lørdag den 10. april 2021

Britiske helte og skurke under 2. Verdenskrig

Britiske helte - og skurke

Nogle er født ‘store’ andre arbejder på storhed, og andre oplever storheden under strid. En nylig udgivelse af dokumenter over handlinger og overbevisninger hos britiske borgere under 2. Verdenskrig illustrerer passende både opnåelsen af storhed hos nogle og den udtalte pro-nazi sympati, bitterheden og endog kujoneriet hos andre der var født til ‘storhed’ øverst i det elitære britiske samfund.
Det er en glæde at blive mindet om heltedåd. Den 2. september 2018 blev en statue skabt af Prins William Duke af Cambridge, af Major Frank Foley afsløret i West Midlands byen Stourbridge, hvor han havde trukket sig tilbage.
 Billedresultat for major frank foley 

Dette var en hyldest til en modig mand, søn af en jernbanearbejder, katolsk uddannet og stærk religiøs, en mand der blev alvorligt såret under 1. Verdenskrig. Frank Foley var paskontrollør ved den britiske ambassade i Berlin, og i virkeligheden afdelingschef for  the British Secret Intelligence Service (MI6), hvorfra han skaffede agenter og indsamlede information om Tysklands militære forskning.
Efter Krystalnatten risikerede Foley sit liv for at redde mindst 10000 jøder fra døden ved nazisterme. Han gik ind på Nazi interneringslejre for at få jøder ud, skjulte nogle af dem i sit hjem og fremstillede falske pas til dem. Han blev hædret som en British Hero af Holocaust i 2010 og som en ‘Retfærdig hedning’ af Yad Vashem i Israel i 1999. Foley omtales undertiden som den “Britiske Schindler,” men Foley reddede langt flere jøder end Schindlers 1200. I fremtiden ville det være mere passende at omtale Schindler som “Tysklands Foley.” 
Foleys ædle historie fortælles i en ny bog  Agent Jack af Robert Hutton, der også kommer med forbløffende beretninger om det mere uværdige liv hos de som blev “født til storhed” i Storbritannien før og under 2. Verdenskrig. Bogen udstiller de højtplacerede og velstående aristokrater der var sympatisører med Nazismen, gik ind for forsoning med Hitler og som var anti-semitter, og nævner et antal anti-semitiske grupper i 1930’erne og senere. Såsom the Liberty Restoration League; the Imperial Fascist League, under ledelsen af  Arnold Leese; the Link, ved Admiral Barry Domvile, hvis motto var “Lad Juda forsvinde”; og Patriotic Societies.    
Aristokraterne var en skændig gruppe ikke værdig til nogen ære. The Duke of Westminster, måske den mest velstående mand i Storbritannien gav sin hund navnet “Jøde.”  The duke of Buccleuch, Lord steward of the Royal Household, den største privat jordbesidder i Europa var med til Hitlers 50 års fest i april 1939.  The Duke of Bedford var ven med den tyske ambassadør Joachim von Ribbentrop.  Lord Tavistock, senere Duke of Bedford, stod finansielt bag en række fascistiske sager.
Coco Chanel, opportunist, en gang ven med Winston Churchill, og stærk anti-semit, havde et forhold til Duke of Westminster (Bendor) i mere end ti år. Hun samarbejdede med nazisterne under 2. Verdenskrig. Hun indledte det som “horisontal kollaboratør” og Baron Hans von Dinklages elskerinde, så blev hun hemmelig agent for SS, med kodenavnet “Westminster” og arbejdede for General Walter Schellenberg, chef for SS efterretningsvæsenet.  Hendes mest ambitiøse indsat var at tage del i operationen i 1943 Modellhut, via den britiske ambassade i Madrid, en plan om at sende et budskab til Winston Churchill om at et antal vigtige nazister ønskede at bryde med Hitler og var interesseret i at forhandle en separat fred med Storbritannien.
 Billedresultat for coco chanel and nazism
Chanel, den glamourøse designer af haute couture der revolutionerede kvindemoden med den lille chic sorte kjole og perler, undgik enhver mere alvorlig straf eller forfølgelse efter krigen. Det er meget sandsynligt at om hun havde aflagt vidneforklaring da ville denne have udstillet sympatier og aktiviteter hos den engelskfødte elite, ledende embedsmænd, hos Wallis Simpson og endog medlemmer af den kongelige familie.
Den erfarne og snedige amerikanske 'filosof' og skuespillerinde Mae West informerede os  i en af hendes film om værdien af at “skrive dagbog, og holde den for dig selv.” De nyligt offentliggjorte britiske dokumenter og dagbøger har muligvis ingen ‘handelsværdi,’ men de giver dog vigtige kommentarer om de Gode og det Gode. En overraskende afsløring om Sir William Strang, en førende rådgiver for den britiske regering i over tyve år, og viceudenrigsminister, 1949-53 og modstander af forsoningspolitik. Han var respekteret og æret i brede kredse og hans karriere blev beskyttet, men en rapport fra MI5 i 1943 er kommet frem i lyset, skrevet af Victor Rothschild, chef for MI5 mod-sabotage afdeling. Den åbenbarer at Strang personligt hadede jøderne: “Bolsjevikker og jøderne er de to største fjender af alt der var anstændigt.”
De nu ikke fortrolige MI5 filer indikerer tilstedeværelsen af en intern fjende gennem socialt vigtige hjemmefødte fascister der var forberedt på at underminere Storbritannien under krigen, og endog lidt mindre kendt, det usædvanlige forsøg fra MI5 på at neutralisere de mænd og kvinder der så med sympati på Nazismens triumf. I mellemkrigsårene var der dukket pro-Nazi kræfter op, anført at den karismatiske Sir Oswald Mosley, der fremførte en række politiske alternativer.
Mosley indledte sin politiske karriere som konservativ, derpå uafhængig, derpå Labour, før han grundlagde New Party, der blev til the British Union of Fascists (BUF) i 1932. En gruppe med sorte uniformerede paramilitære korps, the Blackshirts.  Mosley og hans medarbejdere blev fængslet i maj 1940 under  Defense Regulation 18B, der gav mulighed for internering af personer mistænkt for at være Nazi sympatisører, men han blev løsladt i november 1943 og sat i husarrest.
 Billedresultat for the right club ww2
Det som er vigtigt er at den britiske fascisme havde betragtelig støtte blandt de velstående. George Orwell skrev at den engelske fascisme, når den dukker op sandsynligvis vil være af “en forførende og forfinet udgave.” Selvom målet  i hovedtrækket var underkastelse, undgik den ekstremisme og politisk vold.  
I 1934, oprettede Mosley den elitære January Club, en diskussiongruppe bestående af prominente individer. The Anglo-German Fellowship, 1935-39, skabt for at indgå venskaber mellem de to lande, havde vigtige sponsorer fra erhvervslivet herunder Price Waterhouse, Thomas Cook, og Unilever og organiserede middage med prominente tyskere, herunder  Joachim von Ribbentrop.  Den hemmelighedsfulde Right Club, oprettet af politikeren Archibald Ramsay i maj 1939, bestående af anti-semitiske og fascistiske sympatisører opponerede mod krig med Tyskland, og havde som hovedformål “at imødegå og udstille aktiviteterne hos den organiserede Jødedom.” Man fremførte, at hvis der blev krig “ville det helt og aldeles være på grund af Jøderne og Duff Cooper” (en konservativ politiker og nær ven af Winston Churchill, modstander af forsoning og anti-Nazist). Klubben forsøgte at lække følsomme korrespondancer mellem Churchill og Roosevelt for at hæmme U.S. støtten til Storbritannien. Formand for møderne i the Right Club var den femte Duke of Wellington. 
Der er nu blevet åbenbaret en besynderlig operation. På grund af antallet af socialt vigtige personer i stillinger med stort ansvar og som var sympatisk indstillet over for Hitler og som spredte anti-semitisme, ønskede MI5 på forslag af Victor Rothschild at forhindre alvorlige problemer. Han mente at en brugbar metode til at kontrollere handlinger hos disse personer ville være at skabe en 5. kolonne, en fup Gestapo celle.
En enhed under ledelse af Eric Roberts, en eks bankmand, der fik pseudonymet “Jack King” skulle angiveligt opfattes som Nazi spion. Han lavede udskrifter af konversationer med de 500 nazisympatisører han identificerede, og som gav ham information i den tro at de gik videre til Berlin. Alle rapporterne gik dog til MI5.
De 500 var alle anti-semitter, der lyttede til de tyske nyhedsbulletiner, og mente the BBC gav propaganda løgne, og de søgte endog muligheder for at hjælpe Luftwaffe til at ramme Storbritannien, og at sætte ild til jødiske butikker i Leeds.
Eric Roberts forblev ukendt for den britiske offentlighed, forblev tavs om hans bemærkelsesværdige indsats og rejste til Canada efter krigen.

søndag den 4. april 2021

Et kreativt betalingsforslag der kræver en god lever

En kreativt betalingsforslag der kræver en sund lever

Under Den Kolde Krig var det meste af verden opdelt i to lejre. Demokratier, og de kommunistiske nationer. Dog var der tydelige uoverensstemmelser i hver lejr og kløften mellem de to sider blev stadig større. I en indsats for at udøve økonomisk pres mod “Ondskabens Imperium” indførte the United States og dets NATO allierede ofte sanktioner mod Sovjetunionen og de nationer som Sovjet kontrollerede. Resultatet var at de kommunistiske lande i Østeuropa handlede indbyrdes, og af og til røg Cuba så med i stuvningen.
Cuba, havde så absolut ikke så robust økonomi som de andre nationer. Og da Den Kolde Krig sluttede havde Cuba en enorm gæld og ingen penge. 
I 2016 skyldte Cuba Tjekkoslovakiet det der svarer til cirka $270 million. To store problemer. Cuba havde ingen penge og for det andet så eksisterede Tjekkoslovakiet ikke længere. Det sidste var let nok at løse, da Tjekkiet, den ene af de to stater landet var blevet til overtog gælden. Cuba kunne dog stadig ikke indfri sine finansielle forpligtelser.
I stedet forsøgte Cuba at drikke tjekkerne under bordet.
Som the Guardian rapporteredetilbød Cuba at betale sin gæld ikke i kontanter, men i varer. Cubas forslag skulle hovedsageligt være ved rom - en masse rom. Ifølge Atlas Obscura, tilbød Cubas regering “rundt regnet 135000 tons rom eller nok til 130 års forbrug i Tjekkiet,”  (Det er altså en del, for ifølge the Guardian “er Tjekkiet det land med det største indtag af øl per indbygger i verden” og man importerede allerede næsten 900 tons cubansk rom om året).

Skørt? Måske nok, men ikke alle mente det tilbud var helt ved siden af. Bloomberg News formodede at tilbuddet “slet ikke var så tosset som det lyder,” da man jo altid kan forsøge at sælge rommen og få dækket sit tilgodehavende. En økonom gik så vidt at han anbefalede aftalen, idet han siger at tjekkerne burde tage imod tilbuddet af flere grunde, og bemærker også, at det jo ikke så ud til at Cuba kunne betale med kontanter i en overskuelig fremtid. Regeringen i Tjekkiet afviste ikke tanken lige med det samme.  Food and Wine forklarer:

Tjekkiets vicefinansminister Lenka Dupakova beskrev, som det fortælles, tilbuddet som “en interessant mulighed” - var det en tjekkisk skepsis om at Cuba ikke kan betale sin gæld, eller udtryk for Tjekkiets kærlighed til rom?
Ud fra et logistisk udgangspunkt var Dupakova især bekymret over, hvordan man kunne sælge rommen. “Det er relativt ukendte mærker, der vel nok er udmærkede, men vi skal reklamere for dem, og lade dem komme ud på markedet,” sagde hun.
What Cuban Rums To Bring Home: A Short Guide
I sidste ende sejrede fornuften. I slutningen af 2016 havde Tjekkiets regering ikke svaret på Cubas tilbud, og gælden er der stadig og ikke betalt.
Bonus fact: Rom som betaling er sådan set ikke noget nyt. Fra 1850 til 1970, tilbød the Royal Navy søfolkene en drink til deres mad som delvis betaling for dagens indsats - en ottendedel af en pint rom. Disse “rom rationer” som de blev kendt, var en mulighed, og hvis man var afholdsmand eller på anden vis afholdt sig fra dagens drik, kunne man vælge af få ekstra tre pence om dagen i lønningsposen. (Som the BBC noterer, så sluttede traditionen i 1970 af “bekymringer over at en sådan slurk rom ved maden kunne hindre søfolkenes evne til at operere og betjene de stadig mere komplekse våbensystemer og navigationsredskaber.”)

tirsdag den 30. marts 2021

Begyndelsen til enden for hvide i Sydafrika

Begyndelsen til enden for hvide i Sydafrika

Katie Hopkins
“Det har været en barsk måned” siger Jess.
Ordene kommer fra en høj, muskuløs kæmpe af en mand med flere ar og skrammer end de fleste, og så må tingene godt nok se dystre ud i Sydafrika.
Og det er værre end nogen af os forestiller os. 84 angreb på farmere siden nedlukningen begyndte. 12 hvide farmere slagtet på deres jord. Billeder efter et af angrebene cirkulerer på Telegram og sendt til mig - alt for voldsomt, brutalt til at skulle deles. Kun uhyrer kunne gøre det mod de ældre i deres eget hjem.

Mange af os fejrede 4. juli. Der var tre mord  den weekend, et af dem så ubegribeligt råt, at selv de som er hærdet af nyhederne om tortur  af farmere ved de sorte bander måtte knytte hænderne så hårdt at knoerne bliver hvide.
 
Når ‘massive’ mænd som Jess har det sådan, så skal vi altså stoppe op og lytte. Typer som han var den første jeg ville løbe hen til, hvis jeg havde brug for beskyttelse, stærk, udholdende, svær at ryste. Disse stærke sydafrikanere er del af landet, de har landet i deres blod ligesom solskinnet, og vandet der får træer og afgrøder til at vokse på deres jord.
Når jeg hører disse frygtelige nyheder får jeg et ønske om at gribe min rejsetaske - sidde klar med mit pas og opladere - tage støvlerne på og rejse. Jeg er nærmest desperat efter at komme tilbage til deres land, træde ind i kampen og hjælpe de myrdede så de får en stemme. Nu deler jeg så deres billeder med dig i et fortvivlet forsøg på at gengive dem som individer, i stedet for lig i bunker.
Dette er Wynand Breedt. Han var en meget elsket Afrikaans sanger.
Han faldt i baghold og blev skudt uden for sin farm fredag. Intet blev stjålet, intet motiv for angrebet udover hans hudfarve. Han blev 46.
Denne smilende gentleman er Julian Stobbs. Han var brite, en Royal Navy mand og veteran fra Falklandskrigen. En bande sorte plyndrede hans hjem mens han sov sammen med sin partner den 3. juli. De stjal alt i huset og flygtede, kun for at vende tilbage for at skyde ham. Julian blev 59.
I Kwa-Zuklu Natal, blev Zakiyya Ahmedjan Ismail brutalt myrdet i sit hjem. Hun var gravid i fjerde måned og mor til to. Tre bevæbnede mænd brød ind gennem køkkendøren og krævede penge. Faren forsøgte at beskytte sin familie, men blev slået i gulvet. De kvalte hans datter på 8 år, og sparkede den 4 årige. Angriberne trak den gravide mor ind i badeværelse og skar halsen over på hende. Hun blev 26 år.
Hadet til “andre” i Sydafrika betyder at også indiske familier er et mål.
Ian Cameron er chef for Afriforum’s Community Safety team, konstant på færde i sit køretøj, hans fysiske tilstedeværelse giver ro, mellem de som søger volden og de hvide farmere der bare forsvarer deres land og ejendom. Vi tilbragte tid sammen da jeg var i Sydafrika for at lave min dokumentar Plaasmoorde, the Killing Fields.
Han er endnu en af de stærke mænd der i årevis har bevæget sig i blod til anklerne fra dette slagteri, men han kan fornemme en forandring undervejs - en følelse af at tingene får langt mere fart på, og udslettelsen er hurtigere end tidligere. Ian sendte mig hans tweet i håbet om jeg kunne dele information, i den rene desperation over at i sandhed fornemme at ingen lytter, ingen ser hvad der sker med de hvide i Sydafrika, nu nede på 4% af befolkningen og nær udslettelse. Det er næsten helt ubegribeligt at ingen synes at bekymre sig.
Selv føjelige medier er blevet tvunget til at komme med offentlige udtalelser om slagteriet. Chris Pappas, landbrugstalsmand for Democratic Alliance i KZN, kunne ikke ignorere mordets brutalitet af den gravide mor, og siger han bønfalder Cyril Ramaphosa om at “bryde hans tavshed” om mord på landet, og få dem klassificeret som “hadforbrydelser.”
“Vi er chokerede og føler voldsom afsky over mordet i Weenen, KZN - især grundet tabet af et ufødt barn. Der er nu to grundlæggende ting sydafrikanerne kan tage stilling til: Hvorfor er præsidenten tavs om disse hændelser? Og hvorfor bliver mord på landet ikke klassificeret som hadforbrydelser?”
Selvfølgelig er det blot tomme ord.
Politikerne kender allerede svaret på præsidentens tavshed. At indføre Land Expropriation loven uden kompensation har været ANCs plan. Cyril Ramoposa har skabt en kultur, hvor alt er tilladt, lovligt når det gælder overgreb, angreb, på hvide. Det brutale hold— the Economic Freedom Fighters —  findes der som hyæner der gnaver løs på de hvides ankler, sultne efter endnu mere kød. Deres pøbel iført røde baretter der skriger "Kill the Boer, kill the whites" er et kampråb for deres støtter for hvem drab på hvide er en godkendt og ganske profitabel sport.
Apartheid forsvandt aldrig. Den har blot ændret farve. 
Det store spørgsmål jeg ser bliver spurgt af mennesker som dig er, “Hvorfor bliver de hvide farmere dog der? Hvorfor rejser de ikke bare?” Og det var også mit spørgsmål før jeg besøgte disse farme, og sad med mændene og kvinderne og så ud over deres jord.
Svaret på spørgsmålet er lige foran dig. Svaret ER jorden.
Mange så deres bedsteforældre forvandle det barske vildnis til frugtbar agerjord, hvor de de med dygtighed fik bananer, macadamiaer og avocadoer til at gro. Selv på de landbrug hvor der virkelig knokles arbejder mange hvide farmere sammen med de samme familier af sorte arbejdere som deres bedsteforældre ansatte for to generationer tidligere.

Jorden er det eneste de har. Mange er meget, meget fattige, ingen opsparing, ingen værdier som de ville kunne begynde et nyt liv med. Alt de ejer og tjener er lige foran dem, dybt nede i mulden som de skulle forlade sammen med deres hjerteblod.
Og hvor skulle de drage hen? De voksende slumkvarterer er fyldt med skadedyr og fluer - ikke kun reserveret fattige sorte; 30000 hvide lever i disse desperate steder uden vand, elektricitet eller håb.
Australien havde debatter om at give dem amnesti indtil de liberale erklærede det forslag racistisk. Resten af verden afviser disse mord som en yderste højrefløjs konspiration eller myte.
Uden midler til at rejse, eller et sted at drage hen, hvad skal de så gøre? Mange forbereder sig på slutkampen, og taler med beslutsomhed om “sidste skanse.” De fleste sover med et ladt våben under puden, kæmpe til døden om det gælder. De vil ikke dø uden at have kæmpet.

Det er grunden til religion er så stærk her, hvorfor kors stadig kan ses på bygninger og bakker, fordi når der ikke er andet der giver mening, og åbenbart ingen der er villig til at forsvare de hvide sydafrikanere - så er Gud tilbage....Gud og jorden.
Jeg sad med et offer for et angreb på en farmer, Bernard på hans veranda, vi så ud over jorden og han nægter at rejse. Han siger:
“Jeg vil dø med mine støvler på af kærlighed til mit land. Jeg stoler på Gud.”
Det er ikke nederlag der får dem til at tale således, men den skinbarlige modstandsvilje. De vil være udholdende til det sidste. Det de beklager er den hastighed, hvormed enden nærmer sig. * * *

tirsdag den 23. marts 2021

Hvorfor 21 kanonskud ved ceremonier?

Hvorfor 21 kanonskud ved ceremonier?
Når præsidenten for the United States er vært for en udenlandsk gæst bliver denne hilst med en kanonsalut på 21 skud.

Den samme ceremoni hænder ved statsbegravelser (
her en video fra George H.W. Bush's begravelse) og ved andre vigtige øjeblikke af national betydning. Og traditionen er ikke kun begrænset til USA. Næsten to dusin lande har lignende traditioner, hvor man affyrer skud i luften til ære for deres egen eller en besøgende leder.
Når man tænker lidt over det, så giver skud affyret i luften ingen rigtig mening - men naturligvis bedre end at skyde den besøgende. Ved begravelser noget helt andet - naturligvis. Hvorfor gør vi alt dette? Og hvorfor 21 gange?
Som med de fleste traditioner gav det engang mening. Og i dette tilfælde forud for vi fik skydevåben.
Ifølge Arlington National Cemetery's website, "kan traditionen med at salutere spores til praksis i Middelalderen, hvor man placeredes sig i en ubevæbnet position og derfor i den eller de personers varetægt - de der skulle æres.” I dag er diplomati som regel med et fredeligt formål, selv blandt nationer der ikke er hinanden særlig venlig stemt, her kan man dog finde metoder til at lederne kan mødes uden blod bliver udgydt. Sådan har det ikke altid været.
For at garantere fredelige hensigter nedlagde krigerne deres sværd før de nærmere sig en fremmed dignitar. Dette pragmatiske ritual er kommet ind i fiktionens verden. I Ringenes Herre, da Aragorn, Gandalf, Gimli, og Legolas aflægger besøg hos den Sauraman kontrollerede kong Theoden af Rohan, insisterer Rohirrim vagterne at kvartetten overdrager deres våben før de får foretræde. Det giver god mening - hvis man faktisk er på en diplomatisk mission så er afvæbning et tegn på god vilje.
Det fungerer aldeles udmærket når det er sværd, økser og lanser der er i spil, men ikke så godt med kanoner - især ikke de som er på krigsskibe. Et skib kan ikke sådan kaste kanonerne over bord hver gang det kommer til en havn, hvor man måske ikke er særlig velkommen. Derfor en anden løsning: Affyre kanonkugler i vandet.
 Billedresultat for saluting ships
Dette havde samme virkning som at nedlægge sit sværd, som the U.S. Army for Military History forklarer, tog det et stykke tid at genlade kanonen, “så at tømme dem en gang gjorde dem ikke brugbare.” Og vel mest på grund af af overtro og at tallet syv var et lykketal, medbragte mange skibe syv kanoner. Skibe på diplomatisk mission ville derfor afgive en salut på 7 skud. Så skal vi blot gange med 3.
3 kommer fra at man fra kysten svarede på salutten på 7 skud. Skibene medbragte ikke en masse krudt for hvis dette blev vådt var det ubrugeligt. På den anden side havde forsvarsværker på kystlinjen ofte en masse krudt. Et skud ville ikke være nok til at vise god hensigt, der måtte der saluteres flere gange. The Army's website fortsætter: “Kystbatterier, med en større mængde krudt, var i stand til at affyre tre kanoner for hvert skud fra et skib, således var kystbatterierne salutering på 21 skud. At det var 3 gange så mange var muligvis på grund af dette tals mystiske betydning i mange gamle civilisationer.”
I dag har vi stadig traditionen dog affyres der i dag kun løse skud.
Bonus fakta: Når det drejer sig om skibe og overtro så er det at have 7 kanoner om bord næppe det mærkeligste. Her er en udfordrer til den titel!
Fiskere har typisk ikke bananer på deres ture. I 2010 spurgte ESPN således en fiske champion (jo en sådan findes) Greg Hackney om han følger nogen overtro , han svarede, “Jeg fisker ikke, hvis der er en banan om bord” fordi han havde hørt det ikke “var så godt.” Et noget lunkent svar. I 2011 interviewede LA Times en fiskeskipper i Florida. Han sagde, “jeg sørger for der ikke er bananer om bord, heller ikke Banana Boat solcreme produkter, ejheller Banana Republic bluser og endelig Starburst jordbær-banan slik, og vigtigst alle varer med  Fruit of the Loom etiketter." Han var altså ekstrem forsigtig. For Fruit of the Loom's logoet har ingen bananer med.

mandag den 15. marts 2021

Psykoterapi: Moder til kamp mod social uretfærdighed

Psykoterapi: Moder til kamp mod social uretfærdighed

For nylig er det blevet ret så åbenbart at psykoterapiens verden ofte er parat og villig til at skabe nye mentale sygdomme og forkaste de som tidligere har været oppe i tjenesten for at tjene progressiv ideologi. Efter kønsideologierne fik sat etiket på “mandlig giftighed,” har the American Psychological Association stillet sig på deres side med tilsvarende patologi, stigmatiserende en mængde typisk mandlig opførsel.
Snart efter homoseksualitet og transkønnethed var blevet moderne, mistede disse væremåder pludselig deres APA betegnelse som mentale sygdomme. I stedet fandt modstandere af bøsseægteskab og transkønnethed sig karakteriseret som havende mentale defekter, fobier. Intet af dette burde overraske nogen, da den venstreorienterede dagsorden i psykologien længe har været udmærket dokumenteret.
The Woke bevægelsen er i store træk en udløber af denne uhellige alliance af psykoterapi og det at være venstreorienteret. Det er ingen overdrivelse at sige at faderen til Wokedom er marxismen og dens moder er psykoterapien. Bidraget ved psykoterapien har i store træk været at facilitere skabelsen af Ofre, og skurke til den venstreorienterede narrativ om undertrykte og undertrykkere.
Psykoterapi fungerer nu ofte som et værktøj, og leverer negative bedømmelser mod de synspunkter venstreorienterede ikke godkender. I et typisk eksempel på denne rolle kan nævnes at sidste år fordømte en psykiater ved Yale University den nuværende præsident via Newsweek og advarede om den snarlige udslettelse af menneskeracen.
Psykoterapiens fortalere har i lang tid samarbejdet med venstreorienterede. En prominent psykolog og et medlem af the The Frankfurt School, Erich Fromm (1900 -- 1980), sammenkædede ganske klart  Freudiansk psykologi og Marxismen. Han troede af Freudianismen og Marxismen var ægte videnskab, skønt filosoffen Karl Popper mere præcist beskrev begge som pseudovidenskaber der ikke er empirisk bevist eller modbevist.
Ydermere beskyldte Fromm kapitalismen for at skabe autoritære personligheder. Også trækkende på ideerne af Freud og Marx, sekunderede kollega fra Frankfurt School, Theodor Adorno og hans samarbejdspartnere, Fromms synspunkter i  The Authoritarian Personality, der rapporterer om et forskningstudium der udelukkende havde fokus på truslen fra fascismen. Bogen synes at male et billede af mange konservative, traditionelt indstillede personer som værende potentielle despoter. Denne analyse er i direkte modstrid med den åbenbare kendsgerning at de fleste morderiske despoter i det sidste århundrede - Hitler, Stalin, Mao Zedong - alle var socialister.
Authoritarian Personality
I de senere år har den hædrede, humanistiske psykolog Abraham Maslow udvist en decideret venstreorienteret orientering. I hendes bog om historien og problemerne med humanistisk psykologi bemærker psykologen Joyce Milton at Maslows liste over selvbevidste (selvaktualiserede) rollemodeller “hælder tungt mod venstrefløjen i det politiske spektrum” og omfatter få religiøse personer. Maslow hyldede Democratic præsidentkandidat Adlai Stevenson som nok værende en selvbevidst person, men forkastede Dwight Eisenhower. Milton observerer småsurt, “Således rangerer en politiker uden succes der holdt taler om en verdensregering over en United States præsident der i sin rolle som general blot organiserede besejringen af Adolf Hitler.”  
Gentagne gange har konservative politikere lidt under psykologer og psykiateres fjendtlige fordomme og bedømmelser, samtidig med at den bizarre opførsel hos deres modstandere har fået langt mindre opmærksomhed.
I 1964 blev den Republikanske præsidentkandidat Barry Goldwater bedømt som værende mentalt uegnet af over 1000 psykiatere, hvilket senere førte til the “Goldwater rule” der forbød psykiatere at diagnosticere en person de aldrig havde mødt. 
Ikke desto mindre er Donald Trump blevet generet, plaget af lignende psykiatrisk misbrug. Fremfor en ‘tosset konservativ præsident har vi muligvis mere at frygte ved det psykiateren Thomas Szasz kalder den  The Therapeutic State, overvået af psykiatere og psykologer med udøvende magt over opførsel og trosretning hos borgerne.
I overensstemmelse med venstreorienteredes besættelse af at udpege ‘ofre’ har psykoterapien i stor udstrækning udvidet området, hvor man kan hævde man er et ‘offer.’ Nu kan næsten alle, hævde at være et ‘offer’ blot ved at fremhæve sårede følelser. I manges øjne nu om stunder så kan blot det at høre et udsagn der går imod ens mening kvalificere en til at være et offer. I hendes bog Manufacturing Victims: What the Psychology Industry Is Doing to People, omtaler psykologen Tana Dineen at skønt mange ægte ofre har valgt at stille sig frem har psykoterapi industrien aggressivt opmuntret mennesker til at gøre dette og så har man profiteret ved dem.
På lignende vis er den traditionelle Kristendom blev inficeret med denne mentalitet. Et væsentligt krav for Kristendommen har altid været, at man skal erkende man er synder med et personligt ansvar for personlig skyld i Guds øjne. Den holdning gør ægte personlig anger muligt og at synder kan tilgives. I kontrast hertil har nogle Southern Baptist institutioner og the American Bible Society fremmet en fortælling om lidelsen kaldet “traumatisk slavesyndrom,” der på sæt og vis berører efterkommere af mennesker der var slaver for 150 år siden. I denne fremstilling er vejen til ‘heling’ for de som lider, at andre mennesker skal angre og sone deres “oprindelige synd” med slaveriet.
Helt sikkert er der, og har været, psykologer og psykiatere der afviger fra sådan tankegang. Jordan Peterson, en klinisk psykolog er et udmærket eksempel. Imidlertid synes hans viden og indsigt at stamme fra hans forpligtelse til sund fornufts betonet rationalitet og objektiv sandhed frem for følelser og den nuværende psykologiske ortodoksi.
Peterson forstår krystalklart noget mange psykoterapeuter åbenbart ikke gør i dag: De værste udgaver af autoritarismen stammer sædvanligvis fra ideologier ikke fra personligheden. Idet han hævdede at helbrede os fra vor autoritarisme har psykologer som Erich From faktisk fremmet nederdrægtige udgaver af den.
Psykoterapien har ofte sluttet sig til venstrefløjen i fabrikation af politisk brugbare ofre og skurke.  Dette destruktive ‘ægteskab’ udgør definitivt en trussel mod alles sundhed og frihed.
Bruce W. Davidson is a professor at Hokusei Gakuen University in Sapporo, Japan and a contributor to the The Jonathan Edwards Encyclopedia.

tirsdag den 9. marts 2021

Hvorfor man ikke kan komme op til faklen på Frihedsstatuen - en eksplosion i 1916

