Den Store Feminisering og konsekvenserne
Helen Andrews
I 2019, læste jeg en artikel om Larry Summers og Harvard der ændrede måden jeg så på verden. Forfatteren, der skriver under pseudonymet “J. Stone,” argumenterede for, at den dag Larry Summers trak sig som præsident for Harvard University markerede et vendepunkt i vores kultur. Hele “woke” æraen kunne blive ekstrapoleret fra det øjeblik, og ud fra detaljerne om, hvordan Summers blev afskediget og mest af alt, hvem der stod for fyringen: Kvinder.
Jeg var godt bekendt med de grundlæggende kendsgerninger i Summers tilfældet. Den 14. januar 2005, ved en konference om “Diversifying the Science and Engineering Workforce,” gav Larry Summers en ikke officiel tale. I talen sagde han at kvindelig underrepræsentation i de tunge videnskaber delvist skyldtes “anderledes tilgængeligheds evne i den høje ende” ligesom ‘smags’ forskelle mellem mænd og kvinder “ikke kan tilskrives socialisering.” Nogle kvindelige professorer der overværede talen følte sig krænket og sendte hans bemærkninger til en journalist, i trods mod reglen om ikke at henvise til en ikke officiel tale. Den følgende skandale førte til en mistillidsafstemning hos Harvard fakultetet og så endelig Summers ophør.
Essayet argumenterede for, at det ikke kun var kvinder der havde fraskrevet sig Harvard præsidenten; det var, at de på enhver tænkelig feminin måde tog afstand fra ham. De fremførte følelsesprægede appeller frem for logiske argumenter. “Da han begyndte at tale om medfødte forskelle i evner mellem mænd og kvinder, kunne jeg knap få vejret, fordi denne form gør jeg bliver fysisk syg.” sagde Nancy Hopkins, biolog ved MIT. Summer fremsatte en udtalelse hvori han klargjorde sine bemærkninger, og så endnu en og derpå en tredje, med en undskyldning der blev mere og mere vedholdende. Eksperter slog følge i at erklære, at alt Summers havde sagt om kønsforskelle, var indenfor det videnskabelige. Disse fornuftige appeller havde ingen effekt på pøblens hysteri.
Afskedigelsen var feminin, argumenterede essayet, fordi alle afskedigelser er feminine. Cancel kultur er blot det som kvinder gør når der er nok af dem i en given organisation eller branche. Det er tesen om Den Store Feminisering som samme forfatter uddybede grundigt i bogen
Når du tænker på “wokeness” er det ganske enkelt et epifænomen af demografisk feminisering.
Den forklarende styrke bag denne simple tese var utrolig. Den lukkede op for hemmelighederne i den æra vi lever i. Wokeness er ikke en ny ideologi, en udvækst af Marxismen, eller et resultat af post-Obama desillusionering. Det er ganske simpelt kvindelige opførselsmønstre anvendt på institutioner, hvor kvinder indtil for nylig var få i antal. Hvordan så jeg ikke det før?
Måske fordi, som de fleste mennesker, tænker som jeg på feminisering som noget der er sket før i tiden, før jeg blev født. Når vi tænker på kvinder i den juridiske verden, for eksempel, tænker vi på den første kvinde der kom på juraskole, (1869) den første kvinde der førte en sag for Højesteret (1880) eller den første kvinde der blev Højesteretsdommer (1981).
Et meget vigtigere vendepunkt er da juraskolerne fik flertal af kvinder, der skete i 2016. eller da advokatvirksomheder fik flertal af kvinder, hvilket skete i 2023. Da Sandra Day O’Connor blev udpeget til Højesteret, var kun 5% af dommerne kvinder. I dag er der 33% kvindelige dommere i Amerika og 63% af dommerne er udpeget af Joe Biden.
Den samme tendens kan ses i mange professioner. Kvinder i 1960’erne og 70’erne var pionerer. Øget kvindelig repræsentation gennem 80- og 90’erne og lighed mellem køn skete endelig, i det mindste i de yngre kohorter, i 2010’2020’erne. I 1974 var der kun 10% kvindelige journalister på New York Times - i 2018 var kvinder i flertal og i dag er andelen på 55%. på The New York Times.
Lægefakulteter fik flertal af kvinder i 2019. Kvinder var i flertal hos den college uddannede arbejdsstyrke i hele landet i 2019. Kvinder fik flertal blandt college instruktører i 2023. Kvinder er endnu ikke i flertal blandt virksomhedsledere, men det bliver de snart, nu er de 46%. Så timingen passer. Wokeness dukkede op i samme tidsperiode som mange vigtige institutioner tippede demografisk set fra mandligt flertal til kvindeligt.
Også substansen passer. Alt man tænker på om wokeness omfatter det at prioritere det feminine fremfor det maskuline; empati over rationalitet, sikkerhed over risiko, sammenhæng over konkurrence. Andre skribenter der har givet deres egne versioner af tesen om Den Store Feminisering, som Noah Carl eller Bo Winegard og Cory Clark, der har set på feminiseringens påvirkninger af akademiet tilbyder undersøgelses data der viser kønsforskelle i politiske værdier, holdninger. En undersøgelse fandt f.eks. at 71% af mænd sagde at det at beskytte ytringsfrihed var vigtigere end at fastholde et sammenhængende samfund
De mest relevante forskelle drejer sig ikke om enkeltindivider men om grupper. Efter min erfaring er individer unikke, og du møder hver dag ‘afvigere’ der ikke godtager stereotyper, men grupper af mænd og kvinder fremviser konsistente forskelle. Det giver mening, hvis man ser på det statistisk. En tilfældig kvinde kunne være højere end en tilfældig mand, men en gruppe på ti tilfældige kvinder vil højst usandsynlig ikke have en gennemsnitshøjde der er højere end i gruppen med ti mænd. Jo større en gruppe af mennesker, des mere sandsynligt er det den kan ramme de statistiske gennemsnit.
Kvindegruppe dynamik favoriserer konsensus og samarbejde. Mænd kører rundt med hinanden, men kvinder kan kun foreslå og overtale. Enhver kritik eller negativ fornemmelse, følelse, hvis den absolut skal komme til udtryk skal bare ‘begraves’ i en hoben komplimenter. Resultatet af en diskussion er mindre vigtig end den kendsgerning at der var en diskussion og alle deltog i den. Den vigtigste kønsforskel i gruppedynamik er holdningen til konflikt. Kort sagt, mænd fører konflikten helt åbenlyst, mens kvinder skjult underminerer eller udstøder deres fjender
I sit resignationsbrev fra The New York Times, beskrev Baari Weiss, hvordan kolleger omtalte hende i interne Stack budskaber som en racist, en Nazist, og en hykler og - dette er den meste feminine del - “kolleger der forekom at være venlige over for mig blev hånet af de som de arbejdede sammen med.” Weiss bad engang en kollega på the Times redaktion om at bringe hende en kop kaffe. Denne journalist, en biracial kvinde der ofte skrev om race, nægtede. Dette var en fiasko overfor professionalismens grund standarder. Det var også meget feminint.
Mænd tenderer til at være bedre til at dele op i kategorier end kvinder, og wokeness var på mange felter en fiasko samfundsmæssigt på det felt. Traditionelt kunne en enkelt læge have meninger om dagens politiske udfordringer, men han ville betragte det som sin professionelle pligt at holde de meninger ude af undersøgelseslokalet. Nu da lægeverden er blevet mere feminiseret er læger iført små pins og halssnore der giver udtryk for synspunkter om kontroversielle emner gående fra bøssers rettigheder til Gaza. De bruger deres professions troværdighed til at bære politiske slagord, som da læger sagde Black Lives Matters kunne fortsætte trods Covid begrænsningerne og nedlukningerne, fordi racismen var en offentlig sundheds nødsituation. En bog der hjalp mig til at sammenfatte stykkerne var Warriors and Worriers: The Survival of the Sexes af professor i psykologi Joyce Benenson.
Hun har en terori om at mænd udviklede grupper der er optimeret til at beskytte deres afkom- Disse vaner, formet i forhistoriens tåger forklarer hvorfor eksperimenter i et moderne psykologilaboratorium, i et studium som Berenson citerer fra, observerede at en gruppe af mænd der fik en opgave vil "arbejde på taletid, være højlydt uenige," og derpå “muntert fremlægge en løsning til den der stod for eksperimentet.” En gruppe kvinde med den samme opgave vil “høfligt spørge ind til hinandens personlige baggrund og relationer .... akkompagneret af megen øjenkontakt, smil og ‘gåen på tur.” og kun have “en smule opmærksomhed på opgaven som den der stod for eksperimentet præsenterede.”
Meningen med krig er at afgøre uoverensstemmelser mellem to stammer, men det fungerer kun hvis freden genoprettes efter uoverensstemmelsen er afklaret. Derfor udviklede mænd metoder til forsoning med modstanderne og at lære at leve i fred med de folk som de dagen forinden bekæmpede. Kvinder, selv hos primatarter, er langsommere til at lade sig forsone end mænd. Det er fordi kvinders konflikter traditionelt set var interne i stammen om de knappe ressourcer, der skulle løses ikke ved åben konflikt, men ved skjult konkurrence med rivaler, uden nogen klar endestation.
Alle disse observationer passede på min observation af wokeness, men snart skulle den glade følelse ved at opdage en ny teori med tiden give rum til en tomhedsfølelse. Hvis wokeness virkelig er resultatet af Den Store Feminisering, så var eruptionen af vanvid i 2020 blot en lille forsmag på, hvad fremtiden kan indebære. Forestil hvad der vil ske når de tilbageværende mænd med alderen svinder ind i disse samfundsskabende professioner og de yngre mere feminiserede generationer får den fulde kontrol.
Truslen ved wokeness kan blive stor eller lille afhængig af industrien. Det er trist at engelsk departementerne alle nu er feminiserede, men de fleste menneskers dagligliv er ikke berørt af det. Andre felter betyder mere. Du kunne muligvis ikke blive journalist, men du lever i et land hvor det som skrives i The New York Times bestemmer hvad der er accepteret offentligt som sandheden. Hvis the Times bliver et sted, hvor en gruppekonsensus kan undertrykke upopulære kendsgerninger (mere end det allerede er sket) noget der vedrører enhver borger.
Det område der frygter mig mest er om lov, jura. Alle er vi afhængige af et fungerende juridisk system, og for at være skarp, vil lovstyret ikke overleve dersom professioner vedrørende jura får kvindeligt flertal. Lovstyret er ikke kun om at skrive love ned. Det betyder at følge dem selvom de får et resultat der rammer dit hjerteblod eller går modsat din mavefornemmelse om hvilket parti der er mest sympatisk..
Et feminiseret lovsystem kunne ligne Title IX domstole om seksuelt overgreb på college campuses og som blev oprettet i 2011 under præsident Obama. Disse processer blev styret af nedskrevne regler og således teknisk set kunne de siges at operere under lov. Men de manglede mange af de sikkerhedsforanstaltninger som vores lovsystem mener er ‘hellige,’ såsom retten til at møde din anklager, retten til at vide hvilken forbrydelse man er anklaget for, og det grundlæggende koncept med at skyld skal være afhængig af objektive omstændigheder som begge parter skal kende, ikke i hvordan den ene part føler om en handling set retrospektivt. Disse beskyttelses foranstaltninger blev der set bort fra, fordi de mennesker der skabte disse regler sympatiserede med de som anklagede, der for det meste var kvinder, og ikke med den anklagede, der mest var mænd.
Disse to tilgange til lov stødte voldsomt sammen i Brett Kavanaughs godkendelses høringerne. Den maskuline position var, at hvis Christine Blasey Ford ikke kunne give konkrete beviser på at hun og Kavanaugh nogensinde havde været i samme værelse, så skulle hendes anklager om voldtægt ikke have lov til at ødelægge hans liv. Den feminine position var at hendes helt åbenbare følelsesmæssige opfattelse i sig selv var en slags bevis på troværdighed som Senats komiteen skal respektere..
Hvis jura professionen bliver med kvindeligt flertal forventer jeg at se etos fra Title IX tribunaler og Kavanaugh høringerne sprede sig. Dommere vil bøje regler til fordel for favoriserede grupper som det allerede sker i bekymrende udstrækning. Det var muligt at tro tilbage i 1970’erne af det at der kom kvinder i juraprofessionen blot ville få en mindre effekt. Denne tro er ikke længere bæredygtig. Forandringerne vil blive massive.
Besynderligt nok er begge sider af det politiske spektrum enige om, hvad disse forandringer vil være. Den eneste uenighed er, om det vil være noget godt eller noget dårligt. Dahlia Lithwick indleder sin bog Lady Justice: Women, the Law, and the Battle to Save America med en scene fra Højesteret i 2016 under de mundtlige argumentationer over en abortlov i Texas. De tre kvindelige dommere, Ginsburg, Sotomayor, og Kagan, “ignorerede de formelle tidsgrænser, talte i overvældende grad over hovederne på deres mandlige kolleger.” Lithwick hyldede dette som en “eksplosion af indestængt pige magt” som “gav Amerika et glimt af hvad ægte kønslighed, eller nær lighed kunne komme til at betyde for kvinder i fremtiden i de amerikanske lov institutioner."
Lithwick hylder kvinder for deres ikke ærbødige holdning til lovformaliteter, der trods alt, stammede fra en æra med undertrykkelse og hvid overherredømme. “Det amerikanske lovsystem var grundlæggende en maskine bygget til at privilegere mænd med ejendom.” skriver Lithwick. “Men det er det eneste der gælder, og du arbejder med det du har.” De som betragter lov som et patriarkalsk relikvie kan man forvente vil true samme med alle midler. Hvis den etos bliver den fremherskende gennem vort juridiske system, så vil symbolerne se ud som de altid har gjort, men der er sket en revolution.
Den Store Feminisering så man i sandhed ikke komme, i dette omfang. Andre civilisationer har givet kvinder stemmeret, ydet dem ejendomsrettigheder, eller ladet dem arve f.eks. tronen. Ingen civilisation i menneskets historie har nogensinde eksperimenteret med at lade kvinder kontrollere så mange af vores største institutioner. Selvom kvinder ikke sidder på topposterne, sætter kvinder tonen i disse organisationer, så en mandlig bestyrelsesformand skal operere inden for grænserne, der er fastlagt af hans øvrige bestyrelse. Vi formoder at disse institutioner vil fortsætte med at fungere under disse fuldstændig nye omstændigheder. Men hvilke grunde er der til disse formodninger?
Udfordringen er ikke, at kvinder er mindre talentfulde end mænd, eller at kvinders måder at interagere på er inferiøre i objektiv forstand. Udfordringen er, at den kvindelige tilgang til at handle ikke er velegnet til at nå målsætningen i mange større institutioner. Man kan have et akademisk felt der i overvejende grad er med kvinder, men det vil blive (som med departementer med stort flertal af kvinder på nutidens universiteter allerede i dag) orienteret mod andre mål, der åbner for debat mere end uhindret stræben efter sandhed. Og hvis dit akademiske felt ikke stræber efter sandhed, hvad er det så godt for? Hvis dine journalister ikke er ‘stikkende’ individer der ikke har noget imod at ‘fjendtliggøre’ andre, hvad er de så godt for? Hvis en virksomhed mister sin inspirerende ånd, og bliver feminiseret, med fokus kun på det interne bureaukrati, vil den så ikke stagnere?
Hvis Den Store Feminisering udgør en trussel for civilisationen bliver spørgsmålet om der er noget vi kan gøre ved det. Svaret afhænger af, om du tænker over, hvorfor i første omgang det fandt sted. Der er mange der mener at Den Store Feminisering er et naturligt forekommende fænomen. Kvinder fik endelig chancen for at konkurrere med mænd, og det viste sig de bare var bedre. Det er derfor der er så mange kvinder i vore nyhedsmedier, og i ledelsen af vores politiske partier, og i ledelsen af vores virksomheder.
Ross Douthat beskrev denne tankerække i et interview i år med Jonathan Keeperman, a.k.a. “L0m3z,” en højrefløjs udgiver der hjalp med til at popularisere udtrykket “the longhouse” som metafor for feminiseringen. “Mænd beklager sig over at kvinder undertrykker dem. Er the longhouse ikke blot en lang jeremiade over en fiasko med utilstrækkelig konkurrenceevne? ” spurgte Douthat. “Måske skulle man finde sig i det, og så faktisk konkurrere på det grundlag som vi har i det 21. århundredes Amerika?”
Det er hvad feminister mener er sket, men de tager fejl. Feminiseringen er ikke blot et organisk resultat af, at kvinder udkonkurrerer mænd. Det er et kunstigt resultat ved målrettet manipulation (social engineering) for samfundsforandring, og hvis vi fjerner tommelen på vægtskålen, vil det kollapse i løbet af en generation.
Den helt åbenbare tommel på vægtskålen er anti-diskriminations lovgivning. Det er ikke lovligt at ansætte for få kvinder i din virksomhed. Hvis kvinder er underrepræsenteret, især på det ledelsesmæssige plan, det er lig med en ventende retssag. Resultatet er at arbejdsgivere giver kvinder jobs og forfremmelser de ellers ikke ville have fået, blot for at tallene skal passe.
For virksomhederne er det ‘fornuftigt’ at følge trop, fordi konsekvenserne ved ikke at gøre det kan være meget dystre. Texaco, Goldman Sachs, Novartis, og Coca-Cola er blandt de virksomheder der har måttet betale beløb med ni cifre i retssager, hvor der hævdes at være en dagsorden mod kvinder i ansættelsesforløb og forfremmelser. Ingen leder ønsker at være den person der koster virksomheden $200 millioner i en retssag om kønsdiskriminering.
Anti-diskrimination lov kræver at hver arbejdsplads skal feminiseres. En skelsættende sag i 1991 fandt at pinup plakater på væggene i et skibsværft udgjorde et fjendtligt miljø for kvinder og at det princip blev blæst op til at omfatte mange former for mandlig opførsel. Dusinvis af Silicon Valley virksomheder er blevet ramt af retssager der påstår der findes en “frat boy culture” eller “toxic bro culture,” og et advokatfirma der har specialiseret sig i disse sager praler med afgørelser der går fra $450,000 til $8 millioner.
Kvinder kan lægge sag an mod deres chefer for at styre en arbejdsplads der føles som en mandeklub. men mænd kan ikke anlægge sag når deres arbejdsplads føles som en Montessori børnehave. Naturligvis begår arbejdsgivere fejl når de vil gøre deres kontor ‘blødere.’ Hvis derfor kvinder trives bedre på en moderne arbejdsplads er det så virkelig, fordi de udkonkurrerer mænd? Eller skyldes det at betingelserne er blevet ændret til deres fordel? En masse kan udledes af den måde feminiseringen søger at blive øget med tiden. Når institutioner først når et 50-50 punkt er der en tendens til at det tipper over og bliver mere og mere feminint. Siden 2016 er juraskoler hvert år blevet en smule mere feminint præget. I 2024 var der 56% kvinder. Psykologien, engang et udpræget mandligt felt, er nu i overvældende grad feminint præget, med 75% af doktorer i psykologi nu er kvinder. Institutitioner synes at have nået vendepunktet og de bliver mere og mere feminiseret.
Det ser ikke ud til kvinder udklasserer mænd. Det ser ud til kvinder kører rundt med mænd ved at indføre feminine normer på tidligere mandlige institutioner. Hvilken mand ønsker at arbejde på et felt, hvor de træk han besidder ikke er velkomne? Hvilken mand, der ejer selvrespekt og med en eksamen ville stræbe efter en karriere på det akademiske felt når hans jævnaldrende vil udstøde ham, fordi han fremholder sine ikke godkendte meninger alt for direkte eller forfægter en kontroversiel opinion?
I september, holdt jeg en tale ved the National Conservatism konferencen sammensat af sætningerne i ovenstående tekst. Jeg var betænkelig ved at fremsætte tesen om Den Store Feminisering i et sådant offentligt forum. Det er stadig kontroversielt selv i konservative kredse, at sige at der er for mange kvinder på et givent felt, eller at kvinder i store antal kan transformere institutioner så man ikke kan genkende dem igen og de således holder inde med at fungere godt.
Jeg bestræbte mig på at fremholde mine argumenter på den mest neutrale måde. Til min overraskelse var reaktionen overvældende. I løbet af få uger har videoen af talen fået over 100,000 der har set med på YouTube og er blevet en af de mest sete taler i historien fra konferencer fra the National Conservatis.
Det er fint at folk er modtagelige for argumenterne, fordi vores ‘vindue’ til at gøre noget om Den Store Feminisering er ved at blive lukket. Der er tydelige indikatorer og mindre tydelige indikatorer på feminiseringen og vi er for tiden i en ‘mellemperiode’ hvor juraskoler har flest kvinder, men forbunds delen er stadig med mandligt flertal. Om få årtier vile skiftet i køn have nået sin naturlige konklusion. Men nogle mennesker mener wokeness er forbi, slået af et skifte i holdning, men hvis wokeness er resultatet af en demografisk feminisering, vil den aldrig være forbi så længe demografien er uændret.
Som værende kvinde, er jeg taknemmelig for de muligheder jeg har haft til at stræbe efter en karriere med at skrive og redigere. Heldigvis mener jeg ikke at en løsning på feminiseringen kræver, at vi smækker med dørene i kvindernes ansigt. Vi skal blot genindføre rimelige, retfærdige regler. Lige nu har vi et nominelt meritokratisk system, hvor det at kvinder taber er ‘ulovligt.’ Lad os gøre ansættelser meritokratisk i substansen og ikke kun af navn, og vi vil se, hvordan det arter sig. Lad os igen gøre det lovligt at have en maskulin kontor opbygning. Fjern HR ‘damens’ veto magt. Jeg tror mennesker vil være overrasket over at opdage hvor meget af vores nuværende feminisering kan føres tilbage til de instittutionelle forandringer i kølvandet på ting som af fremkomsten af HR, som skyldtes forandringer gennem lov og de forandringer kan igen ændres.
Fordi, trods alt er jeg blot en kvinde. Jeg er også en person med en masse meninger der giver anledning til uenighed, en person der vil finde det vanskeligt at blomstre, hvis samfundet bliver mere konfliktfyldt og konsensus drevet. Jeg er mor til sønner, der aldrig vil nå deres fulde potentiale hvis de skal vokse op i en feminiseret verden. Jeg er - vi er alle - afhængige af institutioner som lovsystemet, videnskabelig forskning, og demokratisk politik udøvelse der støtter den amerikanske levevis, og vi vil alle lide hvis de ophører med at udføre de opgaver de blev designet til at gøre.
https://www.compactmag.com/article/the-great-feminization/
Opslag
