Slutspillet om Kashmir
Indiens parlament annullerede Article 370 i landets forfatning den 5.august. Dermed bragtes Jammu og Kashmir fuldt tilbage til den indiske union.
Pakistans reaktion var hurtig og man var vred. Pakistans diplomatiske bestræbelser på at skildre Indien som en aggressor i sit eget territorium har ikke fået medhold i det internationale samfund, hvilket yderligere har frustreret Pakistan. Oveni, med en økonomi der er i knæ, har Pakistans muligheder for at få opbygget støtte til sine fortællinger vedrørende Jammu og Kashmir. så sat gang i modstanden på Kashmirs gader og fremmer terrorisme der, var ved at tørre helt ud.
Pakistans reaktion var hurtig og man var vred. Pakistans diplomatiske bestræbelser på at skildre Indien som en aggressor i sit eget territorium har ikke fået medhold i det internationale samfund, hvilket yderligere har frustreret Pakistan. Oveni, med en økonomi der er i knæ, har Pakistans muligheder for at få opbygget støtte til sine fortællinger vedrørende Jammu og Kashmir. så sat gang i modstanden på Kashmirs gader og fremmer terrorisme der, var ved at tørre helt ud.
Problematikken med J & K er kompleks og forstås ikke særlig godt rundt om i verden.
Indien har oprigtigt været tilhænger af, og stræbt efter bilaterale aftaler som midlet til at opnå fred mellem de to lande, Indien og Pakistan. Den storsindethed Indien udviser efter landets overvældende militære sejr over Pakistan i decmeber 1971 - der gjorde at den uafhængige nation Bangladesh blev oprettet, og hvorunder Indien tog 93000 krigsfanger - er kun lidt kendt i det internationale samfund.
Endnu mindre kendt er at Indien sendte alle 93000 krigsfanger tilbage efter underskrivelsen af Shimla Aftalen i juli 1972. Indien kunne med lethed have udnyttet dette øjeblik til at tvinge Pakistan til at acceptere mange andre konditioner for at lette tilbagesendelsen af de tilfangetagne soldater.
Indien har oprigtigt været tilhænger af, og stræbt efter bilaterale aftaler som midlet til at opnå fred mellem de to lande, Indien og Pakistan. Den storsindethed Indien udviser efter landets overvældende militære sejr over Pakistan i decmeber 1971 - der gjorde at den uafhængige nation Bangladesh blev oprettet, og hvorunder Indien tog 93000 krigsfanger - er kun lidt kendt i det internationale samfund.
Endnu mindre kendt er at Indien sendte alle 93000 krigsfanger tilbage efter underskrivelsen af Shimla Aftalen i juli 1972. Indien kunne med lethed have udnyttet dette øjeblik til at tvinge Pakistan til at acceptere mange andre konditioner for at lette tilbagesendelsen af de tilfangetagne soldater.
En af de konditioner kunne have været bosættelser i de territoriale områder der omhandler J & K. Ifølge Shimla Aftalen accepterede Indien en forsikring fra Pakistan om at de to lande ville stræbe efter bilaterale overenskomster for at løse problematikken med J & K.
Det var underforstået at en intervention ved en tredjepart var passé og selv FN resolutionerne holdt ikke længere, skønt der ikke blev indgået nogen formelle handlinger for at ophæve resolutionerne.
Ifølge FN Skkerhedsråds Resolution Nummer 47, af 21. april 1948 skulle Pakistan sikre en tilbagetrækning fra staterne Jammu og Kashmir af stammefolk og pakistanske nationalister der ikke plejede at være bosat der. Disse var kommet dertil for at kæmpe i krigen. Man bad også Indien om at reducere sine styrkers antal til et minimum, hvorefter omstændighederne for at holde en folkeafstemning ville være til stede og skulle finde sted.
Det var underforstået at en intervention ved en tredjepart var passé og selv FN resolutionerne holdt ikke længere, skønt der ikke blev indgået nogen formelle handlinger for at ophæve resolutionerne.
Ifølge FN Skkerhedsråds Resolution Nummer 47, af 21. april 1948 skulle Pakistan sikre en tilbagetrækning fra staterne Jammu og Kashmir af stammefolk og pakistanske nationalister der ikke plejede at være bosat der. Disse var kommet dertil for at kæmpe i krigen. Man bad også Indien om at reducere sine styrkers antal til et minimum, hvorefter omstændighederne for at holde en folkeafstemning ville være til stede og skulle finde sted.
Da Pakistan ikke trak sine styrker tilbage var udgangspunktet for at udføre en folkeafstemning aldrig til stede. Pakistans forsøg på at bruge magt til at ændre status for J & K i løbet af de sidste 30 år har forseglet skæbnen for UNSC resolutionen. Indien overholder ikke længere sin del af aftalen og følger i stedet en politik med bilaterale aftaler for løsninger på alle uoverensstemmelser med Pakistan. Basis for Pakistans hævd over områderne J & K (herunder de som ikke de ikke besidder) er the Instrument of Accession (tiltrædelse) underskrevet af den tidligere hersker af den fyrstelige stat J & K den 26. oktober 1947, og Joint Resolution af 22. februar 1949 underskrevet af begge Huse i Indiens Parlament. s
Det internationale samfund er også meget lidt klar over at Indien underskrev the Indus Waters Treaty i 1960 med Pakistan, således at en retmæssig andel af vandet i Indus Floden kan flyde til det området som en vandløbsnær stat. Trods Pakistan 30 år med en proxy krig i J & K, har Indien intet gjort for at ophæve eller sløjfe den traktat/aftale. Indien kunne udmærket bruge vandet fra Indus som politisk våben, men som en større og mere ansvarsbevidst nation fortsætter Indien med at udvise storsind.
Ved begyndelsen af problemet i 1950’erne, da FN gik ind i J & K problemet, gik Indien ind på en særlig forfatningsmæssig status for J % K indtil der var en endelig løsning på den hævdede uoverensstemmelse. Under Article 370 i den indiske forfatning gav man J & K sin egen forfatning og indførte ikke adskillige indiske love. Article 35A gav myndighed til de dømmende myndigheder i J & K til at fremsætte regler og konditioner således at borgerne kunne få borgerrettigheder. I løbet af de sidste 70 år kan Articles 370 og 35A kan have hjulpet til at fastholde J & K’s demografiske sammensætning, men de har også skabt forhåbninger om secession blandt nogle folk i Kahsmirs mindre regioner.
I 1989, da Pakistans grænse mod Afghanistan blev et mindre fremherskende sikkerhedsproblem og Indiens strategiske effektivitet var på et lavpunkt, igangsatte Pakistan en proxy, skyggekrig i staten J & K. Den proxykrig fortsætter. I begyndelsen omfattede den transnationale “mujaheeden” der efter krigen mod Sovjetunionen var til rådighed. Pakistan gik over til et system med at infiltrere terrorgrupper i Pakistan som Lashkar e Taiyaba (LeT) og Jaish e Mohammed (JeM). Disse grupper er internationalt forbudt og Pakistan har intet gjort andet end at lade som om man gør noget ved deres ulovlige aktiviteter, selv under internationalt pres.
Lige for tiden står Pakistan overfor efterforskning af den internationale Financial Action Task Force (FATF) med formålet at indlede metoder til at afvikle landets finansielle støtte til transnationale terrorgrupper. Hvis Pakistan ikke er i stand til at bevise at man har gjort noget tilstrækkeligt kommer landet på FATF’s sorte liste. Dette vil gøre det yderst vanskeligt for Pakistan interne finansielle problemer. Fremtidige hjælpepakker vil være komme i spil hvis man vil undgå at være på den sorte liste.
Desværre, i stedet for at tage afstand fra voldelig ekstremistisk aktivitet og indgå i forhandlinger med Indien er Pakistan fortsat med at tro at man kan bruge separatismen i Kashmir som et politisk virkemiddel. Indien er aldrig veget tilbage fra samtaler, men forudsætningen har altid være tilbagetræking af terrorstøtten og af separatistik aktivitet hører op.
Dog tror Pakistans regering og deep state at man kan fortsætte med begge metoder til at få J & K brudt ud af Indien og lade det opsluge af Pakistan. Relevansen for ‘deep state’ omfatter ledelsen i Pakistans militær og fløje i Inter-Services Intelligence (ISI), og Inter Services Public Relations (ISPR) som er med på et vist niveau af vold og fremme af anti-indiske holdninger i J & K.
Dog bør Pakistan indse at de forfatningsmæssige forholdsregler i Indien, der hjalp med til at fremme den eksklusive status i J & K, nu er ophævet.
Krigstrusler, herunder Pakistans premierminister Imran Khans trussel om at benytte kernevåben har til hensigt at aflede opmærksomheden i det internationale samfund på farerne på dette kontinent. Det er aldeles uansvarlige udtalelser. Pakistan har dårligt råd til tale om krig med Indien, når man tager landets økonomi i betragtning, og Indiens overlegne kapacitet og den position Indien indtager i det internationale samfund.
Krigstrusler, herunder Pakistans premierminister Imran Khans trussel om at benytte kernevåben har til hensigt at aflede opmærksomheden i det internationale samfund på farerne på dette kontinent. Det er aldeles uansvarlige udtalelser. Pakistan har dårligt råd til tale om krig med Indien, når man tager landets økonomi i betragtning, og Indiens overlegne kapacitet og den position Indien indtager i det internationale samfund.
Premierminister Modis besøg i USA lige før hans tale i FN Generalforsamlingen og præsident Trump der stod med ham på scenen ved et stormøde med indiske-amerikanere i Houston burde være det passende budskab til Pakistan.
Pakistans bestræbelser på at stille Indien i et dårligt lys i forskellige fora i det internationales samfund er forfejlet. Indiens handlinger er fuldt lovlige og premierminister Modi har fået adskillige tilkendegivler om det fra vigtige nationer i verden, heraf nogle islamiske.
Pakistans bestræbelser på at stille Indien i et dårligt lys i forskellige fora i det internationales samfund er forfejlet. Indiens handlinger er fuldt lovlige og premierminister Modi har fået adskillige tilkendegivler om det fra vigtige nationer i verden, heraf nogle islamiske.
Lieutenant General Syed Ata Hasnain is a retired General of the Indian Army. His last assignment in service was as the Military Secretary of the Indian Army. In 2018, Hasnain was appointed Chancellor of Central University of Kashmir.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar