mandag den 29. februar 2016

Sladder om Hillary med store konsekvenser

Forbereder the National Enquirer sig på en John Edwards-historie om Hillary og Huma?





The National Enquirer, et magasin der sælges i supermarkeder er af mange længe blevet foragtet for sin satsning på sladder om ‘de kendte.’ Dog fik tidsskriftet stor respekt og troværdighed for deres efterforskning af John Edwards kærlighedsbarn. Dette var historien om en mulig vicepræsident for United States, som man hviskede om, men det blev ignoreret af mange medier der ellers bedømmes som værende ‘respektabel” (dog i stadig svagere grad) og “førende.”


Til bladets store og evige ros tilegnede the Enquirer betragtelig tid og penge til at få fakta om historien frem og dokumentere den. Jeg er blandt de som synes det er seriøs journalistik. Kun the Enquirer havde modet og beslutsomheden til at få historien frem.


I denne valgtid har the Enquirer sin helt klare favoritkandidat, Donald Trump, der som regel skildres med ‘lækre’ fotos og hvis gerninger hyldes. I modsætning hertil har Ted Cruz, Marco Rubio og Hillary Clinton fået en meget kritisk dækning, og billederne af dem er ikke særlig attraktive.




Set på denne baggrund jeg blev virkelig ‘vækket’ af en karikatur der var i nummeret fra 22. februar i the Enquirer, nede i venstre hjørne på side 38. Af respekt for karikaturens copyright får læserne her den blot som en miniatureudgave.


Tegningen skildrer en person ved et spisebord der ser sig over skulderen hen på en TV skærm på væggen. Her vises Hillary Clinton og ordene “Hillary 16.”


Teksten under billedet er som følger, med citationstegn:
“Set i lyset af de seneste beskyldninger vil jeg gerne gøre helt klart at jeg har en dybfølt kærlighed til alle Huma væsener.” (ordspil på human beings og Huma Abedin Hillarys nære medarbejder)
Nu har der så været en masse løse rygter om Hillarys forhold til Huma Abedin, og hendes seksuelle orientering. Kandidaten og hendes meget nære hjælper er blevet set flere gange offentligt iført matchende klædedragt.
Jeg kender så at sige intet til kvinders forhold til hinanden, men på grund af Huma Abedins familie- og arbejdsforbindelser med Det Muslimske Broderskab er jeg bekymret over ethvert nær forhold til en potentiel POTUS (præsident).


Jeg spekulerer derfor på: Var denne karikatur en forsmag på en kommende undersøgende rapport? The Enquirer har en stor læserskare og sælges i supermarkedernes kasselinjer, og dersom man ville lancere en sådan historie, ja så vil effekten være ret massiv.


Jovist er Amerikas holdning til sex mellem personer af samme køn blevet ændret. Men Clintons stiller nærmest op som et par, og Bill er allerede kendt for sin bemærkninger om at Hillary er et offer, en status hun har profiteret ved. Dette kan ændre det billede.




og her:


og her:


søndag den 28. februar 2016

Islam og hunde - en afslørende holdning

Islam og hunde





Hvad er det dog med Islam og hunde? Jo såmænd: Hunde betragtes som urene. Vigtigst: Muhammad kunne ikke lide dem - så vidt som til han ønskede død over dem.


Selvom der intet står i Koranen om hunde så er Muhammads tanker om alt og intet der har med hunde at gøre noget man kan finde overalt i Hadith (en samling af direkte citater fra Muhammad om så at sige alt og indsamlet efter hans død).


Muhammad advarede engle mod at gå ind i huse hvor der var en hund. Han beordrede også at hunde skulle slås ihjel og ingen spares - og det gjaldt især alle sorte hunde. (Yderligere information kan findes
her, her, og her.)


Det betyder dog ikke at alle muslimer hader hunde. (For at høre en fremragende redegørelse af Jamie Glazov om “ikke alle muslimer gør det” argumentationen se her.) Men tilstrækkeligt med muslimer ser ud til at hade hunde og handler efter dette had og afslører dermed et ækelt mønster med mishandling og vanrøgt. Hunde benyttes også for at antyde overherredømmeindstilling, som du vil kunne se af følgende eksempler.


En stadig mere almindelig måde hvor muslimer viser deres overherredømmeindstilling som har med hunde at gøre, er når en muslimsk taxichauffør og buschauffører nægter at betjene mennesker med førerhunde.


En fik at vide han skulle sætte hunde i bagagerummet eller forsvinde fra taxien. (Se her, her, her, her, her, her, her, og her for blot nogle få eksempler) Der er også situationer hvor mennesker der har en hund som ledsager afvises pure (Se her og her.)


Men det at muslimer nægter at udføre arbejde for mennesker med hunde er blot toppen af isbjerget.


I UK bliver hundeførere, de som benytter hunde til at opsnuse sprængstoffer i lufthavne, jernbanestationer og busterminaler undervist i at optræde med stor hensyntagen og være klar over de “kulturelle følelser.” Det er selvfølgelig kodeordet for - ikke at krænke muslimer. I UK skal hunde også være iført særlige støvler når de benyttes i muslimers hjem for ikke at krænke. I fængsler med muslimer uddeles der rene lagner og tøj efter hunde har undersøgt deres celler. Hunde får heller ikke lov til at have direkte kontakt med fangernes Koraner.


Hunde er jo urene og de krænker.


I Skotland efter politiet havde sendt postkort  ud med deres nye telefonnummer, hvor der også var en bedårende hundehvalp der sad på politibetjentens kasket, reagerede det muslimske samfund med (kan du gætte det?) jo, netop vrede! Og reaktionen på dette var (kan du gætte det?) jo, netop en undskyldning:  Og jeg citerer:  “Vi indhentede ikke råd og vejledning fra politienhedens diversitetsafdeling og uddelt postkortene. Dette var en fejl som vi undskylder for, dersom den har medført at nogen føler sig krænket.! Himlen forbyde at nogen skulle gøre noget som helst uden først at få råd og vejledning af en “diversitetsrådgiver.”


Krænkelse og vrede. Som da muslimer i Mumbai fik et bommesislag da en hund var del af Obama sikkerhedshold og med et navneskilt “Khan.” At give en hund et muslimsk navn er bare for stærkt.


Krænkelse, vrede og ophidselse!
Da en unge muslimsk pige i Malaysia blev fotograferet kærtegnende en hundehvalp blev billedet et viralt hit, og reaktionen kom prompte. Muslimer i Malaysia er forbudt at have nogen som helst kontakt med hunde fordi de anses som værende haram (forbudt.)


I en spansk by, hvor muslimer udgør 20% af befolkningen er rigtig mange hunde blevet forgiftet. (Masseforgiftning af hunde finder også sted i Tyrkiet.) Og når ikke muslimske borgere går tur med deres hunde bliver de ofte generet af muslimer. Det er blevet så slemt at de får brug for beskyttelse. Uden tilstrækkeligt med politi til at passe på dem har man oprettet et eskorte patruljer således at folk kan gå med deres hunde alene. Samtidig presser byens muslimer på for at få lovgivning mod hunde på offentlige steder og en gennemført forbud mod offentlig transport fordi tilstedeværelsen af hunde krænkede dem og de hævdede det var overgreb mod deres religiøse frihed.


Krænket = Dhimmier skal bare tilpasse sig
.
I Canada, blev en mand anholdt for at gå tur med sin hund i en offentlig park tæt på hvor muslimer holdt en pro-palæstinensiske jøde-had Al-Quds dag demonstration. Et stykke tid derefter modtog manden en truende opringning: “Vi vil slå dig ihjel, din beskidte jøde!


Krænket, vrede, ophidsede og truende.


Naturligvis er der en ganske enkel dhimmi løsning på alt dette. Forbyd Hunde! Hvilket præcis er det som en muslimsk politiker i Holland ønsker da han foreslog at forbyde hunde i byen Haag.


Hunde Jihad!


Islamisk overherredømme.


Hvis det krænker Islam så skal ingen have noget med det at gøre. Der er ingen mulighed for sameksistens, ingen lev og lad leve, ingen mellemvej. Netop fordi Islam er en totalitær ideologi. Det berører alt levende. Og med en ubegribelig brutalitet.


I Egypten benyttede Det Muslimske Broderskab hundehvalpe under de voldelige protester ved at dyppe dem i benzin og så sætte ild til dem. (At sætte ild til dyr er ikke ualmindeligt i islamiske lande). Hundehvalpene blev også lagt i sække og kastet mod grænsepolitiet i Jerusalem.


Islamisk overherredømmeindstilling når ud til alle dele af livet. Herunder de vidunderlige og dejlig hunde.


Hat tips: Jihad Watch, Gatestone Institute, Atlas Shrugs, Bare Naked Islam


fredag den 26. februar 2016

9 venstrefløjs martyrers sande historie

9 fup martyrer fra venstrefløjen

Hver religion har sine martyrer, således også med den amerikanske venstrefløj. Der er blevet opbygget myter om “misforståede” radikale kommunister og utroligt meget blæk er blevet spildt om uretfærdigheden ved deres skæbner.

Da jeg gennemgik flere end 15 førende U.S. College historielærebøger for adskillige år siden til min bog 48 Liberal Lies of American History, fastslog næsten dem alle, eller i det mindste antydede kraftigt at Sacco og Vanzetti, Rosenbergs, Alger Hiss med flere kun blev retsforfulgt på grund af deres ideologi, ikke på grund af deres lovbrud.

Faktisk er venstrefløjens Hall of Shame fyldt med syndere der faktisk var skyldige. Her følger så en liste med ni af de mest berygtede venstreorienterede kriminelle i moderne ameerikansk historie og kendsgerningerne ved deres sager.

1. Rosenbergs.

Når selv en kommunistisk diktator fortæller dig at Julius og Ethel Rosenbergh var Sovjetspioner, så skulle man tro venstrefløjen ville tro på det.Nikita Khrushchev, dengang statsoverhoved for USSR, sagde at Rosenbergs “gav vigtig hjælp i at få sat gang i udviklingen af vor atombombe.”

Julius and Ethyl Rosenberg overdrog atombombe hemmeligheder, herunder den berømte første skematiske plan til den første bombes design, til andre Sovjetagenter og man mener det dermed høvlede 5 år af russernes a-bombe projekt. Dog insisterer de førende undervisningsbøger, Marc C. Carnes og John A. Garraty’s American Destiny på at Rosenbergerne “ikke var større spioner,” og at “den information de overdrog ikke var vigtig.” Imidlertid har Martin Sobell, en langvarig ven af Rosenbergerne, og medforsvarer ved retssagen, indrømmet, at både han og Julius var Sovjetagenter. En af Rosenbergs sønner, Michael Meerpol, der også har bedyret sine forældres uskyld, fastslog blot, “Jeg har ingen grund til ikke at betvivle Marty.”

2. McNamara Brødrene.

Nej, dette er ikke en film om irske banditter, men snarere den sande beretning om John (“J. J.”) og James (“J. B.”) McNamara, to fagforeningsfolk der bombede the Los Angeles Times bygningen i 1911, og dermed slog 21 uskyldige ansatte ihjel og sårede yderligere 100. De blev begge dømt skyldige og James indrømmede at have placeret bomben - han fik fængsel på livstid. Hans bror John, måtte 15 år i fængsel, og blev igen fagforeningsorganisator. Nogle mennesker vil bare ikke lære.
Photo-los-angeles-times-building-post-bombing.jpg
Selvfølgelig anså arbejderbevægelsen dem som martyrer; en film “A Martyr to His Cause” blev lavet om bombningen og i et stykke tid blev Labor Day omdøbt til “McNamara Day.” Endnu en medskyldig, Ortie McCanigal, fagforeningeslederen der førte an i Iron Workers bombekampagne - jovist du læste rigtigt - anmeldte McNamaras og andre fagforeningsbøller. Clarence Darrow, der førte forsvaret for parret til den utrolige pris af 350000 dollars (næsten 8 millioner dollars i dagens penge) betvivlede James’ vidneudsagn. Måske det var det der førte ham til at forsøge at bestikke en nævning, af hvilken årsag lederen af forsvarsholdet blev arresteret, selvom det var blevet bevidnet at det var Darrow der leverede pengesedlerne.

Den venstreorienterede aktivist Lincoln Steffens rejste til L.A. for at interviewe brødrene, men blev også overbevist om, at de var skyldige. Når Lincoln Steffens og Clarence Darrow kokkludferer at du er skyldig, så vær ganske sikker på det.

3. Alger Hiss.

Historie bøger fremstiller Alger som en patetisk person der blev fejlagtigt sat i fængsel på en mindre alvorlig anklage mens hans angiver, Whitaker Chambers, “skrev en bestseller.” De fleste lærebøger hævder stadig, at retssagen var “kontroversiel.” Alger Hiss var Sovjetspion, punktum slut, og blev kun afsløret da hans medagent, Whittaker Chambers fik samvittighedsproblemer og afslørede ham.

Hiss havde arbejdet i forskellige stillinger af vigtighed i State Department, og havde hjulpet med til at udforme organisationen United Nations. Da han blev indkaldt for House Un-American Affairs Committee (HUAC) for at svare på Chambers anklager, hævdede Hiss, at han ikke kendte Chambers. Var han standset der, kunne han være sluppet. Men han lagde sag an mod Chambers for injurier, og i et par retssager begyndende i 1949, kom der nye beviser frem der førte til en dom for mened.

Hiss’s “Woodstock” skrivemaskine - der blev bragt ind af forsvaret for at bevise hans uskyld - viste faktisk gennem prøver at have været benyttet til at skrive dokumenter der var blevet overdraget til russerne. På det tidspunkt forsøgte forsvaret at hævde at de selvsamme dokumenter var forfalskninger, efter de selv havde lagt grundlaget for at vise hvilken skrivemaskine der var blevet benyttet. Senere nævnte Venona dokumenterne, der var KGB filer lækket til Vesten, at man nævnte en amerikansk spion med kodenavnet ALES, der var en af blot fire amerikanere ved konferencen på Jalta der kom hjem via Moskva, og den eneste det kunne være, med tid og dato, var Alger.

Ligesom alle og enhver tænkte at nu var Alger låst inde for altid, afsløredes på en konference om Den Kolde Krig ved New York University i 2007, et lokkende forsøg fra en Nation redaktør der hævdede at have bevis på af ALES var Wilder Foote (en af de fire andre mænd) ....blot det at Foote slet ikke var i Washington da ALES spionaktiviteten foregik. Hiss kalender passer perfekt til ALES, det gør Foote’s ikke.

4. Sacco and Vanzetti.

Forbløffende nok hævder lærebøger stadig at Sacco og Vanzetti var uskyldige, at “deres retssag var en parodi” som American Destiny siger, og at “staten fabrikerede beviser” (Making af Nation)

De to anarkister Niccolo Sacco og Bartolomeo Vanzetti var under anklage for røveri af en bogholder på en skofabrik og en sikkerhedsvagt i South Braintree, Massachusetts, og havde dræbt vagten. En jury i Deedham havde kun brug for tre timer for at nå kendelsen - skyldig - men ifølge venstrefløjen var de kun skyldige i at være anarkister. Undtagen:

Ni øjenvidner havde identificeret Sacco som værende til stede på gerningsstedet og/eller skudt vagten, og fire andre identificerede Vanzetti. Adskillige forskellige analyser af pistolen fastslog at kuglerne kom fra Saccos våben. Vanzetti løj under hele retssagen om sin egen pistol, ammunition og hvor han befandt sig på tidspunktet. Alibi vidner viste sig utroværdige. Venstreorienterede hævdede derpå at beviserne var manipuleret af staten.

I 1983, i en ny bog, Postmortem, hævdes at anklageren havde fiflet med beviserne, men James Starrs en juraprofessor og retsmediciner opdagede at forsvarets ekspert havde udskiftet våbenløbet og dermed skabt hele kontroversen. Nye ballistiske forsøg fandt at de brugte patroner på gerningsstedet var lavet af samme maskine, som de patroner som Sacco havde i sin lomme ved arrestationen. Eksperter konkluderede også at Saccos’ Colt havde affyret kuglerne der dræbte vagten. Som om det ikke var nok, fortalte Carlo Tresca, skribenten Max Eastman at Sacco var skyldig, men ikke Vanzetti.

I 2005, dukkede et brev fra 1929 fra socialisten Upton Sinclair op, samme Sinclair havde forsvaret de to, og der nævntes at han talt med de to mænds advokat, Fred Moore, der sagde de i sandhed var skyldige. Ydermere kom Moore med detaljer til Sinclair om, hvordan han “udformede en række alibier” for dem. Alt dette var alt for sent for tidligere guvernør i Massachusetts der i 1977, hævdede de to mænd var uskyldige og sagde at “al vanære over deres navne burde fjernes.” I stedet har dette føjet vanære til ham.

5. Ofrene på the Red Scare.

Vælg din martyr: Da Senator Joe McCarthy den 9. februar 1950 meddelte at han havde “en liste over 205 (aktive medlemmer af Kommunistpartiet, og medlemmer af en spionring) der var blevet overdraget Udenrigsministeren,” gik der ikke lang tid før han havde fået etiketten “Den Røde Rædsel” klistret på sig.

For lige at sætte det hele i kontekst, så skal vi huske på a) at der allerede var blevet afsløret dusinvis af Sovjetspioner i Roosevelt/Truman administrationen; b) Vesten havde “tabt” Kina til kommunismen; c) Sovjet havde på aggressiv vis taget halvdelen af Europa og besat det; d) de havde sprunget en atombombe fem år før man regnede med de kunne; og e) de havde infiltreret Hollywood.

Men alt dette var jo blot hysteri, ikke sandt? McCarthy identificerede adskillige individer, herunder Solomon Adler, Frank Coe, Harold Glasser, Owen Lattimore og Annie Lee Moss. McCarthy havde ikke kun ret med hensyn til at disse individer var agenter for Sovjet, mange af dem spillede en vigtig rolle i at nægte at være med til at yde guld til Chiang Kai-Shek i Kina, der var låst fast i en kamp til døden med kommunisten Mao Tse Tung. Men McCathy var for sent ude. På det tidspunkt han identificerede de fleste af dem, havde de påført skade og administrationen havde stille og roligt fjernet dem.
AnnieLeeMoss2.jpg
Måske den berømteste blandt McCarthys martyrer var Annie Lee Moss. Venstrefløjen hævdede at McCarthy havde forvekslet hende med en anden. Men Stanton Evans bog Blacklisted by History, har reproduceret faktiske FBI rapporter af andre FBI dokumenter der i bund og grund virkelig gør alle McCarthys såkaldte ofre til forbrydere.

6. The Haymarket Affair.

Haymarket “massakren” fandt sted den 4. maj 1886 og er blevet en milepæl i hele venstrefløjens arbejderhistorie. På den dag samledes strejkende arbejderne på Haymarket Square i Chicago og selvfølgelig ‘fredeligt.’ (Lige en sidebemærkning, hvor mange fredelige strejker har du oplevet på det seneste?. Kan du sige SEIU?) En eller anden slyngede en bombe mod politiet der selv stod - fredeligt - og så på. Efter eksplosionen åbnede politiet ild mod de mægnden og dræbte fire (syv politifolk blev dræbt og kun få benægter at mængden skød tilbage mod politiet.
HaymarketRiot-Harpers.jpg
Rudolf Schnaubelt, den hovedmistænkte, blev arresteret, men løsladt, og da så politiet fandt beviser der klargjorde hans rolle som værende betragtelig, flygtede han ud af landet. Syv andre mistænkte blev dømt som medvirkende til mord. Politiet mente, formodede at anarkisterne i arbejderflokken havde planlagt hvad der skulle ske og opildnede til vold.

Efter en udvælgelse blandt næsten tusinde potentielle jurymedlemmer indrømmede de tolv der slutteligen blev valgt at være “partiske.” Historikerne  James Henretta og David Brody (America: A Concise History) skrev at de tiltalte var “ofre for en at de største rettergangsfejl i amerikansk domspraksis.”

Der var dog et mindre problem med deres “historiske” analyse: De havde stolet på en udskrift af retssagen fra forsvaret, frem for den faktiske reelle retsudskrift. Dette blev for meget for selv en ærlig venstreorienteret som Timothy Messer-Kruse, hvis to bøger om Haymarket blev skrevet ud fra de faktiske retsudskrifter. Han konkluderede at Schnaubelt i virkeligheden var den som kastede bomben, at folkemængden (baseret på de retsvidenskabelige undersøgelser han foretog) helt ubetinget skød mod politiet, og at de sagsøgte fik en retfærdig retssagsbehandling.

Undertiden er sandheden så åbenbar, at selv venstreorienterede skal se den i øjnene - og helt sikkert måtte Messer-Kruse betale en pris i form af et karaktermord på ham fra hans venstreorienterede brødre før, endelig adskillige centrum-venstre publikationer begyndte at indrømme at hans bog var, som Choice sagde, “godt argumenterende” og “omhyggelig.” Labor History udnævnte Messer-Kruses anden bog om Haymarket “Massacre” Trial of the Haymarket Anarchists, som deres årets bog.

7. Huey Newton.

David Horowitz’s bog Radical Son har udført et perfekt job med at afklæde denne medstifter af Black Panthers i 1966. Newton der allerede havde en dom for overfald med et skydevåben, blev standset den 28. oktober 1967 af Oakland politibetjenten John Frey, der hurtigt indså han havde standset Black Panther lederen og ringede efter hjælp. Endnu en politibetjent, Herbert Heanes ankom. Som så typisk for venstrefløjens beskyttelse af egne gerninger siger Wikipedia at “der blev affyret skud.” Frey blev skudt på mindre end en fods afstand - fire gange. Newton blev skudt en gang i maven. Newton blev dømt for manddrab, appellerede, fik to nye retssager der sluttede i ren parodi, og staten gav op. Newton fortalte senere nære venner, at han havde dræbt Frey og Horowitz huskede at alle “pantere i eksil” vidste han havde slået Frey ihjel. Det er værd at bemærke at mens Newton, Angela Davis, og andre associeret med Panthers fik deres egne Wikipedia sider, har betjent Frey aldrig fået en.

8. Joe Hill.

Alle over 40 husker muligvis det berømte “Woodstock” filmklip med Joan Baez der synger “I Dreamed I Saw Joe Hill.” Joe Hill, var en indvandrer, født Joel Emmanuel Hagglund i Sverige, og en typisk europæisk immigrant fra Europa på den tid. Han kom til USA i 1902, godt fyldt op med de socialistiske europæiske dogmer. Han blev medlem af International Workers of the World (“Wobblies”), og rejste rundt i landet indtil han ankom til Park City, Utah, nær Salt Lake City i 1914. Der dræbte han John G. Morrison og dennes søn i en købmandsforretning før han dukkede op ved en lokal læges bopæl med et skudsår og viftende med en pistol. Han hævdede at han var blevet skudt under et skænderi med en unavngiven kvinde, og lægen anmeldte ham til politiet. De som var trængt ind i købmandsforretningen var iført røde bandanas, og politiet fandt en rød bandana på Hills væresle. Et dusin vidner sagde at morderen lignede Hill. Selvom en senere biografi hævder at Hill “muligvis” var uskyldig, så er der intet dukket op der kunne bevise hans uskyld, og ved hans retssag ønskede han ikke at komme ind på sit sår. Men han gav dog Joan Baez hendes 15 minutters berømmelse.

9. Che Guevara.

Nej, Che er ikke amerikaner, men kan nogen komme i tanke om en venstreorienteret martyr der har fået mere hæder? Joe Hill har trods alt ikke sit kontrafej på t-shirts. De fleste af de andre kryb her på listen har heller ikke Che’s formåen: Som et enkelt mands dødspanel,” gennemgik Che mordlisterne for Fidel Castraos eksekutionsenheder, skrev en håndbog om guerillakrigsførelse, og udvidede derpå sin ‘horisont’ og førte an i revolutioner andre steder. Miltærstyrker fra Bolivia slog ham ihjel i 1967 (selvfølgelig “assisteret” af CIA, ifiølge venstrefløjen), og kun Time magazine, i 1999, udnævnte ham til den mest indflydelsesrige person i det 20. århundrede. Times redaktørernes ophøjelse af denne morderiske slyngel til det niveau er afskyeligt - og sørgeligt nok, forudsigeligt- når man ignorerer alle historiske kendsgerninger.
*
Kilder: De fleste henvisninger kan findes i slutnoterne til min bog  48 Liberal Lies About American History, 2nd edition (New York: Sentinel, 2007). Se også Humberto Fontova, Exposing the Real Che Guevara: And the Useful Idiots Who Idolize Him (New York: Sentinel, 2008); David Horowitz, Radical Son (New York: Touchstone, 1997) and his Radicals: Portraits of a Destructive Passion (Washington: Regnery, 2012), Timothy Messer-Kruse, The Trial of the Haymarket Anarchists: Terrorism and Justice in the Gilded Age (New York: Palgrave Macmillan, 2011), Allen Weinstein, Perjury: The Hiss-Chambers Case (New York: Random House, 1997), Ronald Radosh and Joyce Milton, The Rosenberg File: Second Edition (New Haven: Yale University Press, 1997), M. Stanton Evans, Blacklisted By History: The Untold Story of Senator Joe McCarthy and His Fight Against America’s Enemies (New York: Crown, 2007), and John Earl Haynes and Harvey Klehr, Venona: Decoding Soviet Espionage in America (New Haven: Yale University Press, 1999).

Larry Schweikart
Larry Schweikart, co-author of "A Patriot's History of the United States" and "A Patriot's History of the Modern World" is a professor of history at the University of Dayton and the co-producer of the documentary "Rockin' the Wall."
http://frontpagemag.com/2013/larry-schweikart/9-phony-martyrs-of-the-left/
Related Posts with Thumbnails