Skønheden og troens genfødsel
I Middelalderen, som rotter i en nedbrændt lade, søgte vejfarende ly i de store ruiner i Det Romerske Imperium. På sådanne steder, som Forum Romanum og Palatinerhøjen flokkedes hyrder med deres hjorde. Selvom de var travlt optaget af at overleve i en anarkistisk verden, må de lejlighedsvis have betragtet de forfaldne, overbevoksede templer af marmor og spekuleret på hvilke guder der engang vandrede om på jorden og skabte sådanne pragtfulde steder.
Med hensyn til skinbarlig følelsesbetonet erfaring var de naturligvis ikke værre stillet end lærde med historisk eller filosofisk viden. De klassiske idealer om arkitektonisk skønhed, med baggrund i organiske motiver, symmetri og balancerede proportioner, har - ligesom den anatomiske (og naturlige) skønhed ved selve menneskekroppen - altid været noget enhver kunne anerkende og værdsætte.
Med tiden brød vestens folk ud af mørket og genopdagede den græsk-romerske verden. Som man plejer at sige det blev antikkens æstetiske idealer “genfødt” i det fjorden århundredes Italien. Ændringen var især bemærkelsesværdig i arkitektur og skulpturer, billedhuggerkunsten.
Andrea Palladio (1508–80) hyldes som en af de største arkitekter i Renæssancen. Med hans stringente traditionsbevidste krav om monumental konstruktion og god brug af dekorative elementer, men også i stor grad som fornyer med en sjælden sans for arkitektonisk storslåethed og harmoni, er det vanskeligt at overvurdere hans vigtighed for den arkitektoniske udtryksform i Vesten.
Han var selv inspireret af Vitruv(ius) (ca. 80/70–15 B.C.), og hans praktiske indflydelse varede ved i adskillige århundreder. Det var ikke før modernismens gennembrud efter 2. Verdenskrig, at han endelig blev omtalt i historiebøgerne. Hans yderst indflydelsesrige udredning, “De fire bøger om arkitektur", har i lang tid været ekskluderet som en tvungen del af curriculum ved arkitektskoler i Vesten.
Hans velynder og personlige ven, den venetianske humanist Gian Giorgio Trissino, som han var meget fascineret af, viste først Palladio rundt i Rom på en studierejse i 1541. I tilgift til adskillige returrejser til Rom i de følgende år udførte han studier på steder som Hadrians Villa i Tivoli. Trissino havde oprindeligt hyret ham til at bygge sin villa, men endte med at blive hans mentor i udforskningen af romersk arkitektur og mytologi.
Nogle bygninger var gået tabt, men for de som virkelig ærer ideen - og Vestens historiske fortid - og tør gribe noget spontant og fængslende smuk, der indkapsler alt vi plejede at være og tror på, er der adskillige villaer (e.g. Villa Rotonda), paladser og kirker at besøge i Veneto.
Heldigvis fortsætter skønhed med at eksistere og inspirere trods den udbredte “grimhedens fetichisme,” som det ses i opera og ballet, eller er udødeliggjort i oliemaleri og i skulpturer.
Måske er det for langt ude at hævde at efter afslutningen på 2. Verdenskrig er vi kommet tilbage til Middelalderen - vi griber om mørket. Idet vi har forladt æstetikkens idealer fra antikken og jødisk-kristen religiøsitet er det i stigende grad tydeligt at vi befinder os i en forkrøblende “identitets krise.”
Denne krise er dog ikke et universelt fænomen. Ideerne der styrer individer er skabt i store træk af den kultur, hvori disse befinder sig, hører til, og er således ikke det samme fra den ene del af verden til en anden. Hverken muslimerne i Mellemøsten og Afrika eller ateisterne i kommunistiske lande i det fjerne Østen, sådan ser det ud, lider under den selvdestruktive stil i Vesten grundet Vestens enorme skyldkomplekser.
Et magt tomrum i menneskelige samfund, det være sig i en fjerntliggende landsby eller i verdenssamfundet får lov til at holde ud længe. Hvis det fremherskende synspunkt i Vesten bliver, at der ikke rigtig er noget der er værd at kæmpe for vil vi møde vore fjender - og være prisgivet. Vi kan se ned på ikke vestlige kulturer som værende både teknologisk og socialt tilbagestående. Imidlertid, hvis fremmede har tro på sig selv og vilje til at kæmpe, som overbeviste troende med en forventning om den endelige triumf, ville de kunne overraske os på kamppladsen i Vestens samfund
Som det er tilfældet nu er den demografiske balance mellem kristne og muslimer ved at tippe til muslimernes fordel i de seneste år. På snedig vis ændres oldgamle byer - kommer på andres hænder. Hvis vi allerede er besluttet på at nedlægge vore våben og lade barbarerne okkupere vore hjem vil dødskramperne være kortvarige.
En tilbagevendende relation i selve identitetskriser er ganske åbenbar:
Arkitektonisk klassicisme symboliserer Vestens civilisation.
Det er ukrænkeligt. Det skal gennemtrænges af en uafrystelig tillid til skønhed, ytringsfrihed og styre ved lov. De som angriber Palladios tradition er typisk optaget af at støbe planer og ødelægge kærligheden til den karakterfyldte kultur som vores samfund hviler på. Hvis ikke støttet af “socialistiske internationalisme” var de oprindelige prominente fjender af traditionen (f.eks. Le Corbusier) excentrikere med autistiske dispositioner og med en fuldstændig fremmedgørelse fra menneskelig medfølelse.
Den græsk-romerske udtryksform er i al væsentlighed selve billedet på civilisationen. Denne udtryksform fik fodfæste i Amerika der skulle bygge sine byer fra bunden. Med et oplæg for Washington D.C. af Pierre Charles L’Enfant, var den fremherskende stil i bylandskabet tidligere Georgiansk, Palladiansk mv.
Image: City of Washington from Beyond the Navy Yard (George Cooke, 1833)
Det smart lydende udtryk “international stil” i arkitektur er faktisk noget af en fejl betegnelse. I virkeligheden refererer det til fraværet af en stil. Alvorligere end det, hvis det skal forstås i dens ægte historiske kontekst, for så benægter den båndene til Vestens æstetiske tradition og civilisation. Den signalerer et uforsonligt angreb på Vesten defineret ved de græsk-romerske idealer af skønhed i slægtskab med jødisk-kristen religiøsitet.
Den “internationale stil” er modernismens barn og således lig “et barn fra helvede.” Det udtrykker en indbygget “nihilistisk” drift efter at ødelægge alt der kunne minde os hvem vi faktisk er, og samtidig fremvise en “masochistisk” længsel efter overgivelse. Kort sagt, modernismen og det ‘onde’ barn repræsenterer et forkasteligt og ikke til at undskylde bedrag af Vesten. Direkte sagt, skal modernisterne betragtes om forrædere overfor vore nedarvede koncepter af æstetik og etik.
For de fleste mennesker betyder det noget, at have en følelse af at høre til et eller andet sted i verden. Mens vores byer der med stolthed og med stor omhyggelighed blev bygget af vore forfædre som testamenter over en historisk arv, bliver de med det nuværende overfladiske udtryk i vor civilisation vanhelliget og følelsen af fremmedgørelse vokser.
Med tabet af “loyalitet” til det ‘hjemlige’ falmer alt det som vore forfædre holdt af og beskyttede. På en sæt og vis sygelig måde, bliver alt og alle med tvang fransformeret til at være “internationalister” - eller mere præcist - Vi bliver hjemløse og derfor uden et hjem at elske og forsvare. Det er en følge af “multikulturalismen” der indgyder os at ingen har ret til at føle sig mere hjemme end nogen andre der tilfældigvis kommer forbi og beslutter at bosætte sig. Således har modernismen også været en åben dør med en invitation til selv nedværdigende relativisme i Vesten.
Selv i et område, hvor livet på jorden kan udslettes på få timer af uforudsigelige tyranner bør vi stille os spørgsmålet: “Har vi til hensigt, som blasfemikerne i Middelalderen at overgive os til sensuelle lyster, uden tro på i morgen, eller er vi forberedte på at stå op imod tåbelighedens udfordringer og kæmpe for alt der er smukt og godt i verden som vi kender den?”
Uden diskussion kan man sige at Palladio forfinede de kulturelle trends på hans tid. Palladio var medvirkende til at redde os fra det kaotiske, livsbenægtende og flaggelante dystre mørke i Middelalderen og lade os få glæden fra livet i antikken tilbage. Truet af barbarerne der invaderer vores lande udefra, men endnu mere ved falske apostle der frister os til at give afkald på og fjerne ethvert spor af vor fortid er vi tilbage i Middelalderen.
Det hyrderne i Roms ruiner indså, mens de drev deres dyr frem og tilbage mellem de græsklædte bakker: Skønhed er enkelt. Ligesom fromhed. At længes efter de elskendes smil og at de rækker ud efter dig, eller at bede til Gud, kræver hverken pedantiske påmindelser fra andre eller studier udi metafysikken.
De som stjæler skønheden fra os for at give os grimhed eller intetsigende ting i stedet, er de selvsamme der forsøger at sjæle vor tro fra os. Og vort håb.
I bedste fald er det tvivlsomt om vi kan regne med endnu en udfrielse fra mørket og en genfødsel af skønhed og tro. Imidlertid er de som både elsker og tror forpligtet til at bevare dem.
https://www.americanthinker.com/articles/2025/04/rebirth_of_beauty_and_faith.html
Opslag
