9 fup martyrer fra venstrefløjen
Hver religion har sine martyrer, således også med den amerikanske venstrefløj. Der er blevet opbygget myter om “misforståede” radikale kommunister og utroligt meget blæk er blevet spildt om uretfærdigheden ved deres skæbner.
Da jeg gennemgik flere end 15 førende U.S. College historielærebøger for adskillige år siden til min bog 48 Liberal Lies of American History, fastslog næsten dem alle, eller i det mindste antydede kraftigt at Sacco og Vanzetti, Rosenbergs, Alger Hiss med flere kun blev retsforfulgt på grund af deres ideologi, ikke på grund af deres lovbrud.
Faktisk er venstrefløjens Hall of Shame fyldt med syndere der faktisk var skyldige. Her følger så en liste med ni af de mest berygtede venstreorienterede kriminelle i moderne ameerikansk historie og kendsgerningerne ved deres sager.
1. Rosenbergs.
Når selv en kommunistisk diktator fortæller dig at Julius og Ethel Rosenbergh var Sovjetspioner, så skulle man tro venstrefløjen ville tro på det.Nikita Khrushchev, dengang statsoverhoved for USSR, sagde at Rosenbergs “gav vigtig hjælp i at få sat gang i udviklingen af vor atombombe.”
Julius and Ethyl Rosenberg overdrog atombombe hemmeligheder, herunder den berømte første skematiske plan til den første bombes design, til andre Sovjetagenter og man mener det dermed høvlede 5 år af russernes a-bombe projekt. Dog insisterer de førende undervisningsbøger, Marc C. Carnes og John A. Garraty’s American Destiny på at Rosenbergerne “ikke var større spioner,” og at “den information de overdrog ikke var vigtig.” Imidlertid har Martin Sobell, en langvarig ven af Rosenbergerne, og medforsvarer ved retssagen, indrømmet, at både han og Julius var Sovjetagenter. En af Rosenbergs sønner, Michael Meerpol, der også har bedyret sine forældres uskyld, fastslog blot, “Jeg har ingen grund til ikke at betvivle Marty.”
2. McNamara Brødrene.
Nej, dette er ikke en film om irske banditter, men snarere den sande beretning om John (“J. J.”) og James (“J. B.”) McNamara, to fagforeningsfolk der bombede the Los Angeles Times bygningen i 1911, og dermed slog 21 uskyldige ansatte ihjel og sårede yderligere 100. De blev begge dømt skyldige og James indrømmede at have placeret bomben - han fik fængsel på livstid. Hans bror John, måtte 15 år i fængsel, og blev igen fagforeningsorganisator. Nogle mennesker vil bare ikke lære.
Selvfølgelig anså arbejderbevægelsen dem som martyrer; en film “A Martyr to His Cause” blev lavet om bombningen og i et stykke tid blev Labor Day omdøbt til “McNamara Day.” Endnu en medskyldig, Ortie McCanigal, fagforeningeslederen der førte an i Iron Workers bombekampagne - jovist du læste rigtigt - anmeldte McNamaras og andre fagforeningsbøller. Clarence Darrow, der førte forsvaret for parret til den utrolige pris af 350000 dollars (næsten 8 millioner dollars i dagens penge) betvivlede James’ vidneudsagn. Måske det var det der førte ham til at forsøge at bestikke en nævning, af hvilken årsag lederen af forsvarsholdet blev arresteret, selvom det var blevet bevidnet at det var Darrow der leverede pengesedlerne.
Den venstreorienterede aktivist Lincoln Steffens rejste til L.A. for at interviewe brødrene, men blev også overbevist om, at de var skyldige. Når Lincoln Steffens og Clarence Darrow kokkludferer at du er skyldig, så vær ganske sikker på det.
3. Alger Hiss.
Historie bøger fremstiller Alger som en patetisk person der blev fejlagtigt sat i fængsel på en mindre alvorlig anklage mens hans angiver, Whitaker Chambers, “skrev en bestseller.” De fleste lærebøger hævder stadig, at retssagen var “kontroversiel.” Alger Hiss var Sovjetspion, punktum slut, og blev kun afsløret da hans medagent, Whittaker Chambers fik samvittighedsproblemer og afslørede ham.
