Hvordan jøder hjalp med at redde USA

Hvordan jøder hjalp med til at redde United States

BILL FEDERER 

1492, fandt der tre større begivenheder sted i Spanien.

Monarkerne Ferdinand og Isabella fik fordrevet de sidste muslimer og dermed befriet Spanien for 700 års besættelse. Derpå sendte de Columbus afsted for at finde søvejen til Indien og Kina, da muslimerne i Øst havde afskåret ruterne over land. Derpå tvang de de Sefardiske jøder til at flygte.

Nogle jøder drog til det Osmanniske Imperium, nogle tog til Portugal, og lidt senere drog nogle til Nederlandene, som var det religiøse centrum for tolerance i Europa. Jøderne slog sig ned i Hollands største by Amsterdam, der i det 16. århundrede blev den mest velstående by i verden. Fra 1575 og frem var Hollands universitet i Leiden centrum for studium af hebraisk, aramæisk og syrisk, med en jødisk rabbi som professor.

Pilgrimmene boede i Leiden før de drog ud på havet for at sejle til Massachusetts, og de identificerede sig med den gamle hebraiske republik. I 1657 tillod Oliver Cromwell at jøderne kunne komme tilbage til England, og gjorde dermed op med det forbud der var indført af Edward 1 i 1290. I New England havde Puritanerne og Congretionalisterne lært hebraisk på Harvard og Yale. Præsidenten for Yale Ezra kaldte landet “Amerikansk Israel.”

Sammen med de hollandske købmænd sejlede mange jøder rundt i verden, herunder til Sydamerika og slog sig ned i byen Recife. (Brasilien) Her i Recife byggede jøderne den første synagoge i Americas, Kahal Zur Israel Synagogen.

 

Da Spanien og Portugal angreb Recife flygtede jøderne igen. 23 jøder sejlede til Port Royal, Jamaica, og videre på det franske skib Sainte Catherine og de ankom til den hollandske koloni Nieuw Amsterdam i 1654 og blev dermed de første jøder i Nordamerika.

Hollands Guvernør Peter Stuyvesant forsøgte at fordrive dem, men de fik dog lov at blive, da  Dutch West India Company i Holland betragtede Spanien og Portugal som deres hovedfjender, og ikke jøderne eller andre dissenter.

Holland lå i global konflikt med Spanien og Portugal over besiddelser i Indonesien, Indien, Afrika og Sydamerika, og derfor ønskede de hurtigt at befolke den nye koloni New Netherlands så denne kunne forsvare sig og tjene penge.

I 1663, oprettede the Dutch West India Company officielt den Hollandsk Reformerte tro, men gav Peter Stuyvesant besked om at være tålmodig overfor Kvækerne og “andre sekterikere”: “Immigration skal opmuntres i en sådan grad at landet kan eksistere, du kan derfor lukke dine øjne, i det mindste ikke tvinge, vedrørende menneskers samvittigheder, men tillade enhver at have sin egen tro, så længe han opfører sig stille og roligt og efter loven, ikke giver anledning til krænkelser over for sine naboer og ikke er imod regeringen.”

Jøderne i Nieuw Amsterdam fik ikke lov til at udøve gudsdyrkelse udenfor deres hjem eller være med i byens milits. Da briterne fik kontrollen over New Amsterdam i 1654 omdøbte de byen til New York og gav jøderne mere frihed. I 1730 købte New Yorks jøder jord og byggede den lille “Mill Street Synagogue,” den første jødiske kirkebygning i Nordamerika.

Under koloniperiode voksede Amerikas befolkning til cirka 3 millioner med en jødisk befolkning på cirka 2000 i syv sefardiske menigheder:

• Shearith Israel, New York City, oprettet 1655
• Yeshuat Israel, Newport, Rhode Island, oprettet 1658
• Mickve Israel, Savannah, Georgia, oprettet 1733
• Mikveh Israel, Philadelphia, oprettet 1740
• Shaarai Shomayim, Lancaster, Pennsylvania, oprettet 1747
• Kahal Kadosh Beth Elohim, Charleston, South Carolina, oprettet 1749
• Kahal Kadosh Beth Shalom, Richmond, Virginia, oprettet 1789

Fra det 3. århundrede og frem resulterede læren fra Rabbi Samuel af Nehardea i Babylonien til at “landets lov er loven” at jøderne afholdt sig fra at forsøge at lave om på deres politiske situation.

“The Return of the Volunteer from the Wars of Liberation to His Family Still Living in Accordance with Old Customs”

by Moritz Daniel Oppenheim 1800-1882

The American Revolutionary War var første gang siden de var blevet fordrevet fra Jerusalem at jøder kæmpede sammen med kristne naboer som ligemænd i deres kamp for frihed. Jødiske købmænd, som Aaron Lopez fra Newport og Isaac Moses fra Philadelphia, sejlede deres skibe forbi de britiske blokader for at komme med forsyninger af tøj, våben og krudt og mad til de nødlidende Revolutionary soldiers. Nogle købmænd mistede alt.

Anslået 160 jøder kæmpede i the Continental American Army under the Revolutionary War, som Løjtnant. Solomon Bush og Francis Salvador fra South Carolina, den første jødiske statslovgiver, der blev slået ihjel i et slag i Revolutionary War; Mordecai Sheftall fra Savannah var vicekommissærgeneral for amerikanske tropper 1778; Abigail Minis leverede forsyninger til amerikanske soldater i 1779; og Reuben Etting fra Baltimore kæmpede og blev udnævnt som U.S. Marshall for Maryland af Jefferson, 1801. George Washington’s jødiske læge, Dr. Philip Moses Russell, led sammen med ham ved Valley Forge.

Præsident Calvin Coolidge opsummerede den 3. maj 1925: “Haym Solomon, polsk jødisk finansmand fra Revolutionen. Født i Polen, taget til fange af briterne i New York, og da han undslap påbegyndte forretninger i Philadelphia. Han forhandlede for Robert Morris alle de lån der blev rejst i Frankrig og Holland, satte sin personlige tro og store formue i spil og personligt skaffede han store summer fra mænd som James Madison, Thomas Jefferson, Baron Steuben, General St. Clair og mange andre patriotiske ledere der bevidnede, at uden hans hjælp kunne de ikke have fortsat deres sag og kamp.” 

I 1975, ærede et U.S. frimærke Haym Solomon, med underteksten: “Finansiel helt- forretningsmand og børsmægler Haym Solomon var ansvarlig for at skaffe de fleste midler til at finansiere the American Revolution og reddede senere den nye nation fra kollaps”

George Washington sendte breve til den jødiske menighed i Newport, Rhode Island, og i Savannah, Georgia, og slog fast: “Må den samme mirakelskabende Guddom, der for så lang tid siden udfriede hebræerne fra deres egyptiske undertrykkere og førte dem til et forjættet land, hvis omsorg senere har været medvirkende til at skabe disse United States som en uafhængig nation, stadig vande dem med Himlens dug.”

Ashkenaziske jøder var der kun få af i Amerika indtil en forfølgelse i Bayern i 1830’erne resulterede i at mange tusinder udvandrede. Præsident Martin van Beuren sendte et brev til de muslimske Osmanniske Tyrkere og krævede, at de holdt inde med at slå jøder i Syrien ihjel, “på vegne af en undertrykt og forfulgt race, blandt hvis slægt man kan finde de mest værdsatte og patriotiske amerikanske borgere.” 

David Yulee, “Faderen til Florida Railroads,” var den første jøde der blev valgt til U.S. Senate i 1845. Han fik følgeskab i 1853 af Senator Judah P. Benjamin fra Louisiana. Guvernør David Emanuel fra Georgia var den første jødiske guvernør i en US stat. I 1818, var Solomon Jacobs borgmester for Richmond, Virginia. I 1832, var Pittsburgh’s syvende borgmester Samuel Pettigrew, den første fuldtids jødiske borgmester i Amerika.

Uriah P. Levy var den første jødiske kommandør i U.S. Navy, kæmpede i Krigen 1812, og førte kommandoen over en enhed i Middelhavet. Han var ansvarlig for at gøre op med piskning i flåden. Et kapel i Annapolis og en destroyer fra 2. Verdenskrig blev opkaldt efter ham. Da Jeffersons Monticello hjem var i forfald købte Levy det i 1836, renoverede det og åbnede det for offentligheden. Han stod for statuen af Jefferson der er i the U.S. Capitol rotunda.

Samuel Mayer Isaacs, redaktør og udgiver af Jewish Messenger, skrev om the United States, Dec. 28, 1860: “Denne Republik var den første til at anerkende vor hævd om absolut lighed, med mænd af enhver anden religiøs overbevisning. Her kan vi sidde under vort eget figentræ og ingen gør os angste.”

I 1862, kunne the London Jewish Chronicle fortælle: “Vi har nogle få ord om jøderne i United States som et hele....The Constitution har givet de perfekte konditioner for religiøs frihed, jøderne var frie i Amerika....De ....har på relativ kort tid opnået velstand og trives her i en grad der ikke kan ses i Europa.”

Omkring tiden med the Civil War, var befolkningstallet i United States cirka 31 millioner, herunder 15.000 jøder. Anslået 7000 jøder kæmpede for the Union og 3000 for the Confederacy. 600 jøder døde under kampene. 

Jødiske Union Generaler var: Leopold Blumenberg; Frederick Knefler; Edward S. Salomon; og Frederick C. Salomon.

Jødiske Confederate officerer i uddrag: Judah P. Benjamin, Krigsminister; Oberst Abraham Charles Myers, kvartermestergeneral; og Dr. David Camden DeLeon, overkirurg, Dr. Simon Baruch tjente i General Robert E. Lees personlige stab.

Major Raphael J. Moses officer fra Georgia, og påbegyndte efter krigen Georgias ferskeneventyr. Hvor den første katolske feltpræst i U.S. Army blev udnævnt under krigen Mexico-Amerika, blev den første jødiske feltpræst udnævnt af Abraham Lincoln under Civil War, Rev. Jacob Frankel fra Philadelphia’s Congregation Rodeph Shalom.

Den 1. marts 1881, blev Zar Alexander II af Rusland myrdet og en pogrom begyndte mod jøderne og førte til at over 2 millioner flygtede til Amerika. I 1916 var befolkningstallet i Unted States 100 millioner heraf 3 millioner af jødisk herkomst. 

Under 1 Verdenskrig skrev præsident Woodrow Wilson:: “I lande der er med i krigen er der 9 millioner jøder, flertallet af dem mangler mad, ly og klæder; uddrevet af deres hjem uden varsel....hvilket har forårsaget hunger, sygdom og ubegribelig lidelse....Folket i U.S. har med sorg erfaret om dette frygtelige åg....Jeg proklamerer den 27. januar 1916 en dag for at komme med midler til hjælp for det ramte jødiske folk gennem the American Red Cross.”

Brought to you by AmericanMinute.com.

Bill Federer

http://www.wnd.com/2016/01/how-jews-helped-save-the-united-states/#CsLZDP2LoLh8HfOp.99

Nedsmeltningen i Sydafrika

Sydafrikas nedsmeltning

Forræderiet mod lov og retfærdighed i en polykrise af politisk korruption, institutionelt sammenbrud og racistisk mobilisering

Lars Møller

I starten af ​​2026 præsenterer Sydafrika sig som et skoleeksempel på en svigtende stat. I et kaotisk brud med civilisationen spiralerer den ubønhørligt nedad gennem synergistiske fejl i regeringsførelse, infrastruktur og social samhørighed. Det, der engang blev udråbt som "regnbuenationen", er udviklet til et billede på systemisk råddenskab, hvor løftet om forsoning, kompetence og velstand efter apartheid ligger knust under vægten af ​​African National Congress (ANC)'s misregime.

Årtier efter Sandheds- og Forsoningskommissionens sidste møde synes de ædle intentioner i vid udstrækning at være glemt. Desuden bliver de aktivt afvist af en politisk elite, der bruger marxistiske slagord som våben for at maskere åbenlys rovdyrsopførsel. ANC har skabt et samfund, der bløder fra hver pore: ren og skær vildskab, der florerer i røveri og seksuelle overgreb, det bogstavelige mørke ved et energikollaps, smuldrende veje og offentlige faciliteter og en korrosiv nepotisme, der sætter loyalitet over fortjeneste.

Landsdækkende hadekampagner mod det hvide mindretal fremhæver den fremskredne tilstand af moralsk og institutionelt forfald, hvor eksplicitte opfordringer til folkedrab giver genlyd ved politiske demonstrationer – skuespil så ekstreme, at de provokerede en pinlig konfrontation i Det Ovale Kontor mellem præsident Donald Trump og den sydafrikanske præsident Matamela Cyril Ramaphosa i maj 2025.

De sammenflettede kriser, langt fra tilfældige, er uden tvivl den forudsigelige høst af en "misundelsespolitik" forklædt som egalitarisme, en politik der kræver "berigelse uden arbejde", samtidig med at den undergraver selve fundamentet for en civiliseret orden.

From Wikimedia Commons: A View of the Table Mountain and Cape Town, at the Cape of Good Hope (William Hodges, 1787) 

Sydafrikas materielle forfald er synligt overalt, et monument over årtiers forsømmelse, korruption og inkompetence. En infrastruktur af vestlig standard, der engang var kontinentets misundelse, ligger nu i ruiner. Jernbanenetværk, havne og vandsystemer – uundværlige for en moderne økonomi – er svundet ind under kommunal insolvens og en afvisning af at prioritere vedligeholdelse. Lokale myndigheder er blevet sorte huller af dysfunktion, hvor allokerede midler forsvinder til beskyttelsesnetværk i stedet for reparationer.

Næsten halvdelen af ​​landets vand går tabt på grund af lækager, tyveri og målerfejl, hvilket forvandler knaphed til katastrofe. Transnet, det statsejede jernbane- og havnemonopol, opererer med brøkdele af sin kapacitet i 2018 og begrænser eksport, produktion og den logistik, der engang opretholdt væksten. Offentlige faciliteter – hospitaler, skoler, biblioteker – smuldrer, mens renovering bliver et fjernt minde. Tilsmudsede veje og vandaliserede bygninger indikerer den fortsatte udvidelse af slumkvarterer. Opløsningen af ​​det moderne samfund markerer det logiske endepunkt for en regerende klasse, der behandler statslige aktiver som personlige len. Når den grundlæggende servicelevering kollapser, falder samfundet tilbage til en præmoderne skrøbelighed, hvor borgerne må improvisere deres overlevelse midt i resterne af forladte løfter.

Energisektorens kroniske fiasko er symbolsk for den infrastrukturelle implosion. Eskom, det statslige forsyningsselskab, forbliver et synonym for dårlig forvaltning. Årevis med udskudt vedligeholdelse af en aldrende kulflåde, forværret af direkte tyveri, har efterladt elnettet i uvished. Krisen er blot gået fra produktion til distribution: Kommuner skylder Eskom over 110 milliarder rand, hvilket udløser trusler om strømafbrydelser selv i større byer. Stigende privatisering i det skjulte - husholdninger og virksomheder tyr til dieselgeneratorer og solpaneler - afspejler statens abdikation. Elektricitet, der engang blev taget for givet, er blevet en luksus sikret gennem privat opfindsomhed. Den upålidelige strømforsyning, der forveksles med et teknisk problem, skyldes i sidste ende politiseret forvaltning. Når strømmen flimrer ud, fabrikker står stille, hospitaler mister livsstøtte, og gaderne synker ned i mørke - forhold, der avler den samme lovløshed, der nu opsluger nationen.

Det materielle forfald forværres af spredningen af ​​primitiv barbari, en vild genopblussen, der forbinder røveri, seksuelle overgreb og bandepredation med et bredere sammenbrud af den sociale orden. Sydafrika kan prale af nogle af verdens højeste kriminalitetsrater, med kidnapninger, der stiger med 6,8% og kontanttransportrøverier, der eksploderer med 27,6% i tredje kvartal af 2025/26. I byområderne Western Cape og Gauteng udfylder bander det tomrum, der er efterladt af en legitim økonomi i frit fald, idet de afpresser virksomheder og terroriserer lokalsamfund gennem afpresningskampagner, der efterligner feudal krigsherredømme.

Røverierne er ikke opportunistiske, men skamløse og eskalerer ofte til umotiveret brutalitet; seksuelle overgreb spreder sig midt i et retssystem, der er lammet af DNA-efterslæb og retsmedicinsk sammenbrud, hvilket resulterer i domfældelsesrater, der håner retsstatsprincippet.

Landbrugsangreb, der involverer tortur og mord på hvide jordejere, eksemplificerer vildskaben - brutale ritualer, som kritikere forbinder med opildnende retorik. Den vaklende statslige reaktion, kombineret med lave retsforfølgelsesrater, signalerer til gerningsmændene, at vold betaler sig. Høje kriminalitetsrater tilskrives delvist industriel outsourcing fra Sydafrika (deindustrialisering): frustration baseret på 43% udvidet arbejdsløshed og ungdomsarbejdsløshed på over 60% undergraver aversionen mod organiseret kriminalitet. Ulighed, med en af ​​verdens højeste Gini-koefficienter, ulmer i raseri - men ANC's reaktion, i stedet for selvransagelse og reform, er afledning gennem racemæssig klage.

I kernen af ​​denne post-apartheid-råddenskab ligger ødelæggende korruption, institutionaliseret gennem ANC-nepotisme, der sætter familie, venner og kadrer højere end kompetence. Zondo-kommissionens udtømmende dokumentation af "statsovertagelse" afslørede protektionsnetværk, der fortsætter med at suge offentlige ressourcer ustraffet. "Kadreudrulning" - ANC's eufemisme for at installere politisk pålidelige loyalister - har udhulet teknisk ekspertise på tværs af institutioner, hvilket efterlader ingeniørstillinger ledige og lederstillinger besat af sykofanter. Indkøbssvindel oppuster infrastrukturomkostningerne med anslået 20 %, da udbud ikke tildeles på baggrund af merit, men på baggrund af forbindelser.

Favorisering af familier og fraktioner er normen: Kontrakter tilfalder ANC-insidere, deres slægtninge og allierede, mens kvalificerede udenforstående sættes på sidelinjen. I stedet for inkarneret socialisme er dette system indbegrebet af "vennekapitalisme", hvor staten bliver et redskab for privat akkumulering. Konsekvensen er et udhulet bureaukrati, der ikke engang er i stand til at levere basale tjenester, hvilket viderefører den fattigdom, det hævder at bekæmpe. Nepotisme i denne skala er ikke afvigelse, men styrende filosofi, der undergraver tillid og kompetence, indtil selve regeringen fejler.

Splittende magtspil kommer til udtryk i hadefulde kampagner mod det hvide mindretal. Springende, ophidsede skarer af aktivister kræver udryddelse af boerne under banneret af historisk oprejsning. Julius Malema og Economic Freedom Fighters (EFF) har gentagne gange råbt "Dræb boeren, dræb landmanden", et slogan, som domstole har afvist som "politisk retorik", men som i kontekst opildner til terror. Landbrugsangreb - præget af ekstrem vold - fortsætter som en sikkerhedskrise, drevet af retorik, der fremstiller hvide sydafrikanere som evige fjender. Selvom det ikke er officiel ANC-politik, trives en sådan opildning i et politisk økosystem, der tolererer det, polariserer samfundet langs racemæssige linjer og undergraver den multiraciale sammenhæng.

Det hvide mindretal, der engang var centralt for økonomisk vitalitet, står nu over for orkestreret fjendtlighed: ekspropriationstrusler, retorisk dehumanisering og vold, der håner forfatningsmæssige beskyttelser. Langt fra retfærdighed er dette gengældelse som politik, der avler frygt og emigration, som yderligere sulter økonomien for færdigheder. 

Den internationale ydmygelse af denne virkelighed blev blotlagt under mødet i Det Ovale Kontor i maj 2025 mellem præsident Trump og Ramaphosa. Det, der begyndte som et diplomatisk møde, udviklede sig til et baghold: Trump dæmpede lyset og viste videoer af Malema, der førte an i folkemængder med "Dræb Boeren"-råb og konfronterede Ramaphosa med beviser på landbrugsmord, jordbeslaglæggelser og påstået folkedrab mod hvide. Ramaphosa, synligt utilpas, bevarede fatningen og insisterede på, at en sådan retorik kun repræsenterede et "lille mindretalsparti" og benægtede regeringens medvirken.

Alligevel afslørede skuespillet - der blev sendt globalt - ANC's undvigelse. Trumps skarpe spørgsmål og videomontage forvandlede Det Ovale Kontor til et ansvarlighedsteater og efterlod Ramaphosa i forsvar af det uforsvarlige. Denne pinlige episode var ikke blot en bommert; den krystalliserede regimets moralske konkurs. Ramaphosas klage efter mødet over en "uinformeret" Trump understregede kun kløften mellem retorik og virkelighed. 

Et kynisk kneb lånt fra Zimbabwes ZANU-PF-parti er rutinemæssigt at påberåbe sig marxismen for at legitimere de misundeliges krav om berigelse uden arbejde. Sætninger som "økonomisk frihed", "radikal transformation" og "ekspropriation uden kompensation" bruges som ideologisk dække for, hvad der i sandhed er en plyndringspolitik. ANC og dets EFF-allierede fremstiller omfordeling ikke som en meritbaseret ophøjelse, men som en berettigelse født af historisk fortvivlelse – krav om, at offentlige aktiver, jord og muligheder gribes til fordel for loyalister (analogt med de såkaldte "krigsveteraner" i Zimbabwe), der bidrager med lidt ud over politisk loyalitet.

Sorte økonomiske styrker og ansættelser hvor partimedlemmer tilgodeses bliver mekanismer for ufortjent rigdom, hvor kompetencer ofres på race aritmetikkens alter. Dette er marxisme frataget dens produktive prætentioner: ikke "proletariatets diktatur", men "de forbundnes diktatur", hvor misundelse forklæder sig som lighed. Det, der skabes langs denne vej, er økonomisk stagnation, idet kvalificerede minoriteter flygter, og investeringer fordamper. Langt fra at befri masserne forankrer sådanne slogans en ny elite, mens den bredere befolkning sygner hen i arbejdsløshed og elendighed.

I modsætning til Zimbabwes pludselige implosion har Sydafrikas urbane kompleksitet forsinket det endelige kollaps – men udviklingen afspejler det: politisk primitivisme, der fører til undertrykkelse og fattigdom. Den frivillige magtoverdragelse efter ap

artheid var en lovende begyndelse. Imidlertid har successive præsidenter, som en indrømmelse til ANC's revolutionære kadrer, i varierende grad opildnet til magtsplittelse. Morderisk racisme mod ikke-sorte borgere, strømafbrydelser, gadegangsterisme, nepotisme – alt sammen vidner om en revolution, der fortærede dens egne idealer.

Uden at afvikle lederansættelser (hvor kun partimedlemmer tilgodeses) udrulning og genoprette fokus på fortjeneste vil Sydafrika bekræfte den bitre sandhed, at ideologi uden ansvarlighed avler barbari. Verden ser til, mens en nation, der kunne have været et fyrtårn, forsvinder i skumringen. Det ville kræve et brud med berigelsespolitikken uden arbejde for at generobre den moralske værdighed i hele samfundet, som den blev forestillet i 1994. Indtil da fortsætter den fejlende stat som et advarende monument over farerne ved uhæmmet fortrydelse. 

https://www.americanthinker.com/articles/2026/04/south_african_meltdown.html#google_vignette

 

Slaveri som ingen tør nævne

 

Slaveri man ikke tør nævne

 Lars Møller

Om det er naivitet eller uvidenhed, her glemmer vi apati, så associerer det moderne menneske begrebet “slaveri” med enten Romerriget og gladiatorkampe eller ledelsen af plantager i Sydstaterne. 

For ældre generationer fik den moralske uddannelse dramatisk støtte i TV serien “Roots, Rødder” fra 1977. Lige for tiden er det kun få der personligt har oplevet adskillelsen af racer i den offentlige transport og på offentlige bænke - en skammelig reminiscens af slaveri og racediskrimination. 

I skolen fik vi at vide at slaveri er ondt. Som skrevet i the U.S. Declaration of Independence (1776), “alle mennesker er skabt lige”. Naturligvis burde ingen eje et andet menneske på samme måde som han ejer en hest eller en ko. Det er grundlæggende uforeneligt med en kristen holdning. At bedømme menneskelig værdighed efter hudfarve er umoralsk og spadedumt. Så langt, så godt. 

From Wikipedia Commons: The Old Plantation (John Rose, ca. 1785–1795)

I konteksten med en post-Sovjet Marxtisk genopstandelse der på dramatisk blev forstærket ved George Floyd affære, der ophøjede en vaneforbryder til at være martyr, er “hvide” vesterlændinge blevet presset til udvise anger og bod i de seneste årtier. Som var de personligt ansvarlige for beslslutninger taget af de med magten for århundreder siden, forventes de at tolerere “gengældelses diskrimination” der præsenteres som “positiv aktion” og betale erstatninger for synder begået i fortiden. 

Hvis de stiller sig op og protesterer mod de revisionistiske absurditeter, risikerer de at blive anklaget for “privilegie blindhed”, etc. (Marxistiske teoretikere har traditionelt talt om undertrykkende “strukturer” i hvilke kun de med ideologisk indsigt har fuld forståelse for.)

Som med anden bestialsk, grusom og uværdig behandling af vores medmenneske har slaveri i sine forskellige udgaver været fremherskende lige så langt tilbage som vores annaler strækker sig. Selv i dag, er gammeldags slaveri udbredt i visse dele af verden. I tal, har der imidlertid aldrig været flere slaver i verden end i det 20. århundrede - længe efter ophævelsen af slaveriet i the U.S. i det 19. århundrede efter Civil War. 

Ingen der er velforvaret ville forhåne moderne tiders italienere med anklager om at have udnyttet nabofolkene, som f.eks. franskmændene som slaver. Imidlertid er der ingen af de der har så travlt med at anklage Vesten for “nedarvet (kollektiv) skyld” i forbindelse med det 18. århundredes slavehandel, der gør sig den ulejlighed at se på den nuværende situation i Afrika, hvor slaver handles som for 300 år siden. 

I vores tid, da “The 1619 Project” blev indledt, vidste amerikanske skolebørn praktisk talt intet om ofrene for kommunismen. For dem er Che Guevara selve symbolet for en “cool” oprører, hvis ikoniske silhuet de elsker at bære på T-shirts i kontrast til en koldblodig morder i rækken af  “revolutionære” psykopater. Og få fra de højere uddannelser kan knap gøre rede for de ækle forbrydelser ved Nazismen. Ved indoktirneringen af nyhedsmedier og sociale medier har de vanskeligt ved at anerkende jøderne som “ofre” for folkedrab, fremfor “eksekutionister” på grund af den længe pågående konflikt med muslimer i Mellemøsten. 

Hvorfor denne besættelse med, ikke slaveriet hos “islamiske krigsherrer" eller "Koncentrationslejrene hos nazisterne” eller “Gulag Bolsjeviks”, men med den transatlantiske slavehandel i det 18. århundrede som hørte op for mere end 150 år siden?

Som man kunne forvente er de vedholdende anklager mod Vesten ikke fabrikeret af hvem som helst. De stammer fra Vestens svorne fjender. Direkte sagt er disse anti-Vesten kræfter de åndelige arvinger fra såvel Marxistiske massemordere og storskala slaveholdere. Glem påstandene om kampen for "social retfærdighed.” Det er altsammen følelsesmæssig manipulation fra Marxisterne. Ideologiske zombier der marcherer frem og tilbage på vores gader, og deres virkelige mål er at bringe Vesten i knæ. De kritiserer, ikke for at forbedre, men for at ødelægge. Bemærkelsesværdigt er det, at de som sådan intet har imod slaveri, de er nemlig enige om behovet for at inddæmme og neutralisere “revolutionære kræfter,” men alt skal være mod Vesten. 

Fortidens slaveri som et “moral anklageskrift” er blot endnu et propagandaværktøj i en politisk strategi. Kidnappet af Marxister, er “den undertryktes sag” lige så hyklerisk som endnu en ingrediens med “et totalitaristisk narrativ” siden begyndelsen af det 20. århundrede. 

Helt åbenbart negligeret, fordi det udgør et ideologisk tabu, så vi i det tyvende århundrede fremkomsten af de mest magtfulde slave imperier verden nogensinde har kendt. Sovjet Rusland, Nazi Tyskland og Kommunist Kina. 

Totalitarianismen viste sig at være uløsligt forbundet med, ikke kun “tilfældige retssager og henrettelser” men også med “systematiseret slaveri” - udnyttelsen af mænd som “kvæg” der kan opslides, ‘fortæres’ med vilje. Opsummeret; den menneskelige perversion når de største højder under totalitarisme.

Fra det øjeblik Lenin tog magten over Kreml indledtes altomfattende massakrer og slaveriet begyndte. ‘Gulag Øhavet’ blev det “iskolde inferno” for moderniteten, og begravelsesstedet for millioner af slaver, politiske fanger frataget deres menneskelighed. 

Hverken Sovjet Rusland eller kommunist Kina er i fare for at blive anklaget for slaveriets synder, fordi de ikke var involveret i eksporten af slaver fra Afrikas kyster. Besynderligt er det at arabiske muslimer og osmanniske muslimer også går udenom søgelyset selvom de kunne være ansvarlige for langt større slavehandel f.eks. trans-Sahara, Krim og Barbarer, større end den europæiske og amerikanske handel tilsammen. 

Den berygtede “Generalplan Ost”, en Nazi vision med rødder i det nationalistiske  “Drang nach Osten”, var en sygelig manifestation af ideologisk bedrag og ondskab. Den forestillede sig germansk kolonisering af Østeuropa og Rusland frem til Ural bjergkæden, med baggrund i racemæssig overlegenhed og en naturret til “Lebensraum” på bekostning af andre folkeslag. Man forberedte sig på et “folkedrab” en industrialiseret plan fra “Wehrbauer” bosættelser, herunder slavehold, forvisning og udslettelse af både jøder som slaviske folk.

Straks efter Molotov-Ribbentrop Pagten blev brudt udviste nazisterne et uhæmmet misbrug af russerne som man anså som “Untermenschen” uden krav på værdighed, vildledt af racistiske dogmer om Arianismen. I modsætning var bolsjevikkerne bogstavelig talt forberedt på at slaveholde og massakrere enhver uden hensyn til etnicitet. Den individuelle borgers troskab over for partiet betød mindre end den lunefulde indstilling, der gennemsyrede organisationen fra top til bund. Da de store udrensninger indledtes, kunne ingen føle sig sikre i længere tid. Ved antikristne, totalitære ideologiers, siden hen Bolsjevikkernes og Nazisternes hærgen har russerne lidt i det tyvende århundrede som få andre i verden. 

Sandheden er, at i årtier - både før og efter Nazismens fald - opererede bolsjevikkerne med et slavesystem hvor “terror” var  hovedvåbnet. Siden da har Maoisterne fulgt trop. I moralske termer er der ingen forskel på bolsjevikker, maoister og nazister - medmindre “racismen” som et ideologisk præcist motiv bliver gjort til den ultimative målesnor for ondskab. 

I fodtrinene af De Unge Tyrkere, der udslettede armeniere, grækere og assyrere under dække af 1. Verdenskrig benyttede Stalin 2. Verdenskrig som forløber for deportationer af folkeslag, f.eks. Krim tatarer - der resulterede i millioner af døde. Der var ingen grænser for hans sociale foretagsomhed. En hævngerrig tyran og iskold dræber -han var lige så meget revolutionær som nogen anden. 

Maoisterne er gået videre af samme vej og på samme måde i Tibet og Xinjiang hvor der lige for tiden er hundredtusinder, der holdes som tvangsarbejdere, slaver , i såkaldt "uddannelseslejre." .

I totalitære stater tilhører den enkeltes liv andre end vedkommende selv. Ligesom afrikanerne på plantagerne før Civil War er han frataget retten til selv at bestemme. Uanset hvilken retorik af ”officiel propaganda” forbliver han statens ejendom. Uden restriktioner er han en rigtig slave. Alle udover selve tyrannen er i virkeligheden slaver. 

Hvis slaven gør krav på sin frihed, bliver han straffet. Og hvis han forsøger at flygte fra slaveriet, sender slaveejeren hunde og våben efter ham. I sidste instans er hans valg et mellem underkastelse eller døden. Det var også essensen i skildringen af Kunta Kinte i “Roots”.

Konklusion; der er ideologiske grunde til at politiske aktivister har Vesten som mål samtidig med de vender det blinde øje til forbrydelser begået i meget større skala af deres politiske allierede i Sovjet Rusland og kommunist Kina - for ikke at nævne kalifaternes muslimer. I bund og grund benyttes alt brugbart i krigen mod Vestens civilisation. Den anti-demokratiske fjende er opportunistisk. 

Din hudfarve, køn, alder betyder intet, hvis du er et “ordentligt”menneske,”men tankerne og følelserne der leder dine handlinger blandt dine medmennesker betyder alt. Så enkelt er det. 

“På trods af deres varme tale om velfærd til masserne afklæder kommunismens metoder mennesket for dets værdighed og værd, og efterlader det som et afpersonliggjort tandhjul i statens altid kværnende hjul.” 

“In spite of its glowing talk about the welfare of the masses, Communism’s methods and philosophy strip man of his dignity and worth, leaving him as little more than a depersonalized cog in the ever-turning wheel of the state.” — Martin Luther King, Jr.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/06/slavery_unreckoned.html

Jesse Jacksons triste liv som indædt racist

 Jesse Jacksons triste liv

Amerika har kæmpet ihærdigt for at rette op på sine fejl og forbedre tingene for hver generation. For Jesse Jackson blev intet dog nogensinde løst.

Frank Friday 

Når jeg tænker på den afdøde Jesse Jackson, husker jeg min bror Andys møde med ham tilbage ved præsidentvalget i 1984. Ingen kunne slå Reagan, og Jacksons valgkamp var blot et forfængelighedsprojekt for en af ​​landets største  opmærksomhedssøgende personer.

Jackson skulle booke 30 værelser på et Sheraton-hotel i forstæderne, som min bror drev i Louisville, før primærvalget i Kentucky. Det var året hvor der spildes millioner af dollars i præsienvslgkampagner. John Glenns kampagne skylder den dag i dag rekordstore beløb til kreditorer over hele landet. Naturligvis var hotellets ejer og Sheraton-virksomheden ikke ivrige efter at forlænge Jacksons trængende kampagnekredit.

Til sidst gjorde de det dog, og Jacksons folk var der i en uge; bestilte roomservice uden tøven; og sprang derefter afsted uden at betale nogen regninger. En lille pris – hvad hotellet frygtede, var Jacksons talent for at ryste det amerikanske erhvervsliv for penge og tjenester ved at råbe "racisme" på et øjeblik ... hvilket han ville have gjort, hvis nogen havde klaget.

Jacksons karriere på dette område begyndte med at lede Operation Breadbasket i Chicago for Martin Luther King – et jobformidlingsprojekt, som Jackson i bund og grund forvandlede til et svindelnummer: Giv bidrag til mine organisationer og giv tjenester til mine venner og familie, ellers ville I blive mødt af en massiv boykot. Ikke overraskende hyrede Jackson en ung Al Sharpton til at lede Brooklyn-afdelingen af ​​Operation Breadbasket og lære "forretningen" at kende.

Dr. Kings krop var ikke kold, da Jackson og Ralph Abernathy (Kings stedfortræder) begyndte at kæmpe om kontrollen over SCLC. Jackson var sammen med King i Memphis og bliver ofte beskyldt for at løbe til hotellets balkon for at gribe Kings lig for at smøre blod på sin skjorte og befæste sin status som Kings virkelige efterfølger.

Et par år senere tvang Abernathy Jackson ud af SCLC under en sky af økonomisk uregelmæssighed, men det gav kun Jackson mere mod, og oprettede Rainbow Coalition/PUSH. Han startede nationale boykotter af følsomme forbrugerproduktvirksomheder – især Coca-Cola og Anheuser-Busch. "Bud er en dude," rimede Jackson, før ølgiganten til sidst gav efter og endda overdrog Chicago-franchisen til hans yngste søn.

Jacksons misbrug af forskellige nonprofitorganisationers midler var legendarisk. Han blev taget i 2001 i at betale en kvinde, han havde et barn med, ved hjælp af PUSH-penge. I sidste ende blev han aldrig retsforfulgt. Men hans søn, det tidligere kongresmedlem Jesse Jr., fik sammen med sin kone en alvorlig fængselsstraf for at stjæle kampagnemidler.

Som politisk aktivist i 1970'erne var Jackson faktisk en slags moderat person. Han talte i 1978 til Republikanernes Nationale Kongres (RNC) og støttede fuldt ud Right to Life-bevægelsen. Men i takt med at Demokraterne bevægede sig til venstre, gjorde han det også, med abort og LGBT-rettigheder. Han blev endda venner med diktatorer som Hugo Chávez og Yasser Arafat. Dette førte til hans berygtede Hymietown-bemærkninger. (nedladende bemærkninger om jøder) 

Måske værst af alt var hans jaloux reaktion på Barack Obamas meget reelle politiske succes, hvor han tog den samme moderate vej, som Jackson havde forladt. Jackson gik ind i den berømte hændelse i 2012 efter Obamas  tale om behovet for, at sorte fædre tog ansvar. Jackson undskyldte for vulgariteten, men Obama forstod budskabet. Han nævnte aldrig fædre og familier igen og holdt sig til typisk racepolitik, og Amerika gik baglæns. Den post-raciale fremtid, vi så frem til, og som senator Obama havde lovet, blev viklet ind i præsident Obamas racebaserede undskyldninger.

I en vis grad minder Jackson mig om forfatteren James Baldwin, idet hans karriere inden for borgerrettigheder havde meget lidt at gøre med faktiske racemæssige klager og i stedet udsprang af hans personlige dæmoner. Baldwin voksede op i New York City, hvor sorte børn gik i gode offentlige skoler, og børn med talent blev anerkendt og opmuntret. Baldwins problem var hans modbydelige, voldelige stedfar (hans biologiske far giftede sig aldrig med hans teenagemor), en vred racist og selvlært prædikant, der konstant slog ham. Som ung var han overvældet af homoseksuelle lyster og fortabte sig i New Yorks narko- og mandlige prostitutionsmiljø. Men da han først boede i Greenwich Village og derefter Paris, fandt han hvide venner, der opmuntrede hans skriveinteresser og derefter fik ham udgivet.

Hans berømte debat med William F. Buckley i 1965 er et forbløffende raserianfald over århundreders problemer, men den har ingen kontekst. Enhver, der var opmærksom i den tid, ville have bemærket tredive år med den ene vigtige sejr efter den anden for borgerrettigheder og racemæssig lighed, der afsluttede enhver juridisk form for diskrimination. Buckley spurgte: Så hvad er det egentlig, du vil have os til at gøre? Eller er dette bare en øvelse i racemæssig narcissisme? Baldwin kunne kun stirre med et blik.

Ligesom Baldwin voksede Jesse Jackson op ydmyget, hans teenagemor var gravid med manden, der boede ved siden af. Hun giftede sig til sidst med en anden mand, der arbejdede på posthuset. Jackson blev drillet med dette af sine skolekammerater i Greenville, South Carolina, hvilket efterlod ham arret og bitter. Når man hørte ham sige "Jeg er... nogen", var det en genlyd af hans egne personlige usikkerheder.

Jackson, født i 1941, trådte ind i en verden af ​​muligheder, der åbnede sig for amerikanske sorte, selv i Sydstaterne. Jackson klarede sig godt i gymnasiet og dyrkede sport, men afslog en kontrakt i en minor league for at acceptere et fodboldstipendium til Illinois. South Carolina var langsom til at afskaffe kønsadskillelse, men investerede allerede før Brown i sorte og landlige skoler. 1950'erne og 60'erne var en boomtid for uddannelse og beskæftigelse, både for sorte og hvide.

Kulturchok og erkendelsen af ​​hans begrænsninger fik dog Jackson til at droppe ud af Illinois. Han sagde senere, at træneren var racist og ikke ville lade ham spille quarterback, men Illinois havde haft sorte quarterbacks før. Den virkelige årsag var alle de overlegne unge talenter, inklusive Dick Butkus, der til sidst vandt en Rose Bowl. Jackson kunne aldrig indrømme, at Mike Taliaferro, en succesfuld NFL-spiller, var en langt bedre quarterback. Jackson spillede football på North Carolina A&T, fik stipendier til Chicago Union Theological Seminary og fandt derefter sit livskald i raceboykotbranchen.

Igennem de 60 år med Jacksons racemæssige planer, bedrag,og andre undvigelser blev han næsten universelt accepteret og tolereret af medierne og de fleste politikere, altid følsom over for selv den mindste antydning af at blive kaldt racist. Ud over de millioner af dollars, som han og hans kolleger fra racebranchen, som Al Sharpton, kostede Amerika, er skaden på vores nationale psyke langt værre.

Derfor er selv den næste generation af sorte politikere, som Marylands Wes Moore, nødt til at udtænke røverhistorier om Ku Klux Klan, der stak som hans oldefar stk af fra, når virkeligheden er, ligesom mange sorte sydstatsborgere i hans tid, at han var en uddannet person, der levede et produktivt og begivenhedsløst liv.

Amerika er et land, der har kæmpet hårdt for at rette op på sine fejl og gøre tingene bedre for hver generation, fordi vi fundamentalt set har ret. For Jesse Jackson blev intet dog nogensinde løst eller forbedret, fordi det ville betyde enden på pengene og begyndelsen på ansvaret for ens eget liv.

Frank Friday is an attorney in Louisville, Ky.

Image: Jesse Jackson.  Credit: LBJ Library via Flickr, public domain.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/02/the_sad_life_of_jesse_jackson.html