Hvad vi glemmer om Trump

 Hvad vi glemmer om Trump

Midt i turbulensen om Amerikas 47. præsident glemmer verden, hvad manden har udrettet

Stephen Helgesen 

Midt i al den cykloniske turbulens, der udgår fra Amerikas 47. præsident, glemmer verden, hvad manden har udrettet.

Dette er ikke en slags mærkelig Julius Cæsar-øjeblik for mig. Jeg er ikke kommet for at begrave ham (billedligt talt) eller for den sags skyld rose ham for alt, ligesom nogle af hans inkarnerede støtter. Ja, jeg stemte på ham tre gange, men jeg gjorde det i høj grad, fordi jeg ikke med god samvittighed kunne stemme på en person (Hillary Clinton), der kaldte mig og mine ligesindede "forkastelige", og jeg kunne heller ikke trække i håndtaget for en ineffektiv, livslang, uduelig politiker (Joe Biden), eller en person, der erklærede sin kærlighed til Venn-diagrammer og gule skolebusser (Kamala Harris).

Selvom det burde præcisere mine grunde til at stemme på Donald Trump, er jeg klar over, at det ikke vil beskytte mig mod kritik fra venstrefløjen som en "villig medsammensvoren" med præsidenten i alt, hvad han siger eller gør. Dette er en af ​​Demokraternes store taktikker i dag, i deres forsøg på at stemple alle konservative som "fascister i vente" og bruge falsk tvetydighed til deres fordel op til midtvejsvalget om blot ni måneder.

For dem, og for alle der vil lytte, har Trumps tilhængere, MAGAt'er (som de siger) eller dem, der stemte på præsidenten, nu automatisk medvirken i enhver handling, han foretager sig, hvad enten det drejer sig om at tilkalde Nationalgarden, bombe narkobåde i Caribien eller hjælpe med at opretholde lov og orden i Mellemøsten ved at genoprette Irans atomprogram.

Før jeg kommer til pointen om, hvad vi glemmer ved Donald Trump, lad mig bare minde alle om, at USA har været på vej mod et nationalt nervesammenbrud i et årti eller mere, og dette nervesammenbrud vil, hvis der ikke gøres noget større snart, føre til en uforsonlig skilsmisse, hvis årsag vil være "uforsonlige uenigheder".

Men tag ikke mit ord for det; se på stort set enhver offentlig meningsmåling og læs stort set enhver analyse af amerikanernes følelser omkring deres regering, deres kultur og alle andre aspekter af deres liv. Amerikanere er frygtsomme, vrede, bitre, kamplystne og har mistet deres evne til at være objektive omkring en lang række emner, og når objektiviteten forsvinder, vil den gruppe, der stod for den, uundgåeligt migrere til et af de to politiske partier, der repræsenterer enten konservative eller liberale synspunkter. Spørgsmålet er, om der er nok af dem til at gøre en forskel, og hvilket parti de vil tilslutte sig?

Da Donald Trump tiltrådte for anden gang, vidste han, at han måtte skynde sig at skabe forandring. Så i stedet for at spilde sin tid på at føre et håbløst korstog for at forene amerikanerne, besluttede han at gøre "sin" andel af vælgerne stærkere.

Hans metode var hurtigt at rive den forbinding af, der dækkede det betændte sår efter fire års Joe Bidens præsidentskab.

Dette trodsede den gængse opfattelse af, at en ny præsident skulle søge at bringe amerikanere sammen til "landets bedste".

Trumps vision om Amerika omfattede ikke et ligeværdigt partnerskab med oppositionen, fordi han vidste, at hans base aldrig ville acceptere det, og han troede heller ikke personligt, at Amerika var stærkere, når de liberale havde lige stor magt over hans bestræbelser på at føre Amerika tilbage til dets grundlæggende værdier.

I dette tilfælde var han langt mere ærlig end sine forgængere, hvis "respekt for præsidentskabet" omfattede at formilde deres modstandere.

Hvad glemmer vi så ved det nye Donald Trump-præsidentskab? Først og fremmest har vi glemt, hvordan gammeldags retorik næsten altid førte os ingen vegne som land. Trods al Barack Obamas sølvtungede tale kom Amerika ikke et skridt tættere på genforening, og dette gælder i dobbelt for racemæssig enhed. Obamas præsidentskab var som de "tabte drenges" præsidentskab i J.M. Barries bog "Peter og Wendy".

Obama var Peter Pan, og drengene var alle de sande troende på hr. Obama, der boede sammen med ham i deres indbildte Neverland. Barries fortabte drenge var eventyrlystne, legesyge og til tider drilske og ville blive sendt tilbage til de barnevogne, de kom fra, hvis nogen gjorde krav på dem - men det gjorde ingen nogensinde.

Donald Trump er hverken Peter Pan eller Rottefængeren eller Johnny Appleseed, selvom han har plantet sine frø i os alle.

Vi kan ikke undslippe ham, og vi kan ikke undgå at høre om ham. Han er i vores vågne timer og i vores underbevidsthed. Han er også ansvarlig for en massiv stigning i interessen for USA, om ikke andet for at se den seneste episode af "Trump-dagbøgerne" udfolde sig i realtid på sociale medier, de traditionelle medier, ved vandkøleren, middagsbordet og stort set alle steder, hvor mennesker samles. Dermed har han indfriet sin ambition om at skabe en brandarv, der vil blive talt om længe efter, at han har forladt Det Hvide Hus og faktisk hele Jordens overflade.

Forfattere elsker Trump for at give dem en skurk eller i det mindste en modstander at skrive om. Og de hader ham for hans politik, men han er deres katteurt. Udgivere, tv-stationsejere og netværksledere elsker ham også, da de tjener penge på hans skøre daglige udtalelser eller handlinger ved at instruere producenterne af deres programmer i at gå fuldt ud i gang med at rapportere og debattere, hvad han har gjort eller sagt.

Demokraterne både elsker og hader ham, fordi han er den "gave, der bliver ved med at give", som gør det muligt for dem at rejse enorme summer penge for at styrke deres modstand mod ham. Meningsmålingsinstitutter og analytikere, tænketanke og universitetsprofessorer elsker ham, fordi han giver dem et levende eksempel på uortodoks lederskab, et lederskab, som de kan bruge i "lærbare øjeblikke".

Udenlandske ledere elsker ham (og hader ham samtidig), fordi hans eksempel kan blive bagtalt og brugt til at sætte det på deres respektive "højrefløje" og give dem en undskyldning for at kritisere USA, hvilket nu er næsten daglig kost i mange europæiske lande – de samme lande, må jeg tilføje, der adopterer nogle af Trumps politikker, især med hensyn til indvandring.

I lande som Danmark (hvor jeg bor) er der en modreaktion mod Donald Trump, som har ført til en afvisning af amerikanske produkter og tjenester samt turisme til USA. Dette har gavnet europæiske fødevareproducenter og -fabrikanter, da danskerne siger "Amerika, nej tak".

Danskerne burde egentlig sige "Tak, Donald Trump, for at øge salget af europæisk producerede varer", men det gør de selvfølgelig ikke.

I tilfældet med Grønland burde man nok spørge grønlænderne, om Donald Trump ikke har været god for deres sag, og om de ikke har fået betydeligt mere opmærksomhed fra deres territoriums beskytter i København. Jeg er klar over, at det at takke Donald Trump for noget som helst er det absolut sidste, enhver demokrat, progressiv eller venstreorienteret tænker på, men alt, hvad jeg beder dem om, er at være ærlige, når det kommer til at se på, hvor meget Donald Trump har forbedret deres bundlinje, og hvor mange flere "følgere" de har på deres sociale mediekonti eller "likes" på deres podcasts, og hvor meget Trump Derangement Syndrome har gjort for at motivere folk til at forlade deres lænestole og "bare sige nej" til passivitet.

Hvis ingen andre vil takke dig, hr. Trump, vil jeg helt sikkert gøre det.

Stephen Helgesen is a retired American diplomat specializing in international trade. He has lived and worked in 30 countries over the course of 25 years under the Reagan, G.H.W. Bush, Clinton, and G.W. Bush administrations. He is the author of fourteen books, seven of them on American politics, and has written more than 1,500 articles on politics, economics, and social trends. He now lives in Denmark and is a frequent political commentator in Danish media. He can be reached at: stephenhelgesen@gmail.com.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/02/what_we_are_forgetting_about_trump.htm

Skønheden i klassisk arkitektur og troens genfødsel

 

Skønheden og troens genfødsel

Lars Møller

I Middelalderen, som rotter i en nedbrændt lade, søgte vejfarende ly i de store ruiner i Det Romerske Imperium. På sådanne steder, som Forum Romanum og Palatinerhøjen flokkedes hyrder med deres hjorde. Selvom de var travlt optaget af at overleve i en anarkistisk verden, må de lejlighedsvis have betragtet de forfaldne, overbevoksede templer af marmor og spekuleret på hvilke guder der engang vandrede om på jorden og skabte sådanne pragtfulde steder. 

Med hensyn til skinbarlig følelsesbetonet erfaring var de naturligvis ikke værre stillet end lærde med historisk eller filosofisk viden. De klassiske idealer om arkitektonisk skønhed, med baggrund i organiske motiver, symmetri og balancerede proportioner, har - ligesom den anatomiske (og naturlige) skønhed ved selve menneskekroppen - altid været noget enhver kunne anerkende og værdsætte. 

Med tiden brød vestens folk ud af mørket og genopdagede den græsk-romerske verden. Som man plejer at sige det blev antikkens æstetiske idealer “genfødt” i det fjorden århundredes Italien. Ændringen var især bemærkelsesværdig i arkitektur og skulpturer, billedhuggerkunsten. 

Andrea Palladio (1508–80) hyldes som en af de største arkitekter i Renæssancen. Med hans stringente traditionsbevidste krav om monumental konstruktion og god brug af dekorative elementer, men også i stor grad som fornyer med en sjælden sans for arkitektonisk storslåethed og harmoni, er det vanskeligt at overvurdere hans vigtighed for den arkitektoniske udtryksform i Vesten.

Han var selv inspireret af Vitruv(ius) (ca. 80/70–15 B.C.), og hans praktiske indflydelse varede ved i adskillige århundreder. Det var ikke før modernismens gennembrud efter 2. Verdenskrig, at han endelig blev omtalt i historiebøgerne. Hans yderst indflydelsesrige udredning, “De fire bøger om arkitektur", har i lang tid været ekskluderet som en tvungen del af curriculum ved arkitektskoler i Vesten.

Hans velynder og personlige ven, den venetianske humanist Gian Giorgio Trissino, som han var meget fascineret af, viste først Palladio rundt i Rom på en studierejse i 1541. I tilgift til adskillige returrejser til Rom i de følgende år udførte han studier på steder som Hadrians Villa i Tivoli. Trissino havde oprindeligt hyret ham til at bygge sin villa, men endte med at blive hans mentor i udforskningen af romersk arkitektur og mytologi.

Nogle bygninger var gået tabt, men for de som virkelig ærer ideen - og Vestens  historiske fortid - og tør gribe noget spontant og fængslende smuk, der indkapsler alt vi plejede at være og tror på, er der adskillige villaer (e.g. Villa Rotonda), paladser og kirker at besøge i Veneto.

Heldigvis fortsætter skønhed med at eksistere og inspirere trods den udbredte “grimhedens fetichisme,” som det ses i opera og ballet, eller er udødeliggjort i oliemaleri og i skulpturer. 

Måske er det for langt ude at hævde at efter afslutningen på 2. Verdenskrig er vi kommet tilbage til Middelalderen - vi griber om mørket. Idet vi har forladt æstetikkens idealer fra antikken og jødisk-kristen religiøsitet er det i stigende grad tydeligt at vi befinder os i en forkrøblende “identitets krise.” 

Denne krise er dog ikke et universelt fænomen. Ideerne der styrer individer er skabt i store træk af den kultur, hvori disse befinder sig, hører til, og er således ikke det samme fra den ene del af verden til en anden. Hverken muslimerne i Mellemøsten og Afrika eller ateisterne i kommunistiske lande i det fjerne Østen, sådan ser det ud, lider under den selvdestruktive stil i Vesten grundet Vestens enorme skyldkomplekser. 

Et magt tomrum i menneskelige samfund, det være sig i en fjerntliggende landsby eller i verdenssamfundet får lov til at holde ud længe. Hvis det fremherskende synspunkt i Vesten bliver, at der ikke rigtig er noget der er værd at kæmpe for vil vi møde vore fjender - og være prisgivet. Vi kan se ned på ikke vestlige kulturer som værende både teknologisk og socialt tilbagestående. Imidlertid, hvis fremmede har tro på sig selv og vilje til at kæmpe, som overbeviste troende med en forventning om den endelige triumf, ville de kunne overraske os på kamppladsen i Vestens samfund

Som det er tilfældet nu er den demografiske balance mellem kristne og muslimer ved at tippe til muslimernes fordel i de seneste år. På snedig vis ændres oldgamle byer - kommer på andres hænder. Hvis vi allerede er besluttet på at nedlægge vore våben og lade barbarerne okkupere vore hjem vil dødskramperne være kortvarige.

En tilbagevendende relation i selve identitetskriser er ganske åbenbar: 

Arkitektonisk klassicisme symboliserer Vestens civilisation.

Det er ukrænkeligt. Det skal gennemtrænges af en uafrystelig tillid til skønhed, ytringsfrihed og styre ved lov. De som angriber Palladios tradition er typisk optaget af at støbe planer og ødelægge kærligheden til den karakterfyldte kultur som vores samfund hviler på. Hvis ikke støttet af “socialistiske internationalisme” var de oprindelige prominente fjender af traditionen (f.eks. Le Corbusier) excentrikere med autistiske dispositioner og med en fuldstændig fremmedgørelse fra menneskelig medfølelse.

Den græsk-romerske udtryksform er i al væsentlighed selve billedet på civilisationen. Denne udtryksform fik fodfæste i Amerika der skulle bygge sine byer fra bunden. Med et oplæg for Washington D.C. af Pierre Charles L’Enfant, var den fremherskende stil i bylandskabet tidligere Georgiansk, Palladiansk mv.

Image: City of Washington from Beyond the Navy Yard (George Cooke, 1833)

Det smart lydende udtryk “international stil” i arkitektur er faktisk noget af en fejl betegnelse. I virkeligheden refererer det til fraværet af en stil. Alvorligere end det, hvis det skal forstås i dens ægte historiske kontekst, for så benægter den båndene til Vestens æstetiske tradition og civilisation. Den signalerer et uforsonligt angreb på Vesten defineret ved de græsk-romerske idealer af skønhed i slægtskab med jødisk-kristen religiøsitet.

Den “internationale stil” er modernismens barn og således lig “et barn fra helvede.” Det udtrykker en indbygget “nihilistisk” drift efter at ødelægge alt der kunne minde os hvem vi faktisk er, og samtidig fremvise en “masochistisk” længsel efter overgivelse. Kort sagt, modernismen og det ‘onde’ barn repræsenterer et forkasteligt og ikke til at undskylde bedrag af Vesten. Direkte sagt, skal modernisterne betragtes om forrædere overfor vore nedarvede koncepter af æstetik og etik.

For de fleste mennesker betyder det noget, at have en følelse af at høre til et eller andet sted i verden. Mens vores byer der med stolthed og med stor omhyggelighed blev bygget af vore forfædre som testamenter over en historisk arv, bliver de med det nuværende overfladiske udtryk i vor civilisation vanhelliget og følelsen af fremmedgørelse vokser.

Med tabet af “loyalitet” til det ‘hjemlige’ falmer alt det som vore forfædre holdt af og beskyttede. På en sæt og vis sygelig måde, bliver alt og alle med tvang fransformeret til at være “internationalister” - eller mere præcist - Vi bliver hjemløse og derfor uden et hjem at elske og forsvare. Det er en følge af “multikulturalismen” der indgyder os at ingen har ret til at føle sig mere hjemme end nogen andre der tilfældigvis kommer forbi og beslutter at bosætte sig. Således har modernismen også været en åben dør med en invitation til selv nedværdigende relativisme i Vesten. 

Selv i et område, hvor livet på jorden kan udslettes på få timer af uforudsigelige tyranner bør vi stille os spørgsmålet: “Har vi til hensigt, som blasfemikerne i Middelalderen at overgive os til sensuelle lyster, uden tro på i morgen, eller er vi forberedte på at stå op imod tåbelighedens udfordringer og kæmpe for alt der er smukt og godt i verden som vi kender den?”

Uden diskussion kan man sige at Palladio forfinede de kulturelle trends på hans tid. Palladio var medvirkende til at redde os fra det kaotiske, livsbenægtende og flaggelante dystre mørke i Middelalderen og lade os få glæden fra livet i antikken tilbage. Truet af barbarerne der invaderer vores lande udefra, men endnu mere ved falske apostle der frister os til at give afkald på og fjerne ethvert spor af vor fortid er vi tilbage i Middelalderen.

Det hyrderne i Roms ruiner indså, mens de drev deres dyr frem og tilbage mellem de græsklædte bakker: Skønhed er enkelt. Ligesom fromhed. At længes efter de elskendes smil og at de rækker ud efter dig, eller at bede til Gud, kræver hverken pedantiske påmindelser fra andre eller studier udi metafysikken. 

De som stjæler skønheden fra os for at give os grimhed eller intetsigende ting i stedet, er de selvsamme der forsøger at sjæle vor tro fra os. Og vort håb.

I bedste fald er det tvivlsomt om vi kan regne med endnu en udfrielse fra mørket og en genfødsel af skønhed og tro. Imidlertid er de som både elsker og tror forpligtet til at bevare dem.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/04/rebirth_of_beauty_and_faith.html

Krigen om den flydende slumby

 Krigen om den flydende slumby 

Den nigerianske by Lagos er hjemsted for omkring 20 millioner mennesker, hvilket gør den ikke blot til den mest folkerige i landet, men også til en af ​​de største på kontinentet. Den ligger ved Atlanterhavets bred med Lagos-lagunen mod øst. (Her er et kort.) Byen er en vigtig økonomisk drivkraft for nationen - da en stor del af det nationale BNP genereres af mennesker i og omkring Lagos. Men ligesom mange andre byer er den også hjemsted for fattigdom, hvor mange lever under fattige forhold.

I et område har de ikke engang veje. I stedet står de over for trusler fra deres egen regering. Landsbyen Makoko ligger ved – eller måske snarere i – Lagos-lagunen. I slutningen af ​​det 18. eller begyndelsen af ​​det 19. århundrede hamrede vordende fiskere træpæle ned i lagunens bund og byggede huse oven på dem. Gennem årene opstod flere og flere af disse "flydende" huse, og som set ovenfor fulgte et bylandskab, men med én væsentlig undtagelse. I stedet for biler, busser eller tog padler folk i Makoko rundt i området. Som BBC rapporterede: "Beboerne bevæger sig fra den ene til den anden i kanoer og kalder på naboer og venner. Nogle udenforstående har fantasifuldt beskrevet det som Afrikas Venedig."

Men at sammenligne Makoko med Venedig overdriver i høj grad livskvaliteten i dette Lagos-samfund. Fattigdom, ikke velstand, er normen. Ifølge BBC er "vandet fyldt med husholdningsaffald, inklusive nåle og menneskelig afføring. Der hænger en kvælende lugt af rådden fisk i luften." Mange vælger alligevel at slå sig ned der. Et flydende hjem er bedre end intet hjem, sociale bånd er dybe, og der er masser af fisk i lagunen - et måltid er kun en krog og en line væk. Desværre er levevilkårene ikke den største trussel for dem, der kalder Makoko hjem. Ofte er deres egen regering det. Landsbyen er et åbent sår, og en forlegenhed for lokale embedsmænd, der gentagne gange har forsøgt at ødelægge den - ofte uden at tage hensyn til interesserne hos dem, der bor der. For eksempel sendte statsministeriet for udvikling af havnefrontinfrastruktur i juli 2012 en meddelelse til nogle beboere, hvori de krævede, at de forlod deres hjem, så disse bygninger kunne rives ned. Det forsøg udviklede sig til vold, og det hurtigt. Ifølge Guardian fik folket kun fire dage til at forlade stedet, før "en gruppe machete-svingende mænd belejrede Makokos bygninger." Og det var kun begyndelsen. Mindre end en uge senere "satte nedrivningsarbejderne ild til målrettede bygninger og indsatte bevæbnet politi, der angiveligt affyrede skud vilkårligt. En beboer blev dræbt, hvilket fik nedrivningsarbejderne til at indstille deres indsats. På det tidspunkt var 30.000 mennesker blevet hjemløse." Men Makoko fortsætter. Træpæle udskiftes, når de rådner. Gulve lappes. Tage opgraderes, når pengene tillader det. Makokos bygninger bygges trinvis og udvikler sig i takt med at familierne vokser, og ressourcerne tillader det. Tilpasningen er her fleksibel. Pælene er ikke et trick. De er fundamentet for et beboelseskvarter, der for længe siden lærte, at den eneste måde at blive boende på nogle gange er at flyde. Dagens bonusfakta: Hvis du besøger Nigeria og nogen kalder dig en "Dundee" eller "Dundee United", er det okay at føle sig fornærmet - sætningerne er slang for "idiot". Men hvis du er fra Skotland, kan det være meget overraskende, fordi Dundee United er en fodboldklub (et fodboldhold), der går mere end et århundrede tilbage. De to er forbundet, selvom detaljerne i forbindelsen ikke er helt klare. Den mest sandsynlige forklaring er, at Dundee United (fodboldholdet) i 1972 kom til Nigeria for at spille mod nogle lokale hold i forventning om at vinde let. Men de vandt slet ikke meget. De vandt 1-0 i en tidlig kamp, ​​spillede uafgjort mindst to andre og led mindst to nederlag (inklusive et 4-1 nederlag). Ifølge Guardian var "disse amatørhold, og lokale fans havde forventet meget, meget mere af en repræsentant for Skotlands bedste række. United lignede tåber," og navnet "Dundee United" blev en fornærmelse i hele landet.

 

Epsteins porte til kaos - samarbejdet med Bill Gates

Jordi Pigem 

"Vi skal have det sjovt," skriver Jeffrey Epstein den 7. december 2009. Denne sætning er hans svar på en e-mail fra Bill & Melinda Gates Foundations videnskabelige rådgiver (og videnskabelige rådgiver for Bill Gates), Boris Nikolic, der laver en liste over "stjerner, hvoraf mange er videnskabsmænd, som de "burde besøge sammen".

På det tidspunkt må alle have vidst, at Epstein var en berygtet, dømt sexforbryder. Han var blevet løsladt fra fængslet kun få måneder forinden, den 22. juli. Han havde været under efterforskning siden 2005: føderale embedsmænd havde identificeret tre dusin piger, som Epstein angiveligt havde misbrugt seksuelt (efter en kontroversiel aftale indgået af det amerikanske justitsministerium blev han kun dømt for to forbrydelser). Hvorfor skulle en højtstående embedsmand fra Gates' Foundation ønske at organisere møder mellem Epstein og fremtrædende videnskabsmænd? Hvis det handlede om penge, kunne de helt sikkert finde bedre udseende investorer. Hvad skulle de i sidste ende "have det sjovt" med?

Source: EFTA01822311.pdf

En af afsløringerne i den seneste samling af Epstein-filer er hans stærke interesse for virus, vacciner, pandemier og mRNA. To måneder efter at han er løsladt fra fængslet, skriver han om virus, infektionssygdomme og noget, han kalder "Min STORE idé".

Source: EFTA00739886.pdf

Eller, for eksempel, i januar 2010, diskuterede han mRNA og codoner. (et kodon eller en triplet er en sekvens af tre på hinanden følgende nukleotider i DNA eller mRNA, der koder for en specifik aminosyre under proteinsyntesen)

Den seneste dokumentsamling fra Jeffrey Epstein efterforskningen, der blev offentliggjort den 30. januar, består af over 3 millioner sider, hvor mange navne er redigeret. Der er oprettet en nyttig simulering af Epsteins indbakke, som er fuldt søgbar og giver adgang til indholdet af over 7.000 e-mails. Med nøgleord og tålmodighed kan de originale dokumenter derefter findes på justitsministeriets hjemmeside.

Trioen Epstein-Nikolic-Gates optræder også fremtrædende i et langt aftalebrev sendt af Epstein til Gates. Ifølge dette dokument fra 2013 "anmodede Gates specifikt" Epstein om at "personligt fungere som repræsentant" for Nikolic i forhandlinger om ophør af hans arbejde med Gates. Den første del af dette seks sider lange brev siger: "Hr. Gates anerkender, at hr. Epstein har et eksisterende kollegialt forhold til hr. Gates, hvor hr. Epstein modtog fortrolige og/eller proprietære oplysninger fra hr. Gates." En analyse af indholdet og de bredere implikationer kan findes i en detaljeret artikel af Sayer Ji om Epstein, Gates og "Pandemier som forretningsmodel".

I marts 2017, to et halvt år før Event 201, tre år før Covid-19 officielt blev erklæret en pandemi af WHO, talte en e-mailtråd, der involverede Gates og bgC3 (Bill Gates Catalyst 3, nu Gates Ventures), om "pandemisimulering".

Source: EFTA02381427.pdf

En række e-mails i Epstein-filerne omtaler pandemiberedskab. En af dem, fra marts 2015, opfordrer eksplicit til at diskutere, "hvordan man officielt inddrager WHO" med henblik på "co-branding" (det ser ud til, at det "produkt", der skal "co-brandes", er en pandemi).

Source: EFTA00861674.pdf

I 2017 nævner Boris Nikolic i en e-mail adresseret til både Epstein og Gates (fire år efter aftalebrevet om Epsteins mægling i bruddet mellem Nikolic og Gates) "pandemi" som et nøgleområde for en Donor Advised Fund.

Source: EFTA02389903.pdf

Nikolic blev senere udnævnt til bobestyrer i Epsteins testamente, der blev underskrevet to dage før hans død, officielt ved selvmord, i august 2019. (Mens jeg skriver dette, påpeger en ven for mig, at ifølge Fortnite Tracker spillede en spiller med Epsteins brugernavn, littlestjeff1, stadig fra Israel i 2024...)

Epstein var en knude i et stort netværk af mørke, og frigivelsen af ​​filerne kan være en tærskel ind i det. I et videointerview, der er inkluderet i frigivelsen, fortæller Epstein Steve Bannon, at han kun er "niveau et", "det laveste niveau" af seksuelt rovdyr. Som forskeren Whitney Webb har udtalt i en samtale med James Corbett:

Jeffrey Epstein var lige så meget en økonomisk kriminel som en sexkriminel. Der er en helt særlig grund til, at mainstream-medierne kun ønsker at tale om hans sexforbrydelser mellem 2000 og 2006. Jeffrey Epstein var heller ikke en anomali i det netværk, han opererede i. Talrige mennesker engagerer sig i sexafpresning og sexhandel. Hvis du tror, ​​at disse problemer døde med Jeffrey Epstein, tager du grundigt fejl. […] Og hvis du trækker i Epstein-tråden, kan man vel sige, at du begynder at udrede en stor del af det større billede.

I starten af ​​2020 kendte ikke alle ordet pandemi. Endnu mindre velkendt var ordet (mere almindeligt indtil 1900) pandemonium. The Shorter Oxford English Dictionary definerer pandemonium i sin første betydning som "alle dæmoner's hjemsted" og senere som "et sted eller en tilstand af fuldstændig forvirring og oprør". Covid var et pandemonium: det skabte en "tilstand af fuldstændig forvirring". Ordet blev opfundet af John Milton i Paradise Lost (1667), hvor Pandemonium er "Satans palads", "Satans og hans ligemænds høje hovedstad" og "Lucifers by og stolte sæde". Bortset fra præfikset pan- (græsk for "alle") er disse ord uafhængige.

Det ser ud til, at Gates og Epstein var meget tættere på hinanden, end man havde antaget. Gates minder blandt andet om pandemiberedskab (som i CEPI, "Coalition for Epidemic Preparedness Innovations" og Event 201, som begge havde Bill & Melinda Gates Foundation som hovedfinansierer). Epstein minder om et mørke, der involverede forfærdelig vold mod børn og, højst sandsynligt, eksplicit påkaldelse af magtfulde onde kræfter – som det er stadig mere almindeligt i de højeste lag af politisk, økonomisk og teknologisk magt. Gates og Epstein, pandemi og kaos, kan være tættere på hinanden, end vi troede.

Et sidste ord. Vi befinder os i en verden, der i vid udstrækning er moralsk, kognitivt og åndeligt allerede ved at kollapse. For at møde dette mørke uden at blive bulldozeret af det, er det vigtigt at være bevidst om, at den oprindelige kilde til virkeligheden (kald det Gud eller hvad der nu giver mening for dig) i sidste ende er Lys, Godhed og Sandhed. Og det er det, der skal sejre til sidst.

https://brownstone.org/articles/epsteins-gates-to-pandemonium/