Mit liv med en transkønnet mand
Nu her hvor jeg sidder i mit køkken og nipper til kaffen og læser det seneste om "Caitlyn" Jenner, kan jeg ikke lade være med at reflektere over den mørkeste tid min sjæl nogensinde har gennemgået.
Jeg var en ung pige da jeg mødte min mand midt 1990’erne. Vi var glødende forelskede. Vi blev gift, og blev hurtigt forældre og var ellevilde af glæde. Jeg fødte en pige, en smuk stærk dreng fire år efter. Min mand havde succes og jeg var taknemmelig for at hans indkomst gjorde det muligt, at jeg kunne være hjemme med børnene.
Jeg påbegyndte min første virksomhed, vi købte hus, og rejste sammen. Livet var smukt og vi var i sandhed lykkelige.
Men som årene gik observerede jeg små ændringer i vort ægteskab. Vort intime samvær holdt fuldstændig op, og han brugte mere tid på rejser bort fra hjemmet. Når han var hjemme kastede han sig over projekter, og brugte masser af tid på dem. Vor bankkonto blev på mystisk vis langsomt drænet, og min mand gav mig ikke lov til at købe nødvendigheder som brystholdere og undertøj.
Hvorfor skete dette? Mine forældre opmuntrede mig til at se lidt nærmere på vor finansielle situation. Jeg havde altid stolet på min mand, og tøvede med det, jeg var sikker på der intet alvorligt problem var. Men min intuition har altid været veludviklet og den sagde mig at der virkelig var noget galt. Derfor gjorde jeg det.
Jeg fik fat på alle vore kreditkortudtog. Mens jeg omhyggeligt gennemgik dem, lagde jeg mærke til et mønster. Hundreder af dollars var brugt på dametøj. Mit hjerte gik nærmest i stå - jeg var sikker på han havde en affære! Udmattet og fortørnet konfronterede jeg min mand med fakta en uge før Jul.
Da jeg begyndte at fortælle ham hvad jeg havde fundet ud af, forventede jeg han ville fortælle om “hende.” Synligt vred (og bagefter forsøgte han at lyve om sine udtalelser) gik han med til at fortælle hvad der foregik. Intet, absolut intet ville kunne have forberedt mig på det han skulle fortælle mig.
Forvirret bad jeg ham forklare og så gik der hul på dæmningen. Han fortalte mig at han var født i den forkerte krop. At han burde have været en kvinde. Alle de forsvundne penge var blevet brugt på dametøj og sko - til ham selv. Jeg reagerede med chok og hysteri.
Han fortsatte med at fortælle mig at hans tidligste erindringer om at gøre det var i børnehaven, da han ville snige sig ind i sin mors skab og stjæle hendes undertøj og andet tøj. Han sagde at han identificerede sig med kvinder på enhver måde, og at Gud havde skabt ham forkert. Han havde skjult dette hele sit liv, og nu købte han tøj og klædte sig ud når han var uden for byen.
Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre.
Jeg var den første han sagde det til, og jeg havde ingen andre jeg kunne tale om det med. Jeg følte mig lammet, sønderknust og fuldstændig alene. Efter han havde åbenbaret nyheden pakkede han sine ting samme og tog på en tre dages forretningsrejse. Jeg aner ikke hvorfor, men den første jeg ville ringe til var min gynækolog. Jeg tror nok jeg havde tillid til ham og mente, at da han var læge så kunne han helt sikkert hjælpe.
Han gav mig navnene på to “specialister” på området der havde nogen viden om dette. Jeg aner ikke hvad “dette” var. Var det en fetish? Havde jeg gjort noget der drev ham til at gøre det?
Den første læge jeg kontaktede var bøsse. Efter at have fortalt ham hvad der var hændt, sagde han med en beroligende stemme, “Dette er helt normalt. Det din mand gør er fuldstændig normalt. Lige nu er du chokeret, men jeg kan forsikre dig for det er helt normalt.”
Normalt? I ganske klare vendinger fortalte jeg ham at han var kugleskør og i min verden var dette ikke “normalt.” Grædende og angst ringede jeg til den næste læge, denne gang en kvinde. Hun gennemgik mine følelser og fortalte mig at dette faktisk ikke var “normalt.” Jeg elskede virkelig min mand, så derfor gik jeg med til at overvære rådgivning for at se hvad præcis “dette” handlede om, og for at se om han kunne “kureres.”
Mine romantiske følelser over for min mand ændredes ganske dramatisk under denne periode med rådgivning. Jeg blev frastødt af den mand jeg ellers elskede. Dette var ikke min forestilling om hvad en mand burde være. Det var dybt frustrerende at høre ham tale om sit begær efter at være iført smukke selskabskjoler og have bryster og andre kvindelige kropsdele -- hvordan han ville elske at blive kaldt “Sara” og at hans mandlige fremtoning gjorde ham psykisk syg. Jeg var knust.
Der kom så to afgørende øjeblikke der bekræftede mig i min beslutning om at komme ud af ægteskabet.
Den første var da jeg spurgte min mand, “hvis Gud kom ned fra himlen og prikkede dig på skulderen og tilbød dig at gøre dig til kvinde, ville du så indvillige?” Svaret var “Ja!”
Den anden kom da terapeuten spurgte ham om han ville holde inde med at være iført kvindetøj for at redde vort ægteskab og han svarede, “jeg tror ikke jeg kan, og jeg er ikke sikker på jeg ønsker at stoppe.”
Kort tid derefter sagde jeg til min mand jeg ville skilles. Det var en af de sværeste beslutninger i mit liv, fordi jeg elskede ham. Det var så smerteligt, som et dødsfald. Min mand var ‘død’ og jeg var enke.
Alligevel følte jeg mig ansvarlig for at familien gik i opløsning. Han var vred på mig. Vred for at jeg ikke blev hos ham og støttede ham i det han gjorde (han mente endog det ville være ganske dejligt dersom jeg klædte mig ud som mand). På det tidspunkt havde jeg ikke noget andet valg - jeg fortalte min familie og nærmeste venner hvad der foregik. Jeg havde brug for en eller anden støtte til at komme gennem dette omfattende livsændrende der var sket.
Nogle af deres reaktioner var forbløffende. I stedet for at række ud mod mig og omfavne mig eller tilbyde forståelse svarede nogle af dem med “Halløj, det er ligesom en episode i Jerry Springer!” eller “Hvor skrækkeligt det dog må være for ham at skulle kæmpe med noget sådant.” Disse kommentarer gjorde mig endnu mere isoleret.
Som følge af skilsmissen mistede jeg alt. Min virksomhed gik ned, jeg havde ikke råd til vort hus og min mand bekæmpede mig i retten og krævede hver en bøjet femøre, fordi han var så vred. Alt blev anderledes for mine børn. De måtte gå i dagpleje, de spekulerede over hvad der foregik i vort hjem og med deres elskede forældre. Vi gik fra at have penge til fornødenheder til at være direkte fattige. Jeg fik et job hvor jeg tjente 10 dollars i timen - det var det. Vor verden styrtede samme og knuste os næsten og vi stod helt alene.
For at gøre svært endnu værre så flyttede min mand ud af staten efter han havde mødt en anden kvinde. De blev gift og har et barn sammen. Ikke alene smadrede han vort liv, men han forlod os også. Jeg var i ren overlevelsesmode. Uden penge fra ham i lang tid, var jeg udelukkende optaget af at tage mig af vore to børn og sikre mig de var sunde og glade.
Jeg tog alt det overarbejde jeg kunne, og fik med tiden et rigtig godt betalt job. Jeg var i stand til at sørge for mine børn så vi kunne få et sødt lille hus med en stor have og i et godt skoledistrikt. Vi tre gik i familierådgivning så vi kunne komme igennem udfordringen, men årsagen til skilsmissen holdt jeg skjult for at beskytte dem.
Dette var så absolut det vanskeligste der nogensinde er overgået os. Som ofre, har vi ikke noget valg. Han løj om hvem han virkelig var, og vi betalte en meget høj pris. Få mennesker forstår den virkning disse beslutninger har på de involverede familiemedlemmer.
Jeg husker at have set et nyhedsprogram om kærester i high school der havde været gift i over 30 år. Han fortalte så sin hustru han ønskede at være kvinde. Hun blev hos ham under alle de kirurgiske indgreb, og plejede ham. Efter hun sagde hun ikke mere kunne være intimt sammen med ham sagde han til intervieweren at han overvejede at forlade hende. Jeg græd. Smerten i kvindens øjne og ansigt - det var jo mig! Jeg følte virkelig den smerte hun gennemgik.
Bruce Jenner var for nylig "Woman of the Year." Her er sandheden: Bruce vil aldrig være kvinde. Det er fysisk umuligt selvom han fjerner eller får føjet noget til sin krop. Det er en mental forstyrrelse ikke en eller anden form for tapper, heroisk indsats. (Tilgiv mig, hvis jeg ikke mener det er heroisk at smadre en hel familie). Mange gange lider transkønnede også at ubevidste mentale forstyrrelser, som narcissisme, eller Borderline personlighedsforstyrrelse, som min mand gjorde.
.
Jeg er ikke fan af Kardashians, men jeg har sympati med Kris Jenner og alle Jenner børnene. De har intet gjort der fortjener dette. Han vidste udmærket han havde et problem og alligevel fik han flere børn. De havde slet ikke noget valg. Jeg ser smerten i Kris Jenners øjne og i hendes tårer.
Selv i dagens verden, er du alene -- på en anden planet -- når det drejer sig om at folk skal forstå denne udfordring. Jeg er sådan set ligeglad med om nogen skulle ønske at leve sit liv som transkønnet, men hold venligst hustru og børn udenfor.
Hollywood kan forsøgt at glamourisere og “normalisere” transkønnethed, ved at fjerne Gud og videnskab fra det, men det er et slag i ansigtet på de uskyldige ofre, at handle som om der ingen konsekvenser er. Mine børn og jeg har lidt på grund af min nu eksmands beslutninger.
Og ved du hvad? Det er helt OK for en hustru ikke at acceptere det. Du er altså ikke et hyklerisk uhyre fordi de siger - det er ikke normalt.
Jeg har tilgivet min eks-mand, men smerten vil aldrig rigtig helt gå bort. Det er et mærke der er blevet brændt ind i min sjæl - for evigt. Men det skal dog ikke definere mig. Til andre kvinder der gennemgår det samme, - vid det er ikke din skyld. Der er håb og du står ikke alene. Der er liv efter mørket.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar