Hvordan det i virkeligheden er at have med Iran at gøre

 Hvordan det i virkeligheden er at have med Iran at gøre

Vi har været igennem den samme dans i årtier.

Chris J. Krisinger

Lige siden den iranske revolution i 1979, der styrtede den USA-støttede shah og indledte Den Islamiske Republiks æra, har Iran udgjort en vanskelig og ofte frustrerende udenrigspolitisk udfordring for USA. Skiftende amerikanske regeringer – både demokratiske og republikanske – har betragtet Iran, og mere specifikt landets radikale, militante islamistiske ledelse, som en trussel mod USA og dets interesser.

På trods af dette langvarige fjendtlige forhold – der ofte har været præget af voldelige, undergravende og terroristiske hændelser samt nu en konflikt om, hvorvidt Iran vil komme i besiddelse af atomvåben – har både republikanske og demokratiske regeringer gennem årene i god tro rakt hånden ud til Iran med konkrete handlinger og diplomati i håbet om at genoprette og normalisere forbindelserne.

Der findes fortilfælde i forholdet mellem USA og Iran for såkaldt "katastrofediplomati", hvor tanken er, at ydelse af humanitær hjælp under katastrofer kan fungere som katalysator for samarbejde, konfliktløsning og internationale relationer. I juni 1990 landede et privat amerikansk nødhjælpsfly i Iran efter jordskælvet ved Manjil-Rudbar i den nordlige del af landet, og det samme skete igen i juni 2002 under et andet jordskælv i det nordvestlige Iran. Da amerikansk hjælp nåede frem ad omveje i begyndelsen af ​​juli 2002, udtalte præsident George Bush offentligt: ​​"Menneskelig lidelse kender ingen politiske grænser."

Tidligere, i 1991, slog tusindvis af kurdiske flygtninge, der var flygtet fra Saddam Husseins Irak efter Golfkrigen, lejr langs grænsen mellem Iran og Irak. Denne masseudvandring førte til en omfattende militær-humanitær operation med navnet PROVIDE COMFORT; den omfattede en transportflyvning foretaget af det amerikanske luftvåben, hvilket var den første officielle statslige mission til Iran, siden gidslerne fra ambassaden blev frigivet i januar 1981. Den 27. april 1991 landede dette militære transportfly i Iran med over 15 tons tæpper til kurdiske flygtninge. Iagttagere af Iran mente, at denne humanitære flyvning kunne virke som en katalysator for en optøning i forholdet, men Irans ledere udtrykte ingen taknemmelighed over for nødhjælpsforsyningerne og afviste yderligere tilbud om hjælp.

Senere fulgte yderligere tiltag fra præsident George W. Bushs administration for at skabe bedre forbindelser til Iran, herunder udvisning af en særlig amerikansk form for imødekommenhed for at bringe de to nationer tættere sammen. I løbet af Bushs to embedsperioder mødtes diplomater i al ubemærkethed i Paris og Genève. Der blev etableret udvekslingsprogrammer og "sportsdiplomati", og europæiske mæglere indgik i dialogen. Den amerikanske ambassadør i Irak mødtes med en iransk delegation i Bagdad, samtidig med at USA støttede Den Europæiske Unions forsøg på at forhandle med Iran om landets dengang spirende atomprogram.

Men måske var intet amerikansk initiativ mere oprigtigt i sit ønske om tilnærmelse end det, der blev iværksat dagen efter jul i 2003. Mens mange amerikanere sandsynligvis husker tsunamien i Sydasien i 2004, ramte et kraftigt jordskælv med en styrke på 6,7 præcis et år tidligere – den 26. december 2003 – området nær den historiske iranske by Bam i det sydøstlige Iran. Uarmerede bygninger af lersten styrtede sammen og dræbte tusindvis af mennesker, mens de sov. Med næsten 30.000 dræbte, yderligere 30.000 sårede, 75.000 mennesker uden adgang til livsfornødenheder og ødelæggelse af næsten 90 procent af byen var jordskælvet i Bam årets værste naturkatastrofe på verdensplan.

På trods af de anstrengte relationer, der havde eksisteret siden 1979, tøvede USA ikke med at tilbyde Iran humanitær hjælp. Da præsident Bush blev orienteret om katastrofen, udtrykte han sin medfølelse og erklærede, at USA "stod klar til at hjælpe det iranske folk". Dagen efter jul i 2003 arbejdede embedsmænd fra Bush-administrationen på at hjælpe katastrofens ofre; først indledte de en kortvarig kontakt til Iran via Schweiz, hvis diplomater havde varetaget amerikanske interesser i Iran siden gidselkrisen. Senere samme dag tog USA skridt til at henvende sig direkte til den iranske regering, så alvorlig var situationen i Bam. 

Viceudenrigsminister Richard Armitage kontaktede Irans repræsentant i USA, Mohammad Zarif, som tog imod det amerikanske tilbud om hjælp.

I en kort periode fra den 27. til den 29. december 2003 gennemførte USA i alt 11 militære transportflyvninger, hvorved der blev fløjet omkring 338.000 pund (ca. 153.000 kg) humanitær hjælp – til en samlet værdi af cirka 10,5 millioner dollars – fra Kuwait til Kerman-luftbasen, der ligger 120 miles (ca. 190 km) fra Bam. Besætningsmedlemmer fra det amerikanske luftvåben arbejdede side om side med iranske civile og militærfolk om manuelt at losse hvert amerikansk fly, der ankom med hjælp til befolkningen i Bam.

USA udstedte desuden en generel dispensation, der tillod næsten et dusin ikke-statslige organisationer at yde humanitær hjælp. Hjælpen omfattede vand, medicinske forsyninger, fødevarer og specialiserede eftersøgnings- og redningshold samt udsendelse af et amerikansk katastrofeindsatshold på 81 personer, herunder specialister fra USAID og FEMA.

Da opgaven var løst, udvekslede man håndtryk, tog billeder og sagde farvel. Desværre blev der ikke gennemført yderligere flyvninger med hjælp til jordskælvsofrene efter den 29. december, og den iranske regering afviste yderligere bistand. Den 22. februar 2005 ramte endnu et jordskælv det sydlige Iran og kostede over 600 mennesker livet. Igen tilbød USA hjælp, hvilket Iran afviste.

Teherans konsekvente reaktion på USA's humanitære indsats var, at hjælpen ikke havde "politisk karakter". Episoden med jordskælvet i Bam syntes aldrig at fremme de diplomatiske forbindelser mellem de to nationer. Iran forventede eller ønskede heller ikke politiske forandringer som følge af katastrofen. Irans FN-ambassadør, Javad Zarif, udtalte: "Vi anerkender betydningen af ​​den humanitære gestus... USA har erklæret, at dette sker af humanitære årsager, og sådan har vi også opfattet det." Irans præsident, Mohammad Khatami, gav udtryk for lignende synspunkter: "Humanitære spørgsmål bør ikke sammenblandes med dybe og kroniske politiske problemer. Hvis vi ser en ændring i både tonen og adfærden hos den amerikanske regering, vil der opstå en ny situation i vores indbyrdes forhold." Den Islamiske Republik afviste desuden blankt et tilbud fra Det Hvide Hus om at sende en delegation på højt niveau i kølvandet på hjælpeindsatsen i Bam.

USA har tidligere forsøgt at række hånden ud til Iran med oprigtige gestus af god vilje i håb om at sætte gang i en genopretning og normalisering af forholdet. Iran har ikke gengældt dette med tilsvarende handlinger eller selv taget initiativ til at genoprette og normalisere forbindelserne.

Selvom disse amerikanske humanitære tiltag på ingen måde dækker hele spektret af det iransk-amerikanske forhold efter 1979 – med dets mange hændelser – vidner de om Irans uforsonlighed, når det gælder reelle forsøg på at skabe bedre forbindelser til gavn for begge nationer, regionen eller det internationale samfund.

På trods af mulighederne for amerikansk kontakt til Iran gennem årene – blandt andet via såkaldt "katastrofediplomati" – har intet af dette ført til bedre forbindelser eller banet vejen for en løsning på de store problemer, som selv Irans regionale naboer har med landets skadelige aktiviteter. I stedet står de to nationer fortsat stejlt over for hinanden i spørgsmålet om Irans ambitioner om atomvåben og er nu involveret i fjendtligheder.

I dag støder Trump-administrationens forsøg på at forhandle med Irans ledelse på de samme frustrerende realiteter, der kendetegner samspillet med Den Islamiske Republik Iran. De gange, hvor præsidenten hidtil har valgt at sætte amerikanske angreb på pause for at give diplomatiet mere tid, har Iran – ganske forudsigeligt – reageret med forhaling og tågesnak, uden nogen intention eller indsats for at løse de vedvarende uoverensstemmelser.

Måske må præsidenten og den amerikanske offentlighed acceptere, at ethvert forsøg i god tro på at forhandle sig frem til en afslutning på fjendtlighederne og de iranske atomambitioner – baseret på tidligere erfaringer – vil blive mødt med indgroet iransk uforsonlighed og direkte modstand.

Colonel Chris J. Krisinger, USAF (ret.) graduated from the United States Air Force Academy and served in policy advisory positions at the Pentagon and twice at the Department of State.  He is a distinguished graduate of the Naval War College and was also a National Defense fellow at Harvard University.  To continue the discussion: cjkrisinger@gmail.com.

Image: Chickenonline via Pixabay, Pixabay License.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/08/what-it-s-really-like-to-deal-with-iran/

Vesten forstår ikke, at Iran opererer religiøst, ikke pragmatisk

 Vesten forstår ikke, at Iran opererer religiøst, ikke pragmatisk

Vi ser på vores forhold til Iran fra et valg til et andet, hvorimod Iran ser sine krige som et globalt anliggende, der påvirker alt og følger en kosmisk tidsplan.

Allan J. Feifer

For nylig genså jeg den episke film Khartoum fra 1966 med Charlton Heston og Laurence Olivier. Khartoum dramatiserer kampen mellem den britiske general Charles Gordon og den sudanesiske religiøse leder Muhammad Ahmad (Mahdien) under belejringen af ​​Khartoum i 1880'erne. I filmen informerer Mahdien general Gordon om, at Allah har befalet ham at bede i alle større moskeer i verden og dræbe alle, der nægter at underkaste sig ham.

Uanset om det er helt korrekt eller ej, indfanger scenen en udfordring, som sekulære regeringer har stået over for gennem historien: at konfrontere bevægelser, der ikke ser politiske mål som interesser, der skal forhandles, men som guddommelige befalinger, der skal opfyldes. Hvor lidt har ændret sig.

Hvis Vesten ønsker at forstå Iran, skal den begynde med en simpel, men ubehagelig sandhed: Iran ser ikke sine stedfortrædere som separate enheder. Den ser dem som forlængelser af Iran selv – bevæbnede, finansierede, trænede og ideologisk fusioneret med Den Islamiske Republik. Angrib en stedfortræder, og i Irans øjne har du angrebet Iran og dermed dets guddommelige skæbne. Dette er ikke en metafor. Det er Irans grundlæggende doktrin.

Vestlige analytikere overser rutinemæssigt dette. De behandler Hizbollah, houthierne, Hamas og en hel konstellation af irakiske og syriske militser som uafhængige aktører med lokale dagsordener. Iran gør ikke. Iran ser sine cirka 20-30 stedfortræder- og partnermilitser som de instrumenter, hvorigennem den har til hensigt at forme – og i sidste ende dominere – den regionale orden.

Disse grupper opererer ikke kun i Mellemøsten, men også i Asien, Afrika, Europa og endda Nordamerika, hvor iranske aktører og stedfortrædende netværk har udført overvågnings- og attentatplaner i årtier. Vi har en tendens til at ignorere denne virkelighed, fordi den afspejler et niveau af dedikation og strategisk tålmodighed, som amerikanske politiske ledere ofte har manglet, hvilket skaber en enorm blind plet.

Tænk på Hizbollah. Dens centrale rolle i Irans strategi er ikke subtil. Hizbollah angriber Israel, Israel gengælder, og Iran bruger den resulterende krise til at opnå indrømmelser eller flytte diplomatisk pres.

Mange amerikanere forstår ikke, at Hizbollah-angreb har forstyrret livet for hundredtusindvis af israelere, der har boet i Nord i årevis. I mellemtiden er det libanesiske folk - hvoraf et flertal ikke ønsker, at Hizbollah skal udøve en sådan indflydelse i deres land - fanget.

Denne misforståelse af Irans proxysystem bløder direkte ind i debatten om den amerikanske-iranske aftalememorandum og det bredere spørgsmål om, hvordan man forhandler med Teheran. Megen kommentering om emnet er seriøs, men mangler et godt grundlag i iransk geopolitik og historie.

Den overser den strukturelle virkelighed: geopolitik og timing bestemmer, hvad der er muligt, og gode forhandlere begynder med at skelne mellem, hvad der er ideelt, og hvad der er opnåeligt. Hvis kløften mellem parterne er for stor i starten, kan ingen diplomatisk finesse bygge bro over den.

JCPOA overtrådte grundlæggende principper for sund forhandling, fordi Iran forstod, at USA ønskede en aftale mere, end Iran havde brug for. Denne ubalance formede resultatet fra begyndelsen.

For at forstå, hvorfor Iran opfører sig på denne måde, skal man forstå, hvad Iran mener at være. Iran er ikke blot en stat. Det er et revolutionært teokrati, og den identitet er ikke en retorisk talemåde. Det er regimets raison d'être.

Den Islamiske Republiks forfatning indeholder Ayatollah Khomeinis doktrin om velayat-e faqih – juristens vogterskab – som hævder, at islamiske gejstlige skal regere staten, så Guds lov kan implementeres. Dette er ikke blot et nationalt princip. Revolutionen blev udtænkt som en universel revolution, der havde til formål at sprede sig ud over Irans grænser og udfordre politiske systemer, som regimet anser for at være illegitime, hvilket inkluderer mange andre muslimske lande.

Dette er ikke et hemmeligt, intra-iransk koncept. Irans ledere har sagt alt dette gentagne gange. Revolutionen, insisterer de på, er ikke blot iransk; den er global i sin ambition. Den har til formål at vække de undertrykte, vælte ikke-islamiske regeringer og eksportere Den Islamiske Republiks model, hvor det er muligt.

Den øverste leder er ikke blot en politisk figur, men fortolkeren af ​​Guds vilje. IRGC er ikke blot en militær styrke, men det instrument, der har til opgave at beskytte og eksportere revolutionen. Støtte til stedfortrædere er ikke udformet som en strategi, men som lydighed mod Gud – en religiøs pligt til at forsvare de undertrykte og føre jihad mod uretfærdighed.

Når dette verdensbillede forstås, bliver Irans adfærd langt mere forudsigelig. Regimet går konsekvent over gevind, fordi det tror på tre ting med absolut overbevisning:

· Allah er på deres side.

· Amerika er svagt, utålmodigt og uvilligt til at lide tab.

· Det iranske folk er instrumenter for guddommelig vilje, og deres lidelse er acceptabel – endda nødvendig – i revolutionens tjeneste.

Irans verdenssyn er ikke unikt i historien; andre regimer har fusioneret guddommelig hensigt med national skæbne. Det kejserlige Japans anvendelse af Bushido under krigstid er et eksempel.

Når regeringer bliver overbeviste om, at historie, skæbne eller Gud er på deres side, kan de absorbere smerteniveauer, der ville bryde mere konventionelle regimer. Derfor mislykkes sanktioner, indenlandske uroligheder og militært pres ofte med at producere de resultater, som vestlige politikere forventer. Regimet har gentagne gange vist, at det er villig til at ofre titusindvis af sine egne borgere i stedet for at afvige fra det, det ser som sin revolutionære mission.

Denne ideologiske rigiditet former enhver forhandling. Obama-administrationen brugte mere end to år på at sikre JCPOA, og Iran vil sandsynligvis bruge den samme strategi nu: udsætte, sætte den amerikanske politiske kalender i stå og vente. Iran har ingen sammenlignelig kalender. Det behøver ikke at formilde vælgerne. Det mener, at tiden er på dets side, fordi Gud er det. Alt, hvad den skal gøre, er at overleve den nuværende amerikanske administration, uanset dens holdning. USA er derimod ofte utålmodig – ivrig efter en afslutning, ivrig efter deeskalering, ivrig efter en "løsning", som Iran måske blot ser som en midlertidig løsning, der kan "accepteres", så længe det er hensigtsmæssigt.

Det er denne asymmetri, der definerer forholdet mellem USA og Iran. Det er ikke blot et spørgsmål om taktik, men om verdenssyn. Hvis vi ikke forstår det iranske teokratis etos, misfortolker vi alt, hvad vi ser. Vi forhandler fra en svag position på trods af overvældende styrke. Vi tillader Iran at diktere vilkårene for engagementet, fordi vi misforstår modstanderens natur. Dette er ikke en påstand om vores præsident; det, offentligheden ser og hører, er ikke nødvendigvis det, der sker bag lukkede døre.

Irans stedfortrædere er ikke forhandlingschips. De er den mekanisme, hvorigennem Den Islamiske Republik fremmer det, den mener er Allahs vilje. Indtil vestlige politikere fuldt ud forstår dette, risikerer enhver forhandling at gå tabt, før den begynder. Iran vil fortsætte med at vente, manøvrere og overleve os, ikke fordi det er stærkere, men fordi det er mere tålmodigt, mere hensynsløst og mere ideologisk engageret.

Dette er dyrets natur.

Gud velsigne Amerika!

Image created using AI.

Author, Businessman, Thinker, and Strategist. Read more about Allan, his background, and his ideas to create a better tomorrow at 1plus1equals2.com.

https://www.americanthinker.com/articles/2026/06/the-west-fails-to-understand-that-iran-operates-religiously-not-pragmatically/

Atomvinter og global opvarmning - hvad er sandt og falskt

Kan du huske Atom Vinter skrækscenariet?

S. Fred Singer

Frygt for en katastrofebringende Atomvinter fik tag i medierne og det politiske system, nærmest som frygten for global opvarmnings klimaændringen gør i dag.

Hvis du er under 50 har du sandsynligvis aldrig hørt om Atomvinter. Og selvom du måske er ældre kan du nok ikke rigtig huske hvad det drejede sig om. Populære problemer har det med at dukke op, nå et højdepunkt og så stille og roligt falme. Global opvarmnings klimaforandringen kan vise sig som endnu et eksempel på dette. I år 2100 vil folk nok undre sig over hvad det dog var for noget. Paris Aftalen - hvad gik den ud på?  Kyoto Traktaten vil også være glemt.  

Og nu til de som ikke husker det her følger så en kort opsummering om Atomvinter fra Wikipedia:

Atomvinter er den særdeles alvorlige og vedvarende globale afkølingseffekt, man har hypoteser om vil indtræffe efter de altomfattende brandstorme der er en følge af en kernevåbenkrig. Hypotesen er med baggrund i den kendsgerning at sådanne brandstorme kan inficere atmosfæren, hvor de så kan blokere for sollyset, så dette ikke når ned til Jorden. Man formoder at denne afkøling vil føre til at afgrøder går tabt og efterfølgende hungersnød. I computermodeller af Atomvinter scenarier benytter forskerne erfaringer fra Hiroshima - brandstormen i 2. Verdenskrig som eksempel, hvor sod kan være kommet ud i stratosfæren, desuden har man benyttet observationer om naturlige ukontrollerbare ildebrande der har strakt sig over store områder.
 

Atomvinter kom frem på den akademiske platform i december 1983 med publikationen af hypotesen i det anerkendte tidsskrift Science. Den blev fulgt op at en undersøgelse af Paul Ehrlich og flere, der antydede at den kunne være årsag til at mennesket blev udslettet på Planeten. 

MCANW stands for Medical Campaign Against Nuclear Weapons.  Photo via Wellcome Images.

De 5 skribenter bag the Nuclear Winter hypotesen blev kaldt TTAPS idet man benyttede forbogstaverne i deres familienavne (T står for Owen Toon, og P for Jim Pollak, begge ph.d’ under Carl Sagan ved Cornell University) Carl Sagan selv var hovedmanden, og drivkraften bag publikationen.

Faktisk havde Sagan ‘forført’ the Science tidsskriftet ved at antyde hypotesen i Parade magasinet som hævdede at have 50 millioner læsere. Tidligere havde Sagan orienteret offentligheden gennem sit embede, og på andre måder, således at alle var præparerede på reaktionen, der var overvældende. .

Mange af nutidens læsere husker måske ikke Carl Sagan. Han var en strålende astrofysiker, men også meget politisk. Forestil dig Al Gore, men med en fremragende videnskabsbaggrund.

Sagan stod bag, og var forfatter, til en TV-serie ved navn Cosmos der populariserede astrofysik og så meget andet, herunder kosmologi, historien om Universet. Han gik endog ind for den mulige eksistens af intelligens i Universet og påbegyndte et projekt kaldet SETI (Search for Extraterrestrial Intelligence). SETI søger stadig i dag og har ikke fundet nogen beviser til nu. Sagan blev et ikon for mange i U.S. og udlandet kendte hans navn og ansigt.

Carl Sagan havde endnu en lidenskab - at redde menneskeheden fra en stor kernevåbenkrig, meget rosværdigt. Havde ihærdigt og offentligt argumenteret for en “fastfrysning” i produktionen af flere kernevåben. Præsident Ronald Reagan overhalede ham og forhandlede en kernevåben nedrustningsaftale i stand med USSR. 

Samtidig var der meget postyr om Atomvinter. Studie efter studie forsøgte at overbevise og udvide hypotesen under ledelse af the Defense Department (DOD), der tog hypotesen alvorligt og brugte millioner af dollars på forskellige rapporter der ret så ukritisk accepterede en Atomvinter 

The National Research Council (NRC) of the National Academy of Sciences udgav en rapport der gav mange flere detaljer. Det gjorde at kritikerne af hypotesen kunne finde fejl - som mange gjorde. 

Navne som Russell Seitz, Dick Wilson (begge fra Cambridge, Mass.), Steve Schneider (Palo Alto, Calif.), og Bob Ehrlich (Fairfax, Va.) (ingen relation til Paul Ehrlich) husker jeg. Hypotesen var i bund og grund “politisk i forklædning som videnskab.”

Hele TTAPS opridsningen var udformet for at skildre de ønskede dystre konsekvenser. Det krævede at røgsløret skulle have den rette tæthed og dække hele Jorden og holde ved i månedsvis.

Oliebrandene i Kuwait i 1991 gav en masse rør, men røgen regnede bort på få dage.

Jeg havde en mini debat med Sagan på TV-programmet Nightline og udgav en mere kritisk analyse af hele hypotesen i tidsskriftet Meteorology & Atmospheric Physics.  Jeg ved ikke om Carl nogensinde så min artikel. Men jeg erfarede en masse ved analysen der blev brugbar i senere forskning om global opvarmning. For eksempel, medførte de oprindelige atomsprængninger vanddamp i stratosfæren, der så bliver til cirrus skyer. Det fører faktisk til en kraftig begyndende opvarmning og en “atom sommer.”

Under alle omstændigheder tilgav Sagan mig aldrig for at stille spørgsmål ved hans hypotese. I 1996 modtog jeg et kritisk brev fra Carl - lige før han døde - han var blot 62 år. Jeg spekulerer over om han ville have reageret anderledes om han havde læst min artikel. Jeg havde gjort opmærksom på at han brugte videnskab forkert og med et politisk formål. Hvil i Fred, gamle ven”  

S. Fred Singer is professor emeritus at the University of Virginia and a founding director and now chairman emeritus of the Science & Environmental Policy Project.  In 2014, after 25 years, he stepped down as president of SEPP.  His specialty is atmospheric and space physics.  An expert in remote sensing and satellites, he served as the founding director of the U.S. Weather Satellite Service, now part of NOAA.  More recently, he served as vice chair of the U.S. National Advisory Committee on Oceans & Atmosphere.  He is an elected fellow of several scientific societies, including APS, AGU, AAAS, AIAA, Sigma Xi, and Tau Beta Pi, and a senior fellow of the Heartland Institute and the Independent Institute.  He co-authored the N.Y. Times bestseller Unstoppable Global Warming: Every 1,500 Years.  In 2007, he founded and has chaired the NIPCC (Nongovernmental International Panel on Climate Change), which has released several scientific reports (see NIPCCreport.org).  For recent writings, see http://www.americanthinker.com/s_fred_singer and also Google Scholar.

https://www.americanthinker.com/articles/2018/06/remember_nuclear_winter.html#ixzz5JhdhkqjN 

Irans virkelig onde tolverideologi skal ødelægges.

 Irans virkelig onde tolverideologi skal ødelægges.

Trump forstår dette, og han har midlerne til at gøre det uden støvler på jorden.

Dr. A. 

Jeg var i aktiv tjeneste i flåden i 1979, da mullaherne erstattede shahen og startede deres særlige islamiske revolution. Jeg tjente aldrig i Vietnam, men var stationeret sammen med en række veteraner fra den krig, og jeg blev overrasket, da så mange af dem begyndte at gentage, hvad der næsten blev en messe i vores enhed: "Atombombe dem, atombombe dem. Atombombe dem til sandet bliver til glas." Jeg arbejdede på et stort hospital, og sangerne var hovedsageligt læger og korpsfolk. De lavede, som vi måske siger i dag, sjov, ikke sjov.

Jeg vidste, at de var bitre over resultatet af krigen i Sydøstasien, men jeg undrede mig over, hvorfor de straks så så stærke paralleller mellem islamisterne og kommunisterne.

Syvogfyrre år senere så jeg det endelig. Det var ikke så meget religion eller politik - snarere var det et ord, der skaber intention, der dikterer adfærd, det ord, der ikke behøvede at blive sagt, fordi de havde oplevet det - fanatisme. 

Det, de så i pøbelflokken, der stormede den amerikanske ambassade i Teheran, havde de allerede set i Vietcong. Gå online til den berømte helikopterangrebsscene i Apocalypse Now, og 10 minutter senere vil du se, hvad de korpsfolk og læger, jeg arbejdede med, havde set bare et par år tidligere.

Jeg ved ikke, hvorfor ingen tidligere præsident gjorde, hvad Trump gør nu, men jeg formoder, at det har at gøre med, at han endelig respekterer mullahernes sande natur. De er tolvere, og med tolvere, der har politisk magt, er der kun én løsning: Udslette dem militært og politisk. Trump har de allierede og ressourcerne til at gøre netop det.

I den sidste måned har jeg gjort det til et punkt at spørge flere veluddannede bekendte i forskellige aldersgrupper, om de vidste, hvad en tolver var, og ingen gjorde det – ikke mine to børn og svigersøn eller min geniale sygeplejerske; ikke min geniale niece som sygeplejerske, min virkelig kloge barber eller min egen bror, en belæst advokat – alle havde de bare et tomt udtryk i ansigtet og rystede på hovedet, da jeg spurgte.

Her på American Thinker finder du det ord. Andrea Widburg har skrevet udførligt om den apokalyptiske trussel fra Twelver-kulten, men det diskuteres ikke bredt, og jeg tror, ​​jeg ved hvorfor.

For det første ønsker mainstream-medierne ikke at antyde, at islam på nogen måde er ansvarlig for den iranske regerings opførsel. For det andet er der en mørkere, meget ubehagelig grund: Det moralske dilemma, der er skabt ved at anerkende Twelverne for det, de er.

Vesten har aldrig rigtigt konfronteret Holocaust, mens det fandt sted. Det sluttede kun, fordi nazisterne blev besejret. Holodomor i Ukraine blev knap nok anerkendt af vestlige politikere, før det for længst var forbi, og selv nu får det ingen opmærksomhed.

Vesten forblev lammet af Vietnamkrigens fiasko og så Khmer Rouge massakrere en fjerdedel af den cambodjanske befolkning. I en af ​​historiens udsøgte ironier blev Cambodja reddet af den vietnamesiske hær blot få år efter den amerikanske evakuering fra Sydøstasien.

Twelvere er forskellige fra kommunister, fordi mange Twelvere virkelig ønsker en flammende apokalypse nu og tror, ​​at deres skjulte imam ikke vil dukke op uden en igangværende Endetidsbegivenhed. Dette er deres begrundelse for ødelæggelsen af ​​Jerusalem sammen med resten af ​​Israel og selvfølgelig atomkrig mod os, den store Satan. Tro venligst på mullaherne: Hvis de får atomvåben, vil de bruge dem, måske med det samme.

Jeg er overbevist om, at da Trump og hans krigsråd fik at vide, at Iran havde lagret nok 60% beriget uran til at lave 10 eller 11 bomber, var det alle de oplysninger, de havde brug for til at fortsætte med et forebyggende angreb. Dette materiale kan beriges til våbenkvalitet på meget kort tid.

Enhver med en smule sund fornuft ved, at truslen faktisk var overhængende. Enhver politiker, der argumenterer modsat, er dum, uvidende eller intellektuelt uærlig. Hvis du er senator i USA, er du måske alle tre. Hvis du blot er med af repræsentanternes hus, siger det sig selv.

Jeg hører politikerne og kommentatorerne kalde mullaherne for fanatikere, men uden megen effekt. Ordet fungerer ikke længere, ikke i dagens politiske klima, hvor enhver republikaner åbent bliver stemplet som fascist eller ekstremist af venstrefløjen, og de konservative ved, at alle de progressive og deres AWFL'er ( "Affluent, White, Female, Liberals")  er vanvittige galninge.

Selve adfærden – fanatisme – behøver en bedre beskrivelse end ordet – fanatisk. Jeg synes, det er vigtigt, fordi administrationen er nødt til at finde en måde at gøre offentligheden tryg ved at forlænge en bestemt form for status quo, den slags som jeg tror, ​​præsident Trump ville være et geni til.

Præsidenten spiller så meget golf som muligt, så han ved helt sikkert, hvordan man tager en mulligan – at få lov til at tage et ekstra straffrit slag efter at have lavet et forfærdeligt et. Når det kommer til forhandlinger med mullaherne og IRGC, synes jeg, han burde "tage en mullah-gan" og forlænge forhandlingerne langt ud over, hvad de fleste amerikanere forventer.

Iranerne er berømte for at strække forhandlingerne i måneder, endda år. De forhandler om tid, og desværre har de fået både tid og penge fra uansvarlige amerikanske forhandlere, der er ivrige efter en aftale, enhver aftale.

Vi har en åbning for det perfekte dødvande: Hold Hormuzstrædet åbent med fri passage til og fra alle ikke-iranske havne, samtidig med at den nuværende blokade af Iran i Den Persiske Golf og Omanbugten opretholdes. Fortsæt med at forhandle en permanent våbenhvile med Iran, men insister på, at den amerikanske blokade skal fortsætte, indtil Iran skriftligt accepterer hvert eneste amerikanske krav.

Jeg tror, ​​at vores præsident kan udarbejde en detaljeret liste, der kan diskuteres uendeligt, ét krav ad gangen. Han kan få den til at vare i måneder, hvis han vil, men jeg tror ikke, han bliver nødt til det.

Uden olieindtægter og uden udenlandske banker at bruge, vil Iran være konkurs om få uger. Men fortsæt presset, for præsident Trump ønsker virkelig at tage al magt væk fra Twelver-bevægelsen, selvom han ikke siger det. Han ved, at det er den eneste måde at løse problemet på, ikke kun for os, men også for vores børnebørn og deres børnebørn.

Hvordan får vi den gennemsnitlige amerikanske borger til at føle sig tryg ved denne strategi? Det ville være vidunderligt, hvis vi kunne overbevise dem om, at Iran faktisk er verdens store Satan lige nu, lige så slem som nazisterne var i Anden Verdenskrig.

Tolvere er forskellige fra nazister på mindst én måde: I modsætning til nazisterne, der ønskede at dominere byttet, tror tolverne, at deres egen død bringer sejr og transporterer dem til Paradis, hvor de kan genoptage voldtagelsen af ​​de jomfruer, de endnu ikke havde henrettet. Allah bestemte, at jomfruer ikke kan henrettes, så de bliver rutinemæssigt og ofte gentagne gange voldtaget før deres henrettelse.

Ja, du læste rigtigt. Dette er en praksis, der har fundet sted i Iran i årtier. Bare gå til Google og spørg dens AI-assistent om detaljerne, og du vil få side efter side efter side med dokumentation. Mullahernes gud er både hævngerrig og krævende. Dens love skal overholdes.

Er der en måde at få disse sandheder ind i den amerikanske offentligheds sind generelt? Findes der kloge mennesker, der vil lave skræmmende videoer og dystre memes til de TikTok- og Instagram-afhængige i denne nation? Jeg håber det. Har vi viljen til at gøre det og fortsætte? Vi er virkelig bedre end dem, og deres ideologi fortjener at blive udslettet.Image created using AI.

DrA is a mostly retired physician who has practiced rheumatology for more than 50 years. 

https://www.americanthinker.com/articles/2026/04/iran_s_truly_evil_twelver_ideology_must_be_destroyed.html#google_vignette

 

"Amerika kan ikke gøre en skid imod os"

Irans regime plejede at prale med, at Amerika var hjælpeløst.

Daniel Greenfield

I juni 2025 fortalte Irans øverste leder, Ali Khamenei, sit regime i Ayatollah Khomeinis mausoleum, at Irans atomprogram ville fortsætte uanset præsident Trump. "Vores svar på det amerikanske vrøvl er klart: de kan ikke gøre en skid i denne sag."

Et par uger senere var Irans underjordiske atomprogram i ruiner, og et år senere har Khamenei, der hånede enhver amerikansk forhandlingsbestræbelse, sluttet sig til sine elskede atomvåben under jorden.

I begyndelsen af ​​februar afviste en toprådgiver for kommandanten for regimets Islamiske Revolutionsgarde opbygningen af ​​amerikanske styrker. "Selv hvis Amerika bringer 12 hangarskibe til regionen, kan det ikke gøre noget," pralede han. "Amerika er besejret og ude af stand til nogen aggression."

Hans kommandant er nu død sammen med Khamenei og elementer af regimets ledelse.

Den islamiske revolution, der overtog Iran, havde to slogans: "Død over Amerika" og "Amerika kan ikke gøre en skid imod os". Eller "Marg bar Amrika" og "Amrika hich ghalati namitavanad bokonad." Ayatollah Khomeini havde opfundet sidstnævnte slogan efter at have plyndret den amerikanske ambassade og taget dens folk som gidsler, mens Jimmy Carter ikke gjorde noget.

Khomeini havde overlistet alle, hans tidligere marxistiske allierede, franskmændene og Carter-administrationen, som var fuld af radikalere, der var ivrige efter at bytte shahen ud med islamistisk styre. Den islamiske teokrat havde forsikret Kennedy-administrationen og derefter Carter-administrationen om, at han ville være venligsindet over for Amerika, og at muslimer og kristne var naturlige allierede.

"I vil se, at vi ikke er i nogen særlig fjendskab med amerikanerne," forsikrede Khomeini, som senere ville gøre 'Død over Amerika' til regimets slogan, Carters folk.

"Vi ville gøre Khomeini en bjørnetjeneste at betragte ham blot som et symbol på segregeret uddannelse og en modstander af kvinders rettigheder," argumenterede Philip Stoddard, lederen af ​​udenrigsministeriets efterretningsbureau, som var kommet fra det saudiarabisk-finansierede Middle East Institute.

I de næste fyrre år fortsatte Khomeini og hans efterfølger, Khamenei, med at dræbe amerikanere og myrdede mindst 869 amerikanske militærfolk i hele Mellemøsten, fra lastbilbomberne i Libanon til flykapringer og IED'er i hele den muslimske verden.

Og "Amerika kan ikke gøre en skid imod os" forblev et ubestridt slogan. Irans islamiske regime syntes at have Allah i ryggen, fordi de var i stand til brutalt at torturere og myrde amerikanere, lave videoer og optagelser af det og distribuere dem til verden.

Selvom vi ikke gjorde noget.

Obama-administrationens forhandlinger med Iran om at legitimere sit atomprogram blev mødt med det triumferende slogan "Amerika kan ikke gøre en skid imod os", der optrådte på billboards og bannere over hele Teheran og ved taler af Khamenei. Da Iran havde bortført og paraderet omkring amerikanske flådematroser, virkede sloganerne indiskutable.

I 2020 blev Qasem Soleimani, det onde geni bag Irans verdensomspændende terrornetværk, Den Islamiske Revolutionsgarde, så nedkæmpet nær Bagdad af en amerikansk drone. I regimets lovprisning erklærede det, at Soleimani "dybt havde troet, at Amerika ikke kan gøre noget imod os." Soleimanis afslutning var et bevis på, at hans dybtliggende overbevisning var værdiløs.

Amerikas passivitet var ikke et produkt af Allahs intervention, men af ​​moralsk svaghed.

Iran-lobbyen havde investeret dybt i Biden, helt tilbage til 2006, og så i ham en ny Carter. Iranske hackere greb ind for at hjælpe ham med at vinde i 2020. Da Biden var ved magten, iværksatte Iran en række store eskalationer, der var rettet mod Israel med angrebene den 7. oktober og international skibsfart med Houthi-pirateri ud af Yemen. Biden-administrationen modsatte sig i første omgang, men faldt derefter sammen, pressede Israel til at indgå en aftale med Hamas og nægtede derefter at gå i offensiven mod Houthierne på nogen konsekvent måde, hvilket førte til ydmygelse af den amerikanske flåde.

I 2025 var Trump tilbage, men sidste juni forsikrede ayatollahen stadig de troende om, at Amerika "ikke kan gøre en skid". Andre gejstlige gentog ham. I Bushehr, et vigtigt sted for Irans atomprogram, hævdede en gejstlig, at "USA ikke kan gøre en skid for at stoppe Irans atomfremskridt".

De luftangreb, der snart fulgte, beviste, at de tog fejl.

Amerika kan gøre en hel del. Det gjorde vi ikke. Og sådan fik vi en 'uendelig krig'. Jo mere Carter, Obama og Biden trak sig tilbage og forsøgte at lave en aftale, jo mere blev det islamiske regime overbevist om, at vi var impotente og usårlige. Iran var aldrig særlig hårdt berørt. Vores ledere var simpelthen svage og korrupte. Jo mere aggressivt Iran blev, jo mere trak de sig tilbage og ledte efter en udvej. Er det underligt, at Irans terror blev værre?

Præsident Trump har taget den modsatte tilgang og straffet Irans uforsonlighed i stedet for at belønne det og gjort grin med dets elskede slogan: "Amerika kan ikke gøre en skid imod os". Iran havde aldrig Allah på sin side. Det havde Carter, Obama og Biden.

Uden forsoningsmænd i Det Hvide Hus kan Amerika gøre en hel del, og de islamiske terrorister kan gøre meget lidt. Ayatollaherne og deres regime havde spillet på deres ikke-muslimske fjenders uforsigtighed og fejhed. I løbet af de sidste 6 år er deres væddemål begyndt at slå fejl. De er populære på Columbia, UCLA og Harvard, men hadede i deres egne byer, og præsident Trump har vist, hvor svage de er under deres grusomhed og teologiske pral.

De monstre, der engang kaprede, kidnappede, torturerede og myrdede amerikanere, er bange. De gemmer sig i deres egen hovedstad, fordi Amerika gør nogle forbandede ting ved dem.

https://www.frontpagemag.com/america-cant-do-a-damn-thing-against-us/