Nobel Prisen til den forkerte person
Et socialt problem der kan plage os er om vi som samfund skal ære mennesker der har opnået berømmelse ved en intellektuel eller kunstnerisk indsats, men som dog har begået en handling, eller handlinger der er afskyelige.
Kan vi skelne mellem den der skaber og det der er skabt? Ville muligl Immanuel Kant Pris for Vedholdende Fred kunne gives til Kim Jong-un eller et FN der hædrer Charles Lindberg, den tapre flyver, dog ihærdig anti-semit? Udfordringen kan være usikker ved to faktorer; Visse områder, især videnskab, kan være befordrende i adskillelsen af det hædrede værk og personen, eller flere, end på andre områder der er mindre omfattende og mere håndgribelige. Den handling der er udsat for kritik skal måske ses i den kontekst den fandt sted i. Under alle omstændigheder må man fastslå at koden til accept eller forkastelse af det som bliver belønnet ikke er noget automatisk.
Kan vi skelne mellem den der skaber og det der er skabt? Ville muligl Immanuel Kant Pris for Vedholdende Fred kunne gives til Kim Jong-un eller et FN der hædrer Charles Lindberg, den tapre flyver, dog ihærdig anti-semit? Udfordringen kan være usikker ved to faktorer; Visse områder, især videnskab, kan være befordrende i adskillelsen af det hædrede værk og personen, eller flere, end på andre områder der er mindre omfattende og mere håndgribelige. Den handling der er udsat for kritik skal måske ses i den kontekst den fandt sted i. Under alle omstændigheder må man fastslå at koden til accept eller forkastelse af det som bliver belønnet ikke er noget automatisk.
Ideologier i det 20. århundrede og opførsel forårsaget af eller relateret til Nazi og fascistiske regimer har været kernen i dette problem om hvem der burde hædres eller forkastes. Frankrig havde et alvorligt problem knyttet til forfatteren og lægen Louis-Ferdinand Celine, en sproglig fornyer der adopterede en moderne skrivestil med slang og vulgariteter, der fik indflydelse på mange skribenter. Men hvis nogen anså ham som Frankrigs største skribent i det 20. århundrede så husk han også var forfatter til anti-jødiske pamfletter, fyldt med gift over jødernes indflydelse på det franske samfund, og senere en Holocaust benægter, og en støtte af Aksemagterne under 2. Verdenskrig. Efter krigen blev han dømt in absentia, ved en fransk domstol for samarbejde med Nazisterne og var flygtet til Danmark.
Burde Celine æres? Han blev udelukket fra listen over 500 franske kulturikoner der bør æres i 2011. Mere kontroversiel var holdningen til den prestigefyldte udgiver Gallimard, Man var klar til at udgive en 1000 siders udgave af Celines værk, herunder de anti-jødiske pamfletter, men i 2018 sløjfede man det, selvom man ikke “forkastede” udgivelsen.
Noget særdeles problematisk var det med Ezra Pound, en digter der hjalp James Joyce, Ernst Hemingway og D.H. Lawrence, men var fortaler for italiensk fascisme, som boede i Italien under krigen og havde radioudsendelser på italiensk radio med anti-amerikanske og anti-jødiske indlæg og propaganda. Efter krigen blev han anholdt og indlagt på psykiatrisk hospital. Da han befandt sig der i 1949, og mens han var under anklage for forræderi på grund af hans radioindlæg, fik han the Bollingen-Library of Congress Award for hans Pisan Cantos. For de som hædrede ham var Pounds digteriske indsatser mere betydningsfulde end hans politiske yderligheder. Paradoksalt nok, så kaldte nogle af de som var kritiske over hans digteni, som Robert Frost, prisen for en “uudholdelig fadæse.”
Problemet med Skaberen og det skabte værk har plaget mange organisationer der uddeler priser. Nobel holdt spørgsmålet i skak ved at hævde at det ikke er Nobel Akademiet der har mandat til at vurdere litterær kvalitet mod politiske overvejelser.
Norske Knut Hamsun, poet, dramatiker, pioner inden for psykologisk litteratur, var beundrer og fortaler for Nazismen og Fascismen, og bød Nazi besættelsen af Norge velkommen, og mødtes med Hitler i Bayern. Hamsun fik også Nobelprisen i litteratur i 1920. Han gav endda sin pris til Joseph Goebbels, Nazi propagandaministeren. Ikke desto mindre blev han hædre i 2019 på årsdagen for hans fødsel, med musical og festivitas på teatre, hvor Dronning Sofia introducerede, og med skabelsen af Hamsun Centret. Hamsun kan meget vel have skrevet store romaner, men han var tæt knyttet til Nazi. Igen er det væsentlige problem om hans litterære værker og hans onde opførsel skal have lige megen opmærksomhed og prioritet.
Der har været kontrovers om, hvorvidt Nobel Prisen undertiden er blevet givet til de som ikke fortjener dem, såsom Pearl Buck. En flittig, dygtig forfatter og den første amerikanske kvinde der vandt prisen i litteratur. Buck fik prisen i 1938 for “hendes rige og ægte episke beskrivelser af livet for bønder i Kina, og for hendes biografiske mesterværker.” Eller der var Dario Fo, italiensk skuespiller og manuskriptforfatter, anarkistisk klovn af en dramatiker, i 1997. Eller Barack Obama i 2009 der accepterede prisen ikke som “anerkendelse for egne præstationer, men snarere som en bekræftelse af amerikansk lederskab på vegne af forhåbningerne hos mennesker i alle nationer.” På samme vis har der været stor forundring over de som ikke modtog Litteraturprisen: James Joyce, Leo Tolstoj, Marcel Proust og Anton Tjekhov.
Men disse eksempler er anderledes end dilemmaet med de uværdige. Det seneste eksempel er Nobel Prisen i Litteratur 2019 givet til den 76 årige østrigske forfatter Peter Handke, og de $915,000 der følger med, for ifølge komiteen har hans “indflydelsesrige arbejde med sproglig opfindsomhed udforsket periferien og det særegne ved menneskelig erfaring.”
Handke er en dygtig forfatter, en provokatør i sin litterære stil og et kulturikon. Som 23 årig var han aktiv ved det legendariske møde i Princeton, april 1966 med Gruppe 47, gruppen af førende vesttyske forfattere, herunder Hans Werner Richter, Heinrich Boll, Gunter Grass, og Uwe Johnson. Handke brød gruppens regler ved at erklære at de skriverier hans samtidige diskede op med var meningsløse, og han portrætterede den tyske prosas impotens. Han steg hurtigt i graderne i den litterære verden og i medierne, samtidig med han udviste vanskelig personlighed med store humørsvingninger.
I 1990’erne kom han i kontakt med serbisk politik, han skrev en rapport om sin tur til Serbien og mødet med Radovan Karadzic, bosnisk serbisk præsident for det autonome Republica Srpska, og senere igen dømt for krigsforbrydelser. Handke er kendt for sin støtte til serberne i krigene i Jugoslavien i 1990’erne hvor serberne stod mod kroaterne, bosniske muslimer og kosovarer, og for hans benægtelse af folkemordet i Serbien hvor flere end 8000 muslimske mænd og unge blev massakreret af bosniske serbere.
Handkes mest berygtede handling var, at han efter at have overværet retssagen ved domstolen i Haag, holdt en mindetale i marts 2006 for Slobodan Milosevic, “Slagteren på Balkan,” kendt for sit etnisk betingede had og vold. Slagteren døde i fængsel i 2006 før hans dom. Salman Rushdie bemærkede med stor humor at Handke burde få en pris som internationalt fjols det år, for hans række af ufølsomme undskyldninger for folkedrabene i Milosevics region.
På et tidspunkt sammenlignede Handke serbernes åg med jødernes i Holocaust. Han er blevet fordømt af mange medskribenter, såsom den franske intellektuelle Alain Finkielkraut der omtalte Handke som “et ideologisk uhyre,” og Jonathan Litthell, der kommenterede at Handke “muligvis er en fantastisk kunstner, men som menneske er han min fjende.” Præsident for The Pen America, Jennifer Egan slog fast at hun var lamslået ved valget af en forfatter der benyttede sin offentlige stemme til at underminere historisk sandhed, og tilbød offentlig støtte til undsætning af folkedrab. “Vi forkaster den beslutning at en forfatter der vedholdende har tvivlet på grundigt dokumenterede krigsforbrydelser skulle fortjene at blive hyldet for hans sproglige opfindsomhed.”
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar