Gjorde Friedrich Nietzsche’s egen filosofi ham vanvittig?

Den store filosof tilbragte den sidste del af sit smertefulde liv i vegetativ tilstand. Var det sygdom, der førte ham dertil, eller var det hans egen filosofi?

Tim Brinkhof

I efteråret 1888 gik den tyske filosof Friedrich Nietzsche til sit gæstehus i den italienske by Torino, da han følte sine mundvige vride sig opad, som om de blev trukket i. "Mit ansigt lavede konstante grimasser for at forsøge at kontrollere min ekstreme nydelse," skrev han senere i et brev til en ven, inklusive, i 10 minutter, en tåreagtig grimasse."

Uheldigvis for Nietzsche, der dengang var 44 år gammel, viste disse ukontrollerbare latterudbrud begyndelsen på noget alvorligt. I løbet af den følgende uge bemærkede andre medlemmer af gæstehuset, at filosoffen opholdt sig på sit værelse i dagevis. Da de kiggede indenfor, fandt de forfatteren af ​​Således talte Zarathustra nøgen, spillende på klaver og dansende som en besat mand.

Nietzsches hurtigt forværrede mentale tilstand nåede et bogstaveligt bristepunkt, da han i januar 1889 så en hest blive pisket på byens torv. Han råbte usammenhængende, løb hen til gerningsstedet og slyngede armene om dyret, før han kollapsede. Senere på ugen besøgte Franz Overbeck en Nietzsche, der var i bedring, og fandt sin nærmeste ven i en vrangforestilling, som "han aldrig kom ud af igen".

Overbeck bemærkede, at Nietzsche var "helt klar over, hvem jeg og andre mennesker var [endnu] i mørke om sig selv (...) Nogle gange, i en hvisken, producerede han sætninger med vidunderlig klarhed. Men han udtalte også forfærdelige ting om sig selv som efterfølger af den nu døde Gud, hele forestillingen konstant punkteret på klaveret."

I dag er Nietzsches mentale sammenbrud, som førte til hans delvise lammelse og – i sidste ende – tidlige død, lige så berømt som hans filosofi. Ligesom folk undrer sig over, hvad der fik maleren Vincent van Gogh til at skære sit øre af, undrer folk sig også over, hvorfor Nietzsche mistede sin fornuft. Var det resultatet af en fysiologisk sygdom, eller kunne der være en forklaring gemt et sted i hans berømte tekster?

Friedrich Nietzsches lægelige historie

Det er muligt, at Friedrich Nietzsches sammenbrud var forårsaget af en underliggende sygdom – men hvilken slags? De første læger, der undersøgte den syge filosof, diagnosticerede ham med en syfilisinfektion, som kan føre til lammelse og endda demens. Efterfølgende undersøgelser foreslog, at Nietzsche muligvis led af en tumor på den højre synsnerve i hjernen, hvilket ville have forårsaget lignende problemer.

Selvom den præcise biologiske årsag til Nietzsches sammenbrud ikke kan fastslås, er det værd at bemærke, at filosoffen havde en historie med både fysisk og psykisk sygdom. Lige siden han var barn, led Nietzsche af kvalmende migræne. I en alder af 26 fik han også dysenteri, som han behandlede med kloralhydrat – et kraftigt beroligende middel, der forårsager hallucinationer, kramper og hjerteproblemer.

Nietzsche had suffered from various illnesses and ailments since he was a child. (Credit: Gustav Schultze / Wikipedia)

Gennem årene satte Nietzsches kroniske smerter sine spor på hans velbefindende. "Hver anden eller tredje måned tilbringer jeg omkring seksogtredive timer i sengen," skrev han engang i et brev, "i sand pine (...) Det er en sådan belastning at komme igennem dagen, at der om aftenen ikke er nogen glæde tilbage i livet, og jeg er virkelig overrasket over, hvor svært det er at leve. Det synes ikke at være det værd, al denne pine."

Filosoffens manglende succes - han blev først berømt efter sin død - og mangel på social kontakt forårsagede ham også stress. "Det gør mig frygteligt ondt, at i disse femten år har ikke en eneste person 'opdaget' mig, har haft brug for mig, har elsket mig," står der i et brev. "Hvor sjældent en venlig stemme når mig!" tilføjer en anden. "Jeg er nu alene, absurd alene."

Alle disse tilstande, hvoraf Nietzsche nogle mente, han havde arvet fra sin syge far, overbeviste ham om, at han ville dø en tidlig, smertefuld død. Adskillige breve udtrykker en voksende frygt for en dag at blive sindssyg og fare vild i sit labyrintiske sind: "... til tider løber en forvarsel gennem mit hoved om, at jeg faktisk lever et meget farligt liv, da jeg er en af ​​de maskiner, der kan eksplodere."

Kreativitet, intelligens og psykisk sygdom

Selvom Nietzsche måske følte sig alene, var hans situation ikke helt unik. Van Gogh, Robert Schumann, Amadeus Mozart, Virginia Woolf, Ernest Hemingway, Edgar Allan Poe, Georgia O’Keefe og Jackson Pollock – historien har ikke frembragt mangel på yderst kreative individer, der udover deres kunstneriske og intellektuelle præstationer levede med alvorlige og til tider invaliderende psykiske problemer.

De tragiske skæbner, der har ramt så mange af disse "gale genier", som deres personlighedstype undertiden omtales i akademiske kredse, har ført til omfattende forskning i sammenhængen mellem kreativitet, intelligens og psykopatologi. Det er en sammenhæng, der, på trods af al den opmærksomhed, den har fået i de senere år, forbliver lige så uigennemskuelig som Nietzsches egen medicinske diagnose.

Nietzsche signed his final letters “Dionysus,” after the god at the heart of his philosophy. (Credit: Uffizi / Wikipedia)

En række undersøgelser har vist, at kreative mennesker har dobbelt så stor sandsynlighed for at lide af tilstande som depression og angst sammenlignet med den generelle befolkning. Samtidig varierer hyppigheden og intensiteten af ​​disse symptomer afhængigt af udløb eller disciplin, hvor digtere og forfattere viser sig at være mere tilbøjelige til at lide af lidelser end for eksempel videnskabsmænd.

Selvom kreativitet og psykiske lidelser meget vel kan være forbundet, er det forkert at antage - som så mange bøger og film gør - at sidstnævnte på en eller anden måde forstærker førstnævnte. Faktisk tyder både videnskabelig forskning og biografisk bevismateriale - inklusive Nietzsches tilfælde - på det modsatte: Sådanne lidelser, sammen med den alkoholisme, stofmisbrug og selvmordstanker, de ofte forårsager, sætter langsomt en persons produktivitet i stå.

Men selvom psykisk sygdom ikke nødvendigvis bidrager til kreativitet, kan kreative udløb bidrage til psykisk sygdom. Dette er i hvert fald, hvad Otto Binswanger, direktøren for det psykiatriske hospital, der kortvarigt indlagde Nietzsche, foreslog. I en samtale med filosoffens mor foreslog han, at den intellektuelle og følelsesmæssige energi, som Nietzsche kanaliserede ind i sit arbejde, overstimulerede hans nervesystem og effektivt ‘stegte’ hans hjerne.

Den nye Gud

Binswangers ‘hjernerystende’ hypotese fører til den mest interessante (og spekulative) del af denne diskussion om Nietzsches sammenbrud: muligheden for, at hans sindssyge ikke var en biologisk ulykke, men et logisk resultat af de filosofiske ideer, han havde brugt sit liv på at forfølge. Selvom svarene på dette spørgsmål på ingen måde er definitive (endsige verificerbare), er de bestemt tankevækkende.

