En tragedie skjult af militært hemmelighedskræmmeri
Paul Kengor
Enhver veteran fra 2. Verdenskrig kan fortælle interessante, spændende historier. Men for Frank E. Bryer, er hans historie en han aldrig ville kunne fortælle - da den var så forfærdelig.
Det begyndte da hans skib Rohna, blev sænket. Da skibet gik ned den 26. november 1943 var Franks liv for evigt forandret. Og det er meget få, udover de som blev slynget i havet der nogen sinde har vidst hvad der egentlig skete.
The HMT Rohna var et britisk troppetransport skib på 8,600-tons der hovedsageligt blev benyttet til at transportere amerikanske enheder til kamppladsen i Det Fjerne Østen. Skibet gik ned dagen efter Thanksgiving, i Middelhavet, nær Nordafrikas kyst. Årsagen et tysk missil. Men det var ikke hvilket som helst tysk missil. Det var det første kendte missil der ramte et fartøj. Det var raketdreven, radiofjernstyret og en kontrolleret “glider” bombe - det vil sige et af de første ægte missiler i brug. Og nazisterne var de første som havde fremstillet det.
Resultatet var øjeblikkeligt og ødelæggende. Ifølge websitet der i dag er det officielle online samlingssted for the Rohna Survivors Association, mistede flere livet på the Rohna end på the USS Arizona ved Pearl Harbor.
Over 1000 mænd mistede livet og deres regering holdt episoden hemmeligt af frygt for at information om den skulle lækkes om den ildkraft der lå i de tyske radiostyrede missiler. Regeringen frygtede effekten på morale i U.S. militæret og i befolkningsen som et hele.
“Eksplosionen” var så ‘ødelæggende’ fastslår the Rohna Survivors Association, “at U.S. Regeringen lagde et hemmelighedens slør ud over det. Begivenhederne der fulgte var så pinlige, at hemmeligheden fortsatte i årtier - indtil fornylig - da dokumenterne under stort besvær blev frigivet ved the Freedom of Information Act. Regeringen anerkender stadig ikke denne tragedie, så de fleste familier til de omkomne aner stadig ikke hvilken skæbne der overgik deres kære.”
Det tyske angrebs succes var virkelig chokerende, og den amerikanske tragedie så tragisk at det som skete med Rohna blev fuldstændig tysset ned under krigen og stadig ikke har fundet vej til historiebøgerne. Det er først i det sidste årti, eller der omkring at man er begyndt at være opmærksom. Der eksisterer en Wikipedia side, der er bedre end den der fandtes for blot å år siden - hvilket var ingenting. History.com har en kort omtale af ulykken. En søgning på Amazon giver nogle få selvudgivne memoirer eller små historiske værker.
Det er trist at først nu. læge efter de få overlevende fra Rhona er blevet endnu færre at man så forsøger at holde genforeningsmøder, 70 år efter ulykken.
Man holdt hemmeligheden så tæt at Frank Bryers datter, Mary Jo Palmer måtte bruge mange år på at få gravet detaljer frem om hvad der egentlig skete. “Far var virkelig plaget af dette,” fortalte Mary Jo mig, “men det ikke så meget sænkningen af skibet, men det at han ikke kunne redde flere mænd.”
De frygtelige øjeblikke med gigantiske flammer hærgede Franks hjerne. Da skibet brød ud i en ildkugle stod Frank for bemandingen af en redningsbåd pakket med sårede soldater. Han blev beordret til at hold rebene stramt og sænke soldaterne i vandet. En redningsbåd fyldt med mænd er ikke let. Det blev hurtigt bevist da rebene bristede og Frank kunne se mændene han havde ansvaret for faldt i døden i havet. Billedet af de mænd der glider ud af hans hænder ned i dybet slog ham med rædsel. .
Men mareridtene skulle komme senere, I mellemtiden blev Frank også tvunget til at forlade skibet, der sank på en time. Som sin egen ‘redningsbåd’ fik Frank og fem andre fat i en træbæk. Mens mørket langsomt omsluttede dem og med frygten for flere tyske missiler ledte Frank gruppen an med at recitere the Lord’s Prayer. Frank skrev senere og denne dystre aften:
Destroyere blev beordret til at lægge et tykt røgslør ud for at camouflere området. Andre tyske fly fløj frem og tilbage med ordre om at dræbe mændene i vandet. “Jeg kan huske jeg flød i havet og så andre soldater klynge sig til livet og skibet. Agterstavnen af skibet gik først ned, og boven pegede direkte op i himlen. Derpå gik det langsomt ned. Jeg vil aldrig glemme det. “
Der var andre skibe i konvojen der passerede, men ikke så eller hørte Frank og hans skibskammerater. “Det var den værst følelse man kan forestille sig,” sagde Frank. “Jeg var sikker på at det her var afslutningen. Jeg sagde til mændene i gruppen at vi hellere måtte bede ...Vi var angste, chokerede og klynkende.”
De som havde overlevet eksplosionen var spredt overalt, råbende om hjælp. Men for Frank: “Min tanke var på den redningsbåd der faldt i havet. Det eneste jeg kunne gøre at at bede Gud tage dem til sig så hurtigt som muligt så de ikke skulle lide mere.”
Frank og hans gruppe ved den flydende træbænk skiftedes - fire af dem flød med på bænken og to hang efter i reb. De frygtede ikke kun tyskerne, men også hajer, og med god grund. Enhver der er bekendt med rædselshistorien om USS Indianapolis ved hvordan hajer langsomt, med sikkert fortærede drengene der flød i vandet i løbet af nogle dage.
Der alene i vandet om natten var det værste, sagde Frank. De længtes efter deres familier. De talte om hjemmet. Frank fortalte om dengang han som ung boede og arbejdede ved Villa Maria i Erie, Pennsylvania, hvor han tilbragte det meste af sin tid fordi hans familieforhold var anstrengt. Han lo senere af hvordan drengen “ikke kunne forstå hvordan han kunne bo sammen med nonner.”
Man siger der ingen ateister er under kamp. Og der var heller ingen på denne gyngende bænk. “To af mændene mente ikke de ville komme til Himlen, men jeg sagde til dem at hvis de bad Gud om Nåde og tilgivelse, så ville det ske” sagde Frank. Vi holdt om hinanden og bad Fadervor. Vi talte med Gud. Det var en lang nat.”
De seks mænd forsøgte at få noget søvn i det kolde vand, det var umuligt. De måtte holde fokus og holde fast i bænken. Til deres store held var de i vandet ‘kun’ seks timer. Lige da solen stod op så de en redningsbåd i horisonten. Det var en Minestryger der samlede dem op.
“Jeg takkede ud for at redde os,” sagde Frank. “Jeg spurgte mændene om de mente vor bønner var blevet besvaret.”
De blev bragt til Algeriet for at komme sig. Men for Frank var der kun lidt følelsesmæssig lise. Det eneste han kunne tænke på var de sårede soldater han ikke kunne reddde. “Jeg tænkte på den smerte de havde måttet udholde. En sergent fortalte mig, at der intet var jeg kunne have gjort anderledes. Jeg kunne ikke sove og havde dårlige drømme, sprang undertiden ud af sengen og råbte om hjælp.”
Men det værste var at Frank ikke kunne dele de oplevelser han havde gennemgået. De blev beordret til ikke at nedskrive eller tale om Rhona med deres familier eller indbyrdes. Den militære censur var så streng at de blev truet med Krigsret hvis de ikke adlød.
Og som med så mange soldater fra 2. Verdenskrig fik Frank ingen hæder trods hans trængsler - men et traume for livet. Han fik besked på at komme sig og så vende tilbage til tjenesten, som han gjorde under resten af krigen. Han blev hjemsendt den 21. marts 1946 efter at have været med til at kæmpe på øerne i Stillehavet. .
Det var så sandelig heller ingen ‘dag på stranden.’
“Jeg takker ud for jeg stadig er i live fordi jeg kunne være døde hundrede gange,” sagde han som 90 årig.
Frank Bryer døde den 4. januar 2916 som 92 årig, syv årtier efter Rohna sank. Langt om længe kan han hvile i fred. Og måske først nu er han blevet forsonet med de sårede drenge der faldt i havet og døden under ham den 26. november 1943.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar