Den Hypnotiske Dødsdans
Multikulturalismen har opnået det som kommunismens propagandamaskine ikke magtede.
I mine skriverier vedrørende det som skete i Köln, stillede en redaktør for en russisk avis et ganske selvfølgeligt, men alligevel nedslående spørgsmål. Forundret spurgte han mig: “Hvor var de tyske mænd?”
Faktisk er det sådan, at for de af os som voksede op i Sovjetrusland ville det være fuldstændig ubegribeligt at nogle berusede unge mennesker offentligt kun genere og forhåne piger Nytårsaften i centrum af Moskva eller Sankt Petersborg. Hvis de begyndte på det, eller blot vovede det ville de ikke ‘overleve’ til morgenstund; de ville blive “martyrer” og dermed være på vej til deres 72 jomfruer i et andet rige.
Etiske normer, der ligger dybt i os på nærmest genetisk plan ville kræve at vi blandede os på vegne af kvinderne. Især i en situation hvor normale voksne mænd er flere end voldtægtsforbryderne, og det at voldtægtsforbryderne selv ikke er terrorister, cyborgs eller aliens, men blot gadebanditter.
Det viste sig så at i Tyskland, Sverige, Østrig og andre steder blev disse kvinder nærmest på skæbnesvanger vis krænket. Et stort antal stærke sunde mænd, der havde hørt pigerne skrige og græde, og havde set forbrydelserne blive begået gjorde intet for at redde ofrene. I sjældne tilfælde blev piger forsvaret af indvandrere fra Østeuropa eller Tredje Verdens lande.
Dette er blot det første spørgsmål i en lang række af simple spørgsmål. Ville vi ikke kunne, med rette, forvente at kvinder, efter at have erfaret om misbruget af piger, den næste dag så ville være hvidglødende af raseri, da der er en nedarvet instinkt i enhver normal kvinde til at redde et barn eller beskytte en pige mod overgreb, voldtægt mv?
Nu igen fungerede de genetiske koder ikke. Vi hørte om kvinder der gav ofrene skylden og forsvarede voldtægtsforbryderne. Vi hørte Henriette Rieker, borgmester i Köln, der hævdede at “der er altid en mulighed for at holde en vis distance på mere end en armslængde.”
Vi hørte Claudia Roth fra De Grønne der anklagede en “organiseret pøbel” på Internettet for at “opfordre til en jagt på ikke-hvide mennesker.” Vi erfarede om dusinvis af kvindelige journalister der skjulte sandheden om at voldtægtsforbryderne var “flygtninge.”
Feminister??? Dem hørte vi intet til. Ligesom vi ikke har hørt deres stemmer i Sverige, Norge og England, hvor tusinder af piger i rigtig lang tid er blevet til “hvidt kød.”
Næh, vi hørte snarere en svag mumlen, som den hos eksperten Irmgard Kopetzky der fastslog at “seksuel vold er et problem for mennesker af alle etniciteter.” ...”Tal indikerer at flertallet af mennesker der udfører sexovergreb i Tyskland ikke kommer fra en indvandrerbaggrund,” igen ifølge hende.
Andrea den Boer, fra the University of Kent, ser årsagen til problemet i at “sammensætningen af køn i den unge voksne befolkning er helt unormal med cirka 114 unge mænd for hver 100 piger.” Javel så? I Kina, Armenien, og Azerbaijan er der også mange flere unge mænd end piger. Har man der hørt om at noget lignende finder sted i Beijing, Erevan eller Baku? Hvorfor var der ikke nogen tilfælde af bandevoldtægter af piger under demonstrationerne ved revolutionerne i Rumænien, Ukraine, Georgien og Moldova, som de der fandt sted på Tahir Pladsen i Cairo, Egypten?
Den helt store Pandoras Æske er blevet åbnet, og flere spørgsmål opstår. Hvad med politikerne? Hart nogen af dem, det være sig venstre som højre, direkte sagt det som de ser det? NEJ!
Sveriges premierminister Stefan Löfven sagde i Davos. “Seksuelle overgreb kan ikke automatisk knyttes til immigration og indvandrere.” Jovist, ifølge en rapport fra Sveriges Kriminalitets Præventions Nævn, at for 20 år siden, i 1996, var den højeste andel af voldtægtsdømte ved individer født i Nordafrika og Irak. De blev dømt for voldtægter 17,5 gange oftere end indfødte svenskere.
Her har vi tale om en ganske almindelig situation, typisk for den patriarkalske muslimske verden - for irakere, for afghanere eller somaliere - hvor en ikke muslimsk kvinde blot er et sexobjekt, et let og naturligt ‘bytte’ en skøge.
Koptiske kvinder i Egypten er konstant udsat for overgreb blot fordi de er kristne. Borgerkrigen i Libanon fandt sted, ikke mindst på grund af massevoldtægter af kristne kvinder ved palæstinenserne. Hvor meget mere er så ikke de europæiske kvinder i risikogruppen, netop fordi de er vant til at klæde sig som de vil og ikke beskyttes af deres familier.
Hvis “flygtningene” blot vovede at gøre det samme hjemme - i Algeriet, Irak, Afghanistan og Somalia - med muslimske piger ville de blive begravet levende. Der er strenge og undertrykkende love om klanens hævn, og ingen tør genere en kvinde fra en anden klan eller stamme uden at han bliver udsat for en uundgåelig og barsk straf.
Europæiske kvinder har ingen beskyttelse fra deres familier eller endog staten, som ofte stiller sig på overtræderens side. Det er derfor kvinderne sådan set er ‘dømte.’
Hvorfor er politikerne i Vesten dog så lammet af frygt? Hvorfor er det kun ledere fra Østeuropa der vover at fortælle sandheden, som Miloš Zeman og Bohuslav Sobotka, præsident for og premierminister i Tjekkiet, Slovkatiets premierminister Robert Fico, og Ungarns premierminister Viktor Orban?
Problemet drejer sig ikke om højre- eller venstrefløj ideologi. Zeman, Sobotka og Fico er socialister. Problemet er om en sund, normal perception af den verden der er baseret på ægte europæiske værdier.
Hvordan gik det dog til at de var de eneste ledere er kunne give et både modigt og godt svar på situationens realitet? Disse små lande, klemt inde mellem tidligere store rigers møllesten og som overlevede Sovjet despotismen, kender til den ægte værdi ved frihed og værdighed.
De er blevet vaccineret mod universalistiske ideologier. Det er da interessant og tankevækkende, at Tjekkiet og Slovakiet er de eneste lande der accepterer ægte flygtninge der står overfor en skrækkelig skæbne - Kristne og Yazidier fra Irak - men ikke modne unge mænd der er på vej til Europa for at få et nemt liv og score “hvidt kød.”
Hvad er der dog sket med verden når mænd, kvinder, politikere og eliten svigter deres døtre og børn for at tilpasse sig nyankomne og deres lavere instinkter og deres kult med mandlig magtudøvelse?
Svaret er i sandhed trist: Postmodernismens kultur er det lykkedes at gøre det som ikke kunne udføres ved kommunismens propagandamaskine. Den har degraderet selvopretholdelsens instinkt, en naturlig reaktion der ligger dybt i menneskets gener, evnen til at vise medfølelse og ´beskytte et offer - en kvinde, en pige, et barn. En abstrakt ideologi har fået undertrykt sind og følelser.
Jeg forlod USSR hadende totalitarismen der. Nu erkender jeg at den kulturelle totalitarisme med politisk korrekthed har vist sig langt mere giftig.
Sovjetregimet havde skrappe regler og effektiv censur. Dog forblev folket normale menneskelige væsener. De lo af myndighederne lavede vittigheder om Brezhnev, lavede satiriske film i trods mod censuren og lærte sig at læse mellem linjerne i aviserne og nyhederne.
Kulturel totalitarisme er lykkedes og i stadig større grad. Det har medført en hensynsløs selvcensur, har gjort folk til sterile zombier, og udslettet grundholdninger om ansvarlighed og værdighed. Den har forvandlet mandens natur, og det var et enestående eksperiment - med eget folk som offer.
I Sibiren findes et lille kødædende dyr - en lækat. Den jagter kaniner og harer, der er væsentligt større, tungere, stærkere og hurtigere end den selv. Den ligger ikke på lur, kryber ikke sammen, og den fanger ikke sit bytte ved at løbe det op. Næh, den udøver en hypnotisk dødsdans foran byttet - med kropsvridninger, akrobatiske hop og saltomortaler. Lækatten forbløffer byttet og nærmer sig det gradvist indtil det griber fat i struben på byttet. Kaninen dør af chokket. Hvorfor tillader byttet at lækatten udøver sin dans og dræber det uden at gøre modstand? Biologer er ikke i stand til at løse gåden om denne hypnotiske dødsdans.
Eliten i Vesten har fordømt deres eget folk ved hjælp af saltomortaler og akrobatiske tricks, og dømt dem til samme skæbne som den uheldige kanin. Dødens hypnotiske dans er ved rigtig at komme i sving.
Alexander Maistrovoy is the author of Agony of Hercules or a Farewell to Democracy (Notes of a Stranger).
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar