Da vi fik fjernsyn i 1950'erne

 

Da vi fik TV i 1950’erne

Anthony J. DeBlasi

At Nogen smile kan, og altid smile, og være dog en Nidding, – Shakespeare, Hamlet

TV sent i 1940’erne og op gennem de tidlige 50’ere var kilden til underholdning i hjemmene. 

Hvem ville have troet, førhen, at sådan et ‘sci-fi’ instrument en dag ville blive solgt i lokale butikker? TV eller ikke TV; Ville det være mere nobelt at lade TV være TV eller trække stikket? 

Vi fik TV i 1949, af konsoltypen der kun var plads til ved at flytte pianoet. Denne noget drastiske ommøblering var sådan set i orden da det at få TV var “som at bringe teatret ind i huset.

Disse konsolenheder (med indbygget radio/pladespiller,TV) havde meget små skærme “filmlærreder” af glas der buede i siderne og krævede koncentration - langt mere end at lytte til radio. Med radioen, så længe der var stille, kunne man følge et program hvor som helst i huset mens man legede, arbejdede. Men TV var audio-visuelt og medmindre man befandt sig foran den lille skærm, som i en biograf, så missede man en stor del af programmet. 

Hvis hvert hjem havde et TV, således ræsonnerede man i disse første dage med TV, hvorfor skulle nogen så gå i biografen? Ville biograferne lukke? Hvorfor dog gå i teater for at se et skuespil når man kunne se live drama i god kvalitet, instrueret af f.eks. en Sidney Lumet, og på en søndag aften? Jo, det er korrekt at det meste ikke havde særlig høj kvalitet, men undtagen den slendrian der uundgåeligt finder vej ind i pop-underholdning var manuskripterne og iscenesættelsen i TV dengang af forbløffende høj kaliber. 

Efter den første spænding ved TV spekulerede jeg over om dette elektroniske mirakel der invaderede alles hjem ville være et plus for det moderne liv. Min skepsis over de goder vi blev tudet ørerne fulde af gjorde at også Groucho Marx jokede om det da han bemærkede: “Jeg synes TV er meget lærerigt. Hver gang nogen tænder for TV’et går jeg ind i et andet værelse og læser en bog.”

Små perler som “Hit Parade” hvor hver deltager ud af “Top Ten”var fremragende koreograferet og forskelligt hver lørdag. Da f.eks. sangen “I Ain’t Got Nobody” var blevet fremført på så mange måder at man var løbet tør for nye ideer, da dukkede danserne op som spøgelser syngende “I Ain’t Got No Body.”

Fremtidige TV-seere ville aldrig smage spændingen ved live programmer i disse første dage med TV. Det blev taget som en selvfølge at det du så skete lige nu i studiet. At man senere i transmissioner på forhånd redigerede for obskøniteter ændrede ikke den kendsgerning at det der skete på scenen og det vi så derhjemme var samtidigt. Rigtig meget af spændingen ved at være seer kom fra de optrædendes opmærksomhed på at de stod overfor et landsdækkende publikum. Uheld og fejl blev del af morskaben. 

De optrædendes vovemod og opfindsomhed der viste de havde det fint gav gode stunder i disse spæde dage med TV, en vitalitet der aldrig kunne indfanges igen da programmerne helt rutinemæssigt blev optaget og redigeret på forhånd. Da shows blev til ‘dåser’ mistede TV underholdningen sin autentiske livlighed. 

Image: Anthony J. DeBlasi

Som med radioen ville TV’et undertiden holde inde med at fungere ordentligt. Billedet uklart, med striber osv. Så blev det flyttet ud fra væggen og dets dusinvis af radiorør trukket ud og bragt til den lokale forhandler og udskiftet for ikke særlig mange dollars. Isenkræmmerne havde et lager af erstatningsrør. Det var morsomt at bruge rørtesteren for at finde det defekte rør. Men ikke morsomt at få placeret det rigtige rør i den rigtige sokkel. Det kunne være en øvelses udi tidsforbrug hvis rørene alle viste sig at være i orden eller hvis det udskiftede defekte rør ikke klarede problemet, hvilket betød at så måtte TV reparatøren tilkaldes. 

Til trods for et rimeligt antal virkelig gode shows var jeg ikke overbevist om at TV ville leve op til det hædrede løfte om et bedre liv for alle. Måske forventede jeg for meget af dette teknologiske vidunder. Men det junk der kom gennem TV’et fodrede min mistanke om at “fremskridtet” på så mange måder kunne gå fra forbedring af livet i hjemmet til noget rigtig skidt. I bedste fald burde TV fjerne alle de der afstemninger  om “popularitet, og placere dem langt ned på listen. Og i værste fald? Selvom jeg endnu ikke havde læst George Orwells 1984, i hvilken TV bruges på den mest onde måde, havde det længe været min fornemmelse at nu da “money talks,” så kan teknologisk fremskridt være skadelig (for at sige det mildt) for de der udsættes for det. Jeg behøver vel næppe at bringe emnet, der kan få ens blod til at fryse, på banen - de teknologiske fremskridt fremmet af nutidens transhumanister - det med at få en chip placeret i hjernen.

Min indstilling til teknologi er den samme, nu som dengang, et mix af kærlighed til at den kan forbedre livet og had for dens forbandede moralske neutralitet. Værktøjerne og legetøjet i teknologien er i sandhed vidunderlige, og ros til teknologiens fremskridt der kan reparere den fysiske krop og faktisk giver mennesker et bedre liv. 

Men samtidig kronisk ambivalens mod udviklingen af produkter der hurtigt kan vendes mod folk, endog ‘udslette’ dem mere effektivt, det er dybt foruroligende. TV og rigtig meget af cyberspace forbliver et manipulerende værktøj for amoralske moguler, der ved deres handlinger demonstrerer den ringeagt de har for menneskelivet.  

I det mindste burde det være soleklart for enhver i besiddelse af sund skepsis, og en forståelse af god smag, at TV ikke er der hvor man får en forståelse af hvor verden er på vej hen. 

Hvorfor beholder jeg så mit TV? Tja, jeg bruger det til at se klassiske film, herunder nogle jeg optager fra PBS transmissioner før det blev venstreorienteret og endte med at stoppe med at sende kvalitets TV, den sørgelige skæbne for mange af de engang værdsatte kommunikations- og underholdningskanaler. 

Jeg spekulerer på hvor længe der skal gå før amerikanerne “begriber det” som Josh Billing bemærkede: “Problemet hos de fleste er ikke deres uvidenhed. Det er at vide så meget der bare ikke passer.” 

https://www.americanthinker.com/articles/2022/12/remember_what_it_was_like_to_get_a_new_tv_in_1949.html

 

Undersøgelse viser at uvaccinerede har højere risiko for bilulykker

Art Moore

Hvis du besluttede ikke at modtage en eksperimentel vaccine, der ikke forhindrer at du dog kan få sygdommen, og hvor overlevelsesprocenten er næsten 100, men samtidig udgør risici for alvorlige skader eller endda død så passer du på profilen af et menneske der højst sandsynlig ender i en bilulykke.

Sådan er det ifølge en undersøgelse rrapporteret af Fortune som blev  publiceret i december i The American Journal of Medicine.

Canadiske forskere konkluderede at mennesker der ikke fik  COVID-19 vaccinen, med 72% større sandsynlig vil være indblandet i en trafikulykke - hvor mindst en person skal på hospitalet - end de som var vaccineret. 

(Photo by why kei on Unsplash)

Forfatterne - efter de havde undersøgt regeringsrapporter om flere end 11 millioner voksne - kom med teorien om at mennesker der ikke føjer sig anbefalingerne fra de offentlige sundhedsmyndigheder også kunne “negligere grundlæggende trafiksikkerheds retningslinjer.” 

Forskerne vurderer at ikke vaccinerede kunne “ignorere” trafikregler på grund af deres mistillid til regeringen, tro på frihed, “fejlopfattelser” af dagligdagens risici “tro på naturlig beskyttelse,” antipati mod regulering,” “fattigdom,” misinformation, mangel på overskud og personlige holdninger.  

Undersøgelsen fremhæver, at den større risiko for en bilulykke hos ikke vaccinerede kørere “overstiger de fremskridt i sikkerhed som moderne biler er produceret med, og også udgør risici for andre trafikanter.” 

I lyset af deres tillid til resultaterne ved undersøgelsen kom forfatterne med råd om at læger skal rådgive ikke vaccinerede patienter om trafiksikkerhed. 

Og tilmed foreslog de at forsikringsselskaber gerne måtte tænke på at ændre i policerne med baggrund i data om vaccination. 

Ydermere burde sundhedspersonale der hjælper ved uheld beskytte sig mod COVID fordi, som forfatterne fastholder, det er mere sandsynligt at chaufføren er ikke vaccineret end vaccineret. 

Fortune nævnte en 2021 undersøgelse i the Journal of Bioeconomics – omfattende flere end 100,000 canadiere - og fandt en sammenhæng mellem risikofyldt kørsel og det at ikke være influenzavaccineret. 

Dr. Vinay Prasad, epidemiolog og biostatistisk professor ved the University of California San Francisco, analyserede den nye canadiske undersøgelse på sin Substack side, og kaldte den “et nyt højdepunkt i stupiditet.” 

Politisk kommentator Jason Rantz tweeted: "Dette er lige præcis den slags nonsens der giver forsikringsselskaberne plads til at kræve mere af de ikke vaccinerede. Det står ret klart.” 

Præmissen i den nye canadiske undersøgelse er åbenbart at mennesker der vælger ikke at blive vaccineret mod COVID er enten ignoranter eller hensynsløse, eller begge dele. Imidlertid sagde hædrede forskere i medicin, som Dr. Robert Malone og Dr. Peter McCullough, for et år siden det som offentlige embedsfolk som Biden sundhedsrådgiver Dr. Anthony Fauci og CDC Director Rochelle Walensky nu er blevet tvunget til at anerkende: Vaccinerne trods de første løfter om faktisk 100% effektivitet, hindrer ikke infektion og smitte.

Regeringens udlægning er skiftet fra at fremhæve det effektive i at forhindre hospitalsindlæggelse eller død. Imidlertid rapporterede the Washington Post for nylig om "et flertal af amerikanere der dør af Coronavirus har modtaget mindst den første serie af vacciner.” 

Ydermere stod forsikrings og sundhedspleje giganten  Kaiser Permanent bag en undersøgelsde, der fandt at triplevaccinerede havde større sandsynlighed for at blive smittet med COVID-19 og dermed lide alvorlig sygdom og mulig død af sygdommen end de som ikke var vaccinerede. CDC og U.K. regerings data bekræfter at vaccinerne hurtigt giver beskyttelse mod alvorlig sygdom og død, men samtidig udgør risici. Og en længerevarende undersøgelse af det hædrede britiske tidsskrift The Lancet fulgte op om deltagere i Moderna og Pfizer forsøg og fandt at vaccinerne ikke havde nogen effekt på den overordnede dødelighed. 

Nu ser det ud som det helt store flertal af amerikanere vælger at slutte sig til rækkerne at de som ikke er “fuldt vaccineret” med kun 1 ud af 9 der har modtaget den dobbeltrettede booster vaccine hvis mål er at indkredse omicron undervarianter. 

Ven en rundbordskonference sidste onsdag i nationens hovedstad  under ledelse af Sen. Ron Johnson, R-Wis., var Malone og McCullough blandt de sundhedsforskere der går ind for at COVID-19 vacciner straks trækkes tilbage, da de konkluderer at risici vejer tungere end goderne. 

Tirsdag On Tuesday, meddelte Florida Republican Gov. Ron DeSantis ved sin rundbordskonference med prominente sunhedsforskwere, at han vil indstille at der oprettes en national storjury for at undersøge enhver skade ved COVID-19 vacciner.

https://www.wnd.com/2022/12/no-joke-study-finds-unvaccinated-higher-risk-car-crashes/

Feminismens pris - kvindekønnet elimineres

 

Feminismens pris - kvinder elimineres

Thomas Klocek

På et tidspunkt drejede feminismen sig om at være i stand til at konkurrere med mænd på lige vilkår på arbejdsmarkedet. Det drejede sig om at opnå de samme menneskerettigheder uanset køn. 

Jeg husker da feministernes målsætning blev præsenteret som “give magt til kvinder.” Der gik ikke længe for det blev forvandlet til et koncept om, at for at kvinder kunne være succesrige, skulle de være som mænd. De skulle være lige så barske og rå som mange mænd i forretningsverdenen og i det offentlige liv.

De skulle opgive deres kvindelighed og Gudgivne ‘magt’ til at være mødre. Nu er alt det igen forvandlet yderligere til den nuværende benægtelse af den feminine karakter.  De skal ‘fejre’ deres aborter. Nogle siger aborter slår halvdelen af ufødte pigebørn ihjel men faktisk er kendsgerningen at der aborteres flere piger end drenge. Vi har et yderst giftig udgave af feminisme. Vi hører kommentarer som, “der er et særligt sted i helvede for kvinder der ikke støtter (læs stemmer på venstrefløjen). 

En overgang var der en kamp for at øge antallet af karrierekvinder inden for videnskab, teknologi, ingeniørverdenen og matematikken (STEM) for at afvise udtalelser om at “piger ikke er gode til matematik.” Se dog på kvinder med offentlighedens øjne --  Jill Biden, Michelle Obama, Whoopi Goldberg og kvinderne på “The View,” på kaglende Kamala Harris. Ingen af dem har nogen baggrund i STEM felterne heller ikke Kamala på trods af alle hendes udgydelser om Venn diagrammer (politisk videnskab er ikke et STEM kursus)

Således opnår mange kvinder eksamener i ikke STEM-områder. Pew forskning påviser at kvinder nu står for lidt mere end halvdelen af den college-uddannede arbejdsstyrke, men de udgør kun 28% af STEM arbejdsstyrken. Hvis skyld er det så? The American Association of University Women nævner i sin rapport om hvorfor der er så få kvinder i STEM dette, “Lærere, der i overvejende grad er kvinder har ofte matematik ængstelse som de overfører til pigerne.” Da underviserne alle har gået på college kan det se ud til der er et problem i deres rækker. Da jeg har arbejdet på et STEM felt må jeg sige de kvinder jeg arbejdede var så absolut lige så kvalificerede som mændene og jeg lærte meget af at arbejde sammen med dem.

Kvinder og piger overvældes at forestillingen om at de ikke er gode nok. En ny rapport fra the Center for Disease Control (CDC) nævner for os at 57% af de kvindelige high school studerende har en vedholdende følelse af tristhed og håbløshed. Læg dertil at rapporten fastslår at 30% af HS kvinderne havde overvejet selvmord og forsøgt sig dermed i det sidste år. Lignende statistikker for mænd var det halve i samme kategorier.

Og nu kan vi læse at the Secretary of State’s International Woman of Courage (IWOC) Award modtagere inkluderer en biologisk mand der identificerer sig som kvinde. Og det på Den Internationale Kvindernes Dag, minsandten. Og hvem fik prisen fra USA Today’s women of the year? Jo, endnu en biologisk mand der identificerer sig som kvinde. 

Læg dertil at the National College Athletic Association (NCAA) har tilladt en biologisk mand at konkurrere i svømning for kvinder. Helt grotesk bliver det at da han i en konkurrence lå helt på linje med en kvinde blev denne skubbet til side på podium og han blev præsenteret som vinder. Adskillige kvinder i  Connecticut protesterede over at tabe til en biologisk mand i konkurrencer og deres protester blev afvist. 

Endnu en besynderlighed. En dommer i Minnesota dømte til fordel  for den transkønnede vægtløfter JayCee Cooper, en mand der identificerer sig som kvinde. Han lagde sag an i 2021 efter USA’s vægtløfterforbunds kønspolitik forbød ham at konkurrere mod kvinder. Domstolen fandt at forbundet krænkede statens antidiskriminationslov.

Det kan således ikke undre nogen at piger i dag kæmper med sig selv og er deprimerede, trods heltinderne i mange populære film. Eksemplerne fra ‘det virkelige liv’ der udstilles fortæller dem at der skal en mand til at blive en succesrig kvinde. For ikke så længe siden blev vedtaget lov for at beskytte kvinder på arbejdspladsen og i mange områder (som sport). Nu udvandes det af venstrefløjen der benytter de samme love til opgaven. Universitets uddannede kvinder stemmer i overvældende grad Democrat - venstrefløjen. De ødelægger sig selv og kan bare ikke selv se det.  

Nu ønsker de så at lade den nedlagte Equal Rights Amendment (ERA) genopstå med den formodning at den vil forbedre deres situation, når den faktisk vil besværligøre med påvirkning af transkønnetheden mod ægte kvinder. Der er mange stater der har vedtaget love for at beskytte kvinder ved ikke at tillade mænd, der identificerer sig som kvinder at deltage i kvindesport. Nogle stater kræver at personer der benytter badefaciliteter skal gøre det i overensstemmelse med deres biologiske køn for at forhindre tilfælde, hvor sådanne mænd har brugt kvindernes faciliteter og derpå udøvet voldtægter der. The ERA ville nægte sådanne love og således fjerne de sidste bolværker med beskyttelse for kvindekønnet. Og de formodede veluddannede kvinder på begge sider at menings spektrum er frontfigurer og fortalere for dette. 

Hvor finder man så ægte respekt for kvinder, feminitet, moderskab mv.? Man kan finde den i kristne kirker, især i Den Katolske Kirke. Kristne forstår og respekterer mænd og kvinders kompleksitet. “Jesus sagde til dem ....fra begyndelsen af Skabelsen, ‘skabte Gud dem som mænd og kvinder.’ Af den grund forlader en mand sin far og mor for at være sammen med sin hustru...” (Markus 10:6-7.

Ægte kristne forstår vigtigheden ved familien, at den er grundlaget for ethvert samfund med succes.  Der er de som hævder det modsatte fordi kvinder får lov at være med i præsteskabet, eller de forstår ikke, vil ikke acceptere Jesu Kristi og Guds plan for menneskeheden. Bevidn selv Venstrefløjens bestræbelser på at eliminere Forfatningens beskyttelse vedrørende religiøse overbevisninger. Det er de samme unge mennesker der udgør en betragtelig del af “nones” nu om stunder. (Opgørelser anslår at 31% af mennesker der er opfostret som kristne bliver uden religiøs tilknytning når de når alderen mellem 15-29 år). 

Det kan absolut ikke undre nogen at piger og unge kvinder er deprimerede og overvejer selvmord når selv veluddannede og succesrige kvinder støtter politikker der bliver ved med at fastholde at de ikke er ‘gode nok’ at de er ‘mindre værd.’

Image: John Rocha, Pexels

https://www.americanthinker.com/articles/2023/03/erasing_women.html

Skyldige mænd og onde mænd - Chamberlain og Eichmann

 

Skyldige mænd og Onde mænd. Chamberlain - Eichmann

Michael Curtis

Hvad gør et menneske til ondt?

I virkeligheden, som i fiktionen, kan individer muligvis være motiveret til at handle ondt, ved ren og skær nederdrægtighed, ved ideologisk had mod andre, at ville ønske at gøre indtryk på overordnede, ved at udføre ordrer eller instruktioner, af iver efter at fremme deres karrierer. 

Disse overvejelser er tungtvejende i reflektionerne ved to nylige hændelser. En ny film, og årsdagen for et af de mest ‘makabre’ møder i historien, og kan illustrere forskellen mellem ondskab og velmente holdninger, dog fejlagtige - kontrasten mellem  Neville Chamberlain, den britiske konservative premierminister 1937-40 og Adolf Eichmann og det tyske Nazi regime.

Chamberlain er bedst kendt for at være fortaler for forsonings politikken over for Hitler og Naziregimet. Han blev symbolet på en forfejlet leder, manden der tabte en tillidsafstemning i the House of Commons og blev efterfulgt af Winston Churchill som premierminister, en person der kun kunne tilbyde sit land blod, byrder, tårer og sved og er blevet hyldet som helten fra 1940.

Et mildere revisionistisk synspunkt af Chamberlain kommer til udtryk i en ny film, Munich, the Edge of War, der går ind for en genovervejelse af München Aftalen fra 30. september 1938. 

Chamberlain retfærdiggjorde aftalen på adskillige planer, hovedvægten på, at den gav Storbritannien tid til at forberede sig på den krig der næppe var til at undgå, således håbede han at kunne spare millioner af liv. Dette var i ganske god ånd med den stemning der herskede i landet. Alligevel er dette forsvar ikke alt for sikkert for det gav også Hitler mere tid til at opruste, og gav ham mulighed for at kunne holde truslen fra Sovjetunionen på afstand.

Chamberlains politiske holdninger kan forekomme ganske valide. Han rådgav kongen om at sende bud efter den mindre populære Churchill som hans efterfølger som premierminister frem for at vælge Lord Halifax, der ellers var mere acceptabel for det på det tidspunkt herskende Conservative Party.

Churchill forkastede ideen om en fredsaftale med Tyskland, som Halifax havde foreslået. Han var imod tilnærmelse til Mussolini, idet han mente det var formålsløst.

Vurderingen af Chamberlain vil altid være baseret på hans politik over for Nazityskland, hans forsoningspolitik, hans første tiltro til Hitler, og så lige München Aftalen 1938. Denne aftale gav Tyskland lov til at opsluge det tysktalende Sudetenland i Tjekkoslovakiet. Chamberlain erklærede at det betød “Fred med Ære.” 

Idet han viftede med et stykke papir fastholdt Chamberlain at Hitler var enig i at de to lande aldrig skulle gå i krig mod hinanden og at han således havde opnået “Fred I Vor Tid.” 

Chamberlain var skyldig ved at han misforstod Hitler, men Chamberlain var ikke forræder, skurk eller ond. Han forsøgte på sin egen måde at frelse verden fra en ødelæggende strid. Han forventede ikke at Tyskland ville invadere Polen den 1. september 1939, men han erklærede krig mod Tyskland den 3. september 1939. 

Efter De Allierede styrker forgæves forsøg på at hindre Tyskland i at besætte Norge den 9. april 1940, blev Chamberlain kritiseret af hele det politiske spektrum og han trak sig som premierminister den 10. maj.

 

I hans tale om krigserklæringen den 3. september 1939 erklærede Chamberlain, “Det er de onde ting vi skal bekæmpe, den brutale magt, den slette hensigt, uretfærdigheden, undertrykkelse og forfølgelse, og mod disse ting er jeg sikker på det gode vil sejre.”

Den skinbarlige ondskab blev udstillet 3 år senere ved Wannsee Konferencen, mødet den 20. januar 1942 i den idylliske villa lige uden for Berlin, hvor deltagerne diskuterede og planlagde Den Endelige Løsning. Ondskabens portræt er helt krystalklar i den 15 sider lange Wannsee Protokol udarbejdet en dag senere af  Adolf Eichmann.  Konference blev overværet af femten mænd, repræsentanter for de fleste grene af Nazisystemet, partiet og staten. Det er værd at bemærke, at det var magtfulde, godt uddannede personer, ikke almindelige. Ti af de femten besad universitetsgrader, otte havde doktorgrader, og otte havde studeret jura. 

SS general Reinhard Heydrich, der havde indkaldt til og ledte mødet rapporterede at Das Reich marskal Hermann Göring, havde udpeget ham som delegeret for forberedelsen til Den Endelige Løsning af jødespørgsmålet i Europa og erklærede at konferencen skulle diskutere, hvordan jøderne på passende vis skulle behandles. Ved Wansee var de fleste, dog ikke alle, deltagere klar over at massemord på jøder allerede var sket.

Mødet der kun varede 90 minutter drøftede ikke i detaljer hvordan man præcist skulle klare jøderne, ej heller en specifik plan for implementeringen af Den Endelige Løsning, eller en åben beskrivelse af udryddelsesprogrammet.

Der var visse uoverensstemmelser om aspekterne, men ingen var imod grundtanken om at udslette jøderne, som man mente var 11 millioner mennesker i Europa. Det var Eichmann der kom med den ukorrekte statistik der overvurderede antallet af jøder i Europa. 

Adolf Eichmann har været genstand for debat, kontrovers på grund af hans arrestation og domfældelsen i Israel og over bogen Eichmann in Jerusalem: A Report on the Banality of Evil af Hannah Arendt, der kortvarigt overværede retssagen i Jerusalem. Hendes brug af udtrykket “banalitet” forbliver uklart og kontroversielt. Vigtigst var, at Arendt var slået af “den manifeste overfladiskhed” hos Eichmann. Hendes synspunkt var at hans gerninger var monstrøse, men at han var en ganske ordinær, en sådan person findes alle vegne, og hverken dæmonisk eller i sig selv et monster. 

Som en kontroversiel konklusion gav hun udtryk for sin overraskelse over at et helt klart almindeligt individ var i stand til hårrejsende forbrydelser. Hendes vurdering rejser et langt større spørgsmål - om ansvarlighed, om ansvar, stadig vigtige i dag, om hvem der i sidste instans skal stå til ansvar - om et individ der følger en ulovlig ordre fra overordnet er skyldig..

Uanset betydningen af “banalitet” så tog Arendt fejl i sin bedømmelse af Eichmann. I samtaler optaget i Argentina i 1957 indrømmede Eichmann at han var en yderst omhyggelig bureaukrat, men vigtigere, han kaldte også sig selv en “fanatisk kriger, kæmpende for mit blods frihed, hvilket er min føderet.” Han nægtede at anerkende at han havde gjort noget forkert. Faktisk udtrykte han beklagelse over at han var tvunget til at forblive tavs i årene 1945-1962. 

Ondskaben står krystalklar. Eichmann var nøglepersonen i at arrangere deportationen af millioner af jøder, herunder 440000 ungarere til dødslejrene. Han viste ingen anger eller skyld for hans medvirken. Han var et Uhyre, mesterhjernen til rædsler ikke set førhen, ikke en ansigtsløs funktionær. 

Chamberlain var kun skyldig i fejlbedømmelser.

Image: RV1864 via Flickr, CC BY-NC-ND 2.0.

https://www.americanthinker.com/articles/2022/01/guilty_men_and_evil_men.html

Musik sætter ‘jordskælv’ i gang

 Musik sætter ‘jordskælv’ i gang

Seoul, Sydkorea er hjemsted for ca. 10 millioner. Rundt regnet 350000 af dem lever i Gwangjin District på den nordlige bred af Han Floden, der deler byen. En af de mere kendte bygninger i distriktet er hjemsted for Techno Mart, et indkøbscenter der sælger alt i elektronik - computere, printere, mobiltelefoner og hårde hvidevarer. Men Techno Marts tilbud er ikke det der gør stedet kendt. Det er størrelsen. Der er over 2000 butikker og 39 etager.

 

Så da bygningen begyndte at ryste voldsomt - lagde man mærke til det. 

Techno Mart, som mange andre store butikscentre, er ikke kun butikker. Det er et fødevaremarked, mange restauranter og også motionsfaciliteter. Der er udsigtsplatforme så man kan skue ud over floden, men hvis du foretrækker anden underholdning er Techno Mart stedet med et kæmpe biografteater. At lukke stedet ned i to dage er usædvanligt, men det var hvad der skete den 5. juli 2011.

Uden varsel og forklaring begyndte bygningen at sitre i ti minutter. Der var ingen jordskælv eller kraftigt stormvejr under de ti minutters sitren, og alle var forundrede. Af sikkerhedshensyn lukkede man komplekset ned indtil man fandt ud af hvad årsagen kunne være. 

I løbet af 48 timer fandt man årsagen. Forklaringen for dette pseudo-jordskælv blev først helt klarlagt efter endnu 14 dage. I sidste ende viste det sig at årsagen skyldtes ‘snap.’ og ‘power.I dette tilfælde var “Snap!” en tysk musikgruppe, og “The Power” var deres hit fra 1990, som hvis du havde oplevet det dengang nok kender.(Du kan se Snap her)

Synderen:  Techno Mart’smotionslokaler på 12. etage. Et Tae Bo hold med 17-23 deltagere blev instrueret gennem en mere intens undervisning end sædvanlig og deltagerne dansede aggressivt til musikken. Under motionering begyndte bygningen at ryste. Chung Lan, professor ved Seoul’s Dankook University, forklarede hvordan noget sådant var muligt:

Det er således at vibrationerne sat i gang af Tae Bo øvelserne faldt i samme resonansfrekvens kendetegnende for bygningen. Når en ekstern vibration rammer et objekts resonans bliver vibrationen forstærket og er årsag til yderligere rystelse selv ved let bevægelse. 

Og i denne sag betyder “yderligere rystelse” at der kom tilstrækkelig rystelse til at folk mente at de stod midt i et jordskælv. 

For at afprøve teorien fik forskere endnu et hold Tae Bo dansere til at gentage deres øvelse, til samme sang to uger senere. Det gav samme resultat. Chung og andre var i stand til at måle, hvor den voldsomme rysten var mest udbredt. Kun på de øverste etager kunne vibrationerne føles kraftigt, og alle seks forskere var enige om at den mekaniske resonans var den sandsynlige synder. 

Bonus fakta: I 2011, brød National Football League backen Marshawn Lynch under en kamp rekorden for en 67-yard touchdown run i en af de største kampe det år. Da det skete blev fans så højlydte og aktive, at de var årsag til det der svarer til et mindre jordskælv. Jo, en ganske utrolig præstation. Men endnu mere forbløffende? I 2014 løb Lynch endnu en touchdown i en playoff kamp - mod det samme hold - og reaktionen fra fans skabte endnu et mindre jordskælv.

Hvordan Ukraine blev et selvstændigt land!

 

Sådan opstod Ukraine som selvstændig stat

Alexander G. Markovsky

Dette er historien om transformationen af et lille område der blev besat af  Zaporozhian Kosakker og blev til det største land i Europa efter Rusland, større end Frankrig og Tyskland. Hvordan lykkedes det Ukraine at opnå en sådan ekspansion uden en eneste erobring? 

source

Udgangspunktet for Ukraines historie begynder i 1654 da Bohdan Khmelnitsky, en Hetman (polsk eller kosak kommandør) hos Zaporozhian Host, (enheden) og leder af kosakkerne der levede i  områderne ved Dniepr floden, anmodede den russiske zar Alexya om at acceptere Zaporozhian Host som Rusland. Landet var beboet af Kosakkerne (det orange område på kortet) og var del at det som russerne kaldte ‘De Vilde Marker’ eller “u kraine,” der på russisk betyder “på kanten.” Udtrykket stammer fra det 12. århundrede for at beskrive lande beboet af halvvilde stammer i udkanten af Rusland.

Khmelnitsky var desperat efter at redde sine Kosakker fra udslettelse ved polakkerne. I første omgang afviste Alexya anmodningen. Men som tiden gik blev den imødekommet og en traktat Pereyaslav Traktaten blev underskrevet. Ifølge denne skulle territoriet absorberes i Rusland og navngives Malorossiya eller Lille Rusland, administreret af  Hetmanate med begrænset suverænitet. 

Under Katarina den Stores styre (1762-1796), erfarede Det Russiske Imperium en meget stor udvidelse og nye territorier blev føjet til Malorossiya, herunder byen Kiev, hvor landet Rus havde sin begyndelse i det 8. århundrede (de gule og orange områder på kortet). I 1764 da Malorossiya var vokset betydeligt, fjernede Katarina, af administrative årsager Hetmanate og skabte Malorossian Guvernementet.

Det samme år (1754) erobrede Det Russiske Imperium Krim Khanatet, og grundlagde en ny provins, Novorossiya eller Ny Rusland (det blå område på kortet). På relativt kort tid ændrede Rusland regionen fra at være en ikke udviklet steppe med enge med sjældne afgrøder til et landbrugsområde med stort afkast, og senere en industriel region der blev selve rygraden i Det Første Russiske Imperiums økonomi, og efterfølgende i Sovjetunionen.  

I 1783, fravristede Katarine den Store Krim ud af det osmanniske Imperium gennem en blodig krig der sikrede adgang til Sortehavet og fuldendte Peter den Stores vision om at gøre Rusland til den dominerende magt i Europa.

I 1919, to år efter bolshevik revolutionen blev Vladimir Lenin arkitekten over Ukraine, og kombinerede Novorossiya og Malorossiya til den nye Socialistiske Stat Ukraine (det gule, blå og orange område på kortet). 

I 1922 blev Unionen af Sovjet Socialistiske Republikker (USSR) skabt, og den Socialistiske Stat Ukraine, herefter kaldt Ukraine Sovjet Socialistisk Republik, med hovedstaden Kharkov. Novorossiya blev omdøbt til Østukraine, og udtrykket Malorossiya ikke længere brugt. I 1934 blev den nye republiks hovedstad flyttet til Kiev.

Mellem 1939 og 1940 som resultat af Nazi-Sovjet Pagten annekterede Stalin de østligggende territorier, herunder den polske by Lvov, og det nordlige Bukovina fra Rumænien. I 1945 annekterede han det ungarske karpatiske Ruthenia, vore dages Zakarpattia. Alle de territorier blev knyttet til Ukraine og blev kendt som Vestukraine (det grønne område på kortet.)

Omkring 1950 var Ukraines udbredelse større end noget andet land i Europa bortset fra Rusland. Men de territoriale ‘gaver’ til Ukraine sluttede ikke der. I 1964 overførte Nikita Khrushchev, Krim fra Den Russsiske Føderation til Ukraine. Denne ændring var hovedsagelig symbolsk da den skete inden for Sovjetunionen, og ledet under et eneste sæt love, fælles forsvar og under total kontrol af Moskva. Ingen i Kreml kunne forudse at det ville manifestere sig som en enorm strategisk fejl få årtier senere. 

Den historiske fortælling demonstrerer at nutidens Ukraine opstod ved en mosaik af landområder der blev samlet af russiske erobringer og prisen var russisk blod og skat. Udover et lille område ved Zaporozhian Host (det røde område på kortet) har Ukraine ingen historisk tilknytning til det land man nu besidder men er et produkt af russisk geopolitisk arbejde.

Ovenstående er grunden til at Henry Kissinger skrev, “Vesten skal forstå, at for Rusland, kan Ukraine aldrig være blot et fremmed land.” 

Hvis amerikanerne havde været mere vidende om Ukraines historie, ville de have rejst fornuftig tvivl om gyldigheden af Ukraines territoriale forhåbninger. Konrad Adenauer sagde ved en lejlighed, “Historien er den samlede sum af det som kunne være undgået.” Om Ukraine kan det ikke siges bedre; hvis Zar Alexey i 1654 ikke havde beskyttet kosakkerne i Zaporozhian Host, ukrainernes forløbere mod udslettelse, ville vi aldrig have hørt om Ukraine. 

I 1991, benyttede Ukraine sig af Sovjetunionens opløsning og erklærede sig uafhængig. Derpå, da den indledende jubel og hele sløret af løfter om demokrati og velstand lettede stod ukrainerne, der ellers aldrig havde styret sig selv overfor den grumme virkelighed med at regere, lede et land. At forsøge sig med et klart brud med Rusland, der fejlede Ukraine økonomisk og politisk.

Ukraines økonomi har været integreret i Sovjetunionens. Man producerede forskellige varer og services, og selvom produkterne var ikke opdaterede i forhold til Vestens standarder, var de pålidelige og billige. Rusland var det naturlige marked for Ukraine. Imidlertid besluttede Ukraine sig for at ansøge om medlemskab af EU, der ikke viste interesse som sådan og Ukraine mistede derpå det russiske marked. Resultatet blev at økonomien nåede det ulyksalige lavpunkt hvor Ukraine ikke var i stand til at forme sin egen fremtid og havde brug for finansiel assistance fra USA og Vesteuropa for at overleve. 

For at gøre indtryk på eventuelle donorer har Ukraines ledere forsøgt at overbevise verden om at man er på en mission for at beskytte demokratiet. Højst uheldigt og beklageligt er deres forpligtelse til demokratiet begrænset til at deklarere principper. Som følge af politisk umodenhed og uerfarenhed har ukrainerne konstant valgt ledere der anerkender vigtigheden af demokratiet, dog hovedsageligt som et middel til at berige sig selv. Det er sådan at udbredt korruption er blevet en fundamental nødvendighed, en forudsætning for regeringsledelsen. Ukraines mest afskyvækkende karaktertræk er tyveri af økonomisk hjælp og af naturressourcer. 

Historien, geografien, landets økonomi, og selve opbygningen af de lokale institutioner forudbestemmer et lands ageren internationalt. Ukraine mangler strategiske visioner, og erfaring i geopolitik, og forstod ikke den underliggende realitet da man med ihærdighed ansøgte om medlemskab af NATO, angiveligt af sikkerhedsårsager.

Uanset hvad motivationen har været fejlede landet med at indse at udfordringen med krig og fred er et produkt af fælles sikkerhed -- sikkerheden hos en part skaber ikke nødvendigvis sikkerhed for en anden. Ukraines ihærdighed med at slutte sig til NATO er en ignorering af 30 års russiske advarsler om at NATO udvidelse mod øst er udgør en eksistentiel trussel for Rusland.

Endog  the New York Times, absolut ingen ven af Putin udfordrede, i sin leder den 9. januar 2022, lige før invasionen, klogskaben hos Ukraine ved at slutte sig til NATO og indrømmede at "Mr. Putin's bekymringer kan ikke blot fuldstændig afvises. Skulle Ukraine slutte sig til NATO ville alliancen få en 1200 mil landgrænse med Rusland, en situation ingen større magt ville gå med til, uanset hvor højlydt Atlantalliancen hævder det udelukkende er til forsvarsformål."

Om det er politisk naivitet, hensynsløshed, brændende appetit efter udenlandsk hjælp, eller det hele på een gang så har Ukraines ihærdige insisteren på NATO medlemskab, selv i udsigten til en lurende russisk invasion, igangsat en krig der meget let kunne være undgået.  

Det var en fejl af enorm historisk størrelse. 

Og mens denne forfejlede stat, med grænser trukket af Sovjetunionen, fuld af inkompetence og korruption nu kollapser i blod og ødelæggelse så er den yderst dystre forudanelse at Ukraine vil forblive i generationer at være ødemark. 

Hvis således ukrainerne fortjener en stat så har de faktisk fortjent den stat de har.

Alexander G. Markovsky is a senior fellow at the London Center for Policy Research, a conservative think tank that examines national security, energy, risk analysis, and other public policy issues. He is the author of “Anatomy of a Bolshevik” and “Liberal Bolshevism: America Did Not Defeat Communism, She Adopted It.” Mr. Markovsky is the owner and CEO of Litwin Management Services, LLC. He can be reached at alex.g.markovsky@gmail.com

https://www.americanthinker.com/articles/2023/02/_since_when_did_ukrainians_become_entitled_to_a_giant_state_.html