lørdag den 8. maj 2021

Hvem har ejerskab til Antarktisk?

Hvem har ejerskab til Antarktisk

Antarktisk er noget helt særligt her på kloden. Der er ikke noget der kan gro der. Der er ekstremt koldt. Det er vanskeligt at komme dertil. Det meste af det enorme område er dækket af kilometertyk is. Ingen bor der permanent.
Der er ingen regering som sådan, men der befinder sig cirka 5000 midlertidige indbyggere og en del forskellige forskningsbaser.
Samlet set er Antarktisk er kompliceret sted, ikke mindst politisk. Her følger så et kort over de besynderlige krav på områder, og selvom det kan være en anelse vanskeligt at læse så
illustrerer det udmærket hvilket rod der ligger bag styring af Antarktisk.
Det vestlige antarktiske isark er i problemer - men jorden under det kan  købe lidt tid - Miljø + energi 2021

Du vil bemærke at der en del forskellige nationer der melder sig ind på forskellige krav på områder. Basis for disse krav er rigtig mange og debatteres ofte, men i det store og hele er det ren symbolsk.
Siden 1959 har der været en international traktat -- the Antarctic Treaty System -- der ‘styrer’ is-landmassen så vidt som det drejer sig om traktatens 53 medunderskrivere.  
Som det er tilfældet med mange internationale aftaler er traktaternes detaljer meget indviklede, men her er to vigtige punkter:


1. Nationer der først havde gjort krav fik lov til at vurdere dem, og enhver nation der er medunderskriver kan oprette en forskningsbase.

2. Tag for eksempel Antarktisk Halvøen som kan ses på kortet. Når man zoomer ind vil man se otte forskellige baser i regionen under ledelse af fem nationer (her udelades de som er på King George Island.)


Sådan er situationen nu og her. Men selv under the Treaty System, i de første år med ledelse af Antarktisk, var det noget rod. Nogle af de nationer der stod fadder til traktaten ønskede stadig at have hævd på Antarktisk, men man kom ikke frem til enighed eller en overordnet plan for at afgøre suverænitetsemner.
Som professor på Colorado State University Adrian Howkins skrev i en doktorafhandling om krav på Antarktisk (via Atlas Obscura), "alle de lande der er med i diskussionen om suverænitet over Antarktisk udarbejder de regler de følger. Når det drejer sig om international lov, og det tidspunkt er 1940-50’erne, var det langt mere følelsesmæssige argumenter end argumenter med jura.”
Derfor blev landene kreative. Og den kreativitet har overlevet i flere årtier. Derfor hurtigt frem til - 1977. På det tidspunkt var General Augusto Pinoche, leder af Chile. Han så meget alvorligt på hans nations territoriale krav - han havde blot brug for en metode til at fastslå dem.
Argentina havde de samme krav og de to lande lå i indbyrdes strid. Argentina handlede resolut. Man lod en argentinsk kvinde ved navn Silvia Morella de Palma landsætte. 1977 var noget særlig for hende - hun var gravid det meste af året. Da hun var syv måneder henne overbeviste regeringen i Argentian hende om at hun var en pioner. Argentina fløj hende til Esperanza Basen i Antarktisk. (ligger helt oppe ved toppen af halvøne) Den 7. januar 1978 blev hende søn Emilio Palma, født - det første barn på kontinentet.
Meningen var såmænd ganske ligetil (dog lidt mærkelig) ved at have to argentinske forældre var barnet argentiner. Men ved at han blev født på Antarktisk, var han borger der - den eneste indfødte på Antarktisk for den sags skyld.

Emilio, en borger i begge lande kunne gøre hævd på sit fødested på vegne af sine forældre.
Juridisk betød det ikke noget. Nationerne med de konkurrerende krav skal ikke godkende Emilios Palmas krav, og det gjorde de selvfølgelig heller ikke. Dog er der ingen der betvivler, at han var det første barn født på Antarktisk.
Bonus fakta: The United States har ikke gjort hævd på nogen del af Antarktisk (man har dog baser der), men under the Treaty System, har man ret til det senere, om man ønsker. Baggrunden for en sådan hævd kan relateres til Metallica -- og så måske ikke. Den 8. december 2013 blev rock bandet det første der spillede på alle syv kontinenter, da man gav koncert for forskerne udstationeret på Antarktisk. ( Metallicas trommeslager Lars Ulrich er født i Danmark, men det land kan ikke gøre hævd på Antarktisk, fordi Danmark ikke er en af de nationer der stod bag the Treaty System.)Metallica Live in Antarctica 12.8.2013 [YouTube Videos] | Zumic | Free  Music Streaming & Concert Listings

mandag den 3. maj 2021

Bror til Lincolns morder udførte heltedåd

John Wilkes Booth’s Helte bror


Den 14. april blot få dage efter Civil War var afsluttet blev præsident Abraham Lincoln der var gæst i Fords Theater i Washington D.C. skudt af John Wilkes Booth. Lincoln døde dagen efter.
Før han begik drabet var Wilkes kendt som skuespiller der regelmæssigt fik førende roller i de store teatre. Booth var søn af en berømt skuespiller, Junius Brutus Booth, og to af hans brødre, Edwin og Junius Jr. var også skuespillere.  Edwin på billedet var især berømt, mere end sin bror John Wilkes, før denne begik drabet. En meget rost og hyldet Shakespeare skuespiller på sin tid. Edwin Booth er ofte med på listen over de bedste amerikanske sceneskuespillere.
Sent 1864 eller tidligt 1865 - den præcise dato er ikke kendt, men helt sikkert før mordet på Lincoln - befandt Edwin Booth sig på en togperron i Jersey City, New Jersey. En ung mand på 21 år, ventede i køen på en billet til en sovevogn. Den unge mand, en ud af mange i den store folkemængde blev skubbet op mod det langsomt kørende tog. Toget begyndte da at bevæge sig mere, og den unge mand faldt ned mellem perronen og toget. Booth greb fat i den unge mands frakkekrave og hev ham tilbage i sikkerhed på perronen.
Den unge mand vidste hvem Edwin Booth var. Men der skulle gå et par måneder - og efter mordet - at Edwin Booth skulle erfare at den unge mand hvis liv han havde reddet var Robert Lincoln, Abraham og Mary Todd Lincolns ældste søn. Man mener Edwin følte trøst i denne kendsgerning - han ulig sin pro-Confederacy bror, var Edwin indbygger i New York og en ihærdig støtte af Nordstaternes sag.
Bonus fakta: Det var ikke usædvanligt under Civil War at tidens familier var splittet i deres sympatier, undertiden til det ekstreme. Thomas Leonidas Crittenden, var for eksempel brigadegeneral for the Union Army mens hans bror George, var brigadegeneral for the Confederates.

tirsdag den 27. april 2021

Den farligste afhængighed - jeg har ret til

Den farligste afhængighed - jeg har ret til 

Alle former for afhængighed - det være sig stoffer, alkohol, spil, sex eller cigaretter - er meget svære at slippe af med. 
Der er imidlertid en afhængighed der kan være endnu vanskeligere at slippe af med, delvist fordi den ikke anses som en afhængighed. Det er ‘rettigheds afhængighed’ - det at man kan få noget uden at yde noget.
En indikator på styrken ved rettigheds afhængigheden er den kendsgerning, at mens rigtig mange mennesker frivilligt har opgiver stoffer, alkohol, spil mv. - næsten altid med enormt besvær og smerte- er der kun få der har opgivet rettighedsafhængigheden. 
For flertallet af de mennesker, der ellers er sunde og raske, er selve tanken om at opgive de ‘gratis’ kontanter,, fødevaremærker, gratis eller subsidieret sundhedshjælp og andre velfærdsydelser - eller blot opgive en af dem, og selv begynde at betale gennem deres optjente løn - lige så vanskelig som for en alkoholiker at holde op med at drikke.
Det ved politikerne, hvilket er derfor det er nærmest kropumuligt nogensinde at reducere rettigheder. Og naturligvis ved venstrefløjen dette, hvilket er derfor venstrefløjen næsten altid vinder i debatter om rettigheder. Enhver amerikaner der er nyder af rettigheder støtter dem, og mange der ikke får rettigheder ville meget gerne have dem. 
Udover ideologien er det derfor venstrefløjen konstant søger at øge antallet af rettigheder. Jo flere der modtager velfærdsydelser fra regeringen des flere stemmer til venstre. 
I den forstand så er venstrefløjen i ethvert land - i Amerika, Det Demokratiske Parti - at betragte helt bogstaveligt som narkohandlere. Så at sige enhver amerikaner der får en gratis ydelse bliver en afhængig der mere og mere må stole på sin dealer, og det er præcis det venstrefløjen stræber efter. 
Man kunne argumentere for, at en grundene til rettighedsafhængigheden er så kraftfuld, og det måske mere end andre afhængigheder, netop er at den ikke betragtes som en afhængighed. Resultatet er, at kun meget få rettighedsafhængige anser sig selv som afhængige. Hvorfor skulle de dog søge behandling? For den rettighedsafhængige er det at modtage rettigheder noget helt naturligt og ikke kontroversielt - som at trække vejret. Luften er gratis og det er rettighederne jo også.
Selve ordet ‘rettighed’ dækker over at de  - modtagerne - netop har ret til goderne. Der er derfor et moralsk aspekt, som ikke gælder ved andre afhængighedssituationer 
Ikke kun mener rettighedsafhængige, at der er slags moralsk dyd ved deres afhængighed, men der gælder såmænd også et stort antal af ikke afhængige - kendt som progressive. De mener at det er en moralsk nødvendighed at give mennesker flere og flere rettigheder. Dette er så til gengæld med til at ‘fodre’ den moralske selvopfattelse af de som er afhængige af rettigheder.
Endnu en grund til det unikke ved rettighedsafhængigheden er, at den i sidste ende skader samfundet mere end nogen anden afhængighed.
Andre afhængighedstilstande kan ruinere ens eget liv, og livet hos de som elsker en, og berusede bilister lemlæster og slår ihjel. Men samfundet som et hele kan overleve deres afhængighed. Des flere mennesker der modtager og bliver afhængige af rettigheder des hurtigere vil samfundet kollapse økonomisk set. Samfundet betaler ikke direkte for narkoafhængiges stoffer, for alkoholikernes sprut, eller spilleafhængiges gæld, men samfundet betaler rettighedsafhængiges afhængighed. Faktisk svarer den nuværende nationale gæld i U.S. på de omtalte 22 billioner dollars til det samme som landet har brugt på rettighedsprogrammer i de sidste 50 år.
Når man kombinerer afhængighed og selviskhed hos mange (dog ikke alle) der er afhængige af rettigheder (herunder mellemklasse og overklasse amerikanere der modtager reduktion i huslån) så er tendensen for at afhængigheden vokser fra en generation til den næste øget. Afhængigheden hos de to store politiske partier om stemmerne fra de som modtager rettigheder er basis for selve partiets eksistens, og at samfundet er moralsk forpligtet på at give flere og flere mennesker flere og flere rettigheder - ja så bliver det meget vanskeligt at se en løsning på det dilemma.
Denne afhængighed smadrer i sidste ende personligheden hos mange der netop er afhængige, den smadrer økonomien i de lande hvor den findes, og også selve værdinormen/systemet der skabte velstanden der gjorde det muligt at så mange ‘rettigheder’ kunne tilbydes.
Men udover amerikanske konservative så er der så at sige ingen der anerkender det som et større problem og da slet ikke som en afhængighed.

torsdag den 22. april 2021

Ny bog kaster lys over den mystiske Josef Stalin

 

Ny bog kaster lys over den mystiske Josef Stalin

Michael Curtis

I en radioudsendelse den 1. oktober 1939 talte Winston Churchill om Rusland, som “en gåde, indpakket i et mysterium, inde i et puslespil.”

Den samme kommentar er fremført om individet der begyndte som Ioseb Jughashvili og blev til Soso og  Koba og til Joseph Stalin. I sin nye bog Stalin: Passage to Revolution (Princeton University Press), afdækker Ronald Grigor Suny, professor ved the University of Michigan, mysteriet, udforsker i dybden karakteren, og beviser i en klar og omhyggelig analyse af den russiske leder som ung mand, og fortæller historien om forvandlingen fra en fattig knægt fra byen Gori i Georgien på grænselandet til Det Russiske Imperium, og til en hensynsløs diktator, den mest magtfulde mand i verden.  

Andre skribenter har givet deres versioner og fortolkninger af Stalin. Professor Suny advarer i denne første gennemførte forklaring om Stalins tidlige liv om, at de valg et menneske tager ikke kun går en vej alt efter forholdene eller omgivelserne. Forklaringer på Stalin burde også tage i  kompleksiteten, usikkerheden, og det tilfældige valg i betragtning. Stalin udvikler sig på en helt særlig vis ved det han blev til. Mysteriet er - hvorfor en revolutionær, som man skulle formode gik ind for menneskets frigørelse, og stærk modstander af uretfærdighed endte med at være selve sindbilledet på terror og diktatur.

 Just got this book in the mail today will be posting about it in the future  it's mainly about Stalin Before the Revolution. : ReadingStalin

I denne bog på 800 sider benytter Suny en overflod af nylig tilgængelig materiale, selvom der ikke var nogen hemmelig dagbog eller indadskuende dokumenter der kunne give en ekstraordinær fortælling, er det en detaljeret beretning, godt skrevet og omfattende, om de obskure og mangfoldige lag ved Stalins tidlige liv. Kirke, skole, seminar, fredløs, i eksil, fængsel, tiltrækning af Marxismen. I tilgift placeres i denne bog  den politiske, økonomiske og intellektuelle kontekst som han oplevede den da han boede i Georgien og Rusland.

Desuden giver Suny os en forfriskende og gennemarbejdet opsummering af de georgiske og russiske revolutionære bevægelser, og fører læserne gennem de indviklede trin i det ulmende Bolsheviske og Menscheviske parti deres uoverensstemmelser i doktriner og praksis, om personerne og afskygningerne i de socialistiske grupper efter de blev opsplittet i 1903, partiets natur og fortælling, og spørgsmål om, hvorvidt de socialistiske partier skulle engagere sig i parlamentsvalg, brugen af vold, og taktikker for at få en succesrig revolution. Med tanke på de triste erfaringer for afvigere i Sovjetunionen, er det fascinerende at genkalde sig de ophedede, ofte splittende fraktioner, hvorledes man i mikrodetaljer førte debatten og i kontroverserne hos de revolutionære aktivister med stærke egoer og meninger før 1918. Selv Vladimir Lenin fik aldrig fuld kontrol over hans Bolshevik bevægelse i Det Russiske Socialdemokratiske Arbejder Parti.

Stalin siges at være født i Gori, Georgien den 9. december 1879, selvom Suny lader antyde at der er nogen diskussion om det faktiske dato. Han var søn af en skomager en svag mand der ofte var beruset, brutal, der slog ham, en stærk religiøs, stædig mor der gav sin søn øgenavnet Soso, og ønskede han skulle være græsk-katolsk præst. Stalin fik kopper som barn der gav hans ansigt ar, og led også under en skade der havde forkortet hans venstre arm. Ved kirkens skole i Gori blev han behandlet som mindreværdig, men alligevel deltog han i aktiviteter, han var en ihærdig læsehest og digter og havde et musisk talent. Han havde en gruppe af venner, men hans relation til disse, som kendetegnet for hele hans liv, var mest afhængig af om han kunne udnytte dem. Han lærte russisk, selvom han altid talte med georgisk accent. Han var en hengiven Ortodoks kristen, og georgisk nationalist.

På religions læreanstalten i Tiflis som han gik på i 1894 var han en konkurrencepræget person, en bryder der elskede at slås og synge, en romantisk og patriotisk poet. Han fortsatte sit studium af russisk, begyndte at læse sociologi og politisk økonomi, inklusive Engels og Karl Kautskys illegale bøger. Han gik til hemmelige arbejder møder. Han forsøgte at balancere mellem georgisk kultur og officiel russisk kultur. Han talte om proletariatets dyder, mod og stålsathed, og benyttede det sprog som almindelige mennesker forstod. Han var altid iført almindeligt simpelt tøj. Han blev smidt ud af læreanstalten i maj 1899, det er ikke klart om det var fordi han læste marxistisk propaganda. Selvom han var under uddannelse som præst interesserede Kirken ham ikke. Han forkastede først sin mors religion og lærernes og derpå hans kammeraters georgiske nationalisme, skiftede sin hengivenhed fra æresbegreber og respekt i Georgien til den russiske tvungne magt.

Uden et diplom fra skolen arbejdede han for en tid som meteorolog, men underviste mest i Baku og St. Petersborg i arbejderkredse og organiserede massemøder for arbejdere. Han hjalp med til at organisere demonstrationer Maj dag 1901, og en strejke i Batumi. Han skrev en stadig strøm af artikler til radikale aviser og blev “revolutionens bannerfører.” Stalin genopfandt sig selv. Da han var 21 var han en professionel revolutionær, en fortaler for partisan handlinger, terrorisme og ekspropriation. Soso blev Koba, et navn taget fra hovedpersonen i en lille roman af en georgisk forfatter, Alexander Qazbege.

Koba boede ikke permanent et sted. Levede, hvor lov ikke herskede, afhængig af hjælp fra sin kreds af hjælpere, og blev en egenrådig professionel revolutionær, en semi-intellektuel med rødder i proletariatet og levede som en boheme. I sit partis undergrunds aktiviteter med arbejderne var han polemisk, talte i et simpelt sprog, og gentog til hudløshed simple ideer.

Fra de tidligste år var han fjendtlig indstillet over for eller ville bedrage og agere hensynsløst mod de han betragtede som politiske fjender, selv venner fra drengetiden som Lev Kamenev (Leo Rozenfeld) og Grigol Orjonikidze eller Stepan Shuhumian, eller de han var jaloux på, såsom Georgi Plekhanov, grundlægger af SD bevægelsen i Rusland eller Noe Zhordania, vigtig revolutionær i Georgien. Men Koba gik dog ikke med på Vladimir Lenins betegnelse om at være en “bjerg ørn.” Han havde stærke meninger, og han var dogmatisk, uvillig til kompromisser og dygtig til intriger og med en vildt overdreven mening om egen betydning. Selv i de tidligste år viste Koba de kvaliteter der førte at Lenin i sit Testament talte om Stalins rå manerer, overdreven magtudøvelse og ambitioner. Alligevel blev Stalin udnævnt til Bolshevik Central Committee.

I årene med undergrundsarbejdet blev Koba omtalt i politiets rapporter, begyndende i november 1901, og som en vigtig person i den lokale bevægelse mod regeringen. Han var altid ambitiøs, fuld af selvtillid, arrogant, foragtede intellektuelle, dogmatisk, en bitter ung mand altid hævngerrig. 

Han var aktivist der hjalp hemmelige disciplinerede grupper og bevæbnede bander, han organiserede strejker i havnebyen Batumi. Han blev anklaget for at være med i et bankrøveri i Tiflis den 26. juni 1907, selvom han forsøgte at distancere sig fra røveriet. Der er tvivl om Koba var meddelagtig i røveriet. I 1905 revolutionen spillede han en mindre rolle, men han organiserede og bevæbnede Bolschevik militser over hele Georgien og der blev udført guerillaangreb mod Kosakkerne. Koba blev anholdt af zarens politi og i november 1903 idømt fængsel i Sibirien, hvorfra han dog undslap. Han fik igen en dom til Sibirien 1913-17. Suny, (forfatteren) argumenterer for han ikke var agent for  Okhrana, det hemmelige politi, trods beskyldninger om at han kunne undslippe, fordi han netop var agent.

I sin udvikling mod Marxismen og den medfølgende aktivitet, begyndende fra medlemskabet i november 1901 og i Tiflis komiteen af Det Russiske Socialdemokrati var Koba, der stod side om side med Bolshevik Fløjen i SD, bekymret over et antal problemer. Det ene var sammensætningen af det revolutionære parti, om det skulle være et “Kadre” parti med disciplinerede ledere eller om det snarere skulle forsøge at indgyde “socialistisk bevidsthed” hos arbejderne og i deres organisationer, alliere sig med dem og ganske enkelt observere arbejderbevægelsen fra sidelinjen. Stalins holdning var at arbejderbevægelsen uden socialismen var et “skib uden kompas.” Lige så vigtigt var det for ham at at tale højlydt om behovet for enighed i partiet.

Om denne partiudfordring var Koba under indflydelse af Lenins værk, What Is to Be Done, der opfordrede til en stærkt centraliseret parti enhed bestående af professionelle revolutionære. Efter Lenin-Stalins overbevisning kan proletariatet kun opnå “fagforeningsmæssig bevidsthed,” således skal et parti  fylde denne klasse med revolutionære bevidsthed og være dens vogter. Denne holdning holdt Koba fast ved. Koba var ingen god taler, men en god organisator, og god til at lave intriger hvor hans ideer kunne gentages med klarhed og enkelthed. Koba forstod, før Josef Goebbels værdien af glødende gentagelse af simple temaer og ideer.

Fra de tidligste år var Stalin optaget af spørgsmålet om nationalitet og krigene mellem Georgien og russiske marxister. Født i imperiets grænseland troede han at russisk kultur og samfund var mere moderne og overlegen end kulturer ude i periferien, såsom Georgien. Det var i 1906 ved den Fjerde Kongress af RSDW partiet i Stockholm at han første gang talte om udfordringen med nationalitet der skulle blive et hovedproblem. I 1913, udgav han den korte artikel “Marxismen og det nationale spørgsmål.” hans eneste betydende bidrag til Marxistisk teori, der gav ham et ry som ekspert på emnet. Efter 1917 Revolutionen blev Stalin udpeget som Kommissær for nationale forhold.

Et andet kontroversielt emne, der blev noget der splittede de revolutionære var spørgsmålet om, hvorvidt Rusland skulle være landet der igangsatte socialismens fremdrift og ville føre Europa og verden til at blive socialistisk, eller om Rusland skulle koncentrere sig om at opbygge socialismen i et land og ikke vente på en permanent revolution. Stalins holdning var tydelig. Det var muligt at stræbe efter og få et socialistisk samfund i hvert land. For ham var socialismens sejr mulig i hvert land.

Spørgsmålet står åbent? Var Stalin, diktatoren, en fortsættelse af Lenin og dennes politik eller en perversion af dem?  Professor Suny hjælper med svaret gennem sin enestående gennemgang af tyrannens tidligste år. Han viser at manden, Stalin, formet af 1917, var en disciplineret, barsk, voldelig mand der skjulte sin ambition, der styrede sine følelser, en dogmatiker der ikke tvivlede. Hvis han havde empati for andre, så blev denne erstattet og benyttet som et ondskabens værktøj.

https://www.americanthinker.com/articles/2020/09/new_book_sheds_light_on_the_mysterious_joseph_stalin.html#ixzz6Z8BglqLE


fredag den 16. april 2021

Ny forskning viser vandstandsstigning har været langsommere end forventet

 

Ny forskning viser vandstandsstigning har været langsommere end forventet

Thomas Lifson

For de som søger at skabe panik i offentligheden, og ønsker der skal handles mod landenes økonomiske aktivitet er udsigten til øget vandstandsstigning og oversvømmelser af byer ved kysterne det vigtigste og mest nyttige værktøj.

Ved at fremme den teori af din SUV bil, din air-konditionering, rejser med jetfly vil drukne New York og Miami, få øer i Stillehavet til at forsvinde, ja  så får man adgang til at suge milliarder af dollars ud af de mere avancerede økonomier og distribuere dem til svindlere der fremstiller solceller, elektriske biler, vindmøller og andre statsstøttede projekter, og til herskere i tredje verdens lande der angiveligt skulle blive smadret. (og så lige den lille detalje med de “administrative omkostninger” der altid klæber sig til bureaukraternes fingre.)

Det hele giver intuitiv mening, således at børn som Greta Thunberg med lethed kan overbevises om at deres fremtid er blevet stjålet, fordi du har en livsstil der er første klasse. Polarisen smelter, vi er dødsdømte! 

Clean Energy Sources To Reduce Effects Of Climate Change

I den virkelige verden og det virkelige liv er problemerne med teorien blevet behandlet og forstået af kritikere som AT skribent og anerkendte videnskabsmand S. Fred Singer. Nu har en ny undersøgelse så fundet frem til en  proxy metode til at spore vandstande tilbage før industrialiseringen, og dermed bekræftes det som Dr Singer fortalte os for år tilbage - vandstanden er øget gradvist og i en konstant kurve siden slutningen af den sidste Istid.  The Global Warming Policy Forum (hat tip: Climate Depot) rapporterer om undersøgelsen:

Forskning ved the University of York fandt bevis på at i en periode før industrialiserings æraen steg havets vandstand med cirka 2-3 millimeter pr. år på tre lokationer - — Nova Scotia, Maine og Connecticut, hvilket i store træk er ganske naturligt, altså uden menneskelige konstruktioner eller mennesker som medvirkende faktorer.

Disse tre lokationer har relation til Nordatlantens oscillation - atmosfærisk tryk i enorm skala set over hele den nordatlantiske region - og til perioder med øget smeltning af is i Arktisk, sagde forskerne bag undersøgelsen, hvis resultater er udgivet i Geophysical Research Letters.

Skribenterne til forskningen nævner, at byer som New York og Boston skal tage denne naturens foranderlighed i betragtning for den kan påvirke disse byer også i fremtiden. Holdet fandt dette gennem rekonstruktioner af havvands niveauerne baseret på sedimenter i den salte marsk fra Atlanterhavskysten og fra mikroskopiske fossiler i saltmarsken. Saltmarsker er gode “arkiver” for indikation af vandets niveauer da de indeholder adskillige meter med sedimenter der stammer fra adskillige århundreder.

Paleotempestology

Hurtigere end det globale gennemsnit

Tidligere studier har vist, at siden 1950’erne har raterne af vandstandsstigning langs Atlanterhavets kyst i Nordamerika været hurtigere end gennemsnittet globalt set - hvilket fører til at denne region er blevet kendt som havvand stigningens "hotspot."

Imidlertid har førende skribent Professor Roland Gehrels, fra the University of York's Department of Environment and Geography, sagt at denne tidlige periode med vandstandsstigning i det 18. århundrede ikke var kendt før. For at finde ud af, hvad global opvarmning gør ved havets stigning i dag, undersøgte holdet grundlaget fra historiske tider, perioder.

"I det 20. århundrede ser vil rater med op til 3 eller fire millimeter om året, hurtigere end i noget århundrede i 3000 år. I det 18. århundrede var det en smule langsommere, men dog stadig meget hurtigere end man ville forvente for Den Lille Istid, delvist fordi Arktisk var relativt varm i løbet af det 18. århundrede.” bemærkede han.

Ingen faktorer med præg af menneskers handlinger i den præ-industrielle æra

Det var et præ-industrielt fænomen, således var der ingen antropologiske påvirkninger, eller menneskers indflydelse, forklarede han. I det 20. århundrede kunne disse påvirkninger have spillet en vigtig rolle, men i lang tid før industrialiseringen er disse hurtige hændelser med havvandsstigning ved den nordøstlige kyst af Nordamerika, i det 18. århundrede muligvis forårsaget af helt naturlige ting, sagde han.

Der er meget mere, og det kan forstås også af lægmand.

For næsten syv år siden skrev Dr. Singer her om kompleksiteterne i forståelsen af den aktuelle vandstandsstigning :

Vanskelighederne med at forudsige vandstandsstigning er udmærket illustreret hos IPCC.

Den første rapports estimater fra 1990, viste en ‘tolerance’ på 10-367 centimeter for havniveauet  ved århundredets slutning.Den anden rapport udgivet i 1996 havde en snævrere grænse nemlig mellem 3-124 centimeter.Den tredje rapport udgivet i 2001, viste mellem 11-77 centimeter. Den fjerde rapport, hvor man vurderer, udgivet i 2007, viste 14-43 centimeter i sin grundform´, men ændrede den til 18-59 centimeter da den kom på tryk.

Som det kan konstateres er maximum Vandstandsstigningen faldet når estimaterne er blevet bedre.

Alle disse IPCC forudsigelser er langt, virkelig langt mindre end de ekstreme værdier på cirka 600 centimeter som aktivist videnskabsforskere som James Hansen og multimillionæren Al Gore har fremført - der formoder en omfattende og hurtig smeltning af Grønlands iskappe.

Denne nedtoning, indsnævring i estimaterne hos IPCC har været årsag til megen bekymring blandt alarmisterne der frygtede af IPCC var ved at blive “for konservative.” Muligvis som følge af dette pres er estimaterne nu for opadgående.

Der er meget mere der er stærkt interessant i denne lange artikel, og sammen med to andre (her og her).  Hovedpunkterne omfatter den erkendelse at havvandsstigning er gradvist og er foregået i århundreder, og kan være, eller også kan ikke være relateret i en vis grad til CO2 udledninger, og ofte knap kan måles fordi det går langsomt.

https://www.americanthinker.com/blog/2020/03/new_study_shows_sea_level_rise_has_been_slow_and_a_constant_predating_industrialization.html#ixzz6G5FYi6i3


lørdag den 10. april 2021

Britiske helte og skurke under 2. Verdenskrig

Britiske helte - og skurke

Nogle er født ‘store’ andre arbejder på storhed, og andre oplever storheden under strid. En nylig udgivelse af dokumenter over handlinger og overbevisninger hos britiske borgere under 2. Verdenskrig illustrerer passende både opnåelsen af storhed hos nogle og den udtalte pro-nazi sympati, bitterheden og endog kujoneriet hos andre der var født til ‘storhed’ øverst i det elitære britiske samfund.
Det er en glæde at blive mindet om heltedåd. Den 2. september 2018 blev en statue skabt af Prins William Duke af Cambridge, af Major Frank Foley afsløret i West Midlands byen Stourbridge, hvor han havde trukket sig tilbage.
 Billedresultat for major frank foley 

Dette var en hyldest til en modig mand, søn af en jernbanearbejder, katolsk uddannet og stærk religiøs, en mand der blev alvorligt såret under 1. Verdenskrig. Frank Foley var paskontrollør ved den britiske ambassade i Berlin, og i virkeligheden afdelingschef for  the British Secret Intelligence Service (MI6), hvorfra han skaffede agenter og indsamlede information om Tysklands militære forskning.
Efter Krystalnatten risikerede Foley sit liv for at redde mindst 10000 jøder fra døden ved nazisterme. Han gik ind på Nazi interneringslejre for at få jøder ud, skjulte nogle af dem i sit hjem og fremstillede falske pas til dem. Han blev hædret som en British Hero af Holocaust i 2010 og som en ‘Retfærdig hedning’ af Yad Vashem i Israel i 1999. Foley omtales undertiden som den “Britiske Schindler,” men Foley reddede langt flere jøder end Schindlers 1200. I fremtiden ville det være mere passende at omtale Schindler som “Tysklands Foley.” 
Foleys ædle historie fortælles i en ny bog  Agent Jack af Robert Hutton, der også kommer med forbløffende beretninger om det mere uværdige liv hos de som blev “født til storhed” i Storbritannien før og under 2. Verdenskrig. Bogen udstiller de højtplacerede og velstående aristokrater der var sympatisører med Nazismen, gik ind for forsoning med Hitler og som var anti-semitter, og nævner et antal anti-semitiske grupper i 1930’erne og senere. Såsom the Liberty Restoration League; the Imperial Fascist League, under ledelsen af  Arnold Leese; the Link, ved Admiral Barry Domvile, hvis motto var “Lad Juda forsvinde”; og Patriotic Societies.    
Aristokraterne var en skændig gruppe ikke værdig til nogen ære. The Duke of Westminster, måske den mest velstående mand i Storbritannien gav sin hund navnet “Jøde.”  The duke of Buccleuch, Lord steward of the Royal Household, den største privat jordbesidder i Europa var med til Hitlers 50 års fest i april 1939.  The Duke of Bedford var ven med den tyske ambassadør Joachim von Ribbentrop.  Lord Tavistock, senere Duke of Bedford, stod finansielt bag en række fascistiske sager.
Coco Chanel, opportunist, en gang ven med Winston Churchill, og stærk anti-semit, havde et forhold til Duke of Westminster (Bendor) i mere end ti år. Hun samarbejdede med nazisterne under 2. Verdenskrig. Hun indledte det som “horisontal kollaboratør” og Baron Hans von Dinklages elskerinde, så blev hun hemmelig agent for SS, med kodenavnet “Westminster” og arbejdede for General Walter Schellenberg, chef for SS efterretningsvæsenet.  Hendes mest ambitiøse indsat var at tage del i operationen i 1943 Modellhut, via den britiske ambassade i Madrid, en plan om at sende et budskab til Winston Churchill om at et antal vigtige nazister ønskede at bryde med Hitler og var interesseret i at forhandle en separat fred med Storbritannien.
 Billedresultat for coco chanel and nazism
Chanel, den glamourøse designer af haute couture der revolutionerede kvindemoden med den lille chic sorte kjole og perler, undgik enhver mere alvorlig straf eller forfølgelse efter krigen. Det er meget sandsynligt at om hun havde aflagt vidneforklaring da ville denne have udstillet sympatier og aktiviteter hos den engelskfødte elite, ledende embedsmænd, hos Wallis Simpson og endog medlemmer af den kongelige familie.
Den erfarne og snedige amerikanske 'filosof' og skuespillerinde Mae West informerede os  i en af hendes film om værdien af at “skrive dagbog, og holde den for dig selv.” De nyligt offentliggjorte britiske dokumenter og dagbøger har muligvis ingen ‘handelsværdi,’ men de giver dog vigtige kommentarer om de Gode og det Gode. En overraskende afsløring om Sir William Strang, en førende rådgiver for den britiske regering i over tyve år, og viceudenrigsminister, 1949-53 og modstander af forsoningspolitik. Han var respekteret og æret i brede kredse og hans karriere blev beskyttet, men en rapport fra MI5 i 1943 er kommet frem i lyset, skrevet af Victor Rothschild, chef for MI5 mod-sabotage afdeling. Den åbenbarer at Strang personligt hadede jøderne: “Bolsjevikker og jøderne er de to største fjender af alt der var anstændigt.”
De nu ikke fortrolige MI5 filer indikerer tilstedeværelsen af en intern fjende gennem socialt vigtige hjemmefødte fascister der var forberedt på at underminere Storbritannien under krigen, og endog lidt mindre kendt, det usædvanlige forsøg fra MI5 på at neutralisere de mænd og kvinder der så med sympati på Nazismens triumf. I mellemkrigsårene var der dukket pro-Nazi kræfter op, anført at den karismatiske Sir Oswald Mosley, der fremførte en række politiske alternativer.
Mosley indledte sin politiske karriere som konservativ, derpå uafhængig, derpå Labour, før han grundlagde New Party, der blev til the British Union of Fascists (BUF) i 1932. En gruppe med sorte uniformerede paramilitære korps, the Blackshirts.  Mosley og hans medarbejdere blev fængslet i maj 1940 under  Defense Regulation 18B, der gav mulighed for internering af personer mistænkt for at være Nazi sympatisører, men han blev løsladt i november 1943 og sat i husarrest.
 Billedresultat for the right club ww2
Det som er vigtigt er at den britiske fascisme havde betragtelig støtte blandt de velstående. George Orwell skrev at den engelske fascisme, når den dukker op sandsynligvis vil være af “en forførende og forfinet udgave.” Selvom målet  i hovedtrækket var underkastelse, undgik den ekstremisme og politisk vold.  
I 1934, oprettede Mosley den elitære January Club, en diskussiongruppe bestående af prominente individer. The Anglo-German Fellowship, 1935-39, skabt for at indgå venskaber mellem de to lande, havde vigtige sponsorer fra erhvervslivet herunder Price Waterhouse, Thomas Cook, og Unilever og organiserede middage med prominente tyskere, herunder  Joachim von Ribbentrop.  Den hemmelighedsfulde Right Club, oprettet af politikeren Archibald Ramsay i maj 1939, bestående af anti-semitiske og fascistiske sympatisører opponerede mod krig med Tyskland, og havde som hovedformål “at imødegå og udstille aktiviteterne hos den organiserede Jødedom.” Man fremførte, at hvis der blev krig “ville det helt og aldeles være på grund af Jøderne og Duff Cooper” (en konservativ politiker og nær ven af Winston Churchill, modstander af forsoning og anti-Nazist). Klubben forsøgte at lække følsomme korrespondancer mellem Churchill og Roosevelt for at hæmme U.S. støtten til Storbritannien. Formand for møderne i the Right Club var den femte Duke of Wellington. 
Der er nu blevet åbenbaret en besynderlig operation. På grund af antallet af socialt vigtige personer i stillinger med stort ansvar og som var sympatisk indstillet over for Hitler og som spredte anti-semitisme, ønskede MI5 på forslag af Victor Rothschild at forhindre alvorlige problemer. Han mente at en brugbar metode til at kontrollere handlinger hos disse personer ville være at skabe en 5. kolonne, en fup Gestapo celle.
En enhed under ledelse af Eric Roberts, en eks bankmand, der fik pseudonymet “Jack King” skulle angiveligt opfattes som Nazi spion. Han lavede udskrifter af konversationer med de 500 nazisympatisører han identificerede, og som gav ham information i den tro at de gik videre til Berlin. Alle rapporterne gik dog til MI5.
De 500 var alle anti-semitter, der lyttede til de tyske nyhedsbulletiner, og mente the BBC gav propaganda løgne, og de søgte endog muligheder for at hjælpe Luftwaffe til at ramme Storbritannien, og at sætte ild til jødiske butikker i Leeds.
Eric Roberts forblev ukendt for den britiske offentlighed, forblev tavs om hans bemærkelsesværdige indsats og rejste til Canada efter krigen.

søndag den 4. april 2021

Et kreativt betalingsforslag der kræver en god lever

En kreativt betalingsforslag der kræver en sund lever

Under Den Kolde Krig var det meste af verden opdelt i to lejre. Demokratier, og de kommunistiske nationer. Dog var der tydelige uoverensstemmelser i hver lejr og kløften mellem de to sider blev stadig større. I en indsats for at udøve økonomisk pres mod “Ondskabens Imperium” indførte the United States og dets NATO allierede ofte sanktioner mod Sovjetunionen og de nationer som Sovjet kontrollerede. Resultatet var at de kommunistiske lande i Østeuropa handlede indbyrdes, og af og til røg Cuba så med i stuvningen.
Cuba, havde så absolut ikke så robust økonomi som de andre nationer. Og da Den Kolde Krig sluttede havde Cuba en enorm gæld og ingen penge. 
I 2016 skyldte Cuba Tjekkoslovakiet det der svarer til cirka $270 million. To store problemer. Cuba havde ingen penge og for det andet så eksisterede Tjekkoslovakiet ikke længere. Det sidste var let nok at løse, da Tjekkiet, den ene af de to stater landet var blevet til overtog gælden. Cuba kunne dog stadig ikke indfri sine finansielle forpligtelser.
I stedet forsøgte Cuba at drikke tjekkerne under bordet.
Som the Guardian rapporteredetilbød Cuba at betale sin gæld ikke i kontanter, men i varer. Cubas forslag skulle hovedsageligt være ved rom - en masse rom. Ifølge Atlas Obscura, tilbød Cubas regering “rundt regnet 135000 tons rom eller nok til 130 års forbrug i Tjekkiet,”  (Det er altså en del, for ifølge the Guardian “er Tjekkiet det land med det største indtag af øl per indbygger i verden” og man importerede allerede næsten 900 tons cubansk rom om året).

Skørt? Måske nok, men ikke alle mente det tilbud var helt ved siden af. Bloomberg News formodede at tilbuddet “slet ikke var så tosset som det lyder,” da man jo altid kan forsøge at sælge rommen og få dækket sit tilgodehavende. En økonom gik så vidt at han anbefalede aftalen, idet han siger at tjekkerne burde tage imod tilbuddet af flere grunde, og bemærker også, at det jo ikke så ud til at Cuba kunne betale med kontanter i en overskuelig fremtid. Regeringen i Tjekkiet afviste ikke tanken lige med det samme.  Food and Wine forklarer:

Tjekkiets vicefinansminister Lenka Dupakova beskrev, som det fortælles, tilbuddet som “en interessant mulighed” - var det en tjekkisk skepsis om at Cuba ikke kan betale sin gæld, eller udtryk for Tjekkiets kærlighed til rom?
Ud fra et logistisk udgangspunkt var Dupakova især bekymret over, hvordan man kunne sælge rommen. “Det er relativt ukendte mærker, der vel nok er udmærkede, men vi skal reklamere for dem, og lade dem komme ud på markedet,” sagde hun.
What Cuban Rums To Bring Home: A Short Guide
I sidste ende sejrede fornuften. I slutningen af 2016 havde Tjekkiets regering ikke svaret på Cubas tilbud, og gælden er der stadig og ikke betalt.
Bonus fact: Rom som betaling er sådan set ikke noget nyt. Fra 1850 til 1970, tilbød the Royal Navy søfolkene en drink til deres mad som delvis betaling for dagens indsats - en ottendedel af en pint rom. Disse “rom rationer” som de blev kendt, var en mulighed, og hvis man var afholdsmand eller på anden vis afholdt sig fra dagens drik, kunne man vælge af få ekstra tre pence om dagen i lønningsposen. (Som the BBC noterer, så sluttede traditionen i 1970 af “bekymringer over at en sådan slurk rom ved maden kunne hindre søfolkenes evne til at operere og betjene de stadig mere komplekse våbensystemer og navigationsredskaber.”)
Related Posts with Thumbnails