Hiss havde arbejdet i forskellige stillinger af vigtighed i State Department, og havde hjulpet med til at udforme organisationen United Nations. Da han blev indkaldt for House Un-American Affairs Committee (HUAC) for at svare på Chambers anklager, hævdede Hiss, at han ikke kendte Chambers. Var han standset der, kunne han være sluppet. Men han lagde sag an mod Chambers for injurier, og i et par retssager begyndende i 1949, kom der nye beviser frem der førte til en dom for mened.
Hiss’s “Woodstock” skrivemaskine - der blev bragt ind af forsvaret for at bevise hans uskyld - viste faktisk gennem prøver at have været benyttet til at skrive dokumenter der var blevet overdraget til russerne. På det tidspunkt forsøgte forsvaret at hævde at de selvsamme dokumenter var forfalskninger, efter de selv havde lagt grundlaget for at vise hvilken skrivemaskine der var blevet benyttet. Senere nævnte Venona dokumenterne, der var KGB filer lækket til Vesten, at man nævnte en amerikansk spion med kodenavnet ALES, der var en af blot fire amerikanere ved konferencen på Jalta der kom hjem via Moskva, og den eneste det kunne være, med tid og dato, var Alger.
Ligesom alle og enhver tænkte at nu var Alger låst inde for altid, afsløredes på en konference om Den Kolde Krig ved New York University i 2007, et lokkende forsøg fra en Nation redaktør der hævdede at have bevis på af ALES var Wilder Foote (en af de fire andre mænd) ....blot det at Foote slet ikke var i Washington da ALES spionaktiviteten foregik. Hiss kalender passer perfekt til ALES, det gør Foote’s ikke.
4. Sacco and Vanzetti.
Forbløffende nok hævder lærebøger stadig at Sacco og Vanzetti var uskyldige, at “deres retssag var en parodi” som American Destiny siger, og at “staten fabrikerede beviser” (Making af Nation)
De to anarkister Niccolo Sacco og Bartolomeo Vanzetti var under anklage for røveri af en bogholder på en skofabrik og en sikkerhedsvagt i South Braintree, Massachusetts, og havde dræbt vagten. En jury i Deedham havde kun brug for tre timer for at nå kendelsen - skyldig - men ifølge venstrefløjen var de kun skyldige i at være anarkister. Undtagen:
Ni øjenvidner havde identificeret Sacco som værende til stede på gerningsstedet og/eller skudt vagten, og fire andre identificerede Vanzetti. Adskillige forskellige analyser af pistolen fastslog at kuglerne kom fra Saccos våben. Vanzetti løj under hele retssagen om sin egen pistol, ammunition og hvor han befandt sig på tidspunktet. Alibi vidner viste sig utroværdige. Venstreorienterede hævdede derpå at beviserne var manipuleret af staten.
I 1983, i en ny bog, Postmortem, hævdes at anklageren havde fiflet med beviserne, men James Starrs en juraprofessor og retsmediciner opdagede at forsvarets ekspert havde udskiftet våbenløbet og dermed skabt hele kontroversen. Nye ballistiske forsøg fandt at de brugte patroner på gerningsstedet var lavet af samme maskine, som de patroner som Sacco havde i sin lomme ved arrestationen. Eksperter konkluderede også at Saccos’ Colt havde affyret kuglerne der dræbte vagten. Som om det ikke var nok, fortalte Carlo Tresca, skribenten Max Eastman at Sacco var skyldig, men ikke Vanzetti.
I 2005, dukkede et brev fra 1929 fra socialisten Upton Sinclair op, samme Sinclair havde forsvaret de to, og der nævntes at han talt med de to mænds advokat, Fred Moore, der sagde de i sandhed var skyldige. Ydermere kom Moore med detaljer til Sinclair om, hvordan han “udformede en række alibier” for dem. Alt dette var alt for sent for tidligere guvernør i Massachusetts der i 1977, hævdede de to mænd var uskyldige og sagde at “al vanære over deres navne burde fjernes.” I stedet har dette føjet vanære til ham.
5. Ofrene på the Red Scare.
Vælg din martyr: Da Senator Joe McCarthy den 9. februar 1950 meddelte at han havde “en liste over 205 (aktive medlemmer af Kommunistpartiet, og medlemmer af en spionring) der var blevet overdraget Udenrigsministeren,” gik der ikke lang tid før han havde fået etiketten “Den Røde Rædsel” klistret på sig.
For lige at sætte det hele i kontekst, så skal vi huske på a) at der allerede var blevet afsløret dusinvis af Sovjetspioner i Roosevelt/Truman administrationen; b) Vesten havde “tabt” Kina til kommunismen; c) Sovjet havde på aggressiv vis taget halvdelen af Europa og besat det; d) de havde sprunget en atombombe fem år før man regnede med de kunne; og e) de havde infiltreret Hollywood.
Men alt dette var jo blot hysteri, ikke sandt? McCarthy identificerede adskillige individer, herunder Solomon Adler, Frank Coe, Harold Glasser, Owen Lattimore og Annie Lee Moss. McCarthy havde ikke kun ret med hensyn til at disse individer var agenter for Sovjet, mange af dem spillede en vigtig rolle i at nægte at være med til at yde guld til Chiang Kai-Shek i Kina, der var låst fast i en kamp til døden med kommunisten Mao Tse Tung. Men McCathy var for sent ude. På det tidspunkt han identificerede de fleste af dem, havde de påført skade og administrationen havde stille og roligt fjernet dem.
Måske den berømteste blandt McCarthys martyrer var Annie Lee Moss. Venstrefløjen hævdede at McCarthy havde forvekslet hende med en anden. Men Stanton Evans bog Blacklisted by History, har reproduceret faktiske FBI rapporter af andre FBI dokumenter der i bund og grund virkelig gør alle McCarthys såkaldte ofre til forbrydere.
6. The Haymarket Affair.
Haymarket “massakren” fandt sted den 4. maj 1886 og er blevet en milepæl i hele venstrefløjens arbejderhistorie. På den dag samledes strejkende arbejderne på Haymarket Square i Chicago og selvfølgelig ‘fredeligt.’ (Lige en sidebemærkning, hvor mange fredelige strejker har du oplevet på det seneste?. Kan du sige SEIU?) En eller anden slyngede en bombe mod politiet der selv stod - fredeligt - og så på. Efter eksplosionen åbnede politiet ild mod de mægnden og dræbte fire (syv politifolk blev dræbt og kun få benægter at mængden skød tilbage mod politiet.
Rudolf Schnaubelt, den hovedmistænkte, blev arresteret, men løsladt, og da så politiet fandt beviser der klargjorde hans rolle som værende betragtelig, flygtede han ud af landet. Syv andre mistænkte blev dømt som medvirkende til mord. Politiet mente, formodede at anarkisterne i arbejderflokken havde planlagt hvad der skulle ske og opildnede til vold.
Efter en udvælgelse blandt næsten tusinde potentielle jurymedlemmer indrømmede de tolv der slutteligen blev valgt at være “partiske.” Historikerne James Henretta og David Brody (America: A Concise History) skrev at de tiltalte var “ofre for en at de største rettergangsfejl i amerikansk domspraksis.”
Der var dog et mindre problem med deres “historiske” analyse: De havde stolet på en udskrift af retssagen fra forsvaret, frem for den faktiske reelle retsudskrift. Dette blev for meget for selv en ærlig venstreorienteret som Timothy Messer-Kruse, hvis to bøger om Haymarket blev skrevet ud fra de faktiske retsudskrifter. Han konkluderede at Schnaubelt i virkeligheden var den som kastede bomben, at folkemængden (baseret på de retsvidenskabelige undersøgelser han foretog) helt ubetinget skød mod politiet, og at de sagsøgte fik en retfærdig retssagsbehandling.
Undertiden er sandheden så åbenbar, at selv venstreorienterede skal se den i øjnene - og helt sikkert måtte Messer-Kruse betale en pris i form af et karaktermord på ham fra hans venstreorienterede brødre før, endelig adskillige centrum-venstre publikationer begyndte at indrømme at hans bog var, som Choice sagde, “godt argumenterende” og “omhyggelig.” Labor History udnævnte Messer-Kruses anden bog om Haymarket “Massacre” Trial of the Haymarket Anarchists, som deres årets bog.
7. Huey Newton.
David Horowitz’s bog Radical Son har udført et perfekt job med at afklæde denne medstifter af Black Panthers i 1966. Newton der allerede havde en dom for overfald med et skydevåben, blev standset den 28. oktober 1967 af Oakland politibetjenten John Frey, der hurtigt indså han havde standset Black Panther lederen og ringede efter hjælp. Endnu en politibetjent, Herbert Heanes ankom. Som så typisk for venstrefløjens beskyttelse af egne gerninger siger Wikipedia at “der blev affyret skud.” Frey blev skudt på mindre end en fods afstand - fire gange. Newton blev skudt en gang i maven. Newton blev dømt for manddrab, appellerede, fik to nye retssager der sluttede i ren parodi, og staten gav op. Newton fortalte senere nære venner, at han havde dræbt Frey og Horowitz huskede at alle “pantere i eksil” vidste han havde slået Frey ihjel. Det er værd at bemærke at mens Newton, Angela Davis, og andre associeret med Panthers fik deres egne Wikipedia sider, har betjent Frey aldrig fået en.
8. Joe Hill.
Alle over 40 husker muligvis det berømte “Woodstock” filmklip med Joan Baez der synger “I Dreamed I Saw Joe Hill.” Joe Hill, var en indvandrer, født Joel Emmanuel Hagglund i Sverige, og en typisk europæisk immigrant fra Europa på den tid. Han kom til USA i 1902, godt fyldt op med de socialistiske europæiske dogmer. Han blev medlem af International Workers of the World (“Wobblies”), og rejste rundt i landet indtil han ankom til Park City, Utah, nær Salt Lake City i 1914. Der dræbte han John G. Morrison og dennes søn i en købmandsforretning før han dukkede op ved en lokal læges bopæl med et skudsår og viftende med en pistol. Han hævdede at han var blevet skudt under et skænderi med en unavngiven kvinde, og lægen anmeldte ham til politiet. De som var trængt ind i købmandsforretningen var iført røde bandanas, og politiet fandt en rød bandana på Hills væresle. Et dusin vidner sagde at morderen lignede Hill. Selvom en senere biografi hævder at Hill “muligvis” var uskyldig, så er der intet dukket op der kunne bevise hans uskyld, og ved hans retssag ønskede han ikke at komme ind på sit sår. Men han gav dog Joan Baez hendes 15 minutters berømmelse.
9. Che Guevara.
Nej, Che er ikke amerikaner, men kan nogen komme i tanke om en venstreorienteret martyr der har fået mere hæder? Joe Hill har trods alt ikke sit kontrafej på t-shirts. De fleste af de andre kryb her på listen har heller ikke Che’s formåen: Som et enkelt mands dødspanel,” gennemgik Che mordlisterne for Fidel Castraos eksekutionsenheder, skrev en håndbog om guerillakrigsførelse, og udvidede derpå sin ‘horisont’ og førte an i revolutioner andre steder. Miltærstyrker fra Bolivia slog ham ihjel i 1967 (selvfølgelig “assisteret” af CIA, ifiølge venstrefløjen), og kun Time magazine, i 1999, udnævnte ham til den mest indflydelsesrige person i det 20. århundrede. Times redaktørernes ophøjelse af denne morderiske slyngel til det niveau er afskyeligt - og sørgeligt nok, forudsigeligt- når man ignorerer alle historiske kendsgerninger.
*
Kilder: De fleste henvisninger kan findes i slutnoterne til min bog 48 Liberal Lies About American History, 2nd edition (New York: Sentinel, 2007). Se også Humberto Fontova, Exposing the Real Che Guevara: And the Useful Idiots Who Idolize Him (New York: Sentinel, 2008); David Horowitz, Radical Son (New York: Touchstone, 1997) and his Radicals: Portraits of a Destructive Passion (Washington: Regnery, 2012), Timothy Messer-Kruse, The Trial of the Haymarket Anarchists: Terrorism and Justice in the Gilded Age (New York: Palgrave Macmillan, 2011), Allen Weinstein, Perjury: The Hiss-Chambers Case (New York: Random House, 1997), Ronald Radosh and Joyce Milton, The Rosenberg File: Second Edition (New Haven: Yale University Press, 1997), M. Stanton Evans, Blacklisted By History: The Untold Story of Senator Joe McCarthy and His Fight Against America’s Enemies (New York: Crown, 2007), and John Earl Haynes and Harvey Klehr, Venona: Decoding Soviet Espionage in America (New Haven: Yale University Press, 1999).
Larry Schweikart
Larry Schweikart, co-author of "A Patriot's History of the United States" and "A Patriot's History of the Modern World" is a professor of history at the University of Dayton and the co-producer of the documentary "Rockin' the Wall."
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar