Pave Frans: Ikke tilfreds med det Jesus gjorde

Frans ophøjer en af sine nærmeste medarbejdere - efter denne beskriver Jesus som “ligeglad,” “vred og ufølsom” og “hånende og respektløs.” 

William Kilpatrick 

En af Frans’ nærmeste medarbejdere, Fr. Antonio Spadaro, SJ, gav her for nylig en kontroversiel prædiken der kan vise sig at være skelsættende for Kirken.

Spadaro’s afslørende prædiken markerer det punkt hvor der ikke længere er holdbart at tro at Frans pavedømmet er en fortsættelse af den succession der går tilbage til Sankt Peter. 

Hvis Spadaro blot var en almindelig præst med yderliggående teologiske synspunkter kunne hans betragtninger ganske roligt ignoreres. Vi har haft præster der hængte LGBT flag over deres kirkedøre, præster der opfordrer katolikker til at fejre Pride Måned, og præster der anbefaler at andre præster ser porno som en sundhedsmæssig beskæftigelse. 

Men Spadaro er en meget prominent person i Kirken. Han var redaktør af La Civilta Cattolica, en halv officiel publikation fra Vatikanet indtil han trak sig for nogle uger siden. Han er nær ven med og betroet rådgiver til Frans som han har interviewet, og han er sommetider omtalt som “Pavens talerør.” Ydermere rejser han ofte med Paven. Men vigtigst, hans bemærkninger var et voldsomt angreb på kernen i den kristne tro. 

Hvad siger Spadaro der var så kontroversielt? I en kommentar til Jesu møde med den kanaanæsiske kvinder beskriver hans Jesus som “ligegyldig,” “ligeglad,” “vred og ufølsom,” “ofrosonlig hård,” “spottende og udvisende mangel på respekt,” og “blindet af nationalisme og teologisk strenghed.”

Jo, den kanaanæiske kvinde var vedholdende i sin anmodning om at Jesus skulle helbrede hendes datter og det lykkedes hende at “opildne Jesu ildhu” der til sidste “frigjorde sig for ildhuen ved de dominerende, teologiske, politiske og kulturelle elementer på hans tid.”

Kort opsummeret ser Spadaro Jesus som en anelse mere end en skabning på hans tid, indtil den kannaanæiske kvinde overbeviser ham om at have et mere åbent sind. Med den målestok ser Spadaro sig selv som en, der lever i en mere avanceret civilisation, havende ret til at dømme en tilbagestående Jesus.

 

Det er selvfølgelig svarende til at benægte Kristi guddommelighed. Hvis Jesus ikke overser fordommene på hans tid og sted, uden hjælp fra en “fremmed” så kan han ikke være Gud. På samme vis, hvis han lader sig friste til at være forhånende og udvise mangel på respekt over for et fattig kvinde der blot søger at redde sin datter - så kan han ikke være Gud. 

Imidlertid er det mest chokerende ved Spadaros synspunkt ikke hans tuydelige benægtelse af en central lære i den katolske tro, men at Pave Frans ikke har gjort noget ved det. 

Præcis det modsatte er sket. i timerne efter Spadaros nævnte sin resgination fra stillingen som redaktør af La Civilta Cattolica, fortalte kontoret for the Holy See Press at Pave Frans havde ophøjet ham til en kurial stilling—Under-Sekretær for the Dicastery for Culture and Education.

Det er muligt - men ikke sandsynligt - at Frans ikke kendte til Spadaros prædiken på tidspunktet hvor udnævnelsen fandt sted, men han har helt sikkert hørt om den nu. Hvorfor har han ikke reageret? Burde Pave Frans have trukket tilbuddet om den nye stilling tilbage? Trods alt arbejder, the Dicastery for Culture and Education for at sikre at “de grundlæggende principper for uddannelse, især katolsk uddannelse bedre kan forstås og værdsættes.” Alligevel ser det ud til at Spadaro har afvist den fundamentale lære i Den Katolske Kirke. Burde Pave Frans havde udstedt en rettelse af Spadaros forkert teologi eller  krævet at Spadaro tog afstand fra sine udtalelser? 

Hvorfor mon Frans ikke straks handlede for at forhindre yderligere forvirring om Spadaros kætterske syn på Kristus. En urovækkende forklaring på hans mangel på indgriben er at Frans sådan set deler de samme synspunkter.

 

Der er stadig flere beviser på at Pave Frans, som Spadaro, ser sig selv som mere barmhjertige, nådige end Jesus. Hvor Jesus krævede anger som en nødvendighed for tilgivelse, giver Frans afkald på det krav og fortæller de kommende præster at den konfession de burde give tilgiver alle synder, selvom der ikke er anger til stede. 

Skønt Jesus tilgav seksuelle synder betonede han også deres alvor: 

“ I har hørt, at der er sagt: ›Du må ikke bryde et ægteskab.‹  Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.” Mattæus 

I modsætning afviser Pave Frans seksuelle synder som “de letteste af synder” og gør sig morsom ved at omtale dem som “synder under bæltestedet.” Frans synes ‘salig’ ikke at være klar over at “synder under bæltestedet” kan resultere i udelukkelse, hjertekvaler, abortm eller andet ved et barns fødsel der skal vokse op måske uden en far og hvis opvækst ofte lægger byrder på hans eller hendes bedsteforældre og andre slægtninge. 

For homoseksuelle synes Frans imidlertid ivrig efter at lette skyldbyrden endnu mere. Da han mødtes med en gruppe Jesuitter i Portugal ved begyndelsen af World Youth Day, så det ud til Frans nedtonede det universelle krav om kyskhed. Da han af en præst blev spurgt om homoseksuelle var bundet af kaldet om kyskhed gav Frans et dobbeltydigt svar som dermed lader det være et åbent spørgsmål.

Frans har også vanen med at lade ‘afvigende’ præster og prælater slippe med mindre end et lille klap. Han beskytter dem fra en velfortjent straf og sædvanligvis lykkes det ham at få dem sat ind i højere stillinger. Nogle få af hans mange ‘yndlinge’ der nyder gavn af hans nåde omfatter Kardinal Jean-Pierre Ricard, Kardinal Godfried Daneels, Biskop Gustavo Zanchetta, Monsignor Battista Ricca, Kardinal Francesco Cocopalmerio, Fr. Mauro Inzoli, Fr. Marko Rupnik og adskillige flere. Man får sommetider det indtryk at Frans helt bevidst gør sig venner med ‘afvigende’ og flamboyante typer, så når disse uundgeligt bringer sig i problemer får han lejlighed til at overøse dem med sin nåde.

 

Når vi nu har nævnt farverige typer har den erotiske poet og her for nylig udnævnt som Prefect of the Dicastery for the Doctrine of the Faith, Ærkebiskop Victor Fernandez, talt i et interview med the National Catholic Register om  "Doktrinen af Den Hellige Fader” og advarede biskopper mod at dømme pavens doktrin for de har ikke fået tildelt den enestående karisma som han alene har.

Hvad er så Doktrinen af Den Hellige Fader? Fernandez fortæller os det sådan set ikke, men jeg tænker det er det med stor sandsynlighed kan siges at Frans tænkning over doktrinen er under indflydelse af princippet om nåde frem for retfærdighed. For eksempel har Kirken konstant belært om at dødsstraf er tilladeligt. Frans kalder det en synd og instruerede CDF i 2018 om at revidere The Catechism of the Catholic Church i overensstemmelse med hans holdninger. 

Kristus betonede også vigtigheden af nåde, men ikke på bekostning af retfærdighed, men det ser ud til Frans sammen med Spadaro mener at Kristus ikke udviste nok nåde. Det virker mærkeligt at sige således, men Frans handler ofte som om han er i en konkurrence med Jesus. Under sin forkyndergerning tilgav Kristus hundredvis af angrende syndere, men Frans synes at tilgive alle og enhver uanset om de angrer eller ej. Jesus sagde at ‘snæver den vej’ mens Frans er opsat på at udvide den. 

Frans portrætteres i medierne som værende meget ydmyg, og han holder af at udstille sig selv på den måde, men i en henseende virker han fuld af stolthed. Som en kommentator i en artikel om Frans udtrykter det, “Frans ser sig selv, ikke som Sankt Peters efterfølger, men som efterfølger af Kristus.”

Frans, sammen med Spadaro, Fernandez, Hollerich, og mange andre er åbenbart ikke tilfredse med det arbejde Jesus udførte. “Jo, synes de at sige,” Jesus var en ekstrem oplyst mand på sin tid, men fordi vi lever i den moderne tidsalder er langt mere oplyste, så har vi til hensigt at opdatere Jesu læringer for bedre at være i sync med ånden i vor tid.”

 

Frans står dog ikke frem og udtrykkeligt støtter modernismen, men der kræves ikke megen eftertanke for at bemærke den modernistiske dagsorden i hans taler og skriverier. Han minder konstant sit publikum om, at Kirken hele tiden skal opdatere sin lære, og han tilegner sin barskeste kritik til dem, der er “frosset fast” i fortiden.”

Her følger nogle uddrag af en tale han gav til en større gruppe portugisiske jesuitter i august:

• “I the United States…er der en meget stærk reaktionær holdning.”

• “indietrismo (at se bagud) er ikke brugbart.”

• “Der er en passende udvikling i forståelsen af tro og moral.”

• “Vor forståelse af mennesket ændrer sig med tiden.”

• “Hvis man ikke ændrer sig opad går man tilbage.”

• “Det er tydeligt at .... (følelser om homoseksualitet) ændrer sig i overensstemmelse med de historiske omstændigheder.”

Og her, fra samme tale, er nogle af hans termer opprobrium for traditionel katolicisme:

• “et museum.”

• “Vi kan ikke leve som konserveret/syltet føde.”

• “lukket.”

• “tilbagestående.”

• “rigid og fordrejet.”

• 
  

Som kontrast er Frans’ yndlingsudtryk “åben” som i “åben for forandring,” “åben for Ånden,” “åben dørene til Kirken” og så fremdeles. 

Frans’ noget overdrevne betoning af åbenhed får mig til at tænke på den moderne indstillede præst portrætteret af C.S. Lewis’, i The Great Divorce.

Den gejstlige der lever i helvede (skønt han ikke er ganske klar over det) får lejlighed til at besøge Himlen - og blive der hvis han er villig til at opgive sin syndige tilbøjelighed til intellektuel stolthed. 

Den Anglikanske biskop er næsten overbevist om at han kommer i Himlen, men glemmer pludselig at han skal aflevere et dokument til et møde med “et lille teologisk samfund der,” og han afviser tilbuddet. Som jeg skrev andetsteds, “Er han særlig stolt over dokumentet han skal aflevere på grund af dets fyldige afhandling. Faktisk er det han beskriver blot det Modernistiske synspunkt på doktrinens udvikling”: Her følger så hans  tese:

Jeg vil gerne påpege at mennesker altid glemmer at Jesus ... var en forholdsvis ung mand da han døde. Han ville være vokset fra nogle af sine tidligere synspunkter, hvis han havde fortsat livet ved du. Som han kunne have gjort, med lidt mere takt og tålmodighed. Jeg beder mit publikum overveje hvad hans synspunkter i en mere moden alder ville have været. En yderst interessant spørgsmål. Hvilken forskel Kristendommen kunne være blevet til om blot Grundlæggere havde nået sit fulde potentiale! 

Vi får ikke se om den moderne indstillede biskop mener om sig selv, at han er mere nådig end Jesus, men han ser helt sikkert sig selv som mere oplyst end Jesus. Vi ser den samme nedladende holdning over for Jesus i Spadaros prædiken (“vrede og ufølsomhed,” blændet af nationalisme og teologisk strenghed”). 

Anser Pave Frans sig som mere oplyst og moden end Kristus? Han er forsigtig med  ikke at kritisere Kristus, men har ikke nogen indvendinger mod at kritisere Kristi lære som overbragt til Kirken i fortiden. Han har intet imod at irettesætte fortidens Kirke - det vil sige, før han blev valgt - som værende tilbagestående, rigid, patriarkalsk og forstenet. 

Da Kirkens lære er meget nært knyttet til, stammer fra, hvad Kristus åbenbarede i skriften er det vanskeligt at undgå at komme til den konklusion af Frans anser sig selv som Kristi efterfølger - den der er kommet for at levere den mere “modne” og opdaterede version af Kristendommen. Med andre ord den humanistiske version. 

Det burde ikke være så voldsomt overraskende. Sammen med det at være modernist er Frans også humanist. Hans forkærlighed for humanistisk tænkning kan klart ses i adskillige af hans officielle dokumenter. Og han ønsker helt klart at skubbe Kirken i en humanistisk retning. I the Document on Human Fraternity og i Fratelli Tutti beskrives religionens mission som værende groft sagt svarende til målene hos sekulær humanisme. 

Pointen er, at et af de centrale lærepunkter i humanismen er, at mennesket kan redde sig selv uden hjælp fra Gud. I humanismen bliver hvert menneske faktisk sin egen Gud - en person med ubegrænsede potentialer. Interessant er det at the Catechism of the Catholic Church knytter denne falske guddommeliggørelse af mennesket til Kirkens ultimative domsafsigelse:

Før Kristi andet komme skal Kirken gennemgå en endelig dom der vil ryste troen hos mange troende. Forfølgelsen der følger med hendes pilgrimsrejse vil åbenbare “mystery of iniquity” (Læs 2. Tessalonikerbrev kapitel 2) “Lad ingen på nogen måde forlede jer. Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn,  modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud.”

I udgaven religiøst bedrag, hvor mennesket tilbydes en umiddelbar løsning på deres problemer, - er prisen frafald fra sandheden. Det suveræne religiøse bedrag er, at Antikrist, en slags pseudo-messianisme - hvor mennesker ophøjer sig selv i stedet for Gud og Messias fysisk træder til. 

“Ophøjer sig selv i stedet for Gud”? Når Spadaro udbreder sig med en intens og nedladende kritik af Kristus - det er præcist det han gør. Vi skylder Spadaro tak for at gøre det klart hvad han og Frans, samt andre, “oplyste” personer i Kirkens ledelse er i færd med. 

https://www.frontpagemag.com/pope-francis-dissatisfied-with-the-job-jesus-did/

 

William Kilpatrick

William Kilpatrick is a Shillman Fellow at the David Horowitz Freedom Center. His books include Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West, What Catholics Need to Know About Islam, and The Politically Incorrect Guide to Jihad.