Så træder vi tilbage og siger: "Vi er overraskede. Vi er et samfund, der er besat af at finde den rigtige person uden at stoppe op og tænke: 'Hvordan bliver jeg den rigtige person? Hvordan arbejder jeg på mig selv?' At forstå det kan ikke blot gøres, og det er paradoksalt, ved at være alene. Dette er endnu et utroligt mysterium. Du kan ikke forstå dig selv bare ved at være sammen med dig selv.
Du har brug for andre mennesker. Hvorfor det? Det er ligesom, hvorfor har du brug for et spejl for at se baghovedet? Fordi vi ikke har øjne der. Vi har brug for nogen til at hjælpe os med at se de ting, der er virkelig svære for os at se. Psykoterapi giver os et forum, hvor vi kan komme, fortælle terapeuten om, hvad der foregår i vores liv, forklare, hvad der skete sidste mandag, forklare, hvad der skete, da vi tog den tur til New York eller Buffalo, hvor end det er, hvad der skete, og så langsomt sætter mønstergenkendelsen ind.
Terapeuten er i stand til at sige: "Det er sjovt. I det sidste forhold gjorde du dette, i dette nye forhold gør du det, og du nævnte, at dine forældre gjorde noget, der lyder lidt lignende.” Så jeg spekulerer på, hvad der foregår, og så kommer der langsomt indsigt. Vi begynder at samle brikkerne. Vi tænker: “Jeg har gang i noget. Jeg gør noget.” Og den vej er befrielse. Vi kan begynde at bryde de ubevidste historier, vi lever.
Psykoterapi arbejder med dette koncept kendt som “forsvar” eller “forsvarsmekanismer”. Med andre ord er det værktøjer, som vores sind bruger til at forsøge at beskytte sig selv mod nøjagtig viden om deres egne funktioner. Det vil lyde virkelig mærkeligt, som, hvorfor omfavner vi ikke bare selverkendelse med åbne arme? Hvorfor skal vi løbe væk fra den? Svaret er, at viden om os selv er skræmmende. Det er virkelig forfærdeligt at skulle lære visse ting.
Det kan gøre os meget ængstelige. Det kan gøre os så bedrøvede. Det kan panikere os, og derfor skubber vi uvelkommen information væk. Jeg tror, at vi måske stadig ikke helt kan klare, hvor komplicerede vi er. Vi er meget sarte væsner. Vi kan ikke lide at sidde med os selv. Vi kan ikke lide at sidde med vores følelser.
Selverkendelse har fortsat et enormt flygtigt mål. Jeg tror, det er livets vigtigste mål. At forstå sig selv er bogstaveligt talt meningen med livet. De gamle grækere vidste dette: "Kend dig selv" var den vigtigste befaling i den antikke græske kultur og filosofi. "Kend dig selv" - det vigtigste, du kunne gøre.
Hvis du i dag i en samtale med venner eller kolleger sagde: "Hvad er dit mål? Hvor prøver du at komme hen næste år? Hvad prøver du at gøre?" sagde du: "Kend dig selv." Folk ville sige: "Det er en mærkelig person der. Vi ved ikke noget om denne person." Det er ikke et acceptabelt mål.
Vi ved, at det er godt at tjene penge. Vi ved, at det er godt at rejse til udlandet, lære at stege hvidløg og lære salsa. Det er ikke særlig værdsat at kende sig selv. Derfor vandrer vi rundt blandt fremmede for os selv, og derfor er det enormt forvirrende. Lad os sige det ærligt, farligt for andre mennesker. Fordi en person, der ikke forstår sig selv, vil, hvis de konfronteres med deres opførsel, sige: "Det var ikke mig. Jeg gjorde det ikke." Eller: "Jeg kan ikke tænke." Eller: "Spørg mig i morgen." De kan ikke redegøre for sig selv. De ved ikke, hvorfor de gør de ting, de gør.
De vil simpelthen, for eksempel i et forhold, hoppe ud af et forhold og sige: "Det bliver for intenst." Og hvorfor? De ved det ikke. De forstår ikke, hvad de selv laver. Selvom de måske har brugt fem år på at lære spansk.
De har måske taget en videregående uddannelse i japansk. De er måske meget aktive på alle mulige måder. De har måske lært keramik. De har måske udført et godt stykke arbejde med at markedsføre noget. Men pointen er, at de ikke vil have lært de virkelig sande bestanddele af følelsesmæssig funktion, fordi de har været i stand til at slippe afsted med det.
Det kan gøre os meget ængstelige. Det kan gøre os så bedrøvede. Det kan panikke os, og derfor skubber vi uvelkommen information væk. Jeg tror, at vi måske stadig ikke helt kan klare, hvor komplicerede vi er. Vi er meget sarte væsner. Vi kan ikke lide at sidde med os selv. Vi kan ikke lide at sidde med vores følelser.
Hvis vi kan signalere til vores partnere, at vi er lidt dumme. Vi forstår det ikke. Vi har ikke alle svarene. Det er en vidunderlig blødgørende creme. Det er et vidunderligt glidecreme at elske, fordi det bare sænker temperaturen. Hvis din partner er i stand til at sige: "Åh, jeg har måske ikke forstået det her. Jeg forstår det måske ikke. Det er genialt." Og hvis de også kan lave en lille joke, er det fantastisk.
Hvis to mennesker kan lære at se hinanden som idioter, men elskelige idioter, er det et smukt øjeblik i kærlighed. Det kunne lyde negativt. Det er det ikke. Det er det mest generøse, man kan gøre. Vi er to blinde mennesker, der hjælper hinanden med at finde en vej frem. Hvis det er den ånd, hvori vi kan træde ind i kærligheden, er det en ånd af generøsitet, en ånd af gensidig tilgivelse.
Alt for ofte sætter vi os på vores høje heste. Sådan er det. Jeg kender svaret. Det er, hvad jeg synes. Det er ikke en ven af kærlighed. Så vi har brug for, om man vil, en beskedenhed, en humoristisk beskedenhed. Lad mig give dig en anden idé. En anden ting, vi har brug for for at få kærligheden til at fungere, er en vis grad af pessimisme. Optimisme er kærlighedens fjende. Hvis vi tror, at vi får en perfekt kærlighedshistorie, en kærlighedshistorie uden fnug, uden knæk, nej, det kommer ikke til at ske. Vi er nødt til at acceptere, at selv et rigtig godt forhold har konstante krisemomenter. Og det er okay. Problemet er ikke krise.
Problemet er, hvordan vi reparerer kriser? Kan vi reparere dem med tilgivelse, med forståelse og mest af alt med nysgerrighed? Kan vi blive nysgerrige efter, hvorfor vi havde et sammenbrud? Kan vi søge efter, hvorfor vores tilknytningsmønstre ikke er kompatible? Kan vi blive interesserede i, hvorfor vi er svære at elske, og på den måde bliver det lettere at elske?
Så pessimisme er ikke kærlighedens fjende. At vide, at der ikke findes den rigtige person, hjælper dig faktisk med at finde en god nok person. For et par år siden skrev jeg et essay, der gik viralt. Jeg skrev den til New York Times. Den hed “Hvorfor du vil gifte dig med den forkerte person”.
Hvorfor gik det essay viralt? Jeg tror, det gik viralt, fordi folk alle føler... Undskyld, lad mig rette det. Ikke alle mennesker, men mange, mange mennesker føler, at de har giftet sig med den forkerte person. De går i panik over det, og de skammer sig så meget. Så her er et essay i New York Times, der siger: "Ja, vi skal alle gifte os med den forkerte person." Og ved du hvad? Det er okay. Du behøver ikke at gifte dig med den rigtige person. Du skal gifte dig med en person, der er god nok. Kompatibilitet er ikke en forudsætning for kærlighed.
Kompatibilitet er kærlighedens frugt. Hvis vi mødes med nogen, og vi opdager, at der er forskelle, ikke? De har én slags tilknytningsstil. Vi har en anden. De kan lide golf. Vi kan lide tennis. De kan lide, at gardinerne er grønne. Vi kan lide, at gardinerne er gule. Uanset hvad det er. Alt for ofte i moderne romantisk datingkultur er svaret at komme ud. Bare kom ud.
Find en anden. Find en bedre. Derfor handler alle de teknologiske værktøjer om at sætte nye mennesker foran dig. Selvfølgelig skal man nogle gange finde nye mennesker. Men lige så meget som at finde nye mennesker, er det, du skal gøre, at lære at leve med de mennesker, der er foran dig.
Med de mennesker, du har fundet. Mange af os har allerede fundet en god nok partner. Alligevel smider vi dem i skraldespanden, fordi vi er blevet lært af den romantiske kultur, at vi altid kan finde en perfekt person, som det klikker med det samme. Det er sådan en destruktiv idé.
Hvis du tænker: "Ved du hvad? Arbejdet starter her. Arbejdet starter, når du har et problem." Så smøger du ærmerne op og tænker: "Okay, jeg ved, at jeg synes, denne person er en flink person. Nu skal vi arbejde på at sikre, at det kan fungere." Så vi skal tale, og vi skal skille dette problem ad. Vi skal blive som ingeniører, der har en funktionsfejl i maskineriet. Vi skal finde ud af det. Det lyder uromantisk, ikke sandt? Forestil dig at sige, at for at få mit forhold til at fungere hver aften, har jeg talt i en time på en virkelig tålmodig måde.
Du tænker: "Tag til Vegas, find en, der er nemmere." Nå, held og lykke. Måske finder du den person. Men for nogle af os, især nogle af os, der har været igennem vanskelige forhold, vanskelige forhold i vores fortid, er vi måske nødt til at gå ud og lave den slags udgravninger.
Måske er det fint. Jeg tror, at en god nok person er en, der vil engagere sig i at arbejde hen imod kompatibilitet. At de ikke vil antage, at du tager fejl, bare fordi der er problemer. De vil vide, hvordan man reparerer kriser. De vil vide, hvordan man er nysgerrige. De vil vide, hvordan man lytter. De vil vide, hvordan man er tålmodige.
Det er kompatibelt med alle mulige problemer. Seksuelle problemer, relationelle problemer, administrative problemer. Det betyder ikke noget. Du kan arbejde dig igennem dem. Så den forkerte person er en, der holder sig tilbage, som altid bebrejder dig, som lukker øjnene, som siger, det er ikke mit ansvar, eller det var nemmere med min eks, og hvorfor er du så vanskelig, osv.
Disse mennesker er problemer, fordi de nægter at udføre kærlighedens arbejde. Så det er ligegyldigt, om du har mange, mange vanskeligheder. Det er okay. Problemet er din holdning til vanskelighederne. Løsningen er en holdning præget af overbærenhed, nysgerrighed og rolig overvejelse af de fejl, der forener os alle.
Vi er alle gale aber. Så længe vi har været venlige over for den gale abe og os alle, skal vi nok klare os. Et af de virkelige problemer, og der er simpelthen ingen løsning, men vi er nødt til at acceptere, at der er et reelt problem, er, hvor lang tid det tager at finde ud af, hvem vi er som elskere, som mennesker, der er interesserede i forhold, hvem vi er.
Det tager så lang tid, og det tager især lang tid at forsøge at ændre vores mønstre. Hvis vi er en person, der saboterer forhold, hver gang kærligheden dukker op, hvor lang tid vil det så tage at afvikle det? Det kræver indsigt, men det kræver så at sige arbejde, rigtigt arbejde.
Nogle gange går folk i terapi i seks eller tolv sessioner, og de siger: "Jeg har ikke ændret mig. Terapi virker ikke." Og lad os vende tilbage til mit tidligere eksempel om sprog. Forestil dig, at du som engelsktalende i middelalderen besluttede dig for at lære koreansk eller finsk, og du gik til seks lektioner, og du prøvede at lære finsk og koreansk. Og efter seks lektioner kunne du knap nok sige dit eget navn eller sige hej. Så gav du hele processen skylden, og du sagde: "Jeg lærer ikke dette sprog. Det er noget lort." Folk ville sige: "Du er for utålmodig." Jeg tror, at noget af det samme gælder for at omstrukturere vores følelsesmæssige sprog.Vi kan ikke lære det her på seks sessioner af 50 minutter. Det tager lang tid. Et mønster, der er blevet skabt over årtier, vil tage mange, mange år at finde ud af. Det er dårlige nyheder. Jeg ville ønske, det ikke var sådan. Kan vi gøre noget i mellemtiden?
Ja, selvfølgelig kan vi det. Vi kan lære at gå. Vi behøver ikke at holde pause og bare sidde ved vejkanten. Vi kan begynde på relationernes vej. Vi kan starte fra en relativt ung alder, men vi skal udføre arbejdet ved siden af, og vi skal i det mindste være i stand til at gøre det første, hvilket er at sige: "Jeg lærer. Jeg er en lærende."
Der er en reel forskel på en person, der siger: "Jeg ved det hele," og en person, der ved, at de stadig lærer. Da Sokrates, den antikke græske filosof, blev spurgt, hvorfor han var den klogeste person i antikken, sagde han: "Fordi jeg ved, hvad jeg ikke ved." Med andre ord, at fødslen af sand visdom er forbundet med viden om din uvidenhed. Jeg tror, det er den bedste måde, vi kan fortsætte på, også i forhold til vores kærlighedsliv.
Sociale medier og skyldrefleksen
Der er mange spørgsmål, vi kunne lære at stille os selv og vores partnere for at forsøge at finde et bedre forhold. Et af dem er dette. Når jeg kommer tæt på dig, hvordan føles det så? For at åbne et vindue til nogle af de kompleksiteter, der opstår, når nogen kommer tæt på. Hvis jeg elsker dig, hvilken del af dig bekymrer sig så? Det er et godt spørgsmål. Bekymrer nogen del af dig sig?
Et andet virkelig nyttigt spørgsmål er, hvordan reagerer jeg, når nogen prøver at kommunikere noget til mig? Skal jeg holde mig tilbage, eller accepterer jeg det? Kan jeg stoppe op og tænke, at problemet måske ligger hos mig? Eller skal jeg altid sige: "Det kan jeg ikke svare på. Det er den anden person. Du er uretfærdig. Du sætter mig under pres." Hvad er dit niveau af følelsesmæssig fingerfærdighed? Så det er også et godt spørgsmål at stille dig selv.
Et af de rigtig gode spørgsmål i ethvert forhold er også at sige: "Hvordan har jeg irriteret dig?" Hvordan har jeg frustreret dig? Meget af det, der sker mellem par, er, at der er ting, der bobler væk under overfladen, som folk ikke kan finde modet til at sige. Fordi de ikke kan sige dem, forbedres problemet ikke. Problemet bliver værre. Folk kan ikke have sex længere.
En stor del af grunden til, at folk ikke kan have sex, har intet at gøre med sex. Det handler om, at de føler sig afkoblet, vrede og misforståede. Du kan ikke have sex med en, som du føler dig misforstået af, eller som du er rasende på. Det, der hjælper på begær, er tillid. Måden at opbygge tillid på er at kommunikere, og især kommunikere, brud på tillid.
Hvis du vil have god sex, så lad være med at købe et stearinlys, gå ikke på hotel. Begynd at spørge hinanden: "Har jeg irriteret dig? Er der noget, jeg har gjort, som du gerne vil fortælle mig?" Og du siger dette tålmodigt, ikke midt om natten, når du er stresset, eller måske har drukket for meget, men når du er rolig, når der er en følelse af lethed og tilgivelse, så brug det rette øjeblik til at stille det rette spørgsmål.
Vi lever i en verden, hvor terapeutisk sprog og indsigter for første gang har spredt sig langt uden for konsultationsrummet. Der er masseadoption på et overfladisk niveau af terapeutisk sprog. Det område, hvor vi finder dette mest tydeligt, er sociale medier og især Instagram, som er enormt, det er en enorm kraft i verden, og det har opdraget en generation, vil jeg sige, til at tale i pseudo- eller vagt terapeutiske termer. Jeg mener det ikke som en fornærmelse. Nogle af disse indsigter har været fantastiske.
Folk er nu i stand til at tale om, lad os sige, tilknytningsteori. Omtalen af en undgående tilknytningsteori eller en angstfyldt tilknytningsteori i mange kredse skaber ikke den forvirring, som den genererede for 15 år siden. For 15 år siden var dette ikke almen viden. Det var stadig på universitetet, i lærebøger og i konsultationsrummet. Nu er det ude i verden. Mediet, der har ændret dette, er, som sagt, sociale medier.
Hvad er problemet? Jeg skal fortælle dig et af problemerne. Et af problemerne er, hvis skyld det er. Tonen i mange opslag på sociale medier giver partneren skylden for problemerne i forhold, retfærdigt og direkte, ikke dig selv. Der er en besættelse af at finde borderline-personer, narcissistiske personer, undgåelse, angste personer ude i verden. Og selvfølgelig findes de, men tonen er problemet.
Del 4 og sidste følger
Opslag
