Tyskland og konceptet med kollektiv skyld
Er det kun psykopater der begår rædselsvækkende forbrydelser, eller har vi alle mere ansvar end vi er villige til at erkende? To nye historier om Nazi krigsmaskinen ser nærmere på dens ledere - og dens soldater.
Selvom det stod klart at 2. Verdenskrig var tabt, stillede tyskerne sig alligevel bag deres leder. I februar 1945, krigens sidste år, vedkendte mere end 60% af de tyske krigsfanger deres tiltro til Hitler, manden der havde ført deres nation i ruiner. En sådan desperat fastholden til karismatisk myndighed er sket til andre tider og andre steder og giver anledning til at man stiller et vanskeligt spørgsmål: I hvilken grad var det tyske folk som et hele - ikke kun deres ledere - ansvarlig for Nazismens ondskab? Forestillingen om at de værste krigsforbrydere (i denne sag - top Nazisterne) havde unormale psyker kunne blot være en metode til at forsvare os mod det umoralens mørke der ligger i os alle.
Joel E. Dimsdale i sin Anatomy of Malice: The Enigma of the Nazi War Criminals leder efter ‘nøglen’ til menneskelig ondskab i de psykiatriske undersøgelser Nazi krigsforbryderne ved Nürnberg Domstolen i 1945-46 blev underlagt. Dimsdale, en anerkendt psykiater begynder med en i bund og grund uvidenskabelig prøvesag. Han synes at have valgt fire blandt de 22 Nazi anklagede, hvis mentale liv synes mest unormal. Og så giver han os en omhyggelig udvalgt parade af fanatiske Hitler tilhængere: Den helt klart demente Rudolf Hess, den kønsforvirrede Julius Streicher, redaktøren af den frygtelige anti-semitiske avis Der Stürmer; og et offer for hjernskade ved navn Robert Ley, der var chef for Den Tyske Arbejder Front der hjalp med til at opføre slavearbejder fabrikker. Endelig bruger Dimsdale Hermann Göring, en der i rigtig lang tid er blevet benyttet i gyserfilm og i historier som et skoleeksempel for at vise, hvordan mangel på moral og en kugleskør opførsel følges ad.
Robert Ley
To af Dimsdale’s fire personundersøgelser falder tidsmæssigt sammen med at Nazisterne før 2. Verdenskrig var i fuld gang. Hess der fløj til Skotland i 1941, blev opslugt af en fantasi om at han kunne indgå fred med England, men endte i stedet på et britisk militærhospital.
En Nazi dommer fik sat Streicher i husarrest efter denne i 194o havde fornærmet Göring på skrift.
Ley var den absolut mest skøre af de udvalgte: “Hvis det overhovedet er muligt, ville jeg gerne have en jøde som min forsvarer” erklærede han ved Nürnberg Domstolen.Lidende af alvorlig alkoholisme, og med en frontallap hjerneskade, muligvis fra en skade under 1. Verdenskrig, begik han selvmord i et fængsel i Nürnberg før han kom i retten.
Göring, chefen for Luftwaffe, var en mere vigtig person. Dimsdale ser Göring som “et klassisk eksempel på en charmerende narcissistisk psykopat,” men etiketten psykopat synes malplaceret her. Göring var en stofafhængig der elskede det smukke liv i de højere kredse, men til trods for hans velkendte ekscentricitet havde han ikke tendens til sindssyge. Den selvglade, veltalende Göring, der fandt stor glæde i at ‘lege’ med anklagerne var blot en langt mere intelligent version af vor gennemsnits morder.
Ley, Streicher, Göring, og Hess udgør et malerisk galleri af slyngler, men de er ikke repræsentative for top Nazi krigsforbryderne ved Nürnberg Domstolen, hvoraf de fleste løj og manipulerede sig gennem retssagerne på helt almindelig måde. Typisk var Hans Frank, chefen for Generalguvernementet Polen, lige så vulgær og anti-semit som enhver af de andre og en langt mere determineret massemorder end de fleste. Frank meddelte under Nürnberg, at han var konverteret til katolicismen og nu følte sig som en helt anden person: “Undertiden tænker jeg på hvordan manden Frank kunne have udført disse ting,” under krigen fremførte han. Fordi de gerninger Frank stod bag var så vederstyggelige var Franks konvertering et lattervækkende eksempel på chutzpah. Men den var også en almindelig psykisk strategi, anvendt af mange langt mindre dæmoniske personer, og også alle os andre - der måske ikke har benyttet afledning som en angergerning.
Hans Frank
Dimsdale lover os en detektivhistorie, men han står tomhændet tilbage. Han indrømmer, at psykiatri kan tilbyde diagnoser men ikke svar når det drejer sig om menneskelig ondskab. Dette betyder, at dens diagnoser ikke er særlig anvendelige og gode, i det mindste ikke ved personer der udmærket ved hvad de gør. Psykiatere kan på overbevisende vis argumentere i retten for at en anklaget er mentalt udfordret i at begribe og at skelne mellem ondt og godt, og derfor ikke ansvarlig for sine ugerninger. (Et sådant argument blev anvendt over for den japanske krigsforbryder Shumei Okawa, som fortalt i Eric Jaffe’s A Curious Madness, og Okawa blev sparet for dødsdom.) Men ved en person som den mentalt behændige Göring er psykiatrien kun meget lidt behjælpelig.
Dimsdale har med omhu udvalgt sine eksempler for at appellere til vor forestilling om at menneskelig ondskab har noget med psykopatologi at gøre. Men ‘dommen’ går i anden retning: Det overvældende flertal af anklagede i Nürnberg processen besad ikke træk af at være mentalt syge. Deres Rorschach tests var normale. Dog betegnede en af deres undersøgere, psykologen Gustave Gilbert, dem som værende sindssyge. Gilbert, søn af udvandrere fra Østrig beskrev de Nazi anklagede som “narcissistiske psykopater, hvis liv blev deformeret af en syg tysk kultur.” Dette gjorde dem mere end mindre skyldige efter Gilberts mening: “for ham (var de) inkarnerede djævle,” skriver Dimsdale.
Den anden undersøger, Douglas Kelley, var ikke enig med Gilbert. Han mente at Nazisterne udstillede “en dybtgående moralsk svaghed,” fremfor mentale sygdomme. Til trods for hans mangel på godkendelse synes Kelley at have været i god kontakt med Göring og få af de andre. Bizart er det, at den følelsesmæssigt udfordrede Kelley, der var professionel tryllekunster samtidig med psykiater, begik selvmord 12 år efter Nürnberg. I hans dagligstue, foran sin hustru, forældre og børn, slugte han en cyanid pille - ligesom Göring havde gjort.
Dimsdale skriver på en elegant og appellerende måde, og hans bog er en man læser meget let og engageret, men han har sådan set intet skelsættende at fortælle. Hans beretning om Nürnberg processen viser at psykiatri kun åbenbarer lidt om problemet med menneskelig ondskab.
Dimsdale vender sig derpå til det gamle standpunkt i Hannah Arendt’s Eichmann in Jerusalem. Arendt argumenterede for, at de som udøver ondt, som Eichmann bare ikke tænkte sig om. For hende, som for Platon og Kant, var ondskab dumhed, og ordentlig moral en slags kundskab som tænksomme mennesker kunne indhente. Selvom dette var sandt - det er det dog ikke, - er Arendts tese om banaliteten i ondskab ikke med til at forklare, hvorfor nogle mennesker ikke tænker, og hvorfor de gør frygtelige ting som følge heraf.
Efter sin omtale af Arendt, løber Dimsdale gennem de sædvanlige psykologiske studier af almindelige mennesker der begår onde ting: Milgram konceptet,og Zimbardo eksperimentet. Endelig går han så bort fra psykiatrien og psykologien og til de nu fashionable videnskabelige forskninger af hjernen. Dimsdale vender sig mod studier af frontallapskader og oxytocin, i håbet om at biologien vil skaffe resultat, hvor Arendts filosofi og psykologernes eksperimenter må give tabt.
Oxytocin er det kemiske stof i hjerne der foranlediger sympati, forklarer Dimsdale og ondskab er mangel på empati. Hvad han ikke nævner er, at oxytocin også forøger fjendtlighed mod fremmede sammen med en behagelig følelse over for ens egen gruppe. Empati synes at være rettet for det meste mod vor egen gruppe: The Red Sox, men helt sikkert ikke til Yankees. Skønt Dimsdale nødigt indrømmer det synes det klart, at neurovidenskaben er det forkerte sted at lede hvis man ønsker at forstå ondskab.
Spørgsmålet om Nazi ondskaben går langt videre og ned i geledderne til den almindelige soldat. Hvor ‘slem’ var Hitlers hær, Wehrmacht?
I 50 år efter afslutningen på 2. Verdenskrig blev det vurderet at den almindelige tyske soldat havde holdt sine hænder relativt ‘rene’ som kontrast til mændene i SS og i Einsatzgruppen, der havde stået bag Endlösung, og andre forbrydelser mod menneskeheden.
Et museum åbnede en udstilling med titlen Verbrechen der Wehrmacht (Forbrydelser af Wehrmacht) i Hamburg i 1995. (Blev genåbnet i 2001, og befinder sig nu permanent ved Deutsches Historisches Museum i Berlin.) Beretninger om forbrydelser udført af Wehrmacht rejste så rundt i flere end 30 tyske byer sent i 1990’erne, og de chokerende virkelig. Udstillingens kuratorer, de tyske historikere Hannes Heer og Gerd Hankel, argumenterede med, at “den tyske Wehrmacht’s krig mod Sovjetunionen skilte sig ud fra alle andre europæiske krige i den moderne æra, herunder kampagnerne ført af Wehrmacht mod andre lande under 2. Verdenskrig.” Kampagnen mod Sovjetunionen havde til formål at udsulte, terrorisere, og i tilfældet jøderne, eliminere den civile befolkning i USSR. Udstillingen argumenterede for at Wehrmacht, stræbte efter at føre en udslettelseskrig mod ikke kombattanter, og at dens krigsforbrydelser var værre end de andre hæres - selv Den Røde Hærs - der voldtog og plyndrede på dens vej ind i Tyskland i 1945.
I sin mange facetterede nye bog Hitler’s Soldiers, udforsker Ben Shepherd ikke blot spørgsmålet om Wehrmacht’s medvirken til krigsforbrydelser, men også dens militære strategi og taktik, kampene i ledelsen og dens våbenarsenal. Bogen strækker sig fra Weimar perioden til Berlins fald, og giver rigeligt med detaljer om hvilken betydningsfuld kampagne Hitlers hær var engageret i.
Shepherd giver en dybdegående beretning om teknikkerne bag Blitzkrieg og de fleksible manøvrer der gjorde de tyske styrker så succesrige i første del af krigen. Grunden til Wehrmacht’s tilbagegang, hævder Shepherd, var ikke blot de større allierede ressourcer, men den tyske formodning om at deres overlegenhed i taktik og disciplin ville overvinde enhver mangel på andre fordele. Shepherd’s bog erstatter ikke Omer Bartov’s klassiker Hitler’s Army, der stadig giver den mest overbevisende beretning om Wehrmacht’s indstilling til civile og fjendtlige soldater på Østfronten. Han har skabt en autoritativ militærhistorisk beretning af den mest frygtede og respekterede kampenhed fra 2. Verdenskrig.
Hitler og overkommandoen i Wehrmacht High havde helt sikkert planlagt at angrebet mod Sovjetunionen skulle være anderledes end de foregående militærkampagner, især invasionen af Frankrig i 1940, der i stor udstrækning tog hensyn til den civile befolkning.
I maj og juni 1941 fremlagde Wehrmacht lederne Barbarossa Dekretet, og overkommandoordren om at soldaterne havde frie hænder til at slå fjendens civile ihjel med hensigten “den totale udslettelse af enhver aktiv eller passiv modstand.” Kommissærer i Den Røde Hær blev henrettet i massevis, et klart brud på international lov. På grund af de langstrakte forsyningslinjer kunne Wehrmacht kun overleve ved at plyndre sig til bøndernes madforsyninger, og der var så ingen mad tilbage til de “overflødige munde” - Sovjet krigsfanger, næsten 3 millioner, sultede til døde i de hastigt opførte lejre på Østfronten. I december 1942 da de tyske styrker var i elendig forfatning kommanderede Hitler igen hæren til at benytte “de mest brutale midler ...også mod kvinder og børn,” og forbød officerer at straffe soldater der havde begået “excesser” mod civile. Hitler proklamerede at sådanne metoder faktisk var anbefalelsesværdige.
Shepherd påpeger at nogle få af Hitlers generaler var skeptiske over deres chefs beslutning om at invadere Sovjetunionen i juni 1941. Men ingen forsøgte for alvor at få Hitler til at ændre sind, fordi “de selv manglede bedre ideer til at vinde enten kampagnen eller krigen.” De delte for det meste Hitlers formodning om, at før eller senere ville Sovjetunionen angribe Tyskland: Wehrmacht’s lederne havde ført sig selv ud i en aldrig sluttende krig, og havde ingen større ide om, hvordan man afsluttede den. Som Sebastian Haffner skrev i The Meaning of Hitler, holdt Führer fast i en århundredlang formodning om statsledelse: At krige blev udkæmpet for at opretholde statens sikkerhed og dets regionale dominans. I stedet blev invasionen af Rusland en evigvarende test på Tysklands styrke - en prøve det måtte tabe.
Hitler’s paranoide verdenssyn, hvor jøder stod bag enhver krise i verden, besmittede hans generaler. General Reinhardt erklærede før Barbarossa, at “Stalin, selvom han er venlig over for os - så er det fordi han ikke er klar endnu. Lige så snart han er bevæbnet vil hans jødiske herrer beordre ham til at begynde en krig mod os, enten med England eller på Englands vegne.” Så er det bedre at indlede en forebyggende krig, da Jødisk Bolschevisme og Jødisk Kapitalisme snart vil kombinere kræfterne. Dog var den jødiske fjende på paradoksal vis, anset for at være så svag at Sovjet kunne løbes over ende i en kortvarig kampagne.
Den samme formodning om at “jøderne” stod bag al anti-Nazi aktivitet blev benyttet som rationale for folkedrabet på Østfronten. Således udstedte feltmarskal von Reichenau en ordre til sin 6. Arme i Ukraine november 1941: “Soldaten må have fuld forståelse for nødvendigheden af barsk, men retfærdig soning af jødisk undermenneskelighed. Dette har yderligere det mål at gå imod oprørerne i bagtroppen af Østarme, der som erfaringen viser, altid er planlagt af jøderne.” “Erfaringen” viste intet af den slags: De fleste partisaner havde intet med jøderne at gøre, og vice versa. Det tyske apokalyptiske syn på verden slog alle fjender sammen i en pærevælling.
Von Reichenau
Under invasionen af Polen var der dog nogle stykker af de almindelige tyske soldater der var imod nedslagtningen af fjendens civile, især kvinder og børn. Da Barbarossa blev indledt var sådanne indvendinger direkte sjældne. I sin omfattende bog finder Shepherd blot et eksempel på en tysk officer der af moralske grunde nægtede at være med til ‘Endlösung.’ I foråret 1944 argumenterede oberst Emil Jäger mod deportationen af Korfus jøder til koncentrationslejre med at tyskerne skulle kæmpe for deres “etiske prestige” i grækernes opfattelse. Det Shepherd kalder Jägers “tydelige dog velvalgte ordvalg” i den moralske holdning er et særtilfælde. I en mørk tid var han en af de få tyskere der talte for moralnormer som Wehrmacht så beslutsomt havde forkastet. Krigsførelsens moralske grænser var på radikal vis blevet omformet, og kun en håndfuld soldater blandt millioner protesterede.
Ondskaben i Hitlers Tyskland var ikke individuel, men kollektiv. Man finder den ikke, hvor Dimsdale leder efter den, i den forkvaklede psyke hos de mest ‘farverige’ Nazi kriminelle. I stedet beroede Nazi ondskaben på nedbrydningen af de etablerede standarder for krigsførelse, der skulle adskille kombattanter fra ikke kombattanter og krigsfanger fra bevæbnede fjendtlige soldater. Kun hvis vi lærer denne lektion kan vi begynde at gøre talemåden “aldrig igen,” til en fremtidig realitet.
David Mikics is the author, most recently, of Bellow’s People: How Saul Bellow Made Life Into Art. He lives in Brooklyn and Houston, where he is John and Rebecca Moores Professor of English at the University of Houston.
Opslag