Hvorfor man ikke kan komme op til faklen på Frihedsstatuen
The Statue of Liberty har tårnet sig op over New York Harbor siden 28. oktober 1886. Skulpturens højeste punkt er en fakkel der holdes i Lady Libertys udstrakte højre arm. Fra jorden til faklen - og dette omfatter podiet er der 93 meter.
Hvis man besøger Statuen i dag kan man gå op ad en trappe til toppen af piedestalen, derpå en meget smal snæver vindeltrappe der fører op til kronen, hvis man vil derop. Så kan man ikke komme længere, medmindre du bryder loven og er dum.
Oprindeligt var det ikke sådan. Der var, er, også en meget snæver trappe der fører op til faklen, og når man har vredet sig gennem denne kommer man til et observatorium lige inden den 24 karat guldbelagte flamme. Men besøgende - ingen adgang.
Årsagen? Der er en masse teorier, men den sande drejer sig om et ofte glemt angreb på Amerika - et der fandt sted for mere end 100 år siden.
I de første to år af 1. Verdenskrig var the United States neutral, og holdt sig således ude af det præsident Woodrow Wilson så som et problem for Europa. Neutralitet betød dog ikke at the U.S. helt afskar sig fra Europa. Amerika blev ved med at handle med Europa - som altid.
Men da briterne blokerede de tyske havne i 1915 blev det meget vanskeligt for de amerikanske købmænd at handle med deres tyske kunder - det er trods alt det en blokade går ud på.
Købmænd, og især de der handler med ammunition blev ved at sælge deres varer, men fordi De Allierede ikke havde adgang til amerikanske havne og vice versa blev Amerika en de facto leverandør til Storbritannien og dets allierede.
Tyskland svarede igen ved at lede efter andre smutveje for denne ensidige forsyningslinje. Og det viste sig at infrastrukturen i the United States havde nogle markante svage punkter. En af dem var den menneskeskabte ø i New York Harbor kaldet “Black Tom Island.” Black Tom var en klippe skibe alt for ofte bankede ind i sent i 1880’erne. For at hindre disse uheld skabte de lokale myndigheder en landopfyldning og området blev så til en 25 acre stor ø. Black Tom øen var et storartet sted at oplagre eksplosiver - forbundet til New Jersey kysten ved en lille jernbane men dog stadig anvendelig for fragtskibe. Og måske vigtigst så langt fra land, at hvis noget gik galt ville eksplosionerne fra den oplagrede ammunition sandsynligvis ikke skade særlig mange.
Den 30. juli 1916 kl. 02.00 - gik det så galt. Tyske agenter udførte sabotage på Black Tom Island og sprængte ammunitionslagre. Wikipedia beskriver omfanget::
Fragmenter fra eksplosionen fløj langt omkring, nogle landede ved the Statue of Liberty og nogle i et klokketårn ved The Jersey Journal bygningen på Journal Square cirka et par kilometer borte - uret gik i stå kl. 2.12. Billedresultat for black tom island new york
Eksplosionen svarede til et jordskælv på mellem 5.0 og 5,5 på Richter skalaen og man kunne mærke det så langt borte som Philadelphia. Vinduer smadredes helt op til 40 kilometer væk, herunder tusinder på Lower Manhattan. Nogle vinduer på Times Sqare smadredes. De farvede glas i St. Patrick’s Church blev ødelagt. Ydermuren på Jersey City’s Rådhus slog revner og the Brooklyn Bridge skælvede. Mennesker så langt væk som i Maryland blev vækket - de troede det var et jordskælv.
Angrebet kostede fire menneskeliv og sårede hundreder, et relativt heldigt udfald når man ser på skadernes omfang.
Skaderne på Frihedsgudinden løb op i mere end 2 millioner dollars - ganske beskedent. Men det beløb er kun for det som kunne repareres ikke alt kunne nemlig. Højre arm på Statuen blev ramt af trykbølgerne fra eksplosionen og det viste sig umuligt at udbedre dem. Resultatet er, at trappen til Frihedsgudindens højre arm - og op til faklen - blev bedømt for usikker til regelmæssig brug.
Lige siden er adgangen til faklen blevet holdt lukket for offentligheden.

Bonus fakta: Under reparationsarbejdet på Frihedsgudinden i 1982 opdagede arbejderne at den højre arm havde endnu et problem - den var placeret cirka 18 tommer fra, hvor den burde være. Det var ikke eneste problem - hovedet var placeret to fod fra centrum ifølge Edward Cohen, en rådgivende ingeniør (via the New York Times). Reparationsmandskabet var i stand til at klare disse problemer under en renovering der tog fire år. Trappen til faklen gjorde man ikke noget ved.

Related Posts with Thumbnails