onsdag den 30. november 2016

Raul Castro har mere blod på hænderne end Fidel

Raul Castro har mere blod på hænderne end Fidel


Omgivet af medlemmer af the Union of Cuban Ex-Political Prisoners, advarede Sen. Bob Menendez (D-N.J.) om at den cubanske præsident Raul Castro ikke er den milde Castro bror som nogle gerne vil gøre ham til, men “han har mere blod på hænderne,” end Fidel.
Menendez talte lørdag i Union City, N.J., foran mure fyldt med fotos af mennesker der er blevet tilbageholdt, tortureret og dræbt af Castro regimet.
Senatoren sagde billederne “minder os, om hvad Fidel Castros eftermæle går ud på.”
Menendez sagde han vågnede til hundreder af emails fra venner og Castro modstandere der udtrykte glæde over at Castro er død, “og jeg forstår hvad de mener - men i dag kan jeg ikke rigtig glæde mig.”
"Alt for mange familier er blevet revet fra hinanden, alt for mange er blevet slået ihjel og fængslet, alt for mange er blevet tortureret, alt for mange sulter, en smadret nation og millioner holdt som slaver. Og en Castro hersker stadig over 11 millioner cubanere - og det med en jernnæve,” sagde han.
“Tiden har gjort amerikanerne følelsesløse over for de barske kendsgerninger. Men for Cubas folk, er det et mareridt de lever i hver eneste dag. Tiden svækkede vor beslutsomhed og derfor kunne Obama administrationen for to år siden give enorme ensidige indrømmelser til Castro regimet blot for at opleve yderligere to år med endnu stærkere undertrykkelse i stedet for større frihed.”  
Cubas leder Fidel Castro og hans bror Raul Castro i samtale på Cuba juni 1972. (AP Photo/Prensa Latina via AP Images/Tomas Garcia)
Menendez understregede at siden Obama gav meddelelse om tilnærmelse til Cuba, “har politisk undertrykkelse i Cuba nået en historisk højde,” med antallet af flygtende cubanere “stigende til niveauer der ikke er set siden 1994 tømmerflådebølgen (Flight of Rafters.)"
"Krænkelser af religiøs frihed er forøget tifold og de små private virksomheder der blev lovet under reformen har ikke vist sig,” tilføjede han.
Castros bortgang, understregede senatoren, burde være en tid for United States til at reflektere og “omkalibrere” politikken mod kommunistregimet.
"I stedet for at se gennem fingrene med et fortsat undertrykkende regime, blot fordi det har eksisteret så længe, så bør United States og det internationale samfund rejse sig og støtte Cubas folk - støtte de demokratiske aktivister, de uafhængige journalister og menneskerettighedsledere, som vi gjorde med Lech Walesa i Polen, som vi gjorde med Vaclav Havel i Tjekkoslovakiet og som vi gjorde med Sovjets jøder i det tidligere Sovjetunionen.” fortsatte Menendez. “Vi skal standse den økonomiske livline som Obama administrationen har givet Castro regimet gennem en strøm af U.S dollars og færre restriktioner.”
"Vi skal sige til Raul Castro det vi sagde til Burma, råt for usødet. Frigiv alle politiske fanger. Hold frie valg. Tillad en fri presse. Lad the UN Commission on Human Rights komme ind i landet. Og så kan i få et bedre forhold til United States.”
Menendez omtalte de som mener Raul Castro er “en mere mild mand end sin bror” ved at erklære at Raul “har mere blod på hænderne end Fidel,” takket været hans lederskab af militæret og sikkerhedsapparatet, “der har undertrykt, tortureret og dræbt i år 50 år.”
Senatoren havde et budskab til Fidel: “Historien vil fordømme dig. Og den vil fordømme os hvis vi ikke hjælper Cubas folk.”
I forrige måned gik Menendez i kødet på Obama administrationen for at gå ind for et “voldsomt skifte fra vor nuværende forpligtelse til lov og orden og demokratiets processer som vi har kendt dem” med indrømmelserne til Cuba, og at man “uhæmmet” har brudt loven med skattemæssige undtagelser for at lette de økonomiske relationer så meget som muligt uden at Kongressen har løftet embargoen.
Præsident Obama sagde hans mål var at gøre tilnærmelsen til Cuba så forbundet med den private sektor at hans efterfølger ikke vil være i stand til indstille den mens forsøger at tvinge Kongressen bort fra embargoen.
Menendez sagde de nye regulativer “ganske enkelt og udpræget krænker både the Cuban Democracy Act of 1992 og the Cuban Liberty and the Libertad Act of 1996, der nærmere fastlagde embargoen mod Cuba, og det indikerer at United States regeringen aktivt vil ‘autorisere kontrakter og overtrædelser der lige nu er forbudt ved embargoen.’”
“Skønt administrationen ikke bryder sig om embargoen eller er enig i den, så forbliver den landets lov,” sagde han. “Når alt gøres op, er det direkte bestyrtende at vor regering søger at bryde lov og frækt anerkender at det er dens hensigt at gøre det.”

tirsdag den 29. november 2016

Obama og Trump om Castro - hvilken forskel

Obama og Trump om Castro - hvilken forskel



Præsident Obama's udtalelse om den cubanske leder Fidel Castros død nævnte intet om, hvordan Castro gjorde Cuba til et af verdens mest brutale diktaturer.

Mr. Obama nævnte intet om landets grumme historie vedrørende menneskerettigheder, og de tusinder af politiske fanger. Præsidenten udelod også, hvordan Castro smadrede Cubas økonomi og samarbejdede med andre diktaturer og slyngelstater mod United States. I stedet sagde Obama:

"På dette tidspunkt ved Fidel Castros bortgang strækker vi en venskabens hånd ud mod Cubas folk. Vi ved at dette tidspunkt fylder cubanerne - i Cuba og United States - med voldsomme følelser , genkaldende de utallige måder, hvorpå Fidel Castro ændrede individets liv, familierne og Cuba som nation. Historien vil berette om, og bedømme den enorme indflydelse denne enkelt person har haft påsit folk og verden omkring ham.”
OBAMA CUBA WH.GOV VIDEO

Denne snedige dobbelt tale er typisk for præsident Obamas syn på verden, hvor han ser stater som Cuba som ofre for en uretfærdig og udnyttende politik ved United States. I sit hjerte sympatiserede vor radikale præsident med Castro ligesom han sympatiserer med og imødekom mullaherne i Iran. Obama anså Castro som en frihedskæmper, ikke en folkemorder, diktator og fjende af the United States.

Som modsætning er kommende præsident Trumps udtalelse om Castros død lige i øjet. Trump sagde:

"I dag markerer verden bortgangen af en brutal diktator der undertrykte sit eget folk i næsten seks årtier. Fidel Castros eftermæle handler om henrettelsespelotoner, tyveri, ubegribelig lidelse, fattigdom og benægtelse af fundamentale menneskerettigheder.”


Bravo, Mr. Trump. Det er den type direkte tale, uden omsvøb, og ærlig ledelse vor nation så desperat har brug for efter otte år med Barack Obamas inkompetente, uærlige og radikale udenrigspolitik.

Fred Fleitz writes for the Center for Security Policy.


http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/our-appeaser-in-chief-vs-donald-trump-on-the-death-of-fidel-castro?f=must_reads#ixzz4RPSzZ7lX

søndag den 27. november 2016

Hvorfor kendte elsker Castro

Hvorfor kendte elsker Fidel Castro?


Fidel blev 90.  Alt for mange år med ulykker for cubanerne.




"Fidel Castro er et geni" gispede Jack Nicholson efter et besøg hos den cubanske Führer i 1998. "Vi talte om alt muligt" pludrede skuespilleren videre. "Castro er en humanist, som Clinton, Cuba er bare et paradis!" Jack Nicholson har sagt noget lignende i snart mange år nu. Mange af hans kolleger i Hollywood følger efter.

"Socialismen virker. Jeg mener Cuba beviser det" (Chevy Chase).


"Castro er uselvisk og moralsk, en af verdens klogeste mænd" (Oliver Stone).



"Hvis du tror på frihed, hvis du tror på retfærdighed, hvis du tror på demokratiet, så kan du kun støtte Fidel Castro!" (Harry Belafonte).


"Det var en oplevelse for livet at sidde blot nogle få skridt fra ham (Castro)" (Kevin Costner).


