Kaffe, nikotin og indstillingen til acceptabel afhængighed

Kaffe, nikotin og indstillingen til acceptabel afhængighed

Roger Bate    

Hver morgen udfører hundredvis af millioner af mennesker et socialt godkendt ritual. De stiller sig i kø til kaffe. De joker med, at de ikke kan fungere uden koffein. De anerkender åbent en afhængighed og fejrer det endda. Ingen kalder denne afhængighed degenerativ. Den fremstilles som produktivitet, smag, velvære – nogle gange endda dyd.

Forestil dig nu den samme professionelle, der diskret bruger en nikotinpose før et møde. Reaktionen er meget anderledes. Dette behandles som en last, noget vagt skamfuldt, forbundet med svaghed, dårlig dømmekraft eller folkesundhedsrisiko.

Fra et videnskabeligt perspektiv giver denne sondring ikke meget mening.

Koffein og nikotin er begge milde psykoaktive stimulanser. Begge er planteafledte alkaloider. Begge øger årvågenhed og koncentration. Begge producerer afhængighed. Ingen af ​​dem er kræftfremkaldende. Ingen af ​​dem forårsager de sygdomme, der historisk set er forbundet med rygning. Alligevel er den ene blevet verdens mest acceptable afhængighed, mens den anden forbliver moralsk forurenet, selv i dens sikreste, ikke-brændbare former.

Denne divergens har næsten intet at gøre med biologi. Den har alt at gøre med historie, klasse, markedsføring og den moderne folkesundheds manglende evne til at skelne molekyler fra mekanismer.

.

To stimulanser, én misforståelse

Nikotin virker på nikotinacetylkolinreceptorer og efterligner en neurotransmitter, som hjernen allerede bruger til at regulere opmærksomhed og indlæring. Ved lave doser forbedrer det fokus og humør. Ved højere doser forårsager det kvalme og svimmelhed – selvbegrænsende effekter, der modvirker overdreven indtagelse. Nikotin er ikke kræftfremkaldende og forårsager ikke lungesygdomme.

Koffein virker anderledes og blokerer adenosinreceptorer, der signalerer træthed. Resultatet er vågenhed og årvågenhed. Ligesom nikotin påvirker koffein indirekte dopamin, hvilket er grunden til, at folk er afhængige af det dagligt. Ligesom nikotin producerer det tolerance og abstinenser. Hovedpine, træthed og irritabilitet er rutine blandt regelmæssige brugere, der springer deres morgendosis over.

Farmakologisk er disse stoffer ligeværdige.

Den største forskel i sundhedsresultater kommer ikke fra selve molekylerne, men fra hvordan de er blevet leveret.

Forbrænding var dræberen

Rygning dræber, fordi afbrænding af organisk materiale producerer tusindvis af giftige forbindelser - tjære, kulilte, polycykliske aromatiske kulbrinter og andre kræftfremkaldende stoffer. Nikotin findes i cigaretrøg, men det er ikke det, der forårsager kræft eller emfysem. Forbrænding er det.

Når nikotin leveres uden forbrænding - gennem plastre, tyggegummi, snus, poser eller vaping - falder den giftige byrde dramatisk. Dette er et af de mest robuste fund i moderne tobaksforskning.

Og alligevel behandles nikotin fortsat, som om det var kilden til rygningens skade.

Denne forvirring har formet årtiers politik.

Hvordan nikotin mistede sit ry

I århundreder var nikotin ikke stigmatiseret. Indfødte kulturer over hele Amerika brugte tobak i religiøse, medicinske og diplomatiske ritualer. I det tidlige moderne Europa ordinerede læger det. Piber, cigarer og snus blev forbundet med kontemplation og fritid.

Sammenbruddet kom med industrialiseringen.

Cigarettrullemaskinen i slutningen af ​​det 19. århundrede forvandlede nikotin til et massemarkedsprodukt optimeret til hurtig lungetilførsel. Afhængigheden intensiveredes, eksponeringen mangedobledes, og forbrændingsskader akkumulerede sig usynligt i årtier. Da epidemiologien endelig forbandt rygning med lungekræft og hjertesygdomme i midten af ​​det 20. århundrede, var modreaktionen uundgåelig.

Men skylden blev placeret groft. Nikotin - den navngivne psykoaktive komponent - blev symbolet på skaden, selvom skaden kom fra røg.

Da denne association først havde dannet sig, hærdede den til dogme.

Hvordan koffein undslap

Koffein fulgte en helt anden kulturel vej. Kaffe og te kom ind i det globale liv gennem respektable institutioner. Caféer i det osmanniske rige og Europa blev centre for handel og debat. Te blev vævet ind i hjemlige ritualer, imperium og fornemmelse.

Afgørende var det, at koffein aldrig var bundet til et dødeligt leveringssystem. Ingen inhalerede brændende kaffeblade. Der var ingen forsinket epidemi, der ventede på at blive opdaget.

Efterhånden som den industrielle kapitalisme ekspanderede, blev koffein et produktivitetsværktøj. Kaffepauser blev institutionaliseret. Te nærede fabriksplaner og kontorrutiner. I det 20. århundrede blev koffein slet ikke længere set som et stof, men som en nødvendighed i det moderne liv.

Dens ulemper – afhængighed, søvnforstyrrelser, angst – blev normaliseret eller der blev joket med dem. I de seneste årtier fuldendte branding transformationen. Kaffe blev livsstil. Stimulansen forsvandt bag æstetik og identitet.

Klasseskillet i afhængighed

Forskellen mellem koffein og nikotin er ikke kun historisk. Den er social.

Koffeinbrug er offentligt, æstetisk og professionelt kodet. At bære en kaffekop signalerer travlhed, produktivitet og tilhørsforhold til middelklassen. Nikotinbrug – selv i rene, lavrisikoformer – er diskret. Det er ikke æstetisk. Det er forbundet med mestring snarere end ambition.

Afhængigheder, der foretrækkes af eliter, omdøbes til vaner eller wellness-værktøjer. Afhængigheder forbundet med stress, manuelt arbejde eller marginale befolkningsgrupper fremstilles som moralske fejl. Derfor er koffein nydelse, og nikotin er degeneration, selv når de fysiologiske virkninger er ens.

Hvor folkesundheden gik galt

Folkesundhedsbudskaber er afhængige af forenkling. "Rygning dræber" var effektivt og sandt. Men med tiden blev forenklingen hårdere og mere forvrænget.

"Rygning dræber" blev til "Nikotin er vanedannende", som gled over i "Nikotin er skadeligt" og til sidst til påstande om, at der ikke er "et sikkert niveau". Dosis, levering og sammenlignende risiko forsvandt fra samtalen.

Institutioner kæmper nu for at vende kursen. At indrømme, at nikotin ikke er den primære skadelige faktor, ville kræve en anerkendelse af årtiers vildledende kommunikation. Det ville kræve en skelnen mellem brug hos voksne og brug hos unge. Det ville kræve nuancer.

Bureaukratier er dårlige til at nuancere. Så nikotin forbliver fastfrosset i sit værste historiske øjeblik: cigarettens tidsalder.

Hvorfor dette er vigtigt

Dette er ikke en akademisk debat. Millioner af rygere kunne dramatisk reducere deres sundhedsrisici ved at skifte til nikotinprodukter uden forbrænding. Lande, der har tilladt dette - især Sverige - har set et fald i rygerater og tobaksrelateret dødelighed. Lande, der stigmatiserer eller forbyder disse alternativer, bevarer cigaretdominansen.

Samtidig fortsætter koffeinforbruget med at stige, også blandt unge, med begrænset moralsk panik. Energidrikke markedsføres aggressivt. Søvnforstyrrelser og angst behandles som livsstilsproblemer, ikke folkesundhedskriser.

Asymmetrien er afslørende.

Kaffe som modelafhængighed

Koffein fik kulturel succes, fordi det var forbundet med magt. Det understøttede arbejde, gav ikke modstand. Det passede til kontorlivet. Det kunne blive stemplet som raffinement. Det udfordrede aldrig institutionel autoritet.

Nikotin, især når det blev brugt af arbejderklassen, blev forbundet med stresslindring, nonkonformitet og manglende overholdelse af regler. Denne symbolik fortsatte længe efter, at røgen kunne fjernes.

Afhængighed bedømmes ikke ud fra kemi. De bedømmes ud fra, hvem der bruger dem, og om de passer til de fremherskende moralske fortællinger.

Kaffe bestod testen. Nikotin gjorde ikke.

Kernefejlen

Den centrale fejl er at forveksle et molekyle med en metode. Nikotin forårsagede ikke rygeepidemien. Forbrænding gjorde. Når denne sondring er genoprettet, ser meget af den moderne tobakspolitik usammenhængende ud. Lav risiko adfærd behandles som moralske trusler, mens højrisikoadfærd tolereres, fordi den er kulturelt forankret.

Dette er ikke videnskab. Det er politik forklædt som sundhed.

En sidste tanke

Hvis vi anvendte de standarder, der anvendes mod nikotin, på koffein, ville kaffe blive reguleret som et stof der skal kontrolleres. Hvis vi anvendte de standarder, der anvendes for koffein, på nikotin, ville poser og vaping blive behandlet som valg for voksne der bør gå ubemærket hen.

Den rationelle tilgang er indlysende: vurder stoffer baseret på dosis, levering og faktisk skade. Stop med at moralisere kemi. Stop med at lade som om, at alle afhængigheder er lige. Nikotin er ikke harmløst. Det er koffein heller ikke. Men begge er langt sikrere end de historier, der fortælles om dem.

Dette essay ridser kun i overfladen. Den mærkelige moralske historie om nikotin, koffein og acceptabel afhængighed afslører et meget større problem: moderne institutioner har glemt, hvordan man ræsonnerer om risiko. 

https://brownstone.org/articles/coffee-nicotine-and-the-politics-of-acceptable-addiction/

Hvordan eksperimenterende arkæologer løser gamle mysterier. Del 2 af 2.

Hvordan eksperimenterende arkæologer løser gamle mysterier. Del 2 af 2.  

Kapitel 4: Romerriget – 100 f.Kr.

Lad os springe frem i tiden igen til det antikke romerske imperium omkring år 180. Du bor uden for byen i Avila, og du skal gå ind ad en romersk vej. Du skal ind i byen, og du skal have ordnet dit hår. Du har et stort bal den aften, og du vil imponere nogle mennesker. Efter at have siddet der i et par timer med at få ordnet dit hår, bliver du lidt sulten. Du går rundt om hjørnet, du undgår alt snavset på gaden, og du går hen til en lille bod på fortovet og bestiller et måltid.

En af hovedingredienserne i den romerske vej, og på nogle måder en af ​​hemmelighederne ved romersk arkitektur, er den fantastiske beton, de lavede. Beton er ikke rigtig sexet materiale, men den måde, romerne lavede beton på, har gjort det muligt for mange af deres bygninger, broer og veje at stå den dag i dag. Arkæologer, når de kiggede på romersk beton, troede altid, at de havde lavet en lille fejl, da de lavede det. At en af ​​de store ingredienser i beton er et stof kaldet brændt kalk. Man blander det med vand, og det hjælper med at danne en lim, der binder betonen sammen. Når arkæologer kiggede på romersk beton, fandt de store ufordøjede klumper af brændt kalk deri. De troede, det var en fejltagelse.

Man kan forestille sig et brød i moderne tid. Hvis man inde i brødet fandt en klump råt mel deri, ville man tænke: "Okay, bageren blandede ikke melet så godt, som de burde." Arkæologer havde den samme tanke med den romerske beton. De troede, de havde lavet en fejltagelse. Men det viser sig, at det ikke var en fejltagelse, og faktisk var et nøgletræk ved romersk beton. Moderne beton er ret god, ret stærk, men den er tilbøjelig til at revne. Når en revne først starter, udvider revnerne sig meget hurtigt.

Men med romersk beton genskabte et par arkæologer på MIT noget af det, og de fandt noget meget interessant med denne beton. Med normal beton fryser det, når vand kommer ind, det udvider det og kan revne det fra hinanden. Med romersk beton, når vand kom ind, fandt det disse ufordøjede klumper af brændt kalk og reagerede med dem og skabte faktisk et stof, der fyldte rummet. Det var i bund og grund selvreparerende beton. På grund af denne egenskab ved deres beton styrkedes det det over tid og tillod det faktisk at stå meget længere end moderne beton gør.

En af mine yndlingspersoner at tale med til bogen var Janet Stevens fra Baltimore. Stevens er frisør, har ingen formel uddannelse i arkæologi. Hun var på et museum, og noget fascinerede hende. Hun så flere buster af romerske matroner der, og som frisør bemærkede hun deres fantastiske hår. Hun var især interesseret i bagsiden af ​​deres hår, fordi det som frisør normalt er den del, hun ser på. Hun så, at disse buster havde disse fantastiske frisurer, disse bjerge af krøller, disse spiraler omkring deres hår. Hun tænkte: "Wow, jeg vil gerne prøve at genskabe disse frisurer."

Så hun gik hjem, hun havde et par modeldukker med hår på, som hun bruger til at øve sig med. Selvom hun var en professionel stylist, kunne hun ikke genskabe disse frisurer, selv med alle de moderne værktøjer, hun havde til rådighed. Hun blev nysgerrig og tænkte: "Nå, hvordan lavede de egentlig dette hår?" Så hun gik til den arkæologiske litteratur og den klassiske litteratur og begyndte at slå artikler op om romersk skønhed og romersk hårstyling. Hun indså hurtigt, at de mennesker, der skrev disse artikler, ikke anede, hvad de talte om. Bare den måde, de ville beskrive hår på, hårets fysik, hvordan man bevæger det, hvordan man sætter det op, hvordan man former det, de vidste ikke, hvad de talte om. Hun besluttede: "Nå, hvis nogen skal løse dette mysterium, er det mig."

En hindring for at løse dette mysterium var, at hun slet ikke kunne læse latin. Faktisk havde hun dumpet latin, da hun tog det i skolen. Men hun var motiveret denne gang. Hun begyndte kedsommeligt at skrive sider med latinsk tekst ind i Google Translate linje for linje for at prøve at finde ud af, om hun kunne finde et spor til, hvordan de lavede dette hår. Et par år senere, inde i dette projekt, skrev hun endnu en linje ind i Google Translate, og tiøren faldt. Hun læste en linje om den nål, som skrædderen og frisøren brugte. Hun indså: "Aha! De skulpturerede ikke dette hår og satte det op med hårnåle eller noget lignende. De syede faktisk folks hår på plads med nål og tråd." Derefter gik hun hjem, prøvede det med nål og tråd og var pludselig i stand til at genskabe en hvilken som helst af de frisurer, hun ønskede. Denne frisør fra Baltimore, som ikke havde nogen erfaring med arkæologi, var faktisk i stand til at udgive en artikel, der revolutionerede feltet. Hun er nu en af ​​verdens førende eksperter i romersk skønhed og romersk hårstyling. 

Romersk mad har altid haft et meget dårligt ry, primært på grund af én ingrediens, som romerne brugte i næsten alle de retter, en sauce kaldet garum. I lang tid blev garum oversat til rådden fiskesauce, som om de havde taget en fisk, ladet den nedbrydes og derefter presset putrasaften ud og bare hældt det ud over hele deres mad. Som du kan forestille dig, syntes folk, at det måtte have været ulækkert. Det lyder forfærdeligt. Hvorfor ville du spise denne mad overhældt med rådden fiskesauce? Og den holdning varede indtil moderne tid, hvor et par mennesker, der rent faktisk arbejdede som kokke, læste om processen med at lave den, og de sagde: "Vent et øjeblik. Dette er ikke rådden fiskesauce. Det er bare gæring. Det var alt, hvad de gjorde. De gærede den under kontrollerede omstændigheder, og brød faktisk fiskens muskler ned og producerede en sauce på den måde."

En tilsvarende ingrediens i moderne tid er thailandsk fiskesauce. Folk bruger det hele tiden under madlavning, måske endda drysser de lidt på maden. Det er en meget almindelig ingrediens. Når folk først indser dette, indser de, at det faktisk var en meget alsidig ret, som man kunne bruge i mange måltider. Den har en dejlig umami-smag, så den velsmagende smag, man får med protein, har også en masse salt i sig. Man kan tilføje et strejf for at pifte retten op.

Romerne elskede den så meget, denne garum-fiskesauce, at de faktisk også brugte den i desserter. Stort set alle retter, man kan forestille sig, hældte de fiskesaucen over. Jeg ved ikke, om vi alle ville have den i vores desserter nu om dage, men jeg har spist nogle måltider med denne garum-fiskesauce. Jeg kan fortælle dig, at den giver et ret dejligt pift til mange retter.

Kapitel 5: Vikingerne – 900 f.Kr.

Lad os springe frem til 900-tallet e.Kr., hvor vikingerne gik amok, plyndrede og ødelagde landsbyer langs hele kysten. Forestil dig, at du var en beboer i en af ​​disse landsbyer, hvor de angreb personer, du kender og elsker. De knækkede deres kranium med en stor økse og efterlod dem liggende og blødende på jorden. Nu er det dit job at redde dem. Du skal udføre en operation på dem og derefter forhindre, at såret bliver inficeret.

Det lyder overraskende at sige, men en af ​​de første operationer, som mennesker nogensinde udførte, var en type neurokirurgi kaldet trepanation. Forestil dig, at nogen bliver ramt i hovedet, og der kommer frakturer, og der er knoglestykker, der presser mod hjernen. Det er en meget farlig situation. Det kan give hjerneskade, og man kan endda dø af det, når tryk og blod ophobes under kraniet. De ville fjerne de knækkede knoglestykker. Det ville tillade blod at sive ud og forhindre det i at presse ned på hjernen og skade hjernen.

Til bogen fik jeg faktisk selv prøvet en trepanation. Jeg brugte et stenværktøj til det, det er et stykke flint med nogle savtakker på. Det var som et savtakket stykke stenværktøj. Jeg prøvede det på et hjortekranie. Jeg skar i bund og grund et trekantet hul i kraniet og løftede derefter det stykke kranium af. At skære dette lille stykke, det er omtrent på tykkelse med en flaskehætte eller deromkring, tog mig omkring 90 minutter at lave.

Dette var nogle af de værste 90 minutter, jeg havde med at lave bogen. Det var en forfærdelig, forfærdelig opgave

Stenværktøjet fungerede faktisk ret godt i starten. Jeg var overrasket over, hvor godt det var til at skære gennem kraniet i mange tilfælde, fordi en ulempe ved stenværktøjer, selvom de er meget skarpe, er, at de sløves meget hurtigt. De sliber små stykker ned og begynder at skalle af. Til sidst står man tilbage med et ret sløvt værktøj, som man bare sliber løs på. Efter det første snit var færdigt, tog det mig meget lang tid. Det var en meget stor kamp.

Den anden ting, jeg ikke havde forventet, var, at jeg var udendørs, mens jeg lavede det, en meget varm dag, og fluer begyndte at komme. Der var fluer overalt. De var i mit hår, kravlede i min skjorte, kravlede op i mine shorts, bed mig og sværmede over hele såret, mens jeg jagede dem væk. Jeg begyndte også at svede, og der kom blod og kropsvæsker ud af dette hjortekranie, som jeg arbejdede på. Det endte med at være en gigantisk frustration for mig. Men på en måde var det faktisk en god ting, fordi en del af oplevelsen med eksperimentel arkæologi er at vise dig nogle af frustrationerne og vise dig de ting, som folk må have udholdt i oldtiden.

Én ting, du måske undrer dig over med trepanationer, er, ja, døde folk ikke hele tiden? Jeg mener, du har et stort åbent sår på dit hoved. Du har fluer, der kravler i det. De vil forårsage infektioner. Svaret er, at folk overlevede meget oftere, end du måske tror. Vi har masser af eksempler på kranier med huller i dem, hvor man kan se ny knoglevækst omkring kraniets kant, hvilket beviser, at personen må have overlevet denne trepanation. Især i vikingetiden havde de måder at bekæmpe infektioner på.

Én måde blev opdaget i det, der blev kaldt en iglebog. Igler bruges faktisk til at tappe blod af folk. I denne iglebog fandt et par moderne forskere, en historiker og en mikrobiolog, nogle opskrifter, som de mente kunne være plausible, der kunne kontrollere infektioner. De besluttede at teste en. Opskriften i iglebogen krævede et par ingredienser. Løg, hvidløg, vin og det, der blev kaldt oksegalde, altså galde fra en kolever. Man skulle blande dette sammen i en kobberskål og derefter lade det stå i omkring en uge eller deromkring og derefter bruge det på en infektion. Bogen hævdede, at det var fantastisk mod infektioner. Det ville virkelig, virkelig bekæmpe infektioner. Men de ville se, om det var sandt, fordi bogen havde nogle andre usædvanlige opskrifter i sig, som ikke lød særlig plausible for dem.

Efter at have lavet denne blanding, testede mikrobiologen den i sit laboratorium. Hun valgte med vilje to ret vanskelige bakteriestammer. Den ene var var gonoré. I moderne tid har begge disse bakterier vist stor resistens over for lægemidler. De hersker voldsomt hos nogle mennesker. Det er meget svært at kontrollere disse infektioner. Men det viste sig, at denne blanding af løg, hvidløg, vin og oksegalde gjorde et rigtig godt stykke arbejde med at dræbe disse lægemiddelresistente bakterier. Hun var overrasket over, hvor gode de var.

Faktisk prøvede hun dem i en anden, endnu hårdere test, og de bestod også denne test. Nogle gange, når bakterier kommer ind i dig, danner de det, der kaldes en biofilm. Bakterier låser i bund og grund deres arme sammen og udskiller et slim, der blokerer lægemidler fra at komme igennem. Det er en beskyttende barriere, som de producerer inde i levende væsener. Disse biofilm er faktisk en stor grund til, at mange lægemidler, der viser lovende resultater i reagensglas, mislykkes, når de afprøves i levende væsener. Men når de afprøver denne ældgamle blanding på biofilm, brød den lige igennem og dræbte bakterierne alligevel. Hun var meget, meget begejstret for dette, fordi biofilm er meget vanskelige at overvinde. De udvikler faktisk denne gamle opskrift som et moderne lægemiddel og går videre til forsøg på mennesker med det mål at hjælpe os med at bekæmpe nogle af disse lægemiddelresistente moderne stammer.

En god lektie ved dette eksempel er, at viden ikke altid er lineær. Jeg tror, ​​vi har en idé om, at vi konstant akkumulerer viden, som vi vidste mere, end folk gjorde for 10 år siden, mere end 20 år siden, mere end et par århundreder siden, og bestemt mere, end folk vidste for tusinder af år siden. Men det er ikke altid tilfældet. Nogle gange falder viden gennem sprækkerne. Denne blanding var et rigtig godt eksempel på det, på noget, en læge i 900-tallet straks ville have vendt sig mod, men som folk i dag ikke ville have vidst, medmindre de så tilbage. Vi burde nok give folk i oldtiden mere anerkendelse for den reelle viden, de havde.

En fantastisk ting ved eksperimentel arkæologi er, at det kan genoplive folks kærlighed til fortiden. Hvis du går på et museum og begynder at læse udstillingerne og se på genstandene, er det en rigtig dejlig oplevelse. Men den viden har en ret kort halveringstid. Den vil sandsynligvis ikke gøre et dybt indtryk på dig, og den viden vil sandsynligvis sive væk ret hurtigt. Forestil dig at gå på et museum og få et stykke romersk brød eller en slurk vikingeøl. Forestil dig at prøve gammelt lædertøj eller få et hvirvlende spyd mod en mastodontdukke. Det ville virkelig give oplevelsen et nyt liv og bringe den til et helt nyt niveau i dit sind. Så mange mennesker kalder feltet ikke bare eksperimentel arkæologi, men oplevelsesmæssig arkæologi eller endda levende arkæologi, fordi det virkelig vækker fortiden til live på en ny måde.

Hvordan eksperimenterende arkæologer løser gamle mysterier. Del 1 af 2.

Sam Kean undersøger, hvordan ‘uærlige’ arkæologer genskaber lyde, smage, lugte og skikke fra den gamle fortid.

Historien føles fjern, indtil du træder tilbage og indser, at den blev levet gennem alle sanserne: smagen af ​​maden, berøringen af ​​værktøjerne og duften af ​​livet omkring dig.

I dette interview vækker den bedst sælgende videnskabsforfatter Sam Kean fortiden til live igen ved at genopbygge den. Ved at genskabe gamle fødevarer, værktøjer og hverdagspraksisser afdækker han de små sensoriske detaljer, der formede, hvordan folk overlevede og eksperimenterede. Disse ydmyge prøvelser, drevet af nysgerrighed og nødvendighed, lagde grunden til alt, der fulgte, fra tidlige opfindelser til atombomben.

Kean minder os om, at vores fremskridt ikke er en lige linje. Det er rodet, menneskeligt og ofte drevet af frygt lige så meget som af indsigt. Se, hvordan vores ældste instinkter stadig giver genlyd i vores mest kraftfulde teknologier.

Sam Kean

Del 1. Om at bringe oldtidshistorien til live

Hvis du tænker på Indiana Jones, er traditionel arkæologi ikke det. Det er ting begravet i jorden, som du skal grave op, sætte i kontekst og så forsøge at stykke fortiden sammen. At børste små potteskår og knoglestykker af med tandbørster. Dag efter dag, time efter time. Traditionel arkæologi er meget god til at forstå, hvordan fortiden så ud. Så de kan fortælle dig, at der var en mur her, der var en bygning herovre. Du får en god generel fornemmelse af landskabet og sandsynligvis den vifte af materialer, som en oldtidscivilisation brugte.

Men det, jeg manglede, var alle de andre sanser. Hvordan lød fortiden? Hvordan smagte den? Hvordan lugtede den? Så du kan forestille dig, hvor begejstret jeg var, da jeg opdagede eksperimentel arkæologi. Eksperimentelle arkæologer laver og gør ting. De forsøger at genskabe fortiden på alle mulige forskellige måder. Hvad enten det drejer sig om at lave gamle opskrifter og madvarer, stenredskaber, gammel medicin, bygge skibe og tage ud på havet. Alle mulige ting, der involverer at genoplive fortiden.

Hvis du har dyb viden om, hvordan man gør noget, eller hvordan man laver noget, vil du stille andre, bedre spørgsmål om det og have et bedre øje for, hvad du skal kigge efter, de forskellige ting, folk måske har brugt, den slags ting. En anden ting, eksperimentel arkæologi kan gøre, er at hjælpe os med at løse nogle af fortidens store mysterier. Hvordan byggede de egentlig pyramiderne i Egypten? Hvordan rejste de de gigantiske statuer på Påskeøen? Mennesker? Hvordan jagtedes oldtidens store vilde dyr, håndterede store våben og den slags ting? Eksperimentel arkæologi kan hjælpe os med at besvare disse spørgsmål.

Til denne bog deltog jeg i en autentisk romersk banket og spiste mærkelige fødevarer af alle slags, alt fra larver til hvalrosser. Jeg tilbragte en dag i Utah med en fyr, der byggede en 9 meter lang katapult, og vi tilbragte en eftermiddag med at kaste disse gigantiske stenblokke rundt i floden. Jeg fik lov til at give og få min allerførste tatovering. Jeg fik lov til at affyre en middelalderkanon. Jeg fik lov til at prøve kræfter med oldgammel neurokirurgi og alle mulige andre projekter.

