Kina: Supermagt ved et tilfælde
Gordon Chang, en amerikansk ekspert om Kina, har skrevet at tre gange siden afslutningen på 2. Verdenskrig har Amerika reddet Kinas kommunister.
Lige så overraskende det kan lyde så har Chang dog en ganske sikker sag.
Det begyndte med Richard Nixon, der i 1967 skrev en skelsættende artikel i Foreign Affairs om rationalet for samarbejde og endog forsoning og argumenter for at Kina ikke burde isoleres, hvor det så ville “nære sine fantasier, opildne til had og true sine naboer.” I de senere stadier af Mao morderiske Kultur Revolution, blødte Kinas Kommunist Parti. Chang skriver: "Årevis med interne kampe og kaos - i bund og grund en borgerkrig - havde svækket Kinas ledende organisation, men Nixons besøg det år signalerede støtte til Maos vaklende regime.” Mao og hans kommunistparti blev reddet. Dette kan have været en god ‘handel’ da det var med til at splitte Kina og USSR, men det ændrer ikke det mindste ved den kendsgerning at U.S. indsatsen hjalp Kinas kommunister.
Anden redning kom fra præsident George H.W. Bush. Dette var Amerikas modsvar på nedslagtningen på Tiananmen Square (1989). "Bush sendte embedsmanden Brent Scowcroft på en ikke officiel tur til den kinesiske hovedstad i juli måned for at forsikre førende leder Deng Xiaoping, at Washington ville stå med Partiet og hjælpe det med at dæmpe den voldsomme kritik fra udlandet. Bush gjorde det så klart at sanktionerne fra Amerika ved Tianmen, som han var tvunget til at acceptere, ikke havde virkning og snart ville blive hævet.” Det var så den kamp for menneskerettigheder og demokrati.
Men for amerikanske interesser kom den mest skadelige redning af kommunist regimet i Kina ved hjælp af præsident Bill Clinton. I 1999 tillod Clinton at Kina kom med i the World Trade Organization (WTO) og åbnede døren på vid gab til U.S. markedet. Dette var i håbet om at med Vestens goodwill og generøsitet da ville Kinas kommunister udvikle sig og acceptere efterkrigstidens liberale værdier. Det var en balanceakt der gik helt galt. Men selv før dette så Nixon skriften på væggen. Før hans død i 1994 sagde den tidligere præsident der havde indledt åbningen til Kina; “”Vi kan have skabt en Frankenstein.”
De tre eksempler Chang skriver om var bevidst politik skabt af de ‘kloge mænd’ i vore udenrigstjenester. Der er endnu en sag der er værd at bemærke, hvor the U.S. hjalp Kina selvom det ikke var meningen. Det var en efterdønning af 2. Verdenskrig i Stillehavet. Før krigen var Kina let bytte for både Japan og de europæiske kolonimagter. Japan blev besejret og Stillehavet blev renset for alle andre landes flåder - kun US Navy var tilbage. Denne flåde blev så benyttet til at sikre en Pax-Americana der holdt de tidligere imperialister fra at udnytte Kina. Uden dette skjold ville kommunist Kina aldrig være blevet til.
Det var så historisk. Hvad med i dag? Økonomisk set er Kina et land der er afhængigt af andre. Man skal eksportere for at skabe jobs hjemme, hvilket er en absolut nødvendighed for social stabilitet. Handelsoverskuddet ved eksport er også det som har igangsat væksten i Røde Kinas militær. På den anden side er Kina afhængig af import for at få dækket basis behovene for energi, fødevarer, ramaterialer og avanceret teknologi.
I de nuværende handels forhandlinger beder Kina - nej nærmest tigger - U.S. om at respektere landets ret til at udvikle sig. Det lyder ganske fornuftigt, indtil man forstod hvad det betyder. At udvikle som man ønsker og Kina har brug for fortsat at stjæle U.S. teknologi og andre intellektuelle ejendomme sammen med uhindret adgang til det amerikanske marked. Uden det vil ikke kun Kinas drømme om regional dominans falme, men også landets økonomi, der allerede halter. Og stagnation er noget formand Xi frygter da det kunne føre til ukontrollabel social uro, der igen ville underminere det ikke valgt kommunist parti der hersker i Kina.
Kinas Kommunist Parti har brug for Amerika til endnu engang, den fjerde, at kautionere ved en handelsaftale. Gordon Chang skriver at det nævnes i mange kredse i Kina nu om stunder, “kun Trump kan redde Kina.” Men en handelsaftale er dubiøs for U.S. interesser i langt perspektiv. For det første har kineserne løjet og snydt med hver eneste handelsaftale de har underskrevet med Washington. De vil ikke, og kan ikke leve op til en ny. Dette er ikke for at hævde at kineserne er gennemført uærlige, men de kinesiske kommunister er. Er du overrasket?
For det andet. Kina har intention om at genoplive deres kejserlige fortid. Denne gang ønsker de ikke kun at dominere deres region, men også, hvor absurd det end lyder - hele verden. Igen fra Chang: “Mens Mao ofte talte om kommunistisk revolution der skulle feje over planet i en fjern fremtid ser Xi nostalgisk tilbage på Kinas imperiale fortid, hvor Kejseren fastholdt, at han eller hun - en kvinde sad engang på tronen- beherskede tianxia, eller "Alt under Himlen.”
Det er ikke i Amerikas interesse at være med til at hjælpe og være medskyldig i dette forehavende. En handelsaftale vil nok blive underskrevet på et tidspunkt som en fredsaftale. I det lange løb er Amerika og Kina for forskellige. En skilsmisse skal der til. The U.S. burde forberede sig på skille sig af med kommunist Kina som man gjorde med USSR. Jeg mener det vil komme til at ske.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar