Hvordan jøder hjalp med at redde USA

Hvordan jøder hjalp med til at redde United States

BILL FEDERER 

1492, fandt der tre større begivenheder sted i Spanien.

Monarkerne Ferdinand og Isabella fik fordrevet de sidste muslimer og dermed befriet Spanien for 700 års besættelse. Derpå sendte de Columbus afsted for at finde søvejen til Indien og Kina, da muslimerne i Øst havde afskåret ruterne over land. Derpå tvang de de Sefardiske jøder til at flygte.

Nogle jøder drog til det Osmanniske Imperium, nogle tog til Portugal, og lidt senere drog nogle til Nederlandene, som var det religiøse centrum for tolerance i Europa. Jøderne slog sig ned i Hollands største by Amsterdam, der i det 16. århundrede blev den mest velstående by i verden. Fra 1575 og frem var Hollands universitet i Leiden centrum for studium af hebraisk, aramæisk og syrisk, med en jødisk rabbi som professor.

Pilgrimmene boede i Leiden før de drog ud på havet for at sejle til Massachusetts, og de identificerede sig med den gamle hebraiske republik. I 1657 tillod Oliver Cromwell at jøderne kunne komme tilbage til England, og gjorde dermed op med det forbud der var indført af Edward 1 i 1290. I New England havde Puritanerne og Congretionalisterne lært hebraisk på Harvard og Yale. Præsidenten for Yale Ezra kaldte landet “Amerikansk Israel.”

Sammen med de hollandske købmænd sejlede mange jøder rundt i verden, herunder til Sydamerika og slog sig ned i byen Recife. (Brasilien) Her i Recife byggede jøderne den første synagoge i Americas, Kahal Zur Israel Synagogen.

 

Da Spanien og Portugal angreb Recife flygtede jøderne igen. 23 jøder sejlede til Port Royal, Jamaica, og videre på det franske skib Sainte Catherine og de ankom til den hollandske koloni Nieuw Amsterdam i 1654 og blev dermed de første jøder i Nordamerika.

Hollands Guvernør Peter Stuyvesant forsøgte at fordrive dem, men de fik dog lov at blive, da  Dutch West India Company i Holland betragtede Spanien og Portugal som deres hovedfjender, og ikke jøderne eller andre dissenter.

Holland lå i global konflikt med Spanien og Portugal over besiddelser i Indonesien, Indien, Afrika og Sydamerika, og derfor ønskede de hurtigt at befolke den nye koloni New Netherlands så denne kunne forsvare sig og tjene penge.

I 1663, oprettede the Dutch West India Company officielt den Hollandsk Reformerte tro, men gav Peter Stuyvesant besked om at være tålmodig overfor Kvækerne og “andre sekterikere”: “Immigration skal opmuntres i en sådan grad at landet kan eksistere, du kan derfor lukke dine øjne, i det mindste ikke tvinge, vedrørende menneskers samvittigheder, men tillade enhver at have sin egen tro, så længe han opfører sig stille og roligt og efter loven, ikke giver anledning til krænkelser over for sine naboer og ikke er imod regeringen.”

Jøderne i Nieuw Amsterdam fik ikke lov til at udøve gudsdyrkelse udenfor deres hjem eller være med i byens milits. Da briterne fik kontrollen over New Amsterdam i 1654 omdøbte de byen til New York og gav jøderne mere frihed. I 1730 købte New Yorks jøder jord og byggede den lille “Mill Street Synagogue,” den første jødiske kirkebygning i Nordamerika.

Under koloniperiode voksede Amerikas befolkning til cirka 3 millioner med en jødisk befolkning på cirka 2000 i syv sefardiske menigheder:

• Shearith Israel, New York City, oprettet 1655
• Yeshuat Israel, Newport, Rhode Island, oprettet 1658
• Mickve Israel, Savannah, Georgia, oprettet 1733
• Mikveh Israel, Philadelphia, oprettet 1740
• Shaarai Shomayim, Lancaster, Pennsylvania, oprettet 1747
• Kahal Kadosh Beth Elohim, Charleston, South Carolina, oprettet 1749
• Kahal Kadosh Beth Shalom, Richmond, Virginia, oprettet 1789

Fra det 3. århundrede og frem resulterede læren fra Rabbi Samuel af Nehardea i Babylonien til at “landets lov er loven” at jøderne afholdt sig fra at forsøge at lave om på deres politiske situation.

“The Return of the Volunteer from the Wars of Liberation to His Family Still Living in Accordance with Old Customs”

by Moritz Daniel Oppenheim 1800-1882

The American Revolutionary War var første gang siden de var blevet fordrevet fra Jerusalem at jøder kæmpede sammen med kristne naboer som ligemænd i deres kamp for frihed. Jødiske købmænd, som Aaron Lopez fra Newport og Isaac Moses fra Philadelphia, sejlede deres skibe forbi de britiske blokader for at komme med forsyninger af tøj, våben og krudt og mad til de nødlidende Revolutionary soldiers. Nogle købmænd mistede alt.

Anslået 160 jøder kæmpede i the Continental American Army under the Revolutionary War, som Løjtnant. Solomon Bush og Francis Salvador fra South Carolina, den første jødiske statslovgiver, der blev slået ihjel i et slag i Revolutionary War; Mordecai Sheftall fra Savannah var vicekommissærgeneral for amerikanske tropper 1778; Abigail Minis leverede forsyninger til amerikanske soldater i 1779; og Reuben Etting fra Baltimore kæmpede og blev udnævnt som U.S. Marshall for Maryland af Jefferson, 1801. George Washington’s jødiske læge, Dr. Philip Moses Russell, led sammen med ham ved Valley Forge.

Præsident Calvin Coolidge opsummerede den 3. maj 1925: “Haym Solomon, polsk jødisk finansmand fra Revolutionen. Født i Polen, taget til fange af briterne i New York, og da han undslap påbegyndte forretninger i Philadelphia. Han forhandlede for Robert Morris alle de lån der blev rejst i Frankrig og Holland, satte sin personlige tro og store formue i spil og personligt skaffede han store summer fra mænd som James Madison, Thomas Jefferson, Baron Steuben, General St. Clair og mange andre patriotiske ledere der bevidnede, at uden hans hjælp kunne de ikke have fortsat deres sag og kamp.” 

I 1975, ærede et U.S. frimærke Haym Solomon, med underteksten: “Finansiel helt- forretningsmand og børsmægler Haym Solomon var ansvarlig for at skaffe de fleste midler til at finansiere the American Revolution og reddede senere den nye nation fra kollaps”

George Washington sendte breve til den jødiske menighed i Newport, Rhode Island, og i Savannah, Georgia, og slog fast: “Må den samme mirakelskabende Guddom, der for så lang tid siden udfriede hebræerne fra deres egyptiske undertrykkere og førte dem til et forjættet land, hvis omsorg senere har været medvirkende til at skabe disse United States som en uafhængig nation, stadig vande dem med Himlens dug.”

Ashkenaziske jøder var der kun få af i Amerika indtil en forfølgelse i Bayern i 1830’erne resulterede i at mange tusinder udvandrede. Præsident Martin van Beuren sendte et brev til de muslimske Osmanniske Tyrkere og krævede, at de holdt inde med at slå jøder i Syrien ihjel, “på vegne af en undertrykt og forfulgt race, blandt hvis slægt man kan finde de mest værdsatte og patriotiske amerikanske borgere.” 

David Yulee, “Faderen til Florida Railroads,” var den første jøde der blev valgt til U.S. Senate i 1845. Han fik følgeskab i 1853 af Senator Judah P. Benjamin fra Louisiana. Guvernør David Emanuel fra Georgia var den første jødiske guvernør i en US stat. I 1818, var Solomon Jacobs borgmester for Richmond, Virginia. I 1832, var Pittsburgh’s syvende borgmester Samuel Pettigrew, den første fuldtids jødiske borgmester i Amerika.

Uriah P. Levy var den første jødiske kommandør i U.S. Navy, kæmpede i Krigen 1812, og førte kommandoen over en enhed i Middelhavet. Han var ansvarlig for at gøre op med piskning i flåden. Et kapel i Annapolis og en destroyer fra 2. Verdenskrig blev opkaldt efter ham. Da Jeffersons Monticello hjem var i forfald købte Levy det i 1836, renoverede det og åbnede det for offentligheden. Han stod for statuen af Jefferson der er i the U.S. Capitol rotunda.

Samuel Mayer Isaacs, redaktør og udgiver af Jewish Messenger, skrev om the United States, Dec. 28, 1860: “Denne Republik var den første til at anerkende vor hævd om absolut lighed, med mænd af enhver anden religiøs overbevisning. Her kan vi sidde under vort eget figentræ og ingen gør os angste.”

I 1862, kunne the London Jewish Chronicle fortælle: “Vi har nogle få ord om jøderne i United States som et hele....The Constitution har givet de perfekte konditioner for religiøs frihed, jøderne var frie i Amerika....De ....har på relativ kort tid opnået velstand og trives her i en grad der ikke kan ses i Europa.”

Omkring tiden med the Civil War, var befolkningstallet i United States cirka 31 millioner, herunder 15.000 jøder. Anslået 7000 jøder kæmpede for the Union og 3000 for the Confederacy. 600 jøder døde under kampene. 

Jødiske Union Generaler var: Leopold Blumenberg; Frederick Knefler; Edward S. Salomon; og Frederick C. Salomon.

Jødiske Confederate officerer i uddrag: Judah P. Benjamin, Krigsminister; Oberst Abraham Charles Myers, kvartermestergeneral; og Dr. David Camden DeLeon, overkirurg, Dr. Simon Baruch tjente i General Robert E. Lees personlige stab.

Major Raphael J. Moses officer fra Georgia, og påbegyndte efter krigen Georgias ferskeneventyr. Hvor den første katolske feltpræst i U.S. Army blev udnævnt under krigen Mexico-Amerika, blev den første jødiske feltpræst udnævnt af Abraham Lincoln under Civil War, Rev. Jacob Frankel fra Philadelphia’s Congregation Rodeph Shalom.

Den 1. marts 1881, blev Zar Alexander II af Rusland myrdet og en pogrom begyndte mod jøderne og førte til at over 2 millioner flygtede til Amerika. I 1916 var befolkningstallet i Unted States 100 millioner heraf 3 millioner af jødisk herkomst. 

Under 1 Verdenskrig skrev præsident Woodrow Wilson:: “I lande der er med i krigen er der 9 millioner jøder, flertallet af dem mangler mad, ly og klæder; uddrevet af deres hjem uden varsel....hvilket har forårsaget hunger, sygdom og ubegribelig lidelse....Folket i U.S. har med sorg erfaret om dette frygtelige åg....Jeg proklamerer den 27. januar 1916 en dag for at komme med midler til hjælp for det ramte jødiske folk gennem the American Red Cross.”

Brought to you by AmericanMinute.com.

Bill Federer

http://www.wnd.com/2016/01/how-jews-helped-save-the-united-states/#CsLZDP2LoLh8HfOp.99

Civil Wars betydning for amerikanernes selvforståelse

Tolkning af the Civil War

                        

G. Tracy Mehan, III 

                

150 år med blodets blæk.

                

Mens vi nærmer os årsdagen for afslutningen på Civil War, kan man i den grad forundres over den strøm af såvel doktorafhandlinger og grader samt andre skriverier som denne episode giver anledning til, og dermed genfortælles. Der gås i detaljer og historien gennemarbejdes om nationens blodigste og mest konsekventfyldte krig, der præsenterede de grundlæggende problemer som ikke blev løst i Den Amerikanske Revolution.                                          

Man kunne sige at i 150 år har det været blod udtrykt i blæk.

James M. McPherson, rektor for  American Civil War​ historikere skriver i sin bibliografiske note til sit Pulitzer vindende historiske værk Battle Cry Of Freedom: The Civil War Era (1988), ‘At han observerede at han blot indsamlede “den enorme mængde litteratur om Civil War æraen, der løber op i mere end 50000 forskellige bøger og pamfletter alene om krigsårene -- for ikke at nævne de enorme mængder artikler, doktorudredninger og samlinger af manuskripter og breve.”

“Faktisk siges der at være flere værker på engelsk om Abraham Lincoln end nogen anden person - udover Jesus fra Nazareth​ og William Shakespeare​," skrev McPherson, hvis ubesværede flydende prosa er blevet angivet som et af de få mesterværker i  The Oxford History of the United States, en serie der oprindeligt blev redigeret af C. Vann Woodward, der selv var en hædret person på området.

Meget betegnende har Washington Post haft et par af farvefotografierne på forsiden af deres Metro Sektion (“Et symbol på Lincolns tårnlignende arv,” 15. december 2011) af den tre etagers høje, 34 fod installation der bestod af tusinder af bøger om Lincoln. Den består af brandsikrede aluminiums kopier. Denne udstilling er en del af det renoverede Ford Theatre’s nye center for uddannelse og lederskab, overfor den gade hvor Lincoln blev myrdet i 1865.

Jeg vil vove at påstå at litteraturen er øget med halvdelen siden McPherson udgav sit magnum opus.

Så er der de utallige romaner, film og dokumentarskildringer, blandt dem Michael Shaaras historiske roman fra 1974 Killer Angels, der dramatiserer Slaget ved Gettysburg, og som vandt Pulitzer Prisen, og den magisteragtige (jo, jeg overbenytter ordet) Ken Burns​ produktion, The Civil War. Den fængslede 40 millioner seere i løbet af fem på hinanden efterfølgende aftener, og dermed blev den mest populære dokumentarfilm nogensinde.

Nævnes skal også de hårdføre Civil War reenactors der med store udgifter i tid og penge søger at indfri deres besættelse af historisk korrekthed og autenticitet over hele det amerikanske landskab når vejret tillader det. Jeg erindrer at have set et beåndet engagement ved Galena, Illinois, en af Grants utallige residensbyer, og fandt oplevelsen yderst gribende, hvis man blot har den mindste indlevningsevne.  

Amerikanerne synes at have en umættelig appetit for alt der er skrevet om den blodigste episode i vor historie, hvor flere end 600000 amerikanere døde på begge sider af konflikten om Unionen, stats rettighederne og slaveriet. Den sidste del af forrige sætning har i sig selv genereret sin egen litteraturgruppe om den sande mening af konflikten. Mange eksperter har argumenteret for at at meningen med konflikten eller missionen ændrede sig med tiden mens blodet flød og tabstallene steg astronomisk. Andre holder fast i at staternes rettigheder enten var et dække for det virkelige emne, slaveejernes rettigheder, eller så indblandet med det at de i al væsentlighed var det samme.

I 2006 skrev Harry S. Stout, Yale professor i amerikansk religiøs historie, en “moralhistorie” om Civil War, Upon the Altar of the Nation, hvor han benyttede de traditionelle principper i doktrinen om en retfærdig krig til at kritisere den voldsomme konflikt, og mindre det retfærdige i sagens kerne (jus ad bellum) end for dens udførelse (jus in bello). Stout betragtede krigen gennem diskriminationens og proportionalitetens briller, mellem kombattanter og ikke-kombattanter, og fandt den mere var i slægt med samlet set noget umoralsk, i dens udførelse frem for dens sag.

McPherson skrev en meget kritisk, det vil sige negativ anmeldelse ("Was It a Just War?" New York Review of Books, 23. marts 23, 2006) af Stouts bog og fandt adskillige dusin faktuelle fejl i den militære genfortælling. Dog indrømmede han at selvom bogen “var fejlfyldt,” og “tankeprovokerende fejlfyldt” så “stiller den mange af de rigtige spørgsmål.” selvom den ikke nødvendigvis gav “de rigtige svar”

Problemerne, moralske som forfatningsmæssige, der var impliceret i det 19. århundredes Amerikas behandling af slaveriet, krig og oprør er om ikke andet afgørende, og er med til at disse tæt sammenvævede emner er uimodståeligt tiltrækkende årti efter årti.

At holde trit med kaskaden af bøger er udmattende. Jeg er beskæftiget med at pløje mig igennem mængder af læsning om Civil War og kan knap holde styr på al den nye lærdom der synes at medføre en endeløs strøm af ny information, data, analyser, for ikke at nævne nyere, mere omfattende emner der går fra diplomati, økonomi og endog sygdomme. Bare litteraturen om beregning af det faktisk antal tropper på en given slagmark, efter faktorer som sygdom og desertering er imponerende. Med tiden vil jeg gå kold og opgive at læse noget der blot har det mindste med krigen at gøre, på grund af både følelsesmæssig som intellektuel udmattelse.

Vi er kommet meget langt bort fra de elegante, dog meget militærtilknyttede fortællinger af Shelby Foote, og Bruce Catton den tidligere pro-Syden sympatisør og så senere lettere pro-Nord hældende forfatter og forsker. Ifølge McPherson har de begge trukket på James Ford Rhodes lærde værk, som blev skrevet i syv bind fra 1892 - 1906, og hos Allan Nevins og hans otte binds værk, der blev nedfældet mellem 1947 og 1971.

Shelby Foote og Bruce Catton

James Ford Rhodes og Allan Nevins bog.

        

Jeg har længe spekuleret på om Civil War og dens tætte tilknytning til slaveriet, Lincoln og udvidelsen af nationen mod Vest faktisk udfylder den rolle som klassikerne og den gamle historie spillede for lad os sige det 19, århundredes englændere, ved at give lektioner og modeller for menneskelig lidelse, heltemod, kujoneri og patos. Der er så mange, mange historiske personer og episoder, hvorfra amerikanerne kan trække på, i det mindste nogen visdom, når det drejer sig om menneskehedens evne til dårskab, tragedie, offervilje og udholdenhed.

Som født i St. Louis, Missouri, har jeg længe næret en langvarig fascination af de mange og forskelligartede slag og konflikter, så langt borte fra de helt store slag, i f.eks. Virginia. De var ofte brutale og meget personligt prægede når man tænker på udbredelsen af guerillakrigsførelsen i Vesten og den kendsgerning at den tyske minoritet i St. Louis konspirerede med Nathaniel Lyon for at holde en ellers væsentlig Confederate state ude af konføderationen.

Lincoln havde kun vundet to counties i hele staten i valget i 1860, byen St. Louis og Gasconade County begge centre for tysk kultur og social aktivisme. Lincoln blev støttet af “Wide Awakes” klubber der ikke prægede staten, men snart begyndte at organisere en form for ikke kontrolleret militærstyrke, holdt øvelser i hemmelige ølhaller, fabrikker og idrætshaller. 

Wide Awake Fakkel demonstration 1860

Beretningen er vældig godt fortalt af Adam Goodheart i april 2011 udgaven af American Scholar ("Civil War in St. Louis"). Han beskriver det vi i dag måske ville kalde indsatsstyrker, mere end modoprørsstyrker. Tyskerne tjente Lyon på samme måde som Nordalliancen assisterede U.S. Special Forces og CIA i Afghanistan krigens første dage. De kaldte deres enhed Lyons Fahnenwacht, “Lyons Fanebærer.”

Denne gang var det tysk-amerikanere mod skotter-irere og andre “indfødte” amerikanere der var helt på Confederacy og secessionisternes side. På denne måde blev den siddende regering i Missouri fordrevet. Ved at holde fast i St. Louis og med tiden Vicksburg fik Confederacy fodfæste i Mississippi River Valley.

Vedrørende de mere grumme episoder i guerillakrigsførelsen i Missouri da ledte

William Clarke Quantrill​, en fremragende taktiker og leder af Quantrills Raiders, angrebet mod Lawrence, Kansas, der resulterede i nedslagtningen af cirka 250 mænd og teenagedrenge, de fleste ubevæbnede og uden at gøre modstand, og derpå afbrændning af byen. For mere om denne temmelig bizarre beretning og om resten af hans liv, herunder at han konverterede til katolicismen, og hvad der skete med hans efterladenskaber så læs The Devil Knows How to Ride: The True Story of William Clarke Quantrill and His Confederate Raiders (1976) af Edward E. Leslie.

(Filmen Ride With the Devil skildrer episoder i disse partisaner kamp. (synopsis-oplysning))

https://www.youtube.com/watch?v=F8Vwm6dBQI8

Jeg dukker sporadisk op i bogen. Mens jeg ledede Missouri Department of Natural Resources for daværende guvernør John Ashcroft, stod jeg som chef for statsparker og de historiske steder, blandt dem Confederate Cemetery at Higginsville, Missouri.

The Missouri Division of the Sons of Confederate Veterans ønskede at flytte Quantrill's efterladenskaber der lå i en kasse i et stats arkæologisk laboratorium i Kansas til Higginsville for en ordentlig begravelse. Imidlertid mente holdet hos DNR at den gamle partisan skulle begraves i sin hjemby Dover, Ohio. Som Leslie genfortæller beretningen svarede Sons of Confederate Veterans med diverse bureaukratiske indvendinger, “Mehan gav sin godkendelse.” Faktisk var det en helt lovlig debat om, hvordan man løste sagen. Ville det at begrave Quantrill ved et officielt Confederate sted besmudse deres ære? Det mente de ikke.

Quantrills grav på Higginsville Confederate kirkegården

Men Civil Wars rædsel sluttede ikke fredeligt, men snarere foranledigede et langvarigt oprør i Vest. Jay Winiks bog April 1865: The Month That Saved America (2001) forklarer hvor ømfindtligt og usikkert tingenes tilstand var, hvis det ikke havde været for villigheden hos Robert E. Lee, U.S. Grant, Joseph E. Johnston og selv den brændende kriger, Nathan Bedford Forrest​, for endeligt at få afsluttet bodsudgydelserne og vende sig mod fredelige formål og en helbredelse af landet.

Lee's berømte General Orders Number 9 fastslog, "… Jeg er besluttet på at undgå de nytteløse ofre af de som tidligere indsatser har gjort så elskede af deres landsmænd.”

https://www.youtube.com/watch?v=RgiJFE9FVCk

Joshua L. Chamberlain, "den kæmpende professor fra Bowdoin College i Maine, der vandt medal of Honor for sin tapperhed ved Gettysburg’s Little Round top,” var i spidsen for overgivelsen ved Appomattox. Hans beskrivelse af den formelle overgivelse er lige så bevægende en passage som man kan finde i de amerikanske breves historie. Wilnik beskriver scenen:

Uden at have planlagt det og uden nogen officiel tilladelse gav Chamberlain pludselig ordre til at Union soldaterne skulle “præsentere våben” som et tegn på deres dybeste udtryk for militær respekt. En fanfare tonede øjeblikkeligt ud. Langs hele vejen hævede Union soldaterne deres rifler til skulderen i en æreshilsen.

"Ved lyden af den maskin-lignende lyd af våben der præsenteres,” huskede Chamberlain,  "General Gordon​ [en af Lee’s mest hårdføre krigere, såret fire gangen, og kommandør over Stonewall Jackson​'s gamle enheder] begyndte....drejede sin hest så den vendte sig mod mig, berørte den blidt med sporen således at dyret stejlede let, og mens han drejede hest og rytter i en bevægelse, svingede hestens hoved nedad med et yndefuld buk, og General Gordon tabte sit sværd i hilsenen.” Mens han gjorde det gav veteranerne i blåt en soldaterhilsen til de “besejrede helte,” -- et “tegn på respekt fra amerikaner til amerikaner.”

Gordon, til gengæld beordrede sin mænd til at svare -- “æren, bevar æren,” sagde Chamberlain.

“For vor del ikke en lyd mere fra trompeten, ingen trommehvirvel; ikke et jubelråb, heller ikke ord, heller ikke hvisken eller selvhæder, heller ingen bevægelse ... men snarere en forbløffende stilhed, og en holden vejret, som var det døden der gik forbi.”

Pave Johannes den Store skrev i sin sidste bog yderst bevægende om det organiske bånd mellem hukommelse og identitet. I de mange bøger der er skrevet om den voldsomme omvæltning som var Civil War, kan amerikanerne måske afdække deres identitet, som, skønt fragmenteret af forskellige sociale og kulturelle fejlspor, er grundet i en historie der er værd at kende til og forstå.

                                 

                  

G. Tracy Mehan, III served at the U.S. Environmental Protection Agency in the administrations of both Presidents Bush. He is a consultant in Arlington, Virginia, and an adjunct pro

http://spectator.org/archives/2011/12/29/reading-the-civil-war/1

 

Den mærkelige, og til tider voldelige oprindelse af amerikanske nyheder

Dengang da redaktører duellerede med pistoler ved daggry, og nyhederne gik viralt for småpenge.

Kevin Dickinson

Tidligt i min karriere fik jeg et job på en lokal avis. Det var en avis i en lille by med én redaktør og tre journalister, og jeg tog kun stillingen, fordi jeg var lige færdig med universitetet, og den betalte 25 cent mere i timen end mit job på take-and-bake-pizzeriaet. Når jeg ser tilbage, er jeg ikke nostalgisk over det knusende slid eller de mærkelige personlige skældsord, avisens læsere kunne slynge ud over en simpel stavefejl. Men hvis du fangede mig i et sentimentalt humør, ville jeg indrømme, at oplevelsen indgød en påskønnelse af god journalistik og en kærlighed til det trykte ord i mig.

Så på nogle måder føltes det at læse Empire of Ink som at spore mine professionelle rødder.

Alex Wrights dejlige historie fortæller om udviklingen af ​​den amerikanske avis, fra dens koloniale oprindelse til begyndelsen af ​​det 20. århundrede. I løbet af denne periode på cirka et kvart århundrede var landets nyhedslandskab langt fra nutidens middelklassefag. Vores permutation – med dens standarder, pressekort og strukturerede prosa – blev organiseret af virksomheder og magnater, der forvandlede landets legion af uafhængige aviser til en model for "skaleret kapitalistisk industri". Medie-McDonaldisering, dybest set.

Før det var nyheder i USA mere et "kunsthåndværksmæssigt litterært produkt" – omend et produkt skabt af charlataner og pistolbærende ildsjæle lige så ofte som af dygtige håndværkere.

Disse figurer, "slynglerne og radikalerne" i bogens undertitel, forankrer Empire of Ink. Wright åbner hvert kapitel med historien om en person, der påvirkede, eller var påvirket af, de teknologiske skift og kulturelle forandringer, der diskuteres. Flere af historiens yndlingsgæstestjerner optræder: Benjamin Franklin og Horace Greeley, for blot at nævne to. Mark Twain opnår topstatus for sine hyppige optrædener, opbygning af en karriere, opnåelse af sit ry og spild af en formue i sin livslange hengivenhed til trykkeripressen.

Men Wrights talent ligger i hans evne til at afdække historierne om denne histories mindre værdsatte, men ikke mindre bemærkelsesværdige aktører. Der er John B. Russwurm og pastor Samuel Cornish, grundlæggerne af den første sortejede og redigerede amerikanske avis, som blev en "galvaniserende kraft i den tidlige antislaveribevægelse". Benjamin Day, den skruppelløse grundlægger af The Sun, som beviste, at falske nyheder kunne være big business med det berygtede "månesvindelnummer", hvor avisen rapporterede om opdagelsen af ​​frodige skove, mærkelig fauna og "1,2 meter høje 'menneske-flagermus'", der befolkede månens overflade. Og George P. Joslyn, som viste, at reklamekroner kunne støtte aviser økonomisk, da han begyndte at finde kure mod falske nyheder på deres sider - såsom Dr. Samuel Collins' Great Indian Pain-Killing Remedy, en vidunder medicin for tidernes morgen.

Så er der de duellerende redaktører fra midten af ​​det 19. århundrede. Ubundet af nutidens "regler for litterær sømmelighed" gjorde de det til en vane at rette deres forgiftede penne mod offentlige personer og rivaliserende journalister, hvor de ondskabsfuldt bagvaskede deres ofre og angreb deres troværdighed i samfundets øjne, som en enmands-Twitter-pøbel. For at forsvare deres ære udfordrede de fornærmede til gengæld redaktøren til en pistolduel ved daggry eller brasede bare ind i redaktionen for at tæve dem. (En skik, som jeg med glæde kan sige, var for længst uddød, da jeg tog mit skrivebord i redaktionen.)

I en sigende anekdote "The Vicksburg Sentinel havde ikke færre end otte redaktører" mellem 1837 og 1860, hvoraf fem led voldelige afslutninger. Avisens grundlægger, Dr. James Hagan, antændte denne tradition med sit talent for frisindet bagvaskelse - hvor han udvekslede gentlemanlige fornærmelser som "non hund", "fej slyngel" og "uvidende tåbe.". Hagan, der selv var let at fornærme, var ikke tilbageholdende med at tage handsken op, og hans grovkornethed ramte ham til sidst: Han blev skudt på klos hold.

Letantændelige redaktører udøvede ofte to af deres forfatningsmæssige friheder på én gang: retten til ytringsfrihed og retten til at bære våben," siger Wright.

Beundringsværdige eller uforbederlige, disse skikkelser er sjældent de primære drivkræfter selv, men de døre, hvorigennem Wright træder ind i afgørende øjeblikke i denne historie – øjeblikke ansporet af de utallige teknologiske fremskridt og sociale forandringer i det 19. århundrede.

Tingene åbner sig i slutningen af ​​det 18. århundrede, hvor redaktører og deres unge lærlinge, kendt nedværdigende som "trykkerens djævle", stadig sled over håndpresse og satte typerne møjsommeligt i hånden. Deres primære forretningsområde var at trykke og distribuere proklamationer fra den ‘verste ledese, selvom frygtløse redaktører også prøvede at dyrke folkelig mad for at holde kassen fuld: sladder, poesi, opskrifter, spøgelseshistorier, true crime, gåder, filosofiske essays og endda lejlighedsvise nyheder.

Efter revolutionen skabte udviklinger som landsdækkende postomdeling, føderale tilskud og lempede ophavsretslove et "enormt, decentraliseret informationsnetværk", der gjorde det muligt for aviser at cirkulere bredt blandt offentligheden. Det krævende arbejde holdt imidlertid operationerne små, så redaktører spillede rollen som indholdskuratorer lige så meget som skabere. De lånte populære historier og essays flittigt fra andre aviser, remixede dem eller klippede dem bare ud med en saks for at gengive dem i stor skala.

Dette gjorde i bund og grund nyhedsredaktører til deres tids influencere, en sammenligning, Wright ikke undgik at bemærke:

"Set gennem et moderne perspektiv forudsætter dette enorme analoge udvekslingsnetværk mange af de funktioner, vi nu forbinder med digitale medier: viralitet, reposting, moderering og algoritmisk remixing. I den endeløse strøm af memes, virale videoer og reposted indhold, der udgør vores moderne sociale feeds, kan vi se fjerne efterfølgere til præcis den slags indhold, der plejede at cirkulere bredt via udvekslingsnetværkene [...]."

Fra disse tidlige dage udforsker Wright en række teknologier, der hjalp med at gøre trykte medier hurtigere, billigere og mere effektive, samtidig med at de udbredte aviser til et imponerende læsekyndigt publikum, der var ivrig efter mere. Disse omfatter opfindelsen af ​​papirmasse, dampdrevne presser og Fourdrinier-maskinen, sammen med supplerende teknologier som jernbaner og telegrafen.

"Disse udviklinger hjalp med at accelerere pressens transformation fra en blanding af de små byers partisan-aviser til en stadig mere nationaliseret presse, der kronikerede krigen i realtid (The Civil War) – og lagde grundlaget for de professionaliserede, industrialiserede massemedier i efterkrigstiden," skriver Wright, og den sidste halvdel af bogen følger denne udvikling.

Sikker og skrevet med sikker hånd er Empire of Ink præcis den publikumsfavorit, en pophistorie bør være. Det eneste uheld kommer i det sidste kapitel, hvor Wright ser på fremtiden for nyheder i søgemaskinernes, sociale mediernes og influencer-skabte indholds tidsalder. Her sætter han spørgsmålstegn ved, om nye medier ikke så meget erstatter "traditionelle" nyheder, som det er en slags hjemkomst:

"Vi er måske alligevel ikke vidne til afslutningen på nyhedsbranchen, men snarere en historisk tilbagevenden til fortiden: en overgang fra en centraliseret model fra industritiden domineret af kommercielle, profitorienterede udgivere og lønnede middelklassejournalister til en mere distribueret og rekombinant (dannet ved en ny sammensætning) medieøkologi - et ekko, uanset hvor forvrænget, af den kaotiske og pluralistiske pressekultur i det nittende århundrede."

Det er en provokerende idé, og Wright håndterer den med ydmyghed og advarer om, at det at sammenligne nutidens tendenser med deres historiske beslægtede tendenser, selvom det er "fristende", kan være unøjagtigt. Han er også klar over, at denne ændring har bragt journalistikkens økonomiske levedygtighed og dens rolle som den fjerde statsmagt i fare.

Desværre er Wrights opskrifter på at håndtere disse ændringer uklare. I stedet for "tåbeligt" at forsøge at redde traditionelle aviser, argumenterer han, er vi nødt til at "styrke adgangen til fælles information for at sikre det bredere mediemiljøs sundhed." Og det gør vi ved at skabe en ramme af delvist menneskelige, delvist kunstig intelligens-hybridredaktører, der vil forme "den offentlige sfære ud fra den uendelige rull af digitalt indhold."

Måske? Ligesom så mange pophistorie-kodekser, der trækker på lærdom fra fortiden, forsøger Empire of Ink at binde alt for mange spinkle ideer sammen på sine sidste sider, og jeg er ikke overbevist om, at vi er vidne til en tilbagevenden til en mere demokratisk pressekultur og ikke blot flytter den redaktionelle magt til en flok ‘teknoprenører’, der er uhæmmede af standarderne for nøjagtighed, selvkorrektion og (for det meste) upartisk rapportering.

Eller måske er det bare min sentimentalitet over for, at redaktionen blusser op igen. Som sagt er det et mindre ryk – et, der desværre er placeret lige til sidst – og jeg læser ikke historiebøger som Empire of Ink i jagten på løsninger på vores moderne problemer. Jeg læser dem for bedre at forstå nogle facetter af vores fælles fortid og måske for at finde en trøst i at vide, at vi ikke er alene om at stå over for sådanne udfordringer.

På det punkt er Wright og jeg enig: "Når vi træder ind i en stadig ukendt digital fremtid, kan vi finde en vis trøst i at vide, at vi ikke er den første generation, der kæmper med et så hurtigt skiftende ustabilt medielandskab."

Lincoln versus Lee: Hvordan historien fordrejes for at fastholde legenderne

Lincoln vs. Lee: Hvordan historien fordrejes for at fastholde legenderne

William Sullivan

Samfundsforskere har en tendens til at smadre historien, og så genskabe den så den ligner de politiske dagsordener der kan sluges af masserne. 

Resultaterne af deres bestræbelser kan ses aldeles udmærket i det som foregår lige nu. Historien om Confederate bliver helt bogstaveligt knust, ligesom monumenterne af Robert E. Lee og andre Confederate helte bliver vandaliseret af spadedumme mennesker, der intet kender til legenden om, hvordan Abraham Lincoln og hans tapre Union Army knuste Jefferson Davis og Robert E. Lee’s Southern horder under dække af at ville befri de slaveholdte sorte.

At denne legende på ingen måde er sand betyder absolut intet for de der ønsker at forblive ignoranter. Hvis du ikke tror mig, at Lincoln ikke førte sin krig for at befri Sydens slaver, så vil du måske tro hans brev? I et brev til Horace Greely august 1862.

:

Mit altoverskyggende mål i denne kamp er at redde the Union, og den går ikke ud på at redde eller fjerne slaveriet. Hvis jeg kunne redde the Union uden at befri nogen slave ville jeg gøre det, og hvis jeg kunne redde the Union ved at befri alle slaver ville jeg gøre det; og hvis jeg kunne redde den ved at sætte nogle fri og lade andre være tilbage ville jeg også gøre det. 

Hans primære motivation for invasionen af Syden var at Unionen skulle bevares. Det burde stå krystalklart som ovennævnte citat viser. Og det blev endda skrevet et godt stykke tid efter.

Lincoln troede lidenskabeligt på at hans retfærdige indsats for at bevare the Union, og ikke ophævelse af slaveriet, var grundlag nok for den konflikt vi nu kalder Civil War. Fra hans indsættelsestale i 1861: 

I Jeres hænder mine misfornøjede landsmænd, og ikke i mine, er det nuværende problem med Civil War. Regeringen vil ikke gøre Jer bekymret. I har ingen konflikt udover selv at være aggressor. I har ingen ed registreret i himlen om at ødelægge regeringen samtidig med jeg har den allermest hellige for at bevare, beskytte og forsvare den.

Stater i Syden havde revet sig løs og skabt en ny regering. Den lignede særdeles meget den regering de havde løsrevet sig fra, men de mente denne nye regering bedre passede til dem. Confederate staterne skrev faktisk en forfatningsmæssig tilladelse til at holde slaver. Men dette var så absolut ikke noget der var ufornuftigt når man ser på tiderne og ud fra den beslutningsmæssige kontekst (selvom det forekommer at være noget frygteligt set med nutidens øjne), især når man betænker at slaveriet var en forfatningsret i United States på løsrivelsestidspunktet, som det så tydeligt ses af Dreed Scott sagen i 1857.

Lincoln’s skifte med hensyn til princippet om løsrivelse er endnu et punkt der gør hans legendariske status noget blakket, hvis blot de historiske kendsgerninger var mere kendt. Om revolutionen i Texas i 1836 sagde Lincoln i 1848 - hvilket ganske givet var en henvisning til 1776:

Ethvert folk, hvilket som helst sted, der har lysten og magten skal have ret til at stå op imod, og frigøre sig fra den eksisterende regering og skabe sig en ny der passer dem bedre. Dette er den allermest værdifulde - og mest hellige ret - en ret vi håber og tror på vil gøre verden fri. Denne ret skal heller ikke begrænses til områder hvor hele folket i en eksisterende regering kan vælge at udnytte den. Enhver del af sådant folk der kan, må gøre revolution og skabe deres egen, i så meget territorium de bebor.

Og alligevel da tiden kom for Abraham Lincoln at spille rollen som King George III gjorde han det med voldsom ihærdighed.  Da hans egne landsmænd søgte at genindføre retten til selvbestemmelse så Lincoln intet andet alternativ end at bevare the Union med magt. King George analogien er ganske passende, især ved at slaveriet på De Britiske Øer var forbudt på tidspunktet for the American Revolution.  

Havde de engelske hære besejret kolonierne, ville de amerikanske oprørere, Washington, Jefferson m. fl. så  blive husket som, i en genskreven historie, racistiske forrædere, det som the Confederates nu beskrives som?

Ganske interessant spørgsmål at fundere over.

Jo, Lincoln gik ind for ophævelse af slaveriet. Og det er da rosværdigt at huske på. Men var Den Store Frigører også for lighed mellem racerne, som så mange er tilbøjelig til at mene i dag? Denne

udtalelse fra the Lincoln-Douglas debatten i 1858, er måske svar på spørgsmålet:

“Jeg vil derpå sige, at jeg ikke er tilhænger af at indføre, på nogen måde, den sociale og politiske lighed hos den hvide og den sorte race - det er jeg ikke, og har heller aldrig været tilhænger af at negre kan være vælgere eller domsmænd, heller ikke at gøre dem kvalificeret til at besidde embeder, heller ikke til at de kan få lov at gifte sig med hvide; og jeg vil i tilgift til dette sige at der er en fysisk forskel mellem den hvide og den sorte race, som jeg tror for evigt forbyder de to racer at bo sammen på betingelser af social og politisk lighed. Og ligeså meget som de ikke kan bo, selvom de er sammen, skal der være en ordning med overordnet og underordnet. og jeg er, ligesom enhver anden mand, tilhænger af at besidde den øverste position som er overdraget den hvide race.”

Dette skal ikke opfattes som en bredside mod Lincolsn eftermæle. I mine studier har jeg fundet mange fine kvaliteter hos manden herunder, som jeg nævnte, hans modstand mod slaveriet og hans vokale advarsler mod farerne ved aktivisme med loven i hånden, blandt så mange andre. Han var en fremragende skribent og oratoriker, og hans forsvar af et folks ret til selvbestemmelse er særdeles velargumenterende, og man kan kun helhjertet være enig. 

Indrømme må jeg dog, at disse fine kvaliteter ofte overskygges at visse kendsgerninger som beskrevet, men mit formål er ikke at håne ham. Det er blot det at med tanke på Lincolns eftermæle som en multi-race pluralist som han er blevet kendt som gør det mig dårligt at en mand som Robert E. Lee dog kunne betragtes så helt og aldeles anderledes.  

Abraham Lincoln talte om det uopnåelige potentiale ved sorte til at leve blandt amerikanere som ligemænd, så følger hvad hvad Robert E. Lee havde at sige om emnet, i et brev til hans hustru i 1856: 

I denne oplyste tidsalder er der få, mener jeg, der ville anerkende at slaveriet som institution er moralsk og politisk ondskab i ethvett land (og) og det nytter ikke noget at udbrede sig om dets fejl og mangler…

De sorte klarer sig umådeligt meget bedre her end i Afrika; moralsk, socialt og fysisk og og det samtidig med ve ser at vi er på vej til den endelige ophævelse af menneskeligt slaveri, og vil skal tilbyde den hjælp og vore bønner og alle retfærdige virkemidler i vor magt ....emancipation vil snarere blive resultatet af den milde og blødgørende indflydelse ved Kristendommen end fra stormene og konflikterne vil voldsom kontrovers.

Lee, i modsætning til Den Store Frigører mente at en multi-race og autonom kultur ikke kun var mulig, men ønskværdig. Et samfund hvor sorte og hvide kunne leve sammen uden konflikter i en kultur bundet op på værdier. 

Og samtidig med at Shermans march ‘mod havet var en af de mest brutale militære kampagner ført af en amerikansk hær, gjorde Lee, det stik modsatte. Lee forbød enhver for for gengæld mod Nordens invasion af Pennsylvania i 1863 - “uhæmmet skade på privat ejendom” under kampagnen var forbudt, og han beordrede sine soldater til at betale for de forsyninger de modtog, krævede at deres tidligere landsmænd i the North.

Lee ejede aldrig selv slaver. Efter hans svigerfar døde arvede han slaver som han med tiden satte fri. På det tidspunkt, 1863, hvor  the Emancipation Proclamation blev fremført (der som undtagelse havde slaveholdere fra grænsestater som Missouri og Kentucky, noget besynderligt for et moralbaseret edikt) havde Lee sat alle sine arvede slaver fri.

https://www.youtube.com/watch?v=NpVIOxBhUMk

Her er så en beretning der altid har slået mig, fortalt her af Richard Poe på FrontPage Magazine i 2001:

Efter krigen fortsatte Lee med at sætte et eksempel med at behandle de befriede sorte som ligemænd.

Ved en gudstjeneste i St. Paul’s Episcopal Church i Richmond, rejste en sort mand sig for at modtage nadveren.

Et vidne fortalte, hvordan de tilstedeværende sognebørn “blev siddende på bænkene i dybeste tavshed og uden at røre sig,” mens præsten så “pinlig berørt ud.”  

Det var  Robert E. Lee der brød isen. Han gik op mod alteret og knælede ned sammen med den sorte mand for at modtage nadveren. Derpå rejste andre sig og fulgte hans eksempel..

Mænd med en sådan storsindethed er sjældne i historie. De dukker op en gang på 100 år.

Det er på tide at lade portrætterne af Lee komme til ære og værdighed, og det uanset hvor de er blevet taget ned, det er på tide at lade Marse Roberts igen komme i skolebøgerne, og ære ham som den store Amerikaner han i sandhed var.

Aldrig igen bør vi forkaste vor arv så meget uden hensyn og med så lidt omtanke.

Hvem - Lee eller Lincoln besidder den højeste moral i moderne kontekst? Jeg vil indrømme at det er en sag der burde være åben for en ærlig diskussion blandt fornuftsbetonede mennesker, baseret på historiens substans.

Problemet er imidlertid at fornuftsbetonede mennesker er meget sjældne nu om stunder og historiens substans er alt for ofte blevet forvansket af en eliteklasse der er motiveret af politisk agenda.

William Sullivan blogs at Political Palaver and can be followed on Twitter

http://www.americanthinker.com/articles/2015/08/lincoln_vs_lee_how_history_is_distorted_to_preserve_legends_.html#ixzz3hYtmvbPB