁰.

Konsekvenserne af dette systemiske pres er tydelige i forekomsten af ​​lægeudbrændthed. Shanafelt og Noseworthy har forbundet dette fænomen med systemisk pres, der underminerer professionel tilfredsstillelse⁹. Dette beskrives mere præcist som moralsk skade: manglende evne til konsekvent at handle i overensstemmelse med etiske forpligtelser.

Dette skift har implikationer ud over lægernes velbefindende. Det påvirker tilliden. Patienter forstår måske ikke fuldt ud de strukturelle begrænsninger, som læger opererer under, men de fornemmer ofte, når pleje formidles af systemer snarere end styres af dømmekraft. Erosionen af ​​tillid til medicinske institutioner kan delvist afspejle denne mangel på forbindelse. Maimonides' ramme, centreret omkring en direkte etisk forpligtelse mellem læge og patient, bevarede denne tillid med vilje.

Samspillet mellem viden, autoritet og usikkerhed

Maimonides beskæftigede sig grundigt med intellektuel autoritet, men bøjede sig ikke for den. Han evaluerede kritisk den gængse viden og understregede forståelsens foreløbige natur.

Trods sit videnskabelige fundament kan moderne medicin drages mod autoritetsdrevet praksis. Retningslinjer og konsensusudsagn kan blive rigide ud over deres evidensgrundlag. Djulbegovic og Guyatt fremhæver den vedvarende spænding mellem standardiseret evidens og individualiseret pleje³. Overdreven sikkerhed kan begrænse undersøgelse.

Individualiseret pleje versus befolkningsbaserede tilgange

Populationsbaserede data er essentielle, men i sagens natur begrænsede. Begrebet "gennemsnitspatienten" forbliver en abstraktion. Maimonides behandlede individer. Hans kliniske ræsonnement blev tilpasset den specifikke patient snarere end at tilpasse patienten til en model.

Montori og kolleger har understreget, at optimal pleje kræver integration af evidens med individuel kontekst og værdier¹⁵. Dette princip stemmer direkte overens med Maimonides' tilgang. Alligevel er det få moderne sundhedsudbydere, der anvender det.

Teknologiske fremskridt i mangel af vejledende principper

Moderne medicins teknologiske kapacitet er uden fortilfælde. Teknologi er dog ikke i sig selv gavnlig; dens værdi afspejler prioriteterne i det system, hvori den anvendes.

Topol har argumenteret for, at teknologisk innovation kan genoprette den menneskelige dimension af medicin⁸. Ikke desto mindre afleder elektroniske patientjournaler ofte opmærksomheden fra patienten til dokumentation. Verghese beskriver et system, hvor patienten bliver sekundær i forhold til sin digitale repræsentation¹⁴. Som følge heraf risikerer den kliniske oplevelse at blive underordnet dens dokumentation. Maimonides praktiserede medicin uden teknologiske hjælpemidler, men opretholdt en dyb tilstedeværelse.

Teknologi forbedrer plejen, når den er afstemt med klinisk ræsonnement. Når den erstatter ræsonnement, begrænser den den. Forskellen ligger ikke i selve værktøjet, men i dets rolle i den kliniske oplevelse. Maimonides' praksis viser, at fraværet af teknologi ikke udelukker effektiv medicin, mens moderne erfaring tyder på, at tilstedeværelsen af ​​teknologi ikke garanterer det. Udfordringen er ikke at begrænse teknologiske fremskridt, men at sikre, at det forbliver underordnet klinisk vurdering.

Essentielle elementer tabt og behovet for genopretning

Cassell understregede, at medicin skal adressere lidelse, ikke blot sygdom¹¹. Dette stemmer nøje overens med Maimonides' ramme. Starfield skelner mellem patientcentreret og personfokuseret pleje og bemærker, at sand pleje skal adressere individet ud over sygdomsbetegnelser¹³. Maimonides praktiserede dette i sagens natur. Det, der er gået tabt, er ikke viden i sig selv. Det er snarere sammenhæng.

Maimonides repræsenterer ikke en historisk kuriositet, men en standard, vi endnu ikke har generobret. Hans medicin var baseret på principper: forebyggelse frem for intervention, dømmekraft frem for overholdelse, individet frem for gennemsnittet, etik frem for hensigtsmæssighed.

Moderne medicin besidder ekstraordinære værktøjer. Men uden en vejledende filosofi risikerer disse værktøjer at blive anvendt uden retning.

Medicinens fremtid vil ikke blive bestemt af, hvor meget mere vi kan gøre.

Det vil blive bestemt af, om vi husker, hvorfor vi gør det. Fordi et system, der måler alt, standardiserer alt og kontrollerer alt, men alligevel ikke forstår patienten foran sig, ikke er avanceret. Det er ufuldstændigt. Og hvis det ikke korrigeres, risikerer det at blive noget langt farligere end forældet medicin:

Det bliver medicin, der ikke længere ved, hvad det er.

Referencer

1. Maimonides M. Regimen of Health. Translated by Bar-Sela A, Hoff HE, Faris E. Philadelphia: American Philosophical Society; 1964. 

2. Maimonides M. Treatise on Asthma. In: Rosner F, editor. The Medical Writings of Moses Maimonides. New York: Ktav Publishing; 1971. 

3. Djulbegovic B, Guyatt GH. Progress in evidence-based medicine: a quarter century on. Lancet. 2017;390:415–423. 

4. Rosner F. The Medical Legacy of Moses Maimonides. Hoboken: KTAV Publishing; 1998. 

5. Rosner F. Maimonides as a physician. JAMA. 1965;194(9):1011–1014. 

6. Frieden TR. Evidence for health decision making—beyond randomized, controlled trials. N Engl J Med. 2017;377:465–475. 

7. Sackett DL, Rosenberg WM, Gray JA, Haynes RB, Richardson WS. Evidence-based medicine: what it is and what it isn’t. BMJ. 1996;312:71–72. 

8. Topol EJ. Deep Medicine: How Artificial Intelligence Can Make Healthcare Human Again. New York: Basic Books; 2019. 

9. Shanafelt TD, Noseworthy JH. Executive leadership and physician well-being. Mayo Clin Proc. 2017;92(1):129–146. 

10. Relman AS. The new medical-industrial complex. N Engl J Med. 1980;303:963–970. 

11. Cassell EJ. The nature of suffering and the goals of medicine. N Engl J Med. 1982;306:639–645. 

12. Epstein RM, Street RL. The values and value of patient-centered care. Ann Fam Med. 2011;9(2):100–103. 

13. Starfield B. Is patient-centered care the same as person-focused care? Perm J. 2011;15(2):63–69. 

14. Verghese A. Culture shock—patient as icon, icon as patient. N Engl J Med. 2008;359:2748–2751. 

15. Montori VM, Brito JP, Murad MH. The optimal practice of evidence-based medicine. JAMA. 2013;310(23):2503–2504.

https://brownstone.org/articles/the-lost-art-of-medicine-what-maimonides-knew-that-we-forgot/