Farven grå overtog den moderne verden - vender farverne tilbage?

 

Farven grå overtog den moderne verden - vender farverne tilbage? 

Frank Jacobs

Nej du er ikke pludselig blevet farveblind. Dette kort er i farver. Faktisk e r det et farvekoret - specifik over hver amerikansk stats yndlingsfarve til husmaling. Det er bare, at disse favoritter ligner en farveprøvebog til en bedemandsforretningen - ligesom halvtreds nuancer af grå

Nuvel, grå-agtigt. Fra Hawaai til Florida, er den mest populære nuance tit dit hjems ydre en variation af grå, off-white, beige eller greige - en nu8ance der er så ubestemt at den ikke kan forpligte sig til at være enten grå eller beige, og derfor ender med ingen af delene - eller begge.

Dyppet i et kar med Resigned Indifference®

Men hvordan kan det være? Amerika er alt andet end monokrom. Det indeholder et væld af kulturer, klimaer og landskaber, og mennesker, der er uenige, højlydt og offentligt, om næsten alt. Så hvorfor, når amerikanere har brug for en dåse husmaling, rækker de så ofte ud efter den neutrale hylde? Hvorfor ser det gennemsnitlige hus i denne store og varierede nation ud, som om det er blevet dyppet i et kar med Resigned Indifference®?

Svaret er et fænomen kaldet "gråningen": en gradvis, men uophørlig dræning af pigment, ikke kun fra ydersiden, men også fra interiøret og fra hverdagens ting, som biler og telefoner. I 2020 fandt forskere ved Science Museum Group i London beviser på tendensens lange levetid. De fodrede omkring 7.000 fotografier af hverdagsgenstande - kedler, lamper, kameraer - fra slutningen af ​​1800-tallet til 2020 ind i en algoritme og bad den derefter om at spore farvefordelingen over tid.

Resultatet: et slående skift mod akromatiske - det vil sige neutrale - farver i materiel kultur.

Farveanalyse af billeder af en telegraf fra 1844 (venstre) og en mobiltelefon fra 2008. Vores kommunikationsenheder er blevet akromatiske. (Kilde: Science Museum Group)

Gråningen er accelereret i det 21. århundrede, men den har ideologiske rødder i det 20. århundrede og industrielle i det 19. århundrede.

Det afdæmpede lingua franca i global handel

Genstande fra det tidlige 19. århundrede tenderede mod naturlige materialefarver: den varme brune farve i træ og læder, de gule og messingfarvede toner i metaller. Med tiden overgav disse pigmenteringer sig støt til fordel for sort, hvid og grå.

Skiftet var langsomt, men stabilt, og dets kumulative effekt var massiv. I slutningen af ​​det 20. århundrede havde gråtoner koloniseret og domineret en bred vifte af genstandskategorier. I vid udstrækning er denne desmætning (farvernes intensitet eller renhed reduceres)  et biprodukt af masseproduktion. Industriel fremstilling favoriserer gentagelighed. Neutrale toner er lettere at standardisere, mindre tilbøjelige til at kollidere og mere globalt markedsførbare end en bestemt nuance af mandarin, som måske sælger glimrende i Sevilla, men fornærmer alle i Seoul.

I den forstand er gråtoner det afdæmpede lingua franca i global handel: uoffensiv, fordi den slet ikke siger noget. Men gråningen er mere end blot et tilfælde af industrialisering. I begyndelsen af ​​det 20. århundrede fik den et kraftigt filosofisk løft fra modernistisk designideologi.

"Velegnet til simple racer, bønder og vilde"

I sit essay "Ornament og kriminalitet" fra 1908 argumenterede den østrigske arkitekt Adolf Loos for, at ornamentik ikke blot var unødvendigt, men et tegn på hæmmet moralsk udvikling. Han mente, at sandt udviklede mennesker ville tiltrækkes af rene linjer og enkle overflader. Anvendt ornamentik, herunder brugen af ​​farver som dekoration, forbedrede ikke; det rodede og distraherede.

Adolf Loos (venstre) og hans spartanske, uornamenterede Looshaus (højre, i midten) på Michaelerplatz i Wien. (Foto: Adolf Loos Plzen; Gerd Eichmann – CC BY-SA 4.0)

Loos' polemiske mål var Art Nouveau, der dengang var i fuld flor. Hans argumenter havde indflydelse på Bauhaus-kunstskolen, som kanoniserede tilbageholdenhed og lige linjer. Det påvirkede til gengæld den internationale stil, der fejede over den globale arkitektur fra 1930'erne og fremefter, en stil, der favoriserede glas, stål og beton. Helt gråt: ikke bare som standard, men som et udtryk for alvor.

Le Corbusier, pioner inden for det, vi nu blot kalder moderne arkitektur, fremførte pointen med karakteristisk charme og erklærede, at farve "er egnet til simple racer, bønder og vilde." Av.

Udmattelsen stoppede ikke ved bygninger. Bilfarver er blevet omhyggeligt katalogiseret siden biltidens begyndelse, hvilket gør dem til en nyttig repræsentant for den bredere kulturs kromatiske puls. Sort havde sin første storhedstid som bilfarve for omkring et århundrede siden, da Henry Ford berømt sagde, at hans Model T var tilgængelig "i enhver farve, kunden ønsker, så længe den er sort."

Det sidste, bedste årti for dristige bilfarver

Ligesom mange gode historier er det kun delvist sandt. Den tidlige Model T kom også i grå, blå, grøn og rød. Ford indsnævrede udvalget til sort i 1914 af rent industrielle årsager: ovnbagt sort maling tørrede hurtigere, hvilket fremskyndede produktionslinjen; den var mere holdbar end andre malinger; og den var billigere, hvilket hjalp med at bringe prisen på en "Tin Lizzie" ned fra $780 i 1910 til $290 i 1924.

Farverne vendte også tilbage i de sidste år (1926-'27) af Model T, som havde solgt 15 millioner enheder, da produktionen sluttede - en kumulativ brancherekord, der stod i 45 år, indtil VW Beetle overgik den i 1972.

Denne Beetle havde en god chance for at være i klare farver, for 1970'erne var det sidste, bedste årti for dristige bilfarver, med dristigt navngivne nuancer som Plum Crazy Purple, Lemon Twist og Hugger Orange, der livede bilerne op.

Øverst: Sådan så en bilplads ud i slutningen af ​​1970'erne. Nederst: Det er 2025, og gråskala har sejret. (Kilde: X/MyMixtapez)

Tidligere årtier havde deres egne karakteristiske paletter: bløde pasteller og dristige tofarver på biler fra 1950'erne, juveltoner gennem 1960'erne og en rig, jordagtig grøn farve i 1990'erne.

Omkring årtusindskiftet drejede bilfarverne skarpt til højre ind på Monochrome Avenue og har aldrig set sig tilbage. I 2004 var cirka 60 % af de nye biler, der blev solgt i USA, akromatiske, hvilket betyder sort, hvid, grå eller sølv. I 2023 var dette tal nået 80 %. I 2011 blev hvid den mest populære bilfarve på verdensplan, en position den stadig har i dag.

En selvforstærkende cyklus af kedelighed

De seneste globale data fra BASF's årlige farverapport viser, at hvid udgør 38% af de nye biler, der produceres i 2025, sort med 23%, grå med 19% og sølv med 8%. Denne farveløse kvartet tegner sig for 88% af alle nye biler på planeten. Den mest populære farve på verdensplan er blå med kun 6%. Grøn og rød klarer hver 3%.

Logikken bag denne næsten totale overgivelse er endnu engang økonomisk. Produktion af billak er dyr, og usædvanlige farver reducerer chancen for, at et køretøj bliver solgt. Så producenterne rationaliserer deres paletter til maks. et dusin sikre toner pr. model. Store institutionelle købere - udlejningsfirmaer, flådeoperatører - forstærker den konservative side, fordi de også i sidste ende skal sælge det, de køber i store mængder. Resultatet? En selvforstærkende cyklus af kedelighed.

En lignende kalkulus gælder for huse og husmaling. Som enhver ejendomsmægler vil fortælle dig, maksimerer neutrale farver videresalgsværdien af ​​dit hus, fordi de fornærmer de færreste købere. Der kan sagtens være en fremtidig husejer derude, der deler din passion for aubergine – men at satse på, at de er på markedet netop når du sælger, er et ret stort sats, og med en af ​​de dyreste aktiver, du nogensinde sandsynligvis kommer til at eje.

Og derfor er husene i Amerika, og store dele af verden, malet i Agreeable Gray, Mindful Gray, Accessible Beige og deres mange slægtninge fra den neutrale hylde. Bemærk, hvad disse navne faktisk signalerer: ikke "Det her er jeg", men "Please, don't have affection for me". Agreeable Gray – det mest populære valg i Alabama, Arizona og Carolinas – beskriver ikke så meget en farve som en social holdning.

Hvordan minimalisme blev en aspirerende identitet

Farvemæssigt synes hele verden at være fanget i neutral i disse dage. Kald det senmodernisme. Indsnævringen af ​​paletten, der startede med industrialiseringen og blev en del af den modernistiske ideologi i begyndelsen af ​​det 20. århundrede, udviklede sig til et livsstilsvalg i begyndelsen af ​​det 21.

Det kulturelle nådestød kom omkring 2010, da minimalisme blev hævet fra en æstetisk til en aspirerende identitet. "Millennial grå" blev en form for iøjnefaldende tilbageholdenhed, der signalerede sofistikering. Og intet objekt legemliggjorde dette skift bedre end iPhone.

Apples tidligere iMac-computere var tilgængelige i så gennemskinnelige, næsten aggressivt muntre farver som Bondi Blue, Tangerine, Strawberry og Grape. Virksomhedens nuværende produktsortiment kommer primært i Space Gray, Silver, Gold og Midnight Black.

Det bliver ikke meget mere millennial-agtigt end dette interiør. Hvorvidt denne iøjnefaldende tilbageholdenhed i farver signalerer sofistikering, kan diskuteres. (Kilde: Max Vakhtbovych/Pexels)

Farver er migreret til en ny, virtuel virkelighed

Så det er her, praktisk sans, videresalgsværdier og modernistisk ideologi har ført os: til en materiel verden, der er så drænet for farver, at den kan deprimere selv Adolf Loos og Le Corbusier.

Interessant nok tyder undersøgelser på, at der er noget i den dagligdags forbindelse mellem grå og depression. Forskere ved University of Manchester testede raske frivillige, mennesker med angst og mennesker med depression og bad hver især om at vælge en farve, der repræsenterer deres nuværende humør. Gul dominerede blandt raske forsøgspersoner. Blandt både angste og deprimerede deltagere monopoliserede grå de øverste pladser - hvor deltagerne beskrev det som repræsenterende "en mørk sindstilstand, et farveløst og monotont liv, dysterhed, elendighed eller en manglende interesse i livet." Forskerne citerede tidligere undersøgelser, der fandt, at deprimerede mennesker har en tendens til at beskrive livet som "monokromatisk" eller som at have "mist sin farve."

Men verden er mørkest - eller gråest - lige før daggry. Der er tegn på, at gråningen har toppet. Som deres farver i 2025 valgte Pantone Mocha Mousse, en varm brun; Behr valgte Rumors, en dyb rubinrød; og Valspar valgte Encore, en fyldig marineblå. (amerikanske farveproducenter) Designprofessionelle bemærker en stigende efterspørgsel efter terrakotta- og lerinspirerede nuancer.

Inden for bilfarver gjorde grøn kun lille, men stabil fremgang i 2025 og fordoblede sig til 4% i Amerika og overhalede rød i Europa. Axalta Coating Systems udnævnte Evergreen Sprint, en mørkegrøn, til deres globale bilfarve i 2025, og General Motors tilføjede Typhoon Metallic, en lignende nuance, til sin palet for Cadillac CT4- og CT5-modellerne.

Og det er værd at bemærke, at farver har migreret til en ny, omend virtuel virkelighed. Vores enheder kan være Space Gray eller Midnight Black, men det, de projicerer til os, er et kontinuerligt, opmærksomhedsfangende, kalejdoskopisk farveoprør.

Og selv det kan være en overgangsordning. Historien peger på den cykliske natur af kromatiske præferencer. Barokkens glorværdige udskejelser blev for eksempel forudgået – og efterfulgt – af perioder med relativ tilbageholdenhed. Hvem ved: Uanset hvad der følger iPhonen, kan den være tilgængelig i Bondi Blue eller Plum Crazy Purple.

 

Platon løste udfordringen med det Onde for 2300 år siden 

Frank J. Tipler

Enhver der ikke kender til filosofiens historie (idehistorien) er dømt til at gentage begåede fejl. Således med Udfordingen om Ondskab, der går ud på: “Hvis Gud eksisterer og er kun Godhed, hvorfor tillader han så at Ondskab eksisterer?” Nogle stiller altid spørgsmålet om Ondskabens eksistens, når en naturkatastrofe slår de uskyldige ihjel, som pigerne der druknede i oversvømmelsen i Texas. Udfordringen med Ondskab er åbenbart knyttet til forestillingen om Forsynet, den påstand at uanset hvad der sker er det Guds Vilje. Trump der vendte hovedet præcis i det rette øjeblik således at kuglen kun strejfede hans øre  betragter nogle som Forsynets indgriben.  Men hvis Gud kan få Trump til at vende sig, så ville han helt sikkert kunne have reddet de druknede piger i Texas. 

Hvad var Platons forklaring, løsning?                                                            

Gud, der er gennemført god skal tage alle muligheder i betragtning, alle mulige ‘verdener.’ I een verden, vores, drejede Trump hovedet, og pigerne i Texas døde. I en anden verden, døde Trump, og Texas pigerne levede.

Platon hævdede godhed krævede alle mulighederne skabes fordi godhed kræver maximum diversitet. For ni hundrede år siden udvidede, arbejdede den kristne teolog Peter Abelard videre på Platons forklaring ved at argumentere for at selve det at eksistere er et gode, Godhed. Således ønsker Gud, der er Godhed, at maksimere godhed, maksimere virkelighedens størrelse ved at benytte alle mulige verdener. Pigerne i Texas der døde i denne verden, havde stadigvæk otte år eksistens, og det er bedre end slet ikke eksistere. Ydermere vil de samme piger leve deres hele liv i en anden verden. 

Arthur Lovejoy, i sin bog The Great Chain of Being, baseret på forelæsninger han gav på Harvard for hundrede år siden, efter at have diskuteret Platons og Abelards forklaring, påpegede (p. 74) at St. Thomas Aquinas, der skrev for 800 år siden, og er den største romersk katolske teolog nogensinde, var enige med denne løsning på Udfordringen med Ondskab. 

Denne forklaring på Udfordringen med Ondskab blev præsenteret af fire af historiens  største tænkere for 2,300, 900, 800, og 100 år siden. Da alle, på et tidspunkt i livet, undrer sig over Udfordringen med Ondskab, er der ingen undskyldning for uddannede mennesker til ikke at være opmærksom på denne forklaring, uanset om man accepterer den eller ikke. 

Denne forklaring kræver eksistensen af andre universer, der har andre versioner af os. Findes de? Ifølge kvantemekaniken findes de. Kvante mekaniken formoder at alle forandringer skyldes lineære operatører der handler med bølgefunktioner, og eksistensen af andre universer skyldes denne linearitet, kombineret med formodningen om at kvantemekanik styrer vilkårlige komplekse molekylære systemer, herunder mennesker og ‘katte.’ Jo, forklaringen på Schrödinger’s Cat Paradox er, katten er i live i et univers og død i et andet. Det indså Schrödinger i 1952.

Foretag selv kalkulationen. Hvis du ikke kan, har jeg gjort det i min bog The Anthropic Cosmological Principle. Hvis du har svært ved at følge med i min kalkulation, må du acceptere Argumentet fra Eksperten (Authority).

Hvilken Authority? Jeg anbefaler David Deutsch, vinderen i 2023 af Breakthrough Prize for opfindelsen af kvantecomputeren, og som siger i sin bog The Beginning of Infinity (Chapter 11 and p. 310) kvante mekanik er nødvendigvis en “multiverse” teori. (Multiverset er en hypotese om, at der udover vores eget univers findes mange andre mulige universer. Disse universer kan adskille sig fra vores fysiske love, konstanter, tid, rum, og endda eksistensen af liv. Begrebet bruges både inden for videnskab og filosofi, og der findes forskellige teorier og fortolkninger af, hvordan et multivers kunne se ud og fungere).Enten findes der andre universer, eller kvantemekanik er objektivt falsk.

Konklusion: Uanset hvad din forklaring, løsning på Udfordringen med Onskab er, skal den henvise til de andre versioner af dig i multiverset. Deutsch viste i sin tidligere bog The Fabric of Reality, hvordan multiverset løser Den Frie Vilje Problemet. Man kan i sandhed sige, “Jeg kunne have valgt at tage til Boston, hvis jeg virkelig tog til Boston. Således kunne du i virkeligheden have Fri Vilje til at gå til New York frem for Boston, hvis blot i et univers du faktisk tog til New York, og i et andet univers du faktisk tog til Boston. Endnu engang, uanset din løsning, forklaring på Problemet med den Frie Vilje, skal den henvise til at du tager til Boston i et univers, og til New York i et andet. Alle ved at Udfordringen med Ondskab er knyttet til Problemet med den Frie Vilje. Se slutningen på filmen fra 1981 Time Bandits. Multiverset viser hvordan de to er knyttet til hinanden. 

Hvad med Forsynet, den anden del af Udfordringen med Ondskab? “Forsynet” er i bund og grund en påstand om determinisme, Skæbnen: Tilstanden af Multiverset er nu helt og aldeles bestemt af tilstanden af multiverset på et tidligere tidspunkt, der i sig selv fuldstændig er bestemt af tilstanden af multiverset på et endnu tidligere tidspunkt, og så videre, indtil fysikkens love siger det er umuligt at gå videre. Denne uendelige sekvens med determinerende øjeblikke definerer en ultimativ bestemmende enhed “En Første Årsag uden Årsag,” hvilket Aquinas hævder “alle kalder ‘Gud’.” 

Einstein elskede determinismen og siger så velkendt, “Gud spiller ikke terninger med universet.” I 2014 udgav jeg et matematisk bevis i det førende fagfællebedømte tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences der påviser at Einstein har ret: kvantemekanik er mere deterministisk end klassisk mekanik (Det er beskrivelsen af bevægelse og vekselvirkninger af legemer, og den er gældende ved små hastigheder i forhold til lysets hastighed og store energier, f.eks. bevægelser af planeter); at der eksisterer konvergerende uendelige sekvenser af determinerende øjeblikke. 

Deutsch, vist endnu engang i The Beginning of Infinity, og før det Schrödinger, hvorfor: kvante mekanik har intet at gøre med muligheder" fordi bølge funktion er et måling af universers densistet i multiverset, 

Hvis du forkaster denne løsning, forklaring på Udfordringen med Ondskab, går du mod Platon, Abelard, og Aquinas i filosofiens verden , og mod Einstein, Schrödinger, og Deutsch in fysikkens verden. Er du sikker på at du er klogere end de personer? 

Frank J. Tipler is Professor of Mathematical Physics at Tulane University. He is the author of The Anthropic Cosmological Principle (Oxford University Press [with John D. Barrow, FRS]), The Physics of Immortality (Doubleday), and The Physics of Christianity (Doubleday).

Image: Віщун

https://www.americanthinker.com/articles/2025/08/plato_solved_the_problem_of_evil_2_300_years_ago.html

Civil Wars betydning for amerikanernes selvforståelse

Tolkning af the Civil War

                        

G. Tracy Mehan, III 

                

150 år med blodets blæk.

                

Mens vi nærmer os årsdagen for afslutningen på Civil War, kan man i den grad forundres over den strøm af såvel doktorafhandlinger og grader samt andre skriverier som denne episode giver anledning til, og dermed genfortælles. Der gås i detaljer og historien gennemarbejdes om nationens blodigste og mest konsekventfyldte krig, der præsenterede de grundlæggende problemer som ikke blev løst i Den Amerikanske Revolution.                                          

Man kunne sige at i 150 år har det været blod udtrykt i blæk.

James M. McPherson, rektor for  American Civil War​ historikere skriver i sin bibliografiske note til sit Pulitzer vindende historiske værk Battle Cry Of Freedom: The Civil War Era (1988), ‘At han observerede at han blot indsamlede “den enorme mængde litteratur om Civil War æraen, der løber op i mere end 50000 forskellige bøger og pamfletter alene om krigsårene -- for ikke at nævne de enorme mængder artikler, doktorudredninger og samlinger af manuskripter og breve.”

“Faktisk siges der at være flere værker på engelsk om Abraham Lincoln end nogen anden person - udover Jesus fra Nazareth​ og William Shakespeare​," skrev McPherson, hvis ubesværede flydende prosa er blevet angivet som et af de få mesterværker i  The Oxford History of the United States, en serie der oprindeligt blev redigeret af C. Vann Woodward, der selv var en hædret person på området.

Meget betegnende har Washington Post haft et par af farvefotografierne på forsiden af deres Metro Sektion (“Et symbol på Lincolns tårnlignende arv,” 15. december 2011) af den tre etagers høje, 34 fod installation der bestod af tusinder af bøger om Lincoln. Den består af brandsikrede aluminiums kopier. Denne udstilling er en del af det renoverede Ford Theatre’s nye center for uddannelse og lederskab, overfor den gade hvor Lincoln blev myrdet i 1865.

Jeg vil vove at påstå at litteraturen er øget med halvdelen siden McPherson udgav sit magnum opus.

Så er der de utallige romaner, film og dokumentarskildringer, blandt dem Michael Shaaras historiske roman fra 1974 Killer Angels, der dramatiserer Slaget ved Gettysburg, og som vandt Pulitzer Prisen, og den magisteragtige (jo, jeg overbenytter ordet) Ken Burns​ produktion, The Civil War. Den fængslede 40 millioner seere i løbet af fem på hinanden efterfølgende aftener, og dermed blev den mest populære dokumentarfilm nogensinde.

Nævnes skal også de hårdføre Civil War reenactors der med store udgifter i tid og penge søger at indfri deres besættelse af historisk korrekthed og autenticitet over hele det amerikanske landskab når vejret tillader det. Jeg erindrer at have set et beåndet engagement ved Galena, Illinois, en af Grants utallige residensbyer, og fandt oplevelsen yderst gribende, hvis man blot har den mindste indlevningsevne.  

Amerikanerne synes at have en umættelig appetit for alt der er skrevet om den blodigste episode i vor historie, hvor flere end 600000 amerikanere døde på begge sider af konflikten om Unionen, stats rettighederne og slaveriet. Den sidste del af forrige sætning har i sig selv genereret sin egen litteraturgruppe om den sande mening af konflikten. Mange eksperter har argumenteret for at at meningen med konflikten eller missionen ændrede sig med tiden mens blodet flød og tabstallene steg astronomisk. Andre holder fast i at staternes rettigheder enten var et dække for det virkelige emne, slaveejernes rettigheder, eller så indblandet med det at de i al væsentlighed var det samme.

I 2006 skrev Harry S. Stout, Yale professor i amerikansk religiøs historie, en “moralhistorie” om Civil War, Upon the Altar of the Nation, hvor han benyttede de traditionelle principper i doktrinen om en retfærdig krig til at kritisere den voldsomme konflikt, og mindre det retfærdige i sagens kerne (jus ad bellum) end for dens udførelse (jus in bello). Stout betragtede krigen gennem diskriminationens og proportionalitetens briller, mellem kombattanter og ikke-kombattanter, og fandt den mere var i slægt med samlet set noget umoralsk, i dens udførelse frem for dens sag.

McPherson skrev en meget kritisk, det vil sige negativ anmeldelse ("Was It a Just War?" New York Review of Books, 23. marts 23, 2006) af Stouts bog og fandt adskillige dusin faktuelle fejl i den militære genfortælling. Dog indrømmede han at selvom bogen “var fejlfyldt,” og “tankeprovokerende fejlfyldt” så “stiller den mange af de rigtige spørgsmål.” selvom den ikke nødvendigvis gav “de rigtige svar”

Problemerne, moralske som forfatningsmæssige, der var impliceret i det 19. århundredes Amerikas behandling af slaveriet, krig og oprør er om ikke andet afgørende, og er med til at disse tæt sammenvævede emner er uimodståeligt tiltrækkende årti efter årti.

At holde trit med kaskaden af bøger er udmattende. Jeg er beskæftiget med at pløje mig igennem mængder af læsning om Civil War og kan knap holde styr på al den nye lærdom der synes at medføre en endeløs strøm af ny information, data, analyser, for ikke at nævne nyere, mere omfattende emner der går fra diplomati, økonomi og endog sygdomme. Bare litteraturen om beregning af det faktisk antal tropper på en given slagmark, efter faktorer som sygdom og desertering er imponerende. Med tiden vil jeg gå kold og opgive at læse noget der blot har det mindste med krigen at gøre, på grund af både følelsesmæssig som intellektuel udmattelse.

Vi er kommet meget langt bort fra de elegante, dog meget militærtilknyttede fortællinger af Shelby Foote, og Bruce Catton den tidligere pro-Syden sympatisør og så senere lettere pro-Nord hældende forfatter og forsker. Ifølge McPherson har de begge trukket på James Ford Rhodes lærde værk, som blev skrevet i syv bind fra 1892 - 1906, og hos Allan Nevins og hans otte binds værk, der blev nedfældet mellem 1947 og 1971.

Shelby Foote og Bruce Catton

James Ford Rhodes og Allan Nevins bog.

        

Jeg har længe spekuleret på om Civil War og dens tætte tilknytning til slaveriet, Lincoln og udvidelsen af nationen mod Vest faktisk udfylder den rolle som klassikerne og den gamle historie spillede for lad os sige det 19, århundredes englændere, ved at give lektioner og modeller for menneskelig lidelse, heltemod, kujoneri og patos. Der er så mange, mange historiske personer og episoder, hvorfra amerikanerne kan trække på, i det mindste nogen visdom, når det drejer sig om menneskehedens evne til dårskab, tragedie, offervilje og udholdenhed.

Som født i St. Louis, Missouri, har jeg længe næret en langvarig fascination af de mange og forskelligartede slag og konflikter, så langt borte fra de helt store slag, i f.eks. Virginia. De var ofte brutale og meget personligt prægede når man tænker på udbredelsen af guerillakrigsførelsen i Vesten og den kendsgerning at den tyske minoritet i St. Louis konspirerede med Nathaniel Lyon for at holde en ellers væsentlig Confederate state ude af konføderationen.

Lincoln havde kun vundet to counties i hele staten i valget i 1860, byen St. Louis og Gasconade County begge centre for tysk kultur og social aktivisme. Lincoln blev støttet af “Wide Awakes” klubber der ikke prægede staten, men snart begyndte at organisere en form for ikke kontrolleret militærstyrke, holdt øvelser i hemmelige ølhaller, fabrikker og idrætshaller. 

Wide Awake Fakkel demonstration 1860

Beretningen er vældig godt fortalt af Adam Goodheart i april 2011 udgaven af American Scholar ("Civil War in St. Louis"). Han beskriver det vi i dag måske ville kalde indsatsstyrker, mere end modoprørsstyrker. Tyskerne tjente Lyon på samme måde som Nordalliancen assisterede U.S. Special Forces og CIA i Afghanistan krigens første dage. De kaldte deres enhed Lyons Fahnenwacht, “Lyons Fanebærer.”

Denne gang var det tysk-amerikanere mod skotter-irere og andre “indfødte” amerikanere der var helt på Confederacy og secessionisternes side. På denne måde blev den siddende regering i Missouri fordrevet. Ved at holde fast i St. Louis og med tiden Vicksburg fik Confederacy fodfæste i Mississippi River Valley.

Vedrørende de mere grumme episoder i guerillakrigsførelsen i Missouri da ledte

William Clarke Quantrill​, en fremragende taktiker og leder af Quantrills Raiders, angrebet mod Lawrence, Kansas, der resulterede i nedslagtningen af cirka 250 mænd og teenagedrenge, de fleste ubevæbnede og uden at gøre modstand, og derpå afbrændning af byen. For mere om denne temmelig bizarre beretning og om resten af hans liv, herunder at han konverterede til katolicismen, og hvad der skete med hans efterladenskaber så læs The Devil Knows How to Ride: The True Story of William Clarke Quantrill and His Confederate Raiders (1976) af Edward E. Leslie.

(Filmen Ride With the Devil skildrer episoder i disse partisaner kamp. (synopsis-oplysning))

https://www.youtube.com/watch?v=F8Vwm6dBQI8

Jeg dukker sporadisk op i bogen. Mens jeg ledede Missouri Department of Natural Resources for daværende guvernør John Ashcroft, stod jeg som chef for statsparker og de historiske steder, blandt dem Confederate Cemetery at Higginsville, Missouri.

The Missouri Division of the Sons of Confederate Veterans ønskede at flytte Quantrill's efterladenskaber der lå i en kasse i et stats arkæologisk laboratorium i Kansas til Higginsville for en ordentlig begravelse. Imidlertid mente holdet hos DNR at den gamle partisan skulle begraves i sin hjemby Dover, Ohio. Som Leslie genfortæller beretningen svarede Sons of Confederate Veterans med diverse bureaukratiske indvendinger, “Mehan gav sin godkendelse.” Faktisk var det en helt lovlig debat om, hvordan man løste sagen. Ville det at begrave Quantrill ved et officielt Confederate sted besmudse deres ære? Det mente de ikke.

Quantrills grav på Higginsville Confederate kirkegården

Men Civil Wars rædsel sluttede ikke fredeligt, men snarere foranledigede et langvarigt oprør i Vest. Jay Winiks bog April 1865: The Month That Saved America (2001) forklarer hvor ømfindtligt og usikkert tingenes tilstand var, hvis det ikke havde været for villigheden hos Robert E. Lee, U.S. Grant, Joseph E. Johnston og selv den brændende kriger, Nathan Bedford Forrest​, for endeligt at få afsluttet bodsudgydelserne og vende sig mod fredelige formål og en helbredelse af landet.

Lee's berømte General Orders Number 9 fastslog, "… Jeg er besluttet på at undgå de nytteløse ofre af de som tidligere indsatser har gjort så elskede af deres landsmænd.”

https://www.youtube.com/watch?v=RgiJFE9FVCk

Joshua L. Chamberlain, "den kæmpende professor fra Bowdoin College i Maine, der vandt medal of Honor for sin tapperhed ved Gettysburg’s Little Round top,” var i spidsen for overgivelsen ved Appomattox. Hans beskrivelse af den formelle overgivelse er lige så bevægende en passage som man kan finde i de amerikanske breves historie. Wilnik beskriver scenen:

Uden at have planlagt det og uden nogen officiel tilladelse gav Chamberlain pludselig ordre til at Union soldaterne skulle “præsentere våben” som et tegn på deres dybeste udtryk for militær respekt. En fanfare tonede øjeblikkeligt ud. Langs hele vejen hævede Union soldaterne deres rifler til skulderen i en æreshilsen.

"Ved lyden af den maskin-lignende lyd af våben der præsenteres,” huskede Chamberlain,  "General Gordon​ [en af Lee’s mest hårdføre krigere, såret fire gangen, og kommandør over Stonewall Jackson​'s gamle enheder] begyndte....drejede sin hest så den vendte sig mod mig, berørte den blidt med sporen således at dyret stejlede let, og mens han drejede hest og rytter i en bevægelse, svingede hestens hoved nedad med et yndefuld buk, og General Gordon tabte sit sværd i hilsenen.” Mens han gjorde det gav veteranerne i blåt en soldaterhilsen til de “besejrede helte,” -- et “tegn på respekt fra amerikaner til amerikaner.”

Gordon, til gengæld beordrede sin mænd til at svare -- “æren, bevar æren,” sagde Chamberlain.

“For vor del ikke en lyd mere fra trompeten, ingen trommehvirvel; ikke et jubelråb, heller ikke ord, heller ikke hvisken eller selvhæder, heller ingen bevægelse ... men snarere en forbløffende stilhed, og en holden vejret, som var det døden der gik forbi.”

Pave Johannes den Store skrev i sin sidste bog yderst bevægende om det organiske bånd mellem hukommelse og identitet. I de mange bøger der er skrevet om den voldsomme omvæltning som var Civil War, kan amerikanerne måske afdække deres identitet, som, skønt fragmenteret af forskellige sociale og kulturelle fejlspor, er grundet i en historie der er værd at kende til og forstå.

                                 

                  

G. Tracy Mehan, III served at the U.S. Environmental Protection Agency in the administrations of both Presidents Bush. He is a consultant in Arlington, Virginia, and an adjunct pro

http://spectator.org/archives/2011/12/29/reading-the-civil-war/1