Én ting, jeg virkelig godt kan lide ved eksperimentel arkæologi, er den brede vifte af mennesker, der er involveret i at gøre det. I nogle tilfælde har du hardcore laboratorienørder, der er i et laboratorium og indsamler data, ligesom en traditionel videnskabsmand ville gøre. I andre tilfælde har du arkæologer, der forelskede sig i en gammel civilisation, og de ønskede at forbinde sig med den på et dybere niveau. De regnede med, at der ikke var nogen anden måde at gøre det på end at gå ud og forsøge at genskabe visse aspekter af fortiden. Du har også oprindelige samfund, som i mange tilfælde har holdt disse traditioner i live i tusinder og atter tusinder af år. Ofte er det dem, der rent faktisk underviser arkæologer i dette materiale. Det er virkelig en tovejsgade med disse grupper, hvor det er dem, der formidler deres viden til de lærde og akademikere.

Så kan man gå helt til disse sure overlevelseseksperter, der bor ude i skoven, men de har lært tricks eller tricks, der er blevet givet videre til dem, og de har en masse viden, nogle tilfælde implicit viden, som man bare ikke får fra almindelig arkæologi. I nogle tilfælde har de faktisk omskrevet det, vi ved om arkæologi, fordi de har brugt deres egen viden på stedet og vist eksperterne, hvor de tog fejl.

Kapitel 2: Afrika – for 72.000 år siden

Forestil dig selv i Afrika for 75.000 år siden. Du er lidt nomadisk, du rejser sandsynligvis rundt fra sted til sted, måske tilbringer du et par uger med at sove i en hule. Men huler har hårde jordgulve, som ikke er særlig behagelige, så du bliver nødt til at lave en seng af en slags. Din hovedaktivitet vil sandsynligvis også være at samle mad og vand, så du ville have en feltflaske af en slags til at bære vand rundt i, sandsynligvis lavet af et strudseæg. For at gøre dig klar til at finde mad den dag, bliver du nødt til at lave dine egne værktøjer og gå på jagt.

Så lad os starte med væddemålene. Det første, du ville gøre, er at sprede en masse affald rundt i hulen og sætte ild til det. Det ville brænde, det ville rense hulen ud, men også vigtigst af alt, efterlade et dejligt blødt lag aske. Det vil i bund og grund være din madras. Så skal du gå ud og samle nogle planter, især aromatiske blade. Du skal lægge dem som et øverste lagen oven på det lag aske. Det bliver ret behageligt, fordi aske er dejlig blødt, ligesom at sove på stranden. Folk har faktisk genskabt disse senge og har sovet i dem natten over, og de sagde, at de faktisk var ret behagelige.

Det havde også en anden fordel, idet asken holdt flåter væk. Insekter var et stort problem for folk for tusinder af år siden. De havde ikke insektmiddel, de havde ingen måder at holde dem væk på. Et pænt askelag på jorden forhindrede flåter i at grave sig ned og låse sig fast i dine ben. Jeg underviste en kvinde, som faktisk samlede en masse flåter, satte dem i midten af ​​en flot ring af ask og betragtede, hvad de gjorde. Flåterne forsøgte at grave sig igennem asken. De fleste af dem kom ikke ud, de døde undervejs. Dem, der kom igennem asken, havde munddele, der blev så fastklæbede, at de ikke kunne bide nogen bagefter. Asken gav også en måde at forhindre flåter i at bide i dine ben. Så det øverste lag af bladene var normalt aromatiske blade, der holdt myg væk. Udover at give komfort, holdt denne seng også parasitter væk, der kan irritere dig og sprede sygdomme.

Så når du står op om morgenen, er du sandsynligvis tørstig. Hvis du er i denne hule, skal du række ud efter din vandbeholder, som vil være en strudseægflaske. Strudseæg er normalt ret store, og de er normalt ret tykke og tætte. Det, de ville gøre, var, at de tog et stenredskab og savede toppen af ​​strudseægget op, normalt lavede de en lille firkant eller noget lignende. De hældte æggenes indre ud og rensede det derefter med nogle aromatiske urter, vaskede det, og så havde du en fin lille flaske. Til bogen købte jeg faktisk et strudseæg online og prøvede disse trin selv. Jeg fik lov til at stege strudseægget i en stor gammel stegepande. Dele af det var lækre. Blommen havde denne utroligt fyldige karamelagtige æggesmag. Det var lækkert. Jeg elsker den del. Hviderne var mindre gode, lidt flydende, skummende, ikke min favorit, men du ved, de var ikke forfærdelige. Efter jeg havde skåret toppen af ​​strudseægget op med stenredskabet, vaskede jeg det og brugte det til at holde vand. Det rummede omkring seks kopper vand, og en virkelig cool ting ved strudseæg er, at de er en smule porøse. Ikke så meget at vandet vil sive ud af det, men mikroskopisk set er der bittesmå porer i strudseægget, der lader vand slippe ud. Fordampning køler det ned, så det holder vandet koldere end den omgivende temperatur. Et strudseæg er faktisk en selvkølende feltflaske.

Så efter du har fået din lækre drink vand, skal du sandsynligvis begynde på en af ​​dagens hovedaktiviteter, som er at lave stenredskaber. Til dette skal du sandsynligvis bruge flint, en meget hård sten, der brister meget rent.

Dette er et eksempel på en sten, som du måske kan prøve at lave et værktøj af. Du skal holde den i dit skød. Så tager du en anden sten kaldet en hammersten, og du skal ‘tabe’ den på stenen i dit skød. Forestil dig, at min knytnæve her er hammerstenen. Normalt er de kartoffelformede, store og aflange og meget glatte på ydersiden.

Du ville tage hammerstenen og lade den falde ned på selve kanten af ​​stenen. Du ville ikke smadre den ned, du ved, bare hamre på den. Det er mere et kontrolleret fald, bare at ramme kanten af ​​den. Du tager den i dit skød, du ville lade den falde ned, og så ville et stykke falde af. Du kan se, hvor fin og ren denne kant er. Den vil ikke knuses som en krukke eller noget i den stil. Du vil få en fin kant her, og du kan bruge dette stykke og forfine det mere, du ved, måske slibe det, lave et lidt mindre værktøj.

Med et skaft af træ og ved brug af fibrene og senerne fra et dødt dyr som du vikler om træskaftet. Derpå dryppe det i indsamlet harpisk, så det virker som en lim, og binder sten og træskaft til hinanden.Så har man et brugbart fint lille jagtredskab,

Et eftertragtet materiale i oldtiden var obsidian. Det er en sort vulkansk sten. Hvis man slår ordentligt på den, kan man få ekstremt skarpe flager fra den. Flager, der faktisk er skarpere end moderne stålskalp. De er ekstremt, ekstremt skarpe. De er farlige. Jeg skar mig faktisk med obsidian på et tidspunkt ved et uheld. Jeg var overrasket over, at jeg ikke bemærkede, hvor dybt snittet gik. Det var lige over min arm. I modsætning til et papirklip gjorde det slet ikke ondt, fordi kanten var så skarp. Men det begyndte straks at bløde overalt. Jeg var overrasket over, hvor hurtigt det gik. Jeg var nødt til at pakke det ind ret hurtigt. Du kan forestille dig, at hvis det var for 75.000 år siden, og du havde skåret dig sådan, kunne det blive ret farligt ret hurtigt. De havde ikke antibiotika. Der var intet hospital at løbe til.

Kapitel 3: Egypten – 2.000 f.Kr.

Lad os nu springe frem i tiden til det gamle Egypten i 2000-tallet f.Kr. Du står op om morgenen og har lyst til noget mad. Du skal nok have noget brød og noget øl. Så skal du gå videre med din dag. Det var den æra, hvor de byggede pyramiderne. Du ville faktisk få lov til at se dem, mens de blev bygget. Du kunne også gå hen og tale med en, der lavede rigtige mumier. Det var en meget stor industri i Egypten på det tidspunkt, og oddsene er gode. Du ville kende en, der arbejdede på den slags ting.

En sand fornøjelse ved bogen var chancen for at genskabe tabte opskrifter og spise mad, som folk ville have spist for tusinder af år siden. Især i Egypten fandt jeg maden absolut lækker. Brød var virkelig den vigtigste mad, som egypterne spiste. Det er basisfødevarer. Jeg mødte en, der faktisk genskabte et egyptisk brød i sin baghave. Han var lidt fanatisk omkring det. Han tog over til Egypten. Han dyrkede den gær, som de ville have brugt dengang. Han fandt nogle arvestykker til at lave dette brød. Han fik endda den rigtige type træ, som de ville have brugt i Egypten, til bålstedet i hans baghave. Så fik han nogle venner til at lave en konisk form, ligesom de ville have gjort i det gamle Egypten. Han bagte dette brød i sin baghave og lod mig prøve noget af det. Jeg må sige, at dette var det bedste brød, jeg nogensinde har spist i mit liv. Det var så lækkert.

Opskriften var dog meget simpel. Det var bare emmer, det korn, de brugte til mel. Emmer, koriander, salt, gær, og det var det. Smagen var lækker, perfekt afbalanceret, med en dejlig spændstig skorpe på ydersiden. Brødet, jeg spiste, var to dage gammelt, og vi havde varmet det op i firmaets mikrobølgeovn. Hvis jeg havde fået dette brød frisk fra jorden, ville det have været helt lækkert. Det ville have trukket modige gæster til sig i enhver bistro i New York eller Paris, det er jeg overbevist om.

Den anden lækkerbisken fra det gamle Egypten var at få lov til at lave øl i egyptisk stil. De brugte emmer som hovedkornsort med lidt byg blandet i. Det smagte lidt anderledes end den moderne øl, tror vi, ​​fordi de ikke brugte humle i øllet. Humle giver øllet en bitter smag. Uden humlen smagte det faktisk meget mere som en sur øl, end man måske får i dag. Hvilket giver meget mening, hvis man tænker over det. De var derude i solen og slæbte blokke rundt, mens solen bagte ned på dem. Man vil have noget lidt surt, det slukker tørsten. Disse var meget tættere på en kombucha end på det, vi opfatter som øl.

En overraskende kendsgerning om det gamle Egypten er, at vi ikke aner, hvordan de byggede deres mest ikoniske strukturer, pyramiderne. Der er en masse information tilgængelig om det gamle Egypten og deres skrifter og hieroglyfferne og billederne på væggene, men de nævnte ikke rigtig, hvordan de byggede deres pyramider. Det har været et stort mysterium i tusinder af år på nuværende tidspunkt. Eksperimentel arkæologi har ikke løst dette mysterium, men den kan gøre meget for at afkræfte visse teorier om, hvordan pyramiderne blev bygget. En vigtig ting, som de har afkræftet, er, at ramper sandsynligvis ikke var så nyttige til at bygge pyramiderne.

Du kan forestille dig en stor rampe til toppen af ​​pyramiden, der skubber en blok op, måske på en tømmervalse eller lignende. Men i eksperimenter er det mislykkedes fuldstændigt. Uanset hvor pæne tømmervalser ser ud på papiret, fungerer de ikke godt i den virkelige verden. De er ikke ensartede, de glider overalt. Det er en pine at få tømmervalserne bagpå til at køre dem rundt til forsiden, når du holder en fem tons tung blok og prøver at skubbe den op ad en bakke. Det er virkelig besværligt at gøre det. Der er endda store problemer med selve ideen om at bruge en rampe.

Hvis du ser på en pyramide, så lav en pyramide i skalastørrelse og begynd derefter at stable materiale op foran den. Du indser ret hurtigt, at disse ramper skal være utroligt lange. Måske endda en kilometer eller halvanden kilometer lange for at komme helt til toppen af ​​pyramiden. De skal også være utroligt brede, fordi det materiale, du bruger sand til, ikke kan danne en pæn stejl væg. Når du bygger denne rampe, bliver du sandsynligvis nødt til at bruge lige så meget eller mere materiale, som du putter i selve pyramiden. De bruger sandsynligvis en eller anden form for teknologi til at hejse eller trække dem op i stedet for bare at skubbe dem op ad en rampe.

Mumier er et af de mest ikoniske aspekter af det gamle Egypten. Men vi ved faktisk ikke mange detaljer om, hvordan de lavede mumier, fordi de ikke registrerede mange af disse oplysninger. Enten forsøgte de at holde det hemmeligt, eller også blev det bare givet videre fra person til person, og ingen gad skrive det ned. Så selvom vi har mange mumier fra oldtiden, kendte vi ikke mange af detaljerne. Eksperimentel arkæologi viste sig at være en rigtig god måde at undersøge mumificeringsprocessen på.

Nu har mange forskere set på dyremumier. Mange mennesker er ikke klar over det, men egypterne mumificerede meget mere end bare mennesker. Faktisk mumificerede de millioner og atter millioner af dyr. Der er kirkegårde i Egypten med 4 millioner hunde eller 7 millioner fugle. De skabte virkelig disse dyremumier i industriel skala. Så ved at lave disse mumier i moderne tid kan forskere lære meget om den samlede proces.

Der har været et par ‘uærlige’ arkæologer, der besluttede at lave en menneskelig mumie i egyptisk stil i moderne tid. Det var et ret kontroversielt projekt. Det fandt sted i 1990'erne i Baltimore med to personer. Den ene var anatom og den anden var egyptolog. Selvom de fik en del modstand fra andre arkæologer, sagde bioetikere, at dette var et meget vigtigt problem, og at de ville gå videre og besvare nogle af disse mysterier. Så nogen havde doneret deres krop til videnskaben, og de besluttede at bruge den til at lave denne mumie.

Den person, jeg talte med til bogen, Bob Breyer, tog faktisk til Egypten, og han gravede det mineral ud, som de skulle bruge som tørremiddel i kroppen. Så han var meget engageret i autenticitet her. Han fik også lavet en række stenværktøjer, nogle af en obsidian eller andre sten, nogle af kobber, og de brugte det faktisk på kroppen til at åbne den. De var nødt til at åbne et lille hul for at få organerne ud, for at tørre dem ud. Da de så havde fået organerne ud, skulle de vaske det indre hulrum og derefter bruge det mineral, han havde fundet i Egypten, til at tørre kroppen ud. Mineralet var en blanding af bagepulver og salt, et mineral kaldet natron.

Man kan faktisk lave noget derhjemme, hvis man vil. Jeg gjorde det derhjemme med en fisk og mumificerede faktisk en fisk. Det var meget, meget nemt at gøre. Vi tænker traditionelt på en fisk som et af de mest lugtende dyr, der findes. Men jeg tog denne fisk med hjem, satte den aldrig i køleskabet. Jeg lagde den bare i et ildfast fad, hældte denne blanding af bagepulver og salt over den, og en uge eller to senere havde jeg en perfekt fiskemumie. Så pakkede jeg den ind i linned, ligesom de gjorde med de egyptiske mumier, og den står stadig på min køkkenbord i dag.

Ved at lave et menneskemumie lærte de meget om processen og løste nogle af mysterierne. Et var, hvor meget natron man overhovedet skulle bruge til at gøre dette. De endte med at finde flere hundrede pund af dette. Et andet mysterium var, hvor lang tid det tager? Det endte med at tage dem omkring 70 dage eller deromkring at lave en menneskelig mumie. De var nødt til at skifte natronen et par gange, men alt i alt er det omtrent så lang tid, det tog.

Et af de store mysterier, de ville løse, var, når vi finder en egyptisk mumie i dag, hvor man kan se den meget forvitrede hud. Den har normalt skiftet farve, er blevet lidt mørkere, håret er meget tykt, og huden er trukket tilbage i ansigtet. De ville vide, om det var mumificeringsprocessen, der havde gjort det, eller det faktum, at de havde siddet i et tørt miljø i Egypten i tusinder af år. Selv efter fire eller fem uger med den menneskelige mumie i moderne tid, indså de, at det var mumificeringsprocessen, der gjorde dette. Den person, jeg talte med, revnede skorpen op, kiggede på mumien, og han gispede og sagde: "Åh Gud, det ligner præcis Ramses den Store fra Egypten." Han var lamslået over, at de på bare et par uger havde genskabt en mumie i egyptisk stil. DEL 2 FØLGER.