"De otte vigtigste timer i mit liv," Steven Spielberg da han beskrev sin middag med Castro.

Samtidig med at han viste bogen "Fidel: Hollywoods Favorit Tyran" på sit TV show, kaldte Bill O'Reilly disse celebriteter for "Hollywoods halvhjerner."

Der kan dog være mere med disse kendte fortalere for en tyran, der fængslede flere af sine undersåtter end Hitler og Stalin, end blot den sædvanlige kendte tomhjernethed der ofte kendetegner kendte.

"Mit arbejde var at placere mikrofoner i deres hotelværelser," siger den højststående cubanske efterretningsmand Delfin Fernandez, der hoppede af. "Både kameraer og aflytningsudstyr. De fleste har ingen anelse om at de bliver overvåget når de er i Cuba. Deres personlige aktiviteter filmes på ordre af Castro selv."
Billedresultat for delfin fernandez ex-agente otto

Ifølge visse kilder har Havana netop passeret Bangkok som et verdensmekka for børnesex på grund af desperationen hos et fattigt og brutaliseret folk.



"Han (Delfin Fernandez) har ikke alene mødtes med nogle af de meste berømte mænd i verden" siger London Daily Mirror om den cubanske afhopper, "han har også spioneret mod dem og været vidne til nogle af deres mest intime hemmeligheder."

"Når den berømte person ankommer til hotellerne Nacional, Melia Habana og Melia Cohiba" siger Fernandez, "har vi allerede placeret aflytningsudstyr i værelserne med sofistikerede muligheder. Men ikke kun i værelserne, vi fulgte også de besøgende overalt. Undertiden alle døgnets 24 timer. De havde ingen anelse om at vi skyggede dem."

Den berømte spanske filmproducent Pedro Almodovar var et udsøgt mål for denne aflytning, men der kom intet af værdi ud af det for Castro. "Alle ved allerede at jeg er en maricon!(bøsse)" lo Almodovar overfor Castros pengeafpressere. "Så fortsæt i bare, til I falder omkuld."

"Fidel Castro er godt inde i disse bånd og videoer," siger Fernandez. "Især fra de virkelig berømte."

Selv ikke hans nærmeste "venner" er sikre mod aflytning. Det bedste eksempel er Castros "ven" gennem lang tid den Nobelpris vindende forfatter Gabriel Garcia Marquez. I det som kunne forekomme at være et rørende generøs udtryk for venskab gav Castro sin ven "Gabo" hans eget personligt (stjålne) hus i Havana. "Vi havde ombygget det lige før," husker efterretningsmanden Fernandez, "og vi installerede flere kabler til overvågningsudstyr end for de normale elektriske installationer. Vi optog alt på bånd! Fidel stoler ikke på nogen."


Castro topefterretningsfolk samles for at se optagelserne næsten som når Hollywood mødes til en premiere. "Hmmmm, disse scener er mere skandaløse, end i nogen af hendes film!" Fernandez husker en topefterretningsofficer sige og klukle mens han så natteudfoldelserne af en berømt spansk skuespillerinde.


"Nu forekommer det virkelig mig, companeros," kluklo Castros fortrolige mens han så sig om i værelset, "at denne senorita burde komme med mere respektfyldte kommentater om vort regime, ikke sandt?"


"Men berømte amerikanere har topprioritet hos det Castroske efterretningsvæsen," siger Fernandez. "Da det rygtedes af modellerne Naomi Cambell og Kate Moss skulle til Cuba, var rutineordre nummer et: 24 timers overvågning. Så fik vi en prioritetsplan," husker Fernandez, "fordi der var et rygte om at de ville dele værelse med Leonardo DiCaprio. Rygtet igangsatte en stormflod af aktiviterer og vi fik sat det mest sofistikerede udstyr op vi var i besiddelse af."


"Den amerikanske skuespiller Jack Nicholson var endnu en berømthed der blev aflyttet og filmet under hel hans besøg på hotel Melia Cohiba," fastslår Fernandez, som var ansvarlig for aflytningen.


Det viser sig dog , at i mindst et tilfælde har en besøgende dignitarer snydt Castros efterretningsvæsen. Ved sit besøg på Cuba i 1998, opdagede Pave Johannes Paul II's assistenter adskillige mikrofoner og andet udstyr og fjernede dem fra Hans Velærværdigheds hotelværelse.


Måske Castro har noget imod pavedømmet. De fleste husker det nok ikke, men i januar 1962 ekskommunikerede Pave Johannes d. 23. Fidel Castro fra den katolske kirke. Det forekommer sandsynligt når man tager i betragtning, at hundredevis af cubanske mænd og drenge råbte inden de blev nedskudt af Castor's henrettelsespelotoner "Længe Leve Kristus Kongen!"


Først kan det virke mærkeligt, at Hollywood topsælgeren Charlize Theron rejste til Cuba i 2007. og kom tilbage uden jubelsange om det stalinistiske regime der sædvanligvis flyder fra hendes kolleger efter sådanne besøg.

Nu voksede der vinger på svinene overalt

Under sit besøg på Cuba hjalp Theron med til at producere en dokumentarfilm ("Øst for Havana") om cubanske hip-hop kunstnere, en film der satte Castro regimet i et negativt lys.

Svinenes vinger begyndte at blafre og de nærmede sig startbanen.

På ABC's "Good Morning America" sagde Charlize Theron: "Jeg er overbevist om at den unge generation (på Cuba) begunder at sige, 'Ved du hvad? Det fungerer jo ikke. Vi er ikke glade. Vi vil have ytringsfrihed. Vi vil have lov til at rejse."

NU var alle svinene fra Bangkok til Stockholm i vild galop og slog helt vildt med vingerne mens de nærmede sig afslutningen af startbanen.

Under et opfølgende interview på CNN begyndte værten Rick Sanchez med at spørge Theron om manglen på friheder på Cuba. Theron afbrød sprøgsmålet med det følgende "Jeg vil hævde, at der en mangel på frihed i Amerika."

Pragtfuldt! -- Svinene overalt slog ørebøfferne ud og faldt langsomt til ro .

"Jeg mener at kunne huske," forklarede den Academy pris vindende skuespiller, "at for et stykke tid siden blev nogle journalister afskediget fra deres arbejde, fordi de på TV talte om, hvordan de havde det med krigen."

"Men mener du at manglen på friheder i Cuba kan sammenlignes med manglen på friheder i USA?" spurgte CNN's Sanchez.

"Nuvel, det vil jeg," svarede Theron. Nu er svinene helt op med at baske med vingerne gryntede tilfreds i henført opmræksomhed. "Jeg ville sammenligne de to ting," fortsatte Theron, "Ja, helt sikkert."

Centimeter fra afgangsbanens slutning slog svinene nu hovene i, og satte motorerne i bak og kunne sålede forblive på jorden. "Åh," smilte de tilfredst. "Nu ligner det noget, mere af det!" De kunne nu tilfredse gå tilbage til deres ædetrug.

Efter mange nætter med granskning og meditation har mit bedste hold af analytikere fundet frem til, at Charlize Theron sammenligner politikken hos et regime der fængslede flere politiske fanger end Stalins, med maskingeværer der nedskød hele familier for at forsøge at rejse ud af landet, der giver påbud (under fængselssstraf, eller nedskydning)om, hvad dets undersåttere må læse, sige, spise, tjene (såvel mængde som indhold), hvor de må bo, rejse eller arbejde - hun sammenligner det regime med en regering, hvor en privat virksomhed ejet af aktieindehaverne afskedigede nogle ansatte, fordi disse havde brudt virksomhedens grundregler.

OK, Cuba er et undertrykkende sted - men ikke mere undertrykkende, end det USA Charlize Theron har skildret. Lad os nu give hende noget tid. Som en politisk filosof står hun tilsyneladende ikke skulder ved skulder med Hollywoods bedste og klogeste lige nu. Hun ser ud til at kunne få en lovende karriere. Efter Hollywoods standarder forekommer hendes logik, skudsikkert.

Humberto Fontova is the author of four books including Exposing the Real Che Guevara. Visit hfontova.com.

Andre artikler af Humberto Fontova ved klik.

fredag den 25. november 2016

Israels ændrede forhold til naboerne - nye muligheder

Israels ændrede forhold til naboerne


LAINA FARHAT-HOLZMAN


Da Israel blev en nation slog en forenet muslimsk verden (mest de arabiske) sig sammen om at invadere ide de håbede at ødelægge den nyfødte stat. Det lykkedes ikke for araberne, men det har ikke hindret dem i at forsøge, igen og igen siden 1947.

I de sidste 12 måneder har Israel oplevet 407 terrorangreb, herunder 165 knivoverfald, 87 forsøg på knivoverfald, 107 tilfælde med skyderi, 47 angreb på biler, og en bus er blevet bombet. Alt dette i et land på størrelse med New Jersey, (Jylland).

I dag oplever de arabiske (og muslimske) samfund en stadig større opløsning. De to store sekter i Islam, Sunni og Shia, ligger i åben konflikt. Ikke arabiske Iran er hjemstedet for flertallet af verdens shiitter, men der er lommer af shiiter i Saudiarabien, staterne i Den Persiske Gulf, i Afghanistan, i Irak og Pakistan. Irak er blevet forvandlet fra et Sunni-arabisk flertalsland, til et land med Shia-flertal med de uundgåelige konflikter der så følger med.

Både Sunni og Shia er under angreb af to oredriske kulter, ISIS og den ældre al-Queda, som var Osama bin Ladens ‘opfindelse.’ Disse kults rækker globalt ud, og har ikke megen interesse i de eksisterende muslimske stater.

Indenfor enhver af disse nationer er der endnu en konflikt i gang: Utilfredse borgere der går imod deres undertrykkende regeringer. Den store bølge af unge (der nu er i opløsning) er splittet op i de som ønsker at komme ind i en livsstil som i det moderne Vesten, og så de der tror at deres problemer kun kan løses med mere Islam. I tilgift er disse unge bedre uddannede og klar over hvor elendig deres religion og kultur har behandlet dem. Fødselstallet falder kraftigt.

Saudierne som er Israels mest nederdrægtige fjender står over for en meget mere mægtig fjende i Iran. I nogen tid har saudierne og israelerne dog udviklet et sikkerhedsrelateret forhold som ingen af landene ønsker skal være kendt. Som sædvanen er så er “min fjendes fjende er ...ikke min ven, men i det mindste min allierede.”

Ingen i regionen bekymrer sig det mindste om palæstinensere, et emne som tidligere forenede den muslimske verden mod Israel. De eneste der synes af bekymre sig om palæstinenserne er den europæiske venstrefløj, og selvfølgelig de amerikanske og europæiske akademier, der kun kan se Israels ondskab i dagens verden. De et hurtigt blevet fremmed- latterliggjort blandt  mennesker der besidder kritisk tænkeevne. Obama administrationen har allerede fordømt BDS bevægelsen (boykot og sanktioner mod Israel. Præsidenten vil være imod ethvert tiltag mod Israel.

På samme tid nyder Israel de stabile og sikre fredsaftaler med Jordan, Egypten og Emiraterne i Gulfen. Man er kommet overens med Tyrkiet, der skønt landet bliver mere og mere islamiseret anerkender at der er langt værre fjender rundt omkring. Israel har også åbnet op for nye aftaler om strategisk samarbejde med Grækenland (der før var ikke venlig stemt), med Cypern og med Forenede Arabiske Emirater, og Pakistan i fælles militærøvelser sammen med USA.
.Billedresultat for one state solution

Israel har nu en mulighed for at påtage sig risici og indtage en form for forsoning med palæstinenserne. Israel ønsker helt sikkert ikke en “enstats løsning,” hvor alle palæstinenserne bliver del af Israel og an stemme. Israel kunne ensidigt anerkende Staten Palæstina, og lade palæstinenserne selv kæmpe med at lede det. Dette vil holde palæstinenserne travlt beskæftiget et stykke tid, og kunne så være hjemsted for illusionsløse arabiske unge.

Med støtte af arabiske stater til et sådant initiativ kunne Israel nyde godt af ikke længere at være ‘den slemme’ i den muslimske verden. Det har været en åben hemmelighed i mange år trods den forenede arabiske støtte for en palæstinensisk stat, at de samme arabere sådan set har udvist foragt for palæstinenserne når de søger hen mod den arabiske verden. Ydermere har jeg ved internationale luftopvisninger set de arabiske tilstedeværende sværme om den israles pavillon for at få brochurer. Palæstinenserne er det ikke lykkedes at skabe, producere noget som helst der kan sælges på markedet, de er fanget i deres uproduktive utilfredshed og vold.

De europæiske entusiaster for Palæstina burde støtte med penge og deres unge kan så hjælpe palæstinenserne med at skabe en stat. Der ønskes dem masser af held , for det er nødvendigt.

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Laina Farhat-Holzman is a historian, lecturer, and author of How Do You Know That? You may contact her at Lfarhat102@aol.com or www.globalthink.net.

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/israels-changing-neighborhood?f=must_reads#ixzz4NF2xu4PY

torsdag den 24. november 2016

Den evige flygtningekrise fra muslimske lande

Den muslimske verdens evige flygtningekrise


Det stopper aldrig - ikke før vi lukker døren

Glem borgerkrigen i Syrien et øjeblik. Selv uden Sunnier og Shiaer der konkurrerer med hinanden om at flænse hinanden som ved en machetekniv, hver eneste solrige morgen så ville der stadig være en permanent muslimsk flygtningekrise.
Det helt store flertal af borgerkrige i de sidste 10 år har fundet sted i muslimske lande. Muslimske lande er også blandt de fattigste i verden. Og muslimske lande har også de højeste fødselstal.
Kombiner volden og fattigdommen med en befolkningseksplosion og man har opskriften på en permanent krise.
Uanset hvad der sker i Syrien eller Libyen næste år, vil den permanente flygtningekrise ikke forsvinde.
Den muslimske verden spreder sig i Mellemøsten og Asien. Muslimer klarer sig ikke så godt som deres ikke-muslimske naboer både med hensyn til uddannelse og økonomisk. Olien er den eneste naturrigdom der giver muslimer en fordel og i denne frackingens tidsalder er oliens værdi mere usikker end førhen.
Den muslimske verden har mistet sin gamle rolle som mægler mellem Asien og Vesten. Og den har ingen økonomisk funktion i den nye verden udover at afpresse den ved at sprede vold og ustabilitet.
Muslimske lande med stor analfabetisme, især for kvinder, vil aldrig blive økonomiske vindere i nogen branche der ikke strømmer op af jorden. De ustabile diktaturer vil aldrig være i stand til at give social mobilitet eller adgang til det gode liv. I bedste fald kan de uddele subsidier for brød.
Den muslimske verden har ingen udsigter til at det skal blive bedre. Det Arabiske Forår var for Vesten den rene illusion - der brast.
Øget befolkningstal, opdelt i stammer og religiøse retninger, konkurrerer om et begrænset landområde, om magt og velstand. Lande uden en fremtid.
Der er kun to løsninger, krig eller udvandring.
Enten kæmper man og tager det man har brug for med sig hjem. Eller man drager til udlandet og tager det man ønsker der.
Lad os formode at Irak Krigen aldrig har fundet sted. Hvordan ville et religiøst og etnisk opdelt Irak have klaret, at det er vokset fra 13 millioner i 80’erne til 30 millioner ved Irak Krigens begyndelse og til 76 millioner i 2050?
Svaret er en blodig borgerkrig, fulgt op af folkedrab, etnisk udrensning og udvandring.
Det som finder sted nu ville alligevel være sket. Det var godt i gang under Saddam Hussein.
Baghdad har et af de højeste befolkningstal i verden. Og der er ingen fremtid. Det samme gælder hele regionen. Den eneste økonomiske plan nogen har der er at få penge fra Vesten.
Plan A for at få penge fra Vesten er at skabe en krise der vil tvinge Vesten til at gribe ind. Det kan betyde alt fra at indlede en krig for at hjælpe terrorister der truer Vesten. Muslimske lande skyder hele tiden sig selv i foden således at Vesten vil storme til for at kysse såret og lindre det.
Plan B er at flytte til Europa.
Og Plan B er en storartet plan. Det er den eneste økonomiske plan der fungerer. I det mindste indtil Vesten løber tør for indfødte og naive vesterlændinge der betaler regningerne for alle indvandrerne, flygtningene og bosætterne.
For tusinder af dollars kan en muslim fra Mellemøsten betale for at blive smuglet til Europa. Det er en lille investering med et stort afkast. Selv de lavede velfærdsydelser i Sverige er højere end gennemsnitslønnen i et typisk muslimsk land. Og de muslimske immigranter har i den grad fokus på, hvad der kan betale sig. Det er derfor de helst vil til Tyskland eller Sverige, ikke Grækenland eller Slovakiet. Og det er derfor de vil til de store byer med en i forvejen stor muslimsk befolkningssammensætning og muslimsk velfærdsinfrastruktur, ikke noget med landsbyer langt ude på landet.
En muslimsk indvandrer er en investering for en hel stor familie. Når de unge mænd først får deres papirer, kan familiesammenføringen indledes. Det betyder ikke kun at enhver i den store familie kan komme og kræve goderne. Det betyder også at familiemedlemmerne kan sælge adgang til Europa. Muhammad og Ahmed vil hævde at de er familiemedlem. Eller midlertidigt gifte sig så man kan få hele den store familie med.
Muhammad bliver betalt. Det samme gør Mu’s store familie der står for disse transaktioner. Menneskesmugling handler ikke kun om tømmerflåder, gummibåde. Det drejer sig om at have familieforbindelser.
Og alt dette er kun toppen af isbjerget.
Hvordan skaffer muslimske indvandrere denne sum til smuglerne der jo svarer til adskillige årslønninger for en almindelig arbejder? Nogle kommer fra velstående familier. Andre sponsoreret af kriminelle netværk og familiegrupper der er ude på at flytte alt fra narko til våben til mange mennesker til Europa.
Store lån tilbagebetales når de nye indvandrere begynder at sende deres nye velfærdsydelser hjem til hjemlandet. Mange vil helt officielt være uden arbejde, og dog tjener de ‘uofficielt’ penge gennem slavearbejde til organiseret kriminalitet. Myndighederne i Europa vil lægge skylden for deres fiasko med at deltage på jobmarkedet på racisme fremfor at anerkende, at de lever i en alternativ økonomi.
Det er ikke kun enkeltindivider eller familier der kan følge Plan B. Tyrkiet ønsker at være med i EU. Det er en løsning for en islamistisk populistisk økonomi der er bygget op om enorm gæld. EU har valget mellem at tage sig af strømmen af indvandrere fra Tyrkiet til Europa. Eller hele Tyrkiet flytter til Europa.
Vesten skabte ikke dette problem. Vestens interventioner, forfejlede som de er, forsøgte blot at klare dem.
Islamisk vold er ikke en reaktion på Vestens kolonialisme. Ikke kun er denne vold noget der altid har været der, men som så mange eksperter i udenrigspolitik er så glad for at påpege så er de fleste ofre for denne vold - muslimer. Vesten skabte ikke den muslimske dysfunktion. Vesten er ikke ansvarlig for den. Det er i stedet den muslimske dysfunktion der trækker Vesten ind i moradset. Enhver vesterlænding der forsøger at mildne det, fra humanitær hjælp til fredsbevarende operationer åbner blot op for at Vesten pålægges skylden for muslimsk dysfunktion.
Den permanente flygtningekrise er et strukturelt problem forårsaget af forholdene i den muslimske verden.
Vesten kan ikke løse krisen ved dens kilde. Kun muslimer kan. Og der er ingen lette svar. Men Vesten kan og burde undgå at blive trukket ind i det sorte hul af muslimsk uduelighed.
Endog Tysklands Merkel erfarede at antallet af flygtninge ikke er en mængde der kan hjælpes med en barmhjertighedsgestus. Det er det samme eskalerende antal mennesker der vil dukke op når man begynder at smide penge til dem ud af det åbne vindue. Og det er antal intet land kan absorbere
Muslimske borgerkrige vil fortsætte og det selvom Vesten intervenerer i dem, fordi deres del af verden er i bund og grund ustabil. Disse konflikter vil føre til  at millioner af mennesker omfordeles. Men selv uden vold, økonomisk opportunisme vil der blive flyttet millioner til Vesten. Og de millioner vil føre med sig deres kulturs uduelighed og det vil gøre dem til en byrde og en trussel.
Hvis muslimer ikke kan få forsonet deres konflikter i regionen, hvad får os så til at tro at de kan forsone dem i Europa? I stedet for at løse deres problemer gennem indvandring eksporteres de blot til nye kyster. De samme udbrud af islamisk vold, xenofobi, økonomisk kaos og ikke bæredygtig vækst følger dem over have og søer, over kontinenter og over landene. Afstand er ikke noget svar. Rejser er ingen kur.
At finde en løsning i Syrien er ingen løsning. Den muslimske verden er til overmål fyldt med fejl. Dette er i øgning og er ved at komme ud af kontrol. Vi kan ikke redde muslimer fra dem selv. Vi kan kun redde os selv fra deres vold.
Den permanente muslimske flygtningekrise vil aldrig stoppe med at være vor krise medmindre vi lukker døren.  
Daniel Greenfield, a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center, is a New York writer focusing on radical Islam.
http://www.frontpagemag.com/fpm/262936/muslim-world-permanent-refugee-crisis-daniel-greenfield

