Lincoln versus Lee: Hvordan historien fordrejes for at fastholde legenderne

Lincoln vs. Lee: Hvordan historien fordrejes for at fastholde legenderne

William Sullivan

Samfundsforskere har en tendens til at smadre historien, og så genskabe den så den ligner de politiske dagsordener der kan sluges af masserne. 

Resultaterne af deres bestræbelser kan ses aldeles udmærket i det som foregår lige nu. Historien om Confederate bliver helt bogstaveligt knust, ligesom monumenterne af Robert E. Lee og andre Confederate helte bliver vandaliseret af spadedumme mennesker, der intet kender til legenden om, hvordan Abraham Lincoln og hans tapre Union Army knuste Jefferson Davis og Robert E. Lee’s Southern horder under dække af at ville befri de slaveholdte sorte.

At denne legende på ingen måde er sand betyder absolut intet for de der ønsker at forblive ignoranter. Hvis du ikke tror mig, at Lincoln ikke førte sin krig for at befri Sydens slaver, så vil du måske tro hans brev? I et brev til Horace Greely august 1862.

:

Mit altoverskyggende mål i denne kamp er at redde the Union, og den går ikke ud på at redde eller fjerne slaveriet. Hvis jeg kunne redde the Union uden at befri nogen slave ville jeg gøre det, og hvis jeg kunne redde the Union ved at befri alle slaver ville jeg gøre det; og hvis jeg kunne redde den ved at sætte nogle fri og lade andre være tilbage ville jeg også gøre det. 

Hans primære motivation for invasionen af Syden var at Unionen skulle bevares. Det burde stå krystalklart som ovennævnte citat viser. Og det blev endda skrevet et godt stykke tid efter.

Lincoln troede lidenskabeligt på at hans retfærdige indsats for at bevare the Union, og ikke ophævelse af slaveriet, var grundlag nok for den konflikt vi nu kalder Civil War. Fra hans indsættelsestale i 1861: 

I Jeres hænder mine misfornøjede landsmænd, og ikke i mine, er det nuværende problem med Civil War. Regeringen vil ikke gøre Jer bekymret. I har ingen konflikt udover selv at være aggressor. I har ingen ed registreret i himlen om at ødelægge regeringen samtidig med jeg har den allermest hellige for at bevare, beskytte og forsvare den.

Stater i Syden havde revet sig løs og skabt en ny regering. Den lignede særdeles meget den regering de havde løsrevet sig fra, men de mente denne nye regering bedre passede til dem. Confederate staterne skrev faktisk en forfatningsmæssig tilladelse til at holde slaver. Men dette var så absolut ikke noget der var ufornuftigt når man ser på tiderne og ud fra den beslutningsmæssige kontekst (selvom det forekommer at være noget frygteligt set med nutidens øjne), især når man betænker at slaveriet var en forfatningsret i United States på løsrivelsestidspunktet, som det så tydeligt ses af Dreed Scott sagen i 1857.

Lincoln’s skifte med hensyn til princippet om løsrivelse er endnu et punkt der gør hans legendariske status noget blakket, hvis blot de historiske kendsgerninger var mere kendt. Om revolutionen i Texas i 1836 sagde Lincoln i 1848 - hvilket ganske givet var en henvisning til 1776:

Ethvert folk, hvilket som helst sted, der har lysten og magten skal have ret til at stå op imod, og frigøre sig fra den eksisterende regering og skabe sig en ny der passer dem bedre. Dette er den allermest værdifulde - og mest hellige ret - en ret vi håber og tror på vil gøre verden fri. Denne ret skal heller ikke begrænses til områder hvor hele folket i en eksisterende regering kan vælge at udnytte den. Enhver del af sådant folk der kan, må gøre revolution og skabe deres egen, i så meget territorium de bebor.

Og alligevel da tiden kom for Abraham Lincoln at spille rollen som King George III gjorde han det med voldsom ihærdighed.  Da hans egne landsmænd søgte at genindføre retten til selvbestemmelse så Lincoln intet andet alternativ end at bevare the Union med magt. King George analogien er ganske passende, især ved at slaveriet på De Britiske Øer var forbudt på tidspunktet for the American Revolution.  

Havde de engelske hære besejret kolonierne, ville de amerikanske oprørere, Washington, Jefferson m. fl. så  blive husket som, i en genskreven historie, racistiske forrædere, det som the Confederates nu beskrives som?

Ganske interessant spørgsmål at fundere over.

Jo, Lincoln gik ind for ophævelse af slaveriet. Og det er da rosværdigt at huske på. Men var Den Store Frigører også for lighed mellem racerne, som så mange er tilbøjelig til at mene i dag? Denne

udtalelse fra the Lincoln-Douglas debatten i 1858, er måske svar på spørgsmålet:

“Jeg vil derpå sige, at jeg ikke er tilhænger af at indføre, på nogen måde, den sociale og politiske lighed hos den hvide og den sorte race - det er jeg ikke, og har heller aldrig været tilhænger af at negre kan være vælgere eller domsmænd, heller ikke at gøre dem kvalificeret til at besidde embeder, heller ikke til at de kan få lov at gifte sig med hvide; og jeg vil i tilgift til dette sige at der er en fysisk forskel mellem den hvide og den sorte race, som jeg tror for evigt forbyder de to racer at bo sammen på betingelser af social og politisk lighed. Og ligeså meget som de ikke kan bo, selvom de er sammen, skal der være en ordning med overordnet og underordnet. og jeg er, ligesom enhver anden mand, tilhænger af at besidde den øverste position som er overdraget den hvide race.”

Dette skal ikke opfattes som en bredside mod Lincolsn eftermæle. I mine studier har jeg fundet mange fine kvaliteter hos manden herunder, som jeg nævnte, hans modstand mod slaveriet og hans vokale advarsler mod farerne ved aktivisme med loven i hånden, blandt så mange andre. Han var en fremragende skribent og oratoriker, og hans forsvar af et folks ret til selvbestemmelse er særdeles velargumenterende, og man kan kun helhjertet være enig. 

Indrømme må jeg dog, at disse fine kvaliteter ofte overskygges at visse kendsgerninger som beskrevet, men mit formål er ikke at håne ham. Det er blot det at med tanke på Lincolns eftermæle som en multi-race pluralist som han er blevet kendt som gør det mig dårligt at en mand som Robert E. Lee dog kunne betragtes så helt og aldeles anderledes.  

Abraham Lincoln talte om det uopnåelige potentiale ved sorte til at leve blandt amerikanere som ligemænd, så følger hvad hvad Robert E. Lee havde at sige om emnet, i et brev til hans hustru i 1856: 

I denne oplyste tidsalder er der få, mener jeg, der ville anerkende at slaveriet som institution er moralsk og politisk ondskab i ethvett land (og) og det nytter ikke noget at udbrede sig om dets fejl og mangler…

De sorte klarer sig umådeligt meget bedre her end i Afrika; moralsk, socialt og fysisk og og det samtidig med ve ser at vi er på vej til den endelige ophævelse af menneskeligt slaveri, og vil skal tilbyde den hjælp og vore bønner og alle retfærdige virkemidler i vor magt ....emancipation vil snarere blive resultatet af den milde og blødgørende indflydelse ved Kristendommen end fra stormene og konflikterne vil voldsom kontrovers.

Lee, i modsætning til Den Store Frigører mente at en multi-race og autonom kultur ikke kun var mulig, men ønskværdig. Et samfund hvor sorte og hvide kunne leve sammen uden konflikter i en kultur bundet op på værdier. 

Og samtidig med at Shermans march ‘mod havet var en af de mest brutale militære kampagner ført af en amerikansk hær, gjorde Lee, det stik modsatte. Lee forbød enhver for for gengæld mod Nordens invasion af Pennsylvania i 1863 - “uhæmmet skade på privat ejendom” under kampagnen var forbudt, og han beordrede sine soldater til at betale for de forsyninger de modtog, krævede at deres tidligere landsmænd i the North.

Lee ejede aldrig selv slaver. Efter hans svigerfar døde arvede han slaver som han med tiden satte fri. På det tidspunkt, 1863, hvor  the Emancipation Proclamation blev fremført (der som undtagelse havde slaveholdere fra grænsestater som Missouri og Kentucky, noget besynderligt for et moralbaseret edikt) havde Lee sat alle sine arvede slaver fri.

https://www.youtube.com/watch?v=NpVIOxBhUMk

Her er så en beretning der altid har slået mig, fortalt her af Richard Poe på FrontPage Magazine i 2001:

Efter krigen fortsatte Lee med at sætte et eksempel med at behandle de befriede sorte som ligemænd.

Ved en gudstjeneste i St. Paul’s Episcopal Church i Richmond, rejste en sort mand sig for at modtage nadveren.

Et vidne fortalte, hvordan de tilstedeværende sognebørn “blev siddende på bænkene i dybeste tavshed og uden at røre sig,” mens præsten så “pinlig berørt ud.”  

Det var  Robert E. Lee der brød isen. Han gik op mod alteret og knælede ned sammen med den sorte mand for at modtage nadveren. Derpå rejste andre sig og fulgte hans eksempel..

Mænd med en sådan storsindethed er sjældne i historie. De dukker op en gang på 100 år.

Det er på tide at lade portrætterne af Lee komme til ære og værdighed, og det uanset hvor de er blevet taget ned, det er på tide at lade Marse Roberts igen komme i skolebøgerne, og ære ham som den store Amerikaner han i sandhed var.

Aldrig igen bør vi forkaste vor arv så meget uden hensyn og med så lidt omtanke.

Hvem - Lee eller Lincoln besidder den højeste moral i moderne kontekst? Jeg vil indrømme at det er en sag der burde være åben for en ærlig diskussion blandt fornuftsbetonede mennesker, baseret på historiens substans.

Problemet er imidlertid at fornuftsbetonede mennesker er meget sjældne nu om stunder og historiens substans er alt for ofte blevet forvansket af en eliteklasse der er motiveret af politisk agenda.

William Sullivan blogs at Political Palaver and can be followed on Twitter

http://www.americanthinker.com/articles/2015/08/lincoln_vs_lee_how_history_is_distorted_to_preserve_legends_.html#ixzz3hYtmvbPB

 

Civilisationen taber til barbariet?

 Lars Møller

Stefan Zweigs tragiske ende er helt i overensstemmelse med den skuffelse han følte ved Europas skæbne og traditionernes forfald i den civiliserede verden. Zweig var en berømt østrigsk-jødisk forfatter af noveller og biografier om historiske personer og med et stort internationalt publikum, læsere i mellemkrigsperioden. 

Hans elegante prosa og psykologiske indsigt indfangede den stadig svagere verden i det Østrig-Ungarske Imperium, hvis særlige blanding af småborgerlighed og videnskabelig opfindsomhed han hyldede i barndommens erindringer. Da følelserne, igangsat ved nedturen i Vestens civilisation, udfordret indefra af barbarer, er Zweigs sortsyn og mismod der igen førte til eksil,  lige så relevant i dag som de var for 85 år siden. Desværre. 

I 1934 drog Zweig som andre intellektuelle og jøder før ham i eksil grundet nazismens stadig større magt. Han emigrerede først til England, derpå United States og endelig Brasilien. Selvom afstanden til rædslerne som følge af krigen var stor, kunne han ikke undgå at føle en voldsom melankoli og en følelse af et kulturelt og åndeligt tab. I begyndelsen havde han været vidne til den politisk-moralske ødelæggelse af Europa. Imidlertid, da han først var flygtet fra nazismen, vendte hans bestyrtelse sig til en sikker overbevisning om at gårsdagens verden var slut; han troede således ikke længere at fornuft, kunst eller menneskelighed kunne triumfere over barbarismen.

I 1942, da han boede i Petrópolis, Brasilien døde Zweig og hans anden hustru Charlotte Altmann ved selvmord, ved at indtage en overdosis barbiturater. I sit afskedsbrev udtrykker Zweig sin taknemmelighed over for Brasilien for den gæstfrihed de modtog, men føjede til: 

Jeg tror det er bedst at konkludere i god tid, og stående oprejst i et liv, hvor intellektuelt arbejde betød den pureste glæde og den personlige frihed det højeste gode på Jorden. 

Zweigs selvmord var meget, meget mere end en personlig tragedie - det var kendetegnende. Det afspejlede et bredere og følelsesmæssigt mismod som mange eksilerede europæiske kunstnere og tænkere følte mens de så deres verden falde fra hinanden. Hans død forbliver et uspiseligt testamente over det som sker når en civilisation bygget op om humanisme og fornuft, kollapser og går over til ekstremisme og vold. Dette er sandt selv i fraværet af åben krig på slagmarken. 

I over hundrede år har Europa lidt af en identitetskrise. Siden det apokalyptiske blodbad i 2. Verdenskrig er Europa blevet grebet af en dyb melankoli - plaget af kollapset af overdragne sikkerheder og ude af stand til at tro på sit eget værd eller ret til at holde ud. Denne åndelige udmattelse, født af desillusionering med venstreorienterede idealer og svigt ved Oplysningstidens løfter, efterlod et tomrum der blev fyldt med totalitære ideologier. Mens revolutionære bevægelser kapitaliserede på denne utilfredshed, opførte Nasismen og Bolshevismen sig som rovdyr. Tiltrukket af svaghed blev det dystre refleksioner over et traumatiseret Europa, der havde mistet troen på sig selv, og søgte mening, om ikke selvfornægtelse i sado-masochistiske ekstremer. 

From Wikimedia Commons: Der Graben in Wien gegen den Kohlmarkt (Franz Alt, 1885)

Med fornuft, fremskridt og de nedarvede værdier fra Vestens civilisation rystet i deres grundvold, blev der stillet spørgsmål ved de oldgamle symboler på tradition og kontinuitet, især de med rod i klassicismen fra oldtiden. Monumental arkitektur inspireret af templer, engang symbolet på orden, harmoni og præstation blev afløst af modernismen - endnu en bevægelse der med fuldt overlæg distancerede sig fra fortiden. 

Vigtigst så gik paradigmeskiftet langt ud over æstetikken, og den blev eksistentiel. Alt der engang havde forankring i europæisk kultur - fra den græsk-romerske arv til dens kristne moralbaggrund - blev flået op med rode. Gårsdagens idealer blev mistænkt for at være medvirkende til civilisationens kollaps. Det som stod frem var en rastløs søgen efter meningen i en verden der blev afkoblet fra sine tidligere narrativer. 

Idet Europa og Vestens civilisation som et hele, står over for en kompleks krise med identitet, sikkerhed og værdier, er vi ved en korsvej i det 21. århundrede. Således, ved at efterligne presset fra fascismen på demokratiske regeringer som det skete i 1930’erne hober udfordringerne sig op i den politiske agenda: a) Voldelig konflikt i Østeuropa, b) islamisk motiveret forfølgelse af og terror mod de tilbageværende kristne i Mellemøsten, c) stadig mere kinesisk imperialisme i Asien, d) islamisk masseindvandring der laver om på samfundene så de ikke kan genkendes i Vesteuropa, og e) en alarmerende nedtur for demokratiske institutioner sammen med stadig flere restriktioner på ytringsfriheden. Disse emner, selvom de er forskellige af natur, truer kollektivt den regelbaserede internationale verdensorden. 

I hjertet af Europas aktuelle krise dukker der erindringer op om de mørkeste kapitler i historien. F.eks. Krigen Rusland-Ukraine. I tilgift til en kamp om territorier repræsenterer Ruslands invasion et overlagt angreb på principperne om national suverænitet og international lov som den orden der blev etableret efter 2. Verdenskrig så smerteligt blev bygget op. Krigen har udløst ufattelige lidelser, flyttet rundt på millioner, og bragt Europa ansigt til ansigt med de barske realiteter ved moderne krigsførelse på egen jord. Det går videre end en regional konflikt ved at enheden og modstandsviljen afprøves hos Vestens alliancer, som NATO og EU samtidig med at der også afdækkes sårbarheder i energiafhængigheden og forsvars villigheden. 

På samme tid, lige udenfor Europas grænser, er der den fortsættende forfølgelse - og koldblodig  udslettelse - af kristne minoriteter i Mellemøsten der udgør en moralsk og kulturel krise. Disse samfund, nogle af dem de ældste kristne tilstedeværelser i verden er ved at forsvinde under presset fra krig, religiøs ekstremisme og politisk ustabilitet. Ødelæggelsen af dem er ikke blot en humanitær tragedie, men er også et betydeligt tab af den pluralistiske arv i Vestens civilisation. Fiaskoen med at beskytte dem afspejler en stadig større manglende evne til at have opmærksomhed på traditionelle værdier med religiøs frihed og menneskerettigheder - og det lige uden for Europas grænser. Generel uvidenhed om Kristendommens udbredelse før de islamiske erobringer, moralsk relativisme og politisk hykleri og kujoneri udgør en forhindring for handling.

Læg til dette internationale kompleks fremkomsten af Kinas imperialisme i Asien. Kinas ekspansive ambitioner gennem militær oprustning, økonomisk tvang, og strategiske projekter såsom the Belt and Road Initiative signalerer en ny æra med geopolitisk konkurrence. Denne selvsikkerhed udfordrer den vestlige verdensorden og truer med et skifte i magtbalancen til fordel for autoritære modeller. Europa, der traditionelt set er mere økonomisk sammenknyttet end militært justeret som i Asien står nu over for den vanskelige opgave med at navigere i denne virkelighed uden at gå på kompromis med sine egne strategiske interesser og demokratiske idealer.

Vesteuropa skal håndtere de sociale og politiske udfordringer ved masseindvandringen. Indvandringsstrømmene, drevet af etniske konflikter, har forandret de demografiske mønstre og sat kapaciteten i de europæiske samfund på svær prøve med at integrere indvandrerne. Hidtil ikke oplevet polarisering der er resultatet af en islamisk overherredømme indstilling (herunder uforsonlig anti-Semitisme) og social segregation, med imamer der positivt opmuntrer til ikke at lade sig integrere og assimilere, hæmmer den sociale struktur, komplicerer regeringsledelsen og giver næring til nationalistiske og populistiske bevægelser der går ind for at forkaste liberale demokratiske normer. 

Denne interne fragmentation er sammensat af den betragtelige nedtur i de demokratiske institutioner og det stadig større pres på ytringsfriheden i mange lande i Vesten (f.eks. lovgivning om “islamofobi” i UK). Selve de idealer der engang definerede Vestens civilisation - åben debat, pluralisme, og respekt for individets rettigheder - er under trussel fra både ekstern autoritær indflydelse og internt socialt pres. Forøget politisk polarisering, stadig mere misinformation og inddæmning af den individuelle frihed under dække af at kæmpe mod “hadtale” afslører en bekymrende erosion af den demokratiske modstandskraft. Denne svækkelse af grundlæggende friheder underminerer samfundets evne til at konfrontere såvel de eksterne som interne trusler. (Et stærkt punkt som vicepræsident J.D. Vance fremførte under sikkerhedskonferencen i München den 14. februar 2025).

Som i 1930’erne synes det civile Europa svagt og tøvende overfor en “barbarisk konspiration” der har formålet at opnår herredømme gennem (selv)ødelæggelse. Krigen Rusland-Ukraine afslører skrøbeligheden ved fred og nødvendigheden at troværdig afskrækkelse. Den nyhedsmæssige ringe dækning af byrden  som kristne i Mellemøsten bærer på betoner, at det haster med at beskytte fredelige troende fra etnisk udrensning. Kinesisk selvhævdelse kræver strategisk klarhed og enhed. Masseindvandring tester den sociale sammenhængskraft og den kulturelle tillid. Og erosionen af de demokratiske normer truer med at kvæste de selv samme principper, som har givet Vestens civilisation sin særegne karakter. 

At møde disse udfordringer kræver en langvarig vinderstrategi - en der med fasthed forsvarer suverænitet og menneskelighed værdighed ‘ude’ og samtidig revitaliserer de demokratiske institutioner og den sociale sammenhængskraft ‘hjemme.’ Således med mindre den eksistentielle krise ikke konfronteres med beslutsomhed, empati og troskab over for kerneprincipper er Europa tabt, ude af stand til at bevare sin ‘arv’ og skabe en stabil, retfærdig fremtid i en stadig mere usikker verden.  

"Efter at have lært vores grusomme lektie, ser vi deres overdrevne optimisme som banal i lyset af en katastrofe, der med et enkelt slag annullerede tusind års menneskelig indsats."

(Verden af i går.) — Stefan Zweig om optimismen i hans generation før krigen.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/08/lost_to_barbarism.html

Trumps passivitet på Hormuzstrædet viser hans genialitet.

 Trumps passivitet på Hormuzstrædet viser hans genialitet.

Vi kan gøre det – vores militær har planlagt det – men Trump har ikke handlet. Én mand tror, ​​han ved hvorfor, og det viser Trump som et strategisk geni ulig noget andet.

Andrea Widburg 

Noget af det, der har været åbenlyst, givet det amerikanske og israelske militærs ekstraordinære dygtighed og udstyr, er, at de, hvis de ønsker det, kan sikre Hormuzstrædet ... men det har de ikke gjort. Venstrefløjen hævder, at det er fordi, det aldrig faldt Trump ind, at iranerne ville forsøge at bruge strædet som løftestang. Det er åbenlyst latterligt, medmindre man accepterer deres kernepræmis om, at Trump har en lav tocifret IQ. Så hvad giver mening?

En mand, James E. Thorne, ph.d. i økonomi og chefmarkedsstrateg hos Wellington Altus, en canadisk formueforvaltningsorganisation, mener at have svaret. Hans tweet har desværre et pompøst akademisk sprog med en smule venstreorienteret ordforråd (jeg hader akademisk og det hegelianske sprog, som marxismen tog til sig), men da jeg læste det igennem, var min reaktion den samme som Charlie Brown havde, da Lucy fik en indsigt:

Jep! Det er det. Trump er ikke dum. Han er skræmmende klog, og han afslører præcis, hvordan tingene er i den virkelige verden, ikke i verden, som europæere, briter og andre venstreorienterede ønsker, at den ville være.

Her er tweetet, som jeg har fulgt med min forenklede gengivelse af Thornes skarpsindige, men jargoniske (fagsprog, fagjargon) analyse.

Så hvad jeg tror, ​​han siger:

Alle har vidst i 50 år, at Hormuzstrædet er omdrejningspunktet i en konflikt med Iran. Trump har dog ikke travlt med at håndtere det, fordi han bruger det til at tvinge Vesten til at se virkeligheden i øjnene.

Under den gamle teori antog verden, at USA ville garantere, at olien ville fortsætte med at flyde gennem strædet. Verden organiserede derfor sin infrastruktur omkring denne antagelse. Ingen satte spørgsmålstegn ved den og accepterede, at den var lige så fastlåst som solen, der står op i øst.

Trump beviser imidlertid, at denne antagelse er falsk. Han ønsker, at EU og Storbritannien skal forstå, hvordan verden er, når de hverken kan stole på USA eller sparke den rundt, når det kommer til deres energiforsyning. Og Trump har faktisk været ligefrem: I har brug for olien, så I tager jer af problemet.

Hvis Trump hurtigt afslutter Irans greb om Strædet, går vi tilbage til antagelsen fra de sidste 50 år: Amerika bruger blod og skatter på at holde olien flydende for utaknemmelige nationer, der ikke bidrager med noget til Amerikas velbefindende, og som nyder deres grønne holdning. (Jeg vil blot tilføje, at i betragtning af hvordan Storbritannien og EU har insisteret på, at deres mål er at nå "netto nul", skulle man tro, at de ville være taknemmelige for Trumps hjælp til at lukke Strædet.)

Ved at lægge denne form for maksimalt pres på EU og Storbritannien tvinger Trump dem en ny virkelighed. Således opsummerer Thorne det.

Præmien er et omstruktureret system, hvor USA effektivt arbitragerer og kontrollerer den globale oliestrøm. En verden, hvor en amerikansk-tilpasset produktion i Amerika plus en skønsmæssig evne til at sikre, eller ikke sikre, Hormuz placerer Washington i centrum af kulbrinte feltet.

Som sagt: "Det er det." Trump taler måske som en, der stikker halen mellem benene, undlader at handle, men hans nuværende handlinger viser, at nogen spiller 5-D skak, mens alle andre stadig fokuserer på Candy Land.

Inden for et år har han krympet den føderale regering til dens mindste størrelse siden 1966, revitaliseret vores militær, lukket vores grænse, tæmmet inflationen, øget jobvæksten, befriet vores land for millioner af illegale indvandrere, tæmmet Venezuela, reduceret Cuba til ingenting, fået Panamakanalen ud af kinesisk kontrol (hvilket med afslutningen på Venezuelas diktatur og Cubas tilsyneladende forestående kollaps fjerner Kina som aktør i denne region), og er tæt på at afslutte Irans 47 år lange rædselsregime, et styre udført der er med til at finansiere terrorisme og kontrollere verdens oliekran. Mænd med tocifrede IQ'er gør ikke alt det.

Jeg mener ikke, at Trump burde være på Mount Rushmore. Jeg mener, at Trump fortjener sit ansigt på et bjerg, der er dedikeret udelukkende til ham.

Image created using AI.

https://www.americanthinker.com/blog/2026/04/trump_s_passivity_on_the_strait_of_hormuz_shows_his_genius.html

USS Cyclops - det mystiske ikke opklarede skibsforlis

 

USS Cyclops - det mystiske ikke opklarede forlis 

Hannah Hirzel

The USS Cyclops blev bygget i Philadelphia; hun var 540 fod lang og 65 fod bred. Skibet var en Proteus-klasse kuldamper og kunne bære 12500 tons kul og skyde en fart på 15 knob med de to skruer. Da the United States erklærede krig mod Tyskland og dets allierede i april 1917 kom støtteskibe som Cyclops under Navys kommando. Den administrative forandring berørte besætningerne på disse støtteskibe. I stedet for at være under ledelse af civile var officererne nu medlemmer af the Naval Reserve Force.

The Cyclops' sidste mission var at transportere 9960 tons kul fra hjemhavnen Norfolk, Virginia til Rio de Janeiro, Brasilien og bringe 11000 tons manganerts tilbage. Hun sejlede ud den 9. januar 1918 og ankom til Rio den 28. januar, hvor hun blev to uger for losning og ladning. Den 15. februar drog 309 sjæle afsted til Bahia, Brasilien, det eneste planlagte stop før Baltimore, Maryland. To dage senere kl. 1800 den 22. februar sejlede hun ud mod Maryland og forventede at ankomme den 13. marts. Den sidst kendte lokation for the Cyclops var et ikke planlagt stop ved Barbados den 3. marts, med 1800 sømil tilbage af den 4844 sømil lange rejse.

Efter det planlagte stop på Barbados så man aldrig besætning og passagerer igen. Årsagen er stadig et mysterium. Selv mere end 100 år senere er skæbnen for disse sjæle ukendt..

Uden hensyn til beviser er mennesker altid villige til at spekulere. 51 år efter ulykken, fortalte en officer Conrad A. Nervig, om sine erfaringer på the Cyclops. Nervig skrev en artikel for the U.S. Naval Institute Proceedings i 1969 om det problematiske skib og hendes lige så foruroligende besætning. Han beskrev kommandøren George W. Worley, som en ‘barsk’ ekcentrisk sømand af den gamle skole,  gående med stok, men kun besiddende meget få andre kulturelle egenskaber. Han var en meget ligegyldig sømand og en ringe overdreven forsigtig navigatør. Som værende ubehagelig og fåmælt var han ikke afholdt af sine officerer og andre mænd.” Nervig fortæller om en hændelse hvor en af maskinerne skulle startes mens en sømand var i nærheden. Kraften fra skruen kastede vand i den lille båd sømanden befandt sig i og væltede ham over bord og han druknede. Nerwig gav kaptajnen skylden for tragedien, der gav et “gennemført demoraliseret og dårligt organiseret” mandskab på grund af hans “irrationelle metoder som kommandør.”

Anchored in the Hudson River, off New York City, on 3 October 1911.

(Naval History and Heritage Command)

Det største mysterium the Cyclops' forsvinden er årsagen. Selv en elendig kommandør og et mandskab med lav moral kan sædvanligvis gennemføre en standard rejse på roligt hav, men nok fik fartøjet til at gå ned. Nervig har en teori om at the Cyclops brækkede over på midten og hurtigt sank. Han mener manganen kunne være lastet kun i de midterste stuverum, og således forstærke fartøjets medfødte svaghed. Denne forkerte lastning var muligvis fordi den eneste officer med erfaring var blevet arresteret og forvist til sit lukaf på grund af en "triviel uoverensstemmelse” med kaptajnen. Nervig forklarede derpå, hvordan bevægelserne til havs kunne brække skibet i to dele, og hurtigt fylde lastrummet med vand da skibet gik vertikalt ned. Han troede at dette skete meget hurtigt og at man ikke nåede af få redningsbådene i vandet. Nervigs teori er en af mange om tragedien. 

Endnu et spekulativt lag er føjet til fordi fartøjet angiveligt gik ned i Bermuda Trekanten. Richard Winer så nærmere på the Cyclops forsvinden til sin dokumentar fra 1973 The Devil's Triangle. Han angav et forfjlet mytteri og antydede at der var problemer med skibet og støtter dermed Nervigs formodninger. Andre teorier går ud på at manganlasten eksploderede, at skibet blev grebet af en gigantisk blæksprutte der trak det ned. Andre teorier spekulerer på om skibet blev sænket af en tysk U-båd, men optegnelser efter krigen nævner at der ingen U-båd var i området på det tidspunkt.  

 En teori hævdede at kun en maskine fungerede på grund af et cylindernedbrud. Dette ville gøre at skibet mere oplagt til andre maskinmæssige fejl. Der var også rapporter om skader på skroget og utætte rør der ikke blev gjort noget ved i rette tid af kaptajnen. Nogle af disse teorier er mere oplagte end andre, men den ægte årsag forbliver ukendt.

Verden kan muligvis aldrig få opklaret sandheden. Var skibets bestemt til en tragedie på grund af elendig ledelse eller var hun endnu et mystisk offer for the Devils Triangle (Bermudatrekanten?

https://www.usni.org/magazines/naval-history-magazine/2021/october/uss-cyclops-deadliest-unsolved-mystery-navy

 

Eerie kanalen et mesterværk der formede Amerika

 Sloan Oliver

I år bliver Erie Canal 200 år. Den er et symbol på amerikansk opfindsomhed og styrke. 

Tidligt det 19. århundrede led USA under en næsten ikke eksisterende transport infrastruktur. De feje der fandtes var ufremkommelige når det var regnvejr, akslerne på vognene sank ned i mudderet. Når vejene var tørre, var de fulde af huller - ujævne. At flytte varer med vogne var meget omkostningstungt, fordi den vægt der kunne være på en vogn var begrænset.. Således blev floder og vandveje de mest økonomiske veje til transport af varer og materialer. Byer og industri blomstrede ved floderne, søerne og havet. 

Et problem med vandveje var, at de ikke altid flyder derhen, hvor der var brug for dem. For eksempel var det meget dyrt for en landmand i den centrale del af New York at flytte sit korn  til markedet, et vognlæs af gangen. Eller tænk på the Great Lakes, en enorm vandvej, dog kun forbundet med hinanden. En kanal ville være den perfekte løsning for at åbne the Great Lakes til de større markedet. t

Første gang der blev foreslået en kanal til at forbinde the Great Lakes og den stadig større befolkningsmasse med Hudson River gennem det centrale New York blev foreslået i 1780’erne. 

Imidlertid var det først i 1808 der blev udført en faktisk undersøgelse. Præsident Thomas Jefferson kaldte den foreslåede kanal for “ganske tæt på galskab” og nægtede at give midler fra forbundsregeringen. Det betød, at New York selv skulle finansiere udførelsen. Når kanalens bane skulle besluttes kunne man forvente at lodsejerne ville være imod at der blev taget land fra dem. Det var ikke tilfældet, da lodsejerne med glæde solgte eller gav jord for at få en lukrativ handelsvej gennem deres byer og områders ‘baghave.’ 

Midt i al kontroversen bemyndigede New York’s Legislature konstruktionen der indledtes den 4. juli 1817. Mange mente, at kanalen var en absurditet, og kalder den “Clinton’s Folly” og “DeWitt’s Big Ditch” efter Guvernør DeWitt Clinton, manden der var den drivende kraft bag projektet. Endog før den var færdig havde kanalen fået langtrækkende effekt. Da Illinois ansøgte om at blive en stat (1818) var deres sydlige grænse lige syd for Lake Michigan. Da man jo vidste kanalen blev bygget anmodede Illinois delegere i kongressen om at få statens grænser strakt yderligere 97 kilometer mod nord, så der kunne blive plads til en havneby ved søen (Chicago var ikke grundlagt dengang=. Mens gravearbejdet gik fremad, blev forskellige sektioner åbnet. Hele kanalen åbnede den 26. oktober 1825.. 

Tænk over omfanget at kanalens omfang især tidligt i det 19. århundrede, Dens 585 kilometer længde er større end Georgias 540 kilometer Interstate 76.

Intet var mekaniseret - ingen skovle drevet af damp, og inten tog til at transportere det opgravede materiale. (Amerikas første jernbane kom først i 1828).

Hele kanalen blev gravet med håndkraft. Akvædukter blev bygget for at gå over elve, floder og brede dale. Oveni var der 83 stensluser, 27 meter lange, 4,5 meter brede En ækvadukt var 290 meter lang for at krydse en 240 meter bred flod. Tilmed var der 83 stensluser, 27 meter lange og 4,5 meter brede, der løftede og sænkede prammene de 175 meter i højdeforskel mellem Buffalo til Albany. .Mens gravearbejdet gik videre blev jorden brugt til at fylde kløfter og mindre dale, skabende en kanal der var 7 meter bred og 1,5 meter dyb med trækbaner på begge sider

Meget af arbejdet blev udført af irske indvandrere og tyske murere. På den tid var der næsten ingen ingeniører eller eksperter i infrastruktur i landet. De lærte, mens de gik frem. For eksempel, James Geddes and Benjamin Wright, der havde lagt kanalens vej, var dommere hvis eneste ekspertise var at klare uenigheder om grænser.. 

For at holde omkostningerne nede, undgik føringen af kanalen (hvis muligt) sumpe og stenrige bakkedrag. Det første problem man stod med var at finde arbejdere. Landet var ved at udvise sig mod vest, og mennesker ønskede deres egen jord. Således var der ikke tilstrækkeligt med mænd til det arbejde der skulle udføres. Det første år blev kun gravet ti miles. Imidlertid løste den stadig større indvandring problemet. Endnu et problem var at rydde jorden og gøre den plan. Det meste af kanalens vej gik gennem skove, der skulle ryddes. Træerne var enorme, ligeså stubbene. Det hele måtte ryddes, jorden gøres plan, klipper sprænges når det var nødvendigt, en udgravning på 585 kilometer, og dertil de nødvendige stenmure og sluser og akvædukter. 

En sidste udfordring var den 21 meter høje Niagara Escarpment, den samme klippe der skaber Niagara Falls. Da hver sluse kun løftede/sænkede prammene 5 meter måtte der bygges en ‘trappe’ af sluser ved klippe fremspringet Når man overvejer omfanget af projektet er det forbløffende at det kun tog otte år at bygge. Europæerne var forbløffede over den blev bygget så hurtigt. 

The Erie Canal var det første storskala infrastrukturprojekt i U.S. historien. Den første båd der rejste hele dens længde var the Seneca Chief, med nu senator  DeWitt Clinton ombord. Næsten øjeblikkeligt fik kanalen på dramatisk vis virkning for hele landet. Midtvesten havde en direkte vandvejs forbindelse til havnen i New York, som var uvurderlig for byer som Detroit, Cleveland, Toledo og med tiden Chicago. Kanalen lod også New York City (og nord for kommercielt konkurrere med Mississippi River systemet, og New Orleans (og syden) som den større havne indgang for den stadig større handel med stater inde i landet.

 

Det er vanskeligt fuldt ud at forstå den enorme økonomiske indvirkning kanalen havde på handel. En tønde korn fra Midtvesten kunne afskibes fra yderområderne ved Lak Michigan og hele vejen til Buffalo, omladet til en pram og halet til Albany omladet igen for rejsen ned af Hudson River til New York City. 

Omkostningen med transporten af landbrugsprodukter og andre fremstillede varer faldt med over 90%. Landbrugsprodukter fra Midtvesten og tømmer flød mod øst, fremstillede varer mod vest. NYC blev nationens primære havneby, porten til de indre nordlige markeder, landets kommercielle centrum og finansielle hovedstad. Kanalen hjalp New York til at blive  “Empire State,” førende i “befolkningstal, industri og økonomisk vækst.” 

Det første år med åben trafik overgik alle forventninger. Kanalen fik så stor succes, at i løbet af det første årti blev den udvidet til 13 meter i bredden og 2,5 meter dyb for at håndtere de større krav. Trafikken fortsatte med at øges og nåede nyt højdepunkt med 33000 handelsskibe i 1855.

På det tidspunkt var jernbanerne imidlertid blevet langt bedre og udviklet og var yderst konkurrencedygtige i forhold til trafikken med pramme. Gradvist gik trafikken ned, blev mindre rentabel, en trend der forstærkedes da landets highway infrastruktur voksede i det 20, århundrede, 

Åbningen af the St. Lawrence Seaway (1959) var sidste søm i kanalens kiste. . 

I dag benyttes kanalen i overvejende grad til person- og turistoplevelser, alt fra kajakker, kanoer og større luksusyachts sejler der. Det er en af de få stumper af det 19. århundrede Amerikas industri der stadig er i brug. Det er 200 år siden, at the Erie Canal åbnede og for evigt ændrede Amerika.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/10/how_the_erie_canal_shaped_america.html