fredag den 30. juni 2017

Terrorist hvepseboet Pakistan - ingen gør rigtig noget

Islamisk stats venner i Pakistan



Islamisk stats lokal afdeling i Afghanistan og Pakistan er Islamisk Stat i Khorason Provinsen (ISKP) hvor området Khurasan er del af Pakistan,. Afghanistan, Iran, Turkmenistan og Uzbekistan.

Pakistansk Taliban eller Tehrik-iTaliban Pakiatan (TTP) etablerede en tilstedeværelse i Syrien sent foråret 2013. I juli måned 2013 rapporterede såvel Reuters og Associated Press om hundreder af pakistanere fra TTP og den ihærdige anti-Shia gruppe Lashkar-e-Jhangvi (LeJ)der sluttede sig til al-Qaeda og de andre sunnier,  herunder  krigere fra flere land for at bekæmpe Bashar al Assad i Syrien.
Billedresultat for khorasan
Efter splittelsen i 2013 mellem al Queda og Islamisk Stat Irak og Syrien (ISIS) drog LeJ’s ledelse til Saudiarabien og mødte ISIS ledere på en hemmelig lokation ved grænsen mellem Saudiarabien/Irak. Den besøgende delegation fra LeJ var med en indbydelse til ISIS lederne om at besøge Pakistan med henblik på støtte og rekruttering.

I september 2014 blev en ISIS delegation på tre medlemmer modtaget i Pakistan's hovedstad, Islamabad. Gruppen blev eskorteret til Rawalpindi for at møde Jamaat ud Dawa, den politiske gren af  Laskar-e-Taiba, terroristgruppen der er nært knyttet til Pakistans efterretningstjeneste, ISI, og ansvarlig for de dødelige angreb i Mumbai i 2008. ISIS repræsentanter holdt også møder med medlemmer af Jamaat Islami, Pakistan's Islamist parti, og øverstkommanderende for forskellige TTP bevæbnede militser.

Snart efter indledtes rekrutteringen til ISIS sammen med propaganda.

Den 16. september 2014 fandt massakren ved Army Public School i Peshawar sted.. Syv bevæbnede mænd med tilknytning til TTP, de var alle af udenlandsk herkomst herunder en tjetjener, tre arabere og to afghanere gik ind på skolen og beskød personalet og børnene, 141. dræbte, heraf 132 skolebørn. S

Efter angrebet fortsatte TTP sin rekrutteringskampagne. Den 10. januar 2015 gav seks TTP officerer udtryk for deres troskab til ISIS. Den 26. januar accepterede ISIS troskabeden fra TTÅ og gav meddelelse om oprettelsen af Den Islamiske Stat i Khorasan Provinsen (ISKP).

Afghanistan blev det første mål.

Det afghanske område beregnet  til oprettelsen af ISKP var strategisk og selvforsynende med landbrugsprodukter, bestående af et kompleks net af huler, pas, landsbyer og stier strækkende sig fra Afghanistans Khost, Paktia o Logar provinser via Nangarka til Kunar og Nuristan.

Området  grænser op til  Pakistan's Kurram Agency, der er det nærmeste punkt i Pakistan til Kabul. Kuram Agency med dets mange pakistanske militære anlæg og træningslejre har været et sikkert tilholdssted og forsyningsområde for terrorister og ekstremister siden begyndelsen af krigen mod Sovjetunionen.

Mandskabet hos ISKP udgøres af en blanding at regulære tropper fra Pakistans hær, the Frontier Constabularies (FC), og en kombination af TTP underfraktioner og andre terroristgrupper som LeJ, hvoraf mange har kæmpet i Syrien. Sammenblandingen af regulære tropper fra Pakistans hær med andre har været et afprøvet formel i årtier ved Pakistans østlige grænse til Indien.

Set i bakspejlet synes intet at være mere helt bevidst opbygget end Islamisk Stat i Pakistan.

ISKP basen i Nangarhar er med tiden kommet under angreb af USA og afghanske styrker og det var stedet hvor "Mother of All Bombs" angrebet i april i år fandt sted. Det angreb der udslettede ISKP operationerne i regionen.

ISKPs ekspansion i Pakistan er nu koncentreret om Baluchistan, hvor cirka to dusin kommandører fra pakistanske terroristgrupper herunder  Lashkar-e-Jhangvi al-Almi, Jundullah og Junood-ul-Hifza synes at være sluttet op, og under ledelse af ISIS har udført større angreb, dræbt flere end 325 uskyldige siden 2016.

Set fra USA  er truslen der stammer fra Sydasien ikke længere kun fra Afghanistan og Taliban, men helt klart fra askillige lande. .

Mangoldigheden af globalt orienterede terroristgrupper der udklækkes i Pakistan kan vise sig at være langt større og flere end de der førte til 9/11 fra Afghanistan.


Lawrence Sellin, Ph.D. is a retired colonel with 29 years of service in the US Army Reserve and a veteran of Afghanistan and Iraq. Colonel Sellin is the author of "Restoring the Republic: Arguments for a Second American Revolution ". He receives email at lawrence.sellin@gmail.com.


http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/the-islamic-state-finds-a-friend-in-pakistan?f=must_reads#ixzz4lOtUYZE7

onsdag den 28. juni 2017

Ramadan middage i Det Hvide Hus og Trump

Ramadan middage i Det Hvide Hus og Trump4



De etablerede medier var oprørte i denne weekend efter præsident Donald Trump aflyste “Det Hvide Hus’ muslimske Iftar middag som Thomas Jefferson stiftede.” Men medierne tager fuldstændig og aldeles fejl. Thomas Jefferson holdt aldrig nogen Iftar middag og kun 3 ud af 45 præsidenter var været værter til en - der er således ingen “tradition* at annullere.
Amy B. Wang fra the Washington Post førte koblet an med dette sludder om at Thomas Jefferson holdt den “første Iftar middag” med en artikel den 24. juni med titlen, “Trump har netop afsluttet en lang tradition med fejring af Ramadan i Det Hvide Hus.”
Den ofte benyttede påstand om at Thomas Jefferson holdt den første Iftar Middag i Det Hvide Hus blev fremført af  the Post’s Wang. Hun huskede tilbage på dengang da en diplomatisk udsending fra Bey i Tunesien, Sidi Soliman Melli Melli, besøgte Washington under Ramadan i 1805.
Jefferson inviterede udsendingen til Det Hvide Hus til middag kl. 15.30 - det tidspunkt, hvor de fleste i Washington spiste middag dengang. Men efter han havde sendt invitationen fik han at vide at Melli Melli ikke kunne deltage i måltidet før efter solnedgang på grund af Ramadan. Jefferson stod over for to valgmuligheder: Aflyse middagen eller indtage et måltid senere på aftenen så hans gæst kunne deltage. Som den gode vært og anstændige person han var valgte Jefferson sidste mulighed.
Det eneste Jefferson sådan set gjorde var at ændre tidspunktet for middagen. Han havde ingen intention om at ære Islam. Jefferson ærede ganske enkelt ikke “musselmændenes” religion - (han benyttede dette udtryk om muslimer på det tidspunkt) - han ændrede blot tidspunktet for middagen.
Der er ingen beviser på at Jefferson spurgte Melli Melli om hvilken slags føde en “musselmand” ville indtage, således blev der ikke tilberedt noget måltid der passede til en muslims religiøse krav. Jefferson spurgte således ikke ind til religiøse forbehold og der blev heller ikke taget nogen. Det eneste han gjorde var at flytte tidspunketet for måltidet - af ren og skær høflighed.
Ydermere sendte Jefferson ingen breve om at middagen skulle være en Iftar middag, eller nævnte heller ikke Islam. I sine private optegnelser står der intet om sådanne ærestilkendegivelser og der er ingen optegnelser om at han talte med nogen eventuelle hensigter om at ære den muslimske praksis med en Iftar middag.
For  Post’s Wang, er det at Jefferson havde en middag på en eller anden vis bevis på at han ‘opfandt’ en “tradition” af en slags. Som “bevis” på at det var en Iftar middag citerer Wang den venstreorienterede historiker John Ragosta der kom med et begejstret argument, “Jahh .. for mig lyder det som en Iftar middag.”
Wang gik videre med at fastholde at der har været en “moderne tradition” med Iftar middage i Det Hvide Hus. Men sandt at sige er det blot tre præsidenter i hele den amerikanske historie der har holdt en sådan middag.
Bill Clinton holdt den første, en politisk motiveret middag med den hensigt at få muslimske vælgere bort fra Republikanerne..På det tidspunkt hældede de stadig flere muslimske samfund i USA mod at stemme Republikansk.
George W. Bush, i en diplomatisk indssats fulgte Clintons praksis med at holde Iftar middage fordi han ønskede at bevise at USA ikke var i krig med Islam i kølvandet på angrebene den 9/11 2001, og den efterfølgende implementering af krigen mod terror.
Naturligvis holdt Barack Obama dem fordi han havde en personlig forbindelse med Islam gennem sin opvækst, idet han voksede op i Indonesien og blev opdraget som muslim.
Men tre præsidenter ud af 45 er altså ingen “tradition.”
I sin ahistoriske artikel citerer Wang også John Quincy Adams der gav udtryk for “en fascinationens atmosfære” i middagen med usendingen fra Tunis, men hun citerer Adams uden at bemærke at præsidenten mente Islam var en frygtelig og brutal  tro.
Hvad Adams mente om Islam er instruktiv. For eksempel beskrev han Islam som en hadets religion i en artikel han skrev i sidste halvdel af 1820’erne.
Musselmændenes had mod vantro er i overensstemmelse med Koranens forskrifter ....Den fundamentale doktrin i den kristne religion er fjernelsen af hadet fra menneskets hjerte. Den forbyder udøvelsen af den, endog mod fjender....I det 7. århundrede af den kristne æra spredte en omvandrende araber ødelæggelse og bedrag over en omfattende del af jorden...Han erklærede krig som en uadskillelig og ødelæggende del af hans religion...Essensen i hans doktrin var vold og begær, at ophøjne det brutale over menneskets åndelige natur.
Andre prominente amerikanere på den tid foragtede Islam.
Faderen til amerikansk juratankegang, Justice Joseph Story, gennemheglede fuldstændig Islam:
Mahomet havde til hensigt at ophøje sine påstande til guddommelig myndighed ved sværdets magt og ved terror udøvet af hans regering; samtidig med han omhyggeligt undgik ethvert forsøg forsøg på mirakler i nærvær af sine tilhængere og alle forestillinger om at forudsige ting der skulle ske. Hans anerkendelse af Moses’ og Kristus’ guddommelige mission bekræfter deres autoritet så langt som hans indflydelse rækker samtidig med de fuldstændig smadrer alle hans påstande om en lignende autoritet ....Og nu hvor er sammenligningen mellem den formodede profet fra Mecca og Guds Søn; eller med hvilken ret kunne de nævnes sammen? ....Forskellen mellem disse karakterer er så alt for stor til at der ikke er brug for yderligere kendsgerninger.
Andre af vore grundlæggere var enige. Både Ben Franklin og John Quincy’s berømte far, John Adams, kritiserede Islam som en krigsdoktrin ikke en religion.
Det er naturligvis sandt at the Founders havde til hensigt at amerikanerne burde have lov til at praktisere Islam hvis det var det de ønskede. Man overvejende ikke at forbyde Islam. Faktisk skrev nogle af dem at muslimer burde have lov til at indtage politiske embeder. Trods alt blev landet oprettet med ideen om religiøs frihed. Men ingen Founder følte at Islam var noget der skulle efterlignes. Ingen følte at Islam havde ideer der kunne indarbejdes i amerikansk etos. Og Islam spillede ingen rolle i vor oprettelse som nation. De som siger det, såsom Barack Obama, bøjer sig helt ned i støvet - og samtidig skrupforkert - i et forsøg på at få presset Islam ind ved vor oprettelse som nation.
Trods alt burde det også bringes i erindring at en af vore tidligste militære aktioner var mod muslimer da Jefferson bekæmpede Barbar Pirater. Men historiske kendsgerninger synes ikke kan kunne komme ind i venstreorienteret syn på verden.
Billedresultat for barbary pirates jefferson
Under adskillige af sine Iftar middage gentog Barack Obama til kvalmegrænsen, sludderet om at Islam er en del var vort grundlag og at Jefferson holdt den “første iftar middag i Det Hvide Hus.”
Man kan ikke finde et bedre eksempel på denne forvridning af sandheden end med Barack Obamas ord . Han sagde for eksempel i 2012 i hans fejring af Iftar følgende:
Som jeg har bemærket førhen holdt Thomas Jefferson engang en solnedgangsmiddag for en udsending fra Tunesien - måske den første Iftar i Det Hvide Hus, for mere end 200 år siden. Og nogle af Jer, som I der er kommet i aften kan have set vor særlige udstilling med Library og Kongress’s medvirken - Koranen der tilhørte Thomas Jefferson. Og det er en påmindelse, sammen med generationer af patriotiske muslimer i Amerika, at Islam - som så mange trosretninger - er del af vor nationale historie.
Henvisningen til Jefferson’s såkaldte Iftar middag i talen 2012 var i det mindste et lille skridt tættere på sandheden, hvor han førhen havde været mindre klar. I 2010 sagde Obama direkte at Jefferson’s var den først Iftar middag:
I aften mindes vi om at Ramadan er en fejring af en tro der er kendt for sin diversitet. Og Ramadan er en påmindelse om at Islam altid har været en del af Amerika. Den muslimske ambassadør til USA, fra Tunesien, var gæst hos præsident Jefferson, der arrangerede en solnedgangsmiddal for sin gæst fordi det var Ramadan - og gjorde det til den første kendte Iftar i Det Hvide Hus for mere end 200 år siden.
Men det er historisk revisionisme at sige dette, Jefferson middag er hverken helt fastslået eller et “måske.” Præsident Thomas Jefferson holdt bare ikke nogen Iftar middag i Det Hvide Hus, han havde heller ikke til hensigt at ære Islam den dag. At hævde at den første præsident der gik i krig mod muslimer skulle være vært ved en middag for at ære Islam er en absurditet i første rang.
Follow Warner Todd Huston on Twitter @warnerthuston or email the author at igcolonel@hotmail.com.

Som et ekstra krydderi her endnu et citat af John Quincy Adams -  
"Idet han adopterede fra den nye Åbenbaring om Jesus, håbet og troen på det udødelige liv, og om fremtidig gengældelse, ydmygede han (Muhammad) det ned i støvet ved at tilpasse alle belønningerne og sanktionerne i hans religion til tilfredsstillelsen af den seksuelle lidenskab. Han forgiftede kilderne til menneskets lykke ved selve brønden, ved at nedværdige kvindekønnet, og ved at tillade polygami; og han erklærede utilsløret og ødelæggende krig mod resten af menneskeheden som en del af hans religion. ESSENSEN I HANS LÆRE VAR VOLD OG VELLYST. - LOVPRISE BRUTALITET FREM FOR MENNESKETS ÅNDELIGE NATUR ... Mellem disse to religioner, der således er i modsætning til hinanden ved deres karaktertræk, har der allerede nu raset en krig i 1200 år. Krigen er endnu åbenbar.. samtidig med at de nådesløse og tøjlesløse dogmer fra den falske profet skal fremme motiver til handling,  kan der aldrig være fred på jorden, og god vilje mod menneskene." (Sætningen med stort er således også angivet med stort i originaldokumentet.)

mandag den 26. juni 2017

Mordtallet i Mexico slår rekorder

En rigtig slem måned for Mexico



Lad os vende tilbage til det temmelig deprimerende emne om vold syd for grænsen. Vi erfarede i dag at Maj virkelig var en ganske forfærdelig måned:    
Mexico registrerede et rekord højt antal mord sidste måned, nævnte embedsmænd, og understreger dermed landets kamp for at gøre noget ved den forfærdelige vold der følger med multi-milliard dollars narkohandlen.
Der var 2,186 drab i maj måned nævnte en rapport fra the National Public Safety System --det højest antal siden landet begyndte at føre opgørelser for 20 år siden
Billedresultat for drug war mexico
Den stat med de fleste drab var Guerrero, et nøglepunkt i Mexico krig mod narko - her blev 216 myrdet.
I staten mod vest - Sinaloa -- hvor rivaliserende fraktioner har kæmpet om kontrollen over Sinaloa narkokartellet siden dennes frontfigur Joaquin "El Chapo" Guzman, blev udleveret til United States i januar måned -- dræbtes 154 personer, det højeste antal på seks år.
Siden Mexico indsatte militæret til at bekæmpe narkohandlen i 2006, har en strøm af blod ført til flere end 20000 mennesker der er døde eller savnede, mens rivaliserende narkokarteller fører krig mod hinanden og hæren.
I sandhed deprimerende. Forresten ligger feriestedet Acapulco i staten Guerrero.

Det er interessant at betragte hvordan Mexico er faldet fra nyhedsinteressen i de seneste uger. Erstattet af Nordkorea, Syrien, Rusland og vor egen fanatiske og latterlige besættelse af Trump/Rusland sammenfaldet. Dog gennemgår Mexico en kritisk tid og vi har brug for at sætte os ned og finde metoder til at hjælpe hinanden,.    

Hvad kan vi gøre? Der er ikke mange muligheder, men vi kan indlede med at udvide    
The Merida Initiative (eller Plan Mexico) som præsident Bush godkendte i 2007. Den gav de væbnde mexicanske styrker topmoderne teknologi i bekæmpelse af kartellerne. Den gode nyhed er at Mexicos Hær er villig til at bekæmpe dem, som den har gjort siden sent 2006.

Vi skal også tage Centralamerika i betragtning. El Salvador er i øjeblikket en slagmark og mennesker forsøger at komme ud og til USA.

Vi burde diskutere, hvordan vort forbrug af narko slår vore unge mennesker ihjel og er med til finansiere disse karteller.   

Det er kompliceret og meget nedtrykkende at betragte det som foregår syd for grænsen. Jeg var så heldig at bo og arbejde i Mexico for ¨år tilbage. Mexico havde problemer, men intet som i den skala vi ser hver dag på forsiderne af aviserne. Dagligdagens mord flår landet i stumper og stykker.  


P.S. You can listen to my show (Canto Talk), (YouTube) and follow me on Twitter.

http://www.americanthinker.com/blog/2017/06/a_very_bad_month_for_mexico.html#ixzz4ko9woKr0

søndag den 25. juni 2017

Vil Obama på kampagne skade Demokraterne yderligere?

Vil Obama på kampagne skade Demokraterne yderligere?



Ud fra enhver objektiv målestok da har præsident Obama skadet Demokraterne en del. Der var langt flere Demokrater end Republikanere da præsident Obama blev indsat.

Demokraterne har nu mistet 1000 sæder fra Washington til the Great Plains fra 2009, som det fremgår af denne artikel i Politico:
Demokraternes tilbagegang er slående. Men en del af problemet er at det er så let at pege på tegn der viser at det måske ikke er så slemt.
Trods alt slog Clinton Trump med 2,8 millioner stemmer. Obamas approval tal er næsten 60% Meningsundersøgelser viser at Demokraterne ligger foran GOP på mange felter og demografien lader formode at den kløft vil øges.
Men i Kongressen er de en minoritet - og de har kun 16 guvernører tilbage og står overfor 32 stater der er under GOP kontrol. Deres topledere i Huset er alle over 70. Deres topledere i Senatet er alle over 60.
Under Obama, har Demokraterne mistet 1034 sæder på stats og forbundsniveau - der er ingen sæder, absolut ingen der faktisk kan tale for partiet som et hele.
Forresten så kom denne artikel før Georgia, eller det vi fik at vide var en “folkeafstemning om præsident Trump.”

Hvad kan man så gøre når man bliver ved med at tabe? Man bringer så bagmanden for partiets kollaps tilbage på banen. Det formoder jeg da vi erfarer at  President Obama ønsker at komme tilbage på den politiske arena.
Billedresultat for democrats demise
Tidligere præsident Barack Obama forbereder sin første kampagneindsats i 2017 idet han har aftalt at arbejde for Demokraten Ralph Northam i dennes kamp om at blive guvernør i Virginia.
For nu at være fair - det er altså en begrænset rolle. Vi ved sådan set ikke hvad Obama vil sige eller hvor aktiv han vil være. Ikke desto mindre er det for partiet en kæmpefejl - et parti der har brug for at gå genopbygget sin “base” og forberede sig på en fremtid uden Obama og Clinton.

Måske planen er at nå visse samfundsgrupper for at sætte lidt fut i Demokraterne. Fungerede det  i 2016? Med andre ord, Trump vandt i Pennsylvania og Michigan trods en synlig præsident der og Mrs. Obama mindede de sorte om at stemme på Hillary og bevare hans eftermæle.

Demokraterne kan ønske at vide hvordan Houston Astros og Chcago Cubs begyndte at vinde. Det gjorde de ved at forkaste alt det gamle og begynde helt forfra - det vil sige - ingen Clinton, ingen Obama og ingen som havde noget som helst at gøre med partiets nedtur.

P.S. You can listen to my show (Canto Talk) (YouTube) and follow me on Twitter.


fredag den 23. juni 2017

Nordkorea myrder amerikaner. Obama gjorde intet for at få ham ud

Udvis alle nordkoreanske diplomater i USA



Fred Fleitz, senior vice præsident for Policy and Programs at the Center for Security Policy og tidligere CIA analytiker var med hos værten Alex Marlow for Breitbart News Daily SiriusXM tirsdag for at tale om Otto Warmbiers død, få dage efter han kom tilbage fra Nordkorea. Han nævnte også muligheden at af Loretta Lynch skal vidne for Senate Judiciary Committee.

Fleitz sagde. “Dette er er yderst forfærdelig historie. Regeringen i Nordkorea myrdede denne unge mand.
.Billedresultat for otto warmbier
De myrdede ham. Og vi ved at Nordkorea er et forbryderisk rgime. Men det jeg er meget vred over er, hvordan Obama administrationen gjorde så at sige ingenting for at få ham hjem.”

"Der var ingen diplomatiske besøg,” fortsatte Fleitz, “der er påkrævet efter international lov af staten der repræsenterer os, Sverige, for at kontrollere hvordan han havde det mens han var i fængsel. Der var ingenting.”

Fleitz fortsatte med at kritisere Obama administrationen for at lade tingene ligge, gøre ingenting. “En ung mand, der var hans (Warmbiers) værelsesfælle på hotel - han er britisk statsborger - siger at Obama administrationen aldrig kontaktede ham for at finde reelt ud af hvordan han blev arresteret. Obama administationen sagde til Warmbier familien ‘Vær tavse. Gør ingenting.’ og Obama administrationen gennemførte deres idiotiske politiske tålmodigheds strategi, hvilket vi ved nu var en katastrofe.”

Fred Fleitz writes for the Center for Security Policy.  He is senior vice president for policy and programs with the Center for Security Policy. He held U.S. government national security positions for 25 years with the CIA, DIA, and the House Intelligence Committee staff. Fleitz also served as Chief of Staff to John R. Bolton when he was Under Secretary of State for Arms Control and International Security in the George W. Bush administration.



onsdag den 21. juni 2017

En tragedie skjult af militært hemmelighedskræmmeri

En tragedie skjult af militært hemmelighedskræmmeri

Paul Kengor
Enhver veteran fra 2. Verdenskrig kan fortælle interessante, spændende historier. Men for Frank E. Bryer, er hans historie en han aldrig ville kunne fortælle - da den var så forfærdelig.
Det begyndte da hans skib Rohna, blev sænket. Da skibet gik ned den 26. november 1943 var Franks liv for evigt forandret. Og det er meget få, udover de som blev slynget i havet der nogen sinde har vidst hvad der egentlig skete.
 Billedresultat for hmt rhona
The HMT Rohna var et britisk troppetransport skib på 8,600-tons  der hovedsageligt blev benyttet til at transportere amerikanske enheder til kamppladsen i Det Fjerne Østen. Skibet gik ned dagen efter  Thanksgiving, i Middelhavet, nær Nordafrikas kyst. Årsagen et tysk missil. Men det var ikke hvilket som helst tysk missil. Det var det første kendte missil der ramte et fartøj. Det var raketdreven, radiofjernstyret og en kontrolleret “glider” bombe - det vil sige et af de første ægte missiler i brug. Og nazisterne var de første som havde fremstillet det.
Resultatet var øjeblikkeligt og ødelæggende. Ifølge websitet der i dag er det officielle online samlingssted for the Rohna Survivors Association, mistede flere livet på the Rohna end på the USS Arizona ved Pearl Harbor.
Over 1000 mænd mistede livet og deres regering holdt episoden hemmeligt af frygt for at information om den skulle lækkes om den ildkraft der lå i de tyske radiostyrede missiler. Regeringen frygtede effekten på morale i U.S. militæret og i befolkningsen som et hele.
“Eksplosionen” var så ‘ødelæggende’ fastslår  the Rohna Survivors Association, “at U.S. Regeringen lagde et hemmelighedens slør ud over det. Begivenhederne der fulgte var så pinlige, at hemmeligheden fortsatte i årtier - indtil fornylig - da dokumenterne under stort besvær blev frigivet ved the Freedom of Information Act. Regeringen anerkender stadig ikke denne tragedie, så de fleste familier til de omkomne aner stadig ikke hvilken skæbne der overgik deres kære.”
Det tyske angrebs succes var virkelig chokerende, og den amerikanske tragedie så tragisk at det som skete med Rohna blev fuldstændig tysset ned under krigen og stadig ikke har fundet vej til historiebøgerne. Det er først i det sidste årti, eller der omkring at man er begyndt at være opmærksom. Der eksisterer en Wikipedia side, der er bedre end den der fandtes for blot å år siden - hvilket var ingenting. History.com har en kort omtale af ulykken. En søgning på Amazon giver nogle få selvudgivne memoirer eller små historiske værker.
Det er trist at først nu. læge efter de få overlevende fra Rhona er blevet endnu færre at man så forsøger at holde  genforeningsmøder, 70 år efter ulykken.
Man holdt hemmeligheden så tæt at Frank Bryers datter, Mary Jo Palmer måtte bruge mange år på at få gravet detaljer frem om hvad der egentlig skete. “Far var virkelig plaget af dette,” fortalte Mary Jo mig, “men det ikke så meget sænkningen af skibet, men det at han ikke kunne redde flere mænd.”
De frygtelige øjeblikke med gigantiske flammer hærgede Franks hjerne. Da skibet brød ud i en ildkugle stod Frank for bemandingen af en redningsbåd pakket med sårede soldater. Han blev beordret til at hold rebene stramt og sænke soldaterne i vandet. En redningsbåd fyldt med mænd er ikke let. Det blev hurtigt bevist da rebene bristede og Frank kunne se mændene han havde ansvaret for faldt i døden i havet. Billedet af de mænd der glider ud af hans hænder ned i dybet slog ham med rædsel. .
Men mareridtene skulle komme senere, I mellemtiden blev Frank også tvunget til at forlade skibet, der sank på en time. Som sin egen ‘redningsbåd’ fik Frank og fem andre fat i en træbæk. Mens mørket langsomt omsluttede dem og med frygten for flere tyske missiler ledte Frank gruppen an med at recitere the Lord’s Prayer. Frank skrev senere og denne dystre aften:
Destroyere blev beordret til at lægge et tykt røgslør ud for at camouflere området. Andre tyske fly fløj frem og tilbage med ordre om at dræbe mændene i vandet. “Jeg kan huske jeg flød i havet og så andre soldater klynge sig til livet og skibet. Agterstavnen af skibet gik først ned, og boven pegede direkte op i himlen. Derpå gik det langsomt ned. Jeg vil aldrig glemme det. “
Der var andre skibe i konvojen der passerede, men ikke så eller hørte Frank og hans skibskammerater. “Det var den værst følelse man kan forestille sig,” sagde Frank. “Jeg var sikker på at det her var afslutningen. Jeg sagde til mændene i gruppen at vi hellere måtte bede ...Vi var angste, chokerede og klynkende.”
De som havde overlevet eksplosionen var spredt overalt, råbende om hjælp. Men for Frank: “Min tanke var på den redningsbåd der faldt i havet. Det eneste jeg kunne gøre at at bede Gud tage dem til sig så hurtigt som muligt så de ikke skulle lide mere.”
Frank og hans gruppe ved den flydende træbænk skiftedes - fire af dem flød med på bænken og to hang efter i reb. De frygtede ikke kun tyskerne, men også hajer, og med god grund. Enhver der er bekendt med rædselshistorien om  USS Indianapolis ved hvordan hajer langsomt, med sikkert fortærede drengene der flød i vandet i løbet af nogle dage.
Der alene i vandet om natten var det værste, sagde Frank. De længtes efter deres familier. De talte om hjemmet. Frank fortalte om dengang han som ung boede og arbejdede ved Villa Maria  i Erie, Pennsylvania, hvor han tilbragte det meste af sin tid fordi hans familieforhold var anstrengt. Han lo senere af hvordan drengen “ikke kunne forstå hvordan han kunne bo sammen med nonner.”
Man siger der ingen ateister er under kamp. Og der var heller ingen på denne gyngende bænk. “To af mændene mente ikke de ville komme til Himlen, men jeg sagde til dem at hvis de bad Gud om Nåde og tilgivelse, så ville det ske” sagde Frank. Vi holdt om hinanden og bad Fadervor. Vi talte med Gud. Det var en lang nat.”
De seks mænd forsøgte at få noget søvn i det kolde vand, det var umuligt. De måtte holde fokus og holde fast i bænken. Til deres store held var de i vandet ‘kun’ seks timer. Lige da solen stod op så de en redningsbåd i horisonten. Det var en Minestryger der samlede dem op.
“Jeg takkede ud for at redde os,” sagde Frank. “Jeg spurgte mændene om de mente vor bønner var blevet besvaret.”
De blev bragt til Algeriet for at komme sig. Men for Frank var der kun lidt følelsesmæssig lise. Det eneste han kunne tænke på var de sårede soldater han ikke kunne reddde. “Jeg tænkte på den smerte de havde måttet udholde. En sergent fortalte mig, at der intet var jeg kunne have gjort anderledes. Jeg kunne ikke sove og havde dårlige drømme, sprang undertiden ud af sengen og råbte om hjælp.”
Men det værste var at Frank ikke kunne dele de oplevelser han havde gennemgået. De blev beordret til ikke at nedskrive eller tale om Rhona med deres familier eller indbyrdes. Den militære censur var så streng at de blev truet med Krigsret hvis de ikke adlød.
Og som med så mange soldater fra 2. Verdenskrig fik Frank ingen hæder trods hans trængsler - men et traume for livet. Han fik besked på at komme sig og så vende tilbage til tjenesten, som han gjorde under resten af krigen. Han blev hjemsendt den 21. marts 1946 efter at have været med til at kæmpe på øerne i Stillehavet. .
Det var så sandelig heller ingen ‘dag på stranden.’
“Jeg takker ud for jeg stadig er i live fordi jeg kunne være døde hundrede gange,” sagde han som 90 årig.
Frank Bryer døde den 4. januar 2916 som 92 årig, syv årtier efter Rohna sank. Langt om længe kan han hvile i fred. Og måske først nu er han blevet forsonet med de sårede drenge der faldt i havet og døden under ham den 26. november 1943.

Related Posts with Thumbnails