onsdag den 23. november 2016

Når bureaukrati og regeltyranni går amok

Når bureaukratiet og regelknepperiet går amok

En af New Yorks ældste barer blev for nylig lukket i nogle dage. McSorley’s Old Ale House har været åben i East Village i 162 år og holdt endda åben i ‘Forbudstiden’ (man serverede ‘næsten øl’  i denne dystre periode). Det er et dejligt gammelt sted, hvis vægge og lofter er fyldt med historiske mindesmærker og kunst, såsom en Teddy Roosevelt kampagne plakat. En brændeovn befinder sig i forrummet, og der smides savsmuld på gulvet for at det kan opsuge spildt øl.McSorley's Old Ale House
Hos McSorley’s er der næsten altid travlt. Gæsterne er naboer og turister, arbejdere og kontorfolk sammen, og stedet er fyldt med sladder og snak. En forvirret besøgende der leder efter ‘opfindsomme drinks’ og finere cuisine vil hurtigt blive skuffet og set ned på. McSorley’s har kun to øludgaver på ‘menuen’ McSorley’s light og McSorley’s dark. Spisekortet er begrænset til enkle skinkesandwiches og saltede agurker sammen med ostefirkanter.
Inspektører fra byens, med det gyselige navn,  Department of Health and Mental Hygiene hævdede at have fundet gnaverefterladenskaber (lort) i kælderen, hvor øl-ankerne opbevares. Så Gabonk! blev baren tvunget til at lukke. Ejerne og de ansatte mistede deres indtægt og et par der planlagde at blive smedet sammen i baren den dag måtte aflyse dette arrangement.
Det er langt fra klart hvorfor baren dog skulle lukke. Forestillede inspektørerne sig at øllet ville blive forurenet? Og hvad præcis skulle McSorleys gøre for at rette op på problemet? Sprøjte hele kælderen med gift?
McSorley’s forklarede at det at der kunne være rotteaktivitet sandsynligvis skyldtes at stedet var under renovering.
Vi undskylder for ikke at have åben i dag, i morgen og søndag. The NYC Board of Health lukkede os i denne uge, uden den mindste advarsel. Aldrig nogensinde i vore optegnelser kan se vi at de har fundet gnavere i vort “Hjem” og bolig oven over baren siden 1854. Op til denne uge og kun efter vi indledte en ombygning i vor kælder, der begyndte mandag, for at udskifte alle gasrør i hele bygningen arbejdende os op gennem bygningen gennem en gammel mur - jo den er ældre end selve baren. Ved denne aktivitet og ombygning har der været mulighed for  uønskede besøgende, som de to Health Inspectors, den ene dog en elev der kom onsdag.
Det tragiske er at byens administration har forbudt katte i spisesteder for nogle år siden. Tidligere havde McSorleys altid katte gående på stedet.
Jeg diskuterede McSorley postyret med en Gotham restauratør. “Jeg har 11 forskellige regeringsbureauer jeg skal leve op til,” vrissede han. “Indser de ikke at vi har en service der gør folk glade og tilfredse? Vi holder rent, vasker fortovet. Og vi betaler skat til byen. Dette er så takken vi får?”
Trist at svaret er, at de ikke indser dette og er helt ligeglade.
McSorley’s, åbnede igen, og tak for det, og jeg vil helt sikkert næste gang jeg er i byen lige kigge ind og sige tak for at stedet gør verden til et bedre sted.
https://spectator.org/regulators-chase-cat-from-bar-and-are-shocked-when-mice-appear/
Related Posts with Thumbnails