Charles de Gaulle og Donald J. Trump
I sit særdeles underholdende skuespil The Odd Couple, (Hvem støver af) skildrer Neil Simon et noget bizart par, den sjuskede og overfladiske Oscar (Walter Matthau) og den overpertentlige og neurotiske Felix (Jack Lemmon).
Nu, sådan helt tilfældigt, har de nyeste begivenheder så givet muligheden for at kommentere på en umage politisk duo, med fuldstændig modsatrettede karaktertræk og væremåder: Charles de Gaulle og Donald J. Trump.
Karl Marx skrev at alle verdens store historiske kendsgerninger og personligheder først ligner de rene tragedier og derpå en farce.
Det ville være fejlagtigt og unfair, som visse kritikere har gjort, at påstå at franske og amerikanske ledere indtræder i disse roller, især amerikanske. I bund og grund er lederne af de to lande enige om hvad det vigtigste er: Gennem deres politik, og forsøg på forandring, at gøre deres nationer Store Igen, spille på en uafhængighedens rolle i international politik, sammen med det at betone en vækst i deres nations interne velstand og udfordre den accepterede konsensus.
Tysklands kansler Angela Merkel, der stiller op for fjerde gang, udtrykte ved et møde i en Ølstue i München den 28. maj 2017 sin skuffelse over præsident Trumps udtalelser og holdninger ved NATO topmødet i Bruxelles den 25. maj og G7 mødet i Taormina den 28. maj.
Trump sagde nemlig ikke det som lederne ved begge møder ønskede at høre - om klimaforandring, om handel, om Rusland og helt specifikt om U.S. forpligtelsen ifølge Artikel V i NATO pagten. Han sagde med stor nerve, og til deres utilfredshed, at de ikke betalte deres retmæssige del af NATO udgifter, og samtidig kritiserede han den europæiske handel- og immigrationspolitik.
Merkel er ganske tydeligt ikke tilfreds med Trumps nationalisme, hans America First politik og hans protektionistiske syn på tingene, men hun svarede ikke præcist på Trumps direkte budskab om at de 28 medlemmer af NATO ikke opfylder deres pligt til at betale mindst 2% af deres GOP til militæret. Hendes svar er at Trump ikke er en pålidelig partner og at Europa skal tage egen skæbne i hænderne. Hun sagde, tiden hvor europæerne er helt afhængige af andre, til en vis grad, er forbi.
Ganske tilfældigt er der påmindelser om denne argumentation om uafhængighed ved en lille hændelse i den lille franske landsby, cirka 200 kilometer fra Paris. Trods navnet på byen Colombey-les-Deux-Eglises, har den lille by en befolkning på blot 736, og kun een kirke.
Denne fredelige landsby blev kendt som hjemsted for Charles de Gaulle, der boede der fra 1934 til sin død i 1970, og er begravet på den lokale kirkegård. I landsbyen er der et museum for de Gaulle, og der er et monument formet som Lorraine Korset, symbolet benyttet under 2. Verdenskrig af De Frie Franske som de Gaulle grundlagde og stod i spidsen for.
Den 27. maj vandaliseredes monumentet for de Gaulle på kirkegården, man smadrede korset. Gerningen skyldtes muligvis en forstyrret person og måske uden noget politisk budskab.
Dog er der anledning til at mene at der ligger noget politisk bag. I første runde af præsidentvalget i Frankrig, den 23. april 2017 fik højrefløjskandidaten Francois Fillon 38.54% af stemmerne, Marine Le Pen 31.23%, og Emmanuel Macron 11.26%. I anden og endelige runde den 7. maj 2017, fik Le Pen 54.76% og Macron 45.24%. Landsbyen er på markant vis orienteret mod højre i politik.
I valget fremmanede alle kandidater, på deres vis, erindringen om de Gaulle og hævdede de selv var tapre soldater. De Gaulle var et helt ekstraordinært menneskeligt fyrtårn i fransk historie, trods den kendsgerning af de Gaulle i bund og grund var overbærende overfor de politiske partier indtil han grundlagde Den emte Republik i 1958. Imidlertid var det de Gaulles stålsatte holdning til fransk uafhængighed der fandt genlyd i kandidaternes politiske retorik og nu kan sammenlignes med den ligeså stærke og mere direkte holdning hos Donald Trump.
Med sin lidenskabelige facon, skønt han ikke var en autoritær person, var de Gaulle
personificeringen af folkelig suverænitet, og ofte omtalte han sig med Tredje Person, ligesom Julius Cæsar.
På empatisk vis udtrykte han det i sin tale den 29. januar 1959: “Det franske folk har ved sit mandat og godhed givet mig den nationale legitimitet som jeg i tyve år har været legemliggørelsen af.” Dette var samtidig en retfærdiggørelse af at han nægtede at anerkende det franske Vichy regimes lovlighed, der den 2. august 1940 ved en rigsretssag i absentia havde dømt ham til døden, fordi han udfordrede samme Vichy regime ved at skabe De Frie Franske i London for at kæmpe mod den tyske nazi okkupation af Frankrig.
De Gaulle hædres mange steder, herunder Carlton Gardens i London, hvor en plakette erindrer ham som præsident for Den Franske National Komite, der som hovedkvarter netop befandt sig i denne bygning fra 18. juni 1940 og frem. Selvom han kun var en nyudnævnt brigadegeneral var han leder af De Frie Franske fra 1940 til 1944, og præsident for Frankrig fra 1958 til 1969.
Naturligvis er Charles de Gaulle og Donald Trump ikke sammenlignelige når man ser på værdighed, charme, elegance, opførsel og personlig moral, men de er ens i den henseende at de respekterer deres nationers uafhængighed og kæmper hårdt for det - og gerne gør det alene - noget der giver postyr og harme i andre lande. Harmen øgedes med de Gaulles synspunkter om at ingen nation har venner, kun interesser.
De Gaulle gav udtryk for denne holdning på en noget ugenerøs facon den 25. august 1944, da han fejrede at han kom til Paris efter byen var blevet befriet for Nazi styret. Skønt det var U.S. tropper der i virkeligheden havde udført og kæmpet de fleste slag, bemærkede de Gaulle om byen: “Befriet ved sig selv, befriet ved sit folk med assistance af Frankrigs hære, med støtte og assistance af hele Frankrig.”
Winston Churchill var ikke den eneste der mente at de Gaulle var en “ubehagelig og umulig” individ. Men han forstod også den vanskelige nationalist. Han skrev om de Gaulle at han måtte være barsk over for briterne for at bevise for franskmændene at han ikke var en britisk marionet.
Præsident Trump var ligeledes barsk og udviste mangel på høflighed via sin empatiske understregning af amerikansk nationalisme og forrang for hans land og opfattelsen af hans opgave.
I den henseende ligner Trump de Gaulle der i sin åbenhjertelige indlednig af Mémoires nævner, at Frankrig ikke er sig selv, medmindre man er helt med fremme i forrest linje og at hans land skal “stræbe højt.”
Trump udtrykker det samme om U.S. dog på en anderledes måde. De Gaulle betonede at Frankrig ikke kan være stort uden “Grandeur.”
De Gaulle og Trump, trods alle deres forskelligheder er dog ens på mange måder. Begge udtykker sig med direkte appeller. De Gaulle bemærkede i The Edge of the Sword: "Man kan ikke få folkemængder i bevægelse uden gennem følelser, voldelige illustrative eksempler, brutale innovationer.” Trump fremmede amerikanske enhed ved sine populistiske retorik. De Gaulle og Trump skændtes begge med formodede partnere, de Gaulle med Storbritannien og U.S. og Trump med medlemmerne af NATO.
I sin politik om fransk “Grandeur” trak de Gaulle Frankrig ud af NATO militære overkommando, iværksatte et uafhængigt kernevåbenprogram og foreslog et Europa af suveræne stater frem for et overnationalt Europa. På lignende vis har Trump, indtil videre, været forbeholden overfor værdien af internationale organisationer, dog støtter han NATO.
I et antal håndskrevne dokumenter afslørede de Gaulle sig som et ensom, forbitret og ofte vredt menneske der mente han var legemliggørelsen af Frankrig. Han var kritisk overfor U.S. strategien i 2. Verdenskrig, som Trump er kritisk over for NATOs politik.
Endelig er der en fængslende sammenligning mellem de to ledere vedrørende Rusland.
Ved at kritisere den amerikanske politik i 2. Verdenskrig hyldede de Gaulle Sovjetunionen for at føre krig uden restriktioner, og det er derfor hans forhold til Rusland var varmere end med noget andet land. Han lykønskede Stalin i 1942 på 25. årsdagen for den russiske revolution.
Det er næppe sandsynligt at Trump vil komme med lignende lykønskninger til præsident Putin, men der er grund til at spekulere på om de tilsyneladende uophørlige kongres undersøgelser i Trump administrationens relationer med Rusland vil komme til at åbenbare en lignende varme.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar