fredag den 29. november 2019

Bidens søn mistænkt for narkomisbrug på stripklub

Hunter Biden mistænkt for at ryge crack på stripklub i Washington

MATT MARGOLIS

Ifølge en rapport fra the New York Post, er tidligere bestyrelsesmedlem af Burisma Holdings Hunter Biden, mistænkt for at have røget crack i en stip klub i Washington DC, hvor han brugte “tusindvis af dollars” ved adskillige besøg. Disse besøg siges at være sket mens han sad i bestyrelsen for Burisma. 

Episoden der fandt sted ved Archibald’s Gentlemen’s Club i Washington, DC, sent sidste år repræsenterer de nyeste forlydender om  hævdet stofmisbrug af Biden, 49, der har anerkendt at have været under behandling seks gange for alkoholisme og afhængighed der omfattede et crackmisbrug i 2016. 
Ansatte på Archibald’s, der befinder sig tre blokke væk fra Det Hvide Hus, sagde Biden kom der regelmæssigt. To bartendere og en sikkerhedsvagt genkendte straks hans foto og en ansat identificerede ham ved navn.
Vice President Joe Biden, left, with his son Hunter, right. (AP Photo/Nick Wass, File)
Sikkerhedsvagten, Ranko Petrovic, sagde Biden - søn af tidligere vicepræsident Joe Biden, den Democratic frontløber som præsident næste år - regelmæssigt sad i et VIP rum og drak under hans besøg.
James Ritter, tidligere leder og partner af Archibald’s Gentlemen’s Club, sagde der var “mistanke om stofmisbrug” under et af Hunter Bidens besøg sent i 2018. 
“Der duftede af brændt Styrofoam i the VIP værelset. Vi sagde til ham at intet ulovligt må foregå her.” sagde Ritter. “Ansatte for VIP mistænkte det var crack” føjede han til.
Hunter brugte “tusinder og tusinder af dollars i VIP værelset på Archibalds,” han betalte sine regninger med “kreditkort der ikke havde hans navn.”
Klubben krævede som regel at kunderne benyttede de kreditkort der passede på deres officielle ID, men “Hunter var lidt af en undtagelse,” sagde Ritter.  
Hvornår mon vi kan forvente at Hunter slutter sig til sin fars kampagne?
_____
Matt Margolis is the author of Trumping Obama: How President Trump Saved Us From Barack Obama's Legacy and the bestselling book The Worst President in History: The Legacy of Barack Obama. You can follow Matt on Twitter @MattMargolis


mandag den 25. november 2019

Prins Andrew dømt ude - hvad med Bill Clinton?

Prins Andrew dømt ude - hvad med Bill Clinton? 

Pressen går gevaldigt op i at Storbritanniens Prins Andrew helt har trukket sig fra offentligt liv med baggrund i hans ynkelige forbindelser med den pædofile Jeffrey Epstein. Prins Andrew havde armen omkring livet på et 17 årig på et foto. Han mødtes med Epstein efter denne havde fået en gevaldig advarsel og dom i Florida, og det er der også fotos af. Optegnelser fra fly log viser han rejste med Lolita Extress. Og utroligt nok hævder han at han intet kendte til hvad der foregik.
En lille rig, gammel fyr. Eller meget, meget naiv......
U.K.'s Daily Mail har denne uddybende rapport, naturligvis udarbejdet fra et U.K. perspektiv. Men the U.S. pressen har også været med. Her er CNNWashington PostVanity FairCNBCTimeFox News...
For den amerikanske presse er det letkøbt humor når man tager i betragtning at den britiske royale familie hos os ikke er vigtig, som til gengæld i U.K. hviler på et pletfrit offentligt image der er ganske lidt kompatibelt med det at flyve rundt med Epstein, men også rejser spørgsmål hvorfor den anden berømte ven af Epstein, Bill Clinton, der adskillige gange rejste med Lolita Expressen ikke får samme paria behandling. Faktum er at pressen så at sige ikke har fremført den ækle sag, selv nu her hvor Clintons hustru (og datter) flintrer landet tynd i en slet skjult kampagne for Hillary som præsident.
Joe Biden får alle mulige spørgsmål om hans søn Hunters luskede forretningsaftaler. Men Hillary Clinton er immun - og ikke et ord er blevet sagt i medier om lurvede Bill, der stadig er i det offentlige liv som han plejer. Det kan synes som om han er ude af billedet, og alle disse benægtelser han indtil nu er kommet med er åbenbart sande .....næsten lige så sande som Prins Andrews benægtelser.
Billedresultat for virginia giuffre
Virginia Giuffre
Der er rigtig mange flere ting der indikerer at Clinton slet ikke var uvidende, eller naiv om Epstein. Skønt han er blevet anklaget af Epsteins troværdige anklager Virginia Giuffre er Clinton gentagne gange tidligere blevet anklaget for at være et ‘seksuelt rovdyr.,’ af adskillige andre kvinder. Når en person som Clinton er sammen med Epstein er det ganske åbenbart i offentlighedens interesse, især med fru Hillarys præsidentielle ambitioner. Her for nylig gav en af Clintons anklagere Juanita Broaddrick etinterview til Australia's Sky News, hvor hun fremførte problemerne med den skrydende Democratic eks-præsident, og hendes mangel på retfærdighed. Den har hun indtil nu ikke fået.
  
Hvilket bringer spørgsmålet op om hvorfor Clinton ikke får samme, om nogen, opmærksomhed, og da slet ikke afstandtagen fra hans velkendt venskab med Epstein. Hvorfor ikke? Den britiske presse er interesseret i den britiske vinkel, den amerikanske presse burde på lignende vis være interesseret i den amerikanske vinkel. Men kun Prins Andrew får pressende fulde opmærksomhed. Måske det er fordi han ikke er en Democrat der skal beskyttes? 
Det udstiller blot pressens troværdighedsproblem når man forsøger at beskytte en anden Democrat for ubelejlige, ubehagelige spørgsmål.   

søndag den 24. november 2019

Kina: Supermagt ved et tilfælde og hjælp fra USA

Kina: Supermagt ved et tilfælde

Gordon Chang, en amerikansk ekspert om Kina, har skrevet at tre gange siden afslutningen på 2. Verdenskrig har Amerika reddet Kinas kommunister.
Lige så overraskende det kan lyde så har Chang dog en ganske sikker sag.
Det begyndte med Richard Nixon, der i 1967 skrev en skelsættende artikel i Foreign Affairs om rationalet for samarbejde og endog forsoning og argumenter for at Kina ikke burde isoleres, hvor det så ville “nære sine fantasier, opildne til had og true sine naboer.” I de senere stadier af Mao morderiske Kultur Revolution, blødte Kinas Kommunist Parti. Chang skriver: "Årevis med interne kampe og kaos - i bund og grund en borgerkrig - havde svækket Kinas ledende organisation, men Nixons besøg det år signalerede støtte til Maos vaklende regime.” Mao og hans kommunistparti blev reddet. Dette kan have været en god ‘handel’ da det var med til at splitte Kina og USSR, men det ændrer ikke det mindste ved den kendsgerning at U.S. indsatsen hjalp Kinas kommunister.
Anden redning kom fra præsident George H.W. Bush. Dette var Amerikas modsvar på nedslagtningen på Tiananmen Square (1989). "Bush sendte embedsmanden Brent Scowcroft på en ikke officiel tur til den kinesiske hovedstad i juli måned for at forsikre førende leder Deng Xiaoping, at Washington ville stå med Partiet og hjælpe det med at dæmpe den voldsomme kritik fra udlandet. Bush gjorde det så klart at sanktionerne fra Amerika ved Tianmen, som han var tvunget til at acceptere, ikke havde virkning og snart ville blive hævet.” Det var så den kamp for menneskerettigheder og demokrati.
Men for amerikanske interesser kom den mest skadelige redning af kommunist regimet i Kina ved hjælp af præsident Bill Clinton. I 1999 tillod Clinton at Kina kom med i the World Trade Organization (WTO) og åbnede døren på vid gab til U.S. markedet. Dette var i håbet om at med Vestens goodwill og generøsitet da ville Kinas kommunister udvikle sig og acceptere efterkrigstidens liberale værdier. Det var en balanceakt der gik helt galt. Men selv før dette så Nixon skriften på væggen. Før hans død i 1994 sagde den tidligere præsident der havde indledt åbningen til Kina; “”Vi kan have skabt en Frankenstein.”

De tre eksempler Chang skriver om var bevidst politik skabt af de ‘kloge mænd’ i vore udenrigstjenester. Der er endnu en sag der er værd at bemærke, hvor the U.S. hjalp Kina selvom det ikke var meningen. Det var en efterdønning af 2. Verdenskrig i Stillehavet. Før krigen var Kina let bytte for både Japan og de europæiske kolonimagter. Japan blev besejret og Stillehavet blev renset for alle andre landes flåder - kun US Navy var tilbage. Denne flåde blev så benyttet til at sikre en Pax-Americana der holdt de tidligere imperialister fra at udnytte Kina. Uden dette skjold ville kommunist Kina aldrig være blevet til.  
Det var så historisk. Hvad med i dag? Økonomisk set er Kina et land der er afhængigt af andre. Man skal eksportere for at skabe jobs hjemme, hvilket er en absolut nødvendighed for social stabilitet. Handelsoverskuddet ved eksport er også det som har igangsat væksten i Røde Kinas militær. På den anden side er Kina afhængig af import for at få dækket basis behovene for energi, fødevarer, ramaterialer og avanceret teknologi.  
I de nuværende handels forhandlinger beder Kina - nej nærmest tigger - U.S. om at respektere landets ret til at udvikle sig. Det lyder ganske fornuftigt, indtil man forstod hvad det betyder. At udvikle som man ønsker og Kina har brug for fortsat at stjæle U.S. teknologi og andre intellektuelle ejendomme sammen med uhindret adgang til det amerikanske marked. Uden det vil ikke kun Kinas drømme om regional dominans falme, men også landets økonomi, der allerede halter. Og stagnation er noget formand Xi frygter da det kunne føre til ukontrollabel social uro, der igen ville underminere det ikke valgt kommunist parti der hersker i Kina.  
Kinas Kommunist Parti har brug for Amerika til endnu engang, den fjerde, at kautionere ved en handelsaftale. Gordon Chang skriver at det nævnes i mange kredse i Kina nu om stunder, “kun Trump kan redde Kina.” Men en handelsaftale er dubiøs for U.S. interesser i langt perspektiv. For det første har kineserne løjet og snydt med hver eneste handelsaftale de har underskrevet med Washington. De vil ikke, og kan ikke leve op til en ny. Dette er ikke for at hævde at kineserne er gennemført uærlige, men de kinesiske kommunister er. Er du overrasket?
For det andet. Kina har intention om at genoplive deres kejserlige fortid. Denne gang ønsker de ikke kun at dominere deres region, men også,  hvor absurd det end lyder - hele verden. Igen fra Chang: “Mens Mao ofte talte om kommunistisk revolution der skulle feje over planet i en fjern fremtid ser Xi nostalgisk tilbage på Kinas imperiale fortid, hvor Kejseren fastholdt, at han eller hun - en kvinde sad engang på tronen- beherskede tianxia, eller "Alt under Himlen.”
Det er ikke i Amerikas interesse at være med til at hjælpe og være medskyldig i dette forehavende. En handelsaftale vil nok blive underskrevet på et tidspunkt som en fredsaftale. I det lange løb er Amerika og Kina for forskellige. En skilsmisse skal der til. The U.S. burde forberede sig på skille sig af med kommunist Kina som man gjorde med USSR. Jeg mener det vil komme til at ske.

fredag den 22. november 2019

Undskyld mit franske - hvorfra stammer det udtryk?

Undskyld mit franske - hvorfra stammer det udtryk? 
I 1972, havde den nu afdøde store komiker George Carlin debut med monologen "Syv ord du aldrig må sige på TV.” De syv ord er også de som du ikke kan nævne i dette nyhedsbrev, så jeg skal ikke nævne dem. Carlins titel på monologen var ikke særlig præcis - for de syv ord blev faktisk ikke forbudt på TV - men i store træk er det korrekt. I høfligt selskab benytter man ikke disse syv ord eller en strøm af lignende i samtaler.
Men hvis man nu gør? Du vil måske gerne sige undskyld. Hvis du gør er der en god chance for at du kunne sige “pardon mit franske.” Se på grafen herunder, den viser det sprog der benyttedes i bøger fra sidste århundrede sådan cirka. (Det er fra Google's Ngram Viewer, som du kan lege med her.) Begyndende i 1970’erne og frem er “pardon mit franske” blevet mere og mere populær når man gerne vil beklage sit barske sprogbrug. (OK det er dog faldet noget til ro, men alligevel).
 
Men af de 7 ord - og jeg vil stadig ikke nævne dem - så er ingen af dem franske. Heller ingen at de mere harmløse bandeord som “BS.” Så hvor stammer frasen fra?
Det viser sig at det er fordi mennesker skammede sig over at blive opfattet som storsnudede.
Den første moderne brug af “pardon mit franske” - der jo faktisk betyder “undskyld mit franske” kommer fra en bog fra 1831 med titlen “Den Tolvte Nat” af Baron Karl von Milte. Trods forfatterens tyskklingende navn er den skrevet på engelsk (næsten) Undtagelsen - nuvel er ordet "embonpoint" --  et fransk ord der betyder “fedladen” eller “overvægtig.” En af personerne i bogen siger følgende:
Jamen da dog, hvor du er blevet fed! - som en bold - du vil snart være som embonpoint (undskyld mit franske) som din kære far, majoren.

Det er en besynderlig sætning, ikke sandt? Den talende siger “undskyld mit franske” men “embonpoint” er ikke et bandeord, blot et regulært gammelt fransk ord. Ydermere undskylder den talende ikke for at kalde den anden for fed. Han undskylder for at bruge et fransk ord for at udglatte fornærmelse. Lidt mærkeligt at undskylde for det - til man ser nærmere på historien bag.
Som Reader's Digest noterer, da indsatte William the Conqueror, da han indtog England et antal fransktalende normanner i ledende roller, og i generationer fremover var det meste af den engelske adel tosprogede - engelsk og fransk. Det var sproget der skilte eliten fra folket. Eliten benyttede franske vendinger i deres tale, og ‘folket’ kunne sjældent forstå de ikke engelske ord. Det gav en opdeling af samfundet. 
Som Mental Floss forklarer, "Engelsk talende benyttede franske ord og fraser i samtaler - for at vise sig og deres kultur frem, at de var sofistikerede eller deres sociale klasse, eller fordi var det kun en fransk frase der har det der je ne sais quoi—og derpå undskylde for det, hvis lytteren ikke kendte ordet eller ikke talte sproget.” Således kom den talende med en tom undskyldning for at bruge et ikke høfligt sprogbrug. 
Med tiden blev brugen til - “undskyld for at bruge upassende sprog,dog er jeg ikke virkelig undskyldende” og så kom det også til at gælde med bandeord. Og da det er blevet mere almindeligt at bruge fremmede fraser i hverdagsproget, er den oprindelige grund til at undskylde for at bruge franske ord blevet udvandet.
Bonus fakta: Da Carlin første gang udførte sin monolog “Syv ord,” var der intet lovgrundlag der specifikt ‘forbød’ brugen af ordene, men TV kanalerne udøvede selvcensur, og sender sjældent, om nogensinde profaniteter (det gælder vidst ikke længere).

onsdag den 20. november 2019

Slutspillet om Kashmir?

Slutspillet om Kashmir

Indiens parlament annullerede Article 370 i landets forfatning den 5.august. Dermed bragtes Jammu og Kashmir fuldt tilbage til den indiske union.

Pakistans reaktion var hurtig og man var vred. Pakistans diplomatiske bestræbelser på at skildre Indien som en aggressor i sit eget territorium har ikke fået medhold i det internationale samfund, hvilket yderligere har frustreret Pakistan. Oveni, med en økonomi der er i knæ, har Pakistans muligheder for at få opbygget støtte til sine fortællinger vedrørende Jammu og Kashmir. så sat gang i modstanden på Kashmirs gader og fremmer terrorisme der, var ved at tørre helt ud.  
Problematikken med J & K er kompleks og forstås ikke særlig godt rundt om i verden.

Indien har oprigtigt været tilhænger af, og stræbt efter bilaterale aftaler som midlet til at opnå fred mellem de to lande, Indien og Pakistan. Den storsindethed Indien udviser efter landets overvældende militære sejr over Pakistan i decmeber 1971 - der gjorde at den uafhængige nation Bangladesh blev oprettet, og hvorunder Indien tog 93000 krigsfanger - er kun lidt kendt i det internationale samfund.

Endnu mindre kendt er at Indien sendte alle 93000 krigsfanger tilbage efter underskrivelsen af Shimla Aftalen i juli 1972. Indien kunne med lethed have udnyttet dette øjeblik til at tvinge Pakistan til at acceptere mange andre konditioner for at lette tilbagesendelsen af de tilfangetagne soldater.
En af de konditioner kunne have været bosættelser i de territoriale områder der omhandler J & K. Ifølge Shimla Aftalen accepterede Indien en forsikring fra Pakistan om at de to lande ville stræbe efter bilaterale overenskomster for at løse problematikken med J & K.

Det var underforstået at en intervention ved en tredjepart var passé og selv FN resolutionerne holdt ikke længere, skønt der ikke blev indgået nogen formelle handlinger for at ophæve resolutionerne.

Ifølge FN Skkerhedsråds Resolution Nummer 47, af 21. april 1948 skulle Pakistan sikre en tilbagetrækning fra staterne Jammu og Kashmir af stammefolk og pakistanske nationalister der ikke plejede at være bosat der. Disse var kommet dertil for at kæmpe i krigen. Man bad også Indien om at reducere sine styrkers antal til et minimum, hvorefter omstændighederne for at holde en folkeafstemning ville være til stede og skulle finde sted. 
Da Pakistan ikke trak sine styrker tilbage var udgangspunktet for at udføre en folkeafstemning aldrig til stede. Pakistans forsøg på at bruge magt til at ændre status for J & K i løbet af de sidste 30 år har forseglet skæbnen for UNSC resolutionen. Indien overholder ikke længere sin del af aftalen og følger i stedet en politik med bilaterale aftaler for løsninger på alle uoverensstemmelser med Pakistan.  Basis for Pakistans hævd over områderne J & K (herunder de som ikke de ikke besidder) er the Instrument of Accession (tiltrædelse) underskrevet af den tidligere hersker af den fyrstelige stat J & K den 26. oktober 1947, og Joint Resolution af 22. februar 1949 underskrevet af begge Huse i Indiens Parlament. s
Det internationale samfund er også meget lidt klar over at Indien underskrev the Indus Waters Treaty i 1960 med Pakistan, således at en retmæssig andel af vandet i Indus Floden kan flyde til det området som en vandløbsnær stat. Trods Pakistan 30 år med en proxy krig i J & K, har Indien intet gjort for at ophæve eller sløjfe den traktat/aftale. Indien kunne udmærket bruge vandet fra Indus som politisk våben, men som en større og mere ansvarsbevidst nation fortsætter Indien med at udvise storsind. 
Ved begyndelsen af problemet i 1950’erne, da FN gik ind i J & K problemet, gik Indien ind på en særlig forfatningsmæssig status for J % K indtil der var en endelig løsning på den hævdede uoverensstemmelse. Under Article 370 i den indiske forfatning gav man J & K sin egen forfatning og indførte ikke adskillige indiske love. Article 35A gav myndighed til de dømmende myndigheder i J & K til at fremsætte regler og konditioner således at borgerne kunne få borgerrettigheder. I løbet af de sidste 70 år kan Articles 370 og 35A kan have hjulpet til at fastholde J & K’s demografiske sammensætning, men de har også skabt forhåbninger om secession blandt nogle folk i Kahsmirs mindre regioner.
I 1989, da Pakistans grænse mod Afghanistan blev et mindre fremherskende sikkerhedsproblem og Indiens strategiske effektivitet var på et lavpunkt, igangsatte Pakistan en proxy, skyggekrig i staten J & K. Den proxykrig fortsætter. I begyndelsen omfattede den transnationale “mujaheeden” der efter krigen mod Sovjetunionen var til rådighed. Pakistan gik over til et system med at infiltrere terrorgrupper i Pakistan som Lashkar e Taiyaba (LeT) og Jaish e Mohammed (JeM). Disse grupper er internationalt forbudt og Pakistan har intet gjort andet end at lade som om man gør noget ved deres ulovlige aktiviteter, selv under internationalt pres. 
Lige for tiden står Pakistan overfor efterforskning af den internationale Financial Action Task Force (FATF) med formålet at indlede metoder til at afvikle landets finansielle støtte til transnationale terrorgrupper. Hvis Pakistan ikke er i stand til at bevise at man har gjort noget tilstrækkeligt kommer landet på FATF’s sorte liste. Dette vil gøre det yderst vanskeligt for Pakistan interne finansielle problemer. Fremtidige hjælpepakker vil være komme i spil hvis man vil undgå at være på den sorte liste.  
Desværre, i stedet for at tage afstand fra voldelig ekstremistisk aktivitet og indgå i forhandlinger med Indien er Pakistan fortsat med at tro at man kan bruge separatismen i Kashmir som et politisk virkemiddel. Indien er aldrig veget tilbage fra samtaler, men forudsætningen har altid være tilbagetræking af terrorstøtten og af separatistik aktivitet hører op. 
Dog tror Pakistans regering og deep state at man kan fortsætte med begge metoder til at få J & K brudt ud af Indien og lade det opsluge af Pakistan. Relevansen for ‘deep state’ omfatter ledelsen i Pakistans militær og fløje i  Inter-Services Intelligence (ISI), og Inter Services Public Relations (ISPR) som er med på et vist niveau af vold og fremme af anti-indiske holdninger i J & K.
Dog bør Pakistan indse at de forfatningsmæssige forholdsregler i Indien, der hjalp med til at fremme den eksklusive status i J & K, nu er ophævet.

Krigstrusler, herunder Pakistans premierminister Imran Khans trussel om at benytte kernevåben har til hensigt at aflede opmærksomheden i det internationale samfund på farerne på dette kontinent. Det er aldeles uansvarlige udtalelser. Pakistan har dårligt råd til tale om krig med Indien, når man tager landets økonomi i betragtning, og Indiens overlegne kapacitet og den position Indien indtager i det internationale samfund. 
Premierminister Modis besøg i USA lige før hans tale i FN Generalforsamlingen og præsident Trump der stod med ham på scenen ved et stormøde med indiske-amerikanere i Houston burde være det passende budskab til Pakistan.

Pakistans bestræbelser på at stille Indien i et dårligt lys i forskellige fora i det internationales samfund er forfejlet. Indiens handlinger er fuldt lovlige og premierminister Modi har fået adskillige tilkendegivler om det fra vigtige nationer i verden, heraf nogle islamiske.
Lieutenant General Syed Ata Hasnain is a retired General of the Indian Army. His last assignment in service was as the Military Secretary of the Indian Army.  In 2018, Hasnain was appointed Chancellor of Central University of Kashmir.

mandag den 18. november 2019

Slaveriet i Afrika undersøgt af muslimsk senegalesisk forsker

Slaveri i Afrika undersøgt at senegalesisk akademiker

Vesten skal stå til ansvar for slavehold af sorte! Medier fortæller vidt og bredt om denne - ikke politisk korrekte påstand, også muslimer er med i det kor.
Madame Taubira, den sorte justitisminister i Frankrig føjede endog egen personlige mening til da hun sagde: “Det er ikke nødvendigt for meget at nævne den arabisk-muslimske slavehandel for at unge arabere ikke skal føle hele vægten af de forbrydelser der er begået af araberne.”
 Billedresultat for madame taubira ministre
Men nu har arbejdet af Mr Tidiane N'Diaye, en sort muslimsk antropolog og specialist i civilisationer i Afrika ganske seriøst udfordret dette dogme. For få år siden udgav han "The Veiled Genocide", en refleksion over den helt bevidste dækken over det arabisk-muslimske slaveri, fra Muhammad, til vor tid, og den bør man absolut læse.
(Den er ikke oversat til engelsk endnu. Den franske udgiver præsenterer bogen som et studium der kaster lys over en tragedie der næsten ikke er blevet bemærket. Handlen med sorte fra Afrika gennem den arabisk-muslimske verden. Denne menneskehandel omfattede 17 millioner ofre, der blev dræbt, kastreret eller holdt som slaver i mere end fjorten hundrede år uden afbrydelse. Fangerne blev tvunget til at krydse ørkenen til fods for at komme til Magrehb, Egypten eller Den Arabiske Halvø via Zanzibar med båd....Dog blev denne slavehandel nedtonet, ulig Vestens slavehandel til Amerika. Hvorfor? Fordi kun konversion til Islam gjorde det muligt at undslippe slaveriet, men ikke for sorte. Imidlertid, nu til dags er Afrika blevet muslimsk, således er der en slags religiøst broderskab mellem den “hvide” og den “sorte” side af kontinentet, og et fælles ønske om at “tilsløre” dette folkedrab. En polemisk og modig bog)
Handlen med slaver udøvet af vesterlændinge for 250 år siden har været genstand for voldsom fordømmelse ved dets overgreb på menneskets værdighed, og man holder hele tiden mindet i live. Dog er det nyttigt at vise den historisk beviste islamiske oprindelse til slavehandlen. Og lad os ikke miste fokus på at slaveri af sorte går så langt tilbage til da erobrere, i Allahs navn, kom til Afrika for tusind år siden. 
Således gennemtvang den indfødte krigsherre Abdullah ben Said i 652 en aftale med Sudan om en vedholdende leverance af slaver, der kun voksede i løbet af århundrederne.
Som resultat mener Mr. N'Diaye gennem sin grundigt dokumenterede forskning at hele slavehandlen udført af araberne i Afrika (ca. 20 millioner ofre) med den aktive medvirken af lokale høvdinge har udgjort en menneskelig ‘hæmoride’ langt mere ødelæggende end den slavehandel som Vesten stod for i en begrænset tidsperiode. 
Sorte slaver i Cairo, 1852 (Metropolitan Museum of Art)
Blandt så mange andre ting sætter han fokus på den kendsgerning, at arabiske-muslimer systematisk emaskulerede deres slaver for at hindre en mulig erindring om dette lukrative folkedrab der holdt ved i mere end et millennium. Antallet af efterkommere af sorte deporteret af Vesten i 250 år gennem trekantshandlen til Amerika er nu cirka 70 millioner.
Denne bog er et vigtigt bidrag i kampen med den sædvanlige benægtelse af at jihad og slaveri hænger sammen, og dette omfattende studium ved en muslimsk forsker giver den ekstra information der er brug for til at udfordre den fordømmelse der stadig udelukkende har fokus på Vestens slavehandel, der igen benyttes som argument for anti-hvid-racisme i visse kredse.
Det er ikke desto mindre interessant at huske i denne henseende, at det var Vesten der gjorde op med slaveriet i Afrika i det 19. århundrede, gennem deres tilstedeværelse og deres henvisning til humanismen fra de jødisk-kristne skrifter.
PUBLISHED BY ABBÉ ALAIN ARBEZ ON OCTOBER 20, 2019
Reproduction authorized with the following mention: © Abbé Alain René Arbez, Catholic priest, Jewish-Catholic commission of the Swiss Bishops' Conference and the Swiss Federation of Jewish Communities, for Dreuz.info.Translated with the help of www.DeepL.com/Translator

lørdag den 16. november 2019

Rigsrets kuppet mod Trump - lidt fakta

Schiff Kuppet: Lidt fakta

Disse kendsgerninger kan ikke betvivles:
1. Tidligere vicepræsident Joe Biden indrømmede og pralede på TV med at han truede med at tilbageholde en milliard dollars i amerikansk hjælp til Ukraine, dersom Ukraine ikke afskedigede den anklager der efterforskede Burisma. Det var Burisma der betalte Hunter Biden, søn af Joe Biden og med over $50,000 om måneden som bestyrelsesmedlem af Burisma. Der er noget snavs der skal frem i lyset. Joe Biden indrømmede at der er snavs.
Burisma-logo.png
2. The Obama-Biden administrationen gav ikke militær hjælp til Ukraine da landet havde brug for hjælp mod Ruslands aggression. Dette blev indrømmet af fungerende ambassadør til Ukraine, William Taylor, i hans vidneudsagn. Trump meddelte i december 2017, at the United States, ville sende militærhjælp til Ukraine som daværende præsident i landet Poroshenko bad om fra the USA. Obama og Biden havde  nægtet at sælge for $47 millioner Javelin antitank missiles.
Billedresultat for javelin anti tank missile
I maj 2018 efter at Ukraine havde afprøvet de nye Javelin missiler takkede Poroshenko Trump for støtten til Ukraine og for at have leveret Javelin antitank missile systemer.
3. Den 25. juli 2019 bad præsident Trump Ukraines præsident  Zelensky om at undersøge Ukraines indblanden i 2016 valget. Der er bevis på at Ukraine hjalp Hilley i 2016 valget, og forsøgte at sabotere at Trump kunne vælges.
4. Udskrift af telefonsamtalen blev frigivet af præsident Trump. Udskriften taler for sig selv. Der er ingen omtale af forbindelse mellem amerikansk hjælp og nogen efterforskning af Biden.
5. Der var ingen efterforskning af Ukraines i 2016 valget eller nogen efterforskning af Joe Biden.
6. Ukraine modtog den amerikanske militærhjælp der er hele humlen i “rigsretssagen høringen” den 11. september 2019, seks uger efter telefonsamtalen den 25. juli mellem præsident Trump og præsident Zelensky.
7. The Democrats har nægtet at bede de såkaldte "whistleblower" vidne.
The Democrats, anført af Adam Schiff, AKA Shifty Schiff, mener at disse kendsgerninger er nok til at være “bestikkelse, forræderi, eller andre alvorlige for forbrydelser og forseelser” til at indlede en rigsretssag og fjerne præsident Trump.
Shifty Schiff indkalder som “vidner” ansatte i State Department der fremfører deres holdninger om betydningen af udskriften og deres mening om hændelserne. De er ikke enige i præsident Trumps udenrigspolitik. Vi har udskriften, og enhver, herunder Congress, kan afgøre med sig selv hvad den betyder. Den betyder så lige præcist de ord som udskriften indeholder: Ingen quid pro quo, ikke noget ulovligt.
De to første vidner, George Kent en embedsmand i State Department official, og William Taylor, fungerende ambassadør til Ukraine viser ganske klart ved deres forseelse og holdninger at de ikke støtter præsident Trump. Jeg vil gerne vædde på de stemte for Hillary Clinton. De begge er ærgerlige over at Trump er præsident og at Trump benyttede sin personlige advokat Rudy Guiliani til at undersøge korruptionen i Ukraine. Rudy efterforskede som del af sit forsvar Trump i Robert Mueller undersøgelsen.
Det ser ud til at Shifty Schiff lader disse vidner fremstå som “ekspert vidner” om hvordan Ukraine skal håndteres. I en retssag skal ekspertvidner kunne kvalificeres som eksperter på det område de skal vidne om, at bruge kun når der er brug for en ekspert for at forklare for retten og juryen noget som en lægmand har svært ved at forstå. For eksempel kræves anklager mod læger at en læge forklarer hvad den anklagede doktor gjorde forkert.
Kent og Taylor, og resten af de ansatte skal udføre udenrigspolitik udformet af præsidenten. Deres holdninger om præsident Trumps udenrigspolitik er irrelevant for om kendsgerningerne udgør “bestikkelse, forræderi eller andre alvorlige forbrydelser og forseelser.” I bedste fald kvalificerer deres holdninger dem til et job hos CNN eller MSNBC, ved siden af  John Brennan og James Clapper, til at angribe Trump. Men deres vidneudsagn er ikke relevant og ikke materiale der kan knyttes til problemet om telefonsamtalen strækker sig til angår “bestikkelse, forræderi eller andre alvorlige forbrydelser og forseelser.”
Kent og Taylor er fortørnede over at præsident Trump benyttede Rudy Guiliani, han private advokat, til at efterforske Ukraines indblanding i vor politik. Efter at have set Taylor og Kent, de to første vidner indkaldt af Shifty Schiff, var det klogt af præsident Trump at bruge Rudy og ikke stole på disse to.
Men deres “bekymring” om Ukraine lyder hul. De vidste begge at Obama nægtede at give Javelin anti-tank missiler til Ukraine, da Ukraine havde brug for dem under kampene med Rusland. Alligevel er de nu “bekymrede” for Ukraines sikkerhed. De følger Shifty Schiff narrativet om at Trump tilbageholdt hjælp i cirka seks uger fra 25. juli til 11. september. De sagde begge at det at forsvare Ukraine er at forsvare USA. Hvis de og the Democrats og medierne, der pludselig har opdaget at Ukraine er livsvigtig for USA’s forsvar troede det, da burde de have indledt rigsretssag mod Obama for ikke at give Javelin missiler til Ukraine.
Opsummeret: Præsident Trump leverede the Javelin missilerne til Ukraine. Obama nægtede at gøre det. Joe Biden truede Ukraine med at landet ville miste en milliard dollars i hjælp dersom Ukraine ikke afskedigede anklageren der efterforsker Burisma. Det var Burisma der betalte Joe Bidens søn Hunter over $50,000 om måneden for et job uden arbejde, blot fordi han var vicepræsidentens søn. Men det er forkert, ifølge the Democrats og medierne, at stille spørgsmål til Biden om dette, og Trump burde fjernes fra embedet fordi de fortolker hans telefonsamtale som at bede Ukraine se nærmere på Biden.
Forbrydelsen er, at der ikke er nogen efterforskning af Joe Biden der brugte sin stilling som vicepræsident for at skaffe de $50,000 om måneden til hans søn, og få anklageren afskediget. Der er heller ingen efterforskning af Ukraine der blandede sig i 2016 valget for at hjælpe Hillary Clinton og Trump.
Præsident Trump og the Republicans gør helt ret i at bekæmpe dette luskede forsøg på et kup. Han burde ignorere “rådet” fra tidligere U.S. attorney Andrew McCarthy, der plejer at være korrekt i sin juridiske analyser, og Fox reporter Chris Wallace, der plejer at tage fejl i sine politiske analyser, fordi han er en NeverTrump. Begge foreslår at Trump bør indrømme, efter høringen den 13. november, at telefonsamtalen var upassende eller forkert og argumenterer for at rigsretssag er for alvorlig p.g.a. en telefonsamtale. Dette er at gå med på Schiffs præmis for en anklage. Det er det samme som at erklære sig skyldig så man kan få en mildere dom.
The Democrats og medierne har intet.

torsdag den 14. november 2019

Kinas koncentrationslejre - folkedrab på vej?

Kina store interneringslejre

Cirka 1 million uighurer er forsvundet uden dom. Det kan blive værre

Sidste sommer (2018) begyndte online links mellem Kinas vestlige Xinjiang region og resten af verden at gå i sort.

Uighurerne der udgør den største etniske gruppe i Xinjiang, begyndte af afskære venner og familiemedlemmer i udlandet fra deres kontakter på WeChat, den dominerende online platform i Kina. Mange bad deres familiemedlemmer om ikke at ringe til dem. Den uighur familie jeg talte med smuglede en sidste kommunikation ud gennem chatfunktionen, integreret i et videospil.
I 2009 havde regeringen lukket hele internettet ned i næsten et år, men dette var noget helt andet. Minoritetsgrupper som et hele afskar sig selv fra verden udenfor, man sletter den ene kontakt efter den anden.
Mens Uighurerne forsvinder fra samtaler over grænserne begyndte nye markante bygningskomplekser at poppe op over hele regionen. Store bygninger omringet af dobbelthegn og vagttårne, alle ganske tydelige fra satellitbilleder. Hundred tusinder af mænd og kvinder fra minoriteter, de fleste Uighurer, men også andre er forsvundet ind i disse lejre det sidste år, som regel uden at familien får noget at vide og uden anklage om kriminel aktivitet. Mens politiet har knoklet hårdt for at indsamle så mange Uighurer for at leve op til internerings kvota, er selv de mindste tegn på mangel på loyalitet overfor myndighederne et påskud for internering, såsom at holde op med at drikke, faste eller hilse på embedsmænd. Kontakt med verden udenfor er et af disse tegn på formodet upålidelighed.
 Billedresultat for xinjiang camps satellite
Når man tager i betragtning hvor svært det er at kommunikere med udlændinge er det overraskende hvor meget os udenfor Kina har været i stand til at opdage masse-interneringsprogrammet for minoriteter i Xinjiang. Baseret delvist på læk gennem en usædvanlig frimodig politiembedsmand i Kashgar (nu er han fjernet) har eksperter anslået at cirka 5 til 10% af den voksne Uighur befolkning er blevet interneret uden at have været for en dommer. I en by fortalte politiet journalister fra Radio Free Asia, at man forventede at sende 40% af befolkningen, herunder næsten 100% mænd mellem 20 til 50 år til interneringssystemet. 
Over for den internationale verden har Kina som stat nægtet eksistensen af det som er blevet kendt som “genuddannelseslejre,” men lokale embedsmænd fortsætter med at bygge nye lejre og opfordrer åbenlyst online til bud på byggekontrakter, og giver detaljer om alt fra lejrenes størrelse  (op til  883,000 square feet) til materialevalg (“bombe-sikre overflader”) kræves. Nogle få internerede er blevet løsladt af en eller anden grund, og har fortalt deres historier om livet i lejrene til journalister, hvor de beskriver forholdene fra ikke komfortable til bogstavelig tortur.
Der er spørgsmål der svæver i luften, herunder det yderst vigtige, hvad internerings netværket er beregnet til at gøre og hvad ofrene kan forvente. Fortolkningerne spænder vidt. De lokale medier i Xinjiang præsenterer lejrene som rehabiliterings faciliteter af kort varighed.
Uighurer med familiemedlemmer og venner har været borte nu i over seks måneder og der er mere at frygte. Og tilstedeværelsen af en rekrutteringsnotits om 50 “stålsatte” vagter ved et krematorium udenfor Urumqi, den regionale hovedstad har givet mere næring til frygt for at den kinesiske regering er klar til folkedrab. 
Skønt intentionen bag valget af politik ikke vides helt, har det sidste år givet datalæk, online spor og øjenvidne rapporter der giver antydninger af de mål som beslutningshaverne i Beijing har. I lyset af den lange historie om modstand mod kinesisk styre i Xinjiang og de kinesiske forsøg på at eliminere den synes nogle motiver at være tydelige.
Siden Qing dynastiets erobring af regionen i 1759 har stater med oprindelse i Kina konfronteret vanskelighederne i disse regioner som man døbte Xinjiang - den “nye grænse” herunder oprør i 1864, 1933 og 1945 som førte til oprettelsen af kortvarige uafhængige stater.
Ved oprettelsen af Folkerepublikken Kina (PRC) i 1949 var kun 6% af befolkningen i  Xinjiang Han kinesere, og de kinesiske myndigheder betragtede de oprindelige indbyggere, især flertallet bestående af Uighur som etnisk gruppe, med mistænksomhed og foragt. I 1982 havde man gennem politiske tiltag øget andelen af etniske kinesere i Xinjiang til 40%, men myndighederne var hele tiden bekymret over den oprindelige befolknings modstand og så det som en trussel mod Kina territoriale forhåbninger, drømme. Selv efter to århundreder med et styre fra Kina har de oprindelige indbyggere i Xinjiang mere kulturelt tilfælles med Central Asien og Mellemøsten end med Kina, og modstand, både fredelig som voldelig var almindelig. 
Kinas Kommunistiske Party (CCP) har begrundet denne modstand med diverse fortolkninger i årenes løb. I 1990’erne blev det anset som værende i bund og grund etnisk-nationalistisk “separatisme” med baggrund i pan-tyrkisk ideologi. Efter 2001, da Folkerepublikken stillede sig på USAs side i den “globale krig mod terror” begyndte myndigheder langt oftere at nævne “terrorisme” som man hævdede var fostret af religiøs “ekstremisme” og med en omtale, hvor man kraftigt lånte islamofobiske argumenter i Vesten, Det de to udlægninger deler er en formodning om  at trossystemer og ideer er det som får folk til at gøre modstand, ikke restriktiv kulturel baseret politik, økonomi, eller folks underordnede status i samfundet og da helt sikkert ikke den uretfærdige behandling ved en okkuperende koloniserende stat.
Indtil for nylig omhandlede de officielle forklaringer på den stadige modstand og utilfredshed, at det var en håndfuld ‘rådne æbler’ der gik imod CCP styret. Myndighederne i Xinjiang kastede energi ind på at kontrollere de “onde kræfter” gennem sikkerhedsforanstaltninger. Denne tilgang nåede et højdepunkt ved optøjerne i 2009 der medførte mange døde. I juli det år protesterede Uighurer i Urumqi mod at arbejdere blev tævet til døde på en fabrik uden for Shenzen der beskæftigede Uighurer. Da politiet forsøgte at opløse en i begyndelsen fredelig demonstration gik det over til direkte oprør og Uighurer  myrdede næsten 200, de fleste Han kinesere.
De statlige myndigheder lagde skylden for dette på Uighurer i Europa og the United States. Folkehæren, en paramilitær sikkerhedsstyrke oversvømmede derpå regionen, opsatte kontrolposter og bevogtede steder i hele Xinjiang. Konvojer af olivengrønne tropper gik hele tiden på patrulje i byerne. Man bar bannere for at fremme “etnisk enhed” for at påvirke Uighurernes sind og hjerte. I de følgende år overdyngede myndighederne byerne med overvågningskameraer og indførte restriktioner på rejser for Uighurer fra landdistrikterne.  I de første år af 2000 så man en stadig mere stram statskontrol af Uighur bevægelsen, på religiøs praksis og udtryk, og 
resultatet af 2009 oprøret accelererede forvandlingen af Xinjiang regionen til en fuldblods racistisk politistat. 
Interneringslejr systemet afspejler et skifte i de officielle ideer om omfanget af de ideologiske trusler. Under Chen Quanguo, Xinjiang’s øverste embedsmand siden 2016, truer statens politik alle Uighurer som værende sandsynlige modstandere af Partiet, og dermed underforstået en anerkendelse af at rigtig mange Uighurer ikke er taknemmelige over for Kinas styre. Det er så ikke kun Uighurer der er utilfredse med Partiet men også Kazakhere og andre minoritetsgrupper.
Det er derfor ikke overraskende, at det oftest officielt nævnte argument for interneringslejrene er at rense folkets tanker, “eliminere ekstremismen” og indgyde kærlighed til Partiet. En meddelelse lækket  fornylig fra Xinjiangs Kommunist Partis Ungdomsliga, beregnet på at dulme den herskende frygt over genopdragelseslejrene, forklarede at disse lejre “behandler og renser for virus i deres hjerner.” Navnene der bruges for lejrene har stor variation, både for den samme lejr og den ved siden af, men de fleste indeholder f.eks. ordet “forvandling,” “koncentreret uddannelsens transformations center.”
Den håndfuld personer der er løsladt fra lejrene og kan fortælle deres historier beskriver en mangfoldighed af indoktrinerings teknikker der til formål har at indgyde kærlighed til Kinas Kommunist Parti og dets leder Xi Jinping.
“Lærerne” og vagter tvinger de indsatte til at råbe slogans, se videoer om hvordan man identificerer islamisk ekstremisme, studerer tekster af Konfutse, siger tak til Formand Xi Jinping før måltiderne, forhåner islam, skrive selvkritik, er nogle af de indoktrineringsprogrammer som Partiet står for, lige så gamle som selve Fokerepublikken, teknikker der gjorde at vi på engelsk fik ordet “brainwashing” en direkte oversættelse af det kinesiske xi nao. Disse teknikker ved Partiet er i kombination med det som præsenteres som moderne psykologiske læringsmetoder, da genopdragelsescentrene ansætter personale der har gennemgået psykologisk træning.
Indoktrineringen afspejler en ny betoning af nationalismen over hele Folkerepublikken. Statsmedierne fremhæver Partiet som Kinas Frelser, som de altid har gjort, men “Kina” er nu mere knyttet til kulturen hos den etniske majoritet - Han kineserne.
Fra det perspektiv bliver religioner der bedømmes som kommende udefra, for eksempel Kristendommen anset som trusler, og det gælder også den ellers formodede kinesiske religion Buddhismen, når den praktiseres af ikke Han, som hos Tibetanerne.
Ikke siden Mao Zedong har nogen leder udover Xi Jinping fremmet den forestilling at være selve legemliggørelsen og beskytteren af den kinesiske nation  I nogle lejre kræves det af de indsatte at de erstatter den almindelige islamiske velsignelse før måltider, bismillah, med tak til Xi Jinping.
Uden for Kina er det vanskeligt at finde informerede observatører der mener at tvungen indoktrinering, begrænsninger på kultur, og restriktioner på religiøs praksis skulle fostre andet end vrede mod Partiet. I Xinjiang er tilliden til disse teknikker meget stor, der er i hvert fald ikke plads til at give udtryk for officielle bekymringer. Før 2016 havde embedsmænd plads til improvisationer når de forsøgte at gennemføre den centrale politik. I mange kommuner skabte de programmer der helt tydeligt havde til formål at gennemtvinge ideologisk transformation. Det mest besynderlige af disse var de tvungne line-dancing konkurrencer der spredte sig over regionen i 2014. Disse formodedes at flytte mennesker væk fra “ekstremistiske” udtryksformer i Islam der forbyder dans. Andre steder ‘hjalp’ man børn til at underskrive løfter om ikke at tro på Gud og arrangerede offentlige ceremonier med formålet at sværge troskab over for Kommunistpartiet. Selve indoktrineringsmaterialet kan fremme holdningen om “transformation” som i tilfældet med en lejr, hvor de internerede blev tvunget til lære Konfutse klassikere udenad, de grundlæggende tekster i en filosofi der fremhæver ritualet med at omforme individet.
Men interneringslejrene spiller endnu en vigtig rolle. De tillader politiet fysisk at fjerne hele klasser af personer fra samfundet, I mindst tre kommuner har politiet som det fortælles, af de internerede alle eller næsten alle er Uighurer født mellem 1980 og 2000, og man kalder dem en “utroværdig generation.”  Internerede Uighurer kan fysisk ikke deltage i den offentlige modstand mod Kommunistpartiet. Man fjerner også børn af Uighurer for at disse skal assimileres i den kinesiske kultur. En kommune i Kashgar området sendte alene 18 nye ‘forældreløse’ det sidste år, hvor de udelukkende blev undervist på kinesisk.  
Lejrene tjener også som en straffende trussel bag statens kulturelle og ideologiske forvandling af Uighur samfundet. Uden brug af juridiske anklager om lovbrud, kan myndighederne med lethed få ethvert medlem af en minoritetsgruppe til at forsvinde for selv den mindste ulydighed. I januar fortalte en instruktør for en genopdragelseslejr sine ‘studerende’ at de ville blive sendt til interneringslejre, hvis de ikke udenad kunne recitere troskabseden til Kommunistpartiet og den kinesiske nationalhymne på kinesisk i løbet af tre dage, ifølge Radio Free Asia.  Dagen før sidste frist hængte en mand i 40’erne sig da han havde svært ved at huske det hele.
Faren for at blive interneret bliver forstærket af de utroligt mange overvågningskameraer der sammen med bevæbnet politi og nabokomiteer (angivere) a la Stasi Østtyskland  med højteknologisk netforbundet overvågningsudstyr. Uighurer er underlagt tvungne besøg i deres hjem af “arbejdsteams” der består af partimedlemmer og andre “loyale” repræsentanter fra staten. Disse besøg kan vare fra en dag til flere dage, hvor man udspørger om meninger, tanker, vaner og man gennemsøger hjemmene for at finde forbudte ting.
Resultatet af disse interviews holdes normalt hemmeligt, men i et tilfælde pralede et hold  online om deres effektivitet; de sendte en femtedel af landsbyens indbyggere til internering og indoktrinering. Børn assisterer med overvågningen af private hjem og steder, og skoler opmuntrer dem til at fortælle om deres forældres religiøse vaner hjemme. 
Byer er overdænget med overvågningskameraer. Checkpoints ved markederne, togstationer og endog boghandler scanner ansigterne og tjekker dem med ID-kort med ansigtsgenkendelses software.
Der kræves af ejere af smartphones at de installerer regerings spyware om indholdet på deres enhed. Ifølge en rapport ved Human Rights Watch, bliver de enorme mængder data der genereres af disse elektroniske overvågningssystemer samlet og gennemgået med informationer fra ‘arbejdsholdenes’ hjemmebesøg og lagt på en “integreret fælles operations platform” der anvender data til at forudsige, hvilke individer der vil være illoyale. Politi kontrollerer ved checkpoints regelmæssigt telefoner for “illegalt” indhold. Forsøg på at komme udenom dette overvågningsnetværk er farligt. En politistation rapporterede at man internerede mennesker der ikke længere brugte deres smartphones.
Den så at sige totale udslettelse af privatliv og omfanget af den enorme internering synes at ændre Uighurernes væremåde. For ti år siden kom der forbud mod Uighur sproget i skolerne, populære bøger blev forbudt (ofte trykt af regeringsledede trykkerier) og forbud mod private bønner. De lokale lærere der ignorerede reglerne om brug af sproget, forbudte bøger kunne man forholdsvist let finde, og et ritual som Sufi dans var stadig almindeligt. I dag brænder Uighurerne deres egne bøger og forsøger at gætte hvad der vil gøre de som ‘besøger’ deres hjem betænkelige, af frygt for at de vil komme til at tilslutte sig de mange familiemedlemmer som de personligt har set forsvinde i de sidste 18 måneder.
Genopdragelseslejrene kaster også skygger udover Xinjiang og Kinas grænser. Sikkkerhedspersonnel i Xinjiang har kaldt Uighurer der arbejder i resten af Kina tilbage til deres hjembyer, og meget ofte forsvinder de. Politiet følger Uighur aktiviteter når de bor andre steder og kræver fotografisk bevis på deres tilstedeværelse på universiteter mv. Nogle får ordre til at vende hjem til sikker internering. Uighurerne føjer sig af frygt for deres familiers skæbne. Nogle har talt helt åbent om situationen og de rigtig mange slægtninge der forsvinder. Depression er udbredt blandt eksil Uighurer. Alle kendte tilfælde af Uighurer der er vendt hjem til Kina det sidste år er også beretninger om at de forsvinder. Over hele verden overvejer Uighurer med udløbne pas eller visa om de kan få asyl i det fremmede land, og dermed aldrig kommer til at se deres familier igen, eller om de skal risikere, med stor sandsynlighed, at blive interneret når de vender hjem til Xinjiang.
A Uighur woman walks by a closed Islamic school in the old town of Kashgar in China’s Xinjiang province on July 1, 2017. (Kevin Frayer/Getty Images)

Det tal som er mest fremherskende som estimat over antallet af internerede går - fra adskillige hundredtusinder til over 1 million - og blev beregnet af Adrian Zenz fra the European School of Culture and Theology baseret på læk der kom frem i januar og februar. I det halve år siden er Uighurer, Kazakhere og andre blevet ved med at forsvinde. Uighurer med familie i Xinjiang og akademikere der har været på besøg i de seneste måneder har kun sjældent fortalt om individuelle løsladelse, kun især af ældre personer med helbredsproblemer.

Embedsmænd i et distrikt i Kucha har fortalt journalister at ingen af de cirka 5000 til 6000 borgere der er blevet sendt til lejre i løbet af de sidste to år er blevet løsladt. Betegnende er det at staten er blevet ved med at investere i bygning af lejre. Som reaktion på den voksende globale opmærksomhed på problemet har Kina sløjfet alle eksisterende online bud på bygning af lejre, og kommer ikke med flere nye udbud. Selv da kan man formode, gennem offentlige udbud i marts og april, at nye lejre vil åbne senere i år eller tidligt næste år. 

Interneringssystemet er kædet sammen med det almindelige fængselssystem der har sin egen store vækst, udvidelse. Xinjiang stod sidste år for 13% af internerede i Kina trods det befolkningen kun udgør 1,5% af den samlede befolkning i Kina. 

Antaller af anholdelser er endnu større, står for 21% af anholdelser i hele Kina, ifølge en analyse af aktivistgruppen, Chinese Human Rights Defenders. For mange tilbageholdte er første stop en kanshousuo, et midlertidigt tilbageholdelsescenter.

Shawn Zhang, en kinesisk student i Canada har benyttet Google  satellit billeder til at dokumentere en “bygningseksplosion” af genopdragelsescentre og andre detentions faciliteter over hele Xinjiang Google imagery fra 22. april viser at et byggeri nær Khotan bliver udvidet med hele 150%.

En embedsmand i Karakash forklarede at genopdragelseslejrene også fungerer som forposter til det formelle fængselssystem. En anden officer fra en landsby nær Kashgar sagde der er beviser på at lejrene fører til almindelige fængsler. Bygningen af nye genopdragelseslejre lader formode at den plads der frigøres når internerede overføres til fængsler ikke er nok til at huse den fortsatte tilstrømning af internerede til tvungen indoktrinering.

Antallet opgivet i februar er måske faldet i månederne sidenhen, men de er ikke desto mindre betragtelige. I øverste ende af Zenz estimatet overstiger Xijiangs genopdragelseslejre det højeste antal af indsatte i Nazi KZ-lejrene. (714,211 i 1945, ifølge Nikolaus Wachsmann’s 2015 bogKL: A History of the Nazi Concentration Camps), er adskillige gange større end antallet internerede japanere i United States under 2. Verdenskrig, og når cirka det halve af kapaciteten i Sovjets gulagsystem der kunne rumme cirka 2 millioner. Vi kommer måske til at se, hvilke af disse fortilfælde de enorme interneringskomplekser i Xinjiang i sidste ende mest vil ligne.

Fra satellitbilleder kan man tydeligt se byggestilen af genopdragelseslejrene og at der bygges flere, hvilket lader formode at den kinesiske stat har til hensigt at opretholde lejrsystemet i den nærmeste fremtid.

Et meget moderat synspunkt kunne være at man går bort fra lejrsystemet og at myndighederne på et tidspunkt vil reducere antallet af internerede og lade ‘hårdkogte’ indsatte være tilbage og lade alle andre internerede drage hjem. Hvis det er resultatet ville lejrene dog stadig fastholde Xinjiangs racistiske politistat og støtte Kommunistpartiets assimileringsprogram for kultur og ideologisk udrensning.

En sådan udvikling, dyster som den er, vil imidlertid vise sig at være for optimistisk. Historisk set har interneringssystemet ofte afveget fra deres oprindelige formål. En mangel på korrekt handlemåde, kombineret med store magtbeføjelser som interneringsprogrammer giver stater magten til at kontrollere skæbnen for minoriteter og gør at lejre som dem i Xinjiang let kan benyttes til nye formål.  

Krigshandlinger, voldsudøvelser af undertrykte minoriteter giver anledning til krænkende behandling af fanger, og ideologiske ændringer i toppen af bureaukratiet har alle potentialet, alene eller i kombination, til at lejrene kan benyttes til endnu mere dystre formål.

Lokale embedsmænd har allerede givet ytringer om umenneskelige holdninger til den rolle genopdragelseslejrene kan have, som “fjernelse af tumorer” og “som at sprøjte kemikalier på uønskede vækster for at slå disse ihjel.”

Skulle myndighederne finde at den tvungne indoktrinering har fejlet vil store dele af Xinjiangs minoriteter blive bedømt som uforsonlige. Og som det statkontrollerede Global Times hævder, som svar på den nylige fordømmelse i FN af Kinas racepolitik i Xinjiang, at “alle midler kan blive benyttet,” for at opnå “stabilitet” i Kina, ja så kan massemord og folkedrab ikke være noget man helt kan afvise som mulige. 
Rian Thum is an Associate Professor of History at Loyola University New Orleans and an American Council of Learned Societies Fellow. He is the author of The Sacred Routes of Uyghur History (Harvard University Press, 2014). Twitter: @RianThum
Related Posts with Thumbnails