Enhver, der bare er fjernt bekendt med Friedrich Nietzsche, ved, at lidelse spiller en vigtig rolle i hans forfatterskab, fordi det gjorde ham, som forskeren Viviana Faschi udtrykker det, "mere bevidst om sin egen eksistens." For Nietzsche gik smerte forud for personlig udvikling og selvrealisering. Det markerer også oprindelsen til et af hans mest berømte citater: "Hvad der ikke dræber mig, gør mig stærkere."The ailing philosopher in the care of his sister. (Credit: Tagesspiegel / Wikipedia)

Filosoffen uddyber denne ofte fejlciterede linje i sin bog Den muntre videnskab og skriver: "... hvad angår sygdom, er vi så ikke næsten fristet til at spørge, om vi kunne klare os uden den? (...) Kun stor smerte, den lange, langsomme smerte, der tager sin tid - hvorpå vi så at sige brændes med grønt træ - tvinger os filosoffer til at synke ned i vores yderste dybder og lægge al tillid til side."

Nietzsches rejse med introspektion og selvopdagelse - en farefuld vej, hvis man skal tro folk som Sigmund Freud og Carl Jung - blev ikke taget af nysgerrighed, men af ​​nødvendighed. Ved at stirre ind i afgrunden, der ligger inde i den menneskelige hjerne, håbede Nietzsche at opdage en slags abstrakt visdom - han omtalte den som "de vises sten" - der ville gøre hans kropslige angst tålelig.

Når han ved dette, begynder det førnævnte citat fra hans nære ven Overbeck allerede at give mere mening. Selv i sindssyge forblev Nietzsche "helt klar" over sine omgivelser og de mennesker, der interagerede med ham. I stedet var det ham selv – sit tidligere jeg – som han havde mistet synet af og var “i mørke omkring”.

This article was first published on Big Think, October of 2023.

Mennesker gør mange ting sammen. Om at være social og antisocial

 

Mennesker gør mange ting sammen. Om at være social og antisocial

Jonny Thompson

Det er ret ukontroversielt at påpege, at vi har en tendens til at hænge ud sammen med andre mennesker. Vi bor selvfølgelig i familier og kvarterer, men vi sidder også ved siden af ​​fremmede i biografen, venter i kø i supermarkedet og ser fodboldkampe sammen med tusindvis af ansigtsløse andre. Men hvorfor? Hvad motiverer os til at forlade vores stille isolation og samles?

Filosoffen Bernard de Mandeville argumenterer for, at den bedste og muligvis eneste grund til, at vi møder andre mennesker, er egoistiske formål. Vi samles omkring andre for "bekvemmelighed og sikkerhed", og så vi kan få det, vi ønsker. I sit mest berømte værk, Biernes fabel, beder Mandeville os om at forestille os en "knurrende bistade" af bier, der kun er velstående, fordi de alle er drevet af egoistiske laster. Når bierne pludselig gøres "ærlige" og dydige (fuldstændig selskabelige), kollapser bistadets økonomi, og fællesskabet ødelægges.

Selskabelighed er godt, fordi det hjælper os, men det er spild af tid, intellekt og alt ud over det.

Mandeville mente, at kun de med de "mest modbydelige og hadefulde egenskaber" nød selskab for selskabets egen skyld. Han mente, at svage, kedelige og fantasiløse mennesker kan lide at være sammen med andre, fordi de ikke kan tænke eller skabe sjov for sig selv. Manden med overlegen intellekt, formoder vi, er den, der nyder sit eget selskab alene og kun forlader huset for at handle eller få nødvendig hjælp. Ideelt set ville vi undgå selv det.

Mandeville mente, at mennesker ikke var mere "naturligt omgængelige", end en drue er "naturligt vin". Ja, vi kan presse, klemme og lemlæste druer til en flaske Merlot, og vi kan gøre det samme med mennesker i samfund. Men en drue er ikke vin. Et menneske bliver kun tvunget ind i samfundet af samfundet selv.

Selvom Mandeville bestemt blev betragtet som en smule mærkelig, var han ikke en enspænder eller en eneboer. Han var en familiemenneske, politisk aktiv og en mand på farten. Og alligevel argumenterede han bestemt imod selskabelighed.

I sin bog fra 1920, "Beyond the Pleasure Principle", argumenterede Freud for, at der indeni hver enkelt af os, ved siden af ​​alle de lovlydige, søde smil og nik, er en skygge. Denne skygge - eller "dødsdriften" - ønsker, at tingene skal bryde sammen. Bedrageren ser på alle de pæne rækker og vil vælte dem. Skyggen ser et perfekt, glitrende spindelvæv og smadrer det med en pind. Dødsdriften ser på et lykkeligt, muntert par og siger: "Maeve, var det ham, du sagde havde en lille penis?"

Mange filosoffer har foreslået lignende ideer. Der er Janus-ansigtet (hoved med to ansigter der vender i hver sin retning især som symbol på at noget har flere sider, egenskaber el. lign.) i det gamle Rom, Schopenhauers "Pindsvinets dilemma" 

(Pindsvin søger varme i kulden ved at klumpe sig sammen, men deres pigge stikker hinanden, hvilket tvinger dem til at holde afstand for ikke at såre hinanden; de må derfor finde en middelvej mellem ensomhed og nærhed, en "høflig afstand", der minimerer smerten, men også begrænser den dybe, varme forbindelse. Dilemmaet illustrerer, hvordan vi søger intimitet, men skubber folk fra os med vores fejl, hvorfor Schopenhauer foreslog tilbagetrækning i ensomhed eller et liv med høflig distance)  og Nietzsches Dionysius vs Apollo (repræsenterer to fundamentale, modsatrettede kræfter i menneskelig erfaring og kunst: Apollonisk står for orden, logik, individuation, skønhed (sol, form, skulptur, drømme) og Dionysisk for kaos, ekstase, enhed, instinkt, lidenskab (vin, musik, rus, opløsning af grænser)

De fleste af disse tænkere argumenterer for, at der er en spænding i vores væsen mellem selskabelighed (lyst til at være sammen med andre) og anti-selskabelighed (lyst til at løbe ind i skoven og gemme sig i et hyggeligt sommerhus). Det er en forældet Barnum-udtalelse at sige: "Jeg vædder på, at du kan lide at være sammen med venner, men du kan også lide at være alene nogle gange." Kald mig så Mystic Meg, og giv mig en krystalkugle, hvis jeg har ret. Barnum (et psykologisk fænomen, hvor folk har en tendens til at acceptere vage og generelle personlighedsbeskrivelser som værende meget præcise for dem, selvom beskrivelserne i virkeligheden kunne gælde for næsten hvem som helst. Effekten forklarer, hvorfor horoskoper, spådomme og visse personlighedstests virker overbevisende, fordi de ofte bruger udsagn, der er positive, sympatiske og kunne passe på bredt publikum, hvilket udnytter vores hjerne til at finde personlig relevans.) 

Kant er så langt fra psykoanalyse, som en analytisk tysker fra det 18. århundrede kan være, men hans beretning om "social usocialighed" har slående ligheder med den freudianske flok - bare i større skala. Freud og Jung argumenterede for, at Bedrageren ikke er en besværlig dæmon at uddrive. I stedet er vi nødt til at sætte os ned med vores skygge og snakke tingene igennem. Slutte fred med facetterne af vores væsen. Dødsdriften har et formål, og vi er nødt til at finde ud af, hvad det er.

Ligeledes argumenterer Kant for, at den "usociale" person har en vigtig rolle at spille i samfundet. I sit essay "Idé til en universel historie med et kosmopolitisk formål" argumenterer Kant for, at selvom selskabelighed uden tvivl er en årsag til fred og sikkerhed, kvæler for meget fred og sikkerhed os.  Endnu vigtigere er det, at vi ikke får noget gjort.

Paraguay lever sit bedste liv efter at have omfavnet Trump og Texas-modellen

 Paraguay lever sit bedste liv efter at have omfavnet Trump og Texas-modellen 

De lokale har besluttet at gøre Paraguay stort igen, og det sker.

Monica Showalter 

For ikke så længe siden blev Paraguay betragtet som en slags losseplads, et land uden løfter, en forfærdelig historie, masser af socialisme og den ene ulempe efter den anden.

Hvor hurtigt tingene ændrer sig.

Bloomberg rapporterer, at det er den smukkeste pige ved ballet nu - et attraktivt land, et land i vækst, et land, der bliver rigt - for udenlandske investorer, udenlandske turister, expats, købere og naturligvis paraguayanere selv, som har gjort sig selv stolte.

Indkilet mellem de sydamerikanske sværvægtere Argentina og Brasilien har Paraguay længe været ignoreret af det internationale samfund. Lille, indlandsstatsborgere og fattig, blev det ofte set som blot et land, der blev oversvømmet.

Så det er lidt overraskende - både for dem i hovedstaden og i regionen - at landet med 6,1 millioner indbyggere pludselig har et stort øjeblik.

Lokket af lave skatter, skovler iværksættere fra hele Latinamerika penge ind og slår sig ned, med ansøgninger, der steg med mere end 60% i 2025. Elegante tårne ​​og luksusbilforhandlere præger nu Asunción, en by hvor infrastrukturen stadig kæmper for at indhente det forsømte. Og Wall Street-investorer snupper Paraguays obligationer, efterhånden som den konservative præsident, Santiago Peña, allierer sin regering med Trump-administrationen.

Selvom Paraguays økonomi på 47 milliarder dollars er omtrent på størrelse med Californien, svarer den til omkring 1% af den gyldne stats. Men hurtig vækst og økonomiske reformer i de senere år hjalp landet med at opnå investment grade-kreditstatus fra Moody's Ratings i 2024 og fra S&P Global sidste år.

"Vi plejede at være som den grimmeste pige til bal," sagde Selene Rojas, direktør for det eksklusive Shopping del Sol-indkøbscenter i hovedstadens finansdistrikt. "I dag beder alle os om at danse."

Alt, hvad de skulle gøre, var at omfavne Trump, hvilket de gjorde, ikke kun som en allieret, men i hans ideer.

Nej, det er ikke overraskende, at de klarede sig godt bagefter. Det gør de alle. Paraguay omfavnede afgørende præsident Trumps ideer og gjorde dem til deres egen model - fair play, bedre retsstatsprincipper, mindre regering, lave skatter og færre reguleringer, og ganske rigtigt, skete der pæne ting. Det var lige så forudsigeligt som solopgang.

De ser godt ud på de klassiske indikatorer:

Tidligere chef for Reuters' latinamerikanske bureau, Brian Winter, bemærker, at de på en måde følger en texansk model for udvikling, hvor de opsluger socialistiske flygtninge fra hele kontinentet baseret på deres venlige forretningsklima og bliver store, store, større.

Paraguay forsøger at blive Sydamerikas Texas -- vildt varmt, men tiltrækker folk og investorer takket være lave skatter og reguleringer. Sjov dybdegående analyse her af Bloomberg (gavelink) https://t.co/k70FasOwut

— Brian Winter (@BrazilBrian) 22. marts 2026

Baseret på rapporten er Brasilien lidt ligesom Californien, og Paraguay er lidt ligesom Texas, hvad angår bevægelse.

Nu, ligesom Texas, bliver paraguayanerne rige -- og på den mest imponerende måde -- set fra et land, der tidligere var blevet betragtet som et land uden håb. I disse dage er de ved at blive et nyt El Salvador i den dramatiske ændring i deres profil.

Alt, hvad der skulle til, var at vælge en ungdommelig konservativ præsident, Santiago Peña, hvilket de gjorde, og få ham til at implementere de Trump-lignende ændringer i, hvordan de styrer sig selv. Bloomberg rapporterer, at han fortalte Bloomberg Television:

"Paraguay vil fortsætte med at vokse mere end de andre lande i Sydamerika," fortalte Peña Bloomberg Television i Washington sidste måned. "Meget snart vil det have den højeste indkomst per indbygger, over Uruguay og over Chile."

Investorer lægger også mærke til det og hælder penge i fabrikker og ejendomme. Mange af dem er udenlandske, og migrationsmyndighederne modtog næsten 50.000 opholdsansøgninger sidste år. Omkring halvdelen var brasilianere, selvom der også var et stort antal argentinere, tyskere, bolivianere og spaniere.

 

De skar skatterne ned, gjorde erhvervsklimaet venligt, smed ikke penge på de lokale med nye skatter, som det sker i New York og Californien, skreg ikke om at beskatte milliardærer, lavede ikke manipulation, og alt, hvad de behøvede, begyndte at strømme ind. Bloomberg citerer en ekspert, der siger, at de er nødt til at hæve deres skatter for at betale for veje og broer, men det er et tvivlsomt råd - hvorfor skulle de ikke slå den gennemsnitlige skattesats i Latinamerika for at forblive konkurrencedygtige? Måske kan de finde måder at gøre mere med mindre med mindre offentligt spild.

Det er selvfølgelig op til dem. Men de skiller sig ud som et eksempel for alle blå stater på, at måden at blive rig på er ikke at gøre, hvad de har gjort, med at hæve skatter og reguleringer, men at 'gå Paraguay' og tiltrække alt, hvad der er derude i forhold til de andre stater.

Paraguay forstår det. Texas forstår det. Californien forstår det ikke. Men Paraguay forbliver et objektivt eksempel på, at Trump-kapitalismen virker, hver gang man prøver det. Socialismen kan ikke fremsætte sådanne påstande i nogen del af verden eller nogen del af historien. Paraguay lever nu sit bedste liv, mens socialismen visner hen.

https://www.americanthinker.com/blog/2026/03/paraguay_living_its_best_life_after_embracing_trump_and_the_texas_model_report.html

 

Hvad er Staten og hvem kontrollerer den?

Jeffrey A. Tucker   

Hvad er Staten, hvorfra stammer den, og hvem kontrollerer den? Man kunne måske formode at disse spørgsmål har åbenbare svar. I virkeligheden er svaret uhåndgribeligt, kan ikke let identificeres, selv af de som er del af systemet. 

Det fandt Trump ud af under sin første periode. Han formodede ganske naturligt at præsidenten stod i spidsen, i det mindste angående den udøvende magt. Han fandt dog ud af at noget andet da agenturer der arbejde tæt med medier underminerede ham konstant. Efter fire år i dvale, kom han tilbage med en ægte beslutning om at være præsident. 

Det er lettere sagt end gjort. Ansatte i ministerier klager ofte privat om at de står op imod umedgørelige bureaukratier med hele den institutionelle viden. De føler sig ofte som mannequindukker. Trump er den usædvanlige præsident der endog har forsøgt at være lederen. De fleste er bare glade for vederlaget der følger med stillingen og den ros der følger med. 

Under alle omstændigheder så vil enhver der når toppen i et statsapparat opdage at det er noget anderledes end det der skrives i lærebøger. 

Platon forestillede sig Staten som organisk for selve livet, afspejlende strukturen i menneskets sjæl. Politikken var opdelt mellem herskerne (filosoffer-konger) og de producerende (arbejderne). Staten eksisterer for at nå frem til retfærdighed, hvor hver klasse udøver sin bestemte rolle for at opnå harmoni.

Aristoteles tilbød et  mere realistisk synspunkt. Selvom Staten er organisk, er den ikke med sjæl. Den har definerede funktioner for at fremme alles velbefindende gennem love og uddannelse, balancerende de forskellige klassers interesser. Aristoteles gik ind for en blandet regering for at hindre tyranni og fremme stabilitet.

.

Fremad mod Oplysningstiden udvikledes teorier om staten sig ved fremkomsten af teknologien og økonomierne. Thomas Hobbes så Staten som væsentlig for at standse borgerkrige mellem fraktioner. Uden den, ville livet være ensomt, ækelt, brutalt og kort. Jovist, skrev han midt under den Engelske Borgerkrig.

John Locke i sin Second Treatise on Government anså også Staten som væsentligt, men ekstrem begrænset. Dens opgave var at beskytte ejendom og grundlæggende rettigheder. Den kunne også blive styrtet under tyranniets konditioner. Udfordringen var for ham personlig som offer for krig, revolution og censur.

Locke var forfatteren bag skabelonen for det som senere blev the Declaration of Independence. Her finder vi det synspunkt at Staten er et “nødvendige onde,” et perspektiv der i store træk blev accepteret af US Founding Fathers. 

Snart efter blev Hegel synspunkt fostret med traditionen fra Platon.  G.W.F. Hegel værdsatte staten som Gud der gik på jorden, en samlende styrke af fælles grundlag for at bøje historien mod den uundgåelige sejr for de rette. Dette synspunkt blev samlet op af højrefløjen (nationalsocialismen) og af venstrefløjen (international socialisme) for at indgyde andre opfattelser af staten med et skær af uundgåelighed, 

Al denne snak om statens organiske og væsentlige karakter ramte en mere radikal tankegang som værende håbløst naiv. Franz Oppenheimer skrev at staten er en uorganisk invaderende magt, en erobrende magt, og altid uvelkommen, en institution stående udenfor selve samfundet. 

Dette synspunkt blev fremmet af Albert Jay Nock og senere af Murray Rothbard, der begge anså Staten som arvemæssigt udnyttende. Løsningen var enkel: afskaf den en gang for alle, men ikke som Marx forestillede sig. Resultatet af fravær af staten ville ikke være Utopia, men noget nærmere det som Locke forestillede sig: et velfungerende og fredeligt samfund organiseret på ejerskab og frivilligt samarbejde.

Et gennemført velinformeret historisk perspektiv om Staten tilbydes af Bertrand de Jouvenel. Efter hans overvejelse er Staten organiseret ud af selve samfundets firmament da naturlige elitære opnår offentlighedens tillid i sager, hvor uoverensstemmelser skal afgøre. De elitære konstituerer sig som dommere og kulturelle figurer, der gradvist opnår en monopollignende kontrol over lovlig brug af tvang i samfundet. Dette synspunkt blev bakket op af Erik von Kuehnelt-Leddihn, Hans-Hermann Hoppe, og i vor tid af, Auron MacIntyre. Hver har en gren af de særheder de diskuterer, men alle er enige om at Staten er et produkt af de elitære på godt og ondt. 

Der er rigtig meget litteratur om dette emne, naturligvis. Hver ideologi tilbyder en teori om, hvad Staten er og hvad den burde være. Et synspunkt der kommer tættest på min bedste intuition om, hvordan Staten i det sidste århundrede arbejder kommer fra Gabriel Kolko i hans historie om den Progressive Æra. 

Efter ham er det ikke blot hvilken som helst elitær der fører statens politik, men især de elitære foretagsomme. Når man tager den moderne histories industrielle elitære fandt han, at de dominerende industrier var i hvert hjørne, i hjertet af ethvert område. The Safe Food and Drug Act fra 1906 blev udformet af industrien der søgte partnerskab med magten for at dulme konkurrencen på markedet. The Federal Reserve er et kartel af banker. The Commerce Department er også et produkt af industriel organisering ligesom the Department of Labor er. 

Alle disse institutioner legemliggør hvad James Burnham kaldte  ledelses revolutionen. Denne findes hos industrielle elitære der praler af deres videnskabelige dygtighed og organiserings kapacitet, som de anser som overlegen i forhold til kaosset i naturlige samfund og markeder. Giv ekspertstyret magt og ressourcer og den vil gøre det meget bedre end mennesker ved at bringe rationalitet til det økonomiske liv og organiseringen socialt/kulturelt. Andre der skriver i denne tradition er C. Wright Mills, Philip H. Burch, G. William Domhoff, og Carroll Quigley. 

Fra denne litteratur opnår vi et billede af den Stat vi har arvet i vores tid. Faktisk har ingen nulevende person kendt til noget andet. Alle slogans om demokrati og frihed til side, Staten som vi kender den består af et aspirerende kartel af dominerende industrielle interesser i hver eneste sektor, som er engageret i de igangværende konspirationer mod et frit og konkurrencedygtigt marked. Normalt tænker vi ikke om Staten således, men dette synes at være den mest realistiske opfattelse af, hvad Staten faktisk er og gør.  

Overvej FDA. (Food and Drug Administration), dens drivende kraft er industri, der betaler halvdelen af regningen og andele til intellektuelle rettighedshavere, med selve industrien og dens søster og forældre agenturer som NIH, CDC, og HHS. Farma har langt den største indflydelse i håndteringen af disse agenturer, hvilket er derfor Robert F. Kennedy Jr. er en svoren fjende af farma, og således har enorme vanskeligheder i håndteringen af den og omdirigering deres prioriteter. Dette burde ikke være chokerende da dette er selve dens oprindelse: Søge industriel legitimitet ved lov og The Federal Reserve. 

Det samme drama berører alle forsøg på reform af the Federal Reserve (banker), Department of Agriculture (stor landbrug), Housing and Urban Development (bolig udviklere), the Department of Education (lærer fagforeninger), the Department of Transportation (transport og auto), og the Department of Defense/War (ammunitions fremstillere). Uanset hvor man ser i dagens Washington finder man en hånd fra de kæmpestore industrielle spillere. Sådan er det de fleste steder i verden. 

Denne industrielle Stat har mindst tre lag. Det dybere lag består af efterretningsagenturer og deres velyndere og partnere i industrien. The NSA og CIA outsourcer til digitale virksomheder i den private sektor med klassificerede resultater. Der er (skygge) laget, hvor de regulerede industrier udfører ønskerne fra agenturer; det er derfor CVS fjernede lægemidler fra deres hylder til fordel for modificerede mRNA vacciner og derfor lægemiddelbranchen sprang med ombord i Covid svaret med voldsom entusiasme. Og det har et lag med agenturer der arrangerede alle overførslerne.  

Hvis dette er vores tids Stat, hvad så med fortiden? Holder modellen ved? Måske hvis vi taler om Kirken som en industri, kan vi se de samme kræfter der arbejdede i Middelalderen. Hvis vi tænker på det militære etablissement som industri får vi et andet indtryk af, hvad der gjorde at de gamle stater i Rom og Athen gik så fint.

Hvordan passer dette følelige og lettere dystre udsyn på begyndelsen og statens funktion på de ældre teorier? Platon og Hegels idealisme lægges i graven og bringer et element af Hobbes og Locke i spil og giver substans til Marx og Rothbard, og sætter kød på benene af teorierne fra Jouvel og Hoppe. 

Så vidt vi kan se, er det den mest præcise tilgængelige beskrivelse af virkeligheden ved den moderne statisme. Og dette understreger yderligere den enorme udfordring hos de nuværende ledere der påstår at ‘dræne sumpen,’ eliminere særinteressers indflydelse, eller på anden vis dæmme op for korruption. Problemet er at hele Statsapparatet faktisk er ‘sumpen.’ Særinteresser indflydelse er en del af det. Korruption er integreret i statens operationer. 

Intet af dette betyder at det ikke er værd at forsøge at reformere. Men det er meget vigtigt at forstå at intet i Statens ‘maskineri’ er sat op til at være brugbar for reformatorer og for demokratisk pres. Al momentum peger i den modsatte retning. Det vi allerede har set med Trump 2.0, selv med de begrænsede succeser, er det unormale. Der kræves et mirakel for at skabe flere ‘buler’ men det kan hænde. 

Et af de viseste udtalelser i historien om politisk teoretisering kommer fra David Hume. Efter hans mening er den rolle den offentlige mening besidder livsvigtig i alle udøvelser af magt. Når det offentlige sindelag skifter, har Staten intet andet valg end at følge med. 

"Intet forekommer mere overraskende for dem, der betragter menneskelige anliggender med et filosofisk blik, end den lethed, hvormed de mange styres af de få; og den implicitte underkastelse, hvormed mennesker overgiver deres egne følelser og lidenskaber til deres herskers. Når vi spørger ind til, med hvilke midler denne tilstand gennemføres, vil vi opdage, at da Magten altid er på de styredes side, har herskerne intet andet at støtte sig til end meninger. Det er således kun på meninger, at regeringen er grundlagt; og denne maksime gælder for de mest despotiske og militære regeringer, såvel som for de mest frie og mest populære."

At ændre den offentlige mening - det er den væsentligste opgave. 

https://brownstone.org/articles/what-is-the-state-and-who-controls-it/